eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 5

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Over Kulisserne, bag Kulisserne og
foran Kulisserne.

_____


gamle Dage - jeg ved ikke, om det er Tilfældet endnu - bar det kongelige Theater i Hannover en latinsk Indskrift, der i Oversættelse betød: "Theatret skal forskjønne Mandens Hvile og være en Løn for Dagens Anstrængelser". Denne Opfattelse af Theatrets Betydning staar, vel ikke ganske i Samklang med vort Nationaltheaters Indskrift: "Ei blot til Lyst", der paa en vis Maade stiller det kritiske Spørgsmaal i Forgrunden, men desto mere harmonerer den med den Modtagelighed, hvormed man i sin første Ungdom hengiver sig til den Nydelse, som theatralsk Forestilling bereder Sindet, idet man da modtager Indtrykkene umiddelbart og uden at undersøge, eller være i Stand til at undersøge, om Smagens og Kunstens Fordringer fyldestgjøres, da man med Liv og Lyst hengiver sig til den Illusion, der er Grundvolden for al dramatisk Kunst, og som denne først og fremmest gaar ud paa at skabe og vedligeholde.

[152]

153

Der er sikkert ingen, som ikke i sin første Ungdom ved at overvære en theatralsk Forestilling har havt denne ublandede Nydelse. Theatret er da et Tryllerige, hvor man indfinder sig med en velgjørende Gysen, med en højtidelig Forventning om det vidunderlige, der vil aabenbare sig. Selve Instrumenternes Stemning i Orkestret er trods Dissonanserne en Forlystelse, der hører til det eventyrlige, det er Illustrationen af det ubevidste. Tæppet flyver op. Man ler, man græder, Hjertet nyder, hvad Fantasien foregjøgler. Man har dyb Medfølelse med den forfulgte Uskyldighed, man hader Skurken, og man jubler, naar Straffen rammer ham. Og naar saa Tæppet falder, og Stykket er forbi, da medtager man Indtrykket dybt og varigt, ja det følger os gjennem hele Livet, og i Alderdommen mindes man endnu klart og tydeligt, hvad man i hine lyse Ungdomsdage saa og hørte.

Dette er i det mindste Tilfældet med den, som nedskriver disse Linier. Han gjæstes ofte af Mindets lyse Aander. Men i den Modtagelighed, som det unge Sind har for slige Indtryk, i denne Evne til at bevare Minder fra Fortiden langt mere end Begivenheder i en ældre Alder, er man let fristet til at se disse i et Rosenskær og derved blive ubillig mod Nutiden. Hvor ofte hører man ikke ældre Folk sige: "Ja, i min Ungdom, dengang forstod man at spille Komedie, dengang var det ganske andre udmærkede Stykker man gav, - hvad er det nu?" - Der kan, navnlig hvad det første angaar, sikkert være nogen Sandhed deri, men dog kun en Sandhed med Modifikation. Ganske vist frembød det kongelige Theater i ældre Tid en Hærskare af store Talenter, men naar man læser Datidens kritiske Anmeldelser af det kongelige Theaters Forestillinger, vil man finde, at man havde meget at udsætte, og at man, ligesom nu, som en Modsætning henviste til, hvad Kunsten havde skænket i en tilbagelagt Tid. Og hvad Stykkerne angaar, da ved man jo af Erfaring, at naar et ældre Arbejde fra den Tid, der ikke hører til de egenlig klassiske, nu optages igjen, er det undertiden for Nutidens Tilskuere Ubegribeligt, at man i sin Tid har fundet det værdigt til Opførelse paa det kongelige Theater, end sige, at det i sin første Nyhed har gjort en ualmindelig Lykke. Aarsagen er vel først og fremmest den bedre og renere Smag, som nu gjør sig gjældende; det kan ogsaa være, at hvad man fra hin Tid har bevaret i Hukommelsen og indprentet i Tankerne, kun er det materielt synlige, ikke det, som igjennem Øjet tiltaler Sjælen; men i ethvert Tilfælde viser det sig, at Beundringen af Fortiden som oftest har

 

154

sin Grund i den naive Sands, som i Ungdommen sad paa Dommersædet, en Beundring forøvrigt, der vel hos adskillige mere er en arvet Tradition end hidrørende fra Selvsyn.

Men hvorledes det nu er: disse Erindringer have deres Værd, idet de fastholde Indtryk, som den enkelte kan glæde sig ved i den stærkt fremrykkede Alders stille Timer, og som ogsaa kunne tjene til Underholdning for hans Omgivelser. Theatret giver dog til enhver Tid det rigeste Stof for Samtalen. Det kan næsten med Føje siges, at det vilde se meget galt ud med det selskabelige Liv, hvis der intet Theater var, ingen dramatiske Forfattere, især de anonyme, der altid interessere i høj Grad, ingen Skuespillere og Skuespillerinder, ingen Dandsere og Dandserinder, ingen Kulisser - det vil sige det, der foregaar bag disse, og som jo ikke saa sjældent afgiver et meget frugtbart Stof.

Og dette gjælder ikke blot Nutiden, ikke blot Dagen og Øjeblikket, nej, det gjælder ogsaa Fortidens Theaterbegivenheder og Personligheder. Jeg kjendte en ældre Mand,_der færdedes meget i Theaterverdenen, var uudtømmelig i Historier fra hine gamle Dage og tillige havde den Gave at fortælle godt. Han var derfor særdeles vel set i Selskabslivet og var altid omgivet af en talrig Kreds af Tilhørere, som med stor Interesse lyttede til hans Fortællinger. Dette er let forklarligt. Ligesom Skuespillerlivet paa en vis Maade er et stærkt potenseret Liv for sig, saaledes ere ogsaa Kunstens Dyrkere, især de mere fremragende, en Menneskeart med særegne Ejendommeligheder, paa hvilke den almindelige Maalestok ikke kan anvendes. Det kan endog med Føje siges, at der er visse Skjødesynder, hvorpaa Theaterlivet giver et Slags Privilegium, og hvormed der bør ses igjennem Fingrene. At faa et Indblik i dette Liv, gjennem forskjellige Træk, maaske gjennem Anekdoter at faa et Begreb om de Kunstneres personlige Karakter og Færden i Samfundslivet, hvilke man ofte har hørt omtale som Bærere af den nationale sceniske Kunst i ældre Tid, er for enhver, der elsker denne Kunst, af utvivlsom Interesse, Og i denne Interesse ligger i Grunden en Retfærdighedshandling. Den sceniske Kunst, der er Skuespillernes Værk, har den Svaghed, at den kun er knyttet til Øjeblikket. Maleren, Billedhuggeren, lever i sine Værker, Skuespilleren, naar han har forladt Scenen eller betalt Døden sin Tribut, efterlader sig derimod intet synligt Vidnesbyrd om sin Virken, han lever kun i Erindringen, og at bevare og at opfriske denne og paa den Maade at bevare hans Minde, er kun

 

155

at øve en Retfærdighed mod den, der, uden maaske at høste andet end en tarvelig Løn, ikke blot har forskaffet sin Samtid store Nydelser, men ogsaa ved sit Talent og sin Spillemaade har Skabt Efterfølgere, ved hvis kunstneriske Virksomhed Nutiden glæder sig.

Efter det anførte tør jeg vel ogsaa haabe, at hvad jeg i det følgende vil meddele af mine Erindringer i den nævnte Retning fra min første Ungdom, der faldt sammen med den sceniske Kunsts største Blomstringstid paa det kongelige Theater, tør gjøre Regning paa Lærerens Interesse. Hvad der i disse har forekommet mig mangelfuldt, har jeg søgt at fuldstændiggjøre ved mundtlige Meddelelser fra andre eller ogsaa ved at øse af trykte Kilder, der forøvrigt med Hensyn til mit Formaal ikke ere synderlig talrige.

Man har maaske studset ved at finde Betegnelsen "Over Kulisserne" anvendt i Titlen. Hvorledes? Kan der fortælles noget om, hvad der foregaar over Kulisserne? Der kan dog ikke være noget af Interesse at meddele om Maskinfolkenes Virksomhed i Højden, om deres Færden med Valser, Tove, Sofitter o. s. v. Nej, aldeles ikke - det er heller ikke Meningen. Disse brave Folks Virksomhed, hvor betydningsfuld den end kan være, vil aldeles ikke blive omtalt. Men for mig har netop dette "Over Kulisserne" en ikke ringe Betydning, for saa vidt det var derfra, at jeg som Dreng saa den første Theaterforesttilling i mit Liv. Og herved kommer jeg til at omtale noget, om hvis Existens nu vistnok kun meget faa have en Anelse. I min Barndom gik man ikke alene paa Komedie i det kongelige Theater i Parterre, Galleri, Loge og Parket, men ogsaa paa selve Loftet, paa det Loft over Scenen, hvor Maskineriet er. Der blev endog udfærdiget Billetter dertil, ja der var, som ved enhver anden ordinær Plads, ansat en egen vagthavende Kontrollør. Jeg skal ikke kunne sige, naar man begyndte at aabne Adgangen for Tilskuere til denne Del af Theatret, maaske hidrører det endog fra den Tid, da de fornemste Pladser befandt sig paa selve Theatret ved Prosceniet; men at Skikken allerede i min Barndom havde vundet Hævd, fremgaar tilstrækkelig af den Omstændighed, at Folk paa en vis Maade havde abonneret der, at de havde faste Pladser, som ingen maatte tage fra dem, og at der endog var dem, som selv havde bragt Stole og Skamler derop for at kunne sidde desto mageligere.

Adgangen til Theaterloftet var i Reglen en Naadesag fra Maskinmesterens eller betydeligere Skuespilleres Side. De sid-

 

156

ill

ste havde Ret til at uddele Billetter til visse Aftener om Ugen. Publikum var temmelig talrigt, men ogsaa temmelig blandet. Man var ugenert, og det gjorde Besøget ikke saa lidet tiltrækkende. Man spiste her sin Aftensmad, og adskillige veldædige forsømte da sjælden at medtage en velfyldt Lærke, som gik Loftet rundt, og hvoraf vedkommende Kontrollør ogsaa fik sin Part, noget, hvorpaa han, som jeg godt mindes, satte stor Pris. Forøvrigt var det forbundet med ikke faa Vanskeligheder at bane sig Vejen til en Plads. Opgangen til Loftet var belyst med en enkelt melankolsk osende Tranlampe, og paa selve Loftet herskede der et sandt Bælgmørke, der kun en Gang imellem blev afbrudt, naar den omtalte Kontrol-

 

157

lør, hvis Navn jeg mindes var Guldbrandsen, kom med sin Lygte for at mønstre de tilstedeværende og se deres Billetter, et med vedkommende Skuespillers Navn beskrevet Papir. Naar det nu tillige betænkes, at Loftet var fuldt af Vinder, Tove, Tridser og andre til Theatermaskineriet hørende Redskaber, er det let at forstaa, at Gangen derover til Rælingen eller Gelænderet, hvor Tilskuerpladserne vare anbragte, var saare vanskelig, stundom næsten halsbrækkende, og at man derfor ikke havde saa faa Farer at kæmpe med for at komme ind i denne Afkrog af Kunstens Helligdom. Havde man nu endelig opnaaet en Plads, stundom ved at kile sig ind imellem to korpulente Madamer, der paa det stærkeste ved Bevægelser og Ord protesterede mod den saa næsvist indtrængende, som maaske endog vovede at tage Fæste paa Ryggen af dem ved at sætte Fødderne op paa deres Stole for at kunne se ud over dem, saa havde man Udsigt ned til de spillende som fra et Fugleperspektiv. Man kunde ikke se deres Ansigter fra denne Højde, men man saa dem paa Hovedet, og hvad de sagde, kunde man ikke godt høre, ikke saa meget paa Grund af Afstanden som formedelst den livlige Konversation af Luftpublikummet. Dog morede man sig ypperlig, thi man var jo ogsaa "paa Komedie". Uheldigt var det, naar der skete Changement, og naar den derved fremkommende Dekoration, kun var en eller to Kulisser dyb. Da kunde de fleste paa Loftet ikke se det mindste, og det var kun de lyksalige forbeholdt, der havde erobret sig Pladser nærmest Prosceniet, at faa Fordelen af en uafbrudt Nydelse.

I Grunden var Mellemakterne de morsomste. Dengang bestod ikke det Reglement, som strengt formener alle uvedkommende Adgang til Scenen. Skuespillere og Skuespillerinder modtog da deres Venner og Bekjendte mellem Kulisserne, og i Mellemakterne var der en broget og livlig Stimmel paa Theatret. Der blev samtalet, lét, ja maaske endog kurtiseret, og især var det Hofpersonalet, som benyttede sig af denne Frihed til at gjøre en eller anden yndet Skuespillerinde, Danserinde, eller maaske endog en smuk Figurantinde, sin Opvartning. Dog dette hører til "Bag Kulisserne", og jeg vil ikke foregribe, hvad der senere skal fortælles derom. Man bør jo gaa frem efter en vis Orden.

Det var altsaa fra Theaterloftet, at jeg saa de første Komedier i mit Liv. I mine Forældres Hus kom den udmærkede Skuespiller Peter Foersom, Shakespeares talentfulde Over-

 

158

sætter, og hans Hustru, en forøvrigt meget ubetydelig Skuespillerinde, og fra dem fik vi Børn Billetter til Loftet. Her saa jeg Scenens første Prydelser: nævnte Peter Foersom, Knudsen (den ældre), Mad. Rosing, Jfr. Astrup, Jfr. Jørgensen, Frydendahl og Mad. Frydendahl, Lindgreen, Ryge, Rind, Rosenkilde og Nielsen, de sidste i deres første Optræden. Jeg erindrer grant Jfr. Astrup som Elvira i "Pizarro eller Rollas Død", hvorledes hun imponerede ved sin statelige Figur og ved de høje Strudsfjer, hun bar i sin Hat; jeg mindes Due som den sindssvage Olding i "Deodata", Peter Foersom i "Herman von Unna", og jeg erindrer godt at have set August Bournonville, den danske Ballets geniale Gjenføder, staa bag paa sin Faders Triumfvogn i Galeottis Ballet L'orphelin de la Chine. Fra "Besøget eller Lyst til at glimre" mindes jeg det smukke Gulvtæppe, som var udbredt over Scenen, og det staar endnu ganske klart for mig, hvorledes Lindgreen som Jeppe hang i Galgen og blev udskældt af Mad. Rongsted som Nille. Jeg gyste over den nikkende hvide Statue i "Don Juan" og var henrykt over Mad. Frydendahl som Elvira, thi hendes mægtige Toner trængte op selv til de høje Regioner, hvor jeg befandt mig. Det var en Nydelse, der trods de mange henrundne Aar endnu er i frisk Erindring hos mig.

Jeg skal ikke kunne sige, naar Adgangen til Theaterloftet blev forbudt, men jeg tror, at det skete temmelig kort efter, at jeg ophørte med at komme der, rimlig i 1826 eller saa omtrent. Saa meget ved jeg kun, at Forbudet nærmest blev bevirket ved selve det loftbesøgende Publikum. Jeg har allerede fortalt, at det gik temmelig broget til deroppe; tilsidst skejede man i den Grad ud i højrøstet Tale, Skænderi og Spektakler, at det endogsaa forstyrrede de spillende. Det hændte endog undertiden, at en eller anden af de spillende mellem Kulisserne fik Nøddeskaller og Æbleskrællinger i Hovedet, ja selv Lærken blev, naar den var tømt, undertiden hevet ud over Loftgelænderet. Saa var der ikke andet for end at forbyde Adgangen, især da tillige Maskinfolkene stundom klagede over, at Besøget forstyrrede dem i Anvendelsen af Maskineriet.

Jeg Omtalte før, at en snæver, med en Tranlampe belyst Trappe førte op til Theaterloftet. Stort bedre var ikke dengang den Trappe, der førte op til selve Scenen. Her var der stationeret et Par Soldater, men hvad disse havde at gjøre, skal jeg ikke kunne sige. Der var forøvrigt ogsaa indtil for en Snes Aar siden en Soldatervagt i Vestibulen foran Tilskuer-

 

159

pladsen for at være ved Haanden, hvis der forekom Optøjer i Theatret. Stykkers Udpibning og den dertil knyttede Meningskamp fandt dengang langt hyppigere Sted, end det nu er Tilfældet, Ved at omfatte Theatret og Theatervæsenet med en overordenlig Interesse var Publikum ogsaa i Realiteten en Del mere kritisk, end det nu synes at Være Tilfældet. Det var Parterret, der udøvede et strengt Dommerkald, men paa Bunden al denne Strenghed laa maaske ogsaa Tanken om en lille Adspredelse fra den hverdagslige Ro og Stilhed, som ikke afbrødes af Politik, Rigsdag eller deslige. At det derved som oftest gik ud over de stakkels Forfattere, toges kun lidet i Betragtning. Som oftest gjorde ogsaa personlige Hensyn sig gjældende, hvilket havde til Følge, at de fleste originale Nyheder, som i den Periode, jeg nærmest har for Øje, kom paa Scenen, vare anonyme.

Altsaa ad den nævnte snævre Trappe komme vi nu til den Dør, der føret til Scenen. Det er en Time eller halvanden, før Forestillingen skal begynde. Det Rum, vi træde ind i, forekomme vort til Dagslyset vante Øje at være bælgmørkt. Det varer en god Stund, før vi kunne skælne Gjenstandene omkring os ved Skæret af en eneste søvnig Lampe, der lyser imellem Brædder, Lægter, Tove, som om den brændte langt borte mellem Træstammerne i en Skov. Det er, som befandt vi os i et fuldstændigt Kaos. Det er Theatrets Vrangside. Der er ingen brogede Farver, ingen Forgyldning, intet af det, som vækker Illusion eller er Illusion. Overalt graa, støvede Bjælker, nøgne sorte Mure, et Virvar af Reb og Tove, Stiger i de besynderligste Skikkelser, Valser med lange uhyggelige Arme, Stilladser, bemalede Træklodse, om hvis Anvendelse vi ikke kunne gjøre os nogen Forestilling. Vi gaa lidt længere frem, nu ere vi ved Kulisserne, her se vi ved Skinnet af en Lampe et Kaos af Farver paa Dekorationer, Tæpper og Møbler, hvis Forgyldning blinker med et usikkert Skær. Maskinfolkene færdes hist og her for at bringe Orden i denne Forvirring; hist rykkes en Kulisse frem, her en tilbage, hist kommer et Sætstykke frem som ved en usynlig Magt, her trykkes et Tæppe op, og Sofitterne synke ned med stærk Larm. Oppe i Højden ses vandrende Lys, noget, der ligner en Lygtemand, som viser sig snart hist, snart her, og, hvor det lader sig se, belyser det i en snæver Kreds brogede Farver og Draperier. Op ad Kulisserne trækker sig ligesom en Lysstraale, afbrudt af Skærme.

Det store Tæppe mod Tilskuerpladsen er endnu trukket op. Man ser ud i det mørke Rum, som dog snart oplyses, idet

 

160

Lampisterne faa travlt med at tænde Lamperne. Vi se nu tydelig de hvilende Instrumenter i Orkestret, Logernes broget malede Piller, og det er, som om disse ere fyldte med natlige Skygger, med spøgelseagtige Tilskuere, der dog forsvinde, efterhaanden som det bliver lysere. Nu gaar Tæppet ned og skiller Scenen fra Tilskuerpladsen. Med Scenen er der imidlertid foregaaet en stor Forandring. Der skal gives et stort Ridderskuespil, "Pigen fra Heilbronn" af Kleist med Kor og Dands. Det er oven i Kjøbet et "Geburtsdagsstykke", hvormed Dronningens Fødselsdag skal fejres, og der skal være et ualmindeligt scenisk Arrangement i den Anledning. Det uhyggelige Rum er forvandlet til den heller ikke videre hyggelige første Dekoration, forestillende en underjordisk Hule, hvor den hemmelige Ret ("Die Vehme") holder sin Rettergang over Grev Wetter Strahle, der af Theobald Friedeborn, Vaabensmed fra Heilbronn, er anklaget for ved Trolddom at have forført hans Datter Maria, Pigen fra Heilbronn. Skuepladsen viser nu et broget Skue af Riddere, Krigere i Pandser og Plade, af Præster, Bønder, Nonner, Rigets Stormænd, nogle af dem have Briller paa, andre spise Æbler og knække Nødder, og atter andre staa henne ved en Kulisse for ved Lampeskinnet at studere ivrig i et Nodeblad. Der er Korister, Koristinder og Statister. De spillende i Stykket ere endnu i deres Paaklædningskamre (Ordet Værelse passer kun lidet til disse ynkelige Hummere), i Færd med at kostumere sig. Clausen, der er Regissør, og Frydendahl, der er Instruktør og tillige skal spille Kejseren i Stykket, ere paa Scenen. De have nok at gjøre med at ordne og arrangere, thi der er sjældent opført et Arbejde, hvor der er stillet saa store Fordringer til Dekorationsvæsen, til den øvrige sceniske Udstyrelse og til Anvendelse af Masserne. De fare omkring, instruere Statistformændene, paalægge Maskinmesteren at have et vaagent Øje med sine Folk og ere overhoved i rastløs Virksomhed. Kort efter viser Dr. Ryge sig. Han ser alvorlig, næsten barsk ud, thi foruden at han skal udføre Greven af Strahles Rolle, den største i Stykket, har han tillige som Økonomi-Inspektør et stort Ansvar med Hensyn til Kostumerne. Han lader Korister og Koristinder komme for sig for at udsætte paa et og andet og gjør det i en Tone, som viser, hvad Frederik den Sjette ved en anden Lejlighed har sagt om ham, at han "nok ikke er god at bids med". Nu indfinde sig efterhaanden de andre spillende i Stykket. Hvilke rige Kostumer, især Damernes - lutter Silke og Fløjl! Selv Maria, Pigen fra Heil-

 

161

bronn, Smededatteren, der spilles af Mad. Rind, som følger sin Elskede i Vejr og Vind og søger Ly i en Hestestald, er klædt i Atlask og Fløjl, hvilket Ryge da ogsaa til sin store Ærgrelse faar at høre i Kruses Blad "Theatret". Men det er jo en national Fest, Dronningens Fødselsdag, der skal fejres, og saa har Dr. Ryge ment, at der intet maa spares. Hans smukke og karakteristiske Ansigt opklares da ogsaa ved at se de straalende Dragter, som efterhaanden vise sig, og især siger han Jfr. Jørgensen, der spiller den træske Kunigunde, og Mad. Dahlén, der har Grevinde Helenes Rolle, Komplimenter for deres prægtige Holdning, hvilken saa ganske svarer til de af ham inventerede Kostumer, der forøvrigt kun lidet passe til den Tid, hvori Stykket spiller. Lindgreen, der skal spille den djærve Smed Theobald Friedeborn, synes ikke at være ret i sit Es. For at studere paa sin Rolle har han formodenlig ikke faaet Lejlighed, som han daglig plejer, til at besøge Hagens Vinkjælder eller "Kieler Omslag" (Agent Kielers Vinstue), hvor han hører til Stamgjæsterne. Frydendahl, som tror at burde gjøre ham opmærksom paa en vigtig Scene, der ikke er gaaet godt ved Prøven, affærdiger han med et kort: "Hr. Greve, (saaledes kaldtes Frydendahl), det bliver min Sag," og Frydehdahl fjerner sig med de Ord: "Bittermann (saaledes kaldtes Lindgreen efter hans Rolle i "Menneskehad og Anger") er gal i Parykken; han har ikke faaet sin sædvanlige Otter". Stage spankulerer omkring som den drabelige Rhingreve, og Rongsted, der skal spille Ridder Schauenburg, hvisker nogle morsomme Tvetydigheder i Øret paa en af de kyske Nonner. Afsides holder sig Karl Winsløw, der er en af Dommerne i den hemmelige Ret, og C. N. Rosenkilde, der spiller en Portner. Ingen aner, at disse to unge Skuespillere om nogle Aar skulle svinge sig op til at blive Theatrets ypperste.

Nu stormer en Skare Figurantinder ind, iførte hvide korte Skjørter og trefarvede Trikots og med Blomsterbuketter i Hænderne, sladrende og leende. De skulle forestille yndige Jomfruer, der bringe Kejseren deres Hyldest i en sirlig Dands. Efter dem følger en Dandser, som endnu ikke er fuldstændig paaklædt. Hans Extremiteter ere udstyrede med Trikots pg pyntelige Sandaler, men hans Overkrop bærer en let lys Trøje, og han har Papillotter i Haaret. Han har endnu meget at gjøre, før han kan fuldende sit Kostume, thi han, der tillige er Dandserepetitør, ved, at ved den sidste Prøve gik enkelte Dele af Dandsen ikke saa godt, som de burde. Han

 

162

vil nu gjentage den og giver Signalet ved med en Stav, som han holder i Haanden, at slaa tre Slag i Gulvet. Latteren og Sladderen forstummer, og enhver af Dandserinderne træder saa hen til den Plads, hun skal indtage under Dandsen, efter at der først er gjort. forskjellige Forberedelser, saasom at trykke Hofterne ned, at ryste Kjolerne, at se efter Skoene osv. Forinden Prøven begynder, holder Dandseren en Tale til dem, hvori han søger at sætte dem ind i Situationen og opfordrer dem til at vise sig, som tænkende Kunstnerinder. Et ungt Menneske staar i Kulissen med en Violin, paa et Vink af Dandseren begynder han at spille, og Prøven er i Gang under stadige Rettelser og Vink af Dandseren. Han slutter med: "Det kan gaa an - det gik ret ordenlig. Lidt mere Vivacitet - lidt mere Ild - saa vil det gjøre sig."

Saaledes omtrent gaar det til, saaledes omtrent er det Indtryk, man faar af Livet bag og ved Kulisserne. Under Forestillingen hersker der Orden og Stilhed, de spillendes Ansigt udtrykker en vis Spænding, maaske ogsaa nogen Ængstelighed, man lytter efter sin Stikreplik, naar man skal ind paa Scenen, og naar man saa høster Bifald, vender man tilbage til Kulisserne med et triumferende Smil, der just ikke er behageligt for dem, i hvis Lod en lignende Gunst ikke er falden. Der kan undertiden falde Yttringer over Publikums Utaknemmelighed og Mangel paa Paaskjønnelse. Afdøde Hass spillede i "Palnatoke" Bue hin Digre. Han agerede voldsomt, men det hjalp ikke. Tilsidst kom han farende, ud imellem Kulisserne, raabende: "Nu har -jeg brugt tre Skjorter, de ere som dyppede i Vand, og de Karle dernede har ikke rørt en Haand!" At det ogsaa gaar ud over Bladenes Theaterkritik mellem Kulisserne, er en Selvfølge. Den er en fjendtlig Magt, hvad enten den roser eller dadler eller gjør begge Dele. Naar en roses, ærgrer det en anden, som ikke bliver rost, og naar en dadles, kan man være sikker paa, at han finder Dadlen aldeles uberettiget. Kunde de kritiserende høre de Domme, der fældes over dem i Kulisserne, vilde de sikkert helst vogte sig for at pleje Omgang med Theaterfolk, som flere af dem saa gjerne ville. Dog, det er et Kapitel, som ikke hører herhen, og som det nok ogsaa er bedst at lade urørt.

Hvorledes var nu Personalets Dannelse, Tone, og Stilling i Samfundslivet i ældre Tid? Overskou giver deraf i sit Skrift "Af mit Liv og min Tid" en ikke videre hyggelig Skildring, hvis Paalidelighed, da han selv befandt sig blandt Personalet, ikke kan betvivles. Der fandtes i det daværende Personale

 

163

- siger han bl. a. - vistnok baade aandsdannede og agtværdige; men de sidstes Antal var ikke betydeligt, de førstes meget ringe, og de, der kunde henregnes til de første som til de sidste, beløb sig kun til saare faa. Af begge Kjøn var der i det højeste kun en halv Snes, hvis Sprog, og Literaturkundskab strakte sig ud over Modersmaalet. Mange, selv af de mest udmærkede Kunstnere, navnlig hele Dandsepersonalet, vare ikke i Stand til blot at skrive en Sygdomsanmeldelse læselig, end mindre rigtig, nogles hele Færdighed i at bruge Pennen indskrænkede sig til at kradse deres Navn, og et Par underskrev Gagekvitteringen med en vedtagen Hieroglyf eller Bomærke. Iblandt de mange geniale Kunstnere, som Skuepladsen ejede, var der kun faa, som ved Studium havde arbejdet sig frem til Berømmelse; de fleste vare komne til den ved at være Empirikere uden selv at vide det. En stor Del af det, som nu sysselsætter Personalet, var ikke til for dem. Næst efter Udvej til at slaa sig igjennem til "Gagedag" var hele deres Hu og Tanke henvendt paa at faa gode Roller og at gaa op i deres Udførelse. Hvor de kom hen: i Forgemakker, Klubber, Vinhuse eller Knejper, vare de strenge Iagttagere af alt, hvad der i deres Rollefag kunde blive brugbart for Scenen. Rollen var alt, hvad de læste og grublede over. Det materielle Liv bestod hos ikke faa ældre og de fleste yngre deri, at de fra Klokken 1 om Eftermiddagen til ud paa Natten drev Tiden hen, naar de ikke vare bundne af Theatertjeneste, med at passiare og drikke "Otterter" paa en eller anden Vinkjælder, de havde valgt til Standkvarter. Der var her ingen Forskjel paa kgl. Skuespillere og Elever, de drak Glas sammen og lod sig traktere i Fællesskab af Gjæsterne til Tak for de lystige Indfald og morsomme Anekdoter, som de opvartere med. De tog det ikke ilde op, naar Opvarterne tillod sig en kammeratlig Spøg; det var et Middel til at drikke paa Kredit, og det var ikke ringe Summer, som stod paa det sorte Bræt. Dette Knejpeliv havde slemme Følger. Især de yngre bleve saa forfaldne til dette Drikkeri, at de endogsaa drev det paa Theatret. Hver Aften, naar flere af dem havde fælles Paaklædningsværelse, blev der skudt sammen til Brændevin, og da Regissør Clausen, for at standse dette Uvæsen, havde forbudt Maskinkarlene at hente noget, var det en Skuespiller eller en Elev, som maatte gaa hen i Vingaardstræde hos Spendrup for at rekvirere det fornødne. Der var en stor Forskjel mellem Omgangen paa Theatret og Omgangen paa Vinkjælderen mellem de ældre og de yngre. Den samme Kunst-

 

164

ner, som havde passiaret og fjaset med Begynderen ved Glasset, modtog koldt hans Hilsen og værdigede ham ikke et Ord, naar han et Kvarter efter kom sammen med ham paa Prøven. "De gamle maa holde de unge i Respekt" var en tidt gjentagen Maxime, som de ikke alene udførte ved et saa but og frastødende Væsen, at de unge nok skulde vogte sig for at lade et Ord falde i deres Nærværelse, men ogsaa ved at ydmyge og fornærme dem. Da Overskou ved en Prøve paa "Peters Bryllup" ved Brudebordet tog en malet Skinke og spøgende truede en lige overfor siddende med den, raabte Kruse til ham: "Kan Han lade Skinken ligge, Flab? Hvor tør Han understaa sig at røre ved Skinken? Hvad har han med den at bestille?" Personalets almindelige Tone bidrog heller ikke til at give nogen videre god Mening om Sømmelighed og Dannelse. Samtalen mellem det mandlige og kvindelige Personale var som oftest krydret med drøje Tvetydigheder. Frivole Udtryk vare blevne saa almindelige, at selv de sædeligste Damer hørte dem uden Forargelse. Men var Theatertonen letfærdig, saa havde den dog en Gemytlighed, der senere mere og mere har tabt sig. Der var endnu ikke nogen Theaterpolitik. Ganske vist manglede der ikke, ligesaa lidt som nogensinde, paa Misfornøjelse med Bestyrelsen, men den opstod kun med Hensyn til de enkeltes Bestemmelser, hvorved man troede sig krænket. Ærgjærrigheden gik ikke videre end til at ville glimre paa Scenen, man vilde ikke regere Regeringen, man søgte ikke ved Intriger at skaffe sig Indflydelse paa Repertoiret eller Bestyrelsesprinciper og tænkte ikke paa at danne de for Samlivet saa fordærvelige Kliker for eller imod foresatte og Kunstfæller, som i en senere Tid har grasseret saa stærkt. Det hørte vel ikke til Sjældenhederne, at der opstod Skænderier, og det saa grove, at man nu vilde korse sig over dem, men de gik over og vare hurtig glemte. I det hele herskede der et gemytligt Kammeratskab, naar ikke Skinsyge eller formodet Tilsidesættelse overfor Publikum gjorde sig gjældende.

I Samklang med den letfærdige Tone stod ogsaa Sæderne. Der var ganske vist Damer, paa hvis Rygte der ikke hvilede en Plet, men der var andre, om hvilke dette paa ingen Maade kunde siges. Nogle vare fornemme Mænds anerkjendte Maitresser, og det stemte jo ret vel overens med Datidens Sæder, at de ikke for den Sags Skyld betragtedes med Ringeagt af det øvrige Personale. Især var Dandsepersonalets kvindelige Del ilde berygtet, og der taltes almindelig om Orgier, der fore-

 

165

gik hos en af Kongens Adjudanter, General R- paa det op til Theatret stødende Gjæthus, og hvorved Dandserinder og Figurantinder udgjorde det kvindelige Selskab. I ethvert Tilfælde var Forskjellen i Henseende til dette Kapitel mellem den Tid og Nu som Nat mod Dag. Aarsagen dertil maa ikke blot søges i den særegne sociale Stilling, som Theaterpersonalet indtog, og som hidrørte fra den traditionelle Fordom, hvorved det dengang saa at sige blev betragtet som en egen, fra det menneskelige Samfundsliv udelukket Kaste, men ogsaa fra de højst trykkende Kaar, hvorunder Personalet virkede. De ypperste Kunstnere og Kunstnerinder kunde ikke bringe det til en højere Gage end 1000 Rdl., maaske med et Tillæg af 200 Rdl. i Sæsondusør, og det mere underordnede Personale var lønnet med fra 800 ned til 250 Rdl. Dandserinder og Figurantinder vare endnu slettere lønnede, kun Solodanserinden Mad. Schall havde 1000 Rdl. i Gage. At der saaledes især for de sidstnævnte hørte stor Sjælsstyrke og Sædelighedsfølelse til at modstaa de Fristelser, for hvilke de vare udsatte fra Hofmænds og Rigmænds Side, er klart nok, og det saa meget mere, som den daværende Tænkemaade, som ovenfor bemærket, ikke tog videre Forargelse af et usædeligt Forhold.

Disse trykkende Kaar bevirkede, at selv de fornemste Kunstnere, naar de ikke tillige havde en eller anden Embedsstilling ved Theatret som Instruktør, Regissør, Økonomi-Inspektør osv., der særlig lønnedes, og naar de, hvad der som oftest var Tilfældet, ikke vare økonomisk anlagte og tillige havde Familie at forsørge, befandt sig i idelig Pengeforlegenhed og maatte ty til Aagerkarle, der forøvrigt vanskelig indlod sig med Skuespillere, fordi disse som et særegent Privilegium paa Grund af deres Tjeneste vare fritagne for at sættes i Gjældsarrest. De vare derfor idelig plagede af Næringssorg, og det er forbavsende, at de desuagtet kunde varetage Kunsten, saaledes som det skete. De maa have været begavede med et let Sind, der ikke maa forvexles med Letsindighed. Der var ikke faa, som saaledes levede i den dybeste Fattigdom og alligevel vedligeholdt det gode Humør. Som Exempel kan nævnes den fortrinlige Skuespillerinde Mad. Preisler, om hvem der af Overskou i hans Theaterhistorie fortælles følgende: Paa hendes sidste Fødselsdag, den 16. December (hun døde i sit 36. Aar), blev Skuespiller Saabye enig med fem til sex andre om at begive sig efter Forestillingen til hendes Bopæl paa Kongens Nytorv for at gratulere hende og for at

 

166

166.png

more sig ved hendes Forlegenhed, da de vidste, baade at hun vilde føle sig fristet til at byde dem til Aften, og at hun ikke i Huset havde det mindste at byde dem paa. Mad. Preisler modtog dem med stor Venlighed og tilsyneladende Glæde, men da hun ikke bad dem aftage Overtøjet eller syntes at ville invitere dem, maatte Saabye, for at Spasen kunde begynde, rykke ud med, at de egenlig vare komne for at bede sig selv til Gjæst. "Det glæder mig inderligt," svarede hun øjeblikkelig. "De ere hjertelig velkomne, men saa maa jeg bede Dem lægge Overtøjet og Hattene og at undskylde, at jeg forlader Dem lidt for at sørge for Bordet." De hængte det nu fra sig i et lille Kammer og gottede sig ret inderlig ved Formodningen om, hvad hun kunde finde paa at traktere dem med, og hvor hun vilde faa det fra. Det varede en Stund, medens hun gik ud og ind, indtil hun bad dem følge med ind i det andet Værelse og tage til Takke. Til deres Forbavselse saa de et meget smukt dækket, belyst og med varme Retter og Vin rigelig besat Bord, omgivet med smukke Stole. Uden _at kunne begribe, hvorledes hun havde formaaet at fremtrylle denne Herlighed, satte de sig til Bords i den muntreste Stemning. Elsberg, som den ældste, udbragte hendes Skaal, men midt i sin Tale brast han ud i ustandselig Latter, og da hun med den uskyldigste Mine bad ham dog endelig forklare hende Aarsagen, rykkede Saabye frem med, at de egenlig ved deres Besøg havde villet more sig med at sætte hende i Forlegenhed, men nu ikke kunde bare sig for at le ved at se en saa prægtig Beværtning, som de aldrig havde drømt om. Denne Tilstaaelse tog hun aldeles ikke fortrydelig op, men bemærkede kun skalkagtig, at hun slet ikke begreb, hvorledes hendes, gamle Kammerater kunde tro, at hun saa let var at sætte i Forlegenhed. Tiden gik hen med

 

167

Saaby

Spøg og Sang; det var langt ud paa Natten, da Selskabet med mange Taksigelser for den behagelige Aften brød op. Men da de kom ud i Kamret, for at tage Overtøjet paa, var der ikke et Stykke at se. Forundret spurgte en: "Hvor er min Chenille?" en anden: "Hvor er min Frakke?" - "Hos Jøden," svarede Mad. Preisler leende. "De har jo ment, mine Herrer, at vil man spise hos Mad. Preisler, kommer man til at tage Maaltidet med sig. Alt, hvad jeg kan trøste Dem med, er, at det kan indløses." De maatte nu skillinge sammen; Tøjet, som ikke var bragt ud af Huset, men befandt sig under, som hun kaldte ham, sin "Hofjødes" Bevogtning og laa paa hendes tomme Brændeloft, blev indløst og hentet ned, og Spasen endte med, at Herrerne under Latter takkede hende for hendes havte Ulejlighed med at besørge deres Gilde, og hun dem, for at de saa smukt havde højtideligholdt hendes Fødselsdag.

Dels af Hensyn til Skuespillernes uheldige Vilkaar og dels for at afsondre dem fra Yderverdenen, fordi Omgangen med andre Personer kunde anses for uheldig for deres Kunst og for den Illusion, den gaar ud paa at frembringe, fattede Ryge, der havde mange ligesaa originale som sælsomme Ideer, ogsaa den, at Theatret skulde for alle sine Artister bygge et Hus, hvori de kunde have en efter enhvers kunstneriske Betydenhed og Familiens Størrelse mere eller mindre rummelig og elegant Beboelseslejlighed, og udenfor hvilken de ikke maatte begive sig uden i aldeles nødvendige Forretninger. Der skulde derfor ved Stedet være en Have til at spadsere i, Lokaler til forskjellige Fornøjelser og Udsalg af de almindelige Fornødenheder. "Det vil jo koste Theatret en anseelig Sum," sagde han, "men det dækkes snart ved en meget forøget Indtægt, naar Publikum ikke ved, hvorledes de Personer, som vise sig paa Brædderne, se ud eller leve eller gebærde sig udenfor dem. Og hvad er det ikke for en Fordel for Personalet, at

 

168

enhver efter sin Stilling faar en smuk Fribolig?" - "Nej, Vorherre bevares!" udbrød Mad. Clausen, da han med megen Varme fremsatte denne Plan for en Del Skuespillerinder, "her kan være Spektakler nok, naar vi komme sammen ved Prøver og Forestillinger; skal vi nu ligge Aar ud og Aar ind i en Kaserne med hverandre, saa bliver der aldrig en rolig Time." - "Aa hvad!" indvendte Ryge, "man maa finde sig i sligt for saa betydelige Fordeles Skyld. Og der maa jo være en Intendant til at overholde Fred og Orden!" - "Ja, men tag mig det ikke ilde op," vedblev hun i en spøgende Tone, "det maa ikke være Dem, gode Hr. Doktor; thi saa kommer vi nok til at tage Politiet til Hjælp imod Øvrigheden." Da alle, hvem han talte med om denne Sag, kom med lignende Bemærkninger, opgav han Forsøget med at bringe Indretningen til Udførelse, men blev derfor ikke ked af at paavise, hvor fortræffelig den vilde være.

Den forhen omtalte Stilling, som Skuespilkunstens Dyrkere indtog i det sociale Liv og i det almindelige Omdømme, bevirkede, at naar Folk, der hørte til de saakaldte bedre Samfundsklasser, efterkom et bydende Kald til at betræde denne Kunstnerbane og derfor gik til Theatret, vakte det den største Opsigt og var Gjenstand for stor Utilfredshed ikke blot hos deres nærmeste, men ogsaa hos Standsfæller, der ikke vare langt fra at betragte det som en Nedværdigelse for Standen. Dette var saaledes Tilfældet med Ryge og Nielsen. Ganske vist, var det for den førstnævntes vedkommende noget uhørt, at en Mand, der var anerkjendt som en udmærket Læge, der havde taget Doktorgraden med stor Hæder og som Fysikus i Flensborg havde et Embede, der i Forbindelse med hans store Praxis indbragte ham en betydelig aarlig Indtægt, af sin brændende Lyst til Theatret førtes til at hellige sig til et Kald, hvis Udøvere som Personer ikke stod synderlig højt i det - offenlige Omdømme, og han derved gav Afkald paa en højtagtet Stilling og Indtægter, som han i bedste Tilfælde næppe kunde faa erstattet med en Fjerdepart - noget saadant vilde selv i Nutiden, da Forholdene dog i saa høj en Grad have forandret sig, vække Sensation. Der gjordes ogsaa alt muligt for at faa ham til at opgive denne Plan. Hans gamle Fader, Konferensraad Ryge, gjorde de største Anstrængelser og fandt Understøttelse hos selve Direktionen, og flere af hans Venner sendte ham skriftlig Underretning om, at hvis han blev Skuespiller, vilde de afbryde al Forbindelse med ham, men alt forgjæves. Ryge stod fast, og man ved jo, hvor

 

169

heldigt og betydningsfuldt for den nationale Kunst det var, at han havde Sjælsstyrke nok til at modstaa alle deslige Anfægtelser og følge sin Tilbøjelighed. Selv fra den ellers saa fordomsfri Frederik den Sjette kom der en Indsigelse imod, at han betraadte Scenen med Titlen som Doktor, denne maatte ikke paa den Maade nedværdiges, og det blev befalet, at han ikke som saadan maatte nævnes paa Plakaten. Men Ryge lod Direktionen vide, at han vilde beholde sin akademiske Titel og ikke optræde uden denne; han havde vundet den ved sine Kundskaber, men ikke faaet den som en Naade af Kongen, der da heller ikke kunde berøve ham den. Dette blev forebragt Frederik den Sjette, som da ogsaa fandt, at Ryge egenlig havde Ret, og ved den Lejlighed anvendte de forhen omtalte Ord: "Det lader til, at han ikke er god at bids med." Med Nielsen, der havde været Løjtnant i Artilleriet, skete noget lignende som med Ryge. Ogsaa hans Overgang til Theatret blev betragtet som en Skam for den Stand, hvortil han hørte, og hans paarørende beklagede højlig dette Skridt. Uagtet Nielsen som enhver anden Officer, der har faaet sin Afsked, beholdt sin militsere Titel, vilde det være blevet ham forment at beholde den i hans Egenskab som Skuespiller og paa Plakaten, hvis han ikke selv havde fundet det rigtigst at give Afkald paa den, især da Kongen til Theaterchefen, Kammerherre Holstein, meget ivrig havde sagt: "Som Løjtnant kan hin ikke spille Komedie; tænk engang, om man peb ad ham."

Det er let at begribe, at deslige Reservationer, der næsten gik ud paa at stemple Skuespillerne som en Pariakaste, vare ikke lidet krænkende for disse; men det kan dog nok være, at netop saadanne Begivenheder havde den Virkning at hæve deres Selvfølelse, og at de mandede sig op til at hævde deres Værd som Mennesker samt til samtidig at kræve den Samfundsstilling, hvilken de som Kunstnere havde Ret til at indtage. Saa meget er i alt Fald vist, at der i saa Henseende foregik en Forandring, som, støttet ved en Agtelse vindende personlig Opførsel, efterhaanden trængte igjennem. Til dette Formaal fremkom der undertiden bestemte og talende Protester, som da Direktionen gjorde Mine til at nægte Overskou den Adgang til Hofparkettet, han havde Ret til som Forfatter af flere originale Stykker. Hans Kammerater forlangte af ham, at han skulde fordre denne Ret, hvis Tilsidesættelse maatte betragtes som en Fornærmelse mod hele Standen. Overskou havde i den Anledning en Scene med Holstein, der søgte at

 

170

sno sig fra Sagen ved at mene, at Direktionen maatte tage en Beslutning derom. Herimod protesterede Overskou paa det bestemteste, han forlangte kun den Ret, der tilkom ham lige saavel som enhver anden Forfatter, og endelig gav Holstein efter, dog med det Tillæg, at han haabede, at Overskou vilde bruge den med Diskretion, hvad der fremkaldte et meget skarpt Svar fra Overskous Side.

Men den Agtelse i Samfundet, som Theaterpersonalet efterhaanden opnaaede, havde ogsaa for en Del sin Grund deri, at det talte Medlemmer, der ikke blot udmærkede sig ved Aandsdannelse og dertil hørende personlige Egenskaber, men ogsaa stod meget højt; maaske endog for fleres Vedkommende hidtil uopnaaede som udøvende Kunstnere og Kunstnerinder. Vort Theaters Hovedfag, det reciterende Skuespil, havde saavel i Tragedien som i Skue- og Lystspillet en Stab, hvis Lige kun faa Theatre i Verden, maaske med Undtagelse af Théâtre français og Wiener Burgtheater, havde at opvise, Navne, der høre til de uforgængelige i vort Theaters Historie. Enkelte af disse ere, vel endnu i frisk Minde hos den nuværende Slægt, i alt Fald hos de ældre, men de andre leve egenlig kun endnu i Traditionen, og hvor levende denne end kan være, er den dog lidet i Stand til at gjenkalde eller fremstille den enkeltes aandelige eller kunstneriske Individualitet, det ejendommelig personlige. Dette skal heller ikke blive forsøgt i det efterfølgende. Hvad jeg vil meddele er nogenlunde det Indtryk, jeg modtog ved i min Ungdom at se dem spille, et Indtryk, som jeg forøvrigt har fundet stadfæstet ved samtidiges Domme. Dertil skal knyttes saadanne Træk, der ere skikkede til at give en Idé om deres Personlighed. Jeg sigter ikke videre end til at gjenoplive Mindet om Kunstnere, hvis Virken, hvor meget den end er knyttet til Øjeblikket, dog har udøvet en stor Indflydelse paa Nutidens kunstneriske Retning og tillige har været af en ikke ringe Betydning i kulturhistorisk Henseende, idet man næppe med Urette gjør Skuepladsen og dens Tilstand til en Maalestok for det vedkommende Lands Kunstdannelse, Smag og Oplysning. For at undgaa for stor Vidtløftighed skal denne Omtale kun vedrøre Kunstnere, der hyppigst nævnes som vort Theaters ypperste i dets mest glimrende Periode og som hørende til dem, der have skabt og støttet den Kunstskole, som endnu til Held for den nationale Skueplads er bevaret af deres talentfuldeste Efterfølgere. Disse, Kunstnere ere Ryge, Frydendahl, Lindgreen og Karl Winsløv.

 

171

Dr. Ryge var en imposant Skikkelse, høj, rank, kraftig, først i en ældre Alder med nogen Ansats til Korpulence. Hans Ansigt var, smukt og regelmæssigt, Øjnene meget levende og Trækkene temmelig skarpe. Under Spillet afspejlede hans Fysiognomi klart og tydelig de Følelser og den Lidenskab, han vilde lægge i sin Rolle. Der var i hans Væsen en Plastik, som ikke var noget paataget, men fremgik af den sjælelige Virksomhed. Hans Talestemme var ikke blot usædvanlig stærk og malmfuld, men ogsaa meget bøjelig, saa

Dr. Ryge

Dr. Ryge.

at han var i Stand til at modulere Foredraget i alle dets Nuancer. Hvilken Kraft udfoldede han ikke som Hakon Jarl, f. Ex. hvor han stod overfor Olaf Trygveson, og hvor indsmigrende lød ikke hans Stemme i de erotiske Partier; hans Hovedfag var det tragiske, her virkede han med sin imposante Personlighed, ved sin ædle og rolige Pathos, men ogsaa ved den intelligente Forstaaelse, hvormed han opfattede Rollen i dens mindste Enkeltheder. Men han var ogsaa en komisk Skuespiller af første Rang, især i mere groteske Roller. Han forstod i høj Grad at individualisere, og selv hvor han lod sin Munterhed frit Løb, overskred han sjælden Grændserne for den lutrede Smag. I Roller som Per Degn i "Erasmus

 

172

Montanus", Korfitz i "Barselstuen", Saft i "Sovedrikken", Goldkalb i "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", Golz i "Østergade og Vestergade" og i mange andre komiske Roller var han uovertræffelig, og de Typer, han har skabt, ere ogsaa fuldstændig blevne optagne af hans nærmeste Efterfølgere. Alt vidnede om et indgaaende Studium af Karakteren, og der er næppe nogen Skuespiller, der i højere Grad end Ryge forstod at udarbejde en Rolle i dens mindste Enkeltheder og tillige at give den en kraftfuld Kolorit ved ganske at gaa op i den. Selv i Syngespillet kunde han gjøre Fyldest, han havde en smuk Barytonstemme, hvis stærke Klang han vidste at moderere og give et virksomt dramatisk Udtryk. Han var altid korrekt i sin Memorering, og hans Rollesikkerhed i Ordets mest udstrakte Betydning var næsten enestaaende. Selv i ældre Alder kan det næppe paavises, at han fejlede; naturligvis var han derved en ypperlig Støtte for sine Medspillende.

Ryge lod sig undertiden i overstrømmende Lune forlede til Improvisationer, hvis Pudsighed var en Undskyldning for den Frihed, han herved tog sig. Saaledes fortalte han som Saft altid en eller anden morsom Historie om de Skælmerier, som Rose havde drevet med ham, hvorledes hun havde lokket ham op i Hønsehuset, og hvorledes han da var bleven overfaldet af den store Hane o. desl. Ogsaa som Goldkalb slog han ikke sjælden Gjækken løs. Da en Syngemester var rejst udenlands med en Sangerinde, fortalte han, at han blandt sine Spekulationer ogsaa havde havt den at rejse omkring med Sangfugle, men at det var gaaet galt, idet de havde lagt Æg og faaet Unger - en Hentydning, som naturligvis vakte stormende Latter, men som tildrog ham en streng Reprimande af Direktionen. Han kunde være meget gemytlig og jovial, naar han, som han selv udtrykte sig, befandt sig under sit Gemyts Middeltemperatur, og han kunde da fortælle en Mængde snurrige Anekdoter, især i det Plattyske, som han talte med stor Færdighed. I Omgangen med sine Kunstfæller var hans Væsen ret godmodigt, men undertiden ogsaa opfarende og bistert, naar han mødte Modsigelse, og der var ikke sjælden slemme Konflikter. Det var saaledes en Gang nær kommet til en Duel mellem ham og Holst, hvem han haardt havde fornærmet. Han var overhoved ikke lidet bydende og stolt, hvor han som Kunstner eller Økonomi-Inspektør troede at burde hævde sin Anseelse. En Gang mødte der ham derved en Ydmygelse, som han aldrig kunde glemme. Paa en Uden-

 

173

landsrejse, hvorved han spillede paa tyske Theatre, kom han til Hamborg, hvor han havde et Kreditiv paa Jänisch. Den hamborgske Magnat modtog ham med en stiv Kompliment, og da Ryge med stolt Selvfølelse fortalte ham, hvem han var: "Dr. Ryge, erster Schauspieler beim kgl. Hoftheater in Kopenhagen", og samtidig rakte ham sit Kreditiv, svarede Jänisch uden at fortrække en Mine: "Schad' nicht, wird doch honorirt." Om hans Enthusiasme for Theatret giver det Svar et Begreb, som han gav Kongens Livlæge, Dr. Brandes, da denne engang sagde til ham: "Ved De vel, at De kunde være bleven en udmærket Læge, hvis De fremdeles havde dyrket Deres Videnskab." Ryge svarede: "Der er nok, der slaa Folk ihjel; ved De vel, at jeg hellere vilde være Statist ved Theatret end den mest udmærkede Læge." Oehlenschläger og Ryge spadserede en dejlig Foraarsdag i Frederiksberg Have og samtalede om et af førstnævntes Stykker. Uagtet Samtalen i høj Grad interesserede Oehlenschläger, vilde han dog ogsaa henlede Ryges Opmærksomhed paa de skjønne Omgivelser, den herlige Natur. Men han værdigede ikke Flora et eneste Blik af lutter Forelskelse i Melpomene, og da Oehlenschläger spurgte ham: "Men glæder da ikke ogsaa Naturen Dem?" svarede han: "Nej F. g. m. gjør den ikke! Lad os nu tale om Kunsten igjen."

Frydendahl var som ganske ungt Menneske paa Herredsfogedkontoret i Roskilde for at uddanne sig i det juridiske Fag. Det blev han kjed af og søgte Ansættelse ved Theatret. Han blev antaget i 1786, men denne Bane var i Begyndelsen en stor Skuffelse for ham. Det komiske Fag, som han følte sig anlagt for, var dengang besat med mange betydelige Kunstnere som Schwartz, Gjelstrup, Kemp og Bech, og han blev derfor anvendt i mindre Elskerroller, hvilke han kun lidet passede for, saavel som ogsaa i Syngespillet, da han havde en smuk Basstemme. Det var først i 1795, at han kom til at optræde i en betydelig komisk Rolle, nemlig som Stødvel i "Apothekeren og Doktoren", men den, hvori han især viste sig som en mesterlig Skuespiller i det komiske Fag, var Gerontes i "Skatten", som han første Gang spillede i 1804. Fra den Tid var han hos Publikum anset for en af Skuepladsens første Kunstnere og blev dets Yndling indtil sin Død i 1835. Faa Skuespillere have været rigere begavet af Naturen. Hans Hoved var meget smukt, Ansigtets Profil ædel, dets kraftige Træk saa let bevægelige og i den Grad i hans Magt, at han lige stærkt kunde udtrykke dyb Enfoldighed som svedent

 

174

Skælmeri, lige godt Opblæsthed og Forknythed, men ogsaa Højhed, Strenghed og Kraft. I hele hans Holdning udtrykte sig Rollens Hovedkarakter, men ogsaa de fineste Nuancer gjengaves af hans, levende Minespil, udtalte sig i hans Bevægelser og Stillinger. Herved understøttedes han af en fyldig og klangfuld Stemme, som han forstod at dæmpe eller fordreje, naar Rollen krævede det. Han havde en Evne som ingen til at faa Folk til at le, uden at han i nogen Maade chargerede. Hans stumme Spil var som oftest af en uimodstaaelig Virkning.

Frydendahl

Frydendahl.

Jeg mindes saaledes den overordentlige Munterhed, han vakte ved den Forbavselse, der viste sig i hans Miner, da han som den gamle Bonus i "Munterheds Triumf" opdager den lille Dreng sovende i en Lænestol. Hvilket Galleri af komiske Figurer og træffende Karakterer har han ikke skabt: Grøndal i "Ungdom og Galskab", Brause i "Sovedrikken", Sir Peter Teazle i "Bagtalelsens Skole", Jacob von Thybo, Menschenskræk, Baron Montefiascone i "Gendrillon", Bartholo saavel i Lystspillet "Barberen i Sevilla" som i Operaen, Vinter i "Eventyr i Rosenborg Have", Orgon i "Tartuffe", Heardcastle i "Feiltagelserne", Mathias Knap i "Flyttedagen", Burman i "De Uadskillelige" og mange andre. Flere af hans komiske

 

175

Figurer hørte hjemme i Syngespillet, Operaen og Vaudevillen, thi hans Stemme var godt uddannet, og hans lunefulde Foredrag gjorde hans Syngenumre til sande Kunstpræstationer. I en yngre Alder optraadte han ogsaa som Don Juan og som Figaro. I Skuespillet udførte han ikke sjælden alvorlige Karakterroller med en prægnant Tegning; mindre heldig var han derimod som Tragiker, hvorvel hans Præstationer altid udmærkede sig ved en genial Udarbejdelse. Hans Holdning og Anstand var nok imponerende, men der fattedes ham tragisk Pathos og Lidenskab. I en Rolle som Kejseren i "Væringerne" var han derimod udmærket paa sin Plads. Han beskyldtes jævnlig for ikke at være sikker i sine Roller. Men denne Beskyldning var ugrundet. Tingen var den, at han som en ægte Kunstner ofte virkede ved stumt Spil, og de derved fremkomne Pavser bleve da antagne som Usikkerhed. At hans Hukommelse blev noget svækket i Slutningen af hans lange Løbebane, er ikke til at undres over. Undertiden glippede det ganske for ham. Jeg erindrer, at han som Harald Blaatand, da han fældes af Palnatoke, arbejdede sig døende hen til Sufflørhullet og der fik Understøttelse til at fremsige sin Monolog.

Han var en meget behagelig Mand i Omgang, forekommende, oprømt og interessant. Han var altid rig paa morsomme Historier, hvoraf jeg selv fik ikke saa faa Prøver. I Ferietiden om Sommeren boede han nemlig paa den saakaldte Badstue ved Frederiksborg Slot, og han besøgte da jævnlig en Slægtning af mig, der var Kjøbmand i Hillerød, og udenfor hvis Butik der var en Stenbænk, hvor han tog Plads. Frydendahl holdt da af at passiare med os unge Fyre. Men ligesaa venlig og forekommende han kunde være, ligesaa stiv og fornem var han, naar det stak ham, især antog han denne Holdning mod Theaterpersoner, der vare simple og raa i deres Væsen, eller mod Folk, som mente at kunne se ned paa Skuespillere. Han var da undertiden ligesaa vittig som bidende. Da han engang med Djærvhed fremførte en grundet Anke for Direktionen, sagde et Medlem af denne, at han nok forglemte, hvem han talte til. "Nej," svarede Frydendahl, hævende sig til sin fulde Højde, "jeg betjener mig netop af den rette Tone; thi jeg taler som den gamle Sognepræst til Kirkeværgerne." - En ung adelig Herre, hvem han traf i et Konditori, spurgte ham, hvorledes han kunde nedlade sig til at spille Narreroller. "Det skal jeg sige Dem, min unge Herre," svarede Frydendahl, "jeg spiller Narreroller af samme Grund som De: af

 

176

Mangel. De af Mangel paa Forstand, jeg af Mangel paa Penge." Han holdt overhoved meget af at skose og latterliggjøre de andelige og fornemme. Ved en Forestilling af "Didrik Menschenskræk" viste han sig som Menschenskræk, dekoreret med Kammerherrenøglen bag paa Uniformen, hvilket naturligvis vakte stor Munterhed hos Publikum, men tildrog ham en Irettesættelse fra Theaterdirektøren, Kammerherre Holstein, der søgte at gjøre Kunstneren begribeligt, at det aldrig kunde være Holbergs Mening at gjøre Menschenskræk til Kammerherre. "Tiderne forandre sig," svarede Frydendahl. "Det gaar nu ikke længer an at fremstille paa Scenen en Soldat, som faar Prygl af sin Kone; derfor maatte jeg, for at hæve denne Modsigelse mellem Rollen og Virkeligheden, gjøre ham til Hofmand." En Konflikt, han havde med en meget højtstaaende Person, gav i sin Tid Anledning til megen Omtale. Det gjaldt derved hans Families Ære, som han holdt højt i Hævd. Hans unge, meget smukke og elskværdige Datter var Gjenstand for denne Persons Efterstræbelser, der gik saa vidt, at han en Aften, da Frydendahl var paa Theatret, trængte ind til hende i Faderens Hus og bestormede hende med sine Tilbud. Heldigvis kom Frydendahl uventet hjem. Hans og den høje Gjæsts gjensidige, ingenlunde behagelige Overraskelse lader sig vanskelig beskrive. Men Frydendahl beholdt, skjønt yderlig opbragt, sin Fatning og anstillede sig, som om han ikke vidste, hvem han havde for sig. Datterens Glæde ved Faderens uventede Hjemkomst var stor, og hun fortalte nu alt, hvad der var foregaaet under hans Fraværelse. Nu løb Frydendahls Galde over, og han greb Stokken. Den fremmede fandt det da rigtigst at aflægge sit Inkognito og spurgte, om han ikke gjenkendte ham. "Skurk!" raabte nu Frydendahl, der meget godt vidste, hvem han havde for sig; "Du understaar Dig endog at benytte en saa højtstaaende Mands Navn og derved at gjøre din afskyelige Opførsel endnu mere skammelig. Bi lidt - jeg skal lære Dig" - og saa gik det løs med en alvorlig Kæpperyggedands, hvorefter der fulgte en Udsmidning efter alle Kunstens Regler. Frydendahl lod det imidlertid ikke bero derved. Den næste Dag lod han sig melde til Audiens hos Vedkommende. Der blev svaret, at han var utilpas og sengeliggende; men F. lod sig ikke afvise; han paastod, at det var en Sag af yderste Vigtighed, han havde at meddele. Af Frygt for, at Skandalen skulde blive endnu større, fandt hans Offer, der virkelig var syg og sengeliggende af Følgerne, sig i at modtage ham, og nu fortalte Frydendahl ham alt, hvad der var passeret den fore-

 

177

gaaende Aften, og hvor eftertrykkelig han havde tugtet den Kjæltring, der var trængt ind i hans Hus, og som oven i Kjøbet havde havt den topmaalte Frækhed at give sig ud for Hs. kongelige Højhed. Til Slutning henstillede han, om det ikke var rigtigst at melde Sagen til Politidirektøren, for at Voldsmanden kunde blive eftersporet og afstraffet efter Fortjeneste. Med undertrykt Raseri, men bævende for Skandalen, hvis Historien blev bekjendt, saa den sengeliggende Mand sig nødsaget til at takke Frydendahl for hans Nidkjærhed og bede ham om at slaa Sagen ned, hvilket Frydendahl da ogsaa lovede, men dog næppe holdt, for saa vidt som den meget hurtigt kom ud blandt Publikum. - Frydendahl var ikke nogen Ven af Balletten, dens Dyrkere kaldte han Badutspringere. En Morgen gik han en Tur i Frederiksberg Allee. En Lugekone i en ved Vejen liggende Have fik Øje paa ham og hilste ham med de Ord: "God Morgen, Hr. Instruktør!" - "Hvorfra kjender De mig, min gode Kone?" spurgte Frydendahl. - "Jeg har været ved Dandsen, Hr. Instruktør." - "Er De ikke derved endnu? De fortjente at være det," sagde Frydendahl og gik videre.

Lindgreen var Frydendahls jævnaldrende og kom et Aar efter denne, 1788, til Theatret i en Alder af 20 Aar, nogen Tid efter, at han havde taget Artium. Han forsøgte sig først i et Par Tjenerroller, men hans egenlige Debuter vare først som Henrik i "Maskeraden" og som "Den pantsatte Bondedreng", hvori han strax overraskede ved sit umiskjendelige Talent for deslige Roller. Han var temmelig lav af Væxt og som ungt Menneske smækker; det var først i en ældre Alder, at hans Figur blev temmelig firskaaren. Hans Ansigt var meget karakteristisk, det udtrykte Lune og Skælmeri, men var egenlig ikke videre bevægeligt, og derfor kunde han heller ikke ganske fornægte sin Personlighed, uagtet det dog stod i hans Magt som faa at individualisere de Figurer, han skulde fremstille. Hans Stemme var tydelig og klar, men Organet havde et Anstrøg af sjællandsk Dialekt, der skal have hidrørt fra den Tid, da han ved at gaa i Roskilde Skole kom i megen Omgang med Bønder. Denne Dialekt forlod ham aldrig, den klang gjennem alle hans Roller og bidrog ofte til at forhøje den komiske Virkning. Han var i høj Grad talentfuld og genial som komisk Skuespiller. Beundringsværdig var den Sikkerhed, hvormed han traf næsten enhver komisk Karakter. Hans Præstationer vare udarbejdede i deres mindste Enkeltheder, og hans komiske Styrke viste sig ikke blot i enkelte komiske

 

178

Penselstrøg, men ogsaa i den kraftfulde Kolorit, der var udbredt over Billedet. Han lod sig aldrig, hvor megen Anledning der end kunde være, friste til nogen Overdrivelse - alt var Sandhed, alt var grebet ud af Naturen, og dog lod han ikke savne den Idealitet, der giver selv det komiske et ædelt Præg. I sin Udførelse af Jeppe paa Bjerget, en af hans kosteligste Roller, der af Rahbek blev omtalt i en meget udførlig Afhandling, kunde han endog næsten henrive til Taarer i den Monolog, hvor han under Galgen tager Afsked med sine Børn

Lindgreen

Lindgreen.

og Kreaturer. Hans Henrikker i holbergske Komedier vare sande Mønsterforestillinger i Fiffighed, Skælmeri og Lune, og hans Troels i "Barselstuen" var kostelig i troskyldig Naivitet og Løjerlighed. De, som have set Phister i disse Roller, ville ogsaa vide, hvorledes Lindgreen spillede dem, thi Phister var hans geniale Lærling og fulgte i meget Lærerens Mønster, men naturligvis med de originale Udarbejdelser, som hans rige Evner gav ham Magt til. Da Lindgreen den 1. Januar 1838 fejrede sit 50 Aars Jubilæum som Skuespiller, og da han i "Den hjemkomne Nabob" som den gamle Skræder Rapid blev trukken ind paa Scenen af Sønnen Dick, der spilledes af Phister, med Repliken: "I Gallop - det har Du lært mig,

 

179

lille Fatter," hørtes der et Jubelraab, der godtgjorde, at man erkjendte, hvad Phister skyldte den gamle Veteran. I en ældre Alder spillede han især den komiske gamle Mand med et uforligneligt Lune. Blandt hans sidste Roller mindes jeg Proprietær Tang i "Flyttedagen", som han spillede med en uendelig snurrig Plumphed i Drukkenskaben og med en sjæleglad Tilfredshed over at kunne dominere den ulykkelige Kommissionær Tobias Knap og sige ham Grovheder. I den første Tid blev han ogsaa anvendt i alvorlige Roller, og flere af dem udførte han vel ret godt, men de laa kun "lidet for ham; han savnede den fornødne Værdighed, og i sin Bestræbelse for at fyldestgjøre Rollens Karakter blev han undertiden monoton eller pathetisk, hvilket let, især paa Grund af hans sjællandske Dialekt, gav Foredraget et parodisk Anstrøg. I Bevidsthed om sit Talents rette Begrændsning vilde han meget nødig spille deslige Roller, hvilke han ogsaa ganske ophørte med i den sidste Halvdel af sin kunstneriske Løbebane.

Lindgreen var i Omgang med sine Kunstfæller mere agtet og frygtet end afholdt. Han kunde undertiden være ret forekommende og høflig, men haar han var i sit vrantne Hjørne, kunde han være meget spydig og satirisk, hvortil hans stedse slagfærdige Vid fandt det fornødne Stof. Han spadserede engang sammen med Sangeren C. paa Østergade. En gammel Jøde tog ærbødig Hatten af for dem. "Hvem gjaldt denne Hilsen?" spurgte Lindgreen. - "Rimeligvis os begge," svarede C. - "Hvem var det da?" - "Det er saamænd en gammel Jøde, der i mange Aar har siddet paa Dyrehavsbakken og synger: "Jetzt ist der Doktor da!" - "Nej, det er sgu Dig, han hilste paa Kunstens Vegne," svarede Lindgreen. - Mellem ham og Frydendahl var der idelig Udvexling af Sarkasmer, skjønt de forøvrigt nærede stor gjensidig Agtelse for hinanden som Kunstnere. Jeg har tidligere anført Exempler derpaa. Den Dyst, de ikke sjældent havde med hinanden, var ikke lidet interessant for Tilhørerne, men ve den ukaldede, navnlig naar det var en yngre eller ubegavet Skuespiller, som paa en eller anden Maade blandede sig deri; han kunde da vente at faa en Irettesættelse af Lindgreen saa skarp og truende, at han sikkert ikke gjorde det oftere. I Overbevisning om sin Uundværlighed skaanede han heller ikke Direktionens Medlemmer og sagde dem, naar Lejligheden tilbød sig, drøje Sandheder. Under en Prøve paa "Tryllefløjten" befandt Lindgreen sig paa Scenen, da en Sol, som hører til Stykket, skulde opstilles. "Hvad er det for en Tingest?" spurgte Lindgreen. -

 

180

"Det er en syvstjernet Sol, som skal bruges til "Tryllefløjten," svarede Holstein. - "Ja saa! Hvad mon Torveprisen er paa den Slags Artikler?" sagde Lindgreen tørt. - "Hr. Lindgreen, jeg maa frabede mig Deres Vittigheder. De maa huske paa, hvem jeg er. Det gaar snart for vidt med Dem. Det er nok bedst, at vi to skilles." - "Saa? Jeg kan dog aldrig tro, at Deres Excellence saa snart vil tage Deres Afsked." - At han holdt meget af et godt Glas Vin, og at han var en stadig Gjæst paa Hagens Kjælder, hvorfra han undertiden indfandt sig paa Theatret i en temmelig omtaaget Tilstand, er bekjendt nok. Dette forhindrede dog ikke, at han fra det Øjeblik, han betraadte Scenen, var ganske sig selv og spillede ypperlig. En Formiddag, kort før en Prøve skulde begynde, hvori han dog ikke skulde deltage, sad han afsides ved et Bord paa Kjælderen med et Glas Vin foran sig. Det var en bitterlig kold Vinterdag. To unge Theaterelever følte Trang til at faa sig et Glas, de kom ned til Vintapperen, og uden at se Lindgreen bestilte de to store Glas Portvin. Ligesom de vilde til at nyde Vinen, fik de Øje paa Lindgreen, og af Frygt for en Revselse for den Frihed, de havde taget sig, undskyldte de deres Nærværelse paa Kjælderen med, at de frøs, og at de havde følt stærk Trang til noget at varme sig ved. "Aa," svarede Lindgreen, "I blive nok varme, naar I komme paa Prøven. Det klæder ikke unge Mennesker at gaa paa Vinkjælderen." - "Men vi have allerede betalt Vinen," bemærkede de noget forknyt. - "Gjør intet til Sagen; gaa I bare over paa Prøven, Børn. Jeg skal nok drikke Vinen."

Karl Winsløv hørte til en yngre Generation end de tre forhen omtalte store dramatiske Kunstnere, og disse vare ogsaa allerede næsten Veteraner ved Theatret, da han 1816 blev ansat derved. Men desuagtet svang han sig op til næsten at blive dem sideordnet, og naar man i Aarene tyve, altsaa kun faa Aar efter at han var bleven Skuespiller, nævnede dem, der ved Genialitet eller fremragende Talent kunde betragtes som Theatrets Støtter, var Karl Winsløv blandt disse. Ikke desto mindre hørte han ikke til dem, der som Ryge og senere i en vis Henseende Nielsen strax tog Publikum ligesom med Storm ved at fremtræde enten næsten som helstøbt Kunstner eller i alt Fald med saadanne Evner og Anlæg, der røbede et ualmindeligt Talent. I den første Tid stod han, som det hedder i Theatersproget, i Stampe som Elev i den dramatiske Skole. Han fik mindre Roller, der ikke laa for ham. Man havde i det hele taget ikke store Tanker om hans Evner, og hos ham

 

181

selv syntes der at være en vis Famlen efter at finde det rette. Han troede sig saaledes først kaldet til at spille Elskerroller, men dertil gjorde hans Figur, der var lille og temmelig uanselig, og hans dybe, ikke videre velklingende Talestemme ham uskikket; dernæst til at spille intrigante eller lystige Tjenere, som han i det mindste i Begyndelsen ikke ganske egnede sig for, fordi han manglede Lethed og livligt Lune. Disse Fag vare desuden i Forvejen saa godt besatte, at der ikke

Karl Winsløv

Karl Winsløv.

var nogen Plads for ham. Der var tillige strax noget opblæst og selvtillidsfuldt i hans Væsen, som var ham til ikke ringe Skade hos hans foresatte og hos hans Kammerater. Men det varede ikke længe, før han ved Flid og Udholdenhed forstod at bringe det Talent til Modenhed, hvis Spirer nok havde været tilstede, men som han ikke havde faaet Lejlighed til at udvikle i de Fag, hvor de kunde gjøre sig gjældende. Det var først ved at spille Fanejunker von Schrankenau i Skuespillet "Soldaterne" den 6. Oktober 1816, at han godtgjorde, hvad Theatret vilde komme til at eje i ham. Denne Rolle gav han med en saa overraskende Varme og Styrke i Deklamation og Mimik, at han vandt almindeligt og fortjent Bifald, Ikke desto mindre hengik der et Par Aar, før han kunde faa fast

 

182

Fod paa Scenen. Aarsagen hertil maa atter søges i en vis Ufordragelighed, der var ham egen, og som vel for en Del havde sin Rod i den Tro, at han var tilsidesat og miskjendt. Ikke sjældent havde han Sammenstød med Direktionen, og det var engang ikke langt fra, at han var bleven afskediget. Men i 1821, da Collin var indtraadt i Bestyrelsen, kom der en heldig Vending i hans Forhold og Stilling ved Theatret. Collin havde med sit skarpe Øje for kunstneriske Evner snart opdaget, hvad der boede hos ham, og medens han i mundtlig Samtale ikke lod det fattes paa Opmuntring, viste han sig i Gjerningen som hans Beskytter. Han forskaffede ham ikke blot en Gageforhøjelse, men ogsaa en forøget Virksomhed i de Rollefag, som nærmest laa for ham. Disse Fag vare stærkt udprægede Karakterer, saavel komiske som alvorlige, hvilke han i Reglen formede til sande Mesterstykker af scenisk Kunst. Mørke Roller som f. Ex. Knud Sortebroder i "Axel og Valborg" eller Pipin i "Karl den Støre", Karakterskildringer som Tartuffe, ædle Billeder som Jøden Sehewa, komiske Figurer som Zierlich i "Aprilsnarrene", Klister i "De Uadskillelige", Charles Tang i "Flyttedagen", Josef Golz i "Østergade og Vestergade" vare prægede af lige stor Fuldkommenhed og udøvede uimodstaaelig Virkning. Alt var fint udarbejdet i de mindste Enkeltheder og vidnede ligesaa meget om en anstrængende Flid som om Genialitet i Opfattelsen.

En af hans største Triumfer, men desværre hans sidste, var hans Udførelse af Delavignes Ludvig den Ellevte. Allerede nogen Tid i Forvejen vare hans Kræfter stærkt svækkede ved store aandelige og legemlige Anstrængelser; men ikke desto mindre gav han sig i Færd med denne gigantiske Rolle og indstuderede den med utrolig Omhu. Han havde faaet den i Sommeren 1833, og den beskæftigede idelig hans Sind og hans Tanker. Stykket var bestemt til at opføres i den paafølgende Sæson, men hans tiltagende Svaghed forhindrede ham gjentagne Gange fra at spille den. Endelig, uagtet han mærkede, at det stundede til Ende med ham, mandede han sig op til at spille den. Det skete den 18. Marts 1834. Syg og meget afkræftet kom han paa Theatret, og endnu nogle Øjeblikke, før han traadte Frem, ytrede han, at det maaske ikke vilde være ham muligt at spille Rollen til Ende. Personalet, som vidste, hvor lidende han var - fortæller Overskou - imødesaa denne Forestilling.med stor Ængstelighed. I anden Akt træder Kongen ind. Winsløv stod forstemt, kraftesløs og urolig i Kulissen; hans Stikreplik kom, og paa en Gang syn-

 

183

tes han at bortkaste hele sin egen Personlighed og iføre sig sin Rolle; han traadte ind, og hans Blik, Gang og Stemme, alt malede Karakteren med en uforlignelig Fuldendthed og Klarhed. Bifaldet begejstrede ham endnu mere, og i fjerde Akt brød hans stærke Aand ethvert Baand, hans skrøbelige Legeme paalagde ham; hans Scene med Hertugen af Nemours og François de Paule var fuld af de dristigste Træk, de mest gjennemtænkte Nuancer, men savnede derfor ikke Bestemthed og levende Kolorit; hans Styrke steg ved det stormende Bifald, hans Fantasi opflammedes, den brudte Stemme, de ængstelige Raab fik en indre Kraft og et Udtryk, som gjorde en rystende Virkning. - - Men da Tæppet faldt for fjerde Akt under Husets Jublen, var Fortryllelsen hævet; Winsløv var atter sig selv, kun langt mere kraftesløs og mat, end da han første Gang skulde træde ind; næsten bevidstløs sank han i sine tililende Venners Arme. Det varede længe, inden han kunde komme saaledes til sig selv, at han turde vove at træde frem; man begyndte virkelig at tro, at det vilde være ham umuligt, da han lod sige, at man kunde begynde Akten. Som en Skygge vaklede han ind paa Scenen; den Mathed, hvormed han greb paa Stolen for at holde sig, den døde, klangløse Fremsigelse af de første Repliker, de halvt brustne Øjne gav et saa sanddru og skrækkeligt Billede af den halvopløste Konge, der af Rædsel for Døden klamrer sig til Livet, at de andre Rollehavende ængstedes og troede, at det var den sidste Gnist af Liv hos Kunstneren, der gav hans Indtrædelse en saa frygtelig Sandhed. Men det næsten udslukkledeLiv flammede op igjen, da Kongens Heftighed atter ytrede sig, og han spillede Rollen til Ende med al den Kraft og Genialitet, hvormed han havde begyndt den. Man ledede ham op paa hans Værelse, medens han flere Gange med meget mat Stemme gjentog: "Hvor jeg er træt; jeg ved ikke, haar jeg kan spille igjen, jeg maa have Rolighed; Sommeren maa hjælpe mig." Det herved udtalte Haab bristede: det var sidste Gang, han havde betraadt Scenen, og den 4. Oktober 1834 indslumrede han i sin Hustrus Arme.

Saaledes afbrødes brat en Kunstnerbane, der vel havde været forholdsvis kort, men i den sidste Del desto mere glimrende. De ydre Betingelser, han medbragte til Scenen, vare, som tidligere omtalt, ikke videre heldige, men denne Vanskelighed beherskedes af et Geni og et Studium, hvorved han forstod at omdanne sin Personlighed efter den Rolle, han havde at udføre. Især var han en Mester i at maskere sit Ansigt og give det det rette Udtryk. Hvad der meget kom ham til Gode

 

184

ved hans Spil, var hans udmærkede Aandsgaver, hvorved han var i Stand til fuldt at trænge ind i en Rolles Aand og til at individualisere Karaktererne. Disse Aandsgaver viste sig ikke blot i hans Kunst, men ogsaa i andre Retninger; han var en begavet Tegner, skrev smukke Digte og var i Reglen den, som skrev Sange, naar Personalet kom sammen til en eller anden Lystighed. Det pirrelige Gemyt, som han lagde for Dagen i den første Periode, tabte sig efterhaanden, især efter hans Giftermaal, og efter at hans Talent havde vundet fuld Anerkjendelse. Forholdet til hans Kunstfæller var idet hele venskabeligt. Dog var det kun en meget begrændset Kreds, han omgikkes, men for denne var han ogsaa en oprigtig og sand Ven i Raad og Daad. Mod yngre, om hvis Kald som Kunstnere han nærede Tvivl, viste han ikke sjælden en formelig Aversion, men han var ogsaa villig til at erkjende sin Fejltagelse, naar det senere viste sig, at Tvivlen havde været uberettiget. Overhoved var det et smukt Træk i hans Karakter, at saa heftig og opfarende han kunde være, var han, naar han kom til Besindighed og Eftertanke, og naar han indsaa, at han havde gjort nogen Uret, rede til at gjøre en Undskyldning, især naar vedkommende stod under ham. Den Sorg, som greb alle ved hans Død, vedrørte derfor næsten ligesaa meget den brave Mand og redelige Karakter som den fortræffelige, næsten uerstattelige Kunstner.

I Begyndelsen af den Periode, jeg nærmest har for Øje, mistede Theatret ved Døden omtrent samtidig flere Kunstnere af første Rang, saasom Haack, Rind, Ole Rongsted og Kruse, men Tabet, hvor stort det end var, var ikke saa føleligt, fordi Theatret allerede i de her omtalte fire Kunstnere havde en fyldig Erstatning, og der desuden var andre, som enten allerede dengang var af stor Betydning for det reciterende Skuespil eller ogsaa senere rykkede op til at blive Kunstnere af første Rang. Navne som Nielsen, C. N. Rosenkilde, Foersom, Phister, Holst ere tilstrækkelige til at godtgjøre, at den danske Skueplads, selv om hine Mestere gik bort, havde Kræfter til sin Raadighed, der kunde yde en fortræffelig Erstatning, og det saa meget mere, som de fleste af dem vare saa vidt udviklede i deres Talent, at de allerede stod i de første Rækker. Det er utvivlsomt, at der ingensinde har været en saa stor Rigdom paa dramatiske Talenter som i Perioden fra 1818 til 1830, og det gjælder ogsaa Damepersonalet. Tragedien havde i Mad. Heger, Mad. Andersen, Jfr. Brenøe (senere Mad. Wexschall og Mad. Nielsen), i Jfr. Jørgensen og i Jfr. Heger (Mad.

 

185

Holst) Skuespillerinder af betydeligt Talent, og i Skuespillet, Lystspillet og Vaudevillen vare Mad. Liebe, Mad. Kongsted, Mad. Winsløv, Mad. Andersen, Jfr. Brenøe og Jfr. Jørgensen fortræffelige. Senere kom Jfr. Pætges (Fru Heiberg) og Jfr. Ryge til, og det kan vel siges, at Damepersonalet da frembød saa udmærkede Kræfter til næsten alle Arter af det reciterende Skuespil, at ikke nogen anden Periode i Theatrets Historie har kunnet opvise Magen, om der end har været Tider, hvor der ogsaa har været fortrinlige Talenter til Theatrets Raadighed, men dog aldrig saa mange eller saa gjennemgaaende ypperlige som dengang.

Ved at samle Stoffet til nærværende rhapsodiske Skildringer er jeg stødt paa nogle Anekdoter, for hvilke jeg i det foregaaende ikke har kunnet finde passende Anvendelse, men som ere for karakteristiske og morsomme, til at de ikke bør finde en Plads her, især da det kan antages, at de ere ubekjendte for de fleste af Læserne. At faa Folk til at le have mange Skuespillere ikke blot Evne til paa Theatret, men ogsaa udenfor samme ved pudsige eller vittige Indfald og ved lystige Anekdoter. Men herved maa dog bemærkes, at deslige tage sig sjældent saa snurrige ud paa Tryk eller i andres Mund som i deres egen, thi ogsaa derved er Foredraget og det Lune, hvormed det krydres, bestemmende for Virkningen. Man ved jo, at en morsom Historie eller Anekdote tager sig meget forskjellig ud efter den Maade, hvorpaa den fortælles; hos den ene bliver den pudsig og slaaende, hos den anden flad og virkningsløs.

I Rosenkildes Levnet af P. Hansen og senere i en Artikel af Nikolai Bøgh i "Ude og Hjemme" fortælles ikke faa karakteristiske Anekdoter om denne ligesaa elskværdige som originalt udprægede Personlighed. Blandt disse har jeg dog ikke fundet efterstaaende, for hvis Paalidelighed jeg kan indestaa. Rosenkilde levede, som bekjendt, i temmelig knebne Omstændigheder. Han vilde gjerne betale, men hans Evne svarede ikke altid til Viljen. En Dag, da han var i Bad paa Ryssensten og gottede sig med at svømme, kom der ham pludselig en Mand i Møde, som, trædende Vande, meldte sig som hans Skrædder og spurgte ham, naar han tænkte paa at afgjøre sin Regning. "Det gjør mig meget ondt, Fa'r," svarede Rosenkilde, gjørende nogle Tag med Arme og Ben, "De maa give Tid, Fa'r, for nu har jeg virkelig ingen Penge hos mig." - Det var en stor Fornøjelse for Rosenkilde at betragte Dyrs, især Insekters Væsen og Færden. En Dag kom han paa Sce-

 

186

nen og bemærkede da til en anden Skuespiller, at det havde i høj Grad forbavset ham at finde udpræget Eftertanke hos en Flue. "Da jeg i Morges laa vaagen i min Seng," fortalte han, "fik jeg Øje paa en Loppe og en Flue, der havde taget Plads paa min Sengehest. De betragtede hinanden nøje. Pludselig gav Loppen et akrobatisk Spring, og borte var den. Forbavset blev Fluen staaende og stirrede efter den forsvundne, men pludselig gav den sig til at kile af sted langs Sengehesten, ved hvis Ende den standsede, ganske vist for at se efter Loppen. Sikken en Eftertanke - hvem skulde tro det om en Flue!"

Foersom var rig paa pudsige Historier, som han næsten altid selv havde oplevet, men for Evangelier skulde man ikke tage dem. Især excellerede han i Jagthistorier; det var et Gebet, hvor hans levende Fantasi var meget virksom, og deslige Historier fortalte han saa ofte, at han selv troede paa dem. Ved en Jagt hos en Godsejer havde han saaledes med et eneste Skud - det var rigtignok med Hagl, men Rævehagl - skudt et Krondyr og fire Agerhøns paa én Gang, og det mærkeligste derved var, at en Tredækker - en Karl saa stor som en lille And - i det samme kom dumpende ned fra Spidsen af et Træ - "den var Gud forb- mig rammet af det samme Skud." - Ved et Middagsselskab blev der opvartet med Svinesteg. Den blev funden udmærket. Foersom istemte, men fandt den alligevel ikke saa god som den, han havde spist hos Holsten paa Hvidkilde. "Jeg skal sige Dem, hans Svin er fra Urskovene, og ser i De, i disse Urskove er der Urhøns, som De jo nok kjender. Disse Urhøns er nogle skrækkelige Fraadsere, og om Aftenen, naar de er rigtig mætte, saa falder de ned fra Træerne, og saa æder Svinene dem - ja Gu' gjør de saa - og deraf den udmærkede Smag." - "Men æder da Svinene dem med Hud og Haar?" spurgte en tilstedeværende. - "Nej, Gud bevares, kjæreste Ven, Svinene faar en saa vidunderlig Færdighed i at snappe dem, at de plukker dem lige med det samme." - En Aften, var han med et Par gode Venner paa Vesterbros Theater for at se en Taskenspiller. Manden gjorde sine Ting godt og vakte Beundring ved sin Behændighed. "Det var dog ikke noget mod en Troldmand, jeg engang saat i Odense," sagde Foersom. "Hvad gjorde han da?" blev der spurgt. "Jo, ser I, jeg og to andre, vi blev kaldte op til ham paa Skuepladsen. Vi havde hver Uhr og Uhrkjæde paa os. Saa sagde han, vi skulde lukke Frakken, og saa foer han med sin Tryllestav over Maven paa os, og saa lukkede vi Frakken op, og saa var Uhr og Uhrkjæde forsvunden - hvad siger I til

 

187

det?" - "Men hvorledes gik det til?" - "Aa, det skal jeg sige jer: Vi var i Ledtog med ham. Ja, det var Satans til Karl!"

Skuespiller M- benyttede sin Sommerferie til at optræde i en lille By i Jylland. Han havde forinden taget saa betydeligt til sig af flydende Varer, at det stærkt sporedes i hans Spil. Da man den næste Dag udtalte sin Forargelse over, at han

Foersom

Foersom.

vilde optræde i en saadan Tilstand, svarede han: "Naar man finder paa at optræde i en saadan By, maa man enten være fuld eller gal - jeg har valgt det første." - Ved en Lejlighed, hvor han var sammen med flere af sine Kolleger, blev han af en af dem, G., opfordret til at fortælle en af sine morsomme Historier. Han svarede, at han ikke vidste nogen, som de ikke kjendte, men at han nok vilde fortælle en Drøm, han havde havt forgangen Nat. "Jeg drømte," begyndte han, "at jeg var død og kom til Himmelporten og bankede paa. Petrus lukkede op og spurgte, hvem jeg var og hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg var Skuespiller M- og vilde ind i Himlen. "Kan ikke gaa an. Skuespillere komme ikke ind i Himlen,"

 

188

sagde han, og saa slog han Porten i lige for Næsen af mig. Jeg maatte da tøfle af, og da jeg ikke havde Lyst til at ty til Helvede, krøb jeg ned igjen i min Grav. Da jeg havde ligget der i nogle Dage, fik jeg af en Død, som man begravede ved Siden af mig, at vide, at min gode Kammerat G. var død og var kommen i Himlen, Opbragt over en saa skammelig Partiskhed fløj jeg til Himmelporten, fik Petrus ud og spurgte ham da opbragt, hvorfor G. var kommen ind og ikke jeg. - "Gode Ven," svarede Petrus smilende, "Du kan være ganske rolig, G. - har saamænd aldrig været Skuespiller."

__________

Et Ord eller en Betegnelse, der nu synes at være forsvundet fra det danske Sprog, er "Høkerloge". Dermed mentes de Loger i det gamle kgl. Theater, som ved Logeauktionerne kjøbtes af Billetsjoverne, og hvortil Billetterne enkeltvis udsolgtes af disse til hver Forestilling. Det var Tilfældet med de allerfleste Galleriloger, en Del Loger i anden Etage samt i Parterret og kun meget undtagelsesvis med Første-Etages Loger. Det var meget sjældent, i Modsætning til hvad der nu er Tilfældet, at Familier kjøbte Loger, eller at flere Familier forenede sig derom. Saaledes var Størstedelen af Theatrets Tilskuerplads i Hænderne paa Spekulanter. Disse modtog vel ogsaa Abonnement for den hele Sæson, men paa den Maade bleve kun de færreste Pladser afsatte; de øvrige solgtes til hver Aften enten ved Hjælp af Avertissementer eller ogsaa fra Udsalgssteder, navnlig fra flere Kjældere i Lille Kongensgade og paa kongens Nytorv. Priserne rettede sig naturligvis efter Stykkernes Værd og efter Tilløbet. De Billetter, som den ene Aften betaltes med 1 Rdl. eller mere, kunde en anden Aften dale ned til en Mark eller endog til 8 Skilling. For sidstnævnte Pris har den, som skriver nærværende, i sine Drengeaar og senere i sin Ungdom ikke saa sjældent havt en Nydelse, som han endnu med Glæde mindes i sin Alderdom.

Der var saaledes nogen Risiko forbunden med at kjøbe en Loge i den Hensigt at udhøkre Pladserne, men i Reglen var Fordelen ikke ringe. Til at gjøre Forretningen indbringende bidrog ikke lidet den Omstændighed, at Logehøkerne kunde stuve saa mange Folk ind i Logen, som det kun var muligt. Der var dengang ingen Numre - Pladsernes Numerering blev, saavidt jeg erindrer, først indført ved Tilskuerpladsens Omdannelse i 1855 - og hvorvel det blev paalagt Kontrol-

 

189

lørerne at paase, at Logerne ikke bleve overfyldte, var en lille Dusør tilstrækkelig til at faa dem til at lukke Øjnene i. De Loger, som efter Bestemmelsen skulde rumme 10 eller 12 Personer, maatte undertiden gjøre Plads til 12 a 14 eller endnu flere og til et Par Børn oven i Kjøbet. Det var ikke saa sjældent at se en Læredreng med Skødeskind paa og Tøfler paa Fødderne strax efter Theatrets Aabning tage Plads i disse Lo-

189.png

ger. Han var sendt for at erobre en god Plads til "Mesters Kone", som ikke kunde eller ikke vilde komme saa tidligt, og maatte saa vige, naar Mesterinden i egen Person indfandt sig. Saa kunde det være, at Læredrengen slap til at faa en lille Plads ved Logedøren.

Saaledes som Logerne dengang vare indrettede med de firkantede tykke Piller, der bar Loftet, var det, især i Sidelogerne, kun de allerførste Rækker, hvor Tilskuerne siddende kunde se noget. De andre maatte staa op, som oftest hænge sig paa de forrestes Ryg eller ogsaa støtte sig med Hænderne paa Pillerne og til den øverste Gesims for at kunne faa et Blik, og det endda et temmelig overfladisk, af det, der foregik paa Theatret. Ikke at tale om, hvor ulideligt det var for de forreste i en Hede, der undertiden var nær ved Kogepunktet, at have en tyk Madamme eller en haandfast Matros hvilende paa sin Ryg, var der tillige Fare forbunden med i en forover-

 

190

bøjet Stilling, med Fødderne oppe paa Bænken, med begge Hænder støttet til Pillerne og med Hovedet mod Gesimsen at nyde Skuespillet. Det værkede i Hænderne, de fik, hvad man kalder Krampe, og slap man, kunde man risikere at styrte ned. Og saaledes gik det engang en Yngling; han styrtede ned fra en Galleriloge, og var han ikke tørnet mod den fremspringende første Etages Logerække, hvorved Faldet sagtnedes, vilde han mulig have slaaet sig ihjel eller ogsaa have lemlæstet en eller anden af de Folk i Parkettet, mellem hvilke han faldt. Han havde til Fornavn Gabriel, og efter denne Luftsejlads i Theatret, hvor han svævede ned som en Engel, blev han almindelig kaldet Englen Gabriel.

Logehøkeriets Forretning var, som omtalt, i Reglen temmelig indbringende og dreves af Folk af begge Kjøn. Der var blandt disse en Herre, som spillede den elegante Kavaler. Han holdt Ridehest og var tillige en stor Ynder af det smukke Kjøn. Naar Søgningen var ringe, havde han altid Brug for de uafsatte Billetter til sine talrige Veninder. En anden lagde Grunden til en betydelig Formue ved sin Driftighed som Logehøker. Der var ogsaa dem, som fandt det under deres Værdighed selv at sælge Billetter, men holdt Kommissionærer til at adføre dette Hverv. Forøvrigt Var det ikke alene med Logebilletter, at Sjoveriet dreves, det skete ogsaa ved enkelte Lejligheder med Billetter til Gulvet, f. Ex. til "Geburtsdags-Stykker", naar Herskabet tog i Komedien i sexspændige Vogne med Løbere og Fakler. Saa var der opstillet Rækker fra midt om Natten eller den foregaaende Dags Aften langt ud paa Torvet hen til "Hesten", og Billetsjoverne forstod altid at indtage de forreste Pladser. En slig Stimmel hørte dog til de store Sjældenheder, thi Theaterlysten var dengang langtfra saa stor, som den er nu, og skjønt Kjøbenhavnerne paa den Tid, som jeg nærmest har for Øje, Trediverne, kun havde et eneste Theater, var det i Reglen middelmaadigt besøgt. At den betydelig ringere Befolkning, neppe halvt saa stor som den nu er, ogsaa var en af Hovedaarsagerne, er en Selvfølge.

Logehøkeriet i den Form, hvori det fandt Sted i ældre Tid, hører til det længst forsvundne og fik, som anført, allerede et Knæk ved det gamle Theaters Ombygning, da der paamaledes Dørene, hvor mange Personer enhver Loge maatte indeholde, og det strengt paalagdes Kontrollørerne at paase, at dette Tal ikke overskredes. Efterfølgende Skitse skal søge at give et Billede af Livet i en af de omtalte Høkerloger.

Det er midt i Sæsonen. Scenen foregaar i en Sideloge i

 

191

Galleriet, beliggende tæt op til Figurantindelogen, Forestillingen gaar paa en rød Plakat. Der skulde opføres "Elverhøj", men Kragh, som spillede Christian den Fjerde, var pludselig bleven upasselig, og som Nødstykke er averteret Holbergs "Den Stundesløse" og et Dandsedivertissement. Det er en uheldig Forandring for Logens Ejerinde, en gammel tysk født Kone, kaldet Paraplymagermadamen. Ved "Elverhøj" kunde hun vente at faa Billetterne afsatte til ret anselige Priser, nu maa hun, dersom hun vil fylde den, lade sig nøje med en Rigsort, en Mark og Otteskilling. Under saadanne Omstændigheder er det let at forstaa, at Selskabet er noget broget. Lad os betragte det et Øjeblik.

Paa den forreste Bænk sidder en meget fyldig Madame med en stor Kappe paa Høvedet, hvis brede Kniplinger skygge over den sorte Haartur, som pyntet med Spytkrøller paa Siderne endnu mere fremhæver hendes stærkt rødlige Ansigtsfarve. Hun er en i flere Huse meget benyttet Jordemoder, og den fyldige Pose, som hun fører med sig, frister til at antage, at hun lige er kommen fra "en Forretning". Dette er dog en Fejltagelse. Posen indeholder Kager og Æbler, som hun flittig tager til, og hvormed hun desuden venlig trakterer sin Sidedame, en heldigvis meget spinkel Jomfru med et Ansigt saa rynket som et Løgæble og en Næse saa spids som en Syl. Hun og Jordemoderen ere begge de eneste Abonnenter i Logen og derfor særdeles gode Bekjendte. Jomfruen er af "en bedre Familie", med hvem det er gaaet til Agters. At hun har abonneret i Galleriet, er egenlig en Skam, hun hører hjemme i første Etage, og det er kun sørgelige Omstændigheders Skyld, at hun maa tage til Takke med Galleriet. Dette fortæller hun ofte nok Jordemoderen, der ogsaa har en vis Respekt for hende. Naar hun har nedladt sig til at stifte et sligt Venskab med Mad. Madsen - saaledes hedder Jordemoderen - saa er Bevæggrunden ikke ganske fri for Egenkjærlighed. For det første forsyner Mad. Madsen sig altid saa rigelig med et og andet lækkert, at hun kan meddele Jomfruen noget af sin Overflod, og dernæst har hun saa mange Historier fra sin Praxis, saa meget løst og fast fra sin Gang i ansete Huse, som hun med en sjælden Tungefærdighed betror Jomfruen ved Sammenkomsten i Logen, naturligvis under det strengeste Tavshedsløfte, men som Jomfruen øjeblikkelig med de fornødne Broderier lader gaa videre i de ansete Familier, hvor hun har sit Tilhold, at Mad. Madsens Selskab og Venskab virkelig er uundværligt for hende.

 

192

Disse to ere de først ankomne, thi de ville have de midterste Pladser, hvorfra man ser bedst. Kort efter, at de have gjort sig det mageligt, indfinder sig en ung Pige af et temmelig flot Udseende og Væsen og tager Plads ved Siden af dem. Hun er iført en lys Kjole med mange Garneringer, har lange Ørenlokker, et tykt Armbaand om hvert Haandled og lugter stærkt af Pomade og duftende Vande. Hun er ikke ilde og bruger sine Øjne til alle Sider; men især kaster hun kjærlige Blikke til sin Kavaler, en pyntet, af frisk Oxekød lugtende Slagtersvend, som har taget Plads paa anden Bænk. Jomfruen af den bedre Familie synes ikke om Naboskabet og flytter sig nærmere op til Jordemoderen. Det bemærker den unge Pige, og øjeblikkelig er Fjendskabet erklæret. Hun vender sig om til Slagtersvenden og siger: "Vi er nok kommet her i fornemt Selskab, Peter, nu maa Du agere fin Kavaler for at passe til Kompagniet." - "Saa, er vi det," svarer den tiltalte, "det kan jeg ikke mærke noget til. Mener Du den gamle Madame der, Lise (pegende paa Jomfruen af "den bedre Familie"), saa er hun nok ikke finere end vi andre. Det er ikke længere end siden igaar, at hun hos Slagter Neumann tog en Oxelever paa Kredit, hvormed hun vilde lækrere sig. Er hun for fornem til at sidde ved Siden af Dig, kan hun jo gaa sin Vej - og jeg skal gjerne give hende en Haandsrækning, saa hun kommer ud af Logen i en Fart. Her er alle lige, det kan Du gjerne fortælle hende." Jomfruen indskrænker sig til at kaste et meget talende Sideblik til Jordemoderen, hviskende ganske sagte: "Gud, hvad der dog kan komme for sjofelt Selskab i disse Høkerloger. Det er sidste Gang, at jeg abonnerer."

Det er tre Kvarter til 7; Instrumenterne stemmes nede i Orkestret, og endnu er Logen kun halvt fyldt. Blandt de senest ankomne befinder sig en ung Kone med et Barn, der nylig er vænnet fra. Sidstnævnte aabenbarer øjeblikkelig sin Nærværelse ved at give sig til at skraale himmelhøjt. Moderen tysser paa det og lader det drikke af en langhalset Flaske med Mælk. Slagtersyenden mener, at Madamen burde lade den lille Pusling blive hjemme, hvilket vækker Moderens højeste Indignation. Hun gad nok vide, hvad det egenlig kommer ham ved, han kan passe sig selv - det lille Pus gjør ikke ham nogen Skade. Han vil maaske, at Barnet skal blive hjemme og skøtte sig selv - for han maa vide, at Hansen - det er nok Madamens Mand - er paa Arbejde til sent paa Aftenen og kan altsaa ikke passe Barnet. "Og jeg gad nok se," vedbliver hun, "hvorfor jeg skulde nægte mig den Fornøjelse at

 

193

gaa i Theatret. Det kan jeg kun, naar jeg tager Barnet med - og jeg bryder mig ikke om, hvad saadanne Springfyre sige. Saa, nu skal Du være stille, lille Lotte - smagte det ikke godt, vil Du have mere? - Det er forskrækkelig, hvad Du kan drikke. Saa! De maatte ønske sig, at de havde saadan en, som Du er." - Den unge Pige paa første Bænk ler, og Slagtersvenderi siger: "Madamen skulde have taget Vuggen med, saa kunde den lille visses i Søvn."

Logen begynder at fyldes. En Amagerpige bliver skubbet ind, derefter to unge Mennesker, der synes at have svoret til Minervas Fane, og af hvilke den ene er forsynet med Briller. Et Par Madamer og en Haandværkssvend samt en dito Læredreng indfinde sig efterhaanden. Man begynder allerede at stønne og puste, thi Atmosfæren er temmelig trykkende. Nu hørtes en Parlamenteren i den aabne Logedør. Paraplymagermadamen underhandler med en tyk Matrone. Denne har ude paa Torvet givet to Mark for en Plads paa den første Bænk, og da hun nu ser, at denne er opfyldt, protesterer hun mod at sætte sig der og vil have sine Penge tilbage. Logehøkersken erklærer i sin ejendommelige Jargon, at der er "reichlich Platz", og fortæller, at ved den sidste "Geburtsdagsforestilling" var der fem paa Bænken og "en lille Barn". Den tykke Madame lader sig endelig overtale, hun balancerer over hele tre Bænke med deres Beboere og presser sig endelig ind mellem Jomfruen af den bedre Familie, og den flotte unge Pige. Lige da Forspillet er begyndt nede i Orkestret, kommer Paraplymagermadamen tilsidst trækkende med en Sømand, der efter de Svingninger, han gjør med Overkroppen, idet han sætter sig ned paa tredie Bænk tæt op til Figurantindelogen, synes at have en større Ballast inde, end det er nødvendigt for ham til at holde sig paa ret Kjøl. Det første, han gjør, er at kysse paa Fingeren ad Figurantinderne, hvilket disse dog ikke synes at sætte synderlig Pris paa. Forøvrigt finder Sømanden Pladsen temmelig knap. "Nu har jeg været i mangt et Lukaf saa stort som et Musehul, men aldrig i en saadan Baas," siger han. "Madam!" raaber han til Paraplymagersken, som igjen viser sig i Logedøren, "er det en Plads at byde et pænt Mandfolk og helbefaren Matros! Jeg kan ikke se det bitterste, og her er saa hedt som i Helvede." - "Min gode Miand," svarer hun, "for otte Skilling kan De ikke forlange en betre Platz. Stræk sig über Pillen, so kan De se Kongen und Dronningen." - "Hvor? Kongen og Dronningen - er de i Komedien?" - "Nej, aber, naar de var der, kunde De s'gu se dem. Men nu

 

194

maa De schweige, for nu begynder strax Komedien, og De maa ikke forstyrre de andre i deres Fornaielse."

"Hvad skal vi se i Aften?" spørger den sidst ankomne tykke Madame sin Naboerske til højre. "I Morges skulde de ha' Elverhøj, saa i Middags "Den Stundesløse", og saa hørte jeg paa Trappen herop, at Stykket igjen var forandret." - "Er det forandret?" siger den flotte unge Pige, "Gudskelov - Holberg er saa ækel simpel. Hører Du, Peter," raaber hun til Slaglersvenden, "de faa ikke "Den Stundesløse"." - "Mig er det det samme, bare det er noget, man kan grine af," svarer Slagtersvenden. Studenten med Brillerne blander sig i Samtalen og siger: "Det kan De ogsaa komme til, for De skal se "Matrosen", der er saa rørende, at man baade maa le og græde derover, og saa "Eventyret i Rosenborg Have" - De ved nok med Jordemoderen." - Madamen paa første Bænk har opsnappet det sidste Ord, hun vender sig fornærmet om og spørger Studenten, om det er hende, han sigter til. Hun fortjener sit Brød paa en honnet Maade og kommer i de agtbareste Huse. Hun bryder sig ikke om, hvad saadan en Grønskolling med eller uden Briller siger, han kan passe sig selv, og hvis han tror sig for fornem til at være i Loge med en Jordemoder, kan han gaa hjem og læse paa sin Lektie, for det kan han nok trænge til. Jordemoderen faar nu ogsaa Assistance af Sømanden. Han har hørt, at man har talt om "Matrosen", og dermed kan kun være ment ham. Han vender sig da til Studenten og siger, idet han viser sin knyttede Næve: "Hør, gode Ven! Den er for slem den! Matros, siger De, ja, jeg er Matros - og jeg kan være det bekjendt - men alligevel skal De lade være at sige Matros, og naar De siger det en Gang endnu, min Fa'er, saa skal jeg saadan kalfatre Deres Glugger, min unge Ven, at De skal nok lade være at se syv Mile i taaget Vejr." - Studenten, som er bleven ængstelig, vil nu forklare, at han kun har ment Stykkerne, men slet ikke har hentydet til nogen Moders Sjæl i det hæderlige Selskab, men Sømanden stopper Munden paa ham med de Ord: "Hold Kaien i, Student, ellers vanker der Smør."

Hvad enten nu Studenten har hørt, at der skal gives "Matrosen" og "Eventyret i Rosenborg Have", eller han virkelig har søgt at gjøre sig lidt lystig paa de tilstedeværendes Bekostning - da nu Tæppet gaar op, viser det sig, at det hverken er det ene eller det andet af de Stykker, der skal gives. Det er Hertzs "Sparekassen", der maa tjene som Nødstykke.

 

195

Nu rejse de sig alle paa de bageste Bænke for at kunne se lidt af Forestillingen. De paa anden Bænk læne sig ud over dem paa den første, og det gaar ud over Hovedtøjerne, især er Amagerpigen meget nærgaaende mod den senest ankomne tykke Madame, der protesterer ved at puffe hende tilbage med sine Albuer. Slagteren har slynget sine Arme om den flotte unge Pige for saaledes at tilkjendegive sin Kjærlighed for sin udvalgte og sin Interesse for Skuespillet, og de to Studenter og Matrosen have taget Stade paa de forrestes Ryg, idet de tillige med Hænderne mod Gesimsen og med udbredte Arme søge de fornødne Støttepunkter mod et skæbnesvangert Fald. Haandværkerdrengen stikker sit rødhaarede Hoved ind mellem Amagerpigens Arme. Madamen med Barnet, der tjener til en Art Skammel for en Landsoldat, den sidste, der er skubbet ind i Logen, giver sig til at skjælde og sekunderes af den vrælende Glut. Af de første Scener høres der ikke et Ord under al den Støj, og der tysses fra alle Kanter. Endelig bringes Barnet til Tavshed, og man kan saa nogenlunde følge med.

"Ah, nu ved jeg, hvad det er," siger den tykke Madame, "det er dér, hvor de vinder i Lotteriet og slaar stort paa det, det Tiggerkram - og saa faar de en lang Næse. Og saa kommer Holst - og han har vaaren i Vestindien og er bleven saadan noget som Kommandør - og saa hjælper han dem, og der er saadan en yndig Slutning."

"Maa vi nu være behagelige, Madam," siger Slagtersvenden, "det ved vi altsammen, det er bedst, at De beholder Deres Visdom for Dem selv. Kan Du se noget, Lise?"

"Dejlig, men det er jo ikke Elverhøj - hvad er det for noget? Jeg synes, det er kjedeligt."

"Sludder! Det er netop et rart Stykke. Det er "Sparekassen", jeg har set det før. Det er Grin. Du kan tro, han der, det er en rigtig Lumsker, han frier til hende, bare fordi de har vundet i Lotteriet - men han faar da en lang Næse, kan jeg tro. - Maa jeg nu bede Dem om at tage Deres Ben bort og humme Dem," vedbliver Slagteren, idet han vender sig til den ene Student, "naar De tror, at jeg er en Trappestige, saa tager De min Salighed fejl. Bort med Benene, siger jeg, ellers" - Studenten vil ikke lade det komme til Yderligheder; han tager resigneret Plads lige bag ved Pillen, hvor han da ikke kan se det mindste.

Første Akt er til Ende. Sømanden, som under Akten har lænet sig tilbage og faaet sig en lille Lur, vaagner nu og mær-

 

196

ker, at han af den stærke Hede er bleven tør i Halsen. Han trækker en temmelig trind Lærke op af Lommen, tager sig en dygtig Slurk, og da han ser, at der endnu er Højvande, beslutter han at være velgjørende mod sine Medmennesker. Han byder Flasken om og beder dem ikke at forsmaa en ægte "Kornpeter". Slagteren modtager Tilbudet, Studenten med Brillerne ligesaa - han er nok bange for, at et Afslag skal blive optaget ilde - men Damerrie vægre sig trods Sømandens indtrængende Forsikring, at de ikke bør forsmaa Guds Gaver. Figurantinderne i Logen ved Siden af, der have set Flaskens Rundgang, begynde at fnise. Det bemærker Sømanden. "Undskyld, mine Dejlige, at jeg har været saa nederdrægtig ikke at byde Dem først. Vær saa artig," siger han og rækker Flasken ind. Tilbudet tilbagevises med et almindeligt "Fy". - "Sagde De fy! Det skulde De nødig. En god Snaps styrker Pusselankerne, og dem har De jo Brug for. Du lille Skælm," siger han til en ung kjøn Pige, der især gjør sig bemærket ved sin Munterhed, "Du har den nydeligste Gallionsfigur, jeg har set i mine Livsensdage - Du skal have et Kys!" og i det samme slaar han det ene Ben over Logens Skillerum for at springe ind til Figurantinderne. Der opstaar nu en Skrigen og Raaben. De fare ud af Logen for at kalde paa Kontrolløren. Denne kommer til. Han er i en ikke synderlig bedre Tilstand end Sømanden, og der opstaar nu en lille Brydekamp imellem de to, idet Kontrolløren søger at trække ham ud af Logen, medens Sømanden bestemt modsætter sig det. Slagtersvenden slaar sig paa sidstnævntes Parti, idet han mener, at det er rigtig Grin, og at Komedien i Logen er bedre end den paa Theatret. Fruentimmerne skrige. Endelig rekvirerer Kontrolløren Hjælp fra de andre Etager, og Sømanden bliver transporteret ud af Logen.

Forestillingen gaar sin Gang, og da der nu er bleven lidt bedre Plads i Logen, er Samlivet ogsaa lidt mere fredeligt. Jordemoderen lader sin Pose med Æbler og Sukkergodt gaa omkring, og selv den flotte unge Pige forsones med Jomfruen af "den bedre Familie". I en af Mellemakterne faar hun ved at se ned i Friparkettet, som ved en Jernstang, ligesom en Baas, er adskilt fra den øvrige Del, pludselig Øje paa en Kavaller af Hofpersonalet. "Nej se," raaber hun henvendende sig til Slagteren, "se ham der med Knebelsbarten, det skaldede Hoved og Baandet i Knaphullet - kan Du se ham? - det er den Fyr, der løb efter mig forleden Aften og var saa nærgaaende." - "Er det ham? Lad mig se, sikken et Stykke

 

197

Mandfolk - jeg skal bide Mærke i ham, kan Du tro. Hvor han kror sig, Du skal ved Lejlighed faa et Ørefigen, min Ven, skal Du, det kan Du ta' Gift paa." Der tysses nu paa Slagteren, og Tæppet gaar op til sidste Akt. Efter Stykket kommer en pas de deux, som Amagerpigen i Samstemning med Madamen med Barnet, hvilket heldigvis har sovet under Størstedelen af Forestillingen, erklærer for det bedste af det hele. -

Disse Scener i en af det gamle Theaters Høkerloger i ældre Tid ere tegnede efter Naturen og indeholde ingen Overdrivelser. Indskriften over Theatrets Proscenium "Ej blot til Lyst", kunde modtage forskjellige Fortolkninger. At gaa i Komedie i en Høkerloge var i Sandhed ej blot til Lyst.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:04:34 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top