eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Historiske Beskrivelsse over den mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand . . .

Historiske Beskrivelsse over den mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand . . .

Kbh., H.E.Nissen, 1858

Carl Friederich Reiser (1718-1786)


Tekstgrundlaget er det genoptrykte 3. oplag, H.P. Møllers forlag, København 1858. Denne udgave er tastet hos eremit.dk i juni/juli 2001

I Dansk Biografisk Leksikon betegner Sv. Cedergreen Bech bogen som et "galskabens mesterstykke" og fortsætter: ......Reiser skriver som han talte, og bøgerne virker som en bevidsthedsstrøm, men sproget er ofte ubehjælpsomt - den teori er blevet fremsat at han var læseretarderet; indholdet er selvforherligende, og han lufter en dømmesyge uden horisont, men med egen hudløshed som drivkraft.


 

Carl Friederich Reiser

Stadts-Chirurgus:

Historiske

Beskrivelsse

over
den Mærkværdige og meget fyrgterlige

store Ildebrand 1728:

fra 20de: og til 23de: Octobr. inclusive:
til
Guds Priis og ære at Han sagde
og befalede at Ildsluerne skulde
ophøre:
Saavell for de Høylærdte som ved at takke
den naadigste Gud! for hans beskiermelse, og for den
Nedrige brand, at tage sig vell vare at omgaaes meget
vell og Forsigtig med Ild og Lys &c:
Paa det alleromstændeligste og accu-
rateste beskreven;
af

Carl Friederich Reiser


Kjøbenhavn.
Pet. Chr. Brünnich


 






H. P. Møllers forlag - H. E. Nissens tryk

 

Fortale

til
den Høygunstige Læsere !

Længe har jeg ventet, og det med største Længsel,  om ikke nogen af mine Landsmænd skulde have haft Lyst, og gjort sig umage for at sammenskrive Den saa meget og overmaade mærkværdige Begivenhed, nemmlig: Een Historie om den store og bedrøvelige Ildebrand 1728: Nu jeg da seer at denne min store Længsel en er bleven opfyldt, og nu derefter snarr er Umuelig at  kann opfyldes, Siden det er allerede 56 Aar da saadant er skeet, og gandske rart at de Mennisker som vare i de Tiider sorgen, kunde leve endnu; Altsaa agter jeg nu med den allerhøjestes Bistand selv at sammenskrive Den saa jammerlige Historie, saa vit jeg med mine egne Øjne, saa og kommer der endnu dette dertil, at altsammen hvad mine Gl. Forældre har seet, og fortalt mig og andre, som jeg altsammen haver optegnet; min Ildebrands-Historie er nyttig for alle, baade for  de Fornemme, og for den ringe, baade for de Lærdte,  og for de Ulærdte eller Eenfoldige, for med Forundring see og erkiende. Vor Herres den store Guds Tugtes-Riis, ja Tugtes Sværd bedere at sige, som boede i det gamle Kiøbenhavn, som mestendeels blev


 
IV
Fortale

reent lagt i Asken af Guds Vredes Ilds-Luer! Den ringe og Eenfoldige, nemmlig den nedrige Stand kaldet, skriver jeg dog egentlig for, menlig, at Moralisere, og formane dennem paa det ivrigste og alvorligste til største Forsigtighed at omgaaes med Ild og Lys, thi da det er en bekiendt Ting, at Tieneste Folk omgaaes meere med Ild og Lys, end deres Herrskaber, saa vil jeg hierteligst formane dennem allesamtligen, at læse flittig og meget Agtsomt med Eftertanke, paa det at bekomme største afskye og Gruelse, for Skiødesløs Omgængelse med Ilden, naar saadant frugtes, faa er mit Ønske og Øyemeed opfyldt, og Vores Allermaadigste Kogl. Residenze-Stad bliver herefter meere bevaret for græsselge Ilds-Luer, &c.

At jeg skriver i det Danske-Sprog denne min Piesse, skeer ligeledes den nedrige Stand til beste, som ey forstaaer mere Sprog end det Danske, og tit og ofte slet nok; Jeg havde gierne skrevet i det Tydske-Sprog som er mig en stor Fornøyelse at Tale og skrive, og mine bekiendtere, som hørere mig det Tale, veed heel vell, at jeg forstaaer samme Sprog grundigt og efter Reglerne, mens saa havde den gemene Almue ey haft Nytte deraf, kun allene de Lærdte, og Fornemme Folk, som forstaaer ey allene Tydsk, mens endog alle Lærdte Sprog, som jeg ligeledes haaber, at de ville og-


 
V
Fortale

saa beviise mig den Ære og kierlighed, at igiennemlæse denne min ringe Skrift; Jeg kan ikke sige at det Danske-Sprog er min Moders-Maal, Ney tvertimod, det er just det Tydske, thi min Fader var En Mecklenborger, og Studerte i Rostock, Min Moder var vell Født under Dansk-Krone, mens var dog af Een tydsk Provintz nemlig Holsteen, og var født i Fæstningen GlÜckstad, Holsteen hørere svar vor allernaadigste Konge af Dannemarck til, mens er dog ustridigt et virkeligt Stykke, eller Provintz af Tydskland, dette kann jo jeg og andere fleere see, paa Landkortene, vii som af Ungdommen og har lært Geographien, at det er det faste Land af Tydskland; Endelig maa jeg erindre herved, at havde havde jeg ey lært det Tydske Sprog grundigen efter Regler, da havde havde jeg bleven den største Ignorant og Empiricus, Stymper og Dosmer i min Anatomie og Chirurgie, som man kunde nævne, thi jeg tør dristig og frimodig Spørge? Hvor mange Anatomiske og Chirurgiske Skrifter og bøger findes vell i Europa i det Danske Sprog? Jeg svarer ganske faa og fattig, og snart ingen derimod udi det Tydske-Sprog mangfoldige, thi foruden de Skrifter, som er egentlig skrevne i Tydsken, er endnu en stor mengde af Latinske, eller de Lærdtes-Sprog, saa og franske Anatomiske og Chirurgiske


 
VI
Fortale

Bøger, af Lærdte og flittige Mænd, os alle til største Nytte oversatte og translaterede, og i sær for de, som maaske forstaaer noget Latin, dog ey forstaaer det franske, altsammen til vores fælles Nytte, i Tydsken meget kiønn og nett oversatte, saa at (For exempel) Et ungt Menniske som som var noget riig, hans Forældre havde maaske vernegligeret, at have ladet ham lærde de lærdte Sprog, kunde endnu vell, tør jeg sige, blive til Een temmelig Lærdt mann i sine Dage, om han i steden for at gaae paa Comoedier, og i Viinkieldere, anvendte penge og fliid, og tilkiøbte sig bare Tydske Lærdte, Bøger af de allerbedste Autores, og de som han ey kiendte og vidste at nævne, da kunde han vende sig til de brave Danske og Tydske Lærdte her i den Kiøbenhavnske Residents-Stad, og med saadanne fortreffelige og ypperlige lærdte Mænd Consultere, hvilke der vare de allerbedste Autores som han skulde fig anskaffe, og følgeligen anskaffe sig med Tiden, Een temmelig og god Bibliothecke, ogsaa endeligen blive en ganske goed lærdt Mann i adskillige Viidenskaber, og det blott allene af Tydske-Bøger;

Der findes et slags Mennisker iblandt os disværre, hvilket meget gierne dadle og laste alle Ting, ja det er rett deres Element at bespotte og foragte deres Næste, maaske mit svar ringe, dog vellmente og uskyl-


 
VII
Fortale

dige Skrift, blive vell ey heller fri, for desligeste bespottere, det er nu slet ingen Kunst for dem at finde noget at Dadle: Er Saul og iblandt Propheterne? Iligemaader: Hvad skal vii med denne, eller hvad vill denne? mens jeg vill følge Sauls exempel og lade som jeg slet ikke hørte det; Mens kjere Venner, veed i og vell at et ringe Lys, eller en tællepros, kann dog iblandt gjøre stor Tieniste, ja meere mangen gang end store Lys, som løbe need af Fingrene, især naar man vil søge vigtige Ting op, som kunde af vansvare kommet bort, iblandt kroger og Meubler i Stuerne: som for exempel: Penge og alleslags smaa Ting &c. Saa lad mig da kun være et lidet ringe og foragtete Lys, for eders Lærdte og stolte Øyne, maaske at jeg dog kan tiene de Velltænkende og goede Mennisker, meget mere, end de store og prægtige Altar-Lys, som brenner høyt op ad dagen ved stærkt Soelskin;

Mine Venner, eller Fiender, hvilket i vill være, hold dog op engang at være giftige Spinner, som ey andet giør end suer Gift af de sødeste og uskyldigste Blomster, mens derimod heller stræb, at blive arbeydsomme Bier, som suer Honning af samme, jeg vill af Hjertet forlade Eder, og venter at see Eders Omvendelse; Naar man har en ren Samvittighed, ey at give nogen anldning eller aarsag til at blive forhaanet og bespottet, da


 
VIII
Fortale

kan det vell krænke, mens Guds Ord kan trøste Os, da finder vii Forhaanelser og Bespottelser, som langt overgaar mine, Een hver Christen, og den som bær kun blotte Navn og Caracteür, veed og kiender den dyrebare og store mand! som de ugudelige langt mere bespottede, end de kan bespotte mig arme og ussele Orm og Maddike, støv og aske; Jeg vill derforre henviise alle bespottere, til det gammle-Testament i Biblen, at de vil tage Exempel og Mynster af hiine unge Grønskoldinger og Snushaner, som bespottede Een stor Guds-Prophet: Elisa! som mødte dennem, og da de saae hannem, raabte de: kahlkopf, komm herauf; kahlkopf, komm herauf; Medens vor Herre den store Jehova! forsvarte hannem tilstrekkeligen, saa at der kom Biörne udaf Skoven og sønderreve 42 Drengesbørn i Tallet, dem alle sammen i mange stykker; NB. Her maa jeg allerunderdanigste Læsere, giøre mine allervigtigste Betænkninger over, Ak! De Arme Forældre, hvad bekomme de vellfortiente En græsselig Straf, for deres megen ælendighed og slette Børne-Optugtelser, der heder efter Eet gammelt og meget hæderligt Ordsprog i det Tydske-Sprog: beüg den Zweig oder junger-baum noch, weil er noch schmeidig und jung ist; Imgleichen: Mer seiner Ruthen schont, ver hasset seinen Sohn oder Tochter; Diese Historie Alten Bun-


 
IX
Fortale

des! von dem alten heiligen Propheten Elisæ, findet man beschrieben 2dern Buche der Königen 2ten Cap. vers 23: NB. Min Betænkning herover! Det er saa vel mærkværdig, som forskrekkelig, at Gud saa overmaade fortørnet, saa meget hasteligen foer frem, med saadan heftig Straff, over disse meget vanartige Drængebørn, ey allene for den hellige Prophete Elisæ skyld, mens en vellfortient stoer Straff for Forældrenes meget slette og overmaade skiødesløse Optugtelse; Herre Gud! hvorledes maa disse skammetlige ugudelige Forældre dog haft sig med Hylen og skrigen dengang de saae deres Børn saa meget jammerligen Sønderrevet af benævnte vilde og meget tyranniske Dyr? De have gandske vist; (og det kan ey andet være,) bekommet Slag og Rørelser, over dette fæle og meget ynkværdige Syn og bedrøvede Spectacul; Hvad maa dog have været den rette Aarsag hertil? Jeg svarer korteligen: Aarsagen har ey andet været, end den afskyelige Synd, Bespottelsen! Thi den store Gud! kann ey fordrage Een Spottere; ak allerhelligste Gud! Saa vell din allerhelligste Lov, som ogsaa alle dine Undersaattere: Kaysere, Monarcker, Konger og alle Fyrstelige Love, excÜserer nogenledes saadanne ussele Drenge og næsviisede Grønskolding Unger at Lovene beviiser ellers største Barmhjertighed, og seer


 
X
Fortale

igiennem Fingre med dennem i deres Udyder og Uforstandigheder, at de iblandt bliver gelindre straffet, end vii gamle Borene Mennisker, Mens just for visse Børn vare allesammen Spotte-Fugle; Saa var derfor og i, som bespotter alle Ting, I - som tør understaa eder at bespotte Gud og hans hellige Ord, I - som tør raillere, giøre Nar, og drive Giekkerie med hans hellige Templer, og siger: I har ey Lyst at gaae i Kirken, fordi at I befrygter at Gevølsterne og Velvingerne maatte falde eder paa Hovederne, O! I rette Øgle Unger, I har gandske vist allerede Eders Borgerskab i det brennende Helvede, hos Eders Fædre, de øverste Diævle: Lucifer og Beelzebub, veed i ogsaa vel, at i har allerede begaaet den allerstørste Synd imod den hellige aand! som nu, og aldrig, I Evigheds Evigheder kann blive eder forladt eller tilgivet; En Spottere, er det argste og allerværste Avskomm paa Jorden, han er meget værre end en grov Tyv, og den allergroveste Hore, Ezempli gratia: Jesu Christi Exempel med Een Quinde som blev grevet i Grov Horeri, og ægteskabs brud, og da Phariseerne og de Skriftkloge, forestilte og forklægede Quinden for vor Herre Christe, og sagde, at hun burde efter Mosi-Lov steenes, svarede vor dyrebare


 
XI
Fortale

Frelsere hennem og sagde: Hvem er reen af Eder, den kaster den 1ste Steen paa hende, derpaa buggede Jesus sig neder til gulvet og skrev i Sandet, medens denne Tiid varede disserterede hver Een af de skriftkloge og Phariseer, en efter anden, saa buggede sig Frelseren overende igen, og spurgde Quinden ad: Hvor er dine Anklagere? Hun svarede: De ere alle bortgaaet, maaske for deres onde Samvittighed, derpaa svarede vor Frelsere: Fordømmer de dig ey, saa vil jeg ikke heller Fordømme dig, gaa hen og synd herefter ikKe meere; saa haaber jeg da, at de velltænkende har forstaaet min gode mening rett, og vill af Christen kierlighed udlegge det paa de bedste; de andre, som maaske bilder sig ind, at de ælsker Gud! mens derimod foragte deres Næste, med spodske Ord og Miiner, vill jeg erindre Johannes Ord: 1ste Johan: 4de Cap: 20de Vers, Om nogen siger: Han ælsker Gud! og hader sin Næste! han er en Løgnere, thi hvem der ikke ælsker sin broder som han seer, hvo kan han ælske Gud, som han ikke seer? Nu da, saa maa jeg vende mig til min rette Historie, paa det man ikke haver Aarsag til at sige: Hans Fortale er længere end den rette Historie; Dog førend jeg ender min Fortale, vill jeg ydmygst og kierligst bede mine Høyædle Høylærde og Høygunstige Læ-


 
XII
Fortale

sere, om 2de Ting: nemmlig: Først, at de tillader og exeuserc mig, at jeg udi min rette Ildebrands-Historie hist og her, hvor jeg finder for gott og Nødvendigt, at [t]rykke noget af min Liv- og Levnets-Historie, saa viit den haver nogen influens og overensstemmelse med Ildebrands-Historien, og hvorledes er passeret og arriveret mig og min arme altererede stakkels Moder, efter Ildebranden, og hvad ellers publique og privat er os arriverede, som efter mine ringe Indsigter haaber, ey at være mine Høygunstige læsere uangenemme, mens meget meere ville fornøye, opmuntre, og giøre dem opmærksomme; Thi skulde jeg her beskrive min heele Liv- og Levnets-Historie, vilde det blive alt for vitløftig, og vilde blive en alt for stoer Bog, mens derimod vill jeg kuns anføre noget af det allervigtigste; (2det: Saa gaar min allerkierligste og allerydmygste bøn og begiering især til de Høylærdte og Høyfornemme Venner og Herrer Patroner! at de vilde gunstigst antage sig min ringe dog vellmeente og nyttige Skrift, at i fald nogle unge Sprættebasser og Grønskoldinger, vilde være saa Næseviise ogmed deres spodske Tunger vilde understaae sig at angribe min saa uskyldige og velmeente Skrift, da at forsvare mig paa det allerbeste; Ingen af de Høygunstigste Læsere maa tænke at jeg uden Forlov og Tilladelseanføre disse


 
XIII
Fortale

redelige og meget Dyrebahre Stoere berømte Mænd! som jeg nu strax har den Ære at benævne, nemlig: Høyædle og Høylærdte Herr Conferentzraad Kofoed Ancker, Professor Juris! Høyædle og Høylærdte Hr. Doctor Theologiæ Münter! Høyædle og Høylærdte Herr justitsraad, Professor Anatomiæ & Chirurgiæ, og General-Diercteur Henningsen! Disse Engler af Mennisker, har alle tilsagt at trøste og forsvare mig i fald det skulde giøres behov at paakræves; De vill venteligst nok lade deres næseviisen Spotten og Gloser være, og beholde dem i deres egen Sække, naar de seer at det er ey raadeligt at striide imod saadanne Tappere og Dyrebahre Mænd som vill have den Naade for mig paa det ivrigste at forsvare; Thi skulde disse udeblive som dog ey aldrig skeer da kunde det hende; Christi dyrebare Ord; Mathei, Cap. 21de: Marci Cap. 11te: Luce, Cap. 19de: Johanni, Cap. 12te: Wo diese werden schweigen, so werden die Steine Schreien, NB: Recte faciendo, neminem Timeas! NB: veritas vincit, omnia Calumnia Mendacium Finis;


 
XIV
Fortale

Skriverfeil

Hr. Biskov, Harboe, Deres Høye Eminenze! som er nu Salig i Herren hensovet: var en Tiid endnu i Live, dengang jeg begyndte at skrive denne min nærværende ;

(Sætteren har, saavel i dette som i alt det øvrige nøye fulgt Forfatterens Manuskript.)





 
1


Jeg er fød Ao. 1718: d. 23de julii: af skikkelige og gudsfrygtige Forældre. min Salige Fader var en lang Tiid Ælste Fuldmægtig paa Politie-kammeret her i Kiøbenhavn hos HEr Etats-Raad og Politiemester Ernst: og siden efter, blev for hans velfortiente Capassitæts befordret til Byfoged i St. Thomas udi Westindien forestod vice-Guberneurs Betienning en Tiid ongefehr af et halvt Aar; paa benevnte Sted, Døde han efter Eet og 1/2 Aars forløb Aar for hans Død! og ligger begraved i St. Thomas: &c: da jeg var et lidet umyndigt barn af 51/2 Aars Alder: Se mine kiere Fiender og Forfølgere da i giør eder til Spottefugler og pasquille-magere over mig? Jeg takker Eder, at i siger, at jeg er dog fød af Christelige Forældre, det er jo en stor Lykke at der kan roeses at være fød af fromme Forældre? mens hvorforre kalder i mine Forældre gemene og ringe Folk? er da en Fuldmægtig paa Politie-kammeret, eller Een Byfoged i Westindien en gemen Karl? Dog det gaar jeg som Gøyen, der raaber sit eget Navn ud: kiere Herrer Spottefugle! veed I og=


 
2

saa vel at i er af en stor Byrd og Afkomst, som bestaaer af mange æld=gammle Ahner? Eders Ærlige Herr Stammfader var jo Skoeflikker Pasqvinus i Rom, og siden blev den gode Manns=familie og ædle Afkomst kaldet Pasquillemagere, de haver mægtig udbreedt sig som Græshopper fordum udi Ægypten, og endeligen krøbet fra Rom i Italien, og sneget sig til Dannemarkes Residentz=Stad:

Dog jeg vender mig igien til min nylig begynte Historie: Min Moder, har tit repetert for mig at da jeg var et spæde Barn, skal jeg have været overmaade svag og Sygelig, saa hun aldrig troede at jeg havde kundet opnaaet Eet parr Aars Alder, Mens den store Gud! tænkte Eet andet, og har ladet mig opnaa Eet Alder af 65 à 66 Aar og derover, den Tiid jeg næppe var bleven 5 Aar gammel, og min Fader var Nyligen kommed forud til Vestindien, thi havde han levet skulde min Moder og jeg Aaret derefter reist over til ham i St. Thomas: Dette samme heele Aar min Moder maatte blive over med mig her i Kiøbenhavn, (thi vi kunde ey følge med ham dengang fordi at der var ey Rum i Kahytten fordi Guberneuren med sin Familie havde optaget alt Rummet paa Skibet.) levede hun med mig meget kummerligen og knap dog hjalp vor Herre som hun saare frygtede og Elskede at hun var flittig og Arbeydsom, at hun syede og stod Sælter op før Folck og altsaa sat heele nætter op, og fortiente os vores Føde, saa at vii ey leed Hunger eller Tørst, og slog sig gandske honett igennem, det hendte sig en Dag ved samme Tiider min Fader var bortreist, at Een Mand som var os


 
3

noget beslægtet; *) solgte nogle Læss Høe til Sal. Doctor Dyrkop, da min Moder gav mig og min sødsken=barn Lov at fornøye os ved at see Høet blev læsset af Vognene, Herr Doctor Dyrkop giorde os Børn da noget til gode, som man veed at Børn gierne fornøyer sig over, vii lod os da ey nøye med denne Fornøielse at see hvorledes Høet blev hisset op paa hans Loft, mens dengang en Vogn blev ledig, var vi alt for nysgerrige for at probere Vores konst i at Kjøre, benevnte mit sødskenbarn forførte mig hertil, Hestene som mærkede at vii vare kuns Fuskere i Vognmanns=Kunsten, parerte os kun meget slet mens bleve løbske og gallne og rennte med os fra Doc: Dyrkops=Port af, og lige til Studie=Gårdens=Muur, vii vilde iust i vores Angest have sprunget af Vognen, thi vii vare iust ey ret store Helte, men meget forsagte, da vi i det samme saae Vores Frelse, som var at en skierenslibere lod sin Slib=Karre staa, og tænkte at befrie os af Vores Fare som var virkeligen ikke saa ringe, thi havde han ey hjulpet os og holdet tapper Hestene, da havde det gandske vist kostet os vort Liv, thi vor befriere som var meget bedre Krigs=Helt end vii, greb Hestene med største force an, saa at de standsede, og hjalp os af Vognen Hestene var saa store som Garder=Heste og Vognen var stor som havde haft nyelig et stort Læss paa, som var vell saa stort som et dobbelt Bønder Læss.


*) Han var Vagt=Mester ved Garderne til Hæst, og havde Tilladelse at sælge nogle Læss Høe til bekientere


 
4

Imod Enden af Aaret 1724. Døde døde min Fader Friedreich Reiser i Westindien paa Øen St. Thomas: Min Moder var gandske utrøstelig over hans Død, thi han havde bestandig viist sig imod min Moder som var hans Hustrue som en kierlig og Mageløs Ægtefelle ja, han var kommet ved Guds Naade saa viit i hans Christendom, at han ei alleniste ælskede hans Venner hvori han kunde tjene sin Næste mens han havde lært en meget Vigtigere og større Konst: Nemmlig at ælske sine Ærgeste Fjender Af et reent Hierte, ja tjente samme ved Leylighed meget Ivriger end sine Venner, derfore og hans kjere Frelsere kaldte hannem svar tillig i hans Herligste og ævige Rige: Thi han blev ey ældre end ongefær 41. Aar, han var Fød Aar 1683. d. 30. septbr. og Døde henimod udgangen af Aaret 1724: Min Moder sat derefter Enke i 2de Aar, nemmelig fra 1724 indtil 1726. Da hun da efter Guds Villie indtraadte i et Nyt Ægteskab med hendes 2den Mann, Herr Johann von Asperen, Borger og Amts=Chirurgus i Kiøbenhavn; Een Farbroder af De 2de Brødre: Herr Justitsraad Wilhelm von Asperen, Kongl. Liv Medicus og Herr Justitsraad Jacob von Asperen Byeskriver i denne Kongl. Residence Kiøbenhavn: Disse 2de ædele, redelige og i godhed mod Enker og Faderløse, Mageløse Mænd, raadte hende altiid til det bedste, og næst Guds bistand vare Aarsag til dette Giftermaal, som den Aller=Høyeste og med ald Lykke og Velsignede: nemmlig fra 1726 og indtil 1785. Da min Stedfader ved Een Salig


 
5

Død hensov i Herren! og min Moder da til 2den og sidste Gang atter blev Enke igen.

Nu vender jeg mig til Een af de vigtigste Hendelser som jeg har oplevet, nemlig: Til Kiøbenhavns store Ildebrands Jammer=fulde beskrivelse: Jeg agter ey at skrive andet end hvad som mine Salige Forældre og jeg selv med egne Øyne haver seet: Den store Ildebrans begyndte i Aaret 1728: d. 20 Octbr. om Aftenen kl. 6: og Endtes imellem den 23de og 24de Octbr: om Morgenen; benævnte Ildebrand begyndte i et Hiørne=Huus af en Gade som var dengang til, og kaldtes St: Clemmen=stræde, som havde Navn af en æld=gammel Kircke St: Clementis=Kircke, som den Tiid allerede for mange Aar var Nedbrudt: Samme Huus hvori den store Ildebrand begyndte var, naar man gik op til Vester=Port og Vagt=Huuset: Man anførte 2de Aarsager hvoraf Ilden begyndte: den 1ste var at Børnene havde forlanget nogle smaa proser af Forældrene og den gang de havde samme bekommet, misbrugte de dem, gik op paa Lofftet, og af en meget skødesløshed og Uagtsomhed fandt paa en farlig plaiser, At tænde spindelvæven som sat i Hobe=Tal, under det gammle Tag: Nogle førte en anden Aarsag an, at nemlig: Eftersom de vare Lysestøber=Folk og vare ved at støbe Lys, da det gik Ulyckelig til, saa at Tællen slog op i skorstenen, nu var samme meget brystfældig, saa at skorstenen brast i stykker, og satte det hele Huus i Lys Lue, *) og dette sidste er vel


*) Huus=Værten og hans Hustrue vilde i begyndelsen ey lukke op, mens holdt baade Vindeves luerne, og Gade=Døren absolute fast tillukkede, Saa strax den Vagthavende Officier dette saae, Raabte han i største passion og Overilelse: Schiest den Teüffels kerl übern Haussen in seynem Hause, wenn er nicht aufmachen vill: Skyd den Diævels karl ihjel i sit Huus, naar han ey vill Lucke op; Mens Luen den skreckelige Ild, vidste at oplukke;


 
6

det troeligste, thi at Børnene skulde have af Uagtsomhed tændt Ild i Spindelvæven, kunde endelig vel være mueligen: Mens dog efter de fleestes Folkes Meening som den Tiid levede, var det vel kun et foregivende at skylde Skylden paa Børnene, for at blive befriet fra den store Straf der de Tiider var sat paa voxn Folk, naar de af skiødesløshed Ildløs foraarsagede; Min Salig Moder aflagde just en Besøgelse hos en Brygger=Enke ved Navn: Madm. Vals, samme Encke sagde dengang hun hørte Trommen, til min Moder: hvad? Er klokken alt 8te: (Vægternes piven, og brand! brand! raaben, efter Sædvande ey høres, thi Vægterne kommer Vinter=Afterne ey før end Kl: 7. paa deres Poster) derpaa saae hun paa sit Lomme Uhr, O! Klokken er ikke meere end 6: Det er Ildløs; Det blev herpaa en forskrækkelig Lysning i hendes Brygger=Gaard, Hun og min Moder, løbe begge med Frygt og bæven i Gaarden, De saae en græsselig Lue opstigende bag og tæt ved Enckens Veedhammer: Hun begyndte høyt at skrige og hyle: Ak Herre Jesus! Min veedhammer brænner, hvor skal jeg hen, hvor skal jeg hen, O! Jeg elendige Menniske: Min Moder fuld af bestyrtelse, bød sig


 
7

til at redde Enckens Sølvtøy, hvilket havde snart ogsaa skeet, om ikke i det samme Ildsluen havde vent sig, og immer bestandig med en grusom heftighed tog altid meere og meere og til, og formedelst en heftig Storm som kom dertil, gik løs paa Vestergaden, og inden en Tiimes=Tid var forløben, husserte Forskrekkeligen i samme Gade saa at henimod kl. 11 laa alt mine Forældres huus i Asken. Det var en Stor Lykke af Gud, At encken ikke, virkeligen resolverte af flye min Moder hendes Sølvtøy, thi i fald hun havde samme annammed, maatte hun have svart til det hvor det var bleven, og følgelig kun havde været hende til største Fortræd, thi enhver havde nok med sig selv og sit eget Gods at bestille, og hvad som ikke blev af den gruelige Ildlue fortæred, det blev dog af Tyve=haand bortstiollet, og os arme Mennisker alle meget ilde berøvet thi i denne gruelige Rumor som var snart noget at ligne med Jerusalems Jammerlige og skrekkelige Forstyrrelse, tænkte den Eene ikke paa den Anden, og ingen var sit Liv sikker for disse benævnte Røvere og Satans=Mennisker; Nu, min Moder kom da hjen ongefer kl: henimod 7. og giorde Anstalt til ud=Flyttningen, hun sagde da til en som var til Hest, og syntes at have noget ved Anstalterne at befale; Min Gud, hvilcke slette Anstalter her er, man gaar fra et Huus til det andet og river Tagsteenene neder paa samme, paa det Ildsluen kan deslettere antænde Huusene, han svarte min Moder sukkende og ganske forsagt: Her er slet ingen Redning meer at vente, fordi vii ingen Vand har som kand forslaa, saa har og alle


 
8

rede Ilden taget skrekkelig Overhand saa at Brand=Majoren forsager og de fleste af hans Folk, til med saa er og nogle beskiencket, som har faaet en Ruus ved et Ligsbegravelse af deres kammerater hvor der blev tracteret: At vi havde Mangel paa Vand, at man gravede efter Render som var forfalden og skulde legges Nye ind igen, og for denne Aarsag havde de taget Vandet bort; ongefehr henimod Morgenstunden blev først Vester=Port Aabned, for at bekomme Vand til Hielp af Stsdts=Gravenn, som man var virckeligen høyst trængende til, Vor store høy Salige Kong Frederich den 4de: Vor fromme Fader, ja Een Konge uden lige! som ogsaa i Allerhøyeste Persohn ved Ilden, han saae paa det veemodigste op til Himmelen sukkede og græd, saa at man kunde see Taarene Rinde meed af Dens Hellige Salvedes=kinder, dette bevægede os saaledes, at vii alle græd og Raabte: Ak Allerhelligste Gud! Allernaadigste Konge! Hjelp os, Hielp os, Der blev da gjort meere Anstalter, mens det kunde dog ey hielpe, Ilden avancerede immer mere og mere; Min Moder var nu kommen hiem, vii bekomme en stor Hielp med vores Meublers udflytning, saa at vii fik dem alle lykkelig ud, og dette havde vii mæst Gud, Herr pastor Schreiber Sognepresten til St. Petri Kircke til at takke, thi hans Kone var en gos Vend af min Moder som var meget vel bekjendt med Dennem, denne fromme og redelige Sogne=Præst sendte alle hans Folck, Kudsker og Tienere, saavelsom Tieneste=Piger med deres Arbeyds=Vogn, og adskillige gange med fuld Læss bragte det altsammen i Præstens Gaard, hvor det


 
9

blev vel forvaret i hans stuer, der var endnu 2de Personer, hvoraf den ene var Informator i samme Gaard og den 2den havde fordum logeret i vores Huus, og vilde ogsaa redde hans gammle Huusværtes Meubler! benævnte Herr Consistorialraad Schreiber Resolverte da endelig i fuld bestyrtelse at flytte alle hans Mobilier, saavelsom og mine Forældres deres alsammen i St. Petri-Kircke Under Orgelværket, og især var han meget flittig og geskefftig at redde hans meget prægtige Bibliothecke: hvor da ey allene alle stoele Under Orgelværcket, men endogsaa gangene, og mange andre Stoele i benævnte Kirke, bleve reent opfyldte: I denne Indflyttning i Kircken vare Ham meget behielpelige, hans egen Jomfrue Søster, Informatoren ved hans Enckel eller Sønne=Sønn, og Tienere; Mens NB: alle disse Meubler! baade HEr. Pastor Schreibers og Mine Forældres, tilligemed Præstens herrlige og skiønne Bibliothecke, blev alt sammen reent i Kircken opbrændte og af den græsselige Lue jammerligen fortæred: Min Sal. Moder bekomm aldrig det ringeste stykke meere at see af hendes Sager og Mobilier: Nu vill vii lade HEr: Consistorialraad Schrieber en liden Stund være i Roe, med at indfløtte og indpasse sin sin store Bibliothecke i Kircken, med sine allerede benævnte Personer, og vende os lidet hen til hans Frue, hvorledes det gick hende, værende denne Tiid; Den gang nu den halve Vestergade stod i Een forskrekkelig Lue, og mine Forælderes Huus, som stod paa Westergade og omkring store Larsbiørnsstræde, som var og er endnu, Eet hjørne=Huus:


 
10

(Som nu til Dags HEr: Turin Kandestøber=Mester tilhører) forskrekkeligen brændte faldt gavlen endeligen need, og gav en forskreckelig bulder, En gammel Tieneste=Pige min Moder havde, som for og efter Ildebranden, tiente hende i alt 37 Aar: dengang hun saae at vor Huus faldt neder, thi hun stod i Lars Biørenstræde uden for Urteboeen som den gang Sl. HEr Krich tilhørte, faldt hun neder paa Fortoget, og bekom en Apoplexi: eller Eet Slag af den Stærcke Forskrækkelse der saa haftig overfaldt hende, der vare da just til Lycke Edele og Medlidige Mennisker til stede, som bragte hende i Klædeboderne hos HEr. Stadts-Chirurgus Hess, som var i Svogerskab med mine Forældere, og blev altsaa Lyckeligen bragt til rette, og Restitueret igjen; strax efter dette var forbi, kom en meget freck Soldat løvende da Huusene i store Larsbiørenstræde brændte, og passerede igiennem liden Larsbiørenstræde, hvor nogle Folk boede som vare mig noget beslægtede, raabte og skrey høyt disse Ord: paa Tydske: Der Teüffel hol all das Feur! So viel Feuer auch da ist, so kann ich dennoch nicht so viel Feuer bekommen damit ich meine Tobachspfeiffe anzünden könne: Det er: Djævelen kom i all den Ild, saa megen Ild der er, saa kann jeg dem uagtet dog ey bekomme saa megen Ild at jeg kan faae min Tobacks=Pibe tændt; Denne Hans Uden=Sorg! havde vell ikke mange prægtige og glimmrende mobilier at kræncke og bekymmere sig over (hans Mondour og Gevær undtagen) saa bestode hans herrlige Boeskab vell af en sort og besmurt Træstoel, og en høytravende med Fitt besmurt sort glen=


 
11

sende Skoebyrste, og følgeligen for dens Afgang kunde sove roeligere end vii andere, som mistede saa mange kostbare Ting;

Frue Consistorialraad Schreibern gik omkring i Præste=Reeidenzen hvor nu Deres Høyærværdighed HEr: Pastor Manthey boer i St. Pederstræde: og vride hendes Hænder medens hendes Mand var i Kirken, nu holdte hendes Karret uden for Porten, i det samme raabte hendes kudsk med en heel fortvivlet Stemme paa platt Tydsk: Naar Fruen ey vill komme strar, og vil stige paa det hastigste i karreten saa maa jeg, og Hestene af denne græsselige Røg og Damp crepere og maaskee snart reent opbrænde: Derpå hun bævendes og fuld Alteration Svarede: Min kiere Christian, Nu dette Øyeblick kommer jeg: Her erfores hvad en stærk overmaade Alteration kann foraarsage, thi i steden Eet meget prægtigt Speyl med en tyck massiv Sølv=Ramme, som havde kostet mange Penge, og stoed paa, hendes Nattboer, som hun kunde have reddet, tog hun i steden for dette: Een gammel Syltekrukke, og en Alen i Hænderne og kiørte bort til stoer Kiøbmagergaden, hos den gang levende, nu Salige Frue assessorinde Klare, lige for Silckegaden denne Frue, blev siden noget Efter Ildebranden 2den gang gift med HEr: Canzellieraad Harboe Een Fætter af Deres Høye Eminentze Høyædle og Høylærdte Herr Biskop Harboe! Som Gud være lovet! endnu lever; Mens hvad mødte nu Frue Pastorinde Schreibern? paa Veyen raabte en Mand af Tydske Menighed, til hendes kudsker med høy Røst saaledes: Hold stille ! Hold=


 
12

stille ! Fruen saae med angest udaf karreten, og befalede Kudsken at han skulde holde stille, hun adspurgte da denne Mand, hvad hans begierende var? hand svarede paa tydsk! Ak for Jesu Christi skyld tillad mig at Deres kudsker maa vende om igien tilbage med mig, Min kone er i den haardeste barns=Nød! og Jordemoderen er just nu hos Hende, og nu da vores gjenboers Huuse brenner, saa slaaer de gresselige Luer gandske fælt ind af Ruderne til os, faaer jeg nu ey Deres Vogn saa maa hun paa det jammerligste i det Fæle Ild omkomme og levende med det endnu ey til Værden fødte Foster blive opbrændt: bønnhør mig at Gud i Dødstiime og Hende vilde Naadigst bønnhøre, ingen Hyrkudsker kann jeg fae, om jeg endogsaa vilde give 10 Rdlr: for en eeneste tour, thi alting er i Staden i fuld Alteration og allerstørste bestyrtelse: benævnte Frue. Pastorinde, Steeg derpaa strax udaf hendes Vogn, laante og overloed denne ynkværdige Mann strax hendes Karret, med denne befaling til Kudsken: at han skulde tage sig selv, Hestene, og Karreten vell i agt, af yderste formue saa meget han kunde, og ønskede at vor Herre vilde beskytte og bevare dennem, Hun begav sig derpaa til Foeds til det benævnte Sted paa store Kiøbmagergade hvor benevnte Frue Assessorinde Klare boede, for at vilde oppebie hendes Mands Nærværelse;

Nu, HEr: Pastor Schreiber var ved denne Tiid endnu i St. Petri=Kirke, ved hans Bøgers indpackning, han blev der snart alt for lenge, nemlig: den gang han komm ud af Kircken og meente


 
13

at gaa endnu i hans Præste=Residenze som var den Tiid i St. Pederstrædet Nest op til Præste=Residenzen hvor nu HEr: Pastor Manthei boer, HEr: Pastor Schreibers Residenze var i de Tiider ey nogen bygning til Gaden: mens derimod en stor bagbygning i gaarden, en stoer gaards=Rum broelagt, hvori mitten befandtes en stoer Muuret Lysthuus med skiønne grønne Træer omkring samme: Indi denne hans Vaaning vilde han have været, mens O! Vee, den stærcke Ildslue forbød ham det, thi gjenboernes Huuse stode allerede i Lys Lue, og omgav og bespendte Hans gaar rundt omkring: Hvad var nu herved at gjøre? Goed Raad var her meget dyre! Det var jo overmaade forskrekkelig og gruelig: at brende levende op: Mens som det meget herrlige og gyldene Ordsprog Lyder: Naar Nøden er allerstørst, Saa er den Fromme Gud allernærmest: Han toeg paa det ivrigste sin Tilflugt til bønnen, som han saa meget tit og ofte havde Recommanderet os i hans Prædikener paa Predickestolen: bestormede de ubeskrivelige og overmaade græsselige og fæle Ildsluer Kircker og Huuse: Saa bestormede han lige saa stærck Himemlen med at bede den Store gud om sin mægtige Hielp og bistand; Jeg troer sickerlig at denne bønn er skeet af Ham paa det alvorligste, baade af hjerte og Mund: Og den Hellige Aand har Understyttet samme: Nu er vor Herres Allmægtige Hielpe=Haand viiste ham da en Vey, som Mennisker vell icke torde Raadet ham: Det var nemlig at stige over den høye Kirke=Muur som gaaer til Larsleystræde; Løvstrede og gunstigste Læsere! Tænk dog ey, at


 
14

der slet ingen Fare havde at overstige og redde sig paa denne kant, som kun de farligste Sider til St. Pedersstræde? O Ney: Det var ogsaa farlig nok paa dette sted for Menniskens Øyne, thi 1) var Muuren her høyere, end til St. Pedersstræde, 2) stormede hine Ildsluer ligefor Muuren, saa brendte det her i Larsleystræde ved Siden af Muuren, nemlig det komm deraf at Hiørnegaarden som var dengang Sl. Doct. Dürkops Residenze (hvor nu Herr Manthei boer) stoed ligeledes i Lys Lue som slog udaf alle Vindever, og derforre maatte og kunde allene den Almægtige Gud! (og slet, og aldeles ingen Mennesker) hjelpe Folk som vilde overstige denne Muur, for at redde deres Liv, og ingen anden; 3) Saa vidste ingen her i nærheden at deres Sogne=Præst var i saadan stor Nød, og om de havde vist det, havde dog ingen Mennisker tordet vaaget at hjulpen ham, thi enhver havde nok med sig selv at bestille at redde sit eget Liv: Derforre jeg og til denne Tiime, endnu gandske vell kann erindre mig at min Sl. Moder lenge efter Ildebranden tackede Gud, at hun ingen af hendes Folck sendte i kircken og i denne Egn for at redde hendes bedste Mobilier, thi de havde ganske vist nok bleven levende opbrendt; Nu, Gud hjalp da allene lykkelig HEr. Pastor Schreiber over Muuren, og retirerte sig op igiennem Lars-Leystræde paa Volden og avancerte saa hen til store Kiøbmagergaden hvor hans kone befandt sig, paa denne Vey mødte ham en Muursvend af den tydske St. Petri_Meenighed, og saae at han ingen Hatt havde paa Hovedet, tilbød ham derpaa sin egen, hvilcken Præsten da, til største Tak antog


 
15

den gang han nu var kommet noget viidere hen paa Volden, mødte Cantor HEr. Raupach hannem, som i de Tiider var Cantor ved Kirken, og spurgte samme, Præsten ad: hvor han dog var kommen til denne elendige og meget Miserable Hatt? Han svarede: at en Muursvend af Menigheden havde laant ham samme, og maar vor Herre vilde allernaadigst bønhøre vores ynckelige og ængstelige bønner, at denne saa forskrekkelige Ildslue maatte dæmpes at vii ey blev som Sodoma og Gomorra: Da vilde hann resonabel betale muursvenden sin slette Hatt; Derpaa tilbød sig Cantor Raubach at vilde bytte Hatt med Præsten, hvilket HEr. Pastor Schreiber da og villig indgig og tog imod hans Tilbud; Nu, oft=benevnte Sogne Præst kom da Gud skee Ære! velbeholden i den gaard paa kiøbmagergaden, til hans Hustrue: Nu vill vii lade ham der, og viidere beskrive hvordan det gig til; Ilds=Luerne og Orcan-Stormen tog immer mere og mere til, i denne største Angest og Nød, kom endnu Een Ulykke til, Nemlig: Een Bryggerkarl som formodentlig allerede tit med sin Sluffe havde bragt Vand til den store Ild, var maaskee nu meget meere bestyrt, den gang han saae Ildens forskræckelige tiltagelse, postede sine Tønder fulde med Vand, og der han kiørte bort, glæmte han at slucke en stump Lys eller pros som han havde klævet paa hans Herres brende eller veedhammer, dette tændtes immer mere og mere, indtil den heele veedhammer stod i Lys Lue, der blev goed Raad dyre: Denne Ulykkelige og meget i høyeste Grad bestyrtede arme brygger Knægt var ey langt fra at be=


 
16

komme det heftige Slag: hans knæer Sittrede og bævede for stoer Angest, hann vendte om i allerstørste Angst, hans arme og hænder rystede og bævede, han lod da Hesten løbe i fuld gallopp indtil han komm til gammel Torv til det hiørne=Hus som fra gammele Tiider af og endnu bliver kaldet Blasen og var i de Tiider og endnu lenge efter den store Ildebrand, blev kaldet Blasen har alletiider været et Viin=Huus eller Viin=Kiælder, mens nu er bleven for kort Tiid siden forandret til en Hørr=Boe! og tilhører nu Herr Petersen Her faldt denne oft benævnte brygger=karl Død ned af Hesten, man tog ham og bragte ham i Viin=kielderen, og vederquegede hannem med een Drick Viin, indtil han komm sig lidet: Raabte hann paa sine knæ og saae op til Himmelene med udstrakte arme og hænder saa meget hans Kræfter formaaede: Ak sødeste Herre Jesus! See af Himmelen need til os og forbarme dig i Naade over os alle! ak kiereste HEr. brand=Mayor! jeg citerer Eder for Guds Domme=Stoel at de hielper mig og os alle; brand=Mayoren gav da med en bævende og gandske hæsrig stemme og brysk befalling) thi han var i saadanne stand bleven af den idelige Raaben og skrigen thi ingen Mennisker kunde forstaae ham meere for de heftige Orcan-Storme og den gruelige Rusken og Suusen af de forskrekkelige Ildsluer som samme foraarsagede, at der skulde forføye sig 4re af brand=Sprøyterne med deres heele Mandskab til den Nyt begyndte Ild paa Nørregades=brygger=Gaard som allerede ey allene stoed i Lyst Lue, mens tillige havde taget og tændt 2de andre brygger=Gaarde i Compag-


 
17

nie med sig, Mens ak Herre JEsus! Mærk nu læsere! her blev raabt Mord og brandt ! her blev en stærck oprør iblandt allmuen, de vilde med kaarder og knive Myrde brand=Majoren Preüsler og hans Underhavende, thi de vilde ey tillade at benævnte 4re brand=Sprøyter maatte tages bort fra den stoere Ild, og havde den Høyædle Mayestrat med Politiemesteren ikke staaet brand=Mayoren bie og ladet vegten med opplantede Bayonetter komme ham til Hjælp saa havde de gandske vist nock Myrdet ham og hans Folck, de fick ham i et af Magistratens-Huse og vederqvegede hannem lidet og om jeg ellers ret erindrer mig saa blev der aabnet hannem en aare, dog kan det ey vist siges, thi han havde det høyligen nødig, der komm og ligeledes mange Mennisker til døde og endnu fleere bleve farligt af Mileterens skarpe Vaaben farligt Blessüret: De raabte: Veg med den forsagte og bange gammle kiærling, er du en Brand=Mayor? Du maa være Fanden, og icke brand=Mayor, komm kun vii vill Diævelen gale i os brekke din Hals i tu; jeg bekomm ogsaa af min Sl. Moder et parr dgtige kindheste eller stærcke Ørenfigen paa nyeste Dansk=facon tillige med nogle klopsisk med en tampp, for min nysgerrige næsviished da unge Drengebørn ere alletider endskiøndt ved de farligste Omstendigheder meere nysgiærige end Pigebørn, hvad skulde jeg nu giøre jeg resolverte i en Hast at istæmme een fortreffelig Vocal Music, og jeg kand gandske alvorligen forsikkre, at Trods være sagt alle Cantorre! Gadevægtere! og Taarnvægtere! Troe mig kan ved mit ærlige Ansigt: At jeg havde


 
18

overskræget og overskraalet 2de af de største Meenigheder: Vor Frue! og Nicolay ibidem: Havde jeg spillet Maitre dotell over dem alle og vindet fuldkommen Seyr! Eftersom nu baade Instrumental= og vocal-Musicken stedse vedvarende blev blev jeg tilsidst reent kiæd af denne Concert, tænkende: skal det da aldrig faae Ende? Jeg tør forsikkre at om alle virtuoses i heele Europa vare kommne sammen, havde over min Concerts=Reenhed som bestoed i eem daylig skurrende harmonie, havde offentlig blevet bespottet og beleed: Mens jeg gav dem dengang om de sammtlig havde været i Residenzen nærværende, Diævlen og alle Trolde som kiører St. hans=Natt til Bloxberg til Recompence: Jeg beder mine Høyædle Vellædle og Høygunstige: Høylærdte og Vellærde Læsere om perdon at jeg har giort en liden Udsveissning af min alvorlige og fyrgterlige bedrøve=Historie, for at lidet opmuntre dennem med en liden latterlig fortælling om min egen Person: Dog jeg havde nær glæmmt det allerlatterligste af denne liden Historiske Scenes-Besluttning som var dette: at jeg endelig raabte: Mamma! brug dog nogen Respect og Consideration for min Edle unge Persohn som deres Eeniste barn og Eeniste Sønn! Hvorpaa da min Moder blev meere Vreed og Svarede: Respect og Consideration for din Persohn! Ha, Ha, Jeg skulde vell meget complimentere min egen Sønn? Du rett unge Springer og store Rarr, Hun forstoed da Sagen Uret og Tog mig ved det ene Vinge=been


 
19

og sagde: Komm jeg skall Complimentere Dig, og slæbte mig ind igiennem Porten og ind i den saa kaldede Barber=Stue som var den gang meget prægtig og stoer: thi min gammle HEr. Fætter Hess var formedelst hans ypperlige Lærdhed i Læge Konsten bleven til en Hoved=Riig Mand af store Midler: Dette latterlige Optog med Os, tog da anleedning til stoer Latter, da alle baade Gammle og Unge vare forsamlede i stoer=Stuen, og som giorde sig retskaffen til goede med Delicatesse Retter og Drikke, alt af den riig=Mands=formue, Thi vii tænckte dengang endnu aldrig paa andet end at blive alle samtlig der Natten over, hvilcket var i al Sandhed et meget prægtigt og læckert, havde de stoere Ilds=Luer bleven dæmpet baade paa gammel=Torv, og paa Nørregade, da havde svar største Tab dog blevet os til største Glæde Fornøyelse, thi vii havde i Herr Hess en meget Chenereus og spandabel Mand, som havde i Sinde at beholdt os i hans prægtige Gaard, om det ogsaa havde været i heele samfulde 10 Aar! og dernæst havde tracteret os grævelig hver eeniste Dag om ogsaa hver Dag havde kostet hannem Tie Rigsdaler, thi han var en Mand af store Midler saa at hans renter og stoere Indtægter med Fortienister vel beløb sig i det mindste hvert Aar, over 1600 Rigsdaler: Mens derimod for hans Overmaade Goedgiørenhed, havde ogsaa stoere og snart Utroelige Udgifter om Aaret, thi for exempel maar han kiørte til Kircken og steeg i Karreten vare alletiider en halv=Snees fattige drenge og Pigebørn tilstæde, som bade og tiggede af hannem, og


 
20

Han med en overmaade Øye=Kraft gave dennem hver af dem, saa meget at børnene og Forældrene kunde ernære sig heele Uger igiennem; Hans Frue derimod var liggeledes goedgiørende, mens vidste meget bedere at holde temperaturen, thi HEr. Doctor Hes græb kun i Lommen og hvad han fik i Hænderne heele Haandefulde det maatte nu være sig heele Kroner eller Sølv=Courant Penge kastede han de Fattige i deres Huer og Hatte, saa at samme gick med allerstørste og glædeligste Ansigter fra Hannem, der var en skraalen af raabende Munde, med glædes=Taarer i Øynene velsignet været af Gud! den stoere Abraham! velsignet været hans Høy=Ædle Fornemme Familie! velsigned være alle hans Folck, og saa viidere: Eendelig saa blev jeg tillige ,ed de andre af HEr. Hess og selv prægtig bevirthet; Men NB. høyst=skiønnende Læser! Havde min Dydige Moder ikke gandske ret at jeg bekomm prygel og Straff for min Næsviished, var det ikke høyst=Farlig at jeg dengang som en Ung Dræng af 10 a: 11ve Aars Alder turde vove mig i saadan fæl og forskrekkelig tumult og Allarm som lignede for Gud, den allerforskrekkeligste Rebellion og Oprør? foruden endnu at staae Fare for at blive levende Opbrændt af de Fæleste og forskrekkeligste Luer som slog os paa det allerfarligste om Ørene, hvori vell nok med sig selv at bestille at conservere sit eget Liv, og var nær ved at forgaae af angst og Alteration? Nu! jeg maa gaa viidere udi min Historie og fortælling; Endelig maatte da den gemeene Almue, eller Publico, lade sig de saa viit viise og


 
21

mueligste Anstalter gefalle, i saa viit den elende Tilstand i de Tiider kunde taale det, nemmlig at nogle af de store Brand-Sproyter som da endnu en meget stakket Tiid vare i behold, komme til Hielp den af mig forher beskrevne nye=Ild paa Nørre=gade i brygger=Gaardene, Nu denne oftbenævnte store Mand Høyædle (nu hos Gud salige) Herr Brand-Major Prøyssler fløy da omkring med fleere andre berømte practiske Mænd som vare alle meget vell øvet i desligeste høystgræsseligste begivenheder som de allerhaftigste og allertappreste Mercurios! og det fra Een Ild til den anden! De havde sammtlig næst allerhøystes bistand i Sinde at dæmpe og imodstaae den allergrueligste og Empfindtligste Fiende! Een hver Læsere veed hvad jeg meener: De som en Jordisk=Helvede brennende Luer! De vilde viidere Imodstaae Een Fiende som agtede med sin allerede Over=Haand tagende grummeste Herredømme og Dæmpende Magt; dæmpe Overrumple og kuldkastede Kiøbenhavnske Handelsskaber og Kiøbmandsskaber: NB. Mens herudi vilde den Naadigste Allerbarmhiertigste Gud! prøve mine Forældres og samtlige Forfædres Taalmodighed! Her falder mig atter noget mærkværdigt ind, hvorved man billig maa legge et Mærkværdigt Nota Bene til! Det er nemlig: Vores Høysalige og hos Gud! i den allerhøyeste Himmel Chor! alt for nogle Hundrede Aar boede Herr Lutherus! pleyer at Sige: (Aufs Freundlichste Vermahnende! Gott ist nicht ein Fürst von Eilenberg, sondern ein Fürst von Weilenberg und wir sollen seyn Fürsten von Anhalt;) Dette behøves nu ey slet ingen Forklaring, for de Høylærde!


 
22

som veed mange Sprog og fremmed Tungemaal, ja nogle, mens dog kun faa imod de første, veed snart (alle Orientalske og Occidentalske=Sprog i heele Verden! O! Welch eine Tieffe bende der Weissheit, und Erkenntniss Gottes! (mögte man wohl sagen) Wie gar unbegreifflich sind seine Gerichte, und unerforchlich seine Wege!

Denn mer hat des HEren Sinn erkannt, oder &c. Mens for de Dumme og Eenfoldige Mennisker af Nedrigste Stand vill jeg forklare paa dansk, hvad ovenanførte Symbol-Lutheriske=Sprog ongefehr kunde komme til at klinge saaledes som følger: (Gud! er ey en Fyrste af Eilenberg: Mens Een Fyrste af Weilenberg, vii skal være Fyrster af Anholt;) Jeg gaaer da viidere i min fyrgterlige Ildebrands=Historie og siger at der er endnu mange fyrgterlige Scener tilbage i dette Skrekkelige Skue=Spil! Ja endog de Allerforskrekkeligste i dette forstyrrede gammle kiøbenhavnske Jerusalem! Brandmayoren og tilligemed den hele brandt=Direction, og det gandske samtlige Raad! bleve Enige, siden man havde meget goed Forhaabning, thi den store forskrekkelige Orcan - Storm havde lagd sig nogenledes, saa at de meere end Gruesomme Luer icke stege saa Himmel=Høye i Luften, thi HøyÆdle, og Høylærte, saavel som og ringe og Eenfoldige sammtlige geneigte Læsere! kann for Gud! forsikkres at Luerne endnu da stormen vedvarende steege saa Considerable hoye at man baade til Kiøge og Roeskilde kunde bemercke gandske grandgiveligen Luerne og forskrekkeligen Røgen og Dampen saa at ingen Mennisker i begge benævnte Byer kunde holde sig for Røg


 
23

og Damp som steeg iideligen i deres Næser og faldt for Brystet: Betænk alvorlig min kiere Læsere en distance af 4re stærcke Miile! O hvilket forskrekkeligt; Mens oftbenævnte, nu hos Gud! Sal: Herr Bandtmayor Preüsler, begig en Bock, eller en stoer Forseelse med sine Herrer Collegier og sammtlige Underhavende=Folck i deres Konst og Viidenskab, hvorefter følgde og foraarsagede saadanne skrekkelige og i høieste grad fyrgterlige og bedrøveligste Scener! at Hoved=Haarene paa Hovedet maatte reyse sig og staae stive ja endogsaa paa den allertapreste og ellers U=forsagteste Mand, saa at det saa kaldede heele gammle Kiøbenhavn gig op, og blev paa det Jammerligste og erbarmligste af de mangfoldigste græsseligste og fæleste Luer reent fortæret og caputt, saa det saa her i Staden ud, som det Allerfæleste Jordiske Helvede; At det er en stoer Sandhed, at benævnte ellers brave Mænd, vare i høyeste grad forvirrede, confuse og forsagte, kann vell ingen fornuftig Menniske imodsige, endelig forandrede deres Forsagthed og Ængstligste passioner sig i de allerstørste Desperationer: thi da skulde mann see hvad mann Resolverte, Mærk nu allerkieriste Læsere! nu jeg skriver og erindrer mig dette, hvad jeg altsammen mad mine egne Øyne har seet, O! O! Saa bliver mig den skrækkeligste Gysen og rysten over min heele Legeme, som Een der bekommer det heftigste Febris Malignæ ardentis: og overfalder mig den allerstørste paroxysmus, saa at om ieg ikke falder i en slags graad eller Græden, jeg vist nok vill tabe


  
24

Pennen af Haanden, og falde i allerstørste besvimelsse; pause, pause!!!


- | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | -
| - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - |
- | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | - | -

Nu! jeg kommer da endelig til mig selver igien, O kiere Læsere! Ryst og bæv nu, thi du har allerstørste Aarsag dertil! Man skiød med store Kanoner fyldt med krudt eller Pulver, det knagede og bragede paa Jorden! Det var som den gandske Verdens Lyn=Ilder havde sig forsamlede og forenede, hvortil all Verdens Torden=Slage lode sig paa det allergræsseligste høre. Ilds Luerne i Luften og Helvede! græsseligen svarede! NB. Her kunde Brandt-Mayoren og sit samtlige Selskab ey længere holde ud, mans bleve tvungne af overmaade Angst at retirere sig til Een Side, og bleve de alle tilmode som Folck der i en Hast bekommer Slag og Røstelser! Mens Høystærede Læsere, her blev Latter dyre nof! og hvem der dengang kunde have begaaet Latter, det maatte da gandske allene havde været Beezelbub med hans hele Cleresie i Helvede; Endeligen saa fandt den Arme altererede mens dog redelige findede brandt=Mayor med sine Underhavende og sammtlige Clerysi paa noget andet som løb endnu meget ulyckligere og fælere af end det forhergaaende: nemmlig: I det allerede omtalte og beskrevne Huus paa hiørnet af gammel Torv og Nørregade, Blasen kaldet hvor nu til Dags Herr Petersen holder Hørrboe, lagde man


 
25

Krudt af Magazinerne taget, som var en overmaade og forskrekkelig andeel af portioner, alt dette Pulver eller krudt blev udstrøen og lagt i store Træe=Renner, og saa blev der commanderet en stærk borger=vagt af de allerfornuftigste og forsigtigste borgere som man best kiendte, samme blev befalet i Kongens=Navn ved største Livsstraff, ey at lade nogen Menniske Siæl passere uden vedkommende, sem vare alleniste Een tieniste=Pige og gaards karl af Huus Eyerens Folck og domisticker, disse bleve allene tilladte at maatte passere og repassere, Dennem blev nu lovet for de at de hialp at redde deres Herres Meubler og huusgeraad at udfløtte, atman vilde vist nok advare dem naar de skulde til sidste gang gaae ud af Huuset for at redde og conservere deres Liv, der gig ogsaa endnu 2 eller 3de Matroser ind i Viinkieldren for at vilde tractere og drikke sig fuld af Viin, jeg kann icke vist sige om de havde tilladelse dertil af Viinhandleren som eyere af Viinen, eller og om brandtfolkene og brandt=Vagten havde givet dem tilladelse dertil fordi at man tænkte, det var ligesaa got at Mennisker nød det, thi det blev jo ellers fortæret af Luerne og Ilden, nok sagt den rette Tiid=punct hvorpaa de arme Mennisker saa vist nok forelode sig paa, nemlig at advares paa, blev til intet og førend Brandfolkene blev det selv var, saa Spranck dette store Huus Himmelhøyt op i Luften, og den arme tieneste Pige, og de 3de drukkene Matroser blev ey et Leed heelt paa deres arme Legemer, saa det var ret en ynck og Jammer at see, ja Brand-Mayoren med sine Folck og brandvagten selv havde


 
26

Nød nok at retirere sig, saa at mange af dem bleve forskrekkeligen beskadiget, ja nogle mistede arme og been; Herre Jesus! naar jeg ved at skrive dette dog rett betæncker hvo vii vare dengang tilmode, saa ryster min Huud og skælver og bæver min kropp! Ak Herre Jesu Christe raabte jeg forbarme dig over mig der var ret for vores Øyne som den yderste Domme=Dag var kommen . . . . . . . . . . . og vii tænkte alle vist nok at vor Herre vilde spille med Os arme Syndige Mennisker som fordum med Sodoma og Gomorra &c: bielcker og steene fløy ommkring paa Torvet agder og stræder saa vii vilde have Svoret at ligesom Jerusalem, at vores arme, Kiøbenhavn aldrig var bleven stock eller steen tilovers Jeg var iust uden for min herr Fætters Hr. Chirurgus og Operateurs Hesses Huus, og vilde gaae ind i Porten dengang dette forskrekkelige Jammerfulde Spectacul skeede, min Moder saa det ey, hun befandt sig bag, Børsen hos Cantzellieraad Franckes hvor vii med Hesses-familie hvirkeligen sov om Natten, dengang jeg nu var kommen ind ad Porten og vilde træde ind i barberstuen, og blasen sprang, slog deres Port i Laas, og alle de Dører som vare i Laas, bristede mit fra hverandre, deres kiøkkendør ligesaa, der var et grumme stoer kiøkken, ret ligesom et stor Herskabs kiøkken, der gig Ild i deres kull Kammer og alle hans heele Anatomiske-Kunstkammer med alle skiønne og meget rare beenrade af Menniske eller Sceletons, saa og mange prægtige og meget rare Chirurgiske-Instrumenter baade af Sølv, Guld og staal, alt dette forgig og blev ynkelig fortæret af Ildsluerne, min Fætter til


 
27

allerstørste Skade, jeg faldt af allerstørste Alteration i Knæerne og tænkte vist nok med alle de andre at vii vare bleven levende opbrænnt, jeg raabte ak kiereste Herre Jesu Christe! forbarme dig over Os, lige i samme Øyeblik gig der Ild i vor Frue=Kiercke og ligeledes i St. Peders tydske=Kirke, saa at all Redning var nu icke det allerringeste at tæncke paa og alt forhaabning var rent forgieves, saa at Kiøbenhavn saa ud, som et Jordisk=brennende Helvede, vore Sprøyter, ja alle Brandt-Sprøyter vare nu alle af Ilden jammerligen og reent fortæret, Jeg saae et Sørge=Spill efter det andet, nogle brandtfolck vare reent forbrendte til Døde og saae ey andet uud end forbrendte Stege som vare forbrendte til kull, jeg stod endnu førend at Blasen spranck, uden for Hesses=Port, og saae, hvorledes straale Mesterne, som vare 2de udi Tallet, kunde ey meere regiere Slangerne, NB. (thi de brendte op i Hænderne og for Øynene), de raabte med opreiste Hænder til Himmelen, at Steenene maatte have forbarmed sig over dennem, at Herre Jesus forbarme sig over os og hjelp os maadeligen udaf vores stoere Nød! Disse Ord repeterede de 2 à: 3de gange og derpaa faldt de begge i Ilden og blev strax af Ilden fortæret, dengang jeg saae dette, maatte jeg brekke mig af lutter Alteration og Medlidenhed med dem, thi der kunde eller torde aldrig nogen Mennisker hielpe dem, vilde disse selv Jammerligen forbrendes, Saa hendte det sig og ved at Blasen sprang, og strax i det samme da den sprang een overmaade jammerlige og bedrøvede Begivenhed som er visseligen Een af de allerfyrgterligste Begivenheder og allerskrekkeligste Scener i denne store Il=


 
28

debrandts=Historie, at hver fornuftig og Medlidig Menniske som læser dette maae fælde Taarer over dette: nemlig: En meget honnet ærlig og Respective Borger og Brygger ved Navn Fussing, denne Herr Fussings Hustrue kiørte i hendes egen Vhaise med sin kudsker som hun befalede at kiøre Nørregade op ad til gammel Torv, thi deres Gaard laa paa Nørregade og var allerede antændt af den fremmede og nye Ild, som var af den Uforsigtige Brygger=knægt foraarsaged, var det høyst=Jammerlig, de vare allevegne bespendte med fyrgterlige og fæle Ildsluer, saa de arme Mennisker kunde hverken passere eller repassere for den grumme Ild, nu valgte de just til deres allerstørste Ulycke den allerfarligste tour, St. Pederstræde brændte i lutter største Luer og Flammer, saa at ingen Mennisker turde vove sig at passere igiennem, det allerbedste de havde giort om de havde resolvert at vende tilbage igien, og at kiøre til Nørreport ad, da havde de giort klogeligen, og havde undgaaet deres største Ulykke, mens disværre, saa kiørte de den allerfarligste tour op til Torvet ad, i det samme de kommer kiørende: Saa Springer Blasen i 1000 stycker, bielker, steene og gruuset sloge Hestene om Ørene og gruuset giorde at de bleve baade løbske og blinde, da løbe de til, og væltede Vognen at kudskeren faldt fra Bukken og Konen faldt i en kielder=hals, og slog den Eene Arm reent af kroppen ved hendes Axel, og stødte hendes Hjærneskaller imod steenene, saa heftig at Hiernen fløy reent ud paa Gaden, saa at hun døde endnu samme Aften en meget Smertefuld Død! O Jammer! Jammer! for den arme ægtefælde og hens arme


 
29

børn; (Hans Datter lever endnu, og er Fældsker=Encke, og nu nydelig haver hun solgt hendes Barbeer=Ammt, hendes Sal. Mand hedte Wendel, og om jeg ey tager feyl, var barnefødt i Helsingør;

Denn høygunstige Læsere erindrer sig kierligst, at jeg allerede har meldt i min Historie, at i det samme denne Ulyckelige Forseelse, at Blasen spreng i Luften skeede saa gig strax Ild i vor Frue Taarn og kircke, og ligeledes gig der Ild i St. Peders Kircke og Taarn, saa at i Eet Øyeblick saa at sige var alting antændt i begge Kircker. Ak min kiære Herre Jesus! da skulde man have seet Luer, O forskrekkelige Luer! De kunde ey være fæle og græsseligere i det fyrgterlige Hælvede; og det var forunderlig i saadan hast førend man forsaae sig brgyndte vor Frue=Taarn at skiælve og bæve ligesom i det allerstærckeste Jorskielv, og begyndte Ilden at løse samme imellem Spiiret og Muuren, endelig begyndte den at vakle og Rage, ak de arme taarn=Vægtere, begyndte da at skielve og bæve, og over Hals og Hoved at retirere sig alle Trapperne ned ad, for at redde sig: Endnu længe for Morgenstunden som lackede imod den 2den Ildebrands Dagen, nogle faae Timer efter at Vægterne havde lyckeligen retirert sig af Taarnet, begyndte der en meget fæl skrigen og raaben, saa at man havde største Aarsag at døe af bare alteration: Taarnet falder! Taarnet falder! O Mennisker, Mennisker tager eder i agt og undflyer det bedste eder muelig: det med saadan forskrekkelig knagen og bragen at heele Kiøbenhavn


 
30

rystede og bævede, og gav et saadant heftigt stød at vii som vare i de Huuse som vare nærmest, vii arme Mennisker siger jeg fandt allesammen omkuld platt paa gulvet og kunde ey staae meere paa vore been;

Endeligen saa komm min Moders=gammle Pige i fuld alteration, største Angst og Bævelse og skrekkeligen med Een væmodig og zittrende Stemme raabte til mig med en skarp Ordre af min Moder, om jeg ver endnu i Live, og hvor det gig mig? og jeg skulde absolut strax ufortøvent følge med hende til bag Børsen som de nu kalde: Nye Børs hvor i de Tiider boede Herr Cantzelliraad Franck hvor Min Moder og Herr Operateur og Chirurgus Hess med Hustrue, børn og heele familie befandt sig: thi vii agtede allesammen at forblive paa benævnte Sted nogle dage og Nætter indtil min Moder og vores benævnte Familie giorde viidere anstalter paa Frederichsberg hvor vii da skulde sammtligen nogle Uger forblive indtil alle Flammer og Luer havde lagt sig og vare reent sluckte, (dog hvad siger jeg: Reent sluckte) Ney det brendte vell fuldkommen et heelt Fierding Aar førend saadan Een stor Ildebrand blev sluckt, mens førend jeg gaar viidere i min Historie at fortælle hvad for ængstelige Ting os, nemmlig mig og min gammle Pige, den redelige Catharina vederfores paa denne korte Vey fra Klædeboderne og bag Børsen, skal Læserne med største Nysgierrighed og opmærcksomhed høre og bemercke; Mens førend jeg gaaer viidere, faaer jeg dog at melde hvad for Livs=Fare den arme brandt=Major Preüsler atter til 2den gang ankomm og vederfores, det er Læseren overflødigt meldt at der en


 
31

ny Ildløs opkom paa Nørregade, af brygger=Knægtens uforsigtighed der vilde brandt=Mayoren nu tilsidst forsøge om an havde bedre Lykke end ved den store Ild, han fik da med sine brandt=Folck en gammel forrusten Sprøyte fatt, thi de bedste og Nyeste vare alle reent caputt og opbrendt, hand vilde da vove sig i den Gaard hvor det brendte, næst op til hvor endnu ingen Ild var for at conservere samme saa meget mueligt, for iideligen at Sproyte paa den udaf Vindver og Luer hvoraf det skrekkeligen brendte, med bytter og Spander hvad de kunde faae fatt paa maatte hans Folck øse af luerne fra det Huus der brendte op paa den brygger=Gaard der icke brendte, den stackels fordervede Sprøyte vilde nu slet intet noget betyde mens var ligesom Eet barn pissede i Ilden, medens de nu allerbedst staaer og efter hans befaling øser af alle kræfter paa det andet Huus at det ey skulde antændes: Ak Herre Gud! da begynder Bielkerne at brage og knage, thi i den gaard de stode paa Loftet vare allerede alle stuer i Lys Lue og begyndte at vilde have Luft, nogle stuer vare allerede store huller brendte imellem bielkerne, i det samme kom en græsselig Lue og ommringede dem saa forskreckeligen somen glubsk Fiende der kommer med et mægtig bagholdt og bemægtiger sig sin Contra-Part som en glubende Løve, dengang det nu var saa nær at alle bielker vare reent i stykker brendte og de begyndte allesammen allerede at vilde falde ned i stuerne som, vare fulde af græsselige lysse Luer: raabte brandt=Mayoren: Nu kiære børn befaler eders Siæl i Jesu Christi-Hænder! thi rett nu i dette


 
32

øyeblick er det ude med Os og nu falder vii i Ilden og faaer en Smerte=fuld Død! de begyndte alle at raabe: ak Herre Jesu! ak Herre Jesus! Jesus: Vii alle befaler Dig dyrebare Frelssere vores Siæle! Hør nu min Læsere hvad her det herrlige Ordsprog blev sandhed, ja det er ey med ald Verdens Guld at betale! nemmlig Naar Nøden er allerstørst saa er Guds Hielp allernærmest: item Naar alt Menneskelige Hielp reent ophører, saa begynder sig først ret den Allerhøyestes Hielp fra Himmelen! Ligeledes staaer i Een af vores tydske=Psalmer, nemmlig i den Halligste Psalmebog: Denn das ist Gottes Ehren-Titul: Helffen wann die Noth am grösten!

Det hendte sig at een af brandfolckene i det hann saa meget andægtig anraaber sin dyrebare Frelssere, og villigen befalede sig Gud i vold at vilde Døe! See nu Læsere forunderlige Ting! Det komm som een Haand som glinsede som en angenemme Lue fra Himmelen og viiste ham paa den Viide Væk Een Bielcke som var halv=Indmuret i Side=Væken og halv gav den Eet spatium uden for Væken til Naboens Gaard som endnu icke brendte, see der sprang de alle hurtig med en Furie op paa, allesammen, efter den meget Gudsfrygtige brand=Mands tilraaden og holdt sig alle stift i Een lige Linie, maaskee den brandt=Mand har formodentlig voren den Gudsfrygigste af dem allesammen, ligeledes saa var og Brandt-Mayoren Herr Preüsler selv, Een Gudsfrygtig og meget Religiøs Mand! Men hvad vill maaske min gunstige og veltænckende Læsere sige,


 
33

som langt fra nu slet ingen bespottere og dadlere er men Een redelig Menniske=Venn, og sand Christen, (thi jeg har engang meldt at jeg aldrig indlader eller Svarer paa det hvad Letfærdige Fugle og Erz=Bespottere siger) mens agter derimod meget høyt hvad som fromme og retsindige Christene sige, derom som jeg nyelig havde nævnet og deres retskaffene Domm vill jeg frivilligen Undergive mig? Det er sandt: Det kunde Smage lit efter overtroe og noget som var tilsatt og selv=Digterii, Mens Ney, Ney, det er ey saaledes, Densamme Guud! som levede og Regnerede i de Tiiders gammle Testamente, Hann Lever jo endnu, og lever og Hersker fra Evighed og til Evighed! Skulde nu den store og mægtige Herrlige Skabere som har skabt alle Værdener og Jordkloderne, saa og alle Himmle, som viiste fordum Een Ugudelig Konge Daniels: Bogs Cap. 5 v. 24 25 26 &c. Een Haand paa Vækken ved Lysestagen som skinnede fremm med disse bekiendte Ord paa Chaldæisk: Mene! Mene! teckel upharsin! Deres Udlegning er jo vores Lærdte Teologie bekiendt, og lyder saaledes ungefehr: (Du bist gewogen worden, und bist zu leicht erfunden worden) Skulde den samme store Gud! som giorde dette sande Mirackel, saa at Kongens Ansigt blegnede, hans arme og Lænder af overmaade Angst og Banghed skiælvede og bævede; Skulde denne Helligste Gud! siger jeg, maaskee i den meere end ængsteligste og allerbedrøveligste og fyrgterligste Ildebrands=Tiid 1728 den 20de 21de og 22de October, have voren reist over Land, eller have sovet meere den Tiid, end andere Tiider? det gad jeg gierne haft Svar paa? Det


 
34

er bekiendt at den Guds=Mand, og Prophete Elias! med rette og største billighed efter Fortieneste beleer og bespotter fordum de Baals Pfaffen eller de Hedniske Afguds=Præster, med oven anførte Ord:

For det 2det: Saa tiener endnu efterfølgende til beviis at den Allerhelligste Gud! som kann straffe vælige=Konger og onde Mennesker, kan og Husvale, Trøste og Redde bodfærdige og arme Syndere med Eet Trøste=Tegn! Det var jo Tegn nok, at det som for Dennem glndsede som en klar=Haand, eller komm i det ringeste Dennem saa sorre, viiste og gav dem tilligemed ind, at De skulde slaa uforsagt Eet Hull paa Naboens=Vækk, udi hvilcken Gaard det dengang ey endnu brendte, og dette haver jeg selv hørt af Sl. Herr Brandt-Mayor Preüslers egen Mund, som til den allerhøyeste Guds ære og Priis fortalte saadant min Sl. Moder og mig, som har hørt det med mine egene Øren, og Trods skal den siges som taler her Eet eniste Ord imod, og om det ogsaa var Diævelen Licufer og hans Herr Svoger Beeltzebub i det fæle brennende Hælvede;

Nu, de fore og avancerede da paa det frimodigste i den fromme Guds! Naadigste Hielpe=Haand fort, og giorde fyldest Hull paa Vækken; Mens hvad skeede? Hielp nu naadigste Himmel! Hielp nu! Den gang de nu stode og vilde krybe igiennem dette snevre Hull, See Læsere! See! da mødte dem en mægtig Svermm af Mordere og Tyve=Bander, som truede at blæse Dennem Deres Lives Lys ud, saafremt de ey vilde være strax lydig og vige tilbage; hvad skulde de nu fange an? Her vare goede Raad dyre nok;


 
35

De bad derforre paa det Ivrigste og fyrigste til den Naadigste Gud! at han atter paa Nye vilde Veyviise Dennem: thi om den allerbeskedenste vennligste Tiltale af Brandt-Mayoren vilde ey lydes: thi de havde alle Øxer og stænger i Hænderne og truede at vilde Myrde og omkomme hver Een af dem saafremt de ey vilde godvilligen vige tilbage: Den arme brandt=Mayor og hans Folck, hvorledes de sammtlig maae have voren tilmode, kann man nu letteligen forestille sig: Bag til havde de nu de fæleste brendende=Luer, og for til Een heel Sverm af Mordere som allerede ophævede Deres Øxer truede Dem at Myrde dennem strax paa Stedet, og det med de allerfæleste banden, Skjælden og turneren af Diævelen skulde gale i dem om De icke nu strax vilde fuldkomme Deres Forsæt; Derpaa begyndte de alle at raabe og bede paa det allerkræftigste, bedende den allerhøyste! og Jesum Christum om Hielp fra Himmelen, derpaa styrckede og bønnhørte Gud! Dennem Naadeligen, og Brandt-Mayoren, og den fromme brandt-Mann og alle de øvrige fattede rett tapper Moed, endnu i det øyeblik raabte de med den gudsfrygtige Judit til Gud! ak allerhøyeste Gud! Hielp og staae os nu bie i dette Øyeblick og styrcke vores redelig forsætt som vii nu er tvungen til at giøre af yderste Nød! Derpaa var brandt=Mayoren anførere og track sin Herskfænger ud, denovenanførte straale=Mester eller brandt=Mann følgte efter med en Øxe, de andre følgte troeligen efter, brandt=Mayoren huggede tapper den ene Morder over Hivedet, at hann sanck i besvimelse, den som havde Øxen i Haanden af hans Folck huggede ligeledes paa den


 
36

2den knægt paa hans Hoved at han ligeledes daanede ned til Jorden, med disse Ord: I Erzskielmer, Mordere, og Carnailler, hvad i tæncker at giøre imod Os, det vil vii nu giøre ved Eder thi Herren at Himmlen staaer os bii og hielper os Naadeligst derpaa komm brandt=Mayoren med hans Folck igjemmel Hullet og feiede dem Lystig under Ørene saa at de vare gandske blodig, sloge og adskillige med deres Øxe for panden, at endnu 4re til 5 faldt til Jorden og segnede, de øvrige alle toge Flugten og bade for sig om Naade og barmhjertighed, og altsaa kom brandt=Majoren Vellbeholden med sine Folck paa Gaden, vellbeholden ubeskadiget af disse Canalliers Mordres Hænder;

Jeg gig da frimodig med min troe og oprigtige Geleyderindes føring og begleidning fort med denne rett ærlige og gammle oprigtige Pige Catharina fort, og vederfores icke synderligt undtagen at vii af Folcke=Mængden blev meget i vore gaaen forhindret som bestandig jammrede og beklagede sig med stærk Hylen og skrigen, Mens der vii komm Hen til Holmens=broe, hielp Gud! hvilket et fælt Syn, De arme Mennisker faldt over Broen i Vandet og dronede, derforre blev givet Ordre af Monarken at 8te: Garder til Hest, 4re: Mann paa hver Side af Broen skulde holde styr paa Folck og Vogne, at de ordentligere kunde komme sikker og med ringere Livs=Fare end forhen kunde passere Broen, i denne forskrekkelige tumult og store Allarm, rev jeg mig løs fra min saa oprigtige og redelige Førerinde Chatarina, og til min allerstørste Ulykke snart havde satt i mit unge Liv til, thi dengang ieg var i den allerstørste Trængsel paa


 
37

Broen og havde aj allerstørste Angst forladt hende, krøb jeg under Een af de mange Heste som løb i største rennen ret som de vare løbske, deres bug og imellem Hestens fire Been krøb igiennem at jeg da endeligen komm paa Slots=Pladsen, hvad Meener De gunstigste læsere, om vor Herre ikke havde giort rett her et stoer Undertegn, da havde jeg ganske vist nok reent omkommet, og mistet mit Liv paa det jammerligste, Gud være ævig lovet at jeg blev naadelig befrieed, mann kan forestille sig: Naar min Sl. Moder som med hendes HEr. Svoger Hesses børn med allerstørste Nød knap kunde redde sig selv og dennem, da de vare i allerstørste Livs=Fare at beholde Luften og livet, og havde nær bleven qvalt og trykt reent ihiel af denn overmaade Trængsel der var paa Broen, saa at kaaben min Moder havde paa blev sønderrevet og hagen om hendes Hals gandske sønderrev af de store børn, som vare meget ældre og mere voxen end jeg selv, knap kunde redde sig, hvad vilde jeg da giøre da jeg kunn var en Dreng af 10 til 11ve Aar, om vor Herre ikke havde besynderligen med sin Naadige Hielpe=Haand havde mig biestaaet, dengang min Moder passerrede broen med de store børn var ongefehr saa meget jeg erindrer 4re a: 5 Timer forher førend jeg komm derover; Dengang jeg nu endeligen var kommen i behold igien og min saa oprigtige Førerinde fandt mig lykkeligen igien og bragte mig hos HEr. Cantzellieraad Franckes. til min Moder igien, holdte hart, at jeg ikke hafde bekommet stærck Straff af min Moder, havde ey vores meget ærlige Troe Tienerinde Catharina bedet og intercederet for mig.


 
38

Jeg var meget hungrig og havde stoer appetit, gig derfor i Een af Rye=Børses kieldere for at kiøbe mig en kommenskringel, men ak vee, de vilde have 3 sk for en, saa at jeg maatte gaa tilbage igien til min Moder som gav mig 3 sk til kommenskringlen; Vii forbleve saa vit jeg erindrer 2de Dage og 2de Nætter udi HEr. Cantzelliraad Franckes Gaard, indtil vii fik anstalter giort at komme ud paa Friederichsberg, mens førend jeg gaar viidere, vil jeg lade lit Franckes Gaard være, hvor der snart skal tales meere om; mens endnu noget saare merkværdigt som følger: Dengang nu Ildsluerne var tiltaget paa det allerskrekkeligste og allergrueligste, og nu slet ingen Menniskelig Hielp syntes at være det allerringeste meere nyttig, thi Ildsluerne toge saadanne til, at den meget smukke Sogne=Kircke: Helliggeistes=Kirke, og Taarnet stode i lys Lue, Sangverket i Taarnet Var et meget angenemt Sangværk og var saaledes indrettet at det gik hver Tiime af sig selv, og det overmaade angenemmt og liflig, ak Herre Gud! naar jeg betænker dette, saa rinder mig Taarene haabevis neder af begge mine Kinder, det spillede til allersidst: Wend ab deinen zorn lieber Gott mit gnaden: Danst: Vreden din afvente, &c. og dermed saa faldt det neder i Ilds=Luerne og smeltede, ak gunstigste Læsere, dette Syn var meere end overmaade jammerlig og forbarmlig; Löven-Apotheke lige over for Kirken som nu den meget berømte og fortreflige Mand i sin konst og Viidenskaber Herr Günther tilhører, brendte ligeledes i forskrekkelige Flammer, den Tiid hørte det Sl. Herr Winter til, næst ved var Hr. Geheimeraad


 
39

Schlanges Gaard, og og næst ved den igien var Sl. Mad. Petersens Gaard hvori befandtes en meget prægtig galanterie-Boe, med mange Herrlige=Sager, den samme Gaard er nu gandske nye ombygget og er nu af hendes Salige Herr Sonn, Herr Petersen indrettet til Eet meget prægtig Jomfrue-Kloster, denne Herres Sl. Frue Moder var blind paa Øynene, mens en meget Gudsfrygtig og brav Kone, Hendes Sl. Sønner vare i de Tiider kun smaa Umyndige Børn, denne kloge og fornuftige Moder Mad. Petersen havde Een meget troe, gammel og oprigtig Svend i boen, Han gik ind til Hende og sagde: Madame! Hun er riig, Gud har Hende Velsigned, vellan, Spandeer og vog Eet parr Hundrede Rigsdaler, at jeg maa præsentere og Uddele til de mange Matroser og Mandskab vor Allernaadigste Konge har befalet og giort Anstalt til at redde Undersaatternes Huuse som staaer endnu, at det ikke altsammen skall blive et Rov og Offer for den grumme, Tyranniske Ilds=Luer saa viit Gud vill tillade og Menniske muligt er: Hun tillod at hann maatte tage heele 2 Hundrede Rigsdaler i bare Kroner til Uddeling iblandt dem, thi i de Dage vare de ei saa rare som de nu til dags er, hann tog dem alle i en stoer Pung, fik ud paa Gaden og raabte med høy Røst: Hey kammerater! kammerater! viiste dem Pungen med Pengene, her er penge som jeg vill uddele til eder, red og gjør alt Eders Fliid og redd min Principalindes Gaard for de fæle=Ildsluer: Hvad kann dog Penge meget udrette ved disse slags Folk: De brgyndte med deres sædvanlige Hurra! raaben, og kæmpede med Læsken og Slukken imod Ilden


 
40

af alle kræfter, og det baade Tapper og forvoven, alt efter disse Folcks art og Nathur ligesom vilde Løver og Tigerdyr, de fik hastigt store Seglduge fatt, beklædte Mad. Petersens=Gaard med samme, de toge brand=Spande, og andere Vandspande, baller og hvad de ellers kunde bekomme, løbe op paa taget saa fix som katte, giød og strømmede i haabetal og stor mengde bestandig paa dette Segldug, saa at Luerne kunde ey antænde Gaarden, hertil komm Straalemestrene som vare ved Sprøyten ved Holmen (thi Stadens Sprøyter som før er meldt, var reent ruineret, opbrendt og Ødelagt) og hjalp tapper med at straale Vand paa segel=Dyget og paa Gaarden og det lod da endelig at vor Herre som forbarmede sig naadigst over os arme Indbyggere og gav Naade og Lykke til dette forehavende at vii dog ey; (ensskiønt vill med vore Synder fortient) blevet som Sodoma! og Gomorra! Gud være lovet dette hialp fortreffelig, saa at ved denne meget goede Anstalt blev heele Amager-Torv reddet og befriet fra de maget grumme Ildsluer; Helliggeistes=Kirke var nu gandske opbrændt og af Ildsluerne reent fortæret og Ødelagt, mens derimod bleve dog en heel rad smaa Huuse reddet ligeledes ved denne kloge Anstalt: NB. disse Husse stode for og strax efter Ildebranden endnu, ret paa det sted, hvor nu den prægtige brand Muur staar, benævnte Huuse bleve siden kiøbt til kirken, af Kirkens Capital, dengang samme gandske Nye blev opbygget igien, saa blev da Pladsen hvor Huusene havde staaet gandske planeret og til Kirkegaard udviidet og formeret; Her bleve nu svar Luerne dæmpet paa dette sted, men disværre, de forlode os langt fra, ey end=


 
41

nu thi disse ubeskrivelige græsselige Ilds=Luer bleve immer stærkere og stærkere, for exempel: Naar mann gaar op fra Vesten og lige til Østen, eller for denn gunstigste Læsere tydeligere at beskrive: Nemlig man staaer ved Raadstuen som ogsaa reent brendte af, tilligemed heele gammel=Torv, og man vender Ansigtet op til Wimmelskaftet, saa brendte alle gader og Huuse reent af, 1) Westergade, den heele Linie igiennem Klædeboderne, Skindergaden, store kiøbmagergaden, trinitatis-Kirken, Springgaden og Vognmagergaden, lige til Gottersgaden og Rosenborger Planckeværk, thi den Tiid, var der endnu ingen Brandmuur, 2det) Store= og lille Larsbiørnsstræde, Studie=stræde, mestendeels uden lidet deraf som gaar til Volden blev skaanet, Sanct-Pedersstræde ligeledes kun lidet stycke deraf ved Volden blev staaende, St. Peders-Kirke: heele Nørregade, Skidenstræde, Peterhvitwenstræde, heele store og lille Kiøbmagergaden, Landemærket, Slippen, Pustervich, det halve af den store lange Gottersgaden paa denne Side, tilligemed den skiønne Reformerte-Kirke, og atter ligeledes til Rosenborgs-Havges Plankeværk, blev altsammen reent afbrændt; 3die) Den Mitterste Linie af det gammle Kiøbenhavn, nemmlig fra St. Clementsstræde, hvor den store Ildebrand først begyndte, over Gammel-Torv, det heele Raadhuus, Nygade, heele Wimmelskaftet, Helliggeist-Kirke, Closterstræde, Ulfeldts-Plads. og andre smaa Gader og Stræder, lige til Sl. Mad. Pedersens Gaard i Wimmelskaftet, som nu er Sal. Herr Petersens Jomfrue=Kloster, altsammen reent til


 
42

Grunde afbrendt, (4de Endnu Een Linie ved den høyre Side, nemmlig Ildsluerne brendte sig ligeledes ud til denne Linie den halve=Deel af Raadhuusstræde paa Hins Side, (thi paa denne Side brendte det siden længe derefter af, kort for Jubel-Fæsten 1749: i det aar da vor Allernaadigste Monarck kong Christian den 7de:) blev født) den heele Gade Mags-Stræde med den store Bygning som er nu Assistenz-Huuset, ligeledes den hele Side ved Canalen, og i samme Linie, brendte og Sæbe=Syderiets=Gaard reent af, lige hen til gammel Strand, hvor Ilden da standsede, og det skeede næst den Allerhøyestes Hielp ved denne Historie, som jeg nu agter at ville fortælle: Det skeede ved denn Gaard som man kalder Naboeløs, dette Sted hørte i de Tiider Een tydsk Mann til, han sad øverst paa hans Gaard paa Taget og raabte høyt af alle kræfter paa det jammerligste om Hielp! Kong Frederich (4de som just var til Hest og reed paa samme sted forbi, spurgte paa tydsk: Wass will der Mann! Man spurgte derforre denne tydske HuusEyere ad: Hvad hans begiering var, og om hann vilde tale med Kongen! hann Svarede: Ich will nicht mit der König sprechen, sondern ich will Hülffe, ich will Mannschaft haben die mich helffen sollen diese grausahme glut und Flammen zu töschen) strax befalte Kongen, at Eet hundrede Mannskab Matroser skulde sendes hannem til Hielp, hvilket og strax skeede, og ved denne den Store Jehova! og Store Himmel=Fyrstes Hielpe=Haand blev den store og heele Rad prægtige Huuse, som store og staaer endnu ved gammel Strand reent og lykkeligen allesammen reddet og


 
43

befriede for de grumme og fæle Ildsluer som ellers truede deres totale Undergang; NB. det bliver hermed den Opmærksomme Læsere herved kundgiort og fortalt: at under adskillige Huuse paa disse benævnte Steder ved gammel=Strand vare allerede af desperation og Mismodighed eller hvad jeg skall kalde det, og for det mann ey anden Hielp viste, mangfoldig og store Quantiteter Krutt under huusene lagt at man vilde have sprenget dennem allesammen i Luften, Havde saadant U=Lykkelig Metode gaaet for sig: Da havde vist nok det gammle Slott, der herrlige Kongl. Bibliothecke, Tøyhuuset, og det meer end prægtige Kongl. kunst=Kammer gaaet reent i løbet, ja maaskee havde vii alle levende sprunget i Luften, og ey et been bleven tilovers af os arme Mennisker, og hvem veed, om ikke gaaer det hele Nye Kiøbenhavn kunde have gaaet med i Løbet; Mens Gud! skee ævig ære, Lov og Tak, at saadant ikke skeede, thi den fromme Gud! som ey vreedes og fortørnes som et syndigt Menniske, forbarmedes over os naadeligst, og vilde mit i hans vrede, dog tænke paa barmhiertighed imod os, at vii ey skulde reent undergaa, og det skulde voren reent ude me os, som fordum Jødernes=Indbyggere i Jerusalem; Nu, jeg gaaer Da viidere i min Ildebrands=Historie, og kommer til Hr. Canzellieraad Frankes Gaard igien, hvor vii opholdte os ohngefer 2de dage, og 2de Nætter, kieriste ædle og opmærksomme Læsere! her maa de have største Medlidenhed med os, thi disse 2de Nætter, (just da Sæbesyderiet brendte, hvilket gav snart en Ubeskrivelig græsseliig Lue, af den store Forraad af Sæbe som


 
44

brændte meget fælt) laa vii og vores Familie meget ælendig, HEr. Chirurgus og Operateur Hess, med sine begge Sønner, laa og love i leedige Heste=Krybder, jeg og min Moder og Stedfader, laa paa nogle Favne brende, næst ved Gaards=Karlens kammer: ak Herre Gud! tænkte og sagde vi den Tiid; Det gaar os nu som det Dyrebahre nyfødte lille barn=Jesus! som ligeledes maatte tage til Takke med en ledige og haard Krybbe, thi der var ey meere Romm udi Byen Bethlehemms - Herberger, saaledes gik det og os i Canzeliraad Franckes=Gaard, at vii og maatte sige: Der er slet ingen Rum for os i Herberget! Jeg var meget sulten thi jeg havde ey faaet Mad i halvanden Dage og Een nat, jeg gik derforre i Een af Naboekieldere og forlangte en kommenskringel for en skilling, mens jeg bekom et meget principitant og studsigt Svar: Naar jeg ey vilde give for en 3 sk. saa kunde jeg slet ingen faa, altsaa anmeldte jeg min Sag for min Moder grædense, og hun gav mig strax 3 sk. til kringlen og trøstede mig med disse Ord: Nu skal du snart faa Mad saa meget du kan spise at du kan blive mætt: det hendte sig engang, at min Moder udi disse bedrøvelige Ildebrands=Dage, passerede Vannkonsten og i samme Tiid brendte hele Magstræde nu havde Eet heel Compagnie Soldater fattet posto med Deres Ober= og Under=Officerer for at hielpe udi denne overmaade store Nød? Det saae ud til en nye Ulykke endnu, nemlig til en stor Revolte eller Opstand, min Moder blev over denne Tilstand, overmaade alterert, der vare nogle Officere som havde maaskee i deres Commando gaaen for


 
45

vitt, og vare for haarde imod deres Undergivende; just nu dengang Revolten var allerstærkest, i det samme komm Christian den 6te: som dengang endnu var Cron-Printz og spurgte hvad der var paa færde? Mens strax derpaa, blev alting stille, og lydig dengang de saae Cron-Printzen, man siger: at Han selv i allerhøyeste Person for at opmuntre og ancouragere Undersaatterne, skal bahaget at have taget en Brandspand i Hans velsignede Hænder, og med største Frimodighed og Tapperhed gaaet lige ind i Magstræde, som altsammen brændte i største Ildsluer, med disse Ord: Mine kiere Børn! folg mig nu efter, og giør det selvsamme hvad jeg nu giør, De fulgte derpaa efter, og rendte lige ind i Ilden som glubende Løver af alle Kræfter, og altsaa endskiønt Magsstræde blev fortæret af Ildsluerne, saa dog blev Væigerhuuset reddet ved denne Leylighed, og som forhen er geneigte Læseren meldt, den anden Ild ved Huuset Naboløs blev ligeledes dæmpet ved Guds! naadigste Hielpehaand, saa at som før er sagt, derved heele Raden af Huusene ved gammel strand, befried og forskaaned Nu Vii stode da, jeg og min Sal. Moder og flere andre Folk, tilsamt HEr. Cantzellieraad Frank og hans Frue som var overmaade yndig og medlidig baade af Væsen og Persohn, det var allerede langt udpaa Natten, vii stode alle paa en høy trappe med Jernværk forre som var uden for benævnte Frankes Gaard, thi til den Tiid vare alle Huse ved nye=børs saaledes med høye trapper, efter gammel Skik og brug, mens er siden efter altsammen forandret efter nye=Skik, ak Herre Gud! min


 
46

høygunstigste Læsere! hvor jammerlig og fyrgterlig var det Syn, de grausomste Ildsluer suusede og bruusede i Luften at Haarene paa Hoved maatte staae stift paa vore Hoveder for angst, vii raabte til hverandre: af See! See! nu gaaer det løs paa Nicolaj-Kirke! ak, ak, Jammer, See! Taarnet brenner allerede i Lys Lue! O ja, det havde og virkelig den anseelse som benævnte Kirke brendte den grausomste Storm, (som Een virkelig Orcan) støtte paa Nicolay_Taarn tillige Ilden foer over den med meere end Millioner Tuusende Ildstumper, altsammen over Kirken og benævnte Taarn, saa vii tilsidst fuld af lutter Angst løbe bort fra Trappen og ind i stuerne, thi vii kunde ey mere see paa denne meer end forskrekkelige Tragædie, nogle ag os græd, nogle skreg overmaade jammerlig saa at steenene maatte forbarme sig over os, disse forskrækkelige Ildsluer kom af at den store=Kjøbmagergade brendte paa begge Siider, og vinden bar ad til Ammager=Torv og Østergaden, derfor det, og grandgiveligen syntes at den vilde gaar løs paa Kirken, ja, ja, jeg var dengang saa forsagt, at man kunde have kiøbt mit arme Liv for Een halv=skilling, jeg raabte af min føde mamma! lad os dog engang tage flugten udaf dette Kiøbenhavn som er bleven til Eet jordisk Hælvede; Ingen Mennisker turde understaa sig at passere tvers forbi store Kiøbmagergaden det er fra Ammager=Torv og ind i Østergaden, Ney, Ney, det lod man nok blive efter at vove sig saaledes; O! hvilken besynderlig herrlig Skyts=Engel maa dog især Nicolay-Kirke have haft, saa og Øster=Gade, lillekongen=gade og Høybroestræde, da


 
47

jeg som lever endnu, med mange fleere, som den Tiid levede, mens ere nu længe Døde tenkte dengang at Nicolay=Kirke allerede brendte i største lyseste lue, mens dog staaer til denne Dag endnu, ak Høygunstigste Læsere især de Høylærdte geistlige og andere af samme slags: nemmlig: at priise, ære love og ophøye den store Gud, som saa naadeligen slukte Flammerne paa dette Sted, thi paa de andre Steder hvor det brendte gav Gud Naade formedelst Mennisker, at de store Flammer bleve slukte, mens disse forskrekkelige Ilds=Luer paa Kiøbmagergaden slukkede vor Herre med sin store Allmægtigste Haand gandske allene, og derforre bør jeg og enhver som læser denne min Historie, med allerstørste Ærbødighed erkiende, at det var et ierntegn og stor Under, gandske allene af den store allmægtigste Jehova! udført, dette gik saaledes til: dengang nu endelig den forfærdelig Orcan-Storm formedelst Guds Naade havde jagt sig, og var blevet forandret til en sanft og gandske sagte Suusen, da kom Gud selv, og slukte de fæle Ildsluer paa dette Sted, NB. dengang det endnu stormede, bekomm vii en Tiidlang en overmaade stærk plads=Regn, saa at det skyllede paa gaderne, vi glædte os svar sammtligen hertil, mens disværre forgieves, thi Regnen som vii mente skulde slucke Ilden, tvert imod formerede kun Ilden, og var det ligesom man havde gydet Ollie i Ilden, saa at det brendte endnu forskrekkeligere, og altsaa ey blev slukket paa dette Sted førend den barmhiertige Gud! ved stormens ophørelse selv forunderligen slukkede de forskrekkelige Ildsluer: Her tiener til en herrlig Lignelsse 1ste: Kongernes


 
48

bogs det 19de: Cap: 11te: vers, som kann opslaaes i den dandske og tydske Bibel, og lyder paa tydsk saaledes: Und Siehe! der Herr! ging vorüber, und ein grosser starcker wind, der die Berge zerrisz, und die felsen zerbrach, vor dem Hernn her, Der Herr! aber war nicht im winde: Nach dem winde aber, kam ein Erdbeben; aber der Herr! war nicht im Erdbeben; und nach dem Erdbeben kan ein feuer: und nach dem feuer kam ein still sanftes Sausen; Siehe! da kam der Herr! zum Propheten Elia: Og Lignelss=viis NB: Da kom ogsaa vor Herre! i den sagte Susen, og dæmpede denne forskrekkelige store Ildebrand; Mine Høyædle, Velædle, og Høygunstigste Læsere! forskrekkes ey, at jeg for Gud! i allerstørste Sandhed forsikkrer dennem at her udi de gammle Kiøbenhavn i de allergrausammste Ildsluer og Flammer reent undergig 5 store Hoved=kirker! ligeledes opbrændte 165: Gader med store og smaa stræder, den halve Deel af det Kongl. Waisenhuus nemlig den Eene halve Deel her hit til Raadstuen, obbrændte, tillige med deres Kirke, som de Tiider var accurat paa det Sted hvor nu til Dags Apotheket staaer, og samme Kirke som var kun liden, var altsaa den 6te: Kirke iblandt dem som reent afbrendte; Den 2den halve Part som blev stående, extenderte sig lige til Slutteries=Gaden; Jeg maa her lidet beskrive det forrige og gammle Waisenhuusets-bygning saaledes som det faae ud for den Store Ildebrand, man maa dog jo ey forestille sig at samme dengang saaledes prægtig paraderede som nu til Dags, O Ney langt fra, det var en bygning efter


 
49

gammel facong og efter den gammle Gothiske Arth og Smag kun Een Etage i Høyden, jeg kann allerbedst ligne samme med den gammle Børses bygning, som bliver visseligen det aller accurateste, da nu Börsen er lige selvsamme Bygning som den var for Ildebranden ligner den som sagt er accurat det forrige gamle Waisenhuus, dette allene undtagen, at det samme bestod kun af Een Etage i Høyden; Jeg havde nær glemmt at benevne disse herrlige og store Kirker: nemlig vor Frue-Kirke! den (2den) var Helliggeistes-Kirken! den 3die) var Trinitatis, eller Runde-Kirken! den (4de var St. Peders-tydske kirke! og endelig dn (5te: den Reformerte-Kirke! Den 6te Kirke var den benævnte Waisenhuus-Kirke som var kun liden og ey saa stor som den Nye nu er: NB: alle disse Kirker har jeg med mine Øyne seet brende i lysseste og skrekkeligste Luer; Nu allerkieriste og Høygunstigste Læsere! bliver vell best at jeg paa dette Sted og fortæller og beretter den herrelige og meget smukke Orden som vor allernaadigste Glorværdigste Majestæt og Monark, den meget stoere Landsens=fader Den Uforlignelige og mageløse Konge! Kong Frederik den 4de: befalede hvorledes de arme Kirkeløse afbrendte Meenigheder, som man med ald dette kunde kalde: De arme og forladte Faar! skulde forholdes, ja det gav og i de Tiider Folk som boede i det saa kaldede nye Kiøbenhavn, og ey vare afbrendte, som agerede rigtige Spottefugle, holdte os afbrendte,Folk for Narrer og Tosser, gav os Gloser og kaldte os de Rejicerte eller Reducerte-Folk!


 
50

Min Gud! det kunde man med all rette kalde vælige og Malitieuse Folk, var det Takken vor Herre skulde have fordi Han lod deres Guds=Templer of deres boe=Pæle overblive at de ey bleve fortærede af de skrekeligste Ilds=Luer og Flammer! Hvad meener de vell mine Høystærede Lesere! monne det var skeet for deres Gudsfrygtighed? eller for deres gule eller røde Judas=Haar maaske, at de bleve af den stoere Gud forskaanede? O ney! O ney! det var iust for os arme afbrendte=Folk, vii ame Syndere raabte med høyeste ryst: knælende paa Gader og stræder hvor jeg ogsaa var iblandt og blev animeret og anfrisket af mine Gudsfrygtige Salige Forældre dertil, ak du fortørnede Gud! forbarme dig over os arme folk, O I naadigste Frelsere beed hin fortørnede Fader og Gud at han vilde maadeligst forskaane vores Medbrødres Kirker og iboende Huuse, vii blev ved at skrige at Steenene paa Gaderne maatte have forbarmet sig over os, i det samme bønnhørte os det forbarmende æwigste Væsen! og øyensynligst lagde sig efter Guds befaling de allerfæleste og græsseligste Luer paa store Kiøbmagergade, See altsaa Høygunstige Læsere! afbrendtes=bønner, Suk og græden forvolte at det øvrige nye Kiøbenhavn og Christianshavn blev ey af Ildsluerne fortærede, og Gud sagde til Ilden hold op, nu er det nok og viidere skal det ey komme, saa at Indvaanerne i Kiøbenhavn ey skal blive som Indbyggerne i Sodoma og gomorrha, &c: altsaa var Spottefuglene i de Tiider værre end Lucifer og Beelzebub i Helvede, det være langt fra, at vii kunde sige dette Spotterie om dem alle som forskaanedes, og ey bleve afbrændte


 
51

mange af dem hafde derimod største Medlidenhed med os arme afbrendte, mens dog vidste de fleste, ja fast alle at paasette os paa Huusleyen, saa at det Sviede og Smærtede paa os Afbrændte lige indtil Marv og been, ligeledes priiser de og i disse Nyeste Tiider deres Konster Mesterligen at paalegge og paasette os boesiddende paa Leyen, at det knager og brager i vores Skindebeen, saa vii moxen maa sette alting til, for at betale dem deres dyre Huusleye, mans Gud trøste da den, der er reen fattig, og slet intet eyer, saadanne arme stakler bliver vel ey af hiine Ubarmhiertige HuusEyere forundte engang at ligge paa deres Lofter under Taget, det sig Gud forbarme; NB: vores Høystsaligste og allerhøystpriiseligste Landsens=Fader, Kong Frederich den 4de: gjorde altsaa følgende anstalter: Vor Frue-Kirke som Hoved=Kirken, dens afbrendte Meenighed blev indlogeret udi Nicolay=Kirke, St. Peders tydske afbrendte Meenighed og Helliggeistes: blev indlogeret udi Holmens=Kirke, der vare vii altsaa 3de Meenigheder med Holmens selv; Trinitatis Meenighed blev udi Garnisons-Kirken indlogeret, og vare altsaa i samme Kirke ligeledes som i Holmens 3de Meenigheder, nemmlig med de sædvanlige tydske og Danske Menigheder indlogeret: Endelig, saa var og den afbrændte Reformertes-Kirkes Meenighed insinuered og indlogeret udi Græv Demesieurs Pallæ paa hans prægtige og meget store Sahl, hvormed de Herrer Reformerte da blev af sin Aske opreist og bygget igien; De første Kirker som blev af deres Aske opbygget og opreist


 
52

igien vare med rett Trinitatis- og Reformert-Kirker, disse Kirker gig med deres obbygning allerlyckeligst fort, og vare kun i det 3dir Aar, da vare benævnte 2de Kirker allerede saa vit færdig at de kunde indvies, Orgelværkerne undtagen, som bleve først 3de Fierding=Aars Tiid efter færdig, thi udi saadan Tiid maatte disse Meenigheder hielpe Dennem foruden Orgelværkernes sødeste Klang og stæmmer, derpaa folgte St. Peders tydske og Helliggeistes Kirker deres gode Exempel, og bleve ligeledes efter 3de. Aars forløb færdig undtagen deres Taarne, hvilke først længe derefter bleve færdige; Kun, alleniste Vor Frue-Kirke som Hoved=Kirken af dem alle og den allerfornemste, havde den allerælendigste Fremmgang, ja jeg maae skrive den reeneste Sandhed, den var den herrligste, og den Ulykkeligste af dem alle, hvad Waisenhuuset angig da fandt man snart ogde Raad, nemlig eftersom den halve=Part blev for Ilden forskaaned, saa blef et Ridehuus valgt til en kirke, som var brugt tilforn for de adelige børn at lære ride, Af samme Ride=Huus blev der indrettet Een Kirke til Waisenhuusets sammtlige umondige børn og andre fremmede Folk af Byen som vilde høre Guds=Ord i samme, saaledes: Der blef opreist Een stor Prædikestoel af lige simple høvlede bræder, i samme maatte Præsten stige op paa en liden dog temmelig stegl trappe da man kunde see og høre ham overalt i Kirken, Deres Præst var dengang HEr. Professor Evalt, som var den allerførste, og for sin store Lærdhed overmaade berømt i sine Tiider, 3de: Sider i denne simple=Kirke, ligeoverfor Prædike=Stoelen saae man Pulpiturer lige som Prædike=


 
53

stoelen af meget slett høflede bræder indrettet hvor man steg op paa en høy og meget umagelig og stegl trappe, neden i Kirken var der meget ordinaire løse bænke for Waisenhuusbørnene af begge Slægt og Kiønn, som hviilede deres Fødder paa den haarde og bare Jord; I denne meget, af bygning slette kirke, haver jeg hørt mangen rahr og overmaade Herrlige Prædikener og meget sød=Trøstende Guds=Ord! thi saa slet bygningen, saa meget Herrliger derimod var dens lærere og Siælesørgere, den meget Dyrebare og deylige Prædikente Hr. Professor Ewalt! Nu mine allerkieriste og Høygunstigste Læsere! hvad synes de nu, om vores Tilstand i de Tiider? De mange afbrændte og Kirkeløse Meenigheder løbe saa overmaade flittigen i de indlogerede Templer, som vor Herre loed overblive for os arme afbrændte Folk, ja de løbe mad saadan Hunger og heftig appetit til Kirkerne lige accurat (for exempel) som de nu i disse Nye=Tiider løber Storm paa Comædie=Husene, Theatre og Skuespillerne, saa at man ligeved hiine nyelig benævnte Huuse er tvungen til at sætte Vagter for samme, desligeste behøvede man ogsaa i de dage for Kirkerne: Ak, Ak! de Tider blev rigtig nok opfylt Propheten, NB: Prophetens Spaadom fordum til Israel: Amos, Cap: 8de vers 11te, ohngefehr saaledes: Ich der herr dein Gott! will einem Hunger ins Land sendes, nicht einen Hunger und Durst nach Brot und wasser, sondern nach dem Worte des Herrn! Fordansket ohngefehr saaledes: Jeg Herren Israels Gud! vill sende en Hunger i Landet, ey en Hunger og tørst efter Brød og Vand, mens en Hunger efter


 
54

Herrens Ord! Nu jeg farer videre fort i min Historie, mine kiære Forældre og vor familie, og jeg selv, tog da endelig fra Cantzellieraad Franckes bag Børsen, og det lige ud til Frederichsbergs=Bye til en Jordemoder som var os meget vell bekiendt og det i mange Aar, hendes Metier var at agere Jordemoder paa Frederichsberg og hendes ældste Datter en dydig og flittig Datter, henses sidste Mann, er HEr. Lundberg, en konstig Nøgle=Smied, som lange har været Een Medlem af Landhuusholdnings=Selskab, hun er nu død, og han er nu Enkemand efter hende; Denne redelige Gl. Kones Forældres=Huus toge vii tilflugt i denne bedrøvelige og ængstlige Tiid, ongefehr 14den Dage, De beviiste os all optænkelig Godhed efter Evne! om Dagen kunde vii være vellfornøyet, mens om Natten havde vii et ælendigt Natteleye, ligesom fordum hos HEr. Cantzellieraad Frankes, hvor vii laa oven paa brendet og i Krybben, dette var nu paa deres Loft under Straa=Tag og Spindelvæver, mens disse ret goed redelige og oprigtige Folk, var det nu slet ikke at fortænke at de ey gav os det bedere, thi det stoed ey i deres Formue at give os det anderledes fordi at deres kiere Børn og Familie, vare dem jo meget nærmere end vii som vare dennem ganske fremmede, og just de selv og deres børn toge om Natten Sengene og Stuerne for os op, saa at Vii vare tvungene at tage til Takke og holde Natteleye under deres Straa=Tag; Nu, knap vare de de forskrekkelige Ilds=Flammer reent udslukket, dog ey saa reent udslukket, thi det brendte endnu et heelt Fierdingaar i mange afbrendte Grunde,


 
55

og vii vare komme til den afbrendte Stad igien, hvori der saae meget jammerligen ud, da forbarmede den store Jehova! den mægtige mens derhos barmhiertigste Gud: fig over os alle, og sendte os Vores Skyts=Engel! Denallerdyrebareste, Mageløseste, Glorværdigste, og Medlidigste Konge, som havde ey sin Lige i hele gandske Verden, nemlig vor allernaadigste Konge og Monarch! og retskaffne Landsens=Fader: Kong Frederick den 4de) Een Konge! hvis helligste Støv, jeg og alle oprigtige Danske Undersaatter kysser, Knælende, med allerstørste Ærbødighed, og allerydmygeste Frygt, thi Han gav os Undersaater samtligen til Huusbeholdningens brug: som for exempel: Ochsekiød, Sviinekiød, Slagtede og steegte=Gies, brød, Smør og Oste, saa meget vii vilde have, kunde Spiise og forlange, og dette altsammen gratis foruden Penge; Mærk nu! Høygunstigste Læsere! Siden derefter gav denne Engel=Sindede Monarcke ydermere: Dat var saaledes, Han gav Tolden op, eller hevede Tolden op i heele 8te samfulde Uger, da bekom vi alle meget got kiøb paa alle Slags Mund=provision og ædevahre! Som for exempel een Tønde af den allerbedste Rug kostede kun 1 Rdlr. Eet Pund Smør galt 6 sk.; Een heel Snees Eeg 8te til 9 sk.; og saa viidere, her blev virkeligen det meget berømmelige Ordsprog opfyldt: som heder i det tydske Sprog: Krieg und Brandt, Seegnet Gott mit milder Hand,) altsaa bleve mine kiere Forældre deres ellers meget haarde Nærings og Huusholdnings Sorger i saadanne Tiider fortreffeligen lettede, saalænge disse 8te Uger


 
56

vedvarede, Ak du store og fromme Gud! Modgang, Vederværdigheder, og store Forfølgelser haver alletiider forfølget mig i Hælene, ligesaa og mine Gudsfrygtige Forældre, Efter Væerne, efter Een stoer Ulykke er snart værre end Ulykken i sig selv, saa gik det min fromme Sl. Moder som alletiider Elskede sin Gud af reene Hierte oprigtig, Hun havde til alt Ulykke Lazarettet, eller Hospitalet Wartovs=Penge, og man viste i de Tiider, slet intet af nogen brandt=Casse at sige, til Trøst og Husvalelse nu for os arme afbrændte, havde vores Regierende Monarche den mere end sødeste Guds Engel! den hellige Frederich den 4de) til vores byrdes Lettelse befalet og Ordineret, at alle Capitalister og Creditorer skulde slaa den 3die Deel af, paa deres Midler som de havde haft i de afbrendte Huuse og Gaarde hos de afbrændte Folk, item, eller iligemaader, hvem som der byggede paa sin afbrændte Plads igien, skulde være frii, i heele 25 Aar, baade i freds og Krigs=Tiider, for Ordinaire og extra Ordinaire Skatter, af hvad navn det have kunde; Høigunstigste Læsere! skiønned og paa dette, jeg troer for min part sikkert, at vores Allernaadigste og Høysaligste Konge! Kong Friederich den 4de) er meget meere, saavell den Tiid Han endnu var i Live, som nu da Han er paa hiin Side af Graven, Een levende Guds Engel! end Eet blot Menniske; Jeg haster nu og længes hiertelig at giøre snart Ende paa min bog; Ved denne Leylighed nemlig at min Sl. Moder med andre got Folk som var iblandt de afbrendte og havde haft i deres afbrendte Huuse af Vartovs=Hospitals Midler, bleve nogen Tiid


 
57

efter den store Ildebrand citered for de høye Herrer Directeurer i den stor Forsamlings=Sahl paa samme-Sted havde min Sl. Moder den ære at holde Een besynderlig Samtale med den ypperste og fornemste Herr Directeur; Hans Spørgsmaal var til min Moder: om hun ville bygge igien og tage imod Afslag- (efter Kongelig befaling) elle contra, hun ey vilde bygge? Hun svarede reent resolvert med Ney, med denne Condition, saafremt de vilde antage den afbrændte Plads, for den heele Capital der havde staaet i det forrige afbrændte Huus, Præses Svarede hende med en meget præsipitant og autoritetiske Miine: Ney aldeles slet intet, mens Pladsen skal sælges jo før jo heller og det øvrige hvad Pladsens Værdiey kan tiltrække, svarer den afbrændte Debitor det øvrige med Renters Rente; Min Moders giensvar derpaa var: Saa maatte hun altsaa resolvere at bygge, og at tage imod Afslag, Han Svarede hende meget urimelig igien: Mens Kone, hun siger jo, og lader sig forlyde at hun slet ingen Formue, eller Udveye veed til at bygge? og vil dog alligevel bygge? Min Moder Svarede Hannem derpaa, meget fortørnet. Naar som han ey vilde andet giøre end Checanere og hukke Gaar i Gaar, saa vilde hun bygge, og siden han ikke vidste bedere raad end at krænke Enker og Faderløse, saa forlod hun sig paa sin Himmelske Fader! som haver lovet at være alle Enkers og forladte, Mann, og Fader, og paa Een meget Gudsfrygtig og fromm Konge og allerkiereste Landes Fader som var Kong Frederick den 4de:) Een ret levende Gudsens Engel! som er over Tusinde gange mere Barmhierti


 
58

ger end de er, min gode Herr Præses, svar er jeg vell ikke Enke, mens derimod meget elendiger deran end som jeg var Enke, thi han gaar reent i Barndom har et Slag og en stor lammelse paa den heele høyere Siide, han var ellers den Tiid han var ved hans Forstand en meget berømmelig from og goed Mann, han spurgte mig i denne Tilstand aldrig af, har du noget, eller har du intet? altsaa sikker Sorgen og byrden altsammen paa mig, dette svarede min Moder hannem og gig bort; altsaa resolverte min Moder til at bygge, og tog imod Afslag, og det saaledes, at hun bad sig ud af Directeurerne, at laane hende denne Afslag igien, nemlig de 200 Rdlr. hvoraf de dog vare saa ubarmhiertige, og trak hende heele 40 Rdlr. af for den afbrændte Plads havde ligget ubebygget i 2de Aar, da hun var afbrendt, og kunde ey trække ringeste Huusleye af hendes Huus, som laa jammerlig og ælendig i Asken; følgelig bekom hun kuns Eet Hundrede og 60 Rdlr til laans; Næst dette saa resolverte sig min Moder og tog ud paa Credit hos en Tømmerhandler Sl. Herr Prytz Tømmer, og et andet Sted tog hun Muursteen, tilsammen for 300 Rdlr: som blev staaende under 2den prioritet, som hun da hver-halv Aar betalte Renter af samme Capital; Fremdeles saa tog hun hendes Mands=Chirurgiske=Privilegium eller det saakaldede Barbeer=Amt, og satte det ud hos hendes skrifte Fader hr: Consistorialraad Schreiber første Sognepræst til St. Petri-Kirke, hun for benævnte Capital gav ham 5 procent Renter, som den tid var bruge=


 
59

lig paa en staaende Obligation, nemmlig - 20 Rdlr. Aarlig; hvoraf jeg og min Moder havde den Glæde at vii afbetalte paa Capitalet Eet hundrede Rigsdaler, nogle Aar for hendes Død; Min Sl. Moder forlod Verden og døde i Aaret 1751 d. 26 May; Denne min rett allerælskværdigste og uforligneligste Moder glæmmer jeg aldrig saa længe der er en Aande i mit Liv, ja jeg ærer og kysser hendes hellige Støv; Thi hun var en meget from og Gudsfrygtig kone, og Guds=barn! Hun den Saligste var min baade Fader og Moder, Den allerhøieste! Velsigne Hende, for hver en Tiime hun var hos mig paa denne Jord; Iust i den Tid jeg gjorde min Corsum Anatomiæ & Chirurgiæ Døde min Moder samme Tiid, dog levede hun den Glæde, at jeg var mestendeels færdig med min Examen, dog maatte jeg endnu efter hendes Død giøre 3de Lectioner og det følgeligen i dybeste Sørge=Dragt, jag var i alt i denne min sidste Examen 16ten gange for, som var visseligen i alt Sandhed meget stærk og skarp, Jeg blev Examineret af den meget store, ædele, og Dyrebahre mand Sl. Herr Justitsraad Krüger! Een Mand som fortiener Roes, ære, og berømmelse, Tuusende gange meere end jeg kand udsige, og nogle Tuusinde Chirurgi skal det samme med mig bevidne; Hann var denn allerstørste og allerberømmeligste Antomicus og Chirurgus i hans Tiid i det hele Europa! O! Gud give denne meget store Dyrebare Mand! maatte voren hos os noget længere endnu, endskiønt han opnaaede en velsigned Alder, saa dog havde hiertelig ønsket at denne meget Høylærdte Mand! maatte end=


 
60

nu længere have levet, min største ære skal være, at kalde mig Hans Discipel saa længe jeg lever indtil min Død;

Min Sl. Moders Skiæbne har været den Tiid hun var i Live, ey andet end Nærings=Sorrig, Modgang, Væderværdighed og Misundelse har alletiider begleidet hende i Hælene, og hænget sammen over Hende som en Kiæde; det gaar mig hendes Seniste efterladte Sønn ey bedere, thi Mangel paa Indtægter, saa at mine svære og store Udgifter disværre alletider langt overstiger mine Indtægter, dette er og bliver min daglige onde Skiæbne, Gud forbedere det dog Eengang, Den ævige gud være lovet at han dog har skiænket mig en lang Tiid den ædle Sundhed, hvilket virkelig er en stoer gave, af Gud! mens derimod betager hand mig alt mit Mod, i Henseende mine meget Mavre og slette Indtægter, det seer ud fra Dag til Dags at blive immer slettere; Een Ung Stads=Vhirurgus efter den anden, sætter fig ved Laaret alt for nær ved mig og andere gamle Chirurgi, saa de ruinerer os og maaskee sig selv med i Fremtiden; Det var billig at Ønske, at denne Høyædle og Høyvelbaarne Øvrighed vilde naadigst see deri, og give Een Forordning at ingen af vorris saakaldede Amts=brødre eller Colleger skulde understaa sig at sætte sig nærmere end 4re Gader fra hverandre, saa beholdte enhver sin smukke Næring skulde man Haabe, og kunde det da endelig blive til bedere med os i henseende Nærings=Veyen;

Eet hvis Lazaret eller Hospital her i Staden, som jeg her, ey viidere vil Navngive end A: * * *


 
61

Jeg som allerede er Een gammel practicus af 45 Aar og derover, gav mit Memorial allerunderdanigst til vor Allernaadigste konge og Monarcke! Christian den 7de:) formeenendes af min gammle Capasitet i saa mange Aar Praxin skulde haft Fortrin, at været nærmest til at forestaa desligeste Hospital: Mens hør nu til, Høygunstigste og Høyædleste Læsere, det blev af de Herrer Directeurer bortgivet til Een gandske Ung Chirurgus som den gang ei endnu var Examineret, mens giorde sinCursum Anatomiæ & Chirurgiæ først derefter, og jeg som en Indfødt Dansker her udi den Kongl. Residenze havde allerede lagt min Cursum tilbage med berømmelse for hele 34 Aar siden, det var vel ohngefehr at regne førend dette Menniske blev født til Verden, som er jo billig ung at Comparere imod mig som er Een gammel Mann paa henved 66 Aars Alder som maae snart udaf Verden, og saa at sige, med Een Fod i Graven, dog blev mig dette lidet brød musundt, da jeg dog har kone og et Barn, og havde haft det høylig nødig, for engang dog at have Eet lidet vist brød; Det være Gud! klaget: at det gaar gandske forkeert til i Værden; Her blev det sandfærdige Ordsprog gandske fuldkommen opfyldt: (Den Hest som fortiente Havren, bekomm den ikke.

Nu, Een Ting skal glæde og trøste mig, naar jeg engang skal døe, nemlig: At denn fromme Abraham ey skall Lignelsse=viis til mig sige, som han fordum sagde til denn riige mann; Gedenke Sohn, das du dein gutes empfangen hast in deinem Leben &c; Betænck Sonn, at du har annammet dit gode her i dette Liv &c: Skulde jeg have


 
62

nødt gott i dette Liv, da skulde det meeste kun have været Modgang, vederværdighed, Forfølgelser og bespottelser, saa og den bittre Nærings=Sorg, Jeg har Tusende gange meere Grædt, end Leet mine Dage;

Nu mine kiæreste gunstigste Læsere! maatte man til Cluttning Spørge? er efterkommerne af de unge danske og dens Indbyggere i den Kongl. Residence da bleven frommere og dydigere end de gammle som blev tugtet af Gud! med græsselige Ildsluer? Jeg vilde Ønske at man kunde besvare detmed - Ja, mens jeg frygter saare ta man meget hellere er tvungen til at besvare saadant med - ney, disvære, Efterkommerne er blevne meget værre, disse unge Mennisker holder det for den allerstørste ære og kunst at bespotte de redeligste Folk, og holde dennem for Nar, og drive største Giekkerier med dennem, mens vii vill overlade Hævnen til den allmægtigste, som hører samme til, og allerbest dømemr! Nu vell an da, saa vill jeg da til sidst og til guter lezt beslutte min Bog med denne Ønske at Gud for Jesu Christi Skyld bevare os for meere Straf;

For Exempel om den store Jehova! vilde nu sige: Da I nu ey har bedret Eder, og har snart giort det meget værre end Eders Forfædre, See, saa holder jeg jer 3de store Ulykker for, hvoraf det maae staae jer frit at vælge eet af samme: Som Gud! fordum lod forkynde den hellige Prophete Kong David, nemmeligen;

1) Enten Syv Aar dyr Tiid,
2) Eller heele 3de Maaneder at flye for vores Fiender,


 
63

4) Eller 3de Dage Pestilenze i vores Lande at være?

Hvad vilde Høygunstigste Læsere vill paa dette Svare? Jeg haaber vist nok, at De vilde mig Svare det selvsamme hvad den hellige Konge David Svarede Propheten Gad! Det er mig saare Angest: Mens lader os falde i herrens Haand, thi hans barmhiertighed er stor, jeg vil ey falde i Menniskens Hænder; at læses: 2den Bog Samuelis Cap: 24de: v: 13de og 14de: Og altsaa endes min Bog og Historie: Med een rett gylden og herrlig Psalme som længe har været min Valgte Liv=Psalme, og skal ogsaa blive til min Liig=Psalme, naar jeg Engang bliver begravet; Jeg fører samme her ann, i det Tydske=Sprog, thi saa meget man endnu, veed, findes den samme ey i Dansken; begynder saaledes som følger:



 
64

Vesang

Ich bin ein Gast auf Erden,
Und hab hier keinen Stand,
Der Himmel soll mir werden,
Da ist mein Vaterland.
Hier reis' ich nur zum Grabe,
Dort in der ewigen Ruh,
Ist Gottes Gnadengabe,
Die schleüsst alle Arbeit zu;

2.
Was ist meinganzes Wesen,
Von meiner Jugend an,
Als Müh' und Noth gewesen?
So lang ich dencken kan,
Hab ich so manchen Morgen,
So manche liebe Nacht,
Mit Kummer und mit Sorgen,
Des Herzens zugebracht.

3.
Mich hat auf meinen Wegen
Manch harter Sturm erschreckt,
Bliz, Donner, Wind und Regen,
Hat mir manch Angst erweckt.
Verfolgung, Hass und Neiden
Ob ichs gleich nicht verschuldt
Hab ichs doch müssen leiden,
Und tragen mit Gedult.

4.
So gings den lieben Alten,
An deren Fuss und Pfad,
Wir uns nicht täglich halten,
Wenns fehlt an gutem Rath:
Wie muste sich dich schmeigen
Der Vater Abraham,
Eh' als ihm fein Vergnügen
Und recht Wohnstadt kam.



 
65

5.
Wie manche schwere Bürde,
Trug Isaac sein Sohn,
Und Jacob, dessen Würde,
Stieg biss zum Himmels=Thron?
Wie muste der sich plagen?
In was für Weh' und Schmerz,
In was für furcht und Zagen,
Sanck offt sein armes Herz?

6.
Die fromme heiligen Seelen,
Die giengen fort und fort,
Und änderten mit qvälen
Den erst bewohnten Ort,
Sie zogen hin und wieder,
Ihr Creütz war immer gross,
Biss da der Tod sie nieder
Legt in des Grabens Schooss.

7.
Ich habe mich ergeben,
In gleiches Glüch und Leid,
Wass will ich besser leben,
Als solche grosse Leut?
Es muss ja durchgedrungen,
Es muss gelitten seyn,
Wer nicht hat wohl gerungen,
geht nicht zur Freund hinein.

8.
So will ich zwar nun treiben,
Mein Leben durch die Welt,
Doch deck ich nicht zu bleiben,
In diesem Jammerzeit;
Ich wandre mein Strassen,
Die zu der Heymath führt,
da mich ohn alle Waffen,
Mein Heyland trösten wird;



 
66

9.
Mein Heymat ist dort droben,
Da alle Engel=Schaar,
Den grossen Herrscher loben,
Der alles ganz und gar,
Jn seinem Händen träget,
Und für und für erhält,
Auch alles hebt und leget,
nach dems Ihm wohlgefällt.

10.
Zu dem steht mein verlangen,
Da wollt ich gerne hin;
Die Welt bin ich durchgangen,
Dass ichs fast müde bin,
Je länger ich hier wolle,
Je weniger sind ich Lust,
Die meinem Geist gefalle;
Das meist´ ist Stanck und Wust.

11.
Die Herberg ist zu böse
Der Trübsal ist zu viel
Ach komm, mein Gott! und löse
Mein-Herz, wenn dein Herz will
Komm, nach ein seeliges Ende
An meiner wanderschafft,
Und was mich kräckt das mende
Durch deinen Arm und Kraft.

12.
Wo ich bissher gesessen,
Ist nicht mein rechtes Hauss;
Wenn mein Ziel ausgemessen,
So tret ich denn hinaus,
Und was ich hier gebrauchet,
Das leg ich alles ab,
Und wenn ich ausgebauchet,
So scharft man mich ins Grab.









Opdateret: lør okt 1 22:28:18 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top