eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kiøbenhavns Bombarderings=Nætter . . .

Kiøbenhavns Bombarderings=Nætter . . .

Kbh., Schultz, 1808

Rasmus Frankenau (1767-1814)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af originalen fra 1808. Teksten er tastet hos eremit.dk oktober 2001.

Ændringer i forhold til originalen:
Kursiv er brugt hvor originalen fremhæver ord med spærret skrift.


 

Kiøbenhavns

Bombarderings=Nætter


den 2den, 3die og 4de Septbr. 1807.


__________


Et elegisk Malerie


af

R. Frankenau.

________________________________________________________

Venit summa dies et ineluctabile fatum.
Virgil. AEneid.

________________________________________________________

Kjøbenhavn, 1808.

Trykt hos Directeur Johan Frederik Schultz,
Kongelig og Universitets Bogtrykker


 [1]

 
[tom side]

 [2]

 





Forerindring


_____

Skiønt fire Maaneder ere forløbne siden den skrækkelige Katastrofe, der er Æmnet for nærværende Digt, vil Forfatteren dog ikke haabe, at Hierterne, ere blevne saa aldeles kiølnede for denne Materie, at Digtet jo vil læses med nogen Interesse. Han har indskrænket sig blot til Bombarderingens Scener, dem han selv var Øienvidne til; han har søgt at fremstille dem som

 [3]

 

et Malerie for Siælen, beskueligt endog for dem, der ikke vare nærværende under disse Rædselsoptrin. Hvor nær han er kommen sit maal, overlader han til de Digtets Læsere, der tilligemed ham vare Øievidner.

__________







[4]

 





Ræk mig atter Harpen, tro Camoene!
længe prøved' Skialden ei et Qvad;
end han male bør en uhørt Scene,
Rædsler over Axels gamle Stad. -
Ak! hvi fik jeg kun til Sangen Evne?
ingen Kraft mit Fødeland at hevne?
ak, hvi mon i Skiebnens Bog det stod:
"Vel han see, men aldrig hevne Blod"


 [5]

  6

Landlig, længe ønsket Fred jeg søgte,
stakket, som jeg ønsked', nød jeg den;
mine Børn i Engens Grønne spøgte,
selv jeg drømte mig et Barn igien -
dog, engang jo Glemselsdækket falder
for den evig ønskelige Alder,
da man med en lille, duunblød Haand
rækker Næsten Hierte, Blod og Aand


Angstfuldt Rygtet løb om britisk Flaade,
Fienders Komme, røverisk Overfald,
end jeg tænkte mig det alt som Gaade,
Røverdaad var aldrig Førstens Kald;
ja - saa lærte jeg i Uskylds Dage,
dog, de straale aldrig meer tilbage,
hine Timer, kjære for min Siæl,
da jeg tænkte mig kun almeen Held.


 

  7

Tog Naturen da en anden Orden?
gleed du af din Axel, gamle Jord?
hvor er fordums Kongers Ledingstorden?
hvor er fordums Alders Mand af Ord?
Hunnisk Old jeg atter seer imøde,
værgeløse, skyldfri Væsner bløde,
væbnet Mand mod Svaghed løfter Skiold,
Løsenet er: Vikingsdaad og Vold


Ei vil Musen Ledingstoget følge
Spor i Spor mod Siællands aabne Strand;
ak, som Bølge hænger sig ved Bølge
under fierne Zoners vild Orkan;
som i veiløs Ørk to Brødre vandre,
fulgte Haab og Frygt blandt os hverandre,
ingen Vished om sin Fremtids Kaar!
intet Vink, naar Dødens Time slaaer!


 

  8

Fyrig Yngling trodser Død og Jammer,
Mand og Fader kiæk mod Fienden gaaer,
Døden mangen haabfuld Yngling rammer,
Mand og Fader seer sit Banesaar.
Lidet disse Kiækkes Iver gavner
yndig Fæstemø sin Elsker savner,
skyldfri Glut paa kierligt Moderskiød
hører under Graad sin Faders Død


Siig! hvorhen skal Musen Flugten styre?
Trængselsbanen synes alt for lang;
vov de spændte Strenge, gamle Lyre!
skiælv ei for den veemodfulde Sang!
nærmere mod Æmnets Maal du drage,
oversvæv de første Nødens Dage;
hæv, Camoene - Timen stunder til -
Dækket for det store Sørgespil! -


 

  9

Dagen kvælner, Aftenrøden smiler,
Solen gik bag Purpurskyer ned; *)
Uskyld alt i Søvnens Arme hviler,
Træthed venter fro paa Nattens Fred. -
Nu, som Lyn fra Himlen, Bomber knalde,
Fædre, Mødre, trygge Mure falde;
Barnet, som saa sødt var sovet hen,
vaagner under Jammerskrig igien.


Klager skingre giennem alle Stræder;
Sukke stige til en alviis Gud;
Hver en Alder Sines Død begræder,
jamrer høit: er sligt Algodheds Bud?
giennem knuste Tage Flammen bryder,
Bieldeklang i Trommens Bulder lyder;
Rigdom, Stolthed, glemme Guld og Stand,
tænke sig kun Evighedens Land.

__________

*) Onsdag den 2den September


 

  10

Under Fløitetonen af Granater,
under Brandkometens lumske Fart
Barnets Øie Bombens Tindring fatter,
tryg han undrer: "hvor den straaler klart!"
Barn, du drømmer ei om Jordens Rænker,
siig, hvad end du mener, lille Tænker?" -
"jo, det er de gamle Stierneskud,
naar den Døde vandrer hjem til Gud.


Kan jeg skildre hvert bekymret Hierte?
tælle hvert fortvivlet Jammerskrig?
nei, men hærdet Mod jeg kjende lærte,
elskelige Kiøn! endog hos dig:
Tro jeg saae saa mangen ædel Kvinde
salig Trøst i Moderømhed finde,
Manden, som fortvivlet Hænder vred,
trøstedes ved Glimt af hendes Fred.


 

  11

Vil den ægte Dane her forsage?
nei, han kiæmper end paa nordisk Viis;
blodigt ømt han mindes Børn og Mage,
dog, derover gamle Fædres Priis.
Trindt paa Kongestadens Bastioner
dundre huult Bellonas Høitidstoner,
faldne Oldtids Kæmper for mit Syn
smile giennem Bombekiedlens Lyn.


Du, som lever end, din Lovsang tone!
af Erkiendtlighed dit Hierte slaae!
mangen alt har mødt for Almagts Trone,
som med dig den blide Aften saae.
Uskadt saae vi Rædselsnatten svinde,
Solen alt forgylder hine Tinde,
ømt af Graad ved blodigt Nederlag
kvæges Øiet af den klare Dag.


 

  12

Selve Fienden længes efter Hvile,
mangen Britte saae sin Broders Fald,
sparsomt hvine nu hans Morderpile,
sieldnere man hører Bombens Knald.
Tusende sig giennem Staden sprede,
Venner ængstelige om Venner lede,
rædsomt skuffet Mangen føler sig,
ak! han snubler over Frendens Liig!


Nu mod Fierde Christians gamle Buer,
hvor sin Føde danske Sømand faaer,
velte Sværme frem, dem Faren truer,
der at sikkre sig mod Død og Saar;
Børn med Kvinder, halv af Rædsel døde,
Oldinge, hvis nøgne Isser bløde,
Kiækhed, Angest, Letsind, Rolighed
vandre Haand i Haand mod dette Sted.


 

  13

Ei formaaer jeg Scenen at beskrive,
som et Tryllespeil den straaler mig;
siig! hvad Ligning skal jeg Grouppen give?
Phantasien er jo dog saa riig;
Vel, saa tænk dig Romas Katakomber *)
lysnede af Brand og sprengte Bomber;
svar! hvad peger Tidsmagneten til?
Folkeretfærd eller grækisk Ild? -


End en rædsom Nat, en angstfuld Morgen
atter stiger Solen blodig rød,
Hvert et Timeslag forøger Sorgen,
trindt om Skialden svæve Skræk og Død;
giennem Faren Strengens Tone bæver,
høit mod Almagts Trone den sig hæver,
i et Taagesvøb af harmfuld Graad
lyder den om Hevn for Røverdaad.

__________

*) Underjordiske Hvelvinger, hvor de romerske Christne stial sig til at holde deres Gudstieneste, for at undgaae Keiserens Forfølgelser; de havde ligeledes Muurblendinger der, dem de brugte til Begravelser.


 

  14

Atter Dagen sit Farvel os byder,
Midnatstimen atter stunder til;
Fiendens Torden uden Ophør lyder,
uden Ophør lyner Voldens Ild;
Dødens Hagel regner fra det Høie,
end der brister mangt uskyldigt Øie,
hvilke Spor af denne Hagels Fald!
aaben Bug, og splittet Hierneskal! -


Luk dit Øie for det Blod som rinder,
end jo Sørgespillet ei er endt;
Taaren Livet ei tilbagevinder,
vend dig mod den Brand, som nys er tændt.
Hvad betyde hine Vestens Flammer? *)
kun forøget Død, fornyet Jammer;
Himlens Purpurklare Luehav
overstraaler mange Kiækkes Grav. -

__________

*) Tømmerpladsens Brand den 4de September.


 

  15

Branden sagtnes, Horizonten gløder,
ingen Flamme blender Synet meer.
Øret ene matte Sukke møder,
blege Veemodsaasyn Øiet seer. -
Sagte, sagte lyde Skialdens Tale!
mangen Ængstet sank i kvægsom Dvale,
dog, hvor sikre ere Støvets Fied?
hvad er denne Midnatstimes Fred?


Atter varsler Trommens Hvirvel Jammer,
atter tænder sig et rædsomt Baal;
Sankt Mariæ Tempel staaer i Flammer,
Spiret er de sikkre Bombers Maal
Klokkens hule Afskedstoner lyde,
lavarøde Kobberstrømme flyde,
uforsagte Skarer styrte til,
Livet agtes her for Bombespil.


 

  16

Hvert er Hierte slaaer af Mod og Varme,
selv i Døden seer man ingen ræd;
ak, forgiæves kiæmpe stærke Arme,
end forgieves kiæmper Konsten med:
Vandets høie diamantne Straale
mægter ei med Flammen sig at maale,
Kongestadens Pryd, trods Kraft og Haab,
segner under fiendtligt Jubelraab. -


Øiet nu kun svage Emmer skuer,
Heltes Marmor brager her og der;
mangen Ædlings Been gik op i Luer,
end jeg seer de blege Phosphorskiær.
Adeler! ei meer dit Minde praler,
dog din Hæderstierne aldrig daler; -
Tænker! kom, i smuldret Gruus at see
Gyldenløvers stolte Mausolee.


 

  17

Saa forsvinde Jordens Herligheder,
saa er alt herneden Drøm og Tant;
du, som over gyldne Dynger freder!
du, som Fryd i Marmorminder fandt!
vend dit Blik mod disse løse Emmer,
hør fra Skyen hedenfarne Stemmer:
"drag dit Hierte bort fra Guld og Pral,
Alle lige hist vi samles skal!" -


Siig, Camoene! om du end ei gruer?
nei, du fordums Veemodsoptrin saae;
følg mig til Sankt Peters Tempelbuer,
varlig over brustne Bielker gaae!
skyndsom mod Ruinens Punkt du iile!
Bomber, Brandgranater, grædske Pile,
trængte selv i Muldets Mørke ned,
at forstyrre gammel Slumrers Fred.


 

  18

O, et Rædselskue uden Lige!
her er Musens Tegning alt for svag;
Rafael! af Gravens Dyb du stige!
væd din Pensel til en Dommedag!
Kister, Plader, Been, hinanden møde,
hvor er Siælen af de gamle Døde?
den er samlet hist med Retfærds Ild,
som det gamle Danmark hevne vil. -


Ogsaa dig, Urania! man truer
med Ruin af dine Sønners Hjem;
dog til Trods for Bombeknald og Luer
Fierde Christians Maner dækker dem;
disse Mure vare ham saa kiære,
o, hans Minde evig signet være!
trindt om Eder svæve evig Fred,
Spor af gammel nordisk Ærlighed!


 

  19

Midnatskyen Strøm af Taarer fælder,
kun for seent mod Branden flyder den; -
til en Steen at Barn sit Hoved hælder,
halv indslumret vaagner det igien.
"Stakkels Lille! siig, hvor har du hiemme?" -
Svaret lyder med en halvkvalt Stemme:
"hos Gud Fader, han som styrer alt,
"min Forsørger her i Gruset faldt." -


Gud! hvi gav du Guldet uden Hierte?
Godheds Gud! hvi Hierte uden Guld?
Sieldent Rigdom ændser Armods Smerte,
oftest Armod er sin broder huld;
ogsaa dette er for Skialden Grade,
dog, for alt Naturens Aand du raade!
sørg som Fader for de skyldfri Smaa,
som paa Livet bitter Forsmag faae!


 

  20

Huult igiennem tomme Gade lyder
Helliggeistes Midnatsklokkeklang;
hvad mon denne Tomhed vel betyder?
mon et Havblik for en stormfuld Dag?
end i Stadens nordre Egn det brænder,
Fienden sidste Kuglehagel sender,
Skialden segner mat paa Leiet ned,
det beklemte Hierte ahner Fred. -


Endt er Skialdens Kvad, men ikke Nøden,
hæng, Camoene! atter Lyren hen!
snart, naar Danen atter gaaer i Døden,
ræk din gamle Dyrker den igien.
Tro han synger dig om Fredens Smile,
tro han synger dig om evig Hvile,
tro han følger selv i Døden med,
for at vinde gamle Danmark Fred


__________


 

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top