eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Jammers-Minde

Jammers-Minde

Kbh., F. R. Bagge, 1900

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698)
Sophus Birket Smith (udg.) (1838-1919)


Denne eText er en nøjagtig kopi af Sophus Birket Smiths kommenterede udgave, trykt i København 1900. Teksten er produceret med OCR teknik, hos eremit.dk, juni 2001. Gennemset og udgivet i anden webudgave juli 2005.


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

LEONORA CHRISTINA


GREVINDE ULFELDT'S

"JAMMERS-MINDE"

EN EGENHÆNDIG SKILDRING AF
HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-85

UDGIVET MED EN INDLEDNING OG OPLYSENDE ANMÆRKNINGER

AF

S. BIRKET SMITH

FOLKEUDGAVE MED NYERE RETSKRIVNING



KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
F. R. BAGGES BOGTRYKKERI
1900



img

Titelblad


img

Leonora Christina
Efter et Maleri paa Rosenholm

img

Parti af Kjøbenhavns Slot med Blaatarn,
set fra Gaarden

Efter en Tegning af Mejborg.


INDLEDNING *)

I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylder Verden og breder sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger betegner en Afvigelse fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er Kongedatteren Leonora Christina. Til det store og ualmindelige i denne navnkundige Kvindes Personlighed - og hvoraf især kan fremhæves: hendes stærke Vilje, mægtige Handlekraft og aldrig kuede Mod, hendes Aands høje Udvikling og hendes alt opofrende Kjærlighed til Ægtefællen - svarer en ikke mindre ualmindelig Historie, af hvilken det maa være nok at minde om, hvorledes hun baade ved Byrd og ved Giftermaal var stillet paa en Plads i Samfundet, som var smykket med noget af Jordens rigeste Glands, og hvorledes hun desuagtet, endnu i sin kraftigste Alder, nedstyrtedes i en Elendighed saa dyb og saa længe vedvarende, at den næppe danner en mindre iøjnefaldende Modsætning til Menneskenes sædvanlige Lod end den tidligere Herlighed. Alt i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem, som gjør et uudsletteligt Indtryk selv paa den sløveste Indbildningskraft, og da nu ogsaa den Kjendsgjerning, at hun væsentlig led for sin Ægtefælles Brøde, maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst, forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, den danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end hendes.

__________

*) Den Udgave af "Jammers-Mindet", som her foreligger, er i alt væsentligt et Optryk af den saakaldte Folkeudgave med nyere Retskrivning", som jeg udgav i 1887. Da man har anmodet mig om Tilladelse til, foruden selve Texten og Noterne, at aftrykke den Indledning, jeg i sin Tid skrev til "Jammers-Mindet", og som i Hovedsagen stammer fra 1869, har jeg ikke ment at burde nægte denne Tilladelse, da Indledningen - om end dens Form efter saa mange Aars Forløb ikke mere tilfredsstiller mig - dog i det væsentlige endnu udtrykker min Opfattelse af "Jammers-Mindets" Karakter og dets Forfatterindes Personlighed.

S. Birket Smith.

[1]
 

2

Det kan dog ikke nægtes, at hvor stor end den Beundring og Medfølelse er, hvormed denne ualmindelige Kvinde betragtes, hentede disse Følelser i meget lang Tid Næring mere fra en temmelig ubestemt og almindelig Overlevering end fra et virkelig indgaaende Kjendskab til hendes Historie. Vistnok fremkom der af og til enkelte gode Bidrag til Oplysning om hendes Liv, men dog paa en spredt og ufuldstændig Maade, saa at der var store Afsnit af hendes Historie, om hvilke man stadig saa godt som intet vidste. Det maatte derfor betragtes som et dobbelt Held, at man for omtrent 30 Aar siden ganske uventet kom til Kundskab om Tilværelsen af et Værk, som i Leonora Christinas egen Skrift indeholdt en overordentlig fyldig Skildring af et af de mindst kjendte Afsnit af hendes Liv. Jeg taler naturligvis om den Skildring af hendes næsten 22-aarige Fangenskab paa Kjøbenhavns Slot, som her - for femte Gang - forelægges den danske Læseverden. Den daværende Ejer 1) af det Haandskrift, hvori denne Skildring indeholdes, den østerrigske Greve Johan Waldstein Wartemberg - som i lige Linie nedstammede fra Leonora Christinas yngste Søn, Leo Ulfeldt, - besluttede at lade Haandskriftet udgive, og efter at det i den Anledning var bleven sendt til Kjøbenhavn, overdroges Udgivelsen til mig. Den første Udgave af Værket udkom i 1869.

Inden jeg gaar over til nærmere at omtale "Jammers-Mindet" og det Haandskrift, hvori det indeholdes, maa det være mig tilladt at dvæle et Øjeblik ved nogle andre skriftlige Udarbejdelser af Leonora Christina. Hun, som af Naturen var saa ypperligt udstyret i mange Henseender, havde nemlig ogsaa betydelige Ævner som Forfatter og brugte sin Pen flittigt. Hendes Virksomhed i saa Henseende gik i mange Retninger. Hun skrev saaledes et stort Værk om "Heltinder" (som oftere omtales i "Jammers-Mindet"), hun skrev en hel Del Digte, baade paa dansk og tysk, hun udarbejdede i senere Aar et Skuespil paa danske Vers, hun oversatte Bøger fra spansk og fransk osv. Hendes Dygtighed i at føre Pennen fik af og til en meget alvorlig, praktisk Anvendelse, som da hun i 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Ægtefælle, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering, og i den Anledning udarbejdede en Række Forsvarsindlæg for ham. Af større Interesse end noget andet, hun har skrevet, er dog uden Tvivl de forskjellige Bidrag, hun Tid efter anden har givet til Oplysning om sit eget Liv. Vi kjender dels af Omtale dels af Selvsyn ikke faa Udarbejdelser af denne Art fra hendes Haand, og maaske har der været endnu flere. Man har saaledes af hende en meget livlig Beretning om en Rejse, hun i 1656 foretog fra Barth i Pommern til Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed. Hun vides fremdeles at have ført en fuldstændig Dagbog over, hvad der hændtes tiende og hendes Mand under deres Fangenskab i Malmø 1659-60, men dette Arbejde kjendes desværre kun af Omtale, og det samme er Tilfældet med en udførlig Beretning, som hun nedskrev om sit og Mandens Fangenskab paa Bornholm i Aarene 1660-61. Derimod har vi endnu (i Afskrifter) et mærkeligt Arbejde af hende, som i visse Maader frembyder et Slags Sidestykke til "Jammers-Mindet",

__________

1) Han er nu død, og Haandskriftet maa antages at være i hans efterlevende Enkes Eje.


3

nemlig en ligeledes under Fangenskabet i Blaataarn nedskreven fransk Selvbiografi, hvori Forfatterinden, vistnok paa sine Steder temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende Fremstilling, skildrer sit bevægede Livs afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom af og indtil hen imod Aaret 1670. Selvbiografien er sluttet den 1. Maj 1673, og Udarbejdelsen af "Jammers-Mindet" maa vistnok antages at være begyndt kort efter. Hvad angaar de Grunde, som kan have bestemt Leonora Christina til med saa kort Mellemrum at udarbejde en Beretning om Begivenheder,, der i det mindste for Aarene 1663 flg.s Vedkommende væsentlig falder sammen, om de end i "Jammers-Mindet" er skildrede med langt større Udførlighed, kan det bemærkes, at de to Værker har haft en ganske forskjellig Bestemmelse. Medens nemlig Selvbiografien er bleven til paa Opfordring af en ung lærd, Otto Sperling den yngre, som sandsynligvis vilde bruge den til et af ham paatænkt Værk om "lærde Kvinder", er "Jammers-Mindet" skrevet for at læses og opbevares af Forfatterindens Børn og for at tjene dem paa én Gang til en Erindring om deres ulykkelige Moder og til en Lære for deres Liv. - Jeg skal nu omtale selve dette Værk noget nærmere.

Haandskriftet, hvori det indeholdes, frembyder strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig kunstløse Maade, hvorpaa det er sammenheftet, gjør det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført dette Arbejde (jvfr. S. 101). Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24 Sider, som indeholder Titelen, den oprindelige Fortale og et senere Tillæg til denne, er upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Tillæg til denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene har, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, hvad det ikke er uden Vigtighed at lægge Mærke til. Den oprindelige Fortale til Værket samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i denne Udgave til omtrent S. 33) er skrevet med én og samme overordentlig faste, klare og smukke Haand, medens Haanden i de nærmest følgende Partier (efter et kort Overgangsstadium S. 33-38) antager et mindre tiltalende Udseende, idet den bliver skjævere, magrere og flygtigere. Mod Slutningen af Værket (fra omtrent S. 97) skifter Haanden endnu engang Udseende, idet den igjen bliver noget fyldigere og rundere, men dog langtfra saa kraftig og smuk som i Begyndelsen. Med denne sidste Haand er ogsaa Tillæget S. 121 flg. samt Tillæget til den oprindelige Fortale S. VII-IX skrevet. Hvad der ikke mindst giver disse Forandringer i Skrifttrækkene Betydning, er den Omstændighed, at der til dem knytter sig visse, i og for sig ubetydelige, men dog let kjendelige Forandringer i Retskrivningen (især i Brugen af u og w), Forandringer, der, i Følge en Sammenligning med andre skriftlige Arbejder af Leonora Christina, maa antages at skrive sig fra Slutningen af hendes Liv, det vil sige de senere Aar af hendes Ophold paa Maribo Kloster. Naar jeg derfor efter dette skulde angive, hvorledes jeg tænker mig, at Haandskriftet har faaet den Skikkelse, hvori det nu foreligger, maatte det være saaledes: Leonora Christina har først (som hun ogsaa selv udtrykkelig siger) udarbejdet en Skildring af sit Liv i Fængslet indtil Aaret 1674 og derefter skrevet en Fortale til denne Skildring (den endnu bevarede Fortale


4

S. I-VII). Da det imidlertid viste sig, at hendes Fangenskab ingenlunde var til Ende med hint Aar, besluttede hun at fortsætte Skildringen og førte den saaledes ned lige til 1685. Ogsaa dette Parti var oprindelig nedskrevet i Fængslet med Undtagelse af de allersidste Blade samt Tillæget til det hele Værk og vistnok Tillæget til den oprindelige Fortale. Efter at Leonora Christina imidlertid havde været bosat nogle Aar paa Maribo Kloster, tog hun sig for at omskrive og uden Tvivl til Dels omarbejde et større Parti af sit Værk, og saaledes kan kun den Del af det nu bevarede Haandskrift, som er skrevet med den første, klare og smukke Haand, antages at være nedskrevet i Fængslet selv, medens Resten er nedskrevet paa Maribo Kloster, og, som det synes, oven i Kjøbet i to forskjellige Tidsafsnit. Hvad der ogsaa tydeligt viser hen til en Omskrivning af Værket som den her berørte, er dels, at enkelte Ting, som i den oprindelige Fortale angives at være omtalte i den med Aaret 1674 afsluttede Del af Værket, enten slet ikke nævnes i hele Skriftet eller i hvert Fald ikke i det paagjældende Afsnit af Skriftet (altsaa er udtagne fra deres oprindelige Plads), dels, at der paa flere Steder forekommer Udtryk, der betegner Skildringen som samtidig, medens der strax efter hentydes til Begivenheder, som fandt Sted endog Aar efter de lige i Forvejen omtalte.

Angaaende Værkets indre Beskaffenhed, enten man nu ved denne nærmest tænker paa selve de skildrede Begivenheder eller paa Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par Fingerpeg. Den egentlige, sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra Leonora Christinas Indsættelse i Blaataarn paa Kjøbenhavns Slot den 8. August 1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf. der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men ligesom dette i Almindelighed kun sker, for saa vidt hendes personlige Hændelser i Fængslet giver Anledning dertil, saaledes er de Bidrag, der herved ydes til Belysning af den almindeligere Historie, kun i sjældnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie vil man ikke finde meget i dette Værk, som man ikke vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gav Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa blandt andet efter min Overbevisning tilskrives den simple Aarsag, som hun selv et Steds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu i øvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed og jeg mener, at den meget godt lader sig forklare deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saa længe endnu intet var afgjort vil dog næppe mange, som har læst denne Bog, tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man én Gang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens Sprog fra Løgnens og Hykleriets. Men i det hele var der kun liden Anledning for hende til - udenfor Skildringen af de Forhør, hun underkastedes i Fængslet - at


5

komme ind paa en Omtale af hendes Ægtefælles Sager, da hun jo skrev for sine Børn, der i Forvejen vidste god Besked med disse; og dertil kommer, at om end hendes Kaar i Fængslet i flere Henseender var blevet meget forbedrede efter Christian V.s Tronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke mulig kunde falde i urette Hænder, og derved et og andet, maaske i og for sig uskyldigt, blive mistydet til yderligere Skade for hendes Mands Eftermæle. At hun ikke for sit personlige Vedkommende frygtede for at udtale sig, viser blandt andet den Uforbeholdenhed, hvormed hun flere Gange ytrer sig om sin gamle Fjende, Enkedronning Sophie Amalie. Men har Værket mindre Betydning i de nævnte Henseender, har det en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser paa den mangfoldigste Maade, dels gjennem det, der udgjør Skildringens egentlige Kjærne, dels gjennem en Mængde løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men frem for alt har dog Bogen en ganske overordentlig Betydning for Forfatterindens egen personlige Historie og som Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv med en saadan Udførlighed i Enkeltheder og en saadan Anskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver et Billede af hendes hele aandelige Personlighed, som man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider, at vi her lærer hende at kjende. Først som den stærke Kvinde, der, støttet ved Troen paa Gud og Bevidstheden om at lide uskyldig, altid viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aands-frihed, der tillader hende at se de Hændelser, som møder hende, fra en komisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Iagttagelser til de ubetydelige og raa Mennesker, som udgjør hendes nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det hele er der næppe nogen af hendes Sjæls eller Aands store og sjældne Egenskaber, som ikke i dette Værk træder tydelig frem for Læseren, og er end det samme ogsaa Tilfældet med en og anden mindre heldig Side af hendes Karakter, tjener den lette Skygge, der herved lægges ind i Billedet, kun til at gjøre dette ligesom mere menneskeligt og levende og formindsker ikke vor Beundring og Medfølelse for den saa stort anlagte, saa rigt udstyrede og saa haardt prøvede Kvinde.

Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er Fremstillingen noget for sin Tid ganske usædvanligt. Forfatterinden fører en overordentlig let og flydende Pen, og skjønt Skildringen hist og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig, saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation an-


6

ukueligt eller at fremstille en menneskelig Skikkelse i dens hele legemlige og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker, saa vidt muligt, at lade de skildrede Personer optræde med deres egne Ord, opnaar hun hyppigt en overordentlig levende Virkning. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, der sysselsætter hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende Former bevarer den bestandig som sit egentlige Væsensmærke en Jævnhed og Naturlighed, som er i høj Grad tiltalende. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at fastslaa, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor meget hun var sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet, upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes ypperste danske Prosaværk.

Et Spørgsmaal, der hænger paa det nøjeste sammen med Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed, eller rettere - da der i det hele næppe kan være Tvivl om Forf.s Vilje. 1) Spørgsmaalet om, hvor vidt hun ogsaa altid har ævnet at erindre de i Bogen omtalte Begivenheder, der jo til Dels er nedskrevne flere Aar efter, at de fandt Sted, med en saadan Nøjagtighed, som den meget i det enkelte gaaende Udmaling vil give det Udseende af. Jeg tvivler ikke om, at dette i hvert Fald i de væsentligere Punkter er Tilfældet. Man har fra en tidligere Tid talrige Vidnesbyrd om, at Hukommelsen var en af de Ævner, som var allerstærkest udviklede hos Leonora Christina, og skjønt hun i sin Selvbiografi siger, at den nu ikke længere er saa god som før, vil det dog ganske sikkert være urigtigt at lægge for megen Vægt paa denne Ytring. Dertil kommer, at hun, som altid havde en stærk Drift til at optegne, hvad mærkeligt der mødte hende, uden Tvivl ogsaa lige fra Fangenskabets Begyndelse af har været betænkt paa at nedskrive en Beretning om sine Oplevelser i Fængslet og derfor ogsaa maa antages fra Begyndelsen af at have givet nøje Agt paa, hvad der foregik om og med hende, og om det end varede en Tid, inden hun fik Skrivematerialier til sin Raadighed, forstaar man dog let, at Fængslets Ensomhed atter og atter maa have ført hendes Tanker tilbage til de vigtigere af hine Begivenheder, indtil de stod indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk. At der ikke desto mindre i et Værk, som indeholder saa mange Enkeltheder, og det ofte Enkeltheder, om hvis Rigtighed Forf. ikke umiddelbart kunde overbevise sig, maa findes Fejl og Unøjagtigheder, følger af sig selv. De forekommer endog i et ikke ganske ringe Antal og særlig - hvad der synes betegnende for Forf.s Kjøn - i Tal- og Tidsangivelser. Man kan ogsaa sige sig selv, at det ikke er tænkeligt, at hun paa de Steder, hvor hun lader Personerne optræde talende, virkelig skulde have gjengivet hvert Ord, som dét er faldet. Paa den anden Side gjør dels hvad der ovenfor er sagt om hendes Hukommelses Styrke, dels den Kontrol, vi paa mange Steder er i Stand til at føre med hendes

__________

1) Kun paa et enkelt Sted i Skriftet og i Anledning af en højst ubetydelig Sag (se S. 49 Anm. 12) har jeg fundet Anledning til at tro, at hun med Bevidsthed er afveget en Smule fra Sandheden i den egentlige saglige Fremstilling.


7

Skildring, os det muligt at udtale med temmelig stor Sikkerhed, at Unøjagtighederne i hendes Fremstilling kun kan være af ringe Betydning i Forhold til Mængden af det, der er rigtigt overleveret, og selv med Hensyn til de af hende gjengivne Samtaler tor det vistnok antages, at hun ikke blot i det hele har formaaet at huske det væsentlige i deres Indhold og Gang, men ogsaa lejlighedsvis har kunnet huske selve Ordlyden af en og anden af de faldne Udtalelser.

Da det maatte være Formaalet for nærværende Udgave af Skriftet at gjøre dette tilgængeligt for en saa stor Kreds som muligt, har jeg anset det for nødvendigt at ombytte Haandskriftets gamle Retskrivning med den nu brugelige, men er dog herved gaaet saa skaansomt til Værks, som jeg kunde, og navnlig har jeg bestræbt mig for ved Gjengivelsen af Ordene at bevare Forestillingen om den Maade, hvorpaa de kan antages at være blevne udtalte af Leonora Christina. De forældede eller fremmede Ord, som forekommer i Skriftet, har jeg, hvor jeg mente, at de kunde være til Hinder for Forstaaelsen, forklaret i vedføjede Anmærkninger, og paa samme Maade har jeg ogsaa meddelt nærmere Oplysninger om en Del af de i Texten omtalte Begivenheder og Personer. Det tør dog formodes, at disse Oplysninger først da vil sætte Læseren i Stand til fuldt ud at tilegne sig Skriftets Indhold, naar han i Forvejen kjender i det mindste noget til Leonora Christinas og hendes Ægtefælles Historie, og af Hensyn hertil skal jeg paa de følgende Sider give en kort Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik lige forud for og førte til den Situation, hvormed "Jammers-Mindet" begynder.

Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for der at tilbringe noget nær de følgende 22 Aar af sit Liv, var hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet. Det var hos Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den svenske Regering. Skjønt der nemlig ved Freden i Roskilde var tilsikret Ulfeldt Tilbagegivelse af alt hans Gods, fuld Erstatning for lidt Skade og Ret til med sin Familie uhindret at bo i Danmark, havde han ikke fundet for godt at vende hjem til sit Fædreland. Han syntes tvært imod besluttet paa ogsaa i Fremtiden at ville ofre det Land sine Kræfter, som havde ydet ham en saa virksom Beskyttelse, han overtog Udførelsen af et vigtigt offentligt Hverv for den svenske Regering og modtog store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Det varede imidlertid ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig Forandring. Ulfeldt, som nu var skaansk Godsejer, fandt, at den danske Adel i de til Sverig afstaaede Landsdele ikke behandledes retfærdigt; han var misfornøjet over, at han forgjæves maatte vente paa Opfyldelsen af et Løfte, Kongen havde givet ham om en høj Post, der svarede til hans Stand og Fortjenester; endelig var han utilfreds med, at Sverig begyndte en ny Krig med Danmark, af hvilken han ikke kunde vente sig andet end Tab. Og han, der var lige saa aabenmundet som overmodig, lagde oven i Kjøbet ikke i mindste Maade Vægt paa at skjule sin Misfornøjelse, men viste den ganske aabenlyst og paa en saadan Maade, at Kongen begyndte at fatte Mistillid til hans Troskab. Denne Mistillid


8

syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del Malmøboere i Slutningen af 1658 havde lagt til at afkaste det svenske Herredømme, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med den danske Regering, paa forskjellige Maader virket mod Sverig og særlig forraadt Svenskernes Plan til Stormen paa Kjøbenhavn til de danske. Som en Følge af disse Angivelser blev Ulfeldt - med Hustru og Børn - sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og der blev indledet Undersøgelse og endelig anlagt Sag imod ham. Sjældent har Leonora Christina i højere Grad haft Lejlighed til at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde Forhold. Thi da Ulfeldt, endnu medens Forundersøgelsen stod paa, blev ramt af et Slagtilfælde, som berøvede ham Mælets Brug i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret under Processen udelukkende af hans heltemodige Hustru, som i en Række med stor Dygtighed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af Sagen nedsatte Kommissionsret om hendes Mands Uskyldighed. Dette lykkedes nu rigtignok ikke. Skjønt der i det mindste med Hensyn til Hovedsagen: at Ulfeldt skulde have forraadt Svenskernes Stormplan til de danske, næppe kan være Tvivl om, at han blev uretfærdig beskyldt, dømte Retten ham fra Liv og Gods, men paa den anden Side havde den dog, da Vidnesbyrdene ikke paa alle Punkter forekom den lige klare, Betænkelighed ved at tilraade Dommens Offentliggjørelse, og Karl Gustav ønskede selv, før en saadan Offentliggjørelse fandt Sted, personlig at gjennemgaa Sagen, hvad der sikkert vilde have ført til en Formildelse af Dommen. Imidlertid døde Kongen pludselig (13. Februar 1660), uden at have truffet nogen Bestemmelse med Ulfeldt, og efter at Formynderregeringen, som overtog Statens Styrelse, endnu en Tid havde holdt ham og Leonora Christina i Fangenskab, blev man tilsidst saa ked af ham og hans Sag, at det, da Hannibal Sehested paa en Gesandtskabsrejse til Stockholm i Sommeren 1660 nedlagde Forbøn for Svogeren, virkelig besluttedes at benaade ham og sætte ham og Leonora Christina paa fri Fod, dog paa det Vilkaar, at han først skulde stille Borgen for, at han og hans Familie ikke i Fremtiden vilde foretage noget mod Sverig. Skjæbnens Ugunst - og maaske Menneskenes Ondskab - gjorde imidlertid, at Ulfeldt og hans Hustru ikke kom til at nyde godt af denne Benaadning. Skræmmede af forskjellige, som de mente ildevarslende, Omstændigheder, og ikke mindst af et falsk Rygte om, at det var bleven bestemt at føre dem til Finland og der holde dem i Fangenskab for deres Livstid, besluttede de at flygte og iværksatte virkelig ogsaa deres Beslutning, før Meddelelsen om deres Benaadning var kommen til deres Kundskab. Ulfeldt flygtede først, forklædt i Præstedragt. Det var Meningen, at han skulde være gaaet til Lybek i en Baad, han havde sikret sig, men i det Sted sejlede han - som antog, at Roskildefredens Bestemmelser vedrørende ham endnu stod ved Magt, skjønt de ikke var optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat - til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en Skrivelse til Kongen, hvori han bevidnede sine venskabe-


9

lige Følelser og bebudede, at han vilde gjøre Kongen sin Opvartning, naar hans Hustru (der hele Tiden havde agtet sig til Kjøbenhavn) var indtruffet. Der blev imidlertid intet Hensyn taget til denne Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen, blev baade hun og hendes Mand arresterede og førte til Bornholm (25. Juli 1660), hvor de indsattes som Fanger paa Hammershus Fæstning.

Fangenskabet paa Hammershus betegner det andet Afsnit af Leonora Christinas Fængselshistorie, og ganske vist ikke det mindst kvalfulde. Guvernøren paa Bornholm, Generalmajor Adolf Fuchs, var ikke blot en haard og hensynsløs Mand, men en Mand af et uædelt Sind, og som oven i Kjøbet aabenbart var stærkt forud indtaget mod sine Fanger. Skjønt man ikke kan frikjende Ulfeldt og hans Hustru for af og til at have udæsket Guvernørens Vrede, gav denne sig undertiden Luft paa en saa brutal Maade, især over for Leonora Christina, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var dog de fangnes Tilstand for saa vidt taaleligere, som det var dem tilladt at være sammen. Men efter at et Flugtforsøg - ved hvilket Leonora Christina viste en ganske ualmindelig Handlekraft og Behjærtethed, og under hvilket hun kom i aabenbar Livsfare - var mislykket og opdaget, blev ogsaa hin Gunst dem nægtet, og de blev nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere, hvor de maatte undvære Opvartning, Sysselsættelse, Lys om Aftenen m. m. Saaledes stod Sagerne, da Overstatholder og Førsteminister Grev Christian Rantzau i September Maaned ankom til Bornholm for paa Kongens Vegne at modtage Troskabseden af Øens Indbyggere. Samtidig hermed havde han dog ogsaa nogle andre Hverv, vedrørende dels Fuchs, hvis brutale Styrelse havde fremkaldt en almindelig Misstemning paa Øen, dels Fangerne, med hvem Rantzau havde Befaling til at forhandle om Betingelserne for deres Løsgivelse. Forhandlingerne - som i øvrigt efter Rantzaus Bortrejse fortsattes af en anden - førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var af Fængslets Tryk, uden stor Modstand lod sig bevæge til at gaa ind paa alt, hvad der forlangtes af ham. Betingelserne for Løsgivelsen var meget haarde. De vigtigste af dem var, at Ulfeldt skulde give Afkald paa de Rettigheder, han og hans Familie havde erhvervet ved Freden i Roskilde; at han skulde afstaa til Kongen det allermeste af, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyn; at han skulde tilintetgjøre en Obligation paa 63,000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde udstedt til ham som Erstatning for Beslaglæggelsen af hans Godser; at han skulde forpligte sig til ikke at tage Tjeneste hos nogen fremmed Fyrste, til ikke at forlade Riget eller komme til Sjælland uden Kongens Tilladelse osv. Et Dokument, hvori alle disse Forpligtelser nærmere udførtes, blev undertegnet af Ulfeldt og Leonora Christina paa Bornholm, og derpaa førtes de til Kjøbenhavn, hvor de maatte underskrive et Dokument af væsentlig samme Indhold, og hvor Ulfeldt tillige maatte aflægge Troskabsed til Frederik III. Først da kunde de betragte sig som fri, og faa Dage efter (den 27. December) afrejste de saa til Ellensborg i Fyn (det nuværende Holkenhavn), som var tilfaldet Leonora Christina i Arv efter hendes Moder, Fru


10

Kirsten Munk, og som af Kongen var anvist Ægteparret til fremtidigt Opholdssted.

Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand i Riget næst Kongen, skulde han dog falde endnu dybere. Den ulykkeligste Vending i hans Liv stod endnu tilbage, og som det altid tidligere havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin Hustru med i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han begyndte at tænke paa at slippe bort derfra igjen. Idet han beraabte sig paa sit nedbrudte Helbred, søgte og fik han i Foraaret 1662 Tilladelse til for nogen Tid at rejse til Udlandet for at bruge varme Bade. Han forlod tillige med sin Familie Danmark sidst i Juni, men i Stedet for at tage til et Badested rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brügge, og i denne By opholdt han sig nu - fraregnet en kortere Udflugt til Paris (se S. 6 Anm. 6) - hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. I Maj 1663 forlod Leonora Christina ham for, efter hans egne indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Kong Karl II. med, da denne efter Faderens Henrettelse landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 6 Anm. 8). En Tid lang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II. selv, lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt og lovede at ville stille hende tilfreds. Men trods dette udeblev Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende det umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som stillede Ulfeldts Hensigter i det mistænkeligste Lys. De udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en Skrivelse til Amtmanden i Flensborg, Ditlev v. Ahlefeldt, hvori han anmodedes om at lade den danske Regering vide, at Kurfyrsten ønskede at tale med en af Frederik lll.s mest betroede Mænd om en Sag, som var af megen Vigtighed for den danske Stat, idet den truede med intet mindre end "Ulykke, Fare, Forstyrrelse og fuldstændig Ruin". Efter at Ahlefeldt personlig havde forhandlet med Kongen, blev han af denne sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al fornøden Underretning. Det væsentligste af, hvad han erfarede, var, at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter i den Anledning at være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor v. Spaen, havde aabenbaret denne, at der var et meget stort Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at nogle af dette Parti havde henvendt sig til ham, Ulfeldt, og anmodet ham om at være dem behjælpelig med at skaffe Landet en anden Konge. Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa haabede Ulfeldt egsaa at være i Stand til at skaffe ham den og skulde nærmere lade ham vide, paa hvad Maade han mente, at det kunde ske, samt hvilke Betingelser han selv stillede. Der er mange Tegn til, at Ahlefeldts Indberetning, som desuden antydede en vis Forbindelse mellem Ulfeldts Anslag og nogle mistænkelige Bevægelser i


11

Sverig, ligefrem slog den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede man dog at holde Sagen hemmelig, indtil en ny Sammenkomst mellem Ulfeldt og Spaen, som Kurfyrsten af Brandenburg havde lovet at foranledige, havde givet nærmere Oplysning om den førstes Planer. Men samtidig forsømte man ikke at gjøre Skridt til at sikre sig baade Ulfeldts og Leonora Christinas Personer - thi man ansaa hende for at være Mandens Medvider og medskyldige -, og da man erfarede, at hun opholdt sig i England, og ansaa det for rimeligt, at ogsaa Ulfeldt var der, anmodede Frederik III. gjennem den danske Resident i England, Simon v. Petkum, Kong Karl om at lade dem begge anholde og udlevere. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig dog snart, at man havde taget fejl, men Frederik III. vilde nu ikke opsætte længere at gaa offentligt frem imod ham, og, uden at oppebie Spaens Indberetning om hans anden Sammenkomst med ham, lod han paa de foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde en Dom, ved hvilken Ulfeldt som skyldig i Majestæts forbrydelse i højeste Grad dømtes fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid, i Følge Frederik III.s Anmodning og Petkums Bestræbelser, bleven anholdt i Dover af de engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid, men saa redebon den engelske Regering ellers havde vist sig til at gaa den danske Konges Ærinde, trykkede den sig dog ved ganske aabenlyst at udlevere hende. Imidlertid skulde hun jo bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for hende. En Underbefalingsmand paa Dover Castle, Løjtnant Braten (eller Broughton), bildte hende ind, at han - med Karl II.s Samtykke - vilde skaffe hende om Bord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da hun saa som en Følge heraf forlod Slottet sammen med Braten for at opsøge dette Skib, overgav Forræderen hende til Simon v. Petkum, der ventede paa hende med nogle bevæbnede Mænd og ved disse lod hende bringe om Bord paa et armeret engelsk Skib, som han havde fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.

Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen Skildring, og jeg finder derfor ikke Anledning til at føre denne korte historiske Skitse videre. Kun med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora Christina tilføjede Uret maa det endnu være mig tilladt at bemærke, at hvor meget oprørende der end var i den Maade, hvorpaa Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog - selv afset fra, at den engelske Regering rigelig bærer Broderparten af Skylden herfor - næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser, som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, var af en saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om disse Planer, maatte Regeringen have al mulig Grund til at antage. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringen med Hensyn til den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det hele var bleven overbevist om nogen anden Brøde end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade sin Mand i Ulykken,


12

holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige Skyld imod hende, og den forringes hverken derved, at det væsentlig var en eneste Persons Dronning Sophie Amalies, uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller derved, at en meget stor Del af de Kvaler, Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige Raahed osv.

S. Birket Smith.

__________


Titelblad og indledning | Fortale | side 1-40 | 41-80 | 81-124

Opdateret: fre jul 1 17:23:25 CEST 2005
Første udgave: juni 2001
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top