eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 11

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet.

_____


Naar Hummer i »Heibergs "De Uadskillelige" anmoder Klister venlig om at følge med til Hestemøllestræde, saa ved man, hvad det har at betyde. Den arme Fyr skal i "Slutteriet", og uagtet Hummer forsikrer, at det er en vakker Bygning, en af dem, som allermest pryde og forskjønne Staden, saa gjør denne Trøst kun ringe Indtryk paa den ulykkelige Klister, der i Aanden ser sine Forhaabninger om Avancement i Toldkammeret ryge i Lyset og dermed Udsigten til at holde Bryllup med sin Amalie efter tolv Aars i Smaatrakasserier tilbragte Forlovelsestid. Nutidens Klister behøver ikke at frygte en saadan Katastrofe; thi om end Hestemøllestræde endnu findes, og om end Slutteribygningen endnu bestaar, huser den dog ikke mere de Stakler, der tidligere af haardhjertede Kreditorer sattes under Laas og Lukke med Udsigten til at blive der flere Aar i Rad.

Det var i September 1872, at Befrielsens Time slog for

[261]

262

Gjældsarrestanterne. Ved Konkursloven af 25de Marts 1872 § 162 blev det hidtil bestaaende Gjældsfængsel ophævet med den eneste Undtagelse, at ved Bøder i Domssager kan Domshaveren fordre den dømte hensat i Fængsel, hvis han eller hans Bo ikke kan udrede Beløbet. Gjældsfængsel var hos os en meget gammel Institution og gik, saavidt vides, tilbage til Middelalderen. Hvor Kreditforhold ikke kunde støttes paa personlig Tillid, paa haandfaaet Pant eller anden Sikkerhed, mente man at kunne finde den sikrende Garanti i Debitors Udsigt til at miste sin personlige Frihed. Christian den Femtes Lov (1-24-44) indeholder en udtrykkelig Bestemmelse om, at uvederhæftige Skyldnere kunne sættes i Fængsel paa ubestemt Tid, og at der til deres Underhold af Kreditor skal erlægges et Lod Sølv ugenlig og 1/2 Lod Sølv til den, som Fængslet varer. Herved var det ikke bestemt, til hvilken Tid disse Underholdspenge skulde erlægges, og da der saaledesvar givet Rum for stor Vilkaarlighed, udkom der den 18de Marts 1693 en Forordning, hvori det hedder, at for at forekomme endel Kreditorers haarde Medfart mod deres for Gjæld arresterede Debitorer, som de i lang Tid i Arresten havde ladet hensidde uden at erlægge til dem den Underholdning, som Sagsøgeren skal give den fængslede, hvorved let bevirkes, at han lider Hunger og Mangel, saa bestemmes det, at naar Skyldneren har siddet sex Uger uden at modtage Underholdningspenge, skal han løslades og kan ikke mere arresteres for denne Gjæld. En yderligere Forandring indtraadte heri ved Kancelliplakat af 22de Decbr. 1820, der bestemmer, at Underholdnings- og Varetægtspenge skulle altid erlægges en Uge forud, og at den fængslede bliver fri, hvis det forsømmes, iøvrigt var det overladt til Kreditor at betale forud paa én Gang for mange eller faa Uger.

Dette var jo vistnok en Begunstigelse for Gjældsfangerne, men dog af ringe Betydning, thi den Kreditor, som havde til Hensigt at holde sin Debitor i Fængsel, forsømte sikkert ikke at erlægge Underholdspengene i rette Tid; undlod han det, skete det vistnok i den Hensigt at lade den fængslede løbe. Men i det hele taget var Gjældsfængslet en barbarisk Institution. Man betænke, at enhver Person, Mand eller Kvinde, kunde miste sin Frihed for hele sit Liv for nok saa lille en Sum, der skyldtes en haardhjertet Kreditor, og selv om Debitor i Mellemtiden erklærede sig fallit, gjorde det ikke nogen Forandring deri. En Debitor blev derved stillet i Række med en almindelig Forbryder, ja var i en vis Henseende indtil

 

263

1847 stillet være end denne. Forbryderen havde dog, naar han ikke var dømt til livsvarigt Fængsel, en vis Tid, større eller mindre, at afsone sin Straf i. En uvederhæftig Skyldner derimod kunde, som anført, holdes i Fængsel, indtil Døden befriede ham derfra, og han var i saa Henseende aldeles prisgiven til sin Kreditors Naade. Det kosteligste Gode, et Menneskes Frihed, kunde berøves ham for bestandig, og dermed som oftest ogsaa Midlerne til at ernære sig og sine samt mulig afgjøre den Gjæld, for hvilken han var fængslet.

Noget egenlig ærekrænkende var der vel ikke forbundet med Fængsling for Gjæld, men dog gjorde der sig i den offenlige Mening en Anskuelse gjældende, som bevirkede, at den Person, der en Gang havde været fængslet for Gjæld, paa en vis Maade ansaas for mindre hæderlig og i ethvert Tilfælde vanskelig kunde opnaa at faa Kredit og bringe sine forfaldne Affærer paa Fode igjen. Der syntes at klæbe en Plet ved ham, som kun efter mange Aar kunde udslettes, ja han blev næsten betragtet med mere umilde Øjne end den Mand, der ved sine forvovne Spekulationer havde styrtet mange Familier i Ulykke og efter at have erklæret sig fallit affundet sig med sine Kreditorer ved at betale en forsvindende Del af sin Gjæld.

Gjældsfængslet blev betragtet baade som Straf for en svegen Forpligtelse og som en Tvang, der skulde tilskynde til at fyldestgjøre denne. Men hvad dets straffende Egenskab angik, maa det betænkes, at der aldeles ikke sondredes mellem uærlige Debitorer, der havde Midler til at betale, men vilde unddrage sig deres Forpligtelser, og saadanne, der i Virkeligheden manglede Midler til at betale deres Gjæld og vare bragte dertil ved uforskyldt Uheld. Og de sidstes Antal var utvivlsomt det langt overvejende. Naar man gjennemgaar det kjøbenhavnske Gjældsfængsels Annaler, vil man finde, at de allerfleste af dets Beboere have været ubemidlede Folk, Stympere, der vare satte for ubetydelige Gjældsposter, for hvilke de, hvis de vare i Stand til at betale dem, næppe vilde lade sig berøve Friheden og underkaste sig den Krænkelse, der i anden Henseende var forbunden dermed. Men derved bortfaldt ogsaa væsenlig Gjældsfængslets Betydning som Tvangsmiddel. I en vis Henseende kunde det maaske dog gjøre sin Virkning som Tvang, nemlig for saa vidt den fængslede havde Slægt og Venner, der interesserede sig for ham. Der kan paavises mangfoldige Exempler, hvor dette Hensyn har bevirket Fængslingen, foruden at det sikkert var Hovedmotivet ved Laan,

 

264

som af velvillige Sjæle ydedes mod høje Procenter til ellers uvederhæftige Personer, og for hvilke disse da, naar de ikke kunde betale, bleve satte i Fængsel. Der spekuleredes saaledes i Slægts og Venners Medlidenhed eller Æresfølelse, og Hensigten blev i Reglen opnaaet. Derfor var det som oftest kun Debitorer med gode Forbindelser, der bleve satte i Gjældsfængsel; hvor en Debitors Forhold derimod ikke gav en slig Udsigt, lod man ham hellere gaa fri end at anvende Underholdspenge paa ham.

Men Motivet kunde ogsaa være Hævnlyst og Chikane. Der haves mange Exempler paa, at saadanne Hensyn have gjort sig gjældende. Man ved saaledes, at Fordringer paa en uvederhæftig Debitor ere blevne opkjøbte af en eller anden, der mente at have en virkelig eller indbildt Fornærmelse at hævne, og derpaa fik ham sat i Slutteriet for længere Tid. Det kjøbenhavnske Gjældsfængsels Annaler have Tilfælde at opvise i denne Retning, som ikke fattes en vis komisk Side. En Kjøbmand kom efter, at hans Datter nærede ømme Følelser for en ung Person, hvis Livsvandel og øvrige Forhold ikke vare af den Beskaffenhed, at han kunde ønske ham til Svigersøn. Forgæves blev den faderlige Myndighed anvendt mod Datteren; intet hjalp, og det kom saa vidt, at der var en Aftale om at flygte til Udlandet. Dette erfarede Faderen tilfældigvis, og nu greb han til et probat Middel. Den unge Mand havde flere Vexler løbende paa sig, dem kjøbte hans Elskedes Fader, og Ugen før Flugten skulde finde Sted, indfandt der sig to "Hummere" tidlig om Morgenen i hans Bopæl, udbedende sig hans Ledsagelse til Hestemøllestræde. Saaledes endte denne "fattige unge Mands Eventyr". Han blev siddende et Par Aar og slap ikke løs, før hans Elskede var vel gift og hjemfaren med en anden. - I Begyndelsen af dette Aarhundrede blev en Mand paa henved Firs sat i Slutteriet. Hans Kreditor var hans egen Svigersøn og Gjenstanden en Del af dennes Medgift, som den gamle Mand ikke saa sig i Stand til at betale. Ret mærkeligt er det, at flere af de kvindelige Fanger, der have været i Kjøbenhavns Gjældsfængsel, ere blevne satte deri af andre Kvinder, og den Formodning ligger nær, at Hævnlyst, der jo undertiden er meget levende hos det smukke Kjøn, i slige Tilfælde har været Aarsagen. For en Del Aar siden blev en Dame af Kjøbenhavns demimonde indsat i Gjældsfængslet af en anden Dame, der, foruden at hun hørte til samme Art, gav sig af med at diskontere, og det fortaltes da, at en forfejlet Konkurrence var Bevæggrunden. Den skjønne slap med

 

265

en Dags Fængsel, idet netop den Elsker, om hvem Talen var, betalte hendes Gjæld.

Oprindelig blev Gjældsfængslet indstiftet til Fordel for Omsætningsforholdene, for den egenlige Handel. Den personlige Tillid mellem Mand og Mand, hvorpaa al Handel og Kredit væsenlig beror, skulde støttes ved den Straf, der truedes med, ved den Tvang, der laa i Udsigten til Straffen. Paa den anden Side antoges det ogsaa, at netop dette Tvangsmiddel kunde hjælpe til Kredit, idet den mere ubemidlede Handlende ikke kunde opnaa denne, uden at den Krediterende havde det i sin Magt at udøve et betydeligt Tryk paa Debitor ved at kunne belægge hans Person med Arrest. Det var ogsaa navnlig disse Argumenter, som Forsvarerne af Gjældsfængslet paaberaabte sig. Men det er netop godtgjort ved statistiske Oplysninger i de Stater, som efterhaanden have ophævet Gjældsfængslet, at dette kun meget sjælden blev anvendt i den store Handel af den simple Grund, at der næsten altid her var Tale om store Summer, til hvis Betaling et Tvangsmiddel af den nævnte Beskaffenhed aldrig vilde kunne hjælpe. Dette gjaldt ogsaa for en Del om den lille Handel, og hvad den Kredit angaar, som hint yderste Tvangsmiddel skulde kunne skaffe, er det klart, at en Kredit, som er bygget paa en slig Forudsætning, kun er Mosegrund. Ja, man kunde næsten fristes til at antage, at med Gjældsfængslet som Tvangsmiddel fremkom usunde Kreditforhold og Svindel, idet mangen uvederhæftig Person derved blev sat i Stand til at forskaffe sig en Kredit, som han, naar hint Tvangsmiddel ikke existerede, forgjæves vilde have søgt at skaffe sig. Der var tillige flere Hensyn, som bevirkede, at Tvangsmidlet ikke hyppig blev anvendt i Handelsforholdene, de større som de mindre. Hvor Talen var om store Summer, var Midlet, som allerede bemærket, meget upraktisk, og hertil kom rent personlige Grunde, idet en Kreditor af Handelsklassen meget nødig vilde anvende en saa yderliggaaende Forholdsregel, der dog sjælden kunde føre til det tilsigtede Maal, Gjældens Afgjørelse, medens han selv let fik Skin af at være ubarmhjertig. Derimod var der en anden Klasse, der hyppig brugte Gjældsfængslet som Tvangsmiddel, nemlig Aagerkarlene; men selv disse gjorde det kun, naar de, som omtalt, havde nogen Udsigt til at faa deres Tilgodehavende af de fængsledes paarørende eller Venner. De kjendte altfor godt Penges Værdi, til at de skulde afse nogle Daler om Ugen til den fængsledes Underhold, i Fald de ikke vidste, at Tvangsmidlet vilde virke.

 

266

Naar der var mange, for hvilke Berøvelsen af Friheden ved en haardhjertet Kreditor, Hensættelsen indenfor Laas og Lukke, var en sørgelig Prøvelse, gaves der andre, som aldeles ikke følte sig ulykkelige derved. En Gjælds arrestant var jo foreløbig befriet for sine Kreditorers Paatrængenhed og følte ikke mere hin uhyggelige Gysen, som havde paatrængt sig ham hjemme, naar der, især om Mandagen - som efter gamle Rosenkildes Forsikring navnlig skal være en slem Hjemsøgelsens Dag - blev trukket i Klokken eller banket paa Døren, selv om han havde besluttet under ingen Omstændigheder at lukke op. Disse tilfredse Sjæle vare som oftest løse og ledige Mennesker; de havde nu foreløbig frit Logis, oven i Kjøbet "noget vist" om Ugen, og saa var det dog muligt, at en medlidende Onkel eller Tante tilsidst forbarmede sig over dem. Var der ikke en saadan Grund til Haab, blev maaske Kreditor ked af at give Penge ud til Unytte og lod dem løbe. Vare de svagelige, kunde de uden stor Vanskelighed faa Lov til, ledsagede af en Opsigtsbetjent, at trække frisk Luft ved en Spadseretur i det fri. Selve Fængslet var slet ikke ilde, det var rummeligt og luftigt og som oftest et bedre Lokale end deres sædvanlige Bolig. Kun Jernstængerne for Vinduerne røbede, at det var et Fængsel. Tillige førtes der her, især i ældre Tid, et ret gemytligt Liv. Man modtog Besøg af Venner og Veninder eller af sine Lidelseskammerater; der blev holdt Selskaber; der var regelmæssige Spillepartier, Punschebollen dampede, og ikke sjælden hørte forbigaaende muntre Sange fra de aabne Vinduer. I "Kinafarerne" af P. A. Heiberg prises disse Glæder i en Sang, og et ret træffende Billede af dette Liv faar man i Overskous "En Fødselsdag i Slutteriet":

"I et Tempel, indviet
Glædens Gud - Slutteriet,
Vi fra Sorger befriet
Leve rask - af vor Gæld.
Den er Alt, hvad vi eje,
Men den Guld kan opveje,
Vi have Hus uden Leje
Og Pension - hvilket Held!
Saae man, hvor vi os morer,
Var snart vor Fryd forbi,
Thi vore Kreditorer
Gik selv i Slutteri."

Saaledes synger den muntre Flok, som her har fundet et Asyl. Mægler Krap fortæller, hvor lykkelig han nu er. "Jeg

 

Slutteriet

Slutteriet.

[267]

268

mæglede, sluttede Handler, sled mine Støvler paa Børstrappen - det var Armod; jeg maatte laane den ene Dag for at leve den anden - jeg blev desperat! Jeg holdt op at betale - og lever lykkelig! Himlen velsigne mine Kreditorer, de vare saa artige at kaste mig i Slutteriet og sætte mig i en Uafhængig Stilling. Jeg er omringet af Venner, ærlige, redelige Mænd, som kun Kongens Foged, men ingen Skæbne kan frarive mig!" - og saaledes vedbliver han og de andre Gjældsfanger at rose denne ejendommelige Livrenteanstalt

Hvorvidt nu denne Optimisme, der afvandt Gjældsfængslet en Side, som i høj Grad mildnede Tabet af Friheden, laa i Tidsaanden og i en særegen Livsbetragtning, der endnu ikke havde hævet sig til en rigtig Vurdering af Livets kosteligste Gode, skulle vi ikke kunne sige. Saa meget er imidlertid sikkert, at Gjældsfængslet hos os for et halvt Hundrede Aar eller kortere Tid siden aldeles ikke blev anset for saa slemt som senere, og at man med megen Koldsindighed fandt sig i at blive sat i Slutteriet. Man vidste at finde sig til rette; ja Folk, der Vare begavede med et ikke almindeligt industrielt Talent, forstod endog at drage Fordel deraf. En Skræder, der var bleven fængslet for en betydelig Sum, anvendte de tre Aar (1843-1846), han hensad i Slutteriet, saa godt, at han ikke blot kunde afgjøre den Akkord, han havde, indgaaet med sine Kreditorer, men tillige trække sig tilbage med en Formue. Han etablerede nemlig et helt Skræderværksted med Svende og Drenge, averterede i "Adresseavisen", at "han var hele Dagen hjemme", eg da hans Klæder vare billige, og Publikum tillige fandt noget meget originalt i denne Benyttelse af Gjældsfængslet, fik han et stort Antal Kunder.

Men afset fra alt sligt, som jo beroede paa individuelle Følelser og Anlæg, var Gjældsfængslet i ældre Tid i og for sig en næsten ubarmhjertig Institution. Som allerede anført, kunde Kreditoren holde sin Skyldner i Arresten, saa længe det skulde være, og ikke faa hensad der, indtil Døden forløste dem. Desuden kunde enhver hensættes for de mindste Summer. Fængslets Protokoller give med Hensyn hertil interessante Oplysninger. Saaleeles findes en Persons Gjæld i 1807. ansat med 2 Rdl. 5 Mk., og for denne Ubetydelighed var han fængslet i 4 Maaneder. En anden slap for en lignende Sum "for fortærede Varer" (i 1804) med 7 Dage. En afskediget Løjtnant maatte hensidde en Maaned (i 1790) for 4 Rdl. 3 Mk. 1O Sk. Summerne varierede i Reglen, navnlig i ældre Tid, mellem 3 og 50 Rdl., og der var Exempler paa, at flere Kredi-

 

269

torer havde slaaet sig sammen for at holde en Debitor i Fængsel og været enige om at betale Underholdspengene. Men naturligvis var der ogsaa Folk, som bleve satte for betydelige Summer. Saaledes nævnes i 1791 en Fr. Knipnasse, Guvernør paa Kysten Guinea, der var sat for 7,449 Rd.; han kom ud efter et halvt Aars Forløb. Ikke faa figurere stadig i Fængslets Protokoller. En Mand af den mosaiske Trosbekjendelse sad i Fængslet ikke mindre end fem Gange for større og mindre Summer, som han skyldte forskjellige. Ikke saa snart var han bleven fri, før han blev sat igjen, og tilsidst døde han i Stutteriet. Blandt Gjældsfangerne i ældre Tid nævnes temmelig hyppigt "Skriverkarle", af og til findes der ogsaa Fruentimmer, som oftest satte af deres eget Kjøn. Som noget særegent fortjener det at anføres, at Haandværkssvende undertiden bleve satte i Gjældsfængsel, fordi de ikke havde tilsvaret de befalede Bidrag til Laugets Svendelade.

Det er tidligere omtalt, at naar Underholdspengene ikke erlagdes af Kreditoren i rette Tid, var den paagjældende Fange fri, og han kunde ikke sættes igjen for den samme Gjæld. For at undgaa en saadan Forsømmelse betalte Kreditorerne undertiden, især naar de ikke boede i selve Kjøbenhavn, for flere Uger forud. En Bonde, der havde ladet en Slagter sætte, som skyldte ham 30 Rd. for Kreaturer, blev paa denne Maade slemt narret. Bonden var længe bleven drillet af Slagteren, og til Gjengjæld besluttede han at holde sin Debitor i Fængsel en rum Tid for om muligt paa denne Maade at tvinge ham til at betale. I dette Øjemed erlagde Bonden ved Slagterens Fængsling strax 50 Rd. i Underholdspenge. Der var just kommet en ny Slutter, og da denne ikke var ret inde i Forholdene, begik han den rigtignok utilgivelige Uforsigtighed at give Slagteren alle de 50 Rd. paa én Gang. Følgen var, at Slagteren lod Kongens Foged komme, betalte sin Gjæld med 30 Rd. og forlod Fængslet med en Fortjeneste af 20 Rd. Hvor utrolig denne Historie end klinger, er den dog bogstavelig sand; den passerede for omtrent 50 Aar siden.

Den yderst haarde Bestemmelse, at en Kreditor kunde holde en Debitor i Gjældsfængslet, saa længe det skulde være, og tillige sætte ham for en nok saa ringe Sum, fremkaldte omsider stor Misbilligelse som stridende mod al Humanitet og blev derfor i Aarene 40 Gjenstand for Artikler i Bladene. Selve Gjældsfangerne indgik med et Andragende til Regeringen om Forandring heri, og endelig forelagdes der Provindsialstænderne et Udkast til en Lov, der forandrede dette

 

270

Forhold. Følgen var, at der den 17. Februar 1847 udkom en Lov, som har været gjældende, indtil den ved Konkursloven er ophævet. I den bestemtes der, at ingen kunde indsættes i Gjældsfængsel for et mindre Beløb end 50 Rd. *), samt at Tiden for Fængslingen skulde være indskrænket til i det højeste tre Aar for almindelig Gjæld. Denne Tidsbegrændsning var ordnet saaledes: for et Beløb af indtil 300 Rd. 1 Maaned for hver Gang 50 Rd., som indeholdes i Fordringen; med Hensyn til det, der overstiger 300 Rd. indtil 900 Rd., 1 Maaned for hver 100 Rd,; med Hensyn til det Beløb, der er over 900 Rd. indtil 2,700 Rd., 1 Maaned for hver 150 Rd.; og med Hensyn til det, der gaar over 2,700 Rd., 1 Maaned for hver 200 Rd., men saaledes at Fængselstiden aldrig skal overstige tre Aar. For trasseret Vexelgjæld bestemte Loven derimod med Iagttagelse af det nævnte Forhold den dobbelte Tid eller sex Aar som yderste Fængselstid. Dette var tilvisse en betydelig Formildelse, men ikke desto mindre var Loven streng nok. For det første behøvede man ikke at skylde 50 Rd. for at blive sat; Summen kunde bringes op dertil ved Renter og Sagsomkostninger. Dernæst var der intet til Hinder for, at baade en enkelt og flere Kreditorer kunde holde en Skyldner hele hans Liv i Fængsel for Fordringer, der allerede vare forfaldne, da han først blev indsat. Vel kunde en Skyldner ikke komme til at sidde i Gjældsfængsel længere end den lovbestemte Tid for den samme Fordring, men han kunde komme til at sidde meget længe for flere Fordringer, og der kan paavises Exempler, selv fra den nyeste Tid, paa, at sligt var Tilfældet.

Antallet af Gjældsfanger i Kjøbenhavn har dog aldrig været synderlig stort. I Gjennemsnit har der næppe været flere end 9 à 10 paa én Gang, og dette Tal har vexlet efter Tidsomstændighederne. Under Krigene var Antallet i Reglen temmelig ringe; det var klart, at Tanken var henvendt paa noget andet end at berøve Folk deres Frihed for en Gjælds Skyld. Størst var Antallet af Gjældsfanger efter Pengeomvæltningen i 1814 og efter Pengekrjsen i 1857. I de nærmeste Aar før Ophævelsen overskred Antallet af Gjældsarrestanter ikke 9 paa

__________

*) Det fortjener som ret karakteristisk at anferes, at de Folk, der give sig af med at Laane Penge ud mod meget høje Renter, altid betingede sig, at Summen paa Vexel eller Obligation ikke var under 50 Rd., og at, naar en, større Sum afdroges ved Afbetaling, det sidste Restbeløb ligeledes var mindst 50 Rdl., alt i den Forudsætning, at der i Udeblivelsestilfælde kunde tages Rekurs til Gjældsfængslet.

 

271

én Gang; i den sidste Tid var der som en naturlig Følge af Gjældsfængslets nærforestaaende Ophør kun 5.

For disse aabnede Fængslets Døre sig den 31. September 1872 om Aftenen. Man kan tænke sig den Længsel, hvormed denne Befrielsens Stund blev imødeset, og det er at antage, at Dagen i Overensstemmelse med Traditionen blev fejret ved et Fællesgilde. Ophævelsen af Gjældsfængslet var en Ytring af den Humanitet, der er et Særkjende for Samfundsudviklingen i vor Tid.

__________

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:02:49 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top