Fra det gamle Kongens København
    - titeldigt

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen

Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

Dengang hans milde Øjne lukked
I Døden sig,
Og hele Folket græd for ham og sukked
Som før engang ved Baldurs Lig, -
Da kom den nye Tid,
Og, skjøndt endnu et Barn i Svøbet,
Saa kæmpestærk og rustet ud til Strid
Rev Alt den med i Sejersløbet.

Dog medens trindtom nu. af Alle hyldes
Den Tid, der kom,
Kan stundom end de gamle Øjne fyldes
Af Graad ved Tanken om
Hin under ligt-naive Tid,
Hint sjette Fred'riks Regimente,
Hin Drot, saa barsk og dog saa blid,
Han, "som alene vidste", hvad os tjente.

Da lyder atter Mejsel^langen
Til os i Nord
Fra Tibrens Bredder; tusindstemmigt Sangen
Den svarer med sit Nattergalekor;
Og henrykt Øjet ser igjen
Del Firmament af lyse Stjerner,
D? Store, vi har elsket, men
Fra hvem den nyhedslystne Hob sig fjerner.

Dog det er Drømme! - Arbejdsklokken ringer
Og vækker os paany;
Den nye Tid sin friske Luftning bringer,
Det gjærer i det unge Morgengry,
Og hvorhen Øjet ser,
Sig Kræfter trindtom røre,
Bestandig ny', bestandig fler og fler -
Gid til Velsignelse det føre!

[8]