eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 4

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige
Foreninger i ældre Tid.

_____

130.png


e Foreninger, som gaa under Navn af Klubber, have deres egenlige Hjemstavn i England. Navnet hidrører fra det engelske Ord club, en Hammer, hvoraf Formanden eller Præsidenten betjente sig til at overholde Ordenen o. desl. ved at banke med den paa Bordet. De første Klubber i London datere sig fra Slutningen af det syttende eller Begyndelsen af det attende Aarhundrede. Før den Tid vare Kaffehusene et yndet Samlingssted for forskjellige Klasser af Samfundet, for Aristokrater, Børsfolk, Lærde og Skjønaander. Her drøftedes de offenlige Anliggender, her blev der holdt politiske Taler, literære Frembringelser bleve kritiserede, og Kaffehusene kunde overhoved betragtes som de vigtigste Organer, gjennem hvilke den offenlige Mening i Englands Hovedstad skaffede sig Luft. Men netop derved blev Tilstrømningen af Gjæster bestandig større og større, og der indfandt sig da

[130]

131

mange, som de sædvanlige Stamgjæster ikke skjøttede om at være i Selskab med, ikke at tale om, at deres Nærværelse som oftest lagde et Baand paa Diskussionsfriheden. Saaledes opstod Tanken om at oprette Foreninger af faste Medlemmer med egne Lokaler, hvor de kunde komme sammen uden at være underkastede nogen Tvang, og som de kunde betragte som deres andet Hjem. I en saa stærkt bevæget Periode som den daværende i England spillede naturligvis Politiken en Hovedrolle i disse Klubber, som i den Retning hver for sig i Reglen havde en bestemt Karakter. Der var Tory- og Whigklubber, og da indflydelsesrige Politikere og Parlamentsherrer vare Medlemmer, udøvede disse Foreninger en betydelig Indflydelse paa Landets Anliggender saavel udad som indad. Efterhaanden forandrede Karakteren sig betydelig, eftersom Tiderne bleve roligere og fredeligere. Vel er Politiken, især naar vigtige Spørgsmaal staa paa Dagsordenen, ikke udelukket i de londonske Klubber, men Hovedformaalet er dog selskabelig Adspredelse, og for mange, især løse og ledige Personer, træde de i Stedet for et Hjem, idet de ere udstyrede med stor Komfort og frembyde alle huslige Bekvemmeligheder. I Reglen ere de Samlingssteder for Aristokratiet, for Børsmatadorer o. desl., og selv i de ringere Klubber kan ingen, der ikke kan gjøre Krav paa Navn af Gentleman, blive optaget som Medlem. De ere næsten alle strengt exklusive, og ifølge deres Indretning er det aarlige Kontingent ogsaa meget anseeligt.

Englands Exempel blev snart efterlignet i andre Lande, men i Danmark temmelig sent, thi det er ikke stort mere end hundrede Aar siden, at der i Kjøbenhavn blev oprettet Klubber efter engelsk Mønster. Før den Tid bestod der dog her et Par enkelte Foreninger med faste Medlemmer, men hvis Formaal gik i en anden Retning end Klubbernes almindelige. Dertil hørte det musikalske Societet eller Kollegium, det ældste musikalske Selskab, som oftere omtales af Holberg. Det blev stiftet i 1744 og havde først sit Lokale i Gothard Fursmans Gaard i Aabehraa, senere paa Bryggerries Laugshus paa Nørregade. Koncertmesteren var en dengang meget anset Musikus, Joh. Iversen, og Holbergs Ven og senere Biograf Kapelmester Scheibe var et meget virksomt Medlem. Selskabets Love vare ret ejendommelige. Medlemmerne maatte ikke være under 18 Aars Alderen og være kyndige i Musiken. De inddeltes i tre Klasser. Den første Klasses Medlemmer


132

kaldtes Honorarii, 7 i Tallet; de skulde være "Herrer af Qualitet", behøvede ikke at spille noget Instrument, men skulde "have en god Gout i Musiquen". De skulde varetage Selskabets Tarv i det hele, navnlig skaffe Tilhørerne, som kunde bestride Selskabets Omkostninger, og vaage over, at alle Anordninger paa det nøjeste bleve efterlevede, "at ikke formedelst Mangel af Accuratesse en god Indretning skulde ophøre". De valgte af deres egen Midte en Direktør, hvis Forretningstid var et halvt Aar. Den anden Klasse kaldes Ordinarii; de Vare 21, men 3 til 4 Pladser skulde altid staa ledige for at optage en eller anden "notorisk" Musikus. Den tredie Klasse kaldes Extraordinarii. Ønskede nogen at optages, maatte han melde sig hos Sekretæren, som foreslog ham for Ordinarii, af hvilke 2 udvalgtes til at undersøge hans Opførsel, "thi ingen liderlig eller for en eller anden grov Forseelse berygtet Mand i Societetet tolereres". Derefter blev han prøvet af Koncertmesteren, og Ordinarii afgjorde da, til hvilket Parti han kunde hensættes. Det var i Loven bestemt, at der ikke i Selskabet kunde optages nogen, der stod i aabenbart Fjendskab til et eller flere af Medlemmerne, "paa det at ikke saadanne ilde harmonerende Gemytter skulle indvikle Societetet i Factioner, og derved hindre den Fornøyelse det fornemmelig intenderer". Videre hed4er det: "Enhver skal være forbunden til at være Andre lige saa meget til Fornøyelse som sig selv, og til den Ende maa han indrette sin Gout i Musiquen efter de Flestes, og abandonnere alle Slags ubehagelige Miner og Manerer, saavel i Gebærder som i Musiquen selv, saa snart som denne af et eller andet Membr. bliver advaret, at sligt er hannem uanstændigt, paa det ikke en Mands Lune skal gjøre hele Societetet latterligt". En ejendommelig Bestemmelse var følgende: "Alle Concerter, Sinfonier, Trios og Soloes blive først musiceret i Prøverne, og da overgives ethvert Membr. tvende dertil gjorte Træ-Kugler, en sort og en hvid; haver det Musicerte behaget ham, kaster han den Hvide, hvis ikke den Sorte, i en dertil indrettet Machine, og da efter Kuglernes Mængde afsiger Koncertmesteren om det Musicerte kand opføres i Hoved-Musiquen eller ikke."

Holberg, der som bekjendt selv var en stor Musikelsker og spillede Fløjte, Violin og Violoncel, roser i sin 179. Epistel meget dette musikalske Selskab. Han angiver dets Medlemmer til 40, om hvilke han siger, at "de have udi en kort Tid saaledes tiltaget udi Musiken, at mange af dem kan passere for Mestere". Scheibe fortæller, at ved Indstuderingen i


133

Trinitatis Kirke af Sørgemusiken i Anledning af Kong Christian den Sjettes Død, der skulde opføres den 20. Oktober 1746, kunde Holberg, der var tilstede ved den, ikke beherske sine Følelser, naar en vis gribende Passage foredroges. Koret, bestaaende af mere end 30 Personer, stod opstillet i en Halvmaane i Koret foran Indgangen, Holberg med flere andre Tilhørere stod mellem Koret og Alteret. Naar det rørende Sted forekom, skjulte Holberg sig bag Alteret med Lommetørklædet i Haanden. Scheibe bemærker, at dette Bevis paa Bevægelse vakte saa meget mere Overraskelse, fordi Holberg i hele sit Væsen ikke bar nogen Følsomhed til Skue. - Hvad iøvrigt Selskabets Historie angaar, skal det kun anføres, at det efterhaanden erhvervede sig saa stor Anseelse, at Frederik den Femte indrømmede det Salen paa Charlottenborg til dets Koncerter, hvorfra det dog efter et Aars Forløb fortrængtes, da Salen skulde benyttes til italienske Operaer. Disse Operaer bleve ogsaa en farlig Konkurrent for Selskabet, Tilhørerkredsen indskrænkedes, og tilsidst blev det (i 1748) opløst, væsenlig af Mangel paa fornøden Deltagelse fra Publikums Side.

Langt ældre end dette musikalske Selskab var en anden Forening, kaldet "det pavelige Kollegium", der ogsaa havde Medlemmer udenfor Kjøbenhavn. Den omtales af Holberg i Epistlerne og i "Moralske Tanker", og efter alt at slutte var den stiftet udelukkende til Morskab og lystig Underholdning. I "Moralske Tanker" meddeler han derom følgende: "For nogle Aar siden havde nogle lystige Hoveder stiftet et latterligt Societet, som forestillede Paven med hele Cardinalernes Collegio. Den, som skulde agere Pavens Person, blev saaledes underretted, at han udi Gebærder og Tale skulde lade se en bestandig Gravitet. Den samme habiliterede sig saaledes udi samme Karakter, at han ved at lefterabe en Andens Natur ligesom talede i sin egen. Thi efterat Societetet var ophæved, og han havde en Gang en Sag at udføre for en vis Ret heri Staden, talede han med en saadan Gravitet og Myndighed, at Assessoren udi Retten, som ikke kjendte ham, menede, at han var beskjenket. Men, da de finge at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nyligen tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter." E. Pontoppidan omtaler i sine Collecteana ligeledes dette Selskab, der efter at have bestaaet i en halv Snes Aar ophørte i 1718. Som det lader til, har det bestaaet af Folk i agtede Stillinger. Der nævnes saaledes Højesteretsadvokat Wesling, der agerede


134

"Cardinal-Cammerling", Kancelliraad Eisenberg, der førte Titel af Protonotarius, Generalfiskal Smidt, der var Inqvisitor hæreticæ pravitatis, Pastor Anchersen ved Runde Kirke, senere Biskop i Ribe, kaldtes Biskop af Ostia, og en Wiborg, hvis Stilling ikke nævnes, var Pave. Det lystige Selskab kom sammen i et eget Lokale i et vinhus i Fortunstræde. Der holdtes Taler som i et paveligt Konsistorium. "Nogle af dem pokulerede gevaltig, saa man kan tænke, de paa et Vinhus ei holdt tørre Orationer." Prost Reenberg, der antages at have været Medlem af Selskabet, fortæller derom en morsom Historie. Et Par af Medlemmerne havde væddet om en Amme (Ahme) Rhinskvin. Den tabende kjendte en Amme, som drak. Han faar fat i hende, drikker hende fuld i Rhinskvin, lader hende bære til den vindende, som uden strax at se; hvad der er lagt i hans Port eller Forstue, giver Karlen gode Drikker penge. Men da han derefter vil prøve Vinen, "fandt han en So, som han maatte lade sove Rusen ud". Det lader saaledes til, at den Spøg, der dreves i Selskabet blandt Medlemmerne indbyrdes, ikke altid var Videre smagfuld. Paa det store kongelige Bibliothek beror endnu, som Justitsraad Chr. Bruun meddeler i sine interessante Noter til Udgaven af Holbergs Epistler - af hvilke ovenstaaende Oplysninger ere uddragne - en Levning af dette lystige Societets Forhandlinger. Det er en Tale paa 11 tætskrevne Foliosider, underskreven N. W. (Niels Wiborg?), og har som Titel: "Pavelig Oration og Benediction til en av sine Cardinaler, som tillige var Notarius publicus og Directeur ved et Postelins-Værk, holden da han indtrædede i sit andet Ægteskab med en smuk ung Jomfru". Der anføres et Fragment af denne Tale, om hvilken Hr. Bruun bemærker, at den langtfra tilfredsstiller Nutidens Fordringer til det ironiske eller humoristiske.

Til de sluttede Selskaber med særegne Formaal, som bestod, forinden Klubberne fandt Indgang i Kjøbenhavn, hørte ogsaa det nuværende kgl. Skydeselskab og danske Broderskab, hvis Stiftelse gaar tilbage til Middelalderen. At omtale dette nærmere er overflødigt, da dets Historie er godt bekjendt. Det skal kun bemærkes, at det i ældre Tid ligesom nu ikke alene bestod af ansete Mænd af Borgerklassen, men at ogsaa de danske Konger og Prindserne af Kongehuset samt Hofpersonalet vare Medlemmer, og at dets aarlige Kongefugleskydning var en stor Fest for Publikum.

De egenlige Klubber i Kjøbenhavn vare, som allerede bemærket, af en langt senere Datum end de nsévnte Foreninger.


135

Dette fremgaar alene deraf, at Holberg ikke paa et eneste Sted omtaler dem i sine Komedier eller i sine andre Skrifter, skjønt der jo ellers ikke er noget Samfundsforhold paa hans Tid, som han ikke paa en eller anden Maade berører og derved afgiver en ypperlig Kilde til Kundskab om disse. Han vilde sikkert ikke have undladt at lade sin Satire spille paa Klubbernes Bekostning, ikke blot med Hensyn til de Adspredelsers undertiden temmelig betænkelige Beskaffenhed, som Medlemmerne her henfaldt til, men navnlig ogsaa i Henseende til det Skaar, som Familielivet led derved. Og dog maatte Oprettelsen af deslige selskabelige Foreninger fra et upartisk Synspunkt være at betragte som en Fremgang til det bedre i Sammenligning med det Liv, der førtes i Holbergs Dage, og hvori især Vinkjælderbesøg, som tidligere omtalt, spillede en Hovedrolle. I "Maskeraden" siger Henrik: "Ungdommen fornøier sig ved Spil og Dands og deslige Lystigheder, gamle Folk her i Landet ved at sidde paa et Vinhus om Aftenen og gjennemhegle Ungdommens Feil, indtil de af fire Vægtere maa lade sig slæbe drukken hjem."

Foruden Vinhuse og Vinkjældere var der andre offenlige Steder, hvor Folk af de saakaldte bedre Klasser kom sammen for at more sig med Kortspil, Konversation og Tobaksrygning, saasom hos Capio i Gaarden paa Hjørnet af Østergade og Kristenbernikovstræde og hos Per Larsen i Pilestræde. Hammers Have i Sorte Kristians Krog og Rabes Have paa Christianshavn vare yndede Beværtningssteder for Almuen, der ogsaa søgte paa de saakaldte Ølstuer eller Ølkjældere, hvor der, foruden Øl udskænkedes andre Drikkevarer.

Efterhaanden blev der, især i Christian den Syvendes første Regeringsaar, oprettet Billardstuer, hvor der ogsaa blev spillet Hasard, og Kaffehuse, hvoraf der vel var nogle enkelte allerede i Holbergs Tid, men som egenlig først florerede under Struensee i den saakaldte Skrivefrihedsperiode, under hvilken det offenlige Liv fik et større Opsving. Flere af disse Kaffehuse, navnlig Mad. Neergaards i Badstuestræde og Mad. Juels i Sværtegade, bleve Samlingsstedet for Datidens Skjønaander og literære Personer, der delte sig i Partier. Saaledes var Neergaards Samlingsstedet for det Parti, der satte Ewald højest som Digter og havde sit Navn efter ham, medens hans Modstandere, der især bestod af Normænd, havde deres Sammenkomster i Mad. Juels Kaffehus. Divergensen, som allerede forinden var tilstede, udbrød i en aaben Fejde ved Ewalds Sørgespil "Rolf Krage", som Skjønaanderne i Juels Kaffe-


136

hus, skarpt medtog, og ved Normanden Bredals bekjendte "Tronfølgen i Sidon", hvis Opførelse fremkaldte skandaløse Scener i Skuespilhuset, hvilke det Ewald'ske Parti beskyldtes for at have foranlediget. Denne bekjendte Episode, hvortil knytter sig Ewalds "Brutale Klappere", hører med til Danmarks Literaturhistorie og berøres kun her for at vise, hvorledes der deraf fremstod en Forening, der navnlig ved Wessels og andre bekjendte Mænds Deltagelse er bleven foreviget. I Mad. Juels Kaffehus kom Johan Nordahl Brun, Ove Gjerlew Meyer, Brødrene Wibe, Johan Herman Wessel, Brødrene Frimann, Edvard Colbjørnsen, Søren Monrad, B. Prahl, Fasting, N. Treschow o. fl., for det meste Normænd. Det Ry, at her var Samlingspladsen for gode Hoveder, og at man saaledes kunde faa at høre lystige Indfald og alvorlig Diskussion, drog efterhaanden en stærk Søgning til dette Sted, hvilken just ikke altid var Stamgæsterne behagelig. Wessels Impromptu om Hesteprangeren:

"Den Mand, som sælger Heste,
Han gjorde vel det bedste,
Ifald han gik sin Vei,
Thi man ham lider ei." -

kan saaledes med Bestemthed antages at have været rettet til en af disse besværlige Gjæster, af hvilke der, som der fortælles, var enkelte, som affekterede at tale med norsk Accent for at gaa og gjælde for Normænd og derved komme til at høre til de mere priviligerede. Omtrent det samme Paahæng kom tilstede i Neergaards Kaffehus, og for at blive fri derfor paa begge Sider, fattede ethvert Parti for sig næsten omtrent samtidig den Tanke at faa egne Værelser paa selve Stedet, som ikke maatte betrædes af andre end af den faste Stok. Saaledes var det, at det bekjendte norske Selskab etablerede sig hos Mad. Juel. Det skete omtrent 1773. Efterhaanden antog Sammenkomsterne, der fra først af vare beregnede paa gjensidig Underholdning, en mere positiv Karakter i æsthetisk og poetisk Retning. Selskabet fik en literær Karakter, idet det udsatte Præmier for Væddekampe over poetiske Æmner, og i 1775 anmeldte det sig første Gang offenlig som et literært Samfund ved Udgivelsen af Skrifter, der skyldtes dets mest fremragende Medlemmer. Den Indflydelse, som det norske Selskab udøvede paa Smagen, kan ikke undervurderes.

Om Livet i det norske Selskab udtaler Rahbek, der var


137

Medlem, sig med stor Forkjærlighed i sine Erindringer. Han sætter deri ogsaa et smukt Mindesmærke for Kaffehusværtinden, Mad. Juel, der blev betragtet som en sand Moder for Medlemmerne og var behagelig og forstandig i Omgang. Hvor afholdt hun var, fremgaar deraf, at hendes Fødselsdag den 9. Februar hvert Aar blev festligholdt ved et Gilde, hvortil der skreves Digte. Ved en af disse Lejligheder skrev Wessel følgende:

"Bliv søde Mad. Juel! mod al Formodning rig,
Og henlev dette Aar og mange lykkelig!
Saa at vi længe maa den sjældne Lykke nyde,
At finde Nordmands Sjæl logeret" hos en Jyde."

Denne Afsondring, som saaledes udførtes af Stamgjæsterne i Neergaards og Juels Kaffehuse, kan betragtes som Begyndelsen til Klubberne og Klublivet i Kjøbenhavn. Men til disse Selskabers Oprettelse medvirkede ogsaa andre Omstændigheder. En Forfatter skriver herom følgende: "Jo mere Yppigheden og Forfinelsen tiltog med en fremblomstrende Handel og Søfart, desto mere følte man Trang til at efterligne fremmede Sæder og til, saa at sige, at overflyve sin Stand. De stille huslige Glæder, den inderlige Fortrolighed i Familiens skjønne Kredse tabte sig. Familieselskaberne bleve for simple og spidsborgerlige, Værtshusene og offenlige Steder for gemene. Store Kredse og Klubber maatte der dannes, utilgængelige for enhver Uindviet, skjøndt de i Grunden ikke vare udmærkede fra offenlige Steder ved andet, end at de kun vare tilgængelige for et bestemt Antal Valgte eller Udvalgte, der efter Loven spillede Kort, røg Tobak, sladrede, hørte en Gang imellem en Koncert og tegnede sig visse Gange om Vinteren til et Bal eller en Souper. Hver Familie, hvert enkelt Menneske, der regnede sig til de bedre Stænder, skulde være Lem af et saadant Selskabslegeme." Efterat have fremhævet nogle Fortrin ved dette Klubliv, saasom, at det kunde give Anledning til at stifte nyttige Bekjendtskaber og udvexle Ideer, dvæler Forf. saa ved dets Skyggesider, der efter hans Mening langt overvejede hine. "Husfaderen," siger han, "blev dragen bort fra sin Families Skjød. I Stedet for at tilbringe den lange Vinteraften efter fuldendt Dagarbeide i sin Huskreds, være sin Ægtemages Selskab, sine Børns Veileder; i Stedet for at søge og finde sin Lykke der, hvor saa mange naturlige Baand drog ham hen, flyede han til Klubben, der ved Kortspillets og Konversationens magnetiske Kraft trak ham saa uimodstaaelig til sig. Ogsaa den unge ugifte Mand søgte nu sin Lyksalighed i Klubben,


138

ked af at besøge de gammeldags, stive Familiekredse. I Klubben behøvede man ikke at være saa tvungen som paa offenlige Steder, hvor man stødte sammen med saa mange Ubekjendte og maatte være forsigtig i sin Tale. Her var man blandt lutter Fortrolige, her kunde man tale, hvad man vilde, gjennemhegle, hvem man vilde, fortælle Byanekdoter og Byrygter, som man vilde. Vistnok var Tonen i alle Klubber ikke lige, men dens Hovedkarakter var dog Aabenmundethed. Fruentimmerne tog vel ikke Del i de daglige Sammenkomster og Konversationen, men de skulde dog til Bal og Koncerter. Ikke at tale om Bekostningen, det medførte for Husfaderen, som skulde føre sin Kone og et Par voxne Døttre til et saadant Bal, saa maatte saadanne Sammenkomster, hvor den Ene saa gjerne vilde overgaa den Anden i Pragt og Stads, tillige aabne en vid Mark for Misundelse og umættelig Glimresyge. Saaledes blev Klubvæsenet Moder til den hos os saa overhaandtagende Overdaad i Klædedragt blandt det andet Kjøn. Ligesom alle Klasser nu skulde og maatte være Klubmedlemmer, saaledes udbredte ogsaa Yppighed sig derved endog til de simpleste Stænder, og det var nu ikke mere paa Klædedragten, men kun i Hof- og Statskalenderen, man kunde kjende den første Rangsperson fra den simplere Borger."

I denne Skildring mærker man den strenge Moralist, der holder paa det gammeldags og vel ogsaa i sin Dom gjør sig skyldig i en ikke ringe Overdrivelse. Men adskilligt sandt var der dog i den, og at Klubberne udøvede en ikke videre heldig Indflydelse paa Familielivet, at det var meget bekosteligt for Familiefædre at være i dem, og at de maaske ogsaa vakte Glimresyge, kan vel ikke nægtes. Der var desuden Klubber, hvor der blev spillet højt, ja endogsaa Hasardspil, naturligvis hemmelig, eller i en saadan Form (Kvinespil), at det ikke godt kunde forbydes, og hvormed Folk ruinerede sig. Ved festlige Sammenkomster gik det undertiden meget flot til, og Skildpaddegilder vare temmelig almindelige. Wiwets den 10. November 1787 opførte Lystspil "Enken og Ligkassen" indeholdt Hentydninger til dette Fraadseri. I en Skrivelse til den kgl. Theaterdirektion fortæller Wiwet, at Signalet til Stykkets Udpibning den første Aften, det blev givet, udgik fra en Markør i den Klub, som holdtes hos Edinger paa Kongens Nytorv, og som af "Ædere", der havde følt sig trufne, var kjøbt dertil.

Hvad der iøvrigt var karakteristisk for flere af disse Klubber, var den exklusive Karakter, som de søgte at hævde i


139

Overensstemmelse med Tidsaanden, der sondrede stærkt mellem de forskjellige Samfundsklasser. Haandværkere kunde sjældent faa Adgang til dem, og skete det, var det kun en Undtagelse; i saa Fald maatte den paagjældende sidde i en meget stor Bedrift eller mulig ogsaa Indtage en Stilling f. Ex. som Officer i Borgervæbningen. I de fleste Klubber vare Jøderne aldeles udelukkede, og der fortælles, at den rige Nathan David, afdøde Konferensraad, Davids Fader, erklærede det for et Savn i hans ellers saa lykkelige Liv, at han ikke kunde blive Medlem af "Harmonien". Som en Modvægt til de her fremhævede Skyggesider ved Klublivet fortjener det at anføres, at flere af Klubberne, foruden Selskabelighed, havde et filantropisk Øjemed, saasom at understøtte fattige Familier, at opklæde fattige Børn o. desl. Herom mere i det følgende.

Da Klubberne i den første Tid betydelig forøgedes i Kjøbenhavn, fandt det Guldbergske Ministerium sig foranlediget til at udvirke en kgl. Kabinets-Ordre til Politimester Fædder, dateret den 10. Maj 1780, indeholdende forskjellige Bestemmelser om deres Organisation og Virksomhed. Den indledes paa følgende Maade: "Ligesaalidet som Vi paa den ene Side vil hindre Vore Undersaatters anstændige og uskyldige Fornøielser, saalidet vil Vi paa den anden Side, at der maa blande sig deri Uordener, der allevegne, og især i Hovedstæderne, aldrig mangle at savne, især for Ungdommen, skadelige Følger. De saakaldte Clubs, som ere blevne indførte her i Staden, have i sig selv intet Anstødeligt; men da Ungdommen herved let kunde henfalde til Ledighed, til Forsømmelse af deres høie Pligter og til Ødselhed med deres, endog for Staten, kostbare Tid, ja, da der let i Længden kunde, ved Anledning af slige Sammenkomster, opstaa endnu farligere Udsvævelser, saa give Vi Dig, som Vores Politimester, herved tilkjende o. s. v." Derefter følger forskjellige Bestemmelser, saasom at Politimesteren skal gjøre sig bekjehdt med de bestaaende Klubber, deres Bestyrelse, samt hvor de have Lokaler, og kontrollere dem; at Formændene i Klubberne skulle saavidt muligt være Embedsmænd eller i det mindste Mænd af en agtet Alder, et sat Væsen og bekjendt god Opførsel, at disse Formænd skulle være ansvarlige for Ungdommens Opførsel, sørge for, at Forlystelserne ere anstændige, og at der ikke foregaar noget, som strider mod en sømmelig Tone; at Sammenkomsterne sluttes Kl. 11 om Aftenen, at alle Slags Hasardspil forbydes o. s. v. I disse Bestemmelser var der intet indført om nogen Klubskat; saavidt vides, blev denne fastsat først i Ty-


140

verne af indeværende Aarhundrede. Lovene for de enkelte Klubber vare ogsaa i det væsenlige affattede i Overensstemmelse med de anførte Bestemmelser.

Den ældste Klub i Kjøbenhavn antages at have været den Fabricius'ske, hvis oprindelige Stamme var Medlemmer af det Ewald'ske Parti i Mad. Neergaards Kaffehus i Badstuestræde, blandt hvilke der nævnes Brødrene Rosenstand-Goiske, E. Falsen, E. Horn, I. M. Sehønheyder, W. Abrahamson o. fl. Den antages at være stiftet i Aarene 1774-75. Oprindelig blev den kaldet den Neergaardske Klub og havde da sit Lokale i anden Etage over Kaffehuset. Senere fik den Navn efter den Husejer, Hos hvem den fik et større Lokale. Omtrent samtidig stiftede det daværende Literaturselskab, hvis Medlemmer ønskede at have et eget Sted, hvor de kunde forhandle om Selskabets Anliggender, den Dreyer'ske Klub. Dette Lokale fandt det hos en Literatus ved Navn J. Dreyer, der var flyttet fra Fyen til Kjøbenhavn og utvivlsomt var en gammel Universitetsven af adskillige blandt Medlemmerne. Selskabet bestod oprindelig kun af 17 Personer, og da de fleste af disse hørte til Literaturselskabet, der ikke havde noget videre anset Navn i den literære Verden og derfor kaldtes Makulaturselskabet, blev denne mindre velvillige Betegnelse ogsaa i Begyndelsen overført paa Dreyers Klub. Den forøgedes efterhaanden og talte et anseligt Antal Deltagere. Som det ifølge en Tale, Dreyer holdt ved Selskabets 50 Aars Jubilæum, lader til, førte den en næsten idyllisk Tilværelse i sine første Barndomsdage. "De faa Brødre kjendte hinanden saa nøie, at intet Ord havde nødig at veies, man legede som Børn, man certerede i rimede og urimede Impromptuer, man gjorde Viser, spillede Komedie - Sparsomhed og Tarvelighed var Dagens Orden - ingen Fest uden Kongens Fødselsdagsfest." Men efterhaanden som Medlemmernes Antal forøgedes, blev Karakteren, en anden; der opstod Tvedragt, og Nytaarsaften 1790 blev denne saa stor, at halvhundrede Medlemmer meldte sig ud og stiftede en ny Klub med Kammerherre Suhm til Formand. Men efter tre Aars Forløb samledes begge Klubber igjen under Navn af "det forenede Selskab", og et Aar efter forenedes dette med den nævnte Fabricius' Klub, hvorefter det antog Navn af "Den nye Forening", medens det dog almindelig blev kaldt "Dreyers Klub".

Denne var den mest ansete af alle Klubber, dens Medlemmer bestod af Embedsmænd, Grosserere og næsten alle Datidens literære Notabiliteter; Rahbek, Brødrene Mynster og


141

Brødrene Ørsted, Abrahamson, Oehlenschläger, Baggesen, Werlauf og mange andre vare Medlemmer. Der blev diskuteret om literære Sager; der blev spillet Billard og Kort, og af og til var der Baller og Koncerter. Undertiden gik det meget lystigt til, især naar den store Bolle fuld af Punsch blev tømt. Denne Bolle af kinesisk Porcellæn var foræret Selskabet af en Skibskapitajn; den henstod i en egen Kasse og maatte, naar den skulde fyldes, sættes tom paa Bordet og der modtage det kogte Vand og de øvrige Ingredienser. Undertiden var det en eller anden Rigmand, der lod den fylde med Punsch paa sin Regning, saaledes den rige Grosserer Mariboe, en af de faa Jøder, som vare Medlemmer af Selskabet. Han havde havt en betydelig Handelsfordel og trakterede derfor med den store Bolle, fyldt med Madeira- og Champagnepunsch. Oehlenschläger, som i sine "Erindringer" oftere omtaler Dreyers Klub, fortæller, at han en Aften, efter at han havde været med at tømme den store Bolle og derved var bleven lystig og snaksom, vilde ved Bortgangen fra Klubben bevise, at han ikke havde den Rus, man beskyldte ham for, og han præsterede da dette Bevis ved at klatre op ad en Lygtepæl lige overfor Klublokalet i Læderstræde og stille sig oprejst paa Lygtepælens lille Kvadrat. Efter dette Experiment holdt han en opbyggelig Tale til de omstaaende, hvori han dog blev forstyrret af Vægteren, som kom til og spurgte ham, hvad han havde der at bestille, hvortil Oehlenschläger svarede: "Jeg studerer Astronomi". Vægteren vilde pibe, men Tilhørerne, blandt hvilke der var flere Officerer, mente, at han ikke burde forstyrre det unge Menneske i sine Studeringer. Vægteren gik nu sin Vej, og Oehlenschläger kom lykkelig ned uden at brække sin Hals.

Det var Drikkevisernes Tid. Der var ingen festlig Sammenkomst, intet lystigt Gilde, uden at der blev sunget, og uden at der til samme var digtet en eller flere Sange, hvis Thema i Reglen var til Pris for Vinguden og Selskabeligheden. De bedste Sange, der ere fremkomne i den Retning, og som have holdt sig til vore Dage, ere skrevne til Gilderne i Dreyers Klub. Saaledes Storms "Arrig slog Stærkodder Rynker paa Næsen", Baggesens "Det gaaer saa herligt overalt" og "For at være som man bør", Rahbeks "Hocus pocus filias" og "Min Doktor er en ærlig Mand", Todes "Oldtiden havde en god Skik", Abrahamsons "Min Søn om Du vil i Verden frem", Wessels "Braadne Kar i alle Lande" og mange flere, der findes i en Samling, som udkom i 1825.


142

Men Dreyers Klub var ikke udelukkende beregnet paa selskabelig Underholdning, den søgte ogsaa at stifte Nytte. Aarlig opklædte den fattige Børn, samt deltog i andre Veldædighedsværker. Fra den udgik navnlig ved Todes og andre Medlemmets Bestræbelser Stiftelsen af Selskabet Efterslægten, der har virket fordelagtig i flere Retninger, og hvis Skole er en af de bedste Frugter af dens Virksomhed. I 1789 kjøbte Klubben Gaarden paa Østergade, hvor Skolen er, og det var ogsaa her, at den i en Række af Aar havde sit Lokale, efter at det hidtilværende i Læderstræde og det senere paa Hjørnet af Silkegade og Kjøbmagergade var blevet for lille. Til Gaarden paa Østergade sigter Snedorffs smukke Sang: "Der stander en Gaard i Axelstad". Sit seneste Lokale havde Dreyers Klub i "Vildmanden", Gaarden paa Hjørnet af Østergade og Kristenbernikovstræde. Her var det, at Dreyers Klub blev forenet med den i 1783 stiftede Fichs Klub, senere kaldet Kongens Klub, hvis Navn den antog. Denne Klub var i 1795 bleven forenet med en anden i 1794 stiftet, som kaldtes "Det forenede Venneselskab", og hvis Lokale var blevet ødelagt i den store Ildebrand i Juni 1795. Kongens Klub bestaar vel endnu, men er for nogle Aar siden af pekuniære Hensyn blevet forenet med "det forenede borgerlige Selskab", stiftet i 1798, og fører nu Navn af "Kjøbenhavns Klub". Denne, hvis Medlemmer bestaa af ansete Borgere og Embedsmænd, har som Arv fra Dreyers Klub den omtalte store Bolle, der benyttes ved større Festligheder.

Af andre Klubber, som bleve stiftede i Slutningen af forrige Aarhundrede og I Begyndelsen af nærværende, kan nævnes Enighedsselskabet, det venskabelige Selskab, Harmonien *), det borgerlige Selskab, Enigheds Borgen, Koalitions-Selskabet, det bestandige borgerlige Selskab. Det sidstnævnte, som blev oprettet 1798, bestaar som bekjendt endnu og er i Besiddelse, af en ikke ubetydelig Kapital, der blev erhvervet ved, at det store Areal, som hørte til dets Ejendom "Ravnsborg" paa Nørrebro, i Aarene 60 blev solgt til Byggegrunde. En særegen Klub var den engelske Klub (Club anglais), oprettet i 1792. Den bestod væsenlig af fornemme Udlændinge, især Diplomater, som boede her i Byen. Ifølge dens Love skulde den administrerende Direktør være Diplomat, og af Hensyn til det Selskab,

__________

*) Denne blev stiftet i 1778 under Medvirkning af Rahbek, der forøvrigt var en meget ivrig Klubist. Han fortæller, at "Harmonien" var et af de første Selskaber, hvortil "det huldere Kjøn" fik Adgang.


143

der kom, maatte der ikke ryges eller beholdes Hatten paa Hovedet, og ikke medtages Hunde. Den havde sit Lokale i en Gaard paa Kongens Nytorv. Hvor længe den har bestaaet, er ikke bekjendt. En anden særegen Klub var den svenske. Uagtet alle Medlemmer vare danske, havde den antaget dette Navn til Ære for Prindsesse Sofie Magdalene, Christian den Syvendes Søster, formælet med Gustav den Tredie af Sverige, der, som det hedder i Klubbens Statuter, "i mange Aar har været Rigets Ven". Denne Klub, havde et politisk, literært og velgjørende Øjemed, men om dens Virksomhed er der intet videre bekjendt.

Hvorvel det er ganske naturligt, at Samtalen i disse Klubber i saa mærkelige Perioder som de, der falde sammen med deres Tilværelse, ogsaa drejede sig om Politik, saa vides det dog ikke, at der nogensinde fra dem er udgaaet noget, der kan kaldes en politisk Bevægelse, selv i saadanne Tider, da den under Struensee indførte Skrivefrihed blev indskrænket, eller da Indflydelsen af den franske Revolution gjorde sig gjældende ogsaa her til Lands og fik et Udtryk i Malthe Konrad Bruns og Peter Andreas Heibergs Skrifter og Digte, hvilke havde disse Mænds Forvisning til Følge. Imidlertid synes der dog at have været en enkelt Undtagelse i en senere Tid, nemlig i 1820 under den Bevægelse, som Dr. Dampe fremkaldte ved sine Forsøg paa at fremkalde en fri Forfatning.

Der existerede den Gang et Selskab, kaldet Clio, der vel var betegnet som et Læseselskab, men egenlig var en Klub, beregnet paa selskabelig Underholdning. Her søgte en Læge ved Navn'Kildahl-Lund, der var nøje allieret med Dampe, at hverve Medlemmer for et hemmeligt Selskab, kaldet Konstitutionen, der skulde gaa ud paa ved Hjælp af en Revolution at fravriste Frederik den Sjette hans suveræne Magt og tvinge ham til at intdføre en fri Forfatning. Det fælles Foreningstegn for Medlemmerne af dette Selskab var en Jernring, som bares, paa en af Fingrene. Som det lader til, lykkedes det at faa flere af Medlemmerne i Clio, særlig adskillige Officerer, til at indtræde i det hemmelige Selskab. Men Kjærulff, som dengang var Politidirektør, fik igjennem en Markør, som tidligere havde været i Politiets Sold, Underretning om, hvad der var i Gjære. Dampe og Smeden Jørgensen, der betragtedes som Hovedmændene for Sammensværgelsen, bleve arresterede, og de øvrige Deltagere, af hvilke nogle fik en alvorlig Advarsel, bleve betagne af en saadan Skræk, at de alle som en


144

opgave deres revolutionære Hensigter. Det varede heller ikke længe, før Selskabet "Clio", hvis Rygte var blevet fordærvet, ophørte.

I 1820 bestod i Kjøbenhavn følgende Klubber og Selskaber: Selskabet Borgersamfundet (47 Medl.), det borgerlige Selskab (186 Medl), det bestandige borgerlige Selskab (196 Medl.), det borgerlige Enigheds-Selskab (116 Medl.), Selskabet Clio (104 Medl.), Det dramatiske literære Selskab, ogsaa kaldet det Borup'ske Selskab (77 Medl.), det dramatiske Selskab "Constantia" (50 Medl.), det dramatiske Selskab "Thalia" (51 Medl.), det dramatiske Selskab: "Det Skjønnes muntre Dyrkere" (32 Medl.), Enigheds-Selskabet (162 Medl.), "den nye Forening", ogsaa kaldet Dreyers Klub (271 Medl.), Harmonien (270 Medl.), Kongens Klub (172 Medl.), det musikalske Akademi (40 Medl.), det forenede musikalske Selskab (148 Medl.), Venneforeningen (16 Medl), det venskabelige Selskab (226 Medl.) og Selskabet "de forenede Venner" (65). Det samlede Antal af Medlemmer var saaledes 2229, og det kan i og for sig vel ikke betragtes som meget stort; men naar det betænkes, at Kjøbenhavn dengang havde en Folkemængde af næppe 100,000 Indbyggere, og at de fleste af disse Klubmedlemmer vare Familiefædre, som paa Grund af Klubbernes forhen omtalte mere exklusive Karakter nærmest hørte til Befolkningens højere stillede Klasser, saa vil man heraf kunne skjønne, at Klublivet var meget søgt, og at det hørte til den gode Tone at deltage deri.

I den anførte Fortegnelse er der nævnt ikke mindre end fem dramatiske Selskaber, og disse kunne ogsaa ret vel henregnes til Klubberne, fordi de, hvorvel de havde en særegen Bestemmelse, desuden havde lignende selskabelige Sammenkomster til Formaal som hine. Men Hovedsagen var at give sceniske Forestillinger. Theatret har altid været et Hovedmoment i de kjøbenhavnske Adspredelser, og Lysten til selv at agere, til at prøve det Trylleri, der knytter sig til sceniske Forestillinger, selv om man gaar en anden Livsbane, er ikke sjælden forbunden med den herskende Forkjærlighed for Theatret. Endnu er denne Tilbøjelighed tilstede i en ikke ringe Grad, hvorom vidner ikke blot de enkelte endnu bestaaende dramatiske Selskaber, men ogsaa de offentlige Dilettantforestillinger, der gives i forskjellige, tildels veldædige Øjemed, eller som finde Sted i Familiekredse til gjensidig Underholdning. Man ved jo ogsaa af Erfaring, at private sceniske Forestillinger afgive en Planteskole for dramatiske Talenter, idet der ikke er mange af de Skuespillere- eller Skuespillerinder,


145

som vore Theatre have at opvise, der ikke forinden have prøvet deres Kræfter ved at optræde ved saadanne.

Imidlertid var der en Tid, som ligger temmelig langt tilbage, men hvor denne Lyst til at spille Komedie florerede her i næsten alle Klasser af Samfundet forholdsvis langt mere, end det nu synes at være Tilfældet. Vidnesbyrd derom afgiver ikke alene de dengang bestaaende dramatiske Selskaber, men ogsaa de to bekjendte Lystspil "Hr. Burchhardt og hans Familie" af Henrik Hertz og "Den dramatiske Skrædder" af C. N. Rosenkilde, hvori denne Mani er behandlet paa en karakteristisk og morsom Maade. I det førstnævnte Stykke er det ikke blot en ung Mand af den dannede Klasse, der i den Grad hengiver sig til sin Lidenskab at spille i Privattheatre, at han og hans Hustru, som ved hans Overtalelse deltager deri, ere nærved at blive gjorte arveløse af hans rige Svigerfader, der er en Hader af dette Væsen, men endog Tjenerskabet er Medlemmer af en egen dramatisk Forening, der holder en meget pudsig Prøve paa Tørreloftet og ved denne overraskes af den gamle Burchhardt. Denne udtaler sig paa følgende Maade om Lidenskaben for at spille Komedie: "Denne Daarlighed kjendte man dog ikke i min Ungdom, den blev i rig Maade forbeholdt vore oplyste Tider. Thi er det ikke ligesom en almindelig Fordærvelse, der har udbredt sig ej blot til Hovedstaden, men over hele Landet? Kan De nævne mig en Kjøbstad, saa ussel og ringe, at den jo ikke har sit staaende Theater, hvori Byens Honoratiores ugenlig en Gang præsentere sig? - Og her i Byen, hvor mange Kræmmersvende, Kontorister og Barbersvende kan man opregne, der ikke nu og da stive og stramme figurere paa et af den Mængde Theatre, der som Paddehatte skyde op hver Maanedsdag. Forleden Formiddag venter jeg i tre stive Klokketimer paa min Barber. Han kommer forpustet og aandeløs. "Hvor har Han været, min gode. Mand?" spørger jeg. "Ach, verzeihen Sie. Wir hatten eine Extra-Probe." - Extra-Prøve! tænkte jeg - nu, kanske staar han ved Brandkorpset, og saa har det prøvet med Sprøjterne. Men da jeg skulde forhøre mig lidt nærmere, var Mennesket sandt for Herren hverken mere eller mindre end Medlem af et dramatisk Selskab! Men De kan tro, han fik Fødder at gaa paa. Jeg fortryder endnu, at jeg ikke anstillede en tragisk Extra-Prøve paa hans- Ryg." - Dog finder ogsaa Lysten til at spille Komedie en kjæk Forsvarer i Tjeneren Daniel, som overfor Burchhardt bemærker: "Naar Herren gunstigst vil undersøge alle Ungdommens Forlystelser, vil De


146

finde, at Komediespil blandt alle er den uskadeligste. Hvad skal vel unge Mennesker foretage sig i deres Fritid? Skulle de tilbringe den i Ølhuse, Vinkjældere eller Konditorier? Eller skulle de gaa hen i en Klub? Jo, der anvende de nydelig deres Tid, for, naar de ikke ville politisere hen i Vejret om Europas Monarker, Grækenlands Frihed, Sydamerika og de spanske Kortes, saa staar der ikke andet tilbage end at smedde sig fast ved et Spillebord og øde baade Penge og Tid fra den tidlige Aften til langt ud paa Natten". Da Burchhardt hertil indvender: "Ej hvilken Snak! Kan man ikke paa en fornuftig Maade tilbringe sin Tid i en Klub?" svarer Daniel: "Jo, det forstaar sig, man kan snalse og .drikke Punsch, det glemte jeg."

I "Den dramatiske Skrædder" er Satiren mod Privattheatrene ligesaa skarp som Holbergs mod den umodne Politiseren i "Den politiske Kandestøber", som Rosenkilde tog til Mønster, og Heiberg har ogsaa paa flere Steder i sine Skrifter udtalt sig skarpt mod Kunstens Vanhelligelse ved Dilettantforestillinger. Saaledes siger han i sit Skrift om Vaudevillen: "Kun i Forbigaaende vil jeg pege paa en vis raadden Gren af denne Dilettantisme, jeg mener de staaende Privattheatre, hvor Personer, som for største Delen have en anden Bestemmelse end Theatret, paa den ynkeligste Maade affektere at være Kunstnere og spilde deres Tid, som de kunde anvende bedre. Som selskabelig Forlystelse stak disse latterlige Parodier af et Theater langt under en ærlig L'Hombre eller Whist, der adspreder Sindet for nogle Timer, uden at efterlade en Rus, som gjør uskikket til alvorligt Arbejde, uden at fylde Hovedet med forfængelige Indbildninger og tomme Drømme, som aldrig kunne blive sande."

Det kan vel anses for temmelig afgjort, at der ikke i Kjøbenhavn existerede noget Privattheater, før det af Schwartz, Rosing og to andre Skuespillere den 3. Maj 1777 stiftede dramatiske Selsk1ab blev oprettet. Dette havde imidlertid ved sit Formaal, at uddanne unge Talenter for Scenen, nærmest Karakteren af en dramatisk Skole, og ved Selskabets Forestillinger optraadte heller ingen andre end saadanne, der enten allerede vare ansatte ved Theatret eller vilde gaa denne Vej. Under Schwartz' Hovedbestyrelse udrettede dette Selskab særdeles meget til Fordel for Kunsten, og det kan med Føje antages, at den dramatiske Kunstretning, som vort Nationaltheater endnu følger, for en Del har sit Udgangspunkt fra denne Skole. Til Selskabets Fortjenester kan henregnes, at


147

det først bragte Ewalds "Balders Død" paa Scenen, forinden dette Digterværk gik over til det kongelige Theaters Repertoire. Der opstod imidlertid Splid mellem Medlemmerne, navnlig og Ikke-Skuespilleres Optagelse, og Følgen var, at paa Indstilling af Theaterbestyrelsen blev Selskabet ved kongelig Ordre opløst, efter at det havde bestaaet i halvtredie Aar.

Det er ikke usandsynligt, at dette Selskab gav Rahbek og Thomas Thaarup Ideen til Stiftelsen af det dramatiskliterære Selskab, som fandt Sted i 1789. Mest bekjendt er det under Navnet Borups Selskab efter den første Vært, i hvis Hus det spillede. Gjennem en lang Række af Aar hævdede det en stor Anseelse saavel ved sine mønsterværdige Privatforestillinger, hvori enkelte af det kgl. Theaters Personale medvirkede, foruden at flere Kapelmusici medvirkede i Orkestret, som ogsaa derved, at det blandt sine Medlemmer talte mange ansete Mænd af Embedsstanden og Literaturen. Af ældre Skuespillere optraadte Rosing, Knudsen, Rind o. fl., og Nielsen forsøgte sig her, før han gik over til Nationaltheatret. Blandt dem, der, uden at være Skuespillere af Faget, udfoldede et ikke ringe scenisk Talent, nævnes Wienernes Fader, afdøde Havneskriver Wiehe, Stephen Heger, Etatsraad L. N. Hvidt, Etatsraad Salicath, Etatsraad Dr. Otto. Rahbek selv optraadte oftere, navnlig i holbergske Stykker som Jeronimus, skjønt han aldeles ikke havde Anlæg til at spille Komedie. Man tillod, at han spillede, fordi han ønskede det, og hans Præstationer vakte vel almindelig Munterhed, men han mærkede ikke, at man morede sig paa hans Bekostning. For at give et Begreb om hans Spil i det hele vil det, som afd. Etatsraad Otto fortæller i en Artikel i "For Romantik og Historie", være tilstrækkeligt at anføre, at han i alle sine Roller ufravigelig iagttog sine gamle Vaner. Han holdt saaledes altid helst begge Hænderne bag paa Ryggen, hvor de generede ham mindst, og paa de mest upassende Steder drejede han uafladelig Tommelfingeren paa højre Haand i Fladen paa den venstre o. s. v. Otto fortæller flere karakteristiske Anekdoter om Rahbeks Komediespil. Som oftest lærte han ikke sine Roller ordenlig, og han staar saaledes i Borups Selskabs Protokoller flere Gange mulkteret "paa Grund af Uvidenhed" i dem. En Aften, da han spillede i et Stykke, der hed "Desertøren", tog han hvert Øjeblik den ene Replik efter den anden fra sine Medspillende, og da en af dem gjorde ham Bebrejdelser i den Anledning, svarede han ganske rolig: "Jeg skal sige Dig, min Broder, jeg har selv oversat Stykket og spillet


148

forskjellige Roller i det; hver Gang Suffløren derfor angav en Replik, troede jeg, det var min." - Engang spillede han Svigerfaderen Jeronimus i "Jean de France". Nu deltog han aldrig i en Forestilling, uden at han maatte laane Klæder udenfor Garderoben, ikke blot Kjole, Buxer osv., men ogsaa Linned. Ved denne Lejlighed havde han af Etatsraad S. faaet en Skjorte til Laans; men da den Var for stor og for lang til ham, og de korte Buxer, der hørte til hans Dragt, ikke kunde optage den, lod han den uden videre hænge ud bag til, dækket af Kjolen. I Scenen i 4. Akt, hvor Jean klæder ham paa efter fransk Mode, tager hans Kjole af og lader Bagsiden af den vende for til, glemte han sit Arrangement af Skjorten, som da til umaadelig Latter fra Tilskuernes Side præsenterede sig for Forsamlingen, og dette smukke Syn gjentog sig hver Gang, Jean drejede ham rundt for at faa den lange Halsklud viklet om ham. Hverken Rahbek eller Jean kunde begribe, hvorfor man lo saa hjertelig; Rahbek tilskrev det derfor sit gode Spil, thi han var fuldt og fast overbevist om, at han spillede udmærket. - Da Instruktør Schwartz havde forladt Theatret, og en af de tilstedeværende ytrede sin Beklagelse over dette Tab, sagde Rahbek: "Javist er det beklageligt; der er kun to Mænd i hele Byen, der kunne erstatte Schwartz som "værdig Fader", men uheldigvis forbyder deres Stilling dem begge to at gaa til Theatret." Da man derpaa forundret spurgte ham, hvem disse to Mænd vare, svarede han: "Den ene er Konferensraad Cold." - "Naa, og den anden?" - "Det er mig." - Der er herved at bemærke, at Konferensraad C. var en næsten lige saa slet "værdig Fader" som Rahbek selv, og Anekdoten beviser saaledes, at han ligesaa lidt forstod at dømme andre som sig selv. Otto fortæller ogsaa, at man en Aften havde faaet Thorvaldsen op paa Brædderne i Borups Selskab. Han og Rahbek vare alene paa Scenen, og Thorvaldsen skulde sige den eneste Replik, han havde; men den udeblev ganske. "Naa, hvad bliver det til?" hviskede Rahbek ivrig til sin Medspillende, men han vedblev at bevare den samme haardnakkede Tavshed. "Sig dog noget! sig, hvad der falder Dig ind!" sagde Rahbek halv højt og utaalmodig. "Der falder mig slet ikke noget ind," svarede Thorvaldsen i en lav Tone, og denne naive Tilstaaelse hilstes naturligvis med en ustandselig Latter.

Kvinderollerne i det Borupske Selskab bleve spillede af unge Mænd, først i de sidste Aar indtraadte der heri en Forandring. Selskabet havde først Lokale i Store Kongensgade,


149

derefter paa Hjørnet af Landemærket og Lille Kjøbmagergade og senest i "Vildmanden" paa Østergade. Saavidt vides, ophørte det i Begyndelsen af Trediverne. - I Slutningen af det forrige Aarhundrede bestod der foruden Borups Selskab et Par andre private Skuespillerselskaber, et, som kaldte sig "Det Skjønnes muntre Dyrkere", ogsaa kaldet Klosterstrædeselskabet, og et andet, som kaldtes Skindergadeselskabet. Disse Selskaber talte ligeledes, som Werlauff meddeler i sine "Erindringer", mange tildels ansete Embedsmænd, af hvilke nogle skulle have udmærket sig ved Udførelsen af enkelte Roller. Saaledes skal Kammeradvokat Schønheyder have spillet Ulysses v. Ithacia meget fortrinlig, Professor i Historie Kjerulff de holbergske Arv'er og Konferensraad Holm ved Kreditkassen for Husejere den holbergske Jeronimus og Molières gamle Mænd. Indtil i Tyverne existerede der et "holsteinisch-dramatische Gesellschaft", hvor der blev spillet tyske Komedier, og hvis Medlemmer nærmest bestod af Holstenere og herboende Tyskere. I den store Kaserne i Sølvgade var der i Aarene 1810 og 1811 et militært Theater, hvor der ugenlig spilledes af militære Liebhavere, som det lader til for det meste paa Tysk, og hvorved de forreste Bænke vare opfyldte af Stabsofficerer, Hofkavalerer og mange Damer.

Af en hel anden Art og Beskaffenhed end det Borupske vare de Selskaber, hvortil Hertz og Rosenkilde sigte i deres Stykker. Saavel Medlemmer som spillende hørte paa enkelte Undtagelser nær til de jævne Borgerklasser, og var der end enkelte gode Kræfter, saa vare de fleste dog højst middelmaadige. Men de vare meget ivrige i deres Kald, og mangen en forsømte sin Næringsvej for at kunne trække Thespiskarren paa Prøver og Forestillinger. Det var næsten, som det var deres Livsopgave. Ældre Folk ville maaske endnu mindes at have set i Kjøbenhavns Gader en simpelklædt, gammel, foroverbøjet, noget korpulent Mand med et ret karakteristisk, godlidende Ansigt, og hvis Særkjende var en gammel ræverød Paryk, under hvilken det graa Haar paa alle Sider stak frem. Denne Mand, der havde skrevet en Masse Theaterstykker, hvoraf enkelte bleve opførte paa Privattheatre, men aldrig ere trykte, og som er Forfatter til den bekjendte Sang "Om hundrede Aar er alting glemt", Landvæsenskommissær Søeborg, var en af Thalias ivrigste Dyrkere og et meget virksomt Medlem af flere dramatiske Selskaber. Levende paa sine gamle Dage af en lille Pension, var han ikke sjælden nødlidende og


150

blev undertiden hjulpen af Frederik den Sjette og senere af Christian den Ottende. Naar han paa denne Maade var kommen i Besiddelse af et Par Hundrede Daler, anvendte han en Del af dem til at fornye gamle Erindringer fra sit Kunstnerliv. Han lejede da for en Aften en Række Værelser i Hotel du Nord, lod opdække et glimrende Bord og inviterede sine Kunstfæller, Herrer og Damer, til at tage Del i Gildet. Ved saadanne Lejligheder gik det meget lystig til, man opfriskede det tidligere oplevede, man gjentog gamle Historier og Anekdoter fra Skuespillerlivet, og naar saa Aftenen var forbi, "Glasset tomt og Tappen tør", begyndte Søeborg igjen sit vegeterende Liv, indtil Skæbnens Gunst forundte ham Lejlighed til atter paa lignende Maade at beværte sine Gjæster.

Paa Theatret paa Hjørnet af lille og store Kannikestræde og paa Theatret i en stor Gaard paa Kongens Nytorv, nu Nr. 6, spillede afvexlende fem til sex af disse Selskaber. Disse Theatre vare efter Nutidens Begreber meget maadelige. Tilskuerpladsen var lille og daarlig udstyret og selve Skuepladsen meget indskrænket og saa lav, at Skuespillerne, naar de vare velvoxne, ragede op til Loftet. Tilskuerne kunde undertiden faa et Indblik i Omklædningens Mysterier, naar Personalet i et Stykke var saa talrigt, at det ikke kunde finde Plads i de meget indskrænkede Paaklædningsværelser. Til de respektableste af disse Selskaber baade i Henseende til Medlemmer og Forestillinger hørte "Constantia" og "Holbergs Minde". Her var det, at Chr. Schmidt, Folketheatrets senere Direktør, Kammerraad Lange, Knobelauch, senere kgl. Skuespiller Knudsen og senere kgl. Kammersanger Chr. Hansen først optraadte; til de spillende Medlemmer hørte desuden Theatereleverne Waltz, Gundersen og Ferslev samt Dandserne Fredstrup og den ældre Strambo, medens der var adskillige kgl. Kapelmusici i Orkestret. "Holbergs Minde" havde endog et højtstaaende Æresmedlem, Overhofmesteren hos Frederik den Sjettes Dronning, J. L. Brockenhuus, som altid indfandt sig til Selskabets Forestillinger. Et i Ordets egenlige Forstand fremragende Medlem var Grosserer, Oberstløjtnant i Borgervæbningen Garbrecht, hvis lyriske Digtertalent bragte Selskabets Fester og Forestillinger rige Frugter. Han deltog ogsaa i Forestillingerne. En Aften optraadte han som General Bildau i Skuespillet "Spillerne". Han havde iført sig stramme hvide Benklæder og Ridestøvler, og hans svære Korpus fremhævedes endnu mere derved, at Theatret var meget lavt og hans Medspillende smaa og spinkle Personer. Idet han


151

151.pmg

traadte ind paa/Scenen, hørtes et forbauset Udraab "God dam!" fra Tilskuerpladsen; det kom fra et Par engelske Skibskaptainer, der var tilstede som besøgende. Dette undgik ikke Gabrecht, og fra den Aften afsluttede han sin dramatiske ; Bane. Langt mere underordnet end de nævnte vare "Thalia", "Dramaturgien", "Dramatisk Broderskab" og endnu en Del andre, blandt hvilke der fandtes nogle, hvis Øgenavne "Den dramatiske Drukkenskab" og "Det blaa Øie" tilstrækkelig betegne den Mening, Folk havde om dem. Af disse Selskaber existerer der intet mere, og som bekjendt ere ogsaa for flere Aar siden Theatrene i lille Kannikestræde og paa Kongens Nytorv nedlagte. Kun "Holbergs Minde" bestod endnu i det mindste for et Par Aar siden, dog ikke mere som dramatisk Forening, men som et velgjørende Selskab, nærmest med det Formaal at opklæde fattige Børn. I den nyeste Tid er der atter oprettet et Par dramatiske Selskaber, til hvis Brug et lille Theater er indrettet i Seekamps Lokale paa Gammelholm.

__________

 


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:04:19 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top