eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

110


VIII.

Pesten 1711. - Jordefærd. - Flaadens Tilstand. - Nøden under den store nordiske Krig. - Generalmønstring. - De aftakkede. - Gældens Afbetaling. - Kommissionen i Nyboder 1721. - Peder Paars. - Gadeviser. Seignr. Nagel. - Bremerholmsfangerne.

__________

Det attende Aarhundredes Begyndelse førte en ny, langvarig Fejde i sit Skjold. Atter høstede Søværnet under en Huitfeld, Sebested, Gabel, Råben, Tordenskiold store og uvisnelige Lavrbær; atter indlagde danske Søkrigere sig Berømmelse i Køgebugt, Nydyb og Dynøkilen, ved Femern, Rygen og Marstrand. Atter denne Krig er mærkværdig i Nyboders Historie, men det er Nød og Død, som have indristet Runerne.

Under Krigen opkom der 1710 om Bord paa Flaaden en smitsom Forraadnelsesfeber, der angreb saare mange og medførte Døden for de fleste, som den angreb. Da de syge bragtes i Land, forplantedes Smitten blandt Københavns Indbyggere og vel ikke mindst blandt Nyboders Befolkning; henved 6000 Mennesker maatte bukke under for Soten. Denne var dog kun en Forløber for en haardere Hjemsøgelse, som Nyboder,

 

 

111

sammen med det øvrige København, maatte [prøve det næste Aar. Vi sigte til den forfærdelige Pest, som hærjede Hovedstaden 1711. Farsoten begyndte i Juni Maaned, naaede sit Højdepunkt i Avgust og September, da der i én Uge døde over 2400 Mennesker; var, særligt for Nyboders Vedkommende, næsten helt aftagen i Oktober, men havde først rigtigt forladt Byen i Marts 1712. Da havde den bortrevet i det hele 23,000 Mennesker, en Tredjedel af Byens daværende Befolkning. Vi ville dog ikke skildre Pestens frygtelige Ødelæggelser, men kun fremhæve nogle Træk, som kunne kaste et Strejflys over Datidens og specielt Nyboders Forhold. - Der var i Pestens Tid indsat en Sundhedskommission, udstyret med Myndighed til at træffe Foranstaltninger til Epidemiens Bekæmpelse. Kommissionen udstrakte ogsaa sin Virksomhed til Nyboder og talte derfor en Søofficer blandt sine Medlemmer. Men dens Foranstaltninger fandt i Reglen ikke Naade for Nyboders Øjne; Befolkningen her havde i mange Henseender sine egne Meninger og indgroede Fordomme, som for øvrigt ogsaa næredes af de fleste blandt de lavere Stænder paa den Tid. Kommissionen ansatte i Nyboder en Barbermester (Kirurg) med en Svend og lod Admiralitetet udnævne "Kommissærer", der skulde undersøge Kvarterets Sundhedstilstand, skaffe Hjælp til de syge, - over hvilke der i Begyndelsen førtes ugentlige Lister, som afgaves "under Barberens Haand", 1) - og sørge for de dødes Jordefærd. Men Nyboder vilde nødigt modtage Kommissærernes Hjælp og gøre Anmældelse om sine syge, og det af flere Grunde. For det første har man stedse herude haft en vis Frygt for Lægen og

 

 

112

den Bistand, han kunde yde; og især i de for Haanden værende "svage Tider", da de, hvem Farsoten angreb, sjældent undgik Døden, vilde man hellere kludre lidt paa sig selv med Tjæreplastre eller andet sligt og saa finde sig i sin Skæbne, hvordan den end monne blive, - end maaske forværre Pinen ved de Midler, hvorover Lægekunsten paa sit daværende Standpunkt raadede, og som dog vist ikke hjalp noget. - Men dernæst medførte den offentlige Sygehjælp, naar den blev begæret og modtagen, ikke faa Ubehageligheder. Det anordnedes i Epidemiens Begyndelse, at ethvert Hus, hvori Pesten viste sig, skulde mærkes med et Kors, og at dernæst en stræng Afsondring skulde finde Sted for den syges Vedkommende. Dette Paabud har sikkert slet ikke ladet sig gennemføre i Nyboder, hvor Huslejlighederne vare saa indskrænkede, og har i ethvert Tilfælde været ilde set; men bedre Modtagelse timedes der ikke en anden Befaling, som Kommissionen senere lod udgaa. I Følge den nye Anordning maatte de syge ikke længere plejes i Hjemmet, men skulde saa hurtigt som muligt transporteres til de forskællige Hospitaler og Lazaretter. Nyboders Folk vare nærmest henviste til Søkvæsthuset, men det var snart overfyldt og dets Lægebesætning delvis uddød; heller ikke synes det at have være bestemt for kvindelige Patienter. Saa var der Pestlazaretterne paa Vodrufs Gaard og Ladegaarden, men Efterretningerne fra disse Sygehuse vare ingenlunde gunstige; man talte om, at der manglede Betjening, Rekvisitter, ja endog Plads til de syge; at alle Slags Uordener, Bestikkelser, Forbrydelser gik i Svang der ude; at hvo, som kunde, flygtede bort derfra;

 

 

113

have Nyboders Folk al Tid haft Aversion for at "komme paa Hospitalet", da kunde deres Uvilje i nærværende Tilfælde ikke kaldes ugrundet. Saa langt hellere blive hjemme og dø i Fred og Ro! - Men naar Nyboder saaledes ikke har villet tage imod Sygehjælpen i den ganske vist ufuldkomne Skikkelse, hvori den blev ydet, kunne vi da ikke heri søge den rimeligste Forklaring til den Kændsgærning, at Pesten rasede med størst Voldsomhed og havde sin rigeste Høst netop blandt Nyboders Befolkning? Det ene Nybodershus uddøde efter det andet, blev forladt og forfaldt, da ingen Beboer længere holdt det vedlige; disse øde, "spolerede" Huse vare endnu 10 Aar derefter "Pestens Reliquier" 2).

Befriede Døden den syge for Isolation eller Lazaret, saa skulde der jo tænkes paa Jordfæstelsen. - Denne foregik under almindelige Forhold i Nyboder "fra Hjemmet", for saa vidt man ikke gjorde Brug af Kapellet paa Skibskirkegaard, men dette "Holmens Kapel" var allerede 1754 jævnet med Jorden. Man var vant 3) til at beholde det omhyggeligt klædte Lig hjemme i den lille Nyboderslejlighed indtil Begravelsesdagen; man gik ud og ind i det Værelse, hvor den døde hvilede; Børnene legede der uden mindste Frygt, ja drog endog den døde med ind i deres Leg; det var i ethvert Fald morsommere for dem end at opholde sig i den anden Stue,. hvor de voksne sad saa alvorlige og drøftede Arvespørgsmaalet. Denne venskabelige Drøftelse krævedes af alle Arvingernes velforstaaede Interesse, naar de vilde undgaa ufornøden Splid og Trætte om den Smule, som den døde havde efterladt sig; det var bedst at have saa lidt som muligt at bestille med Øvrigheden, - for hvem

 

 

114

Mønsterskriveren 4) (1680) eller senere Kompagnichefen havde anmældt Dødsfaldet; - thi vel vare Udgifterne, naar Boet skulde opgøres ved Rettens Hjælp, ikke store, da menige blandt andet vare fritagne for at bruge Stempelpapir i Skiftesager; men man kunde ikke godt undlade at yde en Kændelse til Skifteforvalteren *). - Saa oprandt Dagen, paa hvilken Liget skulde sænkes ned i sit "sidste Hvilested og salige Sovekammer". Meget velkomment var det, om Præsten, som forrettede Jordpaakastelsen, uopfordret vilde holde Ligtale; thi, uagtet der var Pengehjælp at faa hos Kompagnichefen, - som havde Bemyndigelse til ved saadan Lejlighed at forstrække menige med én Maaneds "Besolding", - saa havde man dog ikke Raad til at bestille en "Sermon" hos Præsten; lige saa lidt kunde man tænke paa Klokkeringning til Ære for den døde, end sige lade Skolemester og Børn "gaa for Lig" med højtidelig Salmesang. Alle de Penge, der kunde afses, gik til mere

__________

*) I Nyboders ældste Tid foretoges Skiftet af "Fiskalen", assisteret af tvende Mænd, f. Ex. en Mønsterkriver og en Skipper 5). Senere (1714) fik Under-Admiralitetsrettens Præsident Eneret paa at behandle alle Søetatens "Stervboer". men Divisionscheferne vare (efter 1720) ogsaa berettigede dertil, hvorfor der opstod adskillige Tvistemaal mellem disse to Myndigheder, indtil hver af dem (1724) fik sit særegne Omraade; Divisionschefen blev saaledes Skifteforvalter for Underofficerer og "gemene". Men efter 3 Aars Forløb overgik alle Marinens Skiftesager igen til ovennævnte Retspræsident, der ogsaa beholdt dem, efter at han (1757) havde forenet sit Embede ved Under-Admiralitetsretten med Stillingen som Avditør ved Kombineret Ret. Han havde en Skifteskriver (eller "Adjunct") som Medhjælper. Siden 1771 afgøres alle Arvefaldssager af Hof- og Stadsretten. Almisselemmers Efterladenskaber forvaltedes dog gratis og uden Rettens Mellemkomst af Kvæsthusets Betjente.

 

 

115

materielle Ting, til Spise og Drikke, hvormed Følget og de, der skulde bære Liget ud, gæstfrit beværtedes, og hvorved Sorgen øjensynligt blev stillet. Alt dette var efter Nyboders Mening nødvendigt for at vise den afdøde den sidste Ære; men i Pestens Tid slog Sundhedskommissionen en Streg over disse Sædvaner. Værst at bekæmpe var den Skik at bære de døde til Graven; Dødsfaldenes store Mængde under Pesten gjorde det aldeles nødvendigt at anvende Vogne til Ligenes Transport, men Nyboders Folk mente, at enhver Afvigelse fra den gamle Skik vilde hindre dem i at fly deres døde "ordentligt" til Jorden *), og Øvrigheden blev en Tid lang nødt til at tolerere denne "Egenraadighed", som Nyboder fik Mod til at vise, da den Søofficer, som sad i Sundhedskommissionen, netop var fraværende. Først senere blev Kommissionens Befaling respekteret, og Ligvognene kom i Gang **). - Men hvor skulde den overvældende Mængde jordes? Var man om Bord og i rum Sø, da havde man ikke Behov at se sig længe om efter Stedet, hvor den døde skulde hvile. Naar Liget var behørigt indsnøret i sine Køjeklæder og en Kanon-

__________

*) Da ogsaa Byens Borgere helst ønskede Ligene udbaarne var der ansat en Del Ligbærere. Ikke faa af de hjemmeværende Holmens Folk havde taget Tjeneste som Ligdragere, - rigtignok kun for "gemene" Lig; - 5 af disse Ligbærere fra Nyboder overlevede Pesten.

**) I Aaret 1800 fik Holmens Folk gratis Ligvogn; den skulde være simpel, men ordentlig; Ligvognskusken skulde have sorte Klæder og Kappe og ellers være anstændig i Opførsel; Hestene og Ligklædet i forsvarlig Stand. - Tillige blev det bestemt, hvem der som nærpaarørende i Følge Krigsartikelsbrevene maatte anses for berettiget til at fordre Frihed for Tjenesten for at følge den afdøde til Jorden 6).

 

 

116

kugle anbragt ved Fodenden, udtalte Skibspræsten eller Chefen den sidste Indvielses Ord over den afdøde i Overværelse af dennes Kammerater, som Baadsmandspiben havde kaldet op paa Dækket, og medens Flaget blev strøget paa halv Stang og Kanonskuddet drønede, sænkedes Liget i Bølgerne og var sporløst forsvundet, inden Krudtrøgen endnu havde fordelt sig. Intet Steds vægrer det store Hav sig ved at modtage de bortgangne. Men i Land maa der tages flere Hensyn, naar "den moderlige Jord" skal gæmme, hvad dens er. Der var under Pesten blevet afstukket en ny Kirkegaard tæt uden for Kastellet; her gravedes lange, 6 Fod dybe Grøfter, og i dem nedlagdes de afsjælede Legemer i flere Lag og i uafbrudte Rækker. Men slige Gruber betragtedes af Nyboder som upassende Hvilesteder for hensovede. Det var nu en Del Aar, siden Holmens Folk maatte ophøre at begrave deres døde paa Bremerholms Kirkegaard, som allerede 1647 kaldtes "den gamle" og laa op til "Sejlhuset", der 1661, da det benyttedes som Sygehus, tog en stor Del af Kirkegaarden til Kaalhave. Imidlertid var Nyboder blevet henvist først (1632) til den "nye" Kirkegaard (Urtegaard), der var tillagt og givet Holmens Sogn og laa ved Sognets Kirke; dernæst (1654) til Holmens Assistenskirkegaard ved St. Annæ, den "trinde" Kirke; og endelig havde Nyboder faaet sin egen Gravplads paa "Skibskirkegaard". Mange af vore Folk, som levede paa Pestens Tid, kunde endnu mindes, at denne Kirkegaard blev indviet 1666, og at den første, der blev nedsat her, var en af deres Midte, Baadsmanden Mogens Mørchestue; her ude havde de fri Jord for dem selv, deres

 

 

117

Hustruer, Enker og Børn; - og her vedblev de ogsaa i Pestens Dage at jorde deres døde. De bragte da Ligene ud, hvad enten der forinden var kastet nogen Grav eller ikke; for at faa Graven gravet, hvor de helst vilde, bestak de Bremerholmsfangerne, der ellers vare satte til det dødbringende Arbejde ved Fællesgruberne 7); ja værre Uordner forefaldt, naar Ligfølget, af Frygt for Smitte eller af Sløvhed henkastede Ligene ujordede paa Kirkegaarden. En utaalelig Stank var Følgen af denne hensynsløse Opførsel. Man blev da nødsaget til at lade Skibskirkegaard bevogte af en Ryttervagt, som skulde hindre al Uorden og paase, at Nyboders Folk jordede deres paarørende i Gruberne ved Kastellet; maaske er Nyboder blevet begunstiget meden speciel Kule til egen Brug, hvilket jo al Tid var en Trøst.

Endelig syntes Pesten at ville høre op; Byen skulde da "renses". Rensningen af Husene blev iværksat ved Kalkning og Tvætning; hvad de afdødes Efterladenskaber angaar, troede man, at en Desinficering var tilstrækkelig. En Prøve herpaa gjordes i Nyboder, men Folkene her vilde ikke indse Nytten af disse Forsøg, som syntes at forudsætte, at man ikke længer turde være Herre over sin lovlige Eiendom; og derfor bleve "de af Sundhedskommissionen i Nyboder udskikkede Personer meget utilbørligt regalerede baade med Skældsord og Stene", saa at Politiet maatte tage sin Tilflugt til den bevæbnede Magt. Nyboders Folk havde sikkert glemt, hvad der længe i Forvejen var blevet publiceret for dem under Trommeslag, at de "i skarpeste Maade skulde straffes, om de understod sig Politimesteren eller hans Betjente udi deres Forretning nogen Hindring og.Ulempe at til-

 

 

118

føje eller Haand paa dem lægge" 8). Den Modstand, son! Nyboder ydede de forskællige Forholdsregler, maatte ganske vist kaldes fortvivlet og ufornuftig; men det var ogsaa fortvivlede Tider, med Dyrtid, med Mangel paa Levnetsmidler, med Mangel paa Brændsel og med den stadigt truende Død.

Pesten indtraf i Krigens Tid og ramte især de bjemmeværende: Haandværkerne, Konerne og Børnene; men Sømændene, der vare om Bord paa den udrustede Flaade, gik dog heller ikke fri for Sygdom. Af Frygt for, at Smitten i Byen skulde overføres til Flaaden, havde man udrustet og provianteret denne i største Hast; Skibene indtog deres Fornødenheder uden for Bommen og tillod ikke, at nogen af Mandskabet gik i Land 9). Men Hastværk er Lastværk. Flaaden blev kun daarligt forsynet, og det lidet, man gav sig Tid at tage med, var som oftest uspiseligt. Mandskabet maatte lade sig nøje med Vand i Stedet for Øl, - som man ellers ansaa for uundværligt for en Sømand, - ja det blev endog nødvendigt, til stor Misfornøjelse for Folkene, at indskrænke Skafningen til tvende Maaltider om Dagen; men for øvrigt fulgte man Spisereglementet troligt og leverede næsten stadigt en og samme Ret Mad, kogt paa halvt fordærvede Ærter eller (efter den 8de Avgust 10)) paa Gryn, "der saa meget ilde ud". Og da Flaaden det Efteraar blev holdt i Søen saa længe som muligt, led Mandskabet særdeles meget af Kulden, som de "halvnøgne og med Klæder uforsynede Legemer" ikke kunde modstaa. Kort sagt, Mandskabets Tilstand var saa ussel, at "hvert Hjærte, undtagen en Kommissariats Herres *),

__________

*) Flaadens Forsyning var betroet til Genera-Kommissariatets Omsorg.

 

 

119

maatte bløde derved". Den let forudseelige Følge af disse ynkelige Forhold var Sygdom; Skørbug og hidsige Febre rasede om Bord, men Tilfælde af Pesten forekom ogsaa. Der var Skibe, paastod man, som ikke havde Mandskab nok til at lette Anker. De Hospitalsskibe, man i Sommerens Løb havde indrettet 11), kunde ikke rumme alle de syge. Under disse Omstændigheder blev man (i November) tvungen til at søge Havn ved Hovedstaden, hvor Pesten heldigvis var i Aftagende; de syge fra Flaaden anbragtes paa Ladegaardslazarettet; for de sunde Matroser og Haandværkere (2500 Mand) skulde der i Følge kongelig Befaling paa Nyholm opføres Barakker af Træ eller Straa ,,saa billigt som muligt"; og for at afskære Mandskabet fra alt Samkvæm med den inficerede By, skulde der paa Holmen ansættes Marketendere, som havde Udsalg med "got" Øl, Brændevin, Tobak og andre vivres" 12). Denne Foranstaltning blev til en vis Grad overflødig, hvis den over Hoved nogen Sinde er bleven sat fuldstændigt i Værk. Orlogsskibenes Besætninger have lige fuldt straks efter Hjemkomsten opsøgt deres Familier og bekændte i Nyboder og ere derved komne i Huse, som Sygdommen havde befængt; thi ikke faa af de hjemvendte bleve smittede af Pest. Man maatte derfor (i December) skynde sig med at underkaste Nyboder den endelige Renselse; saaledes blev de gamle Boder i Stand til at modtage deres sædvanlige Befolkning *), og hine Barakker, som ikkun daarligt havde kunnet skærme mod Vinterkulden, stod nu tomme.

__________

*) Ikke meget smigrende for denne Befolkning er det Forslag, som Sundhedskommissionen fremkom med: at lade et Antal af de (raa) norske hværvede Matroser bo i Nyboder, men sende de der oprindeligt hjemmehørende til "Ejlandene"; thi sidstnævnte Folk "vare mere genstridige".

 

 

120

Under Krigen havde det været vanskeligt at skaffe Matroser til Orlogsflaaden ; man maatte "presse" Søfolk i København, i Helsingør, i Norge, skønt det paa denne Vis sammenskrabede Mandskab ingenlunde var fyldestgørende; ogsaa de indrullerede bleve med Magt transporterede om Bord af Soldater; i Stedet for Matroser maatte man nøjes med norske Soldater til Skibenes Bemanding, - i dette Stykke benyttede man dog en Udvej, som allerede havde hjulpet Kristian den femtes Regering i den skaanske Krig; - og i den faste Stok stod der midt under Krigen ikke mindre end 1250 Numre, over Fjerdedelen af det normerede Antal, ledige, uden at Regeringen kunde opdrive lysthavende til de vakante Pladser, - saa stor var Uviljen mod Kongens Tjeneste. Men der krævedes ogsaa store Opofrelser af de menige: var Søtjenesten fuld af Strabadser, da var Landtjenesten paa Holmen ligeledes saare anstrængende;. det fremgaar allerede deraf, at man saa ofte maatte øge Mandskabet, at ingen af Arbejderne kunde "mistes", det vil sige: undværes, og at Soldater maatte tages til Hjælp ved Lænspumpningen af Skibene og ved andet forefaldende Arbejde 13); men mest betegnende for den rastløse Virksomhed paa Holmen ere dog de kongelige Befalinger fra Aarene 1712, 1713, 1714, 1716, 1717, 1718, der byde, at Flaaden skal ekviperes eller desarmeres "ved Dag og Nat, med al menneskelig Flid"; de fortælle os med faa Ord, hvor store Fordringer der stilledes

 

 

121

til Mandskabet *). Og med alt det var Staten en daarlig Betaler, thi Pengemanglen var saare trykkende. Lønningerne betaltes kun af og til, mest regelmæssigt til de Befalingsmænd, som vare udkommanderede; men Officererne maatte som alle andre Embedsmænd, hvis Gage var over 400 Rdl., erlægge en Femtedel af Gagen i Krigsskat 15). Naar Staten over Hoved betalte, udrededes i Almindelighed den største Del af Beløbet i "avtoriserede Sedler", hvis Værdi var kun halv saa stor som den tilsvarende Sum i Sølv; og selv de Sølvpenge, man fik, havde forringet Værd, efterdi Krigen "havde drevet Hans Majestæt at lade slaa smaa Mønt af ringere Kalibre end den forrige" **). Da Regeringen ikkun udredede Mandskabets Løn "efter Cassens Tilstand", der aldrig tillod store Udbetalinger, voksede Statens Gæld til Underklasserne Aar for Aar, og den yderste Armod med alle sine sørgelige Følgesvende fik stedse større Herredømme i Nyboder. 1713 synes at have været et besværligt Aar for Nyboder; det kan skønnes af den

__________

*) Temmelig enestaaende er den Opmuntring, - Brød, Brændevin, Flæsk, Tobak, Piber, Øl, - der af Regeringen tildeltes Tømmermænd og Haandværkere paa Holmen (1715) som en Anerkændelse af deres "Flittighed" ved det fladbundede Skytsskib ("Platskib") Hielperens Bygning og Ekvipering. 1710, 1713 og 1720 betænkte Styrelsen ogsaa Krigsskibenes Besætninger med "Forfriskninger" af forskællig Art. Mestre og Mestersvende fik den ovenfor omtalte Krigsskat (20 Procents Afdraget af Gagen) eftergivet for 1718-20 "for deres hidindtil beviste Hurtighed og Flittighed" 14).

**) Der udmøntedes nemlig for henved 6 Millioner Rdl. Kurant norsk Sølv i lutter Tolvskillinger, hvis virkelige Værdi kun var 10 Skilling.


 

122

store Misfornøjelse, som i de Dage herskede herude. For at dæmpe Urolighederne befaledes der, at de Søkrigere, som bleve trufne paa Gaden efter Tappenstreg, skulde arresteres af Patrolvagten og exemplariter straffes. Men dette Bud holdt dog ikke Folkene i Tømme; Opløb hørte til Dagens Orden. Da tog man den Bestemmelse om nogle Matroser, der vare blevne arresterede under Opløbene, at de uden Dom skulde arbejde i Jærn deres Livstid; og for Fremtiden maatte "Autor" til saadanne Optøjer vente at blive hængt uden al Naade 16). Det synes at have hjulpet for en Tid. - Den tiltagende Nød drev Nyboder til at anraabe andre Menneskers Medlidenhed ved et vidtgaaende Tiggeri, som "de fattiges Fogder" havde ondt ved at bekæmpe, især da den mandlige Tigger her ude fra ikke skyede Haandgribeligheder, men tilføjede Fogderne megen Overlast i Udøvelsen af deres Gærning. Naar da Fattigfogderne satte sig til Modværge med blanke Vaaben, flød der Blod; men Kongen resolverede, at de Nyboders Folk, som saaledes havde "indmænget" sig i et eller andet Opløb og vare "komne til Skade" derved, skulde ligge paa deres Gærninger, medens Fogderne skulde være fri for al Tiltale og i denne Henseende have samme Ret som Byens Vægtere 17). - Aaret 1716 begyndte med en meget stræng Vinter: den kunde opfattes som et ugunstigt Varsel om de Ting, Aaret ellers havde at bringe, og Varslet talte ikke Usandhed. - Isen paa Øresund voksede i Tykkelse og dannede en naturlig Bro for Fjenden; men Hovedstaden var blottet for Soldater, og derfor blev Søetatens Mandskab opbudt for om muligt at afværge den truende Fare. Matroserne maatte forstærke Vagterne paa Hol-

 

 

123

men og Skibene, besætte de forskællige Søbatterier, gøre Tjeneste paa Stadens Volde og ise en bred Vaage fra Kastelspynten til Nyholm. Tøvejr befriede dog Mandskabet for denne Extratjeneste. En anden Fjende viste sig i Maj Maaned; Sygdom greb nemlig saa meget, om sig blandt Holmens Folk, at der maatte bygges Huse uden for Østerport til de syge; men ogsaa den Byrde var forsvindende i Sammenligning med de Pinagtigheder, som Finansernes sørgelige Afmagt forvoldte. Hværvingen af Mandskab gik dette Aar overordentligt trægt; men det var en Omstændighed, som næsten var bleven staaende Regel; mere uventet kom det at Provianten slap op paa den ubelejligste Tid; Korn var der intet af, og intet var der at købe for; man maatte da, tidligere paa Aaret end sædvanligt og paa Kredit, skaffe Korn, hvor det var at opdrive; til Betalingen af denne Gæld i visse Terminer tilvejebragte man Midler ved atter at sælge det Korn, som man senere ad ordinær Vej fik i Hænde; og saaledes blev Udgiften ved det første Indkøb "stoppet". Kost in natura kunde under disse Omstændigheder ikke uddeles til Holmens Folk, som i Stedet derfor fik Kostpenge *), men ikke kunde være tjente dermed; dels vare Pengene sunkne meget i

__________

*) Noget lignende var sket enkelte Gange i Kristian den femtes Tid. 1696 var Rugbeholdningen fuldstændigt opbrugt, hvorfor man udbetalte Kostpenge til Mandskabet. Proviantgaarden maa have været lige saa fattig 1699, siden der nu tales om Kostpengenes Forhøjelse og gives Bestemmelser om, at Sø- og Haandværkerfolket skal med rede Penge erlægge Konsumtions afgiften af Rug og af Malt, uagtet disse Ting ikke ydes in natura, men erstattes med Penge.

 

 

124

Værd, dels vare Kostpengene, som Modtagerne "foregav", altfor knappe i Forhold til Naturaliernes sande Værdi, saa at Folkene "ej kunde udkomme med det tillagte". Regeringen maatte for denne Gang gaa ind paa at give dem 8 Skilling ud over, hvad der hidindtil maanedligt "var godtgjort paa en Baadsmand". Senere hen paa Aaret, i Avgust, overvejede Styrelsen, om det fremtidigt ikke vilde være fordelagtigst at udrede Kosten bestandigt kun i Penge; - Provianten synes altsaa endnu ikke at have været til Stede i rigelig Mængde. "Cassen" har aabenbart været stillet ganske paa samme Vis som Proviantgaarden; derom vidner det Forslag, at Holmens Kompagnier dette Aar, foruden deres Kostpenge, kun skulde have halv Gage. Det er rimeligt, at ovennævnte Forslag virkeligt kom til Udførelse, thi Tilstanden var næsten fortvivlet. Derfor fik de lemlæstede, kasserede og dimitterede Søfolk og de afdødes Hustruer og Arvinger dette Aar kun 10,000 Rdl, eller maaske ikke en Gang saa meget, skønt man skyldte dem over 100,000 Rdl., hvilken Sum ej kunde skaffes til Veje, da man havde andre mere presserende Udgifter at dække. Ja, Kongen maatte i disse pengeløse og knappe Tider bede de Søofficerer, som ikke vare i Kampagne, om at have nogen "patience"; de allernødvendigste Udgifters Betaling svækkede "Cassen" i den Grad, at de udkommanderede Befalingsmænds Kahytpenge ikkun "saa vidt muligt" kunde udredes i visse Afdrag 18 *). - Hvad der maa have forøget

__________

*) Det er forstaaeligt, at disse de store Restancers Dage ofte lod Fordringshaverne leve i en vis Uvidenhed om, hvor megen Gæld Staten havde berigtiget, og hvor megen der endnu resterede 1716 ansøgte to "Matros-Quinder" om at erholde tre Maaneders Gage af deres Mænds Løn, som de efter deres Mening havde til gode. Men det viste sig snart, at de Penge, hvorom de ansøgte, alt forlængst vare blevne dem betalte; Kvinderne bleve derfor afviste og maatte "efterdags ei understaae sig med sligt at indkomme".

 

 

125

Nøden i Nyboder, var den Omstændighed, at den udkommanderede Matros i Reglen først kunde vente at modtage sin Løn henimod Slutningen af Aaret. For at skaffe Subsistensmidler i Mellemtiden maatte Familien hjemme nødvendigvis stifte Gæld, som skulde klares, naar Lønningen forhaabentligt indtraf. Paa dette uheldige Forhold raadede Regeringen til Dels Bod ved i Aaret 1717 at forstrække de udkommanderede Matrosers Hustruer med en eller flere Maaneders Løn. Rigtignok faldt disse Penge straks i Kreditorernes Hænder, lige imod Kongens oprindelige Vilje, i Følge hvilken ingen Matroses resterende Lønning maatte udbetales til andre end ham selv; Omstændighederne tvang dog snart Regeringen til at gøre den Indrømmelse, at Gagen skulde være at betale enten til Matrosens Hustru eller til hans Kreditorer. Men det skal erkændes, at Styrelsen havde god Vilje til at hjælpe. I det nævnte Aars December Maaned befalede Kongen, at Matroserne skulde have et halvt Aars Løn udbetalt, men 24 Dage derefter er denne Ordre, hvad Hans Majestæt "med Forundring" har fornummet, endnu ikke efterlevet. Med Lethed gætte vi Grunden til denne Forsømmelse: i det tomme Zahlkammer kunde selv den enevældige Konges Befalinger ikke fremtrylle Skatte. Resolutionerne fra 1718 om, at Matroserne skulde have Lønnen lige saa "rigtigt" som Soldaterne, og at hines Betaling skulde falde uden

 

 

126

Ophold ligesom "Lehningen" ved Armeen, have vist heller ikke givet Tingene et meget forbedret Udseende 19). Nøden i Nyboder vedblev at være lige stor. Den skildres med levende Farver i en Admiralitetsindstilling fra denne Sommer. Søkrigernes Hustruer, hedder det, strejfede omkring i Truppevis, raabende om Penge og Brød til at stille deres og deres usle Børns Hunger og Tørst; ikke bedende om, hvad der tilkom dem, men om det, hvormed de skulde opholde deres Børns Levnet. Tidligere havde Folkene dog faaet noget i Ny og Næ; men for Tiden "fournerede" Kammeret slet ikke Penge, og derfor havde Elendigheden taget saadan Overhaand, at "mand omsider maa frygte for een eller anden desperat Accidentser; kommer de paa Gaden og betler eller kand finde nogen paa Torvene, der vil give dem af Medynk een Gulrod eller noget grønt, saa er de strax antastet af Staader-Fogderne og bringes i Børne-Huset, som gjør ikkun deres Desperation større". Med Sorg blev det forudsagt af General-Kommissariatet, at Sømagten vilde gaa til Grunde, naar der ej skaffedes Penge til Betaling af Mandskabets Løn og til andre Fornødenheder; og det gentoges med Eftertryk: "Kjellingernes Opløb om Forstreckning er icke at beskrive, og de suplicerer aldeles om Forlov at stiæle eller tigge".

Slige Skildringer kunde umuligt forfejle deres Hensigt. Der kommer nu mere Fart i Udbetalingerne. Store Beløb, endog 50,000 Rdl. udover, hvad der var bevilget for dette Aar, udbetales til kasserede Matroser og afdødes Arvinger og afskrives paa hver enkelts Konto i "Restantz-Bøgerne"; og til de endnu tjenende bliver

 

 

127

Lønnen "rigtigt" erlagt, saa snart de komme i Land fra Skibene 20).

Krigen stundede imidlertid til Ende. Skønt den endelige Fred endnu ikke var afsluttet, blev der i November 1719 holdt en "Generalmynstring" over Folkene 21), for at man kunde befri sig for det overflødige Mandskab. Mønstringen stødte paa mange Vanskeligheder, hvoriblandt den "itzige" Pengemangel ikke var den mindste, men fortsattes alligevel uafbrudt, da Regeringen vilde have den endt inden Nyaar 1720, hvilket dog ikke blev opnaaet. Medens man ved alle Haande smaa Begunstigelser skulde søge at animere 200 af de flinkeste hværvede Maanedstjenere til at indtræde i fast Tjeneste, skulde det Mandskab, man ellers ikke havde Brug for, modtage sin Afsked. Ved Opgørelsen fik disse afskedigede 22) deres tilgodehavende Løn i Sedler og klingende Mønt; vare Matroserne komne i Gæld til "partikulære Kreditorer", da overtog Staten denne Gæld ved til sidstnævnte at uddele "Assignationer" eller "Restsedler", ved hvilke General-Kommissariatet gav Kreditorerne Forsikring om, "at de paa visse Tider skulde fornøjes". Paa denne Maade gavnede Staten baade sig selv og Matroserne. Det er rimeligt, at saadanne Restsedler ogsaa ere blevne udleverede til Matroserne selv i Stedet for Penge; da "Billetterne" imidlertid ikke indløstes hurtigt nok, maatte Ihændehaverne sælge dem til Folk, som benyttede sig af de fattige Menneskers Forlegenhed og købte Beviserne til Spotpris. Men de "aftackede" Folk vare ikke saaledes stillede, at de kunde undvære noget af, hvad der tilkom dem; derfor bleve de ogsaa højst misfornøjede, da de ved den endelige

 

 

128

Opgørelse, som trak i Langdrag, aabenlyst forurettedes for mindst et Fjerdingaars Kostpenge 23). Deres Utilfredshed var saa stor, at Admiralitetet forventede sig en eller anden "fortredelig Suitte" deraf. Man fik nu travlt med at imødekomme de afskedigedes Fordringer; hvad én kongelig Befaling havde nægtet, maatte en anden tilstede; Folkene fik 6 Maaneders Kostpenge og deres Retssedler indrettede til at betales i klingende Mønt.

Men den større Flok, som Søetaten endnu beholdt i fast Tjeneste, og hvem Staten skyldte Lønning for flere Aar, var endnu ikke fyldestgjort. Det drejede sig ikke om Smaasummer; til Gager alene var Marinen kommen omtrent 700,000 Rdl. til kort. Man skred nu til at afbetale denne Gæld. Ved at sælge nogle af Flaadens gamle Skibe, noget Materiel o. s. v. skaffedes Penge til at begynde med, og i Aaret 1722 kunde den første Udbetaling finde Sted. Men Staten evnede ikke at betale mere end en Femtedel af Gælden om Aaret og maatte gaa paa Akkord med sine Kreditorer. De mest trængende, Enker og faderløse, kom først i Betragtning, dernæst det tjenende faste Mandskab og endelig de afskedigede. 1727 blev det sidste af denne Gæld betalt. For den aandelige og legemlige Nød, hvori Statens Insolvens havde bragt Mandskabet, kunde ingen jordisk Magt give Erstatning. - Ogsaa Prisepengene fra Krigens Tid havde Regeringen maattet tilbageholde; kun ganske enkelte af Mandskabet havde faaet dem udbetalt i Papirspenge, naar de ansøgte derom. Men da Ansøgernes Stormløb tog til, indsaa Styrelsen endelig 1729, hele ni Aar efter Krigens Slut-

 

 

129

ning, - det uretfærdige og vilkaarlige i dens hidtil udviste Adfærd og lovede, at alle skulde faa, hvad det lovligt tilkom dem. Der blev nu nedsat en Kommission, som undersøgte samtlige indløbne Fordringers Rigtighed, og en almindelig Udbetaling af Prisepengene blev paabegyndt, men tilendebragtes ikke før ind under Kristian den sjettes Regering.

I Nyboder vare Fredens Dage begyndte med et stort Røre. Efter at en rigtig Designation paa alle Husene og deres Beboere var optagen i Efteraaret 1720, blev der i Februar 1721 nedsat en Kommission med det Formaal at fordele Nyboder til de forskællige Afdelinger paa en mere rationel Maade end forhen; - hidtil havde de enkelte Delinger og Korpser sandsynligvis boet blandede mellem hverandre. En kongelig Befaling lød paa, at Nyboder skulde ganske ryddeliggøres allerede til førstkommende Paaske; af det Mandskab, der gjorde Tjeneste, kunde de fleste paa ny faa Bolig i Nyboder; men de mange afskedigede havde alle uden Undtagelse at flytte bort, selv de, der for lang Tjeneste fordum vare belønnede med Hus for Livstid; disse skulde dog gratificeres paa anden Maade. Man kan tænke sig, hvilken Bekymring denne Ordre opvakte hos Folkene, da Nyboders Inspektør mod al Forventning "udsagde" (opsagde) dem; de indkom med en Ansøgning, hvori de fremstillede deres pinlige Stilling: de havde "voren" ude omkring i hele Byen og søgt om Hus, men kunde intet faa, da Flyttedagen var saa nær paa Hænderne; tilmed havde en Del Værter forhøjet Hushyren paa Grund af det stigende Begær efter Lejligheder; - og derfor bad de vemodigst, at de "tilstundende Sommer for det første

 

 

130

dog for Guds Skyld maatte bebo". Kommissionen støttede deres Ansøgning ved at indstille til Kongen, at der skulde gives Folkene Henstand med Flytningen til Mikkelsdag, men Indstillingen vandt ikke Kongens udelte Bifald; han resolverede, at kun de, som paa ingen Maade kunde skaffe Bolig i Byen til Paaske, maatte blive i Nyboder til Mikkelsdag. Nyboder blev nu delt i 6 "Divisioner"; 100 hele Huse uddeltes til Tømmermændene, 57 til Holmens Kompagni og Resten, i alt 428, til Matroserne. I hvert halve Hus indkvarteredes 1 Familie af de gemene, og hos hver Familie skulde der bo 1 eller 2 ugifte Holmens Folk, "dog uden Tvang". Ved Uddelingen af Boligerne blev det iagttaget, at de, som skulde bruge samme Gaardsplads, hørte til en og samme Holmens Afdeling; paa den Maade mente man bedst at undgaa Tvistigheder mellem Folkene. Kommissionen gjorde sig i øvrigt fortjent ved at lade forskællige Forbedringer udføre i Nyboder 24).

Henimod Krigens Slutning synes der at have været tiltænkt Nyboder en stor Ære. Der udkom nemlig i Aaret 1719 en lille Bog med følgende Titel: "En Sandfærdig Ny Wiise Om Peder Paars, Som giorde en Reyse fra Callundborg til Aars, Skreven til Lægedom, Trøst og Husvalelse for alle got Folk, som lide Kaars og Modgang her i Verden, af Hans Mickelsen, Borger oc Indvaaner i Callundborg . . . . Klinger vel til alle slags Instrumenter, især til Hackebræt eller Lire. Trykt i dette Aar." Titelen er en Efterligning af Overskriften paa Datidens Viser, som falbødes paa Københavns Gader, men Skriftets Indhold og Form er vidt forskællig fra Gadevisens: den lille Bog var jo Begyndelsen til

 

 

131

Ludvig Holbergs satiriske Heltedigt, højt skattet af Samtid og Eftertid. Og denne Bog var tilegnet "Indbyggerne i de Nye Boder"! Den Æresbevisning kunde sagtens tjene til Husvalelse og Trøst for al den Modgang, Nyboder havde maattet lide de sidste Aar. Men allerede Motiveringen af Tilegnelsen i Holbergs Fortale viser, at han i det højeste driver lidt "innocent Raillerie" med vore Folk, idet han gør sig lystig over en svag Side, som han mener at have opdaget hos dem. Det er Railleri, naar han af Hensyn til Nyboders Rigdom paa Børn lader Barberen i Komedien "Den stundesløse" give den vidunderlige Historie til bedste om "eine Matrosen-Frau in den Neuen-Buden", som "32 Kinder auf einmahl zur Welt gebracht hat; die Kinder wurden alle getaufft, aber sturben gleich darauf". Det er ogsaa Railleri, naar han af Hensynet til den store Begærlighed, som Nyboders Folk have efter at læse Viser, føler sig opmuntret til at forfatte Historien om Peder Paars, hvilken efter hans Skøn kunde være dem til mere Nytte og Opbyggelse end de Historier, som de købte hver Dag i Hobetal, "nu om en, der har vrikket sit Been udi Lybeck, nu om et Huus, som er afbrændt udi Westphalen, nu om en Kalv, som er fød med en Top paa Hovedet eller Falbelader paa Benene". Det vilde unægteligt have været et Fremskridt, om Peder Paars og ikke Gadeviserne var blevet den gængse Lektyre i Nyboder, men det kunde ikke ventes. Vel gjorde Peder Paars overordentlig Lykke ved sin første Fremkomst og bortsolgtes i Mængde, men i Nyboder har Digtet sikkert ikkun fundet faa Købere og endnu færre Læsere, thi vore Folk manglede alle nødvendige Forudsætninger til

 

 

132

at fatte det komiske i Holbergs Heltedigt, hvis rette Forstaaelse netop kræver en vis boglig Dannelse. Paa den anden Side maa vi ikke dømme Gade visen for haardt; denne, der paa én Gang maa henregnes til Avis- og Skønlitteraturen, var den eneste Nyheds- og Morskabslæsning, som Fattigfolk kunde overkomme at anskaffe sig. Versene vare slette, og Rimene under Tiden yderst folkelige, men Visen gjorde alligevel Lykke, og om Rigtigheden af, hvad den berettede, næredes ingen Tvivl; der var jo sort paa hvidt derfor. Historierne læstes af Menigmand med en Andagt, som om de vare "symboliske Bøger", og deres mer eller mindre alvorsfulde Indhold "pressede Taarer ud af mangen gammel Matrones Øyen". Selv Peder Paars'es Forfatter viser sig paa sine gamle Dage mindre "nøyeseende" end forhen; han er efter Haanden kommen til den Erkændelse, at Viseindustrien bør taales her hjemme saaledes som i andre Lande, fordi "den gemeene Almue maa have noget at amusere sig med, og Bogtrykkere derved kand vinde en Haand-Skilling". Dog bør der efter Holbergs Mening holdes Mønstringer over Viserne og Æventyrerne, for at de usømmelige og forargelige kunne sondres fra de uskyldige og tilladelige. Noget lignende tilsigtede Regeringen ogsaa ved sit Reskript af 18de April 1738, der befalede Visemagerne at søge en Universitetsprofessors Approbation til deres Arbejders Udgivelse; men et Dødsstød syntes Reskriptet med det samme at ville føre imod Viserne ved tillige at forbyde al Omløben paa Gaderne med Viser og Historier. Ikke desto mindre var Gadesalget efter faa Aars Forløb atter "i fuld Drift" og blev øjensynligt tolereret af Regeringen. Ny-

 

 

133

boder kunde da fremdeles uforstyrret tilfredsstille sin Lyst til de kære Gadeviser, som her ude vare særligt søgte, naar de indeholdt Hentydninger til bekændte lokale Forhold; de Kærlinger, som endnu i dette Åarhundredes Begyndelse raabte i Nyboder med saadanne Aandsprodukter som "én ganske ny Vise om den fæle sorte Kat, som Fanden tog forgangen Nat o. s. v." - kunde vente god Afsætning paa deres Varer; og naar Kærlingen begyndte at synge et Vers eller to til Prøve, stimlede Skaren om hende for at lytte til hendes skingrende Røst, paa hvilken hun dog - af fornuftigt Hensyn til "Vagten", som repræsenterede den censurerende Øvrighed - maatte lægge en Dæmper, naar hun kom til altfor direkte og forstaaelige Hentydninger i Digterværket 3).

I Fortalen til Peder Paars nævnes vore Folk Side om Side med dem, "der boe længst ved Volden, item alle dem, som høre under Seigr. Nagels Fane." De, som paa Holbergs Tid boede ved Volden, hvormed menes Østervold, vare fattige Folk, og med dem stod Nyboder ganske vist paa lige Trin: havde samme Kaar og sagtens ogsaa samme litterære Interesser. Det vilde være en Fornærmelse saa vel mod Digteren som mod Nyboder, hvis vi antog, at der ved den fremhævede Stedsbestemmelse tillige var tænkt paa de "Venus'es Vaaninger", som i Følge Ytringer i Holbergs øvrige Skrifter ogsaa fandtes "langs Volden". Men hvo er Seigr. Nagel og hans Følge? Allerede i Holbergs Tid blev der forekastet Forfatteren det urigtige i, at han nævner disse Personer i sit Digt, det er da tydeligt nok, at de have været temmelig uhæderlige Folk; -

 

 

134

men havde Holberg svaret mere udførligt paa denne Anke, der efter hans Mening "er saa elendig, at han blues ved at tale om den", saa vidste vi nu bedre Besked og kunde dømme sikrere om Sagens Realitet. Nu ere vi kun henviste til Gisninger. Vi kunne antage, at Hr. Nagel er Rakkeren, som vist nok endnu boede her ude ved Nyboder, og at hans Følge er Rakkerens Gesinde eller Medhjælpere. Vi kunne i Hr. Nagel se en lidt højere staaende Bestillingsmand, en Fattigforstander eller en Stodderfoged; de, der fulgte hans Fane, maa da være de Løsgængere og Tiggere, som stod under hans Opsyn. Vi kunne endelig i Hr. Nagel genkænde Mestermanden og ville saa ved hans Følge tænke paa visse Forbrydere, i denne Sammenhæng vel nærmest paa de ulykkelige Slaver, der arbejdede i Bremerholms Jærn. Uagtet vi ikke véd nogen Besked med, om der paa Holbergs Tid virkeligt har været en Profos, der hed Nagel, anse vi det dog for rimeligt, at Seigr. Nagels Trup og Bremerholmsfangerne ere identiske, og vi ville derfor omtale disse Fanger noget nøjere. Deres første Oprindelse er uvis; Kristian den fjerde brugte dem til at udføre Havearbejdet i "Kaalgaarden" ved Københavns Slot. Men 1654 skrives der om dem: "Her findis oc paa denne Bremmerholm for alle u-lydige oc skalckactige, ja udediske oc Løssgengere en Straffe-Stæd, med Lencker oc Jern om Benene, Ljfvet oc Halsen indslagen, aff hvilcke en Part maa gaa der all deris Ljfves Tjd oc somme paa nogle visse Aars Tjd, ligesom deris Forseelse oc grofve skalckactige Gierninger været hafver; hvilcke maa saa der gaa oc arbeyde for Klæder oc Føden." De skalkagtige

 

 

135

Gærninger vare dog af højst forskællig Art, og Selskabet som en Følge deraf meget blandet. Foruden egentlige Forbrydere fandtes her menige af Søetaten og Marinerkorpset, som havde begaaet disciplinære Forseelser, Lediggængere, som ved Nattetid vare anholdte paa Københavns Gader, Krybskytter, som havde stødt an mod de strænge Jagtforordninger, Bønder, som havde "forsiddet eller forløbet deres Gaarde og ikke villet rette sig efter Loven", der paalagde dem en nedværdigende Trældom; ja 1643 saas endog en Præstemand paa Bremerholm; han havde udtalt nogle kætterske Meninger om den hellige Daab, hvilke han ikke vilde genkalde. Med Delinkventerne, "som vare dømte til Skibs-Holmen", skulde Admiralitetskollegiet (1660) have Indseende; Inspektionen overtoges af de to yngste "Amiralitets-Herrer", som ved Udgangen af hver Maaned aflagde Besøg i Fangehuset, hvor Slaverne uden for Arbejdstiden vare indespærrede. Dette Fangehus befandtes efter en Del Aars Brug at være temmelig "engt i smitsomt Tilfælde, og naar en Præst skulde berede nogen" ; tilmed stod det midt i Udsigten og paa den bedste Plads, formodentligt ud mod Kongens Nytorv. Det blev derfor nedrevet i Aaret 1685 og et nyt opført ved Reberbanen, med en Port ved Siden til Igennemfart for Kongen 25). Denne Indkørsel til Holmen er sandsynligvis den Port, som senere kaldtes "de uærliges" og fandtes mellem Garnmagasinet og Gæthuset; Fangehuset benævnedes senere "Trunken" (Baadsmands-Trunken) og havde et særligt Kirkelokale, hvor vist nok en af Holmens Kirkes Præster har betjent Fangerne i deres Saligheds Sag, og tillige et Køkken, hvor den dertil

 

 

136

særligt ansatte Kok tilberedte Fangernes tarvelige Bespisning. 2 Fangefogder fungerede som Sluttere ved Trunken. Slavernes Antal normeredes paa Betalingsreglementet for 1700 til 50 og for 1710 og de følgende 30 Aar til 100, men dette Tal er naturligvis sjældent blevet naaet. I Pestens Tid fandtes der kun 27 Mand i Trunken, Den 3dje Avgust 1711 bleve nemlig 17 Fanger løsladte og anvendtes til Arbejdet ved Liggruberne; efter en halv Snes Dages Forløb havde Smitten kun skaanet 2 af dem; man maatte da endvidere gøre Brug af de 10 andre Fanger, som endnu vare tilbage i Fængslet, uagtet det var grove Forbrydere; under 23de Avgust tilsiges der disse Fanger Frihed, "hvis de i deres Forretning redeligt vilde sig forholde". Da Pesten saaledes havde tømt Fangehuset, indsatte man (1712) svenske Krigsfanger i Trunken; de toges i Arbejde ved Tømmerslæbning og anden simpel Gærning. Men snart vendte den sædvanlige Besætning tilbage; blandt andre bleve (1716) tre Underofficerer "som usindige Mennesker" belagte med haard Arrest i Trunken 26 *). 1739-41 friedes Søetaten for at underholde disse Slaver, der havde forvoldt Marinen en aarlig Udgift paa henved 4000 Rdl.; i Stedet for "Arbejdet i Bremerholms Jærn" traadte nu det saa kaldte Fæstningsarbejde i Stokhuset ved Østervold. Fangekirken og Trunken paa Gammelholm befaledes derfor nedrevne (1741), men en Lævning af sidstnævnte saa vel som Navnet bevaredes indtil vore Dage ved en mindre, nær Reberbanen be-

__________

*) Søetaten havde i øvrigt ogsaa Slaver gaaende paa Nyholm; men noget nærmere derom vides ikke.

 

 

137

liggende Bygning, hvis massive Hvælvinger og ildfaste Jærndøre gæmte Hovedmagasinets Oplag af Beg og Tjære. - Vi antage altsaa, at det er Bremerholmsfangerne, til hvilke Holberg har hentydet ved at nævne Seigr. Nagels Følge. Men hvorledes skulde det have været muligt at sammenstille Holmens Folk med disse Forbrydere? Dette Forhold bliver mindre paafaldende, naar vi betænke, at Holmens Folk arbejdede paa det samme Værft, vare ofte satte til det samme Arbejde og stod under samme Myndighed (Holmens Chef) som Bremerholmsfangerne. Disse to Klasser Mennesker kunde for udenforstaaende synes at dele ganske de samme Vilkaar; hos dem begge maatte der da let kunne forudsættes samme litterære Interesse, samme "store Begærlighed efter Viser". - Naar vi ved denne vor Antagelse maa regne Holberg blandt dem, som ikke have undersøgt de omhandlede Forhold og derved erhværvet sig nøjere Kændskab dertil, da kan det ikke forringe hans Hæder som Videnskabsmand og endnu mindre som Digter; thi det er ingen Skam for den store Holberg at være mindre vel underrettet om det lille Nyboders smaa Forhold *).

__________

*) Holmens Folk og Bremerholmsfangerne nævnes ogsaa sammen i Holbergs "Danmarks og Norges gejstlige og verdslige Stat." Det hedder der bl. a.: "[disse] Matroser . . . bruges til nødvendigt Arbeide paa Bremerholm, hvor der ogsaa findes en Hob Fanger, hvoraf nogle ere dømte til en vis Tid, andre til evig Arbeide. De boe udi et eget Qvarter udi Staden, kaldet de Nye Boder." Holberg, som aabenbart har al sin Kundskab om Fangerne fra den af os ovenfor anførte Kilde fra 1654, er her ikke fri for at sammenblande disse Fanger og Holmens Folk. I "Danmarks og Norges Stat" omtaler han Nyboder kun dette ene Sted og ikke uden andre, mærkelige Fejltagelser; i hans vidtløftige Danmarkshistorie findes Navnet én Gang og kun i Forbigaaende.

 

 

138

I Aaret 1729 maatte en Del af Nyboders Mandskab drage til Grønland for at hjælpe til ved Hvalfangsten. Det derpaa følgende Aar (1730) afsluttede Frederik den fjerdes Regeringstid, der havde været saa skæbnesvanger for Nyboder.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top