eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Fra det gamle Kongens København

Fra det gamle Kongens København
    - kap. 1

Kbh., Gyldendal, 1910

J. Davidsen


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet april 2006. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

9-a.png

Den Grønbechske Gaard i Borgergade.


Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden.

_____

9-b.png


t gammelt Ordsprog siger: "Hukommelsen er som Fiskergarnet, noget beholdes, andet gaar igjennem". Det er saa sin egen Sag med denne Evne. Erindringerne fra Barndoms- og Ungdomsaarene holde sig mest levende; det er næsten, som om de blive mere kraftige, jo nærmere man kommer til det Maal, der er Menneskets endelige; derimod er Hukommelsen i Reglen ikke nær saa stærk med Hensyn til det oplevede, der ligger langt nærmere i Tiden. Blive enkelte Nervepunkter i vor Hjerne stærkere berørte end andre, og have disse Punkter, som Sædet for Hukommelsesevnen, kun Styrke gjennem en vis Række Aar? Det er et Spørgsmaal, som Psykologerne maa afgjøre. Men en Forklaring kan vel ogsaa søges deri, at Modtageligheden for Indtryk er langt kraftigere i de unge Dage og derfor desto varigere. Det er dog næppe den eneste Grund. Den nuværende Epoke har frembudt en saa overvældende Masse af store Begivenheder, saa mangfoldige gjennemgribende Forandringer i de forskjelligste

[9]

10

Retninger, at det næsten "er umuligt i Hukommelsen at følge dem. Farende forbi som de enkelte Punkter paa en Jernbaneturs Panorama, ere de hurtigt forsvundne fra Synskredsen og have udenfor deres taagede Omrids sjældent efterladt noget blivende Indtryk hos Tilskueren undtagen i de Tilfælde, hvor han personlig berørtes af dem.

Dette gjælder de store Begivenheder, de, der ere indtegnede i Historiens Aarbøger, men det gjælder ogsaa de mindre, der, fremkaldte af det offenlige Livs Udvikling, af de Krav, som Tidens Fremskridt stiller, foregaa i vore nærmeste Omgivelser. Og jo videre det Omfang er, i hvilket disse Krav ere blevne fyldestgjorte, desto vanskeligere er det for Hukommelsen at Opfatte og følge med. Samfundslivet omdannes, Lokaliteter forsvinde og give Plads for nye, og Alt foregaar som ved et Trylleri. Selv for de yngre er det vanskeligt at følge med ved denne hurtige Udvikling; det er næsten som en Rus, hvori det forbigangne glemmes. Hos de ældre vækkes derimod gamle Minder til en Sammenligning mellem Før og Nu, og ved Modsætningen fremstaa de desto friskere. Det er saadanne Minder, jeg her vil tegne i forskjellige fordringsløse Billeder fra det forsvundne Kjøbenhavn. Naar Etnografen med Glæde griber en eller anden Gjenstand af det Muld, hvori den i Aartusinder har været begravet, for deraf at kunne udfinde et Bidrag til Vurdering af Fortidens Kulturtrin, maa ogsaa ethvert Bidrag, der belyser en forsvunden Tid, selv om den ligger temmelig nær, være velkomment for Betragteren af Livsfænomenerne, for Kulturhistorikeren, ikke at tale om den almindelige Interesse, der knytter sig til Erfaringen om, hvorledes den Slægt, den nuværende Generation skylder sit Ophav, færdedes i det daglige Liv, i sine offentlige, sine selskabelige og huslige Vaner. Heraf vil det vise sig, hvor højst forskjelligt det daværende Kjøbenhavn og Fædrenes Liv var mod det nuværende, og at de Omskiftelser, som Tidens rullende Hjul have frembragt Led for Led i Løbet af et halvt Aarhundrede, have været mere indgribende og nivellerende, end de fleste have Anelse om. Jeg optegner kun, hvad jeg selv har set og kjendt, og det er en Selvfølge, at man ikke her vil støde paa noget, der ser ud som Statistik, Topografi eller deslige. Hvori Forandringerne bestaa, vil ikke blive omtalt, enhver vil kunne sige sig det selv ved at betragte Omgivelserne samt ved at anstille en Sammenligning mellem disse og det, jeg nu skal omtale dels i en mere sammentrængt Fremstilling, dels i mere udførlige Skildringer af Samfundslivet i ældre Tid.

 

11

11-a.png

Nørreport.

For et halvt Hundrede Aar siden eller lidt længere tilbage var Kjøbenhavn egenlig kun til indenfor sine Volde og Grave. Den havde nok Forstæder, "Broerne", men disse vare kun lidet bebyggede. Der laa hele Strækninger, hvor der ikke var et eneste Hus; selv tæt ved Portene var der Marker, hvor Køer og Faar græssede. Adgangen til Staden var gjennem de fire Porte, af hvilke de tre vare lukkede efter Midnat, og hvortil Nøglerne bragtes til Kongen paa Amalienborg. Kun Nørreport stod aaben, og gjennem den kunde man slippe efter Kl. 12 mod en Kjendelse af 2 Skilling ved Bommen. Passagen gjennem Ravelinen var saa smal som en Gyde, hvor to Vogne neppe kunde kjøre forbi hinanden, og hvor de fodvandrende vare udsatte for at faa Liv og Lemmer spolerede eller for at trykkes sammen, især en Søndag i Sommertiden. Værst var det dog i Portene: der var neppe Plads til et bredt Hølæs; kun Nørreport var lidt bredere og højere, og det var ogsaa igjennem den, at den kongelige Ligvogn maatte drage, naar en fyrstelig Person skulde bisættes i Roskilde Domkirke, thi formedelst sin Højde kunde Vognen ikke komme igjennem Vesterport. Ved Christian den Syvendes Bisættelse blev, som det fortælles, Jorden i denne Port opgravet, for at Vognen kunde slippe igjennem.

11-b.png

Vesterport.

Men Adgangen til Staden havde ogsaa andre Forhindringer. I Nærheden af Porten, ved "Ravelinen", laa der et Toldhus, hvorfra embedsivrige Toldbetjente kom farende over til den smukke Tjenestepige med Torvekurven for pligtmæssig at undersøge, om Staten ikke blev narret ved Kurvens Indhold af konsumtionspligtige Gjenstande, og hvor der holdt lange Hækker af Fragtvogne, som samme Toldbetjente gjennemarbejdede med lange Søgere; ikke sjældent toges de dog ved

 

12

Næsen af den fiffige Bonde. Desuden var der et Bomhus, hvor Bøndervogne hver Dag, men andre Vogne paa Søn- og Helligdage maatte betale Bompenge for at komme ind i Staden.

12-1.png

Østerport.

Paa Broerne var der, som sagt, kun faa Bygninger, de allerfleste en eller to Etager høje, omtrent af samme Udseende som de enkelte, der endnu ere tilbage fra den Tid. En Bygning som Skydebanen paa Vesterbro tog sig ud som en Kæmpe blandt disse Dværge. Men Folk vare ogsaa her kun lidet Herrer over deres Ejendomme. Før Demarkationslinien blev ophævet, maatte ingen Bygning være opført solidere, end at den kunde skydes i Brand, naar der kunde ventes fjendtligt Angreb fra Landsiden, for at Fjenden ikke her skulde kunne finde Dækning. Nørrebro var som Forstad stærkest bebygget, men dog i Forhold til, hvad den Kant af Staden nu er, aldeles forsvindende. Bebyggelsen begyndte egenlig først paa den nordlige Side af Søerne, indenfor disse var der nogle Tømmerpladse og op til Volden og Stadsgraven store Marker med græssende Kvæg. Et større Byggeforetagende havde allerede dengang fundet Sted paa Nørrebro, nemlig Omdannelsen til Boliger, nærmest bestemte for Arbejdsklassen, af den saakaldte Blaagaard, der i sin Tid havde været en adelig Herregaard med Haver, Fiskedamme, Statuer og andre Herligheder. Det var paa dette Sted, at der i 1828 blev opført det Theater, som senere nedbrændte. En Del af Blaagaards Jorder afgav Terrænet for Heegaards Jernstøberi.

12-b.png

Amagerport.

Paa Nørrebro var der forskjellige bekjendte Beværtningssteder, saasom "Grams Have" og "Billigheden", som især besøgtes af jævne Borgere. "Det bestandig borgerlige Selskab" havde sin Sommerresidens paa "Store Ravnsborg", hvortil der

 

13

hørte et meget betydeligt Areal Have og Marker, som siden meget fordelagtigt afhændedes til Byggegrunde. En særegen trist Karakter havde Nørrebro ved de Ligtog, der jævnlig gik til Assistens Kirkegaard. Denne var neppe halv saa stor som den er nu, men den var forøvrigt smukt udstyret med Monumenter. Blandt disse mindes jeg saaledes en Obelisk, hvorpaa der i

13.png

Toldeftersynet i Ravelinen.

Hautrelief var anbragt en stor Del Duer som Symbol for de Børn, der her vare begravede, og som Familien havde mistet i en ung Alder. Kirkegaarden var meget besøgt og blev næsten betragtet som yndet Valfartssted og Promenade. Efterladt Madpapir paa Ligstenene viste, at de ikke sjældent benyttedes til Taffel for de besøgende. En Sidevej paa Nørrebro førte ligesom nu til Jødernes Kirkegaard, og ved Siden af denne laa et lille lavt Beværtningssted, der kaldtes "det nye Testamente". Den mod Øst førende Farimagsvej havde sin Specialitet i de saakaldte amerikanske Møller med brede Sejl, hvis Oprindelse føres tilbage til Christian den Fjerde, men som nu næsten ere

 

14

forsvundne. Farimagsvejen var iøvrigt ilde berygtet som et Tilholdssted for Vagabonder. Der forekom ikke saa sjældent Overfald, og det betragtedes næsten som livsfarligt at gåa der sent om Aftenen eller om Natten.

Den mindst bebyggede af Forstæderne var Østerbro, ligesom det endnu er Tilfældet. Her laa kun meget enkelte lave Huse, men en sand Prydelse var det den Tuteinske Familie tilhørende "Rosendal" med en prægtig Have; i Nærheden deraf laa en bred Bygning temmelig dybt under Vejbanen, og ved Siden deraf et Par "smukke Lyststeder. Her i Nærheden laa en næsten faldefærdig Stubmølle, "Solen" kaldet, omgivet af et gammelt Stakit, der ragede ud midt paa Kjørevejen, over hvilken der var bygget en rødmalet Barrikade, der skulde holde Kvæget borte fra Fæstningsværkerne. Nærmest ved disse laa Søetatens, Landmilitæretatens og Almindelig Hospitals Kirkegaarde. Paa Hjørnet af Kalkbrænderivejen var der et Beværtningssted, kaldet "St. Petersborg". Det fortælles, at Navnet hidrørte fra de russiske Officerer, der søgte her, medens de russiske Tropper under Czar Peter den Store i 1716 laa i Lejr paa Østerfælled. En Sidevej mod Øst førte til Classens Have, af hvilken en betydelig Del senere afgav Arealet til Rosenvænget og de der opførte smukke Villaer. I Classens Have laa nogle enkelte Bygninger, som i sin Tid havde hørt til det kgl. Fiskerhus, et i Frederik den Fjerdes og Christian den Sjettes Dage meget yndet Beværtningssted. "De Fattiges Dyrehave", et kjært Sted for Holmens faste Stok og bekjendt fra Henrik Hertzs Vaudeville, laa i Nærheden af Classens Have.

Fra Blegdammen lød i min Ungdom om Natten en stærk Tuden i Horn. Det var Vægterne, der underrettede Folk om, at de passede paa det Tøj, der her var udlagt paa Bleg. Disse Vægtede havde et eget Kostume, en hvid Vadmels Kappe med en Lygte i Bæltet. Der var 22 Blegdamme. Ved Trianglen op til Østerallee laa et Salpeterværk, men i selve Alleen var der ikke en eneste Bygning.

Den livligste af Kjøbenhavns Forstæder var Vesterbro; især om Søndagen var der her et broget Folkeliv. Der var Karusseller; der var ambulante Sangere og Musikanter under aaben Himmel, og her opslog Kunstnerne fra Dyrehavsbakken, naar dennes Herligheder vare ophørte, deres Pauluner. Her var ogsaa Morskabstheatret, "Prices Komedie", med den uforlignelige Pjerrot, og i Nærheden af Ravelinen det af Filippo Petoletti opførte Theater og Cirkus, som blev nedrevet for et Par

 

15

15.png

Aar siden. Et paa venstre Side beliggende Beværtningssted, "Ægypten" kaldet, var meget populært. Her var Karusseller, Keglebane, Fortunaspil; det blev besøgt af jævne Borgerfamilier, men ogsaa af Bønderkarle og Bønderpiger, de første med store Sølvknapper i Trøjen og Piben i Munden, de sidste med sølv- og guldbroderede Huer og flagrende Baand, der undertiden repræsenterede flere Maaneders Løn. Her var ogsaa et Slags Marked; der kjøbsloges og tuskedes, og det kan anses for temmelig afgjort, at de talrige Marskandisere i Kjøbenhavn væsentlig bleve rekrutterede herfra.

Men Vesterbro havde sine store Ulemper, næsten Farer. Der var først en Brolægning, hvis spidse Sten og Fordybninger vare en Martyrdom for Fodgængere; Atmosfæren var svanger af Duften fra Rosenaaen og fra de fra de talrige Slagterier i Rendestenene udstrømmende Uhumskheder, og der var endelig Slagterne, et vildt, stridbart Folkefærd, helt forskjellige i deres Sæder fra andre skikkelige Folk. Kampbegjærlige og stolende paa deres herkuliske Kræfter, yppede de gjerne Klammeri baade indbyrdes og med andre Folk, som kom dem i Vejen, og der gik næppe nogen Dag, uden at der hørtes om Slagsmaal, foregaaede "ude paa Trommesalen", deres særlige Arena. Slagterne førte næsten et Enevoldsherredømme paa Vesterbro, og det kunde af denne Grund være livsfarligt at

 

16

passere den, naar de vare "slupne løs", som det hed. Et Blik kunde bringe dem i Harnisk, og en mere stadselig klædt Herre kunde let tildrage sig Haan og Spot og mere vidtgaaende Ubehageligheder, naar det faldt d'Hrr. Slagtersvende eller Slagterdrenge ind at finde hans Optræden for fordringsfuld.

Især om Søndagen om Sommeren gik her Folkestrømningen til Frederiksberg gjennem Alleen, altid med Apostlenes

16.png

"Ægypten" paa Vesterbro.

Befordring, thi man kjendte endnu intet til Drosker, Omnibusser eller Sporvogne. Alleen hørte til Slottet og var ved begge Endepunkter afspærret med Gitterporte, som af dertil ansatte Schweitzere, der havde Post i Portnerhuse, bleve oplukkede for Herskabsvogne - thi kun disse maatte passere den, - men desuagtet var den kun daarlig vedligeholdt. Der var et Uføre af Dynd eller Støv, og fra Grøfterne opsteg en mindre behagelig Duft. Og om Aftenen i Efteraarstiden eller om Vinteren herskede der her et sandt ægyptisk Mørke. Ikke en eneste Lygte var der paa den hele Vej, man maatte lede

 

17

sig frem langs Træerne, raabe hinanden an for at undgaa Sammenstød, og man stod Fare for at havne i Grøfterne, hvor man nok kom til at hvile blødt, men ikke sødt. De vandrende vare her som oftest forsynede med Haandlygter, som da ogsaa vare et uundværligt Husgeraad for de indfødte i Alleen og i Frederiksberg By. Villaerne vare faa i Tallet, men der var flere Beværtningssteder. De to andre Veje, der førte til Haven, den støvede gamle Kongevej og den Del af Broen, der førte forbi Slottet til Roskilde Landevej, vare endnu mindre bebyggede end Alleen, og af det nuværende Villakvarter var der ikke Spor. Paa Vejen til Slotskroen var der Mark ved Mark, afbrudte ved et Par enkelte Bygninger. Paa venstre Side laa fra gammel Tid den saakaldte Galgebakke, hvor endnu for omtrent 100 Aar siden Galgen stod, og i Nærheden deraf var det saakaldte Pesthus. Nu stod der en Mølle, kaldet Galgemøllen, efter hvilken ogsaa Mølleren benævnedes. Her var det ikke videre hyggeligt; kun fad gik Vejen, thi der gik Rygter om Overfald og Rov; alligevel var der en Mand, som Dag og Aften i hvilketsomhelst Vejr vandrede ad den flere Gange. Det var gamle Rahbek, som indhyllet i sin Kavaj traskede frem og tilbage mellem Staden og det kjære Bakkehus. - Hvad jeg ellers har at fortælle om Vesterbro og Frederiksberg vil blive forbeholdt et eget Afsnit.

Og hvorledes var saa Stadens ydre Fysiognomi indenfor Voldene? Skjønt der var hengaaet en Snes Aar efter Bombardementet, viste der sig endnu mange Spor af Ødelæggelsen. Især var det Tilfældet med Nørregade og de tilstødende Gader. Her laa store, ubebyggede Tomter med Rester af Ruiner til Tumleplads for den glade Ungdom. Frue Kirkes Gjenopførelse efter Statsbygmester Hansens uheldige Plan var endnu ikke fuldført, Resterne af Studiegaarden benyttedes til Universitet, og det havde lange Udsigter med en ny Universitetsbygning. Gammelholm var for en stor Del ubenyttet paa den hele Strækning; der laa kun Marinens Ministerialbygning, og der var frodige Græsgange for Ekvipagemesterens Køer, hvis Mælk forskaffede ham en ret anseelig Indtægt. Der var nok en Del Pragtbygninger i Stadens nordøstlige Del, men for saa vidt som de tilhørte adelige Familier, vare de sjældent beboede af Ejerne. De øvrige Huse vare gjennemgaaende ligesaa ensformige og simple i deres Ydre, i Formen lignende Chiffonierer, som man endnu ser dem i den ældre Del af Staden. En stor Del af dem hidrørte fra Tiden efter den store Ildebrand i 1728 og havde derfor et for den Tid

 

18

mere moderne Ydre, men blandt dem, som denne Ildsvaade og Bombardementet havde skaanet, var der især i Smaagaderne gammeldags Smaahuse med Svalegang, eller Rønner omtrent af lignende Art og Højde som dem, der til Exempel endnu findes i Holmensgade mod lille Kongensgade. Af egen-

18.png

Ulfeldts Plads.

lige Hoteller til Modtagelse for Rejsende var der kun tre i Tallet: Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv (Knirsch), Hotel Royal (Löbel) ved Stranden og Hotel du Nord paa Kongens Nytorv, som ofte skiftede Ejer. Derimod var der paa Vestergade, Nørregade, ved Nyhavn og flere Steder en stor Del Gjæstgiversteder, hvis Indretning i Reglen var yderst simpel. En af de anseeligste var Knapstedsgaard paa Halmtorvet.

Et Stykke Middelalder frembød Ulfeldts Plads, senere kal-

 

19

det Graabrødretorv efter det Kloster, som før Reformationen havde havt sine udstrakte Bygninger med Tilbehør paa dette Sted. Her var Skamstøtten for Ulfeldt, en opad tilspidset Granitsten med Indskriften "Til ævig Skam og Skændsel". Og rundt om var der smaa Boder med Borde ved som paa et Marked til Udsalgssteder for brugte Klæder, gamle Bøger og allehaande Skrammel i rigt Udvalg. Til Specialiteterne ved denne Plads hørte ogsaa tre forskjellige Sæbekjældere, der konkurrerede med hinanden ved Skilte: "Den gamle Sæbekjælder", "Den rigtige gamle Sæbekjælder", og "Her er den rigtige gamle Sæbekjælder, hvor de gamle Sæbekjælderfolk bo". Et Sidestykke til Ulfeldtsplads var Pladsen ved Nikolaitaarn. Her havde Slagterne, som det endnu tildels er Tilfældet, deres Udsalgssteder, men disse vare kun yderst primitive Træskure paa Blokhjul med et udstaaende Skraatag eller Bislag, der tillige tjente til Lukke ved at slaaes ned, og hverken i den indre Indretning eller i de udstillede Varers Udseende og Behandling var der Spor af den Renlighed og Komfort, som nu i Reglen udmærker Kjødudsalgene. Fiskertorvet var paa det Sted, hvor det endnu er, og det kan siges, at det næsten er det eneste, hvormed der i Henseende til de falbydende og Varernes Behandling og Udstilling ikke er foregaaet nogen synderlig Forandring. Dog, i én Henseende har Civilisationen og Tidsaanden gjort sin Ret gjældende. De gammelstrandske Fiskermatroner ere vel endnu ikke synderlig slebne i deres Konversation og i deres Optræden overfor Kunderne, men det er dog som Dag mod Nat i Sammenligning med deres Forgængerinders bistre, hvasse Tone og ejendommelige Veltalenhed, krydret med et Udvalg af Skjældsord, der vidnede om en sjælden Opfindsomhed, og som betegnedes i Ordsproget "Mund som en Fiskerkjærling". Det var ogsaa til Ære for dem, at der i Nærheden var anbragt en Gabestok, en Pæl med et Halsjern, hvori de, naar de bleve altfor balstyrige, bleve indsatte til uudtømmelig Morskab for Gadeungdommen. Denne Straf var dog afskaffet paa den Tid, jeg nærmest har for Øje.

Var Adgangen til Hovedstaden fra Landsiden ikke videre tiltalende og hensigtsmæssig, saa var det næsten endnu mindre Tilfældet fra Søsiden, især fra den daværende Toldbod. Her manglede fuldstændig en passende Landgangsbro; Toldtilsynet og Vagten vare anbragte i baraklignende Bygninger, og ved Indgangen fra Toldbodvejen var der en Række næsten faldefærdige Træskure eller Smaahuse med Udsalg af saa-

 

20

danne Varer, som Søfolkene havde Brug for. En Specialitet var her den saakaldte "Brokkensbod", et lille uanseeligt, brøstfældigt Værtshus med en Indgang saa lav, at man for at komme ind i Helligdommen maatte bukke sig. Her søgte Matroser og Holmens Folk, og her vankede foruden andre Delikatesser Snapse saa store, som man ingen Steder fik dem undtagen maaske i "Paradiset", et nærliggende Brændevinsudsalg. Og naar saa en eller anden efter Nydelsen af diverse

20.png

Brokkensbod.

af disse Snapse havde naaet en vis Saligheds-Tilstand, saa havde han "taget Højden af Brokkensbod", et i sin Tid meget almindeligt Mundheld om en forsvarlig Rus. Lige overfor paa den anden Side af Gaden var i en lav Bygning det saakaldte Toldbod-Vinhus, der havde Navn af en billig og god Restauration og Logishus, som især søgtes af Skippere og Styrmænd *).

__________

*) Paa Væggen i Toldbod-Vinhus' store Stue fandtes følgende Indskrift:

»Naar Lykken venlig til dig ser
Og smiler ved din Side,
Da faaer Du Venner fler og fler,
Som vil Dig gjerne lide.
Men naar din Velstand bli'er for kort,
Du har ej mer at skatte,
Da løber dine Venner bort
Som sande Mortens Katte.«

 

21

Paa Toldboden sporedes der kun ringe Travlhed, thi Handel og Skibsfart led endnu haardt af Krigens Følger, af Statsbankerotten og overhoved af de slette Tider, der gjorde sig gjældende næsten overalt, og de store Pakhuse, som i tidligere Tid havde været fuldproppede med Varer, stode for det meste tomme. Toldbodbommen var lukket, og ved den ringe Færdsel af Fartøjer var dens Aabning heller ikke af nogen større Nødvendighed. Kommunikationen med Vennerne hinsides Sundet blev besørget af det priviligerede Færge-

21.png

laugs aabne Baade. Det var en stor Begivenhed, naar der ankom eller afgik et enkelt Dampskib. Grønningen var ligesom nu en yndet Promenade, men den var et Vildnis, hvis Træer betog Udsigten til alle Sider. Langelinie var exklusiv; vilde man nyde den smukke Udsigt til Rheden derfra, maatte man løse Tegn.

Stadens Brolægning lod meget tilbage at ønske, især i Smaagaderne; selv Kongens Nytorv laa en lang Tid i et stort Uføre, fordi Magistraten efter at den gamle Brolægning var opbrudt, ikke kunde blive enig om, hvorledes den nye skulde være. Der var saaledes ved "Hesten" en Art Bakke, der efter den første Borgermester kaldtes "Schæffers Høj". Paa ikke faa Gadehjørner var der anbragt Afvisere for Vognkjørsel. Rende-

 

22

stenene vare dybe, og da der ikke var underjordiske Kloaker til Afløb, var der ikke sjældent i stærkt Regnvejr Oversvømmelser til Skræk og Jammer for Kjælderbeboerne. I nogle af Smaagaderne, som f. Ex. i Kristenbernikovstræde, Pedermadsensgang o. fl. laa Rendestenen midt i Gaden. Vandforsyningen skete gjennem Trærender fra Søerne. Filtrerapparaterne lode meget tilbage at ønske, Vandet var ikke sjældent

22.png

plumret og fyldt med organiske Bestanddele. Hist og her i Gaderne var der Vandposter, hvorfra Husene forsynedes, naar Værterne ikke vilde sætte sig i den Bekostning at lade indrette en Opstander i Gaarden. I et Aag om Skulderen blev Vandet i to Spande slæbt undertiden tre og fire Etager op i Husene af de arme Tjenestepiger, og kun i de velhavende Huse var der Karle til dette møjsommelige Arbejde. Gadebelysningen bestod af Tranlamper, der bleve passede af Gadevægtere, hvis Øgenavn "Trantyve" ikke tydede paa den reelleste Omgang med det betroede Kvantum Tran. Naar det ifølge Almanakken var Fuldmaane, bleve Lygterne ikke tændte.

 

23

Da det nu ikke sjælden hændte, at Maanen ved den Tid glimrede ved sin Fraværelse, var Staden indhyllet i dybt Mørke. Det var "Magistratsmaaneskin", og man maatte betjene sig af Haandlygter for at lede sig frem. Saavidt jeg husker, var det gamle Nathanson i "Berlingske Tidende", der ved energiske Forestillinger bragte Magistratsmaaneskinnet til at forsvinde.

23.png

 

Vægterinstitutionen kommer jeg senere til at omtale. Til denne og til en Skare Politibetjente i røde Uniformskjoler med grønne Kraver var Beboernes Sikkerhed og Velfærd betroet. I alvorlige Tilfælde kunde der ogsaa kræves Assistance fra Hovedvagten, men for at opnaa en saadan maatte Vedkommende indfinde sig med sit Borgerbrev. Til Politiets Foresatte hørte Vægterleutenanten Boelmann og Overbetjenten "den tykke Lassen", der havde forstaaet at sætte sig i stor Respekt, og som ogsaa ere blevne besungne i flere populære Viser. Retssikkerheden i Staden var i det Hele ret god, naar undtages at Kommersbrødre fik mere Lov til at gjøre Spilopper, end det var foreneligt med god Orden. Ved større Opløb sad Politibetjentenes Stokke meget løse i Haanden, og det var Argumenter, for hvilke Folk havde stor Respekt. For Tyverier og andre grovere Forbrydelser vare Straffene i Overensstemmelse med Tidsaanden langt haardere end nu, og det gjorde utvivlsomt sit til at fremme Retssikkerheden.

Der var vel gjort adskilligt til Fordel for Postgangen og Personbefordringen, men endnu var Institutionen næsten i sin Barndom. Kun 2 Gange om Ugen, Tirsdag og Lørdag, afgik Brevposten til Hamborg, medtagende Breve til de Byer i Sjælland, som den berørte paa Ruten, til Fyen, Jylland og Hertugdømmerne, og den førtes i en lille gulmalet Kuglevogn til Roskilde, hvorfra den befordredes videre. Der var en lol-

 

24

land-falstersk Post, som kun gik en Gang om Ugen, en helsingorsk Post daglig og en svensk og norsk Post to Gange ugenlig. Pakke- og Pengeposten afgik kun om Lørdagen. En Personpost over Kolding til Hamborg afgik ligeledes om Lørdagen, naar der indtegnede sig mindst to Rejsende. Post- og Personbefordringen over Bælterne skete ved Jagter, de saakaldte Smakker, der manglede enhver Bekvemmelighed og i slet Vejr vare et lidet lysteligt Opholdssted for Passagererne. Den saakaldte Fodpost til Befordring af Breve i Kjøbenhavn var en privat Entreprise i en Enkes, Madam Dues Besiddelse, der havde sit Kontor i Klareboderne. Brevene ombragtes af et Par Bude, der tilkjendegav deres Nærværelse ved at ringe med en stor Klokke.

Til Befordring til Byerne i Kjøbenhavns Omegn var der indrettet saakaldte Dagvogne, i Reglen tre- eller firsædige Holstenskvogne, som visse Vognmænd vare privilegerede til at holde. De havde en bestemt Afgangstid, men der hengik ikke saa sjældent et Par Timer, før de kom af sted, fordi Vognmændene ønskede at faa dem fyldte. Denne Upaalidelighed bevirkede, at Postvæsenet selv overtog Befordringen, og efterhaanden blev der anskaffet Deligencer. Ogsaa de saakaldte Fragtmænd, især de, der kjørte mellem Kjøbenhavn og Byerne nordpaa, medtog Passagerer mod en billig Godtgjørelse. Men en Snegl kunde godt have holdt Væddeløb, med den Art Befordring. Jeg mindes, at paa en saadan Tur til Frederiksborg tilbragte jeg Tiden fra Kl. 5 om Eftermiddagen til Kl. 6 den næste Morgen. Tingen var nemlig den, at Hestene for den svært belæssede Vogn gik Fod for Fod, samt at Fragtmanden bedede ved hver Kro paa Vejen og fik sig et Slag Kort med de Bekjendte, som han traf der. Befordringsmidlerne vare overhoved temmelig primitive: plumptbyggede Kareter og Wienervogne, hvoraf de ældste i Stedet for Fjedre hang i Læderremme, firestolede Holstenskvogne af Kurvefletning med Fadingen næsten umiddelbart hvilende paa Hjulene. Karakteristiske vare Bøndernes Pindevogne, der bragte Tørv eller Levnetsmidler til Staden. De usle Krikker, hvormed de vare forspændte, og det makulerede, undertiden af Tougværk bestaaende Seletøj viste, hvor ilde det stod til med Bøndernes Kaar. Saakaldte Gumpekærrer, et ganske lille, med en Hest forspændt tohjulet Kjøretøj, bragte Mælk og Fløde til Staden.

Udsalgssteder og Butiker vare gjennemgaaende yderst tarveligt indrettede, selv i de mindre Kjøbstæder findes der nu Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

 

25

mere anseelige og komfortable. En simpel Disk og Reoler af Fyrretræ, en eller, naar det kom højt, to smaa Olielamper var tilstrækkelig for en Manufaktur- eller Isenkrambutik; hos Manufakturhandlerne bestod Skiltene i Reglen af Ruller, ved Siden af Butiksdøren, over hvilke forskjellige Tøjer vare udhængte, og i de uanseelige Vinduer var der intet, der lignede Nutidens Udstillinger for at lokke Kunder. Var der nogen, som gjorde Forsøg paa at indføre en større Luxus ved Butiksindretning og Inventarium og en ydre Forskjønnelse, saa var Spot og Haan, der vel ogsaa dækkede den lønlige Misundelse, Lønnen. Et bekjendt, meget anseet Manufakturfima, Brødrene Raphael, havde saaledes ladet sin Butik i en høj Stue paa Østergade omdanne med en vis Elegance og paa de efter Datidens Maalestok store Spejlglasruder anbringe Firmaets Navn i Guldbogstaver. Det antages almindeligt, at dette var Aarsagen til, at Ruderne bleve slaaede ind under Jødefejden i 1819. I adskillige af disse uanseelige Butiker erhvervedes der dog store Formuer af Folk, som vare komne hertil navnlig fra Jylland i Vadmelskofte og paa Træsko. I Urteboderne, der ikke havde den mere prætentiøse Titel Kolonialhandel, og hos Høkerne, der ikke arrogerede Navnet Viktualiehandlere, vare Butiksindretningerne endnu simplere. Hos de sidstnævnte udgjorde i Reglen et Spædelys fæstet til en blankpoleret Messingskaal Belysningen. Forøvrigt var Butikernes Antal i Sammenligning med Nutidens forsvindende. Kun paa Østergade vare de talrige, dog langtfra saa talrige som nu, hvor der er mange Huse med Butiksindretninger fra øverste Etage til Kjælder. Haandværkernes Skilte antydede Bedriften. Skrædderne havde en aaben Sax, Smeddene en Nøgle eller en Hestesko, Skomagerne en Støvle, Farverne et nedhængende Stykke Tøj fra en Stang, Snedkerne en Høvl, Barbererne et, to eller tre Bækkener, sidstnævnte de, der som Amtsbarberer havde underkastet sig kirurgisk Examen. Til de særegne Lokaliteter hørte den Del af Børsen, hvor der nu er forskjellige Kontorer. Her var i ældre Tid en Del Udsalgssteder med Legetøj og Sadelmagerarbejde, og her var Schubothes og Steens Boghandel i mange Aar. De i den sidstnævnte udstillede Billeder samlede altid en stor Kreds af yngre Beskuere, efter at disse havde moret sig med at lege Tagfat gjennem Svingdørene til den store Børssal.

Naar man vil skildre det forsvundne Kjøbenhavn, maa ikke forskjellige Specialiteter forbigaas, der høre med til Datidens Kulturhistorie. - Jeg har allerede omtalt, at de kri-

 

26

Tallotteriets Trækning

 

minelle Straffe vare langt haardere, end de nu ere. Saaledes var den saakaldte Stokhusret, hvorved man ved Svøbeslag søgte at bringe formodede Forbrydere til at bekjende, en Art Tortur. Men en lignende Straf, Kagstrygning, blev ogsaa ikjendt grove overbeviste Forbrydere, og den blev da exekveret offenlig paa Halmtorvet lige for Lavendelstræde, hvor de bandtes til en Pæl. De fleste af Tugthusfangerne, Slaverne, som man saa ofte saa i deres halvbrune og halvgraa Dragt med Bøjler om Foden drage gjennem Gaderne til forskjelligt Arbejde paa Fæstningen under Anførsel af en Slavesergent, havde udstaaet denne Straf, og adskillige af dem vare brændemærkede. At der ved Exekutioner paa Halmtorvet altid indfandt sig en stor Menneskemasse, ikke mindst Fruentimmer, kan man tænke sig. Skuet af Forbryderen, der krummede sig under de voldsommex Slag af Risbundtet, som bragte Blodet til at sprudle frem paa den nøgne Overkrop, bidrog ikke til at forbedre Sæderne. - En ikke mindre talrig Menneskemasse stimlede sammen ved Tallotteriets Trækning, der fandt Sted hver tredie Uge. I min Tid skete det først fra en foran Charlottenborg oprejst Tribune, hvor Lykkehjulet var anbragt, siden foran Gjæthuset paa Kongens Nytorv og senest fra en Bygning i Raadhusstræde midt for Vandkunsten. De udtrukne Numre bleve i Paphylstre udkastede

 

27

blandt Mængden, og for at fange dem opstod der ikke sjældent blodige Slagsmaal, thi den lykkelige, der kunde sætte sig i Besiddelse af et af disse Hylstre med Numret i, fik for dets Aflevering paa Lotterihovedkontoret 24 Skilling (en Rigsort). - Den første Torsdag i Marts fandt Højesterets højtidelige Aabning Sted. Dette blev Søndagen forinden af Herolder til Hest i malerisk middelalderlig Kostume med en Eskorte

ride Herredag ind

af Hestgardister forkyndt paa Stadens Torve og udenfor højtstaaende Embedsmænds Boliger. Dette kaldtes at "ride Herredag ind". Kongens Kjørsel til Højesteret foregik med stor Pomp. Dertil benyttedes den med sex hvide Heste forspændte Guldkaret med Spejlglasruder, der saas paa den kunstindustrielle Udstilling i 1879, og med Løbere, hvis Hovedbedækning lignede en Blomsterkurv.

Til Folkeforlystelserne, som jeg senere nærmere skal omtale, hørte den, paa Fastelavnsmandag at slaa Katten af Tønden. Det skete især paa Amager og i Valby. I min Barndom blev en levende Kat spærret inde i Tønden; denne ophængtes mellem to Trær, og der blev slaaet til den med Knipler af

 

28

ridende, pyntede Bønderkarle. Naar Tønden gik i Stykker, kunde det hænde, at det arme pinte Dyr foer ud og fløj i Ansigtet paa en af Rytterne. Denne grusomme Skik blev dog forbudt af Politiet, og Katten afløstes af en udstoppet Figur. Til Fastelavnsmandagsløjer hørte ogsaa den, at Drenge samledes nedenfor Børsrampen og sloges om de Skillinger, som man kastede i Grams oppe fra Børsopgangen. Denne Skik ophørte for en halv Snes Aar siden. Paa det kgl. Theater blev der om Aftenen givet et lystigt Stykke, i Reglen "Jeppe paa Bjerget", og de Familier, der havde abonneret, lod næsten altid deres Tjenestefolk gaa paa Pladserne.

Forskjellige Typer fra det daværende Folkeliv ere nu ganske forsvundne. Dertil, høre Natmandens Folk, de saakaldte Hunderakkere, der i Hundedagene drog om i Gaderne, efterfulgte af en lyseblaa malet Vogn med Presenning over, hvor

Hunderakkeren

"Hunderakkeren"

de løsgaaende Hunde bleve indsatte, som de fangede ved Hjælp af et Net paa en Stang. Naturligvis ledsagedes dette Tog af en Skare hujende Gadedrenge, der udbrød i haanende Glædesraab, hver Gang det lykkedes en Hund at undslippe. Endvidere

 

29

de saakaldte Flæskedragere, firskaarne Karle med en saakaldet Sydvest paa Hovedet, hvis over Ryggen nedgaaende Læderbagstykke skinnede af Fedt fra de Flæskesider og andre Viktualier, som de for Kjøberne bar hjem fra Torvene. Som Dragere benyttedes ogsaa de saakaldte Sjovere, som med deres Bærebør, og ikke sjælden i en "salig" Tilstand, havde deres Stade paa Hjørnerne. Visekjærlingerne, der med hæs Stemme forkyndte en ny Vise om et græsseligt Mord eller om Roats Fald og sang Melodien til, vare ligeledes et ikke lidet fremtrædende Element i Gadelivet. Skomagerdrenge med Skjødskind og Trætøfler og meget mangelfulde Unævnelige udmærkede sig ved en utæmmelig Lyst til at gjøre Optøjer, og mellem dem og den øvrige Gadeungdom kom det ofte til Brydekampe. Lirekassespillet var en fri Næringsvej, og det havde derfor meget talrige Dyrkere, Karakteristiske vare Jøderne paa Hjørnet af Amagertorv og Læderstræde. Da Parykker med Pisk i Nakken vare i Brug, kaldtes de efter deres Handel Piskebaandsjøder. En af disse var Faderen til Stifteren af et af de største Bankierhuse her og senere i London, hvis nuværende Indehaver Kjøbenhavn skylder meget. I min Ungdom handlede de her nærmest med gamle Klæder, som de bar over Armen.

Vor Borgervæbning strejfede i Henseende til Uniformering og Holdning lidt ind paa Karrikaturens Omraade. Især var dette Tilfældet med Artilleristerne. En rød Uniformskjole med gult Underfoer og blaa Rabatter, hvis Skjøder stod som en Svalehale, en Chakot med Ponpon, hvis rundbøjede Pul var godt skikket til at samle Regnvand, et Par hvide Benklæder, der i Reglen spillede i det gule, samt en gammel Sabel i et sort Gehæng var Beklædning og Udrustning. Det nærmere om Borgervæbningen er forbeholdt et eget Afsnit. Klædeligst var Livjægernes Dragt med de grønne Trøjer med Fløjls Rabatter, Chakot med sexkantet Pul og Fangsnore og de graa eller hvide Benklæder. Studenterkorpset eller, som det hed, Kongens Livkorps, var iført en sort Uniformskjole med røde Rabatter og Opslag. Til denne benyttedes ikke sjældent en aflagt sort Kjole. Forøvrigt havde Byen i Egenskab af saakaldet Fæstning et meget militært Fysiognomi. Garnisonen var anselig. Soldater og Officerer - de sidstnævnte skulde altid bære Uniform - mødte man ved hvert Skridt. Naar de hjempermitterede Værnepligtige, der udelukkende vare Bønderkarle, indkom til Exercits og Garnisonstjeneste en Maaned om Sommeren, saa man dem i store Skarer, for det meste med Tver-

 

30

En sprøjteprøve

En Sprøjteprøve.

sækken over Skulderen, drage om i Gaderne, ledsagede af Rodemesteren og en Underofficer, der havde at anvise dem Kvarter hos Husværterne. Denne Indkvartering var en ikke ringe Byrde. Selv de mindste Huse maatte skaffe Kvarter til en Mand, og de større Ejendomme til fra tre til sex. Flere Dage om Ugen havde Landsoldaterne, som de kaldtes, Tilladelse til at tage "Sjou", og man saa dem til dette Formaal i Klynger paa Gadehjørnerne i den mere besøgte Del af Staden, omtrent som Bybudene nu.

Brandsprøjternes Prøvelse, der foretoges et Par Gange om Aaret paa Kongens Nytorv, samlede altid en stor Mængde Mennesker som Tilskuere. Da ikke faa af de Huse, der vare skaanede fra den store Ildebrand og fra Bombardementet, vare af Bindingsværk, hørte Ildsvaader ikke til Sjældenhederne. De forkyndtes om Dagen ved Kirkeklokkernes Klemten, og man kunde efter Slagenes Antal erfare, i hvilket Kvarter af Byen Il-

 

31

den var udbrudt. Om Natten gjorde Vægterne Allarm med Piber og Brandraab. Tog Ilden betydeligt Omfang, gik Allarmtrommen, og i saa Tilfælde skulde en Afdeling af Borgervæbningen møde for at holde Orden paa Brandstedet. Ved større Ildebrande mødte Frederik den Sjette næsten altid. Til Slukningen var der et eget Brandkorps, dels bestaaende af Murer-, Tømrer- og Smedesvende, dels af lønnede Folk, de saakaldte sorte Brandsvende, opkaldte saaledes efter deres sorte Kitler. Dets Officerer, for det meste Laugsmestere af de nævnte Professioner, bare graa Uniformer med sort Besætning og en gul Fjeder i den sorte trekantede Hat. Bryggere, Bagere og andre Handlende, der holdt Heste, maatte sende forspændte Sluffer med Vandtønder, og Husejerne i Nærheden af Brandstedet vare pligtige til at sætte store Kar med Vand ud paa Gaden. Det var ikke sjældent, at en eller anden af de nysgjærrige Tilskuere, der ved slig Lejlighed indfandt sig i Mængde, blev af Politiet presset til at pumpe Vand af Gadeposten. Derved opnaaedes i alt Fald, at de fleste holdt sig i ærbødig Afstand fra Brandstedet og ikke ved at trænge paa vare til Hinder for Slukningen. -

Dette er i korte Træk det mest fremtrædende af Kjøbenhavns ydre Fysiognomi. I det følgende ville forskjellige Enkeltheder af Samfundslivet blive omtalt i en fyldigere Fremstilling.

__________

I det Tidsrum, jeg her nærmest har for Øje, søgte ikke faa af Kjøbenhavns gode gamle Skatteborgere en i Hummergade beliggende Vinstue, der holdtes af en Madam Augsburg og var opkaldt efter hende. Naar her nævnes Vinstuer, skal det bemærkes, at de offenlige Beværtningssteder i Kjøbenhavn den Gang væsenlig indskrænkede sig til Vinhuse og Kaffehuse. Til Konditorier kjendte man kun lidet; der var kun et Par enkelte, som modtog siddende Gjæster, ellers havde de Navn af Kukkenbagerier. Nej, man søgte paa Vinkjælder og Vinstue; her var det, at det kjøbenhavnske offenlige Liv udenfor Hjemmet egentlig koncentrerede sig. Alt i Holbergs Tid var det almindeligt at samles paa en Vinkjælder og derfra at gaa beskænket hjem om Aftenen. Hos Plum i Højbrostræde var der en saadan Kjælder, og her var det ikke saa sjældent, at en omhyggelig Husmoder indfandt sig om Aftenen med sin Lygte for at følge sin Mand hjem, kjærlig tagende ham under Armen

 

32

for at støtte hans vaklende Gang. En anden bekjendt Vinkjælder var forhenværende Skuespiller Pilloys under Komediehuset. Her var det, at især Skuespillerne og deres gode Venner søgte. Der fortælles, at da Frederik den Femtes Gemalinde, Dronning Louise, var frugtsommelig, og hendes Nedkomst daglig ventedes, tog Pilloy det Løfte af Skuespiller Rose, at han, hvis det blev en Prinds, skulde indfinde sig i Kjælderen og drikke alle kommende til paa Kronprindsens Velgaaende. En Aften, da Rose allerbedst sad ved et Slag Kort i Sorte Christians Krog (ved Rosenborg Have), hvor han og flere gode Venner søgte, begyndte Kanonerne at tordne fra Voldene, og da nu den anden Omgang af Skuddene lod sig høre, og det saaledes viste sig, at der var født en Prinds, kastede Rose Kortene og ilede med bevingede Fjed til Pilloys Kjælder, hvor den gamle Vært ventede ham med en Halvpots-Pokal god gammel Rhinskvin i Haanden. Rose maatte nu den Nat tømme Pokalen syv og tyve Gange paa den nyfødte Prindses, paa hans ejegode Faders og tilbedte Moders Velgaaende, formodentlig, som Rahbek siger, trøstende sig ved denne noget hvasse Tjeneste med, hvad man i senere Dage sang:

"Og hvo som falder af denne Rus,
Han falder for Kongen og hans Hus".

Men vi vende tilbage til Mad. Augsburgs Vinstue i Hummergade. Det er Vinteraften, Sneen fyger udenfor, og i den store Kakkelovn med Tromle, som bærer Aarstallet 1788, flammer Ilden lystig. Den rummelige, men temmelig lave Stue er fuld af Gjæster, for Størstedelen hørende til Borgerklasserne, Kjøbmænd, Haandværkere og et Par enkelte Embedsmænd i Kancelliet. De fleste have et Præg af Adstadighed og ere enten gifte Folk eller Pebersvende. Der ses kun faa unge Mennesker; disse søgte helst paa Billardstuerne, naar de engang imellem kunde faa Lejlighed eller Lov til at slippe bort fra det strenge Familieliv, der ikke vilde vide af denne Renden paa Værtshuse, hvoraf da ogsaa Følgen var, at den unge Verden var desto mere grisk paa den forbudne Frugt og søgte denne paa mindre hyggelige Steder, som f. Ex. i den bekjendte Dandsebod "Kjæden" i Dronningens Tværgade, hvor selv Sønner af bedre Familier, Studenter, Kontorister hørte til det meget brogede Selskab, og hvis Moralitet her ikke saa sjældent led et Skibbrud, der ikke forvandtes hele Livet igjennem. Med Sædeligheden var det overhoved dengang ikke synderlig bedre

 

33

En Vinstue

En Vinstue.

bevendt end nu, og Udskejelserne fattedes i ethvert Tilfælde Nutidens mere forfinede Præg.

Gjæsterne hos Mad. Augsburg viste i deres Klædedragt Overgangen mellem Fortiden og den nyere Tid. Det var ældre

 

34

Folk, som endnu bar bredskjødede Kjoler af brunt eller chokoladefarvet Klæde med store Klapper paa Siderne og blaalige Staalknapper, Fløjls eller Skægges Knæbenklæder, stribede Bomuldsstrømper, store Sko med Sølv- eller Staalspænder, en broderet Halsklud, en Paryk med Bukler paa Hovedet og Pisk i Nakken. Andre vare iførte en mere moderne Dragt, bestaaende af en Kjole, som nærmede sig den nuværende, med høj Krave op i Nakken og kort Liv, stramme Benklæder af gult eller graat Korduroy, hvis nederste Del skjultes af blanke Wellingtoner Støvler med Kvaster eller ogsaa gulkravede Støvler lig dem, Lakajerne nu bære. Denne Klædning tog sig ret pyntelig ud. Der var ogsaa enkelte unge Mennesker, som viste sig i lange, tiloven meget vide Benklæder, kortlivede, i Brystet stærkt vatterede Kjoler og iøvrigt i deres hele Paaklædning nærmende sig Nutiden. Alle havde de Uhrkjæder med en Masse Berlokker og Signeter, ægte eller uægte, og nogle blandt de ældre havde endog to saadanne Kjæder paa hver Side hængende fra Uhrlommerne udover Benklæderne.

Iøvrigt var det temmelig vanskeligt at skælne de tilstedeværendes Klædedragt, dens Form, Snit og Farve, thi Belysningen i Stuen var overordentlig tarvelig, og i vor Gas- og Petroleumsperiode er det næsten umuligt at begribe, hvorledes man dengang, som det hos tarvelige Familier i Reglen var Tilfældet, kunde hjælpe sig med et eller, naar det kom højt, og det endda kun ved festlige Lejligheder, to Spæde- eller Formelys af Tælle, om hvilke hele Familien samledes, hver udførende sin Beskæftigelse, Kvinderne stundom sysselsatte med fin Syning, med Broderi o. desl., der nu i Reglen udkræver en Petroleumslampes eller et Gasblus' fulde Styrke for at kunne udføres. Overhoved er der al Grund til at antage, at den Lysstyrke, som nu anvendes overalt i Værelser, Udsalgssteder, Theatre osv., har ikke lidet svækket Synet, og man ser jo ogsaa nu selv yngre Damer hyppig benytte Briller, noget, der næsten var ukjendt i den Tid, jeg sigter til.

Hos Mad. Augsburg bestod Belysningen af to til tre Spædelys i Bliklysestager med de uundværlige Lysesaxe, hensatte paa grøntmalede Fyrreborde, medens to Lys af samme Sort vare anbragte i Piber foran blanktpolerede, til Muren fastgjorte Messingskaaler, der lignede vore nuværende Spyttebakker, og som reflekterede Skinnet. Denne Belysning kunde efter de daværende Forhold kaldes meget anstændig, men den lod dog Gjæsterne forblive i et vist mystisk Halvmørke, som

 

35

forøgedes endnu mere ved de store Damphvirvler, der opsteg fra Gjæsternes Kridtpiber og samlede sig til en tæt Taage.

Dengang kjendte man kun lidet eller intet til Cigarer; Kjøbenhavn, hvor der nu næppe er nogen Gade eller Stræde, der ikke har et eller flere Cigarudsalg at opvise, havde dengang kun et Par enkelte Udsalgssteder for denne Vare, nemlig paa Vestergade og i Antonieslræde (den saameget omtalte Radekop). Tobakken blev røget in natura, eller den blev nydt i Form af Skraa eller Snus, og en Tobaksdaase hørte som et uundværligt Stykke med til en ældre Mands Ekvipering. Tobakken blev næsten altid røget af Kridtpiber eller af de mere formuende af Merskumshoveder, en meget almindelig Luxusgjenstand, hvorpaa der stundom anvendtes betydelige Summer. Hos Mad. Augsburg saas næsten alle Gjæster med Kridtpiber; enhver Stamgjæst havde sin egen, men de naaede sjældent til at blive rigtigt tilrøgede; det var skrøbelige Varer, og der hengik ikke nogen Aften, uden at flere bleve slaaede i Stykker, men de vare let erstattelige, thi Prisen paa et helt Dusin oversteg ikke en Marks Penge. Tobakken var i Reglen af hollandsk Oprindelse, og Fjerdingposerne havde til Paaskrift: "De beste Tabac under de Sonne" med tilsvarende Vignet.

Gjæsterne forsamlede sig i Grupper om Bordene, hver med sit Glas Rødvin eller Portvin ved Siden, eftersom man kun kjendte lidel lil den Blanding, som nu gaar under Navn af Toddy. Naar man ret vilde traktere sig, lod man Vinen varme og blande med Sukker og Kryddernelliker. Men at blande den med Vand ansaas for en Vanhelligelse, og desuden antoges det, at denne kemiske Proces i Forvejen alt var mere end ønskeligt foretagen af Vinhandleren. Nogle af Gjæsterne spillede Kort, Polskpas eller, naar del kom højt, en L'Hombre. Whist kjendte man ikke dengang synderligt til, og desuden hadede man dette Spil af Patriotisme, thi det tilhørte jo en Nation, som paa en skændig Maade havde overfaldel os, afbrændt Byen og stjaalet Flaaden. I Reglen blev der spillet om Drikkevarer, hvoraf der blev konsumeret en betydelig Mængde, og altsom det rykkede henad Natlen, anlog Kinderne en kobberrødlig Farve, Øjnene bleve stirrende, Talen og Udraabene mere støjende, og ikke allid kunde Tungen magte at svare til Tankens Intentioner. Andre talte indbyrdes om Dagens Nyheder, om det sidste Bal ved Hoffet, om Byskandaler, om det nyeste Theaterstykke. Der afgjordes tillige Forretninger; der modtoges Bestillinger, og der indlededes Forbindelser, Bladlæsningen, der nu næsten er Hovedsagen paa vore

 

36

offenlige Steder, var det her aldeles underordnede, og det skal ogsaa erkjendes, at Bladene, foruden at de vare meget smaa og meget faa i Tallet, kun frembød ringe Interesse.

I Fredsperioden, som fulgte efter Kongressen i Wien, vare de udenlandske Efterretninger af særdeles ringe Betydning. Dengang forstod man langtfra som nu at udbytte det indenlandske Stof, som Dagsbegivenhederne frembyde, og disse vare derfor i Reglen, for saa vidt de kom frem for Offenligheden i "Statstidenden" eller i "Dagen", meget ufuldstændige eller meget tarvelige. Der gjorde sig hos alle Autoriteter, et Hemmelighedssystem gjældende, hvoraf fulgte, at saa godt som intet af deres Virksomhed kom frem for Offentligheden, og det skal ogsaa siges, at Folk heller ikke bekymrede sig stort derom. Selv Politi og Domstole, der nu afgive et meget væsenligt Stof for Bladene, lod kun som en Undtagelse en eller anden cauce célèbre komme frem for Dagens Lys, og da gav denne ogsaa i mange Tider Stof til Omtale. Det var hin politiske Umodenheds- eller maaske Umyndighedstid, den sentimental-idylliske Tid, da man glad og fornøjet tog i Skoven, glædede sig over enhver Kjærminde, man fandt i "Dannevang", og for Resten lod Fem være lige. Derfor omhandlede Bladene kun meget lidet de offenlige Anliggender, og var der noget, saa var det i Reglen af aldeles speciel eller lokal Natur, men forøvrigt drejede Diskussionen sig mest om Theater, Æsthetik og Kunst, og kom Gemytterne i Bevægelse, skete det saa godt som udelukkende paa Basis af literære eller æsthetiske Meningsforskjelligheder, som f. Ex. under den Baggesenske Fejde eller ved Kontroversen mellem Heiberg og Oehlenschläger.

Et stort Røre i Gemytterne vakte den græske Frihedskrig i Aarene 20. Cheferne for Bevægelsen, Fyrst Ypsilanti, Markos Bozzaris, Miaulis, Kariaskes, Kolokotronis, Heltinderne Bobelina og Modena Mourogenia vare i alles Mund og tilbades som Afguder. Missolunghis Belejring og Myrderierne ved Indtagelsen satte Digternes Penne i Bevægelse, overalt hos Boghandlerne og paa Børsen saas Billeder, forestillende de vigtigste Episoder af denne Kamp, og Ali Pascha af Janinas Grusomheder og senere Fald vare fremstillede paa en meget anskuelig Maade. Vi havde ogsaa vore Philhellenere, Folk, hvis Begejstring for Grækernes Sag førte dem til at deltage i Krigen, og blandt disse kan nævnes Professor i Naturhistorien, afdøde Henr. Nic. Krøyer, samt en Adjunkt Plum, der indbød Medborgere til at deltage i Kampen. Der skete ogsaa her i

 

37

Landet Indsamlinger, og til dette Formaals Fremme udgaves et eget Blad "Grækervennen", redigeret af Kapt. Fr. W. Stockfleth. Kort sagt, der var en fuldstændig Grækermani her i Kjøbenhavn. Med hvilken Spænding man her fulgte Begivenhederne i det fjerne Østen, fremgaar noksom af det anførte, og ingensinde bleve Bladene saa meget læste som den Gang. I Mad. Augsburgs Vinstue var der en bestaltet Oplæser, en yngre Mand, der besad historisk og geografisk Kundskab nok til at forklare Begivenhederne, og saa snart "Statstidenden" eller "Dagen" kom, forlod de spillende deres Kort, Konversationen ophørte, og alle flokkede sig sammen for at høre, hvad Posten havde bragt. Det var omtrent noget lignende som det, der foregik paa offenlige Steder i Kjøbenhavn under de slesvigske Krige. Ogsaa "Politivennen", der betragtedes som en Slags literær Gabestok, blev flittig læst og kommenteret.

Endnu skulle vi som et meget vigtigt Element i den Augsburgske Vinstues Karakteristik ikke glemme, den gamle Opvarter, der lød Navnet Peter, et almindeligt Navn for Datidens tjenende Aander. Han var paa Stuen et ligesaa gammelt Inventarium som Stole og Borde, og ligesom disse havde han lidt betydeligt af Tidens Tand. Ansigtet var ligesaa rynket som et forgjemt Løgæble, det sparsomme Haar spillede i det graa, og hans Kostume, bestaaende af en luvslidt blaa Trøje, dito meget korte Benklæder og grønt Bays Forklæde, harmonerede godt til hele hans Personlighed. Paa hans spidse Næse viste sig Spor af Bacchi Gavers Nydelse, og den Omstændighed, at han ikke saa sjældent blev trakteret med en halv Pægl Vin, forklarede noksom den stærke Rødme, der henad Aften viste sig paa hans Kinder. Heraf kan ogsaa sluttes til et meget fortroligt Forhold mellem ham og Stamgjæsterne; man fandt det aldeles ikke forunderligt eller næsvist, at han gav sit Besyv med i Samtalen, og naar Gemytligheden tilsidst kulminerede om en Bolle Punsch med tilhørende Sang, sekunderede han med sin hæse Bas, skænkende i Glassene og ikke forglemmende at sørge for sit eget. Mad. Augsburg selv, en gammel Kone med pibet Kappe, Tour, Hvergarnskjole og et meget renligt hvidt Forklæde, lod sig kun sjældent se. Hun færdedes i sine egne Gemakker paa første Sal, stolende paa, at Peter paa en værdig Maade repræsenterede hende, og naar hun viste sig blandt Gjæsterne, blev hun af alle hilset med Høflighed, af enkelte med en sky Ærbødighed, for saa vidt de havde Bevidstheden af, at de stode til Bogs hos Madamen

 

38

for adskillige Flasker, og frygtede for at blive krævede, hvad der ogsaa undertiden skete.

At holde Vinstue og sælge Vin var dengang en meget indbringende Forretning, og flere Mænd erhvervede sig derved en Formue, der for de Tider vel kan betragtes som enorm. Til disse hørte Vinhandler Haagen Hagen i Gothersgade, der ved sin Død i 1821 efterlod sig en Million Rdlr. Men hans Formand sammesteds, Bolten, efter hvem Hagens Gaard var opkaldt, havde gjort en endnu mere glimrende Karriere. Bolten var gift med en Datter af den bekjendte Værtshusholder Peer Larsen, hvor Holberg plejede at søge. Ved sin Handel med Vin under den amerikanske Krig, især paa Ost- og Vestindien, havde han fra simpel Vintappersvend bragt det saa vidt, at han i sin Tid ansaas for en af de rigeste Privatmænd i Kjøbenhavn. Han levede paa en meget stor Fod, ejede Sorgenfri Slot ved Lyngby, der siden kjøbtes af Arveprinds Frederik, og lod sig baronisere. Han indlod sig imidlertid paa temmelig farlige Spekulationer, og tilsidst tvang Tidsomstændighederne ham til at opgive sit Bo med en Gjæld af 15 Millioner. Ikke desto mindre svang han sig igjen op, og da han døde, efterlod han sine to Børn, en Søn og en Datter, hver en Tønde Guld. Datteren blev gift med daværende Kammerjunker, senere Geheimekonferensraad Bülow. Blandt Boltens Efterladenskaber var der en saa stor Mængde Sølvtøj som efter en Fyrste.

Ovenståaende sandfærdige Beskrivelse af en Vinstue i de Dage passer paa næsten alle daværende kjøbenhavnske Beværtningssteder. Om nogen luxuriøs Udstyrelse var der aldrig Tale, men i Reglen var selve Beværtningen, hvad man kan kalde god og solid, og Priserne billige. Denne Mangel paa Komfort viste sig endog i de saakaldte Schweizer-Kafeer: Jacob Mini, Hjørnet af lille Kongensgade og Kongens Nytorv, Pleisch, Amagertorv, og Pedrin, Gammeltorv, som besøgtes af den saakaldte fine Portion. Selve Lokalerne vare kun lidet hyggelige, skumle og tilrøgede, Møblementet bestod af en simpel Disk, af Smaaborde af malet Fyrretræ, hvorpaa der stod et Tællelys med tilhørende Lysesax, hvilket tændtes, naar der indfandt sig en Gjæst, og slukkedes, naar han gik. Langt bedre udstyret var Knirschs Kafé i Hotel d'Angleterre med tilhørende Billarder, som vare stærkt besøgte. I Haven ved Hotellet var der en Keglebane, som blev ikke lidet berygtet ved det Paréspil, som her dreves, og hvorved unge Mennesker af god Familie ikke sjældent bleve trukne skammeligt op. Et Selvmord, begaaet af et ungt Menneske, der paa denne

 

39

Keglebane havde tabt sin uformuende Moders Pension, som han havde hævet for hende, vakte en pinlig Opsigt og bidrog i Forening med flere skandaløse Begivenheder omsider til, at Politiet fandt sig foranlediget til at standse dette Uvæsen.

Ligesaa tarveligt udstyrede som Kafeerne vare Restaurationerne eller Spisekvartererne, som de dengang almindelig kaldtes. Til Dækketøj kjendte man ikke, man spiste i Reglen ved smaa Borde, bedækkede med Voxdug, og kun i de allerbedste Spisekvarterer fik man en Serviet. Servicet var saa tarveligt som mulig. Knive og Gafler i en maadelig Tilstand, og en Platdemenage hørte til de store Sjældenheder. Der var hensat et Saltkar, en Peberbøsse og en Sennepskande paa hvert Bord. En Særegenhed ved disse Restaurationer var, at Maden serveredes i hele eller halve Portioner, men sjælden valgtes de første. "En halv Qxe", "en halv Kalv", "et halvt Svin" lød Parolen fra Gjæsten til Opvarteren, og fra denne atter til en lille Disk, der var anbragt i Døren til Kjøkkenet. Yngre Folk og Pebersvende vare her Gjæsterne, kun sjældent var der en Familiefader, thi det ansaas næsten som en Skam for denne at søge en Spisevært, og Damer saas der aldrig.

En af de mærkeligste Gjæster paa disse Restaurationer var dengang en Mand, som gik under Navnet Æde-K-, Han havde i Ordets egenlige Forstand gjort Bugen til sin Afgud, og hans betydelige Formue satte ham i Stand til at tilfredsstille sin Tilbøjelighed. Han tilbragte sin Tid med, stønnende og stakaandet, thi hans Korpus var uhyre, at vandre fra den ene Restauration til den anden, og det var undertiden, at han fortærede hele Spisesedlen fra først til sidst, det vil da sige Retterne paa samme, der jo rigtignok heller ikke vare saa mange i Antal som i Nutidens Restaurationer. Der var noget saa væmmeligt ved denne Persons Graadighed, at paa et meget besøgt Spisekvarter paa Store Kjøbmagergade rottede Gjæsterne sig sammen og opsagde Værten Huldskab og Troskab, saafremt han ikke for Fremtiden fik ham paa Døren. Han var imidlertid en altfor god Kunde til, at Værten vilde skille sig ved ham, og han traf den Middelvej, at der blev indrettet et eget Værelse til ham, hvor han uden at genere de andre Gjæster kunde tilfredsstille sin Maves storartede Fordringer. Saa vidt jeg erindrer, blev han en Dag ramt af et Slagtilfælde, ligesom han skulde sætte sig til Bordet, og han døde saaledes paa den Valplads, hvor han havde anrettet saamegen Ødelæggelse.

__________

 

40

Rosenlund

"Rosenlund"

Den primitive Tilstand, hvori de offenlige Beværtningssteder i Kjøbenhavn befandt sig en lang Række Aar, undergik en pludselig Forandring ved den Energi, hvormed en Mand pludselig optraadte som Reformator i denne Retning. Denne Mand var R. T. Kehlet. Som alt anført, existerede der i Kjøbenhavn kun nogle meget faa Konditorier, Etablerede af Schweizere. De besøgtes kun af den noble Verden, og Priserne vare efter de daværende Forhold temmelig høje. For de egenlige saakaldte Borgerklasser i den Forstand, hvori denne Betegnelse dengang anvendtes, var der ingen Konditorier - eller Kaféer - som de nu findes. R. T. Kehlet indsaa Manglen og besluttede at bøde derpaa. Paa Hjørnet af Gothersgade og store Grønnegade oprettede han et Konditori og Kafé, der var udstyret med en vis Luxus, forsynet med en stor Del Lekture, inden- og udenlandske Blade og Tidsskrifter, og med

 

41

Varer til særdeles billige Priser. Noget hidtil uhørt var det f. Ex., (at man her kunde drikke en Kop god Chokolade for 6 à 8 Skilling; i Schweizerkonditorierne havde denne yndede Drik altid kostet 16 à 20 Skilling. Det gjorde formelig Epoke, og Søgningen Var saa stor, at Lokalet næsten ikke kunde rumme de mange Gjæster. Senere flyttede R. T. Kehlet til et større Lokale paa et andet Sted i Gothersgade, og endelig etablerede han den i sin Tid saa bekjendte Beværtning "Rosenlund" paa Værnedamsvejen, med dens Luftballoner, Fyrværkerier, Koncerter osv., foreviget i Overskous "Capriciosa". R. T. Kehlet var, som han selv kaldte sig i sine Avertissementer i Adresseavisen og i sin Polemik med Modstanderne, hvilke han, som alle Reformatorer, havde i et ikke ringe Antal, et gammelt spekulativt Hoved, der kjendte sin Tid og dens Fordringer, og man kan vel betegne ham som Carstensens Forgænger. Hans Exempel var ikke blot smittende, men tillige tvingende; de andre Beværtningssteder maatte gaa med i Konkurrencen, naar de ikke vilde knuses af den, og saaledes indtraadte der en fuldstændig Omvæltning. Indretningen blev mere komfortabel og luxuriøs, og der oprettedes endog egne Dame-Kaféer. En Broder til R. T. Kehlet, Christian ved Navn, fulgte efter og overtrumfede endog denne. I Erichsens Palais paa Kongens Nytorv havde han en storartet Kafé med Koncerter af et stort Orkester fire Aftener om Ugen. Saa etablerede han "Alleenberg" i Frederiksberg Allee i den Ejendom, han kjøbte af en bekjendt Restauratrice, Mad. Lynge, og det varede ikke længe, førend dette saa meget yndede og saa stærkt besøgte Beværtningssted fandt en farlig Konkurrent i "Sommerlyst", der af Thorup indrettedes i det gamle "Ratzeborg", hvilket af Almuen, som meget besøgte dette Sted, kaldtes "Blokskibet" paa Grund af de i Plankeværket anbragte Luger.

Udviklingen af denne Reform tilhører en nyere Tid, og vi skulle derfor ikke videre følge den. Forinden den ret var kommen i Gang, var det, at det kjøbenhavnske Klubliv egenlig florerede. Dette skal jeg senere komme tilbage til. Den egenlige Selskabelighed koncentrerede sig dog dengang, langt mere end det nu er Tilfældet, i Familielivet. Der var en Tid, da det næsten ansaas for en Skam at søge offenlige Steder, de ældre fandt det uforeneligt med deres Alder og Værdighed, og de yngre, for saa vidt de befandt sig i en tjenende Stilling, maatte enten afholde sig derfra eller lægge Dølgsmaal derpaa, fordi de ved at besøge Billarder og Værtshuse let ifølge Datidens Anskuelser kunde paadrage sig Skinnet af at være for-

 

42

faldne Personer. I Familier af Borgerklasserne, og navnlig i saadanne, hvor den gamle Jævnhed endnu var tilstede, og hvor man ikke higede efter falsk Glimmer, kom Slægtninge, Venner og Bekjendte jævnlig sammen; man saa ofte til hinanden, som det hed i daglig Tale, og mindre eller større Selskaber hørte til Livets Fornødenheder. Men disse selskabelige Sammenkomster vare i Reglen af en noget anden og i ethvert Tilfælde gjennemgaaende af en langt mindre luxuriøs Natur end de nuværende Selskaber.

At gjøre en Middag, som det nu er Moden selv i de almindelige Borgerklasser, hørte til de største Sjældenheder og fandt kun Sted ved en enkelt Familiefest. Dette laa vel for en Del i den Omstændighed, at man spiste langt tidligere til Middag, nemlig Kl. 12 eller 1, og til Aften senest Kl. 7. Forskjellen, mellem nu og da ligger paa en vis Maade dog kun i Benævnelsen, thi nu er Frokosttiden henlagt til den forrige Middagstid, og Middagstiden til Eftermiddags- eller Aftenstid, skjønt jo rigtignok ogsaa Maaltiderne ere blevne af en forskjellig Natur, da der paa den Tid, paa hvilken man forhen indtog varm Middagsmad, nu spises kold Frokost. Men at holde en solen Middag Kl. 12-1 fandtes saameget mindre rigtigt, som det jo vilde gjøre et betydeligt Skaar i Dagens Forretninger. Derfor bleve Traktementerne, som de kaldtes, henlagte til om Aftenen paa den Tid, hvor man ellers nød Dagens sidste Maaltid, og hvad man dengang kaldte Aftenselskaber, traf omtrent i Henseende til Tiden sammen med Nutidens Middagsselskaber.

Den egenlige Forskjel bestod i Arrangementet og i Selskabelighedens Natur. Retterne vare faa, men de sædvanlige kraftige: Gaase-, Oxe- eller Svinesteg med Gemyse til og en Kage, Kogekunsten var endnu i sin Barndom, Smagen langtfra saa kræsen eller maaske ikke saa lutret som nu, og de krydrede Retter, alle de forskjellige Geléer og Kompositioner, der ligesaa meget tiltale Øjet som Ganen, saas da kun som en fuldstændig Undtagelse paa de fornemmes eller meget riges Bord. Opdækning og Service vare ogsaa tarvelige, det var kun ved meget højtidelige Lejligheder i borgerlige Huse, at det gamle, fra Fædrene arvede Sølvtøj kom frem, og om Belysningen gjælder, hvad der tidligere er anført med Hensyn til Beværtningsstederne. Men alt dette gjorde paa ingen Maade Skaar i Lystigheden. Denne var fri og ubunden, da man kun lidet kjendte til Konveniensens trykkende Baand. Man passiarede højrøstet, man lo, saa det skingrede, over et eller

 

43

andet godt Indfald eller morsom Anekdote og - man holdt ingen Taler. Der blev vel ogsaa udbragt Skaaler, men disse indlededes ikke paa hin pompøse, stundom for adskillige Talere ikke lidet halsbrækkende Maade, men de lød saaledes: "Nu vil jeg udbringe en Skaal for Hr. Grosserer Hans Jensen og hans Madame .... Nu maa vi drikke paa de unge Forlovede, Jfr. Petersens og Hr. Christensens Velgaaende, det gaa dem vel!" Saa besvaredes det med: "Og dette skal være Jfr. Petersens og Hr. Christensens Skaal; og Skam for den, som ikke, osv.", og saa udbrød man i skingrende Hurraraab, der lød langt ud i Gaden.

Men talte man kun lidet, det vil sige ved Skaalerne, - thi iøvrigt var Munden godt paa Gang -, saa sang man desto mere. I ethvert velindrettet Hus var der Sangbøger, og hvor der ingen var, bleve de lejede til Festligheden. Der blev sunget patriotiske Sange, som skildrede Danmarks Herlighed, saaledes som "Dannevang ved grønne Bred", "Danmark, Danmark, hellige Lyd, himmelske Fryd", o. fl., men især var det Rahbeks, Zedlitz's, Abrahamsons, Oehlenschlägers og mange andres Drikkeviser, der bleve sungne, og hvis Melodier vare almindelig bekjendte. Det var Drikkevisernes Tid; der var en lystig Sorgløshed i disse Sange; der var maaske ogsaa en vis kynisk Livsanskuelse deri, men det Humor, hvormed Digteren blæste ad alle Livets Trængsler, havde noget velgjørende og forfriskende. Alle sang de Vinens Pris og lovpriste dens Virkninger paa Gemyttet, og man skulde fristes til at tro, at denne Drikkevisernes Tid ogsaa paa en vis Maade var Drikkelagenes, hvor man endte under Bordet. Dette var dog ingenlunde Tilfældet, i det mindste ikke i de selskabelige Sammenkomster, jeg her nærmest har for Øje. Vinen blev nok meget besungen, men den blev kun lidet drukket ved slige Selskaber, og overhoved var man aldeles ikke umaadeholden indenfor Familielivet. Den væsenligste Drik ved et Aftentraktement var Punsch, tillavet efter Schillers Recept i hans Vise , "Vier Elemente, innig gesellt": Rom, kogt Vand, Citron og Sukker og, naar det kom højt, lidt Krydernelliker. Den blev tillavet i en mægtig Bolle, i Reglen af kinesisk Porcelæn, og saa kunde enhver øse saa meget, han vilde, og saa ofte, han vilde, i sit Glas. Drikken, i større Kvantiteter, var jo nok berusende, men da man saa temmelig var vant til den, gjorde den ikke nogen betydelig Virkning. Denne viste sig i Reglen kun i mere højrøstet Tale og Latter, i mere skingrende Sang og i et mere støjende Væsen. Ogsaa Damerne fik deres til-

 

44

børlige Part af Varerne, og Øjnene tindrede, og Kinderne blussede, Blev der saa foreslaaet en Panteleg, gik man gjerne ind derpaa i Haab om, at sympathetiske Sjæle skulde møde hinanden. Man "faldt i Brønden", "gik polsk Tiggergang", "skriftede" med den største Fornøjelse af Verden, og det kunde ogsaa nok træffe sig, at Scenerne fra Holbergs "Julestue" gjentog sig. Dog trak disse Traktementer sjældent langt ud paa Natten. I Reglen skiltes man ved Midnat, og med tungt Hoved, men med let Sind vandrede man hjemad, i den Overbevisning at have moret sig ganske fortræffelig.

Til Vinterfornøjelserne hørte især Maskeraderne, en Forlystelse, som mange Aar forinden var meget i Brug her i Kjøbenhavn, men i Begyndelsen blot ved Hoffet og i de fornemmes Huse, og da kaldtes den "Wirthschaften". Det var en Art Karnevalslystighed, og den fandt nærmest Sted ved Fastelavn. De offenlige Maskerader i Kjøbenhavn bleve nok egenlig indførte af Franskmanden Etienne Capion, som byggede Theatret i lille Grønnegade, og som for at oprejse sine forfaldne Finanser og bøde paa det Tab, han led ved en farlig Konkurrence med fremmede Gjøglere, navnlig med den bekjendte stærke Mand J. E. v. Eckenberg, fik Tilladelse til at give Assembleer og Maskerader, der kostede 24 Sk. pro persona, hvorfor der tillige opvartedes med The, Kaffe, Chokolade og Basetspil. Som det lader til, bragte disse Maskerader dog ikke det forventede Udbytte, thi Capion maatte kort efter absentere sig for Gjæld. Flere af Skuespillerne, deriblandt Ulsøe, benyttede imidlertid efter hans Bortgang Privilegiet, og man har endnu en Bekjendtgjørelse om en "smuk og honnet Assemblee", som den 5te April 1723 Kl. 5 Eftermiddag skulde gives paa Komediehuset i lille Grønnegade, undertegnet af nævnte Ulsøe. Disse offenlige Maskerader bleve imidlertid næste Aar forbudte ved en kongelig Befaling. Aarsagen hertil var fornemlig det dermed forbundne Hasardspil, hvorvel dog nok Hensynet til det Tab, som de forskjellige bestaaende Lotterier led derved, mere kom i Betragtning end den Fordærvelse, som dette Spil kunde afstedkomme i Samfundslivet.

Men for Theatret og for Skuespillerne, som ved Forbudet mod offenlige Maskerader gik Glip af en god Indtægt, var det højst uvelkomment, og da Holberg i sit ypperlige Lystspil "Maskeraden", der opførtes kort Tid, efter at den kgl. Resolution var udkommen, lader Henrik føre et meget veltalende Forsvar for denne Forlystelse, kan det vel antages, at han, hvem Theatrets Vel laa meget paa Hjerte, paa denne Maade

 

45

søgte at faa Forbudet taget tilbage. Dette lykkedes imidlertid ikke, thi selv i Privilegiet for Komediehuset af 11te September 1750 forbødes det udtrykkelig at give offenlige Maskerader. Først i 1767 skænkedes der en fransk Theaterdirektrice, Mad. Martin, der med sit Selskab gav Forestillinger paa det nylig opførte Hoftheater, Tilladelse til at give offenlige "Redouter eller Masquerader", og for at den danske Skueplads ikke skulde lide noget Skaar i sine Privilegier og miste noget af sine Indtægter ved den Mad. Martin forundte Bevilling, fik den ogsaa Tilladelse til at give lignende Forlystelser, hvorved der endog turde holdes Bank. Heraf benyttede Theatret sig dog kun nogle faa Gange, da disse Maskerader bragte Forstyrrelse i Forestillingerne, og de desuden kun lidet svarede Regning. Paa Hoftheatret blev der derimod i et Par Aar givet Maskerader, som, da de frekventeredes af Hoffet, bleve godt besøgte. De ophørte med Mad. Martins Bortrejse, indtil der i Aaret 1803 gaves Sekretær Bjørn, daværende Fuldmægtig ved Hofstuen og Rolleskriver ved Theatret, Tilladelse til paa Hoftheatret at give Maskerader for egen Regning, der bleve saa talrig besøgte, at det ogsaa bevilgedes Traktørerne Rau & Schmetzer at holde lignende Forlystelser i deres Gaard paa Kongens Nytorv, Hotel d'Angleterre.

Disse Maskerader holdt sig en lang Række af Aar og besøgtes meget af den noble Verden. De adskilte sig iøvrigt i ingen Henseende synderlig fra Nutidens. Hos os i Norden har man aldrig ret kjendt eller forstaaet at gaa ind paa den Karnevalslystighed, som i Syden knytter sig til slige Forlystelser. Ligesom nu var Dandsen og smaa Amouretter Hovedsagen, men der var dog lidt mere Liv og Lystighed end nu, fordi Karaktermaskerne altid vare de overvejende, og Øjet ikke i den Grad trættedes af de kjedelige Dominoer og Spidsmunke. Ogsaa Klubberne havde et Par Gange om Vinteren deres Maskerader, og især hørte "Harmoniens" til de mest elegante. Meget besøgte vare de Maskerader, som Knirsch i 1835 begyndte at give i Hotel d'Angleterre. Ved en af disse var der en Maske, som gik omkring og spurgte de unge Damer, om de var konfirmerede, og hvis de ikke var det, maatte de gaa deres Vej. Sagen var nemlig den, at en Jydsk Præst havde bortvist en Konfirmandinde fra Konfirmationen, fordi hun havde deltaget i et Maskebal.

Kjøbenhavnerne havde dog en ejendommelig Karnevalslystighed, der næppe i lignende Art har fundet Sted i Udlandet. Det var de Maskerader, som Jøderne gav paa deres

 

46

46.png

Purimsfest, der omtrent falder sammen med de Christnes Fastelavn. Purimsfesten er en Glædesdag for Jøderne, og den fejredes af de strengttroende ikke blot med Gilder ligesom nu, men ogsaa dengang ved at modtage Maskerede, som, for saa vidt Lokalet tillod det, kunde faa sig en lystig Dands og tillige bleve beværtede med Forfriskninger. Det var især bemidlede Folk, som paa den nævnte Maade aabnede deres Huse for lysthavende, og disse Maskerader bleve her i Begyndelsen stærkt frekventerede af unge Mennesker af de saakaldte bedre Klasser. Man kunde da se lange Rækker af Vogne holde udenfor en eller, anden velstaaende Mosaits Bolig, hvis stærkt oplyste Vinduer og Dandsemusik af et Par Violiner og en Basfiol vidnede om, at der var Maskerade. Tillige saas lange Rækker af Maskerede til Fods bevæge sig gjennem Gaderne og standse udenfor et saadant Hus, og man var da undertiden Vidne til en ret kuriøs Manøvre. For nemlig at garantere sig et nogenlunde sømmeligt Besøg var det af vedkommende Familie vedtaget, kun at modtage Gjæster, der kom i Karet, men da det nu ikke var alle unge Menneskers Vilkaar at leje sig en saadan, hittede de Maskerede paa at aabne de tomme Kareters Dør paa den ene Side og at passere ud ad den anden for saaledes at vise, at de ogsaa vare komne kjørende, og derved skaffe sig Adgang. Naturligvis morede det Kudskene at hjælpe til ved denne Mystifikation. I de første Aaringer gik

 

47

det ret anstændigt til ved disse Jødemaskerader, som de almindelig benævnedes; de vare fornøjelige for Værter som for Gjæster, men tilsidst udartede de, Læredrenge, Matroser og mistænkelige Personer bleve den overvejende Del af Gjæsterne; der vistes en raa Opførsel selv mod tilstedeværende Damer, og det traf sig ikke sjældent, at naar Lystigheden var forbi henimod Morgenstunden, savnede Husmødrene en eller anden værdifuld Gjenstand af Bordservicet. Raaheden gik undertiden meget vidt; som et Exempel herpaa kan anføres, at i et Hus paa Store Kjøbmagergade blev Familiefaderen, der frabad sig yderligere Besøg, fordi Lokalet alt var overfyldt, udenfor sin Dør overfalden med Hug og Slag, saa at han i flere Uger maatte holde Sengen. Slige Prøver paa kjøbenhavnsk Gemytlighed maatte endelig gjøre de Vedkommende kjede af at aabne deres Huse for denne Lystighed; Jødemaskeraderne bleve færre og færre, og i de sidste tredive Aar ere de aldeles ophørte. Erindringen derom lever endnu i Fabers bekjendte Farce "Stegekjælderen".

En lignende Art Gemytlighed raadede paa de ikke faa Dandseboder, som Kjøbenhavn var belemret med, og hvor der ikke sjældent opstod blodige Slagsmaal, uden at Politiet fandt sig foranlediget til at blande sig deri. Af disse Dandseboder var Christmas' i Dronningens Tvergade, ogsaa kaldet "Kjæden", den mest bekjendte. Der var en stor Sal med et Galleri, hvilende paa Piller, som ikke sjældent stod Fare for at omstyrtes, naar der var Slagsmaal, og de kæmpende trængtes hen imod dem. Slagsmaalene havde undertiden et Ridderspils Natur, idet der var Udfordringer mellem bekendte Kamphaner, hvis Navne dengang vare i Folkemunde, og da kunde man overvære Dyster, hvorved et knækket Ribben eller Tabet af et Øje ikke hørte til Sjældenhederne. Det øvrige Publikum omgav de kæmpende, givende sit Bifald eller Mishag tilkjende ved Tilraab, Haandklap og Piben; Værten, en lille Mand med en vældig rød Næse og iført en blaa Bomuldstrøje, saa rolig til, medens han af og til tog en Pris af en Tobaksdaase, sigende: "Lad dem bare more sig." Der var nok et Par Politibetjente tilstede, men heller ikke disse fandt sig opfordrede til at afbryde Morskaben, naar den ikke blev altfor blodig, eller naar ikke andre blandede sig i Tvekampen.

__________

 

48

Hvad der i det foregaaende er skildret, har nærmest Hensyn til det kjøbenhavnske Vinterliv, men naar jeg ikke endnu har dvælet ved et meget vigtigt Element, der fandt sit Udtryk og sin Virksomhed i de saakaldte dramatiske Selskaber, hvoraf der dengang fandtes ikke saa faa i Hovedstaden, saa er det sket, fordi jeg noget udførligere ønsker at omtale disse og derfor vil gjemme dem til et eget Afsnit om kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger i ældre Tid. Jeg skal derfor her nu kortelig omtale det kjøbenhavnske Sommerliv og de Adspredelser, som dengang knyttede sig til samme. Her møder os en endnu mere stærkt fremtrædende Forskjel mellem Fortiden og Nutiden. Medens det nemlig er afgjort, at Vinteren hos os for Tiden langfra frembyder saa mange Adspredelser som Sommeren med dens Tivoli, dens Udflugter til Frederiksberg, Dyrehaven, Klampenborg, dens Ture nord- og vestpaa ad Jernbanen og dens Landliv, var den almindelige Befolkning derimod om Sommeren i fordums Tid kun henvist til faa og tarvelige Adspredelser, som man dog nød med den største Tilfredshed, fordi de lange, i Reglen dengang temmelig barske Vintre gjorde Solskin, mild Luft, Skov og Dal desto mere velkomne, og fordi man overhoved var langt mere nøjsom i sin Attraa efter Fornøjelser, ikke var synderlig kritisk i deres Vurdering og tillige ikke endnu havde plukket af det Kundskabens Træ, som Nutidens Opsving i Retning af Afvexling og Underholdning har plantet i vor Midte, og hvis Blade og Frugter har været en Gift for vor Umiddelbarhed. At ligge paa Landet om Sommeren faldt kun i Aristokratiets og de rigere Kjøbmandsfamiliers Lod, de besad egne Lyststeder, og det hørte dengang til Sjældenhederne, at saadanne bleve udlejede til Familier. Disse Lyststeder i Kjøbenhavns Omegn vare ogsaa forholdsvis faa i Tallet, og medens der nu f. Ex. paa Strandvejen er Villa ved Villa, var der for halvtredsindstyve Aar, siden hele Strækninger her, hvor der ikke saas en eneste Bygning.

Det principale var dengang en Tur ud i Skoven, til Charlottenlund og Dyrehaven, det var i Grunden den eneste reelle Forlystelse, man higede efter. Hver borgerlig Familie maatte i det mindste en Gang om Sommeren foretage "en rigtig Skovtur"; man talte derom mange Dage i Forvejen, og man levede i Erindringen om dens Nydelser mange Dage derefter. Men hvorledes bleve disse Skovture foretagne? Enten, hvis man havde Raad dertil, lejede man en stor aaben Holstenskvogn-Wienervogn, Landauer o. desl. kjendte man lidet til, og

 

49

de benyttedes egenlig kun af Adels- eller Pengearistokratiet-, paa en saadan Holstenskvogn var undertiden en Snes Mennesker sammenpakkede, store og smaa, thi alle maatte med. Eller man gik ud af Porten og satte sig paa en af de bekjendte, af Bønder udlejede Kaffemøller, med Brædder i Stedet for Agestole, og som af de udmagrede Heste møjsommelige bleve trukne hen ad den støvede Landevej*). Men Turen foretoges ogsaa, og man kan sige for det meste, til Fods. Da saa man en stor Familie, i hvis Midte befandt sig en Barnevogn med en eller to af de yngste Poder, og hvis yngre Medlemmer bar en stor Kurv med Varerne, bevæge sig lystigt og vel til Mode, leende og passiarende, hen ad Stien langs Strandvejen, ikke ændsende Støv eller Hede, men kun tragtende efter at komme ud til "Bakkens" Eldorado for at høre Tamburmajoren, Frederiksstensfæstningsmanden, beskue den uforlignelige Mester Jakel og faa sig en Tur i Kastegyngerne eller i Ballonerne og paa Hestene for derfra at stikke efter Ringen. Og saa Besøget ved Kilden, hvor Fatter altid skulde have sig en aparte Kognak, og saa Maaltidet i Mad. Pætges's Telt, og dernæst Vandringen gjennem Ordrups Krat til Charlottenlund, hvor man hos Grøndals nød sin Aftensmad, og hvor de unge Mennesker til Slutningen fik sig en lystig Svingom, hvis man ikke foretrak at høre paa Hornmusiken ved Teltene nær Indkjørselen ved Strandvejen. Alt dette ydede en prægtig, en uforlignelig Fornøjelse. Mødig og træt søgte man nu at komme til at age hjem paa en Kaffemølle, hvis Prisen ikke var for dyr, og hvis Fatters Pung tillod det. I modsat Tilfælde begav man sig, trods alle Dagens Anstrængelser, med den største Frejdighed paa Hjemvejen, stundom hvilende sig lidt paa Grøftekanterne, og i Slukefter fik man sig det reglementerede Krus Gammeltøl med en Pind i. Hvor lang end Vejen var, vandt man omsider hjem, og den næste Dag fortaltes det Venner og Naboer, hvor prægtig Turen havde været, og hvor meget man længtes efter at gjentage den. Men det "skete dog næppe saa snart, tilføjede man sukkende, thi Tiderne var ikke til at give saa mange Penge ud mer end en Gang om Sommeren.

Eller man vandrede en Søndag ud til Frederiksberg. Dengang kjendte man hverken Drosker, Omnibusser eller Spor-

__________

*) Ved disse Skovture undgik man i Reglen Strandvejen mellem Charlottenlund og Emilie Kilde, fordi denne Del var altfor stenet og sandet. Man kjørte derfor ud gjennem Charlottenlund og ad Christiansholmsvejen, hvorfra man ved Emilie Kilde atter kom ud paa Strandvejen.

 

50

vogne, og man kunde end ikke med en Hyrevogn komme igjennem Frederiksberg Allee, thi der maatte kun Herskabsvogne kjøre. Saa stod man paa Terrassen eller paa Trappen op til Slottet og lyttede andægtig til den dejlige Taffelmusik, der udførtes af Kongens Regiment eller af Livgardens Hoboister, medens Officererne med deres Bjørneskindshuer gik omkring for at tage de folkelige Skjønne naadigst i Øjesyn. Senere flokkede man sig ved Kanalerne for at se Frederik den Sjette og hans Døtre samt hele Hofpersonalet sejle. Saa lejrede Mængden sig i det grønne, ikke paa Plænerne, thi det var strengt forbudt, men paa Grønningen nedenfor Smallebakken ved Stalden. Her var der Gruppe ved Gruppe, som nød de medbragte Madvarer og lod "Lærken" synge. Eller man begav sig til Ratzeborg for at faa sig en Pot Kegler, medens andre søgte hen til Lars Mathiesen i Alleegaden for at prøve hans Boeuf og hans Punsch og more sig over hans Vittigheder, der just ikke altid vare af den udsøgteste Sort. Den finere Portion søgte til Mad. Lynge, som havde en velrenommeret Restauration paa det Sted, hvor Alleenberg nu er, og tilsidst havnede, ikke saa faa hos Monigatti i Runddelen, der altid havde et udvalgt Selskab af fremmede Sangere og Sangerinder, Tyrolere, Franskmænd eller Italienere. Det var det eneste Sted, hvor i de Dage den ambulante Sangerkunst blev dyrket, for hvilken der nu findes et anseeligt Antal mer eller mindre velrenommerede Templer i og udenfor Hovedstaden. Om Onsdagen var der ogsaa Taffelmusik paa Frederiksberg Slot; da var det nærmest den mere elegante Verden, der søgte derud, og da var der en rig Udstilling af smukke Dametoiletter. Ogsaa disse vidnede om Overgangen mellem det gamle og det nye, om det ustadige i Modens Omskiftninger. Nogle af Damerne viste sig i kortlivede snævre Kjoler, med et Kniplingsskjørt forneden og en Hat, der højnede sig opad i flere Stilladser, forsynet med en stor Fjer og bedækkende Hovedet som Kikajon Jonas' Isse*). Andre havde derimod Kjoler med lange tætsiddende Liv, hvis Nederdel var forsynet med et stort Antal Garneringer, og hvis Ærmer stod som Balloner og til dette Formaal vare forede med Pap, medens Hovedbedækningen i Reglen bestod af en stor italiensk Hat, som enten gik op i Højden og sluttede tæt til Øret med vældige Klapper, eller ogsaa havde en flad Form med en til alle Sider sig bredende Skygge, der bøjede sig for Vinden: den saakaldte Schæferindehat. Man saa ogsaa Damer i tætsluttende Sommerpeltse, der vare ret klædelige; de al-

__________

*) Kikajon er det hebraiske Navn paa et Træ, under hvilket Profeten Jonas fandt vederkvægende Skygge. Udg. Anm.

 

51

mindeligste vare dog de Modedragter, som Frederik den Sjettes Døtre ere iførte paa nærværende Bogs Titelbillede, der viser denne Konge paa en Spadseretur med sin Gemalinde og sine to Døtre Caroline og Vilhelmine.

__________

Ved at omtale Moderne og deres Kapricer kommer jeg til at tænke paa den Forandring, der som oftest uden nogen som helst gyldig Aarsag foregaar med en Bys Promenader, og som vel ogsaa kan tilskrives Modesmagens Luner. Dette gjælder hos os navnlig Rosenborg Have. Hvad den nu er for det kjøbenhavnske Liv, og hvad den fortjente at være ved sin friske Luft, ved sine svale Alleer, sine smukke Blomsterparlier, men havnlig ved sin Beliggenhed i Kjøbenhavns Centrum, behøver jeg ikke videre at, dvæle ved. Enhver ved, at den nu i almindelig Tale betegnes som en Ammestue, at Hovedstokken af dens Besøgere er Tjenestepiger med de Børn, der ere betroede til deres Varetægt, men som ikke saa sjældent kommer til at skjøtte sig selv, fordi deres Vogtersker have altfor meget at passiare med deres gode Venner af Militæretaterne, og at det iøvrigt næsten kun er gamle og svagelige Folk, der tye til Havens kølige Skygger, fordi de her ere mere i Ro eller ikke kunne vinde ud udenfor Byen. Moden synes at have sat Haven i Ban, og der gives sikkert mangfoldige af den mere elegante Verden, som aldrig have sat deres Fod i Rosenborg Have uden ved de festlige Arrangements i et eller andet Formaals Tjeneste, hvortil den for nogle Aar siden jævnlig blev benyttet.

Ganske anderledes var det i en længere tilbageliggende Tid. Struensees korte Periode var dens egenlige Blomstringstid. Dengang var Haven langt større i Udstrækning, den var sirligere skjønt rigtignok mere stiv i hele sit Udseende. Den strakte sig i hele Længden fra Kronprindsessegade til Østervold; der var hverken det nuværende Exercerhus eller den tilhørende Plads, og der, hvor Garderkasernen nu er, var der et storartet Drivhus og Orangeri. Haven var anlagt i den franske Smag med snorlige Alleer, hvis Linde- og Kastanietræer vare udklippede i fantastiske Former; der var Hækker af Buxbom, Lysthuse, Pavilloner, Fontæner og en stor Mængde Statuer. Der opførtes Musik om Aftenen, Alleerne vare belyste med kulørte Lamper, i en Pavillon var der en Faraobank, som holdtes af den bekjendte Gabel, under hvem det hele Arrangement stod, og der var overhoved sørget for de forskjelligste Adspredelser. Som en Følge heraf blev Haven en overordentlig

 

[52]

Rosenborg have

Rosenborg Have.

 

53

53.png

yndet Promenade, og i dens Gange samlede sig et meget elegant Publikum. Især var Kavallergangen et yndet Rendezvous for den fine Verden, og vilde man se Hoffets Kavallerer og Damer, kunde man træffe dem her, de førstnævnte i gallonerede og broderede Dragter med trekantet Hat og Kaarde ved Siden, de sidste i Fiskebensskjørter og med pudrede, kunstigt opsatte Haarprydelser eller med et saakaldet Sæt. Dette varede indtil 1787, da ikke blot en Del af Haven toges til de nævnte militære Formaal, men der ogsaa indtraadte, en saa grundig Forstyrrelse i dens Anlæg, ledsaget af strenge Indskrænkninger i Havens Afbenyttelse som Promenade, at de besøgendes store Trup joges paa Flugten. Senere vendte de rigtignok tilbage, men dog aldrig i det Omfang og under de Vilkaar som i hin Periode.

I de Dage, jeg nærmest har for Øje, musiceredes der om Søndagen; da var Haven altid fuld af Spadseregængere. Og et Par Aftener om Ugen, Onsdag og Fredag, var det ligeledes Tilfældet. Konditor Firmenich, som

 

54

havde lejet den saakaldte Herkulespavillon ved Enden af Kavallergangen, lod her opføre Musik, og da samledes der altid en stor Mængde Mennesker. Med disse Koncerters Ophør trak Folk sig tilbage fra Haven, og i en senere Tid var det kun Carstensens berømte Festinos og Lumbyes Koncerter omkring Springvandet, der fremkaldte Reminiscenser af det Folkeliv, som Haven engang havde været Skuepladsen for.

For en Fuldstændigheds Skyld nævner jeg endnu Filosofgangen og Voldene som i sin Tid yndede Promenader, der dog vilde have været endnu stærkere besøgte, hvis der ikke, navnlig for Voldenes Vedkommende, havde været adskillige Inkonvenienser derved. Det er vistnok endnu i frisk Minde, hvorledes det var forbudt at betræde Bastionerne, og hvorledes der tillige var anbragt en stor Del Skildvagter, som skulde forhindre enhver forordningsstridig Overtrædelse, navnlig i Retning af Cigarrygning, Forsyndelser, der kunde medføre et mindre behageligt Ophold i Vagten og en streng Irettesættelse af Kommandanten, om ikke noget værre. Der var endog en Tid, da det var forment Matroserne og deres Familier at sætte deres Fod paa Voldene, men dette Forbud bortfaldt dog efter nogle Aars Forløb som altfor latterligt. At man ikke saa sjældent kunde være Vidne til Hundemord, begaaede af Voldskytten, med Risiko for selv at faa et farligt Skud i Livet, bidrog heller ikke til at gjøre Promenaden videre tiltrækkende. Alligevel er der behagelige Minder, der knytte sig til Voldene, og der er sikkert mange, som med en Følelse af Sorg og Savn have set dem forsvinde for at give Plads for de brede Boulevarder og de pragtfulde Anlæg. I sin Aprilvise synger Poul Martin Møller:

"Grøn er Vaarens Hæk,
Kaaben kastes væk,
Jomfruer sig alt paa Volden sole;
Luften er saa smuk,
Deres Længselssuk
Kjendes let paa deres Silkekjole".

Digteren hentyder til Voldens Betydning i erotisk Henseende, Amor hvæssede her sine Pile, og mangen kjæk Ungersvend og mangen fager Mø med og uden Silkekjole mødtes paa Voldpromenaden for første Gang og udvexlede de Blikke, som tændte Hjerterne i Brand. Afset derfra vare Voldene, saa langt man kan huske tilbage, Kjøbenhavnernes Yndlingspromenade. Vilde man ud for at lufte sig, da hed det altid: "Jeg

 

55

gaar mig en Tur paa Volden". Der var Kølighed og Skygge, naar Solen brændte hedest, og der havde man Udsigt over Søerne og til Broerne, hvor Synskredsen ikke afspærredes af den Mængde Bygninger, der nu i en kort Aarrække ere skudte op som Paddehatte. Paa Store Bededags Aften stimlede man sammen paa Volden for at høre Klokkerne ringe*). Den var en Art Longchamps for Kjøbenhavnerinderne, som her havde Lejlighed til at vise sig i deres nye Foraars- eller Sommertoiletter,

I Filosofgangen blev der en Tidlang et Par Gange om Ugen udført Militærmusik, og den var en yndet Samlingsplads, indtil et Slagsmaal i 1784 imellem Studenter og Militære samt andre Optøjer fordrev de spadserende herfra, og fra den Tid blev Filosofgangen nærmest Opholdsstedet for Lemmerne fra det nærliggende Vartou. Endelig skal jeg, før jeg forlader dette Thema, endnu nævne de langs Søerne anlagte Promenader: Kjærligheds-, Ægteskabs- og Separationsstierne, Esplanaden, Langelinie, Kirsebærgangen og Søndermarken. De tre sidstnævnte vare dog fuldstændig exklusive. Til at promenere paa Langelinie og i Kirsebærgangen, der havde en vis Tiltrækning paa den Tid, Kirsebærtræerne blomstrede, samt

__________

*) I den første Udgave af denne Bog meddelte jeg, hvad jeg havde hørf, at denne Skik skrev sig fra den Tid, da det gamle Fruetaarn havde sit Sangværk, som lød ved højtidelige Lejligheder. Dette er dog ifølge Meddelelse fra en af Bogens Læsere urigtigt. Han tilskrev mig derom følgende: "Sangværket lød ingenlunde sjældent, da det mod Betaling blev spillet 1 à 2 Timer ved Ligbegængelser, og man har Vidnesbyrd om, at Samtiden ikke skjønnede synderlig paa denne langtrukne Musik. Men ialtfald lød den ikke Store Bededags Aften, da der efter gammel kgl. Anordning skulde ringes fra Kl. 6 til 7 med hver Kirkes største Klokke. Og efter alle de Ældres Vidnesbyrd (deriblandt min afdøde Moders, der boede i Professorgaarden i Studiestræde, nu polyteknisk Anstalt) var den store Højtidsklokke i det gamle Fruetaarn nok værd at høre paa de faa Gange, den lød, nemlig første Dag af de 3 store Højtider samt til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag, hvilken Fest indringedes ved en Times Kimen (Kl. 9-10, senere 10-11) samt Aftenen før Store Bededag. Denne Klokke vejede 120 Centner og var sikkert den største i de tre nordiske Riger; dens Lyd var højst imponerende og stærk, saa at gamle Werlauff i sine Erindringer (i Hist. Tidssk.) ytrer, at naar man gik forbi Kirken, naar der ringedes med denne Klokke, var det, som om Gaden rystede. For at høre en saadan Klokke, kunde man gaa en Tur paa Volden; men dertil kom, at ogsaa Petri Taarn har iblandt andre Klokker en meget anseelig Højtidsklokke, som jeg selv har hørt i mine Drengeaar og første Ungdomsaar, og som sidste Gang ringede Store Bededagsaften 1846. Siden den Tid lader man Klokken hænge stille og fører kun Knebelen frem og tilbage, hvorved den kun giver en svag Lyd fra sig. Dette er sket efter en Arkitekts Anordning, der fandt, at Taarn og Spir kunde tage Skade ved Ringningen. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at før 1807 vare Husene langs Volden meget lavere end nu, tildels helt uanseelige, saa Klokkernes Lyd lettere bares til Volden."

 

56

paa Kastelsvolden hørte der Tegn, og kun faa udvalgte, der ved Godhed fra Hoffets Side vare i Besiddelse af Nøglen til Laagen til Søndermarken, havde Lov til at betræde denne skjønne Lystpark.

Naar man gjennemgaar de kjøbenhavnske Adspredelser i ældre Tid, burde man ogsaa, strengt taget, hvor stor en Modsigelse der end ligger deri, medtage de daværende Begravelser. Saa meget er i ethvert Tilfælde afgjort, at Ligbegængelser i visse Samfundsklasser i Karakteren nærmede sig til, hvad de

Paa Langelinie

Paa Langelinie.

endnu ere mange Steder paa Landet. I Reglen holdtes der vel ikke Gilder, men Sørgefølget beværtedes dog med Vin og Kage i større eller mindre Overflod, og man kunde ved saadanne Lejligheder høre en og anden, med et Glas Vin i den ene Haand, et Stykke Kage i den anden, samt iført den uundværlige Sørgekappe, udtale sig højrøstet om den afdødes Fortjenester og skildre det Savn, han havde efterladt i hans Vennebryst. Kudskene og Tjenerne nedenfor paa Gaden bleve heller ikke forglemte; de opvartedes regelmæssig med Snapse og Kommenskringler. Som en Følge af den Skik at beværte ved Begravelser var der Folk, som altid indfandt sig ved Ligbegængelser, enten de kjendte eller ikke kjendte den afdøde, og de havde da til dette Øjemed anskaffet sig en egen Sørgekappe. Men der var ogsaa Folk, - deriblandt en fra Bogauktionerne meget bekjendt Personlighed - som af religiøs Trang ikke forsømte nogen Ligbegængelse af Hensyn til den

 

[57]

57-a.png

Opbyggelse, de kunde øse af den præstelige Veltalenhed. Iøvrigt blev der, selv af de mere ubemidlede Klasser, anvendt en langt større Ødselhed paa Begravelser end nu; at "komme ordenlig i Jorden" var manges stadige Tanke, og Omkostningerne derved løb stundom op til, hvad en Familie kunde leve af i et helt Aar. Det kunde ogsaa hænde, at Fædrenes Skik "at drikke Gravøl" fandt Efterligning i et Punschegilde om Aftenen, naar en kjær Slægtning var baaren til Jorden, især naar samme kjære Slægtning havde efterladt nogle Skillinger, som de dybtsørgende Ar-

57-b.png

 

58

vinger hastede med at sætte overstyr. Denne Maade at fejre de bortgangnes Eftermæle og overhoved Ødselheden derved var ikke sjælden Gjenstand for skarp Dadel i Datidens Blade, navnlig i Soldins "Allernyeste Skilderi af Kjøbenhavn" og i "Politivennen". Dette førte vel nok til, at Uskikken formindskedes, men den hævedes først fuldstændig i en senere Tid, da der fra Autoriteternes Side indførtes en passende Omordning af Begravelsesvæsenet for Kjøbenhavn.

__________

Husets Indretning hos en borgerlig Familie i mere eller mindre tarvelige Kaar frembød adskillige karakteristiske Træk i Henseende til Udstyrelse og Møblement, hvorved den ikke saa lidt adskiller sig fra Nutidens Boliger. Herved kommer naturligvis Industriens Udvikling og Opsving i de forskjelligste Retninger, saavel som de Krav, Nutiden stiller til Komfort og Hygge, væsenlig i Betragtning. Værelsernes Antal rettede sig selvfølgelig for en Del efter Familiens Størrelse og Vilkaar; dog var det meget sjældent, at en af faa Personer bestaaende borgerlig Familie, selv om den var velhavende, havde flere Værelser, end den til daglig Brug benyttede. Herfra gjorde dog "Salen" (ogsaa kaldet Stadsstuen) en Undtagelse, det i Reglen bedste og smukkest udstyrede Værelse, som altid holdtes propert og pænt, men ikke blev benyttet undtagen ved højtidelige Lejligheder, eller naar der var et større Selskab, hvilket hørte til Sjældenhederne. Denne Skik, at holde det bedste Værelse som Sal og ikke at benytte det til daglig Brug, blev ogsaa dadlet af J. L. Heiberg i en Afhandling om vore offenlige Forlystelser i hans "Flyvende Post".

De andre Værelser bestod i Hovedsagen af en Dagligstue, der i Reglen ogsaa blev benyttet til Spisestue, et lille Kontor eller Arbejdsværelse for Manden, ei Par Sovekamre, undertiden ogsaa et lille Gjæsteværelse og et Pulterkammer eller et Skabkammer. Man kjendte kun lidt til Gulvtæpper; var der et saadant, saa var det et saakaldet Listetæppe, sammensat af Klædeslister; som oftest var Gulvet bestrøet med Sand, og i større Huse vare Gulvene bonede. Hovedmøblet bestod i et blankpoleret kolossalt Chatol af Mahogni eller Egetræ med Klap og mange Rum indvendig samt Skuffer nedenfor, tillige undertiden ovenfor forsynet med et Dobbeltskab med Døre af Spejlglas, indenfor hvilke Sølvskeerne hang i Rækker paa

 

59

udskaarne Hylder. Endvidere var der et Hjørneskab enten af Fyr, Eg eller Mahogni, hvori Thetøj o. desl. var anbragt samt Linned og Dækketøj, der holdtes friskt og vellugtende ved Lavendel- og Rosenblade. En Ottoman, Divan eller Sofa, undertiden med Skabe til begge Sider, og foran den et Divanbord af Mahogni med indlagte Forsiringer, fandtes overalt i de bedre Huse. Ikke faa Steder saas ogsaa store Dragkister, undertiden prydede med smukke Messingbeslag og holdt blanke ved at poleres med Linolie. Ovenpaa var der en Mængde Nipssager, Hyrder og Hyrdinder af Porcellæn, kinesiske Pagoder, en Spilledaase, en Harmonika eller deslige, og i Skufferne vare Gangklæder og Dækketøj. Taffeluhre hørte til de store Sjældenheder, derimod et bornholmsk Slaguhr i Futeral af Mahogni eller Egetræ. I Vinduesfordybningerne var der næsten altid Forhøjninger for Husmoderen og for de voxne Pigebørn. Paa Vinduesgardiner var der sjælden anvendt større Luxus, de vare enten af Sirts eller Uld om Vinteren, Linon om Sommeren og uden videre Udstaffering. Var Lejligheden lav, anvendtes Kappegardiner. Stole- og Sofabetræk i Salen vare undertiden smukt broderet, Frugter af Husmoderens og Døtrenes Flid, men kom sjældent til Syne, da det for at skaanes var forsynet med et Overtræk af Bomuldstøj, som kun blev aftaget ved festlige Lejligheder. En ikke ualmindelig Prydelse i Salen var en stor Lysekrone af Prismer, undertiden af Messing med store udstaaende Arme. Paa Væggene over Sofaen hang i Almindelighed malede Portrætter af Herren og Madammen i Huset, og under dem Silhuetter i sort af Slægtninge og Venner. Der var ogsaa Skilderier, for det meste kolorerede Kobberstik og Lithografier: Ludvig den Sextendes Henrettelse, en Scene af Kjøbenhavns Bombardement, Slaget ved Sehested; ogsaa Billeder fra den græske Frihedskrig hørte til de almindeligste. En Navneklud i Ramme, som Madammen havde udført i sin Skoletid, hørte ogsaa til Væggens Prydelser.

Sengestederne vare firstolpede med Omhæng eller saakaldte Tronsenge med fryndsede Gardiner til begge Sider. Herpaa var der undertiden i Henseende til Stoffet anvendt en ikke ringe Luxus. I adskillige gamle Huse var der endnu en vældig Bilæggerovn, hvis Munding befandtes i Køkkenets Skorsten, hvor der lagdes i, men med ringe Fordel, idet det meste af Varmen gik bort gjennem Skorstenen. Et bibelsk Billede udgjorde Prydelsen. Almindeligst vare Vindovne med Tromle, saaledes som de findes endnu i gamle Huse med mindre Lejligheder, og hos Fattigfolk Grydekakkelovne. Der fyredes med

 

60

Brænde og Tørv; Stenkul som Varmemiddel benyttedes ikke, Ovnene vare ikke indrettede dertil.

Køkkenets Indretning var ligeledes i flere Henseender forskjellig fra den nuværende. Ildstedet var opmuret, man kjendte ikke til de nuværende Komfurer, men der var Komfurgryder, Pander, Jydepotter o. desl. som Koge- og Stegeapparater. En Mængde Kobber- og Messingtøj af den forskjelligste Art var opsat paa Hylder eller hang over Skorstenen, og det var Madmoderens og Tjenestepigens Stolthed at holde det straalende blankt. I Huse, hvor man holdt paa det gamle, var Køkkenrækkerne besatte med blanke Tintallerkener, der benyttedes til daglig Brug og jo ogsaa vare mere solide end Porcellæn og Fajance. Hvor dette havde fortrængt Tinnet, kaldtes dog Rækkerne i Køkkenet endnu bestandig Tinrækker. En ejendommelig Indretning var den i Køkkenbordet anbragte Slagbænk, der kunde trækkes ud og tjente til Natteleje for Tyender. Slagbænken blev ogsaa i uformuende Folks Lejligheder benyttet til Sovested for Børn. For at der ikke skulde komme for megen Træk fra Skorstenen, var denne forsynet med Døre, som bleve lukkede om Aftenen. Endnu skal nævnes som et Apparat, der blev benyttet i mange Huse, Dejgtruget, idet man foretrak at ælte Dejgen til Rugbrødet hjemme og lade det bage hos Bageren, fremfor at købe det. Man vidste, at dette Brød var uforfalsket, og der sattes ogsaa stor Pris paa dette "Husbagerbrød". Et uundværligt Apparat i Køkkenet var Fyrtøjet med Tønder, bestaaende af brændte Klude, Fyrsten, Staal og Svovlstikker. Vor Tid med sine Tændstikker har ikke nogen Forestilling om den Møjsommelighed, der undertiden var forbunden med at skaffe Ild med det nævnte Apparat. En udbredt Handel med Svovlstikker ved Dørene dreves af fattige Folks Børn. "Svovlstikketøse" var et bekjendt Skjældsord.

Til Slutning skal jeg endnu nævne Rok, Garnvinde og Karter som temmelig almindelige i mange Huse. Endnu havde Industri og Fabrikvæsen ikke fortrængt den Husflid, der gik ud paa at forsyne Huset med Linned, Drejl og Damask, og som var en ret behagelig Underholdning i de lange Vinteraftener. Der blev sunget til den snurrende Rok, og der var egne Spindeviser. En Brodereramme hørte ogsaa med til Nødvendigheds-Gjenstandene. Kun i fornemme og meget velhavende Familier fandtes et taffelformigt Klaver eller Flygel (opretstaaende kjendte man ikke til den Gang), derimod var en Guitar meget almindelig og tjente til at akkompagnere Sange. Naar

 

61

der nu tilsidst anføres, at et Exemplar af den nu næsten uddøde Mopperace, en Kanariefugl, en Papegøje ofte udgjorde en Bestanddel af Husstanden i Familien, saa tror jeg dermed at have fuldendt det temmelig korrekte Billede af de borgerlige Huse i Kjøbenhavn for 50 til 60 Aar siden.

__________

I den Tid, jeg har for Øje, var Vesterbro trods den ringe og tarvelige Bebyggelse, den mest befærdede af Kjøbenhavns Forstæder. Dette forklares ikke saa meget ved dens Beliggenhed som derved, at den, som tidligere omtalt, efterhaanden saa at sige var bleven Centralpunktet for det glade Kjøbenhavn navnlig derved, at det var Samlingsstedet for allehaande Udøvere af de frie Kunster. Især naar Dyrehavstiden var forbi, tog en stor Del af de sig der producerende Kunstnere af større eller ringere Anseelse Stade paa Vesterbro. Saa saa man Bod ved Bod. Der var Verdenstheatre, Lykkestjerner, Taskenspillere, den stærke Kvinde, som bar adskillige Mandfolk i sit Haar og gjorde de mest utrolige Kraftkunster. Man saa her billedlige Fremstillinger af Mord- und Todgeschichter, der indenfor i Boden vare præsenterede paa den naturligste og mest afskrækkende Maade. Her opslog "Frederiksstensfestungsmanden" sit Paulun, naar hans Forretninger paa Fiskertorvet ikke forbød ham at forevise sine Underværker, og især saas de mærkeligste Panoramaer, der ikke havde noget tilsvarende, hverken paa Jorden eller udenfor samme, for den billige Entré af 4 Skilling, medens Honoratiores betalte efter Behag. Paa det Sted, hvor nu Torvet er, var opslaaet en Cirkus, hvor det Bachske Beriderselskab viste sig. Der var endvidere Menagerier, men ikke med glubende Dyr, thi da en Løve i Frederiksberg Haves Menageri i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede var sprungen ud af sit Bur efter at have sønderrevet sin Vogter, blev det forbudt at forevise deslige store Rovdyr, indtil denne Bestemmelse for fyrretyve Aar siden atter blev hævet.

Her foreviste ogsaa Dennebecq et Marionettheater, der gik op i Luer. Denne Mand var en lang Tid Gjenstand for almindelig Omtale paa Grund af en Retssag, han havde anlagt mod Brødrene Lehmann og deres Moder, og som varede ikke mindre end halvtredie Aar. Prokurator F. M. Lange, der førte Sagen for Dennebecq, har aftrykt de hertil hørende Akt-

 

62

stykker i det af ham udgivne Udvalg -af danske og udenlandske Kriminalsager, hvor de omfatte to temmelig tykke Bind. Brødrene Lehmann vare Ekvilibrister og Beridere, tillige dygtige Malere og ansatte ved det Kuhn-Priceske Selskab paa Vesterbroes Theater, med hvis Direktør de, vare beslægtede. Dette Selskab foretog i 1823 en Rejse til Rusland, og i Moskau blev Andreas Lehmann bekjendt med ovennævnte Dennebecqs Hustru Kathrine, der foreviste et meget, betydeligt Menageri, og derved skal have tjent mange Penge. De rejste sammen, og paa mange Steder gik Kathrine Dennebecq, der efter Sigende havde erfaret sin Mands Død, som A. Lehmanhs Kone, indtil hun ved et Brev fra Dennebecq fik Oplysning om, at Efterretningen var falsk. I Januar 1832 døde Kathrine Dennebecq i St. Petersborg, og da dette Dødsfald indtraf noget pludseligt eller i alt Fald efter et Par Dages Sygeleje, knyttede sig hertil Rygter om, at hun var taget af Dage ved Gift. Nogen Tid efter vendte Brødrene Lehmann som velhavende Folk tilbage til Kjøbenhavn. Især gjorde Andreas Lehmann sig bemærket som Rigmand; han besad et stort Menageri, som blev forevist paa Vesterbro, og han kjøbte kort efter sin Ankomst Gaarden Nr. 6 paa Kongens Nytorv for 80,000 Rd., hvorpaa han udbetalte 12,000 Rd. kontant foruden 2000 Rd. i Omkostninger. Meningen var almindelig den, at han havde tilegnet sig Kathrine Dennebecqs Formue og det hende tilhørende Menageri, og det var ogsaa derpaa, at den Retssag gik ud, som Julien Dennebecq anlagde mod ham. Sagen førtes, som sagt, i lang Tid, og skjønt der rigtignok, saa vidt man kan dømme efter de trykte Retsakter, fremkom adskilligt, der synes at vidne mod Andreas Lehmann, blev han dog frifunden baade ved Gjæsteretten og ved Højesteret. Dennebecq blev herover fortvivlet, og i sin forbitrede Stemning undsagde han Lehmann, hvilket atter førte til en Retssag, under hvilken dog Dennebecq blev frifunden. Om hans videre Fata veed jeg intet at fortælle.

__________

 

 

63

63.png


il de mest besøgte Steder paa Vesterbro hørte til for ikke mange Aar siden Dandseboden "Peters Haab", en lav Bygning, der stødte umiddelbart op til Forlystelsesstedet "Ægypten". Søndag og Mandag Aften var den propfuld af besøgende, som her fik sig en lystig Dands. Pluraliteten af Damerne hørte i Reglen til Amagerslægten, og selv fra den fjerneste Del af Kjøbenhavns Kjøkkenhave trodsede de unge Piger Vind og Vejr og den lange Vej for at kunne træde en Dands i "Peters Haab". Men det hændte ikke sjældent, at det her kom til Klammeri og Slagsmaal, naar Skinsyge kom med i Spillet, eller naar de spirituøse Varer af en temmelig tvivlsom Beskaffenhed gjorde deres Ret gjældende. Der udfægtedes saaledes temmelig haarde og stundom blodige Kampe mellem Sø- og Landeværnets Repræsentanter, og Slagterne gjorde ogsaa deres Herredømme gjældende, undertiden paa en temmelig ublid Maade. En Scene af denne Natur foregik her med en Franskmand ved Navn Paran, som i de første Aar, Casorti havde Vesterbros Morskabstheater, gav Forestillinger paa dette som Herkules. En Aften sad han i den til "Peters Haab" hørende Beværtning og drak sig et Glas Punsch. Da skilte sig en høj, svær Slagtersvend fra de dandsendes Klynge, gik hen til ham, satte sig overskrævs paa en Stol med Ryggen foran, gloede den lille firskaarne Franskmand i Ansigtet og spurgte, om han var den Mand, der var saa stærk, at han kunde

 

64

binde an med flere paa én Gang; han saa dog ikke ud dertil. Paran bad ham i gebrokkent Dansk om at lade ham i Fred og at skjøtte sig selv. Dette forstod Slagteren som Forknythed, han blev derfor desto modigere og opførte nu en lignende Scene som den i "Kean" ved at snappe Glasset fra Paran og tømme det lige for hans Næse. Da rejste denne, der ellers Var det godmodigste Menneske af Verden, sig op, gik hen og aabnede Vinduet ganske roligt, og i et Nu laa Slagteren udenfor paa Gaden. Et Par af hans Kammerater stormede nu løs paa Paran, men inden de saa sig for, kom de til at spadsere den samme Vej som den første. Glæden herover var almindelig, thi Angriberne vare bekjendte Slagsbrødre, og fra den Tid var der ingen, der vovede at binde an med Paran, hvis Renommé vandt betydelig ved dette Eventyr.

Ikke langt fra denne Dandsebod, omtrent hvor nu Viktoriagaden er, var der et ejendommeligt Forlystelsessted. Der var en aaben Plads, som om Hverdagen afgav Plads for Lam og Faar og stundom ogsaa for Hornkvæg. Men Søndag Eftermiddag sad her en gammel Kone med et Bord foran sig, paa hvilket laa en saakaldet Humle, et Strengeinstrument, som man nu sjældent ser noget til. Dette trakterede hun med betydelig Virtuositet, og altid sang hun en Sang, hvori Ynglingen advaredes mod at indtræde i den hellige Ægtestand. Et Par Vers af denne Sang, som hun, saa vidt jeg erindrer, aldrig skiftede med nogen anden, lød omtrent saaledes:

    "Og ta'er Du Dig en Ung, en Ung,
    Saa vil hun have Stads og Fjas,
O vogt Dig, o vogt Dig vel for det, min Ven!

    Og ta'er Du Dig en Gammel, en Gammel,
    En runken, slunken Pulverhex,
O vogt Dig, o vogt Dig vel for det, min Ven!"

Og altid var hun omgiven af en stor Skare Soldater, Bønderkarle og dito Piger, som med den største Andægtighed hørte paa hendes Sang. Om de imidlertid drog sig deri Lærdom til Nytte, som den gamle Kone, der aldeles intet havde tilfælles med Kirsten Giftekniv, idelig og evindelig gjentog, er det vanskeligt at sige.

__________

Men Hovedtiltrækningen var dog Prices Morskabstheater og Vesterbroes nye Theater. Det førstnævnte var

 

[65]

65.png

uden Sammenligning det ældste og i sin Tid ogsaa det mest yndede. Jeg skal derfor dvæle lidt udførligere derved.

I Slutningen af forrige Aarhundrede ankom hertil I. Price,

 

66

medførende et Menageri, der blev stærkt besøgt. Han syntes godt om Opholdet her, samlede et Linedandser- og Pantomimeselskab, der optraadte i Dyrehaven om Sommeren og om Vinteren i en egen dertil indrettet Fjælebod og fik et saa godt Navn paa sig, at det fik Tilladelse til at give Forestillinger paa Hoftheatret. Disse begyndte den 25de April 1801.

66.png

I Avertissementet derom hedder det blandt andet, at der foruden en stor Del gymnastiske Øvelser opføres "en meget smuk, komisk Pantomime, kaldet "Harlekin Skelet eller Benrad". Karaktererne i samme bestaar af 1) Pantalon, en gammel rig og gjærrig Mand; 2) Columbine, hans Datter; 3) en Troldmand med hans Troldkunster; 4) Harlekin, en Aventurier og Troldmandens Tjener; 5) Pjerrot, Pantalons Tjener; 6) en Barber og en Frisør; 7) en Doktor eller Kirurg, som gjør Harlekin til Benrad, og 8) to Djævle." Disse Forestillinger fortsattes især om Søndagene og vare godt besøgte.

 

67

Derefter gav Selskabet atter i Sommertiders Forestillinger paa Dyrehavsbakken. Men det fik en slem Konkurrent i et imidlertid hertil ankommet saakaldet stort italiensk Selskab, der bestyredes af Cetti *) og Casorti, hvilken sidste udførte Pjerrots Rolle i de af Selskabet givne Pantomimer. De tog begge strax kjøbenhavnsk Borgerskab og fik Tilladelse til at give Forestillinger paa Hoftheatret i August og September Maaned 1801. I. Price maatte nu lade sig nøje med at give Forestillinger i Fjæleboden i daværende Nr. 23 paa Vesterbro, og i Avertissementerne om disse Forestillinger, hvori han kaldte sig "priviligeret Kunstberider og Mester i andre Legemsøvelser samt bosat Borger her i Byen", gav han sine Følelser Luft over denne Tilsidesættelse, da hans Selskab dog havde forstaaet at vinde Publikums store Bifald. Imidlertid varede Konkurrencen ikke længe. Efterat Casorti i 1802 havde givet Forestillinger paa Hoftheatret indtil den 5te April, bleve hans og Prices Selskaber ved en Overenskomst sammensmeltede, og Kjøbenhavn fik nu sit staaende Pantomime-Theater.

De af Price og Casorti opførte Pantomimer vare de ægte italienske, saaledes som de ere affødte af den italienske Maskekomedie, og for en stor Del de samme, som nu opføres paa Theatret i Tivoli. "Harlekin mekanisk Statue", "Harlekin Skelet eller Pjerrots Forskrækkelser", "De tre fejge Elskere ved det natlige Stævnemøde", "Harlekin Kok" o. fl. hørte til det staaende Repertoire. De kaldtes rigtignok Casortis Pantomimer, men han arrangerede dem kun, komponerede enkelte nye og forøgede de gamle med nye morsomme Scener. Det var ogsa a ham, der paa en uforlignelig Maade udførte Pjerrots Rolle. Han udmærkede sig ved hint groteske Humor, hin Tørhed, hin Blanding af Poliskhed og Dumhed, hin kejtede Raskhed, hvormed Pjerrot bliver til en grundkomisk Person, og det var da ogsaa efter ham, at Wirtther og senere Adolf Price dannede deres Pjerrot, der ikke stod stort tilbage for Casortis. Casorti blev ogsaa snart Kjøbenhavnernes Yndling, og det store Tilløb, som Selskabets Forestillinger nød, skyldtes væsenlig ham. Men denne Casorti, der med et uudtømmeligt Lune vidste at fængsle Publikum, var selv en Mand, der i det daglige Liv var stille, ordknap og indesluttet, ja endog til sine Tider plaget af en dyb Melankoli. Man fortæller, at han engang, da denne Humørsygdom blev ham utaalelig, henvendte sig til en herværende anset Læge for at

__________

*) Fader til den senere saa bekjendte Sanger og Skuespiller Cetti ved det kgl. Theater og Bedstefader til Skuespiller F. A. Cetti.

 

68

søge Raad. Efter at have adspurgt Casorti om forskjellige Ting, erklærede Lægen, at han kun vidste ét Raad, det nemlig, at Patienten skulde søge Adspredelser, og at han saaledes en Gang imellem skulde besøge Casortis Theater for at more sig over Pjerrots grundkomiske Narrestreger. "Ak, ja," svarede Casorti, "dette Raad vilde jeg gjerne følge, naar jeg blot var i Stand dertil." - "Hvorfor ikke?" spurgte Lægen, "De har jo vel nok Raad til en Gang imellem at spendere en tre Marks Penge." - "Det er ikke Aarsagen," var Svaret, "men der er en anden slem Hindring; jeg skal sige Dem, at jeg hændelsesvis selv er Casorti."

Forestillingerne bestod foruden Pantomimer af Linedands og ekvilibristiske Kunster. Som Linedandserinde udmærkede sig især Mad. Price, Moder til Adolf og afdøde James Price, en meget smuk ung Dame af en imposant Figur og med dejligt sort Haar, som i lange naturlige Lokker bølgede ned ad hendes Skuldre. Denne hendes Færdighed gik i Arv til hendes Søn, Carl Price, der udmærkede sig som Bajazzo og Ekvilibrist, men døde i en ung Alder. De fleste af Pricerne medvirkede ogsaa i Pantomimerne i Forening med andre Medlemmer af Selskabet, saasom Jfr. Casorti, senere gift med Violinspilleren Joakim Petoletti og Moder til Jfr. Petoletti, som har medvirket ved det Volkersenske Pantomimeselskab paa Tivoli, Mad. Frichon, Ledet, den forhen omtalte Paran, og Winther, gift med en Datter af den ældre Price.

Efter at Selskabet havde spillet paa Hoftheatret i Aarene 1801 og 1802, gav det om Sommeren Forestillinger i Dyrehaven og om Vinteren i et Lokale paa Vesterbro i en derværende Ejendom (nuværende Nr. 70, Slagtermester Ebstrups Sted), indtil det opnaaede at bygge sig et eget Theater paa en Plads lige overfor Skydebanen. Ældre Folk ville endnu mindes den graamalede Bygning, der laa indenfor et Gitterværk, og hvorpaa der med hvide Bogstaver, omgivet af Kunstens Attributer, et Minervahoved, en Maske osv., var malet "Morskabstheater". Saavidt vides, var det i 1818, at dette Theater toges i Brug. Der blev i Reglen spillet om Sommeren og Efteraaret, og disse Forestillinger vare næsten altid godt besøgte af alle Samfundets Klasser, naturligvis mest af Børn, skjønt Voxne ogsaa gjerne drog derud for at gotte sig over Pjerrots Løjer. Af og til foretog Selskabet om Vinteren en kunstrejse i Udlandet.

Efter den ældre Prlces og Casortis Død i Tyverne under-

 

69

gik Selskabet i jsin Organisation forskjellige Forandringer. Kuhn, der havde ægtet Prices Enke, indtraadte i Bestyrelsen, og Selskabet førte nu Firmaet: Price, Kuhn & Komp. Pjerrots Rolle overtoges efter Casorti af Winther, der ikke stod meget tilbage for sin Forgænger, Columbine udførtes af Mad. Petoletti, Harlekin af Mad. Winther, født Price, eller

69.png

ogsaa af James Price, og Kassander udførtes af et Medlem, som egenlig hed "Stolemager Petersen", men havde Mesorski som Kunstnernavn; senere udførte han Troldmandens Værdige Rolle. I Winthers Børn, Karl og Josefine, havde Selskabet to fortrinlige Linedandsere, og Bajazzos Rolle udførtes af Filip Petoletti.

I 1828 truedes Selskabet af en temmelig farlig Konkurrence. Den nævnte F. Petoletti havde faaet Privilegium til at opføre Forestillinger af Linedands og Pantomime i en af Hovedstadens Forstæder. Hertil valgtes Nørrebro, og en Bager Scheer anvendte 40 til 50,000 Rd. paa Opførelsen af et meget

 

70

anseligt og smukt Theater paa en af Blaagaards Parceller. Til Pantomimen var engageret den Levin'ske Familie, bestaaende af Faderen og hans tre Døtre, Rosa, Flora og Elisa. Levin, en født Englænder, havde et meget anset Navn som Mimiker, som Pantomime-Komponist og som Ekvilibrist samt som Harlekin i Pantomimen, og hans tre unge, meget smukke Døtre havde allerede paa udenlandske Theatre erhvervet sig stor Anseelse ved deres gratiøse Dands og ved deres Optræden i Pantomimen, hvor Rosa spillede Colum-bines Rolle. Af andre Medlemmer kan nævnes Linedandser- og Akrobatfamilien Longuemare. Efter daværende Blades Anmeldelser, hvorved de støttede sig paa udenlandske Blades Vidnesbyrd, lovede disse Forestillinger en ualmindelig Interesse og en stor Tiltrækning; men disse Forventninger bleve ikke saa lidet skuffede. Tingen var nemlig-den, at Leviri som den, der forestod Pantomimens Arrangement, bragte sine egne Kompositioner til Opførelse, der efter engelsk Tilsnit vare meget forskjellige fra de Gasorti'ske. Det var saakaldte For-vandlingspantomimer, beregnede paa et engelsk Publikum, og hvis fremtrædende Egenskaber bestod i en Række frappante Forvandlinger, i én bestandig Afvexling af Dekorationer, af Spring og Kunststykker, men uden-den sammenhængende komiske Handling, som findes i de ældre italienske Pantomimer. Den langsomme italienske Pjerrot, der med sine ejendommelige Bevægelser afgiver en saa karakteristisk Modsætning til den altid i livlig Bevægelse spillende Harlekin,"maatte her vige Pladsen for den nationale engelsk^ Clown, som vel er kejtet og uophørlig gjør dumme Streger, men ingenlunde skal være langsom i Færd og Væsen. Dette faldt slet ikke i Publikums Smag, og det kunde aldeles ikke forsone sig med Savnet af den "hvide Mand". Dertil kom, at Levins Harlekin mere var Springeren og Ekvilibristen, end den oprindelige italienske Maske, og Longuemares Panteion var ogsaa en hel anden end Kassander i Pantomimen, saaledes som Figuren var kjendt fra Vesterbros Morskabstheater. Kun Ros'a Levins Co-lumbine og hendes Søstres D ands syntes man rigtig om, men det var ikke nok til at fængsle Publikum. Det er ikke Hensigten her at skrive Nørrebros Theaters Historie; det er nok at anføre, at efter en Existens af et Par Aar, under hvilken Bestyrelsen paa forskjellig Maade søgte at bringe de forfaldne Affærer paa Fode, var det en Fallit nær, som kun forebyggedes derved, at Theatret en skjøn Dag gik op i Flammer.

Saaledes var det forbi med Konkurrencen for det Kuhn- Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden ,

 

71

Price'ske Selskab, og dette, der imidlertid havde været paa en Udflugt til Rusland, gjenoptog sine Forestillinger paa Vesterbros Theater. Til dette Selskab sluttede sig nu Levin og hans Døtre. Han bragte her paa Scenen flere af sine Pantomimer, saasom "Guldnøglen eller Trylleriets Magt", "Jocko eller den brasilianske Abe", "Tryllepilen" osv., men alle i en Form, der harmonerede med den italienske Pantomime, og hvori naturligvis Pjerrot havde en Hovedrolle. Den heldigste Forøgelse havde dog Selskabet faaet i de tre Søstre Levin, af hvilke Elisa snart forlod Kjøbenhavn, ledsagende Faderen, der imidlertid havde været indespærret i det herværende Gjældsfængsel, til London. Morskabstheatret hævdede nu atter sin Plads i Kjøbenhavnernes Gunst; det var i Reglen overfyldt med besøgende, og den gamle, nu temmelig brøstfældige Bygning var nærved at segne under det vældige Bifald, som de yndige Søstre høstede. Hvad der ogsaa gav de unge Piger et forøget Trylleri var den Sædernes Renhed, som de altid vidste at bevare, og som i det mindste dengang var temmelig sjælden hos de Damer, der gik den samme Vej som hine Søstre. Af de Dandse, som de udførte, kan nævnes Spejldandsen som højst tiltrækkende og yndefuld, noget lignende som den, der udføres i Bournonvilles La Ventana, og som i sin Tid blev dandset af Flora Prices Døtre, Juliette og Sofie.

Efter Winthers Død overtoges Selskabets Bestyrelse af James og Adolf Price i Forening med Kuhn. De to Brødre bleve paa en og samme Dag viede til Jomfruerne Levin. Sagnet gaar, at det skete i al Hemmelighed, thi Levin, der vanskelig kunde undvære sine Døtre paa sine Kunstrejser, var imod Forbindelsen. Hos Braun, den bekjendte Vært ved Siden af Morskabstheatret, stod om Aftenen, efter at en Pantomime var spillet, Bryllupet, og de to unge Par fæstede Bo i en meget lav Bygning ud til Gl. Kongevej, som gjorde sig bemærket derved, at Vinduerne næsten gik lige ned til Jorden. Selskabet vedblev at bevare sin Yndest usvækket. I Pantomimerne udførte Flora Price Harlekin, Rosa Price Columbine, James Price spillede Kassander og Adolf Price Pjerrot. I hans Pjerrot var ligesom i Casortis den tørre, burleske Komik Hovedtrækket, og skjønt rig paa Lune havde Adolf Price dog Smag nok til ikke at gaa over Stregen. Men han var tillige i Besiddelse af andre Talenter, som kom meget til Nytte ved Forestillingerne paa Vesterbro. Han var en god Jonglør, en god Pantomimekompositør og tillige en duelig Maler. Dette viste han f. Ex. ved Pantomimen "Rejsen til Ægypten", som han

 

72

72.png

ikke alene komponerede, men hvortil han tillige malede et Rundmaleri, forestillende Rejsen paa Nilen. Ved Engagement af forskellige udenlandske Artister blev der sørget for Afvexling, men en betydelig Vinding fandt Selskabet i den opvoxende Price'ske Slægt, der optraadte i nydelige Børneballetter og tillige præsenterede sig fra den mindste til den største i en morsom til dette Øjemed komponeret Pantomime, "Pjerrot og hans Familie". Kjøbenhavnerne fattede overhoved en stor Forkjærlighed for den Priceske Familie, og den fandt ved sin vakre Opførsel og sit sædelige Liv en Omgang, som kun sjældent bliver Kunstnere af den Art til Del.

Ikke desto mindre begyndte Interessen for Selskabets Forestillinger i Aarene 40 at tabe sig, hvortil forskjellige Omstændigheder bidrog. Dels havde Morskabstheatret faaet en farlig Konkurrent i det af F. Petoletti foran paa Vesterbro opførte Theater, dels bemægtigede Tivoli sig senere Publikum i den Grad, at alt maatte blegne og stilles i Skygge overfor dets mangfoldige og billige Forlystelser. Familien Price saa sig derfor nødsaget til at forlade Kjøbenhavn og give Forestillinger i Norge og Sverige. I 1846 vendte Selskabet tilbage og begyndte at give Forestillinger paa Kasino, som imidlertid var blevet bygget. Senere forenede det sig med det Lange'ske Selskab, idet dramatiske Forestillinger afvexlede med Pantomimer paa Kasinos Theater. Men det varede kun et Par Aar, og det Price'ske Selskab existerede ikke mere. En og anden Gang gav det dog et Livstegn ved at opføre de gamle kjære Pantomimer paa Hoftheatret, der altid samlede en stor

 

73

Mængde Tilskuere, især af den yngre Verden, men med Prices Komedie var det forbi. Af den ældre Price'ske Slægt lever endnu kun Adolf Price, som trods sin høje Alder glæder sig ved et godt Helbred, samt Rosa Price *). Den yngre Slægt, Juliette, Sofie, Carl og Valdemar Price kjende jo alle godt, navnlig fra det kgl. Theaters Ballet.

Til Historierne fra Vesterbro hører ogsaa den om Taskenspilleren "Professor" Linsky, der ligeledes gav Forestillinger paa Morskabstheatret. Det var en smuk Mand med et elegant, vindende Udvortes. Han gjorde megen Lykke hos det smukke Kjøn og særligt hos en paa Vesterbro boende ung og smuk Pige af god Familie. Hendes Forældre modsatte sig paa det bestemteste Forbindelsen og modstod hendes Bønner og Taarer. Men en skjøn Dag slap hun ud gjennem Vinduet i sit Værelse, Linsky havde skaffet Kongebrev, og Dagen efter bleve de elskende viede af Præsten paa Frederiksberg. Sorgen herover var stor i Familien, men derved var jo intet at gjøre, og kort efter forlod Linsky Kjøbenhavn med sin unge Kone. Et Par Aar efter tildrog sig en sørgelig Begivenhed. Linsky gav Forestillinger i Wien, og hans Kone hjalp ham dermed. Blandt hans Kunster var ogsaa en, hvorved den unge Kone skulde lade skyde paa sig af en Række Soldater. En af disse havde af en sørgelig Fejltagelse taget et skarpt ladt Gevær, og da Salven gik af, laa Linskys Hustru livløs henstrakt i sit Blod. Linsky, der oprigtig havde elsket hende, tog sig hendes Død saa nær, at han ikke længe overlevede hende.

__________

Morskabstheatret fik, som omtalt, en temmelig farlig Konkurrent i Vesterbros nye Theater, opført i 1834 af Filippo Petoletti, der som Linedandser og Ekvilibrist havde været knyttet til det Price'ske Selskab og var beslægtet med denne Familie. Henlagt i Byens umiddelbare Nærhed paa en Grund ved det nuværende Tivoli, indtog det en betydelig Plads i Kjøbenhavnernes Forlystelsesliv. Oprindelig var det bestemt for Pantomimer og ekvilibristiske Forestillinger, men af dets paafølgende Ejer, Arkitekt Petersen, blev det indrettet saaledes, at det afvexlende kunde benyttes som Cirkus og som Theater. Til dette Theater knytter der sig mange og forskjellige Minder. Her Var det, at Fouraux, Tourniaires, Gautiers, Guerras, Ducrows og Hinnés Beriderselskaber optraadte, og man glemmer

__________

*) Adolf Price døde 1890; Rosa Price ligeledes forlængst død, Udg. Anm.

 

74

ikke saa let Navne som Mad. Fouraux, Jfr. Tourniaire, men fremfor alt Damerne Lezinski, Kremzow og Mad. Tourniaire, om hvem det med Rette kunde hedde, at de havde udsmuglet af Kjøbenhavns Fæstning saa mangt et Hjerte og saa mangen en Bankoseddel. Især var Lezinski og Kremzow Dagens Løvinder. Naar de optraadte, var Cirkus propfuldt og Bifaldet stormende.

Vesterbro-Theater blev ogsaa flittigt benyttet af rejsende dramatiske Selskaber af næsten alle Nationaliteter, der fandt deres Fordel ved at hidflytte Thespiskarren hertil. Jeg minder om Bornholdts og Schlemüllers Selskab, der her gav Operaer i det tydske Sprog. Dette Selskab talte flere respektable Kræfter, saasom Demoiselle Fischer, Mad. Christiany, Bassisten Fackler, Ægteparret Urspruch, Sangerinden Mad. Ubrich. Der opførtes flere gode Operaer, saasom "Jægerbruden", "Wilhelm Tell", "Lestocq", "Bortførelsen fra Seraillet", "Maskeballet" og Boyeldieus "Johan af Paris". I sidstnævnte Opera gjorde Tenoristen Seest saa megen Lykke, at det kgl. Theaters Chef, Holstein, blev formaaet til, skjønt efter megen Modstræben, at engagere ham. Seest var født i Byen Slesvig, han talte kun meget daarligt Dansk, og det viste sig ogsaa ved hans forskjelligte Debuter, blandt andre som Robert af Normandiet, at hans Engagement var langtfra det heldigste. Man fandt, at "slesvigsk Smør" var ligesaa uheldigt som dansk hos en Tenorist, og det varede ikke længe, før han blev henvist til en Korsangers beskedne Stilling.

Megen Lykke gjorde et andet tydsk Selskab, saa vidt erindres under en Hr. Muncks Direktion, der opførte tydske Farcer og Folkekomedier. Blandt Personalet befandt sig de dygtige Kunstnere Wilcke og Zimmermann, som i Nestroys "Lumpacivagabundus", Raymunds "Der Verschwender" og Angelys "Fest der Handwerker" gjorde formelig Furore. Ved dette Selskab befandt sig den danskfødte Skuespiller Pallesen, som efter at have gjort megen Lykke i "Den rejsende Student" ligeledes blev engageret ved det kgl. Theater, hvor han dog trods sit betydelige Talent kun blev en kort Tid, da han paa Grund af sit stridbare Gemyt og sin Lyst til det omflakkende Liv ikke kunde finde sig til Rette derved. Senere afvexlede ikke faa Theatertruper med Beriderselskaber. Der var flere franske Selskaber, saasom Armands særdeles gode; der var spanske Dandsere, blandt hvilke især den smukke Dolores Serral gjorde Opsigt, og selv "Vennerne hinsidan Sundet" lode sig repræsentere af et Selskab, der imidlertid ikke videre tiltalte. Her var det og-

 

75

saa, at det første italienske Operaselskab under Mario vakte Kjøbenhavnernes Enthusiasme, inden det flyttede til Hoftheatret, og for en Snes Aar siden blev der atter her opført Operaer af Robertis tydske Selskab, i hvilke Tenoristen Prehlinger og Sangerinderne Pollack og Babette Müller vakte fortjent Opmærksomhed. Et karakteristisk Selskab var fire Dværge fra Bøhmen, der gav dramatiske Forestillinger. Senere blev det mere nationalt, idet forskjellige danske Provinds-Skuespillerselskaber her nærmest om Sommeren opslog deres Paulun. Her forevistes tillige Panoramaer o. desl. Theatrets Grund hørte til Kjøbenhavns Fæstningsterræn og var paa en vis Maade Lejejord, hvortil den Forpligtelse var knyttet, at Theatrets Ejer skulde lade det nedbryde, naar Nødvendigheden krævede det. Efter at Terrænet var blevet Kommunens Ejendom, skete Nedbrydelsen i 1876; men hvorvidt den var en Nødvendighed, synes dog tvivlsomt, thi Tomten henligger endnu ubebygget *).

__________

Naar man for tredive Aar siden eller endnu længere tilbage traadte ind i Frederiksberg Allee, hørte man strax en stærk Klokkeklang. Den lød fra Møllers Voxkabinet, og traadte man nærmere, saa man under Verandaen to Figurer, hvoraf den ene var en Klokker, den anden en Portner. Klokkeren røgtede sin Forretning med en beundringsværdig Udholdenhed; uden at bekymre sig om Udenverdenen haandterede han sit Instrument, som om det var en Bestanddel af hans eget Jeg, hvad det sagtens ogsaa var. Han ringede for at kalde Folk til Voxkabinettet, og det lykkedes ogsaa, thi der var store Rariteter at se for en billig Penge: Masker af store Afdøde, Frederik den Store og Karl den Tolvte i Legemsfigur, som de gik og stod, Automater, leende og grædende Børn, en Amagerpige, som kunde dandse, naar Spilleværket blev trukket op, og andet lignende. Men ogsaa disse Sjældenheder og Kuriositeter have maattet yde deres Tribut til Forgængeligheden, de ere forsvundne og der, hvor Voxkabinettet var indtil for en Snes Aar siden, er der nu et Vaaningshus.

Til Frederiksberg Allees Specialiteter hørte i den Tid, jeg har for Øje, Monigattis Pavillon, beliggende til højre i den saakaldte Runddel. Dengang var det meget sjældent, at der var Sangere og Sangerinder paa Beværtningsstederne eller

__________

*) Det gamle Vesterbros Theater var beliggende tæt op til Tivoli-Terrænet, omtrent hvor nu Tivoligade er anlagt. Udg. Anm.

 

76

76.png

anden musikalsk Underholdning. Bierfiedlere og Sangere, der drog om i Gaderne og opvartede med Musik og Sang, skuende længselsfuldt op til Vinduerne, havde vi vel en Del af; i Teltene i Dyrehaven producerede sig vel Harpepiger og Guitarister, thi Harpe og Guitar vare den Gang yndede Instrumenter, men fremmede Dyrkere af den ambulante Polyhymnia, som senere gjæstede os i Hobetal, indtil de for endel afløstes af indfødte "Kunstnere og Kunstnerinder" i Sangerpavillonerne, naaede sjældent saa højt op til Norden, da Rejsen saavel til Lands som til Vands var baade vanskelig og kostbar, og Haabet om Fortjeneste ikke stod i Forhold til Risikoen og Faren. Dette maatte den Feruzziske Familie bekjende. Denne Familie, tydsk af Fødsel, bestod af Fader, Moder og endel voxne Børn, som dels producerede sig paa forskjellige Instrumenter, dels udførte Vokalnumere, da flere af Familiens Medlemmer besad smukke Stemmer. Saavidt erindres var det i 1823, at Familien Feruzzi kom hertil og begyndte at give Koncerter paa Hoftheatret og i Knirschs Sal i Hotel d'Angleterre. Denne Begyndelse var nu ret glimrende, men desto sørgeligere var Slutningen. Formodentlig, var den musikalske Sands ikke dengang saa meget udviklet hos det kjøbenhavnske Publikum, at det ret kunde vurdere den Ferruzziske Families Præstationer; Besøget blev ringe, Fortjenesten rettede sig naturligvis derefter, ingen kunstelskende Mæcenas havde Barmhjertighed nok til at tage de arme Feruzzer under sine Vingers Beskyttelse, og tilsidst drog de om fra Værtshus til Værtshus for paa denne kummerlige Maade at friste deres Liv, indtil et barmhjertigt Skib førte dem bort fra det utaknemmelige Kjøbenhavn, der dengang saa ilde vidste at skjønne paa sande Fortjenester. I Heibergs Vaudeville "Den otte og tyvende Januar" mindes denne Familie i følgende Vers af fjerde Borger:

 

77

"Musikanter er det, som
Grüne Petersilie
Give vil for Skillingen.
Muligvis er det og den
Ferruzziske Familie."

Det kan imidlertid næsten antages, at den nævnte Families Spil og Sang paa offenlige Steder har givet Kjøbenhavnerne Smag for denne Art Forlystelse; i det mindste er det afgjort, at siden den Tid fulgte en Del Beværtningssteder, især udenfor Kjøbenhavn, i Erkjendelse af deres rette Tarv, det givne Exempel og forsynede sig med slige Kunstnere for at lokke Gjæster til sig. Blandt de allerførste var det Monigattis Pavillon. Denne var formedelst Varernes større Dyrhed for Størstedelen besøgt af det gentile Publikum, og for at bevare dette blev der taget Entrée, da der her tillige opvartedes med Sang og Spil, hvilket imidlertid aldeles ikke udelukkede, at Tallerkenen ogsaa gik omkring.

__________

77.png

               e første dyrkere af den tallerkenomsendende Polyhymnia, som udkaarede Monigattis Pavillon til deres Paulun, vare Tyrolere, der ved deres nationale

 

78

Sange og Jodlen gjorde megen Lykke. Pavillonen blev da talrig besøgt, og selv det smukke Kjøn af Kjøbenhavns Elite begyndte at indfinde sig; men dette blev i en endnu højere Grad Tilfældet, da Italienerne Perricini og Annato med sidstnævntes Hustru bleve engagerede af Monigatti for at give Aftenunderholdninger. Ligesom de fleste Italienere kunde hverken Perricini eller Annato rose sig af at være kunstnerisk uddannede Sangere, men deres Stemmer vare smukke, deres Sange ligeledes, og de gjorde stormende Lykke, hvoraf naturligt fulgte, at Fortjenesten stod i Forhold dertil. Annatos Kone spillede Violin, men sang ikke; de to andre akkompagnerede sig selv med stor Virtuositet paa Guitar og Mandolin, og de lod det ikke blive ved paa en ligefrem Maade at foredrage deres Sange, men de sang navnlig Buffoduetter i Karakteren og gav dem en dramatisk Udførelse, som havde noget uvant og højst tiltrækkende for Publikum. Derhos udøvede det fremmede, smukke Tungemaal, hvori de foredrog deres Sange, et mægtigt Trylleri, og det kan muligvis antages, at det er disse Sangere, Perricini og Annato, der allerførst have vakt Smagen for italiensk Sang og Musik hos os Kjøbenhavnere. Om Ægteparret Annato fortælles der, at det rejste til St. Petersborg, hvorfra Annato paa Grund af saavel mundtlige som skriftlige uforsigtige Yttringer blev transporteret til Siberien; Perricini derimod giftede sig med en Kjøbenhavnerinde og fæstede Bo her for bestandig.

Den Furore, som de nævnte italienske Sangere gjorde, overstraaledes om muligt endnu af Kjøbenhavnernes Begejstring for et Par franske Sangerinder, der nogle Aar efter en Sommer spillede og sang i Monigattis Pavillon. Vore unge Løvers Hjerter vare dengang ligesaa let fængelige, som de ere det nu, naar et Par smukke Øjne udskyde Brandpile. Sangerinderne vare franske, og de vare smukke, og de brugte deres Øjne med en ualmindelig Færdighed - og hvo kan saa undres over, at der skete et græsseligt Nederlag. Hertil kom, at disse Sangerinder ankom hertil i den Periode, da, som det hed, Folkebevidstheden var vækket af Sin Dvale, da Frihed, Lighed og Broderskab vare Ord, som især den unge Verden førte i Munden. Hvilken Lyst var det da ikke, naar disse Sangerinder, ganske friske hidkomne fra Revolutionens Arnested, istemte Marseillaisen og Parisiennen; hvilken Gammen at støde med Stokken mod Gulvet som Akkompagnement, og naar de saa istemte Omkvædet: "Aux armes, citoyens! Formez vos bataillons!" troede de i Begejstringens Hede, at de af Gud-

 

79

dommen vare udkaarne til at udfri Fædrelandet af Absolutismens haarde Aag og bringe det den ene saliggjørende Frihed. Men for at forene det nyttige med det behagelige, gik jævnsides med Frihedssværmeriet ogsaa Courmageriet sin Gang, og det hed, at de franske Damer her stiftede adskillige ømme Liaisons.

Monigatti sørgede ikke alene paa denne Maade i det Indre af sin Pavillon for sine Gjæsters Underholdning, - ogsaa udenfor samme beredte han Publikum en Adspredelse, som man dengang satte langt større Pris paa end nu, nemlig ved i Runddelen at lade afbrænde smaa Fyrværkerier, ved at lade Balloner gaa op osv. Derfor hørte Monigatti for nogle og tredive Aar siden til Kjøbenhavnernes maîtres des plaisirs, og hans Popularitet endte først med hans Død. Nogle Aar efter var ogsaa Tilladelsen til at have Pavillonen henstaaende i Runddelen udløben, og de nærboende Grundejere, for hvis Ejendomme den betog en Del af Udsigten, androg paa, at den skulde nedlægges. Men andre fandt, at det var Synd og Skam for et Sted, hvor man havde moret sig saa godt, og de henvendte sig med et Andragende til Domænebestyrelsen om, at den maatte blive staaende. En af dem, som havde underskrevet dette Andragende, fremkom tillige med en ejendommelig Grund. Han mente nemlig, at man burde bevare Pavillonen med dens skinnende Lamper som et frelsende Fyrtaarn for den vejfarende, som uden en Lygte i Haanden vovede sig ind i Alleens Bælgmørke og ved hvert Trin stod Fare for at løbe mod et Træ, eller, hvad der var langt værre, at styrte ned i en Grøft og begraves i Mudderet. Men det hjalp ikke; en skjøn Dag var der et tomt Rum der, hvor Monigattis Pavillon havde staaet.

__________

En af de skjønneste Ejendomme, som laa paa højre Side i Alleen nærmest Monigattis Pavillon, var Mægler Gersons Lyststed. Selve denne firkantede, hvidmalede Bygning var vel ikke videre anseelig, men det skjønneste var Haven, hvorpaa Ejeren, som i sin Tid hørte til den kjøbenhavnske Handelsstands rigeste Matadorer, havde anvendt meget betydelige Summer. Den havde en meget stor Udstrækning og var egenlig mere en Park end en Have. Der var her udmærket smukke Blomsterpartier, Græsplæner, Drivhuse, hvori der fandtes exotiske Væxter og de sjældneste Trær, som man

 

80

næsten aldrig træffer i private Haver. De, som jævnlig havde besøgt denne Have og glædet sig ved det rige Flor af udsøgte Planter, saa ogsaa med tungt Sind alle disse Herligheder forsvinde, da Ejendommen, efter at være gaaet over i andre Hænder, blev forvandlet til det store Forlystelsessted Alhambra, hvilket Georg Carstensen opførte som en Medbejler til det af ham anlagte Tivoli, efter at det var ham nægtet paany at blive dets Bestyrer. Alhambras Lidelseshistorie, der medførte Tabet af store Summer, og hvorved det især gik ud over de arme Haandværkere, er endnu af saa ny Datum, at den er i frisk Minde hos de fleste. For omtrent tolv Aar siden blev det nedbrudt og paa dets store Terræn er der anlagt Tværveje til Gl. Kongevej og opført en Del anseelige Bygninger. -

Ældre Folk kunne maaske huske en Vise, som blev sunget i deres Ungdom til en Melodi af "Elverhøj", og hvis første Vers var saalydende:

"Herligt en Aftenstund
Ta'e til Charlottenlund,
Spise en god Karbonade,
Bedre i Sommervejr
Tage til Frederiksber',
Slaa Madam Lynge en Plade."

Naar et Navn er indført i en Vise, der er i alle Folks Mund - og det var dengang denne Vise, - kan man være aldeles forvisset om, at hvad enten dette Navn har en god eller en slet Klang, er det i ethvert Tilfælde populært og bekjendt for alle og enhver. Og det var i god Forstand Tilfældet med den nævnte Mad. Lynge, som omtales i Visen. Denne Mad. Lynge havde en Restauration og Beværtning i Hovedbygningen til det nuværende "Alleenberg"; den havde ved temmelig høje Priser garderet sig mod blandet Besøg, men Varerne vare, som Rygtet almindeligt gik, udmærkede. Om Mad. Lynge egnede sig til Gjenstand for slige Efterstræbelser som dem, der antydes i Verset ved det yndede Ord "Plade", skal jeg ikke kunne sige, men saa meget er sikkert, at med eller uden Plader var Besøget i Reglen meget anseeligt, og Mad. Lynge særlig yndet for god og reel Behandling. Saavidt vides havde hun kjøbt denne Ejendom af Mægler og Agent B-, og fra hende gik den over til en af Matadorerne blandt Kjøbenhavns Øltappere, Jørgensen i Kronprindsens-

 

81

gade. Under Mad. Lynge var den til Alleenberg hørende Have hverken synderlig smuk eller tiltrækkende; den var beplantet med Frugttræer og Køkkenurter, og kun et Par kølige Lysthuse tjente Gjæsterne til Tilflugtssted i de varme Sommerdage. Jørgensen var den første, der faldt paa at drage større Nytte af Haven, og det var ham, som her opførte den Pavillon, der senere, efter at være forandret og ombygget, udgjorde Alleenbergs væsenligste Prydelse. Den var en blot og bar Træbygning, uden videre Elegance og inddelt i forskjellige Rum; men allerede den Gang frembød den en særegen Mærkværdighed. Det var her, at Magister Lindberg boede, det var her, at han prædikede for sine Tilhængere, det "danske Samfund", og holdt Sammenkomster med dem, indtil Politiet fandt sig foranlediget til at sætte en Pind for disse Konventikler.

Intet lader nu ane, at Alleenberg saaledes engang var Samlingsstedet for de saakaldte "Hellige", der i deres hele Væsen og Færd afgav en grel Modsætning til det gemytlige og lystige Folkeliv, for hvilket Alleenberg i flere Aar var Brændpunktet, efter at det af Øltapper Jørgensen i Marts 1851 var afhændet til Chokoladefabrikant Christian Kehlet. Under den driftige Mands og senere efterlevende Enkes Hænder hævede Alleenberg sig til et af Kjøbenhavnernes meest yndede Forlystelsessteder. Her fremstod efterhaanden smukke og tiltalende Anlæg: Lysthuse, hvoraf et kinesisk med Hornmusik, Løvhytter, Karussel, Skydebaner, et Theater osv. Fra den sirlige Pavillon straalede Gasblussene fra et eget Gasværk mange Aar, forinden selve Kjøbenhavn fik dette Belysningsapparat, og Sangere og Sangerinder, ægte og uægte Tyrolere, producerede sig for et næsten altid overfyldt Hus, medens den med Asfalt belagte Plads udenfor samme ydede et køligt Hvilested, naar Trængslen og Varmen i Pavillonen blev for trykkende. Der gaves Fyrværkerier, større Festligheder, blandt hvilke især Georginefesterne vare smukt arrangerede; der var til Theatret engageret et eget Pantomimeselskab, og saaledes var det ikke til at undres over, at dette Etablissement, medens Kehlet levede, og medens hans Kone efter hans Død med Iver og Dygtighed førte Regimentet, var opfyldt af besøgende baade Søgn- og Helligdage. Men det varede ikke længe, før det i sin Nabo "Sommerlyst" fik en mægtig Konkurrent, og da Mad. Kehlet trak sig tilbage, havde ogsaa Alleenberg kulmineret. Det gik i faa Aar over til flere Værter, som trods alle Anstrængelser ikke mægtede at bringe det tilbage til,

 

82

hvad det engang havde været. Dog er det endnu godt besøgt, især er Vrimlen stor om Søndagen, og Karusselbanen afgiver et yndet Samlingssted for Kjøbenhavns Garnison med dens respektive Kjærester. For Konfirmanderne af Almueklassen er det næsten en Forpligtelse at tage sig en Tur paa Karussellen, naar de have hentet "Seddelen" hos Præsten. Det er en Forberedelse til Overgangen til Livets store Karussel.

__________

82.png

Paa vor Vandring til Opfriskning af de gamle Minder fra vor Ungdom ere vi nu komne til Runddelen ved Frederiksberg. Vi behøve ikke, som i en langt tilbageliggende Tid, at vente paa, at Schweizeren eller Portnerkonen skal lukke os ind gjennem Jernporten, dersom vi ere til Vogns, eller, hvis vi er til Fods, at bane os en Vej gjennem Bommene ved Enden af Alleens Gangstier. Baade Jernport og Bomme ere borte, og intet standser vor Gang, undtagen det skulde være den store Masse af Sporvogne og Drosker, som her have deres Stader. Og heri viser sig den mest paafaldende Modsætning mellem før og nu. Runddelen var dengang ryddelig, og man saa kun en enkelt Herskabsvogn holde udenfor Jernporten til Haven, eller man saa af og til en Arbejds- eller Bondevogn passere tværs igjennem fra Pilealléen til Frederiksberg By eller omvendt. Ellers var her stille og roligt, især om Hverdagen, kun Fastelavns Mandag var Runddelen Skuepladsen for en ejendommelig national Forlystelse, og da gjenlød den af Støj og Latter, og

 

[83]

83.png

 

84

Pladsen var fyldt af en næsten uoverskuelig Menneskemasse. Thi paa denne Dag blev Katten her slaaet af Tønden. Midt paa Pladsen var anbragt to Stænger, og mellem disse hang den sirligt udsmykkede Tønde. Der var en Tid, da Beboeren var en virkelig levende Kat, der saaledes var Gjenstand for de grusomste Pinsler, og undertiden, naar Tønden var slaaet i Stykker, foer rasende ud paa den nærmeste af sine Tyranner og bed sig fast i ham. Men det varede ikke længe, før denne Grusomhed blev forbudt, man tog nu en udstoppet Kat, og senere var det kun en udpyntet Dukke. Om disse Stænger red nu Bønderkarle fra Sognet, med hvide Buxer, sølvknappede Trøjer og flagrende røde Baand om Hattene, i flyvende Fart paa skindmagre Heste og slog med drabelige Knipler løs paa Tønden, indtil Baandene løsnedes og Dukken fløj ud - og hvem var det, der altid var i Spidsen for denne Skare? Det var ingen ringere end Matadoren for alle Værtshusholdere og Restauratører - Lars Mathiesen i egen høje og tykke Person. Og naar saa Tønden havde faaet sit Banesaar, og den, som havde udført denne Heltegjerning, under Støj, høje Raab og Latter var udnævnt til Kattekonge, saa drog den lystige Skare, atter med Lars Mathiesen i Spidsen, til dennes hyggelige Beværtning foran til venstre i Frederiksberg Byes Alleegade, og Dagen endte med et Skrald, som kun Lars Mathiesen var i Stand til at levere. Det nærmere om denne gemytlige Vært vil senere blive omtalt.

En anden Folkefest, hvortil der altid indfandt sig en stor Del Kjøbenhavnere som Tilskuere, var at "ride Sommer i By", der fandt Sted paa Valborgs Dag (den 1ste Maj), og hvori Sognets Bønder, gamle og unge, med Iver deltog.

__________

 

85

85.png

Det er Sommer, og Kongen bor paa Slottet. Det viser sig deri, at en rød- og gulklædt Portner, med den store Stok med Sølvknappen, sidder paa sin Plads paa en Bænk ved Indgangen til den lille Forhave. Men før vi trænge ind i Havens Indre, ville vi fortælle lidt om den og Slottet fra den ældste Tid og fra Frederik den Sjettes Dage.

Frederiksberg Slot er bygget mod Slutningen af det syttende Aarhundrede af Frederik den Fjerde paa en temmelig høj Bakke, der i ældre Tid skal have baaret Navn af Thulleshøj. Som det lader til, havde Frederik den Fjerde altid havt en stor Forkjærlighed for dette Sted og denne Egn, thi i sin første Ungdom lod han paa det Sted, hvor Indgangen til Haven nu er, bygge et Lyststed, der efter ham kaldtes Prindsens Gaard og nok er den samme, som nu tjener Slotsgartneren til Bopæl. Paa sin Udenlandsrejse og navnlig under sit Ophold i Italien fik han Smag for en simplere og ædlere Arkitektur end den, man hidtil kjendte i Danmark, og dette viste han, da han endnu som Kronprinds lod paabegynde Opførelsen af Frederiksberg Slot. I Begyndelsen var dette indskrænket til Hovedbygningen, men senere, efter at han havde tiltraadt Regeringen, lod han opføre de to Sidefløje, medens de øvrige mod Syd beliggende Bygninger bleve tilføjede af hans Søn og Efterfølger, Christian den Sjette. Langs de sidstnævnte Bygninger, der bøje sig i en Runddel, gaar der en Arkade. Det hele er opført i en simpel og ædel Stil; det har ingen Taarne, ingen Kuppel og er kun sparsomt prydet med Billedhuggerarbejder; men intet heraf savnes. I al sin Fordringsløshed har Slottet noget ædelt og ophøjet, og i ethvert Tilfælde bøder den hensigtsmæssige indre Indretning, men især den fortryllende Udsigt paa Manglen af ydre Pomp. Fra øverste Etage og fra Altanen svæver Blikket ud over de

 

86

mest tiltrækkende Punkter. Mod Syd ser man Søen mellem Sjælland og Amager, og saa over denne frugtbare Ø atter Havet, en Del af Egnen om Kjøge Bugt og Stevns Kridtbjerge; i Forgrunden ligger Valby med sine hvide Huse og kornrige Agre. Mod Vest øjner man Roskildes Taarne. Mod Nord viser sig Slotshaven med Havet til Baggrund og mod Øst det herrlige Panorama af Kjøbenhavn, der ogsaa kan ses fra den saakaldte Smallebakke i Haven, og herfra kan Blikket strejfe over til den skaanske Kyst. I Slottets nederste Etage halvt under Jorden var der et smukt Kapel, hvor der, medens den kongelige Familie havde Sommerophold paa Slottet, holdtes Gudstjeneste, og tillige førte en underjordisk Gang i en lang Strækning til Køkkenet, til Staldene, Vognremiserne og Ridehuset. I Slotsgaarden var der i ældre Tid et Springvand, hvorom det i et Digt af Bendix Didrichsen, der udkom 1705 og indeholdt en ligesaa udførlig som begejstret Skildring af Frederiksberg Slots og Haves Herligheder, hedder:

"Saasnart man Foden da faaer inden denne Laage,
Saa seer man strax, hvor høit Fontainen op kan kaage,
I Favnemaal udaf sin bøssepibet Hals
Sit færske Vand, at det for hver Mand er tilfals.
(Tænk dog! Hvad Møie man har havt saa høit at lede
Fra Peblingsøen ud, at Biærget saa kan svede
Det isekolde Vand op af sin indre Part
Og lønlig Blærestreng med slig en Force og Fart!)."

I samme Digt gives en Skildring af Slottets Indre, der indledes paa følgende Maade:

"Kom nu kun indenfor med mig en Haandevende,
Og let Dit Øie op, saa skal Du selv bekiende,
At al den store Pragt, Du saae foruden til,
Slet intet andet er, end lutter Børnespil
Imod det Værk, som her indvendig for dit Øie
Fremstilles og kan saa Beskueren fornøie,
At hvem, som skiønne kan paa nogen Kongepragt,
Han tage nu sig selv og sin Fornuft iagt.
Dog holdt: og studs Dig her midt paa den Marmortrappe,
Og gak ei ind, før Du den Overdeel og Kappe
Beseer, som klæder saa den Indgangs-prægtig Dør,
Og giør Dit Knæfald først for den, som det Dig bør.
Du strax da mærker af de tvende Gibseløver,
Som bær det store Navn i deres Kløer og Kløver (?)
Og overskygget med Guldkronens takket Sol,
At indenfor der vist staaer en Monarche-Stol.
Gaa saa kun dristigt ind, og bed at man oplukker
Dig hvert Gemak, som Du i Knæ Dig for nedbukker

 

87

Og bliv ei sandseløs og ikke sinde-lam,
Nu Du faaer Øie paa den Demant-Perle-Kram,
Ønsk nu Du var saa fuld besat med Øine-Luer,
Som for Prophetens Hiul, at Du de Kongestuer
Kund' gjennemgabe nok med Næse, Mund og Hals,
Ønsk, at der Øine var paa Børsen nu tilfals.
Men brug de to, Du har, Du faaer ei fleer at kiøbe,
Og lad dem nøisom i Gemakkerne omløbe."

Derefter gaar Forfatteren over til poetisk at beskrive de forskjellige Gemakker: Tronsalen, Kongens Paradegemak, hvorved han ikke undlader at strø Virak for denne "Nordens Salomon", Dronningens Gemak, "straaltindrende af lutter Sølv og Guld", Kongesengen med

"de sødeste Gardiner,
Omvirkede med Guld i Kiærlighedens Miner
(Gud lad den blomstre skiøn og evig frugtbar staae,
At Norden udaf den maae evig Scepter faae!)."

Endvidere skildrer han Tapeterne med de indvirkede Billeder, Loftmalerierne, Portræterne, kort sagt løst og fast, med en Begejstring og Fylde af Ord og Udtryk, som Nutidens Poeter maatte misunde ham. En anden Digter har i en langt senere Tid skildret Slottet, men paa en hel anden Maade. Hvo mindes ikke Adam Oehlenschlægers "Frederiksberg", hvori han med glødende Farver har nedlagt de skjønne Indtryk fra sin Barndom og sin første Ungdom. Her om Vinteren, naar Slottet stod ensomt og forladt, vankede han alene om i de høje Sale. Her rørte sig i hans Bryst den guddommelige Gnist, her vaktes hans Sands for Kunsten. Her var det, at han, naar han kom hjem fra Degneskolen i Frederiksberg By, der "saa ud som en Svinesti", og hvor han sad paa Bænk sammen med, en Hob lasede Drenge, fandt en velgjørende Adspredelse ved at betragte Malerierne og bygge Luftkasteller:

"Her nar ieg vanket i tidlige Morgen,
Herlige Timer tilbragte jeg her.
Følte ved Sneens oplivende Skjær
Kunsten, hvis Genius byggede Borgen.
Huldt Malerier
Barnet indvier
I den fortryllende brogede Kunst.
Lidet jeg mærkte til Taagernes Dunst,
Yndige Landskaber, deilige Kvinder,
Hjertets fortryllende første Veninder."

Ingen anede dengang, at den lille smukke rødmussede Dreng med de klare, venlige Øjne, iført et højst ejendommeligt Ko-

 

88

stume, bestaaende af en højrød Kjole, der havde tilhørt Kronprinds Frederik, og et Par æblegrønne Benklæder, der vare syede af et gammelt Billardklæde, engang skulde blive sit Fædrelands Stolthed og Hæder.

__________

Efter at have dvælet ved Slottet, skal jeg nu omtale Haven, dets skjønneste Prydelse. Oprindelig var den anlagt i den stive franske Stil; dengang ansaas Symmetri for ligesaa nødvendig ved en Have som ved en Bygning, En Have maatte bestaa af snorlige Alleer og klippede Hækker, der snart forestillede Mure, Taarne og Fæstningsværker, snart Kupler og Pyramider, ja endog Mennesker og Dyr. Træerne maatte være beklippede i bestemte Former, Blomsterpartierne vare anlagte som mathematiske Figurer, og overalt anbragtes Statuer i en bestemt Orden. Næsten i denne Smag var Frederiksberg Have anlagt, og noget lignende kan endnu findes i Frederiksborg Slotshave. Et Prospekt af Frederiksberg Slot og Have fra 1764, set fra Midten af Haven, giver en Idé om dens daværende Udseende. Op til Slottet, hvor Terrasserne nu ere, gik en Bakke, som paa begge Sider var beplantet med regelmæssigt klippede, i en bestemt Orden staaende Trær, der vare garnerede med Buxbomshækker. Slotstrappen strakte sig næsten ned til Bakken, og nedenfor denne befandt sig et højt Springvand. Endvidere var der hist og her store Grønninger, hvor der var hensat Laurbærtræer i store Ballier; der var tillige fire runde Damme, og i en af disse befandt sig en lille Ø med det kinesiske Tempel, som endnu existerer. Fasaneriet befandt sig der, hvor Fasangaarden nu er, og strax ved Indgangen til Haven - der, hvor der er Blomsterpartier paa begge Sider - var der et anseligt Menageri, indtil nogle Aar før Frederik den Sjettes Tronbestigelse, da en sørgelig Ulykke bevirkede, at det blev nedlagt, og at det forbødes for Fremtiden her at huse eller fremvise fremmede glubende Dyr. Begivenheden blev i min Barndom fortalt saaledes: I et Bur befandt sig en stor og prægtig Løve. En Dag havde Vogteren været til Alters, og da han lige fra Kirken i sine sorte Klæder traadte ind til Løven, slog denne, som ikke gjenkjendte ham i denne Dragt, sine mægtige Klør i ham, og efter at have tilredt ham forfærdeligt, flygtede den ud af den aabentstaaende Gitterdør og tog Vejen gjennem Haven, udbredende Skræk til alle Sider. Der blev gjort Jagt paa den, og omsider blev den

 

89

skudt ved et Træ, som endnu staar ved Sidevejen til Josty's Pavillon. Vogteren døde et Par Dage efter som en Følge af de Lemlæstelser, Løven havde tilføjet ham.

Det var først i Slutningen af det forrige Aarhundrede, at man begyndte paa at omdanne Frederiksberg Have til, hvad den nu er. Impulsen hertil kan med Føje siges at være udgaaet fra den berømte Landskabsgartner Hirschfeldt, som i sin "Theorie der Gartenkunst" i høj Grad dadlede den stive og kunstlede Stil, hvori Haven var anlagt, og tillige gav Anvisning paa Anlæget af en Park paa Slottets søndre Side mod Valby. Dette blev ogsaa fulgt, idet man i 1784, da Frederiksberg i Stedet for Fredensborg udkaaredes til Kongens Opholdssted om Sommeren, begyndte at anlægge den nuværende Søndermark. Dette Anlæg var alt i 1787 i den Grad fremmet, at Prof. O. Wulff i "Morgenposten" nævnte Aar kunde sige: "Kjærkomment maa det være os, naar vi blive vaer, at der opstaaer en Landstrimmel, ikke fjern fra vore Volde, hvor Smag og Skjønhed, understøttet af den veldædige Kongehaand, fremlokker Naturens Yndigheder, hvor vi stundom, omringede af de stille landlige Glæder, kunne forgjætte Byens kjedsommelige Tummel. Søndermarken er denne Uskyldighedens Fristed. Her har Kunsten og Naturen rakt hinanden Haanden og fremledet Skjønheder, hvorover Øiet smilende studser. Søndermarken er ved sin rummelige Udstrækning, sine Skovbuske, sine nydelige Smaahøie, ligesom dannet til at vise yndige Afvexlinger. Den Kant af Haven, som bøier ud til Valby, var særdeles skikket til at modtage nogle ukunstlede Prydelser. Her kneise de toppede Høie, herfra skuer Synet ud over frugtbare Sletter og Landsbyernes stille Vaaninger. Paa Høiens skjønse Sider skjærper Bonden sin Lee, Græsset svinder for hans Hug, og de vellugtende Høbunker fremstaa for vort Øie", osv.

Det synes at fremgaa af denne Beskrivelse, at Søndermarken i sin Nyhed var tilgængelig for Publikum. Men var det dengang Tilfældet, saa varede det kun kort; Søndermarken blev lukket, og foruden den kgl. Familie havde kun nogle faa privilegerede Adgang dertil. Men hvorom al Ting er, saa lader det til, at den rene Smag, som paa en smuk og tiltalende Maade havde gjort sig gjældende ved Søndermarkens Anlæg, derfra ogsaa snart begyndte at udstrække sig til Frederiksberg Have; der er Grund til at antage, at det først blev overdraget til den kgl. Slotsgartner ved Frederiksborg, J. L. Mansa, at forandre Haven saaledes, at den engelske Smag gjorde sig

 

90

gjældende ved Siden af den franske, og siden blev Omdannelsen fortsat under Overhofmarskal Hauchs kyndige Tilsyn. De stive, klippede Hækker forsvandt, Træerne fik Lov til at udbrede deres Bladehang, Græsplænerne udvidede sig; der anlagdes Terrasser, og de fire Damme bleve forvandlede til Kanaler med Broer, som paakryds og paatværs gjennemskar Haven. Som den nu er, hører den ved sit Omfang, sine skjønne Udsigter, sin Afvexling af Bakker og Dale, sine Kanaler, sine skyggefulde Alleer, sin Rigdom af høje Løvtrær til de skjønneste Lysthaver i hele Europa.

Men Kjøbenhavnerne vide ogsaa og have altid vidst at sætte Pris paa Haven og dens Skjønheder, paa dens friske Luft og dens svalende Skygger. Hvilket livligt Billede frembyder den ikke en Søndag. Gangene ere som besaaede med pyntede Folk, Bænkene ere tæt besatte, hos Josty ere Pladserne optagne, og i Græsset lejrer man sig om Madkurven, af hvis Indhold, ogsaa Svanerne faa deres Part. Saaledes nu og saaledes i Fortiden om Sommeren, naar den kongelige Familie boede paa Slottet. Digteren synger:

"Hist seer jeg Søndagsfloden,
Som grønne Træer indfatte,
Som bølger frem i lange, tætte Gange.
De Skjønne klædt paa Moden,
Med Shavler og med Hatte,
At gjøre Byens Sønners Hjerter trange;
Jeg seer Soldater lange,
Matroser korte, Borgere med Stokke,
Tyklivede Madamer
Og børnbehængte Ammer,
De muntre Drenge-, søde Pige-Flokke,
Hist selv en Fader trækker
Sin Glut i Vogn til dine Blomsterhækker".

Men der gaves ogsaa mørke Punkter i denne Livlighed. Den saakaldte "De Elskendes Høj", der ligger i Nærheden af Kilden, hvor Vejen drejer om til det paa en Bakke beliggende Schweizerhus, minder om et saadant. Dette Navn hidrører fra et ungt Par, som aflivede sig her, fordi Pigens Familie modsatte sig Forbindelsen. Og ikke faa lignende Begivenheder har den smukke Have været Vidne til i dens ensomme Partier, men herved skulle vi nok vogte os for at dvæle.

__________

 

91

Frederiksberg Slot tjente, som tidligere anført, til Sommeropholdssted for de fleste danske Konger fra Frederik den Fjerde indtil Christian den Ottende. Hoflivet gav derfor Stedet og Omgivelserne et særegent, man kan maaske kalde det højtideligt Præg, især naar der gaves storartede Banketter i Anledning af fremmede fyrstelige Besøg, eller ved andre højtidelige Lejligheder. Hoffolkene, det store Tjenerskab, Officererne, Pagerne udgjorde en broget Koloni, undertiden af en temmelig tvivlsom Natur. Der spandtes Intriger, politiske og upolitiske, og de til sin Tid temmelig løse Sæder gav Anledning til megen Omtale. For Elskovseventyr og Stævnemøder frembød de mørke Buegange og de afsides liggende Gjemmesteder en gunstig Lejlighed, og Pagernes Spilopper, som undertiden gik betydeligt over Grændsen for det sømmelige, gav Stof til rig Underholdning. Disse Pager, hvoraf der var et betydeligt Antal, og som hørte til Landets første Familier, vare iførte en prægtig Uniform, bestaaende af en højrød Kjole med gule Underklæder, hvide Silkestrømper og Guldgaloner. De havde en egen Skole paa Slottet og en egen Hovmester, som, skjønt han ofte nok anvendte sin Myndighed paa en streng Maade, dog ikké kunde tæmme de unge Menneskers Kaadhed. Især under Christian den Syvende, som, medens han var sindssvag, opholdt sig her langt ud paa Efteraaret, slog Pagerne ret Gjækken løs og begik mangfoldige Udskejelser. Det hørte saaledes ikke til Sjældenhederne, at de gjorde Exkursioner til Frederiksberg By, trængte ind til Familierne, gjorde sig til Herrer over Fadebur og Kjælder, og vare en Skræk for de unge Piger. Der førtes Klager derover, men det nyttede kun lidet. Tilsidst blev det for broget, flere af Egnens Beboere rottede sig sammen, og en skjøn Aften fik Pagerne saa anselige Prygl, at de fandt sig foranledigede til at ophøre med deres Excesser, i det mindste paa dette Punkt.

Den 10de September 1858 afsløredes Frederik den Sjettes Statue i Frederiksberg Have ligefor Indgangen. Intetsteds var en mere passende Plads, thi Frederik den Sjette elskede Frederiksberg Slot og Have, her henlevede han en Del af sin Barndom og sin Ungdom, her tyede han ud, naar Sorger trykkede ham, her nød han et rent Familielivs tiltrækkende Glæder, og her befandt den kjærlige Landsfader sig midt iblandt sit Folk, som om Sommeren fyldte Haven. I sin Alderdom kunde han her mindes den Tid, da han ifølge Struensees Befaling, for, som det hed, at gjøre ham haardfør, tyndtklædt, med bart Hoved og undertiden med blottede Ben maatte gaa hele Ti-

 

92

mer udenfor Frederiksberg Slot i Regn og Slud uden anden Ledsagelse end sin Barndoms Legekammerat, den lille Tom Jones. Men hvis Hensigten med denne haarde Behandling virkelig var den, at styrke hans svagelige Legeme og at vænne ham til Tarvelighed og Forsagelse, som det jo hed, men af Struensees Fjender udlagdes paa anden Maade, saa opnaaedes den fuldstændigt. Trods sin spinkle Legemsbygning og sit af Naturen svagelige Helbred lykkedes det ham, ved ogsaa i sine Manddomsaar at udsætte sig for ethvert Slags Vejrlig og ved stor Tarvelighed i sin Levemaade, at naa en høj Alder. Denne Tarvelighed viste sig i hans Ydre, som i hans hele Væsen. For det meste var han iført en simpel Militærfrakke, men man saa ham ogsaa i en gammel sort Kjole og med en Voxdugskasket ikke sjældent med hurtige Skridt gjøre sig en Promenade paa Terrassen udenfor Slottet, ledsaget af sine Døtre Caroline og Vilhelmine, som han holdt inderligt af. Offenlig eller ved Audienser viste han sig i Generals- eller Admiralsuniform, hvoraf den første just ikke klædte ham synderlig godt. Han var temmelig uanselig og spinkel, hans Ansigtstræk vare ikke smukke, og de blonde Haar, som i hans Alderdom bleve sølvhvide, gav hans Fysiognomi noget blødagtigt, næsten noget undseeligt. Men hans blaa Øjne lyste af Venlighed og Godhed, og undertiden kunde de ogsaa, naar Bevidstheden af hans Værdighed vaagnede hos ham i al sin Styrke - og det skete ikke saa sjældent - lyne med Kongens Majestæt, I sin daglige Omgang var han jævn, ligefrem, og skjønt han just ikke havde Ordet i sin Magt, og i Reglen var kort og but i sin Tale, idet han stødte Ordene frem, saa vidste han dog altid at vække Tillid, hvortil især bidrog, at han, naar det blot var ham muligt, søgte at imødekomme alle billige Ønsker og sjældent lod nogen gaa utrøstet fra sig. Derfor kaldtes han ogsaa Frederik den Ejegode. Det var ingen Overdrivelse, men det var et virkeligt Udtryk af den Følelse, som Folket nærede for ham.

Det hører ikke herhen at give et Billede af Frederik den Sjettes Liv og Karakter. Hvad jeg her vil meddele, hører med til de Minder, der knytte sig til hans Ophold paa Frederiksberg og til Datidens Folkeliv, som ved Kongens Nærhed og Deltagelse i samme fik et ejendommeligt Trylleskær. De Træk, som jeg skal anføre dels efter min Hukommelse, dels efter andres Beretninger, ville maaske ogsaa bedre end en udførlig Karakteristik egne sig til at gjenoplive Billedet af en

 

93

Konge, hvis Minde i Folkebevidstheden endnu omfattes, med Kjærlighed og Pietet.

Et Par Aar efter Frederik den Sjettes Tronbestigelse, og kort efter at han havde taget Sommerophold paa Slottet, meldte den tjenstgjørende Kammerherre ham, at der var en simpelklædt Bondekone i Forgemakket, som forlangte at tale med Kongen og ikke vilde lade sig afvise. Frederik den Sjette, der ikke gjerne modtog nogen paa Frederiksberg Slot, svarede Kammerherren, at han burde have henvist Konen til den næste Audiensdag paa Amalienborg; men Kammerherren undskyldte sig med, at Konen havde sagt, at hun var kommen langvejsfra; at det var Liv og Død om at gjøre, og at hun maatte tale med Kongen. "Lad hende saa komme," svarede denne, og Konen blev indført. Som Kongen ikke sjælden plejede, foer han hende i Møde, busende ud: "Hvad vil Hun? Kan jeg ikke have Fred her? Det er vel noget Tosseri?" - Men Konen lod sig ikke forknytte, og med Sorg i Ansigtet og en af Hulken kvalt Stemme, sagde hun: "Nej, det er ikke noget Tosseri. Det gjælder min Søns Liv, og jeg kommer for at bede om Naade for ham." - "Er det saadan fat?" sagde Kongen, "saa lad mig høre, hvad det er - men fat sig. Hun maa fortælle det kort og roligt." - Saaledes opmuntret fortalte nu Bondekonen, at hendes Søn var anklaget for at have skudt paa en kgl. Skovfoged; at han var bleven arresteret, og at hun nu Uroede, han vilde komme til at bøde med Livet. Men hun vidste, at Anklagen var falsk, hun kjendte sin Søn, han var et godt og fredeligt Menneske, og det hele var en anlagt Plan, fordi Skovfogden syntes godt om hans Kjæreste og var skinsyg paa ham. Med nogen Mistillid hørte Kongen i Begyndelsen paa Fortællingen, men Konens trohjertede og aabne Væsen lod ham snart ane, at der mulig laa Sandhed til Grund for hendes Forsikring om Sønnens Uskyldighed. Efter at have udspurgt hende yderligere, lod han hende gaa med den Fortrøstning, at Sagen skulde blive undersøgt, og ikke saa snart havde hun fjernet sig, førend Kongen ufortøvet gjorde Skridt til at faa Sagen opklaret. Der begyndte nu en Række Forhør, som omsider godtgjorde, at det unge Menneske virkelig var uskyldig, samt at han havde været Gjenstand for en djævelsk Plan. Skovfogden blev afskediget, og da Kongen mente, at den uskyldigt mistænkte burde have en Oprejsning, blev han ansat som kgl. Staldbetjent og senere som Rideknægt.

Frederik den Sjette var ligesaa god mod Dyr som imod Mennesker, og han kunde ikke lide, at man gjorde nogen

 

94

levende Skabning Fortræd uden Aarsag. En Sommeraften var Kongen i sit daglige Kabinet paa Frederiksberg Slot. Klokken var henved 11. Vejret var smukt, og i det tilstødende Værelse - Kongens Sovegemak - stod et Vindue aabent. Da Kongen tilligemed sin Kammertjener Westergaard vilde gaa derind, fløj en lille Svale, der havde forvildet sig gjennem det aabne Vindue, dem i Møde, og blændet af Lyset, som Kammertjeneren bar, flagrede den ængstelig fra det ene Hjørne af Værelset til det andet, ikke i Stand til at finde nogen Udvej. Ved at se den arme lille Fugl flagre forvildet omkring, befalede han Kammertjeneren strax at gaa tilbage med Lyset; selv aabnede han flere Vinduer og ventede taalmodigt for at se, om Fuglen ikke atter skulde kunne finde Vej til det fri. Men det forskrækkede Dyr blev siddende i en Krog af Loftet og vovede sig ikke ud af sit Skjulested. Efter nogen Tids Forløb kaldte Kongen paa Westergaard, og idet han pegede paa sin lille Feltseng, lod han Kammertjeneren tage ved den ene Ende af samme, selv tog han fat i den anden Ende, og begge bar nu Sengen ind i det andet Værelse. Derpaa gik Kongen atter tilbage til Sovegemakket, lukkede alle Vinduer op, og sagde med sin haarde, men dog saa godmodige Stemme: "Vi maa nok ikke forstyrre den stakkels lille Svale . . . Tror du ikke nok, Westergaard, at den nu vil slippe ud?"

Den nævnte Kammertjener Westergaard holdt Kongen meget af, han satte stor Pris paa ham, og naar han var i godt Humør, spøgede han gjerne med ham. Westergaard havde tidligere været Tjener hos Overkammer junker Grev Yoldi. Da han havde tiltraadt sin Tjeneste hos Frederik den Sjette og skulde barbere ham, var han meget ængstelig derved. Pludselig greb Kongen ham ved Haanden, raabende: "Stille, stille et Øjeblik!" Westergaard, som formodede, at Kongen troede, han havde skaaret ham, standsede forskrækket og ventede skarp Tiltale, men Frederik den Sjette udbrød: "Hør, da Han var hos sin forrige Herre, tænkte han nok ikke paa, at Han skulde komme til at tage Kongen ved Næsen? Haa, haa, haa! Nu kan Han begynde igjen!" - Der hengik sjælden nogen Aften, uden at han, naar han var kommen i sin simple Seng, og Westergaard havde stoppet Tæppet ned om ham, sagde til ham, som vel at mærke ikke hed Ole, men Jens: "God Nat, Ole! sluk Lyset! Pengene ligger i Vinduet! Haa, haa, haa! Naa, i Guds Navn!"

En af Kongens Yndlinge var den bekjendte Kammerherre Schrødersee, der var et godt Hoved og udmærkede sig ved

 

95

en ualmindelig Vittighed og Satire, hvorved han var en Frygt for Hoffets Omgivelser. Han skaanede ikke engang Kongen, som nok kunde blive vred et Øjeblik, men dog altid bevarede sin Godhed for ham og gav ham talrige Beviser derpaa i den Haandsrækning, som Schrødersee, der næsten altid befandt sig i Pengeforlegenhed, ofte modtog. I 1814 var der anordnet en stor Takkefest i Anledning af Krigens Tilendebringelse. Schrødersee udeblev som sædvanligt fra Kirkeparaden, men mødte ved Taffelet. "Hvorfor var De ikke med i Kirken i Dag, Schrødersee?" raabte Kongen, da han saa ham, - "Jeg var der, Deres Majestæt." - "Hvor var De da, jeg saa Dem ikke." - "Jo, Deres Majestæt, jeg opholdt mig bagved Altret." - "Hvad vilde De der?" - "Jeg vilde høre, hvad Vorherre sagde, fordi Deres Majestæt takkede ham." - "Nu, hvad sagde han?" - "Han sagde: Ingen Aarsag!"

Af nogle af Schrødersees Fjender, hvoraf han havde et stort Antal ved Hoffet, var det forebragt Frederik den Sjette, at han havde misbrugt sit sjældne Talent, til paa det mest skuffende at efterligne enhver i Tale og Gebærder, til ogsaa at efterligne Kongen. Kongen blev opbragt over denne Krænkelse af den skyldige Ærbødighed, og han fandt snart Lejlighed til i en Hofcirkel paa Frederiksberg Slot at henvende sig til Schrødersee med de Ord: "Jeg har ladet mig sige, at De saa fortræffeligt kan kopiere mig. Skaf mig nu ogsaa den Fornøjelse at se det; fremstil mig i det latterlige Lys, som De saa godt forstaar at give til Bedste." Forgæves undskyldte Schrødersee sig med sin fuldkomne Udygtighed til at kunne fremstille Hs. Majestæts Person; men Kongen trængte endnu mere ind paa ham. "Hvorledes kan De føle Dem genert ved i saa godt Selskab at give os nogle Prøver paa Deres Talent," udbrød den fornærmede Konge, "da De jo ikke har forsmaaet at producere det paa offenlige Steder?" - "Deres Majestæt, - -" stammede Schrødersee i pinlig Forlegenhed. "Ingen Indvendinger!" vedblev Kongen, "tal mig nu til i min Maneer. Bild Dem nu ind, at jeg er Kammerherre Sehrødersee og De Kongen." - Lad det bære eller briste, tænkte Schrødersee; han traadte hen til Kongen og med hans Stemme og Manerer tiltalte han denne paa følgende Maade: "Jeg hører, min Herre, at De understaar Dem, undertiden at kopiere Deres Monark. Sker dette blandt Deres fortrolige Venner, saa vil Vi, skjønt det i ethvert Tilfælde ikke er passende, dog lade denne Spøg gaa upaatalt hen; men tillader De Dem en saadan Dristighed paa offenlige Steder, saa strider det

 

96

imod den Respekt, De som Undersaat er Deres Monark skyldig, selv om denne Monark ikke var Deres Velynder og Velgjører. Kun i Betragtning af Deres godmodige, harmløse Karakter, og fordi jeg ved, at De af ganske Sjæl er mig hengiven, vil jeg tilgive Dem Deres Ubetænksomhed og ikke for Fremtiden tænke mere derpaa. Men intet Tilbagefald under Straf af min højeste Unaade! Forstaar De, min Herre!" Med disse Ord gik Kammerherren med en skjødesløs nedladende Bøjning ind i Sideværelset. - Kongen havde i Begyndelsen staaet noget forlegen, uvilkaarligt selv kopierende den forbløffede Kammerherre, saaledes som denne havde vist sig et Par Minutter i Forvejen. Men tilsidst sejrede hans godmodige Natur, han udbrød i en stormende Latter, og Schrødersee var tilgivet. -

Frederik den Sjette kunde godt lide at gaa civilklædt omkring i Frederiksberg Have og se Folk more sig der eller holde deres Maaltider i det grønne. Dog holdt han sig i Afstand, maaske for ikke at genere. Han tog saaledes, som Overskou fortæller blandt sine Smaatræk til denne Konges Karakteristik, især gjerne Vejen hen til en Allee i Nærheden af Fasangaarden, fordi der stod Borde og Bænke, hvorved Familier sad og spiste. Hørte han nu en ret munter, højrøstet Passiaren, da stillede han sig ubemærket noget borte, med Hænderne paa Ryggen baglænds mod et Træ paa den Side, som vendte fra Selskabet, og saa op i Luften, som om han stod i sine egne Betragtninger, men gottede sig saa hjerteligt over at høre deres Spøg, Latter og Sang, at han ved Afklædningen i rigtigt godt Lune og meget snaksom fortalte Kammertjeneren alt det morsomme, han saaledes havde hørt, "uden at et eneste Menneske lagde Mærke til ham". En Aften blev han imidlertid røbet. Et lille Barn, der løb og legede, var, uden at han bemærkede det, kommet hen til ham og stirrede saa troskyldigt paa ham, at han syntes ikke at kunne andet end kjærtegne det, hvorved Faderen blev opmærksom, gik hen efter Barnet og forbavset gjenkjendte Kongen. "Naa, saa skal jeg love for, at Deres Majestæt blev overrasket," sagde Westergaard, da han leende fortalte ham det. "Ja vist gjorde jeg," sagde Kongen, "for det var jo underligt, at jeg stod der; men jeg fattede mig strax og sagde til Manden: "Det er rigtigt et kjønt lille Barn, De der har;" og saa gik jeg, som om der ingen Ting var, hen forbi Bordet, saa paa Selskabet, tog min Kasket af og sagde: "God Aften, Godtfolk! Lad Dem ikke forstyrre! Deler et dejligt Vejr; god Fornøjelse!" - "De blev da

 

97

meget forlegne?" sagde Westergaard. - "Aa det kan jeg dog ikke sige!" svarede Frederik den Sjette, "det forstaar sig, de sprang strax op fra Bordet allesammen og nejede og bukkede, og saa sagde et højt ungt Menneske meget kjønt: "Det ønsker

97.png

vi ogsaa af Hjertet Deres Majestæt! Kongen leve!" og saa raabte de, baade store og smaa, men da jeg hørte det, sagde jeg bare: "Tak, Børn! Tak!" og skyndte mig at konime bort, for det kunde jo gjøre Opsigt. Det var rigtig meget pæne Folk allesammen, og glade var de tilgavns." Westergaard var

 

98

just ikke noget Følelsesmenneske, men forsikrede, at Taarerne kom ham i Øjnene ved den Simpelhed og Hjertelighed, hvormed den gode Konge fortalte det.

At Frederik 'den Sjette havde sine Døtre meget kjær, er alt berørt. Kun sammen med dem følte han sig lykkelig, og de vare ogsaa tilstede ved alle Lejligheder, hvor det kun var muligt. De vare hans Ledsagerinder, naar han foretog sine jævnlige Promenader, og da han i Reglen gik meget stærkt, som han overhoved var rask i alle sine Bevægelser, kunde de undertiden vanskeligt holde Skridt med ham. Det var derfor ikke sjældent, at man kunde se Kongen med begge Prindsesserne enten ved Haanden eller, da de vare blevne voxne, under Armen et lille Skridt foran dem og Prindsesserne bag efter paa begge Sider.

Om Søndagen og Onsdagen var der Taffelmusik paa Frederiksberg Slot, og om Søndagen blev der tillige af Regimentsmusiken spillet udenfor paa Terrassen. Dette var en stor Underholdning for Publikum, hvis musikalske Nydelse i Reglen var indskrænket til Vagtparaden, til Musiken om Søndagene i Rosenborg Have, eller naar det kom højt, til et eller andet Syngespil paa det Kgl. Theater. Man lyttede med Andægtighed til Musiken og til de skjønne Melodier af Aubers Syngespil, som for en fyrretyve til halvtredsindstyve Aar siden begyndte at komme i Vælten, og som smukt udførtes enten af Gardens eller Kongens Regiments Musikkorpser. Publikum delte sig efter Dagene i bestemte Klasser. Om Søndagen var det Almuen, Tjenestefolk og den jævne Middelstand, som indfandt sig til denne Gratis-Øresmaus; om Onsdagen var det de dengang saakaldte bedre Klasser, ja det hørte endog til den gode Tone afspadsere ud til Frederiksberg for at høre Taffelmusiken. Saa stod Vinduerne aabne, man saa de rødklædte Lakaier og de sirlige Pager bevæge sig inde i Spisesalen, og naar Taffelet var hævet, viste sig Hoffets Herrer og Damer ved Vinduerne og nød den Fornøjelse at beundres og maaske misundes af de nedenfor staaende, som dengang med en Del større Veneration end nu saa op til hine Lykkens udkaarne, der havde deltaget i det kgl. Taffel. Henad Kl. 6 om Søndag Eftermiddag ilede alle i store Masser ned til Kanalen paa det Sted, hvor de kgl. Baade laa med de hvidklædte Sluproere med røde Skjærf. Og saa varede det ikke længe, før Frederik den Sjette med Prindsesserne og hele Hofpersonalet kom ned fra Slottet, for at foretage Lystsejladsen i Kanalerne. Alle blottede deres Hoveder med den største Ærefrygt

 

99

for det kgl. Tog, hvor det kom forbi, og Kongen kastede venlige Blikke til alle Sider. Man steg nu i Baaden. I den kgl. Chaluppe, hvor Prindsesserne og Hoffets Damer befandt sig (Dronningen var sjælden med) stod Kongen selv til Rors, og Hofpersonalet fulgte efter stundom i tre til fire Baade. Oehlenschlæger skildrer Sejladsen paa følgende Maade i sit Digt "Frederiksberg":

"Den store Sværm jeg følger;
I Haven den sig spreder
Imellem Blomsterløvene som Bække.
Nu paa Kanalens Bølger
Et Tog sig tilbereder:
Gondolen flyder hvid fra dunkle Hække.
Nu Aarerne sig strække;
Roerkarle dem i Broget Dragt bevæge.
Først Baaden frem sig lister
Med røde Hoboister,
Som høit paa blanke Instrumenter lege;
Saa kommer Herreskaren
Og kjække Damer, som ei frygte Faren.

Nu Sværmen sig paa Stranden
Med Heftighed fremskyder;
Forgjæves hisset Bajonetter blinker
Een trykker paa den Anden,
Man gjennem Busken bryder.
Paa Græsset, gaaes, at ej man sig forsinker.
Thi Dannebroge vinker,
Dets røde Flige sig i Bølgen væde.
Fredrik og Caroline,
Maria, Vilhelmine,
Kostbare Fragt! I alle Danskes Glæde!
Stort svulmer Purpurflqret
Med hviden Kors; thi Kongen staaer ved Roret".

Og Mængden fulgte med; overalt trængte og skubbede man sig frem for at se et Blink af Toget og af den kjære Landsfader, og for at høre Musiken. Naar Sejladsen nu havde varet omtrent en Time, tog de Kongelige over til det kinesiske Lysthus for at drikke The, og naar dette var sket, vendte de Kongelige og Følget paa lignende Maade gjennem Kanalen tilbage til Slottet.

Paa et Par af disse Farter paa Kanalerne i Frederiksberg Have var jeg med, og dermed forholdt det sig paa følgende Maade: I samme Hus, hvor mine Forældre boede, logerede en Hoboist ved Kongens Regiment. Jeg var sex til syv Aar gammel, Hobbisten syntes godt om mig, og jeg fulgte af og til

 

[100]

100.png

 

101

ud med ham, naar han skulde gjøre Musik, og saaledes skete det ogsaa, at han tog mig med ud paa Frederiksberg nogle Gange om Søndagen. Jeg fik Plads i den Baad, hvor Hoboisterne vare, og saaledes deltog jeg i de kongelige Farter paa Kanalerne. Man kan tænke sig, hvor stolt og hvor glad jeg var. Jeg var da ogsaa med paa den lille Ø med det kinesiske Lysthus, hvor der musiceredes, medens de Kongelige drak The. Frederik den Sjette kunde godt lide en Gang imellem at passiare med Hoboisterne, som han kjendte allesammen. En Søndag, da jeg, som sagt, var med paa Øen, kom han hen til min Ledsager, og ved at se mig trykke mig undseelig op til denne, spurgte han: "Har du faaet dig en lille Søn? Jeg vidste ikke, at du var gift." Min Ledsager forklarede ham nu Forholdet. "Ja, ja, det er det samme. En kjøn lille Dreng!" (Det var Kongens Ord, jeg fortæller sanddru). "Giv mig din Haand. Du skal ikke være bange for Kongen! Han gjør ikke Børn noget ondt!" Og saa bøjede han sig ned over mig og kyssede mig paa Munden. Jeg var stolt og glad og var nærved at græde. Ved min Hjemkomst fortalte jeg Begivenheden til mine Forældre, der naturligvis vare overordenlig glade derover. Jeg husker det endnu, som var det i Dag, og man vil maaske le, naar jeg udtaler den Formodning, at det Indtryk, som det har efterladt paa mig, har vakt og befæstet den Hengivenhed og Loyalitet, som jeg altid har næret for de Konger, som i mit korte Spand af Liv har siddet paa den danske Trone.

__________

Den 3die December 1839 Kl. 8 om Morgenen udaandede Frederik den Sjette sit sidste Suk, og dermed var ogsaa Frederiksberg Slots Skæbne som kgl. Sommer-Residens afgjort. Ingen af de paafølgende Konger har boet her; Christian den Ottende havde sit Sorgenfri, Frederik den Syvende sit Skodsborg og sit Jægerspris, Christian den Niende sit Bernstorff, medens tillige Frederiksborg Slot forinden dets Brand saavelsom Fredensborg Slot tjente til kongelige Opholdssteder. Den Nimbus, der hidtil havde omgivet Frederiksberg ved Kongefamiliens Ophold derude, var forsvunden. En Del af Slottet blev under de tvende Krige benyttet til Lazareth, medens den øvrige Del blev beboet af private Familier, paa en enkelt Del nær, som i sin Tid var indrømmet Frimurerordenens Kapitel. Nu er det indrettet til Officers- og Elevskole, men

 

102

selve Haven har bevaret sin gamle Tiltrækning som en yndet Promenade i Sommertiden.

Men Glorien var dog under Christian den Ottende og under Frederik den Syvendes første Dage ikke ganske forsvunden fra Slottet og fra dets nærmeste Omgivelser. Thi den danske Digterkonge Oehlenschlæger fik her et Hjem. I Sommeren 1842 gav Christian den Ottende Digteren Tilladelse til at bo i Slotsforvaltergaarden, indtil Fasangaarden ved Konferensraadinde Jessens Død var bleven ledig. Fasangaardens Bestemmelse fremgaar af dens Navn. Da Haven blev forandret, blev Fasaneriet ophævet, og Overhofmarskal Hauch ønskede den gamle Bygning nedreven for at udvide Haven. Dette stred imidlertid imod Frederik den Sjettes højtbetroede og dygtige Kabinetssekretær Jessens Ønske, der havde udset den til sin Bolig. Af stille og indesluttet Karakter holdt han meget af Ensomhed, og da Frederik den Sjette helst vilde have ham i sin Nærhed ogsaa om Sommeren, gik han gjerne ind paa hans Forlangende om at bo paa Fasangaarden. Den blev derfor ombygget og indrettet til ham, saaledes som den nu er. Hauch maatte give efter, men for at Bygningen, der ikke er nogen egenlig Prydelse for Haven og ikke passer til dens Plan, ikke skulde komme for meget til Syne, blev den skjult af høje Trær og Buskvæxter og er temmelig vanskelig at finde. Senere beboedes den af Jessens Enke og ved hendes Død i 1843 overdroges Fasangaarden til Oehlenschlæger som livsvarig Bopæl. Den var hyggelig og godt indrettet; der hørte en smuk lille Have dertil, og her tilbragte han sine sidste smukke Alderdomsaar, omgivet af sin Barndoms og sin første Ungdoms skjønneste Minder. Det var ogsaa her, at han udarbejdede sine Erindringer, og desuden digtede sin "Amleth", sin "Kiartan og Gudrun" og "Landet fundet og forsvundet". Efter hans Død, der fandt Sted den 20de Januar 1850 i hans Bopæl i Amaliegade, kun et Par Maaneder efter, at han havde overværet den smukke Fest paa Skydebanen, hvormed en talrig Kreds af ansete Mænd fejrede hans halvfjersindstyveaarige Fødselsdag, fik Hans Christian Ørsted, der allerede døde den 9de Marts 1851, Fasangaarden til Fribolig.

__________

De foregaaende Skildringer af Kjøbenhavneriet for en Menneskealder siden havde jeg ønsket at slutte med nogle Betragtninger i Almindelighed af de daværende Samfundsforhold,

 

103

nærmest for saa vidt de vedrøre det borgerlige Liv i Hovedstaden; men medens der allerede heraf er meddelt forskjellige Træk til dets Illustration, vilde slige Betragtninger, hvis de skulle være nogenlunde udtømmende, blive for udførlige for nærværende Skildringers Formaal. Jeg skal derfor kun anføre, at ved det forfærdelige Stød, Nationalvelstanden havde lidt ved Krigen i Aarhundredets Begyndelse og dens Følger, ved Statsbankerotten, der styrtede Tusinder af Familier fra stor Velstand i den dybeste Armod, ved den fuldstændige Standsning af Handel og Vandel osv., var der indtraadt en stor Svingning i Samfundslivet. Derved, at næsten alle Rigdommens Kilder havde aabnet sig for Danmark i det forrige Aarhundredes Slutning paa Grund af den heldige Stilling, det dengang indtog under de europæiske Forviklinger, var Livet præget af en vis Sorgløshed, ja endog af et vist Overmod, der end ikke formindskedes under Krigen, fordi Kapervæsenet berigede mangfoldige, som dog ligesaa hurtig satte det let erhvervede overstyr. Først efter at den omtalte ulykkelige Krisis var indtraadt, vaagnede man, dog kun efterhaanden, til Bevidsthed om Livets haardeste Tryk og Vilkaar. En samtidig Forfatter sammenligner Landets Tilstand ved Fredens Tilbagevendelse med en Kjøbmands, der i adskillige Aar har havt en Butik lukket, hvis Kunder have adspredt sig efterhaanden og nu søge de Varer, de ville kjøbe, ad andre Veje. Handelen i dens forskjellige Forgreninger var næsten forsvunden, selv den ostindiske Handel, der havde været Kilden til saa stor Velstand, betalte sig ikke mere, og ved Norges Adskillelse vare betydelige Forbindelser afbrudte. Korn og Kvæg vare sunkne overordenlig i Pris, og Landmanden fik næsten intet for sine Produkter. Fattigdommen tiltog, dermed ogsaa Forbrydelser; og Falliter, Opbud og tvungne Salg af Kjøbstad- og Landejendomme hørte til Dagens Orden.

Kjøbenhavns Fysiognomi afgav i den Tid, jeg sigter til, et tro Billede af Landets Tilstand. Endnu i Aarene Tyve laa, som tidligere omtalt, hele Gader stadig i Ruiner fra Bombardementet i 1807. Midlerne til at bebygge Tomterne manglede, og de andre Ejendomme vare sunkne overordenlig i Pris, Lejen var falden, og dog kunde Lejerne vanskelig udrede den. Som en Følge, deraf led Ejerne meget, og mangfoldige Ejendomme kom under Auktionshammeren paa Grund af resterende Renter og Skatter. Som et ret mærkeligt Exempel paa, hvor ringe Værdi Ejendommene vare i, kan det anføres, at det store Hus paa Hjørnet af Store Kjøbmager-

 

104

gade og Kronprindsensgade Nr. 34, der da tilhørte Major, Silke- og Klædekræmmer Heinrich Kall, blev efter hans Død ved Auktion solgt den 11te Oktober 1821 til Justitsraad Hollbøl for 18,000 Rdl. Sølv. Denne Bygning var dengang en af de anseeligste i Kjøbenhavn, fem Etager høj foruden Kvisten, som den endnu er, indbefattende 8 Fag til Kronprindsensgade og 6 til Kjøbmagergade. Nu har den mindst en Værdi af 250,000 Kr. Af det anførte kan man slutte, at andre, mindre heldig beliggende Ejendomme bleve solgte for Spotpris, og Folk, som endnu havde nogen Formue, kunde saaledes med Lethed komme i Besiddelse af Bygninger, der senere, da Velstanden atter kom i Stigen, gjorde dem til meget rige Folk.

Det ligger i Sagens Natur, at trods al den Nød, der saaledes udbredte sig til alle Klasser, var der dog en stor Del Folk, der, vante til Overflod og Luxus, ikke forstod eller kunde overvinde sig til at leve sig ind i de nye Forhold; de vedbleve som hidtil at leve "rask", satte, hvad der endnu var tilbage af deres Formue, overstyr, og Resultatet var Nød og Elendighed, Det ydre Skin maatte bevares, og blandt borgerlige Familier manglede det ikke paa Don Ranudo de Colibrados'er. Men ogsaa mange blandt de adelige Godsejere var det ved Tidernes Tryk gaaet stærkt til Agters med; de holdt sig stille paa deres Godser, og ikke faa af de Palæer, som de ejede i Hovedstaden, stod ubeboede.

Hermed slutter jeg denne flygtige Skildring af Enkelthederne af Livet i Kjøbenhavn i min Ungdom. Hvad der her er forbigaaet eller meget let berørt, vil blive nærmere omtalt i de efterfølgende Skitser.

__________

 

 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 23 17:02:25 CEST 2006
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top