eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kjøbenhavn paa Holbergs Tid

Kjøbenhavn paa Holbergs Tid
    - kap. III

Kbh., Nielsen & Lydiche, 1884

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

III.

Husenes Indre. Klædedragt. Omgangstone. Mad og Drikke. Husliv. Familiefester.

_____

Ligesaa forskjelligt Husenes Ydre var, ligesaa uensartet finder vi deres Indre, som naturligt er, i Forhold til Beboernes Kaar og Husenes Indretning fra ældre Tid. Som oftest beboede enhver Familie et helt Hus, større Gaarde var en Samling af Huse, hvor hver Lejer boede i sit. Det var dog blevet Tilfældet flere Steder, især i nyere Huse, at man lejede den anden Etage, der hed Salen, ud; det var ellers den Del af Huset, som man benyttede ved højtidelige Lejligheder; det er derfor de øvre Etager endnu benævnes Sale, fordi de i Virkeligheden fra først af ikke var andet end store Rum.

I de mindre Huse var der gjærne et Par Rum foruden Kjøkken og Spisekammer forneden, i det ene Rum et Skab, det vil sige en Alkoveseng. Det andet Rum havde sædvanlig malede Tapeter af Brædder paa Væggene eller Spaanmaatter, ogsaa ofte bare Vægge, der vel saa var hvidkalkede. Trægulv var det almindeligste, men Lergulv eller Jordgulv især i Køkkenet fandtes ofte, ligesom Gulv af Mursten i Forstuen. Salen var som oftest delt i et Par Rum, i det ene var der ofte Ovn og Alkove, eller der var et særlig indrettet Sengekammer. I Enetages Huse brugte man Kvisten som Sal. Hos de mindre Borgere brugtes mest Bilæggerovne, sjelden Vindovne, undertiden nævnes Kakkelovne, hvorved sikkert forstaas de gamle Grydeovne af Ler. Forat give en avtentisk Beretning om Smaahuses Indre 1) gives her

[82]

83

Uddrag af nogle Synsforretninger, den ene over et Hus i Skindergade, der tilhørte Maler Anthoni Thiedes Enke.

Det bestod af 4 Fag Hus, var 3 Loft højt med en Kvist paa 2 Fag, med frie Stolper til begge Sider, alt af Mur og Bindingsværk. Indgangen til Huset var gjennem en afdelt Forstue, med bare malede Vægge, derved en Stue beklædt paa Væggene og under Loftet med malede Brædder, en Bilæggerovn, 2 Skruer høj, paa 2 Blik-Messing-Piller. Dernæst var et Kjøkken med aaben Skorsten, bare Vægge, 3 Reoler, en Retterbænk, Gulvet af Brædder og Sten, under Kjøkkenet en Kælder. Ovenover var Salen beklædt med malede Brædder, en Vindovn 2 Skruer høj paa Træfødder, et nagelfast Skab, derved et lidet Sengekammer, med malede Brædder paa Væggen, derved et lidet Kammer med en Skuflade med behørige Skuffer, herover atter en Sal med bare malede Vægge (altsaa ikke beklædte med Træ), et Sengekammer med bare malede Vægge og en Panelfod forneden efter Vinduernes Højde, en Vindovn 2 Skruer høj paa 4 Blik-Messing-Piller, prydet med 12 Messing-Knapper. Derover var Loftet. Opgangen var ad en italiensk Trappe. I Gaarden var et Side- og et Baghus paa 2 og 4 Fag og over disse en Altan. Et saadant Hus vurderedes til 1000 Rdl.

Et andet Hus, paa Hjørnet af Stranden og Holmens Kanal, var ogsaa 3 Loft, de 2 nederste Etager var Blindingsværk, det er: Mur imellem Piller, der er tykkere end Muren, den 3die Bindingsværk; over hele Huset var en Spids af Tømmer. Indgangen fra Størrestræde var ad en Forstue med malede Brædder paa Væggene og Bræddegulv, ved Siden af en Stue med malede Lærreds Tapeter og et stort Skab i Væggen med en Seng under, en Bilæggerovn med 8 Messing-Knapper, ved Siden af et Sengekammer med Lærred og Spaanmaatter paa Væggene og 2 Skabe i Væggen. Ved Siden af var Kjøkken. Salen havde malede Brædder paa Væggene, en Vindovn med 12 Messing-Knapper, ved Siden af et Kammer og et lille Kammer med bare Vægge. I 3die Etage var 3 afdelte Kamre beklædte paa Væggene med nogle Brædder. Desuden var der et Baghus paa 4 Fag, ogsaa 3 Loft højt, helt af Bindingsværk med Kjælder, med kun 1 Rum i hver Etage, med malede Brædder paa Væggene i de 2 nederste og bare Vægge i den øverste. Opgangen til Salene var fra Gaarden ad en Vindeltrappe.

Et tredie Hus paa Vestergade havde 6 Fag og 2 Loft med Kvist paa den ene Ende. Ved Indkjørslen i Porten var en Stue, hvis Vægge


84

var beklædte med gammeldags Panel, med et afdelt Kontor og en Bilæggerovn. Ovenover 3 afdelte Kamre, i det ene en gammeldags Kamin. Opgangen var fra Gaden ad 2 Stigetrapper til en Svale. Et Sidehus paa 2 Loft og 14 Fag, deri Kjøkken, en Stue overtrukken med malet Sejldug, en lignende Stue med Flisegulv, et lille Kammer, en Forstue med aaben Skorsten, en Stue med malet Sejldug paa Væggene, et Kammer ligeledes, men med Lergulv. Etagen ovenover havde bare malede Vægge.

Af større Gaarde vil vi for ikke at blive altfor trættende, alene beskrive salig Hans Pops Gaard i Vimmelskaftet, (nu Hjørnet af Valkendorfsgade og Amagertorv), der var grundmuret, havde 6 Fag til Gaden, 2 Loft, Kvist paa 4 Fag og Pakkjælder. I den vestre Side var en Stue med bare Vægge og en Bilæggerovn, et lille Kjøkken brolagt med Sten, et lille Kammer med bare Vægge, Gulv af Brosten. Indkjørslen til Gaarden var gjennem en Port, næst ved denne var en Stue med gibset Loft, anstrøget Panel paa Væggene, Gulvet af fine Fliser, ind til Gaarden en Stue med malet Lærred paa Væggene, Loftet panelet, 3 smaa Skabe i Væggen. Endnu var der en stor Stue til Gaden, Loftet var gibset (dønneket), forneden paa Væggene var Panel, foroven forgyldt Læder, Gulvet var Fliser, der var en Kamin af sirlig Graastens-Farve og Stenhuggerarbejde, en Skjænk og et Skab i Væggen, næst ved et lille Kammer til Gaarden med Skabe og bare Vægge. I anden Etage var en stor Sal med aaben Kamin med Stenhuggerarbejde, Væggene var beklædte med Tirlomtej, Loftet beklædt med malet Lærred og Bjælkerne panelede, en anden Sal var betrukken med gult og blaat Makej, Loftet malet, her en Vindovn; til Gaarden en Sal, hvis Vægge var betrukne med malet Lærred og Loftet malet, en Vindovn, en Forstue med en lille aaben Skorsten og 3 smaa Skabe i Væggen. I Kvisten var 2 Kamre med malet Lærred paa Væggene og Loftet anstrøget, en Vindovn i det ene, derved 2 smaa Kammers. Paa Loftet var en Vinde med Tov og Krog. Opgangen til Salene og Loftet var ad en italiensk Trappe, der var i et Hus for sig selv og forneden havde et Duehus. Til den vestre Side var et Sidehus paa 14 store Fag, 2 Loft højt, med Kvist, grundmuret, med Kjælder. Forneden var en Stue med malet Lærred paa Væggene og paa Loftet, en aaben Kamin med Stenhuggerarbejde, et stort Kjøkken med aaben Skorsten, der hvilede paa en Jærnpille, et Spisekammer, Gulvet af Brædder og Fliser. Ovenover en Sal med Vindovn, Loft og


85

Vægge beklædte med malet Lærred, en lille Sal med Vindovn, Væggene betrukne med malet Lærred, Loftet gibset, en Alkove med malet Lærred. Dette Sidehus hører aabenbart til den først nævnte Lejlighed ved den ene Side af Porten. I et andet Sidehus paa 3 Etager og 3 Fag var forneden Vognhus, ovenover Kjøkken med Spisekammer, øverst et Kammer med Alkove; Opgangen ad en italiensk Trappe. Et andet lille Hus, ogsaa paa 3 Loft og 3 Fag, havde forneden et Kammer med malet Lærred paa Væggene og malet Loft ovenover, i hver Etage et Kammer. Et Baghus paa 6 Fag, 2 Loft højt med Kvist; forneden en Stue panelet og malet, med Bilæggerovn, en lille Forstue, et Kjøkken og Spisekammer, ovenover en Sal, panelet og malet, Loftet anstrøget, Vindovn med 6 Messing-Knapper; fra samme Sal gik en lille italiensk Trappe ned i Stuen; et lille Kammer derved var beklædt med trykket Lærred og Loftet var panelet, et andet lille Kammer havde Væggene beklædte med Tirlomtej og malet Loft. Endnu et Hus paa 2 Loft med Kjøkken for neden og en aaben Port med Stakit, oven over en Sal med bare Vægge, panelet og malet Loft med Vindovn, derved et lille Sovekammer med Maatter paa Væggene og malet Loft, hvori stod en Plattenslager-Vindovn. Paa Gaardens østre Side et lille Hus paa 3 Fag af Bindingsværk, forneden et Kjøkken, ovenover et Spisekammer. Derved et grundmuret Hus paa 2 Fag og 3 Loft med Kvist; forneden en Stue, panelet og malet, panelet under Loftet, ovenover en Sal, panelet og malet, med Vindovn. Det ses, at der i Gaarden var plantet 11 Træer. I Baggaarden var Staldrum til 10 Heste og en lille Lysthave med Træer og et Lysthus. Denne Gaard, der altsaa synes at have haft 5 Beboelseslejligheder, kan tjene til at vise, hvorledes en større Gaard saa ud. Den var vurderet til 6200 Rdl.

Et Hus paa Kongens Nytorv, tilhørende Anne salig Stormberg Billedhuggers, hvis Ælde ikke kan have været stort mere end 50 Aar, men nok var en Del yngre, var paa 3 Fag og 3 Etager med Spids over hele Huset. Her var i Stuen bare Vægge, paa Salen malet Panel og Gibsarbejde under Loftet, et Sengekammer beklædt med Brædder under Vinduerne, her var ogsaa Kjøkken, men anden Sal var alene afdelt i 3 Rum med Brædder.

Det ses iøvrigt ved at gjennemgaa omtrent hundrede Synsforretninger, at oftest var Væggene i de mere velhavende gammeldags Huse helt beklædte med malet Træpanel. Der omtales gammeldags Panel,


86

og det ses, at dette ikke altid beklædte hele Stuen, thi et Sted siges, at Resten var bare malede Vægge; til det gammeldags Panel hører Gulv af Astrag eller Fliser. Et Sted er der gammeldags Panel og Gibs under Loftet, et andet Sted er der gammeldags Panel og Spaanmaatter, Væggene var saa ogsaa ofte beklædte med »Tirlomtej«. Ofte findes forgyldt Læder paa Væggene og forneden Træpanel og dette er ofte i samme Værelse som det, der har Flisegulv; til saadanne Værelser hører ogsaa aabne Kaminer, men de er gammeldags, ellers er store Vindovne paa 2 eller 3 Etager (Skruer) de almindeligste, Bilæggerovne forekommer ogsaa, ogsaa Blikslagerovne.

Til de øvre Etager kom man Fra Gaarden ved en Vindeltrappe, der gik til en Svale, ogsaa var der endnu enkelte Steder Trapper til dem fra Gaden, men de italienske Trapper havde tildels fortrængt de gamle, idet man, hvor man ikke kunde lægge dem ind i Husene, byggede et særskilt Hus til saadanne Trapper, der paa en bekvem Maade forbandt Etagerne med hinanden.

De ældre Huse var saa godt som alle indrettede saaledes, at naar man lejede ud, var det Stuen og alt hvad der var over, saa man altsaa ikke havde Værelserne ved Siden af hinanden, men stadig maatte benytte Trapperne til at komme fra det ene til det andet. Det var, som omtalt, sjelden, at Salen lejedes ud for sig, og det var sikkert kun i nyere Huse.

Hvad en Gaard kunde indbringe i Leje, ses af Kæmnerregnskaberne. Byen havde nemlig 1712 for en Prioritet maattet overtage Nr. 28 ved Gammelstrand, der da hed Bremerschløssel og var en gammel Gaard med Bremens Vaaben og Nøgler udenpaa. Af den østre Kjælder blev givet 66 Rdr. 4 Mk., af den vestre 60 Rdl. Kjældrene var forholdsvis dyre, thi det øvrige Hus, der var paa 3 Etager og hvortil hørte Sidehuse og et lille Baghus, var 1722 udlejet til Traktør Frederik Lovin, der gav 60, og til Theskjænker Jakob Hansen, der gav 70 Rdl.; de havde hver sin Side af Huset fra øverst til nederst og 1724 blev der indlagt en italiensk Trappe, istedetfor den gamle Vindeltrappe.

Naar man lejede Værelser, gav man Fæstepenge, saaledes f. Ex. 1/2 Rdl. for en Lejlighed til 10 Rdl. om Halvaaret.

Af denne Mangfoldighed af Værelsers Indretning faar vi dog ikke ret Underretning om, hvad den herskende Mode krævede. Det er kun af de Huse, der brændte 1728 og strax efter opførtes af ny, at vi ser Tidens Smag. Nu byggede man ikke faa Huse paa 3 Eta-


87

ger, og hver Etage indrettedes til sin Familie, man anlagde italienske Trapper, som fra Forstuen i nederste Etage førte op i Huset, saaledes som det er Skik og Brug endnu. Værelserne beklædtes med malet Træpanel forneden til Vinduernes Højde, og ovenover dette var der malet Lærred paa Væggene, eller Svend Svendsens trykkede Tøj, eller Danziger Tøj, eller Voxdug, og naar det var fint, forgyldt Læder. Simplere var det at have Maatter paa Væggene. Nogle havde alene Væggene overmalede med Vandfarve og andre hvidkalkede, kort sagt, det er den Udstyrelse, som Nutidens Værelser har, alt efter Stand og Formue. Lofterne omtales nu sjelden, de var vel oftest nu gibsede, undertiden nævnes malet Panel under Loftet. Saaledes saa de nøgne Værelser hos den yngre Slægt i de ny Huse altsaa ikke stort anderledes ud end vore; kun kjendtes dengang ikke Tapeter af Papir. Det var ogsaa Skik at overmale Husene udvendig med Limfarve.

»Agte vi paa de Borgerhuse, som byggedes for et eller to hundrede Aar siden«, siger Pontoppidan mange Aar efter denne Tid, »da beholde de maaske Fortrinet i de udvortes Mures Styrke og Værelsernes sparsommeligere Afdeling til flere Partier samt en behændigere men uanseligere Kommunikation ved Vindeltrapper og deslige. Hvad deres Kostbarhed og Anseelse gemenlig var at regne mod de nærværende, det ses allerbedst, naar vi her i Kjøbenhavn ligne en af de gamle Gader med de ny, f. Ex. Østergade med en Gade i det ny Frederiks Kvarter. En stor Del af vore Borgere bor vistnok nu lige saa vel og tildels langt bedre end Herrer af høj Stand i fordums Tid, hvilket vel ogsaa er en af Aarsagerne til den højt stigende aarlige Husleje, nemlig for en maadelig Familie, som vil have Indkjørsel og saa meget Gaardsrum, som Vognen kan vendes paa, 3, 4, à 500 Rdl., men for større Hus og Gaard til en Adelig ofte 800 à 1000 Rdl. og der over. 2)«

De nøgne Vægge giver dog ikke tilstrækkelig Indsigt i, hvorledes Folk bor, det er først naar Møblerne er flyttede ind, at man faar det rette Indtryk af Beboernes Levevis og Kaar. Heldigvis kan vi meddele nogle Beskrivelser af møblerede Lejligheder hos velstillede Familier.

Kaadmand Wroes Enke, Fru Anna Nørck boede i et Hus ved Stranden til sin Død 1728. Hendes Hus var saaledes indrettet: I Dagligstuen var et indlagt Bord med Gueridoner, et Spejl i forgyldt Ramme med Krone, et lille Skrin paa en Fod, en indlagt Drag-


88

kiste, et Tresur, 3 Theborde, et Slaguhr, en Tabulet med 18 Par blaa og hvide Thekopper, 2 Thepotter, en Spølkum, 7 store og 6 smaa Spølkummer paa Tresuret, 6 højryggede Stole med sort Overtræk, 2 Taburetter, en Ildtang og Ildskuffe og en Brødkurv.

Et Værelse i Abraham Lehns Gaard

Et Værelse i Abraham Lehns Gaard paa Christianshavn. Maleri tilhørende Hs. Excell. Udenrigsminister Baron Rosenørn Lehn, udført efter et ældre Maleri og de endnu tilværende Møbler. Selve Værelset er endnu til uforandret.

I Sengekamret: et brunt Skab paa aaben Fod, 2 Spejle i brun Eamme, et Natspejl i Sølvramme, 9 Gardiner med 5 Kapper, en Lænestol med grønt Overtræk, 2 højryggede og 2 lave Stole, Raadmand Wroes Portræt, 2 smaa Skilderier i brun Ramme med Glas for, en grøn Himmelseng med 4 grønne Raskes Gardiner med 2 Kapper, et lille Bord med 3 Skuffer, 17 Bøger, et lille Vækkeuhr, 4 Haardugs Vindues Kurve, 1 Tabulet, over Sengen laa 2 Dækkener, det ene af Katun, det andet af Taft.


89

I Pigekamret var 1 Slagbænk, men ingen Seng, i Forstuen hang 2 Skilderier og der var et Bord med 2 Klapper, Gardiner af Katun. I et Kammer var et brunt Skriverkontor af Fyrretræ, et Klædeskab, 2 Skabe i Væggen, flere Skrin og Kufferter, 13 Skilderier, 2 Stole betrukne med Lærred, 5 højryggede og 1 lav Guldlæders Stol, en Lænestol med flamsk Overtræk, en Skakseng med røde Taftes Gardiner, 6 stribede Patulars Gardiner for Vinduerne, 4 gamle Kaarder.

I Spisekamret var 12 Fade af Porcellæn, 11 af Sten, 25 Delfts Tallerkener, Messing-Kaffekande, Kaffemølle osv. I Kjøkkenet 31 Tinfade, 67 Tallerkener, Thekande af Tin, Thekjedel, Messing-Strygejærn osv.

En borgerlig Stue.

En borgerlig Stue. Müllers Pinakothek.

En fornemme Borger, Klavs Andersen Lovmand, der ejede en Gaard paa Rosengaarden, hvor han døde 1727, havde sit Hus indrettet saaledes:

I Storstuen til Gaden stod »en proper Skakseng med 8 forgyldte Løvefødder, 2 store dito Knapper og 3 dito Garnisser (Karnis, det øverste af Gesimsen) samt et Omhæng af blaat Mor med gule, hvide og Purpur-Striber, bestaaende af hel Overtræk med Knapper neden om, Hovedstykke og Tæppe af Purpur-Taft med hvide Silkesnorer og alles Tilhørende«; 6 højryggede Stole og 2 Lænestole med Mors Overtræk, en forgyldt Læders Lænestol, et Tresur (et Slags aabent Skab


90

med Hylder til at sætte forskjellige Ting paa til Prydelse i Stuen) og en Dragkiste, begge af Nøddetræ, et Bord med Gueridoner, et brunmalet Skrivekontor (Sekretær), et Uhrværk i Foderal.

I Sengekamret 39 Stole med Overtræk af Kalveskind, sort Læder og Guldlæder; der nævnes ingen Seng, denne var saaledes Alkove. I Dagligstuen var et gammeldags Skab med 4 Døre, et lidet Hængeskab, et Vraaskab (Hjørneskab), et Spejl i forgyldt Ramme, et udtrukket Egebord, et rundt Bord, et Skjærmbræt med 4 Fløje, en rød Læders Lænestol, en gammel Løjbænk med Skuffe under, 2 Kistebænke, men ingen Stole, et Stueuhr og en Himmelseng af Fyr: dette var altsaa en rigtig gammeldags Stue.

En Sofa

En Sofa.

I hans eget Kammer stod en rød udtrukken Himmelseng, en Ege-Dragkiste, et ottekantet Egebord, 3 Kalveskinds Stole, et Spejl i sort Ramme; dette Kammer var paa Salen, ved Siden af var en stor Stue, hvor al Slags Skrammel var hensat; der var Hegler, Garnvinder, Rokke, Spoler, 2 gammeldags Senge, den ene med sorte drejede Piller, den anden med Billedhuggerværk, Brætspil med Brikker og Tærninger, Mangelfjæle, Skabilkenhoved, Skrin, Kister, Kufferter osv.

Til Huset hørte foruden Spisekammer og Kjøkken et Rullekammer, hvori en Rulle, Dejtrug, Kane, Slibestene, Sluffe, Kar, Harver, River, Høtyve, Savblok, Sadler, 2 Vogne og endnu en rødmalet Himmelseng.

Et rigtig elegant Hus i Pilestræde med Have til, der havde tilhørt et yngre Ægtepar, den fornemme Borger Hans Burmester og


91

dennes Enke Kirstine Marie Munk, efter hvem der holdtes Skifte 1719 og hvis Bo gik op til over 25000 Rdl., finder vi saaledes beskrevet:

I Storstuen: et indlagt Ege-Tresur, et indlagt Kontor paa Fod med en Trappe, et indlagt Skrivekontor, et sort lakeret Bord, et Bord med 2 Gueridoner, to store Spejle i Glasramme med forgyldte Sirater og Krone, et lakeret Bord med 2 Klapper, et mindre anstrøget Bord med 2 Skuffer, 6 høje Ruslæders Stole, 2 Guldlæders Lænestole, et stort Skrin.

   En Lænestol

En lænestol.

I Kabinettet: et lidet Ibenholts Chatol paa en Fod med Skuffer og Sølvbeslag af ostindisk Arbejde, et lakeret Thebord, et Marmorbord med forgyldt Fod og 2 forgyldte Gueridoner, en lakeret Thebakke, 4 Taburetter betrukne med Lærred, et Spejl i lakeret Ramme med forgyldte Sirater og Krone, 2 forgyldte Konsoller, 5 mindre forgyldte Konsoller, et lakeret Skrin.

I den lille Stue næst ved: et stort Spejl i forgyldt Ramme med Krone over, 10 højryggede Stole betiakne med Lærred, 2 Taburetter, en hvid Klædebakke, en lille lang Klædekurv.

I Skrivekamret: En Ege-Skrivepult, et indlagt Brætspil med 32 Brikker og 2 Hornbægre, 2 grønne anstrøgne Bogreoler, 2 smaa Fuglebure, et lidet Skrin indlagt med Alabast, et Brændeglas og et lidet Spejl, et grønt anstrøget Bord med en Skuffe, et lille Flaskefoder med 11 forgyldte Flasker, en Skuflade med 3 Brædder, et Flaskefoder med 6 Flasker; 2 beslaaede Egeskrin, et Flaskefoder med 5 Flasker, et langt Spanskrør med Trækap til en Løver (Løber?) og en Hat af Spanskrør, et sort Blikskrin, 8 røde Plydses Stole af Valnødtræ, en Citrinke med Foderal, en Kukkuk, en Sandbørste, en Klædebørste, 2 Kurve-Bordkrandse.

I Stuen til Gaarden: Et Hænge-Slagur, et Spejl i brun Ramme med Krone over, en indlagt Dragkiste, en liden dito paa en Fod, 2 Taburetter.

I den lille Stue næst ved: Et Spejl i forgyldt Ramme, et gammelt ovalt Bord, et lille firkantet Fyrrebord, en anstrøgen Fyrre-


92

Dragkiste med en Skjænk paa, et indlagt Syskrin, en malet Thebakke og et Pukkebræt, en udtrukken Fyrre-Standseng.

En Vindovn

En Vindovn.

  

I Ammestuen: En Bord-Slagbænk, et lidet Spejl i sort Ramme med forsølvede Sirater, en udtrukken Fyrre-Himmelseng med Karnis og 4 blaa Raskes Gardiner, en lav Stol og et lille Egeskrin.

I Gangen: et nyt Fyrre-Klædeskab.

I Kjøkkenet: 4 Fiskebrætter, en Bakkelserulle og en Sprutte, 4 Truge, 3 Træfade, en Lyskiste, et Saltkar, 2 Skamler, en Puster, 2 Trækander, et Skjæppemaal.

I Spisekamret: 13 Egebøtter med hvide Baand og Messingsøm.

I Kjælderen: En Spinderok, 6 Saltkar med Laag, Baller, Stripper, Tønder, en Kjærne.

Ovenpaa var:

Jomfru Chunches Kammer, deri Spejl i brun Ramme med Krone over, et indlagt Bord med 2 Gueridoner.

I det lille Kammer ved Siden: Et Spejl i brun Ramme med forsølvede Sirater.

I det lille Kammer næst ved: Et lille Fyrrebord, en Ege-Himmelseng med Karnis, et Spejl i oval forgyldt Ramme.

Paa Salen: 6 høje Ruslæders Stole, et lille ovalt Fyrrebord, et lille Bord med Skiferstensblad, et dobbelt Klaver, en hollandsk Støvekost og en Vinduesbørste, 11 Lyseplader med Spejlglas og forgyldte Sirater, 4 Trælyseplader, 4 røde Guldlæders Stole, 2 Guldlæders Lænestole, 6 højryggede engelske Stole og 2 Lænestole betrukne med gult Makej, et Fyrreskab med Glasdøre, en Trappe til Porcellæn og en Parykblok, en Kurvevugge, et malet Thebord, et Skjærmbræt med 6 Fløje, 2 Papirsrammer, en hul Skuffe, et stort ovalt Bord.


93

Paa Spisekamret: Tønder, Baller, Bøtter, Hegler, Sold, Sigte, Lysekister, Natskrin med Tinhat.

I Kamret over Porten til Baggaarden: En Fyrre-Himmelseng, en spansk Maatte 15 Alen lang, 3 Alen bred, et lille ostindisk Vugge-Skjærmbræt, 2 Hasper, en grøn Danziger-Kuffert, en gammel rund Kuffert, flere Kurve og Kister.

Af Skilderier fandtes i den store Stue et stort med Moses i Rørkisten; i Kabinettet: 4 Landskabsmalerier, Frederik IV, Christian V og Frederik III med Gemalinder, 2 Voxstykker i forgyldte Rammer, 12 smaa illuminerede Stykker i forgyldte Rammer, 7 udklædte

En Dragkiste med Uhr

En Dragkiste med Uhr.

Papirsstykker i forgyldt Ramme, et Bondestykke paa Træ, et Natstykke med Maria Magdalena, 14 Kobberstykker med Glas for, 9 Miniaturstykker i forgyldt Ramme, et Stykke af Rav, et af Elfenben, et lille ovalt Ravstykke med Krucifix. Paa Salen var 26 Skilderier i forgyldte eller sorte Rammer, der ikke beskrives nærmere, desuden et med en Ugle, et med Kong Salomon, et andet historisk Stykke og 3 Blomsterskilderier. Af Gardiner nævnes alene 2 grønne Taftes Vinduesgardiner, hver 4 Alen lange og med 1 Kappe, 6 røde ostindiske Taftes dito og 3 Kapper.

I Pontoppidans Menoza 3) findes følgende Sammenligning mellem


94

ældre Tiders jævne Sæder og Datidens, som ikke kan fremsættes med bedre Ord:

»Imod hvert Dusin af kostbare Spejle, som nu ere i Kjøbenhavn, var der for 100 Aar siden næppe et at finde. Først spejlede man sig, efter en Poets Ord, ved Vandbredden, ligesom mangen Bondepige endnu kan pynte sig ved en Spand Vand. Dernæst brugte man

Et Skrivekontor

Et Skrivekontor.

Staalspejle, siden Glasspejle. Disse vare først smaa Stykker med brede Rammer, og endda ikkun et eneste i Huset; siden behøvedes de langt større i hver Stue, og nu bliver det ej ved et i hver Stue. Der maa, siger Moden, den grumme Tyran, endelig og endelig paa hvert Postament af Muren mellem Vinduerne være et Spejl og endda som Lampetter nogle smaa Spejle her og der. Denne Spejlrigdom


95

og det skrøbelige Glasgods koster nu i mange Huse en større Kapital end den, man fordum brugte til alt fornødent Boskab at anskaffe.

»Komme vi til Borde og Bænke, da vare disse i gamle Dage saadanne, at de varede ej alene en Mand, men ogsaa hans Børn og Børnebørn ud. Alene hos Bønder og nogle faa gammeldags Præster ser man endnu, hvordan der ungefær saa ud i Herremandens og den største Ministers daglige Stue, nemlig: langs med Vinduerne

Scene ved Klaver

Scene ved et Klaver efter et fransk Billede.

imellem tvende Bænke stod et Egebord 6 til 7 Alen langt og 4 til 5 Tommer tykt. Ved Bordenden sad Husfaderen i det saakaldte Højsæde, paa begge Sider sad hans Hustru, Børn og Tyende, hvilke sidste havde Dug og Mad for dem selv, men fællen Bord og Opsyn med de andre. Bænkene saa vel som Bordet vare gjorte til at staa der fra Slægt til Slægt og til Hæders prydede med de saakaldte Bænkedyner. Var der flere Stuer, da var dog Boskabet det samme.


96

Det torde (behøvede) ej gjøres af ny, men stod og faldt tilligemed Huset selv. Herimod lignes nu denne Tids mange smaa Borde, Stole og Kanapeer, som vel ere mageligere, men usigelig kostbarere, ikke for det første Kjøbs, men for Skrøbelighedens og de foranderlige Moders Skyld, som gjøre, at hvert Stykke knap holder Halvdelen af en Mands, end sige hans Børnebørns Alder ud, særdeles de lakerede og forgyldte Borde, og end mere de smaa Marmorborde, staaende paa forgyldte Løvefødder, saa krumme, tynde og subtile, at det ej kan vare længe, førend Løvens Taa bliver ormstukken, da det kostbare, men skjøre Blad falder og slaas i Stykker.

»Overalt Skabsenge af Træ uden Gardiner, i hvis Sted var et Bræt at skyde for sig, ligesom Bønder endnu have det. Derimod maa vi nu have bekosteligt Omhæng, og naar vi engang gifter vor Datter ud, kan alene Omhænget af Damask, foret med Taft, knap haves for 200 Rigsdaler, hvilket var det, de gamle kunde have besat deres hele Hus med. Fremdeles var Væggene, endogsaa i kongelige Gemakker, panelede med Egeplanker, som næsten kunde holde Muren ud. Nu maa Væggen, som dog ej fryser, klædes med kostbare Tapeter eller andet Betræk af det Slags, som snart falmer eller raadner, og inden faa Aar udkræves noget nyt.

»For Folk af borgerlig Stand vare Klæderne aldeles ikke kostbare. En Trøje af sort og et Skjørt af rødt Klæde var Borgmesterkonens Søndagsklæder. Midt i forrige Seculo begyndte nogle af den Stand at lægge sig Silke-Tobins-Kjortler til, men det var et Stykke til Hæders for Moderens Livstid og Datterens efter hende. Nu vil der noget andet til, særdeles siden de stive Skjørter støde allevegne an og slide Klæderne dobbelt, at jeg ej skal nævne deres Omkreds af mange Alen.

»Som I Fruentimmer tage Moden fra os med Parykker, saa har vi lært af eder at gjøre Klæder stive med Fiskeben, hvilket endelig maa opmuntre Hvalfiskefangsten. Tynde Silkekjortler begynde Mandfolk nu at bære saavel som I, endskjønt til mindre Styrke, da de ej hænge saa løse, men spændes om Livet. Og har man en Kjortel af Klæde, da maa den fores med Taft, Damask, ja vel med Fløjels Dræt. Sko gjøres til Brug for en Maaneds Tid, thi det er Linedanser sko, paa hvilke Siderne ej maa ses. Parykkerne med deres Vedligeholdelse koste aarligen en god Skilling, som fordum aldeles blev sparet. I Linned er en Borger nu saa delikat som fordum ingen Herre-


97

mand, ja ingen Nation uden den engelske gjør saa stor Bekostning, som vi paa fint Lærred. Udi Frankrig bæres, endogsaa til Hæders, Lærred saa groft som det hjemmegjorte, man her knap tør lade se.

»En Kaarde, som ej er af Sølv, undser sig hver Haandværkskarl ved at bære. Ja, Uhrværket i Lommen maa være derhos. Endogsaa min Tjener mener ej at kunne undvære det, da næsten alle hans Ligemænd har det, hvorfor du og jeg og vor Datter billig burde have Guld-Uhrværker, var det, at jeg vilde give 300 Rdl. derfor. Døm nu, om Verden i vore Dage er fattigere, end dengang ærlig og velbyrdig Hr. Anders Bilde, Rigens Marskalk, bar en Lammeskinds Kappe, en Bommesis Trøje og Trippes Buxer.

»I Mad og Drikke skulde det vel synes, at Verden var nu tarveligere end fordum, da man ved Trolovelser, Bryllupper, Barsler, Begravelser og al anden Lejlighed sankede nogle Snese Mennesker for at æde og drikke ej en, men flere Dage paa Rad, og jeg maa bekjende, at vi nu omstunder gjøre langt mindre deraf. Derimod er det ogsaa vist, at de Ting, man nu trakterer med, ere gemenlig kostbare, saa og Vinen langt brugeligere, ja paa nogle Aars Tid er det kommet dertil, at man ved Maaltider ej uden Undseelse torde byde en Gjæst almindelig fransk Vin. Der maa være det, som koster dobbelt, ja der maa være Valg i rød eller rinsk Vin og spørges, hvilket Slags man behager. Dækketøj er nu langt overflødigere og kostbarere. Af Servietter vidste de gamle ej at sige, langt mindre af dobbelte Servietter og dobbelt Borddug, en oven paa den anden. Endogsaa Knive og Gafler lod man fordum hver Gjæst, selv bringe med i sin Lomme.

»Ville vi tale om de gamles Drikkekar, da vare de vel kostbare, men derhos varende og stærke, nemlig Sølvkander og Sølvbægere. Nu anvendes i hvert Hus aarlig en Del af Sølvets Værdi paa Glas og Porcellæn, hvis Skaar du til intet. Det er i Aar en liden Kapital, som ad Aare er rent forsvunden. Men endda tvivler jeg paa, at de gamle havde saa meget Sølv i Kander, Bægere, og Skaaler, som det, der nu vendes paa Thepotter, Kaffekander og deres Underskaaler, Theflasker, Sukkerskaaler, Sukkerbøsser, Themaskiner, Spølkummer, Lysestager, sølvskaftede Knive, Plat de menage og deslige, som i det mindste hvert tyvende Aar skal omgjøres efter Moden.

»Endnu et Ord om den Ekvipage, som bruges til Magelighed paa Kejser eller Besøgelser. De gamle red eller kjørte paa en Vogn af


98

samme Slags, som de kunde bruge til andet Arbejde. Nu har vi Kareter, Chaiser, Portechaiser og Karioler at holde vedlige samt saa mange flere Heste at fore, siden Kareternes Tal aarlig forøges ej alene her i Kjøbenhavn, hvor der maaske er et Tusend eller flere, men endogsaa paa mindre Steder, da der i en By af et halvt Tusende Huse strax findes et halvt Hundrede Kareter, Chaiser eller lukkede Vogne, hvorimod der for 30 Aar siden knap var 3 eller 4. Af disse Vogne dependerer siden Liberi for Kusk og Tjenere, Heste, Hestetøj osv.«

I Phoenixbergs »Det ny indrettede Thee- og Caffee-Huuses anden Part« 1727, Nr. 11, fremstilles en vejhavende Kjøbmand, der er kommen hjem og finder sit Hus ombygget og indrettet paa nyeste Mode med Dagligstue, Avdiensstue, Dansestue, Stadsestue, Sladderstue, Sovekabinet osv., hvilket han finder skikkeligt nok til »Fjanteri og Gjøgelbrug«; »naar vi havde haft en smuk Stue for honnette Gjæster, Ædle (i.e.: adelige) og andre fra Landet, og derhos adskillige smaa Logementer til at logere fremmede udi, en Dagligstue til Bønder og en dito til Borgere, et lidet Appartement for os selv, et dito for Børnene med sin Skole, saa nogle andre aparte Værelser for vore egne og fremmede rejsende Tjenestefolk, da havde de med Tid og Stund kunnet betale sig selv«; istedenfor Stald og Vognhus skulde have været et fuldkomment stort Pakhus med sine Kældre; »hvad nytter os den kostbare Møblering, forgyldte og flamske Stole, de kostelige Tapetserier, som Væggene ere klædte med, de store forgyldte Spejle, Dragkister, Tresurer, Porcellæn, kostbare fine Glas« osv.

Det kan ses heraf, at Kjøbmændenes Kunder fra Landet tog Ophold i deres Hus, som Tilfældet vel endnu er i enkelte Provinskjøbstæder, og at de maatte have forskjellige Gjæsteværelser efter de forskjellige Stænder, saa at en tarvelig Kjøbmand kun havde ringe Plads til sin Familie; de ældre Kjøbmandsgaarde var alene indrettede for Næringens Skyld.

Det var en højst mærkelig Luxus, der havde indtrængt sig paa denne Tid, da Statens Pengevæsen var i en elendig Forfatning og store Skatter blev udskrevne paa Grund af den langvarige Krig med Sverig fra 1709 til 1720. Men selve Krigen har formodenlig givet Lejlighed til megen Fortjeneste for Kjøbenhavns Borgere, saa Byen derved er kommen i en Fremgang, den ikke vilde have opnaaet i Fredens Dage. Det var store Værdier, Borgerne sad inde med i


99

Form af Juveler, Guldsmykker, Medailler og andre Sager af Guld og Sølv. Den foran nævnte Hans Burmester efterlod Juveler for 1290 Rdl., 2 Gulduhre, 3 Sølv-Lommeuhre, 2 Slagværk., Kaffekande, Thepotte, Sukkerdaase, en Opsats, bestaaende af Præsentertallerken med Sukkerbøsse, Olie-, Eddike- og Sirupskande, Lysestager, Lysesaxe, en Barselpotte, 24 Skeer, Potageske, en gammeldags Præsentertallerken, alt af Sølv.

Det var kun Smaafolk, der ikke havde Sager af Sølv og Guld. I Porcellæn (Postelin, som det undertiden kaldes i Inventarier) udfoldedes stor Luxus, hvortil kom de mange japanesiske Sager, som Handelsskibene bragte med hjem. Saaledes nævnes i et Bo: 3 store og 2 mindre Bojaner med Dækler til et Skab, skildrede japanske Krukker, Nillikepotter, japanske Kopper, Chokoladekopper osv. Man træffer en Porcellæns Trækpotte med Guldbeslag. Porcellænet var udstillet i Stuerne paa »Tabuletter«, der hang paa Væggene; der var Thetabuletter, Glastabuletter osv. Det vilde dog blive altfor trættende for Læseren at bebyrdes med flere Uddrag af Skifterne om Møbler, kun skal her endnu nævnes et Par enkelte Ting.

Naar Henrik i »Kilderejsen« (1, 1) ser over paa Jeronimusses Hus og siger: »Jeg ser alt Gardinerne røres«, bag hvilke Leonora og Pernille derpaa kommer frem til Vinduet, er det tydeligt, at man kjendte Gardiner, ikke Sengegardiner, der kaldtes Sparlagen, men Forhæng, der dækkede Vinduerne. Allerede 1712 nævnes: 4 Vinduesgardiner med 2 Kapper af blaat og hvidt Terlumtej og 8 af blommet Katun, og 1713 6 brogede Katuns Vinduesgardiner med 3 Kapper og et dito til Kjøkkenvinduer; man havde dem ogsaa af Hørlærred. Da der altid hører Kapper til, er det klart, at de hang ned fra Loftet, og dette er ogsaa aabenbart af et Inventarium fra 1727, hvor der nævnes: 4 Sukkerdons Gardiner, halvfemte Alen lange med 2 Kapper; i sidstnævnte Inventarium nævnes en Mængde Gardiner, saa det er tydeligt, at de da er meget almindelige, og der hørte næsten altid Tæppe til; jeg ved ikke, hvorledes det har været brugt, uden at det maaske har dækket Vindueskarmen og hængt ned over Væggen derunder; saaledes nævnes 6 Vederskinds Taftes Gardiner med 3 Kapper og et Tæppe med rød Taftes Fabula, 7 grønne Sarses Gardiner med Krepiner, 2 Kapper og 1 Tæppe, 3 grønne Sarses Gardiner, Kappe og Tæppe, 4 sorte Raskes Gardiner og et Tæppe, et blaat Raskes Gardin og et Stykke skaansk Dækken osv.


100

»Der er en Himmel paa hver Seng og der er ligesaa mange Himle, som der er Senge«, siger Arv i »Julestuen« (Sc. 12). Dette forholdt sig rigtig. Det var nødvendigt at have Himle over Sengene, for at Støv fra Bjælkeloftet ikke skulde falde i Ansigtet paa den sovende, og omkring enhver Seng var der Sparlagen, der holdt Trækken ude fra Vinduer og Døre. Gammeldags Alkover fandtes i mange gamle Huse, men i de ny byggedes saadanne næppe mere. Alle nymodens Familier havde nu fritstaaende Senge, men i Tjenestefolks Kamre findes Slagbænke til at sove paa, og som blev slaaede ned om Dagen. Exempler paa Senge er foruden de foran nævnte: en Fyrre-Himmelseng med 4 gule Raskes Gardiner og et Tæppe med Krepiner omkring, Fyrre-Himmelseng med Garnice, Standsenge af Fyr, Vraasenge af Fyr, gammeldags Egesenge, Skaksenge osv.

Som vi foran har set, var Kakkelovnen med Messingtromler en stor Prydelse i Værelserne, Holberg skildrer selv for Spøg i sin 151. Epistel en, han havde i sin Professorbolig; den havde 15 Messingknapper, og Messingplade.

Paa mange Kakkelovne var afbildet et Barn, som greb en Ørn om Foden, men førtes bort af den, hvilket havde Hentydning til Griffenfeldts Fald, og nedenunder stod følgende Vers:

Da jeg greeb Overmand om Food,
Toog hand mig bort med sig;
Thi raader jeg hver Ven saa good,
Han speyler sig i mig. 4)

»Hvad Klædedragten angaar«, skriver Pontoppidan, der kom hertil 1716, »da maa jeg tilstaa, at Kjøbenhavn er et anstødeligt Sted for den, der kan støde sig paa sligt, thi der vil den ringeste, om han har Evne, ej vige den fornemste i anselige Klæder. Jeg mindes, at da jeg først kom til Kjøbenhavn, syntes mig, jeg havde aldrig set saa mange Standspersoner samlede paa et Sted, thi som saadanne ansaa jeg ofte Haandværksfolk, særdeles dem af Kvindekjøn, og hvem skulde mene andet, end at et Fruentimmer, som kjører til Kirke, vel coifferet og behængt med Ædelstene, var af adelig Stand, eller at det kunde være en slet og ret Person, ofte en Kjøbmands eller anden Borgers Domestik, som bar drap d'ors Vest og Damask til sine Klæders Underfoder« 5).

Den Klædedragt, man brugte paa den Tid, var den nymodens


101

franske, der af C. Molbech siges at være helt trængt igjennem ved Aar 1720. »I Stedet for Mandfolkenes Overklædning, eller kjortelen efter det ældre Snit, med større Vidde, bestemt eller i det mindste tilskaaret og indrettet til at kunne knappes med en lige Rad af Knapper fra Halsen til den nederste Rand, kom en snævrere Kjole med sine Rabatter og store Opslag for Hænderne, begge Dele besatte med Guldgaloner, naar Klædningen skulde være prægtig og kostbar. Denne Kjole udmærkede sig fra den ældre Tids ogsaa ved Nederdelen eller Skjøderne, som bagtil vare helt splittede (den ældre Kjortel eller Trøje havde kun en kortere Split nedentil, med Knapper og Knaphuller); fortil bleve Skjøderne efterhaanden i deres Snit afskakkede i større eller mindre Skraahed. Kjolen kunde saaledes i al Fald kun tilknappes om Livet. Knapperne, hvormed man undertiden drev den største Luxus, var tilsidst mere for et Syns Skyld end til virkelig Brug, og Kjolen blev som oftest kun hægtet over Brystet. Undertrøjen mistede sine Ærmer og blev til en Vest, som dog længe beholdt Skjøder og naaede næsten til Knæerne. Nedenfor disse spændtes de snævre Buxer, men til de fornemmes Dragt hørte, ogsaa til over Midten af det 18. Aarh., de i Folder over Knæerne oprullede Silkestrømper. Den anselige nedhængende Halsklud maatte give Plads for Brystkraver og det senere saakaldte Kalvekryds (egenlig Kalvekrøs), der blev mindre og gik tilsidst over til blot Halsbind« 6).

I Epistel 215, hvor Holberg taler om det forkastelige i at være Træl af de parisiske Skrædere, siger han: »Vi bele vore Fruentimmers brede Skjørter, men naar vi betragte vore egne Klæder, vore trange Ærmer, vore udstoppede Sidefolder, der tynge som et Harnisk, have vi ingen Ære at tale med«. I Epistel 359 taler han ogsaa om »de trange og udstivede Klæder, som foraarsage, at enhver Kavaler ser ud som Klør Knægt«.

Peder Paars var en gammeldags Spidsborger. Da han havde lidt Skibbrud og eftersaa sin Kiste, fandt han

»Ubeskaart hans Sarses Søndags Kjole
Med støbte Knapper i, og Lær til otte Stole.
Man siden ligervis fandt ganske tør hans Vest,
For hvilken Peder Paars var bange allermest,
Thi den af Kallemank var gjort, med Silkeknapper.
Han raabte: Se min Vest, den haver holdt sig tapper.
Derefter tog man op en Trøje, som var blaa
Med Ulvskind foret og med Guldgramaner paa.


102

To Hatte af Kastor; tolv skjønne Peberkager,
Samt tre Par Rulærs Sko, som af en tysk Skomager
Var gjort i Kalundborg; et lidet Sølver Kors,
Som af hans Kjæreste ham skikket var fra Aars«.

Den gammeldags Dragt var beholdt af de gamle. Jean de Trance siger (4, 5): »min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflægge sin gamle Spidsborgerdragt, men min Svigerpapa, som holder for Trosartikel at gaa ligeledes i Klæder, som hans Papa før ham, kommer jeg sans façon at tvinge dertil«. Den Dragt, som Jean kom hjem med, var imidlertid atter en Mode, der overgik den ny, der var ved at komme i almindelig Brug; Arv (1, 2), der følgelig ser alt nyt fra det apartes Synspunkt, sammenligner ham med Klør Knægt og siger, at han gaar med en rød Klædes Slaabrok og har en Hat saa bred som den, Hans Wurst havde paa. Imidlertid var efter Holbergs eget Udsagn Jean de Frances Dragt ved Opførelsen saa lidt overdreven, at Stykket ikke gjorde Lykke. Kjolen var ofte af Fløjel. »Gid jeg havde en Daler for hver en Slyngel, hver en Staader, der her gaar i Fløjels Kjole, da var jeg en rig Mand«, siger Henrik i »Henrik og Pernille« (1, 2). Ridefogden i »Jeppe paa Bjerget« (3, 2) havde en sølvknappet Kjole, Kruseduller for Hænderne, Silkepung i Haaret og Gehæng om Livet med Kaarde.

Slaabrokke omtales oftere, saaledes i »Maskeraden« (1, 2), og da Jeppe paa Bjerget (2, 1) ligger i Baronens Seng, hænger paa Stolen en Gyldenstykkes Slaabrok og han har en guldbroderet Hue paa Hovedet.

Nogle Exempler paa Dragter vil vi her hidsætte:

»Fornemme Negociant og Handelsmand« Frands Rohde døde 14. Marts 1713 ugift i sin Lejebolig hos Peder Svane i Snaregade. Han maa have været noget til Aars, thi hans Søstre havde gifte Døtre, en af hans Søsterdøtre var saaledes Etatsraad Ole Rømers Frue. Han ejede Hovedgaarden Rørbæk i Nørvang Herred i Jylland og over 450 Tdr. Hartkorn Bøndergods. Hans Klæder var saaledes: en hvid med Guld broderet Klædning underforet med couleur de roses Taft. En lys Klædes Kjole og et Par dito Buxer med Guldtraads Knapper og Underfoder af blaa Sars de Sey. En gammel perlefarvet Fløjels Kjole. En hvid Klædes Kjole med Guldtraads Knapper og en lignende med Sølvtraads Knapper. En brun Rejsekjole med Forværk under. En brun Stoffes Kappe. Af Veste havde han: en af Sølvbrokade, 2 af rødt Klæde garneret med Sølv og Sølvtraadsknapper,


103

en af Guldbrokade med Guldbordter omkring, en af blaa Tobin med Guldblommer, Knapper og Galloner af Guldtraad; en af rødt Klæde broderet med Sølv. Hans Buxer var af rødt Klæde eller brandgult Fløjel, begge Par broderede med Sølv. Han brugte et sort Silke Skjerf med Sølvkvaster og Læder-Gehæng. Til Hovedet havde han 2 Allongeparykker.

En anden gammel Ungkarl, Kræmmer Movrids Hessenberg, der døde i Pesten 1711, efterlod en sort Klædes Kjole, en brun Klædes Klædning, Kjole, Vest og Buxer med forgyldte Knapper, en lys Kulørs Klædes Klædning, en Kallemankes Slaabrok med Sølvspænder, en Kappe af Camelot de Brussel. Af Veste havde han en af Damask, en af Klæde og en af Kallemank, en Kallemankes Brystdug, 2 Par Buxer af Klæde og et Par sortblommede Fløjels. Han bar Parykker af alle Slags: en Allonge Paruque, en lokket dito, en gammel og en kort dito, en ganske ny lokket. Han havde en Kontorhue med rødt Fløjels Slag, en ulden Kontorhue og en hvid stribet dito. Af Strømper havde han baade sorte Silke-, uldne, islandske og hvide Traadstrømper og Lærredssokker. Af Daskeklude havde han mange: en Piont de la ragne, og ellers brabantske, alle med tilhørende Manschetter; af andre »Klude« (Halstørklæder) var der baade af Netteldug og Lærred, ligesom Natklude af Klosterlærred. Han havde 8 Halskraver af Klosterlærred og 18 Par Halværmer.

Peder Enevoldsen, der ogsaa døde i Pesten, efterlod: en sort Klædes Kjole, en sort Kallemankes Vest og et Par Plysses Buxer. En Kaffe-Kjole og Vest med rødt Underfoder og et Par røde Plysses Buxer. En brun Kjole og et Par Plysses Buxer. En brun Kjole og et Par Skindbuxer, med 11 smaa Sølvknapper. En brun Vest med Vædderskind under. En sort Bajs Vest. En rød Kasket med sort Plys. En sort Damaskes Kjole. En Skindvest med 37 runde Sølvknapper. En lys Kjole og Vest med et Par røde Plysses Buxer.

Klavs Andersen Lovmand paa Rosengaarden, der døde 1727, efterlod: en askefarvet Klædes Klædning, Kjole, Vest og Buxer, en hvid Klædes Klædning, en sort Bajsklædes Klædning, en lys Klædes Klædning, en sort Klædes Klædning, en askefarvet Kjole, en hvid Klædes Kjole, en foret Kjole, en graa Damaskes Vest, sorte Klædes Buxer, et Par af Skind, et Par af Bukkeskind, et Par af Hjortelæder, en sort Klædes Kappe, 2 Kallemankes »Slofrokke«, et Par finske Støvler og Handsker, 2 Allongeparykker, 2 sorte Hatte, 2 Huer, 2 Kabudser.


104

Den oftere nævnte Hans Burmester efterlod 1719: en ny Klædes Kjole og Buxer, Kjolen foret med Chagrin og med Guldtraads Knapper, en lys Klædes Kjole, Vest og Buxer med Sølvtraadsknapper, en Sommerstoffes Klædning, en blaa ostindisk Atlaskes broderet Slafrok, en ulden Damaskes Slafrok med en Hue dertil, en stribet Kallemankes Slafrok, en hvid Damaskes Vest med Guld- og Silkeblommer samt Guldtraads Knapper, en blaa og en sort Damaskes Vest med Guldblommer og Guldtraads Knapper, en hvid Damaskes Vest med røde og blaa Blommer og Sølvtraads Knapper, et Par Buxer, af Sommerstof, en Stoffes Kappe med rød Ratin og Guldgalloner, et Silke-Slafrok-Skjærf, 3 Par lyse Silkestrømper, et Gyldenstykkes Muffebaand med Sølv- og Guldkvaster, et Par røde Fløjels Tøfler med Guldgalloner, en Muffe med Sølvring, 9 opbundne lyse Allongeparykker, en Hat med høj Pul med Sølvlidse og en sort Fløjels Kasket.

En Spækhøker efterlod sig 1727: en sort Kjole, Vest og Buxer, en hvid Kjole, Vest og Buxer, en grøn Kjole, en Kallemankes Brystdug med 6 Sølvknapper, 2 brune islandske Trøjer, 2 Par Strømper, 2 Parykker, 1 Hat.

Tøger Reenberg

Digteren Tøger Reenberg, død 1742.


Frederik IV

Frederik IV.

[105]

[Tom side]

[106]

107

Ved Forordningen 1. Feb. 1717 om overordenlige Skatter lagdes en særlig Skat paa Klæder, der var broderede med Guld eller bebræmmede og chamererede med Guld- eller Sølv-Galloner; der betaltes af en Kjortel 5 Rdl., af en Vest 4 Rdl., af et Par Buxer 1 Rdl. For en Kjortel, der var indfattet med 1 Guld- eller Sølvsnor eller Gallon eller havde Knaphuller eller Knapper, der var besyede med Guld- eller Sølvtraad, betaltes 4 Rdl.; for en Vest af Brokade, Fond d'or eller d'argent, Guld- eller Sølvstykke 4 Rdl. For en Kvindeklædning af Guld- eller Sølvstykke betaltes 10 Rdl.

Ole Rømer

Politimester Ole Rømer, død 1710.

Om Sommeren gik man med Sko (11. Juni 1, 1) og det var ikke passende at have Støvler paa uden i Vintermaanederne.

Den brede Hat brugtes kun af Bønder. I »Jeppe paa Bjerget« omtales hans gamle brede Hat (4, 1) og hans røde Trøje (5, 1). Naar man gik hjemme, tog man Parykken af og tog Hue paa Hovedet (se f. Ex. »Barselstuen« 4, 3). Hatten var ellers opkrammet med Lidser, men da Skyggen var bred, kom den til at se ud som Horn,


108

naar Lidserne blev løsnede, som det fremgaar af »Ulysses von Ithacia« (5, 3).

I Slutningen af det 17. Aarhundrede var Parykkerne komne i Mode, og deres Herredømme gik saa vidt, at ingen anstændig Person kunde vise sig uden saadan; kun ligefremme Bønder og Bønderkarle, der nylig var ankomne til Staden, gik uden Paryk. I Begyndelsen havde man ivret stærkt mod denne Mode, man forbød Studenter, under Straf af Carcer eller Arrest i Universitetets Kjælder, at bære saadanne

Johan Bartram Ernst

Politimester Johan Bartram Ernst, død 1722.

og Præsterne deklamerede derimod fra Prædikestolene. Men da Masius, der havde været Legationspræst i Paris, 1686 kaldtes hjem som Hofpræst, viste han sig med Abbé-Paryk; i Begyndelsen sukkede hans Kollegaer over Modens Daarlighed, men det varede ikke længe, inden de efterlignede ham. De første Parykker var dog meget simple med glatte Haar, men snart fik de »baade Front og Frisure« og voxede til et betydeligt Omfang. Idet Parykkerne blev saa store, blev det upassende at bære Skjæg, og vi finder derfor paa Portrætter


Christian VI

Christian VI.

[109]

[Tom side]

[110]

111

aldrig andet end glat ragede Ansigter. Kun enkelte gammeldags Mænd og Jøder bar Skjæg. Jeronimus i »Maskeraden«, der er en fornemme rig Mand (3, 8) og er Repræsentant for de gammeldags Skikke, fremstilles (1, 4) med et lille Skjæg, og derfor kan Pernille (3, 7) antage ham for en Jøde. »Der lader sig næppe opvise nogen Mode«, siger C. Molbech, »som opnaaede en saadan Universalitet i sit Herredømme og en saa stor Udstrækning og Varighed i sin Indflydelse. Man ser jo, hvorledes denne endog strakte sig ud over den

Hans Himmerich

Politimester Hans Himmerich, afskediget 1731.

virkelige Verden og ind i den ideale. I Maleriet, i Plastikken, paa Theatret - kort i enhver Kunstform var Parykken saa at sig uadskillelig fra den menneskelige Figur. Græske og romerske Helte, Fyrster og Statsmænd fremtraadte paa Scenen i Allonge-Parykker. Langt hen i det 18de Aarhundrede saa man Konger, Prinser og Generaler med en stor Paryk over Harnisket, paa Malerier, Medailler o. s. v. Man maatte den Gang snarere variere det bekjendte Ordsprog og sige: Parykker skabe Folk«.


112

Brugen af Parykker var saa udbredt, at der 22. Sept. 1710 kunde udkomme en Forordning om Paabud af Skat paa Parykker; alle Rangspersoner skulde give 4 Rdl., alle andre Honoratiores uden Rang 3 Rdl.; »andre Verdslige af Mænd, Karte og Tjenere« i Stæderne og paa Landet 2 Rdl. eller 1 Rdl. »efter deres Tilstand og Vilkaar«, hvorover rettelig skulde skjønnes. Kun »fattige Mænd og Karle« undtoges. Altsaa selv fattige Folk, der ikke formaaede at underholde sig selv, eller Folk, som i ethvert Tilfælde kunde

Erik Torm

Politimester Erik Torm, død 1764.

faa Attest for ikke at være istand til at yde Skat, havde dog altid Raad til at bære Paryk, og gamle Parykker kunde følgelig være Gjenstand for Tiggeri som enhver anden Nødvendighedsgjenstand. Selv Børn bar Paryk.

Parykkerne var følgelig af meget forskjellig Art. Alongeparykken med det lange krøllede Haar ned ad Nakken var Galauniform, og med den fremstilles Folk i Almindelighed paa Portrætter, men den kortere Paryk var dog den mest praktiske til daglig.


113

Hvor mange Slags, man havde Brug for, ses af de Bekjendtgjørelser, som en Parykmager Kilian Druebin, der en Tid var Holbergs Gjenbo, indrykkede i Aviserne nogle Aar senere. Han havde til Salg engelske, franske, spanske Allonge-, Abbé-, Pidske-, Pung-, Præste-, Kokarde-, Roset-, Melange-, Demi-Carree-, Mirledon-Parykker, for ikke at tale om Kina- og Ostindiefarer-Parykker uden Pudder i Bukle-Façon; Farverne var hvide, graa, griseille, cendré, blonde, brune, sorte med mange Mellemformer og Mellemfarver. 7) »Vi maa gjøre os det tydeligt, hvilken Højde i deres despotiske Magt Mode, Indbildning og Hofskik maatte opnaa for at kunne grundfæste det almindelige Herredømme af en saa unaturlig, ubekvem, kostbar og for en Del usund Vane, som medførte at berøve Hovedet de naturlige Haar eller kvæle dem i deres Væxt og hindre Uddunstningen ved en kunstig dannet Haarhue, hvis forskjellige Former alle forenede sig i dette Resultat, at jo lettere, bekvemmere og sirligere en Paryk skulde være og jo mere det skulde blive muligt at bære den uden rent at rage Hovedet eller holde Haaret ugenlig under Saxen, desto højere steg dens Pris ligesom den aarlige Bekostning for at holde sit Hoved under Paryk. Beretninger herom gaa indtil det fabelagtige, men at Stadsparykker fra 50 til 100 Rdl. ikke vare sjeldne ved Hoffet og i Hofkredsen, har man Grund til at antage, naar man ser, at Lakejerne ved det brandenborgske Hof 1699 gik i Parykker til 15 Rdl. Stykket. 8)

Naar man altsaa paa den Tid skulde spørge efter en Mands Udseende, f. Ex. ved Politiforhør, og fik at vide, at han bar sit eget Haar, vidste man, at han tilhørte den fattigste Arbejdsklasse. Biskop Henrik Bornemann, der døde 1710, var den sidste Biskop i Sjælland, der gik med Skjæg, det var langt og han bar det paa Rejser i en Fløjels Pung. Lapsene bar Pungparykker. Det er derfor, Holberg selv et Sted taler om, at man har ment, at han i »Jean de France« i Steden for at lade Jean tro, at det er Mode i Paris at knappe Kjolen bagpaa, da burde have givet denne en uhyre Pungparyk, der bredte sig over Ryggen. 9) I »Den ellevte Juni« (1, 1) siger den ene Proprietær, at hvis der var lige saa mange Penge i Byen som Punge, var den rigere end Amsterdam eller London, men Ulykken var, at de hang bag i Nakken og var ganske tomme. I »Maskeraden« (1, 11) taler Arv om Lakejernes Hovmod, naar de havde faaet en Pung i Parykken. I »Jeppe paa Bjerget« (3, 2) bærer ogsaa Ridefogden Silkepung bag i Haaret. Det ses af »Henrik og Pernille« (1,


114

1 og 1, 6), at Lapse tog Spejl op af Lommen og akkomoderede Parykken.

I F. Horns »Somnium poeticum« 1731 skildres de forskjellige Haarfrisurer:

»De snart Parykker har, som ere ganske korte,
snart lange, lyse snart, snart er de spraglet, sorte;
snart en med Knuder i, snart en med tvende Ben,
snart skal den pudres, snart bør være ganske ren.
Snart de en Krans, som et forloret Haar skal bære,
snart skal der tvende Horn i Fronten satte være,
snart Haar med Flesk og Fedt i Panden stryges skal,
at det af Vinden ej skal faa et Nedgangs Fald.
Snart de i Nakkerne har meget store Punge,
som ej af Penge, men af Bomuld, Haar er tunge,
for ej at trykke ned det kjønt opsatte Haar,
de og i haardest Kuld med Hat i Haanden gaar«.

Jo mere krøllet en Paryk var, des farligere var det følgelig at tage Hat paa, og det blev derfor en Mode at gaa med Hatten i Haanden, en Skik, som holdt sig længe. Præsterne i visse Stæder i Tyskland har til den nyeste Tid altid vist sig paa Gaden barhovede som Minde om den Tid, man bar Paryk. Scheibe fortæller 10), at da det i Holbergs yngre Dage var Mode at gaa paa Gaden med Hatten under Armen, fulgte Holberg ogsaa denne Skik, ligesom han i det hele altid klædte sig net og i Overensstemmelse med Tidens Krav, men uden Overdrivelse.

Parykkerne var følgelig til Forargelse for Pietisterne. Ville Høyberg fortæller 11) om 4 af sine Skolekammerater fra Aalborg Skole, der blev grebne af denne Bevægelse, at de »ginge klædte som Pilgrimme med Stave i Haanden, lagde deres Parykker og Kaarder fra sig, lod deres Skjæg voxe og skabte sig selv om til Varulve«.

Ikke mindre ejendommelig for Tiden var den Skik at bære Kaarde. Naar Eraste i »Den Vægelsindede« (2, 15) vil gaa hjem for at tage en anden Kaarde paa, som han kan bruge til at slaas med, ses det, at de Kaarder, man gik med til daglig, var til Stads, hvorfor man i Dødsboer finder Oplag af forskjellige Slags Kaarder med smukke Haandtag. I »Den ellevte Juni« (1, 1) fortæller den ene Proprietarius, at da han var paa Børsen, opnaaede han ikke at faa Penge, men »fik ej andet end revne Strømper af Kaarder og Lysesped, som man stak mig i Benene med«; »det er mare ingen Børs længer, men en Assemblé eller en Fægteskole. Kjøbmænd udi Eng-


115

land eller Holland skulde føre sig saadan op og komme med Kaarder ved Siden til Børsen!«

Det var ikke nok med, at det var fornemme Borgere, der gik med Kaarde; Skomageren og Skræderen tog Maal væbnede med den og

»saasnart en Skriverkarl Kopi af Brev kan skrive,
strax ser man ham jo til en Kaardekarl at blive«,

saaledes at man

»ved Kaarde mellem Karl og Dreng ej skille kan",

skriver en samtidig Digter.

Af Skifter ser vi det samme; der var faa nogenlunde velhavende Folk, der ikke havde Kaarde med Sølvfæste, mange havde hele Vaabensamlinger. Klavs Andersen Lovmand efterlod sig 1727: en Hirsfænger med Agat- og Sølvbeslag, en Hirsfænger med Hjortetak, 2 Kaarder med Sølvgreb, endnu en Hirsfænger, 3 gamle Kaarder og en Krumsabel, en Partisan, en Riffelflint, en Riffelbøsse, en gammel Bøsse, en Riffel, en Bøsseflint, et Par Pistoler.

At Kjøbstedfolk bar Kaarder, kan ikke undre nogen, naar vi endog hører, at Bønder i Jylland ved denne Tid havde saadanne. Christen Sørensen Testrup fortæller saaledes fra Viborgegnen: »Det var og en Vis her i Egnen i forrige Tider, at Bønder ginge med Kaarder baade i Kirken til Offers og ellers; til den Ende beflittede sig ogsaa en Del paa at lære at slaas med Kaarde, hvilke Svinker min Fader og havde beflittet sig paa, men ellers var de berømteste Fægtere i denne Egn i min Tid Søren Fandrup i Glærup og Anders Jensen ibidem.« Testrup nævner ogsaa en Duel mellem denne sidste og en Borger i Viborg ved et Marked. 12)

Da alle gik med Kaarder, maatte man følgelig ogsaa forstaa at bruge dem, og det var derfor, en indbringende Forretning at være Fægtemester, som det hedder i F. Horns »Somnium poeticum«:

»Saasnart jeg faar en Søn, skal jeg ham lade lære
Fægtmester Haandværk, thi det baade skaffer Ære,
det skaffer ogsaa Brød, ti alle og enhver,
til Skriverdrenge jo det ædle Haandværk lær.«

Der var endog ansat, en Stads-Fægtemester; saaledes fik Christian Reesløf 9. Septbr. 1726 Magistratens Bestalling herpaa. 13. Sept. 1728 fik Mathias Brun, der 18 Aar havde tjent i Livgarden, kgl. Bevilling paa at holde Fægteskole. 13) 20. Dec. 1723 skriver


116

Magistraten om en, der søgte saadan Bevilling, at han »har vel forevist os et Lærebrev af Indhold, at han skal have lært Fægtekunsten, men hvad Kapacitet han der udi har, vil vel ankomme paa Prøve, hvilken han efter vores allerunderdanigste Tanker bør vise saavel med en Floret imod en derudi erfaren Person, som ved at give Lektioner, førend ham blev tilladt at nedsætte sig her. Skulde han da i Gjerningen præstere hvis (hvad) han giver sig ud for, vides ikke allerunderdanigst at erindre, som kunde hindre, at ham jo kunde tillades derved at ernære sig, dog at saadan Bevilling ikke skulde være et Monopolium for ham til at hindre andre, som paa samme Kunst ligeledes maatte resolvere sig til at bo her og forstaa den, men alene forskaanes som en anden Borger at søge sit Brød ved sin Profession saasom enten Dansemester, Spillemester og andre deslige Informatores, hvoraf flere ernærer sig her end en.«)

I Forbindelse hermed kan det omtales, at foruden Fægtekunst øvede man andre Vaabenidrætter. Der holdtes ogsaa Skydeøvelser. Saaledes bestod det saakaldte Frihaands-Skydeselskab i Sølvgade og det danske Kompagni (nu det kgl. Skydeselskab) i nogle Aar af Frederik IV's Regeringstid, men 1726 var vistnok intet af dem i Kraft, ti 29. Nov. fik Evald Schrøder kgl. Bevilling paa at indrette en Skydeplads udenfor Byen, »da der var adskillige baade civile og militære, der gjærne øvede sig i at skyde til Skive eg andre deraf dependerende Exercitier 14).«

Det vides ikke, om det er de her nævnte Personer, der Aaret efter viste deres Kunst for Hoffet. I »Extraordinaire Relationer« fortælles:

»Den 24de Feb. 1727 har et Kompagni Friskyttere her af Staden bestaaende af 33 Personer, med deres Anfører den kgl. Hofkonditor Ziegler og foregaaende Musik indfundet sig paa Ridebanen for den saa kaldede Prinsens Gaard i Frederiksberg By [nu Runddelen], og der ej lidet fornøjet det kgl. Herskab ved at vise deres Kunst og Færdighed i at skyde til den der paa en Stang opsatte Papegøje. Samme Dag og paa samme Sted har og Amagerne indstillet sig forat øve udi Herskabets Overværelse deres sædvanlige Fastelavns Lystighed.«

I Epistel 86 skriver Holberg mange Aar efter (1748) i Anledning af, at han havde mødt en gammel Fægtemester, der klagede over Mangel paa Næring, og at det var ikke saaledes tidligere: »For 40 Aar siden var en Fægtemester udi samme Anseelse som en


117

Professor ved Universitetet; i det ringeste kunde han blandt vore Studenter regne lige saa mange, om ikke flere Skolarer, thi en norsk Student, der ikke havde frekventeret Fægteskolen i Kjøbenhavn, blev anset ved sin Hjemkomst som en, der havde anvendt Tiden ilde ved Universitetet. Fægteøvelser vare da ogsaa nødvendige, efterdi det var grande Mode for alle Folk, saavel gamle som unge, at duellere med hinanden udenfor Stadsporten, saa at man hørte ligesaa meget tale om duellerende Personer og deres Sekundanter som nu om Præsides udi Cathedris og deres Respondenter, ja det Sted udenfor Porten, kaldet Fuglestangen, var mere bekjendt end det store akademiske Avditorium.«

I »Barselstuen« (4, 3) siger den ene Officer: »Jeg havde en liden Affære med en fremmed Officer igaar Eftermiddags, som jeg stak ihjel, unter uns gesagt, ved Fuglestangen«. I »Det lykkelige Skibbrud« (3, 10) siger Henrik til Pernille:, »Fort, jeg fordrer dig ud til Fuglestangen at slaas med mig, enten med en Sax eller en Kokkekniv«. Fuglestangen var et Sted langt fra Byen, hvor Falkonermesteren havde en Stang til at afrette Falke ved; det var der, hvor Tagens Hus ved Tagens Vej hinsides Jagtvejen siden blev bygget. 14) Dueller holdtes ogsaa ved Ravnsborg paa Nørrebro. 15) I »Den Vægelsindede« (3, 1) skriver Eraste til Apicius: »Est du en honnet Kavaller, saa møder du mig Klokken 8 i Aften paa Grønland; hvis du ikke møder, kalder jeg dig for en Kujon«. Grønland var den ovenfor omtalte øde Plads mellem Nyboder og Kastellet, der da var meget større end senere, idet Nyboder ikke gik nær saa langt ud mod Kastellet som nu.

I »Jakob v. Thybo« (5, 8) anfører Stygptius det som Grund til at slutte Fred, at det er forbudt i de akademiske Love at slaas med Kaarde. Uagtet det paa den Tid var stiltiende tilladt Studenter at bære Kaarde, saa vedblev Forbud mod at bære Vaaben at bestaa paa Papiret i Universitetets Bestemmelser lige til 1788. 16).

Ved Forordning 13. Marts 1683 var det blevet civile Folks Lakajer forbudt at bære Kaarde, men dette blev ikke overholdt. Af følgende Politiberetning ses det, hvor farlig denne Bæren Vaaben kunde (være for Freden paa Gaderne.

11. Feb. 1717 indberettede Politimester Ernst til Kongen: »Udi allerunderdanigste Lydighed for Eders kgl. Majestæts expresse Befaling rapporteres, at idag Kl. 11 Formiddag kommer en aftakket Lakaj


118

drukken paa Kjøbmagergade og efter holdt Examen af nogle hosværende uden foregaaende Ord og med dragen Kaarde huggede en for ham gaaende Ruhugger paa Holmen udi Tindingen efter Chirurgi Beretning et farligt Saar, forfølger dernæst den hos Ruhuggeren gaaende Holmens Rebslager med samme dragne Kaarde, med Forsæt at stikke ham ind ad Ryggen, ihvorvel disse begge var værgeløse, da efter denne Rebslagers eget Udsigende Torvemester Nagel (som har udi mange Aar i Irland og Brabant tjent under Eders kgl. Majestæts Garde til Fods og imidlertid bekommet foruden sine Torveblessurer mangfoldige Saar) udkom med blotte Næver, med svar Røst opholdt det forehavende Stød, kastede Lakajen omkuld, tog ham hans Kaarde (fra) og lod ham arrestere samt den blesserede bringe til Barberen. Forhøret, efterdi denne Vold er sket paa alfar Gade og en Helligdag, er mig tilsagt til imorgen, hvor da den skyldige, som nu sidder i Hovedvagten, skal examineres, hvor han saaledes under Prædiken, ihvorvel, som hver Helligdag, er inkvireret idag For- og Eftermiddag udi Krohus, har bekommet imod Forordningen saadan overflødig Drik.«

Politimesteren skriver videre: »Efterdi nu mange Lakajer endog paa Slottet daglig kommer med Kaarde paa (allermest Officerers), hvorom jeg og for nogen Tid siden har paamindet Hr. Generalløjtnantens Excellence, som og da fik endel af Officererne til, at deres Tjenere maatte aflægge Kaarderne.*

Dette gav Anledning til Reskriptet af 7. Maj 1717, der paaminder om, at det i Frdn. 13. Marts 1683 var, forbudt Civiles Lakajer at bære Kaarde, men hvad de Militæres angik, da kunde det især i disse Krigstider ikke forbydes deres ligesaa lidt som fremmedes Ministres Lakajer.

__________

Kvinderne udviste ikke mindre Overdaadighed end Mændene. I et Tidsskrift »Skyggen af den døde Argus«, der udkom 1741, hedder det: »Nu skal alle være lige klædte og lige udstafferede, og nu skal ikke blot Fruen, men ogsaa Pigen gaa med snorede engelske Sko og Silkestrømper, hollandske Lærreder og Nettelduge, hvide Halsbaand, Øregehæng, Vifter, nymodens Baand« osv. 17)

I »Jakob von Thybo« (3, 2) spørger Lucilie: »Min søde Pernille, synes du, jeg er smukkere, naar jeg er snøret, end naar jeg gaar i


119

min Adriene?« hvortil Pernille svarer: »Min allerkjæreste, I er aldrig smukkere, end naar I ikke er snøret, jeg ligner en snøret Jomfru ved en smuk Have, men en usnøret ved en angenem Skov eller Lund. Der er en kunstig, men her er en naturlig Skjønhed.« I »Uden Hoved og Hale« (2, 5) siger Henrik, naar han ser det lange sorte Klæde med Horn, som er brugt til Fandens Forklædning: »Dersom min Herres Broder Roland eller hans Tjener Haagen, som tror alting, havde kommet over dette, havde de bildet dem ind, at det var Fandens Moders Adriene.« I »Henrik og Pernille« (1, 6), ifører Pernille sig sin Jomfrus Adriane. Adriene eller Adriane var altsaa en lang Klædning, der brugtes af fornemme Folk, i »Abracadabra« (1, 4) nævnes en, der kostede 70 Rdl. Den havde Navn efter et fransk Skuespil »l'Andrienne«, hvis Titelrolle spilledes 1703 af en Skuespillerinde Dancourt, der var iført en saadan Dragt; det var en lang Kjole aaben foran og affaldende til Siderne 18). Den var endnu ikke nogen almindelig Dragt, da den danske Skueplads aabnedes, og passede ikke for simple Folk; derfor siger Arv i »Jean de France« (4, 3), da han ser Marthe: »Hør Marthe, hvor Fanden har du faaet den Adriane fra, det er jo endnu for tidligt, Hundedagene er jo end ikke begyndt«; han tror altsaa, at hun er gal. Og i »Barselstuen« (2, 2) siger den ene Dame, da hun ser Anne Kandestøbers: »Mener I, at den So har ikke ogsaa faaet Adriene paa sig«! I »Den politiske Kandestøber« (1, 2) fortæller endelig Henrik, at Herman von Bremenfeldt med Djævelens Magt forleden Uge vilde, at Mutter skulde gaa med Adriane, »skjønt han kom ingen Vej dermed, thi Mutter er en gudfrygtig gammel Kone, som heller lod sit Liv, end lagde sin Flasketrøje af«. I Løbet af nogle faa Aar kom Adrienen dog i Mode i alle Stænder.

Til fin Damepynt hørte ogsaa Adraskanter, der nævnes i »Barselstuen« (2, 3), lange under Albuen nedhængende Manschetter 19), sammen med Smække. I »Den Vægelsindede« (2, 3) omtales Kniplingsskjørt som noget meget fint. Fejende Damer gik med Axelskjærf (Jakob von Thybo 4, 8), I »Abracadabra« (1, 4) nævnes ligeledes en rød Fløjels Kaabe.

Da Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 3) spørger Helene, om hun har Snørliv paa, svarer hun: .»nej, vi gjør os ikke saa gemen at gaa med Snørliv, det er altsammen gammeldags«. Den snørte Figur hørte altsaa til de ældre Folks Dragt og ovenpaa denne sad Flasketrøjen, et stramt Liv med Skjøder. I den ældste Udgave af »Den


120

Vægelsindede« fortæller Torben (4, 1) at Lukretia undertiden sidder hjemme pyntet som en Majbrud, men naar hun skal ud i Byen til et Sted, hvor der er en Hoben Fremmede, vil hun ud i sin Flasketrøje, hvilket følgelig var simpelt.

Skjørtet var af stort Omfang og blev holdt ud ved Fiskeben, hvorfor en Dame behøvede stor Plads til at røre sig i.

Om de vide Skjørter skriver Holberg i Epigrammerne 20).

»Ret som en Feber er en Kvindes Pynt og Mode,
snart griber Ho'det den, snart et snart andet Lem.
En Tid saa mange Sæt hun stabled paa sit Ho'de,
at som Andromache saa stor hun trined frem.
Nu Taarnet styrtet er, nu er hun ganske liden,
fra Ho'det Ondet er i Hoften sunket ned.
Hun svulmer for og bag, hun svulmer ud til Siden,
før var hun altfor høj, nu altfor tyk og bred.
Monstro med Fiskeben hun Amor vil forjage,
det nytter lidt, han véd nok Brecher at opdage«.

I et Bryllupsvers af Wadskjær fra 1730 21) hedder det:

»Men da jeg lader mig i Snørliv daglig pine,
foruden mindste Knur og utaalmodig Mine,
indtil jeg er saa lang og smækker i mit Liv,
som naar man griber om en Urtestilk og Siv.
Da jeg kan med mit Skjørt bespænde Klosterstræde,
ret som der var en Mand i Vejen med en Slæde,
og al min Stads saa fransk og alamodisk har,
som jeg hos Piloy en Forgangspige var«.

1748 bekjendtgjorde en Mand i Aviserne, at han var Opfinder af »Fiskebensskjørter af Jærn« og falbød dem i sit Hus i Sluttergaden 22).

Størst Vægt lagdes der paa Hovedpynten, der vakte stor Forargelse hos den ældrte Slægt: »Disse forbandede nye Inventioner«, siger Jeronimus i »Julestuen« (Sc. 5), »disse Toppe, disse Fabler, disse Favoritter, som vores ærlige Forfædre intet har vidst at sige af, det er en syndig Dragt, som er Aarsag til al den Ulykke, der sker i Verden«. Den taarnhøje og fineste Pynt hed Fontanger og en noget simplere Afart Topper eller Sætter 23). Den i »Gert Westphaler« (3, 1) og »Den Vægelsindede« (3, 5) omtalte Haarhue er et Brudesmykke 24).

I »Julestuen« (Sc. 5) opfordrer Jeronimus Leonora til at gaa med rund Hue, som hans gammeldags Søster bærer, og lade sine Klæder skjære efter den Mode, som hendes har, og Leonora gjør da den


121

Indvending, at Magdelones Klæder er meget kostbarere. De gammeldags Klæder var nemlig af kostbart Stof, men var da ogsaa saa stærke, at de kunde vare hele Livet, ja bruges af Arvingerne med, hvilket var Grunden til, at ældre Moder i afsides Egne kunde holde sig saa længe.

Herre og Dame

Herre og Dame efter et svensk satirisk Skrift.

Som Modens Krav vexlede fra Aar til Aar, er det følgelig umuligt at give nøjagtig Beretning om Klædedragten i dens Enkeltheder, vi foretrækker ved Exempler at paavise, hvilke Klæder Folk i forskjellige Stillinger ejede ved deres Død.

Kjøbmand Lavrids Bartholomæusens Hustru, der døde i Pesten 1711, havde: en sort Klædes Manteau med et opsprættet Skjørt, 2 ansigtsfarvede Manteaux med Skjørt; en blommet Tobins Manteau med Skjørt, en hvid Silkekjole med sort Taft under, en blaa Tobins Kjole og Skjørt, en gul Taftes Kjole; et rødt Tobins


122

Skjørt med blaa Staffering; 2 sorte Fløjels Axeltaft med rødt Atlask under, et sort Kniplings Skjærf, et sort Damaskes Skjærf og et stakket (kort) Forklæde; Snørliv; Gyldenstykkes Smække; en rød broderet Silke-Nattrøje; en Natmantel; Muffe med hvid Hermelin og Guldkniplinger og en islandsk Ræveskinds Muffe, til Hovedet havde hun en Fontange med røde Baand og brabantske Kniplinger, en med Gyldenstykkes Baand og en med blaa Baand; 4 Par Kniplings Ruder.

Peder Enevoldsens Hustru, der døde i Pesten 1711, havde en sort Pokates Manteau og et sort Damaskes Skjørt, en fransk Stoffes Kjole, Skjørter af graa Sars, Katun og Skind, en rød silkebroderet Nattrøje, en anden rød ulden, en blaa og en rød og hvid; en stribet Silke-Natkaabe, en anden Natkaabe af fransk Stof med Graaværk under; en rødblommet Tobins Hue med Guldblommer og Kniplinger, en blaa dito, en rød Fløjels Hue med Sølvgallon; 2 sorte Fløjels og 2 Par uldne Smækker, en brun Maars Muffe, et Par sorte Fløjels Vanter; et sort Taftes Hovedtaft, et Sæt af Grundkniplinger med en sort Flors Kappe.

En Bager Mathias Stubsachs Hustru, der døde i Juli 1717, havde: en sort Damaskes Klædning, en brun nedhængende Kjortel, en gul Taftes Kjortel, en hvid Damaskes Montan med rødt Taft, et hvidt og et rødt Sars de Soys Skjørt, et rødt Skarlagens Skjørt, en Taftes Trøje, en grøn, Silke-Trøje, et Kniplings Skjærf, et Damaskes Skjærf, et blaat Sars de Soys Forklæde, en Smække, to Sølvmors Huer med »Bontespan«, en Sabels Muffe, 3 Kniplings Hængesæt, et Par Kniplings Ruer og en Bul, 4 Par Kniplings Hatte, 2 Kniplings Sæt med Guldbaand, et Kniplings Sæt med slette (glatte) Baand.

Hørkræmmer Christian Schlichtkrols Hustru Birgitte Sofie Frorup (ung Kone), død i September 1717, havde: en blommet Damaskes Klædning, en sort Damaskes Klædning, en stribet Taftes Klædning, en sort Klædes Klædning, en gul Damaskes Kjole med Sølvsløjfer, en rød Damaskes Kjole, et sort Klædes Skjørt, et sort Axelskjærf med Fløjel i Livet, en hvidstukket Atlaskes Trøje, et Korset-Snørliv med Smække, en von Dors Smække, et rødt Taftes Forklæde, en Kniplings Hue med Gyldenstykkes Baand, en Kniplingshue med gule Baand, en von Dors Hue med Hat, 2 Par Kniplings »Angeschanter«, 2 Par slette Netteldugs »Angeschanter«, et Par Kniplings Ærmer, 6 Kniplings Bulle, 6 Kniplings Hatte.


123

Kirsten Hansdatter, salig Jørgen Finkenhofs, der døde 13. Jan. 1717, havde: en sort Tobins Kjole, en af sort Krep, en af brunt Klæde, en af brunt Stof, et hvidt Silke-Skjørt, et stoppet Skjørt, et brunt Sarses Skjørt, et sort Chagrins Skjærf, en hvid Atlaskes Manteau med sort Tafts Underfoder, en Tobins Kaabe, en sort Fløjels Kyse, et sort Silke-Livbaand med Staalspænde, et Par sorte Silke-Vanter, en

Hovedprydelser

Damer med forskjellige Hovedprydelser fra Malerier paa Rosenborg og fra Kobberstiksamlingen.

blaa Fløjels Nathue, 2 Snørliv, 3 sorte Flors Toppe, 2 Netteldugs Toppe med sorte og hvide Baand, en hvid stukken Hue, en Vifte og en Maske.

Barber Ole Gundersens Hustru, Inger Jakobsdatter, død 10. April 1717, havde: en sort spansk Klædes Klædning, en blommet Damaskes Kjole, en brun Tobins Kjole, en graa Berlins Stoffes Kjole


124

med sort Slag, et rødt Sars de Soys Skjørt med rødt Multums Underfoder og en Guldknipling neden om, et sort Damaskes Skjørt, et blommet Tobins Skjørt, et blaat Katuns Skjørt, et sort Damaskes Axelskjærf, 2 Damaskes Forklæder, en Nattrøje virket med Guld, Sølv og Silke, en Tobins Natkjole, en von Doers Hue, et Kniplings Sæt med Gyldenstykkes Baand, et Kniplings Sæt med sorte Baand og sort Flors Kappe, et sort Flors Sæt, et Par Kniplings »Engachenter«, en hvid Ræveskinds Muffe, en Maarskinds Muffe, et Par Silkevanter, et Par Tøfler med Galloner.

Madame Anna Margrethe Wahren, død 24. Feb. 1726, Enke efter Brygger Klavs Didriksen, havde: en sort Chagrins Kjole, en sort Kjole, en sort og hvid Taftes »Adriaine«, en nedhængende Fioletes Kjole, 2 Axelskjærf af sort »Sartesoi« med Fløjel i Livet, en sort og hvid Stoffes Kjole, et gammelt opsværtet Skjørt, en violet Trøje, en sort Damaskes Kaabe med Bugfoder under og Hermelin, en Fløjels Kyse, en Sabels Muffe, en Sabels Palentin.

En gammel Slagterenke, der døde 1726, havde Kjoler af sort Klæde, Damask, blommet Taft og brun Taft, et Sarses Skjørt, et Fiskebens Skjørtf Axelskjærf, Taftes Kyse med Fløjels Slag.

En Slagters Hustru, der døde 1730, havde en rød Damaskes »Adriane«, sort Damaskes Kjole og Skjørt, en Chagrins Kjole, en sort »Rask de Mohrs« Kaabe og en Drap d'ors Hue.

En Spækhøkers Kone efterlod sig 1725: en sort Damaskes Kjole, en Kaffekuleur Toltins Kjole, en rød Taftes Kaabe med Multum under, et blaat Væderskinds Taftes Skjørt, et brunt Stoffes Skjørt, 2 sorte stakkede Forklæder, en Kyse, en Guldmors Hue med »bon de Spang«, en blaa Tobins Hue med Guldkniplinger, en Tobins Trøje.

Den mest elegante Borgerfamilie af den yngre Slægt, som er truffen i Skifterne, er Hans Burmesters, hvis Hustru døde 1719. Hun havde: en sort Damaskes nedhængende Kvindeklædning, Kjole og Skjørt, en lys brocheret Damaskes Klædning med hvidt Taft til Opfæstning og garneret med Guldtakker (vurderet til 100 Rdl.), en gammel sort Klædes Klædning, Manteau og Skjørt, en ny sort Bajs Klædning, Kjole og Skjørt. Hun havde 6 »Slafrokke«, en rød og hvid blommet Damaskes med Smække, underforet med grønt Taft og garneret med Sølv, en blaa og hvid blommet Damaskes med Sølvkvaster paa Ærmerne, en brun stukken med Sølv-Kvaster, Knapper og Sløjfer, en lys Chagrins med rosenfarvet Taft og »Guldtager«, en


125

hvid Padelas garneret med sort Chagrin, en gul stribet med grønt Taft. Et rødt Sars de Soys stukket Skjørt garneret med grønt Taft og Sølvtakker, et blaat Atlaskes stukket Skjørt med ostindiske Blomster og garneret med Sølvgage, et gult ostindisk Taftes Skjørt, garneret med rødt Taft, et hvidt blommet ostindisk Atlaskes Skjørt. Et sort Kniplings Skjærf (30 Rdl.), et gammelt Kniplings Skjærf med røde og hvide Taftes »Fabula«, et nyt Taftes Skjærf med Fløjel i Livet, et Taftes Skjærf med Crepiner. Et sort Raskes Forklæde. Et Korset med blaa Chagrins Smække og Sølvgallon, en sort Chagrins Smække. Et sort Silkeskjærf til en Muffe. En rød Sars de Soys stukket Nattrøje med grønne »Falbula«. En lavendelblaa Klædes Schamaloch garneret med rødt Fløjel, Guldtraadknapper og Takker. En Hals-Sabel (Sobelskind). En rød Fjermuffe, en sort Bjørneskinds Muffe. Et stribet Kamelots Skjørt med Fiskeben, et rødt og hvidt Terning dito, et sort Tvilles dito. Et Sæt af Grundkniplinger med Gyldenstykkes Baand, et Netteldugs Sæt med Tager og en hvid Flors Kappe, et Kniplings Sæt med hvide Taftes Baand, et hvidt Flors Sæt med Kappe. Et dobbelt Øjenflor (Slør) med Snip. Vifte med Guldbaand og Kvaster, Vifte med Sølvkjæde.

Damedragter syedes af mandlige Skrædere. Dette ses ogsaa af »Barselstuen« (3, 1), hvor den adelige Frue roser sig af at have laant 10 Rdl. af sin Skræder. Her meddeles en Skræderregning til en Lærredskræmmers Hustru.

For Herren Herren Christoffer Holstis Kiereste. Arbeidet Ao. 1724.

Rdl. Mk. Sk.
D. 19 Aug: For Madam Holst Giort en Sort Damastes Kledning Manto og skiørt 3 - » - »
for fiskeben i Røgstøchet og bly i Ermerne........................ » - 1 - »
8te Sorte silche Knaper med Straa perler qvaster wed..........a 10 Sk. » - 5 - »
6 al. Dito litzer.............a 3 Sk. » - 1 - 2
D. 7 Oct: Giort en Gul og Hvid Damastes lang Contusch................... 1 - » - »
1/2 lod silche.................... » - » - 12
6 sølf traa Knaper.......... a 4 Sk. » - 1 - 8
1 1/2 al. Dito litzer ............... » - » - 12

126

Rdl. Mk. Sk.
D. 16 Dec: Giort en Stribet Mohrs Slafroch afstivet og Giort skiørtet Kortere.... 1 - 4 - »
for fiskebeen..................... » - 4 - »
1 1/2 al. Canifas til lifvet.......... » - 1 - 8
1 lod silche..................... » - 1 - 8
6 lang sølftraa Knaper...... .a 8 Sk. » - 3 - »
1 1/2 al. Dito litzer................ » - » - 12

Ao. 1725.

D. 24 Martj: Giort en Gul Damastes Adrjene.... 1 - 1 - »
1 lod silche..................... » - 1 - 8
6 lange sølftraa Knaper........a 8 Sk. » - 3 - »
1 1/2 al. Dito litzer ............... » - » - 12

Ao. 1726.

D. 8 Febr: Giort en Stribet atlaschs Adrjene... 1 - 1 - »
1 1/2 1od silche.................... » - » - 12
6 Sølftraa Knaper........... a 4 Sk. » - 1 - 8
1 1/2 al. Dito litzer................ » - » - 12
D. 19 April: Giort en Sort Kledis Adrjene ...... 1 - 1 - »
3/4 lod silche.................... » - 1 - 2
6 sorte silche Knaper a 2 Sk. og litzer » - 1 - »
D. 25 Oct: Giort en Stribet Mohrs Adrjene. ... 1 - 1 - »
1 lod silche..................... » - 1 - 8
D. 27 Nov: Giort en Stribet Camelots Contusch » - 5 - »
D. 28 Dec: Giort en Sort Flonels Adrjene og skiørt........................... 1 - 3 - »
en Dito flaske trøje afstivet. ...... » - 2 - »
for fjskeben ..................... » - 1 - 8
1 lod silche dertil................. » - 1 - 8

Ao. 1727.

D. 5 Febr: Giort en Sort og Hvid Catuns Contusch med traa til................ » - 4 - »
D. 1 Julij: Omgiort en sort Flonels Adrjene i lif og Ermer og forlenget den og lignet en Dito neden om. ......... » - 4 - »
D. 19 Dito Giort en Blaa og Hvid smal Stribet taftis Jagt Contusch.............. » - 4 - »
1 qvintin silche.................. » - » - 6

127

Rdl. Mk. Sk.
D. 25 Oct: Giort en Sort Damastes Adrjene af en gaml: Slafroch................ 1 - 2 - »
1 lod silche..................... » - 1 - 8
6 Sorte silche Knaper med Straa perler qvaster wed..........a 8 Sk. » - 3 - »
D. 13 Dec: Giort en Stribet Cammelots Jagt Contusch........................ » - 4 - »

Ao. 1728.

D. 26 Maij: Giort en Hvid stribet Kiper Catuns Jagt Contusch med traa og Voxdug » - 4 - »
___________________________
Summa 24 Rdl. 2 Mk. 10 Sk.

David Rehdiger.

Simple Koner bar et Hovedvands Æg, saaledest Gedske i »Den politiske Kandestøber« (4, 9), en ægformet Beholder, hvori der var en Svamp, fyldt med vellugtende Vand.

Af Billederne i B. Roque: Dannemarks Forlystelser 1747 ses det, at fornemme Damer morede sig med at mede i Gravene omkring Rosenborg og at man ved en saadan Lejlighed brugte Solskjærme, vistnok kinesiske, at dømme efter deres Form; det var formodenlig en af Følgerne af asiatisk Kompagnis Handel, ligesom vi har set, at denne ogsaa indvirkede paa Møblerne. Paa et af disse Prospekter, det af Jægersborg, der findes gjengivet i det følgende, ses paa 2 Steder en Tjener at holde en saadan Solskjærm med langt Skaft over en Dame. Regnskjærme indførtes derimod først i Midten af det 18. Aarh. 25)

__________

Efter Dragten gaar vi over til at betragte de Manerer, som da blev ansete for passende mellem Standspersoner.

En forhenværende Løjtnant i Kavalleriet, Henrik Hieronymi, der i over 20 Aar havde været Danselærer, udgav 1742 en Fordanskelse af Gotfred Tauberts »Kort Udtog af den efter Kunsten indrettede Danseexercits Nytte«, hvori der gives Regler for, hvorledes man skal staa og gaa. Ved staaende Stilling skal man sætte Fødderne udad, slutte Benene sammen, holde Knæerne stive og vel udad, trække


128

Maven ind og skyde Brystet frem, drage Skuldrene tilbage, holde Hovedet med en lige Hals i Vejret, saa Hagen ligesom efter Blyvægten altid maa være i lige Linie med Panden og Maven. Armene maa hænge lige ned, i den venstre Haand holder man Stokken, saaledes at Spidsen »negligent« bagtil falder til Jorden, og under venstre Arm holder man Hatten med Pullen udad og Spidsen frem, saa man strax kan tage fat paa det rette Sted, naar den skal sættes paa.

Kvinder maa staa i samme Stilling, men de har ikke Behov at lade begge Armene hænge ned; »de kan uden Affektation bære dem liggende for sig tæt ved Livet, dog ikke med sammenfoldede Fingre, som naar man læser en Bøn, men med over hinanden sammenlagte og lidt nedad bøjede Hænder, paa det de hverken skal ligge for højt imod Brystet, ikke heller for dybt i Skjødet eller trykket for tæt til Livet. Ikke heller har Armene og Hænderne Behov altid at ligge stille, ligesom de var fastlimede, naar man er i Konversation og hvor adskillige Bevægelser er fornødne, men den ene bør undertiden med Manerlighed bevæges, fornemlig naar hun har en Vifte, et Tørklæde, et Blomster, en Buket eller noget saadant i Haanden«.

»Armenes Bevægelse i Gangen, naar et Menneske véd at føre og bevæge dem efter Velanstændigheds Regler, er en stor Sirat for Legemet. Thi om En endskjønt gjør nok saa skjønne og gravitetiske Skridt, fører ogsaa Legemet smukt lige og commode frem paa faste og vel sluttede Ben, men lader derhos enten som et Træbillede Armene paa begge Sider hvile altfor tæt ved Livet, ligesom de var limede, eller som et Sceleton (Benrad) lade dem slingre uordenlig hid og did, eller og, om han har sin Stok i Haanden, fægte farlig om sig hen i Vejret imod Sagens Naturel, saa ser det dog altsammen i højeste Grad uartig og affekteret ud. Men at man da ogsaa herudi kan faa et vist Reglement, saa vil jeg sige: Man maa i Gangen lade den venstre Haand naturlig hænge ved Siden og imidlertid bevæge den højre, i hvilken man holder Stokken, skjønt ogsaa uden Stok, lidt frem og tilbage, dog saa, at naar den højre Fod gaar frem, den venstre Arm da ogsaa føres frem og den højre tilbage« osv.

Hatten maa hverken være for stor eller for lille, maa altid være vel opfæstet, apteret og udstafferet; den maa sættes saaledes paa Hovedet, at Knappen kommer til at sidde paa den venstre Side og Spidsen akkurat over Næsen, og det maa paaagtes, at den sidder lige. Naar man tager den af, griber man den ved Randen ikke langt


129

fra Spidsen, saa Tommelfingeren kommer under og de andre Fingre over Randen, løfter den med en venlig Mine af Hovedet og sænker den, eftersom den, man hilser, er af Stand til.

»Bliver man staaende hos den ærede Person eller gaar med samme ved Siden bort en Tid lang, item naar man vil gaa i et Hus eller Kammer, da skal man ikke beholde Hatten i Haanden, meget mindre holde den med begge Hænder for sig som en Kammerpotte, men den tages under den venstre Arm med Pullen udad og Spidsen fremad. Og maa den med Overdelen af den venstre Arm saaledes fastholdes, at man ved alle Hændelser kan agere frit med begge Hænder«/

Hilsning foregik med stort Ceremoniel. »En Reverens eller Legemets ærbødige Bøjelse er en højst fornøden ja fast umistelig

En sirlig Reverens

En sirlig Reverens. Efter et engelsk Træsnit.

Ting i den udvortes Opførsel«. Reverenser er 2 Slags, staaende og gaaende; ved den første Slags stryges Foden tilbage, ved den anden frem. Ved den første Reverens ser man »Personen i Øjnene, træder med den ene Fod sideværts bort, løfter den anden paa Spidsen og bøjer sig maadelig med vel udstødt Bryst«; ved det andet Tempo »bukker man dybere, ser ned, lader Armene rent falde frem og træk-


130

ker Foden endnu noget videre hen til Hælen«. Ved det tredie Tempo »retter man sig op igjen, ser Personen i Øjnene, lader Armene falde til Siden og stryger med Foden aldeles tilbage«.

»Det er Mode hos os danske saavelsom hos de tydske, at honette Folk ved Visitters Aflæggelse og andre Forsamlinger, saavel naar man kommer, som naar man tager Afsked, gaar hverandre ærbødig i Møde og udstrækker særdeles den højre Haand ned til hverandres Knæ eller Fødder«. Ved Reverensens første Tempo skal man da løfte den højre Haand lidt og føre den manerlig til Munden, men ikke, som mange gjør, føre den saa nær, at det ser ud som de vil slikke Fingrene. Ved det andet Tempo strækkes Haanden fra Munden til »den ærede Persons« Fødder, og ved det tredie tager man den til sig igjen. Damernes Reverens sker ved en Nejning, der foregaar i 2 Tempo.

Reverensen fremad sker, naar man gaar forbi honette Folk. Da skal man bære sig saaledes ad: 1. »Man fæster Øjnene med en artig Hovedets Vending paa den ærede Person sideværts. 2. Bukker Legemet lidt (efterat man har fremsat Foden paa den anden Side og givet Legemet Balance derpaa) og lader Armene naturlig falde. 3. Løfter tillige paa samme Side, hvor den ærede Person er, Hælen (imedens Foden staar bagved) med noget bøjet Knæ fra Jorden. 4. Fører samme Fod frem til forreste Fods Hæl. 5. Nedsætter den der, og 6. Stryger den doucement paa Ballen, med stiv strækket Knæ, vel udad og lige for sig saa vidt frem, at den kommer til at staa omtrent et ordinært Skridt derfra med Hælen lige for den bagerste Fods Skospænde. 7. Bøjer i Strygningen Legemet dybere ned (dog saa, at Hovedet kommer til at staa perpendikulært med den fremstrøgne Fod). 8. Fører Legemet derpaa fort. 9. Slaar Øjnene ned til Jorden, naar den ærede Person er af fornem Stand. 10. Retter sig i den anden Fods Fremsættelse i Vejret igjen og fører tillige Armen til Siden«.

Naar man gaar bort fra en Visit, kan man gjøre 3 Reverenser, især naar »den ærede Person« er af fornem Stand eller store Meriter, dog maa den tredie Reverens gjøres dybere end de 2 første, og da skal der begyndes med venstre Ben.

»Endskjønt Haanden ved Visitreverenser ikke altid tør præsenteres, meget mindre kysses, fornemlig om nogen officiose gjør sin Opvartning hos store Herrer, Damer eller Patroner, hvilke man af Respekt ikke saa nær og familiær tør løbe paa Halsen, men man bør


131

billigen i den Fald efter Velanstændigheds Regler altid considerere Bekjendtskab, Sædvane og Bevaagenhed af de for sig havende Personer, saa staar det dog sirlig og submis, at man noget fra dem bukker sig dybt og udstrækker den højre Haand lige til Jorden. Men hænder det sig, at en høj Standsperson selv præsenterer og rækker sin Haand frem, saa maa man manerlig tage og kysse paa samme og da tillige submittere sig tilbørligen for den høje Person og derpaa med nogle Skridt igjen vige tilbage fra den. Ellers er det endnu bedre, naar man vil bevise høje Standspersoner sin underdanige Devotion, man da, saa vel naar man kommer ind, som naar man træder af, med den forbemeldte Reverens fremad kysser Kjolen paa følgende Maade: Efterat man ved Indtrædelsen i Kamret to eller tre Skridt fra Døren har gjort den ordenlige Reverens tilbage og nærmet sig nok til den høje Person, saa stryger man i det sidste Skridt med højre Fod den sædvanlige Reverens fremad og tillige, idet man bukker, fatter med den højre Haand Sømmen af Kjolen eller Vesten (hos Damerne midt paa Kjolen eller Skjørtet, dog at man ikke opløfter det), fører den bøjet til Munden, træder under Oprettelsen igjen nogle Skridt bort og gjør den ordenlige Reverens tilbage. Sluttelig er endnu herved at erindre, at naar man giver Haand, maa man vende Hovedet til den højre Side, paa det, at om den anden Person ligeledes dybt bøjet rækker. Haanden og vil forhindre Submissionen, man da ikke, idet man bukker og hæver sig igjen, skal støde Hovederne sammen og foraarsage en Latter«.

Det er saadanne Reverenser, Raadsherreinden gjør i »Den politiske Kandestøber« (4, 9), hvor hun ved Ankomsten kysser Gedske paa Haanden og ved Bortgangen paa Forklædet. Ogsaa i »Det arabiske Pulver« (Sc. 13) kysser Fruerne Leonora paa Forklædet og Pernille paa Haanden.

Naar Venner mødte hinanden, kyssedes de; Holberg siger saaledes i Epistel 199: »Kys, som en Mandsperson uddeler til en anden af samme Kjøn, have stedse været i Brug, men ikke stedse paa samme Maade, thi Moden forandres derudi som i alt andet, og mærker jeg, at nu (1749) er højeste Mode at kysse 3 Gange«. Ogsaa i »Det arabiske Pulver« kysser Mænd hinanden.

At Kjærestefolk kyssede paa Fingrene ad hinanden, fremgaar af »Henrik og Pernille« (1, 3). Bondeagtigt var det at kysse paa


132

Haanden, førend man giver den, som Jakob gjør i »Erasmus Montanus« (2, 2).

Formel var Tiden, og om end de her foreskrevne Regler for fin Optræden fulgtes mere eller mindre nøjagtig, var de jo sikkert Idealet for enhver, der vilde være paa Moden.

I alle Retninger blev Formerne strengt overholdte. Naar man vilde indbyde til Bryllup, skrev man saaledes:


Høj ærede fornemme gode Ven N. N. Salutem.

Efter Guds behagelige Forsyn er i Herrens Navn min kjære Datter ærlig og gudelskede N. N. tilsagt den ærlige og velfornemme N. N., hvorfor jeg har besluttet deres Ægteskabsløfte ved en kristelig Kopulation førstkommende N. ved 12 slet i mit Hus at lade fuldbyrde. Thi er til hannem som min fornemme gode Ven min tjenstvillige Begjæring, at han vilde bevise de unge Brudefolk og mig den store Ære og med sin hæderlig Nærværelse forhjælpe med Bøn og Paakaldelse til Gud, at deres Ægteskab maatte blive lykkeligt og af Gud velsignet. Og efter saadan kristelig Forretning med andre gode Venner forblive paa et lidet Maaltid hos os. Saadan hans store Æres Bevisning lover jeg igjen at aftjene, forblivende stedse hans beredvilligste Tjener.

Indbydelse til Barnedaab lød saaledes:


Velfornemme og gode Ven N. N. Salutem.

Som Gud allermægtigste har forløst min Kjæreste (som med Livsfrugt har været velsignet) og os med en ung Søn begavet, saa have vi sat os for hannem ved den hellige Daab udi N. Kirke at lade igjenføde og i den rette Vinstok Kristo sin Frelser indpode N. Dag, som indfalder N. Dag, saa er min kjære Hustrus og min tjenstvillige Begjæring, at han vilde bevise os den store Ære og til fornævnte Tid og Sted med andre gode Venner indfinde sig i Kirken og der være et Vidne til bemeldte vor unge Søns Daab og Annammelse i den kristne Menighed. Saadan hans store Æres Bevisning lover jeg igjen udi alle Maader at aftjene, forblivende stedse hans beredvilligste Tjener.

Endnu et Begravelsesbrev:


Sørgelig Hilsen! Højærede fornemme gode Ven N. N.

Som det har behaget den gode Gud efter sin uransagelige Visdoms Bud ved et sødt og saligt Endeligt at henkalde fra denne


133

Grædedal til sin himmelske Glæde min kjære N. N., og som den udødelige Sjæl allerede er udi Guds Haand, saa agter jeg Legemet ved en hæderlig Begravelse førstkommende N. Dag til 12 slet at lade bestædige og nedsætte i sit Hvilested i N. Kirke her i Staden. Thi er til min højærede gode Ven min sørgelig Begjæring, at han sig her til N. fornævnte Dag i mit Hus med sin hæderlig Nærværelse vilde lade finde og siden bemeldte salig N. N. den sidste Ære bevise og til sit Sovekammer og Hvilested ledsage. Saadan Æres Bevisning lover jeg i alle mulige Maader igjen at aftjene, forblivende stedse hans beredvilligste Tjener. 26)

I Breve var man overmaade formel, man undgik helst den ligefremme Tiltale, men gjentog »min kjære Broder«, »min Herre«, »min højtærede Herre«, »min højgunstige Herre« og deslige.

Den Indbydelse, som Vielgeschrei i »Den Stundesløse« (2, 1) udsender, er omtrent i samme Stil. I »Den politiske Kandestøber«, (1, 3) omtales en Formular til Frierbreve, der sikkert er af ligesaa god dansk Oprindelse som de ovennævnte og aldeles i Samklang med Tidens pedantiske Stil, saa Holberg ikke behøver at have taget den efter noget fransk Forbillede, som Rahbek vil paavise.

Til Udskrifter paa Breve gives 5 Formler i »Den ellevte Juni« (5, 11). »Hæderlige og vellærde Niels Christensen, Sacrosanctæ Theologiæ Studiosus Hafniam«, »A Monsieur Monsieur Niels de Christensen a Copenhague«, »Herrn Herrn Niels Christensen abzugeben in Knapnæring«, »A Monsieur Monsieur Niels de Christensen, Student tres renommé dans la Knapnæring per Couvert«, »ædle og vellærde Nicolaus Christensen Philosophiae Baccalaureus med en Ven, den Gud ledsage«. Her har vi dem paa alle Sprog.

Den sidste Brevformular træffer vi ogsaa i Virkeligheden. En jydsk Bonde skriver udenpaa et Brev af 24. Septbr. 1728 til sin Søster, der var gift med en Høker eller Kjældermand:

»Det bref til min Kiere Søster Karen Pedesdotter At af leges hos Mosiø Laurids Laurisøn Vintaper ved hollumens Kirke og dette Med en Væn, den gud led Sager. Dette tinstlig ad Kiøbenhauen«.

Det kunde maaske interessere nogen at høre Ordlyden af et saadant Brev skrevet af simple Folk. Det lyder saaledes med anden Retskrivning:


134

Hjærte kjære Søster Karen Pedersdatter!

Din Skrivelse haver jeg bekommet af Dato d. 24. September(!), hvoraf jeg fornemmer, at du er ved god Helsen og Helbred og andre gode Venner, Gud være lovet, hvilket er os en stor Glæde. Angaaende det Flæsk, som jeg skikkede kjære Søster, som du haver solgt for mig for en Sletdaler og 10 Skilling Lispundet, og haver Skipper Anders Boskel betalt mig efter din Skrivelse 27 Sletdaler, hvilket jeg er vel fornøjet med, thi jeg haver intet ventet saa meget. Derfor haver jeg solgt det andet til en Aalborg Mand for 8 Dage siden for 3 Mk. 8 Sk., for jeg havde ikke ventet mere, som var en skikkelig Mand og vejede det paa Stedet og tog den knappeste Vægt, han kunde, og han fik en 3 Skippund. Min kjære Søster skriver mig til om noget fint Uld til Strømper, som ikke er at bekomme, for de haver ikke klippet endnu, og det er ikke saa godt, jeg haver noget selv, thi vores Faar er saa slet bleven øde, mens hellers skal jeg gjøre min Flid, om dette er nogen Sted at bekomme, saa skal jeg skikke dig dette en anden Rejse. Hermed vil jeg have dig Gud i Vold befalet med alt kjært og forbliver din kjære Broder til Døden

Tønis Pedersøn

af Rauenborg d. 24. September Anno 1728.

Ellers skikker jeg kjære Søster tvende Ost, den ene vejede 10 Mk. og den anden 7 Mk. og var der et Hul i den største, men jeg tror ikke, at den haver nogen Skade deraf, og jeg vilde gjærne, at du vilde forære Jørgen Pedersøn den ene, for han haver haft stor Umag med Flæsket, og sig hannem megen Tak, jeg tjener hannem gjærne igjen. Adi (i.e.: Adieu) 27)

Den almindelige og den fra Fædrene nedarvede Tiltale var »I« til Fremmede, Forældre og Overordnede, selv Ægtefolk siger i Holbergs Komedier oftere »I« end »du«; du brugtes kun af simple Folk og i meget fortrolig Omgang samt til Børn og Underordnede. »Han« og »hun« var mere formel Tiltale og findes allerede i Formularbøger fra Slutningen af det 17. Aarhundrede. I Komedierne bruges »han« i Henvendelse til højere stillede Personer, saaledes i »Den honette Ambition« af Jeronimus til Baronen, i »Den politiske Kandestøber« af Advokaten til Borgmesteren. I »Henrik og Pernille« (2, 4) siger Henrik »han« til sin Herre, Leander siger (3, 13) »han« til sin Svigerfader, han og Leonora siger »hun« og »han« til hinanden, men Hovedpersonerne i dette Stykke er ogsaa fornemme


135

Standspersoner. I »Julestuen« siger Jeronimus »hun« til sin Ægtefælle, og denne »I« til ham. Kort sagt, det var mest fornemt at bruge »han« og »hun«. Paa den anden Side siger dog de simple Madamer i »Barselstuen« »hun« til hinanden, medens de:finere bruger »I«. I afsides Egne af Jylland siger man endnu »han« til fremmede udenfor Bondestanden, hvilket ikke har noget fornærmeligt ved sig, som man undertiden kan se det opfattet; i Forfatterens Barndom sagde Tjenestefolk altid »han« og »hun« til Herskabets Børn, indtil de blev konfirmerede, og det er vel Tilfældet endnu.

I Tiltale til flere brugte man fra gammel Tid »I«, og »De« opkom ved Aar 1700, maaske lidt før, i Tiltale til kongelige Personer, men »De« og »I« brugtes længe i Flæng, saaledes »Deres« ved Siden af »Eders« i Tilegnelsen til Kronprinsen foran Holbergs »Introduktion« 1711. I Frederik IV's Tid skrev man snart »Deres Majestæt« snart »Eders Majestæt«. Efterhaanden sejrede Brugen af »De« som Tiltale til fornemme Standspersoner, saaledes bruger Professor Hans Gram det i Breve fra 1733 og 1736, medens den daværende theologiske Kandidat Jakob Langebek endnu 1743 skriver »han« til fornemme Folk. Af Breve til Konrektor Falster i Ribe ses, at endog til ham anvendes »Deres« 1716 af S. Lintrup; Grev Chr. Rantzau bruger 1719 i Flæng »Deres« og »hans« og Biskop Worm »De« 1723, P. Fogh »De« 1719 og 1722, men ellers oftest »han«. Til fornemme Folk som F. Rostgaard bruges oftest »De« 28). I »Barselstuen« (2, 3) siger Damerne »De« til Anne Kandestøbers forat indsmigre sig.

Sin Ægtefælle kaldte man »Kjæreste«, som naar i »Barselstuen« (2, 2) den ene Dame siger: »Hendes Kjæreste, Madame, er vel meget glad, at han har faaet en Livsarving paa hans gammel Alder«. Dette Udtryk vil man i Kirkebøger finde brugt langt over Aarhundredets Midte. Børn sagde »Faer« og »Moer«, men dette var ikke længer fint. I »Jean de France« (1, 5) kalder Jean sin Moder »Madame», thi »det er saa gement at sige Moer«. I »Maskeraden« siger Leander Mama, men da han spørger efter Papa (1, 2), tror Arv, at det er Papegøjen, han mener.

Denne Udtryksmaade falder dog ikke i de gammeldags Fædres Smag, og da Elsebeth i »Jean de France«, (2, 6) siger »min hjerte Papa«, udbryder Jeronimus: »Papa, Papa, vil du ogsaa tale Fransk? hvis du kommer med din Papa oftere, skal Mangelstokken ikke være


136

dig for god«. Ligesom man sagde min hjærte Papa, sagde Elskeren min hjærte Jomfru.

»Tyende sagde »Husbond«, i Haandværksfamilier »Fatter« og »Mutter»; i »Barselstuen« (1, 7) siger Pigen »Fatter« og Drengen »Husbond«, men dette var nu gammeldags; da Per i »Jakob von Thybo« (2, 2) siger »Husbond«, skjænder Herren: »Ej din Slyngel, kan jeg ikke engang faa det Ord Herre indprentet i dit Dummerhoved«, men da Per med det samme minder om, at han saa ikke længer vil kaldes Tjener men Lakej, faar han Ros for sin Ambition. I »Den honette Ambition« (1, 1) er det ogsaa paalagt Arv at sige »Herre«, men han forplumrer sig ofte paa en højst komisk Maade.

Borgerkoner kaldtes fra meget gammel Tid af alene med Fornavnet f. Ex. Anne Per Iversens, men nu vilde alle kaldes Madame; derfor bliver i »Barselstuen« (2, 5) Anne Kandestøbers saa vred, fordi Ingeborg Blytækkers tiltaler hende efter gammel Vis, og hun siger; »Jeg bilder mig ind at være ligesaa vel Madame som hun, ja trods saa god, thi der er dog nogen Forskjel paa en Kandestøber og en lumpen Blytækker«.

Frue var alene Titel paa Rangspersoners Hustruer, oprindelig var det kun Adelsdamer, hvem Fruenavnet tilkom. Naar derfor Magdelone i »Maskeraden« (1, 3) kaldes Frue, er det fordi hun er mere end en almindelig Borgerkone. Ligeledes gjør Pernille i »Henrik og Pernille« (3, 2) Krav paa Fruetitel, fordi hendes Mand er Herremand. Naar i »Den politiske Kandestøber« (4, 2, 3, 9) Gedske bliver kaldt Frue og Engelke Frøken som Borgmesterens Hustru og Datter, har dette ogsaa Hjemmel i vor Rangforordning, thi Kjøbenhavns Borgmestre var paa denne Tid i Rangklasse paa samme Trin som Kancelli-Assessorer, men havde oftest højere Titel; dog havde de ikke altid høj Rang nok, til at Døtrene kunde kaldes Frøken. Naar nogen vilde oversætte det franske Madame og sige »min Frue« til Folk, der ikke var i Rangen, ansaas det for latterligt, saaledes i ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (1, 3).

Til Tjenestepiger sagde man, naar man vilde være galant, »Fæstemø«, men i »Jakob von Thybo« (3, 7) siger Pernille, der her maa være mere end Tjenestepige, til Per, at han kan kalde Stuepiger Møer, hun vil kaldes Mademoiselle.

I det hele var der sket store Omvæltninger i Titulaturen. I »Melampe« (1, 2) siger Sganarel, at der er lige saa stor Forskjel paa


137

Frue og Madame, som, der er paa ærlig og velbaaren. »I lumpne Bønder«, siger han videre, »som er kun halve Mennesker, er agtbare og ærlige, men Kjøbstedfolk er velædle, velbyrdige og velbaarne«. Da Bonden spørger, om der da ingen ærlige og agtbare Folk er i Kjøbstseder, svarer han: »Nej, ikke uden i de smaa Gader. For 40 Aar siden hed de største Mænd ærlige og velbyrdige, hvorudover en vis Borgmester, da han engang af Vanvare fik saadan Udskrift paa et Brev: ærlig og velbyrdig Hr. Borgmester, kunde han ikke lide saadant Hykleri, at man vilde give ham en adelig Titel, som ham ikke tilkom, og derfor sagde til Budet: Hils din Husbond og bed ham spare med sine Titler, som mig ikke tilkommer, thi jeg er hverken ærlig eller velbyrdig. Men nu er det kommet saa vidt, at Borgmestre hedder Excellencer og Præster Eminencer, Kræmmere Marchands très renommés, Borgerdøtre Frøjkener, Stuepiger Jomfruer, Kokkepiger Mammeseller, ja Bønder ogsaa skammer sig ved at være agtbare og ærlige«. I »Erasmus Montanus« (1, 2) tales ogsaa om denne forfinede Udtryksmaade; i Jeppes Ungdom talte man ikke som nu: »det som man nu kalder Lakej, kaldte man da Dreng, det som man nu kalder Matrasse, kaldte man Bislaaperske, en Frøken hed da Stadsmø, en Musikant Spillemand og en Sikketerer Skriver«. I et Mandtal kaldes Skorstensfejeren Skorstensrenovereren.

Det Sprog, som tales i Komedierne, er en tro Gjengivelse af det daværende Kjøbenhavnske. Man ser, hvilken Opfattelsesevne Holberg havde, naar han f. Ex. gjengiver Jydsk Tale i »Gert Vestphaler« (1, 3) eller de jydske Proprietærers efter Omstændighederne afpassede Sprog, men efter den vesterjydske Sprogform; især mærkes hans ypperlige Fremstilling af en Studehandel i »Den ellevte Juni« (1, 1). Om han end aldrig har været i Nørrejylland, har han dog let kunnet blive bekjendt med dette, han havde Lejlighed til at høre de unge indvandrede Jyders Tale baade blandt Studenter, Tjenestefolk og Kjøbmænd. Korfits i »Barselstuen« er saaledes født i Jylland (2, 10), og man ser af en i det følgende meddelt Liste over Borgerskab, hvor stor Indvandringen var fra denne Landsdel. Jyderne har altid været bekjendte for deres Driftighed, og en stor Mængde af den kjøbenhavnske Handelsstand baade i Fortid og Nutid nedstammer fra Jydekarle, der er komne fattige hertil og ved Sparsommelighed og Flid har arbejdet sig op til Velstand. En gammel Vise, der begynder saaledes 29):


138

»Smaa Børn udi Jylland, naar de voxe op,
strax rejse de om deres Næring,
de ere frimodig i Hjærte og Krop,
og kommer med Ære til Bjæring«,

beskriver, hvorledes en saadan Karl arbejder sig op i andre Landsdele.

»Paa Slotte og Gaarde næp findes en Mand,
at han jo en Jyde mon være,
som haver stor Embede under sin Hand,
thi Jyden kan alting regere.
Hvor finder man Fogder og Skrivere her,
at de ikke Jyder mon være,
Borgmestre og Raadmænd og saadanne fler,
som holdes i højeste Ære«.

Der indvandrede ogsaa mangfoldige Tydskere og den fransk reformerte Menighed talte flere af Stadens mest ansete Borgere. I hin Tid bevarede man sin Hjemstavns Tale stærkere end nu, men, som det altid gaar, optager Børnene Tjenestefolkenes Tale og derfor kunde den særlig kjøbenhavnske Dialekt holde sig.

Med de franske Moder indtrængte sig Foragt for Modersmaalet og dette blandedes med franske Ord, dels følgelig ved Benævnelse paa de indførte Varer og Gjenstande, dels ogsaa ved Udtryksmaaden i Omgangssproget. Vi saa ovenfor, hvorledes en Bonde ender et Brev til sin Søster med Adieu. Tydsk Tale var den gængse blandt Officerer og unge Haandværkere; ogsaa denne blev efterlignet, som naar den ene Dame i »Barselstuen« (2, 3) fortæller om Gertrud Jensdatters Tydsk: »Willet Ihr so snart gaaen«, hvilket ikke var at undres over, da hun havde Gravsted i den tydske Kirke.

»Hver Skræder og Skomager forstaar Tydsk«, skriver H. Gram 1736, og »se Tydsk og Fransk det kan jo hver Skjærslip og Saalemager«, udtrykker Falster sig 30). Det var vel endnu ikke kommet saa vidt, som en tydsk Greve fortæller 1742: »Ved Hoffet og i de fornemste Huse bliver aldeles ikke talt Dansk, men alene Tydsk. Alle Borgere tager tydske Piger i deres Tjeneste, for at Børnene fra Ungdommen af kan lære, dette Sprog; saaledes bliver det danske Sprog alene tilbage for Bønderne, der dog ogsaa ret godt forstaar det tydske, om de end ikke kan tale det« 31).

Hvorledes det vilde have set ud, hvis der ikke ved Holberg var skabt en dansk Literatur, der var værd at læse, og dermed en Nationalfølelse vakt, der kunde hævde sin Magt ligeoverfor de stærke


139

Paavirkninger, er det ikke godt at vide, men vort Modersmaal vilde sikkert have været haardt truet, i Særdeleshed hvad Skriftsproget angaar.

De Platheder, der forekommer i Komedierne, hørte Datiden til, Holberg anvender dem, fordi de var Tilbehør til en sand Skildring af Tiden og Personerne. Der gjøres ogsaa i den Retning Forskjel; medens Tjenerskabet ofte bruger meget grovkornede Vittigheder, optræder Damerne ikke med tvetydige Talemaader, men i det hele bliver saadanne dog lagt i Munden paa de fleste Mænd. Ligesom Holberg selv i Fortalen til Peder Paars siger om visse »Ublueligheder«, at de uden Eftertale kunde bruges endogsaa af de ærbareste Folk i Selskaber, saaledes beretter han selv i Fortalen til Epistlerne, i Anledning af den ny ændrede Tone, der vilde udelade alle fri og naturlige Talemaader af hans Komedier, at det »var de samme Skuespil, som for 20 Aar siden uden nogen Forargelse havde været spillede saavel ved Hove som i Staden 32).

Holberg siger ogsaa et andet Sted 33): »En Komedies Dyd bestaar derudi, at Personerne blive naturlig forestillede, hver efter sin Stand, og kan man derfore, naar al Præjudice sættes tilside, finde lige saa stor Behag udi en Kandestøbers som udi en Greves Rolle, og naar en Haandværkssvend eller Dreng føres paa Skuepladsen, maa Dragten være efter Standen, thi intet kunde være urimeligere end at forestille en gemen Haandværkskarl udi galonerede Klæder«.

Den Tale, som Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 3) bruger til Helene, var i en Tone, som en ældre Kurmager kunde bruge til en ærbar Dame paa den Tid uden at vække Anstød.

Tiden var ej heller i sig selv meget moralsk. Holbergs Jeronimusser røber af og til Hemmeligheder, der ikke fremhæver deres Dyd; det samme gjør Skifteprotokollerne undertiden. Saaledes registreres 2 Breve i et Dødsbo efter en isenkræmmer 1722, der var Enkemand og havde 3 Døtre: »Tjenestepigen Anne Margrete Andersdaatters gjorte Erklæring til salig Sprich dat. 1718, at han ikke er Fader til det Barn, hun da var besvangret med. Derhos findes en Kvittering af hendes Fæstemand Peder Andersen af Dato 4. April 1719, han kvitterer for alt, hvis som efterdags kan optænkes til Prætension imod Sprich«. Det andet Brev: »Et Forlig og Forening imellem Tjenestepigen Karen Nielsdaatter og hendes Husbond Ludolf Sprich, angaaende en Lejermaals Sag, er dateret 19 Jan. 1719; der-


140

hos findes Hr. Byfoged Bruuns Kvittering for Bøder 12 Rdl., som Sprich har betalt 19. Nov. 1720«.

__________

Man spiste nu ikke mere saa stærkt som for en 100 Aar siden, og i de gammeldags Huse nød man Øllebrød om Morgenen og Grød om Aftenen, hvilket ikke kan forundre nogen, naar man ved, hvor længe denne sunde Levemaade holdt sig langt ind i dette Aarhundrede i Provinserne selv udenfor Bondestanden. Saaledes siges til Fogden paa Anholt i »Peder Paars« om hans Levemaade om Morgenen: »Saasnart I stoppet har Jer Pibe, I da faar jer reven Øllebrød og derpaa nok en Taar, paa eders Løjbænk da I nok en Time sover«. I »Barselstuen« (3, 5) forudsættes Melgrød som den almindelige Aftensmad i Korfitses Hus. I »Jean de France« (5, 5) siger Esben, da Marthe fortæller, at hun læser Seneca, at han nok har kunnet mærke det, »thi vor Grød, som vi faar om Aftenen, er enten for lidt kogt eller sveden«. I Regulativet for Vajsenhuset 1727 bestemtes det, at Børnene hver Morgen skulde have Smørrebrød, og om Aftenen 2 Retter, af hvilke den ene altid var Grød.

Derimod vil den yngre Slægt ikke nøjes med denne Kost. »Forsøg kun«, siger Jeronimus i »Jean de France« (1, 1), »at give eders Søn reven Øl og Brød til Frokost, som tilforn, se, om han ikke vil svare: Jeg er vant til Chokolade i Holland; forsøg at give ham en god dansk Melgrød eller Byggrynsgrød, se, om han ikke vil grine deraf og en anden Aften soupere hos en fransk Kok«.

Ogsaa Middagsmaaltiderne var tarvelige. Det er følgelig intet mærkværdigt, at der i »Maskeraden« (1, 2) tales om sød Vælling og Stokfisk. I den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (1, 6) skal Lukretia have Vinsuppe til Middag, men da det sparsommelige Lune kommer over hende, vil hun have opvarmede Ærter. Som i langt senere Tider havde hver Dag sine bestemte Retter og de var jevne.

Kun ved Højtiderne levede man paa en finere Maade og det gik ikke ret til, naar man ikke fik Gaas Mortensaften og Juleaften, Kaal Skjærtorsdag, Lammehoved med Lungemos og Mjød Mikkelsaften og deslige. Saadanne Skikke, der nævnes i meget ældre Tider og som har levet til vore Dage, er følgelig aldrig gaaede af Brug. Hvis man kunde slutte noget af Kogebøger, kunde man opstille lange Lister over Retter, men Kogebøger fremstiller ofte ikke den alminde-


141

ligste Spise, og mest den, man ikke forstaar at lave, i ethvert Tilfælde er Kogebøger forud for Tiden og viser Levemaaden i Huse, der staar over den jevne Borgerstand. Blader vi f. Ex. i »En Høy-Fornemme Madames Kaage-Bog, Paa manges Begieren og Efterspørsel anden Gang oplagt«, trykt i Kjøbenhavn 1731, da omhandler det første Kapitel: Adskillige Slags Supper og Søbemad. Det er alle Slags søde Supper, af hvilke nogle kaldes Mos, andre Bobert, den sidste var dog uegenlig Suppe, da den blev nydt i stivnet Tilstand. Hovedbestanddelen i disse Supper var Vin, Fløde, Mælk, Kjærnemælk; under dette Kapitel er ogsaa alle Slags Vælling og Grød. Æblegrød kjendes, men Rødgrød af Ribs nævnes ikke; i hvad her kaldes Rødgrød er Rødvin Hovedbestanddelen; her omtales forøvrigt vore nu brugelige Retter og en Mængde, der endnu kjendes i ældre Husholdninger i Provinserne, ogsaa den af Forfatteren i hans Skoletid med Væmmelse nydte Syresuppe. Retterne var mere krydrede end nu og hvad der maa have givet en behagelig Bismag, var Rosenvand eller kogte Rosenblade. Under Supper nævnes ogsaa Postejer og fyldt Hvidkaalshoved (der kaldes Kabuskaal).

Andet Kapitel handler om Kogning af Fisk og Tillavning af Fiskeretter; der nævnes baade Rejer, Krabber, Krebs, Østers og Muslinger. Tredie Kapitel handler om Stege og Supper til Steg, men ved det sidste forstaas Saucen, ikke vor Kjødsuppe, der ikke nævnes. I »Jean de France« (1, 4) omtales dog Kalvekjødsuppe. Fjerde Kapitel handler om adskillig Slags Kjødmad af Høns, Gæs, Ænder, Dyr og andet mere. Herunder regnes alle Slags stuvet Oxekjød, Vildt og Retter af Æg, grønne Ærter, Asparges, Kompotter, Buddinger, Postejer, Pølser. Femte Kapitel handler om Tærter, Bakkelser og Kager, blandt de Sidste Søsterkage, Æblekage, Vafler, gode Raad, Sneboller. Sjette Kapitel handler om Syltning af Kirsebær, Stikkelsbær, Ribs, Hindbær, Jordbær, Hyben, Champignons osv.; her nævnes ogsaa Kager: Sukkerpletskener, Jydsk Brød, hollandsk Hvedebrød, Makroner, Pebernødder, Nürnberger Peberkager. I det hele fremgaar det af denne Kogebog, at Maden dengang blev tilberedt omtrent som nu og at de Retter, vi kjender, i det hele allerede da brugtes.

Af Kageretter, der nævnes i Komedierne, er Snemos, der i nævnte Kogebog forklares som pisket Flødeskum over opblødte Tvebakker. Derfor siger den ene Proprietarius i »Den ellevte Juni«


142

(1, 1), at Debitorer er ligesom Snemos, »de synes at være noget, men naar man ret examinerer dem, bliver de til slet intet«. Da Rasmus i »Ulysses« (4, 13) har været i Luften paa Dragen, fortæller han om Maanens Størrelse og at han tidligere havde bildt sig ind, at den ikke var større end en Flødekage, som man kunde gjøre af 8 eller 9 Æg. Paa saadanne Kager giver Kogebogen flere. Opskrifter, og i hvilken Retning, Smagen gik med Hensyn til fint Brød, ses af følgende Privilegier.

Anne Margrete Otten søgte 1719 om at maatte indrette et Sukker- og Konfektbageri og deri at bage og falholde Sukkerbrød, Makroner og Pletskener, men det fraraader Politi- og Kommercekollegiet, idet det mener, at det er nok at tillade hende at bage Peberkager af Honning eller Sirup samt det saakaldte franske Ægge- og Gevyrtsbrød 34). 17. Oktober 1721 fik Henrik Pira kgl. Bevilling paa at nedsætte sig som Franskbrødsbager. Franskbrød var noget, man hidtil ikke havde forstaaet at tillave, og de Vrigny fortæller fra 1702, at den franske Gesandt havde ladet sin Bager aabenbare Hemmeligheden ved deres Tillavning for en af Kongens Tjenere under Tavsheds Løfte og alene for Kongens egen Mund. 30. Maj 1721 fik G. H. Grosen Privilegium paa at nære sig af Los- og Kukkenbageri, men maatte ikke befatte sig med andet Brød, hverken grovt eller sigtet Rug- eller Hvedebrød. 27. Avg. 1723 fik Kristoffer Kryger et lignende Privilegium paa at bage et Slags Brød, der kaldes Hamborger Ejermond samt Nürnbergerkager og Pebernødder og sælge det ud af Huset, men hvis han vilde falholde det fra »et siddende Sted« (Stade), skulde han skaffe sig Magistratens Seddel derpaa. Ulrik Adolf, der tidligere havde faaet Bevilling paa at bage fransk og krydret Brød, havde gaaet udenfor sit Privilegium, idet han havde bagt Kringler, Tvebakker og raspet Brød, men dette havde Bagerlavet konfiskeret, hvorpaa han 11. Dec. 1722 fik Privilegiet udvidet til Kringler og Tvebakker samt andet smaat Brød, dog at dette bagtes af de 2 Sorter Dej, hvorpaa hans første Privilegium lød 53). I »Maskeraden« (2, 3) omtales »Makron- og Sukkerbrøds Kjællinger«. I den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (2, 1) omtales Makroner og Marsipaner, som man blev beværtet med ved Selskaber. »Lybske Kavringer og Strømper, som man kaldte hine lange Hvedebrød, ere ej endnu ganske ubekjendte«, siger Pontoppidan 1743 36).

Til daglig levede man vel i det Hele i de jevne borgerlige Huse


143

som i en gammeldags Præstegaard paa Landet i vore Dage; Forskjellen kan næppe være stor. Om Sommeren nød man ferske Retter, om Vinteren de salte, thi det var et daarligt Hus, der ikke havde en Saltekjælder, hvori Kjødforraadet blev nedlagt om Efteraaret.

Man spiste nu paa civiliserede Menneskers Maade med Kniv og Gaffel, og i »Den honette Ambition« (1, 5) gjøres der Nar af Æbeltoft, hvor Gjæster selv førte Kniv og Gaffel med sig. I Skifter nævnes altid saa og saa mange »Par Knive«, det er Kniv og Gaffel, en Udtryksmaade, der bruges endnu og viser, at Kniv er det oprindelige med Gaffel som Tilbehør. Bønder derimod spiste paa den gamle Vis. I »Jeppe paa Bjerget« (3, 1) griber Jeppe med alle fem Fingre udi Fad et 37), en Maade at hjælpe sig paa, der for længe siden er afskaffet hos danske Bønder, men hos svenske bruges den endnu; saaledes hedder det i en Afhandling fra 1883 af Nordlander om Fingrenes Navne 38): »Som bekjendt benytter Almuen i Almindelighed ved Maaltiderne ej Kniv og Gaffel, men istedenfor Fingrene, i Spøg kaldes derfor ogsaa i Angermanland Haanden Femklogaflen. Naar man smører Smør paa Brød, sker dette til Hverdags altid med Tommelfingeren«. Dette kan dog ikke gjælde for de skaanske Provinser.

De ny Moder fremkaldte især stor Forandring i Levemaaden Morgen og Aften. The, Kaffe og Chokolade trængte Øllebrødet og Grøden bort, og da man maatte nyde noget til, blev Smørrebrød, der for en stor Del hidtil alene havde været Mellemret, som ikke blev nydt i Fællesmaaltider, en Hovedret, og den gamle Benævnelse Mellemmad tabte sin rette Forstaaelse. At Smørrebrød dog i nogen Tid har staaet ved Siden af Øllebrød som Morgenret, ses af den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (1, 3): »Vore Forfædre vidste ikke af The, Kaffe og Chokolade at sige, de aad et godt Smørrebrød eller Øllebrød om Morgenen, hvilket kostede mindre Penge end The, men mættede mere«. Disse ny Drikke var nu trængte igjennem i de fleste velhavende Familier.

I »Jean de France« (3, 4) siger Jeronimus: »Jeg holder for, at det, som fortæres udi The, Kaffe og Tobak, alene kan beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spart for det første i gamle Dage«. Og da Frands mener, at der vil meget til forat faa denne Sum ud, fortsætter han: »Sig ikke det, Nabo! I skikkelige Huse slipper man ikke med 100 Rdl. om Aaret«.

Morgendrikken var The eller Chokolade. I »Uden Hoved og


144

Hale« (1, 2) spørger Leander: »Vil hun have en Koppe Chokolade, min Engel, eller The, jeg kan ikke erindre, hvad hun helst drikker om Morgenen«. I »Jean de France« (1, 1) siges det samme; man mindes herved om Visen i »Høstgildet« af Th. Thaarup:

En Time før Middag Madamen opstaar,
Saa drikker hun først Sukkerlade,

for at se, at Chokolade I forrige Aarhundrede var en langt almindeligere Morgerdrik end i vore Dage; Theen var dog sikkert alligevel den almindeligste. I »Barselstuen« (3, 5) drikker Barselkonen The om Morgenen og man ser, at hun kjendte baade grøn The og The de Bu. Af samme Komedie (1, 6 og 4, 4) ses, at man ogsaa trakterede Gjæsterne med The; saaledes forlanger den drukne Mand, »den grønne The, som hedder The de Bøf«. I »Den politiske Kandestøber« (3, 4) siger Herman: »Om Morgenen (i.e.: Formiddagen) skal der et Thebord være dækket for Fremmede, som kommer, om Eftermiddagen et Kaffebord«.

Af en Urtekræmmerregning for Aarene 1723-25 39) til en Kirurg Hans Liunge ses, hvor stort Forbruget var i en Familie, der mindst bestod af 3 Personer. Han kjøbte regelmæssig hver Maaned 1 Lod The de Bue, der kostede 10 Sk., og dertil kjøbtes mindst 1/4 Pd. Kanarisukker, der ogsaa kaldtes fint Sukker, der kostede 8 Sk., eller 1/4 Pd. hvidt Topsukker, der kostede 6 Sk., men foruden dette skulde man helst have for 4 Sk. Kandis. Man kjøbte saa regelmæssig hver Maaned, at man maa have drukket daglig The, men den maa have været meget tynd og den gamle The forblev vel i Thepotten fra den ene Gang til den anden, at al Kraft kunde trækkes ud. Kun engang i 3 Aar kjøbtes et større Parti, nemlig 1/4 Pd. The, men det varede ogsaa i 7 Maaneder; dette var ogsaa den eneste Gang, man i dette Hus kjøbte grøn The, nemlig 1/8 Pd. der kostede 3 Mk., og altsaa var dyrere end The de Bue. I denne Familie kjøbte man kun én Gang Kaffe i de 3 Aar, nemlig for 9 Sk. Kaffebønner, saa det ogsaa deraf ses, at Kaffen ikke endnu var trængt saa stærkt igjennem som The. Denne Familie var dog fattig.

Kaffen var altsaa Eftermiddagsdrik. Den var hurtig bleven Kvindernes Yndlingsdrik, »thi«, som Lucretia siger i »Den Vægelsindede« (2, 6), »for en halv Snes Aar siden hørte man aldrig Tale om saadant«. Dette maa forstaas saaledes, at Kaffen vel har været kjendt,


145

men kun sjelden blev drukken som almindelig Drik, thi allerede 1669 nævnes The, Kaffe og Chokolade, dog som noget ganske nyt 40). I »Barselstuen« (1, 6) siger Korfits: »Jeg tror, ingen anden er Autor til denne Kaffedrikken end Lucifer; thi den er værre at komme i med end Brændevin. Min Kone begynder alt paa den store Vis at klage sig ilde, førend hun faar Kaffe om Dagen. Jeg har mærket en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner; jeg har set mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i Kirke, men saasnart de har faaet dette brændte Djævelskab i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem som Peberkværne. Ja det, som mere er, saa snart faar de ikke tre à fire Skaaler til Livs, førend de strax faar Lyst til at spille Kort. Det har jeg mærket ti og ti Gange, saa der endelig maa være nogen Forgift i samme Bønner; jeg har altid hadet den Drik, om ikke for andet, saa dog aleneste for den Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkerne, som er Kristendommens Fjender«. Saaledes talte den gamle Spidsborger, men hans Nabo er af andre Tanker: »Maa ikke det gode Fruentimmer ogsaa have noget at fornøje sig med om Eftermiddagen saa vel som vi andre, der kan gaa paa Vinhusene om Aftenen og komme drukne hjem. Jeg har aldrig præket mod The og Kaffe, thi af al Slags Drik er det den uskyldigste. Tænk engang, hvor det gik til i gamle Dage, da Fruentimmeret drak Koldskaal om Sommeren og spansk Vin om Vinteren, da kunde de ikke gjøre mange Besøgelser, uden de maatte lave sig paa en halv RUS«.

»Nu kan vore Hustruer og Døtre«, siger Holberg et andet Sted 41) »gjøre ti Visiter om Eftermiddagen og komme ganske ædru tilbage. Dette kunde ikke ske i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende uden Gyldenvand, Sek, spansk Bittervin, Luttendrank og andet, hvoraf et Fruentimmer idetmindste maatte pimpe lidt paa hvert Sted, saa at, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges i hver Barselstue, det omsider kunde beløbe sig til noget; i det ringeste fik de Smag paa visse stærke Liqueurs, hvorom de nu ingen Idé have og derfor ingen Lyst kan faa dertil«.

I simple Huse, hvor de ny Drikke ikke helt var trængte ind, brugte man endnu de ældre Drikke. Til stor Forfærdelse for de fine Fruer siger Gedske i »Den politiske Kandestøber« (4, 8), der trakterer med Kaffe: »Vi skal min Tro have Kanden tømt og siden, naar vi faar


146

drukket Kaffe, skal De smage vort Øl, det er saa godt, uden at rose af, som nogensteds i Byen. I skal saa min Tro have et Glas Brændevin, saa blir I strax frisk igjen, det fordriver Vinde. Henrik, spring hen efter et Glas Janever, Fruen er ikke vel«.

Ja Kaffe og The var unægtelig et stort Fremskridt i Kultur og har været siden af overordenlig Betydning for Menneskeheden. At simple Folk kom Sirup i Kaffen istedenfor Sukker, kan man ikke undre sig over, Sirup var billigere og Sukker var næppe meget brugt hos fattigere Folk. Jeg har selv i min Barndom hos Bønder i Jylland faaet Sirup i Kaffen. Men følgelig var det ikke tiltalende for Raadsherrernes Fruer, da de i »Den politiske Kandestøber« (4, 4, 5, 6) maa drikke Kaffe, hvori der er slaaet Sirup, imedens den kogte i Kanden. »Min Mave sidder i min Hals«, siger den ene. I »Den Vægelsindede« siger Apicius (2, 2), at sød Suppe som Sauce til Gjedder var lige saa galt som at komme Sirup i Kaffe.

Den Skik, man endnu bruger paa Landet med at vende Koppen, naar man ikke vil drikke mere, var da almindelig ogsaa blandt fine Folk. »Vender hun sin Koppe saa hurtig om?« - »Tusind Tak, jeg kan saa mænd ikke mere«. - »Efter Behag, min søde Madam, jeg følger den franske Mode aldrig at nøde nogen, mine Forældre derimod har ikke min Maade derudi«. Saaledes i den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (1, 4).

Virkede de franske Moder ikke heldigt paa anden Maade, saa gavnede de ved at prise Maadehold i Mad og Drikke. Holberg siger 1744 42): »Den ny Verden har korrigeret adskillige Laster, som herskede udi den gamle Verden. Deriblandt kan regnes Drukkenskab, hvilken da var et Galanteri, men nu er en Haanhed. Fraadseri gik da ogsaa mere i Svang: et Barsel, et Bryllup satte da hele Gader udi Bevægelser, og kunde man undertiden foræde sig 10 Gange og sove 10 Rus ud, førend saadan Fest havde Ende. Nu derimod trakteres der udi Bryllupper og Velkomster ofte alene med varmt Vand, og findes der de, der alene afspise deres Gjæster med en tør Brudevielse og en Pris Tobak, saa at man maa tilstaa, at den ny Verden er mere sober og ædru end den gamle. Thi endskjønt nu om Stunder ved visse Lejligheder ofte ses flere Retter paa Bordet, saa tvinges dog ingen til at æde og drikke over sin Formue«.

Af »Barselstuen« (2, 8 og 2, 10) ses det, hvor meget Snustobak blev brugt ogsaa af Damer. Ved en kgl. trykt Plakat af 5. Juli


147

1717 fik Dronningens Kammerjunker Descorbiac Lavalese Privilegium paa at oprette en Fabrik af spansk (eller fin) og graneret »Snuftobak«, hvorpaa Indførselstolden af samme Tobak blev forhøjet.

De Arter, der nævnes i »Barselstuen«, er Havane, Spadille og Ascharah, og det ses, at Tobak kjøbtes hos Baltzer, franske Maria eller Lovise. Den første er da Baltzer Povlsen, der havde giftet sig til sin Gaard paa Kjøbmagergade. Det heder nemlig om ham 43), at han var en stor Negotiant, der døde 1744; hans Hustru Else Maria Salling var en Datter af en Urtekræmmer Niels Sørensen Salling, »som boede paa Kjøbmagergade over 40 Aar i samme Hus, hvor hun blev født, gift og døde 1772 i hendes 92de Aar«. Han opføres i Skattelisten som Urtekræmmer og boede i nuværende Nr. 35 op til Postgaarden. Madame Lovise boede i nuv. Nr. 15 paa Kjøbmagergade og formodes af Werlauff at være Moder til den Claudi Rosset, der skjænkede sin Formue til S. Hans Hospital, hvilket er rigtigt, da hun i en Skatteliste fra 1718 ligefrem kaldes Louise Rosset; franske Marie mener Werlauff 44) at være Enken efter Dansemester Choquet. Dorthe Knapmagers i »Barselstuen« siger ogsaa: »Jeg kjender nok Kjøbenhavns Tobak«; i nogle Optegnelser fra 1671 over hvad hver By er berømt af, findes under Kjøbenhavn foruden Tøjhuset, Havnen og Rundetaarn ogsaa Snustobak 45). Tobak smøgedes derimod ikke saa meget som nu. I Collegium politicum i »Den politiske Kandestøber« sidder alle omkring Bordet med Piber; man røg i Værtshuse, og Studenter læste med Pibehovedet stukket gjennem et Hul i Hatten, som det fremgaar af »Erasmus Montanus« (2, 1), og P. Phoenixbergs »The- og Caffe-Huses Nr. VI kaldes Tobacks Recessen«. Af samme Skrift fremgaar det, at man foruden Kridtpiber brugte dem af Messing og Jærn, hvilke dog ikke ansaas for heldige. Det ses ogsaa heraf, at man tændte Piben ved Gløder eller Fidibus. Det var lange Kridpiber, man røg, der blev indførte fra Holland; et Forsøg, man i Christian V's Tid havde gjort paa at fremme denne Industri, var mislykket 46). 1759 var Røgtobak saa almindelig, at Pontoppidan regnede 1 Pd. om Maaneden som den almindelige Brug for ethvert Mandfolk over 20 Aar 47). Cigarer kjendtes ikke, derimod Skraatobak.

Brugen af Snus medførte Misbrug med Tobaksdaaser, »saa at adskillige have ligesaa mange Tobaksdaaser som Lommer, og ser man dem ikke saa snart gjemme en, førend de i en anden Lomme gribe efter en anden« 48).

__________


148

Den gode Borger er den, der betaler, hvad han skal. Det er aldeles i Overensstemmelse med Tidens Tænkemaade, naar Arv i »Jean de France« (5, 2) siger i Anledning af den Behandling, Jeronimus maatte lide, at det var uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, »der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar«. En saadan Mand er en brav Mand og en brav Mand er en klog Mand. I »Erasmus Montanus« (4, 2) gjør Per Degn gjældende som et af Beviserne for at Jorden er flad, at dette antages af »Sognefogden og adskillige andre brave bosiddende Mænd, der har svaret deres Skat og Landgilde baade udi onde og gode Tider«. En god Mand er en rig Mand, men et godt Mand er et Fæ: I »Den ellevte Juni« (2, 2) siger Henrik om sin foregivne Svoger, at han er »et godt stakkels Mand«, og i »Hexeri« (4, 2) giver Lucretia den mythologiske Aktæon samme Skudsmaal. Mon dette er en Udtryksmaade, Holberg har lært af sine jydske Bekjendte?

Jeronimus, som Navnet i Komedierne er paa den gamle Borger, svigter ikke de Løfter, han engang har givet, som naar Elsebet i »Jean de France« (2, 5) siger, at »der er en Slags urimelig Ærlighed hos min Faer, til omendskjønt han ser min Ulykke for Øjnene, saa bryder han ikke sit Løfte; han siger, det er ikke for Personens Skyld, men for Familiens«. Naar Døtrene kan gjøre et rigt Parti, er dette nok for Forældrene, de arbejder paa, »at de kan komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tænke at nyde Tjeneste af og derfor opofre til saadan Interesse tidt og ofte deres Børns Velfærd« (»Jean de France« 2, 3). Jeronimus siger ogsaa selv i »Jean de France« (2, 6): »Vil du ogsaa ræsonnere? Vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg gjør en Ting, det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover, det er et Svogerskab, som ikke er at forkaste, thi Frands Hansen er ikke alene en ærlig, men og en bemidlet Mand. Tilmed har jeg givet mit Løfte bort, som jeg ikke gjærne bryder«.

Jeronimus vil være Herre i sit Hus, hans Børn maa ubetinget følge hans Vilje. Han sætter Pris paa en stille og ærbar Opførsel hos Ungdommen, det er ret efter hans Behag, naar »Koner og Piger sidde stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kirke«, som Korfits i »Barselstuen« (1, 6) udtrykker sig. Dette var de ældre Tiders Fordringer; Magdelone i "Maskeraden« (1, 4) fortæller: »Jeg levede i mine Forældres Hus ligesom i et Kloster«.


149

Om denne Pænhed siger Holberg et andet Sted: »Det var tilforn brugeligt, at en Jomfru skulde skjælve, blusse, ja daane, naar hun alene hørte en Mands Navn nævne, saadant kaldtes da for et Bevis paa en Jomfrus Kyskhed. Nu derimod anses det som et Bevis paa en urimelig Affektation. Jeg erindrer mig, at det udi min Barndom var uanstændigt for en Jomfru, der paa Gaden blev hilst af en ung Karl, at hilse ham igjen, nu derimod bliver den holdt for grov og inciviliseret, der saadant forsømmer. Vore Efterkommere ville uden Tvivl næppe bare sig for Latter, naar de høre, at disse Tiders Mennesker have brugt saadanne Talemaader: mine Sko og Strømper for høviske Øren at tale, min Skjorte med Permission at sige, ja det vil synes dem ligesaa latterligt, som det nu vilde komme os for at være, om man hørte nogen exprimere sig saaledes: min Skomager mit Ehren zu melden, salva venia, min Skræder, min Barberer.«

Jeronimus i »Jean de France« (2, 6), truer sin voxne Datter med Prygl af Mangelstokken, en tynd Stok, hvorom man viklede Linned, der blev glattet ved at rulles med et Mangeltræ, der var et glat Træ med Haandtag. Han havde ogsaa en Stok til at hævde sin husfaderlige Myndighed med. »Jeg ser, Henrik, siger Annike i »Den politiske Kandestøber« (4, 2), at Fatters Custos, som hænger bag Kakkelovnen, vil danse en lystig Galiath paa din Ryg idag«.

En Mand med Penge sætter Borgeren over den fornemme. I »Henrik og Pernille« (2, 9) fortæller Henrik et Træk, der ogsaa er grebet ud af Livet: »Jeg tjente hos en fornemme Mand, som var kommen til agters. Den samme, erindrer jeg, blev engang inviteret paa Kaffe paa et Sted, hvor ogsaa var en rig Kjældermand. Man syntes at gjøre min Herre mest Ære og skjænkede først for ham, men det var forat forsøge paa hans Skaal, om Kaffen havde sat sig, ti Kjældermanden fik altid den sidste Koppe, men den bedste. Aarsagen var let at fatte, thi naar Værten kom til min Herre igjen, fik han kun en Prise Tobak, men hos Kjældermanden et godt Maaltid«.

Det nymodens Væsen er Jeronimus en Pestilens. Det er hans stadige Tale, hvorledes man levede i gamle Dage. »I min Ungdom«, siger Jeronimus i »Maskeraden« (1, 4), »levede Folk ganske anderledes, i hvorvel vi havde engang saa mange Penge. Her var da ikke over 4 Kareter udi Byen. Man saa fornemme Standspersoner lyses hjem af deres Piger; naar det var ondt Vejr, gik man med Støvler. Jeg vidste i min Ungdom ikke, hvad det var at age i Vogn. Men


150

nu kan man ikke gaa 3 Skridt, uden man skal have en Dagdriver Hælene, eller en Gade igjennem, uden at man skal age. Fornemme Folk spadserede til Gyldenlund i gamle Dage, men nu er det en Skam at gaa til Fods uden Porten«. Man gjorde ogsaa Rejser i gamle Dage, men det var Forretningsrejser til Kieler Omslag eller Viborg Snapsthing, som Jeronimus i »Jean de France« (4, 7). Et Exempel herpaa har vi f. Ex. i Vinhandler Jakob Fuiren, der paa Viborg Snapsting fik Underretning om sin første Hustrus Død. 50)

Jeronimus var et her kun meget sjelden brugt Navn. Han er i Almindelighed henved de 70 og antages saaledes at være født omtrent ved Belejringens Tid; hans Ungdom falder saaledes i Christian V's Dage, da man endnu levede paa gammel Vis, da, som Proprietæren siger i »Den ellevte Juni« (1, 1), de bedste Kjøbmænd kun hed Hans Jensen, Per Persen og Konen Anne Pers eller Else Christens, medens de nu er Herskab med Ekvipager, Tilnavne, Lakejer, Punge i Nakken osv.

Tidens Skavank var en umaadelig Forfængelighed. Pontoppidan giver de Danske følgende Vidnesbyrd i »Theatrum Daniæ«: »Han holder for, at de Danske af Naturen er noget opblæste og tilbøjelige til Stolthed. Denne Udyd fremgaar blandt andet af den overmaade store Vanitet og Forfængelighed i Klæder, Ekvipage, Titler og deslige. Thi der er vel intet Land i Verden, hvor den ene efterligner den anden i ydre Fremtræden som i Danmark. Den ringeste vil gjøre det samme som den største, om han ogsaa som Frøerne i Fablen skulde briste deraf, hvorfor der i Byerne er en saadan Konfusion, at man umulig kan kjende Folk fra hinanden paa Klæder, om de er af den højeste, mellemste eller ringeste Stand«.

Det er ovenfor omtalt, hvorledes franske Titler havde indsneget sig og at enhver vilde benævnes et Trin højere, end der tilkom ham eller hende, Borgerdøtre vilde hedde Frøkener, Stuepiger Jomfruer osv., og hvad der var det værste, Familiernes Overhoveder vilde ikke nøjes med at hedde Borgere, men attraaede at komme op i Rangklasserne. De adelige Rettigheder, som Frederik III havde skjænket Borgerne, gjorde, uagtet deres uklare Betydning, følgelig sit til, at de følte sig mere end Kjøbstedborgere slet og ret. Hertil kom, at mange Familier under Frederik III's Forlegenheder var blevne Jordegodsejere og senere som Herremænd optagne i Adelstanden, medens deres borgerlige Slægtninge i Hovedstaden endnu nærede sig ved deres


151.

Handel og anden Bedrift og følte sig tilsidesatte lige over for deres fornemmere Slægt. Magistraten havde Rang, Borgerofficererne havde Rang og Embedsmændene, der ofte var Borgersønner, havde ogsaa ofte Titler, derfor kunde den Tanke ligge nær hos en Borger af Handelstanden, der blandt sine Medborgere regnedes som en af de »fornemme Borgere«, hvorfor han skulde staa tilbage for hine i Gang og Sæde, hvorfor han, der bar den borgerlige og Byens Tynge og betalte enhver sit, skulde vige for disse Slægtninge, der mangen Gang sad i Borg og Gjæld.

Det gik da saaledes til, at naar man ikke fra oven kunde se en ærgjærrig Borgers Fortjenester, maatte han gjennem formaaende Patroner selv gjøre opmærksom derpaa, og naar Tiden var moden, indgav han Ansøgning om at faa Titel og Rang. Fik han denne bevilget, fandt hans Nabo, at han var lige saa berettiget som hin, og derved opkom denne »utidige Rangsyge«, som Falster skildrer i sin Satire 1722 og Holberg i »Den honette Ambition«. Vi vil nævne nogle af Falsters Vers, der er bedre end enhver anden Beskrivelse:

»Ej, koste hvad det koste vil,
gid Pokker Penge skaane
for Rang, om man dem end dertil
hos andre skulde laane,
og 12 pro Cento udaf den
hver Juni Maaned give,
om man ved Landsthing skulde end
sit Gods til Pant forskrive.

Langt fra at jeg vil prutte om
en tredive Dukater
med mine høje Venner, som
blandt Titel-Potentater
mig Plads forskaffe vil, endskjønt
jeg intet dertil duer,
det grimme Ansigt er dog kjønt
ved Sminkevand og Fluer.

Det saa fornemme lader dog
til Bryllup og deslige,
at Præst og andre maa i Krog
for mig tilside vige,
at jeg har Tjener bag min Stol,
at alles Øjen gaber
paa mig, som Kompagniets Sol,
at alle for mig skraber«.


152

Efterat have beskrevet sine Naboer, fortsætter han:

»Kort sagt, mit Naboskab det er
mest Herskab og Lakejer,
og hvis en Borger findes der
iblandt, som noget ejer,
da tragter han og efter Rang
som Junker udi Polen,
der haaber sig at se engang
udvalgt til Kongestolen.

Skal jeg da ene sidde her
som Kjældermand i Gaden,
hvor hver Mand Borgemester er
og udi Adelraden,
skal alle handle udi Gros
med Titler, Stads og Ære,
med Liberi og med Karos
og jeg en Høker være?

Hvad Ære er det mig, saa tidt
at se min Nabo trænge
og laane hos mig paa Kredit
nu Øl, nu Brød, nu Penge
til Underholdning for sin Stand
samt For til sine Heste,
jeg er jo dog hans Undermand,
ja knap engang hans Næste.

Hvad agter jeg, at nogle faa,
som Breve til mig skriver,
en fattig Titel udenpaa
mig af velædel giver,
velædle er jo saa gement
som Lusetorvets Palter,
velædle hedder hver og en,
som nogen Ting forvalter.

Nej, nej, velbyrdig skal her til,
om jeg skal rolig leve,
mit Nabolav jeg trodse vil
med deres Titelbreve,
med Tjener bag paa min Karet
jeg vil herefter kjøre
og mig, al Kopskat uanset,
paa Herrevis opføre.


153

Af Dagligstue jeg en Sal
til Avdiens vil gjøre,
en Klokkestreng og Portner skal
staa Vagt ved mine Døre,
og hvo som uden Rang og Stand
sig da anmelde lader,
den agter jeg som Tremarksmand,
den skyer jeg og hader«. osv.

I »Den honette Ambition« skildres en gammel rangsyg Borgers Kunstgreb for at komme i Forbindelse med fornemme Folk, der kan anbefale ham til at faa en Titel; det Træk, at han skyder Skylden paa sin Kone som den, der er den egenlig ærgjerrige, er grebet ud af Livet. Assessor Johan Lauerentsen søgte 1718 om Forhøjelse af sin Rang med de Ord: »For min Skyld søger jeg det ikke saa meget som for andens, saasom jeg befinder mig temmelig alderstegen, der ej nu vel skal have at attraa andet end at ikkun maatte findes i den sidste Klasse af Rangen i Himmerige.« 51)

En anden Grund nævner Jeronimus (1, 3), at han derved bliver fri for borgerlige Betjeninger; denne anføres ligefrem i en Skrivelse fra Magistraten i Anledning af, at nogle vilde fritages for at være Overformyndere. 52)

Man vilde paa enhver mulig Maade hæve sig over sin Stand, men paa den anden Side passede »honette Folk« dog godt paa, at de »gemene« ikke overskred visse Grænser. Skorstensfejeren, der ellers havde Bolig i Lille S. Klemensstræde, kjøbte 1727 en Gaard paa Nytorv, hvilket fremkaldte en uhyre Indignation hos Magistraten; »ej alene Fremmede, som maatte komme hertil og høre det, vilde holde det for underligt, men endog den gemene Mand her gjøre sig saadan Betænkelighed derover, at de ved hans Gaard omkringliggende Gaarde og Huse skulde mulig komme i ringe Estime og Pris derover og mange godt Folk altsaa for denne egensindige og af utidig Storagtighed indtagne Persons Skyld maatte lide«, og Magistraten tilføjer: »den liden Undseelse og Respekt, denne Person endog tillige herudi viser at have, baade i Henseende til Staden og Raadhuset med at ville være Nabo med det sidste, da han dog er en af de ringeste Betjente« 53).

1720 var Skarpretterens Søn stævnet for Politiretten, fordi han havde gaaet i en Kjole, der var udstafferet med Sølvtraads Knaphuller, foret med Silke og havde Sølvtraads Knapper, og han maatte


154

bøde 10 Rdl. derfor, uagtet han beviste, at det var brugte Klæder, han havde kjøbt 54).

Hvorledes det gik til i de gammeldags Huse, ser vi af Pontoppidans Beskrivelse 55). »Ingen brav Kone vidste dengang af anden Levemaade at sige, end at hun baade Dag og Aften satte sig med sine Døtre og Piger til at spinde, vinde, haspe, karte, sy, kniple eller noget deslige. Paa daglig Afvexling i Fornøjelser, Besøgelser, Komediegang, Spillepartier, Pikeniker, Lystrejser eller deslige var ikke tænkt. Spinde, vinde og anden Husgjærning var næsten al den Tidsfordriv, man vidste af at sige i det 17. Seculo, da endogsaa adelige Damer, ja de af højere Stand efterlode sig store Kapitaler i saadanne Penge og Vare, som de ved deres egen og ved deres Tjenestefolks Flid havde samlet. Endda hørte man dem mindre klage over Hypokondri, Melankoli eller Mangel paa Tidsfordriv. At nyttigt Arbejde og Haandgjerning, særdeles Spinden, Vinden, Strikken og deslige hos fornemme Folk, særdeles dem af det andet Kjøn, er nu om Stunder saa godt som ganske kommen af Moden, ja bleven foragtelig og uanstændig, endogsaa blandt mange godt Folk af Middelstand, som just i Ørkesløshed søger en Ære og Adskillelse fra den gemene Almue, det anser jeg ikke alene saasom stridigt mod Guds vise Orden, altsaa en Kilde til mange Laster og mange Sygdomme, men ogsaa som stridigt mod det borgerlige Selskabs Velfærd«.

Som en Modsætning til det gammeldags Husliv skildrer Falster Livet i et Hus paa Moden i sit Digt »Det daarlige Giftermaal« 1722:

»At tage Rok og Ten i Haand
til nogen Tot at spinde,
at sy og væve Kniplingsbaand,
som sømmer sig en Kvinde,
at have Tilsyn, hvor det gaar
i Kjøkkenet og Kjælder,
om en ej altfor fuldtop faar
og andre det undgjælder,
er slig en Dame altfor svart,
men hun sit Hus forgjætter
og tager allerhelst sin Part
i daglige Visitter.
Først sover hun til Klokken ni,
før hun af Sengen triner,
for Spejlet indtil Klokken ti
beskuer sine Miner.


155

Naar hun er pyntet, drikker The,
Kaffe og Chokolade,
til Klokken just er elleve,
saa dækkes Bord og Fade.
Omsider Klokken gaar til tre,
før Middagsmaaltid endes,
da maa det uden Ophold ske,
at Vognen forespændes.
Saa lægger hun Visitter af
til fulde Midnatstide,
og hvad hun da til sligt udgav,
faar Manden sidst at vide.
Da spilles hurtig Kortenspil,
Labet, Skjærvensel, Lanter,
men Manden sætter Beten til
som andre flere Ganter«.

Denne Forandring i Sæder fremgaar ogsaa af Komedierne. Døtrene syede paa Ramme (broderede) ifølge »Jean de France« (2, 6), men deri gammeldags Huslighed var ved at forsvinde, thi naar Sganarel i »Melampe« (4, 6) spørger om, hvormeget Garn Jomfruen kan spinde om Ugen, svarer Pigen: »Fy, fy, du skal nok se, at saadanne Jomfruer syer og spinder«. Dette er dog følgelig kun Tilfældet i enkelte Kredse, hvor Tanker for Fornøjelser og Pynt fik Overhaand, thi det var ellers en sat Regel, at ved Mikkelsdagstid sattes Rammerne paa Loftet og Rokkene kom ned og ved Rokkens Snurren tilbragtes Vinteraftenerne.

Det var i noget ældre Tid Skik at samles med Tyendet om Aftenen til Husandagt med Salmesang, men dette var sikkert ved at tabe sig, thi naar Sganarel i »Melampe« (4, 6) spørger: »Paa hvad Tid holder I Kor om Aftenen?« svarer Pigen: »Det er ikke mere brugeligt i fornemme Huse«. Mændene kjededes ved at sidde hjemme. I »Maskeraden« (2, 3) siger Henrik: »Unge Folk har sine Tidsfordriv og gamle Folk sine. Ungdommen fornøjer sig med Spil, Dans og deslige Lystigheder, gamle Folk her i Landet ved at sidde paa et Vinhus om Aftenen og igjennemhegle Ungdommens Fejl, indtil de af 4 Vægtere maa lade sig slæbe drukne hjem. Jeg siger det ikke forat laste gamle Folk, men for at vise, at hver Alder har sine Fejl. Om det nu er mindre Synd at gaa drukken hver Aften til Sengs, hvilket er gamle skikkelige Folks grande Mode hos os, eller at gaa paa Maskerade paa visse Tider af Aaret, det lar jeg staa ved sit Værd.


156

Den eneste Forskjel er, at det første er en gammel vedtagen Skik, men det andet noget nyt«.

I »Ulysses von Ithacia« (2, 2) faar Damerne læst og paaskrevet:

Chilian: Men gaar da Fruentimmer saa meget ud hver Dag hos Jer?

Trojaneren: Nej, det er onde Mennesker, som siger dem saadant paa. De gaar ikke, men de ager alle indtil Haandværksfolk, saa at Kvindfolk hos os ganske kunde undvære Fødderne.

Chilian: Ligesaa hos os. Men arbejder de noget flittig?

Trojaneren: Nej ikke synderligt.

Chilian: Saa kunde de ogsaa undvære Hænderne.

Trojaneren: Nej Tak, hvad skulde de da spille Kort med, hvad skulde unge Karle have at kysse paa.

Mag. Schurman, der var Sognepræst ved Holmens Kirke fra 1718 til 28, sagde engang i en Prædiken: »De kjøbenhavnske Damer slægtede i gamle Dage Silkeormen paa, da den af Begyndelsen sad i sit Hus og spandt, men nu lignede de den i sin Omskiftelse til en broget. Sommerfugl, der fløj omkring, blev ikke længe paa ét Sted og kom dog sjelden af sin Vej, efterdi den allevegne havde lige lidet at bestille« 56).

En Franskmand, der 1747 begyndte at udgive en Beskrivelse af Danmark 57), roser derimod paa sin Vis de danske Kvinder: »Der er maaske ikke et Land til, hvor Fruentimmerets Temperament mere ligner Mandfolkenes. Man finder ofte et Mandsmod i et Fruentimmerlegeme, gelejdet af alle Dejligheds Tillokkelser og Yndigheder, thi det Lov, de danske Fruentimmer have, at være smukke, bør man med al Billighed tilstaa dem. Naar man blandt 100 franske Fruentimmer gjør sig Beregning paa ej at finde mere end tvende smukke og 1 dejlig Person, tror jeg, at man ej bedrager sig, om man paastaar, at man i Danmark i et lige saadant Tal skal finde 10 smukke og 5 dejlige. Dog maa jeg her gjøre Forskjel paa Folk, thi dette Vidnesbyrd strækker sig ikke uden til Folk af Stand og fornemme Fruentimmer i Byerne, thi gemene Fruentimmer i Byerne og paa Landet ere gemenligen saa skjødesløse om deres Smukhed, at de se de Yndigheder, Naturen har forsynet dem med, at uddø strax i deres spæde Ungdom. Og hvor mange af disse finder man ikke, der selv myrde deres Smukhed ved de stærke Drikke, de dagligen tage til sig«.

De unge Herrer var mere end Døtrene frigjorte fra Hjemmet,


157

for dem var de gamle Sæder endnu mindre tilpas. »Forsøg kun«, siger Jeronimus i »Jean de France« (1, 1), »at give eders Søn reven Øl og Brød til Frokost som tilforn, se, om han ikke vil svare: Jeg er vant til Chokolade i Holland; forsøg at give ham en god dansk Melgrød eller Byggrynsgrød (om Aftenen), se, om han ikke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en fransk Kok. Vilde de endda ikkun føre én Nations Lyde hjem med sig, var det ikke saa meget at sige, men de komme tilbage sammensyede af alt det Galskab, som findes udi England, Tydskland, Frankrig og Italien. Jeg vil ikke skjære op, men saaledes leve ungefær vore Kavallerer, naar de komme hjem: Om Morgenen skal de have deres The eller Chokolade, det sige de er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Kaffe, det er paa sin Engelsk. Mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse, det er paa sin Fransk. Naar de gaa et Ærende i Byen, skal de have en Lakaj udi Hælene paa sig, det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk; skal de gaa i Kirken, spørger de først, om der bliver Musik, det er paa sin Italiensk; alt, hvad som er udenlandsk, synes dem at være artigt og fornemme, endogsaa naar de bliver trukne til Slutteriet for Gjæld«. Endvidere siger han: »Det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men naar vi har lært vort eget først; det er smukt nok at rejse udenlands, naar man faar samlet Aar og Forstand først, naar man har de Kapitaler, at man kan leve af Renterne, naar man rejser paa en vis Profession, som man ikke kan lære hjemme. Men her er det blevet som sat Ret for fattige Borgerbørn, at de i Flæng ved slige Udenlandsrejser skal ødelægge deres Familier for at lære Sprog, som de for en Snes Daler eller mere kan lære af en Sprogmester her hjemme. De fleste blive fordærvede og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det gode, som de ere blevne øvede udi i Skolerne. Dersom I saa udi en Sum paa et Sted de mange Penge, som af unge Mennesker aarligen bliver unyttig tilsat udenlands, skulde I ikke forundre eder over, at vi ere fattige og magtesløse. Eders Søn har allerede fortæret 1500 Rdl. i Frankrig. I siger, at han har lært Fransk derfor, men I taler ikke om, hvor meget Latin han har ogsaa glemt. Narreri og Galskab mærker jeg, at han har lært for det første«.

Det naragtige Væsen, som disse Folk antog under Paavirkning af de franske Moder, og som Holberg skildrer i sin »Jean de France«, var som bekjendt ikke overdrevet. Den var, som han selv fortæller i


158

sit Levned, »en Satire paa vore Unge, der i Hobetal pleje at flyve udenlands, inden de komme til Skjæls Aar og Alder, for siden, naar de have sat deres Arvemidler til, at komme halvnøgne hjem, uden at medbringe andet end Fejl og Galskaber til deres Fødeland, som de siden anse med Foragt«.

Ogsaa i »Henrik og Pernille« (1, 1) lader han Henrik sige: »Jeg var paa et Assemblée igaar, alene for at lære nogle fornemme Grimacer. Jeg saa der iblandt andet en Junker, som nylig var kommen fra Frankrig; ham udkopierede jeg meget nøje, undtagen at jeg ikke vil snakke igjennem Næsen. For Resten stjal jeg ham al hans anden Artighed fra, som for Exempel: Tager sit Uhrværk op og fløjter, gjør Kupeer med Fødderne og synger, tager Spejlet op af Lommen og akkomoderer sin Paryk«.

En saadan hjemvendt Modeherre skildres ogsaa af Falster i »Den daarlige udenlandske Rejse« 1721:

»Han næppe inden Landets Dør
og Rigets Porte kiger
og, hvem han er, adspørges, før
han: Gentilhomme siger.
Paa Vognmands Vogn han nødig til
sin Moders Dør vil kjøres,
men som Ambassadør han vil
med Stads og Pragt indføres.

Han tager mod Opvartning, men
han lader, som han kjender
sin Kammerat ej nu igjen,
for hvilken han forvender
sit Sprog med idel Tydsk og Fransk,
som ligger ham paa Tungen,
ja haanes ved at tale Dansk,
som falder ham saa tvungen.

Se, spørger man om den og den,
om dette eller andet,
da ved han mer at sige end
Skribenterne i Landet.
Ja det fortrød ham, hvis han ej
al Verden skulde kjende,
ej op til Maanens vide Vej
og Syderpolens Ende.


159

Folie d'Espagne med sin Fod
han spiller, naar han triner
paa Gaden, udaf lutter Mod
med gravitetske Miner,
saa Folk i hvert et Vindue,
ja Børn i alle Gader
forfølger hannem for at se
hans udenlandske Lader«.

I Fortalen til P. v. Havens Kejse udi Rusland 1743 skriver Holberg: »Det er at beklage, at af saa mange hundrede rejsende Personer der ikke er funden nogen, der med saadant (nemlig hvad de havde set og lært) have regaleret Fædernelandet ved deres Tilbagekomst, saa at de intet kan anføre til Bevis paa deres Udenlandsrejser uden Attestata fra de Vexellerere, som havde remitteret dem Penge, item nogle Grimacer og ny Façons paa Klæder«.

Hvad saadanne Spradebasser bliver til, har Holberg skildret i et af sine Epigrammer 58):

»Beskrivelse af en kjøbenhavnsk Borger.

Et halvt Aar glimrer han og spiser mange Retter
og lever højt paa Straa, gentil, har ej en Hvid,
Han bygger et Palads, som han paa Stand pantsætter,
og Auktionarius det tar ved Rentens Tid.
Med Tjener for og bag og fire for han ager,
bestænker dem med Snavs, som har ham, Hud og Haar.
Om Sommeren en Tur han ud paa Landet tager,
om Høsten flygter fattig han fra Fædreland.
Værst er i Juni han og i December faren,
af Kreditorer da sig samler hele Skaren«.

__________

Overtro herskede til en vis Grad i alle Stænder. Gamle Koner, der spaaede Folk i Hænderne, nævnes baade i »Den politiske Kandestøber« (4, 2) og »Jean de France« (2, 2), ikke at tale om dem, der gav sig af med Hexekunster, som den gamle Gunild i »Uden Hoved og Hale«. Spaakvinderne behøver vi ikke at undres over, naar saadanne Kjællinger trives selv i vore »oplyste« Tider i Landets Hovedstad. En Signekjælling, der maalte smaa Børn for at fri dem for Sygdomme, omtales i »Barselstuen« (1, 7 og 3, 2) og det ses, at hun blev almindelig brugt, thi det hedder, at »hun gaar og sladrer paa fornemme Steder iblandt« og »hun har sin Gang i store Huse, hvor hun sætter Godtfolk i Miskredit, naar de ikke vil flattere hende«.


160

Den gamle Gunild i »Barselstuen« slog Øjet ud paa Folk for 6 Skilling, og da hun var billig, havde hun desmere Næring (5, 3).

Al den grove Overtro, som man nu opsamler Oplysning om ude paa Landet i gamle Sagn, er fremstillet i »Uden Hoved og Hale«, der foregaar i Kjøbenhavn, men det er følgelig ikke Holbergs Mening, at denne Overtro var almindelig hos alle; det er sikkert mange Træk fra Landet, ogsaa fra Norge, der her er samlede; Troen paa Varulve, Hexe paa Bloksbjerg og deslige var ikke mulig hos den oplyste Del af Befolkningen. Derimod er saadan mere uskyldig Overtro som Forvarsler, der aldrig vil forsvinde af Menneskeheden, mere naturlig. I »Didrich Menschenschreck« (Sc. 8) fortæller Jeronimus, at han havde mærket et Sting i sin højre Taa, »og saa ofte det forbandede Sting kommer, er jeg vis paa Fortræd«. I »Uden Hoved og Hale« (1, 3) siges, at den, der finder en afbrudt Synaal om Morgenen, førend han har læst sin Morgenbøn, faar enten Hug eller onde Ord, ligesom en Ugle paa Taget tydede paa Ulykke (3, 9). Sol- eller Maaneformørkelser er ogsaa uheldsvangre, som naar Jeronimus i »Erasmus Montanus« (3, 5) siger: »Der sker aldrig Formørkelse, uden den har noget at betyde. Da sidste Formørkelse skete, syntes al Ting at være vel, men det varede ikke længe, thi 14 Dage derefter fik vi Tidende fra Kjøbenhavn, at der var paa engang 6 rejicerede til Attestats, alle fornemme Personer, og blandt dem 2 Provstesønner«.

Det er farligt at forandre det Navn, man har faaet i Daaben, derfor siger Jeronimus i »Erasmus Montanus« (3, 4): »Jeg har kjendt mange, der har forandret deres kristne Navne, men det har aldrig gaaet dem vel i Verden. Jeg kjendte en for nogle Aar, der var døbt Per, og vilde siden forny sin Mynt, da han var bleven til noget, og lod sig kalde Pejter, men den Pejter kom ham dyrt nok at staa, thi han brød sit Ben og døde i stor Elendighed. Vorherre taaler ikke saadant, Hr. Foged«.

Det ansaas derfor for ugudeligt at forandre gamle Skikke, der havde nogen Forbindelse med kristelige Højtider. Magdelone i »Julestuen« (Se. 7) er fuld af gammeldags Ærbødighed for Julestuers Hellighed; hvis Jeronimus ikke holder dem, vil Naboerne tænke, at han og hans Familie er kommen af Troen og se dem an som Tyrker og Hedninger. »Hvordan gik det ikke Kristoffer von Bremen, der altid lo, naar hans Kone bragte Helligtrekongelys ind paa Bordet. Manden var saa frisk som en af os, men ret som han stod og fæstede


161

Selen til Buxerne, døde han. Hvorledes gik det ikke Jeremias Tobakspinder, der ikke med saa meget som en Sødgrød vilde holde Juleaftener fra andre Aftener og levede som en Hedning hele Julen igjennem? Han fik jo i sin Alderdom stor Hjærtesorg, thi 3 af hans Sønner blev en efter anden rejiceret til Attestats«. Jeronimus's Tro i »Julestuen« (Sc. 5), at Topper, Fabler og Favoriter er Lucifers Paafund, kan maaske passe for Æbeltoft, men ikke for Kjøbenhavn, hvor den da brugelige kvindelige Dragt allerede længe havde været i Brug og næppe kunde indgyde den Frygt, som 100 Aar i Forvejen, da et Misfoster af en Kalv skulde være Tegn fra Himlen om de ny Moders Ugudelighed. At gamle Folk endnu troede paa Kilderejsers helbredende Virkning St. Hans Aften, ser man af »Kilderejsen« (1, 2). Det Syn af et Skib i Maanen, som omtales i »Barselstuen« (2, 8) og der menes at betyde Krig, er ikke noget Paafund af Holberg; et saadant Syn iagttog man 13. Febr. 1713 fra Hovedvagten ved Nyholm, som den endnu bevarede Rapport nærmere angiver ved en Tegning af Skibets Udseende 59).

Troen paa Evnen til at gjøre Guld, at finde de Vises Sten, var ikke endnu uddød; derfor kunde »Det arabiske Pulver« forstaas og finde Anvendelse paa Samtiden. Fra 1707 til 1726 sad Guldmageren J. C. Dippel arresteret paa Hammershus; selv den fromme Hans Egede studerede baade i Norge og Grønland alkymistiske Skrifter for at finde den filosofiske Sten og derved tilvejebringe Penge til Missionen 60).

__________

Efterretninger om, hvad der foregik i Omverdenen, fik man gjennem Aviserne, men vilde man have sig en rigtig politisk Diskurs, gik man paa Værtshuse og Vinstuer. Det er ikke underligt, at denne Tid var politisk bevæget, thi den langvarige Krig med Sverig, Karl den Tolvtes Heltegjerninger og den hele Uro i Evropa maatte gribe de fleste. Af Aviser havde man saaledes: »Ny Tidender, som Kjøbenhavns Postrytter frembar«, (Maanedsblad) udgivne af Johan Laverentzen, »Den kjøbenhavnske Postrytter« (Ugeblad), udgivet af samme, »Extraordinaire Relationer« (Ugeblad og Maanedsblad), udgivne af Joakim Wielandt, foruden franske og tydske. Navnlig Wielandts Aviser tog særligt Hensyn til Handelsforholdene 61).

I Forhold til Datidens faa Literaturfrembringelser, var Borgerne il


162

meget ivrigere efter at kjøbe Bøger end nu. Alle større Handlende havde Bogsamlinger, der tydede paa forskjellige literære Interesser. Vi vil her nævne nogle Bogkataloger alene fra Aar 1719 for at vise dette. Bøger i Boet efter islandsk Kjøbmand Hans Bastian: Folianter: En hollandsk Styrmandsbog med endel Kort. Christian V's Salving. Smits Ligprædiken over Kong Christian V. Wings engelske Astronomibog. Et gammelt Atlas. Et Kort over Ostindien paa et Brev. En Globus coelestis (Himmelglobe) paa Pappapir. En Pakke med adskillige tynde Bøger og Vers udi. 3 Landkort paa Pergament.

I Kvart: Den danske Lovbog. 4 adskillige Bøger. 1 hollandsk Styrmandsbog. Dr. Aslacus's Bog om Reformationen. Den danske og norske Lovs summariske Indhold. Jacob Kats kristelige Hustrue. Fleischers Ligprædiken over Hans Nansen. Poul Middelbys Postil. En islandsk gammel Lovbog. Endel Traktater udi et Bundt om Krigen. Lippers kurrende Turteldue. Kyllings Urtebog.

I Oktav: Halterii compendium theologicum paa tydsk. Dr. Wandal om den kalvinske Lærdom. Tolv aandelige Betænkninger paa tydsk. En islandsk Huspostil. Dronning Annas Levnedsbeskrivelse. Et hollandsk Skatkammer. En persiansk Rejsebeskrivelse paa hollandsk. Philippi Nicolai Skrift mod Kalvinisterne. Svend Tveskjægs Historie. 2 hollandske Navigationsbøger. Forklaring over Christi Lidelse.

I Duodez: Das verunruhigte deutsche Landt. Wingaards Floras paa dansk. En tydsk Genealogi. En dansk Bønnebog.

Mummebrygger Anders Andersen efterlod sig følgende: I Folio: Christian IV's Bibel. Arild Hvitfeldts Krønike. Petri de Crescentis new Felt und Ackerbaw. Seneca paa dansk. Brokmans Huspostil. Le dictionaire Royal par Pomai. Gerners Ilias og Ulysses. Saxo Grammaticus.

I Kvart: Ostersons Glossarium. Mag. Trojels Jubelprædiken. Bangs Trenelogia. Happelii wunderbare Welt. Lars Kjøge over Eggert Ellers, item der unglückselige Elsasz. Reinike Fos.

I Oktav: Les Fables d'Esope. Der ganzen Welt Religion. Lutheri Tischrede. Aarons Brystspan. Himmelsk Herredag. Tage-Register Kønig Christiani V. Kliim historiske Bibel. Schivers fortabte og gjenfundne Faar. Arnts wahre Christenthum. Kingos ny Psalmebog og 12 aandelige Betænkninger. En tydsk Psalmebog. En tydsk Haandbog. En dansk Psalmebog. Lassenii Passionstanker.


163

Paradises Urtegaard. Vejen til Salighed. Leopolds Geschichts Calendarium. Søren Mathisens Regnebog. Assenats Historie. Sleidanis Monarchien. Nansens Compendium Cosmographicum. Lassenii Himmelfreud. Paakalderens Kilde. Det rette Kvindesmykke. Desuden 7 Bundter gamle danske, tydske og franske Bøger, foruden nogle, hvis Titel i Fortegnelsen var helt forskreven.

Skipper Adrian Pedersen ejede Gerners Postil og Arent Berntsens Danmarks og Norges frugtbare Herlighed og 15 Bøger, der ikke er registrerede.

Islandsk Negotiant Jørgen Sørensen Gylding efterlod: Christian IV's Bibel i Folio. Danske Lov. Mester Mikael Henriksens Ligprædikener. Beskrivelse over de fire Monarkier paa tydsk. Forklaring over Katekismus paa tydsk. En tysk Bibel og 42 andre Bøger, der ikke opregnes.

I Boet efter Kristine Margrete Munk, Enke efter Hans Burmester, fornemme Borger, fandtes: I Folio: Sleidanus paa tydsk. Bunting Lüneburgische Cronica. Johan Petersen Holsteinische Cronica. Theatrum Europæum. Menilius über die Psalmen Davids. Neulighems Boeckhouden. Colerius paa tydsk. Olearii Moschovitisch und Persianische Reisebeschreibung. Van Meterens Niederländischer Krieg. Frederik IV's Salvingsakt. Kongeloven. Christian V's Salvingsakt. 3 Atlas. Arild Hvitfeldts Krønike. Merians Archantologica cosmica. Jansons Niederländische Historien. Worm ofver hendes høye Naade. Mandelslo Reisebeschreibung durch Olearium.

I Kvart: Floor ofver Frue Isenberg. Lassenii bezeufzte Nichtigkeit. Caets Poemata. Zesens Amsterdam. Oeconomia nova paa dansk. Et engelsk og latinsk Dictionarium. Et Manuskript om Kjøbenhavn. Mag. Henning Leichpredicht über Johan Braem. En Bog med rene Blade til en Nodebog. Monconys Rejsebeschreibung. P. Rytters Ligprædiken. Discours over het gepasseerde in de Neederlanden 1650-51. Kirkeritualen. Hildebrands Kunstbuch. Schweitzers Ostindiske Rejse. Bøttigers Kirchen- und Welt-Historien. Moschovs Beskrivelse paa tydsk. Dr. Schwartzes 3 Kriegspredigten. Forordninger for Aaret 1682. Toppii Ehrenrettung.

I Oktav: En tysk Bibel. Gürtlers Lexicon. Et fransk Dictionaire. Det nye Testamente paa tydsk og fransk 1700. Lavarii Kaufund Handelsmann. Historien-Bibel. Talanders Briefsteller. Weisens politische Nachricht. Zeisens Seelen schatz. Botsachs geistliche Kauf-


164

manschaft. Becher Seelen Weisheit. Det ny Testamente paa engelsk. Vexelcours. Anmutigkeiten von Italien. Kingos gamle Psalmebog. Weise von teutsche Briefe. Johan Risten Poetischer Schauplatz. Cort Danxtes tvende Traktater om Mønt og Vexler. Franzøsisch und teutsches. Dictionaire. Kingos ny Psalmebog. Holtzhausens Sieben Controversgespräche. Valent Heins Regnebog. Schuppii Schriften. Francisci Schaubühne. Ramelovs Beschreibung des Nierensteins. Rantmers Stadtzkunst. Reisers Controvers wieder Christian Pauli. Diederici Cathechismus paa tydsk. Boldich Wieder Calvinische Irthumer. Terentius. Halmans Gedichte. Snurrns Kunst- und Hausbuch. Bilterlings Glaubens Regel. Plinius paa Hollandsk. Moliere Comoedien, teutsch. Reineche Fuchs. Gramaire par Rayot. Dyckes Nosce te ipsum. The English Rogue. Britannia reflorescens. Melisarders Beicht und Beth Buchlein. Lassenii Gesangbuch. Le nouveau Testament. Naadens aandelige Markedstid. Kurze holsteinische Cronica. Philander und Sitterwalts Gesichte. Quevedo Gesichte. Vollständiges Gesangbuch. Kjøge Huskors. Calvisii Thesaurus. Seyboldi Officina Scholastica. Søren Mathisens Regnebog. Orbis pictus. Nederlandische Geschichte. Europäischer Geschichts Erzehlung. Olearii Rosenthal.

I Duodez: Barclai Argenis. En tydsk Bibel. Continuatio der Kern Chronica 1687. Unterschied der evangelischen und reformierten Lehre. Lutkemans Cathechismus. Quisfeldts Jesus Trost. Carl XII Lebens Beschreibung. Hübners Geographie 1707. Handbuchlein. Lassenii Weyrauch. Naurs Christendoms Gjenvej. Husandagt naar man gaar til Skrifte og Guds Bord. Andreas Hofs værdige Gjæst.

En Glarmester efterlod: en velkonditioneret Vejmarsk Bibel, vurderet til 16 Rdlr., Luthers Bibel, Arild Hvitfeldt, 6 andre Bøger og adskillige Rejsebeskrivelser. Raadmand og Stadshauptmand Mathias Pedersen Rainshart efterlod: En ostindisk Rejsebeskrivelse. Verdens Beskrivelse. Paradises Urtegaard. Arild Hvitfeldts Krønike. Den gamle Lovbog. En Forordningsbog. En tydsk og en dansk Psalmebog. En Bønnebog. Et tydsk nyt Testamente. Ostindisk Rejsebeskrivelse. 4 gudelige Bøger. Curtius paa dansk og tydsk. Johan Arents sande Kristendom paa dansk. Krigsartiklerne paa dansk og tydsk. 7 tydske Bøger. 62)

Gudelige Skrifter havde ofte underlige Titler. I Dødsboet efter


165

Raadmand Hans Stampe og dennes Enke 1699 fandtes blandt andre følgende:

Sjælens aandelige Rosengaard. Paakald Erins Kilde. Tretten aandelige Politiforordninger. Guds Aands Borddisk. Kristelig Korsskaale. Aandelig Brøndspring. Paradises Urtegaard.

Holberg nævner 63) af saadanne Skrifter, »hvis Titler har samme Virkning som Tjære paa Hjul«: Nyt Skind fra Merians Tromme. Bibelsk Stueuhr. En from Kristens Nathue sammensyet med kraftige Sprog af den hellige Skrift. Solene blodrøde Nedgang. Duen i Klippens Rif. Ævigheds Pegefinger. Lystmad. Forældre- og Børne-Konfekt. Fandens fire Døtre. Kateketisk Mælk. Katekismi Postbud og Brevdrager.

En Yndlingsbog var Arild Hvitfeldts Krønike, det var en Bog, som enhver, der overhovedet kjøbte Bøger, ejede. Man ser, at Trangen til at læse Fædrelandets Historie ogsaa paa denne Tid var stærk og hvor naturligt det var, at Holbergs i et livligt Sprog skrevne Danmarks Historie kunde finde rivende Afsætning, hvor man hidtil havde fundet Smag i Hvitfeldt. Det er derfor ikke noget forunderligt, at Barselkonen i »Barselstuen« (2, 6) siger: »Min Mand er meget for Læsning og kjøber daglig Bøger; igaar kjøbte han Doktor Arent Hvitfeldts Krønike«.

Naar man vil se Smagen for Kunst, betragter man en Samling Skilderier, som den i 1713 afdøde Frands Rohde efterlod, han havde over 100. Der var ikke alene Portræter af danske Konger og Dronninger og bibelske Stykker som de hellige tre Konger, Syndfloden, Susanna, et Passionsstykke, den forlorne Søn, Moses, Christus i Urtegaarden, den store Christoforus, men ogsaa en Mængde med Landskaber, Fugle, Blomster, Frugter, Krigsscener, Jagt og Bondestykker, »Stilleben«, »Ovidiske Historie«, en gammel romanisk Historie, et Bakkanal, et japanesisk Stykke, hollandske Landskaber, en Maler- og en Billedhuggerstue, der var det dyreste af dem alle, da det vurderedes til 16 Rdlr., medens de andre sædvanlig gik for en Mk. eller to. Oyenfor er der under Indboer nævnt Malerierne i Hans Burmesters Hus.

__________

Som Tilbehør til et Hus, hvor der var Børn, var Skolemesteren. De fornemme Borgere sendte ofte ikke deres Børn i Skole, da


166

Skolerne kun var for fattige Børn; en Undtagelse gjorde alene Skrive- og Regneskolerne; men man holdt da en fattig Student, der fik en Løn af 16 Rdlr. om Aaret. Bartskjæren Henrik Fuiren beretter fra sin Barndom, der faldt i Christian V's Tid 64): »Da vi var komne i den Alder, at vi kunde fatte nogen Lærdom, blev der taget en Studentere udi Huset, der først lærte os at læse. og derefter begyndte at informere os udi Latinen. Der blev antagen for os en Skrivemester, der kom 1 Time om Dagen til os i Huset, hvilken maanedlig tog for enhver 1 Rdlr. Af de Præceptores, vi Tid efter anden havde haft, kom de fleste fra os og blev kaldede til det hellige Præsteembede.«

Dame med Page

Dame med Page. Efter et Maleri paa Rosenborg.

Brugen af Parykker nødvendiggjorde Lakajer, der kunde bringe dem i Orden, naar de var komne i Ulave, hvilket vel som oftest skete, naar man kom i Luften; derfor maatte man altid have en ved Haanden, der kunde »akkomodere« de lange Haar. Altsaa er der ikke noget unaturligt i de Tjenere, der oftest spiller Hovedrollerne i Holbergs Komedier.

Den Henrik, der fremstilles i disse, behøver dog ikke altid at være en Tjener i Liberi; ved Benævnelsen Tjener forstod hin Tid


167

   En Tjener

En Tjener. Maleri paa Rosenborg.

alene en, der var i Tjeneste. Dog var der sikkert hvad vi kalder Lakajer i hvert fornemt Borgerhus, som det ogsaa ses af mange Steder i Komedierne, at naar Folk skulde anses for fornemme, maatte de have Tjener i Liberi og en saadan maatte følge Herren i Hælene, naar han gik i Byen, som Jeronimus klager i »Jean de France« (1, 1). Disse opvakte Tjenere, som Holberg fremstiller, er ikke Fantasibilleder, thi mangen Tjener kunde have faaet en ligesaa god Opdragelse som sin Herre. Frederik Rostgaard skrev 1745 i et Brev, at han ønskede et ungt Menneske paa 16-20 Aar til at hjælpe sig med at ordne Papirer, som havde lært noget mere end for 6 Skilling Latin og kunde gjøre sig Haab om at blive Student om et Par Aar, men paa Grund af Fattigdom vilde tage en Tjeners Skikkelse paa sig; han vilde nu opsige den ene Tjener, og den ny skulde faa den sædvanlige Løn 10 Rdlr., men kunde ogsaa faa den dobbelte, hvis det var nødvendigt; han vilde faa dobbelt Liberi, skulde have Kammer og Seng med Fru Rostgaards Tjener- og spise med Husholdersken og Ridefogden. 65)

Saadanne halvstuderede Tjenere findes oftere i Komedierne. I »Den Vægelsindede« (3, 3) siger Erast, at han vilde forsværge at have nogen latinsk Dreng mere i sin Tjeneste. I »Jakob von Thybo« (4, 11) siger Jens, at »vi latinske Drenge ere ikke at skjemte med«, og i »Den ellevte Juni« (5, 10) roser Henrik sig af, at han har gaaet i Latinskole med Berømmelse, »thi udi et halvt Aar, som jeg sad i første Lektie, stod jeg alene 3 Gange Skoleret«. Det var forøvrigt en ringe Ros, men gyldig nok for den, til hvem det siges. Disse Lakajer var sikkert oftest ganske unge Mennesker, der siden arbejdede sig op ved Pennen og godt kunde drive det vidt i Verden. Erik Torm, der som fattig Student blev Lakaj, siden Dugsvend ved det ridderlige Akademi, derpaa kgl. Livkarl, blev 1731 Politimester


168

og Borgmester. En af hans "Efterfølgere som Politimester, Christian Fædder, begyndte ogsaa som Tjener og steg derfra til kgl. Lakaj. En anden Borgmester i Kjøbenhavn, Nissen, havde ogsaa været Lakaj og gav i Trykkefrihedsperioden Anledning til Satirer om Skobørsten.

Rahbek fortæller endnu i dette Aarhuridrede: 66) »Endnu for ikke mange Aar siden levede der en bekjendt vittig Galning, der, skjønt opvoxet mellem adskillige meget ansete familiers Sønner og i Besiddelse af et af udmærkede Kunstnere agtet Kunstnertalent, en Tid havde baaret Liberiet og deri udmærket sig saavel ved sine Pudserier som sine dristige Sarkasmer og Indfald under de Forfølgelser, han derved paadrog sig, og sine mange ægte holbergske Hendriksvittigheder og Galskaber, der tildels endnu ere i hans Samtidiges Munde og Minde. En anden Slags holbergsk Hendrik have vi skildret af Dass i Klevenfeldts kabelerske Tjener, som Herren ansaa for uundværlig.«

At Lakajerne var bekjendte for stor Ærlighed, faar man ikke ud af Komedierne, saaledes siger Per i »Jakob von Thybo« (3, 7), at han forstaar at tage sin Fordel, »det maa vi Kjøbenhavns Lakajer forstaa«; før han kom hertil, lagde han ud af sine egne Penge, naar han havde tabt en Skilling paa Gaden, »saa taabelig er ingen Hest, end ingen So udi Kjøbenhavn«. I »Maskeraden« (2, 3) giver Henrik en Skildring af Tjenernes Liv: »Vi fødes udi Armod, vi opdrages udi Sult, vi prygles en halv Snes Aar af en knarvorn Skolemester; saaledes gaar vor Barndom hen. Naar vi kommer lidt til Alder, maa vi slæbs og trælle, at vi ikke skal dø i vor Alderdom før Tiden af Sult«.

Som vi saa, gav Rostgaard sin Tjener i 1745 10 Rdlr. i Løn, og dette var formodentlig den almindelige. Gaardskarlen Arv i »Henrik og Pernille« (1, 2) tjente ikke engang saa meget. Af »Melampe« (4, 5) ses, at den almindelige Pigeløn var 8 Rdlr., men at dog nogle fik 12 Rdlr.; her er Tale om en Husholdning med 6 Tjenestepiger. En Husholderske hos en Urtekræmmer fik 1719 20 Rdlr., Brandmajor Fuchses Enkes Enepige fit 1726 8 Rdlr. i Løn.

Tjenestefolks Løn forbedredes dog meget ved de mange Drikkepenge, der faldt. Eraste i den »Vægelsindede« (2, 1) giver en Skildring af denne besværlige Skik: »Det synes vel en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin Tjener for at lyse mig og sin Vogn for at kjøre mig hjem, men naar man grunder nøje derpaa, saa fal-


169

der det saaledes ud: Monsieur, vil I ikke være af den Godhed at give min Tjener 8 Skilling for det, at I var her, hvortil jeg svarer: Nej saa min Tro vil jeg ikke, hvorpaa han siger: I skal saamæn ikke komme af mit Hus, førend I giver min Tjener 8 Skilling, og holder mig saalænge, indtil jeg maa bekvemme mig dertil. Nu hænder det sig, at jeg samme Aften har et Ærinde hos flere, saa byder en anden mig sin Vogn til at kjøre hjem, saa ræsonherer jeg ved mig selv: der 8 Skilling, der atter 8 Skilling og her en Mark til Kusken, det gaar ikke an, protesterer derfor af al Magt mod den Høflighed. Men det hjælper ikke, thi han gjør sin Saligheds Ed paa, at jeg skal give hans Kusk en Mark eller 12 Skilling i det ringeste« osv. Saaledes i »Barselstuen« (1, 7), hvor Pigen siger: »Jeg skulde have 12 Skilling til Drikkepenge for en Pige, som bragte Mutter en Skaal Byggrynsgrød med Korender i fra Else David Skolemesters«, hvortil den plagede Korfits siger: »Est du gal? jeg kan jo lave Grød til 4 à 6 Mennesker for 8 Skilling«, men Pigen lader sig ikke forbløffe: »Det maa ikke hjælpe, Fatter, hun gir altid vore Piger 12 Skilling i Drikkepenge for det ringeste, vi skikker hende«.

Hvor stort Tallet var paa Tjenestefolk, ses af følgende Liste fra Amagertorv 1728.

Vinhandler Herman Fabritius, der boede i nuv. Nr. 4, havde en Bogholder, 2 Svende, 3 Drenge, 4 Tjenestepiger, Tjener, Kusk og Gaardskarl. Hofapotheker Becker havde en Præceptor, 2 Apothekersvende, 3 Drenge, en Gaardskarl, 4 Tjenestepiger og 1 Tjener. Han havde efter Branden lejet Nr. 8, »den blaa Haand«, der var et nyt Hus, idet det gamle var nedbrændt nogle Aar i Forvejen. I nuv. Nr. 10 boede Etatsraad Wolfen, der havde Kusk, Tjener og 4 Piger. Lærredskræmmer Herman Kønneman, i nuv. Nr. 20, havde 2 Piger, en Kusk og en Dreng foruden en Krambodsvend. En saadan fornem Mand som Overkrigssekretær Revenfeldt, der boede i nuv. Nr. 6, havde Kammerpige, Française, Husholderske, Stuepige, Amme, Barnepige, Kokkepige, Kok, 4 Lakajer, Kusk og Gaardskarl.

I den fornemme Verden var Tjenerskabet særdeles talrigt, men til Gjengjæld fik det sjelden sin Løn ordenlig udbetalt. Baron Rodsteen havde, foruden Kammertjener, Haandskriver, Gartner, Kusk og Gaardskarl, 8 Lakajer, der i Baronens Dødsbo 1714 indkom med store Krav for tilgodehavende Løn; Kammertjeneren havde ikke faaet Løn i 15, en anden ikke i 12 Aar og Baronen levede dog i et og alt som


170

grand Seigneur, men han laante dog 80 Rdlr. paa sit Diamant-Ridderkors hos Jøden Berendt Jacob, ja endog paa sin store forgyldte Karos med Spejlglas og paa sin blaa Damaskes Seng. Hofjunker Christoffer Lytzow, som nød Hofgage, skyldte sin Vaskerske for Tvæt i 9 Maaneder, men han havde dog 2 Tjenere. 67)

Klager over Tjenestepiger er gammel. I »Ulysses von Ithacia« (2, 2) siges: »En Tjenestepige hos os er saa hurtig og saa levende, at hun kan ikke blive en Maaned hos et Herskab, men forandrer Tjeneste 12 Gange om Aaret«, hvoraf ses, at den Uskik at tjene i maanedsvis er gammel, uagtet man i Virkeligheden fæstede paa hele eller halve Aar. En anden Ulempe var, at Tjenestefolk ikke mødte i Tjenesten eller gik bort i Utide, hvilket ses af følgende Ansøgning:

»Den store Misbrug og Uskikkelighed, som her i Byen gaar i Svang med at Tjenestefolk, baade Mands- og Kvindespersoner, lader sig fæste paa halve og hele Aar, nogle Dage og Uger derefter bærer de de annammede Fæstepenge igjen og ikke gaar i deres Tjeneste, ja en Del gaar paa nogle Dage i Tjenesten dermed at besmykke deres Sag, at de have fortjent de paa Haanden tagende Fæstepenge, siden rømmer de af deres Tjeneste, hvorover Folk for slig Omgang ikke aleneste af Tjenestetyende bliver bedragne, men endog velædle og velbyrdige Hr. Justitsraad og Politimester Ratechen ved saa mangfoldige slige Forhør bliver udi andre vigtigere Forretninger storligen inkommoderet. Saadan falsk Omgang kommer deraf, at de lader sig bortfæste af uanordnede Mænd og Kvinder; samme Kvinder er en Del med Baadsmænd, en Del med Soldater gifte, ja det sker og tidt, at de samme Fæstefolk fæster Tjenestetyende 4, 6 ja 10 Steder bort i Tjeneste og siden, naar Tiden ankommer, at de skulde gaa i Plads, fordølger dem, saa at ingen af dem, der har fæstet samme Folk, faar dem i Tjeneste«.

Ansøgeren vilde derfor have Eneret til at have Fæstekontor og da forpligte sig til, at Folkene baade kom og forblev i Tjenesten, men Kommercekollegiet erklærede 1724, at »dette er et synderligt Haandværk og Næring, som er ganske ufornødent«. 68)

De fleste velhavende Folk havde Heste og Vogn, og de nøjedes ikke med aabne Vogne som i ældre Tid, da selv Griffenfeldt kjørte i saadanne, men Kareter var det eneste standsmæssige. Derfor siger den ene Proprietarius i »Den ellevte Juni« (1, 1): »Hillemænd, hvor blev jeg overstænket af en forbandet Karosse, som kjørte forbi; man


171

skulde tænke, der boede en Hob rige Folk i denne By, thi gaar du paa Gaden, saa kan du ej komme frem for Heste, Vogne og spraglede Lakajer«. Naar Jeronimus i »Maskeraden« (1, 4) fortæller, at i

En Karos

En Karos.

hans Ungdom var der ikke over 4 Kareter i Byen, da sigter han til de 4, som Frederik III efter Belejringen forærede til Hannibal Sehested, Christoffer Gabel, Biskop Svane og Borgmester Hans Nansen, men derved blev det en Modesag at kjøre i Karet. De Vrigny, der

En Kariol

En Kariol.

var her 1702, skriver i sin Rejsebeskrivelse: 69) »Hvis de snavsede Gader er Grunden til, at man trænger til Kareter, er der ej heller Mangel derpaa. Der er faa Byer af lignende Størrelse, hvor man har


172

saa mange, thi uden at tale om saa mange Hof- og Statsembedsmænd, som bor i Kjøbenhavn, er der næppe en Kræmmer eller velhavende Borger, som ikke har sin Karet eller Kalesche med 2 Heste. Det kommer dels af disse Borgeres Forfængelighed, dels af, at det er saa billigt at holde Heste; en Karet, 2 Heste, en Kusk og 2 Lakajer koster kun 250 Rdlr. om Aaret. eller 50 Pd. Sterling; dette har en Hofmand, som havde en saadan Ekvipage, forsikret mig. Der er ogsaa flere Lejekarether at faa til en meget taalelig Pris, man betaler kun 1 Rdlr. om Dagen og en Sletdaler for 1/2 Dag, Morgen eller Eftermiddag. Hvad jeg har sagt om Kjøbenhavns Borgeres Forfængelighed er saa sandt, især men Hensyn til Kvinderne, at det hænder ofte, at Personer af Middelstanden bliver hjemme fra Kirke, naar de ikke kan kjøre i Karet, naar deres Heste er syge eller en er død og man ikke kan kjøbe en anden«.

Man ser af »Barselstuen«, hvorledes Gaden holdt fuld af Vogne med Damer, der gjorde Visiter, saa det var sikkert den eneste Maade, hvorpaa en Dame, der følte sig, kunde færdes paa Gaden. Mændene gik selvfølgelig, men var de ude om Aftenen, maatte de have enten en Tjener til Ledsagelse eller kjøre, hvad der vel ogsaa for Sikkerheds Skyld mangen Gang kumde være heldigt, thi Kjøbenhavns Gader var uagtet Vægtere og Politi ikke ret hyggelige at færdes i ved Nattetid. 70)

Der skulde dog være Maade med Befordringernes Udstyrelse, og Overskridelse kunde komme Vedkommende dyrt nok at staa. Saaledes havde en Bergassessor 1716 ladet sin Vogn forgylde paa Kanterne og Enderne, prydet den med 4 Grevekroner og givet Kusk og Tjener Sølvgalioner paa deres Liberi, hvorfor han idømtes en Bøde af 1000 Rdlr., som Kongen dog nedsatte til 600. 71)

At Heste og Vogne i Almindelighed var billige, ses af Vurderingen af en Hyrekuskes Bo 1717; han havde 2 Kareter, der var »trepet« med blaat Klæde, vurderede til 20 og 22 Rdlr., en gammel Kariol til 2 Rdlr., 2 Par Heste til 16 og 20 Rdlr. Parret. I Aaret 1712 var der 143 Rangspersoner, 74 Borgere og 75 Hyrekuske, der havde Karosser, og dette var endda paa en Tid, da denne Mode ikke havde naaet sit Højdepunkt. Hr. Bernhard Olsen meddeler i sine »Intime Papirer og Promemorier fra Holbergs Dage« en Regning fra en Hyrekusk til Kommerceraad Friise for Kjørsel i Marts og April 1723, hvoraf ses, at han i de 2 Maaneder kjørte 28 Dage, og det var


173

ikke Smaature, som naar vi tager Drosche, men han havde Vognen hele Dagen til Midnat, hvilket kostede 1 Rdlr., eller hele Eftermiddagen, hvilket kostede 4 Mk.; fra Kl. 1 1/2 til 11 1/2 kostede derimod kun 3 Mk. og saadanne »Smaature« havde han kun 2 af. Betalingen ses altsaa at være den samme 1723 som 1702. 72)

Et andet Befordringsmiddel var Portechaiser eller lukkede Bærestole, som man kunde leje paa 1 Dag for 2 Sletdaler; paa denne Tid havde Kammerjunker von der Osten Privilegium paa at holde saa-

En Portechaise

En Portechaise. Kopi af en engelsk Afbildning.

danne, men de kom dog først i nogen fuldkommen Drift 1726, da der sattes en Taxt for de forskjellige Ture, ligesom nu med Droscher, og de fik Holdepladser paa Kongens Nytorv, Ulfeldts Plads, Vandkunsten og ved St. Nikolaj Kirke i »Kongen af Sverig«. De var endnu i Brug 1763, thi i Schneedorfs patriotiske Tilskuer 1763 S. 7 findes følgende Sætning: »Saalænge vi have Hyrekuske og Portechaiser« o. s. v., men ved den Tid er de nok gaaede af Brug. 73) I Komedierne forekommer de ofte paa Scenen. I »Hexeri« (1, 8) bæres


174

Hans Frandsen deri, og han skammer sig ved at gaa, thi han var nylig kommen hjem fra Paris. At være Portør ansaas dog sikkert ikke for at være nogen respektabel Stilling, derfor bliver Arv i »Den honette Ambition« (3, 6) meget fornærmet over, at han skal være »Bæst«. Af »Den Vægelsindede« (1, 8) ses det, at Damer ogsaa benyttede dem.

En Mode, som Holberg oftere revser, er den overdrevne Luxus med Skjødehunde, som var kommen i Brug. Han kunde selv ikke lide Hunde og udvikler dette i sin ældre Alder udførlig i en af sine Epistler, hvori han bl. a. siger, at de smaa Hunde »kan foraarsage

Dame med Skjødehund

Dame med Skjødehund.

Ekkel, efterdi de trakteres ligesom Børn udi et Hus, saa at mangen Matrone har sine Tanker mere fæstede til hendes Skjødehund end til hendes Børn«. Da Herman v. Bremenfeldt i »Den politiske Kandestøber« (3, 4) underviser Gedske i, hvorledes hun skal opføre sig, da hun er bleven fornem, siger han bl. a.: »I skal ogsaa lægge Jer en Skjødehund til, hvilken I, skal elske som jer egen Datter, thi det er ogsaa fornemme. Vor Nabokone Arianke har en smuk Hund, som hun nok laaner Jer, til vi selv kan faa en; Hunden skal I give et fransk Navn, som jeg nok skal hitte paa, naar jeg faar Stunder at tænke mig om. Den skal idelig ligge i Jert Skjød, og I skal i det ringeste


175

en halv Snes Gange kysse den, naar der er fremmede«. Naar Gedske saa senere (4, 6) kommer ind med Hunden, vækker det stor Fornøjelse hos Raadsherreinderne: »Var det ikke en allerkjæreste Hund, hun havde paa Armen? den skjønneste Lænkehund, nogen vil forlange; jeg er vis paa, at den bliver kaldt Joli oven i Kjøbet«.

I »Melampe«, hvor Handlingen drejer sig om en bortstjaalen Skjødehund, kommer Satiren ret frem, navnlig giver Trommeslagerens Efterlysning (1, 2) en morsom Skildring af det bortkomne Dyr: »Saasom i Dag henved Kl. 8 den velbaarne Jomfru Philocyne har, sig og sin Familie til stor Hjærtesorg og Bedrøvelse, tabt en liden Skjødehund ved Navn Melampe, saa gives hermed tilkjende, at hvo, som kan aabenbare samme Hund eller bringe den tilbage, skal have 10 Dukater. Hunden er ganske hvid, tegnet med sorte Øren og en sort Plet i Panden, Fødderne ere ubeskrivelig nette uden den venstre, som er noget tykkere end de andre. Hvad Sindets Gaver er angaaende, da har samme Melampe fast menneskelig Forstand, thi omendskjønt den ikke kan tale, saa kan den dog ved Gebærder give sin Mening tilkjende. Naar den vil ligge i et Skjød, skraber den med det ene Forben paa Forklædet, og naar den vil ligge paa sin Pude under Kakkelovnen igjen, gir den sin Vilje tilkjende ved at lade falde en liden Vandtaar paa Forklædet, dog saa subtilt, at det ingen Skade gjør. Den er af en saadan fornemme Naturel, at den ingen Mad æder, uden den er tygget, og skjælver af Kuld, endogsaa udi Augusti Maaned. Den har et Fløjels Halsbaand, hvorpaa staar med Guld broderet Melampe«. I den ældste Udgave af »Barselstuen« findes en hel Scene (2, 2), der alene bestaar af Snak om Hunde.

Denne overdrevne Kjærlighed til Hunde blev dreven saa vidt, at man gjorde Vers over Hunde, ja endog lod disse trykke. Frederik Rostgaard, der uagtet sine Fortrin ofte optraadte som en Nar, skrev bl. a. en Gravskrift over »den rare Mynde Melampus, som tjente i Gehejmeraadinde Harbos Gaard (er vel den i Stormgade) og som blev skudt af en Skytte 1718«. Melampe var iøvrigt ikke noget ualmindeligt Hundenavn. 74)

Af »Maskeraden« (1, 2) ses, at man havde Porthunde i Kjøbenhavn, og endnu i sine ældre Aar 75) klager Holberg over Hundenes Allarm her i Byen; »Hvis min Gjenboes Lænkehund, som gjøer og skjælder alene for at gjø og skjælde, vilde pavsere alene engang om Ugen, nemlig Torsdag Aften, vilde jeg holde hans anden Bjæffen til-


176

gode, thi paa en saadan Aften kommer jeg gemenlig fra det musikalske Kollegio, og som jeg da har Ørene fulde af harmonisk Lyd, skjønner jeg mest paa Forskjellen i Musikken.«

At det ogsaa var fint at gaa paa Gaden ledsaget af en stor Hund, ses af den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« (1, 1), hvor Torben ytrer: »en stor Hund gad jeg nok have, thi det lader saa smukt, naar man har en Hund med sig paa Gaden, som man kan fløjte efter«.

Mange Familier havde Papegøjer, thi Papegøjebure findes meget almindeligt i Skifteforretninger; i »Maskeraden« (1, 2) tror Arv, at Leander mener Papegøjen, naar han spørger efter sin »Papa«, hvoraf man vel kan slutte, at man udtalte det Pappa som paa Svensk og ikke som nu efter det Tydske med Tonen paa sidste Stavelse.

__________

Til en Skildring af Huslivet hører ogsaa Omtalen af de Familiefester, der holdtes i Hjemmet. Oplysningen om disse er af forskjellig Art, thi medens vi kan finde nok om Begravelser, har vi ikke saadan Lejlighed til at finde Regninger og Optegnelser om Udgifterne ved de andre Fester.

Forud for Bryllup gik altid Trolovelse, der bestod i, at Slægt og Venner blev indbudte, og at Brudeparret i deres Nærværelse rakte hinanden Haanden og vexlede Ringe; denne Handling ansaas efter Loven for lige saa bindende, som naar Præsten, hvad der tidligere var Skik, indviede Handlingen. Ved Trolovelsen holdtes et Gilde, men Loven forbød at give andet end et tarveligt Maaltid. I flere af Holbergs Komedier foregaar Trolovelsen i Nærværelse af en Notar, men dette Træk er udansk og laant fra Frankrig, thi efter dansk Lovgivning vilde en Trolovelse, der var indgaaet ved at bedrage Forældre og Værger, ikke kunne have Gyldighed, og derfor var Notarens Udførelse af Kontrakten en nødvendig Handling for Intrigens Fuldførelse.

Vielsen foregik sædvanlig i Kirken, men mange fornemme søgte kgl. Bevilling paa at vies i Huset, dog var denne Mode paa den Tid, vi her omhandler, næsten gaaet af Brug, thi det var navnlig i Christian V.'s Tid, at der udstedtes de mange nysnævnte Bevillinger.

Loven paabyder et vist Maadehold ved Bryllupper; der maatte


177

ikke gives mere end 8 Retter, ej heller maatte »nogen Pyramider af Sukkerbageri iblandt Bryllupskosten anrettes, meget mindre nogen Overdaadighed optænkes med kostbare Retter«, men alting skulde foregaa tarvelig efter enhvers Vilkaar. Rangspersoner maatte til Omhæng og Betræk til Brudesenge kun bruge Taft, Atlask, Damask eller andet Silketøj; Silkefryndser maatte kun bruges, naar de var forarbejdede i Landet, men Sølv- eller Guldfryndser, Kniplinger eller Snorer, ligesom Kniplinger om Lagnerne var ej tilladt andre end Gehejmeraader, Grever og Friherrer. Til Brudeskamlen maatte kun bruges vævet Tapet uden Fryndser, men Himmel over den eller over Bordet var kun tilladt de 4 første Rangklasser. Gejstlige, fornemme Borgere og Negotianter maatte kun bruge Taft og Atlask til Brudesengen, men Haandværks- og Tjenestefolk skulde nøjes med Rask eller andet indenlandsk uldent Tøj; disse sidste maatte kun følges til Kirken af 6 Par Folk og maatte kun traktere med 4 Retter, dog formentes det ingen at møde i Kirken eller Huset for at høre paa Brudevielsen og ofre med Brudefolkene. Brudegave var aldeles forbudt undtagen til Tjenestefolk og af Forældre til Børn. Den gamle Skik, at Brudgommen gav Ædelstene, Perler og andre Kostbarheder til Brudens Venner eller Søskende, var nu helt afskaffet, men han maatte skjænke hendes Moder eller dem, i hvis Hus hun var, Gaver til 100 Rdlr.s Værdi. Til Bryllupper i Almindelighed, der kun maatte holdes paa 1 Dag, maatte foruden den nærmeste Slægt kun bedes 12 Par Folk. 76)

Saadanne Ting er det nu let nok at give Bestemmelser om, men paase deres Overholdelse er en anden Sag. En »gemen« Borger vilde ikke staa tilbage for en »fornemme« Borger, og dennes Ære gik det dog for nær, om han ikke kunde gjøre et ligesaa pænt Bryllupsgilde som hans Nabo, der havde faaet en Rang, og en Rangsperson syntes det at være en Skam, om han ikke kunde have en Himmel over Brudeparrets Sæde ved Bordet. Dette ligger i den menneskelige Natur, og derfor gjør Luxusforordninger mere Skade end Gavn.

I Holbergs Komedier omtales ikke de »fornemme« Borgeres Bryllupper, naar Jeronimus i »Maskeraden« (2, 5) siger, at »mange Folk her gjøre slige Bryllupper, at Bryllupsmaden næppe er fordøjet i Maven, førend de maa danse i Slutteriet«, thi her mener han ikke sine Lige. I "Barselstuen« (1, 1) er det ogsaa Haandværkstandens og Tjenestefolks Bryllupper, der omtales, naar Troels siger: »Skal man giftes, maa der lige saa mange Folk komme sammen for at æde og


178

drikke op mer, end en stakkels Haandværksmand kan fortjene i 4 Aar igjen; derfor har man i gamle Dage hittet paa den Mode, at den halve By skulde ofre og give Brudegave, thi ellers maatte en stor Del danse lige fra Brylluppet til Slutteriet. Nu, saasom Folk blfr mer og mer fattige, saa blir de og mer og mer storagtige og vil ingen Brudegave have, saa det er alene Tjenestefolk, man ofrer til i vore Dage«. D'ette stemmer overens, med Udtrykkene i den nævnte Forordning.

Troels fortæller videre om Bryllupper, at »naar man i trende Timer har skraalet over Bordet paa Peders og Povls Skaal, som sidder 100 Skridt fra hinanden, man skal danse om Natten, indtil man af Støv og Mattighed bliver saa elendig, at man maa give Spillemændene Penge for at holde op igjen og gaa hjem for at medicinere tre Dage derefter«. Han vedbliver saa videre (1, 2): »Kommer man til en Skræders eller en Skomagers Bryllup, bliver man imodtagen med Trompeter og Valdhorn, sat ved et Bord saa langt som fra Kyndelmisse til Paaske, sigtet fuld af kostbare Retter«. Forbudet mod Gjæsternes Tal er altsaa ikke blevet overholdt og med Hensyn til Musikken ses det nok af Stadsmusikantens Klager, hvor meget den blev brugt. Hjemmet blev for Haandværksfolk ikke stort nok, og derfor søgte man til et Lokale ude i Byen, f. Ex. Paradis ved Vesterport.

Ogsaa for overdreven Luxus ved Barnedaab havde Loven sat Skranker. Det var forbudt at pryde Barnet med Perler eller Ædelstene, der maatte kun bruges 5 Faddere, af hvilke de 3 kunde være Kvinder, og der maatte i Hjemmet ikke trakteres med Konfekt eller Drik, men alene med almindelig Mad. Ja, det var endog forbudt at sende Bud til andre end til Forældre, Børn og Søskende om et Barns Fødsel, og ingen af disse maatte endog »opvarte« i Huset for at tage imod Besøgelser, imedens Kvinden laa i Barselseng, »ej heller skal nogle Kvinder bestilles til noget i Huset at forrette, men hvad i saa Maade er at gjøre, skal ske ved deres Folk i Huset«. 77) Det var lettere sagt end gjort at sætte Skranke for det overdaadige Traktemente, der fandt Sted ved Barselstuer, der var i fuldt Flor, da Holberg skrev sin »Barselstue«. Denne foregaar hos »maadelige Standsfolk«, altsaa jevne Borgerfolk, og dog var der saa fuldt med Folk og Vogne i Aabenraa, at man ikke kunde komme frem (1, 2). Der trakteres med The, Kaffe, Chokolade, spansk Vin, gode Raad og Syltetøj (1, 6) til baade nære og fjerne Bekjendte, til Mænd og Kvin-


179

der; der kommer Doktor, Barber, Jordemoder, Signekjælling for at se til Konen, der intet fejler, der sendes Barselmad, som ikke spises, og Husfaderen maa selv sidde og male Kaffe, imedens Haarene rejser sig paa hans Hoved ved Tanken om alle de Udgifter, der skal til.

Det er ikke virkelige Sygebesøg, der gjøres i en Barselstue, men Moden siger, at Barselkonen skal i 6 Uger blive liggende i Sengen og modtage indbildte Sygebesøg, som et samtidigt Digt siger:

»Man sender en Herold i alle Byens Gader,
der raaber i hvert Hus: Jeg eder vide lader,
at Moder haver født en Pige eller Dreng,
besøger hende nu i hendes Barselseng.
Vor Barselkvinde skal da efter Moden ligge
i nogle Uger, og det kan sig ikke skikke,
at hun sig lader se, 6 Uger tælles maa,
før udenfor sin Dør hun drister sig at gaa.
Tænk midlertid kun, hvad den stakkels Kone lider,
thi efter Moden hun i disse Barseltider
hver Time vente maa en ny Besøgelse,
tænk, hvad der da gaar med til Kaffe, Sukker, The.
Endskjønt til Doktor hun ej finder sig at trænge,
hun efter Moden dog til ham hetaler Penge,
saa hvordan det end gaar, hun farer ilde, naar
at bryde Modens Lov hun sig ej understaar.«

I den ældste Udgave af »Barselstuen« fremstilles selve Sengen, men i de senere Udgaver sidder Barselkonen i en Lænestol, hvad der var mod Skik og Brug, hun skulde netop ligge i Sengen. At hun laa pyntet, paa sin Paradeseng, ses af selve Komedien (2, 8), idet Øllegaard siger: »Ej Madame, til Lykke! I parerer min Tro som en Majbrud, nej, se engang, Søster, hvor pyntet den lille Taske ser ud;« dog var det ikke noget imod forrige Tiders Barselstuer, da baade Konens og Sengens Udstyrelse var endnu prægtigere og Traktementet bedre, thi den ene Officer siger i den ældste Udgave af »Barselstuen« (2, 5): »Det er forunderligt, hvordan alle gode gamle Moder tar af; naar man kom og besøgte Folk i gamle Dage ved saadan Occasion, blev man saa trakteret, at man maatte lade sig bære hjem«.

I disse gamle Dage, da man ikke kunde traktere med The, Kaffe eller Chokolade, var det, at Damerne blev besatte af en ond Aand i Barselstuerne, de blev beskjænkede og ve den Mand, der viste sig; det er endnu en Levning af den ældre Skik, naar Jeronimus i »Barselstuen« (1, 5) siger, at han ikke tør komme i Barselstuen, da


180

han var bange for sin Hat, og naar i Stykkets ældste Udgave (4, 4) Vaagekonen tager Officerens Hat fra ham ifølge »Barselstueretten«, og ikke vil afgive den igjen uden Indløsning. Paa Landet holdt dette sig længe. F. Feilberg fortæller saaledes fra Mellemslesvig, hvor Rester af Skikken endnu vedvarede 1860 78), hvorledes det tidligere gik til: Konerne drak omkaps, og som det i Reglen gaar Kvinder, vidste de hverken Maal eller Grænse. Naar de saa ikke kunde længer, for de afsted som den vilde Jagt, ethvert Karlfolk, de mødte, maatte øjeblikkelig tage Hatten af, inde i Skolen gav de Læreren en Svingom og hujede og tumlede med Børnene, inde i Kroen væltede de Borde og Bænke, Smeden jog dem bort med sit gloende Jærn, men den tykke Skræder maatte danse en Polsk med dem paa Byens Gade, Heste kyste de løbske, men sommetider lykkedes det vel ogsaa en Mand at faa »Færd« paa dem og kjøre dem ud i en Dam, saa de maatte vade i Land. Skikken var udbredt ogsaa i andre Lande, og naar Danske Lov paalægger Barselkvinden at holde sin Kirkegang 5-6 Uger efter sin Barnefødsel, ser man, at det er den Tid, der gaar forud for denne Indførsel i Kirken, som her endnu paa Landet foregik for ikke ret lang Tid siden, maaske bruges endnu sine Steder, da man ikke turde vise sig aabenlyst. 79)

Klager over de store Udgifter ved Begravelser lægger Holberg i Munden paa Troels i »Barselstuen« (1, 1): »En stakkels Kone mistet sin Mand, som jeg sætter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsynlighed kan leve af. Fornuften siger, hun skal konservere dem, men Moden siger, hun skal give sin Mand en hæderlig Begravelse, det er at sige paa anden Danske, hun skal udstaffere det døde Legeme, betrække alle Vægge, Stole, Stuepiger, Kokkepiger, Ammer, Kuske, Heste (med Tiden skal vel Skjødehundene overtrækkes ogsaa), med et Ord, hun skal gjøre saadan hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage at føre et hæderligt Levned med. Det er ikke nok, at hun mister sin Mand med sin Velfærd, Moden siger, hun skal ogsaa ligge paa sin Seng i 6 Uger eg høre de Ord 6 Gange repeteres hver Time: Hendes Sorg gjør mig ondt. Madame! Saa at, endskjønt hun som en god Christen har sat sig for at bære sin Sorg med Taalmodighed, saa tilstæder dog Moden hende ikke saadant. Det kommer mig for ligesom en, der har faaet Saar paa sin Haand, hvilket hun efter Moden maa lade sine bedste Venner vide, at de vil gjøre hende den Ære en efter anden at rive Plasteret af igjen. Saa


En fornem Begravelse

En fornem Begravelse. Efter Masius's Ligprædiken over Gyldenløve 1709.

[181]

[Tom side]

[182]

183

kommer de en efter anden trippende, og for at lade se deres Genskab rives Plastret af Haanden, hvorfor man maa takke dem, ja give dem The og Kaffe oven i Kjøbet, men de skulde have Fanden, var jeg Enkekone«.

Dette Billede er aldeles korrekt, thi vel paabød Forordningen af 7. Nov. 1682, at kun høje Rangspersoner maatte overtrække Værelser, Heste og Vogne, men denne blev ikke overholdt, saa der 24. Marts 1724 maatte udstedes et nyt Reglement, der kun tillod Folk af de 2 første Rangklasser at betrække Stuen, Karosser og Heste med sort, og det kun naar der var Sorg for Ægtefæller og Forældre, og kun Tjenestefolk i Liberi maatte klædes i Sort. Dette sidste Reglement udkom jo efter Troelses Skildring og viser, at hvad der forbydes var almindeligt. Mest talende er de nedenfor meddelte 2 Regninger fra 1719 efter 2 fornemme Borgere, af hvilke den første aldeles ingen Rang havde, den anden dog havde nogen baade som Raadmand og Stadshauptmand, men dog var langt fra at høre til de første Rangklasser. Man ser, at nogle Kareter var overdragne, andre kun overmalede med sort Farve, at ikke alene Familiens Medlemmer fik Sørgedragt, men alle Tjenestefolkene, ja endog Sørgestrømper, Sørgesko og Handsker fik de; ved Stadshauptmandens Begravelse blev Underofficerer og Tambourer ogsaa betrukne, og ved den første Begravelse var der 5 Drenge i sorte Klæder, der fulgte Vognene. At Stuen blev betrukken, har man vel da ringe Grund til at tvivle om, thi udtrykkelig kan det ikke ses af de 2 Regninger, med mindre det i den første er »Madame Flechenbergs Leje af Trækbaj 2 Rdl. 4 Mk., og under den anden »sort Baj til Omtrækning og Beklædning 38 Rdl.«

Enhver nogenlunde fornemme Borger blev da ikke jordet om Dagen, men om Aftenen. Ved Aftenstid afgik Ligtoget fra Hjemmet til Kirken og man lejede Lygter, der blev baarne ved Siden af Vognene, hvis Tal var stort, thi der lejedes 1 Karet til hver af de indbudte. Kirken var da fuldt oplyst med Vox- og Tællelys, og følgelig maatte der ogsaa Oplysning til ved Kistens Nedsættelse i den murede Familiebegravelse, som enhver nogenlunde velstaaende Borger ejede under Kirkens Gulv. Man maatte have en Studiosus til at skrive Ligvers, og det, naar det var rigtig fint, baade paa dansk og tydsk, og Sangværket i Helligaandskirke blev sat i Gang under Ligprocessionen. Hvor store Udgifterne blev i Forhold til Formuen, ses af, at den nedenfor nævnte Stadshauptmands Begravelse kostede 1120


184

Rdl., og, efter at hele hans Bo var gjort op, var Formuen knap 10,000 Rdl.

De enkelte Begninger lyder saaledes:

Udgifter ved en Begravelse for Enken efter en fornemme Borger 1719:

Ligkisten med Beslag ................... 30 Rd. » Mk. » Sk.
Accise af Kisten ........ 2 - » - » -
For Graven at aabne ................... 16 - » - » -
For Liget om Aftenen at begrave ......... 1 - » - » -
Til Vor Frue Skole .................... 10 - » - » -
Hr. Schreiber for Jordkastelse ............ 16 - » - » -
Dr. Dyrkop for at følge ................. 6 - » - » -
Mag. Brinck for at følge ................ 4 - » - » -
Kantoren ............................. 2 - 4 - » -
Graveren .............................. 2 - 4 - » -
For Ligbaaren ......................... » - 4 - » -
Ligvognen ............................ 8 - » - » -
Ligklædet ............................. 4 - » - » -
Sangværket ............................ 24 - » - » -
8 overdragne Vogne, Kuskenes Drikkepenge à 8 Mk. ........................... 10 - 4 - » -
8 sorte Vogne à 4 Mk. ................. 5 - 2 - » -
5 Drenge udi sorte Klæder, som fulgte Vognene ........................... 2 - 3 - » -
Udi de Fattiges Bøsse ................. 4 - » - » -
For Ligtrappen ......................... 1 - 1 - » -
Voxlysenene til Altret ................... 10 - 3 - » -
For Gravskriften paa Kisten .............. 5 - 1 - » -
Kusken, som kjørte Ligvognen, Drikkepenge » - 4 - » -
Pigen, som bar Ligklædet ............... » - 2 - » -
Remsnideren for 2 Kister (ogsaa Mandens) og Vognene at betrække ............. 18 - » - » -
Pigen, som frembar Voxlysene, Drikkepenge » - 1 - » -
Madame Flechenbergs Leje af Træk-Baj .... 2 - 4 - » -
Bedemændene for deres Umage ........... 15 - » - » -
En Studiosus, som gjorde danske Ligvers ... 10 - » - » -
En anden Studiosus for tydske Vers ....... 10 - » - » -

185

Graveren, Drikkepenge .................. 2   -   »   -   »   -  
Drikkepenge til Snedkerens Folk .......... 1 - 3 - » -
Til Smedens Folk ligeledes ............... » - 5 - » -
Remsniderens Folk ogsaa Drikkepenge .... 1 - » - » -
Til 2 Politibetjente ..................... 2 - 2 - » -
En Pige, som hjalp at gjøre rent ......... » - 5 - » -
For Vognene sort at anstryge og Vaabnene til Lysene at male .................. 12 - » - » -
Madame Scharfenberg for Apothekervarer ... 70 - » - » -
Doktor Foss, som de salig Folk i deres Svaghed har betjent, til Salarium ......... 40 - » - » -
Msr. Voltelen, Barberer, i lige Maade ..... 100 - » - » -
Madame Mathias Abbestee for Vin .......... 19 - » - » -
Johan Finchenhagen, Sukkerbager ......... 9 - 4 - » -
Msr. Heusserich for Lærred og Katun ..... 4 - 3 - » -
For Tjenestepigernes Klæder at sy ......... 2 - 5 - » -
For Linned videre at sy ................. 7 - 2 - » -
For Strømper til Folkene ................ 4 - » - » -
Handsker til Folkene .................... 1 - 2 - » -
Skomageren for Sørgearbejde.............. 8 - 1 - » -
For noget urent Tøj at lade vaske ........ » - 4 - » -
I adskillige Maader ...................... 18 - 2 - » -

__________

Uddrag af Omkostningerne ved Stadshauptmand Mathias Pedersen Ramsharts Begravelse 1719:

Provsten .............................. 10 Rdl. » Mk. » Sk.
Begge Kapellaner ...................... 6 - » - » -
Vaagekonen ............................ 6 - » - » -
Voxlys paa Altret i Kirken med andre smaa Voxlys ............................ 14 - 5 - » -
For 2 Plader til Alterlysene at male ...... 3 - » - » -
For Flor til samme Lys, saavelsom Flor til endel af Underofficererne ............. 17 - » - » -
For 3 Lpd. 4 Pd. Tællelys i Kirken ...... 7 - 3 - 8 -
For Sukerdon og Katun til Liget ......... 43 - 1 - » -
Til Politifuldmægtigen, Drikkepenge ....... » - 4 - » -

186

Sort Baj til Omtrækning og Beklædning ... 38   -   »   -   »   -  
Sørgeklæder til Enken, Børnene og Tjenestefolkene tilligemed Flor til Underofficererne og Tambourerne ...... 440 - » - » -
Skræderløn ............................. 51 - » - » -
Syløn for Fruentimmer-Sætter, Flor, Gravorer, Huer, Hætter, Korsetter og desl. 9 - 2 - 6 -
For Ligvers at trykke ................... 9 - » - 2 -
For samme at komponere til diverse Personer ... 10 - » - » -
Depenseret paa Skildvagter fra han døde til han blev begravet .......... ......... 4 - » - » -
Leje af 12 Kareter, som Borgerofficererne blev kjørt udi, som paasatte og aftog Liget ... 8 - » - » -
Leje af Løgter med Drikkepenge til dem, som bar dem og ellers opvartede ved Vognen ... 4 - » - » -
Hesteleje for Stykkerne (i.e.: Kanonerne) at lade føre frem og igjen tilbage, da der med dem blev fyret ved Ligets Nedsættelse i Kirken ............................ 6 - 4 - » -
Drikkepenge til Vognmandsfolkene ........ 1 - » - » -
Dito til de 4 militære Tambourer ......... 3 - » - » -
Dito til Adjutanten Barfod ............... 10 - » - » -
Dito til Adjutanten Knapsted ............. 10 - » - » -
Til hans Søn, som bar Kaarden hjem ..... » - 4 - » -
Dito til de 12 Underofficerer ............. 8 - » - » -
Drikkepenge til en Skoleperson, som omdelte Ligversene ........................ 1 - » - » -
Til Gadefogderne ....................... » - 4 - » -
2 Bedemænds Salarium ................. 10 - » - » -
Skal godtgjøres Hr. Kort Mathiesens (Sønnens, der var Præst i Fyen) Kjæreste for sine Sørgeklæder ........................ 14 - » - » -
Til adskillige Udgifter, desligeste til Borger- og Militær-Officererne, da de efter brugelig Skik bleve trakterede ............. 140 - » - » -

__________


187

Af andre Begravelsesregninger faar man Oplysning om flere Enkeltheder. Derfor meddeles endnu følgende Uddrag:

Niels Jakobsen Viger, velfornemme Borger og Brygger og en af de 32 Mænd, døde 24. April 1726. Ved hans Begravelse blev bl. a. udgivet: Alle Klokkerne ved Vor Frue Kirke 22 Rd. 4 Mk. 4 Sk. Helliggejstes Klokker 12 Rd., Sangværket dobbelt Slag 1 Time 12 Rd., Trinitatis Klokker 2 Rd. 3 Mk., Ligvognen med Drikkepenge til Kusken 10 Rd. 3 Mk., Invitationsvognen 1 Rd. 2 Mk., tvende Disciple, som fulgte med ved Invitationen 1 Rd., 8 overtrukne Vogne 8 Rd., 10 sværtede Vogne 6 Rd. 4 Mk., 8 Vægtere 2 Rd. 4 Mk., 2 Politibetjente 2 Rd., Ligklædet med Drikkepenge til Pigen 4 Rd. 2 Mk., Mag. Folmer for Ligprædiken at gjøre 20 Rd., Mag. Reenberg 8 Rd., Mag. Hunnerup 4 Rd., Mag. Sidelman 2 Rd. 4 Mk., Mag. Kaasbøl 2 Rd. 4 Mk., 6 Disciple, som fulgte med Liget, 2 Rd.

Det ses, at Florentin-Baand brugtes til at binde Lysene og Florene paa 4 Kisteplader, hvori den afdødes Navn og Vaaben var indgravet.

Trykning og Papir til Ligverset betaltes Bogtrykker Høpfner med 2 Rd. 3 Mk., men Forfatteren til Verset omtales ikke.


En Toldfuldmægtig, der døde 1726, blev lagt i Kisten klædt i et Stykke Katun, Skjorte, Halsbind, Manchetter, en ny Paryk og et Par Lagen. Da han blev lagt i Kisten og da han blev begraven, kiøbtes for 1 Rd. 8 Sk. Akvavit til Studenterne, desuden 1/2 Pd. The de Bu, 2 Pd. Sukkerkandis, 5 Potter Akvavit, for 4 Mk. sød Mælk, for 3 Rd. 1 Mk. fint Brød, 3 Potter fransk Brændevin, 19 Potter ny Vin, 5 Potter spansk Bittervin, 4 Potter Muskatvin, 12 Potter Øl, 2 Koner, som fejede langs Gaden, da Liget førtes til Jorden, fik 1 Rd. 2 Mk. Naar Rettens Midler vurderede hans Efterladenskaber, skulde der ogsaa trakteres, saaledes fik de engang 2 Potter ny Vin, 2 Potter Moselvin, og der kjøbtes for 4 Mk. Citroner og fint Brød.


En Slagterenke døde 23. Jan. 1726, og samme Dag forsegledes hendes Gods, ved hvilken Lejlighed der trakteredes med en Pot fransk Vin. De fremmede Folk, der løftede hende af Sengen, fik 2 Mk. Hun blev derpaa toet i for 4 Sk. Brændevin. Barberen, som tappede hende, fik 1 Rd. Den 25. kom Kisten, der kostede 16 Rd., de Koner, der lagde hende i den, fik Sukkerbrød og Makroner for


188

1 Rd. 2 Mk., 3 Potter fransk Vin, 1/2 Pd. Sukker. Der kjøbtes 3 Alen Katun til Puder i Kisten, for 2 Mk. Urter til at strø Liget med, for 4 Sk. Røgelse og for 6 Sk. Gulvsand. 12 Ark sort Papir, med tilsvarende Bændler til at binde om Messingpiller paa Kakkelovnen, kostede 20 Sk. Bedemanden fik 49 Rd. 1 Mk.

Slagterlavet, der bar, fik følgende Traktemente: En Kalvefjerding, 2 Rd., 12 Pd. røget Bryst 1 Rd. 3 Mk., 4 røgede Oxetunger 1 Rd. 2 Mk., 1 Lpd. helt Kjød 5 Mk., 6 Lpd. Groffenbrad 4 Mk., 2 Par gamle Høns 4 Mk. 8 Sk., 8 Kjødpølser 1 Rd. 2 Mk., 9 Pd. røget Skinke 3 Mk. 6 Sk., 6 Pd. salt Lax 3 Mk. 12 Sk., 3 Tærter 2 Rd. 4 Mk., 1 Pot Oliven 2 Mk., 8 Kopper Smør til Bordet 1 Rd., fersk Fisk for 1 Rd. 2 Mk., 1 Pd. Spækkeflesk 10 Sk., Brød for 2 Rd. 4 Mk., 4 Pd. Smør til Maden 3 Mk., 1/4 Skjæppe Salt, grønne Urter og Kaal til Madens Forbedring 5 Mk., Krambodurter (i.e.: Urtekramvarer) 4 Mk., 1/2 Favn Brænde 2 Rd. 8 Sk., med Vognleje 1 Mk. 4 Sk, og Favnesætterpenge 2 Sk., 1/2 Td. Kul, 6 Citroner 1 Mk. 8 Sk., 4 Pd. Lys 2 Mk. 12 Sk., 1 Tde. godt Øl 3 Rd. 4 Sk., 26 Potter Vin 6 Rd. 3 Mk. 2 Sk. Til en Karl, som vartede op og huggede Brænde og gik i Byen, 4 Mk. Til 2 Politibetjente for at skaffe Gaden ryddelig for Sne, at de Bærende kunde komme frem, 1 Rd. 2 Mk.

Da derefter Boet blev vurderet, trakteredes Politibetjentene og Vurderingskonerne med 4 Potter spansk Alantvin, Kringler og Ost.


Af en Regning fra 1726 for Udgiften ved en Vægters Begravelse hidsættes:

For Jorden 4 Rd., til Klokkeren 1 Rd. 2 Mk., til Ligbøren 4 Mk., for den at bære til Stervboet 1 Mk. Graveren for Graven at pynte, item til dens Urter 1 Mk. 8 Sk. Tvende Præster, som fulgte Liget, hver 1 Rd. 2 Mk. Skolen 1 Rd. 1 Mk. For Ligkisten 5 Rd. 2 Mk., den at hidføre 6 Sk. Til dem, som lagde Liget i Kisten og som vaagede, Brød 3 Mk., Brændevin 3 Mk., Øl l Mk., Lys ved samme Lejlighed 12 Sk. Til Ligets Klædning: 7 Alen Katun 2 Rd. 2 Mk., et Lagen, der blev lagt i Kisten, 1 Rd. 4 Mk., et Pudevaar 3 Mk., en Netteldugs Klud, en Klosterlærreds Nathat og et Klosterlærreds Tørklæde over Ansigtet 3 Mk. Leje af Ligklædet 2 Mk.

Enken fik til Sørgeklæder: en Kaabe 1 Rd. 2 Mk., Trøje og Skjørt 3 Rd. 2 Mk., en Hue 3 Mk., et Par Sko 5 Mk., Sørgelintøj 4 Mark.


189

Ved en anden Begravelse fra samme Aar over en Mand, der vel var lidt mere velstaaende, var Traktementet, som Konerne nød, imidlertid de klædte Liget og lagde det i Kiste, dog kun til 5 Mk, men Enken fik 9 Alen sort Baj til en Kjole for 3 Rd. 4 Mk. 8 Sk., til Bredningen dertil 4 Mk., Skræderløn 5 Mk. For et Skjørt og en Trøje at sværte (i.e.: farve sort) 4 Mk., 4 1/2 Alen sortblommet Katun til en Klokke 1 Rd. 1 Mk. 14 Sk., 12 Alen sorte Florettenbaand 1 Mk. 12 Sk., et Sæt 4 Mk. Hver af de 2 Døtre fik en sort Trøje, Kjole og Skjørt og alle 3 hver 1 Par Rusvart Sko à 7 Mk. og en sort Hue à 9 Sk.

Saalænge nogen stod Lig, holdtes der Vaagestue eller Ligvagt, men Lovgivningen havde taget sig af denne Skik paa Grund af Misbrugen, thi det var blevet Skik og Brug, at baade Gamle og Unge tilbragte Tiden i Sørgehuset med allehaande Lege og blev trakterede; Holberg fortæller selv 80), hvorledes i hans Barndom »man med langt større Lyst og Fornøjelse da bivaanede Vaage- og Sørgestuer end nu om Stunder Bryllupper. Jeg erindrer mig i min Barndom, hvilken Glæde det var for mig og andre, naar vi fik at vide, at et af vore Naboers Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode fede Dage«. Paa den Tid, vi omtaler, var Vaagestue næppe i Brug uden den sidste Nat, Liget stod i Hjemmet; dertil sigter Fiskerens Ord i »Melampe« (4, 7): »Naar nogen fornemme Fisk som en Hval eller en stor Lax dør, saa bliver der holdt Vaagestue over dem«.

I »Melampe« (1, 4) siger Sganarel: »Jeg veed, at der bliver holdt Sørgestue, og saa skal der jo deles Vers ud«. Det er altsaa ved denne Lejlighed, at de omtalte bestilte Vers blev omdelte 81); Sørgestue er forskjellig fra Vaagestue, thi af en Samtidig gives følgende Skildring i Anledning af, at en Bekjendt havde faaet Familiesorg. »Han bad mig følge med i Sørgestuen for at kondelere den Dødes Enke. Hende fandt vi liggende paa en sort Paradeseng i Paradesorg, og da jeg mente, hun var syg, kondolorede ej mindre over hendes Sygdom end over Mandens Død, mærkede jeg, hun stødte sig lidt paa den Kompliment, menende, at jeg skjemtede med hende, hvilket dog var langt fra mine Tanker, helst i en Sørgestue. Siden sagde man mig, det var ikkun en ceremoniel Syge, som alle fornemme Enker her til Lands maa for Anstændigheds Skyld synes at have over deres Mands Død« 82).

Da der søgtes »en særdeles og ganske ufornøden Anseelse i at


190

have Ligkiste af Egetræ, som falder temmelig kostbar«, blev dette ved Forordning 30. Novbr. 1717 forbudt alle, der ikke havde Rang eller var af Adel, hvilke skulde give 4 Rd. til Statskassen, dog kunde andre Personer mod en Kjendelse af 2 Rd. ogsaa bruge saadanne Kister, og derved blev følgelig Forbudet uden anden Virkning end den, at berige Kongens Kasse.

En Brændevinsbrænderenke havde 1718 ladet sin Mands Lig begrave i en Egekiste, »som med adskillige Sirater af Engle-Billeder, Løvværk og deslige var besat, af hvilke Sirater en Del var forsølvet og en Del sort malet, saa og at efter Liget fulgte 8 Sørgepar, foruden 6 andre Par«. Hun blev anklaget for Politiretten og indstillet til en Bøde paa 300 Rd., men hun blev benaadet med 10 Rd.s Bøde, da det ikke var bevist, at Sørgeparrene ikke var af den Afdødes nærmeste Slægt. 83)

Naar et Dødsbo var registreret og vurderet, kom det paa Auktion, hvor man sendte nogle Folk til at byde Varerne op. Saaledes findes i et Skifte fra 1726: »Af Kvinderne og dennem, som skulde drive Godset op paa Auktionen, er fortæret, som sædvanlig plejer at ske, for 1 Rd. 2 Mk.«.

Undertiden kunde Kisten ikke komme ud af Døren eller Vinduet, og Muren maatte brydes ned, hvilket ej heller er ukjendt fra Landet.

Den Overhaand tagende Luxus med Sørgedragt havde Forordningen af 24. Marts 1724 til Følge, der forbød den dybe Sørgedragt af sort Baj for andre end Ægtefæller, Forældre og Bedsteforældre; for Ægtefæller maatte man bære Sørgedragt saalænge, man vilde, men for andre kun et Aar.

Forældre maatte sørge for Børn og Børnebørn i en Alder af over 15 Aar med sort Klæde eller Ratin i 2 Maaneder og med halv Sorg, »som er rødt eller affarvet med sort udgjort«, i 4 Uger, men for yngre Børn kun i den halve Tid; det samme gjaldt for Søskende og for fjernere Slægtninge.

Kvinderne skulde rette sig efter Mændenes Sørgedragt, dog kunde de bære sort Silke eller andre tynde sorte Stoffer, ogsaa naar der var halv Sorg.

Den gamle Sørgeforordring af 2. Nov. 1682 forandredes ogsaa nu saavidt, at det, som ovenfor er bemærket, blev forbudt alle andre end Rangspersoner i de 2 første Klasser at lade Stuen beklæde med


191

Sort og bruge Himmel over Liget, ligesom at lade Karosser og Heste overtrække. Kun de Tjenestefolk, som bar Liberi og betjente Husbonden udenfor Huset, maatte klædes i sort, og ingenlunde andre, hverken Mands eller Kvindes Personer.

I »Jakob von Thybo« (1, 3) sendes Per afsted til en Poet, der kunde skrive et Vers i Anledning af Lucilias Navnedag, og i »Den Vægelsindede« (2, 2) fortæller Apicius, at han næste Dag skulde til et Gilde, »thi jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig imorgen; det bedste, som er ved Almanakkerne, er disse Navnedage«.

Da de fleste Personnavne oprindelig er Navne paa Helgener, hvis Festdage det i den katholske Tid var nødvendigt at kjende og som derfor opførtes i Kalenderne, hvilket er bevaret i vore Almanakker, vil man altsaa kunne finde de fleste Menneskers Fornavne optegnede ved bestemte Dage. Naar man under Katholicismen bar en Helgens Navn, var det Tanken, at denne var den opkaldte Persons Skytspatron, og derfor blev dennes Dag mere hellig end Fødselsdagen, paa hvilken man i tidligere Tid ikke lagde stor Vægt. Det undrede mig ofte i min Barndom, naar Bønderdrenge ikke kjendte deres Fødselsdag, og paa den Tid, vi her omtaler, var det næppe andet end kongelige Personers »Geburtsdage«, man højtideligholdt.

Det har indtil den nyeste Tid været Skik paa Landet at binde Folk paa deres Navnedage eller paa en af de 4 Tamperdage, idet man sendte dem et Brev paa Vers med en uløselig Knude, efter hvis Modtagelse man var bunden og kun kunde løse sig ved et Gilde. Saadanne Bindebreve, der ofte var prydede med Malerier i Randen og som kunde kjøbes hos Billedkræmmere, kunde man mange Steder se paa Væggene i Glas og Ramme, og Karle og Piger gjemte sædvanlig saadanne Breve fra kjære Venner i deres Kiste. Christian IV.'s smaa Sønner sendte engang deres Hovmesterinde Fru Karen Sehested følgende Bindebrev, forsynet mod en »Guld-Vall-Knude«:

Kiere Karen
Vi hafuer erfaren,
Hvis Dag i Dag det er,
Derfore vi binder
Eder og vinder.
En Løsning den maae være
Med noget smukt
Sukker eller Frugt
Kosteligt vi intet begiere. 84)


192

Bindebreve findes der mange af i Digtsamlinger fra første Halvdel af det 18. Aarhundrede, men de er ofte opskruede og højtflyvende. Her meddeles et, saaledes som Formlen sædvanlig var i Vestjylland for en 40 Aar siden; det ses nok, at nogle af de oprindelige Rim er tabte, men i det væsentlige gjengiver det vistnok den Formel, der brugtes udenfor Bondestanden 100 Aar i Forvejen:

Imorges tidlig jeg stod op
og drog Klæder paa min Krop,
da jeg ud af Vinduet saa,
hørte jeg de Fugle smaa
deres Stemme saa smukt monne fremføre.
Da tog jeg til min Almanak,
for jeg vilde se, hvor langt vi henne i Aaret var.
Da tik jeg at se, det var din Navnedag
idag, som er den fjerde April.
Saa fik jeg i Sinde,
at jeg dig vilde binde.
Jeg binder dig ikke med Baand eller Bast,
men med en Silkesnor (el. Skrivelse) saa fast.
Kan du sige mig,
hvor mange Skridt du agter at gaa i den grønne Eng,
førend du triner i Brudeseng,
eller hvor mange Minuter du skal leve,
førend du skal dø.
Kan du det besvare, saa er du fri,
men kan du det ikke, saa er du bunden,
og bunden skal du være,
indtil du løser dig med Ære,
indtil du giver os Kaffe, Mjød og Vin
samt Kager og Kringler fin,
en Haresteg vi ej forsmaar,
ifald at vi det Gilde faar.
Musik og Dans skal ogsaa til,
og saa du ej fortryde paa,
vi flere Venner byde.
Skrevet i Hast
ilde og fast
ud af en Hylderod
Med en Harefod,
som er kjendelig nok.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man maj 2 20:09:09 CEST 2005
Publiceret: man maj 2 20:09:06 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top