eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm.

Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm.
    - Kapitel II

Kbh., Gyldendalske Boghandel, 1889

Hans Daniel Lind (1847-1924)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet september 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

II.

Bremerholms øverste Styrelse.

"Ligervis som paa et Skib foruden Styremand, hvilken dog er den fornemste, ere andre flere, som tilhjælpe Skibet eller Menigheden og Sejladsen, det er Regeringen, og rette Kaas at styre, - en sidder ved Styret, andre lette Anker op, andre fire og hale Skød", saaledes skal ogsaa en forstandig Herre bruge fleres Raad og Hjælp. Det var den Lærdom, som Arild Hvitfeldt gav den unge Prins 1596 i en Fortale til Krønikerne. Men lagde Kongen sig denne sin Mentors Raad paa Hjærte ?

De Hjælpere, Kongen i Følge Hvitfeldta Ord som en forstandig Herre skulde tage med paa Raad, var for Marinens Vedkommende ordentligvis: Rigshofmesteren, Rentemestrene og Admiralerne. Forretningerne maatte vel nærmest være at fordele saaledes mellem disse Embedsmænd; at det overordnede Tilsyn med Flaade og Værft blev overdraget Rigshofmesteren; at Marinens Økonomi betroedes Rentemestrene, medens Rigsadmiralen havde at føre Flaaden i aktiv Tjeneste og Holmens Befalingsmand at styre Bremerholms indre Anliggender. Naar Rigshofmesterembedet stod ledigt, overtoges hans Pligters Udførelse af Statholderen og i dennes Forfald af

[25]

26

Slotsherren paa Københavns Slot. Som Marinens øverste Embedsmænd fungerede da i vort Tidsrum: Kristoffer Valkendorf, Rentemester (og Aksel Gyldenstjærne) til 1589; Ditlev Holk 1590-92 og maaske Karl Bryske 1592-95, begge Slotsbefalingsmænd; Kristoffer Valkendorf, Statholder 1595, Rigshofmester 1596-1601; Brejde Ranzov, Statholder 1601-1618; Frans Ranzov 1627-32, Rigshofmester 1632; Korfits Ulfeldt, Statholder 1637-42, Rigshofmester 1642-51 1). Da Rigshofmesteren og hans Substituter ogsaa havde andre Embedsomraader end netop Flaaden og derfor ikke kunne betegnes som Marinens specielle Embedsmænd, maa det være tilstrækkeligt kun at opregne de Mænds Navne, som have beklædt dette vigtige Embede. Af samme Grund ville vi her indskrænke os til i Forbigaaende at minde om de fungerende Rentemestres Navne: Enevold Kruse (1582-1608); Holger Gagge (1585-96); Sivert Beck (1596-1622); Jens Juel (1609-17); Kristoffer Urne (1617-27); Aksel Arnfeldt (1623-27); Ove Høg (1626-27); Jørgen Vind (1627-43); Sten Beck (fra 1628); Melkior Oldeland (1640-48) 2). Om Rigens- og Holmens Admiral vil der derimod blive talt udførligt i det følgende.

Vel have vi ovenfor antydet de særlige Pligter, som hver af Marinens øverste Embedsmænd havde at udføre; men "det er karakteristisk for de danske Statsembeder i denne Periode, at deres gensidige Begrænsning var ikkun slet faststillet eller overholdt" 3), og der maa altsaa tages et Forbehold ved de anførte Grænsebestemmelser. Meget flydende maa nemlig Grænserne mellem Hofmesterembedet og Rigsadmiralembedet og ligeledes mellem sidstnævnte Embede og Holmens Admirals især siges at være,

__________

1) Birket Smith, Grevinde E. K. Ulfeldt I, 86. Rentek. 1872, 133. Nielsen III, 88. Slange 692.

2) Rentek. 1872, 167.

3) Fridericia I, 75.


27

da der ikke kan paavises nøjere Bestemmelser, der kunne fiksere disse Grænser. Kaste vi et Blik paa Statholderens (eller Hofmesterens) Embede, da findes der vel en kgl. Anordning af 1579, som henlægger under hans Ressort: Holmen og Befalingsmanden paa Holmen tillige med Skibskaptejner, Skippere, Styrmænd, Baadsmænd, Bøsseskytter, Tømmermænd og alle andre Skibsfolk; endvidere Myndigheden til at straffe ulydige og antage og forløve Skibsfolk 1); men det er tvivlsomt, om man kan forudsætte, at Forholdene fra Frederik II's Tid bevaredes uforandrede af hans Efterfølger. "Holmens og Arsenalets Artikler" af 1625 have nogle faa Paragrafer om Statholderens Stilling. Naar Forseelser fandtes hos Proviantskriveren, Klædeskriveren o. a., eller der var Mangler ved Fetaljen og Klædet, eller naar Leverandører paa ubillig Vis nægtedes behørige Beviser for det leverede, da skulde Admiralen (paa Holmen) straks give Statholderen det til Kænde. Endvidere, naar Fejl var sket eller Tvist opstaaet angaaende Ordenen, hvori Officererne skulde "vaage", da skulde forordnes derom af Statholderen eller Holmens Admiral. Disse Bestemmelser ere dog medførte af Statholderens almindelige Forhold til Leveranser, Beholdninger og Vagttjeneste, men ere for faa til, at man deraf skulde kunne drage videregaaende Slutninger, og de oplyse allermindst Forholdet mellem Statholder og Admiral. Allerede for Samtiden var dette Forhold nemlig særdeles dunkelt. Da Skotlandsfærden 1589 havde været saa uheldbringende for den danske Marine, skulde det undersøges, hvem der egentlig bar Ansvaret for Flaadens slette Tilstand, som hin Rejse havde lagt for Dagen. Rigens Admiral Peter Munk paastod da, at "efter at han til Admirals Bestilling for nogle Aar forleden var bleven betroet, som til Orlogs-

__________

1) Rothe, Brave Mænds Eftermæle II, 38.


28

skibene kunde og burde at have Opseende, havde Kristoffer Valkendorf dog imod samme Admirals tilbetroede Amt og Bestilling forhvervet kgl. Brev og Befaling (af 1579 s. o.), at han med altingest baade paa Holmen og med Orlogsskibene skulde have et flittigt og tilbørligt Opseende, at altingest derudinden, af hvis Admiralen tilforn var tilbetroet, hannem (Kr. V.) igen var blevet befalet", hvorfor Peter Munk mente med Rette at have Tiltale til Rentemesteren. Denne førte derimod Holmens Admiral til Vidne paa, at baade Skippere og Tømmermænd havde faaet alt, hvad til Flaaden at udruste gjordes fornøden, og at det ikke var hans Skyld, om Skipperne 1) ikke havde tættet og drevet Skibene saa, som dennem burde, der de vare blevne "styrtthe" (i.e.: kølhalede). Rigsadmiralen ansaa altsaa Statholderens Tilsyn med Holmen for et Indgreb i Admiralembedet; han følte Embedsgrænsen overskredet; men Sagens Udfald for Herredagen, hvorved ingen af Parterne fandtes at have Skyld i Skibenes elendige Tilstand, viser tydeligt nok, at Dommerne selv ingen bestemt Grænse turde drage 2).

Det maa imidlertid ikke overses, at i Praksis kunde gammel Sædvane vise Datiden Vej, hvor vi nu ingen kunne opdage. Men hertil kommer, at man i Kongen havde den Person, som i ethvert enkelt Tilfælde kunde afgøre, hvorledes Forretningerne vare at fordele imellem de respektive Embedsmænd paa den mest formaalstjenlige Maade. Hertil blev Kongen sat i Stand ikke alene ved den høje Stilling, han indtog i Samfundet, men ogsaa ved den Sagkundskab, han havde opnaaet paa alle Omraader,

__________

1) Skipperne betragtedes vel af Valkendorf som sorterende under Rigsadmiralen; thi har han kastet Skylden paa sine egne underordnedes Uduelighed, da er dette mere uforstaaeligt, eftersom det netop maatte være hans Pligt at sørge for duelige Holmtjenere.

2) T. Lund, Mog. Heinesen 210. Rosenvinge, Gl. danske Domme IV, 226. Rothe II, 54. Holberg, Damnhist. II, 374.


29

- og ikke mindst om Marinens Anliggender, - og over Hoved ved den ham egne Overlegenhed, som blev frembaaret af en Personlighed, fuld af Dygtighed og Virkelyst.

Men netop denne storartede Lyst til Selvvirksomhed havde noget misvisende. Allerede Holberg 1) har lagt Mærke til, at Kongen i Medfør af sin Virkelyst bemængede sig ofte med altfor smaa og ringe Sager. Skal Fjendens Flaade, dennes numeriske Styrke og Tilstand udspejdes; skulle Bøsseskytter, bestemte til den ostindiske Sejlation, mønstres; skulle Baadsmænd hidkaldes fra Holmen for at slukke Ildløs i Hovedstaden 2); gælder det om med Fare for eget Liv at redde en Person fra at drukne; om at gennemgaa Beholdningerne paa Proviantgaarden; om at revidere og dechargere Smederegnskaberne 8); skal der rettes Kanoner mod en fremmed Sejler, som paa Rigens Strømme ikke vil lade sin Top falde for Kongeskibet; skal en Mand til Vejrs i et Orlogsskib for ved en "Kikker"s Hjælp at holde Udkig 4), - saa synes der ikke at være nogen paalidelig Mand til Stede, til hvem denne Gærnings Udførelse kunde betros; Kongen maa personlig paatage sig Hvervet, hvis det skal udføres efter Ønske. Kongen udtalte det selv ved given Lejlighed: "Haves nogen Underretning fornøden, da er jeg intet langt borte." Men idet han gjorde sig selv til Midtpunktet for endog den mindste Bevægelse, kunde det ikke undgaas, at han selv ofte maatte føle Ulemperne derved. "Han havde den største Umag aarle og silde, ja kunde mangen Gang intet faa Ro til at faa Mad", bekænder han. Men Følgerne saas ogsaa ad en anden Kant. "Jeg er næsten af den Mening", skrev en Udlænding,

__________

1) Danmhist. II, 623.

2) Breve (Molbech) I, 429; Schlegel, Saml. II, 4, 178; Nielsen II, 225.

3) Fridericia I, 82; O. Sperlings Selvbiografi 120; Smederegn. 1618-22. 1625.

4) D. Mag. 4 R. IV, 6; V, 284.


30

"at uden H. Maj.s personlige Nærværelse vilde slet intet blive foretaget". Heri ligger ganske vist en Ros for Kongen, men ogsaa den Dadel, at han ikke forstod at meddele andre sin Energi. Og naar det, som paa "Trefoldighed", lød: "Kongen er falden!" maatte en almindelig Forvirring og Modløshed derfor gribe alle, og den svandt først, naar man atter hørte Kongens kændte Røst; da var Drivkraften atter til Stede, som kunde sætte det hele i Bevægelse 1).

Krævede det vage ved de højere Embeders Begrænsning med Nødvendighed Kongens Indgriben, da kan det paa den anden Side ikke nægtes, at denne hans umiddelbare Indgriben paa ethvert af Sagernes Stadier maatte gøre de flydende Grænser endnu mere flydende. Der findes Ordrer til Kigshofmester og til Rigsadmiral, men der findes ogsaa Befalinger om ganske lignende Ting til Rentemester og til Kansler 2) uden nogen Overholdelse af den sædvanlige Forretningsgang. Ved Siden af Breve til Rigsadmiralen finde vi ogsaa Breve til de enkelte Skibschefer, uden at de kgl. Befalinger synes at være gaaede gennem Rigsadmiralens Hænder; ved Siden af Breve til Holmens Befalingsmand træffe vi ogsaa direkte kgl. Befalinger til de ham underlagte Embedsmænd paa Bremerholm 3). Ihvorvel denne vilkaarlige, direkte Henvendelse kan have bidraget til vedkommende Ordres hurtige Udførelse, maa disse Uregelmæssigheder ogsaa have afstedkommet Usikkerhed i Regeringsmaskineriets Gang; de Embeder, hvis Medvirkning saaledes ikke krævedes, vare derved beviste at være halvt overflødige. Virkelig stod de højere Embeder temmelig ofte ledige: Hofmesterembedet 1601-32 og dernæst til 1637; der var hverken Hofmester eller Statholder 1618-27 og 1632-37; Rigs-

__________

1) Breve V, 217. III, 137. Bruun, Kolbergh. 195.

2) Sj. Tegn. XXIII, 85. 91.

4) Breve II, 85. 273.


31

admiralembedet var ubesat 1596-1610 og 1623-30, og en Holmens Befalingsmand fandtes egentlig ikke 1593-1610.

I den sidste halve Snes Aar af Kongens Regeringstid steg Rigshofmesterembedets Betydning for Marinen, fordi Kongens umiddelbare Tilsyn saa hyppigt manglede; det var dog ikke Alderen, som gjorde sig gældende og svækkede Interessen hos Kongen, men snarere Forkærligheden for det nyanlagte Glykstad, der drog Kongens Tanker andet Steds hen. Heri laa en Fare for Danskhedens Sag, en Fare, som Rigsraadet havde Øje for, da det 1642 forebragte Kongen sit Ønske om, at han til Stadighed vilde forblive i sin Hovedstad 1). Men Fare kunde ogsaa øjnes for Flaadestationen ved Bremerholm. Thi ved Glykstad bleve større Afdelinger af Orlogsskibene ikke alene stationerede om Sommeren, men endogsaa oplagte om Vinteren; Besætningerne om Bord bleve holdte i Tjenesten ofte flere Aar i Træk; deres Lønning blev dem udbetalt af en i dette Øjemed fra Klædekamret udsendt Skriver o. s. v. Glykstad kunde synes at skulle vorde et andet Bremerholm. Naar Kappestriden dog ikke blev saa farlig for sidstnævnte, maa det tilskrives Glykstads mindre heldige Egenskaber som Flaadestation og Værft betragtet. Men under Kongens hyppige Fraværelser fra København tiltog Rigshofmesteren i Selvstændighed og derved i Magt, og der var da ogsaa lettere Lejlighed til at misbruge denne Magt.

Efter disse indledende Bemærkninger ville vi dernæst noget nærmere betragte de to højere Embedsmænd, som særlig havde viet Søetat en deres Kræfter.

__________

1) Fridericia I, 73.

__________



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn sep 5 13:41:39 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top