eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

219


XII.

Befolkningens Karakteristik. - Forskællige Lyder. - Tapperhed. - Nationalfølelse. - Lune og Jovialitet. - Gudsfrygt. - Senere Digtere. - Fornemme Faddere.

__________

Med Nyboder og den faste Stok gaar et ejendommeligt Samfund til Grunde. Blandt dets Ejendommeligheder maa dets særegne Talesprog frem-

 

 

220

hæves. Dette er vel at betragte som en Gren af det københavnske Almuesprog, men skælner sig dog betydeligt derfra især ved Optagelsen af forskællige Udtryk og Vendinger, som dels ere hentede fra det med Nyboders Virksomhed saa nær beslægtede Sømandsliv, dels ere opstaaede som Benævnelser paa Nyboders særegne Forhold. Et Udtryk som "Gademo'r i tre" maatte være letfatteligt for alle indfødte, hvor dunkelt det i sin kortfattede Form end var for andre; enhver, der boede i en Nyboders Gade, maatte erkænde, hvor megen Selvfølelse og Kærlighed til de vante Forhold en hædrende Omtale af "vorreses Gade" kunde aabenbare. Nyboders Udtale af de enkelte Ord vidnede om en Stræben efter at undgaa unødvendig Brede. Naar Nybodersmanden nævnede sin egen Hjemstavn, lod han sig ikke vejlede af Skriftsproget til at give Ordet 3 Stavelser med Tonen paa den midterste, men lod det være nok med 2 Stavelser, hvoraf den første fik Betoningen, altsaa "Nybor". En lignende Forkortelse møde vi saa vel i "Delfegaden" som i det tilsyneladende bredere "Schvannegaden". Den bestemte Artikel bag disse to Ord maa ogsaa henregnes til Sprogets Særegenheder. - Men Talen viser os Manden. Ogsaa Nyboders hele aandelige Fysiognomi havde Ejendommeligheder, som vi nu ville fremhæve, idet vi forsøge at give en kort Karakteristik af den faste Stok. De svage Sider, som vi da opdage hos vore Folk, ville vi ikke dølge; dog maa det være os tilladt at fremstille dem i det Lys, som Samtidens Forhold kaste over dem; men paa den anden Side ville vi heller ikke forbigaa, hvad smukt og godt Befolkningen i Sandhed kunde roses for.

 

 

221

At en særdeles raa Samfundsklasse havde hjemme i Nyboder, derpaa have vii alt faaet tilstrækkelige Beviser, især naar vi søgte et Hundrede Aar tilbage i Tiden. Men vi glemme ikke, at Sømandsstanden, hvorfra Mandskabet rekruteredes, ingen Sinde har haft Ord for at besidde blide Sæder og fin Dannelse; naar Københavns Studenter i gamle Dage førte et forargeligt Liv og Levnet og gjorde, "hvad som utaaleligt og ulideligt var", kunde der ikke siges værre Ting om dem end, at de "skikkede sig som Baadsmænd". Endog hos Befalingsmændene kunde der træffes en Raahed, som efter Kristian den fjerdes Beskrivelse ytrede sig lige over for Mandskabet i stærk Banden og Sværgen og i saadan "Stormen", som mest bruges af dem, der intet bedre Middel kænde til at forskaffe sig Anseelse; - og slige Befalingsmænd fandtes længe efter Kristian den fjerdes Tid. Men selv om Officeren var, hvad han skulde være, og det lykkedes ham i nogen Tid at lægge Baand paa det faste Mandskabs uslebne Optræden, da kom hans Mandskab snart efter om Bord sammen med de fremmede, alle Vegne fra hværvede Søfolk, og disses Raahed virkede som Smitstof blandt de faste fra Nyboder. Den Behandling, som vore Folk ikke sjældent modtog af deres overordnede, havde vist nok sin Grund i hines egen Raahed, men kunde heller ikke indvirke dannende og mildnende paa Mandskabets hele Tænkemaade. Men barnlige, som vore Folk vare, maatte de føle sig frastødte og nedværdigede ved overdreven Strænghed, tiltrukne og ligesom hævede op fra deres lave Standpunkt, naar de mødte fornuftig Kærlighed. Enhver Tidsalder kan opvise hæderlige Officerer, som behandlede Folkene

 

 

222

med Venlighed og sand Humanitet, og saaledes gav dem et godt Forbillede til Efterfølgelse; men samtidigt nærede andre Officerer den Overbevisning, at Haardhed var det eneste Middel til at vedligeholde Respekten og "raat for usødet" det eneste, som Folkene kunde forstaa. Og dog forstod og paaskønnede vore Folk særdeles godt den bestemte, men milde Maade, hvorpaa en Niels Juel vidste at haandhæve Mandstugten; han hed derfor iblandt dem "den gode gamle Ridder" eller "den gode Hr. Niels"; og - for at anføre et Exempel paa det modsatte - de yndede vel Tordenskiold for hans raa og ligefremme Væsen, der faldt i deres Smag; men hans Hensynsløshed, der ikke i mindste Maade skaanede dem, naar noget skulde sættes igjennem, opvakte deres Harme og Misfornøjelse, saa at de endog fremkom med formeligt Klagemaal imod ham. Vore Folk havde i Tidernes Løb maattet døje haard Behandling, smal og daarlig Kost, uforskyldt Pengetrang, Savn og Anstrængelse af enhver Art; netop deres uforfinede Væsen havde hjulpet dem at bære det altsammen, thi deres Mangel paa Dannelse var forenet med en høj Grad af Haardførhed, Udholdenhed og Nøjsomhed.

Havde en Del af Befolkningen blot været mere nøjsom ved Nydelsen af hidsende Drikkevarer, da vilde Drikfældighedens Last ikke have været saa iøjnefaldende i Fortidens Nyboder. Men i gamle Dage blev Udøvelsen af en saadan Bacchusdyrkelse ikke anset for en Skam; Marinens Lovbøger fastsætte vel stræng Straf for dem, der blive trufne berusede paa deres Post, naar de forrette Vagttjeneste, men have ellers ingen Straffe-

 

 

223

bestemmelse for Drukkenskab*); denne Last fandtes hos Befalingsmændene, fandtes selv i de højeste Kredse, og kan ikke nævnes som et Særkænde for den menige i den faste Stok. Hine store Genvordigheder, hvormed Mandskabet hjemsøgtes, kunde nok give Sindet Trang til Trøst og Opmuntring; men hvor mange, foruden Folk fra Nyboder, have ikke under saadanne Omstændigheder søgt Trøst paa urette Sted og troet at finde den i Flasken?

Der kunde selvfølgeligt være endnu flere Laster at omtale hos Nyboders Folk, Kvinderne ere f. Ex. blevne beskyldte for Letfærdighed, men de samme Laster maa kunne genfindes hos ligestillede Beboere i den egentlige By; de forskællige Lyder ere kun mere fremtrædende i Nyboder, fordi alle Folkene her høre til samme Stand og ere samlede paa ét Sted, medens Byens tilsvarende Samfundsklasse skjuler sig blandt de andre Stænder og boer spredt i den store Stad.

Som en af de gode Sider, som ere ejendommelige for vore Folk, bør vist nok nævnes, at visse Forbrydelser 1), som andet Steds forefalde hyppigt, ere uhørte i Nyboder; saaledes er der, saa vidt vides, aldrig sket Ildspaasættelse her ude; ja der er ikke en Gang opstaaet Ildsvaade ved Beboernes Uforsigtighed, da de fleste kun have Brug for Ild ved Madlavningen; ligeledes er næppe det Tilfælde indtruffet, at den ene Beboer har stjaalet fra den anden, hvortil der dog var

__________

*) Straffelov for Krigsmagten af 1881 bestemmer dog; ogsaa Straf for Drukkenskab, naar derved over Hoved gives Anledning til Uorden og Forargelse.

 

 

224

rig Lejlighed, da flere Familier boede i samme Hus for uaflaasede Døre.

Nyboders Mænd dannede Grundstammen til de Skibsbesætninger, der kæmpede og sejrede under vore berømmelige Søheltes Anførsel; der kan derfor ikke være Tvivl om, at Nyboder har udmærket sig ved Tapperhed. Det hedder i Lovene: "skjuler nogen sig i Tid af Aktion eller taler om at give Skibet over, da ligge han paa sin Gærning, om Chefen ham straks nedlægger; hvis ej, da skal han kasseres og arquebuseres i Ryggen". Men disse Lovens Trusler behøvede vore Folk ikke for at opflammes til mandig Daad. Ganske vist gik de dristigere i Kampen, naar de betænkte, hvad der endvidere var lovet alle, som "evuentyrede" sig i Kongens Tjeneste: at de tillige med deres efterladte Hustruer og Børn skulde "belønnes". Om denne Uforfærdethed vidner Niels Juel, som (1679) indberetter til Kongen at der har været "gemene, som sig saadanne haffuer comporterit, at hand dennem med Officiers Charge haffuer honoreret paa Kongelig Mayestæts allernaadigst Behag og Confirmation for andre dermed at animere". Dette maa læses i Forbindelse med, hvad Kongen samme Aar tilskrev Admiralitetet: "da Vi ved Vor Flaade have udi sidste Krig været absolut Mester af Øster-Søen og Fjenden overlegen, saa er det Vores alvorlige Vilje, hvorledes vi kunne underholde mange erfarne Baadsfolk." Kongen erkænder altsaa, hvad det faste Mandskabs Tapperhed har udrettet, og ønsker sig derfor den tapre Stok forøget. Da Flaaden laa uvirksom paa Københavns Red under det fjendtlige Bombardement 1700, slog en brændende Bombe ned i Skibet "Prins Kristian",

 

 

225

men en Baadsmand sprang uforfærdet til, kvalte Bombens Ild med sin Kjole og sine Køjeklæder og frelste saaledes Skibet fra den truende Fare. Den Baadsmand var sikkerligt en Ætling af den faste Stok. Og beundre vi ikke den Skare, som 10 Aar senere havde baade Mandstugt og Mandshjærte nok til sammen med sin Chef, hvis Navn "flammer over Køgebugt", at forblive paa det brændende "Danebrog", "til Ilden ind i Krudtet brød, og alle døde Heltedød"? Blandt de Helte har Nyboder regnet nogle af sine Sønner. Boderne kunne være stotte af den Ros, som Olfert Fischer 1801 tildeler sine undergivne for deres "uforlignelige" Tapperhed: "til Officerernes og Mandskabets mageløse Mod har jeg intet Udtryk; Slaget selv kan kun beskrive det." - Men Modet svigtede heller ikke vore Folk, naar de færdedes paa Landjorden. Især deres Optræden ved Slukning af Ildsvaade vare baade Regering og Medborgere enige om at berømme. Nyboders Mænd vare selvskrevne som Brandfolk paa Holmen, hvor de (fra 1734) bleve tilsagte til at give Møde, naar Ulykken skulde hænde; men ogsaa i selve Hovedstaden maatte de gøre Gavn, En "Brand- eller Ildordning udi Københavns By" fra 1643 nævner Kongens Artilleri- og Søfolk som Slukningsmandskabets Kærnetropper. Natten mellem 7de og 8de Maj 1767 brændte Kongens "Bryggerhus" ved Tøjhuset; ved Slukningen og ved Redningen viste Holmens Folk saa stor Nidkærhed, at Regeringen tilstod Mandskabet 500 Rdl. til Afholdelsen af et "Gilde" 2). Og en Privatmand skriver omtrent 1793: "Disse Holmens Skibsbyggere ere højst resolutte, ja forvovne Mænd. Ved Ildløs grænser deres Mod til Dumdristighed; deres Vaaben i Kampen

 

 

226

paa nært Hold ere da Økser, men den længere bortfjærnede Fjende angribe de med stærke og skarpe Jærnkroge, som ere fastgjorte til lange Tov, og som de forstaa at slynge mod ethvert som helst Punkt med en overordentlig Behændighed." Fra Slutningen af Aarhundredet kan der anføres Exempler paa, at enkelte Holmens Mænd ere blevne belønnede med en Pengesum af Stadens Brandkasse for deres raske Færd ved slige Lejligheder og have faaet Løfte om, "at deres Navne skulde blive erindrede".

Der fandtes i Nyboder en mægtig Nationalfølelse, en ægte Kærlighed til Konge og Fædreland. Paa Tider; da alle, som vare noget eller vilde synes at være noget, brækkede paa det tyske, var Nyboder dansk og harmedes over det fremmede Element, som trængte ind. Af den Grund har det sikkert vundet Mandskabets udelte Bifald, da det bestemtes, at indfødte danske, norske og "andre" Undersaatter især skulde foretrækkes til Bøsseskytter ved Tøjhuset (l700) 3), at ingen fremmed "letteligt" maatte antages som Skipper (1726), men at der til Udlændinges Optagelse i den faste Stok behøvedes Admtiralitetets Tilladelse (1732) *). Af samme Grund har Marinen al Tid kunnet glæde sig ved at blive kommanderet paa Dansk; hvad deri en Jakob v.Tybos Mund hed: "rex um kehrt euch!" det hed mere forstaaeligt for danske Søkrigere:

__________

*) Den faste Stok havde allerede haft sin "Indfødsret" i 70 Aar, da denne kom til at gælde for hele Riget. 1789 maatte hverken Svenskere eller - Negere ("kulørte") optages i Stokken.

 

 

227

"højre omvender !" *) Af samme Grund kunde Nyboder, som vi have set, ikke forliges med de tyske Marinere og jublede, da den tyske Højforræder Struensee styrtedes. Og da tyske Landofficerer og danske Studenter (1793) kivedes i den saa kaldte Posthusfejde **), glemte Nyboder Fortidens Fjendskaber og lod en Deputation forbavse Regensprovsten med Tilbud om en mandstærk Hær af haandfaste Skibsbyggere til Understøttelse for Studenterne og deres "Rettigheder" +). Naar vi endvidere høre, hvorledes Holmens Folk efter Kristiansborgs Brand 1794 ansøgte Kronprinsen om, at der dagligt maatte afkortes dem 2 Skilling af deres fattige Løn, indtil Kongen atter havde faaet sit Hus rejst, da maa vi tilstaa, at Nyboder ikke al Tid tænkte paa at sætte sig op imod Øvrigheden, naar det paa saa smuk en Maade kunde lægge sin Kærlighed til Landets Fyrste for Dagen. Blot ét Træk endnu fra den nyere Tid. En Baadsmand fra Nyboder blev i Aaret 1849 tagen

__________

*) Forskællen mærkedes bedst, naar de tyske Soldater kom paa Vagt paa Holmen. Enkelte tyske Kommandoord havde dog indsneget sig i Marinen, især til Brug ved Vagttjenesten i Land, f. Ex. "Werda?" "Halt !". Danske Kommandoord indførtes ved Hæren 1772.

**) I de Optøjer, som Fejden gav Anledning til, og som under Tiden endte med Politiets Nederlag og Flugt, deltog ogsaa adskillige Holmens Matroser. - Der havde allerede i en hel Aarrække været Stridigheder paa Københavns Gader mellem civile og militære. Derfor blev det indpræntet Nyboder 1787 at afholde sig fra Fornærmelser af enhver Art.

+) Det venlige Forhold, hvori Nyboder saaledes stillede sig til den studerende Verden, bevaredes indtil vore Dage; de gamle Boder have siden den Tid modtaget mangen Student som logerende inden for deres Mure.

 

 

228

til Fange ved Ekernførde og fik i Fangenskabet Besøg af den eneste Søofficer, som havde svigtet Konge og Fædreland; men ansaa vor Baadsmand det nu for en Ære og en Fordel at forny Bekændtskabet med den fine Herre? Paa dennes venlige Forespørgsel erklærede Nybodersmanden rent ud, at han "forbandet nødigt" vilde kændes ved Officeren 1). Den udprægede Nationalfølelse, som stedse har besjælet Holmens Folk, lagde Baadsmanden dette Svar paa Læberne. Han var Nyboders Ordfører.

Vore Folk ere ogsaa bekændte for deres Lune og Jovialitet. Mange ere de Anekdoter, som fortælles om dem, og hvori en mer eller mindre fin Vittighed er Pointet; mangen Gang blev en Genvordighed, som hos andre vilde have fremkaldt Uviljesytringer, affærdiget med et muntert Ord, som hjalp ud over Vanskelighederne. Mærkelig var ogsaa deres Lyst til at give andre - og ikke mindst deres Overordnede - karakteristiske Øgenavne, der ofte vidnede om Nyboders skarpe satiriske Blik for vedkommendes Skrøbeligheder. Dette deres Lune maatte ogsaa bøde paa det tarvelige ved de fleste af deres Fornøjelser. Selskabelige Sammenkomster vare ikke ukændte i Nyboder, men vilde som oftest have været umulige, hvis ikke de Gæster, som havde Evne dertil, foruden det gode Humør medbragte hjemmefra et eller andet Bidrag til. det ingenlunde overdaadige Maaltid. Den dampende Kaffe, udskænket af en blankt poleret Kobberkedel, maatte nødigst mangle. Majfesterne, som vi allerede have omtalt, vare særdeles billige Fornøjelser af en mere offentlig Karakter.

 

 

229

Man gjorde ellers Udflugter i det fri *), selvfølgeligt til Fods; Gyldenlund (Charlottenlund) var da i Reglen Vandringens Maal, naar man ikke lod sig nøje med "Gyngehaven" paa Hjørnet af Toldbodvejen og Bredgade, med Kalkbrænderierne ("de fattiges Dyrehave") eller Fællederne. Maden, som man havde med i Papir, smagte dobbelt godt, naar man henstrakt i Græsset nød den under Spøg og Latter 1). Men vilde man en Gang slaa Gækken rigtigt løs, da gik Turen til Dyrehaven. Paa en saadan "Kilderejse" tog man lidet Hensyn til Omkostningerne; da istemte Nyboder den lystige Vise fra 1772:

"Vi skal derud, skal vi end sætte
vort Tøy paa Assistence-Huus **),!
den Kilde kan vort Hierte lætte,
engang vi taale kan en Runs." -

Ville vi endnu omtale den Gudsfrygt, som fandtes i Nyboder, da kunne vi intet Hensyn tage til, at Loven lige frem paabød Folkene Religiøsitet, "For Gud som det højeste Væsen", hedder det, "bør enhver

__________

*) Uden sin foresattes Tilladelse maatte en menig ikke fjærne sig 2 Mil fra Byen, ikke heller være mere end 24 Timer fraværende, naar han ikke vilde anses for Desertør. Skulde han gøre en længere Rejse, da havde han at indhente Kollegiets Resolution desangaaende, hvorefter Divisionens eller Holmens Chef forsynede ham med Rejsepas.

**) 1753 var Assistenshuset blevet Marinens Ejendom; Overskuddet indflød i Søkvæsthusets Kasse, hvoraf Pensionerne til Mandskabet udrededes. 1816 paatænktes det at oprette en speciel Laaneanstalt for Nyboder, men da man vilde forskaane Folkene for at erlægge Renter, ændredes Planen saaledes, at der tildeltes Kompagnicheferne en Sum til at forstrække Mandskabet med i paakommende Tilfælde.

 

 

230

bære en sand Højagtning, vise i sin Gudsdyrkelse en usminket Oprigtighed og i sit Levnet en uforfalsket Hellighed, saasom det alene kan give den sande Kækhed, naar det paagælder, og give vore Idrætter Held og Velsignelse". Datiden mente at kunne kommandere Troen ind i Hjærterne. Derfor blev der taget saa haardt paa Gudsbespottere, og derfor maatte Mandskabet paa Kommando overvære Gudstjenesten i Holmens Kirke. Kristian den fjerde havde vel kun befalet (1623), at alle Skibs- og Arkelifolk, som tjente paa Flaaden, og alle andre, som vare ansatte i Tjeneste ved Bremerholm, skulde "flittigt" besøge Kirken ved Gudstjenestetider; men en formelig "Kirkeparade" har vist flok al Tid været Pligt i Marinen saa vel for Drenge som for voksne. Ogsaa om Bord havde Andagtstimerne nødtvungne Tilhørere; Udeblivelse derfra straffedes med Bøder og Rævselse. - Ved at paalægge Mandskabet denne Trostvang afgav Regeringen dog uforkastelige Vidnesbyrd om en ikke ringe Iver for Guds Riges Fremme. Folkenes kristelige Oplysning og Opbyggelse laa i det hele de styrende meget paa Hjærte. Paa Holmen blev derfor (1587) Guds Ord prædiket for dem, som vare paa Vagt der om Søndagen; Kristian den fjerde byggede (1617-1641) Bremerholms Kirke til Sognekirke ogsaa for Nyboder og forundte (1647) sine Baadsmænd fri Stade i denne Kirke, medens Haandværkerne, - Smede, Skibstømmermænd, Snedkere, Blokkedrejere og andre Hans Majestæts Tjenere, - som de mere formuende maatte erlægge en ringe aarlig Kændelse for deres Stolestader; om Bord læste (1625) Præsten eller i hans Forfald Skriveren Evangeliets Forklaring om Søndagen,

 

 

231

Epistelens eller Børnelærdommens om Onsdagen; var det Stormvejr de nævnte Dage, valgtes de derpaa følgende. Alle Maaltider om Bord begyndte og endte med Lovsang og Bøn. Kvæsthuset og Flaaden vare velforsynede med Præster. Under Kristian den femte havde Flaaden 30 Sjælesørgere om Bord, under Frederik den fjerde et endnu større Antal. Skibspræsterne indtog vel under Kristian den fjerde en temmelig uanseelig Stilling inden Skibsborde; men Skipperen, Styrmanden, Kirurgen og Skriveren vare "udj Fad med" ham og maatte ligesom han lade sig nøje med samme Mad, som Mandskabet modtog. De følgende Konger forøgede Omsorgen for Ordets Tjenere, som nu fik Rejsepenge, ret god Løn, rigelige Kostpenge, Andel i Byttet eg endelig en Art Ventepenge, indtil de kunde opnaa Ansættelse i Land *). Regeringen betænkte sig ikke paa at ombytte Orlogsskibenes Kalk og Disk, der hidtil havde været af Tin, med lignende af Sølv, uagtet det skete i en saare fattig Periode (1716); tillige blev der trykt nye "Haandbøger", Salme- og Bønnebøger til Uddeling blandt Mandskabet. Der findes gentagne Befalinger om, at Nyboders Drenge skulle undervises ordentligt i deres Kristendom. Helligdagen er al Tid Hviledag; paa den maa (1735) ingen Pengeudbetaling finde Sted til Folkene; kun naar der er presserende Arbejde paa Holmen, eller naar en menig skal - prøve sin nye Uni-

__________

*) En af disse Skibspræster fra Frederik den fjerdes Tid, Jens Colding, har besunget den store nordiake Krig i sin "poetiske Søe-Crantz".

 

 

232

form hos Skrædderen, gaar Kongens Tjeneste forud for Guds paa denne Dag. Og medens det ikke er ganske let for Underklasserne at skaffe sig Tilladelse til at udeblive fra Arbejdet en enkelt Dag, nægtes der aldrig Friseddel i Anledning af kirkelige Handlinger, f. Ex. om Lørdagen til Skriftemaal, - og man gik til Alters 2 à 4 Gange om Aaret; ja til Karlens "egen" Bryllupsfest, Barsel og Begravelse bevilges endogsaa to Dage *). - Vi antage, at denne Styrelsens Omsorg for Sjæleplejen ikke helt har været uden Frugt. Thi Sømanden har med al sin Letsindighed en Fond af religiøs Følelse, som maaske frygter for at vise sig, men som dog findes og kan hentes frem af Dybet. Der herskede i Nyboder en vis Ærbødighed for det hellige, for Ordet og Sakramenterne; Spottere og gudsforgaaene Kroppe fandtes vel her som alle Vegne, men vakte i Almindelighed megen Forargelse. Kunde vi ubemærket have set ind til Nyboders Familier Søndag Eftermiddag i ældre Tider, vilde vi sikkert mange Steder 1) have truffet Manden i Færd med at læse højt for Kone og Børn af en storstilet Huspostil; mange Steder vilde vi have hørt en from Moder i al Enfoldighed lære Børnene Morgen- og Aftenbønner eller synge en Salme til egen Opbyggelse.

__________

*) 1822 indførtes et Reglement, der bestemte, hvor meget Mandskabet havde at betale til Kirke, Præst og Degn ved Brudevielser, Barnedaab og Begravelser. Lige indtil 1791 blev der ofret ved Brudevielse i Holmens Kirke. 1628 kostede Ringning til Lig 2 Mark; skulde Korskolen synge til Lig, betaltes det ogsaa med 2 Mark. 1647 kunde der i visse Tilfælde tilstaas fri Begravelse, gratis Jordpaakastelse og Sermon, og Sang af Pøkerne uden Betaling.

 

 

233

Smukke Forsøg på at fremhæve Nyboders gode Sider leveredes af de nyere Digtere, som havde opdaget, at Nyboder var et Sted, herfra taknemmelige Æmner kunde hentes. Thomas Thaarup skrev sit "Peters Bryllup", Arnesen og Overskou "Caprisiosa", Overskou "Pak"; de vare de første Digtere, som viste deres Agtelse for "den faste men fattige Stok" .ved at "synge til Nyboders Ære" og skildre Livet her ude i dets skønneste Skikkelse, ydermere forskønnet ved den Nimbus, hvormed Poesien véd at omgive sin Genstand. Og Digterne have lige indtil den nyeste Tid bevaret deres Interesse for Nyboder. Var Nyboder fordum blevet erklæret for "infamt", saa fik det nu en glimrende Æresoprejsning, da Poesien svingede sit Kongeflag over dets Hoved. Digteren Adolf Recke kommer dog Virkeligheden nærmest i en af "Viserne", hvori han opruller et naturtro Nyboders Genremaleri for vore Øjne og giver os værdifulde Vink til den rette Opfattelse af Nyboders private Liv.

Men allerede i ældre Tider kunde Nyboder træffe Mænd, som havde Sans for de rosværdige Egenskaber hos Befolkningen og i Gærningen viste, at de skønnede paa disse Dyder. Naar visse Nybodersfamilier 1) skulde have et Drengebarn i Kirke, da ansaa "fornemme Herskaber" det ikke for at være under deres Værdighed at staa Fadder til Barnet. Daaben fandt Sted saa snart som muligt efter Fødslen, - helst ottende Dagen efter, og i Kirken. Barselstuer, som florerede paa Holbergs Tid, vare endnu hundrede Aar derefter i Brug i Nyboder. Moderen sad i en Lænestol, Faderen stod

 

 

234

ved Døren for at modtage de fra Kirken tilbagevendende Faddere; han bukkede dybt for de fornemme Gæster; der var jo højtstaaende Søofficerer, Præster og Rangspersoner iblandt dem; de kørte til Stadsen i deres egne Vogne, hvilke nu vakte stor Opsigt, medens de holdt uden for Døren. Det uvante Syn var Skyld i, at mangen Nabokone maatte trykke sin Næse ganske hvid mod Ruden for rigtigt at kunne tilfredsstille sin Nysgærrighed; medens Nyboders Ungdom med gabende Munde dannede to tætsluttede Rækker lige fra Husdøren og hen til Vognen, blot for at faa et Glimt af Herligheden at se. Inde i den lille festligt smykkede Stue diskuterede Fadderne imidlertid den nyfødtes fremtidige Livsstilling, - den var jo allerede saa godt som bestemt ved den Stand, hvortil Forældrene hørte, - og søgte at fordrive Tiden ved at læse Deviserne paa de Konditorsager, som vare fremsatte til Forfriskning. Nu brød Gæsterne endelig op; et Vinduesskod blev aftaget og lagt over Rendestenen for at lette dem Indstigningen i Vognene; og da de fine Folk vare borte, aandede man jo nok lidt friere, medens man højligt undrede sig over, at de kun havde spist saa lidt af de mange gode og sjældne Sager; og dog følte man sig hædret ved den nedladende Venlighed, som de store Mænd havde vist, og som maatte anses for et Tegn paa den Agtelse, hvilken alle fordomsfrie nærede for de hæderligere blandt Nyboders Befolkning.

Som et Bidrag til Nyboders Karakteristik og tillige som en Prøve paa den hjemlige Digtning ville vi endnu anføre, hvad en menig Nybodersmand sang om sin Æt i Aaret 1845:

 

 

235

I gyldne Sale ej min Tid henrandt;
min Fader var ej høj-, ej adelabaaren,
han var af faste Stok kun Tømmermand;
min Moder var af tjæret Slægt udkaaren.
Og denne Slægt bar sjældent Kors og Baand,
kun Brød i Ansigts Sved den maa fortjene,
og Savn og Nød tit sløve kan dens Aand,
som blot af Navn (tør) Livets Glæder kænde.
Men denne Slægt har sjældent manglet Mod,
derfor jeg har ved den mig aldrig skammet.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
I Arvegods jeg fik et ærligt Navn,
og deri ligger Slægtens største Ære.

__________


 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top