eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid

Kbh., Cohen, 1882

Hans Daniel Lind (1847 - 1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er produceret med OCR-teknik hos eremit.dk i februar 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Forkortelsen "d." er anvendt hvor originalen angiver dødsår med et kors. Forkortelsen "i.e." er anvendt hvor originalen anvender omvendt c.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

162

X.

Det nittende Aarhundrede. - Arbejdsdagen. - Absent. - Ondt Vejr. - Flaadens Tab 1807. - Finansnød. - Abnorme Tilstande. - Reformer. - Kommandant i Nyboder. - Holmens Hæderstegn. - Kompagnisergenten. - Senere Tilstande og Begivenheder. - Avislitteratur. - Illumination. - Foreninger.

__________

Omtrent ved Overgangen til det nye Aarhundrede blev der foretaget en heldig Forandring med Inddelingen af Arbejdsdagen 1); vi ville fremhæve Hovedtrækkene af den tidligere Ordning. Arbejdsklokken gav Signalet til Arbejdets Begyndelse paa Holmene omtrent ved Solopgang, altsaa ikke ved samme Klokkeslet Aaret rundt. I Kristian den fjerdes Dage tør Holmens Folk antages at have maattet give Møde meget aarle, thi der fortælles os, at denne Konge, som ofte besøgte Værftet og førte Tilsyn med Arbejdernes Flid og Paapasselighed, under Tiden indfandt sig paa Holmen endog før Klokken 4 om Morgenen og begyndte venlig Samtale med enhver, han da traf paa. Men i senere Tider begyndte Morgenklokken først at lyde Kl. 4 3/4 om Sommeren (fra April til September) og Kl. 8½ paa de mørkeste Vinterdage. Kun Smedene, der maatte benytte Essens Ild saa længe som muligt, mødte ogsaa om Vinteren til det førstnævnte Klokkeslet og gik da i Mørke til deres Arbejde *).

__________

*) Allerede 1680 havde Smedene den lange Arbejdsdag Aaret rundt 2). De lønnedes ogsaa forholdsvis bedre end de øvrige Haandværkere, (Skibsbyggerne dog undtagne), og modtog ved forefaldende mere besværligt Arbejde Extradusører; de, der smedede Skibsknæer, fik saaledes "Knæpenge".

 

 

163

- Men det galdt for alle om at møde i rette Tid, inden det Kvarter var omme, i hvilket Klokken lød; man maatte skynde sig baade med at "faa lidt i Livet" og at tage Afsked med Hjemmet, derhos ikke lade sig opholde paa Vejen; thi hvo, som kom for sent, selvom det kun drejede sig om nogle faa Minutter, maatte bøde derfor. For at opmuntre til "betimeligt Møde" blev der i dette Aarhundredes Begyndelse indført de saa kaldte Brikkepenge, hvad der var en Gageforbedring paa omtrent 10 Rdl. aarligt for hver Mand og (1803) paa næsten 20,000 Rdl. for hele Haandværkerkorpset; satte den menige ikke større Pris paa denne Opmuntring, end at han trods den kom for sildigt, mistede han naturligvis Brikkepengene. Men varede hans Udeblivelse i Timevis, saa at han kunde mistænkes for uden Tilladelse at ville forsømme Arbejdet hele Dagen, beregnedes der ham en "Absent", som forhøjede Pengetabet betydeligt og i Gentagelsestilfælde aabnede en ubehagelig Udsigt til et nærmere Bekændtskab med Tampen. I ældre Tid var det dog ikke Pengepungen, men Mundforraadet, som blev straffet i Anledning af saadanne. Forsømmelser; 1625 gav man de sendrægtige afknappede Portioner af den Mad, som anrettedes paa Holmen, medens det Mandskab, som havde Tilladelse til at nyde Provianten hjemme, led Fradrag i Maanedskosten. Men i det mindste fra 1685 maatte de forsømmelige ud med Skillingen; i det 18de Aarhundrede bødede Matrosen 16 Sk. af sin ringe Løn for en Absent; Haandværkeren, som var bedre lønnet, erlagde Aar 1726 48 Sk. om Sommeren og 32 Sk. om Vinteren, men 1732 henholdsvis 1 Rdl. og 64 Sk.; 1847 beregnedes Absenten for Haand-

 

 

164

værkerne i de forskællige Klasser til 48 à 104 Sk. dagligt hele Aaret rundt. Disse "Strafpenge" 3) sammensparedes siden 1690 i "Forsømmelsesbøssen"; men det maa bemærkes, at allerede Kristian den fjerdes Tid kændte en "Bøsse", hvori Bøder og Gaver fra Officerer og menige bleve nedlagte, og hvis Indhold uddeltes til fattige Søfolk, "saaledes som det er bestemt ved Holmens Artikler"; hvad der indkom i Kristian den femtes Bøsse, anvendtes derimod til det offentliges smaa Fornødenheder; 1702 ere Strafpengene saa rigelige, at de kunne dække Udgifterne ved Nyboders nødtørftige Brolægning 4); 1779 indkøbes der en Del Materialier til Holmen for 3 Fjerdedele af Forsømmelsespengene. - Naaede vor Nyboders Mand inden for Holmens Omraade i rette Tid, maatte han hurtigt finde sin Plads i Arbejdsparaden. Denne Mønstring blev i gamle Dage (1690) anset for at have saa stor Vigtighed, at selve Holmens Admiral fik Paalæg om "saa vel tidligt som sildigt" at indfinde sig, hvor den foretoges. 1729 blev der dog ikke længere forlangt saa meget af ham; vel skulde han "under Tiden" være til Stede, men ellers kunde han lade Ekvipagemesteren føre Overtilsynet. 1732 førtes dette Tilsyn af en Kommandørkapitajn, nærmest vel for Divisionernes Vedkommende. Selve Forretningen udførtes af Kommissariatets Betjente, de saa kaldte Mønsterskrivere, eller (i det 18de Aarhuudrede) af Kompagnisergenterne, som raabte Folkene op. Men i hvilken Orden skulde Opraabet ske? skulde man tage Mandskabet efter Klasse og Nummer, eller efter Alder: de yngste først og de ældste sidst? Disse to Systemer vekslede i Løbet af forrige Aarhundrede 5). - Mønstringen

 

 

165

varer en Times Tid, men er den lykkeligt tilendebragt, giver man sig dernæst gode Stunder, inden man kommer rigtigt i Gang med Arbejdet; skulde nogen falde paa efter endt Mønstring at "snige sig bort" fra sin Gærning, da er han ikke bedre faren end den, der gentagne Gange har faaet en Absent; Holmens Chef, Hovedvagtschefen, Inspektionsofficererne (fra 1737), Lieutenanter fra Divisionerne o. fl. have Øje med, at Arbejdet varetages samvittighedsfuldt *), indtil der gives Tegn til Middagshvilens Begyndelse (Kl. 11). Da forlader Mandskabet Holmen for at holde Middag hjemme, og efter en Fraværelse paa 1 Time For- og Efteraar og 2 Timer om Sommeren vender det tilbage, mønstres atter - lige saa omstændeligt som første Gang, - og skrider langt om længe til Forretningerne; men Middagsmaden med tilhørende Drikkevarer har gjort adskillige mindre dygtige til deres Arbejde; der laa jo saa mange fristende Beværtningssteder paa Folkenes Vej til Holmen. I Vintermaanederne (November-Januar) tillades det slet ikke Mandskabet at gaa hjem i Middagsstunden. Dagens Arbejde ophører henad Aften, Kl. 7 om Sommeren, Kl. 3 om Vinteren; Smedene holde ud Sommer og Vinter til Kl. 7. Det er øjensynligt, at den tvedelte Arbejdsdag maatte lade megen Tid gaa til Spilde baade for Arbejdsgiveren og Mandskabet. Dog havde denne Ordning været fulgt længe, sandsynligvis lige siden "Boden" ikke mere be-

__________

*) Der var f. Ex. Straf for Rebslagere, der spandt daarligt Garn. Ved Skibenes Reparation og Kalfaktering fik hver Arbejder sit Stykke af Skibet anvist og noteret, for at han kunde drages til Ansvar, hvis Arbejdet senere viste sig at være slet udført.

 

 

166

spiste Folkene paa Holmen; 1781 havde man vel forøget Middagstimerne noget 6), men til en fuldstændig Forandring følte man ikke Trang. Forandringen kom først 1799 og maa vist nok tilskrives Hohlenberg. Arbejdet skulde nu, ligesom forhen, begynde i den tidlige Morgenstund og fortsættes til Kl. 4 om Eftermiddagen, da det helt skulde ophøre for den Dag; til Middagsmaaltidet blev der indrømmet Folkene et kort Ophold, men det tillodes dem ikke længere at forlade Værftet i Arbejdstiden. Herved sparedes én Mønstring dagligt, Holmen kunde være mere sikker paa sit Mandskabs Arbejdsdygtighed, medens Arbejdstidens Længde vedblev at være den samme. Naar det i travle Tider var nødvendigt at beholde Folkene til Arbejde paa Værftet efter Kl. 4, udbetaltes der Extraløn under Navn af "Timepenge"; dette Navn havde dog været kændt paa Holmen fra Aar 1784. Klokkelydningen begyndte 15 Minutter tidligere end hidtil og varede altsaa en halv Time, hvilket maatte bidrage til at formindske de forsentkommendes Antal 7). De gamle Holmens Arbejdere, hvem de tilvante Forhold vare blevne saa kære, kunde naturligvis ikke se Fordelene ved Omordningen; desto villigere gav de unge den deres Bifald, da Fabrikmesteren efter at have sammenkaldt Flertallet af Haandværkerne fremstillede Sagen for dem. En simpel Følge af den nye Ordning blev, at Nyboderskonerne maatte give deres Mænd den "tørre Kost" med om Morgenen og have Middagsmaden parat ikke Kl. 12, men Kl. 4, naar Manden kom hjem; paa den Tid af Eftermiddagen steg Røgen fra nu af nok saa lystigt op fra alle Nyboders Skorstene. Efter Middagsbordet havde Manden

 

 

167

Tiden til sin egen Raadighed, hvad enten han vilde anvende den til Adspredelse eller til Hjemmeflid. - Arbejdsdagen har i alt væsentligt bevaret den ovenfor antydede Skikkelse indtil vor Tid.

Det er let fatteligt, at Holmens Arbejde i det fri eller i de uopvarmede Lokaler blev umuliggjort, naar stræng Kulde, gennemblødende Regn eller stærk Storm vare ugunstige Herrer. Holmens Chef havde allerede 1729 faaet Bemyndigelse til under saadanne Forhold at sætte Mandskabet til andet Arbejde, der kunde udføres under Tag; ofte blev man dog nødt til at sende Folkene hjem. Men der savnedes nærmere Bestemmelser om, naar Vejret maatte kaldes "ondt". Ogsaa herfor blev der ved Overgangen til vort Aarhundrede fastsat en Norm 8), for hvilken Iagttagelser fra de sidste 10 Aar bleve lagte til Grund, og til hvis Gennemførelse der indkøbtes Varme- og Lufttryksmaalere, som Holmen altsaa indtil da ikke har ejet. Naar de to Inspektionsofficerer paa Ny- og Gammelholm ved Aflæsning paa disse Maalere og ved Konferering med hinanden vare komne til den Overbevisning, at Arbejdet var umuligt, hejsedes det blaa "Dispensationsflag" baade i Nyboder og paa Holmen til Tegn paa, at Vejrforholdene gav Mandskabet en Fridag. Endog om Sommeren kunde Dispensationsflaget hejses paa regnfulde Dage. Men Haandværkeren mistede (indtil 1847) sin Dagløn paa en saadan trist Dag og var alene henvist til sit private Erhværv. -

Det nye Aarhundrede 9) oprandt med sin "Hædersdag", af hvis Hæder Nyboders mandlige Befolkning med Rette kan tilegne sig sin Del; endog Skoledrenge fra

 

 

168

Holmens Skoler maatte tjene Fædrelandet ved denne Lejlighed; de bleve satte til med Sand at uskadeliggøre de Bomber, som Fjenden muligvis vilde sende ind paa Toldboden eller i Flaadens Leje. Dog havde Slaget i Kongedybet ikke videre Indflydelse paa Nyboders Skæbne. Desto mærkeligere blev Aaret 1807. Da Englænderne indesluttede København, slappedes Mandstugten i Nyboder; før Affæren i Classens Have øvede en Del Holmens Folk i Forening med andre ligesindede adskilligt Hærværk i Haverne uden for Byens Volde; hvad de tog der, mente de, var reddet fra at falde i Fjendehaand. Den første Bombardementsnat slog Projektilerne hyppigt ned i Nyboder; der nedbrændte nogle Huse, og ikke faa Mennesker fik en ofte gruopvækkende Død. Pligten havde kaldet Mændene i Nyboder fra deres Hjem; Matroserne vare om Bord paa Roflotillen, - som i det hele havde 11 Træfninger med Fjenden og mistede omtrent 100 døde og saarede, - og af Haandværkerne holdt nogle Sexti Batteri besat under Anførsel af Holmens Ekvipagemester, medens andre vare Brandfolkene behjælpelige med Slukning saa vel paa Tømmerpladsen som i selve Byen. Kvinder og Børn maatte tilbringe den første Nat ene hjemme i Nyboder, men stor var deres Uro og Jammer. De vidste ikke, hvorledes de skulde forholde sig under den truende Fare; Mændene havde blandt andet raadet dem til ikke at nærme sig Vinduerne, hvis Rudeglas kunde gøre Skade, naar det sprang for det stærke Lufttryk ved Bombernes Explosion; men de ængstede, raadvilde Kvinder overvejede endvidere med hverandre, om det ikke var bedst at holde Børnene samlede om sig, thi naar en Bombe da slog

 

 

169

ned, saa kunde de alle gaa til Grunde paa én Gang, og deri fandt de fleste noget meget trøstefuldt. Da Morgenen brød frem, ophørte Bomberegnen, men for ikke at opleve flere saadanne Rædselsnætter, som muligvis vare i Vente, flyttede de fleste af Beboerne bort fra Nyboder til Kristianshavn, som tilsyneladende laa uden for Skudvidde; de vare i Uvidenhed om, at Nyboder for Fremtiden vilde gaa saa temmelig fri for Ødelæggelse, da Fjendens Menneskekærlighed naturligt rnaatte skaane den nordlige Del af Byen, hvor alle tre Hospitaler vare beliggende. Det blev især Bodenhofs Plads, som Holmens Folk lagde Beslag paa; - den var kommen i Marinens Eje for syv Aar siden; - i Værkstedslokaler og Pakhuse indrettede man sig saa hyggeligt et Tilflugtssted, som Omstændighederne tillod; man improviserede simple Ildsteder i Jordhuller o. s. v. Gode Levnetsmidler var det vanskeligt at opdrive; man maatte nøjes med Frugter, Rødder, Smørrebrød og Kaffe; sjældnere saas en Suppe, kogt paa Hestekød. Meget søgt i disse varme Dage var en Grog, som det offentlige leverede gratis, sammensat af Vand, Rum, Æddike og Sukker. Den hurtigt dannede, talrige Koloni blev ikke forstyrret af Bomberne; det vakte derfor almindelig Deltagelse, da et Barn af Koloniens Befolkning døde en naturlig Død. - Efter Kapitulationen, som udleverede Flaaden og Værfterne til Englænderne, besatte disse Bodenhofs Plads; vore Familier vendte da tilbage til deres vante Hjem, hvor de i Reglen forefandt alt "ved det gamle". Men Marinens Folk vare yderst., misfornøjede med Kapitulationens Bestemmelser og samlede sig i truende Skarer paa Kongens Nytorv uden for

 

 

170

det danske Hovedkvarter, idet de gav den Harme Luft, som de følte over Tabet af Landets Stolthed, den herlige Flaade, hvortil de var knyttede ved saa mange Baand. Sørgelige for Holmens Mænd vare de Uvirksomhedens Dage (fra 7de September til 20de Oktober), da Englænderne førte Herredømmet paa Værfterne, - endog Haandværkernes Redskaber, som jo vare Statens Ejendom, tilegnede Fjenden sig; - sørgeligere endnu den Dag, paa hvilken Danmarks "stolte Svaner" udfoldede deres hvide Vinger paa Fjendens Bud og forlod deres vante Leie for bestandigt.

I Nyboder bleve nogle af de ved Bombardementet afbrændte Huse atter opbyggede, andre derimod rejste sig ikke mere, og deres Pladser stod ubenyttede indtil vore Dage. Holmens Tømmermænd og Snedkere, som efter Flaadens Bortførelse foreløbigt ikke havde nogen Gærning af Betydning at udrette paa Holmene, bleve satte til at raade Bod paa de Ødelæggelser, som Bomberne ellers havde forvoldt i Nyboder. Da Regeringen i den følgende Tid gjorde store Anstrængelser for at skabe en ny Flaade og til den Ende oprettede midlertidige Skibsværfter rundt om i Landet, udsendtes de faste Skibsbyggere til disse og til de fleste private Byggesteder for at vejlede de der værende Skibstømrere i Bygningen af mindre Krigsfartøjer, paa hvilke man vilde udkæmpe den øjensynligt haabløse Kamp med det mægtige England. 1809 bleve 400 af Holmens Tømmermænd antagne til at gøre aktiv Krigstjeneste paa Roflotillerne; de fleste af disse Haandværkere tjente sandsynligvis ved Kanonbaadene paa Københavns Red. og vare da indkvarterede i Orlogsskibet "Lovise Avgusta"

 

 

171

Af de faste Søfolk udkommanderedes 1808 en Del Underofficerer og menige til Vliessingen, hvor den franske Kejser Napoleon, vor "høje allierede", udrustede en stor Flaade. "De danske paa Schelden" befandt sig om Bord paa Linieskibene "Pultusk" og "Danzig" og rostes af alle for deres store Sømandsdygtighed, men maatte ikke desto mindre lide baade Mangel og Tilsidesættelse fra den franske Regerings Side, hvorfor harmfulde Klager heller ikke udeblev. De danske Besætninger kaldtes tilbage 1813 og maatte paa deres Fod vandre til København.

Under den langvarige Krig bleve Landets Finanser aldeles ødelagte. I saadanne Tider maatte Nyboders Folk, - ligesom alle, der tjente for normeret Løn, - selvfølgeligt bære deres Andel af Tabet ved Pengenes synkende Værdi. Som en Følge af den lave Kurs paa Papirspengene, hvori deres Løn udbetaltes, var deres Pengeindtægt svunden ind til en ren Ubetydelighed, men hvad der leveredes in natura: Kosten, hvis Kvalitet forbedredes noget, Huset, Klæderne, Brændselet, formildede dog de trange Kaar en Del; hvo, som var udkommanderet med Kanonbaadene og Briggerne, havde ogsaa en Biindtægt i Prisepengene; disse vare dog stærkt beklippede, og Folkene havde ikke saadan Raadighed over deres egne Priseparter, at de f. Ex. uden videre kunde sælge dem til civile. Og da saa Kurantmønten maatte vige for Rigsmønten (1813), sank alle Gagers oprindelige Beløb henved 40 Procent *). Vel traadte det saa

__________

*) Uagtet den (Aar 1813) foretagne Reduktion, hvorved alle Papirspenge tabte 5 Sjettedele af deres Værdi, var Kursen stadigt synkende og stod i 750 Procent, saa at man maatte give 3 3/4 Daler i Sedler for en Daler i Sølv. Regeringen indførte da en Tvangskurs af 375 Procent. Under Pengekrisen vare Gagerne til Søetaten blevne udbetalte i "Navneværdi", 1816 i "Sølvværdi", 1822 i Sølvmønt. Ogsaa nu kan Kostens Værdi vise os, hvor dyre Tiderne vare. 1806 vurderedes Provianten til 35 Rdl. 39 Sk., men steg derpaa umaadeligt i Pris; en Tønde Rug alene kostede i Kurantsedlernes Tid omtrent 170 Rdl; 1818 kunde den købes for 2 Rdl. Sølv; den aarlige Kostportion var Aar 1816 endnu ansat til 98 Rdl. 2 Sk. Sølvværdi. Prisen sank derpaa ned til 28 Rdl. 42 Sk. (1822), men steg paa ny, skønt langsomt; inden Proviantgaardens Nedlæggelse var den (1855-56) naaet til 100 Rdl.

 

 

172

kaldte Gratialesystem hjælpende til for mange, men er vist kommet Søetatens Mandskab meget lidt tilgode *), og de 40 Procent, som den Gang tabtes, fik Folkene aldrig senere erstattede.

Krigstiden begunstigede Tilstande, som havde Lovløshedens Præg. Demoralisationen greb om sig. De Kapere, som avtoriseredes og udsendtes til Søs, men ikke kunne betragtes som andet end simple Sørøvere, fik uavtoriserede Efterlignere paa Landjorden, hvor Tyveriernes Antal voksede stærkt. Paa Brandtomterne havde mistænkelige Personer deres Samlingssteder og Spillebanker. Da nogle Nyboders Børn en Gang ved denne Tid kiggede gennem Sprækkerne paa det Plankeværk, hvormed deres Gaard var indhegnet, saa de, flere Individer, som paa den nære Brandtomt spillede "Hyp" om Penge. De store Summer, som bleve satte paa ét Kort, vakte Forundring hos de fattige Børn, som havde deres egne Tanker om, hvorledes de fremmede vare komne i Besiddelse af disse Kapitaler. - Adelgade var

__________

*) 1813 blev der bevilget 579 Rdl. som Gratiale for Pensionisterne.

 

 

173

paa den Tid forvandlet til en Torveplads af en ejendommelig Art. Her havde Kvinder lejret sig med dampende Baljer; en Pude skjulte Baljens Indhold, men den velrensede Kartoffel, som tillige med en Kop Salt var anbragt oven paa det hele, tilkændegav, at det var et beskedent Udsalg med varme, kogte Kartofler, som her var etableret. Derfor hed Adelgade i Søfolkenes Mund: "Kartoffelkysten". Her saa man ogsaa fattige Mænd og Kvinder stille sig op med forskællige Klædningsstykker og Linned, som de falbød. Disse Ting vare vel i Reglen deres lovlige Ejendom, som de solgte af Trang; men man kunde ogsaa faa værdifuIdere Genstande at købe hos dem, og slige Sager vare i Følge den almindelige Mening simple Tyvekoster. Derfor hed Adelgade ogsaa: "Tyvetorvet". - I Nyboder tog Tyverierne saa meget Overhaand, at Hværvings- eller Indrulleringsløberne, - der havde Ret til at eftersøge det indrullerede Mandskab, - endvidere bemyndigedes til at standse alle mistænkelige Personer paa Nyboders Gader og inkvisitoriskt undersøge, hvad enhver førte med sig; gjorde vedkommende Modstand, kunde Løberne rekvirere Hjælp hos de militære Myndigheder. Det kan forstaas, at dette extraordinære Politi ikke var yndet af visse Folk.

Det abnorme ved Tiden viste sig ogsaa i den herskende Mangel paa mindre Skillemønt. Derfor udstedte de Smaahandlende, med hvilke Nyboder stod i Handelsforbindelse, visse Tegn af Blik eller Pap med paaskreven Værdiangivelse. Tegnene vare naturligvis kun gyldige mellem Udstederen og hans Kunder; men denne Seddeludstedelse, som Loven ikke kunde give Med-

 

 

174

hold, var dog ganske nødvendig for den lille Handel og lod Manglen paa Smaamønt blive mindre følelig. Ogsaa Manglen paa Levnetsmidler mødte som Krigens Ledsager og bevirkede Kommissionshandelens" Oprettelse. Paa forskællige Steder i Byen udleverede Kommissioner Brød, Smør, Gryn o. s. v. til moderat Pris. Udsalget begyndte til fastsat Klokkeslet, men længe forinden havde en stor Skare samlet sig uden for Stedet, hvor den opstilledes to og to af en Politibetjent. Ingen kunde faa mere end et vist Kvantum ad Gangen, f. Ex. ét Rugbrød. Dette var efter Omstændighederne temmelig billigt, 3 Mark 12 Sk. dansk Kurant for 8 Pund; men Rugen i Brødet var stærkt blandet med Byg. Ofte blev Tilstrømningen saa stor, at Beholdningen var omsat, inden de sidste i Rækken havde faaet, hvad de ønskede. Slemt var det at maatte staa saa længe i Slud og Kulde for at gaa bort med uforrettet Sag; ilede man til et andet Udsalgssted, fandt man som oftest ogsaa der alt udsolgt; med bekymret Sind og tomme Hænder vendte man tilbage til det fattige Hjem. Nyboders Folk have vist nok tit savnet Brød i Huset i denne Periode, men det var nærmest deres egen Skyld. De høje Priser paa alle Livsfornødenheder forledede nemlig Folkene til at sælge deres Rugportion, som betaltes med 53 Rdl. dansk Kurant; for disse Penge kunde de hos Kommissionerne købe lige saa mange Brød, som de ellers bragte ud af deres Maanedsrug; og desuden sparedes Male- og Bagepenge; men til Gengæld udsatte vore Folk sig rigtig nok for at lide Mangel, naar Kommissionsbrødet ikke var at skaffe til Veje.

Skønt Staten følte sig haardt trykket af den

 

 

175

finansielle Nød, kunde den dog ikke undgaa at festligholde "vor høje allieredes" Mærkedage. Saaledes fejredes Kongen af Roms Fødsel med en stor Fest; men Nybodersdrengene vare blandt de faa, som havde reelt Udbytte af denne Højtid, thi man glædede dem med et Par Sko som extraordinær Gave i Dagens Anledning.

Efter Fredsslutningen genindførtes den lovordnede Tilstand i Nyboder. Det faste Mandskab omorganiseredes; dets Antal blev formindsket, de uduelige og forsømmelige bleve afskedigede. Holmens Haandværkere, for hvilke der var udstedt en ny Organisationsplan (1813), indlemmedes i Divisionerne (1814), medens 3dje og 4de Division bleve ophævede (1815 og 16). Den nye 2den Division kom derefter til at bestaa af lutter Haandværkere, fordelte i 6 Kompagnier; 1ste Division havde derimod mere uensartede Bestanddele og indbefattede Artillerikorpset, Matroskorpset, et Arsenal- og Baadekompagni, to Arbejdskompagnier og et Drengekompagni *). Lønningerne bleve gennemgaaende forbedrede, uagtet de led det omtalte ved Kurserne forvoldte Tab; de faste Søfolks Gager fordobledes, da der nu fordredes Arbejde af dem hver Dag, ligesom af Haandværkerne. - Tillige udrensedes Nybodershusene for uberettigede logerende. Skønt det, som bekændt, allerede paa Kristian den fjerdes Tid var forbudt at optage uved-

__________

*) Reduktionen 1815 ophævede den forhen omtalte Musikskole af 1795. Ved denne havde man (1806) søgt at forene det nyttige med det behagelige, idet man lod de vordende Musikere oplære i Barberekunsten. Saadanne barberende Musikere vare fritagne for Arbejde paa Holmen og om Bord i Krigsskibene.

 

 

176

kommende i Nyboder, og uagtet dette Forbud senere var blevet fornyet - f. Ex. 1769, da det indskærpedes Divisionscheferne at nægte enhver, som ikke hørte til Søetaten, Tilladelse til at bo her ude, - viste det sig nu i Begyndelsen af vort Aarhundrede, at Beboerne havde været Forbudet fuldstændigt overhørige og tilmed paa ingen Maade været kræsne ved Valget af disse ulovlige Kostgængere. Blandt de logerende fandtes Folk, som efter eget Forlangende vare blevne afskedigede af Marinen og saaledes havde afbrudt enhver Forbindelse med Etaten; der var Individer, som ganske imod Loven holdt Smugkroer og Værksteder; Personer, som forhen vare straffede eller stod under Politiets specielle Opsigt, og andre lignende. Det var sandsynligvis disse logerende, som havde leveret det største Kontingent til Demoralisationen i Krigsaarene. 1816 fik hver selvstændig Beboer i Nyboder Befaling om at forsyne sig med en "Husbog", hvori der skulde indføres baade de Personer, hvoraf hans egen Husstand bestod, og endvidere de Iogerende, som det i Tidens Løb tillodes ham at optage i Huset. Denne Kontrol muliggjorde et nøjere Tilsyn, og Følgen blev, at en Mængde af de ukvalificerede logerende udvistes samme Aar af Nyboder 10). Disse Stakler, der saaledes bleve husvilde, maatte med Kvinder og Børn og fattige Ejendele kampere et helt Døgn under aaben Himmel ved Østervold, i Nærheden af Krudttaarnet, indtil den civile Øvrighed kunde skaffe dem Husly i Søetatens Drengeskole, som da stod ledig, og som Marinen overlod Kommunen til midlertidig Bolig for de husvilde.

 

 

177

At Nyboder ved Siden af den tidligere Inspektør *) i Aaret 1815 havde faaet en militær Kommandant med udstrakt Myndighed, bragte i det hele en bedre Skik paa alle Omraader her ude. Ved Udførelsen af de forskællige nye Reformer indlagde Kommandantskabet sig megen Fortjeneste. Den barske Strænghed, hvormed man i Begyndelsen fòr frem **), var maaske nødvendig i mange Tilfælde, men Nyboder bøjede sig villigt for denne Myndighed, da den var parret med en stærkt udpræget Retfærdighedsfølelse, som afviste al Bestikkelse. "Kopisten" der adjungeredes Kommandanten som Medhjælper ved Kontorforretningerne, fik snart en ikke ringe Indflydelse ved Uddelingerne og Reparationerne af Husene, en Magt, hvis Sødme dog ikke var ganske ublandet, da den gav Anledning til Strid med Befolkningen. - Inspektørens Embedsforretninger bleve 1831 overtagne af Kommandanten, der ligeledes senere (1856) paatog sig Mandskabets Økonomi (Pengeuddelingen) m. m. Han var siden 1815 ogsaa en af de tre Direktører for Søetatens Hospital og Medlem saa vel af den særlige Bestyrelse for Drengeskolerne som af Kommissionen for Pigeskolerne.

Nyboders første Kommandant var Kapitajn F. Lütken, som allerede døde 1819. Efter ham fulgte Premierlieutenant, karakteriseret Kapitajn M. C. Mühlen-

__________

*) Med Nyboders Inspektør maa ikke forveksles den Embedsmand, som (1815) kaldtes Divisionernes Inspektør, og som nærmest førte Tilsyn med Divisionschefernes Embedsførelse og deres Afdelingers Fuldtallighed.

**) Unge utugtige Kvinder fra Nyboder bleve f. Ex. straffede med Ris, som tildeltes dem af Nyboders Vægtere.

 

 

178

steth, som fratraadte Embedet 1841 med Kommandørkapitajns Karakter; han var i sin Styrelse ikke nær saa skrap som sin Forgænger. Men især blev karakteriseret Kommandørkapitajn C. L. L. Harboe (1841-57) meget afholdt som den, der med stor Humanitet haandhævede den lovlige Orden i Nyboder uden at gribe til strænge militære Forholdsregler. Og hans Efterfølgere fortsatte i samme Spor. Kapitajn P. W. Flensborg (1857-61) fungerede ligesom Harboe til sin Død. Orlogskapitajn C. A. Meyer (1861-69) fik derimod efter Ansøgning sin Afsked med Kommandørs Karakter. Den nuværende Kommandant er Kommandør H. J. A. Hagen.

Den faste Stok var bleven reduceret, men en bedre Aand havde faaet Raaderum i den. Vi skulle nu omtale en Institution, som var vel skikket til at støtte dette glædelige Fremskridt. I Aaret 1801 var der paa Kristian den syvendes Fødselsdag indstiftet et "Holmens Hæderstegn", der bestod i en Sølvmedalje, paa hvis Sider man læste de stolte Ord: "fortjent for god Tjeneste". Hæderstegnet skulde bæres i et Silkebaand med Striber af Flagets Farve og gav Adgang til en mindre, aarlig Pengegave *). Ingen kunde faa Medaljen tildelt, før en dertil nedsat Kommission havde prøvet vedkommendes hele Fortid og ikke fundet ham idømt korporlig Straf eller hengiven til saadanne Laster, "som skade Kongens Tjeneste, ødelægge Manden selv og forstyrre huslig

__________

*) Hæderstegnet, der ogsaa blev anset for et Værk af Hohlenberg, uddeltes første Gang (den 5te Februar 1802) til 13 Mestre, 10 Mestersvende, 18 Kvartermænd, 7 Formænd, 62 Svende og 1 Skipper. Medaljepengene vare den Gang omtrent 14 Kroner, nu 20 Kroner.

 

 

179

Lyksalighed". Besynderligt nok var Medaljen oprindeligt kun bestemt for Tømmermænd og Knæsmede, - som med den fik Prædikat af "kongelige Skibsbyggere og Skibssmede"; - undtagelsesvis og paa strængere Vilkaar bleve de andre Haandværkere dekorerede med den. Først senere stilledes alle Haandværkerne lige, og desuden fik Artilleri- og Matroskorpset den hidtil nægtede Adgang til Hæderstegnet; nu for Tiden kan alt i fast Tjeneste staaende Mandskab, som har tjent Kongen tro og hæderligt i 25 Aar, komme i Betragtning ved Uddelingen. De lykkelige, som bleve ansete for værdige til at modtage Medaljen, der højtideligt overraktes dem paa Værftet, opnaaede i Almindelighed endvidere den Ære at blive forestillet for Hans Majestæt selv paa Kongens eget Palæ. Hæderstegnet har sikkert haft en gavnlig Indflydelse paa Underklassernes Æresfølelse; det var jo et lille, beskedent Maal at stræbe efter. "Medaljemændene" forstod ogsaa meget godt at sætte Pris paa Hæderstegnet; de bemærkede med en vis Stolthed, at kun to danske Ordensdekorationer (Elefantordenen fra Kristian den førstes Tid og Dannebrogsordenen fra Kristian den femtes) vare ældre end hint; de vaagede med et maaske temmelig mistænksomt Øje over, at ingen uberettiget opnaaede denne Hæder, og at ingen kvalificeret blev forbigaaet. Det var ogsaa noget ganske nyt i Søetaten, at menige hædredes med Udmærkelsestegn. Dog fik Holmens Hæderstegn allerede det samme og det følgende Aar kødelige Brødre. Efter Slaget i Kongedybet modtog 62 Underofficerer og menige en aarlig Gave paa 15 Rdl. og en Sølvmedalje, hvorpaa var indpræget den hædredes Navn og Ordene: "Modet værger, Kongen

 

 

180

hædrer, Fædrelandet skønner"; og 1802 benaadedes 8 Underofficerer og 5 menige med et lignende Hæderstegn for udvist Tapperhed *).

Ved Reduktionen 1816 bibeholdt Søetaten en Underofficer, hvis hele Stilling billigvis gør Krav paa vor Opmærksomhed. Den Underbefalingsmand, vi sigte til, beklædte Kompagnisergentens højtbetroede Post. - Da Sergenten skulde repræsentere de kommanderende Officerer lige over for Mandskabet, har det ligget Styrelsen meget paa Sinde at lade ham indtage en saadan Stilling, at han tydeligt sondredes ikke alene fra de menige, men ogsaa fra de andre Underofficerer. Derfor blev det befalet, ham alene, at han ikke maatte være altfor "omgængelig" med Mandskabet, saa at der mellem ham og dette opstod et "Gemenskab", der kunde hindre ham i at holde Anseelsen vedlige; paa ingen Maade maatte han f. Ex. holde "Samkvæmme" i sit Hus, "hvorved Mandskabet noget kunde fortære". Ved Paraden 1809, som vi have beskrevet ovenfor, var Sergenten i kændelig derved, at han alene af Underofficererne bar trekantet Hat med Guldkrampe. Han kunde glæde sig

__________

*) Paa Københavns Gader saas i den første Halvdel af vor Aarhundrede en Mand, hvis Ansigt fremviste smukke gamle Træk, men hvis Øjne lyste med en uhyggelig Glans. Den fattige Klædning, han bar, var over alt dekoreret med Ordner at Sølv- og Guldpapir. Denne Mand havde i Krigens Tid udmærket sig i en Kanonbaadskamp og ment sig værdig til et Hæderstegn, som han dog ikke opnaaede. Sorgen herover gjorde ham afsindig, men Vanvidet lod ham finde Trøst i de mange Ordenstegn, han havde tildelt sig selv; Øgenavnet "Generalkejser", hvormed han almindeligt benævne des og tiltaltes, ansaa han for en Ærestitel.

 

 

181

ved forskællige Begunstigelser: han fik, som Forbedring i Gagen, der i det 18de Aarhundrede var temmelig lille, enten en maanedlig Kændelse, som blev afkortet af hver Haandværkers Lønning, eller den saa kaldte Frimandsdusør, naar han stod ved et Matroskompagni; han alene kunde indgaa Giftermaal uden at erlægge Konsumtionsskat; han alene kunde om Aftenen vise sig paa Nyboders Gader uden Passereseddel. Og naar vi betænke, at han hørte til Underklasserne, maa vi forbavses ved at se, hvor mange Forretninger der var lagt paa hans Skuldre *), - der blev, som det syntes, næsten intet til overs for hans foresatte at varetage, - medens vi samtidigt undres over den store Magt og Myndighed, som var tildelt ham; mindre mærkeligt er det da, at han saa godt forstod at bruge denne Magt til sin egen Fordel. - Han blev stundum ansat som Proviantskriver til Søs og havde som saadan Indflydelse paa Mandskabets Bespisning; ham var Opbevaringen af Munderingerne betroet; Munderingskammeret indrettede han i sin egen Bolig, lige under Taget, udsat for Sommerens Varme og Vinterens Fugtighed; Arrangementet var til Skade for Tøjet, men til Fordel for ham selv; han forestod Uddelingen af Munderingstøjet "under Kompagnichefens Tilsyn", som det hed; men en lille Dusør til Sergenten eller hans Kone kunde gøre god Nytte, naar man vilde have Tøj, som passede; han udbetalte Folkenes Pengeløn og betingede sig gærne forholdsvis høje

__________

*) Han havde dog en Løber til Hjælp ved Forretningerne. - Sergentens Gage var 1731: 24 Rdl.; 1737 og 1767: 34 Rdl.; 1816: 122 Rdl.

 

 

182

Sportler ved Udtællingen; endvidere tilbød han smaa Forskud paa Gagen, rigtig nok mod ublu Renter, endskønt Loven forbød ham at have saadant "Maskapi" med Folkene; han førte Tilsyn med, at ingen uberettiget tog Logis hos Nyboders Folk, men ogsaa i dette Stykke var det godt at have ham til Ven; han havde uindskrænket Ret til at visitere Husene og til at hæmme forefaldende "Kiv, Klammer og Ryggesløshed", men hvo kan al Tid være upartisk Dommer? han førte en fuldstændig Rulle over Kompagniets Mandskab og dettes Tilstand, holdt Journalen i Orden, mødte hver Morgen ved Mønstringerne; og naar det saa galdt Folkenes Avancement eller lignende Sager, var han selvskreven fortrolig og Raadgiver hos Chefen, der sjældent kunde have indtrængende Kændskab til sine underordnede; han førte Tilsyn med de syge, ja med Kirurgernes Pligtopfyldelse; han kontrollerede Børnenes Skolegang og tiltroede sig Dygtighed nok til at beklæde en Post som Inspektør ved en Divisionsskole og som Lærer i Skrivning, hvis en saadan Plads var ledig; - kort sagt, Mandskabets Skæbne syntes næsten helt at hvile i hans Haand og var da ikke al Tid i gode Hænder. Derfor blev "Skesanten" just ikke betragtet med venlige Blikke; han var baade misundt og frygtet; ja man mumlede om, at Embedet selv saa vel som dets Indehaver begge vare til Fals, naar der fandtes en Køber.

At Nyboders stormende Periode nu er forbi, kunne vi se deraf, at ingen af vore Folk følte sig fristet til i Jødefejdens urolige Tider (1819-20) at deltage i Optøjerne; tværtimod nærede Regeringen saa megen Tillid til Nyboders Troskab og Paalidelighed, at man gav det

 

 

183

faatallige Politi en værdifuld Forøgelse ved midlertidigt at antage en Del Nybodersmænd, som da heller ikke gjorde denne Tillid til Skamme, men særdeles vel udfyldte deres Plads som Ordenens Haandhævere. I Begyndelsen af Tyverne sporedes her ude megen Sygelighed og fysisk Svækkelse, som formodedes at være hjembragt fra vestindiske Søtogter, paa hvilke Orlogsskibene ligesom fordum havde været plagede med svære Sygdomme. 1822 synes Nyboder at have rummet nogle misfornøjede Sjæle, som nødvendigvis maatte give deres Tanker Udtryk paa Prænt; thi "smudsige Skamskrifter og Pasqviller" bleve hemmeligt opslagne paa Toldbodvejen, rundt om i Nyboder og paa flere Befalingsmænds Gadedøre. En halv Snes Aar derefter opnaaede Nyboder at faa sin egen Avis som Organ for Menigmands berettigede Fordringer. Avisen førte den populære Titel: "Riim- og Prosa-Posen, udgivet og forlagt af A. Richter. 1834". Richter havde oprindeligt været simpel Skibsbygger, men lededes ind paa Journalistikens Bane af en temmelig uædel Bevæggrund, af lavsindet Hævngærrighed. Han havde ønsket at faa alle tre Vinduer reparerede i det Nybodershus, han beboede; ved Kopistens Forsømmelse blev der kun repareret ét, og denne liden Tue blev Aarsag til en stor og bitter Fejde, - hvori Richter dog ikke kan siges at have været den sejrrige, - og til Avisskriveriet. Hvad Avistitlen lover, holdes ærligt, Indholdet er en broget Samling af Poesi og Prosa; hvor simple Forfatterens Vers end ere, maa de dog sættes over hans ubundne Stil. I Avisens 2det Nummer begynder han et Stykke i Prosa, betitlet "Prospekt af Nyboder", som kunde have givet gode Bidrag

 

 

184

til Nyboders Bygningshistorie, hvis ikke Vinduernes Tilstand og Reparation af nærliggende Grunde havde interesseret ham mest. - Fejden endte med, at Richter blev udvist af Nyboder; dermed var Avisens Skæbne afgjort; der var kun udkommet 5 Numre i det hele. Richter maa i øvrigt holdes for en Mand med flersidig Interesse, Han var en ikke ganske ufrugtbar Forfatter, havde blot hans Forfatterskab haft ædlere Motiver; endvidere var han en god Lærer for Børn; i sin Privatskole underviste han 30 til 40 Elever i Læsning og Skrivning "endog til Nyboders Skolebestyrelses Tilfredshed og flere Præsters"; Skolevirksomheden maatte dog ophøre, da han bortvistes af Nyboder. Han stiftede det første Lejebibliotek i Nyboder (1826) ved at "anskaffe en Bogsamling paa henved 2000 Bind, som mod en billig Leje af 8 Sk. ugentligt kunde afbenyttes af Søetatens læselystne Venner"; hans Bogsamling har vist nok givet Stødet til Dannelsen af "Søetatens faste Mandskabs Laanebibliotek", som nød en vis offentlig Understøttelse. Til sidst træffe vi Richter som Kasserer ved en Sygekasse; heller ikke i denne Stilling kunde han undgaa "Fjenders" Forfølgelse. - Inden vi forlade Frederik den sjettes Regeringstid, under hvilken der (1834) skete en Reduktion i det faste Mandskab, men af mindre Betydning, ville vi omtale nogle "straalende" Timer i Nyboders Liv fra denne Periode. En Aften i Maj 1829 lyste ikke alene de sædvanlige Tranlygter i Nyboders Gader, men Tusinder af Lys bag Vinduesruderne dannede snorlige Ildlinier ned ad de lange Husrækker. Det var i Anledning af Arveprins Ferdinands Trolovelse med Frederik den sjettes Datter Karoline, at Nyboder havde iført sig

 

 

185

denne Festdragt, som i øvrigt bekostedes af det offentlige, idet samtlige Underofficerer og "gemene", der boede til Gaden, havde faaet Lys udleveret til Illuminationen. Tre Aar tidligere var det samme sket til Ære for Kongens Datter Vilhelmine og Prins Frederik (Frederik den syvende). I September 1790 havde Frederik den sjette som Kronprins fejret sin egen Formæling ved et festligt Indtog i København, og da straalede Nyboder ligeledes med ikke mindre end 14,000 Lys, der vejede 92 Lispund. Paa samme Maade havde den officielle Glæde ved Dronning Karoline Matildes Indtog (November 1766), ved Dronning Juliane Maries Formæling (Juli 1752) og ved Frederik den femtes Dronning Lovises Indtog som Kronprinsesse (December 1743) - givet sig til Kænde. Men ogsaa i Sorgens Dage tændtes Lysene i Nyboder, saaledes i Aaret 1746, da Kristian den sjette blev ført til sit Hvilested i Roskilde 11).

Under Kristian den ottende blev det faste Mandskab atter noget formindsket, denne Gang med 160 Mand; tillige foretoges Ændringer i Divisionernes Ordning i Korpser og Kompagnier. Ogsaa nu (1845) træffe vi en Avis, ligesom den førstnævnte i Oktavformat, ligeledes udgivet af en Skibstømrer, og indeholdende samme Blanding af Poesi og Prosa; men Udgiveren hedder nu A. F. Andersen Beine (d. 1865) og Titlen er mere alvorlig: "Nyboder og faste Stok". Denne Avis søgte at vedligeholde en værdigere Tone end dens Forgænger, navnlig udmærker sig i denne Henseende en "Samtale", som handler om Nyboders Forhold og gaar igennem flere Numre. "Nyboder og faste Stok" oplevede ogsaa kun 5 Numre; hvad der har hindret den belovede Fortsættelse, vides ikke, men det maa kaldes

 

 

186

et Held for Bladet, at det gik ind, thi i dets sidste Artikler kommer det personlige langt mere frem. - 1841 blev der nedsat en Kommission, der skulde foreslaa Forbedringer i Mandskabets Kaar m. m. For denne Kommission fremsatte Haandværkerne Ønsket om, at deres Boliger maatte blive forbedrede og deres Dagløn forandret til fast Gage, at Brændselet maatte leveres dem gratis, og at det offentlige vilde bekoste en Arbejdsmundering til dem. Af hvad de saaledes havde ønsket, opnaaedes den faste Gage 1847. - Orlogsværftet var det sidste Sted, som Kristian den ottende besøgte inden sin Død; en gammel Nybodersmand kvad her hans Svanesang: "Kongen er kysset af sin Valkyrie!"

Frederik den syvendes Regering begyndte med Krig. De slesvigske Krigsaar bragte ikke Søetaten mange Sejre; den i øvrigt saa betydningsfulde Blokadetjeneste skulde ikke gøre Marinens Færd videre bemærket; Nederlaget ved Ekernførde var en Plet, som først 15 Aar senere aftvættedes ved Helgoland. Pressen lod ofte Søværnet blive Genstand for en skarp, stundum vel begrundet Kritik. Derfor var der ikke saa stor Begejstring for den danske Matros og Søkriger som for "den tapre Landsoldat"; alligevel fik Søfolkene deres Velkomst og festlige Modtagelse efter Krigen og bespistes i Kristiansborgs Ridehus, hvorhen de marscherede fra Paradepladsen paa Gammelholm. - De store Omvæltninger i den faste Stok, som fandt Sted efter Krigen, ville vi senere omtale. - 1853 rasede Kolera i København. Et af de første Tilfælde af Sygdommen skal efter Sigende have vist sig i Nyboder hos en Fa-

 

 

187

milie, som gæstfrit gav Høns, Kaniner, Duer og andre slige Dyr og Fjerkræ Husly i Beboelseslejligheden. Nyboder var til Gengæld det første Kvarter i Byen, som oprettede en Station, - "Stuen" kaldtes den af Menigmand, - hvorfra man kunde rekvirere Lægehjælp og Medikamenter. Forskællige sanitære Foranstaltninger bleve gennemførte med stor Energi her ude; Skibskirkegaarden fik ved samme Lejlighed et højst fornødent Ligkapel opført i særdeles kort Tid. - Medens Socialismens samfundsopløsende Lærdomme tilsyneladende ikke have vundet mange Tilhængere i Nyboder, har derimod det samfundsdannende i Tiden ikke været uden Indflydelse. Der stiftedes forskællige Foreninger, hvoraf nogle stillede sig mere alvorlige Opgaver; blandt dem fortjene flere Ligkasser at nævnes, hvis Oprindelse gaar langt tilbage i Tiden 12), saaledes Kompagni- og Skibsskrivernes af 1747, Artilleriunderofficerernes af 1755, Ankerøens af 1817; nogle Sygekasser; Søetatens private Enkekasse; endvidere "Foreningen for Opførelsen af Søetatens Enkebolig" (af 1851), som nu ejer en Bygning med 58 Lejligheder paa Hjørnet af Baadsmandsstræde og Prinsessegade paa Kristianshavn, og endelig Foreningen af 1873 for Tilvejebringelsen af en Alderdoinsbolig for Søværnets Underklasser. Andre Samfund gik mindre ud paa at "gavne" end paa at "fornøje", og blandt saadanne Foreninger skulle vi nævne "Søetatens dramatiske", som den oftest kaldtes. Dens Skueplads var det nu nedlagte Kannikestrædes Teater, hvor Foreningen opførte endog originale Arbejder; Skuespillernes Præstationer maa efter Omstændighederne kaldes ret agtværdige. Denne For-

 

 

188

enings saa vel som de fleste andre Samfunds Virksomhed i Retning af Maskeraders Afholdelse o. lign, ville vi derimod forbigaa med Tavshed; l dette Punkt var Nyboder kun altfor godt fulgt med Tiden. - Forskællige Sangforeninger talte i deres Midte Nybodersmænd, der saaledes vare Vidnesbyrd om Tonernes forædlende Magt; men der var dog ogsaa de Mænd, der paa egen Haand forsøgte at bestige Pegasus; vi have alt truffet baade lyriske og dramatiske Digtere; de anslog ikke uden Held saa vel religiøse som nationale Strænge ; men naar de - som i de omtalte to Aviser - tillige svingede Satirens Svøbe, blev deres Realisme alt andet end heldig. Nærgaaende personlig Satire indeholdt f. Ex. en Visecyklus fra Begyndelsen af Frihedstiden: "Nyboder og dets Herligheder, besjungne af Niels fra Tulipangaden; Choret af to Compagnie-Kammerater under den kongelige Marine".

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top