eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 8

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Nyboder og den faste Stok.

_____


vem kjender ikke Overskous "Capriciosa" og de prægtige Nybodersfolk, som deri fremstilles? Hvem husker ikke Ole Kaninstoks Sang:

"Kong Kristian den Fjerde har Nyboder reist,
At Sømanden Hvile kan finde,
Paladser er sjunkne, dog Nyboder har kneist.
De stande saa fast som hans Minde."

Vel staar Nyboder ikke i den samme Udstrækning som dengang Ole Kaninstok besøgte Frederiksberg Have for at se Kongen sejle i Kanalen, hele Gader ere jævnede med Jorden og paa Tomterne ere opførte store Bygninger: Frimurerlogen, St. Paulskirken, Kjædeselskabets Bygning, Hambroes Vadske- og Badeanstalt o. fl., men der er endnu et godt Stykke tilbage af den gamle Sømandsby, en Bærer af vor Marines smukkeste Traditioner. Her gives

[227]

228

endnu Slægter, som stamme fra Tordenskjolds Matroser, Navne som Lilie, Rose o, s. v. vidne derom. Der har vel været Tale om, at hele Nyboders Forsvinden kun er et Tidsspørgsmaal; der existerer tillige en Plan til Anlæg af forskjellige nye og store Gader, hvortil den væsenligste Del af Nyboders Grund skal afgive Terrænet. Men alt dette er nok foreløbig opgivet; mulig erkjendes det som nødvendigt for Marinen, at en Koloni som denne vedbliver at bestaa, ja, at den maaske endog fortjener at udvides.

I alt Fald vil det sikkert vare mange Aar inden Holmens faste Stok er en saga blott. Der er godt Tømmer i den. Ganske vist blev dens Opløsning bestemt omtrent samtidig med Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Denne betingede jo indgribende Forandringer i disse Forhold. Matroskorpset kom nu for en væsenlig Del til at bestaa af de søværnepligtige, og de faste Folk maatte stilles i et helt andet Forhold til Etaten. For saa vidt de havde tjent i 20 Aar, pensioneredes de med Hus for en meget moderat Leje og en lille aarlig Pengesum. Med Haandværkerne skete den Forandring, at de ikke mere antoges paa en længere Aarrække, men kaldtes faste, naar de ved Kapitulation havde bundet sig for 1 Aar ad Gangen, Lejen for Boligen blev beregnet i Lønnen, Naturalforplejningen blev afløst. Til Underbefalingsmænd uddannes vel ofte Sønnerne af det faste Mandskab, naar de efter Konfirmationen i deres 15de-16de Aar have vist Lyst og Dygtighed til Søværnet enten ved at anvendes paa Flaaden eller ved Haandværkerkorpset, men nogen Forpligtelse i saa Henseende, paahviler dem ikke mere. For Artilleri- og Matroskorpsets Vedkommende haves kun Underofficerer som faste Folk. Ogsaa disse have Bolig i Nyboder. Saaledes var Forholdet i det væsenlige endnu efter Ordningen af 28de Maj 1880.

Ganske anderledes vare Forholdene tidligere. Den faste Stok var paa en vis Maade næsten stavnsbunden, dog var der i saa Henseende i ældre Tid stor Forskjel mellem de egenlige Matroser, de, som vare bestemte til Orlogstjeneste i Freds- eller Krigstid, og Haandværkerkorpset, der gjorde Tjeneste paa Værftet. De førstnævnte Folk vare forpligtede til at tjene visse Aar, efter hvis Forløb de ikke behøvede at blive i Tjenesten, hvis de ikke selv vilde, men de skulde være bosatte i Landet for at være ved Haanden i Krigstilfælde. De kunde ogsaa faa Lov til at fare med Koffardiskibe, naar der ikke var Brug for dem i Marinen. Haandværkeren derimod var antaget paa Livstid og skulde gjøre Tjeneste paa Værftet

 

229

og i Skibene, saa længe han kunde arbejde. Blev han gammel og mistede han en Del af sin Arbejdskraft, saa nedsattes han i en lavere Klasse, d. v. s., han fik ringere Løn. Den i Nyboder fødte Dreng var fra den tidligste Barndom saa at sige indlemmet i den faste Stok. Børn i 9 og 10 Aars Alderen sattes til at lære et Haandværk, selv om deres Evner pegede i en anden Retning. Vel bleve Forældrene i Reglen adspurgte, men det var sjældent, at de ikke samtykkede. De vare fattige Folk, smaat stillede, naar de havde en stor Børneflok. Det var altid en Hjælp for dem, at deres Smaadrenge kunde bidrage til Underholdet Ved de Rationer Rug, som de fik, hvorfor de ogsaa kaldtes "Rugdrenge". De bleve anvendte paa Holmen til at gaa til Haande, pille Værk o. s. v. Efter Konfirmationen bleve de enten Skibsdrenge paa Flaaden eller Lærlinge paa Værftet. De førstnævnte maatte da gjøre Tjeneste fra 12 til 16 Aar, Haandværkerne vare derimod, som anført, bundne paa Livstid.

Der var overhoved en Art indisk Kasteinddeling tilstede i Nyboders faste Stok. Hvad Faderen havde været, skulde ogsaa Sønnen være. Hørte Faderen til Matroskorpset, maatte Sønnen ogsaa gaa samme Vej og fra Underbaadsmand tjene sig op til Baadsmand og Overbaadsmand, ja maaske til Skipper, hvoraf der kun var tre i Matroskorpset. Var Faderen Baadebygger, skulde Sønnen ogsaa bygge Baade. Til Gjengjæld sørgede Staten for Barnet lige fra dets Fødsel, der strax maatte meldes i Nyboders Vagt, og Faderen fik da Tillæg i Brød. Naar Drengen var sex Aar gammel, kom han i Nyboders Skole. Denne var en Tid i det Toetages Hus paa Hjørnet af Borgergade og Kamelgade, hvor højere Vinduer end i de andre Smaahuse endnu vidne derom. Skolegangen varede fra Kl. 7 Morgen til Aften; men Drengen fik sin Middagsmad paa Skolen. Søn- og Helligdage marscherede Drengene under Anførsel af Underofficerer til Holmens Kirke for at overvære Gudstjenesten. Dragten var den samme Sommer og Vinter: En blaa Trøje med gule Knapper og hvide Lærredsbenklæder. De stakkels Drenge led meget i stærk Frost i en saadan Paaklædning, og da Frederik den Sjette engang inspicerede Nyboders Skole og blev opmærksom paa den lette Dragt, befalede han, at Lærredsbuxerne om Vinteren, skulde afløses af Klædes. Naar Drengen kom af Skole, maatte han ofte hjælpe Pigen hos en eller anden Officer med at bære Vand, kløve Brænde, ja somme Tider maatte han møde Kl. 5 om Morgenen for at børste Støvler. For Pigebørnene var

 

230

der ligeledes en Skole i Nyboder, de lærte her især Haandarbejde og maatte renholde Skolestuerne.

Naar det i Sangen i "Capriciosa" hedder, at Christian den Fjerde byggede Nyboder, for at Sømanden kunde finde Hvile, saa vil man af det foranførte saa temmelig kunne faa en Forestilling om, hvorledes det forholdt sig med denne Hvile. Men ganske vist var det Christian den Fjerdes Hensigt med Opførelsen af Nyboder ikke blot at have Mandskabet til Oplogsflaade og Værft paa rede Haand, men ogsaa at forskaffe det et varigt Asyl. Det havde tidligere været hans Agt at anlægge Sømandskolonien paa Bremerholm (Gammelholm), og en Del dertil bestemte Huse (Baadsmandsboder) bleve ogsaa opførte der og taget i Brug; men saa fattede han ved Stadens Udvidelse den Idé at opføre et helt hyt Kvarter i Stadens nordøstlige Del, paa en vis Maade en By for sig, til Marinens Kaserner samt til Bopæle for dens Officerer, Underofficerer, Baadsmænd, Matroser og Haandværkere, og med en meget stor Kirke. Efter den derværende Bro skulde den kaldes St. Annaby, og Gadernes Navne skulde tages af Mineralriget, Dyre- og Planteriget. Denne storartede Plan blev ved Tidsomstændighederne og efter Kongens Død kun halvvejs udført. Den indskrænkede sig dertil, at der paa et Terræn af omtrent 15 Tønder Lands Størrelse opførtes et Antal af henved 600 teglhængte Smaahuse, bestemte til Bolig for Holmens Mandskab. Kvarteret kaldtes oprindelig, St. Anna Boder, senere "Kongens nye Boder". Gaderne anlagdes snorlige og fik Navne efter Dyr- og Planteriget. Det hele var fuldendt 1643. Hvorledes disse Christian den Fjerdes Huse vare, kan nogenlunde ses af de Rester, der endnu findes f. Ex. i Rævegade og Haregade. Disse ere ikke stort højere, end at man blot ved at løfte Armene kan naa Taget. Hvert enkelt er bestemt til to Lejligheder, hver paa et Par smaa Værelser med fælles Køkken og en lille Forstue. Oprindelig vare Gulvene af Mursten og Væggene kalkede. Indgangen bestod af to Halvdøre som i Bøndergaardes Folde, Det bedste var egenlig det anselige og luftige Gaardsrum. Under Frederik den Fjerde, men især under Christian den Syvende udvidedes Nyboder betydeligt, og der opførtes et stort Antal Huse paa 2 Etager til 4 Familier. En Del af disse, især Hjørnehusene, bleve i en senere Tid indrettede til Bopæl for Officerer og for Funktionærer ved Holmen, da man fandt det rigtigst, at disse nærmest for Ordenens Opretholdelse boede i Nyboder.

 

231

Med Hensyn til Husene har Nyboder, som forøvrigt i flere andre Henseender, sin ejendommelige Terminologi. Ved Hus i Nyboder forstaas en Stue og et Kammer, ved dobbelt Hus to Stuer og to Kamre, til disse ere Baadsmænd, Kanonerere, Overbaadsmænd og Overkanonerere og de med disse i Klasse staaende Folk berettigede. En Mestersvend, en Undermester, er berettiget til tredobbelt Hus og en Mester til firdobbelt, eller hvad andre vilde kalde et helt Hus. To enkelte Huse, altsaa Stue-Etagen og Salen, som første Etage hedder, have fælles Køkken. I Reglen bo Folk med dobbelt Hus paa Salen; men Trappen derop er snæver o£ stejl; der hører Øvelse til at komme op ad den.

Saadant et Nyboders Hus kan være højst hyggeligt. I enkelte findes endnu de store, mægtige blaamalede Egebjælker under Loftet, men ellers ere næsten alle Vaaninger forsynede med Gibslofter. Beboeren pudser og pynter saa godt han kan. Geranier, Gyldenlakker og Levkøjer ses i næsten alle Vinduer. Særlig Omhu er anvendt paa Gaardspladsen, der kan afgive Plads for en lille Have med Blomsterpartier og Lysthus, og man ser undertiden en prægtig Vinranke slynge sig op ad Muren, Digteren Adolph Recke, der var Kancellisti Marineministeriet og havde Bopæl i Nyboder, har smukt beskrevet sit Hjem:

"I Nyboder der staaer en net
Bolig - De kjender bestemt den;
Udenfor Døren er Rendestensbrædt,
Over den staaer Nr. Femten.
Huset er lavt, jeg nægter ei det,
Tagsten og Brosten nærme sig tæt,
Skærme dog lunt imod Blæsten -
Huset er pænt forresten.

Inde paa Væggen med Smag er hængt
Mange Billeder kjønne,
Tæppet er rødt og gult isprængt
Og Gardinerne er grønne;
Bagude findes en Havekultur,
Roser opad det tjærede Skur -
Blomster - og vil du betænke,
Lysthus med Bord og Bænke.

Huset synes som skabt for To,
Skabt til at bringe dem Lykke -
Og I veed jo vel sagtens, hvo
Der i Lyksalighed bygge,
fiygge og bo gemytligt og godt,
Mageløst smagfuldt - men mageløst smaat -

 

232

Smaat som de Fugle, der kurre -
Smaat som to kvidrende Spurve."

Ja, der var smaat i disse Huse, men desuagtet var der en Tid, hvor Folkene havde undertiden 2 til 3 eller endog flere Logerende, baade nedenfor hos dem selv og i Loftsrummene. Der var saaledes i et Hus baade Husmo'er, Salsmo'er og Loftsmo'er. Egenlig var dette ikke tilladt, men der blev set igjennem Fingre med denne Indkvartering. Men saa blev en Kaptajn Lütken Kommandant i Nyboder. Han holdt streng Justits, vilde ikke vide af sligt, og de saaledes indkvarterede bleve fejede ud. Desuden lod han foretage en stor Renselsesfest i Gaderne, hvor hidtil Fejeskarnet var henkastet i store Bunker, saa at de i fugtigt Vejr vare som en Mudderpøl, men i tørt Vejr afgav en yndet Tumleplads for Børnene sammen med Høns og Ænder. Der blev paabudt en streng Orden i saa Henseende, og hvorvel Brolægningen altid har været meget slem og endnu er alt andet end god, bleve Gaderne dog mere fremkommelige end hidtil. I tidligere Dage vare de undertiden bestrøede med Bark, som henlaa til Tørring for at anvendes til Røgning af Sild, der var et Bierhverv for adskillige af Nyboders Folk, eller ogsaa til Brændsel, som det jo kan træffe sig at være Tilfælde endnu.

Nyboders Kommandant, en afgaaet Søofficer, er den øverste Myndighed, og den næstkommanderende er hans Skriver. I tidligere Dage var den endnu bestaaende Nyboders Vagt, med en Række opplantede Hellebarder paa hver Side, bestemt til Ordenens Overholdelse. Vagtkommandanten var en Sergent, og Skildvagterne, de saakaldte "Vægtere", væbnede med Korsgevær. Fra Nyboders Vagt udgik Vagtpatrouiller, der skulde sørge for den natlige Ro. Disse vare meget flinke til at foretage Arrestationer, og ve den Underofficer eller Menige, som uden Passerseddel efter Tappenstregen - thi ogsaa den blev slagen af Nyboders Vagt - viste sig i Nyboders Gader; de bleve strax anholdte og satte i Vagten. Der var Regler som for en Kaserne, og disse undertiden strengere; saaledes havde en Holmens Mand og hans Hustru ikke Lov til at spadsere paa Volden. Patrouillen var berettiget til at trænge ind i Huse, hvor der var Spektakel, og at arrestere Urostifterrie. Disse henbragtes da til Vagten, hvorfra de efter at have hensiddel om Natten, førtes til Gammelholm for at forhøres og dømmes af den kombinerede Ret. Der var en egen Straffelovgivning for Flaadens Mandskab lige fra. Admiralen og til

 

233

Drengen, og den var skrap nok. Kjølhaling, Tamp, Kat, Ris og Arbejde i Jern, ogsaa Dødsstraf for grove Disciplinarforseelser kom til Anvendelse. Fra Nyboders Vagt blev der tidlig om Morgenen kimet til Arbejde paa Holmen, ligesom det sker den Dag i Dag, og medens Mandskabet samlede sig, blev der ringet paa Gammel- og Nyholm. I de ældste Tider var Arbejdstiden delt; først fra Solopgang til Kl. 11; saa kunde Folkene gaa hjem for at spise til Middag og skulde være tilbage efter to Timers Forløb, hvorefter der blev arbejdet indtil Kl. 7 om Sommeren, eller til det blev mørkt om Vinteren. Men denne Ordning fandtes altfor ubekvem, og der blev indført en samlet Arbejdstid, som bestemtes fra Solopgang til Kl. 4 Eftermiddag Sommer og Vinter.

Foruden Husrum, Mundering, som i ældre Tid bestod af blaa Frakke med rød Krave og Opslag, Knæbenklæder, Sko og rund sort Hat, fri Skolegang for Børnene samt Spaanaffald paa Holmen til Brændsel, som senere afløstes af de saakaldte Spaanpenge, og endelig en lille maanedlig Løn, havde den faste Stok Naturalforplejning. I de første Dage af hver Maaned var der en stor Sammenstimlen paa Proviantgaarden, hvor Kosten udleveredes, og næsten altid var Manden ledsaget af sin Hustru, der skulde passe paa, at den ikke strax blev solgt til de Høkere og Bønder, der næsten altid vare ved Haanden, og at ikke Pengene strax bleve omsatte i flydende Varer, hvilket nok kunde hænde sig. Kosten bestod af Smør, salt Oxekød, grønsaltet Flæsk, Ærter, Rug. Rugen bragtes ud til en paa Østerbro beliggende Stubmølle, "Matrosmøllen", som den kaldtes, hvor den blev formalet, og Melet bragtes saa til den nærmeste Bager, som da bagte Brød deraf mod at gjøre sig betalt med en Del af Rugen. Kosten var ikke altid videre god, og der lød som oftest Forbandelser over Proviantforvalteren i dett faste Stoks ejendommelige Udtryksmaade. Ligeledes blev der hyppig klaget over Fordelingen. For omtrent 28 Aar siden blev Naturalforplejningen afløst af Penge, men Holmens Folk leve nu ikke nær saa kraftigt som før, og ofte maa Kaffe erstatte Middagsmad. De ældre længes mangen Gang efter Proviantgaardens Kødgryder. Forøvrigt har Kaffe altid været en yndet Drik i Nyboder. Kobber-Kaffekjedlen, "Mad. Brun", med tilhørende lille Bræt, hvorpaa den stilledes paaskraa, var et Husgeraad, som i tidligere Tid fandtes overalt.

Som Mennesker, der leve fjernere fra Paa virkning af det øvrige Samfund, var Nyboders Befolkning præget af karak-

 

234

teristiske Træk, der gjorde den til en Race for sig. Disse Træk hidrørte naturligvis fra Livsførelsen. Det møjsommelige Liv til Søs giver en vis trodsig Kraft og Frimodighed. Et djærvt, uslebent Væsen, forenet med en vis Gemytlighed, en særegen Udtryksmaade, hentet fra Sømandslivet, en vis naturlig og jovial Vittighed, der som oftest traf Sømmet paa Hovedet, betegnede den ægte Holmensmand, Ulken *), som han almindelig kaldtes. Han havde jo ogsaa sine Skrøbeligheder, ikke sjældent var han hengiven til Drik, og med en forsvarlig "Gir" kunde det nok falde ham ind at gjøre Optøjer; men Slagsbroder af Profession var han paa ingen Maade, og det skulde gaa haardt til, før han indlod sig i en Kamp; men kom det dertil, gjorde de bekjendte "Skaller" som oftest Udslaget. Han havde sine nedarvede Antipathier og Sympathier. Der var en Tid, hvor der i Hukommelse af Englændernes Røvertog mod Danmark næsten altid yppedes Strid, naar en engelsk Matros kom en Holmens Mand paa Tværs, og af svenske Søfolk var han heller ikke nogen Ven - alt ifølge Traditionen. Den Misstemning, eller maaske ogsaa den Skinsyge, der i mange Aar herskede mellem Land- og Søetaten, afspejlede sig i Nybodersmandens Uvillie mod "Kommisbrødæderne", og ikke saa sjældent kom det til alvorlige Slagsmaal. Med Studenterne var der derimod et vist Broderskab, og i de Konflikter, disse undertiden havde med Landofficererne, var Holmens faste Stok altid rede til at tage Parti for dem. Ved den bekjendte Posthusfejde 1793 gik der Rygter om, at Matroserne havde besluttet at komme Studenterne til Hjælp, hvis det skulde være gaaet til yderligheder. Som et karakteristisk Træk kan anføres, at medens en drukken Mand i hele den øvrige By kunde være vis paa at blive forfulgt, drillet og haanet af Gadens Ungdom, taaltes det i Nyboder ikke, at der tilføjedes ham nogen Fornærmelse, men han blev, om han trængte dertil, støttet og ledet med en næsten ærbødig Omhu.

Derved at Nybodersønnen tidlig fik Hus og Kost, indgik han i Reglen tidlig Ægteskab; men det var meget sjældent, at han valgte en Pige udenfor Nyboder. Til at gifte sig udkrævedes der en speciel Tilladelse ("Friseddel"), som sjæl-

__________

*) Hvorfra denne Betegnelse hidrører, er ikke godt at sige. Som bekjendt er Ulk Navnet paa en Saltvandsfisk med et Hoved langt større end Kroppen og af et meget hæsligt Udseende. Tidligere hed Holmensgade i Kjøbenhavn Ulkegade fra den Tid, da det dertil hørende Kvarter afgav Boliger for Marinen, de saakaldte "Skipperboliger". Beboerne fik Navnet forandret, fordi de fandt det stygt.

 

235

dent nægtedes. Der var vel ogsaa uheldige Ægteskaber, Kiv og Trætte Imellem Mand og Hustru, undertiden Slagsmaal, og i saa Tilfælde var den ulykkelige Hang til Drik hos Manden, vel ogsaa Konens Trættekjærhed, Smøleri eller Tilsidesættelse af de huslige Pligter Aarsagen. Dette hørte dog til Undtagelserne. I Reglen var det huslige Forhold højst agtværdigt og Sædeligheden desuden særlig god. Manden holdt af sit Hjem, søgte at hygge om det, og hvorvel de Billeder., der i "Capriciosa" og "Pak" gives af Nyboderslivet, ganske vist ere idealiserede, ere de dog ikke langt fra Virkeligheden. Et smukt Træk var den Hjælpsomhed, som Familierne indbyrdes viste hinanden i Sygdomstilfælde, og naar det ellers kneb. Nabofolk kom godt ud af det, og hvor der var fælles Køkken, gav dette dog sjælden Anledning til Splid; kom det til lidt Kævleri mellem Husmødrene, gik dette dog snart over. M. Gjørup skildrer det daglige Liv ret træffende:

"Se blot, hvor Ilden paa Skorstenen flammer,
Fatter kommer fra Holmen saa sulten og træt,
Nu dækkes Bord i det forreste Kammer,
Sulevælling er en fortræffelig Ret.
Børnene slutte om Bordet en Kreds,
Og de maa staa, thi det skorter paa Stole,
Nu ja, hver Rolling er dog i sit Es
Efter en Titimers Skole.

Fatter har spist og faaet stoppet sin Pibe,
Mutter i Køknet saa rask vasker op,
Børnene maa hjælpe og Knivene slibe,
Og forrette Ærinder i hurtig Galop.
Fatter i "Haven" fornøjet gaaer ud.
Ser opad Muren, hvor Vinranken snoer sig,
Den har iaar skudt en hel Mængde Skud,
Den i Champagne vist troer sig."

Saa fortælles der, hvorledes Fatter sidder og syer Sko til Kone og Børn. Ja, der maatte stræbes i mange Retninger, naar Manden sad med stor Familie. Den ringe Fortjeneste maatte han søge at forøge ved Udenoomsarbejder i Fritiden, især ved smaat Snedker- og Tømmerarbejde. Flere Nybodersfolk vare i ældre Tid ansatte som Maskinfolk ved det kgl. Theater, og jeg tror, det er Tilfældet endnu ved dette og de andre kjøbenhavnske Theatre. I mine Drengeaar spillede en Familie fra Nyboder Mester Jakel i Dyrehaven; om det er Ætlinger af denne, der endnu har dette Theater i Kildetiden, skal jeg ikke kunne sige. Nybodersfolk søgte ogsaa et Tilskud

 

236

til Husholdningen eller en lille Extrafortjeneste ved at drive Fiskeri ved Toldboden. Paa en Flydebro, der laa ved Toldbodbommen, saa man hele Rækker, gamle og unge, sidde og pilke efter Torsk, og Fangsten var ofte ret rigelig. En Tur til Dyrehaven St. Hansdag, der var en Fridag, mest til Fods, sjældnere paa en "Kaffemølle", hørte med til deri faste Stoks tarvelige Adspredelser. Men Spadsereturene om Søndagen gjaldt Frederiksberg, Kirkegaarden, tøen dog mest Kalkbrænderiet og den Vej langs Stranden, som nu kaldes "Strandpromenaden", hvor man havde den smukke Classens Have paa den ene Side og Sundet med Sejlerne paa den anden. Her valgte man sig en grøn Plet, hvor den medbragte Proviant blev fortæret, og Aftenen endte med, et Besøg i "De Fattiges Dyrehave", et Værtshus, der laa ved Kalkbrænderiet, hvor man drak sig et Glas Punsch, og hvor de unge kunde faa sig en Svingom til Musiken af en Violin og en Fløjte.

Alt i alt har og havde et hæderligt Folkefærd hjemme i Nyboder. Det kan ogsaa skjønnes deraf, at Forbrydelser altid have hørt til Sjældenhederne i dette Samfund. Kjærlighed til Konge og Fædreland var en Følelse, som havde hjemme hos alle og gav sig til Kjende paa en hjertelig og naturlig Maade. En særlig Festdag var det for Holmens faste Stok, naar der skulde illumineres i Anledning af festlige Begivenheder i Kongehuset. Folkene fik da Lys udleverede til at sætte i Vinduerne og havde den følgende Dag en Fridag, fordi de havde siddet saa længe oppe og pudset Lysene. De kunde knurre mod deres Overordnede, naar de troede sig forurettede, men i Reglen nærede de en stor Respekt for disse og vare villige til at underkaste sig Disciplinen. En ret karakteristisk Anekdote betegner dette Forhold. En gammel Admiral kom paa Holmen, da et Skib skulde løbe af Stabelen, og mødte just en Matros, hvem han spurgte, hvad Tid det skulde gaa for sig. "Hun skal," bandte han, "løbe af, Hr. Admiral, naar Klokken slaar Tolv." - "Saa sagte, min Søn, saa sagte," sagde Admiralen, "om Gud vil, om Gud vil!" - "Hun skal," bandte Matrosen igjen, "enten han vil eller ej; Holmens Chef har sagt det." "

Arbejdet og Livet paa Værftet skildrer Adolf Recke:

"Manne, op i Fart!
Arbejdsklokken lyder snart,
Manne, er I tjent
Med at faa Absent *)?

__________

*) "Absent" (i.e.: fraværende) kaldtes ikke at komme i rette Tid til Ar- [ fortsat side 237 ] bejde paa Værftet. Der blev afdraget nogle Skillinger af Daglønnen, og i Gjentagelsestilfælde blev Bøden forøget.

 

237

Fatter med sin Sav
Stikker af i Luntetrav,
Mutter kom galant
Med hans Proviant.
Først maa Mandskabet skaffe,
Førend de løbe kan omkaps,
Somme fik sig lidt Kaffe,
Og somme fik sig en Snaps.

Na ta'er Alle fat,
Og vort Arbejd gaar saa glat;
Her vi samle Ros,
Det skal varme os,
En bli'er gjennemblæst,
Staar og fryser som et Bæst,
En i Smedien han
Staar og sveder Tran.
Her staar Skibet paa Stabel,
Længes svært at komme afsted,
Ud at vaske sin Snabel,
Og det gjør vi andre med.

Saadan ved I nok,
Muntrer sig den faste Stok,
Ja med Slid og Slæb
Under Holmens Chef.
Ugen gaar med Sjou,
Søndag ej paa samme Boug.
Lyder Klokken end
Ingen lystrer den.
Somme sidde og pirke
Hjemme med et og andet smaat,
Somme stikke til Kirke,
Og det er da nok saa godt."

Ja, "Somme stikke til Kirke", men rigtignok var der ogsaa dem, der opfattede denne Kirkegang paa en hel anden Maade. Det var saaledes Tilfældet med en gammel Holmens Tømmermand, der i mine Drengeaar kom i mine Forældres Hus og gjorde lidt Tømmer- og Snedkerarbejde. Han sagde: "Kjællingen derhjemme, hun gaar i Æble Kathrines Boliger og synger Salmer, og jeg gaar i Kirken paa Toldbodvejen, hvor Præsten staar ved Disken og skænker smaa og store Snapse." Den gamle Fyr var sjælden ædru, og naar man sagde til ham, at han nok havde drukket lidt over Tørsten, svarede han i Almindelighed: "Over Tørsten, go'e Herre - det er umuligt. Ulykken er, at jo mere man drikker, jo mere tørster man. Over Tørsten, nej!" - Han kunde fortælle mange Historier

 

238

fra sin Ungdom, blandt andet kan jeg huske, at han omtalte forskjellige Slagsmaal, der havde været mellem den faste Stok og dens Dødsfjender, de tyske Marinere. Disse havde en Gang sammenrottet sig og drog i samlet Skare mod Nyboder; der opstod da en formelig Kamp, som først ophørte, efter at Kommandanten havde rekvireret Militær. Naar denne Begivenhed fandt Sted, skal jeg ikke kunne sige; formodenlig var det i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede.

Den Art af Nybodersfolk, hvortil den gamle Tømmermand hørte, er nu næsten forsvunden; det var en typisk Figur, som hørte Fortiden til. Det Samfund, som Nyboder nu bestaar af, er heller ikke bleven uberørt af Tidens Fremskridt, og af de Samfundsformer og Sæder, som gav det et ejendommeligt Præg, er der ingen stærkt fremtrædende Spor mere tilbage; men dog finder man blandt de ældre derude endnu Levningerne af alt det gode fra gamle Dage: Djærvheden, Trofastheden og det skalkagtige Humor blandet med en tør Alvor huser endnu mange af de smaa Nyboders Boliger.

__________

Til Slutning et Par Anekdoter, som kunne tjene til at karakterisere Nybodersmanden og hans Maade at være paa.

En Nybodersmand bragte Bud til en Kaptajns Kone, at Kaptajnen var kommen paa Rheden med sit Skib. Konen blev glad og vilde traktere Matrosen. "Vil De nu helst have Kaffe eller en Snaps?" - "Tak, lille Frue. Jeg kunde jo drikke Snapsen, mens De laver Kaffen," var Svaret.

Folkene skulde have Tilladelse af Kompagnichefen til at gifte sig. Ved Lønnings-Udbetalingen mødte en Mand med en saadan Anmodning. Kompagnichefen vilde nødigt give Tilladelsen. "Du drikker jo, Søren!" - "Javel, Hr. Kaptajn, men det gjør hun jo ogsaa," var Svaret, hvis knusende Beviskraft gjorde den Virkning, at Chefen vilde se hende. - "Javel, jeg skal slæbe hende herhen, Hr. Kaptajn."

De førte et eget Sprog, disse faste Folk. - Ved den kombinerede Ret spurgte Auditøren en Smed: "Hvad bestiller nu din Søn, naar han kommer hjem fra Arbejde?" - "Ja, Deres Højvelbaarenhed, hvad bestiller han?" - "Ja! hvad bestiller han?" - "Ja, Deres Højvelbaarehhed, han kallebasser!" - "Kallebasser, hvad vil det sige?" - "Ja, hvad vil det sige?" gjentog Smeden. - "Naar nu hans Sødskende og alle I andre sidde hjemme i Stuen, hvad bestiller han saa, hvad tager

 

239

han sig for?" spurgte Auditøren gnavent. - "Naa! ja saa - Deres Højvelbaarenhed - naar de andre er hjemme, ja saa, saa gaar han altid saadan inkognito op og ned ad Gulvet." - nu kunde Hans Højvelbaarenhed Auditøren vælge imellem "kallebasse" og "inkognito", for andet fik han ikke ud af den gamle Smed, om hvem man ikke vidste rigtig, hvorvidt han holdt Retten for Nar, eller var ganske udsøgt "dannet". - Hamborgeren Donner var den eneste Søofficer, der i 1848 forblev hos Tyskerne. Da Fangerne efter Eckernførde-Affæren kom i Land, stod han ved Landgangsstedet. En gammel dansk Baadsmand lod som han ikke saa ham. "God Dag, Chr. Sørensen, kjender Du mig ikke længer?" spurgte Donner. ~ "Jovel gjør jeg det; men forbandet nødigt," lød Baadsmandens Svar.

239.png

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:05:11 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top