eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 15

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Kjøbenhavnske Originaler.

_____

314.png


aar jeg i nærværende Skildringer fra det forsvundne Kjøbenhavn har forsøgt at fremføre det karakteristiske ved Stadens ydre Fysiognomi og ved Samfundslivet, bl. a. med det Formaal at vise Forskjellen mellem Før og Nu, maa jeg ikke forbigaa et Element, der gav Hovedstadslivet i ældre Tid et særegent karakteristisk Præg. Hermed menes det groteske, det, som traadte frem hos de saakaldte Originaler, der i min Ungdom færdedes i Gader og Stræder og paa offenlige Steder. Dette Element er nu ganske fortrængt af det saakaldte offenlige Liv, som skabtes ved Danmarks Indtræden i de frie Staters Række. Det traadte i Skyggen eller forsvandt ganske for den Bevægelse, som hint Liv vakte, for de Interesser, som det fremkaldte. Nu ere vi Politikere, nu ere vi Alvors-

[314]

315

mænd, nu have vi store Mænd og store Karakterer, men vi have ingen Originaler. Det kan være, at de maaske ere tilstede, men de kjendes ikke, de ere ikke i Folkemunde, de nyde ikke nogen Popularitet. Det modsatte var derimod Tilfældet med hine Originaler i ældre Tid, de udgjorde en fremtrædende Bestanddel af Folkelivet og hørte saa at sige til dets offenlige Karakterer. Alle kjendte dem af Udseende eller i det mindste af Navn. Men deri ligger ogsaa Berettigelsen til at opfriske Erindringen om disse Figurer for de ældre og til at give de yngre en Forestilling om dem. Tillige haaber jeg at kunne forskaffe Læseren en fornøjelig Underholdning ved de karakteristiske og komiske Træk, hvorved de opnaaede en saa stor Popularitet i det kjøbenhavnske Samfundsliv - en Popularitet, der næsten er større, om end af en hel anden Beskaffenhed, end den, som Nutidens offenlige Karakterer glæde sig ved.

Fbrøvrigt turde det ikke være overflødigt at forudskikke, at Begrebet Originaler indbefatter ikke faa Afskygninger. I Hovedsagen er det saadanne, der ved særegen Levemaade, ved Klædedragt, ved Vaner o. s. v. skille sig fra alle andre og derfor tildrage sig en vis Opmærksomhed, men der er ogsaa mange andre, som kunne henføres under Kategorien. Der er f. Ex. dem, som paa en fremtrædende Maade gjøre sig bemærkede ved Extravagancer i forskjellige Retninger og med eller mod deres Vilje nærme sig Karrikaturen, saadanne, som ved morsomme Indfald eller ved groteske Pudsigheder blive bekjendte og komme i Folkemunde, og endelig saadanne, der ved forskjellige Manier, ved uskadelige fixe Ideer tildrage sig Folks Øjne. Alle disse Afskygninger have været repræsenterede i Hovedstaden, i det mindste i min Levetid, og saavidt min Hukommelse strækker til, vil jeg føre dem frem i det efterfølgende. Ingen af dem befinder sig mere blandt de levendes Tal, og naar jeg desuagtet i enkelte Tilfælde undgaar at nævne Navne, sker det af andre Hensyn end til dem selv; de havde vist ikke selv i levende Live meget imod at blive offenlig omtalte, da de jo næsten alle have bestræbt sig for at træde frem i Offenligheden.

__________

 

316

I.

316.png


a Garnisonen i 1848 og 1849 for den allerstørste Del havde forladt Kjøbenhavn for at deltage i Krigen om Slesvig, bleve Vagterne i Hovedstaden besatte med Borgervæbningen og Livjægerne. Paa Vagtstuerne fik Vagtmandskabet da ikke sjældent et Besøg, der ikke lidet bidrog til at fordrive den Kedsomhed, som var forbunden med dette Offer paa Fædrelandets Alter. Det var en gammel undersætsig Mand paa hen ved de Halvfjerds, med hvide Haar, røde, skjønt temmelig rynkede Kinder, smaa klare Øjne, hvoraf der straalede et vist godmodigt Skælmeri, en Næse, hvis rødlige Teint just ikke tydede paa streng Afholdenhed, og iøvrigt iført en gammel Slobrok samt, naar Føret tillod det, et Par gamle Morgensko. Især besøgte han Vesterports Vagt, thi han var Lem i det nærliggende Vartov, men trods denne underordnede Stilling overalt særdeles velkommen og navnlig hos Vagtmandskabet. Man flokkedes om ham, bød ham en Stol, et Glas Vin eller Punsch, og saa kom der Liv i den gamle. Han kom frem med en Guitar eller en Violin, som han havde skjult indenfor sin Slobrok, begyndte at klimpre eller spille derpaa med øvet Haand og sang med en trods hans Alder endnu meget velklingende Stemme lystige Viser, hvortil Vagtmandskabet istemte Omkvædet. Eller han fortalte morsomme Historier paa en meget pudsig Maade, og altid fremkaldte hans Nærværelse Lystighed og Gammen. Han blev feteret, ja stundom

 

317

baaren i Triumf, og man bad ham snart komme igen, hvilket han da heller ikke forsømte. Det var ligesom en sidste Opblussen af en Gemytlighed, som i mange Aar havde muntret visse Kredse i Kjøbenhavn, thi kort Tid efter, at Borgervæbningens Vagthold var ophørt, erfaredes det, at den gamle var hensovet ved en stille og rolig Død.

Den gamle Mand var Skomager Bramsen, tilvisse en Original, men en godmodig og meget afholdt Personlighed. Fra Ungdommen af i Besiddelse af et ikke almindeligt musikalsk Talent, lærte han sig selv at spille paa Violin og Guitar. Han sang smukt, kunde Alverdens Viser og var desuden en godmodig Spøgefugl, der gjerne deltog i enhver sømmelig Spøg; han forstod tillige ved sine pudsige Indfald og Historier at krydre Selsklabeligheden. Om han just ikke var i Besiddelse af spillende Lune, havde han dog det gode Humør, der river med sig, det raske Svar, der rammer Sømmet paa Hovedet. Han var ret dygtig i sin Profession, blev tidlig Mester og holdt Svende, men hans Hang gik i en anden Retning, og den gyldne Jordbund, som, Arbejdet jo skal afgive, lod han i Reglen ligge brak. Naar han havde faaet fat i sin kjære Violin, kunde han ikke let slippe den; Melodier, som han havde hørt i Theatret - thi han var, saavidt hans Pung tillod det, en flittig Theatergænger - bragte han hjem med sig, fik dem efter nogle Forsøg frem paa Instrumentet, og snart satte han selv Ord dertil, naar han ikkle kunde faa fat paa Texten. Thi han var ogsaa Digter. Der gives endnu Sange, som Bramsen skal være Forfatter af; i det mindste tillægges der ham til Exempel følgende:

"I vores Land der er saa godt at være,
Man hænges ej for bare Bagatel,
Man kan sig meget godt for Hede nære,
Man sulter heller ej ihjel;
Man drikker ikke altid Vand
Og har dog ganske god Forstand.

Her er man ikke evig barske Jætter,
Man bliver tvertimod af Elskov hed;
Her har man smukke Blonder og Brunetter,
Saavel som øvrig Christenhed.
Man sukker, knæler for en Skjøn,
Og hendes "Ja" er Elskovs Løn.

Her gaar man uden Lejde af Banditter
Og konserverer dog sit Liv for Stik,
Og ingen hellig Rommission udfritter,

 

318

Hvad Vej til Salighed man gik;
Nej, her man ugenert kan bo;
Man destilleres ej for Tro.

Her har vi Guld i Naboriget Norge
Og Sølv og Jern og underjords Metal,
Og vi har brave Kjøbmænd, som os borge,
Om Lykken gjør sig altfor gal;
Og Skræddere sy tusind Sting
Paa Puf! - aa hvilken herlig Ting!

Her har vi Dands, Musik og mange Løjer,
Og Fjendskab er en evig Skam;
Den Sømand rask den fjerne Bølge pløjer
Og henter Vin og indisk Kram.
Vort Land gi'er dejlig Rug til Brød,
Vi faa den ordentligste Død."

Denne og andre lignende Sange, der skyldes Bramsen, vidne i det mindste om et vist Greb paa populær Visedigtning, hvortil der desuden kom en Evne til at omdigte Sange af alvorligt Indhold paa en lystig Maade. Han skal saaledes være Forfatter af den bekjendte Parodi paa Sangen "Hver Glædens Ven", som endnu mange ville erindre:

"Glæden er lig en Tømmersvend,
Som paa et Værtshus man finder,
Og som, idet han farer hen,
Drikker en Snaps og forsvinder."

Alle disse Egenskaber, i Forbindelse med den Omstændighed, at man aldrig behøvede at bede ham om at synge og spille, bevirkede, at han i større eller mindre Kredse af sine Standsfæller var særdeles velkommen, hvor han da ogsaa, især naar den rygende Bolle kom paa Bordet, var ret i sit Es. Han var altid Midtpunktet for Lystigheden, og i hans Forsøg paa at vedligeholde den var der ikke Spor af Prætension. Han var tillige, som tidligere omtalt, fuld af morsomme Indfald og Historier. Et Par af disse kunne maaske interessere Læserne. En Bekjendt kom en Dag til ham og bestilte et Par Støvler. "Hvorledes skal de være?" spurgte Bramsen. "Til at ride med," var Svaret. Manden fik Støvlerne. Nogle Dage efter kom han farende ind til Bramsen, der sad med sin Syl i Haanden. "Hvad er det for Støvler, Du har givet mig?" raabte han. - "Er der noget galt med Støvlerne?" spurgte Bramsen ganske troskyldig. - "Om der er? Jeg har gaaet

 

319

med dem en Dag, og de er gaaet op paa alle Led. Saalen har jo kun været klistret." - "Har Du gaaet med dem?" svarede Bramsen. "Er Du tosset? Du vilde jo kun bruge dem til at ride med. Nej, til at gaa med er Støvlerne ikke indrettede. Jeg har holdt mig til dine Ord, og Du har intet at klage over." - En Aften, da han fra et godt Kompagni blev fulgt hjem af et Par Venner, faldt det ham pludselig ind at gjø som en Hund - en Evne, han forbandt med alle sine andre Egenskaber. Dette hidlokkede en Politibetjent, som forbød ham disse Stemmeøvelser; men Bramsen mente, at han havde fuldstændig Ret dertil. Han forklarede nemlig, at han havde ejet en dejlig Pudelhund, til hvilken han nylig havde løst et Polititegn til 2 Rdl. Men strax efter var Dyret kreperet, og det var dog den mindste Fornøjelse, han kunde have, at gjø de 2 Rd. af. En anden af hans Historier var følgende: En Slægtning af ham paa mødrene Side, der var Landmand, skulde en Dag kjøre Byfogden i Skjelskør i Embedsforretninger ud paa Landet. I Følelsen af sin Værdighed spurgte Byfogden den gamle Bonde, om han vidste, hvem han havde den Ære at kjøre for. "Nej," svarede han, "men Fogden sagde, at det var Byfogden i Skjelskør, jeg skulde kjøre for." "Det er det ogsaa, men hvad mere er, det er hele Byen Skjelskør, Du kjører." "I se nej, vil man se!" sagde den gamle og holdt stille, "Hvad skal det betyde?" raabte Byfogden, "hvorfor kjører Du ikke?" "Intet Kristenmenneske kan forlange, at mine Bæster skal trække en hel By," svarede Bonden. "Tosse!" sagde Byfogden leende, "det er ikke Husene, Du kjører, men hele Byens Visdom, forenet i min Person." "Ja saa," svarede den gamle, "afsted med Jer, Bæster! det Læs skal I ikke være bange for."

Bramsen var af god Familie, men skjønt han paa ingen Maade gjorde sig uværdig til at omgaas den, blev han dog holdt i en passende Afstand, som han heller ikke følte sig oplagt til at formindske, da han hadede fint Kompagni som Pesten. Af det smukke Kjøn var han just ingen Hader, men at lade sig smede i Hymens Lænker faldt ham ikke ind; han frygtede for, at det skulde gaa ham som Fuglene, der mistede Humøret og Sangen, naar de blive parrede, og naar dette Thema engang imellem, blev bragt paa Bane, beraabte han sig som advarende Exempel paa en Ven, som, da han var forlovet, pralede af, at hans Kjæreste var en ren Nattergal, men da han var bleven gift med hende, fik at vide, at hun virkelig forstod at slaa.

 

320

I næsten en Menneskealder hørte Skomager Bramsen til de kjøbenhavnske offenlige Personligheder, og hans Navn var i alles Munde. Da han var bleven affældig og højt tilaars, kjøbte hans Familie ham en Seng i Vartov, men at han ikke ganske har kunnet opgive sine gamle Vaner og Tilbøjeligheder, er ovenfor omtalt. Endnu skal jeg anføre, at mit Bekjendtskab til Bramsen skriver sig fra min tidlige Barndom. Han boede i et Hus, hvis Gaardvinduer vendte ud til det, hvor mine Forældre boede. I det samme Hus var der en Skole, paa hvis Drenge hans Spil og Sang udøvede en saa stor Tiltrækningskraft, hvorpaa vel ogsaa Bramsen lagde an, at Skolelæreren saa sig nødsaget til at henvende sig til Politiet for gjennem dette at formaa Bramsen til ikke at forstyrre hans pædagogiske Bestræbelser. Følgen var nok, saavidt jeg erindrer, den, at Troubadouren fandt sig foranlediget til at fortrække.

__________

 

321

II.

321.png


edens Skomager Bramsen paa en vis Maade kunde betragtes som en kjøbenhavnsk Repræsentant for den leende Filosof Democrits Skole, var der en samtidig, der med Føje kunde betegnes som en kjøbenhavnsk Diogenes, og det er ikke usandsynligt, at hvis Politi, Klima og Hovedstadens mere raffinerede Sæder ikke havde umuliggjort Bopæl i en Tønde, saa vilde denne Mand næppe have betænkt sig paa at vælge en saadan til Opholdssted. Denne Filosof - thi han var i visse Maader en saadan - saa man Vinter og Sommer gaa paa Kjøbenhavns Gader i en lang graa Vadmelsfrakke, hvide Lærredsbenklæder, der i Frostvejr, men ogsaa kun da, ombyttedes med et Par blaa Vadmels, en grov, ikke ganske hvid Skjorte, gjennem hvilken det aabne Bryst viste sig, intet Halstørklæde, et Par saakaldte Kommissko og hvide Strømper af grovt Uldgarn, Det var i Grunden en imponerende Skikkelse, høj og muskuløs; hans vejrslagne Ansigt med skarpe Kanter og en stor, fremstaaende Næse manglede ikke et vist ædelt Udtryk; af hans store graa Øjne lyste en Forstand, som undertiden, naar han blev varm under en Samtale, kunde slaa over i Extase, og hans kort afskaarne mørke Haar, graasprængt hist og her, og hvis filtrede Tilstand røbede ringe Bekjendtskab med Kammen, fuldendte en Figur, der vidnede om fysisk Kraft. Indenfor Frakken havde han et Papbind med løse Blade, som han solgte omkring i Husene for 2 Sk. De bar Titel af "Gammelt

 

322

og Nyt, og derfor gik han ogsaa under Navnet "Gammelt og Nyt".

Men hans rette Navn var ogsaa vel bekjendt, thi der var næppe noget Barn, som ikke kjendte eller i det mindste ikke havde hørt om Jens Peter Tønder, Kandidat og forhen literær Telegraf-Bestyrer. Jens Peter Tønder var født den 19de Februar 1773 og hørte til en af Landets mest agtede Familier. Han nedstammede i lige Led fra den i Tordenskjolds Tid bekjendte Admiral Tønder, der i Svenskekrigen to Gange fik sit Ben sønderskudt, og hans Fader var ligeledes Admiral og en af Holmens Chefer. Trods denne betydelige Stilling vare den sidstnævntes Kaar dog smaa, da han havde en meget stor Flok Børn at forsørge, og Jens Peter maatte i sin Barndom, som han selv fortæller, bære paa Fattigdoms-Korset. Han blev sat til Studering og kom i Huset hos en nær Slægtning, Fr. Sneedorff, Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet; her nød han en omhyggelig Undervisning, studerede Theologi og tog sine Examina med bedste Karakter. Han maatte derefter ernære sig ved Informationer i Fransk og Latin, hvori han besad en ikke ringe Færdighed, men hans underlige Væsen og temmelig butte Manerer vare ham ikke lidet til Hinder og bevirkede tillige, at hans Familie, der talte meget bemidlede Folk, slog Haanden af ham. Han savnede stundom det nødvendigste, og da han var for ærekjær eller ogsaa for stridig til at bede sine paarørende om Bistand, drev Nøden ham til i en ung Alder at tage Hyre som simpel Matros, i hvilken Egenskab han gjorde to lange Sørejser, den ene til Nordamerika, den anden til Kina og Ostindien. Derfra hidrørte vel det sømandsagtige, der var i hans Væsen. Ved sin Tilbagekomst til Fædrelandet blev han under Krigen med England ansat ved den optiske Telegraf, men snart afskediget. Senere tog han igjen fat paa sine Informationer og prædikede tillige af og til i Hovedstadens Kirker, men det lader ikke til, at han gjorde synderlig Lykke med de Anskuelser, han udviklede paa Prædikestolen, thi da han søgte om et Præstekald, blev det ham nægtet.

Nu begyndte han den Levemaade, der stemplede ham som en Særling og bevirkede, at han blev Gjenstand for almindelig Opmærksomhed. Det fortælles almindelig, at et Hjerteanliggende var den nærmeste Anledning dertil; Tønder var nemlig bleven forelsket i en ung Pige, der tjente i hans Forældres Hus. Trods Bønner og Taarer vilde de ikke give deres Minde til Forbindelsen, og fortvivlet derover og vel ogsaa for at

 

323

hævne sig lod han sig leje som Reservevægter og gav sig flere Nætter i Rad til at raabe i den Gade, hvor Forældrene boede. Om denne Fortælling imidlertid er mere end det Stænk af Romantik, som Folkedigtningen gjerne henkaster i populære Personers Liv, skal jeg ikke kunne sige, men saa meget er vist, at naar man spurgte Tønder om denne Sag, iagttog han, der ellers var temmelig snaksom og veltalende, enten en bestemt Tavshed eller afviste Spørgsmaalet med et Par korte Ord. Men hvorledes det end forholder sig hermed, begyndte han nu sit Liv som Eneboer. Han lejede sig et Tagkammer, saa vidt jeg erindrer, i store Brøndstræde, og her udgav han Bladet "Gammelt og Nyt", som han i det her beskrevne Kostume solgte fra Dør til Dør. Det udkom ikke til bestemte Tider, men naar Oplaget var udsolgt, lod han trykke et nyt af det samme og solgte det, saa længe han kunde finde Kjøbere. Saa skrev han et nyt. Indholdet var dels i Prosa, dels i bunden Stil og næsten altid af moralsk Tendens, enten Fortællinger, Fabler eller Betragtninger over Livet og dets Forhold. Hans Anskuelser gik fuldstændig i Retning af det demokratiske. Han siger: "Jeg har havt i min nærmeste Familie tre Admiraler, en Geheimeraad, syv Kammerherrer, der have galt husholdet, medens de levede, og efter deres Død efterladt mig i Fattigdom og Elendighed. Jeg vilde derimod ønske, at jeg havde havt i min Familie nogle Agerdyrkere, Skorstensfejere, Smede og andre af den simple Klasse, naar de kun havde ført en fornuftig Husholdning, medens de levede, og efter deres Død efterladt mig det, jeg behøvede til en anstændig Levemaade," Det sidste var det, der især nagede ham, og som han ogsaa ved alle Lejligheder fremhævede.

Han havde følgende Leveregler, hvilke han tillige i sine Skrifter indskærpede andre: "1) Aldrig at spille, hverken i Tallotteriet eller noget andet Slags Spil; 2) aldrig at drikke Vin, Brændevin, Likører, Øl, Kaffe, The, ikke andet end koldt Vand; 3) at leve bestandig i den ugifte Stand; 4) ikke at dyrke Gud paa en vrang og urigtig Maade ved tomme og unyttige Ceremonier, men i Gjerningen paa en rigtig og værdig Maade; 5) at høre med den største Ligegyldighed, ja med Foragt Daarens og den ukyndiges og alle vrange og urigtige Domme, men derimod aleneste at agte højt den indsigtsfulde, redelige og upartiske Dom; 6) at finde det bedste Selskab i Ensomhed ved gode Skrifters Læsning, ved at smage Naturens sande Glæder, hvilke ligesom de ædleste Dyder staa aabne for enhver; 7) aldrig at blænde Øjnene med en falsk Glands, aldrig at

 

324

ville anses, men være virkelig, endog uformærket, i Gjerningen fortjent; 8) ikke at lade sig henrive af en falsk Indbildning, men i alle Ting bestræbe sig for at blive ved roligt Overlæg; 9) at gaa tidlig til Sengs, men staa tidlig op; 10) at have Haaret tæt afklippet ved Hovedet; 11) aldrig at ryge, snuse eller skraa Tobak; 12) bestandig at være i frisk Luft, ja endog ofte om Natten at sove for aabent Vindue."

Man vil se, at disse Leveregler i et kort Begreb ikke blot indbefattede Besvarelsen af vigtige filosofiske og religiøse Spørgsmaal, skjønt rigtignok paa en temmelig dunkel og ikke udtømmende Maade, men at de ogsaa opstillede sociale Principer og slog diætetiske Regler fast. De afgav de Themaer, som han i Prosa og Vers behandlede i "Gammelt og Nyt", og som han ogsaa udførlig drøftede i de Samtaler, han gjerne førte med dem, der afkjøbte ham Bladet. Man kan let tænke sig, at den af ham opstillede Regel, at leve i ugift Stand, fortrinsvis kom paa Bane i disse Samtaler. Han udfoldede derved en ikke ringe logisk Styrke, og naar man søgte at slaa ham af Marken med den ratio sufficiens, at hvis alle tænkte som han, vilde jo Verden gaa til Grunde af Mangel paa Mennesker, var han strax rede med det Svar, at Vorherre i saa Fald nok vilde finde Midler til at vedligeholde Menneskeslægten; dette skulde vi andre ikke bekymre os om.

Tønder var ikke uden Forfængelighed. Foruden at han, som anført, lagde an paa at være forskjellig fra alle andre Mennesker, gjorde han sig tillige til af sin Evne til at skrive Vers. Han fortæller i den Anledning et Sammentræf, som han havde med en Professor fra Lunds Akademi. "Denne Mand havde anset mine Sange og Fortællinger i saa høj Grad sin Opmærksomhed værdige, at han endog havde lært adskillige af dem udenad. Efter at han havde talt med mig i det latinske Sprog om adskillige videnskabelige Sager, spurgte han mig ad, om jeg selv havde forfattet Sangene. Derom, svarede jeg, kan De meget let blive overbevist, thi naar jeg ikke selv havde forfattet dem, vilde det gaa mig paa samme Maade, som om en havde udgivet i Trykken et vidtløftigt mathematisk Værk, hvor de vanskeligste Opgaver vare udviklede, og man gav samme Person Tavle og Griffel i Haanden, han da ikke kunde besvare mathematiske Spørgsmaal paa Stedet, saae man, at han ikke var selve Manden." Professoren spurgte nu Tønder, om han kunde gjøre Vers paa Stedet og paa opgivne Rim. Ja, det kunde han, men kun paa det Vilkaar, at Professoren betalte ham derfor, thi han levede af sit Arbejde,

 

325

Rimene bleve opgivne, Tønder skrev Versene, Professoren roste dem, og Tønder fik den betingede Betaling.

Heri røber sig et fremtrædende Træk i Tønders Karakter. Han var vistnok i Begyndelsen nødtvungen sparsommelig, men senere, da han ikke mere behøvede at være det, idet der, foruden at han havde sparet sig en ret anselig Sum sammen, var tilfaldet ham en lille Arv, blev han en fuldstændig Gnier. Uagtet han paa ingen Maade kastede Vrag paa et godt Maaltid Mad, naar det i fremmede Huse blev budt ham, levede han selv saa kummerligt, som det vel kan tænkes. Kun sjældent nød han varm Mad, for sit Logis betalte han nogle Mark om Ugen, og deraf kan sluttes, hvorledes det var. Hans Bohave bestod af en slet Seng, et gammelt Chatol, et daarligt Fyrretræs Bord og et Par ormstukne Stole, samt nogle Bøger i en Reol; men i en Kiste under Sengen og i et Skab i Væggen havde han sit Liggendefæ, en stor Del Obligationer og ikke faa kontante Penge, Guld og Medailler, som han efterhaanden havde tilkjøbt sig. Ingen opvartede ham, han gjorde selv rent og fejede, og man kunde hver Morgen se ham hente Vand i en Krukke fra Gadeposten.

Som alle, der drive Karrighedens Last næsten til Vanvid, paastod han naturligvis, at han var en meget fattig Mand, der næppe havde til det nødvendigste. Han betroede sig derfor ikke til nogen som helst, og da han saaledes selv var nødsaget til at foretage sine Pengeomsætninger, kjøbe Obligationer, hæve sine Renter o. desl., skete det altid under det Foregivende, at han havde det at besørge for en Slægtning. Men trods sin Pengegriskhed tog han aldrig mod Almisse. Gav man ham for hans Blad 3 Sk. i Stedet for 2 Sk. og mente, at han kunde beholde Skillingen, saa tog han ikke imod den, og naar man endelig ikke vilde have den tilbage, bød han endnu et Blad som Vederlag. Fandt man nu, at man havde nok af det ene, at man dog næppe behøvede at læse det to Gange, saa mente han, at det kunde man meget godt; man kunde læse det saalænge, til man kunde det udenad, thi det indeholdt Lærdomme, der vare "en lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring til Livet hinsides."

Trods alle hans Bestræbelser for at gaa og gjælde for en fattig Mand, var det dog almindelig bekjendt, at han ejede en forholdsvis anselig Kapital, og dette blev hans Ulykke. Med sin robuste, ved streng Afholdenhed og et yderst maadeholdent Levnet hærdede Konstitution kunde han trods sin stærkt fremrykkede Alder vistnok have levet meget længe, hvis ikke hans

 

326

Livstraad var bleven overskaaren af Morderhaand. Denne Begivenhed er temmelig bekjendt, men jeg anser det dog ikke for overflødigt som Slutning paa nærværende Skitse at opfriske den i dens Hovedtræk.

Morderen var Petri Claudi Ferdinand Worm, Søn af en Kjøbmand i Nyborg og kun 22 Aar gammel. I sin Barndom og sin Skoletid havde han udmærket sig ved god Opførsel og Flid, men uheldig Omgang gjorde ham senere hen til Lediggænger og førte ham i kort Tid til Afgrunden. Siden Begyndelsen af Septbr. 1835 havde han opholdt sig i Kjøbenhavn, hvor han ikke kunde opnaa nogen Ansættelse eller Fortjeneste. Flere Gange havde han havt i Sinde at tage sig selv af Dage ved Opium, men han manglede Mod dertil og haabede tillige, at hans Stilling skulde blive bedre. Da alt slog fejl, lod han sig i April 1836 ansætte som Underofficer ved et herværende Regiment, men denne Stilling opgav han igjen efter en Maaneds Forløb, som han forklarede, af Hensyn til sin Familie. Nu tilbragte han atter et Par Maaneder uden noget fast Erhverv, indtil han fattede den Idé at bemægtige sig Tønders Penge, hvorom han havde hørt saa meget. Da han vidste, at Tønder befattede sig med at informere i Fransk, tog han dette som Paaskud til at komme i Berøring med ham. Han indfandt sig hos Tønder i hans Bolig, som dengang var i Nyhavn, og begjærede hans Vejledning i Fransk, som ogsaa Tønder erklærede sig villig til at give ham for en Mark for Timen med Forudbetaling for 3 Timer. Denne Sum skaffede Worm tilveje ved at sælge en Skjorte. Som det lader til, var det ikke strax hans Agt at aflive Tønder, men kun bedøve ham ved et Sovemiddel og da tage hans Penge. Den 28de Juli medbragte han to Butterdejgskager, hvoraf den ene var bestrøet med Opium i et fint Lag. Disse bød han Tønder, som ogsaa spiste dem med stor Graadighed, uden at der viste sig nogen Virkning. Et Par Dage efter begav han sig igjen til Tønder med det Forsæt at kvæle ham, hvis et nyt Forsøg med Opium ikke skulde lykkes. Tønder, der havde fundet Afsmag ved de spiste Kager, vilde denne Gang ikke nyde den, som Worm atter havde med til ham. Worm tog da et paa Bordet liggende grovt Sejlgarn, og da Tønder, der sad paa en Stol, under Samtalens Løb drejede sig om for at spytte, rejste Worm sig, slog Sejlgarnet om hans Hals, trak ham ned paa Gulvet og kvalte ham. Efter at Forbrydelsen var fuldbyrdet, udtog han af Tønders Brystlomme Nøglerne til hans Gjemmer og satte sig i Besiddelse af en Del Obligationer, omtrent til et Beløb af 12,000 Rdl.; en

 

327

stor Mængde Guld- og Sølvpenge, Medailler og en Pose med Specier. Tillige søgte han at sikre sig mod Opdagelse ved at ordne alt i Stuen og ved at lægge en Hængelaas for Døren.

327.png

Der hengik ogsaa nogle Dage, inden Misgjerningen blev opdaget ved den Stank, der udbredte sig fra den myrdedes Kammer. Worm havde imidlertid opholdt sig her i Staden; han betoges først af Samvittighedsnag, men denne Følelse veg snart for hans Letsindighed og Glimresyge; han kjøbte smukke Klæder, betalte en Del Smaagjæld og sendte til sin Familie en Sum Penge, hvilke han foregav at have faaet af en ung Dame, til hvem han stod i Forhold. Men det Brev, hvori disse Penge vare indesluttede, førte til hans Fordærvelse; det blev nemlig lukket op paa Posthuset, for at Summen kunde bekræftes; man saa her Afsenderens Navn, og Mistanken for Mordet paa Tønder faldt paa Worm. Han var imidlertid rejst til Lübeck for at gaa til England; men inden dette skete, blev han anholdt og ført tilbage til Kjøbenhavn. Efter langvarige Forhør gik han omsider til Bekijendelse, og af Hof- og Stadsretten og Højesteret blev han dømt fra Livet.

Hans Defension for Hof- og Stadsretten var bleven ført paa en meget skarpsindig Maade af Prokurator F. M. Lange, og Fængselspræsten, daværende residerende Kapellan ved Frelsers Kirke paa Christianshavn, Pastor H. C. Visby, havde med Iver taget sig af hans sjælelige Frelse; men den Interesse, Worm havde forstaaet at vække hos dem begge ved sine angrende Tilstaaelser, ved sentimentale Udtalelser og Breve, ved sværmeriske Digte o, s. v., førte dem altfor vidt i deres Medfølelse. De lode hans Breve og Digte trykke og ledsagede dem

 

328

med Kommentarer og Bemærkninger, der vare beregnede paa at vække almindelig Sympathi og ikke lidet bidrog til at forvirre Begreberne. Det var saaledes ikke langtfra, at denne usle Morder var i den almindelige Bevidsthed bleven ophøjet til en folkelig Helt, til en Martyr, der kun havde givet efter for et ondt Øjebliks Indskydelse. Men herved gjorde Pressen dog sin Pligt, og navnlig protesterede "Kjøbenhavnsposten" mod det forargelige Lefleri, der dreves med en fejg Forbryder, og de fra flere Sider gjorte Forsøg hos Frederik den Sjette paa at faa Straffen forandret til livsvarigt Fængsel strandede. Worm blev henrettet den 20de November 1838 tidlig paa Morgenstunden. Tusinder af Mennesker vare strømmede ud til Amager, thi mange følte Lyst til at se den blive befordret over i Evigheden, der ikke blot, som det hedder i Visen, "myrede Tønder", men ogsaa fyavde skrevet saa mange rørende Breve og dejlige Vers.

En Læser af første Udgave af nærværende Bog har velvillig tilstillet mig et haandskrevet Digt, som Worm skrev Dagen før hans Henrettelse, og som han "til Erindring" sendte Cand. jur. J. H. Damme (senere Assistent i Kongens Fogeds Kontor), der som Politiembedsmand havde det Hverv at oplæse Dommen ved hans Henrettelse. Dette Digt, der kan betragtes som et Bidrag til den fysiologiske Gaade, Worm i flere Henseender frembød, lød saaledes:

Motto:
Som Skygger tager vore Ønsker til,
Idet at Livets Soel sin Nedgang vil.
Pope.

Fjernt fra Hovedstadens Støi og Vrimmel,
Indenfor de Dødes Haugemuur
Aabner sig en lille jordisk Himmel
I dit Skjød, o hellige Natur.
Taarepiilen over Rosen dukker
Sørgende sin grønne Krone ned,
Sommervinden gjennem Lunden sukker,
Hvisker sagte om de Dødes Fred.

Urner, Kors og Marmor Sarkofager,
Sødt grupert imellem Løvet staaer.
Hist i Busken Nattergalen klager,
Eller Droslen sine Triller slaaer.
Maanens Sølverstraaler blidt omflyder
Blomster-Templet med et helligt Skjær;
Smerteblandet Fryd du mig indgyder,
Skjønne Helligdom du er mig kjær.

 

329

Ak! saa mangen herlig Aften vandret
Jeg i dine Gange op og ned;
Snart vi har os begge to forandret:
Jeg skal døe - det skal du ogsaa med.
Dine Blomsters Pragt og Træers Blade
Visner og forsvinder meer og meer;
Dine Venner ere endnu glade,
Naar de hist og her en Asters seer.

Ogsaa de forsvinder, Vintren kommer,
Med sit hvide Sløer den dækker Alt;
Før det falder, skuer jeg en Sommer
Heelt af eviggrønne Skygger svalt.
Ingen Kors imellem Løvet kneiser,
Ingen Lidelses og Døds Symboel,
Kuns paa Jorden Golgatha sig reiser,
Hisset lyser Salighedens Soel.

Ingen Vinter nærmer sig min Himmel,
Ingen Blomster falmer for mig der,
Ogsaa der jeg seer en Stjernevrimmel,
Men den funkler skjønnere end her.
Harpetoner runger gjennem Lunden,
Glade Aander kalder Broder mig,
Hver en Angst og Sorg er der forsvunden,
Der jeg vil mig fryde inderlig. '

Førend Lynet rammer mig, som knuser
Dødens Laas for denne Herlighed,
Tanken om din Skjønhed mig beruser,
Plet af Jord, hvor eene der er Fred.
Sang og Klang og mangen bitter Taare
Følger Støvets Sønner til dit Skjød.
Dine Porte lukkes for min Baare,
Dog ved den saa bitre Taare flød.

Moder Taare fra det knuste Hierte
Flyder ved sin tabte Yndlings Liig;
Kan en Moders Taare, hendes Smerte:
Verden! kan det ei forsone dig.
Vil du nægte mine Been sin Hvile
Paa det Sted, der var mig o! saa kjær,
Skal paa Graven aldrig Blomster smile;
Verden! med mit Støv forsonet vær.

__________

 

330

III.

330.png


Hostrups "Intrigerne" udvexle Præsten og Krigsraaden deres Ungdomserindringer og tale blandt andet om Mads, der drev alskens Spilopper og Kommers:

Ja, Mads han var en fortræffelig Mand
Til Løier og til Sjov,
Han flyttede Skilter og raabte Brand
Om Natten, mens Vægterne sov -

Dette at flytte Skilter og vel ogsaa at raabe Brand, naar Vægterne sov, var en Yndlingsforlystelse for de kjøbenhavnske Kommersbrødre i en tidligere Tid, og især var der en Mand, som, uagtet han ikke mere befandt sig i den saakaldte Labans-alder, ja endog fuldstændig havde traadt sine Børnesko, drev det overordenlig vidt i Streger af denne og lignende Art. Vi ville kalde ham K., og naar det bemærkes, at han haltede paa den ene Fod, ville mange sikkert vide, hvem der sigtes til. Da han var af god Familie og ikke ilde begavet, havde han været ansat som Embedsmand i Vestindien, men fik efter nogle Aars Forløb Afsked, og da han kom her til Kjøbenhavn, privatiserede han vel, men spillede dog en

 

331

offenlig Rolle, idet hah ved sin Virksomhed gjorde sig værdig til at være Formand for alle Kjøbenhavns Kommersbrødre, som da ogsaa samlede sig om ham og saa op til ham med stor Ærbødighed. Han var en velset Gjæst paa offenlige Steder, thi han havde ikke blot en anselig Hale med sig, men der indfandt sig paa de Steder, han søgte, mange alene for at høre hans Indfald og Fortællinger om Meriter, der just ikke altid vare af den delikateste Natur. Han var en Art moderne Falstaff. Drikkebroder i dette Ords egenlige Forstand var han paa ingen Maade, men han yndede et godt Glas Vin, og dette var hans Beundrere og Tilhørere ogsaa meget villige til at række ham, naar han blot ønskede det. Han var en stor Fjende af Vægtere og Politi, med hvem han laa i en stadig Krig, og da den offenlige Ordens Haandhævere i Reglen i denne aabenbare Fejde trak det korteste Straa, nærede de i den Grad Respekt for ham, at de endog undgik ham og nødig, selv naar hans Optræden var af den groveste Natur, vilde anholde ham, men helst lod ham løbe. Herom har man følgende Historie:

K. havde væddet med et Par Bekjendte om, at han ikke kunde blive arresteret, selv om han begik nok saa store Galskaber. Til Udførelsen af dette Væddemaal løb han en Aften i Gothersgade som af Vanvare den derværende Vægter omkuld, og Følgen var, at han og en god Ven, der var med som Vidne, bleve af Vægterne, der ilede til ved deres Kammerats Stød i Piben, bragte hen til daværende Politimester, Justitsraad Hvidbergs Bopæl. Her sattes de under Bevogtning i Kjælderstuen, medens en Betjent underrettede Politimesteren om, at K. og en anden Herre vare blevne anholdte. Hvidberg, der netop havde klædt sig paa for at gaa i Klubben og desuden havde faaet nok af K.s Streger til at ville indlade sig videre med ham, befalede, at de anholdte skulde løslades, da Affæren ingen Betydning havde. Triumferende drog K. nu sin Vej, men han mente dog, at der maatte endnu en Prøve til, for at det yderligere kunde konstateres, hvor vanskeligt det var at blive arresteret i den gode Stad Kjøbenhavn.

Efter at have flyttet nogle Skilte, ringet paa Gadeklokker, sunget og pebet, uden at det aarvaagne Politi var bragt i Bevægelse, begav Vennerne sig endelig hen i den saakaldte Æbleskiveklub i en lav Stue i Pilestræde. Det første, de gjorde, var at løfte Gadedøren af og sætte den saaledes, at den maatte falde ved det letteste Stød. Derpaa gik de ind i Klubben. Denne

 

332

holdtes af et Par gamle Damer, hvoraf den ene paa Grund af den Fjerbusk, der smykkede hendes Kappe, blev kaldet "Kanehesten". Hun kjendte K., og da hun saa ham træde ind, fik hun mørke Anelser. Disse gik snart i Opfyldelse. En ældre Mand sad i et Hjørne af Værelset og fornøjede sig med en Portion Æblegrød med Faaremælk. K. gik hen til ham, spurgte ham meget høflig, hvad det var, han forlystede sine Spiseorganer med, og da han havde faaet det korte Svar: "Æblegrød med Faaremælk", anbragte han sine Fingre i Mælken for at smage derpaa og sagde: "Jo ganske rigtig, det er Faaremælk, men denne Mælk passer ogsaa ganske fortræffelig til Deres Hoved, min ærede Herre!" Herover blev den tiltalte, som man jo let kan tænke sig, meget vred. Der opstod en Strid, hvori da ogsaa Damen med Fjerbusken blandede sig, idet hun fandt det uforskammet, at hendes Gjæster bleve fornærmede, og da K. replicerede paa en Maade, der var krænkende for den gamle Dames Værdighed, og især da hun blev betitlet som "Kanehoppe", stormede hun ud for at skaffe fat paa Vægteren og faldt, saa lang hun var, med den løsstaaende Dør. Men hurtig kom hun op og forlangte af Vægteren, der kom til ved Støjen, at han skulde arrestere Rolighedsforstyrrerne. Dette stred mod hans Instrux; det var ham forment at gaa ind i Husene; skulde nogen arresteres, maatte det ske paa Gaden. Denne Samtale hørte K. og hans Følgesvend, og de tilbød nu ganske rolig at lade sig arrestere ude paa Gaden.

Saaledes bleve de atter førte til "Bopælen". Her var Justitsraad Hvidberg kommen hjem fra Klubben og skulde lige til at gaa til Sengs. Da Meldingen kom, at K. og den anden vare blevne anholdte for Optøjer, udbrød han: "Aa, lad dem gaa Pokker i Vold! Sig til K., at han skal komme op til mig i Morgen paa Kamret." De bleve strax løsladte, og K. havde nu paa den mest afgjørende Maade vundet sit Væddemaal. Men den næste Dag foregik der en ejendommelig Scene paa Politikamret. K. var her den ordførende. Han satte Politimesteren i Rette, fordi han ikke havde ladet dem arrestere, skjønt de vare aldeles villige til at erkjende, at de havde gjort Optøjer, og erklærede, at han agtede at indgaa med en Klage derover til Kancelliet. Enden blev, at Hvidberg af sin egen Lomme maatte betale den Mulkt, han allerede havde dikteret K. og hans Følgesvend til Protokollen.

Denne Begivenhed, der kaster et Strejflys over de kjøbenhavnske Polititilstande i Datiden, giver tillige en Idé om Be-

 

333

skaffenheden af de Adspredelser, hvormed K. angav Tonen, Undertiden vare Optøjerne af en endnu langt grovere Natur, som da han i Ledtog med et Par Kammerater kastede en karrig Husvært paa Hovedet i en Latrinvogn, som denne med en Lygte i Haanden kontrollerede. Herfor blev han straffet, men dog kun med en Mulkt, hvad der kan forklares ved, at man dengang saa temmelig meget gjennem Fingre med Kommersstreger, selv af saa grov Natur som denne. Men en stor Opfindsomhed kan man ikke frakjende K., og herpaa kan følgende Historie tjene som et yderligere Bevis.

En Vinteraften saas to Mænd sidde i en afsides Krog i en bekjendt Vinkjælder paa Hjørnet af Fortunstræde og Stranden i dyb Samtale. Den ene, en høj, bredskuldret Mand med et Satyransigt, var den halte K., den anden, en undersætsig Person med et godmodigt, men ikke videre klogt Ansigt, saa ud som en velhavende Haandværker. Samtalen førtes sagte, med hviskende Stemme. "Ja, som sagt," vedblev K., "det er et meget vigtigt Arbejde, jeg har i Kommission at skaffe en paalidelig og fremfor alt en tavs Mand til, og der vil ikke blive sparet paa Skillingen, naar det kun bliver udført i en Ruf. Du har vel en hel Del Arbejdere at raade over?" - "Jeg skal skaffe saa mange, som der behøves, og at jeg kan være tavs, det ved du," svarede Murmesteren - thi det var en saadan - med den største Nysgjerrighed i alle Miner. - "Det ved jeg," svarede K., "og derfor har jeg ogsaa henvendt mig til Dig; men Forord bryder ingen Trætte, den ene Haand vasker den anden, og din Fortjeneste bliver stor." - "Jeg forstaar, jeg forstaar, paa en god Ducør skal det ikke komme an." - "Ja, ja, men det er dog bedst at have en ren Aftale," mente K., "under et Par Hundrede Daler kan det ikke ske. Der er dem, som vistnok gjerne vilde give fire Hundrede, naar de blot kunde faa Arbejdet."

Murmesteren erklærede sig da villig til at gaa ind paa Betingelsen, hvis Sagen stod ham an, og efter at K. havde set sig om for at overtyde sig om, at ingen lurede, betroede han sin Ven Sammenhængen. "Du kjender jo Christian den Femtes Statue paa Kongens Nytorv; man siger, at det er Avind, der vrider sig under Hestens Fod, men det er Vrøvl. Gud og Hvermand ved, at det er Svensken, den træder paa. Den Statue har derfor længe været en Torn i Svenskernes Øjne, og der er skrevet flere Gange hertil for at faa den bort. Vor Konge har ikke villet gaa ind derpaa; men tilsidst er denne Carl Johan, denne Bernadotte bleven saa nærgaaende, saa tru-

 

334

ende, at man har troet for Fredens Skyld at burde give efter. Statuen skal nu skaffes bort, men for at det ikke skal vække for megen Opsigt - man kan jo aldrig vide, hvad der kan ske, for Kjøbenhavnerne holde dog meget af Statuen, hvor grim den end er - har man besluttet, at den skal skaffes bort i én Nat. Tror Du nu, at Du kan paatage Dig dette Arbejde? Paa Penge kommer det ikke an." Murmesteren, der med spændt Opmærksomhed havde hørt paa denne, med det største Alvor foredragne Fortælling, erklærede efter nogen Betænkning, at han vilde forpligte sig til at udføre Arbejdet, naar det skulde ske. "Derom maa Du tale med Stemann," var Svaret. - "Med Ministeren?" - "Ja, med Ministeren. Men derved er der en Ting at iagttage, som jeg maa lægge Dig meget paa Hjerte. Sagen er, som Du jo kan vide, af en meget delikat Natur; derfor vil den gamle Stemann have en Mand for sig, paa hvis Tavshed og Diskretion han kan stole. Naar Du gaar op til ham - det kan Du gjøre i Morgen Formiddag - og Du faar Audiens, og han spørger om dit Navn og dit Ærinde, skal Du blot sige: "Jeg er Manden." Anstiller han sig nu uvidende for at prøve Dig, skal Du kun vedblive at sige: "Jeg er Manden," og lader han tilsidst, som om han bliver vred, skal Du blot vedblive med at sige: "Jeg er Manden." Saa skal Du se, at Du faar den rigtige Besked. Han har da faaet Bevis for, at Du er en rigtig gammel Ræv, der ikke lader sig fange."

Denne Kompliment faldt i den bedste Jordbund, og Murmesteren erklærede sig villig til næste Dag at gaa til Stemann. K. var tilfreds dermed og benyttede Lejligheden til at anmode Murmesteren om et Forskud af halvtredsindstyve Rigsdaler paa den betingede Dusør, som denne da ogsaa i Forventning om en god Fortjeneste bevilgede ham. En Flaske Rhinskvin til at drikke paa et godt Udfald beseglede Overenskomsten. Den næste Dag lod Murmesteren sig melde til Audiens hos den gamle Minister. Tjeneren vilde han paa ingen Maade sige sit Navn; det vild han kun betro til Ministeren selv, med hvem han havde noget meget vigtigt at aftale. Han kom ind, og da Ministeren, der just ikke var af den omgængeligste Natur, foer ham imøde med de Spørgsmaal: "Hvem er De, og hvad vil De?" svarede han med et betydningsfuldt og smilende Nik: "Jeg er Manden!" Trods den uimodsigelige Logik, der laa i dette Svar, troede Ministeren at have et Bidstrupslem for sig, og da Murmesteren, sin Instrux tro, vedblev at forsikre, at,

 

335

han var Manden, endte Sammenkomsten med en af Tjeneren besørget Udkastelsesforretning efter alle Kunstens Regler.

Nu var det paa en haadgribelig Maade gaaet op for den arme Mand, at han var bleven holdt for Nar, og da han samme Dags Aften traf sammen med K. i Vinkjælderen og opbragt foreholdt ham hans skammelige Opførsel samt forlangte de halvtredsindstyve Rigsdaler tilbage, lo K. ham ud og forsikrede, at han vel nok kunde spendere halvhundrede Daler paa at blive saa bekjendt og berømt, som denne Historie absolut vilde gjøre ham.

Overhovedet faldt Mystifikationer af denne Art meget i K.s Smag. En Klokker og Kantor i Viborg ved Navn Heegaard havde i 1828 under Titlen "Rimposen" udgivet en Samling Digte af en saa gyselig Beskaffenhed, at de gjorde en vis Opsigt. K. og hans Venner besluttede at drive Spøg med Manden og tilskrev ham et meget smigrende Brev, hvori de opfordrede ham til at komme til Kjøbenhavn, hvor en Kreds af hans Muses Beundrere meget ønskede at gjøre hans personlige Bekjendtskab. Heegaard gik med Fornøjelse i Fælden; han kom til Kjøbenhavn, K. var hans Mentor, og man kan da let tænke sig, af hvilken Beskaffenhed det Selskab var, han førte ham ind i. Omsider gik det op for den arme Stakkel, at han var Gjenstand for en grov Mystifikation, og han skyndte sig hurtig tilbage til sit Embede ved Domkirken i Viborg.

K. døde for omtrent 40 Aar siden, efter at han, temmelig affældig, i nogen Tid havde været nødsaget til at opgive et Liv, der nok havde været opsigtvækkende, men kun lidet opbyggeligt.

__________

 

336

IV.

336.png


For dem, hvis Kald og Talent det er at fremstille komiske Figurer paa Scenen, vilde Dandselærer O. G. F. Bagge kunde have afgivet et kosteligt Forbillede. Langstrakt og mager, et rynket, dybtfuret Ansigt, en stærkt rødfinnet Næse, der ragede frem som et Fyrtaarn, et Par smaa tindrende Øjne, hvori en vis godmodig Jovialitet blandede sig med usikre, vilde Blink, en fedtet Kasket paa tre graasprængte Haar, en gammel, luvslidt, sort Kjole, hvori Flertallet af Knapperne manglede, den ene Haand dybt begravet i et Par Nankingsbenklæder, hvis Farve oprindelig havde været gul, men nu spillede i alle Nuancer, og en lille stumpet Kridtpibe i den anden Haand, et Par Støvler, hvis Saal og Overlæder havde separeret sig efter et af mange Gjenvordigheder betegnet Liv, en Stemme, der skingrede som en Diskant og ledsagedes af de livligste Gebærder - saaledes omtrent saa han ud og var han, naar han viste sig paa Kjøbenhavns Gader, dandsende med lette Trin hen ad Flisestenene, eller naar han ved en Snaps eller et Glas Vin udgjød sin Sjæls Fylde for undrende Tilhørere paa et eller andet velrenommeret Værtshus. Thi, som han siger i sine "Livsbilleder", han søgte altid de dannede Klasser, "og uagtet min synderlige Skjæbne ofte har kastet mig mellem Schofel, har det dog aldrig lykkedes denne at rive mig ned til sig". For endnu ikke mange Aar siden har jeg set et Billede af ham, forestillende, hvorledes han paa sin vante Maade foer afsted;

 

337

det havde til Underskrift de første Strofer af en af ham forfattet Sonnet, saalydende:

"Jeg iler hen den fagre Mø at skue,
der staar hun smilende! Min Aand sig svinger,
mit Indre lydt som Memnons Støtte klinger
ved Straalen af det sorte Øjes Lue."

Ove Georg Frederik Bagge var efter sin egen Opgivelse født i Kjøbenhavn 1776 af fattige Forældre og, som det hedder i hans "Livsbilleder", opctlsagen i Nød, Kummer og Elendighed. Dette er omtrent det hele, han anfører om sin Barndom. Om hans Ungdom er det bekjendt, at han lærte Dands hos Galeotti, hvem han altid omtaler med Beundring og Ærefrygt, og derefter blev ansat som Figurant ved det kgl. Theater. Efter 19 Aars Tjeneste fandt han Gagen, saa lille, at han foretrak at tage sin Afsked for som Terpsikores omvandrende Profet at indvie det unge Danmark i Provindserne i Dandsens Mysterier. En anden Version gaar ud paa, at hans foresatte fandt hans temmelig udprægede Hang til stærke Drikkevarer uforeneligt med en Figurants Stilling og Aplomb og derfor afskedigede ham. Imidlertid havde han udviklet sig til Skribent og Skjønaand. Han levede i en Periode, da Spørgsmaalet om Baggesens og Oehlenschlägers Fortrin og de dertil knyttede literære Kampe vare paa Dagsordenen. Han var en stor Beundrer af Baggesen; maaske fandt han et aandeligt Slægtskab i Navneligheden og søgte derfor at uddanne sig efter ham. Ikke blot citerede han Baggesen, hvor det passede og ikke passede, men han søgte tillige - og det i Sandhed ikke paa nogen uheldig Maade - at tilegne sig den store Mesters ejendommelige Vendinger og Udtryk saavel i sine lyriske Produktioner, som i de polemisk Felttog, hvori han fra Tid til anden blev indviklet, som f. Ex. naar han værgede for sin fra flere Sider angrebne forskjelligartede Virksomhed:

"Hvor gik det mig i Kjøbenhavn engang,
Da jeg en ædel Tyrkerdaad besang?
Forvanskningspøblen spændte for sin Kærre
Plumphedens Hest, og Drenge ganske raa
(Skjøndt Nogles Haar var ganske graa)
Begyndte mod mig, først: at plærre
Og grynte, gjø: "Man Pladsen burde spærre
For Dandsemesteren, der - som Schoflet saae -
Paa skjæve Støvler monne staa
Og gaa."

 

338

Paa Stedet mangen Kunst-Pekkator
Foruden Studium og Nomenklator
Fordømte mig som Deklamator
Uhørt - lig Aalborgs ustuderte Prokurator.
Selv i de mindre Stæder Skriverdrenge
Med Briller og med Tanketorsk i Panden
Paa Gaden skraalte efter mig som Fanden:
"O fy ham, Tyrkeven - foruden Penge"."

Saaledes fortsætter han i det uendelige. Men især optraadte han polemisk mod den nyere Dandseskole og troede sig overhoved som den store Galeottis Elev kaldet til at værne om den gode Smag. "At hænge med Næsen, strække Fingrene ud som Møggreb, skræve og slæbe en holstensk Vals ud af Takten, klunte sig frem som en Dragkiste i Jordskjælv og springe vildt som en Øltønde paa Storkeben, kaldes - at dandse." Paa den Maade bedømmer han den moderne Dands. Da Bournonville var bleven ansat ved det kgl. Theater, og hans Balletkompositioner ved den Yndest, de erhvervede sig, truede med at stille Galeottis i Skyggen, fandt Bagge sig opfordret til at bryde en Landse for den gamle Ballet. Bournonvilles "Faust" gav ham en forønsket Lejlighed. Til at bedømme dette Arbejde følte han sig særlig skikket, fordi han, som han selv anfører, havde oversat Klingemanns "Faust" og læst Goethes, Lessings, Schreibers, Klingers og Baggesens Fremstillinger af denne Karakter. I Mathias Winthers "Raket" angreb han Balletten og talte imod den med en "Kobbertunge og et Jernbryst". Han stemplede den som tankeløst Miskmask og paastod, at Komponisten ikke vidste, "hvad Skjæbne, Exposition, Ballet, Takt, Natur, Effekt, Narration, Repræsentation, Sammenhæng, Tableau, Ensemble, Begyndelse, Knude og Opløsning monne være." Dog blev hans Stemme en Røst i Ørken; Folk syntes godt om "Faust", men mod Bagge begyndte man, som han fortæller, at kabalere, og denne Kabale kulminerede ved hans Aftenunderholdning i Lille Kannikestræde, hvorom siden mere.

Dette hører til et senere Stadium af Bagges Liv. For nogenlunde at holde Trit med Tidsfølgen maa det anføres, at han, efter at have forladt Theatret, først gav Undervisning i Dands i Kjøbenhavn og derpaa paa samme Fags Vegne berejste Provindserne. Han havde af egen Tilbøjelighed erhvervet sig nogen Kundskab i fremmede Sprog, og saaledes hændte det, at Bagge en skjøn Dag optraadte i Randers som Translatør i Fransk og Spansk. Han udgav en spansk Ordbog, der dog ikke kom videre end til det 1ste Hefte, som overhoved flere

 

339

af hans Værker desværre ere fragmentariske. Dernæst oversatte han nogle Kotzebue'ske Stykker, skrev Artikler i Aarhus- og Randers-Avis, og da han formodenlig havde Vanskelighed ved at faa sine literære Fostre anbragte, etablerede han i 1812 en Boghandel og et Lejebliothek i den nævnte By, ja blev endog Husejer. Imidlertid var han geraadet i en Avisfejde, hvorom han har udgivet et eget Skrift. Anledningen dertil var en Parodi, som han i Randers-Avis havde skrevet paa et i "Iris og Hebe" indrykket Gratulationsdigt ved en Mands Udnævnelse til Agent. Dette Var undertegnet S. M. (Meisling?), der ikke blev Svar skyldig, og Striden kaldte adskillige anonyme Kæmpere paa Arenaen i forskjellige Provindsaviser. Én af disse gav en Laterna magica til bedste, hvori det hedder om Bagge:

"Den første Forvandling er meget brillant,
Der bliver ti Ting af en Figurant.
Først monne han fødes i Kjøbenhavn,
Der lader hans Moder ham give et Navn:
Den lille Georg bliver dygtig lang
Og viser til Scenen et afgjort Talent:
Han har en Stemme som en Klarinet
Og er i det Hele overmaade net.
I Dands paa Theatret han sig monne te,
Det volder ham megen Misundelse.
Saa gaaer han over til Jyders Land,
Der er han vittig med liden Forstand.
Først deklamerer han à la Foersom,
Den Forestilling er overmaade moersom,
Han dreier Øinene, spræller og spratter,
Parterret er færdig at revne af Latter.
Med krummet Arm, barsk som en Bjørn
Han dandser en Solo med atten smaa Børn,
Skjøndt Agterkastellet er noget svær -
Det er snurrigt, han ikke taber sit Veir;
Alligevel gjør han ret artige Spring,
Hopper og skræver som Ingenting;
Det dundrer i Apothekerens Sal, -
Messieurs! den Komedie er kapital."

Og saaledes fortsættes Skildringen, hvortil da Bagge ikke undlod at svare paa fyndigste Maade. Med hans Virksomhed som Boghandler gik det, som det lader til, ikke videre glimrende. Hans Tilbøjelighed for lystigt Selskab, hvor der pokuleredes til langt ud paa Natten, samt hans naturlige Ustadighed, der formodenlig hidrørte fra den Bevægelighed, hans Lemmer havde faaet i Dandsekunstens Tjeneste, var ikke til videre Gavn for hans nye Stilling. Snart var han

 

340

Boghandler uden Bøger, og da endelig Huset blev solgt for ham, fandt han sig foranlediget til at forlade Randers og atter at optræde som Terpsikores omvandrende Præst, medens han tillige lejlighedsvis dyrkede de andre Muser. Han drog ogsaa til Norge, hvor han opholdt sig et Par Aar, men da hans Geni heller ikke der fandt fortjent Anerkjendelse, vendte han igjen tilbage til sit Fædreland, hvor han mest opholdt sig i Helsingør og Kjøbenhavn. Da var det, at hans Popularitet naaede sin største Højde ved de af ham arrangerede Deklamatorier.

I November 1832 var han paa sin Fod kommen til Kjøbenhavn fra Helsingør, nylig sluppen ud fra det derværende Hospital, hvor han, som han fortæller, havde udholdt en saa overordenlig Sultekur, at man kunde have jaget ham gjennem en Dørsprække. Han havde kun nogle faa Skilling i Lommen, og hans Ydre stod i Harmoni dermed, men ikke desto mindre var han besjælet af et frejdigt Haab, idet han nemlig agtede at etablere en storartet Dandseundervisning. "Jeg er i Hovedstaden! Her er Oplysning! Alle Hoveder her ere saa klare, som om de vare oplyste af argantiske Lamper. Det er Mennesker! strenge i deres Domme over Fuskere og Bønhaser, men retfærdige mod Enhver, der forstaaer sin Dont. Naar mit første Kursus er endt, vil jeg invitere Høie og Lave, Solodandsere, Dagleiere, Studenter og Stenslibere, smækfede Damer og Skeletter for at se mine Elever. Jeg vil i Fremtiden uden at trænge til Nogen i pekuniær Henseende tjene mit Brød; Frugten af 40 Aars Flid vil vorde paaskjønnet, og J. J. Rousseaus Ord: "Les exercises du corps et ceux de l'esprit servent toujours de délassements les uns aux autres", tone fra alle Menneskers Læber." Men ak! hans Haab blev til Vand. Han havde været nødt til at tage Logis i en Kjælder i Slippen, "Løves Kjæltringe-Klub", og det er derfor heller ikke ganske til at undres over, at hans Avertissementer herfra med Tilbud om at give Dandseundervisning bleve en Røst i Ørkenen. "Ja," udbryder han vemodig, "var jeg kommen brillant paaklædt, og kunde jeg have indlogeret mig i Hotel Royal, da vilde vist Opfinderen af en ny Dandseskole og Elev af Galeotti faaet Lejlighed til at oprette et Dandsemstitut." Han fik ikke en eneste Elev og var nu blottet for det nødvendigste samt truet med at blive kastet paa Døren af den brølende Hr. Løve, Værten i "Kjæltringe-Klubben".

Heldigvis blev han hjulpen af en anset Rigmand og blev endog Medlem af et Selskab, hvilket han ikke nævner, men

 

341

som efter hans Sigende bestod af Kunstnere, Videnskabsmænd og flere Herrer af udmærket Dannelse. Han fandt her Venner til Trods for "Skriverlømlernes" Had, som han havde paadraget sig ved sin literære Virksomhed. Det var disse Venner og Velyndere, der efter de Prøver, han overfor dem havde aflagt paa sit deklamatoriske Talent, raadede ham til at forbedre sin pekuniære Tilstand ved at give en offenlig Aftenunderholdning. Dette forekom Bagge højst betænkeligt: "I Hovedstaden, hvor der er saamange Kunstdommere, hvor Creti og Pleti, lippis et tonsoribus sætte sig paa Dommersædet, og glatvæk med største Færdighed bedømme Billedhugger- og Malerkunst, Skuespil, Poesi, Dands og Deklamation - hvorlunde skulde jeg, manglende og nedtrykt, faa Mod fra til at fremstaa for slige strenge Herrer?" Dog fandt han ved nøjere Overvejelse, at enhver bør virke det gode, han kan, og at det var en Pligt at opretholde den ham saa kjære Tilværelse. Han haabede tillige ved Indtægten af et Deklamatorium at kunne gjøre en Rejse til Norge og der søge sig en ny Virkekreds. "Jeg er Skribent uden Papir at skrive paa, Boghandler uden Bøger og Musikus - uden Guitar. Norge, tænkte jeg, har en Nationaldands; jeg er Opfinder af en ny Dandseskole, der yndes Kunsten, og befindes jeg duelig, ville mine Talenter skaffe mig: Yndest, Virksomhed og - Brød."

Dette Deklamatorium var bestemt til at gives den 21. Marts 1835 i lille Kannikestræde. I sine "Livsbilleder" giver Bagge en udførlig Skildring af sine Fataliteter derved. Schæffer, Ejeren af Theatret, tilstod ham det gratis, men senere nedlagde hans Hustru Protest derimod; ja, da Forestillingen skulde begynde, vilde hun ikke lukke Dørene op, førend Lejen var forudbetalt med 8 Rdl. Heldigvis var Bagge sat i Stand til at udrede denne Sum, ved at en Del "fornemme Herrer og Damer" havde erlagt Betalingen for Billetterne forud. Herved sattes han tillige i Stand til at anskaffe Belysningsmidler, leje Kostumer samt opdrive en anstændig Klædedragt, for at han paa en værdig Maade kunde fremstaa for et kunstforstandigt Publikum. Assistance var tilbudt ham af et dramatisk Selskab ved Navn "Thalia", der vilde give Overskous "Misforstaaelse paa Misforstaaelse". Han selv skulde fremsige forskjellige Digte, blandt andre Abrahamsons: "Min Søn, vil Du i Verden frem, saa buk", og desuden vilde han udføre nogle Scener af Klingemanns "Faust", oversat af ham selv. Programmet var saaledes righoldigt, og i Forening med Bagges Renommé gjorde det sin Virkning. Publi-

 

342

kum strømmede til, og Afsætningen af Billetterne var rivende. Men ulykkeligvis havde Bagge valgt sig en upaalidelig Kassekontrollør, en lang Jyde, der, efter at Billetterne vare udsolgte fra Kassen, for en Mark eller for en Firskilling lod, meget Janhagel strømme ind, derpaa drak sig fuld og lod i sin Finkelbegejstring Indgangsdøren skjøtte sig selv. Følgen var, som Bagge fortæller, at nogle af disse "firskillings og sletingenskillings Helte" opførte sig saa uhøvisk i Parterret, at Damerne maatte retirere op i Logerne. Men denne Fatalitet var langtfra den eneste. Jydekarlen, der tillige var engageret som Lysetænder, røgtede saa lidet sit ansvarsfulde Hverv, at der, da Publikum strømmede ind, ikke var tændt et eneste Lys i Orkestret, hvilket imidlertid heller ikke var absolut nødvendigt, eftersom de Musicerende, der havde lovet deres Assistance mod Fribilletter, enten udebleve eller foretrak at være Tilskuere. Bagge var dybt bevæget herover. Det tonede i hans Indre: "Almægtige! Hvad ville disse Herrer og Damer tænke, som have understøttet mig, fordi de fandt mig en bedre Skæbne værdig; ville de ikke tro, at jeg er det ukultiverteste og utaknemligste Menneske, der, uagtet de have forudbetalt deres Billetter, kan begaa det Manquement ei at sørge for den mindst bekostelige og første Fornødenhed - Lys? Man veed, at jeg troer mig ophøiet over Pøbelen - vil man ei tro, at jeg desuagtet hører til den Schofel, som jeg stedse har foragtet." Desuden betoges han af mørke Anelser ved at kige ud gjennem Hullet paa Tæppet og i Forgrunden af det tætfyldte Hus at faa Øje paa to Antagonister, af hvilke den ene betegnes af ham som en uhyre Bredflab med Øjne som Dambrikker, med Kjæber som, omvendte Kasseroller og med et Hoved som en Halvotting, den anden som en myndetynd, befrakket, bebrillet, langnæset og halvstuderet Røver, Det var hans Mening, at disse vare Udsendinge fra det Parti, han havde traadt paa Tæerne ved sin Omtale af Bournonvilles "Faust".

Imidlertid havde Bagge gjort sit Toilette i Paaklædningsværelset. Dette var en aaben Gjennemgang, og han havde ikke Ro til at forberede sig til Deklamatoriet. De Penge, han havde modtaget for de ved Indgangen solgte Billetter, puttede han i sin gamle, sorte Kjole, trykkede denne ned paa Bunden af en Klædekurv og bedækkede den med alt, hvad der var for Haanden, idet han ikke formodede, at nogen kunde finde paa at gaa til Bunds der. Med Pathos deklamerede han: "Lig dér, Du ahnægtige Muld! for Øjeblikket skal Du

 

343

ej fængsle mig! Jeg ved, din Magt er stor: Skurke taales, Tossehoveder bukkes for, Slaver blive Friherrer, og Ignoranter Kancelliraader ved din Tryllestav. Fri og ubunden vil jeg fremstaa for det dannede Publikum, der venter mig; udefra behøver jeg ingen Hjælp, ingen Soufflør; alt hvad jeg fremsiger, skal strømme fra min Hukommelses rige Væld, skal strømme fra mit Hoved og mit Hjerte."

I det samme kom Mad. Schæffer farende og bad ham komme op paa Theatret, da man i Parterret raabte paa hans Navn. Her var man bleven utaalmodig, thi det varede længe med Begyndelsen. "Bagge frem!" lød det fra mange Stemmer. Der raabtes paa Lys, paa Ouverturen til "Jeppe paa Bjerget" o. s. v. For at tilfredsstille Musiksandsen sprang en ung Person over Barrièren ned i Orkestret og gav sig til at gnide paa en der staaende Basfiol. Der udbredtes tillige dunkle Rygter om, at Bagge havde taget det Parti at løbe sin Vej med Kassen. Der var saaledes en betydelig Hurlumhej, og fulgt af Mad. Schæffer, der fægtede med Armene og højt og lydelig paastod, at en slig Skandale aldrig var overgaaet hendes Hus, stormede Bagge op paa Scenen og raabte i Fortvivlelse: "Lad Tæppet gaa op!" hvilket da ogsaa skete, medens han og Madammen retirerede bag Kulisserne.

I det afgjørende Øjeblik fik Bagge sin Besindighed tilbage, og med Høflighed og Anstand, værdig en Elev af Galeotti, fremtren han og gjorde sin Kompliment. Han blev hilset med stormende Jubel, og en Bekjendt tilraabte ham: "God Aften, Bagge!" samt spurgte artig til hans Befindende. Men den lumpne Kabale gav sig tillige Luft i Hyssen og Trampen, ja fra Baggrunden skingrede endog en Pibe. Denne himmelskrigende Uret oprørte ham og det dannede Publikum. Men han tabte ikke Kontenancen; endelig fik den bedre og betalende Del Overhaand, og han begyndte Fremsigelsen af Digtet: "Min Søn, vil Du i Verden frem!" medxen Aplomb i Holdning og en Gestikulation, der maaske var vel hæftig til at være gratiøs. Nu fulgte der en Scene mellem ham, Bredflaben og Brillenæsen, som bør anføres med Bagges egne Ord: "Da jeg ved det andet Vers havde udtænkt mig en Gradation af Bukning, som Repræsentanten, den brede Flab, hverken anede eller begreb, afbrød han mig ved fra Tilskuerpladsen at raabe: "Buk dybere!" hvorpaa jeg strax svarede: "Hold Mund!" Dette kom, komisk nok, til at tage sig ud saalunde:

"Naar Stormænd møder Dig paa din Vei,
Saa buk!

 

344

Bredflaben (Buk dybere!)
Bagge (Hold Mund!)

Og siger han til dit Ønske: Nei!
Saa buk!

Bredflaben (Buk dybere!)
Bagge (Hold Mund!)

Med et strengt Blik paa Tyksakken vedblev jeg:

Og holder Du ham for en ussel Taabe -
Saa vid, Du vandrer i Ringheds Kaabe,
Og ti, buk atter! Hold Munden, buk atter!
Og ti!

Ved den tredie Linie brugte jeg mine Gradationer, Pluskjæven holdt sig i Hundeskindet - og jeg fik nu min Præstation fuldendt, ledsaget af et almindeligt Bifald." Hans andet Deklamationsnumer blev ligeledes afbrudt af Bemærkninger og Latter fra "den kunstdømmende Schofel" i Parterret. Saaledes da han fremsagde den Strofe i M. C. Bruns Digt "Slaget ved Tripolis":

"Hver Dansk til Seir og Ros er født",

vendte Bredflaben, som Bagge fortæller, sit Torskefjæs mod ham og raabte: "Saa-aa?" Men Bagge tog Revanche, Harmægget, som han var, besluttede han ved at fremsige Schaldemoses Digt "Dandsebjørnen" at gaa offensivt tilværks. Herom fortæller han: "Da jeg sagde: "Et Æsel, som gjerne gad være lidt Kjender", saa saae jeg ganske rolig paa Bredflaben. Da jeg kom til Bjørnen, som fra "Hoved til Hale maalte den langørede Kjender", gjorde jeg det samme ved Brillenæsen, - og sluttede med Moralen: "Naar Pøbelen laster mig, fortjener jeg den bedre og oplyste Dels Yndest"."

Dermed var første Del af Deklamatoriet sluttet, og nu skulde Bagge frem, som Faust. Imidlertid var et Par hæderlige Medlemmer af Publikum steget ned i Orkestret og gav "Skære, skære Havre" til bedste som Mellemspil paa en Violin og en Bas. Tæppet gik atter op, frem traadte Bagge iført Faustkostumet og tiltalte Publikum. Den Scene, som herved opførtes, gjengiver han saaledes:

 

345

Jeg. Vil Høistærede tillade mig at udføre Faust?

Der svares enstemmig "Ja".

Jeg. Men uforstyrret, maa jeg bede. Uden Sufflør, uden Menneskehjælp udføres Alt fra min Side.

Bredflaben. Træd nærmere Du!

(Harmægget over, at en saa raa og udannet Klat vovede offenlig at tiltale mig med! "Du" svarede)

Jeg. Kan Han ikke se? Jeg staaer jo saa nær Lamperne, at naar min Fod løftes, falder jeg ned i det tomme Orkester.

(Man sagde mig Dagen efter, at denne Tiltale ei gjaldt mig, men en Karl, som bagved rakte Hovedet frem. Dette kunde jeg naturligvis ikke se; mig tykkes endnu det var en Impertinens).

Jeg (vedblev). Nogen Skaansel burde man dog vise mig, jeg er Dansk, ikke uden Talenter - og fremstaar for Danske.

Bredflaben. Nei (pegende paa en Sidemand), her staaer en Tydsker.

Jeg (med foragteligt Blik). Skulde Nogen have Noget imod mig, bedes disse at lade mig uforstyrret præstere, hvad jeg formaaer, og saa bedømme mit Arbeide NB. hvis de kan.

Publikum. Ja! De skal faae den fornødne Rolighed.

Nu bad jeg Publikum om Tilladelse til at forlade Høistsamme et Øieblik for at fatte mig. Tæppet faldt."

Det vilde blive altfor vidtløftigt at omtale videre alle Enkeltheder ved denne højst mærkelige Aftenunderholdning. Saa meget skal endnu kun anføres, at Bagge til sin egen og Publikums store Tilfredshed temmelig uforstyrret udførte Faust, akkompagneret af en eneste Pikkolofløjte i Parterret. Kun en eneste Gang slog Drapperingen ham fejl, fordi Kappen var for snever. Dette vakte Latter, men han brød sig kun lidet om disse "Haangrinere". Assistancen, som Selskabet "Thalia"s Medlemmer ydede ham ved at udføre Overskous "Misforstaaelse, paa Misforstaaelse", passede ganske til det øvrige og bidrog betydeligt til at holde Stemningen vedlige. Man kan omtrent slutte sig til Forestillingens Beskaffenhed ved følgende Repliker, der fra Tilskuerpladsen bleve henvendte til Thalias Yndlinge: "Elsker! -. gode Elsker! tag Haanden ud af Lommen!" - "Sikket Asen! Hvordan er det, han staar paa Benene?" - "Ser Du! han har glemt at vaske sig bag Ørerne!" - "De Strømper, hun har paa, har hun vist gaaet med i fjorten Dage." - Ved den sidste Apostrofe

 

346

blev den Dame, hvem den gjaldt, smækvred; hun sagde: "Nu spiler jæ it mer," og løb sig Vej. Da Elskerinden var borte, fandt de andre spillende det rigtigst at følge Exemplet, og Publikum blev saaledes narret for Trefjerdedele af Stykket. Saa deklamerede atter Bagge, og isaa sluttede Aftenen med følgende, af ham selv forfattede Epilog:

"Tak! hver Velynder, hver Velynderinde,
Som overbar og gav mig Velbehag,
Mig Deres Godhed skal i kjærligt Minde
Omsvæve blidt til Hjertets sidste Slag."

Men Aftenens Fataliteter vare ikke til Ende; der kom et Nachspiel, som for den arme Bagge var værre end alt andet. Efter endt Forestilling, da Bagge i Paaklædningsværelset havde taget sin gamle Kjole paa imed Pengene i Brystlommen, kom der forskjellige med Fordringer til ham; blandt andet vilde Mad. Schæffer have 6 Rdl. til et Aftensmaaltid for de Genier, der havde "spildt Misforstaaelsen"; og da Bagge demonstrerede derimod og paastod, at man havde lovet ham Hjælpen gratis, blev hans Tale rent overdøvet af det almindelige Samskraal: "Det er Skik og Brug." Nu fortæller han videre: "Kjed af al denne Snakken og Skraal, sagde jeg: "Mine Penge skulle I faa, men ej mit Selskab," greb hurtig i Brystlommen efter de i Papiret indrullede Bankosedler - der var næsten ingen Indhold i Papiret og med det Udraab: "Gud! jeg er bestjaalet!" smed jeg hele Klatten paa Bordet. Mad. Schæffer kastede sig grisk over Rudera og snusede som en Hund paa Kastet. Der var kun 9 Rdl. tilbage. Over 100 Rdl. vare mig frastjaalne!" - Da han havdie afgjort nogle Smaafordringer, var han, som han siger, saa læns som en Klubkasse. Det var et tungt Tab, han havde lidt, men at der tillige af Kurven var stjaalet en Flaske ægte gammel Kognak, som den lange Jyde formodenlig havde drukket, det kunde han næsten ikke forvinde.

Bagges Aftenunderholdning havde naturligvis vakt stor Opsigt. Fortællingen derom gik fra Mund til Mund, og "Kjøbenhavns Skilderi", "Morgenposten", "Skiærsilden", "Raketten", "Lynstraalen", Aarhus og Aalborg Avis, fyenske Blade, ja selv svenske og norske Aviser fortalte Historien hver paa sin Maade. Deraf udviklede sig en Polemik! mellem Redaktøren af "Raketten", Mathias Winther, og Bagge, der blandt andet i "Lynstraalen" sendte ham følgende Tøraf:

 

347

"Sieur Winther høit for Publikum
Paaløi mig et "Delirium"
Og lagde "tremens" til.
Mon ei den Løgn Gallimathi's
Snart offentlig for Sandheds Pris
Tilbagekalde vil?"

Nysgjerrigheden var nu bleven vakt, og man bestormede Bagge med Anmodninger om, at han dog skulde gjentage sin Forestilling, idet man lovede at tegne sig for Billetter i store Mængder. Han følte en ikke ringe Betænkelighed, men omsider lod han sig bevæge, især da han ved Forudbetaling var bleven sat i Stand til at bøde lidt paa sit temmelig ramponerede ydre Menneske, og hans andet Deklamatorium blev nu berammet. For at Publikum ikke denne Gang skulde have noget at beklage sig over, sørgede han for et Orkester under Petolettis Anførsel, kjøbte Voxlys til Lysekronerne, fin Olie til Lamperne, og det overdroges Faktor Schmelling i det Poppske Officin i Følge med en .Sætter og et Par Trykkere at staa ved Kassen. Det gik rivende med Billetternes Afsætning, og alt var snart udsolgt. Men den Trampen, der allerede ledsagede "Ouverturen, varslede intet godt. Imidlertid gik dog den første deklamatoriske Afdeling - trods den Mumlen, som "lig Bobler, der blæste sig op og briste i en Mudderpøl", modtog Bagge - temmelig rolig. Men ved den anden Afdeling brød Stormen løs.

Bagge fortæller: "Da jeg fremtraadte, havde en hel Linie af meget vakre Folk placeret sig tæt bag Orkestret og kastede op paa Proscenium en stor Mængde Appelsinskiver, Æbleskrællinger, ja endog grottet Korn og Mask, saa disse Smagsmænd til min store Forundring berøvede sig selv deres bedste Føde. Med korslagte Arme stod jeg længe og beskuede disse Skarnkastere; nu brød min Harme løs; med fuldt Bryst fløj følgende Tale fra mine Læber: "Jeg har indbudt en Del fornemme Herrer og Damer for at høre Deklamation, indrettet Alt paa det Bedste, betalt Leje af Theatret, saa at jeg er Herre for Øjeblikket. En Del ere komne her uden min Tilladelse og uden at være inviterede. Disses Opførsel er saa skamløs, at jeg hverken kan eller vil mere fremtræde for dem. Jeg har ikke en Skilling paa mig, gaa til Pengekassen! tag Jer usle Skærv tilbage - og jeg skal klare mig for de Øvrige." Paa højre Side var der En, som vilde snakke, men jeg afbrød ham med Lynfart: "Til Kassen!"" - Tæppet faldt, og trods alle Forestillinger var Bagge urokkelig som en Mur.

 

348

Med ilende Skridt forlod han Kunsttemplet i Lille Kannikestræde, hastede til sit Hjem, smøgede Tobak, drak Resten af en Flaske Margeaux og lagde sig til Sengs med den rolige Bevidsthed at have gjort sin Pligt.

At Publikum ikke var videre tilfreds med, at Forestillingen var bleven afbrudt og de forventede Løjer betydelig afknappede, er en Selvfølge. Kun 62 Daler havde Bagge frelst fra Skibbrudet. Dette "Muld" vejede han i Haanden med de Ord: "Dette er Belønning for Nattevaagen, Flid og Møje; for omtrent 1100 Mennesker har jeg maattet fremstaa, set mit Rygte sønderslidt af Skriblere og Rygtemordere, hørt mig beskyldt for at være udpeben og løben bort med en Indtægt af 250 Rdl. Mit Indre tonede: Il faut faire bonne mine au mauvais jeu; jeg gik til min Vært, med ham paa Raadhuset og tog Pas til Kristiania."

Efter nogenlunde at have ekviperet sig, tiltraadte han sin Rejse. Men han kom ikke længere end til Helsingør. Her gav han et Deklamatorium paa Skydebanen, hvor det gik meget pænt til. Men for Bagge var en By som Helsingør, især i Henseende til Drikkevarernes Beskaffenhed, en stor Fristelse. Uheldigvis var der ingen Skibslejlighed til Norge, og skjønt han fandt nogle Elever i den ædle Dandsekunst, var han snart saa reduceret, at han, efter at hans Logis hos en "gemen Bødkerkjælling" var blevet ham opsagt, maatte søge sin Nattero i et Lysthus ved Grønningen eller lig et Dyr under et Træ i Skoven. Nu besluttede han at drage tilbage til Kjøbenhavn. Der blev forinden paa en Vens Fødselsdag givet en lille Frokost. Bagge spiste og drak lystelig, men da han ikke kunde tøve længere, vilde man endnu give ham en Flaske Vin med i Lommen. Denne fandt han dog for tung og drak den derfor ud paa Stedet. Saaledes indeni vel forsynet, ilede han ad Strandvejen i følgende Kostume: en Hat, der lignede ,en Vægterkabuds, en gammel blaa Frakke, hvorpaa man kunde tælle Traadene, og som hang om Kroppen som en Sæk, en smudsig gul sortstribet Vest og gamle blaa Buxer, forneden i Trevler, et Par Støvler, der saa ud som Brandspande, og den stumpede Pibe i Munden.

I Kjøbenhavn begyndte han paa et Ugeblad betitlet "Sværmeren", men uagtet han, som han med Stolthed anfører, havde Prinds Christian, Grev Moltke, Hofagent Waagepetersen og Professor Heiberg blandt sine Abonnenter, gik det dog kun smaat med Afsætningen, og selv at samle Subskribenter fandt han under sin Værdighed. Med det 7de Numer var

 

349

"Sværmeren"s Døgnliv brat forbi, og skjønt han endnu i nogen Tid fortsatte sin literære Virksomhed, navnlig i en drabelig Kamp med "Raketten med Stjerner", som han førte i Bladet "Sandhedsfaklen", indsaa han snart, at han ikke var paa sin rette Hylde i Kjøbenhavn, og besluttede at se sig om i det øvrige Danmark. Nu begyndte Bagges Vandreliv i Ordets egenlige Forstand. Næsten altid paa sin Fod - thi til de øvrige fremtrædende Egenskaber havde han ogsaa den at være en ypperlig Fodgænger - vandrede han fra By til By, snart optrædende som Deklamator, snart som Skjønaand og snart som Dandselærer.

Kallundborg, en af de første Byer, han gjæstede, var for ham et Eldorado. Her blev han opklædt af en Kjøbmand Holst, og han kunde saaledes vise sig i en værdig Skikkelse ved de to Aftenunderholdninger, han her gav til bedste, og ved hvilke han tillige optraadte som Dandser. Kallundborgerne takkede ham med en Sonnet, der var indført i Aarhus Avis. I Aarhus var Modtagelsen ikke saa heldig. Her var en Efterdønning af den Kabale, Bagge havde lidt i Kjøbenhavn. Da han ved sit Deklamatorium fremsagde Schaldemoses "Dandsebjørn", og derved parodierede den holstenske Vals, knæbrede, kaglede og snadrede nogle vakre Ynglinge i Baggrunden af Parterret. Der var forskjellige andre Scener, som mindede om dem i Kannikestræde, men den af Bagge udførte Tyrolerdands fandt man saa fortræffelig, at Misnøjen ophørte, og Tilfredsheden gav sig Luft i et Dakaporaab.

Til Odense ankom Bagge samtidig med den berømte stærke Mand Rappo. De konkurrerede begge om Theatret. Ængstede ved Udsigten til at gaa glip af Bagges Forestilling, kom Gemytterne i Bevægelse. Man erklærede, at hvis Bagge ikke fik Theatret, vilde man gjøre et frygteligt Spektakel og behandle Rappo saaledes, at han hele sin Levetid skulde huske Odense. Bagge var en dansk Mand, han burde have Fortrinnet; det var en Skam og Skændsel, om en udenlandsk Gjøgler skulde foretrækkes for en ægte dansk Kunstner o. s. v. Bagge gik af med Sejren. Forestillingen hædredes med Nærværelsen af alle Byens Notabiliteter. Der var skjønne Damer, Kammerherrer, Riddere, Professorer, Grever og Baroner. Disse havde dog af Forsigtighed taget Plads i Logerne, da Rygtet gik, at der vilde blive Kommers. Bagge fortæller ogsaa, at der var en Piberknægt med Lommerne fulde af raa Kartofler, som han dog ikke vovede at bruge. Men Forestillingen gik ypperlig; især vandt Bagge stormende Bifald for sin Dands. Han blev

 

350

fremkaldt, men hans Beskedenhed tillod ham ikke at følge Opfordringen. Indtægten var den største, han nogensinde havde havt, og han tilbragte derfor nogle meget glade Dage i Odense, hvis Publikum han ligeledes ydede sin Tak paa Vers.

Endnu fortjener det fra denne hans Kunstrejse at anføres, at Stiftamtmand Hoppe i Vejle ikke vilde tillade ham at give Deklamatorier der paa Stedet og derved beraabte sig paa en gammel Plakat, der forbyder at forevise Dyr og opføre Musik uden Kancellibevilling. Bagge mente, at han ikke kunde henføres under Plakaten; han foreviste hverken Hunde eller Abekatte, han var heller ikke Bierfiedler eller Solospiller, men Deklamator, d. v. s. rigtig mundtlig Fremstiller af foretegnede Ideer og Følelser, samt gjorde Almenheden bekjendt med vore bedste Digterværker. Men alt, hvad han sagde, nyttede intet, og han blev nødt til at løse Bevilling. I Anledning af denne Kontrovers med Stiftamtmanden lod han i "Horsens Avis" indrykke følgende Spørgsmaal:

"Fordi der gives en Plakat,
Der nægter en og hver Krabat
Foruden Kancellibevilling
At tjene sig en Skilling
Ved først: at fidle
Og tvadle, tvudle, tvidle,
Dernæst at forevise Dyr
Fra Abekat til indisk Tyr,
Fra munter, sund og kraftig Loppe,
Indtil den bedste Fuldblodshoppe,
Skal derfor, spørger jeg med Grund,
En Deklamator holde Mund?"

I nogle Aar rejste nu Bagge rundt, og trods den Affældighed, som var en Følge af hans Levemaade og tiltagende Alder, kunde han ikke finde noget blivende Sted. Det var nu engang hans Skæbne, mente han, at maatte dandse utrættelig henad den jordiske Vej, indtil han segnede om og fandt den evige Hvile. Denne blev ham til Del, efter at han paa sin Vandring i Efteraaret 1838 var havnet paa Bornholm. I Rønne gav han et Deklamatorium, men et Par Dage efter angrebes han af en hidsig Feber, som lagde ham i Graven.

Af det anførte vil man vistnok kunne slutte, at Bagge trods sit groteske Væsen og hele sin originale Personlighed var ikke ilde begavet, ja endog i Besiddelse af en vis Genialitet, som under andre Forhold mulig kunde have udviklet sig saaledes, at han kunde have opnaaet et agtet Navn og en

 

351

anset Stilling. Man vil ogsaa have bemærket, at den Overgivenhed og Jovialitet, som han i Reglen bar til Skue, og som navnlig gjorde sig gjældende ved det fyldte Glas i godt Kompagni, ikke sjældent blev afløst af dyb Melankoli. Han kunde da sætte sig hen i en Krog, og naar man saa spurgte, hvad der fejlede ham, kunde han med Taarer i Øjnene udtale Klager over sit forfejlede Liv. Men ligesaa hurtig opmandede han sig igjen, og han var da atter den gamle, der ved sin godmodige Jovialitet og sine pudsige Indfald godt forstod at muntre de Kredse, der sluttede sig om ham.

__________

 

352

V.

321.png


Skitsen "En dramatisk Privatforestilling i Frederik den Sjettes Tid" omtalte jeg den borgerlige Læseforening og dens af unge Mænd bestaaende faste Stok, hvori Paul Chievitz var et fremragende Medlem. Fra denne Kreds har han utvivlsomt hentet flere af de Figurer, der optræde i hans Noveller og i de Vaudeviller, han forfattede i Forening med Adolf Recke. Med Sikkerhed vides det, at Originalen til den Person, som under Navnet Kammerjunker de Busch optræder i Vaudevillen "En Fortid", var Student Arboe Mahler, den samme som Prof. M. Goldschmidt i sine "Livs-Erindringer og Resultater" omtaler som en besynderlig Figur og som Medstifter af "Korsaren". Navnet Kammerjunker de Busch i Vaudevillen var ikke tilfældig valgt, han gik under dette i den omtalte Kreds, ligesom han ogsaa navngav sig saaledes, naar han færdedes udenfor den. Og som Figuren viser sig i Vaudevillen, især med den kyniske Livsanskuelse, der er udtalt i et ypperligt Kuplet, som begynder: "Ser De, Lasten ligner fast en Jernbane-Vej" - saaledtes var Arboe Mahler. Han hører til dem, der ved et grotesk Væsen, afstikkende Egenskaber og ejendommelig Optræden, vare Offenligheden hjemfaldne, og han bør derfor saa meget mere finde Plads i nærværende Galleri af kjøbenhavnske Originaler, som han ved sine Anskuelser og dertil svarende Livsførelse var en Art Repræ-

 

353

sentant for en Retning, der nu, om end under andre Former, gjør sig langt mere gjældende og er langt mere fremtrædende, end det dengang var Tilfældet.

Arboe Mahler var allerede en ikke ganske ung Student, da han traadte ind i den borgerlige Læseforening. Han studerede Theologi - Gud bedre det! I det mindste var han et af de Herrens Lys, der aldrig burde være tændte. Kun for den omtalte faste Stok var han et velkomment Medlem, thi der var i det mindste dengang i hans Optræden og Levevis intet, der vakte ligefrem Forargelse. Han lagde vel ikke ganske Dølgsmaal paa sine materialistiske Anskuelser og sin Kynisme, men det syntes snarere at være Ironi end alvorligt ment. Hans Ydre var just ikke videre tiltalende; hans alt andet end smukke Ansigt og matte Øjne viste tydelige Spor af natlig Svir, og det Lurvet-Gentile i hatis Paaklædning stod i god Harmoni hertil. Men hans Jovialitet og morsomme Indfald, hans løjerlige Udtryksmaade og en vis Ligevægt i Sindet, der betegnede hele hans Væsen og end ikke forlod ham, naar han udførte sin Yndlingsbeskjæftigelse som Magister bibendi, eller han for sit eget Vedkommende befandt sig i den Salighedstilstand, hvilken han betegnede som en Forsmag paa Paradiset, gjorde ham vel set i denne Kreds og bevirkede endog, at han opnaaede en vis Myndighed og Overvægt, der ikke var videre heldig for de unge, ubefæstede Gemytter. Fristelsen til at følge ham paa Veje, der vare alt andet end anbefalelsesværdige, forstod han at iklæde humoristisk, og den blev derfor desto større:

"Lystige, larmende
Gaa under Armen de
Med Mephistopheles, før de det tro."

Naar der f. Ex. blev Tale om efter en i Foreningen eller paa et konditori tilbragt Aften at gjøre en Vandring til Frederiksberg for at trække frisk Luft, kunde han udtale sig omtrent paa følgende Maade: "En æret Taler, for hvem jeg nærer den allerdybeste Respekt, er fremkommen med det ligesaa geniale som sindrige Forslag at drage til Frederiksberg for at afkøle det ved Drikkevarernes Mangfoldighed ophidsede Blod samt for at give Livsaanderne den vante Spænstighed tilbage. Dette Forslag tillader jeg mig i Egenskab af uværdigt Medlem af denne Kreds fuldstændigt at tiltræde. Thi hvad siger ikke Aristoteles i sit berømte Værk De Omnibus - hvilket Værk iøvrigt viser, at dette Slags Kjøretøjer ikke er nogen moderne Opfindelse, som man har villet paastaa. Han siger: Bevægelse

 

354

er Grundprinciperne for Livskræfternes Vexelvirkning, og dernæst hedder det i den vise, men hvad Kvindekjønnet angaar temmelig letsindige Kong Salomos Ordsprog, 21. 2.: Enhver tykkes, at hans Veje ere de rette, men Gud vejer Hjerterne. Men, mine Herrer, Vejen til Frederiksberg er lang og trættende formedelst Mangfoldigheden af Brostenenes Uregelmæssighed og formedelst det Nastrondske Mørke, som trods mange ypperlige Artikler i vore mest agtede Blade hviler over Alleen; og som en anden græsk Filosof siger, hvis Navn jeg ikke i dette hellige Øjeblik kan mindes, men hvis Lærdomme min Rektor har sørget for at inokulere mig med det gemene Redskab, der kaldes Spanskrør, han siger: "Gak hen, hvor Sindet forlystes og Tørsten stilles," - og saa vil jeg i Overensstemmelse hermed proponere, at vi, forinden vi tiltræde hin byrdefulde, men dog yderst angenehme Vandring, gjæste hin bolde Ridder Osvald, der med en Gjæstfrihed, som søger sin lige i selve Jødefolkets Annaler, opvarter med Grisesylte og uforfalskede Kornpetere. Men da det forholder sig saa, at der i min Pung er indtraadt en Tomhed, et Tohu Vabohu, hvorom det gamle Testamente taler i sit første Kapitel, saa er det mit Haab, som det er min Trøst, at de velhavende blandt os ville kunne rejse de fornødne pecuniæ, for mit Vedkommende til den 1ste i næste Maaned, til hvilken Tid en omsigtsfuld Moder sender sin Søn det, hvormed han skal varetage sine byrdefulde og omhyggelige Studier. Thi det være sagt i al Fortrolighed: den bolde Osvald med alt sit ridderlige Sind og trods sin store Gjæstfrihed har den ubodelige Fejl, at han ikke giver Kredit og er Mand for sammen med sin med ikke det propreste Forklæde forsynede Svend at verfe dem paa Kjælderdøren, der trænge sin ind i hans Fæstning uden de fornødne Subsidier. Saaledes forholder det sig - Amen."

Slig Tale gjorde Virkning, og Mahler kom saaledes efterhaanden næsten uformærket til at give Tonen an og til at spille Hovedrollen ved forskjellige Spilopper og Galskaber af mere eller mindre tvivlsom Natur. Hvorledes disse vare, kunne tvende Eventyr give en Forestilling om.

En Sommer-Eftermiddag gjorde nogle Medlemmer af den omtalte Kreds en Fodtur til Charlottenlund. Efter at have gjæstet "Stalden", hvor Mahler foredrog sin Moralfilosofi for de derværende Sangerinder, begav de sig til Dandsepladsen ved Grøndals. Her mente Mahler, at der var god Lejlighed til at stifte Bekjendtskab med en eller anden af de borgerlige Fa-

 

355

milier, der nyde Livet i Naturens Skjød ved en Skinke og en Bolle Punsch. Til dette Formaal patrouillerede han omkring og opdagede da i en hyggelig Løvhytte et Selskab, der, foruden at det bestod af nogle ældre Folk, frembød en særegen Tiltrækningskraft ved et Par unge Piger af et tækkeligt Udvortes. Uden at betænke sig et Øjeblik begav Mahler sig hen til Bordet, der bugnede under appetitlige Retter og en stor Bolle Punsch, slog den Mand, som han antog for Husfaderen, paa Skulderen med de Ord: "Ej, Christensen, skal jeg træffe Dem herude? Det er virkelig kjønt, at De under Deres Familie en Forlystelse i det grønne efter Dagens Slid og Møje. Maa jeg trykke Deres Haand?" - I højeste Grad overrasket svarede Manden: "Christensen? Jeg hedder ikke Christensen, De tager vist fejl, min gode Herre?" - "Er det ikke Hr. Hønsekræmmer Christensen? Nej, hvilket Spil af Naturen! De ligne hinanden paa Ære som to Draaber Vand; samme milde Ansigt, samme værdige Udseende, samme Højde og Drøjde." - "Det var dog mærkeligt," svarede Husfaderen, synlig smigret ved denne Beskrivelse, "ligner han mig saa grant? Men jeg er ellers Marskandiser og bor i Borgergade. Det var dog løjerligt, det. Men saa skal De ogsaa Pinedød drikke et Glas med os. Mo'er, flyt Dig lidt, skænk i for Herren - Værs'go', tag Plads." - "Ja, jeg veed ikke de unge Damer kunde maaske - " - "Aa, nu ingen Snak! Tøsene der holde nok af lidt Selskab, og saa kunne de jo faa en Svingom siden. Men maa jeg spørge om Deres Navn, min gode Ven?" - "Kammerjunker de Busch!" - svarede Mahler med en vis klædelig Beskedenhed. - "Kammerjunker, virkelig!" - "Ja, paa halv Gage." - "Det var som Satan! Det er fint, men derfor kan De nok drikke et Glas Punsch med Smaafolk." - "Kotidens herlige Frihedsideer have nivelleret al Standsforskjel," svarede Mahler, og denne Tanke indviklede han nærmere, medens han efter Evne hjalp til at tømme Bollen. Da Bunden viste sig, krævede han en anden ind, men førend den kom, bad han om Tilladelse til at absentere sig et Øjeblik. Han vilde nemlig, da han befandt sig saa vel her, tage Afsked med sit øvrige Selskab, der, som han bemærkede, havde opslaaet sit Paulun i en anden Del af Skoven. Dette var dog ikke den egenlige Grund. Han maatte se at faa fat paa sine omflagrende Stalbrødre for hos dem at opdrive den fornødne Mønt til den bestilte Punsch. Da dette efter nogen Møjsommelighed omsider var opnaaet, vendte han tilbage til Selskabet. Et nøjere Venskab blev sluttet, Tilbagevejen til Byen skete paa den

 

356

samme Kildevogn, og siden besøgte Mahler, alias Kammerjunker de Busch, ofte den nævnte Familie, i hvis Skød han, som han fortalte, fandt Næring for sine erotiske Stemninger.

Denne lille Begivenhed hørte til det, han kaldte de Glæder, som Guderne engang imellem skænke de skrøbelige dødelige paa deres Vandring henad den tornefulde Vej. Men af en langt betænkeligere Beskaffenhed var et Eventyr, som i sin Tid blev almindelig omtalt. Efter en lystig tilbragt Aften foretog Mahler i Selskab med et Par Venner fra "Læseforeningen" og en Islænder, der gaar igjen som Thorgrim i "En Fortid", i en mindre tilregnelig Tilstand en Vandring gjennem Hovedstadens Gader. Det var efter Midnat, da Selskabet hørte Dandsemusikens lokkende Toner fra en stærkt oplyst første Salsetage i Pederhvidtfeldtstræde. Det var en bemidlet Murmester, som feirede en Familiefest, og Mahler mente da, at der her var en god Lejlighed til at afslutte Aftenens Behagelighed med Nydelsen af Dandsens Glæder. De burde derfor hædre Selskabet med deres Nærværelse, og det var hans uforgribelige Anskuelse, at de med deres tiltalende Ydre, fine Tone og lette Manerer vilde være Værten, saare velkomne. De andre følte nogen Betænkelighed, men tilsidst lod de sig overtale paa en nær, der havde Besindighed nok til at indse det altfor frække i denne Spøg, og derfor gik sin Vej. Med Mahler i Spidsen vare de hurtig oppe ad Trappen, kastede i Entréen Overtøjet hen til det studsende Tjenerskab og begav sig ind i Dandsesalen, hvor der netop blev opført en brusende Holstenskvals. Prydet med et Par Handsker af en meget tvivlsom Farve og med et Par langt fremragende, smudsige Mansketter, hvormed han mente at have et yderst gentilt Udseende, gav Mahler sig strax til at engagere en ung Dame. Men videre kom han og hans Ledsagere ikke, thi Værten, der ved de uventede Gjæsters Ankomst var bleven kaldt til, gjorde hurtig Ende paa Sagen. Til det yderste opbragt over en slig uhørt Uforskammethed vilde han ikke paa nogen Maade lade Kammerjunker de Busch's Forsikringer gjælde, at han og hans Venner havde faaet Invitationskort, og da de desuagtet søgte at hævde Terrænet, bleve de af Tjenerskabet med Assistance af nogle af Balgjæsterne kastede ned af Trappen. Da en af dem var kjendt, kom Sagen for Politiet; men fordi det antoges, at de havde været i en utilregnelig Tilstand, slap de med en streng Irettesættelse.

For Mahler havde Sagen imidlertid alvorligere Følger. Spøgen fandtes dog for grov, og i hans hidtilværende Omgangs-

 

357

kreds begyndte man at faa Øjnene op for det mislige, maaske endog fordærvelige i at holde Venskab med et Menneske, hvis kyniske Væsen og Tilbøjeligheder bestandig traadte mere utilsløret frem. Efterhaanden trak man sig tilbage fra ham, og da hans Existensmidler med hver Dag bleve færre, og han alligevel ikke kunde beslutte sig til at forandre sin Levemaade eller at anvende sine anselige Evner til noget nyttigt, gik det hurtig ned ad Skraaplanet. "Noget maa der gjøres," mente han imidlertid, og han besluttede da at optræde som Trop Nr.2. Lig dette sit berømte Forbillede, hvilket han dog kun lidet lignede i Henseende til primitiv Uskyldighed, indlogerede han sig i Dyrehavstiden 1842 i et Telt paa Bakken, og han skrev og udgav her et "Skov- og Dyrehavsblad", hvis første Nr. er dateret den 8de Juni. Han kaldte sig heri Stud. rerum novarum, Bladets Pris var 4 Skilling "overalt i Dyrehaven", men at han ikke forsmaaede dets Salg paa andre Steder, fremgaar af den store Liste over Kommissionærer inden- og udenfor Voldene, blandt hvilke Værtshusholdere og Øltappere figurerede i størst Antal. Ganske vist var det i sin Orden, at de tre første Numre vare dedicerede til "Digteren, Kunstkritikeren, Æsthetikeren, Skribenten, Studiosus juris Trop, hvis lykkelige Geni havde undfanget den dristige Ide, som nu var bleven realiseret", men det kan antages, at den godmodige og retsindige tresindstyveaarige Student ingenlunde har kunnet fryde sig ved at se, hvorledes Ideen blev udført. Indholdet vidnede unægtelig om et vist Talent for humoristisk Fremstilling, men i de Skildringer af Skov- og Dyrehavslivet, som udgjorde Størsteparten, var den Side deraf mest dominerende, der har bragt dette Liv i Vanry. Dette viser sig især i en Novelle, betitlet "Skovskitser", der gaar igjennem alle Numrene. Desuden var der Digte, Anmeldelser af Bakkens Kunstpræstationer, Illustrationer af Løsgængerlivet o. s. v. For nærmere at karakterisere et Blad, der ligesom det i en foregaaende Skitse omtalte ikke har sin Mage, anføres her et og andet deraf.

Anmeldelserne af Kunstpræstationerne vare naturligvis holdte i Trops Stil. En af disse lyder saaledes: "Det, som blandt Dyrehavens Theatre med Rette har den første Adkomst til et kunstelskende Publikums Opmærksomhed, er naturligvis det, der mest passende kan betegnes med Firmaet "Jakels Efterfølger". Den udødelige Mester selv er, som bekjendt, død; men i den hellige Sorg herover er det dog en Trøst, at hans Aand ikke er død. Theatret har endnu det

 

358

samme Udseende, Stykket er med faa Variationer det samme, Intrigen og de handlende Personer ere i det væsenlige uforandrede. Den bedragne Mester, hans galante Madame, den intrigerende Læredreng og Madamens Elsker, der udgives for en efter 15 Aars Fraværelse hjemvendt Broder, hvis Ansigtsfarve er noget sværtet af den tropiske Sol, udførte alle deres Roller med et Liv, som i det hele tilfredsstillede Publikum, især Numerparkettet, der, som sædvanlig, var indtaget af Børn. Om end Stykket saaledes ikke indeholdt noget nyt, er det dog ikke uden dramatisk Effekt, navnlig i Slutningen; det har en flydende og utvungen Dialog og tæller ikke faa Scener, der ved en saadan Udførelse, som blev dem til Del, var meget tiltrækkende og underholdende. Det behørige Kvantum Kar og Møbler blev ituslaget med en Naturlighed og Energi, der kommer Sandheden meget nær, og det var et, dobbelt glædeligt Fænomen for Anmelderen at bemærke, hvorledes den jakelske Tradition har vedligeholdt sig saavel i Stykkets Ide som i Dialogien og i Spillet. Begge de spillende bleve fremkaldte og viste sig under Publikums levende Applaus hver med en Lertallerken i Haanden" o. s. v. - Athleten Jean Dupuis, bekjendt fra Tivolivisen, er ligeledes Gjenstand for Beundring hos Anmelderen, som ikke forsømmer et Sideblik til denne Kunstners Hustru, "der heller ikke er ilde at se paa".

Om Stemninger og Tilstande i Skoven give forskellige Smaaartikler værdifulde Oplysninger. Saaledes fortælles dér blandt andet, at Skov-Politimesterens Navn stundom, gav Anledning til forskjellige Misforstaaelser og Forviklinger. Til Exempel anføres, at der i Charlottenlund forefaldt et Slagsmaal, hvori Politimesteren - formodenlig paa Embedsvegne - tog Del og søgte at standse Urolighederne ved at sætte Skræk i de ophidsede Gemytter. "Tag Jer i Agt," sagde han, "ved I, hvem jeg er? Jeg er Normann." - "Ja enten Du saa er en Normand eller en Svensker," svaredes der, "saa skal det ikke frelse Dig, kan Du tro." - Endvidere klages der over, at der i Modsætning til den Støj og Tummel, som hersker om Dagen paa Bakken, er en Stilhed om Natten, der er pinlig og utaalelig. Denne ønskes forandret, om ikke paa anden Maade, saa ved et Par Vægtere, der ere vel skikkede til at bringe Forstyrrelse i Roligheden.

En Artikel indeholder Betragtninger over Aarsagen til det Forfald, hvori Dyrehavslivet er kommet, samt over Grundene til, at man ikke tager saa meget ud i Skoven og morer

 

359

sig saa godt som i gamle Dage. Hertil knytter sig en dybsindig Undersgøelse over den Vej, der fra Kjøbenhavn er den nærmeste til Dyrehaven. Den Sands for det praktiske, som heraf fremlyser, viser sig end yderligere i et Kort over Bakken med Betegnelse af Kunstpræstationer og Beværtningstelte samt i en Dagsliste. En Artikel vover sig ind paa det temmelig betænkelige Omraade at anbefale en enkelt af Beværtningerne derude - Mad. Pætges's -, men det sker rigtignok meget varsomt og med Paaberaabelse af J. L. Heiberg, der har gjort det samme med Briggs Hotel i Helsingør, ligesom Udgiveren lover, at han i Fremtiden ikke vil nægte noget Telt eller nogen Kagebod sin Rekommandation.

Heller ikke Polemik fattes der, dog er den navnlig rettet mod "Figaro"s Udgiver, Løjtnant Georg Carstensen, Tivolis senere saa berømte Stifter, der ved sine Vauxhaller i Rosenborg Have aabnede en slem Konkurrence med Dyrehaven. Det synes overhoved, som om Skovsæsonen i 1842 aldeles ikke var heldig, og at "Skov- og Dyrehavsbladet" derfor heller ikke fandt synderlig Afsætning. Dette forklarer, at Bladets Bogtrykker, formodentlig fordi den betingede Betaling udeblev, tog sin den Frihed at agere Reiersen og at lægge et af Numrene (6) under Beslag. "Hvad have vi vel mere Vidnesbyrd behov for Pressens haardt betrængte Tilstand!" udbryder Udgiveren hændervridende. Bladet blev derfor trykt hos en anden Bogtrykker, men uden sin Vignet (en bebrillet Herre, der indbyder til Abonnement), thi denne havde den første beholdt som en vist temmelig tvivlsom Sikkerhed for Betalingen. Bladet udkom i alt i 9 Numre, og med Dyrehavstiden var ogsaa dets Livstraad overskaaren.

Men hermed var Arboe Mahlers Rolle paa en vis Maade udspillet i Kjøbenhavn. Savnende selv det nødvendigste, saa han sig nødsaget til at begive sig til Bornholm, hvor han havde paarørende. Her gjorde han et Forsøg paa at rehabilitere sig; han var en kort Tid - fra 2den Maj til 29de August - Redaktør af "Bornholms Avertissements-Tidende", men snart henfaldt han igjen til sine gamle Udskejelser, og nu begyndte det sørgeligste Afsnit i hans Liv. Der opstod en stærk og vistnok fuldt begrundet Mistanke om, at han havde været med ved Forfærdigelsen af falske Bankosedler, der begyndte at cirkulere paa Bornholm. Han og hans formodede medskyldige bleve arresterede, men uagtet disse tilstod og angav ham som Hovedmanden, nægtede han haardnakket og stillede sig overhoved an som en uskyldig forfulgt. Selv under

 

360

hans Fængsling fornægtede hans kaade, drillende Lune sig ikke. Det kunde hænde, at han midt under et Forhør for Underdommeren, Byfoged Garde i Rønne, trak en Psalmebog op af Lommen og i Stedet for Svar paa de forelagte Spørgsmaal gav sig til at læse højt op af den for, som han sagde, at hente Mod og Trøst i Forsmædelsen. En smuk Sommerdag lod han endelig Garde underrette om, at han var gaaet i sig selv og var rede til at paavise det Sted, hvor han havde nedgravet sine Redskaber ved Forfalskningen. Det var et Par Mil fra Rønne; han blev sat paa en Vogn mellem et Par Betjente, og Byfogdens Fuldmægtig fulgte med. Men da de ankom til Stedet, erklærede Manier, at det hele var et Paaskud for at komme til at kjøre en Tur i det smukke Vejr; han havde intet at paavise. Forskjellige lignende Streger spillede han; det var umuligt at faa ham til at bekjende, og efter et Par Aars Forløb lød Dommen paa Frifindelse for videre Tiltale.

Nu var Bornholm intet blivende Sted for ham; han tog atter til Kjøbenhavn, men det Forsøg, han her gjorde paa atter at knytte sine tidligere Bekjendtskaber, strandede fuldstændig, idet alle trak sig tilbage. Nedbøjet paa Legeme og Sjæl, forfalden til det yderste, blev han sløv paa Forstanden, og da han engang ved Kong Christian den Ottendes Besøg i Theatret søgte at faa Adgang til ham for, som han sagde, at opnaa en Ansættelse ved Hoffet, fandt man det nødvendigt at skaffe ham Ophold paa Sindssygeanstalten paa Bidstrup. Her døde han, saavidt jeg mindes, 1846.

__________

 

361

VI.

361.png


Det er noksom bekjendt, at Christian den Ottende, denne dannede og begavede Monark, skænkede sin Fortrolighed eller i ethvert Tilfælde sin Tillid til enkelte Personer, hvis Stilling og Aandsevner gjorde et sligt Forhold i og for sig ubegribeligt, Personer, der med fuld Føje kunne henregnes til de groteske Figurer, nærværende Smaaskildringer omhandle. Uden at jeg skal bryde mit Hoved med at udfinde Aarsagen hertil, er dog en Forklaring sandsynlig, den nemlig, at et Par af disse Personligheder, som f. Ex. Hollard-Nielsen og Jørgensen Jomtou, paa den Tid, de traadte i Forhold til Kongen, endnu ikke vare, hvad de senere bleve, Gjenstande for Morskab og Medynk. Hollard-Nielsen havde saaledes i sin Ungdom faaet Navn for Begavelse, og da han tillige optraadte som politisk Forfatter i en Retning, som Kongen yndede, og som gik mod den dengang rejste Opposition, er det ikke ganske uforklarligt, at der kunde opstaa et Forhold som det nævnte. Noget lignende gjælder om Jørgensen Jomtou. Denne havde allerede længe forinden sit Bekjendtskab med Kongen betraadt Forfatterbanen med Afhandlinger om statsøkonomiske og juridiske Spørgsmaal, og da flere af disse vare blevne optagne i ansete og udbredte Blade som "Kjørbenhavnsposten", "Dagen" og "Kjøbenhavns Skilderi", saa var Opmærksomheden derved idet mindste bleven henledet paa

 

362

ham. Det kritiske Blik var dengang langtfra saa virksomt og skærpet, som det nu er, og naar desuden adskillige andre Forhold tages i Betragtning, som det vilde føre mig for vidt at dvæle ved, er det ikke saa meget at undres over, at Christian den Ottende fæstede nogen Lid til Jørgensen Jomtou, da denne henvendte sig til ham, i Særdeleshed, da han ikke blot viste sig som en stor Enthusiast for sine Menneskeheden lyksaliggjørende Ideer, men tillige, hvad alt viser hen paa, var særdeles uegennyttig og ikke søgte at drage nogen som helst personlig Fordel af sin Adgang til Kongen. Det anførte er ikke noget Forsvar, men, som sagt, en nogenlunde naturlig Forklaring, hvorved det tillige ligger nær, at Erkjendelsen af begaaede Fejlgreb udkræver en Selvovervindelse, som man ikke altid finder hos en Monark. Langt mere uforklarligt er det derimod, at en saa grotesk Person som Hestehandler Nathanson, der lod sig døbe af Chikane mod Grosserer Nathanson, Redaktør af "Berl. Tid.", for at kunne prange med det samme Navn som han, kunde finde et aabent Øre hos Christian den Ottende for sine vilde Ideer om Hesteavlens Fremme.

Af de nævnte trepersoner var Jørgensen Jomtou en Kjøbenhavnerne i mange Aar meget bekjendt Figur, især da han stadig forstod at henlede Opmærksomheden paa sig, navnlig ved igjennem forskjellige Blade, ja endog gjennem Rigsdag og Rigsraad at holde Publikum à jour med sine Livsfata. Men hans personlige Optræden bidrog ogsaa sit dertil. Han hørte til dem, man uvilkaarligt fæster Øjnene paa. Naar man saa paa Gaden en Mand, i Reglen iført en sort luvslidt Kjole og do. Benklæder, med Kalvekryds i Skjorten og store krusede Mansketter for Hænderne samt foruden disse ikke altid ganske propre Prydelser en meget stor Guldkjæde over Vesten, med et stærkt markeret Ansigt, der bar Spor af Koppernes uheldige Indflydelse, og med en ejendommelig slingrende Gang, hvorved den ene Arm altid var et Stykke forud for den anden, saa vidste alle, at det var Jørgensen Jomtou, indtil for 14 til 16 Aar siden en af de faa Originaler, som Kjøbenhavn endnu havde at opvise. Det er ogsaa ham, hvis Liv og Levnet jeg i korte Træk skal skildre i det følgende, og hvortil jeg udbeder mig Læsernes Opmærksomhed.

Stof til denne Skildring fattes mig ikke; skulde jeg klage over noget, maatte det være over Stoffets Overflødighed. Jeg har nemlig liggende for mig en Samling Manuskripter fra hans Haand, bestaaende af flere tusinde Foliosider, der af

 

363

en flittig Samler kort efter Jørgensen Jomtous Død frelstes fra en Spækhøkers herostratiske Hensigter, til hvem disse Kostbarheder vare solgte som Makulatur til en pris, der endog stod langt under den Kurs, hvortil almindeligt trykt Makulatur gaar i Handel og Vandel. Denne Masse er et forbavsende Vidnesbyrd om Jørgensen Jomtous Frugtbarhed og tillige om hans store Alsidighed. Den hidrører fra de sidste sex, syv Aar af hans Liv, og naar det kun er Manuskript, er vel Aarsagen den, at han, miskjendt som mangfoldige andre, ikke kunde faa nogen Forlægger til sine Aandsfostre eller faa dem optagne i noget Blad. Han behandler heri de mangfoldigste Æmner, statsøkonomiske, politiske, historiske, juridiske, æsthetiske, men det meste drejer sig dog om hans egne Livsbegivenheder, hans egne Fata og den Forfølgelse, han fra de forskjelligste Steder havde været udsat for. Han meddeler ogsaa Breve fra sig, til sig og om sig. Men hvad der dog egentlig har bidraget til dette hans literære Efterladenskabers svulmende Omfang, er den Omstændighed, at han i Overensstemmelse med S. Kierkegaards Anskuelse om det interessante Gjentagelsen har behandlet et eller andet Æmne, en eller anden Begivenhed mangfoldige Gange uden synderlig Forskjel i Behandlingsmaaden. Dette er saaledes Tilfældet med de mod ham i 1859 anlagte Pressesager, for hvilke han af Højesteret dømtes henholdsvis til 3 og 4 Maaneders Fængselsstraf. Disse Sager bringer han i sine efterladte Manuskripter paa Bane vistnok en Snes Gange, og altid udførlig, medens det samme er Tilfældet med andre Sager, som nagede eller særlig interesserede ham. De vise sig i Ordets egenlige Forstand som fixe Ideer.

Johan Jørgensen Jomtou fødtes den 7de Marts 1791 i Maribo, hvor hans Fader var Vævermester og Skatteopkræver for Kommunen, foruden at han beklædte andre offenlige Bestillinger. Denne sin Fader omtaler han med stor Kjærlighed og skildrer ham som en i enhver Henseende brav Mand, hvis Minde fremkalder hos ham Beundringens og Begejstringens Taarer. Men Sønnen var sin Fader værdig. Efter eget Sigende var han et fra Hjertets og Aandens Side særdeles begavet ungt Menneske med en fortrinlig Hukommelse og en uforlignelig Fatteevne. I Bevidsthed om sin Sjæls Adel ønskede han at være den Privatmand, til hvem Frankernes Konge Pharamond sagde: "Du skal aldrig blive mere, end Du er, men Du skal heller aldrig blive mindre, og Du skal aldrig ophøre at være min Ven!" eller som Digteren Petrark,

 

364

der, da han skulde aflægge en Ed, blev af Kardinalen fritaget derfor med de Ord: "Nej, min kjære Petrark! af Dem forlanger jeg ingen Ed; Deres blotte Udsagn er mig mere værd end alle de andres Ed," Faderens Bekjendte vilde, at han skulde lade Sønnen studere, men han mente: "Nej, min Søn skal ikke opslikke Støvet i Forgemakkerne og hverken betle eller krybe for Maitresser, Kammertjenere, Ministre og Hofsnoge, men han skal selv fortjene sit Brød!" - en temmelig haard Bedømmelse af den studerende Klasse. Johan blev derfor Væver, og dette stemte overens med hans Ønsker, der beskedent indskrænkede sig til: "En huslig og retskaffen Kone, 5 Børn, et Værksted paa fem Væve, et Hus, en Have og et Par Køer." Men han dyrkede sin Aand især ved Læsning af Rousseau, hvis "Emil" gjorde en forbavsende Virkning paa ham. Han var overtydet om, at naar man fulgte de Regler, der heri vare opstillede, maatte man blive et fuldendt Menneske. "Emil" var derfor en ledende Stjerne paa hele hans Livsvandring.

Han blev Svend og Mester og fik af Faderen et Hus og Have, men han manglede et Væsen, der kunde være ham en trofast Veninde og kjærlig Selskaberske. Han saa sig om efter en saadan, men det gik galt med hans første Kjærlighed. Før han, "den kraftige og fyrige Yngling", kunde komme frem med det skæbnesvangre Spørgsmaal: "Vil Du være min?" snappede en anden hende bort, og alt var tomt og øde om ham. Han vilde da drage i Krigen, men Kejser Napoleons Tronfrasigelse i 1814 forhindrede det. Nu drog haa til Kjøbenhavn, og da han indsaa, at hint Ønske om en Hustru, 5 Børn, et Hus, en Have og et Par Kør ikke lod sig realisere, tragtede han efter noget højere, og medens han arbejdede som Væver, læste han Jura og Latin. Det var nemlig hans Hensigt at tage dansk juridisk Examen, men da de fornødne Subsidier hertil udeblev fra Hjemmet, maatte han forlade Byen og lade sig engagere ved et tysk Skuespillerselskab, hvor han lærte Betydningen af Ordet Chikane; thi "hans Roller forsvandt sædvanlig paa Forestillingsdagen, og man soufflerede ham urigtigt for at forvilde ham". Nu vendte han tilbage til Maribo, hvor han ogsaa mødte Chikane af sine egne Brødre, der, da han vilde overtage sin Faders Værksted, fordrev ham derfra. Omsider fik han (i 1818) dansk-juridisk Examen med Karakteren "Temmelig vel" og nedsatte sig som Sagfører i Maribo. En Sag, som han førte for nogle Gaandmænd paa Grevskabet Knuthenborg,

 

365

forskaffede ham, forskjellige Ubehageligheder. Han nærede endog Frygt for ifølge Lovens Bydende "at blive Tremarksmand, kagstrøgen og forvist", men han slap med at betale en Mulkt. I den Anledning havde han atter begivet sig til Kjøbenhavn; han indsaa, at han ikke var skabt til at være Prokurator, og for at ernære sig arbejdede han i nogle Aar hos adskillige Fabrikanter. Da den virkelige Verden saaledes var ham glæde- og nydelsestom, søgte han Erstatning i den aandelige. Han lærte hele Badens Grammatik og Lexikon udenad; men da han manglede Penge til at betale Vejleder, Professorer og Konsistorie med, kunde han ikke faa Artium og forfaldt derfor - ikke til Drik og Svir, men - til Poesi og skrev Digte i Tusindvis. Et Bind heraf udgav han paa Subskription og afsatte paa den Maade 500 Exemplarer.

Nu begyndte hans publicistiske Virksomhed. Den første Anledning hertil var et Digt af H. C. Andersen, "Pjat!", hvori der drages til Felts mod Damer, som sidde om Thebordet og snakke hen i Vind og Vejr om Digtekunst, Politik og Mad. Dette oprørte Jørgensen Jomtou, thi skjønt forsmaaet i Kjærlighed var han dog i Ordets ædtøre Betydning en stor Beundrer af Kjønnet. Han skrev derfor i "Kjøbenhavnsposten", det samme Blad, hvori Digtet havde staaet, et kraftigt Alvorsord, hvorved han optraadte som Damernes Ridder. Men det almennyttige, det til Amenvel sigtende var dog egenlig Formaalet for den publicistiske Virksomhed, som han nu udfoldede i stort Omfang. Han skrev Afhandlinger i "Kjøbenhavnsposten" om Fædrelandets Love og Justitsvæsen, om Advokaturen o. s. v., og da Bladene ikke havde Plads nok til hans Udtalelser, udgav han selv under Titlen "Tilskueren" et Blad, der i et Par Maaneder efter hans Sigende fik et Par Tusinde Abonnenter. Da han fik Afslag paa sin Ansøgning om at maatte forsende Bladet med Posten, havde han i den Anledning Audiens hos Frederik den Sjette, hvorved der, som han fortæller, faldt bitre Ord paa begge Sider, idet Kongen sigtede ham for at have drevet Vinkelskriveri, hvorover Jørgensen Jomtou blev meget opbragt og skiltes i Vrede fra ham. Derefter udgav han et historisk-geografisk Blad "Panorama", hvorpaa han snart fik 3000 Abonnenter, og samtidig dermed blev han ved Kjøb Ejer af det Poppske Skriftstøberi. Han var, som man ser, nu paa Vej til at blive en holden Mand.

I Aaret 1835 kom han, som han fortæller, hændelsesvis til at tale med daværende Prinds Christian, der gjorde ham

 

366

nogle Spørgsmaal, som han besvarede med: "Det kommer an paa, om Deres kgl. Højhed taaler at høre Sandhed." - "Det er netop, hvad jeg ønsker," var Svaret. Denne Samtale havde en afgjørende Indflydelse paa hans Liv. En indre Stemme tilraabte ham: "Det er ham! han er din Pharamond, og Du er hans Ven!" Jomtou mente, at de Frøkorn, som han havde samlet paa Erfaringens Vej og for Fremtiden haabede at samle, vilde ved den ædle, oplyste og verdenskloge Fyrstes Haand blive plantede og opelskede i den fædrene Jord. "Han haabede nu, at hans Stemme ej længere skulde være en Røst i Ørken, men at hans Forslag til Forbedringer og til Afskaffelse af Misbrug og skadelige Indretninger skulde blive ophøjede til Love." Han berejste derfor Landet i alle Retninger og leverede Prindsen Resultatet af sine Iagttagelser. Men man søgte at afskrække ham: Fyrstegunst, mente man, var ikke at stole paa, og en Justitsraadinde sagde: "Han Skal have saadanne Folk som Dem til at stoppe i Hullerne, naar det kniber." Derhos foresvævede ham Mindet om Struensee, hvis blodbestænkte Skygge Historien fremviser som et advarende Skræmmebillede for enhver, der vil hellige sit Livs Virken til Folkets og den lidende Menneskeheds Sag. Men slige Advarsler og slige Exempler kysede ham ikke; han tænkte som saa: Den, som ikke har et Liv at vove, naar et Folks Vel og Ve lægges i hans Haand, er ikke Livet værd.

Imidlertid kunde han ikke ved Siden af Varetagelsen af Statens Anliggender, der jo optog den største Del af hans Tid, ganske varetage sine egne Forretninger. Det gik galt med Skriftstøberiet, og han blev bedragen af sine Folk. Imidlertid var Prinds Christian bleven Konge, og det var ham en Balsam. En Dag kort efter Tronbestigelsen lod Kongen ham kalde - jeg følger her Jørgensen Jomtous Fortælling - og sagde: "Sig mig nu, hvad ønsker De, hvad kan jeg gjøre for Dem?" - Svaret var: "Ingenting. Jeg er ugift, gifter mig ikke. Behøver blot Lidt og har, hvad jeg bruger." - "Noget maa De vel kunne ønske Dem," svarede Kongen, "Penge?" - "Nej," sagde Jørgensen Jomtou. Kongen mente, at han i alt Fald dog skulde henvende sig til Geheimeraad Adler Det skete. Da Adler gjentog det samme Spørgsmaal som Kongen, var Svaret det samme. "Men," vedblev Adler, "naar De nu fik et godt fedt Levebrød, saa kom Lysten til at gifte Dem nok." Men Jørgensen Jomtou vilde intet modtage. I en anden Samtale med Kongen, hvori den samme Gjenstand blev drøftet, bemærkede han: "I intet andet Forhold end

 

367

i det, vi staa, kunne vi staa til hinanden. Hvis jeg modtager et Embede, er der en, der har et, der er større end mit, og ham skal jeg bære paa (?), og hvis jeg modtager en Titel og Orden, er det samme Tilfældet; men nu staa vi - Mand imod Mand - ligeoverfor hinanden. De over Staten, og jeg udenfor den. Hvis vi ærlig række hinanden Haanden og staa hinanden bi i Nødens Stund, kunne vi stifte meget godt og forhindre meget ondt."

Jeg refererer kun og overlader Jørgensen Jomtou Ansvaret. Men utvivlsomt er det, at han omtrent et Aar efter med 300 Rdl. i Rejsepenge - mere forlangte han ikke - ifølge Kongens Ønske begav sig paa en Rejse "for at forskaffe sig et almindeligt Overblik" og for at undersøge, hvilke af Udlandets Indretninger man til Befordring af Almenvellet kunde med Nytte anvende i Fædrelandet. Adler tilbød ham Anbefalinger til Gesandterne i Berlin og Wien, men Svaret var: "Nej, jeg skal nok anbefale mig selv," og det lader til, at han holdt Ord, thi han fandt Adgang overalt. I Dresden stiftede han f. Ex. Bekjendtskjab med Gehejmekonferensraad Langenau, der henledede hans Opmærksomhed paa de Ting, han burde se, "thi," tilføjede han, "naar De kommer hjem, er De Minister," hvortil Jørgensen Jomtou mente, at det skulde han nok tage sig i Agt for at blive, da hans Karakter ikke passede dertil. Han nævner mangfoldige store Mænd, som han paa sine Rejser kom i Berøring med, og som alle vare særdeles henrykte over ham. En sagde til ham: "Kongen af Danmark maa være en meget aandrig og oplyst Fyrste, eftersom han sender en saadan Mand til Udlandet;" en anden: "Hvis De ikke arbejder for Evigheden, ved jeg ikke, hvorfor De arbejder; thi hvad De gjør, kan intet Menneske betale Dem;"- en tredie: "De er et rent Fond, thi De har ingen Ærgjerrighed" o. s. v. I Wien blev han ført om i alle Læreanstalter o. desl., og overalt blev han, da han, som han siger, ikke havde forsynet sig med nogen Titel, benævnet "Hofraad" eller "Direktør". Han blev optaget som Æresmedlem af Industriforeningen og indbudt til at deltage i Redouterne ved Hoffet, hvor den østerrigske Indenrigsminister Kolowrath betroede ham sine Tanker om Konstitutionen og mente, at Wienerne brød sig Pokker om en saadan, naar de blot fik Lov til at synge, le og sige Vittigheder, medens han dog vilde forpligte sig til at tilvejebringe 100,000 Underskrifter for den frieste Konstitution i Verden. Han fik en Anbefaling til Stadshauptmanden i Prag, Hofraad Muth, i hvis

 

368

Hus han nød de herligste Glæder, og hvis to livfulde, aandrige og vennehulde Døtre han ikke kunde glemme. Ved Afskeden sagde Hofraaden til ham: "Naar De kommer hjem, skal De lade Dem ansætte som Kabinetssekretær; thi der er De paa Deres Plads." Men det vilde han dog ikke.

Denne Rejse gjorde han for det meste til Fods og brugte af sine egne Penge 400 Rdl. Da han kom hjem, forelagde han Kongen Resultatet af sin Rejse, blandt andet Planen til en Straffeanstalt lig den i Prag. Kongen havde, som han fortæller, tiltænkt ham Direktørposten for denne Anstalt, men Planens Iværksættelse blev udsat, og han blev derfor heller ikke Direktør. Det begyndte overhoved at gaa op for ham, at han blev modarbejdet fra alle Sider, og at navnlig Stemann var hans arge Fjende. Fast besluttet paa at trække sig tilbage, sagde han til Kongen: "Lad os skilles ad. Det Forhold, hvori vi staa til hinanden, miskjendes og leder dog ikke til noget." Det Spørgsmaal, Kongen gjorde ved denne Lejlighed, om han ogsaa vilde slutte sig til hans Modstandere, krænkede ham dybt og foranledigtede, at han i en længere Skrivelse forsvarede sig og beraabte sig paa sine store Fortjenester. Han vilde ikke mere skrive noget offenlig; med sin Brochure "Om Opdragelsen" vilde han for stedse tage Afsked fra den literære Bane og forlade sit Fædreland, "hvor saa mange blodige Minder og Taarer klæbe ved Erindringen." "Jeg agter," hed det tilsidst i Skrivelsen, "nu at træde tilbage til den Virkekreds, hvori min Fader - den retskafneste og mest elskede og agtede Mand, jeg har kjendt - var; men da intet Fabrikvæsen her i Landet kan trives, saa længe vi have dette Toldvæsen, og jeg desuden ønsker at lære Kattuntrykning og Glitning m. m. i Udlandet, agter jeg at indtræde to Aar i Læreforhold i Elberfeld." - Følgen af denne Skrivelse var, at Kongen lod ham kalde og overtalte ham til at blive. Det er atter hans eget Referat.

Han vedblev nu at udarbejde forskjellige Ting, som han forelagde Kongen, deriblandt Forslag til Ophjælpning af den arbejdende Klasse i Kjøbstæderne og paa Landet, navnlig Husmandsstanden, Udkast til Anordninger o. s. v. Igjen begav han sig (i 1843) paa en Rejse. I Wien vilde Kolowrath formaa ham til at blive med Løfte om at sørge for ham; men han svarede: "Jeg kan ikke, Deres Excellence! Uagtet jeg ikke ejer en Fodsbred Jord i mit Fødeland, er det dog for mig, som om hele Danmark tilhørte mig, og hvor jeg er, er der noget, som trækker mig hjem," Men denne Kjærlighed til Fædrelandet

 

369

blev kun slet belønnet, thi da han kom hjem, blev han Gjenstand for allehaande Forfølgelser. Der blev gjort Nar ad ham i "Korsaren", hvor hans Billede en Tid hørte til det staaende Inventarium; han blev, som han fortæller, overfaldet og forhaanet paa Kjøbenhavns Gader baade af vel- og sletklædte Banditer, og to Gange forsøgte man at forgive ham. Om disse Forgiftelser ytrer han sig rigtignok paa en temmelig dunkel Maade, hvoraf det synes at fremgaa, at hans levende Fantasi herved har spillet ham et Puds, thi at Haaret falder af, og at der i dets Sted voxer "hvide Børster", kan dog næppe være Resultatet af en Forgiftning. Men trods disse Forfølgelser holdt han ud og arbejdede frisk væk paa Planerne til Reformer i Samfundslivet, navnlig paa Udkastet til en hel ny Kriminallovgivning. Samtidig dermed sendte han jævnlig Breve til Kongen, hvori Smerten over Forfølgelserne og over de Hindringer, der fra alle Sider lagdes for hans filantropiske Bestræbelser i Menneskehedens Tjeneste, udtalte sig af et bevæget Hjerte, medens han tillige tolkede Kongen sin Erkjendtlighed for den Husvalelse, hans Naade havde skænket ham. Heri citerede han Tankesprog af Rousseau, Cromwell, Schiller o. s. v. Han havde intet mere at haabe og frygte, og som Schillers Thekla kunde han udbryde:

"Das Herz ist gestorben,
Die Welt ist leer,
Und weiter giebt sie
Dem Wurische Nicht mehr.
Du Heilige! rufe Dein Kind zurück.
Ich habe genossen das irdische Glück,
Ich habe gelebt und geliebet."

Imidlertid havde Kongen, som han fortæller, paatvunget ham 600 Rdl. aarlig, fordi han i hans Tjeneste havde tilsat hele sin Formue og ikke villet modtage noget Embede. Under Udarbejdelsen af sit Udkast til en Kriminallov fik han forskjellige skriftlige Vink af Kongen, og da det var færdigt i 1846, blev det ifølge Kongens Opfordring trykt, foruden at det tillige skulde trykkes i tysk Oversættelse. Men næppe vare to Ark af denne færdige, før det Tordenbudskab naaede Jørgensen Jomtou, at hans store Velynder var afgaaet ved Døden.

Ligesom dette Dødsfald frembragte store Omvæltninger i det offenlige Liv i mangfoldige Forhold, saaledes var det naturligvis ogsaa skæbnesvangert for den arme Jørgensen Jomtou. Nu begyndte hans egenlige Lidelseshistorie. Den ham

 

370

tilsagte Livrente blev ham vel udbetalt det første Aar efter Kongens Død, men derefter reduceret til 200 Rdl. og tilsidst til 0. En Ansøgning om at faa de ved Trykningen af hans Udkast til en Kriminallov udlagte Penge erstattede blev afslaaet. Han ejede, som han selv siger, ikke en Daler; hans Navn som Forfatter var bortskyllet af Tidens Strøm, og Publikum var formedelst hans Forhold til Kongen saa indtaget imod ham, at han kunde skrive, hvad han vilde, uden at blive læst. Han saa sine "Fjender i Besiddelse af Magten og sig selv Gjenstand for hele Folkets Forbitrelse og Had." Saaledes skildrer han sin Situation. I en saadan Forfatning og Stemning begav han sig tilbage til sin Fødeby Maribo, hvis Gjensyn han i sine efterladte Skrifter hilser med et vemodsfuldt Digt. Men her var intet blivende Sted, og atter vendte han tilbage til Kjøbenhavn, nærmest i den Hensigt at udarbejde Christian den Ottendes Historie. Hertil skulde han bruge de meget værdifulde Papirer, han under sit Forhold til Kongen havde tilsendt denne. Han forlangte dem udleverede, men det nægtedes ham, fordi de, som det hed, vare behandlede som Makulatur og kastede i en Skarnbøtte. Denne Oplysining, der fremkom i et Blad, krænkede ham naturligvis dybt. For at faa denne vigtige Sag oplyst og bragt til Forhandling, henvendte han sig ogsaa til Rigsdagen og flere Rigsdagsmænd, men forgæves. Oberst Tscherning svarede ham, som han fortæller, med de Ord: "De faar ikke Deres Papirer, thi man frygter for, at De dermed vil gjøre Indgreb i det gloriøse, som omgiver Christian den Ottendes Regering."

Imidlertid begyndte han atter paa sin Forfattervirksomhed. Struensee var hans Ideal af en Statsmand; han betragtede ham som den største Reformator, Danmark havde havt at opvise, og besluttede at skrive hans og Karoline Mathildes Historie for nogenlunde at bøde paa den blodige Uretfærdighed, de havde lidt. Dertil søgte han at faa Adgang til de hemmelige Papirer herom, som beroede, i Gehejmearkivet, men det blev afslaaet. Bogen udkom og opnaaede en saa stor Udbredelse, at et andet Oplag var nødvendigt, men heller ikke hertil kunde han faa de omtalte Papirer at se. Senere udgav han et Blad "Diorama" hvis første Numer var ledsaget af Portræter af Kristus, Rousseau og Jørgensen Jomtou, de tre største Mænd, der nogensinde havde levet. Hans eget Portræt havde følgende Underskrift: "Det er Manden, som adler sin Stand; men ikke Standen, som adler Manden." Iøvrigt var Bladets Indhold en underlig Blanding af ret forstandige Udtalelser og

 

371

meningsløse Ting, og de forskjelligste Artikler vare i en besynderlig Forvirring kastede mellem hverandre. Da han dels herved, dels ved sine gjentagne Henvendelser til Kong Frederik den Syvende og til Rigsdagen vedblev at henlede Opmærksomheden paa sin Person, blev han naturligvis en Gjenstand for de illustrerede Smudsblades ikke videre smagfulde Angreb, og i sin Overbevisning om at være en uforlignelig stor Aand, der maatte taale alle store Aanders Skæbne at miskjendes, hades og forfølges, troede han, at et fuldstændigt Komplot var stiftet til hans Fordærvelse.

I en Skrivelse til en Bekjendt omtaler han, hvorledes han overfaldes og forhaanes paa offenlig Gade, og hvorledes han endog har været Gjenstand for Attentat paa Snigmord, idet han nemlig ved en Aften at gaa fra Ladegaarden over Broen lige for den hørte noget pusle i Buskadset paa Bastionen, derpaa hørte et Skud og mærkede, at en Kugle foer tæt forbi ham ind i den anden Bastion. En anden Gang skriver han: "Jeg gik undertiden paa Volden i Selskab med en Herre eller Dame, der havde mødt og indladt sig i Samtale med mig, og jeg saa da en stærk, haandfast Karl traske bagefter mig og lytte til hvert Ord. Jeg har i mere end 20 Aar spist hos Brusch paa Østergade og senere hos hans Broder i Kirkestræde, men saasnart jeg kom ind ad Døren, kom den bekjendte T. (Redaktøren af et Smudsblad) og et Par af hans Kammerater og satte sig ved det samme Bord for at spionere, hvad jeg talte om. Jeg maatte derfor ophøre med at komme der." Slige Genvordigheder, indbildte eller virkelige, men især Afslagene paa de mange Ansøgninger, han indsendte om sine Papirers Udlevering, om Livrenten, om Erstatning for Udlæg o. s. v., i Forbindelse med hans frugtesløse Forsøg paa at faa Audiens hos Frederik den Syvende, gjorde ham bitter i Sindet. I et Blad "Rapée", som han kjøbte af den bekjendte Karup, skrev han i 1859 en Artikel med Titel "Forrige Tider og Nuomstunder", hvori det omtaltes, hvorledes enhver Undersaat havde fri Adgang til Kongerne Frederik den Sjette og Christian den Ottende og da nød Beskyttelse og Deltagelse, medens det nu var ganske anderledes, idet Folk vare udelukkede fra Adgang til Kongen, hvilken Paastand tillige krydredes med stærke Angreb paa Kongens Person og hans Omgivelser. For denne Artikel, der ikke var værre end mange andre, som paa den Tid fremkom, men hvis Forfattere rigtignok vare saa forsigtige at anvende forblommede Udtryk, af hvis Mening man dog paa ingen Maade kunde tage fejl, blev

 

372

han under 2den Maj 1859 beordret tiltalt af Generalfiskalen, og Resultatet var, at han ved Højesteretsdom af 21de Maj 1860 idømtes 3 Maaneders Fængsel. Det blev ikke derved. Ved ligeledes i det nævnte Blad "Rapée" at offenliggjøre Indlæggene i denne Sag, hvori den paadømte Artikels Indhold blev gjentaget forstærket, paadrog han sig atter Ved Højesteretsdom 4Maaneders Fængsel, derefter hans Ansøgning om Lettelse i Straffen blev formindsket til to. Medens han sad fængslet, søgte han Rettergang med Assessor Købke, om hvem han paastod, at han ved et fejlagtigt Referat til Forhørsprotokollen under Kriminal- og Politiretten havde bevirket Sagens uheldige Udfald, hvorfor han af Købke forlangte en Erstatning af 500 Rdl., men dette Forsøg førte naturligvis ikke til noget.

Fængslingen, hvorved han ikke mere kunde foretage de Fodture, hvortil han var vant, i Forbindelse med de forskjellige Krænkelser, han havde lidt eller troede at have lidt - hvad der jo næsten kommer ud paa et - undergravede den 69aarige Mands Helbred og svækkede hans Forstand endnu mere, end det alt forinden var Tilfældet. Som et Tegn herpaa kan tjene, at han tænkte paa at stille sig til Folkethingsvalgene i 1861 i Kjøbenhavns 7de Kreds mod daværende Justitsminister Casse. Hans Papirer indeholde det Program, som han vilde fremkomme med paa Valgtribunen. Aarsagerne til, at han vilde stille sig, vare dels personlige, dels af højere almennyttig Beskaffenhed. Han vilde gjennem Folkethinget virke til, at de saa meget omtalte Papirer bleve ham udleverede, og at han fik den ham af Christian den Ottende tilsikrede Livrente betalt som Erstatning for Udlæg, men desuden havde han en Mængde lovforslag, som han vilde bringe til Forhandling, saasom en Anciennetetslov for Regerings-Kollegierne, en Toldlov, der sætter høj Told paa forarbejdede Varers Indførsel (han var en meget ivrig Beskyttelsesmand), en Lov om Indførelse af Juryer o. s. v. Man kunde saaledes have ventet udmærkede Ting af hans Lovgivervirksomhed, og Rigsdagen vilde utvivlsomt have glædet sig ved en endnu større Langvarighed, end det hidtil har været Tilfældet; men af ubekjendte Grunde opgav han at stille sig og fik saaledes ikke Anledning til at lade sit Lys skinne i Danmarks lovgivende Forsamling. Men han satte det alligevel ikke under en Skæppe. For at tilfredsstille sin Trang til offenlig Optræden, holdt han nogle Foredrag i den saakaldte "Kalkeballe" i lille Kannikestræde med det Formaal at stille Struensees Fortjenester frem i

 

373

det rette Lys og at rense Dronning Karoline Mathildes Minde. Disse Forelæsninger, hvorved han udviklede en vis dramatisk Færdighed som Reminiscens fra hans tyske Skuespillerliv, gjorde dog ikke samme Lykke som de bekjendte Karupske *), men mulig havde han været heldigere med de Foredrag over Christian den Ottendes Liv og Virksomhed, som han bebudede at ville holde i Apollosalen, dersom Politiet ikke havde fundet sig foranlediget til at forbyde dem. Han lod sig dog ikke heraf skræmme fra vedblivende at virke til Almenvellet. I Novbr. 1861 tilstillede han Rigsdagens Folkething og i Januar 1862 Rigsraadet et Andragende, hvori han, næstefter at have fortalt, hvorledes han paa en Bænk ved St. Jørgenssø havde truffet et stakkels Mand, der med sin Familie var nærved at dø af Sult, fordi han intet Arbejde kunde faa, foreslog forskjellige Midler til at afhjælpe den almindelige Trang og ophjælpe Industrien. Af disse vare en stærk Beklipning af Kongens daværende Civilliste, forhøjet Indførselstold og Jernbanernes Nedlæggelse de vigtigste. Til Støtte for sin Paastand om Jernbanernes Skadelighed i et lille Land anførte han Citater af en stor Del Statsmænd, saasom den würtembergske Minister Rømer, Politimesteren i Kiel o. s. v. Den sidstnævnte havde som et Bevis paa Jernbanernes skadelige Virkning anført, at før havde Kiel tolv Hattemagere, nu havde Byen kun to, fordi alle Folk i Kiel kjørte paa Jernbanen til Hamborg og kjøbte deres Hatte der. Saa indlysende Argumenter til Støtte for Jørgensen Jomtous statsøkonomiske Principer gjorde dog intet Indtryk paa Formændene i Rigsdag og Rigsraad, og hans Andragende blev ubønhørlig lagt til Side.

Det er tidligere omtalt, at han havde udarbejdet et Udkast til en Kriminallov. Denne, der indeholder overordentlig strenge Bestemmelser og som Drakons næsten kunde siges at være skreven med Blod, var efter hans Sigende bleven revideret af Christian den Ottende, derpaa trykt og saaledes kommen i adskilliges Hænder. Men det sidste var forsaavidt uheldigt, som det var hans uforgribelige Mening, at den under 27de Februar 1859 nedsatte Lovkommission havde bemægtiget sig hans Værk og lagt det til Grund for sine Arbejder. I en Skrivelse herom til Stiftamtmand Simony udtaler han sig paa følgende Maade: "Det blev desværre min sørgelige Lod at arbejde uden Løn, at se andre høste, hvad jeg havde saaet, og blive behand-

__________

*) C. F. W. Karup, Literat, f. 1829, d. 1870, gjorde sig bl. a. bekendt ved at holde "folkelige Foredrag" af skarp og udfordrende Art. Udg. Anm.

 

374

let som Forbryder, fordi jeg har antaget mig mine forurettede Medmenneskers Sag og ærlig bestræbt mig for at stifte det gode og forhindre det onde, der stod i min Magt. Dette er nu ganske i sin Orden, og deri maa jeg finde mig; men jeg kan derimod ikke finde mig i, at et Værk, hvis Materiale jeg møjsommelig har samlet paa Erfaringens Mark, paa hvis Udarbejdelse jeg har anvendt mange Aar, og som en aandrig og oplyst Monark har værdiget at revidere, omkalfatres af nogle Jurister og forvandles derved muligvis til et Makværk, der vel kan være gavnligt for den rige og mægtige, men fordærveligt for den ringe og fattige." Han truede tillige i denne Skrivelse med at indgive en Klage til Rigsdagen over det begaaede Ran, men det ses ikke, om han udførte sin Hensigt. Hvad der dog mest nagede ham, var den formentlige Uret, der var overgaaet ham ved hine Domfældelser for Artiklerne i Bladet Rapée. I Juli 1864 sendte han en meget udførlig Ansøgning til Kongen med Forlangende om, at den i 1859 mod ham anlagte Sag maatte blive revideret, og Justitsminister Casse, Stiftamtmand Simony, Justitsraad Køhke samt forskjellige Assessorer i Kriminalretten og i Højesteret satte under Tiltale og tilpligtede at betale det Tab, han havde havt ved denne Sag. Et Andragende af lignende Indhold sendte han i September 1864 til Rigsdagen, men det havde samme Skæbne som hans forskjellige andre Andragender til den lovgivende Forsamling.

Disse frugtesløse Forsøg paa at opnaa, hvad han kaldte Ret og Retfærdighed, vare, som det lader til, hans sidste. Dog lagde han ikke Hænderne i Skødet, thi hans efterladte Papirer vise, at han vedvarende samlede Materiale til sin Samtids Historie, navnlig til Oprørets i Hertugdømmerne saavel som til de Begivenheder, der samtidig gik for sig her i Kjøbenhavn. Dette Materiales Værdi er vel temmelig tvivlsom, men det vidner om stor Flid- og Arbejdslyst, og i ethvert Tilfælde er det et Bevis paa, at han endnu i sine sidste Levedage bevarede Bevidstheden om sine store Evner og om sit Kald som upartisk Historieskriver. Hans Legemskræfter, der alt vare undergravede ved fremrykket Alder, ved Sorger og vel ogsaa ved Savn, kunde ikke holde Skridt med hans aandelige Anstrængelser, og efter kort Tids Sygeleje døde han den 31te December 1866. Hvilken Dom man end vil fælde om Jørgensen Jomtou, hans Virksomhed og offenlige Optræden, saa vidner dog alt om, at han var en honnet Karakter, og at hans Evner, hvis de vare blevne ledede i det rette Spor og havde

 

375

modtaget den fornødne Udvikling, kunde have været Samfundet til megen Nytte. Men det var navnlig hans Overvurdering af disse Evner og vel ogsaa hans ret mærkelige Forhold til Kong Christian den Ottende, der gav hans Liv en Retning, som efterhaanden førte til, at han i det offenlige Omdømme kun høstede et Smil og i det højeste et ynkende Skuldertræk.

__________

 

376

VII.

376.png


I Heibergs "Recensenten og Dyret" siger Keiser om den smukke Opvartningspige Rose i Hr. Pelts Telt paa Dyrehaysbakken, at hun nok snarere er fæstet for at underholde Gjæsterne paa en behagelig Maade end at arbejde i Køkken og Kælder. Ganske vist er en smuk Opvartningspige et ikke ringe Tiltrækningsmiddel for en offenlig Beværtning. At se en slig tjenende ung Dame proper og pyntelig i Paaklædning med en Smule nødvendigt Koketteri vimse fra et Sted til et andet, byde de forlangte Sager omkring med et venligt Smil og et artigt Ord til enhver, er rigtignok noget langt hyggeligere end det Skue, som den mandlige Opvartning afgiver, hvilken, for saa vidt denne er indfødt, i Reglen - og dette være sagt uden nogen Forklejnelse for Nationaliteten, ja, maaske tvertimod til Fordel for den - kun lidet er skabt til dette Kald. Men en Betingelse for, at det blidere Kjøn med Fordel skal kunne anvendes i denne Egenskab, bestaar unægtelig deri, at Opvartningsjomfruen (jeg tager den mere elegante Benævnelse) foruden at hun tilfredsstiller Moralens strenge, om ikke strengeste Fordringer, forstaar at holde den gyldne Middelvej ved ikke at være for forekommende mod nogle af Gjæsterne og ikke for lunken mod andre, ikke agere Magnet, der snart trækker til, snart støder fra efter den Gjenstands Beskaffenhed, hvormed den kommer i Berøring. Hun maa have det samme Smil paa rede Haand overfor den

 

377

ungfe elegante Herre som overfor den gamle Stødaf, der hører til Husets Stamgjæster; hun maa med en vis Rutine forstaa at unddrage sig nærgaaende Friheder, fra hvem de saa komme, og hun maa tillige ikke gjøre Forskjel paa de to Slags Gjæster, som hin Opvarter kun kjendte, dem nemlig, der give Drikkepenge, og dem, som ingen give. Men, hvor er det vel i vor fordærvede Tidsalder, hvor Fristelsen er saa stor, muligt at opvise en, end sige flere Opvartningsjomfruer af den Beskaffenhed, og da man paa Grund heraf i Reglen har gjort den Erfaring paa Beværtningsstederne, at kvindelig Opvartning snarere skader end gavner Søgningen, fordi den trækker den Del af Gjæster til sig, som er mindst lønnende, medens den fjerner den solidere Part, er den paa de allerfleste Steder bleven afskaffet og erstattet med mandlig, vistnok til stor Satisfaktion for Sædeligheden, men, som alt bemærket, næppe til Fyldestgjørelse for Skjønhedssandsen.

Disse Bemærkninger, der vedrøre det tjenende Personale paa Beværtningsstederne, gjælde ogsaa for en Del Nutiden. Sjælen og Aanden i den lille Stat, som et saadant Etablissement, større eller mindre, egenlig udgjør, er imidlertid Værten, den, som leder og styrer det hele. Ogsaa i Henseende til denne Statsborger har Tidsaanden gjort sit Krav gjældende. Nu ser man ham sjældent, han er saa godt som usynlig. Hans Aand svæver maaske, eller maaske ikke, over det hele, men det findes hverken ganske passende eller sømmeligt, i det mindste i de bedre Beværtningssteder, at se ham gaa omkring og deltage direkte i Opvartningen, endnu mindre i Underholdningen. Der bestaar et, om ikke fremmed, saa dog i det mindste anstandsfuldt Forhold mellem ham og Gjæsterne, og om noget kammeratligt Forhold er der sjældent Tale. Hvor ganske anderledes var det ikke i ældre Tider. Værten var næsten altid tilstede, og deltog han ikke selv, med et grønt Multums Forklæde for, i Opvartningen, saa ledede han den dog. Han paasaa, at Gjæsternes billige Krav bleve tilfredsstillede, og hvad der tillige var noget af det vigtigste, han søgte at underholde sine Gjæster paa en behagelig Maade med Dagsbegivenheder, Nyheder, sindrige Reflexioner over Dit og Dat, ja vel endog med Politik, altid den udenlandske, thi den indenlandske brød man sig ikke synderlig om. Der var et selskabeligt og venskabeligt Samliv, især mellem ham og Stamgjæsterne, et Forhold, der næsten var patriarkalsk, hvorfra vel ogsaa Benævnelsen Krofa'r hidrører. Blev der undertiden improviseret et lille Symposion, var Vær-

 

378

ten selvskreven Gjæst; han fik ligesaa godt et Glas som alle de andre, og det var heller ikke sjældent, at han udenfor slige højtidelige Lejligheder fik Adgang til at smage paa sine egne Varer, hvorfor da ogsaa en Vært, som han burde, og skulde være, i Almindelighed viste sig med en Figur som en af hans egne Øltønder samt med et Ansigt, der bar kraftige Spor af Bakki Gaver. Det er næsten ubegribeligt, hvor mange Drikkevarer en saadan Vært var i Stand til at konsumere en hel Dag igjennem uden at naa den Salighedstilstand, som hos andre dødelige næsten altid er Resultatet; det var en Vane, der Blev til en anden Natur, men som derfor ikke var mindre beundringsværdig.

Det er klart nok, at paa disse Værters Egenskaber og Underholdningstalent beroede under slige Forhold ligesaa meget som paa deres Varers Beskaffenhed den større eller mindre Søgning. Forstod en Vært sit Kald, kunde han gjøre sig behagelig for sine Gjæster, more dem med lystige Indfald, være omgængelig uden at være paatrængende, ikke for nærgaaende med Hensyn til de større eller mindre Beløb, der stod paa Karvestokken, da var hans Lykke gjort, især naar hans Varer, de flydende som de faste, befandtes gode og Priserne moderate. Han kunde i saa Fald tillade sig mangen en Frihed, som Gjæsterne ikke under andre Forhold vilde have taalt, mangen en Spøg, der just ikke var af den fineste Art. Kjøbenhavn og dens nærmeste Omegn har frembudt ikke faa saadanne Værter. Det var dog mest i de lavere Sfærer, enten i Kjælderen eller i Stuen, baade i virkelig og i figurlig Forstand, at Værterne, spillede den Rolle som maîtres des plaisirs, hvorved de naaede en vis Popularitet. Det vilde blive for vidtløftigt at anføre de Træk, der karakteriserede hver enkelt af disse Herrer af Spunds og Tap. Gjennemgaaende var det en vis slagfærdig Vittighed, der just ikke altid var af fineste Kaliber, et anseeligt Forraad af Anekdoter, der blev udkrammet, baade hvor det passede og ikke passede, samt en Rigdom af Gadeudtryk, der vilde have været et ypperligt Supplement til den ikke videre fuldstændige Samling, der udkom for endel Aar siden. Men der var ogsaa andre Specialiteter ved nogle af disse Hædersmænd, hvilke bidrog til at befæste deres Popularitet. En af dem gjorde sig bemærket ved en særegen Løjerlighed. I normal Tilstand var han saa indesluttet som en Østers i sin Skal og saa ordknap, at han kun sjældent fremkom med andet end Enstavelsesord, der, usammenhængende, som de i Reglen vare, i Dunkelhed

 

379

lignende Orakelsprog. Det hidrørte ifølge hans Beundreres Anskuelse fra hans Ideers Storhed og Mangfoldighed, der ikke tillod dem at slippe ud gjennem den fast tillukkede Hjernekiste. Men til andre Tider, naar der dannede sig et gemytligt Drikkelag af Gjæsterne, hvori han indbødes til at tage Del, da var det, som om det Stigbord, der havde hæmmet hans Tales og Ideers Udstrømning, pludselig var taget bort, og alt som Glassene tømtes, fyldtes og atter tømtes, blev Frater Taciturnus (saaledes kaldtes han af nogle intelligente Gjæster) saa tungefærdig som den mest drevne Rigsdagstaler nu. Der var ingen Gren af den menneskelige Viden, han ikke forstod at udbrede sig over, og man vidste ikke, hvad man mest skulde beundre; den pudserlige, storagtige Mine, hvormed han udkrammede sin Visdom, eller den Kontrast, han ved sin Snakkesalighed nu i det hele afgav mod sin tidligere stilfærdige Tavshed. Disse forskjellige Tilstande gav et godt Stof for komiske Optrin og gav ham et eget Ry. .

Endvidere var der En, som gjorde sit Etablissement tillokkende ved at forene det med en Samling Rariteter, som han kaldte sit "Neutraliekabinet". At forevise dette var hans Stolthed, og for naturkyndige vilde den Maade, hvorpaa han gjorde det, have frembudt en ikke ringe Interesse, for saa vidt som de derved fik Lejlighed til at udvide deres Kundskabers Kreds, ikke blot ved at lære en Mangfoldighed af Benævnelser, at kjende, som hverken Cuvier, Linné eller nogen anden naturkyndig kjendte noget til, men tillige ved at faa et Indblik i saadanne Hemmeligheder i Naturen, som de sikkert aldrig havde havt nogen Anelse om. Han paastod f. Ex., at Konkylier ikke vare andet end forstenede Luftblærer af Kæmpefisk, samt at de ægte Perler, af hvilke han ejede et Exemplar saa stort som et Flueøje, var den gennem Bladene noksom bekjendte "Søslanges" Exkrementer. Saa var der en Vært, hvis Specialitet bestod i at fløjte. Han navde dresseret sine Opvartere derefter. En Snaps, en halv Flaske Øl, et Glas Punsch, et Stykke Smørrebrød, en halv Boeuf, havde hver sit Ftøjtesignal. Endelig var der en Vært, der var Poet; han digtede mange Viser, mer eller mindre morsomme, og foredrog dem for sine Gjæster med vellydende Stemme, akkompagnerende sig selv paa Guitar. Fra ham hidrørte ogsaa forskjellige lystige Avertissementer i Adresseavisen, hvilke ikke forfejlede deres Virkning. Initialen Side 314 viser hans Portræt. Han var bekjendt under Navn af "Kjærne-Peter".

 

380

Men Fyrsten for alle Værter og Matadoren for alle Restauratører var dog Lars Mathiesen, engang, næst den absolute Konge paa Slottet, Enehersker paa Frederiksberg. For en ældre Generation var hans Navn maaske mere bekjendt end de mest folkelige Mænds i Fædrelandets Historie, og der er vist mangen gammel Landsbypræst dybt inde i Jyllatid, der endnu mindes ham fra sine Studenterdage. Det var jo hos Lars Mathiesen, at mange af dem toge "Embedsexamen". Denne Examen maa dog ikke tages i aandelig Forstand, ej heller er Meningen den, at danske Musasønner søgte at finde Visdommens Gudinde paa Bunden af Lars Mathiesens rummelige Punscheboller. Sagen var simpelthen den, at en Embedsexamen, selv om den var tilendebragt med alle Ceremonier og opnaaet med større eller mindre Udmærkelse, først fik sin egenlige Indvielse ved et lystigt Konvivium hos Lars Mathiesen i Frederiksberg Alleegade. Men ikke Studenterne vare hans stadige Gjæster, hans Beværtning søgtes af alle Borgerklasser. Her fejredes Bryllupper, Barnedaab og andre Familiefestligheder, ja endog Ligbegængelser; her endte Lystighederne, naar der var en Kanetur, eller naar Katten sloges af Tønden Fastelavn, og næsten præsiderede Lars Mathiesen derved i egen høje og tykke Person som selvskreven. Inviterede man ham ikke, indfandt han sig selv og præsenterede sit Glas, som han altid bar i Lommen til dette særlige Formaal.

Der kunde heller ikke tænkes nogen mere passende Formand ved et lystigt Gilde end gamle "Lars", som han sad der i Vest og i Nattrøje af tærnet Bomuldstøj - et Kostume, der vel stred noget mod Dekorum, men som man aldrig forargedes over - med Huen halvt paa det skaldede Hoved, med det brede, svære Ansigt, hvis Træk i sand Lapidarstil vidnede om Kraft og Godmodighed, parret med Bestemthed, og hvis poliske Øjne straalede af et overgivent Lune. Dette Indtryk faar man af et lithograferet Portræt efter et ypperligt Maleri af Gertner, som udkom i 1846. Der var i hans Maade at behandle Gjæsterne paa en vis Ligefremhed, en gemytlig Fortrolighed, der kun kunde støde den, der enten ikke kjendte ham, eller som holdt strengt paa sin Værdighed. Selv i det "Du", hvormed han tiltalte enhver efter et kort Bekjendtskab, fandt man sig med Fornøjelse, især da "Lars" slet ikke tog det ilde op, naar man duttede ham igjen og kaldte ham en "gammel Optrækker" o. desl. Hans Mundheld "Det slaar lige til", naar der leveredes ham større

 

381

Pengestykker, har overlevet ham. For hans Stamgjæster var denne summariske Maade at tage Betaling paa, som han undertiden udførte for Alvor, ikke meget generende, da de nok ved Lejlighed vidste at fage Revanche, f. Ex. ved at fortære for et rundeligt Beløb, rejse sig og gaa deres Vej med de Ord: "Det slog lige til"; men for andre blev det undertiden for broget. Saaledes havde en Dag to Sømænd, der ikke kjendte hans Manér, leveret ham en Specie for Fortæring. Med de sædvanlige Ord "det slaar lige til" puttede Lars Mathiesen den i Lommen. - "Ja saa," sagde den ene Sømand, "men jeg slaar min Salighed ogsaa lige til!" og han langede ham i det samme en artig Kindhest, som Lars Mathiesen, uagtet han meget vel var i Stand dertil, ikke besvarede, fordi han mente, at der dog var nogen Ræson i den Tale. Et andet af hans Mundheld var: "Lad gaa", hvortil han undertiden tilføjede noget, der just ikke var Musik i høviske Øren.

Overhoved kan man jo nok vide, at hans Spøg var temmelig grovkornet; men det skal erkjendes, at den altid var krydret med Lune, ligesom ogsaa, at de Krøniker, hvormed han opvartede, naar Glasset gik omkring, bestandig vare lystige og morsomme, om de end vare noget saftige. I Ordspil havde han en vis Færdighed, og han havde et stort Forraad af Ordsprog, som han omdannede efter Omstændighederne. "Man maa sætte Fortæring efter Ernæring," sagde han, slaaende sig paa sin tykke Mave. Naar man gjorde ham en Kompliment for hans raske Udseende trods hans høje Alder, svarede han: "Intet Under, Sønnike, jeg har alle mine Dage ført et tysk (kysk) og fugtigt (tugtigt) Levnet." Han holdt ogsaa nok af med sin temmelig slagfærdige Vittighed at gjøre sig lystig over en og anden, naar han kunde komme afsted dermed. Selv Rahbek, der jævnlig besøgte ham, kunde ikke gaa fri derfor. Herom fortælles der flere Anekdoter, blandt hvilke følgende ere de mest karakteristiske:

Rahbek havde som bekjendt rødligt Haar, og Lars Mathiesen var skaldet. "Hør, Lars," sagde Rahbek engang til ham, "hvor Pokker var Du henne, da Vorherre uddelte Haar til de dødelige?" "Det ved jeg ikke," svarede Lars, "jeg havde vist forsinket mig noget, for da jeg kom, var der ikke andet end røde Haar tilbage, og dem skøttede jeg ikke om." - Da Rahbek var bleven udnævnt til Ridder af Dannebroge, faldt han i sin Glæde derover ind til Lars for at lade sig gratulere og beundre af ham. Det manglede da heller ikke, men pludselig spurgte Lars Mathiesen: "Ved Du, hvad Forskjel

 

382

der nu er paa Dgig og et Æsel?" - "Nej," svarede Rahbek studsende, - "Saa skal jeg sige Dig det. Ser Du, Æslet bærer sit Kors bagpaa, Du dit forpaa." - "Men ved Du hvilken Forskjel der er paa Dig og et Æsel?" spurgte Rahbek. - "Nej, det ved jeg ikke," svarede Lars. - "Jeg heller ikke," sagde Rahbek og gik sin Vej.

Da Englænderne, i 1807 foretog Røvertoget mod Kjøbenhavn, og som bekjendt valgte Frederiksberg Slot og Frederiksberg By til Garnison for en Del af Belejringshæren, blev Lars Mathiesens Beværtningssted et meget yndet Asyl for de engelske Officerer. Skjønt i sit Hjerte en god Patriot og sin Konge og sin Nation inderlig hengiven, kunde "Lars" naturligvis ikke vægre sig ved at beværte sit Lands Fjender, dog kun mod en anseelig Betaling, idet Lars mente, at hans billige Taxt ikke kunde gjælde for John Bull. Først var han meget tilbageholden, men den ualmindelige Artighed, hvormed han blev behandlet, gjorde omsider Indtryk paa hans let modtagelige Sind, og han var snart den gamle. Englænderne vandt ham ogsaa kjær; han maatte deltage i deres Drikkegilder, og skjønt han engang gjorde sin Husret gjældende ved at smide en engelsk Adjudant paa Døren, da denne, opflammet af Vin, i sit Overmod skældte paa den danske Konge og den danske Nation, blev dette dog ikke taget Lars ilde op, skjønt en Melding derom afgik til Hovedkvarteret. Under Vaabenstilstanden blev der engang afholdt et Drikkegilde, hvori Lars Mathiesen var inviteret til at deltage. Ved denne Lejlighed broutede Englænderne af deres Evne til at nedsvælge flydende Varer, og erklærede hoverende, at de Danske ikke forstod sig paa at "kvæle Abekatten", samt at de let kunde drikkes under Bordet. Krænket over den Skygge, der saaledes blev kastet paa hans Landsmænd, optog Lars Mathiesen den tilkastede Handske og udfordrede Albions Sønner til en Drikkekamp. De vare elleve i Tallet. Det gik løs paa Toaster, den engelske og den danske Konges Skaal blev drukken, Prindsregentens og den danske Kronprindses Sundhed blev udbragt under stor Akklamation, og da det henimod Morgenstunden var paa Hældningen med den fjortende Bolle Punsch, laa de elleve Englændere under Bordet, og Lars Mathiesen tronede alene tilbage paa sin Stol som Marius paa Karthagos Ruiner, men formodenlig ikke saa trist i Humør som denne.

I sine Erindringer fra gammel Tid dvælede Lars Mathiesen gjerne ved sin første Sammenkomst med Frederik den Sjette,

 

383

for hvem han nærede den største Hengivenhed. Lars Mathiesen var Medlem af Sogneforstanderskabet, og da Kongens Samtykke var nødvendigt i et vist Kommuneanliggende, begav Lars Mathiesen sig op paa Frederiksberg Slot for at faa Audiens. Han blev indladt og, som Kongen plejede, foer han imod ham med de Ord: "Hvem er De? Hvad vil De?" Lars, der ikke saa let blev bange, sagde Kongen, hvem han var, og i hvilken Anledning han kom. "Haa! haa! haa!" lo nu Kongen paa sin ejendommelige Manér: "De er altsaa Lars Mathiesen, den berømte Lars Mathiesen herude paa Frederiksberg?" - "Berømt eller berygtet, som man tager det, Deres Majestæt." - "Berygtet, ja saamænd," svarede Kongen, "for man fortæller, at De lærer den studerende Ungdom at drikke. Det gaar nok temmelig slemt til i Deres Beværtning herude." Lars, der ikke ret kunde forstaa, om det var Spøg eller Alvor af Kongen, fandt det rigtigst at tage det som Spøg og slaa ind i en tilsvarende Tone: "Ja, er det ikke sandt, hvad jeg altid har sagt, at ens bedste Bestræbelser blive miskjendte," svarede Lars ganske frejdig. "Jeg skulde lære Ungdommen at drikke! Langtfra. Det er netop heldigt for de unge Mennesker, at de søge min Beværtning, thi ingen kan mere formane dem til Tugt, Moralitet og til at passe Bogen. Jeg giver dem ingen Kredit og sørger altid faderlig for, at Drikkevarerne ikke kunne stige dem til Hovedet. Det have baade de og jeg Fordel af." - "Haa, haa! En rar Moral den!" svarede Kongen leende. "Men lad det nu være godt og lad os tale om den anden Sag." Denne blev nu drøftet, og Kongen bevilgede det forlangte.

Lars Mathiesen døde, saavidt erindres, i Foraaret 1852 i en meget høj Alder, efter at han i en Tid af henved 60 Aar havde været Vært paa Frederiksberg. I de sidste Aar havde hans Sundhed og Humør lidt meget ved Familiesorger, som gik den gamle Mand nær til Hjerte. Hans Ligbegængelse var maaske den talrigste, som nogensinde har fundet Sted fra Frederiksberg By.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:03:42 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top