eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

50


IV.

Munderingsvæsnet. - Mønstringer. - Parader. - Ordensdage. - Sundhedsplejen. - Baadsmændenes Sygehus. - Nyboders Sygestuer. - Søetatens Hospital.

__________

Boligen kan betragtes som en Del af Nybodersmandens Lønning; den øvrige Lønning bestod da af: Mundering, Sygepleje, Skolegang for Børnene, Kost og Pengeløn. Disse forskællige Bestanddele have forandret

 

 

51

Skikkelse i Tidernes Løb og have derfor hver sin Historie, som vi nu ville skildre i dens Hovedtræk.

Det faste Mandskab fik allerede under Kristian den fjerde en Opklædning fra "Klædekamret", men reglementeret Uniform for de menige indførtes først 1688 under Kristian den femte og bestod da af en Klædes Kjole, en "engelsk" Hat og en Lærreds Skibsklædning. Under Frederik den fjerde se vi Mandskabet iført en graa Klædes Trøje med rødt Underfor, graa Knæbenklæder, røde Strømper og Sko; dertil Klædes Kabuds med Skilt. 1752 forandredes Munderingens Farve fra graat til blaat, og siden den Tid har den blaa Farve været det ejendommelige Mærke for Marinen. Ogsaa med de nødvendige Undermunderingsstykker blev Mandskabet forsynet lige siden 1695 eller maaske endog før den Tid 1). - Uniformeringen blev i det 18de Aarhundrede besørget af Divisionernes Chefer, som hvert tredje Aar fik det "behøvende" Klæde og Baj tillige med en vis Pengesum for hver Mands Opklædning. Det paalaa Cheferne ved en dygtig Skrædder at lade maaltage hver enkelt Mand; thi Tøjet skulde passe godt, saa at "Folkene, kunde have Anseende, deres Skabning distingveres og de selv være fornøjede" ; endvidere forlangtes Klæderne forfærdigede saaledes, at de nøje svarede til en af Kollegiet *) i Forvejen approberet Prøve. Men Cheferne havde

__________

*) Ved Kollegiet forstod man fortrinsvis Generalkommissariatet, hvorunder Nyboder nærmest henhørte. Kommissariatet kan regne sin første Oprindelse fra Aar 1651; da havde det at sørge baade for Hærens og Flaadens Økonomi og civile Administration. Med enkelte Afbrydelser og Indskrænkninger vedblev det at bestaa saaledes indtil 1712, da Søetaten fik deputerede i et særligt Generalkommissariats Kollegium. Dette tillige med Admiralitetet, stiftet 1655, fik under Struensee og Kronprins Frederik (1784) sin departementale Indretning, og begge Kollegier tilsammen udgøre det senere Marineministerium (1848), der har et Kommissariatsdepartement saa vel som et Admiralitetsdepartement, under hvilket Nyboder nu sorterer.

 

 

52

Ord for at se altfor meget paa ,deres eget bedste ved denne Forretning, der ogsaa maatte være besværlig nok, naar den skulde udføres nøjagtigt; og derfor overtog Staten selv fra Aaret 1794 Besørgelsen af Opklædningen, som forfærdigedes af private Leverandører, en Ordning, der maatte kaldes et Fremskridt, naar ikke Sergenten, som nu under Kompagnichefens Tilsyn uddelte Munderingstøjet, havde faaet altfor frie Hænder. - Der forandredes meget ofte paa Munderingens Form, thi vi befinde os jo paa et Omraade, hvor Moden kan gøre sin Indflydelse saa stærkt gældende; der indførtes f. Ex. lange Benklæder; og en total Reform skete Aar 1816. Fra nu af fornyedes Munderingsstykkerne hvert andet Aar. Ved samme Lejlighed befaledes det en Del af Mandskabet at anlægge som Felttegn paa Hatten en Kokarde, der mærkværdigt nok skulde være sort; først 1842 fik Kokarden de nationale Farver. Det var de menige strængt forbudt at sælge deres Uniform *), - og det saa vel den næstbedste som den bedste; - Forbudet maatte hyppigt gentages, saa ofte blev det overtraadt af Folkene, der solgte Klædningerne, uden at opnaa den virkelige Værdi for dem; men dels skete Salget af Trang, dels vare de leverede Klædningsstykker

__________

*) Naar Salget blev opdaget, kostede det Sælgeren 150 Slag Tamp.

 

 

53

kun lidet hensigtssvarende og nyttige. Hvor megen Pris skulde vore Folk sætte paa en Trøje af det ukrympede Klæde, som i Regnvejr krøb ind, slog mange Folder og blev kortere end Underforet, der af den Grund lod, sig altfor meget til Syne 2)? Omsider blev der gjort Ende paa alle Mangler og Misbrug derved, at Uniformen i vore Dage faldt aldeles bort for Haandværkernes Vedkommende; kun deres og Søkrigernes Underbefalingsmænd, der naturligvis ere uniformerede, faa Mundering udleveret, men lide et tilsvarende Afdrag i Lønnen.

Det var Underklasserne "uforment" at bære den bedste Uniform paa Søn- og Helligdage, ved Bryllupper, Barsler og andre Lejligheder, "hvorved den ej kunde bedærves"; ligeledes, naar Vagttjeneste skulde forrettes; men ellers blev der ikke slidt meget paa den nyeste Mundering. Til den daglige Tjeneste paa Holmen og i Krigsskibene var en Arbejdsklædning tilstrækkelig, hvortil en aflagt Mundering passende kunde anvendes, og paa Kostdagene, da Uniformen skulde frem, var det af vel overvejede Grunde forbudt Folkene at bruge deres bedste Klædning. Men naar der blev holdt extraordinære Mønstringer over Folkene, da viste disse sig i fuldt Puds. Saaledes maatte Mandskabet i et Kompagni, hvis Chef fratraadte Kommandoen, stille til Parade paa en af Holmene "for at modtage hans Tak for den ham beviste Ærbødighed og Lydighed, som gav ham Haab om, at han selv havde opført sig saaledes, at ingen havde noget at klage"; den nyindsatte Kompagnichef tiltraadte ved samme Lejlighed sin Stilling med den Erklæring, at Folkene kunde vente under hans Kommando at vederfares, hvad ret og billigt er. - En større Styrke og

 

 

54

mere Prunk udfordrede de Mønstringer, hvorved hele Divisionen skulde præsenteres for Kollegiet, og som afholdtes, naar nye "gemene" skulde "anwærbes", naar allerede tjenende skulde permitteres, frigives eller afskediges, naar de nye Uniformer skulde besigtiges, eller naar Kollegiet over Hoved ønskede at syne Mandskabets Tilstand og Tjenstdygtighed. Divisionen trak op, anført af Chefen "med blottet Kaarde" og af de øvrige Divisionens Officerer; i Spidsen gik Tamburkvartermesteren med Stav i Haand og ledede Trommeslagerne, der fulgte efter i flere Geledder. Var det Haandværkerne, der skulde mønstres, anførtes de af Holmens Chef med Officerer, understøttet af Mestrene og Mestersvendene, der vare bevæbnede med Esponton'er (Korsgeværer). - Naar Afdelingen var ankommen til Paradepladsen, der laa lige for Gammelholms Pælebro, og som senere begrænsedes af Admiralitetet (Marineministeriet) *), - bleve Folkene behørigt opstillede, hver Underafdeling med sine Trommeslagere; den kommanderende Chef overrakte de tilstedeværende Medlemmer af Kollegiet en Liste over "samtlige Mandskabet", hvorefter dette raabtes op, Mand for Mand, for at konstatere Listens Rigtighed, Skulde de nyantagne endvidere edfæstes og "svære det danske Flag", da skete det ikke ved Paraden, men hjemme i

__________

*) Den første Admiralitetsbygning, der laa paa denne Side af Pælebroen, ved Størrestræde, nedbrændte 1795. Den anden Admiralitetsbygning ved Paradepladsen var (1746) først bestemt til Søkadetakademi, men blev dernæst (indtil 1795) Bolig for Holmens Ekvipagemester. - Til Mandskabets Paradering benyttedes under Tiden Sejlmagerværkstedet, "det store Sejlloft", som fandtes i samme Bygning som Ankersmedien (paa Gammelholm) 2).

 

 

55

vedkommende Chefs Hus. - Men naar hele Mandskabet i Anledning af et Kongeskifte skulde tages i Ed til den nye Konge, da foregik denne Handling ved en højtidelig Parade. Stedet, hvor det skete, var al Tid den omtalte Paradeplads paa Gammelholm; men efter at Marinen har maattet rømme sidstnævnte Værft (efter 1858), aflægges Eden selvfølgeligt paa Nyholm; i Aaret 1863 stillede Folkene paa Pladsen mellem Jærncisternebygningen og den "nye" Smedie paa Frederiksholmen. Ingen af Marinens Afdelinger har de sidste fire Gange været udelukket fra at deltage i Højtideligheden; før Midten af forrige Aarhundrede ansaa man det for overflødigt at kræve Troskabsed af Haandværkerne. Ere alle Afdelinger opstillede paa Pladsen, fremføres Fanerne under Eskorte og udfoldes; enkelte Paragrafer af Søetatens Lovbøger oplæses, Edsfæstelsen *) sker, og Handlingen sluttes med Leveraab for Kongen, ledsagede af Trommehvirvler eller Fanfarer, hvorpaa Paraden opløses.

Alle de omtalte Mønstringer hørte til Marinens private Anliggender; kun undtagelsesvis fik nogen Tilskuer Adgang til at overvære Paraderne. Derimod havde Søetaten Lejlighed til at fremvise sit uniformerede Mandskab for det store Publikum ved de forskællige offentlige Parader, som stundum fandt Sted; den første,

__________

*) Eden lød i alt væsentligt saaledes: Jeg lover og sværger at ville være Hans Majestæt, min allernaadigste Konge og Herre . . . tro, huld og lydig, . . . i Hans Majestæts Tjeneste til Vands og Lands uvægerligt mig lade bruge og . . . mit Liv og Blod vove samt Artikelsbrevene . . . efterretteligt holde, saaledes som det en tro Tjener og ærlig Skibs- og Krigsmand egner og anstaar. Saa sandt hjælpe mig Gud ved sit hellige Ord.

 

 

56

os bekændte, blev afholdt i Anledning af Frederik den femtes højtidelige Jordefærd. Ingsn Sinde har Søetaten vist nok udfoldet større Styrke og Pragt end den, hvormed Etaten mødte paa Ordensdagene 2), som Frederik den sjette indførte 1809. Paa Ordensdagen uddelte Kongen egenhændigt Dannebrogsordenen til dem, der vare blevne benaadede dermed. Handlingen foregik paa Rosenborg, hvorhen Kongen kørte fra sit Palæ paa Amalienborg i fuld Gala. Paa Vejen mellem de to Slotte dannede Militæret Espaliers, men Ærespladsen ved Amalienborg var forbeholdt Livkorpserne og Søetaten. Her bemærkedes først Haandværkerstokkens 8 Kompagnier, i alt over 2000 Mand, anførte af Holmens Chef, og med deres smukke Fane og et Musikkorps (Musik- eller Trompeterskolen af 1795) i Spidsen. Fanen var et Splitflag af Silke; i Midten saas et Orlogsskib paa Stabel, udført i Guldbroderi, og i det ene Hjørne Kristian den sjettes kronede Navnetræk, hvorunder man læste disse Ord:

Med Kunst og stor Møje
vi Tømmeret saa føje,
til Tjeneste bered'
i Fejde og Fred.
1743 *).

Haandværkerne vare iførte lyseblaa Frakker med røde Kraver og Opslag, lyseblaa Knæbenklæder og Strøm-

__________

*) 1814 fik Haandværkerkorpsét en anden Fane; den har Frederik den sjettes Navnetræk; Skibet fra den ældre Fane er ombyttet med Inskriptionen: "De kongelige Værfters: Haandværkere", og Devisen er nu kun: "Til Tjeneste bered i Fejde og Fred."

 

 

57

per, endelig Sko og sort Hat. Som en Art Bevæbning førte de forskælligt Værktøj, - der antydede de forskællige Haandværk, hvortil Folkene hørte, - saasom forsølvede Økser, Naverbor, tolv Tommer lange Spiger med røde Silkebaand, smukt pudsede Høvle, Maalestokke af Træ og Jærn o. s. v. Dernæst kom de fire Divisioner Søfolk, hver Division med sit Artillerikompagni. Denne Skare var mindst dobbelt saa talrig som Haandværkernes. Matroserne bar Sko, lange lyseblaa Benklæder og blaa Trøje med Kraver og Opslag af forskællig Farve, enten rød, hvid, gul eller grøn. Paa Hovedet havde Matroserne en Læderkasket i Form af en Baad; deres Værge var Lanser. Artilleristernes Mundering lignede Matrosernes, dog havde Opslag og Krave kun den røde Farve, og Hovedbedækningen var en blank Hat med en Granat til Emblem; Bevæbningen bestod i Geværer. Det var virkeligt et imponerende Syn at se denne store, smukt udrustede Styrke trække op til Paraden; her var Afveksling nok for Øjet, men det skortede stærkt paa smuk militær Holdning, som det var at vente hos Folk, der ingen Sinde øvedes i Paradeexercits, men hvis Stilling til daglig Brug medførte ganske andre Idrætter. Nu til Dags er Marinen ikke i Stand til at stille en saadan Styrke til Parade, men har ved forefaldende Lejlighed kun givet Møde med et ringe Antal prunkløst klædte værnepligtige Marineartilleristerr der førte et Orlogsflag og et Musikkorps med sig; den alvorsfulde Simpelhed, der var udbredt over det hele, undlod dog ikke at gøre Indtryk paa Tilskueren.

Sundhedsplejen laa ikke Administrationen synderligt paa Hjærte i ældre Tid; man tog i Begyndelsen

 

 

58

kun Hensyn til Forplejningen af Mænd, der saaredes i Krigen. Under Kristian den tredje bestemtes det, at Udgifterne ved de saaredes Helbredelse skulde udredes af Mandskabets Andel af Byttet; de saaredes Pleje var altsaa en Sag, som man den Gang ikke ansaa for Statens Pligt. Først Kristian den fjerde, som opretter Hospitaler i Roskilde, Helsingør og Slagelse for saarede Søfolk, anerkænder hin Forpligtelse, idet han anordner: "hvo, som bliver udygtig til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges af Kongen; og den, som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn; men for andre Saar og Skader skal hver især betale". For at kunne opfylde denne Forpligtelse, som han havde paataget sig lige over for Holmens Folk, ansatte Kongen en Badskær, som mod en Løn af 400 Specier skulde tilse dem, der kvæstedes i Kongens Tjeneste paa Værftet; det berettes os andet Steds, at han ogsaa var ansat i Nyboder, men dette er dog uvist; i ethvert Tilfælde er hans Kunst kommen Nybodersfolkene til gode, da de jo arbejdede paa Holmen. Vi faa ved samme Lejlighed Oplysning om, at Kongen ved Udtrykket "andre Skader" har ment Lemlæstelser, som Folkene fik i deres egen Bestilling eller ogsaa i Drukkenskab; for saadan Skade skulde de selv betale Badskærløn. Samtidigt med Badskærens Ansættelse, maaske ved Aar 1618, var der oprettet et Sygehus paa Holmen; det laa oprindeligt ved Indgangen til Bremerholm, ikke langt fra Holmens Kirke; men da det her benyttede Hus skulde anvendes i andet Øjemed, evakueredes "de syge Baadsmænd" og fik et andet Lokale bag "den gamle Mønt",

 

 

59

hvor et Hus, omgivet af Have, indrettedes til denne Brug. Der var ansat en Forstander ved Baadsmændenes Sygehus, og en lnstrux for ham foreligger fra Aar 1637. Naar en syg mælder sig til Indlæggelse, skal der afkræves ham "vor Admiral paa Bremerholm hans Seddel", hvis Indhold indføres i Sygehusets Bog, Paa tilsvarende Maade forholdes, naar den syge udskrives og atter kan gaa paa Holmen til Arbejde. Forstanderen skal "spiise" de syge efter sædvanlig "Holmens Taxtt", paase, at alt er i Orden, og til Sygehusets Tjeneste holde 1 Kok, 1 Kældersvend og 2 Kvindfolk, som skulle holde Stuerne rene, rede Sengene og to de syges Klæder. Skønt Hospitalet af og til havde en god Indtægt derved, at forskællige Bøder (f. Ex. for Uorden paa Volden) tilfaldt det, kom det dog snart i Forfald. Og Bygningen, hvor "saa mange tro Søtjenere med Suk havde hvilet deres fortrællede Lemmer og dødssyge Legemer, ja med Længsel leveret Gud deres angerfulde Sjæl", ogsaa Bygningen var selv paa det yderste. Ved privat Initiativ blev der derfor 1658 ombaaret en Kollekt, der gav et saa godt Udbytte, at det indkomne kunde danne Grundlaget til Hospitalets senere betydelige Kapitalformue, og samtidigt fik Kvæsthuset, som det nu hyppigt kaldes, et nyt Lokale i "Sejlhuset", en Bygning paa Bremerholm fra Frederik den andens Tid, vist nok det senere Garnmagasin for Enden af Reberbanen ud mod Kongens Nytorv. Hospitalet havde nu Plads til 250 syge. Men det var ikke givet Kvæsthuset at blive længe paa et og samme Sted; 1668 flyttede det til Børnehuset paa Kristianshavn, 1675 til Guldhuset i Rigensgade og 1684 til Nyhavns Hoved, hvorfra det senere flyttedes til Kristians-

 

 

60

havn (Overgade oven Vandet). Hidtil havde Hospitalet i visse Maader været fælles for Sø- og Landetaten, men 1690 fik Sømagten det som sit særegne Kvæsthus; det blev et Sygehus for 1380 Patienter og virkede ved Siden heraf som Invalidestiftelse og Fattigforsørgelsesanstalt. Søkvæsthuset optog nu, foruden de saarede, ogsaa (fra 1693) de Matroser og (fra 1727) de Haandværkere 3), der bleve syge i Kongens Tjeneste. - I Nyboder havde Tilsynet med de syges tilbørlige Pleje, formodentligt i deres eget Hjem, siden 1688 været Kompagnichefernes Sag. Men 1736-37 blev der ansat Kirurger ved Haandværkerstokken 4) og Divisionerne, og derved blev man sat i Stand til at aabne fire Sygestuer i Nyboder, som skulde behandle Frakturskade og smittende Sot 5); men Sygestuerne, som maatte nøjes med de smaa, lave Nyboders Værelser *), vare daarligt indrettede og kunde kun modtage mandlige Patienter; Divisionskirurgens Embedspligt medførte nemlig ikke noget Tilsyn med Hjemmene, derimod stod det (1756) de menige frit for at akkordere med ham om en vis aarlig Betaling for hans Opvartning hos de syge Medlemmer af deres Familier, og da lod det offentlige føre Kontrol med, at han intet forsømte i saadan Henseende; direkte Pengetilskud til Sygehjælp for Familierne gav Staten ikke før 1793, da en mindre Sum voteredes til Pleje for Divisionernes syge Koner og Børn. - Efter Op-

__________

*) Sygestuer fandtes 1749 for Haandværkerne paa Hoppenislænge, for første Matrosdivision i Rosengade, for 2den Division i Enhjørningsgade og for 3dje i Meriansgade. - Senere blev Smitsot dog ikke behandlet paa Sygestuerne, men henvistes til Søkvæsthuset.

 

 

61

førelsen af Søetatens Hospital, der 1806 fik Plads mellem Balsamgade og Nellikegade, kunde man derimod yde baade Mandskabet og Familierne en ordentlig Sygepleje i store luftige Lokaler. Der indførtes en stræng Disciplin i Hospitalet 2), men Folkene vare jo en Del selvraadige, og lidt Tvang har uden Tvivl været nødvendig i Begyndelsen. Børn, der tilsmudsede deres Klæder, fik Ris; de med Udslet befængte Patienter maatte save og hugge Brænde nogle Timer dagligt; Rekonvalescenter bleve satte til det samme Arbejde den sidste Dag, de opholdt sig i Hospitalet. Trods disse Tvangsbestemmelser og trods den Afkortning i Lønnen, som de faste maatte lide under deres Ophold herinde *), var der dog enkelte, som fandt Hospitalslivet saare behageligt; de søgte derfor paa alle Maader at forlænge deres Ophold i Sygehuset saa meget, som Reglementet over Hoved tillod. - Var der unægteligt noget at udsætte paa en Del af Patienterne, saa var der dog ogsaa Mangler ved Hospitalet selv. Det holdt saaledes i Begyndelsen sin egen Svinesti. Nybodersfolk mente nu, at Svinene fik for meget af den Grød, der (9 Gange om Ugen) skulde serveres for de syge, men at disse fik for lidt; og straks sammensatte Nyboder alle Haande Nidviser og Spottegloser derom. Heller ikke udeblev de misfornøjede Klager, naar Hospitalet i senere Tid vilde haandhæve den strænge Tugt. Og dog havde Hospitalet i vore Dage arbejdet sig op i Højde med Byens øvrige Sygehuse, da - det blev nedlagt (1867).

__________

*) For Koners og Børns Pleje paa Hospitalet fradroges i Keglen intet.

 

 

62

Det Fællesskab, som i Begyndelsen havde bestaaet mellem Marinen og Landetaten om Kvæsthuset, traadte paa en Maade i Kraft paa ny, idet Søetaten nu henviste sine syge til Forplejning paa det "militære Hospital" i Rigensgade. Foreløbigt staar Hospitalet i Nyboder uden Anvendelse, men det trues stærkt af de nye Gadeanlæg; fuldføres disse efter den oprindelige Plan, da vil Hospitalet blive skaaret midt over af Ny Kronprinsessegade.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top