eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kjøbenhavn paa Holbergs Tid

Kjøbenhavn paa Holbergs Tid
    - kap. VI

Kbh., Nielsen & Lydiche, 1884

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

VI.

Raadhuset. Byens Styrelse. Retsvæsen og Politi. Brandvæsen. Fattigvæsen.

_____

Raadhuset laa imellem Gammel- og Nytorv, saaledes at Færdselen imellem Nygade og Frederiksberggade vilde have gaaet lige forbi dets Trappe, men paa hin Tid var den sidste Gade ikke til, og gjennem de krumme Smaagader, her laa, var ingen rigtig Forbindelse mellem Torvet og Vesterport. Springvandet var ogsaa dengang paa det Sted, hvor det nu er, og var med Hensyn til Raadhuset anlagt lige for dets Hovedindgang, saaledes at det var som et Tilbehør til dette; Raadhuset kunde nok have taget sig ud som en Hovedbygning paa en Herregaard med Gammeltorv som Gaardsplads. Det beskrives saaledes i »Den ellevte Juni« (5, 11) af Studenstrup, der tror at han har faaet det i Pant, som liggende »midt paa Torvet, det er en skjøn Gaard, Taarnet derpaa er alene Pengene værd. Man gaar op af høje brede Stentrapper paa begge Sider, paa den ene Side staar et Vandspring og paa den anden Side et Skafot, men jeg ved ikke, om det hører Gaarden til«. I »Den pantsatte Bondedreng« (1, 3) siger Bondedrengen, da han faar at vide, at det store Hus var Raadhuset: »Hille min Tro, der kunde lægges en mægtig Hob Kør og fødes en farlig Hob Heste og Stude der. Igjennem den store Port gaar man vel hen til Stalden«.

Det havde egenlig 2 Taarne, og i det mod Gammeltorv var et Slagur med Viser mod nord; i det ene hang endnu Korfits Ulfeldts

[353]

354

Hoved og Haand i Efterligning, fra den Tid af, han blev halshugget in effigie, da man ikke kunde faa fat paa ham selv. Raadhuset var en ældgammel Bygning fra det 15de Aarhundrede, men var ombygget 1610, og da forsynet med et Taarn mod Nytorv. Da dette Torv var blevet indrettet, fik Raadhuset saaledes Façade til 2 Torve. Hovedindgangen var gjennem Taarnet imod Gammeltorv og man gik op ad den gamle Stentrappe, der 1505 var anlagt af Borgmester Hans Bogbinder. Man kom derfra ind i en stor Forsal med Bænke, og hvor der opbevaredes 9 Slagsværd, der af Pontoppidan beskrives som »ungeheuer gros«, og »et ganske Kyrads med Kasket, For- og Bagstykker, Arme og Laar og Handsker«, skjænkede af Raadstueskriver Morten Heider. Paa Væggen hang Portræter af de danske Konger lige fra Kong Dan, skjænkede af Griffenfeldt. Her var ogsaa et Sangværk eller et Uhr, der hver Time spillede en forskjellig Salmemelodi, ogsaa en Gave fra Griffenfeldt. Der var Tavler til at opslaa Plakater paa og en stor Grundtegning af Byen, over Døren var indsat de originale Vægtlodder og Maal, men hvad der maaske mest tiltrak sig Folks Opmærksomhed var et Skab, »som Bisp Absalons ældgamle Vægt og Maal findes udi, hvortil blev indsat en Kaaberpotte med Kjæde, som tilforn hang i Muren«; den sidste var Byens gamle Pottemaal, der nu ikke mere var i Brug. Her gjemtes ogsaa den spanske Kappe.

Fra Forsalen kom man ind i Raadstuen, der var Magistratens Forsamlingssal, hvor der stod 3 Borde med grønne Tæpper, og fra Loftet hang en Messing-Lysekrone med 10 Arme. Foran Overpræsidentens Plads stod et Timeglas og ellers stod paa Bordet »to drevne Sølvskrin med Blækhorn og Sandbøsse, det ene foræret af Hr. Oversekretær Luxdorf, det andet af Etatsraad Vilhelm Muhle«; disse har igjen i vore Dage faaet Plads paa Magistratens Bord. Her laa ogsaa et Exemplar af Christian V's danske Lov i rødt Fløjels Bind med Sølvbeslag, med Gehejmeraad Schøllers Vaaben og skjænket af ham til Raadstuen; denne Bog er ogsaa til endnu, men de følgende Herligheder er forlængst gaaet tabt. Der var saaledes en Jærn-Vindovn, 4 Skruer høj, beklædt med Kobber foroven, en hvid Damaskes Standart, 4 Rettersværd, og paa Væggene hang i store forgyldte Rammer Portræterne af de danske Konger siden Christian IV., af Præsident Peder Resen, hele Magistraten paa 1 Billede, desuden Kong Salomons Dom, hvor Christian V. var afbildet som Salomon, to Billeder, af hvilke det ene forestillede »Verdens Flor«, det andet


355

»Justitien«, et Natstykke, et Frugtstykke, en gammel Mand, der ser i en Kande. Her kunde ogsaa nævnes, at der var grønne Raskes Gardiner for Vinduerne, at Magistraten ikke mere som i gamle Dage sad paa Bænke med Hynder, men paa Ruslæders Stole og at Søren Mathisens Rentetavle hang paa Væggen. Her stod ogsaa en jærnbeslaaet Kiste med 4 Laase for til at gjemme de Fattiges Kapitaler og Gjældsbreve.

Ved Siden af Raadstuen var Forhørkamret, hvor noget af Arkivet opbevaredes og hvor der hang forskjellige gamle Prospekter og Grundtegninger af Byen. Her stod ogsaa 4 Urtepotter af Tin, et islandsk Drikkehorn, skjænket af Griffenfeldt, 4 Sølvbægere med Laag, der var bestemte for de 4 Borgmestre, til at drikke af ved Sammenkomsterne i det danske Kompagni, et forgyldt Bæger med Laag og Navnet Concordia, og et Brudesmykke, givet af Christian III.'s Dronning.

Af andre Rum kan nævnes Politikamret, Politikontoret, Politi- og Kommercekollegiet, de 32 Mænds Kollegium. Her var ogsaa 2 Vagtrum, der kaldtes Corps de guarder, det ene for Officererne, det andet for »Burserne« (de menige), formodenlig som i tidligere Tid i Raadhusets østre Ende, ved Siden af en Arrest med 3 Svedebænke; disse Bænke var ikke Torturredskaber, men Brixe, hvorpaa de vagthavende Soldater sov, de stod over hinanden ligesom Skibskøjer. Under Raadhuset var Stadskjældren eller Stadens Vinkjælder, hvor Magistraten fra Arilds Tid havde haft Ret til at sælge al Slags Vin; den var nu dog udlejet, men Indtægten tilfaldt Magistraten; paa denne Tid til den foran nævnte Johan Sohl, der sidst i Jan. 1728 fik den i Leje paa Livstid for en Afgift af 200 Rdl. aarlig. Han forpligtede sig til inden 4 Uger at forsyne den med Vin af alle Slags, fransk Brændevin til en Værdi af 1000 Rdl., og altid at lade den være forsynet med et lignende Kvantum gode Varer 1). Her var end videre en Fængselskjælder og et nyt Arrestkammer under Raadstuens Vinduer ud mod Gammeltorv, et Vagthus og et Sprøjtehus.

Ved Dronning Anna Sofies Indtog 16. Juli 1721 blev Raadhuset ud til Gammeltorv »langs under Salsvinduerne paa begge Sider af Taarnet saa og op om Taarnet udhængt og betrukket med rød Skarlagen med hvide Fabler af Katun paabunden, med hendes Navn og Krone af Guldgalloner paa siret for paa Taarnet«.

Ved Dronning Luises Ligbegængelse 2. April 1721 blev »uden-


356

for Raadhuset til Gammeltorv paa Trappen, som blev opbygget af Tømmer og Brædder med skildret Papir paa, hvor indenfor brændte Lamper, saa og blev gjort i alle Vinduer til Gammeltorv Pyramider af Brædder med paahængende Lamper, som brændte saavel paa Salen som neden i Raadhuset« 2).

Ud mod Nytorv var Bytinget, der tidligere havde været holdt under aaben Himmel paa Gammeltorvssiden af Raadhuset, men nu holdtes i en lille Bygning, der var tilbygget Raadhusets vestre Side. For Symmetriens Skyld havde Forpagteren af Stadens Vinkjælder ved den østre Side bygget en lignende Stue, hvor Tingsøgerne kunde trøste sig ved et lille Glas. Denne Tingstue var prydet med følgende Indskrifter, der var forfattede af Thomas Kingo i Slutningen af det 17. Aarh.:

1. Om Loven.

O! reene Danske-Lov, Du Rettens søde Kierne,
Du ald Retfærdigheds Vorleiding, Lius og Stierne,
Du Middel-punct udi ald Jordens Circul-Ræt,
Som af Kong Christian den Femte vel blev sæt.
Din Grund, Din orden og Din billighed i Domme
Giør afskye for en Skalk, gir trøst for alle fromme,
Gid Du for ret og Skiel i Evighed bestaae
Og aldrig u-hæld af et Mumme-ansigt faae.

2. Til Dommeren.

Sid ned, betænk Dig vel, Du som i Dommer sæde
Skal udi Kongens navn hands Stoel i Retten klæde,
Her har Du Kongens lov, her har Du myndighed
Fra Rettens reene Spiir, som ingen u-ret veed.
Dend Gud, som alting seer med et retfærdigt Øye,
Hand seer Dit hierte, sind og Dine tancker nøye.
Om for en proppet haand Du Retten dreyer om,
Da tænck, Du fælder her Din egen blode-Dom.

3. Til Sagvolderen.

Alt det, som klammeri og kiv og trette volder,
Det er for Dit og Mit, hver paa sin meening holder,
Og stræber idelig af ald sin kraft og magt,
At hand udi sin pung kand faae sit hiertens agt.
Kom frem og lad Din sag af Ret og sandhed tale,
Lad saa en Lurifas mod billigheden gale,
Gud Retten styrer saa, man seer hands Rævetand,
Og Du faar Ret, men hand sin rette Løn paa stand.


357

3. Til Vidnerne.

I Vidner, I som skal de mørke sager klare,
Ved siun og hørelse skal sandhed aabenbare,
I vel maa grue, naar at Eeden læses op
Og hvert et hoved-haar maa staae paa Eders top.
O! sværer aldrig dog for Venskab, frygt og penge,
Her staar den Sathan, som vil Helved lencker henge
Paa hver løgnagtig Siæl, thi vidner Ret og klart,
Det gielder Eders Siæl og Himmeriges part.

5. Til Procuratores.

I soren Lov-Mænd, I, som skal i sager tale,
Og sandhed, Ret og skiæl med ægte Farve male,
I, som for sandhed og for Retten fægte vil,
Mand Ære, lov og tack bør Eder legge til;
Men I, som Retten vil med uret overdecke,
Og sandheds kraft med en løgnagtig tunge svecke,
I er ret helveds Pack og Satans egne Børn,
Der burde strickes op for Krage, Eavn og Ørn.

D. Th. Kingo.

Ogsaa Raadhuset havde over Hovedindgangen en Indskrift paa en sort Marmortavle af en meget ældre Datum:

Hæc domus odit, amat, punit, conservat, honorat
Nequitiam, justos, scælera, jura, probos.

(Dette Hus hader Ondskab, elsker de Retfærdige,
straffer Forbrydelser, skærmer Retten, ærer de Retskafne.)

Fangerummene under Raadhuset var dog egenlig kun, hvad vi kalder Arrester. Omtrent paa samme Sted, hvor Gjennemgangen nu er mellem Raad- og Domhuset og Arresthuset, var dengang en Gade, der ogsaa da forbandt Nytorv med Kattesundet. I denne Gade, der hed Svendegade, fordi Bysvendene i fordums Tid havde haft Boliger her, stod et Slutteri paa 2 Etager, der var opført 1678, men snart viste sig at være for lidet, »især da de, som for ærlig Gjærning ere arresterede, sidde iblandt Misdædere, begge Dele meget slet forvarede« 3). Ved dem, der vare arresterede for ærlig Gjærning, forstod man Gjældsarrestanter. Byen opførte da paa den anden Side af Gaden, eller omtrent hvor nu Arresthuset staar, i Aarene 1706-12 et nyt, der i alt kostede 21846 Rdl. og som stod indtil Ildebranden 1795. I Slutteriet fængsledes ikke alene Forbrydere fra Byen, men her hensad


358

ogsaa Fanger fra Provinserne, især de, der skulde dømmes af Højesteret, og disse skulde underholdes af de uvisse Indtægter ved Byfogedembedet 4). Et Reskript af 4. Marts 1684 paalægger Byfogden at modtage Gjældsarrestanter, af hvad Stand de end var, som var dømte af Højesteret, »efterdi fornemmes, at udi Stadens Arresthus skal være adskillige Værelser efter Folks Kondition«. Inden for Fængslets Mure gjorde Klasseforskjellen sig saaledes ogsaa gjældende. Forbryderne kom imidlertid ikke højere op end i Kjælderen, og her sad ogsaa de, der straffedes paa Vand og Brød, derimod var Husets Etager alene for Gjældsarrestanter og dem, der sad for »dubiøse« Sager, og bestod af Kirke, 2 store Sale og 16 Kamre. Gjældsarrestanterne skulde underholdes med noget vist af deres Kreditorer, men de andres Tilstand var ofte højst elendig, saaledes siges de 1725 at savne det nødtørftigste Underhold og var nærved at sulte ihjel, da Byfogden ikke havde Penge til dem 5). Det var et Skuespil, som man jævnlig saa paa Gammeltorv, at en blev ført til Slutteriet, som det siges i »Jean de France« (1, 1).

Der var ikke den bedste Disciplin og Orden i Arresthuset; Folk fra Byen kunde færdes ud og ind og det var let at brevvexle med andre. Om en Art Sammensværgelse giver følgende Indberetning fra Magistraten til Kongen af 21de Maj 1721 Oplysning:

»Som iblandt en Del af Arrestanterne, der anholdes udi Stadens Arresthus, for nogle Dage (siden) er bleven opvækket stor Urolighed, saavel mellem dem selv indbyrdes, som imod Arrestforvareren Thomas Sørensen, der i samme Tid af en Arrestant nemlig Christen Mikkelsen Fiskebløder, der for ukristeligt Levned med sin Hustru sammesteds anholdes, blev blesseret i sit Angesigt ved Øjet, hvorover og i samme Skynding er bleven entdækket og kommet for Lyset, at 2 af Arrestanterne, nemlig Bendix Jørgensen, som for begaaet Forseelse ved Posthuset er indsat, og en Ridefoged, navnlig Lavrids Christensen, der for øvet Falskhed imod nogle Jøder anholdes, med hinanden havde gjort Pagt og Forening at udfinde Middel til at echapere af Arresthuset, og hvortil de først har haft det Anslag med Magt at slaa Arrestforvareren fra Døren, naar han enten ind- eller udlod nogen af Byens Folk af Arresthuset, og da at tage Flugt, men ved nærmere Konference og Overvejelse imellem dem har de fundet det bedre og gjørligere ved Skedevand og andre Instrumenter at opbrække Laase for visse Døre i Arresthuset og overfile Jærnstængerne, som i Vin-


359

duerne er beklædte, hvilket og havde saa vel gelinget dem, at de havde faaet en Laas opbrækket, men formedelst Hindring ved andre af Arrestanternes Tilkomst ej videre derved fik udrettet, dog var alt dette endda for andre end dem selv forborgen og Arrestforvareren derom uvidende, hvorom siden begge Personers Bekendelse af enhver især til allernaadigst Eftersyn overleveres. Derved beroede det da til nogle Dage derefter, da Eders kgl. Majestæts Generalfiskal, Kancelliraad Smith, som for den allernaadigst forordnede Kommission aktionerer Ridefogden, forlangte, at samme Person maatte udi et aparte Logemente alene for sig selv blive indsat, formedelst nogen Underretning, han søgte at faa af andre Arrestanter, som Ridefogden skal have ladet sig ud med om Sagen, paa det Ridefogden ikke skulde forføre dem til vrang og urigtig Bekjendelse. Og da Ridefogden derefter blev for sig selv sat, falder Bendix Jørgensen paa den Tanke ved et Brev af 1. hujus at anmode og begjære af en Mand boende her udi Staden ved Navn Jokum Pedersen Koppe Knapmager, at han, saa fremt, siger Bendix Jørgensen, i sit Brev, han vilde møde ham for Guds Dom, vilde tilkjøbe ham paa Apotheket de Specier, som paa den dermed fulgte Recept var opskrevet, og er Mercurium Sublimatus, Arsenicum Salis Armoniaci, af hver Slags en Unce, item Corrosivum ferri, men som denne Jokum Koppe ikke turde fyldestgjøre eller efterkomme Bendix Jørgensens Begjæring og i den Sted skriver ham tilbage, at han ikke vil vide af saadan Kommission at sige og beder ham med adskillige Expressioner, at Bendix ikke vilde føre ham i saadan Fristelse, men ikke desto mindre lader Bendix sig dermed dog ikke nøje, men atter skriver Brev til denne Koppe om det samme. Men som Arrestforvareren fik om denne Korrespondens til Slutning Efterretning og kom over Bendixes sidste Brev, saa fik hans Dessein heller ikke derudinden nogen Fremgang.«

I det ny Arresthus tillod Magistraten 1717 Barbererne at indrette et Anatomikammer, thi det skete oftere, at Forbryderes Legemer udleveredes til Lægerne. Saaledes tillod Kongen 1720 Justitsraad Buchwald at anatomere en Kvinde, der var dømt til at halshugges og hendes Hoved at sættes paa en Stage 6).

Et andet Arresthus var Blaataarn ved Langebro, men dette var for Amtet 7) og vistnok allerede da for Hofetaten eller dem, der hørte under Hof- og Borgretten. Studenterne havde Fængsel paa


360

Universitetet i det saakaldte Carcer, men dette brugtes ikke efter 1712 8).

Det gamle Arresthus paatænkte man 1727 at omdanne til et Kasphus, der ansaas for meget nødvendigt, »særlig af de mange Exempler, vi har saavel ved kivagtige og med deres Ægtefæller uforligelige og liderlige Borgere, som ulydige Børn imod Forældre og Formyndere«. Dette skete dog ikke, og det blev overdraget til Vajsenhuset 9).

Spindehuset var en Tvangsarbejdsanstalt for Kvinder i Børnehuset paa Christianshavn, der oftere nævnes i Komedierne, saaledes i

Norcross Fængsel i Kastellet

Norcross Fængsel i Kastellet. Efter »Illustreret Tidende«.

»Jean de France« (2, 2), »Maskeraden« (3, 11), »Uden Hoved og Hale« (2, 3).

I »Didrik Menschenschreck« (Sc. 7) omtales Stokhuset, der var militært Fængsel, om hvilket Stokhusgade endnu minder. Ogsaa i Kastellet var der Fængsel.

Forældre havde Ret til at sætte ulydige Børn i Arrest eller i Børnehuset. Derfor advarer Arv Jean i »Jean de France« (5, 2) om at smøre sine Støvler i Tide, ti hans Fader havde Bud efter Vægtere og Staaderkonger til at trække ham i Arrest.

Kjøbenhavns Magistrat bestod af en Præsident, 3 Borgmestre og 8 Raadmænd, men der var ofte baade Vice-Borgmestre og Vice-


361

Raadmænd, der ved Dødsfald steg op i de ledige Poster. I ældre Tider foregik Borgmestrenes Indsættelse med visse Ceremonier; at disse tildels endnu var bevarede, synes at fremgaa af »Den politiske Kandestøber« (3, 5); Herman er nemlig lidt bange for den Dag, da han skal gjøre sit Indtog paa Raadhuset, idet han ikke kjender Formaliteterne og navnlig er bange for at støde an i den Tale, han skal holde til sine Kollegaer.

Byens Borgere havde forsaavidt ogsaa Del i Byens økonomiske Anliggender, som de 32 Mænds Kollegium skulde paase Borgerskabets Tarv, men disse 32 Mænd var kun ved deres allerførste Begyndelse 1659 udvalgte umiddelbart af Borgerskabet og udfyldte siden selv de ledige Pladser paa den Maade, at de udvalgte en af de fornemme Borgere, mest Grosserere og Bryggere, men aldrig Haandværkere. De 32 Mænds Indflydelse var saare ringe, og Magistraten ansaa dem for sine Undergivne, ikke for Sideordnede. Men ligesaa uselvstændig en Stilling, de indtog lige over for Magistraten, ligesaa ringe Betydning havde denne sidste. Den var som et Kollegium under det danske Kancelli og kunde ikke afgjøre nogen som helst Sag udenfor de almindeligste uden Kancelliets Billigelse. Den havde Kaldsret til flere Embeder, men Beskikkelserne blev altid stadfæstede af Kancelliet, med mindre dette endog forkastede Magistratens Valg og tvang den til at vælge en anden. Da Kapellaniet ved Helligaands Kirke var blevet ledigt, kaldte Magistraten Mag. Rasmus Brønsdorf, men Kongen befalede den at kalde »Krigsraad Vulfs Søn Jakob«, hvilket skete 20. Maj 1727. Kun Udmeldelser til smaa kommunale Ombud og Bestillinger behøvede ikke en saadan Stadfæstelse.

Kun i en Henseende havde Magistraten nogen Selvstændighed, nemlig som Dommermyndighed, samt i Henseende til Sager vedkommende Stadens Økonomi og Tvistigheder i Lavene. Den var anden Instans for Sager, der var paadømte paa Bytinget, og de gik derfra lige til Højesteret.

Byens Kasse var i en daarlig Tilstand; 10. Juni 1720 opgiver Magistraten Stadens Gjæld til 28,016 Rdl.; Kæmnerne maatte gjøre Forskud, saa der skyldtes da til den nys afgaaede 6716 Rdl. Byen havde ogsaa haft mange, overordenlige Udgifter i de senere Aar, saaledes til Springvandet paa Gammeltorv, Opførelse af det ny Arresthus, Anlæg af de ny Veje udenom Byen, efterat der var anlagt


362

Udenværker omkring Fæstningen, Flytning af Quarantainehuset fra Saltholmen til Baadsmandsskansen udenfor Østerport osv.

Iblandt de 32 Mænd gjaldt ingen anden Rang end Alderen i Forsamlingen, og Rangspersoner fik ikke Sædet over de ældre Medlemmer, hvilket ses af en Magistratsskrivelse 7. Okt. 1723:

»De Borgere, som ere blevne indlemmede udi de 32 Mænds Tal, har hidindtil været holdte og agtede for de bedste og fornemmeste af Borgerskabet, og under (iblandt) disse befindes vel nogle, som tillige er Kaptejner ved Borgerskabet og haver været udi den Charge, førend de blev af de 32 Mænd, men de har ikke haft Sæde for dem, som udi dette Tal vare ældre end de, men baade de og andre, som bliver iblandt de 32 Mænd, sidder, som de indkommer og indskrives og ascenderer siden i Sædet efterhaanden, som nogen af dem, der er for dem, afgaar. Hvad det øvrige Borgerskab angaar, saa har de vel den Veneration for deres Medborgere, som ere avancerede til Oberofficerer, at de ærer dem derfor og lader dem i Forsamlinger gaa for sig, men det er imidlertid ikke nogen Regul.«

Efter Krigen oprettede Kongen Lotteriet, hvor man kunde vinde en Herregaard med Gods til, for at kunne indløse Pengesedlerne igjen. Ved dette Lotteri udnævntes 2 af de 32 Mænd til Kollektører og de 32 Mænds Sal paa Raadhuset bestemtes til at holde det i, men herimod indlagde Magistraten Indsigelse, da denne Sal benyttedes til Forhandling af mange Sager, saa den ikke kunde undværes 10). Dette hjalp imidlertid ikke; de 32 Mænds Sal maatte indrømmes Lotteridirektionen, og de 32 Mænd blev Fremmede i deres egen Sal.

Lotteridirektøren. Assessor E. Falsen klagede 11. Dec. 1723 til Finansdeputationen over, at de 32 Mænd »idelig indkommoderer den kgl. Lotterikommission med Paastand, at Raadhussalen alene tilhører dem til deres Forsamlinger«, »i Særdeleshed har de idag Eftermiddag, som er en af de Dage, paa hvilke Kommissionen skal holdes, under Anførsel af Sieurs Jakob Nielsen og Burmester paa en hel sælsom og uanstændig Maade indtrængt sig i Kommissionen og med stor Ubeskedenhed og Bruit bemægtiget sig Raadhussalen, saa at Lotterikommissionen derover maatte afvige og bortvise de Godt Folk, som var tilstede for at indsætte Lodder«. Dette gav Anledning til, at Rentekamret 14. Dec. forbød Magistraten at lade de 32 Mænd holde Samling paa de Dage, da Kommissionen holdt Møde.

Der var forskjellige borgerlige Ombud, som det var Borgernes


363

Pligt at udføre, men der var paa den Tid en stærk Tilbøjelighed til at unddrage sig disse. Naar Jeronimus i »Den honette Ambition« (1, 3), nævner som Grund til at søge Rang, at man derved bliver fri for borgerlige Bestillinger, da er dette overensstemmende med Virkeligheden, thi Magistraten nævner dette selv i en Betænkning af 1. Sept. 1727, der bl. a. viser, hvor let man tog sig det ved Borgervæbningen. Over 300 saadanne Beskikkelser blev aarlig givne, nemlig til 20 Overformyndere, 5 Kirkeværger, 24 Fattigforstandere og 1 Oldermand, 26 Stokkemænd med Oldermand og Bisidder, 24 Rodemestre og i Krigstider 48 med deres Oldermand, 36 til at ombære Tavler i Kirkerne, 1 Oldermand, 1 Bisidder og 4 Kvartalsmestere i hvert Lav, altsaa for Lavene alene 180 Personer. Desuden gjorde 12-16 Borgere under 2 Underofficerer Brandvagt. 1723 blev en Mand fritaget for borgerlig Tynge imod at give 100 Rdl. til Christianshavns Kirke 11).

Et af de besværligste Ombud var at være Overformynder, hvortil der altid blev taget en af de fornemme Borgere, men da Bestillingen var meget byrdefuld, søgte man at unddrage sig derfor ved kgl. Bevilling, eller ved at søge om en Rang. De mange Ansøgninger i den Retning fremkaldte 10. Jan. 1727 et kgl. Reskript, ifølge hvilket der i Fremtiden ved alle slige Ansøgninger skulde indhentes Magistratens Erklæring, hvortil Grunden var, »at saa hart, som Loven binder eder til Ansvar i mange Tilfælde og særdeles for de Umyndiges Midler, om Formyndere og Oberformyndere ikke dertil kunde svare, saa højt fornøden skulde det og være, at I til saadanne Embeder beholde et ubehindret Valg, og det saa meget desto mere, som eders egen Velfærd og Publici Nytte derunder skal versere, hvorudover I ogsaa til eders Securité, naar en Oberformynder, der skal være en ærlig, sufficiant og lovkyndig Mand, skal udvælges, eftersom disse trende Reqvisita meget sjelden findes hos én Mand, ofte skal være foraarsagede at præferere de tvende første og selv tildels raadføre og vejlede dem.« Under 28. Jan. 1726 havde Magistraten ogsaa erklæret i Anledning af, at Vinhandler Peter Timmermand søgte om Frihed for Værgemaal, »at de fleste, som paa nogle Aar har taget Borgerskab, er dels de, der har tjent under Militien og har faaet kgl. Privilegium paa at ernære sig af et Haandværk, dels Arbejdskarle og Øltappere, som nedsætte sig i Kjældere, dels


364

Haandværksvende, men den mindste Del Kjøbmænd, Bryggere og deslige, som skulde være dygtige til slige Ombud.«

Det er mærkeligt at høre, hvorledes den gammeldags Selvtægt af og til kommer op selv i den fornemme Borgerklasse. Stadsmajor Junges Svigersøn, Johan Lorens Bech klagede saaledes 1721 over, at han 4 Ugers Dagen efter sit Bryllup i sit eget Hus var bleven overfalden af sin egen Hustru og hendes Fader, Stadsmajor Junge, »idet han først er bleven nedkastet af en Trappe og siden trukken over Gaarden og med Gevalt indført i en Stue, hvor han af sin Hustru og hendes Medhjælpere, imedens andre holdt ham, blev saaledes medhandlet, at hans Øjne derefter ganske underløb med Blod, hans Ansigt med mangfoldige Rifter og Stribler streget og hans Arme og Ben med Knuder og Hævelser efter vældige Stokkeslag saa overbeladt, at han i nogle Dage derefter ikke kunde røre og bevæge sig til Gang eller Gjerning, men maatte holde ved Sengen syg og afmægtig samt fuld af Smerte og derforuden og hans bedste Løsøre bragt ud af Huset«. I den Anledning beskikkedes 26. Dec. 1721 kgl. Kommissairer til at undersøge Sagen.

Det er ikke noget overdrevet Træk, naar der i Komedierne gaas løs paa Næverne.

Foruden Raadstueretten og Byretten var der: Hofretten, under hvilken Domstol de Rangspersoner svarede, som var eller havde været i Tjeneste ved Hoffet, tilligemed deres Hustruer og Børn; den holdtes engang om Maaneden i Hofmarskalkens Kammer. Borgretten, der holdtes hver Uge i Slotsfogdens Kammer, og hvorunder hørte alle kgl. Betjente i Kollegierne, alle de, der tjente ved Hoffet, for saa vidt som de ingen Rang havde, end videre alle Rangspersoners Tjenestefolk og de kgl. Haandværkere, der ikke brugte borgerlig Næring. Ved disse Retter behandledes ogsaa Skifter.

Desuden var der de militære Retter og Inkvisitionskommissionen i Stokhuset, der skulde optage Forhør over Militære, der havde forbrudt sig. I denne sidste skulde 2 Stadskaptejner have Sæde, men dette var ikke med deres gode Vilje, og 1724 nægtede de at deltage deri, hvilket ses af en Magistratsskrivelse af 24. April 1724, hvori det hedder, at »de selv da derved har blottet sig og ej alene giver deres Uvilje tilkjende i at efterkomme deres Pligt ved at tjene Publikum og det gemene Bedste, at de ikke ihukomme deres Ed, de


365

ved Borgerskabs Tagelse paa Raadhuset har aflagt om Hørighed og Lydighed«.

Tamperretten holdtes af Konsistorium paa Universitetet og dømte i Ægteskabs- og Trolovelsessager. En Forestilling af denne Ret giver Henrik i »Maskeraden« (2, 4).

Tamperretten

Tamperretten. Efter C. P. Rothes Reskripter I. 405.

Prokuratorer var ikke ansete. I »Den ellevte Juni« (5, 7) siger Knud Prokurator: »Skulde jeg lade saadan en vigtig Sag gaa mig af Hænder? nej, da var jeg ikke værd at agere mere for nogen Ret, jeg skulde jo holdes for et Skarn af andre gamle Advokater, som vilde ærgre sig ihjel derover, at jeg som en ung Prokurator begyndte alt at forlige Sager«. I »Gert Westphaler« (5, 4) siger Thobias Prokurator: »En Prokurators Dygtighed bestaar ikke derudi, at han kan forstaa en Sag, men at han kan gjøre en til flere; det var det, man fornemlig roste min salig Formand af, at han gik aldrig til Tinge med en Sag, han gik jo med 4 tilbage«. I »Erasmus Montanus« (5, 2) siges om den store Disputator, der kan forsvare enhver Sag: »Det er Skade, den Karl ikke blev Prokurator, han fik en mægtig stor Næring«.

En med Holberg samtidig Prokurator, der 1737 udgav et Skrift »Meditationer over Prokuratorprofessionen«, skriver 12): »Prokurator-


366

professionen har været forvaltet og forvaltes iblandt andre af gemene, liderlige, trættekære og med et Ord onde Mennesker, hvis største om ikke ganske Konduite i Henseende til Professionen bestaar i en Del paa Praktique grundede forensiske Formaliteter, brocardiske Citationer og dumdristige Intriger. Og da de fleste, ja alle Mennesker argumenterer og dømmer i Almindelighed om Professioner og deres Essentialia af Personernes Opførsel og den Konduite, de forvalte Professionerne med, følger deraf den Idé hos de fleste Mennesker, at denne Profession er væsenlig gemen og at dens Essentiale er Intrige, Chikane, Forførelse, Sandheds og Rettens Fordrejelse«.

Ved at gjennemlæse Processer fra den Tid ser man ogsaa de mest mærkværdige Ting; selv i en saa skandaløs Proces som den med Ane Hattemagers (se foran), skildrer hendes Defensor hende som den hæderligste og værdigste Person.

I Anledning af en Ansøgning om Prokuratorbestalling siger Magistraten 3. Marts 1727: »Der er allerede flere af dette Slags Folk her udi Staden, end Fornødenhed vel udkræver og der kan brødføde sig deraf ved ærligt Forhold og Begegnelse imod dem, der skal lade sig betjene af dem, og naar der er flere, end Behov gjøres, haves Exempel af, at de da for Mangel for ærlig Fortjeneste lægge sig efter at ophidse Folk til Trætte, og naar de har faaet det dertil, udsuger dem meget utilbørlig med ubillig Omkostning og Salarier«.

I en Skrivelse af 12. Maj 1721 bebrejdes det ogsaa Prokuratorerne, at de utilbørlig forhalede Sagerne. Magistraten besværer sig videre over, at »en Del Prokuratorer indfinder sig ikke i rette Tid paa Raadstuen og undertiden helt udebliver og sender deres Drenge og ukyndige Personer, som ej forstaar, hvad de skal gjøre, hvorved de ej alene opholder Retten, men forvolder deres Principaler største Skade og Ulejlighed«; derfor bestemte Magistraten 14. Juni 1724, at herefter blev der ikke tilstedt nogen Adgang uden Bevilling og lovlig Fuldmagt og at man skulde møde om Sommeren om Onsdagen Kl. 9 og om Vinteren Kl. 9 1/2.

Prokuratorer beskikkedes af Magistraten og det hed sig i deres Bestalling, at de skulde forholde og skikke sig som en retsindig og ærlig Mand og edsvoren Prokurator egner og anstaar og i Særdeleshed burde imod Rettens Betjente vise al sømmelig og tilbørlig Respekt og ellers begegne enhver ærlig Mand og Kvinde, hvis Sager


367

gaves og betroedes dem i Hænde, baade i Almindelighed og Særdeleshed, som de agtede at være bekjendt og vilde være ansvarlig for; navnlig maatte de ikke udsuge nogen med for højt eller ubilligt Sallarium, men skulde mage det saa, at der hverken derover eller i andre Maader skete noget billigt Klagemaal.

Bestikkelser af Dommere fandt ikke Sted, men i Prologus til »Ulysses« paavises, hvorledes man kunde bære sig ad. Paris siger nemlig: »En Dommer lader sig ikke bestikke. Havde jeg været gift, saa kunde hun have adresseret sig til min Frue. Hun kunde da have taget imod dem og jeg have min Samvittighed fri«.

De fleste Sager var private; det offentlige tog sig sjelden af Sags Anlæg, men Følgen heraf var, at mange kriminelle Sager aldeles ikke kom for Retten, naar Folk vilde undgaa Udgifterne ved Processen og de arresteredes Underholdning.

Saaledes var der 1725 en fattig Skomager, hvis Kone og Tjenestepige blev forgivne ved at spise Grød og førend de døde beskyldte Læredrengen og en anden Tjenestepige for at have kommet Gift i Maden. Da Øvrigheden gjorde nærmere Undersøgelse, var Skomageren meget utilbøjelig til at anlægge Sag imod de paagjældende, i det han undskyldte sig med sine ringe Kaar, hvorfor Stadens Underfoged maatte forfølge Sagen i hans Sted. Derved slap han for at betale Udgifterne ved Dommen for Bytinget, men nu mente Magistraten, at han skulde i det mindste udrede Udgifterne ved Fangernes Underholdning i Fængslet og Honorar til de tilkaldte Barberer for Synsforretningen over de Forgivne 13).

De barbariske Straffe, som en ældre Tid havde haft saa mange af, var nu for en Del afskaffede. Det var dog ikke længer siden end 1675, at en Ladefoged, der havde myrdet Gaardens Forpagter, fik følgende Straf: først blev hans Hjærte skaaret ud af ham og Bøddelen slog ham dermed paa Munden, dernæst blev hans Arme og Ben slagne itu med et Hjul, en Rem blev skaaren af hans Bug og en Rem af hans Ryg, hans Hoved blev afhugget med en Øxe og sat paa en Pæl og Legemet parteret og lagt paa 4 Stejler 14). De sidste Dele af Straffen maa imidlertid ikke have haft nogen Betydning for Delinkventen, thi Hjærtet kan ikke tages ud, uden Livet er forbi med det samme, men naar saadanne Straffe udførtes enkeltvis, udviste de følgelig et frygteligt Barbari, f. Ex. ved at skære Remme ud af Skindet, hvoraf vi endnu har Talemaaden at skære en bred Rem


368

af en anden Mands Hud. I Bøddelens Taxt fra 1698 nævnes følgende Straffe, men der var vel nok flere, der ikke udtrykkelig omtales 15):

For et Hoved med et Sværd at afhugge ............... 10 Rdl.
 ---  --  ------ med en Øxe .......................... 8 -
For en Haand eller Finger at af hugge ................. 4 -
Et Hoved og en Haand at sætte paa Stejle, for hver 2 .. 4 -
For en at hænge ................................... 10 -
For en af Galgen at nedtage ......................... 4 -
For en hel Krop at lægge paa Stejle og Hjul, Pælen at nedgrave og sætte ............................... 7 -
For en at slaa Arme og Ben i Stykker og lægge paa Stejle ......................................... 14 -
For en Krop at nedgrave i Jorden .................... 3 -
For en død Krop at udføre af By .................... 2 -
For en at partere og lægge paa Stejler ................ 12 -
For hvert Kneb med gloende Tænger ................. 2 -
For at brændemærke ................................ 4 -
For Kagstrygning ................................... 5 -
For at piske af Byen................................ 7 -
For at vise af Byen og Herredet ..................... 4 -
For at brænde en Krop ............................. 10 -
For at brænde Paskviller (Skandskrifter) og andet deslige 3 -
For at slaa Navn paa Galgen ........................ 2 -

Da disse Straffe udførtes offentlig, var de noget, enhver kjendte, og de fremkaldte følgelig en Skræk for Forbrydelser, der maatte paavirke selv den mest forhærdede. Det var ikke længer siden end 1697, at en Tjenestepige her i Byen, der havde myrdet sit Herskabs Barn, blev kneben med gloende Tænger foran det Hus, hvor Mordet var begaaet, og paa alle Torvene og Retterstedet, derpaa blev den Haand, der havde begaaet Forbrydelsen, afhugget, og da først blev hun halshugget, Hovedet og Haanden sat paa en Stage og Kroppen lagt paa Stejle. Denne Straf blev dernæst ved en Forordning bestemt for alle Mord, som med frit Forsæt blev begaaet paa Ægtefælle, Herskab eller dettes Børn, men skete grovere Forbrydelser, skulde Sagen indberettes til Kongen, der da efter Omstændighederne vilde skærpe Straffen 16).

Af andre haarde Straffe kan mærkes den, som 2 Soldater idøm-


369

tes for Tyveri, nemlig til at miste deres Hud og den ene skulde tillige brændemærkes og arbejde paa Bremerholm paa Livstid, hvilket formildedes til, at den første i 2 Maaneder skulde arbejde i Skubkarren i Kastellet og den anden løbe 3 Gange Spidsrod gjennem 300 Mand og derefter arbejde i Skubkarren i 3 Maaneder 17). Arbejde i Skubkarren, til hvilken man blev lænket, var en meget streng Straf. En ulykkelig Skrædersvend, der havde gjort Skrue, hvilket man meget godt kjendte paa den Tid, i det han nemlig havde fremkaldt Opløb foran Oldermandens Hus og gaaet omkring for at forbyde de andre Svende at arbejde, dømtes ved en Politiretsdom af 11. Juli 1721 til at arbejde i Skubkarren i Kastellet og hans Navn skulde opslaas paa det sorte Bræt (paa Galgen); han blev dog benaadet for Skubkarren.

Da en Soldat havde forskrevet sig til Satan med sit eget Blod, blev hans Forskrivelse brændt af Profossen udenfor Garnisons Kirkes Dør 18).

Ved Forordning af 13. Okt. 1703 bestemtes det, at den, der hjalp Soldater til at desertere, skulde miste Ørerne og arbejde paa Livstid paa Bremerholm. I »Det arabiske Pulver« (1, 1) har Andreas mistet sine Ører, hvorfor han gaar med en polsk Hue og hilser Folk ligesom Officerer, naar de trækker paa Vagten, ved at bukke lidt og lægge Haanden paa Huen. I »Dend forkeerte Mercurius« for April 1726 omtales en Stodder fra Vendsyssel, der hed Hans med Næsen, »thi han havde hverken Næse eller Øren, fordi de var ham forhen afskaaren, da han fik sit Pas for Lommetyv«. Det synes altsaa, at Lommetyve mistede baade Næse og Ører. Bremerholm er omtalt foran. Da i »Jeppe paa Bjerget« (2, 2) Jeppe spørges om, hvad han gjorde igaar, da han red paa Jagt, svarer han: »Jeg har aldrig været enten Jæger eller Krybeskytte, thi jeg ved, at det er Bremerholms Arbejde.

Man blev undertiden endnu dømt til at brændemærkes, thi en Mand og Kone, der 1717 havde stjaalet i Magleby Præstegaard paa Amager, dømtes, han til Galgen og hun til at kagstryges og brændemærkes i Panden, men Kongen benaadede ham til Arbejde paa Bremerholm og hende til Arbejde i Spindehuset 19).

I »Abracadabra« (3, 5) siger Arv om Henrik: »Han slipper nok for at blive straffet paa Ryggen, den murede Galge vil ikke blive ham for god«. Denne murede Galge udenfor Vesterport var for Tyve af Byens Folk. Af »Dend forkeerte Mercurius« for Juli 1726 ses det,


370

at den i denne Maaned var bleven ombygget og at den laa paa Pesthusfælleden. Den murede Galge var allerede bygget paa det Sted 1622, men er oftere bleven ombygget. Den stod, hvor den ifjor nedrevne Amerika Mølle stod. Halshuggelser foregik paa Skafottet paa Nytorv. Militære Dødsstraffe udførtes udenfor Østerport.

En almindelig Straf var Halsjærnet, om hvilket Apicius siger i »Den Vægelsindede« (2, 9), at han var saa skamfuld, som om han havde staaet i et Halsjærn. Paa den Tid var der ikke saa mange kommunale Halsjærn som tidligere, da de benyttedes som Straf for Overtrædelser af Bestemmelserne om Torvehandelen. 1727 nævnes alene 2 i 1 Stolpe paa Nytorv. Kom nogen til at staa i Halsjærnet for Tyveri, fik han sikkert Tyvekosterne under Armen.

En Kone, der havde forført en Pige til at stjæle fra sin Husbonde, dømtes 1726 til 3 Aars Arbejde i Spindehuset, men først skulde hun paa en Torvedag staa i Halsjærnet 2 Timer og piskes 3 Dage. 20) Ved Politiretsdom 26. April 1712 dømtes 2 Vægtere til 8 Dages Vand og Brød, den ene skulde desuden den sidste Dag staa 1 Time i Gabestokken paa Torvet, og den anden de 3 sidste Dage i de Gader, hvor hans Post var. En Kvinde, der havde laant sine Klæder til en Livgardist, der vilde desertere til Skaane, dømtes 1726 til Spindehuset paa Livstid og til at miste Ørerne, men blev fritaget for dette sidste imod at staa i Gabestokken i nogle Timer. 21) Gabestokke ansaas for saa nødvendige Skræmmemidler, at det 16. Decbr. 1726 befaledes at opsætte en ved hvert af de kgl. Manufakturhuse, nemlig det paa Christianshavn i Børnehuset og det i Rigensgade, til derved at straffe for smaa Tyverier. 22)

Kagstrygning paa Nytorv var noget, man saa meget ofte. I »Jean de France« (5, 2) truer Arv Per dermed, og i »Ellevte Juni« (5, 7) faar Studenstrup Udsigt til at slippe med denne Straf. Kvindelige Tyve blev ofte kagstrøgne, førend de kom i Spindehuset. Undertiden slap de ogsaa med at piskes i selve Spindehuset. Et Ægtepar, der havde stjaalet en Sølv-Lyseplade paa Slottet, dømtes til Kagstrygning og Tyvsmærke paa Panden. 23) Det murede Kag var 1629 opbygget i Nytorvs sydvestlige Hjørne, altsaa ved Indgangen til den nuværende Arresthusgaard. Kagen var nogle Alen høj, opført af Mursten og flad ovenpaa, i Midten var oprejst en Pæl, med et Halsjærn i. Det stod her til 1761, da der oprejstes en Pæl ved Lavendelstræde, der endnu stod og blev benyttet ved Kagstryg-


371

ning for 40 Aar siden. Paa Kagen hang Byens Sten, 2 store sammenlænkede Kampesten, der hængtes om den kvindelige Forbryders Hals, der skulde udvises af Byen, navnlig om dens, der havde talt ærerørige Ord om en Mand eller Kvinde og ikke kunde bevise det. At denne Strafmaade i det mindste har været kjendt endnu paa denne Tid, ses af, at endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede truede Kvinder her i Byen hinanden med denne Straf. Straffen skulde have været anvendt 1725, da Assessor P. Ryssel dømtes til at stryges

Den spanske Kappe

Den spanske Kappe. Efter Howard: Appendix to the State of the Prisons 1784.
Afbildningen er taget i Kjøbenhavn.

til Kagen og bære Sten af By paa Grund af Opspind mod højtstaaende Personer, men benaadedes med Fængsel paa Munkholm. 24)

Naar Vægterne i »Den Ellevte Juni« (5, 9) truer Studenstrup med den spanske Kappe, da er denne Straf bleven anvendt mod Vægtere og Vognmandskarle lige til Ildebranden 1795, da Kappen brændte paa Raadhuset. Den havde Form af en meget stor Spand, i hvis Bund var et Hul, hvorigjennem Hovedet gik, saaledes at den


372

bredeste Del vendte ned; over Bunden var en Klokke og paa Tønden var en Seddel, hvorpaa var anført Aarsagen til Straffen. Det er intet Under, at Rosiflengius i »Det lykkelige Skibbrud«, der bliver idømt denne Straf, paaberaaber sig, at han er legitime promotus Magister, thi ifølge den virkelige Lov kunde ingen studeret Mand eller Standsperson saaledes med Kappen paa til almindelig Forhaanelse føres gjennem Gaderne. 25) Ved en Politiretsdom af 18. Juni 1717 blev nogle Vognmandskarle, der havde tvunget en Mand til at begaa Helligbrøde ved at sælge dem Øl i Kirketiden, dømte til i 2 til 3 Timer at bære den spanske Kappe, og hvis de gjorde det oftere, skulde de »piskes og miste deres Hud«; dette sidste er vel en og samme Straf, thi det fremgaar af den Tids Udtryk, at det at miste sin Hud var det samme som at piskes; dette ses saaledes bestemt af et Reskript, hvor der i Overskriften staar »piskes« og i selve Brevet »miste sin Hud«. 26) Straffen anvendtes, som sagt, ofte paa Vægtere, der saa nogle Timer daglig maatte spadsere med Kappen i de Gader, hvor de havde Post. En Tjener, der skulde have Prygl af sin Herre, men havde grebet om Stokken, hvorved Herren var bleven slaaet i Øjet, blev af Politiretten 16. Febr. 1714 dømt til i 3 Timer at gaa i spansk Kappe udenfor Herrens Hus.

Da Huset »Den blaa Haand« paa Amagertorv (se S. 169) var brændt 1720, dømtes Politimester Ernstes Kusk for sit utilbørlige Forhold under denne Brand til 3 Dage i Træk fra 11-12 at bære den spanske Kappe paa Amagertorv og derefter arbejde i Skubkarren i Kastellet. 27)

Et andet Strafferedskab, man daglig havde for Øje, var Træhesten. I »Jean de France« (1, 2) undrer Arv sig over, at den forfranskede Jean spørger efter sin très chère mère og svarer, »at han kan finde hende, enten paa Ulfeldsplads eller Hallandsaas, thi der findes tvende Træmære«. Træhestene var for Byens Garnison, den ene stod udenfor Hovedvagten paa Kongens Nytorv, en anden var ved Slotsholms Vagt; at der var en paa Ulfeldsplads, læres alene af Komedien, og det er ikke godt at vide, hvilken Bestemmelse den havde der, thi det er ubekjendt, at den nogensinde har været Straf for Kjøbstadfolk eller for Torvebønder. Det var en Planke, der var stillet paa Højkant paa 2 eller 4 Pæle ligesom Ben og hvorpaa den Straffede skulde sidde i en vis Tid. 28) Ifølge Molbechs Dialektlexikon forekommer ogsaa ellers Benævnelsen Træmær. Ogsaa i »Erasmus


373

Montanus (5, 4) siger Løjtnanten til Erasmus: »Naar du har siddet en halv Snes Gange paa Træhesten eller staaet paa Pælen først, agter du sligt (Prygl) for Bagateller«.

Ved enhver Vagt var nemlig en Pæl med Jærntænder, paa hvilke den Skyldige med eller uden Sko skulde staa, medens hans Arme, udstrakte over hans Hoved, var lænkede til Pælen. 29)

Saadanne offentlige Straffe var et kjærkomment Skuespil, især naar der kunde være nogen Afvexling. I Aaret 1707 havde 2 af Natmandens Folk fornærmet Vagten i Nørreport, hvorfor den ene ved en Politiretsdom dømtes til at udføres paa Skinderkarren fra Fængslet, som han da sad udi, ud af Byen ned ad Vimmelskaftet og Amagertorv og saa Kjøbmagergade igjennem, hvor han langs paa Vejen skulde piskes med Ris; desuden skulde man holde stille med

Træhesten ved Slotsholms Vagt

Træhesten ved Slotholms Vagt. Oldn. Museum.

Karren udenfor Arresten, paa Amagertorv og udenfor Nørreports Vagt og det en Dag, da de fornærmede Grenaderer var paa Post der, og paa disse 3 Steder skulde han have 9 Slag »langsomt og til Gavns«. Han blev derpaa forvist Byen. Den anden Skyldige skulde forskaanes for videre Straf, da han i 14 Dage havde siddet udi Fængsel udi det værste Hul eller Kjælder under Raadhuset«, men han skulde kjøre Kærren for den første. 30)

Den militære Spidsrodstraf var paa den Tid ogsaa offentlig, men da den foraarsagede »idelige offentlige Spektakler«, blev den i Christian VII's Tid henlagt til Stokhuset. 31) Vi vil her ikke omtale Torturen, der anvendtes forat faa Forbrydere til at bekjende, om denne vil vi henvise til Rists Skrift »Fra Støvlettiden« S. 190-91.


374

Politiet var ordnet ved Forordning af 22. Okt. 1701. Engang om Ugen skulde der holdes Politiret, hvis Medlemmer skulde bestaa af en af Kongens Gehejmeraader som Præses, en Admiral, en høj Landofficer, et Medlem af Hofretten, af Admiralitetsretten, af Magistraten og en af de 32 Mænd. Foruden Politimesteren var der ansat en Politifiskal og Politibetjente, der hver havde sit Distrikt. Som Tegn paa de sidstes Myndighed bar de en hvid Stok af omtrent 5 Tommers Længde

Politihaanden

Politihaanden. Orig. ejes af Forfatteren.

med en Haand af Blik paa Enden og et Øje inden i Haanden, samt en Krone om Haandleddet og Skyer forneden ved Ringen omkring Træhaandtaget. Dette Tegn blev afskaffet 1771. Ogsaa ved Universitetet var en Kobberhaand Pedellernes Embedstegn. Talemaaden at have et Øje paa hver Finger er vel oprindelig anvendt paa aarvaagne Politibetjente.

Politimesteren skulde have Tilsyn med, at ingen gik over til nogen anden Religion, at Børn af ulige Ægteskaber blev døbte og oplærte i den evangelisk-lutherske Tro og at forargelige Bøger ikke udbredtes. Han skulde paase, at der i Kirkerne under Gudstjenesten ikke blev begaaet Modvillighed, Tumult, Kvækeri eller anden Uskikkelighed og at Helligdagsforordningen blev overholdt baade i Værtshuse og paa Værksteder.

Hvad der stred mod Ærbarhed og gode Sæder skulde han hindre, ligesom at nogen gik paa Gaden med draget Værge, eller formummet, sværtet og forklædt, ej heller maatte ryggesløse Folk eller Drenge under Straf af Hudstrygning eller 2 Timers Ophold i Halsjærnet træffes paa Gaden med Raketter, Sværmere eller Nøglebøsser.

Fremmede, der kunde være Spejdere, skulde han ufortøvet angive for Storkansleren og han skulde holde Fortegnelse over alle Tilrejsende. Jøder, der ej havde kgl. Bevilling til at bo her, Tatere og andre ukristelige Personer, som løb om og besveg Folk, saavel som Løsgængere og Tiggere, skulde han anholde.

Han skulde paase, at Luxusforordningerne blev overholdte, at Torvene holdtes i Orden og benyttedes, som de skulde af de Hand-


375

lende, og at offentlige Pladser og Skorstene blev rensede, at Gaderne blev holdt rene og ryddelige og Rendestenene i Orden, at Byens Vandforsyning holdtes vedlige, at ingen Bedragerier eller Forprang foregik i Handelen og at Lavene holdt sig deres Artikler efterrettelige.

Han havde Overtilsyn med Vægterne, Løgterne og Brandvæsenet og skulde under Ildebrande kommandere Brandfolkene.

Ved Politiet var ansat en Politifuldmægtig, en Protokollist, en Kopist og en Kontorbetjent, men kun 10 Politibetjente, af hvilke den ældste havde 60, den yngste 20 Rd. i Løn 32). Den ene af disse var Torvemester. I denne sidste Post kunde der tjenes gode Sportler, saaledes blev Torvemester Daniel Nielsen afsat 1723, fordi han dels havde afpresset Torvebønderne Varer, dels havde kjøbt af dem uden at betale. Han kom rigtignok et Par Aar efter med slemme Beskyldninger mod Politimester Ratecken, saaledes f. Ex. at naar han havde konfiskeret noget, havde Politimesteren tvunget ham til at levere sig det Halve, »hvilket har været en temmelig stor Del af Høns, Kyllinger, Æg, Ænder, Kapuner, levende Lam, Smør, Kirsebær, Blommer og Nødder«; engang havde han opbragt 2 Daadyr, som var skudte udenfor Jagttiden, men Politimesteren havde »dog ikkun simpliciter dømt disse 2 Dyr konfiskabel og betjent sig deraf til sit eget Kjøkken og Husholdning« 33). En anden Torvemester, Nagel, er omtalt foran.

Politibetjentene blev 15. April 1726 fritagne for at stævnes for Byretten; i Gjældssager skulde de høre under Borgretten og i andre Henseender under Politi- og Kommercekollegiet 34).

Ved »Byens Tolk« forstod man Politibetjente. Naar i »Hexeri« (2, 2) Byens Folk kommer for at arrestere Leander og deres Anfører kommanderer: »Morgenstjernerne paa Armen«, er dette Tegn paa, at disse ogsaa har været saaledes væbnede. I »Maskerade« (2, 7) vil Jeronimus sende Bud efter »Byens Folk« for at trække Henrik i Arrest og senere (3, 11) kommer »Byens Tjenere« trækkende med Leander og Leonora. I »Hexeri« (3, 9) truer derimod Byens Vagt med en »Partisan«.

Byfogdens Tjenere, der kom med Stævninger, kaldtes Beskikkelsesmænd eller Stævningsmænd; saaledes fremstilles 2 i »Gert Westphaler« (4, 10), der oplæser en Stævning. De havde 28 Rdlr. i aarlig Løn 35).

Byen havde et vist Tal Trommeslagere, der gjorde Tjeneste ved


376

Borgervæbningen, men Øvrighedens Bekjendtgjørelser forkyndtes ligesom endnu i Provinsbyerne ved Udraabning paa Gaderne af en Trommeslager. At dette fandt Sted ved kgl. Forordninger i Christian V.'s Tid siges udtrykkelig 36) og i »Hexeri« (4, 8), der rigtignok foregaar i Thisted, fremstilles en saadan Udraabning af en Bekjendtgjørelse.

Naar der var stort Røre i Byen, kom Militærmagten til Hjælp. I en Retning brugtes Soldater jævnlig, nemlig naar Folk ikke betalte deres Skatter, thi da forlangte Magistraten ligefrem nogle Menige under Anførsel af en Underofficer, der blev indkvarterede hos den Skyldige saa længe til han betalte, og førend de forlod hans Hus, skulde han give hver Soldat 12 Skilling for hver Dag 37).

Vægter

Vægter. Efter Fausbølls Ud-
gave af Vægterversene.

  

Naar man i en tidligere Tid færdedes paa Gaderne ved Aftenstid, var man forpligtet til at gaa med Løgte, for at Vagten kunde kjende den natlige Vandrer, men dette var ophævet ved Forordningen af 26. Juli 1683, da Staden var bleven forsynet med Løgter, der var tændte hver Nat fra 1. Septbr. til 30. April, naar det ikke var Maaneskin. Hver Løgtes Anskaffelse paahvilede Husejerne og Udgiften til hver Lygtes Forsyning med Tran var fordelt imellem de Lejere, der bode nærmest ved den. Tændingen og Slukningen besørgedes af Vægterne, af hvilke Byen da havde 67. De skulde møde paa Raadhuset før hver Vagt, der om Vinteren begyndte Kl. 7, for at det kunde undersøges, om de var ædru og rigtig væbnede, og efter hver Vagt, for at afgive Rapport om Nattens Begivenheder. De var bevæbnede med en Morgenstjerne, der var en lang Stok med en Kugle besat med Jærnpigge. Paa Hovedet havde de Kabusser med Blikpul og blaa Kvaster og var iførte Kjortler af grønt Klæde med Messingknapper 38). 12. April 1728 bevilgede Kongen, at Vægternes Tal maatte forøges til 100, da 67 umulig kunde overkomme at passe 726 Lygter og hver havde 4 til 6 Gader; til Sikkerhed mod Overfald skulde de forsynes


377

med dygtige »Sidegevær« (Kaarder) foruden Morgenstjernen og have en Jærnkalot paa Hovedet under Huen 39).

Paa den Tid sang Vægterne de bekjendte smukke enfoldige Vers, og som sikkert har været til Trøst for mangen sorgfuld Sjæl, naar det f. Ex. lød: »Hjælp os, o Jesus kjære, vort Kors i Verden her taalmodelig at bære, vi har ej Frelser fler«; de holdt sig her til 1860 og bruges endnu i flere Provinsbyer. De kom formodentlig i Brug ved Vægtervæsenets Indretning 1683, og er da forfattede af Kingo, thi før den Tid var Nattevagten indrettet paa en hel anden Maade 40). Naar den gamle Frands i »Jean de France« (1, 6) bliver tvungen til at synge til sin Kones og Søns Dans, kan han kun Melodien til Vægterversene. Ogsaa Studenstrup kan disse Vers. I »Maskeraden« (2, 3) siger Henrik, at Vægterne »ønsker Folk udi Sangen rolig Søvn hver Time paa Natten og tillige med deres Skraal vækker dem op af Søvne«. Samme Udtryk bruger en fremmed Rejsende, der var her 1702 41), men tillige fortæller om sit Ophold i Kolding, at der gik de 2 og 2 og sang, saa det var helt umuligt at sove; han vidste dog ikke, om dette maaske var til Ære for Kongen, som da var i Byen.

I den ældste Udgave af »Jakob von Thybo« (5, 6) siger Stygotius, da Slaget skal staa: »Hør Godtfolk, det er bedst, at vi betænker os, før vi gaar videre. Havde jeg blot Morten Vægter her ved Haanden, skulde vi nok lære dem, hvad det er at gaa med blotte Kaarder om Aftenen«. Morten Vægter var vel ham, der havde Post i Kannikestræde og som ventelig spillede en Rolle ved Studenternes Kampe med de Militære.

Foruden Vægterne gik der ogsaa militære Patrouiller omkring paa Gaderne for at anholde Soldater, der var ude uden Orlov, og paa Stedet straffe dem, der gav sig af med Tyveri og Klammeri. Hver Morgen sloges Réveillen og hver Aften Tappenstregen omkring i visse Gader, den sidste sloges hver Vinteraften Kl. 8. Tappenstreg skal skrive sig fra Trediveaarskrigen, da Profossen mellem 8 og 9 skulde slaa en Tap ind i Øl- og Brændevinstønderne og derpaa trække en Streg med Rødkridt tværs over Tøndens Bund og Tap 42).

Uagtet Politi og Vægtere var Gaderne alt andet end rolige. I en Forestilling fra Politimesteren til Kongen af 15. Decbr. 1717 hedder det, »at udi disse mørke Aftener paa Gaden adskillige Excesser nyligen er begangne, idet nogle udædiske Karle med draget Gevær sat paa Brystet har udæsket Penge af de passerende med videre,


378

hvorpaa jeg vel strax har beordret Vægterne, som ellers efter Lanternernes Anstikkelse plejer at paradere paa Raadhuset, og imidlertid de fleste Insolenser forøves, at de fra Kl. 4 om Eftermiddagen udi disse korte Dage skulle forblive paa deres Poster, saa har jeg og skriftlig anmodet Hans Excellence Hr. Generalløjtnant og Kommandant Schønfelt at lade betimeligen og før Kl. 4 Eftermiddag patrouillere til Vægternes Assistens. Dog som udi disse tilstundende Helligdage slige Excesser af Rov, Indbrydelse, Tyveri, Slagsmaal, Drab og Mord kunde hænde sig, hvilke ikke bedre end med en hastig og uafladelig Inkvisition og Forhør kan opdages, da den suspekte eller beskyldte ikke gives Tid eller hans Medholdere at betænke sig paa Eschapader og til at bortpraktisere det, hvorved Misgjærningen kunde overbevises«, saa søgte han om Tilladelse til at optage edeligt Forhør strax paa alle anholdte Personer, hvilken Jurisdiktion de saa tilhørte 43).

Stor Fornøjelse fandt man i at skyde med Raketter, og det blev ofte nok forbudt, uden derfor at kunne hindres. 1714 klagede en Mand over, at paa Kongens Fødselsdag om Aftenen kom en Raket farende over Taget ind i hans Gaard, hvor den laa og brændte, den tog han strax og leverede Vægteren; samme Tid fløj en anden Raket op i hans Kobberrende, men da han lod sin Tjener bære Vand op i Renden, slukkedes den dog. En Pige vidnede, at en Karl i en brun Vest med sit eget Haar og Hat paa Hovedet satte en Raket op midt paa Gaden.

Det var ingen let Sag at arrestere nogen, thi strax samledes Pøbelen og tog Parti imod Politiet. Saaledes gik det ogsaa Fattig-Fogderne, naar de gjorde Jagt paa Tiggere.

Betegnende er en Klage fra de Kommitterede for Konventhuset af 19. Jan. 1718, »hvorledes 8 af de Fattiges Fogder med deres Formand den 12. hujus, da de med en omløbende Betler, som af Gaden var opbragt, og med hende efter foregaaende Examen og Kommissionens Kjendelse skulde udgaa til Børnehuset, af en Hob sammenløbende Pøbel, Matroser og Soldater voldeligen er bleven angrebne, og i samme Tumult er Kvindemennesket echapperet og nogle af Fogderne ilde medhandlede med Hug og Slag, som paa deres Legemer ved Hjemkomsten tilbage var tilsyne«.

Det er gaaet haardt til i denne Kamp, thi 13. Jan. indkom en Klage fra Admiral Judichær angaaende en Trommeslager, som de Fattiges Fogder beskyldtes for at have slaaet, saa han var død deraf.


379

Derpaa blev Fogderne arresterede, men »som de Fattiges Fogder ikke kan undværes fra de daglige Forretninger, som ideligen forefalder, sær om nogle fattige Mennesker ved Døden maatte afgaa, som skulde begraves, men maa blive beliggende, saa og med Kvartalpengene, som nu af Forstanderne skal indkræves og Fogderne derudi som sædvanlig bør gaa Forstanderne til Haande«, saa søger de Kommitterede Direktionen om at faa beskikket en Mand, der kunde føre deres Sag for Retten. Det kunde ikke være »de høje Herrer selv ubekjendt, hvor stor Farlighed Betjentene dagligen i deres Forretninger er underkastet, ja er nu desværre, da ej alene det gemene Pøbel, men endog en Del Borgere samt Soldater og Matroser ved alle Lejligheder overfalder dem med Trusel, Efterraaben og Skjælden, kommet saa vidt, at de ej tør opbringe nogen Betler uden Frygt for Mord eller Ulykke og saaledes ej kan efterleve Hans kgl. Majestæts allernaadigste Forordnings Tilhold, da Betleriet dagligen med mere og mere Svig og Underfundighed drives«.

Som en Følge heraf gaves kgl. Befaling af 4. Marts 1718, at de Fattiges Fogder skulde nyde den samme Ret som Vægterne, naar de var i deres lovlige Forretninger, saa de, der kom til Skade ved saadanne Opløb, skulde ligge paa deres Gjerninger 44).

Disse mange Opløb paa Gaden betragtedes som Skuespil, der ikke vedkom andre end de Paagjældende, hvilket omtales i en Politiplakat af 12. Maj 1727. »Som man ved forefaldende Lejligheder har fornummet, hvor skjødesløse og aldeles ubekymrede, for al Ulykke at afværge og deres nødlidende Jevnkristen eller Næste at tilrette hjælpe og frelse, en stor Del af denne Stads Indbyggere sig skal anstille saavel ved Overlast, Klammeri og Slagsmaal, der ved Dags Tid paa Gaderne undertiden kan forøves, som endog ved forefaldende Drab, da bemeldte Indvaanere ej alene igjennem deres Vinduer og Døre sligt paaser, mens og ofte af Husene udløber og ved Pladsen sig henstiller, hvor foromrørte sker, uden i ringeste eller paa nogen Maade at søge saadan Overlast eller Klammeri samt den deraf flydende Ulempe hindret eller afværget; alt saadant man ej for længe siden blandt andet noksom har »bevudnet« ikke alene paa Politiens egne Betjente, der paa offentlig Gade ved høj Dags Lys i deres dem anbefalede Forretning ere blevne overfaldne og en Arrestant med Gevalt dem fratagen, uden at det omkring boende Borgerskab, som dog Aktionen har paaset, ja de fleste derved været, i ringeste til saadant at


380

forhindre har vist nogen deres skyldige Hjælp og Bistand. Ligeledes ved det nu nylig skete Drab, som og paa offentlig Gade ved Dags Tid er sket og meget muligen kunde været hindret, om det omkring boende Borgerskab havde gjort, hvad dem tilkom«. Det blev derfor paalagt enhver Borger at anskaffe sig et »Kortgevehr« i deres Huse, og naar der om Dagen yppedes Klammeri, skulde alle Indbyggerne i Gaden og dens nærmeste Omegn med deres Tjenestekarle møde væbnede med »Kortgevehr« og aflevere begge Parter til nærmeste Vagt, og hvis dette blev forsømt, skulde de 24 nærmeste Huses Beboere i Gaden og 24 i de nærmeste Gader bøde 100 Rdl. til Christianshavns Kirke.

Ved Højbro huserede Lommetyve. I »den forkeerte Mercurius« Jan. 1726 staar saaledes: »Kursen ved Højbro og andre bekvemme Steder er som forhen med Haanden i Lommen efter Tørklæder, Daaser og deslige, saa at hvo, som har en smuk Daase eller Tørklæde og vil gaa derhen, kan de miste det for slet intet, saasom der ere de, der gjerne tager derimod«. I Numret for Juni 1727 skrives: »Ved Stadens Høje Bro har Lommetyvene stedse deres Hovedkvarter baade for den belejlige Situation, at en Del Gader tager deres Begyndelse der, hvor de kan have Retirade, naar Fornødenhed udkræver det, saa og for den idelige Passage, som der falder især i disse Tider af Engelskmænd, og holdesser nu stærk Vagt af Lommetyve for visse Interessers Skyld, at ingen, i hvo det og er, maa uagtsom passere derover, som har et godt Tørklæde i sin Lomme, med mindre det skal holdes an af visse Lommetyve, især er de forbandet efter Silketørklæder, dog tillades enhver frit og uhindret at afstraffe saadanne, ikke fordi at de stjæler, men fordi at de ikke stjæler fint nok, hvilket Privilegium er og givet Engelskmændene, thi en i denne Maaned fik Lyst til et engelsk Silketørklæde og derfor attaqverede en Engelskmands Lomme; enten han var nu uforsigtig eller og den anden forstod Lommetyvestregerne, véd man nu ikke, men han blev kjærlig omfavnet af lutter Engelske, hvilke i Steden for at straffe ham, betede Barmhjærtigheds Gjerninger imod ham, førte ham først af sine Klæder og fandt da det stjaalne Tørklæde, derefter, som det var varmt i Vejret, syntes, at det var et stort Gavn for hans Sundhed, om han kom i Bad, kastede derfor Kanaillen ud i Kanalen, men at han ikke skulde drikke sig fuld i Vandet og derover synke til Bunds, var der allerede 2 Engelskmænd afklædte, som i Vandet tog imod ham, thi


381

om han havde druknet, saa havde her strax været et Skaar i Tyvekomplottet; derfor dyppede de ham aleneste nogle Gange i Vandet og lod ham saa gaa op at stjæle paany«.

En anden Tyvehistorie fortælles i samme Blad for Avgust 1727:

En Tyv satte sig i en Kjælderhals og slog Nødder itu med en Sten; da Kjældermanden kom til, gav han ham en Haandfuld og da denne med Ryggen til gav sig ifærd med Nødderne, slog Tyven ubemærket et Søm igjennem hans Lædervest og Trappen, hvorpaa han tog en Skinke og fjærnede sig, inden Kjældermancten kunde komme løs fra Trappen.

Det ses af samme Tidsskrift (Febr. 1727), at Lommetyve ogsaa opholdt sig ved Posthuset.

Medens Politibetjentene næppe holdt af at være tilstede, hvor der var Opløb, hvor de kunde være sikre paa Overlast paa Liv og Lemmer, var de saa meget ivrigere efter at faa Folk straffede for Nattesæde, og fra denne Side af deres Virksomhed indeholder Politiprotokollerne mangfoldige Vidnesbyrd. Ifølge Politiforordningen havde de nemlig Tilladelse til at trænge ind i Husene for at paase, om de kgl. Paabud blev overholdte, og navnlig med Hensyn til Nattesæde, Helligbrøde, ulovlig Pragt ved Gjæstebud, Bryllupper og Begravelser. Herved gjorde de sig følgelig forhadte, thi Folk holdt ikke at skulle bryde op allerede Kl. 9 eller 10. Af de mange Klager over deres hensynsløse Færd skulle vi meddele nogle enkelte.

Fra 1726 er der en Klage fra en Mand, at »nogle af mine Naboer og Medborgere var forsamlede hos mig forleden Søndag Aften den 25. Oktober og med hinanden for Tidsfordriv spillede Lanter i Krøllen indtil Kl. var 10. Da Vægteren raabte 10, delte de strax Krøllen, betalte deres »Laug« og stode alle færdige til at ville gaa hjem. Imidlertid kom Politibetjentene ind i mit Hus og en navnlig Niels Christensen sagde, da han knap var kommen ind ad Døren: »Véd I ikke, at Kl. er 1O 1/2«, og derpaa befalede han en anden af sine Medtjenere at gjøre sin Forretning, hvortil den anden sagde: »Hvad skal jeg skrive?« Niels Christensen sagde: »Kl. 1O 1/2«, hvorpaa de antegnede vore Navne og tilsagde os at møde Mandagen den 21. Okt. paa Politikamret. Og som fornemmes af deres indgivne Forretning, da har de anført Kl. 10 3/4? hvilket jeg tilligemed de andre gode Mænd kan og vil med sund Fornuft og en uskadt Samvittighed ved højeste Saligheds Ed bekræfte at være anført falskeligen, i det ringeste


382

1/4 Time for meget«. De var nemlig hver blevne mulkterede med 1 Rdl., uagtet Politibetjentene hverken fandt Spil eller noget Slags Drik enten i Krus eller Glas 45).

En Jøde ved Navn David Nathan var en Søndag Aften ved Kl. 11 kommen ind til en Theskjænker paa Ulfeldts Plads for at hente nogle Penge, men ligesom han var kommen ind, kom 2 Politibetjente og afkrævede ham strax 4 Rdl., uagtet baade Værten og en anden Gjæst forsikrede, at han intet havde drukket, og de truede med at føre ham i Vagten paa Raadstuen. »For at undgaa denne Skam og for min Families Skyld, thi jeg er den gode gamle salig Abraham Kantors Dattersøn«, gav han dem 3 Mk. for at slippe, men alligevel førte de ham paa Raadstuevagten, hvor han maatte blive til næste Dag og da bøde 1 Rd. 24 Sk. i Varetægtspenge 46).

Ved den Tid, den falske Kollekt, der nedenfor omtales, var bleven ombaaren og Politiet gik paa Jagt efter de Skyldige, arrestetede de en uskyldig. Af hans udførlige Klage faar vi et ret levende Billede af den mærkværdigste Forretningsgang, vi ser ogsaa deraf hvorledes Politihaanden blev brugt til at slaa Folk ind i Munden med og at Hattens Aftagen var Tegn til Arrestation.

Alexander Ignatius Mrockowski »nobilis Polonus e papatu conversus« (polsk Adelsmand, omvendt fra Pavedømmet) indgav 17. Marts 1722 en Klage over Politiet. Han var en Dag gaaet hen at besøge en Bekjendt i Lille Vognbadstuestræde og var ved at tage Afsked. »I det samme indkom 3 Personer, hvilke jeg den Tid ikke kjendte, men af det efterfulgte har fornummet var Politibetjente, de spurgte efter Værtinden af Huset og jeg derfor tog atter min Afsked fra Madame Holm og vilde bortgaaet. Men i det samme angreb mig den ene, som jeg hører skal hedde Hans Juul, og spurgte mig, hvad mit Navn var, hvilket gav mig Anledning, siden jeg ham ikke kjendte, at spørge ham, af hvad Aarsag han vilde vide mit Navn, jeg spurgte jo ikke, hvad han hed, men han vedblev sit Spørgsmaal og sagde: Du skal sige mig dit Navn, thi jeg vil vide, hvem du er. Saadanne hans Ord og Talemaade besvarede jeg atter med dette, at jeg ikke enten var pligtig eller vilde sige ham mit Navn, uden han først vilde sige mig, hvad for en han var og hvem ham udsendte, hvilket jeg formener var billigt, thi at gjøre Regnskab og angribes af alle Folk og efter enhver ubekjendt Persons Forlangende er ikke paabudet. Dog alligevel vilde han ikke sige mig noget om hans Av-


383

toritet, men svarede: Du skalt bie et lidt og saa følge med, og derpaa spurgte han Madame Holm og hendes Moder, hvad de var for nogle, hvilket, som de sagde ham, han strax opskrev og igjen paany fangede an med mig, men ihvorvel jeg svarede ham som tilforn, at naar jeg maatte faa at vide, hvem han var, vilde jeg sige ham mit Navn, saa var han dog derudi vægerlig og sagde ikkun, at jeg vel i sin Tid fik at vide, hvem han var, denne Gang var det nok, jeg skulde ikkun nøjes, og du Karl, sagde han, skal med. Jeg bad ham atter være sindig og at han vilde søge mig i mit Kvarter, ifald han havde noget med mig at bestille, sagde ham og, hvad Hus jeg logerede udi, nemlig hos Lars Larsen i Larsbjørnstræde. Men saa snart han dette hørte, fangede han an med en Haanlatter og sagde: ret saa, dig er det, jeg vil have fat paa, du skal snart faa din Kammerat og flere af dit Komplot at se i Slutteriet. Jeg forundrede mig ikke lidet over denne Tale og derfor bad dem alle tre, at de vilde følge med til mit Kvarter, hvor de nok af Værten kunde udspørge min Uskyldighed i det, de muligen og mig uvidende kunde have mig mistænkt for, da jeg og med det samme kunde faa Kundskab om, hvem de var, efterdi de ej selv vilde sige mig det. Derpaa gik de og med mig ind til Lars Larsen, og saa snart jeg der i Stuen indkom, bad jeg dem paany, de vilde sige mig, hvem de var, da jeg derimod vilde gjøre al vedbørlig Rede for mig, men Hans Juul tog strax i en Furie et Tegn, som jeg siden har hørt er det allernaadigst anordnede Polititegn, og stødte mig 2 Gange for Munden dermed i saadan en Hast, at jeg snart ikke vidste, hvorfra Stødene kom. I det samme tog de alle deres Hatte af og jeg, uvidende om, hvorledes vi var farne, aftog min med, men forstod ej mere af det, de dengang sagde, end dette: Du skal med op paa Raadhuset. Jeg sagde: ja, hvad har jeg gjort, og som jeg ikke selv maatte gaa ud af Stuen, raabte jeg til min Kone, at hun skulde bringe mig en anden Kjortel, som jeg kunde paatage, maatte saa, ukyndig om dette Væsens rette Sammenhæng, marchere til Raadhuset, og da jeg ungefær Kl. 6 om Aftenen blev indbragt paa Politikammeret, saa jeg ikke flere der end en Person, som tog nogle Skrifter op under sin Arm, til hvilken de andre, som med mig fulgte, noget talte, men hvad det var, forstod jeg ikke undtagen dette, at de sagde: Denne er og af det Komplot, som gik om med den falske Kollektbog, og derpaa bragte de mig ned i Arresten uden ringeste Examen paa


384

Politikamret. Men da jeg var indkommen i Arresten, spurgte Juul mig atter om mit Navn, som jeg og sagde ham saavel som og oplagde paa Bordet endel mine Brevsager og havende Dokumenter om mit Forhold og Væsen med videre, som kunde gjøres fornøden at give Oplysning om, hvorpaa bemeldte Juul eftersaa og optegnede mit Navn, sigende (salva venia): jeg gjør noget i eders Breve, og gik han saa derfra og lod mig sidde. Derpaa hensad jeg og hver Dag haabede at skulle bleven opkaldt til Forhør, at min Uskyldighed dog engang kunde kommet for Dagen, men som det syntes, at min Nærværelse var indført i Glemmebogen, saa understod sig min fattige Hustru ved Memorialer saa vel til højædle Hr. Politimesteren som og til høj- og velædle Magistraten at gjøre Erindring derom, og saa kom det endelig saa vidt, at jeg efter 4 samfulde Ugers Arrest og Hensiddelse blev opkaldt den 10. Febr. om Aftenen paa Politikamret ungefær Kl. 8, hvor da Fuldmægtigen tiltalte mig med disse Ord: Hør, her er din Kammerat, og viste mig i det samme en Person, som var didbragt fra Arresthuset, hvilken Person selv tilstod, at han ikke kjendte mig. Derpaa svarede jeg i min Enfoldighed, at det med Respekt at tale var en Kanaille, som havde angivet mig for Øvrigheden, saasom jeg hverken kjendte Personen eller var skyldig i noget af det, han beskyldtes for, og strax gav Fuldmægtigen mig dette Spørgsmaal: Hvad siger du, bort, bort med den Karl, i Arrest igjen, og altsaa passerede ej videre, det jeg ved, men jeg maatte ned i min forrige Tvang. Men d. 12. Febr. om Morgenen blev jeg atter fremkaldt og da forhørt, som Politiprotokollen vel nærmere kan udvise; hvad der er talt, kan jeg nok erindre, men hvad der blev skrevet, kan jeg ikke læse, endelig blev jeg Dagen derefter løsladt, imod at jeg selv vilde betale min Arrest.« 47)

3. Pinsedag 1723 havde forskjellige Borgere været i Skoven med deres Familier, og da Hyrekuskene nu kjørte Folk hjem til deres Huse, kom Politimester Ratechen i egen Person ledsaget af nogle Betjente Og arresterede alle Kuskene, der holdt stille paa Gaderne, selv om det kun var det Øjeblik, medens Portene til Ejendommene blev aabnede, og Ejerne maatte næste Dag bøde 1 Rdl. for hver Vogn, hvorfor forskjellige Vognmænd indgav Klage til Politi- og Kommercekollegiet.

Brandvæsenet blev forestaaet af en Brandmajor, i denne Tid af Gotfred Fux. Hvilken Fordannelse der udkrævedes til en saadan


385

Stilling, ses af følgende Uddrag af hans efterladte Brevskaber, der registreredes i hans og hans Enkes Dødsbo. Det ses deraf, at han er født i Breslau og som Dreng var i Blikkenslagerlære. 16. Juni 1680 udstedte de ældste og edsvorne i »Blikslageramtet« sammesteds hans Lærebrev. 13. Avg. 1680 gav Christian V ham Bestalling som kgl. Grottemager og Blikslaar og 3. Avg. 1689 som Fontaine- og Grotmester. 6. Jan. 1694. blev han Direktør over Brandværket i Kjøbenhavn og 13. Novbr. 1700 fik han ikke alene Stadfæstelse herpaa af Frederik IV, men ogsaa Bevilling paa at gjøre og forhandle Brandsprøjter efter den ny Invention. 15. Jan. 1704 beskikkedes han til Brandmajor og fik 31. Oktbr. 1710 Rang med Majorer af Infanteriet. Han og hans Hustru Birgitte Nielsdatter oprettede et gjensidigt Testament 14. Aug. 1723, saaledes at naar de begge var døde, skulde det halve Bo tilfalde Hr. Predbjørn Klavsen Langsted, Sognepræst i V. Aaby i Fyen, det halve de Fattige. De ejede Oxekopen paa Østergade, men Boets Gjæld var 938 Rdl., saa Arvingerne fik intet. Hans Enke døde i Jan. 1727, nogen Tid efter ham. Han havde opfundet en ny Brandsprøjte og udgav 1697 en Tegning af denne med Anvisning til dens Brug, ligesom han 1701 udgav en Beskrivelse af alle Ildebrande siden 1694 for at vise, hvor nyttig hans Opfindelse havde været.

En Ildslukningsmaskine, der blev opfunden i Fuxes ældre Aar. vilde have været af stor Betydning, hvis den havde været praktisk.

»Den 18. Avgust 1722 tog Hs. kgl. Majestæt Behag udi paa et Bondehus i Nærværelsen af Gyldenlund at lade probere den af Major Øtken opfundne Maskine for at tvinge Ildebrand, hvor da, efterat Huset stod i fuld Flamme, bemeldte Major lod antænde sin midt i Huset satte Maskine, som gjorde den Effekt til Herskabets Fornøjelse, at den efter et stort Slag strax dæmpede Ilden.« 48)

I Vor Frue og S. Nikolaj Kirketaarne sad Nat og Dag 2 Kurer paa hvert Sted, der skulde holde Udkig efter Ildebrand. Her meddeles følgende kuriøse Ansøgning fra Vagten i Vor Frue Taarn:

Stormægtigste Monark, Allernaadigste Konge og Herre!

For Deres stormægtigste allernaadigste Fødder nedkaster vi tvende undertegnede gamle og ringe Mænd, nemlig vores Frues Kirkes Taarnvægtere og tro Betjente os ned i Støvet for Deres Fodskammel med denne vores allerunderdanigste Supplik, haaber, at den i Naade optages, ønsker og sukker til Gud, at den af Deres store


386

Øjen- og Mitdheds Straaler maatte overskinnes, andragende allerunderdanigst vor Anliggende, som er, at jeg undertegnede Svend Torbjørnsen, som haver haft den Ære og betjent vores allernaadigste Konges Frue Kirketaarn i 14 Aar, min hellige Gud, Kongen, og min tro Kammerat og Medbroder i Christo i 12 Aar, og nyder vi ugenlig i Brandvagt 1 Rdl., som vi af den gunstige og kjære Øvrighed rigtig haver bekommet upaaklagelig. Da som vore Forfædre og Formænd af Kongen og Øvrigheden aarlig Aars haver nydt for Vagtringen, som falder ugenlig 14 Gange, Aften og Morgen, og det uden nogen allerringeste Forseelse eller Forsømmelse, uden vi vil tage til Takke og give 1 Rdl. i Straf, som og nogle Gange er passeret, som vi alt haver lidt med Taalmodighed, men som der endnu end videre os forurettes, som at vi stedse haver selv holdt Olie og Lys til Vagtklokken, som dog trækker paa os fattige Folk, som sidder med Kone og mange umyndige Børn, da som der før vores Tid ikke en, men fem Taarnvægtere haver taget Skade ved samme Vagtklokke, som er den fornemste, der skal passes paa for Tidens Mindelse, som næst Guds Aanding skal paaminde alle Mennesker Klokkeslettet. Nu kjender vi ganske vel vores allernaadigste Arvekonge og Herres det himmelgivne Hjærte, der vor Nød tager an, der lindre kan vor Smerte, vi det befinde vil med underdanig Bøn. Tak derfor, evig Tak, Gud selv skal være Løn, du ævig Majestæt, du Ærens prægtig Konning, du Gud Emanuel, grundfæste vores Konning, lad Lykken blomstre sig, lad Landsens klare Sol ej dale nogen Tid paa Rigets Himmelpol,

Førend de mættet er med Fred og god Dage,
med al Lyksalighed, som Sjælen kan behage,
og saa, fornøjet selv, haver alle Ting fuldendt,
det ønskes hjærtelig Deres allerunderdanigste og allerringeste Klient.

Kjøbenhavn d. 30. Juni 1726.
Stormægtigste allernaadigste
Arve Herre og Konge og Herres
allerunderdanigste og allerringeste
Knægter
Svend Torbjørnsen. Niels Povlsen.

Politi- og Kommercekollegiet mente imidlertid, at de ikke kunde fritages for Ringning, da de foruden at være Brandvagt maatte ringe med Vagtklokken som deres Formænd. At de nogle Gange


387

var mulkterede var sket, »fordi de en halv Time, førend de burde, har ringet med den store Vagtklokke aleneste for at favorisere den, som udi Portene om Aftenen oppebærer Passagepengene«. 49)

Over denne Vagtklokke klagedes ofte; naar den havde ringet, kom ingen ud eller ind ad Portene uden Passagepenge, og det var derfor af Vigtighed, at der ringedes til rette Tid.

26. Juni 1716 klagede Politi- og Kommercekollegiet til Magistraten over, »at Vagtklokken nu paa nogen Tid ikke, som tilforn har været sædvanligt, har ringet et Kvarter, men de fleste Gange næppe 1/2 Kvarter og undertiden ikkun nogle faa Minuter, hvorover Bønder og andre uden Byen boende, som her i Staden have at bestille, ofte ere blevne fixerede, og i hvor meget de end har skyndet sig ud af Portene, dog ikke har kunnet udkomme, før Klokken var afringet, og derover maattet betale Aftenpenge i Portene, saa har vi nogle Gange haft Kurerne i vor Frue Kirketaarn opkaldt for os og tilholdt dem, under Straf, at ringe med Vagtklokken et helt Kvarter. Men de havde beklaget sig over, at de Penge, de tilforn havde haft for Ringningen, var dem frataget af Kirkebetjentene.«

Under 5. Oktbr. samme Aar gjorde Kollegiet endvidere opmærksomt paa, »at formedelst man paa Christianshavn, og især naar der indfalder Blæst og Storm, ofte ej kan høre naar Vagtklokken ringer, adskillige Disputer og Stridigheder forefalder imellem de ind- og udpasserende og den, som oppebærer Passagepenge«, saa vilde det være tjenligt, om der ogsaa blev ringet med en af de smaa Klokker i Vor Frelsers Kirkes Taarn paa samme Tid som med Vagtklokken, hvilket ogsaa skete.

Naar der opkom Ildebrand, skulde ifølge en Politiplakat af 6. April 1728 Beboerne »strax gjøre et stort Anskrig til Naboerne« og sende Bud til Brandmajoren og om Natten til Vægteren, at denne kunne vække Naboerne og give Melding til Politimesteren. Dog erindredes Vægterne om ej i Utide at gjøre altfor stor Allarm, paa det alle Stadens Indbyggere ikke uden Aarsag skulde blive satte i Skræk og Opløb, men de skulde først skaffe sig Underretning om Farens Beskaffenhed. I de Gader, der var nærmest ved Branden, skulde Folk hænge Løgter udenfor Husene, og det maatte anses for nyttigt, om man tillige satte Lys i Vinduerne.

Ved en Forordning af 24. Sept. 1708 blev det alle og enhver forbudt at tigge paa Gaderne ved Folks Døre eller i Kramboder og


388

Værksteder under Straf i Rasphuset, Tugthuset eller Spindehuset. Ej heller maatte nogen om Aftenen synge eller spille for Folks Døre for at tigge, og det blev forbudt at give til saadanne Tiggere, men hvad man af et kristeligt Hjærte og gudfrygtig Gavmildhed vilde give, skulde lægges i de Fattiges Bøsse, der blev ombaaren i Husene (den saakaldte Kvartalsalmisse). Hvis nogen husede en Tigger, uden at opgive det for Fattigvæsenet, skulde han straffes fjerde Gang som de, der holdt til med Skarns Folk, og forvises af Byen.

For at nødlidende ikke ganske skulde forgaa af Hunger og Nød, skulde de hver Onsdag melde sig paa Silkehuset og indskrives til Almisse. Hver Maaned blev der gjort Eftersøgning om Fattige, Løsgængere og Landstrygere i hele Byen, i alle Gader, Stræder og Huse, Loft og Kjældre, til hvilken behagelige Forretning Magistraten hvert Aar udnævnte et Tal Borgere, der 2 og 2 skulde skiftes i hvert Kvarter til at gaa omkring med de faste Kvartermestre under Fattigvæsenet, og hvis nogen med »Trusel, Skjænden eller Skjælden eller med Haandspaalæggelse, Døres Tillukkelse, Betleres Fordølgelse eller anden Fortræd« hindrede dem, straffedes han eller hun med Rasp- eller Spindehuset. Som Embedstegn bar Kvartermestrene hos sig en lille Stok i Skikkelse af en Krykke.

Kvartermestrene skulde have Tilsyn med, at Syge og Sengeliggende virkelig fik den Almisse, de skulde have, og at de blev forsvarlig plejede, men en eller to Gange om Aaret skulde de Syge af Stodderfogderne: bæres op paa Konventhuset, for at de Kommitterede i Fattigvæsenet selv kunde undersøge deres Tilstand.

De, der var ilde tilredte i Ansigtet eller andensteds med Flod eller Kræft eller med anden udvortes Skade, der kunde være andre og især svangre Kvinder til Rædsel og Vederstyggelighed, maatte ikke vise sig paa Gader og offentlige Steder, langt mindre fremvise deres Skade, men skulde om Onsdagen ogsaa lade sig syne i Silkehuset.

Fattige Folks Børn blev satte i Børnehuset og holdte med Føde, Klæder og Undervisning, men andre løse Drengebørn, der drev paa Gaderne, blev satte i Rasphuset, naar de var 14 Aar. I Rasp- og Spindehuset sattes alle uværdige Trængende, men Tiggere fra frem- mede Steder blev udviste.

For at tilvejebringe Penge til Udgifterne, paalagdes det alle Beboere at tegne sig for en bestemt fjerdingaarlig Afgift. Der lagdes


389

Afgift paa alle afsluttede Handler og sattes Bøsser i alle Værtshuse, Herberger og Ølhuse, i Vinkjældre, The- og Kaffehuse, hvor »Værterne særdeles og flitteligen skal passe paa at frembyde Bøssen, naar nogen af deres Skjænkegjæster bander eller deres Tid med slem og uterlig Snak hendriver, saavel som og for dem, som der noget med Spil vinder, at give derudi af sin Gevinst, som han selv er af ræsonnabelt Gemytte til«.

Komedianter, Linedansere og andre, som vilde lade noget Skuespil se i Huse eller paa offentlige Pladser, skulde komme overens med de kommitterede, om de skulde give en Aftens Indtægt eller en vis Sum Penge engang for alle. Naar nogen holdt Lykkepotter, skulde en Fattigforstander hele Tiden sidde ved Siden for at paase, at alt gik rigtig til, og »Lykke-Pot-Mændene« skulde ogsaa afgjøre med Fattigkommissionen, hvad de skulde give i Afgift.

Fattigkommissionens Sæde var i Silkehuset eller Konventhuset i Pilestræde (nuværende Nr. 17), der var oprettet i Christian IV.'s Tid.

Af Fattigvæsenets Stiftelser var der Vartov, Abel Kathrines Boder, Povl Fechtels Boder og Sjæleboderne i Møntergade, som vi imidlertid her ikke skal omtale nærmere. Naar Korfits i den ældste Udgave af »Barselstuen« (2, 1) taler om, at der ikke behøvedes mange Barselstuer til at føre en ærlig Mand til Hospitalet, da mener han Vartov, der var et Tilflugtsted for fattige Borgere. En skrækkelig Stiftelse havde Fattigvæsenet i Pesthuset, det senere Belvedere ved Kalvebodstrand, der væsenlig var Opholdssted for Afsindige, der her mere behandledes som Dyr end som Mennesker. Et saadant Hospital hed en Daarekiste; det nævnes i »Henrik og Pernille« (3, 8).

Foruden Byens egne Fattige kom der en Mængde fremmede, der havde kgl. Tilladelse til at søge Borgerne om Hjælp. Der var ogsaa en Slavekasse, hvis Formaal var at løskjøbe Folk, der holdtes fangne i Røverstaterne i Nordafrika. Naar disse Fanger var komne hjem, mødte de paa Raadstuen og fik Vidnesbyrd om deres Løskjøbelse 50).

Nogle fik Lov til at sætte Bækken for Kirkedørene, hvor de henvendte sig til Kirkegængerne om en Skjærv; om disse siger Magistraten i en Skrivelse af 16. April 1725, at deres Tal i de sidste Aar havde været saa stort, at det var at befrygte, at Indbyggerne, »formedelst saadan Idelighed og Mængde maatte omsider blive kjed ved at give«. Den plagede Korfits i »Barselstuen« (1, 7) siger i sin


390

Fortvivlelse: »Skal dette vare længe, maa jeg lade sætte Bækken for Kirkedøren«.

Andre gik omkring med Kollektbøger, hvori man tegnede sig for Bidrag til Opførelsen af Kirker. Dette kunde ogsaa blive Gjenstand for Bedragerier. Saadan gik 1722 2 Personer omkring og indsamlede til »den afbrændte lutherske Kirke i Mariager«, men Politiet fik fat paa den ene, der hed Jakob Eckenberg ligesom »den stærke Mand« 51).

1713 var der megen Tale om Oprettelsen af et Hittebørnshospital i Lighed med det, Struensee mange Aar efter stiftede. 2 Barnemord gav Anledning til Forslaget. Biskop Worm vilde, at det skulde meddeles fra Prædikestolene, at enhver Moder, der havde født et Barn og enten ikke turde være det bekjendt eller ikke kunde opføde det, ved et Bud skulde angive det for en af Sognepræsterne, der skulde sende Sagen videre til Byfogden og de Kommitterede i Fattigvæsenet. Mere praktisk var derimod Forslaget fra Politi- og Kommercekollegiet efter italiensk Mønster, at der til Gaden skulde være et Bækken, hvori enhver kunde nedlægge Barnet og samtidig tilkjendegive dette ved Klokkeringning, hvorefter vedkommende kunde fjerne sig, thi hvis Mødrene skulde vedgaa deres Skam for Direktionen, vilde de før i Almindelighed aflive Barnet. Foreløbig skulde Huset bestaa af 1 Værelse med 1 Amme og en anden Kvinde, men den hele Indretning kom ikke til Udførelse, uvist af hvilken Grund.

Ved samme Lejlighed indrettede Politimesteren en Plads med Jærnrækværk for til deri at henlægge de Lig, der blev fundne paa Gader og Pladser, indtil der blev gjort Anstalt til deres Begravelse 52).


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn maj 15 12:38:08 CEST 2005
Publiceret: søn maj 15 12:38:04 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top