eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindex > Jammers-Minde

Jammers-Minde

Kbh., F. R. Bagge, 1900

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698)
Sophus Birket Smith (udg.) (1838-1919)

Denne eText er en nøjagtig kopi af Sophus Birket Smiths kommenterede udgave, trykt i København 1900. Teksten er produceret med OCR teknik, hos eremit.dk, juni 2001. Gennemset og udgivet i anden webudgave juli 2005.


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

FORTALEN

TIL MINE BØRN



Hjærte, kjære Børn! Billigen kan jeg med Job sige: dersom man min Jammer kunde veje og mine Lidelser tilsammen i en Vægtskaal lægge, da skulde de være tyngere end Saand i Havet 1). Ja visseligen ere mine Lidelser store og mange, de ere tunge og utallige. Mit Sind haver længe over denne Jammers-Minde været stridig, ej kunnende slutte, om jeg mig ikke snarere skulde bemøde 2) mine Lidelser at forglemme end dennem at ihukomme. Men endeligen haver tilskyndende Aarsager mig dreven ikke aleneste min Jammer at ihukomme, men den endog udi Pennen at forfatte og Eder, mine kjære Børn, den at tilskrive 3).

Første tildrivende Aarsage er Guds Almægtigheds Erindring, eftersom jeg ej min Jammer, Angst, Nød og Smærte ihukomme kan foruden tillige med mig Guds Almagt at erindre, som udi alle mine Lidelser, Elendigheder, Hjærtesorrig og Bedrøvelser min Kraft og Hjælp, min Trøst og Bistandhaver været; thi aldrig lagde Gud mig saa snart en Byrde paa, at han jo med det samme mig efter Byrdens Tyngde Styrke gav, saa at Byrden mig vel krum nederbøjede, mig hart knuede og trykte, men dog ej slet nederslog, knusede og undertrykte, for hvilket den ubegribelige Guds Almægtighed ske Lov og Pris i Evighed. Vil mig altsaa ikke aleneste min Jammer erindre og Gud for sin naadige Bistand i alle tilføjede bedrøvelige Tilfald takke, men endog Eder, mine kjære Børn, Guds Godhed imod mig kundgjøre, paa det I Eder ikke aleneste over den Allerhøjestes ubegribelige Hjælps Gjerninger kunne forundre, men endog med mig derudover i Taksigelsen indstemme. Thi med Skjel 4) skal I kunne sige, at Gud underlige

__________

1) Jobs Bog VI, 2-3.

2) D. e. bemøje, gjøre Umage for.

3) I Randen af Haandskriftet har Forfatterinden senere tilføjet: "eftersom jeg nu er i Haab, at mine Skrifter Eder kan komme til Hænde, mit Fængsel og disse trende sidste Aaringer meget er lettet".

4) D. e. med Rette.

[I]

II

Ting imod mig gjort haver; at han haver været mægtig udi mig svage og sin Kraft udi mig, det allerskrøbeligste Redskab, beviset. Thi hvorledes havde det ellers været muligt, at jeg saa mange overstore, pludslige og uformodentlige, ulykkelige Tilfælde havde kunnet imodstaa, om hans Aand ikke udi mig sin Virkning havde gjort? Gud var den, som selver traadde ind med mig af Taarnedøren, han var den, som rakte mig sin Haand og stridde for mig udi Misdædernes Fængsel, som kaldes den mørke Kirke. Han haver siden stedse, nu næsten elleve Aar, vaaren inden mine Fængselsdøre og udi mit Hjærte, haver styrket, trøstet, kvæget, ja ofte endog glæd mig. Gud haver gjort underlige Ting imod mig, thi det er mere end ubegribeligt, at jeg saa store mig overkomne Ulykker haver kunt overleve, beholdendes min Fornuft, Sind og Sans. Det er sig højligen over at forundre, at mine Lemmer ikke ere krumpen og kontrakt 1) af Liggen og Sidden, at mine øjen ikke ere dumme 2), ja ganske blinde, af Graad, af Røg og Smøg, at jeg ikke er stakaandet af idelig Lysetaande og Kvalm, af Stank og indklemte Luft. Gud alene Æren!

Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, det Eder, mine kjære Børn, vil være, at I formedelst denne Jammers-Minde forsikres, at jeg uskyldeligen lider, at mig ikke ringeste Sag er tillagt, og at jeg intet er bleven beskyldt, for hvilket I, mine kjære Børn, tør blues og Øjnene skammeligen 3) nederslaa. Jeg lider for at have været elsket af en dydig Herre og Husbonde, for at ej have hannem i Ulykken vilt forlade; suspiceres 4) derfor at vide om et Forræderi, han aldrig er bleven for tiltalt, mindre overbevist, hvis Beskyldings Aarsage mig ej blev forstændiget 5), i hvor smaaligen og vemodeligen jeg det var begjærendes. Lader det være Eders Trøst, mine kjære Børn, at jeg haver en naadig Gud, en god Samvittighed og en fri Fod at staa paa, at jeg aldrig nogen skammelig Gjerning haver gjort. Det er en Naade hos Gud, siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer det onde formedelst en god Samvittighed og lider Uret. Jeg lider, Ære være Gud, ikke for mine Misgjerninger, thi da var det mig ingen Ros; men jeg kan rose mig af, at jeg af Ungdom op Christi Korsdragerske haver været og haft utrolige hemmelige Lidelser, hvilke efter mine Aar og Alder vare vel tunge at bære.

I hvor vel min Jammers-Minde ikke videre indholder eller om melder, end hvis 6) sig med mig i dette Fængsel paa ellevte Aar haver tildraget saa kan jeg dog ikke forbigaa Eder, mine kjære Børn, mine forrige Lidelser korteligen i denne Fortale at paaminde, takkende Gud for des 7) Overstridende.

Eder, mine hjærte, kjære Børn, er ikke aleneste vitterligt, men det er endog landkyndig 8), hvad store Lidelser og efterfølgende Ulykker Dina og Walter med deres mægtige Anhang vores Hus paaførte Anno 1651 9).

__________

1) D. e. sammentrukne.

2) D. e. matte, svage.

3) Tør skammeligen d. e. behøver - med Skam.

4) D. e. mistænkes.

5) D. e. til Kjende givet, meddelt.

6) D. e. hvad.

7) D. e. dets.

8) D. e. bekjendt over hele Landet (eller alle Lande).

9) I Slutningen af 1650 anklagede, som bekjendt, et løsagtigt Fruentimmer, Dina Vinhoffvers, i Ledtog med en af sine Elskere, Oberstløjtnant Jørgen Walter, Ulfeldt og Leonora Christina for Planer til at forgive Frederik III. Anklagen var naturligvis ganske grundløs, og Resultatet af den mod [ fortsat side III ] Dina rejste Sag blev, at hun selv blev henrettet, og Walter landsforvist, men Sagen blev dog ogsaa den mdvirkende Aarsag til, at Ulfeldt hemmelig forlod Landet med sin Familie.


III

At jeg intet skal melde om saa mange modige 1) og tunge Dages Rejser, om Havsnød og mange Slags Farligheder, jeg udi fremmede Lande fristet haver, den eneste Rejse vil jeg Eder alene til Gemytte føre 2), hvilken min Herre mig imod mit Sind befalede at gjøre i Dannemark Anno 1657. Den var Vinterdag, besværlig og farlig. Jeg lidde Spot og Forfølgelse, og dersom Gud ikke havde given mig Mod og den det betaget, som mig skulde gribe, da havde jeg ej paa den Tid undgaaet Fængsels Ulykke 3).

I drages vel til Minde, mine kjære Børn, hvad jeg i den malmøske Arrest fjorten Maaneder lidde og udstod; at den største Naade, Hs. kgl. Majestæt af Sverige, Konning Karl den Tiende, mig da beviste, var, at han satte det i mine Kaar 4), enten jeg vilde være paa fri Fod og raade for vores Gods, eller og med min Herre være arresteret. Jeg erkjendte den Naade og det sidste som det skyldigste udvalte, agtendes det for en Lykke, at jeg min da sorgefulde og siden med Sygdom behaftede 5) Husbonde maatte trøste og tjene. Jeg antog det og for en Naade, at mig blev tilsted (der min Herre for Svaghed ej selver kunde) for hannem at gaa i Rette. Hvad Hjærtesorrig og Bedrøvelse jeg for min skrøbelige Herre havde, hvad Møde 6), Besværing og Bekymring Processen (som over ni Uger dagligen blev foretagen) mig foraarsagede, det véd den højeste Gud, som var min Trøst, Styrke og Bistand, som mig gav Mod og Hjærte for en siddendes Ret min Herres ærlige Navn at forsvare 7).

Eder er vel ikke forglemt, hvor hastig én Ulykke anden fulgte, hvorledes den Lidelse ej var forbi, førend en langt større hender Haanden rakte; og gik det os da, som Poeten siger: Incidit in Scyllam, qui vult vitare Charybdin 8). Vi undgik en Arrest og faldt i et hart Fængsel, uden Tvivl formedelst Guds Tilskikkelse, som min Herre (imod vores tagen Afsked 9) gav de Tanker sig til Kjøbenhavn i Steden for Lybek at forføje. Hvor hjærteklemt jeg blev, der jeg imod al Formoding min Herre i Kjøbenhavn for mig fandt (hvilken jeg formente alle hans Fjenders Magt og Vold at være undkommen), det kan jeg med ingen Pen beskrive. Jeg ventede det, som min Herre ikke troede, hvilket dog strax derpaa fulgte, som var en Arrest, og bleve vi anden Dagen efter min Ankomst (efter hvilken biedes) tagen til Fanger og førte til Boringholm, hvorhelst 10) vi sytten Maaneders Tid hart vare fængselet. Hvad jeg der lidde, derom haver jeg en fuldkommen Beskrivning gjort, som jeg formoder udi Eders, mine kjære Børns, Gjemme findes 11), hvorudaf I ser, hvad jeg med min svage Herre udstod, Dina rejste Sag blev, at hun selv blev henrettet, og Walter landsforvist, men Sagen blev dog ogsaa en medvirkende Aarsag til, at Ulfeldt hemmelig forlod Landet med sin Familie.

__________

1) D. e. bedrøvelige.

2) D. e. lægge paa Sinde.

3) Om denne Rejse, som i øvrigt foretoges i November og December 1656, jvfr. S. 80, Anm. 3. Paa Tilbagevejen gjennem Slesvig indtraf der en kgl. Befaling til at standse hende og fratage hende hendes Papirer, men hun frelste sig ved sit Mod og sin Raadsnarhed.

4) D. e. overlod til min egen Afgjørelse.

5) D e. beheftede.

6) D. e. Møje.

7) Om Processen i Malmø 1659 jvfr. min Indledning S. 8.

8) Latinsk Vers. som betyder, at man kun undgaar én stor Fare for at falde i en endnu større.

9) D. e. tagne Afsked, trufne Aftale.

10) D. e. hvor.

11) En saadan Beskrivelse kjendes nu desværre ikke mere, men i Leonora Christinas franske Selvbiografi er dog ogsaa optaget en Skildring af Fangenskabet paa Bornholm. Om dette og om Udfrielsen deraf jvfr. i ovrigt ogsaa Indledningen S. 9.


IV

hvor ofte jeg større Ulykke afværgede, eftersom min Herre ikke altid med Taalmodighed Guvernørens, Adolf Fosses (som sig Fuchs kaldte), onde Traktament kunde forsmærte 1). Tungt og hart var det at være af en Bondesøn spottet og forhaanet, at være af hannem sultet, truet og hødt 2), men tyngere og haardere at være syg under hans Gevalt og høre af hannem de Ord, at dersom end Døden sad mig paa Læberne, saa skulde dog ikke nogen Gudsords-Tjenere komme til mig. O store Tyranni! Hans Ondskab var saa overmaade stor, at han ikke kunde taale, at vi lettede hverandre Korset, hvorfor han det saa forarbejdede, at vi efter elleve Maaneders Forløb fra hverandre bleve skilte, og hver særdeles paa det haardeste fængselet. Min Herre (som da alt var en gammel Mand 3), foruden Tjener, og jeg, foruden Tjenerinde, fange ej længere Lys, end Aftensmaaltid varede. Jeg kan ej forbigaa den sex Maaneders haarde Skilsmisse og bedrøvelige Afsked, vi fra hverandre toge, smærteligen at ihukomme; thi for menneskelige Øjne saa det ikke anderledes ud end saa, som Guvernøren os spaaede, at det vilde være for den sidste Gang, vi hverandre her i Verden skulde se og tale. Gud ved bedst, hvor tung den Lidelse var, thi han var den, som trøstede, som gav Haab imod al Forhaabning, som gav Mod, der Guvernøren mig besøgte og vilde mistrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Gods og Formue løste vores Fængsel 4), og vi finge hverandre igjen at se og tale. Saa bedrøvet min Herre var, der vi fra hverandre paa Boringholm bleve skilte, saa glad var han, der han to Aar derefter til .den engelske Rejse mig havde overtalt, ej tænkendes, at den os for altid skulde adskilje. Min Herre, som havde altfor god Opinion om Kongen af Engeland, mente, at nu, han var til Tronen kommen, at han ikke aleneste sine store mundtlige og skriftlige Løfter skulde ihukomme, men sig og erindre, at jeg udi hans Nøds og Landflygtigheds Tid tog Ringene af Fingrene og for hans og hans Tjeneres Maaltider udsatte 5). Men hvor nødig jeg mig den Rejse paatog, det er nogle af Eder, mine kjære Børn, bekjendt, vel vidende, at hos en utaknemmelig ej andet end Utaknemmelighed er at hente og vente. Jeg havde andres Exempler at spejle mig udi, men det var mig saa forelagt. Der vare bedske Stykker Brød for mig tilskaaren, og bitter Korsgalde for mig indskjænket udi det blaa Taarn paa Kjøbenhavns Slot; did skulde jeg, det der at æde og at uddrikke.

Eder er ikke uvitterligt, hvor falskeligen Kongen af Engeland med mig handlede, hvor vel han tog imod min Komme, hvor han mig med et Judas-Kys hilste og sin Fænke 6) titulerede, hvorledes han baade selver saa vel som ved sine høje Ministri al kongelig Gunst og Naade forsikrede og mig for de forstrakte Penninger Betaling lovede. I vide, hvor svigagteligen han mig (efter Hs. kgl. Majestæt af Dannemarks Begjæring) til Dovers lod arrestere og siden ved den Forræder Lütenant Braten vis gjøre 7), at han mig

__________

1) D. e. finde sig i.

2) D. e. truet.

3) Korfits Ulfeldt var født 1606.

4) Foruden hvad Løsgivelsen kostede Ulfeldt af Gods og Penge til Kongen, hed det sig ogsaa, at han havde maattet betale temmelig betydelige Summer til andre Personer, særlig til Premierministeren Grev Christian Rantzau og til Rentemester Gabel. Leon. Chr. siger selv længere henne i dette Skrift, at Gabel for ydet Hjælp ved den nævnte Lejlighed fik 5000 Rdlr.

5) Jvfr. S. 6, Anm. 8.

6) D. e. Frænke.

7) D. e. indbilde.


V

hemmeligen vilde lade undkomme, leverende mig dermed i den danske Resident 1) Simon Petkums Hænder, som med otte bevæbnede Mænd mig lod anfalde; selv holdte han sig langt fra og turde ikke komme mig nær. De satte mig Degen 2) og Pistol paa Brystet, og tvende toge mig imellem sig og satte mig i en Baad, hvilken mig førte til et Skib, som fornævnte Resident havde til Rede, og havde han befalet en Karl ved Navn Peter Dreyer 3) mig til Kjøbenhavn at ledsage.

Herfra haver denne min Jammers-Minde sin Begyndelse. Den melder om, hvis 4) mig inden det blaa Taarns Døre er hændtes. Betænker, mine hjærte, kjære Børn,disse haarde Lidelser; erindrer Eder og Guds store Godhed imod mig. Sér: af sex Drøvelser 5) haver han udfriet mig; værer vis paa, at hanudi den syvende mig ej lader stikke eller omkomme. Nej! han vil for sit Navns Æres Skyld vældeligen mig udrive.

Mine Lidelsers Fortælninger bedrøvelig at paahøre og kan de allerhaardeste Hjærter til Medlidenhed bevæge; men lader dens Læsning Eder ikke højere bedrøve, end Glæden den igjen kan overveje. Betragter min Uskyldighed, Frimodighed og Taalmodighed; glæder Eder derudover.

Mange smaa Viderværdigheder og daglig Fortræd er jeg for Vidtløftigheds Skyld forbigaaet, i hvor vel den ringeste af dennem hart sve i mit ømme Drøvelses Saar.

Jeg bekjender mine Svagheder og bærer ingen Sky Eder dennem at fortælle. Jeg er et Menneske og fuld af menneskelige Skrøbeligheder. De første Bevægelser staar ikke udi vores Magt, man overiles stønnem 6), førend man sig kan besinde. Gud ved, at jeg ofte haver gjort mig baade døv og blind for ikke til Vrede at opirres. Jeg skammer mig ved Slotsfogdens Johan Jægers, Christen Monssøn Taarnegjemmers, Karen Oles Dotters og Catharina Wolffs utugtige Ord, skiden Snak og grove Plumpheder at indføre og opregne; det vilde for meget lædere høflige Ørne 7). Det kan jeg Eder forsikre, at det overgaar alt det, som uterligt, skiden, tølpersk og usømmeligt kan være; thi grove Ord og ful 8) Tale var deres Venligheds og MildhedsTegn, og blodige Eder deres Usandfærdigheders Smykke og Beprydelse,saa at deres Omgængelse var mig meget uangenem. Jeg var intet 9) gladere,end naar Dørene imellem mig og dennem vare lukt, som for mig lukke skulde, saa havde jeg ikkun Kvinden alene, hvilken jeg stønnem medgode, stønnem med Udfuen 10) og Truen kunde komme til at tie.

Jeg haver endog haft god Omgængelse og endnu haver, hvis Tjenester og Høfligheder jeg tilbørligen ihukommer og vil, saa længe jeg lever, ihukomme I, mine kjære Børn, ville det og imod enhver efter Mulighederkjende.

I finder og udi denne Jammers-Minde tvende af vores Huses Hovedfjender,som er Jørgen Walter og Jørgen Skrøder 11), over hvilke Gud mig

__________

1) D. e. last Gesandt.

2) D. e. Kaarde.

3) Dreyer var Sekretær hos Petkum. Om de her omtalte Begivenheder jvfr. i øvrigt Indledningen.

4) D. e. hvad.

5) D. e. Bedrøvelser, sørgelige Forhold.

6) D. e. stundom.

7) D. e. saare høviske Øren.

8) D. e. uren.

9) D. e. ikke.

10) D. e. Udskammen (af tysk: auspfuien).

11) Jørgen Skrøder, adlet med Navnet Løvenklau, var en slyngelagtig Æventyrer, som først imange Aar var i svensk Tjeneste og derefter — under Christian IV. — i dansk Tjeneste. I de første Aar af [ fortsat side VI ] Frederik III.s Regering maattehan dog paa Grund af slet Opførsel rømme Landet og kom i 1652 til Stockholm med Ulfeldt, der fik ham udnævnt til Oberst. Han lønnede dog Ulfeldt ilde, idet han optraadte som Angiver mod ham over for den danske Regering, og denne paaskjønnede hans Tjenester ved at udnævne ham til General-Proviant-Kommissarius og Oberst til Fods i Norge. Kort efterat han havde tiltraadt disse Stillinger, lagde han sig imidlertid ud med Statholderen i Norge, Niels Trolle, saa at denne fandt Anledning til at overdrage hans Forretninger til en anden, og herfor hævnede Løvenklausig ved at fremsætte en Række meget nærgaaende Beskyldninger mod Statholderen. Det kom nu til Sag imellem dem, og Løvenklau dømtes af Højesteret 1661 til at lide paa sin Ære som en Løgnere og ikke herefter . . føre adelig Navn og Vaaben". I de nærmest følgende Aar levede han saa udenfor Danmark, men maa dog i Følge Leon. Chr.s Ytring være kommen herind igjen og rimeligvis være bleven hensat i Blaataarn. Men i øvrigt vides intet nærmere herom, og heller ikke findes han til Trods for, hvad Leon. Chr. siger nævntandet Steds i Bogen.



VI

haver hævnet og vilde, at de skulde trænge til mig, og jeg dennem skulde husvale. Walter giver mig noget Anleding lidet mere, end mit Forsæt var, om hannem at melde.

Af de Psalmer og aandelige Viser, jeg komponeret og translateret 1) haver, indfører jeg nogle til den Ende, at I, mine kjære Børn, kan se og kjende, at jeg mig stedse haver holdt fast til Gud, hvilken haver været og endnu er min Mur imod alle Anløb 2) og min Tilflugt imod alle Slags Modgang og Viderværdigheder. Giver intet Agt paa Rimene; de ere ikke efter alle de Regler, Poeterne sig gjøre; men giver Agt paa Materien 3), Meningen og Nytten. Jeg haver ej heller vilt mine andre smaa Tidsfordriv forbigaa, thi derudaf kan I Eder mit Sinds Rolighed forvisse og se, at jeg ingen ledige Timer haver, [ja] at en (for andre afskylig) Røtte 4) mig endog tjener til Tidskortning.

Tvende Observationer haver jeg antegnet. I hvor vel de ere om ringe og foragtelige Dyr, saa ere de dog mærkelige, og tvivler jeg paa, at de af nogen Naturkyndiger tilforne ere bleven i Agt tagen. Thi at der findes et Slags Kaalorme, som føder levende smaa Orme og saadanne, som de er selv, tror jeg ikke haver før været noteret. Mindre, at en Loppe føder en formeret 5) Loppe, og ikke en Gnid kommer af en Gnid 6).

Til Beslutning 7) beder jeg Eder, mine hjærte, kjære Børn, at I ikke lader det Eder underlig forekomme, at jeg ikke haver vilt tage imod den Lejlighed, ved hvilken jeg til min Frihed haver kunnet komme. Naar I det ret betænker, saa havde det hverken været Eder eller mig tjenlig. Jeg bekjender, at dersom min Herre, salig hos Gud, havde været i Live, at jeg da ikke aleneste havde taget imod Tilbudet 8), men endog gjort mit yderste mit Fængsel at undkomme for hannem at opsøge, til sidste Aandedræt at opvarte og tjene; min Skyldighed havde det udkrævet. Men eftersom han da alt var hos Gud udi Hvile og Ro og ej nogen Menneskes Tjeneste mere behøvede, saa haver jeg billigen betragtet, at den selvtagen Frihed os paa alle Sider mere skadeligt end som gavnligt være vilde, og at det ikke var

__________

1) D. e. oversat.

2) D. e. Angreb.

3) D. e. Indholdet.

4) D. e. Rotte.

5) D. e. fuldt dannet, udviklet.

6) D. e. Gnidder, Lus. Det kan bemærkes, at hele Stykket fra "Tvende Observationer" siden er overstreget af Forf.

7) D. e. Slutning.

8) Leon. Chr. omtaler flere Steder i Bogen, hvorledes Bevogtningen af hende efterhaanden blev yderlig skjødesløs. Det er dog næppe hertil, hun sigter paa dette Sted, men til en virkelig Plan, der var lagt (formodentlig af Børnene) til at udfri hende af Fængslet.


VII

der Vej til vores fratagne Formue at komme, hvorfor jeg den udslog 1) og søgte i det Sted mit Hjærte til Rolighed at skikke og mit paalagte Kors taalmodeligen at bære. Vil Gud det saa føje, og er det hans guddommelige Behag, at jeg med kongelig Naade min Frihed skal nyde, saa vil jeg og med Glæde efter yderste Formue for Eder, mine hjærte, kjære Børn, være et Verdsens Træl 2) og udi Gjerningen ervise, at jeg aldrig viger fra min Pligt, at jeg ikke er mindre en god og retsindig Moder, end som jeg haver været en tro Hustru. Udi midler Tid lader Guds Vilje være Eders Vilje, han vil alle Ting saaledes vende, føre og lave, at det Eder og mig til Sjæl og Liv kan gavne; under hvis trygge Varetægt jeg Eder alle troligen vil befale og bede, at han Eders Fader og Moder, Eders Raadførere og Ledesmand 3) vilde være. Beder I igjen for mig, at Gud mig med sin gode Aand vil regere og fremdeles som hidindtil Taalmodighed forunde. Det er alt det, som søger hos Eder

Skreven i det blaa Taarn
Anno 1674 den 18. Julii, mit
Fængsels det ellevte Aar, min
Fødselsdag, og Alders 53. Aar.

Mine hjærte, kjære Børn
Eders hulde Moder
Leonora Christina
V. E. G. 4)


__________


Jeg haver og ihukommet med allerstørste underdanig Taksigelse vores nu allernaadigste Arve-Konges Naade imod mig, stakket efter Kongl. Majestæt kom til Regeringen.

Desligeste ihukommet vores allernaadigste Regerings Dronnings og Hds. Durchlauchtighed, Kurfyrstinden af Sachsens 5) Medlidenhed over min ulykkelige Skjæbne; saa og Hds. Majestæt Dronningens særdeles Naade.

Jeg haver og ikke forgjet med tilbørlig Skyldighed at ihukomme Hds. Majestæt Dronningens Fru Moders, den dydige Landgrevinde af Hessens, Naade imod mig.

__________

1) D. e. afslog.

2) D. e. trælle for Eder.

3) D. e. Raadgiver og Fører.

4) Ved disse Bogstaver menes formodentlig: Ulfeldts (Vlfeldts) efterlevende Grevinde. Det kan bemærkes, at hele Slutningen af Fortalen (fra Ordene: Udi midler Tid) senere er overstreget af Forf. Grunden hertil er, at Forf. fra først af kun havde til Hensigt at føre Skildringen af sit Fangenskab ned til Aaret 1674. Imidlertid var hendes Trængsler jo langt fra til Ende med dette Aar, og ligesom hun derfor senere fortsatte Skildringen til sin Udfrielse af Fangenskabet 1685, saaledes mente hun ogsaa at burde udvide Fortalen saa vidt, at den kom til at svare hertil. Hun udslettede saa de sidste Punktumer i den oprindelige Fortale og føjede en Fortsættelse til denne i Form af 4 beskrevne Blade. Sammensmeltningen af den ældre Fortale og dens Fortsættelse hvilken sidste jeg trykker ovenfor med mindre Typer er desuagtet kun meget ufuldkomment lykkedes for Forf. Med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen kan mærkes, at Leonora Christina var født den 8. Juli 1621 efter gammel Tidsregning, hvad der efter den nye Tidsregning svarer til den 18. Juli. Imidlertid ses det, at hin Dato 18. Juli er fremkommet ved en Rettelse i Haandskriftet af en ældre Dato: 11. Juni, og ogsaa andet Steds fra har man Vidnesbyrd om, at Leon. Chr. virkelig mente, at hun var født paa denne sidst nævnte Dag.

5) Om denne som om de andre i Fortalens Fortsættelse nævnte Personer vil der senere blive givet nærmere Oplysning.


VIII

Haver og antegnet adskilligt, som værende Tid, fra Anno 1663 indtil Anno 1674, i mit Fængsel sig haver tildraget, i Mening derved min Jammers-Minde at ende, eftersom jeg fandt hos mig en Fornøjelse og ofte trøstede mig selver, at det er bedre at være uskyldig fængselet end at være fri og have forskyldt Fængsel. Jeg erindrede mig at have læst, at Fængsel havde tjent mangen en til Beskærmelse imod større Farligheder og fra at falde i deres Fjenders Hænder. Der haver været de, som ere undkommen af deres Fængsel og strax derefter ere bleveri myrdte. Der haver været de, som haver haft deres rundelig Ophold i Fængsel og siden i Friheden lidt Nød. Uskyldig Fængsel undertrykker ikke ens Ære, men den forøger Æren. Mangen en haver i Fængsel faaet store Videnskaber og erfaret de Ting, de før ikke kunde naa. Ja, Fængsel leder til Himmelen. Sagde saa ofte til mig selver: Trøst dig, du Fange, du est lyksalig.

Eftersom det 1674. Aar ikkun var Hælvten af mine Fængsels-Dage, saa haver jeg i denne min Jammers-Minde 1) tilføjet det, som siden den Tid inden mine Fængselsdøre sig haver tildraget. Jeg lider mod min Friheds Aften, 1685, den 19. Maj 2). Gud alene Æren, som Kongl. Majestæt til Retfærdighed haver bevæget!

Herhos vil jeg ihukomme dennem, hvis dødelig Afgang mig værende mit Fængsel 3) blev berettet:

1. Kongl. Majestæts Premier-Minister, Grev Christian af Rantzau, døde i September Maaned 1663. Levede ikke den Dag at drikke Skaaler til vores Prinsesse og Kurprinsen af Sachsens Trolovelses fest. Langt mindre naaede han den Dag at se (efter hans Angivende) et Træbillede til min salig Herres Spot at parteres. Døden var hannem meget bitter.

2. Enkedronningens Hofmesterinde, som var mig saa meget streng i min største Bedrøvelse, havde en lang, pinagtig Sygdom; sagde af Utaalmodighedr at Helvedes Pine var ikke større, end som henders Pine var. Man kunde paa Taarnet høre hender skrige. Hun blev ført paa en Dyne ned i Byen og døde der.

3. Abele Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde hun før søgt hos mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere meget befølt, eftersom hun havde Bylder paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve, men hverken Bartskærens 4) Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde redde hender fra Døden.

4. Sekretærer Erik Krag, som havde ladet se sit onde Hjærtelav imod mig i mit Fængsel den mørke Kirke, blev hastig af Døden henrykt 5) paa et urent Sted; var frisk og sund, havde til Middag ladet indbyde Gjæster til sig, sad og skrev ved sit Bord, gaar ud for at gjøre sit Behov, der finder hans Folk (efter lang Bien) hannem død.

5. Generalmajor Friderich von Anfeldt 6), som mere end som én Gang gav sin Glæde til Kjende over min Ulykke, han døde saa, som han havde levet; var

__________

1) I Haandskriftets Rand er tilføjet: udi hvilken er antegnet adskillige Viderværdigheder, mig haver angreben, som for mangen en skulde have været haardere at imodstaa end som Fængsels Tvang. Gud gav Styrke.

2) Trods ovenstaaende Bemærkning er det lidet rimeligt, at denne senere Fortsættelse af Fortalen skulde være udarbejdet i Fængslet, i hvilket Tilfælde den maatte være skrevet den sidste Dag, Leon. Chr. tilbragte der. Det er sandsynligst, at den først er udarbejdet senere, saaledes som det vitterlig er Tilfældet med Slutningen af den egentlige Skildring, skjent Leon. Chr. ogsaa til Dels for dennes Vedkommende angiver, at den er affattet i Fængslet. Jeg ser her ganske bort fra den Omskrivning af en Del af Haandskriftet, som maa antages at have fundet Sted i Leon. Chr.s senere Aar, og som er omtalt i Indledningen.

3) D. e. i mit Fangenskabs Tid.

4) D. e. Barberens (ell. Barberernes), Kirurgens.

5) D. e. bortrykket.

6) Anfeldt er det samme Navn som Ahlefeldt.


IX

et ugudeligt Menneske og en Gudsbespottere. Han kunde Lykkens skele 1) Øjesyn ikke imodstaa, blev rasend, fordi en anden fik en Æretitel, han attraaede; det var vel ringe at tabe Sind og Sans for. Han vilde intet høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Enkedronningen og den regerende Dronning, overtalte hannem endeligen dertil. Der han havde annammet Sakramentet, sagde han: "Nu haben Ihre Majestäten Ihren Willen gehabt; wozu ist das nu gut?" 2) Blev ved at bande og læstere 3) og døde saa hen.

6. Efter lang udstaaende Sygdom døde Feltherren Schack.

7. Desligeste Kantsler Peder Reedtz.

8. Kongl. Majestæt Kong Friderich den 3.s Død forfremmede Statholder Christoffer Gabels Død. Han følte, at Enkedronningens Had meget imod hannem formaatte, ønskede sig Døden; Gud bønhørte hannem.

9. Det haver behaget Gud, at jeg skulde selver være Vidne til, at Walter døde en ynkelig Død, ja, at jeg skulde selver beklage hannem. Naar jeg hørte hannem skrige, da randt mig forrige Tider i Sinde, og tænkte ofte, hvorledes et Menneske kan lade sig forføre at gjøre den ondt, af hvilken den alt godt og Ære haver nydt.

10. Magister Bueck, min Skriftefader, som handlede saa ilde imod mig, udstod megen Pine paa sin Sotteseng; var tre Dage maalløs, førend han døde.

11. Den Skjelm og ugudelig Krop Christian, som gjorde mig saa megen Fortræd i mit Fængsel, der han kom paa fri Fod og til sin Husbonde, Mons Armfeld 4), i Jylland, kom han i Trætte med Præsten, som vilde, at han skulde staa Skrifte for et Kvindfolk, han havde lokket 5). Den Skjelm stikker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustru bliver indebrændt, som mente at redde noget af sit Gods, og al Præstens Formue lagt i Aske. Præsten vilde ikke forfølge den Skjelm med Retten, befalede hannem den rette Dommere og hannem alene Hævnen. Den Mordbrænders Samvittighed begyndte at vaagne; han levede en lang Tid i Frygt og forskrækkede sig, naar han saa nogen komme, som gik noget hastig, raabte da højt og med Rystelse sagde: "Nu ta'r de mig", løb hid og did, vidste ikke hvort hen 6). Endeligen fandtes han død i Marken og med de Omstændigheder at have skødt sig selver ihjel, thi de fandt en lang Bøsse liggendes imellem hans Ben, Piben lige imod Brystet, og en lang Kjæp i Haanden, som han haver stødt Trykkeren løs med; saa han døde ikke saa kristelig, som han havde død under Bøddels-Haand, han saa forfløjen om talte ikke at skjøtte om, dersom han ikkun kunde bringe en anden i Fortræd.

__________

1) D. e. skjæve, ugunstige.

2) D. e. "Nu har Eders Majestæter faaet Eders Villie; hvortil er det nu godt?"

3) D. e. tale bespotteligt.

4) Armfeld er det samme Navn som Arnfeld.

5) D. e. forført.

6) "Hvort" betyder ellers i og for sig: hvorhen.


__________



Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

Opdateret: fre jul 1 17:23:12 CEST 2005
Første udgave: juni 2001
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top