eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Det Gamle Kjøbenhavn, Voldene

Det Gamle Kjøbenhavn, Voldene (1909)

Kbh. 1919

Georg Brandes (1842-1927)


Tekstgrundlaget er Samlede Skrifter, Danmark, 2. udg., Kbh. 1919. Denne udgave er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, august 2001


 

DET GAMLE KJØBENHAVN

Voldene.

(1909)


Min Barndom falder i den forhistoriske Tid, før Kejserinde Eugénie skulde blive Moder, og Krinolinen gik sin Sejrsgang over Europa.

Da laa Kjøbenhavn om Aftenen belyst af Tranlampernes døsige Skin vel sammenpakkel og vel forvaret indenfor sin Ring af Volde, om Natten aflaaset som en Fængselsbygning med fire Porte.

Jeg husker tydeligt den ejendommelig hule, drønende Lyd, det gav, naar Vognen, hvori jeg sad som Barn med mine Forældre, paa Hjemvejen fra Skoven kørte ind gennem Østerport, eller, naar den var lukket, efter en Omvej ind gennem Nørreport der, saavidt jeg mindes, holdtes noget længere aaben mod en Afgift.

Den indre Bys Fysiognomi var ikke altfor forskelligt fra det nuværende. Kjøbmagergades Fortov var ved Rundetaarn lige saa snevert; Østergade var den samme smalle Rende, og mange af dens Huse de samme; det krumme Vimmelskaft havde samme Svejning. Af Kongens Nytorv var Indtrykket noget anderledes arlet. Det lille, gamle Teater var beskednere af Facon (som værdifuldere af Indhold) end det ny. Hovedvagten med dens Soldaler og de tre Malmkanoner afgav et krigersk Midtpunkt. Bredgade laa, hvor den ligger, og tog sig ligedan ud. Kun kaldtes den officielt og paa Gadehjørnerne Norgesgade, skønt Ingen i daglig Tale brugte Navnet (Jeg har hørt en Englænder forgæves stræbe at gøre sig forstaaelig for en Matros, hvem han paa Hjørnet af Bredgade spurgte om Vej til Norgesgade; Matrosen kunde ikke sige ham Besked.) Langt om længe bestemte Øvrigheden sig til at lade Sprogbrug gaa af med Sejren, saa Gadens Navn ogsaa officielt kom til at lyde, som den kaldtes. Jeg tror det er den eneste Sejr af Fornuft over Autoritet, som jeg har oplevet, og den undrer mig endnu.

Det var som sagt Tranlampernes Tid, og Byen kom til at staa for sine Beboere i et noget forskelligt Lys, da Trannen ombyttedes med Gasbelysning. Det var en stor Dag, da rnan, ved sin Udtræden af Skoleporten, saa de nye Gaslygter rejste, og en stor Aften, da disse Lygter tændtes første Gang.

En gammel Libertiner, der end ikke overfor Drenge holdt Tand for Tunge, beklagede da, at det stærke Lys vilde forjage Gadernes Tiltrækning, deres Dæmringspoesi. "Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter", sagde han. Det lykkedes ham godt nok alligevel, skønt han var svært uappetitlig. En Gang havde han sat sine Omgivelser i Bevægelse flere Dage i Træk, fordi han savnede sin Guldlorgnet. Tre Uger efter fandt han den mellem sin Skjorte og sin Uldtrøje. Han havde ikke skiftet i Mellemtiden. Dog de Damer hvis Bekendtskab han gjorde i Lygteskær, nærede ingen puritanske Renlighedsfordomme.

Hin første Aften, da Gassen tændtes, gjorde den nye, stærke Belysning en forunderlig Virkning paa mine Drengenervers Ømfølsomhed. Alle Kvinder syntes mig pludselig rene Straaleskikkelser, eventyrligt bedaarende. Ja en smuk, trediveaarig Kvinde, jeg mødte, forekom mig saa overvældende dejlig, at jeg fulgte efter hende som forrykt i vild Beundring og Attraa vel en Time, indtil hun forsvandt for mig, hvorpaa jeg Aften efter Aften travede om paa Gaderne i stadig skuffet Haab om at se hende igen.

Jeg er født paa Østergade et Par Huse fra Amagertorv, altsaa lige i Byens Hjerte, og Livet paa dette Grøntorv, Amagerkonerne med deres store Hatte og deres brogede Dragter, den af Grønsel, af Kaal og Roer, af Vogne med Blomster, Nytte- og Sirplanter oversvømmede Plads var noget nær det første Skuespil, jeg havde for Øje.

Men det var kun nogle Timer hver Dag, at Naturen flød ud over Brostenene, idet Torvet forvandlede sig til Køkkenhave, Blomsterhave og Marked. Den, der holdt af Træer, søgte op til Voldene, som med Kirsebærgangen og Stadsgraven var en landlig Verden for sig.

Paa Vejen derop kom man til Filosofgangen (nu Vestervoldgade), da en vederkvægende Allé. Dér kom jeg ikke sjældent, bl. A. fordi dér boede i et gammelt Hus en Klassekamerat, en rigtigt pæn Dreng med Insektsamling, Seglsamling, Møntsamling osv., der lød det aristokratiske Navn Peter. Jeg skulde tro, han boer der endnu i det samme Hus; men ak! han kender mig ikke mere, end ikke paa Gaden. Han er bleven saa fin, o saa fin, Stormand, Embedsmand, Hofmand, med Titler, med Ordener, med Fortjenester, med Udmærkelser, med Medaljer; med en Gang som en Ceremonimester, med drejede Greveben og med en Rejsning, der er lutter Selvagtelse.

Saa underligt det lyder, Filosofgangen havde Stemning over sig for et Barn, ikke alene ved sine gamle Træer med de fyldige Kroner, men ved sit blotte Navn. Som lille troede jeg, at Tænkere havde spadseret dér, og at enkelte henad Aften gik der endnu.

Dog det var Voldene, som var Stedet, hvor man for sin Fornøjelse søgte hen.

Man gik der med sin Far eller sin Lærer som lille. Der var behagelig dystert under Kastanjetræernes tætte Kroner; der lugtede af Muld, og der var rigt besat med Møller. Paa en Mølle nær Vesterport læste jeg en Dag Tallet 1847, og min Lærer sagde: Du ser, Møllen er bygget i Aar. Det gjorde Indtryk paa mig, fordi det var første Gang, min Opmærksomhed henlededes paa et Aarstal.

Langs Voldenes indre Side hen mod Østerport laa Reberbanen. Dér gik Dag ud, Dag ind Rebslageren baglænds, flettende sit Tovværk, lian saa ned paa sine Hænders Gerning og havde stadig sit færdige Værk for Øje. Naar jeg som Student saa paa ham, blev han mig med sin flittige Virksomhed under stadig Tilbagegang et Sindbilled paa et og andet, hvorimod jeg følte mig i Opposition.

Paa Voldens ydre Side strakte sig langs dens Fod Kirsebærgangen, en lun og dejlig Spadseregang, ganske smal, hvor de fyldige, om Foraaret duftende Buske, og Træerne, hvis Kroner heldede ud over Vandet, spejlede sig i Stadsgraven. Paa den Side af Graven, hvor Folk ikke gik, sad i Ly under Træerne de Fiskende med deres Medesnore paa Jagt efter Aborrer og Skaller; de havde løst Tegn for at opnaa denne stilfærdige, dyrplagende, taalmodighedsprøvende Glæde. I Kirsebærgangen spadserede Barnepigen med os Børn. Her legede man langs Voldskrænten eller en Smule op ad den, skønt det var forbudt, og her fandt man Smørblomster i Græsset.

I Kirsebærgangen var man langt borte fra Byen, skilt fra den ved Voldens hele Bredde, og her befandt man sig i et Landskab med Højder og Dale, med bevokset Land og skinnende Vand, hvori Himlen spejlede sig med sine Skyer. Og saa var man dog kun et Kvarters Gang fra Hjemmet.

Senere da jeg blev lidt større, var Kirsebærgangen og Voldskrænterne Skuepladsen for voldsomme Lege med Kammeraterne. En Dag er uforglemmelig for mig. Jeg havde sammen med mange andre Drenge været indbudt til at møde hos en Klassekamerat i hans Forældres Hjem. Efter at have faaet lidt Smørrebrød var den hele, omtrent tiaarige Flok bleven dirigeret hen i Kirsebærgangen for at lege Røvere og Soldater. Dér blev det en Aftale, at idag betragtedes Intet som forbudt; Legen skulde gaa op og ned ad Voldskrænten, omfatte alle Skjulesteder paa Volden som i Kirsebærgangen, uden Hensyn til nogen Opsynsmand. Men hvad mærkeligere var, og hvad der fyldte mig for min Del med Forbavselse og Henrykkelse der blev uddelt Dolke til alle Deltagerne, Dolke, som jeg aldrig havde set dem, og som jeg endnu ser dem for mig, Dolke af Træ med kort, udskaaret Haandtag og tresidet Blad, Dolke, der var bemalte med fine, røde og blaa Striber.

Udrustede med disse vidunderlige Vaaben foer vi som Dæmoner med vilde Skrig op og ned ad Volden, rullede i sammenflettede Menneskeknuder, myrdende hinanden skaanselløst, ned ad Grønsværet, ind under Buske, ud paa Gangstien, tidt stærkt udsatte for at falde i Stadsgraven. Det var herligere end herligt; vi var udenfor Virkeligheden, helt inde i Drømmeland.

Endnu lang Tid bagefter, naar jeg sad i Skolen og tænkte derpaa, var det mig som havde jeg oplevet et selsomt Eventyr. Og det gentog sig desværre aldrig.

Dog et Par Aar derefter oplevede jeg noget lignende. I Haven ved Gamle Vartov, i hvis Nærhed jeg boede og hvor jeg havde Bekendte, var der et mægtigt stort Lindetræ af usædvanligt Omfang. Klatrede man op ad Stammen, til den delte sig, opdagede man at Træet var hult. Det forsynede jeg med en Strikkestige, som jeg gemte i dets Nærhed og trak op efter mig. Hulheden uddybede jeg og indrettede mig dér et Tilflugtssted med mageligt Sæde, med Vaaben, Proviant og Bøger, hvor jeg som Røverhøvidsmand uden Bande og uden Plan om noget Overfald levede afsondret fra Verden i et formentlig uopdaget og uigennemtrængeligt Skjul.

Paa Volden, som ellers ikke var stærkt befærdet, var der en enkelt Dag i Aaret en saa umaadelig Trængsel, at man kun bevægede sig fremad Skridt for Skridt. Det var paa Store Bededags Aften, da man dér gik og hørte paa Kirkeklokkernes Bingning og samlede Appetit til Fortæring af de varme Hvedetvebakker.

Den største Opmærksomhed under Bundgangen udfoldedes i det Øjeblik, da man paa Volden mødte Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline, der stadigt hilsende og nikkende vandrede Arm i Arm gennem Mængden. Deres Popularitet var af den barokkeste Art, idet den bestod af en med Ringeagt og smilende Afsky blandet Respekt. Ferdinand var til Latter og almindelig foragtet som Skjørtejæger af laveste Art; Caroline var til Latter, om end almindelig agtet, paa Grund af sin utrolige, fantastiske, vindskævmundede Grimhed, der sagdes opstaaet eller stærkt forværret ved en Brandulykke, hun havde været Offer for. Saa tidt hun saas, fortaltes Anekdoten om Kongens (Frederik den Syvendes) humoristiske Ytring til Prins Ferdinand, da de begge modstræbende var blevne gifte, Kongen for første, Ferdinand for eneste Gang: "Vi har begge maattet bide i det sure Æble, men Du fik Dit stegt."

Jeg husker tydeligt, at da jeg var lille, kunde man ikkun gaa ad Voldens brede Allé og paa Brystværnet langs Alleen, men at al Adgang var spærret til Spadsering rundt ad Bastionernes Buer. Men paa én Gang blev Bastionerne tilgængeliggjorte, og det var tilladt at gaa hvor man vilde. Bastionerne laa dér som behagelige, grusbestrøede Spadsereveje, forsynede med Bænke, og det var en ren Henrykkelse, i rask Gang at gaa dem rundt. Milevidt saa man ud i Landet, over Landskaber og Vand som over Broernes Husrækker og de brede Fælleder, og man var Himlen nærmere end noget andet Sted i Byens umiddelbare Nærhed.

Man steg op ved Østerport, og gik til Vesterport og tilbage i Stormskridt, altid alene og altid med Hovedet i en gylden Sky, hvori der var Drømme af samme Kulør, men hverken Lektier eller andre plagende Pligter. Vejen var vel tre Gange saa lang, som naar man gik den nede under Voldens Træer; men den var tyve Gange saa frisk.

En Dag gik jeg der, ikke meget gammel, men højst beklemt. Jeg gik der, fordi jeg ikke turde gaa paa Gaderne. Jeg havde faaet min første Frakke omsyet af en af min Faders gamle en virkelig Frakke med Skøder, og jeg generede mig grueligt, enfoldigt, men i den Grad, at jeg ikke turde bevæge mig, hvor der var Mennesker, overbevist som jeg var, om at Enhver maatte kunne se paa mig, at jeg for første Gang havde Frakke paa, og maatte gøre Vold paa sig selv, hvis han ikke skulde briste i Latter ved Synet.

Hvor godt jeg husker den Frakke, og hvor linjetynd jeg saa ud i den!

Det Stykke af Volden, der længst holdt sig uberørt og som lignede et Vildnis, var Christianshavns. Den Vold havde Julius Langes Forkærlighed i hans Studenteraar, og dér førte han gerne sine Venner hen. Her kom om Sommeren ved Aftenstid en Del Stakler fra Kvarteret sammen, for gratis at nyde visse gymnastiske Kunster og særlig Fyrværkeriet paa Tivoli. Som jeg en Aften hørte en Bølle udtrykke det: "Her er de Fattiges Tivoli, hvor det koster fri Entrée." Ghristianshavns Vold, der er bleven staaende til helt op i vore Dage, var altid den slettest vedligeholdte og mest ensomme Del af det gamle Ringværn.

Man rev Portene ned i Tiden 185659, og snart blev det Gab, der aabnede sig i Volden, hvor Nørreport havde staaet, overdækket med en Jernbro.

Den nemmeste Ridetur for kjøbenhavnske Ryttere var dengang et Ridt Voldene rundt fra Vest til Øst og saa ud ad Strandvejen til Charlottenlund, og det var en helt besynderlig Fornemmelse, naar Hestene fra den massive Vold traadte ud paa Broen. De blev satte i Skridt; men det gungrede dog i Ens Øren.

Slog man saa over i Trav, var det en berusende Følelse for den, der saa længe kun havde kendt Volden som Fodgænger, nu at overskue Terrænet fra Hesteryg og føle sig baaren eller løftet op i Ungdommens Foraarsland, hvor alle Jordens Goder ventede den Kække. Det hændte en Dag, at en erotisk begunstiget Kammerat den hele Vej først nynnede, saa højrøstet sang stadigt samme Vers ind i mit Øre under Ridtet. Han satte Hesten i Galop og dens Hovslag skanderede:

Et ta duégne, ta duégne damnée,
Et la diabolique journée,
Où tu pensais faire mourir,
O ma perle d'Andalousie,
Ton vieux mari de jalousie
Et ton jeune amant de plaisir!

Ungdommen var dengang endnu ikke kommet ud over Alfred de Musset.

Ja, det var den bevægede Tid i ungdommelige Længsler, da man selv endnu kun var paa Nippet til at opleve noget, men en lykkeligere Kamerat fortalte En om salige Møder med hans Elskede, under hvilke Krinolinen, der var bleven fjernet og sat til Side, i Timevis stod oprejst i Krogen som et levende Væsen, et stumt og stivt og misbilligende Vidne til hede Favntag.

Det var jo nemlig Krinolinernes Tid. En sær Tid ganske vist, men en lys Tid for den, som da var ung og havde Alverden til Ven og ingen anden Fjende end overstraalede Rivaler.

Paa Længslernes Tid var endelig Opfyldelsens fulgt, og Voldens gamle Træer var dobbelt prægtige, Bastionerne endnu engang saa dristigt svungne, højtragende, afsides beliggende, som skabte til Morgen-Stævnemøder paa deres Buers yderste Pynt.

Ak! de var tillige som skabte for Spioner og Forfølgere af to hemmeligt Forbundne, der troede sig upaaagtede, naar paa Bastionens fjerneste Segment deres Skikkelser tegnede sig i legemsstor Silhuet mod den lyse Himmel, mens enhver deres ringeste Bevægelse kunde iagttages nede fra den indre Vold, blot en misundelig, skinsyg Medbejler havde stillet sig paa Vagt i Skjul bag en Træstamme.

Og desværre! Dér skjulte de sig, de Skurke.



Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top