eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 2

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

105.png


En Tur til Skoven i gamle Dage.

_____

Forunderligt! Om vi nok 'saa ofte have oplevet Foraarets Komme, om vort Haar er blevet graat, og vore Følelser i Aarenes Løb under Livets Trængsler have mistet deres Friskhed og Varme, gjennemstrømmes vort Hjerte dog altid af noget forhaabningsfuldt, naar Løvspringet glæder vort Øje, og naar Blomsten dufter os i Møde. Denne Følelse fortæller os om de oplevede Foraar, den vækker smukke Minder i vort Bryst og bringer det til at svulme af Haabet om en Gjenfødelse i uskyldig Nydelse.

Se, Skoven vinker med sit friske Løvtag, med sin Sommerlyst, med sine skiftende Naturscener. Ud derfor i det fri! Lad enhver, som hænger ved de gamle Minder - en Tilbøjelighed, der er uskyldig og naturlig, fordi Vane og Erindringer virke mægtig paa Gemyttet - søge de Steder, der gjemme saadanne, søge dem der, hvor Bøgen breder sine Kroner, hvor Hjort og Hind græsse, ud i Skoven, ud til Dyrehaven; lad os gjæste Kirsten Pil.

Kirsten Pil - Dyrehaven - Skov! hvilken Forfriskning er der ikke i det blotte Navn? Det er som et svalende Pust

[105]

106

fra Løvhanget i Sommervarmen, en kvægende Skygge, en Skiften af Solskin og mystisk Dæmring. Fuglen synger oppe i Træet, jeg forstaar saa godt dens Kvidren, den spørger mig, om jeg kan huske, da jeg var her - for mange, mange Aar siden, i min Barndom. Om jeg kan huske det!

Den store, firstolede Holstenskvogn holdt for Døren. Vi skulde alle ud i Skoven, Fader, Moder, Bedstemoder og vi Børn. Der var endnu nogle Pladser, og saa havde Moder ment, at vor skikkelige Værtinde, Mad. Petersens nette Datter Lise og hendes Forlovede, Studenten, skulde være med, og det vilde de selvfølgelig gjerne.

Hvo kan beskrive den Glæde, vi Børn følte, da endelig den lykkelige Morgen oprandt, som vi havde talt om fire Uger i Forvejen, og som vi havde frydet os til saa inderlig. Det var den eneste Skovtur i Sommerens Løb, Fader havde Raad til, og man kan tænke sig vore Forventninger. Jeg var tre Gange oppe om Natten for at kige ud ad Vinduet. Vejret var prægtigt, mildt og klart, ikke en Sky paa Himlen. Vi skulde afsted Kl. 9, men vi Børn vare alt paa Benene Kl. 6, og Kl. 7 vare vi i vor fulde Pynt, jeg i gule Nankins Buxer og den grønne Kasket med Kvasten i Toppen. Jeg skulde sidde ved Siden af Fader mellem ham og Kusken - hvor mageløst! Jeg fik maaske Lov til at kjøre Hestene. Med et skarpt Blik anstillede jeg en fysiognomisk Undersøgelse af den i en tyk blaa Vadmels Chenille med 12 Slag indhyllede Kusks vejrslagne Ansigt, og hans godlidende Mine varslede godt for min Forhaabning om at maatte agere Hestebetvinger.

Paa et Bord i Dagligstuen er der opstablet alle de gode Sager, vi skulle have med. Den mægtige Skinke, Lammestegen, Stikkelsbærgrøden (oh!), Søsterkagen (oh!), Lax, Rom, Citron og Sukker, Dækketøj, Knive og Gafler, Tallerkener, Kaffekanden, ja selv en Kaffepose, thi, som Bedstemoder meget rigtig bemærkede: Man kan ikke stole paa dissehersens Kaffeposer ude i Skoven, man ved ikke, hvad de ere af, eller hvorledes det egenlig har sig med dem - og saa fortalte hun en lang Historie om, hvorledes Kaffen ved en Skovtur for ti Aar siden havde havt den underligste Smag af Verden, saa at hele Fornøjelsen var bleven forspildt. "For," sagde hun, "at faa sig en rigtig god Kop Kaffe efter Middagsmaden, det er dog det fornøjeligste ved en Skovtur." Nu bærer vor gamle Dorthea Sagerne ned i Vognen, og med den største Omhyggelighed pakker Rusken dem i Magasinet. Han korser sig over al den Velstand, og da Raden kommer til

 

107

den store Dunk, som indeholder Rommen, siger han: "En kjøn Mosiø den! Tørste komme vi ikke til, kan jeg nok mærke. Den maa vi rigtig tage vare paa" - og saa putter han den ind i Halmen under sin egen Agestol. Jeg har allerede spurgt, hvad Kusken hedder. "Hans Christensen," siger han, "man kalder mig ogsaa Hans Polisk."

Nu sidde vi paa Vognen, tre paa hvert Sæde, to Voxne og et Barn; det er noget knebent, thi de brede Vogne, som man nu har, kjendte man ikke den Gang. Men hvor der er Hjerterum, er der ogsaa Husrum. Og hvad bryde vi os om at blive trykkede lidt. Studenten siger, idet han betragter sin Forlovede, at det netop er meget morsomt. Men vi slippe ikke med at blive trykkede. Den tunge Kasse hviler næsten lige paa Hjulene; der er ingen Fjedre, end sige Patentfjedre. Heller ikke er Brolægningen gjennem Gaderne den bedste. Vi skumples lystig, og Bedstemoder siger, at det farer hende gjennem Marv og Ben, hver Gang Vognen giver et Hop. Men hvad gjør det os andre? Vi ere altfor glade og fornøjede, til at vi skulde bryde os om saa lidt. Hans Polisk trøster os tillige med, at naar vi komme ud paa Jordvejen, saa vil det gaa bedre. Jeg finder, at det gaar ganske dejlig, som det nu gaar.

Vi skulle først til Søllerød. Hver Gang i de 16 Aar, mine Forældre have gjort en Skovtur, har Søllerød været det første Bestemmelsessted. Det var der i Kroen, at de holdt deres Bryllupsgilde, efter at Vielsen havde staaet i Søllerød Kirke. Derfor ingen Skovtur uden Søllerød, "for," siger Fader, tagende sin Mutter, som han kalder hende, om Livet, "det kan dog vist fornøje dig at se det Sted igjen, hvor jeg begik den Dumhed at tage dig. Jo vist var det en Dumhed. Men Herregud, man begaar saa mange af den Sort i sit Liv, og jeg skal ærlig tilstaa, det er dog maaske den mindste, jeg har begaaet." Turen gaar nu ad den støvede Landevej til Lyngby. Man snakker og passiarer paa Vognen. Moder taler med Bedstemoder om Husholdningssager, Fader, der iøvrigt tager sig meget stadselig ud i sin blaa Kjole med blanke Knapper, hvid Vest, graa Korduroys Benklæder og blanke stive Støvler med Kvaster, ryger paa, sin store Merskummer, en Arv fra Bedstefader, og underholder sig med Kusken om, hvorledes Sæden staar og tegner for i Sommer. Og jeg faar Lov til at kjøre; jeg faar endogsaa Lov til at give Hestene en Gang imellem et lille Smæk med Pisken. Af Naturen ere vi alle smaa Tyranner, selv i Barnealderen.

 

108

Vi nærme os Lyngby. Der kommer nogle kongelige Vogne, den ene med fire Heste for og en Forrider. I den aabne Kaleche sidde en Herre og en Dame, og vore Hatte flyve af. Det er Prinds Christian og hans Gemalinde, et dejligt Par at se til. De gjøre en Morgenudflugt fra deres skjønne Sorgenfri. Vi ere ganske stolte af at have mødt dem, det er en lille Episode i vor Tur, og vi fortælle siden til alle, hvor artig de hilste os, som om vi vare gode gamle bekjendte.

Nu videre ad Landevejen mellem smilende Marker, bugnende af en frodig Sæd med dens forskjellige Skatteringer. Vi nærme os Skovpartierne, og nu ere vi ved vort første Bestemmelsessted. En høj, stejl Bakke fører derop. Hans Polisk tager Tømmen fra mig og lader Øjet betænkelig flyve over den stærkt belæssede Vogn. Fader mener, at det er bedlst at stige af og gaa Turen. Hans tror nok, at Øgene kunne trække, men det var dog ikke af Vejen, at Vognen blev noget lettet. Vi efterkomme Vinket, og i en Fart ere vi nede af Vognen. Kun Bedstemoder bliver siddende, hun har saa ondt ved at komme ned, det gamle Skind, og der er da ogsaa et godt Stykke Vej til Søllerød Kro.

Her ere vi da. Vi ile ud i Haven. Hvor der er smukt! Et sandt Schweitzerlandskab, bemærker Studenten. Overalt møder Øjet de skjønneste Udsigter. Man ser ud over den skovkransede Sø med Kirken og Præstegaarden til venstre Side, en Mængde af Skovgrupper og Bugter langs Søbredden og den lille Landsby Øverød til højre med dens brune Tage og enkelte teglhængte Bygninger. I Øverød, siger Studenten, ligger Suhms Gaard, nu forfalden, men engang et Sæde for Kunst og Videnskab.

Dog, den lange Tur i den friske Luft har skærpet vor Appetit, som iøvrigt under almindelige Omstændigheder intet lader tilbage at ønske. Moder og Bedstemoder og Jane (saadan hedder min ældste Søster, det er egenlig en Skam, at jeg har glemt at præsentere hende for Læseren, hun er nok værd at se paa) og Jfr. Petersen - som, skjønt hun er Gjæst, dog mener at burde gjøre Gavn - ere i Færd med at dække Bordene i den store Stue. Nu lyder Signalet, og vi tage Plads ved Bordet. Hvilken Overflod af dejlige Ting! Bare jeg kan faa Appetit til det altsammen, i det mindste maa jeg have lidt af hvert. Vi tage for os af Retterne saaledes, at vi kunne sige Sparto til de homeriske Helte. Der er et Par Flasker Vin med, men de ere kun til de voxne. Fader skænker i Glassene, og saa siger han, efter at have nikket til os alle-

 

109

sammen: "Det er en privat Skaal, jeg vil drikke med Mutter, men enhver har Lov til at være med. Her paa dette Sted for sexten Aar siden sad vi ved vort Bryllupsgilde. Den Gang talte hun og jeg om, at vi nok skulde komme ud af det sammen. Og naar jeg skal være ærlig, saa ere vi komne godt ud af det sammen. Tak, Mutter, du er dog en god lille Kjærling. Mutter skal leve, Hurra!" Og vi stemme alle i, saa Huset ryster i Bjælkelaget, og Moder takker, medens en Taare perler i Øjelaaget.

109.png

Vi ere mætte, saa mætte; en Motion ovenpaa kan gjøre godt, indtil Kaffen er parat. Vi gaa da ned ad Kirkestien langs Søens Bredder; vi kaste os i Græsset, vi løbe omkap, vi plukke Blomster - o, hvor det er herligt! Men nu er Kaffen bestemt færdig, og Søsterkagen, den dejlige Søsterkage, venter ogsaa paa os. Man maa forene det nyttige med det fornøjelige, derfor tilbage til Kroen.

Tiden er gaaet, og Kl. er henved 3. Vi sidde atter paa Vognen - tænk, nu skulle vi til Dyrehaven, til Kirsten Pils Kilde. Fader har paalagt Kusken at kjøre en rigtig kjøn Vej. Det gjør han da ogsaa. Vi kjøre forbi Vesselsminde igjennem

 

110

Fileværket, forbi Eremitagen, gjennem Ulvedalene; men alle de Naturskjønheder, der her aabenbare sig, have vi kun lidet Øje for. Vi ere altfor spændte. Selv Dyrene, der græsse hist og her under de høje Bøge, ere kun forbigaaende i Stand til at fængsle vor Opmærksonlhed. Vi have andet at tænke paa, vi skulle jo i Dyrehaven - det vil sige paa Bakken og ned ved Kilden. Nu se vi Røgen opstige bag den grønne Hang, nu høre vi Trommens hule Bom! Bom! nu høre vi den skingrende Klarinet ved Rundgyngerne, nu se vi Teltene. Vognen holder, og i et Nu ere vi nede. O underfulde Verden! "Her Bakken er, som vi vil gjæste."

"Se Dands og Gynger,
Voxkabinet,
Se Slanger og Kamæleoner,
Hør Bonden synger
Ved Hakkebrædt
Om Elskov og Napeleoner,
Men det er lutter Jux og udenlandsk;
Se her den store Stud, thi den er dansk.
Hæv Dig, min Barm!
Sangen saa varm,
Saa national for Danmark toner.

Se Panoramer
Og hvide Mus
Og i et Kar en Søbataille;
Se Jakels Dramer,
Se Mangens Rus,
Se Modens Baand, couleur de paille,
Beridere med hvide Fjer paa Hat,
Og skjønne Ting af vor Kunstkammer-Skat,
Se, hvilket Læs,
Dyrehavsgæs,
Honnette dels, og dels Kanaille."

Men vi ville ikke følge Digteren videre; han slaar for meget i Hartkorn. Nydelserne ere rige, og for ikke at overvældes maa man tage dem efterhaanden, lidt ad Gangen, systematisk. Vi gaa op ad Bakken, ah, der er den gamle Jøde under Træet med sin Kompagnon. Han har siddet her i henved 40 Aar og er lige rask og vever, skjønt onde Tunger paastaa, at han holder meget af Flasken. Han maa have en lille Skilling, siger Fader, men saa have vi ogsaa Ret til at høre paa ham. Han sætter sin Paryk paa, drejer den om, saa at Ansigtet faar et bistert-komisk Udtryk, og idet han akkompagnerer sig selv paa Guitar, medens hans Følgesvend,

 

[111]

111.png

 

112

der er ligesaa gammel som han, over de Halvfjerds, stryger Violinen, synger han:

"Jetzt ist der Doctor da!
Mit Pulver und mit Pillen,
Vertreibt dem Mensch' die Grillen! -
Juchhei, aha!
Jetzt ist der Doctor da!"

Han er i rigtig godt Humør, thi igaar var Kongen, gamle Frederik den Sjette, paa Bakken, som han aldrig forsømte noget Aar, og heller ikke forsømte han at se til den gamle Fyr under Træet, at høre paa hans Sange og at stikke en Femdalerseddel til ham.

Det var det sidste Aar, den gamle Mand sad under Træet, og ved hans Hedenfart kvad dets Dryade:

Hen over Løvet gik en Vind
Alt i de grønne Kroner,
Den suste med vemodigt Sind:
"Jeg klappede saa tit hans Kind,
Og legte med hans Toner."

Og Fuglen sang i Løvets Bur
Sin Sorg foruden Noder:
"Ak! hygger han bag Gravens Mur?!
Han sang saa sniukt i Guds Natur -
Han var mm egen Broder!" -

Og Mennesket ved Bøgens Fod
Udbrød med dæmpet Stemme:
"Ak! Øxen laa ved Træets Rod -
Han sang til Hjertet Trøst og Mod:
Det skal vi aldrig glemme!"

Ham Alle mindes - glad og fri
Han kvad i Aftenrøden.
Jeg staaer forladt ved Skovens Sti:
De Andre gaa mig koldt forbi -
Han blev mig tro til Døden.

Han sang saa lysteligt engang;
Hid Ung og Gammel ilte
I Skyggen af mit Bladehang
Og lytted' til den muntre Sang,
Mens hvert et Øie smilte.

Jeg stolt min Hovedkrone bar,
Og bredte den til Skygge:
Mit Træ jo Skovens første var, -
Her kom de alle, Par ved Par, -
Her maatte Glæden bygge.

 

113

O, skjønne Dage! lyse, fri,
Med Glands og Sol foroven,
Med Sang ved Roden - Melodi, -
Og tusind Sjæles Harmoni
I Jubel gjennem Skoven -

Farvel, farvel, Du gmle Svend,
Dit Øie maatte briste.
Jeg kan ei følge Dig didhen;
Dog gjerne skjænkte jeg min Ven
Af Træet her en Kiste.

Men lad kun Støvet gaa til Ro!
Her bag de friske Blade,
Her skal din Aand i Stammen bo,
Hvor Marv og Ved tilsammengro,
Hos mig, hos din Dryade.

Her sidder Du bag grønne Blad,
Naar Dagen er paa Himmel, -
Og hører Sværmen hist saa glad,
Som da Du selv derude sad
I Menneskenes Vrimmel.

Herfra Du vandre skal i Kvæld,
Naar Liv og Larm forsvinde,
Hen til Fru Kirstens klare Væld:
En venlig Alf til Skovens Held -
Du vandre skal med hende.

Her skal Du høre mangen Gang,
Naar Stjernehæren pranger,
Den Nattergal i stille Vang,
Som fløiter rørt en Mindesang
For Skovens ældste Sanger! -

Men vi maa videre, vi lade os ikke opholde af de ambulante Kunstnere med og uden Ben, seende og blinde, der spille paa Fløjte og Violin; vi lade os heller ikke lokke af Fortunaspillet eller af Dandseboden; der er ganske andre Ting, som vi maa se. Aha, der er Perspektivkassen anbragt paa en Kurvevogn og forsynet med ti Glas. Det koster 2 Skilling at se alle Herlighederne, og Fader har intet imod at udrede denne Udgift. Ejerens Ægtemage, en korpulent Dame med gloende røde Baand paa Kappen, troner paa Vognen og opregner med en Stemme, der vidunderlig varierer mellem den fineste Fistel og den dybeste Bas, alle de Herligheder, som her ere at se. "Her ser De Slaget ved Austerlitz; ham den lille med den trekantede Hat og den graa Frakke -

 

114

det er Kejser Napolibum. Her ser De ogsaa Kejser Napolibum, men nu er han paa St. Helena, hvor han er nær ved at dø - den Vej skal vi jo alle - og saa er han omgiven af alle sine Generaler - ham der er General Betrand, han synger nu den dejlige Afskedssang, som De nok kjender - den der er Røverhøvidsmanden Cartouske med Dolken og Pistolen, han har ondt i Sinde. Her ser De den franske Konge Ludvig paa Skamfuttet." Og medens hun opregner alt dette, drejer hun paa Positivet, som spiller Melodien "Fryd dig ved Livet" i en temmelig ukjendelig Udgave.

Men hvad er det der henne, hvor alle de mange Mennesker flokkes? Ah, det er Mester Jakel - den uforlignelige Mester Jakel. Hør, hvor Potterne slaas i Stykker. Kunne vi bare komme til at se og til at høre. Jo, vi faa en lille Plads indenfor Snoren. Nu se vi, hvorledes Frieren indfinder sig hos den kjønne Værtshusmadamme; hun er en lille Kokette, samme Madame, hun ved, hvorledes hun skal trække Næring til Huset. Hun opvarter Gjæsterne med søde Ord og med Krukærter med Lavendelsauce! De Fruentimmer, de Fruentimmer! Og saa at lade Frieren banke hendes Ægteherre. Det er næsten umoralsk.

Frederiksstens-Fæstningsmanden - hvor er han? Aa, der hører jeg hans udmærkede Basstemme: "Værsgo! mine Herrer og Damer! Træd nærmere!" Vi følge Opfordringen, og med sin Stok i Haanden, der har det dobbelte Formaal: at udpege de mærkelige Gjenstande og at bortgjenne med et dygtigt Rap et eller andet nyfigent, men ubetalende Individ, der forgæves er advaret med et truende: "Hvad glor du paa, Dreng?" - med denne Stok paaviser han de store Mærkværdigheder, samme Fæstning frembyder. Hvorlunde Fanden tog Skansegraveren til Straf for hans Ugudelighed. Hvorlunde Fæstningens Besætning kom op at klamres og myrede hinanden græsseligt, "en med Bangenet, en uden en" - og med Omkvædet: "Der drikker de, der stikker de, og der ligger de. Og alle drage de hjem, glade og fornøjede over at have forvundet deres Sejer." Manden er fortræffelig, og han er desuden overordentlig billig; han lader sig nøje med, hvad de høje Herskaber behage at betale - og undertiden behage de høje Herskaber at liste sig bort uden at betale det mindste.

Men nu skingre Trompeter - og se: Udenfor en anseelig Bygning, den anseeligste paa hele Bakken, viser sig en prægtig Kavalkade: to Herrer og to Damer til Hest. Hvor pragtfuldt pyntede! Damerne i korte, hvide Kjoler med rosa eller

 

115

blaa Besætning, med spanske Baretter paa de tykke Flætninger, med det rødeste Karmin paa Kinderne; Herrerne i spanske Ridderdragter og med drabelige Sværd ved Siden. Det er Foureaux's Beriderselskab, Personalets ypperste, der vise sig, medens Bajazzoen oppe paa Træbalkonen støder i Trompeten, slaar Kulbøtter og alt imellem brøler: "Spatzieren Sie herein, meine Herren und Damen - Entrez s'il vous plait!" Ak, hvem der turde! men det overskrider Faders Budget, og vi maa lade os nøje med her at beundre, hvad der kan lade sig beundre gratis.

Maaske Voxkabinettet, hvad mener Du, Fader; det maa være herligt af se! Frederik den Store! Schinderhannes og Sand, der myrdede Kotzebue, Ali Pascha fra Janina og mange andre berømte og berygtede Personer. Fader mener, at det er morsommere at betragte de malede Billeder udenfor end Voxfigurerne indenfor. Han har ogsaa en svag Mistanke om en mærkelig Matamorfose med disse Billeder. Han tror, at de forvandles og omklædes efter Tidens Tarv, og at de, som ifjor var Pichegru og William Pitt, iaar ere Schinderhannes og Sultanen af Marokko. Studenten mener, at der maaske ligger en dyb Ironi deri.

Ah, der have vi et Menageri! Sikke Kæmpeslanger, sikke Løver - og saa Tigeren der, som gjør sig tilgode med en kulsort Neger - alt med de brillanteste Farver og i de kolossaleste Former fremstillede paa Lærredet. Atter gjøre vi Fader et Spørgsmaalstegn, idet vi lægge Hovedet paa Siden og se bedende op til ham. Men han er fast i sin Beslutning, og han Støtter den ogsaa paa gyldige Grunde, sigende: "Børn! I det Menageri er der ikke en eneste af de Ting, I se der paa Billedet. Det er Øjenforblændelse det hele."

Lidt forknytte gaa vi videre, indtil vi atter muntres af Manden, der æder Blaar og deraf producerer Ild og Røg og en Masse røde og hvide Baand. Det er et fast Inventarium paa Bakken, denne Blaaræder, der senere har faaet Tilnavnet Rundebrødsmanden efter sine mægtige Pjerrotknapper. Han er iøvrigt Direktør for et Kunstnersamfund, der trods sin temmelig pjaltede Kostumering præsterer ypperlige Prøver paa Lemmeforvridning. Men hvad er alt dette mod den stærke Jomfru, der vises frem i Nærheden? Hun, der bærer to stærke Mænd i sit Haar og lader sig træde paa Maven af fire dito. Det sidste skal for hende være en meget sund Fordøjelsesproces.

Men der er jo de hollandske, de ægte hollandske Vaffel-

 

116

bagere. Hvor Damerne tage sig sirlige ud med deres blomstrede Sirtses Kjoler med Livbaand og store Spænder, med deres hvide, tilbagebøjede Lin om Hovedet, deres store Guldarmringe og Guldkjæder, og alt er saa propert. Studenten indbyder os til en Vaffelsmaus; han er det sagkyndige Medlem, og det er hans uforgribelige Mening, at af alt, hvad Bakken har at byde, ere Vaflerne det eneste, der er værd at nyde. Skjønt jeg i det væsenlige er af en anden Mening, beholder jeg den dog for mig selv. Den gode Appetit, hvormed jeg fortærer de velsmagende Vafler, slaar min Logik af Marken.

Nu er Trængslen bleven stor paa Bakken; man kan næppe komme forbi hverandre, man mødes, og man skilles. Damerne faa deres Garneringer nedtraadte eller deres store Pufærmer trykkede. Men denne Trængsel har ogsaa sin gode Side, som det unge Menneske i "St. Hans-Aften Spil" bemærker:

"Jeg har altid Længsel
Efter saadan en Trængsel,
Saa kommer man de kjære Piger nær,
De Smukke især!
Rører ved deres Hænder,
Skuer i deres Øine, som tænder,
Indsuger med sit Blik
Elskovsdrik.
Søde Gudinde!
Du kommer for at svinde.
Hvilket Øie! Hvilken Arm!
Hvilken Væxt! Hvilken Barm!
Jeg har altid Længsel
Efter saadan en Trængsel."

Og Trængslen bliver endnu stærkere paa enkelte Steder ved den Slingring, en eller anden af Skovgjæsterne, der sejler med fuld Ballast af finkeljokumsk Gemytlighed, gjør i den tætte Mængde for at bane sig Vej. Især er det Tilfældet med en borgerlig Artillerist. Han er i fuld Uniform, med hvide Buxer, rød Kjole med Svalehale og en af de bekjendte Chakots, der ere vel skikkede til Opsamling af Regnvand. Det sorte Flor om Armen viser, at han har fulgt en god Ven til Jorden, og det er aabenbart, at han har søgt at dæmpe sin Kummer med flydende Varer af forskjellig Art. Han er temmelig nærgaaende i Ordets egenlige Forstand, og Fader, Moder og Bedstemoder mene derfor ogsaa, at det er paa Tiden at komme bort fra Bakken. Studenten finder imidlertid, at vi først bør have en Gyngetur. O ja! det er dejligt, raabe vi, og vips ere vi i Kastegyngen.

 

117

"Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed
Over Egens Top,
Under Spil og Klang
Vore Stole gaa,
Med Tonernes Gang
Hinanden bagefter
Af alle Kræfter
Uden at naa."

Nu af sted! Men først hen til Kilden, hen til Kirsten Piil - nær havde vi glemt det. At komme i Dyrehaven uden at gjæste Kilden, Kirsten Piils Kilde, er omtrent det samme som at være i Rom uden at se Paven. Vi kunne ogsaa trænge til lidt Forfriskning efter den Hede og Støv, vi havde døjet paa Bakken. Men først maa en af os hen til Vognen for at hente en bevidst Flaske med lidt Styrkende i, thi sikkert er det noget fortræffeligt Vand fra denne Kirsten Piils Kilde, men dets lægende Kraft er forsvunden i Aarenes Løb, og derfor er det, som Fader mener, fornødent at bøde derpaa ved en Tilsætning af nogle kraftige Draaber, der tillige kunne betage Vandet lidt af dets flove Smag. Studenten rækker Lise Petersen et Glas, og medens han tager hende om Livet, synger han med Kaiser:

"Gid hun leve, den Nymfe, til Elskendes Held,
Hun som Hjerter forener ved sprudlende Væld!
Kirsten Piil
O dit Smil
  det klare Krystal
Min Lykke bebude mig skal!"

Vi begive os hen til Vognen. "Men Død og Plage!" siger Fader. "Madam Pætges Telt - der er det jo - det var en Skam, om jeg ikke hilste paa min gamle Veninde. Der staar hun jo i Indgangen til Teltet. Det kan gjøres i en Fart." Der er nu en Gjenkjendelse og en Omfavnelse. Vi se med en vis Ærefrygt og Beundring op til den høje Kone med de karakteristiske, skarpe Ansigtstræk og de spillende Øjne. Thi foruden sit eget velfortjente Renommé som en af Byens og Dyrehavens Notabiliteter i Beværtningsfaget har hun ogsaa sin Datters Navn at prange med, der allerede er i alle Folks Munde.

Nu kjøre vi igjen. Aftenen nærmer sig. Rask igjennem Skoven ad Klampenborg til. Fader mener, at hvis det ikke var

 

118

118.png

saa sent, skulde vi have kiget lidt ind der. Der er saa hyggeligt paa gamle Klampenborg, og Petersen, Værten, er en god Bekjendt. Men man kan jo ikke tage alt med. Gjennem den røde Port gaar det nu forbi Bellevue langs Strandvejen. En frisk, kraftig Søluft strømmer os i Møde fra Sundet, der som et blankt Spejl breder sig for vore Øjne. Halvt indhyllet i et gjennemsigtigt Slør er det fjerne Hveen, og den opgaaende Maane kaster en bred Lysstribe over Vandet. Hvad er det for en Røgsøjle, der hæver sig mod den klare Himmel? Ah - et Dampskib! Det er "Caledonia"! Hvor - hvor? Der! - Ah, jeg har aldrig set et Dampskib. Der er slet ingen Sejl, hvad? Ikke et eneste? Og det gaar saadan alene med Damp? Hvad man dog alt kan finde paa i vore Tider! Men se en Gang disse dejlige Lyststeder, Gud, hvem der ejede saadan et, og hvad mener Du, Jane, saadan at sidde der i Havestuen ud til Vejen, nydelig pyntet med italiensk Straahat, og saa at se - og lade sig se. Jo det kunde Du nok lide, din lille Strik. Og hvad mener Du om saadan en Ekvipage, som kommer der med de to dejlige sorte for med Topper paa. Gud hvor de Mennesker maa være lykkelige!

Saa igjennem Skovshoved med de mange Fiskergarn, hvidhaarede Drenge og Svin. Fader giver nu en Historie til bedste

 

119

om en italiensk Syngemester, der paa en Tur gjennem Skovshoved nær var bleven rendt omkuld af "en lille Flæsk". Vi skimte nu de hvide Telte mellem de grønne Trær i Charlottenlund, vi høre Kastelsjægernes Hornmusik under det store Egetræ; vi svinge nu ind ad Indkjørselen, og i en Fart ere vi ved Grøndals, hvor vi skulle spise til Aften.

Her paa Højen er et prægtigt Bord ledigt. Det var kjønt af de Folk, at de rejste sig ved vor Ankomst. Nu op med Varerne, Mutter! Vi ile til Vognen for at hente al Ting, vi ase og slæbe, og vi gjøre det gjerne, thi Lønnen er vis. Vi ere allesammen sultne, Maden skal smage! Saa skulle vi i Skovløberhuset have kogt Vand til Punschen. Medens de dække Bordet, følge vi med Studenten hen til Gyngen, for at vi ogsaa kunne faa en Tur. Hvor den flyver højt op over Musiken fra Dandsepladsen. Gyngefolkene spørge, om vi kunne se "Kjøge Høns". Men nu tilbage til Højen. Hvor Bordet er sirlig dækket - der er kun Levninger, men hvilke Levninger! Nu er Punschen tillavet, og der er skjænket i Glassene. Saa en Sang, Hr. Student, De maa synge for, og vi andre sekundere. Lad os faa: "Duftende Enge og kornrige Vange", den kan vi alle. - Og vi synge allesammen, og vore Stemmer tage sig smukt ud i den rolige Aftenstund, og nedenfor Højen standser man for at lytte.

Men nu lyder Dandsemusiken saa fristende. Studenten tager sin Kjæreste, jeg tager Jane, og vi faa os en lystig Svingom, ikke paa Dandsepladsen, for det er ikke rigtig pænt, men i Haven mellem Bænkene. Ogsaa Fader og Moder smittes af Dandselystigheden, de forsøge at komme i Trit, og det gaar nok saa godt. - Hvem skulde tro, at Fader kan dandse saa flinkt endnu, om Moder havde vi vidst det længe. Bedstemoder sidder og ser til, Hun tænker maaske paa sin Ungdom, da hun ogsaa dandsede her ved Gyldenlund, for det hed ikke Charlottenlund dengang. Det var under Struensee, fra hvilken Tid hun ved at fortælle saa mange Historier.

Men Klokken er henveol elleve - Gud! hvor dog Dagen er gaaet hurtig, altfor hurtig, tænke vi Børn! Nu maa vi hjem. Hans Polisk skal spænde for. "Men først et Glas paa Faldrebet," siger Fader. "Ikke sandt, Børn, det var en rigtig rar Dag. Lad os haabe til Gud, at vi til næste Aar ligesaa raske og ligejsaa vel til Mode maa komme i Skoven igjen." Derpaa klinkes der - og vi istemme et skingrende Hurra.

Hans Polisk har nogen Vanskelighed ved at lægge Tøjet paa Hestene. Dette i Forbindelse med lidt lallende i hans

 

120

Svada tyder paa, at den Omhu, han har vist Romdunken ved at gjemme den under Kuskesædet, har smagt noget af Egennytte. Fader er betænkelig med Hensyn til Kjørselens Sikkerhed paa Strandvejen mellem de mange Kaffemøller, som krydse hverandre, og han beder Hans at kjøre forsigtig. "Gode Herre," svarer Hans, "De kan være ligesaa sikker paa min Vogn, som om De laa i Deres Bedstemoders Dragkisteskuffe. Øgene, de ved Besked." - "Det er meget heldigt," mener Fader, henvendende sig til os, "for det lader til, at Hans for Øjeblikket selv ikke ved synderlig Besked. Men jeg skal nok passe paa, at der ikke sker noget galt."

Nu ere vi alle paa Vognen, og under et skingrende Hurra som Farvel til Skoven for dennesinde svinge vi ud paa Vejen. Svingningen tyder paa en vis Usikkerhed, men vi sande Hans Polisks Ord, at Øgene vide Besked, De have Følelsen af, at de skulle hjem efter en møjsommelig Dag, og de løbe rask af Sted, krydsende mellem de mødende Vogne. Det er en dejlig Nat. Maanen er oppe, Havet glimrer i Sølvglands, og Træerne staa i en magisk Belysning. Men jeg er ikke ganske modtagelig for de skjønne Naturscener, jeg er lidt træt og en Del søvnig, og mine Øjne lukke sig.

Pludselig vækkes jeg, idet Vognen holder. Vi ere ved "Slukefter". Her holder en lang Række Vogne. Et Krus gammelt Øl med en Pind i er det almindelige Reglement, og det bør vi heller ikke tilsidesætte. Efter længere Tids Forløb rækkes det os, men vi finde ikke synderlig Behag deri, og nu af Sted igjen. Mine Øjne finge atter Dvale - men bums! det er en Vogn, der er kjørt paa os, eller vi ere kjørte paa den - der opstaar om dette Spørgsmaal en ivrig Strid mellem vor Kusk og Kaffemøllens. Striden truer endog med at gaa over til Haandgribeligheder, thi de ere begge sprungne af Vognene for at faa fat i hinanden. Men Fader lægger sig derimellem, og de skilles ad, efter at have vexlet venlige Høfligheder, som "Bondekanin", "Torskepande" og desl. Da Eventyret er gaaet for sig uden videre farlige Følger, morer det os kun og har gjort mig aarvaagen.

Klokken er over 12. Østerport er lukket, og vi maa derfor kjøre ad Farigmagsvejen til Nørreport. Ved Ravelinen gjør Konsumtionsbetjenten det almindelige Spørgsmaal: "Har De noget?" Fader svarer, at vi komme fra Skoven, og med et "Værsgo' - kjør!" slippe vi Konsumtionsbetjentens generende Søger.

Nu gaar det rumlende gjennem Gaderne, og vi holde ved

 

121

vort Hjem. Vore Gjæster tage Afsked med Tak og Omfavnelse. Det var en rigtig fornøjelig Tur, sige vi alle. Og vi Børn ere hurtig i Sengen. De sidste Ord ere: "Tak, Fader og Moder, Tak for den Fornøjelse, I have skjænket os."

Endnu i Drømme hører jeg Trommen og Klarinetten fra Gyngen, og jeg ser mig selv til Hest som en af Beriderne hos Foureaux, ved Siden af de pyntede Damer med Karminkinderne. Det er drøjt den næste Morgen at staa tidlig op for at gaa i Skole; men saa har man den Morskab at kunne fortælle Kammeraterne om Gaarsdagens Nydelser og Herligheder, og den Morskab er ikke det mindst fornøjelige ved Skovturen.

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:03:54 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top