eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

138


IX.

Officerer i Nyboder. - Arbejdet paa Holmen. - Dokken. - Frimaaned. - Forbud. - Marinerne. - Under Struensee, Guldberg og Kronprinsen. - Forhold om Bord.

__________

Kristian den sjette havde betroet Flaadens Anliggender i gode Hænder, da han indsatte Grev F. Danneskiold Samsøe til Intendant over Marinen. Materiellet kom i udmærket Stand, men heller ikke Mandskabet blev forsømt; Haandværkernes Stok, paa hvis Arbejdsdygtighed Udførelsen af Danneskiolds Planer for en stor Del beroede, fik en ny Organisation. - Intendanten omgikkes for Resten med et Projekt, som kunde være blevet farligt for Nyboders Existens. Det var hans Tanke at indrette Boliger for alle Holmens Arbejdere og Søfolk paa selve Øen Nyholm, hvor et stort ved Opfyldning indvundet Areal blev udset til Bebyggelse med "Barakker" for Mandskabet; et samtidigt Kort over København viser os de projekterede, regelmæssige Gader med Kirken i Midten, Men det hele kom kun til at

 

 

139

staa paa Papiret; Nyboder fik Lov at fortsætte sin Tilværelse ved Østerport. For at holde Øje med Befolkningen herude blev det befalet, at der skulde bo Officerer i Nyboder. Det er dog næppe nogen ny Forholdsregel. 1682 ses det, at en Schoutbynacht har boet "ved Nyboder" 1), og 1721 nævnes det udtrykkeligt, at Kapitajnen ved hver af Nyboders Divisioner skal "nyde" helt Hus. 2) Kristian den sjette forordnede nu (1738-39), at nogle Kompagnichefer skulde tage fast Bolig her. Men den kongelige Befaling maatte lyde to Gange, inden Officererne bekvæmmede sig til at efterkomme den. De holdt vel for, at det nye Naboskab ikke vilde blive behageligt for dem, især naar de skulde fungere som en Art Politi for Befolkningen, og at de tilbudte Nyboders Beboelseslejligheder vare altfor tarvelige; men paa den sidste Mangel blev der raadet Bod ved Om- og Tilbygninger; de Officerer, som maatte nedsætte sig i Nyboder, slap tillige snart efter for at bekoste deres Boligers indvendige Reparation, hvilken Staten overtog 3). Fra den Tid findes der stedse Officerer blandt Nyboders Beboere, ja et Officersselskab faar endog Lokale i to Matroshuse 4) (til Selskabets Bibliotek?). Da Nyboder stod i sin fulde Kraft, ejede det inden for sit Omraade henved 24 Officersboliger, som oftest indrettede i "Pavillon'er" for hver Ende af Husrækkerne.

Efter den store nordiske Krig er det Tidsrum forbi, da den faste Stok led Nød, fordi den ikke fik sin Løn udbetalt i regelmæssigt tilbagevendende Terminer. Efter Bestemmelsen (fra 1688) skulde al fast Gage til Matroser og Haandværkere udredes hver Maanedsdag og

 

 

140

den Haandværkerne endvidere tilkommende Dagløn hver 8de eller 14de Dag. Denne Bestemmelse traadte igen i Kraft med Undtagelse af, at Daglønnen nu betaltes hvert Kvartal. - Trods de heldigere pekuniære Vilkaar var Tilstanden i Nyboder mindre glædelig i det Tidsafsnit, som vi nu skulle betragte; thi en Del af Befolkningen var jo bleven demoraliseret i Forurettelsernes Dage. Ikke alene fandtes der adskillige, som endnu bestandigt drev Tiggeri, skønt en kongelig Anordning fra 1732 truede med, at de, hvis Koner og Børn bleve trufne i Betleri, skulde bortjages fra Tjenesten ved Divisionerne; men mange af Mandskabet bleve endog mistænkte for grove Tyverier, som vare forefaldne paa Holmen. 1734 forsvandt der mange gode Sager fra Værfterne; Straffen for Ildgærningsmændene skærpedes, men det hjalp ikke meget, "helst Eders Majestæt altid er saa naadig at pardonnere dem for Brende-Merke"; man maatte tage haardere fat (1741); for smaa Tyverier vankede der nu Kat og Kassation, og for større Forbrydelser af samme Art Kagstrygning, Brændemærke og Arbejde i Jærn. Der er ogsaa mange Tegn paa, at Folkene, som én Gang vare komne i Vane med at knurre og være urolige, vedblev at have samme ustyrlige Sind; men det tør heller ikke nægtes, at Styrelsen selv under Tiden gav Anledning til Misfornøjelse. Særligt utilfredsstillende var Ordningen af Arbejdet paa Holmen. Haandværkerne maatte møde paa Værftet hver Dag, saa ofte, som det forlangtes, men Daglønnens Totalsum voksede da ogsaa med Arbejdsdagenes Antal; 1737 regnedes Aaret til 286 Arbejds-

 

 

141

dage og 1785 til 304 *); - derimod var det som bekændt lovet Holmens faste Søfolk, at hver Mand skulde have Frihed i én Uge, naar han havde arbejdet og været paa Vagt i fjorten Dage, dersom ikke den kongelige Tjeneste "i højeste Maade udkræfvede" en udvidet Arbejdstid. Men dette Krav stillede den kongelige Tjeneste næsten al Tid, saa at der behøvedes mere end to Tredjedele af Mandskabet til Vagttjenesten og Arbejdet paa Holmen. Selve Vagttjenesten lagde ikke Beslag paa særdeles mange Kræfter; 1650-80 maatte omtrent 400 Matroser "vaage" hvert Døgn, og Vagtmandskabet var da fordelt om Bord paa hvert enkelt Skib; men da Vagtlokalet 1685 indrettedes i Land og Flaadens Leje sikredes paa anden Maade, kunde man lade sig nøje med det halve Antal Matroser. Ogsaa anvendtes fra Begyndelsen af det 18de Aarhundrede for det meste Soldater (Marinere) til disse Poster. Langt besværligere vare de Arbejder, som fulgte med Vagttjenesten, og som vedblivende paahvilede Holmens Søfolk. Det var Pumpningen af alle Orlogsskibene. De fleste Skibe fra Frederik den fjerdes Tid vare gamle og forsømte; man havde vistnok endnu ikke nogen Dok **), hvori Skibene kunde underkastes de nødvendige Reparationer i Bunden; og Kølhalingen, som hyppigt anvendtes, svækkede Skibene i høj Grad; de lækkede svært, og Pumperne paa dem maatte derfor være i Gang, - som der stod

__________

*) Arbejdsaaret regnedes 1816 til 258 Dage; i Tiden ved Aar 1837 til 260, ved 1852 til 268 og ved 1856 til 293 Dage.

**) Maaske fandtes der en Flydedok, men naturligvis kun for de mindre Skibe.

 

 

142

i Instruxen, - "baade om Aftenen før Solens Nedgang og om Morgenen før Vagtens Afløsning", hvad de virkelige Forhold gjorde ensbetydende med: Nat og Dag. Endvidere skulde Skibene, som den Gang ikke vare forsynede med Tag, naar de laa i Oplag, omhyggeligt affejes, naar det havde snet eller regnet, og desuden afskylles med salt Vand, hvilket formentligt afværgede Skibstømmerets Forraadnelse. Skruede Isen sig fast omkring Skibet, havde Vagten ogsaa at holde aabent Vande rundt om det. Alle disse Arbejder vare ikke lidet byrdefulde, men Mandskabet søgte desværre ogsaa at gøre dem saa behagelige og fordelagtige som muligt; derom vidner det Forbud fra 1700, at Vagtmandskabet, som besørgede Pumpningen, ej maatte have Økse, Kniv eller andet sligt Redskab med sig, hvormed der kunde ske Indbrud om Bord i Skibene; lige saa lidt maatte det findes i Besiddelse af Tobak, Fyrtøj eller "Bouteille". Hvad der i høj Grad spredte Kræfterne og besværliggjorde det øvrige Holmens Arbejde, hvortil Matroserne kunde kommanderes, var den nye Indretning, hvorved Skibene fordeltes til de enkelte Divisioner. Uagtet en Prøve, man anstillede herpaa 1718, langt fra var falden heldigt ud, bestemtes der dog to Aar efter, at hvert Orlogsskib, hvad enten det var udrustet eller oplagt, skulde have en fast Besætning, som holdt Skibet i god Stand, foretog Reparationer paa det ved særegne Divisionstømmermænd, - medens Holmens øvrige Tømmermænd besørgede de nye Skibes Bygning, - o. s. v. Ved denne Ordning vandt man, at Orlogsskibene kunde gøres rede til at stikke i Søen med fjorten Dages Varsel, men Ulemperne derved, baade for

 

 

143

Mandskabet og for Flaadens hele Tilstand, maatte snart kunne overbevise de styrende om, at denne Fordel var temmelig dyrt købt *). Det Mandskab, som var fornødent baade til Skibenes Besætning og til Holmens Arbejde, blev tilsagt (1688) hver Lørdag og fik sin Gærning anvist ved de saa kaldte Dagsedler (1727). - Og da saa Dokken paa Kristianshavn blev færdig (1739), foregik Lænspumpningen af den i en lang Række Aar ved Haandkraft. 500 Mand udkommanderedes til dette Arbejde, 10 Mand til hver Pumpe, og der tilstodes dem tre Dage til at fuldføre det i. Men var et større Skib indkommet i Dokken, og Folkene anspændte alle Kræfter Dag og Nat, tilendebragtes Pumpningen i to Døgn, og der var saaledes vundet en Fridag. Matroserne havde da ogsaa trællet "af Halsen fast Tungen" og sagtens tillige vædet Halsen mer end tilbørligt; naar de derpaa i samlet Skare forlod Dokken for at begive sig hjem, afstedkom de i deres Glæde over det hurtigt tilendebragte Arbejde saa megen Uro, at Byens Borgere ofte kunde finde sig beføjede til at lukke Vinduesskodderne i de Gader, som den vilde Sværm strømmede igennem. Enkelte af Deltagerne undgik heller ikke at paadrage sig Straf for "Ustyr" ved Dokkens Pumpning. 5) - Disse og andre extraordinære Arbejder medførte, at man ogsaa maatte lægge Beslag paa den Divisions Tid og Kræfter, som hidtil havde været forskaanet. Folkene nærede den Mening, at den skete Forøgelse af Arbejdstiden stred aldeles mod Kon-

__________

*) 1741 blev Indretningen med Skibenes faste Besætning delvis ophævet, idet Divisionstømmermændene afskedigedes.

 

 

144

gens tidligere Løfte, saa meget mere som dette udtrykkeligt var blevet fornyet 1726; - og de nølede derfor med at adlyde. Det var deres Fattigdom, som tvang dem til at holde paa deres Ret. Allerede 1688 havde Matroserne faaet Tilladelse til i deres Fritid at søge privat Erhværv i Byen, uden at der derfor skulde afkortes dem noget i deres Gage og Kost; end ikke deres Officerer havde Raadighed over dem, naar de vare frie for Holmens Arbejde. Men naar nu Friheden indskrænkedes, bleve disse Extraindtægter selvfølgeligt formindskede, og Staten gav ikke Matroserne noget Vederlag for Arbejdet ud over den reglementerede Tid. Admiralitetet stillede sig paa Mandskabets Side og vilde holde Arbejdet inden for de af Loven fastsatte Tidsgrænser, medens derimod Holmens Chef og General-Kommissariatet ikke turde slaa af paa de Fordringer, Hensynet til Værfternes regelmæssige Drift uundgaaeligt stillede; men det kom snart for Dagen, hvilket af Styrelsens to stridende Partier der var gaaet af med Sejren, thi det blev betydet Folkene (1729), at de skulde møde naar som helst til Arbejde, uden Indsigelse, selv i deres Fritid; de forsømmelige skulde straffes med Arbejde i Bremerholms Jærn; og dem, som vedblev at vise sig genstridige, vilde Standretten straks paa Stedet dømme til Døden i Galgen. Denne de opsætsiges Straf blev under Trommeslag publiceret for Befolkningen 6). Dog indsaa de styrende snart (1732), at man var gaaet for vidt; de forsømmeliges Straf formildedes nu til Mulktering. - Uagtet man saaledes havde mere end to Divisioner til det daglige Arbejde, maatte endda et betydeligt Antal Soldater eller Sjovere tages til Hjælp ved

 

 

145

Gærningen. 1764 oprettedes endvidere to Arbejdskom-pagnier paa 100 Mand. Billig Arbejdskraft troede man at have opnaaet i de 900 unge Mennesker paa 17 til 18 Aar, de saa kaldte Opløbere, som 1736 antoges i Tjenesten ved Divisionerne; men Institutionen maaikke have svaret til Forventningen, thi 5 Aar derefter afskediges 600 af Opløberne, og der beholdes kun 10 ved hvert Kompagni. En lille Lettelse havde Mandskabet faaet (1722) ved Indførelsen af "Frimaaneden", som varede fra Midten af December til midt i Januar, og som lod alt Holmens Arbejde hvile. Frimaaneden indførte Regeringen ikke saa meget af Hensyn til Folkenes Velvære som for at spare Daglønnen den korte Vinterdag, paa hvilken der jo ikke blev udrettet meget i de 7 Arbejdstimer, og for i Ro at kunne opgøre Regnskaber og Beholdninger. Denne Fritid blev vel senere indskrænket betydeligt, men er til endnu i Skikkelse af en mindre Juleferie. Andre smaa Lettelser fik vore Folk 1729, da Isningen ikke længere foretoges om Skibene, men kun om Fortøjningspælene, og 1743, da der blev ansat faste Natvægtere paa Holmen for at spare lidt paa Mandskabets Arbejdskraft.

Det haarde Arbejde havde gjort Marinens Tjeneste forhadt; enhver, som kunde, unddrog sig derfor; de, som bleve tilbage, vare for det meste forarmede Familiefædre. Ikke alene havde Slidet paa Holmen og Sygdomme ved forskællige Udkommandoer af Divisionerne paa Krigsskibene efterladt store Huller i Mandskabets Rækker; men mange Numre vare ogsaa blevne ledige ved Desertion. Naar en Rømningsmand var flygtet til Søs, affyredes et Kanonskud fra

 

 

146

Holmen, og Vagtskibet paa Reden udsendte ved dette Signal armerede Baade for om muligt at indhente Flygtningen. Straffen, der ventede denne, var 3 Gange 27 Slag Tamp og Arbejde i Skubkarren. Men var Desertøren undkommen, kunde man jo ogsaa søge at lokke ham tilbage ved at tilstaa ham Pardon, Talrige "General-Pardons-Patenter" for Rømningsmænd fra Divisionerne findes netop fra denne Periode, For at udfylde de vakante Pladser i Divisionerne rekruterede man i Reglen disse med Normænd, for hvem man skildrede Tjenesten saa tillokkende som muligt; der lovedes enten kort Tjenestetid eller, for længere Tjenestetid: Hus i Nyboder, Pension af Kvæsthuskassen o. s. v. De nyantagne maatte dog mistænkes for at være daarlige Subjekter, hvilke som sidste Redningsplanke valgte denne Levevej; deres tidligere Livsstillinger erindredes ved de forskællige Øgenavne, som deres Tjenestekammerater gav dem; der fandtes en Søren Skrædder, en Jens Vægter, en Kristen Slagter, en Jørgen Hattemager, en "Jomfru i 3dje Division" (en forhenværende Modehandler), en Daniel Russer, en Andreas Støvlesmed o. s. fr. - Alt tydede paa, at vore Folk vare komne i Miskredit hos Byens Borgere. Naar litterære Smagsdommere i den sidste Halvdel af Aarhundredet fælde Dom over, hvad som raat og smagløst er, henvise de saadant til "Liebhaberne i Nyeboder, Ølhuse og maaskee nok et andet Sted"; ja, læggeren Vise an paa at haane en den Gang almindeligt bekændt og foragtet Pamfletskriver, saa lader den hans "Liig-Procession" gaa "langs igiennem Nye-Boder og ud af Øster-Port"; - Stedet for den imaginerede Handling maatte have lige saa

 

 

147

ringe Anseelse som Personen, der var Genstand for Satiren. En anden, lidt senere Vises Titel er heller ikke til Nyboders Ære: "Nye- og Siæle-Bodernes samt Vartovs Matronernes retmæssige og ivrige Harme over Græverne Struensee og Brandt og deres Complot samt alle deres Vota, samlede til at fælde Dom over dem." - Ogsaa at Avtoriteterne betragtedes Nyboders Folk med ugunstige Blikke. Vore Beboeres maadelige Klædedragt og den under Tiden noget hensynsløse Opførsel, som de udviste paa offentlige Steder, var vel Grunden til, at Hofmarskallatet (1747) lukkede Frederiksberg Have for dem, og at Københavns Kommandantskab (1750) forbød dem at betræde Voldene, som efter Sigende led under "Pøblens" Ødelæggelser; for at undgaa lignende Uordner blev det paabudt (1757), at Folkene med Koner og Børn ikke maatte lade sig se om Søndagen ved Broerne og Bommene uden for Stadens Porte før Aftensangs Tider. Saadanne Forbud vare vel skikkede til at udslukke den sidste Gnist af Æresfølelse hos Holmens Folk, for hvem det jo maatte være klart, at de af Øvrigheden bleve satte lavere end den laveste københavnske Almue. Forbudene stod heldigvis ikke længe ved Magt. Saaledes finde vi, at Søetatens Mandskab 1791 havde Tilladelse til at spadsere paa Stadens Volde og 1810 i Rosenborgs og Frederiksbergs "Slotshauger", naar det var iført Uniform.

Frederik den femte føjede en ny Matrosdivision til de tre allerede bestaaende; Holmens Arbejde fordeltes derved paa flere end hidtil og overanstrængte ikke den enkelte saa meget; da Skibsbyggeriet tog et mægtigt Opsving, blev Haandværkernes Tal ogsaa for-

 

 

148

øget. Men Nyboder er endnu ikke kommet ud af sin mørke Periode; de slette Elementer, som jo al Tid findes i saa stor en Skare, synes helt at ville tage Luven fra de besindigere. Der mældes os om slemme Optøjer; blandt andet leveres der Marinerne adskillige Slag. Marinerne vare geworbne (hværvede) tyske Soldater, som besatte Vagtposterne paa Holmen, - naar Vagttjenesten forrettedes af Soldater,. - og vare behjælpelige med at haandhæve Mandstugten om Bord paa Orlogsskibene. For Troskab og Paalidelighed kunde man ikke al Tid rose dem; naar Isen lagde til paa Sundet, og Passagen til Skaane var fri for Fodgængere (saaledes f. Ex. i Aarene 1767 og 68), foretrak man at have Matroser paa Holmens Vagter i Stedet for Marinere; thi disse benyttede den gode Lejlighed til at desertere; i Nyboder cirkulerede saaledes en Anekdote 7) om en Mariner, som vilde begive sig over Isen til Sverig, men i det taagede Vejr gjorde fejlt Bestik og efter nogen Vandring kom i Land paa dansk Grund, hvor han røbede sig selv, da han lettede sit Hjærte med det Udraab: "Gott sei gelobt! nun bin ich im Schweden." Marinerne lønnedes (efter det 17de Aarhundredes Slutning) af Landetaten, men brugtes mest af Søetaten; ingen af Etaternes øvrige Afdelinger syntes at ville kændes rigtigt ved dem i denne deres Mellemstilling. En "Rencontre" vides de at have haft med Grenadererne 1702; én Person dræbtes paa Stedet, ligesom flere bleve dødeligt saarede og ilde skamferede. Holmens Folk, hvem Marinerne ofte kom paa tværs, lod disse blive Genstand for vedholdende Drillerier, som udartede til Slagsmaal. Sammenstødene, som især bleve mærkelige

 

 

149

ved Aaret 1759, begyndte sædvanligvis ved Aftenstide og udkaarede Adelgade til Valplads, der under Tiden bedækkedes med saarede og døde; vel blev det lagt Divisionscheferne paa Hjærte at hindre Fjendtlighederne, men Nyboder havde fremdeles et "godt Øje" til de geworbne. Den sidste Kamp, som stod mellem vore Folk og Marinerne, forefaldt 1807; da tog de sidstnævnte alvorlig Revanche for alle Fornærmelser 7). Bevæbnede med Geværer brød Soldaterne op fra deres Kaserne i Kronprinsessegade og gjorde et raskt Angreb paa Nyboder. Her havde deres Modstandere til Forsvar kun Stene, som de grov op af Gaden, og Kampens Skæbne var derfor snart afgjort: alle flygtede; Beboerne lukkede deres Vinduesskodder og spærrede sig inde; hvor dette ikke blev iagttaget, indslog Voldsmændene Vinduerne, trængte ind i Husene og mishandlede Beboerne; hvem den vilde Hob mødte paa Gaden, gik det ikke bedre. Nyboders Vagt blev tagen med Storm, Skilderhuset gik i Løbet, og Sejrherrerne lod Arbejdsklokken lyde, vist nok for at gøre deres Triumf vitterlig for alle. Det var en uhyggelig Dag. Men Hestgarden genoprettede Roligheden i Løbet af de næste 24 Timer, strænge Straffe fuldbyrdedes, og Lovbudet om, at Nyboders Mandskab skulde være i Hjemmet inden Mørkets Frembrud, blev indskærpet paa ny. Under den snart derpaa følgende Krig viste Marinerne deres rette Sindelag ved enten at gøre Mytteri (f. Ex. paa Trekroner, Kristiansø) eller ved at gaa over til Fjenden, uagtet de truedes med Galgen for saadant Forræderi. Holmens Vagter bleve da besatte af Borgervæbningen; men ikke længe etter ophævedes Marinerkorpset og den for-

 

 

150

nødne ringe Soldaterbesætning paa Orlogsskibene toges af de i København garnisonerende Regimenter.

Kortvarigt blev Struensees Herredømme - under Kristian den syvende, - men har dog efterladt mærkelige Spor i Nyboders Historie. Hvor vidt Nyboder har benyttet sig af Trykkefriheden, hvis Indførelse som bekændt gav Signalet til en almindelig Tøjlesløshed i Litteraturen, kan ikke bestemt paavises. Et Skrift som "Merkværdig, sandfærdig og tilforladelig Beretning om den buggede Ræv, som var Proviant-Forvalter i Niels Klims Rige" (1771) *) omhandler i det mindste et Forhold, som laa Nyboder stærkt paa Sinde. Ligeledes kunne Piecerne: "De Danske og Norske Søemænds Ære, forestillet i et Lykønsknings-Vers til Kongen, betænkt at indleveres til Høistsammes besluttede Reise til Norge 1768" og "En norsk Matroses Tanker over den Vanskelighed at faae Kongen i Tale, skrevet til Trøst for sine Brødre" gærne have deres Oprindelse fra de lave Huse ved Østerport. De med særdeles originale Indfald udstyrede "Tanker og Observationer til høyeste Eftertanke angaaende den danske Søe- og Krigs-Flode udi Bygningen, Freds- og Krigs-Tider" o. s. v. skyldes maaske et nybodersk Geni. Dog Befolkningen her ude har al Tid været mere Handlingens end Ordets Mænd. Marinen var ingenlunde Stifbarn under Struensee; saa vel Divisionerne som Haandværkerstokken bleve øgede, ja have aldrig været saa talrige som netop under ham;

__________

*) Forfatteren til denne Vise har nok haft god Vilje til at give den hældende Vogn et Stød. Manden, hvortil der hentydes, var Proviantsforvalter fra 1760 til 1772, men blev sidstnævnte Aar dømt fra sit Embede for Regnskabsmangel.

 

 

151

det tillodes endog en Del af de faste, Søfolk at gaa i russisk Tjeneste (1770-72); men for Resten gav Mandskabet Ministeren god Grund til Fortrydelse. I Juni 1771 forefaldt der nogle Uordner paa Holmen, hvorfor Holmens Chef (Overekvipagemester) og Gammelholms Ekvipagemester mistede deres Embeder. Tyverier gik meget i Svang paa de kongelige Værfter i disse Aar, hvilket en Forordning søgte at forebygge især ved at hindre Salget af Tyvekosterne. Det bekændte "Tog til Hørsholm" udførtes vel fornemlig af indrullerede norske Matroser, som 2400 i Tallet fordrede deres tilbageholdte Kostpenge, hvilke man ikke havde haft Tid at beregne; men det er rimeligt, at det faste Mandskab har givet Normændene nyttige Vink. Hværvingschefen og en Departementschef maatte tage Skylden for den skete Forsømmelse paa sig og fik deres Afsked, hvorimod Matroserne opnaaede, hvad de forlangte. Da Optøjerne vare lykkedes saa godt for de indrullerede, prøvede Holmens Haandværkere at sætte noget lignende i Værk; de vare utilfredse med i nogen Tid at have maattet arbejde paa Helligdagene. Vel ytrede Regeringen sin Misfornøjelse med Folkenes Optræden 8), men søgte tillige at formilde dem ved at give Løfte om en glad Mikkelsaften, paa hvilken der for kongelig Regning skulde beværtes med en stegt, fyldt Okse ("Forsoningsoksen") og med Øl og Brændevin. Den samme Aften vilde Struensees Fjender benytte til at styrte den misundte og forhadte Minister, idet Holmens Folk skulde være de ingenlunde uvillige Redskaber til Planens Udførelse. Anslaget mislykkedes imidlertid denne Gang; men da Struensees Fjender endelig sejrede i Januar 1773, var der almindelig Glæde i

 

 

152

Nyboder, og i Sejrsrusen vovede nogle her ude fra, understøttede af Byens Pøbel, at udplyndre adskillige (60) Steder i Byen; ikke blot berygtede Huse og Ølkipper maatte lide saadan Overlast, men ogsaa Gaarde, hvis Ejermænd formodedes at være Struensees Venner *). Plyndringerne bleve dog ikke iværksatte efter nogen for ud truffen Aftale; i Begyndelsen var det kun enkelte Matroser, som prøvede deres Lykke i denne Retning, men da Avtoriteterne ikke lagde dem nogen Hindring i Vejen, voksede Røvernes Dristighed, forbigaaende Kammerater øgede Antallet; og da man havde faaet fat i nogle Tønder Vin, "sendte man endelig ud og lod hele Nyboder indbyde til dette Gilde". Dernæst gik det løs paa alt, hvad der var af Værdi **), det forsvandt mellem Expeditionens Deltagere; om det saa var Kakelovnene, bleve de ansete for et godt Bytte. Misgærningen paadrog ikke Udøverne nogen Straf; langt om længe, Kl. 2 om Natten, blev Generaladjutanlen sendt ud for at - takke Folkene i Kongens Navn for deres udviste Nidkærhed og for at befale dem at gaa hjem og holde sig rolige i deres Huse. Hvorledes de "nidkære" Idrætsmænd have ment at kunne forsvare eller undskylde Røveriet, som blev besunget af Viser i Snesevis, -

__________

*) Saaledes Gabels Gaard paa Østergade, hvor Efterslægtens Skole nu er. Gabel havde faaet en Del Begunstigelsen af Struensee, og Rygtet gik, at hans Gaard skulde indrettes til offenligt Hus.

**) Der blev udgivet i Trykken "En Satyrisk Fortegnelse paa endeel Pretiosa, Guld, etc. som er funden paa Gaden d. 17. Januarii og som ved offentlig Auction til de Høystbyden de skal bortselges d. 32. Jan., som først kommer, ved Gammelstrand".

 

 

153

ses bedst af et Flyveskrift fra denne Tid: "Den brave Holmens Magtes glade Indtog i Husene, paa den mærkværdige St. Antonii Dag 1772". Forfatteren paastaar heri, at den omtalte Gærning umuligt kan have været nogen Synd, "thi disse (udplyndrede) Folkes Gods var jo Tyve-Gods; naar det nu blev røvet, kom det blant Publikum igien, som det var stiaalet fra." Altsaa "var den existerte Maade den beste, Himlen kunde udtænke at straffe disse Skarns Pak paa." Holmens Folk kunde derfor den følgende Søndag med god Samvittighed gaa i deres Sognekirke og med sejrsglade, samstemmende Hjærter høre Bremerholmsprovsten udbrede sig over Dagens Evangelium (Brylluppet i Kana) i en Prædiken, som var betitlet "Forstyrrernes Forstyrrelse", og hvis "Hoved-Sats" var: "En kummerlig Omstændighed glædeligen forandret til almindelig Fordeel og Glæde", hvorved især "to Ting merkes: 1. Omstændigheden, som er kummerlig, 2. Forandringen, som er almindelig, fordeelagtig og glædelig." Det hele havde i Sandhed været ret fordelagtigt for visse Individer i Nyboder: Sommeren derpaa solede Folk her ude Sengklæder, hvis hele Udstyrelse røbede en finere Oprindelse. Ikke mange Uger efter hin Januar Nat drog Nyboder hoverende ud til Fælleden, hvor Struensee maatte bøde for sin Letsindighed; men Mandskabet vendte meget stilfærdigt tilbage, thi det blodige Skuespil havde ikke undladt at gøre et saare alvorligt Indtryk paa selv de haardeste Gemytter 7). Struensee havde, Dagen før han blev styrtet, ladet en Kabinetsordre udgaa om, at al Naturalforplejning skulde ophøre ved Søetaten; lige saa overilet dette Bud var, lige saa virkningsløst blev det

 

 

154

ved Ophavsmandens Fald. En anden Befaling om, at alle Nyboders Børn under 6 Aar, som Forældrene ej kunde ernære, skulde sendes til Anstalten for Hittebørn, - havde et menneskekærligt Motiv, som Datiden vist nok ikke forstod at vurdere 9).

Straks i Begyndelsen af den saa kaldte guldbergske Periode indgik Haandværkerne til Kongen med en i ærbødige Udtryk affattet Ansøgning 10), hvori de blandt andet udbad sig deres Dagløn betalt maanedsvis i Stedet for, som hidtil, kvartalsvis; til det forøgede Arbejde ved Lønnens hyppigere Beregning tilbød de selv at ville underholde en duelig Skriver. Men Ansøgningen blev standset paa Vejen til Kollegiet, idet man betydede Ansøgerne, at deres Ønske var aldeles utilstedeligt. Haandværkerne tabte imidlertid ikke Modet, Ansøgningen blev atter indgiven, smukt udstyret, indbunden i blaat Bind. Den vakte en Del Opmærksomhed ved Hoffet Enkedronning Juliane Marie, hed det endog, vilde se den, og en af Ministrene bragte den til hende. Men den vendte ikke mere tilbage til Kollegiet; Hofgunsten havde kun været forbigaaende; der faldt snart en Resolution, som lod Folkene vide, at den attraaede Forandring ikke vilde være til deres eget Gavn, eftersom deres Kredit maatte blive mindre, naar de ikke, saaledes som det nu var Tilfælde, havde større Pengesummer mellem Hænder paa én Gang; ej heller vilde det ansøgte være i Statens Interesse: der var ikke tilstrækkelig Tid til en saa hyppig Beregning, og det maatte ventes, at den Døsighed og Lunkenhed, som Haandværkerne allerede nu udviste under Arbejdet paa de Dage, som fulgte umiddelbart efter Daglønnens Ud-

 

 

155

betaling, vilde vise sig tre Gange saa ofte, hvis Forandringen indførtes. Skønt Folkene saaledes paa ny havde faaet Afslag, vedblev de at holde Møder i samme Anledning, hvorfor Regeringen saa sig nødsaget til at udstede en kongelig Ordre 11), som blev trykt og opsloges rundt omkring paa Holmene og til Overflod oplæstes i de samlede Arbejdskompagniers Nærværelse; Ordren advarede Folkene imod at foranstalte uordentlige Sammenløb og indpræntede dem at holde sig Søkrigsartiklerne efterretteligt. I de følgende Aar (1774-75) fandt en større Afskedigelse Sted blandt Haandværkerne, men Skibsbyggeriets udviklede Standpunkt gjorde det straks nødvendigt at antage private Arbejdere for at erstatte de afskedigede. Det var en Reform af en lidet indgribende Natur, da de gamle Benævnelser paa de forskællige Livsstillinger i Søetaten ved denne Tid ombyttedes med mere moderne Navne, saa at f. Ex. "Ober-Archelimester" blev til Overkanoner, "Bysseskiøtter" til Konstabel o. s. v. Nyboder var endnu tilbøjeligt til at tage den svageres Parti, selv om denne ikke havde Retten paa sin Side. Saaledes paaminder en Anordning fra 1777 Folkene om, at man ikke maa huse eller beskytte Betlere, endnu mindre gøre de fattiges Fogder nogen Overlast, hvis man ikke vil have med Nyboders Vagt at skaffe 12). I Aaret 1779 hændtes den Ulykke, at Krudttaarnet ved Østervold sprang i Luften. Det gik især ud over Nyboder, som blev "næsten ruineret." 47 Mennesker kvæstedes, og 7 døde af deres Saar; Bygningerne fik en Skade, der vurderedes til 40,000 Rdl., medens Tabet, som Beboerne led ved Ødelæggelsen af deres Bohave, ansloges til 3500 Rdl. 13). Der maatte

 

 

156

bevilges en usædvanlig stor Sum til Nyboders Reparation dette Aar; og Ulykken blev en velkommen Anledning for en Del Folkedigtere til at sætte deres Penne i Virksomhed med at forevige den opsigtsvækkende Tildragelse. Krudttaarnet opførtes paa ny, men er nedbrudt i vore Dage (1872), - Da der, i Følge en almindeligt udbredt Mening, var meget at udsætte paa Divisionernes Tilstand, lod en nedsat Kommission holde Generalmønstring over Mandskabet og fik derved Manglerne konstaterede; men da Kommissionen tillige fremkom med flere Forslag, som tilsigtede en Ændring i de paaankede Forhold, erklærede Admiralitetet, at Kompagnierne vare i saa god en Stand, som det kunde forlanges, og dermed slog man sig til Ro. - Aaret 1783 blev mindeværdigt ved en Opfindelse, som friede Mandskabet for et stort Besvær; Fabrikmesteren Hendrich Gerner opfandt nemlig "en kunstig Mølle at skaffe Vandet ud af Skjoldungens Flyhavn." Den Glæde, hvormed Opfindelsen sikkert er bleven hilset af alle, har fundet sit Udtryk i et Digt i Folkevisetone, forfattet af en Søofficer (H. C. Sneedorff). Det begynder saaledes:

Hr. Henrik han sidder saa tankefuld,
hans Hoved til Jorden mon hælde;
det gør hannem Sjælen saa sorrigfuld,
at Skjoldungens Stridsmænd mon trælle.

Pumpeværket, som traadte i Stedet for de 50 Pumper af almindelig Konstruktion, hvorved Dokken forhen tømtes, var meget sindrigt; det uvante Arbejde voldte Datidens Haandværkere meget Hovedbrud; men Hr. Henrik kunde selv give dem direkte Vejledning:

 

 

157

Han talte de Tømmermænd Øksehug til,
vog Slaget af Smedens Hammer;

og Værket, hvortil der blev anvist 10,000 Rdl., fuldførtes i 29 Uger. Resultatet var glimrende:

Det undrer hver Mand, som tænker derpaa,
at ej udi ét Døgn til Ende
kan to Gange fire Ros mere formaa,
end fem hundred Mand udi trende.
Nu snurre de Guldhjul for Gangerens Skridt,
nu bruges kun Skioldungens Stridsmænd til Strid.
Hil være Hr. Henrik !

Og Hjulene snurred for Gangerens Skridt i 70 Aar, indtil Dampen gjorde dem overflødige *). Aaret efter den Gernerske Opfindelses Fremkomst havde Guldbergs Regimente Ende. At denne Minister ikke helt har manglet Hjærte for Nyboder, fremgaar af den Beredvillighed, hvormed hans Regering i 1783 ydede Erstatning til de menige, som havde lidt Tab ved Stokhusmøllens Brand, idet al deres Maanedsrug, som de havde indleveret til Maling paa Møllen, var bleven et Rov for Luerne 14). Denne Hjælp kunde for øvrigt nok gøres behov; thi det var den Gang dyre Tider at leve i; Kostpengenes Vækst kunne give os Underretning om Livsfornødenhedernes stigende Værdi. Kosten blev 1688 vurderet til 20 Rdl. aarligt, og Prisen holdt sig temmelig uforandret i henved 100 Aar, indtil den 1772 begyndte at stige; 1784 var den naaet til 37 à 38 Rdl., og paa det Punkt blev den staaende Aarhundredet ud.

__________

*) Maskinen, som derefter og indtil 1880 drev Dokkens Damppumpe, havde ogsaa Interesse for Holmens Folk; den var nemlig et Sejrstropæ, hidrørende fra den slesvigholstenske Dampkanonbaad von der Tann, som erobredes af de danske 1850 7).

 

 

158

Holmens Folk kunde i saadan Dyrtid være glade ved at modtage Kosten in natura; dog forslog Provianten jo ikke til hele Familiens Underhold, og derfor har Underklassernes Stilling paa hin Tid alligevel været meget trykkende.

Ogsaa i Kronprinsens Regeringstid kunde en Opfindelse, denne Gang dog af udenlandsk Herkomst, yde Holmens Folk god Haandsrækning ved deres Arbejde. 1787-88 blev der i Søetatens Grovsmedie paa Gammelholm af indkaldte Englændere opsat en "Ildmaskine", den første Dampmaskine her til Lands; dens Kedel skal have været af Kobber; Udbygningen, hvori Maskinen fik Plads, benævnedes sædvanligvis "Cylinderhuset". Englænderne vedblev at være ansatte som Maskinister indtil 1802; da synes det foregaaende Aars Fjendtligheder med den engelske Nation at have umuliggjort disse Udlændinges Stilling ved Holmen. Maskinen, som havde kostet 81,000 Rdl., og som allerede 1805 maatte erstattes med en anden, drev to Hamre, en stor og en lille, men mægtede dog ikke at sætte dem begge i Bevægelse paa én Gang. Hvor let lod nu ikke det glødende Jærn sig forme, bearbejdet af den for Resten ikke synderligt tunge "store" Hammer, som hævedes i Vejret af fire roterende Arme; - hidindtil havde Arbejderne møjsommeligt maattet danne Jærnet til det kolossale Skibsanker ved selv at svinge Haandhamrene. - Havde den foregaaende Regering bevaret Tallet paa Matroserne nogenledes uformindsket, saa foretager Kronprinsen nu en større Reduktion, hvorved hver Division mister ét Kompagni; men i sin Adfærd lige over for Haand-

 

 

159

værkerne *) synes Kronprinsen i Begyndelsen at ville træde i den forrige Styrelses Fodspor. Haandværkerne reduceres (1791) "paa Grund af den indførte langsommere Bygningstur (ved Skibsbyggeriet), og da alt Arbejde, som kan, skal forfærdig es uden for Holmen" 15). Og da et halvthundrede Haandværkere, sagtens i Anledning af det endnu brændende Lønningsspørgsmaal, (1794) bringe Opløb i Stand ved Bommens Vagt, paa Amalienborg Plads og Gammelholm, tænker Regeringen ingenlunde paa at give efter for deres Fordringer; en General-Krigsret maa dømme de skyldige, hvis Straffe vel blive formildede af Regeringen, men desuagtet ere strænge nok (1 Mand sættes til Fæstningsarbejde paa Livstid, 3 til samme Arbejde paa Kongens Naade, 6 faa Kat o. s. v.). Men snart derpaa forandrer Styrelsen Tænkemaade; nu tilbagekaldes én Ordre om at afskedige henved 300 Svende, og der bliver endog antaget henved 250 nye Haandværkere; nu lægges der tre nye Kompagnier til Stokkens fem ældre; nu forsynes 40 Lærlinge med Redskab for kongelig Regning, og ikke længe efter have alle Haandværkere "frit Redskab", dog med den Forpligtelse, at de selv stedse holde Værktøjet i forsvarlig Stand; nu finder endelig Lønningsspørgsmaalet sin fredelige Afgørelse, idet; den maanedlige Udbetaling ogsaa udstrækkes til Haandværkernes Dagløn 16); disse og flere lignende Forbedringer i Haandværkernes Stilling vare Vidnesbyrd om, at Kronprinsen havde til Raadgiver en indsigtsfuld Velynder af Holmens Folk.

__________

*) 1790 opkaldtes 3dje Departement i Kollegiet efter Haandværkerstokken, 4de Departement efter Divisionerne.

 

 

160

Alle vare enige om at nævne Fabrikmester F C. H. Hohlenberg (1796-1803) som denne Velynder; hans Navn havde en god Klang i Nyboder; i senere Perioder skuede Holmens Folk tilbage paa hans Embedstid med et Suk, thi den stod jo for dem som gyldne Dage. - Vi ville endnu minde om, at Københavns store Ildebrand 1795 tilførte Nyboder en Del husvilde Folk af Divisionerne og Haandværkerstokken, som hidtil havde boet i Byen; til disse brandlidte maatte der skaffes Plads, først i et Blokskib, "Norske Løve", som laa uden for Bommen, dernæst i Nyboder, hvis Bygninger af den Grund maatte forøges.

Orlogsskibene 7) vare paa den Tid ikkun simpelt indrettede; for de overordnede vare Bekvæmmelighederne faa, for Mandskabet endnu færre. Skaffeborde og Skaffebænke ansaas for unødvendige; ved Maaltiderne maatte Folkene altsaa sidde eller ligge ned paa Dækket, der ogsaa tjente som Sæde, naar de vilde bøde paa deres Klæder, og tillige som Pult, hvis de havde noget at skrive. Datidens Anordninger omtale vel Skibskister, - hvo, som lod Nøglen sidde i sin Kiste, fik ikke Erstatning for, hvad der blev stjaalet ud deraf, - men disse Gæmmer have sagtens været Mandskabets private Ejendom, naar ikke en Sæk har maattet gøre samme Nytte. Det offentlige leverede Hængemaatter til Køjer; saaledes i det mindste i Aaret 1678, da der anskaffedes 6700 Stykker, "undtagen de, som paa Skibene er i Behold og Folckene ej har med sig bekommet"; det var derimod overladt til Underklasserne selv at forsyne sig med Køjeklæder af deres egen Lomme, men der maatte ikke som i Kristian den fjerdes Tid føres Hø og Halm om

 
 

161

Bord til denne Brug, hvilket allerede var forbudt 1625. Endnu 1789 maa Køjeklæderne have været Matrosernes Ejendom, siden det da forbydes Husværterne i København at tilbageholde de indrullerede Søfolks Køjer og Klæder, som havde boet hos dem og vare blevne dem noget skyldige. Den Orden og Renlighed, -som nu er en Pryd for vore Krigsskibe, kunde under de omtalte Forhold ikke gennemføres. De meniges Mangel paa Ordenssans og paa de fornødne Pengemidler til en rigelig Ekvipering, - Mangler, som de haarde Straffe, der ofte uddeltes derfor om Bord, ikke kunde afhjælpe, - medførte smitsomme Febre og væmmelige Hudsygdomme, som end ikke Befalingsmændene gik fri for. Exempelvis kan anføres, at i Tidsrummet fra 1779 til 1788 mistede 4 Orlogsskibe paa deres Togter til de varme Lande mange Folk ved Sygdomme, sandsynligvis opstaaede af ovennævnte Grund. Cheferne tiltaltes vel retsligt, men Straffen blev i Almindelighed eftergiven dem, og med Rette, thi man havde endnu ikke Blik for de egentlige Aarsager til Ondet og kunde derfor ikke træffe virksomme Foranstaltninger derimod. Men ved Skibenes stadigt forbedrede Indretning, ved bedre Forplejning især paa længere Togter og ved Chefernes af Regeringen støttede Bestræbelser for at vedligeholde "et muntert og let Sind" hos Mandskabet opnaaedes stedse glædeligere Resultater.

__________



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top