eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 3

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

122.png


En gammel Herres Erindringer.

_____

Jeg er, hvad man i daglig Tale kalder, en Morgenmand. Sommer og Vinter staar jeg selv nu i en stærkt fremrykket Alder tidlig op og gaar mig en Tur. Jeg befinder mig vel derved, og hvis jeg ikke af Erfaring vidste, at det ikke falder i de gode Kjøbenhavneres Smag at gaa Morgenture, eftersom en tidlig Opstaaen ikke godt forenes med at gaa sent til Sengs, vilde jeg raade dem til at følge mit Exempel. Mine Ture gaa i

[122]

123

forskjellige Retninger: Rosenborg Have, Langelinie, de nye Øster- og Nørreanlæg, men helst vandrer jeg, naar min Tid tillader det, ud til Frederiksberg Have. Den har jeg fra min Ungdom en stor Forkjærlighed for, og hvor smuk den er som Promenade især i den tidlige Morgenstund, naar alt er friskt og behageligt, behøver jeg vel ikke at fortælle. Paa et af disse Morgenbesøg stiftede jeg et Bekjendtskab, som, skjønt meget flygtigt, forskaffede mig en behagelig Nydelse. Jeg vil lade Læserne dømme derom.

Det var en smuk Morgen først i Juni, at jeg, efter at have gjort en Rundaf i Haven og drukket lidt Vand ved Kilden, til hvilket Øjemed jeg altid er forsynet med et Læder bæger, temmelig træt tog Plads paa en af de lange Bænke ved Runddelen. Vejret var meget smukt, Solen skinnede varmt, Løvet var saa friskt og saftigt. Det var en rigtig skjøn Morgenstund, jeg aandede saa frit og behageligt, og den store Ensomhed tillod mig en uforstyrret Nydelse. Fra den nærliggende Blomsterhave svangredes Luften af en balsamisk Duft, og Lærken svang sig syngende mod Himlen. Jeg fæstede Blikket paa Statuen af den gamle Konge, som saa simpel i sin jævne Dragt stod der indenfor Gitteret med det venlige Ansigt. Det var, som om et Smil trak sig over hans Ansigtstræk, og uvilkaarlig kom jeg til at sige ganske højt: "Gamle Frederik, Du glæder Dig vist endnu over din Have. Du holdt jo saa meget af den i levende Live, det var et Asyl, hvor Du søgte at glemme dine Sorger og Ængstelser."

"De udtaler ganske det samme, som jeg netop tænkte i dette Øjeblik," lød der en Stemme ved Siden af mig.

Fordybet som jeg var i Betragtningen af Omgivelserne, havde jeg ikke lagt Mærke til, at jeg ikke mere var ene. Ved Siden af mig sad der en gammel, hvidhaaret Mand med skarpe, kloge Træk og livlige Øjne. Han var iført en brun Kjole af et gammeldags, men klædeligt Snit, omtrent af den Façon, som gamle Englændere endnu ses iførte, lyse Pantalons, blanke Sko og hvide Strømper. Under den snehvide Pikets Vest viste der sig et sirligt Kalvekryds, og Hovedet var bedækket med en bredskygget, skinnende Hat. Der var noget meget sirligt i hans Ydre, uden at der var noget søgt. Da jeg ved hans Bemærkning som Svar paa mit Udraab saa til Siden, mødtes vore Øjne, og han hilste ved at tage til Hatten.

"Undskyld, min Herre," sagde den fremmede, "min Bemærkning var ligesaa uvilkaarlig som den, De selv gjorde, og jeg haaber, at De ikke tager mig min Frihed ilde op."

 

124

"Paa ingen Maade," svarede jeg; "som det lader til, nærer De ligesaa stor Sympathi som jeg for den gamle Konge, som staar der, og vel ogsaa for den prægtige Have."

"Det har De fuldkommen Ret i, og maaske mere end de allerfleste. Men det har sin Historie. Jeg maa sige Dem ganske oprigtigt, at denne Sympathi for gamle Frederik, hvor stor den end altid har været hos mig, og det af gyldige Grunde, er tiltaget, netop fordi det jo hører med til Tiden at nedsætte ham og hans Gjerninger. Jeg er en Mand af den gamle Skole, og hvorvel jeg paa ingen Maade undervurderer de Fremskridt, som Tidens Krav have medført, saa finder jeg dog, at der ved denne hastige og næsten hæsblæsende Udvikling er ved Siden af mange Goder kommet meget frem, som næsten lader mig ønske den Tid tilbage, man nu er saa villig til at rynke Næsen ad. Dog, jeg er kommen ind paa et Kapitel, der er min svage Side, og som jeg derfor heller ikke vil dvæle videre ved. Med Hensyn til det andet Punkt, Haven, skal jeg kun sige, at det er mit Yndlingsopholdsted. Jeg bor ogsaa i Nærheden og forsømmer næsten aldrig nogen Morgenstund at gjøre en Rundaf her. Jeg har altid holdt af at færdes ude i det fri, i Foraaret ligesom at holde Øje med, hvordan alt udfolder sig, Trær og Blomster, om Sommeren, hvordan alt trives, og om Efteraaret, hvordan alt efterhaanden, men dog paa en yndig og tiltalende Maade, gaanden almindelige Opløsning i Møde. Men jeg trætter Dem vistnok med min Snak ..."

"Paa ingen Maade,, det interesserer mig særdeles. Jeg vil bede Dem at fortsætte. De talte om, at Deres Hengivenhed for den gamle Konge har sin egen Historie. Hvis -"

"Aa, jeg forstaar, den vil De gjerne høre. De skal faa den. Jeg ved ikke, hvori det ligger, men jeg tror, at naar man bliver gammel, saa bliver man ogsaa lidt snakkesalig. I det mindste er det saaledes med mig, jeg har aldrig før holdt af at passiare, som jeg nu gjør - og det nu med en vildfremmed. Men Deres Udbrud før gjorde mig saa godt, at jeg næsten betragter Dem som en gammel Bekjendt. Nuvel, men før jeg kommer til Sagen, endnu et Par Ord som Indledning. Min Lyst til at færdes i det fri skriver sig fra min tidligste Barndom. Mine Forældre vare ubemidlede, ja egenlig fattige Folk. Vi boede i en af de trange, stærkt befolkede Gader i Byens østlige Del, Huset havde smaa Ruder, og sjælden saa jeg et Glimt af Solen trænge ind i den lille Stue, der sammen med et knapt Sovekammer udgjorde hele vort Husrum. Bedre var det ikke i den Pogeskole, hvor jeg gik; der var lummert og tryk-

 

125

kende om Sommeren, koldt og fugtigt om Vinteren. Det var, som om Aandedrættet blev tilsnøret. De kan derfor tænke Dem, at jeg var rigtig glad, naar jeg kunde slippe ud i det fri, naar Fader og Moder tog mig og mine Søskende med ud i Kongens Have eller om Søndagen ud paa Frederiksberg. Som voxen Mand har jeg færdedes meget ude, gjort Rejser tildels for min Fornøjelse - thi jeg har havt Raad dertil - i Frankrig, Italien, Schweiz, Tydskland, men aldrig har jeg følt en saadan Glæde som paa disse Ture i min Barndom. Det var ogsaa en af disse Ture, der skabte mit Livs Lykke og gjorde mig til den Mand, jeg er. Tror De paa Tilfældet?"

"Hvorledes mener De?"

"Jeg mener, om De tror, at Tilfældet egenlig er det, som bestemmer vor Livsskæbne? Det er min faste Tro, at ingen Fugl falder til Jorden uden Guds Villie - men det staar heller ikke i nogen Modsigelse til Troen paa Tilfældet, gjennem det kan Guds Finger vise sig, og hans Veje ere usporlige. Og naar De selv husker Dem om, vil De dog vistnok erkjende, at Tilfældet ogsaa har spillet en fremragende Rolle i Deres eget Liv. I alle Forhold gjør det sin Virkning gjældende. De fleste af vore Planer og Hensigter bestemmes deraf. Ganske vist ere vi medvirkende; paa vort eget Arbejde, paa vor egen Virksomhed, paa vor egen Villie beror for en Del vor Skæbne, men hvor ofte kan ikke selv det ubetydeligste Tilfælde tilvejebringe en aldeles uventet, en aldeles uberegnet Vending i vor Livsførelse, og mit Liv er et talende Bevis derpaa.

Ser De, kjære Herre, havde min Fader ikke en Søndag for mange Aar siden - jeg var dengang ni Aar gammel, og nu er jeg over de halvfjerds - havde han ikke tilfældig faaet den Idé, at vi skulde gaa en lille Tur ud til Frederiksberg, da det tilfældig var saa smukt Vejr den Dag, saa er jeg sikker paa, at mit Liv havde faaet en ganske anden Retning, og at jeg ikke var bleven den Mand, jeg er nu. Nu vel, vi skulde en Tur til Frederiksberg. Da vi havde spist til Middag, begav vi os paa Vejen, Fader og Moder og vi Børn, jeg skydende paa en lille, af Fader bygget Barnevogn - han var nemlig Hjul- og Karethmagersvend - hvori det yngste Barn var, en lille Pige, og vor Aftensmad. Jeg vil ikke dvæle ved, hvorledes vi morede os. Det var det yndigste Vejr. Vi lejrede os i Græsset, vi legede Tagfat og Skjul, og saa hørte vi ved Slotstrappen den dejlige Musik af 2. Jydskes Hoboister "Hoppegister' kaldte man dem dengang. Og saa skyndte vi

 

126

os ned til Kanalen henad den Tid, vi vidste, at Kongen vilde seile. Det var Klokken 6 Eftermiddag. Vi tog Plads paa det Sted, hvor de kongelige Baade laa med de hvidklædte Sluproere med røde Skærf. Det varede ikke længe, før Frederik den Sjette med Prindsesserne og hele Hofpersonalet kom ned fra Slottet og nærmede sig Stedet. Alle blottede deres Hoveder med den største Ærefrygt for det kgl. Tog, hvor det kom forbi, og den gamle Konge kastede venlige Blikke til alle Sider. De gik nu ned i Baadene, og Lystsejladsen begyndte. I den kgl. Chaluppe, hvor Prindsesserne og Hoffets Damer befandt sig, stod Kongen selv til Rors. Man ler maaske nu ved at høre fortælle om denne Sejlads, men jeg kan forsikre Dem, at dengang lo man ikke; for jævne Folk, for os og vore lige, ja, jeg kart næsten sige for alle var der noget meget smukt og højtideligt i dette Optog, noget, som tiltalte Hjertet og Følelsen. Oehlensehlager har ogsaa saa vakkert besunget det i sil Digt "Frederiksberg". Naturligvis stimlede Folk til paa de Steder, hvor man kunde se Baadene og de Kongelige, og der var en stor Trængsel. Nu hændte det sig - atter et Tilfælde - at en lille velklædt Pige, næppe sex Aar gammel, som stod tæt ved Bredden af Kanalen, fik, idet Folk trængte paa, et saadant Stød, at hun faldt og i det samme styrtede ud i Kanalen. Der lød et højt Skrig fra de omstaaende. Jeg stod tæt ved, og jeg ved ikke, hvorledes det gik til: uden at betænke mig et Øjeblik kastede jeg Kasket og Trøje og styrtede ud efter hende. Jeg havde lært at svømme, var desuden af min Alder ret stor og kraftig, og saaledes lykkedes det mig at faa fat i den stakkels Pige, der allerede var bevidstløs, og at holde hende op i mine Arme. I det samme var Baaden med de Kongelige, ganske nær ved Stedet. Den var nærmere ved mig og min Byrde end Bredden, og uden at jeg egenlig vidste, hvad jeg gjorde, tog jeg fat i Rælingen, og i et Nu vare vi paa et Vink af Kongen af Sluproerne trukne op i Baaden. Rigtignok gjorde Damerne ikke de bedste Miner til de af Vandet dryppende Gjæster, som Baaden saa uventet havde faaet, men Deltagelsen var dog almindelig. Den lille Pige laa uden Bevægelse, kun det sagte Aandedræt viste, at der var Liv. Kongen gav Befaling til hurtigt at lande paa den lille Ø med det kinesiske Lysthus, der var i Nærheden, og der blev Barnet baaret op, medens Kongen med et Vink bød mig følge efter. "Det er altsaa Dig, der har frelst Barnet," sagde Kongen, idet han tog mig under Hagen, "det var flinkt, det var smukt gjort. Hvad hedder Du; hvem ere dine For-

 

127

ældre, ere de her?" Jeg var saa forvirret, at jeg næppe kunde svare. Men dog fattede jeg mig hurtigt og gav Kongen den forlangte Besked. "Det er godt - det er godt," svarede Kongen, "Du er en flink Dreng - Du skal høre fra mig."

Den lille Pige var imidlertid kommen sig ganske, og en Adjudant blev beordret til at føre os i en Baad tilbage til Bredden, hvor mine Forældre og Pigens, som nu vare komne tilstede, med Ængstelighed ventede paa os. Vi bleve modtagne med Jubelraab fra den forsamlede Mængde, og De kan vel tænke Dem, at Fader og Moder med Taarer i Øjnene omfavnede mig, men dog skændende lidt over min Forvovenhed. Inden Adjudanten forlod os, spurgte han om vor Bopæl og om, hvor jeg gik i Skole; det noterede han i en lille Lommebog, og han forlod os, efter at han venlig havde taget Afsked fra mine Forældre og mig.

Jeg maatte fortælle og atter fortælle, hvad der var foregaaet mellem mig og den kjære Konge, og hans Løfte om, at vi skulde høre fra ham, gav naturligvis Anledning til mange Formodninger. Der gik flere Dage, og vi troede næsten, at Begivenheden ikke vilde have nogensomhelst Følge, og at Kongen, som havde saa meget andet og vigtigere at tage Vare paa, havde forglemt os. Men paa en skjøn Dag indfandt der sig hos os en skrammereret Lakaj med Ordre om, at Fader og jeg den næste Dag til en bestemt Tid skulde indfinde os paa Frederiksberg Slot og melde os til den jourhavende Adjudant. De kan tænke Dem, hvor stor og hvor spændt vor Forventning var. Iført vore Kisteklæder begav vi os ud til Slottet. Vi kom først igjennem et Forgemak, hvor der var en Del Pager, hvoraf flere betragtede os paa en næsvis Maade, som om de vilde spørge: "Hvad Fanden vil I her?" Men saa kom en Adjudant ind, spurgte om vore Navne og lukkede Døren op til Audiensgemakket. Da vi kom indenfor, kom Kongen paa sin sædvanlige Maade farende imod os med Haanden paa Kaardefæstet og sagde: "Naa, det er Dem. Ja, De troede vel nok, jeg havde glemt mit Løfte, siden det varede saa længe - haa, haa, nej, jeg glemmer ikke saa let. Jeg vilde nok vide et og andet, og det, jeg har faaet at vide, er ikke andet end godt. Deres Vært og Deres Mester siger, at De er en brav Mand, flink til Deres Arbejde, honnet Familiefader, og Knægten der - han svømmer jo som en Vandrotte - skal jo være flittig i Skolen og en lille opvakt Fyr. Ser De, alt det har jeg faaet at vide, og jeg vil nok gjøre noget for ham. Hvad har han Lyst til? Sig kun frem, min

 

128

gode Mand - hvad kan jeg gjøre for ham?" - Opmuntret ved Kongens venlige Tiltale fik min Fader, der var godt skaaret for Tungebaandet, Munden paa Gled. Han vidste, at jeg havde ret gode Evner, men det var i en lille Skole, jeg gik, og han ønskede meget, at jeg maatte komme i et Institut, hvor jeg kunde lære noget ordentligt. "Det er ret, det er fornuftigt," svarede Kongen, "det skal jeg sørge for, jeg skal ogsaa holde Øje med ham, og naar han er konfirmeret, saa skal jeg se, hvad der videre kan gjøres for ham, hvis Vorherre lader mig leve til den Tid. Jeg synes godt om Knægten, det gjør jeg, jeg tror, der er Stof i ham til en Mand - og her," sagde han, idet han gik hen til Bordet, tog en lille Pakke og puttede den i Haanden paa Fader, "her er noget til at klæde ham for og noget til at hjælpe paa Husholdningen med. Haa, haa, - lad det være med Taksigelser - det er mig selv en Fornøjelse. - Adieu, hils Deres Kone fra Kongen - hun er sikkert en brav Husmoder, er hun, farvel, farvel!"

At Taarerne stod os i Øjnene, da vi forlod den gamle Konge, behøver jeg vel ikke at fortælle Dem. Og nu skal jeg fatte mig kort. Kongen holdt ethvert af sine Løfter fuldt ud. Jeg blev sat i et af de bedste Instituter her i Byen paa Kongens Bekostning, jeg gjorde god Fremgang, og nogle Gange maatte jeg med min Karakterbog møde paa Støttet, hvor Kongen altid var rigtig venlig imod mig. Han spurgte mig, om jeg kunde have Lyst til Haandværk, til Handel eller til at studere; jeg skulde ligefrem sige min Mening. Jeg svarede, at jeg helst vilde være paa et Handelskontor. Da jeg var bleven konfirmeret, blev mit Ønske opfyldt. Min Fader underrettedes om, at der var sørget for en Plads til mig i et af de største Handelshuse her i Kjøbenhavn, hvor jeg foreløbig skulde tages paa Prøve. Man fandt mig brugbar, og efter kort Tids Forløb blev jeg Kontorist med en for mine Forhold temmelig anseelig Løn. Jeg (erhvervede mig efterhaanden mine foresattes fulde Tillid, avancerede til Prokurist og blev tilsidst i en forholdsvis ung Alder Associé af Huset. De kan tænke Dem, hvilken Glæde det var for mine gamle Forældre. At jeg søgte at berede dem en sorgfri Alderdom, er en Selvfølge. Men forinden jeg var naaet saa vidt, var min kjærlige Beskytter, den gamle Konge, samlet med sine Fædre. Han havde lige til det sidste fulgt mig med Opmærksomhed paa min Livsbane, og jeg bevarer endnu som en Helligdom en Brystnaal, som han sidste Gang, da jeg havde Audiens

 

129

hos ham, skalkede mig til Minde om sig. Men et saadant Minde behøvede jeg egenlig ikke. De Velgjerninger, han havde vist mig, vare altfor dybt indgravede i mit Bryst, til at jeg behøvede noget synligt Tegn til at bevare Mindet om dem.

Ser De, kjære Herre, nu vil De forstaa, hvorfor jeg elsker Frederiksberg, hvorfor jeg saa gjerne dvæler her, og hvorfor jeg med Kjærlighed og Hengivenhed skuer op til det alvorlige, men milde Aasyn, som viser sig derhenne, og som næsten, naar jeg ret betragter det, ligesom faar Liv og Bevægelse. Og nu har De vel ogsaa faaet et klart Bevis paa, hvilken indgribende Rolle Tilfældet kan spille i et Menneskes Liv?"

Dermed rejste den gamle Herre sig og tog Afsked med et venligt Haandtryk.

__________

 

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:04:05 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top