eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 12

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

272.png

Skandalepressen i Kjøbenhavn i ældre Tid.

_____

For nogen Tid siden udkom et af Hr. N. M. Stolpe udarbejdet Værk om Dagspressen i Danmark, udgivet af Samfundet for den danske Literaturs Fremme. Det kan kun overraske, at et saadant Værk har ladet vente saa længe paa sig, da Danmark dog hører til de Lande, hvor man ikke ligger paa den lade Side i Henseende til Skribentvirksomhed, og hvor der næppe gives noget Omraade af den menneskelige Viden, som ikke er blevet dyrket med større eller mindre Held. Man finder vel hist og her i Blade og Tidsskrifter enkelte til denne Historie hørende Fragmenter eller Antydninger, men nogen samlet Fremstilling har ingen hidtil paataget sig at give. Sandsynligvis har Grunden dertil nærmest været den Vanskelighed, et saadant Arbejde frembyder, da Kilderne dertil ikke ere saa let tilgængelige, især naar man, hvad der jo hører med til et sligt Arbejdes Udførelse, vil gaa tilbage til den danske Journalistiks ældste Tider. Man tage blot Materialets store Omfang i Betragtning, den Møjsommelighed, der er forbunden med at samle det fra mange forskjellige Steder, at gjennemse en Masse af Bind, at samle Notitser, Uddrag og Bemærkninger, saa vil man faa et temmelig klart Syn for Arbejdets Vidtløftighed. Naar desuagtet en Forfatter nu har paataget sig at udføre det, maa det betragtes som meget prisværdigt, thi foruden den Interesse, som Æmnet i Hovedsagen frembyder, er Arbejdet af stor Betydning i kulturhistorisk Henseende, hvorfor det, og vel ogsaa af andre Grunde, maa

[272]

273

beklages, at den nævnte Forfatter ikke fører sit Værk videre end til Midten af det attende Aarhundrede.

Journalistiken kan til enhver Tid betragtes som en Afspejling af det Trin af Udvikling og Dannelse, en Nation er naaet til. Trods den flygtige og som oftest vaklende Natur, som er Journalistikens Særkjende, afslører den dog Tidens Brøst og Fortrin, og længst forsvundne Kulturtilstande, Begivenheder og Forhold fører den frem i en levende Fremstilling. Journalistiken skildrer ikke blot Begivenhederne, men den gengiver ogsaa den Stemning, hvormed de til enhver Tid ere optagne, deres Aarsager, deres Virkninger og de Misforstaaelser, de have affødt. Tillige kan en historisk Fremstilling af Journalistiken og dens Udvikling faa Betydning derved, at den i de forskjellige Faser, den har havt at gjennemgaa, giver en Orientering af Samfundsforholdenes Fremgang, saaledes som denne viser sig i Sæder, i indre og ydre Forhold, politiske og upolitiske. Tidsalderens Aand og Bladliteraturen staa selvfølgelig i en bestemt Forbindelse med hinanden; der er en gjensidig Indflydelse, en gjensidig Vexelvirkning, der bliver desto større, jo kraftigere den Udvikling er, som er foregaaet med disse Faktorer.

En naturlig Følge af Journalistikens Udvikling er den Indflydelse og Magt, hvortil den nu for Tiden er naaet. Med alle dens Fejl og Svagheder skal det ikke kunne miskjendes, at i Journalistiken pulserer saa at sige det offenlige Liv. Gjennem den deltager det store Publikum i Begivenhederne, gjennem den vækkes og modnes Interessen for politiske Tilstande og Forhold. Først med Aviserne skabtes, hvad der nu kaldes den offenlige Stemme, Almenhedens myndige Magt. Journalistiken giver saaledes en historisk Fremstilling af den offenlige Mening. En Undersøgelse af, hvorledes dette Journalistikens vsesenlige og uomtvistelige Hovedpunkt er naaet, staar i nøje Forbindelse med dens Historie, fra dette Synspunkt bliver en nøjagtig Forskning af ikke ringe Betydning. Og selv for Ordførerne i Bladene og for den Opgave, de have at fyldestgjøre, er denne Forskning af Interesse og Vigtighed. Enhver Tids Historie indeholder Udviklingen af dens Begreb. Journalistiken bør kjende sin Fortid, thi deri ligger Kjærnen til Nutiden og Læren for Fremtiden; i dens gradvise Fremskridt indeholdes Læren om dens Forpligtelser, om dens Stilling til Publikum, om dens Myndighed, men ogsaa om dens rette Begrændsning. Det her kortelig anførte vil være tilstrækkeligt til at godtgjøre, hvor lærerig og tillige hvor be-

 

274

tydningsfuld en historisk Fremstilling af den danske Journalistik fra dens ubetydelige Begyndelse til dens nuværende Omfang og Anseelse vil være.

Da Hr. Stolpes Værk kun omhandler den danske Presse i dens Begyndelse, er det en Selvfølge, at den ikke har kunnet medtage en Gren af Journalistiken, der først siden er fremtraadt. Denne Gren er den saakaldte Smuds- eller Skandalepresse, og det er denne, der vil blive omhandlet i det følgende. Den Indvending kunde vel gjøres, at denne Del af Pressen ikke egenlig er nogen værdig Opgave for en Undersøgelse; men forhaabenlig vil man modificere denne Mening ved en nærmere Betragtning. Skulde man gaa ud fra en slig Forudsætning, saa turde ingen beskæftige sig med i det menneskelige Samfunds Tjeneste at fremdrage, hvad Brøst der klæber ved dette Samfund, den Raaddenskab, hvoraf det lider; Det er ikke mange Aar siden, at den gamle Dupin i det franske Parlament paatog sig at revse en sørgelig Side ved det franske Samfund, det Skøgevæsen, der som en forfærdelig Gift er trængt ind i Familielivet og truer med at tilintetgjøre det. Og Smudspressen er paa en vis Maade et literært Skøgevæsen. Søren Kierkegaard sammenligner i en Polemik mod "Corsaren" Smudspressen med offenlige Fruentimmer og kalder dens Skribenter og dens skjulte Hjælpere den vulgivage Vittigheds Professionister og Næringsdrivende. Det er haardt, men det er ikke usandt. Han siger videre, at det er en stor Fortjeneste at være Gjenstand for disse Nedrivnings- og Udskældnings-Anstalters Angreb", og at det er det haardeste, der kan times et Menneske, at blive rost af dem. Ogsaa i denne Henseende er Sammenligningen med Skøgevæsenet træffende. Men i ethvert Tilfælde er der Føje til at kjende en Side af Literaturen, der til visse Tider har spillet en væsenlig Rolle som Agitationsmiddel i slette Øjemeds Tjeneste, og som, hvor lavt den end i Reglen staar i literær Henseende, dog har sin Betydning med Hensyn til Virkning og Indflydelse.

Smudspressen er i Reglen Produktet af den laveste industrielle Spekulation. Men for at denne kan have nogen Udsigt til Held, maa den naturligvis i politisk-bevægede Tider gaa i samme Retning som Folkestemningen, og da den mest læses af de simplere eller lavere Klasser og tillige betjener sig af et Sprog, der forstaas af disse, af en Tone, der kan finde Anklang, staar det saa meget mere i dens Magt at udøve en fordærvelig Indflydelse. Hvad denne Presse har paa sin Samvittighed under den første franske Revolution og under

 

275

Kommunen i 1871, er tilstrækkelig bekjendt, men om dens fordærvelige Indflydelse kan man ogsaa her have et og andet at fortælle. Til Exempel kan nævnes et Blad, som kaldte sig "Sandhedsfaklen". Dette i det sletteste Sprog skrevne, med skammelige Angreb paa offenlige og private Personer rigt udstyrede Blad, som redigeredes af en Person, der var straffet for flere Forbrydelser, bidrog ikke lidet til de skandaløse Optrin, som Kjøbenhavn i Slutningen af 1859 og Begyndelsen af 1860 var Vidne til. Signalet dertil var vel givet fra anden Side, men "Sandhedsfaklen" kan dog rose sig af ved sine indtrængende Opfordringer at have sat Pøbelen i Bevægelse. Og Lønnen udeblev heller ikke. Det vil ikke saa let glemmes, at Udgiveren af "Sandhedsfaklen", den omtalte berygtede Person, blev hyldet af en Folkemasse, der samlede sig udenfor hans Bopæl, kaldte ham frem, bragte ham et stormende "Hurra" og med den største Begejstring lyttede til de rørende Ord, hvormed denne Folketribun takkede for den ham ydede Hyldest. Det var aura popularis, som omstraalede hans Isse; men dette forhindrede dog ikke, at han formedelst adskillige ubehagelige Konflikter med Straffeloven senere blev domfældt og derefter søgte til Amerika, hvor han sank ned til Stenhugger paa Landevejen.

Det her anførte vil være tilstrækkeligt til at anskueliggjøre den fordærvelige Indflydelse, som Skandalepressen under visse Omstændigheder, og naar ikke den fornødne Modvægt er tilstede, kan udøve paa Opinionen eller i ethvert Tilfælde paa den udannede Masses Betragtningsmaade. Naar vi derefter gaa over til vort egenlige Thema, er det nødvendigt at forudskikke, at nærværende Undersøgelse ikke vil strække sig til den nyere Tids Skandalepresse, men at den fornemmelig vil omhandle den Del af samme, der existerede forinden det nye politiske Liv, hvis Oprindelse daterer, sig fra Fyrretyverne, og som ogsaa udøvede sin Virkning paa denne Art Publicistik og gav den i visse Henseender en politisk Retning.

Som alt anført, afspejler Pressen Tidsretningen. Forinden hin Forandring gik for sig, vare Theater, Literatur og Kunst de Interesser, som nærmest beskæftigede den dannede Verden, og derfor var det ogsaa i Bladene, at slige Æmner nærmest forhandledes. Politiken Var det fuldstændig Underordnede. Der gaves vel et Par politiske Blade i Kjøbenhavn, "Den Berlingske Tidende" eller "Statstidenden", som den dengang kaldtes, og "Dagen", men disse beskæftigede sig kun

 

276

med udenlandske Anliggender og vare i denne Egenskab underkastede en Censur, som stundom haandhævedes med temmelig stor Strenghed. Det var først senere, at den indre Politik begyndte at omhandles i et Par Blade. Denne Forandring daterer sig navnlig fra Stænderinstitutionen, som bl. a. havde den Fortjeneste at lede den offenlige Diskussion i en hidtil næsten ukjendt Retning, og det var "Kjøbenhavnsposten" under Liunges Redaktion, som fra et æsthetisk og literært Blad gik over til at blive et politisk. Senere fik "Kjøbenhavnsposten" en Konkurrent i "Fædrelandet", der først som Ugeblad var grundet af Johannes Hage og David og siden som Dagblad fik sin Redaktion fra "Kjøbenhavnsposten"s Medarbejdere, saasom Orla Lehmann, Sager, Gjødwad o. fl. Dog, dette hører til Journalistikens almindelige Historie. Det berøres blot for at vise, hvorledes den omtalte Overgang gik for sig.

En Affødning af det vaagnende politiske Liv hos os, for saa vidt som det pulserede i Pressen, var det illustrerede Vittighedsblad "Corsaren". Den danske Nation har en stor Sands for det morsomme, det humoristiske; men den har ogsaa en stor Respekt for det satiriske. Man ler gjerne, naar man blot ikke selv er Gjenstand for Latteren. Deri ligger en Forklaring af "Corsaren"s Fremkomst og tillige af den Indflydelse, som dette Blad i Virkeligheden udøvede. At denne Retning i Pressen ligesaa lidt blev udyrket hos os som i andre Lande, hvor den har floreret, er ganske naturligt. Hvor de alvorlige politiske Oppositionsblade søgte at tilføje det gamle bestaaende og forældede alvorlige Slag, der maatte Harlekin til for med sine Lazzis og sine Løjer at sætte det i det latterliges Band. Og det skal siges, at hvorvel "Corsaren" havde hentet sit Mønster fra andre Landes illustrerede Vittighedsblade, forstod dog den talentfulde Udgiver som ingen anden at give sit Blad et hjemligt og nationalt Præg. Der var sikkert mange, som regnede "Corsaren" til Smudspressen - vi have jo set, at blandt disse mange var ogsaa Søren Kierkegaard - men det var meget uretfærdigt. Den var virkelig literær. Var den skarp og vittig, saa var den sjælden grov, og den er aldrig senere bleven naaet, end sige overtruffen. Tillige havde den den Fortjeneste, at den egenlig ikke stillede sig i noget bestemt Partis Tjeneste, for saa vidt som der dengang kunde være Tale om Partier. Dens Haand var som Bibelens Helts udstrakt mod alle.

Da Etatsraad Thaarup i sin Tid overtog Redaktionen af

 

277

det engang saa velansete og velredigerede Blad "Kjøbenhavns Skilderi", skal dets Udgiver Salomon Soldin, da man spurgte ham om, hvorfor han overdrog Redaktionen til en anden, have svaret: "Bladet skal have en kristelig Begravelse". Og det fik da ogsaa under Thaarup en kristelig Begravelse. Det var en Vittighed saa god, som den kunde findes i "Corsaren" i dens bedre Dage; den kunde med samme Ret være anvendt af Goldschmidt, da han i 1846 lod "Corsaren" gaa over i andre Hænder. Thi et Blad som "Corsaren" lever kun ved og gjennem sin Stifter. Den gratiøse Persiflage, den hensynsløse Vittighed og Satire, denne Rigdom paa morsomme og som oftest træffende indfald, denne Sands for det epigrammatiske, som ved dette Blad kom til at indtage en saa ejendommelig Plads i vor Bladliteratur, findes sjælden samlet hos en enkelt Person, næppe hos mange, og i alt Fald er det ikke sagt, at de, der besidde et saadant, om jeg maa kalde det maliciøst vittigt Talent, have Lyst til at anvende det paa den Maade, som det skete i "Corsaren", og derved stille sig paa et til det øvrige Samfund udfordrende og fjendtligt Standpunkt. Derfor kunde Goldschmidt med Rette have anvendt hin Ytring af Soldin, da han opgav sin Virksomhed som Corsar-Redaktør. Under hans Efterfølger gled Bladet ind i de illustrerede Smudsblades Rækker. Det redigeredes uden Spor af Aand, levede af Døgnsladder og Skandale og udmærkede sig kun Ved en raa Tone og ved grove Personligheder. Da det saaledes sygnede hen og gik heden, "fik det imidlertid sine Stedfortrædere i et Par andre illustrerede Smudsblade, der, fordi de endnu mere lod Skandalen raade og ved Siden deraf under det politiske Røre, som opstod under det Ørsted-Bluhmeske Ministerium i Anledning af Forfatningssagen, leflede for Stemningen, erhvervede sig Indgang hos den store Masse. Aarsagen tul, at disse Blade vandt Udbredelse, var saaledes, en ganske anden end den, hvormed "Corsaren" fandt Indgang hos Nationen, selv hos den dannede Del af samme. Der var i den et virkelig æsthetisk Element, en Gratie i Satiren og Vittigheden, som man aldeles savnede hos dens Efterlignere og Efterfølgere, hvorfra der ligesom udstrømmede en vis dunstet Atmosfære fra Kroen og Kippen.

Disse "Corsaren"s Epigoner vare, skjønt under en anden Form, en Art Gjengangere af Blade, der existerede før det offenlige Livs Vækkelse, altsaa omtrent indtil Fyrretyverne. Men disse vare af de Grunde, jeg ovenfor har berørt, af en langt mere spidsborgerlig Natur; de levede mest af Privat-

 

278

livets Skandale, men der fandtes ogsaa noget deri, som gjorde sin Nytte, for saa vidt som det gik ud paa at paatale forskjellige stedfindende Uordener, paavise Mangler ved Politiforanstaltninger her i Hovedstaden, angive Lovovertrædelser o. desl. At denne Virksomhed, hvis Fortjeneste ikke skal benægtes, hørte med til disse Blades Omraade, havde sin Grund deri, at de, paa enkelte Undtagelser nær, havde deres Forbillede i "Politivennen", med hvilken de ogsaa aabnede en Art Konkurrence. Imidlertid vilde det være en stor Uret at sammenligne "Politivennen" med saadanne Blade som f. Ex. "Raketten", "Raketten med Stjerner", "Borgerbladet", "Lynstraalen", "Skærsilden" o. s. v. Da "Politivennen", skjønt kun udkommende en Gang om Ugen i et Oktavformat, der i Henseende til Stofmængde næppe fyldte saa meget som et Par Spalter i Nutidens større Dagblade, blev meget læst og overhoved var stærkt bemærket, saa vil en lille Skitse af dens Oprindelse, Virksomhed og Endeligt næppe være overflødig.

"Politivennen" blev i Aaret 1798 paabegyndt af "Dagen"s daværende Udgiver og Redaktør, K. H. Seidelin. I en Indledning, der maa betragtes som et Program for Bladets Virksomhed, anførte Udgiveren, at "i Bladet skulde Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretning om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politi) i Kjøbenhavn forenes med Efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne". Det kan heraf skjønnes, at "Politivennen" egenlig var et Oppositionsblad, skjønt af en ganske anden Natur en Nutidens, der ikke bryde sig om manglende Rendestensbrædder, om "Urin og Bræk paa Gaderne", men desto mere have gjort sig til Formaal at se Regeringen efter i Sømmene. Ogsaa Seidelin beraabte sig i Programmet til sit nye Blad paa en "voxende Almenaand", en Frase, der er i stærk Kurs endnu. Var nogen i Stand til at redigere et Blad af den, antydede Tendens, saa var det K. H. Seidelin. Han førte en meget hvas Pen, var i Besiddelse af en vis tirrende Satire, som gjorde ham frygtet, og manglede desuden ikke Kundskaber. Som Udgiver af "Dagen" hævede han dette Blad til et anset Organ, han kom flere Gange i Strid med Trykkefrihedsanordningen af 27. September 1799, idømtes Mulkt og sattes tilsidst under Censur.

Da Seidelin begyndte sin literære Løbebane, var han Bogtrykker, men ogsaa Kommandersergent i det borgerlige Infanteri, og den sidstnævnte Stilling fandt han saa værdig og be-

 

279

tydningsfuld, at han aldrig undlod at anføre den paa Titlen af de nævnte Blade og paa de Bøger, han trykkede. Der var andre Særheder hos ham, iøvrigt af meget uskyldig Natur; Kvartalsregistret i "Politivennen" lod han sætte med lutter smaa Begyndelsesbogstaver, medens han derimod ikke anvendte denne Methode i selve Texten.

De første Numre af "Politivennen" gjorde strax megen Opsigt og skaffede den en forholdsvis ikke ringe Udbredelse. Dengang vare Folk ikke saa haardhudede, som de nu ere; Frygten for at "komme i Bladet" var meget stor, og hvad var da rimeligere, end at man nærede Angst for et Blad, hvori man kunde slumpe til at komme, fordi ens Ringetøj ikke var i Orden, fordi ens Rendestensbræt, maaske af Fjendehaand, var lagt i Ulave. Derimod var man dengang ligesom nu ikke fri for Lysten til at se sine Medborgere dragne frem for Lyset og stillede i en offenlig literær Gabestok - et andet dengang almindelig anvendt Udtryk for at komme i Bladet. Denne Frygt og denne Skadefryd tilhører ikke blot den ældre Periode, den er ganske vist tilstede endnu, og den Idé, der ligger til Grund for Hertz's morsomme Vaudeville, "Debatten i Politivennen", er greben ud af det virkelige Liv. At komme i "Politivennen" var vel noget af det skrækkeligste, der kunde hænde en Mand og en Borger, og man skal have havt Exempler paa, at Folk herover gik fra Sands og Samling, Nu er man som sagt mere haardhudet, eller man lader i det mindste som man er det; i alt Fald trøster man sig som Mad. la Fléche i "Jean.de France" med: "C'est un Uebergang."

At Seidelin, der godt kjendte sin Tid, vidste, at hans Foretagende hos mange vilde vække Frygt og Bæven, derom vidner omtalte Indledning. Han udtaler nemlig deri det Haab, at de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade Udgiverens Hensigter vederfares Ret og finde, at den Mand, der standser sin Medborger paa uret Vej, der hindrer ham fra at skade, sker det endog ved et føleligt Tag, er hans sande Ven. Iøvrigt viste Seidelin allerede i Bladets første Kvartal, at han var sin Opgave voxen og havde det rette Greb paa Tingene. De mange dengang i Kjøbenhavn stedfindende Uordener aabnede hans Virksomhed en vid Mark, og han forstod at dyrke den. Men han var ogsaa stolt af denne sin Virksomhed, og da han sluttede det første Kvartal, paapegede han hoverende de Forbedringer, han havde tilvejebragt, og som fornemmelig bestod i: 1) Knippelbros Rækværk forbedret ved nye Kroge; 2) et nyt Rendestensbræt uden-

 

280

for Indgangen til Runde Kirke; 3) to dito udenfor Hjørnehuset af store Kannikestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortougets Forbedring udenfor samme Hus ved en Trærendes Sløjfning; 5) et Rendestensbræt flikket udenfor Salomons Apothek; 6) et dito forbedret udenfor Jakobs Urtebod i lille Torvegade; 7) Broen fra Østergade til de elysæiske Marker (?) istandsat; 8) et farlig hængende Skilt i Landemærket forbedret; 9) en Rendesten i Admiralgade forbedret; 10) paa Hjørnehuset af St. Annagade og store Kongensgade paa Kristianshavn en brøstfældig truende Tagrende nedtagen; 11) paa det nærliggende Hus i St. Annagaden en raadden Tagrende sat i Stand og 12) de paa Ridebanen i Solen staaende Karrer tildels bragte i Skyggen. - Ingen Feltherre kunde med større Stolthed se tilbage paa et vundet Slag.

Dog indskrænkede den Opposition, som "Politivennen" udøvede, sig ikke alene til de af Seidelin særlig udhævede Uordener; den gik ikke sjældent langt videre. Den udpegede Fejl ved det bestaaende, Mangler ved Lovene, og skjønt den havde stemplet sig selv som en Ven af Politiet, var den ikke sjældent Politiet selv paa Nakken, hvor dette antoges at have misbrugt sin Myndighed. Allerede de første Numre indeholdt en Artikel "om Politiets Rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb", der, støttende sig paa Citater af Kant og Fichte, benægtede Politiets Ret til at uddele deslige holdne Varer blandt et for nærgaaende Publikum.

Skjønt der fattes os Oplysning om Abonnementantallet under Seidelin, lader dog alt slutte til, at det ikke var ringe og i stadig Tiltagen. "Politivennen" blev læst med megen Begjærlighed, og da Prisen var forholdsvis høj, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det ogsaa forskaffede ham en stor Respekt hos hans Medborgere. Seidelins Virksomhed som Udgiver af "Politivennen" omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død, og selv "Politivennen"s frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut.

Hvor var nu den, der havde Evne til at haandtere det Scepter, som havde bragt saa mange til at skælve? Man søgte, men forgæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet "Dagen" og "Politivennen", ved Hjælp af en unævnt nogle Numre, men disse vare ikkun Vand mod Seidelins, og Madam Rostock saa sig nødt til at opgive Bladet. Nu hengik der et langt Interregnum, indtil daværende Boghandler og Løjtnant ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen tilkjøbte

 

281

sig af Madam Rostocks Arvinger Retten til at udgive "Politivennen". Det var, saa vidt erindres, i Aaret 1816. Kristensen var vel skikket til at være Seidelins Eftermand, han skrev ret godt for sig, forstod at holde Myndighederne i Ave og havde et aabent Øje for Brøst og Uordener. Bladet stiftede i den Retning virkelig ikke saa lidt Gavn, og det vandt ikke blot Respekt, men ogsaa ene vis Anseelse. Det afgav endog en Arena for videnskabelige Debatter, og som Exempel kan anføres, at Lægerne Switzer og Djørup heri udfægtede en alvorlig Fejde. Under Kristensen naaede Bladet en betydelig Udbredelse. Det var ved Siden af de politiske Blade det mest læste i hele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar man betænker, at det kostede 9 Mark Kvartalet og kun udkom en Gang om Ugen i et lille Oktavark, saa kan man let gjøre sig en Forestilling om, hvor indbringende et Foretagende dets Udgivelse var. Men i Trediverne begyndte det at gaa tilbage med "Politivennen", hvortil forskjellige Omstændigheder bidrog. Den fik nogle farlige Konkurrenter, dels i "Sandhedsfaklen", som udgaves af en Krigsassessor Hald, der forhen havde været Medarbejder ved "Politivennen", men især i den bekjendte Wintherske "Raket", hvorom senere mere. Men hvad der især skadede "Politivennen", var den store Forandring, der i Aarene 1833-34 begyndte at foregaa med det offenlige Liv her i Landet. "Kjøbenhavnsposten", der nu var bleven et Dagblad, bemægtigede sig den indenlandske Politik og tillige et og andet Stof, der hidtil havde hørt under "Politivennen"s Domæne, og det gik stærkt tilbage med den. Kristensen afhændede den nu til en Bogtrykker Jacobsen, under hvem den hvert Øjeblik skiftede Redaktører. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han den ogsaa undergaa en Daab og kaldte den "Corvetten". Men under hans Regimente vare Bladets Dage talte, det var nu et fuldstændigt Smudsblad, som af sin Udgiver især blev benyttet til personlige Angreb paa hans ansete Navnefætter i "Berl. Tid.", og i 1846 udaandede det en skjøn Dag sit sidste Suk.

Det turde maaske ikke være overflødigt som Bidrag til en Karakteristik af de daværende Pressetilstande at anføre, at der overfor "Politivennen" og vel ogsaa overfor andre Blade var etableret et ejendommeligt Censursystem, der ikke havde nogen Hjemmel i Lovgivningen. Den Politiretsasses-

 

282

sor, som havde Tilsynet med de ikke politiske Blade *), tilsendtes der nemlig et Aftryk af "Politivennen", forinden den gik til Trykning. Herpaa var der til Efterretning for ham under hver Artikel skriftlig anført Forfatterens Navn, og fandtes der nu noget deri, der formentes anstødeligt for det Offenlige, saa forlangte vedkommende Embedsmand, enten at Artiklen skulde udgaa, eller at Forfatterens Navn skulde trykkes derunder, eller ogsaa, at en eller anden med Rødkridt mærket Passus skulde udelades eller forandres. Først naar Forandringen skete, fik Bladet Lov til at passere. Der var saaledes i Praxis etableret en meget streng Censur, saameget strengere, som man uden fjerneste Skygge af Ret forlangte Forfatterens Navn opgivet, noget, som imidlertid i en stor Del Tilfælde intet havde at betyde, da Udgiveren, skjønt han føjede sig efter dette uhjemlede Forlangende, omgik det med Forsæt ved som oftest at fortie den rette og lade Navne som Andersen, Nielsen, Hansen o. s. v. holde for som Forfattere, hvilket af vedkommende Embedsmand ogsaa for det meste toges for god Vare. Denne ejendommelige Opfattelse af Pressetilsynet ophørte først, da Algreen-Ussing i flere Artikler i Bladet "Dagen" i 1834 og i et eget Skrift "Ingen Censur i Danmark" udbredte Lys over de Rettigheder, som ved den bestaaende Trykkefrihedsanordning vare hjemlede Dagspressen.

Kun faa vide maaske, at der har existeret et Blad, som har ført Navn af "Den galende Hane". Et saadant Udkom i 1827 med en Hattemager G. A. Müller anført som Redaktør. Denne Mand, der hørte til en anset kjøbenhavnsk Borgerfamilie af tysk Herkomst og som saadan var Medlem af Petri Menighed, havde fattet Mistanke om, at Bestyrelsen for denne Menighed, navnlig to af dens Medlemmer, havde besveget Menighedens Kasse for en betydelig Sum, saa at der fattedes Midler til den fornødne Reparation af Kirken, ja endog til at forsyne Hanen paa Kirkefløjen med det Hoved, denne Malmfigur i mange Tider havde manglet. Denne Mening forfægtede Müller i nogle Artikler i "Politivennen", men da hans Angreb bleve altfor hensynsløse og næsten afsindige, vilde "Politivennen"s Udgiver ikke mere optage noget fra ham i denne Sag, og tilskyndet af nogle Spøgefugle besluttede Müller at grunde et eget Blad, som da udkom under, nævnte Titel,

__________

*) Med ikke politiske Blade menes de upriviligerede Blade, der - ligesom trykte Skrifter under 24 Ark - vare underkastede Censur indtil Begyndelsen af 1851. Udg. Anm.

 

283

først med en Vignet, der forestillede en Hane, senere med en Rytter paa hver Side af Hanen, der stak til den med Landser, medens der fra Hestens Bag faldt Dukater, og endelig kom der en Vignet forestillende Petri Kirke med den hovedløse Hane paa Spiret og to Ryttere, ridende paa Æsler, hver bærende en Sæk med Kirkens Spæk (saaledes benævnede Müller Petri Kirkes Penge). Bladet førte tillige det Motto: "Jo galere jo bedre", og aldrig har noget Motto været mere træffende, thi Bladets Indhold var fuldstændig Bidstrupssnak. Den arme Müller, hvis Formue var sat til ved hans egen og andres Skyld, og som var stærkt forfalden til Spiritus, var Gjenstand for Spot og Mystifikation af flere lystige Vinkjældergjæster og unge Studenter. De benyttede sig af hans Enfoldighed eller rettere af hans fixe Idé om det formentlige Bedrageri til at drive deres Spil med ham og faa ham til at optage i Bladet det mest forvirrede Tøj, som de udklækkede paa Kjælderne. Et Begreb om Bladets Indhold giver en Artikel i det første Numer, hvis Begyndelse lyder saaledes:

"Da jeg har mange Fjender og Misundere og er født i Elsasz af kristelige Forældre og optrukket i St. Petri Kirkes Religion i Kjøbenhavn, ellers Hanen staar paa bemeldte Spir uden Hoved til Spot og Skam for hvert kristent Menneske, som haver sin Gud i Hjertet og ikke i Bagen, ellers en Kugle paa bemeldte Taarn at indsætte, har kostet 800, ja 22,000 Rdlr. kunde jeg gjerne sige i sin Tid, hvo den, unpartheiische Revision skal bekræfte, hvorfor jeg spørger: "Hvor er de 30,000 Rdlr. bleven af?" Ellers vil jeg tiltale Jer med mit Ideal, den udødelige Reisers Ord, hvo I selv kan læse i hans fürgterlige Ildebrands Historie Pag. 8 hele Siden. Den følgende ikke at forglemme, ellers at han mener mig, naar han siger: "Kahlkopf komme herauf", er en Løgn, da jeg rigtignok er skaldet, som kan overgaa enhver, uden at han derfor behøver at opføre sig uterligt, og at han blot taler om de skrækkelige Ildsluer for at satirisere over min røde Næse, ja hele Ansigtet, er Ondskab af mine Fjender, hvorfor jeg vil udflyve den galende Hane, saa at det kan gale i Jer Øren paa alle mine Fjender eller Misundere, saa I derover skulle blive baade angst og bange, som jeg siger i et af mine hidtil utrykte Digte:

'Vil Du med Ræve Ploven drive,
Da maa Du Gjæs til Forspand give."

 

284

Denne ene Prøve af Bladets Indhold i Prosa vil være tilstrækkelig til at karakterisere det, hvorved det iøvrigt bemærkes, at den i Virkeligheden gjengiver de særegne Udtryk, som Müller betjente sig af, især naar han ved Hjælp af et antageligt Antal Kognakker, hvilke han kaldte "Rachenputsere", havde naaet den tilbørlige Højde. Denne Tilstand blev skildret i følgende Vers i Bladet:

"Naar Natten udbryder,
Jeg sidder saa fro
Og drikker i Ro,
Hvad gjerne jeg nyder
En Rachenputser.

Naar Skyggerne vige,
Jeg lægger mig ned,
Qg sikkert jeg veed,
Jeg næppe kan Sige:
"En Rachenputser"."

Dette og meget andet af samme Surdejg fik man Müller til at indrykke i Bladet. Især udpegedes en lystig Fætter, et godt Hoved, men næsten lige saa forfalden som Müller, som den, der skrev det meste i "Den galende Hane", hvis Indhold Müller forøvrigt var meget stolt af. Denne Skandale fortsattes næsten et helt Aar til Morskab for en Del, men til stor Sorg for Müllers Familie, der Ved alle mulige Midler søgte at standse den, uden at det lykkedes, indtil han i 1829 afgik ved Døden paa Frederiks Hospital af et apoplektisk Tilfælde. Dødsfaldet anmeldtes af hans Børn saaledes: "I de sidste Aar et Spil for ussel Lavhed, kaade Drengestreger og slette Raadgivere, bukkede Legemet i en Alder af 49 Aar under for Sindets Lidelser. Os berøvedes en kjærlig Fader, Næsten et Hjerte, der slog varmt og ærligt." Skjønt det Hyperbolske heri vel maa skrives paa den barnlige Kjærligheds Regning, er det dog bekjendt, at Müller var en honnet, stræbsom og godmodig Mand, inden han lod sig forlede til at optræde i en Sag, der forvirrede hans Forstand og gjorde ham til en Boldt for kaad Ondskab.

Andre Blade fremkom som "Politivennen"s Efterlignere, dels maaske fordi denne betalte sig godt, dels ogsaa fordi deres Udgivere havde personlig Strid at afgjøre eller vilde hævne sig for virkelige eller indbildte Fornærmelser. Dertil hørte "Raketten", udgivet af Mathias Winther, der kan betragtes som Fader til de ikke-illustrerede Smudsblade, og som

 

285

ogsaa fik en Udbredelse, som ikke noget andet, i det mindste i Datiden, efter det har vundet.

Mathias Winther var ingen ubegavet Mand, han havde et "smukt Digtertalent, og selv J. L. Heiberg fandt et Par af hans Poesier værdige til Optagelse i "Den flyvende Post". Men hans Opdragelse havde været mangelfuld, og den Ufordragelighed og Hævnlyst, der udgjorde den mindre heldige Side af hans Karakter, fandt Næring i den Forladthed, hvori han efter sin Faders Død, en tidligere velstaaende Landmand, kom ved forskjellige sammenstødende uheldige Omstændigheder, hvoraf flere dog kunne skrives paa hans egen Regning. Her skal kun i korte Træk anføres, hvad der førte til, at dette Menneske, der under andre Forhold kunde som Videnskabsmand og Digter have indtaget en anset Stilling i Samfundet, endte som Udgiver af et ligesaa foragtet som frygtet Smudsblad.

Mathias Winther fødtes i 1795 i Vissenberg Sogn i Fyen. Da hans Fader var død, og han som sextenaarig Dreng stod ene og forladt, lykkedes det ham at opnaa fast Ansættelse paa Kontoret hos daværende Byskriver Lange i Odense. Denne Bestilling blev han dog snart ked af, og tilskyndet af Regimentskirurg Jacobsen i Odense, der tog sig af ham, gav han sig til at studere Kirurgi. Egenlig følte han ikke stor Lyst til dette Studium, men han haabede derved at kunne dyrke Naturvidenskaben, for hvilken han nærede en stor Forkjærlighed. Han rejste til Kjøbenhavn, men da han manglede Subsistensmidler og tillige helst syslede med at skrive Digte o. desl., gik det kun langsomt med hans Studier. Den nævnte Jacobsen fik imidlertid udvirket, at Winther i 1813 blev ansat som Kompagnikirurg ved fyenske Infanteriregiment og senere som Kirurg ved det i Odense oprettede Felthospital, der dog snart nedlagdes, og han blev atter brødløs.

I Odense blev Winther bekjendt med en Jomfru Thorning, en Skræderdatter, som han kort efter (1814) ægtede, uagtet de saa godt som intet havde at leve af. "Det var den galeste Handling i mit Liv," siger han selv i nogle biografiske Notitser, han har efterladt, "og," tilføjer han, "jeg lagde derved Grunden til en Række Gjenvordigheder, der bragte Forstyrrelse ind i mit Liv." Og dog var hans Hustru i høj Grad opofrende, hun ernærede ham og deres to Børn en Tid lang ved Haandarbejde, og Familien fristede et yderst kummerligt Liv, idet det lidet, Winther kunde bidrage til Udkommet, kun var det ringe Honorar, han fik for et Bind Digte. Men omsider

 

286

blev han, atter ved Jacobsens Indflydelse, ansat som Kompagnikirurg ved de fyenske Dragoner og blev tillige af daværende Oberst Høegh-Guldberg antaget som Bibliothekar ved det militære Bibliothek i Odense. Skæbnen syntes nu at have forligt sig med Winther, og han kunde maaske have ført et nogenlunde sorgfrit Liv, dersom han selv havde villet. Men en af ham mod Provst Stockholm stilet lidenskabelig Pamflet skaffede ham mange Uvenner, medens han tillige ragede uklar med Oberst Høegh-Guldberg, af hvem han beskyldtes for at have forvansket nogle Bibliotheket tilhørende Bøger. Deri maa Oprindelsen søges til det Had, hvormed han siden forfulgte denne Mand. Lykken vedblev imidlertid at tilsmile ham. Den ædle Gehejmekonferensraad Bülow til Sanderumgaard, der havde Agtelse for hans poetiske Talent, antog ham til at udarbejde en med Prospekter ledsaget Digtsamling over Sanderumgaards Have, og da Winther skilte sig særdeles godt derved, fik han et anseligt Honorar af Bülow, hvilket i Forbindelse med, hvad han af en Boghandler fik for Forlagsretten, udgjorde en forholdsvis betydelig Sum, der satte ham i Stand til at tage til Kjøbenhavn for igjen at forsøge paa at tage den kirurgiske Embedsexamen. I Begyndelsen var han her meget flittig, men Lysten til literær Syssel, til at skrive Digte og Fortællinger, forstyrrede det videnskabelige Studium. Tillige indgik han i Kjøbenhavn en Forbindelse med et Fruentimmer, en Tjenestepige, som flyttede til ham. Hun havde to Børn med ham, og han søgte Skilsmisse fra sinf ægteviede Hustru, som levede i Odense med sine Børn i Nød og Fattigdom. Winther, der under disse Forhold kun lidet havde forberedt sig til Examen, forsøgte vel gjentagne Gange at tage denne, men trak sig hver Gang tilbage under forskjellige Paaskud. Han havde imidlertid beholdt sin Stilling som Eskadronskirurg og faaet to Gange sin Orlov forlænget, men da han tredie Gang androg derom, bevirkede Stabskirurg Tønder, der tidligere havde været hans Beskytter, men nu med Uvilje havde erfaret hans forargelige Levnet i Kjøbenhavn, at Prolongationen blev ham nægtet. Winther vendte nu tilbage til Begimentet i den bitreste Stemning. Han viste sig frastødende mod sine foresatte og forsømmelig i sin Tjeneste.

Kort efter indtraf en Begivenhed, som bragte en Forandring i hans Stilling. Denne har han selv fortalt paa følgende Maade: En Aften kom han hjem og fandt i Rekrutkasernens Port en Pige, der tjente hos en Beriders Hustru. Paa Pigens Spørgsmaal, om Winther ikke kunde give hendes Madmoder et Pul-

 

287

ver for at faa hende i Seng, da hun, Pigen, gjerne vilde have sin Kjæreste ind i Stuen, svarede Winther i en spøgende Tone: Nu lad hende faa Brækvand i sit Thevand. Om Pigen virkelig fulgte Raadet, er ikke oplyst, men Konen fik Brækning og Diarrhoe, og da man antog, at det var Følgen af Winthers Raad, blev der indleveret Klage til Regimentet og strax derefter nedsat en Stabs-Krigsret, der havde til Følge, at Mathias Winther blev afskediget som Eskadronskirurg, "formedelst Svagelighed", som det hed. Denne Afskedigelse, er dateret den 2den Oktober 1830 og underskreven af Sitabskirurg Tønder. Winther indgav et Par Dage efter Klage til Kongen og bad om sin Sags Undersøgelse ved en Krigsret, men fik Afslag. Han var saaledes berøvet ethvert Existensmiddel. Det Fruentimmer, han levede med, og hendes to Børn kunde han ikke mere ernære; de kom først under Odense Fattigvæsen og sendtes senere til Kjøbenhavn, hvor de vare forsørgelsesberettigede. Det var et Stød, som Winther ikke kunde forvinde, og flere Gange var det hans Forsæt at aflive sig. Dette opgav han dog; derimod besluttede han at tage Hævn over de Mænd, han betragtede som skyldige i sine Ulykker, skjønt han i Virkeligheden selv var den rette skyldige. Han udgav et Skrift mod Guldberg og Tønder under Titlen "Forpostfægtning", som vakte megen Opsigt og havde en Retssag til Følge. Kort efter rejste han til Kjøbenhavn, hvor det Fruentimmer, han havde levet med, af Fattigbestyrelsen var ansat som Opvartningskone paa Søhospitalet. Her blev hun angreben af Tyfus, der efter et Par Dage gjorde Ende paa hendes Liv. Han havde nu hendes to Børn at forsørge, og da han paa ingen Maade vilde have dem ind under Fattigvæsenet, maatte han tænke paa at skaffe sig og dem Subsistensmidler. Han udgav flere mindre Stridsskrifter, en Haandbog i den medicinske Literatur, og endelig paabegyndte han i September 1831 "Raketten-, der strax vakte stor Opsigt, fik en betydelig Udbredelse og skaffede ham en god Indtægt.

"Raketten" aandede, som man vel kan vide, Had og Bitterhed; især vare Angreb paa Guldberg og Tønder staaende Artikler, hvori Winther gav sin Hævngjerrighed frit Løb; men den indeholdt ogsaa Artikler mod offenlige Myndigheder og private Personer af en saadan Beskaffenhed, at de ikke sjældent medførte Processer og høje Mulkter. Herom brød Winther sig ikke synderlig, da de betydelige Indtægter, han havde af Bladet, gav ham Midler til at betale Mulkterne. Men den 10de September 1832 ramtes han af det værste Stød. For en

 

288

Artikel mod Borgermester, Justitsraad Fleischer i Aarhus blev han af Hof- og Stadsretten dømt til at bøde sine 3 Mark, samt til at hensættes paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage. Denne Dom appellerede han til Højesteret, men Udfaldet oplevede han ikke. Han følte sig nu mere end tidligere som en Gjenstand for offenlig Foragt, han turde næppe vise sig paa Gaden, Sorg og Kummer tærede paa hans Livskraft, og den 25de Februar 1834 afgik han ved Døden. Med hans Død ophørte "Raketten" imidlertid ikke, den blev fortsat af en Person ved Navn R. Philip, der ogsaa havde været Regimentskirurg og ligesom Winther var bleven afskediget. Han havde været en flittig Medarbejder i "Raketten", medens Winther levede, og han fortsatte senere i dette Blad navnlig Angrebene paa Borgermester Fleischer; men under hans Udgivelse sygnede Bladet hen, dets Abonnement aftog, og det hjalp kun lidet, at det skiftede Navn og blev kaldet "Kometen", Omtrent halvandet Aar efter Winthers Død existerede Bladet ikke mere.

Blandt Winthers Medarbejdere i "Raketten" var den bekjendte O. G. F. Bagge en af de flittigste. Denne originale Person, der var Dandselærer, Skribent, Digter, Deklamator, Skuespiller, Arrangør af Aftenunderholdninger o. s. v., vil senere blive omtalt; her skal kun anføres, at han i "Raketten" især tog fat paa en dengang ikke mindre bekjendt Personlighed, en gammel Kammerjunker, der selv kaldte sig Oldermand for Kammerjunkerkorporationen. Som en Prøve paa Tonen i disse Angreb og paa Bagges Skrivemaade anføres følgende Artikel med Titel "Det adelige Strandæsel":

"Aa, Du lille nysselige Dyr, hvor jeg har Dig kjær! Du ægte Hollænder i et adeligt Strandæsels Lignelse! Hvor Du er sød, Du lille adelige og uskadelige Kalot! Hør, vil Du ikke holde Forelæsninger, Du lille Poppedreng! Alverden vil strømme til og belønne Dig med Kartofler og Æg, Du ægte ravnekrogske Ravn af gammel Race! Er Du læns paa Materie, lille Poppenar, saa fortæl dine Bedrifter den Gang, Du bar den tunge Toldkasse paa din magre Ryg ind i dit tomme Skatol, lille Ravn! Du vil bestemt faae Tilhørere nok, og Justitien vil oven i Kjøbet give Dig en Belønning af et ægte Hampehalsbaand af 2000 Rdlr.s Værdi. Fortæl lidt om Svoger Pibekrave, den rige Muldvarp, som laante Dig Penge, dengang Du smurte Haser. O, Du lille Hollænder, hvor Du dog er sød! Du ligner en Kapuciner i din sorte Kalot paa den flade Pandeskal, Du lille nysselige Junker

 

289

mellem vore rapsende Hallunker!- Husker Du, lille Ven, dengang Du løb uden Buxer, en ægte Sanskulot, ind i Slotshaven om Morgenen tidlig med en Slobrok over din adelige, magre Æselskrop for at lege med den smukke Stine Valberg? O, Du lille søde Stakkel! Nu har Du tillagt Dig en sort Kalot for at skjule de talende Synder, din nøgne Pandeskal, og hun har aflagt sin Næse."

Til Oplysning om noget af det dunkle i dette Pragtstykke af Datidens Smudspolemik kan tjene, at den nævnte Kammerjunker havde været Told- og Konsumtionskasserer i Odense, hvorfra han blev afskediget i 1816, og var mistænkt for at have besveget Toldkassen for en Del af de ham betroede offenlige Midler. Saa meget er i det mindste sikkert, at Manglen af en betydelig Sum blev af ham angivet som hidrørende fra et paa ham begaaet Overfald og Tyveri, hvis Sammenhæng aldrig er bleven oplyst, men som dog nok havde hans Afskedigelse til Følge. Han levede siden i Kjøbenhavn, og naar han der en Tid var en stadig Skive for Angreb i Smudsbladene, saa var det væsenlig hans egen Skyld, thi i Stedet for at leve i Stilhed, hvad den Mistanke, der hvilede paa ham med eller uden Grund, paabød, søgte han tværtimod at gjøre sig bemærket paa forskjellige Maader, dels ved at indblande sig i forskjellige offenlige Stridigheder, dels i det hele ved en Optræden, hvorved han gav sig til Pris for Spot og Latter. I Angrebene paa ham spillede hans tykke gule Moppe "Ami" en betydelig Rolle. Imidlertid lader det ikke til, at disse Angreb i mindste Maade generede ham eller forkortede hans Livstraad, thi svarende til sin Titel af Oldermand for Kammerjunkerkorporationen opnaaede han en Alder af 85 Aar.

Den Udbredelse, som Mathias Winthers "Raket" fik, bevirkede, at en Typograf C. A. Møller forsøgte sig i samme Retning ved Udgivelsen af en "Raket med Stjerner", efter at han forinden i et Par Aar havde udgivet et lignende Smudsblad under Navn af "Skærsilden". Dette Blads Udgivelse blev introduceret paa en ejendommelig, næppe tidligere eller senere kjendt Maade, idet der i Adresseavisen læstes en Opfordring til at understøtte Møller, da han ved Sygdom var uduelig til at arbejde som Typograf og havde Kone og Børn at forsørge. Han agtede derfor at udgive et Blad, der skulde tage sig af den lidende Menneskehed, og Publikum opfordredes indstændig til at abonnere derpaa. "Raketten med Stjerner" indeholdt ligesom "Skærsilden" Angreb paa private Per-

 

290

soner, medens den tillige søgte at konkurrere med "Raketten" og "Politivennen" ved at omtale formentlige Uordener og lokale Ulemper. Sproget var i det hele bedre end i de fleste andre Smudsblade, og som en om end kun enkeltstaaende Fortjeneste kan det anføres, at Bladet ved flere Artikler bidrog til Afskaffelsen af det fordærvelige og for mange unge Menneskers Velfærd ødelæggende Kvinespil, som dengang var meget i Brug paa Værtshuse. "Raketten med Stjerner" kan forøvrigt betragtes som den første Qpfinder af, ved Notitser bag i Bladet om formentlig indsendte Artikler, at udsende Trudselsbreve og saaledes bevirke, at Folk af Frygt for at komme i Bladet søgte at kjøbe sig fri derfor. Hensigten hermed skal ikke sjældent, være lykkedes, i det mindste gik der det Rygte, at denne Indtægt var den betydeligste, som Møller havde af Bladet. Men han trængte ogsaa til en Erstatning for den Modgang, han i flere Henseender havde at kæmpe med. Et Par Gange fik han Prygl paa offenlig Gade af Personer, der vare angrebne i hans Blad, og i en Retssag, som han havde i Anledning af en bekjendt Personlighed, Vægter ved Nyboder, Peter Ordrups Afskedigelse, blev han idømt en høj Bøde, som han maatte afsone med Fængsel, medens han tillige kom under livsvarig Censur med det bekjendte "Maa trykkes. C. Reiersen" paa Bladet. Dette gik i henved 7 Aar (indtil 1841), og Møller døde et Par Aar efter i stor Fattigdom.

En anden af "Raketten"s Efterlignere var "Lynstraalen", der i 1833 blev udgivet af Johan Christian Richter, først Isenkræmmersvend, senere Informator og Handelskommissionær. Ogsaa dette Blad figurerede med det bekjendte "Maa trykkes", som Udgiveren havde tildraget sig ved en Injurieproces. Det førte følgende Motto:

"Frygt ej for Straalen, min Ven,
Den træffer kun Skurken og Daaren,
Snillets og Ærligheds Søn gaar for Berørelsen fri.
Tordenkilernes Skrald og muntre uskyldige Løier.
Træffe Personerne ei, men ikkun Laster og Feil."

Dette skjønne Forsæt, ikke at være personlig, var saa lidt alvorlig ment, at Bladet tværtimod i Reglen indeholdt pøbelagtige Angreb paa allehaande Personer, iblandt andre paa Gehejme-Konferensraad Bugge, i sin Tid Frederik den Sjettes betroede Mand, der formodenlig havde nægtet Richter Understøttelse og derfor fik Texten læst. Det førte til en Retssag, under hvilken Richter blev idømt en Mulkt, som han maatte

 

291

afsone med Fængsel. Richter havde tidligere siddet i Gjældsarresten, og derfor indeholdt hans Blad lange Artikler om Gjældsarrestanternes Stilling. Men forøvrigt var der allehaande Udgydelser i bunden Stil, hvoraf følgende kan tjene som

"Spækhøkerne, de gjør en Støi,
Som om de vare gale;
De snappe Flæsket som en Røi,
Mit Hoved ør de tale.

Man ei engang har Fred og Ro
Udi Gjæstgivergaarden,
Der passer de paa En, min Tro,
Som Ulvene paa Hjorden."

Hvorledes Tonen iøvrigt var i dette Blad, kan man slutte sig til af den Omstændighed, at Hovedstadens offenlige Fruentimmere og deres intimeste Forhold ikke saa sjældent blev omtalte deri. Ogsaa ved dette Blad var Dandselærer Bagge Medarbejder, efter at han var bleven uenig med Mathias Winther og ikke mere fik Lov til at skrive i hans "Raket". Sar ledes besvarede Bagge i "Lynstraalen" en Artikel, der have været indrykket i Anledning af en af de Aftenunderholdninger, han havde givet paa Theatret i lille Kannikestræde. At den Omstændighed, at der paa de udstedte Billetter var skrevet: "Indgangen aabnes KL 7, og Begyndelsen sker Kl. 6", vilde "Raketten" slutte, at Bagge var i en forvirret aandelig Tilstand; men dertil svarede Bagge: "At sige, en Mand er aandsforvirret, der uden Sufflør kan fremsige en halv Snes Digte og spille en Scene af "Dr. Faust", røber Galimathiassens krasseste Dumhed."

Et Vakkert Sidestykke til "Raketten med Stjerner" og "Lynstraalen" var "Sværmeren", der i 1834 udgaves af J. S. Dethmer. Denne Mand havde forsøgt sig i adskillige heterogene Fag. Han havde været Skomagersvend, Kagebager, Fløde- og Mælkehandler samt Entreprenør for en Vandingsanstalt for Kjøbenhavn, hvorefter han gjorde sig bekjendt ved sine mangfoldige Laugsprocesser. Hans Program i "Sværmeren"s første Numer er i Henseende til Indhold og Stil karakteristisk for en Del af Datidens Smudspresse. Det lyder saaledes:

"Da jeg blot arbeider for at ernære min Familie, saa gjør jeg mig en Fornøielse af at kunne yde det ærede Publikum min uskrømtede Tak for den megen Velvillie, hvormed samme har understøttet mit Forehavende, saa at jeg alt haver

 

292

et saadant Antal Sobskribenter, at jeg endog med en liden Fordel kan lade dette mit Ugeblad tage sin Begyndelse, hvornæst jeg giver mig den Ære at tilkjendegive det ærede Publikum, at jeg haver bestemt mig til forsaavidt Sobskribents-Antallet maatte overstige 300, da at afgive Beløbet af det, som maatte overstige bemeldte Antal, til en eller anden Hensigt efter nærmere Overveielse. Stolende paa, at der sikkert vil findes mange, som endnu godhedsfuldt paa denne Maade vil give Bidrag til nødlidende Brødres og Søstres Understøttelse, slutter jeg med fremdeles at anbefale dette mit Blad paa det bedste, forsikrende, at der intet skal blive sparet, der kan gjøre Bladet læseværdigt, og skal jeg bestræbe mig for, bestandig at holde en god og anstændig Tone i samme.

Ærb.
J. S. Dethmer, jun."

Saaledes kaldte han sig. Hvem Dethmer sen. var, er ikke bekjendt, og det er vel ogsaa temmelig ligegyldigt. Af dette Program ses, at "Sværmeren" havde et filantropisk Formaal. Men om dette blev fyldestgjort, om de 300 "Sobskribenter" bleve overskredne, og om Overskudet i saa Fald anvendtes til andre nødlidende, skal jeg ikke kunne sige. Det kan vel heller ikke formodes, at denne Madding paa Krogen frembragte den tilsigtede Virkning paa Publikum, ligesaa lidt som at det stolede paa Udgiverens Løfte om Bladets Indhold og sømmelige Tone. Ved kun løselig at gjennemgaa det udkomne af "Sværmeren" vil man forøvrigt faa et Begreb om, hvad samme Hr. Dethmer jun. forstod ved læseværdigt og sømmeligt. Det meste er fuldstændigt Nonsens, og hvad Tonen angaar, er den ligesaa uhumsk som Tonen i de andre Smudsblade.

Man vil have lagt Mærke til, at de omtalte Blade allesammen havde Titler, der skulde betegne noget slaaende, knusende, tilintetgjørende, men tillige noget straalende, oplysende, noget meteoragtigt. Saaledes "Raketten", "Baketten med Stjerner", "Lynstraalen", "Skærsilden", "Sværmeren" og "Kometen". Der var noget skrækindjagende i disse Navne, og det svarede jo ogsaa i de fleste Tilfælde til Hensigten. Ifølge Titlen kan ogsaa det i 1834-35 udgivne Ugeblad "Sandhedsfaklen" henregnes hertil; men det var dog af en ulige anstændigere og bedre Natur end de nævnte. Det blev redigeret af en Krigsassessor K. J. Hald, der haltede stærkt og derfor kaldtes "den halte Hald" eller af sine Modstandere "Haltefanden",

 

293

og dets Tendens var omtrent som "Politi vennen"s. Samme Krigsassessor Hald havde en Trætte med daværende Syngemester, Professor Siboni, hvis nærmere Sammenhæng jeg ikke kjender, men under hvilken Hald i Adresseavisen under bortkomne Sager efterlyste en "tyk Moppe af italiensk Race, lydende Navnet "Siboni"." Senere forsvarede han sig i samme Blad mod den Beskyldning, at han med Avertissementet havde ment Syngemesteren, med den Forsikring, at en saadan Moppe virkelig var bortkommen, at den egenlig hed "Symfoni", men at hans Børn havde vænnet sig til at kalde den "Siboni", og at den ogsaa kun lød dette Navn. Man ser, hvor smagfuld man dengang var i personlige Angreb.

Fra denne Periode kan endnu nævnes "Borgerbladet" og "Skillingsbladet", begge udgivne af en Typograf Tengnagel Barnewitz. Sidstnævnte Blad blev falbudt sammen med Svovlstikker i Husene. Lidt nærmere Omtale fortjener "Rim- og Prosaposten", Dette hørte til de Smudsblade, der udgaves for at hævne personlige Fornærmelser, og redigeredes af en Mand ved Navn C. Richter, en anden end den forhen omtalte Udgiver af "Lynstraalen". Denne Person, der hørte til de faste Arbejdere ved Holmen, havde offenlig anklaget Orlogskaptajn Schumacher for at have bestjaalet Kongens Kasse. Ved den kombinerede Ret blev Richter herfor idømt 150 Slag Kat, som formildedes til 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, medens Schumachér idømtes en Maaneds Fængsel i Kastellet. Richter lod det ikke blive derved; i en egen Piece angreb han Schumacher og den kombinerede Ret, og han idømtes da 8 Maaneders Fængsel. Ved denne Optræden og ved de ham idømte Straffe blev Richter ikke saa lidt populær i Nyboder; han var den derværende Befolknings Digter og Forfatter, hans Skrifter, hvori hans Slag med Schumacher var et staaende Thema, gik af som varmt Brød, og der er al Grund til at antage, at denne idelige Forfølgelse fra Richters Side bevirkede, at Schumacher blev vanvittig og endte sit Liv ved at styrte sig ud af Vinduet. Det nævnte Blad "Rim- og Prosaposten" havde imidlertid endnu en anden Gjenstand end den Schumacherske Sag. Richter holdt Skole i Nyboder og beboede et af de derværende Huse. Ved Besigtigelsen heraf havde Kopist Veith fraraadet at lade Richters temmelig brøstfældige Bolig istandsætte saaledes, som denne ønskede. Hans skriftlige Indsigelse herimod førte til, at Richter blev arresteret, og da han blev løsladt, begyndte han det nævnte Blad, i hvis første Numer det hed:

 

294

"Hør, Du Kopist, jeg være vil
Din Pestilens, mens jeg er til,
Før jeg er død, skal Du forgaa,
Det aner Richter, vaer derpaa."

Richter holdt Ord, og der udkom intet Nmner, hvor ikke Kopist H. C. Veith og en anden ved Marinen ansat Embedsmand, Borring, bleve angrebne paa den haardeste og skaanselløseste Maade. Resultatet var, at Richter fik Befaling til at ophøre med sin Skole og forvistes fra Nyboder. Kort efter ophørte ogsaa Bladet.

Af hvad der her er anført, kan man saa nogenlunde slutte, hvorledes den kjøbenhavnske Smudspresse for 40 til 50 Aar siden var beskaffen. Som den i Reglen var fostret af slette personlige Motiver, saaledes var den ogsaa for det meste i Hænderne paa maadelige og udannede Personer, der i raa og uhøviske Angreb paa private og offenlige Mænd søgte et Existensmiddel. Dette Onde greb ogsaa saa vidt om sig, at en Del ansete Mænd i Kjøbenhavn fandt sig foranlediget til at oprette "Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug" og ved et eget Blad ("Dansk Folketidende") at modarbejde denne Presse samt prisgive den og de Personer, der stod i Spidsen for den, til offenlig Skændsel og Foragt. Hensigten var god, men den opnaaedes ikke ganske, thi Ulykken var den, at Selskabets Bestræbelser ikke fandt og ikke kunde finde Indgang i de Klasser, for hvilken hin Smudspresse nærmest var beregnet. Nogen Nytte gjorde de imidlertid dog; Folk begyndte at indse, at de gjorde sig selv og Samfundet en slet Tjeneste ved at holde Blade, der kun levede af Skandale; men dertil kom, at langt andre Interesser end de hidtil smaalige begyndte at beherske det offenlige Liv, at Almenaanden vaagnede, og at den indre Politik, især Forfatningssagen og Forholdet til Hertugdømmerne, vandt langt mere Terræn end nogensinde tidligere. Vel ophørte Smudspressen ikke ganske, men den antog et andet Præg og en anden Form, navnlig fremtraadte den illustreret og søgte sin Existens i at udbytte Stemninger og Tilstande ved at tage offenlige Personer til Skive for sine Angreb eller Forhaanelser, især saadanne, der ikke stod i den daværende saakaldte offenlige Menings Gunst. Det brutale og raa var lidt mere afslebet, men det skandaløse Element var ligesaa meget tilstede som i de Blade fra en tidligere Periode, der ovenfor ere omtalte.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:03:03 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top