eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 14

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Optøjerne i Kjøbenhavn 1819-20.

_____

301.png


Aaret 1819 herskede der en stor Bevægelse i Tyskland, nærmest foranlediget ved Følgerne af den saakaldte Wariburgerfest, .idet flere Regeringer ved skarpe Forholdsregler optraadte mod de tyske Studenterforeningers formentlig oprørske Planer til at skabe et forenet Tyskland. Kotzebues Mord, der betragtedes som en Følge af den frihedshigende Stemning, bidrog ikke lidet til at forøge Ophidselsen, som da ogsaa strakte sig til de lavere Klasser. Disse maatte ligeledes lægge deres brændende Kjærlighed for det store Fædreland for Dagen, og de vidste ikke at gjøre det paa nogen bedre Maade end ved at lade det gaa ud over Jøderne, mod hvem de gamle Beskyldninger atter bleve fremdragne. Det var Jøderne, der havde Skyld i Handelens Standsning, det var dem, der formindskede den klingende Mønt og trykkede Kursen, og de beskyldtes tillige for at have ladet sig bruge som Spio-

[301]

302

ner af Regeringen og derved foranlediget nogle af de Arrestationer og Domfældelser, der vare Følgerne af Mordet paa Kotzebue. Begyndelsen skete i Syd-Tysklajra i de første Dage i August. Her foregik forskjellige Optøjer med det Formaal at fordrive Jøderne. Ruder bleve indslagne, Huse demolerede og flere Personer bleve lemlæstede af den ophidsede Pøbel. Bevægelsen forplantede sig mod Nord, og paa ikke faa Steder maatte Militæret skride ind.

Som en Smitte naaede denne Bevægelse ogsaa Kjøbenhavn, hvor det fornødne Stof til Gjæring og Fanatisme i længere Tid havde været tilstede ved forskjellige Skrifter mod Jøderne. Nogen bestemt Anledning kan ikke paavises undtagen maaske Misundelse og Ærgrelse. Det bekjendte og almindelig agtede Klædekræmmer-Firma Brødrene Raphael paa Østergade Nr, 67 *) havde ladet sin Butik indrette paa en efter Datidens Begreber meget elegant Maade, ligeledes var Galanterihandler Jacobsens Butik smukt udstyret og udmærkede sig ved en Udstilling af glimrende Varer, og da nu disse Butiker bleve de første Gjenstande for Pøbeloptøjerne, kan deraf sluttes, at Misundelse og Brødnid i det mindste til en vis Grad bidrog til at fremkalde Udbrudet.

Den 3die Septbr. fandtes der et Opslag paa Børsen, som indeholdt Opfordring til at fordrive Jøderne, "denne Samfundets Pest", ud af Byen. Tillige betegnedes Østergade som det Sted, hvor de rige Jøders Butiker vare, og disse burde først demoleres. Selvfølgelig vakte dette Opslag stor Opsigt. Justitsminister Kaas paalagde i en Skrivelse af 4de Septbr. den daværende Politidirektør Hvidberg at være paa sin Post og møde de forventede Optøjer paa en kraftig Maade. Han udtalte, at der var Grund til at antage, at Udlændinge søgte at fremkalde lignende Optrin som de i Hamborg, Frankfurt og andre Stæder. Dette var dog kun et Rygte, som ikke bekræftede sig.

Uheldigvis var den exekutive Politimagt i Kjøbenhavn i Hænderne paa en Mand, der i rolige Tider kun lidet var den voxen, og naturligvis i urolige langt mindre. Det var en Gaade, hvorledes denne Mand, hvis Navn var Otto Himmestrup Hvidberg, havde faaet denne betydelige og ansvarsfulde Post, hvortil han hverken ved tidligere Embedsstilling som Kontorchef under Brandvæsenet og Bogholder ved Havnevæsenet eller ved nogen særlig Dygtighed, Aandsnærværelse

__________

*) Hvor Talen her og i det følgende er om Husnumere, er dermed ment de gamle Matrikulnumere.

 

303

eller Paapasselighed egnede sig. Hans Død var sørgelig. Efterat han pludselig, vel nærmest som Følge af hans Mangel paa Konduite under Jødefejden, var bleven afskediget i de første Dage af Januar 1820, opdagedes det, at han i sit tidligere Embede ved Brandforsikringen havde begaaet Kassesvig, og for at undgaa retslig Forfølgelse og Skændsel aflivede han sig ved Drukning.

Denne Mand skulde nu optræde aktivt under vanskelige Forhold. Allerede, hans Svar paa det omtalte Brev fra Minister Kaas vidnede om, at han aldeles ikke var med. Han mente, at Ryglerne om paatænkte Optøjer vare ugrundede, men han vilde dog til Gemytternes beroligelse lade Politiet patrouillere fra Nattens Begyndelse. Det viste sig hurtigt, at han havde taget fejl i sin Formodning. Henved Kl. 8 om Aftenen den 4de Septbr. - en Lørdag - begyndte en stor Masse Mennesker, for Størstedelen Sjovere, Læredrenge, Matroser o. s. v., men blandt hvilke ogsaa saas nogle velklædte Personer, at samle sig udenfor Raphaels og Jacobsens Butiker paa Østergade, og under Raabet "Hep! Hep!" o. desl. begyndte de at slaa Ruderne ind med Stene. Førstnævntes Spejlglasruder med Firmaets Navn i forgyldte Bogstaver vare de første Ofre. Forgæves forsøgte Hvidberg og hans Adjudant, Vægterløjtnant Boelmann, der havde indfundet sig med en anseelig Styrke, at tilvejebringe Orden. Folkemængden blev bestandig større og større, den trykkede Politibetjentene mellem sig, og flere af dem bleve molesterede. Hvidberg søgte nu at skaffe militær Assistance fra Hovedvagten, men Vagtchefen, der frygtede et Overfald, vilde ikke afse flere end 6 til 8 Mand, som under en Underofficers Kommando ogsaa kun gjorde meget ringe Nytte. Nu blev der rekvireret Husarer, men inden disse ankom, havde Pøbelen slaaet Ruderne ind hos flere paa Østergade boende Handlende, og overhoved lod det til, at Optøjerne vilde antage betydeligt Omfang. Omsider ankom en Deling Husarer, som med Assistance fra Hovedvagten, denne Gang 20 til 30 Mænd stærk, ryddede Gaden og Kongens Nytorv. Der vankede drøje Slag med den flade Klinge, og nogle enkelte bleve arresterede. Kommandanten, Generalløjtnant Grev v. d. Schulenburg, var selv tilstede og opmuntrede Folkene til at gjøre deres Pligt mod Urostifterne. Husarerne drev Folkemængden fra hinanden, den adspredtes, og henved Kl. 11 var alt roligt. Indtil Kl. 2 holdt Militæret Østergade besat, hvorefter det sendtes hjem.

Den paafølgende Morgen fandtes der paa flere Steder

 

304.png

[304]

305

skrevne Plakater, som opfordrede Befolkningen til at samles og drive Jøderne ud af Byen. Tillige cirkulerede der Rygter om, at det vilde komme til en stor Revolte. Dette i Forbindelse med den foregaaende Aftens Optøjer fremkaldte en Kuodgjørelse fra Politiet, hvori advaredes mod at deltage i Handlinger, der forstyrrede den indre Fred og Sikkerhed, som det var Kongens Villie, at alle hans Undersaatter uden Hensyn til Trosbekjendelse burde nyde. Overtrædelser heraf vilde blive straffede efter Lovens Strenghed. Samtidig beordredes forskjellige Dele af Garnisonen, og navnlig en Del af Garden til Hest, at holde sig parat til at rykke ud.

Hverken den omtalte Kundgjørelse eller de trufne Foranstaltninger gjorde den tilsigtede Virkning. Det var Søndag, og en stor Mængde Mennesker var paa Benene; ved Rygterne om Optøjernes Fornyelse flokkede de sig sammen paa de Steder, hvor det kunde ventes, at det vilde gaa løs. Kl. 9 om Aftenen begyndte de samme Scener paa Østergade som den foregaaende Aften, med Hujen, Skraalen og Rudeindslagning hos Raphael, Jacobsen og andre Steder. Ogsaa denne Gang var Politiet magtesløst og utilstrækkeligt. Kun ved Militærets Bistand fik man omsider Gaden ryddet, hvorpaa Massen udbredte sig til alle Sider. I Læderstræde, i Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Kjøbmagergade, ved Slotsholmskanal, paa Gammeltorv, i Gothersgade, og mange andre Steder, bleve Ruderne slaaede ind hos mosaiske Trosbekjendere. Paa et Par Steder trængte nogle Personer ind hos Pantelaanere og søgte med Vold at faa deres pantsatte Gjenstande tilbage. I Læderstræde blev en gammel Mosait, der vilde gaa hjem til sin Bopæl, slaaet til Jorden og traadt under Fødder, indtil det lykkedes at befri ham fra Voldsmændene. Hos Vexellerer Erfeldt paa Hjørnet af Slippen og Gothersgade gik det især voldsomt til. Her sønderslog Pøbelen først Skodderne og Vinduerne, opbrød Gadedøren, slog Fyldingen ind til Erfeldts Bopæl og trængte under Raabet, "at de vilde have fat paa Jøden", og at "de vilde have deres Penge", ind i Værelserne, hvor der befandt sig tvende kristne Tjenestefolk, medens Erfelt, der havde erfaret, at det skulde gaa ud over ham, havde set Lejlighed til at undvige. Da de indtrængte ikke kunde faa fat paa Erfelt, lod de det gaa ud over hans Møbler. Meget blev slaaet i Stykker, især Spejle, og adskilligt blev stjaalet. Paa dette Sted gjorde en Slagtersvend Johan Conrad Schiller sig især bemærket ved den Voldsomhed, hvormed han gik frem. Med knyttet Næve slog han Spejlene i

 

306

Stykker og gererede sig overhoved som en af Førerne for Banden. Dels fordi han var kjendt, og fordi han tillige fandtes i Besiddelse af en Erlfeldt tilhørende Kanariefugl, blev han Dagen efter arresteret og dømtes af den nedsatte Kommission til 2 Aars Rasphusstraf.

Disse og lignende Voldsomheder gav Sagen et alvorligt Udseende og lod ane Tilværelsen af et helt Komplot, uagtet det dog ved den senere foretagne Undersøgelse viste sig, at der ikke var Grund til at antage, at et saadant havde existeret. Urolighederne havde faaet Udseende af en Revolte, og Regeringen indsaa Nødvendigheden af, at der optraadtes med Alvor og Energi, i Fald Bevægelsen ikke skulde naa en Udstrækning, hvis Følger ikke kunde beregnes. Der udstedtes en kgl. Bekjendtgjørelse, hvori forkyndtes, at der var truffet alvorlige Foranstaltninger til at overholde Ordenen og at straffe Deltagerne i Tumulterne. Sammenstimlen paa Gaderne forbødes, og naar flere end to eller tre Personer fandtes samlede, var det paalagt Politiet at skille dem ad. De omtalte Foranstaltninger bestod deri, at Kjøbenhavns Kommandant blev bemyndiget til at udsende Patrouiller, Piketter eller hele Kommandoer til Ordenens Overholdelse, lade Urostiftere og Voldsmænd paagribe og arrestere samt, naar disse satte sig til Modværge, "lade dem nedstøde eller nedskyde", saa at de kom til at ligge paa deres Gjerninger. Tillige paabød en Armébefaling, at der skulde slaas Tappenstreg Kl. 8 om Aftenen, og at hele Garnisonen skulde være tilstede i Kvartererne, for at den, hvis Generalmarschen blev slaaet, kunde rykke ud paa Allarmpladsen og der forvente Kommandantskabets nærmere Ordre. Endvidere bestemtes, at Mandskabet paa Hovedvagten skulde forøges med en Piket af 200 Mand Infanteri, at Borgervæbningen fra Kl. 7 Aften skulde være fordelt paa Torvene og derfra udsende Patrouiller, samt at Livgarden til Hest og 2den Husar-Eskadron skulde fra Kl. 8 om Aftenen holde opsadlet for strax at kunne rykke ud af Kasernen. Samtidig blev der i en Bekjendtgjørelse fra Politiet ifølge Kongens Befaling udlovet Belønning af 4000 Rdlr. for Opdagelsen af de Personer, der havde forfattet og opslaaet de Skrifter, hvori der opfordredes til voldsom Adfærd, eller som Hovedmænd havde anført Hobene ved de stedfundne Uordener, samt en Belønning efter Omstændighederne fra 200 til 1000 Rdl. for bevislig Angivelse af nogen anden, der havde taget Del i de foregaaede voldelige Handlinger. Endelig blev der udfærdiget et kgl. Kommissorium til Justi-

 

307

tiarius i Kbhvns. Søret, Justitsraad N. Aagesen, Hof- og Stadsretsassessor H. J. Kofoed og Overauditør, Byfoged i Nexø F. E. W. Knudsen til uopholdelig at sammentræde for at undersøge de urolige Optrin, der vare foregaaede og fremdeles maatte finde Sted, samt at paakjende enhvers Strafskyld uden Hensyn til Vedkommendes Forum og derved iagttage den summariske Processes Former.

Trods alt dette fornyedes Tumulterne den 6te Septbr. og det endog tidligere paa Eftermiddagen end de foregaaende Dage. Atter drog store Hobe gjennem Gaderne og slog Ruderne ind hos en stor Del mosaiske Bekjendere, men ogsaa hos adskillige Kristne, hvilket sidste dog nok skete af Vanvare. Politiet viste sig atter temmelig magtesløst, paa flere Steder satte Pøbelen sig til Modværge, og hvor ringe Respekt Politiet forstod at indgyde, fremgaar af en Ytring i en Privatskrivelse fra Justitsraad Hvidberg. Han siger nemlig, at Urostifterne bleve saa dristige, at de endog oppebiede Patrouillens Nærmelse, før de gav Tegn til Stenkastning, "sandsynligvis for at vise, hvad de kunde gjøre". Heller ikke synes Borgervæbningen at have gjort sin Pligt. Den Assistance, som Politiet forlangte af den, navnlig ved Arrestationer, blev ikke altid ydet, og der er Grund til at antage, at en eller anden Deling af Borgervæbningen endog var med at slaa Ruderne ind. Mest Nytte gjorde det Militære, især Kavalleriet, der kommanderedes af Ritmester Sperling og Premierløjtnant Funck, og det lod ogsaa til, at Urostifterne havde stor Respekt for det. Overalt, hvor det viste sig, fløj Masserne fra hverandre. En eneste Gang - det skete i Læderstræde - forsøgte Pøbelen at modsætte sig en Husarpiket, men den gjorde saa god Brug af sine blanke Sabler, at Hoben hylende og skrigende tog Flugten.

De paafølgende sex Aftener fortsattes Tumulterne. Især den 7de Septbr. havde de næsten en alvorligere Karakter end de foregaaende Aftener, men det lader dog til, at Politiet og Militæret ved denne Lejlighed udfoldede en større Energi end tidligere, og at de havde Held med deres Bestræbelser. Paa flere Steder bleve Hobene adspredte ved tørre Hug, og omtrent 30 Personer bleve arresterede, og den 9de, 10de, 11te og 12te Septbr. syntes Tumulterne at have tabt betydeligt i Intensitet og Kraft.

Det er aldeles ikke oplyst, hvem der var de egentlige Ledere af Tumulterne, om der overhoved var saadanne, og om Excesserne ikke nærmest fremkaldtes ved Rygterne, at saa-

 

308

danne skulde finde Sted. Nogen egenlig Plan synes i ethvert Tilfælde ikke at have existeret. Af Rapporterne syntes at fremgaa, at der var Personer af den dannede Klasse mellem Tumultuanterne, og at nogle af dem vare forklædte som Matroser. Der gik ogsaa det Rygte, at ikke faa Studenter havde deltaget. Dette foranledigede Regensprovsten Prof. Nyerup til i Bladene at lade indrykke følgende Protest: "Da ingen af alle de paa Regensen boende Studenter har paa den allerfjærneste Maade havt den allermindste Del i de her i Staden den 4de og 5te ds. forefaldne Pøbel-Optøjer, erklærer jeg Den, som, paastaar det modsatte, for En, der farer med Usandhed." Imidlertid var der dog gjort Forsøg paa at faa Studenterne til at deltage. Saaledes indfandt der sig den 7de Septbr. en Snedkersvend ved Navn Schilling paa Regensen med den Underretning, at en Student var bleven arresteret, og at han ventede, at Studenterne vilde samle sig for at befri ham. Schilling, som senere blev arresteret og straffet, blev afvist, og det viste sig ogsaa, at Historien om den anholdte Student var opfunden.

Hine Dages sørgelige Forvildelser og Fanatisme viste sig tillige i Overfald paa Gaderne ved højlys Dag paa ældre Folk af den mosaiske Tro, som vovede sig ud af deres Boliger. En afskyelig Medfart led den forhen omtalte Erfeldt, hvis Bolig Pøbelen havde søgt at demolere. Erfeldt, der ikke havde noget blivende Sted hjemme, var bleven tilbudt Logis hos en Baron Gersdorf. Paa Vejen derhen blev han insulteret og overfaldet med Stød og Slag. Han søgte nu ind i en Gaard, hvor han hos den derboende Hyrekusk fik en Vogn for at lade sig kjøre til Frederiks Hospital. Uagtet Kusken kjørte rask, blev Vognen i Bredgade standset af Pøbelen, der forsøgte at trække Erfeldt ud, hvilket han dog forhindrede ved at fremtage en Pistol, som dog ikke var ladt, og dermed skræmme Voldsmændene. Massen fulgte nu hujende og pibende efter Vognen, og da den kjørte ind i Hospitalsporten, stormede Pøblen med ind, trak Erfeldt ud af Vognen, slog til ham og traadte paa ham, indtil han med Nød og næppe blev befriet af Hospitalets Folk. At sligt kunde passere, er ogsaa et Vidnesbyrd om, hvorledes Politiet i de Dage opfyldte sin Pligt, og hvor slet det var ledet. Det er let at forstaa, at Stemningen i Byen i den Tid var meget trykket, og at den holdtes i stadig Uro ved Rygter undertiden af den absurdeste Karakter, som man sikkert med Flid søgte at udbrede. Snart hed det, at Bønderne i Kjøbenhavns

 

309

Omegn havde sammenrottet sig for at staa Pøblen bi, og da skulde Ødelæggelsesværket ret til at begynde, snart at flere Lyststeder, der tilhørte Jøder, vare demolerede, snart at Tumultuanterne havde i Sinde at stikke Ild paa offenlige Bygninger for at plyndre og myrde; men alt dette viste sig at være fuldstændigt Opspind. Hertil kom de mangfoldige anonyme Skriverier, som om Morgenen tidlig fandtes opslagne paa Gadehjørnerne, vare henlagte paa Gaderne eller kastedes ind i Husene. De indeholdt de stærkeste Trusler mod Jøderne, og det gik ogsaa ud over Konge og Regering, der beskyldtes for at være betalt af Jøderne for at holde med dem. "Jødekongen" var et temmelig almindeligt Skjældsord i disse Opslag, og Præsident Kaas blev hædret med Titlen "Ærkeskurk".

Imidlertid bidrog de hyppige Arrestationer, der fandt Sted i de sidste Dage, saavel som den summariske Fremgangsmaade, som den nedsatte Kommission anvendte mod de arresterede, ikke lidet til at betage Tumultuanterne Lysten til at gaa frem med forøget Kraft. Urostifterne bleve nemlig efter Arrestationen uden videre førte for Kommissionen, og da de for det meste vare grebne paa fersk Gjerning, bleve de hurtig dømte efter et kort Forhør og Dommen strax fuldbyrdet. Dette kom hurtig til Publikums Kundskab og var en Advarsel for de ildesindede. En anden hensigtsmæssig Foranstaltning var den, at det af Politiet blev paalagt samtlige Laugsoldermænd at udstede strenge Cirkulærer til Interessenterne, hvorved disse gjordes ansvarlige for deres Folk.

I de nærmest paafølgende Dage, nemlig den 12te, 13de og 14de Septbr., var Roligheden saa temmelig vendt tilbage. Paa enkelte Steder blev der nok slaaet nogle Ruder ind, men der var ingen større Sammenstimlen af Folk. De Butiksejere paa Østergade, der havde været særlig Gjenstand for Tumulterne, mente nu, at de atter kunde aabne deres Butiker, der hidtil havde været lukkede. De agtede at gjøre det den 13de Septbr., men Politiet fandt det uklogt, da det var Frimandag, og det saaledes let igjen kunde komme til Optøjer. Det blev derfor paalagt de Vedkommende at opsætte Oplukningen til næste Dag, og ret karakteristisk med Hensyn til Tumulternes Motiver er det iøvrigt, at det navnlig paalagdes Raphael og Jacobsen ikke at udstille for glimrende Overdaadighedsvarer i deres Vinduer, da sligt meget sandsynligt atter vilde vække Forargelse og fornye Scenerne. Enkelte af de strengere Foranstaltninger til Ordenens Opretholdelse bleve nu ophævede, og det var ogsaa nødvendigt, at det ikke skete med dem alle,

 

310

thi der var ikke faa Tegn paa, at der arbejdedes paa en Gjentagelse af Tumulterne, og det saa meget mere, som der fra visse Sider viste sig en vis Bestræbelse for at give dem en politisk Karakter, idet der udbredtes Opfordringer til en Forandring af Forfatningen. Sligt fandt dog ikkke nogen frodig Jordbund hos Befolkningen, Roligheden blev ikke afbrudt, og den 26de Septbr. udkom en kgl. Parolbefaling, ifølge hvilken de militære Patrouiller bleve inddragne.

Hermed var den første Akt af de for Kjøbenhavn saa uhæderlige tumultuariske Scener sluttet; men alligevel vedblev der at vise sig en vis Uro i Gemytterne, fremkaldt af de stadig udbredte Rygter, de til forskjellig Tid foretagne nye Arrestationer, samt de af Kommissionen fra Tid til anden afsagte Domme. Det blev fundet oprørende, at der var idømt Forbedringshus-, ja endog Rasphusstraf for Deltagelse i Tumulterne; der samtaledes derom paa offenlige Steder, atter bleve Opslagene truende, og saaledes nærmede man sig den 28de Oktober, Dronningens Fødselsdag, der denne Gang som altid skulde fejres ved Tappenstreg med Musik, som bestandig samlede en stor Masse Mennesker og derfor frembød en gunstig Anledning til en Gjentagelse af Tumulterne.

At noget saadant vilde ske, var Politiet allerede et Par Dage i Forvejen underrettet om, og skjønt det ofte nok forinden var blevet allarmeret uden Grund, havde Meldingerne denne Gang faaet en saa bestemt Karakter, at man troede at burde tage sine Forholdsregler. Kavalleriet fik Ordre til at Rykke ud om Aftenen, og Politiet var med et saa betydeligt Mandskab, som det kunde raade over, paa Pladsen.

Ogsaa denne Gang skortede det paa Energi og paa den tilbørlige Samvirken af de fornødne Kræfter. Den egenlige Allarmplads for Tumultuanterne var ligesom ved tidligere Lejligheder Kongens Nytorv ved Tappenstregen. Tusinder af Mennesker flokkede sig her sammen og drog ned ad Østergade, hvor, mærkeligt nok, kun paa meget faa Steder Ruderne bleve slaaede ind. Det egenlige Maal syntes at være Meyer & Triers Handelshus ved Slotsholms Kanal. Hertil var der opfordret ved et Opslag, saalydende: "I Jøden Triers Gaard findes i Kjælderen Millioner rede Sølv, som tilhører Staten, men bliver efterhaanden transporteret til Udlandet, Satanen er i Wien for aldrig mere at vende tilbage; han ler nu over de dumme Danske, der blot truer, men ikke tør handle. Kongen med sine Ransmænd og Jøderne, trodser, foragter Folket - need! med de Skurke, og Landet er frelst."

 

311

Naar man ved, hvor agtet det af Hofraad Amsel David Meyer grundede Handelshus var ved sin Virksomhed og ved sin store Godgjørenhed, der ogsaa i fuldt Maal kom Kristne tilgode, fremtræder endnu mere det afskyelige i denne nederdrægtige Opfordring, der jo gik ud paa Plyndring og andre Voldsomheder. Her var det da ogsaa, at Massen flokkede sig og under Hurraraab begyndte at slaa Ruderne ind. En Vægter, som formanede til Rolighed, fik Prygl og maatte flygte, og tre Husarer, der som Piket vare opstillede i Nærheden, mente ikke at kunne udrette noget mod Massen og red derfor ganske rolig deres Vej. Aldrig viste den slette Ledelse sig i et mere grelt Lys end ved denne Lejlighed. Da 43 Ruder vare indslagne i Gaarden, indfandt der sig endelig noget Politi, som med Stokkeslag fordrev Massen og arresterede et Par af Deltagerne. Senere paa Aftenen blev der indslaget Ruder paa flere Steder i Raadhusstræde, Kompagnistræde, Hyskenstræde, paa store Kjøbmagergade, i Kronprindsensgade osv. Militæret ryddede nu Gaderne, og henimod Midnat var alt roligt.

Ved denne Lejlighed tildrog der sig en lille Begivenhed, som er ret karakteristisk for daværende Tilstande. Politidirektøren, som pligtmæssig havde givet Møde for i egen Person at lede Operationerne, blev paa Hjørnet af Kompagnistræde og Hyskenstræde overfaldet af en ubekjendt Person med Stokkeslag. En Vægter kom til, og Voldsmanden greb Flugten til Nytorv, forfulgt af Vægteren, som af Pøbelen afholdtes fra at gribe ham. Justitsraad Hvidberg var imidlertid tyet ned i en Kjælder, hvorefter tvende Vægtere, som det hedder i den i denne Anledning afgivne Rapport, fik Ordre til at geleide Politidirektøren, indtil en Politipatrouille tog ham under sin Varetægt og bragte ham i Sikkerhed. Man kan tænke sig, at denne lille Episode, der hurtig kom ud blandt Folk, blev meget omtalt, og vakte stor Morskab. I de raadende Kredse, hvor Politidirektørens Mangel paa Dygtighed mere og mere blev erkjendt, bidrog den ogsaa sikkert til at fremme det almindelige Ønske om et Personskifte i den Post, han vistnok aldrig burde have beklædt; men for at det ikke skulde blive altfor paafaldende, hengik der dog et Par Maaneder, inden han den 1. Januar 1820 pludselig blev afskediget i Naade og med Ventepenge, og hans Post overdraget til Assessor i Højesteret, Etatsraad Kjærulff.

Om deri mellemliggende Tid er der med Hensyn til vort Æmne kun lidet at meddele. Men i Januar 1820 begyndte der

 

312

at gaa Rygter om, at Excesserne atter skulde tage deres Begyndelse, og den 28. Januar, Kongens Fødselsdag, blev nævnt som Tiden for Udbrudet. Atter fandtes Opslag med Opfordringer til Optøjer mod Jøderne, og paa Huse i forskjellige Gader fandtes med Rødkridt skrevet: "Frederik den Sjette, Jødernes Konge" o. desl. Man var imidlertid forberedt, og navnlig lagde Etatsraad Kjærulff ikke Hænderne i Skødet. Politistyrken blev for det Tilfælde, at Uordenerne skulde udbryde, inddelte i forskjellige Hobe, hver med sin Fører, og den blev tillige forøget med endel haandfaste Holmens Folk, der skulde iføres Politi uniformer og ligesom de øvrige forsynes med Bambusstokke, der i et Antal af 200 af en dertil afsendt Betjent i Stilhed vare blevne kjøbte i Hamborg. Husarpiketten paa Gl. Holm blev forstærket til 1 Løjtnant, 3 Korporaler og 24 Mand. I Hestgardens Kaserne ved Slotsholms Kanal og i Husarkasernen holdtes ligeledes temmelig stærke Kavalleripiketter færdige til Udrykning, naar det gjordes nødvendigt. Alt var samledes parat til at give Tumultuanterne en varm Modtagelse.

Som forudset, samlede der sig den 28. Januar om Aftenen ved Tappenstregen paa Kongens Nytorv en stor Masse Mennesker, mest bestaaende af den laveste Pøbel og af Læredrenge, og begyndte med Hujen og Skraalen at trænge ned ad Østergade; men allerede her gjorde Politiets Stokke lyst i Mængden, og da der tillige kom Patrouiller fra forskjellige Sider, opløste det hele sig i en vild Flugt. Dog samlede man sig igjen paa flere Steder, og en Del tog Vejen til Slotsholms Kanal, hvor det atter skulde gaa ud over Meyer & Triers Ejendom. Herpaa var Politiet belavet, og den Modtagelse, Pøbelen her fik, var saa kraftig som kun mulig. Kavalleriet var rykket ud, men det var dog egenlig Politiets Bambusstokke, der gjorde mest Virkning. Hoben blev dreven over Stormbroen, og her kom den mellem en dobbelt Ild eller rettere mellem en dobbelt Hagl af Prygl. Nederlaget var fuldstændigt, og Kl. 10 kunde Kjærulff melde Justitsministeren, at alt nu var roligt.

Herved betoges der Tumultuanterne Lysten til yderligere Excesser. Vel skete der den 30. Januar om Aftenen, da de kgl. Herskaber overværede Fødselsdags-Forestillingen i det kgl. Theater, ved Bortkjørselen derfra atter et Forsøg paa at forstyrre Roligheden, men det blev øjeblikkelig kvalt i Fødselen paa den samme energiske Maade som den 28. Januar, og Freden i Hovedstaden blev ikke mere forstyrret.

 

313

Dette var den sidste Akt af det sørgelige Skuespil, som Kjøbenhavn i en længere Tid havde været Vidne til, og som sikkert vilde have været endt langt tidligere, dersom der i Spidsen, for det executive Politi havde været en dygtig og energisk Mand, og dersom Befolkningen selv havde søgt at understøtte Autoriteterne i deres Bestræbelser i Stedet for at betragte Tumulterne med en vis Ligegyldighed, ja undertiden, som det fremgaar af de officielle Aktstykker, med Skadefryd. Man syntes at have været blind for, at naar Pøbelens Raseri først er sluppen løs og ikke standses i rette Tid, kan det tilsidst gaa ud over andre end dem, mod hvilke det først har været rettet, og at Optøjerne saaledes let kunde have antaget Dimensioner, der ikke lode sig beregne. Jeg har alt tidligere vist, hvorledes Stemningen var bleven forberedt og ophidset ved den saakaldte literære Jødefejde samt ved lignende Excesser i Tyskland, og vendte end Roligheden tilbage i Kjøbenhavn, var dermed ikke Antipathien mod Jøderne tilintetgjort, men gav sig til Kjende især i Selskabslivet. Det var først en senere Tids mere oplyste Anskuelser og mere tolerante Tendenser, i Forbindelse med Regeringens anerkjendelsesværdige Bestræbelser, forbeholdt at nedrive de Skranker, som Fordom, Avind og Fanatisme havde rejst mellem de Kristne og deres Medborgere af den mosaiske Tro.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:03:27 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top