eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 7

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Det forsvundne Kjøbenhavns
Borgervæbning.

_____


or nogen Tid siden besøgte jeg en gammel Ven. Naar ældre Folk, der have kjendt hinanden i mange Aar, træffe sammen, komme de let til at udvexle Erindringer fra deres Ungdomstid, og det gjorde vi da ogsaa. Han havde været Officer ved det borgerlige Infanteri, og jeg kan tilføje: et meget ivrigt Medlem af dette hæderlige Korps, saa ivrig, at han ret godt kunde have tjent til Mønster for Oberstløjtnant Kraft i Fr. Holsts lystige Stykke "Revuen". Det er derfor godt at forstaa, at han i Samtalens Løb kom til at dvæle ved Erindringer fra denne Væbnings Blomstringstid, og det kunde tydelig mærkes paa ham, hvilket Savn den ved Ophævelsen havde efterladt i hans Liv. Dog erkjendte han, at den i de nærmeste Aar, som gik forud for Ophævelsen, kun havde været en Skygge af, hvad den tidligere havde været, dels paa Grund af Indførelsen af den almindelige Værnepligt, og dels fordi de offenlige Interesser havde faaet en hel anden Retning. Hvor meget han satte Pris paa Minderne fra sin borgerlig-militære Idrætstid, fik jeg et Bevis paa, idet han lukkede et Skab op og deraf fremtog sin ældste Officersuniform, den karmoisinrøde Kjole med lyseblaa Rabatter, paillegult Underfoder, den trekantede Hat med lyseblaa Fjer

[212]

213

og Guld-Krampe, saa straalende, som om den var anskaffet igaar. Da jeg spurgte ham, om han ikke ogsaa havde gjemt den i 1848 hidførte blaa Vaabenkjole, der havde afløst Uniformen, svarede han, at det aldrig kunde være faldet ham ind, thi med Indførelsen af denne Vaabenkjole var det begyndt at gaa ned ad Bakke med Væbningen.

"Apropos!" sagde han, "Du har jo nok skrevet et og andet om det gamle Kjøbenhavn, men jeg tror ikke, at Du har fortalt noget om Borgervæbningen. Den fortjener dog nok at mindes som en Institution, der var af ikke ringe Betydning for Stadens Forsvar, men ogsaa hørte til det karakteristiske ved Kjøbenhavnerlivet. Vi have rigtignok endnu en Væbning, men," tilføjede han med et næsten haanligt Smil, "det er en Væbning, som Gud skal forbarme sig over. Man mærker jo slet intet til den. Femten Dages Øvelse, mørk Jakke som Uniform mod en Godtgjørelse af 50 Øre for hver Dag i Øvelsestiden. Og alligevel saa fornem - en Del af Hæren, en ægte Generalmajor til Chef og Officerer af Hærens Forstærkning til Kommandører o. s. v., men jeg giver ikke fire Skilling for det hele."

Medens han talte saaledes, kom jeg pludselig til at huske paa, at han, da den nye Væbning skulde organiseres i 1870, havde søgt at blive Kompagnichef, uden at det var lykkedes ham. Jeg forstod nu den Ringeagt, hvormed han omtalte den, men holdt det klogelig for mig selv. Imidlertid var Følgen af vor Samtale et Løfte om, at jeg, saa godt jeg var i Stand til, skulde efter officielle og trykte Aktstykker samt efter hans Meddelelser og mine egne Erindringer fortælle et og andet om Kjøbenhavns gamle Borgervæbning. Dette Løfte vil blive opfyldt i det efterfølgende, men jeg tvivler rigtignok om, at den Maade, hvorpaa det her sker, i enhver Henseende stemmer overens med min gamle Vens Opfattelse og Ønske. Forøvrigt er det kun den egenlige .Borgervæbning, som i gamle Dage kaldtes Borgerskabet, der vil blive omtalt. Hverken Livjægerkorpset, Kongens Livkorps (Studenterne) eller Brandkorpset berøres i det følgende.

__________

Det er vel overflødigt at anføre, at man maa gaa langt tilbage i Tiden for at søge Oprindelsen til Byernes Borgervæbning. Fortidens raa og barbariske Tilstande, de idelige Krige og Fejder og overhovedet den store Usikkerhed i alle Forhold nødvendiggjorde, at en Bys Indbyggere søgte at værne

 

214

deres Arne, og at de til dette Formaal indøvedes i Vaabenbrug og samledes i ordnede Hobe under Anførere, som de enten selv valgte, eller som beskikkedes dem af Fyrsten. Borgerne bleve ogsaa under en almindelig Fejdetilstand anvendte i Felten paa Kongens Opbud. Dette vides i det mindste at have været Tilfældet i Kjøbenhavn i Middelalderen, og da var Borgermestrene og Raadmændene deres Anførere. Men nærmest var Formaalet Stadens Forsvar mod ydre Fjender, ligesom ogsaa væbnede Borgere gjorde Vagter og sørgede for Ordenens Opretholdelse i det Indre Dag og Nat. Efterhaanden fik Væbningen i Kjøbenhavn en fast Organisation. Saaledes var ifølge et Mønsterregister af 3. August 1588 til dette Formaal udskrevet et Antal af 1641 Personer, fordelte paa Hovedstadens forskjellige Kvarterer. Hopmand (i.e.: Hauptmand) var en Hans von Hamborg, Oldermand i Væverembedet (i.e.: Lau-get), og der var fire Fændriker. De fleste af de menige vare Hageskytter med Rør (Bøsser). Det mindre Antal var harniskklædt, andre mødte med Federspyd (korte Spyd), nogle med Slagsværd og atter andre med Hellebarder. De skulde holde sig selv med Vaaben og vel ogsaa med Klædning, skjønt det fremgaar af gamle Regnskaber, at de mere fattige Borgere fik leveret Klædningen, der væsenlig bestod i en saakaldet Kasjak, en Art Kappe. Af en Vedtægt fra 1610, som omtales i Dr. Nielsens "Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660", ses det, at alle de Borgere, der skulde deltage i Væbningen, vare fordelte i Roder hver paa 10 Mand, af hvilke en var deres Formand eller Rodemester (Rotmester). Naar der skulde mønstres, rørtes Trommerne i alle Gader, og da skulde enhver af de menige, der kaldtes Rotgesellen, gjøre sig paa det bedste og sirligste færdig, saa at han bevæbnet kunde være foran sin Rodemesters Dør, inden Trommerne rørtes anden Gang. Naar hele Styrken var samlet udenfor Fændrikens Dør, marcheredes derpaa i Geled ud af Byen, eller hvor man ellers skulde hen for at indøves. Af denne Vedtægt ses det ogsaa, at der til Vagttjenesten var en Hovedvagt, hvor Officererne samledes, medens hver Rode havde sin corps de garde omkring paa Volden og ved Portene. Paa Vagterne var al overflødig Drik og Fylderi, Dobbel, Spil, Sværgen og Banden forbudt. Drukkenskab straffedes haardt, og det var forbundet med Dødsstraf at bruge Vaaben mod hinanden paa Vagt.

Noget anderledes var Kjøbenhavns Borgervæbning næppe organiseret under Kjøbenhavns Belejring i 1659, da den med stor Tapperhed forsvarede Staden og afslog Stormen Natten

 

215

imellem den 10. og 11. Februar. Først i 1663 fik den en Organisation, der i det væsenligste har vedligeholdt sig til den seneste Tid. Borgervæbningen blev inddelt i 10 Kompagnier Infanteri (om Artilleri var der ikke dengang Tale), og hvert Kompagni havde sin Kaptajn. Chefen kaldtes først Stadt-Oberst, siden Stadshauptmand. Den første Stadshauptmand var Frederik Thuresen, der havde udmærket sig under Belejringen og tillige havde været meget virksom ved Enevoldsregeringens Indførelse. Det var paalagt det borgerlige Militær at forrette Garnisonsvagterne, naar Garnisonen var fraværende eller ikke tilstrækkelig tilstede; i paakommende Tilfælde at besætte Stadens Volde tilligemed Garnisonen og hjælpe til at forsvare Byen, at møde ved Ildsnød og ved Isning, at patrouillere o. s. v. Enhver, der drev borgerlig Næring, skulde deltage i Væbningen. Om Uniformeringen i den første Tid er intet bekjendt, men der er Grund til at antage, at det var de daglige Klæder med Felttegn eller Kokarde paa Hatten, medens Officererne vare iførte den samme maleriske Dragt, som Hærens Befalingsmænd havde, nemlig en Art Kofte med rig Besætning, en bred Hat med vajende Fjer, korte, vide Buxer, store Krave-Støvler, Skærf og Bandoler. Stadshauptmanden og Kompagnicheferne vare lønnede, men det er ikke bekjendt, hvad Lønningerne var. Først senere vides det, at Lønningerne vare for den Højstkommanderende 600 Rdl., for Majorer 400 Rdl., for Kaptajnerne fra 100 til 300 Rdl.

Stadshauptmanden fik i 1772 Oberst-Rang; hvad de andre Officerer angik, er det ret karakteristisk, at de i Rang stod under Hærens Officerer. Saaledes rangerede Borgervæbningens Majorer (Bataillonschefer) med Armeens Kaptajner, Kompagnicheferne med Premierløjtnanter og Stabs-Kaptajnerne med Sekondløjtnanterne. Først ved kgl. Resolution af 17. Juni 184J blev denne Forskel udjævnet.

I 1799 forøgedes Infanteriet til 12 Kompagnier, der efterhaanden hver fik sin Fane. Østre Kompagnies var ponceaurød med en harniskklædt Ridder med dragen Kaarde i den ene Haand og en Palmegren i den anden. Indskriften var "Verje byder Fred". Kjøbmager Kompagniets Fane var lyseblaa; i Midten paa hvid Grund en Trane med Indskriften: "Hold Vagt, Tiden agt!" St. Annas Kompagni ponceaurød, i Midten en harniskklædt Arm med et Skjold og Laurbærkrands og med Indskriften: "Ære kommer af Værge". Frederiks Kompagni en grøn Fane med et Prospekt af Kjøbenhavn og med Indskrift: "Held for Kongen og Staden". Strand Kompagniets

 

216

Fane karmoisinrød med gult Felt, hvori en Pelikan, som hugger sig i Brystet med sit Næb, og med Indskrift: "For Fred og Frelse. Anno 1712." Snarens Kompagnies var mørkeblaa og dekoreret med Roser, omgivne af en Tornekrone. Indskriften var: "Bryder Du, stikker Du". Vestre Kompagnies hvide Fane havde i Midten en Edderkop i sit Væv med den dræbte Spyflue og med Indskriften: "Ringe Magt ei foragt". Kristianshavns Kompagnies var i gult og ponceaurødt. I lyseblaat Felt saas en Krone, der holdtes af fire fra Skyerne udstrakte Hænder, med Indskriften: "Tilfælles Kracht (Kraft), bestandig Magt". Nørre Kompagni havde en ponceaurød Fane med hvide Striber, i Midten en kongelig Krone, omgiven af Hænder, der fattede hinanden. Indskriften var: "Forvar, hvad du har". Klædebo Kompagnies Fane var citrongul med to fra Skyen udstrakte Hænder, der mødte hinanden. Indskriften var: "Tro og Mistro". Frimands Kompagnies Fane var i lyseblaa og hvide Striber og med en mod Solen flyvende Ørn. Indskriften var: "Flyv varlig!" Rosenborg Kompagni havde en citrongul Fane med lyseblaa og hvide Striber. I Midten en Stork fortærende Frøer og med Indskriften: "Trætte ødelægger".

Det borgerlige Artilleri blev først oprettet 1789, den 19. Juni. Ideen dertil udgik fra daværende Brandmajor i Kjøbenhavn Johan Peter Junge, som den 9. Januar 1789 fik kongelig Tilladelse til at oprette et saadant Korps efter den af ham angivne Plan, der forøvrigt antages at være udarbejdet af daværende General Huth. Det ser besynderligt ud, at Oprettelsen saaledes var overdraget til Privatmand og ikke udgik, fra Regeringen. Det bestod først af to Kompagnier, som efterhaanden forøgedes til 12, inddelte i 3 Batailloner, hvoraf den ene var det saakaldte Feltartilleri. Oprindelig havde Artillerikorpset sin egen Ordning, ifølge hvilken Artilleristerne kun skulde bestaa af Haandværkssvende, og Over- og Underofficererne af Haandværksmestre og "andre skikkelige Borgere", som antoges af den Højstkommanderende, ligesom der ogsaa var andre Bestemmelser, der viste, at Artilleriet stod adskillige Grader under Infanteriet; men den 1. Juni 1808 blev der fastsat en Ordning med ensartede, fælles Bestemmelser for begge Korpser, der nu under ét kaldtes Kjøbenhavns Borgervæbning. En særegen Bestemmelse heri var, at de Menige i begge Korpser, der vare Haandværkssvende, havde Lov til som Frimestre at ernære sig med egne Hænder af den Profession, de havde lært, og at de, naar de havde tjent to

 

217

Aar ved Korpset, havde Lov til at oplære en Dreng og efter andre to Aar holde en Svend som Medhjælper. Saa vidt vides, blev dog denne liberale Bestemmelse senere modificeret. Ved det samme Reglement blev den i 1805 oprettede Indrulleringskommission *) nærmere organiseret, og der oprettedes Examensskoler for begge Korpser. Tillige bestemtes det, at der skulde holdes Forelæsninger over saadanne Gjenstande, der stod i Forbindelse med Korpsernes Hverv og Idræt, og i Forbindelse dermed blev der etableret en theoretisk Examen i de Videnskaber, der bleve foredragne, saavel som en praktisk Examen, og begge disse maatte Under- og Overofficererne underkaste sig. De aarlige Øvelser skulde afholdes saa ofte, som Stadthauptmanden fandt det nødvendigt, og desuden skulde der afholdes en Generalmønstring og Kongerevue, For disciplinære Forseelser blev der fastsat Bøder eller Arrest, der kunde skærpes betydelig i Krigstid, ja endog til Livsstraf. Infanteriets Arrest var Hovedvagten og Artilleriets Tøjhusvagten eller Hovedvagten.

Dette Reglement har med nogle enkelte Forandringer holdt sig til Borgervæbningens sidste Tider. Uniformen blev den 25. September 1801 bestemt saaledes: For Over- og Underofficererne: Karmoisinrød Kjole med lyseblaa Rabatter, Krave og Opslag, paillegult Underfoder samt dito Vest, lange Buxer eller Pantalons, korte Støvler, trekantet Hat med Guldkrampe og Kordon, lyseblaa Fjer og sort Kokarde samt 2 Guldepauletter. For de Menige: Kraprød Klædes Kjole med lignende Udstyrelse som for Over- og Underofficerer, Chakot med Fjer, paa Skulderen et Guldbaand med Fryndser, hvide Benklæder og sort Lædertøj. Denne Uniform undergik senere nogle Forandringer; saaledes bleve Officerernes trekantede Hatte afløste af Chakots, medens de dog til Galla kunde bruge de førstnævnte, og i 1842 fik de Lov til at anlægge de for Hæren reglementerede Epauletter og Skærf. Armaturet og Lædertøjet blev leveret de Menige. De Menige, som ikke havde Raad til at anskaffe sig Uniformskjole og Chakots, kunde paa Ansøgning faa saadanne udleverede fra Munderingskommissionen mod maanedlige Afdrag. Skulde et Medlem af Borgervæbningen tage Borgerskab, maatte han fremstille sig for Magistraten i reglementeret Uniform.

Den 7. April 1848 indførtes som ny Uniform for Officerer og Menige den blaa Vaabenfrakke med to Rader gule Knap-

__________

*) Ved denne Kommission var Komponisten Prof. J. P. E. Hartmann i mange Aar Sekretær.

 

218

per, Benklæder af mørkegraat Klæde, en lille Chakot efter fransk Façon, en flad, rød, ulden Ponpon, hvori den danske Kokarde, en Felthue af ungarsk Façon og Guldsnore paa Ærmerne som Distinktioner for Underofficererne. De ny indtraadte i Væbningen maatte anskaffe sig denne Uniform, men for de ældre var det ingen tvungen Sag, og saaledes frembød Væbningen især i de første Aar derefter en højst broget Blanding af de gamle røde Uniformer og de blaa Vaabenkjoler, som ved Øvelserne ikke tog sig videre heldig ud.

Til Væbningens Tjeneste hørte at besætte Vagterne, naar Garnisonen var borte, at møde ved Ildsvaade for at holde Orden, at paradere ved offenlige Højtideligheder og at assistere ved den offenlige Ordens Opretholdelse i Tilfælde af større Opløb eller alvorlige Optøjer. En ejendommelig Forpligtelse var den, at Væbningen skulde hjælpe ved Isning. Saaledes maatte idet borgerlige Infanteri i Vinteren 1808 og 1809 ise Stadsgraven og sørge for, at den for hvert Kompagni bestemte Strækning blev holdt aaben.

Under Kjøbenhavns Belejring og Stadens Bombardement i August og September 1807 var Væbningen med at besætte Voldene og holdt trofast ud. Begge Korpser havde henved 100 saarede og flere dræbte, deriblandt ikke faa Officerer. Især led Infanteriets Nørre-Kompagni meget; det havde ikke mindre end 23 saarede, blandt hvilke en Løjtnant og en Fændrik, og 5 dræbte. Ved den saakaldte Filosofgangsfejde i 1789, ved Posthusfejden i 1799 og ved Jødefejden i 1819 og 20 maatte Infanteriet assistere Politiet og Garnisonen med at dæmpe Optøjerne, og det samme var Tilfældet ved en anden Lejlighed, der er mindre bekjendt. Den 4. Juli 1807 og paafølgende Dag kom det til voldsomme Slagsmaal mellem Matroser og Marinere, der altid havde været dødelige Fjender. Der var saarede paa begge Sider, ja Marinerne løb formelig Storm mod Nyboders Huse. Borgervæbningen blev da opbudt, og den var saa flink til at tilvejebringe Orden, at Kronprins Frederik i en Proklamation fra Kiel takkede den for dens udmærkede Holdning ved denne Lejlighed.

I indeværende Aarhundrede vare Stadshauptmændene Brygger Mylius, Silke- og Klædekræmmer Hallander, Vinhandler Gabriel Wegener, Klædehandler Bernhard Thortsen og endelig. Kobbersmed Conradt. Med den sidstnævnte ophørte Kjøbenhavns Stadshauptmandskab. Den 28. Marts 1848 blev Chefen for Livjægerkorpset Oberst E. P. Bruhn udnævnt til tillige at være Kommandør for samtlige Borgerkorpser, og

 

219

dermed kom ogsaa Borgervæbningen i en nøjere Forbindelse med Krigsbestyrelsen, end den tidligere havde været. Ved den Raasløffske Armeeplan af 1868 var Borgervæbningens og Livjægerkorpsets Ophævelse givet. Denne fandt Sted ved Lov af 28. Maj 1870, hvorved tillige den nuværende Væbning blev oprettet, der dannes af det ved Hæren uddannede Forstærkningsmandskab, som til enhver Tid har havt fast Bopæl i første Brigadekreds' første Lægd, bestaar af 2 Batailloner Fodfolk og 2 Kompagnier Artilleri og har en General til Chef.

Hvorledes kom det sig vel, at der i den almindelige Bevidsthed hvilede et Skær af Latterlighed over Borgervæbningen, og at man næsten opfattede den som en komisk Institution? Dette var temmelig forklarligt. I sit Væsen og sit Ydre kunde den aldrig opnaa det strengt militære Præg, som karakteriserer den Holdning, der opnaas ved vedholdende Indøvelse og streng Disciplin. Disse Haandværkere og Smaahandlere, disse Borgere, hvis daglige Dont bøjede Ryggen, gjorde Hovedet ludende, krummede Arme og Ben, de tog sig som oftest endnu mindre heldig ud i en Uniform som denne kraprøde Kjole med Svalehale, med en Chakot, hvis bøjede Pul egnede sig til at samle Regnvand, i disse hvide Buxer, der ikke sjælden vare indkrympede og adskillige Tommer for korte. Her kunde ikke være Tale om den stive og stramme Holdning, om det soldatermæssige. Dertil kom, at netop naar Infanteristen eller Artilleristen i Bevidsthed om sin Værdighed som Fædrelandsforsvarer søgte at give sig en tilsvarende knejsende, forloren Holdning, blev Skuet endnu mere komisk. Det maa ogsaa betænkes, at mangen en betragtede den Pligt at være Medlem af Borgervæbningen som en Plage, og at han derfor viste en Skødesløshed og Ligegyldighed, der bevirkede, at Uddannelsen, selv om den blev ledet nok saa godt og ivrig, blev mangelfuld, og at dette sporedes i de offenlig afholdte Øvelser. Borgervæbningens Exercits var derfor i Reglen alt andet end mønsterværdig, og af samme Grund var Disciplinen ogsaa saa som saa. Det maa erindres, at de kommanderende Over- og Underofficerer ikke saa sjælden vare de Meniges Ligemænd, i det mindste i borgerlig Forstand, og at den militære Lydighed som oftest blev opfattet i Forhold dertil. Der hørte i Virkeligheden langt større Konduite til at kommandere Borgere end Soldater; de maatte tages paa en egen Maade. Venlig Overbærenhed, mild Tilrettevisning udrettede langt mere end overmodig Opførsel og streng Tiltale. Var der Officerer, som

 

220

ikke opfattede deres Forhold overfor de Menige paa denne Maade, saa var Opsætsighed og Drilleri, der ikke let kunde straffes, i Reglen Følgen. Undertiden kom det endog til ligefremme Opstande. Jeg erindrer, at en Bataillonskommandør ved det borgerlige Artilleri, der var almindelig forhadt for sin grove, hensynsløse Opførsel mod de Menige, en Dag efter én Revue paa Amagerfælled blev reven af Hesten paa Slotspladsen af en Flok Artillerister og kun med Nød og Næppe slap for slem korporlig Mishandling.

Det paatagne martialske Væsen hos adskillige Officerer bidrog ogsaa til at udfordre Latteren. Man kom uvilkaarlig til at anstille en Sammenligning mellem den Mand, der igaar stod bag Disken og afvejede Sukker, Kaffebønner og grøn Sæbe, og den, som nu med Sablen i Haanden, med Alvor i Blikket, knejsende og stolt gik i Spidsen for sit Kompagni. Kom nu dertil den trinde, fremstaaende Mave, der som oftest prydede Borgerofficererne i de højere Grader, og som blev endnu mere synlig, jo snævrere Uniformen sad, saa kan den Lystighed let forklares, som Skuet vakte, især hos Gadeungdommen, der flokkedes ved Borgervæbningens Exercits.

Og dette komiske Skær blev ikke lidet forøget ved de svulstige, opstyltede Tirader, hvormed Borgervæbningens Betydning blev fremhævet i Skrift og Sange, navnlig af den bekjendte Borgerofficer Garbrecht, ogsaa kaldet "Dannerskjalden". Han var bekjendt som en brav og hæderlig Mand, afholdt af alle, med hvem han omgikkes, men lidenskabelig begejstret for sit Kald som Officer og betragtende Kjøbenhavns Borgervæbning som Landets Stolthed og Stadens kraftigste Værn. Disse Følelser gav han Luft i et Par mindre Skrifter om Borgervæbningen og i en stor Del Sange, som han digtede til dens Hæder og til dens Opmuntring, og som bleve sungne ved Øvelserne paa Fælleden, ved Kongerevuen eller paa Hjemmarschen. Som en Prøve paa den Garbrechlske Stil kan Slutningen af et af ham i 1831 udgivet Skrift "Sværd og Banner" tjene, der indeholdt en kort historisk Beretning om Kjøbenhavns forskjellige Borgerkorpser og deres Bedrifter.

"Medborger!" skriver han, "saaledes har jeg nu med redelig Villie ført Dig ind i Hallen til dine Forfædres Seirstegn, jeg har ført Dig ind i Gravhvælvingen, hvor dine kjære Døde blunde. Har Du læst disse Blade med Eftertanke, da har Du vel ogsaa forstaaet min Hensigt; jeg vil opflamme Dig til Agtelse for din Stand som Borgerkriger, jeg vilde, at hvis Faren atter truede, Du da skulde stræbe at erhverve Dig

 

221

det samme Hædersnavn som dine Forfædre. Stolt og glad skal Du leve for Danmarks Held, stolt og glad skal Du dø for Danmarks Hæder! Paa Danmarks Trone sidder en Konge, elsket og velsignet af alle sine Undersaatter, agtet og æret over hele den vide Jord, om hans Sølverlok snoer sig Kronens gyldne Buer, men Troskabs klare Perle er Kronens skjønneste Pryd! den skal aldrig faae Pletter; lad os paa Fredens Dag stedse virke til vort eget og Medborgeres Vel og Glæde - men bestiger en Gang Tvedragt og Vold vore grønne Strandbredder, da - da griber vi Sværdet, da stille vi os om vor elskede Konge, Frederik den Eiegode, og juble: "Fader, før os! - - før os til Seir eller til en hæderfuld Død!" Og har Du fremstammet denne Bøn, da maa Kraftens Sene svulme i din Arm, da maa Du føle Villien i Dig, at vorde en Kæmpe, en Troskabshelt for din Konge og dit Land.

"Du Axelstadens rødklædte Borger! jeg har sjunget din Hæder - uden at ændse Klaffer - jeg har ført dit Banner, det har flagret over mit Hoved, vel kun paa Fredens Dag, men kalder Pligten, Du skal ei se mig svigte; Du vilde derfor venligen modtage disse faa Blade!

"Saa rækker jeg da Haanden til Afsked; jeg har talt flere end en ædel Ven blandt Minervas Sønner, jeg har glædet mig saa tidt i de røde og grønne Skarer, og mit eneste Haab, min eneste Trøst er, at naar ogsaa en Gang Gravens Ro omsvæver mig, Borgeren da vil sige: "Der slog dog et danskt, et ærligt Hjerte i hans Bryst!"

Danmarks Borgere! stedse være dit Valgsprog:

Til Gud min Sjæl,
For Kongen at dø,
Og Hæder og Held
Om" Stad og om Ø." -

Trods den uimodstaaelige Komik, der ligger i denne skruede Svulst, er der dog noget næsten rørende, noget sympathetisk i den naive Begejstring, som Garbrecht gav sig hen til. Især naar man tager Datidens Smagsretning i Betragtning, er det ogsaa godt at forstaa, at deslige Udgydelser faldt i manges Smag, og at derfor Borgervæbningens Menige fandt dem overmaade hjertelige og smukke. Men alligevel maatte Garbrecht, som han ogsaa i det ovenfor anførte antyder, døje ikke saa lidt af en skaanselsløs Kritiks Anfægtelser. Især var "Kjøbenhavnsposten" slem mod ham. Navnlig gik det ud over hans Sange for Borgervæbningen, som han udgav i en egen

 

222

lille Bog. En af disse, kaldet "Stadsbanneret", blev endog parodieret. Som en Prøve paa hans Produktion i Egenskab af den kjøbenhavnske Nationalgardes Tyrtæus, skal jeg anføre den her:

Vaag op, I Valhals Helte.
Se Borgeren end staa
Med Sværdet ved sit Bælte
Stolt under Himlen blaa!
Se! Banneret sig hæve,
Hvor Odins Sønner gik,
Og Seirens Engle svæve
For Dannerkæmpers Blik!

Frem Oldtids Kæmper træde
For Fantasiens Syn,
Og Fredens Engle græde
Ved Kampens røde Lyn.
Frem mellem Skyens Rifter
En Stjerne smiler blid;
Stolt,-Banner! her du vifter!
Stolt som den svundne Tid.

Hvor Fædrene de sloge,
Skal Sønnen fast end staa
Og signe Danebroge,
Der smykker Bølgen blaa!
Men Du for ham skal være
Et Danebrog til Lands!
Ham hellig som hans Ære
Og kjær som Sejrens Krans.

Vai stolt i Kampens Torden!
Vai stolt paa Fredens Dag!
Vai hædret her i Norden
Som gamle Danmarks Flag!
Om Skæbnen alt end fældte,
Der under Dig skal staa
En Flok af Dannerhelte,
Til sidste Stund de slaa.

Vai stolt paa Blomstersletten;
Vift stolt paa grønne Høi!
Trindt blinker Bajonetten,
Trindt toner Krigens Støi;
Vai stolt, naar Danmark kalder,
Vift stolt ved Sværdets Klang,
Vai stolt, naar Flinten knalder
Og vift mod Sky - vor Sang!

O Banner! slaa din Vinge
Om Dannerkæmpens Bryst!

 

223

Da skal han Sværdet svinge
Som Helt i blodig Dyst!
Og maa han ogsaa segne,
Naar Du kun Seiren gav;
Med Hæder skal han blegne,
Du vaier ved hans Grav! -

Hurra! Du danske Strider!
Dit Navn er Enighed,
Din Hædersstjerne glider
Bag Skyer aldrig ned;
For Drot og Danmarks Ære
Gaaer Du i Dødens Favn,
Din Heltehæder være
Den danske Borgers Navn!"

Parodien paa denne Sang havde til Titel "Stadsflasken" og lød saaledes:

"Vaagn op! I Valhals Kæmper!
Som,drak Jer fuld i Mjød!
Se! ingen Borger dæmper
Den sande Krigerglød!
See, Flaskerne de hæve,
Hvor I af Skaller drak,
Med den i kraftfuld Næve
De minder Jer med Tak.

Frem Oldtidskæmper træde
For den Berustes Blik;
Af Fryd maa Spendrup *) græde,
Da dinglende de gik. -
Frem mellem Træpatroner
En Flaske smiler blid,
Stolt som en Fyrste troner
Den her i Fred og Strid.

Hvor Fædrene var fulde,
Skal Sønnen ædru staa,
Og Flaskerne saa hulde
Fra Haand til Haand skal gjaa.
Du, Flaske, skal os være
Et trofast Broderbund!
Hvem Jean vel Stolthed nære
Med Flasken for sin Mund?

Følg os paa Nørrefælled!
Vær overalt vor Ven!
Og naar Du er udbællet,
Vi fylde Dig igjen.
Følg os, naar Trommen kalder
Følg os, naar vi gjør Vagt

__________

*) En bekjendt Brændevinsbrænder.

 

224

Skjønt En i Grøften falder,
Staaer Resten uforsagt.

Følg os i mørke Nætter,
Naar mat ved Lygtens Skin
De rustne Bajonetter
Se ud som gammelt Tin.
Følg os, naar Klokker brumme
Og røve Vægtrens Ro,
Da Ingen skal forstumme,
Da drikker hver for to.

Gaaer Marschen i en Bue,
Hvad heller langsomt frem;
Q Flaske! lad Dig skue,
Og styrk den Trættes Ben!
En Borger kan ei blegne!
Nei, blussende han staaer,
Qg selv naar han maa segne,
Han ta'er endnu en Taar.

Hurra! Du danske Strider!
Den rette Kamp Du stred,
Saa sidste Draabe glider
I Halsen langsomt ned.
Dig hulde, lille Flaske
Hver Borger har saa kjær,
At han Dig i sin Taske
Bestandigt trofast bær'."

Der fortælles, at man var ondskabsfuld nok at uddele trykte Exemplarer af denne Parodi ved Borgervæbningens Kongerevue paa Fælleden, og at den saa blev afsungen under støjende Lystighed og med stærkt Bifald.

Denne Kongerevue paa Fælleden var til Hæder og til stor Gammen for Korpsene. Om end Præstationerne undertiden lod adskilligt tilbage at ønske i Retning af det taktiske og vel heller ikke i anden Henseende tilfredsstillede Militarismens strengere Fordringer, udtalte Kongen, og særlig Frederik den Sjette, dog altid sin Tilfredshed med de Ord: "Tak, Børn! Jeg er fornøjet med Jer," hvilken Bevidnelse blev besvaret med tordnende Hurraraab fra alle Struber. Det var en Højtidsdag og en Glædesdag ikke blot for Væbningens Medlemmer, men ogsaa for deres respektive Hustruer, Børn og Kjærester. De fulgte med, enten slæbende paa store Madkurve eller transporterende dem i Barnevogne. Undertiden bleve ogsaa Madvarerne medførte i Chakoterne. Der fortælles, at Frederik den Sjette ved en Kongerevue fik Øje paa en Infanterist, paa hvis Pande og Kinder der viste sig røde Stri-

 

225.png

[225]

226

ber. "For Guds Skyld, er den Mand saaret?" spurgte han en hosstaaende Adjudant. "Denne foer hen til Infanteristen, og nu viste det sig, at Striberne hidrørte fra Syltetøjet i de Pandekager, han havde forvaret i sin Chakot. "Haa, haa!" lo Kongen, "de Blessurer behøve ingen feltskær."

Under Hvilen lejrede man sig saa i Græsset og tog for sig af Varerne, og det undertiden saa forsvarlig, at mangen en havde Vanskelighed ved at genfinde sit Kompagni og paa Hjemmarschen at holde Styr paa sine Ben. Revuen endte ogsaa i Reglen med en lystig Svingom til stor Fornøjelse for Mutter og Pigebørnene. Paa Hjemturen blev der sunget og raabt Hurra for Stadshauptmanden og for de Officerer, der særlig Var yndede. Til dem hørte især Garbrecht først som Kompagnichef og senere som Bataillonskommandør. Det kunde ogsaa hænde, at en eller anden Officer, som havde gjort sig ilde lidt, fik dette at vide paa en uforbeholden Maade. I Geledderne gik Hustruer og Børn Side om Side eller Arm i Arm med Fatter, og hvor stolt og glad var Drengen ikke, naar han fik Lov til at bære Fatters Gevær. Jo, det var en Festdag for alle, store og smaa, og endnu for mange hørende til de behagelige Minder fra det forsvundne Kjøbenhavn.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:04:59 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top