eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

87


VII.

Pengelønnen. - Privat Arbejde. - Lavstvang. - Tidlige Ægteskaber. - Friseddel. - Stadsmusikanten. - Huslighed. - Pension. - Søetatens fattige. - Forhold under Kristian den fjerde. - Pengemangel under Frederik den tredje. - Stor Nød under Kristian den femte. - Nyboders Vagt. - Holmens Laage. - Tappenstreg. - Klokkelydning. - Nyboders Inspektør.

__________

Vare de Lønningsdele, som Staten leverede in natura (Huset, Munderingen, Kosten) uuægteligt ikke

 

 

88

frie for Ufuldkommenheder, saa kunde vore Folk dog trøste sig med, at Pengelønnen, hvis Størrelse jo var konstant, vilde bøde paa alle disse Mangler, og at Udkommet ved den var nogenlunde sikret. Men den var dog hverken rundelig eller rigelig; man maatte spare paa enhver Maade for ikke at komme til kort, og man maatte være om sig for at finde en eller anden Biindtægt, som kunde yde Subsidier, naar Kongens Løn viste sig utilstrækkelig til at bestride de allernødvendigste Udgifter. Vi forbigaa helt den Indtægt, der kunde haves ved paa ulovlig Maade at udleje Huset til logerende, at udlaane Haandkværne, Konsumtionssedler o. desl. Selve Kongens Tjeneste kunde give en eller anden Biindtægt f. Ex. ved Arbejde ud over den sædvanlige Tid, eller naar det tillodes Folkene i strænge Vintre at indise private Handelsskibe i Havnen; men særligt sidstnævnte Bierhværv var dog ilde set af Regeringen, som 1709 fandt sig foranlediget til at korte og indeholde lige saa meget i Folkenes Lønning, som de havde fortjent ved Isningen, da Hans Majestæts Arbejde "formodentligt" var blevet forsømt for det private Erhværvs Skyld 1). Det skulde ikke give Lyst til at søge Fortjeneste ved det samme Arbejde en anden Gang. Derimod vidste Nybodersmanden næsten al Tid at skaffe sig nogen Extrafortjeneste i "Byen", hvor han fandt Folk, hvem han kunde være til Nytte, eller hos hvem han kunde afsætte sine Frembringelser. Det var vist nok forbudt at holde Værksted i Nyboder, men Beboerne arbejdede dog hjemme som Drejere og Snedkere, som Smede, naar der ikke behøvedes Ild til Arbejdet, ja endog som Skræddere og Skomagere; thi det var jo f. Ex.

 

 

89

Matrosens Pligt at holde sit eget Tøj i Orden, "frit for Huller, og se det opløbne og sønderrevne samt en eller anden Brøstfældighed forbedret eller flyet"; og derved lærte han saa meget, at han ogsaa turde paatage sig Arbejde for fremmede. Ved denne Virksomhed i Hjemmet havde man til Dels Loven paa sin Side, skønt Lovgiverne kun langsomt løsnede de stramme Baand, som Lavstvangen snæverhjærtet lagde paa al Arbejdsvirksomhed. Man begynder (1725) med at frigive enkelte Haandværk, f. Ex. Rebslageriet: det maa alle, som ere oplærte deri, uhindret øve i Nyboder, og de maa sælge, hvad de have forarbejdet. 1735 fik Hajandværkerne Tilladelse til at arbejde for hverandre indbyrdes med Koner og Børn, "ligesom de militære og Matroserne"; 1738 tillodes det Marinens afskedigede Folk uden Skat at ernære sig ved Haandværk; de skulde anses lige med Byens Haandværkere og nyde Lavsrettigheder (1742), ligesom ogsaa Holmens Mestre kunde optages i Byens Lav (1736). 1752 bemyndigedes endelig ogsaa de endnu tjenende til at arbejde hjemme "med egne Hænder, hvad de i deres Ungdom havde lært" ; men da det ikke var tilladt Folkene at købe eller sælge noget som helst uden deres Kompagnichefs Minde, sætter Forordningen af 1784 først Kronen paa Værket ved at tilstede Nybodersfolk at arbejde for alle og sælge til alle. Der maatte dog alligevel iagttages en vis Forsigtighed, for at ikke de forskællige Haandværkslav, som vedblev skinsygt at vaage over deres Standsinteresser, skulde kunne klage over Indgreb i Lavdrettighederne og saaledes fortsætte den "Forfølgelse", som maa være begyndt tidligt i Nyboders Liv, siden

 

 

90

den allerede omtales ved Aar 1684 2). I denne Kamp for Livets Ophold stod Nybodersmanden ikke alene, ogsaa Kone og Børn kunde paa forskællig Vis fortjene lidt til fælles bedste, dels ved Haandarbejde, som ved at spinde for Sejldugsfabrikken, dels ved en ringe Handel med Fisk, Grøntsager o. desl. De have haft Kvinderne i Skipperboderne til Forbilleder, thi 1620 klages der over disses Handelsvirksomhed: "the Mend, som boe vdj K. M.s nye bygde Huse vdi Holmens Sogn, thieres Hustroer bruge een stor Høckeri och Forprang, menige Byes Indbyggere till Affbreck."

Alle Betingelser for at grunde et Husliv vare tidligt til Stede for Nybodersmanden; derfor indgik han i Almindelighed Ægteskab i en ung Alder. Sin Ægtefælle hentede han sædvanligt fra den samme ejendommelige Samfundsklasse, hvorfra han selv var udgaaet; det var jo heldigt, at hans Livsledsagerinde ikke var fremmed for de Forhold, hvorunder hun i Fremtiden skulde leve; Hensyn til Formue eller sligt skulde ikke volde Vanskeligheder ved Partiets Stiftelse, da begge Parters Kaar omtrent vare lige; naar Brudgummen var en Haandværker i første Klasse og lønnedes med en "Rigsmark" d. v. s. 20 Skilling om Dagen, da agtedes han som "Rigsmarksmand" for et rigtigt godt Parti. 3)

Havde den udkaaréde givet sit Ja, maatte man erhværve sig den vigtige Friseddel, en Opfindelse fra Midten af forrige Aarhundrede. Friseddelen udstedtes uden Betaling af Kompagnichefen, naar han skønnede, at "Karlens" Alder, Opførsel og Husholdning saa vel som "Kvindemenneskets" Skikkelighed, Vindskibelighed

 

 

91

samt gode Navn og Rygte gjorde det sandsynligt, at begge Parter kunde være tjente med den attraaede Forening. Kompagnichefens faderlige Myndighed var saa stor, at han kunde hindre Ægteskabet, hvis hans Dom over de forlovede var ugunstig. Men var hans Samtykke og Friseddelen erhværvet, foreviste man sidstnævnte for Provsten ved Bremerholms Kirke, der forsynede Seddelen med sit Vidisse. Den saaledes paategnede Attest traadte ganske i Stedet for Trolovelsesceremonien, der tidligere havde været i Brug. Inden Vielsen kunde gaa for sig, krævedes den sædvanlige Forloverkavtion; men formaaede en Mand af Mangel paa Bekændtskab ikke at stille Forlovere, slap han med for Kombineret Ret edeligt at forsikre, at der intet var til Hinder for hans forehavende Ægteskabs lovlige Fuldbyrdelse. Brylluppet maatte staa senest 8 Uger efter Friseddelens Udstedelse og i Holmens Kirke, hvor saa Bruden end boede; men i Reglen flyttede de forlovede sammen, straks efter at de havde faaet Friseddelen i Hænde, og fulgte heri en gammel Skik, som grundede sig paa en fejlagtig Opfattelse af den kirkelige Trolovelses Betydning. Men skulde det Slag ramme de, forlovedes Lykke, at den ene af dem døde i Løbet af hine to Maaneder, og inden Brylluppet havde kunnet finde Sted, da skulde i Følge Loven den efterlevende "i alle Maader" anses for den afdødes Ægtefælle. Saaledes var Friseddelen mere end en Trolovelse; den var en Art borgerlig Vielse, der i visse Tilfælde kunde træde i Stedet for den kirkelige.

Greb Døden ikke ind, da skulde Brylluppet staa. Kompagnichefen skyndede paa, for at de 8 Uger ikke

 

 

92

skulde blive overskredne. Det galdt da, om man ikke havde glemt Stads musikanten 4); thi han havde en Fordring paa alle Brudefolk i Nyboder. I Stadsmusikantens Privilegier af 1728 fandtes der blandt andre Bestemmelser ogsaa den, at han af Skibsfolk, som vilde indlade sig i Ægteskab, skulde nyde 4 Mark, eller 1 til 3 Mark, naar deres Fattigdom talte for en Nedsættelse i Afgiften, som i øvrigt skulde erlægges, selv om Brudefolkene slet ingen Musik forlangte til deres Bryllup; førend de havde affundet sig med ham, kunde de ikke blive viede. Afgiften var saa meget mærkeligere, som den kun afkrævedes de menige, ikke Officererne eller de kongelige Betjente, om hvilke Privilegiet intet mælder. Efter 1764 kunde de menige dog glæde sig over, at Retten til Afgiftens Opkrævning kun blev tilstaaet den daværende Stadsmusikant for hans personlige Vedkommende, uden "Consequence" for Eftermanden, og at Afgiften blev nedsat til det halve Beløb. Den maa vel have sin Oprindelse fra den Tid, da Musik blev anset for højt fornøden ved et Bryllupsgilde. Aar 1645 gives der saaledes "Skibstrommeterne" Eneret paa at "opvare " med Musik til de kongelige Tjeneres Bryllupper, som tilhøre Holmens Kirke; ja naar det 1635 tillades Holmens Skolemester at opvarte Sognefolkene med Musik og Sang af Skolebørnene paa Højtidsaftnerne, da tør vi maaske antage, at Bryllupsaftnerne ikke ere udelukkede i denne Bestemmelse, og at Musiken allerede paa den Tid ikke har manglet ved de "finere" Giftermaals Festligholdelse i Nyboder.

Ægtemanden kunde ikke love sin Hustru at holde Tjenestepige, dertil var der ikke Raad, og det var et

 

 

93

Spørgsmaal, om Loven tillod det 5); men Manden kunde selv udføre en hel Del af den grovere Pigegærning. I det mindste ved vi 3), at de Nybodersmænd, som under Navn af Ordonanser, Jolleroere, Dagvagter, Oppassere, Løbere o. s. v. brugtes til Befalingsmændenes "particulære egen Nytte" ved at gaa til Haande i disses Huse, og som tit gjorde Gavn for en Tjenestepige, vare særdeles skattede af deres Herskab for den Paalidelighed og Samvittighedsfuldhed, som de udviste i deres Gærning. Og hvad Manden ofte fra Barnsben *) havde maattet gøre for andre, kunde han jo sagtens udrette for sin Hustru og i sit eget Hus og Hjem. Det var ingen Skam for ham paa Fridagene at overtage en Barnepiges Rolle, vaske Børnene, klæde dem paa, give dem Mad, lægge dem til Hvile i den Vugge, han selv havde tømret; hvad skulde der vel være i Vejen for at vaske et Gulv hjemme, naar man saa tit havde været med til at spule et Dæk? Forlangtes det, kunde han ogsaa dreje Haandkværnen, ælte Dejgen og tage Del i Konens øvrige Gærning; hun var jo til Gengæld villig til at hjælpe ham med at erhværve det daglige Brød. - De faa Byærinder, som behøvedes, udrettede Børnene, naar de voksede lidt til; de maatte da baade kunne svare til de betroede Penge og have nogen Øvelse i at bære f. Ex. en fyldt Skaal uden at spilde noget af Indholdet. Dette var et Kunststykke paa den daarlige Brolægning; blot et eneste Fejltrin, blot et lille Sideblik til en kær Legekammerat, for ikke at

__________

*) Officererne ved Kompagnierne var det forundt at. have til privat Assistance en af de i fast Nummer staaende Drenge, "som kunde undvære at gaa i Skole".

 

 

94

tale om et kejtet Forsøg paa at sætte Skaalen fra sig for et Øjebliks Fornøjelses Skyld, - straks strømmede Vædsken over Bollens Rand, og Moder led et Tab, som hun opdagede med Lethed, og hvorover hun ikke blev glad. Næste Gang maatte man passe bedre paa. - Thi kun, naar alle vare enige om at arbejde i Hjemmets Tjeneste, kunde Nybodersfamiliens Existens anses for nogenledes betrygget.

Opnaaede en Familiefader her ude som Kongeus Tjener at se Alderdommen nærme sig med skrøbelige Dage, der ikke tillod ham at arbejde længere i hans tidligere Virkekreds, saa kunde han dog med Sindsro gaa den Tid i Møde, thi der var tilsikret ham en Efterløn, en Pension. Dens Størrelse var vel i lange Tider ikke fastslaaet og til enhver Tid saare beskeden, men Pengene vare dog nyttige ved Siden af de forskællige Naturalydelser, især Huset og Kosten, som han beholdt, selv om han blev afskediget; og tillige havde han Udsigt til som Prammand ved Værfterne eller som "Timarksmatros" i Spaanehaven 6) at faa et eller andet let Arbejde, der ikke oversteg hans Kræfter og dog kunde forskaffe ham en lille Indtægt. Og naar han døde, vilde hans efterlevende Enke forhaabentligt blive indstillet til at nyde en ringe aarlig Understøttelse, som under saadanne Omstændigheder ikke var at foragte.

1595 blev en gammel Kongens Tjener, som havde mistet sin Førlighed paa den danske Flaade 1567, indlagt i Helligaands Hospital, en Stiftelse for syge og svage. Han kan maaske betragtes som Søetatens første Pensionist af Underklasserne. 1626 blev der

 

 

95

paa lignende Maade sørget for en Skibstrompeter, der optoges i den samme Stiftelse, som rigtig nok nu var flyttet til Gammel Vartov (paa Strandvejen); og da Hospitalet havde fundet Plads i Ny Vartov uden for Østerport, modtog det (1633) til Forsørgelse blandt andre ogsaa 7 Baadsmænd fra Holmen. Dog ophørte man snart med at forsørge de utjenstdygtige paa denne Maade; man var allerede for længe siden begyndt at give dem en lille Pengeunderstøttelse. Saaledes havde hin Skibstrompeter fra 1626 nydt sine Maanedspenge af Rentekamret, inden han blev indlagt paa Hospitalet. Der tales ogsaa 1645 og 56 om en Sum paa 1000 Rdl., som er bestemt for fattige "Bodsfolch", der i Rigets Tjeneste have lidt Skade, og for "de hendøde Bodsmends efterlatte vedtørfftige Quinder och Børn". Summen er tillagt Baadsmændenes Sygehus, det senere Søkvæsthus, som skal udrede disse Understøttelser, og Udviklingen slaar saaledes ind i det Spor, som den fulgte i en lang Aarrække. 1680 gives der "Naadespenge" til 31 gamle og svage saa vel af de meniges Klasse som af Officerernes og Skippernes 7); de meniges Pension har allerede nu den Størrelse (16 Rdl. aarligt), som den beholdt et helt Aarhundrede igennem. 6 Aar efter foreslaas en Del gamle og svage blandt Holmens Folk til "Pensioner" 8). Disse Understøttelser gaves kun, for saa vidt Pengemidlerne vare disponible, og kun til de mest trængende, uden at Regeringen syntes at betragte sig som forpligtet til at hjælpe enhver gammel Tjener; enkelte bleve ogsaa affærdigede med en Sum én Gang for alle 9). Frederik den fjerde, - som (1700) anvendte en i Søetaten ellers temmelig ukændt Pensioneringsmaade, idet han tilstod Baads-

 

 

96

mandsenker et Naadsensaar, hvori de nød baade "Husværelse og Deputat", 10) - kan i øvrigt for Søetatens Vedkommende nævnes som det moderne Pensionsvæsens Fader. Han lod (1721) Søkvæsthuset udrede 200 Portioner à 16 Rdl. aarligt til de menige, der vare blevne udygtige til Arbejdet. Pensionernes Antal udvides 14 Aar derefter; men Kvæsthusets Kasse kan ikke bære den forøgede Byrde, ved egen Kraft, og Mandskabet maa derfor udrede l Procent af sin Gage til Pensionsfonden. Der findes ogsaa voteret smaa Enkepensioner paa Marinens aarlige Betalingsreglementer; vanskabte Børns Underhold maatte Kvæsthuset paatage sig 11). - De meniges Pension regnedes nu af Regeringen for en Fattigunderstøttelse. Fra Midten af det 18de Aarhundrede kaldes de pensionerede lige frem "fattige", om der end gøres Forskæl 12). Foruden dem, der efter 20 Aars Tjeneste paa Grund af Svagelighed fik Pension ("Kvæsthuspensionisterne"), understøttedes ogsaa andre Mænd, som af samme Grund maatte forlade Tjenesten, men inden ovennævnte Tids Forløb; de fik 2 à 3 Mark om Maaneden i "Fattigpension" (foruden Naturalydelserne) og kaldtes "Almisselemmer". Saadanne fandtes 1768, men allerede 70 Aar i Forvejen træffe vi Pensionister, hvis Stilling var ganske den samme 13). Den tredje Klasse "fattige", som Søetaten havde at forsørge, var Løsgængerne, der vare anholdte for Betleri. De fik Føde og 4 Skilling om Dagen for at plydse Værk paa Søkvæsthuset, hvor de vist nok vare indespærrede. De førte Navnet "Kvæsthusets fattige". Medens "Almisselemmernes" Pension i Aaret 1772 beløb sig til 8000 Rdl., vare Udgifterne til "Kvæsthusets fattige" endnu større,

 

 

97

(9000 Rdlr.), idet Tallet paa disse fattige ansloges til 200. De bleve i Aaret 1805 overdragne til Københavns almindelige Fattigvæsens Forsørgelse og have vist hverken vundet eller tabt ved Forandringen; derimod maa det i høj Grad beklages, at Søetaten (1814) fandt sig foranlediget til at lade de to andre Klasser fattige (Pengepensionisterne) overgaa til Fattigvæsnet, som paatog sig at sørge yderligere for disse Folk, hvis Pensionens Beløb viste sig at være utilstrækkeligt til deres Underhold. Søetatens Mandskab skulde da kunne indlægges som Lemmer paa Fattigvæsnets Stiftelser, som for at blive i Stand til at modtage det forøgede Antal lejede en Fløj af Søkvæsthuset 14). Det kan ikke nægtes, at det maa have været haardt for mangen gammel, tro Kongens Tjener at modtage sin Efterløn som en Almisse af Fattigvæsnet, medens han kunde anse sig berettiget til at modtage den af Kongens Haand. - Denne Ret er nu anerkændt, idet alle Pensioner udredes af Statskassen.

Betingelsen for vore Familiers gode Udkomme var deres egen Vindskibelighed, Flid og Sparsommelighed, naar man blot kunde gøre Regning paa Pengelønnens Udbetaling i rette Tid og uden Afkortning. Udeblev Gagen, da stod Nøden for Døren, thi Lønnen var saa knap tilmaalt, at der ikke kunde lægges noget op til en Nødskilling. Det maatte jo synes utænkeligt, at Staten skulde blive insolvent, men selv om det utænkelige alligevel indtraf, da maatte de smaa jo al Tid være sikre paa først af alle at modtage den ringe Løn, der tilkom dem. Og dog er det hændet flere Gange i Nyboders Levetid, at baade Staten paa Grund af Penge-

 

 

98

mangel maatte standse med Udbetalingen af Lønningerne, og at Nyboders Folk langt fra vare de første, som fik noget, naar Staten atter kom lidt til Kræfter. De trange Tider, som Nyboder da maatte gennemgaa, have ikke indvirket heldigt paa dets Moralitet og Karakter; men Nøden var ogsaa flere Gange saa stor, at der skulde megen Aandskraft til at bestaa i Prøvelsens Stund. Nyboders Historie har et stærkt tragiskt Anstrøg, thi alle Hovedpunkter i Nyboders eget Levnetsløb falde sammen med de forskællige Afsnit i Pengelønnens lidet lystelige Historie.

Under Kristian denfjerde blev Lønnen i Reglen udbetalt til de rette Terminer; i det mindste lød der ikke Klager over det modsatte, men der kan i denne Konges sidste Dage paavises Tegn paa Statens Svækkelse; saaledes blev det faste Mandskab, der oprindeligt bestod af 1500 Mand, reduceret til 600; de faste Haandværkere brugtes kun til Reparationsarbejder, medens Nybygninger overtoges i Entreprise af private Skibsbygmestre. Og naar Kongen 1647 maa udstede den Befaling, at de aftakkede af Holmens Folk skulle forblive under Holmens Jurisdiktion, indtil de "fulldkommelig bliffuer afbetalt," da kan kun Pengemangel have været Grunden til, at man maatte afskedige Folkene uden straks at kunne give dem deres Betaling. Mærkeligt er det Fjendskab, som vore "Baadsmænd" nærede mod Studenterne ved Københavns Universitet paa Kristian den fjerdes Tid. Disse, hvis hele Optræden skæmmedes af et udpræget Hovmod, parret snart med Pedanteri, snart med Raahed, og som i Trediveaarskrigens Tid havde optaget ikke faa uheldige tyske Elementer i deres Midte, vare

 

 

99

en Vederstyggelighed for Baadsmændene, som derfor trakterede dem med Trusler og Undsigelser og efter Tid og Lejlighed lod de latinske Rygge og Sideben smage drøje Stød af barkede Næver eller ved en Regn af Stene, udslyngede med sikker Haand, gav disse foragtelige "Pér Cauda'er" en nyttig Lære om det urigtige i at indlade sig med den raa Kraft. - Den følgende Konge, Frederik den tredje, bragte Mandskabet op til dets tidligere Styrke; men Pengemidlerne tog af; den største Del af Gagerne ved Marinen var ikke betalt. Matroserne forsamlede sig da (1649) udenfor det kongelige Slot og forlangte under Trusler, hvad de havde til gode; der blev tilsagt dem et Fjerdingaars Løn, og de slog sig til Taals. Men samme Scene gentog sig næste Foraar; de faste Folk vare nu tillige misfornøjede over en vilkaarlig Masseafskedigelse, som bavde fundet Sted. De ikke alene samlede sig i Skarer og sammenrottede sig, men de understod sig "end och voris fornemste Tienere paa Gader och udi deris Huse i Haabetal at søge, forfølge och med vbeskedelige Ord offuerfalde." Dog maa vi ikke glemme, at disse Mænd, som den Gang vare saa hurtige til at klage, udmærkede sig i den følgende Svenskekrig baade til Søs ved Falsterbo under Henrik Bielke og til Lands ved Københavns Belejring, da de under Niels Juels Kommando forsvarede Byen mod Søsiden og tillige udgjorde nogle Kompagnier af Besætningen paa Volden mod Landsiden. Ved et af de første Udfald, som København foretog, indlagde "Baadsfolkene" sig megen Berømmelse, da de bevæbnede med Økser og Morgenstjærner stormede en fjendtlig Redoute ved Vesterport og nedhuggede Besæt-

 

 

100

ningen. - Krigen endtes. og det blev klart for alle, hvor "elendig" Landets hele Tilstand var; de Bestræbelser, man gjorde for at komme Staten til Hjælp i dens Nød, førte til Regeringsforandringen 1660 paa Rigsdagen i København. Denne Rigsdag var som bekændt indkaldt for at skaffe Kronen forøgede Indtægter især til en større Hærstyrkes Underhold, hvis Nødvendighed atter motiveredes ved den bedrøvelige Erklæring, at "Flaaden ikke var udi den Tilstand, at man nogen Defension deraf kunde have." Selv om disse Ord kun bleve anførte som et Paaskud, der skulde give det første Stød til Statsomvæltningen, indeholdt de dog den fulde Sandhed. Derfor maatte Flaadens og Mandskabets Vilkaar nødvendigvis ogsaa drøftes af Stænderne. Naar Borgerstanden foreslog, at "alle Holmens-, Tøjhus- og Proviant-Tjenere hellere burde aflægges med Penge end med Proviant," saa nærede den "ufri" Stand dette Ønske ikke saa meget af Interesse for hine "Tjeneres" Vel som af Skinsyge mod de høje Herrer, der havde overtaget Leverancer til Søetaten, thi efter Borgernes Mening burde alt indkøbes mod Kontant hos den, "af hvem best Kiøb kan haves". Saa vel Adelsmændene som Borgerne indsaa Nødvendigheden af at indskrænke sig til at holde en "maadelig Flode", efter det "Qvantum" Penge, som kunde skaffes til Veje dertil; men de højbaarne hævdede endvidere, at "det udi sig selv bør eragtes, Flooden ikke alleeneste at reparere og completere, men endogsaa altid at holde udi Bereedskab vel besatt med Folk og tilbørlig Amunition forsørget". Adelen havde altsaa, i Modsætning til Kongen, aabent Øje for den Betydning, som maatte til-

 

 

101

lægges Nyboder og dets Mænd. - Arveregeringen blev indført, og Admiralitetet, som tidligere for det meste var optraadt som en dømmende Myndighed, omdannedes til Kollegie, men Pengemangelen var lige følelig i de nærmest følgende Aar; man solgte af Flaadens nye Skibe, man solgte af Nyboder, uden at Indtægten af disse Salg kom Søetaten eller dens faste Mandskab til gode.

Lige saa glimrende som den nu følgende Periode var for Marinen i det hele, lige saa drøj en Tid var det for Mandskabet. I den daværende Konge, Kristian den femtes første Regeringsaar, som henrandt i Fred. indflød Pengene nogenlunde rigeligt, og Kongen selv rostes for sin Interesse for Søetaten.

Han selv sig allesteds u-mager
og vil, saa vidt som hand for Statens andre Sager
kan have Tid og Frist, selv være Tilsiuns Mand,
at alting i sin Skik og Orden føres kand.

Der fortælles os, hvor godt han sørgede for Mandskabets Velvære:

Hand lønner Folket af, og dertil selv forstrækker,
hvad den tillagte Sum og Indkomst ey tilstrækker.

Men det var desværre kun i Fredens Dage, at Kongen viste vore Folk denne Omsorg, den synes at have tabt sig i den følgende Tid. Thi nu kom Krigen med sine Genvordigheder: med Sygdom, som angreb Mandskabet i Tusindvis og end ikke skaanede Admiralen, Kurt Adelaer, som døde af Soten; med smal Kost om Bord; med forøget Arbejde paa Holmen. Dog hvilke herlige Dage oplevede Marinen ikke; ingen Fjende syntes at kunne "bestaa mod Danmarks Juel i Strid"; Navnene Gulland, Øland, Møn, Køgebugt betegne lige saa mange

 

 

102

blodige Sejrskranse, hvilke det danske Folk indtil sin sidste Stund vil betragte med Stolthed og Beundring. Kunde Mandskabet ikke være stolt af at kæmpe under en saadan Admiral, der førte det fra Sejr til Sejr, selv om det ogsaa maatte døje meget ondt i denne Kampagne? Men Krigen blev ført "paa Kredit"; en Befaling fra 1678 om, at Haandværkerne m. fl. skulde have deres Løn frem for alle andre, røber den herskende Pengeforlegenhed og kan give os en Forklaring paa, hvad der forefaldt samme Aar, da en Del Søfolk samlede sig for at plyndre og forøve "Tumult og Gevalt" i Staden 15). Men først efter Freden (1679) blev Nøden stor i Nyboder. Flaaden vedblev at gøre store Fremskridt, men krævede ogsaa strængt Arbejde af Folkene. 1680 inddeltes de faste Søfolk i "Eskadrer" og arbejdede hveranden Dag paa Holmen, men det. mærkedes straks, at Mandskabet, inddelt paa denne Maade, ikke vilde forslaa til Værket. Der skete da 1688 en Forandring, som langtfra var nogen Lettelse for Mandskabet: det sondredes i 3 "Delinger", hvorat én Deling skulde være paa Arbejde, én paa Vagt og én have Frihed hver sin Uge. Der var nu saa meget at udrette paa Holmen, at Matroserne maatte fritages for Jordarbejdet med Hjulbøre ved Søbakkerne (Muddermaskinerne), hvilket Garnisonens Soldater overtog mod Betaling 16); men det værste var, at Holmens Folk, som i den strænge Tid nok kunde have al mulig Opmuntring *) behov, netop i denne Tid maatte vente forgæves paa

__________

*) Det maa dog fremhæves, at Strafpengene (Bøder for Forsømmelser), hvoraf der naturligvis vare faldne mange i disse slemme Tider, bleve eftergivne de 30 Kompagnier Matroser for Aaret 1692 17).

 

 

103

deres Løn. Statens Gæld, som én Gang var grundlagt ved Krigen, voksede nemlig stadigt. Saaledes skyldte man 1686 Søetatens ikke talrige civile Betjente 83,500. Rdl. i resterende Gage. Og Forlegenhederne tog ikke af i de følgende Aar. Ved Udgangen af 1688 var der ikke Midler til Betaling af Baadsmændenes Afregningspenge, Folkene maa lade sig nøje med at modtage 2 Skjorter hver i Stedet for rede Penge. Og selv om man 1689 lagde Planer til de "gamle Aarstjeneres tilbagestaaende store Restancers Betaling", saa skete der vist ikke meget i Virkeligheden 18), I Aaret 1690 havde Mandskabet 187,000 Rdl. til gode for de sidste fem Aar, men trøstedes i Kongens Navn med det Løfte, at denne Sum skulde blive betalt "saa snart som muligt"; - næste Aar udgjorde den nystiftede Gæld dog to Tredjedele af den anførte Sum; endnu to Aar derefter (1693) er Gælden uformindsket, og nu maa de deputerede indgaa med en Forestilling til Kongen og underrette ham om Sagernes bedrøvelige Stilling, "hvorover Mandskabet er i stor Nød". Vi kunne fatte, hvilken Elendighed der maatte herske i Nyboder, naar vi høre, at Staten det nævnte Aar skyldte Mandskabet ikke mindre end 267,000 Rdl.; det var da nøjsomt af Folkene, at de, - som de erklærede, - vilde være tilfredse med at modtage blot Halvdelen af denne Sum, naar de saa for Fremtiden flk deres Penge "prompte" hvert Kvartal. Dog ikke alene en saadan tækkelig Nøjsomhed har hævet sin Røst i Nyboder; en Misfornøjelse, som ganske vist ikke var uden Grund, har ogsaa givet sig til Kænde ved lydelig Knurren og Uro i den store Skare; for at genindføre den offentlige Fred, som de højrøstede

 

 

104

Klager havde forstyrret, maatte Regeringen gribe til det Middel at oprette en Vagt i Nyboder til Ordenens Overholdelse (1694). Gælden, der var Grunden til hele Forstyrrelsen, var man derimod ikke i Stand til at klare i mindste Maade, men da den nu androg 277,000 RdL, blev man dog noget betænkelig og traf Foranstaltninger til dens endelige Betaling. Skipperboderne solgtes ved Avktion; ved de indkomne Penge tilfredsstilledes Officererne saa vidt muligt; Mandskabet maatte vente en Stund endnu. Folkenes Lønning blev nu vel nøjere bestemt 19), og Fremtiden kom derved til at ligge lysere og mere lovende for dem; men vilde Søetaten fremtidigt være i Stand til at opfylde sine Forpligtelser, den øgede stadigt sin Arbejdsstyrke, skønt den havde Vanskelighed nok ved at lønne det for Haanden værende Mandskab? Haandværkerne 21) havde kun faaet en Fjerdedel af, hvad de havde til gode, "en Gang for alle" (1695). Nogle menige Enker og Børn tilkom der 6000 RdL.: af dette Beløb fik de kun en Tredjedel 20) og bleve "dermed ganske afviste" (1694). Kongen maa fremdeles i sine sidste Regeringsaar udstede Befalinger om, at noget af Gælden skal betales, og 1701, ja maaske endog 1704, altsaa under Frederik den fjerdes Regering, tales der endnu om de gamle Restancer fra den forrige Konges Dage 22).

Den 18de November 1693 havde Kongen undertegnet en Resolution om "en Vagts Anordning i de Nye Boeder og en corps de gardes Opbyggelse samme Steds". Vagtbygningen fik sin Plads ved Adelgade mellem Enhjørningsgade og Ulvegade og er sandsynligvis tagen i Brug 1694. Den bestod til 1787, da

 

 

105

den tillige med en Klokkestol, - som altsaa senere maa være kommen til, - blev overladt en Murmester Peterman til Nedbrydelse, hvorefter en ny Vagtbygning med Sprøjtehus og Klokkestol blev opført paa den nedbrudte Bygnings Grund 23). Den nye Vagt udmærkede sig hverken ved særlig Skønhed eller imponerende Størrelse; den er ganske i Nybodersstilen. - Fra Nyboders Vagt drog den Vægterskare ud, som i vort Aarhundrede vaagede over Nyboders Nattero; ogsaa Gadefogderne eller de senere "Gadekommissærer", der varetog den offentlige Renlighed, fik deres Station her. Vagten kommanderedes af en Sergent, som stod under Chefen for Gammelholms Hovedvagt. Sergentens Instrux paalægger ham at holde nøje over, at der intet Steds er Støj og Klammeri; formærker han Allarm, sender han Vagtfolk hen at se den stillet, og frugter det ikke, lader han den mest opsætsige "arretere". Dette Paalæg udførte Vagtmandskabet med saa stor Nidkærhed og saa liden Takt, at dets Optræden snarere skulde vække end dæmpe Tumult. Naar det hed: "der er Vagten!" da var det Signal ikke blot til Flugt, men til Hujen og Skrigen. Og man vidste at tage sine Forholdsregler for at undgaa Vagtens spejdende Blikke. En Nybodersmand havde en Fiskehandlerske til Hustru. Naar Dagen var til Ende, og hun kunde ventes hjem fra sin Handel, sagde Manden, der kændte hendes Skødesynd, til sin Søn: "Johannes, min Dreng, gaa ned i Adelgade og se, om Mo'r er fuld; er hun det, saa bed hende om at gaa hjem ad Borgergade; thi gaar hun ad Adelgade, saa tager Vagten hende". 3) - Var der Allarm et eller andet Sted i Nyboder, og de

 

 

106

fredelige Beboere fik i Sinde at rekvirere Vagten, burde de dog helst betænke sig to Gange derpaa, thi Rekvirenten blev for en Sikkerheds Skyld anholdt af Vagten sammen med Ophavsmanden til Forstyrrelsen. I Nyboders Vagt, hvis Arrest af erfarne Kændere tituleredes med Navnet "Hundehul", sad ingen Arrestant længere end én Nat; efter den Tidsfrist blev han under Bevogtning ført til Gammelholm, hvor Holmens Chef, under hvis Jurisdiktion Nyboder hørte lige indtil 1816, havde sin Bolig, Transporten gennem Byens Gader vakte megen Opsigt, og Hovedpersonen blev først fri for de mange nysgærrige Blikke, naar han var vel gæmt i Gammelholms Hovedvagt. Denne Bygning havde det gængse Navn "Holmens Laage", hvilket fra Begyndelsen kun var Betegnelsen for selve Indgangsporten til Holmen, dernæst for hele det tilgrænsende Terræn, saaledes laa Baadsmændenes Sygehus indtil 1628 "udj Bremerholmes Laage"; - og endelig fik alene Vagtbygningen dette Navn. - I Gammelholms Arrester ventede der den anholdte nye Genvordigheder. Hans Lidelsesfæller her inde modtog ham med aabne Arme i det glade Haab, at han vilde traktere med Drikkevarer til Velkomst. Indvilgede han ikke straks, saa anvendte Arrestanterne Vold imod ham, og han var kun én mod saa mange. Fandt de ikke Kontanter hos ham, trak de Klæderne af ham; ved et Bud, som mærkværdigvis al Tid var rede, blev dernæst hans Tøj sat i Pant og Velkomsten bragt til Veje; og de kaade Drikkeviser lød nu ud over Dødens stille Have, Holmens Kirkes Urtegaard, - Naboen til Hovedvagten, - indtil Justitskvartermesteren skred ind og gjorde en

 

 

107

Ende paa Lystigheden for denne Sinde. Endnu en anden Genvordighed, som ikke endte med Lystighed, truede vor Arrestant, naar han var kommen inden for Fængslets Mure. Det var Smitsot. Søetatens Styrelse selv kaldte Vagtens Lokaler for "snævre, stinkende og usunde Fængsler", man kan da vel tænke, hvorledes de omtaltes blandt Menigmand. Især vare Kælderarresterne berygtede. Vagten, der var overfyldt med Arrestanter, blev saa inficeret, at 4 Mænd, som sad her inde, døde ved Foraarstide 1782 af Sygdom, foranlediget ved de usunde Omgivelser; og den blandt Arrestanterne opstaaede Sot blev ogsaa bragt ud til Nyboder, hvor flere bleve angrebne. En Ombygning af Vagten, hvortil Holmens Kirke maatte levere Grund af sin Urtegaard, fjærnede for en Del disse beklagelige Mangler. 24) - Under vor Omtale af Nyboders Vagt maa vi ikke forbigaa "Tappenstregen", som udsendtes fra Vagten. Den nævnes 1713, men er sandsynligvis langt .ældre. 25) Naar det var blevet mørkt, og "Tapto" var slagen, maatte ingen Underofficer eller menig vise sig paa Nyboders Gader; men de, som Patrouillerne derefter traf paa, bleve straks "opbragte" og forvarede, med mindre de havde forsynet sig med Passereseddel. Det er ikke en Menneskealder, siden Tappenstregen endnu gik gennem Nyboders Gader, men den havde til sidst mistet al Betydning. Den trak op fra Vagten, drog ned ad Borgergade, bøjede om ved Delfingade og lagde Vejen hjem ad Rigensgade. Først marscherede en Underofficer eller en Vægter, stærkt væbnet med en Lanse, dernæst en Trommeslager, der med Færdighed behandlede sit Instrument, og endelig kom Bag-

 

 

108

truppen, som bestod af to Vægtere, med Lansen paa Skulder. Det yderst alvorsfulde ved hele Optoget kunde dog ikke afholde Drenge fra at løbe bagefter og danne en frivillig Arrieregarde. 3) - Og fra Nyboders Vagt endelig lød Klokkens klare Toner i den tidlige Morgenstund for at kalde Mandskabet til Arbejde paa Holmen. Samtidigt svarede Klokkerne paa Gammelholm og Nyholm. Men medens Nyboders Klokke al Tid har maattet være fornøjet med en simpel tjæret "Stol" eller Galge, have dens højrøstede Søstre paa Holmene i gamle Dage ladet deres Stemmer høre fra et smukkere Stade; paa Gammelholm havde Klokken sin Plads oven paa Hovedmagasinbygningens Midtpavillon (opført efter 1737 *)), i Spiret, som var smykket med en Neptunsfigur; paa Nyholm lød Klokkeklangen fra Hovedvagten (opført 1744), hvis Spir ses endnu, prydet i den øverste Spids med en kolossal Krone. - I senere Aar have Værfternes Klokker dog ogsaa maattet lade sig nøje med en tarveligere Plads.

Nyboder havde under Kristian den femte samtidigt med den nye Vagt faaet en ny Embedsmand. Han kaldtes Inspektør ved Nyboders Reparation og fik Bolig paa Materialgaarden i Rigensgade. 26) Nyboders Inspektør hørte til de "civile Betjenter" og havde saaledes ikke nogen egentlig Politimyndighed over Mandskabet, - den udøvedes af Holmens og Divisionernes Chefer; - men han er snarere at betragte som en Art Vicevært, der varetager Husenes Tilstand ved Udflytning og Indflytning og udsteder Husbrevene og

__________

*) Den nuværende Studenterforenings Bygning.

 

 

109

Opsigelserne. Halvdelen af Indtægten ved "Inventeringen", Husbrevenes Udstedelse, tilfalder ham, naar den hidrører fra Beboere, som ikke før have haft Bolig i Nyboder; for de øvrige yder Staten ham en Sum til Erstatning. 27) Som den første Inspektør nævnes (1694) Henrich Dreyer 28), hvis Løn er 144 Rdl.; efter hans Død 1700 ansættes Ephraim Clemens 29), der mod forhøjet Løn af 200 Rdl. skal "samme Forretning paa forrige Vis forrette lade". Han maa være død 1716, siden hans Enke dette Aar kræver hans tilgodehavende, som ogsaa udbetales hende med Fradrag af, hvad hendes Mand var bleven Staten skyldig paa sine Embedsregnskaber. Dernæst er F. Thiellesen 30) Inspektør indtil 1725; vi have allerede nævnet ham som en Mand, der havde gode Ideer; vi skulle her tilføje, at de talrige Forslag, som han fremkom med, alle vidne om hans Hjærtelag for den menige Mand; de fleste af hans Projekter bleve da ogsaa virkeliggjorte, om det end skete først mange Aar efter hans Embedstid *). Han forlod Inspektørposten for at blive "Færgemand" og overgav Embedet til Simon Nyborg 31), med hvem han havde en Strid om nogle Træer, som vi ogsaa kænde. Nyborg blev gammel i Embedet; hans Alderdomssvaghed er vist nok Grunden til, at P. I. Gemzøe 1767, medens Nyborg endnu lever, faar Exspektance paa Inspektørposten mod fra samme Tidspunkt at udføre alle Tjenesteforretningerne uden Løn. Da Nyborg

__________

*) Et Forlag, der røber hans Skønhedssans, men ikke blev udført, gik ud paa, at der paa offentlig Bekostning skulde plantes et Træ foran hvert Hus i Nyboders Gader.

 

 

110

døde 1769, efterlod han et Deficit paa 500 Rdl. Gemzøes 32) Eftermand blev (1799) Hof-Fontænemester P. Friis, som tillige overtog Bestyrelsen af den samme Aar oprettede Sejldugsfabrik. Han sluttede Rækken af Nyboders Inspektører (d. 1831). 33)

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top