eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kjøbenhavn paa Holbergs Tid

Kjøbenhavn paa Holbergs Tid
    - kap. V

Kbh., Nielsen & Lydiche, 1884

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

V.

Indbyggertal. Pengeforhold. Handlende. Haandværkere. De Lærde. De Halvlærde. Militære.

_____

Indbyggernes Tal beregnes i Aaret 1728 til omtrent 75,000. Uagtet Pesten 1711 havde borttaget Tredjedelen af Beboerne, varede det dog ikke mange Aar, inden de afdødes Tal var udfyldt, saaledes at man antager, at Staden 1728 har haft 5000 flere Indbyggere end før Pesten 1). Der havde altid været stærk Indvandring fra Provin-

Fødested:

1724

1725

1726

1727

Middel-
tal
Pro-
cent.

Jylland ............................ 28 56 34 94 53 29
Kjøbenhavn ........................ 34 34 34 36 34 16
Tydskland, Enkelte fra Polen og Holland ... 21 46 34 32 33 15
Sæland og Møen ................... 21 34 18 48 30 14
Sverig, næsten kun Skaane og Halland ... 12 24 14 31 20 9
Hertugdømmerne, især fra Slesvig .... 10 24 13 19 16 7
Fyen, Laaland, Falster, Langeland og Smaaøerne .................... 3 14 13 14 11 5
Norge ............................ 7 18 8 17 12 5
Bornholm ........................ 1 2 1 8 3 1

Tilsammen ... 137 252 169 299 214 101
[273]

274

serne og Udlandet, og denne tog nu stærkt til, hvad vi navnlig ser af en Fortegnelse over de Folk, der har taget Borgerskab i Aarene 1724-27, hvilken udviser, at det kun er en Sjettedel af disse, der var indfødte, medens 5 Sjettedele af de tilkomne Borgere var indvandrede. Fordelingen af Borgerbreve efter Fødselssted ses af omstaaende Tabel.

Af Indbyggerne var de 4641 Medlemmer af Lavene, enten Mestere, Svende eller Drenge, som det fremgaar af følgende Tabel fra 1723, der findes i Raadstuearkivet.

Man skulde tro, at der i de Aar, vi her sysselsætter os med, har hvilet et haardt Tryk over Indbyggerne, idet en syvaarig Krig med strenge Skattepaalæg og Pengevæsenets elendige Tilstand nødvendig maatte virke længe ud over den Tid, Krigen varede. I Aaret 1721 var alene Krigsstyren med Kop- og Karosseskatten for Kjøbenhavn saaledes ikke mindre end 85,029 Rd., 1720 var den 143,726 Rd. og 1719 157,086 Rd. 2)

Under Krigen blev Kongen nødsaget til at slaa en Mængde slette Mønter, navnlig Tolvskillinger, og til at udstede Seddelpenge lydende paa Værdier fra 1 til 50 Rd. og maaske højere, senere ogsaa lydende paa Marker, men Folk var bange for dem og de gik for en meget lavere Pris, end de lød paa. I Begyndelsen af Aaret 1720 var deres Værdi 42 p. C., derpaa faldt de til 28, steg i Maj til 52, men i Marts 1721 faldt de endog til 20 p. C. 3). Efterhaanden blev Sedlerne indløste for fuld Værd og brændte paa Raadhuset 4), hvor de ogsaa var udstedte, idet Kongen havde paalagt Magistraten at underskrive dem; saaledes havde den ifølge en Skrivelse af 12. Septbr. 1714 allerede da underskrevet 140,000 Enrigsdalersedler.

Den gamle Mønt Kronen steg altsaa i Værdi i Forhold til den nyere. I »Den ellevte Juni« (3, 1) fremstilles en Scene paa Børsen, hvor en Kjøbmand skal udbetale 4,000 Rd. i Kronemynt, men maa betale 11 1/2 Procent i Agio. Kursen var i Aarene 1714-21 saaledes efter Mæglernes Rapporter: 1714-16 vexlede den mellem 1 3/4 og 3 pCt., 1717 steg den til 7, 1718 til 9, 1719 til 11, 1720 til 12, 1721 gik den igjen ned til mellem 9 1/2 og 11. 11 1/2 var Kursen 18. Maj og 1. til 8. Juni 1720 8) Ogsaa i denne Omstændighed kunde (jfr. S. 242) peges hen paa 1720 som Komediernes første Begyndelse.

Efterhaanden ud jævnedes Forholdene; saaledes berettes i »Extraordinaire Relationer«;


-275
Mestere. Svende. Danske
Drenge.
Tydske
Drenge.

Bagere ...... 47 81 27 8
Barberere ...... 20 45 5
Bødkere ...... 31 13 48
Bogbindere ...... 10 8 8
Brolæggere ...... 37
Bryggere ...... 102 301
Bundtmagere ...... 9 8 1
Drejere ...... 22 8 25
Færgemænd ...... 9
Feldberedere ...... 5 10 3
Glarmestere ...... 11 11 14 3
Guldsmede ...... 32 23 40 5
Handskemagere ...... 14 16 9
Hattemagere ...... 9 18 8
Hjulmænd ...... 21 28 34
Hørkræmmere ...... 45 8 32
Isenkræmmere ...... 11 3 5 6
Kobbersmede ...... 7 10 13
Kandestøbere ...... 9 10 10
Klædekræmmere ...... 64 19 36 10
Knapmagere ...... 15 5 18
Løgtemagere ...... 7 5 5
Malere ...... 23 22 19 10
Møllere ...... 20 21 21
Murmestere ...... 21 99 53
Possementmagere ...... 19 70 3 3
Prammænd ...... 16 40
Rebslagere ...... 14 10 30
Remsnidere ...... 20 13 23
Skippere ...... 212
Skomagere ...... 138 138 72 3
Skrædere ...... 249 241 135 7
Slagtere ...... 33 13 46
Smede ...... 84 121 117
Stenførere ...... 14
Sværdfegere ...... 14 7 10 2
Sukkerbagere ...... 3 5 4 1
Snedkere ...... 84 88 124 3
Tømmermænd ...... 23 164 51
Urtekræmmere ...... 35 10 35 6
Vævere ...... 34 46 6 1
Vinhandlere ...... 39 11 33 4
Vognmænd ...... 30 83 32

I alt ... 1662 1752 1155 72

276

Den 16. Oktober 1727 ere udaf de saakaldte kgl. autoriserede Pengesedler atter paa Kjøbenhavns Raadstue opbrændte til den Summa af 40,000 Rd., som saa mærkelig har soulageret Undersaatterne, at ringe Forskjel nu for Haanden findes imellem de autoriserede Pengesedler og den kurante Mønt«.

De ved saadanne Pengekriser fremkaldte Forhold var følgelig Manges Ødelæggelse, ligesom Spekulanter kunde erhverve sig Formuer, men uagtet disse Forhold var Byen i det hele i Velstand, hvorom den store Luxus vidner. Grunden dertil maa være den, at Leverancerne til Hæren har frembragt saa meget større Omsætning.

I »Den pantsatte Bondedreng« (1, 2) er Leerbeutel en forgjældet Mand, for hvem Pernille i Begyndelsen kun har det ene Raad at spille Bankerot endnu en Gang, hvilket han ogsaa er meget villig til, naar han kun har Rejsepenge. Hvis han nemlig ikke forlader Byen, udsætter han sig for at sættes i Slutteriet.

En Kjøbmand Henrik Schrøder flygtede i en kritisk Stund til Kjøge, hvorfra han meddelte Byfogden sin Fallit i følgende Brev, dateret 5. April 1713:

Ȯdle Hr. Byfoged!

For ethvert ærligt og redeligt Gemyt er det vel den største Chagrin ikke at kunne gjøre saa fuldkommen Rigtighed for sig og med prompte Betaling fornøje sine Kreditorer, som man ønskede, og der alle, som kjender mig, ikke med Billighed skal kunne sige Andet, end jeg jo til Dato altid har stræbt at holde min Kredit hos brave Folk vedlige, men nu formedelst disse vanskelige Tider ikke finder min Kasse saa tilstrækkelig at kunne indfri 2 solgte norske Vexler paa England, som med Protest er tilbagekommen, saa gaar det mig ikke lidet til Hjærtet, idet jeg for at undfly den Tort, som muligt samme Manquement af prompte Betaling min Nærværelse vilde paakaste, maa holde mig fraværende og saaledes forlade Hus og Hjem og hermed bede, at ædle Hr. Byfoged vilde behage at umage sig til mit Hus og Bo i Kompagnistræde, det paa sit Embeds Vegne forsegle og dermed videre omgaa, som Lov og Ret medfører. Rekommenderende mig i det Øvrige saa vel i ædle Hr. Byfogeds som andre honette Folks ræsonable Omdømme ved denne min Retirade, da Gud og min rene Samvittighed kan vidne med mig, det jeg aldrig har været eller er intentioneret at besnelle min Næste, men min allerstørste Glæde er og har været ar fornøje Alle og Enhver, som kunde have noget


277

hos mig at fordre, derom og mine efterladende Effekter og Bohave videre bekræfte.

 Med forblivende
ædle Hr. Byfogeds Tjenere
Hendrik Schrøder.«

Derpaa indfandt Rettens Folk sig i Huset, Bohavet blev registreret, Døre og Vinduer forseglede, Vinduerne i Mandens Kontor betrukne. Den Bortflygtede maatte saa underholde sig, som han bedst kunde, indtil han kunde slutte Overenskomst med sine Kreditorer. Den begyndte med en Henvendelse til Byfogden om at faa Boet overgivet, men Brevskriveren forblev usynlig, thi hans Opholdsted forties viselig i Brevet, hvis det da ikke er skrevet i Slutteriet.


»Ædle og velvise Hr. Byfoged Seingior(!) Envold Brun. Ønsker ham Guds Naade, Fred og al Lyksalighed.

Hvem, der fattes Ild, den søger i Asken, og hvem der er i Nød, søger Hjælp.

Gud er min Nød og Trang bedst bekjendt, og hvad jeg har, og min fattige Kone, der med liden Søn i denne langsommelige Tid har forsøgt, og endnu (Gud bedre) daglig maa forsøge, saa fremt ikke nogle Guds Børn vil lade sig min Nød gaa til Hjærtet, thi det er nu førstkommende 3die April tre Aar, siden jeg maatte forlade mit fattige Hus, hvad jeg i værende Tid har førsøgt, er den gode Gud bedst bekjendt. Mens som jeg finder, at til Guds Hjælp skal være Menneskens Hjælp, og jeg veed, at ædle Hr. Byfoged er en Guds Mand, som haver Medlidenhed med den Nødtrængende, da kommer jeg med min aller ydmygste Bøn og Begjæring til hannem, ydmygst bedende, at han vil have den store Godhed for mig, og ved hans store Forsorg lade kalde mine Kreditorer for sig, for at komme til en Slutning med dem, som jeg ved Guds Hjælp vil haabe sker, naar gode Hr. Byfoged vil have den Godhed for mig og mit fattige Hus, at lade dennem kalde, ikke tvivlende, at Herren jo skal bevæge deres haarde Hjærter imod mig, da, min bedrøvede Tilstand dennem noksom er bekjendt, saa vil jeg gjerne (i hvor slet den er), om det ikke andet kan være, akkordere med dennem, og gjerne, af den Velsignelse, som Herren mig forunde vil, meddele dennem, naar de vil tegne til min Frelse, thi jeg ikke tvivler paa Herrens Velsignelse.

Gode Hr. Byfoged, maa jeg nu med dette inkommodere hannem,


278

at han vil have den store Godhed for mig fattige Mand, og proponere dette, og ved hans store Forsorg se mig hjulpen til mit fattige Hus igjen, thi jeg lever i det faste Haab, at han, næst Gud, kan hjælpe mig, hvorfor og den allerhøjeste vil igjen velsigne hans Hus, derom jeg med Kone skal bede den gode Gud, som vores Nød og Trang er bedst bekjendt, og min fattige Kone, som for at subsistere i denne bedrøvede Tid, har, saa sandt som Gud skal hjælpe mig til Salighed, maattet udsætte af den fattige Del, hun haver, og dels bortsælge for at underholde mig, sig og Barnet, thi Gud veed, Dagene ere mange og Maaltiderne flere, og intet er for mig her og hende der at fortjene, førend Gud i Himmelen vil, jeg kan løses af dette mit Fængsel, da jeg ingenlunde tvivler paa Herrens Velsignelse.

Vil da til Slutning recommandere dette til ædle Hr. Byfogeds gode Forsorg og store Gevaagenhed, og at det udi bedste Mening hos hannem maatte vorde optaget; Gud, som alt Godt belønner, han velsigne hans Hus som Obed Edoms Hus og krone hans Aar med timelig, aandelig og evig Velsignelse, at han i bestandig Fred, timelig Velgaaende og al Lyksalighed maa leve, det ønsker den, som stedse forbliver

Anno 1715.
Den 20. Januarii.
ædle og velvise
Hr. Byfogeds
pligtskyldigste og ydmygste Tjener
Hendr. Schrøder.

Kjøbenhavn var iøvrigt et ret billigt Sted at leve paa; 1726 beregnedes Kost og Kammer til 8 Mk. og Tjenestefolks Kostpenge til 5 Mk. om Ugen, for et umyndigt Pigebarn beregnedes det derimod til 10 Mk. Af nogle ufuldstændige Lister over Slagtekvæg fra 1723 og 1724 ses det, at der i 9 Maaneder blev slagtet 1779 Stude, men Oktober og November, der var den egentlige Slagtetid, fandtes ikke i Listerne 6),

De »fornemme Borgere« var Kjøbmænd, Kræmmere, Bryggere og Vinhandlere, og der var i social Henseende stor Afstand mellem dem og Haandværkerne. Handelslavene havde begyndt at skille sig i forskjellige Grene og Groshandlerne eller Grossererne havde udviklet sig, om de end som oftest drev Butikshandel ved Siden af den større Forretning. I Skattelisten for 1722 er der 35, der angives som Kjøbmænd, deraf 15 som islandske, 1 som fransk Kjøbmand.


279

1722 indgav »Kjøbmændene« et Andragende til Politi- og Kommercekollegiet om Overholdelse af Frdn. 16. April 1681. Dets Indhold var følgende: At ingen Urtekræmmer eller de, der er benaadede med visse Privilegier ved denne Forordning, maa befatte sig med de Varer, der vedkommer den grove Handel. At ingen, som er i nogen virkelig Næring og Brug, maa befatte sig med anden Handel end en gros, og det maatte paa ingen Maade være dem tilladt at holde aaben Bod. At »de aabne Boder, som af unge Karle holdes samt fremmede, som her ligger og udhøkrer deres Varer«, maa forbydes, indtil vedkommende har efterkommet Kongens Lov og Forordninger. At Haandværkere ikke maa befatte sig med Kjøbmandskab. At Kjældermænd og Høkere ikke maa have Tilladelse til at handle med Kjøbmandsvarer, uden hvad de har forhandlet sig af Kjøbmændene her i Staden, hvilke de igjen kan udsælge i smaa Partier, nemlig Salt »i Skillinger«, Sild i Ol og Skillingstal, salte Varer, saasom Torsk og Sej (en Art Torsk) i Pundetal, Tjære i Bægere osv., men aldeles ikke maa handle med grove Kjøbmandsvarer som Humle, Jærn, Hør og Hamp. At Høkeri af Skibe ved Stranden ligesom Omløben med Klipfisk, Tørfisk og lignende Varer maa forbydes, thi derved er mange Kjøbmænds Huse blevne noksom uden Værdi. At de, som allerede har aabne Boder i denne grove Handel og har taget Borgerskab derpaa, maa vedblive dermed, men at det fra denne Tid af ikke maa være nogen tilladt at holde aabne Boder og sælge i smaa Partier, med mindre han har tjent ærligen sine behørige Aar paa Handelen og lært Handel og Vandel saa forsvarlig, »at han for tvende af de ældste Kjøbmænd samt i en af Høj- og Velædle Magistratens deputerede Hosværelse kan gjøre tilstrækkelig Rede om Handlingens (Handelens) Beskaffenhed samt føre Korrespondance med videre tilhørende«. Det maa ikke være fremmede tilladt at sælge deres Varer liden en gros, nemlig i det ringeste hele og halve Læst og hele Vægter. Paa samtlige Kjøbmænds Vegne underskrev Jakob Nielsen, R. Kløcher, Jens Lassen, Niels Hendrichsen, Andreas Rotenborg, P. Brandt, Kristoffer Jensen Lund, L. Jakobsen og Torsten Falck, hvilke altsaa har været blandt Stadens første Kjøbmænd, der i det væsenlige var, hvad vi nu kalder Hørkræmmere, men paa den anden Side findes i Skattemandtallet for 1722 11 Personer, der angives som Hørkræmmere; disse sidste har vel saa kun haft Detailhandel.


280

Kjøbmændenes Forsamling holdtes paa Børsen hver Dag mellem Kl. 11 og 12. Børstidens Begyndelse blev tilkjendegivet ved Klokkeringning i et halvt Kvarter, forat advare Folk om, at de under Forsamlingen ikke maatte løbe med Pakker og andre Varer gjennem Børsen, ligesom Tiggere og Lediggængere da ej heller maatte komme der. Midtgangen gjennem Børsen blev derpaa lukket af ved Stakitter og indenfor disse foregik Forhandlingerne. Disse aabnedes med, at Børstjeneren oplæste offentlige Kundgørelser fra de kgl. Kollegier, Magistraten eller Politimesteren og dernæst private fra Kjøbmænd, Mæglere og Skippere. Navnlig skulde Skipperne lade ham oplæse Tiderne, naar de vilde sejle, og dernæst opslaa det paa en Tavle. Med Hensyn til Salg af Kjøbmandsvarer skulde man henvende sig til Mæglerne, og enhver Handel, som disse havde ført til Bogs, skulde staa ved Magt. Notarius publicus, hvem Antonius i »Den politiske Kandestøber« (1, 5) kalder Notarius politicus, for hvis Klogskab han har stor Respekt, eller hans Fuldmægtig skulde ogsaa være tilstede i Børstiden. Til Forsamlingspladsens Vedligeholdelse var henlagt de Bøder, som idømtes for Skjældsord og Slag, som af vred Hu begaas, medens Børstiden varer. 7)

I »Den ellevte Juni« foregaar tredje Akt paa Børsen, og da Skyldenborg og den foregivne Lars Andersen bliver uenige, gaar Henrik imellem og siger: »Ak min Herre Andersen, han ivre sig ej, betænk, at det er Børsen, vi ere paa.« I syvende Scene forestilles »den rette Børstid, og føres da ind paa Theatrum saa mange, som man kan afsted komme. Nogle hælde med Hovedet, andre true, andre klamres, andre ere glade, andre bedrøvede og vride Hænderne. Adskillige smaa Drenge komme ind med Plakater og ny Viser, som de sælger«; dette sidste kunde dog ikke finde Sted i Børstiden, men var vel noget, der ellers fandt Sted udenfor denne.

I Skattelisten for 1722 opregnes 23 Personer, der benævnes Kræmmere, 3 Isenkræmmere, 5 Lærredskræmmere, 1 Hosekræmmer, 1 Silkekræmmer, 1 »Postelinskræmmer« 1 Traadkræmmer og 25 Urtekræmmere.

Der opkom mange ny Former for Handel. 17. Marts 1716 klagede Handskemagerne over Hosekræmmerne, at disse paa Torvet om Torvedagene og i deres Huse handlede med Pelsværk, foruden med Vadmel, Hør- og Blaarlærred, Traadstrømper og Sokker; uagtet


281

de ikke havde anden stor Husnæring, saa stod de sig dog saa godt, at »En har 2 à 3 Lejekareter, En 6 à 7 Malkekør, En sit skjønne Brændevinsbrænderi og Ølsalg«; »naar de kommer ikkun som nogle Bønderkarle herover, der hverken har lært Handelen eller andre Haandværker, saa sidde de saaledes og inden faa Aars Forløb blive til rige Mænd«. 8) Disse jydske Hosekræmmere kom til at spille en Rolle i Handelstandens Historie, thi en Mængde af dem lagde Grunden til store Handelshuse.

Ved Politiforordningen af 22. Oktbr. 1701 var det forbudt at løbe omkring i Husene med Varer. Alligevel gav Magistraten Sedler til adskillige fattige Folk med Tilladelse til at sælge ostindiske Varer og hvad der fabrikeredes her i Staden; samme Tilladelse var givet til adskillige Glaskræmmere og Nürnbergere, som handlede med Landkort og andet Smaatøj, da de gav bedre Kjøb end andre, men Magistraten lovede i en Skrivelse af 29. Maj 1715 saavidt muligt igjen at inddrage disse Sedler. I »Det arabiske Pulver« (Sc. 8) omtales, at »disse Nürnbergere pleje allevegne at sidde paa Torvet«. Det var som en særlig Levevej at være Nurnberger, saaledes boede ifølge Skattelisten 1717 2 saadanne i Hyskenstræde, og endnu imod Slutningen af Aarhundredet gaves der særligt Borgerskab paa at være Nürnberger.

1726 blev 2 Nürnbergere indstævnede af Isenkræmmerne for ulovlig Handel; Magistraten tilbød dem at lade oplægge deres Varer paa Kræmmerkompagniet, hvorfra de saa i Løbet af 6 Uger hver Mandag og Torsdag maatte sælge dem, hvorpaa de skulde forlade Landet; de burde efter Magistratens Mening have søgt Borgerskab paa Handel, som ikke gik Isenkræmmerne for nær, nemlig med Landkort, Kobberstykker, Marmor- og Alabastbilleder og deslige Varer fra Nürnberg, der ikke vedkom noget Lav. De havde iøvrigt flere Aar handlet her i Kompagni med en afdød Nurnberger Romanus. 9)

De ny Moder medførte Indførsel af mange Varer, der ikke nævnedes i de gamle Bestemmelser om, hvad enhver maatte handle med, og derfor opkom der mange Slags ny Handlende, som man i Grunden var forlegen med, idet de paa den ene Side vel gjorde Indgreb i en eller anden Næringsvej, men paa den anden Side ikke kunde undværes, da Byens egne Handlende ikke indforskrev de Varer, som Publikum ønskede.

Dette var især Tilfældet med Galanterihandlerne. Inden der


282

nedsatte sig saadanne, var det den franske Gesandt, der førte Oplag af parisiske Varer hertil, og hans Tjenere holdt Udsalg i hans Hotel, hvor Damerne kom og kjøbte Vifter, Masker, Haarpynt, Baand og desl., ja man kunde sende Bud til hans Hus og hente fransk Brød og Vin; det første skulde man dog bestille 24 Timer i Forvejen. 10)

Det er næppe før kort efter Pesten, at der nedsatte sig Galanterihandlere her, men fra den Tid af udstedtes mange kgl. Privilegier for saadanne. Det hedder oftest i deres Privilegier, at de maa handle med hvad der sædvanlig handles med i Galanteriboder. Et Privilegium af 11. Decbr. 1722 er dog noget udførligere, thi det hedder deri, at Handelen ikke maatte udstrækkes til andet end Galanterikram og mestendel skal bestaa i Handsker, Vifter, Hovedsæt, syede Halsklude, Tørklæder, Baand, Plumager, Etuis og saadant Smaatøj, som i de andre Galanteriboder plejer at sælges, og det var ikke tilladt at sælge hele Stykker Lærred eller Kniplinger, uden for saa vidt de var benyttede i de syede Varer eller Klædebon. En anden fik Tilladelse til i Galanteriboden at sælge Konfekturer, Likører, italienske, Champagne og Bourgogne-Vine, men ingen andre Slags Vin, og en tredje maatte sælge The, Kaffebønner, Silke og adskillige smaa Galanterier som Pudderdaaser og Foderaler. 11)

Reiser fortæller fra Ildebranden 1728, hvorledes paa Amagertorv »var sal. Madame Petersens Gaard, hvori befandtes en meget prægtig Galanteribod med mange herlige Sager«; det er denne Gaard, hendes Søn ombyggede og oprettede til »Petersens Kloster«.

Hovedpersonen i »Den Vægelsindede« var Enke efter en Galanterikræmmer, og det ses af Komedien, at der var mangfoldige af dem (3, 3). Naar Helene vil betegne, hvor hun bor (2, 3), siger hun, at hun sidder i en aaben Bod, og Pernille siger (2, 5): »Madammen kommer, jeg maa aabne Boden«. Galanterihandlerne har imidlertid ikke siddet i Boder paa Gaden, thi næsten alle Udbygninger var paa den Tid afskaffede. Formodenlig har det været en Forstue, hvoraf flere paa den Tid i Synsforretninger siges at benyttes som Bod, som man har benyttet, det vil med andre Ord sige en Stuebutik med Indgang lige fra Gaden, hvad man dengang ikke kjendte til, men som nu er det almindeligste; en aaben Bod er det samme som en aaben Butik og er en fransk Skik, der maaske først er hidført af disse Galanterihandlere.

Senere blev Privilegierne noget udvidede, saaledes fik Claudi


283

Rosset sit fra 29. April 1716 udvidet 1723 til tillige at sælge Taft, fint og groft Lærred, Strømper af Silke og Uld samt adskillige Uldenstoffer. Henrik Kafen maatte optages i Isenkramlavet og sælge Papir og Skrivematerialier samt smaa Galanterivarer 1724. Etienne Dugauy maatte 1727 sælge Essenser af Jasmin, Pudder, Pudderdaaser, Sæbebolte, Snustobak, Snustobaksdaaser, Lak, ungarsk Vand, Øregehæng, Glasperler og Kobberstykker. Antoine Bonfils maatte foruden Galanterivarer 1727 sælge Konfiturer, Specerier, Delikatesser, Likører og i Pottetal sælge ud af Huset ungarske, Champagne, italienske og andre Vine. Vilhelm Hassel maatte 1728 handle med adskillige ostindiske Varer som The, Kaffe, Vifter, Perler og andre smaa Galanterier. Karl Henrik Brenner fik 3. Septbr. 1723 Bevilling til at sælge Stukkatur, Sten- og Billedhuggerarbejde med andre deslige Kuriositeter. 12)

Af den første Udgave af »Den Vægelsindede« ses det (1, 4 og 1, 5), at hun solgte Gyldenstykkes Baand og Vifter, de første fik hun fra Holland og smuglede dem ind.

Da Galanterihandleren Kilian Drubien 1723 gik fallit og hans Bo blev registreret, faar vi derved Lejlighed til at undersøge hans Lager og se, hvilke Luxusartikler Datidens fine Verden søgte.

Dobbelte Guld- og Sølvbaand, hvide Perler, sorte Stokkebaand, Sølv- og Silkemelerede Baand, »Dradors (drap d'or) Fruentimmer Bøjeltasker« og forskjellige andre Tasker, f. Ex. en uden Bøjel og en anden af »Dradohr«. Grønne Silke-Dukatpunge, forgyldte Hoved-vandsflasker i Fløjels Foderaler, røde eller grønne Fløjels-Drenge-Kasketter med »Dradohr« eller Guldmor eller Sølvlidser, røde eller grønne Fløjels-Faldhatte, Skoblade (i.e.: Skosaaler) af »Dradohr« eller Damask, broderede Tøffelblade, eller blaa Damaskes broderede med Sølv, Hovedvandsflasker, Sølv eller Perlemoders Tandstikkerhuse, Sølv-Foderaler til Saxe, Sølv-Naalehuse og Fingerbøl, Skildpadde-Moskusdaaser, Toiletter, Skrivetavler, Brevtasker, Tobaksdaaser, Prinsemetaldaaser, Skildpadde-, Elfenbens- eller Prinsemetals-Snustobaksdaaser, Ørenringe, Ærmeknapper, Trøjeknapper af engelsk Krystal, Stokkeknapper af Rav eller Porcellain eller af »Cochertræ« med Skilderier oveni. En extraordinær fin Sølvgarniture Fruentimmer-Muffe, Palentin og Smække til 15 Rdl., Palentin og Smække alene 8 Rdl., et rigt sølvbroderet Fruentimmerklæde, samme broderet med Guld eller Sølv. Halstørklæder røde med Guld eller grønne med Sølv,


284

eller Borgunde eller Couleur de chair med Guld, hvide Netteldugs syede Fruentimmer-Halstørklæder med eller uden Kniplinger. Metal-Hovedvandsflasker, Bouteilleskruer (Proptrækkere) med Cirkler, Staal-Signeter, forgyldte Pariser-Knapper, engelske gule eller hvide Prinsemetal-Knapper. Taftes Baand, »Ponce»baand, Mohrs Baand, af alle Farver, franske og danske Handsker (hvide og sorte), Randers Handsker. Forskjellige Slags Silkegarn, Lidser, Snorer. Fruentimmer-Sko af drap d'or, Silketørklæder, Skjærf (8 Rdl.), Muffer af Baand, Instrumenter til at skære Penne med.

Overtræk til Stole af flammet Tøj, Taftes Skjørter, Vifter med Taft, af Elfenben, lakerede Vifter med Papir, Benvifter med Taft og Blomster, med lakeret Træ og forsølvet Papir, sorte med Taft eller hvidt Sølv-Papir osv. Sorte og røde Fløjels-Armbaand, Kaarde-Gehæng af rødt eller sort Læder, Silkestrømper, Silke-Handsker, Lak, Skospænder af Metal, Folde-Penneknive (til at lukke sammen), Buxbom-Kamme, Stokke- og Kaardebaand af Sølv, Viftebaand med Kvaster, Ærmeknapper af Sølv med Krystalstene og Navn, Hunde-Halsbaand vævede med Sølv, Guld og Silke osv.

Hvad der svarede til Galanterihandlere i ældre Tid, var Hatstaffererne, hvilket nærmere ses af en Ansøgning 1716 fra en Skræder paa Kjøbmagergade, der vilde indrette en Hatstaffererbod under sit Hus; han skriver nemlig følgende: »Da som Hatstaffereri i sig selv Halvdelen anses for et Haandværk og Halvdelen for en Handel, her og ikke, saa vidt os er vidende, flere end 3 Hatstafferere her i Staden skal opholde, hvilke ej heller fortsætte samme deres Haandtering med den Vigeur og Eftertryk, som i forrige Tider her sket er«.

Dette anbefales af Politi- og Kommercekollegiet 8. Septbr., men det indstiller til Kongen, om han kan bruge Skræderhaandværket ved Siden af. I Ansøgningen hedder det, at i Hatstafferernes Boder sælges Hatte, Kamelgarn, Sytraad, Kabudser, Fiskeben, Trille, Dvelg (groft Lærred) og andre smaa Sager, men der fandtes i dem, der for Øjeblikket var i Byen, hverken Skaberakker, »Holfter-Kapper«, Ride- eller Hestetøj eller hvad en Officer har fornøden til sin Ekvipering, »som i saadan Hatstaffererbod burde være«.

__________

Holberg fremstiller ofte Jøder. I og for sig blev Datidens Jøder, med deres lange Talarer og navnlig ved deres Skæg paa en


285

Tid, da alle andre Mennesker var skjægløse, komiske Personer, som det kunne lønne sig at indføre paa Scenen talende deres hebraisk-tydske Dialekt. Dertil kom, at de var almindelig ilde sete, for en Del paa Grund af religiøse Fordomme, men især paa Grund af deres Næringsvej, der bestod i Pengeomsætninger mod høje Procenter og Handel med gamle Sager. Byen blev fra Tid til anden oversvømmet af jødiske Skarer, uagtet der var Forbud mod at nogen kom hertil, med mindre han kunde bevise, at han mindst ejede 1000 Rdl. Ved et Reskript af 2. Septbr. 1726 blev det forbudt nogen Jøde at nedsætte sig her, uden han til Byens Pryd opbyggede visse Fag Hus

Jøder

Jøder. Efter Tegning i oldn. Museum.

eller indrettede et Uldmanufaktur, og til Forsikring herfor skulde stilles 1000 Rdl.'s Kavtion. Hvis nogen opholdt sig her uden kgl. Lejdebrev, skulde han bøde 1000 Rdl., og havde han dem ikke, straffes paa Kroppen eller arbejde paa Bremerholm. Indtil den Tid var Straffen for saadanne Jøder den meget haardere at arbejde i Skubkarren i Kastellet. I Politiprotokollerne findes mange Sager, som viser, hvorledes Politiet gik paa Jagt og ogsaa fangede mangen fattig Jøde, der foregav at være i Besøg hos Slægtninge eller paa anden Maade troede at kunne undgaa det strenge Paabud.

Anledningen til dette nysnævnte Reskript var den, at Magistra-


286

ten havde sat 5 Jøder i Arresthuset og, da disse klagede til Kongen, oplyst, at der foruden 65 bosatte Familier opholdt sig 13 fremmede Jøder, hvem den havde kaldt op paa Raadstuen, for at de skulde give Oplysning om Grunden til deres Ophold. De 6 »retirerede« derpaa ud af Staden, de 2 var »Skutzjøder« fra Altona og de andre 5 var de arresterede. Kongen lod dog ogsaa dem slippe, imod at de med Skibslejlighed overførtes til Tydskland, efter at det først var forkyndt dem, at de vilde blive straffede med Arbejde paa Bremerholm, hvis de indfandt sig igjen i Kongens Riger og Lande. Den ene af Jøderne havde et lille Barn med sig, der maatte forblive her, til det blev saa gammelt, at det selv kunde afgjøre, hvilken Religion det vilde tilhøre.

Magistraten udtalte sig altid meget skarpt mod Jøderne og deres Næring. I en Skrivelse af 4. November 1726 henviser den til sine ældre Erklæringer, hvori den udførlig havde paavist, »hvor præjudicerlig Jøderne ere for denne Stads Indbyggere baade i Almindelighed, saa vel i Henseende til deres Gudstjeneste, som er forargelig, som til deres Handel og Vandel, der lige saa vel er hemmelig som aabenbar, at vi ej tillige skal erindre og tale om den højst fordærvelige Trafik med Aager og ubillig Rente af rede Penge, som de udlaane, og hvor nær de ligesom udsuge trængende Folk, som maa betjene sig af dem til at søge Penge til Laans«.

Jøderne havde nu allerede længe haft Tilladelse til at bo her. De fleste boede i Læderstræde, Kompagnistræde og tilstødende Gader, havde deres Synagoger, Kirkegaard, Skoler og særligt Menigheds-Forstanderskab, til hvis Revselse Øvrigheden undertiden henviste Enkelte, der havde forset sig.

Naar de greb ind i andres Næring, er det ikke saa underligt at man klagede; saaledes gjorde Skræderne, da nogle Jøder fra Udlandet havde indført en anselig Mængde forfærdigede og tildels kostbare Klædninger, som de havde faaet ind toldfrit under Foregivende, at de havde været brugte 13).

Det eneste Middel, en fattig Jøde havde til at forblive her i Landet, var at lade sig døbe; derved opnaaede han ikke alene Tilladelse til at faa Borgerskab, men fik ogsaa let særlige kgl. Privilegier. 1727 fik 2 Jøder, der begge var døbte 1722, Privilegium paa at øve Skomager- og Skræderprofessionen. 14) En Anden, der var døbt 1704, fik samme Aar Tilladelse til, efter at have vundet Bor-


287

gerskab, at gaa omkring i Byen og paa Landet med Taboletkram, bestaaende af Knive, Saxe og »adskillige til Taboletkram hørende smaa Sager«. Taboletkram er det samme som Galanterivarer.

I Anledning af, at en døbt Jøde 1720 søgte om Bevilling til at ombære en Kollekt, for at han kunde nedsætte sig som Destillatør, begrunder Etatsraad Slange det utilraadelige heri paa følgende Maade:

»Jeg formener, at det bør ham plat afslaas, thi 1) kjende vi de omvendte Jøders Maner; naar de har ladet sig døbe, saa er der ingen slemmere til at bedrage Kristne end de. 2) Maa det endeligen være en Staadere eller Prakkere, saasom han ikke har saa meget, at han kan kjøbe en Tønde Rug eller Byg til at brænde Brændevin af, uden at han først skal have en Kollekt; saadant nægtes indfødte Kristne. 3) Ved saadanne Kollekters Bevillinger lider vore egne Fattige Skade, saasom Indbyggerne blive modvillige derover at give det, som de skal give til vore egne og nødlidende Fattiges Underholdning«. 15)

Ingen Jøde kunde vise sig paa Gaden uden at blive forhaanet. Dette ser man af en Politiplakat af 5. Maj 1727. Den jødiske Nations Forstandere havde vemodigst besværet sig over, »hvorledes uagtet de kgl. allernaadigste dem og deres Nation forundte Friheder samt meddelte borgerlige Rettigheder, for saa vidt de for sig og Familie som edsvorne Borgere samme billig kan paastaa dem nyttig og til Beskjærmelse, adskillige gemene og ryggesløse Folk dog sig skal understaa, endog paa offentlige Gader og Steder herudi Staden og om høj Dag, hvem de af den jødiske Nation især maatte kunne antræffe, ej alene ved Ordskjælden, men og med Hug og Slag samt Sten- og Dyndkasten at begegne«.

26. Marts 1725 udstædtes en Raadstueplakat, at Jøder vel maatte holde kristne Tjenestefolk, hvilket en kort Tid havde været dem aldeles forbudt, men kun af Kvindekjønnet, naar de var over 50 Aar, og af Mandkjønnet, naar de var over 30 Aar. »Maa derforuden de af den jødiske Nation under haardeste Straf ej understaa sig nogen af de i deres Tjeneste værende kristne Domestikker til deres jødiske Tro at forlede eller dem i deres Kirkegang og Gudsfrygt at forhindre, ikke heller fordriste sig, de kristne Tjenestefolk til anden Gjerning paa Sabbater og Festdage end paa de andre Dage at tvinge eller dem i deres Ceremonier at tjene, men de skal langt mere være forpligtede paa deres Forsoningsfest og naar de holde deres Paaske,


288

at give de kristne Tjenestefolk Kostpenge, paa det de ej enten skal faste eller holdes fra Surbrød eller Øl«.

I det hele kom der i disse Aar en meget fanatisk Stemning op imod Jøderne. Der var saaledes 1726 en Pige, der tjente som Goldamme hos en Jøde Abraham Levin og som spadserede med Barnet paa Volden, »da en Person, navnlig Taftenberg, som tilforn har været Kadet, er kommen til dette Kvindemenneske og meget skammeligen og haardeligen har tiltalt hende, fordi hun tjente hos en Jøde, hvorudover hun af Alteration forlod Barnet og lod det ligge paa Volden for alle og enhver, og imidlertid angav saadant for sin Husbonde. Samme Dag eller og Dagen derefter saa skal saa vel en Skriverkarl Jens Nielsen Schiørbek, som og en ung Student ved Navn Nærgaard, 19 Aar gammel, været kommen til Jøden udi hans Hus med et skriftligt Dokument ligesom en Stævning og citeret ham at møde for os udi Politi- og Kommercekollegio til den 13. Maj næstafvigte denne Sag angaaende, da bemeldte Student samme Tid skal have talt til Jøden, ligesom han vilde omvende ham til en Kristen, som nok tros at være dertil forført« 16).

Jøder, der for Fordelens Skyld afsvor deres Fædres Tro, kunde følgelig uden Samvittighed gaa fra den ene Trosbekjendelse til den anden og ende som sørgelige Vrag, der bedragede baade Jøder og Kristne for nogle faa Penges Skyld. I det følgende vil vi saaledes omtale en lærd og kundskabsrig Jøde, der var bleven et fordrukkent Fattiglem. Biskop Vorms Fremstilling om hans Forhold er dateret 27. April 1722 og lyder saaledes:

»En Mand ved Navn Aron Margalitha er for nogen Tid siden kommen her til Eders kgl. Majestæts Residens, efter at han havde rejst en stor Del af Eders kgl. Majestæts Rige Danmark igjennem og af mangfoldige Mennesker indsamlet anselige Almisser, dem han og bad om samt fik af mange her i Staden. Bemeldte Mand er født Jøde og har fordum blandt det jødiske Folk i Polen været en meget anselig Lærer, indtil han i Leiden i Holland bekjendte sig til den reformerte Religion, hvor han blev døbt og offentligen frasagde sig den jødiske Vantro. Fra Holland er han siden kommen til Frankfurt an der Oder, der han i nogle Aar har været Antiquitatum Judaicarum Professor, indtil han forlod samme Akademi og efter at han en Tid lang havde opholdt sig, nu i Berlin, nu i Hannover, nu i Halle, omsider Aar 1712 den 9. Oktober forlod den reformerte og


289

bekjendte sig til vor evangelisk-lutherske Religion, hvorefter han har rejst hid og did, men omsider begivet sig her til Staden, og som mig er berettet, skal han allerunderdanigst have anholdt om Eders kgl. Majestæts allernaadigste Tilladelse til Kollekt.

»Bemeldte Mand, der siges nu at være nærmere død end levende, har paa sin Sygeseng for noget over 8 Dage siden sendt en sin hos ham i Logementet da værende Søn hen til Jøderne her i Staden med en Seddel af ham selv, efter hvilken Sønnen skulde afhente 20 Rd., imod at Faderen forbandt sig, naar han kom noget til rette, strax at rejse herfra paa en Vogn, som Jøderne havde lovet at forskaffe ham, og siden igjen antage den jødiske Overtro og bekjende sig til dens grove Vildfarelser. Samme Seddel bragte hans Søn, gelejdet af tvende døbte Jøder, til mig, klagende, at hans Fader vilde have ham bort med sig, tvinge ham til at omskjæres og blive Jøde. Saa snart Aaron Margalitha fornam, at jeg havde denne hans bespottelige Seddel i Hænde, skrev han mig et Brev til, tilstod sin grove Formastelse, den han med Apostelen Peders Fald og andet ugudeligen vilde undskylde, men forsikrende derhos, at han vilde leve og dø en Kristen.

»Derpaa sender han mig en vidtløftig Forklaring og andrager, at Jøderne stedse havde været om Borde med ham at forføre igjen til deres Overtro, at deres Rabbi og de ved Løfter havde søgt at lokke ham dertil, at en Jøde ved Navn Jsaak Speyer engang havde givet ham 6 Rd. og derforuden lovet ham 20 Rd. Hvor meget deraf stemmer overens med Sandheden, er Gud bekjendt; jeg har ladet Isaak Speyer tvende Gange kalde for mig, den første Gang benægtede han sig at have givet Aaron Margalitha 6 Rd., sagde og, han kunde ej erindre, om han nogen Tid havde været hos ham i hans Logemente; den anden Gang tilstod han rent ud sig baade at have været en Gang hos ham saa og at have givet ham de 6 Rd.«

Paa Grund heraf indstiller Biskoppen, »om den jødiske her værende Nation ej alvorligen bør tilholdes at holde sig inden deres Grænser og ej befatte sig med at forføre enten dem, der tilforn har været af deres Overtro og siden bekjendt sig til Christum, i hvilken ene er Salighed, eller andre, thi de ere et Folk, som tør vove og maaske har vovet værre end dette, dersom deres Gjerninger kunde komme for Lyset«.

Dernæst mener Biskoppen, at Jødernes Rabbi og Isaak Speyer


290

med Eftertryk maa sættes i Rette, »thi det er let at slutte, af hvad Aarsag han har givet Aaron Margalitha Penge, og Jøderne ere ej af den Natur, at de godvilligen skulde skjænke dem noget, der have forladt deres Vildfarelser, bekjendt sig til vor Frelser og vilde blive ved hans ene saliggjørende Tro«.

Han foreslaar, at Sønnen bliver underholdt her, at Jøderne ikke skulde forføre ham til deres Ugudeligheder; »han er noget vild og rasende, men begavet med et godt Ingenium, som han nu gaar i Vor Frue Latinskole«. Biskoppen havde tinget ham i Kost og betalte selv for hans Ophold, men det overgik hans Evne at vedblive dermed.

Hvad Aaron selv angik, mener Biskoppen, at han »ej kan undskylde sig med Uvidenhed eller klage over, at han er forført, »thi han har saa stor Kundskab ej alene om Jødernes Vildfarelser, men endog om vor saliggjørende Tro, at denne hans ugudelige Formastelse ikke kan henføres uden til en blot Ondskab i hans Hjærtes Haardhed«. Naar han bliver rask, bør han, saa fremt han fortryder sin Synd, offentlig bede Menigheden om Forladelse og desuden anses med en »vilkaarlig« Straf.

En anden Opfattelse, der viser Mandens Uselhed klarere, gjordes gjældende af Politi- og Kommercekollegiet 23. Juni 1722.

»Aaron Margalitha skal være født en polsk Jøde, men for nogle Aar siden skal være falden fra den jødiske Vantro og antaget den kristne Religion, og næst forleden Aar skal han være kommen her til Staden. Han skal have giftet sig med en kristen Kvinde, som endnu ikke skal være hid ankommen, men skal efter Beretning opholde sig i Rostok. Han skal være meget svag og særdeles af Podagra saa haardt plaget, at han ikke skal kunne gaa, og har kort efter sin Ankomst her til Staden angivet sig hos de Kommitterede over de Fattiges Væsen paa Silkehuset, som har haft Medlidenhed over hans store Armod og Svaghed, at de har baade givet ham en Plads eller Seng udi et af de Fattiges Huse, saa og tillagt ham en vis Almisse ugentlig. Han har derforuden ladet ombære ved en liden Søn, som med ham er hidkommen, en Bog til godt Folk her udi Staden, dog uden nogen enten kongelig eller Øvrigheds Tilladelse, derved at samle hvis Almisse, de ham godvilligen har villet give.

»Imidlertid han sig her har opholdt, skal han have søgt Omgængelse med nogle af de herværende Jøder og især med Isaak Mendel Speyer, som tilforn har gjort Profession af at betjene Guld-


291

smedene for en Scheider, hvorved han hos dem for sin Videnskab og Kedelighed har nogle Aar vundet baade sit Brød og Kredit, men saasom samme Haandværk formedelst forrige Krig begyndte at slaa ham fejl, søgte og erholdt han Eders kgl. Majestæts Benaadningsbrev paa at holde en Galanteribod, hvilket er hans eneste Næring, og har ellers intet ondt Rygte. Ved den Omgængelse, han har haft med denne Aaron Margalitha, maa han maaske have hørt, at han har rost sig af, at han vel var bekjendt med Hans Højærværdighed Biskoppen, og derved taget Lejlighed at bede ham at formaa Biskoppen til at favorisere den herværende jødiske Nation udi deres allerunderdanigste Ansøgning hos Eders kgl. Majestæt om at erlange det, som de kalde Bann, hvilke denne Aaron Margalitha nok synes at have brugt sig til Nytte derved at spille Speyer nogle Penge af Pungen. Thi med Professor Steenbucks Attestats beviser Speyer, at han har raadført sig med ham, om han kunde laane ham de 6 Rd., som han siger at have faaet paa Haanden for at skulle falde fra den antagne kristelige Religion igjen til den jødiske Vantro. Dernæst har vi og befundet af det, som den herværende Jødernes Rabbi bestandeligen for os har nægtet, at han aldrig om noget Frafald fra sin antagne Religion har talt, langt mindre, at hans Søn nogen Tid hos bemeldte Rabbi har været udi hans Hus, saa at vi ikke kan se Andet, end denne Aaron Margalitha jo udi alle Ting med sit Forebringende for Biskoppen har faret med Usandfærdighed.

»Herforuden har vi og haft denne Margalithas liden Søn for os, som synes at være et vittigt Barn paa 10 à 12 Aar, hvilken har højt beklaget sig over Faderen, fordi han har villet forføre ham til at antage den jødiske Vantro, og derfor havde taget Aarsag til at løbe fra ham og søge Raad hos Hans Højærværdighed Biskoppen, som han højt har rost og takket for sin Godhed og Medlidenhed. Ellers klagede han meget over Faderens Uskikkelighed og Drukkenskab og derforuden sagde, at bemeldte hans Fader, naar han var alene, lod sig tydeligen mærke, at det var bedre at være Jødisk end Kristen, saasom han hos Jøderne fandt mere Assistance end hos de Kristne. Af alle hvilke Omstændigheder vi ikke kan se andet, end at Jøden Speyer saavelsom Jødernes Rabbi jo er af ham falskeligen angivne for Biskoppen. Dernæst holde vi denne Aaron Margalitha ikke for andet at være end en Landløber og uværdig nogen Medynk og Almisse saa og at taales her udi Eders kgl. Majestæts Riger og Lande« 17).


292

Den religiøse Uvilje mod Jøderne endte med, at det i Maj 1728 blev befalet Jødernes Ældste at lade nogle af deres Nation hver Gang give Møde i Vajsenhuset, naar Missionskollegiet lod dem tilsige og lod holde Foredrag om den kristelige Religion. De tilstedeværende Jøder opfordredes da til at fremkomme med deres Modgrunde. Dog fremhævede Kongen udtrykkelig, at det ikke var Meningen at udøve nogen Tvang, men kun at gjøre et Forsøg paa med Sagtmodighed at overbevise dem om deres Vildfarelser. Vajsenhusets Brand 1728 gjorde dog en Ende paa disse Møder, der var til stor Plage for Jøderne.

En uhyre Forargelse vakte Aaret efter Prokurator Jens Gedeløches Overgang til Jødedommen, der først blev bekjendt efter hans Død, hvorpaa det blev befalet, at han skulde optages af sin Grav paa Garnisons Kirkegaard af Jøderne eller af Natmanden og hans Folk og føres til Jødernes Kirkegaard, og der blev anlagt Sag imod Jøden Henrik Israel, der skulde have forført Jens Gedeløche. Politimesteren Hans Himmerich, en brutal Person, gik derpaa frem imod Jøderne paa den hensynsløseste Maade, men Kongen afværgede strax dette og tillod dem endog at lade Gedeløches Lig igjen føre bort fra deres Begravelsesplads og nedsætte ham udenfor denne mod en Afgift til Fattigvæsenet 18).

I »Den politiske Kandestøber« (3, 4) siger Henrik, at han vil komme til at se ud som en Jødepræst, naar han faar sin Mesters Kjole paa, der naaede ham til Hælene. I »Maskeraden« (3, 5) er Henrik klædt som en Jødepræst med et langt sort Skæg. I »Den ellevte Juni« (3, 1) fremkommer en Jøde paa Børsen, der er Vexellerer, men Holberg fremstiller ham i et gunstigere Lys end en kristen Kjøbmand, der tog endnu højere Procent; denne Jøde gjør forresten opmærksom paa, at han ikke er nogen »Smautz«, hvilket var Øgenavn for de tydske Jøder, men at han er en portugisisk Jøde, hvilke var de første, der kom ind i Landet og var ganske anderledes ansete, ligesom de ogsaa var mere velstaaende. I »Ulysses« (5, 5) udlejer Jøder Maskeradeklæder. Jøden i »Didrich Menschenschreck« er sikkert en fortrinlig Tegning af Datidens Jøders Tale og Maade at være paa.

Holberg er iøvrigt ikke uvillig stemt mod Jøderne; han skriver saaledes om dem 19): »Hvad sig anbelanger de Jøder, som have faaet Tilladelse at bo paa visse Steder udi Kongens Riger og Lande, da


293

mærker man hos dem, at de ere skikkeligere end de fleste Jøder paa andre Steder, hvortil Aarsagen synes at være denne, at de ikke blive saa meget bespottede og forfulgte som udi de fleste andre Lande. Thi ihvorvel de her ere fast alle fattige og af ringe Formue, saa ere de dog ligesaa meget agtede blandt andre Folk, som de rige og formuende Jøder udi Holland og England. Jeg nægter ikke, at der jo findes mange, som ikke bifalde denne Mening, men holde for, at hvad som man gjør med en Jøde, saa bliver han dog altid den samme, saasom det er et Folk, som af Gud besynderligen er tegnet, og derforuden har synderlige Principer frem for andre Sekter, nemlig at hade alle dem, der ikke ere af deres Samkvem, hvorfore de endogsaa paa de Tider, da de vare udi deres Velmagt, vare af alle Folk mærkede som en bizarre Nation, hvis Hænder vare mod alles og alles mod dem«.

Ligesom vi i det Følgende ser en Jøde rose sig af at være Dattersøn af Abraham Cantor, hvem han ikke vil gjøre Skam, saa var der ogsaa Jøder, der agtedes af de Kristne. Da Levin Vesseli 1726 søgte om Tilladelse til at holde Galanteribod, anbefaledes han af Magistraten, der siger, at han »har vist sig redelig og ejer anselige Kapitaler, hvilket var at ønske kunde siges om alle de Jøder, som har nedsat sig her« 20).

__________

Det var i Privilegier og Vedtægter nøje foreskrevet, hvilken Næring man maatte bruge, og enhver Overskridelse var strafværdig. Maltøl, der i vore Dage prises saa stærkt, kjendte man ogsaa i hine Tider, men man turde ikke sælge det. Brygger Andreas Kellinghusen havde i mange Aar brygget Maltøl til Brug for Syge af hvid Kakkelovns-Malt, medens andre bryggede det af brun røget Malt; han blev 1716 straffet med Bøder, fordi han havde solgt Øllet i Flasker i sin Krambod. Han søgte nu om Tilladelse til at forhandle Øllet og fik i den Anledning følgende Attest, der er aldeles som de, vi nu læser daglig i Aviserne, udstædt af C. Schøller, og som blev underskreven af 3 andre fornemme Herrer, nemlig v. Lente, F. C. Adeler og C. A. v. Plessen:

»Af Sr. Kellinghusens vel kogte og sunde Kakkelovns-Maltøl har jeg tidt og ofte drukket og brugt paa 40 Aars Tid og derover,


294

saa vidt jeg mig kan erindre, og derefter befundet mig meget vel, hvilket jeg med egen Haand bekræfter. 3. Marts 1716«. 21)

Der var mange underlige Bestemmelser til at forhindre den ene Mester i at have større Indtægt end den anden, man kunde saaledes ikke leje Tintallerkener hos samme Kandestøber, men hver havde sin Uge, da han alene maatte udleje Tin. 22)

Naar nogen mente, at der blev gjort Indgreb i hans Næring, hentede han Politiet og brød ind i Huset forat træffe »Fuskeren« paa fersk Gjærning. Ved en saadan Lejlighed kunde det gaa voldsomt til. En Øltapper klagede 1720 over, at han »af tvende Barberere og trende Politibetjente udi mit eget Hus, da de inkvirerede hos mig, fordi jeg undertiden barberede en eller anden af mine Gjæster, som drikker en Pot Øl hos mig, og da stødte og slog de mig blodig og blaa og saaledes at jeg fik et stort Bruch, saa jeg siden har været sengeliggende i 6 Uger«. 23)

En lille Tjeneste, udført uden Godtgjørelse, kunde give Anledning til Lavets Indskriden og den Skyldiges Straf. En Mand forklarer 1726: »Jeg kom ind til Sjeur Johan Birch, Haarskærer i Raadhusstræde boende, forat afhente og betale en Haarpung, af hans Kone forhen bestilt, og imidlertid jeg kom derind, sad hans Kone og syede paa et Snørliv til et Barn paa 2 à 3 Aar (men dog hendes eget Barn), hvorpaa Konen bad mig, saasom hun ej var slige Sager ret kyndig, derover vidste ej ret vel at skære til rette, at jeg vilde hjælpe hende lidet til rette derudi, hvorpaa jeg sagde: Ja mænd, og det helst af den Aarsag, at jeg tidt har nydt Assistance hos de gode Folk, og derfor skar jeg det til rette, saasom der var forset noget derudi. Men med Ed kan jeg fast bekræfte, at jeg til min Fordel aldrig har syet noget Sting derpaa og kan og det øvrige altsammen med lovfaste Vidner godtgjøre. Dog uindset (!) kom Skrædernes Oldermand navnlig Peder Kastesen og deres Amtsbud Hans Jensen og havde ikke Rettens Middel med sig og dog med Strenghed truede mig at ville sætte mig paa Raadstuen, hvis jeg ikke vilde give dem 2 Rdl., hvorfor jeg, en Del af Enfoldighed, en Del af Frygt for Arrest, som jeg ikke er vant til, og den Tort, jeg derved skulde lidt som for noget andet ondt, en Del og for det tredje at jeg ikke skulde forsinke min Mesters Arbejde, leverede dem i Folkenes Paasyn 6 Mrk. til videre, da de derhos bad mig, jeg ej maatte eller vilde det for nogen aabenbare«. 24)


295

Imellem Næringsdrivende, hvis Næring berørte hinanden, kom det ofte til Haandgribeligheder. Der klagedes saaledes til Politimesteren, at naar Hyrekuskene mødte Portechaiser, »endskjønt Kuskene af Portørerne bliver tilraabt, anstille merbemeldte Kuske sig dog saa modvillige, at de hverken vil holde stille, ej heller til Side kjøre«, hvorved »Portørerne saa vel som og hvem der af Chaiserne sig lade betjene, stilles ofte i største Fare paa Liv og Helbred;« derfor fik Kuskene ved Politiplakat af 31. Marts 1727 Tilhold om ved saadanne Lejligheder at kjøre til Side eller holde stille.

Hyrekuskenes Stilling var temmelig fri Næring. De klagede 1723 over, at mange unge Karle, der havde tjent dem et eller to Aar, havde faaet Kredit til at kjøbe en Karet og et Par Heste og nu drev Næringen, at mange Urtekræmmere, Hørkræmmere, Smede, Remsnidere, Bagere og Rebslagere ja endog Vognmænd holdt Hyrekareter, hvorfor de søgte om at faa et Lav, saa ingen i Fremtiden uden de maatte holde Kareter eller Chaiser. 25) Dette bevilgedes ikke. 1729 fik 2 Hjulmænd, der ikke kunde fortjene Brødet paa Grund af Haandværkets slette Tilstand, Tilladelse til at holde Hyrekareter imod at anskaffe hver en Vogn til Bortførelse af Renovation. 26)

Mange af Haandværkernes Klager var følgelig vel begrundede. Ved kgl. Bevilling blev mangen Udlænding, der aldrig havde været i Landet før, end mindre lært Professionen hos en indenlandsk Mester, benaadet med Lavsret, og tilmed kunde en saadan Person opnaa særegne Rettigheder fremfor sine ny Lavsbrødre. Fornemme Standspersoner optog Haandværkere iblandt deres Tjenerskab, der altsaa beskyttede af Liberiet kunde udøve en temmelig fri Næring. Saaledes klagede Skræderne 1720 over »at mange af Ministrene, foruden en Skrædersvend, der bærer deres Liberi, endog har 2 à 3 Svende i deres Gaarde sidder og arbejder, at mange Officerer og andre bruger militære Personer til at sy baade Munderinger og andre Klæder med Guld og Sølv skrammererede; Militærpersoner selv arbejde baade for Borgerskabet og andre, som ved mange Inkvisitioner er blevet befundet, men dog ikke remederet; ved saa mange Frimestere, hvis Tal beløber sig til 16 à 18, der lidet eller slet intet svares enten til Deres Majestæt eller Staden.« 27)

Parykmagerne søgte ofte men forgjæves om Tilladelse til at danne et Lav, »thi vi ere saa elendige med vore Drenge og Folk, at vi ej kan have dem udi nogen Ave og Tvang og maa tage imod den Op-


296

sætsighed og Utroskab, som de os vil gjøre«. De beklagede sig ogsaa over »den store Indpas os sker med de mangfoldige Parykker, som indføres saavel af Kræmmere og den agende Post, som af Jøder, som vi tro Eders kgl. Majestæts Toldrettighed aldrig bliver betalt af«. 1728 søgte en Parykmager om Tilladelse til ved Omløbere at sælge Parykker i Værtshuse og paa andre Steder, men dette blev dog afslaaet. 28)

En langvarig Strid opstod mellem Snedkerne og Tømrerne, hvis Haandværk i saa mange Tilfælde griber ind i hinanden, og som ordnedes ved et Reglement af 30. Jan. 1723, imellem Isenkræmmerne og Løgtemagerne og mangfoldige andre Tilfælde, som nok kunde sætte en Herman von Bremenfeldt i Forlegenhed, som i »Den politiske Kandestøber« (5, 3). 29)

Uagtet Regeringen i tidligere Tid havde udstædt strænge Forbud, der skulde ophæve de danske Haandværkslavs Afhængighed af de tydske, saa blev disse dog kun lidet tagne til Følge, thi naar den rejsende Haandværkssvend kom til Udlandet, kunde han ikke faa Arbejde, med mindre han var lovlig optaget i Lavet med de engang vedtagne Ceremonier. Der klagedes saaledes 1727 over, at danske Hjulmagersvende ikke blev antagne til Arbejde i Udlandet, uden de indtraadte i et nyt Forbund. Her i Staden var der derfor de Mestere, der strax gav de danske Svende Afsked, naar de fik tydske i Tjeneste »og det med saadan Foragt, at de tydske Svende ej skal ville træde i Arbejde, saa længe den danske Svend er i Tjeneste, da her dog skal være saa dygtige Svende af Landets Indfødte, som forsvarlig kan forrette deres Arbejde«. Kongen forbød derfor at forskrive fremmede Svende, saa længe der ikke var Mangel paa indfødte. 30)

Kandestøberne havde 1678 indgaaet en Forening med deres Lavsbrødre i Lybæk, hvorved de havde underkastet sig disse, idet de forpligtede sig til at betale en Kjendelse, naar der blev optaget ny Mestere. Det lybske Lav skulde ogsaa oppebære Bøder paa 4 Rdl., naar nogen Mester her tog en Svend fra Hamborg, Vismar, Rostok, Stralsund og Lyneborg, med mindre Svenden betalte en Bøde af 2 Rdl. Lavet i Kjøbenhavn havde ogsaa forpligtet sig til at arbejde hen paa at faa alle andre Kandestøbere i Danmark og Norge i samme Forhold til Lybæk, ligeledes havde det lovet at ville bevirke, at Kongen lod dem i de holstenske Byer, der hørte ind under deres Modstandere Hamborgernes Lav, ogsaa komme under det lybske. Disse


297

Artikler fandt Magistraten i Kandestøberens Protokol og fandt dem altfor nærgaaende og ubillige og forbød Overholdelsen af denne Overenskomst; den truede i modsat Fald med at angive dem for Kongen. Hvis Lybækkerne da vilde nægte at antage de Svende, der her var udlærte, skulde man kun angive det for Magistraten, der saa vilde føre Sagen for Kongen, der nok skulde vide at holde Lybækkerne fra at gjøre Indgreb i hans souveræne Myndighed. 31)

Ligesom de tydske Lav vilde hævde sig en Overhøjhed over de kjøbenhavnske, saaledes forsøgte disse igjen at tiltage sig en lignende Ret over Lav i yngre Byer. 1723 klagede Bogbinderne i Kristiania, der 1702 havde faaet kgl. Bevilling paa fri Boghandel, over at Bogbinderlavet i Kjøbenhavn havde paastaaet, at en Bogbinder F. J. Brun skulde lade sig indskrive i deres Lav og yde det Bidrag, da hans udlærte Drenge ellers ikke vilde blive betragtede som Svende; det havde forbudt ham at forskrive Svende fra Kjøbenhavn uden først at anmelde det hos Oldermanden der og forlangte, at han skulde betale Oldermanden til Ind- og Udskrivning af hver Dreng 2 Sletdaler og for Svendene efter Behag. Magistraten fik derfor 12. Marts 1723 Befaling til alvorlig at foreholde Lavets Oldermand og Mestere deres formastelige Forhold og true dem med Fortabelse af deres Lavsrettighed 32).

Hvor farligt det var for Borgerne at klage over Avtoriteter, ses af følgende Bønskrivelse til Kongen fra Slagterlavet af 9 August 1720:

»Vi fattige Borgere og samtlige Slagtere er alle i den allerunderdanigste Forsikring, at Eders Majestæts højpriselige Naade imod os Undersaatter er langt større, end at Eders Majestæt nogensinde skulde se vores Ruin og Undergang, thi vi ser daglig, med hvad kongelig, om det maa siges, faderlig Omhyggelighed, Eders kgl. Majestæt sørger for Deres Undersaatters Velstand og Forfremmelse, idet saa sunde og højnødvendige Forordninger Tid efter anden til det gemene Bedste bliver publicerede, saa enhver retsindig Undersaat med største Glæde og Hjærtens Fornøjelse priser sig lyksalig under saa naadig Konges Forsorg og Regjering.

»Men derimod er dette beklageligt, at uretfærdige Mennesker under Billigheds Prætext tør understaa dem at gjøre tvært imod Loven og Forordninger og ej anser, at Undersaatterne derved imod Eders Majestæts allernaadigste Vilje bliver ruinerede, naar ikkun egen


298

gjort Interesse aleneste bliver mainteneret. Dette maa vi fattige Slagtere her i Kjøbenhavn med største Vemodighed beklage for Eders Majestæts Trone, idet vi ikke en Gang men mange Gange bliver pressede at erlægge unødvendige Udgifter til En ved Navn Sprøiter, hvilken ved Oberpolitiet og Kommercekollegium har forpagtet alle Bøder, han selv ved sine Underfundigheder og Folks Forseelse kan bringe til Veje. Thi ihvorvel ingen skal kunne bevise, at vi enten selv eller ved vore Folk har taget mere for hvert Pund Kjød, end det os efter den foreskrevne Taxt er tilladt at tage, hvilket vi saavelsom vore Folk alle har tilbudt at bekræfte med Ed, saa er dog Alting slet til Side og vi tildømte at betale hver for sig 4 Rdl. til denne Sprøiter, men alt det, han foregav, endskjøndt Alting var usandfærdigt og ubeviseligt, det blev anset, og paa det hans Paastaaende skulde have Skin af Billighed, forestillede han et Vidnesbyrd, som var et Kvindemenneske, hvilken uden Eds Aflæggelse deponerede sit Vidne contra os, da dog Lovens Pag. 103 Art 1 udtrykkelig siger, at ingen Sag bør dømmes udi, med mindre der er i det mindste tvende enstemmende Vidner, og ihvorvel vi paastod saadant enligt Vidne ej burde anses eller og i det mindste burde hun efter Loven aflægge hendes Ed, saa blev det dog afslaaet og paa denne Maade kan denne Forpagter Sprøiter kjøbe sig nu en, nu en anden til, som pro forma kan gaa omkring til enhver Slagter, endskjønt det aldrig er deres Alvor at kjøbe noget, hvilket vi og lovligen kan overbevise ham at have gjort, og paa den Maade er det os umuligt at kunne svare vores borgerlige Tynge, thi formedelst saadan Medfart er alt 9 af Slagternes Lav ruinerede, at de hverken kan svare Deres Majestæts allernaadigst paabudne Skatter eller deres Kreditorer, og skal det saadan længe staa paa, maa vi andre berede os paa at gaa samme Vej; thi for det første er vores Næring ganske betaget os af disse Frislagtere, som tvært imod deres meddelte Privilegia tager mere for deres Kjød, end de bør, og det gaar saa hen upaatalt, endskjønt vi det har gjort bevisligt, ej heller er de i den Tilstand, at de kan forsyne Byen med Kjød, naar vi intet har at sælge, og derover maa den ganske By og Borgerskabet lide Mangel, thi i det her er saa mange i det Haandværk, bliver vi alle ruinerede.

»For det andet maa vi bortgive alt det, vi fortjener, til denne Sprøiter. Vi har andraget dette for Magistraten i den Tanke, de kunde befri os fra saadan haard Medfart, men er afvist med den


299

Beretning, de kan ej hjælpe os, saasom Kommercekollegium vil saa have det, at Borgerskabet skal ødelægges. Vel er Kommercekollegium derom tilskrevet, men de har ikkun givet Magistraten et slet Svar, vil vi se os frelste, men vi søge det direkte hos Hans Majestæt. Altsaa indflyr vi i allerdybeste Underdanighed for Eders Majestæts Trone, at vi fattige Undersaatter dog i disse vanskelige Tider for et eneste Menneskes Skyld ej ganske skal ødelægges og nødes til at tigge, men at vi maa blive befriet fra Politiet og dets haarde Medfart og aleneste nu som tilforn dependere af vores retsindige Magistrat, som allerbedst kjender Borgerskabets Lejlighed, og at vores forrige Frihed, som Anno 1673 d. 20. Marti allernaadigst er udgivet af salig og højlovlig Ihukommelse Kong Christian den Femte, allernaadigst af Eders kgl. Majestæt maa blive konfirmeret og at alle andre, som ikke henhører til Slagterlavet, maatte blive afskaffede. Vi har slet intet at klage paa den gode Hr. Gehejmeraad Rosenkrantz, thi han var ej tilstede, da den sidste Dom d. 31. Maji sidstafvigte blev afsagt, men med største Respekt for hans før beviste Retfærdighed og Haandhævelse, men vi har aleneste at klage paa Forpagteren Sprøiter, hvilken er sat til Alles Ruin og Fortræd, thi de andre gode Herrer ved Kommercekollegium gjør den største Synd, at de i saa store Poster konniverer med ham og saaledes paa hans løse Angivelse uden videre Bevis tildømmer os at give ham saa godt som en aarlig Skat; i den Sted Eders kgl. Majestæts allernaadigst paabudne Skatter maa staa ubetalte, bliver disse Bøder exekverede. Hvorfor vi endnu som tilforn allerunderdanigst beder, at vi for saadan haard Medfart allerunderdanigst maatte vorde forskaanede, som skal forbinde os at leve Eders kgl. Majestæts vor allernaadigste Arvekonges og Herres allerunderdanigste tro Undersaatter« 33).

Det viste sig, at Magistratens anførte Ytringer var opdigtede af den, der havde ført Skrivelsen i Pennen, om at Kommercekollegiet ikke vilde gaa ind paa Slagternes Opfattelse af deres Forpagter. Dette var jo i og for sig strafværdigt, men værre var det, at Beskyldningen væsenlig var rettet mod en af Kongen beskikket Øvrighed, hvorfor de Skyldige var hjemfaldne til Straf efter Lovens Pag. 1001 7 Artikel; da Magistraten dog ikke mente, at det var Kongens Vilje at straffe efter Lovens Strenghed eller at de gode og høje Herrer i Politi- og Kommercekollegiet vilde se det hele Lav ruineret og beskæmmet, bestemtes det efter dens Indstilling 10. Febr. 1721, at Oldermanden og alle


300

Underskriverne skulde gjøre Medlemmerne af Kollegiet en offentlig Afbedelse og tilstaa, at de ubetænksom og ubeføjet havde andraget hos Kongen om det som var usandfærdigt, og med Fortrydelse erkjende at have forset sig meget groft mod den dem foresatte Øvrighed, bede den om Forladelse og forsikre, at de i Fremtiden vilde holde sig efter Pligt og Skyldighed. De skulde desuden bøde 100 Rdl. til de Fattige, og den første i Lavet, der 3 Gange overtraadte Taxten, uden al Naade have sin Lavsrettighed forbrudt.

En farlig Sag indlod Brændevinsbrænderne sig paa, idet de i sluttet Lav fra 150-200 Personer gik Kongen imøde, da han drog til Kjøbenhavn fra Frederiksborg 11. Maj 1723, forat overrække ham et Bønskrift, uagtet Politimesterens Forbud. Et saaadant utilladeligt Opløb kunde have fremkaldt streng Straf over Deltagernes Hoved, men Kongen lod Naade gaa for Ret og lod Hovedmændene slippe med den Arrest, de havde faaet. 34)

Det, som bandt Lavenes Medlemmer sammen, var de fælles Ceremonier eller den saakaldte Behøvling, hvorved man billedlig blev renset for det Smuds, der hænger ved Mennesket, inden man blev anset for værdig til at blive Medlem af det højlovlige Lav, og derved blev »zünftig«, som det hed med en tydsk Benævnelse. Snedkerne brugte endnu 1737 for en stor Del de gamle Ceremonier, der beskrives saaledes af en samtidig tydsk pietistisk Snedker 35): »Naar en Snedkerdreng har udstaaet sine Læreaar og bliver gjort til Svend, handler man saa taabeligt med ham, at et fornuftigt Verdensmenneske har Grund til at le haanlig deraf, men en sand Kristen vil alvorlig begræde det. En saadan Udlært bliver om Søndagen, naar den bestemte Læretid er forbi, udskreven hos Oldermanden, derpaa kommer han om Mandagen i Svendenes Vold, der først gjør en rund Kreds med Kridt paa Gulvet, hvilken de kalder Kohalen, og som den Udlærte (hvem de kalder en Konøgle fra den Tid af, da han er udskreven, til han bliver behøvlet, og om det saa varer mange Aar, faar han dog intet andet Navn) skal udslette med Haarene; vil han ikke gjøre der, skal han betale med Penge. Dernæst maa han sætte sig paa en Bænk, og der bliver udnævnt blandt Svendene en Præst og Faddere og en Klokker, der tager ham under Behandling paa en syndig Maade med den saakaldte Konøgle paa følgende Maade:

»Klokkeren tager en Vinkelhage og sætter hans Arme og Hagen i Vinkelen, hvorpaa Præsten træder op ved Siden af Bænken og


301

begynder at prædike. Prædiken har en Indgang, Udgang og Text, men den er ofte saa afskyelig, at det endog var syndigt at fortælle derom; den er delt i 3 Dele, 1) om Arkitekturen, 2) om Konøglen, 3) om Vandringskabet. O gruelige Skam for Guds Ords Prædiken og Prædikerembedet; thi denne saakaldte Prædiken er fuld af onde ugudelige Løjer, Gemenheder og Narrestreger, ja fuld af skandaløse Ord, hvorover Tilhørerne har deres Latter og paa en skammelig Maade bliver opæggede. Istedenfor at Præsterne begynder deres Prædiken i den treenige Guds Navn, hedder det hos dem: i Skrubhøvlens, »Rauchbankens« og »Fugebankens« Navn. Konøgle sving dig paa Bænken; istedenfor at Præster anfører Skriftsteder, hedder det hos dem: som det staar skrevet i Røghullet og deslige. Under Prædiken staar de 2 Faddere og holder en lang Lineal over Hovedet paa den saakaldte Konøgle, en saadan som en maskeret Harlekin lader sig se med i Kjøbenhavn. Under Musikkens Lyd drikker man ogsaa 2 til 3 Gange rundt ved hver Afdeling af Prædiken. Men hvor tungt saadant falder en gudfrygtig Mand paa Sindet, kan man vel slutte sig til. Paa de fleste Steder døber Præsten ogsaa de Omstaaende med Vand, men dette skal være forbudt i Kjøbenhavn, efter at Lavene under tidligere Regjeringer var ophævede nogen Tid og da der igjen blev givet dem Lavsrettigheder.

»Naar den ugudelige Prædiken er forbi, bliver det unge Menneske lagt paa Bænken og kastet ned af den af Fadderne for ethvert Stykke Værktøj. Præsten høvler og Klokkeren rækker ham Værktøjet og det gaar for sig af al Magt, hvorover Tilskuerne opslaar en syndig Latter, især naar den Behøvlede under sine Fald slaar sig godt haardt. Har man Had til nogen, kan man godt hævne sig ved dette Middel.

»Efter Afhøvlingen maa han, idet Fadderne holder Linealen over hans Hoved, springe hen paa denne, for saaledes at slaa den ud af deres Hænder. Denne Springen er for Læremesteren, for Læremesterens Kone, for alle skjønne Jomfruer, undertiden ogsaa for alle utugtige Kvinder, men dette sidste Spring sker til venstre, de andre til højre.

»Efter Springningen spørger Præsten om hans Navn og siger nu: »Har du heddet N. N. under Bænken, saa skal du nu hedde N. N. over Bænken, og giver ham derpaa et Par Munddask, idet han


302

siger: »taal det af mig og af ingen anden«, hvoraf en fornuftig Mand vel ser, at det forbudte at slaa igjen ikke utydelig bliver lært og tilladt mod Øvrighedens Befaling.

»Nu er den forhenværende Konøgle Svend. Han bliver derpaa under Klangen af Trompeter og andre Instrumenter bragt ind i Stuen til Svendene, hvor Velkomsten bliver bragt ham til at drikke ud under naragtig Tale, og han faar da ogsaa et Tegn og en skreven saakaldt Haandværker Gewonheit, i hvilken der staar saa mange latterlige, taabelige og naragtige Ting, som næsten umulig kan optegnes her for deres Vidtløftigheds Skyld. Kjendte Deres kgl. Majestæt hele den Afskyelighed, De vilde umulig taale den«.

Med Hensyn til andre Ceremonier beretter samme Mand: »Naar en Fremmed sidder (i Lavshuset), spørger Skafferen: Also mit Gunst! Hvad har Mestere og Svende befalet Eder? Svar: Also mit Gunst! Mestere og Svende har befalet mig, jeg skulde venlig hilse Mestere og Svende paa Haandværkets Vegne, de der er ærlige i Haandværket, men de der ikke er det, af dem skulde jeg tage Penge eller Penges Værd og hjælpe at gjøre dem ærlige, trække dem ved Haarene op paa Bordet, fra Bordet til Bænken, fra Bænken til Bordet, indtil de begjærer at blive ærlige, derefter sætter jeg dem med mig op ved Bordet og drikker med dem en god Kande Øl eller Vin og lader dem dermed være ærlige Svende. Also mit Gunst«.

»Naar En søger Arbejde, bliver han spurgt: Also mit Gunst. Hvad er hans Begjær, at han har sendt Bud efter mig og mine Medgeseller. Er hans Begjær at bese Staden eller er hans Begjær at drikke en Kande Øl eller Vin med en ærlig Mester og Svende, eller er hans Begjær at arbejde 14 Dage hos en ærlig Mester, saa kan han give mig saadant at forstaa. Also mit Gunst. Herpaa svarer den Fremmede, ligesom der er spurgt. Naar der siden skal tilsiges Arbejde, forkyndes dette med disse Ord: Also mit Gunst! Saa har jeg været ude efter Eders Begjær og min Formue, saa takker alle Mestere tilsammen. Er Pungen vel spækket og Skoene vel flikkede, saa er det godt at vandre, dog har endnu en betænkt sig ved Navn N. N. Saafremt I vil tage til Takke med en fattig Mester, saa ønsker jeg Eder megen Lykke til den Mester. Also mit Gunst.«

»Dette og meget mere maa enhver vide fuldkommen, at intet Ord fattes deri, saa fremt han vil passere for en ærlig Svend, og derover holder man saa nøje, at den hæftigste Strid kan opstaa over den


303

ringeste Fejl. Om ogsaa en er født dansk og ikke forstaar et tydsk Ord, maa han, naar han kommer her, kunne disse tydske Komplimenter uden den ringeste Fejl, saafremt han vil gaa for en ærlig Svend, eller ogsaa faar han allehaande Klammeri, og ved de ringeste Forseelser i saadanne Haandværkssædvaner bliver han strax dømt til at bøde 24 Sk., forat man kan faa noget at drikke op. Saaledes højtideligholder de deres Søndag og agter kgl. Befaling, og saa snart de mærker, at nogen ikke med god Samvittighed kan eller vil gjøre disse Ting med, trænger man sig paa ham, fornærmer ham med de føleligste Ord, ja trakterer ham med Slag, naar man siger det ringeste Ord derimod, og vil han have Fred, maa han give Bøde, der strax drikkes op«.

Saaledes var Snedkerlavet endnu Bærer af den rette gammeldags Lavsaand. Det viste sig imidlertid, at det forargelige for største Delen var ophævet, og Magistraten fandt Ceremonierne uskyldige og uskadelige. Som en Følge af dens Indstilling blev Behøvlingen tilladt fremdeles. 36)

Flytningen af Lavsskiltet foregik med store Ceremonier, der ogsaa for Snedkernes Vedkommende haves bevaret i en Beretning fra 1724.

»Den 25. September 1724 har Snedkeramtet her i Byen ved Anledning af at forflytte deres Lavsskilt fra Graabrødretorv til Grønnegade, hvor de sig et Hus til Lavets Samling have tilforhandlet, holdt et smukt og ordenligt Optog udi følgende Orden. For den første Division gik 6 Musikanter, derpaa fulgte 9 Amtsmestere, 3 i hvert Led, med deres Maalestokke i Hænderne, anførte af en Amtsmester. Bag efter dem kom en Officer, derpaa fulgte 2 tyrkiske Officerer, og efter dem blev Skiltet baaret af 12 tyrkiske Drabanter. Siden kom de 5 Bygningsordninger nemlig: 1. den toskanske, i italiensk Dragt som en Bonde, til Erindring at den af en Bonde er opfunden, 2. den doriske i en romansk fyrstelig Dragt, 3. den joniske udi Fruentimmerhabit, 4. den korinthiske i samme Dragt og 5. Composita i romersk Habit, nok som tvende Fægtere med dragne Kaarder, en paa hver Side af Valgtavlen, dernæst saas tvende Vildmænd med grønne Træer og Pyramider«.

»Derefter blev Svendenes overmaade kunstig udarbejdede Lade baaren af 4 Svende, som bleve secunderede af tvende Fægtere. Næst efter Laden kom 2 Svende med Regimentstavene, nok tvende Svende


304

med blanke Kaarder og en midt imellem, som bar Sølvpokalen eller deres Velkomst-Bæger. Siden fulgte en med den store Skjænkekande og derefter de 4 Aarets Tider, nemlig Foraaret med Blomster, Sommeren med sin Segl og sine Ax, Høsten med sit Bæger og Druer og Vinteren i forede Klæder med et Fyrfad. For den anden Division gik 6 Musikanter, derpaa saas 4 Fægtere med blotte Kaarder som Sekundanter for Fanen, der blev baaren af Fændriken Mr. Orthman. Dernæst fremkom en Officer og efter ham 42 Snedkersvende, hver med sit Stykke siret forgyldt Værktøj og Plumager paa Hatten, og blev Sviten sluttet med tvende lystige Personer og en Bonde samt en Bondekone. Udenfor det gamle Lavshus blev holdt en Afskedstale paa Vers ved omtalte Fændrik og for det ny Lavshus en Indvielsestale«. 37)

Uagtet eller maaske paa Grund af den gammeldags Lavsaand stod Snedkerne paa et lavt Standpunkt. Saa godt som alle bedre Møbler blev indførte. En kyndig Forfatter fortæller 1759: 38) »Af allehaande Boskab eller Møbler gjordes i forrige Tider lidet eller intet hos os selv, uden alene til Bondens Brug. Alt, hvad som saas i de saakaldte skikkelige Folks Værelser, var gemenlig hollandsk eller tydsk Arbejde, særdeles indlagte Skabe, Skatoller og Dragkister, Gueridons, Tabletter, Taburetter, lakerede Borde osv. I den Post har vi kjendelig forbedret os, siden Tolden paa saadanne fremmede Trævare er bleven forhøjet, da der nu overalt, paa Landet saavel som i Stæderne, findes Snedkere og Stolemagere nok til allehaande fint Træarbejde. Ja, i Steden for at vi i dette Seculi Begyndelse lode komme en slet og ret Ryslæders Stol fra Lübæk, saa sende vore Stolemagere nu deres Arbejde herfra til Petersborg«.

Ved Aar 1720 havde man dog begyndt paa Møbler i finere indenlandsk Arbejde, thi 1720 søgte de Snedkere, der gjorde »fint og indlagt Arbejde«, om at faa et Par ledige Boder paa Børsen til at forhandle deres Varer, da Kræmmerne, til hvem de ellers maatte sælge, tog hele Fordelen. 39)

Af »Det nye indrettede The- og Caffe-Huus, anden Part« 1727 af Phoenixberg ses det, at fornemme Folk kjørte til Børsen forat kjøbe Bohave; »der er ankommen saa mange Galanterikræmmere med adskillige rare og kunstige Senge, Spejle, Skilderier, Stole, Tresurer, Keridoner, Dragkister, Lampetter, Porcellæn, Billeder og Dukker«.


305

De Mesterstykker, der gjordes, kan ses af følgende Liste i en trykt Plakat af 3. Marts 1756, hvortil dog bemærkes, at for Guldsmedene, Kobbersmedene, Knapmagerne og Possementmagerne var der bestemt et andet Arbejde end det ældre Stykke, der ikke mere havde nogen praktisk Betydning 40), medens i de andre Lav da endnu aflagdes de samme Prøver som i de Aar, vi her omtaler, og langt længer tilbage i Tiden.

I. Bogbinderne indbinde en stor Bibel eller anden Bog in Folio paa Median-Papiir, forgyldt glat paa Bladene, i rødt Saffian; reent og næt overalt forgyldt paa Læderet, med krumt Stempel og fuldkommen Beslag; item en Bog in Qvarto, Octavo eller Duodecimo, forgyldt paa Bladene, vel slagen, og indbunden i marbrered Bind.

II. Billedhuggerne forfærdige tvende ziirlige Tegninger, nemlig en Figur, og et Alter- eller Epitaphii-Ritz, saa og et Stykke Zirat. Figuren maae han forfærdige i hvad Materie ham lyster, men Ziraten skal forfærdiges i Træ, accurat og vel proportionered efter Tegningen, saa og et Zirat-Stykke med ægte Forgylding.

III. Bundtmagerne, et Graaeværks-Foeder af fem Timmer, et Graaeværks Bug-Foeder af fem Timmer, og et Dito af Ilder-Foeder, som skal være ulasteligen sammensatte af 40 Stykker.

IV. Bagernes Mesterstykke bestaaer i adskillige Slags baged Brød, hvortil i det høyeste ikke maae bruges mere Meel, Smør med videre, end at det kand haves for 20 Rdlr.

V. Bødkerne forfærdige en Tønde, efter dens foreskrevne Maal og Cirkel, samt en Skibs-Anker-Boje.

VI. Blyetækkerne. Ved dette Laug forfærdiger Svennene intet Mesterstykke, men deres Dygtighed bliver undersøgt af nogle Laugs-Mestere, førend de til Svenne antages. Ligesom de og, udi det sidste Svenne-Aar, skal forestaae Mesterens Arbeide, saaledes som de selv agte at tilsvare.

VII. Blikkenslagerne, en rund Kugle af Blik, som skal være en Alen i Viide og Høyde; samt en sex-kantig Messing-Løgte, som kand sammenfoldes, med et Blik-Hus til; item en Skibs-Løgte af Jern, halvanden Alen høy.

VIII. Dreierne, en opstaaende flammed Spinde-Rok, et Skak-Spill, en Pille, tre Qvarter lang, durchbrochen med tre Stænger, og en rund Kugle, som skal dreies uden Cirkel.

IX. Dugmagerne, (eller Vandtmagerne) forfærdige deres Mester-


306

stykke efter Hallens og Oldermandens Anordning, hvilke og skiønne om Arbeidet er forsvarligen forfærdiged.

X. Feldberederne, deres Mesterstykke bestaaer i Semmisk at berede en Elends-Hud, tvende Bøffel-Huder, toe Hjorte-Huder, ti Bukke-Skind, ti Faare-Skind, og ti Kalve-Skind, hvoraf skal giøres en Kjøllert, en Karbiner-Rem, et langt Kaarde-Gehæng, toe par Handsker og et par Strømper.

XI. Guldsmedene, Guld-Arbeiderne forfærdige en smuk udarbeidet cizellered Guld Tobaks-Daase, tilligemed en Ring, forsæt med en durchsigtig Steen, efter nyeste Mode og Façon. Og Sølv-Arbeiderne forfærdige en smuk ziirlig Caffe-Kande, udarbeidet af et heelt Stykke Sølv.

XII. Garverne, deres Mesterstykke bestaaer i at barke tvende Oxe-Huder til Solle-Læder, sex Koe-Huder, toe til Ind-Solle-Læder, toe til Smurt-Læder, og toe til For-Læder; Et Degger Kalve-Skind til Engelsk Læder, et Dito til Fet-Læder, og et Degger Faare-Skind, hvilket Læder i Oldermandens og fire Mesteres Overværelse saaledes touges, nemlig af Solle-Læderet den eene Huud til en Blank-Læders Huud, af Koehuderne, toe til Smurt-Læder og toe til For-Læder, af Kalve-Skindene det eene Degger til Engelsk-Læder, og det andet til Fet-Læder, men af Faare-Skindene giøres det halve Degger sorte og blanke, og det andet halve røde og blanke.

XIII. Giørtlerne forfærdige et ziirlig udarbeidet og forgyldt Ride-Tøys Beslag, et par Ride-Stænger, og et par Stig-Bøyler.

XIV. Glarmesterne, en Bibelsk eller anden Historie, ridset og brændt paa Glas, og et dygtig stærk Vindue.

XV. Handskemagerne og Peltznere, forfærdige et Skind-Skiørt, sex Qvarteer lang, og sex Alen vidt, med tre Remmer, og dertil 40 smaae Skind, item en Mands-Peltz med krumme Ærmer, vel besat med Remmer paa alle Sømmene; samt et par Handsker, syed med tvende Sømme; hvilket Læder alt af den unge Mester selv skal være tilbereed. Vil han ey tillige være Peltzner, da forfærdiger han alene Handskerne.

XVI. Hattemagerne, de forfærdige til Mesterstykke en gandske Castor-Hat, og een af fiin Polsk eller Spansk Uld, saa og een af grov Uld.

XVII. Hiulmændene, forfærdige et Hiul, uden nogen Sammen-


307

fælling, og dog Cirkelrundt, saa at det er en Alen høyt over Navet, og fire Toll højt paa Fillene, som skal være tre Toll tykke.

XVIII. Knapmagernes Mesterstykke er, et Douzaine Spigat-Knapper, som ere forhøyede, og en Karpen-Skive med dertil hørende Polske Sleiffer, item nogle Ridder-Skiørt-Sleiffer, saa og noget Strik-Verk, som Haandværket vedkommer, saasom Val Knude og Bandecol-Kost med Flætning, etc. alt uden Guld eller Sølv.

XIX. Kandestøberne forfærdige, (1.) En Leer-Form hvori en Plade kand støbes til en ottekanted Flaske paa sex Potter, Pladen over alt lige tyk. (2.) En Leer Kande-Form paa toe Potter, begge halve Deele til lige Høyde og Vide, saa at de efter Cirkel-Slag kand slutte. Og (3.) En Leer-Form til et Fad paa tre Pund, hvori støbes tvende Fade, hvoraf det eene skjæres midt over, for at see om det over alt er lige tykt.

XX. Kaabbersmedenes Mesterstykke er: En fortinned Kaabber Spølle-Kiedel, og en Fontaine med Hahne i Proportion af Kiedlen, samt et Kaabber Fyrfad.

XXI. Muurmester, Steenhugger og Gibser-Lauget.

Muurmesterne forfærdige en vel proportionered Bygnings-Afridsning, med Overslag paa dens Bekostning, saavidt Muurværk, Stillinger og deslige angaaer, samt giver Efterretning at han forstaaer Materialierne forsvarligen at berede.

Steenhuggernes Mesterstykke bestaaer i at forarbeide et Stykke af Bræmer- eller anden Steen, og et Stykke af Marmor. Saa forelægges ham og en raae Udkast af nogen Slags Architectur, hvorefter han forfærdiger en accurat Grund-Ritz, og en fuldstændig Ritz, tilligemed en Profil, med hosføyed Overslag hvormange Cubic-Foed Steen dertil kunde behøves.

Gibserne forfærdige en vel proportionered Tegning over et Stykke Stuccatur-Arbeide, saa og noget Gibs-Arbeide, bestaaende af ophæved Qvadratur, Stuccatur eller Arbeide en bas relief eller Ornamenter.

XXII. Malerne forfærdige en Geistlig eller verdslig Historie, samt et smukt Landskab-Stykke.

XXIII. Naalemagernes Mesterstykke bestaaer i følgende: (1.) i Messing-Traad at trække og rette, dernæst i Knaptraads Trækning og Skiæring. (2.) Naale af N. 00, 400 i et Brev, veyende et Qvintin med Papiret. (3.) Naale af N. 192 udi et Brev, en Tomme lang, veyende et Qvintin med Papiret. (4.) Udi andre Sorter, efter den ved


308

Lauget befindende Prøve; og (5.) I en aatekanted Gitter, efter den ved Lauget værende Prøve.

XXIV. Posementmagerne, en brugelig Hatte-Galoun af Guld eller Sølv, i Figur af foreleggende Tegning.

XXV. Peruqvemagerne, en Carée-Peruqve, og en naturel eller saa kaldet Spansk Peruqve af rene Menneske-Haar, efter de i Brug værende Façons.

XXVI. Reebslagerne forfærdige toe Skiød med fire Dukker, og et Hierte derinden udi, slaget paa Kabel-viis, fire Tomme tyk og 50 Favne lang; item toe Smidder paa Kabel-viis, fem Tomme tyk og tolv Favne lang; Nok et Kabel-Toug paa 60 Favne lang og sex Tomme tyk.

XXVII. Remmesniderne og Sadelmagerne.

Remmesnidernes Mesterstykke er et par forsvarlige Hylster med Stokke, som passe næt dertil, saa og en Hoved-Stoel med Hinter- og For-tøy.

Sadelmagerne forfærdige en Krumfløyel, en Qvinde-Sadel, samt en Tummel-Sadel og Hylster dertil, med For- og Bag-tøy til en Rytters Mundering.

XXVIII. Skomagerne, et par Støvler og et par Skoe.

XXIX. Skræderne forfatte en nye Afridsning paa en Mands- og Qvindes-Klædning.

XXX. Smede-Lauget.

Grov-Smedene forfærdige en Breed-Biel efter Treangel-Maal, tretten Tomme, med Staal for, og en Heste-Skoe.

Grov-Tyg-Smede, en Breed-Biel, ligesom Grovsmedene, og en Rende-Bore, saaledes færdiggiort at den strax kand bruges.

Kleinsmedene, et Laase-Blik efter et af Lauget givet Maal; en Nøgle med tre Rett-Skiver, og en Laas indvendig med tre Rigler, hvoraf de tvende oplukkes fra begge Sider med Nøglen, og ellers saaledes som videre i Laugs-Articlerne foreskrives.

Lee-Smede, en Høe-Lee og en Segel, begge med Staal for, og efter deres Vægt og Maal.

Sporemagerne, et par Stænger med et Mund-Stykke.

Nagel-Smedene, (som dog have separat Laug) tre Stk. femten Tomme Søm, tre Stk. tolv Tomme, tre Stk. syv Tomme, ti Stk. Porte-Søm med krusede Hoveder, lige lange, og Tippen lige oven i Hovedet, samt 50 Stk. smaae kruushovede Søm.


309

Bøssemagerne, en Kugel-Bøsse med en halv rund Laas og Sneller under og med Garnedur forskaaren; Eller: Et par Pistoler, ligeledes med halve runde Jern-Garnedurer forskaarne.

Kniv-Smedene, en Stok-Messer, og en Biel-Messer, som Skoemagerne bruge, rund som en Halv-Maane, begge med Staal forlagt.

XXXI. Snedkerne forfærdige en vel proportionered Afridsning paa et skikkeligt Contoir og stort Skab; En Vindues-Karm med Vindues-Rammer i sin rette Vinkel; En Dør-Karm og Dør med toe Fyldinger, ogsaa i sin rette Vinkel, og et Bræt-Spill med fremmed og farved Træ indlagt.

XXXII. Stoelemagerne, en nu brugelig saa kaldet Calepsche, ti Qvarteer for til, ni Qvarteer bag til udi Længden, og udi Breeden eller Dybden tre og et halv Qvarteer, med fire sveiffede Fødder samt Ryg-Stykke og Øre-Klapper, og halve Arme-Lehner. En flammed omløbende Barne-Stoel, og en dreied Mands Lehne-Stoel.

XXXIII. Sverdtfegerne, et Jern-Fæste, med Guld og Sølv indlagt og ziiret, efter Modell.

XXXIV. Silkevæverne, et Stykke brugeligt figurered Tøy, efter det den tiltrædende Mester forelæggende Mønster og Patron.

XXXV. Segl- Flag- og Compas-Magerne, et Jagt-Segl, et Mers-Segl, en Messan. Et Dansk Konge-Flag, Giøs og Vimpel. Et Engelsk Flag og Giøs. Tvende Azimuth-Roser med Magnet-Naale. Tvende Mariner Peil-Roser. En ordinaire Peil-Rose og Skuende-Rose. Et nyt Peil-Compas med Marin-Rose samt Visirer og Bøyler. Et nyt Nathuus-Compas med en Marin-Skuende-Rose. Et Fire- og et Toe-Time-Glas. Tvende Halv-Time-Glas, et ti Minuts-Dito, et fem Minuts-Dito, toe halve Minuts-Dito, toe en fierdendeels Minuts-Dito.

XXXVI. Strømpevævernes Mesterstykke bestaaer udi: At adskille og tage fra hinanden en Strømpemager-Stoel, og med alle sine Deele igien Professions-mæssig at sammensætte, saa og derpaa at forfærdige et par Strømper med Blomster og Engelske Svikler, samt en dobbelt Hue.

XXXVII. Tøymagerne, et Stykke blommed, og et Stykke stribed Cannifas af 20 Alen, 40 Gange, 3/4 bred; Et Stykke blaat og et Stykke hvidt Olmerdug, samt et Stykke Bommerside af sædvanlig Længde og Breede; Ligeledes en Ulden og en halv Silke Estoffe, som skal bestaae af 20 Alen, 5/4 breed, og 38 Gange i Bladet.

XXXVIII. Tømmermesterne, deres Mesterstykke bestaaer i at


310

sammenbinde en firkanted Karm, tre Alen lang og breed, med fire Hiørne-Baand udi, hvilken skal sankes tæt i alle Samlinger for og bag, saa at Stykkerne kand passe hvorledes de henlægges. En Afridsning paa en Bygning, Vindel-Trappe og en anden Trappe. Item et Overslag paa Tømmer til et Huus, efter den Størrelse det skal have.

XXXIX. Tobakspinderne forfærdige: (1.) Trende Ruller Tobak paa to à tre Pund, den ene rund, den anden fiirkanted, og den tredie aatekanted, som spindes saa tynde som en Tobaks-Pibe-Stilk. (2.) En Stræng tyk Tobak, tre á fire Alen lang, af en fuldkommen proportionered Arms Tykkelse. (3.) Toe à tre Pund Krøll Tobak, saa fin skaaren som en maadelig Sye-Traad. (4.) Skal den til Mester antagende vise Prøve paa sin Færdighed i at kiende alle Slags Tobakker og deres Behandling, med hvad videre dertil hører.

XL. Uhrmagerne.

Smaae-Uhrmagerne forfærdige et Lomme-Repeteere-Uhr, som repeterer Timer, Qvarterer og halve Qvarterer.

Stoere-Uhrmagerne, et Stue-Uhr, som skal gaae i aate Dage med et Optræk, men som er forsyned med Vise-Værk, og slaaer Qvarterer og Fuld-Slag af sig selv, samt repeterer.

XLI. Væverne forfærdige et Stykke Lerret paa tolv Alen lang, udi en tretten hundrede, som vel maa være finere, men intet grovere; Saa og et Stykke Dynevaar af samme Længde, udi en nie hundrede. Og skal begge Deele skee igiennem nyt Reedskab, som den unge Mester selv skal slaae.

Den private Industri udenfor Haandværksdrift var meget ubetydelig, skjønt den dog var i Tiltagen henimod Slutningen af Frederik IV's Regjeringstid. 28. Febr. 1724 fik Zakarias Nieman Privilegium paa at forfærdige trykkede Tapeter, og han var ikke den første der drev denne Industri. 16. Decbr. 1726 fik Arnold Didrik Zølner Privilegium paa at fabrikere Guldlæder, Ludvig Wittrog 11. April 1727 paa Manufaktur af uldne Stoffer, saasom Uldstrømper, en anden 30. Juni 1727 paa Manufaktur af lakerede og med Saftfarver skildrede samt trykte Tapetserier og Voxlærred og 7. Novbr. samme Aar fik Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet Tilladelse til at oprette en Fabrik til at forfærdige Dvelg, Blanklærred samt det saakaldte Katuns og lybsk Lærred, med hvilke Varer Hamborg næsten alene havde forsynet Landet. 41)


311

1724 nævnes en Kønrøgsfabrik udenfor Østerport. 42) 23. Feb. 1726 udstædtes kgl. Privilegium for et Limkogeri.

Man forsøgte ogsaa paa Indførelse af en dansk Silkeavl, idet Kristoffer Berentsen 1727 vilde dyrke en Morbær- og Farveplantage, Paa det Sted, hvor nu Banegaarden og dens Omraade findes, anlagde han i Forening med Krigsraad Wulf en Farveplantage. 43)

29. Marts 1727 fik Johan Christian Biederman Tilladelse til at oprette et Laboratorium, hvor han kunde drive »Scheidekonsten«, der bestod i at tage Forgyldning af Sølv, førend det blev omsmeltet, dog maatte han ikke tage nogen Jøde i Lære. Der havde ogsaa tidligere været her en Mand, der drev samme Haandtering, men han var med sin Familie død i Pesten. 44)

Der var ogsaa mekaniske Genier. En Uhrmager Peter Heide havde opfundet »en Maskine, som kan bruges til at male paa foruden Folk og Heste, foruden Vand eller Vejr, at drive den alene ved Vægt eller Lod ligesom et Sejerværk (Uhr), der gaar med Lod og skal opvindes om Aftenen og Morgenen, dermed Nat og Dag at male. Maltbyg til Gryn og Hvede til fint Mel, hvilken Invention er endnu saa hemmelig, at aldrig nogen det har hørt eller set i denne Verden, som jeg den for mange Aar siden har inventeret og Generalbygmester Plato endel deraf i mit Hus har set«. Han søgte 1724 Kongen om Hjælp til at udføre en Model. 45)

Frederik IV lod efter General Scholtens Raad anlægge en Klædefabrik i Børnehuset paa Christianshavn og paa Guldhuset i Rigensgade, hvor der hvert Sted var 40 Klæde- og Uldenvæverstole med tilhørende Spindere, Overskærere og Farvere. 46) Til at syne Varerne beskikkedes 2 Officerer og 2 af Magistraten udnævnte Kjøbmænd, der forsynede de brugelige Varer med et Mærke eller saa kaldet »Haltegn«. Udsalgsstedet af disse Varer kaldtes den kgl. Klædehalle. 47)

__________

Efterat have omtalt de borgerlige Lav gaar vi over til Omtale at »det lærde Lav«.

Naar en Studerende havde udstaaet sin Skoletid, mødte han ved S. Hansdagstid ved Universitetet, med Vidnesbyrd (testimonium) fra Skolemesteren eller Latinskolens Rektor forat stædes til Deposits eller den Examen, som Professorerne i det filosofiske Fakultet holdt;


312

en saadan Student, der skulde deponere, hed Depositums, hvilket forkortedes til RUS, et Navn, der som bekjendt har holdt sig til vore Dage paa en Student i det første Aars Studeretid. Disse Russer, der i hine Tider sædvanlig var klædte i Provinsboernes tarvelige Dragt, der stak af mod Kjøbenhavnernes franske Moder, var følgelig til Fornøjelse for de ældre Studenter, ligesom vi ældre Latinere i vor Skoletid morede os over de bondeklædte Drenge, der skulde optages i Latinskolen. Der berettes saaledes om den lærde Hans Gram, at »da ban var til Deposits, blev han sat nederst, han var en lang udannet Jyde med udkæmmet Haar.« Derfor er det, at der i »Den ellevte Juni« (2, 1) raabes Rus efter den landlig klædte Studenstrup, der i Terminstiden kommer forat kræve Penge ind og ikke nogen Tid tænkte paa at have sin Fod paa Studengaarden. Jeppe i »Erasmus Montanus« (2, 1) ved ogsaa, hvad Russer er og at der er stor Allarm i de Dage, naar de faar Salt og Brød og bliver Studenter.

Student med Kappe

Student med Kappe.
Oldn. Museum.

  

Det var just ikke Salt og Brød, de fik, men Salt og Vin. Naar Examen var holdt, samledes man nemlig i det øverste Avditorium, hvor Decanus holdt en Tale, hvorpaa den øverste af de examinerede i sit eget og de øvriges Navn begjærede det akademiske Borgerskab, og Decanus, gik derpaa ned af Kathedret, gav hver enkelt Salt i Munden som Symbol paa den Visdom, de frivillig skulde søge, og gjød Vin paa Hovedet som Symbol paa, at Gud havde kaldet dem til et højere Dannelsestrin. Naar denne Akt var forbi, forkyndte han igjen fra Kathedret alle de deponerede i Treenighedens Navn som Studiosi Artium et Philosophiæ, og den næstøverste Student fremførte til Slutning Taksigelsen.

I forrige Tider havde der været andre Formaliteter, men de var gaaede af Brug. En Samtidig af Holberg giver følgende Skildring heraf: »Tilforn forsamledes alle de, der havde overstaaet den første Examen, maskerede i Universitetsgaarden, hvor de ved Pedellen toedes med Vand af et Kar, inden de gik op i Avditoriet forat optages, Studenternes Tal. De var da iførte Narredragt og forsynede med Knipler


313

i Askeposer og andet af samme Slags og morede sig med adskillige Optog, ej alene indenfor men ogsaa udenfor paa Gaderne, indtil Aar 1666, da det af Konsistorium bestemtes, at de fremtidige akademiske Borgere ikke maatte betjene sig af Forklædninger, Masker, Stokke og Sække, men ikkun vise sig i en hvid Toga, hvilken de i Gaarden selv iførte sig og igjen aflagde. Denne Skik vedvarede omtrent til 1674«. 48) Holberg skriver ogsaa om disse Skikke i sin Danmarks og Norges Stat og fortæller om, hvorledes Studenterne bl. a. blev lagte paa en Høvlbænk og høvlede af Pedellerne, »der undertiden forrettede deres Embede med saa stor Nidkjærhed og høvlede saa stærkt, at en og anden fandt sig længe inkommoderet deraf og gav Aarsag til at den ganske Akt blev afskaffet«. Dog, skriver Holberg videre, »blev endnu mange Levninger af saadan Misorden tilbage, og ere udi disse sidste Aar givne saadanne skjønne Prøver derpaa, som jeg blues ved at forfatte udi Pennen«. Vi har altsaa ogsaa hos de Lærde den samme Behøvling som hos Haandværkerne. Ved Universitetsfundats 31. Marts 1732 blev Formularen med Salt og Vin aldeles afskaffet.

4 Gange om Aaret holdtes Examen philosophicum i alle filosofiske Videnskaber. Ellers læste man i Grunden kun til én Embedsexamen, nemlig den theologiske, den juridiske blev først indført 1736. Studenterne behøvede ikke at høre Forelæsninger, og mangen fattig Student tog ud som Huslærer strax efter Depositsen og kom kun til Kjøbenhavn for at tage Examen. Saaledes var Holberg kun i Kjøbenhavn for at tage sine Examiner i Sommeren 1702 forat deponere, hvor han immatrikuleredes 20. Juli, og derpaa rejste han strax til Norge igjen; efter 1 Aars Forløb kom han til Kjøbenhavn igjen, hvor han tog filosofisk Examen 10. Marts 1704 og som det synes, 16. April samme Aar theologisk Attestats; derefter drog han paany hjem til Norge. 49) Efter den filosofiske Examen tog mange Baccalavreigraden, hvorved de opnaaede visse Fordele med Hensyn til Stipendier. De fleste Studenter var udelukkede fra Hjælp fra Hjemmet og maatte hjælpe sig selv; hvis de altsaa vilde forblive ved Universitetet, maatte de søge at faa Hjælp af dette, og dets Midler strakte til at understøtte mange. Der var nu først Klostret, der nu kaldes Kommunitetet og er en Pengehjælp, men da var fri Middagsmad. Denne Bespisning var stiftet af Kong Frederik II, og den havde først Lokale i en af det gamle Graabrødreklosters Bygninger, hvorfra


314

Benævnelsen Klostret overførtes til den Bygning paa Universitetet, der gaar langs Nørregade.

Der var 10 Borde i Spisesalen og ved hvert sad 10 »commen-sales«, der nødvendig maatte være Baccalaurei, og den, der førte Forsædet som Decanus, var sædvanlig Magister. Ved den tredje Ret begyndte Bordøvelserne, idet der imellem 2 af de spisende disputeredes om visse Emner, der forud var bestemte af Kommunitetets Provst; Decanus ved hvert Bord styrede Forhandlingen, der alene maatte føres imellem en Opponent og en Respondent. 50) Alt gik følgelig paa Latin.

Ved disse Bordøvelser skulde altsaa Skarpsindigheden øves, men den udartede til Spidsfindighed og Rethaveri. De Emner, der behandledes, var de disputerende ligegyldige, det gjaldt kun om at kunne forsvare eller angribe dem med størst Kløgt. De karakteriseres saaledes af Universitetets nyeste Historieskriver: 51)

»Allerede i Christian III's Universitetsordning var der anvist Disputationsøvelserne en vigtig Plads som et Middel til at udvikle Skarpsindigheden, og der findes angivet forskjellige Emner, der passede til desputatorisk Behandling, f. Ex.: blev Cæsar dræbt med rette? Er det tilladt at hænge Tyve? Er det Kristne tilladt at føre Krig og at beklæde Øvrighedsposter? Ingen vil jo heller kunne nægte, at slige Øvelser, anvendte med Maade, kunde være af Betydning til Udvikling af Tænkeevnens formelle Side. Men lige saa vist er det, at de, naar de overdreves, let blev til en Art Klopfægtning, mest skikket til at fremkalde Indbildskhed og Hovmod hos dem, der, fordi de forstode at slynge en behændig Syllogisme (i.e.: Slutning fra det almindelige til det særlige), antog, at de i Erkjendelse af Sandheden stode højt over deres mindre øvede Modstandere. I Virkeligheden var Sandheden et underordnet Moment ved disse Akter, Hovedsagen var derimod at have Argumenter paa rede Haand, hvormed enhver som helst Sætning kunde angribes eller forsvares. Disputationsvæsenet udviklede sig navnlig, efterat det var optaget som et Hovedled i de akademiske Øvelser i Kommunitetet, og man kan vel sige, at de kulminerede henimod Holbergs Tid, idet der endog kan nævnes en bestemt Personlighed, der i den Grad havde gjort Disputatsen til sin Specialitet, at han derved har vundet en vis Navnkundighed. Det var Magister Hans Been, en gammel Filosof, der først i mange Aar laa paa Regensen, hvor han disputerede meget flittig, og siden lige


315

til sin Død 1708 paa Valkendorfs Kollegium, idet han samtidig i en lang Arrække var Decanus i Kommunitetet. En saadan Disputator var ligesaa øvet i sine logiske Distinktioner, som nogen Fægtemester i sine Udfald og Parader. Blev han bragt i en yderlig Knibe af en overlegen Modstander, kunde det vel ske, at han paa staaende Fod opfandt en ny men i sig selv meningsløs Distinktion, for at frelse sig fra den Ydmygelse at maatte erklære sig for overvunden.«

Dette Væsen var Holberg modbydeligt. Han kommer ofte til det i sine Skrifter og fremstiller i »Erasmus Montanus« en saadan indbildsk Disputator. »Vi lærde Folk«, siger denne (3, 6) »staar aldrig fra vore Meninger, men forsvarer hvad vi engang har sagt, til den yderste Draabe af vort Blækhorn«. »Philosophia instrumentalis«, siger han et andet Sted, (5, 2) »er det eneste solide Studium. Resten kan være smuk nok, men ikke lærd. En, der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kan rede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, omendskjønt han er fremmed i dem. Jeg ved ikke, hvilken jeg vilde tage mig paa at forsvare, jeg jo skulde komme vel fra. Der var aldrig nogen Disputats paa Akademiet, hvor jeg jo var Opponens ved. En Philosophus instrumentalis kan passere for en Polyhistor«. Da han bliver spurgt, om det forholder sig rigtig, at han har sagt, at det var Børns Pligt at slaa deres Forældre, svarer han selvfølgelig: »Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det«. Den største Disputator han kjender er Per Iversen. »Naar han har refuteret sin Modstander, saa at han ikke kan svare et Ord mer, siger han: vil I nu tage min Mening, saa vil jeg igjen forsvare Jer Mening. Til alt saadant hjælper besynderlig hans Philosophia instrumentalis«.

Han selv er snart Per Iversens Ligemand. Folk paa Bjerget dømmer Studenternes Lærdom efter deres Prædikener, men dette er enfoldigt: »Lad de Karle disputere som jeg, det er en Prøvesten paa Lærdom. Jeg kan disputere paa godt Latin, om hvilken Materie det skal være. Vil En sige, at dette Bord er en Lysestage, saa vil jeg forsvare det; vil En sige, at Kjød eller Brød er Straa, vil jeg og forsvare det, det har jeg gjort mangen ærlig Gang« (2, 3).

Den Tale, som Holberg lader Løjtnanten holde for Erasmus, (5, 5) da han var bleven helbredet for sin lærde Hovmod, er hans egen Mening. »Hør, min Ven,« siger han, »Jere Forældre have sat store Penge paa Jer, i Forhaabning at I skulde blive dem til Ære


316

og Trøst i deres Alderdom, men I rejser klog bort og kommer ganske forvirret tilbage, oprører den hele By, forplanter sælsomme Meninger og forsvarer dem med Haardnakkethed; skal det være en Frugt af Studeringer, saa burde man jo ønske, at der var aldrig Bøger til. Mig synes, det fornemste, man burde lære i Skolerne, er alt, hvad der strider mod det, som I er befængt med, og at en lærd Mand burde fornemlig kjendes fremfor andre derpaa, at han er mere tempereret, modest og føjelig udi sin Tale end en Ulærd. Thi den sunde Filosofi lærer os, at vi bør dæmpe og stille Tvistigheder og staa fra vore Meninger, saa tidt vi overbevises af den ringeste at være vildfarende. Det første Bud i Filosofien er at kjende sig selv, og jo mere En forfremmes derudi, jo slettere Tanker har han om sig selv, jo mere synes ham, der staar tilbage at lære. Men I gjør Filosofi til Fægtekunst og holder den for Filosofus, der ved subtile Distinktioner kan forvende Sandhed og rede sig ud af alle Meninger; ved saadant gjør I Jer forhadt af Folk og bringer Lærdom i Foragt, saasom man bilder sig ind, at saadanne underlige Lader ere Studeringers rette Frugt. Det bedste Raad, jeg kan give Jer, er, at I arbejder paa at glemme og rydde af Jert Hoved det, som I har anvendt saa mangen Nattevagt paa at lære, og at I tager Jer nogen Haandtering for, hvorved I kan bane Jer Vej til Jer Forfremmelse eller, om I endelig vil blive ved Studeringer, at I da indretter dem paa en anden Maade«.

De ulærde, der saa, at de fleste Studenter endte som Præster og hørte saa megen Tale om Klostret, maatte let tro, at dette var en gejstlig Stiftelse og at man der øvede sig i at prædike. I »Jean de France« (1, 1) siger Jeronimus: »Jeg kan opregne over Snese smukke Karle, der har studeret deres Prækestol paa Klostret og gjort Prækener, som have været højtagtede endog udi Vor Frue og Runde Kirke, hvor de lærde Menigheder ere«. Man brugte paa den Tid noget Lærred af en fortrinlig Beskaffenhed, der blev forskrevet fra Tydskland og hed Klosterlærred, og som paa Bjerget blev antaget for at skrive sig fra Klosteret; derfor siger Nille ogsaa i »Erasmus Montanus« (1, 4): »Klosterlatin, det er jo det bedste Latin, ligesom Klosterlærred er det bedste Lærred«. Klosterlatin, der ogsaa nævnes i »Den Vægelsindede« (1, 6), var den Latin, der brugtes ved Disputereøvelserne og næppe var fuldt klassisk.

Paa Regensen var Fribolig for 80 Studenter, med hvilke 5


317

Inspektører havde Tilsyn, og ligesom nu forestodes hele Stiftelsen af en Provst. Her var en Kirke, hvor der blev holdt Morgen- og Aftenbøn og desuden holdtes her Disputatser af Regensianerne, der engang hvert Aar skulde offentlig disputere. Da Regensen var saa stor, ansaas den navnlig for at være Studenternes Hovedkvarter.

Til Tak for den Tjeneste, som Studenterne viste under Pesten med Ligbæren, da de priviligerede Ligbærere havde vist sig uvillige, fik Studenterne paa Regensen ved Forordningen 21. Dec. 1714 Eneret til at bære Lig for Betaling, dog var det ogsaa tilladt Studenterne i de andre Kollegier, naar de udtrykkelig blev anmodede derom, og følgelig ogsaa Lavene at bære deres Lavsbrødre. De skulde ved saadanne Lejligheder holde sig skikkelig og renlig udi Klæderne saavel med Linned som uldent, saa de selv kunde have Ære deraf og at gemen Mand ej skulde undse sig for at bruge dem, især skulde de bære sorte Klæder og lange Kapper. Der gaves dem ogsaa en skarp Paamindelse om ikke at være drukne.

Skraas over for Regensen er Elers Kollegium, hvor der laa 16 Studenter. Det var en smuk ny Bygning af Udseende som den nuværende med Frederik IV's forgyldte Billede over Porten. Her var et smukt Avditorium, Kunst- og Raritetskammer og som endnu en Have.

1725 havde Regensianerne en Strid med deres Gjenboer paa Elers Kollegium, idet Johan Drevsen paa Papirmøllen havde bedet Badstuemand Kresmer om at skaffe 12 Studenter til at bære hans Hustrus Lig til Jorden i Gjentofte Kirke, og da 12 Alumner fra Kollegiet havde udført dette, mente Regensianerne, at det var et Indgreb i deres Rettigheder, men Politikollegiet frikjendte hine, da Forordningen af 21. Dec. 1714 ogsaa tillod Beboerne af Kollegierne at bære Lig, naar det begjæredes af den afdødes Venner, og denne Ligbegjængelse desuden foregik udenfor Byen. 52)

Ogsaa Borchs Kollegium eller Collegium Mediceum var til paa hin Tid, med 30 skjønt udstyrede Værelser med godt Bohave og en stor Sal med Gulv af hvidt og sort Marmor og ved Siden af denne et godt Bibliothek paa over 3000 Bind, udstyret med Buster af berømte danske Lærde. Her var ogsaa et Kunst- og Raritetskammer med Portræter af 50 berømte Læger. Her var ogsaa en Have. Det er afbildet foran S. 6.

I Sct. Pederstræde stod endnu det gamle Valkendorfs Kollegium ogsaa kaldet Hovmesters Boder, med Bolig til 16 Studenter. Alle


318

Værelser var endnu hvælvede Munkeceller og der var et smukt Avditorium, prydet med Stifterens Portræt. Et Bibliothek paa 2,500 Bind og en stor Have hørte ogsaa til.

I alle disse Kollegier disputeredes der ogsaa, idet hver Alumnus var forpligtet til engang om Aaret at disputere offentlig i Kollegiets Avditorium, og en saadan Disputats blev trykt, saa den Literatur, hvormed Videnskaben blev forøget, var stor i Tal, men Omfanget var sædvanlig kun faa Blade og Indholdet ofte endnu tyndere. Da Potuanerne spørger Niels Klim om Disputatsernes Beskaffenhed over Jorden og denne svarer, at de plejede at gjøres om lærde og kuriøse Sager, især om Grækernes og Romernes Sæder, Sprog og Klædedragt og han selv forsikrede at have gjort 3 lærde Disputatser om samme Folks Tøfler, var Potuanerne nærved at le sig ihjel. Ved denne Fortælling gav Holberg Disputatserne en slem Snært.

Universitetet eller Studiegaarden, forvansket til Studengaarden, bestod af forskjellige gamle Bygninger, af hvilke det store Avditorium var bygget af Christian IV og dannede den østlige Fløj; den stod der, hvor nu Forhallen og Festsalen er. Den Del, der laa imellem dette og Fiolstræde, var optaget af en Professorresidens, Stiftsprovstens og Kapellanernes Boliger til Frue Kirke; ud til Skidenstræde laa den botaniske Have.

Alle Studenter var naturligvis ikke Pedanter og de unge Studenter var selvfølgelig undergivne Modens Tvang lige saa vel som andre, men Universitetets moderlige Forsorg søgte altid at holde dem inden visse Grænser. Kappen var fra Arilds Tid den rette Studenterdragt, men det er ikke at undres over, at den livsglade Ungdom ogsaa gjerne vilde gaa klædt som andre, skjønt Universitetet hvert Aar forbød Overdaadighed i Klædedragt. 1645 fik de Befaling af Kansleren om at bære deres Haar kort afskaaret, aflægge Remme omkring Livet og Knæerne, tillukke deres aabne Ærmer, afskaffe deres vide Støvlekraver med mere Uskikkelighed. Nogle Aar efter maatte Konsistorium igjen irettesætte Studenterne, fordi de tænkte mere paa deres smukke Støvler og Linned end paa Bibelen og fordi theologiske Kandidater klædte sig som Hoffolk. 1656 blev en Student stævnet for Konsistorium for sin Paryks og »uskikkelige Habits« Skyld. Ved et Kongebrev af 23. Dec. 1667 fik de Tilhold om at bære Kappen som mest overensstemmende med deres Stand 53) Denne Kappe, der hang i Folder ned vover Ryggen og hvis mellemste Fold gik længer


319

ned end den øvrige Del som en Hale, paa Latin cauda, skaffede Studenterne Øgenavnet Per Caudæ, fordrejet til Per Caudi. 54) Til Kappen hørte en Krave.

Til den vide Kappe passede Kaarden ikke saa vel. Under Kjøbenhavns Belejring 1658-60 var Studenterne blevne vante til at gaa væbnede, men da der 1660 stadig var Slagsmaal mellem dem og Adelens Tjenere og Rigens Hovmester vilde forbyde Studenterne mere at bære Kaarder, tog Kongen sig af dem og tillod dem at beholde Kaarderne med Formaning om at holde sig rolige, medens Adelens Tjenere derimod fik Tilhold om at afvæbne sig. 55) Imidlertid udstædtes et nyt Forbud næste Aar, og det kgl. Reskript af 23. Dec. 1667 udsiger, at der tildrager sig stor Ulempe, fordi Studiosi bærer Kaarder istedenfor Kapper at drage, som sædvanligt og deres Stand er gemæs, hvorfor Kappen blev paabudt.

Modens Herredømme blev dog saa stærkt, at et Reskript af 16. Sept. 1681 tillod andre Studenter end Theologer at bære Kaarde, men de sidste blev straffede med Fængsel og Udelukkelse fra gejstlig Befordring, hvis de gik væbnede. Da Studenterne atter havde traadt i Vaaben ved Belejringen Aar 1700, beholdt de deres Kaarder, uden at noget Forbud siden hindrede dem deri, og ligesaa snart en Skolediscipel havde faaet sit Stipendium af Rektoren, anlagde han strax Kaarde, og Skikken gik først af Brug omtrent i Aarene 1761-63. 56)

Erasmus Montanus (2, 3) bærer Kappe, men den er nu til at bære over den anden Dragt og han gaar ikke med den til Stadighed. Naar i »Hexeri« (3, 3) en Doktors Klædedragt synes at bestaa i en lang Kjole af sort Klæde, da gik Lægerne ikke saaledes klædt, men det var den gammeldags Doktordragt, som blev baaren af dem, der var promoverede ved Universitetet. I »Melampe« ifører Sganarel sig en Doktordragt (3, 6). Doktorer gik dog sikkert ikke i denne Dragt uden ved højtidelige Lejligheder.

De eneste, der til Stadighed bar Kappen, var sikkert de smaa Peblinge, eller Disciplene i Latinskolerne. I »Uden Hoved og Hale« (4, 1) kommer Leander i sorte Klæder, og det siges (4, 2) at han er klædt som Pebling.

Om Helligdagene og om Hverdage, især Onsdag og Fredag, gik 2 eller 3 af disse fattige Peblinge omkring for at samle Almisse. De blev da staaende ved Borgernes Døre eller i deres Porte og sang først: panem propter Dominum (Brød for Guds Skyld) og siden,


320

naar de havde modtaget Almissen: Deo gratias (Gud ske Lov). Mortensaften gik hele Kor omkring i Gaderne og sang latinske Sange, f. Ex.

Clangat tua, Phoebe, cithara,
resonetque dulcis tibia;
sunt celebranda nobis læta Martinalia,
heus pocillator!
ohe cantator!
Opus est vestra opera
pocula plena
voxque serena
nubila tundunt,
jubila fundunt
intima 57).

Den Lærdom, disse Disciple fik, gik mest ud paa den rent ydre Færdighed; naar der i »Erasmus Montanus« (3, 3) siges, at »nu om Stunder deponerer Karle fra Kjøbenhavns Skole, som kan gjøre hebraiske og kaldæiske Vers«, vidner dette om, at man lagde Vægten paa saadanne ligegyldige, men vanskelig udseende Ting, der kunde tage sig ud i Pedanters Øjne og som alene var skikkede til at indpode de Unge den aandelige Hovmod, der skulde videre udvikles ved Universitetet.

Lærde Folk gav sig ofte Udseende af ikke at bekymre sig om det ydre; derfor viser Erasmus Montanus sig (2, 1) »med Hoserne nede om Benene« i Overensstemmelse med Per Ruses Beskrivelse i »Peder Paars« af en lærd Mand:

»Per Iversen, I véd, en gammel lærd Student,
som jeg for nogle Aar i Kolding haver kjendt,
han elsker gjerne sødt, Rosiner, Mandler, Sukker,
han ofte gaar forbi vor Bod og dybt sig bukker,
han synes som han ej ret tælle kan til fem,
i sin Theologi han dog er meget slem.
Jeg ved at han er lærd, skjønt jeg kun er en Kræmmer,
thi han sig børster ej, sig aldrig Haaret kæmmer,
som ret grundlærde Folk hel nøje tar i Agt,
paa slige ringe Ting der ligger ingen Magt.
Den hele Kalundborg ham for hans Lærdom roser
thi han ej Hænder tor, ej binder sine Hoser.«

Ligesom den aandelige Føde, Universitetet ydede, var uden stort Indhold, blev de ældre Videnskabsmænd Pedanter, der var ukjendte


321

med Livet. En saadan forøvrigt ret sympathetisk skildret Person er Magister Petronius i »Den Vægelsindede«, der er en vel studeret, ogsaa beleven og selskabelig Mand. En anden er Dr. Cosmologoreus, »Philosophus udi egen Indbildning«, der egenlig hed Cosmus Holgersen, der tror at have forsaget Verdens Daarligheder, har trukket sig tilbage i Selvbetragtning, men dog viser sig som et andet Menneske med samme Skrøbeligheder og Lidenskaber, idet han ikke har prøvet sig selv, men tror alene ved sit filosofiske System at kunne overvinde sit Sind. Den tredje Lærde af moden Alder, som Holberg skildrer, er Magister Stygotius i »Jakob von Thybo«. Han karakteriseres saaledes af C. W. Smith 58):

»Magister Stygotius er en Mand i en moden Alder, der har studeret ved forskjellige udenlandske Universiteter og, da han har privat Formue, saa han ikke behøver Embedsansættelse, har af Kjærlighed til det akademiske Liv valgt at leve ganske for Videnskaberne. Om disses Formaal har han ganske den samme Ide som Montanus, kun at den naturligvis hos ham maa være mere forstenet og uforanderlig. Han klager over Videnskabernes Forfald og frygter for et Barbari, fordi der ikke mere disputeres ved Universitetet med den Iver som i tidligere Dage. Selv stræber han at forebygge Lærdoms Undergang ved at skrive vidtløftige Disputatser om Spørgsmaal af ingen Vigtighed for Videnskaben. Han underholder et Dameselskab med en Jeremiade over den lærde Republiks Tilstand udført for en stor Del i latinske og græske Ordsprog og Talemaader, hvori han ogsaa indklæder sin Friertale, thi hans Levemaade strækker sig ikke saa vidt, at han forstaar at indrette sin Tale efter vedkommendes Fatteevne. Han fører et opskruet, affekteret og pedantisk Sprog, som paa den Tid ofte forekommer hos aandløse Lærde i deres Skrifter og sandsynligvis ogsaa er forekommet i deres Samtaler. Da han bliver afbrudt ved sin Rival Krigsmandens Ankomst, der ikke respekterer lærde Folk og lader ham vide, at han med en halv Sekund kan sætte en Karl som Magisteren til Væggen, svarer Stygotius, at han vil paatage sig med en halv Syllogismus at slaa en hel Armé af Marken. Den netop ved sin Urimelighed saa overgivne komiske Parallel, her drages mellem Universitetets lærde Hanekampe og Krigerstandens Dueller og Slagsmaal, skal imidlertid ikke antyde, at det akademiske Korps kun duede til at bruge Munden og var fremmed for al Stridbarhed af en mere haandgribelig Natur. Stygotius har endnu


322

den samme Stok og den samme Kaarde, hvormed han har slaaet mangen ærlig Professors Vinduer ind i Wittenberg og Rostock og agter at vise sin Modstander, at han er god Academicus baade til at slaas og disputere«.

Den Kamp, der i »Jakob von Thybo« forberedes imellem den lærde og militære Stand, havde saa meget tilsvarende til Virkeligheden, at man endog kan paavise Anledningen til Stykket. Virkeligheden var dog ikke Kamp mellem ældre Personer som i Komedien, men mellem Studenter og Kadetter, der var udartet til den Belejring af Regensen, som foregik Aar 1719.

28. Febr. 1719 indgav Studenterne paa Regensen en Klage til Universitetets Patron Gehejmeraad Ditlev Vibe over Landkadetterne, »som adskillige Gange have overfaldet os med Skjældsord og en Del af os med Hug og Slag, thi eftersom vi have tilkjendegivet den store Ubillighed, som os af bemeldte Kadetter er vederfaret, for Rektor Magnificus med Begjæring, at han vilde gjøre den Anstalt, at de, som vare mest skyldige, maatte arresteres og tilbørligen afstraffes og os forskaffes Rolighed og Sikkerhed til at gaa ubehindret paa Gaderne, men dog fornummet liden Nytte deraf, idet vi nu paa en og anden Maade af dem bliver forhaanede og de mest skyldige iblandt Kadetterne, nemlig Kyp, Klouman og Dysseldorph ej heller bliver straffede, ja vi desforuden maa fornemme, at Skylden til denne Allarm af en og anden os bliver tillagt, saa ere vi deraf foraarsagede at forestille Eders Excellence Sagens rette Beskaffenhed, nemlig at bemeldte Kadetter ej alene den 10. Febr. om Aftenen saavelsom nogle Gange derefter i stor Mængde har forsamlet sig udenfor Regensen og ladet høre mange skammelige Skjældsord imod os, hugget udi Regensporten, og da de fornam nogen Modstand, indslaget Vinduerne paa Regensen og Collegium Elersianum, som kan ses af indlagte Attester, men endog den 14. dito om Aftenen, da Studenterne vare paa Kommunitetet for at spise, forsamlet sig udenfor og overfaldet alle enlige Studenter, som enten ginge til eller fra Kommunitetet, og jo større Taalmodighed de have fundet hos os, jo mere har deres Raseri og Uforskammethed tiltaget, saa at de og anden Dagen derefter har anfaldet først 2 Studenter paa Nørregade og jaget dem med blotte Kaarder ind udi Madame Tranes Hus, hvilket Hans Højærværdighed Biskoppen tilligemed andre flere have set, og strax derefter i lige Maade 2 enlige Studenter paa Kjøbmagergade, for


323

hvilke at udfri af deres Hænder nogle af Studenterne herinde maatte gaa ud og med Gevalt drive dem bort. Vi havde vel derefter forventet Rolighed, men forgjæves, thi ovenmeldte Kyp og Klouman, deres fornemste Anførere, have atter igjen overfaldet nogle Studenter, som ginge til Kommunitetet, og med deres dragne Kaarder hugget efter dem ind i Studigaardens Port, hvilket begge Præster til vor Frue Kirke, Hr. Mag. Kølichen og Kaasbøl, kan testere, desforuden have vi fornummet, at de endnu lurer paa os, at de hemmelig om Aftenen kan oppasse nogen af os ene og gjøre os Skade, thi nogle af dem have udi deres Spisekvarter ladet sig forlyde med disse Ord, at de skulde ikke holde op, førend de fik nedlagt 10 Studenter, hvilket Værten i Huset tilligemed sin Hustru og Tjenestepige have hørt og med Ed, naar det af dem udfordres, kan testere«.

Til Stadfæstelse af deres Klage vedlagde Regensianerne følgende Vidnesbyrd fra Gadens Beboere:

Saasom Studenterne udi Kollegio Regio har været af mig undertegnede begjærende min Attest, om hvis mig er vitterligt om Landkadetternes Forhold her i Gaden, da kan jeg dem den med al Billighed ikke nægte, men vidner saaledes, at d. 10. Febr. næst afvigte om Aftenen Kl. halv 7 hørtes et Bulder og Anskrig her udi Gaden, som jeg tilligemed en anden Mand, der var hos mig, løb strax ud i Gadedøren for at se, hvad der var paa Færde, og som vi kom ud, da var det Landkadetterne, der havde omspændt min Nabos Hus, og en stor Del af dem med blotte Kaarder i Haanden gik Dør fra Dør for at ransage efter Studenterne. Da der nu ingen i Husene fandtes eller nogen anden Modstand, gav Mons. Kyp og en stor Del andre, som navngav sig selv, med dragne Kaarder og grove Skjældsord sig til at hugge udi Regensporten, indslog saa en Del Vinduer ud paa foromtalte Regens og Eilersens Kollegium, raabte og skreg forfærdelig og sagde, at de Hundsvotter, Kanailler og Kujoner skulde komme ud for at forsvare dem, paagreb, naar nogen paa Gaden ankom, som intet vidste af dem at sige, og ganske forhaanede dem. Da der var nu ingen, der gjorde dem nogen Modstand, maatte de endelig forlade Gaden og ginge bort. At jeg dette, saavelsom mange Gange tilforn, har hørt og set, kan med Ed bekræfte, naar og hvor forlanges, testerer

Hafn. d. 18. Februarii Anno 1719.

Bone Svane.


324

Efter Begjæring kan vi underskrevne Maren Otte Torns og Lavrids Sørensen med en uskadt Samvittighed vidne, at vi d. 10. Febr. om Aftenen hørte og fornam en stor Del Kadetter, som ligesom vilde bestorme det kgl. Kollegium, hug i Regensporten, raabendes med høj Røst: »Herud I Kanailler, Hundsvotter, Kujoner og Skoledrenge«, ja de tog saa grumt afsted, at det var næppe vi kunde faa Fred i vores Dør, at de jo med deres dragne Kaarder kigede os op under Øjnene spørgendes: »Hvem er det her staar«. Og saa vi derhos, at de forfulgte 3 Studenter ind i vores Hus med dragne Kaarder, ja jeg underskrevne Lavrids Sørensen hørte, at Vinduerne klinkede ud paa Gaden den selv samme Tid, da Kadetterne var udenfor Regensen.

18. Febr. 1719.


En Attest, udstedt af N. Nielsen og dateret 21. Febr. 1719, lød saaledes:

Som samtlige Studenterne paa Regensen af mig som Gjenbo for Regensen har været min Attest begjærende, hvad mig kan være bevidst om hvis uundselig Medfart og Formastelse, af Kadetterne udi Kannikestrædet Tid efter anden imod Studenterne er forøvet, da er mig underskrevne bevidst, at næst afvigte 9. Febr. indkom en Kadet udi mit Hus, navnlig Kyp, som spurgte om Monsieur Schinkel, som er en Student, med de Ord, at hvis han kunde træffe ham, skulde han som Hopmand for Studenterne være Arrest undergiven, hvorpaa jeg spurgte omrørte Kyp, om han med sin Ed kunde bekræfte, at Schinkel fremfor andre tenterede noget offensive imod Kadetterne, blev given til Svar, han ej kunde bevise ham noget over. Dagen derefter, som var d. 10. dito, om Aftenen imellem 6 og 7 indkom atter igjen omrørte Kyp med en anden Kadet, hvem jeg ej kjendte, og spurgte flittig efter Schinkel, og da jeg fulgte dem til Døren, saa jeg staaende udenfor Regensen en Komplot ungefær af 60 Kadetter, hvilke, efter at de en liden Stund larmede, gik bort indtil Klokken halvgaaen 8, da omrørte Kadetter igjen ankom og præsenterede sig med blotte Kaarder og huggede i Regensporten, saa og udøsede mangfoldige grove Ord, nemlig Kanailler, Hundsvots-Studenter og Kujoner. Desforuden hørte jeg, at omrørte Kadetter paa sin »hozarisk« (husarisk) raabte i hverandres Mund: »Kommer Karle og lader os falde ind paa Regensgaarden og pidske de Kujoner«, hvilket dog ej skete.


325

Og efter at Regensianerne ej lod sig tilsyne med Modstand, fortfarede Kadetterne i deres Ubesindighed til Elers Kollegium, hvor de ej alene udskjældte Studenterne, men endog voldelig indslog Kollegii Vinduer tilligemed Vinduer paa Regensen. Imidlertid, da dette uanstændige Værk af Kadetterne blev forøvet, véd jeg og med min korporlig Ed kan præstere, at oftomrørte Schinkel sad udi god Rolighed paa et Kammer ved andre sine Kammerater, og er mig fuld vitterligt, at da Schinkel kom i Erfaring at være udi Suspition af Kadetterne som Hopmand for Studenterne, resolverede han ej efterdags med Kadetterne sig at ville befatte, men maatte gjøre Nødværge, hvis han af nogen blev attaqueret.


Nikolai Tidemand, Hautboist ved Garden, der boede i nuværende Nr. 5 i Kannikestræde, vidnede:

Eftersom de samtlige paa Regensen liggende Studenter af mig Nikolai Tideman, der tvært over boende, har forlangt min Attest af det, som mig er bevidst af de af Kadetterne forøvede grove og ugudelige Forfæng, har jeg dog ikke formedelst min Fraværelse ej kunnet været dem behjælpelig derudi, men som min Kjæreste og Pige, som da der vare tilstede og have hørt og set, hvad passeret, deres Attester paa Begjæring dem vilde meddele som følger:

Den 10. Febr. om Aftenen imellem 6 og 7 indkom 2 Kadetter i mit Hus og begjærede et Glas Brændevin; derefter spurgte en Kadet ved Navn Kyp, som var en af de 2, som indkom, om Monsieur Schinkel ikke var der, svaredes nej; han maatte uden Tvivl være næst ved hos Mons. Niels Nielsen, hvorpaa han svarede, at han allerede havde været derinde og søgt efter ham og ej fundet ham. Derpaa spurgte en Student ved Navn Haberdorf, om han ikke kjørte i Kane i Aften, svarede Kyp: »nej, vi spadserer i Aften«, og spurgte saa, om han ikke vilde spadsere med, hvortil Haberdorf sagde: »Dersom jeg havde Kompagni (i.e.: Selskab), turde jeg ikke forlyste mig et lidet i Aften?« og »Jo vær saa god«, sagde Kyp, »saa skal I Pine og Død faa brav Hug med samt Eders Kammerater«. Hvortil Haberdorf svarede, det havde vel ingen Nød, saasom han vel tilforn havde spadseret uden at faa Hug, hvorpaa Kyp svarede: »Da skal I faa i Aften, om I aldrig har faaet tilforn, nu er vi samlet«. Derpaa indkom nok en Kadet ved Navn Lund og begyndte strax med først at spørge om Schinkel, derefter at fixere omrørte Haberdorf med


326

Næsespillen, hvorfor han nødtes at bede ham at unde sig Fred i en ærlig Mands Hus, han troede ikke, de vilde yppe Klammeri. Derefter ginge de bort og da jeg fulgte dem til Døren, saa jeg mod 60 Kadetter med blotte Kaarder i Hænderne, af hvilke somme have villet indfalde i mit Hus for at overfalde bemeldte Haberdorf, men nogle fraraadte det. Derpaa ginge de bort af Gaden, saa meget er mig af min Kjæreste sagt, at hende vitterligt er, hvilket hun og med sin korporlig Ed, hvor det paakræves, sig erbyder at bekræfte.

Anne Tidemann.


Hvad som ellers, medens min Kjæreste med Gjæsterne at opvarte havde at bestille, er passeret, kan ses af min Tjenestepiges efterfølgende Attest. Hun konsenterer udi alt, hvad som af min Kjæreste er anført, aleneste hun havde, da min Kjæreste var i bemeldte Affaires, hørt, at Monsieur Kyp, da han blev svaret, at Monsieur Schinkel ikke var her, havde sagt, dersom han havde fat paa ham, vilde han slaa Arme og Ben itu paa ham, og Kadetten Land sagde ligeledes, at hvor han fandt ham, vilde han sætte ham paa sin R . ., og ginge saa bort og begyndte at raabe: »Herud I Kujoner, Kanailler-Studenter og andre Skjældsord, som mig er undfalden, og retirerede sig saa samtlig ud af Gaden. Efter 1/2 Times Forløb kom de tilbage igjen imod en 60, raabte og skreg, som tilforn, derefter begyndte de at slaa Vinduerne ind paa Regensen, raabte alle i et: »Lader os falde ind paa Regensen og hugge alle Vinduerne ind, kom, kom, fælder an«, hvilket alt sammen saaledes er passeret.

Disse Skjærmydsler, i hvilke Schinkel synes at have været Studenternes Fører, medens Kyp, Klouman og Dysseldorph kommanderede Kadetterne, var i Grunden temmelig barnagtige. Kadetterne var i Gjennemsnit yngre end de yngste Studenter, og brændte af Begjærlighed efter at udføre krigerske Bedrifter. Den Uvilje, der i mange Tider baade før og siden bestod mellem Studenter og Militære og ofte havde ytret sig i Gadeslagsmaal, brød her ud hos de yngste Militære i krigersk Daad, og Stormen paa Regensen blev for de smaa Kadetter en virkelig Krigsbedrift.

Jakob von Thybos Tale til sine Soldater (5, 6) bliver som et Minde om Kadetternes Felttog: »Hvem I træffer udi sort Kjole, skal I støde ned. Naar vi saa har masakreret de fleste hid og did paa Gaderne, skal vi formaliter belejre Regensen, hvilken vi udi Hast kan


327

erobre, thi jeg tror ikke, de formedelst Mangel af Proviant skal kunne holde en Belejring ud i 24 Timer«.

Ogsaa de smaa Peblinge i Latinskolen var en stridbar Race. 1718 klagede Skomagerne over, at de overfaldt deres Drenge med Hug og Slag, naar de enten hentede Mad til Svendene eller gik andre Ærender, og at de paa Vor Frue Kirkegaard kastede Snebolde paa Mestrenes Hustruer 59).

Straf over Skoledisciple tilfaldt Rektoren. Naar Per Degn i »Erasmus Montanus« (1, 5) roser sig af at have staaet 3 Gange Skoleret, førend Erasmus var født, var dette ikke nogen Ros for ham. At staa Skoleret var en barbarisk Straf, svarende til den militære Spidsrod 60). 1719 var der en Discipel i Vor Frue Skole, der havde stjaalet i St. Petri Kirke, men »for hans Velfærds Konservation« dømtes han til at slippe med 3 Gange at staa Skoleret, siden den ene Gang, han havde lidt denne Straf, ikke havde hjulpet, og han blev overgivet Rektoren til Skolens Disciplin 61).

Præsterne er selvfølgelig Børn af deres Tid ligesom andre Mennesker, og de har i den Tid været samme Svagheder undergivne som deres Medborgere. Naar Stadens Sognepræster 15. Marts 1717 fik Rang med Konsistorialraader, kom de ind under Forhold, der vel satte dem paa lige Trin indbyrdes, men gav dem en vis Højhed ligeoverfor Medbrødre. Præsternes Embedsdragt var da som den nu brugelige, men paa Hovedet bar de en Baret eller bred Hue, der foroven var flad og rund som Laaget paa en Tønde og dertil saa bred, at den tjente som Solskjærm 62).

Prædikenerne var vistnok for en stor Deel Bodsprædikener og i disse kunde der siges meget, som selv Enevoldskongen maatte taale. Morten Reenberg og den tydske Præst Dürkop gik saa vidt i Omtalen af Kongens Forhold til Grevinde Viereck, at de fik Befaling om at tie, men ikke desto mindre traadte de næste Søndag frem, som om der intet var i Vejen. Reenberg begyndte sin Prædiken uden Bøn eller Indgang saaledes: »Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Helliggejstes Klokke ikke klemte, naar Landets Vældige drager med Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sikkerheds Søvn« 63).

»Aar 1720 prædikede Dr. H. Dürkop i St. Petri Kirke for den tydske Menighed en Materie, som sigtede til at advare mod Guds retfærdige Domme. Iblandt andre Ord brugte han disse: Førend 10


328

Aar gaa til Ende, skal Kjøbenhavn blive til en Stenhob. Mærker vel, hvad jeg siger og jeg vil sige det anden Gang, at det maa mærkes desto vissere, nemlig: førend 10 Aar gaar til Ende, skal Kjøbenhavn blive en Stenhob. Denne Spaadom lagde mange paa Hjærte, andre udlo den og i Aaret 1728 var der ikkun 2 Aar af Terminen tilovers, da talte mange derom. I det samme blev Spaadommen opfyldt, og Dr. Dürkop selv syntes saa lidet som andre at have ventet Opfyldelsen den Gang, thi hans Skræk blev saa stor, at den drog hans langvarige Helsot efter sig« 64).

Det er foran omtalt, hvorledes Præsterne paa Prædikestolen angreb den overdaadige Klædedragt. Der kom ogsaa fremmede Bodsprædikanter. Det kunde have været interessant at vide, hvad den S. 224 omtalte »Pilegrim« førte i sit Skjold, men om ham findes intet; derimod fortælles følgende om en anden, der var her i Aarene mellem 1720 og 1728:

»Nogle Aar før sal. og højlovlig Kong Frederik IV.'s Død ankom fra Tydskland et Menneske, som gav sig ud for at have Guds levende Ord og at være sendt som en Profet til at aabenbare Kongen, at Guds Vilje var, man skulde her til Lands afskaffe den overdaadige Klædedragt. Den salig Herre fandt Behag i at lade den velmenende Mand komme for sig et Par Gange og hørte ham med Taalmodighed, men det var alt, efterdi han selv bedre af Forfaring vidste, hvad Vanskelighed der var ved at give gode Love. Imidlertid, da dette formente Guds Sendebud holdt idelig an og ej vilde lade sig afvise, saa fik Hofpræsten Hr. Conradi Befaling til at handle med ham og høre hans Forslag om mulig Forbedring, da Fejlen var unægtelig nok. Denne gik saadan Vej, at han tilstod ham alt det, som klagedes over Uorden i denne Sag, sigende: Jeg disputerer Eder ikke Eders Kald, og endnu mindre Sandheden af det, I klager over. Jeg lover Eder ogsaa at gjøre mit Bedste til at naa saadan en Forbedring, men en Ting kræver jeg først af Eder, som I ej maa nægte mig, efterdi I er Guds Mund til os, nemlig, førend den forrige Klædedragt forbydes, da skaffer os en af Gud kjendelig approberet Model paa den ny. Lad os se en Prøve af den rette Gud behagelige Façon og Farve, saa skal Sagen have sin Rigtighed. Dette kunde den gode Mand ikke og altsaa blev intet af« 65).

Af ringe Betydning var i Frederik IV.'s Tid nogle Fanatikere, hvis Lærdomme afveg fra Statskirkens. Om en af disse fortæller


329

Pontoppidan i Fortsættelsen af sine Annaler under 1714 66): »Ved dette Aar omtrent var den Passage med den Knapmagersvend Düfkopf, der var meget hengiven til Socianismus og stræbte meget efter

St. Nikolaj Kirke

St. Nikolaj Kirke.

at udbrede sine Meninger. Han ikke alene talte blasfemisk om Treenigheden, men skrev ogsaa sine Bespottelser paa smaa Sedler, som han strøede omkring i Kirkerne, hvor Folk fandt dem. Han fik Paa-


330

mindelse om at lade være med sligt, men fremturede desuagtet dermed saa længe, indtil han for sin Blasfemi blev sat fast. Her gik han nu løs paa Kongen og den verdslige Øvrighed. Adskillige Præster gik til ham over i Aar og Dag og fik dog ikke Bugt med ham. Derpaa dømte man ham til Børnehuset paa Christianshavn, hvor han blev ilde behandlet med Hug og Slag. Efter at have været der et halvt Aars Tid, blev han Landet forvist og rejste da ud til Tydskland«.

Det ses af Politiprotokollerne, at det var 15. Aug. 1713, at han dømtes til Tugthuset, men at han brød ud 1716 og opførte sig paa samme Vis som tilforn.

30. Aug. 1716 tilskrev Politi- og Kommercekollegiet nemlig Biskop Vorm følgende:

»Saasom her udspredes nogle forskrækkelige og græsselige Gudsbespottelser baade i Kirkerne og Husene, hvoraf og nogle idag til Højmesse ere fundne udi Helliggejstes Kirke, og det er vel vitterligt, at ingen er Avtor dertil uden den Adolf Dürkop, som for faa Uger siden udbrød af Tugthuset, saa, paa det saadant ugudeligt Væsen og Forargelse kan faa Ende og gemene Mand kan faa at vide, at de, som af Gud og Kongen ere satte til at afværge og hindre al Uskikkelighed og Ugudelighed, lader sig saadant gaa til Hjærte, saa og at dette forargelige Menneske engang kan opdages og paagribes, ere vi af Eders Højærværdighed tjenstligst begjærendes, at han vilde tilstede og befale hosfølgende Forkyndelse at maatte denne Dag efter Aftensang af alle Praadikestolene her udi Staden læses og forkyndes, i det Haab, at det til den Skyldiges Paagribelse meget skal kontribuere:

»At hvor stor Flid hidindtil har været gjort for at ertappe en Person ved Navn Adolf Dürkop, som for nogen Tid siden er udbrudt af Tugthuset, og dog nu omgaar og udstrør baade udi Kirkerne og Husene nogle forskrækkelige og ugudelige Sedler fulde af afskyelige Guds og Kongens Bespottelser og man hannem dog hidindtil ikke har kunnet faaet opspurgt, saa ombedes hermed alle og enhver udi Menigheden, som om bemeldte Person kan have nogen Videnskab, hvor han sig opholder eller er til Huse og er at finde, at de vil have den Godhed og det anmelde enten for Hans kgl. Majestæts Politimester eller og for Stadens Byfoged, saa at han kan blive paagreben og examineret, om han gjør saadan forskrækkelig Gjærning af Sindets Forvildelse og Galenskab eller og af en modvillig Ugudelighed. Thi


331

loves derfor den, som kan give saadan vis Underretning om hans Person, saa han kan paagribes, at den skal have til Foræring og Belønning af Politikollegio fire Rigsdaler, som den strax skal betales, naar den Skyldige efter givne Anslag er bleven paagreben«.

Han blev nu sat i Daarekisten, men, som det ses af en Skrivelse af 26. Aug. 1718, brød han ogsaa ud deraf, sattes saa i Arresthuset, men da han ikke kunde sidde der længer og faldt det Offentlige til Udgift, førtes han tilbage til Daarekisten. Derfra er det vel saa, at han undveg til Tydskland.

De pietistiske Bevægelser, der havde begyndt 1706, var snart blevne afværgede og de traadte ikke op aabenlyst førend under Christian VI.'s Eegjering 68). Det er vanskeligt at dømme om, hvorledes Præsterne optraadte ellers, men i alt, hvad der angik Trosenheden, var de paa deres Post.

Hedningemissionen var i denne Tid en Statssag, idet Kongen beskikkede Missionærerne, men den blev en Menighedssag, da der hver Søndag blev gjort Forbønner for Guds Riges Fremgang. Ved Reskript af 14. Novbr. 1721 blev det paabudt, at der foruden for Finlapperne og for Hedningerne i Ostindien skulde bedes for Grønlænderne, til hvem Hans Egede samme Aar havde begivet sig.

Men i Fædrelandet selv var der en Missionsgjerning, der kunde have givet Arbejde nok, hvis den havde været mere end stiltiende tilladt. Det er foran omtalt, hvorledes der gjordes Forsøg paa Jødernes Omvendelse, men hvorledes Lokkemidlerne i Grunden bestod i, hvilket Parti der kunde yde de største Fordele.

Der var ogsaa en Tyrk ved Navn Josef Christensen, der var bleven døbt og fik Tilladelse 1721 til at gaa omkring med en Kollektbog for at faa noget til Hjælp og Undsætning 69).

Et religiøst Forhold var der dog, hvori Øvrigheden var berettiget til at skride ind, nemlig naar nogen af den evangelisk-lutherske Troesbekjendelse var gift med en af en anden Tro og Børnene af dette Ægteskab ikke blev opdragne efter Statskirkens Tro. Der var en katholsk Bendrejer Balthazar Martini de Garnisi, hvis Kone var luthersk og havde Stolestade i St. Nikolaj Kirke. Hun var ikke nogen elskværdig Karakter, thi 1719 dømtes hun til at miste sit Stolestade »formedelst begangne Forargelse udi berørte Kirke under Prædiken og Gudstjenestes Forrettelse, med uanstaaelig Skjænden og Ord, som har rejst sig og adskillige Gange er forefalden imellem hende og en


332

anden Kone, som og havde Stade og sad i Stol hos hende, fordi at hun Supplikantens Hustru imod al Skik og Maner havde sat og hver Gang de kom i Kirken vilde sætte en hendes yngre Datter ovenfor den anden Kones ældre Datter« 70).

Da Familien saaledes var berøvet sit Stolestade, kunde der være en Slags Undskyldning for, at den søgte under et mere gjæstfrit Tag, men Øvrigheden var ikke til at spøge med i den Retning. Af en Politiretsdom af 9. Juli 1720 ses det, at Sønnen var opdraget i den papistiske Religion og derfor bleven frataget Forældrene og overgivet Konventhuskommissionen, at han kunde oplæres blandt fattige, forældreløse Børn, til han kunde komme ud at tjene. Da Forældrene nu havde haft samme Forsæt med Datteren som med Sønnen, blev hun dømt til at sættes samme Sted hen som Sønnen og Faderen til at stille Kavtion for deres Underholdning; Forældrene havde begge været arresterede med Udsigt til haard Straf, men Kongen benaadede dem, imod at de udleverede Datteren 71).

Af Præsterne roses Mag. Folkmar Danchel ved Helliggejstes Kirke (1720-26) som »en Englemand saavel af Ansigt som Væsen, meget sindrig, kløgtig og fuld af Paafund saavel i naturlige som lærde Sager; af hans nervøse (i anden Betydning end nu), nette og aandrige Prædikener kan man noksom slutte hans theologiske Studia«. »Han profeterede sin Død forud i en Prædiken, hans Ligemand var ikke her i Byen paa den Tid«. Mindre rosende omtales Danchels Efterfølger, Mag. Knud Tommerup (død 1730): »Han rømte bort fra sin Menighed i Pestens Tid og maatte derover gjøre en offentlig Afbedelse, men det blev ligere en Satyra over Biskop Vorm end en alvorlig Fortrydelse. Han var ellers længe Sognepræst til Garnisonskirken og i den barbariske Tid ledsagede han vel 600 til Retterstedet; ved den Anledning gjorde han engang en kort Ligprædiken over de levende. Der boede en umættelig Gjærrighed i ham, saa at han ej bluedes ved tidt og ofte at tage en Offerdaler af Alteret og probere den paa Haanden, foruden mange flere saadanne Insolenser« 72).

Paa Christianshavn var Mag. Hans Trojel Præst 1714-25. Han var først Landsbypræst, men for at gjøre sig bemærket af Kongen, lavede han Breve med Cifferskrift, der skulde forestille en hemmelig Brevvexling, som var ført med den svenske Regjering; til Tak for denne Opdagelse blev han Præst paa Christianshavn. Men der spandt han Rænker sammen mod Assessor P. Ryssel, og meddelte


333

Kongen en stor Sammensværgelse, der var i Gjærde blandt flere højt staaende Embedsmænd; det viste sig snart for hans Vedkommende at være Intriger, der var udspekulerede dels af Had, dels for at »bringe sig nogen ny Naade«, hvorfor han dømtes til Forbrydelse af Ære, Liv og Gods, men benaadedes med Fængsel paa Livstid paa Munkholm 73).

Den mest ansete Præst var Morten Reenberg, først ved Helliggejstes Kirke, siden 1720-36 Stiftsprovst; med djærve Ord kæmpede han for den strenge Lutherdom og imod Hykleriet; i en af en Samtidig skreven, nu trykt Biografi af ham 74) findes der mange Anekdoter om hans uforbeholdne og humoristiske Ytringer.

Hersleb, der blev Hofpræst 1725, var imidlertid Mønsteret paa gejstlig Veltalenhed, der ikke kan karakteriseres bedre end ved de

Stiftsprovst Morten Reenberg

Stiftsprovst Morten Reenberg.

Ord, at da 1746 den pietistiske Bluhme holdt Ligtale over Christian VI., græd ingen uden han selv, men da Hersleb prædikede, græd alle andre 75).

Det var kun meget fornemme Folk, der tog faste Huslæger; i »Den politiske Kandestøber« (4, 9) siger Raadsherreinden til Geske: »Borgmesterinden maa ogsaa tage sig an en Doktor aarvis for sit hele Hus, der kan give hende nogle Draaber, som hun altid i det ringeste maa lade staa i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej«. Men da de fleste ikke kunne nøjes med at raadspørge en enkelt under Sygdomstilfælde, var det upraktisk at have fast Læge.

Blev man syg, hentede man enten en Barber eller en Doktor,


334

hvis man ikke kunde nøjes med en klog Kone. 1735 indgav Doktor Bøtticher en Klage til Magistraten over den Krænkelse, som den medicinske Videnskab led ved ulovlig Praxis af »Apothekere, Regimentsteltskærer, Barberere eller Kirurger, Badere, Operatører og andre kvaksalvere, Landstrygere, vagante (omrejsende) Markskrigere, gamle og unge Fruentimmer, Apotheker- og Barbersvende, ja endog Bødler og Skarprettere« 76).

At en saadan Klage var berettiget, ses af de Oplysninger, hvormed Bøttichers Klage er forsynet af dens Udgivere, og et talende Exempel haves i en Regning fra Overformynderiet i et Skifte efter den afgangnes Parykmager Peter la Rosses 3aarige Søn, der døde 1718. Den lyder saaledes:

»Betalt Dr. Laub for hans Opvartning i Barnets Svaghed 2 Rd. 4 Mk. Til Monsieur Bechman for en Del Medikamenter og Opvartning 2 Rd. En anden Barber 1 Rd. 2 Mk. Til Stads-Bøddelen ligesaa for Opvartning og Medikamenter 5 Rd. 2 Mk. Til en Kone, som og gjorde Opvartning ved Barnet og for brugte Medikamenter 2 Rd. 92 Sk. Endnu betalt til en Student, som ligeledes paatog sig at kurere Barnet, 5 Rd. Betalt Apotheker Becker for Medikamenter 4 Rd. 6 Sk.« 77)

Der blev ikke sparet: En rigtig Læge, 2 Barberer, Bøddelen, en klog Kone og en klog Student foruden Apothekeren. Det er altsaa ikke Overdrivelse, naar der i »Barselstuen« gjøres Opvartning af Doktoren, Barberen og den kloge Kone.

Her følger. 2 Regninger i en fornem Borgers Dødsbo for Lægetilsyn. Først Doktorens:

Salig Herman Bonhoffs Sterboe.

Debet.
For Medicamenter, som ieg selv har forskaffet ...
For min Umage udi 10 Dage da ieg hver Dag er
gaaet til den Salige Mand 2 iblandt og 3 gange
henstiller ieg til deris egen gode Skiønsomhed.
2 Rd. 3 Mk.

Kiøbenhafn, d. 16. Octobr. 1725.

B. J. v. Buchwald.


335

Barberens Regning lyder saaledes: ,

Nachdem ich sehligen Hr. Herman Bohnhoff in seiner Krank-
heit mit Aderlassen Clistiren, und täglicher Besuchung in
3 wochen aufgewartet, als prætendire vor meine Mühe ...
4 Rd.

Copenhagen, d. 28te Jan. 1726.

Christoph: Pøll.


Idet Barberen var billigere, tog man først sin Tilflugt til ham og naar hans Kur ikke hjalp, tilkaldte man Doktoren, der ikke gav Regning ind, men skulde betales »per honneur«.

De studerede Læger havde i Regelen taget Doktorgraden, dog var de derfor ikke alle kyndige i Kunsten, »I skal kjøbe ti Alen sort Klæde hos den Kræmmer, der boer ligeoverfor; af dette skal I lade gjøre Jer en lang Kjole«, siger Leander i »Hexeri« (3, 3); »naar I det har gjort, skal I leje Jer smukke Værelser og lade skrive med store Bogstaver over Døren: Her boer den vidtberømte Doktor Jansenius, som kurerer alle Slags Sygdomme. Naar I kun har den lange Kjole paa, saa er alting kraftigt, hvad I kommer i en Flaske. Der er hundrede Doctores, der aldrig er kommen dertil ved andet Middel«. Herved sigtes sikkert til dalevende Charletaner.

En Pedant af en Læge er fremstillet i »Barselstuen« (3, 5); han fordriver Sygdommene ved at lade sine Patienter sulte ihjel og giver disse latinske Sætninger til bedste, naar de vil have Forklaringer om deres Tilstand.

Den Doktor Balthasar Johannes de Buchwald, af hvem en Regning er meddelt ovenfor, var en af Kjøbenhavns første Læger og uagtet han var oprindelig Barber, blev han Professor ved Universitetet. Det er ham, Holberg sigter til ved Skildringen af Jens Blok i »Peder Paars« 78), og der maa have været meget naragtigt ved ham, navnlig i Henseende til Selvfølelse og Forsøg paa at skjule sin Mangel paa den Lærdom i Latin, som hans Kollegaer besad.

Om ovennævnte Dr. Bøtticher siges 1712, at han »har en skiden Mund, der taler ilde om Folk, som han ikke kan bære Vand til, dertilmed skal han have en indbildendes Orm af Højhed, saa at ingen Mennesker kan komme til rette med ham« 79).

Det var en lykkelig Tid for Forfattere, de var fri for at læse Korrektur, men leverede alene Bogtrykkeren Manuskriptet, og denne maatte saa sørge for et nøjagtigt Aftryk. Dr. Bøtticher havde ladet


336

Christoffer Brandt trjkke en Bog for sig i 306 Exemplarer, men da den var fuld af Fejl og Forfatteren ikke vilde betale den, stævnedes han for Politiretten, der dømte 27. Marts 1724: »Bogtrykkeren Brandt har trykt den Bog, som Dr. Bøtticher har leveret ham at trykke, saa vitiøs, at den ikke kan publiceres, men bør udi Stykker rives, at hverken Bogtrykkeren ej heller Dr. Bøtticher deraf kan have nogen Nytte, og saa som Bogtrykkeren Brandt saaledes har fordærvet Bogen, saa bør han at tabe baade sit Papir og sin Bogtrykkerløn, desligeste efterdi han ikke har villet nøjes med Politimesterens Resolution, saa bør han for unødigt Stævnemaal at betale Processens Omkostning til Dr. Bøtticher med 4 Rd.«

Derimod roses Jens Bing »som en Mand, der var et stort Exempel paa den gamle Ærlighed, Oprigtighed, Afholdenhed og Maadelighed«, og nød megen Anseelse som Læge baade blandt sine Kollegaer og i Publikum 80).

Det kunde maaske interessere nogen at vide, hvad en Doktormaskine er, der omtales i »Hexeri«; den har intet med Læger at gjøre, men beskrives af Rahbek som en lille menneskelig Figur af Størrelse som en Dverg, omhyllet med en lang Kappe, der kunde skydes op og ned, saa Hovedet snart sad i Maven, snart stod højt i Vejret 81).

__________

Naar Pedanteriet blomstrede hos dem, der var uddannede ved Universitetet, kan man nok tænke sig, hvorledes de halvstuderede Røvere var, der havde faaet en lille Duft af Lærdommen, men aldrig var komne over de første Grundelementer. Saadanne Karakterer som den kostelige Per Degn i »Erasmus Montanus«, findes ved Siden af Forbilleder til selve Erasmus til alle Tider i forskjellige Afskygninger.

Til denne halvlærde Stand hørte Barberer, der havde en særegen Dragt, nemlig en lang blaa Kappe, eftersom det hedder i et Digt fra 1731:

»Barberer gik jo før med blaa og lange Kapper,
En Glaremester ej saa hastig Moden snapper,
At jo Barbererne strax lægger deres af«. 82)

Datidens Barberer havde, som omtalt, betydelig Lægepraxis, og det ikke alene i kirurgiske Tilfælde. I »Hexeri« (5, 4) fremstilles


337

Mester Herman, hvis Lægemidler bestaar i Aareladning; »at lade sig aarelade 1 Gang, gjør en Patient ligesaa godt som at bruge Doktor Bombasti Hovedpiller et helt Aar«. Han aarelod paa Armen, Foden eller Panden efter Patientens Behag. I »Uden Hoved og Hale« (1, 6) opfordrer Leander Roland til at lade sig aarelade hos Mester Daniel, da han anser ham for gal. Aareladning var iøvrigt en Forsigtighedsregel, som Alle brugte flere Gange om Aaret for at udskille de usunde Vædsker af Legemet.

Da Barbererne kom meget omkring, blev de som vandrende Aviser, der fortalte Bynyt. I »Den Stundesløse« (1, 6) viser Holberg os en tydsktalende Barber, der fortæller utrolige Historier. I »Gert Westphaler« (Sc. 17) siges Snaksomheden at være en almindelig Fejl hos Folk af den Profession. Hos disse halvdannede Folk opkom ofte en Tillid til egen Visdom, der fremkaldte den Vigtighed, som er fremstillet hos Mester Bonifacius i »Barselstuen« (3, 3), hvor han hovmoder sig over de virkelige Læger i Henseende til sin Kunst. Den mest Komiske er følgelig selve Gert Westphaler, der ikke talte om andet, end hvad han kaldte alvorlige Ting, men hvad han mente var Højdepunktet af Viden, var i Virkeligheden ikke engang halv fordøjede Stumper af Lærdom.

Ligesom Lapseriet i Selskabslivet ytrer sig i tomme Fraser uden Indhold, saaledes bliver de halvlærdes Optræden fuld af Formularer og langtrukken Tale med Kruseduller; saadanne Folk fremstilles ogsaa foruden i den skikkelige Erik Madsen Bogholder i »Den Stundesløse« i Else David Skolemesters i »Barselstuen« (2, 7). Der var paa den Tid ingen David Skolemester i Kjøbenhavn, men i Midten af det foregaaende Aarhundrede levede David Reich, der holdt Skrive- og Regneskole i sin Gaard paa Kjøbmagergade. Det er ovenfor omtalt, hvorledes Holberg boede her 1720-28, og derfor falder det ham saa naturligt netop at fremstille David Skolemesters Kone, ligesom der i »Den Vægelsindede« (2, 11) tales om hans Formularer og Else, Skoleholders Magasiner.

I »Den politiske Kandestøber« (1, 6) er David Skolemester Medlem af Collegium politicum og i »Uden Hoved og Hale« (2, 5) nævnes hans Goldamme. I »Det lykkelige Skibbrud« (5, 6) fremstilles en Skoleholder, der ikke vil kaldes Monsieur, men Dominatio vestra, og gjør Ophævelser over, at Dommeren siger hjærtelig gjerne og ikke hjærteligen gjerne.


338

Foruden Vor Frue Latinskole var der oprettet Kirkeskoler, hvor fattige Bjørn ikke alene blev oplærte, men ogsaa fik Mad og Klæder. Den første af disse var Helliggejstes danske Skole, oprettet af Sognepræsten Frands Thestrup 1702. I Fundatsen for denne hedder det, at der fandtes adskillige fattige Folk, som ikke formaaede at holde deres Børn til Skole, »her ej heller er anden Skole end Vor Frue (latinske) Skole, hvor saadanne Børn uden Skoleløn kunde lære, der og ellers findes blandt Haandværksdrenge og Tjenestepiger en stor Del, som liden Kundskab om Gud har«. I de følgende Aar kom der lignende Skoler ved de andre Kirker og de baade byggedes og vedligeholdtes ved frivillige Bidrag. Her undervistes Børnene i Religionskundskab, Skrivning og Regning. Bestyreren af en saadan Skole hed Skoleholder og hans Hustru underviste i Begyndelsen Pigerne i Haandgjerning. Sædvanlig var der en »Karl« til Medhjælper med 20 Rd. Løn om Aaret. Skoleholderen fik fra først af kun 30-40 Rdlr., senere steg Lønnen selvfølgelig. Skoleholderen var sædvanlig studeret, vel endog theologisk Kandidat, Karlen eller Høreren ikke altid. Skoletiden var i Begyndelsen om Sommeren Kl. 6-10 og 1-5, om Vinteren en Time senere om Morgenen.

Den først oprettede Helliggejstskole var oprindelig bestemt til at gaa lidt udenfor de tarvelige Kundskaber, som de andre meddelte. Her skulde gives Undervisning i Tydsk og saa megen i Latin, at Børnene kunde lære at bogstavere ret de latinske Ord, der brugtes i dansk Stil. Derfor behøver de holbergske Tjenere, der næsten alle har en tarvelig Kundskab i Latin, ikke just at have været forsøgte i Studeringer, idet de kan have været oplærte i denne Skole. Bespisningen, Børnene fik, var »et grovt Skillingsbrød, saakaldet Skofte, som man ellers giver Heste«. Nogle fik fuld Beklædning, andre kun Hoser og Sko. Fra Christian IV.'s Tid var der en Skole i Nyboder og en i Laxegade.

1721 var der desuden 21 private Skoler. 1710 var der udgivet et Reskript, der bestemte, at ingen maatte holde Skrive- og Regneskole uden tillige at undervise i Religion. Enhver Skolemester skulde overhøres af Sognepræsten og beskikkes af Magistraten. Kvinder, der holdt Skoler, maatte kun undervise Børn under 4 (!) Aar 83).

I »Den Vægelsindedes« første Udgave (3, 1) gaar Lucretias Søster paa 6 Aar i Skole hos Madame Lapan, der altsaa maa have holdt en af Datidens finere Pigeskoler. I Skattelisten fra 1722 nævnes


339

Parykmager Larpang i Pilestræde Nr. 89 paa Salen, det er nu Nr. 28, maaske er det hans Hustru.

En Slags Lærde var ogsaa Poeterne, det vil sige Lejlighedsdigterne, af hvilke der behøvedes mange. Som vi ovenfor har set maatte der skrives Ligvers, hver Gang en Mand var død, og var det meget fint, baade paa dansk og tydsk. I »Melampe« (1, 7) siger Sganarel: »Det er nu noget gement at være Poet, thi jeg tror, her er ligesaa mange Versemagere i Byen, som der er Fluer i September Maaned«. Da Petronius i »Jakob von Thybo« (1, 8) siger, at Poesi er Gudernes Tungemaal, siger Per: »Mig synes, det maa heller hedde Tiggernes Maal, thi alle de Poeter, jeg har kjendt, har været Staadere«. Sammesteds (1, 4) henvises Per til Poeten udi Aabenraa, næstved Guldsmeden, der gjorde Vers for billig Pris, hvorfor han ogsaa mener, at han bor ved Volden, for at han kan se det grønne om Sommeren.

Per gjør ogsaa den Bemærkning (2, 2), at Poeten i Aabenraa »føder Kone og Børn alene ved sine Vers. Han kan gjøre Vers, som er kun et Ord lange, men vil man have det saa kort, saa kan Fanden ikke veje ham op med Penge«. Den Slags kunstige Vers med et Ord i Linien, findes virkelig 84).

I et Bryllupsvers fra 1737 findes:

»Hvor faar, hvor faar jeg en, der strax kan Støvle smøre,
For mig til Aabenraa til Versfabrikken hen«.

Om denne Poet skriver Rahbek 85), at den Mand, der »for ikke længe siden af en kompetent Dommer er bleven kaldet vor første Literator« (Revisor Andersen?), havde forsikret ham »paa Højtidsregninger fra den Tid mellem andre Højtidsexpenser« at have fundet ham nævnt under denne Titel.

En anden Versfabrikant skildres os i Magister Rosiflengius i »Det lykkelige Skibbrud«. At hans Karakter er et Afbillede af Virkeligheden, kan ses af Tøger Reenbergs poetiske Skrifter, Anden Del, S. 107-8, hvor der findes følgende Vers:

»O Dorus, du lyksalige,
hvor kunde du vel rime,
vel tusind Vers du skaffede
til Trykken i en Time.
Vel er det sandt, din frugtbar Pen
var uden Sans og Hjærne,
blandt Gjække var dog altid den,
som dig betalte gjærne« osv.


340

I Anledning af dette meddeler Luxdorph følgende Bemærkning af Sorterup: »Claus Dorus (i.e.: Claus Bang), en afsat Præst, havde i sin Tid saavel som flere Visekræmmere paa de Tider (han døde 1683) Vers fal i alle Lejligheder«. Og Luxdorph tilføjer (1769): »Enhver véd, at den Kunst at drive Tiggeri i bunden Stil som en anden borgerlig Næring er endnu ikke fortabt hos os og bliver det formodentlig ikke heller, saa længe den bringer saa meget ind, at Folk kan gifte sig derpaa og deres Børn oplæres i Faderens Haandværk«.

»Adskillige af Dori Begravelsesvers fra 1678-82, som ved en Slumpelykke ere faldne os i Hænderne, vise, at han, for ej at udtømme sin poetiske Aare, der ellers umulig kunde udholde, har betjent sig af et og samme Vers ved mere end en Lejlighed, ja ofte uden Undseelse kort efter hverandre alene med nogen liden Forandring efter Omstændighederne«. Og derpaa giver Luxdorph da et Exempel.

Hertil føjer Rahbek 86): »Om imidlertid selve Dorus var Holbergs egentlige Original eller om han, hvad ikke synes usandsynligt, har haft nogen samtidig for Øje, lader sig nu om Stunder ikke lettelig afgjøre, saa lidet som om hans 416de Epistel, hvori han beretter Magister Rosiflengii Død og gjentager en hel Del af sine Sarkasmer mod Lejligheds Poeteriet, er en Fiktion eller frembragt ved nogen virkelig Anledning. At denne Slægt i sine oprindelige Former har vedvaret indtil vore Dage og at dens sidste Stamholder med Føje kan siges at have været den ligeledes afsatte Præst, Mag. Kaalund, der ved 1 Linie i Evalds Avtobiografi, hvor han nævnes som Klopstocks Antipode, har faaet en Udødelighed, hans utallige Lejlighedsvers ikke vilde have tilvejebragt ham, er andensteds sagt«.

Der kan dog ingen Spørgsmaal være om, at en bestemt Person, hvem Holberg kopierer som Rosiflengius, virkelig har levet, efter den Maade, hvorpaa han omtales i Epistlernes fjerde Del (Nr. 416), der udkom 1749. Han fortæller der, at Magister Rosiflengius og hans Broder, der uden Doktors Titel havde praktiseret i Medicinen, begge var døde, til ubodeligt Tab for Landet, thi den ene forløste ved sine Lægemidler de syge af de Fortrædeligheder, som den onde Verden førte med sig, den anden skaffede ved sine Begravelsesvers de døde hvilket Sæde i Himlen, Arvingerne ønskede. Holberg skildrer nu meget morsomt Rosiflengii Virksomhed. Samtidige paastod, at den virkelige Rosiflengius havde samme Legemsfejl, samme


341

lærde Titel og drev paa en Maade samme Haandværk og at hans Navn paa et Par Bogstaver nær var indeholdt i Rosiflengius, og derefter formoder Werlauff, at Navnet var Flensborg 87), men hvad dette sidste angaar, da er Navnet »Ros i Flæng« saa betegnende, at det tydelig ikke er nogen Bogstavomsætning. Den Poet Christen Flensborg, der døde 1776 (»hans Gejst var dog stor, endskjønt Kroppen var lille)«, kan det dog umulig være, da han først er født 1728.

Det er nu chikanøst af Skjæbnen, at man ikke kan faa Sikkerhed for, hvem er saadan Person var, som alle kjendte for 150 Aar siden. Poeten i Aabenraa og Magister Rosiflengius er de samme Person eller er de forskjellige? Det er foran antydet, at Poeten i Aabenraa kan være Samuel von Qvoten, men hvis det er ham, som Holberg ovenfor nævner som Broder til Rosiflengius, hvilket kunde passe i Henseende til deres Stillinger som Kvaksalvere, og til Tiden da han døde, saa kan han ikke være ment med Poeten i Aabenraa. Forgjæves har Forfatteren af dette Skrift søgt i Hundreder af Skifteakter og mangfoldige Begravelsesregninger, for at finde en Forfatter til Begravelsesversene nævnt; gik Oplysningerne langt ind paa Enkelthederne, saas det, at det var Bogtrykker Høpfner, der fik 4 Rdlr. 2 Mk. for at levere Versene trykte og beskaarne. I Bunden af den aller sidste Pakke af dem, der skulde være Gjenstand for den møjsommelige og frugtesløse Leden, stod endelig en Oplysning i et Skifte fra 1726: »Studiosus Povl Gylling for Ligvers med Trykkerløn og Indbinding er givet 5 Rdlr.« Men eftersom Poeternes Tal var saa stort, tør man ikke heraf slutte, at netop han var Poeten i Aabenraa. Det bliver vel rettest at blive staaende ved Bedemanden Niels Hansen, hvis Ophold i Aabenraa er sikkert (se S. 247), og naar Poeten, som anført, nævnes i et Vers fra 1737, er det vel en poetisk Frihed og ikke Bevis for, at nogen Poet boede her saa længe. I Mandtalslister vil man udenfor v. Qvoten og Bedemanden ikke finde nogen Person, om hvem man med Rimelighed kan slutte, at de har drevet Versefabrikation.

I den ældste Udgave af »Barselstuen« (5, 4) fremstilles en Poet, hvem Troels omtaler som »Per Iversen, det er en lærd Mand, han gjør næsten alle Brudevers her i Byen«.

Peder Paars har en Fortale til »Indbyggerne i de Ny Boder, dem der bo langs med Volden, item alle dem, som høre under Seigneur Nagels Fane«; denne sidste var Torvemester, og Folk under hans


342

Fane var altsaa Torvesiddere og Høkere. Til disse Folk siger Holberg paa sin skjemtsomme Vis, at »saadan mærkværdig Historie kan være eder mere til Nytte og Opbyggelse end de, som I udi Hobetal hver Dag kjøbe, nu om en, der har vrikket sit Ben udi Lybæk, nu om et Hus, som er afbrændt udi Westphalen, nu om en Kalv, som er født med en Top paa Hovedet eller Falbelader paa Benene. Derpaa anvende I dog en temmelig Del Penge, hvormed I kunde kjøbe andre gode og nyttige Bøger, saasom denne sandfærdige Historie om Peder Paars, om hvis Kigtighed jeg haaber, Ingen er saa vantro at ville tvivle« osv.

Viserne var den Læsning, hvortil Smaafolk var henviste, og de regnede ned i Legioner. Et Exempel paa en frugtbar Visedigter er Bogtrykkeren Povl Phoenixberg, der desuden forfattede flere Tidsskrifter af meget lav Komik og fulde af Smudsigheder 88). Ogsaa Bogtrykker Johan Kristoffer Brandt havde en Hovednæring med at sælge Viser og da han ikke først lod dem censurere, blev han oftere tiltalt af Politiet 89). Det er til ham, Holberg sigter, naar han skriver om »Brandtes Viser, der synges til Fiol i begge Paradiser«.

Af hvad Natur disse Viser var, ses af en Klage fra ham til Politi- og Kommercekollegiet af 18. Oktbr. 1725 med Politimesterens Svar. Brandt klager over, at Politimesteren bandt hans Hænder, saa »jeg fattige Borgermand maa krepere som en Orm, efterdi her er saa mange Bogtrykkere og ikkun ganske lidet Arbejde, dog forbydes mig alene alle Tider den Smule, jeg begynder og som har været brugeligt i mange Mands Minde, da jeg dog aldrig har set nogen kgl. Forordning derom«. Han fandt ikke, at Kongens Vilje var at forbyde Bogtrykkerne at trykke noget, hvori der alene var nogle faa Ord, der ikke kunde skikke sig, men naar disse blev udeladte, kunde det øvrige ikke forbydes. »Mens Gud bedre det, at der skal være saa mange, som skal eller vil forbyde Bogtrykkerne deres Brød eller melere sig dermed, derfor gaar saa mange uden Lands og lader trykke. Naar der er en Karl, som har Lyst til at skrive gode Materier, som vel gjøres nødig at komme iblandt Folk, da skal det først approberes, som billigt er, men man har ikke nødig at lade enhver Vise approbere, helst naar den ikke strider imod Guds og Kongens Lov.«

Politimesterens Betragtning af Brandt var en ganske anden; han skriver: »Formedelst at denne Brandt understaar sig at trykke


343

utilladelige Viser og samme ved Drenge lader omraabe paa Gader og Stræder fremfor nogen af de andre Bogtrykkere, derfor bliver Brandt saa ofte tiltalt og advaret for at aflade dermed, alt hidindtil forgjæves, og har han altid fulgt herudi sin Egenraadighed og tilbagesat baade sin Ed og Pligt, som han sin Øvrighed er skyldig, ja han har ikke alene udi min Betjeningstid, mens endog udi min salig Formands Tid, uagtet gjorte Advarsler, ladet Drenge omløbe med ucensurerede Viser, hvorfor han og er bleven mulkteret«. For 2 Aar siden havde han under Titlen »Fem ny lystige Viser, alle unge Karle og Piger til Fornøjelse« trykt en Vise: »Under det grønne Træ«, hvori efter Politimesterens Mening meget forargeligt og lastværdigt var anført, »Gud bedre desværre, at den listige Satan i disse onde Tider nok desforuden søger og forleder Ungdommen til saadanne og andre onde Gjerninger«, og derfor blev Brandt arresteret og mulkteret; for nogle Aar siden blev 5 Drenge med Viser trufne i Tyveri og indsatte i Børnehuset. Han var bleven udpantet for at have trykt Komedieplakater, men »den Person, han trykkede deslige Sedler for, var en Grenader, som uden Øvrighedens Permission understod sig til at spille med de saakaldte Marionetter eller Dukker, hvilket ligeledes var forargeligt, i Henseende at det skulde ske paa en Søndag efter Aftensang og at disse Soldater var Katholikker og vilde forestille den Tornske Affære 90) imod vores evangeliske Religion«.

Det blev ham forbudt at trykke en Vise om en Student Tanche, der blev henrettet 15. Maj, fordi de andre Studenter havde bedet Politimesteren om at forhindre Udgivelsen af en saadan Vise. Ogsaa Udgivelse af Viser og Skrifter om den afsatte Præst Mag. Hans Trojel paa Christianshavn var bleven ham forbudt, thi »jeg udi mine Tanker syntes, at saadanne Viser ikke burde eller kunde tillades at trykke, hans efterladte bedrøvede Hustru og Børn til desto mere og større Hjærtesorg og Græmmelse, som desforuden vel sørgelig maa bejamre sin Tilstand, thi det nok iblandt alle var bekjendt Trojels begangne Forseelse, uden at det tilligemed skulde blive overalt paa Gader og Stræder udraabt«. Visen om Trojel havde Brandt selv lavet. Da han ogsaa herfor blev mulkteret og opgav, at en anden Mand ved Navn Tillau havde trykt lignende Viser, blev dennes Oplag ogsaa konfiskeret. Endnu en anden Vise var det blevet ham forbudt at trykke, da den ej heller var censureret, Oplaget blev konfiskeret og han stævnet paa Politikamret. »Men i hvor meget jeg ogsaa bad, saa at Taarerne


344

stod i mine Øjne formedelst hans (Politimesterens) Haardhed, at det maatte mig permitteres, var der ingen Hjælp, at jeg enten maatte trykke eller sælge et Blad deraf, og bad jeg, at Hr. Justitsraaden vilde vise mig, om der var noget, som var enten imod Gud, Kongen eller gode Sæder, saa vilde jeg det borttage, da fik jeg til Svar: »Det vil jeg ikke binde Eder paa Næsen, I skal det nu ikke trykke eller sælge«, uden videre Aarsag eller Raison, men saa snart jeg kom fra Politikamret, var alle Gader fulde af andre Viser, af en Person trykt, som aldrig i sine Dage har svaret enten Kongen eller Byen for 1 Skilling, saa tog jeg en og bragte op til Politikamret og spurgte, hvorfor de maatte mere trykke eller sælge dem end jeg, da svarede Fuldmægtigen, at han skulde blive opciteret, men den anden Dag alligevel solgte han saa meget han kunde, indtil at jeg bragte den anden Gang 3 Drenge op med Viser paa Politikamret, da beholdt de Viserne og bad Drengene gaa og viste dem til mig, at jeg skulde betale dem de fremmede Viser, som jeg ikke havde trykt« 91).

I »Den Stundesløse« har Holberg tegnet os to Bogholdere, der vel i Stykket ikke optræder selv med overdreven Karrikatur, men i Leanders og Oldfuxes Efterligning af deres Færd bliver højst komiske Figurer. En meget bekjendt Bogholder paa den Tid var Cort Danxt, der har udgivet en Mængde Skrifter baade paa Dansk og Tydsk om Bogholderi og Regning. Det er ligesom, det kunde passe paa ham, naar Oldfux siger: »Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderi og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støvet under hans Fødder for det, jeg forstaar udi Bogholderiet. Jeg skulde ikke rose ham, fordi han er mit Søskendebarn paa min Faders Side, men jeg kan sige dette, at han har faa sin Lige udi alle Slags Regninger, og ligesom der er en Regel, kaldet Regula Detri, saa har han gjort en ny kaldet Regula Petri«.

Cort Danxt blev ikke rig ved sit Bogholderi, thi han døde 16. Feb. 1726 i en Alder af 57 Aar i saa stor Fattigdom, at hans Svigersøn Lærredskræmmer Hans Pedersen Rantrum gik fra Arv og Gjæld. Det ses af Stifteakterne, at han 1684-90 havde været i Tjeneste hos Henrik Schup, der var en af de 32 Mænd og Direktør for det ostindiske Kompagni, og at han selv 1696-1702 var Overbogholder ved samme Kompagni. 1713 blev han Bogholder ved Provianteringskommissionen og var ogsaa en Tid i Tjeneste hos Grev Danneskjold Laurvigen ved Besørgelsen af dennes Handelsaffærer og andre For-


345

retninger, af hvem han fik Afsked 1717. Han har allerede dengang ikke holdt særlig Husholdning, thi der fandtes i hans Dødsbo en Kontrakt med hans Svoger Peter Hessenberg, der for 40 Rdl. om Aaret skulde have hans Datter i Huset.

Af Klæder efterlod han sig 2 brune Klædes Klædninger, en sort Kjole og 2 Veste, en brun Stoffes Kappe, 2 Nathuer, 4 Parykker, 2 sorte Muffer og en Hat. Af Møbler havde han bl. a. en Skrivepult. Han laa i en Himmelseng med blaa Makejs Omhæng. Han havde ogsaa en Thepotte, men kun et Krus til at drikke af, et Par hvidskaftede Knive i Foderal, selvfølgelig flere »Blækhorn«, et af Messing, et af Horn (deraf Navnet Blækhorn, som man endnu kunde høre for 40 Aar siden), en Tallerken og en Sarserken. Rig var han derimod paa Bøger, men den Frederik Petersen Bentz og »Medkollega«, der registrerede disse og fik 8 Rdl. derfor, tog sig Sagen altfor let, thi de ordnede de fleste i Bundter, som de vurderede til 1 eller 2 Sk. Stykket, og fik dog 343 Numre ud, saa hans Bibliothek har udgjort flere tusend Bind, for en stor Del vedkommende Regning, Bogholderi og Handel, men ogsaa historiske, geografiske og theologiske.

Denne Bogholder har udgivet en Række Skrifter til Vejledning i Regning, italiensk Bogholderi, Vexelvæsen og Myntvæsen. 1711 udgav han under Titel Spiegel der Kaufmanschafft 4 poetiske Værker paa dansk og tydsk, nemlig: »Dend edle Skrive-Konstes velfortiente Lov og Priis«, »Dend edle Regne-Konstes velfortiente Lov og Priis«, »Dend edle Bref-Styliseer-Konstes velfortiente Lov og Priis« og »Dend christelige, retsindige, ordentlige og vel regulerede Bogholderie Konstes velfortiente Lov og Priis«, hele »dend Reale Konst og Videnskab elskende Ungdom i Kjøbenhavn til en fornøden og nyttelig Efterretning udi Herrens Frygt og ved hans Aand og Naade opsat og i Kjærlighed til en velment Opmuntring fremstillet«. Disse Smaaskrifter indlededes ved Bibelsprog, men er ikke meget tiltalende at læse. Det om Bogholderi begynder saaledes:

»Bøger holde og forvalte, Kegenskaber ret at gjøre
over Indtægt og Udgift, sine Sager at besørge
er de Midler, som man stedse haver agtet nyttelig,
ja som Herrens Naadsens Gaver, naar de bruges gudelig.
Efter Herrens Ord og Love bør man dennem at indrette
og paa Ret og Sandheds Piller alle Ting tilbørlig sætte.
Disse ædle Videnskaber er ej først idag opfunden,
O, man har til alle Tider sig til dennem flittig bunden,


346

for Hukommelsen at styrke for sig selv og andre fler,
at god Rigtighed for alle sig tilbørligen beter.
Alt til Daniels Tider har man holdet rigtig Bøger,
og sig udi Regnekonsten øvet, naar man eftersøger
Ordet, som os Gud har givet, at vi det betragte kan,
som en ædel Naadses Gave forat komme til Forstand.«

Erik Madsen Bogholder maa ligesom Carl Danxst ogsaa være tænkt at give Undervisning, thi da Vielgeschrei (3, 1) fortæller Leonard om sin Datters Giftermaal, udbryder denne: »Hvad, skjæmter I, vil I give jer Datter til en Skolemester«?

Kunstnere var her ikke mange af, men der nævnes dog nogle. Af Malere, der kaldtes Skildrere, opgives følgende i Skattelisten for 1722: Magnus Jørgensen, Simon Dram, Nikolaj Wikmand, Johan Hofman, Kancelliraad Krogk, Jakob Fosie, Monsieur Barbeth og Jakob Kønning. Af Billedhuggere, der kaldtes Bildthuggere, nævnes: Johan Bernt, Peder See, Peder Steffensen, Johan Weise, Erik Warenheim, Johan Adam Sturmberg, Henrik Fisker. Bendix Grotschilling, der var bleven Kunstkammerforvalter, fik 1725 kgl. Bevilling til at oprette et Lotteri, hvorved han kunde afbetale sin Gjæld; ved dette Lotteri sattes et Kuriositetskabinet paa Spil, som hans Fader og Forgænger ved Kunstkamret havde samlet. 92)

Den Lavsaand, der gik igjennem alle Folkeklasser, gjorde sig ikke mindst gjældende i Militærstanden, der netop under Frederik IV's krigerske Regjering maatte spille en stor Rolle. Den stramme Holdning, der uddannedes efter prøjsisk Mønster, og de stive Former har med rette givet denne Tid Navnet Støvlettiden efter et Slags Gamacher, der gik op over Knæerne og som skulde sidde meget stramt til umaadelig Pine for deres Bærere. Soldaterstanden har nylig været Gjenstand for en fortrinlig Skildring i P. Fr. Rists Skrift. »Fra Støvlet-Tiden«, der for en stor Del netop omhandler Frederik IV's Regjeringstid, til hvilket vi her alene vil henvise; her skal kun omtales, hvorledes Holberg i Komedierne fremstiller Officererne.

Først skildrer han det militære Pedanteri, der sætter Overholdelsen af enkelte ligegyldige Regler over alt andet. I »Ulysses« (2, 3) lader han Holophernes holde en Tale til Soldaterne, hvori forekommer følgende: »Det fornemste, I har i Agt at tage, er eders Tempo, som bestaar udi ein, zwei, drei, og at I slaar lige med Hænderne paa Patrontasken, thi naar det ikke tages i Agt, vil jeg ikke give fire Skilling for Resten.«


347

Officerernes Praleri og Løgnagtighed skildres i »Barselstuen« (4, 3), idet Officeren fortæller: »Jeg havde en liden Affære med en fremmed Officer igaar Eftermiddags, som jeg stak ihjel, unter uns gesagt, ved Fuglestangen; vi kom i Disput, saa vi derudover maatte ud for Fuglestangen, hvor jeg nær havde stukket min Kontrapart ihjel, thi Spidsen af min Kaarde var ikke en Fingerbred fra hans Hjærte.« Og da Korfits bemærker, at han lige havde sagt, at han stak ham ihjel, lader han sig ikke forbløffe: »Har jeg sagt det, at jeg stak ham ihjel, saa stak jeg ham ogsaa ihjel«.

En endnu mere stortalende Person er Diderich Menschenschreck, der (Sc. 18) fortæller: »Mit Navn var saadan Skræk blandt Tyrkerne, at de havde ingen Lyst at gjøre noget Forsøg paa Bytte, saa

Bønder

Bønder. Fra Rosenborg Riddersals Loft.

kjed havde jeg gjort dem af det Haandværk. Jeg tør sige, at jeg alene ved Parti hid og did skilte dem over ved 20,000 Mand og med min egen Haand paa en Maaneds Tid massakrerte über zwei tausend Janitscharen auf einmahl«; naar Praleriet ret skal drives, sker det bedst paa Tydsk.

Den kosteligste militære Stortaler er dog Jakob von Thybo, der dog ikke er dansk Officer, men praler af sine Krigsbedrifter udenlands, hvis Usandfærdighed han selv røber ved sin kolossale Uvidenhed; da det kommer til Stykket, viser han sig ligesaa fej som hans lærde Modstander. Holberg vil ikke fremstille ham som Officer, thi de danske Officerer havde indlagt sig Ære i Krigen, men som en Karrikatur paa en Storpraler. Samtiden mente, at Holberg med


348

denne Karakter vilde betegne en Major Thielo, men dette er næppe muligt. Thybo taler navnlig om sine Bedrifter i Brabant og vil saaledes have været med de danske Tropper, der deltog i den spanske Arvefølgekrig. Dette var et Emne, der længe efter optog de gamle Officerer, om hvem Wadskjær fortæller 1754, at de ved et Glas Vin holdt af at sige: »In Brabant, da wir in Feuer stunden.«

Der var en Person i Kjøbenhavn, paa hvem Holberg kan have studeret Jakob von Thybo, det var hans Gjenbo paa Kjøbmagergade, Torvemester Karl Kaspar Nagel. I en S. 118 meddelt Politirapport skriver Politimesteren om denne Mand, at han har tjent baade i Brabant og Irland, hvor han har samlet sig mangfoldige Blessurer.

Han fortæller om hans Røst, der var saa stærk, at den holdt

Garden

Garden. Efter Kmhr. Løvenskjolds Skrift om Garden.

en Kaarde tilbage, der var ved at gjennembore en Mand, og samme Røst beklagede Toldinspektøren sig 1712 over til Politi- og Kommercekollegiet, idet Nagel 9. Juli ved Nørreport »opvækkede saadan Allarm og Konfusion med en Bonde, som indkom i Ravelinen med 2 Lam, at Kontrolløren næppe kunde have Fred til at forrette kgl. Majestæts Tjeneste, da jeg lod ham forstaa, at saadan Konfusion, som blev forøvet af ham midt under Torvet, var meget uforsvarlig, hvorpaa han med sin Stoks Opløftelse mod mig og med mange


349

uforskammede Ord mig ilde begegnede«. Torvet holdtes nemlig i denne Tid, under Pesten, udenfor Nørreport.

Naar Holberg kan omtale Nagel i Fortalen til P. Paars, er det tydeligt, at han har været en komisk Person, hvis Færd han har haft Fornøjelse af at studere. En anden komisk Beboer af Kjøbmagergade, paa den Tid han skrev sine Komedier, var den markskrigerske Galanterihandler Kilian Drubien, hvis Fornavn han med stor komisk Virkning benyttede i »Ulysses von Ithacia«. Hvad Nagels personlige Forhold angaar, døde hans Hustru Lucie Abrahamsdatter 14. Maj 1717 og efterlod en Søn Chr. Karl i en Alder af 6 Aar og en Datter Charlotte Lovise paa 12 1/2 Aar. Han ejede Del af nuv. Nr. 39 paa Kjøbmagergade og havde en Art Spisekvarter, thi

Fodfolk

Fodfolk. Fra Rosenborg Riddersals Loft.

1722 indleverer han i Gehejmeraad Walthers Bo en Regning over hvad denne havde faaet hos ham i Aaret 1718, nemlig 2 Gange Kyllingefrikassé, 2 Gange Ragout og 1 Gang 4 Kyllinger stegte med Salat til. 93)

De menige Soldater var mest hvervede. Hverving foregik ved, at en Standart blev oprejst paa et Torv og Trommen rørtes omkring i Byen forat opfordre Folk til at melde sig, som det ses af »Ulysses« (1, 12) og »Melampe« (1, 1). At det gik saaaledes til med Hvervningen, at Trommen gik, ses ogsaa af den jydske Hververvise fra Frederik IV's Tid:


350

»Hej lystig med Plaser,
jeg Fanen svinge ser
og hører Trommens Bombommelom bom bom.«

Ofte skete Hvervningen ved allehaande Kunstgreb, saaledes som naar Erasmus Montanus (5, 2) betragtes som hvervet, fordi han har faaet Penge paa Haanden af en Officer. De hvervede Soldater var en meget fattig Samfundsklasse, der havde ondt ved at komme ud af det ene med sin knappe Lønning og end mindre naar Soldaten havde Familie, hvilket ofte var Tilfældet, da han lod sig hverve paany, saa ofte det var muligt. Han maatte derfor søge al mulig Bierhverv; i »Maskeraden« (3, 9) omtales saaledes 2 Soldater, der huggede Brænde i Gaarden.

Dragoner

Dragoner. Fra Rosenborg Riddersals Loft.

Soldaternes og Matrosernes Koner fik i Krigens Tid 1718 og 1719 Tilladelse til at handle med Fisk og salte Varer ved Stranden imellem Højbro og Vragerbroen. Ved Forordning af 10. Marts 1725 fik de Bevilling paa at handle med gamle Klæder paa Kongens Nytorv langs Gjæthuset, og Magistraten lod her opslaa Pæle, indenfor hvilke de skulde sidde, hvorover de blev meget misfornøjede og rykkede Pælene op. 94)

Næste Aar klagedes der over, at de Militæres Handel og Værtskab tog Overhaand. 95) Der var ogsaa mange Militære, der øvede Haandværk til Skade for Lavene, saaledes øvede 1717 Bernt Nagel, der i 15 Aar havde tjent som Musketerer, Skræderhaandværk, og


351

samme Aar klagede Skræderne over, at en afdanket Matros paa Torvet solgte Skindklæder, som han selv syede; hans Fortjeneste var kun ringe, thi han tjente 8 Sk. paa et Par Buxer. 96) 1725 søgte de Militære om Torvestader, hvor de kunde sælge Sko. 97) 1724 blev der forbudt en Grenader, der holdt offentlig Skole paa Christianshavn, denne Levevej, da han ikke var examineret af Sognepræsten eller Magistraten og betog den beskikkede Skolelærer hans Levebrød. 98)

   En Holmens Mand.

En Holmens Mand.
Fra oldn. Museum.

Under Manglen paa Kaserner maatte Soldaterne indkvarteres hos Borgerne, og Regjeringen lovede at betale for denne Indkvartering, men Penge saa Borgerne ikke til.

1718 og 1720 beklagede mange mindre Borgere sig over den Trang og Pengemangel, de var komne i paa Grund af den Kredit, de havde maattet give de indkvarterede Matroser, paa hvis Hyre de vel havde faaet Anvisning, men denne blev ikke udbetalt; de fleste var ved at blive ruinerede over den Gjæld, de herved var komne i til Bryggere og Bagere. 99)

Matroserne var ikke meget betroede, thi 22. Dec. 1724 forbød Kongen at kjøbe Munderinger af de indrullerede Matroser, og Ingen maatte give dem Kredit uden Kompagnichefens Tilladelse.

En Klasse Mennesker, man saa ofte paa den Tid, var de fattige Adelspersoner, der hovmodede sig af deres Æt, men selv var ude af Stand til at hævde Familiens Anseelse paa anden Maade. Den gamle Adel, der havde mistet sine Rettigheder ved Enevælden og for en stor Del sine Ejendomme ved financiel Ødelæggelse, levede endnu i Drømmene om Fornemhed i Modsætning til den nybagte borgerlige Adel, der var Indehaver af dens Herregaarde og de store Embeder.

I »Barselstuen« (3, 1) viser sig en Frue i Portechaise med en


352

Tjener i pjaltet Liberi, der mener, at hun viser det borgerlige Hus en Ære ved at besøge det, skjønt hun kun kommer for at nyde et Maaltid eller laane Penge. Det første, hun siger, er: »Her lugter forbandet borgerlig, lad dem røge noget herinde«, og tænker i sin Hovmod ikke paa, hvilken Fornærmelse hun tilføjer den, i hvis Hus hun er. I »Det lykkelige Skibbrud« kommer en Frue med en pjaltet Page, som holder Svandsen, og klager over, at Philemon har skrevet et Vers Fattigdom og Hofart. Hun er af altfor høj Extraktion til at hedde Madame, men hedder velbaarne Frue. Hovedskildringen af denne sørgelige Existens er dog i »Don Ranudo«, hvor man ikke har det tørre Brød og kun holder Modet oppe ved Tanken om Forfædrene. Donna Olympia ringeagter den nyere Adel (3, 7):

»Jeg er ikke meget storagtig, derfor kan jeg ikke lide dem, som vil være noget, men er dog intet. Bønder give sig ud for Bønder, og den Ære, som man gjør dem, tage de op som en Naade. Men der er visse Folk, som Monsieur og Madame (I ved det vel selv), hvilke gjøre sig saadan fornem Air, men Borgeren stikker dog ud iblandt, i hvor meget de søge at skjule den. Jeg kan ærgre mig fast ihjel, naar jeg ser Madame (nok sagt) udi sin Portechaise, hældende sit Hoved paa den venstre Axel med en melankolisk Mine, ligesom hun var misfornøjet over det, at hendes Mand ikke haver bragt det endnu højere; da dog, naar hun vil eftertænke, at hendes Fru Moder solgte Figener offentlig paa Torvet udi Sevillien, burde hun blive ganske hovedsvimlet og holde sig fast med begge Hænder udi Portechaisen, men hun taler min Tro, ikke gjerne om hendes Grandmama, ikke heller taler Monsieur gjerne om sine Forældre. Jeg er færdig at sprække, min hjærte Don Ranudo, naar jeg tænker paa de Folk«.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons maj 11 21:18:12 CEST 2005
Publiceret: ons maj 11 21:18:08 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top