eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 6

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

En dramatisk Privatforestilling i
Frederik VI.s Tid.

_____


en 8de Januar 1839 var en Rædsels- og Sorgensdag for Indvaanerne paa Jyllands Vestkyst. Dreven af en voldsom vestlig Storm, styrtede Vesterhavet med Isstykker af uhyre Omfang ind over den hele Kyststrækning fra Løkken ned til Ribe og trængte Limfjorden over sine Bredder, og da Bølgerne endelig veg tilbage, var det et forfærdeligt Ødelæggelsens Værk, som overalt kom til Syne. I Stedet for Huse og Gaarde i Stæder og Landsbyer var der Grushobe, hist og her laa druknede Kreaturer; Aarets Afgrøde, som Bonden kun møjsommelig havde aftvunget den magre Jord, var bortskyllet; mangfoldige Borgeres Velfærd og Fremtid var gaaet til Grunde; hvad mange Aars Stræben havde tilvejebragt, var i Løbet af næppe fire

[198]

199

og tyve Timer flydt bort i det griske Hav, og mangfoldige Familier vidste ikke, hvor de skulde hvile deres Hoved eller faa det nødvendige til Livets Ophold. Alt var Fortvivlelse og Sorg. Men Hjælpen udeblev ikke; ligesaa stor som Ulykken var, ligesaa redebon var den almindelige Velgjørenhed over hele Landet. Der blev anstillet offenlige og private Indsamlinger, og som altid gik Hovedstaden herved i Spidsen. Foruden direkte milde Gaver, der løb op i mange Tusinder af Dalere, indkom der ogsaa en ikke ubetydelig Sum ved Foretagender, som ved at forene det nyttige med det behagelige ansporede Velgjørenheden til yderligere Anstrængelser. Til Indtægt for de vandlidte blev der givet Koncerter, Maskerader, Baller og dramatiske. Forestillinger. Saaledes blev den første Opførelse af Oehlenschlägers "Aladdin" givet til Indtægt for dette Formaal. I Hotel d'AngLeterre var der foranstaltet en stor Basar af Damer af de bedste Familier, hvor alt betaltes med meget høje Priser. Den elskværdigste Side af Hovedstadslivet kom her til Syne, og den Sum, som indkom paa denne Maade, udgjorde en ikke ringe Del af den Bistand, hvormed Landet søgte at bøde paa Ulykken.

Ved den Tid bestod i Kjøbenhavn den borgerlige Læseforening. Den var stiftet af flere ansete Mænd i 1834, altsaa under vort Statsborgerlivs Opvaagnen eller, om man vil, i vort Folkelivs og vor Folkefriheds unge Dage. Formaalet laa vel nærmest i Foreningens Navn; den skulde give Folk, der ikke havde Evne eller Lyst til at gaa ind i det dyre og mere aristokratiske Athenæum, en billig Lejlighed til at tilfredsstille deres Lyst til Læsning, uden at de behøvede at søge offenlige Steder. Men egenlig havde den ogsaa et politisk Øjemed. For at vække Almensandsen hos de Klasser, for hvilke Foreningen nærmest var bestemt, og tillige for at gjøre dem modtagelige for Ideer, der kunde bane Vejen til de friere Statsformer, paa hvis Indførelse der dengang fra forskjellige Sider blev arbejdet gjennem Pressen og Stænderforsamlingerne, blev der holdt Diskussioner og Foredrag dels over almindelige og særlige politiske Spørgsmaal, dels over de Ufuldkommenheder, som Statssamfundet og Statsmaskineriet led af. Slige Foredrag holdtes blandt andre af David, Ussing, Lehmann, Wilkens, Otto og flere, og det er naturligt, at Tilstrømningen til Foreningen fra de forskjellige Samfundsklasser ikke var ringe. Mest bestod dog Medlemmerne af yngre Folk, og blandt disse dannede der sig en saakaldet fast Stok, der gav Tonen an. Skjønt hidtil ubekjendte for hverandre og i de for-

 

200

skjelligste Livsstillinger, fandt de en fælles Tilslutning i en stærk Frihedsstræben. Som alt nyt og uvant var denne dog ikke ganske klar, idet den famlede efter bestemte Former. Den gjorde sig mere gjældende i Fraser og Doktriner end i positive Begreber og Principer. Den hentede sine Ideer og sine Idealer fra det, der var alle bekjendt, og saaledes vil det forstaas, at den første franske Revolution med dens Resultater og store Personligheder omfattedes med Enthusiasme af disse unge Mennesker. De beærede hverandre med Navne fra hin Periode. Der var en Danton og en Camille Desmoulins, men ogsaa efter Girondinerne opkaldtes adskillige, og for at der ikke skulde savnes en Modsætning, var der en Talleyrand og en Metternich. Der blev diskuteret og holdt Taler. "Kjøbenhavnsposten", som dengang var Frihedens Evangelium, blev oplæst og kommenteret. Man forsøgte sig ogsaa i Bladartikler, og fra nogle unge Mennesker i denne Kreds udgik Ideen til Vittighedsbladet "Korsaren", der blev stiftet og med stort Talent ledet af M. Goldschmidt. Navnlig i Begyndelsen hørte flere af dem til Bladets Medarbejdere. Goldschmidt nævner dem i sine "Livs-Erindringer og Resultater"; det var Paul Chievitz, den senere saa bekjendte Forfatter, dengang Kommis paa et Handelskontor, Kopist Ludvig Bisserup og Arboe Maler, theologisk Student, en højst ejendommelig, Figur, der kaldte sig Kammerjunker Busk og under dette Navn er gaaet igjen i Chievitz's og Adolf Reckes Vaudeville "En Fortid". Han vil senere nærmere blive omtalt.

Det var altsaa Frihedsmænd, Alvorsmænd, som stræbte at lægge Sten til det Værk, der pludselig stod oprejst i 1848; men alligevel kunde de ikke ganske emancipere sig fra Fortidens Idyl og Traditioner. Den fidele Retning, der viste sig i et lystigt Komment, med den rygende Punchebolle og Drikkesange, spillede ligesom ubevidst over i den Tids Frihedssværmerier. Haand i Haand hermed gik de æsthetiske Interesser, som ikke sjælden truede med at tage Luven fra Politiken. En Digtsamling af Chr. Winther eller af H. P. Holst, en ny Novelle af Carl Bernhard eller af Forf. til "En Hverdagshistorie", et Stykke af Heiberg eller af Henrik Hertz, der iøvrigt var kommen i Vanry ved sin Bog "Stemninger og Tilstande", bleve meget ofte slemme Konkurrenter til Betragtninger over Finanstilstanden, over Hofholdningen, over det militære Gamachevæsen o. s. v. og satte Gemytterne i Bevægelse. De vare flittige Komediegængere, saa vidt Pungen strakte til, og Theatrets Præstationer vare et meget frugtbart

 

201

Æmne, saa meget mere som adskillige af de unge Mennesker selv troede sig i Besiddelse af dramatisk Talent. At der med en saadan Tro forenede sig en Higen efter at faa Lejlighed til at give Prøver derpaa for Publikum, selv om kun i Privatforestillinger, er det vel overflødigt at anføre.

En saadan Lejlighed frembød sig nu ved den Ulykke, der havde rammet det vestlige Jyllands Beboere ved Stormfloden den 8. Januar. Hvor smukt vilde det ikke være, om den borgerlige Læseforening kunde deltage i de almindelige Bestræbelser for at lindre Nøden for de stormflodlidte og tillige at gjøre det paa en saadan Maade, at Foreningen kom til at staa som et lysende Exempel. De skjulte dramatiske Talenter kunde faa Lejlighed til at vise, hvad de duede til, det nyttige kunde forenes med det behagelige. Altsaa blev det besluttet at give en dramatisk Forestilling paa Theatret i lille Kannikestræde. Saa vidt jeg mindes, fremkom Paul Chievitz og en ung Uhrmager ved Navn Voltelen*) med Ideen, og vi andre - thi jeg hørte ogsaa med til den lille Skare - greb den med Begjærlighed. I Overensstemmelse med parlamentarisk Fremgangsmaade valgtes der en Komité til at lede den, og blandt andre faldt Valget ogsaa paa mig.

Spørgsmaalet var nu om at vælge Stykkerne, og derom var der meget levende Debatter. Der forekom adskillige kuriøse Forslag, deriblandt at man skulde opføre en Tragedie af Oehlenschlager, eftersom Anledningen dog var tragisk. Men dette Forslag blev slaaet til Jorden med den Indvending, at en oehlenschlägersk Tragedie, fremstillet af Dilettanter, let kunde blive forvandlet til et Lystspil, men kun lidet lysteligt enten for Fremstillerne eller Tilskuerne. Allerhelst havde man opført et originalt Arbejde af et eller andet af Læseforeningens gode Hoveder, men der var ikke Tid til at faa et skrevet, og et Par saadanne, der bleve præsenterede, bleve ved Vejningen fundne for lette. Man blev da staaende ved Fader Holberg, hvis Arbejder dog fandtes at være lettest spillelige, og af disse valgtes "Det lykkelige Skibbrud". Ved dette var der jo rigtignok den Vanskelighed, at det især med Hensyn til Efterspillet krævede et stort Personale, men da vi selv i vor Midte talte ikke faa, der troede sig i Stand til at agere, og da vi desuden fik Løfte af et Par ved det kgl. Theater ansatte Skuespillere om ikke alene at overtage Roller, men ogsaa at

__________

*) Naar jeg nævner Navne, saa sker det kun ved saadanne Personer, der siden ere døde; desværre er det Tilfældet med de allerfleste. En Undtagelse gjør jeg dog med Skuespillere af Faget, der medvirkede ved Forestillingen.

 

202

lede Indstuderingen, antog vi, at det nok kunde gaa. Et Forslag om at overdrage de kvindelige Roller i Stykket til et Par Damer, der spillede i de bestaaende dramatiske Selskaber, blev ubetinget forkastet nærmest af den Grund, at disse Rollers Udførelse af Mandfolk vilde forøge den komiske Virkning, hvilket man jo ogsaa vidste fra Studenterkomedierne. Hvorfor vi valgte "Det lykkelige Skibbrud", havde en særlig Grund. Der var noget meget tidssvarende i dets Tendens. Derved at Holberg paa en vis Maade havde tegnet sig selv i Philemon ved at gjøre ham til Repræsentant for en Skribentvirksomhed, der for en Del gik ud paa at luge op i det Ukrudt, som overalt fandtes i det daværende Samfundsliv, kunde denne typiske Hovedperson tages til Indtægt for Nutidens liberale Presse, der havde stillet sig til Formaal at reformere Samfund og Statsinstitutioner, og hvis Repræsentanter havde ligesaa indgroede Fordomme, ligesaa store Møjsommeligheder og Plagerier at kæmpe med som Philemon-Holberg i sin Tid. Paa den anden Side var en Figur og en Karakter som Magister Rosiflengius overordenlig brugbar til Illustrering af det officielle og ikke-officielle Spytslikkeri, som Pressen drog stærkt til Felts imod. Hertil kom, at der var en Scene, den nemlig mellem Gottfred og Henrik, der siddende hver paa en Afviser opregne de Frugter, som deres respektive Herrers Skriverier have indbragt, der ypperlig kunde omskrives saaledes, at den kom til at indeholde mangfoldige politiske og satiriske Hentydninger til Datidens Forhold, Begivenheder og brændende Spørgsmaal. Hvorledes dette skete, vil man senere erfare. Endelig kunde den broutende, med tydski Akcent talende Officier, Jakob von Thyboes Gjenganger i Efterspillet, fortrinlig benyttes til en Karrikatur af en højtstaaende Militær, som dengang paa Grund af forskjellige Foranstaltninger og offenlige Udtalelser var i stor Miskredit og idelig Gjenstand for Bladenes Angreb.

Der blev nu skredet til Rollefordelingen. Der maatte herved udfoldes en ikke ringe Grad af Diplomati; thi mange, som troede sig kaldede, viste sig lidet hørende til de udvalgte. Et snildt Hoved foreslog endog at lade trække Lod om Rollerne eller ogsaa at lade dem sætte til Auktion og det indkomne Beløb tilflyde de stormflodlidte. Dette fandt dog ikke Anklang. Allerede ved Læseprøven viste det sig, at nogle, hvem man havde tiltroet de bedste dramatiske Evner, eller som indbildte sig at være i Besiddelse af saadanne, vare aldeles umulige, og de bleve derfor uden Skaansel kasserede,

 

203

trods ivrige Protester og Forsikringer om, at det nok skulde gaa ved forestillingen. Selvfølgelig fremkom der Insinuationer om Kabaler og Intriger, og en fjendtlig Stemning gjorde sig gjældende. Omsider fik man dog en upaaklagelig Rollebesætning i Stand. Kongelig Skuespiller Hass paatqg sig at udføre Jeronimus, Assessor pharm. Hagen, en i sin Tid meget bekjendt Personlighed, havde vi til Magdelone, til Leonora en Skrivelærer B., til Pernille Uhrmager Voltelen, kongelig Skuespiller Kragh, paatog sig at spille Philemon, til Henrik var Chievitz selvskreven, til Magister Rosiflengius en medicinsk Kandidat, nuværende Læge H., til Gottfred Kontorist B. Henriques, og til de øvrige Smaaroller saavel i Stykket som i Efterspillet fandtes der ligeledes bekvemme Kræfter, blandt hvilke ogsaa jeg havde min Part. Da "Det lykkelige Skibbrud" ikke kunde udfylde den hele Aften, besluttede man desuden at opføre en lille Vaudeville af Hillerup "Spøgeriet paa Herregaarden", hvori Skuespillerne Pætges og Waltz paatog sig at udføre Hovedrollerne. Til Mellemaktmusiken fik vi et lille, men godt Orkester, deriblandt flere Kapelmusici.

Prøverne tog nu deres Begyndelse, og det viste sig da, at Valget af de spillende slet ikke var ilde. Der var dog nok af Vanskeligheder og Kvaklerier. Nogle indfandt sig ganske uforberedte, andre udeblev ikke sjældent af en eller anden Grund; men saa blev der sat en ret anseelig Bøde for Udeblivelsen, og det hjalp. Omsider bestemtes Forestillingen til den 7. Marts. Et Opslag underrettede Foreningens Medlemmer derom - thi det var bestemt, at kun disse og deres Damer skulde have Adgang -, og i et Par Dage vare alle Billetter udsolgte.

Lokalet var Theatret i lille Kannikestræde, meget uheldigt og indskrænket, men det eneste, vi havde at holde os til. At faa Hoftheatret indsaa vi var en Umulighed, thi i Frederik den Sjettes sidste Dage blev Læseforeningen betragtet som en Art revolutionær Klub, og vi vare overbeviste om, at et Andragende om at benytte det, selv til et saa veldædigt Foretagende, vilde blive afslaaet. Desuden vilde vi, hvis Tilladelsen mod al Forventning var bleven opnaaet, ikke kunne tumle os saaledes, som vi havde i Sinde. Der var nok det forhen omtalte lille Theater paa Kongens Nytorv, men det var optaget og tillige endnu mindre brugbart end det i lille Kannikestræde. Da det sidstnævnte hører til det Kjøbenhavn, som allerede for flere Aar siden er forsvundet, kan en lille Beskrivelse deraf mulig interessere, for at den nuværende Gene-

 

204

ration, hvoraf mange sikkert have hørt det omtale af deres Forældre, kan faa et Begreb om, hvad man for omtrent et halvt Aarhundrede siden tog til Takke med for at kunne opføre eller nyde dramatiske Dilettantforestillinger. Dette Theater gik almindelig under det populære Navn "Kalkeballen", hvis Oprindelse ikke er mig bekjendt. Mulig hidrørte det derfra, at ogsaa det hæderlige Murerlaug, som mange andre, her havde en Forening, der dyrkede den dramatiske Kunst. Bygningen, der laa paa Hjørnet af lille og store Kannikestræde, var lav, kun to Etager. I Stueetagen var der Restauration og et yderst tarveligt, trykket Lokale til Sammenkomster for de dramatiske Selskaber, som afvexlende spillede paa Theatret. Opgangen til dette var ad en smal, stejl og smudsig Trappe, og derfra kom man til Tilskuerpladsen først ind i et større Værelse, hvor der var en Buffet af malet Fyrretræ, garneret med Flasker og lidet appetitligt Smørrebrød. Lige saa appetitlige tog Opvartningsjomfruen og Opvarteren sig ud. Tilskuerpladsen bestod af Parterre og Galleri med nøgne, fugtige Vægge, bemalede med noget, hvis Grundfarve det var yderst vanskeligt at udfinde. Bænkene, afdelte i Klapper, vare brøstfældige og brast ikke sjælden under Tilskuernes Vægt. Tilskuerpladsen var belyst med nogle osende Tranlamper og det meget knebne Orkester med Tællepraase, der bleve pudsede af en Laban i kort Trøje. Naar Tilskuerpladsen var rigtig stuvet, rummede den i det højeste 320 Personer, af hvilke de bageste maatte staa op paa Stole og Bænke, naar de vilde se noget. Langs Tilskuerpladsen til venstre var der et skummelt Værelse, som benyttedes til Spisesal og til Gjennemgang til et Par ganske smaa Paaklædningskamre samt til Scenen. Denne var i Henseende til Rumfang, Dekorationer og Belysning et Sidestykke til det øvrige. Naar de spillende vare lidt mere end almindelig høje, ragede de op til Sofitterne, i Fald de Tjavser, der hang ned fra Loftet, fortjente dette Navn, og de Tilskuere, der sad paa Siderne, havde et frit Indblik til Kulissernes Mysterier. Dekorationerne stod i Henseende til Maling og Farver næsten under et Nürnberg-Dukketheater, og det perspektiviske var en Gaade. For at gjennemføre Enheden svarede Møblerne, hvor saadanne skulde bruges, fuldstændig til Dekorationerne, og efter dem at slutte maatte det kjøbenhavnske Snedkeri befinde sig paa et yderst primitivt Standpunkt. Der var overhoved udbredt en Duft af Knejpen over det Hele, og det saa meget mere som Beværtningen - "Schæferiet", som det kaldtes efter Ejeren

 

205

eller Ejerinden - lod særdeles meget tilbage at ønske i Retning af Properhed og i enhver Henseende stod under, hvad der nu findes selv paa de simple Beværtningssteder.

Saaledes var det Kunstens Tempel, hvor vi skulde give vor Forestilling. Man kan tænke sig, at det ikke var med synderlig Andagt, at dets Haller bleve betraadte. Men dengang var man heller ikke forvænt. Selv det kgl. Theater lod meget tilbage at ønske i Retning af Komfort og ydre Udstyrelse, og scenisk Luxus var ganske fremmed for dem, der ikke kjendte Theatrene i Udlandets store Hovedstæder. Kostumerne leveredes os af en Farver Beistrup, der havde en Maskeradegarderobe og forsynede Privattheatrene. Da det var et Holbergsk Stykke, stilledes der jo ikke Krav til nogen særlig Elegance, og Dragterne vare saa nogenlunde præsentable. Det kgl. Theaters Frisør Hoppensach fik man for gode Ord og rede Penge til at besørge de spillendes Maskering, en Kunst, hvori han var udmærket dreven.

Aftenen kom, og man samledes i de smaa Paaklædningsværelser. Nær var den hele Forestilling røget i Lyset. En af de vigtigste Rollehavende havde samme Dag faaet det Budskab, at en meget nær paarørende, en ung haabefuld Kunstner, pludselig var afgaaet ved Døden i Rom. Vi havde faaet det at vide, og med Fortvivlelsen malet i Ansigterne ventede vi hvert Øjeblik Underretning fra den vedkommende om, at han ikke saa sig i Stand til at spille, hvad vi forøvrigt vilde have fundet ganske i sin Orden. Men saa indfandt han sig selv og erklærede, at uagtet "Graaden stod ham i Halsen", vilde han dog spille, saa godt han kunde, for ikke at forstyrre en Forestilling i et saa veldædigt Øjemed, og for at Publikum ikke skulde narres April i det sidste Øjeblik. Opofrelsen vandt naturligvis stor og veltalende Paaskjønnelse, men den Formodning, at Lysten til at spille Komedie fremfor alt havde gjort Udslaget; fandt vi det klogeligst at fortie. Man iførte sig nu Kostumerne ved Hjælp af en ved Theatret ansat Skrædder. Den arme Mand havde nok at gjøre med at tilfredsstille alle. Snart raabtes der paa, at en af Kjolerne var for vid, snart at et Par Buxer vare for snævre, at et Par Trikots vare umulige. Saa maatte et Par Manchetter indsyes, en Halsklud ombindes. En kunde ikke faa et Par Sko, der passede, en Paryk, der kunde sidde fast, en skulde have et Spænde syet paa, en anden, der ikke var stærk i Lægge, skulde have paalagt Vat. Den ene raabte paa rød, den anden paa hvid Sminke. Om de Par brustne Spejle, som Paaklæd-

 

206

ningsyærelserne vare forsynede med, opstod der Trætte, den ene vilde til, og den anden vilde til. Overalt herskede en forvirret Larm, som yderligere forøgedes derved, at nogle under Paaklædningen med tordnende Stemme søgte at memorere vanskelige Steder i deres Roller. Hoppensach var hist og her med Farver og Sminker, og med en vidunderlig Hurtighed foregik der en Forvandling af Ansigtstrækkene, hvorved Mænd omskabtes til Kvinder, unge til gamle, smukke til grimme og omvendt.

Endelig var Paaklædningen og Maskeringen tilendebragt, og der var gjensidig Betragtning og Beundring. Men trods det tykke Lag af Sminke viste der sig i Fysiognomierne stærke Spor af Bleghed og en vis plirende Forknythed i Øjnenes Udtryk. Det var Kulissefeberen, som begyndte at indfinde sig ved Tanken om, at det Øjeblik, da man skulde betræde de Brædder, der kaldtes Verden, og gjøre det første Skridt paa Kunstens Bane overfor et vel overbærende, men i sine enkelte Elementer dog kritisk Publikum, var nær for Haanden. At sligt vilde komme, havde jeg forudset og derfor tænkt paa et Middel til at dæmpe Ængsteligheden. Indtægten var saa rigelig, at man nok kunde føje en extraordinær Udgift til de ordinære, og af Rødvin, Portvin, Rhinskvin, Kognak og Sukker bryggede jeg en Negus, der i dampende Tilstand i en stor Bolle blev sat paa Bordet i det tilstødende Spiseværelse, hvorefter, Personalet blev budt ind til at nyde den. Det blev modtaget med Akklamation, og Negus'en virkede som en saa ypperlig Opstrammer, at jeg næsten blev bange for, at en og anden havde faaet mere, end han kunde taale. Men selv om det var Tilfældet, var Virkningen alt andet end uheldig. Modet var i et Nu vendt tilbage, og der var ikke en eneste, der ikke følte sig sin vanskelige Opgave mægtig, og som ikke var rede til at træde frem for det mest fordringsfulde og kritiske Publikum i Verden.

Klokken var nu Syv. Suffløren havde taget Plads i sin Hule, og Regissøren gav Signalet til, at Orkestret skulde spille. Det var Ouverturen til "Den hvide Dame". Tæppet gik op, og kgl. Skuespiller Kragh, iført sin Dragt som Philemon, traadte frem, hilset med stor Akklamation, og fremsagde en af G. Siesby forfattet Prolog, hvis første Del lød saaledes:

"Der gaar en forunderlig Ironi
Igjennem vort Livs Digten og Færden,
Der spotter med denne brogede Verden
Og danner Kontraster af Sympathi.

 

207

Hvor ofte har midt i Glædens Rus
En tragisk Genius grebet i Hjulet, -
Et Luehav, saa kunstigt i Gnisten skjult,
Nedstyrtet Tusinders Haab i Grus?
Og omvendt, - hvor Rædsel og Jammer drog,
Og Ødelæggelsen dybt sig præged,
Hvor ofte har der de Saar, de slog,
Med Spøg og Smil man atter læget?
Og saaledes her! - En uendelig Smerte
Har hgt sig om tusinde Brødres Bryst,
Og vi - vi læge det blødende Hjerte
Ved muntre Fester, ved Spøg og Lyst.
Selv Fader Holbergs muntre Billed
Med det skælmske Blik og Satirens Pil
Skal møde Taaren, som hisset trilled'
Og tørre den bort med Lunets Smil."

I den øvrige Del af Prologen vises, hvorledes de satiriske Billeder i "Det lykkelige Skibbrud" endnu have fuld Gyldighed, og at de samme Brøst, det havde revset, endnu, skjønt i andre Former, vare tilstede i Nutidens Samfundsliv. Den sluttede paa følgende Maade:

"Saa vidt om vor Hensigt! om Midlet jeg tier;
De ved, at den Kraft, der forsøges af hver,
Er kun en Skærv, som forener sig her
Med Ofret, De selv til Ulykken vier."

Denne Prolog blev optaget med stormende Bifald. Derefter begyndte Forestillingen, som i Betragtning af, at de fleste spillende vare Dilettanter, der aldrig forhen havde betraadt en Scenes Brædder, gik med et godt Sammenspil og for adskilliges Vedkommende med ikke ringes Lune. Især vakte den forhen omtalte Doubletscene til anden Akt af det Holbergske Stykke levende Bifald og Latter, der ikke sjælden afbrød de spillende. Den var skreven af et Medlem af Læseforeningen og indeholdt ikke faa satiriske Hentydninger til Øjeblikkets politiske Forhold og Begivenheder. I den Tanke, at det mulig kan interessere Læseren, skal jeg meddele et Uddrag.

I Komedien sidde som bekjendt Rosiflengius' Tjener Gottfred og Philemons Tjener Henrik hver paa sin Side af Theatret paa en Afviser og oplæse der hver af en Liste, hvad deres Herrer have havt i Indkomster ved deres literære Arbejder, Rosiflengius Penge og Hæder, Philemon Skam til Tak og Henrik adskillige Ørefigen. Ved Forestillingen var Indledningen til Scenen omtrent den samme som hos Holberg, derefter fulgte de omskrevne Monologer:

 

208

Gottfred (sætter sine Briller paa og læser snøvlende): Den 1. Februar for et Lykønskningsvers til den durchlauchtige Herre, som blev kureret af den svenske Pige *), en Snusdaase med Højstsammes Portræt.

Henrik. Jeg maa ogsaa sætte mine Briller paa og læse. Samme Dag skrevet en Afhandling om Dumhed og Overtro

blandt de fornemme, der, som henhørende under "Politik", blev lagt under Beslag af den Embedsmand og saa videre **).

Gottfred. Den 2. dito et Digt til en Kammerherre, fordi han udi en kraftig Oration i Raadet haver vist de forfærdelige Følger af "den ustyrlige Ungdoms Ustyrlighed" ***); hvorfor min Herre bekom tilstillet to Par af hans Højvelbaarenheds egne Kramsfugle, skudte med Højsammes alene-privilegerede Haand, og med Løfte om, at det ikke skulde blive derved.

Henrik. Den 3. dito skrevet en Afhandling om "Husfredens

__________

*) I de første Maaneder af 1839 gjorde en svensk Pige, Ane Jensdatter af Wallåkra i Skaane, Opsigt ved sine Mirakelkure. Hun blev kaldet til en fynsk Godsejer, der benyttede hendes Kure, og en Mængde Mennesker strømmede til hende, indtil Øvrigheden fandt sig foranlediget til at skride ind.

**) Saaledes betegnede i Reglen Oppositionsbladene den Politiretsassessor (Justitsraad Reiersen), som havde Opsyn med de ikke-politiske Blade. Disses Beslaglæggelse var meget hyppig i den Tid.

***) Disse Ord saavel som de citerede i den paafølgende Replik vare brugte af en adelig Sædegaardsejer i den roskildske Stænderforsamling i en Tale om den liberale Retnings Forkastelighed.

 

209

usynlige Alfer" eller hin uforglemmelige fine Talers "gode Venner", hvorfor min Herre fik en Husundersøgelse og maatte takke Gud, at det blev derved.

Gottfred. Den 4. hujus gjort en Lykønskning til Ens Promotion til Virkeligetatsraad, hvorfor min Herre fik tilsendt et Dusin Flasker Gammel-Rom og et Dusin Flasker Kauschervin, samt blev buden til Bords, hvor han havde den Storbehagelighed at sidde ved Siden af en Virkeliggenerallandogvandkrigskommissærinde *).

Henrik. Samme Dag trykt en Afhandling om, at ogsaa udi vore Tider Titel- og Rangsyge betragtes som en honnet Ambition, hvorfor min Herre mistede en hel Hob Subskribenter af de nedrigste Klasser udi Rangen.

Gottfred. Den 12. dito gjort en Lovtale over den Hædersmand, som først opfandt Æresvagter, hvorfor min Herre fik en sølvforgyldt Røgelsemand.

Henrik. Samme Dag skrevet en Vaudeville, kaldet "Cigarrygerne for Skilderhuset", hvor udover min Herre nær var bleven spiddet paa Garnisonspladsen **).

Gottfred. Den 15. hujus skrevet et Forsvar for Monarkers og Balletmesteres Siuverænitet; hvorfor min Herre fik alle Balletmesterens Balletter, indbundne i Marokin med Guldsnit.

Henrik. Samme Dag skrevet et Stykke om, at Dandsen turde være Skyld i, at Theatret gaaer bag af Dandsen, hvorfor min Herre nær var bleven stukken ihjel af en Greve ***).

Gottfred. Den 16. ejusdem indgivet til en høi og velvis Magistrat Udkast til en Plan til 100,000 nye Næringsveie, hvorfor min Herre fik Løfte om at blive Rodemester, saasnart de Alle vare satte til Næringsskat, og jeg ligeledes Løfte om et Skomagerembede med 20,000 Undersaatter †).

__________

*) Sigter til en bekjendt Vinhandler, som af Frederik den Sjette fik den nævnte Titel.

**) Ved denne Tid blev der i Kjøbenhavn oprettet nye Æresvagter især for Generaler, og tillige udkom der fra Guvernøren i Kjøbenhavn, Landgreven af Hessen, et Reglement, som forbød Cigarrygning forbi forskjellige Vagtposter.

***) Mod Bournonville som Balletmester ved det kgl. Theater gjorde der sig dengang en stærk Opposition gjældende. Man fandt, at han paa de andre Kunstarters Bekostning søgte at skaffe Balletten og Dandsen et for stort Raaderum, og tillige havde hans Adfærd mod den yndede Dandserinde Jfr. Grahn skaffet ham mange Modstandere. Den her omtalte Greve var Ritmester Schulenburg, en ivrig Tilbeder af Jfr. Grahn, den samme, som lejede Folk til at udpibe Bournoriville ved Opførelsen af "Toreadoren" den 14. Marts 1841.

†) I den roskildske Stænderforsamling havde Justitsraad, fhv. Raadmand [ fortsat side 210 ] Skibsted holdt en Tale moa Næringsfriheden, hvori han gjorde gjældende, at Haandværksmestrene og andre Næringsdrivende af enhver Art burde indskrænkes til et vist Antal i Forhold til Folkemængden og Arbejdets Begjær. "Kjøbenhavnsposten" havde deraf udfundet, at det var Skibsteds Tanke, at der saaledes skulde oprettes 100,000 nye Embeder eller Levebrød.

 

210

Henrik. Samme Dag leveret en Fortegnelse over 100,000 Næringssorger, men hvorved min Herre var lige ved at sættes under Tiltale for skadelige Rygters Udbredelse.

Gottfred. Den 20. ibidem en Afhandling om Tallotteriets Dyder, betragtede i moralsk, politisk, psykisk, fysisk, psykologisk og alle mulige andre Henseender; hvorfor min Herre fik Løfte om en Kvaterne, saa snart Kassen kunde afse denne Udtælling.

Henrik. Den 21. skrevet en Indbydelse til en Forening i den Kunst at narre Folk Pengene af Lommen ved Varelotterier, hvorfor min Herre blev dygtig udskældt i "Kommissionstidenden".

Gottfred. Den 22. gjort en ny Revuesang kaldet: "De dannisse Borgeres blodrøde Statsbanner", hvorfor min Herre fik fri Græsning paa Nørrefælled for sig og Familie *).

Henrik. Den 23. dito skrevet en nye Vise til den gamle Melodi:

"O Rendsborg, o Rendsborg, Du gode gamle Stad,
Du have,r bedrøvet saa mangen brav Soldat!"

hvorfor min Herre nær selv var bleven sendt til Rendsborg.

Gottfred. Den 24. hujus skrevet et Forsvar for den prisværdige Skik at sælge Embeder, hvorfor min Herre blev buden til Middag hos en General **).

Henrik. Samme Dag publiceret en Plan til et Asyl for Kassetyve og ruinerede Lotterispillere, hvilket passende kan oprettes paa Kysten af Guinea; hvorfor min Herre nær var bleven kastet i Kanalen mellem Holmens Bro og Høibro.

Gottfred. Men jeg hører lige som En snakke. Hvad Fanden er det for en Karl, som sidder og mumler der? Hør, Kammerat! hvor skriver Du Dig fra? o. s. v.

 

Naar man kjender de i de sidste Aar af Frederik den Sjettes Regeringstid herskende Stemninger, vil man let forstaa, at alle

__________

*) Oberstløjtnant ved Borgervæbningen Garbrecht skrev opstyltede og smagløse Sange til forskellige Lejligheder, men især til Borgervæbningens Exercitser paa Nørrefælled.

**) Der gik Rygter om, at en højtstaaende Mand i Frederik den Sjettes nærmeste Omgivelser tog Betaling for at skaffe Folk Embeder. I den paafølgende Replik sigtes til et Kassetyveri forøvet som en Følge af Lotterispil, der dengang vakte stor Opsigt.

 

211

disse Hentydninger i høj Grad morede Publikum, og at det samme var Tilfældet med adskillige Enkeltheder i Efterspillet, hvis Anvendelse paa Nutiden var haandgribelig. Som forhen omtalt blev den broutende tysktalende Officer givet i en Skikkelse, der var alle bekjendt. Især fremkaldte Udraabet: "Das Publikum soll Prügel haben" øredøvende Bifald. Den paafølgende lille Vaudeville "Spøgeriet paa Herregaarden" sluttede Forestillingen til almindelig Contentement og Fornøjelse.

Forestillingen gav et Nettobeløb af 141 Rigsdaler 86 Skilling, som i Betragtning af den billige Billetpris, det indskrænkede Rum og de temmelig anselige Udgifter var meget respektabelt. Det indsendtes som Tilskud til den Indsamling, "Kjøbenhavnspostens" Udgiver havde iværksat, og var ledsaget af det skriftlige Løfte, "at det ikke skulde blive derved." Det heldige Udfald i Forbindelse med den derved endnu mere skærpede Tilbøjelighed for at spille Komedie fremkaldte nemlig den Beslutning at gjentage Forestillingen i samme Øjemed, især da der ikke fattedes paa Tilskyndelse udefra. Den blev derfor for anden Gang i samme Skikkelse givet den 20. Marts og havde til Følge, at de vandflodlidte i Jylland yderligere fik 137 Rigsdaler 16 Skilling. Men det blev ikke derved; man havde faaet Blod paa Tanden, og snart frembød der sig igjen en god, om end sørgelig Lejlighed til atter at spille Komedie. Digteren, Pastor Steen Steensen Blicher befandt sig i højst trængende Omstændigheder; der var aabnet en Kollekt for ham, og det besluttedes da at give en dramatisk Forestilling til Indtægt for ham. Den blev ligeledes givet paa Theatret i lille Kannikestræde. Saa vidt jeg erindrer, fandt den Sted i November 1839 og bestod af Holbergs "Kildereisen", til hvis Intermedium der opførtes en "Mester Jakels Komedie", forfattet paa Vers af G. Siesby. Indtægten var anselig, den blev sendt direkte til Digteren, som svarede med en skriftlig Taksigelse i rørende Udtryk. Dermed afsluttedes da ogsaa Læseforeningens dramatiske Forestillinger. Der blev vel gjort adskillige Tilløb til at bringe lignende i Stand igjen, men det lykkedes ikke af forskjellige Grunde. Men for Deltagerne vare hine Forestillinger i "Kalkeballen" i lang Tid Stof til Samtale som noget af det morsomste, de havde oplevet. Det har ogsaa nu paa mine gamle Dage været mig ret kjært at kunne opfriske Erindringen derom.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:04:47 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top