eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindex > Jammers-Minde

Jammers-Minde

Kbh., F. R. Bagge, 1900

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698)
Sophus Birket Smith (udg.) (1838-1919)

Denne eText er en nøjagtig kopi af Sophus Birket Smiths kommenterede udgave, trykt i København 1900. Teksten er produceret med OCR teknik, hos eremit.dk, juni 2001. Gennemset og udgivet i anden webudgave juli 2005.


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

JAMMERS-MINDE


eller
EN IHUKOMMELSE OM, HVIS 1)
sig med mig, Leonora Christina, udi det blaa Taarn tildraget haver
fra Anno 1663 den 8. Augusti indtil Anno 1674 den 18. Juli.

_____

Sjælden kan fremfarne 2). Tider uden Bedrøvelse ihukommes, thi enten haver de været bedre eller værre, end som de nærværende ere. Haver de været glædeligere, lykkeligere og hæderlige, saa bedrøver billigen deres Ihukommelse, og det saa meget mere, som nærværende sørgelige, ulykkelige og spottelige monne være. Haver forrige Tider været bedrøveligere, elendigere og beklageligere end som nærværende, da er deres Ihukommelse udi lige Maader sørgelig, thi man ligesom paa én Gang alle fremfarne Ulykker og Viderværdigheder finder og føler, hvilke man Tid efter anden udstaaet haver. Men eftersom alle Ting haver saasom tvende Hanker, hvorved de skal hæves, som Epictetus 3) siger, den ene Hanke, siger han, er liderlig, den anden uliderlig 4), og staar det udi vores egen Villie, hvilken Hanke vi ville gribe til at tage fat ved, den liderlige eller den uliderlige; vil vi tage ved den liderlige, saa kan vi alt forbigaaende, i hvor smærteligen og bedrøveligen det endog haver været, lige saa vel og føjeligere 5) glædeligen som sørgeligen ihukomme; hvorfore jeg ved den liderligste Hanke vil fatte og udi Jesu Navn min Ihukommelse igjennem løbe, erindrendes al Jammer, Elendighed, Bedrøvelse, Spot, Forhaanelser, Viderværdigheder og Fortræd, mig paa dette Sted ere mødte, og jeg formedelst Guds Naades Bistand haver overstrid, ingenlunde mig derudover bedrøve, men tvært imod ved

__________

1) D. e. hvad.

2) D. e. forbigangne.

3) Epiktet var en gammel græsk Filosof.

4) Ordene liderlig og uliderlig bruges her i Betydningen lidelig (taalelig) og ulidelig. Men i øvrigt er det ikke Hankene, Epiktet kalder lidelige og ulidelige, men Sagerne selv, eftersom de tages paa den ene eller anden Maade.

5) D. e. bekvemmere, bedre.

[1]

2

hver Post især mig Guds Godhed erindre, takkendes den Allerhøjeste, som stedse med sin kraftige Hjælp og Trøst hos mig haver været til Stede, som haver mit Hjærte regeret, at det ej er viget fra Gud, som min Fornuft og Forstand haver bevaret, at den ikke er kommen udi Vildelse, som mine Lemmer Kraft og naturlig Styrke haver givet, ja som mig Sindsens Rolighed og Fornøjelse haver forundt og endnu forunder. Dig, du ubegribelige Gud, være lovet og priset evindeligen!

Til mit Forsæt at skride: Jeg eragter nødvendigt at være at begynde min Jammers-Minde med Begyndelsen af den Dag, paa hvilken den fatal 1) Aften af mit Fængsel fulgte, og noget melde om, hvis sig med mig paa Skibet tildrog. Efter at Skipperen den 8. Augusti Anno 1663 ved 9 Slæt om Formiddagen lidet udenfor St. Anna Bro 2) sit Anker havde kast, sendte Peter Dreyer 3) (som af Petkum 4), da Kongl. Majestæt af Dannemarkes Resident i Engeland, var kommitteret 5) mig at fremføre) Skipperen i Land med Breve. Jeg klædde mig 6) og satte mig udi en af Baadsmændenes Køjer paa Overlaaget 7) med en stadig Resolution frimodeligen at tage imod alt det, mig var forelagt 8). Dog ventede jeg ingenlunde det, mig hændede; thi foruden det, at jeg havde en god Samvittighed og vidste mig intet ondt at paastaa, havde jeg adskillige Gange spurt fornævnte Peter Dreyer om Aarsagen, hvorfor jeg saaledes bortførtes. Da gav han mig altid de Svar, som den Forræder Braten 9) i Dovers mig gav (naar jeg hannem om Aarsagen til min Arrest spurte), som var, at mig maaske Generalmajor Fuchses Død tillagdes 10), og at der mentes, jeg min Søn til det Dødslag havde persvaderet 11); sagde sig ingen anden Aarsage at vide. Ved 12 Slæt kom Niels Rosenkrands, da Obersteliitenant 12), og Stadsmajor Sten Andersøn Bille 13) med nogle Musketerer om Borde. Oberstelütenant Rosenkrands hilste mig intet. Stadsmajoren spadserede frem og tilbage og gik mig flux 14) nærr hvilken jeg en passant 15) spurte, hvad paa Færde var. Han svarte intet andet end: "Bonne mine, mauvais jeu" 16); deraf var jeg lige vis. Ungefær ved 1 Slæt kom Kapitajn Bendix Ahlefeldt 17) med flere Musketerer om Borde, og efter at han noget lidet med Peter Dreyer havde talt, gik Dreyer til mig

__________

1) Skjæbnesvangre.

2) St. Anna Bro maa antages at have ligget omtrent ved den nuværende St, Anna Plads, vel snarest ud for Strandstræde.

3) Dreyer var Sekretær hos Petkum.

4) Om ham se Indledningen.

5) D. e. havde faaet det Hverv.

6) I Randen af Haandskriitet er senere tilføjet: Jeg havde en Ring med en Tavlsten [i.e.: en flad Diamant] paa 200 Rdlr., den bed jeg Stenen af, kasted Guldet i Stranden og beholdt Stenen i Munden. Det kunde ikke mærkes paa min Tale, at der var noget i Munden".

7) D. e. Dækket.

8) D. e. bestemt.

9) Om ham jvfr. Indledningen.

10) Generalmajor Adolf Fuchs, hvis Strenghed og Brutalitet ikke lidet havde bidraget til at forege Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershus, var i Efteraaret 1662 kommen til Brügge, i hvilken By Ulfeldt den Gang havde taget Ophold med sin Familie. Sønnen Christian Ulfeldt fik tilfældig Fuchs's Ankomst at vide, fulgte efter ham engang, da han med sin Hustru kjørte ud i Besøg, og da Vognen holdt stille, sprang han til og myrdede ham ved et Dolkestød i Brystet.

11) D. e. overtalt.

12) Han var Oberstløjtnant ved Livregimentet til Fods og blev 1672 dette Regiments Chef.

13) En uægte Søn af en Mand af den gamle danske Adelsslægt Bille, nemlig Anders Bille til Rosendal. 1679 blev han selv optaget i den danske Adelsstand.

14) D. e. meget, ganske.

15) D. e. i Forbigaaende.

16) D. e. Man maa gjøre gode Miner til slet Spil".

17) Han var Kaptajn ved Livregimentet til Fods.


3

og sagde: "Det er befalet, at I skal gaa ind udi Kajytten" 1). Jeg sagde: Gjærne", og gik strax. Lidet derefter kom Kapitajn Ahlefeldt ind til mig og sagde at have Ordre mine Breve, Guld, Sølv, Penge og min Kniv af mig at fordre. Jeg svarte: "Gjærne", tog mine Armbaand og Ringe af, samled i Hobe alt, hvis jeg løst hos mig havde af Guld, Sølv og Penge, og flyede hannem. Skrevet havde jeg intet uden Kopier af, hvis Breve jeg Kongen af Engeland havde tilskreven, Annotationer 2) om et og andet, min Rejse angaaende, og nogle engelske Vokabler 3); det overleverede jeg hannem og. Dette fornævnte lagde Ahlefeldt udi en Sølv-Sengepotte, jeg med mig havde, og den udi min Nærværelse forseglede; fór dermed fra Borde. En Time eller noget mere derefter kom Generalmajor Friderich von Anfeldt 4), Kommandant i Kjøbenhavn, lod begjære, at jeg vilde komme ud til hannem udenfor Kajytten. Jeg parerte 5) strax. Han hilste mig, gav mig Haand og brugte mange Komplimenter, talte stedse fransøsk. Han glædde sig ved min Helbred, han var ræd, at Søen havde inkommoderet 6) mig; jeg skulde ikke lade mig forlænge 7), jeg skulde snart anderledes akkommoderes 8). Jeg tog ved de sidste Ord og smilende sagde: "Monsieur siger: anderledes, men ikke: bedre". "Jo visseligen", replicerte 9) han, "I skal dertil blive vel akkommoderet, I skal blive besøgt af de allerfornemste af Riget". Jeg forstod vel, hvad han dermed mente, men svarte: "Jeg er vant ved at omgaaes fornemme Folk, derfor skal det ikke komme mig fremmed for". Derpaa kaldte han ad en Tjener, af hvilken han fornævnte Sølv-Sengepotte, (som Kapitajn Ahlefeldt med sig tog) fordrede. Det Papir, Kapt. Ahlefeldt derover havde forseglet, var afbrudt. Generalmajoren vendte sig med den til mig og sagde: "Her haver I Eders Juveler, Guld, Sølv og Penge igjen; Kapt. Ahlefeldt haver forstaaet uret, det var ikkun Breve, han var beordret at affordre, og de ere aleneste udtagne og bleven paa Slottet; over det øvrige kan I disponere, som I selver vil". "I Guds Navn" (svarte jeg); "saa er mig tilsted at sætte mine Armbaand og Ringe paa igjen?" "O Jesus" (sagde han), "de ere jo Eders, I haver derover at disponere". Jeg satte Armbaand og Ringe paa, det øvrige flyede jeg min Pige. Hans Glæde teede sig 10) ikke aleneste udi hans Ansigt, men hans Mund var fuld af Latter og løb over af Lystighed. Iblandt anden Tale sagde han at have haft den Ære at kjende tvende af mine Sønner, hvilke han i Holland havde med omgaaet, roste dennem paa det bedste. Jeg komplimenterte hannem, saasom derpaa hørte, lod, som jeg tænkte, at han talte af et godt Hjærte. Han gav sig til allehaande Skjæmt, særdeles med min Pige, syntes, at hun var smuk, undrede for, at jeg turde holde saa smukke Piger; de holstejnske Fruer, naar de holdte smukke Piger, var aleneste for at sætte Manden i Humør; gjorde deraf en lang Diskurs om, hvorledes de bar sig ad, med anden deslige utoen 11) Snak, han til min Pige havde. Jeg svarte intet andet, end han vist maatte tale af Erfarenhed. Han talte allehaande Lapperi til

__________

1) D. e. Kahytten.

2) D. e. Optegnelser.

3) D. e. Gloser.

4) D. e. Ahlefeldt. Han var Chef for Livregimentet til Fods.

5) D. e. adlød.

6) D. e. forulæmpet, besværet.

7) D. e. blive utaalmodig.

8) D. e. der skulde snart træffes andre Anstalter for mig.

9) D. e. gjensvarede.

10) D. e. viste sig.

11) D. e. skiden.


4

min Pige, men hun svarte ikke et Ord. Siden sagde mig Slotsfogden, at han, von Anfeldt, havde i det første bragt Kongen i den Tro, at min Pige var min Dotter, og at Kongen længe var i de Tanker. Endeligen efter lang Diskurs tog Generalmajoren Afsked med den Kompliment, at jeg ikke vilde lade mig forlænge, han vilde snart komme igjen; spurte, hvad han Hs. kgl. Majestæt skulde sige. Jeg bad, at han paa bedste Maade mig udi Deres Majestæters Naade vilde rekommandere, jeg vidste ikke meget at lade sige, eller hvorom jeg skulde lade bede, ej vidende, hvad de med mig havde i Sinde. Der Klokken var imod tre, kom Generalmajor von Anfeldt igjen, var meget latterfuld og glad, bad om Forladelse, at han saa længe havde været borte. Jeg skulde ikke lade mig Tiden blive lang, jeg skulde snart komme udi Rolighed; han vidste vel, at det Folk (idet viste han paa Musketererne, som stode langs paa begge Sider af Skibet) vare ustyrige og inkommoderede, og at Rolighed tjente mig bedst. Jeg svarte dertil, at det Folk mig intet inkommoderte, men at Rolighed mig vel skulde tjene, eftersom jeg 13 Dage udi temmelig hart Vejr havde holdt Søen. Han for fort i sine Komplimenter og sagde, at naar jeg kom udi Byen, skulde hans Frue 1) give sig den Ære mig at opvarte, "og eftersom mig synes" (sagde han), "at I ikke megen Bagage haver med Eder og maaske ikke nødvendige Klæder, saa skal hun forskaffe, hvis Eder kan behøve". Jeg takkede hannem og sagde, at Æren skulde være min, om hans Frue mig besøgte, men min Bagage var saa stor, som mig end om Stunder 2) fornøden gjordes; skulde jeg i Fremtiden noget behøve, vilde jeg forhaabe, at hun for des Omhu 3) skulde blive forskaanet; jeg havde ikke den Ære at kjende hender, bad hannem dog at formelde hender min Tjeneste. Han fandt paa allehaande Diskurs, om Birgitte Speckhans 4), om adskillige Lappalia 5), Tiden med at fordrive, hvilke ikke ere værd at ihukomme, mindre at optegne. Endeligen kom Bud, at han skulde føre mig fra Skibet, hvorfor han med Høflighed sagde: "Lyster Eder, Madame, at træde i denne Baad, som her ligger hos Skibet?" Jeg svarte: "Mig lyster alt det, jeg skal og mig af Hs. kongl. Majestæt befales". Generalmajoren tren først neder i Baaden og; rakte mig Haanden; Obersteliitenant Rosenkrands, Kapitajn Ahlefeldt, Peter Dreyer og min Pige ginge med i Baaden. Og eftersom utallige Folk sig havde forsamlet det Spetakel 6) at ansé, ja en stor Del havde sig paa Baade begiven for mig til Nøje 7) at beskue, holdt han stedse Øje med mig, og der han saa, at jeg mig snart til den ene og snart til den anden Side vendte for dennem deres Fornøjelse at give, sagde han: "Folket glæder sig". Jeg saa da ingen, som gav Glædestegn uden han, hvorfor jeg svarte: "Den, sig glæder idag, kan ikke være vis paa, at han ikke græder imorgen; men jeg ser, at enten det er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folk lige tykke tilsammen, og mange forundrer sig over ét Menneske". Der vi komme lidet

__________

1) Hendes Navn var Augusta von der Wisch.

2) D. e. for Tiden.

3) D. e. Omhu derfor.

4) Birgitte Speckhans var Ceremonimester Frants Eberhard v. Speckhans' Hustru. Hun havde tidligere været i Leonora Christinas Tjeneste, havde opbevaret en Del af Ulfeldts og Leon. Chr.s Ejendele for dem, medens de sad fangne paa Hanimershus, og var dem i det hele meget hengiven.

5) D. e. Lapperier, Ubetydeligneder.

6) D. e. Skuespil

7) D. e. til deres Tilfredshed, efter ønske.


5

bedre frem, saa jeg den bekjendte, udydige Birgitte Ulfeldt 1), som sig glædde. Hun havde sig paa en Postvogn begivet; bag hender sad en Karl til Anseen som 2) en Studenter. Hun kjørte langs Stranden. Der jeg vendte mig om til den Side, stod hun op i Vognen og lo af al sin Magt, højt skingrende. Jeg saa længe paa hender, skammede mig over henders Uforskammenhed og over den Spot, hun gjorde sig selver; ellers irrede 3) det mig ej mere end Hundene deres Bjæffen, thi jeg agtede begge lige meget 4). Generalmajoren holdte mig stedse med Snak og lod aldrig sit Øje fra mig, thi han var ræd (som han siden sagde), at jeg skulde styrte mig i Vandet (han dømte mig efter sig selver; han kunde Lykkens Vedermod 5) ej bære, hvilket hans Endeligt nok udviste, thi det var ikkun for en Ærestitel, en anden for hannem fik, at han tabte Sind og Sans. Han vidste ikke, at jeg af en anden Aand regertes end som han, hvilken mig gav Styrke og Mod, i det Sted at hans Aand, han tjente, hannem i Fortvivelse bortrykte 6).) Der Baaden lagde an ved den liden Bro, som er ved Renteriet 7), steg Kapitajn Ahlefeldt i Land og rakte mig Haanden, ledde mig op ad Slotsbroen. Paa Slotspladsen holdte Regimenter til Hest og Fods, og Musketerer stod paa begge Sider, hvor jeg frem gik. Paa Slotsbroen stod Jokum Waldburger, Slotsfoged 8), som gik frem forved mig, og eftersom Folket havde slaget sig i Rad paa begge Sider indtil Kongens Trappe, lod Slotsfogden saa, som han vilde gaa den Vej, men vendte sig knap og sagde til Ahlefeldt: "Hier-her" 9), og gik dermed til det blaa Taarns 10) Dør, stod en rum Tid udenfor og famlede med Nøglen, lod, som han ikke kunde lukke op, for at lade mig længe være Folks Spetakel. Og saasom mit Hjærte var rettet til Gud, og min Tillid var til den Allerhøjeste, opløftede jeg udi midler Tid mine Øjen op til Himmelen, søgende der Styrke, Kraft og Redning, hvilken mig og naadeligen blev given. (En Hændelse vil jeg ej lade umeldet forbigaa, som er, at da jeg mine Øjne til Himmelen opslog, fløj en skrigendes Ravn over Taarnet, og hannem fulgte en Flok Duer, som og fløje samme Vej). Endeligen efter lang Tøntelen 11) lukte Slotsfogden Taarndøren op, og blev jeg af fornævnte Kapitajn Ahlefeldt i Taarnet indled. Min Pige, som sig tilbød at følge, blev af Generalmajor von Anfeldt tilraabt, at hun skulde blive tilbage. Slotsfogden gik op af Trappen og viste Ahlefeldt Vejen ind udi et Misdæders Fængsel, som er given det Navn af den mørke Kirke 12). Der kvitterede 13) Ahlefeldt mig med en Suk og liden

__________

1) En yngre Søster til Korfits Ulfeldt og altsaa Leon. Chr.s Svigerinde. Hun var et i alle Henseender højst nederdrægtigt Fruentimmer, og Korf. Ulfeldt betragtede hende selv som sin og, sin Hustrus dødelige Fjende.

2) D. e. af Udseende som

3) D. e. opirrede.

4) I Randen af Haandskr. er senere tilføjet: "Mig skulde snarere have mange deres Vemodighed bevæget til Klenmodighed [i.e.: Klejnmodighed, Modfaldenhed]; thi adskillige baade Mænd og Kvinder fældte Taarer, ja de, jeg ikke kjendte".

5) D. e. Modgang.

6) Denne Parentheser senere overstreget, og dens Indhold optaget i Tillæget til Leonora Christinas Fortale.

7) Rentenet var en Bygning paa Slotsholmen mellem Holmens Bro og Højbro.

8) Denner om hvem der ofte vil blive Tale i det følgende, havde allerede i Dinas Sag vist sig at være uvenlig stemt mod den Ulfeldtske Familie.

9) D. e. "herhen", "denne Vej".

10) Det blaa Taarn eller, som det i Alm. kaldes, Blaataarn, var Hovedtaarnet paa det gamle Kjøbenhavns Slot. Det vendte mod Øst, men Opgangen til det var inde i Gaarden.

11) D. e. Tøven.

12) Kaldtes saaledes, fordi der ingen Vinduer var.

13) D. e. forlod.                         


6

Reverents 1). Jeg kan hannem det med Skjel 2) eftersige, at hans Ansigt en Medlidenhed udviste, og at han nødig den Befaling efterkom. Klokken slog halvgaaen fem, der Jokum mit Fængsels Dør lukte. Jeg fandt for mig et lidet, lav Bord, hvorpaa stod en Messings Lysestage med et brændende Lys, en høj Stol, to smaa Stole, en Fyrreseng foruden Stolper, opred med gamle, haarde Sengeklæder, en Natstol og Sengepotte. Paa alle Sider, hvor jeg mig vendte, mødte mig Stank; var ej Under, thi trende Bønder, som der havde været fængselet, vare samme Dag udtagne og anden Steds hensatte, hvilke deres Behov langs ad og ved Væggene havde gjort. Lidet efter, at Døren var lukt, blev den igjen aabnet, og kom ind til mig Greve Christian Rantzau, Premierminister, Peter Reedtz, Kantseler, Christoffer von Gabel, da Rentemester, og Erik Krag, da Sekretærer 3), hvilke mig alle med Civilité 4) Haanden gav. Kantseler holdt Ordet 5) og sagde: "Hs. kgl. Majestæt, min allernaadigste Herre og Arvekonning, lader Eder, Madame, sige, at Hs. Majestæt haver høje Aarsager til det, han gjør imod Eder, som I skal faa at vide". Jeg svarte: "Det er for mig at beklage, at der skulde findes Aarsager; vil dog formode, at de ikke ere saaledes, at Hs. kgl. Majestæts Unaade længe skal vare, naar jeg maa faa Aarsagen at vide og mig forsvare". Grev Rantzau sagde: "I skal nok faa Lov at forsvare Eder"; hviskede noget til Kantseler, hvorpaa Kantseler gjorde nogle Spørgsmaal, først: Om jeg havde nu sidste Rejse været med min Mand i Frankerige? Jeg svarte ja dertil. For det andet: Hvad min Mand der gjorde? Dertil svarte jeg, at han formedelst hans Svagheds Skyld konsulterte Medici 6), om det hannem var tjenlig at bruge de varme Bad der i Landene, hvilket ingen hannem vilde raade, hannem havde og fraraad en Medicus i Holland ved Navn Borri 7), der han hannem om hans Betænkende adspurte. For det tredie: Hvad mit Ærinde var nu sidst i Engeland? Til dette svarte jeg mit Ærinde at have været en Sum Pendinge at indfordre, hvilken os Kongen af Engeland var skyldig, og vi hannem udi hans Nød havde forstrakt 8). For det fjerde: Hvem der var med mig i Engeland? Jeg navngav dennem, som vare med mig i Engeland, nemlig en Herremand 9) ved Navn Cassetta 10), min Pige, som med mig hidkom, en Lakej, som blev i Engeland, ved Navn

__________

1) D. e. høfligt Buk.

2) D. e. med Rette.

3) Det vil sige: øverste Sekretær i det danske Kancelli.

4) D. e. Høflighed.

5) D. e. førte Ordet.

6) D. e. raadspurgte Lægerne. At dette virkelig kan have været et af Formaalene for den Rejse, Ulfeldt i Efteraaret 1662 gjorde fra Brügge til Paris, tør ikke benægtes. Men vist er det, at han ogsaa forbandt andre Hensigter med Rejsen, og at han navnlig søgte at skaffe sig en Støtte i Kong Ludvig XIV., hos hvem han et Par Gange havde Audients.

7) En bekjendt Læge og Guldmager, der nogle Aar senere ogsaa kom her ind i Landet, hvor han nød Frederik III.s Gunst.

8) Da Korf. Ulfeldt i 1649 opholdt sig som Gesandt i Nederlandene, hvor ogsaa den senere engelske Konge Karl II. opholdt sig som Flygtning, forstrakte Ulfeldt denne af sine egne Midler med en Sum af 18,700 Rdlr. De 5000 Rdlr. heraf var et Laan, som var optaget paa 11 Diamant-Ringe.

9) D. e. Adelsmand.

10) Cassetta var en Adelsmand fra Brügge, som ved flere Lejligheder viste sig som en trofast Ven af den Ulfeldtske Familie. Paa den ovenfor omtalte Rejse til England blev han tillige med Leon. Chr. anholdt i Dover, men blev kort efter hendes Afrejse til Danmark sat paa fri Fod igjen. Han tog sig siden med Venlighed af hendes i Brügge efterladte Døtre, og i senere Aar, efter at han var bleven Enkemand, giftede han sig med den ældste af Døtrene, Anne Kathrine.


7

Frants og Herremandens Tjener. For det femte: Hvem der besøgte min Mand til Bryg? 1) Jeg kunde det ikke egentlig sige, eftersom min Herre tog imod Besøgeiser udi et Kammers à part 2), hvor jeg ikke kom. Grev Rantzau sagde: "I ved vel, hvem der mest kom til hannem?" Jeg svarte, at af dennem, jeg kjendte, kom mest til hannem tvende Brødre af de Arander 3), fornævnte Cassetta og en Herremand, som hedder Ognati. For det sjette spurte Kantseler: Hvem jeg her i Landet havde med korresponderet? Hvortil jeg svarte at have skreven Hr. Hendrik Bjelke 4) til, Oluf Brockenhus 5), Fru Else Parsberg 6) og Fru Marie Ulfeldt 7); jeg mindtes ej flere. Grev Rantzau spurte: Om jeg havde flere Breve end de, jeg fra mig havde leveret? Hvortil jeg svarte nej, ingen flere at have. Han spurte videre: Om jeg havde haft flere Juveler med mig, end som de havde set? Jeg svarte at have haft 2 Rader smaa, trinde Perler om min Hat og en Ring med en Demant udi, hvilket jeg en Liitenant i Dovers ved Navn Braten (som mig siden forraadde) havde given. Grev Rantzau spurte: Hvor meget de Perler vel kunde være værd? Det kunde jeg ikke egentlig sige. Han mente, at ungefær vidste jeg det vel. Jeg sagde, 200 Rdlr. eller lidet mere vare de vel værd. Derpaa tav de alle noget stille. Jeg besværede mig over det haarde Fængsel, at jeg saa ilde skulde medhandles. Grev Rantzau svarte: "Ja, Madame, Hs. kgl. Majestæt haver høj Aarsage dertil; vil I bekjende Sandhed og det i Tide, saa er der maaske Naade at forvente. Havde Marschal de Biron bekjendt Sagen, der hannem paa Kongens Vegne blev adspurt og kongelig Naade blev tilbøden, saafremt han sin Sandhed vilde sige, da havde det ikke gaaet hannem saa, som det gik 8). Jeg haver ladet mig sige for Sandhed, at Kongen af Frankrige vilde have given hannem sin Forseelse efter, dersom han den i Tide havde bekjendt; derfor betænker Eder, Madame!" Jeg svarte: "Hvad mig paa Hs. kgl. Majestæts Vegne om adspørges og mig vitterligt er, det skal jeg udi al Underdanighed gjerne sige". Derpaa bød Grev Rantzau mig Haanden, og jeg med faa Ord erindrede hannem mit Fængsels Haardhed. Grev Rantzau lovede det Hs. kgl. Majestæt at andrage 9). Derefter gave de andre Haanden og ginge bort 10). Mit Fængsel var lidet tillukt, hvorfor jeg tog den Lejlighed og stak hid og did i Huller og iblandt Grus et Guld-Slagværk 11), en Sølv-Pen, som giver

__________

1) D. e. Brügge.

2) D. e. særskilt.

3) Der var i Brügge to Brødre af Navnet d'Aranda, og særlig den ene af dem, Francesco, som gjentagne Gange havde været Borgmester i Byen, stod i Venskabsforhold til den Ulfeldtske Familie, ja under sit sidste Ophold i Flandern i 1662-63 havde Korf. Ulfeldt en Tid boet hos ham. En tredie Broder, Bernardo, havde tidligere i en Række Aar været Sekretær hos Ulfeldt.

4) Rigsadmiral Henrik Bjelke var en Ven af Ulfeldt og havde bl a. i 1662 bidraget til at skaffe ham Tilladelse til at rejse udenlands.

5) Landsdommer i Sjælland Oluf Brockenhus havde tidligere været gift med en Søster til Korf. Ulfeldt, Karen. Han vedblev til Ulfeldts Død at være ham en hengiven Ven.

6) Else Parsberg var Enke efter Laurits Ulfeldt, en ældre Broder til Korfits.

7) Hun var en yngre Søster til Korf. Ulfeldt og havde været gift med Axel Arnfeldt til Basnæs.

8) Hertugen af Biron, en af sin Tids første Hærførere, indlod sig gjentagne Gange i Sammensværgelser mod Kong Henrik IV. af Frankrig. Første Gang fik han Tilgivelse,, og ogsaa den anden Gang antages det, at han vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig; men han vedblev at nægte og blev saa halshugget (1602).

9) D. e. forebringe.

10) Senere er tilføjet: og der blev lukt.

11) D. e. Guldur.


8

Blæk fra sig, og som med Blæk var fyldt, og et af Skildkrøt 1) og Sølv (forarbejdet) Saxefoder. Dette var næppeste forrettet, der Døren atter blev igjen oplukt, og kom ind til mig Dronningens Hofmesterinde 2), hendes Kammerkvinde 3) og Proviantskriverens Kvinde, Abel Catharina 4). Den sidste kjendte jeg. Hun og Dronningens Kammerkvinde havde Klæder at bære, som bestode udi en lang silkestoppet Natkjortel, overdragen med Livfarve Skillert 5) og hvid Skillerts Underdræt, et Lærreds Skjørt, trykt med sort i Kniplings-Mynster omkring, et Par Silkestrømper, et Par Tøfler, en Særk, et Forklæde, en Natmantel og tvende Kamme. De hilsede mig ikke. Abel Catharina holdt Ordet og sagde: "Det er Hds. Majestæt Dronningens Befaling, at vi skal klæde Eder af Eders Klæder, og at I skal have disse igjen". Jeg svarte: "I Guds Navn!" Saa løste de af mit Hoved min Valk, udi hvilken jeg Ringe og mange løse Demanter havde indsyet. Abel Catharina følte overalt i mit Hoved, om intet var stukken i Haaret; sagde til de andre: "Der er intet, vi haver ikke Kammene behov". Abel Catharina begjærte Armbaandene og Ringene, som for den anden Gang mig bleve fratagne. Jeg tog dennem af og flyede hender, saa nær som en liden Ring, mig gik paa det yderste Led af min Liden-Finger, kunde været lidt mer end som en Rdlr. værd; den bad jeg om at maatte beholde. "Nein" (svarte Hofmesterinden), "Ihr sollet nichts behalten" 6). Abel Catharina sagde: "Det er os saa højt forbøden at lade Eder det allerringeste; jeg haver maat svære Dronningen paa min Sjæl og Salighed, at jeg skulde flittig søge og ikke lade Eder det allerringeste; men derfor skal I ikke miste det; det skal altsammen forsegles og Eder til bedste forvares, det haver, som Gud, Dronningen sagt". "Vel, vel, i Guds Navn!" svarte jeg. Hun drog mig alle mine Klæder af. Udi mit Underskjørt havde jeg gjemt Dukater under de brede Guld-Kniplinger, udi min Silke-Kamisol 7) et lidet Demants-Smykke, udi Foden af mine Strømper Jacobusser 8) og Safirer i mine Sko. Der hun vilde drage mig Særken af, bad jeg den at beholde. Nej, sór hun ved sin Sjæl ej at turde. Saa blottede de mig ganske, og gav Hofmesterinden Abel Catharina en Nik, hvilken hun ikke strax forstod, hvorfor Hofmesterinden sagde: "Wisset Ihr wohl, was Euch befohlen ist?" 9) Derpaa søgte Abel Catharina med sin Haand paa et hemmelig Sted og sagde til Hofmesterinden: "Nên, bi Got! dar ist nichts" 10). Jeg sagde: "I handler ukristeligen og utilbørligen med mig". Abel Catharina svarte: "Vi ere ikkun Tjenerinder, vi faar at gjøre, hvad os er befalet; vi skal lede efter Breve og ikke 

__________

1) D. e. Skildpadde.

2) Hendes Navn var Maria Elisabeth v. Haxthausen, født v. Geispitzheim.

3) Hendes Navn var Kathrine Glässer.

4) Denne Kvinde, som senere blev bekjendt ved at oprette en Stiftelse med Boliger for fattige, de efter hende opkaldte Abel Kathrines Boder i Kjøbenhavn, var gift med Proviantskriver paa Kjøbenhavns Slot, Hans Hansen. Hun havde tidligere været i Dronningens Tjeneste og maa antages vedblivende at have nydt hendes Tillid. Om hendes Herkomst hersker der nogen Usikkerhed, men sandsynligvis var hun en uægte Datter af en holstensk eller slesvigsk Adelsmand af Navnet v. d. Wisch.

5) Livfarve er Kjødfarve, rødt. Skillert vistnok en Slags Taft (egentlig: som spiller i forskjellige Farver).

6) Det er: "Nej, I skal intet beholde".

7) D. e. Undertrøje.

8) En Jacobus var en engelsk Guldmynt.

9) D. e.: "Ved I vel, hvad der er Eder befalet".

10) D. e.: "Nej, ved Gud! der er intet".


9

efter andet, alt det andet skal I faa igjen, det skal vel forvares". Der de mig saaledes spoleret 1) og i de Klæder, de mig bragte, igjen iklæd havde, kom Hofmesterindens Dreng ind og ledte overalt med Abel Catharina, fandt og alt, hvis jeg havde skjult. Gud forblindede dennem alligevel, saa de ikke bleve mine Demants-Ørenringe var og nogle Dukater, jeg udi Lær indsyet havde om mit ene Knæ; en Demant paa en 200 Rdlr. reddede jeg og, den havde jeg paa Skibet bidt ud af Guldet og kast Guldet i Stranden; Stenen havde jeg da i Munden 2). Hofmesterinden var meget haard; de kunde ikke lede hender vel nok. Hun lo mig ud nogle Gange og kunde ej heller lide, jeg sad, spurte, om jeg ikke kunde staa, om mig skade noget. Jeg svarte: "Mig skader altfor meget, men ellers kan jeg vel staa, naar fornøden gjøres" (det var ej Under, at Hofmesterinden kunde vel Plyndrings-Ordre exekvere 3); hun havde længe fulgt henders sal. Mand, Oberste Schaffshausen 4), udi Krigen). Der de nu alle Steder med Flid havde oversøgt, toge de alle mine Klæder foruden en Taftes Kappe til Hovedet med sig og ginge bort. Og kom Slotsfogden strax ind med sin Hat paa og sagde: "Leonora, warum habet Ihr Eure Sachen versteckt?" 5) Jeg svarte hannem ikke et Ord, thi jeg havde fattet den Resolution ikke at svare hannem, i hvad han og kunde sige; hans Kvaliteter 6) vare mig bekjendte, jeg vidste, at han mesterligen en Snak kunde forbedre og dreje Ordene paa den Maade hannem syntes, de gjerne hørtes, de betrængte til Skade. Han spurte atter igjen med de samme Ord, tilføjende alene det: "Hört Ihr nicht?" 7) Jeg saa over Skulderen til hannem og lod hans Foragt mig intet irre 8). Derefter blev Bordet tækket 9), og 4 Retter Mad indbaaren, men hos mig var ingen Appetit, i hvor vel jeg lidet eller intet den Dag havde nydt. En Time efter, at Maden var udbaaren, kom en Pige ind ved Navn Maren Bloks, som sagde sig af Dronningen være befalet den Nat hos mig at blive. Slotsfogden skjemtede meget med fornævnte Maren og var saare glad, hitte paa alle Slags gale Snak. Endeligen, der Klokken gik mod 10, bød han Gode Nat og lukte tvende Døre for Fængselet, hvoraf den ene med Kobber er beslagen. Der Maren saa sig ene hos mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig og, at mange, som hun navngav (af hvilke en Del mig vare bekjendte), med Vemodighed og Taarer min Frimodighed havde anset, særdeles Hr. Hendrik Bjelkes Frue 10), som havde daanet af Graad. Jeg sagde: "De Godtfolk haver set mig udi Velstanden; er ikke Under, at de Lykkens Ubestandighed begræder"; ønskede, at Gud enhver især fra Ulykke vilde bevare, som sig min Ulykke lod gaa til Hjærtet. Jeg trøstede mig ved Gud og ved en god Samvittighed, vidste

__________

1) D. e. udplyndret.

2) Dette Punktum er senere overstreget og i dets Sted skrevet i Randen: Gud forblindede deres Øjen, saa de bleve ikke var mine Ørenringe, udi hvilke sidder en stor Rosensten i hver, hvilke jeg nu Stenene haver frabøjet. Guldet, som er slangevis gjort, sidder endnu i Ørene. De bleve og ikke var, at noget var indsyet om mit Knæ". Jvfr. S. 20 Anm. 3.

3) D. e. udføre.

4) Skal vistnok være Haxthausen, se S. 8 Anm. 2.

5) D. e. Leonora, hvorfor har I skjult Eders Sager?"

6) D. e. Egenskaber.

7) D. e. Hører I ikke?"

8) D. e. opirre.

9) D. e. dækket.

10) Hun hed Edel Ulfeldt og var en Søster til Korf. Ulfeldts Svoger Ebbe Ulfeldt. Om Henrik Bjelke se S. 7 Anm. 4.


10

mig slet intet ondt paa at staa, spurte, hvem hun var, og hvem hun tjente. Hun sagde at tjene i Dronningens liden Kjøkken og Sølvet i Forvaring at have (jeg forstod deraf, at hun uden Tvivl skurede Sølvet, hvilket og saaledes var). Hun sagde, at Dronningen kunde ingen faa, som ene sig turde understaa hos mig at være, thi jeg var holdt for ond; der sagdes og, at jeg var meget vis, jeg vidste tilkommende Ting. Jeg svarte: "Dersom jeg havde haft den Visdom, tror jeg næppe, at jeg havde kommen her ind, thi da havde jeg kunt vogtet mig derfor". Maren mente, man det vel kunde vide og sig alligevel ej derfor kunde vogte. Hun sagde ydermere, at Dronningen selver med hender havde talt og saaledes sagt: "Du sollst diese Nacht bei Leonora sein, du sollst dich nicht fürchten, sie kann nu nichts böses thun. All kann sie hechsen, so ist sie nu gefangen und hat nichtes bei sich, und wo sie dich schlägt, so gebe ich dir Urlaub ihr dicht wieder zu schlagen, dass sie bluten kann". 1) Maren sagde videre: "Dronningen véd vel, at jeg udi en hidsig Sygdom haver været forstyrret, derfor vilde hun, at jeg skulde være hos Eder"; fløj i det samme mig om Halsen, som jeg sad, og karesserte 2) mig paa henders Vis og sagde: "Slaa mig, mit Hjærte, slaa mig! Jeg skal", sór hun, "ikke slaa igjen". Jeg undsætte mig 3) noget, frygtede Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, at ved hun saa mig komme op ad Broen, var det, ligesom henders Hjærte skulde have gaaet i Stykker, betydende mig med mange Ord, hvor vel hun mig yndte, og hvorledes Jomfru Charisius 4), som hos hender stod udi Vinduet, mig roste og tillige ynkede, ønsked noget til min Frelsning at kunne formaa, med mange deslige Ord og Tale. Jeg tog vel imod den usædvanlige Karesse, eftersom Tiden det ej andet vilde, smilte og sagde, det skulde være imod al Billighed at byde den Hug, som lod se saa stor Affektion 5), som hun gjorde, i Synderlighed, naar de vare af henders Kjøn; jeg kunde ikke vide, hvorledes jeg hos Dronningen var kommen i den Tanke at slaa, der jeg dog aldrig nogen af mine Kammerpiger havde given en Ørfigen; jeg takkede hende for sit gode Hjærtelav; jeg haabte, at alting skulde blive godt, i hvor surt det end saa ud; jeg vilde holde fast ved Gud, som vidste min Uskyldighed, at jeg intet uforsvarligt havde gjort; hannem vilde jeg min Sag befale, han reddede mig vel, der tvivlte jeg ikke paa, om ej strax, saa skede det dog, der var jeg vis paa. Maren begyndte om adskilligt at tale, iblandt andet om min Søster Elisabeth Augusta 6), hvor hun havde sidt i sit Bislag 7), der de førte mig fangen frem, og havde sagt, dersom jeg var skyldig, da var der intet udi at sige, men var jeg uskyldig, da skede mig

__________

1) D. e. Du skal i Nat være hos Leonora, du skal ikke være bange, hun kan nu intet ondt gjøre. Om hun ogsaa kan hexe, saa er hun nu fangen og har intet hos sig, og dersom hun slaar dig, saa giver jeg dig Lov til at slaa hende dygtigt igjen, saa at hun kan bløde".

2) D. e. kjærtegnede.

3) D. e. forskrækkedes.

4) Uden Tvivl Hofjomfru Anne Kathrine Charisius.

5) D. e. Hengivenhed, Velvilje.

6) Elisabeth Augusta, en yngre Søster til Leonora Christina (f. 1623), var Enke efter Rigsraad Hans Lindenov til Iversnæs, med hvem hun havde levet meget ulykkeligt. Hun var efterhaanden kommen i stor Fattigdom, og skjønt hun fra 1664 af fik en ikke ubetydelig Understøttelse af Regeringen, var hun dog lige til sin Død 1677 i Trang. Hendes Karakter var ikke den elskværdigste.

7) D. e. Udbygning foran Gadedøren.


11

for meget. Jeg sagde intet dertil, svarte og intet til megen anden Snak, hun havde. Hun begyndte at fortælle om sin egen Forfølgelse, som hun gjorde flux 1) vidtløftig med andre Historier derudi at flikke, saa at den Diskurs mig (udi daværende Tilstand) var meget kjedsommelig; var desforuden træt og af Sorrig mat, sagde at ville forsøge, om jeg kunde sove, bød hender Gode Nat. Mine Tanker forhindrede Søvnen at komme. Jeg betænkte min nærværende Tilstand, kunde mig ingenlunde derudi finde eller Aarsagen til saa stor en Ulykke udgrunde. Let var det at bemærke, at noget andet end Fuchses Død mig tillagdes, eftersom jeg saa spotteligen medhandledes. Der jeg længe havde ligget omvendt til Væggen, vendte jeg mig til Gulvet og blev var, at Maren græd saa hemmeligen for sig selver, hvorfor jeg hender spurte om Aarsagen til henders Graad. Hun nægtede først, at hun græd, siden bekjendte hun at være over dette Dont 2) falden udi dybe Tanker. Hender randt i Sinde at have saa meget hørt tale om Frøken Leonora og henders Herlighed etc., hvor højt Kongen elskede hender 3), og alle roste hender etc., og nu skulde hun sidde i det forbandede Tyvefængsel, hvor man hverken kunde se Dag eller Dør, og hvor der var en saadan Stank, at man maatte forgive Mennesker dermed, som ikkun gik ind og strax ud igjen, end sige de, der skulde blive derinde. Jeg mente, at maaske det var Aarsagen til henders Graad, at hun hos mig i det slemme Fængsel skulde være indelukt, hvorfor jeg hender trøstede og sagde, at hun ikke længere blev hos mig, end til en anden dertil blev ordineret 4), efterdi hun var i anden Tjeneste; men jeg for min Person tænkte nu ikke paa forrige Tider, nærværende gave mig nok at tage Vare; vilde jeg forbigaaende Tider ihukomme, saa vilde jeg mig og store Herrers, Kejsere, Konger, Fyrster og andre Standspersoners ulykkelige Tilfælde erindre, hvis Herlighed og Velstand min langt overgik, og hvis Ulykke endog havde været større, end som min nu var; thi de vare faldne udi Tyranners Hænder, som dennem umenneskeligen trakterede 5), men denne Konge var en kristen Konge og en Samvittigheds Herre, han kom vel til bedre Tanker, naar han fik Tid sig at betænke, mine Uvenner gave hannem nu ikke dertil Stunder. Der jeg det sagde, græd hun mere end som før, sagde dog intet, men tænkte ved sig (som hun mig nogle Dage derefter gav til Kjende), at jeg ikke vidste, hvad for en skammelig Dom der var fældet over min sal. Herre 6), hvilken hun frygtede og mig at skulle oyergaa, og græd hun saa meget des mere, fordi jeg troede Kongen saa vel. Den Nat snakkede vi saa bort.

Den 9. Augusti om Morgenen, der Klokken var 6, kom Slotsfogden ind, bød Godmorgen og spurte, om vi vilde have Brændevin. Jeg svarte intet. Han spurte Maren, om jeg sov. Hun svarte ikke at vide det, gik til Sengen og gjorde mig samme Spørsmaal. Jeg takkede: det var den Slags Drik, jeg aldrig havde smagt. Slotsfogden snakkede med Maren, var

__________

1) D. e. meget.

2) D. e. denne Sag.

3) Ved "Kongen" menes naturligvis her hendes Fader, Christian IV.

4) D. e. forordnet.

5) D. e. behandlede.

6) Naar Forf. her og i det følgende taler om sin "salig Herre", maa det erindres, at Korf. Ulfeldt rigtignok forlængst var død, da "Jammers-Mindet" blev skrevet, men at han endnu levede, da de ovenfor skildrede Begivenheder foregik.


12

meget glad tidlig paa Dagen, fortælte sine Drømme, som han uden Tvivl sig fingerte 1) for at have noget at sige. Han sagde hender hemmeligen, at hun skulde komme til Dronningen, og befol hender at sige højt, det 2) hun begjærte lidt at gaa ud. Han sagde sig at ville blive saa længe hos mig, indtil hun kom igjen, hvilket han og gjorde, talte nogle Gange til mig og spurte: Om jeg noget begjærte? Om jeg havde sovet? Om Maren havde vel vaaget? Men han fik ingen Svar, hvorfor Tiden blev hannem flux lang. Han gik ud og ind i Trappen, sang en Morgenpsalme, raabte snart paa en, snart paa en anden, som han dog vel vidste ikke var til Stede. Der var paa de Tider en ved Navn Jon, som bar Maden med Rasmus Taarngjemmer, den kaldte han over 40 Gange paa og det udi en Sang, tog Tonen højt og lav, skreg stønnem, højeste han kunde, svarte sig selver og sagde: "Vâr, he is dar nicht, he is, zum Got, dar nicht" 3); skoggerlo af sig selver, tog saa paa at raabe igjen, enten paa Jon eller paa Rasmus, saa mig syntes, at han havde smagt Brændevinen. Imod 8 Slæt kom Maren igjen og sagde, at der kom vist imod Middag tvende Kvinder, som skulde løse hender af. Efter nogen Samtale, Slotsfogden havde med Maren, gik han ud og lukte Dørene. Maren fortælte mig, hvorledes Dronningen havde ladet hender for sig fordre og adspurt, hvad jeg sagde, og hvad jeg gjorde, og at hun havde svart, at jeg laa stille for mig hen og talte intet. Dronningen havde spurt, om jeg græd meget. Maren svarte: "Jo vist, hun græder for sig hemmelig". "Thi" (sagde Maren) "havde jeg sagt, at I ikke græd, saa havde Dronningen tænkt, at I ikke havde endnu nok at græde for". Maren advarede mig, at en af de to Kvinder, som skulde tage Vare paa mig, var Kongens Skomagers Kvinde, en tysk og meget vel lid af Dronningen. Hds. Majestæt havde brugt hender Uldrik Christian Gyldenløve udi sin rasende og fortvivlende Sygdom, af hvilken han døde, at betjene 4), og galdt samme Kvindes. Ord meget hos Dronningen. Den anden Kvinde vidste Maren ikke, hvem skulde være, men fornævnte havde talt med Dronningen udi Marens Nærværelse og sagt sig ikke ene hos mig at turde være. Kvinderne komme ikke førend om Eftermiddagen ved 4 Slæt. Slotsfogden ledsagede dennem og lukte op for dennem. Den fremmeste var Skomager-Kvinden ved Navn Anna, som i gemen 5) altid vilde have Ordet. Den anden var Kongens Sadelknægts Kvinde ved Navn Catharina, ogsaa en tysk. Efter Hilsen sagde Anna, at de af Hds. Majestæt Dronningen vare befalet en Dags Tid eller to hos mig at være og mig at opvarte. "Udi Guds Navn!" svarte jeg. Anna, som var meget beschæftig 6), spurte mig og sagde: "Wil de Vrue ôk wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ik bi de Königinne darum anholden" 7). Jeg takkede hender og sagde, at jeg vel var nogle af mine Klæder begjærendes, som: tvende Nat-

__________

1) D. e. opdigtede.

2) D. e. at.

3) D. e. Fa'r, han er der ikke, han er der, saa Gu', ikke". Det bemærkes en Gang for alle, at hverken Leonora Christinas Plattysk eller Højtysk er meget korrekt, men at jeg gjengiver det, som det findes i Haandskriftet.

4) Han var en Søn af Christian IV. og dennes Frille Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine Udsvævelser. Døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December 1658.

5) D. e. i Almindelighed.

6) D. e. geskæftig.

7) D. e. "Vil Fruen ikke have noget? Hun kan blot sige det, saa vil jeg anholde hos Dronningen derom".


13

trøjer, en silkebunden 1) og den anden af hvidtnuppet Tøj, min Brystdug, noget paa mit Hoved, mine Kamme og for alting min Ben-Balsambøsse, hvilken jeg højt behøvede. Hun sagde det med forderligste 2) at forrette, hvilket hun og gjorde, gik paa Stand og det anbragte. Fornævnte blev mig altsammen ved Slotsfogden, der Klokken var 6, tilstillet, saa nær som Balsambøssen, som sagdes at være bortkommen 3), udi hvis Sted mig en Blikbuddike 4) med hel slet Slagbalsam 5) igjen blev given. Der Aftenmaaltid skulde holdes, dækkede Cathrina paa en Stol for min Seng, men mig lystede intet at æde, begjærte en Citron med Sukker, hvilken jeg og bekom. Slots-fogden satte sig med de tvende Kvinder til Bords og tjente dennem i Steden for Spillemand, saa at man ej skulde have sagt, at de vare udi Grædehus, men vel udi Gildehus. Jeg bad Gud inderlig om Sjælens Styrke og Taalmodighed, at jeg mig ej skulde lade irre. Gud bønhørte mig, hans Navn være æret! Der Slotsfogden var Sladder og Latter træt, bød han Gode Nat efter 10 Slæt, sagde til Kvinderne, dersom de vilde noget, skulde de banke, Taarngjemmeren var neden under. Der han begge Dørene havde tillukt, stod jeg op, og rede Cathrina min Seng. Anna havde en Bønnebog med sig, deraf læste jeg Aftenbønnen og andre Bønner for dennem, lagde mig og bød dennem Gode Nat. De lagde sig og udi en Slagbænk, til dennem var opred. Jeg sov da og da, stakkede Søvne tillige 6).

Den 10. Augusti, Klokken 6 om Morgenen, lukte Slotsfogden op, hvorudover Kvinderne sig glædde, som inderligen efter hannem længtes, udi Synderlighed Cathrina, som er en fyldig Kvinde; hun kunde den indklemte Luft ikke taale, var mesten syg den ganske Nat. Der Slotsfogden dennem efter Hilsen havde spurt, hvor dennem lidde 7), om de endnu levede, og de hannem deres Tilstand havde klaget, bød han dennem Brændevin, hvorimod de toge med begge Hænder. Der Klokken var 7, begjærte de at gaa hjem, hvilket og skede; dog gjorde de Dronningen først en Relation 8) om, hvis 9) den halve Dag og Nat var passeret. Slotsfogden blev inde hos mig. Da Klokken gik mod 9, satte han en Stol ind foruden noget at sige. Jeg mærkte derpaa, at der vilde komme Besøgelse, og skede ligesaa, at lidet derefter kom ind til mig Grev Rantzau, Premierminister, Kantseler Hr. Peder Reedtz, Rentemester Christoffer Gabel og Sekretærer Erik Krag, hvilke efter Haandgiven sig satte for min Seng. Krag, som Papir, Pen og Blæk med sig havde, satte sig ved Bordet. Grev Rantzau hviskede til Kantseler noget lidet. Kantseler begyndte derpaa sin Tale saaledes som første Gang, at Hs. kgl. Majestæt havde høj Aarsage til det, han imod mig gjorde. "Hs. Majestæt haver" (sagde han videre) "Suspicion" 10) til Eders Person, og det ikke uden Aarsage". Jeg spurte, hvorudi den Suspicion bestod. Kantseler sagde: "Eders Mand haver bødet en fremmed Herre Dannemarkes Rige til" 11). Jeg spurte, om Dannemarkes Rige hørte min Mand til, at han det kunde udbyde, og eftersom ingen svarte, for jeg videre fort og sagde: "l gode

__________

1) D. e. silkestrikket.

2) D. e. snarest muligt.

3) Formodentlig har man ment, at den indeholdt Gift.

4) D. e. Blikdaase.

5) D. e. en Balsam, som brugtes mod Slag og Besvimelse.

6) D. e. tilsammen.

7) D. e. hvorledes de havde det.

8) D. e. Beretning.

9) D. e. hvad.

10) D. e. Mistanke.

11) Se Indledningen.


14

Herrer kjender alle min Herre; I vide, at han haver været æstimeret for en Mand af Forstand, og jeg kan forsikre Eder, at der jeg skiltes fra hannem, da havde han endnu sin fulde Fornuft. Nu er let at tænke, at ingen forstandig Mand det skulde udbyde, som ikke stod i hans Magt, og han ikke raadde for. Han er jo udi ingen Charge 1), haver ingen Myndighed eller Midler, hvor skulde han være saa daarlig saadan Tilbud at gjøre, og hvad for en Herre skulde ville tage derimod?" Grev Rantzau sagde: "Det er dog saa, Madame; han haver tilbødet Dannemark en fremmed Potentat, I ved det vel!" Jeg svarte: "Gud skal være mit Vidne dertil, at jeg det ikke ved!" "Jo", sagde Grev Rantzau, "Eders Mand havde ingen Ting skjult for Eder, derfor ved I det vel". Jeg svarte: "Det er vist, at min Mand ikke skulde skjule noget for mig, som os begge angik. Det, som hans Bestilling i fordum Dage vedkom, bekymrede mig intet; men det, os begge paarørte, dulgte han ikke for mig, saa at jeg er forsikret, at dersom han havde haft noget deslige for, at han det ikke skulde have tavt for mig. Og jeg kan det med Sandhed sige, at mig ikke det allerringeste derom er bevidst". Grev Rantzau sagde: "Madame, bekjender det, imens Kongen Eder endnu beder!" Jeg svarte: "Vidste jeg det, da skulde jeg det gjerne sige, men saa sandt som Gud lever, saa ved jeg det ikke, og saa sandt kan jeg og ikke heller tro, at min Mand skulde have været saa daarlig, thi han er en svag Mand. Han nødde mig til at drage til Engeland de udlaante Penge at indkræve, jeg vilde nødig have mig den Rejse paataget, en stor Del af den Aarsage, at jeg saa, han var saa meget svag. Han kunde ikke i én Gang gaa en Trappe op af faa Trin foruden at hvile sig og tage efter sin Aande; hvor skulde han tage sig noget Værk for af Travaille? 2) Jeg kan med Sandhed sige, at han ikke er 8 Dage tillige 3) fri foruden Anstød 4), sær af et Tilfald, sær 5) af et andet". Grev Rantzau hviskede atter til Kantseler, og sagde Kantsleren videre: "Madame, siger med gode, hvorledes det sidder sammen 6), og hvem der er Medvidere i denne Sag, siger det, den Stund Eder derom bedes! Hs. kgl. Majestæt er en absolut Herre, han er ikke bunden til Loven, han kan gjøre, hvad han vil. Siger det!" Jeg svarte: "Jeg ved vel, at Hs. kgl. Majestæt er en absolut Herre, jeg ved og, at han er en kristelig og Samvittigheds Herre, derfor gjør Hs. kgl. Majestæt intet andet end det, han for Gud udi Himmelen kan forsvare. Se, her er jeg! I kan gjøre ved mig, hvad I vil; det, jeg ikke véd, det kan jeg ikke sige". Grev Rantzau begyndte atter at komme frem med Marschal de Biron og gjorde deraf en lang Dicente 7). Hvortil jeg endeligen svarte, at Marschal de Biron kom mig intet ved, jeg havde dertil intet at svare, og syntes mig, at den Sag kom intet her ved. Grev Rantzau spurte mig, hvorfor jeg ikke havde sagt, der jeg blev adspurt, hvem jeg her udi Riget med havde korresponderet, at jeg havde skreven hannem og Rentemester Gabel til. Dertil svarte jeg, at jeg mente, de, mig spurte, de vidste det selver vel, saa jeg ikke havde fornøden den-

__________

1) D. e. Bestilling, Embede.

2) D. e. noget anstrængende Værk.

3) D. e. tilsammen.

4) D. e. Anfald.

5) Sær - sær d. e. snart - snart.

6) D. e. hænger sammen.

7) Ordet er ubekjendt, men maa uden Tvivl betyde: Snak, Passiar.


15

nem at navngive; sagde aleneste om de andre, hvorom de maaske ikke vidste. Grev Rantzau hviskede atter til Kantseler, og sagde Kantseler: "I haver skreven i et Brev til Fru Else Parsberg 1) om anden Tilstand i Dannemark" (idet saa han til Grev Rantzau og spurte, om det ikke var saa, eller hvorledes det var), "hvad mente I dermed, Madame?" Jeg svarte ej at kunne mindes, hvad hendes Breve mig havde given for Aarsage at svare til; "det, som staar for eller følger efter, skal uden Tvivl vel sige min Mening; maa jeg faa min Haand at se, saa skal den nok udvise, at jeg intet haver skreven, som jeg jo kan svare til". Der blev intet mere om talt. Grev Rantzau adspurte mig, hvem af fremmede Ministri hos min Herre i Bryg havde været. Ingen (svarte jeg), som mig vitterlig var. Han spurte videre, om ingen holstejnske Herremænd hos hannem havde været. Resp. 2) "Ikke mig vitterligt". Derefter opregnede han alle Fyrster udi Tyskland, fra Kejseren indtil Fyrsten af Holstejn, spurte særdeles om enhver, om ikke nogen af deres Ministri hos min Mand havde været. Jeg gav samme Svar som før til hvert et Spørsmaal á part 3), at ikke var mig vitterligt, nogen af dennem hos hannem havde været. Derefter sagde han: "Nu, Madame, bekjender! jeg beder Eder; tænker paa Marschal de Biron! Eder bedes ikke mere". Jeg var noget kjed af at høre Biron tiere, hvorfor jeg noget hastig svarte: "Ej, jeg kymrer mig intet om Marschal de Biron; jeg kan ikke sige det, jeg ingen Skjel 4) ved til". Sekretærer Krag havde skreven noget hastig, som det syntes, thi der han efter min Begjæring skulde oplæse, hvad han havde skreven, da rimte Svarene sig ikke paa Spørsmaalene; en Del var maaske formedelst Hastighed forset, og maaske en Del af Malice 5), thi han var min sal. Herre ikke god. Jeg protesterte derpaa, der han Protokollet oplæste. Kantseler sandede med mig i alle Poster, saa Krag maatte skrive det om igjen. Derpaa stode de op og toge Afsked. Jeg bad dennem, at de Hs. kgl. Majestæt vilde bede, at Hs. Majestæt mig en naadig Herre vilde være og ikke tro, hvis hannem om min Mand var bleven berettet; jeg vilde ej formode, det sig skulde befinde, at han nogen Tid var viget fra hans Pligt. "Ja", svarte Grev Rantzau, "vilde I bekjende, Madame, og sige os, hvem der er i dette Værk, og hvorledes det sidder tilsammen, saa kunde I maaske faa en naadig Herre og Konge". Jeg sór ved den levende Gud, at jeg det ej vidste; jeg vidste om intet deslige, mindre om nogen Medvidere. Dermed ginge de bort efter at have næsten tre Timer hos mig tilbragt, og kom Slotsfogden ind med Kvinderne. Der blev dækket, og Mad indbaaren, men jeg nød intet uden en Drik Barsbier 6). Slotsfogden satte sig med Kvinderne til Bords. Havde han ikke været lystig før, da var han da, fortælte den ene skiden Snak efter den anden. Der de vare mætte af Mad og trætte af Snak, gik han bort og lukte; kom efter Sædvane igjen Klokken 4 om Eftermiddagen og lukte Kvinderne ud, blev saa længe hos mig, indtil de komme igjen, hvilket i gemen varede to Timer. Udi midler Tid Kvinderne vare ene hos mig, blev intet talt om andet, end Anna fortaalte Cathrina hendes udstandene Sorg med henders

__________

1) Se foran S. 7 Anm. 6.

2) D. e. Svar.

3) D. e. for sig.

4) D. e. Ret, Grund, Rede og Rigtighed.

5) D. e. Ondskab.

6) Øl fra Barth i Pommern.


16

første Mand. Jeg lod da, som jeg sov, ligesaa gjorde jeg, naar Slotsfogden var ene hos mig, saa han fordrev Tiden med at synge og nynne. Aftensmaaltid var og lystig for Kvinderne, thi Slotsfogden gjorde dennem stor Tidsfordriv, fortælte dennem om hans anden Gift, hvorledes han bejlede foruden at vide til hvem, vidste det ej heller, føre end hand Jaordet skulde hente 1). Den Fortælling var saa putserlig som vidtløftig, jeg observerte det, at den varede 5 Kvarter. Der han havde bødet Gode Nat, satte Anna sig ved min Seng, begyndte at tale med Cathrina og sagde: "Var det ikke en gruelig Ting med det Forræderi at myrde Kongen, Dronningen og det ganske kongelige Hus?" 2) Cathrina svarte: "Gud ske Lov, Kongen, Dronningen og al Herskabet lever endnu!" "Ja", sagde Anna, "det var ikke Forrædernes Skyld, det ikke skede; det blev for hastig aabenbaret, Kongen vidste det i tre Maaneder, førend han det Dronningen vilde aabenbare. Han gik melankolisk og altid grundede, kunde ikke tro det; omsider, der han var fuldkommen vis derpaa, saa sagde han Dronningen det: dermed blev Livvagten fordoblet, som I ved". Cathrina spurte, hvor de havde faaet det at vide. Anna svarte: "Det maa Gud vide; det holdes saa hemmelig, at ingen engang maa spørge derom, fra hvem det er kommen". Jeg kunde ikke lade 3) jo et Ord dertil at svare, og syntes mig det beklageligt nok, at man ikke kunde faa Angiveren at vide, og var mærkeligt, at ingen den Angiven turde være bekjendt. Cathrina sagde: "Skulde det og vel være sandt?" "Hvad er det, I siger?" svarte Anna; "skulde Kongen gjøre det, han gjør, uden han var vis paa, det var sandt? Hvi snakker I saa?" Jeg holdte denne Samtale for oplagt at være for at drage nogle Ord af mig til at fremføre, hvorfor jeg ikke meget dertil svarte, andet end, at jeg endnu intet havde set, som den Snak gjorde bevislig, derfor mente jeg, at mig var tilsted ikke at tro den, indtil jeg saa visse Tegn dertil. Anna blev ved hendes Propos 4), undrede sig, at der kunde være saadanne forbandede Mennesker til, der vilde myre den gode Konge, gjorde det saa vidtløftig. Hender kunde ikke fattes Materia 5), thi hun begyndte altid paa det første igjen; men endelig fik hun at høre op, eftersom hun talte ene og hverken af Cathrina eller af mig blev interrumperet 6). Jeg stod op og begjærte at have min Seng red, hvilket Cathrina stedse forrettede. Anna saa til Lyset om Natten, thi hun var aarvaagner end Cathrina. Jeg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig Gud og lagde mig til Søvns; men Søvnen var hel lise 7), Røtterne deres Spadseregang kunde mig vække, deres Mangfoldighed var stor. Sult gjorde dennem dristig, de aade af Lyset, som det stod og brændte. Cathrina blev og samme Nat helt ilde til Pas, saa at det og min Søvn forhindrede.

Den 11. Augusti om Morgenen tidlig kom Slotsfogden efter Sædvane med sine Brændevins-Komplimenter, ihvorvel de havde en Flaske fuld inde hos sig. Cathrina beklagede sig højligen, sagde i den beklemte Luft ej at

__________

1) Hans anden Kone hed Thyra Bornemann og var en Datter af Sekretær i det tyske Kancelli Philip Julius B.

2) Opdagelsen af Ulfeldts Anslag gav, især efter at Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, Anledning til Fremkomsten af de vildeste og mest grundløse Rygter, der navnlig gik i Retning af de ovenfor nævnte Mordplaner.

3) D. e. undlade.

4) D. e. Samtale-Æmne.

5) D. e. Stof.

6) D. e. afbrudt.

7) D. e. let.


17

kunne være; naar hun kom ind af Døren, var det, ligesom hun skulde kvæles; skulde hun endeligen være derinde i 8 Dage, saa var hun vis paa, at de bar hender død derud. Slotsfogden havde sin Latter dermed. Kvinderne ginge bort, og han blev hos mig. Han hilsede mig fra Generalmajor von Anfeldt, som lod mig bede, at jeg vilde være "gutes Muths, es würde nu bald gut" 1). Jeg svarte intet. Han spurte, hvorledes det var fat, om jeg havde sovet noget, svarte sig selver: "Jeg tænker, ikke meget". Spurte, om jeg vilde have noget. Svarte sig atter selv: "Nej, jeg tror ikke, I begjærer noget". Derpaa gik han og nynned noget for sig op og neder paa Gulvet, kom derefter for min Seng og sagde: "O, der liebe König, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch zufrieden, er ist ein gnädiger Herr und hat allezeit viel von Euch gehalten. Ihr seid ein Frauensmensch, ein schwaches Werkzeug. Die arme Weibesbilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was, wann sie die Wahrheit bekennen. Die liebe Königinne, es ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böse; ich weiss, wann sie die Wahrheit von Euch wüsste, sie sollte selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben und ihr die Sache aus dem Grunde berichten und nichts, nichts verschweigen, so will ich Euch Dinten, Papier und Feder bringen. Ich begehre es, auf meine Seele, nicht zu lesen, nein, strafe mich Gott, wo ich darein sehen will; und auf dass Ihr's sollt gewisse sein, so will ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versiegeln. Aber ich denke, Ihr habet wohl kein Pitschaft?" 2) Eftersom jeg ganske intet hannem svarte, tog han paa min Haand og rusked noget hart ved den og sagde: "Horet Ihr nicht? Schlafet Ihr?" 3) Jeg hødte 4) og slog op med Haanden, havde gjærne givet hannem et Slag i Næsen, kaste mig om til Væggen. Han blev fortørnet, at hans Forsæt hannem ej lykkedes, gik og knurrede for sig selver over en Time. Jeg kunde ingen Ord fatte uden disse: "Ja, ja! Ihr wollet nicht reden!" 5) Saa murmelte 6) han noget imellem Tænderne: "Ihr wollet nicht antworten; nu, nu, man wird Euch lernen. Ja, so Gott! du skalt, so Gott! fu, hum, hum, hum!" 7) Det holdte han saa immer fort, indtil Rasmus Taarnegjemmer kom og hviskede noget til hannem, saa han gik ud. Mig syntes, at der var en, som med hannem talte, og som jeg kunde mærke, maa det have været en, som spurte hannem, om Papiret og Blækket skulde opbringes, thi han svarte: Nein, es ist nicht nöthig; sie will nicht" 8). Den anden sagde: "Sachte,

__________

1) D. e. ved godt Mod; det blev nu snart godt.

2) D. e. O, den kjære Konge, det er dog en from Herre! Giv Jer tilfreds, han er en naadig Herre og har altid holdt meget af Jer. I er et Kvindemenneske, et svagt Værktøj. De stakkels Kvinder er snart forførte. Man gjør dem heller ikke gjærne noget, naar de bekjender Sandheden. Den kjære Dronning, det er dog en kjær Dronning! Hun er ikke vred paa Jer; jeg ved, at hvis hun vidste Sandheden om Jer, vilde hun selv bede for Jer. Hør! vil I skrive til Dronningen og berette hende Sagen fra Grunden af og slet intet fortie, saa vil jeg bringe Jer Blæk, Papir og Pen. Jeg begjærer minsæl ikke at læse det, nej, Gud straffe mig, om jeg vil se deri; og for at I kan være sikker derpaa, saa vil jeg give Jer Lak, at I kan forsegle det. Men jeg tænker, I har vel intet Signet".

3) D. e. Hører I ikke, sover I?"

4) D. e. truede.

5) D. e. ,Ja, ja, I vil ikke tale".

6) D. e. mumlede.

7) D. e. I vil ikke svare; nu, nu, man vil lære Jer det. Ja, saa Gu'! du skal, saa Gu'! osv.".

8) D. e. Nej, det er ikke nødvendigt, hun vil ikke".


18

sachte!" Slotsfogden kunde ikke vel tale sagte, og hørte jeg, at han sagde: "Sie kann das nicht horen, sie liegt im Bette" 1). Der han kom ind igjen, murrede han atter for sig selver igjen og stympede paa 2), at jeg ikke vilde svare: han mente det saa godt, Dronningen var ikke saa ond, som jeg tænkte; gik saa og smaasnakked; længtes flux efter Kvindernes Komme, gjorde aldrig andet end bad Rasmus se ud efter dennem. Omsider kom Rasmus og beretted, at nu gik de op af Kongens Trappe. Det varede endda vel hartad en Time, førend de kom ind til mig og forløste hannem. Der Middagsmaaltid af dennem blev holden (thi min Mad var nogle faa Snitter Citron med Sukker), var Slotsfogden ikke nær saa lystig, som han plejede, snakkede dog om adskilligt gammelt, som udi værende Tid, han var Furerer 3), var passeret; retirerte sig 4) og snarere, end han var vant at gjøre. Kvinderne, som igjen bleve 5), snakkede om adskillige indifferente 6) Sager, hvortil jeg og stønnem sagde et Ord og dennem om Mand og Børn spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner og Psalmer, saa at Dagen dermed gik hen indtil 4 Slæt, da Slotsfogden dennem udlukte. Han havde tagen en Bog med sig, udi hvilken han temmelig sagte læste, imidlertid han Vagten hos mig havde. Jeg var meget gjærne dermed tilfreds at have Rolighed for hannem. Over Aftensmaaltid begyndte Slotsfogden iblandt anden Tale at sige til Kvinderne, at der var ført en Fange hid, som var en Frantsos, han mindtes ikke ret hans Navn; sad og tygged paa Navnet, ligesom han ikke kunde komme derpaa: Karl eller Char, han vidste ikke, hvad han hedde, men han havde før været mange Aar i Dannemark. Anna spurte, hvad det var for en. Han svarte, at det var saadan en, som skulde synge op, dog vidste han ikke tilvisse, om han var her eller ikke (der var aldeles intet om). Han sagde det aleneste for at komme mig til at spørge eller fornemme, om det kunde bedrøve mig. Det var hannem uden Tvivl saaledes befalet, thi der han var borte, gav Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om vi havde en Frantsos udi vores Tjeneste. Jeg svarte, at vi havde flere end en. Hun spurte videre, om der var en iblandt, som hedde Karl og havde tjent os længe. "Vi haver en Tjener" (svarte jeg), "en Frantsos, som hedder Charles 7), han haver tjent os længe". "Ja, ja" (sagde hun), "den er det; dog tror jeg ikke, at han end er her ankommen, men de søger efter hannem". Jeg sagde: "Da er han god at finde; han var til Bryg, der jeg drog derfra". Anna mente, at han havde været med mig i Engeland, og sagde hun: "Den Karl ved meget, dersom de havde hannem". Jeg svarte: "Da var det at ønske, at de havde hannem for hans Videnskabs Skyld". Der hun fornam, at jeg mig ikke videre eller mere om hannem bekymrede, slap hun den Snak og talte om min Søster Elisabeth Augusta 8), at hun gik hender hver Dag forbi; hun stod i henders Dør eller sad i Bislaget, hun hilste hender, men aldrig spurte med et Ord om sin Søster, der hun dog vidste, at hun mig paa Taarnet betjente. Jeg mente, at Søster ikke vidste,

__________

1) D. e. Hun kan ikke høre det, hun ligger i Sengen".

2) D. e. stiklede paa (?).

3) Han havde tidligere været Hoffurér.

4) D. e. trak sig tilbage.

5) D. e. blev tilbage.

6) D. e. ligegyldige.

7) Hans fulde Navn var Charles Provin.

8) Se foran S. 10.


19

hvorudi hun gjorde ilde eller vel. "Jeg kan ikke se" (sagde Anna), "at hun er bedrøvet". Jeg var udi Mening, at det mindste, man sig kunde bedrøve, var det bedste. Siden blev om andet Lapperi talt, og beslutted 1) jeg den Dags Aften med Læsning, befalede mig udi Jesu Vold og sov temmelig vel den Nat.

Den 12. Augusti gik forbi, foruden at noget synderligt passerte, andet end at Anna mig vilde bedrøve med det, hun sagde, at næst op til blev et Kammers gjort færdig; til hvem, vidste hun ikke, de ventede vist nogen derudi. Jeg kunde selver høre Murmestere arbejde. Samme Dag talte Cathrina om at have kjendt mig udi Velstanden, velsignede mig tusinde Gange for det gode, jeg hender havde bevist. Jeg mindtes ej nogen Tid at have set hender. Hun sagde udi Prinsesse Magdalenæ Sibyllæ 2) Fadburstue at have tjent, og der jeg der Prinsessen havde opvartet og ligget paa Slottet, havde jeg dennem i Fadburstuen med en rund Drikkepenge foræret, hvoraf hun en Part havde nydt, som hun nu taknemmeligen ihukom. Jeg roste henders Nøjsomhed og Taknemmelighed. Anna var med den Tale ikke tilfreds, hun førte trende Gange andet i Snak, men Cathrina svarte hender ikke, blev ved sin Tale, indtil hun havde udtalt. Slotsfogden var den Dag ej heller i god Humør, saa at hverken til Middag eller til Aften nogen skiden Historie forefaldt.

Den 13. Augusti, efter at Kvinderne havde været i Byen og vare igjenkomne, lukte Slotsfogden op Klokken 9 og hviskede noget til dennem. Derefter bar han endnu en liden Stol ind. Jeg forstod deraf, at én mere end som forrige Gang mig vilde besøge. Klokken 10 kom til mig ind Grev Rantzau, Feltherren Skack 3), Kantseler Reedtz, Rentemester Gabel og Sekretærer Krag. De hilste mig alle høfligen, de 4 satte sig paa lave Stole for min Seng, og Krag med sit Skrivertøj ved Bordet. Kantseler holdt Ordet og sagde: "Hs. kgl. Majestæt, min allernaadigste Herre og Arvekonge, lader Eder, Madame, vide, at Hs. Majestæt haver høje Aarsager til det, han gjør imod Eder, og at han haver Suspicion paa Eders Person, at I skulde være en Medvidere udi Eders Mands forehafte Forræderi, og havde Hs. kgl. Majestæt vel haabtes, at I med gode skulde have bekjendt, hvem som derudi var interesseret, og hvorledes det sig ret med den Sag havde". Der Kantseler ophørte at tale, svarte jeg, at jeg ikke vidste noget at have begaaet, som mig kunde gjøre suspekt 4); og raabte jeg Gud til Vidne, at mig om ingen Forræderi var vitterlig, hvorfor jeg og ingen kunde navngive. Grev Rantzau sagde: "Eders Mand haver ikke dult det for Eder, derfor ved I det vel". Jeg svarte: "Havde min Mand haft saa ondt et Forsæt, da tror jeg vist, han havde sagt mig det, men jeg kan med en god Samvittighed svære for Gud i Himmelen, at jeg aldrig hørte hannem tale om noget sligt. Ja, jeg kan sige, at han aldrig ønskede ondt over Kongen, det jeg hørte, hvorfor jeg fuldkommen tror, at hannem dette af hans Fjender uskyldeligen tillægges". Grev Rantzau og Kantseler bøjede

__________

1) D. e. sluttede.

2) Den sachsiske Prinsesse, som 1634 blev formælet med Prins Christian, Christian IV.s ælste Søn.

3) D. e. Feltherre og Præsident i Krigskollegiet Hans Schack.

4) D. e. mistænkelig.


20

Hovederne tilsammen, Feltherren forbi, og hviskede længe med hverandre. Endeligen spurte Kantseler mig ad, om min Mand fandtes skyldig, om jeg da vilde være udi hans Dom delagtig. Det var et besynderligt Spørsmaal, hvorfor jeg mig et lidet betænkte; sagde: "Maa jeg faa at vide, paa hvad Fundament 1) han beskyldes, saa vil jeg svare dertil, saa vidt som mig vitterligt er, og saa meget jeg kan". Kantseler sagde: "Betænker Eder vel, om I vil!" Jeg svarte som før, at jeg vilde svare for hannem i alt det, mig vitterligt var, om jeg maatte faa at se, hvorpaa han beskyldtes. Grev Rantzau hviskede til Krag, og Krag gik ud, kom strax ind igjen. Lidet derefter kom en af Kancelliet ind (som jeg ej kjender) havende store Papirer i Hænderne. Grev Rantzau og Kantseler hviskedes atter igjen. Derpaa sagde Kantseler: "Her er nu ikke videre at gjøre end lade Eder vide, hvad for en Mand I haver, og lade Eder høre hans Dom". Grev Rantzau befalede den, som med Papirerne indkom, at oplæse. Blev saa først et Papir oplæst udi den Mening, at Korfits, fordum Greve af Ulfeldt, havde tilbøden en fremmed Herre Dannemarkes Rige og sagt for samme Herre, at han gejstlige og verdslige havde til sin Haand 2), saa det var hannem let at gjøre, samme Herre Dannemarkes Krone at forskaffe. Derpaa blev et Papir oplæst, som Gejstlighedens Forsvar skulde være, hvorudi de protesterede, at Korfits Greve af Ulfeldt aldrig nogen Kommunikation med nogen af dennem haft havde, anseende 3) at han ej nogen Tid sig havde ervist Gejstlighedens Ven at være, mindre given dennem Part af hans onde Forsæt; forsikrendes hans kgl. Majestæt deres Troskab og Underdanighed etc. Derefter blev et Papir oplæst, af Borgemester og Raad i Kjøbenhavn skreven, fast af samme Indhold, at de med Grev Korfits Ulfeldt ingen Korrespondents havde haft og udi lige Maader Hs. kgl. Majestæt deres underdanigste Troskab forsikrede 4). Derpaa fulgte den uhørte og ulovlige Doms Oplæsning, hvilken uforhørter Sag over min Herre var fældet. Den var mig saa uformodentlig og bedrøvelig som skammelig og for Gud og alle Ret elskende Mennesker uforsvarligen. Der var ej Dokumenter indført, paa hvilke Dommen var afsagt. Der meldtes ej om Tiltale og Gjensvar, der var ej anden Fundament end blotte Ord: at han var befunden en criminel 5) at være, han havde tilbøden en fremmed Herre Dannemarkes Krone og gjort hannem vis 6), at han gejstlige og verdslige havde til sin Haand, hvilke det med deres underskrevne Protestationer anderledes havde bevist, hvorfor han som en criminel dømmes. Der Dommen med alle underskrevne Navne var oplæst, bar Læseren mig den og lagde den for mig paa Sengen. Ethvert Menneske kan let betænke, hvorledes mit Hjærte var til Mode, men faa eller ingen kan begribe, at det muligt var, jeg ikke af den uformodentlige Ulykke kvaltes, eller og, at mig ikke Sind og Sans betoges. Jeg

__________

1) D. e. Grundlag, Grund.

2) D. e. havde til sin Raadighed, sin Befaling.

3) D. e. i Betragtning af, af den Grund.

4) I Anledning af Ulfeldts Forræderi indkom der Protester fra Adelen, fra Gejstligheden, fra Universitetet og fra Sorø Akademi, hvori man fralagde sig al Forbindelse med Ulfeldt og hans Anslag. Om en Protest fra Kjøbenhavns Borgmestre og Raad vides ellers intet, men det er ikke usandsynligt, at ogsaa en saadan er fremkommen. I øvrigt er det rimeligt, at den første af de Protester, der oplæstes for Leon. Chr., ikke var Gejstlighedens, men Universitetets.

5) D. e. en Forbryder.

6) D. e. indbildt ham.


21

kunde for Hylen og Graad ingen Ord fremføre. Saa oplæstes en Bøn, af Prædikestolen var gaaen, udi hvilken de Korfits forbandede, bade Gud, at hans graa Haar ikke med Fred udi Graven skulde komme. Men Gud, som er retfærdig, hørte ikke de uretfærdige deres ugudelige Bønner, hans Navn være æret evindelig! Der alt var oplæst, beklagede jeg med Hjærtens Suk og vemodige Taarer, at jeg den bedrøvede Dag skulde leve, bad dennem for Jesu Retfærdigheds Skyld, at jeg maatte se, hvorpaa den haarde Dom var funderet 1). Grev Rantzau svarte: "Det kan I vel tænke, Madame, at der ere Dokumenter, hvorefter vi ere gaaen; der sidder af Eders Venner i Raadet". "Ja, Gud bedre det!" (sagde jeg). "Maatte jeg faa de Dokumenter at se, der beder jeg om for Guds Skyld. Les apparences sont bien souvent trompenses 2). Hvad maatte min Mand ikke lide hos de svenske i Skaane udi den lange Arrest, fordi de suspicerede, at han med Hs. kgl. Majestæt af Dannemark og Hs. Majestæts Ministri havde korresponderet! 3) Nu ved det ingen bedre end Hs. kgl. Majestæt og I gode Herrer, hvor uskyldig han derfor lidde, saa kan dette og til Syne 4) være trolig og dog ikke sig saaledes i Sandhed befinde. Maatte jeg faa de Dokumenter at se?" Der blev intet svaret. Jeg fór videre fort og sagde: "Hvor er det muligt, at en Mand, som selver kan kjende, at han gaar med Døden i Hænderne, skulde sig saadan Værk paatage og lade sig fra sin Pligt forlede, der han det ikke gjorde, den Tid han til ingen Herre var obligeret 5), og hannem saa store Løfter af Fyrsten af Holstein blev gjort, som Fyrstens Breve udviser, hvilke nu ere udi Hs. kgl. Majestæts Hænder". Grev Rantzau faldt mig i Ordet og sagde: "De Breve fandt vi ikke". "Jo Mænd" (svarte jeg), "de vare deriblandt, der er jeg vis paa". Sagde videre: "Paa de Tider kunde han have gjort en fremmed Herre noget til Villie, da havde han Magt og Myndighed og fast al Regeringen udi sine Hænder; ansaa dog ingen Profit 6), men udsatte sin egen Formue Hs. kgl. Majestæts Krøning 7) hastig at fortsætte, paa det ingen Hindring skulde imellem komme 8). Det er nu hans Løn! I gode Herrer, spejler Eder nu paa mig, som haver før set mig udi Velstanden, og haver dog Medlidenhed med mig! Beder Hs. kgl. Majestæt sig at formilde og ikke saa streng at fortfare". Kantseler og Rentemester movertes 9) derved, saa at Taarerne dennem kom udi Øjnene. Grev Rantzau sagde til Feltherren og til Kantseler: "Mig synes, at det er

__________

1) D. e. grundet.

2) D. e. Skinnet bedrager meget ofte.

3) Jvfr. Indledningen.

4) D. e. tilsyneladende.

5) D. e. ingen Forpligtelse havde mod nogen Herre.

6) D. e. tog dog ikke Hensyn til, hvad der var fordelagtigst.

7) D. e. Kroning.

8) I Haandskriftets Rand er senere tilføjet: Der Kongl. Majestæt Christian 4. var død, var ingen udvalt Prins, saa at det stod Stænderne frit at væle [d. e. vælge], hvad Konge dennem behagede, hvorfor Hertugen af Holstein, Hertug Friderich sal., tilbed min Herre, at dersom han vilde formaa, at han kunde blive vælt til Konge, da skulde Fyns Land være hans, og gjøres en dobbelt Alliance [d. e. Forbindelse] med hans og vore Børn. Men min Herre udslog [d. e. afslog] det, vilde ikke hjælpe til at støde Chr. 4.s Søn fra Riget. Fyrsten havde vunden adskillige deres Vota [d. e. Stemmer], men min Herre stridde dennem imod". - At Ulfeldt, efter at det havde vist sig umuligt for ham at gjennemføre sine personlige Planer, virkelig til sidst kan have bestemt sig til at støtte Hertug Frederiks Valg, er i og for sig ikke usandsynligt, men han har da uden Tvivl taget sin Oprejsning ved Haandfæstningens Udarbejdelse.

9) D. e. bevægedes.


22

14 Dage siden, at Dommen blev publiceret" 1). Kantseler svarte: "Det er 17 Dage siden". Jeg sagde: "Paa de Tider var jeg endnu udi Engeland, og nu spørges mig efter Kundskab i Sagen! O, betænker det for Guds Skyld, og at ingen paa min Mands Vegne haver været til Vedermæle!" 2) Grev Rantzau spurte, om jeg vilde tale derpaa. Jeg svarte: "Hvad skal jeg tale paa en Dom? Jeg beder aleneste for Jesu Skyld, at det, jeg siger, maa konsidereres 3), og jeg maa have den Fornøjelse at se de Dokumenter, hvorpaa Dommen er afsagt". Grev Rantzau svarte som før, at der vare Dokumenter, og at der sad af mine Venner i Raadet, føjede det dertil, at alle havde overensstemmet, ikke en havde haft derimod at sige. Det, jeg tænkte, turde jeg ikke sige. Jeg vidste vel, hvorledes i saadanne absolute Regeringer tilgaar; der tør intet imod siges, det hedder: Skriv under, Kongen vil det saa have, og spør ikke hvorfor, ellers est du udi lige Fordømmelse 4). Jeg tav og begræd min Ulykke, som var irremediable 5). Der Krag Protokollet oplæste, havde han skreven, at der jeg blev tilspurt, om jeg udi min Mands Dom delagtig vilde være, havde jeg svaret, at jeg mig derpaa vilde betænke. Jeg spurte: "Hvordant var det?" Strax svarte Kantseler: "Nej, hun sagde ikke saa, men hun begjærte at vide henders Mands Beskyldinger". Jeg repeterte mine Ord igjen 6), ved dog ikke, om Krag dennem skrev eller ikke; thi en stor Del af det, jeg sagde, blev intet skreven. Krag lod for meget Affekterne kige 7) og vilde gjærne have gjort ondt værre. Han er nu der, hvor ingen falske Skrifter gjælder. Gud rykte hannem hastig bort paa et urent Sted, kaldede hannem til Doms foruden Varsel. Og Grev Rantzau, som var Hovedmand og Inventor 8) af den ulovlig og udi Dannemark usædvanlig Dom, han levede ikke den Dag sin Lyst at se: et Træbillede at exekveres 9). Der dette var forrettet, stode de op og gave mig Haand. Denne haarde Besøgelse varede over 4 Timer. De ginge bort, efterladende mig udi Suk, Sorrig og Graad, en højt bedrøvede, elendige, fangen Kvinde, af alle forladt, som saa sig ingen Redning imod Magt og Vold, som hvert Øjeblik frygtede, at Manden dennem udi Hænderne skulde komme, og at de deres Ondskab paa hannem skulde øve. Gud gjorde den Dag et stort Mirakel og Jertegn, idet han sin Kraft udi mig svage beviste og min Hjerne fra Vildelse og min Tunge, at den ikke af Utaalmodighed overløb, bevarte. Gud være tusinde Gange derfor æret! Din Lov vil jeg sjunge, saa længe sig min Tunge kan røre, thi du

__________

1) D. e. offentliggjort. Højesteretsdommen over Ulfeldt blev afsagt den 24. Juli, men der er formodentlig gaaet et Par Dage, inden den udkom i Trykken.

2) D. e. til Gjensvar. Meningen er, at ingen har faaet Lov til at føre hans Forsvar.

3) D. e. overvejes, betænkes.

4) I Randen er senere tilføjet: Det var tilgaaen, ligesom jeg tænkte: der vare de af Raadet, som vægrede sig at underskrive, eftersom en Part ikke havde været til Stede, der Processen holdtes, en Part ikke havde set, hvorpaa Dommen sig funderte; maatte dog skrive med under, om de ikke vilde være forfalden udi kongelig Unaade".

5) D. e. som ikke kunde oprettes.

6) Senere er tilføjet: og spurte, om mig var tilsted at tale paa den Dom. Alle tav stille".

7) D. e. lod for meget sine uvenlige Følelser komme til Syne.

8) D. e. Opfinder.

9) D. e. at Henrettelsen blev fuldbyrdet paa et Træbillede. I øvrigt er de sidste Punktummer (fra: Han er nu osv.) senere overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale.


23

varst da og stedse altid min Værn, Klippe og Skjold. Der Herrerne vare bortgangne, kom Slotsfogden og Kvinderne ind, og blev dækket paa en Stol for min Seng. Slotsfogden sagde til mig: "Esset, Leonora! Wollet Ihr nicht essen?" 1) Idet han saa sagde, kaste han en Kniv til mig paa Sengen. Jeg tog Kniven med vred Hu og kaste den paa Gulvet. Han tog Kniven op og sagde: "Ihr seid wohl nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Frühstuck bekommen, da habet Ihr heute genung an, nicht? Gelt! Ja, ja, kommet, Ihr lieben Weiberlein" (sagde han til Kvinderne), "lasset uns etwas essen! Euch wird wohl hungern, das fühle ich an meinem Magen wohl" 2). Der de havde sat sig til Bords, begyndte han strax at stokke sig selver 3), stak fejl af sin Mund og havde saa mange Pudser, at det var Skam at se, at den gammel Mand sin Glæde over min Ulykke ikke kunde simulere 4). Der Maaltidet havde Ende, og Slotsfogden var bortgangen, satte sig Anna for min Seng og begyndte at prædike om den Sorrig og Bedrøvelse, man udi denne Verden haver, og om Himmeriges Glæde og Herlighed: hvorledes den Pine, vi her lider, ikkun varer stakket imod den evige Fryd og Glæde, hvorfor vi ikke burde Pinen at agte, men tænke paa, at vi kunde dø med en god Samvittighed og den ikke med noget besmitte, men sige ud alt det, Hjærtet kunde besvære, for det vilde dog ikke andet være. "Gud give" (sagde hun) "ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!" Efter at hun den Snak nogle Gange havde repeteret, sagde hun til mig: "Er det ikke sandt, Frue?" "Jo vist er det sandt" (svarte jeg), "I taler meget kristligen og efter Skriften". "Hvorfor vil I da" (sagde hun videre) "lade Eder plage for andre og ikke sige det, I om dennem véd?" Jeg spurte, hvem hun mente. Hun svarte: "Jeg kjender dennem ikke". Jeg svarte: "Ikke heller jeg". Hun blev alt ved og sagde, at hun sig ikke vilde lade pine og plage for andres Skyld, i hvem de endog vare; dersom de vare skyldige, saa maatte de lide, hun vilde ikke lide for dennem; et Kvindes-Menneske var snart forført; man burde at have sin Salighed kjærere end alle sine Slægt og Venner. Der hun ikke kunde høre op igjen med den Snak, vilde jeg den noget divertere 5), spurte hender, om hun var en Præstedotter, og eftersom hun mig tilforne sin Herkomst havde sagt, saa tog hun saa meget des værre imod mit Spørsmaal og blev helt fortørnet; sagde: "Alt er jeg ikke en Præstedotter, saa er jeg en god, ærlig Borgerdotter og ikke af de ringste. Jeg havde lidet tænkt udi mine Dage, der jeg var en Jomfru, at jeg skulde faa en Skomager". Jeg sagde: "Eders første Mand var jo og en Skomager". "Det er vel sandt" (svarte hun), "men det kom sig saa galt til med det Gifterrnaal"; begyndte dermed en hel Remse derom at fortælle, hvorover jeg bekom Fred for hender. Cathrina gik op og neder af Gulvet, og der Anna teg noget lidet, sagde hun med sammenlagte Hænder: "O Gud, du, som est almægtig og alting formaar, du bevare den Mand, de leder efter, og lad hannem aldrig komme i hans

__________

1) D. e. Spis, L.! Vil I ikke spise!"

2) D. e. "I er vel ikke sulten? Nej, nej! I har idag faaet en Frokost, som I har nok af for idag, ikke sandt? Ja, ja, kom, I kjære Kvinder, og lad os spise noget! I er vist sultne, det føler jeg paa min Mave".

3) D. e. gjere sig til Nar.

4) Maa her betyde: skjule.

5) D. e. lede den i en anden Retning.


24

Fjenders Hænder! O, Gud bønhøre mig!" Anna sagde vredeligen til hende: "Cathrina, wet Ji ôk, wat Ji seggen? Wo snak Ji so?" 1) Cathrina svarte: "Ja, ik wêt wol, wat ik segge". Got bewar em und lat em nimmer sine Finde to Dêl werden! Jesus, wes du sin Geleidsman!" 2) De Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: "Ik denk, de Vrue is nicht klôk" 3). Cathrinæ gode ønske forøgede mine Taarer, og sagde jeg: "Cathrina lader se, at hun er en ret Kristinde og haver Medlidenhed med mig; Gud belønne hender det og bønhøre hender og mig!" Anna blev tavs derefter og siden ikke saa meget snaksom. Gud, som est en Vederlægger 4) af alt godt, tænk du paa Cathrina til det bedste, og du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdeles, i hvad hun dig om beder! Og I, mine kjære Børn, vider, at dersom Lykken sig saa vil føje, at I hender eller henders eneste Søn nogen behagelig Tjeneste kan gjøre, at I det for min Skyld ere pligtige, thi hun var mig en Trøst udi min største Nød og ofte sneg sig til at sige mig et Ord, det hun mente mig kunde være til Lettelse. Slotsfogden kom efter Sædvane efter 4 Slæt og lukte Kvinderne ud, satte sig paa Kvindernes Slagbænk, og den høje Stol med Lys paa for sig, havde en Bog med sig, læste højt Bønner om et saligt Endeligt, Bønner udi Døds Nød, og naar man skulde udstaa den timelige Straf for sine Misgjerningers Skyld. Han glemte ikke en Bøn for en, som skulde brændes; den sukkede han ved, saa han paa en stakket Tid var bleven meget aandelig 5). Efter at han alle de Bønner havde læst, stod han op, gik og sang Ligpsalmer; naar han kunde ikke flere, begyndte han paa den første igjen, indtil Kvinderne hannem afløste. Cathrina beklagede sig, at henders Søn var bleven syg, var meget derfor bekymret. Jeg tog mig henders Sorrig an og sagde, at hun skulde lade Dronningen vide henders Søns Svaghed, saa blev der vel en anden i henders Sted ordineret 6); bad hender give sig tilfreds, Barnet fik vel bedre 7) igjen. Over Aftensmaaltid var Slotsfogden meget lystig, fortælte allehaande plumpe Galskaber. Efter at han var borte, læste Anna Aftenbønnen. Jeg var den Nat meget ilde til Pas, kaste mig ofte omkring i Sengen, og var der en Synaal i Dundynen, hvorpaa jeg rev mig; jeg fik den ud og haver den endnu 8).

Den 14. Augusti, der Slotsfogden tidlig oplukte, sagde Kvinderne hannem, at jeg den Nat havde været meget syg. "Ja, ja" (svarte han), "es wird wohl wieder besser" 9). Og der Kvinderne sig gjorde rede for at gaa op til Dronningen (som de stedse maatte gjøre), sagde Anna til Cathrina uden Døren: "Hvad skal vi sige til Dronningen?" Cathrina svarte: "Hvad kan vi sige andet, end at hun tier stille og siger intet?" "Det ved I vel" (sagde Anna), "at Dronningen ikke nøjes med". Da kan vi ikke heller lyve hender paa" (svarte Cathrina), "hun siger jo intet, thi det var

__________

1) D. e. "Kathr., véd I ogsaa, hvad I siger? Hvor kan I snakke saaledes!"

2) D. e. "Jo, jeg véd vel, hvad jeg siger. Gud bevare ham og lade ham aldrig falde i hans Fjenders Hænder! Jesus, vær du hans Fører!"

3) D. e. "Jeg mener, Konen er ikke rigtig klog".

4) D. e. Gjengjælder.

5) D. e. gudelig.

6) D. e. forordnet.

7) D. e. fik det vel bedre.

8) I Randen er senere tilføjet: Man skal vide, at den Dundyne var med et gammelt Vaar og nyssen fyldt, imens jeg laa paa Rheden, saa i en Hast var Synaalen glemt derudi.

9) D. e. "Det bliver vel bedre igjen".


25

Synd" 1). Til Middagsmaaltid kom Cathrina igjen, sagde, at Dronningen havde lovet at forordne en anden udi henders Sted; sneg sig til om Eftermiddagen at sige mig et Ord om næste Kammers, hvilket hun vist troede blev gjort færdig til mig og til ingen anden, bød mig Gode Nat og lovede mig flittig i sine Bønner at ihukomme. Jeg takkede hender for god Tjeneste og for sit gode Hjærte imod mig. Ved Klokken 4 lukte Slotsfogden hender og Anna ud. Han sang en Psalme efter anden, gik i Trappen og længtes ved Tiden indtil Klokken imod 6, da kom Anna og Maren Bloks. Over Aftensmaaltid fortælte Slotsfogden atter om sit Giftermaal, uden Tvivl for Marens Skyld. Anna lod mig Fred, og laa jeg saa stille for mig hen. Maren kunde den Aften ikke komme til at tale med mig for Anna.

Den 15. og 16. Augusti passerede intet mærkeligt. Naar Slotsfogden lukte Anna ud om Morgenen og Eftermiddagen, blev Maren Bloks hos mig, og Slotsfogden gik sin Vej og lukte, saa Maren havde da Frihed ene med mig at tale; fortælte adskilligt, iblandt andet, hvorledes Dronningen havde given mit Smaatøj de tre Kvinder til at bytte imellem sig, som mig udklædde 2). Hun spurte mig, om jeg vilde have Bud til min Søster Elisabeth. Jeg takkede hender, jeg havde intet godt at lade hender sige. Jeg begjærte Synaal og Traad af Maren, hender at prøve. Hun svarte hjærtelig gjerne at ville fly mig det, om hun turde; det kostede al henders Velfart 3), om Dronningen fik det at vide, thi hun havde saa højt forbøden, at ingen skulde lade mig faa Naale, hverken Knappenaale eller Synaale. Jeg spurte: "Af hvad Aarsage?" Fordi", sagde hun, "at I ikke skal myre Eder selver". Jeg forsikrede hender, at Gud havde bedre oplyst mig, end at jeg skulde være min egen Mordere. Jeg kjendte, at Korset kom fra Herrens Haand, at han mig revsede som sit Barn; han hjalp mig det og at bære, der troede jeg hannem til. "Saa haabes jeg da, mit Hjærte" (sagde Maren), "at I ikke vil myrde Eder selver, saa skal I faa Naal og Traad; men hvad vil I sy?" Jeg gav for at ville sy nogle Knapper i min hvide Nattrøje, vred og et Par af for at lade hender siden se, at jeg syede dennem i. Men Sagen var, at jeg havde nogle Dukater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem havde jeg beholdt, eftersom jeg strøg selv Strømpen neder, der de klædde mig ud 4), og Anna havde efter min Begjæring flyet mig en Klud efter Foregivende, at jeg havde en Skade paa Benet, Den Klud syede jeg om Læret. De vare alle i den Mening, at jeg havde nogen hemmelig Bræk, thi jeg laa udi det linnen Skjørt 5), de gave mig, og udi mine Strømper. Maren mente, jeg havde en Fontanelle paa det ene Ben, fortroede mig, at en Jomfru til Hove, hun navngav, som var henders meget gode Ven, havde en Fontanelle, som ingen uden hun vidste, ikke engang Jomfruens Sengenættere 6). Jeg tænkte ved mig: da tier du vel med din Ven; gjorde hender ikke visere, lod hender i det Fald tro, hvad hun vilde. Jeg var meget svag udi de to Dage, og eftersom jeg intet fortærede uden

__________

1) I Randen er senere bemærket: "Jeg hørte selver denne deres Samtale".

2) D. e. afklædte.

3) D. e. Velfærd.

4) Se foran S. 9.

5) D. e. Lærreds-Skjert.

6) D. e. Sengefælle.


26

Citron og Øl, blev Maven derover svækket og kaste det fra sig omsider. Naar Maren talte derom til Slotsfogden, sagde han: "Das ist gut, so kommt das böse vom Hertzen ab" 1). Anna var ikke mer saa beskjæftig, men Slotsfogden var lige lystig.

Den 17. Augusti lukte Slotsfogden ikke op førend imod 8 Slæt, og spurte Anna hannem, hvor det gik til, at han havde sovet saa længe. Han skjæmtede noget, siden drog han hender hen til Døren og hviskede med hender. Hun gik intet hjem den Morgen. Han gik saa ud og ind, og sagde Anna saa højt til Maren, at jeg det kunde høre (i hvor vel hun lod saa, som hun vilde hviske): "Jeg er saa bange, at min Krop ryster, enddog det gaar mig ikke an. Jesus bevare mig! Jeg vilde, jeg var nere!" Maren saa bedrøvet ud, men hverken svarte eller talte et Ord. Maren sneg sig til Sengen og sagde: "Der kommer vist nogen til Eder". Jeg svarte: "Lad dennem komme i Guds Navn !" Der var en Løben oppe og neder udi den Trappe og ovenover, thi der kom altid Kommissarierne ner igjennem Gemækkerne 2) for ikke at gaa over Pladsen. Mine Døre vare da lukte igjen. For hver den Gang at der løb nogen i Trappen, da skudrede Anna og sagde: "Ich beve recht!" 3) Den Løben varede indtil imod elleve. Der Slotsfogden lukte op, sagde han til mig: "Leonora, Ihr sollet aufstehen und zu die Herren gehen" 4). Gud ved, at jeg ilde kunde gaa, og Anna forfærdede mig, sagde til Maren: "O, dat arme Mensch!" Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøflerne paa. Jeg kunde ikke andet forstaa, end at jeg skulde pines, trøstede mig ved intet andet, end at jeg haabtes, min Pine ej længe kunde vare, thi mit Legeme var saa udmattet, at det syntes, ligesom hvert øjeblik Aanden vilde udfare. Der Maren bandt Forklædet om min lange Kjortel, sagde jeg: "Nu, de forsynder sig højligen paa mig; Gud være min Styrke!" Slotsfogden hastede, og der jeg var færdig, tog han mig ved Armen og ledde mig. Jeg havde gjærne været hans Hjælp foruden, men jeg kunde ikke gaa ene. Han ledde mig ind næst op til, der sad Grev Rantzau, Skack, Reedtz, Gabel og Krag om Bordet. De rejste sig alle op imod mig, der jeg kom ind, og jeg gjorde en Reverents, saadan som jeg kunde. Til mig blev sat en liden lav Stol midt for Bordet. Kantseler tilspurte mig, om jeg ingen flere Breve haft havde, end de mig fratoge i Engeland. Jeg svarte nej, jeg havde ingen flere, der toge de alle mine Breve. Han spurte videre, om jeg ingen Breve havde forkommen paa de Tider. "Jo" (svarte jeg), "et rev jeg i Stykker og kaste det i en Hysken" 5). "Hvi gjorde I det?" spurte Grev Rantzau. "Fordi" (svarte jeg), "at der var Chifrer 6) udi, og i hvor vel det ikke var af nogen Importance 7), saa frygtede jeg alligevel, at det skulde give Mistanke". Grev Rantzau sagde: "Hvad om de Stykker vare endnu udi Behold?" "Det var at ønske" (sagde jeg), "thi saa kunde man se, at der intet mistænkeligt var udi, og fortrød jeg det siden, at jeg det havde sønderreven".

__________

1) D. e. "Det er godt, saa gaar det onde hende fra Hjærtet".

2) D. e. Gemakkerne.

3) D. e. Jeg ryster ordentlig".

4) D. e. L., I skal staa op og gaa ind til Herrerne".

5) D. e. Vandhus. Det var strax efter Anholdelsen i Dover, at Leon. Chr. tilintetgjorde dette Brev.

6) D. e. Lønskrift.

7) D. e. Vigtighed.


27

Derpaa tog Kantseler et Ark Papir frem, hvorpaa hid og did var Stykker klint af samme Brev, og rakte han Krag det, som mig det flyede. Grev Rantzau spurte mig, om det ikke var min Mands Haand. Jeg svarte ja, det var hans Haand. Han sagde: "En Del af Stykkerne, I rev itu, ere fundne, og en Del ere borte. Det, som er funden, er samlet og afskreven 1); forderde 2) dermed Afskriften af Kantseler, som gav Grev Rantzau den, og han rakte mig den, sigende: "Ser der, hvad der fattes, og siger os, hvad det haver været, som fattes". Jeg tog det og saa noget derpaa og sagde: "Paa somme Steder, hvor ikke for mange Ord ere borte, kan jeg vel gjætte det, som fattes, men hvor en ganske Mening er borte, det kan jeg ikke vide at sige". Det meste af Brevet var sanket, og intet imellem borte, og bestod det altsammen udi Lystighed og Skjæmt. Han lod mig vide at have faaet Breve af Dannemark, at Kurprinsen af Sachsen var forventendes, som Prinsessen af Dannemark skulde troloves 3): der skjæmtede han om, hvorledes de vilde smøre deres Halse og blæse deres Kinder op, paa det de med en god Grace 4) og Stemme enhvers Titeler tilbørligen kunde fremføre, og mere deslige, hvilket han vidtløftig udstrøget 5) havde, og indførte den Maade, som Grev Rantzau brugte for at lade Folk vide hans Titeler, som var over Maaltidet, da en skulde staa og hans Titel for Gjæsterne oplæse, spurte dog først enhver især, om han vidste hans Titel; var der en iblandt, som den ikke vidste, skulde Sekretæren strax frem og den oplæse. Saa det syntes, at Grev Rantzau sig det tiltog, thi han spurte mig, hvad min Mand dermed mente. Jeg svarte ikke at kunne vide, at hans Mening anderledes kunde være, end som han skrev; han mente uden Tvivl dennem, som saa gjorde. Kantseler vendte Ansigtet fra Grev Rantzau og drog lidet paa Smilebaandet; desligeste gjorde og Gabel. Og var iblandt andet saaledes skreven om Kurprinsen, at han nu maaske gjorde sig Haab at arve Dannemarkes Krone; "mais j´espère - - - - cela ne se fera point" 6). Efter de Ord, der imellem fattedes, spurte Grev Rantzau, hvad det var. Jeg sagde, dersom jeg mindtes ret, da havde der vist staaet: qu en 300 ans 7). Han spurte videre, hvor hid og did noget fattedes, hvilket jeg ikke alt saa egentlig kunde mindes, og dog intet paa sig havde. Jeg mente, at af foregaaende eller efterfølgende Ord let kunde gjættes det, som borte var; saaes derforuden noksom, at det meste var Skjæmt, hvilket Gabel sandede og sagde: "Ce n'est que raillerie" 8). Men Grev Rantzau og Feltherren vilde det ikke lade for Skjæmt passere. Skack sagde: "Man mener tidt andet under Skjæmt og bruger Navne, hvorunder andet forstaaes". Thi der udi Brevet blev meldet om at drikke ud, var talt om de Schwizere 9) deres Manér, de over Borde haver, og alle de Kantons-Herrers

__________

1) En Afskrift af de paagjældende Stykker haves endnu. Da der mangler temmelig meget af Brevet, er det paa flere Steder vanskeligt at forstaa dette. Saa meget ser man dog, at noget af det, Leon. Chr. omtaler som staaende i Brevet, virkelig har staaet der, medens der er andet, som hun i hvert Fald anbringer i en urigtig Sammenhæng.

2) D. e. fordrede.

3) Det er Prins Johan Georg af Sachsens Trolovelse med Anna Sophie, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i det følgende.

4) D. e. Anstand.

5) D. e. udmalet.

6) D. e. "Men jeg haaber . . . det ikke skal ske".

7) D. e. at i 300 Aar.

8) D. e. "Det er kun Spøg".

9) D. e. Schweizere.


28

Titel opregnet, hvorfor Skack formente, at de Byers Navne havde andet at sige. Jeg svarte intet Skack, men der Grev Rantzau trængte immerfort, at jeg skulde sige, hvad min Mand dermed mente, svarte jeg ikke at kunne vide, om han havde anden Mening dermed end den, som skreven stod. Skack virrede med Hovedet og mente jo, hvorfor jeg sagde: "Jeg véd ingen Steds, hvor de haver den Skik over Maaltiderne, som de udi Schwizerland haver; er der andre Steder, hvor de haver samme Skik, saa haver han maaske og ment dennem dermed, thi her tales ikkun om Drikken". Gabel sagde atter: "Det er ikkun Skjæmt". De Chifrer, for hvis Skyld jeg Brevet sønderrev, vare til Lykkes fuldkommen 1), og intet af borte. Grev Rantzau gav mig det Ark Papir, hvor Stykkerne af min Herres Brev var paa klint, og spurte mig, hvad de Chifrer betydde. Jeg svarte: "Jeg haver ej Nøglen og kan dennem udenad ikke opløse". Han mente, jeg kunde vel. Jeg sagde ikke at kunne. "Da ere de opløste" (sagde han), "og vi ved, hvad det er". "Saa meget des bedre" (svarte jeg). Derpaa flyede han mig Udlægningen at læse, og var den af den Mening, at vore Sønner havde skreven fra Rom og begjærte Penge 2), hvortil var onde Raad, thi Junkeren 3) var ikke hjemme. Jeg gav Grev Rantzau Papiret igjen foruden noget at sige. Grev Rantzau begjærte af Rentemesteren, at han vilde læse Brevet, og begyndte Rantzau atter med sine Spørsmaal, hvor hid og did noget fattedes, at jeg det skulde sige. Jeg gav hannem samme Svar som før; men eftersom han paa et Sted, hvor nogle Ord fattedes, hart trængte dennem at vide, og af Texten kunde ses, de havde været noget spodsk (eftersom et spodsk Ord fandtes skreven), sagde jeg: "I kan sætte af samme Slags saa mange dertil, som Eder lyster, om ikke et er nok, jeg ved dennem ikke". Gabel sagde atter: "Ce n'est que raillerie". Dermed spurtes ikke mere om Brevet; men Grev Rantzau inkvirerte 4) om mine Juveler, spurte, hvor den store Demant var, min Mand fik i Frankerige 5). Jeg svarte den længe siden at være solgt. Videre spurte han, hvor mine store Hæng-Perler vare, som jeg havde baaren som en Feder paa min Hat, og hvor min store Tur Perler 6) var. "Alt det", svarte jeg, "er længe siden solgt". Han spurte ydermere, om jeg da ingen Juveler mere havde. Jeg svarte: "Nu haver jeg ingen". "Jeg mener" (sagde han) "anden Steds". Jeg svarte: "Nogle lod jeg efter". "Hvor der?" (spurte han). "Til Bryg", svarte jeg. Derpaa sagde han: "Nu faar jeg at spørge Eder, Madame, om noget, mig selver vedkommer. Haver I besøgt min Søster udi Paris nu sidst, I var der?" Jeg svarte: "Ja". Han spurte, om jeg var inde hos hender i Klosteret, og hvad Klosteret hedde. Jeg berettede hannem at have været i Klosteret, og at det hedde Couvent des filles bleues 7). Der nikkede han ved

__________

1) D. e. fuldstændige.

2) Ulfeldts ældste Søn, Christian, opholdt sig dengang i Rom med en af sine Brødre, uden Tvivl Ludvig.

3) Formodentlig menes hermed Ove Thott til Skabersø i Skaane, som var bleven krævet for Penge, han skyldte Ulfeldt, men som ikke havde efterkommet Kravet.

4) D. e. udspurgte.

5) Formodentlig da han var der som Gesandt i 1647. Leonora Christina fik ved samme Lejlighed et kostbart Gulduhr af den franske Enkedronning.

6) Perlekrands.

7) D. e. de blaa Nonners Kloster. Den nævnte Dame, Hedvig Margrete Elisabeth Rantzau, havde været gift med den bekjendte Krigshelt Josias Rantzau, der var død som Marschal af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris.


29

som at sande det. Han vilde og vide, om jeg havde set hender. Jeg sagde, at ingen i det Kloster sig af nogen uden af deres Forældre lader se, deres Søskende maa ikke engang faa dennem at se. "Det er sandt", svarte han, stod dermed op og gav mig Haanden. Jeg bad hannem, at han Hs. kgl. Majestæt til Mildhed imod mig vilde bevæge, men han svarte mig intet. Der Rentemester Gabel mig gav Haanden, bad jeg hannem om det samme. Han svarte: "Ja, dersom I vilde bekjende"; gik dermed ud foruden nogen Replik at høre. Og havde de sig over tre Timer med de Spørsmaal opholdt. Derefter kom Slotsfogden ind og sagde til mig: "Nu skal I blive her indenfor, der er et smukt Kammers, er nyssen kalket og gjort smuk hvid; giver Eder nu tilfreds". Anna og Maren kom og ind. Gud ved, jeg var sorgefuld, mødig og træt, havde en ulidelig Hovedpine; maatte dog sidde saa længe, førend jeg kom til Hvile, indtil Sengestedet var tagen ud af den mørke Kirke og hid ind flyt. Anna bemødede sig udi midler Tid alle Huller i den mørke Kirke at udkradse, menendes endda noget at finde, men til forgjæves. Den Kvinde, som ene hos mig skulde være, kom og da ind. Hender var lovet 2 Rdlr. om Ugen; henders Navn var Karen Olesdotter. Efter Slotsfogden med Kvinderne og Maren havde spiset, bød Anna og Maren Bloks mig Gode Nat; den sidste teede stor Affektion 1): Slotsfogden lukte tvende Døre for mit inderste Fængsel. Paa den inderste Dør er et firkantet Hul, som med Jernrigler er forvaret. Det Hul vilde Slotsfogden og hænge Laas for, men efterlod det for Karens Forbøns Skyld, thi hun sagde ikke at kunne faa sin Aande, om det skulde være lukt. Saa hængte han Laas for det yderste Kammers Dør og for Døren til Trappen; havde saa fire Laase og Døre to Gange om Dagen at op- og ilukke. Her vil jeg mit Fængsels Sted beskrive. Det er et Kammers, som er 7 af mine Skridt lang og 6 bred; derudi staar tvende Senge, et Bord og to Stole. Det var nys kalket, hvilket gav en stor Stank; ellers var Gulvet saa tyk med Skarn, at jeg mente, det var af Ler, der det dog er lagt med Mursten. Det er 9 Alen højt, hvalt, og allerhøjest sidder et Vindue, som er en Alen i Firkant 2). Der er dobbelt tykke Jerntraller for, derforuden et Sprinkelværk 3), som er saa tæt, at ikke en liden Finger kan stikkes i Hullerne. Det Sprinkelværk havde Grev Rantzau med stor Forsigtighed saaledes bestilt (som Slotsfogden mig siden sagde), paa det at ingen Due skulde noget Brev indføre, som han vel før i en Roman havde læst at være sket. Jeg var svag og af Hjærtet højt bedrøvet, ventende en naadig Forløsning og Ende paa min Jammer, tav stille og klagede mig intet, svarte lidet, naar Kvinden mig tiltalte. Stønnem i Tanker kradsede jeg paa Væggen, hvorudover Kvinden kom i de Tanker, at jeg var forstyrret i Hovedet, sagde det for Slotsfogden, og han det igjen for Dronningen, som flittig hver Maaltid, naar Døren var aaben, sendte Bud for at lade fornemme, hvorledes med mig til stod, hvad jeg sagde, hvad jeg gjorde. Kvinden havde da ikke meget at sige, sin Ed med Fyldest at gjøre, hvilken hun (efter egen Sigen)

__________

1) D. e. viste stor Hengivenhed.

2) Vinduet var dog, som det flere Gange omtales i det følgende, gjort betydelig mindre i Anledning af Leon. Chr.s Indflytning. Det vendte ud til Slotsgaarden.

3) D. e. Gitter.


30

for Slotsfogden havde aflagt. Men siden fik hun noget at gjøre sig god med. Og eftersom Styrken mig dagligen betoges, glædde jeg mig imod Enden, lod den 21. Augusti Slotsfogden indfordre, begjærendes af hannem, at han om en Præst vilde anholde, som mig kunde berette. Det blev strax bevilliget, og Kgl. Majestæts Hofprædikanter, Magister Matthias Foss 1), befalet mig at betjene, hvilken paa sit Embedes Vegne saavel som formedelst Befaling mig foreholdt, at jeg ikke min Samvittighed med noget skulde besvære; jeg maatte være forsikret, at jeg aldrig her i Verden fik min Mand mere at se; bad mig dog sige, hvad jeg om det Forræderi vidste. Jeg kunde for Graad næppe Ordene udføre, sagde, at jeg vandt 2) for Gud udi Himmelen, for hvilken intet er skjult, at mig om det Forræderi intet var vitterligt; jeg vidste vel, at jeg aldrig i mine Dage fik min Mand mere at se; jeg befalede hannem den Allerhøjeste, som vidste min Uskyldighed; bad eneste Gud om et saligt Endeligt og Skilsmisse fra denne onde Verden; begjærte intet af Præsten, uden at han mig udi sine Bønner til Gud vilde ihukomme, at Gud vilde ved Døden gjøre en Ende paa min Jammer. Præsten lovede det troligen at efterkomme. Gud haver ikke behaget os derudi at bønhøre, haver vilt videre min Tro prøve, idet han mig megen Sorrig, Bedrøvelse og Viderværdighed siden den Tid haver tiiskikket. Han haver og hjulpen mig Korset at bære og haft fat ved den tyngeste Ende; hans Navn være evindeligen æret! Der jeg var bleven berettet, trøstede mig Magister Foss og bød mig fare vel.

Jeg laa saa stille hen udi tre Dage, nød lidet eller intet. Slotsfogden spurte ofte, om jeg noget begjærte enten at æde eller drikke, eller om han skulde sige Kongen noget. Jeg takkede hannem, jeg begjærte intet.

Den 25. Aug. importunerte 3) Slotsfogden mig flux 4) med sin Diskurs, mente, jeg havde ond Tro til Dronningen. Han tog det deraf: thi Dagen tilforne havde han sagt mig, at Hs. kgl. Majestæt havde befalet, at hvis jeg af Kjøkkenet og Kjælderen begjærte, skulde de mig lade følgagtig være 5); hvortil jeg da svarte: "Gud bevare Hs. Majestæt! han er en god Herre, maatte han være god for onde Mennesker". Og sagde han da: "Dronningen er ogsaa god", hvortil jeg intet svarte, hvorfor han nu Dronningen vilde føre paa Tale og høre, om han kunde drage nogen Ord af mig; sagde: "Dronningen beklager Eder, at I saa haver ladet Eder forføre. I haver voldt Eder selver den Ulykke, det gjør hender ondt; hun er Eder ikke vred, hun haver Medlidenhed med Eder". Og saasom jeg intet svarte, repeterte han det igjen, og alt imellem sagde han: "Ja, ja, mein liebes Fräulein! es ist so, wie ich sage" 6). Jeg var meget fortræden over den Snak, sagde: "Dieu vous punisse!" 7) "Ho, ho!" (sagde han), "sie will pissen!" kaldte paa Karen, gik ud og lukte Dørene. Dermed fik jeg uformodendes Rolighed for hannem. Latterligt var det, at Kvinden endelig vilde nøde mig til at lade mit Vand, fordi Slotsfogden saa sagde. Jeg bad hender komme i Hu, at hun nu ikke tog Vare paa et Barn (hun havde været Vaagkvinde før

__________

1) Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, død 1683 som Biskop i Aalborg.

2) D. e. vidnede.

3) D. e. besværede.

4) D. e. meget.

5) D. e. skulde de lade mig faa.

6) D. e. "Ja, ja, min kjære Frøken! det er, som jeg siger".

7) D. e. "Gud straffe Eder!"


31

hos Børn). Hun kunde ikke saa snart komme af den Vaane 1) at omgaaes mig som et Barn, brugte længe den Manér, indtil jeg hender lod andet forstaa.

Der jeg fornam, at min Mave begjætte Mad, og jeg Spisen hos mig kunde beholde, blev jeg utaalmodig, at jeg ikke kunde dø, men at jeg udi saa stor Elendighed skulde leve; begyndte med Gud at disputere og vilde med hannem gaa i Rette. Mig syntes ej at have det fortjent; jeg mente at være for grove Synder langt renere end som David, der dog turde sige: "Skal det da være til forgjæves, at mit Hjærte vandeler 2) ustraffelig, og jeg to'r mine Hænder udi Uskyldighed, og jeg er dagligen plaget, og min Straf hver Morgen der?" Jeg mente ikke at have saa overstor 3) en Straf forskyldt, som jeg med blev straffet; sagde af Job: "Lad mig vide, hvorom du trætter med mig! Behager det dig at gjøre Vold? Bortkaster du dine Hænders Gjerninger?" Jeg glemte intet af alt det, Job sig med vilde retfærdiggøre, at fremføre, og syntes mig, at jeg det billigen paa mig applicere 4) kunde. Jeg forbandede med hannem og med Jeremia min Fødselsdag og var meget utaalmodig, havde det dog hos mig selver og talte ikke højt; slap stønnem uforvarendes et Ord ud, var det dog paa tysk (eftersom jeg mest Bibelen paa tysk haver læst), saa at Kvinden ej forstod, hvad jeg sagde. Meget urolig var jeg med Hvisten og Kasten i Sengen hid og did. Kvinden spurte mig ofte, hvor det var fat. Jeg bad hender lade mig have Fred og intet tale til mig. Mig var aldrig bedre end om Natten, naar jeg formærkede, at hun sov; saa kunde jeg med Frihed lade mine Taarer flyde og give mine Tanker deres fri Lob 5). Da gik det an paa en Rettergang. Jeg opregnede alt det, jeg uskyldeligen udi mine Dage havde lidt og udstaaet, holdte Gud fore: Om jeg var vegen fra min Pligt? Om jeg skulde have gjort mindre imod min Ægtefælle, end som jeg havde gjort? Om det skulde være min Løn, at jeg hannem udi Modgangs Tid ikke vilde forlade? Om jeg nu derfor skulde pines, plages og bespottes? Om saa mange uudsigelige Ulykker, jeg med hannem havde udstaaet, ikke vare nok, at jeg endeligen til denne ulægelige store Ulykke skulde konserveres? 6) Jeg vil ikke dølje min Ufornuft. Jeg vil bekjende mine Synder. Jeg spurte: Om der endnu kunde være noget værre tilbage, hvorefter jeg skulde leve? Om der og var nogen Jammer til i Verden, som ved min kunde lignes? Bad Gud at gjøre derpaa en Ende, thi han havde ingen Ære deraf mig saaledes at lade leve og stedse plages; jeg var dog ikke af Jern og Staal, men af Kjød og Blod. Jeg bad, at mig maatte indskydes eller i Drømme forstændiges 7), hvad jeg skulde gjøre, at jeg min Jammer kunde forkorte. Naar jeg længe havde disputeret og trættet min Hjerne, mig og saa forgrædt, at det syntes ej Taarer mere at være for Haanden, faldt jeg i Søvn, men vaagnede med Forskrækkelse, thi jeg udi Drømme havde uhørte, gruelige Fantasier; saa jeg gruede for at sove, begyndte saa atter igjen min Elendighed at beklage. Endeligen saa Gud til mig med sine Naadsens Øjne, saa at jeg den 31. Augusti fik en rolig Søvn om Natten, og ret udi Dag-

__________

1) D. e. Vane.

2) D. e. vandrer.

3) D. e. saa ualmindelig stor.

4) D. e. anvende.

5) D. e. Løb.

6) D. e. bevares.

7) D. e. tilkjendegives.


32

ningen vaagnede jeg med efterfølgende Ord udi Munden: "Mein Kind, verzage nicht, wann du von Gott gestrafet wirst; dann welchen der Herr lieb hat, der züchtiget er. Er stäupet aber einen jeglichen Sohn, den er aufnimmt" 1). Jeg talte de sidste Ord højt ud, tænkte, at Kvinden sov; maaske at hun i det samme vaagnede, og spurte hun mig, om jeg noget begjærte. Jeg svarte: "Nej". "Da talte I" (sagde hun) "og nævnte Eders Strømper; det andet kunde jeg ikke forstaa". Jeg svarte: "Da haver det været i Søvne; jeg begjærer intet". Laa saa stille hen og besindede mig; kjendte og bekjendte min Daarlighed, at jeg, som ikkun var Muld og Jord, Støv og Aske, ja skjændelig Møg, med den allerhøjeste, ubegribelige Gud vilde gaa udi Rette, trætte med min Skabere og hans sluttede Raad, mestre og imod sige. Jeg faldt udi stor Graad, bad inderligen og hjærteligen om Naade og Forladelse. Havde jeg før gjort mig ren med David og stolet paa min Uskyldighed, saa bekjendte jeg da med hannem, at ingen findes retfærdig for Gud, ja ikke end én. Havde jeg med Job talt daarligen, sagde jeg og med hannem, at jeg havde gjort uviseligen og talt om Ting, som vare mig for høje, og jeg ikke forstod. Jeg indflyede til Guds Naade, forlod mig paa hans store Barmhjærtighed, foreholdende hannem Mosen, Josva, David, Jeremia, Job, Jonas og andre, hvilke vare højtbegavede Mænd og dog saa skrøbelige, at de udi Nødens Tid imod Gud knurrede og murrede; bad, han mig, som det allerskrøbeligste Lerkar, af Naade det vilde forlade, jeg kunde dog ikke anderledes være, end han mig havde gjort. Alle Ting vare udi hans Magt; det var hannem let at give mig Taalmodighed, saa som han mig tilforne Styrke og Mod havde given saa haarde Pust 2) og Stød at udstaa. Og bad jeg Gud (næst mine Synders Forladelse) om intet andet end om en god Taalmodighed min Forløsnings Time til at afvarte 3). Gud bønhørte mig naadeligen, han tilgav mig ikke aleneste mine daarlige, rasende Synder, men han gav mig endog det, jeg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde jeg stønnem med David: "Vil da Gud forskyde evindeligen og ingen Naade mere bete? 4) Er det da slet 5) ude med hans Naade, og haver Løfterne en Ende? Haver da Gud forglemt at være naadig og sin Barmhjærtighed for Vrede tillukt?" saa sagde jeg og videre med hannem: "Men dog, jeg maa lide det altsammen, den Højestes Haand ,kan alting ændre". Jeg sagde af den 119dePsalme: "Det er mig gavnligt, Herre, at du ydmyger mig, paa det at jeg kunde lære din Ret". Guds Kraft gjorde udi mig sin Virkning. Mig randt udi Sinde mange trøstlige Sententser af den hellige Skrift, fornemmeligen disse: Saafremt vi lide med Christo, skulle vi og ærefuld gjøres med hannem". Item 6): "Alle Ting skal tjene dennem til bedste, som frygter Gud". Item: "Min Naade er dig nok, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed". I Synderlighed var ofte i mine Tanker Christi Ord hos Lucam: "Skulde Gud ikke redde sine udvalte, som raabe til han nem Dag og Nat, enddog han haver Taalmodighed derover? Jeg siger Eder, han skal snart redde dennem!"

__________

1) D. e. "Mit Barn, forsag ikke, naar du straffes af Herren, thi [efter Bibeloversættelsen af 1633] hvilken Herren elsker, den tugter han, og han hudstryger hver den Søn, som han annammer". (Brevet til Hebr. 12, 56).

2) D. e. Slag.

3) D. e. afvente.

4) D. e. vise.

5) D. e. helt, ganske.

6) D. e. ligeledes.


33

Jeg fornam i min Bedrøvelse, hvad Nytte man deraf haver i Ungdommen Psalmer og bibelske Sprog at have lært. Tror mig, mine Børn, det haver udi min Elendighed været mig en stor Trøst. Derfor øver Eder nu i Ungdommen udi det, som Eders Forældre Eder udi Barndommen haver ladet lære, nu (siger jeg), nu, Bedrøvelsen Eder ikke saa hart gjæster, paa det, naar hun kommer, I da kan være bered at tage imod hender og Eder med Guds Ord at trøste.

Jeg begyndte lidt efter lidt at give mig tilfreds, at tale med Kvinden og at svare Slotsfogden, naar han talte til mig, saa Kvinden lallede 1) noget for mig, sagde, at Slotsfogden havde vel befalet hender, at hun skulde sige hannem alt, hvad jeg sagde og gjorde, men hun var vel visere, end hun det skulde gjøre; hun forstod sig nu bedre derpaa end udi de første Dage, hvorledes hun skulde bære sig ad; han gik ud, det var hender, som blev hos mig indelukt, hun vilde være mig tro. Og der hender syntes, at jeg ikke strax troede det, hun sagde, sór hun højt, bad Gud straffe sig den Dag, hun var mig falsk, strøg og klappede min Haand og lagde den til sin Kind, bad, jeg vilde tro hender, brugte de Ord: "Min hjærte Frue, I maa tro mig: saa sandt som jeg er et Guds Barn, saa skal jeg aldrig svige Eder! Nu, er det ikke nok?" Jeg svarte: "Jeg vil tro Eder;" tænkte ej andet at ville sige eller gjøre end det, hun nok maatte divulgere 2). Hun blev meget glad at have faaet Munden op, og sagde hun: "Imens I laa saa stille hen for Eder selv, og jeg havde ingen at tale med, da sørgede jeg inderlig og vilde ikke saa længe have levet mit Liv, om de end hav[d]e vilt givet mig dobbelt saa meget, thi jeg havde bleven gal. Jeg var ræd for Eder, men langt ræddere for mig selver, at Skruerne skulde have gaaet løs i Hovedet." Hun snakkede saa hen og fandt paa allehaande at le af. Udi Ungdommen havde hun tjent en Præst, som havde holdt sit Tyend til Gudsfrygt, der havde hun lært Psalmer, Bønner og bibelske Sprog udenad; vidste og endda Børnelærdommen med Udlæggelsen, sang og temmelig vel. Hun vidste nogenledes, hvorledes hun burde at leve og sig imod Gud og sin Næste at forholde , men hun gjorde tvært imod, thi hun var af en ond Natur. Hun var en Kvinde til Alders, vilde dog regne sig iblandt de midaldrende. Det syntes og, at hun i sin Ungdom havde været smuk og noget rasende, eftersom hun endda ikke kunde lade sin Flanevornhed, og gantede hun sig ofte med Taarngjemmeren, med Slotsfogdens Kudsk ved Navn Per og med en Fange, som hedder Christian (bemeldte Fange meldes videre om); han gik løs i Taarnet 3). Maren Bloks lod mig ofte hilse ved fornævnte Kudsk og sendte mig adskillige Slags kandiseret Sukker og Citroner, lod mig da og da vide, hvad nyt som hun vidste. Alt dette skulde ved Kvinden forrettes; og kom Kvinden en Dag ind, efter Dørene vare lukte, og hilsede mig fra Maren Bloks, siger: "Frue, vil I skrive til Skaane til Eders Børn, da er der nu en sikker Lejlighed". Jeg svarte: "Mine Børn ere ikke i Skaane, men kan jeg faa Bud til Skaane, da haver jeg der en Ven, som vel skal lade

__________

1) D. e. talte som med et Barn.

2) D. e. udsprede, fortælle videre.

3) I Randen er bemærket: "Naar som jeg spiste, saa havde Kvinden Lejlighed at tale med de trende Karlfolk. Kudsken hjalp at bære Maden op med Taarngjemmeren, som hedde Rasmus".


34

mig vide, hvor mine Børn lider" 1). De flyede mig et Stykke krøglet Papir og at skrive med. Skrev med faa Ord Fru Margrete Rantzau 2) til i den Mening, at hender var min elendig, forfalden Stand 3) vel vitterlig, formodede dog, at henders Venskab ikke derfor var formindsket, bad, at hun vilde lade mig vide, hvorledes mine Børn lidde, og ved hvad Hændelse de skulde være kommen til Skaane, som blev berettet, og jeg dog ikke troede. Det var det, jeg skrev og flyede Kvinden; hørte intet videre derom, mener, at det haver været saa befalet for at se, hvem jeg vilde skrive til etc. (De haver spøget for, at nogle af Eder, mine kjære Børn, skulde komme i Skaane). Jeg syede Brevet eller Seddelen til paa en Maade, saa den ikke kunde aabnes, foruden at det jo kunde synes 4). Jeg spurte nogle Gange Kvinden, om hun ikke vidste, om det Brev var sendt bort. Hun svarte altid, hun vidste ikke, og det med en sur Mine; sagde endeligen engang (der jeg atter havde bedet hender spørge Per ad): "Den, der skulde have det, haver vel faaet det". Det Svar gav mig Eftertanke, og spurte jeg siden intet videre derom.

Jeg holdte saa stedse ved Sengen, en Del af Aarsage, at jeg havde intet at fordrive Tiden med, en Del af Kulde, thi der blev ikke opsat en Bilægger i mit Fængsels Kammers førend efter Nytaar. Jeg begjærte nogle Gange af Kvinden, at hun vilde formaa saa meget hos Per, at jeg kunde faa noget Silke eller Traad at sy lidt for Tidsfordriv paa det Stykke Klud, jeg havde, men fik til Svar, han ikke turde. Lang Tid derefter fik jeg at vide, at hun aldrig havde bedet Per derom. Der kom ondt nok, som holdte mig i andre Tanker end at fordrive Tiden med nogen Gjerning. Det hændede sig den 2. September, at jeg hørte om Morgenen nogen gaa over det Rum, jeg ligger, hvorfor jeg spurte Kvinden, om hun vidste, om der var et Kammers (thi Kvinden gaar op hver Løverdag med Natkjedelen). Hun svarte ja, at det var et Fængsel som dette, og at udenfor stod Pinebænken (hvilket og saaledes er). Hun, som vel fornam, at jeg havde Frygt, sagde: "Hjælp Gud! I hvem det er, som sidder der, da skal den vist pines". Jeg sagde: "Spørger Per ad, naar der lukkes op, om der er nogen fangen". Hun sagde saa at ville gjøre, og imidlertid spurte hun mig og sig selver, hvem det dog kunde være. Jeg kunde ikke gjætte det, mindre give hender min Frygt til Kjende 5), hvilken hun dog formærkede og derfor forøgede den; thi efter at hun havde til Middag talt med Per 6), og Dørene vare lukte, sagde hun: "I hvem det er, som er fangen, maa Gud vide. Per vilde intet tale med mig". Til Aftensmaaltid gjorde hun ligesaa, men føjede det dertil, at hun havde spurt hannem ad, men han vilde intet svare. Jeg satte mit Sind i Rolighed, eftersom jeg hørte ingen gaa mere der oppe, og sagde: "Der er ingen Fange oppe" 7). "Hvoraf ved I det?" spurte hun. "Jeg døm-

__________

1) D. e. hvorledes mine Barn har det.

2) Hun var gift med den foran (S. 28, Anm 3) nævnte Ove Thott. Meget af Ulfeldts og Leon. Chr.s Løsøre blev, før de flygtede fra Malmø i 1660, sat i Forvaring hos Margrete Rantzau. Om Leon. Chr.s Børn mere nedenfor.

3) D. e. Tilstand.

4) D. e. sees.

5) Hun frygtede naturligvis især for, at det var hendes Mand, som var bleven fangen.

6) I Randen er skrevet: "Naar hun talte med nogen, saa kunde jeg ikke se det, thi det skede paa Trappen".

7) I Randen er tilføjet: "Der var og ikke".


35

mer det deraf", sagde jeg, "at jeg haver ikke hørt nogen gaa her oppe siden i Morges; jeg mener, at om der sidder nogen, da skal de jo give den Mad". At jeg var rolig i Sindet, behagede ikke hender, hvorfor hun med Per og han med hender søgte at trublere mig 1). Om anden Dagen, da efter Middagsmaaltid blev lukt (som ofteste skede ved Per), og han skulde drage min inderste Dør til sig, som gaar indad, stak han Hovedet frem og sagde: "Casset!" 2) Hun stod næst ved Døren, lod, som hun ikke forstod ret, hvad han sagde; siger: "Per talte om en, der var sæt 3), men jeg kunde ikke forstaa, hvem det er". Jeg forstod hannem nok, men lod og, som jeg ikke forstod hannem. Hvad Dag og Nat jeg havde, ved ingen uden Gud. Jeg tænkte frem og tilbage. Stønnem syntes mig, at det kunde vel saa være, at de havde grebet hannem, i hvor vel at Cassetta var Kongen af Spaniens Undersaatte, thi naar et Forræderi suspiceres 4), da observeres ikke 5), hvis Undersaatter de ere, som ere suspekte 6); laa den Nat og græd saa hemmelig og beklagede, at den vakre Mand skulde komme i Fortræd for min Skyld, fordi han havde gjort min Herre den Villighed og fulgt mig i Engeland, hvor vi skiltes fra hverandre, jeg maa sige: hvor Petkum og hans Anhang skilte os og førte mig fangen hid 7). Jeg laa saa uden Søvn indtil imod Dag, da faldt jeg udi en Drøm, som forskrækkede mig. Jeg kan tænke, at mine Tanker havde den foraarsaget. Mig syntes at se Cassetta saaledes pines, saasom han engang havde fortælt mig, at en Spanier blev pint: at der var bunden fire Reb om Hænder og Fødder, og hvert Reb gjort fast i sit Hjørne af et Kammers, og af en Mand snart slaget paa et Reb og snart paa et andet; og eftersom mig syntes, at Cassetta skreg intet, mente jeg, at han var død, skreg højt og vaagnede selv derved. Kvinden, som længe havde været vaagen, sagde: "O Herre Gud, Fruelille, hvad skader Eder? Haver I ondt? I haver saa længe givet Eder, og nu skreg I saa høit!" Jeg svarte: Det var i Søvne; mig skader intet". Hun sagde videre: "Da haver I drømt noget ondt". "Det kan vel være", svarte jeg. "O, siger mig", sagde hun, "hvad I drømte; jeg kan tolke Drømme". Jeg svarte: "Idet jeg skreg, glemte jeg min Drøm, ellers kan der ingen saa tolke Drømme som jeg" (jeg takker Gud, at jeg ikke giver Agt paa Drømme); og havde denne Drøm intet andet at betyde, end som sagt er. Der efter Middagsmaaltid Døren blev lukt, sagde Kvinden af sig selv (thi jeg spurte hender ikke mere om Fanger): "Der er ingen fangen; gid Per faa Skam for hans Sladder! Jeg spurte hannem ad, hvem der var sæt; da lo han ikkun ad mig. Der er ingen, giver Eder tilfreds!" Jeg sagde: "Skulde min Ulykke drage andre i til sig, det skulde gjøre mig ondt". Det stod saa hen til midt i September, da blev ført fangen frem tvende af vores Tjenere, som bleve sat i Vagten, den ene, Niels Kajberg, som tjente for Taffeldækker, og den anden, Frants 8), som tjente for Lakej. Efter nogle Ugers

__________

1) D. e. gjøre mig urolig.

2) Der sigtes herved til den foran (S. 6 Anm. 10) omtalte Cassetta.

3) D. e. sat, sat fast.

4) D. e. formodes.

5) D. e. da tages ikke Hensyn til.

6) D. e. mistænkte.

7) Se foran S. 6 Anm. 10 og Indledningen.

8) Efternavnet var Henriksen. De to Tjenere blev i øvrigt først anholdte og indsatte i Blaataarn det følgende Aar (1664).


36

Forløb og Examination bleve de løs givne. Samme Tider blev fangen fremført tvende Frantsoser: en gammel Mand ved Navn La Roche og en anden ung Karl, hvis Navn jeg ikke ved 1). La Roche blev ført her i Taarnet og sat i Troldhullet 2). Der var kast en Dyne til hannem paa Gulvet, der laa han paa; var i nogle Maaneder ikke af hans Klæder. Hans Føde var Brød og Vin, anden Spise vilde han ikke have. Hans Beskyldning var, at han havde korresponderet med Korfits, og han havde lovet at levere Kongen af Frankrige Kroneborg 3). Den Kundskab havde Hannibal Sehested given, som paa de Tider var i Frankrig, og han havde den af en Hore, som da var Hannibal til Ville og havde tilforne været La Roche til Ville og maaske siden fortørnet sig paa hannem. Der var ingen anden Bevis til den Beskylding. En Mistanke maaske hjalp dertil, eftersom denne La Roche med den anden unge Karl begjærte at se mig, der jeg var i Arrest i Dovers, hvilket og skede, at de gjorde mig la révérence 4). Vel muligt, at han vilde have talt med mig og sagt mig, hvis 5) han havde hørt sige i London, som hannem syntes paa mig, jeg ikke frygtede. Men som jeg legte 6) Kort med nogle Damer, som vare komne did for at beskue mig, saa kunde han ikke komme til at tale med mig i Enrum, spurte mig, om jeg havde den Komediebog, Grevinden af Pembroke havde ladet udgaa. Jeg svarte: "Nej". Han lovede at sende mig den, og som jeg ikke bekom den, mener jeg, at han haver skreven noget deri, mig til en Advarsel, som Braten 7) siden haver gjort sig god med. I hvorom alting, saa lidde La Roche uskyldig 8), og kunde han bekræfte med sin Ed, at han aldrig talte med min Herre i sine Dage, mindre korresponderte med hannem 9). In summa 10): efter nogle

__________

1) Hans Navn var Jacques Beranger.

2) Et mørkt, maaske underjordisk, Fængsel i Blaataarn.

3) I Randen er anmærket: "Rimte det sig ikke vel, at min Herre bød tvende Poteitater Danmarkes Rige til?" Med La Roche's Sag forholdt det sig i Korthed saaledes: I Eftersommeren 1663 henvendte et fransk løsagtigt Fruentimmer, Marie Madeleine Langlois, sig til Hannibal Sehested, som da var dansk Gesandt i Paris, og aabenbarede ham, hvorledes en Landsmand af hende ved Navn La Roche Tudesquin gik svanger med en Plan til at spille en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts Hænder, og hvorledes han, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant i Nakskov, til det nævnte Øjemed skulde være traadt i Forbindelse med flere danske Militærpersoner af hej Rang. Efter at hans Tilbud gjentagne Gange var ble ven afvist af Ludvig XIV., skulde han nu være traadt i Underhandlinger med andre Magter. Som Følge af disse Meddelelser fik Hann. Sehested en Arrestordre udstedt imod La Roche, og han og hans Ledsager, den før nævnte Beranger - der dog ingen Del havde i Komplottet - blev kort efter anholdte i Briissel, hvorfra de - dog først i Sommeren 1664, og ikke, som Leon. Chr. siger, allerede i 1663 - førtes til Kjøbenhavn. Efter at have været arresterede her et Par Maaneder, blev de imidlertid førte tilbage til Frankrig, hvor de indsattes i Bastillen, men heller ikke her varede deres Ophold længe, da den danske Regering paa Opfordring af den franske snart maatte udstede en Benaadningsakt ibr dem. At La Roche skulde have staaet i Forbindelse med Ulfeldt, er aldeles usandsynligt. Men ligesom der ikke kan være Tvivl om hans egne forræderske Planer, saaledes er det vist, at han ogsaa havde en anden Sag under Hænder, som ikke taalte Lyset, idet han paa uretmæssig Maade havde vidst at sætte sig i Besiddelse af 20 danske Kanoner, som han bestræbte sig for at sælge i Udlandet.

4) D. e. hilste paa mig, gjorde mig deres Opvartning.

5) D. e. hvad.

6) D. e, spillede.

7) Jvf. Indledningen.

8) Det vil sige, for saa vidt det antoges, at han stod i Forbindelse med Ulfeldt.

9) I Randen er tilskrevet: "La Roche havde jeg aldrig set før, ikke heller hans Kompagnon, førend i Dovers".

10) D. e. kort sagt.


37

Maaneders uskyldig Lidelser blev han given løs og sendt til Frankrig igjen. Den anden unge Karl sad i Arrest i et Kammers, som er ved Borgestuen. Han blev fangen for Selskabs Skyld, men intet beskyldt. I Førstningen, disse Mennesker bleve fangne, var der en stor Hvisken og Tisken imellem Slotsfogden og Kvinden, saa vel som imellem Per og hender; Slotsfogden lukte og selver min Dør. Jeg formærkede vel, at der var noget paa Færde, men jeg spurte om intet. Per berettede omsider Kvinden, at det var tvende Frantsoser, og noget om Sagen, dog ikke saa, som det var. Imod de bleve løs givne, sagde Slotsfogden: "Ich habe zwei parle mi franco gefangen; was die gethan haben, weiss ich nicht" 1). Jeg spurte hannem ikke videre derom, men han skjæmtede og sagde: "Nu kann ich fransk lernen" 2). "Da will Zeit zu" 3) (sagde jeg).

Udi samme September Maaned døde Grev Rantzau; levede ikke den Dag at se det Billede exekveres, som han saa vist havde haabt at se som den, der først havde introduceret 4) den Maade af Spot i disse Lande 5).

Den 9. Oktober blev holdet den Fest med vores Prinsesse Anna Sophia og Kurprinsen af Sachsen 6). Om Morgenen, den Højtid skulde angaa, sagde jeg til Kvinden: "Idag skal vi faste indtil imod Aften"; thi jeg tænkte nok, at de kom ikke mig i Hu, eller jeg kunde faa nogen Levninger, førend de andre vare trakterede, i det ringste til Middag. Hun vilde vide Aarsagen, hvorfor vi skulde faste. Jeg svarte: "Det skal I faa at vide i Aften". Jeg laa og tænkte paa den ustadige Lykke, at jeg, som for 28 Aar siden havde haft lige saa stor Stads 7), som nu Prinsessen havde, laa nu fangen og næst op til den Væg, som mit Brude-Sengkammers havde været; takker Gud, at jeg mig ikkun lidet derover bekymrede. Imod Middagstider, der Trommeter 8) og Herpukker 9) lod sig høre, sagde jeg: "Nu gaar de over Pladsen til den store Sal med Bruden" 10). "Hvor véd I det?" sagde Kvinden. "Jo, jeg véd det", sagde jeg; "min Gejst haver sagt mig det". "Hvad er det for en?" spurte hun. "Det kan jeg ikke sige Eder" (svarte jeg). Og saasom Trommeterne blæste, hver Gang et Sæt Mad blev opbaaren og Konfektet, saa sagde jeg det. Og førend der var anrettet, saa sloges paa Herpaukerne. Naar saa der blev anrettet, som skede udenfor Kjøkkenet i Pladsen, saa sagde jeg efterhaanden: "Vi faar ikke Mad endnu!" Der Klokken gik til 3 Slæt, sagde Kvinden: "Nu krymper min Mave slet 11) ind; naar skal vi

__________

1) D. e. "Jeg har to Franskmænd i Fængsel; hvad de har gjort, ved jeg ikke".

2) D. e. "Nu kan jeg lære fransk".

3) D. e. "Der vil Tid til".

4) D. e. indfort.

5) Dette Punktum er siden overstreget, og dets Indhold optaget i Tillæget til Leon. Chr.s oprindelige Fortale. Grev Rantzau døde i øvrigt ikke i September, men den 8. November.

6) Der sigtes til Johan Georg af Sachsens Trolovelse med Prinsesse Anna Sophie. Den fejredes ikke den 9., men den 10. Oktober 1663.

7) Det var ikke 28, men 27 Aar siden, at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod paa Kjøbenhavns Slot, nemlig den 9. Oktober 1636. Med Hensyn til enkelte her og i det nærmest foregaaende Parti af "Jammersmindet'' forekommende, mindre nøjagtige Angivelser turde der være Anledning til at bemærke, at der ogsaa ellers i Haandskriftet selv er tydelige Tegn til, at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har været mindre oplagt end sædvanlig.

8) D. e. Trompeter.

9) Herpukker (nedenfor Herpauker) var en Slags Trommer af Metal

10) Enten maa Leon. Chr have fortolket Musiken urigtigt eller husket fejl af Tiden, thi Bruden førtes først Kl. 6 over Slotsgaarden, og Maaltidet holdtes endda en Del senere.

11) D. e. aldeles, ganske.


38

have Mad?" Jeg svarte: "Det er endnu langt frem. Det andet Sæt er ikke uden for lidt siden opkommen; kan vi faa noget imod 7 Slæt, da faar vi ikke førre" 1). Det skede, som jeg sagde. Kl. 7 1/2 kom Slotsfogden, undskyldte sig, at han havde nok fodret 2) paa Maden, men Kokkene havde alle Hænderne fulde. Kvinden, som altid mente, at jeg kunde trolde, blev stadfæstet i sin Mening derom 3). Anden Dagen blev gjort Riddere 4), og jeg ikke aleneste sagde, hver Gang Trommeterne blæste: "Nu blev der gjort en Ridder" (thi jeg kunde høre Herolden raabe ud af Vinduet, men ikke forstaa, hvad han sagde), men endog, hvem der var bleven Ridder, thi det gjættede jeg, eftersom jeg vidste, at der vare de i Raadet 5), som ikke førre vare Riddere; og eftersom det sig saa befandt, saa troede Kvinden fuld og fast, at jeg kunde trolde. Jeg formærkede det paa hender, eftersom hun ofte gjorde mig Spørgsmaal om det, jeg ikke kunde vide, hvorpaa jeg stønnem gav Svar af en dobbelt Mening; tænkte, at maaske den Frygt, hun havde, at jeg kunde vide, hvad som skede, kunde forhindre, at hun ikke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede og ikke nær saa meget siden med Slotsfogden. Hun fortælte adskilligt om en, hun holdte for en Troldkvinde, som dog ikke bestod udi andet end at læge Frantsoser 6) og skille Horer ved deres Foster og deslige Utilbørligheder. Med samme Kvinde havde hun meget omgaaet.

Nogen Tid efter Kurprinsens Bortrejse blev der tænkt paa at henrette et Træbillede 7), og blev om Formiddagen mit uderste Kammers oplukt, fejet, gjort rent og strød Sand. Der til Middag blev oplukt, og Kvinden havde været i Trappen og talt med Kudsken, kom hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset 8) og sagde med en Hast: "O Jesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!" Den Tiding forskrækkede mig, hvilket hun let formærkede; thi idet hun sagde det, da rejste jeg mig i Sengen og rakte min højre Arm og Haand ud og mægtede ikke at tage den strax til mig igjen. Det haver maaske fortrødt hender i det samme, thi jeg blev saa siddendes og talte ikke et Ord, hvorfor hun sagde: "Min hjærte Frue, det er Eders Mands Afvisning" 9). Derpaa sagde jeg: "Gud straffe Eder!" Hun gav mig af en ond Mund, mente, jeg havde fortjent Straf og ikke hun, brugte mange unyttige Ord. Jeg tav ganske stille, thi jeg var da den svageste og vidste ikke, hvilket hvilket var. Om Eftermiddagen hørte jeg en stor Murmelen af Folk paa den inderste Slotsplads, da blev Billedet ført paa en Skuf-Karre over Gaden af Bøddelen og indsat i Taarnet neden under

__________

1) D. e. før.

2) D. e. fordret.

3) I Randen er tilskrevet: "Slotsfogden fortælte Kvinden noget om Stadsen, og Per sagde hender noget, saa hender syntes, at jeg kunde vide noget efter forrige Tiders Skik". Dette maa altsaa betragtes som en Betragtning, Kvinden anstillede siden efter.

4) Det vil sige: forskjellige højtstaaende Mænd blev ved denne Lejlighed gjorte til Riddere af Elefanten.

5) Det er vist vanskeligt at sige, om Leon. Chr. her tænker paa det tidligere Rigsraad, hvis Medlemmer endnu førte Titel som saadanne, eller paa de efter Enevælden indrettede Regeringskollegier.

6) D. e. venerisk Syge.

7) Nemlig af hendes Mand. I Randen er tilføjet: "Dronningen vilde, at det Træbillede skulde føres op udi det uderste Kammers og stilles saaledes for Døren, at det kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør blev oplukt; men Kongen vilde det ingenlunde".

8) D. e. bestyrtet.

9) D. e. Billede.


39

mit Fængsel. Om Morgenen imod 9 Slæt blev Billedet af Bøddelen jammerligen medhandlet, gav dog ingen Lyd fra sig 1). Til Middagsmaaltid fortælte Slotsfogden Kvinden, hvorledes Bøddelen havde hugget Hovedet af det Billede, havde parteret Kroppen udi 4 Dele, hvilke siden bleve lagte paa 4 Hjul og sat paa Galgen, og Hovedet udhængt af Raadhuset. Slotsfogden stod i det andet Kammers, raabte den Fortælling højt ud, paa det jeg skulde høre det, repeterte det trende Gange. Jeg laa og tænkte mig om, hvad jeg skulde gjøre; jeg kunde ikke lade mig mærke med, at jeg ikke dert 2) agtede det, thi da maaske der blev noget andet optænkt, som kunde bedrøve mig, og i en Hast kunde jeg ikke hitte paa andet end at sige til Kvinden med en Sømodighed 3): "O, hvilken Spot! Taler med Slotsfogden og beder hannem bede Kongen, at det, som er opsat, maatte tages ned igjen og ikke blive siddendes!" Kvinden gik ud og talte sagte til Slotsfogden, men han svarte højt og sagde: "Ja wohl, herunter? Dar sollen mehr herauf, ja mehr, mehr herauf!" 4) sagde saa et godt Tag 5) de samme Ord. Jeg laa saa stille hen, talte intet, slog mig [hen] med mine egne Tanker. Snart trøstede jeg mig og haabte, at det, som var sket ved Billedet, var et Tegn, at de ikke kunde faa Manden; saa tog Frygten igjen sit Sted. Spotten agtede jeg intet, thi der var altfor mange Exempler af store Herrer i Frankrig, hvis Billeder og Kontrafejer 6) af Bøddelen vare forbrændte, som siden igjen komme til stor Ære. Der til Aftensmaaltid blev oplukt, var der en Hvisken med Slotsfogden og Kvinden. Der blev og sendt en Lakej, som stod udenfor den uderste Dør, som lod kalde Slotsfogden ud til sig (min Seng staar lige for Dørene, saa naar alle tre Døre ere oplukte, saa kan jeg se til Trappedøren, som er den fjerde Dør). Hvad Kvinden kan have berettet Slotsfogden, kan jeg ikke vide, thi jeg havde den Dag ikke talt et Ord andet end begjært at fly mig, hvis jeg behøvede; sagde og intet videre end det samme i mange Dage derefter, saa Slotsfogden blev kjed af at spørge Kvinden mere ad, thi hun havde intet at sige hannem om mig, og hun laa hannem siden stedse paa med Begjæring at komme ud: hun kunde ikke saa leve sit Liv. Men som hun fik ingen anden Trøst af hannem, end at han sór hender til, at hun aldrig kom ud, saa længe hun levede, saa gjorde hun i nogle Dage ikke andet end græd da og da; og som jeg ikke vilde spørge hender ad, hvorfor hun græd, saa gik hun en Dag til min Seng grædendes og sagde: "Jeg er et elendigt Menneske!" Jeg spurte hender, hvorfor? hvad hender skadde? "Mig skader nok" (svarte hun). "Jeg haver været saa gal og ladet mig lukke inde for Penge, og nu er I vred paa mig og vil ikke tale med mig". Jeg sagde: "Hvad skal jeg sige? I vilde maaske have noget at hviske igjen til Slotsfogden". Saa begyndte hun at forbande sig, den Dag hun sagde Slotsfogden et Ord, hvad jeg sagde, eller hvad jeg tog mig til, vilde jeg ikkun tro hender og tale med hender; "hvorfor skulde hun være mig utro? vi skulde dog være sammen, saa længe vi levede"; med mange bevægelige 7)

__________

1) Henrettelsen af Billedet fandt Sted den 13. November 1663.

2) D. e. meget.

3) D. e. Bedrøvelse.

4) D. e. "Ja vel, ned? Der skal flere op, ja flere, flere op!"

5) D. e. en god Stund.

6) D. e. Portræter.

7) D. e. bevægende, indtrængende.


40

Ord, at jeg ikke vilde være vred; jeg havde Aarsag dertil; herefter skulde hun aldrig give Aarsag, at jeg skulde blive vred, thi hun skulde være mig tro. Jeg tænkte: Du skal intet faa mere at vide, end behov gjøres. Jeg lod hender derefter snakke for mig og fortælle sit Liv og Levnet, hvad som stønnem passerer hos Bonden. Hun havde været tvende Gange gift med Husmænd og siden efter sidste Enkesæde tjent Holger Vinds Frue 1) for Vaagkone, saa hender fattedes intet for Snak. Hun havde haft et Barn med henders første Mand, som ikke blev gammelt, og skulde jeg vel kunne have fattet en Mistanke til hender af henders egne Ord, at hun maaske havde hjulpen til at forkorte dette Barns Dage; thi det kom saa paa Tale engang om Enker, som gifter sig igjen; da sagde hun iblandt andet: "Den, der vil gifte sig anden Gang, maa ikke have Børn, thi saa forliges aldrig Manden med Kvinden". Jeg havde meget derimod at sige, og deriblandt det, at jeg spurte, hvad en Kvinde skulde gjøre dertil, som havde et Barn med sin første Mand. Hun svarte med en Hast: "Lægge Puden paa Hovedet!" Det kunde jeg ikke kjende for godt, men for stor Synd, lagde det vidtløftig ud. "Hvad Synd" (sagde hun), "om Barnet altid var sygt, og Manden blev krantevorn 2) derfor?" Jeg svarte dertil, som det sig burde, og hun blev ikke vel tilfreds. Den Tale lagde ingen god Grundvold hos mig om henders udlovede Troskab.

Kvinden laverte 3) saa, førte mig fremdeles Budskab ind fra Kudsken, hvad nyt der passerte. Maren Bloks sendte ved hannem en Bønnebog, og det hemmelig, thi jeg maatte slet ingen Bøger have, ikke Synaal eller Knappenaal, derpaa havde Kvinden gjort Ed for Slotsfogden efter Dronningens Befaling. Det Aar gled saa hen. Nytaarsdag ønskede Kvinden mig et glædeligt Aar. Jeg takkede hender og sagde: "Det kan Gud gjøre". "Ja" (sagde hun), "om han vil". "Vil han ikke" (svarte jeg), "saa sker det og ikke, og saa giver han mig og Taalmodighed at bære mit tunge Kors". "Det er dog tungt" (sagde hun), "for mig; hvad skulde det ikke være for Eder! Maatte det endda blive derved og ikke blive værre for Eder!" Mig syntes, at det kunde ikke blive værre for mig, men bedre; thi Døden, paa hvad Maade den kom mig, den gjorde Ende paa min Elendighed. "Ja" (sagde hun), "det er ikke lige godt, hvordant man dør". "Det er vist nok", svarte jeg; "den ene dør i Fortvivelse, den anden med et frit Mod". Slotsfogden sagde ikke et Ord til mig den Dag. Kvindens Samtale med Kudsken var lang; uden Tvivl har hun fortælt ham vores Samtale.

1664

Udi Martii Maaned kom Slotsfogden ind og gjorde sig hel mild, sagde iblandt andet: "Nu seid Ihr Wittib, nu könnt Ihr wohl sagen alle Sachen Beschaffenheit" 4) (Jeg svarte med et Spørsmaal): "Können Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?" 5) Han smel og sagde: "Ich meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!" 6) (Jeg svarte): "Ihr könnt andre

__________

1) Holger Vind, senere Gehejmeraad og Vicekantsler m. m,, var gift med Margrete Gjedde, en Datter af den afdøde Rigsadmiral Ove Gjedde.

2) D. e. knarvorn, gnaven.

3) D. e. krydsede, forandrede Kurs.

4) D. e. Nu er I Enke, nu kan I vel sige, hvordan det hænger sammen med alting".

5) D. e. "Kan Enker sige, hvordan det hænger sammen med alting?"

6) D. e. "Jeg mener det ikke saaledes, jeg mener dette Forræderi".

1664

Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

Opdateret: fre jul 1 18:57:53 CEST 2005
Første udgave: juni 2001
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top