eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Gamle Minder

Gamle minder optegnede af en gammel Kjøbenhavner.

Kbh., Alex Andersens forlag, 1885

Valdemar Korfitsen (1840-1900)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk i marts 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Enkelte oplagte satsfejl er rettet.


Side 1-75 . 76-149

 

76

Det varede dog ikke længe, førend flere af de nye Kammerater, "de unge Doktere", som de kaldtes, indfandt sig; Enkelte kjendte jeg, og for de Andre blev man præsenteret, og nu gik Passiaren nok saa livligt; foreløbigt dreiede den sig dog ikke, som jeg havde ventet mig, om Fracturer eller Contusioner; det var nærmere om Tivoli, Charlottenlund o. Dsl.

Jo, der bagved mig stod dog To, der alvorligt afhandlede et alvorligt Thema!

"Ja, hendes Stemme har tabt sig voldsomt i den sidste Tid," ytrede den Ene.

"Under de Forhold", sagde den Anden, "er det s'gu' ingen Under! Naar Sommeren er forbi, skal det ikke undre mig, om hun helt har mistet Stemmen."

"Det er rimeligt nok! med den Diæt, saadan' Mennesker fører, kan det næsten ikke være Andet, om de saa var født med Lunger som en arabisk Fuldblods."

"Er det en af Patientinderne her, som De taler om?" spurgte jeg i min Naivetet.

"Nei, gu' er det ei! - det er en af Sangerinderne ude over Stalden. Hun havde saadan en kjøn Stemme, og nu er hun saa hæs som en Ravn."

"Der er nu forresten ikke tabt Stort ved det," mente den Anden, "for hun har altid sunget uforskammet falskt."

"Naa, saadan!" tænkte jeg ved mig selv. -

Jeg gik lidt til Siden og kom derved til at


 

77

overvære en lærd Discussion af et Par andre unge Videnskabsmænd.

» Ja, jeg troer nu alligevel, at hun brækkede tibia," bemærkede den Ene.

"Er det muligt ?"

"Ja, det saa saadan ud. Jeg havde ikke Tid til at blive længer -"

"Ja, saa er hun færdig. Herregud! og hun havde saadan et deiligt Fodskifte. Saa er den Historie altsaa forbi."

"Hvad for Noget!" udbrød jeg, "er et Benbrud saa farligt?"

"Ja, de er jo nødt til at skyde hende." "Skyde!" raabte jeg forfærdet. "Hvad skal det betyde?"

"Vi taler om Arabella, Hinnés prægtige Skimmel, som igaar faldt ved Væddeløbene paa Ridebanen."

"Naa, saadan!" -

Foreløbigt opgav jeg at forsyne mig med chirurgiske Kundskaber ad sokratisk Vei, det vil sige: under Samtaleform.

Da slog Uhret ude paa Gangen otte Slag. Et Øieblik efter aabnedes Døren, og Samtalen forstummede øieblikkeligt, da Professoren traadte ind med et "Godmorgen, mine Herrer!" og derpaa begyndte han Stuegangen fra yderste høire Fløi, der var nærmest Døren, og Stuen rundt til yderste Venstre paa den modsatte Side. At han saaledes syntes at give Høire Forrangen, var kun rent tilfældigt. Den Mand var aldeles ens


 

78

ligeoverfor Alt og Alle, saavidt jeg da formaaede at see. Men forresten troer jeg ikke, at selv den mest encouragerede Venstremand, selv den rødeste Socialist, vilde faldet paa at demonstrere imod ham; han indbød til alt Andet end overflødigt Vrøvl!

Professor L- var en af de mest helstøbte Skikkelser, man kunde tænke sig. Af Ydre var han høi og muskuløs, temmelig mager, men dog stærkt bygget, med et marqueret Ansigt, der paa samme Tid udtrykte Venlighed og Bestemthed. Der var en ganske mærkværdig, om man saa kan sige, olympisk Ro udbredt over hans Personlighed, som ikke svigtede ham i de mest kritiske Situationer. Det var en Mand, der aldrig lod sig overraske! Skjøndt han tilsyneladende var noget kold, bankede der dog det varmeste, det mest medfølende Hjerte i Brystet paa ham. Om ham kunde man med fuld Ret sige: nihil humani a se alienum putat.

Saaledes erindrer jeg engang, at han havde foretaget en vanskelig Operation, som alle Candidater og vistnok han selv med havde betragtet som haabløs. Patienten overlevede dog Operationen, og da der var hengaaet en Fjortendagstid, betragtedes han som værende udenfor al Fare, men Helbredelsen vilde nødvendigvis tage længere Tid. Det var tydeligt for os Alle, at Professoren havde kastet sin Forkjærlighed paa denne Patient, som han havde reddet fra


 

79

den næsten sikre Død ved et sandt Mesterstykke i Retning af operativ Behændighedskunst. Hver Dag forbandt han ham selv og talte saa venligt og opmuntrende til det unge Menneske, en ellers kjernesund Knøs fra Landet, der i Kaadhed havde forvoldt sin egen Ulykke.

Godt og vel Treugersdagen efter Operationen, da vi en Morgenstund indfandt os paa Stuerne, fik vi at vide, at det unge Menneske efter et stærkt Feberanfald om Natten var død tidligt om Morgenen. Professoren var bleven kaldt op af sin Seng, som han havde forlangt, hvis der indtraf noget mere Alvorligt, men der var Intet at gjøre, og al hans Omhu havde været forgjæves. Manden med Leen havde her været den Stærkeste.

Den Morgen saa han mørkt bedrøvet ud, da han kom for at begynde Stuegangen; et Menneskeliv, som han troede at have frelst, var sluppet ham ud af Hænderne, og det pinte ham.

Og saa er der dog Folk, der ville paastaae, at den første Betingelse for at blive en dygtig Chirurg, det er den: at mangle Hjerte!

Nei, Høistærede! De tager storligen feil!

Men De bør vide, at høittalende, blødsødent Føleri er ikke ganske det Samme som Hjerte, og at den Operateur vilde gjøre sine Patienter en daarlig Tjeneste, der gav sig til at raabe Au! omkaps med dem, naar han var nødt til at skjære væk.


 

80

Og saa at see ham gaae saa omhyggeligt og sysle med de smaa Børn, der i Mængde bleve lagt ind paa Hospitalet for Knæ- og Hofteskader, Tumor albus og Coxalgi og Vorherre ved, hvad det Altsammen var, eller færdes om alle disse smaa scrophuleuse Grimrianer, der dog kunde see saa glad taknemmelige ud blot for et venligt Ord, dem, han havde saa mange af til de smaa Stakler, der paa Grund af daarlig Pleie, Forsømmelse eller "Gjengangervæsen" - ja, nu kan man jo vel nævne Ordet - vare bestemte til et mere eller mindre ulykkeligt Liv - naa! en saadan Mand havde ikke Hjerte?

Alle de Smil, der om Morgenen modtoge ham fra disse tre- fireaars Menneskekjendere, talte tydeligere end alt Andet.

Blot en Brøkdel af hans og da forresten af de fleste dygtige Lægers, især Hospitalslægers Hjertelag kunde være mere end tilstrækkeligt til at forsyne et Douzin Stykker af dem, der snakke vidt og bredt om deres eget følsomme Hjerte og Andres Mangler i den Retning.

Der hører stor Opofrelse baade af Tid og Flid til, for i Længden at udfylde en Plads som overordnet Hospitalslæge.

Interesse for Videnskaben driver, hedder det. Javel! men den Interesse falder i dette Tilfælde sammen med Interessen for Individerne, og Interessen for Individerne er nok det, man i


 

81

daglig Tale pleier at kalde for Hjerte - lad os dog være enige om det!

Det er ganske sandt, at den Læge, vi her tale om, næsten altid, naar han havde Selskab hos sig, og det havde han ofte, da hans Familie satte stor Pris paa Selskabelighed, forlod Selskabet Kl. 10 for at sætte sig til at studere eller for maaskee at see til en eller anden mislig Patient paa en af Stuerne ovenpaa. Sligt regnede Mange for Aandsarrogance, Ligegyldighed for de elskværdige Medmennesker, der havde gjort ham den Ære at spise hans Mad og drikke hans Vin; men mon han dog ikke igrunden viste en større Interesse for Selskabet i det Hele og Store, netop! fordi han forlod sit eget mindre Selskab?

Man undskylde denne lange Digression! Min Kjærlighed og Beundring for denne Mand, jeg har talt om, har ført mig lidt ud af Sporet, og dog! en Skildring af Almindelig Hospital, saaledes som det dengang var, maa nødvendigvis beskjæftige sig en hel Del med den, der ialfald repræsenterede en af Pulsaarerne i hin Organisme.

Det var Stuegangen, vi kom fra. Ja, hver Morgen mødte man, som sagt, lidt før Kl. 8, forudsat at man ikke sov over sig, men det vilde man nødigt gjøre, især naar man havde en Patient paa en af de første Stuer.

Enhver Volonteur fik nemlig, efterhaanden som han kom lidt ind i den manuelle Del af


 

82

Kunsten, lærte at "slaae en Renversé" eller "lægge en Testudo", *) sine bestemte Patienter at passe, det vil sige: at forbinde, touchere, elektrisere o. s. v., og der var et sandt Kapløb imellem os om, hvem der kunde faae de fleste. At der ikke udvikledes mindst Iver, naar det gjaldt en ungdommelig Skiønhed, som forresten var en rara avis paa Hospitalet, følger af sig selv; Professoren sørgede stedse for, at ialfald de mere Stadige af os havde omtrent lige mange Patienter at tilsee, men Skjønhedshensyn tog han ganske vist ikke under Fordelingen.

Eligang, da vi netop stode foran en ny, ret kjøn Patientinde, som skulde have et Bind lagt, mindes jeg, at Professoren, der den Dag ikke havde sin Noticebog hos sig, forhørte sig hos os om det respective Antal af vore Patienter, forat han kunde tildele den af os, der havde de færreste, den forhaandenværende.

"Hvormange Patienter har De?" spurgte han En af os.

»To!"

"Og De?"

"Tre!"

"De?"

"En!"

"Jeg har kun en halv, Hr. Professor," lød der en Stemme; "vi er to om Patienten paa L, der faaer sat Moxer."

__________

*) term. techn. i Forbindingskunsten.


 

83

"Ja, saa tag De den Patient," sagde Professoren smilende til den Tjenstivrige, der mindes Scenen, fordi det var en af de faa Gange, vi saae et Smil paa hans alvorlige Ansigt.

En anden Episode mindes jeg ligeledes, der, saa bedrøvelig den paa en vis Maade var, dog fik alle os Unge til at lee, medens Professoren bevarede sin sædvanlige Alvor.

Det var en Møllersvend, der var kommet ind paa Hospitalet paa Grund af en Fractur. Da vi om Morgenen kom hen til ham, ytrede han et levende Ønske om at faae Lov til at staae op og være oppe.

"Nei, min gode Mand," sagde Professoren; "De har meget bedre af at blive liggende," og paa Latin antydede han for os, at Fyren var Alkoholist.

Den af Candidaterne, der havde taget Journal over ham, ytrede, at det havde han dog ikke mærket noget til, da han blev lagt ind.

"Jo, jeg kan see det Paa hans Blik," sagde Professoren, og henvendt til Mølleren, spurgte han ham: "Drikker De meget Spiritus, min gode Mand?"

"Ja, fra jeg blev Voxen, har jeg altid taget min Snaps til min Mad."

"Hvor gammel er De nu?"

Jeg er 39 Aar."

"I hvor mange Aar har De drukket Brændevin?"


 

84

"Det er vel saadan ongefær en 40 Aar." lød Svaret i fuldt Alvor, og det blev modtaget paa samme Vis af Forespørgeren, der blot henvendt til Candidaten ytrede:

"Troer De endnu, at den Mand er ganske klar i sine Begreber?"

Men for at tale lidt om os selv, saa vare vi Volonteurer paa chirurgisk Afdeling vel henved en Snes Stykker, naarvi mødte fuldtalligt; kom saa dertil tre til fire Candidater, saa vil det være klart, at det var en ganske anseelig Stab, der ledsagede Feltherren, naar han foretog sin daglige Mønstring.

Se, der var jo dem, der mente, at flittig Hospitalsgang, ihærdig Hjemmelæsning og stadig Freqventeren af Forelæsninger paa Universitetet og chirurgisk Akademi var den eneste rigtige Methode, og det kan der maaske være Noget i. Imidlertid vare vi dog Adskillige, der antog, at Methoden var antiqveret, og at man, for med Tiden at kunne blive en dygtig Chirurg, maatte gribe Sagen mere rationelt an. Først og fremmest gjaldt det jo om at erhverve sig et sikkert Øie og en fast Haand - det var jo tydeligt nok, at uden det kunde man aldrig blive Operateur, og med Professorens Kunst dagligt for Øie var det et Maal, som nok kunde vinke en ung Ærgjerrighed.

Nu er det jo en bekjendt Sag, at Legemet lider af for megen Stillesidden og Øinene af overdreven Læsen, især ved Lys, og derfor lovede


 

85

man sig selv, ikke at overanstrenge sit Legeme og sine Øine altfor meget ved slig usund Beskjæftigelse. Fægtning og Gymnastik styrker hele Muskel- og Nervesystemet, og derfor bleve vi ivrige Idrætsmænd i den Retning, ligesom vi alt fra det tidlige Foraar dagligt besøgte Svømmeflaaden, som stod til Disposition ude i Havnen bagved Hospitalsgaarden, naar man gik over "Larsens Plads".

At Billardspil ligeledes udvikler baade Haandens Fasthed og Øiets Sikkerhed og Skarphed, er sikkert nok, og det vil derfor være indlysende, for en velsindet Betragter, at det igrunden var af rent videnskabelige Hensyn, at vi Jevnligt tilbragte hele Aftenen og stundom en Del af Eftermiddagen tillige paa en eller anden Billardstue for at gjøre os til rigtigt dygtige Mennesker. At vi, for tillige itide at vænne os til Ro og Koldblodighed, disse Egenskaber, der ere af et saa uskaterligt Værd for en Operateur, jevnligt havde en lille Parée paa første Bal, anfører jeg en passant for at vise, hvilken Alvor der var i vort Studium og hele vor Stræben.

Der var virkelig ogsaa Flere af os, der paa denne Maade opnaaede et ganske udmærket Resultat, baade Ro, Sikkerhed, skarpt Øie og en fast Haand; desværre fik Videnskaben ikke senere Brug for de dygtigste af disse Studerende, der i den Grad gik op i Detaillerne, at de aldeles tabte Totaliteten afsigte. Den theoreti-


 

86

ske Side af Sagen blev helt forsømt, Cantussen *) ignoreret, og hvad nyttede saa Alverdens glimrende manuelle Færdigheder?

Dog - inden man kom saa vidt, at man opgav det medicinske Studium, oplevedes der en Del, og at et Hospitalscursus, hvor overfladisk det end gjennemføres, dog altid bringer et Udbytte for Livet hos den, der har Evne til at tænke sig lidt om, vil næppe Nogen falde paa at bestride. Den tidlige Fortrolighed med Liv og Død under de forskjelligste Former giver ialfald undertiden en Modenhed, der ikke saa let eller da saa hurtigt erhverves i det daglige Liv. At der hyppigt kan følge en Del letsindig "laissez aller" med i Kjøbet, kan paa den anden Side ikke nægtes. Den lidt pessimistiske Livsanskuelse, som ofte er en af Frugterne af mangt et ellers resultatrigt og smukt medicinsk Studium, er correct opfattet af hin Franskmand, der skildrer Liv og Død "kurz undbündig" saa-lunde:

"On entre et crie,
Et c'est la vie;
On crie et sort,
Et c'est la mort!" -

Vi have hørt, hvorledes Patienterne oplivedes af Professorens Komme om Morgenen, saaat man næsten kunde sige, at det for en stor Del var ret glade Ansigter, man saa paa

__________

*) den medicinske Forberedelsesexamen.


 

87

sin Morgenvandring langs de mangfoldige Senge, Det følger af sig selv, at vi Volonteurer, naar vi kom i Berøring med en eller anden Patient, gjorde Vort for ved en munter Bemærkning at lokke et Smil frem under de alvorlige Forhold, og det lykkedes som oftest, naar man da havde en lille Smule Lune.

Der var dog Omstændigheder, under hvilke det fornøiede Udtryk hurtigt forsvandt fra Alles Aasyn; det var i det Øieblik, Professoren standsede udenfor en Patients Seng med de Ord til Stuekonen:

"Vil De sørge for, at Porteurerne bringer den Patient ned paa Operationsstuen."

Saa vidste Enhver Besked, og selv den Letsindigste blev alvorlig.

Det var jo høist tvivlsomt, om Lidelsesfællerne nogensinde oftere skulde see det Menneske, der snart skulde bæres ud af Stuen i Portechaise, og som de maaske Uger itræk havde passiaret med, mange Gange ogsaa spøgt med, trøstet og selv faaet Trøst af, ja sluttet sig til, saaledes som to Mennesker undertiden kunne slutte sig til hinanden, naar de ligge Side om Side paa et Hospital med det store Ubekjendte som et truende Phantom foran sig, Ja! da aabne Hjerterne sig ganske anderledes end ude i Livet, og da kan der gaae en Gysen igjennem Contubernalen, naar Porteurernes Ankomst bebudes for Sidemanden.

En umiddelbar Afsked staaer for Døren!


 

88

Ingen ved, om det er for Evigheden, og Mange er der, som forudsee en lignende Excursion i en nær Fremtid.

Der var nok til at sætte Tankerne i Bevægelse! -

Operationsstuen, der laa paa første Sal, var tillige Consultationsstue for Folk fra Byen, og her forefaldt der mange snurrige Scener. Chloroformeringen gav specielt oftere Anledning til besynderlige Hændelser.

De Fleste falde som bekjendt hen i en ren lethargisk Tilstand, hvori de vist næppe føle det Allerringeste til Smerten og mangen Gang længe efter en Operation t. Ex. slet ikke ane, hvad der er foregaaet. Der var saaledes engang en Mand, der fik den store Taa og dens Sidemand i Geleddet exarticulerede, da de, efter at have været med ved et Koldbrandstilfælde, vare blevne utjenstdygtige for Livstid. Da Vedkommende med en mægtig Forbinding om Foden kom op paa Stuen igjen og der i Løbet af Dagen blev talt til ham om Operationen, idet Enhver gik ud fra, at han var paa det Rene med sit Tab, spurgte han forbauset, hvad man mente - han var jo blot bleven undersøgt, forklarede han, men forresten havde de ikke gjort noget ved ham. At han havde sat et Par Tæer overstyr om Formiddagen, anede han slet ikke.

Andre var der, som i den bedøvede Tilstand laa og snakkede uafladeligt om Løst og Fast og undertiden indviede En i deres mest


 

89

intime Livsforhold, som oftest dog paa en meget usammenhængende Maade; saa talte de om Tivoli og Alhambra - om Drikkevarer, som de mente at nyde i Selskab med gode Venner, og Professoren gik i Reglen fuldstændigt ind paa deres Tankegang, og alt imedens han førte Kniv og Pincette, hvoraf Liv og Død var afhængig, talte han, tilsyneladende ganske uoptaget, om Tivolioure eller Sligt med den Phantaserende, der sommetider overraskede ved at give et fornuftigt Svar midt under Bedøvelsen.

Engang var der en ung Pige, paa hvem en Finger blev borttaget. Midt under Operationen udbrød hun:

"Nei, Ferdinand! nei, søde Ferdinand! Du maa ved Gud ikke - vil Du nu strax la'e være. Ferdinand!"

"Ja, nu er vi strax færdige!" sagde Professoren; men hun blev ved:

"Nei, Ferdinand! vil Du nu værs'go' la'e være?"

Ferdinand maa aabenbart have været meget uartig!

Fy, Ferdinand!

løvrigt maa Chloroformeringen altid foretages med den største Agtpaagivenhed. I Reglen var der hele tre Mand beskjæftigede med den; den Ene holdt Tørklædet for Næse og Mund, den Anden passede Hjertets og den Tredie Pulsens Slag. Ikke desto mindre er det


 

90

hændet undertiden, skjøndt ganske vist meget sjeldent, at En er gaaet bort med det Samme.

En Dag kom der en Pige ude fra Byen ind paa Operationsstuen for at faae et Par Tænder trukket ud. Hun havde svære Smerter, nogen Betændelse var tilstede, og for at lette det Hele saa meget som muligt for alle Parter, fik hun efter sit eget Ønske "Noget ind at blive væk paa".

Efterat hun vel var bleven chloroformeret paa det tilstedeværende Leie, standsede pludseligt Hjerteslaget. Der blev stor Allarm i Leiren; baade Candidaten og hans Medhjælpere rystede og tumlede med hende, men Alt forgjæves! I det Samme kom Professoren ind ad Døren,

"Hvad er her paafærde?" udbrød han; men uden at oppebie noget Svar tog han et kort, determineret Ryk i hendes ene Skulder.

"Vaagn op!" raabte han kort og bestemt, og som skudt ud af en Kanon foer hun i samme Øieblik op og satte sig overende, idet hun stirrede forvildet paa ham, der roligt gik videre.

Ved at overvære Sligt kunde man ikke lade være med at tænke paa de gamle Mirakelhistorier om Dødes Opvækkelse. Der var et Øieblik, hvor man var stærkt fristet til at troe, at Professoren raadede over Evner og Kræfter, som vare af en anden Art end dem, vi Andre besade; og det forstaaer sig - det gjorde han da igrunden ogsaa!


 

91

Vi have nu været paa Stuerne og paa Operationssalen; tilbage staaer en liden Visit i Obductionslocalet, om De saa synes?

Obductionsstuen var ialfald dengang det uhyggeligste Locale i hele Hospitalet, og det blev ikke hyggeligere derved, at et gammelt Lem fra "Almindeligheden" fungerede som et Slags Assistent for Lægerne. Han var gyseligt grim, halt og skeløiet, og hans "nom de guerre" var "Cadaver-skræderen", da han nemlig havde det Hverv at sye de obducerede Lig sammen før Begravelsen.

I Tiltale førte han Navnet "Almind; han paastod, at han var døbt saalunde - muligt, at det var saa! (Almén?) men i Almindelighed vare vi da enige om, at han havde været saa længe paa "Almindeligheden", at han troede sig baade født, døbt og opkaldt sammesteds.

Dog! det er vist bedst at komme bort fra disse mindre behagelige Omgivelser, men dermed ere vi ogsaa færdige, thi naar man først har været paa Obductionsstuen, saa er selvfølgeligt Alt forbi.

__________



 

Min første og sidste Praxis

_____

Skildringen af min Hospitalsvirksomhed og min daværende Opfattelse af den vordende Læges rudimentaire Studier vil sandsynligvis have givet den skarpsindige Læser en vis Formodning om, at Forfatteren aldrig kom synderligt længere end til Rudimenta.

Nogle faa Aars Studium efter egen, selvopfunden Recept bragte mig da ogsaa ganske rigtigt til at opgive Methoden og samtidigt forlade Hospitalet som chirurgisk Student for ikke senere at komme der, undtagen som chirurgisk Patient adskillige Aar derefter..

Ikke desto mindre vilde Skjæbnen, at jeg skulde komme til at udnytte min opsamlede Viden i Retning af Forbindingskunst og optræde som Praktikant i Statens Tjeneste.

Det var i Begyndelsen af 1864.

En Bekjendt af min Familie, der var gaaet

[92]

 

93

af fra Marinen som charakteriseret Overlæge, men som havde meldt sig til Tjeneste iland, da Krigen stod for Døren, fortalte mig en Dag, at Søetatens Stabslæge var en Del i Forlegenhed for yngre Medicinere. Da han vidste, at jeg i et Par Aar havde gaaet under den dygtige Professor L., mente han, at der vel maatte være hængt Noget ved, og han opfordrede mig da til at melde mig til Tjeneste.

"Sit Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette!" sagde jeg nok saa "Rask", og saa meldte jeg mig da hos Stabslægen.

Paa hans Spørgsmaal om mine Qvalificationer, svarede jeg ganske oprigtigt, at de ganske vist vare overmaade smaa; Etatsraaden smilte, og jeg forklarede ham nu Anledningen til mit Komme, den Opfordring nemlig, der var stillet til mig af den gamle Overlæge, som han jo godt kjendte, og som vistnok ogsaa havde talt til ham om mig.

Indtrykket, jeg gjorde, maa vel ikke have været helt uheldigt, thi en otte Dagstid derefter fik jeg fra Marineministeriet et imponerende Brev, adresseret til Hr. Underskibslæge V. K., i kvilket jeg, samtidigt med Udnævnelsen som saadan, forefandt en peremptorisk Ordre til uopholdeligt at melde mig hos Chefen for Fregatten T-, Hr. Orlogscapitain M-.

Brevet var forsynet med sort Rand og sort Lak, saaat det forsaavidt saa bedrøveligt nok ud, men jeg kan dog ikke nægte, at jeg allige-


 

94

vel blev ganske fornøiet over den uventede Ære og Tillid, der vistes mig. Hele det sorte Apparat stammede fra Landesorgen over Frederik den 7.s Død.

Jeg begav mig nu flux ud paa Efterforskning efter den mig ganske ubekj endte Orlogscapitain, hvis Bopæl ikke stod anført i Brevet og stod galt anført i Veiviseren. Omsider fandt jeg ham dog, præsenterede mig, fik en Masse kongelig Mønt, baade Gage og Udrustningspenge, og saa gav jeg mig ifærd med at udruste mig, idet jeg allerførst drak et Glas god Vin med mig selv paa Held og Lykke til det Forestaaende.

Nogle faa Dage derefter gik jeg ombord efter først at have meldt mig hos Næstcommanderende, og nu gjorde jeg Bekjendtskab med min prægtige og elskværdige Contubernal for de følgende ni Maaneder, en svensk Magister og medicinæ candidatus, som alt et Par Dage iforveien havde taget vort fælles Lukaf i Besiddelse.

Lukafet, der laa agterligst i Skibet, var et hyggeligt lille Rum med to Køiepladser, den ene ovenover den anden. Til den øverste maatte man entre op, hvad der under stærk Søgang, især i en Stemning af den Art, som Svenskerne kalde "lagom", kunde have sine temmeligt store Besværligheder. Jeg fik derfor snildeligt denne Plads overdraget til min nye "bror", idet jeg stærkt urgerede, at jeg


 

95

som Underskibslæge naturligvis maatte subordinere mig og derfor ligge underst. Han bøiede sig godmodigt og gemytligt for dette Argument.

Da den Sag. vel var bragt iorden, skulde jeg jo orienteres lidt ombord og først og fremmest da besee Stedet for vor fremtidige Virksomhed, Sygelocalet og Apotheket. Magisteren førte mig derfor ud paa Banjerne - det er tredie Dæk; der var omtrent bælgmørkt.

"Ja, bror min ! her er Stedet, Sygehuset, Lazarethet eller hvad I nu kalder det, med to "Oppassersker" - det var et Par robuste Smedesvende i det daglige Liv, der her fungerede som Gangkoner - "og her seer Du Apotheket."

" Er det her?" udbrød jeg med en vis Rædsel.

»Ja, bevar's!«

"Det var tä mig fan roligt, det! " - men her kan man jo hverken see eller høre."

"Så får man känna! "

"Kanna?" spurgte jeg. "Naa! man maa føle sig for - javel! - ja man kan da altid føle Pulsen."

"Förstå´s! "

Under "Klart Skib", altsaa naar vi vare I Fægtning, blev der dog anvist os et andet Rum; det laa rigtignok en Etage dybere nede, men der blev lyst op med Lanterner.

Hvad Apotheket angik, Stedet for min for-


 

96

nemste Idræt i den nærmeste Fremtid, saa laa det ude i den bagbords Skibsside og bestod af et lille Rum, der fik sit sparsomme Lys fra et saakaldet Koøie, som traurigt saa ned paa nogle Reoler med Krukker og Flasker og et fastgjort Bord. Hint Koøie mindede dog altid Athenes tre Sønner ombord, Overlægen, Skibslægen og Underdittoen, en lille Smule om , den koøjede Athene.

Men ellers maatte man i det Hele tilstaae for sig selv, at der var en ganske betydelig Forskjel paa, hvad der iland forstaaes ved Hospitalspleie, og hvad der ombord kan præsteres i den Retning.

Hygieinens første Fordringer, frisk Luft og Lys, vare aldeles eluderede, og hvad Sygepleien angik, som paa Hospitalerne øves af blide Kvinders bløde Hænder, saa besørgedes den, som alt anført, her af en jydsk og en fyensk Smedesvend, der dog i samvittighedsfuld Omhu for deres Patienter med deres barkede Næver maaske nok kunde tage Kampen op med mange af de "kjærlige" Gangkoner paa Hospitalerne; og her vankede der dog aldrig Douceurer eller Slikkerier af Patienternes besøgende Slægt.

Naa! lad os saa springe in medias res! som Procuratoren sagde til Modparten, efterat han selv havde begjært Anstand i et Aarstid itræk; eftersom Forfatteren nu har været tilstrækkeligt


 

97

længe om Indledningen, vil han giøre hin Vismands Ord til sine.

Eqviperingen var endt, Fregatten var lagt ud paa Indrerheden, Krudtet var kommet ombord, og Ordren om at gaae Syd paa havde vi modtaget.

Saa dampede vi da en skjøn Morgenstund ud forbi Trekroner, som vi sendte et dundrende Farvel, der blev besvaret med et ligesaa høirøstet "Lykke paa Farten!" og videre ned til Kieler Bugt, vor første Station.

Her laae vi nu i en fjorten Dagstid, vel nærmest for at indøve Mandskabet, forinden vi toge fat paa vor egentlige Gjerning, Blokeringen af de preussiske Østersøhavne. Frostveir og Snetykning forfulgte os næsten uafladeligt, og det var slet ikke morsomt ikke at kunne see mere end et Par Kabellængder udover Skibssiden.

Der var ikke Andet for! man maatte see at leve i sine Erindringer!

"Her for Anker midt i Kieler Bugt
Flyver Tanken sine stille Veie.
Hjertet søger længselsfuldt sin Flugt
Til sit eget, kjære, lille Eie,
O, det drømmer sig saa meget Smukt,
Husker, hvad det maatte hist forlade -
Noget af mig er i Kieler Bugt,
Hele Resten er i Blancogade."

Det var den første Strophe af et Rimbrev, der skildrede min begyndte Orlogsfærd for en


 

98

Veninde i Kjøbenhavn, og der er omtrent hele Situationen. -

Da Mandskabet var nogenlunde indøvet, satte vi Coursen østeri og dampede over til Rügen, der da for lang Tid blev vor stadige Station.

Alt gik nu sin støtte, regelmæssige Gang ombord. Naar Dagvagten nærmede sig sin Slutning og syv Glas var slaaet, lød det gjerne fra Næstcommanderende:

"Pib til Doctoren!"

I samme Nu skingrede Baadsmandsmathens Pibe over Dækket og forplantedes af Overconstablerne videre til Batteri og Banjer, medens det rundtom lød:

"De Syge til Doctoren!"

Det var Signalet til vort Dagværks Begyndelse, og Overlægen, fulgt af Magisteren og den ene Sygevogter med en Lanterne, gjorde nu sin møisommelige Vandring imellem, under - og over havde jeg nær sagt - de sammenstuvede Sygekøier, medens jeg i det halvmørke Apothek syslede med mine Præparater og fortvivlet coquetterede med Koøiet, der saare sjeldent klart og smilende tittede mig imøde. Den evige Skvulpen af Søvandet opad Fregattens Kinder havde gjort, at den gjerne led af rindende Øine, og de ere jo ikke synderligt klare.

Naar "Stuegangen", eller hvad man nu vil kalde Visitationen, var forbi, fik jeg nogle Re-


 

99

cepter opgivne, som jeg havde at effectuere, hvorpaa jeg maatte udarbeide en kort Rapport til Chefen over de Syges Antal, deres Daarlighed o. s. v.; det var nu egentlig Skibslægens Arbeide, men han kunde hverken "prata" eller "skrifva danska", og derfor maatte jeg overtage hans partes.

Naa! der var saamæn ogsaa Tid nok; thi naar det var besørget, saa var Dagens Arbeide i Reglen dermed forbi, naar da ikke et pludseligt Krampetilfælde, en Tilskadekommen, En, der var falden ned "fra Veiret", som det hedder, naar en Mand falder ned fra Reisningen, en sjelden Gang lagde extra Beslag paa os.

Var Livet saaledes for os "Doctere" et ret behageligt dolce far niente til Dagligbrug, hvor den meste Activitet udfoldedes ved det velbesatte Frokostbord, saa kom der dog Øieblikke, hvor det gjaldt om at "ta'e Benene paa Nakken".

"En Damper om Styrbord en Streg agten for tvers!" preies der en Dag fra Udkigget oppe i Storemers.

For dem af vore Læsere, der ikke ere det mesopotamiske Sprog fuldkomment mægtige, bemærkes det, at samme Prei vilde sige, at der kunde sees Røg ude i Horizonten tilhøire for Skibets Cours en Smule bagude.

Kikkerterne kom frem, og lidt Spænding


 

100

indfandt sig. Stedet, hvor Røgen kom fra, var nemlig et af Indløbene til Stralsund, hvor de preussiske Kanonbaade vare stationerede.

"Tre Dampere om Styrbord en Streg agten for tvers!" lød det lidt efter.

"Fem Dampere o. s. v.," fulgte derpaa.

Nu var Alting klart, der gik Melding til Chefen, og saa raabte den vagthavende Officier:

"Hornblæsere!"

Et Øieblik efter skingrede Appellens Toner gjennem hele Skibet.

I et Nu vare Seilene beslaaede, Stængerne nede, Dampen oppe, Kanonerne kastede los og hver Mand paa sin Plads efter Skytsedlens Bydende. Vi Læger maatte kravle ned i Dybet, hvor vi nu, omgivne af Staben, de to Smedesvende og et Par attacherede Medhjælpere, afventede Begivenhedernes Gang.

I de første fem, sex Minutter efter Appellen var der tilsyneladende en babelsk Forvirring, men paa engang indtraadte der næsten fuldstændig Ro, og man hørte kun Maskinens brummende Bas, idet Dampen blev sat op. Snart hørte vi Skruen slaae et Par Slag, Maskinen var igang, og nu vidste vi, at Alt var parat til en lille Omgang med de Lysthavende.

"Tilhøire! tilhøire! tiihøire!" blæstes der paa Batteriet.


 

101

"Fem Graders Elevation!" hørte vi Batterichefen commandere. "Brænd paa!"

Bum!

"Det var det første Vers!
Det var det første Vers!
Nu kommer det andet Vers,
Lyder som saa:
Gummi elasticum!
etc.

Ja, de ærede Læsere kjende vel nok denne livlige Vise, der dog mere udmærker sig ved sin imponerende Længde end ved den rhytmiske Afvexling?

Den passede nu ganske fortfæffeligt til Situationen og intoneredes ogsaa saa smaat af Magisteren og mig, thi det var stadigt det samme Bum! - Bum! - Bum!

"Til de bagbords Kanoner!" hørte vi nu, at der blev blæst deroppe.

"Hvad Pokker er det?" udbrød En af os; "skulde de ha'e lagt sig rundt om os? - det var jo ellers ret hyggeligt, det Samme."

Efter nogen Parlementeren med Overlægen fik jeg Tilladelse til at gaae op paa Batteriet for at blive lidt orienteret, men dog med bestemt Paalæg om ufortøvet at komme tilbage, saa saare En blev truffet.

Det sidste Løfte blev naturligvis afgivet under Forudsætning af, at Muligheden var tilstede; skulde jeg tilfældigvis selv være denne Ene, maatte jeg,betragte mig som løst fra mit


 

102

Løfte. Sandsynligheden herfor var dog ikke stor; den forholdt sig som 1-400, det samlede Antal af Besætningen, og Udsigten til at blive ramt blev yderligere formindsket ved den beskedne Afstand, Kanonbaadene holdt sig i trods vort høflige: "Værs'artig at træde nærmere, de Herrer!"

Paa Batteriet saa jeg snart, at der slet ikke var Tale om nogen Omringen. Grunden til Chargeringen fra Bagbordssiden var den, at vi vare gaaede overstag og altsaa nu laae Styrbord over, idet vi saa smaat laverede ind imod dem.

Jeg tog mig nu, med Fare for at blive dømt til Arquebusering for at have forladt min Post under Bataille, den Frihed at begive mig op paa Dækket, hvor jeg meldte mig til Næstcommanderende og bad ham om, at jeg maatte see mig lidt om, da jeg havde Overlægens Tilladelse. Det fik jeg ogsaa Lov til, og jeg satte mig nu ud paa Repos'en, Vagtbænken udenbords.

Det var et prægtigt Solskinsveir. Næsten ikke en Vind rørte sig. I Baggrunden saaes Rügens grønklædte Banker høine sig terrasseformigt, og foran havde man den blanke, blaae Sø, der zitrede i Sollyset, medens de fem sorte Smaadjævle vare piquante Staffagefigurer i Mellemgrunden.

Af og til saa man en hvidliggraa Sky fare ud fra en af dem, en Vandstraale som af en


 

103

prustende Hval steg lodret i Veiret foran En, idet Granaten ricocheterede paa Vandfladen eller lidt til Siden, og saa var det Fyrværkerinumer forbi, udenat man havde faaet Raketstokken i Hattepullen. Men som sagt!

"Gummi elasticum!
Gummi elasticum!
etc."

der var flere, hvor den kom fra.

Smukt og elegant tog det sig ud, og nogen større Livsfare var der jo ikke forbundet med Nydelsen, da de holdt den store Afstand, som vi paa Grund af vort daarlige Maskineri med den bedste Villie ikke kunde forkorte.

I en Maanedstid omtrent plaffede vi jevnligt løs paa hinanden et Par Timerstid dagligt; ved en enkelt Leilighed fik vi af "Hamburger Nachrichten" at vide, at vi havde demonteret en af deres Kanoner, og den Dag forsvandt de ogsaa ganske pludseligt, øiensynligt ubehageligt overraskede af de nye attenpundige Riflede, vi havde faaet ind under Vaabenhvilen.

"Ophør klart Skib!" blev der da blæst, og saa kunde man endelig engang igjen tænke paa at faae noget Vederkvægende i Form af Middagsmad i Livet, men Klokken blev rigtignok stundom baade 7 og 8, inden Mesterkokken, der havde maattet slukke Ilden paa Kabyssen, kunde lade servere, Altsammen paa Grund af deres paatrængende Visitter, hvor de aldrig kunde blive færdige med Conversationen, skjøndt deres


 

104

Vid virkelig var alt Andet end træffende, naar en enkelt Gang maaske undtages.

Dette minder mig om en ganske morsom "Philippine", der en Dag blev spillet imellem en af Lieutenanterne og Magisteren ved Middagsbordet. Vi vare ved Desserten, og en dobbelt Krakmandel gav Anledning til Væddemaalet om en Flaske Champagne, naar vi første Gang bleve trufne. Det skulde da afgjøres ved Philippinespil, som jo ellers aldrig spilles uden imellem en Dame og en Herre - ja, le nu ikke ad et Par stakkels kvindeforladte Mandfolk, der adspreder sig ved Sligt; det er jo dog kun Mindet om Dem, mine Damer, der giver dem Ideen. Havde der været en Dame tilstede, vilde naturligvis baade Magister og Lieutenant have foretrukket at spille med hende; Damen havde dog sikkerligen tabt, naar et Granatskud i Skibet skulde været Tegnet til at sige "Philippine".

Vi havde som sædvanligt "klart Skib", og det gik ualmindelig livligt til den Dag. Der var en Iver ved Krudtlangningen og Opheisningen af Granater fra Lasten til Dækket, der tydede paa en rask Omsætning i de høiere Regioner. Vi Doctores vare paa vor Plads nede l Lazarethet, der ved flere aabne Luger stod i Rapport til Dæk og Batteri, forat de eventuelle Saarede kunde heises ned ad den Vei.

Pludseligt er der en Stentorrøst, der preier ned igjennem Lugerne:

"Er Magisteren der?"


 

105

"Javel! hvad Godt, Lieutenant?"

"Philippine, Magister!" var Svaret, og Lieutenanten, der var Commandeur paa Dæksbatteriet, ilede tilbage til sine Kanoner.

"Saa er vi altsaa bleven truffet."

"Det var djävligt, det !" udbrød Magisteren halvt leende; "nu fär jag, ta' mig fan! ge Champanj !"

"Der er Ingenting saa galt, at det jo er godt for Noget," bemærkede jeg.

Det Løierligste ved Historien er forøvrigt det Factum, at den Vindende af de to Spillere, Lieutenanten, var den Eneste, der blev truffet ved samme Leilighed, idet en Stump af den Jernkjætting, Pyttingvantet, som Granaten havde skudt over, havde revet et lille Hul i hans Uniform uden ellers at gjøre ham nogen Skade. Den vilde aabenbart blot minde ham om, at han ikke maatte glemme at sige "Philippine".

Se, alt dette "Klart Skibs" - Væsen kunde nu være godt nok om Dagen, for saa vidt som det holdt Enhver ombord iaande; men det var grueligt irriterende ved Nattetid at blive vækket af Appellens gjennemtrængende Toner. Man var nu forresten i Reglen halvveis vækket, før de lød, idet den ene af de to vagthavende Officierer fra Dækket altid gik ned og varskoede de Sovende om, at der skulde blæses "Klart Skib", da Kanonbaadene vare ude for muligen at overrumple os.

En - forresten overmaade elskværdig -


 

106

Reserveofficier, som vi havde ombord, havde lagt Mærke til, at tredie Doctor var meget grinagtig i sin Gnavenhed, naar han pludseligt blev purret ud, og den kjære Lieutenant Borre, der forresten senere er død, gjorde sig derfor altid en speciel Fornøielse af at staae og nusle udenfor min Køie ved en saadan Leilighed og blive ved med sit irriterende:

"Naa, Doctor! - Doctor! kom nu op! - Der skal blæses klart Skib! hører De? - Op af Fjerene! - klart Skib! - hører De?"

"Ja, det er klart!"

"Ja, staa saa op! Sten Bille blæser ligestrax!"

"Blæse være med det!"

Sten Bille Fals var det morsomme Døbenavn paa den ene af vore tre smaa Hornblæsere, og han er da ogsaa død ifjor engang.

"Ja, De maa F... tordne mig op, Doctor."

"Blæs først for syv S . . .!" osv. osv.

Magisteren lo oppe paa Kvisten ovenover mig, jeg var lynende gal i Hovedet, Lieutenanten gottede sig, men jeg besluttede at hævne mig, og da vi saa en Dag sade sammen i Messen ved et Par Flasker Vin, læste jeg følgende lille Gemytlighed op:

Naar mit Øie er lukt,
Og naar Tæpperne smukt
Dækker Køien, i hvilken jeg sover,
Naar Magisteren støt,
Skjøndt melodisk og blødt,
Snorker lifligt sin Natsang derover -



 

107

Naar med stil't Appetit
At jeg vugges saa blidt,
Thi Fregatten er rigtig et rart Skib,
Naar da Sten Bille Fals
Blæser op til en Vals
Dette høist irriterende "Klart Skib" -

Uh! da hænder det tidt,
At jeg faaer en Visit
Af en Mand, der saa gjerne vil "purre";
Han er nidkjær som Faa,
For hvor han hænger paa!
Men han hedder minsæl ogsaa - Borre!

Den første Gang, vi havde Leilighed til for Alvor at blæse "Klart Skib", var under Swinemündeaffairen den 17. Marts, da de jomfruelige Corvetter "Arcona" og "Nymphe" vovede sig ud fra Stettinerhaff'ets Jomfrubur for coquet at inclinere for de ældre Kavalerer, d'Hrr. "Skjold" og "Sjælland". Imidlertid mente de slet ikke noget Alvorligt med deres Coquetteri, thi da Herrerne gik dem imøde for at indlade sig i en mere alvorlig Samtale med reelle Hensigter og blot sendte dem nogle lynende Blikke fra de forreste Kanoner foruden nogle velmente Tirader fra deres midtskibs Talerør, saa lode de dog til at blive lidt ængstlige ved deres dristige Skridt, og de ilede bort fra Rendez-vous'et under en Variation af "Cousine Lottes" bekjendte Sang:

"Min Herre, De vover etc."


 

108

Ved. denne Leilighed vare vi fra Rügen kaldte til Hjælp, da alle Kanonbaadene, anførte af "Loreley", vare ude, det vil sige: de holdt sig klogeligen inde i Bugten ved Jasmund. Da saa vor Fregat, der havde Ordre til at følge den Commanderende, hæsblæsende med vore syv, høist otte Mil i Vagten kom truntende i hans Kjølvand, fik vi en venskabelig Hilsen derindefra under Forbifarten.

Et Par af Officiererne ombord havde nok temmelig stærkt ivret for, at vi skulde gaae ind og rydde lidt op imellem dem der i Bugten, men Chefen holdt sig til sin Ordre om at følge Trop, og forresten kan det jo nok være, at han ved det omineuse Navn. "Loreley" nynnede ved sig selv:

"Ein Marchen aus alten Zeiten
Das kommt mir nicht aus dem Sinn."

Vi kjendte jo ikke Jasmunderbugten saa nøje; den kunde desuden være og var vel ogsaa opfyldt af Miner, Fiskenet til at fange Skruen og lignende Underfundigheder foruden den ret anseelige Kanonbaadsstyrke, der i og for sig kunde være farlig nok, muligen understøttet af Batterier iland.

Nok er det, at Chefen svarede Interpellanterne omtrent med Heines Ord:

"Ich glaube, die Wellen verschlingen
Am Ende Schiffer und Kahn;
Und das hat mit ihrem Singen
Die Loreley gethan."



 

109

Han vilde ikke lade sig forlokke af nogen Sirenesang, og vi gik derfor videre, for i Afstand at forlystes ved Synet af de to Corvetters ilsomme Flugt indad Swinemiinde til. -

Ja, den egentligt doctorale Virksomhed er det nok igrunden ikke, jeg her har meddelt mine Læsere Stort om; men det kommer ganske simpelt deraf, at den omtrent var lig Nul. Saarede fik vi ingen af, og Sygdom havde vi ikke Stort af, og forresten er der ærligt talt ikke noget Raskt ved Sygehistorier.

Hele Virksomheden standsede omsider efter et ni Maaneders Togt, og dermed var min første og sidste Praxis tilende.

Vimplen blev strøget, man sagde Farvel til Skibet og Kammeraterne, og Magisteren - "Tutte", som hans "nom de guerre" var imellem "Lunda-gårdens gossar" - og jeg gik iland for at nyde et Afskedsbæger, hvilken Ceremoni optog et Par Dagstid for os.

Saa skiltes vi, for dog et Par Gange senere at mødes i Livet, dels ovre hos ham, .dels her hos mig. Senere reiste han til America, hvor han skal have skabt sig en særdeles god Existens som Læge. Men nu seer jeg aldrig min Ven "Tutte" mere.

For et Par Aar siden kom der Meddelelse derovrefra, at han var død, og dermed er den Historie ude.

__________



 

Minder fra Hospitalet.

_____

II.

Har man først seet, hvorledes et Verbum conjugeres i Activ, saa tør det med en vis Føie antages, at Vedkommende ogsaa kan have Lyst til at see det i Passiv.

Mine Læsere have seet mig gaae paa Hospitalet, seet mig praktisere; muligen kunde det ogsaa interessere dem at see mig ligge paa Hospitalet, see mig poenitere.

Hist activ efter bedste Evne, her passiv i.e.: Patient!

Paa en Tour til Stockholm var jeg for nogle Aar siden saa uheldig at komme til Skade med mit Ben ombord paa Damperen. Opholdet i Mälarens muntre Stad med dets Djurgårdsfarter gjorde ikke Benet bedre, og jeg maatte tage hjem for at pleie mig.

Efter med vexlende Held at have behandlet

[110]

 

111

mig selv i en Maanedstid, dels med Ro, dels med Uro, var det lykkedes mig at consolidere den begyndende Hydarthrus genus dextri, paa Dansk Ledevand, saa grundigt, at jeg fandt det passende at lægge mig ind paa Hospitalet.

Efter en tre, fire Ugers Førløb blev jeg atter udskrevet under Tonerne af "Farinellis"

"Men forsigtig maa man være!"

Ikke desto mindre gav jeg mig kort efter til at falde opad en Jern trappe, hvorved jeg stødte det svage, høire Knæ imod en Kant, saaat jeg strax maatte lade mig kjøre ud paa Hospitalet igjen.

Hvorfor jeg nu netop skulde støde det høire Knæ, som nyligt havde været angrebet?

Ja, det er jo en noksom bekjendt Sag, at i slige Tilfælde foretrække altid vi Mennesker at vælge det allersvageste Punkt paa Legemet til at tage imod Stød med!

Efterat jeg ved Hjælp af et Par Porteurer var humpet fra Droschen ind i Consultationsstuen paa eet Ben og var bleven undersøgt af den vagthavende Candidat og en Hæmarthrus Hydartrusqve - Blod og Vand - var constateret, blev jeg strax indlagt.

Da Porteurerne kom for at bringe mig over paa Stuen, kom der en anden Candidat tilstede.

"Hvad er det?" spurgte han.

"Det er en Skade!" var Svaret.


 

112

Det kan ikke nægtes, at jeg i Øieblikket følte mig lidt irriteret over denne Wits.

Ganske vist var jeg kommet hoppende ind i Stuen paa eet Ben ligesom en Skade, men under de nuværende Omstændigheder fandt jeg det mildest talt malplaceret at lave Vitser i den Anledning, ialfald i mit Paahør.

Senere tabte min Vrede sig, da jeg erfarede, at "en Skade" er en terminus technicus paa Hospitalet imellem de Yngre; det er Betegnelsen for eller rettere Forkortelse af "En, der er kommet til Skade" og som saadan kan fordre øieblikkelig Indlæggelse.

Ankommet paa Stuen blev jeg modtaget af Stuekonen, den i Øieblikket Høistcommanderende med en vis overlegen, ret pudserlig air de grande dame.

"Her er en Patient til Dem," raabte Porteurerne.

"Er det en Skade ?" spurgte hun til min store Forbauselse.

"Det er det nok."

"Af Skade bliver man klog!" hedder det! jeg blev ærligt talt lidt gal, gal i Hovedet af "Skaden".

Imidlertid kom jeg tilkøis, takket være Chefen og hendes Ajutant, Gangpigen, med hvem hun tumlede paa den mest comiske, overlegne Maade, idet hun samtidigt saa sippet, at det var en ren Fornøielse at see paa, arrangerede Sengen for mig, Bord og Stol, og for-


 

113

synede mig med Leveregler "för tilfället", saasom: hvor jeg skulde lægge mit Lommetørklæde, hvor jeg skulde spytte osv.

Det var i det Hele en ganske mærkværdig Fremtoning, den samme Madame.

Hun havde nok tidligere været gift ganske godt, men Manden var død uden at efterlade sig Noget, og hun var da tyet herind, hvor en ældre Slægtning nok tidligere havde beklædt en Gangkones Plads, og hvor hun derfor var kjendt.

Hun havde nu meget "fine Fornemmelser", som man siger, og hun fordrede, at man behandlede hende med stor égard.

Ønskede Nogen Et eller Andet og sagde: vil De gi'e mig det og det, Madame? blev hun fornærmet og lod Vedkommende vide, at man pleiede at være mere høflig, naar man ønskede en Tjeneste.

Engang efter et lille Cursus i hendes savoir vivre; hvor hun havde forknyttet en sølle Bondemand ved at underrette ham om, at man skulde sige: maa jeg ikke be'e Dem om et Glas Vand? men ikke: aah! giv mig en Taar Vand, Madam'! da var der en Patient, der paa den mest chevaleresque Maade af Verden udbrød:

"Maaske jeg maa tillade mig at uleilige Dem, Madame, ved at be'e Dem være saa artig at gjøre mig den store Tjeneste, hvorfor jeg til min Dødsdag vil være Dem overordenlig forbunden: at bringe mig et Spyttekrus?"


 

114

Kruset kom, men rigtignok i Forbindelse med et Blik, der var saa knusende, som om det var den bare Nitroglycerin.

løvrigt gav hun Doctorens Parti med indre Vellyst, og det var en ren Passion hos hende at brodere sin Tale med alle mulige og umulige medicinske Udtryk.

Hun meddelte saaledes med Sikkerhed, at den Patient med Abscessen vilde blive behandlet antiseptinsk med Carbol og Gagebind (scil. Gaze-), at en Anden skulde have Kamelthe, en Tredie skulde ligge i go' Tjære (gouttière), og da jeg en Dag spurgte, hvad en fractureret Nykommen egentligt feilede, fik jeg Svaret, at han havde en Factura i Hovedet.

"Naa! og den kan han ikke taale-ja, saa er det vel en falleret Urtekræmmer?"

"Nei han er Hørkræmmer og staaer sig nok godt," var Svaret.

løvrigt var Madamen Properheden selv, og det Indtryk fik jeg ogsaa strax af hende, da jeg saa hendes lille hvide, pertentlige Pibekrave om Halsen, de smalle, sippede Manchetter om Haandleddene og den stramt siddende Sirtseskjole om den endnu ret gode Figur. Sligt forsoner med Meget, især under Omstændigheder, hvor man faaer saa meget at gjøre med et Menneske som paa et Hospital med Stuekonen, og til Trods for den alt Andet end sympathetiske Modtagelse af "Chefen", som jeg senere døbte hende, lagde jeg mig dog ret vel tilpas paa mit nyserhvervede


 

115

Leie, fast bestemt paa ikke paa nogen Maade at lade mig afficere hverken af hendes Høihedslyster, af hendes Sipperi eller andre mulige fortræffelige Egenskaber.

Det er jo ikke min Hensigt at skrive en Sygehistorie, og jeg springer derfor, trods mit daarlige Ben, rask over alle Forbindinger, Puncteringer, Masseringer og de andre medico-chirurgiske Nydelser, jeg i Løbet af et Par Maaneder kom til at svælge i, og gaaer over til at skildre en Hospitalsdag i al Almindelighed.

Dagsskjæret kæmpede om Magten med Vaagekonens søvnige Natlampe; en uformelig Byldt henne i en Lænestol i en Krog af den store Stue giver Livstegn fra sig; Hospitalsuhret ude i Gaarden slaaer fem Slag, og kort efter vikler en liden Skikkelse sig ud af Byldten, der hovedsageligt dannes af et stort, graat Shawl, som faaer En til at tænke paa en Cocon, ud af hvilken Larven vikler sig.

Larven er i dette Tilfælde Madame Madsen, Vaagekonen, der dog næppe nogensinde bliver til en Sommerfugl - det skulde da være af Natsværmernes Familie - og det til Trods for hendes ualmindeligt choleriske Bevægelighed baade passando og parlando.

Natlampen gaaer ud, og det gjør Madsen ogsaa, da hun nu skal til at bringe Vandfade og i det Hele taget Toiletgjenstande omkring til Patienterne, der samtidigt vækkes til Hovedrengjøring.


 

116

I Forbindelse med Gangpigen tager hun kort efter fat paa Stuerengjøringen, der gjælder baade Gulv og Vinduer og Stole og Borde, som Madsen tumler med og rusker i og støder til med Raseri, som om det var en Flok vanartige Unger, hun var vred paa, en Masse smaa arrige Madsener, som hun skulde massere. Hun er rædsomt morgengnaven, saaat det ikke varer ret længe efter, at Chefen er kommet tilsyne i Morgenkjole med en coquet, lille Kappe paa det endnu ret fyldige Haar, førend disse To ere i en livlig Ordvexling, der snart udarter til et fuldstændigt Skjænderi; i Reglen dreier det sig om Keiserens Skjæg, der for en Maanedstid siden skal være galt barberet af en af Parterne, hvilken Historie Madsen ripper op i, formodentligt fordi hun en Gang for alle trænger til en Smule Tungegymnastik før Thetid.

Denne Morgenscene var i Begyndelsen uimodstaaeligt comisk. Gangkonen med sin air hautain gik og nussede om Patienterne, forbandt den Ene, frotterede den Anden, sprøitede den Tredie, alt imedens hun stadigt skjød skarpt imod den vrede Madsen.

Denne blev hende ikke Svar skyldig, skjøndt hun derfor ikke glemte at vadske og pjaske, at ruppe og skruppe, saa det var en Lyst.

Faldt der en enkelt Gang fra Chefens Side en altfor bitter Pille, saa nøiedes den Gulvskruppende ikke med at give Raat for Usødet, nei, Skruppen gav et Puf til et eller andet uskyl-


 

117

digt Stoleben, saaat Stolen var nær ved at vælte.

"Madame Madsen mener nok ikke, at her er brækkede Ben nok paa Stuen?"

"Dog! Alt paa denne Jord en Ende faaer engang,
Endog Hr. Jespers Præken sidste Aftensang",

som Baggesen har fortalt, og det Samme var da ogsaa Tilfældet med Madsens Morgensang. -

NaarThetiden nærmede sig, var hun gjerne færdig baade med at vadske Gulvet og med at give Stuekonen Rent paa, og saa forsvandt hun for den Dag, efterat hun dog først, naar hun ikke havde været altfor urimelig, havde faaet en Spølkumme Thepottevand med, thea demulcens for det vrede Gemyt, om nu just ikke den officinelle.

Nu kom der et Par Fredens Timer paa Stuen, der af Patienterne mest benyttedes til Læsning, Conversation eller en liden Efterlur og af Chefen til at gjøre Modtagelsestoilet i sit Lukaf i den ene Ende af Stuen.

Kl. 8 skulde hun jo paa Stuens Vegne gjøre Honneurs for Professoren.

Klokken nærmer sig 8. Chefen gaaer fra Seng til Seng i den mest nerveuse Spænding og retter for anden Gang paa Sengetæpperne, gnider paa Stolene for tredie Gang, flytter om paa Medicinbordets Inventarium for fjerde eller femte Gang.

Adjutanten, Gangpigen, kommer løbende med Melding til Hovedqvarteret.


 

118

"Professoren er paa E," lyder Rapporten.

Chefen gaaer forsigtigt hen til Døren, som fører ind til Nabostuen, der nu faaer Besøg, og lytter.

"Nu er Professoren inde ved Siden af," siger hun med bestemt; men tonløs Stemme, som om hun vilde sige:

"Fjenden er lige under Brystværnet, Giv Agt, Folk!"

Døren aabnes, Professoren træder ind, fulgt af en Stab af Candidater og Volonteurer, der spreder sig ved de forskjellige Senge og deres respective Patienter; Trainet bestaaer af en Candidat, der kommer med Spray'en under fuld Damp, og en mere eller mindre tyk Madame, som slæber paa en stor Kasse med Forbindingssager.

I samme Nu, Indrykningen finder Sted, er det, som om Stuens Chef blev degraderet fra Brigadegeneral til Menig af anden Classe; i et eneste Hop er hun nede fra den Piedestal, hvorpaa hun ellers seirsbevidst throner, og hun søger at gjøre sig saa lille - aa, saa lillebitte, som om hun vilde krybe i et Musehul.

Naa! Professoren besad trods al sin Dygtighed og Begavelse jo ganske vist ikke Elskværdighedens Begavelse i nogen eminent Grad, men paa den anden Side var han da heller ikke nogen Menneskeæder, som man af Madamens hele Optræden kunde fristes til at troe.

Kold og rolig, tilsyneladende ufølsom gaaer


 

119

han nu fra Seng til Seng, idet han omhyggeligt undersøger og selv forbinder den Enkelte, naar Nødvendigheden byder det. Kort og bestemt giver han sine Ordrer, og han finder sig ikke i den mindste Indvending, ligesom han ved den ringeste Forsømmelse eller Uopmærksomhed øieblikkeligt er parat til at nedtordne den Ulykkelige, hvad enten det er en af Candidaterne eller af Volonteurerne, eller det kun er en sølle Gangpige, der hvirvles om af hans Vredes uberegnelige Kykloner.

Han er næsten ligesaa cholerisk som Madame Madsen.

Men der er jo rigtignok den Forskjel paa dem, at han i Reglen udretter Noget baade med sin Ro og stundom ogsaa med sin Heftighed.

Ved en Ideassociation kommer jeg til at mindes Goldschmidts aandrige Apropos, da nogle Talere i Rigsdagen i sin Tid gjorde sig bemærkede særligt ved deres stammende Foredrag.

I den Anledning bemærkede han nemlig, at de syntes at ville efterligne Monrad, der jo ikke just udmærker sig ved et flydende oratorisk Foredrag - "de stammer og hakker ligesom Monrad," skrev han; "muligt søger de at copiere ham, men de glemmer rent, at naar Monrad stammer og hakker, saa hakker han Modstanderen itu med det Samme."

"Qvod licet Jovi, non licet bovi! " Madame Madsen. -


 

120

"Har den Patient sovet inat?" spørger Professoren Stuekonen.

"Jo, Hr. Professor!" lyder Svaret fra den Dristige, der selv har sovet hele Natten og derfor har sin Visdom fra Vaagekonen, som har tilbragt den omtrent paa samme Maade.

Naar Overvaagekonen, "Frøkenen", som hun ogsaa kaldes, har gjort sin natlige Ronde i Reglen henad Kl. 12, saa er der Fred og ingen Fare, og saa sove næsten alle Vaagekonerne de Uretfærdiges Søvn.

Denne Frøken er en lidt uhyggelig Apparition den første Gang, man seer hende fra sit søvnløse Leie. Pludseligt svæver en formummet, lystklædt Skikkelse lydløst igjennem Stuen. Man hører hverken, at Døren aabnes eller lukkes efter hende, og de bløde Pampusser give ikke en Lyd fra sig.

"Saa luftig som Elverpigen
Paa Sommernattens Eng" -
Saa let Du seer hendes Snigen
Svævende for din Seng.

Den ulykkelige Vaagekone, der gribes i utilladeligt Forhold til den bedaarende Morpheus, noteres ubarmhjertigt, og hun mister hele sit Honorar for den Nat. Kort iforveien havde der været en ny Vaagekone, hvem det ikke var muligt at holde Øinene aabne; de fortalte, at hun bogstavelig talt faldt isøvn, saa saare hun satte sig paa en Stol, selv med Mad i Haanden.


 

121

Hun led ligefrem af Sovesyge, hvad der absolut maa ansees for høist uheldigt for en Vaagekone.

Følgen heraf var, at hun allerede den første Uge var noteret syv Gange. Da hun derfor om Lørdagen indfandt sig paa Kontoret for at faae sine Penge, var der ikke en Skilling til hende. Saa opgav hun da ogsaa Forretningen - hun kunde jo sove lige saa billigt og dog bedre hjemme.

Naar Professoren langt om længe havde forladt Stuen og Madamen havde transporteret den store Forbindingskasse videre til den næste Stue, var det, som om en centnertung Sten var faldet hende fra Brystet. Nu saa hun jo ikke Bussemanden før om Aftenen, naar han blot gik igjennem Stuen for at høre, om der var forefaldet Noget.

Aa, hvor det lettede!

Men ak! forfængelige Haab! der kommer en Candidat løbende tilbage for at underrette hende om, at der skal være Klinik efter Stuegang.

"Det er ham med Lænderne", siger Candidaten, idet han udsletter "Lumbago", Sygdomsbetegnelsen paa Tavlen for Enden af Vedkommendes Seng, at den ikke skal tjene til Rettesnor for Examinanden.

Atter faaer Madamen travlt; endnu er der ingen Leilighed for hende til atter at paatage sig Chefsværdigheden. Hun maa eftersee den


 

122

paagjældende Seng, om den er dadelfri i alle Retninger - ve hende! ifald den lader noget tilbage at ønske i Retning af Properhed.

Samtidigt skal hun ogsaa sørge for Frokost til Patienterne, før de kommer igjen til Kliniken, og hun skal have varmt Vand, og hun skal være her og der og

"Hu, hei for mig og Dig! siger jeg.
Den Tid forglemmes aldrig!"

Kliniken er omsider forbi, og Formiddagens Begivenheder ere drøftede.

Socialisten, der ligger ved Siden af mig, delicaterer mig med et vidtløftigt Foredrag om de Stores Uretfærdighed!

"Mig saae de fine Herrer slet inte til idag, og igaar heller inte. Hvorlænge mon det skal vare ? Vil de inte gjøre No'et ved mig, saa kan jeg li'esaa gjerne la'e mig skrive ud. Nei, naar man er en simpel Mand, gjør de inte meget Stads af En."

"Men De ved jo, at De kun skal forbindes hver fjerde eller hver femte Dag."

"Derfor kunde de s'gu' gjerne høre -"

"Hvordan Deres Durchlauchtighed havde behaget at passere Natten?"

"Ja, gjør De kun Nar! De er s'gu' osse Storborger, om de nu osse vil gi'e den Frisindede. Men det er nu ligemeget! der er ingen Retfærdighed, ingen Lighed for Loven herinde paa Hospitalet."


 

123

"Hvad er der da iveien?*

"Er det kanskesens rigtigt, at der inte bliver givet The om Morningen uden til dem, der selv kan kjøb'en? Her skal den fattige Mand ligge og see paa, at den Fine og Fornemme kan spise Boller til Theen, og selv faaer han intet No'et".

"Jeg synes dog, De drak The og fik Kaffebrød imorges?"

"Naa ja!" - han trak lidt flou paa det - "men det var til Gi'endes. Det kommer jo inte Retfærdigheden ved, at en veldædig Nabo forærer En Noget; nei, Hospitalet skulde sørge for fuld Forpleining til os Allesammen, og Ingen skulde ha'e Lov til at kjøbe Noget, for her er vi alle Lige." *)

"Det er hørt!" raabte Murarbeidsmanden med hæs Røst. Da den samme radicale Herre henad Eftermiddagen af et Par besøgende Venner, foruden en ordenlig Dram af en medbragt Pægleflaske, havde faaet et Par Skillinger, var han meget oprørt over, at Konen ikke vilde hente ham en halv Bayer -

"Den kan jo inte skade noget, og naar man kan betale'n -"

"Men saa skulde vi jo efter Deres Princip Allesammen have en med, naar endelig Frihed, Lighed og Broderskab skal indføres."

__________

*) Forholdet er senere forandret. Alt bliver nu leveret, Intet maa kjøbes.


 

124

"Det har jeg s'gu' inte Raad til; man er da sig selv nærmest."

"Det mener jeg med, og derfor kjøber jeg mig ogsaa en Bolle eller to til min The om Morgenen." -

Nu kommer der En, som er bleven udskrevet, hen til mig og viser mig sin Journal, hvor der er skrevet nogle utydelige Kragetæer: "mel." c: Patienten er i Bedring.

"Der staaer "med."," siger jeg for at drive lidt Spøg med ham; "det betyder "mediocris"."

"Hvad er det?"

"Maadelig! De er en maadelig Herre; det vil sige, at De heller skulde ladet være at lade Dem udskrive saa tidligt."

Fyren blev helt benauet, og lidt efter fik jeg at vide, at han havde været ude hos en Candidat for at hente lidt Trøst. Denne kom nemlig igjennem Stuen og underrettede mig i Forbigaaende om, at der i Journalen ikke var tilføiet "maadeligt", men derimod "bedre", melior, hvad jeg ellers nok vidste.

Ved mig selv tænkte jeg: Skrev Du ikke saa maadeligt, saa var det bedre, min Ven!

Nu nærme vi os Besøgtiden mellem 10-12, men til Hverdagsbrug finder der dog ingen større Invasion Sted om Formiddagen, og Middagstimen imødesees derfor i Fred og Ro.

Maden omdeles og fortæres, efterat flere smaa Tuskhandeler ere gaaede iforveien. En enkelt "Halvkost" er kjed af Fricassée og lyksaliggjør


 

125

en ulyksalig "Feber", der skal ilag med en Torskehale og en Portion Vælling for sjette Gang itræk, ved at tilbyde ham at bytte med sig. En Anden følger Exemplet, medens mindre Transactioner med Hensyn til Rug- og Sigtebrød samtidigt finde Sted.

Efterat Maden er spist og Karrene ere fjernede, lyder det lidt efter fra Chefen til det converserende Selskab:

"Ja, nu skal her være Ro; Patienterne skal sove til Middag."

Endskjøndt det hyppigt hændte, at der ikke var en Eneste, der vilde sove, fordrede Chefen dog ubetinget Stilhed paa Stuen til Kl. 3, og det af lutter Omhyggelighed for os, som hun foregik med et lysende Exempel ved at snorke efter Noder i to stive Klokketimer inde i sit Lukaf.

Kl. 3 begynder den egentlige Besøgtid.

I Reglen har Stuen Besøg af Fremmede hver Dag; en velopdragen ung Pige af den lavere Borgerstand betragter det gjerne som en kjær Pligt at see til sin Forlovede, der ligger paa Hospitalet, hver eneste Dag; hun indfinder sig desaarsag pligtskyldigst præcis Kl. 3 hver Eftermiddag, og saavidt muligt bliver hun hos ham lige, til Klokkeringningen jager hende ud.

Et saadant Hængetræ havde vi Fornøielsen af at see paa i en Maanedstid itræk. Hun havde Strikketøiet med - Husfliden leve!

En anden Patient havde jevnligt Besøg af



126

sin hele Familie, der bestod af Kone og fire Børn. Naar de indfandt sig, indtoges der en gemytlig Vesperkost en famille af de Spise- og Drikkevarer, som Mutter havde i sine forskjellige Lommer, der paafaldende mindede om Taskenspillernes uudtømmelige Hatte.

De fleste Patienter havde dog ikke saa ihærdige Venner eller Slægtninge, men til Gjengjæld vare Besøgene, naar de gjaldt hine, ogsaa desto mere kjærkomne.

Til dagligt Brug var Besøget dog ikke overvættes stærkt, men om Søndagen var det saa meget desto colossalere. Da stod Gangdøren omtrent ikke stille hverken Formiddag eller Eftermiddag, og undertiden var Stuen saa overfyldt, at Stolebeholdningen langtfra kunde strække til ligeoverfor "Leiets kredsende Mylren".

Blandt Andet havde vi en Smedesvend paa Stuen; han havde om Søndagen Besøg af hele Hærskarer af glade Smedesvende fra Fabriken, hvor han arbeidede. De marcherede op sectionsvis, en 7-8 Stykker paa engang, og hvert Hold havde baade Smørrebrød og Brændevin med sig.

De medbragte Lærker gik flittigt rundt, naar Stuens Chef vendte Ryggen til, og en jevnt høirøstet Gemytlighed indfandt sig efterhaanden hos det ofte iforveien temmeligt animerede Publicum.

Iblandt Stuens jevnligt besøgende Gjæster fortjene ogsaa et Par unge, ganske kjønne


 

127

Bagerjomfruer at nævnes. En rødmusset og pluskjæbet Bagerdreng havde en Dag nok forvexlet sig selv med en kæmpestor Brioche og var faldet ned i Ovnen, paa hvis Overdel et Par Sten havde løsnet sig. Ved samme Leilighed var "Bäckerlein" nær bleven bagt sønder og sammen, og han maatte paa Hospitalet, hvor han viste sig med nogle svære Brandsaar og store Vabler.

Der havde, som man siger, været "Hævelse i Bolledeigen"!

Det er aabenbart, at han var Pigernes Jens derhjemme, thi det var ikke blot de to Jomfruer, der besøgte ham, hver Gang de havde Udgangstour, men om det saa var "Mesters Datter", en pur ung, ret net Pige, saa kom hun næsten hveranden Formiddag ud for at see til ham med Næseklemmer paa, og Alle havde de Masser af Boller og Kringler med til ham, "Mesters Datter" desforuden "En fattig ung Mands Eventyr."

Om Jomfruerne ene og alene kom for hans Skyld, tør jeg dog ikke bestemt paastaae. Den ene af dem blev ialfald løseligt forlovet med hans Sidemand, en ung Kobbersmedesvend, der i den Anledning lod sig udskrive den første Søndag efter Forlovelsen. Saa havde hans Kjæreste Udgangstour, og Declarationen skulde foregaae paa Frederiksberg.

Det var nu en ren Lettelse, naar Klokken endelig blev 6 en Søndag Aften og alle de Fremmede forsvandt.


 

128

Saasnart de vare borte, kom Candidaten, der førte Listen over Afdelingens Stuer og deres Patienter, og nu tilkaldtes alle Stuekonerne for at afgive Beretning om Forpleiningen og Diæten for den følgende Dag.

Der marcherede de op, disse morsomme Skikkelser, tykke og tynde, korte og lange, blege og blussende, imellem hverandre. Enhver vilde gjerne være først for at aflevere Remsen, der gik som en Kjæp i et Hjul.

"To Ænder! - Ni Patienter! - Sex Fulde! - To Halte! - En Feber!" - Høire omkring! Løb! - men i en Fart atter omkring for med indsmigrende Venlighed at gjøre Undskyldning for sin Glemsomhed.

"For jeg vilde gjerne be'e Doctoren om to Æg og en Øl!"

Det er et underligt Sprog, det mesopotamiske!

Paa civiliseret Maal vilde hele Remsen sige, at Stuen N. N. havde sex Patienter paa Fuld, to paa Halv og een paa Feberkost. -

De derpaa følgende to Aftentimer gik som oftest ganske godt, De Besøgende havde jo bragt Nyheder fra Byen, som nu bleve gjenfortalte og samvittighedsfuldt drøftede.

Conversationen var almindelig, og de Fleste vare i ret godt Humeur, især efterat Professoren, fulgt af den vagthavende Candidat, havde gjort sin sidste Stuegang.

Nu vidste Enhver sig jo fri for videre Til-


 

129

tale for den Dag, Enkelte havde desuden faaet "Godter" ind at gnaske paa, og det hjalp ogsaa paa Humeuret, om just ikke altid paa; Fordøielsen. Bageren uddelte milde Gaver af sin Overflødighed tilhøire og venstre, og Alt var lutter Solskin, saa længe Gassen brændte; thi naar Madame Madsen først indfandt sig i al sin Vrede, saa svandt Lys og Lyst med det Samme - hun slukkede nemlig ligestrax Gassen.

Med allehaande smaa Samtaler, en Blanding af naturlig Gemytlighed og Hospitalsgnavenhed, gaaer Tiden til Kl. 8-9. Den sig nærmende Juletid kommer ogsaa paa Tale, og Stuekonen fortæller os om Candidaterne, der pleie at sætte sig i Spidsen for en lille Indsamling til Bedste for de Smaabørn, der ere fængslede til Sygeleiet. Alle Lægerne, gamle og unge, give Bidrag, og adskillige fingernemme Patienter beskjæftige sig med at udklippe couleurte Papirsnet og Bonbonkurve til Juletræet, som pyntet og oplyst anbringes i en af de største Stuer.

Alle de Smaa, som ere oven Senge, blive da tilkaldte, og hver især faaer en eller anden lille Gave; men de smaa Staklers Øine straale omkap med Lysene paa det pyntede Juletræ.

Forat ogsaa de Sengeliggende kunne nyde godt af Herligheden, sluttes denne med, at et Par haandfaste Medlemmer af Festcomiteen Bærer det tændte Træ omkring paa alle Stuerne, og Jubelen skal da næsten være grændseløs.


 

130

Mange Dage før denne Festlighed glæde Børnene sig til den, og mange Dage derefter tale de endnu om den; ikke saa faa Helbredelser ere vist blevne betydeligt fremskyndede ved disse glade, minderige Minutter.

Deri søge vistnok alle de unge Mænd ogsaa den bedste Løn for deres smukke Opofrelse baade af Tid og Kræfter.

Men vi kom rent bort fra Stuen, helt ud af Sagen, og det er aldeles utilladeligt, for - Hu, hei! der er Madame Madsen; hun slukker Gassen; er Du nu ikke rolig, faaer Du paa Kassen!

Ve den, der nu ikke er stille som en Mus!

Blot et Par hviskende Ord giver hende Anledning til flere Minutters høirøstet Svada.

Omtrent paa samme Tid kommer Candidaten, for ved Hjælp af Morphinindsprøitninger at skaffe En og Anden den Ro, som Madamen forgjæves søger at tilveiebringe.

Da han atter vil forlade Stuen, er der en Jyde, der har faaet Smag paa Opiater, som tiltaler ham:

"Skal a itt ha'e et Sprrrøjt, Hr. Dokter?"

"Nei! De skal itt ha'e et Sprrrøjt, Ole! - Nu behøves det ikke mere."

En høirøstet Snorken fra Oles Side forkynder kort efter, at Doctoren havde Ret.

Snart er hele Stuen faldet isøvn. Vi ville derfor ganske sagte liste os bort i Haab om, at det ikke er gaaet vore ærede Læsere paa samme Maade.

__________



 

En Ungdomserindring fra
Ermelundshuset

_____

Allerede fra min tidlige Ungdom var jeg en ivrig Fodgjænger, og saa godt som hele det nordostlige Sjælland har jeg travet igjennem adskillige Gange baade paa Kryds og tvers. Med min Fader og en Ungdomsven af ham, vor Huslæge, Dr. W., der var Tourist om en Hals, gik Touren gjerne hver Søndagmorgen ud ad Strandveien eller ad Ordrup til, hvor Dr, W. havde en Del Patienter imellem Gaardmandsfamilierne, som han saa jevnligt benyttede Leiligheden til at besøge; eller ogsaa gik vi ad Lyngbyveien til Brede over Sorgenfri eller til Nyholte Kro, hvor Nimbs berømte Frokostbord smagte ganske fortræffeligt, naar man havde gaaet 2½ Mil paa en Kop The og et Par Tvebakker. I Reglen kom vi saa til Klampenborg

[131]

 

132

henad Kl. 2, og ved Hjælp af en Kapervogn vare vi da hjemme til Middag.

I Pintsen toge vi gjerne med Dampskib opad Kysten til Helsingør eller Humlebæk Lørdagaften, og saa hjemsøgte vi Esrom, Gurre, Nøddebo, Fredensborg o. fl. Steder; men saa laae vi gjerne ude et Par Nætter.

Doctoren var en meget behagelig, jovial og interessant Mand at gaae med. I sin Ungdom havde han været en af den bekjendte Professor Hornemanns mest betroede Ledsagere paa dennes botaniske Excursioner med de yngre Studenter, og han havde stadigt bevaret sin botaniske Interesse, som han uvilkaarligt meddelte sine to Ledsagere. Det var en overraskende Fornøielse at see ham næsten paa Dag og Time at kunne sige, naar man vilde kunne træffe den eller den Skovplante paa det eller det Sted t. Ex. midt i Charlottenlund med udsprunget Blomst. I den Charlottenlundske Flora findes nemlig flere sjeldnere Planter vildtvoxende; blandt Andet erindrer jeg, at vi en Formiddag efter Doctorens Anvisning vare inde paa en Plaine bagved Slottet; Stedet er nu spærret for Publicum og formodentligt sløifet som Plaine. Der skulde vi søge at finde Fritillaria Meleagris, som han havde beskrevet for os, og som, han vidste, fandtes vildtvoxende netop der. Med Undtagelse af eet Sted til, som jeg nu ikke erindrer, skulde det her i Danmark kun være


 

133

Tilfældet paa denne Plaine. Vor Spænding var derfor stor.

"Heureka!" udbrød med Et den joviale Doctor, og han viste os nu med en Botanikers Henrykkelse den lille smukke Blomst med de fine Farver, som jeg ofte og ikke uden Vemod har søgt og fundet paa det samme Sted.

Nu er den vel borte ligesom de To, jeg dengang gik med derinde. Et civiliseret Hof har sjeldent Plads for den vilde Natur. Plainen, hvor Fritillaria Meleagris dengang glædede sig ved sin skjulte, fredelige Tilværelse, er nu nok udlagt til Staldbygninger - naa ja! der skal jo ogsaa være Plads til Staldkarle her i Verden, og saa maae Blomsterne finde sig i at gaae afveien.

Kom vi en Dag til Charlottenlund, saa gik Veien, forsaavidt som vi da ikke skulde op i Ordrup eller til "Skjoldgaarden" foran paa Jagtveien, hvor vi altid vare hjerteligt velkomne, videre ad den lange Jægersborg Allée.

I Nærheden af Jægersborg er der et Vandløb med en Stenkiste over; endskjøndt det er begrændset af temmeligt høie Skrænter, saa skulde Doctoren dog altid derned for at undersøge den rige Flora der paa Stedet. Specielt var Sedumfamilien rigt repræsenteret, og som oftest fik han Et og Andet med til sit rige Herbarium.

Saa gik vi videre igjennem Jægersborg, hvis Husarrekrutskole senere er blevet saa herostra-


 

134

tisk berømt paa Grund af Jens Busk's megen Tale og Misfornøielse.

Ja, hvad skal man sige til det? Han har jo gaaet Skolen igjennem, og man kan jo igrunden ikke undre sig over, at Manden med Henblik paa sig selv og Undervisningens Resultater for sit eget Vedkommende er misfornøiet med sin Skolegang.

Lidt Selvkritik har jo dog de fleste Mennesker!

Videre gik nu Veien over Ermelundshuset til Fortunen, hvor vi gjerne holdt Rast, og henad Middag kom vi saa til Klampenborg, hvor vi ufravigeligt modtoges af de tomme Kapervognes Kudske med deres:

"Vil De me' til Byen, Herre? Vi kjører ligestrax."

"Hvormeget skal De ha'e?" spurgte saa Doctoren uden at standse.

"En Mark for Personen, go'e Herre!"

"Nei, otte Skilling! De skal jo ind alligevel," og vi gjorde Mine til at gaae ud ad den røde Port.

"Sit op, Herre!"

Og saa kjørte vi til Byen for en billig Penge og paa en behageligere Maade end nu i de kvalme eller ogsaa altfor luftige Waggoner.

Det var i de gode, gamle Tider! som man siger. Men jeg skylder dog Sandheden at tilføie, at jeg ogsaa har været med til i øsende Regnveir at give en Daler for at komme fra


 

135

Charlottenlund om Aftenen i de samme gode, gamle Tider. -

For et Par Aar siden vilde jeg en Dag opfriske disse Ungdomsminder, og jeg vilde da gjøre en Fodtour netop ad den Route, jeg nys har beskrevet.

I den Anledning gik jeg først ud til Constantia og spiste Frokost, men da jeg derpaa som i gamles Dage vilde gaae bagom Haven igjennem Laagen, der tidligere førte ind i Skoven tilhøire for Hovedbygningen, saa var Passagen her spærret.

Første Skuffelse!

Jeg maatte altsaa atter ud paa den støvede Landevei, og først da kom jeg ind i Skoven, for at gaae bagom Slottet langs Gjærdet over den omtalte Plaine - spærret!

Anden Skuffelse!

Imidlertid naaede jeg Jægersborg Allée uden videre Forhindringer, men ak, hvor forandret ! Hele den landlige Charakter var borte. Alléen med alle sine saakaldte Villaer lignede mere en Gade i en Provindsby, og jeg skyndte mig derfor videre gjennem Jægersborg til Ermelundshuset, som jeg forgjæves søgte efter, for der at indtage en lille Forfriskning.

Tredie Skuffelse!

Saa kom jeg da til Fortunen, men den gamle, hyggelige Skovfogedbolig var der ikke mere; jeg havde rent glemt, at den jo var brændt et Par Aar iforveien. Jeg traf derfor paa


 

136

et kjedsommeligt, moderne Tracteursted med tilsvarende Trælysthuse istedenfor de løvrige Smuthuller i den gamle Have med den deilige Udsigt over Bernstorffs Slot til Kjøbenhavn og udover Sundet,

Fjerde Skuffelse! der ikke blev mindre, da jeg fandt Haven vrimlende fuld af Israels Børn - og Voxne.

Den smukke Udsigt var der jo vel endnu, og Sundet laa blankt og smilende i den deilige Aften, men jeg kunde dog ikke lade være med at mumle for mig selv:

"Ak, nye Aftenrøder!
"Den nye Tid", den møder
Med sine unge Jøder!"

Ved at tænke paa alle de Skuffelser, jeg led paa denne Skovtour, kommer jeg dog til at mindes en Skuffelse, der var nok saa bitter, og som i mine Ungdomsdage overgik mig netop paa samme Route i det nu forsvundne Ermelundshus.

Det var en Formiddag efter endt Stuegang paa Almindelig Hospital, hvor jeg dengang gik som Volonteur, at en af Kammeraterne, Harald L., spurgte mig, om vi ikke skulde lade chirurgisk Akademi være i Fred og Ro for os den Formiddag og istedenfor gjøre en Tour til Skoven i det smukke Sommerveir?

"Jo!" svarede jeg resulut; "saa kan vi benytte Leiligheden til at botanisere - "Cantus-


 

137

sen" *) nærmer sig, og man kan have godt af lidt praktisk Øvelse."

"Det er fuldkommen rigtigt! men vi vil dog begynde med at spise Frokost over Stalden."

"Indrømmet! men det udelukker forresten ingenlunde et videnskabeligt Studium; der er vist nye Ræddiker, saa begynder vi Botaniseringen med dem."

"Utile dulci! - Marchons!"

Vi gik altsaa ud ad Strandveien og naaede snart til Charlottenlund. Kort førend vi naaede Indkjørslen, udbrød min Ledsager med et Smil:

"Ja, med Stalden for Øie er vi altsaa paa en botanisk Excursion, men derfor mener jeg ikke, at vi bør forsømme, hvad Udbytte Touren muligvis kunde give for Zoologien."

"Det følger af sig selv !"

"Hvad mener Du derfor om Recapitulation af Lidt af, hvad vi have læst om Crustaceerne med Paradigmata in natura?"

"Saagu'! Du tænker vist paa halverede Hummere i kogt Tilstand?"

"Netop! de pleier at være Fandens delicate hos Niels Husar. Senere kan vi maaske gjøre et Sideblik til de planteædende Pattedyr."

"I Form af Lammecôteletter - ja, hvorfor

__________

*) Populairt Navn paa den medicinske, Forberedelsesexamen.


 

138

ikke? Lad os bare være rigtigt flittige, siden vi er kommet igang."

Kort efter sade vi oppe paa Altanen og vare ivrigt ifærd med vore naturhistoriske Studier.

Da Maaltidet var endt og Kaffen drukket, spadserede vi langs Strandveien op til Bellevue; gjennem den gamle Have gik vi langs Gjærdet til Kongekilden paa den nordlige Side af Ordrup Mose, der frembyder sande Skatte for Botaniken. I Afstand glædede vi os ved den gode Bevidsthed om, at de vare der, men da vi ikke vare forsynede med de nødvendige Vandstøvler, lode vi os nøie hermed. Ved Kongekilden gik vi ind i Dyrehaven og ned til Fortunen, hvorfra vi henad Aften naaede til Ermelundshuset Ved Udkanten af den smukke Ermelund.

For mig knyttede der sig mange glade Barndomserindringer til den venlige, gamle Skovfogedbolig, hvor jeg mangen en Sommeraften havde siddet med mine Forældre nede i Haven, hvor man fik Vand paa Maskine med Tilbehør, medens man selv i Vognens Magaziner førte det mere Substantielle med sig.

Her var ogsaa i sin Tid vort første større Bedested, naar vi Drenge fra "den gamle Borgerdyd" under Rimestad vare paa Skoleskovtour og gjorde Holdt for at blive fodrede af med Kaffe og Boller, efterat vi tappert havde marcheret over hele Strandveien til Charlotten-


 

139

lund og videre ad Jægersborg Allée til Ermelundshuset.

Under fuld Musik med vaiende Faner gik vi tidligt om Morgenen fra Reverensgade. Store og Smaa og alle Lærerne i Følge. Kun de Allermindste bleve befordrede per Axe, men det var kun "Buxetroldene", som vi syv-otte-aarige Kavalerer med overlegen Haan betitlede dem. Vi Andre stolprede rask ud ad Landeveien, om det nu ogsaa henad Aften kneb lidt, naar man havde løbet Væddeløb og leget "Røvere og Soldater" hele den udslagne Dag.

Men for at komme tilbage til Ermelundshuset, saa traadte de to unge "Carabins" - Parisernavnet paa de unge chirurgiske Studenter - nu ind i Gjæstestuen for at faae noget Aftensmad. Strax ved Indtrædelsen saa jeg, at der var skeet store Forandringer, siden jeg sidst var der.

Alt det Patriarchalske, der havde hvilet over denne Skovbolig, syntes at være forsvundet. Buffet'en med de mange couleurte, etiquetterede Løgneflasker, der fortalte om Marachino, Rüdesheimer, Portvin, London mrkt. o. s. v., og de coquette Jomfruer talte et mere moderne, kjøbenhavnsk Sprog.

Vi satte os imidlertid i Sophaen og gave os ilag med de blødkogte Æg o. s. v., alt imedens vi knyttede en Samtale med de to unge Kvinder, hvoraf især den Ene var nydelig.

Det mørkebrune Haar krusede sig over en


 

140

ikke meget høi, men smukt formet, græsk Pande, under hvis tætte, letbuede, mørke Øienbryn et Par smukke blaae Øine skuede ud i Verden med et vist melancholsk Udtryk. Den lille, røde Mund dækkede over en Rad af hvide Tænder, og den slanke Figur bevirkede, at hele det lille Pigebarn var, hvad Franskmanden saa betegnende kalder: "jolie à croquer" - det svarer omtrent til det danske mere massive "saa lækker, at man gjerne kunde spise hende".

Da vort Maaltid var endt, og der ingen Fremmede var tilstede, og der vel heller ikke paa en Hverdagaften let kunde ventes saadanne, saa spurgte En af os Damerne, om de vilde gjøre os den Fornøielse at drikke et Glas Banco med os?

De takkede for Tilbudet, Bancoen kom, og Conversationen blev snart livlig.

Emmy, som den Melancholske kaldte sig, holdt sig dog noget tilbage. Hun var tydeligt nok forstemt, og da jeg trængte ind paa hende, for at faae Grunden at vide, fortalte hun mig, at hun følte sig saa grusom forladt herude i Skovens Ensomhed. Hendes Forældre vare begge døde for et Par Aar siden; de havde boet i Kjøbenhavn, men Folkene her vare langt ude i Familie med hende, og saa havde de taget hende til sig, men hun syntes slet ikke om at være her.

Efter Alt at dømme var det vel ogsaa den rene, skjære Interesse, der havde drevet dem;


 

141

en saa smuk Opvartningsjomfru er jo en hel Capital, saaat Familiekjærligheden ikke behøvede at tale synderlig høit for at bevæge dem til at tage hende i Huset; den havde nok ovenikjøbet forholdt sig bomstille ved dette Arrangement.

Hendes inderligste Ønske, fortalte hun mig, var nu at faae en Plads inde i Kjøbenhavn, hvor hun havde baade Slægt og Venner, "for saadan at gaae og være gode Venner med alle mulige Herrer, som kommer herud, det kan jeg slet ikke finde mig i."

Jeg følte mig bevæget af, hvad hun sagde, og det gjorde mig ondt for den fintfølende, unge Pige, at hun saaledes skulde gaae og være Allemands Veninde paa et Beværtningssted, især naar det var hende saa meget imod, og jeg begyndte derfor strax at lægge storartede Planer, ved Hjælp af hvilke hun skulde blive revet ud af disse Forhold - som uinteresseret Ven.

Det skulde dog være mærkeligt, om jeg ikke gjennem en af de mange Familier, som jeg dengang kom i, skulde faae opspurgt en Husjomfruplads eller Deslige - jeg skulde ialfald gjøre, hvad jeg formaaede, og jeg maatte nu dyrt og helligt love hende, at jeg snart vilde komme derud igjen.

"Det kan jeg altsaa stole paa?" var hendes sidste Ord, da hun og den Anden fulgte os lidt ned ad Veien.

"Det lover jeg den smukke Emmy, og


 

142

jeg skal ovenikjøbet besegle mit Løfte med et Kys.«

"Nei, det skal De slet ikke !" udbrød hun, idet hun for første Gang under hele Besøget kom til at lee.

"Ja, naar De leer, er De dobbelt saa smuk, og derfor maa De ogsaa have to Kys;" og det fik hun trods haardnakket Modstand. -

Du est en ung Mand, Frants! for det kan ikke nægtes, at jeg var godt paavei til at blive forelsket i Opvartningsjomfruen, som jeg et Par Timer iforveien aldrig havde seet for mine Øine. Paa hele Hjemveien underholdt jeg da ogsaa min Følgesvend med Udgydelser over hendes Deilighed samt alle mulige Planer om, hvad jeg vilde gjøre for at redde hende.

"I et saadant Værtshus maa jo en ung Pige tilsidst gaae tilbunds."

"Det er ikke usandsynligt!" bemærkede han lakonisk.

"Men det er jo oprørende!"

"Saa se Du, om Du kan redde hende fra at gaae tilbunds, som Du siger."

"Det vil jeg, og det skal jeg!"

"Saa har Du s'gu' ogsaa fortjent Medaillen for Druknedes Redning," sagde Harald tørt, da han omsider blev træt af at høre paa min flammende Begeistring.

En Stund gik vi tause ved Siden af hinanden, saa spurgte jeg ham:

"Er hun ikke nydelig?"


 

143

"Jo, gu' er hun smuk." »

"Og synes Du ikke, at der er noget dybt - noget Melancholsk udbredt over de fine Træk?"

"Hun er vel kommet paa Kant med Kjæresten!"

"Hvor Du er udelicat!" .

"Det maa jeg da antage, siden hun kyssede Dig?"

"Kyssede mig! - hun var slet ikke saa alert til strax at kysse; jeg maatte jo tage Kyssene med Vold."

"Uf ja! hvor Du var udelicat!" udbrød han parodierende, hvorover jeg unægteligt ikke kunde lade være med at lee.

Jeg overlod mig imidlertid atter til mine tause Overveielser, som jeg i de nærmest paafølgende Dage fortsatte i Forbindelse med Efterforskninger om ledige Jomfrupladser og det med et forsaavidt heldigt Resultat, som jeg fik at vide, at en kvindelig Slægtning af mig i den følgende Maaned skulde have en ny Husjomfru.

Det var Noget for mig; men da jeg hurtigt indsaa, at Chancerne for at faae Pladsen ikke vare de allerbedste, naar en ung, smuk Pige fremstillede sig som Opvartningsjomfru, selv om hun blev anbefalet paa det Allervarmeste af en ung, medicinsk Student, om han nu ogsaa var Neveu af Huset, saa besluttede jeg at begive mig ud til Ermelundshuset for at lægge en


 

144

fornuftig Felttogsplan sammen med den smukke Emmy.

Som sagt saa gjort! og en smuk Eftermiddag kjørte jeg da med en Kaffemølle ud til Charlottenlund, hvorfra jeg derpaa vandrede videre til mine Længslers Maal.

Da jeg hærmede mig Huset, hørte jeg Latter og høirøstet Tale inde i Stuen, og jeg besluttede mig derfor til at sætte mig ind i et Lysthus i Haven, men først maatte jeg jo inde i Stuen bestille, hvad jeg ønskede bragt ud. Jeg aabnede derfor Døren til Gjæstestuen, og jeg kan ikke nægte, at det livlige Tableau, der her fremstillede sig for mig, baade kom mig noget overraskende og uventet.

Det store, runde Bord henne ved den ene Sopha var opfyldt af tomme og halvtømte Vinflasker og omgivet af fire meget rødmussede Ungersvende, der syntes at høre til den mercuriale Del af Menneskeslægten, som vi Medicinere dengang kaldte Handelsfolk og Kongtoarister.

Begge Jomfruerne vare stærkt engagerede; Emmy sad saaledes i Sophaen halvveis paa Skjødet af en af Kavalererne med et fyldt Champagneglas i Haanden. Hendes "Weltschmerz" lod til at være et overvundet Standpunkt, thi idet jeg aabnede Døren, udbrød hun: "Ih! Goddag, Krøltop! Velkommen i det grønne!"

"Tak, min Pige!" svarede jeg høfligt, idet jeg bad om at faae en halv Flaske bayersk Øl


 

145

bragt ud i Haven, hvorpaa jeg atter lukkede Døren.

Idet jeg søgte mig et Lysthus, kom jeg hurtigt paa det Rene med, at jeg dog ikke vilde anbefale min Halvtante den Husjomfru.

Med al sin Melancholi var hun dog vist lidt for livlig?

Kort efter kom hun ud med Øllet til mig.

"Naa, det melancholske Humeur har nok faaet Reisepas ?" bemærkede jeg.

"Ja, det kan ikke i Længden betale sig at gaae og være melancholsk", sagde hun nok saa freidigt.

"Saa finder De Dem vel ogsaa i at blive herude?"

"Ja, hvorfor ikke? - Jeg skal sige Dem ganske ærligt, hvorfor jeg var saa melantrist forleden: jeg var blevet uens med min Kjæreste, og saa havde vi slaaet op med hinanden, og det er dog saa løierligt, naar man har været forlovet i et helt Fjerdingaar."

"Ja, det har De Ret i! det er s'gu' en lang Tid. Men nu har De altsaa trøstet Dem over Tabet?"

"Ja, her kommer jo saa mange lystige Fyre, som nu dem derinde, saa glemmer man snart de dumme Kjærestesorger."

"Den Philosophi kan jeg nok lide! Man kann nicht immer verliebt sollen, können, müssen geworden sein!"

"Ja, De maa undskylde, men jeg har ikke.


 

146

været udenlands, saa det Sprog forstaaer jeg ikke," og saa løb hun uden at spørge et eneste Ord om Fæstevæsenet eller den foreslaaede Condition, som jo unægteligt heller ikke passede for den melancholske Emmy.

Det var en bristet Illusion, en Skuffelse, der kunde forslaae! Og det var da heller ikke i det mest rosenrøde Humeur, at jeg lidt efter gik ned til Klampenborg, og bedre blev det just ikke, da jeg ikke fandt en eneste Kapervogn paa Holdepladsen, og jeg altsaa havde Udsigt til at gaae alene til Kjøbenhavn, tilmed i Mørke.

Da jeg kom nedad Emiliekilde til, kom en Wienervogn kjørende. Tjenersædet var lukket, saa jeg nok, men ligemeget! for første og eneste Gang i mit Liv besluttede jeg mig til at springe op bagpaa. Uden Vanskelighed kom jeg ogsaa op paa Vognen og satte mig ganske koldblodigt ovenpaa Tjenersædet. Der var ingen velvillig Skovshoveddreng, der misundeligt brølte:

"Der er En bav!"

Men Kudsken var dog blevet opmærksom paa min ubudne Ankomst, og han var aabenbart ikke nogen god Christen; ellers havde han nok vidst, at man skal paaskjønne det Menneske, der paatager sig en Tjeners Skikkelse. Han paaskjønnede det nu paa en egen Maade, idet han gav sig til at smælde bagud med Pidsken.


 

147

"Er De gal?" raabte jeg indigneret. "De skal nok faae Drikkepenge," og dermed kastede jeg et Par Markstykker over til ham paa Karethhimlen. Han smilede himmelglad til mig, og saa' kjørte jeg uantastet med til Trianglen, hvor jeg sprang af.

Men da jeg nu gik hjem, lovede jeg mig selv dyrt og helligt, at det skulde være baade første og sidste Gang, at jeg befattede mig med at skaffe unge Piger Condition eller i det Hele taget gav mig af med at være Fæstemand - og jeg er da forresten ogsaa Pebersvend den Dag idag!

__________



 

En Aftale
med
Læseren.

_____

Ja, nu er disse "Minder" sluttet!
Men hvis de har behaget Dem,
Jeg skal fast lige paa Minuttet
Faae manet nogle flere frem.

Vel har ei videnom jeg vanket,
Men ligget lovlig stærkt i Hi;
Dog har mit Hjerte stundom banket,
Hvor Andre hasted' koldt forbi.

Og Mange saae vist meget Mere -
Men det er ikke altid sagt,
I Kikkerten de observere,
Hvad der i "focus" bliver bragt.


[148]

 

De store Vidder ei jeg hærged',
Jeg naaede aldrig til Montblanc,
Nei, næppe nok til Himmelbjerget
Min Pegasus sig dristigt svang.

Dog tør jeg haabe, at figura,
Min Bog, den har bevist Dem, at
Mit lille "camera obscura"
Er ikke helt ideforladt.

De muligt finder, at Paletten
I Farver ikke just var stærk?
Men dem, som findes, uden Trætten
Jeg kalde tør mit eget Værk. -

Har De lidt Glæde havt af Bogen,
Nuvel! - af Brist paa et bon-mot -
Jeg slutter freidigt Epilogen:
Au revoir et à bientót !

V. K.

Den 7. October 1885.

__________


[149]

Side 1-75 . 76-149

Opdateret: 01-04-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top