eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

188


XI.

Den faste Stok. - Valgdagene 1848 og 49. - Mandskabets Fordringer. - Faste Stoks Oprindelse. - Tvangstjenesten. - Lovgivning. - Søkrigsartiklerne. - Domstole. - Arbitrære Straffe. - Blaa Bod. - Mestermanden. - Skubkarregasterne - Den-faste Stoks Opløsning.

__________

Frihedens Morgenrøde, Aaret 1848, hilstes af Nyboder med en Glæde, som røbede en Del ungdommelig Ubesindighed 1). Disse Mennesker, hvis Mening næsten

 

 

189

aldrig var bleven dem afæsket, end ikke angaaende deres eget Velfærd, skulde nu have en begrundet Mening om hele Statens Styrelse; disse Mænd, hvis Pligt det havde været at bøje sig uden Kritik for det myndige Kommandoord, skulde nu med ét være modne til politisk Frihed, være i Stand til at veje og gennemskue alle de Behageligheder og Smigrerier, der bleve sagte dem af de forskællige Valgkandidater, som vilde bejle til denne hidtil upaaagtede Samfundsklasses Gunst! Her møder en Baron (C. Dirckinck-Holmfeld) og hævder, at der er "ét bestemt Lighedstræk mellem hans Færd og den danske Sømands Karakter; dette Træk er, - næst Bestræbelsen efter at give Kongen og Øvrigheden Æren, saa vidt det med Rimelighed kan ske, - Uafhængigheden af alt Partivæsen; thi Fordomme, Rænker, Kløgt, kunstig Snak, fagre Ord skylles stedse væk af det friske salte Hav, hvor Sømanden færdes." Her møder en Præst, som er en af vore største Digtere, "den orddjærve Skjald" N. F. S. Grundtvig; han holder begejstrende Taler for Holmens Folk og lader dem synge sine nationale Sange ved Prøvevalgene, medens han paa Valgdagen forsikrer, at han er dansk og vil ikkun være dansk, og at han derfor har henvendt sig til disse djærve, kække, danske Sømænd for at blive deres Udsending paa Tinge. - Saadanne Ord maatte indgive Nyboder høje Tanker om sig selv: det syntes jo pludseligt at have faaet stor politisk Betydning. Men Nyboders Folk troede at maatte gøre denne deres forøgede Betydning mere iøjnefaldende ved at optræde paa en temmelig upassende Maade. Allerede ved Prøvevalgene havde de voldt Uro og Støj; den Opførsel, de udviste paa selve Valgdagen (den

 

 

190

5te Oktober 1848), paa hvilken der skulde vælges et Medlem til Rigsforsamlingen, var dog endnu mindre rosværdig. Af Kandidaterne optraadte først Baronen. Han "vilde Fornuft som den øverste Magt i Friheden", men hans Tale laa en Del over vore Folks Horisont og blev ofte afbrudt. Præsten havde tydeligt nok vundet manges Hjærter; de talrige Bifaldsytringer, der ledsagede hans Tale, skulde lade formode, at hans Valg var sikret. Alligevel viste Udfaldet, at Flertallet af Marinens Folk helst vilde have en Mand fra deres egen Etat til Repræsentant; thi den tredje Kandidat, der var Søofficer, Kapitajnlieutenant N. E. Tuxen, valgtes med en ret anseelig Majoritet. Da dette Resultat blev bekændt, skete der højrøstede Indsigelser fra Mindretallets Side; man paastod, at flere af de overordnede havde indvirket paa de uselvstændige af Holmens Folk til Fordel for den valgte ved stadigt at opholde sig i Nærheden af Valgprotokollerne; ja en Chalupperoer, en af de lavest stillede i Søetaten, skal endog have dristet sig til at ytre, at nu vilde Holmens Folk først rigtigt blive Slaver, siden de havde faaet en Søofficer til Rigsdagsmand.; det, mente han, havde han Lov at sige, da Officeren og han ved denne Lejlighed vare jævnbyrdige. Frihedsideerne og Læren om Menneskerettighederne havde aabenbart gennemsyret selv de nederste Lag af det lille Samfund; de Tider vare forbi, da Mandskabet villigt viste Befalingsmændene den skyldige Respekt "ved Hovedets Blottelse" *).

__________

*) Denne Hilsemaade havde været almindelig i hele Marinen indtil 1810, da det tillodes Officererne at hilse ved blot at lægge Haanden paa Hatten. Senere kom dette ogsaa til at gælde for Underklasserne.

 

 

191

I Aaret 1849, som bragte den kongelige Frihedsgave, var det menige Nyboders Uvilje mod Officersstanden vokset stærkt. Man beskyldte Officererne for Uduelighed, Arrogance og Egennytte. Det var næsten en Aftale blandt Nyboders Folk, at de ved næste Valg ikke vilde vælge nogen Søofficer til deres Ombud, men derimod en Mand, som gav bestemte Løfter om at ville tage sig af deres særlige materielle Interesser; paa hans politiske Farve lagde Nyboder da mindre Vægt. Valgdagen (den 4de December 1849) bragte 8de Kreds hvortil Nyboder hørte, hele 4 Kandidater at vælge imellem: Baronen fra forrige Aar og desuden en Kontreadmiral, en Major af Hæren og en forhenværende industridrivende. Men det lykkedes ikke Baronen at vinde større Sympati for sig denne Gang end forrige; Admiralen var nok ikke videre populær, thi da han fremhævede sin halvtredsindstyveaarige Tjeneste i Etaten, blev der raabt: "det var de halvtreds Aar for mange"; Majoren holdt sig til det rent politiske, hvilket ikke var det brændende Spørgsmaal for Valgforsamlingen; derfor havde den fjerde Kandidat, Jærnstøber P. F. Lunde, i det hele de bedste Udsigter til at blive valgt. Og dog skulde man synes, at hans Yndlingsprojekt, - som Datiden kaldte socialistiskt, og som gik ud paa at oprette en Understøttelseskasse for Haandværkssvende, hvori Mestrene over hele Landet skulde forpligtes til at gøre Indskud, - ikke maatte kunne interessere Nyboder, hvis Stilling jo ikke vilde blive forbedret ved Projektets Gennemførelse; den fremsatte Tanke kunde i det højeste vise, at dens Ophavsmand havde Hjærte for Underklasserne. Naar den fjerde Kandidat derimod omtalte

 

 

192

Nyboders Fordringer, brugte han ganske almindelige Udtryk og fremkom med omtrent de samme Løfter som de øvrige Kandidater. Men han var nu én Gang Nyboders erklærede Yndling og gik af med Sejren. For at undgaa Indsigelser bag efter havde man, belært af Erfaringen, vedtaget for denne Valghandling, at ingen Officer maatte opholde sig i Nærheden af Protokollerne. Under hele Valgmødet havde der hersket stor Tummel og Støj, og deri havde Nyboders Folk haft en væsentlig Andel; men til Forstyrrelsen bidrog ogsaa de mange uvedkommende, som strømmede til fra andre Valgkredse, hvis Forhandlinger allerede vare endte; og den Uro, som disse Mennesker fremkaldte, blev ogsaa skreven paa det faste Mandskabs Regning.

Mandskabets Optræden blev paatalt af en Kommandør-Kapitajn i et offentligt Blad. Han erklærer først, at det ikke er Valget og dets Udfald, han dadler, men kun de derved forefaldne Optrin, og han fortsætter saaledes: "paa mange Maader sørges for eder; .... der er Boliger for Familierne, samt Kost og Gage og Klæder; . . . Børnene nyde allerede i den tidlige Alder ikke alene fri Undervisning, men ogsaa nogen Kost og Gage samt Klæder. . . . Værer taknemmelige og forspilder ikke alle disse Goder; . . . eders Stilling er i enhver Henseende lige saa god som de privates; Forfremmelse kan opnaas" o. s. v. - Enhver rettænkende maatte finde det ganske i sin Orden, at Mandskabet blev oplyst om, hvor usømmeligt det havde opført sig *); men

__________

*) Naar Nyboder i senere Aar har skullet opfylde sin Pligt som Vælger, da er det sket med stedse større Besindighed og Ro. Uviljen mod Officererne har heller ikke vist sig i saa stødende en Skikkelse. - Nyboder har i Tidens Løb, sendt følgende Repræsentanter til Folketinget: (Kapitajnlieutenant N. E. Tuxen), Jærnstøber P. F. Lunde, Marineminister S. A. Bille, residerende Kapellan C. F. Gram, Institutbestyrer (senere Redaktør) C. V. Rimestad, Orlogskapitajn G. P. Schønheyder og Marineminister N. F. Ravn.

 

 

193

Forfatteren til denne Avisartikel nærede tilsyneladende den Overbevisning, at Nybodersfolkenes Fordringer om Forbedring i deres Stilling vare aldeles ubeføjede, og heri vilde Menigmand i Nyboder paa ingen Maade give ham Ret.

"Gagen", der af den ovennævnte Forfatter fremhævedes som et af Mandskabets mange "Goder", var netop de meniges fornemste Ankepost. Der havde før 1847 været ført Klager over den Besynderlighed, at 1ste Division havde fast Gage, medens 2den Division nærmest tjente for Dagløn; det uheldige i denne uensartede Lønningsmaade viste sig især, naar Manden som syg blev indlagt paa Hospitalet; thi da afkortedes der den syge Matros et Beløb, som kun var en Fjerdedel af, hvad en Haandværker tabte ved sit Ophold paa Hospitalet i lige saa lang Tid, idet Haandværkeren mistede hele sin Dagløn. Ligeledes var der den Besynderlighed, at 1ste Division fik de saa kaldte Hværve-og Kapitulationspenge (6 Rdl.) udbetalt hvert 3dje Aar, Haandværkeren derimod ikke; denne havde nemlig 1816 mistet de "Haandpenge", som vare blevne ham tildelte lige siden 1696 2). Men de fleste Klager desangaaende vare forstummede, da Regeringen 1847 "efter Begæring" havde tilstaaet 2den Division fast Gage og et Hospitalsophold, der be-

 

 

194

regnedes efter de samme Regler som for 1ste Division. 1849 gik Mandskabets Ønske derimod ud paa Gagens Forhøjelse. Men naar der blev paastaaet, at Pengelønnen, som var fastsat 1816, ikke havde været underkastet nogen Forandring til det bedre siden den Tid, da forholdt dette sig ikke ganske saaledes. I Gennemsnit var hver Mands Løn ved "Dusører og Tillæg" vokset i de nævnte 33 Aar med 5 Rdl. for 1ste Division og med 10 Rdl. for 2den Division; men denne Tilvækst var naturligvis ikke fordelt ligeligt til alle Lønningsklasser. Derimod kunde vore Folk have fuldstændig Ret i, at Lønnens daværende Størrelse alligevel ikke svarede til de siden 1816 saa forandrede Penge- og Prisforhold. - Et kort Overblik over Lønningsforholdene for Søetatens Underklasser i Tidernes Løb kan maaske finde sin Plads paa dette Sted. Det overvejende Flertal af Matroserne i Delingerne eller Divisionerne havde foruden Kvarterpenge (1688: 4 Rdl., 1816: 8 Rdl. aarligt) efter disse Afdelingers Oprettelse i aarlig Løn kun 16 Rdl., som udbetaltes dem maanedvis, for omtrent 4 Dages Arbejde om Ugen. Ganske faa Matroser ved "Takkelagen" havde det 18de Aarhundrede igennem 28 Rdl. i aarlig Gage. Underbefalingsmændene vare ogsaa tarveligt aflagte; en Højbaadsmand f. Ex. havde 1731: 40 Rdl. og 1767: 56 Rdl. aarligt. 1816 krævedes der Arbejde hver Dag, men Gagen blev nu for en Matros 36 à 48 Rdl. og for en Højbaadsmand 122 Rdl. - Haandværkerne lønnedes (fra 1688) baade med et Fixum, der ganske svarede til Matrosernes faste Gage, og desuden med Dagløn, som udbetaltes først ugevis, senere kvartalsvis, og til sidst maanedsvis; den

 

 

195

deltes fra gammel Tid i Sommer- og Vinterdagløn. En duelig Tømmermand kunde 1602 fortjene 8 Sk. paa en Sommerdag, 5 Sk. en Vinterdag; en mindre dygtig maatte nøjes med omtrent den halve Løn. 1737 var Sommerdaglønnen for en Haandværker i øverste Klasse 20 Sk. og for en Svend i nederste (7de) Klasse 8 Sk. Vinterdaglønnen var henholdsvis 14 Sk. og 6 Sk. 1816 blev den ældgamle Tvedeling opgiven, og Daglønnen beregnedes for hele Aaret: bedst lønnede Haandværkere fik 24 Sk., daarligst lønnede 8 Sk. dagligt. 1847 slog man det ovenfor omtalte Fixum og den mere varierende Dagløn sammen til én fast normeret Gage. Foruden Kvarterpengene, (hvis Størrelse vi allerede have angivet), havde Haandværkerne i samlet aarlig Pengeindtægt:

1737 og 1767 1816. 1847.
Kvartermænd . . . . . . . . . . 90 Rdl. 180 Rdl. 180 Rdl.

Smede i 1ste Klasse . . . .

77 - }
}
}
117 - 118 -
Højeste Løn for de øvrige
Haandværkere . . . . . . . .
70 -
Laveste Løn for
Haandværkerne . . . . . . .
38 - 68 - 70 -
Arbejdsmænd . . . . . . . . . 16 - 36 à 38 - 68 à 79 - *)

"Kosten" og "Klæderne", som hin Avisartikel fremdeles havde henpeget paa, var Nyboder ogsaa villigt til at anse for "Goder", naar de virkeligt vare gode; men de kunde endnu ikke frikændes for Mangler, som

__________

*) Som en særegen Klasse faste Embedsmænd paa Holmen kunne nævnes de "kongelige" Katte, der havde det Hværv at hæmme Rotternes Uvæsen. En Kats aarlige Gage beløb sig vel omtrent til 15 Rdl., som udrededes af den særdeles rigt forsynede Sjoverfond.

 

 

196

forringede deres Værdi og saaledes maatte regnes som direkte Pengetab for Mandskabet. Dette kunde blandt andet ikke forstaa den Besynderlighed, at en menig, som foretrak selv at lade sin Uniform sy fremfor at modtage en færdig Mundering, vel fik Tøjet dertil leveret fra Varedepotet, men ikke nogen Erstatning for Syløn m. v. "Huset" havde Underklasserne ganske vist for moderat Betaling, men ikke gratis, og uden nogen Vedligeholdelse af det Indre paa Statens Bekostning. Hvad "Forfremmelsen" angaar, da blev det netop paa Valgdagen gjort gældende, at ikke én Mand af Underklasserne var i den toaarige Krig bleven forfremmet til Officer, uagtet der ved Udnævnelsen af de mange "Maanedslieutenanter" havde været Lejlighed nok dertil, og uagtet slige Avancementer vare skete baade i Landetaten under samme Krig og for Marinens Vedkommende i tidligere. Den Paastand, at "det faste Mandskabs Stilling var lige saa god som de privates", havde ligeledes mødt bestemt Modsigelse paa Valgdagen. Maatte det indrømmes at have sin Rigtighed med Børnenes "fri Undervisning", saa protesterede vore frihedslystne Mænd desto kraftigere, naar de opfordredes til "Taknemmelighed" for den "Kost og Gage samt Klæder", som deres Drengebørn modtog. Her var Artiklen kommen til det Punkt, hvorover Nutiden følte den største Harme: thi hvad Drengen saaledes modtog af Marinen, maatte han paa en Maade tilbagebetale som voksen Mand; den umyndige Dreng havde ved at modtage hin Understøttelse ladet sig binde til den faste Stok, som holdt ham fast for en længere Aarrække, naar han var indtraadt i den modnere Alder.

 

 

197

Allerede Kristian den tredje havde Søfolk og Haandværkere til fast Tjeneste paa Bremerholm, men først under Kristian den fjerde (1615) antog den faste Stok sin karakteristiske Form, ligesom ogsaa Tallet paa hans faste Søtjenere var langt betydeligere end de foregaaende Tiders Mandtal. Den for sin ulykkelige Skæbne bekændte Kristoffer Dybvad, Professor ved Københavns Universitet, har rigtig nok villet paastaa, at det var ham og ikke Kongen, som havde undfanget Tanken om Oprettelsen af den faste Stok; men selvom vi skulde nødes til at frakænde Kristian den fjerde Æren af at have været det første Ophav til denne Plan, da er det utvivlsomt, at Kongen omfattede Tanken med megen personlig Interesse og udviklede stor Selvvirksomhed ved dens Iværksættelse. Hvad Kristian den fjerde saaledes havde begyndt, fornyede og fortsatte de fleste af hans Efterfølgere; men trods disse Kongers Ændringer bevarede Stokkens Forfatning sit oprindelige Præg temmelig uforandret lige til det sidste.

Spørgsmaalet om Tjeneste tidens Varighed er et vigtigt Punkt i Stokkens Organisation. Kristian den fjerdes Mandskab forpligtede sig til at tjene 5 Aar; naar de saa ikke ønskede at tjene længere, skulde de "forløffuis" hjem til deres igen for paa visse fordelagtige Vilkaar "at bruge deres Næring det bedste, de kunde"; men det var deres Pligt at bosætte sig inden for Rigets Grænser og give Møde i Krigstilfælde ligesom Landets øvrigt Indbyggere. De omtalte Fordele vare dog altfor smaa til at kunne holde de "faste" Matroser fra at forlade Landet, naar mere indbringende Forhold lokkede dem andet Steds hen. Senere Konger indskrænkede

 

 

198

Tjenestetiden for faste "anværbede" Matroser eller "Aarstjenere" til (mindst) 3 Aar; men mange vedblev at tjene i en længere Aarrække og opnaaede derved Ret til Pension; saadanne kaldtes 1655: "gammel Thienner". Ingen Matros kunde tvinges til at gøre Tjeneste i flere Aar, end han havde kapituleret om, med mindre det var hans eget udtrykkelige Ønske; og naar en Matros f. Ex. ved Arv opnaaede en bedre Livsstilling, skulde han kunne faa sin Afsked før Tiden, naar en anden duelig Mand var villig til at tjene Tiden ud i hans Sted. Et mindre Antal (7 til 13) af de faste Søfolk ved hvert Kompagni fik endvidere Tilladelse til som "Frimænd" at fare med Koffardiskibe i et vist Tidsrum, en Tilladelse, som baade Frimanden og Kompagnichefen kunde have Fordel af. Ved Valget af Frimænd tog man alle Hensyn: de maatte mælde sig frivilligt; ugifte Mænd bleve foretrukne og af de gifte kun de, hvis Hustruer vare i Stand til at ernære sig selv i Mandens Fraværelse *). Matrosen kunde altsaa siges at være bunden til den faste Tjeneste paa kort Tid og taalelige Betingelser; anderledes var Haandværkeren stillet: efter hvad vi kunne skønne, har han stedse været antagen paa Livstid og skulde altsaa blive til fortsat Tjeneste, saa længe han formaaede at arbejde. Han er da den fasteste af alle faste; derfor blev Navnet "den faste Stok" oprindeligt brugt om Haandværkerne alene, men er i Følge senere Sprogbrug ogsaa blevet anvendt paa alle andre Holmens Folk. Den urokkelige Stilling, der saaledes var

__________

*) Frimandsinstitutionen, der indførtes 1719 "efter Landarmeens Maade", var bortfalden 1822.

 

 

199

ejendommelig for Holmens Haandværkere, maa vel betragtes som den vigtigste Aarsag til, at disse Folk for en Del stod saa lavt i Moralitet og, som Følge deraf, i Dygtighed. Banen var afstukket én Gang for alle; da Avancementet gennem de forskællige Lønningsklasser desuden var saare langsomt, syntes Fremgang i Duelighed unødvendig; derfor evnede vor Haandværker ikke al Tid at være en god "Oberkammerat", naar han fik Lærlinge at oplære; han fik dem hurtigere lært sine egne Daarskaber end Professionen selv, skønt han kunde vente at modtage en Præmie, naar Læretiden var forbi. Mange havde kun Tanke for Øjeblikket og for, hvad dette førte med sig. Man greb enhver Lejlighed: blev en Mand sat til nyt Arbejde, eller opflyttedes han i en anden Klasse, straks maatte Flasken paa hans Bekostning gaa rundt til "Velkomst" og det endog midt under Arbejdet. Naar Haandværkeren ikke længere var saa kraftig som i sine yngre Aar, blev han nedvist i en lavere Klasse; selv om denne Tilbagegang (fra 1827) skete successivt, fra Klasse til Klasse, saa var den dog særdeles krænkende for den ærekære Mand. - Men der var lige saa lidt at indvende mod Haandværkerens bundne Stilling som mod Matrosens, naar blot vedkommende i den voksne Alder havde paataget sig Forpligtelsen til at tjene, - som Mænd, der vidste, hvad de forpligtede sig til; de bandt sig vel for lang Tid, men det skete frivilligt, og de kunde da ogsaa regne at have deres Udkomme sikret for den samme Tid. Helt anderledes stiller Sagen sig, naar det var Børn, som optoges i den faste Tjeneste. Dette er sket fra Aar l730 3) i det seneste, men er vist en

 

 

200

langt ældre Skik; Haandværkerstokken blev sikkert al Tid rekruteret ved Antagelse af unge Lærlinge. Som Betingelser for et Barns Antagelse i den faste Stok krævedes der (1756), at Barnet var 8 Aar gammelt, at det havde sin Sundhed og Førlighed, og at Faderen stod i den kongelige Søtjeneste. Man forudsatte uden videre, at Barnet ejede baade Lyst og Evne til Livsstillingen. Til Drengens mulige Ønsker om en speciel Stilling kunde der ikke tages Hensyn; han maatte være tilfreds med, hvad man tilbød ham, og Tilbudet rettede sig efter de Pladser, som tilfældigvis vare ledige. Ikke Barnet, men Forældrene adspurgte man, om de godvilligt lod deres Søn indtræde i Tjenesten; af Tvang gjorde de det sjældent, men oftere af Trang, idet de mindre havde Barnets Fremtidsvel for Øje end den Fordel, de selv vilde opnaa, hvis deres Barn kom i fast Nummer og blev en af de 10 "Rugdrenge", der vare ved hvert Kompagni, hvilket vilde forøge Hjemmets Indtægt med en Portion Rug foruden den gratis Opklædning og Skolegang, som Drengen selv nød godt af. Men da var Barnet allerede bundet til Tjenesten og maatte under Tiden gøre lidt Gavn ved f. Ex. i Divisionsskolen (efter 1800) at pille Værk for Marinen. Som "Kompagnidreng" var han tre Dage i Skole; da andre tre Dage maatte han mod en ringe Løn møde til Arbejde paa Holmen. Efter sin Konfirmation blev han enten Haandværkerlærling paa Værftet eller Matroslærling paa et Orlogsskib; nu tiltraadte han altsaa den Stilling, man havde valgt for ham, da han var 8 Aar gammel. Naar han dernæst havde udlært og var bleven "Karl", som det hed, kunde han begynde at aftjene de Aar, i hvilke han,

 

 

201

ved Modtagelsen af hine Statens Velgærninger, havde forpligtet sig til at blive i den faste Tjeneste. Saa længe denne Tvangs tjeneste varede, kunde han i Reglen ikke forlange sin Afsked. Tvangstjenestens Længde var i ældre Tid 12 til 16 Aar for Matrosen, der som Dreng var indtraadt i Tjenesten; Haandværkeren, der fra Rugdreng var avanceret til Svend, var bunden paa Livstid. Denne Forskæl i Tjenestetidens Længde for Matrosen og Haandværkeren motiverede Frederik den femtes Søkrigsartikelsbrev med den Betragtning: "Vi have ladet Haandverkeren fra Barnsbeen oplære og underholdt ham i Læren og saaledes bragt ham frem, at han i Vores Tjeneste haver Leve-Brød sin Livs-Tid." Dette kunde dog med selv samme Ret ogsaa siges om den fra Rugdreng "opklækkede" Matros. Den sande Grund til Uligheden er vist nok snarere den, at Matroskorpserne mentes at trænge hyppigere til friske Kræfter og ungt Blod end Haandværkerstokken. 1801 skete der en stor Forandring i disse ulige Forhold; Tvangstjenestens Varighed blev omtrent ens for de to Afdelinger af Holmens Mandskab; de skulde begge tjene 15 eller 16 Aar. 1816 strammedes Baandet paa ny, idet alle og enhver, som havde modtaget "Drenge-Gehalt", befaledes at gøre Tjeneste som Karle i 20 Aar. Disse 20 Aar bleve i Stokkens sidste Levetid (1847) formindskede med otte. Men de 12 Aar vare trykkende nok. Da Tvangstjenesten i Reglen først kunde tiltrædes i Mandens 20de Aar, endtes den altsaa i hans 32te; naar han da i den Alder vilde prøve paa at bryde sig en ny Livsbane, faldt det saare vanskeligt; han besad ikkun faa Kundskaber, da man ved hans Uddannelse fra Barndommen af havde


 

202

lagt mest Vægt paa de praktiske Færdigheder og ved Indøvelsen af disse kun haft Holmens specielle Forhold for Øje, saa at han daarligt kunde finde sig til Rette paa andre Omraader; og havde han desuden stiftet Familie i Tjenestetiden, maatte han anse det for meget tvivlsomt, om han tilbørligt kunde sørge for Kone og Børn, medens han arbejdede paa at befæste sin nyvalgte, endnu usikre Livsstilling. Resultatet af disse Overvejelser blev som oftest, at han paa ny tog Tjeneste i Marinen. Det kunde vel tilstedes den menige at forlade Tjenesten før den fastsatte Tid, men Afskeden blev da ikke meddelt ham "i Naade", vedkommende maatte opgive ethvert Haab om nogen Sinde at nyde Pension, og Staten havde formentligt Ret til at fordre Erstatning for alt, hvad han som Dreng havde oppebaaret i Kost og Penge. - Det var ogsaa en Art Afsked før Kapitulationstidens Udløb, naar den menige i Frederik den femtes Dage blev bortjagen af Tjenesten for "Skarnvurnhed". Den saaledes afskedigede leveredes da til "næste Fæstning", hvor han maatte arbejde paa Vand og Brød, indtil han ved første Skibslejlighed kunde bortsendes af Landet med et "Løbepass", hvori enhver, som traf ham, anmodedes om at lade ham passere, men ikke repassere. 1780 bleve disse Bestemmelser om Løbepasset satte ud af Kraft; men den "imfame Kassation" blev genoptagen i en kongelig Befaling af 1808, som paabød, at de af Søetatens Mandskab, som havde forbrudt sig saa haardt, at de dømtes til Kat, skulde "udsættes" af. Tjenesten med det samme. En saadan Afsked kændtes allerede paa Kristian den fjerdes Tid:

 

 

203

hvo, som gentagne Gange har pantsat sine Vaaben, forvises fra Skibet uden Pas og Afregning.

I Underklasserne bleve mange Mænd dog gamle i Tjenesten og have altsaa befundet sig ret vel i den faste Stok. Vi ville saaledes anføre, at i Aaret 1850 havde 13 Mænd gjort Tjeneste i over 55 Aar, 6 i over 60 Aar og 1 i over 70; de fleste af disse veltjente Folk vare Haandværkere. Men gaa vi tilbage til forrige Aarhundrede, da møder os et endnu mere glimrende Exempel i Normanden Kristian Jakobsen Drackenberg, der i Aaret 1735 blev forfremmet til overkomplet Højbaadsmand ved Takkelloftet. Han var da 109 Aar gammel 4). 32 Aar efter finde vi ham endnu blandt de levendes Tal; han er nu pensioneret, men hævede formodentligt sin Efterløn i ikke faa Aargange siden den Tid. Da Gubbens Dage omsider havde faaet Ende, lod den folkelige Digtekunst sig forlede af hans æventyrligt høje Alder til at fremstille ham som Helten i et fantastiskt Æventyr. 1771 udkom der nemlig et Flyveskrift med følgende Titel: "Den danske gamle Normand C. J. Drackenbergs adskillige Syner og underlige Hændelser, som han har havt, imedens han har levet, hvilket udgiør en Tid af Hundrede Syv (?) og Fyrgetyve Aar, samt ziret med hans Portrait". Alene Titlen maatte sikre denne Bog en god Modtagelse i Nyboder.

Ville vi kaste et Blik paa den faste Stoks særegne Lovgivning, maa vi først nævne Kristian den tredjes Aftikler om Søkrigstjenesten (1555), da de ere Forbilleder for de følgende Kongers Love. De Straffe, som Kristian den tredje fastsætter for sin Marine, ere meget strænge. Her er Livsstraf for at vrage, spilde eller

 

 

204

bortkaste noget af Kongens Proviant og for at stjæle saa meget som af 4 Skillings Værdi; her bestemmes, at naar nogen med vred Hu drager sin Kniv mod sin Stalbroder, da skal hans Haand nagles fast til Masten; den menige, som uden Tilladelse betræder "Kompanien", (Skansen paa Orlogsskibene, Officerernes Opholdssted,) skal kølhales. Kristian den fjerde (1611, 1615 og 1625) mildner vel nogle af de nedarvede Straffe, saaledes at den Mand, der har gjort sig til Tyv for 4 Skillings Skyld, slipper med at erstatte det stjaalne firefold; til Gengæld forbedrer denne Konge andre af Straffebestemmelserne: den til Masten naglede Haand skal vedkommende nu selv rive løs; - ja nye opfindes: den, der for anden Gang laaner paa sine Vaaben, skal springe fra Raaen. Foruden disse Love for Søtjenesten fandtes der ogsaa de saa kaldte "Holmens og Arsenalets Artikler" fra denne Konges Tid. Atter Kristian den femte udsteder (1675 og 1683) nye Love for Sømagten, men de ere skrevne i samme Aand som de tidligere. Et Fremskridt betegne Frederik den femtes "Søkrigs-artikelsbreve for Sø- og Landtjenesten" (af 1752 og 1756), hvilke have haft Lovskraft i Marinen indtil vore Dage, da en for Hær og Flaade fælles Straffelovbog til Dels er traadt i Stedet for Frederik den femtes Værk, der saaledes har gjort Tjeneste i den anseelige Tid af næsten 130 Aar. Artiklerne have som Arv fra Fortiden bibeholdt Mangfoldigheden af Straffebestemmelserne; Misdæderne trues her med Dødsstraf ved Sværd, Økse eller Arqvebusering; med Kassation; med Kat, Tamp og Ris i de forskælligste Grader og Kvanta; med Brændemærke og Arbejde i Jærn (som Fæstnings-

 

 

205

slave); med at staa uden Sko paa en spids Pæl, at ride paa Kanonen, at bære Flinter, at bære-Fidtlelen; med at krumsluttes (langt eller kort), at nyde Vand og Brød, at arbejde i Skubkarren o. s. v. *). Men Frederik den femte gør en mildere Brug af disse Straffe end de foregaaende Konger. Det er vel ogsaa en Genklang fra gamle Tider, vi træffe i denne haardhjærtede Bestemmelse om Gudsbespottere: "er nogen gudsforgætten, da skal han straffes, andre til Afsky, med evigt Fængsel; . . . . eller og skal Tungen ham levende af hans Mund udskæres og saa hans Hoved afslaas med en Økse". Man farer heller ikke lempeligt frem mod Menedere; de skulle miste to Fingre og udvises af Landet. Ny opfunden, men af gammel Familie er Fastsættelsen af Straf for Selvmordere: er den sørgelige Gærning fuldbyrdet, da skal Selvmorderens Legeme hænges ved Benene fra Raanokken til Solens Nedgang eller begraves i Galgebakken; men har han ikke fuldkommet sit blodige Forsæt, da skal han arbejde i Jærn "sin Lives Tid". Nyere Tiders Indflydelse mærkes derimod, naar et billigt Hensyn til "kvindemenneskers" svagere Konstitution fastsætter som højeste Straf for disse: at kattes med de fine Katte. Endelig maa vi ikke glemme en smuk Artikel om Æresoprejsning. Selv om en

__________

*) Det er kun Straffene i Artikelsbrevet for Landtjenesten, vi her have opregnet. Til Sammenligning kunne de Straffe anføres, som Straffelov for Krigsmagten af 7de Maj 1881 idømmer: 1) Irettesættelse. 2) Embeds og Bestillings Fortabelse. 3) Fængselsstraf (i 12 forskællige Grader, deriblandt Fængsel paa Vand og Brød). 4) Strafarbejde (i Forbedringshuset eller i Tugthuset). 5) Livsstraf (ved Skydning).

 

 

206

Synder for sine Misgærningers Skyld var bleven erklæret for "imfam", og hans Navn derfor var opslaaet paa Galgen, skulde han dog ved sin senere Opførsel kunne gøre sig værdig til at faa sin Ære igen. Dette skete da med en vis Højtidelighed. Til den berammede Tid formerer en Kommando menige Kreds, som oftest vel paa Paradepladsen; den paagældende ledes frem midt i Kredsen, hvor han knælende hører den kongelige Benaadningsresolution oplæse, hans Navn bliver udslettet af Galgen, og endelig svinges det danske Kongeflag trende Gange over hans Hoved. Den saaledes benaadede iføres Mundering, indtræder i sit Geled og marscherer af. Ingen har herefter at lade ham høre hans tidligere Misgærning. - Uagtet Artiklerne saaledes specificere de epkelte Tilfælde meget udførligt, tilføjes der dog ganske forsigtigt i Slutningsafsnittet: "eftersom det er umuligt at anføre alle muelige forefaldende Tilfælde og derefter alle Pligter og Straffer at bestemme, saa bør ingen derfor tænke, at han ikke er forbunden at efterlade eller gjøre alt det, som heri ikke enten er forbudet eller befalet."

Den faste Stok havde ogsaa særegne Institutioner hvorved dens Lovgivnings Bestemmelser kunde blive førte ud i Livet. Det var de dømmende Myndigheder, Under Frederik den anden (1587) bestod der paa Bremerholm en Domstol, sammensat af Kapitajner, Skippere og Styrmænd; "Retten paa Holmen" skulde dømme i Tjenestesager; i visse civile Sager derimod sorterede Holmens Mænd endnu under Borgmester og Byfoged. "Holmens Ret" nævnes endnu under Kri-

 

 

207

stian den fjerde *); som dens umiddelbare Fortsættelse kan "Under-Retten" betragtes, der (1655) bestod af 4 Lieutenanter og 4 Skippere og senere fik det mere betegnende Navn "Under-Admiralitetsretten"; den behandlede i nogen Tid alle civile Sager. Men 1690 finde vi en "Kommission", der skulde dømme i de Tvistigheder, som forefaldt mellem Holmens Folk; 1 Schoutbynacht var Præses og 2 Lieutenanter af Landetaten, 1 af Søetaten og 2 Borgere Assessorer 5). Ved hver Division fandtes fra 1720 til 27 en "Divisionsret", der lededes af Divisionscheferne og især paadømte Forseelser mod Disciplinen. Ved Siden af alle disse Domstole, under hvis Jurisdiktion Mandskabet til forskællige Tider og i forskællige Sager hørte, har der sandsynligvis al Tid paa Holmen været en Domstol, som havde Navn efter den hurtige Rettergangsmaade, den brugte, - nemlig Standretten. Det er maaske den, som 1622 kaldes Skibsofficerernes Ret, og som kan idømme Holmens stridbare Kvinder mindre Straffe. Standretten nævnes udtrykkeligt 1686, men 6 Aar i Forvejen haves et Lovbud, som forudsætter dens Tilværelse: "begaar nogen gemen mindre Forseelser ved Kongens Arbejde, da skal han straks paa Stedet straffes." Blandt de "mindre" Forseelser, som denne Ret kunde paakænde, blev Tyveri senere medindbefattet 6). 1727 træffe vi Standretten igen; den bestod da af 3 Officerer, men hævedes 5 Aar derefter - for bestandigt. De af denne og de

__________

*) Mandagen var fra gammel Tid Marinens Retsdag. Paa Retsdagen begyndte Forhandlingerne stedse med Oplægning af Artiklerne og Eden (1625).

 

 

208

andre Retter behandlede Sager bleve efter Haanden alle henviste til Søetatens kombinerede Ret, der var stiftet 1727. Denne Domstol, hvori der sad 1 Avditør (Søetatens Fiskal), 7 til 9 Officerer og nogle civile Bisiddere, blev fra Midten af forrige Aarhundrede Mandskabets eneste Forum, ved hvilket altsaa enhver Retssag, som blev anlagt af og imod Folkene, skulde behandles. Naar Mandskabets Sager verserede for Retten, præsiderede enten Holmens Chef eller en af Divisionernes Chefer. Arrestanter maatte ikke uden Rettens Kændelse holdes mere end 2 Gange 24 Timer i Varetægtsfængsel. Det er Standrettens hurtige Retsforfølgelse, der gaar igen, naar Instruktionerne bestemme, at smaa Forseelser skulle paadømmes straks og Dommene desangaaende blot forevises Holmens og Divisionernes Chefer; ligeledes naar Loven anfører det som en af Avditørens Pligter, at Sagerne behandles "ordentligt", men tillige saa summariskt som muligt *). - Det er ogsaa Standrettens summariske Fremgangsmaade, som genkændes i den arbitrære Straf, der i ældre Tid var hyppigst i Brug. Straffen, som dikteredes efter Skøn, havde vel ikke videre legale Følger for den straffedes Fremtid, men var dog frygtet af Mandskabet, der mente, at Partiskhed og Vilkaarlighed ofte gjorde Straffen strængere, end den vilde have værst, hvis den samlede

__________

*) Da det guldbergske Ministerium havde fundet (1777), at en Officer var bleven dømt for mildt af Kombineret Ret, ansaa Regeringen det ikke for tilstrækkeligt at underkænde Dommen, men irettesatte Retten selv for dens Optræden; - forhaabentligt et sjældent Tilfælde i vor nyere Retshistorie:

 

 

209

Ret havde dikteret den. Om Straffens Art kunde den arbitrært dømmende ikke være i Tvivl, da der fandtes en kongelig Anvisning derom fra 1722, i Følge hvilken de menige ikke skulde idømmes Pengemulkt, men bøde paa Kroppen. Derved retfærdiggjordes de "Lussinger efter Behag", som Holmens Folk fandt det saa nedværdigende at tage imod. Man kunde i ældre Tid opleve, at Officererne selv personligt exekverede Dommen ved at gaa løs paa den stakkels Synder med Stok, Kaarde og andet "dødeligt Gevær"; dette blev dog forbudt 1730, og Befalingsmændene maatte nu lade Afstraffelsen udføre af Profossen. Der kunde ogsaa en Gang imellem vanke Ørefigen for de fejlende, men denne Straf blev 1756 betegnet som en "uanstændig Ræfselses Maade". Hidtil havde enhver ved Landtjenesten fungerende Officer haft Ret til at dømme arbitrært; Frederik den femte lagde Afsigelsen af alle arbitrære Kændelser i én Mands Haand. Underofficerer var det "ikke aldeles" forment at bruge Tampen for derved at drive de uvillige til Arbejdet; Officererne derimod skulde kun have Magt til at lade deres undergivne arrestere, naar det drejede sig om større Forbrydelser, og Arrestationen skulde uopholdeligt mældes til Holmens Chef. Det var ham alene, som havde Ret til at diktere Straffen efter bedste Skønnende *); men da han kunde tildele en Forbryder Tugtelse paa 27 til 81 Slag Tamp, var hans Magt ingenlunde ringe og indskrænkedes kun lidet ved en kongelig Ordre fra 1815, der fastsætter Straf for de Officerer, som tildele

__________

*) Forseelserne, som Holmens Chef paadømte, vare Absenter, Slagsmaal ved Arbejdet o. lign. Divisionscheferne havde Myndighed til at lade Opløbere afstraffe.

 

 

210

deres undergivne anden eller haardere Korrektion end Anordningerne hjæmle. - Der stod paa Gammelholm bag Hovedmagasinsbygningen et Skur, i hvis ene Ende der fandtes en Pæl, hvorpaa en Madras var anbragt. Denne Lokalitet kaldtes "Blaa Bod" 7). Er denne Bod Mandskabets tidligere Spisebod, da kan det ikke nægtes, at Traktementet, som uddeltes fra dette Sted, har forandret Skikkelse i Tidernes Løb; thi fra omtrent 1700 uddeltes der kun legemlig Rævselse i "Boden", som senere af en ubekændt Grund benævnedes den "blaa". Den har været Vidne til mange slemme Scener. Naar en Mand skulde lide "Straffen til Pælen", fik han som oftest en Sejldugs Skjorte over sit Tøj, formodentligt for at dette ikke skulde sønderslides ved Slagene, og dernæst blev han ved et Reb om begge Hænder opklynget saaledes, at han lige berørte Jorden med Fødderne, og at Skuldre og Ryg udspændtes; desto føleligere mærkedes Tampens Slag. Kun faa have befundet sig saa vel i Blaa Bod som hin Matros, der lagde sin Glæde over den Sejldugs Kasseking for Dagen ved dyrt at forsikre: "jeg har aldrig været saa pænt paaklædt som i Dag!" De fleste vilde vist gærne have undværet baade Pynten og Traktementet. Men i vort Aarhundrede mistede Blaa Bod sin Søgning lidt efter lidt. Da Frederik den syvende en Gang ved et Besøg paa Holmen traadte ind i Drejerværkstedet, fik han Øje paa en Del tykkere og tyndere Tovstumper, der hang paa Væggen i Række, og som paafaldende lignede de Tampe, hvormed "Hans Majestæts menige" bleve afstraffede. Med de forrige Tiders Forhold for Øje udbrød Kongen: "her, kan man da se, lægges der ikke

 

 

211

Fingre imellem!" Orlogsværftets Chef fik nu Lejlighed til at bemærke, at den arbitrære Straf var afskaffet paa Holmen, og at al Straf kun tildeltes efter Rettens Dom; Tovenderne vare de ved Fabrikationen af Blokværk nødvendige Prøver.

Lovens Strænghed finde vi personificeret i en Bestillingsmand, hvis blotte Navn vækker Nutidens Afsky og Foragt: Profossen eller Mestermanden. Men denne daarlige Klang havde Navnet oprindeligt ikke. Alene Ordet "Mester" antyder en vis Anseelse og Værdighed, og "Profos" betegnede fordum en overordnet militær Politimyndighed; Rigens Profos forestod paa Kristian den fjerdes Tid Retsplejen i Hæren og var tillige Overbefalingsmand over Københavns Væbning. Ogsaa de Profosser, som vare ansatte i Søetaten, kunde have andre Forretninger end just at udsaa Smerte og Død. Mestermanden paa Kristian den tredjes Tid var en Art Befalingsmand om Bord; han nævnes sammen med Matrosernes foresatte; naar han havde "afrobtt", maatte ingen larme eller tappe Øl længere; det var altsaa ham, som paabød Stilhed paa Skibet om Aftenen, naar Vagten var sat. I Land anvendes han under Kristian den femte til at bringe Delingernes Mandskab den fornødne Tilsigelse om at møde til Arbejde paa Holmen; for at hæmme Tobaksrygningen paa Værfterne udstyrer Frederik den fjerde ham med saa megen Myndighed, at han bliver en Politiret, der paa én Gang attraperer, dømmer og straffer de skyldige. Men en Skarpretters sædvanlige Funktioner maatte han ogsaa paatage sig. Holmen var en Tid lang fælles med Byen København om Mestermanden. Saaledes baade 1579 og 1653.

 

 

212

Sidste Aar blev den københavnske Skarpretter Mester Konrad antagen af Kongen til at fungere i alle forekommende Tilfælde ved Holmen, Slottet og Tøjhuset mod en fast aarlig Gage af 100 Rdl. Kurant; den høje Løn tyder paa, at Exekutionernes Antal ikke har været ringe, thi Prisen for de enkelte Forretninger var ellers ikke høj. Mesteren fordrede (1612) kun 4 Rdl. for at brænde en Forbryder; 2 Rdl. for at halshugge eller hænge og 3 Mark for at kagstryge eller pine. En Fængsling om Bord kostede (1625) 1 à 2 Skilling eller efter Omstændighederne endog det dobbelte; men de Penge maatte den anholdte selv erlægge til Profossen "for Lænkerne". 1655 nævnes en "Holmens Profos", som 1676 bar Navn af "Bødell", men 1680: "Ober-Profos", hvilket blev hele det 18de Aarhundredes Betegnelse for Skarpretteren paa Holmen. Foruden ham var der ansat en Mængde "Knecte" eller "Profos-Suende" ved Holmen og Tøjhuset. Ikke blot fandtes i Tidsrummet fra 1688 til 1730 én Profossvend ved hvert Kompagni (32 i alt); men dette store Antal blev forøget endnu mere, naar Flaaden udrustedes; 1676 stak denne i Søen med 34 Profosser og 1710 med 41. Tiderne bleve dog efter Haanden noget mildere i Tænkemaade og havde ikke saa megen Brug for Profossen som det Tidsrum, der var gaaet i Forvejen. Kristian den sjette beholder kun 2 Profosser ved hver Division (9 i alt); Frederik den femte bestemmer, at Ober-Profossens Embede skal gaa ind ved Vakance, hvilket ogsaa sker 1757; og ved Begyndelsen af vort Aarhundrsde synes alle Profosser at være forsvundne fra Søetaten. Forretningerne overtoges da f. Ex. af Justitskvartermesteren og af Justitssergenten; denne havde

 

 

213

allerede tidligere (1756) været virksom ved Arrestationer, ved hvilken Lejlighed han skulde svare for, at Laasene paa Haandjærnene sluttede godt og hverken vare for vide eller for snævre. Men selv disse Underbefalingsmænd vare ikke uundværlige, thi nogle af Mandskabet kunde kommanderes til at forrette de Exekutioner, som blot bestod i Afstraffelse med Tamp eller Kat. - Havde Holmen en Mestermand, da maatte den ogsaa have en Galge. Den stod der allerede 1587, thi Skibsfolket var saa tilbøjeligt til at rømme, skønt de efter Kongens, Frederik den andens Mening ikke kunde klage over Behandlingen; og derfor lod Kongen "reigse og opsette en Galge paa beleilig Sted ther paa Holmen". Galgen nævnes endnu 1756 og er vel forsvunden sammen med Profosserne. Hvor det "beleilige Sted" var, vides ikke med Bestemthed, men den mundtlige Overlevering peger paa den rummelige Plads, som fandtes straks inden for "de uærliges Port". Sandsynligvis paa dette Terræn gik en ejendommelig Exekution for sig i Begyndelsen af 1738. Et stort Baal var blevet tændt af Skarpretteren; dets Ildsluer flammede stærkt i Vejret, medens Søetatens Mandskab alvorsfuldt sluttede Kreds om Baalet; Københavns civile Indbyggere, der paa denne Dag havde faaet Adgang til Værftet, trængte sig frem for at nyde det usædvanlige Skuespil, men følte sig besværede af Røgen, som tvang dem til at vige bort fra den Side, hvor Vinden bar paa. Dog, hvo skulde straffes med Døden i Flammerne? Ikke nogen Forbryder, men en forbrydersk Bog, et anonymt Skrift, som havde kritiseret Marinens daværende Styrelse altfor nærgaaende. Havde man ikke, - skønt forgæves, - givet Forfatteren en Frist af 6

 

 

214

Uger til at træde frem af sit Skjul og bevise sine Paastande? Til en gavnlig Lære for alle, der havde Mod paa at fremkomme med lignende ubeviselige Beskyldninger, blev Skriftet nu overgivet i Bøddelens Hænder.

Den faste Stok havde i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede sit ejendommelige Gældsfængsel, hvor ogsaa mindre Forseelser kunde blive afsonede. Gældsfangerne kaldtes "Skubkarregaster", - deres Stilling ligner i mange Henseender de Fangers, som fordum arbejdede i Bremerholms Jærn. Naar menige havde været under Tiltale og ikke kunde udrede Sagens Omkostninger; naar de havde solgt deres Mundering og ikke straks kunde erstatte det solgte o. s. v., bleve de dømte til at "arbejde i Skubkarren", hvortil de lænkedes; deres eneste Føde var Vand og Brød. Brødet har sandsynligvis bestaaet i haarde Beskøjter; 1787 blev der dog sørget for blødt Brød til Gasternes Forsyning. De gjorde i Reglen Tjeneste med deres Skubkarrer ved Muddermaskinerne og virkede da sammen med de foragtede Fæstningsslaver, som Marinen, der paa den Tid besørgede hele Havnens Opmudring, "laante" af Landetaten, og for hvilke der endog var opført et Hus paa Holmen til en Værdi af 6000 Rdl.; saa længe Gasterne vare satte til dette Arbejde, fik de hver 8 Sk. ugentligt til et Forfriskningsmaaltid, der bestod i Suppe og Kød og tildeltes dem om Søndagen 8). De kunde nok trænge til at "forfriskes". Deres Udseende var saa udtæret og deres Klædedragt saa ussel, at Navnet "Skubkarregast" blev ensbetydende for Holmens Folk med "Lazzaron". Gældsfangernes Opholdssted var Gammelholms Laage, hvis indskrænkede Lokaler ikke kunde rumme dem og

 

 

215

derfor maatte udvides *). 1792 afskaffedes Skubkarrestraffen; den Gæld, som Folkene hidtil havde aftjent paa denne Maade, betaltes derefter ved maanedlige Afdrag paa Gagen.

Vi have ladet Kændsgærningerne tale; de vidne alle om den barske Aand, som raadede i den gamle faste Stok. Men for at være retfærdige maa vi tillige fremhæve nogle Bestemmelser, som ere Vidnesbyrd om, at de styrende ingenlunde have ladet det mangle paa Omsorg for Folkenes Vel. De menige bliver der tilsikret fri Rettergang, især naar de skønnes at være den uskyldige Part, ja endog, uden at denne Betingelse er til Stede; ingen maa betro en menig mere end 1 Maaneds Sold som Laan, da der kun maa afdrages ham en vis ringe Sum af hans maanedlige Gage til Gældens Betaling; til faderløse Rugdrenges Underhold og Opdragelse voteres der en aarlig Summa; det forbydes, at de afdøde Haandværkeres Legemer afgives til anatomisk Brug; det anordnes, at den fornødne Tobak **) med tilhørende Piber skal være for Haanden, saa at Matroserne uden Vanskelighed kunne forsyne sig dermed paa egen Bekostning 9) o. s. v. Det er unægteligt en faderlig

__________

*) Traditionen mener rigtig nok, at Gasterne havde Plads i Trunken. - Ogsaa i Landetaten kændtes Skubkarre straffen; men der var det mest egentlige Forbrydere, som maatte lide den. En Gudsfornægter arbejdede saaledes 1710 med Skubkarren i Citadellet.

**) 1625 paabyder Kristian den fjerde: at bruge Tobak skal for stedse være forbudt og afskaffet paa Flaaden. Findes nogen i Besiddelse ai Tobak; skal den fratages ham og kastes over Bord, og Ejermanden desuden kræves til Ansvar ,,som ved bør". Men kun 15 Aar derefter skriver samme Konge: "der vil tænkes i Tide paa Tobak til det norske Folk paa Flaaden, som næppeligen skal kunne uden det Tøj blive sunde; de tage det gærne an i Stedet for Frokosten". Der er da intet forunderligt i, at Tobakken 1711 regnedes blandt Levnetsmidler ("vivres"). 1729 er Mandskabet saa stærkt forfaldent til Tobaksrygning paa Vagterne og Holmen, at Profossen bliver beordret til at hindre det; hvo, som træffes med tændt Tobakspibe, skal betale ham 2 Sk. i Bøde og i Gentagelsestilfælde desuden lide korporlig Straf.

 

 

216

Omhu, som dikterer Regeringen disse Bestemmelser, til hvilke vi jo allerede kænde flere Sidestykker. Men naar det endvidere hedder, at Mandskabets Ret ikke maa krænkes, at Folkene skulle "soulageres paa alle muelige Maader", at de skulle behandles vel og ikke forurettes, at ingen maa overfuse dem med uanstændige Talemaader, mindst med Ukvæms- eller Skældsord, at Retten skal plejes uden Vild (Partiskhed) o. s. v., saa vise disse stadigt tilbagevendende Lovbud, at Mandskabet ofte led under uskaansom Behandling, som Lovgiverne ofte uden Held søgte at formilde. De direkte Vidnesbyrd om dette Forhold ere dog ikke mange. 1679 vare nogle i Skaane hjemmehørende Søfolk blevne antagne til Tjeneste paa den danske Flaade, men kun til ringe Baade for dem selv; en kongelig Resolution siger nemlig om dem: "slige Folk maa efter Dags bedre behandles, at andre ej skulle afskrækkes" 10). 1790 blev en Skibschef, der havde gjort sig skyldig i voldsomt og lovstridigt Forhold imod en Matros, dømt til Arrest og til at betale Matrosen 500 Rdl. i Erstatning og alle Sagens Omkostninger.

Lige over for den barske Behandling tav Mandskabet ikke stille, men fremkom med sine Ønsker og Klager. Disse Klager vare dog ikke vel sete i Marinens første

 

 

217

Dage. 1555 hed det: naar Rejsen er endt, maa ingen "arge eller anche" paa det, som er sket inden Skibsborde; hvo, som forsynder sig herimod, skal straffes som en Skælm og Forræder. Men dette Bud findes ikke gentaget senere. - I Reglen forløb de menige sig, naar de vilde forebringe, hvad de havde paa Hjærte; enten mødte de in corpore, naar der ikke fandtes nogen enkelt iblandt dem, som havde Mod eller Evne til at føre Ordet, og da kom det hele let til at se ud som en Sammenrottelse; vel vare de Tider forbi, da man "uden Naade" blev kastet over Bord for en saadan Forbrydelse; senere Love bestemte langt mildere Straffe herfor, men det var jo ikke Straf, man ønskede at opnaa ved sin Klage. Eller ogsaa udkaaredes vel en Ordfører, men den maaske længe tilbagetrængte Harme gav sig ofte Luft i uoverlagt Tale, saa at Andragendet ikke fremførtes med den "Sagtmodighed og Beskedenhed", som Loven paabød. Mandskabet manglede ogsaa den fornødne Besindighed til at indgive skriftlige Klager, som derfor let kom til at støde an mod Formerne og faldt magtesløse til Jorden; tillige var det vel under Tiden vanskeligt at finde en skrivekyndig, som var villig og dygtig nok til at føre Ankepunkterne behørigt i Pennen.

Maatte det end erkændes, at den faste Stok med alle de Institutioner, som vi nu have omtalt, passede ret vel ind i de svundne Tiders Forhold, som havde set Stokkens Grundlæggelse og første Udvikling, og som paa andre Omraader kændte til Lavstvang, Stavnsbaand, Vornedskab o. lign., da maatte det med lige saa megen Ret erkændes, at den faste Stok ikke hørte hjemme i vort Aarhundrede, men kun ved Sædvanens Magt var

 

 

218

bleven bevaret som en temmelig ensom Fortidslævning. Vor Tid, som førte politisk Frihed med sig, maatte sprænge de Jærnbaand, som gjorde Stokken saa fast, og undergrave Grundvolden, hvorpaa den gamle Bygning var opført; Bygningen maatte falde: den Beslutning, som i Begyndelsen af Halvtredserne blev tagen om Stokkens Opløsning, var fuldstændigt berettiget og vel motiveret.

Det er en Selvfølge, at Marinen har Ret til at handle med den faste Stok, efter hvad der anses for nyttigt og tidssvarende, naar Etaten blot opfylder alle de Forpligtelser, som den har paataget sig lige over for hver enkelt Mand i den gamle Institution. Derfor er dennes Opløsning ikke foregaaet som en pludselig Omvæltning; man lader blot Linen løbe ud, og Stokken gaar langsomt men sikkert sin Død i Møde. At det gamle Samfund falder af, kan bedst mærkes paa Pensionisternes Antal. Pensionsloven af 1851 bestemte, at de, som dette Aar havde tjent Marinen i 20 Aar kunde efter eget Valg enten blive pensionerede med en normeret Sum i rede Penge eller modtage en Pension, der indbefattede Hus til moderat Leje, Kost og Mundering, eller Erstatning derfor, og en mindre Sum i Penge. Af dem, der have valgt det sidste Alternativ og modtage Pensionen i samme Skikkelse, som de fordum modtog Lønningen, er der sikkert ikke mange tilbage. De blive de sidste af den ægte faste Stok. - Marinen antager ikke længer Folk til fast Tjeneste i det Omfang, som i gamle Dage, og de faste, som bibeholdes, stilles i et langt løsere Forhold til Etaten end forhen. Faste Underofficerer kunne naturligvis ikke undværes i Marinen lige saa lidt

 

 

219

som i Hæren. De faste menige Søkrigeres Plads er derimod udfyldt af værnepligtige Marineartillerister og Matroser. Haandværkerne blive ikke antagne paa en længere Aarrække, men kaldes dog faste, naar de ved Kapitulation binde sig for et Aar ad Gangen. Lige over for den militære Straffelov ere de stillede paa samme Trin som Underofficererne. Lønnen er blevet forhøjet i Lighed med, hvad der er sket i Landetaten. I fordums Dage modtog Haandværkerne deres Penge i "Banquen"; senere gik Lønnen saa vel til Haandværkere som til Matroser den lange Omvej fra Kollegiet til Holmens og Divisionernes Chefer og fra disse til Kompagnicheferne, som atter lod Sergenten uddele Pengene til Mandskabet. I nyere Tid udbetales Lønnen ved Søetatens Intendantur, som hertil anvender Betalingskasser, der ere saa sindrigt indrettede, at 30 Mand kunne faa deres Penge udleverede i 1 Minut, hvilket ikke er en Fjerdedel af den Tid, som forhen medgik til Udleveringen 11).

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top