eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kjøbenhavn paa Holbergs Tid

Kjøbenhavn paa Holbergs Tid
    - kap. IV

Kbh., Nielsen & Lydiche, 1884

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IV.

Aarets Festdage. Musik. Dans. Maskerade. Spil. Beværtninger Skuespil. Landlige Forlystelser.

_____

Aarets forskjellige Fester højtideligholdtes vel tildels endnu, men hos den højere Borgerstand var de gamle Skikke ved at gaa ud. I sine sidste Aar skriver Holberg 1): »Man veed fast ikke mere at gjøre Forskjel imellem gode og onde Dage, en Juleaften, en Mortensaften, mod hvis Ankomst man nogle Uger tilforn glædede sig, skilles nu ikke fra en Langfredag Aften. Julekager, Helligtrekongerslys, Paaskeæg, Fastelavnsbrød, som ikke alene Børn, men endogsaa gamle brave Folk celebrerede Aarets Tider med, ere nu saa rent forsvundne, at det blotte Navn fast ikke er tilbage«. Dette maa dog vel tages med Forbehold; den gamle Holberg, der levede sit stille indesluttede Liv, havde da næppe mere Lejlighed til at se ud over Tilstandene i sin egen snevre Kreds. Det er dog ikke for intet, at Komedien »Julestuen« er henlagt til Æbeltoft, thi i Kjøbenhavn holdt Folk da ikke længer de gammeldags Julestuer, "hvad der fremgaaer af Stykket selv, hvor Jeronimus siger (Sc. 11): »Se, om nogen fornemme Folk holde Julestuer. Julestuer ere og ganske aflagte i Kjøbenhavn«. Som Holberg selv beretter, kunde Julelegene i gamle Dage »anses som kristelige Saturnalia, efterdi det var den eneste Tid om Aaret, paa hvilken Frihed gaves til familiær Omgang imellem Mands- og Kvindepersoner«. Men selv om Julestuer ikke holdtes i deres gamle Skik, var der følgelig Familiefester med Lege og det er derfor Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 3) kan sige: »Gud bevare os, hvor pæne disse Jomfruer

[193]

194

er her i Landet, da er franske og engelske Jomfruer anderledes. Dersom ikke Julelege var her i Landet, maatte man forsmægte, thi det er den eneste Tid om Aaret, de ere noget tamme, da kan man endelig faa et Kys«.

De Udklædninger og Lege, som vi kjender af Holbergs »Julestue«, fandt, som omtalt, ikke Sted i de finere kjøbenhavnske Familier, men i de lavere Kredse, der for en Stor Del bestod af Folk, der var indkomne fra Provinserne, var Julestuer noget, der hørte sig til i Julen, og derfor var det hos Værtshusholderne, at den gammeldags Legen Jul endnu var at finde. De mange Uordner, som denne gav Anledning til, fremkaldte et Forbud i en Politiplakat af 20. Decbr. 1726 2). Der tales i denne om »saa mange forargelige og ugudelige Insolencer, som man maa fornemme saavel af indkommende Vægter-Rapporter som de derfor udskikkede Politi-Inkvisitorer, her udi Staden at i Svang gaa og ventelig herefter end mere i fore- staaende Julehelligt samt siden fremdeles i de derpaa følgende Tider ved saakaldede Julestuers saa vel som og Spillestuers Holdelse vil blive øvet, da udi mange ordinære Øl-, Værts- og andre, ja ofte mistænkte og forargelige Huse og Kjældre adskillige Folk, saavel Mands- som Kvindes-Personer, Tjenestetyende, Haandværks-Svende og Drenge samt ledige og ørkesløse Mennesker saavel og Soldater og Matroser efter Indladelse paa en eller anden Tings paa Spil Sættelse samt derpaa indrettede Julestuers Holdelse ved Drik og Dobbel tilsammen komme og der sildig ud paa Natten, ja vel og Natten igjennem forblive, ej alene til stor Guds Fortørnelse over samme utilbørlige Sammenkomsters forargelige Forhold, mens og de der samlede ved slig Lejlighed til Drukkenskab, Løsagtighed og videre, derpaa følgende syndige og højst strafværdige Modvilligheder forledes, da Haandværks-Svende og Drenge til et selvraadigt og ørkesløst Levned derover ofte henfalde, Tjenestetyende ligeledes ved det Bekjendtskab, de med adskillige letsindige Mennesker i deslige Samkvem geraader udi, let forføres til Opsætsighed og Utroskab mod deres Herskaber, Husbonder og Madmødre, da de enten utroskaffens forestaa eller og aldeles forøde, hvad dem under Hænde især kan være betroet, foruden hvad Modvillighed, Overlast, ja ofte Udplyndring, Drab og Tyveri der paa Gaderne af deslige ryggesløse sammenløbende Folk, hvorunder adskillige maskerede og formummede jevnligen befindes, ved Lejlighed af slig Samkvem, Nattesæde, Spil og Fylderi forøves«. Det blev altsaa


195

forbudt enhver Vært at holde Jule- eller Spillestuer i sit Hus, hverken Søn- eller Søgnedage, og maskerede eller formummede Personer maatte ikke indfinde sig i Huse eller Kjældre eller løbe om paa Gaderne.

Ved Julegilderne i Familierne brugte man de samme Lege som vi tildels kjender endnu. I Rikard Paullis »Julestuen og Maskeraden«, der udkom 1724, nævnes »Fruens Penge«, »Puslebænk«, »Kryb i Træ«, »Gjem Ringen vel, gjem saare vel«, »To Børn i min Pose«, »Skjære Havre«, hvor den, der blev tilbage, maatte give Pant, »Hviskeleg«; den, der i Panteleg ikke fuldførte sin Dom, skulde staa Julestueret, nemlig Ballerone af hele Selskabet, idet han laa med Hovedet i en andens Skjød og fik Slag i Byggen under en Opsang 3). I samme Komedie holder Tjenestefolkene Julestue for sig ved Forklædninger; de legede »Gaasen brænder« eller »Blindebuk«.

Nyaarsaften gik man op paa Slottet for at se Kongen spise. Klavs Seidelin, der var i Apothekerlære i Kjøbenhavn, fortæller om Nyaarsaften 1721 4): »Var jeg med en af mine Kolleger gaaet op paa Slottet for at se det kgl. Herskab spise, som altid gjerne paa den Aften var alle tilladt, og samme Aften paraderede altid det kgl. Hofs Pager og Lakajer i nyt Livrée. Vi bleve da og indladte i det store Spisegemak, men der var den Aften saa stor en Konflux af Tilskuere, at de tilsidst nær havde trængt ind paa det kgl. Taffel, hvorover der arriverede mig en slem Malheur, som stod bagved Herrerne, der spiste ved Taflet; thi da dette anden Gang ved Pagerne med de tilhørende Retter skulde besættes, kom blandt andre en Page med en Sølvskaal fuld af Smør eller Sauce til Stegen, og da han vilde sætte det paa Taflet, snublede han over andres Fødder, saa Skaalen med alt, hvad der var udi, fløj hen paa mig og overalt ilde tilredte min ganske propre, skjønt simple Stadsklædning, og da jeg derved sprang med Force til Side, faldt Skaalen paa Gulvet, saa at Kong Frederik selv rejste sig op for at se, hvad der passerede, hvilket jeg mærkede, og derfor blev staaende urørlig som en Støtte, men denne Malheur gik mig nær, og dog maatte jeg blive staaende, thi jeg kunde for Trængsel ingensteds komme, saa at andre, som trængte sig forbi mig, ligeledes besmittede deres Klæder. Endelig da Herskabet stod op fra Taflet, gik jeg med min Kollega vel ned i Slotskjælderen for at slukke min Sorg med en Draabe god Rhinskvin, men om Morgenen besaa jeg først ret min Elendighed med Bedrøvelse, thi jeg fandt da, at snart slet intet paa mine Klæder var sparet, som jo var besudlet, og


196

i det ene Kjoleærmes Opslag, som paa den Tid vare store men lukkede, fandt jeg vel 1/2 Pund størknet Smør og Sauce«.

Nyaarsgratulation var i fuld Blomstring og Holberg skriver, om den 5): »Den bestaar i Uddeling af Gaver, hvilke fordres fast som en vitterlig Gjæld. Jeg ønskede gjerne at vide, naar den sælsomme Skik først udi disse Lande er indført; jeg kalder den sælsom, siden dermed gaas saa vidt, at den ringeste Kundskab (Bekjendtskab), som en gemen Mand har erhvervet sig hos en af højere Stand, ligesom autoriserer ham til at fordre saadan Tribut, uden at nogen Regres gives derfor til andre«. Holberg foreslaar derfor, at en fornemme Borger, der skulde give Nyaarsgave til en Haandværksmand, igjen kunde søge denne hos en Rangsperson, og en Rangsperson af sidste Klasse igjen hos højere stillede, og saaledes fremdeles, at Pengene kunde cirkulere og Gaverne ikke blev til Byrde for visse Personer.

Det var dog ikke alene dem, der attraaede Nyaarsgaver, som gjorde Lykønskninger. I »Niels Klim« berettes i Toniani Rejsebeskrivelse: »Nyaarsdag faar de Evropæer en Sygdom, som de Underjords Folk veed intet af. Accidenserne ved denne Sygdom er stor Uro i Sindet, thi samme Dag kan ingen blive længe paa et Sted, de løbe, ligesom de ere galne, fra et Hus til et andet og veed ikke selv hvorfor. Denne Sygdom varer hele 14 Daget hos Nogle, tilsidst blive de trætte og udmattede af den idelige Løben, kommer til Sig selv og faar deres forrige Helbred igjen«.

I Fastelavnstiden slog man Gjækken løs. Fra Christian V.s Tid er det bekjendt, at den kgl. Familie og hele Hoffet iførte sig Amagerdragt og kjørte ud paa Amager, hvor de dansede efter Lyden af Sækkepiber og skurrende Violiner og spiste med Træskeer af Ler- og og Trætallerkener. 6) Udklædning hørte med til Fastelavnsskik, navnlig i Skikkelse af Nar eller Harlekvin med Narrebrixen, af hvilken vi endnu har en Efterligning i Børnenes Fastelavnsris. Men man slog ikke saa lempelig med Brixen som nu med Riset. Tre Hørkræmmerdrenge, der tjente i Boderne under Børsen, var i den Anledning nær komne galt afsted, men et kgl. Reskript af 28. Juni 1726 til Politimesteren tilsiger dem Tilgivelse, »som efter en paaberaabt ældgammel Sædvane med en stor Brix Fastelavns Uge have brixet en anden islandsk Kjøbmands Dreng, saa at han en Tid lang maatte holde ved Sengen«, dog skulde Politimesteren »se hen til, at saadan Uskik herefter vorder hæmmet og afskaffet, paa det at deslige Drenge ikke of-


197

tere ved saadan deres utilladelige og ulovlige Mishandling skal lemlæste andre Folks Børn og Tjenere«. I Ansøgningen om Benaadning for de tre Hørkræmmerdrenge hedder det, at de »har handlet efter ældgammel Sædvane, som udi Børsens Hørboder har været brugelig, at hver Fastelavnsuge har det været en Vedtægt, at nogle Kjøbmandsdrenge, som forbi Børsen passerede, skulde have Brix«. 7)

Det var ogsaa Borgernes Skik at drage til Amager, for at se paa Fastelavns-Løjerne der, som vedvarede til 1733, da den hollandske Menigheds Præst fik Bønderne til at holde op. Disse Lege bestod i »at indelukke en levende Kat i en Tønde, naar denne var ophængt ved et Reb 6 à 8 Alen fra Jorden imellem tvende Støtter; derigjennem red en Amager efter den anden og med lange Stager, saa som temmelige Spyd, gav hver et vældigt Stød til Tønden, indtil saa længe Bunden gik ud og den beængstede Arrestant slap sit Fængsel efter lang Skrig og Klage, da dens Forløser blev et Aar Kattekonge og af sine Medbrødre holdt skattefri. Deres Tjenestefolk var det ikke tilladt at ride med dem, deres voxne Sønner red hos Faderen, naar han var bleven gammel. Samme Tid havde de en anden Slags Leg, som bestod i at ophænge, ligeledes mellem tvende Stager, en levende Gaas ved Fødderne og at bestryge Halsen med grøn Sæbe, saa den blev ganske glat. Siden red de igjennem og greb den saa længe om Halsen, at den omsider fulgte med, og den Rytter, som beholdt Gaasehalsen i Haanden, blev det Aars Gaasekonge. Slige Daarskaber holdtes fordum pro more et gustu seculi solenniter, og i mange, endog fornemme og høje Tilskueres Nærværelse«. 8)

I den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (4, 1) siger Torben om Lucretia: »Saa pudser hun sig undertiden op som en Majbrud«. I »Barselstuen« (2, 8) siger Øllegaard Sværdfegers, at Barselkonen er saa pyntet, at hun ser ud som en Majbrud. En Majbrud kan være det samme som hvad der endnu i enkelte Dele af det svensktalende Finland kaldes Majdronning, idet der om Foraaret gjøres en Fest for Børnene og en Pige prydes med Blomster og anden Stads. Denne Skik har ogsaa fundet Sted i Danmark, 9) men snarest er Majbruden den Pige, som Majgreven ved Majfesten pynter med en Krans og derved gjør til »Majinde«. 10) Fra Jylland berettes om noget tilsvarende ved St. Hansfesten, hvor de kvindelige Deltagere hed St. Hanskoner. 11)

I »Kilderejsen« beskrives de Valfarter, som gjordes til en Kilde


198

udenfor Kjøbenhavn, og det ses, hvor usømmeligt det gik til der paa den Tid; »i gamle Dage«, siger Jeronimus (3, 7) »gjordes Kilderejserne af Devotion«, men nu var Tonen aldeles forargelig. Man ser af samme Skuespil, at der mødte Bønder, der red Sommer i By (3, 5) og at de flygtende kjørte langs Stranden, til de kom til »den store Kro«. I Intermediet efter anden Akt fremstilles Livet ved Kilden nærmere, men selvfølgelig er Forestillingen indrettet efter Theatrets Krav med at fremstille Processioner, som Virkeligheden næppe kjendte. Beskrivelsen er saaledes: »Theatrum gjøres saa lidet som det kan, saa der præsenteres kun i Førstningen som en Vej til Kilden, hvorhen rejse saa vel Byttere som Fodfolk med Spande, Krukker og Bouteiller, og kan En have hængende om sig lutter Krukker, andre lutter Bouteiller. De samme kan fare ud af en Side og ind af en anden for at have Anseelse af mange Folk. Tvende Processioner ske af Folk, som holde Takten efter Musik, en af Bønder, som gaar Sommer i By, med Faner og Mundering og Majgrene, den anden af gamle Kjællinger, alle med differente vanskabte Masker gaaende med deres Krykker efter Takten og Krukker hængende ved Siden, for dem spilles et Lirestykke. Derpaa aabnes Fond de Theatre (Theatrets Baggrund), hvor Kilden præsenteres med nogle smaa Telte. Saasnart det aabnes, høres samme Øjeblik en stor konfus Allarm, nogle raabe, andre snakke, andre svinge og smække med Pidske, og Kjællinger slaas om at komme først til Kilden. En blind Mand kommer ind med en Bier-Fiol, hvorefter Bønderne danse. Kilden er et lille Hul paa Gulvet, hvoraf idelig nogle øse Vand, andre med Krukker, andre med deres Hatte«.

Den Kilde, som Kjøbenhavnerne søgte til, har man tidligere antaget for Kirsten Pils Kilde, men det er nu bevist af P. M. Stolpe 12), at det ikke kan være nogen anden end en Kilde i Nærheden af Gammel-Vartov paa Strandvejen; Kirsten Pils Kilde har uagtet sin nuværende Indskrift om høj Alderdom ikke da været bekjendt for Almenheden. Vartov Kilde, som den hed, er til endnu paa den østlige Side af Strandvejen, et Par hundrede Skridt førend man kommer til Gl. Vartov, paa en Grund, hvor Traktørstedet Kildendal tidligere laa; den findes i en Have tæt op til Landevejen. »Den ser ud som ett firkantet Brøndaabning, hvor det aldeles klare Vand uophørlig vælder op gjennem Sandbunden, men den har intet synligt Afløb«. Hvor længe Kilden har været anset som Valfartssted, veed man ikke, men


Vartov kilde

Strandvejen omkring Vartov Kilde. Efter et Kort i Raadstuearkivet.

[199]

200

1621 fik Borgmester Knud Markvardsen af Byen Fæste paa den Grund, hvorpaa Kildendal siden var aflagt 13). Grunden kaldes her »et Morads med et lidet Stykke Jord« sønden op til Vartov Enghave« og det hedder, at Knud Markvardsen »allerede derpaa har anvendt Bekostning med Fiskevand at grave og Pilestager at sætte«.

1725 hed Stedet Kildendal, men der siges da, at det tidligere hed lille Vartov. Der hørte dertil Frugt-, Blomster- og Kjøkkenhave, en Iskjælder med Lysthus over, med andre Lysthuse og et Vænge. Det var da lejet ud til en Traktør Rische, der i Aviserne anbefalede sig med god Mad og Vin og frisk Luft. Her var ogsaa undertiden Kapskydning.

Det var altsaa ved Kildendal, der St. Hans Aften foregik det samme som der skete ved andre Kilder, nogle søgte Vandet for Helbredelse, men de fleste morede sig, som de bedst kunde. Samtidige Optegnelser viser, at Holbergs »Kilderejse« ikke gav noget forvrænget Billede. Her var Bøndervogne, der kjørte svingende Læs fra Byen, der var en broget Skare af Bønder fra Omegnen og fra Amager, Soldater og en stor Skare Tiggere, der for et Syns Skyld søgte Kilden som Helbredelsesanstalt, men i Virkeligheden kun for at tigge og, som et satirisk Blad udtrykker sig, for næste Nat at drikke Brændevin istedenfor Kildevand. I Teltene dansedes der, men Tonen var i det hele saa uanstændig, at det finere Publikum ikke kom der mere og ingen Familiefædre vilde lade deres Døtre drage derhen, uden naar det som i »Kilderejsen« anbefaledes som eneste Helbredelsesmiddel af den berømte Doktor Theophrastus. At der foregik Slagsmaal og var Tilsyn af Kjøbenhavns Politi er selvfølgeligt 14).

Musik havde man stor Sands for. Skjønt det navnlig var efter 1728, at Musiken ret kom til Blomstring, saa fremgaar det dog f. Ex. af »Kilderejsen«, at den havde Udøvere især blandt Damerne. 1727 opførtes en offentlig Vokal- og Instrumental-Koncert i Stadt Hamborg i Skindergade, og samme Aar blev der i Anledning af Kongens Fødselsdag givet en Koncert, af hvilken navnlig fremhæves en Fløjtetravers, i Mads Koldings Gaard i Vimmelskaftet, ogsaa kaldet Den hvide Gaard (nu Amagertorv 22, Hjørnet af Valkendorfsgade) 15).

Man brugte Musik ved alle Lejligheder; der spilledes ved Fester, naar man sad til Bords, saaledea i »Den pantsatte Bondedreng« (2, 8); i samme Komedie (3, 2) fortæller den ene Musikant, at han skulde »hen i et Bryllup hos en Skomager, hvor der skal blæses i Trompeter,


201

naar Gjæsterne kommer«. I »Jean de France» (1, 1) paastaas det, at de nymodens Herrer ikke gaar i Kirke, uden der er Musik. Af et Billede i B. Roques Skrift »Danmarks Forlystelser« 1747, hvor et Parti af Havnen fremstilles, ses, hvorledes man sejlede med Musik; saaledes ses i en Baad en Mand staaende i Forstavnen spillende Trompet og 2 andre spillende Bas og Harpe. Ogsaa i private Huse dyrkedes Musik, som det nedenfor nævnes ved Omtalen af Operaer. I Boet efter en Organist Botzen ved Petri Kirke, der døde 1719, findes: et nyrnbergsk Gigenværk, et kuriøst Klokkespil med Fod, et Stavspil, et kuriøst Klavikordium af 16 Fus-Toner, et Elfenbens Klaver med 3 Kor, et Klaverkorpus, et Klavicimbelkorpus, et nyrnberger Skrin, et Pedalklaver, en Harpe, en Fiol. Han har vel nok tillige været Instrumentmager. Men desuden findes Instrumenter i fornemme Boer, saaledes efter den 1717 afdøde Etatsraad og Borgmester Andreas Jakobsen en Stokfiol, en forgyldt Porsol, et Klaver. 1719 nævnes en Citrinke med Foderal, en Kukkuk, et dobbelt Klaver, 1725 Spinet med Malmlod (kostede 38 Rd.).

Byen havde en Stadsmusikant, der med sine Svende havde Eneret til at spille for Betaling ved borgerlige Fester, men det var meget langt fra, at man kunde nøjes med ham. Af et Andragende fra Stadsmusikant Just Henrik Beichsted af 5, Januar 1715 ses det, hvor meget »Fuskere« gik ind i hans Næring:

Nogle Fuskere havde søgt om at maatte betjene Christianshavns Kirke med Musik, men han havde Magistratens Erklæring om, at han havde betjent sin Musikanttjeneste saavel i Kjøbenhavn som i Christianshavn upaaklagelig; samme Tjeneste var ogsaa meget ringe, »idet Folk af ringe Stand ikke have Raad til noget til Musikanter at depensere og andre af højere Stand og bedre Vilkaar ikke uden Aarsag i saa Maade det meste muligt menagere«. Han beklagede sig derfor over, »hvorledes de mangfoldige paa Instrumentalmusik her i Staden værende Fuskere, som er over 100 Personer i Tallet og er bestaaende af endel Artilleribetjente, Soldater, Tamburer, Baadsmænd og andre Løsgængere af den borgerlige Stand foruden de her sammesteds ved Garnisonen, ikke alene hemmeligen, men endog med aabenbar Vold indtrænger sig udi mit lovlige Embedes Forretninger paa de Steder, hvor jeg med Instrumentalmusik er berettiget til Bryllupper og Værtskaber at opvarte og betjene og uden Forskjel, hvad heller Brudgommen eller Bruden er af borgerlig Stand eller ikke, saa at de


202

nu udi nogle Aar og fornemlig siden Pestens Tid offentligen og ligesom de derfor kunde have Eders kgl. Majestæts Haand og Segl, ikke aleneste har søgt og antaget ovenbemeldte mig tilkommende Forretninger, men endogsaa udi visse sammenrottede Partier ukaldede har indvæltet sig paa mine Folk, hvor de allerede var antagne, taget Instrumenterne, fra dem, sat dem udenfor Døren og saa derpaa med Trusler og Løfter formaaet Brudgommen eller Værten til dem udi mine Folks Sted at antage, med Forsikring, at de vilde staa dem for al den Straf, de derfor skulde komme til at lide«, idet de forklarede, at hans Ret kun strakte sig til de Steder, hvor Bruden var af borgerlig Stand og Brylluppet stod i et borgerligt Hus. Saaledes »naar en Brud, endskjønt af borgerlig Stand, ikke saa lige kan holde sit Bryllup i en Borgers Hus formedelst en og anden Aarsag, at de enten kan leje Værelser hos andre til Brylluppets Holdelse eller og kan have Venner af anden Stand, som, imedens Brylluppet staar, kan laane Brudefolkene Hus, eller og naar Brudgommen er aleneste en Borger og Bruden ej af Borgerstand, men Brylluppet dog holdes i en Borgers Hus, jeg da ikke kan tilholde mig saadanne Bryllupper, endskjønt jeg dertil kunde være kaldet«. Han maatte i det mindste holde 6 dygtige Svende »med fri Kost og Kammer og endel af Betalingen for at kunne betjene Kirkerne, celebrere Kongens Fødselsdage og Baccalaurei og Magistergradens Inauguration paa Akademiet«. Politimesteren havde hjulpet ham med Politibetjente, og Fuskerne fjernede sig og holdt sig borte, saalænge disse var tilstede, men aldrig saa snart var de gaaet, førend de igjen med Trusel og Skjældsord anmassede sig Forretningen, og stævnedes de for Politiretten, vilde de ikke møde eller henskød sig til andre Retter. »Jeg vil ikke tale om, at disse Fuskere ofte har overfaldet mine Folk paa Gaden med Hug og Slag, ja undsagt mig selv paa Livet og kommet til mig i mit Hus for at udfordre mig for Haanden, med mange flere Insolenser, som vilde blive for vidtløftig at mælde«. Han søgte derfor om at faa Eneret til, naar en af Brudeparret tilhørte Borgerstanden, at maatte betjene dem med Musik i Stadens Kirker eller i Hjemmet, naar de blev kopulerede der af en af Stadens Præster 16).

16. Januar 1728 fik Stadsmusikanten Andreas Berg nogle meget fordelagtige Privilegier, ifølge hvilke de, der vilde have Musik til Bryllupper, kunde akkordere med ham om hans Betaling, men hvis de ikke benyttede hans Tjeneste, skulde de alligevel give ham noget


203

vist. Af formuende og velhavende Folk skulde han have 2 Rd., af Kunstnere, Professionister og Haandværksmestre, Skippere og Brændevinsbrændere og deres Lige 4 Mark til 1 Rd., af Kjældermænd, Øltappere, Skibsfolk, Arbejdsfolk, Daglønnere og andre af ringe Stand og Vilkaar 4 Mk. og af Folk af meget ringe Kaar 1 til 2 Mk. For at han kunde være forberedt, skulde man mindst 2 Dage i Forvejen bestille hans Musik. Herom udstedte Politimesteren en Plakat 22. Jan. 1728 med Tilføjelse, at Stadsmusikanten formente, at »de, der tilsnige sig hans Brød, indbilder honette og brave Folk, han er for kostbar og saaledes fører sig selv og andre i Pengespilde (nemlig Bøder), saa lader og bemeldte Berg tillige hermed alle og enhver forsikre, at naar de til lystige Forsamlinger hans Tjeneste forlange, skal Akkorden om 3, 4 à 5 Personer paa lang og kort Tid, efter enhvérs Behag, blive saa billig og moderat, at de med lige Summa af ham som Uberettigede skal vorde betjent«. Det er mærkeligt nok, at man kunde benytte Politimesteren til at gjøre Reklame for sig.

Den Skik, at bringe Damer Serenader udenfor deres Vinduer, maa ikke have været ukjendt, men blev som noget for vor Natur fremmed og en fra Syden indført Skik, der ikke fæstede Rod, ikke ret paaskjønnet. Det er ikke alene Holberg, der omtaler Serenaderne, men ogsaa andre samtidige Digtere, saa Sagen maa være sikker nok. Saaledes siger F. Horn:

»En anden, som var og hentaget i en Pige,
hver Aften spille lod paa Fløjte, Harpe, Gige
for hendes Vindue«.

At Holberg lader Serenader fremkomme i »De Usynlige«, beviser intet, men i to saa kjøbenhavnske Komedier som »Den Vægelsindede« (2, 16) og »Jakob von Thybo« (4, 10) vilde han ikke have ladet dem fremstille, hvis de ikke kunde have foregaaet. De Paagjældende blev dog kun daarlig lønnede for sligt, thi paa begge Steder slaas Musikanterne over med ildelugtende Vand og Damerne bliver fornærmede over den Skam, der tilføjes dem, idet de anser Serenaden for at krænke deres Ærbarhed, ved den Opsigt, den maatte gjøre; i den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« bruger Lucretia et endnu stærkere Udtryk om, hvor dybt hun følte sig saaret, men vel at mærke, efter at hun tidligere paa Dagen havde samtykket i at tage derimod, og saaledes var det dog næppe ligefrem Tegn paa, at de Damer, der blev hyldede paa den Maade, var af tvivlsomt Rygte.


204

Af Danse kjendte den gamle Slægt Menuet, som Magdelone danser i »Jean de France« (1, 6), og Folie d'Espagne; i »Maskeraden« (1, 3) siger Magdelone: »Jeg har kunnet danse alle Danse i min Ungdom indtil Folie d'Espagne«, hvorpaa hun synger og danser den. Den dansedes af én Person og maatte udføres med stor Gravitet. I Epistlerne siger Holberg mange Aar efter: »Nu lader man sig nøje med en simpel Menuet, da man tilforn betjente sig af adskillige Danse, som Passepied, la Bourré, item adskillige andre og endeligen endte med Folie d'Espagne, hvilken sidste Dans bestod udi adskillige Variationer, saa at der fast behøvedes lige saa lang Tid til at doktorere (tage Doktorgrad) udi den Videnskab som enten udi Filosofi eller Medicin, thi naar en kom ud af Danseskolen, førend han havde absolveret sin Folie d'Espagne, blev han anset som en Desertør«. Et andet Sted fortæller han, at en Rigadon eller Folie d'Espagne og en engelsk Dans sker med lige Fornøjelse, naar Musiken er lige god, »ja at den sidste sker med større Lyst, ses deraf, at de første ere komne af Brug og man nu om Stunder finder alene Smag udi Menuetter og engelske og polske Danse, efterdi disse ske med mere Magelighed, da hine derimod ere ligesom at danse paa Stylter« 17).

Da Henrik i »Maskeraden« (2, 1) gaar i Søvne, raaber han: »Nok en Kop Kaffe. Nu ingen Menuet mere, lad os faa en engelsk Dans, spil op Kotillonen. Ej Lapperi, ikke den Kotillon, den ny er det, som jeg mener«. Han raaber dette hen i Vejret, men mener selvfølgelig vel ikke, at engelsk Dans og Kotillon er det samme, den sidste er selvfølgelig en fransk Dans. Dog siger Henrik i »Uden Hoved og Hale« (2, 5): »Vi har øvet os i den ny engelske Dans, som kaldes Postillon eller Castillon«, men det er vel med Vilje, Holberg her lader den mindre kyndige Tjener gjøre denne Forvexling, thi selv synes han at have godt Bekjendtskab til Dansekunsten. Samme Sted taler Henrik om, hvorledes han istedenfor at sidde i Vognen og vente paa sin Herre, der er paa Maskerade, tager en Maske paa og danser Engelskdans med Herren, der ikke kjender ham. Han fortæller ogsaa, hvorledes han somme Tider faar Kusken med, der til Nød kan danse en Polskdans, og hvor net en Korsedans David Skolemesters Goldamme kan danse.

Korsedans omtales ogsaa i »Jean de France« (2, 4), hvor Arv kalder den Menuet, som Jean og hans Moder opførte, med dette Navn. Den kjendes endnu i Norge, thi i Aasens norske Ordbog for-


205

klares den som en Dans, hvor flere Personer løber krydsvis om hinanden. Det er vel den, der her i Landet ved 1780 hed Krydstur; da dansede Ungdommen Menuet, Sextur, Firetur, Krydstur, lang Skotsk, Molinasko, Ril, Kyssetur og Kehraus 18). I »Maskeraden« (2, 4) nævnes Hanedansen, der omtales som en langvarig Dans og antages, for at være den samme som Tolvtur 19).

Polskdans havde tidligere været paa Mode; det er optegnet, at 1647 dansede en Biskop i Fyen denne Dans ved sine Sønners Bryllup. Nu var den gaaet tilbage i Anseelse. Det var den, som Folk af Bondestand, saasom »Den pantsatte Bondedreng« (3, 5), »Jeppe paa Bjerget« (3, 3) og Kusken i »Uden Hoved og Hale« (2, 5) kjendte, men finere Folk dansede den ogsaa som Leander i Abracadabra (1, 6), der raaber: »Spiller op en lystig Polskdans derinde, I Herrer Musikanter, vi maa lade Fiolen sørge«. Den var ej heller ganske gaaet ud af Mode blandt finere Folk, da Holberg skrev sine Epistler, som vi ovenfor har nævnt, men som Bondedans holdt den sig i Jylland til Midten af dette Aarhundrede, hvor de Gamle altid skulde have en Polsk, naar de skulde være med.

I Epistel 72 (udkom 1748) skrev Holberg: »For 20 Aar siden dansede den hele Stad, saa at man maatte forskrive Musikanter, hvorpaa Landet udi saadan Tilstand havde stor Mangel, strax igjen blev den hele Stad musikalsk, men ingen vilde danse. Man haver en Tid set Indbyggerne lystige som Kalve, en anden Tid ærbare og alvorlige som gamle Katte«.

Maskerader havde allerede været brugte ved Hoffet i Christian IV.'s Tid og var vedblevne at være en Hofforlystelse i de følgende Kongers Tid, de tiltog i Hyppighed i det 17. Aarhundredes Slutning og især i det 18.'s Begyndelse. De er vistnok ogsaa efterlignede af Borgerfolk, thi i »Maskeraden« (2, 2) siger Leonard, at han selv har opfordret sin Datter til at gaa derhen, thi »jeg er aldrig for at nægte unge Mennesker uskyldig Lystighed, som jeg selv i min Ungdom har øvet«.

Offentlige Maskerader har man dog ikke kjendt, førend Etienne Capion, samtidig med Privilegiet paa at holde Theater, 12. Maj 1721 fik Tilladelse til »at holde ugenlige Assembleer for de af vore Hof- og andre Cavalierer, samt flere, af hvad Stand de og ere, som det kunde forlange og did vilde komme, dog at alting derved paa tilbørlig og sømmelig Maade tilgaar«. I det ny Theater i Lille Grønnegade


206

kom saadanne Selskaber i Gang fra Begyndelsen af 1722. Disse Assembleer blev strax til Maskerader, men man kunde ogsaa møde uden Maske; der spilledes ogsaa Basset, et Hasardspil. Adgangen betaltes med 24 Sk., hvorfor man tillige fik The, Kaffe og Chokolade.

Da Capion gik fallit, forsøgte enkelte af Skuespillerne at skaffe sig en Indtægt ved at forny Maskeraderne. Saaledes indbød Ulsøe ved en trykt Plakat af 24. Marts 1723 til en Assemblée 5. April Kl. 5 i Komediehuset i Lille Grønnegade. Deri stod:

»1. Bliver enhver, som vil i Salen indfinde sig, opvartet med The, Kaffe og fri Musik og ellers, saa vidt muligt er, til Fornøjelse akkomoderet, og betales da pro persona 2 Sletdaler. 2. Skal der foruden den ordinære Musik, de Lysthavende til desto mere Fornøjelse, gjøres en smuk Musik med 5 Viol de Gamber af maskerede Personer. 3. Bliver en smuk Sølv-Snustobaksdaase opsat, hvilken den højstkastende som en Gevinst strax vorder præsenteret. 4. Kan enhver, baade Fruentimmer og Mandspersoner, være maskeret. 5. Nyder alle honette Fruentimmer fri Entrée, dog at de tilforn ville behage at forsyne sig med mine Billetter, som kan affordres i mit Logemente hos Gjørtleren Msr. Callenberg i Klareboderne. 6. Enhver Person i Logen giver 2 Mk., ellers betales for en hel Loge 1 Sldlr., paa Galleriet gives 1 Mk.«

Om Capion maaske i Slutningen af Aaret har kunnet gjenoptage sine Maskerader og Assembléer, har de ikke havt lang Varighed, thi 10. Febr. 1724 bekjendtgjorde Politimesteren efter kgl. Befaling, »at ingen publike Maskerader maa holdes undtagen af en eller anden høj Minister eller Personer af Distinktion«. Grunden til dette Forbud antager Werlauff med Rette for at være Hasardspillet, der blev drevet paa Assembléerne, thi i samme Politiplakat blev det forbudt i The- og andre Skjænkehuse at holde Bank à la Basette.

Allerede 1710, da Prins Karl vilde have sin Skriftefaders Betænkning, om han med god Samvittighed kunde være tilstede ved Hoffets Maskerader, udtalte denne sig ikke absolut derimod, men han ytrer dog, at ved den Slags Maskerader, »hvor enhver uden Distinktion maa komme, gemen Kanallie, som ikke burde tillades at være blandt høje, fyrstelige Personer, løber tilsammen, drikker sig fulde, med uhøviske Ord, letfærdige Miner og i andre Maader giver Forargelse«, var det at ønske, de aldrig var til, da de gav Anledning til Mørkets Gjerninger og mange unge Mennesker blev forførte. Disse Hofmaske-


207

rader havde altsaa tildels været offentlige. Da Holbergs »Maskerade« blev givet, var Forbudet mod Capion lige udstedt, men i Stykket nævnes denne (3, 9) følgelig som den, til hvem man henvender sig for at faa Adgang. Henriks Forsvar for disse har sikkert moret mange og Stykket gjorde som bekjendt stor Lykke; det var et Lejlighedsstykke i rette Tid. Den ædruelige Samtids Dom over Maskerader udtaler Leonard (2, 3) saaledes: »Jeg fordømmer ikke Maskerader, fordi de ere Maskerader, men fordi der gjøres Vane deraf. Unyttig Tidsfordriv og Børneleg ere undertiden saa fornødne for visse Folk som Mad og Drikke, og Maskerader, foruden at de forfrisker tungsindede Folk, ere af en sær artig Invention, thi de forestiller Menneskene i den naturlige Lighed, hvorudi de vare i Begyndelsen, førend Hovmod tog Overhaand og et Menneske holdt sig for god at omgaas med et andet, thi saa længe Maskeraden varer, er Tjeneren lige saa god som Herren. Jeg fordømmer derfor ikke Maskerader, men disses Misbrug, thi at gaa tre Gange om Ugen paa Maskeraden er at sætte sine Midler til, er at sætte Helsen til, er at stjæle tre Dage bort af Ugen, ja undertiden hele Ugen, thi unge Mennesker kan ved idelig Svir og Døseri blive ganske ubekvemme til Forretninger. Man ser derfor ingensteds reglerede Maskerader hele Aaret igjennem. At danse nogle Gange om Aaret enten med bedækket eller blottet Ansigt er intet ondt, men at danse hele Aaret igjennem kan gjøre den bedste Stad til en Daarekiste«.

Af Kortspil var L'hombre nylig indført og ikke kjendt af de gamle; i »Jean de France« betegnes det som alamodiske Kavallerers Spil, og den politiske Kandestøber siger: »Der er et vist Spil, som kaldes Allumber, jeg vilde give hundrede Rigsdaler til, at I og vor Datter Frøken Engelke forstod det«. Det spilledes altsaa ogsaa af Damer. I »Den Vægelsindede« siger ogsaa Lucretia (2, 6): »Jeg maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville idag«. Cinqville er L'hombre spillet af 5 Personer 20). I »Den Vægelsindedes« første Udgave (5, 4) siger Torben: »Nu viste hun mig i Byen efter ny Kort til at spille Remise med iaften eller Marthedorn, hvad man kalder det«; det er Misforstaaelse af Udtrykkene i L'hombre. Simplere Spil var Lanter. I »Henrik og Pernille« (2, 2) ytrer Arv om Henrik: »Han plejer at gaa til Kristoffers paa Hjørnet. Jeg er bange, at han sidder udi en Lanter til Ørene«, og i »Gert Westphaler« (1, 2) klager Gert over at istedenfor at tale om alvorlige Ting i Selskaber


208

gaar det ud paa en Forkering og Lanter. Lanter var et Slags Femkort, der spilledes af 3 til 6 Personer; den, der fik 5 Kort af samme Farve, havde Lanter og vandt; at sætte Bet kaldes at bødle og det vigtigste Kort hedder Pamphilius 21), deraf Udtrykket »en Lykkens Pamphilius«.

Det nys nævnte Forkering spilledes paa et Dambræt med 5 Brikker. Navnet kommer af, at man ved et uheldigt Kast kan forandre det bedste Spil til det sletteste 22).

Et Terningspil Cinque et neuf spilledes paa Værtshuse; I »Den ellevte Juni« (1, 5) opfordrer Skyldenborg en Tilrejsende til at spille dette med ham, men man ser, at dette Spil ikke altid gik ærlig til, idet man havde falske Terninger; den Jesper Bendrejer, der her siges at have gjort dem, Skyldenborg havde, var sikkert en virkelig Person.

Den Maade, som Skyldenborg anvendte med at lokke Folk ind i Beværtninger for derved at blanke dem af i Spil, var greben ud af Livet; man sammenligne f. Ex. hans Udtryk med dem, der bruges i nedenfor anførte Plakat.

Der indkom nemlig »fast daglig« Klager fra Bønder, Søfolk »og andre fremmede rejsende enfoldige Folk, hvorledes de af ubekjendte Personer, under Foregivende af Bud eller Ærende, som de ved dem paa Hjemrejsen agter at lade bestille, henføres i visse Værtshuse og Kjældere, der de af samme baade lokkes og trues til udi Spil sig at indlade, hvorved de paa adskillige sær bedragelige og underfundige Maader tabe alt, hvad de hos sig have, og omsider, naar paa sligt klages, forevender saavel Værten som Værtinden udi Huset til Undskyldning, at dem saadanne bemeldte Personer, som paaklages, har været ubekjendte med mere andet«. Det blev derfor ved Politiplakat 16. Okt. 1727 forbudt Værterne at tilstede Underofficerer, Soldater og Matroser eller deslige Folk at spille Kort eller Tærninger, langt mindre være i Kompagni med dem i noget Spil. En anden Klage over Værtshusene indeholder samme Plakat, i det det idelig befindes »udi en stor Del Huse og Kjældere, hvor Øl og Brændevin skjænkes, hvorledes saavel under Gudstjenestes Forretning paa Søn- og Helligdage som og om Nattetider, ja endog ofte særdeles sildig om Natten skal befindes udi bemeldte Værters Skænkestuer endel af de Militære siddende ved Tobakssmøgning samt Øl- og Brændevins-Drikkeri, ja iblandt og ved Kort og Tærningespil«. De Militære maatte ikke være ude af deres Kvarterer efter Tappenstreg og naar de derfor blev


209

forfulgte af Vægterne, der havde dem mistænkt for ulovlig Gjerning, »har merbemeldte Militære strax vidst et og andet Hus eller Kjælder, hvorhen at tage sin Tilflugt, som og Værten, næppe førend den forfulgte Døren har paabanket, strax har været rede og færdig for ham at oplukke, som billig maatte give en Mistanke om en hemmelig sluttet Sammenhandling mellem Borgeren og den Militære«.

1725 havde Kongens forrige Livkarl Villars og Major Kyhlør »ved usømmelig og stærk Drik« forledt den brunsvigske Agent Rentz til Spil og derpaa ved Hug og Slag tvunget ham til at udstede en Vexel til dem paa 692 Dukater. 23)

Man spillede ogsaa paa selve Gaden. I en kgl. Forordning af 10. Jan 1685 hedder det, at der paa Gaderne »imellemstunder findes Doblere og Spillere at udstaa, som ved en og anden Træk i Spillet sig mange, fornemlig unge Folks hos sig havende Midler liderligen tilbringer og til Ungdommens Forførelse skadelige Anledninger giver«; dersom »deslige Doblere og Spillere saavel som Lykkepottemænd herefter skulde findes enten paa Gaderne eller i Husene her i Staden noget Spil eller Dobbel uden sær Bevilling at anrette«, skulde deres Varer konfiskeres. Dette Forbud gik i Forglemmelse, til 29. Maj 1724 vidnede en Politibetjent, at til Pintse blev det 3 Aar siden han af Politimesteren var bleven beordret til at fordrive dem, som stod paa Fisketorvet ved Stranden og spillede Terninger, men de Spillende, der var baade Over- og Underofficerer, omringede ham med Stokke og dragne Kaarder, saa han maatte retirere til Slotsvagten 24), der var tæt ved Højbro. Ved Forordning af 10 Marts 1725 blev det Militære forbudt »paa Pladser og Stræder at holde Spillebænke eller noget Spil at bruge.«

Keglespil var ogsaa kjendt. I »Jakob von Thybo«, (4, 6) siger Kristof, at han har været i Mester Daniels Have, hvor han drak for 2 Mk., som han vandt ved at slaa Middel-Kegler og 8 om Kongen. Hvis Mester Daniels Have har ligget paa Christianshavn, som nogle tror 25), da boede i Kongensgade, nu Vildersgade, 1722 Klejnsmedmester Daniel Buch i nuværende Nr. 38, men der var Grunden ikke stor nok. Derimod findes i S. Anne Kvarter 1694 i Skattemandtal som Ejer af Nr. 156 med hosliggende Have Skrædermester Daniel Vighorst. Da her nu i Aarene 1720-30 nogle Gange foruden Ejeren, der da var Kaptejn Daniel Vighorst, opføres en Øltapper, der var det Borgerskab, man da skulde have for at drive Beværtning, er det


210

tydeligt, at Beværtning er dreven i Forening med Haven, der undertiden opføres som særlig Ejendom. 1743 boede her en Vintapper. Af de gamle Planer ses det, at Grunden var 126 Alen dyb, og at Haven, der laa bag ved Gaarden med en snever Indgang fra Borgergade, var 72 Alen lang. Det er nu Nr. 77 i Store Kongensgade. Navnet bevaredes længe, thi Rahbek (født 1760) hørte i sin Barndom Tjenestepigerne synge en Vise, hvori bl. a. stod: 26)

Om nogen mig spørger,
hvorfore jeg sørger,
da vil jeg ham svare,
min Kjærest er død.
Jeg lod ham begrave
i Mester Daniels Have,
og der skal han ligge
til Sommer igjen.

Der var flere Keglebaner. 27. Maj 1726 afsagdes der ved Politiretten Dom over nogle, der under Aftensang havde spillet Kegler i Martin Zuslags Have, der af Skattemandtallene ses at have været en Del af daværende Nr. 145 i Store Kongensgade, men da denne Grund var saa stor, at den gik lige fra Gothersgade til nuværende Nr. 39, kan vi ikke paavise den bestemt.

Paa Blegdamsvejen nævnes forøvrigt 1724 en Mr. (Monsieur) Daniel Pedri, der havde et Katuntrykkeri. Paa Thehuse spilledes ogsaa Billard, der oftere nævnes; saaledes, maatte en Theskjænker Oluf Nielsen ved Stranden 1710 give Bøde, fordi der hos ham var spillet i Kirketiden. En Billardholder hed Billardmester.

I næsten ethvert Hus var et Brætspil med Brikker og Tærninger, undertiden et Pukkebræt. Man kjendte ogsaa Lotterier, men ikke saadanne, der blev trukne til bestemte Tider. I »Kilderejsen« (3, 7) tales om Lotteriernes daarlige Fremgang. Man benyttede sig nemlig af Spillesygen paa enhver Maade til Fremme af et eller andet offentligt Anliggende. Saaledes oprettedes et 1720 til Indløsning af Pengesedlerne, og Embedsmændene fik Befaling om efter deres Stilling at tage et vist Tal Lodder; 1721 spilledes til Fordel for de Vandlidte i Mærskegnene, og saaledes var der næsten hvert Aar et eller andet offentligt Lykkespil. Skomagerlavet fik 1725 Tilladelse til at indløse sin Gjæld paa denne Maade, med et Spil paa 12000 Lodder, men det gik saa daarligt, at det 1728 blev indskrænket til 6000 Lodder 27).

De første kgl. Lotterier havde, som omtalt, daarlig Fremgang,


211

men man forstod sig den Gang ogsaa paa »Reklame«, hvorfor der den ene Gang efter den anden indrykkedes følgende i Aviserne 1721:

»Saasom Indtegningen udi det kgl. kjøbenhavnske Lotteri mærkeligen avancerer Dag for Dag saavel her i Staden som overalt i begge Rigerne og man med forderligste formoder at være i Stand til at bestemme en Tid til Trækningen, saa vilde de Lysthavende behage fremdeles betimeligen at indfinde sig, paa det at ikke nogen, som kunde have Lyst til at indsætte i bemeldte Lotteri, skulde siden komme for silde.«

Der blev nemlig i dette Aar oprettet et nyt paa 10,000 Lodder, delt i forskjellige Klasser, med baade store og smaa Lodder. Derfor siger Værten i »Den pantsatte Bondedreng« (2, 3): »Et Værtshus er ligesom et Lotteri; der følder en Hob Nitter og slette Gevinster, men denne Paltsgreve er som et af de store Lodder udi den femte Klasse, der maa bøde paa det andet.« Disse kgl. Pengelotterier gjentoges flere Aar, ofte 2 Gange om Aaret, og der blev trukket 2 Dage hver Maaned, ved femte Trækning spilledes der derimod en 14 Dages Tid, og der faldt Lodder paa 4000 og 6000 Rdl; de mindste var 2 1/2 Rdl. 1725 bortspilledes en Hovedgaard paa Laaland med 295 Tdr. Hartkorn Bøndergods, der blev vundet af en Officer.

__________

Da det var blevet Mode, at enhver, der vilde være Kavaller, maatte gjøre en Udenlandsrejse, især til Paris, førte dette med sig, at Smagen ogsaa for franske Retter og forfinet Levemaade bragtes hjem. Det gik ikke vore unge Herrer som Ungdommen i Holland; »Myn Heer Kalfs Søn udi Zaardam«, fortæller Jeronimus i »Jean de France« (1, 1) rejste udenlands for nogle Aar siden, førte sig op som en Prins, trakterede Ministrene ved alle Hoffer, men saasnart han kom tilbage igjen, solgte han Hest, Vogne, Kusk, Lakajer og sin hele Stads og tog sin gamle Zaardamske Bondekjole paa igjen«. En Mængde franske Kokke havde nedsat sig i Byen, sandsynligvis for en Del hidlokkede af den reformerte Menighed, som de vel tilhørte; denne tilførte Byen en Mængde driftige Borgere, saaledes var 1715 de 4 Vinhandlere Gert Ackerman, Herman Fabritius, Peter Abestee og Alexander Ross reformerte, om hvem det hedder, at de havde tjent sig frem i Lavet som Drenge og Svende, medens en femte Vinhandler


212

Johan Bek, der da søgte om Borgerskab, ikke havde tjent her 28). Af fremmed Nationalitet var ogsaa Vinhandler David Courtout, der nævnes ved samme Tid.

I »Jean de France« (3, 1) siger Jean, at han vil spise til Middag hos Peche, og Pierre spørger, om han ikke vilde heller spise hos Mester Jakob, hvor man fik bedre Mad for billigere Pris. Men dette vil Jean ikke, alene det danske Navn afskrækker ham; »dersom der ingen fransøsk Kok var i Byen, maatte jeg svelte ihjel«, hvortil Pierre spydig bemærker: »det er sandt, Maden smager vel hos de franske, eftersom man faar saa lidt alle Tider, thi intet opvækker mere Appetiten, end naar der er kun lidt i Fadet.« Han gjør derefter opmærksom paa, at der er en anden fransk Kok ved Navn Cabo. I »Jean de France« (2, 3) siger Martha, at hun har tjent hos den fransøske Kok i Pilestræde; denne sidste var ingen anden end Etienne Capion, der i Skattelisten for 1717 kaldes Monsieur Capiun, fransk Kok; han boede i nuværende Nr: 8 i Pilestræde, ligesom ogsaa næste Aar; men 1722, da Komedien blev spillet, var Marthas forrige Principal Direktør for de danske Skuespil (se senere).

Af disse Spiseværter har Peche ikke kunnet findes; der boede vel paa hin Tid i Pilestræde (nuværende Nr. 11) en Etienne Peche, der var Florvæver, men han angives ikke som andet; maaske er det Vinhandler Bex, hvis Navn Jean de France giver en fransk Form.

Mester Jakob maa have været en vel anset dansk Spisevært; i »Republiken« (1, 13) siger Henrik: »Jeg vil idag spise hos Mester Jakob, der faar jeg et godt Maaltid for mine Penge, og hvis han ogsaa er bleven Politikus, kan jeg i det ringeste komme til at spise frit. Adieu saa længe, gak du kuns ind og spis, dine Ærter, idag smager mig intet uden Kapuner«. I »Moralske Tanker« (1744) taler Holberg S. 37 om »Ødere, hvis Skaal med Ærbødighed bliver drukket paa de Gjæstebude, som ikke koster ham selv en Skilling, men som sker alene paa en Nordrups, en Tujons og en Mester Jakobs Bekostning, hvilke ingen Tak bekomme derfore, men nyde alene Ret og Ære til at kræve Penge for de forskudte Varer«. Han kan være den Kok Jakob Gotske, der boede i nuværende Nr. 21 i Dybensgade.

Pierre Cabot nævnes 1714 som Vinhandler 29), men 1717 som Theskjænker og boede i Admiralgade (nuværende Nr. 18 og 20), senere nævnes han i førstnævnte Egenskab som boende i nuværende Nr.


213

28 ved Gammel Strand. 1726 boede hans Enke i nuværende Nr. 42 paa Kjøbmagergade.

En anden Vært, der nævnes i Komedierne, var Mathieu Toyon. Denne havde i 14 Aar været i Tjeneste hos Hertugen af Würtenberg, der var dansk General, og siden i 4 Aar hos Gehejmeraad Wibe, men da denne rejste til Norge, vilde han ikke følge med, da han ikke der kunde holde den reformerte Religionsøvelse. Da han nu kunde faa et Værtshus overdraget af Jørgen Jørgensens Enke i Højbrostræde (det laa i den Side af Strædet, der blev nedlagt til Højbroplads, og var oprettet 1687 til Modtagelse af »rejsende Kavallerer og andre fornemme Folk«), saa vilde han til dets Udstyrelse anvende alt, hvad han havde fortjent i 20 Aars Tjeneste og arvet efter sine Slægtninge i Holland, vilde forskrive Vine, kjøbe fornødne Møbler og forsyne sit Hus med alt, hvad der hørte til et stort Værtshus, »saadan som man ellers allevegne andensteds finder og saadant et, som bør være udi en kongelig Residensstad« Han fik herpaa kgl. Privilegium 17. April 1722 med Tilladelse til at skjænke og falholde alle Slags Øl og Drikkevarer samt Vine i smaa og store Partier, hvorimod han skulde være forpligtet til at holde gode og oprigtige Varer og akkomodere for billig Betaling med Spise saavel de ankommende Fremmede som de ved Hoffet vægende Kavallerer samt Officerer og andre. At de danske Skuespillere ogsaa søgte til ham, ses af »Den danske Komedies Ligbegængelse« (Sc. 5), der skildrer, hvor daarlig deres Tilstand var:

»Da Hunger nogle, drev til Jylland, Fyn og Norge,
da truede Tyon ej Draabe Vin at borge«.

Et andet Sted, hvor man blev »herlig trakteret«, var hos Charlotte, der nævnes i første Udgave af »Den Vægelsindede« (2, 3).

Hvad Tale en ved Spisehusene fordærvet Gane kunde føre, fremstiller Holberg levende i Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 2): »Det var pardieu billigt nok. Lad mig se: En Hønsesuppe med Boller, en kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karudser, en Mandeltærte foruden adskillige smaa Biretter, for 1 Rigsdaler pro Persona. Man kan jo aldrig anvende sine Penge bedre; det var og en herlig Rødvin, vi havde, saa pur, saa syver, som man kan faa den i Bordeaux; den rinske Vin derimod synes mig ikke saa vel om. Jeg kunde strax smage, hvor man havde hentet den, jeg vil ikke rose mig selv, men det kan jeg sige, at saasnart jeg faar en Vin paa min Tunge,


214

skal jeg ungefær sige, om den er fra Abestee, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg hører ellers, at man skulde have faaet en skøn Vin i de tre Rømere, der vil jeg hen for at prøve den. Kunde jeg have det hele Aar igjennem slige Dage, som jeg har haft i disse 8 Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med en Kurfyrste, thi jeg har spist hver Aften Harer, Agerhøns, Østers. Østers maa ikke stuves uden deres egen Sauce, ellers vil jeg ikke rejse mig op for dem,« o. s. v.

En Kontrakt mellem Toyon og Etatsraad Wernicke, der havde været ansat ved Gesandtskabet i Paris, viser, hvad en Modeherre vilde spise til daglig. Toyon forpligtede sig ved en paa Fransk forfattet Overenskomst til at give ham hver Dag til Middag Suppe med Ris eller Roer eller Kaal eller Krebs eller Lindser eller lignende; derpaa en kogt Ret, en Ragout og en Steg, saa afvexlende og saa vel tillavet, som han kunde. Til Aften skulde han have en Suppe eller Krebs eller anden Smaating efter eget Ønske samt 2 Flasker god Rødvin om Dagen 30).

Vindrikken var nu imidlertid ingen fransk Mode, det var en gammel Skik, og det er ovenfor omtalt, hvorledes de gamle Borgere tilbragte Aftenerne paa Vinhusene.

Af de i »Den Vægelsindede« nævnte Vinhandlere omtales Johan Bex, der ogsaa kaldes Bek, 1724, da han og hans Hustru Margrethe Acherman oprettede gjensidigt Testamente 31). Om den Gert Acherman, der foran nævnes, var hans Svigerfader, eller den Johan Acherman var det, hvis Enke 17. Marts 1724 fik kgl. Tilladelse til at sidde i uskiftet Bo efter ham, vides ikke. Han boede i Højbrostræde. Vinhandler Johan Acherman boede i Admiralgade nuværende Nr. 5.

Peter Abbestee fik 5. April 1726 Moratorium for sine Kreditorer, han var ødelagt ved sin Søn Johan Ludvig, der havde mistet sin Formue ved Actiehandel i Holland og England. Den nævnte Søn boede da i Helsingør, hvor han og hans Hustru Anna Birgitte født Hansen samme Aar gjorde gjensidigt Testamente. En tredie Abbestee, Helvig, fik 17. Septbr. 1723 Bevilling til at ægte Maria Barbara Fabritius, rimeligvis Datter af nedennævnte Vinhandler F., uagtet de var Søskendebørn 32). Peter Abbestee boede paa Højbroplads, nuværende Nr. 4, Mathias Abbestees Enke Pilestræde nuværende Nr. 32.

Klavs Biehl omtales senere som »Themand«. Herman Fabritius var Hofleverandør og boede i nuværende Nr. 4 paa Amagertorv. Ved Soel menes en af de 2 Brødre Jørgen og Johan Sohl, snarest den


215

første. Den sidste ejede den Schoustrupske Gaard paa Amagertorv, var en Søstersøn af den ældre Abraham Lehn og gift med en Søster til en senere Ejer af Gaarden, Syling, med hvem han vist var i Kompagni 83).

Johan Sohl havde 1727 forpagtet Raadhusets Vinkjælder.

Jørgen Sohl, Broder til Johan, har formodenlig som Følge af Slægtskabet til Abraham Lehn arvet dennes Vinhus Dyrkjøb, Klædeboderne Nr. 36. Han var Kommerceraad og søgte efter Etatsraad Weyses Død dennes Stilling ved en Ansøgning paa Vers:

»Stormægtigste Monark, nu er din Weyse død,
Giv mig hans Post igjen, saa hjælpes jeg til Brød.«

Han fik den tilbage med følgende Paategning:

»Velvise Monsieur Soel, vor Konge la'r jer sige:
Bliv I kun ved jer Vin, han søger Weyses Lige«,

og dette Velvise skal i Fraktur være skrevet saaledes, at det ogsaa kunde læses Næsvise 34).

Om Sohls navnkundige Dyrkjøb haves et Digt betitlet: »De glædelige Dyrkjøbs Hukommelse, der det Aar 1699, saa nær ved Seculi Ende, nedfaldt i sit annum climactericum og deri expirerede.« Man ser deraf, at det var blevet nedrevet og aldrig skulde opføres igjen og at Grunden blev udlagt til Kirkegaard. Meningen maa vel være, at netop den Grund, hvorpaa Huset laa, blev udlagt til Plads eller Gade, thi Ejendommen bestaar endnu og der boede Vinhandlere efter den Tid, altsaa i det Hus, der strax efter blev opført. Af Digtet faar vi en ret livlig Skildring af et saadant Vinhus; her stod bl. a. 35):

»O dyre Dyrkjøb, du mig rinder nu i Tanke
jeg har saa mange set paa dine Døre banke,
nu ved opgangne Sol, naar Hanegal er hørt,
nu i det stille Mørk, naar ingen sig har rørt.
Dørtærskel, Hængsel, Laas, Gulv, Bænke, Klokkestrenge,
Glas, Bord, det Pottemaal, de kjældervante Drenge
var jo ved Nat og Dag i fulde Spring og Færd,
for hver en Gjæst der kom, var han end læg, end lærd.
Det gik saa ærlig til, at hvad man vilde pege,
og raabe hastig paa, Kort, Skak- og Brætspilleg,
Forkjering, Lanter, Dam, Labet og Suderspil (?),
saa fandtes altid de, som satte noget til.
Om Frankrig, Spanien, om Danzig, Island, Norge,
der ofte handlet blev, at kjøbe eller borge,
at fragte, losse Skib, man derpaa jevnlig fik
en Salut paa hver Part, som endtes tidt i Hik.


216

Saa snart Froprædiken med »Ære være« slutted,
lød Kirkedøren og, da saa man, mange putted
ad Kjælderhalsen ind, Langfasten var dem tung,
en Haandværks Karl og Dreng lod derfor op sin Pung.
Højmessens »Kyrie« sang den bedaged' Borger
i Vinens Spidseglas og lagde der de Sorger,
som han fra Sengen bar, indtil man »Troen« sang,
ved mindste Klokker tog de først sin Kirkegang.
Naar Aftensprædiken med Søndags Andagt endtes,
de flestes Næser hen til Dyrkjøbs Hjørne vendtes,
af Vismars, Rostoks Pot, af rinsk og franske Pæl
man drak paa Natten ud til Værk i Taa og Hæl.«
»Naar Skoleaaget brast i bedste Sommertide,
En Rus med anden da fik Lyst derhen at glide,
sin Skolemesters Skaal til Rus med Glæde drak
og sagde ham (Gud véd) af Hjærtet tusend Tak.
Fra Baccalaurigrad eg Attestatsens Ære
man gik til Dyrkjøb hen for noget mer at lære,
om man en dobbelt Krands tillige kunde faa,
og at Apollo selv hos Bacchum skulde staa.«

At Grunden skulde være Kirkegaard, ses af følgende:

»Hvor Oxehoveder Vin tilforne laa paa Lad,
der skal Ligkister staa med døde Kroppers Rad«.

Det vilde dog blive en Trøst for mangen fugtig Hjærne, om han kom til at hvile i Kjælderens Grund, skjønt

»det kom, dem nærmest til, som her tilforne boede,
Klavs Lorens, Jakob Klein, da Lykken selv her grode.«

Forfatteren mindes endnu engang Studenternes glade Liv her, naar de havde været til Deposits:

»Her er tidt pantsat end Studentens Hæderskappe,
for det til Deposits han haver ladet tappe
til Kammerater op, da stakkels Rus blev klemt,
dog det ej andet var end en pudserlig Skjæmt«.

Nu maatte de søge hen til Torvehjørnet »at smage Blasens Saft (Nørregade Nr. 1); et nærmer Hjørne er for Kjøbmand, Skipper, Reder, om dem i Baccharac man ej forgjæves leder«. Baccharac kunde være Hjørnehuset mellem Skindergade og Strædet til Frue Kirkegaard, thi der boede 1722 Vinhandler Laurs Vederkind, men den berømmelige Bartskær Adam Daniel Asbach var født 1629 i Baccharach, en By ved Rinen 36); da han ejede det store Stenhus paa Hjørnet af Klædeboderne og Nørregade, hvor der var store hvælvede Kjældere, er det dette Hus, der menes og som han har givet Navn


217

efter sin Fødeby, hvilket ogsaa var et passende Navn paa et Vinhus. Her boede 1722 Vinhandler Nikolaj Ebbesen. Derhen søgte altsaa nu Borgerne, medens Studenterne søgte i Blasen.

»De to har intet tabt ved Dyrkjøbs Død og Grave,
de arve mangen Gjæst og større Næring have,
de providere sig med flere Amer Vin
end dem i forrig Tid fra Nantes og fra Rin.
Men vi, som Dyrkjøbs Flor i gamle Dage kjendte,
og saa dens Kompagni, lod ogsaa derfra hente
saa mangen Læskepæl, vi glemme aldrig det,
at denne lystig Krog forsvandt og blev saa slet.«

Blasen paa Hjørnet af Nørregade og Gammeltorv var Vinhandel, lige til den blev sprængt i Luften under Ildebranden 1728. Dette fortæller Reiser i sin »fyrgterlige Ildebrands Historie.«

I »Dagen« Nr. 312 for 1831 oplyses om Vinkjælderen paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Løvstræde (nuværende Nr. 39, Løvstræde Nr. 2, der her urigtig siges at være Griffenfeldts Fødested, thi dette var netop paa det modsatte Hjørne af Løvstræde), at der over Nedgangen til Kjælderen havde lige til da været indmuret en Sandsten, forestillende Bakkus med et Bæger i den ene Haand og i den anden et Skjold, hvori var udhugget en Fæstning, hvorunder stod med forgyldte Bogstaver, Capo de bonne Esperance 1732. Navnet var overført fra den ældre til den ny Bygning, der opførtes, efterat hin var afbrændt 1728. Her boede 1722 Vinhandler Jens Brenniche.

I den ældste Udgave af »Den Vægelsindede (2, 3) siges: »der er et Vinhus paa Kjøbmagergade ligeoverfor Capo de bonne Esperance, som hedder de tre Rømere, hvilket jeg og Monfrere Henning kalder Die Rømer am Dritten«; dette skal være en Vittighed og betyder tredje Brev til Romerne. I de tre Rømere boede 1722 Theskjænker Anders Karsberg; her var saaledes ikke egenlig Vinhus; det var altsaa det andet Hjørne af Løvstræde.

Af andre Vintappere, der tillige havde Beværtning, er den ovenfor S. 37 nævnte Mathias Nordrup, der 1731 boede i Højbrostræde, vistnok i det Hus, som Johan Bex tidligere havde beboet. I det hele havde Staden 1722 28 Vinhandlere, der var følgende, med Opgivelse af de nuværende Husnumre: Johan Henrik Huhn Østergade 35. Henrik Jæger Østergade 55. Henrik Nissen Lille Kongensgade 32 og 34. Johan Ackerman Admiralgade 5. Hans Berg i Lille Færgestræde. Lars Hansen Laxegade 26. Ditlev Møller Gammel-


218

strand 50. Johan Mand Læderstræde 36. Peter Abbestee Højbroplads 4. Leonhart Floren Højbroplads 6. Johan Bex Højbrostræde (ikke til mere). Hans Drejer Nybrogade 18. Peder Pedersen Vivild Kompagnistræde 13. Peder Timmermand Nygade 8. Knud Reenberg, Nørregade 9. Jørgen Sohl Klædeboderne 36. Laurs Vederkind Skindergade 32. Jakob Prigast Skindergade 6 og 8. Nikolaj Ebbbesen Nørregade 2. Johan Sohl Amagertorv 3. Herman Fabritius Amagertorv 2. Johan Henninger Stenboderne, (ikke til). Jens Brenniche Kjøbmagergade 39. Frederik Lafong Pilestræde 9. Mathias Abbestees Enke Pilestræde 32. Paa venstre (ulige) Side af Store Kongensgade boede Povl Nygaard og Albret Hansen og i Strandgade Nr. 12 og 14 paa Christianshavn Christian Gudmandsen.

Der var baade The- og Kaffehuse. Saaledes siger Jeronimus i »Jean de France« (3, 4): »Tænk engang, forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt alamodisk og gik paa et Kaffehus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faa Kopper. Men se, om Jeronimus kommer der saa snart igjen«. Da Frands siger, at det var noget dyrt, men at Prisen allerede begyndte at falde, svarer Jeronimus: »Ikke saa mari paa Thehusene, thi jeg har mærket her i Kjøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøjet, bliver den altid staaende, omendskjønt Varerne kan faas for den halve Del ringere«.

I Skattelisten for 1722 træffes dog ingen Kaffehuse, men alene Thehuse, saa de sidste er de oprindelige, der efterhaanden omdannedes til Kaffehuse; man har vel kunnet faa baade Kaffe og The, ligesom man ogsaa fik andre Drikkevarer. De »Themænd«, der nævnes 1722, er følgende, men derfor kan der godt være Enker, hvis Stilling ikke nævnes, og mange simplere Huse, hvis Værter var i Kongens Tjeneste og ikke havde Borgerskab; Husene nævnes med deres nuværende Husnumre:

Ernst Fromholt, Dybensgade 20; Johan Meyer, Admiralgade 1; Klavs Biil, Fortunstræde 3, siden 1; Jakob Hansen, Hummergade 16; Pierre Cabot, Grammelstrand 28; Arent Børresen, Skovbogade 1; Sofie Trane, Nørregade 9; Jakob Poulsen, Store Kannikestræde 7; Anders Kasberg Løvstræde 1; Christen Poulsen, Østergade 14; Mikkel Karmark, Pilestræde 8.

Af disse var Biil eller Biehl vistnok den, der søgtes af det fineste Publikum. 7. Jan. 1724 blev han ved Politiretten dømt til at bøde 10 Rd. til Frelsers Kirke, fordi Officerer Kl. halv tolv om Natten


219

havde spillet i hans Hus. Han kaldes da Vin- og Theskjænker. Han havde flere Børn, blandt hvilke en fik Beværtningen efter ham. 37)

En Klub, der kaldtes det pavelige Kollegium, og som holdtes hos Biil i Fortunstræde, bestod af Studenter og andre lystige Folk og vedvarede en Del Aar, selv efter at disse Folk var komne i Embedsstillinger. Deres Møder kaldtes Konklaver, en Mand, der hed Niels Viborg, var Pave og de andre var Kardinaler og høje pavelige Embedsmænd. Man morede sig ved Møderne med at efterligne det romerske Hof, uddelte Embeder og Værdigheder, fordømte Kjættere, kriticerede og forkastede Bøger, kanoniserede Helgene osv., alt med største Værdighed. Paven vænnede sig saaledes til altid at tale med opstyltet Værdighed, at da han engang havde en Sag for Kommercekollegiet, talte han med saadan Gravitet og Myndighed, at Assessorerne troede, at han var beskjænket, »men da de fik at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nylig tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter«. Et Medlem ved Navn Ursin hed Kardinal Orsini og blev siden Landsbypræst; da Provsten i hans Dødsbo fandt et Brev i pavelig Stil underskrevet Odeschalcki, troede han, at Præsten havde været hemmelig katholsk og angav det for Biskoppen, der heldigvis kjendte Sagens Sammenhæng.

Holberg fortæller om dette Selskab 38), at Kardinalerne »trakterede dette Skuespil med saadan Ærbarhed, at det omsider blev til Alvor, thi der rejste sig Splid og Uenighed blandt dem, som faldt ud til aabenbar Fjendskab, hvorudi hele Familier interesserede sig. Der rejste sig og en Proces imellem tvende af Kardinalerne, hvilken varede et helt Aar, og blev ført med samme Hidsighed som en virkelig Æressag, og som begge havde Tilhængere, gaves Anledning til et Skisma, som omsider gjorde Ende paa Societetet. Medens dette Societet stod ved Magt, blev jeg en og anden Gang inviteret til at være Lem deraf, men som jeg allerede havde begyndt at afsondre mig fra store og vidtløftige Selskaber, undskyldte jeg mig dog stedse derfor, saa at det var min egen Skyld og jeg stod i mit eget Lys, at jeg da ikke blev Kardinal; dog bivaanede jeg 2 eller 3 Gange Societetet som Honorarius, og gav jeg da Agt paa, hvad som derudi forhandledes, findende alting at være overensstemmende med hvad, som jeg tilforn havde hørt. Thi dette Konsistorium gjorde ikke saadant Mystère af Bagateller, som det paafulgte Frimurerselskab. Hvad som derudi behagede mig, var dette, at man foresatte adskillige nyttige Spørgs-


220

maal, hvilke ved næste Session bleve resolverede, og var da Pavens Decision som billigt af stor Vægt, efterdi han dømte, som man siger: e cathedra. Det øvrige bestod alene udi kortvarige Ceremonier. Der blev f. Ex. drukket afdøde Heltes Skaal, og en Lovsang blev sungen til Ære af den udi Historien bekjendte Stærkodder, hvilken Paven havde ladet kanonisere, efterdi der findes udi Erici Pomerani Krønike, at han engang havde gjort en Natstol af 4 tydske Kæmper, som han havde overvundet, og giver tilkjende, at denne Pave maa have været en stærk Patriot. Alt dette kunde jeg nok have fundet mig udi, men de mange Skaaler, som bleve tømte, stode mig ikke an«. Holberg meddeler ogsaa sit Andragende om at faa Peder Paars kanoniseret, men da Kollegiet strax efter ophørte, blev der intet deraf. Det er altsaa ved Aar 1720, at det ophørte, og det antages, at det begyndte imellem 1700 og 1710.

I Dybensgade Nr. 24 eller 26, paa Hjørnet af Admiralgade, boede Themand Hans Brokmand, der iøvrigt var Admiralitetsbud. Hos ham fandt Politibetjentene 26. Febr. 1725 Kl. halv 11 7 Personer i Nattesæde i Skjænkestuen bag i Huset, siddende ved Øl og Tobak. Den ene af disse Personer var Studiosus Jens Hansen, der boede der i Huset, og de andre var Studiosus Jens Skov, der »konditionerede hos Montaigu«, altsaa var Skuespiller ved det danske Theater, Studiosus Hans Kaspar, Studiosus Dines Jensen, Skrædersvend Jens Nielsen, Hans Holgersen, Søkadet, og Barbersvend Popelman. Det forklaredes, at de var komne Kl. 9 og havde drukket en Kande The de Bu, hvortil de havde røget en Pibe Tobak, og begjærede derpaa en Drik af dagligt Øl, da der ellers intet Øl udskjænkedes, og hvorfor de ikke betalte noget. »Som de kom i Diskurs sammen, løb Tiden en halv Time bort over 10 slet, som vi (Værten) vel paamindede dem om, men ej kunde faa dem saa hastig bort, førend Politibetjentene kom«. Madamen, som egentlig var den, der holdt Thehuset, var imidlertid saa ofte bleven advaret for Nattesæde, at hun dennegang ikke kunde slippe, og hun og hver af Gjæsterne maatte bøde 2 Rd. Hvad der gjør denne Sag mere interessant end de fleste andre lignende, er, at vi her finder et Sted, der søges af Studenter, og finder disse i al Tarvelighed drikke The og Øl til en Pibe Tobak i Selskab med 2 Haandværkssvende og en Søkadet, og end mere kan vi tænke os, at Samtalen har drejet sig om de danske Skuespil, hvor Jens (eller som


221

han rigtig hed) Mogens Skov var medvirkende, og da navnlig om den usikre Fremtid, som disse havde netop paa den Tid.

Af Gjæstgivergaarde var Fortunen i Fortunstræde, en Del af nuværende Hotel Royal, hvis Ejer nævnes 1722 som Christian Ibsen Kok. En anden er nævnt foran som Tyons i Højbrostræde. Disse Gjæstgivergaarde i Byens Midte søgtes af fornemme Rejsende, især Udlændinge. I »Den pantsatte Bondedreng« kaldes Ejerne af et saadant Værtshus Mester, den ene hed Mester Jakob, der vel skal være den fornævnte dygtige Kok Mester Jakob. Mester hed en saadan, fordi han var udlært i Professionen som i ethvert andet Haandværk.

En søgt Gjæstgivergaard var allerede den endnu bestaaende »Tre Hjorter« paa Vestergade. I den tredie Satire skriver Holberg:

»Jeg ej beskrive kan, mod elvte Juni Tide,
for eders Skyld, hvad jeg maa i »Tre Hjorter« lide«.

I »Den ellevte Juni« (1, 4) logerer de to Fremmede her, thi de vilde vove sig at gaa derfra til Toldboden mutters alene. Studenstrup (2, 1) vilde ogsaa tage ind der, men Henrik faar ham derfra, idet han siger, at der er saa uroligt. Her var virkelig ogsaa uroligt paa denne Tid. »Herbergereren«, der hed Peder Sørensen Berg, og hans Kone Anna drev en besynderlig Forretning med at skaffe Theologer Præsteembeder. Folk sendte hende Anvisninger eller Penge, naar de søgte et Embede, og hun akkorderede med dem om, hvor mange hundrede Rigsdaler hver skulde give efter Kaldets Beskaffenhed; en saadan Overenskomst blev opsat som andre retsgyldige Dokumenter, hvorpaa Summen blev deponeret hos hende, alt under Foregivende af, at hun skulde bruge Pengene til at bestikke højere Vedkommende, medens hun dog ogsaa selv betingede sig noget for sin Umage. Herfor blev hun 1725 dømt til Spindehuset og hendes Mand blev forvist fra Kjøbenhavn; Aaret efter slap hun dog med at forvises Byen 39).

»Knapnæring« laa ogsaa paa Vestergade. I Holbergs tredie Satire opfordrer han Hans Mikkelsen til at holde op med at skrive, for at han kan have Ro:

»saa jeg min Potte Øl kan drikke udi Ro
paa Vestergade i Knapnæring Numer To«.

I »Den ellevte Juni« (2, 1) har Studenstrup Adressebrev til sin Fætter Niels Christensen; det er imidlertid sandsynligt, at Knapnæring ikke var noget Grjæstgiversted, thi den rette Niels Christensen siger


222

(5, 11), at der kun var en Knapnæring i Kjøbenhavn og der logerede ingen. Der staar ogsaa alene, at Brevet skal afgives til ham der, fordi det vel var et Spisehus, han jevnlig søgte. Han oplæser 4 Udskrifter paa Breve, og paa det ene staar: abzugeben in Knapnæring, paa det andet: Knapnæring per Couvert, saa det er klart nok, at det ikke var hans Bopæl.

Et billigt Gjæstgiversted, ogsaa paa Vestergade, nu Nr. 20, var »Vinkanden«, der ret var et Sted for de 3 jydske Proprietærer i »Den ellevte Juni« (1, 2), idet de kunde bo der for 2 Skilling om Natten, men dog ikke syntes, det var saa billigt endda, for »naar vi regner en hel Maaned, som vi ligger i Byen, beløber dog Logementet sig henved en Daler alene«.

»Numer fire« var ogsaa et Værtshus, og det kan kun have været ligeoverfor Holmens Kirke, hvor der i forrige Aarhundrede var en bekjendt Gjæstgivergaard. At det har været ved Stranden, ses af »Jakob von Thybo« (2, 1), hvor Jesper fortæller, at han igaar Aftes havde været der, hvor Skipper Adrian og andre hollandske Skippere sad.

Dette Gjæstgiversted var allerede bekjendt i det første Tiaar af det 18. Aarh., idet det ejedes af Anne Pedersdatter, der især havde Logis og Spisekvarter for Nordmænd og blev gift 3die Gang med den finmarkske Missionær Thomas von Westen, hvorved hendes Formue kom til at anvendes til Missionens Fremme 40). Det hedder om hende, at hun var »medlidig og hjælpsom og gav mange Kredit, der aldrig betalte«.

I »Det arabiske Pulver« (Sc. 2) omtales »Fasanen« som Gjæstgivergaard, men skjønt Scenen ikke udtrykkelig siges at være Kjøbenhavn, var det nok Navnet paa en Gaard her.

Endnu for en 30-40 Aar siden havde de gamle Gjæstgivergaarde bevaret Fortidens Navne, saaledes paa Vestergade »Sæland« (Nr. 2), »Rosen« (Nr. 4; der boede 1722 en Garver, men det er vel nok det »Rosen«, hvor Skjøgen i »Det lykkelige Skibbrud« skal bo, naar hun bliver gift), »Garvergaarden« (Nr. 10), »Tre Hjorter« (Nr. 12), »Skibet« (Nr. 16), »Gardergaarden« (Nr. 18; den blev opbygget 1755 af Povl Nygaard til Indkvartering af et Kompagni af Livgarden til Hest), »Vinkanden« (Nr. 20), »Farvergaarden« (Nr. 22), »Prinsen« (Nr. 30). I Studiestræde »Hvide Svane« (Nr. 19), »Tre Roser« (Nr. 18), »Hvide Lam« (Nr. 32). Paa Nørregade »Forgyldte Nøgle« (Nr.


223

5), »Holland« (Nr. 27), »Tre Ruller« (Nr. 43). Paa Halmtorvet »Knapsteds Gaard« (Nr. 59), »Lille norske Løve« (Nr. 61). Ved Vestervold »Hvide Hane« (Nr. 25).

Mange af disse Navne er bevarede til vore Dage, men endnu flere tilhører den Tid, vi her beskriver, kun er det tilfældigt naar Navnene findes optegnede; sjelden forekommer de i Skattelister. En Del af Nr. 7 ved Vestervold hed da »Gyldenlund». Værterne i slige Huse kaldtes oftest Øltappere.

En Gjæstgivergaard for Bønder var ogsaa »den ny Avlsgaard«, hvor den pantsatte Bondedrengs Forældre (3, 7) vilde lede efter ham. Hermed menes maaske den Avlsgaard i Landemærket, der indtil 1807 bestod under Navnet »Avlsgaarden« eller »Helsingør« 41) og havde Navn af Byens gamle Avlsgaard i Springgade, der blev afhændet i Christian V.'s Tid og i Modsætning til hvilken Gjæstgivergaarden kunde kaldes den ny.

Ifølge Forordningen af 2. Aug. 1712 skulde Politiet have Kjendskab til, hvilke Rejsende der ankom til Byen. Ved et Reskript af 9. April 1723 42) fandt Kancelliet Anledning til at give Politimester Ratechen et løjerligt Paalæg om at føre dette Tilsyn »for saa vidt det efter Tidernes og Personernes Omstændigheder sig lader gjøre og du som en fornuftig og eftertænksom Øvrigheds-Mand det paa dit Ansvar vil lade ankomme«. Hvis det var fornødent, at han selv gik i de Værtshuse og andre Steder, som havde Fremmede i Logemente, skulde han «paa en sømmelig Maade erkyndige sig om deres Navne, Stand og Ærende og om de med troværdige Pas ere forsynede«. Havde han Mistanke om, at nogen var Spion, skulde han ufortøvet give det tilkjende for Kongen selv, Storkansleren og Gehejmekonseillet.

Et Værtshus af lavere Slags var »Vester Paradis«, der maa have været meget ilde berygtet, naar Holberg i »Den ellevte Juni« (1, 7) lader selve Værten ved Navn Jakob optræde som Optrækker, om hvem Henrik kunde sige: »jeg har aldrig min Levetid hørt, at en Vært i Paradis har havt Samvittighed«, hvilket man skulde synes, kunde have paadraget ham en Injurieproces. Det ses ogsaa (5, 11), at det har ligget paa et Hjørne. Hvis Holberg har ladet Værten optræde med hans rette Navn, naar han fører ham paa Scenen, er han vel den Øltapper Jakob Tøgersen, der 1722 boede i Nr. 149 ved Vestervold, det er nu Gadenumer 53 og 55 paa Halmtorvet.


224

Dette laa dog ikke paa noget Hjørne, derimod ligger nuværende Nr. 73 paa Halmtorvet paa Hjørnet af Lavendelstræde og her holdtes ogsaa Værtshus, der 1722 tilhørte Mette Fabians, men faa Aar efter Jakob Jakobsen Top. Naar der er noget Sted, der kan siges at ligge paa et Hjørne ved Vesterport og tillige var Værtshus, saa er det dette.

At her var stor Plads, saa Lokalet lejedes ud til Bryllupper, ses af en Politiretsdom af 5. Juli 1712, hvorved en Øltapper idømtes en Bøde af 10 Rd., fordi han med sit Kompagni havde spillet ved 2 Borgerbryllupper, det ene i »Paradis« ved Vesterport, det andet hos en Tobakspinder paa Vestergade, hvorved han var gaaet ind i Stadsmusikantens Næring.

Af samme Art var ogsaa »Øster Paradis«, som Holberg ogsaa nævner i andre Skrifter, idet han taler om Brandtes Viser, som sjunges med Fiol i begge Paradiser; dette »Øster Paradis« var vel det Paradis, der i senere Tider laa paa Hjørnet af Store Kongensgade og Kaninlængen. Der var ogsaa et »Nørre Paradis«, der nævnes 1653, og det maa være det, der var i Frederiksborggade, nu Nr. 9 og 11, altsaa lige ved Nørrevold. Det var til 1717, da der i et Mandtal nævnes »Mikkel Thomsen i Kjælderen paa Paradis«.

Af lignende Slags eller endnu lavere var Emanuel Nordels berygtede Beværtning, der paa den Tid, vi her taler om, var i nuværende Nr. 8 i Mikkelbryggersgade, men tidligere havde været i Bredgade, Østergade, Tornebuskegade og Christen Bernekovstræde. Det var dog nærmest hans Kone, der styrede det hele, hun hed Anne Polman eller efter sin første Mand Anne Hattemagers. Hun blev arresteret 1723, og hendes skandaløse Proces fylder mange Blade i Politiprotokollerne, hvoraf man ret ser den Tids Prokuratorkneb, hvorved Sagen blev trukken i Langdrag. 20. Juli 1725 blev hun dog dømt til Kagstrygning og til tilligemed Manden at rømme Kongens Riger og Lande, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret. Hun blev da 9. April 1726 pisket paa Nytorv med 9 Svøber, fulgtes derpaa til Damhuset og drog derfra til Sverig 43).

Et Par Aar i Forvejen var der kommet en »Pilegrim« til Byen, som Politimesteren havde indlogeret hos Anne Hattemagers, og da kom der mange Folk for at se ham; dette fremgaar af Politiprotokollen i Anledning af nævnte Proces; det er mærkeligt, at Politimester Ernst kunde benytte et Værtshus af den Art. I »Maskeraden« (2, 4) om-


225

tales de Kvinder, der boede i hendes Hus, som »Anne Hattemagers Bataillon«.

Lignende Huse som denne Anne Hattemagers Holdt en Madam Duus, hvis Stadsmøer nævnes i »Det lykkelige Skibbrud« (3, 1); det ses ogsaa af denne Komedie, at de, der holdt berygtede Huse, tog Borgerskab som Øltapper. I den ældste Udgave af »Barselstuen« (5, 7) nævnes foruden Madam Duus ogsaa Graa Maren.

Magistraten fik 14. Juni 1728 kgl. Befaling 44) angaaende »den Mængde af berygtede Huse og letfærdige Kvindfolk, der skal findes udi vores kgl. Residentsstad«, hvorfor der skulde »udvælges trende ærlige og skikkelige Mænd, hos hvem alle fra de andre Provinser eller fremmede Steder ankommende Kvindfolk skulde anmelde dennem« og som skulde skaffe dem en god Tjeneste. Disse Mænd skulde tages i Ed og forsynes med et Skilt paa deres Huse med fornøden Opskrift til Fremmedes Efterretning. Det skulde ogsaa paases, at ingen Soldat eller Matros havde Tjenestepiger eller logerede ledige Kvindfolk og at de, der holdt Værtshus, ikke holdt flere Tjenestepiger end det var nødvendigt, end mindre logerede løse Kvindfolk. Det skulde ogsaa forbydes Borgere at bortleje noget Hus eller nogen Kjælder til Gaden til Matroser, Soldater eller Underofficerer til deri at holde Værtshus.

Hvad Magistraten gjorde ud af den Sag, ses af Bladet »Extraordinaire Relationer«:

»Den 28. Juli 1728 har høj- og velædle Magistraten efter Hans kgl. Majestæts allernaadigste Reskript af 14. Juni bekjendtgjort, at de have antaget i allerunderdanigste Følge deraf og beskikket Niels Pedersen Krog, boende udi Laxegaden, Lavrids Væderking, boende udi Skindergade og Nikolaj Ballii, boende udi Studiestrædet, som sig hos Magistraten derom have angivet og den forsikret om alt ærligt og oprigtigt Forhold der udinden, ja det ydermere ved Ed bekræftet, og til den Ende forsynet enhver af dem med et Skilt paa deres Hus over Døren med saadan Paaskrift:

»Her boer en af de Mænd, som er antaget at gaa fremmede skikkelige Kvindemennesker til Haande, naar de enten søge Tjeneste eller have andet lovligt Ærende udi Staden«.

»Hvorhos Magistraten har ladet trykke en Taxt paa den billige Betaling, de for deres Umage maa nyde, paa det saavel de fremmede


226

Personer selv som Skippere og Færgemænd, med hvem de hidkomme og blive førte, destobedre kan vide deslige edsvorne Mænd ved deres Ankomst at finde, hvorudover det forbydes alle dem, som sig hidindtil som Fæstekoner i slige Tilfælde har ladet bruge, at de efterdags ikke maa befatte sig med nogen i dette Tilfælde at betjene, under saadan vilkaarlig Straf, som derfor af Magistraten maatte blive eragtet, og Arbeide i Børnehuset deres Livstid, om de ikke de tilkjendte Strafbøder skulde kunne betale.

»Iligemaade er af Magistraten kundgjort, at intet fremmed Kvindemenneske efter denne Plakats og Advarsels Publikation maa understaa sig at komme ind udi Staden enten til Lands eller Vands, med mindre de efter Loven ere forsynede og medbringe rigtig Pas og Skudsmaal fra den Husbonde eller Madmoder, som de sidst har været i Tjeneste hos« osv. »Dernæst er ved samme Plakat erindret, at det er Hans allernaadigste Vilje, at ingen Soldat eller Matros maa holde Tjenestepiger eller logere ledige Kvindfolk, item at andre, som holde Værtshus her i Staden, maa ikke holde flere Tjenestepiger, end de egenlig have fornøden og behøve, mindre at tillade løse Kvindfolk at logere i deres Huse, saafremt de ikke i saa Fald vil anses og straffes for Rufferi«. Det var ogsaa forbudt at bortleje Hus eller Kjælder til Gaden til Matroser, Soldater eller Underofficerer til deri at holde Værtshus, og Bryggerne maatte ikke sælge Øl til Militære under Straf af Øllets Forbrydelse og Betaling af dets dobbelte Værdi til Fattigvæsenet og Politikassen.

I Værtshuse holdtes ogsaa Lystighed med Spil og Dans, men naar Militærvagten hørte, at dette vedvarede efter Kl. 10, naar den patrouillerede, bankede den paa og bød Værten høre op. Snedkersvend og Øltapper Tobias Valentin havde en Gang haft 10 Spillemænd sildig paa Natten og lokket Folk ind efter Kl. 10, hvorfor han ved Politiretsdom af 6. Aug. 1726 maatte bøde 2 og hver af Spillemændene 1 Rd. En anden Kjældermand, der ved Midnatstid havde holdt Drik og Tærningspil, maatte ligesaa bøde 2 Rd. og hver Gjæst 1 Rd. ved samme Rets Dom af 6. Maj 1726.

En Scene i et Værtshus med Skiltet »Admiral Span«, hvor forhenværende Kaptejnløjtnant Jens Kjøge havde brugt »meget usømmelige og grove Truselsord imod Kongen«, er ikke nøjere beskreven 45).

Naar i »Henrik og Pernille« (2, 2) Arv siger, at Henrik »plejer


227

at gaa til Kristoffers paa Hjørnet, jeg er bange, han sidder i en Lanter til Ørene«, saa vidste følgelig de fleste af Tilhørerne ved Stykkets ældste Opførelse, hvem denne Kristoffer Var. Det var et af de simple Værtshuse, hvor Tjenestefolk søgte. I »Jakob von Thybo« (4, 7), forvexles Pengene i et Værtshus, der ejes af en Kristoffer, som i den ældre Udgave kaldes Kristoffer Øltapper; en Mand af dette Navn boede i nuværende Nr. 23 i Lille Kongensgade, men dette er intet Hjørnehus.

Mod Uskikken med at drikke paa Kredit udstædtes 6. Februar 1722 en Forordning:

Kongen »havde meget ugjerne fornummet, at en Del onde Husholdere, saavel af civil som militær Stand, saa flittelig besøgte Vin- og Drikkehuse og der ej alene langt mere opdrikke og fortære, end deres enten aarlige eller maanedlige Indkomster kunde taale, men endog saaledes forglemme sig selv og alle Retsindigheds Regler, at de til Værtens største Præjudice imod hans Vilje i lang Tid udsætte den Betaling, de ere skyldige, og vel undertiden understaa sig at frembyde Hug og Slag til Værten og hans Folk, i Steden for at betale hvis (hvad) de have bekommet«. Derfor bød Kongen, at alle, der søgte Vin- eller Værtshus her i Staden, skulde betale strax, naar de havde faaet Varerne leverede, medmindre de forud havde sluttet Overenskomst med Værten om Kredit, saa ingen Vært i Fremtiden skulde være forpligtet til at aftappe Vin eller andre Drikkevarer for fremmede og ubekjendte Personer uden imod rede Penge, og ifald nogen skulde understaa sig at forulempe Værten og hans Folk med Skjælden og ærerørige Ord eller med Hug og Slag eller paa anden usømmelig Maade at fordærve hans Boskab eller sønderslaa Vinduerne, maatte han strax lade de skyldige arrestere.

At det var Skik og Brug at drikke paa Kredit, ses f. Ex. af »Gert Westphaler«, hvor Værten (3, 3) skriver Streger for hvert Krus Øl, og udvikler den Maade, hvorpaa han tjener bedst Penge ved sine Gjæster; disse Streger blev skrevne med Kridt paa Loftsbjælken, men Ølhandlere brugte forøvrigt Karvestokke endnu, naar noget leveredes ud af Huset; dette var en Træpind for hver Kunde, paa hvilken der gjordes et Indsnit for hver Levering, og hvortil Kunden havde tilsvarende Pind.


228

Her meddeles en saadan Regning efter Karvestok:

Afgangne Herman Bonhof.

A. 1725 Tid effter anden i afwigte Sommer til sin Huusholdning Bekommet øl som er skaaren paa Karfwestock, nemlig: 4 Tønder øl (den paabudne Accise 1 Mk. Tønden er betalt), Hver Tønde koster saa 8 Mk. ................ 6 rdl. 2 Mk.

Johanne Sal. Svend Andersens.

Khafn. d. 9. Nov. A. 1725.


Et Ølhus, der har faaet en vis Navnkundighed, er Peder Larsens i Pilestræde, nu Nr. 28, idet man har henlagt Scenen for den politiske Kandestøber dertil, ligesom man længe efter vilde kunne mindes, at Holberg og flere af ham fremstillede Personer mødtes her. Beskrivelsen af Livet her er saa kuriøs, at vi her meddeler den fuldstændig:

I »Kjøbenhavnsposten« 25. Marts 1830 har en Indsender faaet indrykket følgende Stykke efter et da 15 til 16 Aar gammelt Tidskrift:

»En gammel agtet Borger her i Staden har for nogle Aar siden givet mig en interessant Notice, som jeg tror ikke at burde fortie. Vor, og man kan sige Verdens, første Komiker plejede ofte inkognito - thi det var hans Vane, saaledes at gaa omkring og samle Stof til hans Komedier - at besøge et Ølhus, som laa i Pilestrædet. Værten var Peder Larsen, bekjendt saa vel af sin Driftighed og Retsindighed, som især af sine Sønner, hvoraf den ene døde som berømt Jurist og i et vigtigt Embede og den anden endnu lever som en virksom og brav Embedsmand. Omtalte Peder Larsen holdt Værtskab i Stuen i sit omtalte Hus over 50 Aar. Han ophørte dermed faa Aar før Kjøbenhavns Ildebrand (1795). Hos ham kom om Aftenen en anselig Mængde gode og gamle Borgermænd, for efter Dagens Møje og Besvær at forslaa Tiden ved et Krus godt Øl, en Pibe og behørig Politica. Stuen var fordelt mellem de respektive Gjæster paa følgende Maade: For Svende og Burscher, som ellers vare anstændige, vare tvende Borde satte nederst ved Døren. Ved disse sade de og enten underholdt sig sammen, dog i en beskeden Tone i Mestrenes Nærværelse, eller oftere hørte med Andagt paa, hvorledes ved det lange Bord til Byens og


229

Statens Bedste Statssager afhandledes, for at ogsaa de, naar de dertil bleve værdige, kunde rigtigen forstaa at traktere saadanne kuriøse Materier. Øverst i Stuen i Krogen stod et lille Bord, hvorved samledes Honoratiores og de fornemme af Borgerne, især Bryggere og nogle Kjøbmænd og Kræmmere; disse underholdt sig med hinanden indbyrdes og indlode sig ikke, for ej at tabe i Respekten, i Samtale med det næste Bord. Dette Bord, som altid stod midt i Stuen, var Politikens egentlige Rettersted, hvor de egentlige Skatte- og Spidsborgere toge deres Sæde. Her bleve Byens og Statens Sager nøje gjennemgaaede. Bisidderne ved dette Bord vare alle Slags Haandværksmestre, Bundtmagere, Børstenbindere, Knivsmede (som nu kaldes Klejnsmede), Hattemagere osv., alle Folk, som havde i større eller mindre Grad studeret deres Politica. Anmelderens Referent erindrede ikke i den Tid, da han i Aarene nogle og halvtredsindstyve som ungt Menneske kom der, NB. ved de to nederste Svendeborde, at have set nogen Skræder eller Skomager at være Bisidder i denne Ret, hvor Konger og Fyrster uden Naade og Barmhjertighed afsattes, Lande uddeltes og udskiftedes, til hvem man fandt det passende, Handelskompagnier oprettedes. Aarsagen har uden Tvivl, som han bemærkede, været denne, at de to Lav ikke have staaet i saa stor Estime hos de andre, at de kunde optages som talende Medlemmer. Han erindrede klart, at da han kom i Huset, var Talen ved dette Bord næsten bestandig om Syvaarskrigen, om hvad der i den skulde have været sket og ikke burde sket. Aviserne læstes af en blandt Medlemmerne, som saa temmelig kunde læse og udtyde dem, og derefter drøftedes de. Kongen af Prøjsen var Helten, hvorom Talen drejede sig. De fleste beundrede ham, men nogle Halsstarrige vilde dadle ham, hvorudover ofte kom alvorlig Strid, hvilken dog i det seneste endtes, naar Vægteren raabte 10, thi da skiltes Forsamlingen ad og alt brød op for at gaa til Hvile.

»At Holberg er kommen, inkognito som sagt, i dette Hus, er en vis og paalidelig Tradition, ligesom ogsaa, at i det Hus har været holdt Værtshus, paa lige Maade som siden, længe før Kjøbenhavns Ildebrand 1728. Det er derfor sandsynligt, at Holberg her siddende i en Krog som agtpaagivende Tilskuer og Tilhører har taget Ideen, ja maaske Personerne og vel endog mer eller mindre af Kollegium selv til sin politiske Kandestøber. Man vilde endog dengang (i Aarene nogle og halvtredsindstyve) vide, at der plejede at komme en meget


230

tyk og i sin Politica meget hidsig Bundtmager ved Navn Gert (dengang et gængs Navn, førend de ny ofte hedenske og malebariske, som ej staa i Almanakken - i de Tider en vigtig Ting - opfandtes), altsaa Gert Bundtmager, som altid i Kulden bar en smuk Muffe, og alt dengang havde været død i mange Aar. Nogle af de ældste af de daværende Gjæster havde kjendt bemeldte Bundtmager, og troede at gjenkjende ham i Kandestøberen, hvormed de ikke vare vel tilfredse. Holberg selv var der adskillige, som havde set, imedens han kom der, men ingen havde kjendt ham i den Tid førend senere hen, da han ved sine Komedier og Per Paars blev almindelig bekjendt, ligesom ogsaa disse hans Skrifter overalt bleve læste, endog af de simplere Stænder«.

Vi maa imidlertid tage endel af Glansen bort fra dette poetiske Sted. Peder Larsen begyndte først sin Virksomhed her mellem 1741 og 1743 og før hans Tid boede her en Skræder; de prosaiske Skattelister nævner ikke noget Slags Værtshushold her førend Peder Larsens. At en Mand, der hed Gert Bundtmager, har søgt her, er der jo ingen Grund til at betvivle, men at Holberg her har fundet ham ud, er ligefrem umuligt, da »Den politiske Kandestøber« blev skreven længe før her holdtes saadanne Forsamlinger; det kan altsaa kun være senere Tiders Fantasi, at man skulde have set Holberg sidde her ukjendt. Det er følgelig først, efter at man har fundet nogen Lighed imellem det politiske Liv her og hans Komedie, at man har ment, at han har taget Emnet til denne herfra. Saaledes svinder alle »Sagn« fra Holbergs Ungdomstid i Kjøbenhavn ind til løse Formodninger.

At lignende Scener som de, der foregik i P. Larsens Ølhus, fandt Sted paa den Tid, vi her omtaler, ses af »Gert Westphaler« (3, 1), hvor Borgerne sidder i et Værtshus ved et Krus Øl og »ræsonnerer om Aviserne«; i »Den politiske Kandestøber« var det derimod en sluttet Kreds, der skiftevis kom sammen hos hinanden. Men forsøge paa at udfinde et bestemt Sted, hvorfra Digteren har taget sine Figurer, hører til den Art ørkesløse Undersøgelser, hvortil der kræves en god Tid og en stærk Fantasi.

__________

Tydsk Komedie havde været kjendt her i flere Aar. Det var omrejsende »Bander« især fra Hamborg, der af og til gjæstede Staden.


231

Oprindelig var det de gammeldags Skuespil, der blev givne, med en lystig Person, en Courtisan, som Hovedperson, der afvexlende forekom med Navnet Hans Wurst, Harlekin, Pikkelhering og desl. I Prologen til »Uden Hoved og Hale« omtales denne saaledes: »Udi de italienske Skuespil skal der endelig være en Harlekin eller Nar med Ræverumpe paa Axelen eller en Raket bagved sig«.

I Slutningen af det 17. Aarh. omdannedes dog Smagen i Tydskland, man opførte extemporerede Farcer og spillede Molière i Oversættelser, men især uddannedes de saakaldte »Haupt- und Staats-Actionen«, der var smagløse Bearbejdelser af gamle Dramaer eller Originaler af historisk Indhold, fulde af Svulst, Nonsens og Plumpheder og i hvilke den komiske Person ej heller fattedes. 1706 ansøgte en dansk Mand, Anders Gamborg, hvis Stilling forøvrigt synes at have været Embedsjæger, om Bevilling paa Eneret til, at ingen andre fremmede Komedianter maatte komme herind, end de, der var antagne af ham, eftersom her »fra adskillige Steder indkommer mange Trupper, som agerer Komedier med levende Personer og døde Figurer, af hvilke de fleste er saadanne Folk, som ikkun bedrager Hans Majestæts Undersaatter og bortfører Pengene af Landet«; han haabede, det vilde blive Kongen til Fornøjelse og den kongelige Residens til Ornament. Han fik ogsaa Tilladelsen imod 1 Gang om Ugen at spille til Fordel for de Fattige. Kancelliet bemærkede ved denne Lejlighed, at det iøvrigt var Magistraten, der skulde give fremmede Komedianter Tilladelse til at spille. Det er dog ubekjendt, om han gjorde Brug af sit Privilegium. 1707 spillede »die königlich polnische und churfürstlich sächsische Hof-Comedianten« paa Bryggernes Lavshus paa det østre Hjørne af Klosterstræde og Skindergade. Senere spillede tydske Bander i Skrædernes Lavshus, nu Nr. 4 og 6 i Brolæggerstræde. Fra 1717 kender vi Tilstedeværelsen af en Bande, thi 19. Feb. 1717 tilskrev Politi- og Kpmmercekollegiet Magistraten:

»Vi har maattet fornemme, at endel tydske Komedianter skal understaa sig endnu i disse Dage at agere Komedie paa Skrædernes Lavshus, endskjønt det er i Fasten, da baade alt Spil i Kirkerne er forbudt og Hs. kgl. Majestæt selv ikke har villet tillade sine egne Hofkomedianter paa Slottet at agere, hvilken Misbrug imod en god Politi vi har draget Betænkning i at ville afstraffe, førend vi tilforn havde erkyndiget os om dem, som dog ikke formodes nogen Tilladelse


232

dertil af de gode Herrer skal være meddelt, saasom, ifald det sig saaledes skulde forholde, vilde vi heller, førend vi Komedianterne derfor lod tiltale, tjenstliget af de gode Herrer remedere. Ved denne Anledning har vi dog villet tjenstlig erindre, at saasom samme Komedianter, der baade skal ikkun være faa af Tallet saa ogsaa slet forsynede med Klæder og Maskiner, paastaar saa excessiv en Pris, nemlig 3 Mrk. for de bedste Steder, som vel aldrig tilforn af slige Komedianter her er hørt, det da herefter, naar nogle Komedianter maatte faa Tilladelse af de gode Herrer her at agere, maatte tillige vorde observeret, at dem foresattes en Taxt, hvad de derfor af hver Person maatte fordre, paa det ellers saadanne omløbende Folk skulde ikke af Folks Nysgjærrighed tage Anledning til, helst i disse Krigstider, at affixere og udføre saa mange Penge her af Landet.« 46)

Herpaa svarede Magistraten 25. Februar:

»Saasom vi ugjerne fornam, at de tydske Komedianter kontinuerede med at agere Komedier endog i den anden Uge af Fasten, da dog dennem ikkun var tilladt efter Sædvane at agere den første Uge, saa lod vi dem advare, at holde op, og til idag, nu Deres Excellence samt høj- og velædle Herrers beærede af 19. hujus indkom, havde vi ladet Hovedmanden for Komedianterne for os paa Raadstuen opkalde for at sætte ham til Rette, men som man af de Kommitterede for Konventhuset har fornummet, at de for de fattige har akkorderet temmelig højt, saa lod vi ham denne Gang slippe foruden nogen Straf og vil derfor bede de høje og gode Herrer, at det derved denne Gang maatte forblive. Magistraten mener ogsaa, at der ingen Tilladelse bør gives til nogen Slags Komedianter, da »saadanne Omløbende tager Anledning af Folks Nysgjærrighed til at fixere og udføre Penge af Landet.«

Werlauff kjender 3 Plakater, formodenlig alle fra 1719. Vi ser af disse, at der spilledes saadanne Stykker som »eine modeste, galante und sehenswürdige Haupt-Action genant, der grosmuthige Recht-Gelehrte Æmilius Papinianus«, eller »Des Glückes Probierstein oder der im Krieg verirrte und in der Liebe verwirrte Liebes-Soldat« eller »Der unschuldige Brudermord oder das blutige Rom unter der Regierung des römischen Kaysers Antonini Bassiani Caracallæ«.

Efter disse »Haupt Actionen« opførtes altid en »Nach-Comedie« som »die vier verliebten Geister« eller »Arlequin eine verstelite Mu-


233

mie«. Forestillingerne begyndte Kl. 4 eller 5 og Priserne vexlede fra 16 til 4 lybske Skilling.

Den tydske Skuespiller Ifland har beskrevet disse Skuespil saaledes 47): »I ældre Tider "gaves paa de tydske Skuepladser et Slags Heltesørgespil skrevne i kolde stive rimede Vers, der af Skuespillerne foredroges med en stor Afmaalthed i Skridt og Trin, kold, tom Svulst, Armene i Siden eller vidt udsejlende. Efter den Tids Begreb hørte det til at tage Munden saa fuld, at ingen Lyd, intet Ord kunde komme frem som hos andre Mennesker. Øjet var altid i Skyerne, Ordene bleve langtrukne og Sproget syntes egentlig at være indrettet efter at bruge visse Bogstaver og Ord som et fjernt, optrækkende Tordenvejr, der endelig med Lyn og Slag efter rigtig afmaalt Tempo satte i Forfærdelse.«

Naar nogen ønskede at antages som Skuespiller, var det første Spørgsmaal, om han kunde gjøre en Scepteraktion, hvorpaa han skulde vise, med hvilken Anstand han kunde lade en Kommandostav højtidelig hvile paa Hoften, eller pege med den mod et fjernt ukjendt Land. Den anden Prøve var at holde en tordnende Tale og hvis den vandt Bifald, lød det tredje Spørgsmaal: Formaar Herren et Par sorte Fløjels Bukser? thi med dette Klædningsstykke maatte man selv forsyne sig; den øvrige Dragt, en brun Klædes Kjole med Silkevest, leverede Direktøren, og i denne spilledes alle Roller; var det meget fornemme Helte, der spilledes, blev Vesten kostbarere og Hovedet prydedes med en Hat med Fjer. Faldt Rollen i den graa Oldtid, blev der bundet et Skjærf om den brune Kjole, og Hovedet bedækkedes med Hjælm. »Senere, da der indrømmedes græske og assyriske Helte et Fiskebensskjørt, et gyldent Livstykke, et flyvende Nakkehaar og Hjelm med Fjer, blev det dog ved de sorte Fløjels Buxer, der tillige med Stenspænderne forbandt Oldtid og Nutid«. Kostumet var Fortidens svage Side, paa det danske Theater spillede man Voltaires Tyran af Messena iført Fiskebensskjørt, Allunshandsker og Manschetter.

Disse tydske Komedier med deres Bombast, opstyltede Tale og Fremstilling af overnaturlige Begivenheder var Holberg en Pestilens. Han gjør ofte Hentydninger til dem, især i Prologen til »Uden Hoved og Hale« (2. og 3. Sc.) og i den ældste Udgave af »Barselstuen« (3, 5), men ingen Steder skarpere end i »Ulysses yon Ithacia«, der maaske er hans største Vittighedsværk og helt igennem er en Parodi


234

paa Theatret i Brolæggerstræde. Ogsaa saadanne Ytringer maatte frembyde en højst komisk Virkning, som naar Chilian (2, 1) siger: »Ej, ej, hvor Tiden dog hastig gaar. Nu er vi alt kommen til Troja, som ligger 400 Mile fra vort Fæderneland. Hvis jeg ikke saa Byen for mine Øjne, skulde jeg tænke, at det gik her til som i en tydsk Komedie, hvor man kan undertiden i et Skræv skræve tusende Mile, og paa en Aften blive 40 Aar ældre end man var.« Og senere (3, 7): »Alt dette Tøj kommer mig for, ligesom det var en tydsk Komedie, thi om jeg stod paa mit Hoved, saa kan jeg ikke begribe, hvor de 10 Aar kunde løbe saa hastig.« Især Slutningsverset giver en god Karakteristik af disse Komedier:

»Se her man tvende Snese Aar
for samme Penge giver,
fra Grækenland til Troja gaar,
En Dag Mands Alder bliver.
Man set har Kæmper herudi,
Belejringer og Krige,
Tog, Jomfrurov og Hexeri,
nu et, nu andet Rige,
nu en, der af Fortvivlelse
sig Livet vil fratage
nu Folk, skabt om til Svin, til Træ,
i Luften gloend' Drage.
Ja det som mest fornødent er
for dem, som sligt behager,
En Harlequin man ogsaa ser
med Snak der' Herskab plager,
To Snese Aar gaar hastig hen,
sligt kaldes Tid fordrive,
men man kan af Historien
og hovedsvimlet blive.
Om nogen tydsk Komedie
her i Brolæggerstræde
man bedre mig kan lade se,
vil jeg Johannes hedde.«

Harlequinens Rolle i de tydske Komedier udføres i »Ulysses« af Chilian, et Navn der formodenlig er dannet i Lighed med Harlequin, men paa den anden Side gjorde sin komiske Virkning, i det Navnet ikke var ukjendt i Kjøbenhavn. Netop ved den Tid boede her en Mand Kilian Druebin, der ved sine mange Projekter og sin markskrigende Adfærd vistnok kunde siges at være Byens Harlequin.


235

»Ulysses von Ithacien« og de danske Skuespil fordrev snart de fremmede Bander og gjorde deres Formænd brødløse. 48)

Et fransk Hoftheater bestod i største Delen af Frederik IV's Regjeringstid; vel forjog Pesten Skuespillerne 1711, men de kom igjen hertil 1715 og 2 Aar efter fik de til Direktør René Montaigu, der allerede i Christian V's Tid havde været ved Hoftheatret, hvis Leder han blev 1701. Hans anden Hustru var dansk, men talte saa godt fransk, at hun ogsaa blev ansat og regnedes blandt Truppens første Skuespillerinder. De Stykker, der spilledes, var af de første franske Forfattere og det var følgelig Forestillinger for det fine Publikum.

Nogle Aar efter optraadte imidlertid en Medbejler til de franske Skuespil i et Operaselskab, der under Ledelse af Reinhard Kayser nød stor Anseelse i Hamborg. 1721 blev det overdraget Kayser at indrette en Opera, og da Hoftheatret skulde benyttes hertil, fik de franske Skuespillere Afsked, Montaigu med en Pensjon af Postkassen paa 200 Rdl. At denne Mand vedblev at bo i Kjøbenhavn, blev af den største Betydning for den danske Skueplads. Disse franske Skuespil havde stor Indflydelse paa Tendenserne til Fornemhed, der i Forvejen var store nok, og i mange Kredse fremkaldte de en Ringeagt for hvad der var dansk, hvilket ses af den Replik, Holberg har lagt »Den Vægelsindede« i Munden i første Udgave af denne Komedie. Hun siger nemlig efter at have sunget en »fransøsk« Vise: »Den Vise har En oversat paa dansk, men det har ingen Klem, thi man maa sige om vort Sprog, hvad man sige vil, saa er det dog ikke at ligne ved Tydsk eller Fransk. Man roser saa meget disse danske Komedier, men hvor gode de end ere, saa kan jeg for min Død ikke lide dem, jeg véd ikke selv hvorfor. Idag skal der spilles et smukt Stykke, kaldet »Den politiske Kandestøber«, hvilket jeg vilde ønske var oversat paa fransk, at, om de franske Komedier kom her i Moden igjen, jeg kunde se den agere, ti paa dansk har den ingen Art. Jeg kan faa ondt alene af Titlen« o. s. v.

1723 fik Operaselskabet Tilladelse til en Gang om Ugen at spille offentlig paa Hoftheatret, men det kunde ikke bestaa og ved Paasketider rejste det tilbage til Hamborg, da Kongen ej heller vilde underholde det længer. At ogsaa dettes Forestillinger besøgtes af Borgerfolk, fremgaar af, at Holberg i »Kilderejsen« kan lade Leonora optræde som hun gjør. Pernille siger (1, 2): Hun er en stor Elsker-


236

inde af Opera, hvoraf hun har en god Samling, som hun daglig øver sig udi og gjør undertiden noget meget deraf, saa hendes Fader har ofte straffet (i.e.: dadlet) hende derfor.« Jeronimus siger (1, 5): »Der har vi Frugten af den forbandede Operalæsning, Det Djævelskab har taget saaledes Overhaand, at I skal se, hveranden Jomfru her i Byen vil begynde at synge ligeledes istedenfor at tale«. »Disse Nodebøger skal og Fanden i Vold, jeg skal love for, at der aldrig hverken enkelte eller dobbelte Fuser, hverken b-Dur eller b-Moll skal komme inden min Dørtærskel oftere. Hør Arv, naar den Mammeselle, som lærer hende at synge, kommer her igjen, saa kanst du bede hende paa en høflig Maade at gaa Døden og Djævelen i Vold.« Om Borgerfolk altsaa end ikke saa meget kom hen at høre Operaer, saa sang de dem selv og tog Undervisning deri.

Holberg har i »Ulysses von Ithacia« (2, 2) givet Operaen en Snært, naar han lader Trojaneren svare paa Chilians Spørgsmaal, om hvorledes Operaerne er: »Pudserlig nok, thi naar en Herre f. Ex. vil bede sin Tjener trække sine Støvler paa, siger han det i Tremulanter og Sang, saasom:

Hør Klavs, træk mig mine Støvle ... er paa«.

Af større Betydning end noget af disse Theaterselskaber blev dog Indretningen af en national Skueplads. 1703 fik Franskmanden Etienne Capion Borgerskab som Vinhandler, men han kunde ikke bestaa. Han formodes at være kommen i Landet nogle Aar i Forvejen med de franske Hofskuespillere, da han 1715 opføres som Dekoratør og Theatermester ved det daværende franske Hoftheater. 1718 opføres han i Skattelisterne som Traktør i Pilestræde Nr. 79 (nu Nr. 8) med det Tillæg: »i hans Sted, saa længe Herskabet er paa Frederiksberg, Monsieur Volckman«. Han har altsaa da været i kgl. Tjeneste ved Hoftheatret. Det er foran vist, at det er ham, der er den franske Kok i Pilestræde. 1718 søgte han Kongen om at faa Inspektion over alle fremmede Komedianter og Linedansere, saa det ikke var saadanne tilladt at agere, førend de havde sluttet Overenskomst med ham, men han fik kun Tilladelsen, hvad Marionetter angik. Som en Følge heraf kom han næste Aar i Kompagni med den nedenfor nævnte v. Qvoten, og de spillede da med Marionetter i det lille Gjæthus paa Kongens Nytorv; men da de havde sat deres Midler til ved dets Indretning, søgte de Kongen om, at det maatte forbydes fremmede Komedianter at betage dem dette Brød, men herpaa gik Kongen ikke ind. Kom-


Det kgl. Operahus

Det kgl. Operahus, siden Kadetakademiet, nu Rigsdagens Bygning. Orig. i Oldn. Museum.

[237]

[Tom side]

[238]

239

pagniskabet med v. Qvoten varede kun kort, thi 17. Maj 1720 fik Capion kgl. Privilegium paa »at han alene maa lade indrette Komedier her sammesteds og dertil lade forskrive dygtige og uberygtede Personer, saa at ingen fremmede Komedianter, som agere Komedier med levende Personer, maa her indkomme, uden de, han derefter dertil antager«. Hvor meget det kunde indbringe, ses af, at Christian Corber, der 1722 spillede med Marionetter i Skrædernes Lavshus, svarede Capion 10 Rd. om Ugen 49). Da »den stærke Mand« (om hvem nedenfor) kom hertil, gjorde Capion 1721 Indsigelse imod, at der blev forundt denne Privilegier, der stred mod hans egne, og han paastod, at han daglig underholdt henved 30 Personer og vilde forpligte sig til lige saa vel som den stærke Mand at anskaffe Springere og Linedansere.

12. Maj 1721 fik han sit ældre Privilegium udvidet saaledes, at ingen, som holdt Komedier, Linedans, Marionetter og deslige, skulde herefter nyde Frihed til at bruge, deres Exercitier, uden de blev antagne af ham eller fik hans Tilladelse, derimod skulde han være forpligtet til at holde saadanne Personer, som med deres Komedie og Spil kunde fornøje alle og enhver. Han fik ogsaa Fritagelse i 15 Aar for Grundskat og Indkvartering af den Bygning, han lod opføre baade til et Komediehus og til at holde Assembleer i; samme Privilegium skulde tillige gaa over til den, der kom til at eje Huset efter ham.

Capion havde imidlertid ikke Penge til at bygge for, men General Hans Jakob Arnoldt forstrakte ham med 7000 Rd. mod Pant i Privilegiet og Prioritet i Ejendommen, og han kjøbte derfor i Sommeren 1721 en Grund mellem Gothersgade og Lille Grønnegade (nu Ny Adelgade), hvor han allerede inden Aarets Udgang fik sin Theaterbygning færdig. Det var en temmelig stor Grund, han havde erhvervet sig, med 50 Alens Façade til hver af de nævnte Gader. Hovedindgangen til Huset var fra Lille Grønnegade, men alt Spor deraf er forlængst forsvundet og Ejendommen er nu delt i 6 andre, nemlig nuværende Nr. 6-10 i Ny Adelgade og nuværende Nr. 11-15 i Gothersgade. Den eneste Levning, som Overskou fandt af det gamle Theater, var en numereret Logedør i nuværende Nr. 8 i Ny Adelgade, der viste Spor af smuk Udstyrelse, idet der paa Siden mod Gangen havde været malet Gardiner i Festons, »en Luxus, der aldrig er bleven anvendt i Theatret paa Kongens Nytorv«. Det fortælles i »Hamburger


240

Correspondenz« Nr. 33 for 1721, at Kongen havde skjænket Capion Materialerne i det gamle Kancelli paa Slotspladsen, der skulde nedrives, til at bruge til hans Theater 50). Strax i Begyndelsen af 1722 kunde der begyndes paa Forestillinger, dels af den afskedigede franske Hoftrup, dels af tydske Skuespillere, som han havde forskrevet; om Foraaret optraadte den stærke Mand hos ham, men der var dog ikke den Søgning til Forestillingerne paa de fremmede Sprog, som man havde troet. Da var det, at nogle fattede den Tanke at forsøge paa Indrettelsen af en dansk Skueplads og man fandt i den ovenfor nævnte René Montaigu en Mand, der med videnskabelig Dannelse forbandt Kjendskab til Scenens Krav. Han søgte 1. Juli 1722 51) og fik 14. Aug. kgl. Privilegium paa i Kjøbenhavn at indrette og forestille Komedier i det danske Sprog, dog skulde han i Mindelighed slutte Overenskomst med Capion. Han skulde være forpligtet til »at holde saadanne Personer, som med deres Komedier alle og enhver for billig Betaling kunde fornøje, saa og at de ej nogen Tid forhandler det, som anrører Religionen og den hellige Skrift eller strider mod Ærbarhed, god Skik og Ordning eller kan være Publikum til nogen Forargelse«.

Det varede en Maanedstid til, inden Vanskelighederne var overvundne, der skulde skaffes Penge, men især Skuespil paa dansk og Skuespillere.

18. September kunde man læse i Aviserne følgende:

»Avertissement.

Gives herved Liebhaberne tilkjende, at udi indkommende Uge bliver her udi Byen begyndt med at præsentere Komedier i det danske Sprog, og saa dermed til de Lysthavendes Fornøjelse hele Vinteren over kontinueres«.

Onsdagen den 23. September aabnedes den danske Skueplads med en Prolog, der var forfattet af Oversekretæren i det danske Kancelli Frederik Rostgaard. Naar denne Mand, der skulde fremføre Ansøgningen fra Montaigu for Kongen og altsaa havde den største Indflydelse paa Sagens Fremme, selv leverer Prologen, er der jo ingen Spørgsmaal om, at han er en af de Hovedmænd for Indførelsen af danske Skuespil, der stod bagved Montaigu og bevirkede, at det blev ham, der skulde overtage det hele og med det samme fritage Landet for Overhæng af de fremmede Omløbere. 1. Januar næste Aar overrakte de danske Skuespillere ham en Lykønskning, hvori det bl. a. hed:


241

»Vi takker for ifjor, din Omhu, Hjælp og Raad,
din Medhold gjør, at vel os hidindtil er gaaet.
Du, som vor Moders Maal med Gunst har villet fremme,
Vor Moders Maal igjen din Ros skal ej forglemme,
hos Landets Fader du din Æreløn skal faa,
fordi du Landets Tarv saa nidkjær skjønner paa.«

Det første Stykke, der blev opført, var Molières l'Avare, under den danske Titel »Gnieren«, oversat af Justitsraad Sechman. Skuespillerne var mest Studenter, de fleste Jyder, og af Damerne var den ene Madame Montaigu. De fornemste Tilskuerpladser var paa selve Theatret, nemlig flere Rækker bagved hinanden opstigende Sæder, der paa begge Sider var anbragte i Prosceniet og foran de forreste Kulisser, og den forreste Bænk var ofte saa lav, at de siddende lagde Benene paa Gulvet. Ved de Henvendelser, som Skuespillerne flere Gange i Holbergs Komedier gjør til Tilskuerne (Spectatores), faar dette en naturlig Forklaring, naar disse sidder saa nær ved, medens det ikke giver nogen ret Mening ved Nutidens Opførelser at tale til de nu fjernt siddende. Prisen paa Theatret og i en af de mellemste Loger var 1 Sletdaler (2 Kr.), i de nederste Loger 3 Mark (1 Kr. 50 Ø.), Parterret 2 Mark (1 Kr.), Galleriet 1 Mark (50 Ø.). Forestillingen begyndte Kl. 5 og var færdig Kl. 7. Der blev spillet 2 Gange om Ugen, Det ses af Prologen, at man gav Bifald tilkjende ved Klap og Trampen:

»Har jeg mig vel opført, da rører Haand og Fod,
Thi Modet voxer, naar Begyndelsen er god.«

I Galleriet, hvor man kunde komme for 1 Mark, sad man ugenert. Det er derfor højst komisk, naar i »Ulysses von Ithacia« (1, 3) Helene gjør opmærksom paa, hvor dejlig den søde Nattergal synger og Marcolphus ikke hører andet, end at Folk knækker Nødder paa Galleriet.

Der blev strax god Søgning; det blev en Modesag at gaa paa dansk Komedie, thi det var fornemme Folk, der interesserede sig derfor. Dronning Anna Sofies Søster, Kristine Sofie Reventlow, gift med Storkansleren Grev U. A. Holstein, var dets høje Protektrice, hvilket fremgaar af et fransk Vers til hende fra Montaigu, hvori det hedder, at hendes Nærværelse i 4 til 5 Maaneder tiltrak en talrig Tilskuerkreds, og han beder hende nu, da Vinteren begynder 1723, om at vise Theatret den samme Naade 52). Det maa vel ogsaa skyldes


242

hende, at Skuespillerne 15. Jan. og 9. Febr. 1723 spillede paa Slottet for Kongen og Dronningen 2 Stykker af Molière, til hvilke Forestillinger Rostgaard skrev en Prolog. Herved hævedes Forestillingerne følgelig i det almindelige Omdømme, thi deres Skjæbne vilde have været meget usikker, hvis Moden ikke havde gjort sin Magt gjældende. Men Moder er som bekjendt omskiftelige, og derfor stansede Theatret 1725 og førte derpaa i et Par Aar en kummerlig Tilværelse, indtil Ildebranden 1728 og Christian VI.'s Thronbestigelse 1730 stansede det aldeles 53). Capions og Montaigus daarlige Formuesforhold, førend Theatret begyndte, var følgelig Skyld i, at den mindste Nedgang i Søgning maatte knække dem. Det gik saa vidt, at Kreditorerne tog Pengene, ligesom de kom ind i Kassen efter Billetsalget. 54)

Med Theatrets Tilbliven havde Holberg aldeles intet at gjøre; han stod udenfor den Kreds, der havde Indflydelse, ja han var paa den Tid ilde set af Rostgaard og denne var sikkert Gjenstand for mange satiriske Udfald fra hans Side i Anledning af hans spidsborgerlige Klage over »Peder Paars«.

Det er alligevel mærkeligt nok, at Holberg i sine Komedier kunde fremkomme med en ligefrem personlig Henpegen paa Rostgaard, som den der fremkom i »Den pantsatte Bondedreng«. I den ældste Opførelse (1726) blev Bondedrengen spurgt, om han ikke ønskede at tjene i Kongens Gaard, hvortil han svarede, at det havde han ingen Næse til, hvilket sigtede til Rostgaards store og tykke røde Næse, men det blev ikke optaget i Stykket, da det blev trykt 55). Da var Rostgaard rigtignok falden i Unaade, men Stykket kan være skrevet før 1725.

Det er Skade, at vi véd saa lidt om Tiden, da Holberg forfattede de første Komedier og hvem de Venner og højfornemme Mænd var, der saa ivrig opfordrede ham til at fuldende dem. Det fremgaar af alt, at det ikke var Rostgaard, og det er ogsaa tydeligt, at det ikke er Montaigus Privilegium, der gav Anledningen. Deres Tilbliven skyldes en indre Drift og Lysten til at se, om hjemlige, originale Skuespil ikke kunde forfattes ligesaa godt paa det danske som paa fremmede Tungemaal. Der maa være gaaet nogen Tid forud for det danske Theaters Aabning, inden Ideerne er blevne undfangne, maaske er flere af Komedierne i Hovedsagen forfattede 1720 og 1721 og er saa blevne fuldendte efterhaanden. Noget aldeles sikkert Bevis kan dog ikke fremføres. »Den Vægelsindede« kan være forfattet 1720,


243

da den stærke Mand allerede optraadte i dette Aar, og hvis Poeten i Aabenraa er Bedemanden Niels Hansen, der 1721 ikke længer boede i Aabenraa, kan »Jakob von Thybo« i Hovedtrækkene ogsaa være skreven dette Aar, men der kunde paa den anden Side intet være til Hinder for at benytte et bekjendt Navn som dette, selv om det ikke passede længer. Det nævnte Udtryk om Rostgaards Næse kunde ogsaa synes at være nedskrevet, længe førend »Den pantsatte Bondedreng« blev opført paa det Theater, der skyldte Rostgaard saa meget, og allerede Aaret før Stykkets Opførelse var Rostgaard en falden Hofmand; det maa nærmest tænkes at være tildels udarbejdet inden det danske Theaters Indvielse og paa en Tid, da Rostgaard var den store og mægtige Mand. Af Hensyn til ham blev Udtrykket saa ikke optaget i den trykte Udgave.

Af omrejsende Kunstnere spillede Salomon Povlsen von Quoten, der var af tydsk Oprindelse, men havde tjent 8 Aar ved Garden til Fods, i nogen Tid en vis Rolle. Efter Krigstjenesten slog han sig paa Lægekunsten og fik 1711 en Attest af Magistraten i Aarhus om, at han med sine Medhavende havde skikket sig ærlig og vel som Okulist, Sten- og Broksnider. 4 Aar efter søgte han i Kjøbenhavn Privilegium paa samme Forretning og tillige paa at være Tandbrækker og Komediant. Saadanne omrejsende Kvaksalvere førte nemlig ofte en Hans Wurst med, der paa Markederne ved sine Abekunster henvendte Folks Opmærksomhed paa den rejsende Læges Bod.

14. Marts 1715 indgav han en Ansøgning til Kongen af følgende Indhold: For 5 Aar siden var han kaldet fra Kjøbenhavn til Jylland for at kurere nogle meget syge Personer og havde derfor faaet Attester fra Magistraterne i Aarhus og Horsens. Nu var han vendt tilbage hertil for at kurere syge og »preshafte« Personer, hvorfor han bad om Privilegium som Okulist, Sten- og Broksnider og Tandlæge ligesom ogsaa som Komediant. Politikollegiet mente, at han paa Grund af sine »meget gode« Attester burde have Tilladelse til at øve sin Kunst, hvilket kunde være tjenligt især for fattige Syge, men at give ham Privilegium paa at være Komediant her, var ufornødent, da Forordningen af 24. Septbr. 1708 om Betlere i 2. og 12. Artikel tydelig nok meldte, hvorledes de, som forlangte saadan Frihed, skulde forholde sig 56).

31. Jan. 1716 fik han den kgl. Tilladelse til den attraaede Lægepraxis, men med Hensyn til Optræden som Komediant skulde


244

han først have Magistratens Tilladelse og dernæst komme overens med Direktionen for Fattigvæsenet om den Del, de Fattige skulde nyde af Indtægten af hans Forestillinger, enten en vis Sum Penge en Gang for alle eller Indtægten af Fredags-Forestillingen. Det ses ogsaa, at han allerede førend det kgl. Privilegium havde givet Forestillinger med Marionetter, men nu søgte han om at agere Komedier med levende Personer og spille med Marionetter i Danmark, Norge og Holsten, dog paa det sidste fik han Afslag, da Kongen ikke fandt, at han »havde spillet saadanne Komedier, at man dermed kunde være fornøjet«.

Hvorledes saadanne omrejsende Kvaksalvere drog fra By til By og hvordan v. Qvoten med selvtiltagen Myndighed optraadte mod medbejlende Kollegaer, hvem han med komisk Selvbevidsthed skildrer som Bedragere og Kvaksalvere i Modsætning til sig selv, faar vi et levende Billede af i følgende Ansøgning:

»Siden Deres kgl. Majestæt ved Deres allernaadigste Privilegium af Dato den 31. Jan. 1716 haver licenteret mig at bo og lade mig bruge som Operatør, Okulist og Broksnider udi Deres kgl. Residensstad Kjøbenhavn, haver jeg været udi i det faste Haab, at Magistraten udi andre Kjøbstæder saavel som Deres kgl. Betjentere udi Deres kgl. Majestæts Lande og Provinser skulde have den Godhed for mig som en Underdaner og Nedsat mig at assistere og tage i Beskjærmelse imod andre fremmede Empiricos og Okulister, som fordrister sig at rejse omkring udi Kongeriget og paa et offentligt Theater deres Medicin og Varer tilkjøbs udraabe. Ikke desto mindre saa maa jeg dog fordriste mig til med allerdybeste Underdanighed for Deres kgl. Majestæt at andrage, hvorledes en Operatør ved Navn Johannes Radinius er til Randers By ankommen, som af Borgmester og Raad har faaet Tilladelse, mig til største Præjudice og Skade udi min Profession og Næring, at opsætte sit Theatrum offentlig paa Randers Torv, der sine Medikamenter at sælge ved Komediespil og Pikkelherings Pudser, endskjønt jeg har forestillet Byens Magistrat den Ubillighed, at saadan en fremmed Udlænding uden Deres kgl. Majestæts allernaadigste Privilegier og Tilladelse ikke maatte rejse omkring udi Landene og mig udi min Kunst og Profession at fortrykke og forhindre ved sit offentlige Theatrum, saavelsom med sine falske Vare, som han »gøjler« den enfoldige Almue paa og samler mange Penge udi Landet ved, dog uden nogen Mynt eller Penge at give Deres kgl. Majestæt i Skat,


245

sig bortsniger igjen ud af Landet. Nu har jeg været foraarsaget ikke alene udi afvigte Sommer ved Processer og Rettergang at drive bemeldte Operatør fra Kalundborg, men ogsaa paa ny en Gjæsteretsdom over ham udi Randers, at han skal nedbryde sit Theatrum og sig inden 3 Solemærkers Udgang af Randers med sit Kvaksalveri og Komediespil forføje, men derimod har han for at have Tid at endnu omfare og samle flere Penge udi Jylland citeret samme Dom til Viborg Landsthing til den 31. Decbr., og naar Landsthingstiden er nu forhaanden, gjør han sig nok usynlig og rejser andensteds hen, ligesom han rejste fra Kalundborg til Fyen, da jeg søgte ham med Retten, hvorover jeg ved saa idelige og mange Processer udmattes og udi Armod maa geraade. Derfor indflyr jeg med min allerunderdanigste Supplik til Deres kgl. Majestæt om det høje allernaadigste Privilegio, at ingen Udlænding eller fremmed Okulist, Empiricus eller Brucksnider, som ikke har Deres kgl. Majestæts Privilegium, ej heller er bosiddende udi Deres kgl. Majestæts Riger og Lande, maa tillades af nogen Bys Magistrat sit Theatrum at opsætte, hvor og naar jeg i samme By er tilstede, mig frembyder og min Kunst paa nogen Gebræklig kan bevise, med mindre den fremmede jo kan overbevise mig, at han sin Kunst med Blinde og Gebræklige bedre end jeg forstaar og kan sin Kur forrette, derved holdes mulig vel mange Spioner ude af Landet og Deres kgl. Majestæts edsvorne Undersaatter ved Deres kgl. Majestæts allernaadigste Privilegium forsvares, hvilket den Højeste naadeligen skal vederlægge med alle kgl. Lyksaligheder. Forbliver

Kjøbenhv. d. 23. Oc-
tobris Anno 1717.
Deres kgl. Majestæts
tro forbundne Undersaat
Salomon Pouelsen von Qvoten.

Politi- og Kommercekollegiet anbefalede ham imidlertid ikke videre varmt; hvis han fik det ansøgte Privilegium, kunde det kun forstaas som et Monopol, hvilke Kongen havde forbudt at expederes. Kollegiet mente, at han kunde lade sig nøje med sit Privilegium af 31. Januar 1716 og at han desuden burde tilholdes at tage Borgerskab her i Staden, at man kunde vide, at han som andre Indbyggere svarede Skatter og andre Paalæg 57).

Det findes dog ikke, at han har taget Borgerskab, men 1720 var han dog skatteydende Borger, idet Monsieur von Coten, Comediant bebode og endog synes at have været Ejer af nuværende Nr. 18 i Store Regnegade.


246

Om hans Skuespil i Aaret 1719 findes følgende:

Politi- og Kommercekollegiet havde haft v. Qvoten for sig og da lovede han enten at spille 1 Gang om Ugen til Fordel for de Fattige eller at dele med dem, hvad han ugenlig havde vundet i fri Penge, og han blev tilholdt inden 8 Dage at komme overens med de Kommitterede for det Fattiges Væsen, om hvad han skulde give for den Tid, han alt havde spillet, og for Fremtiden, da Kollegiet ellers vilde virke til, at hans kgl. Privilegium blev tilbagekaldt 58).

Han skal 1718 have faaet Bevilling paa indtil videre at spille tydske Komedier; næste Aar gik han i Kompagni med Capion, men det varede kun kort. Senere søgte han forgjæves at faa Tilladelse til at opføre tydske Komedier; han spillede 1720 paa Kongens Nytorv, vistnok i en Fjælebod, og dette var maaske tydske Komedier, men senere har han næppe spillet, og hvis han har givet Forestillinger, har det været med Marionetter. Af »Hexeri eller blind Allarm« (4, 4 og 4, 5) ses det, at de danske Komedier har helt ødelagt hans, men da disse nu var ved at stanse, haabede han at komme til Hægterne igjen. Apelone siger nemlig: »Men der ser jeg von Qvoten komme, hillemænd, hvor glad ser han ud. Nu mener han, at hans Komedier og Marionetter vil komme paa Fode igjen«. Holberg lader ham endog derpaa selv vise sig paa Scenen; dette kunde han gjøre med en saa lidet agtet Person, uden at nogen kunde tage Forargelse deraf, og man ser af hans Tale, hvilken Art Skuespil han fremstillede: »Ich habe Ursache mich über Ihren Fall zu erfreuen, thi først kommer jeg i min gamle Næring igjen og for det andet faar jeg Has over dem, som har saa skammelig railleret med mig og min Bande«. Og paa Apelones Spørgsmaal, om han vil give Doktor Faustus, svarer han: »Nej, Madame, vi har nok en bedre, som hedder Zauberei von Armida. Det er et toutáfait Stykke, thi alting blir ageret udi Luften. Armida lader sig aldrig se uden paa en gloende Drage, som spyr Ild. Det har noget andet at sige end Jere mavre Komedier«.

Det gik vistnok slemt tilbage for ham, fra Provinserne klagede man over Plattenslagerier. Saaledes skriver Magistraten til Rentekamret 6. Marts 1728 59): »Den Person ved Navn Salomon von Qvoten, som skal have brugt adskillige Underfundigheder paa Møens Land ved at tilsige Folk Kur og Hjælp for Svagheder, derforuden ladet sig betale en Del Penge og dog ikke desto mindre uden at hjælpe dem hemmelig med sin Svite rejst der ud af Landet, har nu


247

ladet sig finde her i Staden, thi har vi ladet ham paagribe og indsætte i Stadens Arresthus«. Men da han selv intet ejede, vilde Magistraten vide, hvorledes han skulde underholdes i Arresten. En Del Aar senere opnaaede hans Søn at bygge et Theater i Store Kongensgade og spille tydske Komedier, men ogsaa for ham slog det Fejl og i Aarene 1749-51 levede han som Tandlæge i Pilestræde, solgte tillige Brokbaand og udlejede Maskeradedragter 60).

Maaske ogsaa paa anden Maade faar Holberg Von Qvoten ind i sine Komedier, thi det kunde være ham, der kaldes Poeten i Aabenraa. I »Jakob von Thybo« (1, 4) vises Per hen til denne Poet med den Anvisning, at han bor næst ved Guldsmeden. Og senere (1, 8) siger Per: »De hundsvotske Poeter maatte bo midt udi Byen som andre Kræmmere, der have noget at sælge. De maaske bor ved Volden, at de kan se det grønne om Sommeren«. Egnen ved Aabenraa kaldtes da ved Volden, som et Minde om den Tid, da der til i Slutningen af Christian IV.'s Tid var Vold, hvor nu Gothersgade er. Her var ikke meget bebygget ud ad imod denne Gade og der var vel større Haver og Træer. I daværende Nr. 249 i Aabenraa boede 1722 og 1723 »Salomon Povlsen, Okulist«, og det kunde jo nok være ham, der ved Siden af anden Virksomhed levede af Versemageri. Nu omfatter dette Hus Husnumrene 10 til 18. Nogen Guldsmed boede imidlertid ikke i Aabenraa i disse Aar, for saa vidt man kan faa ud af Skattelisterne; nogle Aar efter ejedes en Gaard her rigtignok af Jøden Moses Goldsmidt, men da han ikke opføres som Ejer, førend Komedien blev skreven, kan han ikke menes dermed. Derimod bode 1719 og flere Aar i Nr. 247 i Aabenraa (nu Nr. 22) en Rotgiter (Gjørtler), der formodentlig ogsaa var en Slags Guldsmed, thi i de samme Aar nævnes i Grønnegade en Mand, der var »Rotgiter eller Guldsmed« og i 1720 ser vi »von Qvoten, Materialist« at have Bolig i Nr. 248 (nu Nr. 20); han er altsaa dette Aar flyttet hid fra Regnegade; et Aarstid efter er han altsaa igjen flyttet til Naboejendommen, nuværende Nr. 10 til 18, der var en stor Ejendom med mange smaa Lejehuse. Det maa dog i den Anledning tages i Betragtning, at førend von Qvoten bode i sidstnævnte Hus, bode der 1720 og Aarene forud Bedemand Niels Hansen, der for saa vidt kunde være den berømte Poet i Aabenraa, hvis han havde boet her et Par Aar længer, eller ogsaa er Komedien skreven før 1722.

I »Den Vægelsindede« (1, 6) siger Henrik, at han havde øvet


248

sig i at efterabe sin Madame, »og svær vor Stuepige, at hun vil heller se mig agere saaledes end gaa paa den stærke Mand eller høre paa Chilian og Hans Wurst«. I »Jean de France« (1, 2) beskriver Arv Jeans Hat som saa bred som 6 af hans egne,« han (den) er lige saa bred som den, Hans Wurst havde, da Husbond var sidst og saa

Den stærke Mands Kunster

Den stærke Mands Kunster.

paa den stærke Mand«. Denne stærke Mand var en navnkundig tydsk Virtuos Johan Karl von Eckenberg, en Mand paa 35 Aar, der 1720 kom hertil med en Bande Linedansere og lejede et Fjælehus paa Nytorv; i den Anledning var Brolægningen opbrudt, thi 1722


249

klagedes der over, at Bønderne kjørte op paa Vajsenhusets Fortov, da de ikke kunde være paa Torvet, »der laa op brudt og urepareret, siden den stærke Mand stod der.« 61)

Da man i December ønskede Huset nedbrudt og der af Capion var klaget over, at hans Optræden stred mod det Privilegium, han havde faaet med Forbud for fremmede Komedianter mod at agere med levende Personer, forbød Politimesteren hans Optræden; han gik derpaa i Kompagni med Capion og gav Forestillinger i dennes Theater, men da han siden havde forskrevet en Luftspringer, for hvis Kunster dette ikke passede, fik han igjen Tilladelse til at benytte Fjælehuset til denne Springer. I Jan. 1721 søgte han Kongen om Eneret til i Danmark at holde Linedansere, Springere og burleske Komedier og vilde da forpligte sig til at nedsætte sig i Kjøbenhavn og derved trække de Midler ind i Landet, som han havde fortjent paa fremmede Steder.

Imod en saadan Tilladelse gjorde Capion Indsigelse, og da han 12. Maj 1721 fik sit Theaterprivilegium udvidet ogsaa til Linedans og Marionetter, maatte den stærke Mand forlade Landet, men kom dog igjen og maatte underordne sig Capion; han gav ogsaa Forestillinger paa hans ny Theater i Lille Grønnegade allerede i Foraaret 1722. Men her var kun liden Søgning, saa han blev kun ved i 3 Uger, og byggede derpaa selv et Theater i en Have udenfor Nørreport, som han havde kjøbt. Den var ved Skjøde af 20. Januar 1692 udlagt til Borgmester Bartholomæus Jensen og gik imellem Blegdamsvejen eller, som den nu kaldes, Fælledvejen og Sortedamssø i en Brede af 79 Alen langs Vejen og 61 Alen langs Søen, lige vesten langs med den nuværende St. Hansgade, der da ikke var til. Det var altsaa en lang Vej, Kjøbenhavnerne havde til denne Forlystelse, de maatte forbi Ravnsborg og Malkepladsen for de Køer, der græssede paa Fælleden, hvilken optog en Del af Sydsiden af Fælledvejen.

Kort efter at han var kommen hertil, udgav han et Skrift, der i Formen var rettet mod nogle Udtalelser om hans Kunster af nogle Læger i Breslau, men som i Virkeligheden var en Anbefaling af hans Færdigheder og Afvisning af den Beskyldning, at han var en Markskriger. Den første Kunst var, at der blev stillet en Ambolt af 5-600 Pds. Vægt paa hans Bryst og 2 Smedesvende huggede en Jærnstang over derpaa. Han ligger paa et Bord og bliver trukken af 2 Heste ved et Tov, som han holder i Hænderne. Han sønder-


250

river et Tov bestaaende af 312 Traade, som Kaptejnløjtnant Klouman selv har ladet spinde til ham paa den kgl. Reberbane 7. Okt. 1720. Han lægger Hovedet paa en Stol og Benene paa en anden, der bliver lagt en stor Sten paa hans Mave eller bare Bryst, hvor den bliver slaaet itu. Han løfter en Kanon paa 2000-2,500 Pd. Vægt med den ene Haand og drikker et Glas Vin med den anden. Han bærer en Bænk, der er 6 Alen lang, i Tænderne. 2 Mænd staar paa hans Knæ og han sætter dem op paa et Bord. Han hviler med Hovedet og Fødderne paa 2 Stole og bærer 6 Personer paa Maven og Brystet, det er det, Pernille kalder at gaa paa den stærke Mand. 2 Karle kan ikke rive en Stok til sig, som han holder i Munden. 3 tykke Nagler drejer han med Hænderne i Ringe. Han staar paa et Stillads og løfter med den ene Haand en Rytter med hans Hest eller 12 Personer, medens han drikker et Glas Vin af den anden Haand eller blæser i Trompet. 6 Tin-Tallerkener bøjer han til en Klump. Han holder et Glas i hver Haand og 4 Mænd forsøger forgjæves at hindre ham i at føre Glassene til Munden. ,

Alle disse Kunster er afbildede i nævnte Skrift, i et Skrift fra 1740 (Hauber: Bibliotheca Magica 21. Stück) meddeles lignende af hans Kunststykker og hans Portræt. Det er rimeligt, at saadanne Kunster maatte tiltrække. Direktøren for Konventhuset udtaler i en Skrivelse af 13. Okt. 1722, at da han i Førstningen havde saa stort et Tilløb af Folk, »ligesom de nu har, der spiller den danske Komedie«, maatte han ugenlig betale til Fattigvæsnet 20 Rdl. 62); naar han nu desuden gav andre Forestillinger og havde en stor Have, hvor der var en god Tumleplads for Ungdommen om Sommeren, kan man nok tænke sig, at Folk søgte ud af Nørreport. Men det gik næppe ret sømmeligt til derude. Han havde ej heller selv det bedste Rygte, thi noget efter hans Ankomt hertil blev der 1721 anlagt Sag imod ham af en Kvinde fra Mecklenborg, hvem han havde givet Ægteskabsløfte 63), og han rejste med en Kvinde, hvem han udgav for sin Kone, men som var kommen i Klammeri med Konen til en Springer, der hed Reverand og som nu fremkom med Oplysninger i April 1721 om denne Dames mindre hæderlige Vandel 64). Stadens vise Fædre greb ind og da de ikke kunde gjøre mere, henvendte de sig til Politiet. Dette ses af en Skrivelse fra Magistraten af 10. August 1722, hvori det heddes:

»Efterat vi var bleven forebragt og kommen i Erfaring om, at den


251

saakaldte stærke Mand Johan Karl von Eckenberg udi sit uden Stadens Nørreport opbygte Komediehus ligesaavel om Søndagen og andre Helligdage som hver af de Søgnedage udi Ugen agerede, hidsede Dyr og holdt med Spil og Leg, hvormed mange Godtfolks Tyende blev anlediget til Vidtløftighed og et ondt Levned, saa for at forekomme saadant forargeligt Levned lod vi ham advare og forbyde at ophøre dermed de hellige Dage, som vi og tænkte, han havde holdt sig efterrettelig, men som en og anden paany derover har klaget for os og berettet, at han, dog ikke desto mindre kontinuerer med saadan Agering, Leg og Spil Søndagene og de hellige Dage, og det er en Post, som vi ikke finde forsvarligen at tolerere eller bør akkorderes ham, baade formedelst det forargelige, syndige Levned, derved øves, og for den store Lejlighed, det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkers Tildragelse«, saa lod Magistraten ham det ogsaa forbyde ved 2 Raadstuetjenere, men da paaberaabte han sig en Tilladelse af Politi- og Kommercekollegiet, hvorom Magistraten nu søgte Underretning 65), og dette svarer 15. August:

»Vi takke tjenstligen de gode Herrer for deres Notice angaaende den saakaldte stærke Mand Johan Karl von Eckenberg, som haver svaret de gode Herrer, da de lod ham ved 2 af Stadens Raadstuetjenere forbyde at ikke maatte agere Søn- og Helligdagene, hvorpaa han da skulde have beraabt sig paa at have erlanget Tilladelse af os til saadan Komedie og Handel at exercere, da kan vi med al Sandfærdighed forsikre dem, at han hverken det af os har begæret og vi hannem det ikke heller haver bevilget, men maa af ham selv til et Paaskud være opdigtet, saa ere vi de gode Herrer obligerede, at de ikke haver anset hans Forseelse med nogen Straf, førend de fra os vores Svar havde indhentet.« 66)

Han forførte ogsaa Capions afskedigede tydske Skuespillere til at spille paa sit Theater, men en kgl. Befaling af 14. Septbr. 1722 befalede ham strax at ophøre med sine Komedier og sin Linedans og ikke gjøre Indgreb i Capions Privilegium.

Dermed var hans Kredit forbi. I Boet efter Isenkræmmer Ludolf Sprich, der døde 24. Septbr. 1722, fremlagdes en Panteobligation paa 530 Rdl., hvorved Johan Karl von Eckenberg, »den stærke Mand ellers kaldet«, 15. Septbr. 1722 giver ham Pant i sin Have. Af denne Gjæld betalte Eckenberg Boet 20 Decbr. 1723 225 Rdl. i klingende Mønt, og Resten optegnedes blandt tvivlsomme Fordringer.


252

Man ser af samme Skifte, at hans Have blev sat til Auction i Maj og Juni 1723 paa Begjæring af Jøden Bernt Moses og blev ved tredje Auktion kjøbt af Kok Johan Kühn for 2405 Rdl. Det er vel den samme Traktør Kühn, der 1719 boede i »Den danske Krone« paa Hjørnet af Stranden og Færgestræde og i Aviserne tilbød Værelser til Selskaber og Fester med Traktement og Musik. 67)

Af et Brev fra samme Sprich til Madam Kueschen i Hamborg af 2. Aug. 1721 ses, at han beder hende om at sende en Litsenbroder til det Hus, hvor den stærke Mand havde logeret, og faa at vide, hvorhen han var rejst fra Hamborg, da han vilde lade ham arrestere, saasom han havde 3 protesterede Vexler paa ham. De Midler, han havde pralet af at besidde, var altsaa af en tvivlsom Værdi.

Han drog nu bort, men hans Have vedblev længe at bære hans Navn som Vidnesbyrd om, at hans Etablissement var noget, der havde gjort Indtryk. Han drog siden til Prøjsen, hvor han blev kgl. Hofkomediant, var meget begunstiget af Kong Frederik Vilhelm og døde 1760 68).

En Tydsker Henrik Christian Müller, der efter sit eget Sigende havde taget Borgerskab som Kjøbmand 1707, men mistet alt 2 Aar efter ved Søulykke, havde begyndt med et lille Værtshushold, men for at kunne betale den store Leje af 175 Rdl. om Aaret af Hus og Have, havde han i Haab om at faa større Næring, begyndt »eine kleine Bullenhitze mit Hunden«, hvilken var bleven forbudt af Magistraten; han søgte derfor en kgl. Bevilling, hvilken han opnaaede 12 Novbr. 1717, efterat have faaet Anbefaling fra Politi- og Kommercekollegiet, idet det ikke mener, at det burde formenes ham at holde denne »Hitzebane, hvorved han ikke saa meget skal søge nogen særdeles Gevinst som at lokke Gjæster og Næring til sit Hus og deri holdende Værtskab«. 69) Saadanne Tyrefægtninger holdt den stærke Mand ogsaa og det vides ogsaa, at Hoffet i det mindste nogle Aar havde Smag derfor.

Endnu 1733 kunde man i Bræmers Have i Sofiegade hver Mandag faa »et Hitzerie at se af en Tyr, Bjørne og Hunde, saa og en udklædt med Sværmere besat Bjørn, som fremføres paa Bagbenene, i lige Maade Hunde, som ved Tov hidses efter Sværmere, og foruden alt dette en Plaisir med nogle Vandsværmere; skulde nogen behage selv at medtage en Hund, staar det dem frit for«. 70) Øltapper Jo-


Rosenborg

Rosenborg

[253]

[Tom side]

[254]

255

han Hendrich Bræmer boede i nuværende Nr. 40 i Sofiegade paa Christianshavn, hvortil der hørte en stor Have og øde Plads.

Foran er omtalt »Springeren« Reverand, der havde Strid med den stærke Mand 1721 og som klagede over ingen Fortjeneste at have, han havde en særegen Trup og drog herfra til Haderslev. 71)

I Begyndelsen af 1725 var en »Bande der englischen Balancierkunst« kommen hertil, men den fik ikke nogen Fortjeneste. I en Ansøgning af 18. April 1725 til Kongen beretter Medlemmerne, at de tidligere havde indgivet et Andragende til Kongen om at maatte vise deres Kunst for ham og med Politimesterens Tilladelse var komne overens med Montaigu - det var paa en Tid, da denne var i de største Pengeforlegenheder - om at optræde i den stærke Mands Have, og de havde anvendt Omkostninger derpaa; derefter kom Fasten, i hvilken Tid de maatte ligge stille, og da de efter denne vilde optræde, blev det dem forbudt af Politimesteren, da de ikke havde særskilt kgl. Privilegium. De maatte vente længe paa Svar, thi først 19. Maj blev Ansøgningen sendt til Politi- og Kommercekollegiet, og dets Erklæring faldt først 4. Juni, saa i al den Tid maa disse stakkels »Kunstnere« have ligget uden Erhverv. Kollegiet mener, at Hovedmændene var Jøder, der uden kgl. Lejdebrev under 1000 Rdl.'s Straf ikke maatte opholde sig i Landet, og hvis »Supplikanterne nu herudi skulde nyde allernaadigst Bifald, saa havde de største Lejlighed derved flere Jøder herind at trække; overalt saa søger de ikkun herved at drage Pengene ud af Landet og berige sig selv og især af Tyende og Haandværksfolk, som desforuden saavelsom andre nok har nødig til et og andet bedre sine Penge at employere.« 72)

9. Septbr. 1726 fik Johan Samuel Brede Magistratens Tilladelse til »at præsentere et Perspektivmaskine til Stadspersoners og andre Lysthavendes Fornøjelse«, og han tog til yderligere Sikring af sin Stilling 23. Septbr. Borgerskab som Dansemester.

Montaigu indgav nu et Andragende til Kongen, hvori han forestillede »at den fornemste Aarsag, hvorfor de danske Komedier ere indrettede, har været at hindre Omløbere at indkomme med fremmede Skuespil«, hvorpaa Kongen 14. Oktbr. 1726 udstedte et Reskript, at »som vi ej alene til den Ende allernaadigst have benaadet dem (de danske Komedier) med særdeles Privilegier, endog ved aparte Reskript til vores forrige Politimester Rateken som og ved Ordre til daværende Oberhofmarskalk Hr. v. Holstein allernaadigst mainteneret dem og be-


256

falet, at de daværende Linedansere skulde forføje dem af Staden, saa finde de dem højligen fornærmede ved en, navnlig Bredo, som tvært imod højstbemeldte Privilegier og Anstalter skal have indfundet sig udi vores kgl. Residensstad Kjøbenhavn og understaaet sig der at indrette et Skuespil med Perspektiver at forestille, hvortil han formener sig berettiget, fordi han har taget sit Borgerskab og derpaa betalt 12 Rdl.; men som enhver, naar han ikkun tog Borgerskab og betalte 12 Rdl., kunde gjøre Skaar i Privilegierne utiltalt og ustraffet« fik Politimesteren Befaling til at forbyde ham alt Skuespil og tilholde ham at forføje sig ud af Staden; Politimesteren skulde desuden paase, at ingen herefter gjorde de danske Skuespillere Hinder i deres Rettigheder. 73)

Mange Lykkeriddere drog i denne Tid omkring i Landet; der klagedes saaledes 1726 i Sjælland over, at der skete Indbrud i Kirkerne og at Blokkene blev opbrudte, der var set en Sværm Tatere »saa vel som og en Del Personer med Jærnlænker, som udgive sig for Italienere og at have været fangne i Tyrkiet, hvilke skal forøve de allergroveste Skalkestykker«. 74)

__________

For dem, som mener, at Vejrliget, i gamle Dage var anderledes end nu, kan følgende Beretning i Pontoppidans Menoza 75) tjene til Underretning: »Ligesom jeg her til Lands altfor tidlig ventede Sommer, saa lavede jeg mig og altfor tidlig til at tage mod Vinter, thi indtil midt i November Maaned var det endnu meget mildt og godt Vejr, og da det ved Juletider begyndte at fryse, var Kulden hverken saa haard eller bestandig, som jeg havde forestillet mig, Monsieur H., som blev vaer, at jeg kjøbte Pelsværk til at fore mine Vinterklæder med, sagde, det var overflødigt og brugtes af ganske faa her til Lands, hvilket jeg og siden befandt med Forundring. De Vintre, jeg her har levet, komme mig ej anderledes for end i England. En Maaneds bestandig Frost og Sne er saa rar (sjelden), at den næppe indfalder hvert fjerde Aar. Da jeg spurgte Hr. C. om Aarsagen, sagde han: som vi paa de danske Øer ingensteds har ret langt til Søkanten, saa formildes vor Luft bestandig ved de halvvarme Dampe, som Havet, særdeles om Vintren, giver af sig, og at Havet hos os fryser til, er næsten ligesaa rart, som at Seinen ved Paris fryser.


257

Vort Foraar, sagde han, kommer sildig, og førend midt i Maj Maaned er Skoven sjelden grøn. Siden kommer Varmen paa engang og varer, skjønt med Ubestandighed, længe ud paa Efterhøsten, hvilken er her den behageligste af Aarsens Tider«.

Vesterport

Vesterport. Orig. i oldn. Museum.

At ligge paa Landet om Sommeren kjendte man ikke ret meget til, en og anden ejede en større Landejendom, der blev dreven for sin Jords Skyld, men ikke alene for Fornøjelse. Men ved denne Tid er Sommerudvandringen kommen op. Pontoppidan taler 1759 76)


258

om »de mangfoldige Lysthaver, Lystgaarde og mindre Sommerhuse, som siden dette Seculi Begyndelse ere anlagte paa to à tre Miles Distance fra Kjøbenhavn alene til Tjeneste paa tre à fire Maaneder for dem, som til deres Sundheds og Fornøjelses Pleje ville opholde

Nørreport

Nørreport. Orig. i oldn. Museum.

sig der. Dette Tal stiger visselig til 2 à 300, og hvem som vilde regne dem hen til en Forhøjelse i de kjøbenhavnske Udgifter, fandt her paany en Kapital af nogle Tønder Guld, da en Del af disse Lysthuse og Haver ikke fattes deres Kostbarhed, at jeg ej skal tale


259

om, hvad den idelige Rejse ud og ind slider paa Vogne og anden Ekvipage«.

I »Henrik og Pernille« ejer Jeronimus en Lystgaard paa Landet. Borgmester Etatsraad Andreas Jakobsen, der døde 5. Maj 1717, ejede foruden sin Gaard i Vimmelskaftet en i Lyngby paa 6 Tdr. 2 Skpr. Hartkorn med Have og Fiskeparker, og saaledes havde sikkert mange større Borgere mindre Landejendomme i Omegnen. Luften i Byen ansaas ej heller for sund om Sommeren. I Pontoppidans Menoza,

Østerport

Østerport. Orig. i oldn. Museum.

der udkom 1742, nævnes denne Grund som Anledning til Udflugter 77); Menoza gjorde derfor hver anden Uge smaa Rejser til de kgl. Slotte og de »lystige« Skovegne mod Nord, især fandt han Egnen omkring Fredensborg »overmaade yndig og bekvem til Synets Forlystelse«. Der omtales ogsaa her nogle, der lejede Sommerværelser i denne Egn. Resultatet af P. M. Stolpes Studier af Datidens Aviser er dog det, at det først fra 1747 bliver almindeligt at bekjendtgjøre Værel-


260

ser paa Landet til Leje om Sommeren, medens dette tidligere kun sjelden skete. 78)

En Præst i Brønshøj, der tiltraadte Embedet 1744, fortæller 79)

Amagerport

Amagerport. Orig. i oldn. Museum.

om sine Sognefolk, at de »ere saa uformærkt humaniserede, saa at adskilige kjønne Folk fra Kjøbenhavn drage ud til Bønderne om Sommeren forat fornøje sig i 2 à 3 Dage og uden Væmmelse kan be-


Jægersborg

Jægersborg. Efter Roque: Dannemarks Forlystelser 1747.

[261]

[Tom side]

[262]

263

nytte sig af Bøndernes Dug og Disk, Seng, Brød og Mælk, hvorimod de faa Smag igjen paa hines The, Kaffe og Chokolade«. Præsten i Gjentofte Mag. Plum, der døde 1728, »lod sin Have være aaben for skikkelige Folk fra Kjøbenhavn, hvorfra Fruentimmer kom i Hobetal at spise Kirsebær«. Da han døde inden de var modne, sagde Stiftsprovst Reenberg i sin Ligprædiken over ham: »Han plantede en Vingaard og aad ikke dens Frugt, og man kan sige, at han døde noget for tidlig for den Slags Engle, som plejede at herbergere der«. Da Biskoppen siden smilende sagde, at Provsten havde rost Kjøbenhavns Fruentimmer for meget, svarede denne: »Jeg forstod, Deres Højærværdighed, kjødelige Engle. Jeg veed vel, at om de end ere Engle, ville de dog handles som Mennesker. 80)

I »Maskeraden« (1, 4 og 2, 3) omtales Udflugter til Frederiksdal og Gyldenlund, det nuværende Charlottenlund; til det sidste spadserede fornemme Folk i Jeronimusses unge Dage, medens det nu var en Skam at gaa til Fods udenfor Porten. I det hele taget søgte man vistnok meget hen i Nærheden af de kgl. Slotte. Her meddeles en Afbildning af det for over 100 Aar siden nedbrudte Jægersborg. I et Skrift fra 1730 siges der, at Slottet selv har ikke noget særeget foruden sin »lystige Situation«; Haven var omgivet af en Indsø, ved hvis Bred der var en meget stor og skyggefuld Allée, den filosofiske Gang, hvor der hørtes et Stærkt Ekko. En nylig anlagt Allée var en Mil lang og gik fra Jægersborg til Gyldenlund, hvor Kronprinsen havde anlagt et »lille men propert« Lysthus, hvorhen Kjøbenhavns Indbyggere ofte gjorde Lystture om Sommeren; det omtalte Lysthus er ikke Charlottenlunds nuværende Hovedbygning, der først blev bygget i Christian den VI's Tid. Den nævnte Allée er Jægersborg Allée. 81)

Til Vejenes Vedligeholdelse blev der givet Bompenge, men adskillige Folk søgte at unddrage sig denne Udgift. 1713 klagede Bomforpagteren over Prinsesse Sofie Hedevigs Lakaj: »Anden Pinsedags Aften Kl. 10 slet, da han med en Kræmmersvend er kommen kjørende i en Kariol og med Magt villet trænge sig igjennem Bommen uden Penges Erlæggelse, det han og om Morgenen samme Dag ved sin Udfart gjorde. Da han nu først af mine Betjente i al Høflighed blev anmodet at betale hvis ske burde, følgede ej anden Betaling, end de var Hundsvotter og Kanallier og Jagtpisken skulde de faa deres Løn af. Der jeg dette fornam, gik jeg til ham og spurgte,


264

om han havde været ude i det høje Herskabs Ærende eller Forretning, skulde han fri passere, hvis ikke, da at give Penge, men jeg blev trakteret med samme Konfekt, som før er meldt. Endelig betalte den medfølgende Kræmmersvend omsider hvis ske burde, men bemeldte Lakaj blev stedse ved med Skjældsord og Trusler baade paa Liv og Ære, saa jeg fast maa frygte mig for det Exempel, der skete i Nyhavn for et Aars Tid siden paa Vognmanden, hvilket de høje Herrer er vel bekjendt«. Han søger nu om Beskjærmelse, thi skulde Folk i Liberi have fri Fart, kunde han ikke præstere sin Afgift. »Ligeledes forholder det sig med militære Personer og allermest Garden til Hest, som bruger største Gevalt og Overlast baade imod mig og Betjentene, naar de, som ofte sker, kommer anstigende 10 à 12 Mand foruden Kvinder og Børn og med Magt trænger sig igjennem«. 82)

Paa de saakaldte Kongeveje maatte Uvedkommende ikke kjøre. 1725 klagedes der over, at de, der boede i Porthusene og som skulde formene Uvedkommende at færdes paa Vejene, og da navnlig de i Rudersdal (egenlig Rudestald), Lundehuset og Vibenshus, lukkede Portene op for Folk eller lod dem kjøre gjennem deres Gaarde; dette blev nu forbudt, men da Beboerne af disse Huse intet havde at leve af, fik de en fast aarlig Løn af 20 Rdl. 83)

Udenfor Portene var der ikke meget bebygget. Udenfor Vesterport boede 1717 25 Borgere; de fleste af disse var formodentlig Slagtere, men havde Borgerskab som Øltappere og havde Beværtningshaver, hvor simple Folk søgte hen om Søndagen; dette havde dog ikke nær taget det Omfang, som det siden fik. Gik man ud af Porten, fulgte man Vesterbrogade, der bestod af nogle lave enetages Huse med Haver. Den kaldtes ikke Gade, men alene Vesterbro, det vil sige den vestre Brolægning, idet Hovedvejene paa den Tid var brolagte med Kampesten ligesom Gader; det er derfor de 4 Adgange til Byen hedder Broer. Vesterbrogade var egentlig Kjøge Landevej, den gik i samme Retning som nu til Sorte Hest, men der gik den tilvenstre, saaledes at Bakkehuset, der var Kro (nu Idiotanstalten), laa lige ud til den med sin søndre Side, medens det nu med den nørre Side vender ud til den senere anlagte Rahbeks Allée; den brede endnu brolagte Vej foran Ny Bakkehus er endnu Levning af denne Vej. Gamle Kongevej var Roskilde Landevej og gik bag om Frederiksberg Have. Frederiksberg Allée, der var de kongelige Per-


265

soners Hovedadgang til Slottet, men ellers ikke var aaben, var endnu uden Skygge, da den var anlagt samtidig med Slottet og Haven i Aaret 1701.

Frederiksberg Slot havde da endnu ikke faaet sine Sidebygninger. Det beskrives saaledes af en Samtidig 84): »Figuren er efter Grundridset som et H med et fladt italiensk Tag af Kobber. Ind- og udvendigt er alt saa regulært og propert, at der end ikke er den allerringeste Bygningsfejl at finde derved. Gemakkerne, af hvilke der er særdeles mange, er gjennemgaaende møblerede rigtig kongeligt. Især ser man i nogle af dem meget kunstrige Malerier og Tapeter. I Hans Majestæts Sovegemak ere Stole, Borde, Gueridoner af massivt Sølv og belagte med Fløjels Tæpper. For Kjølighedens Skyld i varme Sommerdage er Kirken og nogle andre gemakker halv under Jorden, og da Kjøkkenet ikke er bygget paa Slottet, men ved Foden af Bjærget, bliver den tillavede Mad baaren gjennem en mørk hvælvet Gang under Jorden. Fra Slottet stiger man ned af Bjærget ad 2 meget brede og høje italienske Trapper af Kvadersten og kommer i en stor og lystig Have, der er udsmykket med mange Eremitager, Labyrinther, Grotter, Fontainer, Kaskader, Lysthuse, Pavilloner og andre Figurer. Ved den ene Side er det kongelige Menageri med mange Slags vilde og tamme Dyr, men især med Fugle, for hvilke Hans Majestæt har stor Forkjærlighed«.

Paa det smukke Vodrofsgaard, hvor der blev drevet Segldugsfabrik ved den forbistrømmende Aa, der var Afløbet af Vandet i Ladegaardens Grave og som idetmindste senere kaldtes Rosenaa, boede 1723 en Traktør 85), og paa den landlig beliggende Ladegaard, der laa som en lille Herregaard noget mere tilbage fra Vejen end nu og som da var Krigshospital, fik Inspektøren David Schack 21. Juli 1724 kgl. Privilegium paa at holde Værtshus 86). Forøvrigt laa hele Frederiksberg Sogn hen som store Marker til Slottet, og der var foruden dette ikke anden Bebyggelse end Falkoneergaarden, Landstedet Grøndal og selve Frederiksberg By eller, som den da endnu hed, Ny Hollænderby, der bestod af nuværende Alléegade med nogle faa Huse i Bred- og Smallegade, og alene var Rækker Huse med Havejord omkring, men ellers uden Jord. Flere af disse Huse ejedes dog af Kjøbenhavnere, der brugte dem som Landsteder.

Gik man udenfor Nørreport, traf man ikke de senere Tiders og nu igjen forsvundne skyggefulde Alléer, men kun Fæstningens Gla-


Frederiksberg
Have

Grundplan af Frederiksberg Have og Søndermarken 1741.
A Slottet. C Runddelen. F Søndermarken.

[266]

267

cier og udenfor disse Vænger; paa højre Haand nærved Sortedamssø laa den ensomme Fattigkirkegaard bagved Acciseboden. Broen mellem Søerne var en gammel, brøstfældig Plankebro, der 1721 skulde ombygges; man tog da det 290 Alen lange Bolværk ned og murede Broen op indtil Midten, hvor der blev anbragt en Vindebro, som der ogsaa hidtil havde været; denne Bro blev færdig 1728 87).

Paa den anden Side af Peblingesøen, hvis Størrelse ifølge Erasmi Montani Udsagn (3, 2) var i Forhold til Sjælland som Maanen til en Stjerne, havde man den anselige Gaard Blaagaard, af hvis Levninger ud til den nuværende Slotsgade der nu kun er sørgelige Re-

Broen over Peblingesøen

Broen over Peblingesøen. Orig. i Raadstuearkivet.

ster. Det var et gammelt Lyststed, som først Christoffer Gabel, siden Statholder Gyldenløve havde ejet, men sin egenlige Glans fik det først, da Frederik IV's Broder, Prins Karl, i Slutningen af det 17. Aarhundrede opførte ny Bygninger med blaat Tag, hvoraf Stedet fik Navnet Blaagaard. Fra Hovedbygningen førte en kobbertakt Buegang, der indvendig var prydet med Malerier, ned mod Søen, Haven var smykket med Billedhuggerarbejde og Triangelparker, hvis Vand strømmede ind gjennem Render fra Peblingesøen og paa samme Maade udledtes i St. Jørgens Sø 88). Den,tilhørte Prins Karl til hans


Nørrebro 1741

Vodrofgaard. Ladegaarden (Krigshospital). Solitude. Blaagaard.
Kort over Nørrebro 1741.

[268]

269

Død 1729 og arvedes derpaa af hans Søster Sophie Hedevig, der paa sit Dødsleje 1735 testamenterede »Prins Karls Have«, hvad der var Blaagaards officielle Navn, til Kammerherre Karl Adolf Plessen, der efter nogen Vægring, men som Følge af et tilkjendegivet kgl. »Ønske og Befaling« ogsaa modtog denne Gave 89). Blaagaards skjønne Haveanlæg findes paa mange Grundtegninger fra forrige Aarhundrede og omtales i Rahbeks Erindringer som meget storartet.

Op til Prins Karls Have stødte Solitude, eller som den først hed paa Latin Solitudo, Ensomhed. Den første Gang, denne Grund nævnes, er i en Jordebog fra 1694, hvor der staar: »Limsyderens Plads, som Thomas Biering er forundt, beliggende tæt Østen op til kgl. Majestæts Jagtvej, er lige firkantet og i hver Kant 100 Alen«. Den omtalte Jagtvej var en Fortsættelse af Møllegade, der gik ned til Ladegaardsvejen. 3. Sept. 1695 solgte Thomas Biering til Assessor i Kommercekollegiet og Stempelpapirsdirektør Christian Bram »et hans Limsyderhus og Værk, som Limsyderen Jakob Fik har beboet, beliggende udenfor Stadens Nørreport paa Stadens Fælled paa den søndre Ende af Landevejen, sønden for Barkmøllen og den Hytte, Povl Styr ibor«. Bram fæstede Aaret efter af Byen en Jord sønden op til den, han havde kjøbt.

Paa Avktion efter Bram 23. Januar 1720 kjøbte Grev U. A. Holstein til Holsteinborg, Ridder af Elefanten og Geheimeraad, denne Ejendom, der her siges at ligge bagved Prins Karls Have. 2 Aar efter fik han Fæste af Byen paa en Grund mellem hans Gaard og Ladegaardsaaen, og i dette Fæstebrev kaldes Gaarden første Gang Solitudo. Det er sikkert Grev Holstein, der har opbygget den som Landsted. Hans Arvinger solgte den 1726 til Grev Christian Danneskjold-Samsø, Præses i Søetatens Generalkommissariat.

Paa den anden Side Solitude laa lille Ravnsborg.

Paa den modsatte Side af Nørrebrogade havde man Store Ravnsborg med et stort tilliggende Vænge, hvis Ejer Andreas Behrentz 3. Dec. 1725 fik kgl. Privilegium paa at brygge Øl og brænde Brændevin og sælge i Potter og Kander 90). Fælledvejen var til som en Vej ud til Fælleden og her var, som omtalt, Malkepladsen, inden man kom til den stærke Mands Have.

Ved Ravnsborg laa Andreas Natkes Hus, der 25. April 1721 falbydes i »Extraordinaire Relationer«, og det siges, at Haven, »foruden


270

at den er besat med mange skjønne Frugttræer, er indrettet som en dejlig Kjøkkenhave«.

Blegdammene var en Samling indhegnede Vænger til at blege Tøj paa og med Vandledninger fra Søen til at bestænke det med. Et Par Gange om Aaret sendtes Tjenestepigerne paa Blegdammen, hvilket ses af »Kilderejsen« (3, 7), hvor der gjøres opmærksom paa, at man ikke altid kan have sine Tjenestefolk under Øjne, thi derhen skal de i ethvert Tilfælde, og hvordan de opfører sig der, er det umuligt at vide. Ved Søernes Renselse i 1700 og Tyverne var Parkerne paa Blegdammene blevne tilkastede, og da der derfor var for lidt Vand til at betjene Stadens Indbyggere med ved deres Linklæders Renselse, tillod Kongen 3. Dec. 1727, at der 30 Alen fra Kanten af Søen maatte indrettes de fornødne Parker, 4 Alen dybe 91).

Paa den anden Side af Blegdammene var Urtehaver, hvor Handelsgartnere boede. Ved Blegdammene var ogsaa andre Anlæg, saaledes falbydes i »Extraordinaire Relationer« i Jan. 1724: »den Gaard ved Blegdammen, hvor Katuntrykkeriet forhen af Mr. Daniel Pedri har været indrettet«, uden at det dog for Øjeblikket er muligt at angive, hvor denne har ligget.

Paa samme Sted som nu laa da de uopdyrkede Græsmarker Fællederne. Ifølge Magistratens Resolution af 1. Maj 1726 blev alle Fællederne i dette Aar udbudte til Bortforpagtning paa 3 Aar ad Gangen, saaledes at Forpagteren for en bestemt Sum skulde overlade Slagterne den Græsning, de behøvede, men der skete ikke noget antageligt Bud. Paa den Tid havde Byen endnu fuld Ejendomsret til Fællederne, idet der var Exercerpladser nok paa andre Steder, og dens Magistrat havde ikke været saa ubetænksom at indrømme Militairetaten en Medejendomsret, saaledes som det senere er sket.

Udenfor Østerport var der sikkert livlig Færdsel ud ad Strandvejen. Der gik paa denne Tid en anden Vej til Charlottenlund som Fortsættelse af »Strandpromenaden« langs Strandkanten, men da denne var en »Kongevej«, var den næppe meget brugt. Vi har tidligere omtalt Traktørstedet Kildendal ved Strandvejen, men endnu nærmere ved Byen laa Fiskerhuset imellem Sortedamssøen og Stranden. Fiskerhuset bestod 1722 af 19 Fag og var opført af Bindingsværk. Paa Østersiden var en Stue med anstrøgne Brædder paa Væggene og Vindovn, to Kjøkkener med Murstensgulv, 1 Spisekammer, 2 Stuer betrukne med Spaanmaatter og Bilæggerovn, et lille Kammer


271

med bare Vægge. Den øvrige Del af Huset var Staldrum til 13 Heste. Det ses altsaa af Lejligheden, at der ikke var megen Plads-

Fiskerhusets Omgivelser

Fiskerhusets Omgivelser efter en Grundplan fra 1738.

til Gjæster indenfor Dørene, men at Folk, af hvilke man altsaa var forberedt paa at modtage endel til Vogns, maatte opholde sig i Haven.


272

Denne beskrives saaledes: »En stor Have, hvorudi findes et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke, saa og i samme Have er 5 Fiskedamme med deres Afløbsrender, den ene næsten sammengroet, og tvende Stigborde, et gammelt Hyttefad. I samme Have findes 218 Frugttræer af adskillige Slags saa og en Del Ribs- og Stikkelsbærtorne«. Det vurderedes til 1800 Rdl.

Det er i Fiskerhuset, at Jakob v. Thybo (5, 8) vil traktere begge Krigshærene den ene og Stygotius den næste Dag.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør maj 7 13:17:52 CEST 2005
Publiceret: lør maj 7 13:17:50 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top