eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindex > Jammers-Minde

Jammers-Minde

Kbh., F. R. Bagge, 1900

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698)
Sophus Birket Smith (udg.) (1838-1919)

Denne eText er en nøjagtig kopi af Sophus Birket Smiths kommenterede udgave, trykt i København 1900. Teksten er produceret med OCR teknik, hos eremit.dk, juni 2001. Gennemset og udgivet i anden webudgave juli 2005.


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

81

Dukater, som Walter havde stukken under en Stol (den gale Walter lod Svensken se, at han stak Dukater og et Blækhorn under Stolen imellem Gjorderne, og siden slog han Svensken, som forraadde hannem). Christen lod Walter gaa noget i Taarnstuen for at røre sig, kvantsvis 1); imidlertid lyskede han Stolen. Over den idelige Skjælden kan man vel tænke, at Christen blev fortræden, prokurerte 2) hannem ikke synderlig godt Mad af Kjøkkenet, saa af de tvende Retter, hannem var ordineret, var stønnem intet, han kunde æde af; og som Walter sagde engang: "Vilde de ikkun give mig én Ret, jeg kunde æde af, saa var det alt nok", saa magte Christen det saa, at han fik ikkun én Ret og ofte kunde ikke æde af den (det var Christens egen Skade, som fik den øvrige 3) Mad, men han vilde gjærne miste, maatte den anden lide ilde). Engang kom Christen med en Risengrød til hannem, gjorde strax en Krakkel med hannem, saa den anden blev saa vred (saa som Børn) og vilde intet æde. Christen tog Grøden lige god ud igjen og lo hjærtelig. Jeg sagde til Christen i Slotsfogdens Paahør: "Haver Gud længe biet at straffe Walter, da kommer Straffen nu til Gavns, thi han kunde aldrig være falden i ubarmhjærtigeres Hænder end som i Eders". Han lo hjærtelig deraf, og Slotsfogden gjorde ligesaa. Og som der gaar et Hul af den mørke Kirke ind i det uderste Rum, saa kan de, der er inde, raabe opad, saa man kan høre grant, hvad de siger. Saa kalder Walter engang paa Slotsfogden og beder hannem give sig et Stykke Steg. Slotsfogden raaber hannem til: "Ja, man scal Ju ên Rotte braden!" 4) Jeg sendte ham et Stykke Steg med Christen. Der han tog det og vidste, jeg sendte ham det, da græd han. Jeg sled saa Tiden hen, havde stedse Arbed, skrev og meget 5). Præsten blev kjed af at betjene mig, lod mig bie efter sig 13, 14 Dage tillige; naar han da kom, saa forrettede han sit Embede par maniére d'acquit 6). Jeg sagde intet derom, men den Kvinde, som er tysk, blev og af hannem skriftet; hun stympede 7) derpaa, i Synderlighed engang (som var den sidste Gang, han skriftede hender); thi da biede jeg efter hannem 4 Dage, førend det kom hannem til Pas, og der han kom, var det effen en Onsdag og imod Klokken 9 Slæt. Han hilste aldrig, mindre ønskte Lykke til mit Foretagende. Da sagde han, ved han gav Haand: "Ich habe nicht lange Zeit zu warten; ich muss ein Kind taufen" 8). (Jeg vidste vel, at det kunde ikke være sandt, men svarte:) "In Gottes Namen!" 9) Der han skulde skrifte Kvinden, vilde han ikke sætte sig; sagde: "Nu macht fort! Ich habe keine. Zeit;" 10) gav hender næppeste Tid at sige sit Skriftermaal, absolverte hender 11) paa det snareste og læste Indstiftelsen paa Post 12). Der Præsten var borte, var Kvinden meget utaalmodig, sagde, at hun var bleven skriftet og beret af en Feltpræst i Marken, da det hele Kompagni lod sig berette (eftersom de stode færdig til at skulle slaas med Fjenden om anden Dagen), og den

__________

1) D. e. paa Skrømt.

2) D. e. skaffede.

3) D. e. tilovers blevne.

4) D. e. "Ja, man skal stege en Rotte til Eder".

5) I Randen er tilføjet: "af Bøger, som bleve mig hemmeligen laante, og det med bemeldte Pen og Blæk paa Stykker Papir, jeg kunde bekomme".

6) D. e. overfladisk.

7) D. e. stiklede (?).

8) D. e. "Jeg har ikke Tid at vente længe; jeg skal døbe et Barn".

9) D. e. "I Guds Navn".

10) D. e. "Skynd Jer nu, jeg har dngen Tid".

11) D. e. gav hende Absolution (Syndsforladelse).

12) D. e. i en Fart.


82

Præst havde ikke "so Godes Wort utgejaget, als dise gedan had;" 1) hun havde ingen gode deraf. Jeg trøstede hender, det bedste jeg kunde, læste og sang for hender, sagde, hun skulde angre og fortryde sine Synder, lægge Vind paa at forbedre sit Liv og Levned og ikke lade Præstens liden Andagt irre 2) hender; hun skulde tilegne sig Christi Værskyld 3) og Fortjeneste til henders Synders Forladelse, dens Legem og Blod havde Præsten rakt hender under Brød og Vin. "Ja", svarte hun, "ik scal mi, wil's Got, beteren" 4). Jeg sagde: "Wil Ji mi holden, dat Ji mi gelovt heb? 5)" Hendes Løfte var ikke at drikke sig saa fuld, som hun var engang. Jeg kan ikke forbigaa at erindre det. Hun fik, som sagt er, en halv Potte fransk Vin hver Maaltid, og jeg en halv Potte rhinsk Vin. Begge de Dele kunde hun drikke foruden at være hel fuld; thi til henders Mad drak hun den franske Vin, lagde sig derpaa; naar hun saa stod op om Eftermiddagen, saa drak hun min Vin 6). Om Aftenen skaanede hun min Vin til Frokost, men engang forvarte hun i en Potte baade min og henders Vin om Aftenen, saa hun til Middag havde to Potter Vin; dem sad hun og listede saa sagte i sig, og jeg agtede det ikke, sad just i en Spekulation om et Munster 7) til at knytte. Endelig saa jeg til hender, at det varte saa længe, førend hun lagde sig; da heldte hun alle Kar et efter anden, og der var intet udi. Saa talte jeg til hender og sagde: "Wo is'et? Heb Ji alle de Win utdrunken?" 8) Hun kunde ilde svare, vilde staa og kunde ikke. "To-Bed, Ji vulle Söge!" 9) (sagde jeg). Hun vilde gjærne, men kunde ikke, spiede langs ned ad sig, krøb langs ad Væggen for at faa fat paa en Kost. Der hun havde den, kunde hun intet gjøre dermed. Jeg sagde, hun skulde krybe til Sengen og lægge sig. Hun krøb did og faldt næsgrus ned paa Sengen, og Benene stode paa Gulvet. Der spyede hun igjen, blev saa liggendes og sov (hvorledes jeg var tilfreds, er let at tænke). Hun sov et Par Timer saaledes liggendes, havde dog ikke sovet Rusen ganske ud; this der hun skulde gjøre rent for sig og om sig, blev hun siddendes et svart Tag paa en lav Stol, Kosteskaftet med Kosten imellem Benene, Haaret om ørerne. Snørlivet tog hun af for at to det, sad saa i Oplet 10), som stod aaben fortil, og to slemme sortebrune Flasker hængte ud; jamrede sig, bad Gud hjælpe sig: hun havde sin Død. Jeg var baade vred, og jeg kunde ikke holde mig for Latter af det slemme Skilderi. Som den Jamren ikke fik Ende, sagde jeg i Vrede: "Ja, Got scal Ju wol helpen, Ji versôpen Düvel! Hin na de Cordegarde mit Ju! Ik wil so én Vullsack nicht bi mi hebben. Hin! Slapt beter ut, en lat mi nicht hören, dat Ji von Got spreketr

__________

1) D. e. "havde ikke saaledes afjaget Guds Ord, som denne havde gjort".

2) D. e. opirre.

3) D. e. Fortjeneste.

4) D. e. "Ja, jeg skal, med Guds Hjælp, forbedre mig".

5) D. e. "Vil I holde, hvad I har lovet mig?"

6) I Randen er bemærket: "Christen var ikke vel tilfreds med den Kvinde, thi han fik i hendes Tid aldrig en Drik Vin, saa han stal engang Vinen af henders Kande og gav Pis med Vand deri igjen; saa hun larmede uden Skjemt, bad mig for Guds Skyld tilstede hender at slaa Christen i Hovedet med Kanden. Hun fik ikke een Lov; saa sagde hun ham det, at hun ikke maatte for mig. Hun havde et stor Ar, en Soldat havde given hender paa Kinden for saadan Gjerning tilforne".

7) D. e. Mønster,

8) D. e. "Hvordan er det? Har I drukket al den Vin?"

9) D. e. "I Seng, I fulde Svin!"

10) Oplet kaldtes den øverste Del af Særken.


83

wan Ji dûn sît, dan so is Got wit van Ju, und de Düvel bi Ju!" 1) (Jeg lo siden af mig selv). Hun lagde sig igjen, og imod Klokken 4 var hun fuld ædru, gjorde fuldkommen rent, sad saa og smaagræd. I det kaste hun sig med en Fart til mine Fødder, holdte fast om dem, hylte og tudte op i Vejret og bad for Guds Skyld, jeg vilde tilgive hender det den ene Gang, det skulde aldrig ske tiere; fortælte, hvordant hun havde gjemt Vinen etc.; vilde jeg ikkun have hender endda et halv Aar, saa havde hun saa meget, at hun kunde kjøbe sig ind i de fattiges Huse til Lybek. Jeg tænkte, at jeg skulde vel vogte hender, at hun ikke skulde faa saa meget paa én Gang tiere, saa og, at maaske jeg kunde faa en slemmere igjen i andre Maader. Karen kunde jeg da ikke faa, thi henders Datter rede til Barsel, og jeg vidste, at hun ikke skulde have været rolig. Saa lovede jeg da at beholde hender saa længe. Hun holdte og Ord; og jeg magte det saa en 6 Uger derefter, at Kvinden miste sin Vin, hvilket og Kvinderne siden miste; saa min Vin kunde ingen Skade gjøre hender. Med Walter var hun hel fortrolig. Hun havde kjendt hannem før, og var Christen i Mening, at han havde flyet hender alle sine Penge, førend han blev syg; thi han sagde, at Walter havde ingen Penge mere. Hvilket hvilket var, ved jeg ikke. Tro var hun ikke, thi hun stal først en Messing-Knyttenaal fra mig, som jeg da ikke brugte; var gjort som en Næstenaal 2), og vidste hun ikke andet, end den var af Guld. Som mit Kammers ikke er stort, saa kunde det snart igjennemsøges; men jeg søgte i tre Dage hver Dag og kunde ikke finde den. Jeg kunde vel vide, at hun fik at have den, thi den er ikke saa liden, at den jo kan sees, hvorfor jeg sagde omsider: "Der ligger ikke meget Magt paa den Messingnaal; jeg kan faa en igjen for 2 Skilling". Anden Dagen derefter viste hun mig Naalen i en stor Ridse paa Gulvet imellem Stenene. Men der hun siden, noget førend hun kom bort, fandt min ene Guldring i mit Øre, jeg tabte, og uden Tvivl haver sidt fast i Puden, eftersom den var en Slangering, den kom intet igjen, i hvad jeg snakkede for hender. Hun ledte kvantsvis 3) efter den i Skarnet derude. Hun vidste, at jeg turde ikke tale om at have mist den.

Slotsfogden kom paa de Tider sjælden op; Peder Jensen betjente mig 4). Kong. Majestæt var stakket Tid syg, døde hastig den 9. Februari 1670. Og som samme Dag Klokken tolv blev ringet paa Slottet, kunde jeg vel vide, hvad det havde at sige, men Kvinden ikke. Vi talte med hverandre derom, hvem det kunde være. Hun kunde vel mærke paa mig, at jeg var sorgefuld, og sagde hun: "Det kunde vel være for Kongen, thi det sidste

__________

1) D. e. "Ja, Gud skal vel hjælpe Jer,Ifordrukne Djævel! Hen i Vagten med Jer! Jeg vil ikke have saadan en Fyldebøtte hos mig. Gaa og sov bedre ud, og lad mig ikke høre, at t taler om Gud, naar I er fuld, thi saa er Gud langt fra Jer og Djævelen hos Jer!"

2) D. e. Trækkenaal.

3) D. e. paa Skrømt.

4) I Randen er bemærket: "Paa de Tider var 6 Fanger mine Naboer. De 3 vare Bønder fra Femeren, som beskyldtes for at have ført Faar ud, de andre 3 danske. De holdte sig i to Dele sammen, og som de danske vare Døren næst, saa lod jeg dem spise [d. e. bespise]; de vare og fængselet nogen Tid førend de andre. Naar de danske efter deres Sædvane sang deres Morgen- og Aftenpsalmer, saa skraalte de tyske af Liv og Styrke anden Sang for at døve dem; sang mesten Dorotheæ Vise" [en tysk Folkesang].


84

jeg saa ham her i Trappen stige af Vognen, da kunde han kummerlig gaa,. og sagde jeg ved mig selv, at han gjorde det ikke længe. Er han død, saa kommer I løs, det er vist". Jeg tav og tænkte andet, som og skede. Imod KL 4 1/2 blev i gemen lagt Ild i Bilæggeren derude, og det af en Dreng, Christen da havde. Den kaldte jeg til mig til Døren og spurte ham, hvorfor det ringte Klokken 12 en hel Time. Han svarte: Jeg maa ikke sige det; "det er mig forbøden". Jeg sagde, at jeg skulde ikke røbe ham. Saa sagde han da, at Kongen var død i Morgenstunden. Jeg lod Taarerne deres fri Gang, som jeg havde forholdt, hvorudover Kvinden forundrede sig og gjorde en lang Snak. Jeg tav til alt det, hun sagde, thi: jeg troede hender aldrig; bad hender spørge Christen ad, naar Døren luktes op, hvad den Ringen betydde. Hun gjorde saa, men Christen svarte hender, at han vidste det ikke. Slotsfogden kom selv op samme Aften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom han og op. Jeg begjærte at tale med hannem og spurte, hvorfor der blev ringet. Han svarte mig saa spodsk: "Wat is Ja daran gelegen? Lüdet het nicht alle Dage?" 1) Jeg svarte hannem og noget vredeligen: "Wat mi daran gelegen is, dat wét Got! Dat wét ik ôk, dat vör Jus Geliken de Klocke uppet Slot nicht wert gelüdt!" 2) Han tog sin Hat af, gjorde en Reverents og sagde: "Was'et anders nicht, dat de Vrue mi wolde?" 3) Jeg svarte: "Ju St. Marten komt. ôk wol ên Mâl". 4) "St. Marten?" sagde han og lo, gik dermed bort og ud til Walter, stod meget længe og hviskede med hannem for Hullet; det kunde jeg se, det vidste han vel 5). Han haver uden Tvivl sagt ham Kongens Død og gjort hannem Haab at komme af sit Fængsel. Gud tænkte et andet. Walter blev syg, laa længe hel elendig. Han var slem imod Christen, tog Skarnet af Gulvet og kaste i Maden, spyttede i øllet og lod Christen se derpaa, naar han skulde tage Kanden bort. Christens Titler vare hver Dag Tyv og Skjelm, saa let er at eftertænke, hvorledes Christen plejede hannem. Naar jeg sendte hannem noget Mad ind, som Saad 6) og; Steg, da kom Christen ud dermed igjen og sagde, han vilde ikke have det. Jeg bad Christen lade det staa hos ham, han aad vel siden. Det skede engang, og lod Christen mig se det, at det var fyldt med Snot og Skarn 7). Naar Christen skulde vende Walter i Sengen, da skreg han saa erbarmelig,. saa jeg havde Medlidenhed med hannem og bad Christen ikke være sa

__________

1) D. e. "Hvorfor vil I vide det? Ringer det ikke hver Dag?"

2) D. e. "Hvorfor jeg vil vide det, véd Gud. Det véd jeg ogsaa, at for Eders Lige ringes der ikke med Klokken paa Slottet".

3) D. e. "Var det ikke andet, Fruen vilde mig?"

4) D. e. "Eders Mortensdag kommer vel ogsaa engang". Der sigtes herved til et Ordsprog, hvis Mening er, at Gjengjældelsens Dag kommer over enhver.

5) I Randen er bemærket: "Der jeg skulde have Klæder, begjærte jeg Sørgeklæder. Da spurte Slotsfogden mig ad, for hvem jeg vilde sørge, og det saa spodsk. Jeg svarte: "Dat is nicht vor Ju Möm; de komt mi nicht to vor totruren. Al is Ju Möm lang dot, so men ik, dat Ji doch wol Orsake heft to truren, so wol als ik". Han sagde at ville berette det; jeg bekom intet strax". [D. e. Det er ikke for Eders Moder; hende tilkommer det mig ikke at sørge for. Men om ogsaa Eders Moder for længst er død, saa mener jeg, at I dog har Aarsag til at sørge, saa vel som jeg".]

6) Kan baade betyde Sauce og Suppe.

7) I Randen er tilføjet: "Christen bar mig engang et Brød at se, hvorledes Walter havde hulet Krummen ud og stoppet det fuld af Straa og Skarn, ja sit eget Skarn!


85

ubarmhjærtig imod hannem. Han lo og sagde: "Det er en Skjelm". Jeg sagde: "Da er han nu under hans Overmands Hænder". Det behagede Christen vel. Walter pintes længe; endeligen forløste Gud hannem. Han; stod Lig i Fængselet, indtil hans Broder kom, som lod hannem begrave i den tyske Kirke 1).

Der jeg fornam, at Karen kunde komme til mig igjen, og den Tid var omme, jeg havde lovet den anden at beholde hender, kom Cathrine ner, og Karen til mig igjen. Det var let at bringe til Veje, thi Slotsfogden var ikke vel tilfreds med Cathrina; hun gav ham intet af sine Penge, som hun havde lovet hannem, uden 2) Snak i Steden: at det var ikke hans Alvor, han vilde have noget af hender etc. 3) Slotsfogden begyndte og flux at foragte mig, eftersom han fornam, at min Forløsning ikke var at vente.

Der Tiden var, som jeg var vant ved at lade mig berette, bad jeg Slotsfogden at bringe til Veje, at jeg maatte faa Hofprædikanten Dr. Hans Leth 4); den forrige Hofprædikant, Dr. Matthias Foss, havde skriftet mig første Gang i mit Fængsel. Slotsfogden bragte min Begjæring an; blev af Kongl. Majestæt og bevilliget. Dr. Hans Leth var alt nere i Taarnet, men blev igjen udkaldet, formedelst at Enkedronningen (som endda var paa. Slottet) det ikke vilde; og lod Slotsfogden mig sige ved Peder Jensen, at Kongen havde sagt, jeg skulde blive ved den Præst, jeg var vant ved, saa at de Præparatoria 5), som det kristelig Maaltid behøvede, blev til anden Dagen hensat, da Mag. Bueck kom til mig og usædvanlig hilsede mig, ønskede mig med lang Sermon 6) Lykke til mit Foretagende, titulerte mig: Ihr Gnaden 7). Der han satte sig, sagde han: "Ich hätte gerne gewünschet, dass Dr. Hans Leth wäre an meine Stelle gekommen" 8). Jeg svane: "Das hatte ich auch gewünschet" 9). "Ja" (sagde han), "ich weiss wohl, warum Ihr das so wolltet haben. Ihr wollet neues wissen, und das ist mir verboten. Ihr habt schon einen um's Brot gebracht" 10). Jeg spurte hannem, om jeg nogen Tid havde begjært af hannem at vide nyt. "Nein" (svarte han), "Ihr wisset wohl, dass Ihr von mir nichts würdet erfahren; darum habt Ihr mir auch nicht gefraget" 11). "Meint der Hrr. Magister dann" (sagde jeg), "dass ich Dr. Hans Leth habe begehrt um neues zu wissen?" 12) Der studsed han noget; sagde endelig: "Ihr habt Dr. H. Leth haben wollen um für Euch beim König zu sprechen" 13). (Jeg sagde:) "Dar kann wohl etwas an sein" 14). Derpaa begyndte han at forbande sig paa adskillige Maade

__________

1) Vistnok snarere i Holmens Kirke.

2) D. e. men.

3) I Randen er tilføjet: "Slotsfogden tog og Kvinden skarp til Examen, at hun havde sagt mig, at Kongen var død; det. skulde ikke gaa saa vel, som jeg troede. Hun gav ham Styk for Styk".

4) Født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kgl. Konfessionarius og Over-Hofprædikant.

5) D. e. Forberedelser.

6) D. e. Tale, Prædiken,

7) D. e. Eders Naade.

8) D. e. "Jeg havde gjerne ønsket, at Dr. H. L. var kommen i mit Sted".

9) D. e. "Det havde jeg ogsaa ønsket".

10) D. e. "Ja, jeg ved vel, hvorfor I vilde have det saaledes. I vil have nyt at vide, og det er mig forbudt. I har allerede skilt en ved Brødet".

11) D. e. "Nej,I ved vel, at I intet vilde faa at vide af mig; derfor har I heller ikke spurgt mig".

12) D. e. "Mener Hr. Magisteren da, at jeg har forlangt Dr. H. L. for at faa nyt at vide?"

13) D. e. "I har villet have Dr. H. L., for at han skulde tale for Eder hos Kongen".

14) D. e. "Der kan vel være noget i".


86

(jeg ikke før haver hørt) 1): om han ikke havde talt for mig? (Jeg tænkte: Jeg tror nok, du haver talt om mig, men ikke til det bedste). Han havde flyet mig en Bog, som jeg endnu haver, er: St. Augustini Manuale; den havde Statholder Gabel kjøbt, det sagde han tiere end som én Gang, sór "bei Gott, dass hatte dem Herrn Statthalter 1 Rdr. gekost" 2) (mig faldt ind de 5000 Rdr., Gabel fik, for vi kom ud fra Borringholm 3), men jeg sagde intet dertil; maaske han derfor repeterte den Gave saa tidt). Jeg spurte hannem, hvem jeg havde bragt om Brødet. (Han svarte:) "Hans Balcke! Der hat Euch gesagt, dass Rentmeister Gabel Statthalter ist, und das hatte er nicht thun sollen" 4). (Jeg sagde:) "Ich glaube nicht, dass Balcke hat gewusst, dass er's nicht sagen sollte, dann er hat's mir nicht als eine Heimlichkeit gesagt. Man sollte können sagen, der Hr. Magister hatte Balcke um's Brot gebracht" 5). Der blev han flux fortørnet for, og derover faldt adskillige Disput 6). Han begyndte saa godt som fra det første igjen, at jeg vilde have Dr. Leth, han vidste vel hvorfor. Jeg sagde: "Ich bin nicht eigentlich darauf gestanden Dr. Leth zu begehren, sondern, wo nicht ihn, dann den Schloss-Prediger oder einen andern. 7). (Han spurte:) "Warum einen andern?" 8). (Jeg svarte:) "Darum, dass es nicht alleweile dem Herrn Magister gelegen ist. Ich habe 10, 12, ja 14 Tage nach ihn warten mussen, und das letzte Mal that er sein Amt in grosser Eile, so dass es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wann ich ihm begehre" 9). Han sad og vævede i Ordene, vidste ikke ret, hvad han vilde svare, sagde endeligen: "Ihr meint, nu soll es besser gehen, weil der König Friederich todt ist. Nein, Ihr betriegt Euch! Es wird mit Euch schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!" 10). Og som han altererte sig, saa blev jeg sædeligere 11) og med Sagtmodighed spurte: hvorfor det? og hvoraf han sluttede det? Han svarte: "Ich schliesse das daraus, dass Ihr habt Euren Willen nicht kriegen können, einen andern Prediger und Beichtvater zu erlangen; so ich versichere Euch, es wird her nachmals nicht besser. Ist König Friederich todt, so lebt König

__________

1) I Randen er skrevet: "Iblandt hans gruelige Eder var og denne, dass er an der Zungen möchte verlähmen, wann er nicht fur mich gesprochen" [d. e. at han ønskede at blive lam paa Tungen, hvis han ikke havde talt for mig], Aaret efter slog Gud hannem med Læmelse paa Tungen, blev rørt af Harme, levede saaledes 8 Dage, havde Sans, men ikke Mæle, og døde; dog levede den Dag, at der en anden Præst betjente mig". Hertil kan bemærkes, at Mag. Bueck rigtignok døde (den 17. Sept. 1673) af et Slagtilfælde, men at han dog beholdt sit Mæle til det sidste.

2) D. e. "svor ved Gud, den havde kostet Statholder G. 1 Rdr.".

3) Jvfr. Leon. Chr.s Forord.

4) D. e. "Han har sagt Eder, at Rentemester G. er bleven Statholder, og det skulde han ikke have gjort".

5) D. e. "Jeg tror ikke, at B. har vidst, at han ikke maatte sige det, thi han har ikke sagt mig det som en Hemmelighed. Man skulde kunne sige, at Hr. Magisteren havde skilt B. ved Brødet".

6) I Randen er bemærket: "Fornam da, at det var Aarsagen, hvorfor Balcke kom bort". Jvfr. foran S. 54 Anm. 2. Hvor vidt dette, var Aarsagen, er vistnok tvivlsomt, da det næppe nogensinde var Meningen, at Balcke skulde være virkelig Slotsfoged.

7) D. e. "Jeg har egentlig ikke staaet paa at forlange Dr. Leth, men, om ikke ham, da Slotspræsten eller en anden".

8) D. e. "Hvorfor en anden?"

9) D. e. "Fordi det ikke altid er Hr. Magisteren belejligt. Jeg har maattet vente efter ham i 10, 12, ja 14 Dage, og sidste Gang forrettede han sit Æmbede i stor Hast, saa at det ikke er hans Lejlighed at komme, naar jeg begjærer ham".

10) D. e. "I mener, at det nu skal gaa bedre, fordi Kong Frederik er død. Nej, I tager Fejl! det vil gaa værre mad Eder, værre vil det gaa Eder".

11) D. e. roligere.


87

Christian" 1). Jeg sagde: "Das ist ein schlecht Fundament; Eure Dräuworte haben keinen Grund. Habe ich dies Mal keinen andern Beichtvater können erlangen, darum ist es nicht gesagt, dass ich ein ander Mal nicht sollte einen andern bekommen. Und was habe ich gethan, dass es vor mich könnte schlimmer werden?" 2) Han blev alt vreder og vreder og raabte højt nogle Gange: Schlimmer, ja schlimmer wird's werden". Saa svarte jeg og vredeligen: "Ei, so lat het heran weien" 3). Derpaa blev han hel tavs, og sagde jeg: Ihr habt mir eine gute Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Namen!" 4) Derpaa sagde jeg mit Skriftermaal, og han gjorde sit Æmbede og gik saa bort foruden anden Afsked end Haandfaaen 5). Jeg spurte siden, at førend Mag. Bueck kom til mig, gik han til Slotsfogden, som laa til Sengs, og bad ham, at han vilde sige til Knuth, som da var Kammerpage 6), hvilken sakramentsk 7) Kvinde jeg var, hvor jeg havde gravet et Hul i Gulvet for at tale med Doktoren 8) (som var en Umulighed), og jeg havde praktiseret for at komme op og se paa Pladsen; bad nogle Gange sige Kammerpagen det og ti Gange: "Das ist ein sakramentsch Weib!" 9)

Samme Aar sidst i April blev min Dør oplukt om Eftermiddagen, og kom Slotsfogden med nogle Damer, som holdte sig noget til Side, førend han havde sagt: "Hir sint welke Hofjunfern, de hebben Verlöv an Ju to spreken" 10). Først kom ind en Jomfru, som jeg ikke kjendte. Derpaa kom ind Hertzoginden af Glücksburg, Frøken Augusta 11), hvilken var kjendelig nok for mig, thi hun var ikke meget forandret. Derefter Kurfyrstinden af Saxen 12), som jeg og nok kunde kjende paa sin Hr. Fader, og sidst vores allernaadigste Dronning 13), som jeg mest beskuede, og fandt de Lineamenter i henders Ansigt, saaledes som Peter Jensen hender havde beskreven, saa og en stor Demant paa henders Armlaas og en paa Fingeren, hvor Handsken var opskaaren. Hendes Majestæt støttede sig til Slagbordet strax efter Hilsen, Frøken Augusta løb hid og did i hver Vraa, Kurfyrstinden holdte sig ved Døren. Frøken Augusta sagde: "Fi, was ist hier ein hässlich Gemach? Hier könnte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, dass Ihr habt es

__________

1) D. e. "Jeg slutter det deraf, at I ikke har kunnet faa Eders Vilje med at faa en anden Præst og Skriftefader; saa jeg forsikrer Eder, at det for Fremtiden ikke bliver bedre. Er Kong Frederik død, saa lever Kong Christian".

2) D. e. "Det er et daarligt Fundament. Eders Trusler er ubegrundede. Fordi jeg denne Gang ikke har kunnet faa en anden Skriftefader, er det ikke sagt, at jeg en anden Gang ikke skulde faa en. Og hvad har jeg gjort, at det kunde blive værre for mig?"

3) Betyder formodentlig: "Ej, saa lad det komme".

4) D. e. "I har gjort mig en god Forberedelse; nu, i Guds Navn!"

5) D. e. Haandgiven,

6) Adam Levin v. Knuth, Christian V.s bekjendte Yndling.

7) D. e. forbandet.

8) D. e. Dr. Otto Sperling.

9) D. e. "Det er et forbandet Fruentimmer!" I Randen er bemærket: "Christen, som var ilde tilfreds med Karen saa vel som med mig, titulerte os en Dag, der han sagde noget til en af Husgeraads-Karlene, hvorover han spurte Christen: hvem det havde sagt? Christen svarte: "Hun, der sidder hos hender der oppe". Der det blev mig berettet, lo jeg og sagde: "Det er ret nok; vi ere begge to Hunner"".

10) D. e. "Her er nogle Hofjomfruer, som har Lov til at tale med Jer".

11) Hun var gift med Hertug Ernst Gynther af Sønderborg.

12) Leon. Chr, mener Kurprinsessen af Sachsen, den før (S. 37) omtalte Anna Sophie. Hun blev først Kurfyrstinde 1680. I øvrigt maa Leon. Chr. have forvexlet hende med en anden eller ogsaa husket nogle Maaneder fejl af Tiden; thi Kurprinsessen kom først til Kjøbenhavn i August 1670.

13) Charlotte Amalie.

1670

88

so lange können ausharren" 1). Jeg svarte: "Dass Gemach ist nu so, als es Gott und Ihrer Majestät gefällt, und so lange Gott will, so werde ich's ausharren können" 2). Saa gav hun sig i Snak med Slotsfogden, som var halv fuld, og talte med hannem om Balckes Giftermaal, som effen 3) havde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustru; talte ilde om at gifte sig saa tidt, og Slotsfogden svarte allehaande Galskab dertil. Hun spurte mig, om jeg havde Lopper. Jeg svarte at ville levere hender et Regiment Lopper, om hun vilde have dem. Hun svarte hastig med en Ed og sór, hun begjærte dem ikke. Jeg blev noget spodsk over henders Spørsmaal og fortræden over den Glæde, hun viste i min elendige Tilstand, hvorfor, der hun spurte mig, om jeg og havde "Filz- oder Wandläuse" 4), svarte jeg hender med et Spørsmaal og spurte hender, ob mein Schwager Hannibal Sehested noch lebte?" 5) Det Spørsmaal gjorde hender lidt tavs, thi derpaa formærkte hun, at jeg kjendte hender. Hun svarte intet. Kurfyrstinden, som vel havde hørt om de Intriger med min Svoger og Frøken Augusta 6), gik i det samme strax til Bordet (der laa den Bog, som Karen læste udi og hun da havde ført ind med sig), tog Bogen, slog den op og spurte, om det var min Bog. Jeg svarte, at det var Kvindens, som jeg havde lært at læse, og som jeg gav Kurfyrstinden sin tilbørlig Titel af Durchleuchtigkeit, sagde Frøken Augusta: "Ihr irret! Ihr verdenkt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint!" 7) Jeg svarte: "Ich irre nicht". Derefter gjorde hun ingen videre Tale, gav mig Haand foruden at sige et Ord. Den naadige Dronning saa immerfort sømodig 8) ud, talte intet. Der Hds. Majestæt bød mig Haanden, kyste jeg henders Haand og holdte den fast, bad Hds. Majestæt intercedere for mig 9), i det ringste for nogen Lindring i mit Fængsel. Hds. Majestæt svarte ikke med Ord, men med grædende Taarer. Ligesaa gjorde og den dydige Kurfyrstinde; hun græd meget vemodelig. Og der de komme i det andet Rum, og min Dør var lukt, sagde baade Dronningen og Kurfyrstinden: "Das ist Sünde so mit ihr zu handeln" 10). Enhver drog deres Skuldre og sagde: "Gott gebe, dass es bei mir stünde! sie sollte där nicht sitzen" 11). Frøken Augusta hastede paa dem at gaa og siden klagede dem for Enkedronningen, som sagde, at jeg havde mig det selv at takke; jeg havde fortjent værre at handles med end som saa.

Der Kongens Lig var bortført, og Enkedronningen af Slottet, begjærte jeg af Slotsfogden, at han paa mine Vegne vilde anholde om en anden Præst mig at betjene, enten Slotspræst, Holmens Præst eller den, som betjente Fangerne; thi maatte jeg ikke faa anden end Mag. Bueck, saa maatte

__________

1) D. e. "Fy, hvor det er et hæsligt Værelse! Her kunde jeg ikke leve en Dag. Jeg undrer mig over, at I har kunnet holde det ud saa længe".

2) D. e. "Værelset er nu engang saaledes, som det behager Gud og Hs. Majestæt, og saa længe Gud vil, saa længe vil jeg kunne holde det ud".

3) D. e. just.

4) D. e. "Flad- eller Væggelus".

5) D. e. "Om min Svoger H. S. endnu levede". (Han var død 1666).

6) Der synes engang at have været en Kjærlighedsforstaaelse mellem de to, og i 1651 havde Frederik III. i den Anledning forbudt H. S. at komme paa Kjøbenhavns Slot.

7) D. e. "I tager fejl! Hun er ikke den, I mener!"

8) D. e. bedrevet.

9) D. e. gaa i Forbøn for mig.

10) D. e. "Det er Synd at handle saaledes med hende".

11) D. e. "Gud give, det stod til mig! Hun skulde da ikke blive siddende der".


89

de tage Synden paa sig, som der var hos, thi hannem vilde jeg intet mere skrifte for. Det varte noget, men endeligen blev mig bevilget Slotspræsten, som da var Mag. Rudolf Moth 1). Gud, som altid haver staaet mig bi i al min Viderværdighed, som haver sendt mig uformodentlig Trøst i min Sorrig og Bedrøvelse, han sendte mig en mærkelig Trøst i denne Mand. Han trøstede mig med Guds Ord, han var en lærd og omgængelig Mand, og han var min Talsmand hos Kgl. Majestæt. Den første Naade, han bragte mig til Veje, var, at jeg bekom det andet Rum 1671 den 16. Juli og Bispen Dr. Jespers Postil 2). Siden efterhaanden større Naade, idet at jeg bekom Naadsens Penge 200 Rdr. til selv at kjøbe mig for, hvad Klæder jeg vilde, og hvad jeg vilde have, Tiden med at fordrive 3).

Samme Aar blev Henders Majestæt Dronningen frugtsommelig, og Hds. Majestæts Fru Moder, Landgrevinden af Hessen 4), kom hid for at lægge hender i Barselseng. Den 6. September besøgte Hds. Durchleuchtighed mig udi mit Fængsel 5), vilde være ubekjendt i det første; havde i sin Følge en Prinsesse af Kurland, som var trolovet med Landgrevinden henders Søn 6), sin Hofmesterinde, en Wallenstein af Slægt, og sin Hofmesters Frue. Landgrevinden hilsede mig med et Kys, og siden de andre. Den sidste, som jeg da ikke mere kjendte, men hun havde kjendt mig før i Velstanden in den Hag, da hun var Jomfru hos Grevinden Leuenstein, hender kom Taarerne i Øjnene. Landgrevinden beklagede min onde Skjæbne og slette Tilstand. Jeg takkede Hds. Durchleuchtighed for den naadige Medlidenhed, hun havde med mig, sagde, at Hds. Durchleuchtighed kunde meget hjælpe til at forlindre mine Baand, om ikke ganske at sønderrive dennem. Landgrevinden smilede og sagde: "Ich sehe wohl, Ihr nehmt mich an fur eine andere" 7). Jeg sagde: "Ihr Durchleuchtigkeit Port und Ansehen wird Ihren Stand nicht können verbergen, wäre Sie schon in Bauer-Kleider" 8). Det

__________

1) Født 1642, 1665 Hofprædikant, 1672 Vicebiskop i Odense, død 1675.

2) D. e. Jesper Brochmand's bekjendte Værk. Baade Postillen og Pengesummen, hvis Størrelse i øvrigt var 250 Rdr., bevilgedes hende ved en kgl. Skrivelse af 22/1 1672. Naar Leon. Chr. uden videre henfører de her omtalte Gunstbevisninger til Mag. Moth's Indflydelse, maa dette næppe tages altfor bogstaveligt. For saa vidt Kongen behøvede Tilskyndelser udenfra til at formilde Leon. Chr.s Kaar, modtog han ganske vist ikke faa saadanne, dels fra enkelte Personer af større Indflydelse end Mag. Moth, dels fra fremmede Regeringer. Særlig vides den engelske Konge at have gjort Skridt til Gunst for hende, og det samme berettes om den tyske Kejser og kan maaske ogsaa formodes om Kongen af Frankrig.

3) I Randen er bemærket "Nogle af mine Penge anvendte jeg udi Bøger, og er det mærkeligt, at jeg fik af Mag. Buecks Bøger (der de ble ve auktionerte) adskillige, og iblandt andre den store Foliant Martilegium, som han ikke vilde laane mig. Udskrev og verterte [d. e. oversatte] af adskillige Materier af spanske, italienske, fransøske og tyske Autorer [d. e. Forfattere]. Fornemmeligen udskrev jeg og oversatte paa det danske Sprog de Kvindes-Personer af adskillige Stand og Byrd, hvilke af Autores rosværdig ihukommes som stridbare, trofaste, kyske, forstandige Regentinder, taalmodige, standhaftige og lærde". De her nævnte Oversættelser og Udidrag betegne de første Forarbejder til Leon. Chr.s i det følgende oftere omtalte Værk: Heltinders Pryd.

4) Hendes Navn var Hedevig Sophie.

5) Hun kom først til Kjøbenhavn den 18. September.

6) Marie Amalie, Prinsesse af Kurland, var trolovet med Landgrevindens næstældste Søn, Karl.

7) D. e. Jeg ser vel, at I antager mig for en anden".

8) D. e. Deres Durchl.s Holdning og Udseende vilde ikke kunde skjule Deres Stand, selv om De var i Bondeklæder".


90

holdte hun af, lo og skjæmtede, sagde, det skulde hun ikke have troet. Hovmesterinden sandede med mig og sagde at have vel sagt, at jeg skulde kjende hender paa henders fyrstelige Ansehen. Derefter sagde Landgrevinden: "Ihr kennet diese nicht" 1), og tog paa Prinsessen af Kurland; sagde saa, hvem hun var, saa og, hvilken var henders Hofmesterinde, og hvem henders Hofmesters Frue var, som var den, om meldet er; talte om den Medlidenhed, samme Frue havde med mig, og sagde derhos: "Et moi pas moins" 2). Jeg takkede Henders Altesse tres humblement et la priait en cette occasion de faire voir sa généreuse conduite 3). Hds. Durchleuchtighed saa til Slotsfogden, ligesom hun vilde sige, at vi ikke for længe skulde tale fransøsk, tog sin Handske af, gav mig Haand, trykte min Haand og sagde: "Croyez moi, je ferai mon possible" 4). Jeg kyste Hds. Durchleuchtigheds Haand, og derpaa tog Hds. Durchl. Afsked med et Kys.

Den dydige Landgrevinde holdte sit Ord, men kunde intet udrette. Der Hds. Majestæt Dronningen var i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løfte af hannem med Haand og Mund, at dersom Dronningen fødde en Søn, da skulde jeg komme paa fri Fod. Gud forløste Hds. Majestæt den 11. Oktober om Natten imellem 1 og 2 med vores Kronprins 5). Der alle nærværende, som billigt, glædde sig over Prinsens Fødsel, sagde Landgrevinden: "O, wie wird die gefangene sich freuen!" 6) Enkedronningen spurte: "Hvorfor?" Landgrevinden sagde Kongens Løfte. Enkedronningen harmede sig saa, at hun fik ondt, løste op om sig og sagde, hun vilde hjem, vilde ikke bie, indtil Barnet blev kristnet; hendes Karet kom paa Slotspladsen. Kongen persvaderte 7) hender endeligen at bie, indtil Daaben var forrettet, maatte love hender med Ed, at jeg skulde ikke komme løs. Det fortrød ikke lidet den dydige Landgrevinde, at Dronningen kom henders Søn til at bryde sit Løfte; stod paa det Løfte: at en Konge burde at holde sit Løfte. Enkedronningen svarte: "Mein Sohn hat vorhin ein Gelübd gethan, das hat er mit dem Versprechen an Euer Liebden gebrochen" 8). Landgrevinden sagde endeligen: "Kann ich nicht die gefangne die Freiheit zu Wege bringen, dann zum weinigsten, dass sie meiner Vorbitte halber an einem andern bessern Ort mit etwas Freiheit möchte geführet werden. Es ist dem König doch nicht reputirlich, dass sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter, und ich weiss, dass ihr in vielen Unrecht geschicht" 9). Enkedronningen harmede sig over de Ord og sagde: "Nu soll sie nicht aus kommen; da soll sie besitzen bleiben 10). Landgrevinden svarte: "Will Gott, so wird sie wohl aus kommen, wann schon Ihr Majestät es nicht wollen" 11), stod op og gik ud 12).

__________

1) D. e. "Denne kjender I ikke".

2) D. e. "Og jeg ikke mindre".

3) D. e. takkede Hds. Højhed ydmygst og bad hende ved denne Lejlighed give Prøver paa sin Ædelmodighed.

4) D. e. "Tro mig, jeg skal gjøre, hvad jeg kan".

5) Den senere Frederik IV.

6) D. e. "O, hvor vil den fangne Kvinde glæde sig".

7) D. e. overtalte.

8) D. e. "Min Søn har i Forvejen givet et Løfte, det har han brudt ved Løftet til Eders Kjærlighed".

9) "Kan jeg ikke skaffe Fangen Friheden, lad hende da i det mindste for min Forbøns Skyld blive ført til et andet, bedre Sted med nogen Frihed. Det er dog ikke anstændigt for Kongen, at hun sidder der. Hun er dog en Konges Datter, og jeg ved, at der i meget sker hende Uret".

10) D. e. "Nu skal hun ikke komme ud; der skal hun blive siddende".

11) D e. "Vil Gud, saa kommer hun vel ud, selv om Eders Majestæt ikke vil det".

12) Landgrevindens venlige Stemning [ fortsat side 91 ] mod Leonora Christina kom ganske sikkert ogsaa dennes Datter Ellen Christine til gode, da hun i Efteraaret 1671 kom fra Skaane til Kjøbenhavn for at virke for Moderens Befrielse. Hun henvendte sig i den Anledning til forskjellige af Landets Stormænd (særlig nævnes Griffenfeldt og Ulrik Frederik Gyldenløve) og desuden til Landgrevinden. Kort efter dennes Afrejse skal Ellen Christine imidlertid have gjort et uforsigtigt Skridt ved at overrække Enkedronningen selv et Bønskrift, og dette gav Anledning til, at hun fik Ordre til strax at rømme Byen og Landet. Hun drog saa til Tyskland, hvor hun først opholdt sig hos Landgrevinden af Hessen og derefter hos Hertuginden af Sachsen-Jena. Hun døde 1677 i Brügge hos Søsteren Anne Kathrine.

1671

91

Den 18. Oktober lod Hofmesterinden Wallenstein kalde Peder Jensen Tøtzløf til sig og efter Befaling leverte hannem en Bog tituleret: Dr. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden 1), den med en naadig Hilsen fra Landgrevinden mig at tilstille. Jeg lod samme Dag ved Tøtzløf aflægge min pligtskyldige Taksigelse imod Hds. Durchl., og bragte Tøtzløf Bogen med sig igjen med en tjenstlig Anmodning til Hofmesterinden, at hun hos Hds. Durchl. det vilde søge at formaa, at Hds. Durchl. mig den høje Naade vilde bevise og sætte sit Navn og Symbolum 2) i Bogen til en Amindelse af Hds Durchl.s Générosité og Godhed. Jeg beklagede mine Vilkaar endog udi det, at jeg paa dette Sted Hds. Durchl.s høje Ros og prisværdige Velgjerninger ikke kunde udbrede og gjøre dennem Verden bekjendt; vilde derfor gjøre det, jeg formaatte, og Hds. Durchl. med ganske fyrstlige Familie indslutte i mine daglige Bønner til al Sjæls og Livs Velstand (jeg haver det gjort og vil det gjøre, saa længe Gud under mig Liv).

Den 23. Oktober bekom jeg Bogen igjen ved Tøtzløf og fandt bag i Bogen skreven med Landgrevindens egen Haand efterfølgende:

1671

Ce qui n'est pas en ta puissance,
Ne doit point troubler ton repos;
Tu balances mal à propos
Entre la crainte et l'espérance.
Laisse faire ton Dieu et ton roi,
Et supporte avec patience ce qu'il résout pour toi.

Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous puisse témoigner combien je suis

Madame
       Votre très affectionée
á vous servir
img 3)

Bogen er endnu i min Gjemme; og lod jeg ved Tøtzløf bede Hofmesterinden min allerydmygeste Taksigelse hos Hds. Durchl. at aflægge og

__________

1) Et meget yndet Opbyggelsesskrift, der ogsaa er udkommet i dansk Oversættelse i en stor Mængde Oplag lige til den allernyeste Tid ("Aandelige Hviletimer").

2) D. e. Valgsprog.

3) D. e. "Hvad du ikke har i din Magt, bør ikke forstyrre din Ro; det er ikke heldigt, at du stadig svæver mellem Frygt og Haab. Lad din Gud og din Konge raade, og bær med Taalmodighed, hvad han beslutter for dig. Jeg beder Gud om at vise Eder denne Naade, og at det maa forundes mig at vise, i hvor høj Grad jeg er Eders meget hengivne Tjenerinde H. S."


92

siden, der Landgrevinden var rejsefærdig, 1) mig ved samme Lejlighed rekommendere i Hds. Durchl.s kontinuerlige 2) Naade etc.

Samme Aar 1671 kom Karen Nielsdotter fra mig for Svagheds Skyld. En Nat var hos mig en Kvinde ved Navn Margrete, som var en Vorning 3) i Holstein. Var løben fra sin Husbonde, en meget uskikkelig Bondekone, hvorfor hun og om anden Dagen imod Aften kom bort, og en ved Navn Inger kom i hendes Sted, et lokket 4) Kvindfolk. Samme Kvinde gav sig ud for at være en Ægtekvinde og Enke af en Underofficerer; havde længe tjent i Hamborg og været Vaagkone hos Barselkvinder. Med denne gik det mig saa, som ofte sker, at man adstunder til 5) en Ting til sin egen Fortræd. Christen havde talt for denne til Slotsfogden og rost hender for mig, men Slotsfogden tog efter en andens Rekommendation den fornævnte Margrete. Saa længe at der var Haab, at Landgrevinden skulde erlange min Frihed, saa længe var denne Kvinde skikkelig, men siden begyndte hun efterhaanden at lade se, hvad der stak i hender, og at hun ikke lignede Dina forgjæves. Hun gjorde mig allehaande Fortræd, som jeg tog imod med Taalmodighed, tænkte ved mig selv, at det var endnu en Viderværdigheds Prøve, som Gud mig paalagde, og randt mig ofte Dinæ Bedrifter i Sinde, og jeg tænkte: Monne denne ikke skulde hitte paa en Dinas Træk? (Hun er god derfor, havde hun en Anfører, som Dina havde). Iblandt anden Fortræd, som ikke kan regnes iblandt de smaa, var denne, at jeg engang var ikke frisk, havde lidet eller intet sovet om Natten og lagt mig om Dagen at sove paa Sengen; da vilde hun ikke unde mig den Rolighed, men gik sagte hen paa sine Sokker og targede 6) en Hund, jeg havde 7), til at knurre for at vække mig. Jeg spurte hender, hvorfor hun ikke vilde unde mig at sove. Hun svarte: "Jeg vidste ikke, at I sov". "Hvorfor" (sagde jeg) "gik I da paa Eders Hosesokker?" Hun svarte: "Saa I det, da sov I ikke", lo inderlig sagte hos sig selv (hun sad altid for mit Bord og vendte Ryggen til mig; om det var, fordi det ene øje var ude, at hun sad saa for Dagen, ved jeg ikke). Jeg gad ikke holdt Samtale med hender, laa stille, og tænkte hun, jeg sov, stod atter op og targede Hunden. Jeg sagde: "I drister paa min Taalmodighed, men løber Galden over for mig engang, saa skal I vist faa noget andet at se, I forbandede, slemme Ting!" "Forbandede, slemme Ting!" sagde hun ved sig selv og lo saa sagte. Jeg bad Gud regere mig, at jeg ikke skulde forgribe mig paa det Afskum. Og som jeg da havde det andet Rum (som meldet er 8)), saa gik jeg derop,

__________

1) Hun rejste fra Kjøbenhavn den 7. November 1671.

2) D. e. vedblivende.

3) D. e. vorned.

4) D. e. forført.

5) D. e. attraar.

6) D. e. tirrede.

7) I Randen er bemærket: "Samme Hund var en af islandsk Art, ikke smuk, men meget tro og vis. Hun sov hver Eftermiddag paa Stolen, og naar hun saa sov, saa lod hun sine Hænder falde ned. Der passede Hunden paa og løb hen stiltiende og bed hender i Fingerne, saa Blodet gik ud. Naar hun skjød sine Tofler [d. e. Tøfler] af, tog han en og sad over. Uden blodige Fingre eller Ben fik hun den ikke igjen".

8) I Randen er bemærket: "Anno 1672 den 4. Maj blev en af Husgeraads-Mændene paagreben i Tyveri, hvilken Adam Knuth, da Kammerjunker, selver havde set tage Dukater af Kongens Buxer, som hængte paa Væggen, en Morgenstund tidlig. Først var han nogle Timer min Nabo i den mørke Kirke, siden blev han sat i Troldhullet, og saasom han skulde pines, blev han derom hemmeligen advaret (hvilket dog var forbøden), saa at, der Bøddelen kom, var han hængt. Skulde hedde, han havde [hængt] sig selver, som efter [ fortsat side 93 ] Øjesyn ikke var muligt; og fandtes han med et Klæde om Halsen, han var kvalt i, som var en af Christen Taarngjemmers Børns Bleer. De Fanger, som sad udenfor, sagde og Tiden, naar Christen var i Troldhullet. Christen blev min Nabo, kom kvants vis for Retten, blev frikjendt og [kom] igjen i sin Tjeneste".


93

spadserte imellem 4 og 5 Slæt. Hun plaskede og toede derude, spildte Vand ret der, som jeg tog min Gang. Jeg sagde hender nogle Gange, hun skulde lade sin Toen være, hun kaste alt Vandet hid og did paa Gulvet, jeg gjorde mine Klæder skiden, og stønnem var der ikke en Taar til Hunden at drikke, og Taarngjemmeren skulde hente Vandet henne ved Kjøkkenposten. Alt det hjalp intet. En Dag lystede det hender, at ret som Klokken havde slaget 4, gik hun ud i det andet Rum og slog al Vandet ud paa Gulvet, kom saa ind igjen. Der jeg kom i Døren, blev jeg det var; foruden nogen Ord slog jeg hender først paa den ene og saa paa den anden Kjæfte, saa Blodet stod ud af Næse og Mund, og hun faldt imod sin Slagbænk og stødte sit Skinneben Huden af. Hun begyndte at bruge Mund og sige, at hun aldrig fik saadan ørfigner i sine Dage. Jeg sagde strax: "Holder Kjæften, ellers I skal faa flere af dem! Jeg er endnu ikkun lidt vred, men gjør I mig ret vred, jeg skal lemmelæste Eder!" Hun tav for den Gang, men gjorde al den smaa Fortræd, hun kunde. Jeg tog det alt med Sagtmodighed an, frygtede for, at jeg skulde forgribe mig paa hender. Hun vidste intet, hvad hun vilde hitte paa for at gjøre mig Fortræd med. Hun havde et Sølvfingerbøl, som stod en andens Navn paa; det sagde hun at have funden i noget Gulvskarn paa Gaden. Jeg spurte hender engang, hvor hun havde funden et Par Tørklæder, hun havde, af hollandsk fint Lærred med Knipling om, som og stod andres Navn paa, syet med blaa Silke og different 1) Navn paa hvert. Dem havde hun kjøbt paa en Auktion i Hamborg 2). Jeg tænkte, at det, som hun havde paa det ene Øje, kunde vel være kommen did for noget deslige at have funden 3); og som Jeg lidet derefter spurte hender, ved hvad Tilfald hun havde faaet det Mén 4) paa sit Øje, haver hun uden Tvivl vel forstaaet mit Spørsmaal, thi hun blev vred og lidet tavs; sagde: "Hvad Men? Mit Øje skader intet; jeg kan, Gud ske Lov, se med dennem begge". Jeg lod det saa være. Stakket efter denne Samtale kommer hun ind en Dag neder fra Hyskenet 5) og overleder sine Lommer, siger dog intet, førend om Eftermiddagen, Døren var lukt, overleder hun alt sit Tøj, siger: "I hvor monne jeg skal tro, det er bleven af?" Jeg spurte, hvad hun ledte efter. "Mit Fingerbøl" (siger hun). "I finder det vel" (sagde jeg); "leder ret derefter!" Og som hun allerede havde begyndt at lede efter det i sine Lommer, førend hun det behøvede, mente jeg, at hun kunde have draget det ud af Lommen med noget Papir, som hun brugte (og lod kjøbe), sagde det og, men det kunde ikke saa være. Om anden Dagen til Middag lod hun atter, som hun ledte derefter deroppe,

__________

1) D. e. forskjelligt.

2) I Randen er bemærket: "Hun gjorde sig saa til af det, hun kunde tysk, at naar hun sang sin Morgensang (som dog var sjælden), saa mengled [d. e. blandede] hun tyske Ord iblandt. Jeg spurte hender engang, om hun vidste, hvad henders Moders Kat hedde paa dansk, og talte Ord, hvorover hun blev vred".

3) Denne Ytring hænger sagtens sammen med den i hin Tid almindelig udbredte Tro, at de, der gav sig af med at vise stjaalne Koster igjen, var i Stand til ved deres Besværgelser at berøve Tyven et af hans øjne.

4) D. e. den Skade.

5) D. e. Vandhuset.


94

og der Døren var lukt, begyndte hun at lade Munden raade selv, gjorde en lang Snak om det Fingerbøl: hvor det kunde være bleven af? her var ingen inde og kom ingen ind uden vi to, jeg fik at have tagen det; tog henders store Æske, hun havde, og krammede ud alt det, hun havde deri, og sagde: "Nu kan I se, at jeg haver det ikke". Jeg sagde, at jeg kymrede mig intet 1), enten hun havde det eller ikke, men jeg hørte, at hun tyvsede mig. Hun blev ved sine Ord og sagde: "Hvem skulde ellers have tagen det? Her er jo ingen anden, og jeg haver ladet Eder se alt det, jeg haver i mine Gjemme, og det er der ikke". Da mærkede jeg først, at hun vilde, jeg skulde gjøre ligesaa og lade hender se, hvad jeg havde i mit Kaartskrin, thi hun havde aldeles intet set af mit Arbed, jeg havde gjort for henders Tid. Jeg sagde: "Jeg kymrer mig slet intet om, hvor I gjør af Eders Fingerbøl, og jeg holder mig for god til at skjændes med Eder eller agte Eders plumpe, uforskammede Beskylding. Jeg haver, Gud ske Lov, endnu udi mit Fængsel nok at kjøbe for etc. Men som I haver maaske staalen det, saa vil I nu, at det er staalen fra Eder igjen, om det er sandt, at I haver tabt det". Der svarte hun intet paa, saa jeg tror fuldkommen, at hun havde det selv og vilde ikkun med den Invention 2) se mit Tøj. Som det var i Julemaaned og koldt, og Christen da imod Aftensmaaltid lagde Ild i Bilæggeren, sagde jeg til hannem i henders Paahør: "Christen, I er lykkelig, om I og ikke beskyldes for Tyv som jeg; thi I kunde have funden hendes Fingerbøl oppe ved Hyskenet og have ikke ladet lyse det op paa Prædikestolen, thi det haver været funden før af Inger og er ikke oplyst". Det var hender som en Brand i henders Næse, og tog hun paa som et galt Menneske, brugte henders uforskammed Tale: hun havde intet staalen det, men det var staalen fra hender; bandede og lod ilde. Christen tyssede hender og sagde, hun skulde tie, hun skulde vide, hvem jeg var; hun tjente mig. Hun svarte: "Jeg skal ikke tie, om jeg end stod for Kongens Fod!" Jo sagtmodigere jeg var i min Tale, jo forbistrede 3) blev hun; endeligen sagde jeg: "Vil I gjøre en Ønske med mig: at den maatte ikke se mere med sit venster Øje, end den ser med sit højre øje, der haver haft det Fingerbøl sidst?" Hun bandede og sagde, hun kunde se med begge Øjnene. Jeg sagde: "Nu vel, da beder til Gud med mig, at den maa blive blind paa begge sine Øjne, der havde det sidst". Hun smaaknurrede ved sig selv og løb ind i det inderste Rum, talte aldrig mere om sit Fingerbøl, jeg ikke heller. Gud véd, at jeg var meget kjed af den Omgængelse. Jeg bad alt Gud om Taalmodighed og tænkte: det er en Taalmodigheds-øvelse; Gud forskaaner mig med anden Drøvelse i det Sted. Den Okkasion 4) kunde jeg ikke tage, at hun havde tyvset mig, for at skilles ved hender, men saa langtfra en anden komme. Slotsfogden kom en Dag op til mig med noget Traad, som var til Kjøbs, maadelig groft til at gjøre Strømper og Nattrøjer af. Deraf kjøbte jeg 2 Pd., og han beholdte 1 Pd., sagde: Dar kan de Vrue mi wol en Pâr Strümpe van binden" 5). Jeg

__________

1) D. e. bekymrede mig ikke, bred mig ikke om.

2) D. e. det Paafund.

3) D. e. mere forbitret.

4) D. e. Lejlighed, Anledning.

5) "Deraf kan Konen vel strikke mig et Par Strømper".


95

sagde ja (thi hendes Gjerning var intet andet end at lænke 1)). Der han gik bort, sagde hun: "Der er og et Par Strømper for mig, thi jeg faar ingen anden Arbedsløn". Jeg sagde: "Da er den og nok". Strømperne til Slotsfogden bleve færdige (hun sad i halv Søvne engang og gjorde en vrang Rad runden om Strømpen neden ved Foden; jeg vilde, hun skulde tage det op igjen. "Nej", sagde hun, "den maa vel sidde, thi han ved ikke andet, end det er Moden i Hamborg" 2).

Der hans Strømper vare færdige, begyndte hun at gjøre paa et Par til sig selv af samme Traad, sad og morede sig derved, at det var Slotsfogdens Traad. Da syntes mig, at der var en Lejlighed for at blive hender kvit. Og som Slotsfogden kom sjælden op, og hun sendte hannem Strømperne ned med Tøtzløf, bad jeg Tøtzløf mage det saa, at Slotsfogden kom op til mig, og at han gik ind og satte sig paa Kvindens Seng og lod, som han vilde læne sig til Puden og lægge den til Rette (thi derunder laa hendes Arbed). Det skede. Slotsfogden kom op, tog Bindetøjet 3) i Haanden og sagde til Inger: "Is dat noch en Pär Strümpe vör mi?" 4) "Nên, Hr. Slotsvogt" (svarte hun), "de sint vor mi. Ji hebben Ju Strümpe gekregen, ik hebbe se Ju dâl geschickt" 5). "I" (sagde han), "dat is jo van min Twêrn! Dat sit min Twêrn sêr gelik!" 6) Hun sor nej, det var ikke hans Traad. Der han gik ner for at hente sine Strømper op og Vægten, sagde hun til mig: "Det er intet hans Traad, den er nu min", lo hjærtelig. Jeg tænkte: der tør vel følge andet paa. Slotsfogden kom op med Vægten og Strømperne, saa Traaden imod hinanden, og Strømperne vejede ikke nær 1/2 Pd. Han spurte hender, om det var ret handlet. Hun blev ved at sige, at det var henders egen Traad; hun havde kjøbt den i Hamborg og haft den med sig herop. Slotsfogden blev vred, sagde, hun løj det i sin Hals som en Tæve. Hun sor imod, at det ikke var hans Traad; hun vilde annamme Sakramentet derpaa. Slotsfogden gik bort, gruede for den Ed. Jeg tav ganske stille til al deres Trætte. Der Slotsfogden var borte, sagde jeg til Kvinden: "Gud bevare os! Turde I sige de Ord? Turde I tage Sakramentet paa Løgn og sige det i min Paahør, der jeg dog vidste, at det er Slotsfogdens Traad? Hvad er I et ugudeligt Kreatur!" Hun svarte med en halv latterlig Mine: "Jeg sagde at ville tage Sakramentet derpaa, men jeg gjør det ikke derfor". O Dina, tænkte jeg, du ligner hender ikke forgjæves; Gud skille mig ved dig! Og sagde jeg: "Mener I, at saadan forfløjen Ord ikke er Synd, og Gud vil straffe det?" Hun kaste med sin Nakke og sagde: "Ligger der nogen Magt paa den Traad? Jeg kan betale ham den; jeg haver intet staalen den fra ham, han haver flyt mig den selv. Jeg haver gjort, som Skrædderne gjøre; de stjæl intet, man flyr dennem det. Han vejede mig og ikke Traaden til". Jeg gad intet svart mere, end jeg sagde: "I to om det! Jeg kymrer mig intet derom;" men jeg bad Tøtzløf gjøre sin Flid for at skille mig ved hender og være mig om en anden, som var af et godt Rygte. Tøtzløf fornam, at Karen havde Begjærlighed at komme til mig igjen, be-

__________

1) D. e. strikke, knytte.

2) I Randen er bemærket: "Paa den anden Strempe var ingen Rad omkring. Slotsfogden talte aldrig derom".

3) D. e. Strikketøjet.

4) D. e. "Er det nok et Par Strømper til mig",

5) D. e. "Nej, Hr. Slotsfoged, de er til mig. I har faaet Jeres Strømper, jeg har sendt dem ned til Jer".

6) D. e. "Ih, det er jo af mit Garn! Det ligner meget mit Garn".


96

rettede mig det. Slotsfogden blev og dermed tilfreds. Det blev holdt dult for Inger, indtil alting var saa laget, at Karen en Aften til Maaltid kunde komme op. Der Slotsfogden havde lukt op og sat sig i det andet Rum, og Kvinden kom ud, sagde han: "Nu, Inger, packt Ju Packnelken tosamen! Nu scöl Ji vort!" 1) "Ja, Hr. Slotsfoged" (svarte hun), og lo, bar Maden ind til mig og sagde mig, hvad Slotsfogden havde sagt; sagde derhos: "Det er hans Skjemt". "Jeg hørte det vel" (svarte jeg), "hvad han sagde: det er ikke hans Skjemt, men ram Alvor". Hun troede det ikke endda, i det ringste lod hun saa, som hun ikke troede det, og smel 2); sagde: "Det kan ikke være Alvor", gik ud og spurte Slotsfogden, om det var Alvor. Han sagde: "Vort, vort! Hir is kên Tit to pludern!" 3) Hun kom til mig ind igjen og spurte, om jeg vilde være af med hender. Jeg svarte ja. "Hvorfor det?" spurte hun. Jeg svarte: "Det er altfor vidtløftig at tale derom; den anden Kvinde er dernere, som skal være her igjen". "I det ringste" (sagde hun) "lader mig blive her i Nat!" (Ej, Dina! tænkte jeg). "Ikke et Kortér!" 4) (svarte jeg). "Nu hen og tager Eders Tøj tilsammen. Det er snart gjort". Hun gjorde saa, bød intet Fare vel, og dermed paa Døren.

Karen kom saa for den tredie Gang til mig igjen, men blev ikke fuldt et Aar, for Svagheds Skyld 5).

Anno 1673 blev Mag. Moth forfremmet til at være Vice-Biskop i Fyn 6). Jeg miste meget i hannem, og kom i hans Sted mig at betjene Hr. Emmeke Norbye 7), som da blev Slotspræst, og havde han i forrige Tider være Griffenfeldts Kammerat; men Griffenfeldt kjendte hannem omsider intet, saa han kunde intet bringe mig noget til Veje hos Griffenfeldt. Bragte mig engang til Svar (der jeg iblandt andet lod hannem sige, at [Kgl.] Majestæt var naadig, vilde der ikkun nogen tale for mig): Det var saa, at dersom man havde sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulde han det forlade.

Samme Aar lod min Søster Elisabeth Augusta 8) mig hilse ved Tøtzløf og spørge, om jeg havde Lyst til nogen Frugt, da vilde hun sende mig den. Jeg forundrede mig over den Hilsen, som mig kom fra min Søster i mit Fængsels tiende Aar, og sagde jeg: "Det er bedre silde end aldrig!" Lod hender intet svare.

En Kløgt vil jeg om melde, som sig tildrog i Karen Nielsdotters Tid. Christen, som en Time for Aftensmaaltid skulde lægge Ild i Ovnen, eftersom det var en Bilægger, at Røgen kunde trække ud af Døren til Trappen, førend jeg spisede, kom en Aften ikke førend 6 Slæt, og det hel drukken. Og som jeg da sad i mit uderste Rum ved Kakkelovnen paa en Knub,

__________

1) D. e. "Nu, Inger, pak Jeres Pakkenilliker sammen! Nu skal I bort!"

2) D. e. smilte.

3) D. e. "Af Sted, af Sted! Her er ingen Tid til at snakke!"

4) D. e. Kvarter

5) I Randen er bemærket: "Om Karen Nielsdotter vil jeg melde dette, at naar hender gik. noget til Maade, tog hun strax sin Bog og læste i den. Jeg spurte, om hun forstod, hvad hun læste. "Jo vist" (svarte hun), "Gud velsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer et Ord for, jeg ikke forstaar, det gaar jeg forbi". Jeg smel lidt ved mig selv, men sagde intet".

6) Dette skete ikke 1673, men 1672.

7) Hans rette Navn var Emmeke Nedergaard. Han blev senere (1676) Præst i Kjege; døde 1692.

8) Jvfr. foran S. 10 Anm. 6.


97

som var afhuggen til at sidde paa, sagde jeg, at det var for silde at gjøre Ild paa, thi nu skulde han gaa for Kjøkkenet. Han agtede ikke [min] sagtmodige Tale, førend jeg med haarde Ord truede ham til at tage Brandene ud. Han var bister, vilde ikke bruge Tang til at tage Brandene ud med, ej heller tilstede Karen med Tangen at tage dem ud, men rev dem ud med Hænderne og sagde: Der kan intet brænde mig". Og saasom det varte noget, førend Brandene bleve slukte, begyndte han noget at ræddes, at han skulde faa Utak, eftersom han biede saa længe, førend han gik efter Maden; satte sig plat neder paa Gulvet og klynked noget, endeligen brød ud og sagde: "Herre Gud, I, som haver haft Hus og Gaard, hvor sidder I nu?" Jeg svarte: "Paa en Knub!" Han sagde: "Jeg mener ikke Eders Velbyrdighed". Jeg spurte: "Hvem mener Eders ædle Strenghed da?" Han svarte: "Jeg mener Karen". Jeg lo og sagde intet videre.

Alt at antegne, som mig foragteligen vederfores, vilde være for vidtløftig og ikke Umagen værd. Et vil jeg endnu melde om Christen Taarngjemmer, som gjorde mig allehaande Fortræd sidst i dette mit Fængsels tiende Aar. Iblandt anden Fortræd stødte han engang min Hund, saa den skreg. Jeg saa det ikke, men hørte det, og Kvinden sagde mig, at det var ham, som stødte Hunden. Jeg var ilde tilfreds derfor. Han lo deraf og sagde: "Det er ikkun en Hund". Jeg gav at forstaa, at han stødte Hunden, fordi han kunde ikke naa mig. Der lo han af meget hjærtelig og sagde: "Jeg skjøtter intet om Eders Vrede, naar jeg ikkun haver Slotsfogden til Vens" (denne Samtale holdtes, da jeg spisede, og Slotsfogden sad inde hos mig, og Christen stod og spændte sine Arme i Døren af mit Rum, der jeg spiste). Jeg sagde: "Slotsfogden og I skulde begge to faa Skam, om jeg vilde; forstaar I det, I Godtfolk?" (Jeg vidste altfor meget Tys 1) med dennem, mere end som i én Maade.) Slotsfogden sad som den, der hverken hørte eller mælte, blev siddendes, men Christen strøg noget skamfuld bort foruden videre at tale; havde og siden nogen Frygt for mig, naar han ikke var overgiven fuld, thi da skjøtted han intet om, hvad han sagde, om høje saa vel som lave. Han brugte siden en skiden Mund med Kvinden, sagde, han vilde slaa Hunden og lade mig se derpaa. Det skede dog ikke. Christens Dumdristighed tog til, saa Peder Tøtzløf berettede Slotsfogden om hans onde Forhold, at jeg klagede over Fangernes Rumstering, hvilke om Natten saa larmede, at jeg ikke kunde sove for dennem, thi Christen var hjemme om Natten og lod Fangerne raade selv. Over denne Beretning hængte Slotsfogden om Aftenen en Hængelaas for Taarndøren, saa Christen kunde ikke komme ud, førend om Morgenen for hannem blev oplukt. Det fortrød hannem, saa han begjærte sin Afsked, hvilken han bekom den 24. April 1674, og kom i hans Sted en ved Navn Gert, som havde tjent Slotsfogden for Kudsk.

1673

Dette Aar, den . . . 2) Maj, digtede jeg en aandelig Vise, Guds Godhed imod mig at ihukomme, under den Melodi: Nun ruhen alle Wälder:

__________

1) Se foran S. 66 Anm. 4.

2) Datoen er senere udslettet.

1674

98

1.

Op, op, min Sjæl og Sinde,
Guds Godhed til at minde,
Som rækker mig sin Haand,
Som Byrden med mig bærer,
Som mig sin Ville lærer
Og selver lindrer mine Baand.

2.

Mit Hjærte, glem det ikke,
Hvad udi marken Kirke
Ni Dage jeg udstod!
Hvad Angest, Sorrig, Kvide,
Hvad Spot og Stank jeg lidde!
Da styrkede Gud Sind og Mod.

3.

Betænk min store Trængsel,
Mit lange, haarde Fængsel,
Min Jammers elleve Aar!
Ej saa, at det bedrøver;
Gud er den, som dig prøver,
Han kjender bedst, hvad du formaar.

4.

Hid Sans, Fornuft og Lemmer!
Indhellig 1) sammen stemmer:
Guds Godhed vinde 2) kan,
Som Eder haver sparet,
Fra Krankelse 3) bevaret
I denne min forfalden Stand.

5.

Mig Vandet gik til Tænder,
Af Sorrig vringtes 4) Hænder,
Jeg snubled, dog ej faldt;
Thi Herren var min Støtte,
Min Fod selv monne flytte,
Lov være dig, o mægtig Alt !

6.

Tak ske dig, Naadsens Kilde,
At du mig revse vilde,
Saa mild og faderlig!
I Nød varst dog til Stede,
Mit Hjærtesuk tilrede,
Der Magten vilde knuse mig.

7.

Gud, for dig jeg nedfalder:
Se til mig i min Alder,
Som stunder nu fast til !
Af Aaget mig udspænde,
Gjør paa min Træl 5) snart Ende!
Dog ej hvad jeg, men hvad du vilt.

Dette Aar den 25. Julii var Kongl. Majestæt saa naadig, at der blev gjort et stort Vindue i mit inderste Rum igjen, hvilket blev tilmuret, der jeg skulde føres ind i det Rum 6). Der blev og sat en Vindovn, hvoraf Røret gaar ud til Pladsen 7). Slotsfogden var ikke vel tilfreds dermed, mest fordi han skulde være til Stede og hos Arbedet; det gad han ikke. Mine Døre skulde da være aaben; det varte i 12 Dage, førend det blev færdig. Han var krantevorn 8), vilde ikke, at Vinduet skulde sættes saa sidt 9) ner, som det havde været tilforne, førend jeg blev fængselet; og jeg overtalte Murmester-Svenden at slaa Muren saa sidt ud, som den før havde været, hvilket Slotsfogden blev vár paa Slotspladsen, kom løbendes op og skjændte, som han var bister. Det stod intet til at ændre, thi Vindves-Karmen var alt gjort. Jeg spurte hannem ad, hvad Onde han havde deraf, at Vinduet sad en Sten ned; det gik jo intet ned for Jern-Tralleren 10), og det havde været saa sidt før. Han vilde have sin Krig frem, saa Murmester-Svenden murte en Sten bedre op, imens han var der, og siden tog den ner igjen, thi Karmen, som var færdig, havde ellers intet passet.

Samme Aar kom Karen Nielsdotter fra mig for den tredie og sidste

__________

1) D. e. enstemmig.

2) D. e. vidne.

3) D. e. Sygdom.

4) D. e. vredes.

5) D. e. Trældom.

6) Se foran S. 29 Anm. 2.

7) Holberg siger, at hun opnaaede disse Gunstbevisninger ved at sende Dronningen en Pung, hvorpaa hun med Perler havde broderet et tysk Vers.

8) D. e. gnaven.

9) D. e. langt.

10) D. e. Trallerne.


99

Gang, og i henders Sted en Bogbinderenke ved Navn Barbara. Hun er en melankolisk Kvinde. Samvittigheden vaagner stønnem, saa hun fortæller ofte sine egne Forseelser (dog ikke saa grove, som de haver været, og jeg kan spørge). Hun haver haft to Børn, og efter henders egen Fortælling saa synes, at hun haver været noget Aarsag til deres Død, thi hun siger: Hvorledes kan man have Omsorrig for det Barn, hvis Fader man ikke elsker?" Hun drog fra henders Mand, to Aar førend han døde, og tog med, hvis hun kunde overkomme, sad i Hamborg og fødde sig med Spind; haver og tilforne tjent en Fyrstinde for Spindepige. Henders Fader lever og haver været Kongl. Majestæts Bogbinder; er nu rørt af et Slag, ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igjen i Faderens Sted, hvorhelst Faderen er. Hun haver ingen Medynk med Faderen, ønsker hannem død (som vel var det bedste for ham); men at hun er saa slem imod henders Søster, som er en fattig Skrædderkone, det fortryder jeg paa og siger hender ofte, at hun gjør dobbelt Synd i den Medfart; thi den trængende Søster kommer da og da at hente sig Mad hos hender. Naar hun ikke kommer præcis den Aften, hun haver sat hender Stævne, eller og ikke forretter, hvis hun haver befalet hender, saa faar hun ingen Mad, saa kaster hun Maden i Hyskenet. Naar jeg med Vidtløftighed holder hender Synden for, da siger hun: Dat Flêsch is doch verfült 1)". Jeg spørger hender, hvorfor hun lader det raadne og giver Søsteren det ikke i Tide. Dertil svarer hun, at Søsteren er det ikke værd. Jeg spaar hender ilde, at det i Fremtiden vil gaa hender saa som adskillige andre, jeg hender opregner. Der kaster hun med Nakken af og tier stille.

Paa de Tider sendte Hds. Majestæt Dronningen mig nogle Silkeorme til Tidsfordriv. Der de havde spunden, sendte jeg Hds. Majestæt dem i en Æske, hvilken jeg udenom havde betrækket med Livfarve-Atlask og lænket 2) derpaa et Munster med Guldtraad. Indenudi var Æsken bedragen 3) med hvidt Taft. I Laaget var syet med sort Silke en underdanig Begjæring, at Hds. Majestæt naadigst vilde forhjælpe til at løse mine Baand og binde mig igjen med Naadsens Haand. Hds. Majestæt, den dydige Dronning, havde bønhørt mig, om det havde staaet til hender.

Slotsfogden blev efterhaanden noget klogere og skikkeligere, drak og ikke nær saa meget eller gjorde saa mange Pudserier. Jeg havde Rolighed inden min inderste Dør. Kvinden sad udenfor i det andet Rum om Dagen, laa og der om Natten, saa jeg begyndte at intet bekymre mig saa meget over min onde Skjæbne. Sled saa det Aar hen med Læsen, Skriven og Digten.

Eftersom jeg alt for lang Tid siden, strax efter at mig de Naadsens Penge vare given, havde ikke aleneste kjøbt Historie-Bøger paa adskillige Sprog, men endog af dennem uddragen og oversat de rosværdigste Kvindespersoner, som berømmes for trofaste, kyske, fornuftige, mandhaftige, dydige, gudfrygtige, lærde og standhaftige 4), saa gjorde jeg Anno 1675 den 9. Januar for Tidsfordriv et Rim til Mag. Thomas Kingo 5) under den Titel: "Den

__________

1) D. e. "Kjødet er dog raaddent".

2) D. e. strikket, knyttet.

3) D. e. betrukken.

4) Jvfr. foran S. 89 Anm. 3.

5) Den bekjendte Psalmedigter, siden Biskop i Odense.


100

højberømte Poet Mag. Thomas Kingo bedes en Bøn af en Dannekvinde udi alle Dannekvinders Navn". Den Bøn bestaar derudi, at han de danske dydige og rosværdige Kvindespersoner vilde i deres Pryd iklæde. Jeg navngiver vel dydige af andre Nationer, men beder ikkun om de danske deres Pryd. Kingo faar det intet at se, men maa min gode Ven, jeg dette betror 1), leve, saa kommer det nok i Eders, mine hjærte, kjære Børns, Hænder.

Samme Aar, den 11. Maj, opsatte jeg rimvis en stridig Samtale imellem Fornuften og Sindet under den Titel: Den fangen Enkes Tviste-Tanker, eller Fornuftens og Sindets Strid.

Ellers forefaldt intet i dette Aar inden mine Fængselsdøre, som er skrivværdig, foruden en Hændelse, som var, at saasom om Morgenen den uderste Dør for det uderste Rum blev oplukt for at feje Skarnet ud og fly rent Vand ind, og Taarngjemmeren den stønnem lod staa aaben, indtil det var Maaltids-Tid, saa lukte han den igjen: saa hænder det sig, at der korn Ildløs i Byen, og det klemte 2). Jeg og Kvinden vi løbe op i Taarnet for at se, hvor det brændte. Idet jeg var paa den Stige, som gaar op til Sej erværket, kommer Slotsfogden og haver en Karl med sig af Sølvkammerset. Han bliver først var min Hund, siden saa han noget af Kvinden, tænkte vel, at jeg var der og; var saa vis 3), at han gik ikke op ad Stigen, men blev neder ved de nederste Huller, hvoraf man kan se ud til Byen, og gav mig Tid til at komme neder igjen og lukke for mig. Gert var bedrøvet, kom siden til Døren og klagede for mig sin Nød. Jeg trøstede hannem, at det skulde ikke have Fare. Førend Slotsfogden lukte Døren op til Middag, slog han Gert med sin Kjæp, saa han skreg, og sagde Slotsfogden: Du scalt, vor den Düvel, wech!" 4) Der Slotsfogden kom ind, tog jeg først Ordet og sagde: Ji hebben Sunde darvan, dat Ji den arm Düvel slân. He konde dar nicht to. De Racker kam effen up, als he min Dör wolde tomaken, ende daröver vergat he dat" 5). Han truede Gert meget og sagde: Het schole mi noch nicht so ser verdroten hebben, wen de fremde Kerl nicht were bi mi gewesen" 6). Mig faldt ind paa Stand de Ord, han for lang Tid siden havde sagt til mig: at ingen Kvindfolk kunde tie, men alle Mandfolk kunde tie (da den Tale af hannem blev holden, tænkte jeg, om det holdte vis 7), da kunde mine Uvenner tro, at om jeg havde vidst noget af det, de vilde ty mig paa 8), da havde jeg ikke kunde tavt det 9). Nu svarte jeg hannem saa: I, wat heft dat up sik? Dat was jo en Mansperson; de können alle swigen. Hir is kén Scade geschén" 10). Han kunde ikke holde sig for Latter og sagde: Ja, Ji sin gut genoch!" 11) Jeg snakkede saa for hannem og forsikrede hannem, at jeg ikke begjærte at gaa ud af Taarnet foruden Kongens Vilje, om de lode staa Nat og Dag alle

__________

1) Uden Tvivl Peder Jensen Tøtzlef.

2) D. e. klemtede.

3) D. e. fornuftig.

4) D. e. "Du skal, Fanden ta' mig, bort!"

5) D. e. "I gjør Synd i at slaa den stakkels Djævel. Han kunde ikke gjøre derfor. Historien kom op, lige da han vilde lukke min Der, og derover glemte han detu.

6) D. e. Det skulde ikke have fortrudt mig saa meget, dersom den fremmede Karl ikke havde været hos mig".

7) D. e. forholdt sig rigtigt.

8) D. e. paadutte mig.

9) D. e. tiet med det.

10) D. e. "Ej! hvad gjer det? Det var jo en Mandsperson; de kan alle tie. Her er ingen Skade sket".

11) D. e. Ja, I er god nok!

1675

101

Taarndøre aaben, og sagde videre, at jeg længe siden kunde have kommen ud, om det havde været mit Forsæt. Gert blev i sin Tjeneste, og Slotsfogden sagde aldrig til Gert, at han skulde lukke for mig om Morgenen 1).

Jeg havde da kjøbt mig et Klavikordium 2), og som Barbara kunde synge vel, saa legte 3) jeg Psalmer, og hun sang, saa Tiden blev os ikke lang. Hun lærte mig at indbinde Bøger, saa meget mig behøvede 4).

Min Skriftefader, Hr. Emmeke, blev forfremmet til Præst i Kjøge Anno 1676. Samme Aar blev min Naadsens-Penge forbedret, og bekommer jeg hvert Aar 250 Rdl. Staar saaledes i Ordren, at de 200 Rdl. kan bruges til Klæders Fornødenhed, og de 50 Rdl. til at kjøbe noget for, Tiden med at fordrive 5). Gud velsigne og naadeligen bevare Kgl. Majestæt og give hannem at maa tælle mange lykkelige Aar.

Paa de Tider var Brandt Zahlmester 6).

Samme Aar, den 17. December, kom Barbara fra mig, giftede sig med en Bogbindersvend, fortrød det siden. Og eftersom henders Mand døde l 1/2 Aar efter deres Giftermaal, og det hastig, blev Barbara mistænkt. Hun kom siden i Broderens Hus og faldt i Sygdom. Samvittigheden vaagnte, og lod hun hente Tøtzløf til sig og saa godt som lige ud sagde til hannem, at hun havde forgiven Manden; bad hannem sige mig det. Jeg forundrede mig ikke meget derover, thi efter hendes egen Fortælling havde hun begaaet Mord tilforne paa sine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløf, at han intet skulde tale derom; vilde Gud have det aabenbaret, saa skede det nok alligevel; Broderen og Pigen i Huset vidste det; han skulde ikke gaa derhen igjen, om hun sendte Bud efter hannem. Hun blev ganske forstyrret, laa elendig i sit eget Skarn. Broderen lod hender omsider føre i Pesthuset.

Udi Barbaræ Sted kom til mig en ved Navn Sidsel Klemmingsdotter; hender havde Maren Bloks bragt den Tjeneste til Veje, eftersom Sidsel var hender Penge skyldig. Hun var et lokket Kvindfolk, og Maren gav hender an for Pige at være; havde og en hvid Hue paa sit Hoved, da hun fremkom. Sidsels Gjæld til Maren var kommen deraf, at saasom Sidsel kunde gjøre Knapper, og Knapmagerne havde Krakkel med hender, saa havde

__________

1) I Randen er bemærket: "Jeg havde efter Begjæring faaet en Rette [d. e. Rotte] af Slotsfogden, som han klippede Halen af; den satte jeg i et Pappegøje-Bur og spisede [d. e. bespiste] den, saa den blev meget tam. Den Tidsfordriv vilde Kvinden ikke unde mig, og som Buret hængte i det andet Rum, og det neden[til] var med Jerntrailer, saa Skarnet kunde falde ud, saa brændte hun Retten nedenfra op med Lyset. Det var let at se, men hun nægtede det."

2) Et Slags Klaver.

3) D. e. spillede.

4) Haandskriftet til "Jammersmindet" synes at være indbundet eller rettere heftet af Leon. Chr. selv. Det kan ved denne Lejlighed bemærkes, at hun ogsaa lærte at dreje i Fængslet. Hun lod først Tøtzløf lære det og lærte det siden af ham.

5) Hun havde allerede fra Begyndelsen af 1672 af faaet udbetalt afvexlende 250 og 200 Rdl. om Aaret, indtil der ved en kgl. Befaling af 12. November 1673 bevilgedes hende "200 Rdl. til Klæder, hvortil hun selver maa udvælge, hvad hende lyster, og derforuden 50 Rdl., som hun undertiden til en liden Forfriskning og adskillige andre smaa Fornødenheder efter egen Vilje kan udgive, aarligen at maatte bekomme". Den første samlede Udbetaling af disse Penge efter Udstedelsen af hin Befaling fandt Sted den 29. Januar 1675.

6) Peder Brandt (senere Herre til Pederstrup paa Lolland) fik 28/4 1676 Betstalling som "Hof-Betalmester". Han døde 1701 som Gehejmeraad.


102

Maren bragt hender et Kongebrev til Veje at befri hender fra Knapmagernes Tiltale, foregivende, at hun var vanfør. Der Døren om Aftenen blev tillukt, begjærte jeg at se det Kongebrev, Maren Bloks havde bragt hender til Veje. Og saasom jeg læste, at der stod: det vanfør Kvindfolk, saa spurte jeg hender, hvad Vanske 1) hun havde. Hun svarte at ikke have nogen Bræk. "Hvorfor da" (spurte jeg) "haver I gjort Eder vanfør?" (Hun svarte:) "Det haver Maren Bloks gjort for at bringe mig det Kongebrev til Veje". "Her i Brevet", sagde jeg, nævnes I et Kvindfolk og ikke en Pige: er I da lokket?" Hun hængte med Hovedet og sagde saa sagte: "Ja". Jeg var ikke vel tilfreds; sagde: "Med Løgn haver Maren Bloks bragt Eder Kongebrevet til Veje og med henders [Løgn] ført Eder til mig, i hvordant Eders Tjeneste vil være". Hun gav gode Ord, lovede at tjene vel, aldrig at gjøre mig imod. Hun er et farligt Menneske; der er intet godt i hender; dristig, uforskammet, ræddes ikke for at slaas med en Karl. Hun slog paa én Gang to Knapmagere, som vilde tage henders Arbed fra hender, saa de maatte rømme. Hos mig haver hun ingen Lejlighed at lade se sit onde Sind saa fuldkommelig; det lader sig dog kjende i adskillige Maader. Jeg afværgede engang et Slagsmaal imellem hender og Maren Bloks. Thi der Maren havde faaet sine Penge, hun havde udlagt for Sidsels Kongebrev, saa vilde hun have hender fra mig og en anden i henders Sted, men jeg lod sige Maren Bloks, at hun turde ikke tænke, at hun skulde kunne fly mig en, jeg skulde tage imod; det var alt nok for denne Gang 2).

Udi Hr. Emmeke Norbyes Sted blev Slotspræst Hr. Johan Adolf Bornemann, en meget skikkelig og lærd Mand 3), som da og blev min Skriftefader, og betjente han mig første Gang Anno 1677 den 10. April.

Samme Aar, den 9. Oktober, var min Skriftefader Magister Hendrik Bornemann 4), Provst til Vor Frue Kirke (en træflig, lærd Mand), eftersom hans Broder, Hr. Johan Adolf Bornemann, var forrejst med Kgl. Majestæt til Lante-Ryn 5).

Jeg haver, Ære være Gud! levet det Aar i Rolighed, læst, skreven og digtet adskilligt.

Anno 1678 bragtes mig til Veje, at min Skriftefader, Hr. Johan Adolf Bornemann, kom til mig hver 6 Ugers Dag og holdte en liden Sermon 6).

Dette Aar, Paaskedag, blev Jomfru Agneta Sophia Budde ført her ind j Taarnet. Henders Fængsel var ovenover mit inderste Rum. Hun blev beskyldt for at ville have med Gift ombragt Grevinde Skeel, og som hun var et ungt Menneske og havde en Pige, som skulde betjene hender, som og var ung, saa støjede de saa om Dagen, saa jeg havde liden Rolighed for dennem. Jeg talte dog intet derom, mente, at hun blev vel stille, naar

__________

1) D. e. Lyde, Fejl.

2) I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet: "I dette 1676. Aar giftede sig Slotsfogden tredie Gang, med en Kvinde, som og havde haft tvende Mænd. Anno 1677, den 9. Augusti, døde min Søster Elisabeth Augusta".

3) Han var Slotsprædikant fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst til Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.

4) Han blev 1675 Sognepræst til Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop over Sjællands Stift.

5) D. e. Rygen.

6) D. e. Prædiken.


103

hun formærkede, at det vilde gjælde Døden. Men nej! hun var lystig, til Dagen førend hun blev rettet 1).

Samme Aar, den 19. Julii, en Morgenstund, blev Taarngjemmeren Gert ihjelslagen af en til døde dømt Tyv, som han gav altfor stor Frihed. Om dette Tilfald vil jeg noget vidtløftig melde, eftersom jeg raadde Gert ikke at give den Fange saa stor Frihed; men han agtede ikke mit Raad, til sin egen Ulykke. Denne Tyv havde brudt ind i en Præstes Hus om Natten og staalen en Bryggerkjedel, baaren den paa sit Hoved til Kjøbenhavn; blev om Morgenen dermed paagreben i Porten og sat her i Taarnet. Han blev dømt til at hænge (hannem blev og mere Tyveri overbevist). Præsten lod det staa saa hen med Exekutionen, vilde ikke lade hannem hænge; saa blev sagt, at han skulde paa Holmen, varte dog længe, at han var fangen. I Førstningen og saa længe, indtil der taltes om, at han skulde paa Holmen, var han min Nabo i den mørke Kirke, anstillede sig saa gudfrygtig, læste (til Syne) andægtig, bad Gud om sine Synders Forladelse med megen dyb Suk. Den Skjelm vidste, at jeg kunde høre hannem, og sendte jeg hannem og stønnem noget Mad. Gert forbarmede sig over hannem, lod ham gaa ner i Taarnestuen om Dagen og satte ham op igjen om Natten. Siden lod han ham ligge nere i Taarnet om Natten. Og som jeg havde set den Tyv en Gang eller to, naar min Dør var aaben, at han gik den forbi, og beskuet hannem, syntes mig, at han havde et mordersk Ansigt, hvorfor, der jeg fornam, at Tyven ikke kom op igjen i den mørke Kirke om Aftenen, sagde jeg til Gert, at han vovede for meget i det, at han lod den Tyv sidde nere om Natten; der stak en Skjelm i hannem; han undgik 2)

__________

1) Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af Haandskriftets Blade, har Leon. Chr. endnu tilføjet følgende Bemærkninger, der staar i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: "Samme 1678. Aar, den 4. Martii, blev min Naboske en Kvinde ved Navn Lucia, som tjente Fru Regitse Grubbe. Hun beskyldtes af Jomfru Agneta Sophia Budde, at hun havde været den, som paa sin Frues Vegne havde overtalt hender at forgive Grevinden Fru Birrete Skeel, og at Lucia havde bragt hender Giftet. Der var Vindesbyrd [i.e.: Vidnesbyrd], af hvem Lucia havde kjøbt Giftet. Den Kvinde var en standhaftig, trofast Tjenerinde. Hun tog imod alt ondt, hender paalagdes, med allerstørste Taalmodighed, var trøstig i det mørke Fængsel. Havde tvende Mandspersoner til Kammerater, som baade skreg, sukkede og græd. Fra Grevinde Skeel (som skulde spise [d. e. bespise] hender) blev hender sendt Kjød, som krøb fuld af Maddiker, og muldet Brød. Jeg forbarmede mig over hender (ikke for henders Frues Skyld, thi den haver intet godt forskyldt af mig og ilde belønt forrige Tiders Velgjerninger, men af Medlidenhed), sendte hender Mad og Drikke og Penge til at formilde Gert med, som var hender for haard. Hun blev pinet, vilde dog ikke bekjende det ringste af det, hender beskyldtes, forsvarede altid sin Frue. Hun blev saa siddendes hen". Med Hensyn til den her omtalte Sag, i hvilken to adelige Damer var anklagede for at have staaet en tredie (Birthe Skeel, Enke efter Grev Christoffer Parsberg) efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ligesom det i Følge Akterne maa ansees for afgjort, at Agnete Budde (der kun var 17 Aar gammel, da hun blev fængslet, og som var i Grevinde Parsbergs Tjeneste) kun var et Redskab i Regitse Grubbes Haand, saaledes synes den sidstes Had til Grevinden dels at være fremkaldt ved, at denne havde faaet en højere Rang end hun selv, dels at hidrøre fra en Strid om et Vindue, som vendte ud fra Regitse Grubbes Gaard i Kjøbenhavn til Grevindens. Enden paa Sagen blev, at Agnete Budde dømtes til at halshugges (Henrettelsen fandt Sted den 6. September 1678 paa Slotspladsen), Regitse Grubbe blev for Livstid forvist til Bornholm, og Pigen Lucie dømtes til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og forvises Byen og Landet.

2) D. e. undløb.

1678

104

vist engang, saa kom han i Ulykke for hans Skyld. Det mente Gert ikke, at Tyven skulde begjære at løbe bort; han var fri for at hænges; han havde saa glæd sig, der han hørte, at han skulde paa Holmen, saa der var ingen Fare hos. Jeg mente, at det var en Glæde, som ikke kom videre end til Tænderne; bad ham lukke hannem ind om Natten. Nej, Gert frygtede intet; han lod (som mere var) Tyven gaa op i Taarnet for sig og stille Sejerværket.

Tre Dage førend Mordet skede, en Morgen, da Gert havde oplukt min Dør, talte jeg endda med Gert om den Fare, han satte sig i med den Tyvs Frihed, som Gert dog ikke frygtede. I det sætter min Hund sig lige for Gert og tuder hannem op i hans Ansigt. Der til Middag blev spiset, løb Hunden ner og tudte 3 Gange for Taarngjemmerens Dør. Jeg havde aldrig hørt den Hund tude før.

Den 19. Julii (som meldet er), da Gertes ulykkelig Morgenstund var for Handen, kom Tyven ner fra Sejerværket og sagde, at han ikke ene kunde komme til Rette dermed, det var forviklet i Strikkerne. Den Skjelm havde en Jernstang til Rede der oppe til at sætte sit Forsæt med i Værk. Gert gik op, men blev baaren ned igjen. Tyven løb ned, efter at Gert var død, lukte hans Skrin op, tog Pengene derud og gik ud af Taarnet. Det var effen en Fredag, at der skulde ringes til Prædiken. De, som skulde ringe, bankede paa Taarndøren, og ingen lukte op. Tøtzløf kom med Hovednøglen og lukte op, talte med mig og forundrede sig paa, at Gert saa til Dags 1) var ikke til Stede. Jeg sagde: Ret fat er det ikke, thi i Morges imellem 4 og 5 Slæt var jeg noget upasselig; da hørte jeg tre gaa op og et Tag derefter tre (!) gaa ned igjen". Tøtzløf lukte for mig igjen og gik ned i Taarnstuen. I det kommer en af Ringerne ned og beretter, at Gert ligger død deroppe. Der den døde blev besigtiget, da havde han flere end som ét Saar, dog alle bagtil i Hovedet. Han var en meget kjæk, fyrig, stærk Mand; én skulde ikke kunne have gjort ham det. Tyven blev samme Aften paagreben, og bekjendte han, hvorledes var tilgaaet: at en Fange, som sad nere i Troldhullet, en Licentiat ved Navn Mauritius 2), havde hannem dertil overtalt. Samme Mauritius havde stor Udstand med Gert. Vist var det, at Gert tog for meget af hannem om Ugen for hans Kost. Vist er det ogsaa, at denne Mauritius er en meget ugudelig Krop; Præsten, som skrifter hannem, giver ham intet godt Vidnesbyrd. Jeg tror nok, at Mauritius var Medvider, jeg tror og, at en anden Fange, som sad der nere i Taarnstuen, havde sin Haand derved. Thi hvem skulde have lukt den fangen Tyv ud af Taarnet uden en af dem? Thi der efter Nøglen 3) blev ledt, da fandtes de at være skjult oppe i Taarnet; det kunde Tyven ikke gjøre, efter at han var af Taarnet. Tyven kunde og ikke have lukt Gerts Skrin op og tagen hans Penge foruden Mauritii Vidskab. Den anden Fange maatte det og være vitterligt. Det syntes, at det blev forhindret, at ikke

__________

1) D. e. paa den Tid af Dagen.

2) Otto Mauritius, en Tysker, som havde været den egentlige Anklager i Sagen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened, Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet.

3) D. e. Nøglerne.


105

flere skulde dø for det Mord, hvorfor der ikke aleneste intet blev eftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som det sig burde, men de lode Tyven sidde nere. Han var vel bunden med Jernlænker, men Mauritius kunde tale hver Dag med hannem, hvorfor Tyven gik fra sine første Ord og sagde at have gjort det Mord alene. Blev rettet den 8. August, og Mauritius ført til Borringholm, der fængselet.

I Gerts Sted blev Taarngjemmer en ved Navn Johan, som var en Nordbag, en meget enfoldig Mand. Han blev meget narret af Hoffolket. Den fangen Jomfru 1) og hendes Pige fixerte hannem, første Gang Pigen i hans Tid skulde slaa Natkjedelen ud. Hyskenet var ikke langt fra deres Fængsels Dør. Taarngjemmeren gik imidlertid ner og lod Døren staa aaben. De løb og spøgede omkring. Der de hørte hannem komme paa Trappen, skjulte de sig. Han fandt Fængselet tomt, bedrøvede og jammerklagede sig. Jomfruen pippede som et Barn, saa han fandt hender bag en Dør. Johan blev glad, fortælte mig siden den Hændelse. Jeg spurte, hvi han blev ikke hos dem saa længe. Hvad?" (svarte han) Skulde jeg være ved det skiden Tøj?" Paa saadan Taabesnak var intet at sige.

Jeg havde Rolighed inden mine Døre og forlystede mig med Læsen, Skriven og anden Hænders Arbed, begyndte at knytte og sy paa mit Ligtøj, hvortil jeg havde kjøbt Kattun, hvidt Taft og Traad.

Den 7. April undkom en ung Karl af Taarnet, som gik nere i Taarnstuen med Jernbolte om Benene. Samme Fange havde haft Lejlighed at faa sine Bolter af, vidste og, at Taabe-Johan laa Taarnnøglen under sit Hovedgjærd. Han havde og til Rede en Jernpind for at lukke Døren op, hvor Taarngjemmeren sov; lukte den listeligen op, tog Nøglen, lukte igjen for Taaben og gik ud af Taarnet. Den enfoldige Mand blev fængselet, men efter 6 Ugers Forløb af Naade igjen løsgiven.

I hans Sted kom en ved Navn Ole Matthisen, en Skaaning, som havde sin Kone hos sig i Taarnet. Imod Sidstningen af dette Aar, den 25. December, blev jeg syg af en Feber, og blev Doktor Mynchen 2) befalet at besøge mig og tage mig under sin Kur, hvilken Befaling han og med stor Omhyggelighed [efterkom?] Han er en meget skikkelig Mand, lemfældig, forsigtig i sin Kur. Jeg kom 10 Dage derefter til min Helbred igjen.

1679
Udi Begyndelsen af det 1680. Aar lod Sidsel Klemmingsdotter sig af Maren Bloks overtale at trolove sig med en af Kongens Livgarde. Kom bort den 26. November.
1680

I henders Sted kom en til mig samme Dag ved Navn Margrete. Det første jeg saa hender, kom hun mig noget fortænkelig 3) for, og syntes mig, at hun var med Barn; lod mig dog ikke mærke dermed førend i Januarii Maaned, sidste Dag. Da gjorde jeg hender Spørsmaal, hvoraf hun kunde forstaa, hvad jeg mente. Hun svarte dertil med Løgn, som jeg greb hender strax i, og brugte hun sær Sned 4), som ikke sømmer at antegne, for at bevise sin Løgn; men henders Sned kunde ikke bestaa sig hos mig, saa hun omsider maatte bekjende det. Jeg spurte om henders Barnefader

__________

1) Agnete Budde.

2) D. e. Henrik Møinichen, Christian V.s Livlæge.

3) D. e. mistænkelig.

4) D. e. listigt Paafund.

1681

106

(formente, at den var Kongens Livkarl, som var i Arrest nere i Slotsfogdens Kammers, sagde det dog ikke). Hun svarte ikke da paa mit Spørsmaal, men sagde ikke at være saa langt henne: den Tykkelse, hun havde, var mere af Fedme end af Barnet, thi hun havde ikke funden 1) det endnu. Denne Kvinde var tilforne, førend hun kom til mig, i Slotsfogdens Kones Tjeneste, og havde Slotsfogden gjort mig vis paa 2), at hun havde vaaren ægtegift. Saa hænder det sig, at jeg en Dag spørger hender ad om henders Liv og Levned; saa fortæller hun sin Herkomst, hvor hun havde tjent, og at hun havde faaet 2 Horunger, hver med sin Fader, og i det viser hun paa sit Liv og siger: "En Fader skal og vel være dette bekjendt, og vel en vakker Fader! I kjender hannem vel?" Jeg sagde: "Jeg haver vel set Kongens Livkarl paa Pladsen, men jeg kjender hannem ikke". Hun lo og svarte (paa sit Modersmaal): "Nên, bi Got! dat is nicht em; dat is de gûte Slotsvogt" 3). Jeg troede det sandfærdig ikke. Hun sór derpaa og fortælte nogle Omstændigheder. Mig syntes at ville være af med hender i Tide, begjærte at tale med Slotsfogdens Kvinde, som og kom til mig. Jeg sagde hender den Mistanke, jeg havde til Kvinden, og hvorpaa min Mistanke beroede, men jeg lod mig ikke mærke med, hvad Kvinden selv havde bekjendt og sagt; bad Slotsfogdens Kone at skille mig ved hender med god Manér. Hun forundrede sig over min Tale, tvivlte paa, at saa var. Jeg sagde: "Enten saa er eller ikke, saa skiller mig ved hender, jo førre, jo bedre". Hun lovede, at saa skulde ske, men det skede ikke. Margrete skyede intet at være bekjendt, det hun var med Barn, sagde det til Taarngjemmeren; sagde en Dag til hannem: "Ole, hvordant var det med Eders Kone, der hun fik de Tvillinger? Gik der ikke en Dal 4) langs ned ad henders Bug?" Ole svarte: "Det ved jeg ikke. Spørger Anne ad!" Margrete sagde, at der gik en Dal langs ned ad henders Bug, mente, at hun var med Tvillinger. En Dag, hun skulde sy noget Klæde over Lænene af min Armstol, sagde hun: "Nu rørte sig den Guds Engel!" Og saasom Slotsfogdens Kvinde ikke efterkom det, hun lovede, og Margretæ Søster kom tidt til hender, saa frygtede jeg, at Søsteren skulde fly hender noget at fordrive Barnet med (som og vist siden skede), hvorfor jeg sagde til Margrete en Dag: "I siger, at Slotsfogden er Fader af Eders Barn, men det turde I ikke sige hannem selv". "Jo", sór hun, tør jeg saa! "Mener I ikke, at jeg vil have noget af ham til at føde mit Barn med?" "Da vil jeg sende Bud til hannem" (sagde jeg) "for des ene og høre, hvad han vil sige" (det var hel rart i den Tid, at Slotsfogden kom til mig). Hun bad mig saa gjøre; han kunde ikke nægte, at han jo var henders Barnefader. Slotsfogden kom efter min Begjæring. Jeg begyndte Talen i Kvindens Nærværelse, sagde, at Margrete var med Barn efter henders egen Sigende; hvem der var Fader til, kunde han spørge hender ad, om han vilde. Han spurte hender, om hun var med Barn. Hun svarte: "Ja! en Ji sin Vader darto 5). "Ik?" (sagde han og lo) "Wat vör en Snack is dat!" 6) Hun for

__________

1) D. e. felt, mærket.

2) D. e. bildt mig ind.

3) D. e. Nej, ved Gud! det er ikke ham, det er den gode Slotsfoged.

4) D. e. Fordybning.

5) D. e. "Ja! og I er Fader til det".

6) D. e. "Jeg? Hvad er det for en Snak!"


107

fort i henders Snak, sór, at ingen anden var Fader af henders Barn uden han, sagde Omstændigheder, hvorledes var tilgaaen. Slotsfogden sagde: "Wo dul is dat Wif!" 1) Hun brugte flux Mund, saa jeg befalte hender at gaa ud; talte saa ene med Slotsfogden, bad hannem være om en anden Kvinde i Tide, førend det skulde gaa paa det yderste med hender: at tysse henders Snak der fandt han vel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, at han havde ført hans Hore op til at betjene mig. Han svarte: "Hun lyver, det Skarn! Jeg haver alt befalet Tøtzløf til at høre sig om en anden. Min Vrue heft mi gesegt, wat Ji verleden to er sede" 2). Efter denne Samtale gik Slotsfogden bort. Peder Tøtzløf sagde mig, at en engelsk Kvinde havde begjært at være hos mig, men kunde ikke komme førend til Paaske.

Fire Dage herefter begyndte Margreta at klage sig at have ondt og sagde til mig om Formiddagen: O, jeg tænker, at det gaar mig ilde; jeg haver saa ondt". Jeg tænkte strax det, jeg havde frygtet for, hvad henders Søsters ofte Besøgeiser havde at sige, sendte strax efter Peder Tøtzløf, og der han. kom til mig, sagde jeg hannem min Mistanke om Margrete, bad hannem gjøre al sin Flid for at fly den engelske Kvinde op til mig samme Dag. Imidlertid gik Margrete op paa Hyskenet, var oppe over 5 Kortér, kom ner og saa ud som en Døding; sagde: "Nu bliver det vel godt med mig". Det, jeg tænkte, vilde jeg ikke sige (thi jeg vidste, at dersom jeg havde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syn 3), hun da strax skulde have bekjendt det altsammen, og det vilde jeg intet vide); sagde derfor: "Naar I kommer i Stilhed, saa bliver det vel godt; i Aften kommer her en anden Kvinde". Det behagede hender intet; hun mente at kunne nu vel blive. Jeg tog hverken paa det "nu" eller andre henders Ord, men blev ved, at der kom en anden Kvinde. Det skede ogsaa, at den 15. Martii om Aftenen kom Margrete bort, og i henders Sted en engelsk Kvinde ved Navn Jonatha, som havde været gift med en dansk ved Navn Jens Pedersen Holme.

Der den Margrete var borte, blev jeg fortalt 4) af Slotsfogdens Kone, som sagde, at jeg havde overtalt Margrete til at sige, at henders Mand var Fader af Margretæ Barn.

Hvor vel det mig ikke vedkommer, vil jeg dog korteligen melde, hvor bedragerske Vis de Godtfolk siden giftede denne Margrete. De gjorde en Bogbindersvend vis paa 5), at hun havde været ægtegift, fremviste for hannem saa vel som for Præsten, dennem skulde vi, henders Søsters Ægteskabsbrev 6).

Samme Aar, Juledag om Morgenen, løste Gud Doktor Otto Sperlings haarde Baand, efter at han havde været fangen her paa det Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder og 4 Dage, i hans Alders 80. Aar, ringer 6 Dage 7).

__________

1) D. e. "Hvor det Fruentimmer er taabeligt!"

2) D. e. "Min Kone har sagt mig, hvad I forleden sagde til hende".

3) D. e. daarlige Udseende.

4) D. e. bagtalt.

5) D. e. indbildte.

6) I Randen er bemærket: "Ole Taarngjemmer blev af Slotsfogden lapsalvet med en Knippel paa hans Ryg, der Margrete var borte, og hannem foreholdt det, han havde sagt, hvis Margrete hannem om sin Tykkelse havde berettet".

7) Efter denne Angivelse skulde Sperling være født den 30. December 1601, men han siger selv i sin Selvbiografi, at han er født 1602.

1681

108

Han var længe syg, dog ikke sengeliggende. Doktor Mynchen 1) betjente hannem et Par Gange med sine Medikamenter. Han vilde ikke nogen Tid, at Taarnegjemmerne skulde rede hans Seng, kunde blive vred, naar Ole sig dertil erbød og vilde sige, at Doktoren var svag. Der maatte og ingen være til Stede, naar han lagde sig. Hvordant han kom paa Gulvet Julenat, vides ikke; der laa han og bankede paa Gulvet. Taarngjemmeren kunde intet [høre] hans Banken, thi han laa langt fra Doktorens Rum; men en Fange, som laa i Taarnstuen, hørte det længe, omsider bankede paa Taarngjemmerens Dør og siger hannem, at Doktoren havde længe banket. Der Ole kommer ind, fandt han Doktoren paa Gulvet, halv iklæd i en ren Skjorte. Han levede endda, gav sig meget, men talte ganske [intet?]. Ole tog Fangen til Hjælp og løftede hannem i Sengen og lukte til igjen. Om Morgenen fandtes han død, som sagt er.

Anno 1682, i April Maaned, blev jeg syg og sengeliggende af et sær Tilfald, som længe havde kvælet mig, som var en stenig Materie, som havde koaguleret sig 2) og i mine Tarmer sig nederskudt til Fundamentet 3). Doktor Mynchen brugte alle tjenlige Midler til den Svaghed, kunde dog ikke tro, at min Svaghed havde den Beskaffenhed, som jeg mente og hannem berettede: at jeg gjørligen 4) kunde fornemme, at der var en Sten, som i Gangen af Endetarmen lod sig finde. Han mente, om saa var, da skulde de Medikamenter, han havde brugt, vel drive den ud, thi det var den Dag, at jeg satte mig selver 3 Gange Klisterer 5). Paa de Tider maatte Doktoren rejse med Majestæten til Holstein. Jeg brugte alt Klisterer efter Doktor Mynchens Anordning, men det var alt det samme. Endeligen satte jeg mig en Klister en Dag om Eftermiddagen, ganske af Olie. Den gjorde først sin Virkning om anden Dagen om Morgenen tidlig; da skjød en stor Sten ud foruden anden Materie, og slog jeg med en Hammer et Stykke af den for at se, hvorledes den var indentil, befandt, at den er saa, som den var sammensat af Straaler, sommesteds som forgyldt og sommesteds som forsølvet. Den er næsten en halv Finger lang og fulde 3 Finger tyk og er endnu i mine Gjemme. Der Doktor Mynchen kom hjem, lod jeg hannem vide, hvorledes med mig tilstod. Han var da hos Hofmesterinden Fru Sidsele Grubbe 6). Doktor Mynchen lod begjære ved Tøtzløf 7) at se Stenen. Jeg lod svare, at dersom han vilde komme til mig, saa skulde han faa den at se. Jeg vilde ikke sende den, thi jeg vidste vel, at jeg havde ikke faaet den igjen.

__________

1) Se foran S. 105 Anm. 2.

2) D. e. fortættet sig.

3) D. e. til Bunden.

4) D. e. tydelig.

5) I Randen er tilføjet: "Klistererne med anden naturlige Materie kom frem, men Stenen skjød sig i Gangen og syntes trind, thi jeg kunde ikke fatte den med et Instrument, jeg lod gjøre mig".

6) Enke efter General-Feltmarskal Axel Urup til Beltebjerg. Hun var Hovmesterinde for de kongelige Børn.

7) Tøtzløf omtales ved denne Tid som Borgretskriver.


109

[Paa et i Haandskriftet særskilt indsat Blad læses følgende:]
Anno 1682 den 11. Juni digtede jeg efterfølgende aandelige Sang:
Kan synges som: Sjunge vi af Hjærtens Grund.

1.

Hvad er vores Levneds Id
Andet end som daglig Strid?
Hvad er vores Arbed dog,
Som fremtrælles under Aag?
Er det andet end omsonst?
Hvortil Videnskab og Kunst?
Alt forsvinder som en Dunst.

2.

Hvorfor da bekymre sig
For det, som er Skygge, Svig,
Og saa kjæk forfægte vil 1)
Det, os ikke hører til?
Er og nogen i den Stand,
At den Laanet holde kan,
Naar paaæsker Ejermand?

3.

Nøgen jeg til Verden kom,
Nøgen fra, det er min Dom.
Herren gav, og Herren tog,
Herren lægte, da han slog;
Lovet være Herrens Navn,
Som alt føjer til mit Gavn!
Hannem falder jeg i Favn.

4.

Gud, vilt du mig Naaden te,
Jeg dit Hus igjen maa se,
Der Takoffer bære frem
Som et martlet 2) Christi Lem,
Sjunge Lov din Guddomsmagt,
Som langt overgaar den Agt,
Mennesket har forelagt?

5.

Siger du og saa til mig:
Jeg ej haver Lyst til dig,
Jeg vil, du skalt blive kvær! 3)
- Se, min Frelser! jeg er her,
Dine Domme ej forstaar,
Men jeg véd, i hvor det gaar:
Godt Taal ej ond Ende faar.

Den 27. Junii sendte Dronningen mig noget Silke og Sølv med Begjæring at sy hender et Blomster, som var ridset paa Pergament; sendte derhos et andet Blomster, som var syet, paa det jeg deraf kunde se, hvorledes Arbedet skulde være, som kaldtes det gylden Arbed. Jeg havde aldrig nogen Tid tilforne syet af det Arbed, thi det tager flux paa Øjnene; paatog mig det dog og sagde at ville gjøre det, det bedste jeg kunde. Den 9. Julii sendte jeg Fru Hofmesterinden, Fru Sidsel Grubbe, det Blomster, jeg havde syet, med tjenstlig Begjæring det paa det underdanigste for Hds. Majestæt Dronningen at frembære og tale for det som for en Læreklud. Dronningen behagede det Blomster meget vel og sagde, at det stak ud frem for de andre, som nogle Grevinder havde syet for hender.

Jeg syede siden 9 Blomster af Sølv og Silke i det gylden Arbed og sendte dennem Dronningens Hofmesterinde 4) med tjenstlig Begjæring Hds. Majestæt Dronningen [dennem] underdanigst at præsentere. Hofmesterinden lod mig forsikre Dronningens Naade: Hendes Majestæt vilde give mig to Sølvflasker; men der haver jeg ikke endnu fornummen til.

Jeg syede samme Aar et Bordtække 5) med Floksilke i ny af mig optænkte Flammer, stafferte det med Taft og Sølvfrantser 6); lod det ved Fru

__________

1) Formodentlig en Forkortning af: ville.

2) D. e. martret.

3) D. e. blive, hvor du er.

4) Det var paa den Tid en Fru Wallenstein. Muligvis er det den samme, som tidligere (S. 89) omtales som Hofmesterinde hos Dronningens Moder.

5) D. e. Bordtæppe.

6) D. e. Sølvfryndser.


110

Hofmesterinden Grubbe Hds. Majestæt underdanigst præsentere, som det i Naade optog. Den 29. November fuldendte jeg med Arbede, som jeg haver gjort til mit Jordetøj. Det var knyttet af Traad. Paa Puden syede jeg for den ene Ende efterfølgende:

Hvor mangen Tankespaan og Hjærtens Sukkeknude
Tilsammen flættet er paa denne Brudepude!

For den anden Ende dette: - NB. Puden var stoppet med mit Haar

Naar som nedlægges her mit Hoved paa mit Haar,
Da laset er mit Baand, min Sjæl i Glæden staar.

Paa Øjenklædet var syet:

Jeg visseligen ved, at du, min Frelser, lever,
Som mine tørre Ben af Jordens Støv udkræver
Og dennem smykker ud i deres hafte Hud,
At møde for din Stol og Dom, o store Gud.

Da skal jeg i mit Kjød med mine øjne skue
Din majestætisk Glands i din retfærdig Lue,
Jeg, jeg skal se min Gud, ej fremmede for mig,
Hjælp Jesu, Brudgom kjær, jeg kan bestaa for dig!

Henders Majestæt Dronningen var mig stedse naadig, sendte mig paany en stor Mængde Silkeorme til Tidsfordriv for hender at føde og deres Spind Hds. Majestæt at igjen sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantser, Citroner og af de store Almanakker, og det med en Dværg, som er ret en hurtig Karl. Hans Moder og Fader haver tjenet min sal. Søster Sophia Elisabeth og min Svoger Grev Pentz.

De kongelige Børns Hofmesterinde, Fru Sidsel Grubbe, var meget høflig og god imod mig, sendte mig adskillige Gange Citroner, Pommerantser, Multebær og andre Frugter efter Aarsens Tider.

En Jomfru, som var af Slægt en Donep, sendte mig og et Par Gange Frugt.

Jomfruerne til Hove sendte mig engang noget forvirret Silke af Ormesilket, de vilde spinde af og ikke vidste vel at omgaaes med; lod mig bede at rede det 1). Jeg havde anden Tidsfordriv, som jeg ikke gjærne efterlod (thi da var jeg i Arbede for at samle mine Heltinder), men jeg gjorde dennem det dog til Vilje. Mit næsten 20 Aars Fængsel kunde ikke formilde Enkedronningens Hjærte imod mig (der jeg dog med en god Samvittighed kan vidne for Gud, at jeg aldrig véd at have given hender Aarsage til sin fattede Unaade). Min allernaadigste Arvekonge var saa naadig, lod nogle Gange i forrige Aaringer ved sine høje Ministri gjøre Forbøn for mig hos sin kongelige Fru Moder. Da var Svaret meget hart, og deres Titler "Forrædere" og "lige saa gode som jeg"; viste dennem paa Døren. Al den Naade, mig af Kongel. Majestæt vederfores, som med det uderste Rum, med et større Vindue, med Penge, jeg selver maatte raade for, og den regerende Dronnings Godhed imod mig, fortrød Enkedronningen paa det heftigste; gav og sin Mishag paa værste Maade Kongel. Majestæt til Kjende. Og saasom hun og havde spurt (hun havde Fisseltudere 2) nok), at jeg havde

__________

1) D. e. bringe det i Rede.

2) D. e. Øretudere.

1683

111

et Clavicordium 1), fortrød hender det særdeles, og talte hun Kongen ilde til derfor; hvorudover Slotsfogden kom til mig en Dag og sagde, at Kongen havde spurt hannem ad, hvor han kom til at fly mig et Clavicordium. "Ik", sagde Slotsfogden, stund verbâst, wuste nicht, wat ik seggen scolde" 2). (Jeg tænkte: du vedst ikkun lidt, hvad der sker paa Taarnet. Jeg saa hannem ikke over tre Gange om Aaret). Jeg spurte, hvem der havde sagt Kongen af det Clavicordium. Han svarte: "De olde Königin; se heft ere Spionen överal, und se heft den König so hart togesproken, dat het en Schande is, dat he Ju so grote Vriheit givt" 3); tog med det samme til Clavicordiet, ligesom han vilde tage det med sig (og sagde), "Ji moten dat nicht hebben" 4). (Jeg sagde:) "Lât Ji dat stân; ik hebbe Verlöv van Ir. Majestät, minen allergnedigsten König, vor dat Gelt, mi gnedigst vergönt is, to kopen, wat ik wil to min Tidsverdrif. Dat Clavicordium is kenen im Wege und de königliche Vru Moder to kenen Schaden" 5). Han drog alt derpaa og vilde tage det ner (det stod paa et Skab, jeg havde kjøbt mig). Jeg sagde (med noget haard Røst): "Ji söllen mi dat stân laten, bit Ji mi min Gelt weddergeven, dat ik davör gegeven hebbe; so möge Ji darmit don, wat Ji wil" 6). (Han sagde:) "Dat wil ik den König seggen" 7). Jeg bad hannem saa gjøre. Der blev siden intet om talt 8), og haver jeg det Clavicordium endnu, leger dog sjælden derpaa. Skriver og haster med at iklæde mine Heltinder, paa det jeg kunde faa det færdig, at ikke Sygdom eller og Døden skulde det forhindre, at jeg ikke kunde fuldende det, eller og den Ven, jeg det betror, kom fra mig 9), saa kom det ikke i Eders, mine hjærte, kjære Børns Hænder.

Den 24. September blev min Skriftefader Magister Johan Adolf forfremmet; blev Provst til Vor Frue Kirke 10). Han tog en meget bevægelig Afsked, og havde han betjent mig og været min Trøst næsten 6 Aar. Gud ved, hvor nødig jeg mistede hannem!

I Begyndelsen af dette Aar var min Skriftefader Hr. Peder Colerus, som da var Slotspræst 11). Besøgte mig og med sin Trøstprædiken hver 6 Uger. Er en lærd Mand, men ikke Bornemann.

Den 3. April blev mig sendt i Dronningens Navn en gammel, skrøbelig Hund (jeg mener, at Jomfruerne sendte den for at være den Umage kvit). Den var bidt af en Maar Kjæften itu, saa Tungen hængte ud paa den ene Side. Alle Tænderne vare borte af Munden; der var en Hinde over det ene Øje. Han hørte ikkun lidt, skjuttede paa den ene Side. Det

__________

1) Et Slags Klaver.

2) D. e. "Jeg stod forvirret, vidste ikke, hvad jeg skulde sige".

3) D. e. "Den gamle Dronning; hun har sine Spioner overalt, og hun har talt Kongen saa haardt til om, at det er en Skam, at han giver Jer saa stor Frihed".

4) D. e. "I maa ikke have det".

5) D. e. "Lad I det staa; jeg har af Hs. Majestæt, min allernaadigste Konge, faaet Lov til, for de Penge, som naadigst er forundte mig, at kjøbe, hvad jeg vil, til min Tidsfordriv. Det Klavikordium er ingen i Vejen og gjør ikke den kongelige Fru Moder nogen Skade".

6) D. e. "I skal lade mig det staa, til I har givet mig mine Penge igjen, som jeg har givet derfor; saa kan I gjøre dermed, hvad I vil".

7) D. e. "Det vil jeg sige til Kongen".

8) I Randen er bemærket: "Slotsfogden sagde mig siden, at Kongen havde lét, den Tid han sagde Hs. Maj. mit Svar om Klavikordiumet, og sagt: "Ja, ja"".

9) D. e. Peder Jensen Tøtzløf.

10) Se foran S. 102 Anm. 3.

11) Han blev Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot 1683 og døde i denne Stilling 1707.

1684

112

slemste var, at det var meget kjendeligt, at han havde vilt prøvet Kjærlighed over sin Formue. Mig blev sagt, at Hds. Majestæt Dronningen havde meget elsket den Hund. Det var en liden Bolognes; hans Navn var Cuualicr. Dronningen mente, at den ikke længe skulde være mig til Besværing. Jeg haabtes det samme.

Den 12. Augusti dette Aar fuldendte jeg mit foretagende Værk, og som mine Klatskrifter 1) vare om alle Slags rosværdige Kvindespersoner, baade om stridbare, om fornuftige Regentinder, om trofaste, om kyske, om gudfrygtige, om dydige, om ulykkelige, om lærde og om standhaftige, saa syntes mig, at de ikke alle kunde regnes for Heltinder at være, uddrog nogle af dennem og delte dennem i trende Parter, under Titel af Heltinders Pryd. Den første Part fremfører de stridbare Heltinder i deres Pryd. Den anden Part melder om trofaste og kyske Heltinder. Den tredie Part fremleder de standhaftige 2). Hver Part haver sin Appendix. Jeg haabes til Gud, at dette mit Fængsels Arbede skal komme Eder, mine hjærte, kjære Børn, til Hænde. Herefter, om Gud vil, saa vil jeg sanke de andre, som: forstandige, lærde, gudfrygtige og overblevne dydige, dennem efter deres Foreholdende iklæde og udstaffere.

Om Jonatha, som mig nu betjener, vil jeg noget melde efter henders egen Beretning. Vidtløftigheden vil jeg gaa forbi, paa hvad Maade hun kom fra sin Moder, men Meningen er, at hun imod sin Moders Vilje giftede sig med en dansk Kjøbmand ved Navn Jens Pedersen Holme. Men henders Liv og Levned med Manden (efter egen Sigende) er saa sær, saa det er værd, at noget deraf antegnes. Efter at de vare gift sammen (siger hun), fortrød hun det, og randt hender stedse i Sinde, at hun havde fortørnet henders Moder og gjort meget ilde. Moderen havde og skreven hender en haard Skrivelse til, hvorudover hun sig højligen bedrøvede og anstillede sig meget vrangvillig imod Manden og i mange Maader som et kjælen, uforstandig Barn, stønnem og som den, der havde tabt sin Fornuft og fortvivlede. Det synes, at Manden omgikkes hender og, eftersom hun var sindet til, thi han lod tage Vare paa hender som paa et Barn og handlede og saaledes med hender. Hun sagde hannem engang, at hun havde i Sinde at drukne sig selver i Peblingsøen, en anden Gang, at hun vilde slaa ham ihjel. Manden frygtede intet for nogen af Delene; dog lod han tage Vare paa hender, naar hun gik ud, hvor hun tog Vejen. Og havde hun fuldkommen engang sat sig for at drukne sig i Peblingsøen, thi det Sted behagede hender, var og paa Veje at gaa did, men blev hentet tilbage. Hun slog og Manden engang paa sin Vis. Han var kommen ind en Dag halv rusendes og [havde] lagt sig over en Seng, saa Benene stode nere paa Gulvet. Hun siger, at hun mente da at slaa ham ihjel, tog en Kjæp og vilde forsøge, om han sov, snakkede ved sig selver højt og skjændte, rørte hannem sagte med Kjæppen over Skinnebenene. Han lod alt, som han sov. Saa slog hun lidt haardere. Dermed tog han til

__________

1) Kladdeskrifter.

2) Af Værkets første Part men muligt dog i en senere Bearbejdelse end den, der her omtales haves en Afskrift i Karen Brahes Bibliothek i Odense. En Prøve deraf er trykt i mit Skrift: Leonora Christina paa Maribo Kloster. Kbh. 1872.

1684

113

Kjæppen og tog den fra hender, spurte, hvad hun havde i Sinde. Hun svarte: "At slaa Eder ihjel". "Han bedrøvede sig over min Galskab" (fortælte hun) "og lagde sig paa sine Knæ, læste højt og bad Gud, at han vilde regere mig med sin gode Aand og give mig Forstand". Det artigste er, at hun engang fik i Sinde at ikke ville ligge hos Manden, vilde ligge paa en Bænk i Kammerset. Han gav hender længe gode Ord, men de formaatte intet. Han sagde omsider: "Klæder Eder af og kommer og lægger Eder, ellers saa kommer jeg". Hun agtede det intet, saa stod han op, klædde hender ganske nøgen af, klatsede 1) hender med sin Haand paa henders Gat og kaste hender i Sengen. Hun svær, at hun ikke i nogle Dage kunde sidde op paa sin Gat, saa det hjalp, at hun for noget i Mag siden. Saa ilde tilfreds hun var med Manden, da han var hos hender, saa bedrøvet var hun, der han var rejst fra hender til Vestindien. Han sendte hender med Retur-Skibene allehaande Varer, som hun kunde forhandle, saa hun havde sin gode Ophold. Saa hænder det sig, at Manden dør i Vestindien, og en, som fører hende de Tidinger, beretted, at han var bleven forgiven af Guvernøren der samme Sted ved Navn - 2 ) i et Gjæstebud, og det fordi han var færdig for at rejse hjem, og Guvernøren befrygtede sig, at Holme skulde sige om hans onde Forhold. Over denne Beretning blev hun forstyrret, løb ud paa Gaden i bar Særk om Natten og skjændtes med Vægterne. Hun gik til Admiralen paa Holmen og begjærte Ret over den, som ikke var til Stede, og beskyldte den, hun intet kunde overbevise. Løb saa en Tid lang, indtil hun endeligen kom noget i Rolighed, og Gud det saa føjede, at hun kom til mig. Jeg omgaaes hender som et skrøbeligt Glaskar, thi hun haver mange Slags Svagheder. Stønnem tvivler hun paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun at have saa højligen fortørnet henders Moder og dermed trækket Forbandelsen over sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster jeg hender med Guds Ord, og det vidtløftigen; fremdrager af den hellige Skrift, hvad til Guds Naades Forsikring en bodfærdig Synder sig haver at forlade til. Stønnem er hun tungsindig over Skriftens Forklaring, som hender synes ikke paa alle Steder at komme overens, men være stridig imod hinanden. Deri retter jeg hender efter min Forstand, saa hun ofte takker Gud inderligen, at hun er kommen til mig, hvor hun finder Trøst og Rolighed.

Et Aar eller noget efter hun var hos mig, spurte hun, at den Guvernør, som meldet er, om hvilken hun havde fornævnte Mistanke, var kommen til Kjøbenhavn. Sagde hun til mig: "Jeg hører, at den Skjelm er kommen hid. Jeg vilde gjerne have mit Forlov". Jeg spurte hender, hvorfor. "Fordi" (svarte hun) "at jeg vil myre hannem". Jeg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: "Jesus bevare mig I Dersom I haver det Forsæt, da lader jeg Eder ikke komme ud". Og saasom hun er et Menneske, hvis Mage jeg ikke haver kjendt, thi hun kan skjænde med haarde Ord og haver sædelige 3) Udtale og Lader derhos, saa vilde jeg, at hun skulde

__________

1) D. e. klaskede.

2) Navnet er ikke skrevet, men den, der tales om, var den første danske Guvernør paa St. Thomas, Jørgen Iversen.

3) D. e. rolige.


114

sige og vise mig, hvorledes hun vilde bære sig ad for at tage Livet af Guvernøren (hun er en liden, spærlemmet Kvinde). Saa figurerte hun sig 1), at henders Fjende sad paa en Stol, og hun vilde have en stor Kniv under sit Forklæde. Naar han sagde til hender: "Kvinde, hvad vil I?" saa vilde hun slaa Kniven i hannem og sige: "Det haver din Skjelm forskyldt". Hun vilde ikke gaa fra det Sted, men gjærne dø igjen, maatte hun ikkun tage Livet af hannem. Jeg sagde: "Det er dog saa skammeligt at dø for Bøddelshaand". "O nej!" (svarte hun) "det er ej skammeligt at dø for en ærlig Gjerning!" og mente hun, at den, der døde for Bøddelshaand, døde kristligere end den, der døde paa sin Sygeseng, og det var ikke Synd at slaa den ihjel, som havde myrt skjelmsvis en anden. Jeg spurte hender, om hun ikke mente, at den syndede, som slog en anden ihjel. "Nej" (svarte hun), "om den havde forskyldt det". Jeg sagde: "Ingen maa være sin egen Dommer, hverken efter Guds eller Menneskens Love; og hvad siger og befaler os det 5. Guds Bud?" Hun svarte dertil med forrige Ord, gjærne at ville dø, om hun maatte tage Livet af den Skjelm. (NB. Man skal vide, at hun sagde, hun maatte ikke for mig, thi jeg vilde ikke lade hender komme ud.) Hun gjør Synd af det, som er ingen Synd, og det, som er Synd, vil hun ikke lade passere for Synd. Hun siger, at det er Synd at slaa en Hund, en Kat eller Fugl ihjel: de uskyldige Bæster gjør intet ondt; ja det er endda større Synd at sulte de arme Bæster. Jeg spurte hender ad engang, om det ikke var Synd at æde Kjød. "Nej" (svarte hun), "den, der haver slaget Bæstet ihjel, den haver gjort Synd". Hun svær, at om hun endeligen skulde giftes og have enten en Slagter eller en Bøddel, da vilde hun heller have den sidste. Hun fortæller adskillige Trætter, hun haver haft med dennem, som enten haver slaget deres egen Bæster eller sultet dennem. En Fortælling vil jeg ikke forbigaa, som er hel artig. Hun solgte (siger hun) engang en Slagter nogle Svin. Der Slagtersvenden vilde binde Svinenes Fødder sammen og bære dem bort paa en Stang, da ynkedes hun over de arme Svin og sagde: "Hvad, vil I tage Livet af dem? Nej, det vil jeg ikke!" kaste Pengene til dem igjen. Jeg spurte hender: om hun ikke vidste, at man slagter Svin? hvad hun mente, hvorfor Slagteren havde kjøbt dem? "Ja" (svarte hun), "det vidste jeg vel. Havde han vilt ladet dem gaa paa deres Ben, da havde jeg ikke skjøt derom; men saa at binde de arme Bæster og høre dennem skrige, det kunde jeg ikke lide". Det skulde være for vidtløftigt at optegne alle hendes extravagante 2) Griller, hun om sig selver fortæller. Men med alt det er hun ikke taabelig, og tror jeg nok, at hun er den tro, som hun elsker. Mig tjen hun meget vel og med stor Omhyggelighed.

Bemeldte Guvernør, der han var paa Rejsen igjen tilbage til Vestindien, blev han af nogle Fanger, som vare paa Skiberummet 3), ihjelslagen 4). Skibet

__________

1) D. e. forestillede hun sig.

2) D. e. overspændte, urimelige.

3) D. e. Skibet.

4) Tillige med ham og hans spæde Søn blev ogsaa Kaptejnen og en Del andre Personer dræbte. Der var nemlig udbrudt Mytteri blandt Matroserne, og disse havde forenet sig med de omtalte Fanger. Senere lykkedes det dog en af Fangerne, som ikke havde deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han saa førte hjemad. Det stødte imidlertid paa Grund ved Gøteborg, men ved den derværende Guvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebel- [ fortsat side 115 ] lerne førtes saa til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem henrettedes.


115

med Morderne kom ved underlig Hændelse til Kjøbenhavn; [bleve] for deres Misgjerningers Skyld dømt til Døde. Jonatha syntes, at Guvernøren havde faaet alt for god en Død, og at det var Synd, at nogen for den Skyld skulde miste Livet. Jeg øver mig med Jonatha i det engelske Sprog. Hun haver glemt noget af sit Modersmaal, eftersom hun i mange Aar ingen haver haft at øve det med; og saasom hun læser flittig den engelske Bibel, og hun ikke saa lige forstaar alle Ord, saa underviser jeg hender, eftersom jeg ikke aleneste af foregaaende og efterfølgende Ord kan vide Meningen, men endog, at somme Ord trækker ud paa fransøsk, dog med anden Akcent 1). Og kommer vi tidt i Tale med hinanden om Udlæggelsen af Skriften. Hun siger sig at være kalvinsk, er dog ikke i de Kalvinisters Mening. Jeg disputerer aldrig med hender i henders Mening. Hun gaar altid til Alters i Dronningens Kirke 2). Der hun engang kom derfra til mig igjen, sagde hun at have haft en Samtale med en Kvinde om Religionen, hvilken havde sagt hender i henders Øjne, at hun var ingen Kalvinist. Jeg spurte hender, [af] hvad Religion den Kvinde holdte hender da for at være. Hun svarte: "Det maa Gud vide. Jeg bad hender skjøtte sig selver" (sagde Jonatha), "jeg var en Kristen, og tænkte jeg paa Eders Naades Ord (men jeg sagde dem intet), at alle de, som tror paa Christum og lever kristelig, de ere kristne, i hvad Navn de giver deres Tro".

I dette 1684. Aar saa jeg Enkedronningen falde ned af den Stol, hun hidses op med til Kongens Gemak. Stolen løb paa Tridserne for hastig ned, saa hun faldt næsgrus ned og stødte sig paa Knæerne. Samme Aar tiltog daglig henders Svaghed, men hun holdte sig stærker, end som hun var; lod sig se til Taffels meget udsmykket, og imellem Maaltiderne holdte sig inde.

Jeg begav mig til et godt Taal, digtede efterfølgende:


En Beretning om Minde og Mod,
Gud til Ære optegnet af den Lidende Christinde 3) i henders Alders 63. og
Fængsels næsten 21. Aar.

Den Tid, som er forbi, kan ingen til sig hente,
Ej heller gamle Folk de Ungdoms-Blomster vente,
Dog kan godt Minde let fremfaret søge op,
Og Modet give Kraft en gammel Vissen-Krop.
Men hvortil skulde jeg Hukommelsen bemeje
Min Ungdoms-Velstands Jord med sit Sjær 4) at ompløje?
Den Jord nu ligger lej 5) og kan ej give Frugt,
De Furer bliver strax af onde Fald tillukt.
I lykkelig Opvæxt, i Æres Glædskabs-Dage
Da skjønte jeg kun lidt det ret i ondt at tage;
Der Alderen tiltog, tiltog og Vedermod 6),
Det gik mig ikke saa, som det for Verden lod.
Den Ægtestand Vestand, Høj-Æres-Stand den feder
De Fjender uden Tal, saa begge Sorrig møder.

__________

1) D. e. Betoning.

2) Hermed menes en Sal paa Slottet, hvor Dronningen, som jo var reformert, holdt sin Gudstjeneste.

3) Sigter til Begyndelsesbogstaverne i hendes Navne.

4) D. e. Skjær, Plovjern.

5) D. e. udyrket.

6) D. e. Modgang.


116

Bort Ære, Rigdom, Stand, nu viger af mit Sind!
I drog fra min Bopæl med en stærk Hvirvelvind,
I Fængsel levnte mig, der er jeg bleven gammel;
Hvad kan ej Magt og Nid, naar de findes sammel?
Guds Godhed mindes vil, som rakte mig sin Haand,
Der tyngest var mit Kors, og haardest mine Baand.
Der alt ondt hovedkulds indfaldt paa mig tillige,
Da bød Gud, Trøstens Aand fra mig ej skulde vige,
Men give Hjærtet Kraft Og styrke Sjæl og Mod,
Det øjenskinlig 1) saas, at Gud var med mig god.

Hvad Mod udrette kan, vil jeg nu lidt betragte,
Den, dermed prydet er, maa sig vel lyklig agte;
Den giver Ungdomsblus i et fortorret Liv,
Opfrisker gammel Krop, som er svag, kold og stiv.
Jeg mener saadant Mod, som af Fornuften føres,
Og ej Dumdristighed, som af Udyd oprøres.
Det snarer hænder sig, at Modet falder plat
For fyrig ungen Mand, som Lykken har forladt,
End for en gammel Mand, der ved, hvad Verden giver,
Af lang Forfarenhed, og hvad Spil Lykken driver;
Den fatter et godt Mod, som er et skudfri Skjold
Mod alle haarde Puf og Magtens Overvold.
Mod gjør et roligt Sind og volder, man betragter
Forfængelige Ting, som man bør, og ej agter
For andet end for Laan, som ikke holdes kan
En eneste Minut, naar æsker Ejermand.
Mod Blodet frisker op, som Kraft igjen uddeler
Til Lever, Lunge, Milt og andre Kroppens Leder;
Mod giver Lyst til M'ad, Fordøjelsen dertil,
Om man ej Maven selv slet overlade 2) vil.
Mod fremmer søden Søvn, som Angest-Kvalmer letter,
Forhindrer Fantasi og Drømmens Skrække-Sprætter;
Mod viser, at man kan af Fængsels bedske Urt
Udsuge Honning-Trøst, vel lutret, rent og purt.

Vel mig! Mit Sind er frisk, karsk ere mine Lemmer,
For min forfalden Stand 3) jeg mig ej mere græmmer;
Min Hørelse, mit Syn, min Følelse, Lugt og Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
Paa mig kan kjendes grant Guds Magtes store Under;
Hver sige med mig saa: O Højheds dybe Grunder,
Som i det skrøbelig, i det, som er foragt,
I højen Alderdom beviser sin Almagt,
Du ubegribelig, lær mig dig ret at dyrke!
Giv mig en ny vis Aand, i Sandheds Tro mig styrke!
Tag ikke bort mit Mod, Naturens Laan og ej,
Indtil min Sjæl farer hen den Over-Himmels-Vej.

Skreven 1684, den 28. Februarii, som er 36 Aars Dagen, at højlovligste Konning Christian den Fjerde sagde Verden Gode Nat, og jeg min Verdsens Velfart 4).

Nu er jeg i mit 63. Aars Alder og dette Fængsels 20. Aar, 6 Maaneder og 15 Dage; haver saa slidt tredie Parten af mine Levneds Aare i dette

__________

1) D. e. øjensynlig.

2) D. e. helt overlæsse.

3) D. e. Tilstand.

4) D. e. Velfærd.


117

Fængsel. Gud være lovet, at saa megen Tid er forbi; haabes, at de øvrige Dage ikke bliver mange.

Anno 1685 den 14. Januario forlystede jeg mig at gjøre nogle Rim, hvoraf Sandhed skjemtsvis kan udtydes, under Titel:

En Hund ved Navn Cavalier fortæller sin Skjæbne.

De Rim formoder jeg og at komme Eder, mine hjærte, kjære Børn, til Hænde 1).

Den 20. Februarii døde den kongelige Fru Moder, Dronning Sophia Amalia. Hun formodede ikke, at Døden skulde saa hastig gjæste hender; men der hun af Doktoren blev advaret, at det syntes, Døden ikke vilde længere lente 2), attraaede hun at tale med sin Søn. Men Døden vilde ikke bie Kongel. Majestæts Ankomst, at den kongel. Fru Moder kunde sige hannem et Ord. Livet havde hun endda; sad paa en Stol, men maaleløs, og lidet derefter saa siddendes opgav hun sin Aand.

Efter denne Dronnings dødelig Afgang var jeg meget iblandt Folkes Tale. En Part mente, at jeg kom paa fri Fod. Andre troede, at jeg nok kom ud af Taarnet paa et andet Sted, men naaede ikke Friheden.

Jonatha, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først havde spurt af Ole Taarngjemmer, at der blev beden for Dronningen i Kirken (der det dog var over 6 Uger siden, den Bøn blev aflæst af Prædikestolen), blev tillige med Ole meget bedrøvet. Ole, som tilforne havde trøstet sig og hender med Dronningens Lakejers Beretninger, at Dronningen gik til Bords, var ellers vel, havde stønnem noget ondt af Hoste, syntes nu, at der maatte være Fare hos, saa Døden kunde følge; frygtede, at dersom Dronningen døde, jeg da maaske kom ud af Fængselet. De gjorde deres bedste at dølje deres Sorrig, men det havde ingen Skik. De mengte 3) nogle smaa Taarer sammen saa hemmeligen. Jeg lod saa, som jeg ikke mærkede det, og som ingen sagde noget derom til mig, saa gav jeg og ingen Anleding at tale om den Materi 4). Jeg havde for lang Tid siden sagt for Jonatha (som tilforne til en af mine andre Kvinder), at jeg mente ikke at dø paa Taarnet. Det mindtes hun, talte derom. Jeg sagde: "Alt staar i Guds Haand. Han véd bedst, hvad mig er gavnligt paa Sjæls og Legemets Vegne; hannem befaler jeg mig". Jonatha og Ole levede saa hen imellem Haab og Frygt.

Den 15. Martii holdte den regerende Dronning sin Paaske. Da kom Jonatha fra Henders Majestæts Kirke hel fornøjet, sagde, at en fornemme Person havde sagt hender, at jeg turde ikke tænke, jeg kom ud af mit Fængsel, fordi at Enkedronningen var død; det vidste hun langt bedre, og hun sor derpaa (i hvor ofte jeg spurte hender om den Person, hvem den var, saa vilde hun dog ikke nævne den). Jeg lo af hender og sagde: Den Person, i hvem den er, da véd den lige saa meget deraf, som enten I eller jeg". Jonatha var fast i sin Mening, at den Person vel vidste det. "Hvad vil I sige?" (sagde jeg) "Kongen selv véd det ikke endnu; hvorledes skulde

__________

1) Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne, er trykt hos Hofman: Danske Adelsmænd 2. D. S. 326-31.

2) D. e. tøve.

3) D. e. blandede.

4) D. e. det Æmne.

1685

118

saa andre vide det". "Kongen ikke? Kongen ikke?" (sagde hun saa sagtmodeligen). "Nej, Kongen ikke!" svarte jeg. "Han véd det ikke, førend Gud skyder hannem det i Sinde og saa godt som siger til hannem: Nu skalt du lade den Fange komme ud!" Hun blev noget sum 1), sagde dog intet. Og eftersom hun og Ole hørte intet mere tale om mig, saa vare de trøstige.

Den 26. Martii holdtes den kongel. Fru Moders Ligbegængelse, og blev henders Lig ført til Roskild.

Den 21. April supplicerte jeg Kongelig Majestæt paa efterfølgende Maade. Jeg havde højlovligste Konning Christian den Fjerdes Billede i Kobberstykke, noget lidet og i Oval. Det havde jeg illumineret med Farver og ladet gjøre en udsnitset 2) Ramme omkring, den selver forgyldt. Bag paa Stykket satte jeg efterfølgende Ord:

Min Sønnesøn og største Navne,
Du ligner mig i Magt og Mod;
Lad det min Levning og nu gavne,
At du som jeg est naadegod.

Herhos havde jeg skreven Hs. høje Excellents Gyldenløve til 3), tjenstligen bedet hannem fornævnte Supplik Kongl Majestæt underdanigst at overlevere og sig mig at antage og til Befrielse forhjælpe. Hs. høje Excellents var da noget inkommoderet af sin gamle Svaghed, saa han ikke selver saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en god Ven Kobberstykket i al Underdanighed at overgive, hvilket skede den 24. April 4).

Af alt dette vidste Jonatha intet. Peder Jensen Tøtzløf var den, som var Bud for mig. Han haver været mig en Trøst i mit Fængsel, bevist mig adskillige Tjenester, saa jeg er hannem meget forpligt. Og beder jeg Eder, mine hjærte, kjære Børn, hans imod mig erviste Tjenester i alle mulige Maader at vederlægge.

Den 2. Maj kom jeg paa Tale iblandt gemene Mand, at jeg vist kom ud af Fængselet; og vare adskillige, som spurte Taarngjemmeren: om jeg kom ud i Aftes, og hvor til Dags? 5) saa Ole begyndte at grue, kunde ikke holde sig saa stærk, som han gjærne vilde. Og sagde han til mig med bedrøvet Mæle: "Min gode Hr. Frøken! I kommer vistnok ud. Der ere de, som mener, at I allerede er ude". Jeg sagde: "Det raader Gud for". "Ja", sagde han, "hvorledes vil det gaa med mig?" Jeg svarte: "I bliver Taarngjemmer, som I nu er". "Ja", sagde han, "i skjønne Maade;" vendte sig, kunde ikke holde sig for Graad og gik bort. Jonatha fornam da, at min Forløsning stundede til, vilde skjule sin Sorrig; sagde: "Ole er meget bedrøvet, men ikke jeg" (og Taarerne stode hender i Øjnene). Der siges dog for vist, at Kongen vil [rejse] overmorgen. Skal I ud, saa sker det idag". Jeg sagde: "Det véd Gud". Jonatha mente, at jeg havde dog vist

__________

1) D. e. mut.

2) D. e. udskaaret.

3) Ulrik Frederik Gyldenløve, en uægte Søn af Frederik III., var uden Tvivl en af dem, som var Leonora Christina mest velvilligt stemte og gjorde mest for at udvirke hendes Løsladelse.

4) Det her omtalte Billede opbevares endnu paa Rosenborg. De sidste Linier lyder i Originalen lidt anderledes, end det her siges, nemlig saaledes: "Ak, lad det nu min Levning [d. e. mit Afkom] gavne, du og som jeg est naadegod".

5) D. e. paa hvad Tid.


119

Haab. Jeg sagde at have haft Haab siden første Dag, jeg blev fængselet, at Gud skulde endeligen forbarme sig over mig og se til min Uskyldighed. Jeg haver stedse bedet Gud om Taalmodighed til at forvente hans Hjælpes Time, og den haver og Gud naadeligen forlenet mig. Er Hjælpens Time nu kommen, saa vil jeg bede Gud at give mig den Naade hans store Velgjerninger retsindeligen at erkjende. Jonatha spurte, om jeg ikke var vis paa at komme ud, førend Kongen rejser til Norge; der sagdes for vist, at imorgen tidlig vilde Kongen begive sig paa Rejsen. Jeg svarte: "Der er ingen Vished i tilkommende Ting. Der kan komme Forfald i Kongens Rejse, og der kan komme det, som kan forhindre min Frihed, om den endskjønt kan være resolveret 1) denne Time. Dog véd jeg, at mit Haah ikke beskæmmes. Men I forberger 2) intet Eders Sorrig, jeg fortænker Eder intet. I haver Aarsage at sørge, thi I mister med min Frihed Eders aarlige store Løn og Eders Ophold 3). Mindes I, hvor ofte jeg haver sagt Eder tilforne, at I ikke skulde sætte Eders Penge saa liderligen 4) hen paa den Søn, I haver. I kunde ikke vide, hvorledes det kunde gaa Eder paa Alderdommen. Om jeg døde, saa sad I udi Armod, thi saa snart faar I ikke Penge, at de jo gives ud for den Drengs Lære, som ikke véd Eder ringeste Tak derfor 5). I haver selv fortalt mig om hans onde Sind. og hvor ilde han haver svaret Eder, naar I haver vilt lære paa hannem. Nu for nogen Tid siden haver han ikke turdt, fordi jeg læste hannem sin Text og truede ham at forhjælpe hannem i Tugthuset. Jeg frygter, at han bliver Eder en ond Søn". Dermed lod hun Taarerne deres fri Gang og bad, at dersom jeg kom ud, jeg da ikke vilde forlade hender. Det lovede jeg, saafremt det stod i min Magt; thi jeg kunde ikke vide, hvorledes mine Vilkaar kunde blive 6).

Det stod saa hen i nogle Dage, saa Jonatha og Ole vidste intet, hvad der vilde blive af.

Den 19. Maj om Morgenen ved 6 Slæt pikkede Ole noget sagte paa den uderste Dør. Jonatha gik til Døren. Ole sagde saa sagte: "Kongen er alt borte, han rejste Klokken 4" 7). Om hans Glædes Haab var stor, véd jeg ikke, men den varte ikkun stakket. Jonatha sagde mig Oles Tiding. Jeg ønskede Kgl. Majestæt Lykke paa hans Rejse (jeg vidste alt, hvad Ordre der var udlovet), og syntes mig paa henders Ansigt, at hun var nogenledes content 8). Klokken 8 kom Tøtzløf op til mig og berettede, at Groskantseler Grev Ahlefeldt 9) havde sendt Slotsfogden en kongelig Ordre, at jeg skulde mit Fængsel entlediges og gaa derud, naar jeg vilde (den Ordre var af Kgl. Majestæt underskreven, Dagen førend Majestæten rejste).

__________

1) D. e. besluttet.

2) D. e skjuler.

3) I Randen er bemærket: "Kvinderne, som betjente mig, finge hver Maaned 8 Rdl."

4) D. e. letsindigt, daarligt.

5) I Randen er bemærket: "Hun lod ham lære Bildsnider [d. e. Billedskjærer] Haandværk".

6) Om Jonatha fulgte med Leon. Chr. til Maribo Kloster, er maaske tvivlsomt, men i hvert Fald kom hun lejlighedsvis dertil.

7) Rejsen gik over Kolding til Norge.

8) D. e. fornøjet.

9) D. e. Storkantsler Grev Frederik v. Ahlefeldt, 1672 ophøjet i den danske Grevestand, efter Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmekonseillet osv. Han maa antages at have været Leon. Chr. venlig stemt og haft Del i hendes Løsgivelse. Men i øvrigt vides ogsaa den franske Regering ved denne Tid at have gjort Forbøn for hende, og den daværende svenske Afsending i Danmark tillagde denne Forbøn den allerstørste Betydning.


120

Hs. høje Excellents 1) var rejst med Kongen. Tøtzløf spurte, om jeg vilde, han skulde lukke, eftersom jeg nu alt var fri. Jeg svarte: Saa længe jeg er inden Fængselsdørene, saa er jeg ikke fri, vil og ud med Manér 2). Lukker Døren og hører, hvad Søsterdotter, Frøken Anna Catharina Lindenov 3), siger, om Hs. høje Excellents ingen Bud haver sendt hender (efter Løfte), førend han drog bort". Tøtzløf lukte og gik mit Ærinde. Der Tøtzløf var borte, sagde jeg til Jonatha: "Nu, i Jesu Navn, i Aften kommer jeg ud! Sanker Eders Tøj tilsammen og lukker det i Laas; saa vil jeg gjøre ved mit og lade det staa her, indtil jeg kan lade det afhente". Hun blev noget betuttet, dog ikke bedrøvet; takkede Gud med mig, og der til Middag blev oplukt, og jeg spisede, lo hun af Ole, som var meget bedrøvet. Jeg sagde hender, at Ole maatte vel sukke, der faldt et fedt Stykke Flæsk af hans Kaal.

Tøtzløf bragte mig Svar fra Søsterdotter, at Hs. høje Excellents havde ladet hender vide, at det stod hender frit for at følge mig ned af Taarnet, om hun vilde; blev saa forafskedet 4), at hun vilde komme silde op samme Dags Aften.

Slotsfogden hastede meget for at blive af med mig, sendte Taarngjemmeren imod Aftenen til mig og lod spørge, om jeg vilde ikke ud. Jeg lod svare, at det var for lyst (maaske at der vare kuriøse 5), som havde Lyst at se mig).

Jeg lod ved en god Ven fornemme hos Hds. Majestæt Dronningen, om jeg ikke maatte have den Naade at nederkaste mig for Hds. Majestæts Fødder (jeg kunde komme paa Dronningens Gemak igjennem Løngangen, saa ingen kunde se mig). Hds. Majestæt lod svare, at hun turde ikke tale med mig.

Der Klokken var imod 10 Slæt om Aftenen, lukte Slotsfogden Døren op for Søsterdotter (i to Aar havde jeg ikke set hannem). Hans Kompliment var: "Nu, scölen wi uns nu scheden?" 6) Jeg svarte: "Ja, nu is de Tit gekomen" 7). Saa bød han mig Haanden og sagde: "Ade!" Jeg svarte med samme Ord, og Søsterdotter lo hjærteligen.

Stakket efter Slotsfogden var gaaen bort, gik jeg og Søsterdotter ud af Taarnet. Hds. Maj. Dronningen formente at se mig, der jeg gik ud; var gaaet hen paa en Balkon. Men det var temmelig mørkt; tilmed havde jeg et sort Flor for Ansigtet. Slotspladsen langs ned af Broen og udenfor var saa forfyldt af Mennesker, saa vi næppeste 8) kunde trænge os igjennem til Kareten 9).

__________

1) D. e. U. F. Gyldenløve.

2) D. e. paa en passende Maade.

3) Datter af Leon. Chr.s i det foregaaende nævnte Søster Elisabeth Augusta og Hans Lindenov til Iversnæs.

4) D. e. aftalt, bestemt.

5) D. e. nysgjærrige.

6) D. e. Nu, skal vi nu skilles?"

7) D. e. Ja, nu er Tiden kommen".

8) D. e. næppe.

9) Leon. Chr. tog ind i et Hus ved Holmens Kanal, hvor Frøken Lindenov boede. Men "efterdi den hele Stad stormede til at se hende", drog hun efter 3 Dages Forløb til en Gaard i Husum ved Kjøbenhavn, om hvilken mere nedenfor. Blandt de mange, der besøgte hende i Kjøbenhavn, kan nævnes hendes og hendes Ægtefælles gamle Ven Terlon, fransk Afsending i Kjøbenhavn, og der er bevaret nogle interessante Udtalelser af ham om det Indtryk, hun gjorde paa ham efter de 22 Aars Ophold i Fængslet. Han kunde ikke noksom bevidne, hvilken Presence d'esprit [d. e. Aandsnærværelse] og god Manér hun udviste i al sin Tale, Væsen og Optræden under sin [ fortsat side 121 ] Samtale med ham, saa at det ikke kunde sees, at hun i saa lang Tid havde været afskaaret fra Folks Konversation og Omgang, ikke heller, at den ensomme og bedrøvelige Tilstand, hun havde været i, havde gjort nogen stor Forandring paa hende, der tilmed nu var i sit 72de [skal være: 64de] Aar. Magrere, sagde han, at hun var bleven".


121

Mine Fængselsdage haver varet 21 Aar, 9 Maaneder og 11 Dage.

Kong Friderik den 3. lod mig fængsle Anno 1663 den 8. Augusti, Kong Christian den 5. gav mig Friheden Anno 1685 den 18. Maj. Gud velsigne min allernaadigste Arve-Konge med alle kongelige Lyksaligheder, unde Hs. kgl. Majestæt Helbrede og lægge mange Aar til hans Alder! Dette endet i mit Fængsel 1).

Den 19. Maj, Klokken over 10 om Aftenen, gik jeg ud af mit Fængsel. Gud ske Lov, Pris og Ære! Han give mig Naade at erkjende hans guddommelige Velgjerninger og aldrig forgjætte mit Takoffer at frembære.

Hjærte, kjære Børn! Dette er den største Del af det skrivværdigste, som sig inden mine Fængsels-Døre med mig haver tildraget. Jeg lever nu i det Haab, at Gud og Kongelig Majestæt det saa vil behage, at jeg Eder selver denne Beretning kan lade se; hvortil Gud give sin Naade!

Skreven paa Husum 2) den 2. Juni, hvorhelst jeg forventer Kongl. Majestæts Hjemkomst fra Norge.


[Hermed ender den egentlige, sammenhængende Skildring. Hvad der følger, maa betragtes som et Tillæg til forskjellige Partier af denne].


Anno 1666, stakket efter, at den Kvinde Karen Nielsdotter var kommen til mig, bleve vi først vár, at der var Stengulv i vort Fængsels Kammers, eftersom et Stykke tilbaget Skarn af hender blev opbrudt, og Stenene kjendte. Jeg havde taget det an for et Lergulv. Den forrige Karen, Olesdotter, var af dennem, som jævnede Skarnet, men tog det ikke bort. Denne plagede mig ideligen, fast hver Dag, for at bryde det op overalt, og det paa én Gang: det var snart gjort. Jeg mente, at det vilde bekomme os ilde, om det skede paa én Gang, thi der vilde Vand til 3) at bløde det, og den Stank i det beklemte Hul vilde foraarsage os Sygdom, men at løsne et Stykke efter anden det kunde lettere ske foruden Umage. Hun blev ved sin Mening og ved sin Begjæring; troede at ville overtale Slotsfogden eller Taarngjemmeren at lade Døren saa længe staa aaben, indtil der var rent gjort. Men der Taarngjemmeren havde flyet hender ind en Balle med Vand, saa lukte han Dørene til. Jeg lagde mig i Sengen, tækkede 4) mig tæt til over Ansigtet, og hun skrubbede og droges med

__________

1) Denne Angivelse er naturligvis urigtig, da hun i Forvejen har skildret, hvorledes hun kom ud af Fængslet. Sandsynligheden er nærmest for, at dette sidste Stykke er skrevet paa det Sted, som hun strax efter omtaler, nemlig Husum.

2) Hermed menes den største Gaard i Landsbyen Husum (Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt), hvilken Gaard særlig betegnes som "Gaarden i Husum" eller "Husumgaard". Den var et Aarstid i Forvejen bleven forpagtet af en Søsterdatter af Korfits Ulfeldt, Jomfru Sophie Friis, og hos hende boede ogsaa en Broderdatter af Korfits Ulfeldt, Jomfru Anne Sophie Ulfeldt. Paa Husumgaard opholdt Leon. Chr. sig indtil ved Mikkelsdagstide 1685, da hun flyttede til Maribo Kloster, hvor Kongen havde indrømmet hende frit Ophold for hendes Livstid. Om hendes Liv her se mine Skrifter: Leonora Christina paa Maribo Kloster. Kbhvn. 1872, og: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie. 2den Del Kbhvn. 1881. S. 279 flg.

3) D. e. der behøvedes Vand til.

4) D. e. dækkede.


122

Skarnet. Den Mængde, der var af Skarn, er utrolig. Den var sanket i mange Aar, thi det havde været et Misdæders Fængsel, og derinde havde de paa Gulvet gjort deres Behov. Hun lagde den Uhumskhed op i et Hjørne, og var des Mangfoldighed saa stor som et stort Bondelæs. Det blev liggendes indtil om Aftenen imod Maaltids Tid, da bleve Dørene først aabnet. Det skede, som jeg frygtede: vi bleve begge syge. Kvinden kom sig dog før end som jeg, thi hun kom ud i Luften, men jeg blev i det indklemte Hul, hvor fast ingen Lysning var. Vi vandt og det derved, at Loppers Mangfoldighed plagede os Dag og Nat, og vare de hender mere vedhængende end som mig, saa at hun var ofte færdig til at græde. Jeg lo og gjorde en Skjemt deraf, sagde, hun vilde have noget at bestille, nu havde hun faaet Tidsfordriv, vi maatte dog intet arbede. Lopperne sade saa tykke paa vores Strømper, saa Farven af Strømperne ikke kjendtes, og strøg vi dem af os i Vandbækkenet. Kom derover i Erfaring, at én Loppe føder anden. Thi som jeg saa efter deres Mangfoldighed, og hvorledes de kunde svømme, blev jeg vár, at nogle smaa Ben kravlede bagest [paa?] Loppen, tænkte, at det var et sær Slags. Endelig saa jeg, hvad det var, tog Loppen paa min Finger, hvoraf den liden kom frem og efterlod Fødselstegn; sprang strax, men Moderen sad lidet, førend hun kom sig, kunde og ikke springe vidt første Gang 1). Den Lyst havde jeg tiere end som én Gang, indtil Lopperne bleve ødelagte. Om alle Lopper fødes paa den Maade, kan jeg ikke vide, men at de avles af Skarn og Ler, det haver jeg og set i mit Fængsel og set, hvorledes de lidt efter lidt ere bleven fuldkommen og af særdeles Farve, saasom Materien var til, de af blev avlet. Jeg haver og set dennem parre sig.

Jeg haver og i mit Fængsel faaet en Erfarenhed om Kaalorme. Havde en Tidsfordriv at se, hvorledes de forandrede sig. Ormene vare alle et Slags til Syne, lige stribede og af lige Farver. Men efter alle komme ikke Sommerfugle. Det er artig at se, hvorledes en Part, imod de forandres, sætter sig op imod, hvad de kan komme til, og fæster en Traad (som Silkeorme-Traad) ved begge Sider, drager den over Ryggen frem og tilbage over 50 Gange, alt paa ét Sted, bøjer sig stønnem med Ryggen for at forsøge, om det og er stærk nok; hvo ikke 2), da drager de flere Traader. Naar det er sket, forandres deres Skikkelse i en Hast, og bliver [de] tykke fortil med en Snude, som er spids til Enden, og ikke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder Knorr; haver ligesaadanne Finner paa Ryggen og saadanne Hoveder. I den Dannelse sidder de 16 Dage, saa kommer der en hvid Sommerfugl ud. Men af nogle Kaalorme kommer af begge deres Sider smaa stakkede Orme som Maddiker, hvidagtige, brede i én Ende og spidse i den anden Ende. De omspinder sig selv med en stor Gesvindighed, enhver for sig. Siden spinder Ormen over dennem temmelig tykt, vælter dem omkring, saa de bliver som næsten trinde Bolle. Der ligger hun imellem ganske indtørret, æder intet, bliver saa stakket som en Flue, inden hun dør. Tolv Dage derefter kommer der smaa Fluer ud af Bollen,

__________

1) Leon. Chr.s Antagelse, at Lopper føder levende Unger, er naturligvis urigtig. Hvad hun har set, er uden Tvivl Parringen.

2) D. e. hvis ikke (tysk: wo nicht).

1682

123

og ser Bollen ud ligesom en Bikube 1). Jeg haver set af samme Slags Kaalorme, at der er kommen en liden levende Orm ud af Ormens Nakke (som jeg holder for det rareste), men den levede ikke længe, aad og intet. Moderen døde, strax den liden var udkommen.


Anno 1683, Nytaarsdag. Til mig selv.

Man siger, Lykken er et ypperligt, godt Stykke,
For hvilken Magten selv vel nederlig maa bykke 2),
Hvorvel at hun er blind, ja falder pludslig hen
Og sjælden, der hun faldt, sig rejser op igjen.
Idag gaar hun Bygang med Ønske i hver Hytte,
Var Ønsk' at lide paa, da vankede god Bytte,
Men den er ikkun et Vejr og Lykken meget lig,
Hos begge, Vandringsmand, er idel Falskheds Svig.
Den første bryder let, den anden intet gjælder,
Dog bruges begge to til Snarer og til Fælder;
Du Lykkens Ejermand, som med den brammer nu,
Vedst lidet, om du snart for hender sætter U.
Da falder Modet hen, et Bogstav dig omhvister 3),
Varst du end Coliath og én Gang til saa bister;
Og du, som est foragt, i Sorrig vorden graa,
Vedst ej, om hun i Aar indtitter i din Vraa,
Thi hun sig tumler om, det e verst nederst vender
Og atter om igjen det nederst øverst sender.
Alt det, som jordisk er, det kommer og det gaar,
Thi vil jeg stunde hen, hvor Evighed bestaar.


Den 14. Martii 1683 digtede jeg efterfølgende:

Det Ordsprog er vel gjævt, som bruges tidt paa Tunge:
En Ven langt ædler er end penningfyldte Punge;
Nu spørges maa: hvor er i denne Verdsens Tid
En Ven saa dydefuld, som skulde med sin Flid
En anden drage ud af Sorrig, Nød og Vaade,
Foruden han dermed forsikret var en Baade? 4 )
Det er dog intet nyt, thi Egennyttighed
Den fulgte Verdsens Børn fra første Tid, man véd;
De gamle haver hørt, de gamle det beklage,
At der fast ingen var, som vilde sig antage
Betrængtes Nød og Tarv, fremføre deres Bøn,
Naar ej var andet hos end stor Tak og Guds Len.
Se, hos Bethesdæ-Flod i Børne-Børns Alder
Hvert Aar en lam did kom, nærværende bønfalder
Om Hjælpes Trøst. Men hvad? Hans Bøn forgjæves var,
Blandt nogle tusinde fandts ej én, Omhu bar
At række hannem Haand, i Vandet nederføre,
Naar Engelen fremkom, som Vandet monne røre.
Han havde ligget der til sidste Aandedræt
Saa Ven- som Penges-løs og aldrig gaaet opret,
Dersom den Kræmmer ej, som sælger uden Penge,
Var kommen frem det Strog 5) og hannem rejst af Senge.

__________

1) Hvad Leon. Chr. her skildrer, maa forstaaes om Æg, der af et snyltende Insekt var bleven lagt i de paagjældende Sommerfuglelarver, og som siden selv udviklede sig til Larver og Insekter.

2) D. e. bukke.

3) D. e. omkaster.

4) D. e. en Fordel.

5) D. e. Strøer.


124

Nødtrængende Guds Barn, vær frisk i Sjæl og Hu,
Den Kræmmer er ej død, men han er til endnu
Og lige naadefuld, saa som han været haver,
Hos hannem kjøbes Hjælp foruden Guld og Gaver.
Han vil, naar det er Tid, dig række Hjælpers Haand
Og selver være den, som løser dine Baand.


Anno 1684, første Dag. Til Peder Jensen Tøtzløf.

Velkommen Nytaarsdag, hvorvel dig Brahe 1) regner
At være første Tal af de, han onde tegner,
Og mener, hvad som helst begyndes først paa dig,
Ej kan god Fremgang faa og være lykkelig.
Nu spørges billig det: om man afstod det onde,
Idag først gjorde godt, om det og lykkes kunde?
Om paa et godt Forsæt skal følge ond Udslag,
Fordi det første Gang begyndtes paa idag?
O Brahe, jeg tror vist, naar én Ting vel begyndes
Idag som anden Tid, og dermed ikke syndes,
At det gaar lykkelig og falder ud til Gavn,
Helst naar begyndes paa i søde Jesu Navn.
Begynd i samme Navn idag og alle Dage,
Bed, at dit Anslag maa Gud Zebaoth behage,
Dig være nyttelig, saa skal ej ondt formaa
At hindre dit Forsæt og hæmme din Attraa,
Men Lykken bydes skal sig over dig at strække,
Saa Avindsmanden selv Hjælp-Haanden dig skal række.
At dig saa hændes maa, det ønsker jeg, som vil
Gud bede hjærtelig at sige Ja dertil.

__________

1) D. e. Tyge Brahe, der som bekjendt ansaa visse Dage for ulykkelige.


__________



Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

Opdateret: tir sep 24 22:58:23 CEST 2002
Førtse udgave: juni 2001
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top