eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindex > Jammers-Minde

Jammers-Minde

Kbh., F. R. Bagge, 1900

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698)
Sophus Birket Smith (udg.) (1838-1919)

Denne eText er en nøjagtig kopi af Sophus Birket Smiths kommenterede udgave, trykt i København 1900. Teksten er produceret med OCR teknik, hos eremit.dk, juni 2001. Gennemset og udgivet i anden webudgave juli 2005.


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

41

darnach fragen, die es wissen; ich weis von keine Verrätherei!" 1) Og som hannem syntes, at jeg ikke troede, min Mand var død 2), tog han en Avis frem og lod mig den læse, maaske mest fordi min Mand stod ilde deri antegnet Jeg sagde intet meget dertil andet end: "Die Avisen-Schreibers sagen nicht allezeit die Wahrheit". 3) Det maatte han tage saa, som han vilde. Jeg laa saa hen i Haabet, at det saa var, at min Herre ved Døden var sine Fjender undgaaet, og tænkte ved mig selv med største Forundring, at jeg skulde leve den Dag at ønske min Herre død; faldt atter igjen udi bedrøvede Tanker, og gad intet talt. Kvinden mente, at jeg var bedrøvet, at min Herre var død, trøstede mig, og det hel fornuftig, men over henders Trøst forøgede sig forbigangene Tiders Ihukommelse, saa jeg kunde længe derefter ikke komme til at stille Sindet i Rolighed. Eders Tilstand, mine hjærte, kjære Børn, bekymrede mig. I havde mist Eders Fader, med hannem Formue og Raad; jeg er fangen og elendig, kan intet hjælpe Eder, hverken med Raad eller Daad; I ere landflygtige og i det fremmede. For mine Sønner, de tre ældste, sørgede jeg ikke saa meget som for mine Døtre og yngste Søn. 4) Jeg sad hele Nætter overende i min Seng, thi jeg kunde ikke sove, og naar jeg haver Hovedpine, saa kan jeg ikke ligge ned i Puden med mit Hoved. Jeg bad Gud inderligen om en naadig Forløsning. Det haver ikke behaget Gud, men han gav mig Taalmodighed at bære mit tunge Kors.

Mit Kors var mig saa meget des tyngere i det første, eftersom saa højligen var forbøden ikke at tilstede mig hverken Kniv, Sax, Traad eller noget, jeg kunde fordrive Tiden med. Omsider, der Sindet kom lidt i Rolighed, tænkte jeg paa noget at tage mig til, og som jeg havde en Synaal, som meldet er, saa løste jeg mine Baand op i min Nattrøje, som vare brede Livfarve 5) Taftes Baand. Det Silke syede jeg med paa det Stykke Klud, jeg havde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der det havde Ende, drog jeg Traader ud af mine Lagen, tvandt dem og syede dermed. Imod det havde Ende, sagde Kvinden en Dag: "Hvad vil I nu faa at gjøre, naar

__________

1) D. e. "I kan spørge andre derom, som ved det; jeg ved ikke af noget Forræderi at sige".

2) Korfits Ulfeldt, der som Følge af den danske Regerings Efterstræbelser i sin sidste Levetid havde opholdt sig under et antaget Navn i og ved Basel, var, paa Grund af et falsk Rygte om, at nogle af hans Landsmænd søgte efter ham, gaaet om Bord i en Baad, som førte ham ned ad Rhinen, og han, der ii Forvejen var dødssyg, udaandede ii Baaden, i Nærheden af Byen Neuburg, vistnok den 20. Februar 1664.

3) D. e. "Avisskriverne siger ikke altid Sandheden".

4) Af Ulfeldts og Leon. Chr.s mange Børn var kun følgende i Live ved Faderens Død: Anne Kathrine, Christian, Ludvig, Korfits, Ellen Christine, Leonora Sophie og Leo. Af disse levede Ellen Christine og Leonora Sophie dengang i Briigge under Anholdelse, men dog i Huset hus den før nævnte Cassetta (se foran S. 6 Anm. 10), som var gaaet i Borgen for dem. Anne Kathrine, som ligeledes havde været anholdt, var allerede i Efteraaret 1663 flygtet fra Brügge og havde været sammen med Faderen i den sidste Tid før dennes Død. Leo Ulfeldt, det yngste af Børnene (født 1651), var i Hamborg, hvor han opdrages i Huset hos Dr. Otto Sperling. Han, der efter at være bleven voxen gik i kejserlig Tjeneste og hurtig steg fra den ene Ærespost til den anden - han døde som Feltmarskal og Gehejmeraad var den eneste af Ulfeldts Sønner, som forplantede Navnet, der dog uddøde i det forrige Aarhundrede. Paa Spindesiden nedstammer fra ham de østerrigske Familier Waldstein og Thun. Fra Leonora Sophie Ulfeldt (gift med den skaanske Adelsmand Lave Beck) nedstammer den svenske grevelige Familie Beck-Friis.

5) D. e. kjødfarvede, røde.


42

dette slipper?" Jeg svarte: "O, jeg faar nok noget at gjøre; skulde end Ravnene føre mig det til, saa faar jeg det". Derpaa spurte hun mig, om jeg kunde gjøre noget med en brødt Træske. Jeg svarte: "Maaske ved I en?" Der hun havde let et Tag, tog hun en frem, som Bladet var halv af. "Den" (sagde jeg) "kunde jeg vel gjøre noget af, havde jeg Redskab at gjøre med. Kunde I overtale Slotsfogden eller Per Kudsk at laane mig en Kniv?" "Jeg vil vel bede dem derom" (sagde hun), "men jeg ved nok, det sker ikke". At hun sagde noget derom til Slotsfogden, kunde jeg fornemme paa hans Svar, thi han svarte højt: "Sie hat kein Messer nöthig; ich will das Essen für ihr schneiden. Sie könnte leichte sich Schaden damit thun" 1). Hvad hun sagde til Kudsken, ved jeg ikke (det ved jeg, at hun saa ikke gjerne, at jeg fik Kniv, thi hun var ræd for mig, som jeg siden fik at vide). Kvinden bragte det Svar fra Kudsken, at han for sit Liv ej turde. Jeg sagde: "Kunde jeg faa et Stykke Glas, saa vilde jeg se, hvad jeg kunde gjøre ved det Stykke Skeskaft, mig til Nytte"; bad hender lede i en Krog, som er udenfor det uderste Rum, der al Skarnet blev henkast, hvilket hun og gjorde, fandt ikke aleneste Stykker Glas, men endog et Stykke af et Tinlaag, som havde sidt paa et Krus. Med Glasset gjorde jeg af Skestumpen en Pind med to Takker, som jeg gjorde Baand paa, og endnu er i Brug (Silket til Baandene tog jeg af min Nattrøje neden om). Det Stykke af Tinlaaget bøjede jeg saaledes tilsammen, at det siden tjente mig til Blækhorn. Det er og endnu i min Gjemme. Til et Troskabstegn bar Kvinden mig samme Tid en stor Knappenaal, hvilken var mig et godt Redskab til at gjøre Begyndelsen af Skillerummet med imellem Takkerne og skave 2) det siden med Glasset. Hun spurte mig, om jeg ikke kunde hitte paa noget at lege med, Tiden blev hender saa lang. Jeg sagde: "Giver Per gode Ord, saa flyr han Eder vel noget Hør for Penge og en Haand-Ten", "O hvad l" svarte hun, "skulde jeg nu spinde? Gid Fanden spinde! For hvem skulde jeg spinde?" Jeg sagde: »For at fordrive Tiden. Jeg vilde vel spinde, om jeg havde noget at gjøre med". "Det maa I ikke, min hjærte Frue" (sagde hun): "jeg vover mig yderlig nok med det, jeg flyr Eder". "Vil I have noget at lege med" (sagde jeg), "saa skaffer Eder nogle Nødder, saa vil vi lege med dem". Det gjorde hun, og vi legte med dem som smaa Børn. Jeg tog og tre af Nødderne og gjorde Tærninger af dem, satte paa hver to Slags Tal, og legte vi og med dem. Og paa det den O kunde kjendes, som jeg gjorde med den store Knappenaal 3), bad jeg hender fly mig et Stykke Kride, som hun og gjorde, og jeg gned Kride deri. Bemeldte Tærninger kom bort, jeg ved ikke hvordant; jeg er i Me-

__________

1) D. e. "Hun har ingen Kniv nødig; jeg vil skjære Maden for hende. Hun kunde let gjere sig Skade dermed". I Randen er tilføjet: "Der jeg engang lod begjære af Slotsfogden en Sax for at skjære mine Negle af med, svarte han og højt det: "Was, was? Die Nägels sollen ihr wachsen als Adlersklauen, und die Haar als Adlersfedern!" [D. e. Hvad, hvad? Neglene skal voxe paa hende som ørnekløer, og Haarene som jørnefjer]. Hvad jeg tænkte, ved jeg vel, om jeg havde Klør og Vinger".

2) D. e. skrabe.

3) I Randen er tilføjei: "Jeg tog mine Negler af med Synaalen, som jeg ridsede dennem med saa længe, indtil de kom af. Den Negl paa den liden Finger paa den højre Haand lod jeg voxe for at se, hvor lang den kunde blive; men jeg stødte den uforvarendes af og haver den endnu".


43

ning, at Kudsken fik dem, maaske den Gang han lurte hender af 1) de overblevene Lys og Sukkeret. Thi han kom en Middag saa hæsblæsende til hender og sagde, at hun skulde fly hannem Lysene, Sukkeret, han havde baaren hender fra Maren Bloks, og hvad hun havde, som ikke maatte sees, thi der skulde ransages i vort Kvarter. Hun løb ud dermed under Forklædet og sagde mig intet derom, førend Døren var lukt. Jeg gjemte, det bedste jeg kunde, paa mig min Pind, mit Silke og den syede Klud med Synaal og Knapperiaal. Der blev ingen Hussøgning af, og var ikkun Kudskens Pudseri for at faa de overblevene Lys fra hender, for hvilke hun tidt nok siden bandede hannem., saa vel som for Sukkeret.

Jeg var stedse i Arbed, saa længe jeg havde Silke af Nattrøje og Strømpet, knyttede over den store Knappenaal, paa det at det kunde vare længe. Af det Arbed er endnu i min Værge og Knippelstokkene, jeg mig gjorde af Pinde. Med Poser, fyldt med Sand, dermed slog jeg Snorer, hvoraf jeg gjorde mig et Bind (som er opslidt), thi jeg maatte ikke faa et Snørliv, i hvor ofte jeg lod bede derom; Aarsagen, hvorfor, er mig endnu ubevidst. Med det Stykke Kride fordrev jeg og ofte Tiden, malede dermed paa et Stykke Brædt og paa Bordet, toede det af igjen, gjorde Rim og digtede Psalmer. Den første var denne, hvilken jeg dog havde digtet, længe førend jeg bekom Kride. Jeg sang den aldrig, rnen læste den for mig selv.


En Morgen-Digt paa den Tone:

Jeg vil din Pris udsynge etc.

1.

Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Sjælens Agt,
Som ej idag vil glemme
At prise Guds Almagt
Og takke Skab'ren blid,
Som sine Vægtre sendte,
Mit Leje de omspændte,
Mig vogtede med Flid.

2.

Med Sorrig jeg mig lagde,
Af Graad var salt min Mund,
Jeg til mig selver sagde:
Du ser ej Morgenstund!
Men Herrens Godheds Kraft
Befalte Søvnen søde
Min tørre Hjærne bløde
Og kvæge med sin Saft,

3.

Tak, Jesu, Livsens Fyrste!
Jeg Sengen slippe kan,
Med Vaaben mig udryste 2)
At stride som en Mand
Mod Satan, Synd og Død,
Mod eget Kjød og Ville 3)
Og alt, mig vil adskille
Fra dig i denne Nød.

4.

Hjælp, Hjælper ! Hjælp mig, Herre!
Mit Kors er af din Haand.
Vilt tyngslen Ende bære
Og lindre hvassen Baand?
Jeg ellers visselig
Derunder maa fortvile,
Thi dine Skud og Pile
De stikker hart i mig.

5.

Din Naade vilt udøse
Og rundelig beté 4),
Mod mine faderløse
Din Miskund lade se?
Vær' deres Fader mild,
I Nøden ej forglemme,
Hos fremmede forfremme
Mod deres Fjenders Vild? 5)

6.

Jeg arme Støv og Aske
Endnu et beder dig:
Mig ikke at forraske,
Henrykke pludselig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornuft og stille,
Med godt Taal 6) og god Ville
Befale i din Haand.

__________

1) D. e. narrede hende for.

2) D. e. udruste.

3) D. e. Vilje.

4) D. e. vise.

5) Betyder formodentlig her: Godtbefindende, Vilkaarlighed.

6) D. e. Taalmodighed.


44

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 1)

Jeg fordrev saa Skjels 2) min Tid i Rolighed, indtil Doktor Otto Sperling blev ført fangen her ind i Taarnet 3), hvis Fængsel er neden under den mørke Kirke. Hans Skjæbne er beklagelig. Der han blev ført i Taarnet, var han spændt i Jernlænker om Hænder og Fødder. Slotsfogden, som ikke var i forrige Tider hans Ven, glædde sig saa hjærtelig over Doktorens Ulykke, og at han var falden i hans Hænder, saa han gjorde intet andet den Aften end nynnede og sang; sagde til Kvinden: "Meine Karne, wollt Ihr tantzen? Ich will singen" 4). Han lod Doktoren ligge i sine Jern den Nat. Saasom vi af Folks Murmelen og Tillob 5), saa og af et Fængsels Tillukkelse, som var neden under mit (hvor der lagdes Jernrigler for Døren), vel kunde fornemme, at der var en Fange indkommen 6). Den Glæde, jeg fornam paa Slotsfogden, gav mig en Frygt, saa vel som at han selver ikke aleneste lukte min Dør op og til, men han forhindrede Kvinden at gaa i Trappen, lænede sig ved den uderste Dør af mit Fængsel. Kudsken stod bag Slotsfogden gjorde mange Tegn; men som Slotsfogden drejede sig saa tidt hid og did, saa kunde jeg ikke ret se hans Postur 7). Om anden Dagen ved 8 Slæt hørte jeg de Jernrigler og Døren der neden [under] gaa op, kunde og høre, at det inderste Fængsel blev oplukt (da blev Doktoren ført ud til Forhør 8). Kvinden sagde: "Der maa vist sidde en Fange; hvem kan det vel være?" Jeg svarte: "Det synes vel saa, at der er en Fange indkommen, efterdi Slotsfogden er saa glad. I faar det vel at vide af Per, om ikke saa lige idag, da en anden Gang. Jeg beklager den Stakkel, i hvem han er" (Gud ved, mit Hjærte var ikke saa frimodig, som jeg anstilte mig til), Der til Middag blev oplukt for mig (som var over 12 Slæt, thi førend Doktoren blev ført ind igjen? blev intet oplukt for mig), da var Slotsfogden mer end gemen lystig, dandsede for sig selv og sang: "Lustig, Courage! Es wird sich wohl schicken!" 9) Der han havde skaaren Maden, lænede han sig ved min uderste Fængselsdør og forhindrede Kvinden at gaa ud, sagde til mig: "Ich soli Euch grussen von dem Herrn Generalmajor von Ahlefeldt; er sagt, es wird nu bald gut. Ihr sollt Euch nur zufrieden geben. Ja, ja, nu wird es bald gut!" 10) Jeg lod, som jeg tog det op i den Mening, som Ordene

__________

1) Leon. Chr. meddeler her et tysk Digt, som hun ligeledes skrev i Fængslet, men sorri udelades, da det maa antages at have mindre Interesse for Læserne.

2) D. e. saa nogenlunde.

3) Dr med. Otto Sperling havde i mange Aar været Ulfeldts og Leon. Chr.s Huslæge og gode Ven. Kort efter, at Ulfeldt i 1651 var flygtet fra Danmark, forlod ogsaa Sperling Landet og bosatte sig først i Amsterdam, senere (1654) i Hamborg. Han vedblev imidlertid stadig at staa i Forbindelse med Ulfeldt, og efter at en Brevvexling, som han havde ført med Ulfeldt og hans ældste Datter i hins sidste Levetid, var faldet i Hænderne paa den danske Regering, lod denne - ham ved en Oberstløjtnant Hagedorn - med Magt bortføre fra Hamborg og bringe til Kjøbenhavn, hvor han indsattes i Blaataarn. Efter at have været underkastet en Række Forhør dømtes han fra Ære, Liv og Gods, men Livet skjænkedes ham dog, og han blev nu. hensiddende i Blaataarn til sin Død 1681.

4) D. e. "Min Karen, vil I dandsel Jeg vil synge".

5) D. e. Tilløb.

6) Eftersætningen er glemt. I Randen er skrevet: "Samme Fængsel er udenfor, der Doktoren sidder. Der han sidder, er ganske mørkt".

7) D. e. Holdning, Stilling; her snarest: Gebærder.

8) Sperling blev indsat i Blaataarn om Aftenen den 30. April 1664. Efter hans eget Sigende kom han dog først i Forhør den 5. Maj.

9) D. e. "Lystig, Kurage! Det vil vel give sig!"

10) "Jeg skal hilse Jer fra Hr. Generalmajor v. A.; han siger, at nu bliver det snart godt, I skal blot give Jer tilfreds. Ja, ja, nu bliver det snart godt!"


45

vare, og bad hannem takke Generalmajoren for hans Trøst, og eftersom han repeterte igjen samme Ord og sagde derhos: "Ja, fürwahr! das sagte er" 1), saa svarte jeg med et Spørsmaal: "Wo mag doch das herkommen, dass der Generalmajor suchet alleweil mich zu erfreuen? Gott erfreue ihn wiederl Ich habe ihn nie vorhin gekannt" 2). Slotsfogden svarte aldeles intet derpaa. Imidlertid Slotsfogden talte med mig, stod Kudsken bag ved hannem og viste, at Fangen havde været bunden om Hænderne og Fødderne, at den havde et Skjæg og en Kalot paa og en Klud 3) om sin Hals. Det kunde ikke gjøre mig visere, end jeg var, men bedrøve mig mere kunde det vel. Til Aftensmaaltid blev og Kvinden forhindret at tale med Kudsken, og gjorde Kudsken atter samme Tegn, thi Siotsfogden stod paa samme Sted, dog talte intet, jeg ikke heller. Om Morgenen derefter blev Doktoren atter udført til Examen 4), og Slotsfogden forholdte sig som før. Som han da stod og grundede, spurte jeg hannem ad, hvad det var for en Fange, der var nere. Han svarte, der var ingen nere. Derved lod jeg det blive, og som vi ellers snakkede om andet, saa smut Kvinden ud til Per, som i en Hast sagde hender, hvem det var. Det varede saa i nogle Dage, alt paa en Vis. Der Dom var fældet over Doktoren 5), og det fordrog sig med Exekutionen, og jeg intet talte til Slotsfogden, uden han talte til mig, kom han ind og sagde: "Ich vernehme wohl, dass Ihr könnt abmessen, dass ein gefangener darunten sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verboten es Euch zu sagen, wer es ist" 6). Jeg svarte: "So begehre ich es auch nicht zu wissen" 7). Han begyndte at faa nogen Kompassion 8) og sagde: "Gebet Euch zufrieden, mein liebes Fräulein, es ist nicht Euer Mann, nicht Euer Sohn Tochter, Schwager oder verwandter; es ist ein Vogel, der sollte singen, und er will nicht, aber er muss wohl, er muss wohl". 9) Jeg sagde: "Ich sollte wohl können rathen aus Euer Diskurs, wer es ist. Kann der Vogel singen, dass in den Ohren kann klingen, so wird er es wohl thun; aber die Melodei, die er nicht weiss, wird er auch nicht singen können!" 10) Han blev tavs derved, vendte sig og gik ud.

Efterhaanden blev det og stille med Doktoren, saa der blev intet talt mere om, og kom Slotsfogden da og da ind, naar der blev oplukt, og

__________

1) D. e. "Ja, sandelig, det sagde han".

2) D. e. "Hvoraf kan det dog komme, at Generalmajoren altid søger at glæde mig? Gud glæde ham igjen! Jeg har aldrig før kjendt ham"

3) D. e. Tørklæde.

4) D. e. Forhør. I Randen er tilføjet: "Der Slotsfogden i de første Dage sang for sig, sagde han: Du must aufsingen, du Vogel, wo ist dein sammten Rock?" [D. e. Du maa synge op, Fugl, hvor er din Fløjels-Kjole?] lo i det samme, alt det han kunde. Jeg sluttede af den Sang, hvem det kunde være".

5) Dommen over Sperling (se foran S. 44 Anm. 3) afsagdes den 28. Juli. I Randen er tilføjet: "For at bedrøve og forfærde Doktoren lukte Slotsfogden op for ham tidlig om Morgenen, efter Dom var gaaet, og lod, som Præsten skulde komme til hannem".

6) D. e. "Jeg mærker vel, at I kan slutte Eder til, at der sidder en Fange dernede. Det er ogsaa sandt, men det er forbudt at sige Eder, hvem det er".

7) D. e. "Saa begjærer jeg heller ikke at vide det".

8) D. e. Medlidenhed.

9) D. e. "Giv Jer tilfreds, min kjære Frøken, det er ikke Eders Mand, ikke Eders Søn, Datter, Svoger eller Frænde; det er en Fugl, som skulde synge [sigter til Navnet Sperling, en Spurv], og den vil ikke, men den maa vel, den maa vel".

10) D. e. "Jeg skulde vel kunne gjætte af Eders Tale, hvem det er. Kan Fuglen synge, saa at det kan klinge i Ørene, saa vil den vel gjøre det; men den Melodi, som den ikke véd, kan den heller ikke synge".


46

gjorde sig stønnem lystig med Kvinden, vilde, hun skulde gjøre Reverents for hannem, lærte hender, hvordant hun skulde sætte sine Fødder og bære sin Krop, ret paa Dandsemester-Vis. Han fortælte og adskilligt, som i forrige Tider var passeret, en Del deraf til den Ende at bedrøve mig med min forrige Velstands Ihukommelse: hvordant det gik til i mit Bryllup; hvor højt Kongen salig elskede mig; fortælte derom hele Remser, glemte intet, hvordant jeg var klæd, og alt dette sagde han for ingen uden for mig selv, thi desimellem 1) stod Kvinden og sladrede med Taarngjemmeren, Kudsken og den Fange Christian i Trappen.

Maren Bloks, som flittig da og da lod mig hilse og vide, hvad nyt hender kom for, hun lod mig og forstaa, at hun var i den Mening, at jeg kunde trolde; thi hun skrev mig til en Seddel 2), hvorudi stod, at hun bad mig sætte ondt imellem Jomfru Charise 3) og en Ahlefeldt, med stor Vidtløftighed, at den Ahlefeldt var hender ikke værd, men Skinkel var en brav Karl 4) (Charise blev siden gift med Skinkel). Saasom den Skrivelse var aaben, saa vidste Kudsken des Indhold, og Kvinden med. Jeg blev flux derover fortørnet, men sagde intet. Kvinden kunde vel mærke paa mig, at jeg tog det ilde op, sagde: "Frue, jeg ved vel, hvad det er, Maren vil". Jeg svarte: "Kan I hjælpe hender dertil?" "Nej!" sör hun og lo hjærtelig. Jeg spurte, om det var at le af. "Jeg ler", sagde hun, "[af], at jeg tænker paa den vise Cathrine, jeg før haver talt om, som gav et Raad til en engang, som og vilde have sat ondt imellem to Mænd, som vare gode Venner". Jeg spurte, hvad det var for et Raad. Hun sagde, der skulde tages Haarene op, hvor tvende Katte havde revets, og de Haar skulde kastes imellem de to, man vilde sætte Splid imellem. Jeg spurte, om den Kunst gik an. Hun svarte: "Den blev ikke ret forsøgt". "Maaske", sagde jeg, "at Kattene ikke vare begge sorte?" "Ho, ho!" sagde hun; "jeg hør vel, at I véd, hvordant det skal være". "Jeg haver hørt mere end det", svarte jeg; "lærer hender den Kunst, saa faar I Sukker-Kandi igjen, men lader ikke Per narre Eder det fra som sidst. Alvors Tale! Lader Per bede Maren Bloks at forskaane mig for saadanne Begjæringer!" At det var i henders saa vel som i Marens Tanker, at jeg kunde trolde, det gav hun i mange Maade til Kjende. Jeg gav og stønnem med min Tale Anleding dertil; tænkte, som min Herre salig plejede at sige (naar han vilde i hans unge Aar gjøre nogen vis paa 5), at han vidste den sorte Kunst), at de frygter for dem, de haver den Opinion 6) om, og tør ikke gjøre dem ondt. Og hænder det sig en Dag til Middagsmaaltid, at Slotsfogden sad og snakkede inde hos mig, at Kvinden med de andre i Trappen havde en lang Snak om Troldkvinder, som vare paagreben i Jylland, og den, som da var Landsdommer i Jylland 7), holdte med Troldkonerne og sagde, der var ingen Troldkoner

__________

1) D. e. imidlertid.

2) I Randen er tilskrevet: "Per havde for nogen Tid siden kast i et Papir ind til mig 8 Dukater, sagde, der han lukte Døren: "Jer Pige!" Og som Kvinden det vidste, gav jeg hender en deraf og Per en. Om min Pige havde flyet ham flere, ved jeg ikke, thi hun havde langt flere forborgen paa sig". Denne Pige sad under Anholdelse i Slotsfogdens Lejlighed.

3) Jvfr. foran S. 10 Anm. 4.

4) Morten Skinkel var dengang Kammerherre hos Prins Christian.

5) D. e. bilde nogen ind.

6) D. e. Mening.

7) Hans Navn var Villum Lange.


47

til. Der Dørene bleve lukte, da havde vi nok at snakke om Troldkoner, og sagde hun: "Den Landsdommer er i Eders Mening, at det er en Videnskab og ingen Trolddom". Jeg sagde saa, som jeg havde sagt før, at en Part havde mere Videnskab end som en Part, og en Part brugte deres Videnskab til at gjøre ondt med; i hvor vel det kunde ske naturlig Vis 1) og ikke med Fandens Kunst, saa var det dog ikke tilladt udi Guds Ord at bruge Naturen til at gjøre ondt med; det var og ikke billigt at give Fanden den Ære, som hannem ikke tilkom. Vi snakkede saa længe, at hun blev vred og lagde sig, sov en Søvn; dermed var den Vrede forbi.

Nogle faa Dage derefter siger hun: "Eders Pige, som sidder nere i Slotsfogdens Kammers 2), spørger saa flittig om Eder, og hvad I gjør. Jeg haver sagt Per om det, I haver syet, og om de Baand, I gjør, men han haver soren mig til ikke at sige det nogen Menneske uden Maren Lars-dotter; hun vilde saa gjærne være hos Eder her". Jeg svarte: "Det tjente hender intet at være fangen med mig, det spildte ikkun henders Lykke; thi hvem ved, hvor længe jeg kan leve?" Fortælte om samme min Pige, at hun havde været i mit Brød, siden hun var 8 Aar gammel; hvad jeg havde ladet hender lære, og hvor dydig hun var. Derpaa sagde hun: "Pigen vilde gjærne se det, I haver syet; I skal strax faa det igjen". Jeg flyede Kvinden det, som, første Gang Dørene bleve aabnede, gav Slotsfogden det, som bar det til Dronningen (to Aar derefter sagde Slotsfogden mig det selv 3), og at Dronningen havde svaret, der Kongen havde sagt: "Man möchte ihr wohl was zu thun geben!" Das wäre nicht nöthig. Es ist Ihr gut genung. Sie hat es nicht besser haben wollen!" 4). Jeg spurte ofte efter det syede Stykke, men fik til Svar, at Per var ikke god for at faa det fra Pigen igjen.

Imod Efterhøsten begyndte Slotsfogden at skrante, blev syg og formaatte lidet, lod Kudsken ofte lukke op og til for sig baade nere hos Doktoren og oppe hos mig. De Jernstænger bleve og ikke mere lukte for der nere for det uderste Fængsel, men for mig blev altid 4 Døre lukte. En Dag, Per skulde lukke, kaste han en Dukke Silke ind til 5) mig og sagde: "Gjør mig deraf en Rem i mine Buxer!" Jeg lod saa, som jeg ikke hørte det, spurte Kvinden ad, hvad det var, han sagde. Hun sagde mig samme Ord. Jeg lod alt, som jeg ikke troede det, gjorde en Latter deraf og sagde: "Skal jeg gjøre hannem Baandet, saa vil han vel, at I skal binde hans Buxer". Der faldt nu Latters Snak om. Imod at der skulde spises, saa siger jeg til Kvinden: Flyr Per sit Silke igjen og siger, at jeg endnu aldrig

__________

1) D. e. paa naturlig Maade.

2) Se foran S. 46 Anm. 2.

3) Hvis Tidsangivelsen er rigtig, maa det have været Jokum Waltpurgers Eftermand, der fortalte det, da han selv dengang var død.

4) D. e. "Man kunde have Lyst til at give hende noget at bestille!" "Det var ikke nødvendigt. Det er godt nok til hende, som hun har det. Hun har ikke selv villet have det bedre".

5) I Randen er tilføjet: "Saasom mine Linklæder blev toen i Fadburstuen, hænder det sig engang, at en Pige samme Steds maa have uforvarende glemt en hel Klynge smaa Traad i en ren Særk, hvorudover jeg sagde til Kvinden: Ser I vel, hvorledes den Ravn haver baaren mig den Traad!" Hun blev vred og skjændte; jeg lo og gav hender Skjæmt til Svar".


48

gjorde nogen Buxerem; jeg ved ikke, hvorledes den skal gjøres" (imod saadant maatte jeg tage med leende Munde!)

Paa de Tider, som vores forrige Gaard her i Byen (hvilken vi havde forskreven os fra paa Borringholm, der vi der vare fangen 1)), blev nederbrudt, og en Støtte (eller hvad det er) til min Herres Vanære opsat, kom Slotsfogden ind, der til Middag blev oplukt, og satte sig paa min Seng (jeg var da noget upasselig), begyndte at snakke om forrige Tider (jeg vidste allerede, at der blev brydt ner paa Gaarden), regnte op alt det, han mente kunde smærte mig at have mist, til min Karet og Heste til. "Aber" (sagde han) "das alles ist nichts gegen den schönen Hof?" (strøg den ud 2) paa det herligste); "der lieget nun darnieder, und ist kein Stein auf den anderen. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Fräulein?" 3) Jeg svarte: "Der König kann mit dem seinigen machen, was er will; der Hof ist eine geraume Zeit nicht unser gewesen" 4). Han blev alt ved at bejamre det skjønne Hus og Vaaninger med den Have, der var hos. Jeg spurte hannem, "wo der Tempel Salomonis wäre geblieben? Das schöne Gebäu, da wäre kein Stein von mehr zu finden; man wusste nicht die Stelle zu weisen, wo der Tempel und das kostbare Königshaus gestanden" 5). Han svarte ikke et Ord, hængte med Hovedet, grundede et Tag 6) og gik ud. Jeg tvivler ikke paa, at han jo haver berettet, hvad jeg sagde. Efter den Dag begyndte han ja mere og mere at anstille sig høflig, sagde og, at Hs. Majestæt havde befalet, at han skulde spørge mig ad, om jeg begjærte noget enten af Kjøkkenet, Kjælderen eller hos Sukkerbageren, da skulde det skaffes mig; var og befalet at give mig Konfekt og Strøsukker to Gange om Ugen, hvilket og skede 7). Jeg bad Slotsfogden at takke Kongl. Majestæt for den Naade, paa det allerunderdanigste roste, som billigt, Kongens Godhed. Slotsfogden vilde rose Dronningen, havde han kunt hittet paa noget; sagde: "Die Konigin ist auch eine liebe Königin!" 8) Jeg svarte intet dertil. Han kom og noget derefter med en Befaling fra Kongen, at jeg skulde begjære, hvad jeg vilde have til Klæder og Linned, hvilket blev optegnet, og jeg siden bekom, foruden Snørliv, det vilde Dronningen ikke tilstede. Aarsagen kunde jeg ingen Tid faa at vide. Det var og Dronningen imod, at jeg bekom et

__________

1) Jvfr. Indledningen. Gaarden og dens Grund omfattede en større Del af det nuværende Graabrødfetorv (der senere kaldtes Ulfeldts Plads), de Bygninger, som nu ligger nærmest nord for Torvet, samt hele den nuværende Kejsergade. Nedbrydningen fandt Sted (eller begyndte i hvert Fald) i Juli 1664.

2) D. e. udmalede den.

3) D. e. "Men det er altsammen intet imod den smukke Gaard! den er nu nedrevet, og der er ikke Sten tilbage paa Sten. Er det ikke beklageligt, min kjære Frøken!"

4) D. e. "Kongen kan gjøre med sit eget, hvad han vil. Gaarden har en rum Tid ikke været vor".

5) D. e. "hvor Salomos Tempel var blevet af? der var ikke en Sten mere at finde af den skjønne Bygning, man kunde ikke engang vise Stedet, hvor Templet og det kostbare Kongehus havde staaet".

6) D. e. en Stund.

7) I Randen er tilføjet: "Strøsukkeret var i rent Papir, deraf betjente jeg mig at skrive paa, hvad jeg digtede og vilde notere; gjorde Blækket af Lyserøg, strøgen af Sølvskeen og med øl præpareret. Min Pen var gjort af en Hønsevinge; Redskabet var et Stykke Flint. Den er endnu til Stede". Denne Anmærkning er senere overstreget og erstattet med følgende: "Jeg skrev adskilligt ud af Bibelen paa det Papir, Sukkeret mig gaves udi. Mit Blækhorn var af det Stykke Tinlaag, Kvinden havde funden, Blækket af Lyserøg, tagen bag af en Ske, og Pennen af en Hønsevinge, med Glasstykket gjort til Rette. Det er endnu i min Gjemme".

8) D. e. "Dronningen er ogsaa en kjær Dronning".


49

Flaskefoder, med sex smaa Flasker; derudi var Slag-Vand 1), Hovedvand og hjærtstærkende 2) Vande. Alt det, sagde hun, maatte jeg nok være foruden; men der hun saa, at der staar et Kobberstykke 3) i Laaget: Herode Dotter med St. Johanne[s] Hoved paa et Fad, da lo hun og sagde: "Das wird ihr ein Herzstärkung sein!" 4) Det Kobberstykke kom mig til at betænke, at Herodias havde endnu Søstre i Verden.

Slotsfogden blev i sin Finhed 5), laante mig efter Begjæring en tysk Bibel, sagde derhos: Das thue ich aus gutem Herzen, habe dessen kein Befehl; die Königin weiss es nicht" 6). "Das glaube ich" 7) (svarte jeg), og takkede hannem; men jeg er i Mening, at Kongen vidste det vel. Nogle faa Dage derefter lod Maren Bloks kræve sin Bønnebog igjen. Jeg havde lært Kvinden udenad en Morgen- og en Aftenbøn og alle Morgen- og Aftensuk, hvilket hun Aften og Morgen læste for mig. Jeg erbød mig til at lære hender at læse, vilde hun fly sig 8) et Abc. "Der lo hun spodsk af og sagde: "Folk skulde tænke, jeg var gal, at jeg nu vilde lære at læse". Jeg mente med Raison at persvadere 9) hender for at have noget at fordrive Tiden med; men det var langt fra: hun vidste saa meget, hender gjordes fornøden. Jeg søgte alt efter noget at forslaa Tanker med, og som jeg var bleven vár, at Pottemageren, der han satte Kakkelovnen op, havde ladet ligge et Stykke Ler udenfor i det andet Rum, bad jeg Kvinden fly mig det. Slotsfogden saa, at hun tog det, spurte dog ikke, hvortil. Jeg præparerte det Ler med Øl, gjorde adskilligt, af hvilket ofte noget gjordes om igjen; iblandt andet Slotsfogdens Billede og Kvindens Billede, smaa Kruse og Skaaler. Og som mig faldt ind at forsøge, om jeg kunde gjøre noget, som nogle faa Ord kunde sættes paa til Kongen, som Slotsfogden ikke kunde agte 10) (thi jeg vidste vel, at Kvinden ikke tav altid stille, hun vilde vel sige engang, hvad jeg tog mig til), saa formerte 11) jeg et Bægere over Hælvten af det halve Pot-Bægere, mig gaves Vin udi, gjorde det neden til trindt, satte det paa tre Knappe og paa Siden Kongens Navn; under Bunden disse Ord: . . . . il y a un. . . . [voyez?] un Auguste 12). Jeg havde det et Tag og vidste ikke, paa hvad Maade det kunde berettes, hvad jeg tog mig til, eftersom Kvinden saa højt havde forsoren ikke at sige det; sagde en Dag: "Spørger Slotsfogden Eder intet ad, hvad jeg gjør?" "Jo vist gjør han" (svarte hun), "men jeg siger, at I gjør intet uden læser i Bibelen", Jeg sagde: "I kan vel gjøre Eder god dermed og sige, at jeg gjør Billeder af Ler; det maa han vel vide". Hun gjorde saa, og en tre Dage derefter kom han ind til mig, var hel mild og spurte, hvad jeg fordrev min Tid med. Jeg svarte: "Med at læse i Bibelen". Han mente, at jeg blev og træt deraf.

__________

1) Et forfriskende Vand, som brugtes mod Slag og Besvimelse.

2) D. e. hjærtestyr-kende.

3) D. e. Kobberstik.

4) D. e. "Det vil være hende en Hjærtestyrkning",

5) D. e. Høflighed, Godhed.

6) D. e. "Det gjør jeg af et godt Hjærte, jeg har ingen Befaling dertil; Dronningen ved det ikke".

7) D. e. "Det tror jeg vel".

8) D. e. skaffe sig.

9) D. e. med Fornuftgrunde at overtale.

10) D. e. give Agt paa, tage Hensyn til.

11) D. e. dannede.

12) De ovenanførte franske Ord giver ikke saa megen Mening, at de kan oversættes. I øvrigt antyder Leon. Chr. i sin franske Selvbiografi, at Bægeret nærmest var bestemt for Dronningen, og i Overensstemmelse hermed betegnes Indskriften der som væsentlig rettet til hende.


50

Jeg sagde at gjærne ville have noget imellemstund at gjøre, men jeg maatte jo ikke. Han spurte, hvortil jeg vilde have det Ler, Kvinden havde baaren ind til mig; han saa det nok, der hun bar det ind. Jeg sagde: "Der haver jeg gjort noget smaat Lapperi af". Han begjærte at se det. Saa viste jeg hannem først Kvindens Billede; det behagede hannem meget vel, eftersom det lignede hender; saa en liden Krukke, og sidst Bægeret. Han sagde strax "Dieses alles will ich mitnehmen und lassen es dem König sehen; vielleicht werdet Ihr alsdann Urlaub kriegen etwas in den Händen zu haben für Zeit-vertreib" 1). Jeg var vel tilfreds. Dette skede til Middagsmaaltid. Til Aftens-maaltid kom han intet ind, Om anden Dagen sagde han mig "Ja, mein liebes Fräulein, Ihr hättet mir bald in Unglück gebracht!" "Wie so?" (spurte jeg). "Ich häbe den König eine Supplication von Euch gebracht! Die Königin wurd es nicht gewahr, aber der König sahe es strax und sagte: "So! Bringst du mir nu Supplicationen von Leonora ?"" Ich erstarrete, sagte: "Gnädigster König! Ich häbe nichts schriftliches gebracht " Sehe bier!" sagte der König und wies mir, dass unter dem Boden des Bechers etwas französch stand. Die Königin fragte, warum ich etwas geschriebenes aufbrachte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, dass ich keine Achtung darauf gegeben, bat um Gnade. Der gute König nahm mich in Verant-wortung, und gefiel ihm die Invention nicht ubel. Ja, ja, mein liebes Fräulein, versichert Euch, dass der König Euch ein gnädiger König ist, und wäre er versichert, dass Euer Mann todt wäre, Ihr würdet hier nicht sitzen bleiben!" 2) Jeg var i Mening, at mine Uvenner vidste vel, at min Mand var død. Jeg fik saa at give mig tilfreds med Guds og Kongens Ville. Jeg fik intet at fordrive Tiden med uden det, jeg sneg mig til 3), og siden spurte Slotsfogden aldrig efter, hvad jeg tog mig til, men han kom hver Aften ind og sad længe og snakkede med mig; var svag, og kom hannem tungt at stige op af de Trapper. Vi sled saa det Aar hen tilsammen.

Slotsfogden fik efterhaanden Medlidenhed med mig, gav mig en Bog,

__________

1) D. e. "Alt dette vil jeg tage med og lade Kongen se det; maaske vil I da faa Lov til at faa noget mellem Hænder til Tidsfordriv". I Randen er bemærket: "Slotsfogden sagde mig siden, at det af Ler var sat i Kongens Kunstkammers, og derhos et Ribben af en Faaresteg, jeg brugte til en Kniv, hvilket han og flyede Kongen og mente (som han sagde) dermed at bringe mig en Kniv til Veje",

2) D. e. "Ja, min kjære Frøken, I havde nær bragt mig i Ulykke. - "Hvordan det?" - "Jeg har bragt Kongen et Bønskrift fra Eder. Dronningen blev det ikke vár, men Kongen saa det strax og sagde: Saa! Bringer du mig nu Bønskrifter fra Leonora?" Jeg stivnede af Skræk og sagde: "Naadigste Konge, jeg har ikke bragt noget skriftligt!"" Se her!"" sagde Kongen og viste mig, at der stod noget fransk under Bunden af Bægeret. Dronningen spurgte, hvorfor jeg bragte noget skrevet, som jeg ikke forstod. Jeg svor, at jeg ingen Agt havde givet derpaa, bad om Naade. Den gode Konge tog mig i Forsvar, og behagede Paafundet ham ikke ilde. Ja, ja, min kjære Frøken, vær forsikret om, at Kongen er Eder en naadig Konge, og var han sikker paa, at Eders Mand var død, vilde I ikke blive siddende her". - I Virkeligheden ansaa Regeringen i lang Tid Efterretningen om Ulfeldts Død for opdigtet.

3) I sin Selvbiografi fortæller Leon. Chr., at hun malede paa Væggene med en sort Farve, som hun selv tilberedte; til Pensler brugte hun Pærestilke. Ligeledes, at hun tog et Par Mursten op i Fængslets Gulv og udsøgte mellem det Strandsand, som laa derunder, nogle smaa Sten, hvormed hun lagde Figurer i det ovenfor omtalte Potte-magerler.


51

som er hel artig, tituleret Wunderwerck 1). Den er in Folio, gammel og hid og did i Stykker, men jeg nøjes vel med den Gave. Og som han sad længe ud paa Aftenen, stønnem imod 9 Slæt, og snakkede med mig, saa fortrød det den forgiftige Kvind 2); sagde til Per: "Var jeg i Slotsfogdens Sted, jeg skulde ikke tro hender saa vel, som han gjør. Han er svag; hvad om hun løb ud og tog den Kniv, der ligger ude paa Bordet, og stak den i ham ? Mig kunde hun let faa Livet af, siden jeg sidder dog der med Livet i min Haand". I hvor urimelig den Tale var, saa bragte den dog til Veje, at ikke aleneste Kniven blev stukken under Bordet, men Slotsfogden turde ikke komme ind til mig i langsommelig Tid 3), satte sig udenfor min uderste Dør og sad der og snakkede lige saa længe som før, saa der vandtes intet med (jeg fik den Sladder ikke at vide, førend tre Aar efter den Fange Christian det sagde, som da hørte Kvindens Sladder). Engang, der Slots-fogden havde sat sig for at gaa til Alters, stod han udenfor min inderste Dør og tog sin Hue af, bad mig om Forladelse: han vidste, at han havde gjort mig imod, men han var en Tjener. Jeg svarte: "Hjærtelig gjærne forlader jeg Eder det!" Der han gik bort, og Per lukte Døren, sagde Kvinden noget til Per om Slotsfogden, men jeg kunde ikke ret forstaa det. Uden Tvivl haver hun skjældt Slotsfogden, thi hun var saa vred, at hun puste; kunde ikke holde den Vrede i sig, men sagde: "Skam faa den gamle Nar! Gid Fanden besætte ham! Skulde jeg bede om Forladelse? Nej", sór hun, "om Guds bitre Død skulde jeg ikke! Tvi vorde ham!" og spyttede. Jeg sagde omsider: "Hvad gaar det Jer an, at Slotsfogden beder mig om Venskab? Taber I noget derved? Vil I ikke leve kristelig og efter Kirke-Ordinantsen 4), da i det ringeste værer intet vred paa dem, der gjør det! Tror og vist, at Gud vil straffe Eder, om I ikke fortryder det onde, I haver gjort, og ikke forliger Eder med Eders Modstandere, førend I søger at forlige Eder med Gud!" Hun mente, at han havde intet gjort mig uden det, hannem var befalet. Jeg sagde: "I Godtfolk tilsammen ved bedst selv, hvad Eder er befalet!" Hun spurte: "Gjør jeg Eder noget?" Jeg svarte: "Jeg ved ikke, hvad I gjør. I kan lyve mig saa meget paa, som jeg ved intet af". Derpaa begyndte hun en lang Remse svære og forbande sig paa henders Troskab: hun havde aldrig løjen nogen paa heller gjort nogen noget ondt. Jeg sagde: "Jeg hører, at I gjør Eder ren med Farisæeren". Hun rejste sig af sit Sæde med en Furie 5) og sagde: "Hvad? Skjælder I mig for en Farisæer?" "Sagte, sagte!" (sagde jeg); "saa længe ikkun en af os er vred, saa haver det intet at sige; men bliver jeg og vred med, saa tør der følge noget andet paa!" Hun satte sig med en spodsk Mine

__________

1) Uden Tvivl den tyske Oversættelse af et latinsk Værk af Conr. Lycosthenes, som handler om alle Slags Vidundere og er fuld af Billeder.

2) I Randen er bemærket: "Den Dag, Slotsfogden tog det Lertøj med sig, da blev Kvinden højligen fortørnet paa mig, fordi jeg havde flyet hannem en liden Krukke med, jeg havde gjort; sagde, det var hender til Spot: Kjærlingen med Krukken! jeg skulde have flyet ham Katten med, som jeg havde og gjort. (Jeg sagde): Det kan endnu ske".

3) I Randen er tilføjet: "I det første, at Slotsfogdens Frygt var saa stor, turde han ikke være ene i det uderste Rum. Per eller Taarngjemmeren maatte ikke begge gaa fra ham. Jeg vidste ikke, hvad det betydde".

4) D. e. Kirkeloven.

5) D. e. Raseri.


52

og sagde: "Jeg tror nok, I er ikke god, naar I bliver vred! I haver nok Ord derfor, at I udi gamle Dage ikke kunde taale meget, men slog strax. Mens 1) - " (dermed tav hun). "Hvad mere?" (sagde jeg). "Mener I, at jeg nu ikke kunde gjøre ondt, om jeg vilde, saa vel som da, om der gjorde mig nogen noget, som jeg ikke kunde lide? Nu langt bedre! De haver ikke behov at nægte mig Kniv for den Skyld, at jeg ikke skulde myre Eder; det kan jeg gjøre med mine bare Hænder. Jeg kan kvæle den stærkeste Karl med mine bare Hænder, om jeg uforvarendes fik fat paa ham, og hvad kunde mig ske værre, end mig sker? Derfor farer ikkun i Mag!" Hun teg stille og gjorde ingen Miner flere, var bedrøvet, turde intet klage sig for Slotsfogden. Hvad hun sagde til dennem i Trappen, ved jeg ikke, thi der hun kom ind, efter der blev den Aften tillukt, da havde hun grædt 2). Om Søndagen, Middag, ønskede jeg Slotsfogden til Lykke og sagde: "Ihr seid glücklich! Ihr könnt Euch mit Gott vergleichen und sein Leib und Blut theilhaftig werden, das ist mir verboten" 3) (jeg havde tvende Gange begjært Præst til mig paa andet Aar, og blev hver Gang svaret: jeg kunde intet synde, der jeg nu sad; jeg havde ingen Præst fornøden). Og som jeg da talte noget vidtløftig derom med Slotsfogden og sagde, at de, der forholdte mig Kristi Nadvere, de maatte tage mine Synder paa sig; man syndede saa vel med Tanker, som med Ord og Gjerninger; hvorfor Slotsfogden lovede ikke at aflade med Begjæring, at der maatte komme en Præst til mig; spurte, hvem jeg begjærte. Jeg sagde: "Kongens Hofprædikant, som jeg havde i min Bedrøvelses Begyndelse" 4). Han sagde: "Das wird wohl schwerlich geschehen" 5). Jeg var tilfreds, hvem det var. En Maaneds Tid derefter blev jeg beret af den tyske Præst Magister Hieronymus Bueck 6), som første Gang var hel skikkelig, men talte mere om Loven end om Evangelium. Slotsfogden ønskede mig til Lykke, og jeg takkede hannem, for han havde bragt mig det til Veje.

Det Aar, Pintsaften 7), lod Slotsfogden sætte Majtræer i mit inderste Fængsel saa vel som ude i det andet Rum. Af de Grene brød jeg smaa Kvister, skavede Barken af med Glas, blødte dem i Vand, lagde dem i Perse under et Brædt, som Gulvskarnet blev baaren ud paa, saa de bleve flade, satte dennem siden tilsammen og gjorde en Vævekam deraf. Per Kudsk lod sig da overtale at fly mig noget groft Traad, som jeg brugte til Søller. Silket tog jeg af mine ny Silkestrømper, jeg var given, og gjorde deraf brede Baand (Redskabet og en Del af Baandene ere endnu til Stede). Den ene Bom (som var gjort af den tykkeste Ende af en Gren, hvilken

__________

1) D. e. men.

2) I Randen er bemærket: "Noget længe efter denne Strid fik jeg en Strid med hender om noget Øl, hun havde vænt sig til at kaste paa Gulvet, sagde; det skulde de underjordiske have. Jeg havde forbøden hender det, og hun gjorde det endda, hvorfor jeg tog hender om Hovedet og kaste det med mine Hænder tilbage. Hun blev forskrækket, thi det er, ligesom Hovedet skulde falde af. Jeg sagde: "Det er en Forsmag !""

3) D. e. "I er tykkelig! I kan forlige Eder med Gud og blive delagtig i hans Legeme og Blod; det er mig forbudt".

4) Se foran S. 30.

5) D. e. "Det vil vel vanskeligt ske".

6) Han var født i Lybek, blev 1661 Diakonus ved Petri tyske Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673.

7) Det maa formodentlig have været Pintseaften 1664. I hvert Fald gjorde Slotsfoged Jochim Waltpurger ikke Tjeneste i Pintsen 1665. Jvfr. nedenfor.

1665

53

Per havde skaaren af) den var fastgjort ved Kakkelovnen, og den anden gjorde jeg fast ved mit Liv. Kvinden drog Søllerne for mig, saa hun var tilfreds, og kunde jeg ikke formærke, at hun sagde nogen derom, thi Slotsfogden beklagede ofte paa de Tider, at jeg havde intet at fordrive Tiden med, eftersom han vidste, at det var min Lyst i forrige Tider etc. 1) Han blev atter en lang Tid inde hos mig efter Maaltiderne, saa Frygten var hannem forgaaet, eller han mindtes den ikke mere, thi Ihukommelsen begyndte at fejle. Han sagde da allehaande, som han ikke skulde. Han tog mærkelig af og blev meget svag, blev saa siddendes udenfor og læste højt, bad Gud om at leve: "Ja" (sagde han), "nur etzliche Jahr!" 2) Naar han havde nogen Lise, saa snakkede han immerfort; krøb langs ved Væggen engang til Døren og sagde: "Ich möchte zwei Dinge wohl wissen! Das eine ist, wer nach mir sollte Schlossvogt sein. Das ander ist, wer meine Tyrelyre" (det var Tyre, hans Kvinde) "haben sollte" 3). Jeg svarte: "Das ist eine Wissen-schaft, die Ihr nu nicht erfahren könnet, in Sonderheit wer Eure Frau wieder freien würde. Ihr könnet vielleicht beide schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben noch lange leben" 4). "O" (sagde han), "Gott gebe das!" 5) og saa op til Vinduet. "Meint Ihr das, mein allediebstes Fräulein?" "Ja, das meine ich" 6) (svarte jeg). Faa Dage derefter bad han mig atter om Forladelse, om han havde siden sidste Gang gjort mig noget imod; nu vilde han forlige sig med Gud, førend han blev svagere, græd og sór, sagde: "Fürwahr, das schmerzet mir noch, dass ich häbe Euch ofte betrüben sollen, und Ihr tröstet mich" 7). Om Søndag Middag ønskede jeg hannem Lykke til sit aandelige Maaltid. Han skridde saa frem med stor Besværing en 14 Dages Tid, og som jeg fornam, at tvende maatte saa godt som bære hannem op af Trappen, lod jeg hannem sige, at han kunde blive nere i Taarn-stuen; han maatte være forsikret, jeg skulde ikke gaa nogen Steds. Han lod mig takke, krøb for den sidste Gang til min Dør og sagde: "Wann ich das thäte, und die Königin erfuhr das, so wäre ich um mein Hals" 8). Jeg sagde: "So gebet Euer Schwachheit zu erkennen und legt Euch zu Bette. Es kan wieder besser werden. Ein ander kann unterdessen flir Euch aufwarten" 9). Der tog han sin Hue af for det Raad og bød mig fare vel. Siden saa jeg hannem ikke. En Dag derefter krøb han i Taarnestuen, men kom ikke videre.

__________

1) I Randen er tilføjet: "Jeg gjorde mig Lysesaxen nyttig for at klippe dermed. Der Balcke kom til mig og efter Begjæring bragte mig noget Baj til Underbuxer og vilde vide Maalet, sagde jeg selv at ville sy dem. Han lo og sagde: Hvem skal skjære dem?" Jeg svarte det selv at kunne med Lysesaxen. Det vilde han gjerne se, saa det og, ikke med liden Forundring".

2) D. e. "Ja, kun nogle Aar!"

3) D. e. "Jeg gad gjærne vide to Ting! Den ene er, hvem der skal være Slotsfoged efter mig. Den anden er, hvem der skal have min Tyrelyre".

4) D. e. "Det er en Kundskab, som I nu ikke kan komme i Besiddelse af, især, hvem der igjen skal ægte Eders Hustru. I kan maaske have set dem begge, men for Alderens Skyld kan I endnu leve længe".

5) D. e. "O, Gud give det!"

6) D. e. "Mener I det, min allerkjæreste Frøken?" "Ja, det mener jeg".

7) D. e. "Sandelig, det smærter mig endnu, at jeg ofte har skullet bedrøve Eder, og I trøster mig".

8) D. e. "Hvis jeg gjorde det, og Dronningen erfarede det, saa var jeg om en Hals".

9) D. e. "Saa giv Eders Svaghed til Kjende og læg Eder i Seng. Det kan blive bedre igjen. Imidlertid kan en anden gjøre Opvartning for Eder".


54

Udi hans Sted blev en ved Navn Hans Balcke befalet at have Agt paa Fangerne. Han var meget fin 1). Han var en Snedker af hans Handværk; hans Fader havde arbejdet meget for mig i min Velmagt, som og havde været Snedker 2), Samme Mand havde rejst paa Handværket i Italien og Tyskland, kunde og lidt italiensk. Af hannem havde jeg god Omgængelse, og som han spisede paa Taarnet udenfor i det andet Rum, bad jeg hannem spise hos mig, hvilket han og gjorde en 14 Dages Tid. En Dag, der han havde skaaren Stegen der ude, lod jeg hannem bede at komme ind. Han lod sig undskylde; det kom mig underlig for. Efter at han havde spiset, sagde han, at Per Kudsk havde spidset ham 3), og hannem var forbøden at spise med mig, Naar han siden stod noget længe og snakkede med mig, saa bad jeg hannen selver gaa, paa det at han og ikke skulde blive det forbøden. Han havde engang sat en meget stor Knappenaal i sit Ærme, den bad jeg ham om. Han sagde: "Jeg maa ikke give Eder den, men om I tager den selv, der kan jeg ikke til". Saa tog jeg den, og den kom mig siden ofte til Nytte. Han flyede mig og adskillige Bøger at læse, saa han var i alle Maader høflig og fin. Hans Finhed haver vel været Aarsage, at han ikke blev Fængselerne længe betroet, thi han var og meget god imod Doktor Sperling, gav hannem Stykker af den Steg, der kom op til mig, og anden god Mad. Han havde i hans Barndom været Legebroder med Doktorens Børn. Han snakkede og længe iblandt med Doktoren, baade naar han lukte op og lukte til, saa det behagede Opvarterne ej 4). Ellers gaves en anden Aarsage, hvorfor han efter 20 Ugers Forløb blev den Bestilling fratagen, som siden skal meldes 5). Slotsfogden laa stedse ved Sengen, stræbede, det meste han kunde, for at komme op igjen, men der var liden Tegn til. Saa længe at Hovednøglen ikke var hannem fratagen, saa gav han sig tilfreds. Min Pige, Maren Larsdotter, var kommen saa vidt i Gunst til Hove, at hun for sin Gjernings Skyld sad tidt oppe i Fruentimmeret 6) og gjorde allehaande for dennem. En Dag siger Kvinden til mig: "Det er dog en meget tro Pige, I haver! Hun snakker nu for dennem deroppe og siger saa meget, som I aldrig skulde tro". Jeg svarte: "Jeg haver given hender Forlov at sige alt det, hun véd. At hun skulde lyve mig paa, der er jeg Ikke bange for". "Ikke det?" (sagde hun saa spodsk). "Hvorfor monne hun da have kast sig paa sine bare Knæ og forbandet sig, den Dag hun skulde komme til Eder?" Jeg sagde: "Hun vilde jo vel have været hos mig (efter Eders egen Sigen), men hun maa jo ikke; derpaa behøver hun ikke at bande sig". "Hvorfor" (sagde hun) , "mener J da at hun er saa vel antagen til Hove?" "Mener I", sagde jeg, "at naar der nogen bliver vel antagen til Hove, at det er, for de fører Løgn?

__________

1) D. e. høflig, god.

2) Faderen, Henrik Balcke, havde været Hofsnedker siden 1649. Sønnen fik Bestalling som Hofsnedker 1658. Den sidste blev ikke virkelig Slotsfoged, men skulde kun varetage Tjenesten, til en ny Slotsfoged blev udnævnt. Han tiltraadte vistnok sin Tjeneste i Januar 1665.

3) D. e. skoset ham.

4) I Randen er tilføjet: "Saa lenge Balcke betjente Slotsfogdens Stelle [d. e. Plads], drak han hver Maaltid min Vin, som ellers Taarngjemmeren, Kudsken og den Fange Christian gjorde, naar den gamle Slotsfoged ikke gad; saa det hjalp og til at støde efter Balcke.

5) Dette Punktum er senere overstreget.

6) D. e. Kvindernes Værelse.


55

Jeg er nok vis paa, at min Pige ikke lyver nogen paa, mindre mig; der er jeg ikke ræd for". Kvinden blev vred og mute 1) længe derfor. Nogle Uger efter blev Maren Larsdotter af sin Arrest løs given og blev Grevinde Friises Kammerpige 2); og bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun af mine endnu havde til overs. Det fortrød Kvinden ikke lidet, i Synderlighed der jeg sagde: "Saa tro ser jeg dog, min Pige er mig endnu, at hun ikke beholdt det Lintøj, som hun vel kunde have gjort, thi jeg kunde ikke vide, om de havde taget det fra hender med det andet".

Meget ilde tilfreds var alle mine Vogtere med Balcke, i Synderlighed Kvinden, som for adskilligt gjorde sig vred, baade fordi han foragtede hender, sagde hun, for han havde flyet en Kjedel til Natskrinet, som var tyngere end den forrige, (som var læk); men allermest fordi han sagde hender, at hun levede som en Hedning, at hun ikke vilde gaa til Alters. Thi der jeg engang, midlertid Balcke mig betjente, blev beret, da spurte han hender, om hun og ikke vilde lade sig berette, hvortil hun først svarte: "Jeg kan ingen tysk". Balcke sagde: "Jeg skal mage det saa, at den Præst skal komme til Eder, som haver Løn for det, at han beretter Fanger". Hun svarte ikke at kunne gaa med nogen Andagt paa det Sted, maatte hun komme ud, saa vilde hun gjærne. Balcke prædiked for hender, som en Præst kunde gjøre, paa det skarpeste. Der Dørene vare lukte, saa gik der en Pusten og Blæsen an, og knæppede hun altid Trøjen op om sig, naar hun blev vred. Jeg sagde intet, men tænkte: ret nu brister det onde vel ud, ellers kvæles hun; hvilket og skede, bandede Balcke alt det værste, hun kunde hitte paa. Hun havde sær for mig uhørte Eder, saa det var gruelig at høre paa, iblandt andre disse: "Gud forbande ham til evig Tid, saa har jeg ikke behov at bande ham hver Dag!" Item: "Gud lade ham fordvine 3) som Dug for Sol!" Den Banden kunde jeg ikke taale, sagde: "Bander I Manden, fordi han holder Eder Guds Ord for og vilde, at I skulde forlige Eder med Gud og angre og fortryde Eders Synder?" "Jeg bander hannem ikke derfor" (svarte hun), "men for den tunge Kjedel, det forbandede Menneske har flyet mig at bære op af den stejle Trappe 4), saa den onde Mand besætte ham! Vil han og gjøre Præst af sig? Ja, han er vel undskyldt, den spodske Gast!" Tog paany paa at bande. Jeg skammede hender ud og sagde: "Hvad om han vidste det, I bander ham saa, mener I ikke, at han bragte til Veje, at I fik at staa Skrifte? Det er nu næsten to Aar, I haver ikke været til Guds Bord, og I kan faa Præsten til Eder, og I vil ikke". Det sagtede hender noget, og sagde hun: "Hvor vilde han faa det at vide, uden I vilde sige ham det?" Jeg sagde: "Hvad her inde sker og siges, kommer ingen ved uden os to; det gjøres ikke fornøden, at andre det véd". Dermed var det vel; hun lagde sig at sove, saa forgik den Vrede, men Hadet blev ved immerfort.

Slotsfogden laa saa hen i stor Pine, kunde hverken dø eller leve. En

__________

1) D. e. mudede, saa surt.

2) D. e. blev Kammerpige hos hende, som nu (da Leon. Chr. skrev dette) er Grevinde Friis. Hun var Mogens Friis's anden Kone, og hendes Navn var Anne Marie Offenberg.

3) D. e. forsvinde, forgaa.

4) I Randen er bemærket: "Det er og en ond Trappe at komme op af til det Sted, Natkjedlen slaaes ud".


56

Middag, som Balcke lukte op (som var just 20 Ugers Dagen, han kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget daarlig klæd med en graa, reven, fidtet Kjortel og faa Knappe, som kunde tilknappes, med en gammel Hat, som sad en hængende Fjer paa, som havde været hvid, men næppeste for Skarn kunde kjendes. Han havde to Lærreds Strømper paa og et Par meget forslidt Sko, som var bunden til med Hyssing 1). Balcke gik til Bordet derude og skar Stegen; dermed gik for det uderste Rums Dør at staa med sin Hat i Haanden, gjorde en Reverents og sagde: "Hiermit nehme ich meinen Abschied; dieser Mann soll Schlossvogt sein" 2). Jeg spurte, om han intet kom til mig igjen. Han svarte: "Nein, nicht vor dies Mal" 3). Saa takkede jeg hannem for hans høflig Opvartning og ønskede, det maatte gaa hannem vel 4). Per Kudsk lukte Døren, og den nye Slotsfoged, som hedder Johan Jæger, lod sig ikke se af mig den Dag, ikke heller til Aften. Jeg sagde til Kvinden om Morgenen: Spørger Per ad, hvem den Mand er!" hvilket hun og gjorde; kom med de Svar til mig, at han var den, som havde tagen Doktoren fangen 5), og nu skulde han være Slotsfoged, men end havde han ikke faaet Hovednøglen. Det varede ikke mange Dage, førend han kom til den gamle Slotsfoged med Hofmarskalken 6), og Nøglen blev tagen fra den gamle og given hannem. Den gamle levede ikkun paa anden Dag derefter; naaede i begge Dele sin Curieusité 7): saa den, som blev Slotsfoged efter ham (til sin Bedrøvelse), og den Doktor, som skulde kurere hannem, fik hans Tyrelyre, inden Aaret var omme.

Slotsfogden da, Jæger, hilsede mig ikke i nogle Uger, mindre talte til mig. Han lukte sjælden mine Døre til, men mestendelen lukte dem selv op. Endelig, der han fik Sko paa Benene, tog han sin Hat af, der han havde lukt op, og sagde: "Guten Morgen!" Jeg takkede hannem mit grossen Dank 8). Imidlertid saa stod, var Kvinden meget glad. Hun havde sin fri Sladder med Per Kudsk (som endda en Par Maaneders Tid kom paa Taarnet som før) og med den Fange Christian, som havde stor Frihed og i denne Slotsfogeds Tid fik mere og mere Frihed, fornemmeligen der

__________

1) I Randen er bemærket: "Gabel havde sagt (som mig siden blev berettet), at han vidste, at jeg havde forfærdet mig for den Mand og ment, at det var Bøddelen. Jeg saa ham ikke an derfor, men for en forarmet Rytter; mente, han skulde gjere den Tjeneste, Kudsken gjorde".

2) D. e. "Hermed tager jeg min Afsked; denne Mand skal være Slotsfoged".

3) D. e. "Nej, ikke denne Gang".

4) I Randen staar 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder saaledes: "Balcke haver betjent mig 20 Uger, og blev han anklaget for at sige mig, hvad nyt som passerte. Skulde bevises dermed, at han havde sagt mig, at Gabel var bleven Statholder, og jeg siden saa titulerte for Mag. Bueck". - Denne Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er Tilfældet med den anden, som dog aabenbart viser hen til hin. Den anden Anmærkning lyder saaledes: "Balcke kunde en Dag ikke holde sig for Latter, thi imens han stod og snakkede med mig, saa stod Kvinden og Mandfolkene og gren og lo i Trappen; og sagde han: "Det er Sladdertorvet der ude! Hvi mager Per det ikke saa, at det forbydes? I kan nok faa at vide, hvad som passerer, foruden af mig"". - Gabel var bleven optagen i Adelstanden og udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn i August 1664.

5) Johan Jæger, som tidligere havde været Officer (Kaptejnløjtnant), havde i Virkeligheden spillet en vigtig Rolle ved Sperlings Bortførelse fra Hamborg (jvfr. foran S. 44 Anm. 3), dog under Hagedorns Ledelse. Han fik Bestalling som Slotsfoged den 12. Juni 1665.

6) Dennes Navn var Christoffer Sehested.

7) D. e. naaede at faa sin Nysgjerrighed tilfredsstillet (jvfr. foran S. 53 Anm. 3).

8) D. e. "med megen Tak".


57

Rasmus Taarngjemmer blev Portener, og en ved Navn Christen kom i hans Sted. Iblandt anden Sladder, hun førte for mig, sagde hun, at denne Slotsfoged var forbøden at tale med mig. Jeg sagde: "Det er mig meget kjært, saa kan han ikke lyve mig paa" (jeg er i Mening, at han turde ikke tale med mig, saa længe Per bar Maden op paa Taarnet og der tjente, thi der han havde skaffet Per bort for Tyveris Skyld, han blev ertappet med 1), kom han siden da og da ind. Den allerførste Gang havde han en Rus). Han vidste, hvad Per havde sagt om Balcke, som han mig berettede 2).

Førend jeg melder noget om den Fange Christians Bedrifter imod mig, vil jeg med faa Ord berette hans Brøde, hvorfor han var fangen. Han haver tjent Mons Armfeld 3) for Lakej. Han med andre Lakejer ypper Klammeri med en Mand, som havde været Christian en Fader og fød hannem op af sin Ungdom og altid haft Omsorrig for hannem. Manden blev dødelig saaret, raabte i sit yderste: "Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!" De andre Lakejer løbe hver sin Vej, men Christian blev paagreben. Hans Kaarde befandtes og at være blodig. Han nægtede det altid, at det ikke var ham, der stak Manden. Han blev dømt fra Livet; men eftersom den døde Mands Kvinde ikke vilde bekoste paa Exekutionen, blev Christian saa hensiddendes, og hans Junker betalte hans Føde. Paa tredie Aar havde han været fangen, førend jeg blev fængselet, og blev tvende Gange forflyt; først af Troldhullet i den mørke Kirke, siden her, som jeg sidder 4). Der jeg blev ført fangen hid, blev han sat der, Doktoren 5) sidder, og der Doktoren blev fængselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog Sejerværket 6) op for Taarngjemmeren, lukte op og til for Fangerne der nere, ja havde ofte Nøglerne til Taarnet. Jeg erindrer mig og nu, at Taarngjemmeren Rasmus sad engang hos den gamle Slotsfoged til Middag i mit uderste Rum, og Slotsfogden vilde sende Per med et Ærinde; sagde til Rasmus: "Gehet hin und macht auf! Peter soli was bestellen" 7). "Far" (sagde Rasmus), "Christian har Nøglen". "So!" (sagde Slotsfogden) "das ist hübsch!" 8) Og derved blev det, thi Rasmus sagde: "Jeg er nok vis paa, at Christian gaar ingen Steds". Alt efterhaanden tog Christians Frihed og Myndighed til, siden Per Kudsk kom bort, og tjente denne Slotsfogden ved Bordet i mit uderste Rum.

En Dag, der Kvinden kommer ner ovenfra, hvor hun havde renset Natkjedelen, og Dørene vare lukte, sagde hun til mig: Den Christian, her gaar, haver talt med mig deroppe. Han kan aldrig fuld sige, hvor ynkelig det gaar Doktoren, hvor hart han er fængselet, og hvor slet Mad han faar nu, siden Balcke kom bort. Han haver ingen Lys længere, end han faar

__________

1) D. e. grebet i.

2) I Randen er bemærket: "Imens Balcke betjente mig, da blev der gjort et Slagbord til at sætte Bægrene og Brødet paa, saa og Kvindens Mad, som aad først, naar Dørene vare lukte. Tilforne var intet uden Natskrinet at sætte Maden paa; det var Kvindens Bord".

3) D. e. Mogens Arnfeld til Rugaard i Jylland.

4) I Randen er tilføjet: "Da var der et stort dobbelt Vindue med Jerntraller, som blev tilmuret, der jeg skulde sattes herind; og fortælte siden Christian, hvorledes Pigerne i Fadburstuen havde flyet hannem mangen Kande Øl op, som han vandt op med et Reb".

5) D. e. Sperling.

6) D. e. Uret.

7) D. e. "Gaa hen og luk op! P. har noget at besørge."

8) D. e. "Saa! det er smukt!"


58

Mad, og ingen Lysning uden af Hullet paa hans Dør, som gaar ud i det uderste Kammers. Han bad mig, at jeg skulde sige Eder det; Taarerne kom hannem i hans øjen, saa stor Medlidenhed havde han med hannem". Jeg sagde: "Det er og alt det, man kan gjøre, og det er kristeligt at have Medlidenhed med sin Næstes Ulykke. Den stakkels Mand faar at have Taalmodighed saa vel som jeg, og vi maa trøste os med en god Samvittighed. Jo haardere han lider, jo snarere faar det Ende; han er en gammel Mand". To Dage derefter kom hun atter med en Snak fra Christian: "Doktoren lod mig hilse, og han spurte saa flittig, om jeg havde Helbreden; sagde videre: Christian skulde nok fly ham, hvad jeg vilde sende ham. Jeg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig, at Christian kunde tage et Stykke af Stegen, naar Slotsfogden var inde hos mig, og han kunde være sig om noget for at slaa Vinen i, saa kunde hun snige sig til at gyde det af mit Bægere og bede Christian hilse Doktoren. Det blev antagen, og havde jeg nogle Dage Rolighed. Christian føjede sig meget efter Kvinden, satte lidt ondt imellem hender og Taarngjemmeren, gjorde det strax godt igjen, saa Sladder havde jeg nok af. Endeligen siger hun engang: "Det er dog en ærlig Karl, den Christian! Han haver fortælt mig, hvor uskyldig han er kommen i Fængsel og dømt. Han er ræd, at I skulde tænke, at han aad og drak det, I sender Doktoren. Han svær ved hans højeste Ed, at han skal være Eder tro, vilde I skrive Doktoren et Ord til 1). Paa min Troskab, haabes jeg, tvivler I ikke". Tog paa at svære og forbande sig, den Dag hun sveg mig; sagde, han havde ikke mindre gjort Ed for hender, førend hun vilde tro hannem. Jeg sagde: "Jeg haver intet at skrive hannem, jeg ved ikke, hvad jeg skulde skrive". "O", sagde hun, "skriver ikkun to Ord, at den gamle kan se, at han kan tro ham! Vil I have Blæk, da kan Christian vel fly noget". Jeg svarte: Jeg kan faa at skrive med, naar jeg vil, og jeg kan skrive foruden Blæk og Papir". Det kunde hun ikke begribe. Saa tog jeg nogle Sukkermandler og gjorde med den store Knappenaal Bogstaver derpaa, satte paa 4 Mandler de Ord: non ti fidar! 2) fidar satte jeg Hælvten af Ordet paa hver sin Mandel. Jeg havde saa et Tag Rolighed og havde at fordrive Tiden med. Om nu Doktoren ikke kunde se, hvad der var skreven paa de Mandler, eller om han havde prøvet Christians Troskab, ved jeg ikke, men Christian flyr Kvinden en Seddel fra Doktoren til mig, fuld af Lamentationer 3) over vores Tilstand, og at min Dotter Anna Cathrina eller og Cassetta vare Aarsage i hans Ulykke. Derom vilde jeg mere underrettes; begjærte det skriftlig af hannem (vi skrev hverandre paa italiensk). Han svarte saaledes, at enten den ene eller den anden havde ladet ligge hans Brev paa Bordet et Steds, hvor det var bleven funden og fremsendt; thi en Skrivelse, han havde skreven, var Aarsage i hans Ulykke 4). Jeg skrev ham igjen, at det ikke syntes trolig, men vel, at der var suspiceret, at han korresponderte med min Herre, og dermed luret paa hans Breve og optagen. Jo mere jeg vilde føre hannem deri til

__________

1) I Randen er bemærket: "Christian havde da flyet mig nogle Stykker Flint, som ere saa skarpe, at jeg kan skjære fint Lærred dermed efter en Traad. De Stykker ere endnu i min Gjemme; og gjorde jeg adskilligt Arbed færdig med det Redskab".

2) D. e. tro ham ikke!"

3) D. e. Beklagelser.

4) Se foran S. 44 Anm. 3.


59

Raison 1), jo mere opiniastre 2) blev han deri 3), og omsider skrev, at det var Cassettæ Finesse 4) at faa ham i Strikken for at faa mig derud. Der han begyndte paa den Vis at skrive, begyndte jeg at fatte en sær Opinion om hannem, ligesom han vilde drage noget af mig for at fremvise; betænkte mig i nogle Dage, om jeg vilde svare. Endeligen svarte jeg i den Mening, at ingen vidste bedre end han, at mig om intet Forræderi var vitterligt; i hvorledes hans Korrespondents med min Herre var bleven kund 5), det kunde ikke hjælpe hannem; hvorpaa han var dømt, var mig og uvitterligt, over mig var ingen Dom gaaen. Det varede nogle Uger, førend Doktoren skrev. Endeligen skrev han med faa Ord Meningen af Sententsen 6) over hannem, saa vi da og da korresponderte med hverandre 7). Slotsfogden blev efterhaanden omgængelig, kom hver Maaltid ind og snakkede allehaande Pudseri og Galskab, hvad han i hans Ungdom havde bedreven, hvor han havde været Tromslager og gjort sig til Nar for min Svoger Grev Pentz 8) og for at vinde Penge og Gunst gjort sig til Hund og krøben under Bordet, forfærdet Gjæsterne og for en Dukat bidtes med en Hund. Naar han havde en Rus paa (som ofte), saa gjøglede han, gjorde Pussinel 9) af sig, stønnem Spaakone og deslige. Saasom Christen Taarngjemmer og Christian den Fange fornam, at Slotsfogden drev Pudseri, saa gjorde de ligesaa, støjede saa med Kvinden i det andet Rum, saa vi ikke kunde høre for dennem. Hun sad paa Christians Skjød og havde sig 10) meget flanevorn. En Dag var hun noget upasselig, gjorde sig et Øllebrød, satte det ude paa Fyrfadet. Slotsfogden sad inde hos mig og snakkede; Christen og Christian gantede sig med hender der udenfor, og skulde Christian røre i Øllebrødet og smage, om det var varmt nok. Christen siger til Christian: Drik det ud, om du tørst!" Ordene vare ikke saa snart sagt, som Gjerningen var gjort, og fast i det samme stod Slotsfogden op og gik bort. Der Dørene vare lukte, sad Kvinden som færdig til at daane. Jeg mente, at det var af Sygdom, og blev ræd, at hun skulde hastig dø, og jeg skulde faa Skyld for henders Død, spurte hastig: "Hvor har I ondt?" Hun svarte: "Jeg haver ondt nok", bekræftede det med en stor Ed, begyndte at lukke sin Trøje op. Saa saa jeg, at hun var vred, vidste nok, at Formaledidelser 11) skulde føre det onde fra Hjærtet, hvilket og skede. Hun forbandte og skjældte dem, der havde saa narret hender syge Stakkel, hun havde saa ondt, havde hverken faaet vaadt eller tørt den Dag. Jeg sagde: "Giver Eder tilfreds, I skal vel faa et Øllebrød!" Hun sor en stor Ed, hvor hun skulde faa det? det var Sommer-Dag, og ingen Ild i Kakkelovnen, og man kunde ikke kalde paa nogen, som kunde høre en. Jeg

__________

1) D. e. til Fornuft.

2) D. e. haardnakket.

3) I Randen er bemærket: Det er hannem medfød".

4) D. e. en List af Cassetta.

5) D. e. bekjendt.

6) D. e. Dommen.

7) Om denne Brevvexling haves der, især for senere Aar, flere Vidnesbyrd i Breve, som Sperling skrev til sine Børn fra Blaataarn. Leonora Christina ses endog for en væsentlig Del at have været den, der besørgede Brevene baade fra Sperling til hans Børn og fra disse til Faderen. De sidste Breve indlagdes i Breve, som sendtes hende fra Søsteren Hedvig.

8) Grev Christian Pentz, en Tid lang Guvernør i Glückstadt, havde været gift med Leon. Chr.s Søster Sophie Elisabeth. Han var død 1651, hans Hustru 1657.

9) D. e. Polichinel, Pudsenmager.

10) D. e. forholdt sig.

11) D. e. Forbandelser.


60

sagde: "Kan I tie, saa vil jeg komme Potten til at syde". "Jo" (sor hun en forfærdelig Ed), "jeg kan nok tie, og jeg skal aldrig sige det". Saa lod jeg hender lægge tre Stykker Teglstene, som altid havde ligget bag Natskrinet, og der sætte sin Potte med Øl og Brød paa (alt det, hun skulde gjøre, skulde ske tiendes; hun maatte og ikke svare mig, om jeg spurte hender om noget, med Ord, men vel med Tegn). Hun satte sig ved Potten og rørte deri med en Ske. Jeg sad altid paa min Seng om Dagen, og der blev Bordet sat for mig; havde et Stykke Kride og skrev paa Bordet adskilligt, spurte alt imellem, om Potten sød 1). Hun keg flittig til, men virrede med sit Hoved. Der jeg havde spurt tredie Gang, og hun vendte sig til mig. og saa, at jeg lo, saa tog hun paa som en, der var gal, kaste Skeen af Haanden og Stolen omkuld, rev atter henders Trøje op og sagde: "Gid Fanden være saa narret!" Jeg sagde: "I er ikke bedre værd, som tror, at jeg kan trolde". "O" (sor hun en stor Ed), "havde jeg ikke troet, at I kunde trolde, jeg havde aldrig ladet mig lukke inde hos Eder, vil I tro det?" Jeg tænkte paa meget, som dertil kunde svares, men sagde intet, smaalo og lod hender saa bruse ud. Omsider græd hun og klagede sig meget. "Nu, nu" (sagde jeg), "giver Eder tilfreds! Jeg vil komme Potten til at syde foruden Trolddom". Og som vi havde Fyrtøj, befol jeg hender at slaa Ild og tænde tre Stykker Ender Lys at sætte under Potten. Dermed kogte Potten, og hun kyste paa sin Haand og gav mig, var meget glad. Jeg gav hender og siden en Gang eller to Forlov dertil saaledes at varme sig Øl; altid kunde det ikke ske, thi naar Vinden stod paa Vinduet (som med en lang Pig kunde oplukkes), saa kunde Røgen ikke trække ud. Jeg sagde: "Tænker paa Eders Ed og sladrer ikke ud, hvad her sker, ellers betages os Lysene; i det ringste mister vi nogle af dem". Hun sagde hart nej, at det skulde ikke ske. Jeg fornam intet dertil nogen Tid, men vel mange Aar efter, at hun havde sagt, at jeg tog to halv løse Gulvstene op (som siden anderledes blev berettet af en Præst, som her efter skal meldes). Hun havde og sagt, at jeg havde staaet og set Linedandsere paa Slotspladsen, hvilket var sandt. Thi der Christen sagde Kvinden en Middag, at der skulde komme Linedandsere paa den inderste Slotsplads, og hun berettede mig det og spurte, hvordant det var, og jeg sagde hender det, da klagede hun sig, at hun ikke kunde faa det at se. Jeg sagde, det kunde vel ske, om hun siden kunde holde Munden. Hun sor jo efter Sædvane. Saa lod jeg hender tage Sengeklæderne af Sengen og Fjælerne af Bunden og rejse Sengen op til Vinduet og sætte Natskrinet ovenpaa. Dermed at komme til det oprettede Sengested blev Bordet sat ved Siden, og en Stol neden for Bordet for at komme paa Bordet, og en Stol paa Bordet for at komme paa Natskrinet, og en Stol paa Natskrinet, saa vi kunde staa magelig og se det, dog ikke paa én Gang. Og lod jeg hender gaa op først, og jeg stod og tog Vare paa, om Sengen begyndte at knage; hun skulde være paa Vagt, naar jeg var oppe. Jeg vidste og vel, at Dandserne i Begyndelsen ikke gjorde deres bedste Kunster 2). Jeg kunde se Kongen

__________

1) D. e. sydede, kogte.

2) I Randen er tilføjet: "De Linendandsere gjorde det, jeg ikke havde set før. Den ene havde en Kurv ved hver Ben, i hver Kurv sad en Dreng paa 5 Aar, [ fortsat side 61 ] og en Kvinde lod sig falde paa Linen og sprang op igjen. Men i den anden Kvindes Tid saa jeg en, som hængte sig ved sin Hage og sprang op igjen paa Linen".


61

og Dronningen i deres øjen; de stode paa den lange Sal, og undrede jeg mig siden paa, at de ikke kaste Øjet did, der jeg stod. Jeg lod mig ikke mærke for Kvinden, at jeg havde set dem. I denne Kvindes Tid fik jeg engang Lyst til at se Folk gaa i Slotskirke og af Kirken. Da blev Sengen igjen oprejst, og jeg sad der saa længe oppe, til alle vare af Kirken igjen. Kvinden turde intet vove at stige op, sagde, at hun var ræd nok forrige Gang og glad, hun kom ner.

Den første Gang, jeg blev berettet i denne Slotsfogeds Tid, da blev dei opsat tvende Messings Stager, hver af sit Slags, med Talglys. Det haver Kvinden mishaget, i hvor vel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig blev nød til at lade sig berette, efter mere end tre Aar, hun havde holdt sig fra Herrens Bord, bad hun Christen Taarngjemmer gaa til sin Datter (som tjente i Byen en Timmermand 1), at hun skulde fly hender et Par smukke Messings Stager og et Par Voxlys. Kunde hun og fly hender en fin Drejels Dug, skulde hun gjøre sit bedste; hun vilde betale det. Om Kvinden tilforn havde tænkt paa de Stager og Lys, for mig vare sat. eller Christen selv syntes, at det ikke var skikkeligt, at det skulde være bedre tilred for hender, ved jeg ikke, men noget lidet førend Præsten kom, lukte Christen den uderste Dør op for mit Fængsel, sagde: "Karen, flyr mig den Stage ud, I haver, og to Lys!" Hvordant hun tog paa, er ikke at beskrive: om han ikke havde talt med henders Dotter? og saa meget (jeg vidste ikke da, hvad hun havde begjært af Christen). Han svarte hender intet paa sit Spørsmaal, men krævede Stagen og Lysene. Hun vilde længe ikke, men bandede og skjældte. Jeg laa endda og spurte hender: om jeg skulde være henders Pige og gjøre det for hender? om hun kunde forholde hannem det, han begjærte? Saa rakte hun hannem det igjennem Hullet paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser over hannem, saa man maatte grue derfor. Han lo højt og gik bort. Det gjorde hender endda bistrere. Jeg gjorde mit bedste for at sagte hender, sagde hender, at det var en fordømmelig Beredelse, holdte hender den Synd for hel vidtløfteligen. Hun mente, at den begik Synden, der var Aarsage dertil. Jeg spurte hender endelig: hvorudi Nadveren bestod? om den bestod i Lysene og Stagerne? skammede hender ud, at hun vilde se paa det udvortes og ikke paa det indvortes; bad hender falde paa sine Knæ og inderligen bede Gud om sine Synders Forladelse, at han ikke vilde tilregne hender sin Daarlighed. Hun svarte saa at ville gjøre, men gjorde det ikke strax. Jeg mener, at Præsten 2) haver af Christen vel været undervist om alting, hender angaaende, eftersom han tilspurte hender om saa meget: hvor hun var fød? hvor hun havde tjent? og saadant mere; omsider: om hun havde sin Skrifteseddel, og hvor længe det var siden, hun havde været til Alters? Derpaa skriftede han hender paa sær Maade, først som den, der haver fortjent at staa aabenbar Skrifte for grove begangene Synder, saa som en Synderinde,

__________

1) D. e. Tømmermand.

2) I Randen er bemærket: "Det var den Præst, som berettede Fangerne, og hun blev skriftet i det uderste Rum, saa jeg hørte hvert Ord, Præsten sagde, men ikke, hvad hun svarte".

1666
d. 12. april

62

der skulde aflives og berede sig til Døden: trøstede hender endeligen og forrettede sit Æmbede. Der alt var forrettet, og hun kom ind til mig igjen, ønskede jeg hender til Lykke. "Ja vel, Lykke!" (svarte hun). "Kan der være Lykke hos? Det haver jeg mere ondt end godt af! Kunde jeg saa sandt komme ud, jeg skulde strax gaa til Alters; dette agter jeg intet!" Jeg faldt hender strax i Ordet og sagde: "Betænker Eder, hvad I siger! Taler intet gudslasterligt 1), det vil jeg intet høre! I ved vel, hvad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi Legeme og Blod uværdeligen og træder hans Legeme under Fødder?" "Under Fødder?" (sagde hun). "Ja ret under Fødder!" sagde jeg og gjorde der en hel Prædiken paa. Hun hørte til, som det lod sig anse; men der jeg tav, sagde hun: "Han skriftede mig som en Misdædere og som den, der skulde aflives. Jeg haver ingen myrt" (jeg tænkte: man véd ikke hvad 2); "hvorfor skulde jeg dø Gud allermægtigste give" dermed tav hun. Jeg prædiked for hender igjen og sagde, at hun havde fortjent den evige Død for henders Synders Skyld, og saa fornemmeligen, fordi hun havde saa længe undholdt sig Herrens Nadvere. "Den Skriften" (sagde hun) "haver jeg at takke Christen for; Balcke haver og vel hjulpen til". Tog paa at bande dem. Jeg truede hender med et andet Skriftermaal, om hun ikke holdte inde med saadan Ord, jeg kunde ikke forsvare det for Gud at tie med hender, og sagde jeg videre: "Taler I saa til Christen, saa maa I være vis paa, at han klager Eder [an?]". Det holdte hender noget i Tømme, og gik hun den Middag intet ud i Trappen 3).

Hun var siden den Tid ikke nær saa lystig med Mandfolkene. Hos mig klagede hun sig ofte, at hun var svag, havde forløft sig paa den ny Kejle 4), Balcke havde flyet hender; hun kunde ikke staa det ud, hun havde bed Slotsfogden derom, at hun maatte komme ud, han havde svart, at hun skulde dø der. Jeg sagde: "Slotsfogden kan jo intet forstaa Eder ret endnu; beder Christen tale for Eder!" Hun gjorde og saa, men kom atter med samme Svar; sagde en Dag: "Jeg ser vel, min hjærte Frue, at I vilde lige saa gjærne af med mig, som jeg vilde gjærne bort. Hvad har jeg af alle mine Penge? Jeg kan ikke nyde dem, og jeg kan ikke tjene Eder". Jeg sagde: "Penge kan udrette meget. Forærer Slotsfogden nogle Penge, saa taler han nok for Eder. Begjærer en af Skurekvinderne, som bærer Kejlen op for Eder 5), den kan I betale med lidt". Det sidste gjorde hun først nogle Uger; endeligen sagde hun en Dag til mig: "Nu haver jeg ladet gjøre et Sølvbægere til Slotsfogden". (Henders Dotter kom saa ofte til hender i

__________

1) D. e. gudsbespotteligt.

2) I Randen er tilføjet: "Henders Barn!" Jvfr. foran S. 40.

3) I Randen er bemærket: "Hun var i alle Maader en skarnevorn Kvinde, undte ikke en Fange et Stykke Mad. En stakkels Degn var min Nabo i den mørke Kirke; jeg gav hender et Stykke Mad til ham. Hun vilde ikke bære ham det, der hun dog let kunde, foruden nogen skulde se det. Der jeg saa siden Maden, fortykte jeg derpaa [d. e. var jeg misfornøjet dermed]. Da sagde hun: "Hvorfor skulde jeg give ham det? Han gav mig aldrig noget; jeg faar intet derfor". Jeg sagde: "I giver intet bort af Eders !" Samme Degn sad for at have tagen sin egen Hest igjen, eftersom den, han havde solgt den, ikke betalte ham den. Han sang hver Dag flittig, og om Søndagen saa som en Præst for Alteret og svarte etc."

4) D. e. Kjedel.

5) Meningen er: Begjærer, at en af Skurekvinderne maa bære Kjedelen op for Eder.


63

Trappen, som hun begjærte, og hun fik Forlov at være hele Eftermiddage neder fra mig under det Skin at tale med sin Dotter. Om hun gav Foræringer derfor, ved jeg ikke, men jeg var vel dermed tilfreds at være ene. Hun var dog ræd engang, at jeg skulde sige Præsten det). In summa 1): Slotsfogden turde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Jeg sagde: "Bliver liggendes i Sengen, naar her spises, saa vil jeg gaa ud og tale med Slotsfogden". Det skede. I Førstningen gjorde han nogen Diffikulteter 2), sagde: "Dronningen skulde sige, at der stak Skjelmsstykker under". Jeg sagde, de kunde visitere og examinere Kvinden, naar hun kom ud, vi havde ikke været saa fortrolige Venner; jeg vidste, at Kvinden var given mig til at betjene mig; naar hun ikke kunde det længer, men laa ved Sengen, saa kunde jeg ingen Tjeneste have, ikke heller kunde jeg betjene hender; hun tjente jo for Penge, der skulde være nok, der skulde tage derimod igjen. Tre Dage derefter, der Kongen kom fra Frederiksborg, kom Slotsfogden ind og sagde, at Kvinden kunde komme ner den Aften; han havde en anden igjen, som Christen havde rekommenderet, som skulde være en skikkelig Kvinde (som hun og er).

Altsaa kom Karen Olesdotter ned, og Karen Nielsdotter kom op igjen. Og maa jeg vel sige, at det var en af mine lykkelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi jeg slap en utro, ugudelig, løgnagtig 3) og uskikkelig Kvinde og bekom en kristelig, tro, sanddru, god, (ja alt for god) Kvinde igjen. Der den første Kvinde tog Afsked, sagde hun: "Nu, farer nu vel, Frue! Nu ere vi begge glade". Jeg svarte: "Det er vel et af de sandeste Ord, I haver sagt i Eders Dage". Hun svarte intet, men løb alt det, hun kunde, saa der kjendtes ingen Sygdom eller Svaghed paa hender. Hun levede ikke fuldt et Aar derefter, pintes haardeligen en 6 Uger paa sin Seng, førend hun døde, af hvad Tilfald ved jeg ikke.

Om anden Dagen efter denne Karens Komme sad hun om Eftermiddagen hel bedrøvet. Jeg spurte, hvad hender skadde. Hun sagde: "O, jeg haver intet at gjøre, og jeg maatte ingen Gjerning tage med mig! Jeg længes mig død". Jeg spurte, hvad Gjerning hun kunde gjøre. "Spinde" (svarte hun) "er min meste Gjerning; jeg kan og sy groft og binde 4) noget". Af alt det havde jeg intet at hjælpe hender med; tog nogle Ender af Silke frem, som jeg gjemmer af det, jeg klipper af, som ere for stakkede at arbejde med, og anden Pluk-Silke af Nattrøjer og Strømper, hvortil jeg haver gjort mig en Hegle af smaa Knappenaale 5), bunden paa en Pind; der hegler jeg det med og gjør det brugeligt til at stoppe Huer med; og sagde jeg

__________

1) D. e. kort sagt.

2) D. e. Vanskeligheder.

3) I Randen er bemærket: "Hun havde saa bedet Christen snakke for Slotsfogden, alt over et halv Aar førend hun kom bort, hvor hun gik med sit Liv i sin Haand: jeg havde en Lerkugle i mit Tørklæd, der havde jeg truet hender med at slaa henders Hoved i Stykker (jeg sagde en Dag, at man kunde slaa en ihjel med saadan Kugle). Deslige Løgn vare mange, hun digtede, og jeg siden erfor".

4) D. e. strikke.

5) I Randen er bemærket: "De Knappenaale havde jeg staalen fra den første Kvinde for nogen Tid siden. Hun havde skaffet sig dem med nogle Synaale, tænkte at skjule dem for mig, havde lagt dem i et Papir i sin Barm, havde glemt det. Om Aftenen, hun lod falde sit Skjørt for at gaa i Seng, faldt Papiret paa Gulvet. Af Klangen hørte jeg, hvad det var. En Løverdag, hun gik op med Natkejlen, tog jeg dem af henders Æske, og hun turde ikke spørge derefter; saa mig siden bruge dem og sagde aldrig noget om dem".

1666
d. 26. juni

64

til hender: "Der haver I noget at gjøre; hegler mig det !" Hun blev saa af Hjærtet glad, saa det gav mig et godt Behag. Jeg befandt af henders Fortælling om et og andet, hender i sin Tid var hændtes, at der var et godt Hjærte i hender, at hun var bleven ofte bedragen for sin Godtroenhed. Hun havde og kjendt mig i min Velmagt, tjent en Raadmands Kvinde, som i mine Bryllupsdage var Forgangskone 1), og kom den Stads med Fyrværk og anden Herlighed meget vel i Hu; græd, naar hun fortælte det, og havde en stor Medlidenhed med mig. Hun var en Jyde, en Bondedotter, men [havde] været gift med en Regiments-Kvartermester. Saa jeg efterhaanden fik Affektion 2) til hender, bad hender hilse Christian og spørge, hvorledes Doktoren lidde 3); sagde hender, at Christian vel kunde gjøre stønnem nogen Tjeneste at kjøbe et og andet for os, thi han havde en Dreng, ja stønnem to, som ginge Ærinder for hannem, men jeg troede ikke [den] forrige Kvinde, saa han kjøbte aldrig intet for mig, tilmed vilde den Kvinde intet spinde; men Christian skulde nok fly os nu, hvad vi vilde have, for vores Lys. Og eftersom hun ikke skjøtted om at drikke Vin (thi hver Maaltid fik Kvinden da en halv Potte fransk Vin), saa sagde jeg: "Giver Christen Eders Vin, som jeg giver Christian min Vin, saa kan Christen lade den staa hos Kjældersvenden og tage den hver Uge, saa er det en Profit for ham, og saa ser han intet, om han endskjønt mærker noget". Det skede, og lod Christian os gjøre to Haandtene. Min var ikkun liden, men henders, som den burde. Jeg spandt lidet, tvandt det til Traad, som endnu er i min Gjemme. Christian flyede hender saa meget Hør, som hun begjærte, for Penge, bar en hel Krands i sine Buxer tillige 4) op til hender 5). Hun spandt paa Haandten en god Del, og jeg lavede min Væv saaledes paa en Stol, jeg laa 6) neder paa Bordet, bandt den ene Bom med Baand og Snorer, jeg selv havde gjort, saaledes, at naar Trappedøren blev sat Nøglen udi, saa kunde jeg med et Drav løse min Væv og faa den anden Bom løs, som var bunden til mit Liv, og alting lagt bort, førend min inderste Dør blev oplukt. Jeg gjorde mig og et Spjæld (før havde jeg Søller), saa jeg vævede alene; havde og faaet en ret Væverkam, saa vi vare meget flittige, hver i sit Arbejde.

Slotsfogden var fuld af Galskab, gjorde Pudserier, som Drenge plejer at gjøre; vilde fixere sig med Kvinden, men hun kunde intet dermed. Han var næsten fuld hver Dag om Middagen, naar han kom op. Efterhaanden kom han sjælden op om Aftenen, skikte en Tjener op i hans Sted, som laa og halv sov paa Muren i Vinduet udenfor dette Sted. Han vilde og gante sig med mig; gabte for mig, at jeg skulde kaste noget hen og se, om jeg kunde ramme hans Mund. Jeg lo og sagde: "Wo dol sît Ji!" 7)

__________

1) D. e. som gjorde Opvartning ved Brylluppet.

2) D. e. Kjærlighed, Venskab.

3) D. e. havde det.

4) D. e. paa én Gang.

5) I Randen er bemærket: "Der kom ofte siden Tvistighed imellem Karen og Christian, som noget om meldes skal. Da iblandt andet sagde jeg engang (for at komme hender i bedre Humør): "Nu er I vred paa Christian, men I haver mangen Gang slikket Eders Fingre efter det, han haver haft i sine Buxer". Først sagde hun: "Fy, ævi!" siden lo overmaade, der hun forstod, hvad jeg mente. Thi han havde skjult Hørret i sine Buxer, han lod kjøbe for hender".

6) D. e. lagde.

7) Hvor taabelig I er!"


65

bad ham komme nærmere, saa vilde jeg se, om jeg kunde ramme den. "Nên, nên" (sagde han), "so wer ik dol! Ji scole mi wol en Orfigen geven" 1). En Middag kommer han op med en sær Facon af en Spøjte 2), som var saa trind som en Kugel, og sad en liden stakket Tut deri, som næppe kjendtes; var hel artig 3). Naar der blev trykt paa et Sted derved, saa spøjtede Vandet ud hel højt og langt borte. Han gjorde sig næsvis og spøjtede paa mig. Der han fornam, at jeg blev vred, kom han med Spøjten til mig, løb og satte sig igjen og gabte alt det han kunde, bad mig spøjte sig i Munden, om jeg kunde. Jeg vilde ingen Leg begynde med hannem, thi af hans Historiers Fortælling fornam jeg vel hans Plumphed, gav hannem Spøjten igjen. Der Karen skulde bære Stegen ind, havde Slotsfogden Spøjten imellem Benene, sad paa en lav Stol og kunde dog spøjte Kvinden i Ansigtet; var et godt Stykke fra hender, og Kuglen var ikke større end en stor Flomme 4). Hun vidste intet af Spøjten at sige (er og noget hastig i henders Tale); sagde: "Gud give, I faa Skam, Hr. Slotsfoged! Pisser I paa mig?" Slotsfogden lo som en, gal var, saa kjært var det ham. Han blev efterhaanden alt tammere og tammere, kom sjælden ædru op, lagde sig paa Kvindens Seng og sov, imens jeg spisede, saa Christen og Kvinden maatte hjælpe ham af Sengen, naar de havde vakt hannem op. Nøglerne til Fængselerne laa ved Siden, og Hovednøglen derhos (forvarte han ikke vel sine Fanger? 5). Han var ikke ræd for, at jeg skulde myre hannem. En Aften var han drukken eller stillede sig saa; begyndte paa sin Vis at ville karessere mig og søge at ville føle mine Knæ, tog til Enden af mit Skjørt. Jeg stødte ham med Foden og sagde intet andet [end]: "Wan Ji dûn sît, so blivt van mi und komt hir nicht binnen, dat seg ik Ju!" 6) Han sagde intet, stod op og gik bort; kom og siden ikke ind, naar han var fuld, men blev udenfor i det andet Rum, lagde sig der ner i Vinduet, hvor der er en bred Bænk muret af Sten; der laa han og sov et Tag, efter at mine Døre vare lukte, saa kom hans Kudsk og Christen og slæbte ham ner. Stønnem, naar han var ikke fuld, saa kom han ind, og gav han mig efter Begjæring nogle gamle Kortblade, som jeg syede sammen og gjorde mig et Skrin af. Christian beslog det med tynde Fyrpinde, som jeg siden syede paa og sneg mig til at male med Farve. Det er endnu til. Slotsfogden saa det siden, men spurte aldrig, hvordant det Beslag var kommen til 7). I det Skrin (om det saa kan kaldes) haver jeg alt mit Arbed og Redskab, og staar [det] i min Seng om Dagen.

__________

1) D. e. "Nej, nej! saa maatte jeg være gal. I vilde vel give mig en ørefigen".

2) D. e. Sprejte.

3) D. e. snild, morsom.

4) D. e. Blomme.

5) I Randen er bemærket: "Jeg sagde til Kvinden en Dag: "Var ikke Dronningen, som gjør Kongen vred paa mig, da skulde jeg betale Slotsfogden, for han lurte Doktor Sperling. Jeg skulde tage Nøglerne fra ham, naar han sover, og passe paa, naar Christen kommer med Bægerne, løbe da ud lige op af Kongens Trappe og bære Kongen Nøglerne, saa som en Lakej gjorde ved den gamle Slotsfoged. Men jeg vandt intet dermed hos denne Konge, maaske blev haardere holden".

6) D. e. "Naar I er fuld, saa bliv fra mig og kom ikke herind, det siger jeg Jer".

7) I Randen er bemærket: "I Førstningen, der denne Karen ikke kjendte Slotsfogden, turde hun ikke gaa saa dristig ud til Fangerne i den mørke Kirke og give dennem noget, thi hun sagde: "Slotsfogden glor saa paa mig". Jeg sagde: "Det gaar ham som smaa Børn, der glor stift paa en Ting og ved ikke, hvad det er". Det er og saa; han kymrer [d. e. bekymrer] sig om intet".


66

Christians Myndighed tog til. Han tjente ikke aleneste ved Bordet derude, men han endog lukte min Dør for Næsen af Taarngjemmeren. Han gik ind i mit Rum med Røgelsekarret, naar Kvinden bar Natkejlen op; ja han blev omsider saa dristig, at han gjorde alt det, han ikke vilde lade 1), havde at befale over Fangerne der nere. Christen gjorde sig og til Nytte Slotsfogdens liden Tilsyn, laa ofte nere i Byen om Natten, kom ofte fuld op til Aftensmaaltid. En Aften var Christen fuld og havde slaaet nogle Ruder ud der nere med sin Haand, saa Fingerne blødte; mit Vinbægere slog han til Jorden, saa det sprak og. blev ganske kroget, og som Bægeret var ganske blodigt udenpaa, der det kom ind for mig, og det syntes, at der var kommen Blod i Vinen, talte jeg noget alvorligen derom til Slotsfogden. Han sagde intet andet end: "De Man is dol! 2)" tog Bægret og gik selv ner for Kjælderen og lod Bægret skylle og give anden Vin deri. Hvorledes de siden forligtes derom, ved jeg ikke. Bulkene 3) ere udslagen paa Bægeret, men Ridsen oven i Randen er endnu; det kommer Vinskjænken til Pas, thi nu kan der ikke gaa nær en halv Potte i Bægeret. Christian holdte sig engang mandelig imod Slotsfogden, der han havde haft Klammeri med nogle Fanger der nere, og Christen klagede det for Slotsfogden, som kom ind og vilde sætte Christian i Troldhullet; men han stødte Slotsfogden fra sig og sagde, at han havde intet med hannem at skaffe, han havde intet sat ham ind; brugte saa Mund, saa Slotsfogden takkede Gud, han gik. Christian raabte hannem endda efter ud af Vinduet og sagde. "Jeg ved Tys med Jer, men I ved intet med mig" 4). (En Tys ved jeg, han vidste, som ikke var en ringe Tys. Det var en Korporal, som stak en Soldat ihjel, som med Tromslag blev eftersøgt; den skjulte Slotsfogden i Taarnet nogle Uger). Om Morgenen fortrød det Christian, og han frygtede at blive indelukt, gik til min Dør, førend der blev oplukt for mig 5) (som ofte skede, at der blev oplukt det uderste Rum, førend Maden kom op, saa og altid om Morgenen om Vinteren, naar der lagdes Ild i Bilæggeren derude), og bad han mig bede for sig til Slotsfogden, hvilket jeg og siden gjorde, saa det blev, som det var, og Christian saa gjæv som før.

Den Kvinde og jeg vi levede i god Enighed med hverandre. Der var stønnem nogle smaa Krakeler imellem Christian og hender, men det havde paa de Tider intet at sige. Jeg stillede hans Vrede med Vin og Lys. Den Kvinde havde en Søn, som døde, stakket efter hun var kommen til mig, og en Dotter, som endnu lever; hun tjente da en Skrædder, men nu er hun gift med en Kjøbmand. Den Dotter fik og stønnem Forlov at tale med sin Moder i Trappen. Det fortrød Christian, eftersom han mente, at ved hender blev allehaande bestilt; stønnem truede dermed at sige det, han intet vidste, men mente, saa Kvinden var ofte bedrøvet (hun er let grædendes og let leendes)". Jeg kunde snart faa hender trøstet. Vi sled vores

__________

1) D. e. undlade.

2) D. e. "Manden er gal!"

3) D. e. Bulerne.

4) D. e. Jeg ved noget om Jer, som skal forties".

5) I Randen er bemærket: "Hængselerne paa min uderste Dør ere saa lange fra Væggen, at det er aaben mer end en stor Haandsbred, saa jeg haver faaet adskilligt stort ind der imellem, og er den oventil mere aabén, saa naar jeg stikker min Arm igjennem Laagen af min inderste Dør og rækker den opad, saa kan jeg naa oventil, men Kvinden ikke".


67

Tid meget vel. Jeg lærte hender at læse, begyndte med Abc, thi hun kjendte ikke før et Bogstav. Jeg holdte mine visse Timer med at undervise hender. Hun var da en Kvinde over henders 60. Aar. Og der hun allerede nogenledes kunde stave 1), tog hun Bogen engang og vendte op og ned paa den, begyndte at stryge sine Øjne og sagde: "Herre Gud, hvor er det fat? Jeg kjender" (sor hun om Gud) "ikke et Bogstav!" Jeg stod bagved hender og kunde næppe holde mig for Latter. Hun strøg atter øjnene og (som hun er meget hastig i henders Ord) i det pegte med Pegestikken med en Fart paa et O og sagde: "Er det ikke et O?" "Jo!" svarte jeg og lo, idet hun vendte sig til mig. Dermed blev hun det først var, at Bogen var ikke vendt ret, kaste sig i Sengen og lo, saa jeg havde tænkt, hun skulde blive borte i Latter. Og som hun en Dag skulde læse, og hun gad ikke sluppen sin Haandten, vilde det ikke flyde, og tabte hun Lysten; sagde: "Er jeg ikke gal, at jeg vil lære at læse paa min gammel Alder? Hvad godt haver jeg deraf? Jeg haver kostet mange Penge paa min Søn for at lade hannem lære at læse, og se, er han ikke død?" Jeg vidste, hvor meget hun formaatte, lod hender saa snakke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin Gjerning og sagde: "Hvad haver jeg behov at lære at læse i Bog? Jeg kan, Gud ske Lov, læse mine Morgen- og Aftenbønner" (jeg tænkte: ilde nok! Af henders Katekismus vidste hun meget lidet). Jeg sagde (med en Sagtmodighed): "Det er saamæn sandt, Karen! I haver ikke behov at lære at læse i Bog, I kan smuk læse udenad". Jeg havde næppe sagt de Ord ud, idet sprang hun op og nappede sin Bog igjen og begyndte at stave. Jeg sagde hverken til eller fra, og jeg omgikkes med hender som med et godt, enfoldigt Barn 2).

Jeg faldt det Aar i Sygdom 3), og eftersom Slotsfogden da kom ikke mere ind til mig om Middagen og om Aftenen lod sin Tjener gaa op, saa bad jeg Kvinden, at hun skulde sige ham, at jeg var syg, om der ikke maatte komme en Doktor til mig. Kvinden sagde ham det (thi da forstod han alt danske, og hun forstod noget tysk), og som hun sagde: "Jeg er bange, at hun dør", saa svarte han: "Lat se sterven vör en Düvel! 4)" Jeg havde en Hverdagsfeber, havde Hede, men ingen Kuld; og som det en stor Del var Aarsage i min Sygdom, at jeg havde Bindelse 5), begjærte jeg et Klystér. Der lo Slotsfogden spodsk af. Det hørte jeg, lod begjære, at han vilde komme ind til mig, hvilket han og gjorde. Jeg talte hannem noget

__________

1) I Randen er bemærket: "Hun haver en synderlig Skik med at stave. Et Ord af tre Stavelser kan hun ikke stave; thi naar hun skal lægge de to Stavelser til den tredie, saa haver hun glemt den første; men maa hun, saa kan hun læse Ordet ret, naar hun staver første Stavelse. De Ord af to Stavelser staver hun, de af fire Stavelser læs hun".

2) I Randen er bemærket: "En Gang spurte hun mig ad, om hun ikke kunde faa en Bog, hvor q og x ikke var i, thi de Bogstaver kunde kun ikke beholde. Jeg svarte: "Ja, dersom hun selv vilde lade den trykke".

3) I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget: "Der denne Karen kom til mig, lod hun mig ingen Fred, førend hun maatte rense Gulvet; thi jeg befrygtede det, som skede, at den Stank vilde foraarsage os Sygdom. Der laa alenhøjt Menneske- og Gulvskarn paa et Sted. Der hun havde løsnet det, maatte det ligge, indtil Døren blev oplukt. Jeg lagde mig i Sengen, slog Klæderne over Hovedet og stoppede Næsen til". Om Sagen berettes udførligere nedenfor i et Slags Tillæg til den egentlige Skildring.

4) D. e. "Lad hende dø, for Pokker!"

5) D. e. Forstoppelse.


68

alvorlig til, sagde ham, at det var ikke Kongens Ville, at han skulde ikke have mere Omsorrig for mig, end han havde; han havde mere Omsorrig for sin Hund end for mig (som han og havde). Saa gav han bedre Kjøb, spurte, hvad jeg vilde have, og jeg sagde, hvad jeg begjærte, og bekom det. Jeg havde noget altereret mig 1) over den Samtale, saa jeg blev svag. Kvinden græd og sagde: "Jeg frygter, I dør, min hjærte Frøken, og saa skal de slemme Piger i Oldfrustuen to Eders Hænder og Fødder" (en af de Piger, da var, var meget ufin imod mig med henders Sendings-Tale 2). Jeg svarte, at jeg skulde ikke sige et Ord derimod. "Hvad?" (sagde hun med en vred Hu); "vilde I lide det? "Nej", sor hun, "skulde jeg ikke! Jeg skulde ikke lide det, om jeg var i Eders Sted!" Saa sagde jeg, som den Philosophus sagde: "Da lægger min lyse Kjæp hos mig, jeg kan holde dem fra mig med, naar jeg er død" 3). Saa besand 4) hun sig først og snakkede saa hen om Begravelse og Jordefærd. Jeg forsikrede hender, at det aldeles intet bekymrede mig; naar jeg var død, saa fandt 5) jeg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulde det dog tillige med Sjælen komme for Guds Trone paa den yderste Dommedag og bestaa sig bedre end som en Part, der laa i Kister, med Sølv beslagen, og i herlige Begravelser. Men at jeg skulde, som Slotsfogden, sige de forfløjen Ord, at jeg vilde være begravet paa Valby Bakke for at se mig om, det ikke! Jeg begjærer intet uden et saligt Endeligt. Vi talte om Slotsfogdens Ufinhed 6), om allehaande, han gjorde, som han fik Skam for, om Dronningen det vidste, om hans Ugudelighed, at naar han havde været til Alters, sagde han at have gaaet igjennem Mynstringen, og andet mere. Der var ingen Gudsfrygt i hannem.

Jeg begjærte at være beret og lod bede Mag. Bueck at komme til mig ved 7) Slæt om Morgenen, thi imod 8 1/2 begyndte Feberen. Præsten kom ikke førend 9 1/2, da Heden alt havde begyndt (thi den drog sig allerede noget længere hen). Der jeg havde sagt mit Skriftermaal, begyndte han at prædike om Mord og Mandslæt, om David, som var skyldig i Uriæ Død, fast han slog hannem ikke ihjel med sin egen Haand; udbredde den Synd, som han burde, og Straffen, som der vilde følge paa. "Ihr" (sagde han) "habt General Fuchs getödtet, dann Ihr habt einen Diener darzu erkauft, der ihm hat getödtet" 7). Jeg svarte: "Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!" "Ja freilich" (sagde han); "der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt" 8). (Jeg svarte:) "Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dann mein Sohn gab Fuchs sein Tod mit einem Stilet. Ich wusste nicht, dass Fuchs in Brüg war, ehe und bevor ich sein Tod erfuhr. Wie könnte der Diener dann sagen, dass er's gethan hätte? Auf mein Befehl ist es nicht geschehen, aber dass ich mich nicht sollte haben gefreuet, dass Gott

__________

1) D. e. var bleven noget ophidset.

2) D. e. skjældende Tale.

3) I Randen er tilføjet: "Den Kjæp sad en Blikstage paa, som blev stønnem sat i min Seng ved Siden etc. Den brugte jeg til Knytteblok". - Den Filosof, til hvilken her hentydes, er Diogenes.

4) D. e. besindede.

5) D. e. følte.

6) D. e. Uhøflighed.

7) D. e. "I har dræbt General F., thi I har kjobt en Tjener dertil, og han har dræbt ham".

8) D. e. "Det er ikke sandt! Det har jeg ikke gjort!" "Jo vist har I; Tjeneren er i Hamborg, og han har selv sagt det".


69

dem Bösewicht gestrafet, das gestehe und bekenne ich" 1). Dertil svarte han ligesaa: "Das hatte ich selber gethan" 2). (Jeg sagde:) "Wie Fuchs mit uns in unserm Gefängniss auf Borringholm gehandlet, weiss Gott. Das ist nu vorbei, und ich gedenke des nicht mehr" 3). "Da thut Ihr recht an" 4) (sagde han), og for saa fort i hans Æmbede. Der alt var forrettet, talte han med Slotsfogden udenfor den uderste Kammersdør lige for den mørke Kirkes Dør og sagde, at jeg gjorde mig syg, jeg var ikke syg, jeg var rød i mit Ansigt af lutter Ondskab; han havde sagt mig Sandhed, og der var jeg bleven vred for. Christian stod indenfor den mørke Kirkes Dør, thi paa den Tid var ingen Fanger derinde, og hørte den Samtale, sagde mig det, der jeg begyndte at komme til at gaa igjen og tale med hannem ved Døren.

Nogen Tid derefter sagde Christian til mig en Dag saa hemmelig: "Vil I, saa vil jeg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn" 5). Jeg spurte, paa hvad Maade det kunde ske. Han sagde: "Med min Pige. Hun er tro nok; hun skal drage did for det samme" 6). Han vidste, at jeg havde endnu nogle Dukater, thi Per Kudsk havde fortroet ham det, som han selver havde sagt mig. Jeg tog imod Tilbudet, skrev mine Børn til, gav ham en Dukat til Pigens Rejse. Hun forrettede vel sine Ærinder og kom med Skrivelse fra min Søster 7) og dennem tilbage. Alt dette vidste min Kvinde intet af.

Efterhaanden begyndte Christian at blive insolent 8) i mange Maader. Naar han kom frem med hans Drengs Pose, som Kvinden, skulde give ham Mad i, saa kaste han den til hender, gjorde sig vred, naar der ikke var gjemt Steg til ham selv om Aftenen, at han strax kunde faa Posen igjen, bandede sig, den Dag han gik til Døren og talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun var sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Det varte ikkun en Dag, saa bankede han paa Døren og efter Sædvane snakkede om, hvis nyt han havde hørt. Kvinden sad paa sin Seng og slog 15 Kors for sig (han kunde intet se hender, ikke heller mig). Der han var gaaen bort, fortælte hun, hvor højt han havde forbandet sig etc. Jeg sagde: "Det skal I ikke agte; han haver gjort saa meget før i den anden Karens Tid". Hans

__________

1) D. e. "Har han sagt det, saa har han løjet, thi min Søn dræbte F. med en Dolk". [Jvfr. foran S. 2 Anm. 10]. "Jeg vidste ikke, at F. var i Brügge, før jeg erfarede hans Død. Hvorledes kunde da Tjeneren sige, at han havde gjort det? Paa min Befaling er det ikke sket, men at jeg ikke skulde have glædet mig over, at Gud har straffet den Nidding, det tilstaar og bekjender jeg". - Med Hensyn til den omtalte Tjener, hvis Navn var Peter Pflügge, kan i øvrigt mærkes, at han virkelig, den Gang Christian Ulfeldt myrdede Fuchs, ledsagede hin og ogsaa kastede nogle Haandgranater ind i Fuchs's Vogn, men dog først efter at Mordet havde fundet Sted.

2) D. e. "Det havde jeg selv gjort".

3) D. e. "Hvorledes F. har handlet med os i vort Fangenskab paa Bornholm, ved Gud. Det er nu forbi, og jeg tænker ikke mere derpaa".

4) D. e. "Deri gjør I ret".

5) Leon. Chr.s to yngste Døtre, Ellen Christine og Leonora Sophie Ulfeldt, var i Sommeren 1666 flyttede fra Brügge og havde taget Ophold i Skaane paa Raabeløv hos deres Moster, Frøken Hedvig. Denne var gift med Ebbe Ulfeldt, en fjærnere Slægtning af Korfits U., som i 1652 paa Grund af mislig Æmbedsførelse var rømmet til Sverig, hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor.

6) I Randen er bemærket: "Den Pige var en Hore, han havde lovet Ægteskab, og den lukte Taarngjemmeren, den forrige saa vel som Christen, ind til Christian, gik selv ud og lod dem sammen".

7) Se foran Anm. 5. Man har Vidnesbyrd om, at Leon. Chr. fra nu af jævnlig brevvexlede med Søsteren

8) D. e. uforskammet


70

Mod tog daglig til. Maden blev stønnem opbaaren vel en halv Time, førend Slotsfogden kom op. Imidlertid skar Christian Stegen og tog sig selv, hvad Stykke han vilde (der jeg tilforn hver Maaltid sendte ham et Stykke ud, Fisk og andet, hvad han begjærte). Den dumme Slotsfoged lod det saa passere, var glad, tænker jeg, at han vilde betage ham den Umage; gav intet Agt paa, at der fattedes noget i Fadet. Jeg lod det saa passere en Stund, for det skede ikke saa jævnt hver Dag. Men naar han vilde have Mad til sin Dreng, saa sagde han intet andet end: "Mad i min Drengs Pose!" Der lo vi mangen Gang af siden, han var borte, men ikke da, thi han blev alt værre og værre. Han kunde ikke lide, at vi lo og vare glade; naar han hørte det udenfor Døren, saa blev han bister. Vilde man klynke, saa vilde han skaffe, hvad han kunde bringe til Veje 1). En Dag lurer han paa os og hører, at vi ler; thi Kvinden fortælte effen en Kløgt 2) om en Skoledrengs Moder i Frederiksborg (der havde hun boet), hvor Drengens Moder ikke vidste, hvorledes hun skulde titulere Skolemesteren; kaldte ham Hr. Villas. Han sagde: "Jeg er ikke Herre" 3). "Mester da", sagde Kvinden. Jeg er ikke heller Mester", sagde han; "jeg er ikkun ret og slet Villas". Saa sagde Kvinden: "Min gode slet og ret Villas! Min Søn slikker altid Fløden af mine Bøtter, naar han kommer hjem. Vilde I slikke ham igjen med et godt, skarpt Ris i hans Røv?" Idet vi lo deraf, kommer han til Døren og fatter de Ord, at jeg siger: "Det sidder vel ikke saa sammen; man skal altid sætte noget til, om vel skal lade". Han fatter en Tanke og mener, at vi snakkede om ham, og at vi lo ham ud. Der det var Maaltids Tid, siger han til Kvinden: "I var svar lattermild idag". Hun sagde: "Ved I ikke, hvorfor det er? Det er, fordi jeg er af de Let'er (det er henders Tilnavn). "Det var Almis" 4), sagde han, "at fordrive Eder Latteren tilsammen; det var mig, I lo af". Hun sor nej, at hans Navn ikke blev nævnt (som og saa var i Sandhed), men det maatte intet gjælde. De faldt i Ord sammen. Hun fortælte mig deres Samtale, og han kom i nogle Dage ikke til Døren, og jeg sendte ham og intet, thi effen paa den Tid var der en stakkels gammel Mand min Nabo; den lod jeg give en Drik Vin. Christian forføjer sig igjen til Døren og pikker paa. Han klager saa sagte over Kvinden, bad, jeg skulde tage hender igjennem derfor, at hun saa havde svaret hannem, der han dog hørte, at hans Navn blev nævnt. Jeg sor ham til, at der ikke var tænkt paa ham den Gang; jeg kunde ikke tale hender ilde til for de Ord, vi havde haft imellem hinanden; jeg elskede Rolighed inden vores lukte Døre. "Ja" (svarte han), "Husfred er god, sagde Kjærlingen". Dermed gik han. Siden gjorde han efterhaanden adskillig Fortræd, roede saa i Land igjen. Saa vilde han atter, at jeg skulde skrive til Skaane 5). Jeg sagde, at jeg var fornøjet, at jeg vidste, mine Børn en Part

__________

1) I Randen er bemærket: "Han havde i sine gode Luners Dage flyet mig for Penge og Lys, hvad jeg begjærte, saa jeg havde baade Kniv og Sax, Silke, Traad og adskilligt at fordrive Tiden med. Det fortrød hannem siden".

2) D. e. fortalte just et kløgtigt Indfald.

3) Med "Hr." tituleredes i hin Tid kun Riddere (af Elefanten) og Præster. "Mester" var den danske Form for "Magister".

4) D. e. en god Gjerning.

5) I Randen er bemærket: "Stakket efter det Kvindfolk havde været i Skaane, gav han mig en Æske med Stykker Vox udi, hvor alle Taarnnøglerne vare trykte udi og skreven derhos: Dem skal min Pige lade gjøre [ fortsat side 71 ] i Skaane. Jeg skjulte for Kvinden, som da bar Natkjedelen op, og næste Løverdag derefter flyede han dem igen med Taksigelse, at jeg traaede intet efter at komme ud paa den Maade. Det behagede ham ej, det saa jeg vel".


71

af dem var hos min Søster 1); hvor mine Sønner var, og hvorledes dennem lidde, det vidste de ikke; jeg befalede dem Gud i Vold. Det var ham og ikke til Maade, og talte han paa den Maade, ligesom han mente, at jeg havde intet flere Penge; sagde det dog ikke da ligeud. Men en Dag, det gale stak ham, kom han til Døren og havde en Potte med Vinen i (som jeg fast hver Maaltid gav ham) i sin Haand og sagde: "Kan I se mig?" (thi der var en Sprække udenpaa den yderste Dør, men man kunde dog ikke se grant derigjennem saa langt fra). "Her staar jeg med min Potte med Vin og vil drikke Eders Skaal for den sidste Gang". Jeg spurte: "Hvorfor for den sidste Gang?" "Jo!" sór han, gik saa nærmer til Døren og sagde: "Jeg vil ingen Tjenest mere gjøre; saa ved jeg vel, at jeg og ikke faar mere Vin". Jeg sagde: "I skal have Tak for den Tjeneste, I haver gjort; jeg begjærer ingen mere af Eder, men derfor skal I nok faa Vin". "Nej!" (sagde han) "ingen Tjenest mere! Her er intet at hente mere". "Det er sandt" (svarte jeg). "I kjender mig intet" (sagde han); "jeg er ikke saa, som I tror; jeg er let at komme i med, men ikke saa let at komme af med". Jeg smaalo og sagde: "I er langt bedre, end I gjør Eder selv. Imorgen er I udi et andet Sind". Han blev ved at beskrive sig selv hel ilde (som ikke endda var nær saa slemt, som han er). Jeg kunde ikke andet end le af ham. Han drak af Potten, satte sig paa Stolen derude. Jeg kaldte paa ham og bad ham komme til Døren, jeg vilde tale med ham. Da sad han som en Gante 2) og snakkede for sig selv: "Skulde jeg gaa til Døren? Nej", sór han en stor Ed, "skal jeg ikke! O ja, til Døren? Nej, Christian ikke!" Lo imellem af fuld Hals, skraalte højt: den Dag, han gik til Døren eller gjorde mig nogen Tjeneste, da skulde Fanden rive og splid e hannem. Jeg gik fra Døren og satte mig, gruede for den Karls Galskab og store Dristighed. Han gik saa nogle Dage og tav, vilde intet tage imod Vinen. Mad blev hannem ikke bøden, thi han blev endda ved den Vis som før, naar han kunde, at skjære Stegen, førend Slotsfogden kom op. Som da Slotsfogden igjen kom stønnem ind og snakkede med mig, bad jeg ham, at Christian som en Fange ikke maatte have den Frihed at oversnavse min Mad. Saa blev det hannem forbøden. Faa Dage derefter kaste han Posen til Kvinden i Trappen og sagde: "Gi'r nogen Mad til i Aften i min Drengs Pose!" 3). Det blev i allerstørste Lydighed efterkommet, og lagt et Stykke Steg oven i Posen. Det mildede hannem noget, [saa] at han om Middagen talte med Kvinden og selv begjærte en Drik Vin; men han truede Kvinden at skulle fordrive henders Latter. Jeg frygtede intet for det onde, han kunde gjøre mig, men det fortrædeligt Levned

__________

1) Se foran S. 69 Anm. 5. Den ældste af Døtrene, Anne Kathrine, var i Brügge, hvor hun siden ægtede den tidligere omtalte flamske Adelsmand Cassetta.

2) D. e. en Nar.

3) I Randen er bemærket: "Paa samme Tid sad en Bonde fangen i den mørke Kirke for en skiden Mund, han havde haft imod Ridefogden; jeg lod give ham Mad. Den var en svar Skjelm. Om han var udsat af andre, ved jeg ej, men han sagde til Karen, at dersom jeg vilde skrive mine Børn til, saa vilde han fly det bort. Jeg lod svare, at jeg takkede ham; jeg havde intet at skrive dem, ikke heller noget at skrive med. Skjelmen svarte: "Ja saa! Ja saa!"


72

var mødsommeligt 1). Jeg lod hannem ikke byde Vin, uden han begjærte det. Han plejede at skaffe mig Aviserne hver Uge for Lys, og saasom han ikke flyede mig Aviserne for den første Uges Lys, saa sendte jeg hannem ingen Lys. Han blev dog ved og kom ind om Løverdagen med Røgelsekarret og at lukke min Dør. Naar han kom ind med Røgelset, saa han til Væggen, vilde ikke se paa mig. Jeg talte engang til hannem, spurte om Doktoren, og han svarte intet. Det stod saa nogle Uger; saa mildede han sig, flyede Kvinden Aviserne fra den Tid, han havde forholdt dem tilsammen rullede og bunden med en Traad. Der om Aftenen Slotsfogden kom ind og sad og snakkede (han havde en liden Snitser 2), og Christen var for Kjælderen, flyede Kvinden hannem Aviserne igjen, takkede ham paa mine Vegne og sagde, jeg skjøtte intet om Aviser, jeg havde været dem foruden i saa mange Uger, jeg kunde være dem fremdeles foruden. Han blev saa bister, at han med Tænderne rev Aviserne sønder, rev sin Trøje op, saa Knappene fløj ad Gulvet, stak Ild i nogle Aviser, hujed, skreg og skar Tænder. Jeg hitte paa noget at le af til Slotsfogden, raabte saa højt jeg kunde, for at døve Christian 3). Kvinden kom ind som et Lig i sit Ansigt, saa paa mig; jeg vinkede hender at gaa ud igjen. Saa gik Christian lige for min Dør og hujede, slog sin Tøffel i Vejret og omsider til min Dørtærskel, holdte det saa nogle Gange. Der han fornam, at Christen kom i Trappen med Bægerne, kaste han sig paa den Bænk, Slotsfogden plejede at ligge paa, og kaste atter sin Tøffel op imod Væggen. Christen blev staaendes med Bægerne i Haanden med Forundring. Han saa vel, at der var noget paa Færde imellem Kvinden og Christian, og at Kvinden var bange, men han kunde ikke gjætte eller faa Aarsagen at vide; troede og, ikke, at det gik mig noget an, eftersom jeg lo og snakkede med Slotsfogden. Der Dørene vare lukte, saa gik det an paa en Jamren. Kvinden sagde, at han havde truet hender: han skulde vel forbyde henders Dotter at komme til hender og føre Sladder frem og andet, hun ikke burde. Jeg; bad hender give sig tilfreds: han var nu gal, det gik vel over; han betænkte sig vel, førend han talte om det, thi saa kunde han frygte, at det, han havde flyet herop, og kom for Dagen, saa fik han Skam for sin Umage; Slotsfogden havde given henders Dotter Forlov at komme til hender, hvem skulde han klage hender for? (Jeg tænkte vel andet, at naar han vilde den Vej, saa fik han vel anden at klage det for, han, som havde saadan Frihed ; han kunde faa ind og ud, hvad han vilde, tale, med hvem han vilde, i Vægtergangen). Hun græd og lod meget ilde, talte som en, der sanser ikkun lidt, sagde engang: "Maa jeg ikke have Fred for ham, saa skal jeg , ja saa skal jeg ". Hun kom intet videre og kunde ikke hitte paa, hvad hun skulde. Jeg smel derved og endeligen sagde: "Christian er gal, jeg vil nok styre ham imorgen; lader mig ikkun betæmme med hannem! 4) Sover I nu ikkun roligen!" Hun faldt omsider i Søvn, men ikke jeg saa snart; betænkte, hvad paa saadan Galskab kunde følge. Om Morgenen imod

__________

1) D. e. møjsommeligt.

2) D. e. Rus.

3) I Randen er tilføjet: "Det var hejligen at forundre, at Slotsfogden ikke hørte den Allarm, Christian gjorde. Samme Gang mindes jeg, at han fortælte, hvorledes han havde forfærdet en af Hofbetjentene med en Mus i en Æske".

4) D. e. "Lad mig kun have frie Hænder med ham!"


73

Middag sagde jeg hender, hvad hun skulde sige Christian, og at hun skulde stille sig, som hun var ikke vel tilfreds; begynde med at bande ham og sige: "Gid der far en Djævel i Jer for Lærdom, I haver lært hender! Hun haver vilt hvistet 1) sine Tøfler op, eftersom I gjorde, og slog mig i Hovedet dermed. Hun er vred uden Skjemt, tog alt det smukke Tøj, hun havde gjort, og kastede det i Natskrinet. Nu", sagde hun, "skal der ingen gjøre sig god med det". Der lo han af som en Gante, det behagede ham. "Er hun ret vred?" (spurte han). "Ja" (sór hun) "er hun saa!" Saa lo han saa højt i Trappen, at jeg hørte det. Han var en 14 Dage skjels 2), begjærte da og da Vin og Mad, kom og til Døren og fortælte iblandt andet, at han havde hørt, at Prinsen (nu vores Konge 3) skulde giftes. Jeg havde vel hørt det før, men lod mig ikke mærke, thi Slotsfogden havde sagt det, og desforuden fik jeg Aviserne foruden ham. Og som jeg ikke spurte ham om noget, saa gik han strax; sagde siden til Kvinden: "Hun er vred, og jeg er ligesaa. Vil se, hvem der haver hinanden først behov". Kvinden truede han meget, og vilde hun, at jeg skulde give ham gode Ord. Jeg forsikred hender, at han var ikke af det Sind, man skulde komme til Rette med at altid give den bløde Side 4). Som han nu Tid efter anden blev insolent 5), mere end tolereres 6) kunde, sagde jeg en Dag til Slotsfogden, at jeg forundrede mig over, at han tilstedde en Fange at lukke op og til mine Døre og gjøre det, som Taarngjemmeren ellers burde at gjøre; om hannem syntes ikke, at jeg paa den Maade kunde praktisere 7) mig ud, om jeg vilde ud foruden Kongens Minde? Christian var en Fange, som var dømt til at dø; han skulde nok skaffe mig ud af Taarnet. Slotsfogden sad og gloede som en, der sanser intet, svarte ikke et Ord andet end: "Ja, ja!" men han forholdte sig dog efter min Advarsel, saa at enten lukte han selv op og til, eller og Christen (jeg haver set, at Christian haver reven Nøglerne af Christens Haand og lukt min Dør, og det den Tid, han begyndte at gjøre sig gal). Havde Christian ikke været gal før, saa blev han da, i Synderlighed den Tid Christen gik ind med Røgelsefadet, og Kvinden var oppe. Da stod han lige for mig i det uderste Rum saa som en Gast 8) og skar Tænder; og saasom han saa, at jeg tog det overbleven Røgelse af Christens Haand (som han altid selv flyede mig i et Papir), saa gjorde han en Trusels Latter. Der om Aftenen blev oplukt, og Christian kom Kvinden i Tale, sagde han: "Karen, siger I til Henders Naade, at hun og I skal faa en Fandens Færd! Jeg haver set med mine Øjne, at Christen gav hender et Brev. Ej, var det derfor, hun vilde ikke, at jeg maatte gaa ind med Røgelset, fordi jeg vilde ikke skaffe hender tiere Bud til Skaane? Ej, faar hun og Aviserne af ham? Ja, siger hender, at saa stor Tjeneste som jeg haver gjort hender, saa stor Ulykke skal jeg gjøre hender". Gud ved, hvad Nat jeg havde! Ikke fordi jeg agtede hans Trusel, thi jeg frygtede de Ord

__________

1) D. e. kastet.

2) D. e. saa nogenlunde.

3) D. e. Christian V.

4) I Randen er bemærket: "Han kom Slotsfogden til at kaste en Katkilling, jeg havde, allerøverst ned fra. Taarnet og lo mig saa spodsk til, der han havde fortælt Kvinden sin Manddoms Gjerning; sagde: "Katten var fnattet, Katten var fnattet!" Jeg lod mig ikke mærke, at det fortrød mig".

5) D. e. uforskammet.

6) D. e. taales.

7) D. e. skaffe.

8) D. e. ond Aand, Djævel.


74

ganske intet; Ulykken havde gaaet ud paa ham selv allermest. Men Kvinden var saa bedrøvet, at hun gjorde intet andet end jamrede sig, klagede sig, mest for henders Dotter, for den Spot, hender vederfare vilde, at de vilde sætte henders Moder i den mørke Kirke, ja siden tage Livet af hender. Saa faldt hender ind, at Dotteren havde talt med hender i Trappen; saa skreg hun igjen: "O, min Dotter, min Dotter! Hun kommer i Tugthuset!" Jeg sagde intet andet et svart Tag 1) end: "Giver Eder tilfreds! Det gaar ikke nær saa ilde til, som I tror". Men som jeg fornam, at hun ikke var bekvem til at høre nogen Raison 2), for hun raabte alt: "Ak, ak !" naar jeg vilde tale, sad over Ende i Sengen, holdte sit Hoved imellem begge Hænderne og græd, saa hun flød i Vand 3). Jeg tænkte, at naar der ikke var Taarer mere for Haanden, saa hørte hun vel op. Jeg sagde omsider, der hun noget sagtede sig: "Denne Ulykke, det forbandede Menneske truer os med, vil ikke forekommes med Graad. Sætter Eders Sind i Rolighed og sover! Jeg vil gjøre ligesaa, og jeg vil bede Gud at indskyde mig de bedste Raad til imorgen". Det sagtede hender noget, men naar jeg mente, hun sov, saa kom hun atter frem med alt det, hun frygtede for: at hun havde baaren mig Sedler ind fra ham, Kniv og Sax og andet, som var forbøden. Jeg svarte da og da ikkun: "Sover, sover! Imorgen vil jeg tale med Eder". Det hjalp intet. Klokken slog to, der hun endda vilde snakke og sagde: "Det vil gaa ilde til for den stakkels gamle Mand der nere" 4). Jeg lod, som jeg sov, men den hele Nat indtil Klokken 5 og mere kom ikke Søvn i mine Øjne. Der om Middagen blev oplukt, havde jeg alt sagt hender, hvad hun skulde sige Christian, og given hender at forstaa, at han med hans Truseler mente at faa Penge fra hender og Lys af mig, vilde saa kue os, som det lystede hannem; men han havde en anden for sin Haand, end han troede. Hun skulde ikkun lade, som hun intet skjøttede om hans Snak, intet tale et Ord til ham uden: God Dag, uden han talte til hender; og dersom han spurte, hvad jeg havde svart, skulde hun lade, som hun huste 5) intet, at hun skulde sige mig noget. Sagde han det da igjen, saa skulde hun sige: "Det siger jeg hender slet intet! Er I endnu lige saa gal som i Aftes? Gjører, hvilket I vil!" og gaa dermed fra hannem. Den Samtale blev holdt, og han truede mere end nogen Tid. Kvinden holdte gode Miner, men var hjærtelig bedrøvet, naar vores Døre vare lukte; men som hun er let sindet, saa lo hun ofte med Taarerne i øjnene. Jeg vidste vel, at Christian skulde byde paa at skrive mig til allehaande

__________

1) D. e. en lang Tid.

2) D. e. Fornuft.

3) Eftersætningen er glemt.

4) I Randen er bemærket: "1666. Imidlertid Karen Nielsdotter betjente mig, da var en Nürnberger min Nabo i den mørke Kirke; blev beskyldt for Falskmønter at være. Den bar hun Mad til hver Dag. Han sang og læste fast Nat og Dag og sang meget vel. Han sang den Psalme: Herr, deine Ohren neige zu mir! langsom efter min Begjæring. Jeg skrev den og siden satte den ud paa danske. Og som han ofte om Natten Timer lang læste højt og bekjendte sine Synder, bad Gud om Forladelse og raabte mange Gange: "Du musst mir helfen, Gott! ja, Gott, du musst mir helfen, sonsten bist du nicht Gott. Du musst gnädig sein!" [D. e. "Du maa hjælpe mig, Gud! ja, Gud, du maa hjælpe mig, ellers er du ikke Gud. Du maa være naadig!"] Saa den Raaben forhindrede mig at sove, hvorfor jeg lod hannem bede med Karen, at han vilde læse sagte, som han og siden gjorde. Han blev sat paa Holmen for en faa Ugers Tid og siden løsgiven".

5) D. e. huskede.


75

nyt, mene at flikke sig ind [der]med igjen; men jeg havde forbøden Kvinden at tage imod hans Sedler, saa han blev meget bister. Jeg bad hender sige hannem, at han skulde holde Styre paa sig, om han kunde; havde han Lyst til Ulyst, da vilde det blive værst for hannem selv. Der lo han meget spodsk af og sagde: "Siger hender, at det skal være værst for hender. Det, jeg haver gjort for hender, haver Vinen kommen mig til, hun haver sendt mig, siger hender det! Jeg skal bekjende det selv altsammen, og skulde jeg end klæde Stejler, saa skal Christen faa Skam. Han haver flyet hender Breve fra sine Børn". (Den Skjelm vidste vel, at jeg havde intet ladet mig mærke for Kvinden, hverken om det, han havde flyet mig Bud til Skaane til mine Børn, eller og om Voxet, Taarnnøglerne vare trykte i; derfor talte han saa frit til hender). Der vores Døre vare lukte, var det vores Samtale. Jeg gjorde en Latter deraf og spurte Kvinden, hvad Skam der kunde være saa stor som at lægges paa Stejler; tog det an for forfløjen Ord, som det var, bad hender sige hannem, at han skulde intet bemøde sig med at give sig an, jeg vilde betage ham den Umage og sige til Slotsfogden imorgen Dag (om han vilde) alt det, han havde gjort for mig; han maaske glemte noget, men jeg skulde vel komme det i Hu. Den Tid Kvinden sagde ham det, svarte han intet, men løb ned fra hender, holdte sig nogle Dage stille og talte saa godt som intet til Kvinden. En Løverdag, der Kvinden var oppe med Natkjedelen, kom han op til hender og vilde endelig overtale hender at tage en Seddel til mig, men hun sór ikke at turde. "Saa siger hender da" (sagde han), "at hun skal fly mig den Sax og Kniv igjen, jeg haver flyet hender; den vil jeg have, saa skal hun se, hvad jeg skal gjøre. I skal faa en Ulykke tilsammen!" Hun kom ner saa bleg som et Lig, saa jeg mente, hun havde forløft sig. Hun fortælte deres Samtale og hans Begjæring, bad mig saa meget, at jeg dog vilde fly hannem det, saa blev han rolig. Jeg sagde: "Hvor er det med Eder? Haver I Eders fulde Forstand? Siger han ikke, at han vil gjøre os en Ulykke, naar han faar Kniven og Saxen igjen? Det er ikke Tid paa at fly hannem det. Forstaar I intet, at han frygter for, at jeg skal lade se det? Mit Arbed, mener han, er borte, og Sedler ikke mere til. saa intet er mere at true hannem med end de Stykker. I Aften skal I intet tale med hannem. Siger han noget, da svarer intet". Om Aftenen sneg han sig til og sagde til hender i det uderste Rum: "Tager mig hid Sax og Kniv!" Hun svarte intet. Om Morgenen, til Middag, bad jeg hender sige hannem, at jeg havde intet af hans; jeg havde selv betalt baade Sax og Kniv, og det for mere, end de vare dobbelt værd. Det Budskab blev han forbistret over, skar Tænder og hvinede. Hun gik fra ham og skyede, det meste muligt var, at tale ene med hannem. Der han fornam, at Kvinden intet vilde tage imod nogen Seddel, saa tog han sin Tid og varte 1) Slotsfogdens Øjne og kaste en Seddel ind til mig paa Gulvet (og havde samme Gang nær sket en synderlig Hændelse; thi idet han vilde kaste Seddelen ind, gik Slotsfogdens store Hund ind, som havde krøllet Haar, saa Seddelen faldt paa Hundens Ryg, men faldt af igjen i Krogen, som Hunden

__________

1) D. e. passede paa.


76

snyflede). Udi den Seddel stod: "Lader mig faa Kniven og Saxen igjen, saa skal jeg gjøre Eder saa stor en Ulykke, som jeg haver gjort Eder Tjeneste, og vil jeg betale Eder Kniv og Sax, skulde jeg end sælge mine Buxer. Lader mig faa dem strax!" Han gik i nogle Dage som et forstyrret Menneske, eftersom jeg intet svarte eller lod Kvinden sige hannem noget; saa Christen spurte Kvinden ad, hvad hun havde gjort ved Christian, han gik der nere og skar Tænder og hujede som et galt Menneske. Hun svarte, at de der nere maatte vide, hvad hannem gik ad; her saa han vel, at de taltes ved hel venlig. Langfredag Middag var han ganske forbistret 1), sor og forbandede sig, om han ikke skulde give sig selv an, repeterte alt det forrige, satte det dertil, at jeg havde forført ham, Vinen havde bedraget ham og Mad, Lys og gode Ord; han skjøtte intet om, hvad han skulde lide, vilde gjærne dø for Bøddels Haand; men jeg, hun og Christen skulde ikke gaa Ram foruden 2). Den Eftermiddag var ikke meget glædelig for os. Kvinden var bedrøvet; jeg bad hender give sig tilfreds; der var ingen Fare hos den Galskab, men en stor Fortræd, og langt haardere end mit Fængsel; men jeg skulde dog faa Raad med den Skjelm. Hun tog henders Bog og læste i, og jeg satte mig til at digte en aandelig Sang om Christi Lidelse under den Tone: Som Hjorten med Tørst befangen 3).

Paaske-Aftener tilforne plejede Christian at forskaffe mig farvede Æg; det var da ikke i det Hjørne med hannem. Der Døren blev lukt, siger jeg til Christen: "Glemmer intet imorgen blødsøden 4) Æg!" Der Paaske-Middag Maden kom op, og Æggene ikke strax kom op med (som var en Biret), saa Christian til mig og gjorde en lang Næse ad mig tre fire Gange (thi jeg var vant ved at gaa frem og tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tider, der blev oplukt). Jeg blev staaendes at se paa hannem, drog lidt min Skulder. Lidet efter disse Grimaces kom Christen med et Fad med blødsøden Æg. Christian slog først Øjnene ned, siden kaste han dem til mig, ventede maaske, at jeg skulde gjøre Næse af ham igjen. Men intet mindre end det. Der Kvinden kom i Trappen, sagde han: "Der var ingen farvede Æg". Hun sagde mig det strax, saa jeg bad hender sige, at de blødsøden Æg aad jeg, og de farvede gjemte jeg, som han kunde se (og sendte jeg hannem et af forgangen Aar, som jeg havde ridset 5) nogle Blomster paa; det havde han selv flyet mig, dog for Lys). Han tog det an, men han skrev mig en Seddel derpaa, som var hel rar 6). Den skulde være paa de høje Noder om Ægget og Hønen. Han vilde give Streger 7), og det havde ingen Skik. Jeg kan intet mindes mere ret vel deraf, uden at det var et raaddet Æg, jeg havde sendt ham; hans Æg skulde blomstres, naar mit skulde raadne 8). Den Seddel kaste han og ind til mig. Jeg svarte

__________

1) D. e. forbitret, rasende.

2) D. e. skulde ikke gaa fri.

3) I Randen er bemærket: "Samme Digt var siden Aarsage, at Christian ganske satte sig igjen, som han derefter selver sagde mig; thi han hørte mig synge den engang, og sagde han, at den havde rørt hans Hjærte og trykt Taarerne af hans øjne (jeg havde endda ingen anden Skrivertøj, end som meldet er)".

4) D. e. blødkogte.

5) D. e. tegnet.

6) D. e. mærkelig.

7) D. e. Finter.

8) I Randen er bemærket: "Hvad han mente dermed, ved jeg ikke; maaske at han mente, jeg skulde dø i Elendighed, og han alt leve i Frihed. Den Mening er fejlet, thi hans ugudelig Idræt i hans Frihed haver omsider bragt ham i Fortvivlelse, saa han haver skødt [ fortsat side 77 ] sig selv ihjel [jvfr. Leon. Chr.s Fortale]. Om Gud giver mig nogen Tid Friheden her i Verden, er hannem alene bekjendt".

1667

77

intet derpaa. Han gik atter nogle Dage og sagde intet ondt; saa stak det ham igjen. Jeg kan tro, at det gjorde ham ondt, at han saa Christen stønnem have min Vin tilbage i Bægeret. Stønnem skjænkede jeg Slotsfogden dermed 1). Mad fik han og ikke, hverken til sig eller sin Dreng. Saa sagde han en Dag til Kvinden: "Hvad synes Eder vel, at Slotsfogden vilde sige, om han vidste, at I giver Fangerne af hans Mad?" (Maden, som kom fra mit Bord, blev baaren ned til Slotsfogden). Vil I sige hender det!" Kvinden spurte, om hun skulde sige mig det paa hans Vegne. "Paa hvis Vegne ellers?" svarte han. Jeg lod hannem svare, at Maden, som kom til mig, havde jeg Magt til at tage af, saa meget jeg vilde; mig var den intet maalt eller vejet til; det, jeg intet vilde have, maatte de gjøre af, hvad de vilde, hvem der havde Ret dertil; før var det ingens. Der kunde han og ikke kyse os med. Saa var det en Dag den gamle Snak igjen: han vilde have Sax og Kniv, og han truede at give sig selver an; og som det var fast 2) imod den Tid, at jeg lod mig berette, sagde jeg til Kvinden: "Siger hannem én Gang for alle: vil han ikke holde Styre paa sig, saa skal jeg, det første Præsten kommer, give hannem an, og jeg skal faa den første Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først af Sted, for hun lod mig ingen Fred paa hans Vegne, førend jeg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med gode eller onde, saa vil vi se, hvem Ulykken skal falde paa". Han skulde nu gjøre, hvilket han vilde, jeg vilde have Rolighed; han skulde forskaane mig med sine Sedler, ellers jeg skulde vise dem frem. Der Kvinden sagde hannem det, faldt han i Tanker; spurte: "Sagde hun det!" "Ja" (sor Kvinden) "gjorde hun saa! Hun sagde endda mere: Hvad monne han mene? Mener han, at jeg som en Fange, der ingen Steds kan komme, skulde lide noget, fordi jeg tog imod en Fanges Tjeneste, som havde en Frihed, hannem ikke burde?" Han stod alt og hængte med Hovedet og svarte ganske intet. Det satte Styr paa Karlen, og hørte jeg siden ikke et uskikkeligt Ord af hannem. Han talte venlig og vel til Kvinden i Trappen, fortælte, hvad nyt han hørte, og var hel beskjæftig; og der hun spurte ham engang om hans Potte for at give ham Vin i, sagde han sømodeligen 3): "Jeg haver ingen Vin fortjent". Kvinden sagde, at han skulde vel faa Vin alligevel, jeg begjærte ingen Tjeneste mere. Saa fik han da og da Vin, men ingen Mad 4). Den Dag, jeg blev beret, kom han til Døren og bankede saa sagte. Jeg gik til Døren. Han hilste og ønskede mig til Lykke med hel god Maner, sagde derhos, at han vidste, jeg havde forladt dem, som havde gjort mig imod. Jeg svarte ja dertil og gav ingen videre Matière 5) til det Spørsmaal, han ikke heller, talte om andet smaat og gik saa bort. Derefter kom han hver Dag til Døren og sagde, hvad nyt han hørte; bekom og Vin og Mad igjen. Han sagde iblandt andet, at mange vare i Mening, at alle Fanger skulde løsgives, naar Prinsen (nu vores Konge) skulde have Bryllup, hvorom taltes, at Bruden om en Maaneds Tid skulde

__________

1) D. e. gav jeg det til Slotsfogden.

2) D. e. nær.

3) D. e. vemodigt.

4) I Randen er bemærket: "Hans Dreng ved Navn Paaske kunde han ikke vogte saa vel, at Kvinden jo lagde et Stykke Mad til ham uden Døren".

5) D. e. Stof.


78

komme ind (det var sidst i April, derom blev talt), og Bryllupet skulde staa paa Slottet. Det drog sig hen med Brudens Komste 1) indtil først in Junio, og da stod Bryllupet paa Nykjøbings Slot i Falster. Der vare mange i den Mening, at det skede der, fordi at Bruden ikke skulde bede mig og Doktoren løs 2). Som nu Bruden skulde føres til Kjøbenhavn, siger jeg til Christian: "Nu er det Tid for Eder at komme løs. Lader Eders Pige passe paa og gjøre et Knæfald for Brudens Vogn og række en Supplik 3) frem, saa er jeg vis paa, I kommer løs". Han spurte, hvorledes Pigen skulde komme til at bede for hannem. Jeg sagde: "Det er jo Eders Fæstemø?" "Nej" (sor han en stor Ed) "er hun ikke! Hun bilder sig det vel ind, men jeg vil" (sor han atter) "aldrig have hender". "Da lader hender blive i den Mening" (sagde jeg) "og stile sin Supplikation som for sin Fæstemand", "Ja" (sagde han saa drøvevorn) 4), "det kunde hun da gjøre". Det skede saa, som jeg havde raad, og Christian kom ud den 11. Juni 1667 5). Han tog ingen Afsked hos mig, lod mig ikke engang hilse ved Taarngjemmer eller Dreng. Kvindfolkets Taksigelse var, at han samme Aften slog henders Vinduer ind og saa rumstered i Fuldskab paa Gaden, saa han blev sat i Raadhuskjælderen 6); kom dog om anden Dagen ud. Hans Dreng, Paaske, skulde tage Afsked med sin Herre. Der han spurte hannem, om han skulde sige os noget fra hannem, svarte han: "Sig dem, jeg giver dennem Fanden !" Paaske, som bragte det Budskab frem, sagde at have svart Christian: "Min halv!" (thi Christian suspicerte allerede Paaske, at han gjorde Kvinden Tjeneste). Vi fik en Hjærtens Latter af det Budskab; thi jeg sagder at Paaske tog den halve Del, saa jeg fik intet. Glæden var ikke liden hos os, der vi vare bleven det ugudelig Menneske kvit.

Vi levede siden i god Rolighed det 1668. Aar, jeg skrev og var provideret 7) med adskilligt til Haandarbed, saa Christen kjøbte intet for mig uden et Par Bøger, og dem maatte jeg betale dobbelt og mere end dobbelt med Lys. Karen blev hos mig første Gang paa fjerde Aar; og som henders Dotter da skulde giftes, og hun gjærne vilde være nærværende paa Bryllupet, talte hun med mig derom, hvorledes det kunde laves, thi hun vilde gjærne have Tilsagn at komme igjen, naar den Kvinde, jeg fik igjen, skulde bort. Det vidste jeg ikke, om det kunde ske, men vel, at hun kunde komme ud foruden at gjøre sig syg; det vilde jeg vel bringe til Veje. Slotsfogden havde da alt til Fuldmægtig Peder Jensen Tøtzløff, som da og da forrettede hans Æmbede. Hannem lod jeg gjøre Forslaget med og beklagede derhos Kvindens Skrøbelighed, talte siden med Slotsfogden selv derom, som var hel villig dertil, thi baade kunde han vel lide den Karen, og han havde en Kvinde i Huset, som han vilde hjælpe til mig igjen,

__________

1) D. e. Ankomst.

2) I Randen er bemærket: "Bruden havde bedet for mig til Nykjøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Det var farligt for Lande og Riger". Andet Steds fra vide vi, at det var Leon. Chr.s Søn Korfits, som havde fremkaldt denne Forbøn ved i Hamborg at lade overrække Bruden et Bønskrift for Moderen.

3) D. e. et Bønskrift.

4) D. e. bedrøvelig.

5) Denne Dato er næppe rigtig, thi den 11. Juni var det, at Charlotte Amalie ankom til Rødby. Først den 25de kom hun til Kjøbenhavn.

6) I Randen er bemærket: "Det var en Søndag; det var den Ære, han gav Gud. Han gik i Vinhus i Steden for Kirken. Til 12 Slæt kom han ud".

7) D. e. forsynet.


79

Karen Nielsdotter kom fra mig en Aftenstid 1669, og en tysk Kvinde ved Navn Cathrina - 1) kom til mig igjen. Karen tog Afsked med grædende Taare. Hun havde grædt fast den hele Dag, og lovede jeg hender at gjøre mit yderste til at faa hender til mig igjen, naar den, jeg da fik, kom bort. Den Cathrina haver været sin Ungdom op iblandt Soldatervæsen, haver været gift med en Lütenant paa de Tider, da Slotsfogden var Tromslager, og været Fadderske til en af hans Sønner; nu forarmet efter Mandens Død og sad og spandt hos Slotsfogdens Kvinde for Maden. Hun var flux tilgenegen 2) til Drik, og henders Hænder rystede, saa hun kunde intet holde Bægerne deri, men maatte støtte Bægerne op til Livet, Fade med Suppemad ligesaa. Slotsfogden sagde mig, førend hun kom op, at henders Hænder stønnem rystede lidet, dog ikke altid; hun havde for kort Tid siden været syg, det forgik hender vel. Der jeg spurte hender selv, hvorledes hun havde faaet det Tilfald, saa sagde hun at have haft det mange Aar. Jeg sagde: "I er ikke en Kvinde, som tjener mig, thi om jeg blev syg, saa som jeg for et Aar eller noget siden haver været, saa kunde I ikke betjene mig". Hun faldt strax ned paa sine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte blive; hun var en fattig Enke, og hun havde lovet Slotsfogden Hælvten af de Penge, hun fortjente; hun skulde bede Gud saa inderlig, at jeg skulde ikke blive syg, og hun skulde være mig tro, ja til at dø for mig. Mig syntes, at det sidste var for meget sagt for at tro hender for vel (hun holdte dog Ord og gjorde, ligesom jeg befol hender, og jeg blev og ikke syg i henders Tid). Hun gad intet arbedet. De flerste Gange, naar hun havde ædt, lagde hun sig strax og drog Puden for sine øjne, sagde: "Nu kan ik nichts sehen". Naar hun fornam, at jeg kunde lide, hun snakkede, saa fortælte hun hele Komedier paa sin Vis, agerte dem og stønnem og gjorde sig til adskillige Personer. Naar hun begyndte at fortælle et Emtyr 3), og jeg vilde sige midt i Fortællingen: "Det vil faa en jammerlig Udgang", saa sagde hun: "Nên, dat krigt ên gût Ende"; gjorde og en god Ende paa sin Fortælling. Ligesaa, om jeg sagde tvært imod. Hun dandsede og for mig, og det for 4 Personer, snakkede imellem for hver en, hun dandsede for, kneb Mund og Fingre sammen. Komedianter kaldte hun Medikoanter. Udi henders Tid forefaldt adskilligt, som forhindrede at se eller høre efter henders Lyst 4).

Det hænder sig, at Walter, som for den Sag med Dina blev Danmark forvist 5), kom fra Sverig og holdte sig ubekjendt i Kjøbenhavn, blev paa-

__________

1) Efternavnet har Leon. Chr. glemt. Formodentlig er det dog det Fruentimmer, som i Leon. Chr.s Fortale kaldes Cathrina Wolff.

2) D. e. meget hengiven.

3) D. e. Æventyr.

4) I Randen er bemærket: "En Par Maaneder efter, hun var kommen til mig, faar hun den kolde [d. e. Koldfeber]. Hun græd og blev bange. Jeg var vel tilfreds med hender, tænkte at se, hvad Troen kan gjøre, skrev noget paa en Seddel og hængte hender om Halsen. Feberen gik bort, og sor hun, at alt det onde i Kroppen ligesom paa én Gang skjød ned i hendes Ben, der jeg hængte hender det om Halsen. Hun fik og strax tykke Ben".

5) Paa Grund af sit Forhold til Dinas Sag havde Oberst Walter i 1651 faaet Befaling til at rømme Landet. I 1663 fik han imidlertid, paa Kurfyrstinden af Sachsens og hendes Søns Forbøn, Tilladelse til at komme hertil igjen, men man véd ikke, naar han først benyttede denne Tilladelse. Vist er det imidlertid, at han i 1668 kom fra Skaane til Kjøbenhavn, men under et falsk Navn, og da han ogsaa paa anden Maade viste Tegn paa en ond Samvittighed, blev [ fortsat side 80 ] han anholdt og sat i Blaataarn. Formodentlig har man allerede dengang haft ham mistænkt for at have haft at gjøre med en Sag, som havde gjort stor Opsigt, nemlig et Forgiftningsforsøg, som antoges rettet mod den kongelige Familie, og for hvilket to Kokke - de samme, som Leon. Chr. strax efter omtaler - var bleven arresterede. Men i hvert Fald skal den ene af Kokkene senere, paa Pinebænken, have angivet Walter som den, paa hvis Anstiftelse den fundne Gift blev bragt ind i Dronningens Kjøkken, hvilken Angivelse havde til Følge, at Walter blev sat i Troldhullet".

1669

80

greben og sat her i Taarnet, nere i Taarnestuen. Der suspicertes, at han tramerte noget 1). Samme Gang sad hos hannem en fransøsk Kok og svensk Bagere, som beskyldtes at ville have forgiven Kongen og Dronningen. Den svenske blev sat i Troldhullet, strax efter Walter var kommen. Det varte nogle Dage, førend jeg maatte vide Walters Komme, men vidste det dog. En Dag til Middag, der Walter og Fransosen raabte højt (thi de disputerte altid med hverandre), spørger jeg Slotsfogden, hvad han haver for Gjæster der nere, som taler fransøsk. Han svarer at have af adskillige Nationer, fortæller saa, hvem de ere, men hvorfor de sad, vidste han ikke ret egentlig, i Synderlighed Walters Beskyldinger. Disse tvende ommeldte faar Krakkeler tilsammen 2), saa Walter blev sat ind i Troldhullet til Svensken, og Fransosen i den mørke Kirke, hvorhelst han blev syg og kom ingen Tid til Hullet paa Døren, men laa strax indenfor. Jeg turde ikke sende hannem noget for de Beskyldinger, der var imod hannem. Walter sad længe der nere, og Fransosen kom ud. Der Mag. Bueck kom til mig og skulde meddele mig Christi Legeme og Blod, fortælte jeg hannem førend Skriftermaalet Fortællingen om Walters Sag, som vel var bevidst, men sagde hannem derhos, at den Tid jeg blev ved Ulrik Christian Gyldenløve udvist af Danmark 3), da havde fornævnte Gyldenløve soren mig til, at Kongen ikke var endda den Sag ret bevidst, og jeg havde beklaget, at Hs. Majestæt ikke havde søgt efter for at være den bevidst; bad Præsten at bede Statholder at bringe til Veje, at Walter om Dinas Sag maatte nu examineres, og at han og jeg maatte komme til Ords sammen i nogle Ministres Nærværelse; det kunde ske foruden stor Bruit 4), thi Herrerne kunde komme i Taarnet ad Løngangen. Præsten lovede at forrette det 5), gjorde det ogsaa, og blev Walter tredie Dag efter sat op i den mørke Kirke, saa jeg ventede i en lang Tid hver Dag, at vi skulde komme til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede det 6). Walter sad saa hen 7), skjændtes fast hver Dag med Christen, skjældte ham for Tyv og Røver, thi Christen havde funden nogle.

__________

1) D. e. smedede Rænker.

2) D. e. kommer i Kiv.

3) I 1656 var Leon. Chr. fra Pommern, hvor hun og Ulfeldt dengang boede, rejst til Danmark for at forsøge at udsone sin Mand med Kongen; men da hun kom til Korsør,, modtoges hun af Gyldenløve, som foreviste hende en kongelig Befaling til atter at forlade Landet.

4) D. e. Larm, Opsigt.

5) I Randen er bemærket: "Der Præsten gik fra mig, talte han med Walter for Troldhullet, sagde hannem min Begjæring, og hvad der vilde følge paa. Walter lo saa spodsk og sagde: "Ik hebbe nicht ên Hâr, dat darvör bange is, dat de Sake scolde gerört werden. De Königin wét dat wol, sagt Ji dat ôk". [D. e. Jeg har ikke et Haar, som frygter for, at der skal blive rørt ved Sagen. Dronningen ved det vel, sig I hende ogsaa det]. NB. Imens Walter sad i Troldhullet, havde han skreven Dronningen til, som Kongen bekom".

6) Der sigtes til Dronning Sophie Amalie.

7) I Randen er bemærket: "Jeg saa igjennem et Hul paa min uderste Dør, den Tid Walter blev opled i den mørke Kirke. Han græd meget højt. Siden saa jeg ham engang for Hullet af hans Fængsels Dør. Han var meget skiden, havde et bredt Skjæg, fuld af Skarn, store Klatser".


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

Opdateret: tir sep 24 22:50:30 CEST 2002
Førtse udgave: juni 2001
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top