eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn
    - kap. IV

Kbhvn., Thiele, 1901

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Kronprinds Frederik modtager Cour i Appartementssalen

Kronprinds Frederik modtager Cour i Appartementssalen. Efter en Tegning paa Rosenborg. (Brudstykke).


FJERDE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Kronprindsens Styrelse indtil 1807.

_____

D


en nye Regjering forefandt Landet og Hovedstaden i en Tilstand, der krævede hurtig og energisk Hjælp; paa alle Omraader var der store Opgaver at løse, vigtige Reformer at gjennemføre. Efter Revolutionen af 14de April gik der imidlertid ligesom et frisk og freidigt Pust hen over Landet, thi skjøndt Hjælpen ikke kunde komme strax, og det varede rum Tid, før Klagerne bleve mindre høirøstede, skjøndt Handelsstanden i Kjøbenhavn var i største Betryk, og det ene ansete Kjøbmandshus efter det andet maatte gjøre Opbud, var den Anskuelse dog almindelig, at man ved Systemskiftet vilde komme ind paa den rette Vei til Velstand og Fremskridt. Man slog Øinene op med nye Forhaabninger og nye Kræfter; det var, som om den unge Prinds, der havde grebet Statens Tøiler, havde et saadant Overmaal af Tillidsfuldhed og Ungdoms Mod, at det kunde udrette Vidundere. Kronprindsen selv var yderst populair; de dygtige Mænd, der stod

[664]

665

ved hans Side, vare besjælede af Iver og Virkelyst, og Aaret var ikke gaaet til Ende, før der allerede var lagt Planer og truffet Forberedelser til vidtgaaende Forandringer i Forsvarsvæsenets og Finantsernes Bestyrelse saavelsom til Ordningen af Bankens Forhold, indført Bestemmelser sigtende til Skibsfartens og Fiskeriernes Opkomst, og, hvad der var det Vigtigste, truffet indledende Skridt i Frederiksborg og Kronborg Amter til at udfrie Bondestanden af dens sørgelige Stilling. Man frygtede nu ikke længere for at bryde med Fortidens Ideer og slaa ind paa nye Baner; man vilde netop fjerne alt det gamle Brøstfældige og Uholdbare og bygge op fra Nyt. Der ligger et Program i de Ord, hvormed Kronprindsen i August 1786 gav Stødet til den store Landbokommissions Nedsættelse, da han erklærede, at "der ikke maatte spildes en Dag i en saadan vigtig Sag, hvoraf Landets Velfærd afhang".

I denne paa Forandringer saa rige Periode var der navnlig to Begivenheder, som gav Hovedstadens ydre Physiognomi et helt andet Præg end forhen, ja som paa en vis Maade bleve Mærkedage i Danmarks Historie. Christiansborg Slots Brand i 1794 og den store Ildebrand, som Aaret efter lagde en betydelig Del af Byen i Aske, vare de første store Rystelser, som ramte det slumrende Folk, og Steffens har Ret, naar han siger, at "de vare Begyndelsen til en Epoke i Landets Historie, som bestandig blev mere dunkel og mere uheldssvanger". Christian den Sjettes mægtige Pragtbygning havde været Kjøbenhavnernes Stolthed, og dens Tab føltes som en Landesorg, medens Luerne, der i 1795 opslugte kolossale Værdier, medførte en Nød og Elendighed, som i Øieblikket føltes langt mere knugende. Vel sandt, Hovedstaden reiste sig paafaldende hurtig fra dette Fald, men begge Ulykker viste sig for Eftertiden som truende Varsler om Fremtiden og om den Katastrophe, der i 1807 skulde lægge Landet øde for lange Tider. De vare "den røde Hane, hvis Galen forkyndte et blodigt Tidspunkts ildsvangre Morgenrøde".

Christiansborg Slot havde siden sin Opførelse i Grunden svævet i evig Brandfare, thi Kakkelovnsrørene, der vare anbragte i Gulvene i murede Render og førte gjennem Skillerum tæt forbi Bjælker og Tømmer, vare saagodtsom hver Vinter komne i Brand (smlgn. III, 435), hvorhos deres hyppige Renselse (hver fjortende Dag) havde vist sig fuldkommen utilstrækkelig. Dette Arbeide havde indtil


666

Oktober 1793 været overdraget Plattenslager Jensen for 600 Rdlr. om Aaret, men da Bygningsdirektionen fandt denne Betaling for høi, lod den trods Slotsfogden Justitsraad Blechingbergs Indsigelse afholde Licitation og overdrog derefter Rørenes "Renovation" til en, svensk Kleinsmed Lind for kun 99 Rdlr. om Aaret. Det nyttede ikke, at Slotsfogden advarede mod at resikere 3-4 Millioner for at spare 500 Rdlr. om Aaret, eller at han gjorde opmærksom paa den nye Entrepreneurs fuldkomne Ubekjendtskab med Rørenes Beliggenhed, Antal o. s. v. - Lind fik Arbeidet, og Blechingberg faldt endog i Unaade og blev paa Grund af nogle altfor nidkjære Yttringer, der opfattedes som Bevis for, at han "havde talt mod Kongens Kasses Fordel", afskediget som Medlem af Bygningsadministrationen. I Vinteren 1793-94 var Slotsfogden alvorlig syg og sengeliggende og kunde derfor ikke have personlig Kontrol med Rørenes og Tromlernes Rengjøring, og da Slottet var brændt, offentliggjorde han i Aviserne, at Lind ikke havde gjort sin Pligt forsvarlig. Det skortede ham imidlertid paa Beviser, og hermed faldt Sagen hen. Saa overbevist vare imidlertid Autoriteterne om Linds Uskyldighed, at han ved Resolution af 3die Dcbr. 1794 endog fik overdraget det samme Arbeide i Palaierne paa Amalienborg og Christiansborgs "Nebenbygninger" for 200 Rdlr. om Aaret.

Det kan derfor ikke oplyses, om Slotsbranden skyldes Pligtforsømmelse, men saa meget er sikkert, at Ilden opstod i Rørene og herfra udbredte sig med rivende Hurtighed, da den først havde skaffet sig Luft. Man havde i nogle Dage hørt "en Brølen og Buldren" paa Slottet, uden at kunne forklare sig, hvorfra Lyden kom, men den 26de Februar 1794 om Eftermiddagen Kl. 3 brød Ilden pludselig frem med ustandselig Magt i nogle Værelser i Etagen under den øverste Mezzanin i den høire Fløi ud til Ridebanen (altsaa nærmest det kgl. Bibliothek), hvor Arveprindsens Søn, Prinds Christian Frederik (den senere Kong Christian VIII) nylig havde faaet anvist Bolig. Allerede om Morgenen Kl. 8 havde man sporet Røg, men da dette ofte var Tilfældet, havde Ingen bekymret sig derom; først da Luerne tog fat i den øverste Mezzanin, meldtes det til den kgl. Familie, som netop vilde gaa til Taffels, og det varede endda nogen Tid, før denne fik Øinene op for, at Slottet virkelig var i Fare. Man nærede i vide Kredse den Overbevisning, at Christiansborg ikke kunde


667

brænde; ogsaa blandt Publikum modtoges de første Efterretninger med Vantro.

En stor Mængde Nysgjerrige havde dog samlet sig paa Ridebanen for at iagttage, hvorledes man slæbte Haandsprøiter op, Almuen og Menigmand ude paa Pladsen, de bedre Folk i Buegangene. Man saa det lysne indenfor Ruderne i øverste Mezzanin, da en "mægtig Flamme pludselig slog ud gjennem Slottets Kobbertag og gav en tyk kulsort Røg fra sig, der udbredte et rædsomt Mørke over Ridebanen og Omegnen, hvorover næsten alle Tilskuerne i Begyndelsen bleve forskrækkede og løb deres Vei". Allerede paa dette Tidspunkt vidste Enhver, der var fortrolig med Slottets Indre, at man stod afmægtig overfor Ulykken. Der fandtes nemlig ingen Brandmure mellem Bygningens forskjellige Afdelinger, ligesom Loftet udgjorde et eneste kolossalt Rum. For at bære Tagets enorme Vægt var der anbragt en formelig Skov af tykke Bjælker heroppe, som i Aarenes Løb vare blevne fuldstændig tørre, hvorhos Loftet blev brugt som Tømmerplads, da store Forraad af Tømmer, Planker og Brædder til Bygningens Reparation vare opsamlede her. For at spare Leie af Tømmerplads bleve disse Materialier heisede op gjennem det store Trapperum i Høiesteretsfløien (mellem Høiesteretssalen og Gardesalen, smlgn. Grundtegningen II, 685) hvor det oprindelig havde været Meningen at anlægge en Trappe, svarende til "Dronningens" i den modsatte Sidefløi. Af Sparsommelighedshensyn var dette imidlertid aldrig sket, og det var indlysende, at alle disse brændende letfængelige Materialier ved at styrte ned gjennem det tomme Rum med Et vilde forplante Ilden til alle Etager. Der var altsaa rigelig Næring for Flammerne, og de fyldte Vandkar og Gemaksprøiter, som efter Bestemmelsen stadig skulde findes i øverste Etage, vare efter Sædvane i Uorden.

Fra alle Sider strømmede man nu til Slotsholmen, thi Rygtet om Katastrophen havde bredt sig over hele Byen; Røgen og Luerne, som væltede frem, maatte nu overbevise Enhver. Den kongelige Familie forlod sit Hjem. Man befandt sig netop paa dette Tidspunkt under Indtrykket af de store Begivenheder i Frankrig; Phantasien var sat i Bevægelse, man saa Spøgelser ved høilys Dag og fablede om almindelig Misfornøielse, Gjæring og forestaaende Uroligheder. Ilden paa Slottet var paasat, det var det første Signal til en Revolution à la française - herom kunde der ikke være Tvivl. Det


668

fortælles, at man af denne Grund nægtede Privatfolk, som vilde assistere ved Redningen, Adgang til den brændende Bygning, hvorfor der navnlig i Enkedronning Juliane Maries og Arveprinds Frederiks Værelser kun blev reddet lidt. Enkedronningen vilde længe ikke forlade Slottet; hun blev da tilsidst efter H. G. Sneedorffs Forsikkring baaren ned af sin Kammerherre Blücher og dennes Broder. Prindsesse Louise Augusta spurgte Sneedorff, om han troede, at Ilden var paasat, hvortil han svarede: "Deres kongelige Høihed! Allesteder

Christiansborg Slots Brand i 1794 set fra Ridebanen

Christiansborg Slots Brand i 1794 set fra Ridebanen. Efter Lahde.

uden i Danmark!" Den sindsyge Konge forlod Christiansborg i Jægermester Rantzaus Vogn og kjørte med den øvrige kongelige Familie hen i Gjæthuset paa Kongens Nytorv hos General Huth, hvor de forblev til om Aftenen, medens Kronprindsen dog strax vendte tilbage til Ilden. Overhovedet roses Kronprindsens Holdning af Alle. Til Sneedorff sagde han: "Il faut dire ici comme Dumourier ecrivit à Miranda: Courage mon ami!", og da han forlod Ruinen, bemærkede han: "Vi har mistet et prægtigt Slot, men nu skal Folket


669

ogsaa se, at Kongen kan hjælpe sig uden Slot". Paa Kjøretouren gennem Staden modtog den kongelige Familie de utvetydigste Beviser paa Folkets undersaatlige Hengivenhed, ja, de varme Følelser for Kongehuset lagde sig for Dagen med sjælden og overordentlig Styrke. Steffens skriver, at "det ellers saa rolige Folks Deltagelse brød ud med Lidenskab og Vælde; det var ham, som om Alle vare blevne luttrede i Ilden". De paafølgende Nætter vare Kongen, Kronprindsen og Kronprindsessen indlogerede hos Statsminister, Grev Bernstorff, Enkedronningen samt Arveprindsen og Gemalinde paa Rosenborg og endelig Prindsesse Louise Augusta med Gemal, Hertugen af Augustenborg, hos Statsminister Grev Schimmelmann.

Imidlertid fuldbyrdede Flammerne deres Ødelæggelsesværk. Allerede Kl. 5 stod Høiesteretsfløien i lys Lue; Ilden brød frem af de store Vinduer, hvirvlede som en sammentrængt Masse op af det antændte Tag og svævede truende over den Del af Bygningen, som endnu hvilede i Mørke. En utallig Menneskemængde, forstenet af Rædsel og Forfærdelse, bølgede paa den store oplyste Plads; Gnisterne faldt som en tæt Regn paa Husrækkerne hinsides Kanalen saavelsom paa Skibene og bares af den skarpe Blæst ind over Byen i nordlig og østlig Retning, men inden de faldt, vare de blevne til Aske, saaledes at Gaderne Dagen efter vare som bestrøede med Kalk. Heldigvis havde det i lang Tid før Branden været overmaade regnfuldt, hvorved Gavle, Render og alt Træværk var meget fugtigt, men Slottets Høide og tykke Mure beskyttede dog Byen endnu mere. Vogne, Sprøiter og Sluffer foer raslende frem, Mennesker løb omkring halv aandsfraværende med Ubetydeligheder, som de havde reddet; der hørtes Skrig og Skraal fra alle Sider, medens Politibetjentene greb Forbigaaende uden Persons Anseelse og tvang dem til at stille sig i Rækker for i Brandspande at lange Vand fra Kanalen til Sprøiterne. I Slottets Portaler (baade til Ridebanen og Slotspladsen) herskede der den største Forvirring og Tummel; her vare Vogne, Mennesker, Sprøiter, Meubler og alt Slags Bohave stuvede tæt sammen, saaledes at man hverken kunde komme frem eller tilbage; Eder og Raab hørtes mellem Flammernes Knittren og de brændende Bjælkers Fald; medens de Befalende forgjæves søgte at skaffe Orden i dette Chaos. Kl. 8 angrebes det store Taarn og Spir til Ridebanen, som brændte i tre Timer, før det selv og Klokkerne faldt, Kl. 10 stod den mod Slotspladsen vendende Fløi i Flammer og Kl. 1 Slotskirken


670

samt de bagved liggende Bygninger, hvor der var Vognremiser, "Geschirkamre" og Stald for Garden til Hest. I "Walseth og Leith" skildrer Steffens, der var Øienvidne, Brandens Høidepunkt i følgende Ord: "Pludselig hørte man en frygtelig Gnistren og Knagen, og en mægtig blændende Lysning opklarede alle Omgivelserne. Den urolig bølgende Menneskemasse stod som fastnaglet; Alles Øine rettedes uvilkaarlig mod det brændende Slot. De rasende Flammer brød nu

Christiansborgs Brand, set fra Slotspladsen

Christiansborgs Brand, set fra Slotspladsen. Efter Lahde.

ud af alle Vinduer i den mægtige Kjæmpebygning. De dampende Røgskyer svævede høit oppe i den øverste Dunstkreds, og de lange Flammetunger fra flere hundrede Vinduer forenede sig i Høiden med det brændende uhyre Tags store Ildmasse, hvis Luer af Kobberklædningen farvedes purpurrøde og smaragdgrønne. Midt i denne trygtelige Ildkolos stod det brændende Taarn - en Flammepyramide i et Flammehav! Man saa det vakle, saa, hvorledes det alt mere bøiede sig til den ene Side, saa det brændende i lys Lue med


671

frygtelig Bragen styrte i det bølgende, brogede Ildhav - og en tyk sort Røgstøtte, der pludselig med Vælde brød frem fra Dybet og forvandlede det blændende Lys til Nattens Mørke, betegnede Stedet, hvor det styrtede hen. Dette var den frygtelige Brands høieste Punkt". Gude skriver, at "Slottets Brand var det rædsomste Skue, han nogensinde havde set; det brændte som en Tjæretønde", men senere bemærker han rigtignok: "Naar man for et Øieblik kunde glemme, hvad dette Syn kostede, var det unægtelig det herligste Skue, man kunde tænke sig, helst ud paa Aftenen, da det blev mørkt, og Gjenskinnet paa Voldene og de nærmeste Møller var det prægtigste Tableau og Illumination af Verden. Hingsternes Vrinsken, hvilke man strax havde udført af Staldene, og som man holdt med paa Volden ovenfor Vesterport, som ideligen opvaktes ved det uvante Syn af Lysningen, gjorde og et særdeles Indtryk paa Øret". Det fortælles, at Luerne kunde ses langt op i Sverig og "over Havet til de pommerske Kyster"; et andet Sted hedder det, at man ved Odense og i Kolding iagttog Brandens Gjenskin paa Himlen.

I alle Beretninger roses den mageløse Kjækhed, Raskhed og Uegennyttighed, hvormed Kjøbenhavns Indbyggere fra de høieste til de laveste, kappedes om at frelse saa meget som muligt ud af det brændende Slot. Især udmærkede Holmens Folk sig; de trængte ind i Slottets vildsomme Gange, hvor Røgen truede med at kvæle ethvert levende Væsen, og bragte de kostbareste Ting i Sikkerhed; "de vovede det Utrolige", siger Sneedorff, hvorfor Kronprindsen ogsaa bagefter rettede en særlig Tak til dem. Ogsaa Steffens nævner med Hæder "Skibstømmermændene ved Holmens faste Stok". Ikke sjelden bleve de Offre for deres Mod; der savnedes nemlig et anseeligt Antal Matroser efter Branden (ca. 50), ligesom der omkom 14 Staldkarle, nogle Brandfolk, Bryggerknægte og Arbeidskarle. De Afdødes Enker fik alle en aarlig Pension af 40 Rdlr. En af de mere bekjendte Personer, der satte Livet til, var Bygningsforvalter ved Slottet, Norups Broder. Mange kom til Skade, naar de efter at have forvildet sig i de røgopfyldte Gange, saa sig omringede af Ilden, og derfor maatte springe ud af Vinduerne eller retirere ud paa den store Altan over Midtportalen, hvorfra de da slap ned ved Hjælp af Stiger eller ved at glide ned af Toug og Sprøiteslanger. Kaptain Eberlin bjergede i Arveprindsens Gemakker, men blev indesluttet af Ilden, saaledes at han maatte fire sig ud af Vinduet ved et Damaskes


672

Gardin. Da det ikke var langt nok, lod han sig falde ned paa Balkonen over den store Port og stødte Hoved, Haand og Hofte, saaledes at han kun med største Vanskelighed kunde hentes ned med Stiger. Prinds Christians Informator Rønne brækkede Armen, da han maatte springe ud for at frelse sig; derimod slap to af Enkedronningens Kammerjomfruer godt fra et lignende Spring. Rahbek skriver i sine "Erindringer", at den bekjendte Skuespiller Knudsen, der var fortrolig med alle Slottets Vraaer og Veie, frelste adskillige Brandfolk, der halvkvalte af Røg laa i Afmagt omkring i Gangene. Da han kom ned til Brandmajoren med to Brandfolk, han med Livsfare havde frelst, saa denne paa dem, og sagde: "De Drukkenboldte kunde Du gjerne ladt ligge; dem laa der ingen Sag paa". "Det skulde Du sagt mig i Tide - svarede Knudsen - saa kunde jeg have bragt et Par andre; der var nok at tage af!" Der er bevaret adskillige andre komiske Smaatræk fra Slotsbranden. Det kongelige Haandbibliothek, der fandtes i nederste Mezzanin til Slotspladsen, gik til Grunde, fordi Bibliothekaren, Konferentsraad Nielsen, en Olding paa 84 Aar, forlangte af Studenterne, der mødte i Skarer for at bære Bøgerne bort, at de skulde sætte sig og udstede skriftlige Kvitteringer, før de rørte dem. Underbibliothekaren, Professor Topp-Wandal havde i sine egne Værelser paa Slottet en stor Bogsamling, som han nylig havde solgt til Justitsraad Scavenius, en rig Jordegodseier, der havde været asiatisk Kompagnies Faktor i Ostindien. Da Ildebranden kom paa, var han efter Sædvane beskjænket og stod i Døren til sine Værelser for at spørge Alle, der løb forbi gjennem Korridoren, om Ilden ikke snart var slukket. Kjendte han dem, bad han dem træde indenfor og faa en Dram. Resultatet blev, at ogsaa denne Bogsamling blev tilintetgjort. Kaptain i Søetaten Ahrenfeldt frelste Kongens Sølvservice, skjøndt Sølvpoppen først erklærede, at han ikke turde udlevere det uden Ordre. Han nøiedes dog tilsidst med at faa Kaptainens Navn opgivet, men skrev det i sin Betuttelse op paa en Dør. Døren brændte, men Sølvtøiet blev frelst. Om Falkonermester, Kammerherre Bosc de la Calmette, der ogsaa havde Bolig paa Slottet, fortælles, at han kjørte derfra i Kareth, med Chapeaubas under Armen, men holdt stille paa Slotspladsen, steg ud og sagde til en Hob af Flaadens Tømmermænd: "Min Gud skulde det dog ikke være muligt at redde dette prægtige Slot?" En af dem svarede: "Naar Alle vare saadanne Narre som Du og kom


673

her med en saadan Tingest under Armen, brændte min Salighed hele Kjøbenhavn af!" Ifølge en anden Version blev Kammerherren siddende i sin Vogn og betragtede det brændende Slot en Stund, hvorpaa han i en snøvlende Tone raabte til Matroserne: "Børn, redder Kancelliet!" "Stig ud, Du Hofsnog!" svarede de "og red selv; Du er ikke bedre end vi!" Denne Fremstilling er formodentlig den korrekte; i hvert Fald er den træffende for Almuens Tone paa dette Tidspunkt.

Da Ilden var paa sit Høidepunkt og rasede i Slotskirken, vare de omliggende Dele af Byen for Alvor truede. I Hjørnehuset af Vandkunsten og Raadhusstræde brød Flammerne flere Gange frem, men bleve hurtigt slukkede, og paa hele Strækningen langs Gammelstrand, fra Høibro til Assistentshuset, var Heden utaalelig, saaledes at det kun lykkedes at frelse Husene ved uophørlig at oversprøite dem med Vand. Strandkompagniets 6 Sprøiter under Kaptain Plum arbeidede her, indtil de alle vare ødelagte. Assistentshuset blev ikke rørt, saaledes at Panterne ikke kom i Uorden; derimod flyttede Folk ud fra Gaderne i Nærheden af Slotspladsen, navnlig fra det meget smalle Høibrostræde, hvor de fleste Bygninger vare af Bindingsværk og af ældgammel Indretning. Ved Ildens Udbrud havde man allerede begyndt at tømme Geheimearchivet og Kunstkamret, men det viste sig snart at være overflødigt.

Hvad der blev frelst fra Slottet: Uhre, Lysekroner, Malerier, som maatte skæres ud af Blændrammerne, Meubler og Kostbarheder bragtes over i Holmens Kirke, deriblandt ogsaa Christian den Fjerdes kolossale Broncebuste, som nu staar i denne Konges Audientssal paa Rosenborg. Det var nogle norske Matroser, som bragte den i Sikkerhed. At der ogsaa blev begaaet Ulovligheder og Tyverier ses af Politimester Flindts Bekjendtgjørelse i de kjøbenhavnske Tidender og Adresseavisen, hvori der loves Angiverne af Tyvekoster Belønning og Fortielse af deres Navne, men der kom dog kun Lidet frem paa denne Maade. Det er et bekjendt Sagn, at Dronning Sophie Amalies pragtfulde Smykkeskrin, der nu opbevares paa Rosenborg, blev stjaalet ved Slotsbranden, men frelst fra Ødelæggelse, ved at Bogtrykker Schultz kjøbte det af Tyven paa Amagertorv og ufortøvet afleverede det. Naturligvis fortæredes overordentlig Meget af Luerne, deriblandt foruden det kongelige Haandbibliothek (30,000 Bd.) og den ovenfor nævnte Wandallske Samling af dansk Literatur: Hertugen


674

af Augustenborgs udvalgte og kostbare Bibliothek, Arveprinds Frederiks Samlinger til et naturhistorisk og physisk Museum, samt betydelige Dele af det kongelige Theaters Archiv og Høiesterets Archiv (Domsprotokollerne). Endogsaa Høiesterets prægtige Heroldskapper, som brugtes ved "Indblæsningen", blev et Rov for Flammerne, men de fandtes dog saa uundværlige, at der strax efter Branden anskaffedes nye for 600 Rdlr. I Zahlkamret glemtes under den hastige Flytning en stor Del Guld- og Sølvmønter, en "Guldkonge fra Norge" samt et Stykke massivt Guld, Alt til en Værdi af 28,970 Rdlr., foruden 28 Louisdorer, 5 Portugaløser, 4 Rosenobler, og 32 Stykker Speciesdukater. Heraf fandtes dog det Meste i Gruset, om end i beskadiget Tilstand, saaledes at der kun manglede Guld- og Sølvmønter til en Værdi af ca. 4000 Rdlr. Ikke mindre end 89 Malerier, som fra Kunstkamret vare udleverede til Slottets Billedgalleri og Gemakker, brændte, medens andre Kunstsager bleve saa beskadigede, at de ikke kunde repareres, men bleve solgte. Fem kongelige Obligationer tilhørende de augustenborgske Prindser og Prindsesser til Beløb af 80,000 Rdlr. danske Kroner brændte i et Chatol, men bleve erstattede af nye efter Proklamas Udstedelse, ligesom der maatte udstedes et nyt Donationsbrev paa Sophienberg Slot til Arveprindsen, da det gamle af 19de Juli 1780 var forsvundet. Tabet af Indbo, Husgeraad og Kunstsager var overordentligt, og det Lidet, der blev frelst, var tildels saa ramponeret, at det maatte sælges ved offentlig Auktion til Fordel for Meubelfondet.

Det brændte og røg i nogle Uger i Slottets Ruiner, og adskillige Gange blev der slaaet Allarm om Aftenen, naar man frygtede for, at Ilden paany skulde blusse op. Man valfartede til Stedet, saasnart Slotspladsen atter blev tilgjængelig; allehaande sælsomme Fortællinger og Rygter vare i Omløb om hin ulykkelige Nats Begivenheder, ja det varede længe - skriver Steffens - før den indre Bevægelse lagde sig, og Tingenes sædvanlige Orden vendte tilbage. Hertil bidrog uden Tvivl i ikke ringe Grad en Artikel, der fremkom i Rahbeks "Tilskuer" den 17de Marts. En pseudonym Indsender "Simon Sandrue" (P. A. Heiberg) meddelte nemlig, at han under Slotsbranden, "da ingen Dansk, Norsk eller Holstener indenfor Kjøbenhavns Volde var vel tilmode undtagen de faa Tyve og Hælere, der tænkte at berige sig ved Ulykken", havde bemærket "to Personer der talte et fremmed Tungemaal, hvoraf især den ene med et


675

Øieglas i Haanden udmærkede sig ved at vise en Djævels Glæde over Ilden". Blandt Andet havde han sagt disse saare mærkværdige Ord: "For den Summa, som nu brænder, kunde Danmark have ført Krig med Frankrig i tre Aar". Heiberg udtalte derpaa sin Beklagelse over, at "denne Skurk kom hjem med hele Arme og Ben, thi jeg troer, at det mest inviolable Menneske burde for slige Udladelser have sin Fred forbrudt. Jeg har besluttet at forskaffe mig hans Portrait og lade det udskjære i Træsnit for at sættes foran i mit belovede Billedgaleri over berømte Skurker, siden dette saa omtrent vil være det samme som at kagstryge ham in effigie". Det forstaas let, at et saadant Angreb maatte vække Nysgjerrighed og Harme, Følelser, der ikke bleve svækkede, da den engelske Gesandt i Kjøbenhavn, Mr. Hayles, selv meldte sig med en Klage hos Udenrigsminister Bernstorff og forlangte Opreisning. Sagen var Bernstorff høist ubehagelig, thi Danmark var omringet af Farer og Stemningen mod England iforveien ophidset. Rahbek maatte møde i Hof- og Stadsrettens Kriminalkammer. Hayles vedgik at have brugt en Yttring omtrent som den anførte, men nægtede aldeles at have følt eller udtrykt nogen Glæde over den ulykkelige Begivenhed. Da Rahbek imidlertid fastholdt i Forhørene, at der ikke var sigtet til Gesandten, frifandtes han for Aktors Tiltale.

At Slotsbranden i hin meget skrivende Tid gav Anledning til en hel Literatur, behøver neppe at fremhæves, skjøndt man i Dagbladene kun finder sparsomme og lidet nøiagtige Oplysninger. De "Kjøbenhavnske Tidender" fortælle meget charakteristisk først, at "der ved Hoffet er blevet deklareret Mariage mellem Lehnsgreve v. Raben og Frøken Amalie Gregersen von Juul", hvorpaa følger en kortfattet Beretning om Katastrophen. Den afsluttes med følgende praktiske Bemærkning: "De kongelige Herskaber have dog, Gud være lovet, undgaaet al Skade paa deres høie Personer, skjøndt, som let kan tænkes, ikke paa deres Effekter". I Kjøbenhavns "Aftenpost" hæver Redakteuren, Em. Balling sig til følgende lyriske Pathos: "Rædsomme Dag! Mage til Dit skrækfulde Optrin saas aldrig inden Dannerkongens Lande. Gud, hvilken ængstelig Hjemsøgelse! O, Du vor elskede Landsfader, Du hans følende og vistnok i disse grufulde Timer høist bekymrede Søn! Du vor Christians og Landets velgjørende Moder! Eder hans Sødskende, hans i Angst omspændte og saa ofte over Andres Elendighed rørte Sødskende!


676

I Umyndige indtil Dig, Du lallende og elskede Yngling i Frederiks og Marias Arme!" Ulykken kaldes derpaa "en traurig Scene", hvorpaa Forfatteren ender med det trøstefulde Udraab: Fortærer end Elementerne hans Hus og fylde Ængstelse i hans og hans Slægts Barm, saa er Folkets Trofasthed hans Borg!" Saaledes er Tonearten omtrent allevegne. De selvstændige literaire Arbeiders, Pjecernes, Flyveskrifternes, Betragtningernes og Klagesangenes Antal er meget stort. En enkelt af de sidste ledsages med Melodi i Klaverudtog. Nogle af disse Skrifter have kurieuse Titler som f. Ex.: "Tvende jydske Brødres Samtale om det afbrændte Slot" (en Opfordring til at give Bidrag) eller "En Raadslutning, hvorlunde de danske Heste, Køer, Faar, Svin, Høns og Gjæs vilde give mange Penninge til Christiansborgs Slots Opbygning". Denne sidste Pjece, der, som det allerede dengang bemærkedes, mere gaar ud paa den positive Religions og Moralens Nedbrydelse end paa Slottets Opbyggelse, indbragte Forfatteren, Bogtrykkersvend Willum Stephensen Fængsel paa Vand og Brød i 14 Dage og hans Forlægger Boghandler Lynge en Udgift af 30 Rdlr. til Generalfiskal Skibsted. Det er hertil, Præsten N. Blicher sigter i et Brev: "Ligesaa kan det have sin store Nytte, at Religionens Fjender, Præstehadere og kaadmundede Idioter som Stephensen og Konsorter vorde nødtørftigen afstriglede". Ogsaa den poetiske Aare maatte flyde ved Slotsbranden, men Versene ere i Reglen ikke gode. De bedste og mest bekjendte skyldes Lægen Rasmus Franckenau, som i Tidsskriftet: "For Sandhed" offentliggjorde Elegien: "Christiansborgs Ruiner Natten efter Branden". Efter en Indledning i den ægte Ha!-Stil: "Midnatsstormen kold og rædsom hviner", hedder det om Riddersalen:

Der, hvor under Strengens glade Toner
Folk med Fyrste traad' saa tidt i Dands,
hvor et Firmanent af tændte Kroner
skabte Midnat om til Middagsglands.
Abildgaard! hvor Nordens Heltedage
kaldtes ved din Mesterhaand tilbage,
der, hvor Guld og glimrende Krystal
spredte Straaler om sig uden Tal.

Der man skuer nu et rædsomt Øde,
mørke Spor af fordums Herlighed,
halvforbrændte Billedstykker gløde
under hver den bange Vandrers Fjed.


677

Hist endnu en enlig Flamme bæver,
her en revnet Mur for Vinden svæver;
fælt i Nattens Taushed hule Skrald
varsle skjøre Marmorblokkes Fald.

To Dage efter Slotsbranden udstedte Christian den Syvende en Proklamation, hvori han takkede "sine kjære og tro Undersaatter i Hovedstaden af alle Stænder og Klasser uden Undtagelse for den særdeles Nidkjærhed, Velvillighed og Hjælp, som de ved den uheldige Tildragelse havde udvist". Denne Tak var ikke ufortjent, og med mageløs Iver blev der umiddelbart efter Branden arbeidet for at skaffe de nødvendige Pengemidler til Slottets Gjenopførelse. Paa intet Punkt lagde Folkets Trofasthed og Hengivenhed sig stærkere for Dagen end netop her. Stadens 32 Mænd besluttede at opfordre til en almindelig Indsamling i begge Riger, ikke blot til en ny Kongebolig, men ogsaa til Sørustninger, efterdi det bevæbnede Neutralitetsforbund mellem Danmark og Sverig kunde nødvendiggjøre "en Søekvipering til Haandhævelse af Statens Selvstændighed og Neutralitet". Det skulde da staa Regjeringen frit for at anvende Bidragene, som den vilde, til begge Øiemed. En Mængde af Kjøbenhavns mest ansete Borgere udstedte en lignende Indbydelse og tegnede sig for 20,000 Rdlr. til at begynde med, Laugene i Hovedstaden gav 46,459 Rdlr., hvoraf Bryggerlauget alene 10,000 Rdlr., Skipperlauget 5745 Rdlr., Brændevinsbrænderlauget 4000 Rdlr. og den jødiske Nation 3101 Rdlr., og talrige andre Kommitteer, Korporationer, Stænder og Foreninger i Provindserne saavelsom i Norge og Hertugdømmerne fulgte Exemplet. Kjøbmænd og Godseiere sendte pommerske Bjælker, Bygningstømmer, Stangjern og Mursten, medens Embedsmænd gav Afkald paa større eller mindre Summer af deres Gager eller Pensioner. Den almindelige Deltagelse fandt et smukt Udtryk i en Henvendelse til Kronprindsen fra Holmens Tømmermænd, der havde faaet en særlig Tak for deres Forhold ved Branden, hvori de bad om, at der maatte afkortes dem to Skilling af deres Dagløn til Skadens Oprettelse. Kronprindsen takkede dybt bevæget, men erklærede, at han ikke kunde modtage Tilbudet. Derimod blev en Aftale mellem det kongelige Kapels Medlemmer om i 4 paa hinanden følgende Aar at afgive 4 Procent af deres Gage, eller 3473 Rdlr. 2 Mk., til Slotsfondet godkjendt. Da en Del af Giverne imidlertid vare i saa slette Omstændigheder, at "de


678

uagtet al deres gode Villie, naar de engang har erholdt deres Gage, glemmer det indgangne Løfte", sikkrede man sig mod denne Glemsomhed ved at indeholde det tilbudte Beløb i deres Lønninger. Man oplevede naturligvis ogsaa, at Enkelte, der havde tegnet sig for frivillige Bidrag, senere ansøgte om Fritagelse for at betale, saaledes 23 Undertoldbetjente, der i Haab om et fremtidigt Gagetillæg havde været letsindige nok til at subskribere, en Majorinde Struwe i Itzehoe, der havde haabet paa en Arv, men var bleven skuffet o. fl. Dette Slags Ansøgninger bleve altid bevilgede; i Juli Maaned skrev Finantskollegiet i en Forestilling: "Det synes ikke at være passende at inddrive et frivilligt tilbudet Bidrag med Tvangsmidler, om det end efter adskillige Subskriptioners Form maatte synes at kunne ske lovligen". Følgen blev naturligvis endel Restancer, men der kom dog ialt henved 900,000 Rdlr. ind. De fik dog hurtigt Fødder at gaa paa. Allerede i Juli 1794 resolveredes, at det Nødvendige til Søekviperingen og Forsvarsforanstaltningerne maatte tages heraf, og i 1798 var der saagodtsom Intet tilbage af de frivillige Bidrag til en Kongeboligs Opførelse. 265,000 Rdlr. vare blevne anvendte i forskjellige uvedkommende Øiemed, hvoraf alene 65,000 Rdlr. til den danske Manufakturhandel, 158,000 Rdlr. brugtes til Indkjøb af de to Palaier paa Amalienborg (det Schackske og Moltkeske) samt til deres Indretning og Meublement; Resten var medgaaet til Rustninger og kunde dog kun dække en ringe Del af de nødvendige overordentlige Udgifter.

Spørgsmaalet om, hvorvidt Brandassurancekassen for Huse og Gaarde i Kjøbenhavn skulde give Bidrag til Slottets Gjenopførelse, beskjæftigede i høi Grad Interessenterne og gav Anledning til langvarige Stridigheder. Kort efter Branden samledes Direkteurerne for at drøfte Sagen, men kom til det Resultat, at det i Henhold til de bestaaende Anordninger og Kassens Øiemed hverken stod i dens eller de Kommitteredes, ja end ikke i samtlige Interessenters Magt at bifalde en saadan Anvendelse af Kassens Midler udenfor deres Bestemmelse. Hermed betragtede man først Spørgsmaalet som afgjort, men da adskillige Interessenter reiste Indvendinger, holdtes der et nyt Møde af Direkteurerne og de saakaldte Deliberations Kommitterede, hvor det med 10 mod 7 Stemmer blev vedtaget, at Brandkassens 120 Kommitterede skulde sammenkaldes for at drøfte et Forslag om et Bidrag af 200,000 Rdlr. Af de 120 Kommitterede


679

mødte imidlertid kun 90, hvoraf 50 bifaldt Forslaget, medens 40 forkastede det, men da det derefter blev ombaaret til alle Interessenter (der var ialt 3430), indkom der ikke mindre end 98 Protester. Det var nu ret tvivlsomt, hvorledes man skulde stille sig. Direktionen var afgjort imod Tanken, og gjorde gjældende, at et Reskript af 17de Septbr. 1756 udtrykkelig havde forbudt ethvert Udbytte af Brandassurancekassen til Interessenterne, med Befaling, at Kassen stedse skulde voxe til det Almindeliges Bedste og Sikkerhed; den fremhævede endvidere, at Brandkassen ikke eiede en Tiendedel af sin Risiko og følgelig ikke kunde betale Skaden, hvis blot et eneste Kvarter i Byen brændte, at Ingen uden at have assureret kunde faa Kapitaler til Laans i Gaarde og Huse, hvorfor Letheden ved at faa Prioriteter afhang af den Tillid, man havde til Brandkassens Sikkerhed, at Brandkassens Midler tilhørte den hele Stad og ingen Enkeltmand, og at det overhovedet var umuligt at indhente alle Vedkommendes Samtykke, da saa mange Umyndige og offentlige Stiftelser vare Prioritetshavere, og vel Ingen paa disses Vegne turde paatage sig at samtykke i en Formindskelse af deres Sikkerhed. Hvad vilde man gjøre, hvis disse Umyndige eller disse Stiftelser i sin Tid med Lovens hele Strenghed vilde reklamere Erstatning af deres Formyndere eller Værger? Direktionen anførte adskillige andre Grunde og erklærede sig tilsidst uberettiget til at gjøre noget Forslag om "en uhensigtsmæssig Anvendelse" af Brandkassens Midler. Den ønskede endog en kongelig Befaling om, at Ingen i Eftertiden maatte understaa sig at samle Stemmer til noget Forslag, der sigtede til en Formindskelse af Brandkassens Kapitaler, uden iforveien dertil at have indhentet Kongens Samtykke, og ansøgte tilsidst om Stadfæstelse af det ovenanførte Reskript af 1756 "til hver Mands Sikkerhed i Staden".

I Magistraten, hvor Direkteurernes Erklæring indkom, vare Meningerne meget delte. 9 af dens Medlemmer stemte mod Bidraget, 8 derimod for det, medens 4 mente, at der burde holdes en ny Generalforsamling, hvor den endelige Beslutning kunde tages. Forslagets Tilhængere fremhævede med Styrke, at Vedtagelsen havde været fuldkommen lovlig, at Interessenterne vel ikke havde Ret til at raade over Kassens Kapitalfond, men derimod over Renterne, af hvilke Bidraget kunde udredes gjennem en længere Aarrække uden at formindske Kapitalen, og endelig at simpel Taknemmelighed bød


680

at give de 200,000 Rdlr., da Kongens havde skjænket store Donationer til Brandkassens allerførste Fond, for ikke at tale om de betydelige Summer, han i Aarenes Løb havde skjænket Brolægnings- og Renovationsvæsenet, de milde Stiftelser, Fattigvæsenet, Vandvæsenet m. m. Raadmand Pontoppidan udregnede endog, at disse Summer med Renter og Rentes Renter ved "jevn Logarithme Beregning* udgjorde over 32 Millioner Rigsdaler. Skulde man da nu være kneben og tilbageholdende? Striden varede til ind i November 1794, da den løstes ved et af Magistraten foreslaaet Kompromis, der accepteredes af Regjeringen. Ifølge dette forpligtede Brandkassen sig til at bidrage 200,000 Rdlr., at udbetales i 8 à 10 Aar, mod at Kongen garanterede Kapitalens Tilbagebetaling i det Tilfælde, at Kassen nogen Tid ved ulykkelige Hændelser skulde formindskes til en Fjerdedel eller til et Fond af 500,000 Rdlr. Den ulykkelige Hændelse indtraf allerede det følgende Aar, og hermed faldt Sagen bort af sig selv. Episoden med Brandforsikringskassen maa dog ikke opfattes som et Udtryk af Lunkenhed eller Uvillie, men kun som et Bevis for Direktionens levende Pligt- og Ansvarsfølelse, selv om man i Finantskollegiets Forestilling sporer en vis Ømfindtlighed overfor denne frivillige Gave paa Betingelser.

Den 5te Marts 1794 udkom en Forordning om en almindelig Andagts- og Bededag Søndagen den 16de Marts. I alle Rigets Kirker prædikedes der denne Dag om Ulykken, og adskillige af disse Taler ere bevarede. Med Rørelse læser man den kgl. Hofprædikant Christianis simple Ord: "Lad os tænke paa vore Brødre, der omkom i Flammerne". Hengivenheden for Kongehuset lagde sig atter stærkt for Dagen, da Theatret, der havde været lukket i Anledning af Slotsbranden, gjenaabnedes den 13de Marts i Kongefamiliens Nærværelse. Ved sin Indtrædelse hilstes Hoffet med en Sang af Baron Wedel Jarlsberg, hvori der bl. A. forekom "den stærke Tanke": "O, Konge! Du har Intet tabt, og Folket vandt", og efter Forestillingens Slutning kom det til nye stormende Ovationer, under hvilke en Sang af Thaarup blev afsungen. "Det var en rørende og høitidelig Borgerscene", skriver Rahbek.

Saalænge Rydningsarbeiderne, der kostede over 10,000 Rdlr., stod paa, var Slotspladsen afspærret for alle Uvedkommende og aabnedes først igjen for den almindelige Færdsel den 17de Marts. I Ruinen arbeidede det "kommanderede Mandskab", det vil sige:


681

Soldater fra forskjellige i Byen garnisonerende Regimenter under Ledelse af fire Officerer, endvidere nogle Soldater fra Tøihuset og endel Grundgravere under Opsyn af Guldsmedene Borreby og Dey. Det lille Vognmandslaug bortkjørte Tusinder og atter Tusinder Læs Grus, dog først efter at det var harpet og sigtet. Seminaristen ved Kongsberg Sølvværk, Collet, arbeidede i tre Maaneder med en Grusmasse i Slotskjælderen under det forrige Zahlkammer og anstillede chemiske Forsøg dermed, for at indvinde de deri værende Metaldele, ligesom han i Forening med Møntdirekteur Lyng udvaskede og sorterede de sammensteds forefundne Guld- og Sølvmønter. Collet kom efter mange Prøver til det Resultat, at det ikke kunde betale sig at sende hele denne Grusmasse, ca. 638 Kubikfod, til Kongsberg, men da man havde sendt 4 Oxehoveder Grus derop og faaet det Svar, at der vistnok kunde faaes et godt Udbytte ved Udskilningen, besluttede Regjeringen dog at gjøre dette og afslog et Tilbud af en kjøbenhavnsk Borger, Gabriel Gierløf, om at kjøbe hele Massen. Alle 638 Kubikfod bleve derfor i 1798 sendte til Sølvværket i Norge, hvor der udvandtes 5 Mark 9 3/4 Lod Guld (af 21 Karat 1 1/4 Gran pr. Mark) samt 26 Mark 12 Lod Sølv og 50 Pund rent Kobber af Gruset. Under Arveprindsens forrige Gemakker søgte et Antal Artillerister efter Diamanter, der vare forsvundne, men, som det synes, uden Held, og da alt Gruset endelig var kjørt ud paa Amager i Nærheden af Kigkurven, fik Juveler Mutzius og den priviligerede jødiske Guldscheider, Isak Weyll Tilladelse til i fjorten Dage at underkaste det en ny Undersøgelse, dog med Forbehold af de private Skadelidtes Ret til det, der blev fundet. At Rydningen blev saa kostbar, skyldtes ikke blot Udgifterne til Mandskabet, de Tilsynshavende og den store Vognleie, men tillige de talrige Gratifikationer efter Branden (ialt 4000 Rdlr.), Omkostningerne ved Plankeværkers og Stilladsers Opsættelse, beskadigede Sprøiters Reparation m. m. Af disse sidste var der nemlig blevet ødelagt adskillige, ligesom talrige Brandspande, Vandkar, Stripper, Seildugssække, Lygter, Brandstiger, Øxer, Liner, Seilgarn, Hyssing, Stænger, Søm o. lgn., der var udleveret fra Tøihuset og gaaet tabt, maatte erstattes.

En stor Del mere eller mindre beskadigede Materialier bortsolgtes ved Auktion. Saaledes allerede i Midten af Mai endel Kobber fra Slotstaget, der indbragte henved 16000 Rdlr., medens man fandt Regning ved at sende det urene, sammensmeltede Kobber til Kongsberg


682

for at lade det "gahre" ved Sølværket og derpaa sælge i Norge. Senere afholdtes Auktioner over en stor Mængde ituslaaede Kakkelovnsplader, Tromler, Rør, Vinduslaase og Beslag, "anbrændte" Bjælker, Spær og Træmaterialier, samt Klokkemetal, Messing m. m. Det var selvfølgelig kun Smaabeløb, som kom ind herfor. De tilbagestaaende Dele af Slottets Hovedbygning eller rettere de Dele af den, som havde tagel mindst Skade, bleve reparerede og indrettede til forskjelligt Brug. I den saakaldte Kavalerløngang mellem Slottet og Kancellibygningen indrettedes saaledes et Maler- og Snedkerværksted for Theatret. Det havde tidligere været paa samme Sted, hvorfor en stor Del Koulisser, Inventarium og Maskiner vare gaaede op i Flammer. Senere (i 1800) anbragtes der forskjellige Kontorer her, ved hvilken Leilighed Løngangens øverste Etage blev nedbrudt, da man betragtede dens tidligere Høide som farlig for Kancellibygningen. Theatrets Malersal flyttedes nu hen bag Slotskirken i Remisebygningen, hvis ene Fløi mod Kanalen istandsattes i en Længde af 100 Alen. Den anden Fløi nærmest Slottet blev i 1798 indrettet til en Kaserne for det ridende Artilleri, hvis Heste anbragtes i de kongelige Stalde, medens Korpsets Vogne fik Plads i Gaarden mellem Ridehuset og den afbrændte Garderstald. Slottets Hovedport mod Ridebanen blev samtidig Fouragemagasin. Den nye Kaserne var dog ikke rummelig nok, hvorfor en Del af Folkene anbragtes i Sygehuset ved Langebro (ligeoverfor Blaataarn), andre i Kasernen paa Christianshavn, ligesom nogle Værelser i den lille nordre Løngang ved Slottet overlodes Korpset. Den lille søndre Løngang, som førte over til Bibliotheket og Kunstkamret, fik Aaret efter Branden et nyt Kobbertag, og blev efter en delvis Ombygning benyttet til Opbevaringssted for det store kongelige Bibliotheks Manuskriptsamling. Endelig blev et høit Plankeværk reist om Ruinen ud til Slotspladsen saavelsom ved Indgangen til Staldene fra Ridebanen. Derimod fandt man det ikke nødvendigt at anbringe Lægter om Murene til Ridebanen for at holde Folk borte fra dem. Plankeværket paa Slotspladsen blev dog allerede nedtaget i Septbr. 1795, da Materialierne skulde anvendes til Aflukker for fattige Brandlidte i Slotskjælderen.

Ruinen stod nu hen i lange Tider og afgav et bedrøveligt Skue med sine sværtede Mure, gabende Vindusaabninger og hensmuldrende Sandsten. Allerede i Vinteren 1795 trængte Vandet


683

gjennem Hvælvingerne ned i Kjælderen, hvor de kongelige Vine opbevaredes, saaledes at Hofmarechallen foreslog, at der skulde lægges Brædetag over. Rentekamret fandt dog Udgiften for høi, men da de kostbare Rosenborgvine saavelsom Beholdningen af ungarske Vine vare udsatte for Ødelæggelse, bleve 2 Fag af Kjælderen til Gaden og 2 Fag til Gaarden, hvor den opsynshavende Betjent boede, dækkede med Teglsten ovenpaa Hvælvingerne. Senere lagdes der Tag over Brændekjælderen, fordi Regnvandet trængte igjennem og ødelagde den kongelige Kulbeholdning. Lidt efter lidt blev Murene brøstfældige, hvorfor man af Frygt for Ulykkestilfælde, især da Slottet var beboet af endel brandlidte Fattige, lod de løse Sten støde ned med Baadshager; i 1798 endog i den Maalestok, at der bortkjørtes 254 Læs Mursten fra Slotsruinen. Ogsaa de tre svære Skorstene og det øverste af Taarnet maatte nedbrydes, da de truede med at styrte ned af sig selv. Der faldt nu bestandig Murbrokker og hele Stykker ned fra Bygningens udvendige Mure, hvorfor der hver Sommer maatte reises Brandstiger og Stilladser og akkorderes med en Murmester om Nedrivningen.

Man havde længe havt et aabent Øie for den Skade, Bygningen vilde lide ved saaledes at staa udsat for Veirligets Paavirkning. I 1799 drøftedes Muligheden af at skaffe hele Ruinen under Tag "paa den bedste og menagerligste Maade", hvorfor Bygningskommissair Dajon anstillede en Række Forsøg med Bjælkers og andet svært Tømmers Bæreevne, hvilke dog ikke førte til Noget. Men allerede fire Aar tidligere, da Byen var bleven ramt af den ødelæggende Ildsvaade, opstod naturligt den Tanke at indrette Slottet eller en Del af det til Brug for adskillige offentlige Institutioner, der vare blevne husvilde eller trængte til større Plads end hidtil. Kancelliet foreslog derfor, at en af Christiansborgs Fløie skulde gjenopføres til Brug for Høiesteret (der allerede var bleven husvild ved Slotsbranden) Hof- og Stadsretten (hvis Gaard paa Østergade befandtes for lille), Politiretten, Forligelseskommissionen og Raadhuset. Professor Harsdorff, der fik Ordre til at udarbeide Planen, fandt aabenbart ikke Behag i Forslaget, som efter hans Mening var ganske forfeilet. I sit Svar af 21de August 1795 bemærkede han først, at han ansaa det for en afgjort Sag, at Slottet engang igjen skulde istandsættes til Brug for Kongehuset. Hvis dette imidlertid var Tilfældet, vilde Opgaven blive særdeles vanskelig at løse. Tænktes der ved "en af Slottets


684

Fløie" paa en af de fire store Fløie, der udgjorde Slottets Corps de Logis, vilde man nemlig ikke kunne gjøre de forlangte Indretninger uden at tage Hensyn til det Heles fremtidige Plan. Hvorledes denne skulde være, havde Harsdorff rigtignok kun løselig overveiet, men det forekom ham dog nødvendigt at isolere den store Firkant for at opnaa Kommoditet, Sparsommelighed og Smag og samtidig gjøre Bygningen én, maaske to Etager lavere. Men naar dette skete, vilde der neppe blive mere Plads, end der behøvedes for Hoffet, Høiesteret, Partikulairkamret og saadanne Indretninger, som helst burde være i Nærheden af Kongens Person. Opførte man Slottet efter den gamle Plan, var man dog ikke hjulpen, thi de nævnte Tribunalers Anbringelse i en af Hovedfløiene vilde spærre Forbindelsen og næsten gjøre det umuligt for Architekten nogensinde at tilveiebringe en god Fordeling, naar Resten af Slottet engang skulde opbygges. Det vilde desuden koste betydeligt, da der maatte indlægges Bjælker og opføres Tag over hele den paagjældende Fløi. Vilde man have Orden og Sammenhæng i det Hele, saaledes at det Ene ikke laa i Veien for det Andet, maatte der nu gjøres Tegning og Overslag til det hele Slots Forandring og Istandsættelse. Harsdorff henledede endvidere Opmærksomheden paa, at det vilde være betænkeligt at lægge disse Tribunaler i det kongelige Residentsslot, thi de mange Kontoirer fyldte med Papirer og de talrige Kakkelovne vilde medføre Brandfare; den Mængde Mennesker, som stadig havde Forretninger her, vilde foraarsage Tummel paa Trapper og Gange; Fængsler maatte der ogsaa være, hvilket ofte vilde give Anledning til Sammenløb, for ikke at tale om, at det "maaske kunde synes stridende mod Velanstændighed og give Anledning til Kritik, at Forbrydere skulde bo under samme Tag som Kongen". Den berømte Architekt kom derfor til det Resultat, at de nævnte Institutioner bedst kunde faa Lokale i den afbrændte Kirkebygning, som da maatte skilles helt fra Slottet. Fandt denne Tanke Bifald, vilde han fremkomme med Tegninger og Overslag - et Kapel for Hoffet vilde man altid kunne indrette i Hovedbygningen.

Harsdorffs Tanke fandt imidlertid ikke Bifald; tvertimod blev det ham igjen paalagt at udarbeide Tegninger efter Kancelliets Plan, kun med den Forskjel, at han nu ogsaa skulde skaffe Plads til Kunstakademiet - som man ønskede fjernet fra Charlottenborg - i den ene af Christiansborgs Fløie. Han skulde behandle Alt, "som


685

om Christiansborg ikke mere blev til Kongebolig at opføre", og maatte ved Udarbeidelsen ikke tage Hensyn til Slotskirkebygningen, der var bestemt til andet Brug (formodentlig til at afløse den afbrændte Nikolai Kirke), ei heller til den store søndre Løngang ved Kancellibygningen. Til yderligere Oplysning meddeltes det ham i 1796, at han ogsaa skulde være betænkt paa Arrester for Forbrydere, hvorimod der ikke skulde være Plads til Gjældarrestanter i Slotsbygningen. Det kan neppe betvivles, at Harsdorff havde endnu mindre Smag for denne løierlige Sammenstilling, hvor Kunsten skulde leve sammen med Domstole, Politi og Forbrydere, og det ses da ogsaa, at han Intet gjorde ved den. I 1798 undskyldte han sig med Sygdom og med sit Arbeide paa Planen til Marmorkirkens Opførelse; i 1799 døde han.

Det var Ruinens stærkt fremadskridende Brøstfældighed og Opløsning, som i Aaret 1800 atter henledede Opmærksomheden paa den. De tre Hofbygmestre, Professorerne Meyn, Magens og Hansen havde med Styrke gjort gjældende, at det var paa høie Tid, at der blev truffet Foranstaltninger til Murenes Benyttelse, hvis de nogensinde igjen skulde benyttes. "Skulle disse fortræffelige Mure nyttes - skrev de bl. A. - da maa samme ei længe mere saaledes henstaa uden Tag, hvorved ei alene den øverste Del af Muren, men endog alle Afsætninger og Buerne over Vinduerne uendelig lide af Fugtighed, ligesom det og staar med Grund at befrygte, at de underste Gevælfter i slig vedblivende Tilstand vil nærme sig deres Undergang." Som Følge heraf overdrog Rentekamret de tre Professorer at undersøge, hvorledes Ruinen paa bedste og sparsommeligste Maade kunde komme under Tag, men i deres Betænkning gik de paa egen Haand videre og forelagde i Oktober Maaned 1800 en Plan i store Træk til Slottets Gjenopførelse som Kongebolig. De forestillede bl. A. heri, at man uden at skade Slottets Anseelse eller betage den eventuelle Residents det fornødne Rum gjerne kunde formindske dens Størrelse noget, hvorved ikke blot Udgifterne til Taget, men ogsaa til Istandsættelsen i det Hele kunde reduceres betydeligt. At forringe Slottets Høide kunde dog ikke tilraades, efterdi dets Udvortes vilde lide derved. Fjernede man nemlig den øverste Mezzanin, vilde man blive nødt til at omdanne den saakaldte Kronprindsens Etage til en Mezzaninetage, og Bygningen vilde da kun faa en eneste Hovedetage (Kongens


686

Etage), hvorved dets Anseelse vilde være borte, ligesom der neppe vilde blive Plads for alle de Leiligheder, som vare fornødne for en kongelig Familie. Den heldigste Løsning vilde være at nedbryde Slotstaarnet, dels fordi det var meget brøstfældigt, dels fordi der slet ikke burde være Taarn paa Bygningen, og derefter fjerne hele Riddersalsfløien til Ridebanen og erstatte den med en aaben Kolonnade mellem de to Sidefløie. Herved vilde der faas en meget smuk Façade og en tiltalende perspektivisk Indsigt i Slotsgaarden, uden at man havde nødig at røre ved de gamle Fundamenter eller anlægge nye. Endvidere sparede man herved det ellers nødvendige store og kostbare Tag paa denne Fløi, og endelig vilde den triste og skumle indre Slotsgaard blive munter og lys. De tre Architekter foreslog endvidere, at hele den udvendige Sandstensbeklædning, der havde lidt saameget ved Ilden, at den end ikke med de største Bekostninger kunde istandsættes, skulde nedtages paa Hovedgesimsen nær, og Murene afpudses med Kalk, dog at de nye Dekorationer om Døre og Vinduer med deres udladende Gesimser og Frontespicer igjen bleve forfærdigede af Sandsten. Portalen til Slotspladsen burde nedbrydes og gjenopføres i en simplere og bedre Smag, svarende til den hele Forandring, og endelig burde den store nordre Løngang miste sin øverste Etage og have samme Høide som den søndre Løngang (se ovenfor). Hvorvidt Slotskirken skulde bevares eller nedbrydes, henstilledes til Kongens Villie, men det ansaas dog for rigtigst kun at bevare dens forreste Del til Slotspladsen i lige Dybde med Løngangsbygningen, men nedrive hele Resten. Der vilde nemlig paa denne Maade blive Plads nok til et lidet net Kapel for den kongelige Familie og Hofbetjentene. Med Hensyn til Taget paa de tre tilbagestaaende Hovedfløie mente Professorerne, at det vilde være klogest at gjøre det saa lavt som muligt og tække det med Kobber, men for at dette kunde ske, maatte der først indlægges Bjælker i alle Etager tit Murenes Afstivning og Sammenbinding. Ogsaa Hovedskillerummene burde opføres iforveien, hvorfor der ikke kunde tages fat paa Tagværket, før en nøiagtig Plan af Indretningen i alle Etager var udarbeidet. Herefter bestemtes det ved kongelig Resolution, at Slotskirkens Rudera skulde nedrives, og at Professor C. F. Hansen (den senere Konferentsraad) i Henhold til Ovenanførte skulde forfatte de nødvendige Façade-, Profil-


687

og Plantegninger samt gjøre saa detaillerede Overslag, som efter Omstændighederne var muligt.

Hermed var det altsaa fastslaaet, at Christiansborg igjen skulde være Kongebolig, men det havde lange Udsigter med Sagens praktiske Gjennemførelse. De truende Forhold i Europa, Slaget paa Rheden i 1801 og dets Følger hidførte en Standsning, og først i Mai 1803, da Hansens Tegninger og Planer vare approberede, kom man saavidt, at der blev nedsat en Slotsbygningskommission, bestaaende af 8 Medlemmer, hvoriblandt Geheimeraad, Statsminister Grev C. D. Reventlow, Overhofmarechal Hauch, Generalmaj or Peymann, Professor Stadsbygmester Meyn, Professor Landbygmester C. F. Hansen o. fl., en Kommission, som forresten ogsaa skulde bestyre Opførelsen af den nye Raad-, Dom- og Arresthusbygning i Kbhvn. Det var Hansen, som skulde være ansvarlig for Detaillen af alt Bygningsarbeidet, og Alt "hvad, som henhører til Exekutionen af det Befalede eller Besluttede." Man tog nu fat paa Nedrivningen af Fløien til Ridebanen, saavelsom paa Nedtagelsen af Sandstensbeklædningen, hvortil der i 1803 alene medgik 40,000 Rdlr. Det ses, at man i 1805 havde Yderfaçaden til Ridebanen nede med Undtagelse af Portalen, som stod endnu, samt at en stor Del af de vældige Sandsten vare blevne transporterede hen paa det afbrændte Vaisenhuses Tomt paa Nytorv. Disse Arbeider vedvarede indtil 1807, da Bombardementet og Krigen med England stillede Alt i Bero.

Ved Slottets Brand var Høiesteret bleven husvild, hvorfor det strax blev befalet, at Riddersalen paa Rosenborg skulde indrettes for den. Man kom dog hurtigt paa andre Tanker, og Retten fik i Stedet anvist Lokale i Prindsens Palais, hvor Professor Jens Juel maatte rømme Riddersalen, der havde været ham overladt til Malerstue, medens Landhusholdningsselskabet ikke blot maatte afgive to tilstødende Værelser, men endog finde sig i, at dets Forsamlingsværelse blev benyttet som Rettens Forsal. Assessorerne vare heller ikke tilfredse; de klagede uophørligt, især over Kulde, hvorfor der i 1798 lagdes et stribet Klæde over hele Gulvet og to Aar efter opsattes en Fajance-Kakkelovn istedetfor den gamle af Jern - men der var Intet at gjøre herved; de maatte i en langAarrække blive i Palaiet i Kalleboderne, kun at Høiesterets høitidelige Aabning fandt Sted i Riddersalen paa Rosenborg. Ogsaa General-Veikommissionen blev flyttet til Prindsens Palais, hvilket gik ud over Videnskabernes


688

Selskab, som dog senere fik Erstatning i et Par Værelser med Forstue i Staldbygningen ved Christiansborg. Alle de finantsielle Kontorer, der havde været samlede paa Slottet, fik strax efter Branden Plads i Bankbygningen, som laa i nuværende Slotsholmsgade ved Siden af Børsens Nordende, men kom som alt anført i 1800 hen i Kancelli- eller Kavallerløngangen, hvor der indrettedes 14 Kontorer for Finantskollegiet, Zahlkamret, Skatkamret, Annuitetskontorerne osv.

Mere paatrængende end alt Andet var det dog at finde passende Boliger for Kongehuset, der bogstavelig ikke havde Tag over Hovedet i Residentsstaden. Opmærksomheden blev naturligt henvendt paa Amalienborg, af hvis fire Palaier Kongen allerede længe havde eiet det ene (det tidligere Brockdorffske), som var Søkadetakademi. Der blev strax aabnet Underhandlinger, og allerede i de første Dage af Marts kjøbtes afdøde Grev Adam Gottlob Moltkes Palais (det nuværende saakaldte "Christian den Syvendes Palais") med alle dets Grunde, Bygninger, Inventarium og Meubler for 45000 Rdlr. Kongen, som skulde bo her, flyttede ind den 10de Marts 1794. Til Kronprindsen kjøbtes det saakaldte Schackske Hotel (vor nuregjerende Konges Residentspalais) for 26861 Rdlr. Det tredie Palais, det Raben-Levetzauske (nu "Udenrigsministeriets") erhvervedes af Arveprinds Frederik. Eieren, Geheimekonferentsraad Sigfried Victor Raben-Levetzau, Besidder af Stamhuset Restrup i Aalborg Stift, havde længe ønsket at blive denne Eiendom kvit, men havde ikke kunnet afhænde den paa Grund af en udtrykkelig Bestemmelse i Stamhusets Erektionspatent af 12te Marts 1756; nn blev der imidlertid givet kongelig Tilladelse til Salget paa den Betingelse, at Kjøbesummen skulde blive en Stamhuset Restrup tilhørende Kapital, hvoraf Besidderen skulde nyde Renten uden videre Raadighed over Kapitalen. Enkedronning Juliane Marie, som efter Alles Mening kom til at bo smukkest og bedst, kjøbte det forh. Danneskjold Laurvigske Palais paa Hjørnet af Dronningens Tvergade og Bredgade (nu det Moltkeske), som tilhørte Etatsraad de Coninck, og endelig erhvervede Hertugen af Augustenborg det forhenværende Dehnske Palais (det daværende Reventlowske, senere Prinds Frederik af Hessens) paa Hjørnet af Bredgade og Frederiksgade.

Der blev strax taget fat paa at forbedre og ombygge Palaierne paa Amalienborg, hvoraf ialfald det Schackske var yderlig forfaldent. Til den indre Indretning og Udstyr af dette og Moltkes Palais,


689

medgik der i de første Aar over 86000 Rdlr., hvilke tilligemed Kjøbesummen udrededes af de indkomne frivillige Bidrag til Christiansborgs Gjenopførelse. Det gjaldt om at blive færdig i Hast, thi Alt skulde helst staa rede samme Efteraar, naar Kongefamilien flyttede ind fra sit Landophold. Harsdorff, som ledede Arbeiderne her, havde store Vanskeligheder at kjæmpe med, og det ikke blot pekuniaire; thi der opstod i 1794 en Strike blandt Tømmersvendene, der forsinkede Arbeidet, saaledes at der maatte rekvireres Assistance hos Holmens Tømmermænd. Den ydre Istandsættelse, Reparationen af Sandstensbeklædningen og den udvendige Maling blev ikke færdig, ikke engang det følgende Aar, fordi den store Ildebrand kom imellem; derimod lykkedes det Harsdorff at gjennemføre de to store Arbeider, som til en vis Grad forandrede Palaiernes og Pladsens Physiognomi. Som bekjendt havde Palaiernes Hovedbygning hidtil kun staaet i Forbindelse med deres Endepavilloner ved to lave Mellembygninger med Indkjørsler; nu blev der ovenpaa disse anbragt en første Sal for at skaffe mere Plads. Disse saakaldte "Kommunikationsbygninger" vare en Nødvendighed, men det er vel tvivlsomt, om de have været til Fordel for Ensemblet.

Derimod løste Harsdorff den anden Opgave, der blev ham stillet, paa glimrende Vis og skabte i Kolonnaden et genialt og enestaaende Værk, en pragtfuld Port i ædel jonisk Stil, som paa engang "skulde være en Forhal til Kongens Hus og en Gjennemgang til den Plads, som bar det stolteste Æreminde, der var opreist for en dansk Konge". De to Palaier, Kongens og Kronprindsens, der vare adskilte ved Amaliegade, hørte paa en vis Maade sammen; ialfald maatte den besværlige Forbindelse mellem dem ved mange Leiligheder føles som et Savn, hvis den ikke blev afhjulpen. Under de givne Forhold maatte en Forbindelse mellem de to Boliger anses for høist ønskelig, ogsaa fordi det Moltkeste Palais rummede de egentlige Modtagelsesværelser og Pragtrum, hvor det mere festlige Hofliv udfoldede sig. Det gjaldt da om at skabe et architektonisk Led, som kunde forene uden at spærre eller hindre den daglige Færdsel paa Gaden og Pladsen. Det vides, at Harsdorff indsendte et ikke ringe Antal Udkast og i Begyndelsen nærmest tænkte sig en Bygning med en eller flere Gjennemkjørsler, som under alle Omstændigheder vilde have aflukket Gaden for Synet og borttaget den smukke Udsigt til Monumentet paa Frederikspladsen. Endelig fattede


690

han den Plan at reise en aaben Søilehal i græsk Stil istedetfor en sammenhængende Mellembygning, og denne Tanke fandt Kronprindsens Bifald. Der skulde dog anvendes den største Sparsommelighed; Kolonnaden maatte ikke koste mere end ca. 19000 Rdlr., hvorfor der skulde anvendes Tømmer istedetfor varigere Materiale, Bliktækning istedetfor Kobbertag, gamle kasserede bornholmske Sandsten i Grunden og sværtede Mursten fra Christiansborgs Skorstene, der vare saa forbrændte, at de ikke med Nytte kunde bruges ved selve Slotsbygningen. Arbeidet gik saa rask fra Haanden, at Kolonnaden stod færdig i November 1794, saaledes at Løngangen til Pladsen og de tre Værelser med Vinduer til Amaliegade strax kunde tages i Brug. Alle Hoffets Kavalerer og Damer fik Nøgler til Gangen; i 1799 uddeltes ikke mindre end 200. Den nye Bygning fandt almindeligt Bifald hos Samtiden og beundres den Dag idag. Høyen omtaler den med udelt Anerkjendelse, priser dens græske Aand og storladne harmoniske Virkning og tilføier: "Stiller man sig enten i Gaden eller paa Pladsen omtrent i tredive Skridts Afstand, saa at Krandsens Overkant staar aldeles frit mod Luften, da ville de store simple Forhold, de rene deilige Former, det efter Standpunktet vexlende Spil af Søilerækkernes Perspektiv, af Indblikket under Loftet og ind til Portalerne, af Lys og Skygge vidne om den ædle Følelse for architektonisk og malerisk Skjønhed, som havde gjennemtrængt Mesteren".

Paa forskjellige andre Maader sørgedes der for Pladsens Udsmykning; saaledes blev de 20 Glas-Kugle-Lygter med dobbelte Flammer og dertil hørende Marmorpiller, som tidligere havde staaet paa Christiansborg Slotsplads flyttede til Amalienborg, og hvad der ikke er det mindst Mærkelige, de bleve i Modsætning til alle Byens andre Lygter tændte i Maaneskin, da man nu for første Gang opdagede, at Maanen ikke altid skinnede, naar den ifølge Almanaken skulde gjøre det. Heststatuen og dens Fodstykke blev pyntet op og Slotsuhrværket paa Frederiksberg nedtaget, forsynet med ny Skive og anbragt paa Søkadetakademiet (det Brockdorffske Palais), medens der bestiltes et nyt Uhr til Frederiksberg Slot hos Uhrmager Henrichsen i Hillerød. Slotsforvalter Voigt paa Frederiksberg anlagde Smaahaverne ved de to Palaier, medens Lysthuset ved det kongelige Palais blev istandsat saa billigt som muligt. Man havde ikke engang Raad til at lægge et Kobbertag paa det. I 1797 lod


691

Kronprindsen bygge et Tempel i sin Have ved Amalienborg samt opsætte to Bænke og en Solring. Selvfølgelig nødvendiggjorde Vagterne ved de to Slotte, der besørgedes af begge Livgarder, forskjellige nye Indretninger. Livgarden til Hest, der daglig trak op, fik Vagtstue, Stalde og Remiser i Søkadetakademiet, hvorhos et af Spiltougene senere indrettedes til to Kachotter eller "Arrestleiligheder", som de kaldtes, for bemeldte Gardister. Søkadetakademiets Chef holdt dog ikke af dette Naboskab og havde især meget at indvende mod en Marketenter, der havde faaet Bolig i Akademiets Kjælder. Han klagede over, at baade Kadetterne og Officerernes Hustruer og Tjenestepiger forulempedes af Soldaterne, naar de passerede forbi, og Enden blev da, at Marketenteren fik et lille Hus opført i Gaarden, og at der i 1799 blev reist et Plankeværk i Palaiets Gaard mellem Gardens Plads og Kadetternes "Spøgeplads", saaledes at de vare ganske adskilte. Hvad Livgarden til Fods angaar, havde den sin Vagtstue i Kongens Palais og sin Arreststue paa Rosenborg; i 1799 blev der imidlertid indrettet en Kachot over dens Vagtstue paa Amalienborg.

Der var stærk Mangel paa Plads i de to kongelige Palaier. Det var slemt nok, at de store Fester som Balparè'erne maatte afholdes i Komediehuset paa Kongens Nytorv, men værre var det, at en Del af Hofpersonalet maatte ligge i Byen. Allerede i 1795 havde man ovenover Remise- og Staldbygningen ved Kongens Palais opført en fire Alen høi Etage med Værelser for Palaisforvalter Ørtel og forskjellige andre Betjente, men fire Aar efter klagede Hofmarechal Hauch over, at Kronprindsessens Kammerjunker ikke kunde bo paa Palaiet, ei heller Kjælderskriveren og Andre, som havde daglige Forretninger her. Det gik endog saa vidt, at man savnede Opbevaringssteder for de kostbare Meubler, som ikke brugtes daglig, thi de tre Kamre over Kolonnaden bleve hurtigt fyldte. I Kronprindsens Palais var Gaarden saa lille, at man havde maattet lægge et Sprøitehus ud paa Toldbodgadens Fortoug, hvorimod Magistraten nedlagde Indsigelse, men det fik dog Lov til at staae paa Rentekamrets Erklæring, at der aldrig skulde kunne vindes Hævd derpaa, hvilket til yderligere Sikkerhed blev læst ved Hof- og Stadsretten. Da Bernstorffs Palais i Slutningen af Aarhundredet blev solgt til Stadskondukteur Rawert og Tømmermester Hallander, benyttede man derfor strax Leiligheden til at afkjøbe dem et Stykke Haveplads


692

paa 27 Alens Længde mod Frederiksgade og 75 Alens Dybde for en Pris af 4 Rdlr. pr. Kvadratalen, hvilket ansaas for meget dyrt. Her opførtes da i Aaret 1800 et kongeligt Ridehus, hvortil der havde været stor Trang, og paa den nye Bygnings Loft fik Palaisforvalteren endelig det Meubelkammer indrettet, han saa længe havde savnet. Et Bevis for, hvor tarveligt og knebent Kongefamilien boede, leverer et Brev fra Bernstorff til Schack Rathlou af 15de Marts 1794 (altsaa kort efter Branden), hvori der tillige oprulles et eiendommeligt Interieur fra Kronprindseparrets huslige Liv. "Kronprindsen - skriver Ministeren - er saa glad, at man kan læse det ud af hans Ansigt. Jeg har aldrig set ham lykkeligere. Han har i Virkeligheden kun et eneste Værelse til Raadighed, men det er ham fuldstændig nok. Kronprindsessen, denne indtagende Kvinde, ønsker sig til Lykke med at synes mindre lille i smaa Værelser. Hun er i Ordets sandeste Forstand Hustru og Moder, og mere forlanger hun ikke at være. Da jeg saa hende i Gjæthuset i et skrækkeligt Øieblik, da hun ikke vidste, om hun havde faaet det Mindste reddet, kom hun mig imøde, idet hun paa sin Arm bar sit Barn, der endnu ikke havde forvundet Inokulationen af Kopperne. Hun udbrød da: "Hvad mig angaar, har jeg min Skat", og i det Samme pegede hun paa den lille Prindsesse. Kronprindsen omfavnede mig med Taarer i Øinene og sagde: "Det er en stor Ulykke, men jeg veed, at den vilde synes mig langt større, hvis jeg tabte et eneste Hjerte". I 1802 skriver daværende Amtmand i Pløen, August Hennings: "Jeg har set de to Palaier, hvori Kongen og Kronprindsen bo. Det er næsten en Skam for Nationen, at de maa hjælpe sig med saa lidt. Grevinde Schimmelmann fortalte, at hun havde foreslaaet Kronprindsessen at tage sin Søster til sig, men at denne havde svaret: hun vidste ikke, hvor hun skulde have hende. Herom overbevises man, naar man ser, at Kongen selv til daglig Brug maa nøies med et Soveværelse, et Dagligværelse og et Billardværelse samt et lille Lakaigemak. Pragtværelserne fylde hele den øverste Etage i det forrige Moltkeske Palais, og ere vel ikke kongelige, men dog anstændige. I den store Sal, der strutter af Forgyldning, faldt mig ind, hvorledes man i fordums Tid maa have stirret paa al denne Pragt og Herlighed, der nu synes tung og gammeldags. Spisesalen er til 52 Personer, men da Kongen maa have særlig stor Plads nu kun til 48. I Pavillonsalen, hvor Grev Moltke havde sin Naturaliesamling med Loftstykker af Carl


693

van Mandern, bliver der nu holdt Rose. Værelset med de efter Boucher forfærdigede Tapeter med chinesiske Figurer er nu et Forgemak. Kronprindsen og hans Gemalinde bo ganske godt borgerligt, men ikke som deres Repræsentation kræver. Kronprindsessen har et lille Haandbibliothek i Skabe, som tilsyneladende ikke kunne rumme meget; Kronprindsen havde sit Haandbibliothek med paa Frederiksberg, men der laa fuldt af Blade hos ham og deriblandt nogle Bøger. I hans Forværelse findes Lebruns Bataillebilleder af Audran og nogle Bataillemalerier, bl. A. Rüdes "Affairen ved Qvistrumbro". I det indre Værelse er et Brystbillede af Hertuginden af Augustenborg, et Maleri af hende i hel Figur og hendes Buste i Gibs. Kronprindsen, som bebor Palaiets nederste Etage, opholder sig dog for det Meste i den øverste i et af hans Gemalindes Værelser, der er helt behængt med Malerier, hvoriblandt dog intet af Betydning". Hvad Arveprinds Frederiks Palais angaar, ses det at have været smukt dekoreret efter Abildgaards Udkast, smagfuldt og uden Overlæsselse. Kun fandt Hennings de talrige ophængte fyrstelige "Karikaturansigter", som man udgav, for Portraiter, høist uheldige.

Slotsbranden havde kostet betydelige extraordinaire Summer, ganske bortset fra Alt, hvad der var blevet et Offer for Luerne. I Douceurer og Gratifikationer til Officerer, Soldater, Matroser og Brandfolk udbetaltes Tusinder, og ved Hofholdningernes Adskillelse stilledes der nye betydelige Krav. Enkedronning Juliane Marie, der havde et aarligt Deputat af 86000 Rdlr. foruden 4000 Rdlr. til Fredensborgs Slots Vedligeholdelse, fik efter Branden en Forstrækning af 20,000 Rdlr. til det nuværende Moltkeste Palais' Istandsættelse, medens Arveprindsen, der tidligere havde havt en aarlig Appanage af 20,000 Rdlr., nu fik et Tillæg af 6000, foruden en kgl. Garanti for 120,000 Rdlr. til sit Palais' Indretning og Meublering. Prindsesse Louise Augusta havde forhen havt 5000 Rdlr. om Aaret i Deputat-penge, men fik nu 8000, foruden 300 Favne Brænde om Aaret samt Fourage til 16 Heste, der skjænkedes hende af de kongelige Stalde. Herved forøgedes de aarlige Udgifter med 34000 Rdlr., som man dog søgte at indvinde ved forskjellige Besparelser. Først og fremmest blev Fondet til de kongelige Bygningers Vedligeholdelse, (hvoraf 10,000 Rdlr. aarlig vare blevne anvendte paa Christiansborg) nedsat med 4,500 Rdlr., da man antog, at 5500 vare tilstrækkelige til Reparationer paa de ikke afbrændte Slotsbygninger og Palaierne


694

paa Amalienborg. Endvidere blev Proviantskriveriet og Vinkjælderen afskaffet, en stor Del overflødige Kjøkkenbetjente afskedigede (man havde tidligere ikke kunnet nøies med mindre end 3 à 4 Mesterkokke) og endelig Staldetaten betydelig indskrænket, hvorved man haabede at bringe de reglementerede Hofholdningsudgifter, 126,000 Rdlr. om Aaret, ned til 102,000, eller endog til 98,000. Det følger dog af sig selv, at Hofpersonalets Forøgelse i Tidernes Løb, flere Betjentes Antagelse og Pensioners Udredelse til afskedigede, fremmede Fyrsters Besøg ved Hoffet og overordentlige Festligheder og Solenniteter, hvilket Altsammen maatte afholdes extraordinairt, snart bragte Udgifterne til at stige, om end ikke i samme Grad som tidligere. Exempelvis kan nævnes, at man nogle Aar iforveien, da Hofholdningsfondet var 134,000 Rdlr. om Aaret, i Reglen havde brugt 3-4000 Rdlr.,mere, i 1789 endog 11,000, i 1790 48,000 og i 1791 36,000 Rdlr. mere end reglementeret. Den samlede Udgift til Kongehuset og Hoffet var paa dette Tidspunkt 6-700,000 Rdlr. om Aaret, og Ødselheden var til Tider ret forbausende. Ved Prindsesse Louise Augustas Formæling i 1786 medgik der 28,000 Rdlr. til hendes Gemakkers Udstyr og Meublement paa Christiansborg, 700 Rdlr. til Forandringer i hendes Værelser paa Frederiksberg, og endelig til Smykker, Juveler o. d. over 28,000 Rdlr. De dyreste af disse vare et Halssmykke med Prætension og et Par Brillantspænder, der kostede 18,201 Rdlr. I Anledning af Kongen af Sverigs Ophold i Kbhvn. 1787 indkjøbtes der Pretiosa for 22,952 Rdlr., og Aaret efter resolveredes, at Kongen havde "isinde at kjøbe for 40,000 Rdlr. Juveler og Smykker hos Juveler Fistaine", hvilket dog neppe skete i saa stort Omfang. Ved Kronprindsens Formæling i 1790 brugtes der ikke mindre end 69,657 Rdlr. 48 Sk. til Brillantringe, emaillerede Gulddaaser, Diamantspænder, Porcellainsvaser og Pretiosa, foruden 83,000 Rdlr. til andre extraordinaire Udgifter. Naar dette Slags Udgifter bleve overdrevent store og mange, udrededes de ikke af Partikulairkassen, selv om de egentlig hørte derunder, men af Finantserne. Det behøver dog neppe at bemærkes, at Landet ikke blev fattigt eller forarmet ved disse Extravagancer; Kilden til Finantsnøden og Statens uophørlige Pengetrang laa paa ganske andre Omraader.

Den Anskuelse, man havde næret om Christiansborg Slot, at det var en "Salamander, der kunde leve i Ild", havde vist sig


695

feilagtig, og man skulde snart erfare, at Byen heller ikke var det. I Juli 1794 skrev Raadmand Pontoppidan: "Man kan nu tillidsfuldt tro og haabe, at paa Grund af de kraftige Foranstaltninger, Brand- og Vandkommissionen har truffet med Sprøite- og Vandvæsens Anstalter, med Politi-Administrationens driftige Inkvisition om brændbare Varers tilbørlige Opsigt, item Vægtervæsenets Beopagtning, den Omstændighed, at fast alle Bygninger ere grundmurede - saa tør man haabe tillidsfuldt, at ingen extraordinair farlig og langvarig Ildsvaade skal kunne indtræde". Der var ovenikjøbet efter Slotsbranden blevet truffet mange extraordinaire Foranstaltninger; alle Ildsteder, Rør, Tromler og Kakkelovne i kongelige og offentlige Bygninger vare blevne eftersete, Skorstene vare blevne udbrændte og istandsatte, Sprøiter reparerede eller forfærdigede af Nyt; i Kancellibygningen havde man ikke blot anskaffet 300 Sække og 20 Lygter, men særlig arbeidet paa Archivernes Sikkring; paa Theatret havde man forøget Balliesprøiternes Antal og befalet, at de hver Aften skulde staa fyldte med Vand, ja, man havde experimenteret med forskjellige nye Opfindelser, saaledes med en af Tømmermester Niels Petersen konstrueret "Maske, ved hvilken man kunde opholde sig i stærk Røg uden at kvæles", og med det saakaldte "Strømske Middel" til Dæmpning af Ildsvaade, hvoraf man lovede sig meget. Alle disse Forholdsregler vare dog ikke lige gode; man erfarer saaledes med Forbauselse, at endel Broer eller "Flager", der bleve forfærdigede for under en Brand i Komediehuset at lægges fra Parterret ned i Logerne og Kjældergangen (hvor Jernstængerne tillige bleve fjernede for at lette Adgangen til Gaden) ikke engang bleve opbevarede i Theatret selv, men paa det tilstødende Gjæthuses Loft. Deres Nytte maatte herved blive ganske illusorisk. Imidlertid følte Publikum sig beroliget herved og nærede overhovedet blind Tillid til Kjøbenhavns fortræffelige Brandanstalter, der betragtedes som et Mønster til Efterligning for andre Hovedstæder. Havde man ikke Brandmajor og Vicebrandmajor, Branddirekteurer, Ober- og Underbrandmestre, Brandadjutanter, Sprøitemestre og Straalemestre med Assistenter? Vare de 46 "sorte Brandfolk" ikke formelige Ildhunde? Vare ikke Bryggere, Bagere, Slagtere, Vognmænd, Hyrekuske o. fl. forpligtede til at ile til Brandstedet med Vand, saasnart Klokkerne klemtede? Man havde Brandstiger, Hager, Kar, Spande, Tragter og Alt, hvad der syntes nødvendig til hurtig og virksom Hjælp,


696

mange store ypperlige Sprøiter, endnu flere mindre og i hvert Kvarter desuden Haandsprøiter. Ved de store Sprøiter var der ansat henved 30 Mand, ved de mindre 24, som under Straf skulde møde i rette Tid. Desuden havde man Pramsprøiter, offentlige Poster og Vandmestre, som betimeligen skulde indfinde sig i det Kvarter, hvor Ilden udbrød og lede Vandet derhen i Overflødighed, At Alt var i Orden, havde man Sikkerhed for ved de halvaarlige Sprøitemønstringer og Brandredskabernes Eftersyn.

Der var derfor heller ingen Ængstelse at bemærke blandt Indbyggerne, da det Fredagen den 5te Juni 1795 om Eftermiddagen Kl. 3 rygtedes i Byen, at der var udbrudt Ild paa Gammelholm i den saakaldte "Dellehauge", en aaben Plads, hvor Marinen havde Oplag af Kul (et Par Tusind Læster), Brænde, Tømmer, Planker og Brædder, samt i bræddeklædte tjærede Skure udenom en stor Mængde Jernbaands-Fade, henhørende til Flaadens "Fadeværk", og Pokkenholt. Stedet, hvor Ilden begyndte, var i Skuret ligefor "Ildmachinen", omtrent bagved nuværende Nr. 7 i Niels Juelsgade. Aarsagen til Ildens Opkomst blev trods alle Anstrængelser ingensinde oplyst; det frugtede end ikke, at der blev udsat en Belønning af 1500 Rdlr. for den, der kunde give Oplysning derom. Maaske skyldtes Ulykken Selvantændelse i Kullene; i hvert Fald havde man i Oktober 1792 havt en saadan paa Gammelholm, som dog blev slukket uden at afstedkomme videre Skade.

Der blæste en stærk østlig Vind paa denne solklare Junidag, og da man i nogle Uger havde havt Tørke, var selvfølgelig alt Træværk saa "letfængeligt som Svovlstikker". Holmens Chef, Kommandeur Kierulf, der først blev underrettet om Ilden, gav strax Ordre til at aabne Gjæthusporten (omtrent hvor Tordenskjoldsgade nu udmunder paa Kongens Nytorv), for at Sprøiterne fra Byen des lettere kunde komme ind paa Holmens Terrain, ligesom han gjorde, hvad han kunde for at samle Mandskab. Til alt Uheld vare Holmens Arbeidere, Dreiere, Smede, Pælebukkere, Takkelloftsmandskabet og Mandskabet ved Bradebænkene saavelsom Sjouerne gaaede hjem efter endt Dagværk - der var kun 30 Mand tilbage - og "Svantzemestrene" (Formændene for de leiede Arbeidsfolk) fik derfor Ordre til i Hast at samle saa Mange som muligt, hvorhos der afgik Ilbud til Nyboder om Forstærkning. Ilden bredte sig efter alle Øienvidners Beretning med rivende Hurtighed til alle Sider baade med


697

og mod Vinden, og den første Sprøite, der mødte, den saakaldte nye store Drejers Sprøite, kunde Intet udrette, endskjøndt man trak den ind i "Dellehaugen". Efter kort Tids Forløb maatte den igjen bringes ud, da den var paa Nippet til at blive antændt. Man indsaa hurtigt, at der var overhængende Fare, da der paa den indhegnede Plads fandtes en Brændestabel paa 1100 Favne Brænde, som ragede høit op over alle Omgivelser. Alle Anstrængelser gik for det Første ud paa at holde Ilden borte fra den, dels ved at sætte de Sprøiter, der ankom, igang mod den, dels ved at hugge endel af Skurene mellem Ilden og Brændestablen ned.

Imidlertid klemtedes der med Kirkeklokkerne i Byen, Brandtrommen gik i Gaderne, og der sendtes en Stafet til Byens Brandmajor, Boye Junge, som havde 6 Ugers Orlov og laa paa Landet i sin Eiendom paa Gamle Kongevei. Han ilede strax til Brandstedet og befalede, at Skurene om "Dellehaugen" ufortøvet skulde ryddes for de derværende brændbare Materialier, saaledes at man kunde komme til at rive Brændestablen ned med Baadshager og transportere den bort eller kaste den ud i det Bassin paa Gammelholm, som efter dets oprindelige Bestemmelse endnu kaldtes "Gamle Dok". Holmens Chef erklærede det imidlertid for umuligt; han havde ikke Folk dertil. Værre var det dog, at man ikke kunde bruge Sprøiterne, fordi endel Folk under Anførsel af nogle unge Søofficerer vare ivrigt beskjæftigede med at fælde en Række Træer, der stod mellem "Dellehaugen" og Hovedmagasinet til Holmens Kanal (hvoraf den nuværende Studenterforeningsbygning udgjorde Midtpartiet eller "Pavillonen" med en Neptunfigur af Træ paa Toppen). Boye Junge besvor dem at lade disse Træer blive staaende, da de paa en vis Maade dækkede for Magasinet, men de bekymrede sig ikke derom; "det lod - siger han - som om de fandt større Behag i at slæbe omkring med disse Træer end redde det Nødvendige". Snart blev Passagen her fuldstændig spærret af fældede Træstammer og Grene, og Brændestablen blev ikke væltet, ei heller Skurene ryddede. Kommandeur Kierulf mente endog, at "det ikke kunde nytte Noget", og paa en direkte Henvendelse til endel tilstedeværende Søofficerer fik Brandmajoren det Svar, at "det ikke var deres Sag, men Ekvipagemesterens". Ober-Brandmester Müller ved Petri Sprøite fortæller, at han paa Holmen tiggede Søofficererne om Matroser til Assistance, hvorpaa de svarede, at, "de havde andet Brug for deres


698

Folk, som skulde kappe Træerne", og Ober-Brandmester Ole Jensen ved Helliggeistes Sprøite skriver i sin Indberetning: "Der var stor Mangel paa Vand, saa vi Intet kunde udrette. Major Boye Junge bad endel tilstedeværende Søofficerer baade med Høflighed og Alvorlighed, at de dog for Guds Skyld vilde skaffe Folk til at flytte eller i det Ringeste til at splitte den Stabel Pokkenholt og Brænde, som stod der, med Tillæg, at dersom der kom Ild i den, var der strax Ild i Magasinet, som var saa nær derved, og kom der først Ild i Magasinet, da stod hele Staden ved den da regjerende Storm i Fare, hvortil de svarede: Det kunde de ikke, før de dertil havde Ordre fra Holmens Chef. Hr. Majoren spurgte atter: "Hvor er den Mand?", hvortil de svarede: det vidste de ikke. Ilden tog mere og mere Overhaand, fordi intet Vand var at faa, og ingen Sluffer kunde komme ind af Porten, som var aldeles spærret og tillukket af Officerernes Tøi, der blev flyttet ud. Ikke langt fra Ilden var en stor Park ("Gamle Dok") med overflødig Vand og to Pomper i, men intet Jernredskab derved. Der kom vel nogle Matroser med Pompetøi; de prøvede det og gik bort dermed igjen; jeg spurgte dem, hvorfor de ikke slog det paa; de svarede: det var ikke det rette; det passede ikke, men var altfor stort. Pomperne kom ikke i Brug, saalænge jeg var paa Holmen, og jeg kunde heller ikke faa Folk til at lange Vand fra Parken op i Sprøiten."

Der herskede den største Forvirring og Uorden paa Brandstedet, skjøndt der nu hverken manglede Mandskab eller Sprøiter. Soldater, Matroser, Arbeidere og Nysgjerrige vare strømmede til i Massevis og ikke mindre end 36 Sprøiter, inklusive 8 Pramsprøiter i Holmens Kanal og Gamle Dok vare tilstede. Man havde imidlertid ikke tilstrækkeligt Vand, Stigerne, der opbevaredes i "Dellehaugen" vare brændte, Marinens Folk vilde ikke lystre Brandvæsenet og omvendt, Heden blev lidt efter lidt utaalelig, saaledes at Ingen kunde komme Ilden nær, og da den store Brændestabel endelig fængede og sendte en Ildsøile høit op mod Himlen, hvis Gnister føg ind over Byen i Retning af Nikolai Kirketaarn, var det foran liggende Hovedmagasins Skjæbne afgjort. Ilden antændte først Neptun-figuren paa Taarnet, og skjøndt der strax blev anbragt Slanger paa Magasintaget, formaaede man kun at udrette Lidet eller Intet. Man havde glemt at lukke Jerndørene i Brandmurene, som skilte Bygningens Afdelinger; det var umuligt at færdes paa det øverste Loft


699

for Røg og Damp, og kun ved overordentlige Anstramgelser blev den nærmest Komediehuset liggende Del af Magasinet frelst. "Man kunde have frelst mere og var i god Gang dermed - siger Brandmester Bech - man havde Slanger deroppe, og Alt gik fortræffeligt, da der pludselig ikke kom Vand. Da man saa nærmere til, havde Sprøiterne, der holdt mellem Magasinet og Kanalen, skruet Slangerne fra, og vare uden videre kjørte deres Vel." I Magasinet udmærkede især Lieutenant Tscherning sig; han uddelte Penge til Folkene af

Branden paa Gammelholm

Branden paa Gammelholm. Tilhøire Admiralitetsbygningen i Flammer. Efter Lahde.

sin egen Lomme, fik Taget dækket med vaade Presenninger, og de sidste Jerndøre lukkede; endvidere flere af Overbrandmestrene, den bekjendte Skuespiller Knudsen og endelig "en ubekjendt Person, der vovede sig til det Yderste og anbragte Straalerne, da Soldaterne vare uvante til Arbeidet og frygtsomme, og Matroser ikke vare til at faa". Allerede paa dette Tidspunkt, før Magasinet stod i Flammer, tændte den utaalelige Hede Trægesimserne og Trætagrenderne paa Grosserer Peschiers hinsides Kanalen liggende Gaard (hvor nu Landmandsbanken er). Peschier havde imidlertid selv en Sprøite, og


700

da han fik Assistance af andre fra Holmen, lykkedes det foreløbig at hindre Ilden i at springe over Kanalen.

Boye Junge opholdt sig endnu paa Holmen, da der indløb Befaling fra Kronprinds Frederik, at han skulde møde ved Nikolaikirke, da der var gaaet Ild i det lille Taarn, som stod paa Kirketaget (Rytterspiret). Man havde kort iforveien set Røgen slaa ud af det, og Overgraveren tilligemed Graverkarlen havde da strax taget Nøglerne til Kirkeloftet og begivet sig derop, ledsaget af flere Nysgjerrige. Da der imidlertid hverken sporedes Ild eller Røg, vare de gaaede ned igjen og havde for lettere Adgangs Skyld ladet den svære Dør staa aaben. Senere ved Brandvæsenets Ankomst og Forsøg paa at trænge ind paa Loftet over Hvælvingerne fandtes den rigtignok forsvarlig aflaaset, en Omstændighed, den senere Undersøgelseskommission kun kunde forklare ved, at Graveren, da han tog Nøglen af Døren, havde aflaaset den uden at tænke derover. Denne Tankeløshed blev imidlertid skjæbnesvanger for Kirken.

Man følte sig nogenlunde tryg her, da der ikke langt fra Taarnets Fod laa det kunstige Trykværk med tilhørende Bassin, hvorfra Vandet gjennem Slanger kunde presses op i Taarnet og da forresten ogsaa andetsteds hen. Med en Slange af 400 Alens Længde gav Trykværket en Tønde Vand i Minuttet, paa kortere Afstande en forholdsvis betydeligere Vandmængde. I alle trykte Beretninger om Branden fortælles, at Nøglen til Trykværket ved Brandens Udbrud i Kirken var borte, og at Ilden ødelagde Sugeværket, før det overhovedet blev taget i Brug. Dette er imidlertid ganske fejlagtigt. Vicebrandmajor Brandemann, der var paa Pladsen før sin Foresatte Boye Junge og saa de første Ildsluer slaae ud af det lille Spir, fandt Trykværket aabent og i bedste Stand. Ved Hjælp af Værkets egne og nogle af "de sorte Brandfolk", der vare tilstede, lykkedes det ham at faa Slangerne skruede sammen og heisede op paa det store Taarns Vægtergang. Da der imidlertid Intet kunde udrettes herfra, lod han dem fire ned igjen og slæbe ad Taarntrappen til Kirkeloftets Indgang, men her var Døren som anført laaset, og man havde ikke Øxer ved Haanden til at bryde den op med Magt. Brandemann tumlede en Tidlang videre med Trykværkets Slange uden at kunne faa den anbragt med Fordel, indtil den blev slæbt ind i Kirken, og tilsidst havnede paa en Brændevinsbrænders Loft i Fortunstræde, hvor den benyttedes mod de omliggende Huse. Da


Ildebranden, set fra Slotspladsen omtrent Kl. 8, Fredagen den 5te         Juni

Ildebranden, set fra Slotspladsen omtrent Kl. 8, Fredagen den 5te Juni. Tilvenstre Nikolai Kirke. Efter Stanley.

[701]

702

Ilden tog Overhaand, og Mandskabet maatte retirere, overlod man Slangen til dens Skjæbne.

Ogsaa for Major Boye Junge stod det klart, at Ilden i det lille Spir maatte angribes fra Kirkeloftet, hvis dens Fremgang til det store Spir skulde hindres. Han befalede derfor de to Sprøiter, han havde medbragt fra Holmen, at trænge op af Taarntrappen, men da Mandskabet naaede den tidtomtalte Dør, mødte det saadan Røg og Hede, at det skyndsomst maatte fortrække. Oppe fra Taarnet ovenover tumlede Vægterne ned over Hals og Hoved, og et Øieblik efter brød Flammerne frem. Ober-Brandmester Schmidt fortæller, hvorledes han selv i Følge med Straalemester Borredahl og Assistent Mørck paa Nedveien gik ind paa Kirkens Orgelværk for endnu engang at kaste et Blik paa den herlige Bygning, som var viet til Undergang. Gjennem Lydhullerne i Hvælvingen kunde de se Flammerne rase paa Loftet; af og til faldt Gnister igjennem og sank sagte som Smaastjerner ned paa Gulvet. De tre Mænd trak sig dog hurtigt tilbage af Frygt for, at Hvælvingerne skulde styrte ned over dem, og kom atter ned paa Gaden. Nu slog allerede Flammerne ud af det store Spir, der stod som en lysende Kjæmpefakkel, hvis Tunge slikkede mod Himlen. Redningsarbeidet ophørte; Ingen turde længere gaa ind i Kirken; tvertimod trak Alle sig bort fra den for i Ængstelse og Spænding at afvente Spirets Fald. Kl. 8 1/2 om Aftenen indtraf Katastrophen; med et gruopvækkende Brag, udspyende Ild og Gnister mellem Røgskyer sank det stolte Spir og knuste og antændte de nedenfor liggende Bygninger i Kirkestræde og Store Færgestræde. Et kortvarigt Øieblik var Alt som indhyllet i Mulm og Mørke; derpaa brød Flammerne triumpherende frem, og med fornyet Kraft væltede Ildstrømmen sig videre i den Retning, Vinden blæste, opslugende Alt, hvad den mødte paa sin Vei.

Samtidig havde Ilden fra Holmen bredt sig mod Vest og Nord og var sprungen over Holmens Kanal. Da Magasinet brændte, havde man nemlig kastet Masser af Skibsinventarium, Tougværk o. desl. ned paa Fortouget og i Kanalen, men den overvældende Hede antændte det, saaledes at Bolværkerne paa begge Sider kom i Brand, og Pramsprøiterne hurtigst muligt maatte hales bort. Ilden tog igjen fat i Grosserer Peschiers Gaard, og løb hen over Tagrygningerne tændende til alle Sider, - det syntes, som om alle Huse kun behøvede at føle Varmen, for strax at gaa i Brand,


703

skriver en Samtidig. Admiralitetet og Admiralens Bolig i Størrestræde stod i Flammer, og endnu før Nikolai Spir var faldet, brændte det overalt i Skipperboderne eller "Smaagaderne", som de kaldtes; hele Husrækken langs Stranden gik op i Luer; det brændte i Høibrostræde og Færgestræde, og Brandvæsenet stod fuldkommen afmægtigt. Holmens Kirke var alvorlig truet og frelstes kun ved Brandkaptain Petermanns Aandsnærværelse. Han lod nemlig Ligvognsskuret ved Kirken nedbryde og kjæmpede her med to Sprøiter den største Del af Natten mellem Fredag og Lørdag.

Hele Kvarteret var som et eneste Ildhav, Ingen kunde komme nær. Der blev tomt i de Gader, hvor Ilden havde fat paa begge Sider, thi allevegne slog Luerne ud af Vinduerne og spændte fra Tagene tværs over Passagen, saaledes at det vilde have været den visse Død at vove sig derind. "Hvo, der forestiller sig et brændende Helvede - siger et Øienvidne - maatte her tro at se Billedet deraf". Fra Kongens Nytorv kunde man se ned af Holmens Kanal, hvor Baade, Træstykker og Inventariegjenstande laa paa Vandet og brændte. I de smalle Stræder, Gyder og Gange, hvor Ilden endnu ikke havde faaet Magt, men hvor Røg og Damp fyldte Atmosfæren, kunde man ikke komme frem for Mennesker, Flyttevogne, Bærebøre, Sprøiteslanger, Meubler og alskens gammelt Skrammel. Enhver var kun betænkt paa at frelse sit eget; Rædsel og Bestyrtelse greb Alle; man løb forvirret mellem hinanden; man var tilmode, som om man befandt sig i en "omrørt Myretue". "Folk kastede deres Meubler og Husgeraad ud af Vinduerne, saaledes at Gaderne bleve oversvømmede af ituslaaede Sager, og Sprøiterne slet ikke kunde komme frem", skriver Brandmester Møller, og en af hans Kolleger bemærker: "Det var et formeligt Flytteraseri, der kom over Mange, baade dem, som Ilden gjæstede, og dem, som den forskaanede. Man skyndte sig med at faa sit Bohave afsted, overlod det tomme Hus til Ildens Anfald uden at sætte sig til Modværge, og de, som boede tilleie, lode Værterne, og Værterne lode Brandkassen sørge". Endel, som det lykkedes at faa Vogne, flygtede til Christianshavn, Andre tog deres Tilflugt til langtbortliggende Steder, hvorfra de den næste Dag igjen maatte flytte; Mange bragte af Mangel paa Tid deres bedste Sager til Slotskanalen for at transportere dem bort i Baade, men da dette ikke kunde ske hurtigt nok, brændte de her i det Frie. Hjælp var ikke at faa, Vogne og Mennesker, Ild og Røg spærrede


704

allevegne Passagen. Samtidig gjorde Brandfolkene ikke deres Pligt. Undersøgelseskommissionen oplyser, at "der skulde være mødt 100 Bryggersluffer med Vand, men de kom langtfra alle, og ud paa Natten absenterede de fleste sig. Det samme gjælder om Bagere, Slagtere, Hyrekuske og Møllere; navnlig da Nikolai Taarn var faldet, hørte Slufferne op at kjøre". De offentlige Vandposter bleve derfor hurtigt tømte, og gav intet Vand; Sprøiteslangerne revnede, tilstoppedes eller brændte, og det ene Slukningsapparat efter det andet blev ubrugeligt. Man vidste hverken ud eller ind; mange Brandfolk forlod deres Poster og begav sig hjem, hvorfor Soldater, Matroser og Civile maatte tage Affaire, og Kampen mod Ilden opløste sig i spredt Fægtning, idet man navnlig søgte at begrændse den til Siderne og samtidig gjorde et alvorligt Forsøg paa at standse den i Vimmelskaftet eller dog ved Gammel og Nytorv.

Det følger af sig selv, at Begivenhederne under Luernes Vandring gjennem Staden i det Store og Hele havde et ensartet Præg; hvad der nys var sket i en Gade, gjentog sig i den næste, den samme Uorden og Forvirring, den samme Raadvildhed og Afmagt. Da Høibrostræde og Store Færgestræde brændte Fredag Aften Kl. 10, fortæller Brandmajor Boye Junge selv, hvorledes han overbevist om Intet at kunne udrette, da han hverken havde Vand eller Sprøiter, søgte at faa Ober-Brand- og Vandkommissionen samlet for at foreslaae nogle Huses Nedbrydelse, hvortil Øvrighedens Tilladelse udkrævedes i Henhold til Brandordningens Artikel 42. Han fik virkelig nogle .af Medlemmerne samlede, men efterat de en Tidlang havde vandret om i Kvarteret ved Lille Kongensgade og undersøgt Forholdene, bleve de enige om, at det vilde være unyttigt at nedbryde Huse her. Thi her paa Siderne kjæmpedes der tappert og med Held. Konferentsraad Anckers Gaard paa Hjørnet af Vingaardsstræde og Kongens Nytorv (altsaa nuværende Magasin du Nord), som var udsat for den største Fare, blev frelst ved den Deputerede i Admiralitetet Baron Knuths Konduite. Han lod Bygningens mest udsatte Side dække med Seildug, hvorpaa der uophørlig sprøitedes Vand, og herved reddedes hele den tilstødende Husrække paa Kongens Nytorv. Brændevinsbrænder Spendrup frelste ligeledes med utrolig Flid, Møie og Bekostning sin store Gaard i Vingaardsstræde, som staar den Dag idag, og paa Østergade, hvor Major Wilsters Gaard (nuv. Egholms Gaard) brændte tilligemed flere Eiendomme, lykkedes


705

det at hindre Ilden I at springe over Gaden, hvorved Kjøbmagergade blev dækket. Ved Stranden undgik Veierhuset, Slagterboderne, Prammands-Koritoiret og Assistentshuset Luerne, hvorimod hele Husrækken til Naboløs gik i Løbet. Natten mellem Fredag og Lørdag arbeidede Ilden sig frem langs den søndre Side af Amagertorv og Vimmelskaftet indtil Knabostræde, hvorved Petersens Jomfrukloster og Løveapotheket opbrændte, og om Morgenen stod Læderstræde og Hyskenstræde i Flammer trods de overordentlige Anstrængelser, der vare blevne gjorte for at bevare dem. Boye Junge fortæller, hvorledes Kronprindsen, der næsten uophørlig var paafærde, kom til ham og spurgte, om det ikke vilde være heldigt at nedbryde nogle Huse i Læderstræde, og da Brandmajoren svarede Ja, strax sendte 100 Mand nationale Soldater og 11 af Holmens Tømmermænd til Assistance. Man tog ufortøvet fat paa Nedbrydningen af et gammelt Bindingsværkshus, men aldrig saasnart havde man faaet Taget og Bjælkerne ned, før Ildgnisterne faldt saa stærkt, at Folkene retirerede. De blev nu kommanderede hen paa et andet Hus, men da Taget var fjernet her, laa hele Loftet fuldt af Halm og Hakkelse, hvorfor de atter flygtede. Et tredie Forsøg paa at faa et Hus i Hyskenstræde nedbrudt, løb ikke bedre af; det var endog umuligt at faa Folkene derop, "saasom de fleste af dem gjorde sig strax usynlig". Overhovedet blev der kun udrettet lidt om Natten, thi der manglede bestandig Vand; "kom der et Par Sluffer og havde slaget Vandet i Sprøiterne, Kunde de gjøre et Par Træk, men maatte da staa stille, indtil der kom Vand igjen". Brandmajoren klager stærkt over, at Beboerne i denne Ende af Byen vare flyttede bort, saaledes at der ikke fandtes et eneste Menneske, som vilde lange Vand. Derfor kunde enhver Gnist, der faldt, tænde, skjøndt en Tjenestekarl med en Spand Vand let havde kunnet hindre det.

Lørdag Formiddag, netop som man var ifærd med at nedbryde to Huse paa Vandkunsten og fire i Farvergade, hvortil Kronprindsen havde sendt 400 Mand, gik Vinden, der hidtil havde været østlig, over til en stærk sydøstlig Storm, hvilket bevirkede, at Knabostræde, den høire Side af Kompagnistræde og hele Firkanten mellem Knabrostræde og Raadhusstræde antændtes. Omtrent samtidig var Frue Kirke stærkt truet, da Nygade og Skovbogade, senere ogsaa Klædeboderne og en Del af Skindergade stod i Flammer, hvorhos Ilden tog fat paa den hidtil skaanede nordre Side af Vimmelskaftet


706

og syntes at ville gaa tilbage til Amagertorv. Det lykkedes dog at hindre denne Tilbagemarche, efterat nogle Huse vare fortærede, ligesom Frue Kirke blev frelst. Spiret var nemlig under Reparation og derfor omgivet af Stilladser, hvor Mandskab med Vandpøse kunde holde Øie med enhver faldende Gnist. Soldater bleve ufortøvet kommanderede derop, og Kirken og Spiret gik seirrig ud af den Ildprøve, for hvilken det 12 Aar senere skulde bukke under.

Men desto farligere saa det ud paa Gammeltorv og Nytorv, hvor Ilden Lørdag Eftermiddag - som Stadskondukteur Rawert skriver - "lig en opstilt Armé, hvis Torden og Lynild forkynder Død og Ødelæggelse, fremviste den gyseligste Front fra Nørregade til Kompagnistræde." Man havde smigret sig med det Haab, at Branden kunde standses paa dette Sted, thi her var der idetmindste Plads for Sprøiterne til at røre sig, og man antog, at det vilde være forholdsvis let at hindre Ilden i at benytte Raadhuset som Bro over til Frederiksberggade eller springe over Raadhusstræde. Men da Ilden meldte sig her, først med en tyk kvælende Røg, der indhyllede Alt i Mørke, og derpaa med gjennembrydende klare Flammer, der hoppende sprang fra Tag til Tag, fra Vindu til Vindu, havde Brandmajor Boye Junge ikke en eneste Sprøite til Raadighed, og hans Forsøg paa at skaffe dem fra andre Bydeler mislykkedes først, da der overalt paa Siderne af Ilden var den bedste Anvendelse for de Slukningsredskaber, som overhovedet endnu kunde bruges. Majoren befandt sig paa Torvet sammen med Generalmajor Leth, Overpræsident Urne og Stadshauptmand Mylius. "Jeg beklagede mig for dem - skriver han i sin Indberetning - over at jeg var bleven meget øm af den lange Strabats, og at jeg neppe kunde holde det længere ud. Præsident Urne svarede, at jeg ikke maatte forlade dem, nu det brændte saa stærkt, hvorpaa jeg gik op paa Vaisenhus Apotheket, hvor jeg bekom en liden Flaske med Blyvand, som jeg vaskede mig med. Det hjalp i Førstningen, men et Par Timer derefter var jeg ligesaa slet som før. Da nu Ilden rasede saa stærkt langs Nytorv til Raadhuset, bekom jeg endelig en Sprøite, som jeg beordrede ind paa Raadstubørsen, hvor jeg tillige bad Brandadjutant Borring følge med; en anden Sprøite blev ansat paa Gammeltorv udenfor Raadhuset, som idelig gav Vand udenpaa for at kjøle det af, men Heden var saa stærk, at Mandskabet ikke kunde holde ud at staa der længer, men maatte


707

rykke tilbage, og den, som var inde i Raadhuset, kunde formedelst Røg ikke holde længere ud, man maatte ligeledes rykke bort, hvorpaa Raadhustaarnet først gik i Brand og dernæst Raadhuset. Nu var jeg saa udmattet og øm, at jeg ikke kunde holde længere ud, og neppe taale at gaa, hvorpaa jeg forføiede mig hjem. Da jeg kom hjem, var Klokken omtrent 7 slet om Lørdags Aften, og havde jeg saaledes holdt ud i 27 Timer". Boye Junge mødte dog igjen Kl. 10 ved Ilden i Skindergade og blev, indtil den var slukket her Søndag Morgen Kl. 3. Han udhvilede sig derefter et Par Timer og var da atter paa Post.

Ilden i Raadhuset set fra Gammeltorv

Ilden i Raadhuset set fra Gammeltorv. Efter Lahde.

Men der var overmaade Lidt at udrette. Tusinder af Mennesker og Vogne vare vel paafærde for at frelse, hvad frelses kunde, men en stor Del Sprøiter vare ramponerede - hvorfor der om Natten arbeidedes ivrigt i Værkstederne for at istandsætte dem - og Mandskabet var enten gaaet hjem eller beskjæftiget andetsteds. "Sprøiterne henstod urørte om Natten - siger Brandmester Krause - da Ingen bragte Vand til dem, eller man maatte trække dem tilbage i Sikkerhed". Brandofficererne forsvandt den ene efter den anden. Saaledes forlod Vicebrandmajor Brandemann Enden af Nørregade ved


708

Gammeltorv, hvor han skulde møde Ilden, KL 9 1/2 Lørdag Aften og indfandt sig først Søndag Morgen Kl. 7 1/2 ved Ilden i St. Pedersstræde. Brandkaptain Petermann forlod allerede sin Post om Lørdagen Kl. 6, men var dog paa Benene igjen Kl. 2 1/2, Premierbrandmester Martens blev ved sin egen Gaard i Knabrostræde, indtil den var nedbrændt, og man kunde blive saaledes ved. Naturligvis fulgte de Undergivne Exemplet, og skjøndt der hist og her kjæmpedes hele Natten, fordetmeste af Privatfolk og Bønder fra Amager, der vare ilede til Undsætning, havde det dog ingen Art. Det gik igjen, som det var gaaet under den store Ildebrand i 1728, da man udmattet, fortvivlet, greben af uhyre Modløshed og tvivlende om et heldigt Udfald, en enkelt Nat syntes at have overladt Byen til dens Skjæbne.

Da Raadhuset brændte, blev Vaisenhuset, der laa paa Nytorv (paa det nuværende Raadhuses Plads), ihast rømmet og Børnene af deres Lærere og Lærerinder førte ud paa Blaagaard. Fangerne fra det nærliggende Arresthus, "Slutteriet", eskorteredes samtidig af Vægtere og Soldater til Christianshavn. De fleste Huse i Frederiksberggade, paa Vestergade og i alle Smaagader og Stræder deromkring vare blevne tømte saa betids, at Indbyggerne i dette Kvarter kun led et ubetydeligt Tab af Meubler, Husgeraad og Løsøre. Det Meste blev ført hen paa Volden eller i Philosophgangen, som var fyldt med Flyttegods. Gjentagne Gange i Løbet af Lørdag Eftermiddag vare disse Gader helt spærrede af Vogne, saaledes at det var umuligt at komme frem eller tilbage. Den stærke Blæst, som bar hen mod Volden, førte Ilden saa langt ud over den, at Gnisterne fløi ud til Frederiksberg, dog uden at anrette Skade. Træerne paa Volden bleve svedne og visne af den overvældende Hede, og en Del af det her opstablede Bohave kom i Brand, hvorfor man for at frelse det, styrtede det ned i "Kirsebærgangen". Selvfølgelig blev Meget herved slaaet i Stykker og ødelagt. En overordentlig Hjælpsomhed og Menneskekjærlighed udvistes imidlertid fra alle Sider; Rang og Stand tænkte Ingen paa, Fornemme og Ringe, Rige og Fattige færdedes sammen, støttede og hjalp hverandre, som om det franske Lighedsprincip pludselig var blevet gjennemført.

Imidlertid rullede Ilden ustandseligt videre. Man havde som sagt opgivet ethvert Forsøg paa at standse den, hvorfor den fortsatte sin Seirsgang, dragende den ene Husrække, den ene Gade efter den


Raadhusets Brand set fra Nytorv

Raadhusets Brand set fra Nytorv.

[709]

710

anden ind i Fordærvelsen. Den ene Side af Farvergade til Volden, Mikkelbryggersgade, Henrik Fyhrens Gang, Kattesundet og Vestergade, angrebes først, derefter blev Studiestræde med Undtagelse af Bispegaarden paa Hjørnet, en Del af St. Pederstræde, begge Larsbjørnstræderne, næsten hele Teglgaardsstræde og et Stykke af Nørregade hen til Studiestræde et Offer for Luerne. Dog blev Hjørnestedet til Gammeltorv ("Blasen" fra 1728 smlgn. II, 595) og den tilstødende Side af Torvet op mod Vestergade staaende. Med Nød og Neppe blev Petri Kirke frelst; det vilde have været umuligt, hvis man ikke iforveien havde reddet Frue Kirke.

Da Søndagen den 7de Juni oprandt, syntes nyt Mod og ny Energi at være voxet op hos de ledende Mænd, og det lykkedes da ved overordentlige Anstrængelser at sætte Grænser for Ødelæggelsen. Af Erfaring havde man, om end for silde, lært, at der ikke gaves noget kraftigere Middel end at nedrive Husene eller afbryde Tagene i Nærheden af Ilden. Ved Vestervold, paa Hjørnet af Teglgaardsstræde og Voldgaden blev endel gamle Bindingsværksbygninger derfor nedrevne, og efter at Boye Junge havde holdt Raadslagning med Kronprinds Frederik, Grev Reventlow og Andre, lagde han en formelig Felttogsplan, der blev udført sikkert og kraftigt. Brandmajoren samlede alle de Sprøiter, han kunde overkomme, lod dem føre ind i Haver i St. Pedersstræde, ved Frue Sogns Arbeidshus, ved den Peltske Stiftelse i Larsleistræde, ved Valkendorffs Kollegium o. s. v. for paa engang at angribe Ilden fra alle Sider. Det var en haard Dyst, som leveredes her, navnlig i Teglgaardsstræde, hvor Brandfolkene efter Tømmermester, Lieutenant Kirkerups Befaling havde nedbrudt Huse og Tage og kastet Materialierne ned paa Gaden, hvor de kom i Brand og "foraarsagede mere Ild, end naar et Hus brænder, saasom de laa løse paa hinanden". Ogsaa her manglede der Vand, men Skarer af Mennesker fra de Høieste til de Laveste, Officerer, Rangspersoner, Adelsmænd, Borgere og Soldater ilede til Undsætning, og Vandet blev langet i Spande fra Haand til Haand, fra Fæstningsgraven nedenfor over Voldgraven til Sprøiterne. Her kommanderede Boye Junge selv, og da han ikke kunde raabe Straalemestrene op, der befandt sig paa Tagene i Teglgaardsstræde, henvendte han sig til Kaptainlieutenant Woltermann af Søetaten, der tilfældigvis var tilstede, og bad ham om at krybe op til Folkene og dirigere Straalerne, at Vandet kunde blive anvendt til Nytte.


711

"Da jeg havde underrettet ham om, hvorledes Sprøiterne skulde betjenes - skriver Brandmajoren - krøb Kaptainlieutenanten op og slukkede Ilden, saavel i de omstaaende Huse, som i de Materialier, der laa paa Gaden, samt sprøitede paa de ligeoverfor liggende Bygninger, indtil Ilden blev slukket." Klokken var da 6, Søndag Eftermiddag, og Branden havde altsaa strakt sig over to Døgn og tre Timer.

Tabet var overordentlig stort; efter Stadsbygmester Meyns Indberetning brændte der i 55 Gader ialt 941 Huse og Gaarde, hvoraf i Østerkvarter 298. i Nørrekvarter 209, i Vesterkvarter 206, i Snarens Kvarter 123, i Strandkvarter 81, og endelig i Klædebo- og Frimands Kvarter henholdsvis 14 og 10. Desuden blev 22 Eiendomme mere eller mindre beskadigede. Følgende Gader brændte: Holmens Kanal, Størrestræde, Admiralgade, Boldhusgade, Laxegade, Reverentsgade, Skvaldergaarden, Ulkegade fra Holmens Kanal til den nuværende smalle Del af Holmensgade, Vingaardsstrædes søndre og et Stykke af den nordre Side, Dybensgade, Hummergade, Nellikegangen, Hvælvingen, Store- og Lille Kirkestræde, Fortunstræde, Store- og Lille Færgestræde, den vestlige Side af St. Jørgensgade, Ved Stranden, Østergades Sydside fra Amagertorv til St. Jørgensgade, den sydlige Side af Amagertorv og Vimmelskaftet, Læderstræde, Hyskenstræde, Gammelstrand til Naboløs, Badstustræde, Knabrostræde, den nordre og den halve søndre Side af Kompagnistræde, den nordre Side af Snaregade, Brolæggerstræde med Endeløsgade, den nordlige Ende af Raadhusstræde til Farvergade og Kompagnistræde, Nygade, Skovbogade, Klædeboderne og den vestlige Ende af Skindergade, Gammel- og Nytorv, den nordre Side af Farvergade, Hestemøllestræde, Lavendelstræde, Slutterigade, Kattesundet, Mikkelbryggersgade med Henrik Fyhrens Gang, Frederiksberggade, Smedebakken, Vestergade, Store- og Lille Larsbjørnstræde, Studiestræde med et Stykke af Nørregade ligefor Frue Kirke (hvor der nu er et Huk), St. Pedersstræde fra Volden til lidt forbi Valkendorfs Kollegium, Teglgaardsstræde og endelig Gaden langs Vester- og Nørrevold fra Farvergade til Vingaardsstræde. I Smedens Gang ved Vingaardsstræde bleve 4 Huse skaanede, hvorfor denne Gyde blev bevaret. Veirhuset, Slagterboderne og Prammandskontoret, beliggende ved Gammelstrands Bolværk omtrent ud for Naboløs, blev som sagt frelst af Ober-Brandmester Petersen med Raadhussprøiten, og hist og her frelstes


712

enkelte Huse som ved et Under af Flammerne. Saaledes i Farvergade en Bygning, hvis Omgivelser baade til Siderne og bagved fuldstændig nedbrændte, og fire Huse paa Gammeltorv samt nogle af de tilstødende paa Nørregade, der bleve staaende urørte, skjøndt Flammerne omringede dem paa alle Sider, og de laa midt i Ildstrøget fra Klædeboderne. Endnu besynderligere var det, at Auditoriet ved Valkendorfs Kollegium, der allerede i 1728 paa mærkværdig Vis havde vist sig usaarlig, igjen blev liggende uskadt midt i Ødelæggelsen, De vigtigste offentlige Bygninger, der nedbrændte foruden Regjeringsbygningerne paa Holmen, vare: Nikolai Kirke, Raadhuset, Vaisenhuset, Valkendorfs Kollegium, Stadens Arresthus og Materialgaard, den høitydske jødiske Synagoge i Læderstræde, Petersens Jomfrukloster og Budolphi Kloster, Løve- og Vaisenhusapotheket, de to kongelige Præstegaarde ved Gammelstrand og i Hyskenstræde, Kratzensteins Professorbolig i Studiestræde og endelig Nikolai Sogns Arbeidshus i Laxegade,

De Brandlidtes Antal opgives til 5,770 Personer (3,673 Voxne og 2,097 Børn). Blandt disse fandtes Folk af alle Stænder og Næringsveie, Embedsmænd som Professor Thaarup, Livmedikus Etatsraad Guldbrand, kgl. Konfessionarius Bastholm og Slotspræst Kofod, Justitsraad Pitzler i Stokhuskommissionen, Justitsraad Lange, den kgl. Dandser Dahlén, o. s. v., Kjøbmænd som Grossererne Erichsen, Peschier og Terveaux, endel Silke- og Klædekræmmere, nogle Sukkerraffinadeurer, deriblandt den hovedrige Ladiges, hvis Tab ansloges til 180,000 Rdlr., et betydeligt Antal Fabrikanter, to Bogtrykkere (Schultz og Møller) og en Skare af Næringsdrivende henhørende til den bedre Borgerklasse. Mange af disse Folk trængte enten ikke til Hjælp eller bleve senere støttede af Regjeringen, men værre saa det ud for de Tusinder af Smaahaandværkere, Professionister, Arbeidere og Fattige, der vare vante til at leve fra Haanden i Munden og ikke strax kunde komme i Næring igjen. Til dette Slags Brandlidte hørte ikke mindre end 80 Spækhøkere, 75 Brændevinsbrændere, 69 Skomagermestre, 59 Skrædermestre, 22 Parykmagere, 8 Stolemagermestre, 31 Haarskjærere, 100 Øltappere og smaa Værtshusholdere, 9 Billardholdere, 176 jødiske Familier, der levede af Spekulations- og Kommissionshandel og endelig 5-600 Tjenestepiger, der pludselig stod ledige paa Torvet. Naturligvis var der andre Professionister, som hurtigt kom paa Fode igjen, nemlig de, der


713

havde med Bygningsvæsen at skaffe, saasom Mur- og Tømmerfolk, Snedkere, Smede, Glarmestre, Blytækkere, Gjørtlere o. fl.

Den Skræk og Bedrøvelse, som Ilden udbredte, medens den rasede - skriver et Øienvidne - trodser al Beskrivelse. Tanken om Faren, der truede hele Byen, Synet af selve Ødelæggelsen, den uophørlige Tummel Nat og Dag af de Flyttendes, Bjergendes og Reddendes Vrimmel, de Husvildes Vanken om paa Gader og Stræder og deres Natteleie under aaben Himmel forøgede Uhyggen og Elendigheden. Tabet af Menneskeliv var ganske vist kun ringe, og meget Gods var blevet frelst, thi der var under Branden blevet udvist overordentlig Hjælpsomhed fra de forskjelligste Sider. Vogn-

Kjøbenhavn efter Branden, set fra Volden

Kjøbenhavn efter Branden, set fra Volden.

mænd, Kjøbmænd og velstaaende Folk havde stillet deres Heste og Kjøretøier til Raadighed for Enhver, der havde Brug for dem, Bøndervogne vare fra alle Sider strømmede til Byen i samme Øiemed, og kun Faa havde benyttet Situationen til egen Fordel. Men Hjælpen slog ikke til; overordentligt Meget var brændt og ødelagt, Andet bortkommet og stjaalet, og da Ilden endelig var slukket, og man kunde overse dens Følger, syntes disse i Sandhed overvældende og skrækindjagende. Fra Volden havde man en trøstesløs Udsigt til Dynger af Ruiner og sværtede hældende Mure langt ind til Byens Indre; hist og her stod Væggene endnu som Koulisser med kneisende Skorstene bagved, medens Røg og Vanddampe uophørlig steg op fra


714

det glohede Grus. "Gjennem Taagen af Dampene - skriver Rawert - saa man ofte, undertiden kun svagt, det kommanderede Mandskab, der var i Begreb med at nedrive de faldefærdige høie Mure og endnu høiere Skorstenspiber ved at hale i Toug, der vare kastede om dem. Uventet hørtes stundom rædsomme Brag af de nedfaldende Mure, hvilket fornyede Mindet om Ulykkesdagene, og navnlig fremviste Mørket om Aftenen og Nætterne mange rædsomme Billeder, da Ilden længe laa og gloede fælt mellem Ruinerne". Endnu 10-12 Uger efter Branden var Gruset varmt, ja undertiden glohedt. Endogsaa de Dele af Byen, der ikke vare blevne hjemsøgte af Branden, havde pludselig faaet et andet Physiognomi end før, thi de vare med Et blevne folkerigere. Mange Brandlidte havde fundet midlertidigt Ophold hos Venner og Bekjendte eller hos goddædige Mennesker, der enten overlod dem Værelser gratis eller for ringe Betaling, navnlig var Nyboder overfyldt, Andre havde forladt Byen og vare dragne ud til Amager og Valby. Den største Part af de fattige Husvilde ca. 2,600 Mennesker maatte imidlertid hjælpe sig, saa godt de kunde. Under Branden vare mange af dem flygtede til Slotsruinen, hvor de mellem Holmens Kirkes Ligvogne, der vare blevne flyttede herover, søgte Ly i Porte og Gange, eller paa Stiger klattrede op i første Etages Vindueshuller, hvor de indrettede sig paa bedste Maade; Staldene og Ridehuset bleve ligeledes hurtigt opfyldte med Mennesker; det første Sted brugtes Spiltougene til Sengekamre, medens Dragkister, Chatoller og Stueuhre vare opstillede udenfor og Krybberne fyldte med Skilderier, Leerkar og Jydepotter; det andet Sted var baade Gulvet og Galleriet tæt besat med Sengesteder, Dyner og Boskab. Slotsgaarden selv var opfyldt med herreløst Gods, ligesom der paa Kongens Nytorv i en vid Omkreds saavelsom i Charlottenborg Slotsgaard laa Hobe af hele og ituslaaede Meubler, Døre, Vinduer, Brædder og alskens Skrammel. De allerfleste Brandlidte vare dog tyede til Voldene, Kirsebærgangen og Rosenborghave, hvor de tilbragte de første Nætter, indtil der kunde skaffes dem bedre Vilkaar.

De offentlige Institutioner, som ikke havde Tag over Hovedet, maatte der naturligvis først og fremmest sørges for. Kjøbenhavns Magistrat, Overformynderiet, Stadens Kæmnerkontoir, Raadstuskriver- og Paskontoiret, Brandassurancen og Justerkamret fik Lokaler i Generalpostamtets Gaard paa Kjøbmagergade, Politikamret overlodes


715

der Plads i Charlottenborg Slots bageste Fløi, medens der indrettedes Arrester og Bolig for Arrestforvareren i Kjælderen, hvorimod de Malefikanter og Gjældsarrestanter, der hidtil havde siddet i "Slutteriet" eller det civile Arresthus, nu flyttedes til den gamle Slavebygning i Stokhuset. Vaisenhuset lagdes ud til Skolelærerseminariet paa Blaagaard i en af Længerne, der hidtil havde været brugt til Farveri og andet Fabrikvæsen, og den afbrændte Nikolai Kirkes Menighed fik Tilladelse til at benytte Helligaandskirken. Gammeltorv og Amagertorv, der foreløbig ikke kunde benyttes af Bønderne som Korntorv og Grønttorv, blev midlertidig afløst af Kongens Nytorv. Det kan tilføies, at da Politimester (Professor Cold) nu blev overvældet af Arbeide, fik han de to Politiretsassessorer Bechmann og Bornemann til Assistance ved de exekutive Forretninger, hvorhos han indtil videre fritoges for sine Pligter som Forhørsdommer ved Politiretten. I Stedet blev der - dog kun til den 5te August 1795 - afholdt en extraordinair Politiret i Kastellet bestaaende af de tre Hof- og Stadsretsassessorer: Bärens, Rafn og Collett.

At skaffe Husrum for Indbyggerne var ulige vanskeligere, men der blev taget fat paa Opgaven med sjelden Energi og Menneskekjærlighed. Man havde allerede den 8de Juni ved en Raadstuplakat anmodet alle Huseiere i Kjøbenhavn og Forstæder om at overlade husvilde Medborgere de Rum, de selv kunde undvære, uden at tage mere derfor "end Billighed tilsiger", og denne Opfordring bar god Frugt. Kongehuset gav Tonen an og fandt talrige Efterlignere. I de kongelige Palaier paa Amalienborg indlogeredes et halvt hundrede Personer, fordetmeste fattige Hofofficianter, som ved Hoffets Tilbagekomst til Byen fik Logis paa Frederiksberg Slot; Arveprinds Frederik overlod, medens han selv opholdt sig paa Sorgenfri, sit Palads til ca. 100 Familier: Embedsmænd, Hoffolk og Borgere uden Persons Anseelse og underholdt dem ovenikjøbet frit; ligeledes modtoges adskillige Brandlidte paa Charlottenborg og enkelte i Prindsens Palais, hvor der dog kun var ringe Plads til Raadighed. Exemplet blev fulgt af Privatfolk i stort Omfang. Et smukt Træk er bevaret om Sjællands Biskop, Hans Edinger Balle, der modtog en dødssyg Jøde, Isaak Simon Nyeborg, hans to Døttre og deres Tjenestepige i Bispegaarden paa Nørregade. Den døende Mand blev pleiet her paa det Omhyggeligste, og Biskoppen lovede ham paa hans Bøn, at de jødiske Ceremonier skulde blive nøie iagttagne efter hans Død.


716

"Da denne var indtraadt - hedder det - lod han virkelig de Lærde af den jødiske Menighed forsamle sig i den Afdødes Kammer, for der i 7 Dage at læse Messe og efterkomme deres øvrige støiende Kirkeskikke. Og hvor skete Alt dette? Hos den danske Geistligheds Hoved. Denne ypperlige og ædle Handling viser, at i Danmark i dette Seculum hersker en saa stor Tolerance, som nogetsteds kan findes." Der kunde anføres overmaade mange Beviser for den udmærkede Opoffrelse, som udvistes af Høie og Lave, Rigmænd, Borgere og Fattigfolk - ikke mindst af de sidste - skjøndt der naturligvis ogsaa gaves enkelte Huseiere, som hensynsløst benyttede sig af de Ulykkeliges Forlegenhed til at skrue Priserne i Veiret for desto lettere at kunne svare deres egne forøgede Afgifter. Reglen var imidlertid, at Husleien ikke blev forhøiet, men tvertimod ofte nedsat, naar Huseierens Kaar blot nogenlunde tillod det. Flytningen besørgedes for det Meste gratis, dels af Private, dels af Artillerikorpsets 288 Distriktsheste og Tøihusets Vogne, som indtil den 26de Juni vare stillede til de Brandlidtes Raadighed. Forresten havde Hundreder og atter Hundreder af Indbyggerne Ondt ved at slaa sig til Ro; "de flyttede - hedder det i en Indberetning til Kancelliet - fra Sted til Sted, saa at det lige til Oktober havde Anseende af en vedvarende Flyttedag". Saaledes gik det til, at den uskadte Del af Byen hurtig blev overfyldt; navnlig i enkelte Gader som Borger- og Adelgade, Rigensgade, Christenbernikovstræde, Peder Madsens Gang saavelsom i Smaagaderne paa Christianshavn var Sammenpakningen af Mennesker generende. Ogsaa i Tobaks Tørrehusene, Saltkompagniets Pakhus paa Christianshavn, det borgerlige Exercerhus og Opfostringhuset var der overfyldt.

Den største Del af de Brandlidte søgte dog foreløbig Ly i Telte, der vare udlaante fra Regimenterne og opslaaede alle mulige Steder i og udenfor Staden. Paa Slotspladsen under Ruinens Murer ved Holmens Bro langs Kanalen, paa saagodtsom alle Torvene, paa Voldenes Bastioner, i alle Broernes Alleer, paa Veiene ved Peblingesø, ja paa Fællederne og i Frederiksberg Alle strakte de hvide Telte sig og frembød et malerisk Skue i al deres Uordentlighed. Mange af dem forsvandt dog, da der af Ingenieurkorpset blev opslaaet en regulair Teltleir paa Nørrefælled med Vandledninger og Kloaker, bestaaende af mere end 300 Telte. Ogsaa paa Christianshavns Fælled var der Telte, men mange af de Brandlidte boede dog her


717

i Træhytter, bedækkede med Græstørv. For kongelig Regning uddeltes der Mælk, Øl, Brød, Brændsel og Halm til disse Folk, hvorhos der fra Kjøbstæderne og Bønderne i Sjælland indsendtes betydelige Kvantiteter Brød og Fedevarer til gratis Uddeling. Almisselemmer og Fattige henvistes iøvrigt til Pleiekommissionerne, medens der for at skaffe lettere Livsbetingelser i det Hele og hindre altfor pludselige Prisstigninger blev truffet forskjellige andre Foranstaltninger. Det blev saaledes befalet Bryggerne at indskrænke Tilvirkningen af det saakaldte 4 Dalers Øl til det mindst Mulige og derimod indtil videre brygge 10 Marks Øl, som skulde sælges til en vis lav Taxt; Bagerlauget fik 3000 Tdr. Rug overladt til 4 Rdlr. Tønden samt et Kvantum Rugmel for billig Pris af de kongelige Magasiner, og da Brødpriserne alligevel steg, blev ikke blot det tidligere Forbud mod Udførsel af Kornvarer forlænget, men det forbødes at brænde Brændevin af Rug indtil Oktober 1795. Nøden var naturligvis alligevel stor, og det er i saa Henseende betegnende, at Antallet af Løsgjængere steg betydeligt, ligesom man for at hindre Tyverier fra Brandtomterne maatte lade Patrouiller drage om i de afbrændte Gader. Ingen, ikke engang Huseierne selv, fik Lov til at indfinde sig paa Tomterne uden Tegn, hvilke udleveredes fra Politikammeret mod behørig Legitimation.

Den 1ste Juli 1795 udstedtes en Indbydelse, ved hvilken Kongen "i Tillid til Nationens Ædelmodighed og Velvillighed" opfordrede Enhver til efter Evne broderligen at række Haand til at lindre nødlidende Medborgeres Kaar, ved at indsende frivillige Gaver. For strax at faa Midler til Raadighed blev der ombaaret Kollektbøger i Husene og udsat Bækkener ved Kirkedørene, men Indsamlingen strakte sig dog over hele Danmark, Norge og Hertugdømmerne, ligesom der indkom nogle Bidrag fra Udlandet. Allerede i September udarbeidede Magistraten en Plan til disse Kollektpenges Anvendelse, ifølge hvilken de skulde bruges til Boliger for Brandlidte, til Husleiehjælp eller Reisepenge for dem, der vilde forlade Byen, til Syges Underholdning og Medicin samt Lægehonorarer, endvidere til Anskaffelse af Haandværksredskaber, Indbo, Klæder, Forskud til Materialiers Indkjøb m. v. Der indkom ialt ca. 150,000 Rdlr., en forholdsvis ringe Sum, naar den sammenlignes med Bidragene til Christiansborg Slots Gjenopførelse, men Sagen var, at der jo iforveien var lagt stærkt Beslag paa den offentlige Godgjørenhad, lige-


718

som Iveren kjølnedes hurtigt. "Regjeringen gjør, hvad den kan - skriver Etatsraadinde Trant i 1795 til den senere Professor Rathke - men Indvaanerne synes mig gjøre ikke, hvad de kunne. I de første Dage efter Ildebranden da hørte man i alle Selskaber: "Det er en Skam, om nogen Klub i Vinter skal existere. De Fattige bør have de Værelser; Komedierne bør ophøre, og de Penge, som de koste, anvendes til de Trængendes Husly. Men inden en Maaned vare alle disse gode Forsætter glemte, Ingen har Noget at miste; Regjeringen skal gjøre Alt, og hvad kan den gjøre uden de velhavende Borgeres Hjælp?" Imidlertid slog Bidragene til, ja der blev et Overskud af 7000 Rdlr., da Regnskaberne afsluttedes i 1799. Ved kongelig Resolution af 18de Oktbr. s. A. bleve disse Penge hensatte til et Fond, Kollektfonden, hvis Renter ved indtræffende Ildsvaader skulde anvendes til Understøttelse for fattige Familier, som bleve "berøvede det Fornødne til at sidde og ligge paa". I 1802 anvendtes Renterne til Linned, Gangklæder og Redskaber for de brandlidte Indvaanere, senere til de Kvæstede og Efterladte fra 2den April 1801, men fra 1843 fik Kollektfonden igjen sin oprindelige Bestemmelse. Den existerer den Dag idag med en Kapital af ca. 27000 Kroner.

Sommeren 1795 var udmærket smuk, og Efteraaret ligesaa, hvorfor Livsbetingelserne for de Brandlidte bleve mindre haarde, end de ellers vilde have været, men den 17de Oktober faldt det i med Slud og Regn, hvilket selvfølgelig gjorde Opholdet i Teltene usundt og utaaleligt. Det varede dog længe - for Manges Vedkommende indtil Februar 1796 - før man kunde byde de Tusinder af Husvilde, der endnu fandtes i Byen, nogenlunde taalelige Vinterboliger. Magistraten gjorde Begyndelsen med disse Hjælpevaaninger ved at opføre to Længer (for 134 Familier) ved Østerport paa en Fæstningen tilhørende Plads, hvor en Gartner tidligere havde dyrket Jordbær og Asparges. Det følger af sig selv, at disse Huse, sammensatte af tyndt Bindingsværk, Straa og Ler, vare alt Andet end bekvemme; de vare saa lave, at man kunde lægge Hænderne op paa Taget, og at en velvoxen Mand ikke kunde staae opreist inde i Værelserne, hvortil kom, at hver Familie kun havde et enkelt Værelse og "et halvt Kjøkken". En lignende Husrække for 52 Familier blev opbygget langs Volden fra Østerport til Stokhuset, ligesom den afbrændte Garderstald ved Slottet blev indrettet til


719

Beboelse for 300 Familier. Denne, der var fire Etager høi, blev bragt under Tag; de store Vindusaabninger udfyldte med Ler, og smaa Vinduer indsatte, men det Hele var saadant Hastværksarbeide, at Brædderne ikke engang vare høvlede, Murene ikke kalkede og Gulvene saa svage, at Stuerne rystede, naar et Barn gik gjennem dem. Kollektfonden afholdt ca. 27000 Rdlr. af Udgifterne til disse Anlæg, Resten dækkedes af Leien og Materialiernes senere Salg. De Husvilde maatte nemlig betale 10 Rdlr. om Aaret i Leie, og 20 Rdlr, for et Værelse med et "helt Fyrsted". De samme Priser gjaldt i de 3 Længer og 3 halve Længer til 92 Familier, som byggedes paa Artillerikorpsets Ridebane ved Toldboden, for frivillige Gaver indkomne fra Frankrig, saavelsom i de Huse, der for kongelig Regning opførtes (for Haandværkere) ved Kanalkompagniets Mur til St. Annaplads og Toldbodgade. De 46 Familier, som indlogeredes her, fik dog for deres 20 Rdlr. om Aaret ikke blot et Værelse og Kjøkken, men tillige Værksted og fri Skoleundervisning for deres Børn. Forresten havde en stor Mængde Fabrikanter og Haandværkere iforveien faaet anvist gratis Boliger og Værksteder paa det kongelige Bomuldsmanufaktur mellem Blegdamsvei og Sortedamssø, og nogle enkelte paa Blaagaard. I Bastionen ved Philosophgangen udfor Vartou opbyggedes der Huse for 52 Familier, af hvilke det harmoniske Selskab betalte for de 40, Agent Duntzfeldt & Co. for de 10 og Hofarchitekt Kirkerup for 2. Af disse Vaaninger krævedes ingen Husleie, saalidt som af dem, der opførtes af Grosserer Tutein for 4 Familier af den reformerte Menighed.

Christiansborg Slotsruin vedblev at være beboet af Brandlidte indtil Aarhundredets Slutning, navnlig Kjælderne, de store Vestibuler, og Staldene paa Tøihussiden, skjøndt Befolkningen naturligvis efterhaanden blev udtyndet. Laboratoriets Lofter paa Christianshavn, Saltkompagniets Pakhus sammesteds, der ellers brugtes til Kornmagasin, og alle de store Tobakshuse, som havde været benyttede i Tobaksmonopolets Tid, fik en lignende Anvendelse, hvorhos et Orlogsskib "Den norske Løve" blev omdannet til Logisskib for Brandlidte, der hidtil havde ligget paa Nørrefælled, og udlagt ved Toldboden. Udgifterne ved Omdannelsen ca. 7,600 Rdlr. afholdtes af Kollektfonden. Her fandt 60 fattige Familier Husly, dog mod at betale hver 4 Rdlr. i Leie for Vinteren. Fra Landet førte en lang Flydebro ud til det svømmende Hus, der stod under Opsigt af en


720

Magistratsbetjent, 4 Søfolk og en Skibslæge. Der fandtes en Marketenter ombord, hos hvem der kunde faas "gode, vel tillavede almindelige Fødevare for Betaling", men det stod forresten Enhver frit for at hente sine Levnedsmidler i Byen.

Et ikke ringe Antal af husvilde Smaafolk byggede iøvrigt kort efter Branden midlertidige Huse eller Hytter for sig selv, ligesom enkelte Spekulanter med kongelig Tilladelse opførte Længer eller enkelte Huse paa forskjellige offentlige Pladser til Udleining, saaledes Murmester, Kaptain i det borgerlige Artilleri, Lange, et dobbelt Hus paa S. Anna Plads lige for Indgangen til det østersøiske Kompagnis Plads. Ved Vester- og Nørreport, paa Gammel- og Nytorv, paa Amagertorv og Christianshavns Torv slog adskillige Handlende og Haandværkere sig ned i Hytter og Skure, og Mange, som ikke havde Raad hertil, indrettede sig, saa godt de kunde, i deres Kjældere ude mellem Ruinerne og levede her næsten som Troglodyter. Paa dette Tidspunkt opstod ogsaa det saakaldte "Stenhuggerhus", der laa, hvor Dosseringen udmunder i nuværende Nørrebrogade. Det blev bygget af Stenhugger Peder Hansen, som to Aar efter Branden fik Lov til at lade det blive staaende i fem Aar, mod at være ansvarlig for den Skade, der tilføiedes Murene og Dosseringen mellem Peblingebroen og Blaagaards Plankeværk. Senere blev Huset eller Hytten Bolig for en Opsynsmand ved Stierne langs begge Søer saavelsom ved det hosliggende Druknehus, og det stod endnu til henimod Midten af indeværende Aarhundrede.

Den interessanteste af alle de midlertidige Bebyggelser foregik dog paa Christiansborgs Slotsplads under Ruinens Mure, hvor der anlagdes ligesom en lille Flække for sig, der fik Navnet: Frederiks Koloni. Tilladelsen til at bygge her gaves allerede den 17de Juli 1795 paa følgende tre Betingelser: at Huse med Skorstene skulde opføres af Mur og Bindingsværk med teglhængt Tag eller idetmindste med Græstørv over et Brædetag, at de Byggende skulde underkaste sig enhver til Orden og Renlighed sigtende Foranstaltning, og endelig at Hytterne skulde nedrives igjen, naarsomhelst det befaledes. I Begyndelsen vilde kun Faa bygge her, aabenbart fordi de frygtede den sidste Bestemmelse, men da Kongen bestemte, at Husene, idetmindste maatte blive staaende i 3 Aar og desuden støttede Adskillige ved at overlade dem Murstensbrokker fra Slottet, kom de Brandlidte paa andre Tanker. Slotspladsen blev bebygget i parallele


721

Længer lodret paa Slottet; mellem hver af dem var en Gade paa 8 Alens Brede, og desuden to Hovedgader, hver 18 Alen brede. Hver Længe var 20 Alen dyb, skilt med en fælles Væg paa langs, eller to Længer, hver 10 Alen dyb, stod sammen med en Alens Afstand bagtil. Langs Kanalen var en almindelig Kjørevei; Afstanden mellem Husene og Slottets Façade var 12 Alen. De fleste af Bygningerne vare to Etager høie eller én Etage med Kvist, men i 1796 blev det befalet, at der kun maatte være én Etage uden Kvist. Gaderne, ialt 8, havde Navne; en hed f. Ex. Christiansgade, en anden Frederiksgade, en tredie Augustagade o. s. v.; Vaaningernes Antal var 83, fordetmeste beboede af Detailhandlere og smaa Næringsdrivende. I "Sundhedsraadene i Anledning af Ildebranden" skriver Tode: "Med Rørelse ser man en lille Kjøbstad reise sig paa Slotspladsen, lig en Hoben Strandede, der redde sig paa en ubeboet Ø og af det bjergede Gods bygge sig et Skjul. Nu skues Kolonien næsten færdig; de røde Tage og de vaiende Vimpler af Skibene og bag ved dem de store Stenmasser, Christiansborg har efterladt sig, giver det Hele betragtet fra Østen en vis Lighed med en lille Søhavn i Norge og gjør det til en Sjeldenhed, som er værd at reise til Hovedstaden for. Og megen Phlegma maatte den virkelig have, som kunde lade de faa Aar, dette Interims Kvarter med Guds Hjælp kun behøver at staa, henløbe, uden med egne Øine at se et saa levende og paafaldende Exempel paa danske Borgeres Vindskibelighed og Modholdenhed og dansk Regjerings forekommende Kjærlighed". Efter den ovenfor omtalte Bestemmelse skulde Slotspladsen have været ryddet igjen i 1798, men Fristen blev forlænget et Aar. I Marts 1799 oplystes det, at 69 af disse Huse endnu tilhørte de Borgere, som havde ladet dem opføre, medens 14 vare blevne solgte til Andre. Kun 56 beboedes af Eierne selv, 27 vare udleiede, og 29 af Beboerne havde desuden Leiligheder andetsteds i Byen. En Ansøgning om yderligere Forlængelse af Fristen blev derfor afslaaet, og i Sommeren 1800 var ethvert Spor af Frederiks Koloni forsvunden. Andre af Interimsboligerne fik Lov til at staa ligesaa længe eller endnu længere, ikke just fordi der manglede Huse i den gjenopførte By, men fordi det skortede paa billige Værelser for Fattige. Længerne ved Østerport, Dronningens Stald ved Christiansborg og det afbrændte Slots Trapper og Kjældere vare endnu beboede indtil Sommeren 1800, ja Garderstalden brugtes som Fattigbolig til den 17de April 1803.


722

Søndagen den 21de Juni 1795 blev der i Anledning af Ildebranden afholdt en Andagts- og Bededag i Kjøbenhavn, medens Alt endnu var svævende, og Fremtiden hang mørk og truende over Indbyggerne. Ikke blot var Nøden stor, men den offentlige Mening sattes i Bevægelse ved Frygten for, at Brandassurancekassen ikke kunde tilfredsstille Interessenterne, ligesom man var urolig over en Raadstuplakat af 9de Juni, hvori det var blevet forbudt Enhver at bygge paa Tomterne, før en almindelig Plan for Bebyggelsen var lagt. Man vidste, at Stadsbygmester Meyn og Stadskondukteur Rawert vare beskjæftigede med Udarbeidelsen af en saadan, som formodentlig ikke blot vilde indskrænke mange Grundes Størrelse, men ogsaa vanskeliggjøre Gjenopførelsen ved allehaande trykkende og kostbare Forskrifter med Hensyn til Bygningsmaaden. Imidlertid arbeidedes der ivrigt ude i Ruinerne, ikke blot med Sprøiter, men ogsaa med Spader og Hakke; Mure og Skorstene bleve nedrevne for kongelig Regning af Ingenieurkorpset samt en stor Deel Mur- og Tømmersvende, og Gaderne, der "laa i et saadant Chaos, at man vanskeligt kunde se, hvor de havde været", bleve ryddede af Kommandoer af nationale Soldater, der netop vare blevne indkaldte til den aarlige Exercits, og nu holdtes delvist inde til Byens Tjeneste. I Begyndelsen af Juli toges der fat paa Tomternes Rydning i stor Stil, og en uhyre Mængde Grus, Aske, Murbrokker og værdiløst forbrændt Tømmer udførtes. Lossepladserne, som anvistes af Kæmnerkontoiret, vare fordetmeste paa Veiene udenfor Byen, især paa Farimagsveiene mellem Vester- og Østerbro, der opfyldtes og forhøjedes ved denne Leilighed, men dog ogsaa i Philosophgangen. Paafyldningen skete saa skjødesløst, at disse Steder i længere Tid vare ufremkommelige, indtil en større Arbejdsstyrke havde planeret dem. Fra de langs Kanalerne liggende Brandtomter bortførtes Gruset i Pramme, og da Meget spildtes, "formuddredes Havnen kjendeligt derved"; overhovedet medførte Oprydningen mange Slags Ulemper for Indbyggerne, bortset fra de Summer, den kostede dem. Gaderne bleve bedækkede med fint Støv, Aske og Sand, der hvirvledes op i Luften ved ethvert Vindpust og trængte ind allevegne, og Tilstanden blev ikke bedre, da Byggeriet for Alvor begyndte, og Lastvogne med Sten, Kalk og andre Bygningsmaterialier uophørlig færdedes i Gaderne, ødelagde Brolægningen og næsten umuliggjorde Renligholdelsen. Det gik saa vidt, at Grundeierne ikke kunde besørge Gadefeiningen i den afbrændte


Frederiks Koloni paa Slotspladsen

"Frederiks Koloni" paa Slotspladsen. Efter et samtidigt Billede.

[723]

724

Del af Byen, hvorfor den maatte bortliciteres til Entrepreneurer, og Udgifterne afholdes af Renovationskassen (en Ordning, der vedvarede til 1ste Mai 1798), ligesom Renovationskontrahenterne nægtede at bortkjøre det Sammenfeiede, naar det udgjorde Mere, end det i Anordningerne fastsatte halve Læs. Man maatte give disse sidste et Extratilskud af 1/10 mere end Kvartalets Beløb, fordi der - som Magistraten og de 32 Mænd sige - "gives Tilfælde, hvor den positive Ret tier, og hvor den naturlige Billighed taler".

Stadsbygmesteren og Stadskondukteuren kunde allerede den 17de Juni forelægge et Slags foreløbig Plan til Gadernes Regulering og Bygningernes Gjenopførelse. Den Tanke, der ledede dem, var at skaffe bredere Gader med nogenlunde lige Linier, samt ved aabne Pladser at afsondre visse Strækninger, saaledes at man i Tilfælde af en ny stor Brand lettere vilde kunne sætte Grændser for Ilden. Man vilde baade tage Skjønheds- og Nyttehensyn. Selvfølgelig vilde dette udkræve store Bekostninger, thi Husene maatte paa mange Steder rykkes tilbage, hvorved de existerende Fundamenter vilde blive ubrugelige, Vandledningerne flyttes og omlægges, Brolægningen forandres og delvist opbrydes, og endelig talrige Grunde beskjæres eller endog helt bortfalde, hvilket kun kunde ske ved at give Eierne Erstatning enten i Penge eller ved at anvise dem andre Byggegrunde. De to Professorers Forslag var imidlertid af ret gjennemgribende Natur, og gik i det Væsentlige ud paa, at adskillige af de snevreste Gader i Kvarteret om Nikolai Kirke saavelsom andetsteds skulde nedlægges, medens alle de øvrige skulde udvides, at Bygningerne eller rettere Ruinerne mellem Færgestræde og Høibrostræde skulde sløifes og omdannes til et Torv (Høibroplads), at den afbrændte Side af Vimmelskaftet og Amagertorv saavidt muligt skulde gjøres lige, at Raadhuset ikke skulde gjenopføres paa sin gamle Plads mellem Gammel- og Nytorv, at Vester- og Frederiksberggade skulde udvides paa Grund af den stærke Færdsel der, og de derværende Bryggergaarde flyttes til Vestervoldgade, at enkelte nye Tværgader skulde anlægges f. Ex. fra Amagertorv til Gammelstrand ligefor Helliggeiststræde, fra Studiestræde til Nørrevold og mellem Vestergade og St. Pederstræde, og endelig, at der skulde søges tilveiebragt nye Forbindelser mellem Gaderne ved Gjennemkjørsler eller dog Gjennemgange. Autoriteterne, hvilket i nærværende Tilfælde vil sige: Rentekamret, fandt dog Forslaget altfor radikalt og kostbart, og kunde


725

kun delvist billige det; derimod godkjendte det i Hovedsagen de Antydninger, som de to Embedsmænd havde givet med Hensyn til Reglerne for Bygningernes Gjenopførelse, og supplerede dem efter Samraad med de kongelige Hofbygmestre samt Brandmajoren. Den 26de Juni faldt den kongelige Resolution paa Rentekamrets Indstilling, men da det endnu vilde vare rum Tid, før alle Detailspørgsmaal om Gadernes Regulering kunde afgjøres, offentliggjordes i Anledning af talrige indkomne Ansøgninger om Byggetilladelse en Plakat af 3die Juli, hvori Navnene paa de Gader eller Gadestrækninger opgaves, hvor Byggeriet strax kunde begynde. Efterhaanden som Arbeidet skred fremad, og Forhandlingerne med Grundeierne under Bestyrelse af en Reguleringskommission førte til endelige Resultater, udkom der lignende Plakater under 16de og 21de August samt 8de Septbr.

De oprindelig paatænkte vidtgaaende Gadeudvidelser bleve som sagt strax fundne uigjennemførlige, og senere maatte endog Adskilligt af det, der var bifaldet af Regjeringen, opgives. Omstændighederne tvang Myndighederne til at vige Skridt for Skridt, thi ikke blot vare Omkostningerne - hvilket naturligvis var det Væsentligste - uoverkommelige, men Grundeierne gjorde trods den rundelige Erstatning Vanskeligheder ved at rykke deres Bygninger tilbage, beraabende sig paa Ejendomsrettens Hellighed og Ukrænkelighed. Mange erklærede rentud, at de Intetsomhelst vilde afstaa, ja, saa vidt gik Misfornøielsen, at man ventede aaben Trods, da Stadskondukteuren i Embeds Medfør anviste den første Grund, der igjen skulde bebygges, hvoraf et betydeligt Stykke netop vilde medgaa til Gadens Udvidelse. Skjøndt endel Mennesker havde samlet sig, da Gadens nye Brede blev afmaalt, og Punkterne, efter hvilke vedkommende Murmestre skulde rette sig, bleve dem anviste, hørtes der dog ingen Indsigelse. En Betragtning, som ogsaa maatte paavirke Kommissionens Beslutninger stærkt, var den Omstændighed, at enhver Indrykning ikke blot medførte Expropriation, men tillige Betaling af de 10 Procent, som Brandforsikkringen afkortede de Brandlidte for Fundamenterne, thi naar disse gik tabt, kunde deres Værdi selvfølgelig ikke afdrages i Assurancesummen. Hertil kom, at Grundene hyppigt vare saa smaa, at de ikke taalte at beklippes, hvis de overhovedet skulde bebygges igjen. Der blev derfor slaaet af overalt, især paa Gadernes Brede, som af Kommissionen mange Steder var ansat til 18 Alen, medens Stadskondukteuren oprindelig


726

havde foreslaaet 20 Alen i Hovedgaderne. Ikke en eneste Gade blev dog mere end 16 Alen bred, og fordetmeste kun 14, rigtignok et betydeligt Fremskridt, naar man betænker, at mange af dem hidtil kun havde været 8 Alen, som f. Ex. Kattesundet, Hestemøllestræde, Admiralgade, Nikolaigade og Lille Kirkestræde, andre kun 9-10 som Brolæggerstræde, Mikkelbryggersgade, Holmensgade m. fl. Skovbogade, Læderstræde, Farvergade, Skvaldergade, Kompagnistræde og Laxegade havde været mellem 11 og 13 Alen brede, men blev nu alle 14 Alen; Lavendelstræde (forhen 10 Alen bred) Vestergade, Studiestræde og Fortunstræde derimod 16 Alen. Man indsaa fuldtvel, at det vilde have været heldigere at gaa videre, men trøstede sig med, at heller ikke den nys anlagte Kronprindsensgade var mere end 16 Alen bred. Et væsentligt Feilgreb var det, at adskillige meget befærdede Hovedaarer ikke bleve udvidede, eller dog kun opnaaede ubetydelige Reguleringer, idet Smaabugter og Hukker saavidt muligt bleve fjernede. Frederiksberggade, Nygade, Klædeboderne, Vimmelskaftet i hele dets Udstrækning og Nørregade forbleve uforandrede (dog at en Bryggergaard paa Hjørnet af den sidstnævnte Gade og Studiestræde bortfaldt, hvorved den nuværende Plads foran Frue Kirke opstod), og det samme gjælder om Badstustræde, Snaregade, Naboløs og Hyskenstræde. De mindre Reguleringer af Bugter og Krumninger, som ikke vare blevne befalede, men alligevel ansaas for heldige, voldte Kommissionen stort Besvær, da den maatte søge at naa Maalet ved mindelig Overenskomst eller Mægling. De Eiere, hvis Grunde laa langt tilbage, og derfor kunde rykke et betydeligt Stykke frem, gjorde naturligvis ingen Vanskeligheder, hvorimod de, der kun profiterede Lidt, vare misfornøiede for ikke at tale om dem, der maatte rykke tilbage, selv om det kun var faa Tommer. Da Udvidelsen i de fleste Gader derhos kun iværksattes paa den ene Side, fik den nye Gadelinie selvfølgelig samme Krumninger som den gamle, fordi Linierne bleve parallele. "Man har - siger Rawert - undret sig over, at man ikke gav Bygninger, der forstørstedelen laa i en lige Flugt, en bedre Retning, saasom i Vingaardsstræde og andre Steder, men Sagen er, at Eierne ikke vilde indlade sig derpaa. De kjendte Gadernes fastsatte Brede, og gav derfor ikke det ringeste til Pris af deres Grunde for at opnaa en lige Flugt, og tvinge dem dertil kunde man ikke, saasom de havde Anordningens Medhold". Ogsaa klager han over, at Reguleringskommissionen bestandig maatte


727

spare, hvilket i høi Grad hindrede dens frie Bevægelser. Det var saaledes Sparsommelighedshensyn, som bevirkede, at man lod Grunden paa Hjørnet af Høibroplads og Fortunstræde (hvor Stenbukkens Gaard havde ligget) beholde sit nuværende uklædelige Fremspring, thi Gaardens svære Fundamenter, som ellers maatte godtgjøres, og Stedets høie Grundtaxt vilde have forøget Omkostningerne overordentligt. Af samme Grund lod man den snevre Del af Holmensgade blive staaende, ligesom man opgav Anlæget af de ovenomtalte nye Tværgader; man fandt dem ved nøiere Overveielse endog "ufornødne". Den oprindelige Tanke at lade Store Kirkestræde, Hummergade, Dybensgade, Nellikestræde (nuv. Asylgade mellem Vingaardsstræde og Dybensgade) Fortunstræde og Smedens Gang (ved Vingaardsstræde) bortfalde, kom man ogsaa bort fra; de bleve i Stedet alle udvidede til 14 Alen, paa Smedens Gang nær, der fik Lov at blive, som den var, fordi 4 Huse inderst i Gangen vare blevne staaende, og det vilde blive for dyrt at kjøbe dem, hvortil kom, at Skippernes Laugshus i Lille Kongensgade havde Udkjørsel til denne Gang. Nellikestræde blev endda forlænget til Hummergade. Derimod nedlagdes Endeløsstræde (ved Knabro- og Brolæggerstræde) Slutterigade (mellem Nytorv og Hestemøllestræde), Henrik Fyhrens Gang (mellem Kattesundet og Mikkelbryggersgade) og Lille Færgestræde (mellem Stranden og Lille Kirkestræde) ligesom Nissegangen (en Smøge mellem Læderstræde og Gammelstrand) blev lukket. Alt skete i god Overensstemmelse med den approberede Plan, hvori det udtrykkelig hedder, at der ikke skulde foretages nogen Forandring "blot til Zir for Staden"; Nyttehensynet skulde med andre Ord være det eneste Afgjørende.

Anlæget af en ny Plads ved Amagertorv, nuværende Høibroplads, som skete ved Expropriation af Bygningsfirkanten mellem Store Færgestræde og Høibrostræde, kan dog siges at være bleven iværksat baade til Nytte og Zir. Faren ved Ildsvaade formindskedes ikke blot herved, men der aabnedes en prægtig Udsigt til Slotspladsen og Kanalerne med deres Mastetoppe. Det var Stadskondukteuren, som oprindelig var fremkommen med Forslaget, og skjøndt man ikke i Begyndelsen var stemt for det, overbevistes man dog snart om dets Hensigtsmæssighed. Endogsaa Grundeierne paa det projekterede Torvs Sider fik Interesse for Sagen, - deres Grunde vilde jo stige i Værdi ved Forandringen - og sammenskjød ved frivillige Bidrag 2700 Rdlr., et ganske vist meget ringe Beløb, naar man


728

betænker, at Udgifterne herved ansloges til ca. 60,000 Rdlr. Med Hensyn til det nye Torvs Navn herskede der stor Meningsforskjel; Nogle syntes, at det skulde kaldes: "Høibroplads", hvilket Bogtrykker Schultz endog lod sætte paa sin Gaard paa Hjørnet af Læderstræde, Andre mente derimod, at Pladsen burde kaldes: "Ny Amagertorv", fordi det skulde være det fremtidige Grønttorv. En Tidlang saa det ud til, at den sidste Benævnelse vilde faa Indpas, men ved Resolution af 26de Oktober 1804 blev der gjort Ende paa Usikkerheden, da det befaledes, at Pladsen skulde kaldes "Høibroplads".

Sammenlægningen af Gammel- og Nytorv til én Plads efter Branden, eller, om man vil, Beslutningen om at Raadhuset ikke skulde gjenopføres paa sit gamle Sted, vandt heller ikke almindeligt Bifald; thi mange Sagkyndige fandt det utilladeligt at lade være med at benytte de gamle solide Fundamenter og de hvælvede Kjældere. Rawert satte dog ogsaa sit Forslag herom igjennem og skriver med Selvfølelse: "Hvad Staden har vundet i Skjønhed ved denne store og herlige Plads falder hver Mand i Ørnene, og ikke mindre have de angrændsende Beboere profiteret ved denne friere Udsigt".

Derimod led Byen et virkeligt Tab ved Nikolai Kirkes definitive Nedlæggelse. Regjeringen havde strax havt isinde at sløife den, men snart reiste der sig indflydelsesrige Stemmer herimod, som gjorde gjældende, at Kirken var den ældste og største i Byen, at de historiske Minder, der knyttede sig til den, burde holdes i Ære, og endelig at det vilde koste betydeligt at rive den ned. Da Borgerne desuden viste Lyst til ad frivillig Vei at indsamle de fornødne Pengemidler til Gjenopførelsen, blev Sagen foreløbig stillet i Bero, saameget hellere som man troede, at der vilde komme anseelige Summer ind ved Salg af Bygningens Rudera. Meningerne vare dog meget delte, og i Regjeringskredse var man snarest tilbøielig til i Stedet at fuldføre Frederikskirken paa Amalienborg og hertil anvende den afbrændte Kirkes Kapitaler. Ved Salget af endel smeltet og halvsmeltet Kobber fra Kirketaget og ved forskjellige Stykker af Kirkegaarden, der afgaves til Udvidelse af Vingaardsstræde og Lille Kongensgade kom der imidlertid kun nogle Smaasummer ind, og da en Kommission i Aaret 1800 havde anbefalet, at Kirken skulde nedlægges, og Sognet fordeles mellem Frue, Helligaands, Trinitatis, Bremerholms og Garnisons Sogne, resolverede Kongen den 27de Juni s. A. i Henhold hertil. Der opstod nu et stærkt Røre i Menigheden; Sjællands Biskop,


729

Balle, tog varmt Ordet for Kirkens Bevarelse, og Kirkeværgerne tilligemed 26 Medlemmer af Menigheden indgav en Ansøgning herom samt om Tilladelse til at foranstalte en Kollekt i dette Øiemed. Dette sidste bevilgedes, fordi man indsaa Vanskeligheden ved at skaffe Stolestader i de andre Kirker og endnu mere ved at udrede Pensioner til de afgaaende Præster og Kirkebetjente, men ogsaa dette sidste Forsøg mislykkedes, da der kun blev tegnet et Beløb af 16,338 Rdlr. Hermed var Ævret opgivet og Kirken dødsdømt. I December 1804 resolveredes, at det skulde have sit Forblivende ved Resolutionen af 27de Juni 1800, og at Sognet fra 1ste Juli 1805 skulde fordeles paa den anførte Maade. Med Hensyn til Udredelsen af Pensioner og Vartpenge bestemtes, at Kirkebetjentene ved de fem Kirker, som ved Fordelingen af Nikolai Menighed havde faaet Tillæg, skulde give et aarligt Bidrag. Kirkens Vasa Sacra og andre Inventariegjenstande overlodes Helligaandskirken til gratis Afbenyttelse, men det varede dog rum Tid, før der toges fat paa Nedbrydningen. Ruinen laa hen for Vind og Veir og blev saa forfalden, at den sammenlignedes med Levningerne af et gammelt Bjærgslot; Murene vare halv forvittrede, den øverste Deel af Taarnet næsten faldefærdigt; inde i Kirken vare alle Epitaphier og Gravmæler mere eller mindre beskadigede og sønderslaaede, Gulvet var en stor Deel af Aaret bedækket med Vand, og udenfor paa Kirkegaarden, hvis Mur og Stakit tildeels var nedbrudt, saa det ud som Jerusalems Forstyrrelse. Endel Ligkister af Kobber med Sølvzirater bleve solgte efter Vægt; medens Dødningebenene i Kirken bleve opsamlede i Kister og førte ud paa Assistentskirkegaarden udenfor Nørreport. I 1810 solgtes ikke mindre end 140 Ligstene fra Kirkegaarden og nogle Aar efter Stakitværket, hvorefter man tog fat paa Planeringen. Den endelige Nedbrydelse af Kirkebygningen fandt Sted i Aarene fra 1814-17; dog blev Taarnet og det nærmeste Fag af Høikirken og Sideskibene staaende i Henhold til Resolution af 9de Januar 1807, ifølge hvilken denne Del af Kirken skulde benyttes til Magasin for Brandkarrer, Brandredskaber og Sprøiteslanger samt til Vagttaarn i "Ildebrands og andre overordentlige Tilfælde". Her blev ogsaa alle Sprøiteprøver afholdte. Kirkegaarden udenfor, hvor Begravelser forbødes i Aaret 1800, afgav i lange Tider Stade for transportable Træboder paa Hjul for Grønthandlere og navnlig for Slagtere, indtil det i 1838 paa de 32 Mænds Indstilling, efter mange Overveielser og Betænkeligheder ved at "forstyrre Gravens Fred",


730

blev befalet, at de nuværende Slagteboder skulde opføres her. Hvad St. Nikolai Kirkefond angaar, der oprindelig bestod af 13,524 Rdlr., blev det først henlagt til Kommissionen for Gadernes Udvidelse, under hvis Bestyrelse det forøgedes med ca. 16000 Rdlr. I 1812 blev det afleveret til Sjællands Biskop, men kom allerede det følgende Aar under Magistratens Bestyrelse med den Bestemmelse, at den oprindelige Kapital skulde henlægges til Frederikskirkens Fuldførelse, medens de 16000 Rdlr. efter Fradrag af de paa Fondet hvilende Pensioner skulde komme det Harboeske Enkefruekloster til Gode. Senere, i 1819, blev den for Marmorkirken bestemte Part henlagt til Vor Frelsers Kirke, medens Enkefrueklosteret beholdt den anden.

De store Summer, der udkrævedes til Gadernes Udvidelse, søgtes først og fremmest tilvejebragte ved en Forøgelse af Stadens Indtægter og Besparelse i dens Udgifter, og dernæst ved Afhændelsen af nogle Grunde, Kongen allerede i Septbr. 1795 havde skjænket Byen, nemlig et Stykke af Rosenborghave nærmest Adelgade i en Brede af 89 Alen, samt to Grunde ved Gammelstrand og i Hyskenstræde, hvor de afbrændte kongelige Præstegaarde havde ligget. Den 20de Juli 1796 nedsattes en Kommission med Overpræsident Kammerherre Christian Urne i Spidsen: Kommissionen for de Fonds, som ere henlagte til at afbetale de til Gadernes Udvidelse afkjøbte Grunde, som dog ikke blot skulde sørge herfor, men ogsaa for en bedre Indretning af Brandvæsenet. For at lette Arbeidet for Kommissionen, hvis egentlige ledende Aand Sekretairen, Kammerraad Feddersen, var, blev det bestemt, at det Bidstrupske Gods indtil videre skulde bestyres af en særlig Interimskommission og gives en baade for Byen og Beboerne fordelagtigere Indretning, thi Godset havde over halvtredie Tusinde Tønder Hartkorn og gav kun Staden en aarlig Indtægt af ca. 7000 Rdlr. Under den førstnævnte Kommissions Bestyrelse henlagdes Stadens Grunde udenfor Portene baade de bebyggede (30) og de ubebyggede (170) saavelsom de længere bortliggende Vænger og Fælleder, der tilhørte Kommunen, og som nu skulde tilbydes Fæsterne til Eiendom eller i hvert Fald ved Udparcellering eller paa anden Maade udbringes til en høiere Afgift. Man gik med Rette ud fra, at der kunde indvindes betydelige Indtægter af Vængerne, nemlig Raadmandsvangen (208 Tdr. Land), Ryvangen (196 Tdr.) Vognmandsmarken (126 Tdr.), Bryggervænget (125 Tdr,) og Slagtereller Studevænget (70 Tdr.), navnlig af de tre sidste, der vare


731

bortfæstede til Vognmændene, Bryggerne og Slagterne for en ringe aarlig Afgift, nemlig henholdsvis 3 Skilling, 23 Skilling og 1 Rdlr. 41 Sk. pr. Tønde Land. De tre Fælleder, som sædvanlig brugtes til Exercerpladser: Nørrefælled (100 Tdr. Land) Østerfælled (86 Tdr.) og Blegdamsfælled (151 Tdr.) skulde efter Kommissionens Beslutning fremdeles staa til Militairets Afbenyttelse, medens de øvrige, nemlig Vesterfælled (193 Tdr. Land), Tobaksspinderlaugets Fælled (20 Tdr.), Kirkegaards Fælled (80 Tdr.), Havremarken (90 Tdr.), Kløvermarken (55 Tdr.), Brudesengen (32 Tdr.) og Christianshavns Fælled (167 Tdr) skulde indfredes og gjøres saa nyttige som muligt. Endelig overtog Kommissionen Veienes Vedligeholdelse, til hvilke Stadens Kasse som hidtil skulde bidrage 7000 Rdlr. aarlig, men ved hvilke det lykkedes at spare et Par tusind Rdlr. om Aaret. Alle de indvundne Summer bleve - med Fradrag af Byens hidtilværende Indtægter, som den beholdt uforandret - henlagte til et Afbetalings- eller Rentefond, af hvilket Bekostningen ved Kjøbet af Grunde til Gadernes Udvidelse og ved det nye Brandvæsen kunde forrentes og afdrages i en Aarrække. Fondet fik desuden, hvad der blev indvundet ved Stadepengenes Forhøielse, de Summer, der hidtil vare medgaaede til det afbrændte Raadhuses og Slutteris Vedligeholdelse (1300 Rdlr. aarlig) og endelig en Pension (700 Rdlr.), som hidtil var bleven udbetalt den fra Struenseetiden bekjendte Borgmester Matthiesen af Kæmnerkassen, men nu overtoges af Staten. Principet i den hele Ordning var som sagt, at Byen overalt skulde beholde sine gamle Indtægter af Jorderne og Skatterne, saaledes at kun Merindtægterne gik til Erstatningsfondet.

Kommissionen tog strax fat paa Opgavens Løsning, overfor hvilken den dog først stod noget tvivlende og usikker. Foreløbig fandt man det nemlig ubetimeligt at bortsælge den skjænkede Strækning af Rosenborg Have, da der jo var Overflod af Byggepladser; det Bidstrupske Gods kunde ei heller strax give nogen Merindtægt, da Bøndernes Arvefæstebreve stod i Veien, og Godset først maatte opmaales og taxeres, og det Samme gjaldt om Stadens Grunde og Jorder, der ligeledes skulde opmaales og boniteres, før de nærmere Vilkaar for Kjøb eller Fæste kunde fastslaas. Kongen maatte derfor gjøre et Forskud af 33000 Rdlr. til de første Aars Forrentning af de Obligationer, Magistraten havde udstedt ved Indkjøbet af Grundene til Gadernes Udvidelse, og et andet paa 17,253 Rdlr. til de første


732

Udgifter ved det nye Brandvæsen. Det varede dog ikke længe, før Tilbagebetalingen af disse Summer kunde paabegyndes, thi allerede i 1797 havde Afbetalings- og Rentefondet, eller som det for Kortheds Skyld kaldtes: Realisationsfondet, adskillige Indtægter ved Græspengenes Forhøielse paa Fællederne, de fæsteledige Jorders Bortforpagtning, Salget af de to Præstegaardsgrunde, Besparelsen paa Veibudgettet m. m., og lidt efter lidt steg Indtægterne over al Forventning, da man for Alvor begyndte at afhænde Byens Jorder eller bortfæste dem mod høiere Afgift. Det gik saa godt, at Kommissionen i 1799 ikke blot kunde betale Renterne af Magistratsobligationerne, men desuden 5653 Rdlr. af den til Brandvæsenet forstrakte Sum, thi det andet kongelige Forskud af 33000 Rdlr. var allerede tilbagebetalt. Man fik nu Øiet op for, at Magistraten ikke havde været tilstrækkelig opmærksom for Kommunens Interesser, og fandt det mærkeligt, at den af Byens samtlige Jorder, ialt 2066 Tdr. Land, i Fæsteafgift og Græsleie kun havde havt en aarlig Indtægt af noget over 7000 Rdlr. Forresten var baade Magistraten og de 32 Mænd ivrige Modstandere af Jordsalget. "Dette kan vel give en øieblikkelig Fordel - skrev Magistraten - men er ikke passende for permanente Korporationer. Stadens Jorder tilhøre ligesaavel Efterkommerne som de nuværende Indbyggere, og det maa derfor aldeles fraraades at betage Efterkommerne den Raadighed at gjøre af Eiendommene al den Nytte og alle de Frugter, som de til enhver Tid tiltagende Forhold kunne frembringe". De 32 Mænd sluttede sig hertil og fandt det desuden uheldigt, at Fællederne bleve beskaarne, da de vare nødvendige til Exercerpladser og Græsgange og tilmed daglig brugtes til Brosands og Lers Udgravning og de udgravede Steder til Lossepladser. Heller ikke burde man glemme, at de vare til megen Nytte, da et stort Antal husvilde Indvaanere strax efter Branden kunde anvises Bolig i Telte derude. Det bør dog bemærkes, at det ingenlunde var Planen at sælge de store Vænger og Fælleder, men kun at bortleie, bortfæste eller bortforpagte dem efter Omstændighederne til Græsning eller Dyrkning; i det Høieste maatte Udkanter og Hjørner sælges, naar det kunde ske uden mærkeligt Savn i Græsning, og det gjaldt "et eller andet besynderligt nyttigt Anlæg".

Kommissionen bekymrede sig dog ikke om Indsigelser, men handlede kraftigt og bestemt. De aarlige Indberetninger, den indsendte til Kancelliet, vidne om dens Omsigt og Nidkjærhed, og det


733

var velfortjent, naar Kongen jevnligt resolverede, at han "med særdeles Tilfredshed" havde modtaget Redegjørelserne. Kommissionen havde et stort Arbeide at udføre og mange Vanskeligheder at fjerne, men saa sine Bestræbelser kronede med afgjørende Held. Den stødte hyppigt paa Vrangvillie og maatte forhandle med mange Personer, der aabent modsatte sig dens Forslag og Planer. Dette viste sig f. Ex., da den vilde forhøie Fæsteafgiften af Vognmandsmarken og Bryggervænget. Slagterne, der, som vi have set, endda betalte den høieste Afgift, gjorde ingen Vanskeligheder, da deres Fæste udløb i 1798, men erklærede sig rede til i Fremtiden at betale 140 Rdlr. aarlig af Studevænget istedetfor som hidtil 100; derimod erklærede Bryggerne og Vognmændene rentud, at de ikke vilde betale mere end før. Først i 1801 faldt Bryggerlauget tilføie og kjøbte Bryggervangen for 80 Rdlr. d. K. pr. Tønde Land samt 1200 Rdlr. engang for alle istedetfor en Rekognition af 12 1/2 Rdlr. hvert femte Aar, og nogle Aar efter fornyede Vognmændene deres Fæste. Fra alle Sider strømmede der Indtægter til Kommissionen langt over Forventning, thi Jord og Jordprodukter vare i stærk Stigning, en Omstændighed, der ogsaa fremmede den Bidstrupske Kommissions Bestræbelser i den Grad, at den efterhaanden kunde afgive ca. 188000 Rdlr. til Rente og Afbetalingsfondet. Efter den oprindelige Beregning skulde Kommissionen først have løst sin Opgave i 1830, men allerede i 1810 havde den afbetalt det Meste af Gjælden og var desuden i Besiddelse af Aktiver, der udgjorde et større Beløb end Restgjælden, saaledes at den kunde opsige de endnu cirkulerende Magistratsobligationer til et Beløb af 77500 Rdlr. I Begyndelsen af 1812 indkom Kommissionen med Ansøgning om at fratræde, da dens Hverv var endt. Uden paatvungen Afgift af nogen Art havde den betalt Kjøbesummen for Grundene til Gadernes Udvidelse ialt 288,800 Rdlr., forrentet de i denne Anledning udstedte Obligationer med 143,850 Rdlr., bekostet det nye Brandvæsens Indretning med 30,000 Rdlr., og kunde endda aflevere et Overskud af 345,395 Rdlr. til Kommunen i gode Aktiver eller rede Penge. Samtidig havde Staden beholdt alle sine gamle Indtægter ubeskaarne, og Indtægterne af dens Jorder vare blevne fordoblede, saaledes at de nu udgjorde 14,700 Rdlr. om Aaret, istedetfor 7000 Rdlr. tidligere. Kongen tilkjendegav Kommissionen sit allerhøieste Velbehag, og resolverede, at den indtil videre skulde vedblive Bestyrelsen af Kjøbenhavns


734

udenbys Jorder, men to Aar efter den 28de April 1814, blev det tilladt den at aftræde. Staden var iøvrigt trods dette særdeles gunstige Resultat ikke bleven gjældfri, thi en ny Gjæld af samme Natur var i Mellemtiden opstaaet ved Gadernes Udvidelse og Regulering efter Bombardementet i 1807.

Vi skulle ikke her komme nærmere ind paa Reglerne for Godtgjørelsen, der bestemtes efter Grundskattens Forhold i de forskjellige Gader efter disses mere eller mindre nærsomme Beliggenhed, saaledes at der for 1ste Klasses Grunde gaves 6 Rdlr. pr. Kvadratalen, for 4de Klasses derimod kun 3. Grundene paa nuværende Høibroplads bleve dog godtgjorte med 7 Rdlr. pr. Kvadratalen; i enkelte Gyder eller "Gange" med kun 1 1/2 eller 2 Rdlr. Fundamenterne betaltes i Reglen med 10 Procent af Assurancesummen, eller de bleve taxerede sammen med Omkostningerne ved Vandrendernes Flytning af særlig dertil udmeldte Vurderingsmænd. En af Magistraten udnævnt Afregnings-Kommission forhandlede med de Brandlidte, som maatte afstaa deres Grunde eller Dele af dem til Gadernes Udvidelse, og ordnede det Fornødne med dem, en Opgave, der selvfølgelig var overordentlig besværlig og tornefuld.

Ved Resolution af 11te Septbr. 1795 havde Kongen, som alt berørt, skjænket Staden et Stykke af Rosenborg Have til en ny Gades Anlæg, omtrent 89 Alen bredt og 627 Alen langt fra Gothersgade til Sølvgade, ialt 44,436 [] Alen foruden den 20 Alen brede Gade. Saalænge der var Overflod af ubebyggede Grunde i Staden, vilde man dog ikke begynde Salget; først i 1797 blev der truffet Forberedelser dertil, idet den paagjældende Strækning blev afstukken med Pæle, hvorhos man omdannede nogle til Kjøkkenurter indrettede Aflukker i Haven til Lystkvarterer, for at holde Publikum skadesløs for den Strækning, der skulde bortfalde. Det blev omhyggelig undersøgt, hvilke af Adelgadens, Sølvgadens og Gothersgadens Beboere, der havde Lysningsret for deres tilstødende Baghuse, men da ingen af dem kunde fremlægge lovlig Adkomst, og det desuden viste sig, at alle Huse, der havde Vinduer til Rosenborg Have, vare Lysthuse paa to nær, blev der ikke givet de paagjældende Eiere nogen Erstatning. Kun for de to Undtagelsers Vedkommende, blev det i Auktionskonditionerne fastsat, at Kjøberne af de tilstødende nye Grunde ikke maatte opføre nogen Slags Bygning nærmere Plankeværket end 3 Alen. I Sommeren 1800 begyndte man at sælge Grunde i


735

den nye Gade for 44,279 Rdlr., og om Efteraaret blev Havemuren mod Sølvgade og Gothersgade paa en Strækning af 89 Alen bortliciteret til Nedbrydning, et midlertidigt Plankeværk opsat langs den nye Gade ind til Haven, Gaden afstukken og alle paa Grunden staaende Træer fældede. Den Del af Dronningens Tvergade, som hidtil havde været en cul de sac og bar Navnet "Sorte Christians Krog" efter et der i fordums Tid liggende Beværtningssted (som nu kaldtes "Hammers Hauge"), blev forlænget ud til den nye Gade, og det bestemtes, at Rosenborg Springvandsrende skulde føres ind i Gaden for kongelig Regning, og Vandforsyningen ske herfra for den sædvanlige Pris, nemlig en Kjøbesum af 40 Rdlr. for hver Portion, 10 Rdlr. aarlig Afgift og Skjødets Indløsning med 12 Rdlr. 72 Sk. De nye Bygninger fik ingen Privilegier, hverken med Hensyn til Indkvartering eller borgerlige Tynger; kun at de først skulde svare Brolægningsskat, naar Gaden var lagt ud for den tilkjøbte Grund. I 1801 indtraadte der paa Grund af Krigsbegivenhederne en Standsning af Salget, hvorimod der i de næste fire Aar solgtes for 41,611 Rdlr., saaledes at Erstatningsfonden ved den kongelige Gave opnaaede en samlet Indtægt af 85,890 Rdlr. De første Kjøbere her vare Vicebrandmajor Petermann og Brygger Larsen, endvidere Enken Blom og hendes 4 Sønner, Brandkaptain Murmester Qvist, Grosserer Henriques, Skibsbygmester Larsen, Viceraadmand Lange, Murmester Backhaussen, Tømmermester Hallander, Stadskondukteur Rawert o. fl. Da den nye Gade i Begyndelsen af 1804 blev aabnet for Færdselen, vare allerede fem Nybygninger færdige, - i 1806 ikke mindre end 23, hvoraf 16 Gaarde og 7 Huse - og "Gaden tegnede til at blive en af de smukkeste i Hovedstaden". Man havde nemlig efter Stadsbygmester Meyns Forslag besluttet istedetfor Plankeværket til Haven at opsætte et 3 Alen høit Jerngitter med Stenpiller paa et muret Fundament, at anbringe en Indgangsport til Gothersgade og en tilsvarende til Sølvgade (hvilken sidste dog bortfaldt og blev erstattet af en anden midt i Gaden) samt indrette 14 Boutiker i Gitteret, som "ikke blot skulde være til Zir, men indbringe en aarlig Leie af 4-500 Rdlr.". Jerngittret blev opsat i 1804, og Aaret efter udleiedes den første Boutik til en Konditor, den anden til en Strømpehandler, men det faldt iøvrigt vanskeligt at finde Lysthavende til dem, thi endnu i 1806 stod 7 af dem ledige. Grunden hertil var formodentlig, at det udtrykkelig var blevet forbudt at udleie dem


736

til Værtshusholdere, Øltappere, Slagtere, Fiskeblødere, Spækhøkere "eller anden saadan Næring og Handel, der kan give Anledning til nogen Slags Uorden eller Vanzir". Med Hensyn til den nye Gades Navn herskede der en Tidlang Uenighed; Rawert foreslog, at den skulde kaldes "Havegade", eller da Kongen havde skjænket Grunden: "Gavegade",' medens Magistraten anbefalede Betegnelsen: "Kronprindsessegade". Ved Resolut, af 26de Oktbr. 1804 fik Magistraten Medhold, men i de første Aar yndede man at forkorte Navnet til "Prindsessegade".

Spørgsmaalet om Brandkassens Solvents blev af let forstaaelige Grunde sat paa Dagsordenen umiddelbart efter den store Ildebrand og beskjæftigede Gemytterne stærkt. Man havde tidligere næret blind Tillid til den, selv om der var fremkommet Kritik af dens Bestyrelse i det Hele saavelsom mod dens Regnskabers Revision og Decision, ja der havde gjentagne Gange, senest i 1786 og 1788, været Stemning for "at sætte Grændser for de Pengesummer, som Aar efter Aar unyttigen opsamledes i Selskabets Fond", ligesom man trods Direktørernes Indsigelse havde "søgt at opvigle den almindelige Mand i Kjøbenhavn til at paastaa Udbytte af Brandkassen". Efter den kolossale Ulykke, der havde ramt Staden, var det dog strax indlysende for Alle, at Brandkassen maatte være "uefterrettelig", med andre Ord: at den ikke vilde være istand til at opfylde sine Forpligtelser. Det forholdt sig i Virkeligheden ogsaa saaledes. Samtlige afbrændte Huse og Gaarde havde været assurerede for 4,629,550 Rdlr., og til dette Beløbs Dækning havde Brandkassen i Formue og Beholdning 2,010,760 Rdlr. - den kunde altsaa kun udrede henved det Halve af Brandskaden. Da Sagen havde lige stor Interesse for Panthaverne og de Brandlidte, fremkom der adskillige Forslag og Planer til en Ordning, deriblandt fra Brandkassedirektionen selv, som enten ønskede et rentefrit Laan af den kongelige Kasse paa 3 1/2-4 Mill. Rigsdaler eller Tilladelse til at udstede rentefri Kreditbeviser for en lignende Sum, hvilke ved Lov skulde befales at gaa i Omløb som rede Penge, indtil de i sin Tid kunde indløses. Herpaa vilde Regjeringen imidlertid ikke indlade sig af Frygt for at skade Koursen og det offentlige Penge- og Kreditvæsen i det Hele. Man gjorde med Rette gjældende herimod, at en pludselig Forøgelse af Seddelmængden med Millioner, som ikke havde "indvortes Værdi", ei heller bar Renter, vilde blive usikker i sig selv og farlig for de


737

i Omløb værende Papirspenge, samt at et saa stort rentefrit Laan som det foreslaaede vilde paadrage Statskassen en Udgift, der nødvendigvis vilde blive en trykkende Byrde for det Almindelige og maaske vilde tvinge Staten til at stifte Laan i Ind- eller Udlandet. Regjeringen besluttede derfor at følge en anden Vei for at skaffe Brandkassen Midler til at udrede Erstatningen, saavelsom til at indføre Forandringer og Forbedringer i Brandassurancevæsenet til Betryggelse for alle dens nuværende og tilkommende Interessenter.

Den 17de Juli 1795 udkom da den store Forordning, hvorved det tillodes Brandkassen at udstede rentebærende Annuitetsbeviser under kgl. Garanti til Dækning af den Del af Brandskaden, som ikke kunde udredes af Kassens opsparede Formue. Disse Beviser skulde forrentes med 3 Procent aarlig, og en vis Del af dem udtrækkes og udbetales hvert Aar, saaledes at de alle vare indfriede senest i Aaret 1826. Til Forrentning og Afbetaling af denne Annuitetsgjæld saavelsom til Dækning af eventuelle nye Brandskader, indrettedes der et Fond, til hvilket Kongen skjænkede 35000 Rdlr. om Aaret (indtil Annuitetsgjælden var betalt), endvidere Kvartprocentskatten af Kassens udestaaende Kapitaler, og endelig udstedte han en Garanti for 500,000 Rdlr. Derhos befaledes det, at Brandkassens samtlige Interessenter, baade de nuværende og de tilkommende, skulde betale 4/10 Procent aarlig af deres Forsikkringssummer. Heraf skulde de 3/10 anvendes til Annuitetsgjældens Forrentning og Afbetaling, medens den ene Tiendedel skulde henlægges til det nye Assurancefond, som betryggedes ved den ovenfor nævnte kongelige Garanti for en halv Million Rigsdaler. Endelig fritoges Brandkassen i Fremtiden for alle Bidrag til Brandvæsenet, samt for Udredelse af Lygte- og Sprøiteskat for visse Bygninger.

Med Hensyn til Skadeserstatningen til de Brandlidte fastsatte Forordningen, at der strax skulde afkortes 20 Procent af Forsikkringssummen, (nemlig 10 Procent for Grund og Rudera lige med Jorden eller Horizonten og 10 Procent for Rudera over Horizonten). Af Forsikringssummens Restbeløb: 3,705,576 Rdlr. skulde Halvdelen udbetales kontant med 4% Rente (men rigtignok kun med en Fjerdedel om Aaret i to Terminer, altsaa med 1/8 hver Termin i 4 Aar) og Halvdelen i Annuiteter med 3 Procent Rente paa samme Maade med en Fjerdedeel om Aaret. For at de Brandlidte kunde


738

vide med Vished, hvad de havde at kræve af Brandkassen og desuden have Beviser ihænde til deres Kredits Vedligeholdelse, skulde Brandkassedirektionen give dem et Generalbevis for den fulde tilgodehavende Sum med Paategning om Tidspunktet for Betalingerne. Hvad Brandforsikkringen i Fremtiden angik, indeholdt Forordningen adskillige vigtige Bestemmelser, som f. Ex. at alle Gaarde og Huse indenfor Voldene og paa dem, baade kongelige, offentlige og private, uden Undtagelse skulde forsikkres i den kjøbenhavnske Brandkasse, dog ingen Bygning høiere end 50,000 Rdlr. Taxeredes nogen Eiendom høiere, stod det Enhver frit for at assurere den høiere Værdi, hvor han fandt for godt. Endelig fik Brandkassen nu 6 Direkteurer, nemlig 3 kongelige og 3 af Interessenterne valgte, hvilke for første Gang siden Brandkassens Oprettelse i 1733 bleve lønnede med 300 Rdlr. om Aaret hver.

Den offentlige Mening modtog denne Ordning med aaben Uvillie og Misfornøjelse. Man fandt, at de paabudte 4/10 Procent vare uoverkommelige at udrede, og navnlig vare de Ikke-Brandlidte, som i Henhold til Oktroyen af 1769 efter 13 Aars Deltagelse i Brandkassen vare fritagne for at svare videre Præmier, forbittrede over, at de nu skulde betale igjen. Havde man ikke Skatter nok iforveien: Grundskat, Næringsskat, Folke- og Familieskat, Extraskat. Brolægningsskat, Lygte- og Sprøiteskat, Indkvarteringsskat, Kirke-, Præste- og Klokkerpenge, Fattigskat, Procentskat, Vægterskat m. m.? Hvilken Ret havde Kongemagten overhovedet til at indblande sig i det private Interessentskabs Affairer? Var det ikke ubilligt, at alle Ejendomme skulde omtaxeres med store Omkostninger? Og nu den 20 Procents, mod Policerne og Konventionen stridende Afkortning! Kunde man tvinges til at betale for gammelt Jern og Murbrokker, naar man ikke selv vilde? Og hvorfor skulde man kun have 3 Procent af Annuiteterne? Man vilde blive fuldkommen ruineret, især da Betalingsmaaden var altfor ringe til, at den kunde hjælpe de Brandlidte. Af hvert hundrede Rigsdaler vilde man kun faa 80, og af disse igjen kun 40 Rdlr. udbetalt i rede Penge med 1/8 i 8 Terminer, altsaa første Gang 5 Rdlr. af hvert Hundrede. Naar Vinteren stod for Døren, vilde man derfor Intet have at bygge for. Mange forlod i Harme Byen; Andre, der havde havt isinde at bygge, erklærede rentud efter Forordningens Offentliggjørelse, at de maatte opgive det og lade Tomterne ligge.


739

Der blev sat en formelig Agitation i Scene, og man bestormede Regjeringen med Ansøgninger. Saaledes indkom allerede en Uge efter Anordningens Bekjendtgjørelse samtlige Grundeiere i Vesterkvarter med en Ansøgning, hvori de bad om, at den Del af Forsikkringen, som de skulde have i Annuiteter, maatte udbetales dem paa engang, og at Beviserne maatte lyde paa 4 istedetfor paa 3 Procent Rente. Kun paa disse Vilkaar vilde det nemlig være dem muligt at bygge og afværge Faren for, at Prioritetshaverne opsagde deres Penge. Naar Annuiteterne lød paa 3 Procent, vilde de intetsteds blive tagne for fuld Valuta, og Eierne vilde blive nødte til at sælge dem for tre Fjerdedele af deres Værdi. Finantskollegiet indrømmede, at disse Vanskeligheder vare tilstede, men fastholdt, at ligesaa ugjørligt det var at give de Brandlidte fuld Erstatning, ligesaa umuligt var det at betale dem paa engang i én Sum eller blot i kortere Terminer. Forhaabentlig vilde Annuiteterne ikke falde i Hænderne paa Aagerkarle, da de Brandlidte baade kunde laane paa dem og formodentlig ogsaa paa Afregningsbeviserne i Banken, hvortil kom, at Brandkassedirektionen selv vilde gjøre, hvad der stod i dens Magt, for at holde Annuiteterne oppe ved at modtage dem til en vis i Forhold til deres virkelige indvortes Værdi bestemt Sum. Herefter fik Ansøgerne Afslag, og det blev tilkjendegivet dem, at der ikke kunde indføres nogen Forandring i Anordningen af 17de Juli 1795 til Fordel for de Brandlidte.

Følgen heraf blev imidlertid, som de Brandlidte havde forudset, at Annuitetsbeviserne hurtigt bleve Gjenstand for Spekulation og sank langt under deres virkelige Værdi. De Byggende, som havde rede Penge behov, afhændede Annuiteterne for hvad de kunde faa for dem, Jøder kjøbte dem for lave Priser, ja, det siges, at Prioritetshavere aftvang deres Debitorer dem for 75 Procent, uden at forbeholde de Brandlidte de 25 Procent, de vilde faa mere, naar Beviserne engang bleve udtrukne. Fra forskjellige Sider, ogsaa fra Private, gjordes der Forsøg paa at standse denne Trafik, men det virksomste Middel var uden Tvivl, da Brandkassedirektionen i Novbr. 1795 bemyndigedes til at byde de Byggende, som vilde afstaa deres Annuitetsbeviser, 85 Procent af disses paalydende Værdi mod kontant Betaling strax, medens de, der vilde afstaa den hele Erstatningssum eller en Del deraf, dog altid lige meget i rede Penge og i Annuiteter, derfor kunde erholde 96 Procent i Obligationer, lydende paa 3 3/4


740

Procent Rente og udstedte af Brandforsikkringsdirektionen under kongelig Garanti. Fordelen herved var, at de Brandlidte i de fleste Tilfælde kunde bruge saadanne 3 3/4 Procents Obligationer ligesaa godt som rede Penge til Indfrielse af Panteobligationer eller som Betaling til Leverandeurer og Haandværksmestre i Summer over 100 Rdlr. Tilbudet blev ogsaa benyttet stærkt af de Brandlidte, thi det ses af Direktionens Indberetninger, at den indtil Septbr. 1797 havde kjøbt Annuitetsbeviser for en Sum af ikke mindre end 589,670 Rdlr.

Til disse Transaktioner saavelsom til Udredelsen af den kontante Erstatning, der, som vi ovenfor have set, skulde udredes af Brandkassens opsparede Formue, maatte Direktionen stifte Laan. Sagen var, at Formuen, paa en lille Kassebeholdning nær, var udsat i kjøbenhavnske Gaarde og Huse, og at man ikke ønskede at opsige disse Kapitaler, da Følgen vilde blive Debitorernes uundgaaelige Ødelæggelse og store Tab for Kassen selv. Brandkassen fik imidlertid uden Vanskelighed Penge til Laans saavel i Speciesbanken som hos Private, men da det hurtigt blev vanskeligt for Huseierne at faa Prioritetslaan, bemyndigedes Direktionen i August 1796 til at stifte et 3 1/2 Procents Laan i Altona paa 287000 Rdlr. Slesvig-Holstensk Courant. Heraf henstod endnu ca. 249000 Rdlr. ubetalte i 1801, hvilke overtoges af den kgl. Kasse, mod at Brandkassedirektionen indbetalte en lige Sum i dansk Kourant. Finantskassen, som paa dette Tidspunkt havde store Summer behov til Rustninger, opnaaede herved Fordelen af den lavere Rentefod. Brandkassens Stilling bedredes iøvrigt hurtigt. Ved Kjøbenhavns Udvidelse og blomstrende Tilstand steg Indtægterne betydeligt, hvilket f. Ex. ses af at de 3/10 Procent Tilskud til Forrentning og Afbetaling af Annuitetsgjælden, som i 1797 kun havde indbragt 61,578 Rdlr., i 1803 var naaet op til 81,825 Rdlr. Ved denne stedse tiltagende Forøgelse af de tegnede Forsikkringssummer og de 3/10 Procents Præmier samt ved de fordelagtige Indkjøb af Annuiteter, blev Kassens Tilstand saa god, at Regjeringen ved Resolution af 10de August 1804 kunde bevilge de 3/10 Procents Nedsættelse til 2/10, saaledes at der nu ialt kun betaltes 3/10 istedetfor 4/10 Procent.

Hvad det almindelige Brandassurancekompagni paa Varer og Effekter for Staden Kjøbenhavn angaar, stiftet den 11te Mai 1778, kunde det uden nogensomhelst Afkortning udbetale de 300,000 Rdlr.,


741

for hvilke Brandlidte havde forsikkret deres Indbo i Selskabet. Den største Del af de Skadelidte havde nemlig ikke assureret, og skjøndt meget Løsøre blev frelst og bragt i Sikkerhed, før Flammerne kunde naa det, gaves der dog Mange, som havde mistet Alt, hvad de eiede, især Haandværkere og Industridrivende. Denne Omstændighed bevirkede nogen Tilslutning til Kompagniet, hvis Fond blev forøget til det Dobbelte efter Branden, skjøndt det varede rum Tid, før det blev almindeligt at assurere Løsøre.

Regjeringens første Omsorg gjaldt, som vi have set ovenfor, at skaffe de Brandlidte midlertidigt Husly, Øl, Brød, Mælk samt andre Fødevarer, og senere, da Vinteren kom, naturligvis ogsaa Brændsel. Paa forskjellige Maader søgte man desuden at lette de Ulykkeliges Stilling; saaledes blev Extraskatten, Rangskatten og Fattigskatten eftergivne dem for to Maaneder, Stempelpapir udlevertes gratis til Kjøbekontrakter og Skjøder, som udstedtes af Brandlidte til Brandlidte om afbrændte Pladser, samt til Kontrakter om Bygningsmaterialier og Bygningers Opførelse, ligesom det tillodes at transportere Annuitetsbeviserne over paa andre Hænder uden Stempelpapirs Brug. Attester af Pantebøgerne bleve meddelte Brandlidte uden Betaling; Terminen, der ved Brandens Udbrud stod for Døren, blev udsat, og efter Forslag af Stadsphysikus Mangor blev Flyttedagen i 1796 udsat fra 15de April til 13de Mai, for at de nyopførte Huse kunde blive desto bedre udtørrede og tjenlige til Beboelse. Et almindeligt Forbud mod Kornvarers Udførsel, som dog kun stod ved Magt et halvt Aars Tid, ansaas for nødvendigt til Hindring af Dyrtid.

Da der allerede den 3die Juli var givet Tilladelse til at bygge i adskillige Gader, maatte selvfølgelig Reglerne for Bygningernes Gjenopførelse være udarbeidede og offentliggjøres samtidigt. Dette skete ved Plakat af 4de Juli 1795, som nogle Uger efter udvidedes til ogsaa at gjælde for Bygninger i Forstæderne og paa Stadens Grund udenfor Portene. Heri bestemtes først og fremmest, at alle udvendige Mure til Gade, Gaard og Nabo baade i For-, Side- og Baghuse i Fremtiden skulde opføres af Grundmur. I Gader af 18 Alens Brede, maatte Husene kun være 18 Alen høie, i bredere Gader derimod 24 Alen, i begge Tilfælde foruden Taget, men hvis dette sidste var "gebrokkent" eller med Kviste, skulde det medregnes til den største tilladelige Høide. Alle Hjørner til Gaderne skulde "brækkes" paa


742

5 Alens Brede til et Fag Vindu med Piller. Murenes Tykkelse i Kjælderne og Etagerne fastsattes til 2 1/2 Sten, aftagende opefter til 1 1/2, og Pillerne i Bygningerne maatte i intet Tilfælde være mindre end en Alen brede. Gavlene skulde mindst være en Flensborger Middelsten tyk og opføres 1/2 Alen over Taget. Skorstensankere saavelsom Udlæggere til Opheisning af Varer skulde være af Jern, og de gammeldags Hovedgesimser og Tagrender af Træ forbødes aldeles. Med Hensyn til Skorstenes Anlæg befaledes, at de skulde opføres fra Grunden og under ingen Omstændigheder maatte hænge paa Bjælkerne, hvorhos der udtaltes et Ønske om, at der i alle Huse anbragtes to Trapper til Sikkring af Menneskeliv under en Ildsvaade. Senere kom der, fornemmelig efter Stadsbygmester Professor Meyns og Stadsphysikus Dr. Mangors Forslag nogle nye Bestemmelser til, som f. Ex. at ingen Karnapper eller Udbygninger maatte anbringes (Balkoner af Sten eller Jern i passende Høide vare dog tilladte), at Jernstænger eller Bøiler ikke maatte hensættes paa Fortougene langs Husene, at alle Lofter skulde dækkes med Mursten paa Fladen eller med et to Tommer tykt Lag af stampet Ler, at Skorstene mindst skulde rage 1 1/4 Alen op over Tagrygningen, og endelig at Priveter ikke længere efter gammel Skik og Brug maatte anlægges under Trappen, som førte op i Huset.

Det var Altsammen betydelige Fremskridt, men den offentlige Mening, der allerede var sat i Bevægelse ved den samtidige Anordning om Gadernes Udvidelse, opponerede aabent mod den nye Byggelov. Regjeringen - sagde man - vilde altsaa nu ikke blot indskrænke Grundene og Tomterne, saaledes at der kun med Vanskelighed kunde bygges paa dem, men den vilde i et Øieblik som dette, da de Brandlidte stod tomhændede, og da Materialier og Arbeidsløn steg overordentligt i Pris, paaføre Bygherrerne større Udgifter end nogensinde før. Regjeringen var imidlertid standhaftig til at begynde med, men det viste sig da som saa ofte før, at Et er at befale Noget ved Lov, et Andet at sætte dets Udførelse igjennem. Byggeanordningen blev uophørlig overtraadt; snart bleve Hjørnerne ikke brækkede paa 5 Alen, men paa 4 eller mindre, snart byggedes der Gavle af Bindingsværk, eller Murpillerne bleve gjorte nogle Tommer smallere end foreskrevet, og allerede den 8de Septbr. 1795 bleve Reglerne derfor paany indskjærpede med den Tilføielse, at alle Forseelser imod dem skulde anmeldes for Politiretten, hvorefter


743

Bygherren og Murmesteren én for begge og begge for én vilde blive dømte til at ombygge og forandre Arbeidet i Overensstemmelse med Forskrifterne. Man har virkelig flere Exempler paa, at dette skete, endog med overordentlig Strenghed. Saaledes havde Bagermester Peter Lou tipført sin afbrændte Gaard paa Hjørnet af Kompagni- og Badstustræde til anden Etage, da Stadsbygmester Meyn forbød ham at bygge videre, fordi Hjørnet kun var 3 1/2 Alen bredt. Det oplystes, at Feilen skyldtes en Misforstaaelse, at Bagermesteren i hvert Fald var fuldstændig uskyldig, at han havde mistet 4000 Rdlr. i Branden, at hans Grund iforveien var lovlig kneben for en Bagergaard, hvorhos han anbefaledes varmt af Stadsbygmesteren og Kancelliet, som bemærkede, at han havde handlet bona fide og vilde blive totalt ødelagt, hvis Anordningen skulde opfyldes punktligt. Administrationen for Bygningsvæsenet fraraadede imidlertid at se igjennem Fingre med det Skete, fordi enhver Undtagelse vilde "drage til Følge for Flere", og ved Resolutionen bestemtes, at Hjørnet skulde brækkes paa 5 Alen, og den opbygte Del af Gaarden derfor nedbrydes igjen.

Det varede dog ikke længe, før man blev nødt til at gjøre Undtagelser i Mængde og slaa af paa de oprindelige Fordringer, thi Modstanden var for stærk, til at den kunde brydes. Plakaten af 4de Juli 1795 blev efterhaanden modificeret betydeligt. I Septbr. tillodes det allerede i visse Tilfælde at brække Hjørner paa 3 1/2 Alen, idetmindste naar Huset kun var 12 Alen bredt eller derunder, hvortil kom, at Pillerne i saadanne Eiendomme maatte indskrænkes til 21 Tommers Brede, mod at 1/2 Sten blev tillagt i Tykkelsen, og til 18 Tommer mod 1 Stens Tillæg. Ligeledes maatte man nu opføre Kakkelovns-Skorstene paa Hvælvinger fra en Brandmur til en anden. Det næste Aar gik man videre og tillod Trærender paa Bag- og Sidehuse, naar de indvendigt vare beklædte med Kobber, Bly eller Blik og Yderkanterne dækkede med Mur, ligeledes Udlæggere af Træ, som dog skulde trækkes ind, naar de ikke vare i Brug ved Opheisning, og Hullet lukkes med en Jerndør, og endelig Træluger, naar de vare i Plan med Bygningens Sidemur, saaledes at Gnister ikke kunde blive liggende der og fænge. Senere bevilgedes der jevnlig Dispen^ sation fra "Reglerne", naar Omstændighederne talte derfor; saaledes fik Grosserer Tutein i 1799 Tilladelse til at opføre sin store Gaard paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstustræde i over 18 Alens


744

Høide, skjøndt det stred mod Forskrifterne. Forseelser bleve nu heller ikke saa skarpt paatalte, eller der blev givet de Paagjældende en Frist, undertiden paa flere Aar, inden hvis Udløb Feilen skulde rettes. Med Hensyn til Forandringer og Tilbygninger til ældre Huse blev det i Almindelighed bestemt, at der kun kunde tillades Afvigelser fra Plakaten af 4de Juli 1795, naar Eieren tillige paa en eller anden Maade traf Foranstaltninger til at formindske Faren for Ildsvaade betydeligt. Det var i Henhold hertil, at enhver Huseier i 1799 fik Lov til at sætte en ny Etage paa sin Gaard, hvad enten den var af Grundmur eller Bindingsværk, eller omdanne Kvistene til et helt Stokværk, naar han blot opførte en af Bygningens Gavle af Mur, én Sten tyk og med en Kam over Taget. Man opnaaede dog herved en virkelig Forbedring, men et ligefremt Tilbageskridt var det, da det ved Plakat af 5te Juli 1805 atter tillades at Opføre Bindingsværks Nybygninger i Forstæderne.

For at fremme Tilførsel af Bygningsmaterialier, skaffe billigere Priser paa dem og overhovedet opmuntre Borgerne til at bygge blev der for det Første i 3 Aar (senere forlænget til Sommeren 1800) tilstaaet dem visse Friheder og Lettelser. Det blev f. Ex. nu tilladt at indføre fremmed Kalk, hvilket hidtil havde været aldeles forbudt, og Tolden paa Mursten, Tagsten, Stangjern, Tømmer, Planker, Brædder, Spiger og Søm samt valsede og slagne Jernplader blev betydeligt nedsat. Fremmede Skibe, der førte Bygningsmaterialier til Byen, sattes desuden med Hensyn til Lasteafgiften paa lige Fod med indenlandske Fartøier. Pram- og Stenførerlauget, som hidtil havde havt Eneret paa at indføre Sand ad Søveien, mistede den, fordi det ikke kunde forsyne Staden med det fornødne Kvantum Mur- og Skjelsand til Bygningsbrug, og fik først Eneretten tilbage i 1800. Man lagde særlig Vægt herpaa, fordi det havde vist sig, at Kalken i de brændte Huse havde været blandet med Jordsand, saaledes at Brandmurene ikke havde kunnet udholde Ilden længe, men vare revnede og styrtede sammen. Ogsaa paa anden Maade kom Staten de Byggende til Hjælp; der blev tilstaaet adskillige af dem Indkvarteringsfrihed, og der udlaantes Kulekalk til dem fra Frederiks Kirkeplads, saalænge det derværende Oplag af 800 Tdr. strakte til.

Det varede ikke længe, efterat Byggeriet for Alvor var begyndt, før der opstod stor Forlegenhed for at faa Prioriteter, thi de offentlige


745

Kasser, som ellers pleiede at udlaane Penge mod Pant i Bygninger vare nu tildels ude af Stand dertil. Hverken Brandforsikkringen eller Overformynderiet havde de fornødne Midler til Raadighed, og det sidste mente endog at ville tabe over 6000 Rdlr. paa afbrændte Huspanter, hvilket dog senere viste sig feilagtigt. Den Omstændighed, at Private ved at anbringe deres Midler paa anden Maade let kunde faae 4 Procent Rente, gjorde det dobbelt vanskeligt for Prioritetssøgende at faa Penge, thi af disse skulde Kreditorerne betale 1/4 Procent Afgift til det Offentlige, saaledes at deres Rente i Virkeligheden kun blev 3 3/4 Procent. Mange Gange søgte Debitor derfor om selv at maatte svare Kvartprocentskatten, da han saa vilde være hjulpen, men Regjeringen vilde nødig indlade sig herpaa og foretrak i Regelen at udlaane Pengene af den kongelige Kasse. Overhovedet traadte Finantserne til i udstrakt Maalestok; en overordentlig Mængde brandlidte Manufakturister og Fabrikanter fik Laan af den kongelige Kasse, selv om de ikke altid kunde stille den bedste Sikkerhed, men det var nu engang Principet, at disse Samfundsklasser først og fremmest skulde hjælpes paa Fode igjen, saaledes at de kunde fortsætte deres Næring. Enkelte Private, hvoriblandt især Professor Abraham Kall, indlagde sig stor Fortjeneste ved at samle et Laanefond til Understøttelse for de Byggende, men Hovedhjælpen kom dog fra den saakaldte "Kreditkasse for Huseiere", et privat Interessentskab, som stiftedes ved Fundats af 1ste Marts 1797 efter Forslag af den Deputerede i Finantskollegiet, Etatsraad Tetens, med et Grundfond af 300,000 Rdlr. Hensigten var at understøtte de brandlidte kjøbenhavnske Huseiere med Pengelaan, naar de paa Grund af Forlegenhed for rede Penge hindredes i at gjenopbygge eller fordelagtigen indrette deres Huse, eller naar de ved Opsigelse af Prioriteter kunde blive nødte til at sælge deres Eiendomme med Tab. Kassen blev - for at den overhovedet kunde komme istand - fritagen for Kvartprocentskatten, hvorhos de 4 Procents Obligationer, der udstedtes for de indskudte Kapitaler, bleve garanterede af Staten efter Interessenternes udtrykkelige Ønske. Det bestemtes iøvrigt, at hvis der indtraadte noget Tab, skulde det fordeles, ikke blot paa samtlige Interessenter i Forhold til deres Indskud, men ogsaa paa Debitorerne i Forhold til Laanenes Størrelse. I Begyndelsen blev Kvartprocentskatten kun eftergiven for de Kapitaler, der udlaantes til Brandlidte fra den store Ildebrand, men da Andre, der vare blevne ramte af


746

senere Ildsvaader, "ikke havde havt en blidere Skjæbne", blev Eftergivelsen efter særlig Ansøgning i Regelen ogsaa tilstaaet for disse Laans Vedkommende, indtil Kassen i 1802 udvidedes til at gjælde for alle kjøbenhavnske Huseiere. Kreditkassen afhjalp et føleligt Savn og blev stærkt benyttet; allerede i 1798 maatte dens Fond to Gange udvides med 200,000 Rdlr. og ved Krigens Udbrud i 1807 udgjorde det. 2 1/2 Mill. Rdlr. Kour., som alle vare udlaante. At Adskillige, som ikke kunde stille Sikkerhed, skaffede sig den fornødne Kapital paa andre Maader, følger afsig selv. Rawert skriver: "Ved et Slags Kunstspil med ideale Penge, bestaaende i Vexler, Kautioner, Diskonter, Krediter o. s. v. hjalp en stor Del sig længe, indtil disse titulaire Pengeværdier skulde realiseres - da fulgte Bankerotten Spekulanten i Hælene".

Trods alle de anførte Vanskeligheder kom der allerede det første Aar rivende Fart i Byggeriet, saaledes at der ved Slutningen af 1795 var ikke mindre end 219 Huse under Opførelse i 44 Gader, hvoriblandt de fleste i Vestergade (22), Frederiksberggade (22), St. Pedersstræde (14), ved Vestervold (14), ved Gammelstrand (12), i Studiestræde (10) og paa Halmtorvet (10). Naturligvis steg alle Bygningsmaterialier uhørt i Pris, især Mursten og Kalk (som kostede det Dobbelte, ja en Tidlang det Tredobbelte af tidligere), Tømmer i mindre Grad. Arbeidslønnen gik ligesaa hurtigt i Veiret, og ingen Svend vilde nu arbeide for ringere Dagløn end 1 1/2 til 2 Rdlr. (5-6 Kroner i Nutidspenge), foruden Douceur og Traktement. Overhovedet vare Arbeiderforholdene ret uheldige. Manglen paa et tilstrækkeligt Antal Bygningshaandværkere gav Signalet til en livlig Indvandring fra Provindserne og Udlandet, og disse Elementer vare ikke altid de bedste. "En Karl, som neppe kan slingre med en Øxe - skriver en Samtidig - og en Dreng, som ei véd at bruge en Murske, kaldes at staa i Forbund, og der betales for ham som for en Svend". Stadskondukteuren, der var særlig indviet i disse Forhold, siger: "Hvad Svendene foreskrev, maatte Bygherrerne rette sig efter og betale, hvad der forlangtes, og endda være vel tilfreds, at de ikke forlod Arbeidet, naar Bygherren ikke gav i Drikkepenge og Brændevin ligesaa meget som Daglønnen. Svendene og Arbeiderne rev sig løs fra Mestrenes Myndighed, saaledes at Hørighed og Lydighed fra den Tid er som landflygtig. Fortjenesten lokkede Mange til at indgaa Ægteskaber, og Arbeidets Standsning vil sikkert forvolde


747

talrige Skilsmisser. Og neppe vil der fremdeles gives Arbeide for de mange Mestre (Frimestre), som i disse Aaringer ved Bevillinger bleve indsatte." Rawert beklager tilsidst, at saamange fremmede Haandværkere kom til Byen, vel sagtens fordi de tog Magten fra de indfødte og paatvang dem alle de halvglemte forældede tydske Laugsskikke og Vedtægter. Det er betegnende, at Magistraten i Septbr. fik Befaling til at tilkjendegive samtlige Mestre og Svende, at "Kongen ikke vil taale, at de staa under Tvang af udlændiske Laugs Vedtægter og Fordomme, men at de som tro Undersaatter kun have at rette sig efter Allerhøistsammes landsfaderlige Buds Forskrifter".

De første, der byggede, vare, betegnende nok, Brændevinsbrændere, thi de "vidste vel, at det dyrt betalte Arbeide skulde deres Vindskibelighed snart indbringe dem igjen". Mange af de afbrændte Grunde kjøbtes af Mur- og Tømmermestre, som byggede paa Spekulation, ja der gaves Byggespekulanter i større Stil, hvoriblandt navnlig Hørkræmmer Thomas Gjørup gjorde sig bekjendt. Han havde før Ildebranden bygget i Vestergade og ved Vestervold, og skjøndt alle hans Eiendomme bleve et Rov for Luerne, og hele hans Formue gik tabt, lykkedes det ham ved et Privatlaan af 10,000 Rdlr. og gjentagne kongelige Understøttelser at opføre en hel Række Huse (ialt 10) langs Vestervold fra Vestergade til Studiestræde. Ved at kjøbe Grundstykker af Naboerne, især en bagved liggende stor Have, udvidede han Eiendommenes Dybde betydeligt og solgte dem, efterhaanden som de stod færdige. Gjørup var ved Aarhundredets Begyndelse en holden Mand, som foruden sin Hørkramhandel paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold eiede en Gaard i Taarbæk, men senere gik det tilbage for ham. Ogsaa Assessor Horn, der havde en Gaard paa Kultorvet, byggede en halv Snes to Etages Huse for Haandværkere og Smaafolk i sin bagved liggende Have mellem St. Gjertrudsstræde og Aabenraa, ligeledes med offentlig Hjælp. Skjøndt adskillige Bygherrer maatte gjøre Opbud, fortsattes Gjenopførelsen dog med saadant Hastværk, at saagodtsom ethvert Spor af Branden var udslettet efter en halv Snes Aars Forløb. Ifølge Stadsbygmesterens officielle Indberetning var der ved Udgangen af 1801 opbygget 606 Forhuse, 309 Sidehuse og 231 Baghuse, hvori der bl. A. fandtes 27 Bryggerier, 41 Brændevinsværker, 10 Bagerier, 4 Farverier, 3 Garverier, 2 Sukkerraffinaderier og 2 Apotheker. Af


748

ubebyggede Pladser var der kun 44 tilbage, hvoraf de fleste i Kattesundet (9), Farvergade, Lavendelstræde, St. Pedersstræde og Teglgaardsstræde (hver 4) samt i Studiestræde og Mikkelbryggersgade (3). I 1804 var der kun 17 Tomter til Rest.

Der var naturligvis stor Forskjel paa Nybygningernes Soliditet, Charakter og Udstyrelse, men i det Hele betød de et væsentligt Fremskridt. De fleste nye Huse vare en Etage høiere end før, Gaderne vare blevne bredere, Udsigten friere, Sikkerheden for Ildsvaade større og den indre Indretning bedre. Datiden opfattede det "allernyeste Kjøbenhavn" som overordentlig elegant og pragtfuldt, navnlig var man imponeret af den rigelige Anvendelse af Stenhuggerarbeide paa Façaderne, ved hvilke man tidligere paa Grund af Bekostningen havde ømmet sig. De enkelte Bygninger, der vare smykkede med Piller, Søiler og svære Gesimser, tog sig ud som formelige Pragtbygninger. Ildebranden, skriver en Samtidig, gjorde ikke Kjøbenhavnerne tarveligere, men tvertimod dobbelt saa yppige som før. Ingen vilde nu længere nøies med tre Værelser, men vilde have en hel Suite, udstyret efter den nyeste Smag med Mahogny Meubler, Speile, hvori man kunde se sig fra Top til Taa, Sale, som tindrede af Krystalkroner, belagte med tyrkiske Fodtæpper og behængte med Silkegardiner og Silkebetræk. I Retning af Luxus udmærkede Handelsstanden sig især, thi de Huse, den opførte, havde en næsten paladsagtig Charakter. Man ser den Dag idag Exempler herpaa i Grosserer Peschiers nye Gaard ved Holmens Kanal (den nuværende Landmandsbank) og Erichsens Palais, tilhørende Hofagent Erik Erichsen, (den nuværende Handelsbank), begge byggede i Renaissancestil af Harsdorff. Den sidste Eiendom, som ikke blot har bevaret sit Ydre, men ialfald for første Sals Vedkommende i det Væsentlige sin oprindelige Plan, og man kan tilføie: sin Dekoration, vandt almindelig Beundring, ja August Hennings kalder den "verdensberømt". "Ikke mindre end sex Værelser - skriver han - ere meget smukt malede paa Vægge og Lofter af La Sueur, og en Spisestue er beklædt med Pariser Stukkatur. Skulde man ikke tro, at en Façade, der er laant fra Rotunden, og som har saa smukt dekorerede Værelser, idetmindste kunde rumme nogle hundrede Personer til en Fest? Men der var kun Plads til omtrent 30 Mennesker. For dette lille Tal syntes Omkostningerne mig overdrevent store. For Dekorationen har Ramée (fransk Arkitekt) faaet 3200 Rdlr. Blandt disse ere nogle mærkelige.


749

I et Værelse ere Dørstykkerne to Tyre, der stanges, og en Hest, der slaar en Panter til Jorden. I andre Værelser er der mythologiske Billeder. Arabeskerne og Malerierne ere holdte i douce Farver og

Erichsens Palais paa Kongens Nytorv

Erichsens Palais paa Kongens Nytorv.

ikke skrigende, skjøndt de tillige ere brogede." Blandt andre anseelige Bygninger, som opførtes efter Branden, kan nævnes: Grosserer Tuteins Gaard paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstustræde (nuv.


750

Nr. 47), Konsul Gustmejers ved Stranden (nuv. Nr. 14) Grosserer Friedericis paa Høibroplads, hvor Stenbukkens Gaard havde ligget (nuv. Nr. 21), Grosserer og Hørkræmmer Ole Suhrs paa Gammeltorv (nuv. Nr. 22), Captain Langes sammesteds (nuværende Nr. 4), Gjæstgiver Løbels ved Stranden (nuv. Nr. 18), Direkteur og Universitetsbogtrykker Schultz's paa Høibroplads (nuv. Nr. 4), Løveapotheket, tilh. Professor Manthey, bygget af Harsdorff (nuv. Nr. 33 paa Amagertorv), endvidere Nr. 5 paa Nytorv, bygget af Abildgaard, Nr. 7 i Nygade o. fl. Ikke alle nye Huse taalte dog Sammenligning med disse. En stor Del af dem, navnlig i Smaagaderne, vare meget tarveligt byggede, undertiden endog af gamle Murbrokker og Stumper med lidt Kalk, omrørt med harpet Grus. Gjentagne Gange maatte Myndighederne skride ind, fordi Gavlene i saadanne Bygninger vare saa slette, at de truede med at falde ned. Men i det Hele blev der kun bygget lidt for de mindre bemidlede Klasser; Husleien steg, saaledes at en Bolig, der hidtil havde kostet 200 Rdlr. om Aaret, nu kostede 250 til 300, thi Årbeidsløn og Materialier havde været overmaade dyre. De Folk, der kun kunde betale 5, 10 eller 15 Rigsdaler om Halvaaret i Husleie vare, derfor ilde farne, saameget mere som Antallet af Beboelseskjældere i den nyopførte Del af Byen var blevet 632 færre end forhen. Det var under Paavirkning heraf, at Admiral Vinterfeldt i 1803 udarbeidede en Plan til Huses Opførelse for uformuende Fattige, som ikke henhørte under Fattigvæsenet. Ideen fandt saadan Tilslutning, og der indkom saa betydelige Summer ved en Subskription, at der kunde kjøbes en Byggeplads og opføres en Bygning ved Nyboder paa den sydlige Side af Hoppens Længe mellem Store Kongensgade og Borgergade. Den blev indrettet til Beboelse for 24 trængende Familier af Haandværks- eller Arbeidsstanden og blev efterhaanden ved Legater og Gaver udvidet saaledes, at den nu har Plads til 120 Familier. I 1812 fik Stiftelsen en Fundats og Navnet: Trøstens Bolig, da en anonym Velynder havde indsendt en Gave under denne Devise.

Nogen stor Forandring var Byens Physiognomi dog neppe undergaaet, thi selv i de nye Dele af Staden varede det rum Tid, før Boutikerne bleve moderniserede, og store Boutiksvinduer bleve indførte. De rige Handlende, "Kræmmerne", havde endnu de samme tarvelige Boder som før, og skjøndt Ildebranden gav Stødet til enkelte elegante Boutikers Indretning, saaledes en Klædekræmmerboutik paa Hjørnet af Høibroplads og Gammelstrand og senere nogle


Interieur fra Erichsens Palais

Interieur fra Erichsens Palais.

[751]

752

Galanteriboutiker paa Østergade, der "vakte en næsten abderitisk Opsigt", var det dog først i Tyverne i det næste Aarhundrede, at virkelige Storstadsboutiker med Vinduer fra Loft til Gulv, Speile m. m. bleve almindelige. Paa Gaderne, hvor der nu var Numre og Navne paa alle Gadehjørner, herskede der det samme Liv som tidligere (III, S. 420), stærk Færdsel og Væddekjørsel med tilhørende Ulykkestilfælde, Hunde i Overflod, som uden Barmhjertighed nedsloges af Natmandens Folk (i 1801 dræbtes 815 løsgaaende Hunde) skraalende Visekjærlinger, Udraabere med Varer, Stodderkonger, der anholdt Tiggere, Haandværksdrenge der leverede Batailler, fulde Matroser, Soldater paa Gadehjørnerne, der ventede paa Fortjeneste, Tørvebønder med deres Vogne, Sprøiteprøver, Nytaarsskyden, som var forbudt, men naturligvis alligevel fandt Sted, kort sagt et broget Liv og en Bevægelse, som endog vakte Tilreisendes Forundring. Man solede Sengklæder og huggede Brænde paa Gaderne, uden at bekymre sig om den Gene, det voldte Forbigaaende, ja i Oktober 1790 forbødes det Isenkræmmere og Andre at slaa Karether, Vogne, Kister o. d. i Stykker paa Gaden, da det efterlod Søm og spidst Jern, som kunde medføre Fare. En levende Handel foregik i visse Gader saavelsom paa Torvene; paa Høibroplads stod Jøder og solgte Piskebaand, Grdanterisager og hvide Varer, der udkrammedes paa Fortouget, medens Pladsen ellers var opfyldt med Borde og Boutiker paa Ruller, som udleiedes af Magistraten til Slagtere, Amagerkoner og Bissekræmmere. "Naar man Onsdag eller Lørdag kommer her - skriver en Samtidig - skulde man tro, at man var i Paris eller London, ikke i Kjøbenhavn". I Borger- og Adelgade holdtes der formeligt Marked med gammelt Tøi og alskens Skrammel; her havde Tyve bekvem Leilighed til at afsætte deres Koster, hvorfor et Stykke af Adelgade ved og forbi Prindsensgade i Folkemunde kaldtes "Tyvemarked". Østergade, der var det vigtigste Foreningspunkt for alle Byens Hovedgader og Stadens egentlige Centrum, var allerede dengang det livligste Forretningskvarter; kun om Aftenen undgik honnette Folk at komme der tilfods, fordi Gaden var Vandringsplads for utugtige Kvinder, "Glædesnympherne", som man kaldte dem. "De komme som ved et Instinkt fra Amagertorv - siger en Kjender - holde sig altid paa den venstre Side af Gaden og tabe sig tilsidst som Sildestimer i det udenfor liggende Ocean, Hallandsaas." Kongens Nytorv var Byens fornemste Plads og betragtedes som sjelden skjøn


753

med sine Palaier, sin Hovedvagt, som i 1805 fik et nyt Uhr, og sin Rytterstatue, der tre Aar iforveien var bleven underkastet en Hovedreparation, fordi det indvendige Jernskelet var rustet i Stykker, men man klagede over, at nogle Slagterboder havde Stade her, og over at enkelte Bønder holdt til her paa Torvedagene. Endnu finere var naturligvis Amalienborg Kvarteret, hvor Kongen og Kronprindsen nu boede mellem Adelsmænd og Handelsmagnater. I den gamle Del af Byen var Kronprindsensgade bleven helt bebygget før Ildebranden, skjøndt under mange Vanskeligheder, thi Entrepreneuren, Brandmajor Boye Junge, havde hverken kunnet svare Renter af de private eller af det kongelige Laan (paa 100,000 Rdlr.), han havde optaget, var desuden bleven indviklet i Processer og havde kun havt liden Glæde af Entreprisen. Han slap dog nogenlunde fra den, da Kongen i Marts 1795 af særdeles Naade eftergav ham et Restbeløb af over 19,000 Rdlr., han endnu var Finantskassen skyldig. Ligesom man i 1798 havde ladet Juveler Pierre Frontin indtage Nissegangen (mellem Gammelstrand og Læderstræde (til Gaardsplads mod at holde en tændt Lygte her og bevare Passagen), saaledes havde Mursvend Baudier fire Aar iforveien faaet en Del af den saakaldte Peder Bondes Gang i Ulkegade skjænket mod at benytte den som Gaardsplads, for at Eierne af de tilstødende Huse, navnlig i Vingaardsstræde, ikke skulde miste deres Lysningsret. Det siges udtrykkelig, at den smalle Gyde var Samlingsplads for Urenlighed og et Tilflugtssted for slette, tyvagtige og utugtige Mennesker. Derimod var en af Lysestøber Müller egenmægtig lukket Gang, den saakaldte Schmidts Gang i Grønnegade, (nuværende Nr. 6) efter privat Søgsmaal af den tilstødende Grundeier bleven gjenaabnet i 1792. Endelig kan det tilføies, at et Stykke af Overgaden oven Vandet paa Christianshavn i 1805 blev indhegnet med Plankeværk til Brug for Artillerikorpset, som havde sin Exercerplads i Nærheden, og at Baadsmandstræde i 1786 var bleven aflukket med kongelig Tilladelse.

Brolægningen i Gaderne, der stod under en Brolægningskommission, var meget mangelfuld. Ved Resolution af 25de Septbr. 1777 havde Kongen tilsagt Staden en Sum til Lettelse i Brolægningsudgifterne, nemlig 3000 Rdlr. aarlig i 10 Aar, og derefter 2000 Rdlr. i de næste 10 Aar, men i Januar 1791 blev Beløbet uden videre nedsat til 1400 Rdlr. aarlig. Gadernes Udvidelse efter


754

Ildebranden 1795 voldte selvfølgelig Brolægningskassen store Tab, og skjøndt den ikke fik større kongeligt Tilskud, opnaaede den dog, at den fik Lov til at beholde de 1400 Rdlr. til Udgangen af 1802. Der fremkom dog evindelige Klager over Brolægningen, som først forbedredes en Smule, da det i 1804 var blevet paalagt Kommissionen at holde et Forraad af Sten. Værre saa det dog ud med Renovationen, der kostede Byen store Summer, uden at Maalet kunde naaes. I 1784 var den bortliciteret for 19000 Rdlr. om Aaret, men fem Aar efter kostede den over 26000 Rdlr., og i 1805 endog over 34000, saaledes at man blev nødt til at forhøie Renovationsskatten med ca. 13000 Rdlr. aarlig. Byens Renligholdelse, som indtil 1786 sorterede under Politimester, derpaa under en Direktion, for atter i 1795 at henlægges under Politimester, (smlgn. III, 415) var og forblev en stor Vanskelighed, overfor hvilken man stod temmelig magtesløs. Det er ikke noget tiltalende Billede, man faar af Indbyggernes Renlighed og Ordenssands, naar man erfarer, at Feieskarn blev udbaaret af Husene og henkastet i store Dynger paa Gaderne, eller at Koskarn Tarmeskarn, Kalluns- og andet Affalds Urenlighed udskylledes gjennem Rendestene og løb i Kanalerne, hvorved Havnen tilgrundedes, Skibene toge Forraadnelse til sig, Luften forpestedes, og Sundhedstilstanden forværredes. I mange Huse fandtes der af Mangel paa Gaardsplads ikke murede Priveter, hvorfor denne Urenlighed ogsaa flød i Rendestenene, ja det siges, at de fleste Kjælderfolk paa denne Maade skilte sig af med deres Natrenovation. Heste- og Koholdet var stort; den 1ste Oktober 1793 var der 2194 Heste og 1706 Køer i Byen, et Tal, der steg jævnt, saaledes at det i 1802 var henholdsvis 2564 og 1810, Hundene vare om ikke utallige, saa dog utalte, Geder og Bukke færdedes endnu i 1791 frit omkring i Gaderne til stor Gene for Børn og gamle skrøbelige Personer, og i Forstæderne traf man trods alle Forbud løse Svin paa Alfarvei, thi det var paa en enkelt Undtagelse nær (Forvalteren paa Proviantgaarden) aldeles forbudt at holde Svin indenfor Voldene. Den største Ulempe kom fra Brændevinsbrændernes betydelige Kohold, hvorfor der i 1788 blev indført en skarp Kontrol hermed. Paa Renovationskontoiret førtes der Lister over Antallet af deres Køer, og to Politibetjente undersøgte hvert Kvartal, om deres Angivelser vare rigtige og deres murede Skarnkister forsvarlige, hvorhos de skulde kontrollere Koskarnets Masse, og hvor det blev af. "Undskyldninger, at Koholderen


755

har brændt Skarnet, gjælder ikke - hedder det i den paagjældende Ordre til Kjøbenhavns Magistrat - men Vedkommende skal uden videre straffes, som om han havde udskyllet det manglende Kvantum". Alt dette frugtede dog ikke, ligesaalidt som Paabudet om murede tildækkede Skarnkister o. d., thi man adlød simpelthen ikke de kongelige Befalinger. Som allerede tidligere berørt, blev det i 1795 anordnet, at intet Privet i Fremtiden maatte lægges under Trappen, som fører op i Huset; men ved en Undersøgelse i 1851 - altsaa 56 Aar efter - fandtes der saadanne Priveter i over 400 Eiendomme. I Forstæderne blev Urenligheden indtil 1798 kun bortført to Gange om Aaret, og det var derfor et betydeligt Fremskridt, da det blev paabudt én Gang om Maaneden, ligesom da det i 1802 forbødes Slagterne paa Vesterbro at slagte i aabne Porte, hvorfra Blod og alskens Uhumskheder udskylledes paa Fortouget. Nyboder synes at have baaret Prisen for alle andre Bydele i Retning af Griseri, thi her blev Alt liggende, saaledes at Gaderne tilsidst kun vare Møddinger og Skarndynger. Engang imellem blev der da iværksat en General-Udkjørsel i stor Stil, hvorefter Alt faldt tilbage til den gamle Slendrian. Intet Under, at der uophørlig klagedes over giftige Uddunstninger fra Kanalerne og især fra Kastelsgraven. I flere Aar gjorde Professor ved Frederiks Hospital, Bang og Stadsphysikus Mangor Kancelliet Forestillinger herom og udmalede de sørgelige Følger af Kastelsgravens Nærhed ved Hospitalet, Opfostringshuset, Fødselsstiftelsen m. m., saaledes at der endelig i 1789 blev anlagt en Kloak under Esplanaden til det lille Kvarantainehus ved Toldboden.

Ildebranden forøgede naturligvis Vanskelighederne betydeligt; thi Arbeidet blev større end nogensinde før, og Vognmandslauget var ude af Stand til at præstere al den Kjørsel, der udkrævedes til Renovationen saavelsom til Grusets Bortførelse og Materialiers Transport. Man søgte at hjælpe paa Forholdene ved at tilstaa Renovationskontrahenterne et Tillæg, men det kom uophørlig til Stridigheder med dem, hvorfor Gaderenovationen da ogsaa snart blev besørget af det store, snart af det lille Vognmandslaug, hvilket sidste ellers kun havde med Natrenovationen at skaffe. I Efteraaret 1796 synes Tilstanden at have været yderlig slet, hvorom flere Piecer bære Vidne. Det var paa dette Tidspunkt, at P. A. Heiberg spydigt foreslog, at der hver Dag skulde sættes 24 Borgere og en Magistratsperson til at bære Skidtet bort for at fordele Byrden ligeligt,


756

hvorhos 12-16 af de anseeligste Borgere burde ansættes som Opsynsmænd med Navn af "Skidtkommissairer", Rang med Raadmænd og 1000 Rdlr. om Aaret. Han skrev samtidig en ret ondartet "Skidtvise" som dog ifølge et samtidigt Privatbrev gjorde udmærket Virkning. Det var kommet saa vidt, at Reisende aldeles ikke vilde tro, at hele Byen var brolagt; man knurrede, spottede og satiriserede, men Intet hjalp, før "Skidtvisen" kom i Cirkulation. "Da certerede Feiekjærlinger og Vognmænd, Gadekommissairer og Skarnagere med hinanden om Flid i deres Embeder fra tidlig om Morgenen til langt ud paa den mørke Nat, og i en otte Dages Tid havde man det behageligste Føre af Verden".

Hvad Natrenovationen angaar, fandtes dens Losseplads fremdeles paa Amager (III, 418). Det System, der brugtes: Grubesystemet, var ligesaavelsom Udførselen forbundet med store Ulemper, hvilke man forgjæves søgte at bekjæmpe. I 1797 udgav Auditeur og Forvalter ved Kunstakademiet, Sonnin, et "Forslag til en Forandring i Vandhusenes Indretning og Renovation", som gik ud paa at indføre Tøndesystemet. Det blev stærkt anbefalet af Stadsbygmester, Stadsphysikus og Politimester, Professor Cold, ja den sidste anmeldte Piecen for Magistraten, skrev om den i Bladene og lod paa Artilleriets Ridebane i Amaliegade opføre en Model, som blev offentlig forevist i Efteraaret 1797. Adskillige Private optog Indretningen, navnlig da det var blevet tilladt Brændevinsbrænder Toftegaard at udføre Tønderne for en vis Betaling, thi Formanden for Natrenovationen havde først nægtet det og senere forlangt ublu Betaling. Grubesystemet vedblev dog at være det almindelige i Byen og forsvandt først efter Choleraepidemien i 1853.

Ligesom man trods de betydelige frivillige Bidrag til Christiansborgs Gjenopførelse ikke kom synderligt videre hermed før Krigen end til Dannelsen af en Slotsbygningskommission (III, 687), saaledes blev der med Hensyn til Raad- og Domhusets Gjenopførelse, der sorterede under samme Kommission, kun udrettet Lidt. Da der skulde tages Bestemmelse om Pladsen for det nye Raadhus, vaklede man en Tidlang mellem Nikolai Kirkeplads og det afbrændte Vaisenhuses Grund, men bestemte sig dog for den sidste, da Kirkens gamle Fundamenter ikke kunde bruges, Pladsen var for lille, Taarnet ubekvemt til Arrester og Kirkegaardens Opgravning stødende for Gravstedernes Eiere. Som Følge heraf kjøbtes da Vaisenhusets Grund


757

paa Nytorv i Slutningen af Aaret 1800 for ca. 40,500 Rdlr. (eller 4 Rdlr. pr. Kvadratalen), den paa Grunden staaende Bogtrykkeribygning, samt en tilstødende Grund der tilhørte Stadshauptmand Mylius, for noget over 8000 Rdlr. (eller 5 Rdlr. pr. Kvadratalen). Samtidig erhvervedes endel Grunde i Kattesundet og Hestemøllestræde, hvorved det vilde blive muligt at lægge det nye civile Arresthus eller Slutteri parallelt med Raadstubygningens Side og lade den gamle Slutterigade indgaa. Tegningerne til Raadhuset saavelsom til Arresthuset bleve udarbeidede af Bygmester, Professor C. F. Hansen og approberede den 21de April 1803, hvorefter Bestyrelsen blev overdraget Slotsbygningskommissionen (III, 687), medens Professor Hansen ogsaa her blev ansvarlig for Detaillen af Bygningsarbeidet. Der blev strax taget fat i Grunden, hvortil der anvendtes Stene fra det afbrændte Slot, og i 1805 var man saavidt, at Grundstenen kunde nedlægges. Høitideligheden fandt Sted Lørdagen den 28de September, da det borgerlige Infanteri og Artilleri samt Brandkorpset Kl. 4 om Eftermiddagen mødte med flyvende Faner og klingende Spil og tog Plads paa Nytorv. Kl. 5 ankom Kronprindsen tilhest, ledsaget af Prinds Christian, de to Prindser af Hessen og en stor Suite og modtoges paa Byggepladsen af de udenlandske Gesandter, Kollegiernes Medlemmer, Magistraten og de 32 Mænd. Statsminister Grev Reventlow holdt en kort Tale, hvorpaa Kronprindsen gik hen til Stedet, hvor Grundstenen skulde nedlægges (paa Midten af Fundamentet under Bygningens Façade til Torvet), medens 12 unge hvidklædte Piger af Magistratens Døttre strøede Blomster for ham. Han nedlagde nu en Guldplade med en latinsk Inskription, en Medaille af Adzer og to Guldmønter i Stenen, hvorefter Murfolkene i samme Øieblik efter gammel Skik tog deres Skjødskind og hvide Nathuer paa, medens Trommerne rørtes, og der gjordes militair Honneur. Ceremonien afsluttedes med en ny Tale af Reventlow. Tilskuernes Antal - siges det - var ubeskrivelig stort; paa Nytorv blev der endog betalt indtil 15 Rdlr. i Leie for Vinduer. Krigen 1807-1814 medførte naturligvis ogsaa en langvarig Standsning af dette Byggearbeide, skjøndt man i 1810 nedbrød Hirschholm Slot for at skaffe de nødvendige Materialier, især Kobber, Bly, svært Tømmer, Brædder, glasserede Tagsten m. m. baade hertil og til det nye Christiansborg. Raadhuset blev først færdigt i 1815.


758

Af andre Nybygninger fra denne Periode kan nævnes Bankbygningen ved Børsen for Enden af Kanalen i nuværende Slotsholmsgade, som i vore Dage er bleven opfyldt. I Guldbergs Tid, i 1779, under de gunstige Handelskonjunkturer, da Bankforretningerne voxede overordentligt, saa at Lokalerne paa Børsen bleve for indknebne, havde Harsdorff allerede udarbeidet Planer og Overslag til en ny Bankbygning, der skulde ligge ved Siden af Børsen; kun havde General Huth i Modsætning til den store Arkitekt anbefalet at lægge den ud til Kanalen ved Holmens Kirke tæt ved Hukken, da han ansaa det for heldigt, om Kanalen bag Børsen kunde blive opfyldt og en ny Gade anlagt, hvilket jo netop er sket i vor Tid, hvorhos han ønskede en anden Bro over til Christianshavn ved Siden af den daværende Knippelsbro for Enden af Børsgade. Harsdorffs Plan blev imidlertid funden for stor og kostbar, hvorfor han i 1780 udarbeidede en ny, men ogsaa denne blev lagt til Side. I Mai 1785 gjorde imidlertid Bankraadet og Kommissairerne Forestillinger om Nødvendigheden af en "passelig" Bygning, da en Ildsvaade paa Børsen kunde faa uberegnelige Følger. Alene i Forsamlingsværelset opbevaredes der Hypotheker og Banksedler til en Værdi af over 14 Mill. Rigsdaler. Geheimeraad Grev Reventlow tog sig nu af Sagen, og i August 1785 resolveredes, at en ny Bankbygning maatte opføres efter Harsdorffs andet Udkast paa Pladsen mellem Kancelliet og Børsen, og at Piloteringen strax skulde begynde. Da Harsdorff, som iøvrigt atter maatte omarbeide Udkastet to Gange, af Helbredshensyn havde bedt sig fritagen, blev Opsynet overdraget til Professor Meyn, men det siges udtrykkelig, at det var Harsdorff, som havde forfærdiget Tegningerne og Overslaget. Tre Dage efter at Resolutionen var falden, blev Pladsen indhegnet, ved hvilken Leilighed man maatte affinde sig med Magistraten, som gjorde Fordring paa Erstatning til Stadens Kasse. Den 21de Novbr. 1786 heistes Krandsen paa den nye Bygning med de sædvanlige Ceremonier og Skaaler i bunden Stil, der vexelvis udbragtes af en Mur- og Tømmerpolerer, hvorefter der blev udbetalt en Douceur af 120 Rdlr. til Folkene. Banken blev iøvrigt langt kostbarere end oprindelig beregnet, fordi man til Piloteringen maatte bruge sværere Tømmer end først paatænkt, og fordi man i Grunden stødte paa et Bolværk, som maatte optages. Desuden bleve Murene gjorte tykkere, Kjælderetagen blev helt igjennem hvælvet, Snedker-, Smede-, Maler-, Glarmester- og Stenhuggerarbeidet


759

oversteg det ansatte Beløb, og endelig blev Trappen i det Indre anlagt af Sten istedetfor som oprindelig paatænkt af Træ. Banken, som ved en Løngang var sammenbygget med Børsen, "for at Kjøbmændene kunde gaa tørre derover", kostede ialt 38,318 Rdlr. Den blev skarpt bedømt af den offentlige Mening, fordi den var for lille, og man netop derfor ikke opnaaede det tilsigtede Øiemed: at skaffe

Den nye Bankbygning af 1786

Den nye Bankbygning af 1786.

bedre Plads. Hennings fortæller, at Kassereren Lacoppidan i rette Tid gjorde Forestillinger, men Intet kunde udrette, da Grev Reventlow erklærede, at et Menneske kun behøvede halvanden Alen Plads til at skrive. "Han talte Bankbetjentenes Antal, regnede halvanden Alen for hver og skridtede Summen af med sine Fødder, og saaledes bleve hans Fødder bestemmende for Bankbygningens Størrelse, paa hvilken man ganske vist kan se, at den er bygget uden Hoved. Kassereren sagde, at han Intetsomhelst havde vundet ved den nye


760

Bygning og viste mig, hvor indskrænket den er, og hvor ringe Plads Publieum havde". Bankens gamle Lokaler i Børsen bleve efter Speciesbankens Oprettelse overladte denne, indtil Kourantbanken var bleven realiseret og kunde undværes.

Spørgsmaalet om Marmorkirkens Fuldførelse kom frem i 1796 med overordentlig Styrke, da der efter Ildebranden, som foran omtalt, blev Tale derom istedetfor at gjenopbygge Nikolai Kirke. I Novbr. 1796 henvendte Finantskollegiet sig til Professor Harsdorff med Forespørgsel om Omkostningerne ved et saadant Foretagende, og tre Maaneder efter fremkom han med en foreløbig Plan, som i det Væsentlige gik ud paa, at den manglende Del af Bygningen skulde opføres af Murværk, ind- og udvendig beklædt med Marmor. Ogsaa Kuppelen skulde være af Mur, og ikke som Grev Reventlow ønskede af Træ, hvorhos den ydre Kuppel skulde tækkes med Kobber. Portalen ved Indgangen skulde bæres af 10 joniske Søiler, og Jardins to Sidetaarne skulde bortfalde saavelsom de paatænkte Kolonnader paa begge Sider af Kirkepladsen; istedet kunde man bortsælge Grundene til Byggepladser. Herved saavelsom ved Salget af Nikolai Kirkes Grund og Ruiner samt ved frivillige Bidrag antog Bygmesteren, at de fornødne Summer, ialt 200,000 Rdlr. d. K. (140,000 til det Indvendige og 60,000 til det Udvendige) kunde indkomme. Planen fandt Bifald hos Finantskollegiet, som erklærede, at den fortjente Opmærksomhed, ogsaa fra et økonomisk Synspunkt, fordi "et saadant Kunstværk uden Tvivl vilde drage mange Fremmede til Staden til Fordel for dens næringsdrivende Borgere", og Harsdorff fik derfor Befaling til at udarbeide fuldstændige Overslag og Tegninger. Aaret efter indleverede han da to eller rettere tre Projekter, hvoraf det første imidlertid strax blev opgivet, medens det andet blev tydeliggjort ved en Model, forfærdiget af Snedkermester Brøtterup. Denne Model, om hvilken Harsdorffs Enke senere maatte føre Proces, kostede 800 Rdlr. og existerer den Dag idag. Harsdorffs tredie Plan var kun en Modifikation eller Indskrænkning af den anden, sigtende til at forringe Udgifterne, hvilket ikke skulde opnaas ved Forandringer i det Ydre, men ved en Sænkning af den inderste Kuppel, saaledes at det øverste Stokværk af Nicher og Kolonner bortfaldt og erstattedes af en lav Attika over det nederste Stokværks Hovedgesims. Af de to Forslag, der betegnedes henholdsvis som "den større Elevation" og "den mindre Elevation" fandt naturligvis det sidste Kollegiets og


761

Kongens Bifald, fordi det var det billigste, og godkjendtes ved Resolut, af 25de Juli 1798. Harsdorffs Projekter, der efter hans eget Sigende vare udarbeidede med det romerske Pantheon for Øie, dog "ikke i slavisk Efterligning, men saaledes at dens Aand overførtes i Frederiks Kirke", bleve kritiserede af hans Kolleger i Kunstakademiet, dog i det Hele i velvillig Aand, men der kom Intet ud af dem, skjøndt Sagen ingenlunde, som man har paastaaet, blev henlagt i 1799 før Harsdorffs Død, ei heller, som det fra anden Side er sagt, blev opgiven netop paa Grund af denne. Tvertimod fik de tre Hofbygmestre, Professorerne Meyn, Magens og Hansen i Oktober 1800 (altsaa 15 Maaneder efter Harsdorffs Død) Ordre til at gjennemgaa dennes Beregninger og Overslag, hvorhos det overdroges Hansen at udarbeide Planer og Profiler i det Store til Kirkens Fuldførelse. Det var formodentlig de politiske Forhold i 1801 og de stigende Pengevanskeligheder, som standsede Foretagendet.

Med Hensyn til de kongelige Slotte og offentlige Bygninger i Hovedstaden er der kun lidet at meddele. Hoffet residerede paa Amalienborg, som foran (III, 688 o. flg.) er omtalt, og Palaiet i Kalleboderne var fremdeles Hjemsted for adskillige Institutioner saasom Høiesteret, Landhusholdningsselskabet, Videnskabernes Selskab, det forenede Understøttelsesselskab m. fl., ligesom det beboedes af endel Embedsmænd, Hofbetjente og Officerer. I 1800 overlodes en Del af Værelserne til Prinds Fredrik Wilhelm af Würtemberg Stutgard med Gemalinde og Suite samt til Prindserne Emil og Christian af Augustenborg, hvorfor flere Private maatte flytte mod Husleiegodtgjørelse. Ved Rosenborg fortsattes Ødelæggelsesværket, der var begyndt i Guldbergs Tid (III, 437), og som uden Tvivl tildels skyldtes Sparsommelighedshensyn. I de ni Aar fra 1780 til 1789 brugtes nemlig alene til Havebygningernes og Driveriernes Istandsættelse og Vedligeholdelse over 39000 Rdlr. og til Havens Drift 46600 Rdlr. Den gamle Tanke fra 1767 (smlgn. III, 317) om at omdanne Parterret eller Blomsterkvarteret til en Exercerplads blev gjenoptagen og iværksat i 1785, hvorhos Laurierhuset ved Volden blev indrettet til en Kaserne for Livgarden til Fods, som allerede blev tagen i Brug ved Paaske Flyttetid 1786. Det smukke Kvarter mellem Slottet og Gothersgade blev planeret, Stenene fra Bassinet benyttede til Svanebassinet, Statuerne og Postamenterne med Kugler borttagne og de to Kobberløver flyttede hen paa deres nuværende Plads ved den


762

grønne Bro. Samtidig blev den Del af Graven, som vendte ud til Exercerpladsen opfyldt, og Domestikbygningen afgivet til Invalidehus, det vil sige: til Annex eller Depot for Christians Pleiehus, der var blevet flyttet til Eckernførde (III, 566). To Aar efter i 1787 blev et nyt Stykke af Haven prisgiven, da Exercerhuset mod Gothersgade blev opført, og den store Ildebrand 1795 berøvede, som vi have set, atter Haven et betydeligt Stykke, paa hvilket Kronprindsessegade blev anlagt. Endelig lagdes Brandvæsenets Depotbygning i 1806 paa Havens Grund til Gothersgade, og det yndede Spadserested havde saaledes efterhaanden mistet en stor Del af sin landlige Charme og var ikke længere "en Ventilator, som kunde rense Lungerne for Hovedstadens giftige Luft". Overhovedet var man misfornøiet med alle de Forandringer, som gjordes; da det gamle saakaldte ottekantede Lysthus blev nedrevet i 1793, da Orangerihuset blev indskrænket fire Aar efter, og et nyt Drivhus opførtes, havde man Meget at indvende, og man kan i Datidens Blade læse uophørlige Jeremiader over at "Kjøbenhavns Prydelse, det hulde Tilflugtssted for den mismodig Vankende" nu blev hjemsøgt af "buldrende Trommer og skingrende Piber, som bortskræmte Nattergalens klukkende Toner". Der blev imidlertid intetsomhelst Hensyn taget hertil; ikke engang formaaende Mænd, der lagde et godt Ord ind for Rosenborg Have, bleve hørte. Som Følge heraf mistede Haven efterhaanden en Del af sin Tiltrækning og blev Skueplads for Uordener, Utugt, Slagsmaal, Tyverier, Selvmordsforsøg o. lg. Det vakte derfor almindelig Tilfredshed, da "det saa ofte paaankede Sted bag Herkules' Tempel" blev lukket i 1805. Det følgende Aar læses i "Skilderiet": "Vi gik ind i Rosenborg Hauge for at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini! hvad den ser ud! Den er i Et og Alt et talende Sindbillede paa det nuværende tydske Rige. De ældgamle stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildels borte, og den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøbenhavn kunde finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden; Rosenborg Have havde langtfra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over et af Kjøbenhavns Hovedagrements". Slottet selv blev efterhaanden Opbevaringssted for en Række Samlinger og benyttedes i Øiemed, der kun daarligt stemte med dets Charakter og Udstyrelse. Møntkabinettet havde som foran omtalt Lokale her fra 1780, endvidere den Abildgaardske


763

og Holmskjoldske samt Kunstkamrets og Universitetsbibliothekets Mineralsamlinger, Spenglers Samling af Konchylier og Forsteninger, en Glassamling fra Christiansborg m. m. Værre var det dog, at Trækningen af Klasselotteriet samt af kongelige Annuiteter og østersøiske Obligationer foregik paa Slottet fra Begyndelsen af 1791 lige til 1833. Hertil brugtes den saakaldte "Rose" i den mellemste Etage, medens Riddersalen dog blev skaanet, forsaavidt den kun brugtes én Gang om Aaret ved Høiesterets høitidelige Aabning (indtil 1829). Endelig afholdtes fra 1803 til 1808 Søsessionen for det indrullerede Mandskab i Kjøbenhavn paa Rosenborg, da det gamle Lokale i Skippernes Laugshus i Lille Kongensgade var for indskrænket. Slottet lignede nærmest i det Indre et Pulterkammer, skjøndt det endnu ikke saa sjeldent benyttedes ved Hoffester, Baller og Kanefarter eller ved overordentlige Leiligheder til midlertidig Bopæl for Medlemmer af Kongehuset. I 1802 skriver Hennings: "Alt er uordentligt kastet mellem hinanden paa Rosenborg; opkom der Ildløs, vilde det være umuligt at frelse Noget, og dette burde man dog betænke, hvor der opbevares Værdier for nogle Millioner foruden Rigsklenodierne og Kunstsager".

Hvad de øvrige kongelige og offentlige Bygninger angaar, underkastedes de naturligvis i Aarenes Løb mere eller mindre gjennemgribende og kostbare Reparationer, som forbigaas her. Det skal dog anføres, at Nyboder, eller som de kaldtes "Matrosboderne", bleve betydeligt udvidede, saaledes i 1785 med Husene mellem Elsdyrs- og Delphingade. I 1789 bebyggedes Krokodillegade, og i 1790-95 Enden af Store Kongensgade samt Svane- og Gaasegade, der skjød sig frem i en spids Vinkel paa det hidtil ubebyggede Terrain, der kaldtes "Grønland".

Inde i den gamle By, der var undgaaet Ildens Ødelæggelser, fandtes ikke faa gamle Bygninger: Adelspaladser og Kjøbmandshuse, der gav Gaderne Anseelse og Charakter. Hertil hørte det forrige Bernstorfske Palais paa Hjørnet af Bredgade og Frederiksgade, som i 1799 kjøbtes af Stadskondukteur Rawert og Tømmermester Hallander for 40,000 Rdlr. og tænktes indrettet til Bopæl for en eller to fremmede Gesandter. I Begyndelsen af Aarhundredet kjøbte Kommandeurkaptain St. A. Bille Halvdelen af Palaiet for 29000 Rdlr.; han boede selv her med den spanske Gesandt, Grev Yoldi ovenover. I vore Dage eiedes Palaiet af Arveprinds Frederik Ferdinand og Arveprindsesse


764

Caroline, efter hvis Død det kjøbtes af Kong Georg af Grækenland. Paa det modsatte Hjørne af Bredgade og Frederiksgade laa det forrige Dehnske Palais, som ved Aarhundredets Udgang eiedes af Grev Fr. Reventlow og efter ham af Hertugen af Augustenborg. Denne solgte det i 1808, Halvdelen til Agent Chr. Vilh. Duntzfeldt, som netop paa dette Tidspunkt havde solgt sin Gaard i Amaliegade til Almindelig Hospitals Udvidelse. Senere kom Palaiet efter mange Omskiftelser i Prinds Frederik af Hessens Besiddelse, indtil det i vore Dage er blevet udstykket. Det nuværende Moltkeske Palais i Bredgade, oprindelig det Danneskjold Laurvigske, blev i 1783 solgt til Etatsraad Fred. de Goninck og hans Kompagnon N. L. Reiersen for 46000 Rdlr. Derefter kom det i den Førstes Besiddelse alene og kjøbtes efter Christiansborgs Brand af Enkedronning Juliane Marie. Da hun var død i 1796, erhvervedes den store Eiendom af Etatsraad Brun, som anvendte betydelige Summer paa dens indre Dekoration ved den franske Arkitekt Ramée og boede her indtil sin Død i 1836. Palaiet kom da i Hænderne paa Murmester Lytthans, som solgte det til Grev A. V. Moltke. En anden stor Kjøbmand fra denne Tid Niels Ryberg havde en Gaard i Store Kongensgade, senere Prindsesse Julianes Palais, nu forlængst ombygget. Det Desmerciereske Hotel paa Hjørnet ligeoverfor det Moltkeske (nuv. Hotel Phønix) tilhørte i Aarhundredets Begyndelse Grosserer Peder Erichsen og udmærkede sig ved at være den eneste Privatbygning i Kjøbenhavn, som havde et Uhr til Gaden. Det gamle Berckentinske Hotel tilhørte Grev Schimmelmann og benævnedes altid efter ham: det Schimmelmannske Palais (nu Koncertpalaiet). Ved Siden af dette paa Hjørnet af St. Anna Plads og med sine Udbygninger hertil laa den i Frederik den Femtes Tid byggede Lindenkroneske Gaard, der nu tilhørte Kammerherre J. F. Lindenkrone og foruden af Eieren selv sædvanligvis beboedes af en eller anden fremmed Gesandt. Paa St. Anna Plads omtrent ligeoverfor Garnisonskirken opførte Stadskondukteur Rawert i Forening med Tømmermester Hallander i Slutningen af Aarhundredet to Gaarde, der vare ganske ens. Den ene af disse (nuv. Nr. 5) kjøbte Godseier Baron Selby i 1806 for 45000 Rdlr. Han havde tidligere eiet Geheimeraad v. der Ostens Hotel paa Hjørnet af St. Annaplads og Amaliegade, som derfor kaldtes den Selbyske Gaard, men havde i 1804 solgt den til den keiserlig romerske Generalkonsul Romeis for 36000 Rdlr. Paa Kongens Nytorv laa flere stilfulde og interessante


765

Bygninger. Foruden Charlottenborg og Erik Erichsens nys omtalte Palais maa nævnes det Thottske Palais, bygget af Niels Juel, senere tilhørende Grev Danneskjold Samsø, Grevinde Schack og endelig Grev Thott, den høit ansete Statsminister og Mæcen med den kolossale Bogsamling og Naturaliesamling. Det Holstein-Holsteinborgske Palais (afbildet II S. 501) tilhørte ved Aarhundredets Slutning Konferentsraad Carsten Ancher; under Trykket af store Pengevanskeligheder solgte han det imidlertid i 1796 til Trakteur Ernst Møller, som havde faaet et

Hotel du grand Nord paa Kongens Nytorv

Hotel du grand Nord paa Kongens Nytorv (nuv. Magasin du Nord).

Herberger-Privilegium. Eiendommen, som nu fik Navnet: Hotel du grand Nord, blev udvidet betydeligt, idet Møller satte to Etager paa Endepavillonerne og sammenbyggede dem med Midtpartiet, saaledes at Façaden fuldstændigt mistede sin Charakter. Da han lod en Træballustrade blive staaende paa Taget og nøiedes med at reparere den, blev han ved Politiretten dømt ti] at fjerne den inden otte Uger og desuden udrede en lille Bøde, men efter hans ydmyge Supplik fik Ballustraden dog Lov til at blive, indtil Eiendommen atter skulde underkastes en Hovedreparation. I hosstaaende Afbildning er den borttagen. Gaarden skiftede dog snart Eier og kom i Hænderne paa Hof-Tandlæge Manini, som i 1811 solgte den til Konferentsraad Constantin Brun for 160,000 Rdlr. Det var her,


766

at Brun i 1816 indrettede de første varme Bade i Hovedstaden, paa hvilke han havde faaet 20 Aars Eneret. Ogsaa den gamle Ahlefeldtske Gaard eller, som den hyppigere kaldtes: den Gramske (nuv. Hotel d'Angleterre) blev i denne Periode Gjæstgivergaard. Den tilhørte Geheimekonferentsraadinde Juel-Wind, som imidlertid efter Ildebranden 1795 solgte den for 48,000 Rdlr. til Trakteur Gottfried Rau, der før havde havt sin Gjæstgivergaard paa Hjørnet af Vingaardsstræde og Reverentsgade (hvor nu Hotel Tottenberg ligger). Rau, der havde mistet Alt ved Ildebranden, støttedes med Pengelaan af Finantserne og udvidede Gaarden betydeligt navnlig ved at paabygge den en hel Etage i Aaret 1800. En Eiendom paa Kongens Nytorv, som for sit Ydres Skyld nød megen Anseelse, var den tidligere omtalte (III, 433) Harsdorffske Gaard mellem Charlottenborg og Gjæthuset, som Professor Harsdorffs Enke i 1802 solgte til Generalkrigskommissair de Wint. Paa Amagertorv laa endnu den gamle "gothiske" Eiendom, bygget i Christian den Fjerdes Tid af Borgmester Matthias Hansen (smlgn. I, 512, afbildet II, 655), som i 1795 tilhørte Generalkollekteur ved Tallotteriet, Grosserer Christen Hansen, og hvor Lotteriet i endel Aar havde havt Lokale. Gaarden blev i det nævnte Aar solgt til Fuldmægtig ved den færøiske Handel, Schoustrup, og bar i en lang Aarrække hans Navn, indtil den erhvervedes af Livsforsikkringsselskabet "Hafnia". En anseelig Privatgaard paa Kjøbmagergade (nuv. Nr. 44) tilhørte Etatsraad v. Hemmert, men blev i 1806 solgt til Vaisenhus for 41,250 Rdlr. Det Lercheske Palais bag Børsen (smlg. III. 6), der tilhørte Lehnsgreve Chr. Lerche og udmærkede sig ved sin skjønne Frugt- og Blomsterhave, hvoraf Levninger den Dag idag ere bevarede, blev i 1805 kjøbt af Staten for 86,000 Rdlr. Strax efter blev der paabygget Gaarden en hel Etage, og forskjellige Institutioner fik Lokale her som Universitetsdirektionen, Feltkommissariatet, Kommissionen for Sjællands Providering, Kjøbenhavns Amtstue m. fl., hvorhos det kongelige Bibliothek havde sit Oplag af Doubletter her. Hvad det forhenværende Knuthske Hotel angaar (III, 7), var det i 1779 gaaet over i Grosserer Lyckes Besiddelse. Det laa ved Frederiksholms Kanal (nuv. Nr. 18) ved Siden af det kongelige Vaskerhus (nuv. Nr. 16) paa Hjørnet af Ny Vestergade og havde en stor Have bagved. Siden eiedes det af Grosserer Bügel og derefter af Grosserer Jens Lund, som lod bygge Pakhuse ud til Ny Vestergade. Frimurer-


767

logen "Zorobabel af Nordstjernen" havde i Slutningen af Aarhundredet Lokale her. Huset udmærkede sig ved sin høist bizarre indvendige Dekoration; Hennings fortæller saaledes, at Spisesalens Vægge vare malede som et Palads, set fra Ydersiden, Loftet som den blaa Himmel og Gulvet som en Grusgang med Græsrabatter og en oval Plaine i Midten. Ovnene vare skjulte bag Gittere, der forestillede en Volière med Ørne og et Bur med Tigre. Man skulde altsaa her have Indtrykket af at sidde i en Have udenfor et Palads; derfor vare Gardinerne udstyrede som Markiser, som om Solen skinnede fra Værelset ud af de virkelige Vinduer eller fra Haven ind i det fingerede Palads. Hennings betegner det Hele som et Legeværk, der i det Høieste kunde gaa an, naar Salen var tom, thi naar et Bord dækkedes her, Stole opstilledes derinde, og Lysekroner faldt ned fra Himlen, vilde hele Virkningen gaa tabt. I "Skilderiet" fortælles, at Bügel lod Spisesalen male som en Skov, "saa skuffende, at man virkelig engang skal have troet sig forvildet deri". Det Holstein Ledreborgske Hotel i Stormgade (III, 6) gik først i 1807 ud af den grevelige Families Besiddelse, da det kjøbtes af Justitiarius i Høiesteret, Konferentsraad Christian Colbjørnsen, for 32,000 Rdlr. I den paafølgende Tid skiftede Gaarden gjentagne Gange Eiere (Kaperkaptain Ammondsen, Grev Schack til Giesegaard, og Grev Lerche), indtil den i 1827 kjøbtes af Kongen og benyttedes til naturhistorisk Museum. I 1872 kjøbte Landbygningernes Brandforsikkring den.

Af offentlige Monumenter havde Byen overmaade faa, foruden de to Rytterstatuer paa Kongens Nytorv og Amalienborg Plads i Virkeligheden kun Springvandet paa Gammeltorv, der havde lidt meget ved Ildebranden, og den ligesaa smagløse som for Følelsen uhyggelige Skamstøtte paa Ulfeldtplads eller Graabrødretorv. I 1787, da Hundredeaarsdagen for Tordenskjolds Fødsel nærmede sig, kom Tanken om et Æreminde for Søhelten frem med Styrke og fremkaldte en livlig Debat mellem Autoriteterne. Forslaget blev stillet af Stadsbygmester Meyn; som paa egne og "flere tro Undersaatters Vegne" ansøgte om en Plads ved Toldboden til et saadant Mindesmærke, der skulde reises ved privat Subskription. Admiralitetet og Generaltoldkammeret bleve raadspurgte, og allerede i de første Dage af 1788 meddeltes det Ansøgeren, at hans Ønske ikke kunde opfyldes, hvorimod man vilde indrømme ham en Plads inde paa Holmen mellem


768

Magasinet og Kanalen, omtrent foran den nuværende Studenterforeningsbygning. Mayn svarede imidlertid strax, at denne Plads var utilstrækkelig og desuden laa halv skjult; Mindesmærket vilde fordetmeste være dækket af Tømmer og Tønder og vilde kun blive seet af de slæbende Matroser, "om hvilke man ikke kunde formode, at de kunde opildnes til at efterligne Tordenskjold". Han kunde ikke modtage dette Tilbud uden at "udsætte sig for hele Publici skarpe Dadel" og vilde derfor foretrække den Del af St. Annaplads, der vender ud mod Flaaden. Nu begyndte de skriftlige Forhandlinger mellem Myndighederne med ny Kraft. Admiralitetet ansaa Sagen for sig uvedkommende, da det ikke eiede St. Anna Plads, men Magistraten, som eiede den, erklærede, at den ikke havde fri Raadighed over den nederste Ende af Pladsen, fordi den var overladt Søetaten, altsaa netop Admiralitetet, til Materialskure for Opmuddringsvæsenet. I April 1788 var det Hele gaaet istaa, men Meyn tabte derfor ikke Modet; han foreslog nu for en Afvexlings Skyld at rykke Mindesmærket op i den øverste Ende af Pladsen og opstille det ligefor Garnisonskirken. Kancelliet, Admiralitetet og Magistraten havde Intet at indvende herimod, men den 28de Mai fik det førstnævnte Kollegium kongelig Ordre til "atter at korrespondere med Vedkommende og finde et mere passende og bekvemt Sted end det sidst foreslagne". Man kunde nu altsaa begynde forfra, og det vedblev at regne med Skrivelser, Erklæringer, Indstillinger, Ansøgninger og Situationskort. Tordenskjolds paatænkte Æreminde spadserede indtil Aarets Udgang frem og tilbage paa St. Anna Plads uden at kunne finde Hvile; hver Gang Meyn troede at have fast Grund under Fødder, maatte han rømme. I Juni foresloges Æremindet opstillet lige for Amaliegade, hvor Oehlenschlägers Statue i Nutiden har været anbragt; i September vilde man atter rykke det ned til Vandet, fordi Kronprindsen ønskede det, men da Admiralitetet nu forlangte 850 Rdlr. for at fjerne sine Skure, gik denne Plan i Lyset. Den livlige Forhandling fortsattes paa samme Vis Aaret ud og et Stykke ind i det næste, indtil Kancelliet endelig den 13de Februar 1789 indstillede, at det eventuelle Monument skulde opsættes lige for Amaliegade. Til almindelig Forbauselse faldt Resolutionen i en helt ny Retning, nemlig "at det vilde være mest passende om et saadant Monument blev opsat i Rosenborg Have". Hermed var Ævret opgivet; der kom Intet ud af Sagen. Alt tyder paa, at


769

Projektet fra Begyndelsen har havt skjulte indflydelsesrige Modstandere, hvis Motiver nu ikke kjendes. Den uventede Opdukken af Rosenborg Have i denne Sammenhæng viser, at der var indtraadt et Omslag hos Kronprindsen; hverken i Admiralitetet eller Kancelliet havde der nogensinde hersket Begeistring for den. Man kan i enkelte af Kancelliherrernes Vota læse Yttringer som denne, at "hvis Tordenskjold skal have et Æreminde, er der mange Andre, som ligesaa godt fortjene det". Kun Magistraten hilste Tanken med Glæde og blev ikke træt af at anbefale den, men den havde ikke synderlig Indflydelse i hin Tid.

Frihedsstøtten

Frihedsstøtten. Efter et samtidigt Billede

Bedre gik det med Bondefrihedens Mindesmærke, Frihedsstøtten, eller som man kaldte det: Æremindet udenfor Vesterport, der blev reist "af Erkjendtlighed for den landsfaderlige Velgjerning, hvorved den danske Bonde, der før var bunden til Fødestavn og derved ofte underkastet ublid, vilkaarlig Behandling, fritoges for denne Tvang og igjen indsattes i en af sine medfødte Menneskerettigheder", nemlig ved Forordningen om Stavnsbaandets Løsning af 20de Juni 1788. Indbydelsen blev udstedt i 1791 af en Kommitté bestaaende af sex ansete Mænd, hvoriblandt Suhm, Golbjørnsen, Ove Malling og Maleren Abildgaard. Den sidste havde udført Tegningen samt en Model til Monumentet, og Subskriptionen fandt saa stor Tilslutning, at over Halvdelen af Overslagssummen var tegnet, før Indbydelsen var bleven offentliggjort. Grundstenen blev lagt af Kronprindsen paa hans Bryllupsdag den 31te Juli 1792 med stor Høitidelighed, og den 6te Novbr. 1797 kunde Kommitteen tilmelde Kancelliet, at Monumentet, der havde kostet hen ved 13000 Rdlr., stod færdigt, omgivet af et Jerngitter med to Lygter. Der fandt ingen Afsløringshøitidelighed Sted, men Generalitetet besluttede, at der skulde holdes Vagt


770

ved Mindesmærket om Dagen, hvorimod det om Natten overlodes til Vægternes Opsyn. Efter en Brevvexling med de 32 Mænd vedtog Magistraten, at Monumentet i Fremtiden skulde vedligeholdes paa Stadens Bekostning.

Forbindelsen mellem Byen indenfor Voldene og Forstæderne blev forsaavidt lettet, som Port- og Passagepengene, den "odieuse Afgift", der allerede i Struenses Tid var bleven indskrænket (III. S. 309), men dog endnu indbragte Renovationskassen 6000 Rdlr. om Aaret, ved Reskript af 28de April 1797 blev helt ophævet for Fodgjængeres Vedkommende, om Fredag Formiddage tillige for Kjørende og Ridende. Forandringen medførte et aarligt Tab af 3000 Rdlr., saaledes at Renovationsskatten maatte forhøies i 1800. Om Natten vare alle Porte lukkede, dog stod Nørreport som "Forstædernes Middelpunkt" aaben til Midnat, og i 1801 befaledes det, at den til enhver Tid skulde aabnes for Fruentimmer i Barnsnød, der søgte ind til Fødselsstiftelsen, saavelsom for Beboerne udenfor, der vilde hente Læge. Forresten kunde man ved privat Velvillie af Gouverneuren sikkre sig at slippe ind i Byen om Natten, og det ses, at rige og fornemme Folk ofte benyttede sig heraf. Veifarende, der kom ude fra Landet, havde Bompenge at betale enten ved Store Vibenshus, Lygten, Damhuset eller ved Bommen paa Amager, hvoraf Forpagterne svarede en aarlig Afgift af tilsammen over 5000 Rdlr. om Aaret.

Forstæderne vare fremdeles smaa; i 1793 boede der udenfor Vesterport i alt kun 1027 Mennesker, og udenfor Nørre- og Østerport 936. I Slutningen af Aarhundredet steg imidlertid Befolkningen udenfor Voldene, og der blev bygget en Del, navnlig paa Vesterbro, hvor Hovedgaden allerede i 1785 var bleven brolagt og beordret reguleret, saaledes at ingen Bygning her kunde repareres eller opføres fra ny uden med passende Ind- eller Udrykning af Hensyn til "Regulariteten". Samtidig var der blevet anlagt Trottoirer indtil Jernporten og for første Gang ansat to Rodemestre i Forstaden. Et Tegn paa Vesterbros Fremskridt er det, at der i 1797 blev stiftet et Vandkompagni herude, som indlagde en Hovedrende fra St. Jørgens Sø og i denne Anledning forstraktes med et Laan paa 4000 Rdlr. af den kgl. Kasse. Anlæget, til hvilket der knyttedes tre publike Vandposter paa Broen, frembød adskillige Vanskeligheder, fordi Vandet forurenedes fra St. Hans Hospital ved Ladegaardsaaen


771

og fra et nærliggende Garveri og Kattuntrykkeri, men det kom dog istand, og havde i 1805 22 Participanter. I 1798 blev Vesterbrogade beplantet med Kastanietræer paa Strækningen fra Acciseboden til Frederiksberg Allé, og i 1801 blev Gadebelysningen forbedret, idet Flertallet af Beboerne indgik en Forening om at forøge Lygternes Antal til 24 paa Strækningen fra Acciseboden til Gaarden "Haabet". Dette drog forskellige andre Forandringer efter sig; saaledes fik man nu 4 Vægtere i Forstaden istedetfor som hidtil 3; der

Bommen paa Amager

Bommen paa Amager. (I Baggrunden Frelsers Kirke.)

blev for kongelig Regning anbragt to Lygter ved Kongeporten til Frederiksberg Allé, og endelig blev nu ogsaa det nærmeste Terræn udenfor Vester-, Nørre- og Østerport paa Fæstningens Grund belyst med 8 Lygter paa hvert Sted "til Bekvemmelighed for Veifarende og for at afvende Farlighed ved Passagen". Den yderste Del af Vesterbrogade fra "Haabet" til det sidste Sted paa Stadens Grund: "den forgyldte Løve" var saagodtsom ikke bebygget, laa hen i Uføre og var ikke belyst om Aftenen og Natten.

Vesterbro var den livligste og mest besøgte af Forstæderne, fordi Veien til Frederiksberg gik over den. Man maatte her ligesom ved Nørre- og Østerport passere en Militærvagt, før man gjennem den lange, mørke Hvælving naaede fra Byen ud paa den anden


772

Side af Volden ved Kirsebærgangen. Var man kommen over Graven og Ravelinen, havde man foran sig Alleerne og strax paa venstre Haand Dronningens Enghave (det nuværende Tivoli). Den var delt i den lille og den store Enghave, hvoraf den første strakte sig op til Gaarden "Eutin" paa Vesterbrogade (smlgn. III. 639), medens den anden gik ned til Tømmerpladserne ved Kallebodstrand, men var skilt fra dem ved en Kanal. Veien til Tømmerpladserne gik nemlig ikke gjennem Enghaven, men forbi Blaataarn og Kallebodvagt ved Langebro langs Vandet over Ryssenstens Lynette. Dronningens Enghave, der tilhørte Kongen, var bortforpagtet i en Aarrække, først til Raadmand Baadt og fra 1804 til Oldermanden for Brændevinsbrænderlauget, P. Hiarup. Tæt op til Eutin paa Vesterbrogade laa Beværtningsstedet "Ægypten" og i ringe Afstand herfra Reberbanerne, hvis Terrain med Tjære- og Kogehuse naaede helt ned til Stranden. Umiddelbart før Skydebanen laa den store Eiendom Bjørnsdal og umiddelbart efter den Christianis Opdragelsesinstitut. Paa begge Sider af Gaden fandtes iøvrigt mellem de uanseelige Privathuse talrige Skure, Hytter, Telte og Boder, som en stor Del af Aaret vare optagne af Kunstens Løsgjængere: Beridere, Musikanter, Fyrværkere, Voxkabineteiere, Luftspringere, stærke Mænd, Karussel-, Menageri- og Gyngeejere, kort sagt af alle Slags Gjøglere. som en Tid af Aaret fik Tilradelse til at forevise deres Præstationer her. Havde det tidligere været "fremmede Omløbere med Dyr og Kunster" forbudt at indfinde sig i Landet, var Forholdet nu totalt forandret; Udlændinge strømmede til fra alle Sider, og Indlændinge søgte med større og mindre Held at gøre dem Rangen og Levebrødet stridig. Navnlig var der efter Kildetidens Ophør i Jægersborg Dyrehave en formelig Invasion paa Vesterbro; "Bakken" flyttede hen i Hovedstadens umiddelbare Nærhed. Det var ret mærkelige Ting, man kunde faa at se her, saasom "Kunstheste" og "Kunstfugle", Kalve med to Hoveder, dobbelte Vædderlam, Krokodiler, Elefanter og Harer, der affyrede Pistoler og slog paa Tromme. Snart forevistes saadanne Vidundere som en talende Brahmin af Træ, snart en mekanisk Vogn, en Thermolampe eller en Trillebør, der kunde kjøre paa Vandet. Forestillingerne havde undertiden et pædagogisk Sving, naar de bestod af et Bjergværk en miniature, et optisk Theater, et Glaspusteri eller et mekanisk Stykke af Tin, forestillende Solen og de fire Aarstider. En Borger fra Haderslev fik i 1801 Tilladelse til at forevise sin fem-


773

aarige Datter, der "besad megen Færdighed i Geografien og flere andre Videnskaber". Stor Begeistring vakte en Trup franske Linedandsere, der næsten vare lige saa populære som Bellis Hunde- og Abetheater, hvorfra der bestandig blev averteret efter "Abekatter uden Hale". Karousseller og Gynger vare saa almindelige og saa yndede, at der ivredes mod dem i Bladene, og det følger af sig selv, at Ballonopstigninger uden Følge af levende Personer bestandig fandt nysgjerrige Tilskuere, Skydeindretninger, mekaniske Jagtspil,

Vesterport fra Bysiden

Vesterport fra Bysiden.

Voxkabinetter og "Museer", indeholdende Naturalier, Sjeldenheder, interessante Figurer, fysiske Instrumenter og "Glas-Kunststykker" fandtes Aar ud og Aar ind paa Vesterbro, men mellem disse Kunstens dii minores var der dog ogsaa mere notable Folk, Matadorer, der formaaede at drage Beaumonden til Huse. Til disse sidste hørte Kunstberideren Luigi Chiariny, der havde sin egen Gaard paa Vesterbro og i 1805 fik Borgerskab paa at forevise gymnastiske Øvelser og Ridning samt indrette Vauxhal, Illumination, Linedands, Pantomime, Fyrværkeri og endelig sælge Forfriskninger. Kjøbenhavnerne synes især at have sværmet for Fyrværkeri og Vauxhal, thi saa godt som alle de større Entrepreneurer forsøgte sig i denne Branche, naar alt andet glippede. Blandt de mere be-


774

kjendte "Kunstnere" kan endvidere nævnes Antonio Cetti, hvis Repertoire vexlede meget, og som en Tidlang var i Kompagni med Pantomimens Fader herhjemme, Pasqvale Casorti, efter at dennes eget Selskab var opløst; dernæst James Price, som først gav Forestillinger i Ridekunsten sammen med Jean Lustre og senere indrettede et Vinter-Nationaltheater i Landemærket, indtil han havnede i Sommertheatret paa Vesterbro. Dette Lokale, som først var blevet benyttet af Linedandsere, nævnes i Begyndelsen af Aarhundredet; det gik uskadt ud af Beleiringen 1807, men blev Aaret efter nedrevet, og er ikke identisk med det senere saa berømte Morskabstheater ligeoverfor Skydebanen. I mange Kredse ankedes der stærkt over den store Indvandring af Gjøglere, men forgjæves - den vedvarede, indtil Krigen i 1807 slog Bom for den. Fattigvæsenet havde imidlertid betydelig Fordel heraf, thi Alle, som ernærede sig paa denne Maade, maatte svare en Fattigafgift af 10 Procent, som dog i 1806 for kjøbenhavnske Borgeres Vedkommende nedsattes til det Halve.

Strømmen af Spadserende og Nydelseslystne gik som sagt over Vesterbro til Frederiksberg, især paa Søn- og Helligdage. Man vandrede naturligvis gjennem Alleen som den nærmeste og bekvemmeste Vei til Slotshaven, og passerede da "Jernporten*, thi den gamle Træport var i 1785 bleven afløst af en Port af Sten med Jerngitter (smlgn. III. S. 311, hvor der feilagtigt staar, at Jernporten er af ældre Dato). I 1800 forfærdigedes en hel ny og kostbar Jernport af Kaptain og Kleinsmedemester Ole Jensen efter Tegning af Harsdorff. Frederiksberg-Allé kunde fremdeles benyttes uden Indskrænkning af Fodgjængere; derimod maatte Kjørende og Ridende have Nøgler for at passere den, hvilket dog ikke kunde hindre Misbrug. Nøglerne blev udlaante og eftergjorte; man red og kjørte uden videre i Sidealleerne, og det hørte ikke til Sjeldenhederne, at løse Heste, Kvæg eller Svin fra de omliggende Jorder foretog Streiftog ind paa den fredede Promenade. I 1787 ansattes en Opsynsmand i Alleen, særlig for at anholde dem, der red og kjørte i Sidealleerne, men han udrettede kun lidt og formaaede ikke at være saa allestedsnærværende som ønskeligt. Man havde nemlig været meget liberal med Uddelingen af Nøgler, hvorfor Alleen blev stærkt befærdet af Uvedkommende, endog af Arbeids- og Møgvogne, og man maatte derfor i 1806, som mange Gange tidligere, anvende det


775

gamle Middel at forandre Laase og Nøgler. Af Udsalgsstader fandtes kun et eneste i Alleen, en Stadeplads med Brød, Sukkergodt o. d., som i 1785 var bleven forundt Anna Christensdatter af Valby, "fordi hun var Krøbling og ikke paa anden Maade kunde tjene sit Brød".

Bebyggelsen i Alleen var overordentlig ringe før 1807 og samlede sig paa Nordsiden, thi saagodtsom hele Sydsiden optoges af den saakaldte Studevang, et Terrain paa 41 Tdr. Land, som i Midten af Aarhundredet havde været forpagtet af det kjøbenhavnske Vognmandslaug til Græsning for unge og syge Heste mod en aarlig Afgift af 100 Rdlr. I Guldbergs Tid fik Gartner Voigt 8 Tdr. Land heraf, Sognepræsten paa Frederiksberg 6 Tdr., Degnen 1 Td., endvidere Etatsraad Livmedikus Berger 2 Tdr. og Snedker Preisler 1 Td. til Eiendom mod en aarlig Afgift, og Resten 23 Tdr. overdroges Hofagent, senere Etatsraad Borre med den Forpligtelse at anlægge en Tobaksplantage her. Hans Datter, Etatsraadinde Bagger arvede Plantagen efter sin Faders Død, men fik i 1795 Tilladelse til at nedlægge den mod at svare en forhøiet Afgift. (4 Rdlr. pr. Td. Ld.) Saavidt man kan se, var der Ingen af de anførte, som byggede i den gamle Studevang. Paa den modsatte Side af Alleen fandtes derimod nogle Lyststeder ved Aarhundredets Begyndelse, saaledes "Vennersly", tilhørende Etatsraad Rothe, og Konferentsraad Wormskjolds Sted, som vistnok i 1802 beboedes af den østerrigske Gesandt Grev Kaunitz, og Bebyggelsen steg langsomt, indtil den i Slutningen af Tyverne beløb sig til en halv Snes Eiendomme. De mest bekjendte vare "Allélyst", tilhørende Mægler Gerson med en prægtig tilliggende Have paa halvtredie Tdr. Land (det senere "Alhambra"), Kammerherre Oberst Haxthausens store Lyststed med et Tilliggende af 4 Tdr. Land, Grosserer Lunds to Steder med 10 Tdr. Land, hvoraf Størstedelen var Have, Grevinde Hjelmstierne-Rosencrones smukke "Sommerlyst", der omtrent laa midt i Alleen, og senere tilhørte Instrukteur Nielsen og Overauditeur Otto Møller, samt Naboeiendommen "Sanssouci" med 10 Tdr. Land, tilhørende Fru Arboe og Isenkræmmer Egholms Arvinger, indtil det i den nyeste Tid er bleven udlagt til Byggegrunde og ombygget. For Enden af Frederiksberg Allé, hvor Sommerlyst nu ligger, fandtes allerede før 1807 et meget tarveligt, men af Almuen yndet Beværtningssted med stor Have, kaldet "Ratzenborg", der ikke maa forvexles med Kattuntrykkeriet "Ratzenborg" paa Stadens Vesterfælled ned til Søen,


776

hvilket i 1787 dreves af den fra Sverig indkaldte Kattuntrykker Johannes Moens, og efter mange Omskiftelser i Slutningen af Aarhundredet kom i Borgerkaptain Murmester Langes Besiddelse. Større og finere Trakteursteder dukkede først op i Frederiksberg Allé i Tyverne, nemlig Monigattis Pavillon i den første lille Runddel paa høire Haand fra Jernporten, og Madame Lynges Restauration i nuværende Alleenbergs Hovedbygning.

Af de til Frederiksberg hørende Jorder dreves omtrent Halvdelen af Beboerne i Byen, medens den anden Halvdel hørte til større eller mindre Avlsgaarde og Lyststeder udenfor Byen. De største Avlsgaarde i Sognet vare "Grøndal" og "Flintholm" med tilsammen ca. 90 Tdr. Land, som begge i en nyere Tid tilhørte den bekjendte Politiker, Balthazar Christensen, endvidere "Lykkesholm" med 80 Tdr. Land, "Rolighed" ved Ladegaardsaaen med ca. 50 Tdr. Land, (det tilhørte i Begyndelsen af Trediverne Juveler og Galanterihandler Henriques) samt "Sindshvile" og "Mariendal" i Falkoneralleen. Af andre Eiendomme kan nævnes "Forhaabningsholm" og "Vodroffgaard", af hvilke den første i 1785 havde tilhørt Heglemester Howden, men i 1802 var et Lyststed, der eiedes af den keiserlig romerske Generalkonsul Romeis. Vodroffgaard, den gamle Seildugsfabrik, der havde tilhørt Etatsraad v. Hemert, blev i 1795 solgt til den forrige Eier af Ørholm, Justitsraad Frisch, der opførte en Mel- og Grynmølle tæt ved Hovedbygningen paa nuværende Vodrofsvei og anlagde en Le- og Skjære-Knivfabrik her. I 1803 solgte han Anlæget til Grosserer Zinn, som udvidede det med en Vandmølle ved Rosenaaen, og efter hans Død benyttedes Stedet som Lyst- og Avlsgaard af Enken, medens Mølleværkerne frasolgtes. Ved Godthaabsveien laa "Godthaab" og i Falkoneralleen "Nørre Alleenlyst", tilhørende Justitsraad Lange, samt "Falkonergaarden". Den sidste var allerede i September 1795 bleven stillet til Auktion, fordi man havde isinde at flytte Falkoneriet til Jægersborg, men det endelige Bortsalg skete først i 1818, 8 Aar efter Institutets Ophør. De navnkundigste af alle Gaardene paa Frederiksberg laa samlede i en Klynge tæt ved Søndermarkens Østside og vare: "Gamle Bakkehus", et af de ældste Steder i Sognet, som beboedes i en lang Aarrække af Knud Lyne Rahbek og hans Hustru, og blev Samlingsstedet for saagodtsom alle Tidens literaire Berømtheder, endvidere "Ny Bakkehus", der først eiedes af Etatsraad Livmedikus Berger og derefter af Stats-


777

minister Christian Brandt, Broder til den henrettede Enevold Brandt, "Bakkegaarden" (i Hvidovre Sogn) det nuværende Ny Garlsberg, og endelig "Ny Bakkegaard", som i vore Dage eiedes af Geheimeraad Hall, men skriver sig fra en noget senere Tid. Ogsaa i selve Frederiksbergby fandtes adskillige private Lyststeder, og om Sommeren leiede et ret betydeligt Antal velstaaende Kjøbenhavnere sig ind hos Beboerne for at ligge paa Landet. Landliggeriet stod nemlig dengang i Flor ligesom nutildags, ja, hvis man kan tro samtidige Forfattere, udstrakte denne Passion sig endog til "Vintappere, Haandværkere og andre slige af den tredie Klasse", som i hvert Fald maatte eie en Have, hvor de ved Indgangen kunde fremstille sig i Damaskes eller Sirtses Morgenfrakker, gule Saffianstøfler, Nathuer, broderede med Guld og Sølv og med Tobakspibe i Munden. I Rahbeks Skuespil "Sommeren" siger en af Personerne: "Nuomstunder har hele Verden Lyststed, og man kan tilforladeligen ikke andet - ellers saa det ud, som man ikke havde Raad dertil."

Frederiksberg var dog trods sine Sommerbeboere og Landliggere en Landsby. Den havde i 1801 kun 1172 Indbyggere; Gader og Veie vare i daarlig Stand; i Allégade var der dybe stinkende Grøfter og et stort Gadekjær; Bredgade og Smallegade vare ufremkommelige som Markveje; i Pilealleen var Gangstien paa visse Tider af Aaret bundløs, hvad Adgangstierne til Kirken ogsaa vare. Naturligvis vare Byens Huse yderst tarvelige; kun faa Steder havde et pynteligt Udseende, nemlige nuværende Nr. 13 i Bredgade, det Wærnske Institut i Allégade Nr. 6 (en Opdragelsesanstalt for 16 fattige Pigebørn af Borgerstanden) og endelig i en nyere Tid Statsminister Møstings Sted i Smallegade, nuv. Nr. 2. Disse tre Bygninger have den Dag idag i Hovedsagen bevaret deres oprindelige Udseende. Byen havde i Begyndelsen af Aarhundredet to anseelige Klædefabriker. Den ene, den Collinske, i Allégade nuv. Nr. 18, som beskjæftigede ca. 100 Arbeidere, var oprindelig anlagt af Kancelliraad Lottoriinspekteur Collin og blev efter hans Død i 1774 fortsat af hans Søn. Da denne døde i 1798, gik Fabriken over til Juveler Pierre Frontin. Den anden Klædefabrik tilhørte Brock-Hansen og beskjæftigede ca. 250 Arbeidere. Det var maaske med denne store Arbejderbefolkning for Øie, at der i 1802 ved Siden af Birkedommeren i Kbhvns. Amt ansattes en særlig Politimester M. J. L. Nielsen. Ved hans Død i 1812 blev Overauditeur Søren Wedege konstitueret i Embedet, men


778

syv Aar efter afskaffedes det, samtidig med at Birket deltes i Nordre- og Søndre Birk. De to Politimestre havde nogle Politibetjente til Raadighed samt efter 1807 tre Natvægtere ialfald paa Papiret, thi i Virkeligheden synes der kun at have været en Vægter i Frederiksberg By til Aarhundredets Midte, og denne foretrak i Regelen at søge Sikkerhed i sin Bopæl fremfor at indlade sig i Konflikter med Urostiftere og Spektakelmagere. Det var særlig paalagt Politiet at hindre Tiggeri i Frederiksberg Allé og i Nærheden af Slotshaven, en Opgave, der kunde være vanskelig nok, da Indbyggerne i det Hele vare fattige og trængende. Deres Hovednæring var Gjæstgiveri og Værtshushold. Ved en i 1784 foranstaltet Undersøgelse oplystes det, at 34 af dem holdt Værtshus, skjøndt kun en eneste af dem havde Bevilling dertil, men Rentekamret fandt det dog betænkeligt at foretage noget herimod, hvorfor alle 34 fik den ansøgte Bevilling mod en ringe aarlig Afgift (i Regelen 3 Rdlr.). Antallet af Værtshuse og Trakteursteder steg uophørligt, og Klagerne herover vare ikke uberettigede. Den eneste Kro i Sognet var Slotskroen ved Roskilde Landevei ved Foden af Bakken. Den tilhørte i 1799 Wulf Peter Holm, i 1803 Peder Larsen.

Om Slottet selv, der i det sidste Decennium af forrige og de første Aar af indeværende Aarhundrede var Kongefamiliens stadige Sommerresidents, er der ikke Anledning til at tale udførligt, thi det havde i Hovedsagen bevaret sin Karakter fra Christian den Sjettes Tid. Oprindelig havde Bygningens ydre Façade været hvid, men i 1799 fik den en lysegul Bemaling ligesom den indre Façade til Gaarden. Slottets indvendige Udsmykning var tarvelig; kun fandtes her endel gode Malerier, ogsaa Loftsmalerier fra Frederik den Fjerdes Tid af Krock og Coffre, samt prægtige Stukkaturarbeider, bemalede med Farver og Guld, hvilke dog i Tidernes Løb vare blevne brøstfældige og sværtede. Selvfølgelig maatte der hyppig iværksættes større og mindre Reparationer, saaledes i 1797 under Harsdorffs Ledelse og igjen i 1800 under Professor Meyns Opsyn. I 1803 blev den lille Slotskirke oppudset og malet i Anledning af Arveprindsens tre ældste Børns Konfirmation. At Slottet havde en Vægter og Sprøiter er indlysende; derimod vækker det Overraskelse, at Ridehuset endnu i Aarhundredets Begyndelse havde Straatag. Fra 1794 til 1797 var der hver Vinter indvarteret en Husarkommando paa 80 Mand i Slottets store Staldbygning nedenfor Bakken, rimeligvis


779

af politiske Grunde, men den blev det følgende Aar forlagt til Hovedstaden. Den underjordiske Gang, eller som den officielt kaldtes: "Gevælften under Bakken", stod ikke aaben til almindelig Brug, thi den var afspærret for begge Ender med Jernstakitdøre.

Var Slottets Physiognomi saaledes i det Hele blevet bevaret, gjælder dette ikke om Slotshaven og Søndermarken, som netop nu undergik gennemgribende Forandringer, idet den gamle franske Havestil forsvandt og afløstes af den nye engelske. De lange klippede Lindealleer, de stive Hække, Dammene og de runde Grønninger, der vare anlagte med den største Regelmæssighed og Symmetri, forvandledes til frie Naturanlæg med smukke landskabelige Udsigter, bugtede Gange og Stier, overraskende Udkig, rig Afvexling og smagfuldt Natursceneri - Opgaven var kort sagt, som det hedder i et af Datidens Blade, "at lade Naturen udfolde sig i sin fulde Majestæt uden at gjøre Forsøg paa at udsmykke den". Det nye Anlæg i Søndermarken blev allerede bestemt i 1784 ved Resolut. af 15de Septbr. i Henhold til en Indstilling af Slotsforvalter Schmidt, og i 1786 blev hans Svoger, Gartner M. F. Voigt, der havde lagt sig efter Havedyrkning i Udlandet, beskikket til Slotsforvalter og til at forestaa Omdannelsen under Overhofmarechal, Geheimeraad Numsens Bestyrelse. Senere havde Overhofmarechal, Grev Ahlefeldt Opsigt med Arbeiderne, der først bleve afsluttede i Aarhundredets sidste Decennium, omkring 1792. Man synes i Begyndelsen at have iværksat Forandringen uden videre Iver som et Slags Forsøg, thi det siges, at "man ikke straks med Vished kunde se, om Indretningen vilde blive til nogen Nytte og Zir"; først i 1788 bemærkede man, at "Kongen og det kgl. Hus værdigede Anlæget et allernaadigst Bifald". Som Forholdene den Dag idag vise, nærede Voigt Betænkelighed ved helt at udrydde de ærværdige Alleer; derfor ere to af dem blevne bevarede i Søndermarken, nemlig den saakaldte norske Allé med Udgangen gjennem "Snapoplaagen" (hvor Geheimeraad Halls Statue nu staar) og en anden ligefor Springvandet med Udgang til Valby. Efter Tidens Smag var der paa endel af de smukkeste Udsigtssteder anbragt Lysthuse, Templer, Broer o. d., saaledes det endnu existerende norske Hus, det chinesiske Lysthus med Konkylier, Mandariner, Damer med Klumpfødder og Klokker paa Taget, en Grotte med Koraller og Malmstykker, et aabent Tempel (opført i 1802) hvis Kuppel hvilede paa Søiler, et lille Stenhus for Silkeharer og endelig


780

Eremithytten, hvor en Figur forestillende en Eremit laa paa en Løibænk og reiste sig, naar man betraadte Dørtærskelen. Forresten synes der at have været "adskillige andre Spil" i Søndermarken, thi der udbetaltes i 1784 Geheimeraad Numsen 1000 Rdlr. til deres Anskaffelse. Lystanlæget var som bekjendt ikke tilgjængeligt for Publikum; en Opsynsmand, der boede i et Bindingsværkshus herude, skulde holde alle Uvedkommende borte, og til Overflod var hele Terrainet omgivet af en 4 Alen bred Grøft og en paa Fæstnings Maade opført Jordvold beplantet med Tjørn. Umiddelbart efter Omdannelsen stod Anlæget vel aabent en Tid, men det blev hurtigt lukket igjen paa Grund af Uordener og Hærværk af de Besøgende.

Faa Aar efter Søndermarkens Omdannelse tog man, vistnok allerede i 1794, fat paa at forandre Frederiksberg Have til et engelsk Anlæg, hvilket ogsaa skete under Slotsforvalter Voigts Ledelse, medens Overbestyrelsen blev lagt i Overhofmarechal Hauchs Hænder. Han tog sig med største Iver af Sagen, interesserede sig levende for den og har ikke ringe Fortjeneste af dens Gjennemførelse. I 1802 skriver Hennings i et Privatbrev: "Frederiksberg Have er Hauchs Kjæledægge, og det hører til god Tone at gjøre ham Komplimenter for den." Det var et stort og omfattende Værk, thi der var ikke blot betydelige Plantninger, men ogsaa store Jordarbeider at udføre, idet de gamle Vandbassiner, der havde været midt i Haven nedenfor Slottet, delvist bleve udfyldte og afløste af de nuværende Kanaler, som maatte graves. Dog bleve Terrasserne ved Slottet med tilhørende Trapper og Alleer bibeholdte og ligeledes det store Vandfald foran Slottet, som endnu omtales i 1809. Samtidig blev Haven udvidet, idet den saakaldte "brune Dyrehave" i 1799 blev indlemmet i den, hvorved den fik en Størrelse af 60 Tdr. Land. Den brune Dyrehave udgjorde et Stykke af en i 1785 anlagt Frugttræ-Plantage, hvorfra der udleveredes Træer til Bønderne, og ved hvilken der var ansat endel faste Arbeidere, som endda havde Fribolig paa Stedet i særlige dertil opførte Arbeiderboliger. Paa dette nye Terrain opførtes Apistemplet efter Tegning af Abildgaard og Schweizerhuset, der benyttedes af den kgl. Familie som Kaffe- og Thepavillon. Den gamle ottekantede Pavillon midt i Haven, der bestod af en ottekantet Sal med 4 tilstødende Kabinetter, og havde et kostbart Kobbertag, var i 1784 bleven underkastet en gjennemgribende Reparation under Harsdorffs Ledelse, men blev alligevel i 1799 solgt


781

til Nedbrydning for 1000 Rdlr. Kammerfurerens Hus, der laa, saaledes at det betog Udsigten fra den store Bakke, fik samme Skjæbne, og forskjellige Statuer bleve fjernede; derimod blev Fasangaarden, hvor Fasaneriet i 1785 var nedlagt, bevaret mod Hauchs Ønske, fordi Kabinetssekretær Jessen, som boede her, kjæmpede ivrigt derfor. Dog blev Bygningen saavidt muligt skjult bag Hække, Træer og Buske.

Beplantningen af Haven paabegyndtes i 1797, og Anlæget stod i det Væsentlige færdigt 1801 omtrent i samme Skikkelse som nu. Det bestod af tre Dele: Partiet mellem Hovedindgangen og Kanalerne, Partiet mellem Kanalerne og Fasanveien og endelig i Midten en større Ø, omgiven af tre mindre: Øen med det chinesiske Lysthus, Andebakøen nærmest Smallegade og den lille Ø ved Kilden. De tre sidste vare lukkede for Publikum, hvilket andre Partier af Haven ogsaa vare, som Laurierhuset ved Indgangen (hvor det kgl. danske Haveselskab nu er) og de bagved liggende Driverier med deres Ananaskister, Ferskenbakker og Mistbænke, endvidere Kjøkkenhaven, Kirsebærhaven, Fiskedammen og Prindsessernes Haver i Nærheden af Slottet paa nuværende zoologisk Haves Grund. Ved Hovedindgangen fra Runddelen (anlagt i 1780) stod en kgl. Schweizer i Livre, der skulde holde Hunde borte, bortvise lurvetklædte Personer, Folk, der bare Byrder m. m. Blomsteranlæg fandtes ikke i den offentlige Del af Haven, fordi Publikum uden videre plyndrede dem; derimod var der Svaner i Kanalerne, Paafugle og en "fra Ostindien hjembragt Kronfugl saa stor som en Stork" i Schweizerhuset, en afrikansk Hjort i Staldbygningen og i 1804 en Zebra, der tilhørte Kronprindsen og om Sommeren græssede paa en af Øerne. Tilladelse til at holde Beværtning gaves ikke; Jostys Pavillon skriver sig først fra 1824. Derfor var Tilstrømningen af Besøgende dog lige stor; Kjøbenhavnerne foretog i store Skarer Udflugter til Frederiksberg Have om Søndagen for at høre Janitscharmusiken udenfor Havetrappen og faa Kongefamilien at se paa nært Hold, hvad enten den nu viste sig i Vinduerne, spadserede i Gangene eller seilede i Kanalerne. Saa stor var Befolkningens Forkjærlighed for dette Sted, at Rygter om, at Haven skulde lukkes, gjentagne Gange fremkaldte almindelig Uro og Bevægelse. Dette var navnlig Tilfældet i Sommeren 1791, da Rahbek i sin "Tilskuer" fandt Anledning til at ivre derimod paa en Maade, som vakte Myndighedernes aabenbare


782

Mishag og var paa Nippet til at bringe ham i Konflikt med dem. Sagen faldt dog hen, da han havde havt en mundtlig Samtale med Kancellipræsident, Geheimeraad Brandt og derefter sendte ham en skriftlig Undskyldning.

I Modsætning til Vesterbro var Nørrebro en mere stille og afsluttet Forstad - "ud- og hjemkjørende Ligtog er det Folkerigeste, man ser", skriver Hennings - skjøndt den i Begyndelsen af Aarhundredet sikkert var livligere end paa et senere Tidspunkt. Veien fra Byen udefter førte gjennem den anseeligste og smukkeste af Stadens Porte, som til Bysiden endog havde to Etager, idet der ovenpaa Porthvælvingen var indrettet Bolig for en Fæstningsofficer. Terrænet tæt udenfor Porten var i Hovedsagen en Gjentagelse af Terrænet udenfor Vesterport; ogsaa her var der Indkjørsler til "Kirsebærgangen", Vindebro over Graven, en Bom med tilhørende Bomhus til Opkrævning af Port- og Passagepenge, en prægtig Lindeallé med Kjørebane, Ridestier og Spadseregange paa Siderne, og paa den indre Side af Farimagsveiene Glacier med Plantninger, Jordværker, spredte Trægrupper og enkelte Steder tørre Grave med Raveliner. Paa Hjørnet af Østerfarimagsvei og Alleen laa det tarvelige Gjæstgiversted "Tre Hjorter" med tilhørende Reisestald, og ved Siden Acciseboden, hvor Toldbetjentene undersøgte og veiede de Varer, der førtes til Staden. Indenfor Sortedamssø og Peblingesøen strakte "Kjærlighedsstierne" sig, skilte fra Gartnerhaverne og Plantagerne bagved ved en dyb Grøft. Af Huse fandtes der paa denne Strækning neppe noget, naar enkelte Træskure og Hytter undtages. Husene paa Nørrebro vare ligesom i de andre Forstæder forstørstedelen af Bindingsværk og lave, fordi Generalitetet forlangte af Alle, der byggede indenfor Demarkationslinien, som gik fra det gamle Pesthus ved Kallebodstrand til Falkoneralleen og videre ad Jagtveien, at der ikke maatte bygges anderledes, samt en thinglæst Erklæring om, at Eierne skulde nedrive Bygningerne og rydde Grundene uden Erstatning, hvis det blev nødvendigt ved nye Fæstningsværkers Anlæg. I 1798 maatte Kommissionen for Gadernes Udvidelse for at fremme Salget af Stadens Grunde dog udvirke et kongeligt Løfte om "billig Ersatning" i saadanne Tilfælde (dog ikke ved fjendtligt Angreb eller Beleiring), og der oprettedes nu et særligt Fond til saadanne Erstatningers Udredelse, idet Kjøberne af Stadens Grunde maatte indbetale 5 Procent af den fulde Kjøbesum til Finantskassen. Bebyg-


783

gelsen vedblev dog at være ringe, hvortil den Omstændighed ogsaa bidrog, at det var yderst vanskeligt at faa offentlige eller private Penge til Laans i disse Eiendomme.

Hinsides Søerne, hvor Dosseringerne vare aflukkede for Uvedkommende, laa paa venstre Haand det tidligere omtalte Stenhuggerhus ved Peblingesø og Blaagaard, paa høire Side Store Ravnsborg med hosliggende Have, i 1804 tilhørende Gartner Mohr. Den første Del af Nørrebrogade var ellers ikke bebygget; derimod fandtes der paa

Nørreport fra Bysiden

Nørreport fra Bysiden.

Fælledveiens Østside enkelte Huse og paa Strækningen mellem denne Vei og Møllegade, som i Folkemunde kaldtes "Jødeveien", fordi den førte til den mosaiske Kirkegaard, nogle Beværtningssteder, en større Vognmandsgaard, en Veirmølle, et Par Fabriker, nogle Vaaningshuse med Mansardtage og et Hus paa Hjørnet af Møllegade, der førte Navn af "Halvmaanen", og hvor der i 1803 indrettedes en lukket Keglebane af Tømmermester Kern. Længere ude ligeoverfor Assistentskirkegaarden fandtes et Par Privathuse, og paa en lang Strækning helt ud til Runddelen ved Ølunds Mølle (i 1800 tilhørende Brændevinsbrænder Ølund), en Reberbane, som i 1804 anlagdes af Rebslagermester, Kaptain i Borgervæbningen, Toxværd. Det havde tidligere været en Gartnerhave. Paa Frederikssunds Landevei tæt


784

ved Ladegaardsaaen, hvor den skjærer Veien, fandtes Lygten Kro med Bom og Smedie og nærmere Byen Avlsgaardene Nissendal, Ventegodt, (der senere tilhørte Familien Melchior) og Tagenshus ved Jagtveien, nu en Cichoriefabrik.

Blaagaard, paa venstre Side af Nørrebrogade, strakte sig fra Søen helt op til Solitudes Jorder og var ved Guldbergs Fald som alt omtalt (smlgn. III. 429) Klædemanufaktur. Da Fabriken blev nedlagt i 1786 for at afløses af mindre Dugmanufakturer i Provindserne, fik Finantskollegiet Raadighed over den store Eiendom og overlod den egentlige Fabrikbygning til Nørrebrogade gratis til Kbmd. Hilcker, der vilde gjøre en Prøve med et Linnedvæveri efter den westphalske Methode, og senere ved Fabrikens Ophør en Tidlang til Linnedvæver Schnitker. Hovedbygningen med 7 Tdr. Land Have og Agerland blev derimod i Novbr. 1790 overdraget det ny oprettede Skolelærerseminarium, medens Jorderne bortforpagtedes til Forskjellige. Mange overflødige Leiligheder og Værelser udleiedes til Privatfolk, og i Sommeren 1802 anvendtes endel af dem som Annex til St. Hans Hospital, da mange inkurable Pleielemmer overførtes hertil, indtil man havde faaet opført en Nybygning for veneriske Syge. Finantskollegiet var dog betænkt paa at blive Jorderne kvit, med Undtagelse af Seminariets Tilliggende og Accisevænget hinsides Peblingesø, som Vandvæsenet ikke kunde undvære, og i 1800 lod det to Auktioner afholde over dem. Der manglede ikke Lysthavende til de 13 Lodder, som opraabtes, men Budene fandtes for lave til at approberes. Resultatet blev da, at Jorderne bortforpagtedes under Et til Bogholder ved Generalpostamtet, Kancelliraad Nissen, medens Accisevænget for en moderat Betaling af 100 Rdlr. aarlig udleiedes til Farverne Holmblad & Søn, mod at de anlagde en Farveplantage her og især dyrkede Krap og Vaide (isatis tinctoria). De to Mænd, Jacob og Lauritz Holmblad, hvoraf den sidste var Farver ved det kgl. militære Uldmanufaktur, bleve begunstigede paa mange Maader af Regjeringen; saaledes fik de Tilladelse til at opføre et stort Tørrehus i Vænget; i 1804 overdroges Forpagtningen dem paa Livstid og faktisk uden Afgift, da de af Kommercefondet fik en Gratifikation af lige Beløb, og i 1806, da Kancelliraad Nissen efter Kronprindsens Ønske frafaldt Leiemaalet, fik de ialt 22 Tdr. Land i Forpagtning af de egentlige Blaagaardske Jorder mellem Peblingesøen, Ladegaardsaaen og Solitudevænget for 440 Rdlr. om Aaret.


785

Kun 3 Tdr. Land, rigtignok de fordelagtigste og bedst dyrkede, forbeholdtes Seminariet til Elevernes Undervisning i Agerbrug, hvorved denne Anstalt fik et samlet Tilliggende af 10 Tdr. Land. Ved det engelske Overfald i 1807 maatte Seminariet forlade Blaagaard, og to Aar efter fik Holmblad da ogsaa disse 10 Tdr. Land paa tre Kjøkkenhaver nær, som Overdirektionen for Feltmedicinalvæsenet gjorde Fordring paa. Blaagaards Hovedbygning blev nemlig brugt som Lazareth og var Landmilitæretatens Hospital indtil 1815, da det midlertidigt afløstes af Søkvæsthuset og Aaret efter af Guldhusbygningerne i Rigensgade. Det blev bestemt, at Omkostningerne ved denne sidste Flytning skulde dækkes ved Salget af de ældre imlitaire Sygehuse i Staden og Blaagaard, thi den Holmbladske Forpagtning af Jorderne, Accisevæsenet undtaget, var ophørt. Blaagaard, hvis Areal ansloges til ca. 39 Tdr. Land og vurderedes til 19,400 Rdlr. (Bygningerne desuden til 50,600 Rdlr.) blev ved tredie Auktion budt op til 92,000 Rdlr., men Budet blev ikke approberet, da der underhaanden var budt 100,000 Rdlr. af Generaladjutant Oberst Rømeling og Divisionsadjutant Kapt. Scholten. Salget godkjendtes den 4de Dcbr. 1816, og i de daarlige Tider for Eiendomssalg mente Regjeringen at have gjort en god Forretning, navnlig da Bygningerne vare yderlig forfaldne og Jorderne i det Hele daarlige, fugtige og i vaade Somre oversvømmede. Man blev dog snart oplyst om Vildfarelsen, thi istedetfor prompte at betale de stipulerede Afdrag udparcellerede Kjøberne Jorderne, solgte Parcellerne og beholdt de indkomne Beløb, idet de under stadige Ansøgninger om Udsættelse kun indbetalte faa og ringe Dele af Kjøbesummen. I 1825, da Scholten for rum Tid siden havde forladt Landet, havde Staten ialt kun faaet 23,167 Rdlr. Sedler; 3 Parceller ialt 9 Tdr. Land vare bortsolgte, og Størstedelen af det øvrige Areal laa under Bortsalg. Under disse Omstændigheder besluttede Regjeringen at tage Eiendommene tilbage, men maatte rigtignok for at faa frie Hænder over det usolgte Areal betale en Gjæld af 8000 Rdlr. Sedler, som Rømeling havde stiftet mod Pant i Parcellerne. I de paafølgende Aar indtil 1828 afhændede Staten dels ved Auktioner, dels underhaanden hele det resterende Areal ca. 30 Tdr. Land for 45,562 Rdlr. Sølv og 20,000 Rdlr. Sedler, hvilket omtrent i Nutids Penge svarer til et Beløb af 94,000 Kroner, eller ca. 23 Øre pr. Kvadratalen. Accisevænget, omtrent 14 Tdr. Land, solgtes samtidig for 12 Øre


786

pr. Kvadratalen, og endelig kan det tilføies, at det lille Stykke Jord ved Acciseboden, nær Sortedamssøens Hjørne, (samlgn. III. 429), som var blevet overladt Tutein, allerede i 1795 var blevet solgt til Kommitteret i Generaltoldkamret, Justitsraad Hansteen. Blaagaards Tilværelse som større afrundet Eiendom var hermed afsluttet; den var nu splittet paa mange Hænder, og Blaagaards-Kvarteret dukker frem i Byens Topographi, skjøndt det varede længe, før Bebyggelsen her blev almindelig.

Tæt op til Blaagaard laa Solitude, der havde været Inokulationsanstalt i Struensees Tid (smlgn. III. 333), men nu var en herskabelig Lystgaard med Have, Marker, Enge, Humlegaard og Aspargeshave, som strakte sig helt ned til Ladegaardsaaen og op bag Assistents Kirkegaard. En smuk Allee, den nuværende Solitudevei, førte fra Nørrebrogade op til Gaarden. I 1806 blev den kjøbt af den ovenfor omtalte Kancelliraad Nissen for 10,000 Rdlr., af hvilke han, som som han selv siger - "ikke eiede en eneste Skilling". Han blev dog hjulpen med en kongelig Gave af 750 Rdlr. og et Laan paa 8000 Rdlr. af Statskassen, fordi han ved at give Afkald paa sin Blaagaardske Forpagtning uegennyttigt havde støttet det Holmbladske Planteanlæg. Senere eiedes Solitude af Kaptain Bangert, efter hvem Broen, som i vore Dage førte over Ladegaardsaaen, bar Navn. Endelig laa her ved Siden af Graverens Bolig ved Kirkegaarden et tarveligt Beværtningssted, Lille Ravnsborg, som ved Aarhundredets Slutning tilhørte Inspecteur Knoblauch. Her var baade Billard og Keglebane, og det var almindelig Skik, at Ligfølget efter Begravelser søgte herind for at indtage en Forfriskning eller drikke den Jordfæstedes Gravøl. Karakteristisk for Nørrebro er iøvrigt den Kjendsgjerning, at den ligesom Østerbro først fik offentlige Lygter og Vægtere i 1830.

Befolkningen paa Nørrebro levede, som alt anført, stille og tilbagetrukkent og maatte for største Delen hente sine Fornødenheder fra Byen. Naturligvis boede der nogle Smaahandlende, Slagtere, enkelte Haandværkere som Skoflikkere og Træskomagere herude, hvortil kom en lille Arbeiderbefolkning fra Fabrikerne især paa Blegdamsveien, men Vesterbros larmende Folkeliv kjendtes ikke her, selv om det var almindelig Skik at aflægge Besøg paa den store Kirkegaard. Nørrebros Theater, der brændte i Trediverne, existerede endnu ikke, end mindre en senere Dandsebod. Forlystelserne ind-


787

skrænkede sig til Keglebanerne og Beværtningsstederne samt - Gyngerne, der vare anbragte i Haverne, og synes at have udøvet en overordentlig Tiltrækning paa Publikum, saaledes at man endog valfartede til dem fra Byen. I 1804 klages der højlydt over dette "Gyngeraseri", og det anbefales at sætte Grændser for det ved "en eftertrykkelig Afgift". Engang imellem kunde dog en enkelt "Kunstner" forvilde sig ud i denne Forstad, saaledes i 1804 Pierre Magito, "Kunstfyrværker hos Hs. kgl. Høihed, Prinds Ludvig Ferdinand af Preussen", der afbrændte sine Fyrværkerier paa Store Ravnsborgs

Østerport fra Bysiden

Østerport fra Bysiden.

Grund, og Kunstberider Jean Lustre, som endog kjøbte fast Eiendom paa Nørrebro og i 1800 fik Tilladelse til at undervise i Ridekunsten og andre Legemsøvelser mod at tage Borgerskab derpaa.

Fra St. Hanstorv, dengang en navnløs aaben Plads, udgik ligesom nu tre Veie, der alle vare beplantede med Træer, nemlig den senere Guldbergsgade (opkaldt efter Prof. Frederik Høegh-Guldberg, Lærer ved Blaagaards Seminarium), hvorfra der var Indkjørsel til "Sandgravene", Nørreallee, "Kongeveien til Helsingør", som endte ved Store Vibenshus, og Blegdamsveien, Hovedforbindelsesledet med Østerbro. Den sidste var endel bebygget; her fandtes beskedne Smaahuse og Sommerboliger, Lysthuse, Traktørsteder og Køkkenhaver, og bagved ud imod Søen Blegdammene, men tillige adskillige


788

Fabriker, hvoriblandt først og fremmest Manchesterfabriken ikke langt fra Østerbrogade. Dosseringen ved Sortedamssø var ligesom den anden Dossering lukket for Offentligheden, og paa den anden Side af Søen var "Kjærlighedsstien" kun anlagt til lidt forbi "Peymanns Rende", som førte Vandet ind i Stadsgraven udfor Rosenborg.

Østerport var uanseelig og ringe, men den udenfor liggende Forstad, som var den svagest befolkede af "Broerne" (i 1801 havde den 659 Indbyggere) og derfor ogsaa den svagest bebyggede, havde netop derved bevaret en særlig landlig Karakter, som prises høit af Samtiden. Veien gjennem Kastellet til Kalkbrænderiet og tilbage ind af Østerport var romantisk og stemningsfuld; Hennings omtaler den i varme Udtryk og fortæller, at han "hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendtes af Faa, men hvorfra der var en henrivende Udsigt over Sundet." I Portens umiddelbare Nærhed var der slet ingen Huse, thi paa begge Sider af Alleen laa der Kirkegaarde: Holmens tilvenstre og Almindelig Hospitals (smlgn. III., 340) samt Garnisons tilhøire. Naar man var passeret Acciseboden omtrent paa Hjørnet af Kastelsveien, havde man paa det modsatte Hjørne en pyntelig Eiendom, det saakaldte "hvide Hus" med en prægtig tilliggende Have. Udenfor dette Sted var det, at de danske Underhandlere ved Kapitulationen i 1807 første Gang mødte de engelske Kommissairer den 6te Septbr. om Aftenen Kl. 7 1/2, og Huset var i Trediverne beboet af den bekjendte Skuespiller Christen Niemann Rosenkilde. Ved Siden laa den høit beundrede Classens Have, som dog ikke naaede helt op til nuværende Østerbrogade ("den store østre Landevei"). Den bestod af to Eiendomme, nemlig Generalmajor J. F. Classens, hvis officielle Navn var "Frederikslund" og Broderen, Konferentsraad P. H. Classens. Før Generalmajoren i 1755 erhvervede Stedet, tilhørte en Del af det de Danneskjold-Laurvigske Arvinger, medens en anden Del eiedes af Geheimeraad Hans v. Ahlefeldt. Da Konferentsraaden efter Broderens Død i 1792 ved Forpagtning kom i Besiddelse af Haven (han kjøbte den først i 1809), udvidede han den i 1799 ved at tilkjøbe det fra Holbergs Tid bekjendte Traktørsted "Fiskerhuset" paa Hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Haven, hvorfra der var en glimrende Udsigt over Sundet, havde en parklignende Karakter med Kanaler, Øer og Fiskedamme (der nævnes i 1806 ikke


Østerbro i Begyndelsen af Aarhundredet

Østerbro i Begyndelsen af Aarhundredet. Efter et samtidigt Billede.

[789]

790

mindre end 12 saadanne) og beherskedes af et stort Lyststed, bygget af Konferentsraaden og efter hans Hustru kaldet "Justinenborg". Bygningen synes at have været mere eiendommelig end egentlig smagfuld, thi Hennings fortæller, at Hovedfaçaden var romersk med Søiler, Bagsiden forestillede et Kloster, den ene Ende et maurisk Hus, den anden en gothisk eller engelsk Borg. Der fandtes desuden en Antonieborg, et norsk Hus med Straatag og flere lignende Anlæg i Haven. Det var her i Classens Have, at Livjægerne i 1807 kjæmpede med Englænderne og indlagde sig fortjent Hæder.

Ved Siden, lidt længere ude paa det nuværende Rosenvænges Terræn, havde Grosserer Frederik Tutein sin betydelige Eiendom Rosendal med tilhørende Kattuntrykkeri, oprindelig anlagt i 1743 paa Christiansholm ved Dyrehaven, men i 1766 flyttet til Byen. Her havde det Frontinske Klædemanufaktur tidligere ligget. Til Gaarden hørte Eiendommene Strandgaarden og Rolighedsdal eller Rolighed, til hvilken Adgangen var gjennem en statelig Allee (nuværende Nordre Frihavnsvei), som fra Trianglen i flere Sving førte ud til Kalkbrænderierne. Tutein havde først drevet Fabriken i Forening med Baron Iselin og andre Interessenter; derefter overtog han den for egen Regning, men solgte den i 1804 til Brødrene Schleisner og Matthias Koechlin. Han beholdt dog Rosendal med tilliggende Have og opførte her i Begyndelsen af Aarhundredet et smukt Vaaningshus. Heller ikke Rosendal synes at være gaaet helt op til Østerbrogade; foran laa nogle Smaahuse, hvoraf et hed "Pæretræet", et Bryggeri og en Barkmølle, der brændte i Beleiringen, samt paa Hjørnet af Kalkbrænderiveien (nuv. Nordre Frihavnsvei) Eiendommen Petershaab. I denne Egn maa ogsaa Traktørstedet: Schwermansdal søges, opkaldt efter en Fiskeriforpagter fra Midten af Aarhundredet, J. L. Schwermann. Det synes at have ligget i ringe Afstand fra Gamle Kalkbrænderi og nævnes i 1778 i Anledning af en Fest paa Dronning Juliane Maries Fødselsdag, til hvilken Johannes Ewald havde skrevet et Digt. Ved Stranden laa Rakkerkulen mellem Gamle- og Ny-Kalkbrænderi, thi i Nærheden af det sidste, i Slagtervænget, blev der i 1792 indrettet et nyt Rettersted istedetfor det gamle udenfor Vesterport, hvor Amerika Mølle senere laa. Justitsstedet paa Østerbro blev dog allerede i 1806 paany flyttet og fik Plads ved Renovationskulen paa Amager, fordi det hyppigt blev oversvømmet ved Høivande i Sundet. Endelig kan anføres, at der paa Hjørnet


791

af Østerallee og Trianglen, paa Østerfælleds Grund laa et Salpeterværk, anlagt i 1801 af to indkaldte svenske Salpetersydere. Det blev ødelagt i 1807.

Strandveien eller Gamle Helsingørsvei, var i Slutningen af Aarhundet sandet, forsømt og lidet befærdet i Byens Nærhed, thi længere ude var den allerede rig paa herskabelige Lyststeder. Hovedforbindelsen nordefter gik over Store Vibenshus ad Lyngbyveien;

Justinenborg i Classens Have 1803

"Justinenborg" i Classens Have 1803. Efter S. L. Lange.

vilde man ned til Stranden, forlod man i Reglen først Kongeveien ved Gjentofte eller Sorgenfri. Paa det nævnte Tidspunkt gjorde imidlertid nogle Privatmænd Begyndelsen med at forbedre Strandveien, der som Bivei ikke vedkom det Offentlige, men skulde istandsættes og vedligeholdes af dem, der havde Nytten og Brugen af den, og disse Forbedringer gjaldt ikke blot det Staden nærmest liggende Afsnit. Saaledes blev Gangstien paa Strandveien ved Charlottenlund anlagt i 1803. Det varede dog en Aarrække, før det med Sandhed kunde siges om denne Vei, at "den var vel vedligeholdt, makadamiseret og fortræffelig i alle Maader". Ligeoverfor


792

Østerfælled omtrent i Højde med Gamle Kalkbrænderi laa Bager Købkes Gaard, og ved Siden Nøisomhed, der tidligere hed Petersfeldt eller Oberkampfs Gaard, opkaldt efter en af Interessenterne i Ny Kalkbrænderi (smlgn. III. 533). Derefter fulgte Lille Vibenshus paa Hjørnet af Jagtveien i Bryggervangen, og længere ude kort før Svanemøllen: Kildevælde. Her havde Skibsbygmester Erik Eskildsen i 1778 anlagt et Baadebyggeri i stor Stil med en Vind-Saugmølle, den eneste i sit Slags i Danmark, og opført Boliger for Professionisterne og Arbeiderne, hvorved hele Anlæget fik Karakter af en lille Koloni. Entrepreneuren blev i rigt Maal understøttet af Staten, men maatte standse i Aarhundredets Begyndelse. Det kan tilføies, at der foruden de alt nævnte Møller fandtes mange andre i Forstæderne, nemlig 7 udenfor Vesterport, 4 udenfor Nørre-, 2 udenfor Øster- og 4 udenfor Amagerport. De vigtigste af dem vare Sø-Veirmøllen paa Vesterbro, en Mølle bag Trommesalen i Nærheden af Glacisholm og en tredie tæt ved Beværtningstedet "Ægypten" samt endvidere Kronprindsens Mølle paa Nørrebro. Enkelte Mølleværker. (i Reglen Hestemøller) vare knyttede til forskjellige Industrigrene, saaledes Garvernes Barkmølle og Holmblads Krapmølle paa Nørrebro, Brødrene Casses Oliemølle paa Amager o. fl. Saagodtsom alle udenbys Møller bleve ødelagte under Beleiringen 1807.

Hvad Kjøbenhavns Havn angaar (smlgn. III. 485 og 754), stod Bestræbelserne for at hindre dens Tilmuddring bestandig paa Dagsordenen og foranledigede betydelige Udgifter. Ikke blot satte Strømmen uophørlig Sand ind i den, men Pramlaugets fire Forraads-Sandkister ved Kanalerne og endnu mere den utilladelige Udskylning af Ko- og Feieskarn, Affald fra Tranbrænderier, Sæbesyderier, Limfabriker og Slagterier, bedærvede Fødevarer og Lokumsurenlighed (endog fra Christiansborg og Kancelli- og Kammerbygningerne førte Kloaker lige ud i Kanalen) vedvarede trods alle Forbud, hvortil kom, at Opmuddringen var bleven stærkt forsømt. Søetaten, som fra 1737 skulde besørge den, havde saagodtsom intet foretaget, skjøndt den fik 800 Rdlr. om Aaret af Havnekassen hertil. I 1782 var Tilstanden saa slet, at der nedsattes en Kommission om Havnens Opmuddring og Pramlaugets bedre Indretning, som varede til 1791 og indkom med to Forestillinger, som førte til, at Pramlauget i 1784 forenedes med Stenførerlauget, omdannedes til et Interessentskab og sattes paa en bedre Fod, ligesom der ved Plakat af 2den Mai 1788 blev


793

truffet adskillige Foranstaltninger til at forekomme Havnens og Kanalernes Forurening. Det nye Pram- og Stenførerlaug, som blandt andre Begunstigelser fik Lov til at opfylde en Del af den bag Slotsholmens Vagt liggende Kanal (i nuværende Slotsholmsgade) og indrette en Losse- og Oplagsplads her for Sten og Sand, forpligtedes til aarlig at optage 2000 Læster fra Søbunden, en Forholdsregel, som dog kun var af underordnet Betydning. Vigtigere var Plakaten af 1788, hvori det bl. A. bestemtes, at der ikke maatte opfyldes mere ud ad Toldboden langs Christianshavn og Frederiksstad (Amalienborg), ei heller ved Stakkaderne og Langebro, at der skulde ansættes en Havnemester, som i Forening med Havnefogderne skulde holde Øie med Skibenes Indtagelse af Ballast i Kalkbrænderibugten, at Ballast ikke maatte udkastes mellem Toldbodbommen og Trekroner, saalidt som Urenlighed i Kanalerne, at der skulde føres skarpt Tilsyn med Slamkisternes Renselse m. m. Kommissionens Hovedvirksomhed var dog, at den udarbeidede en formelig Plan for Opmuddringen, ifølge hvilken der skulde optages 29 1/2 Mill. Kubikfod Mudder og fast Grund med 10 Maskiner (4 Trampemaskiner og 6 Hestemøller eller Søbagger). Arbeidet, som ansloges til at vare i 16 Aar, skulde besørges af Underofficerer, Sjouere og Slaver (de sidste til Mudderets Losning og Planering), og Omkostningerne formentes at ville udgjøre 622,000 Rdlr., der saagodtsom udelukkende skulde afholdes af den kongelige Kasse, thi Havnevæsenet bidrog som sædvanlig kun 800 Rdlr. om Aaret. Endelig fastsattes det, at de ordinaire Lastepenge, den kongelige Andel af Accisen og Acciselastpengene samt Vinterhavnspengene, ialt mellem 20- og 30,000 Rdlr. aarlig, skulde henlægges til Assistance for Opmuddringsvæsenet; udkrævedes der mere, maatte det udredes direkte af den kgl. Kasse.

I 1789 fik Kommissionen for Opmuddringsvæsenet Ordre til at træde sammen med den bestandige Havnekommission for at drøfte Slamkisternes Indretning og afgjøre, om Udgifterne til dem skulde afholdes af Havnevæsenet alene eller tillige af den kgl. Kasse. Man foreslog, at den sidste skulde bidrage 400 Rdlr. aarlig, naar Bekostningen oversteg 1600 Rdlr., hvilket bevilgedes. Slamkisterne, hvoraf der var 22 i Byen, havde hidtil været meget forfaldne og mangelfulde, hvorfor de kun daarligt havde opfyldt deres Bestemmelse: at hindre den flydende Slam, der fulgte med Afløbsvandet, fra at styrte lige ud i Kanalerne, hvortil kom, at mange af dem


794

vare af Træ. Kommissionen udtalte sig til Gunst for en af Professor Bugge foreslaaet ny Indretning, og ved Resolutionen bestemtes det, at disse Kister i Fremtiden skulde bygges af raa Kampesten. Det skete dog ikke; man nøiedes i Regelen med Mursten.

De omfattende Arbeider i Havnen og Kanalerne paabegyndtes i 1786 og lededes af en Opmuddrings Inspektions Kommission, bestaaende af to Søofficerer under Admiralitetets Overopsyn. En væsentlig Støtte havde Kommissionen i Fabrikmester, Kommandør Gerner, samt Pælebukkermestrene Halkier og Statius Sørensen, men det lagte Program blev, som det pleier at gaa, ikke fulgt i alle Enkeltheder, thi Opgaven var langtfra løst i 1801. I de første fire Aar anvendtes næsten 38,000 Rdlr. om Aaret paa Opmuddringen; derefter gik man ned til 25,000 Rdlr., indtil man fra 1792 til 1798 kun brugte 15,000 Rdlr. aarlig, som dog forøgedes med mindre Tilskud fra Søetatens Materialfond. Det sidstnævnte Aar indsaa man Faren herved; det viste sig nemlig, at den store Ildebrand og den betydelige Sandlosning ved Bolværkerne havde forurenet Havnen, saaledes at der laa indtil 4 Fod Dynd og Sand, hvor man nogle Aar i Forveien havde opmuddret. I Kanalerne var det endog saa galt fat, at Brandpumperne gav Mudder istedetfor Vand, hvorhos de Nærboende bleve forulempede af en ulidelig Stank. Under disse Omstændigheder forlangte Admiralitetet i 1798 30,000 Rdlr. aarlig, hvilke trods Finantskollegiets Modstand bevilgedes for et Tidsrum af 12 Aar, men allerede i 1802 forhøiedes Beløbet til 50,000 Rdlr. aarlig og vedvarede saaledes til 1807. Det følger af sig selv, at man i Regjeringskredse særlig interesserede sig for Flaadens Leie, som blev forbedret og uddybet, hvorhos Orlogsskibene efter Fabrikmester Gerners Raad bleve lagte i Syd og Nord (eller langs Strømmen), istedetfor som hidtil i Vest og Øst (paatværs af Strømmen).

Samtidig med Havnens Uddybning søgte man at forbedre Broer og Bolværker. De første vare underkastede ret hyppige Reparationer, saaledes Knippelsbro i 1785, Langebro i 1795 og igjen i 1805, Prindsensbro i 1796 (faa Aar efter ombygget), Høibro i 1803. For Langebros Vedkommende blev der i 1797 afsluttet Kontrakt med Hof-Arkitekt, senere Brandmajor Kirkerup, om Broens forsvarlige Vedligeholdelse, mod at han fik Ret til at opkræve Bropenge af Kjørende og Ridende, thi Ingeniørkorpset, der hidtil havde holdt Broen istand, nægtede at vedblive dermed, og Magistraten erklærede,


795

at Byen Intet kunde bidrage. Høibro blev i 1803 igjen Vindebro, som den havde været i Frederik den Femtes Tid, thi de Handlende,

Knippelsbro i Tyverne

Knippelsbro i Tyverne.

og Beboerne ved Gammelstrand havde ansøgt derom, og deres Ønske blev opfyldt, skjøndt de selv Intet vilde give dertil. Snorrebroen over Christianshavns Kanal var i 1785 saa aldeles forfalden,


796

at den ikke kunde passeres, men da den ansaas for vigtig i Ildebrandstilfælde, og ligeledes lettede Adgangen til Frelsers Kirke, Søkvæsthuset og det borgerlige Exercerhus, blev det befalet, at der skulde foranstaltes en frivillig Kollekt til Broens første Istandsættelse, hvorefter den skulde vedligeholdes af Christianshavns Beboere alene ved en Forhøielse af Vægterpengene. Havnens Physiognomi undergik iøvrigt en Forandring paa dette Tidspunkt, da det paa Havfrugrunden liggende Vartegn (afbildet II. S. 27) blev borttaget i 1798 og Grunden opmuddret. Skipperlaugets Oldermand mente rigtignok, "at det burde konserveres til Ære for Kong Christian den Fjerde, der havde ladet det opreise, samt fordi det befordrede Strømmens hastige Fart og derved vedligeholdt Farvandets Dybhed", men da Havnekommissionen fandt det overflødigt, blev det sløifet.

Med Hensyn til de offentlige Bolværker bleve de naturligvis jevnlig fornyede og reparerede, men det faldt vanskeligt at holde de private Bolværkseiere til i Tide at afhjælpe Mangler og træffe Foranstaltninger til at hindre Jorden i at glide tid i Kanalerne. Under disse Omstændigheder og som Følge af idelige Stridigheder, Forsinkelser og Udflugter, gjorde Regjeringen i Marts 1811 et Forsøg paa at erhverve samtlige private Bolværker mod en passende Godtgjørelse til Eierne. Man havde dog ikke Held med sig, thi de fleste Eiere svarede, at de under ingen Omstændigheder vilde skille sig af med Bolværkerne, som forøgede deres Eiendommes Værdi, eller de stillede saa ublu Fordringer, at Regjeringen ikke kunde indlade sig med dem. En anden følelig Mangel ved Havnen, var Bolværkernes ringe Udstrækning eller rettere det forhaandenværende ringe Antal Losse- og Ladepladser. I Aaret 1800 oplyste Generaltoldkamret, at der kun kunde ligge 295 Skibe ved Bolværkerne, skjøndt 500-1000 undertiden vare samlede i Havnen paa eengang, hvorfor mange maatte vente i Ugevis. Kulskibe maatte paa Grund af deres Dybgaaende altid losse paa Christianshavn, og Kullene derefter transporteres i Vogne over Knippelsbro, og til Ost- og Vestindiefarere, Nordamerikanere, finske Træladninger og andre store Skibe var der yderst kneben Plads. De vestindiske Ladninger, hvoraf kun 2 Fade Sukker kunde rummes paa en Vogn, maatte føres pr. Axe fra Wilders Plads til Kjøbmændenes Pakhuse eller med stor Bekostning prammes. Man fandt det høist uheldigt, at Christianshavns Kanal formedeldst Tilslamning henlaa unyttet for Handelen, skjøndt dens


797

Bolværker maatte vedligeholdes; dog vilde man foreløbig tilraade at omdanne en Del af St. Anna Plads til en Kanal eller opfylde Mastegraven udenfor Larsens Plads (den tidligere Østersøiske Plads) paa Strækningen mellem Kvæsthusgade og Frederiksgade og sætte Bolværker her. En Kommission af 5te Juni 1801, som undersøgte Sagen, fremkom med andre Forslag, hvoriblandt et gik ud paa at forlænge Nyhavn og afslutte den med et Bassin paa de to Trediedele af Kongens Nytorv, et andet paa at forlænge Hukken ved St. Annaplads op til Toldbodgade, et tredie paa at opmuddre Christianshavns Kanaler og skaffe en lettere Indseiling til dem gjennem den saakaldte Trangrav eller fra Hovedløbet gjennem Wilders Bro. Der skete dog Intet af Alt dette, thi efter Beleiringen i 1807 var Havnen rummelig nok. Kommissionen, som med Aars Mellemrum afholdt et sjeldent Møde, blev dog først ophævet i 1813.

Mod Søsiden forsvaredes Kjøbenhavns Havn og By af Batterierne Sixtus paa Nyholm og Kvintus paa Christianshavns Enveloppe, Kastellet og endelig de to Værker, Lynetten og Trekroner. Lynettens nordvestlige Arm var bygget i 1767 efter Forslag af Grev Frederik Danneskjold Samsø, men Anlæget blev i Aarene 1777-1780 udvidet til en Havn for 5 à 6 Stykpramme. Den gamle Prøvesten (afbildet II. 423) blev sløifet i 1767; det i 1713 anlagte Trekroner havde allerede i 1731 havt samme Skjæbne. Under de store Søkrige i Slutningen af Aarhundredet, da Havene gjenlød af Kanontorden, og alle Stater vare mere eller mindre truede, følte man Nødvendigheden af et nyt Defensionsværk paa Kjøbenhavns Rhed, og allerede i Juni 1784 foreslog en af Guldberg nedsat Defensionskommission, at der skulde bygges 3 Værker ved Hovedstaden, nemlig et nyt Trekroner (lidt indenfor det gamle), et Værk paa Stubben og et nyt Prøvesten med tilsammen 258 Kanoner, hvorhos der skulde anskaffes 12 Stykpramme, hver paa 20 Kanoner, saaledes at hele Bestykningen blev 498 Kanoner. Udgifterne til de tre Værker ansloges til ca. 1 1/2 Mill. Rigsdaler, hvoraf der vilde medgaa 273,000 til Trekroner. Forslaget approberedes den 27de Oktober 1786, og Aaret efter paabegyndtes Opmudringen ved Trekroner. Det vilde føre for vidt at følge dette Anlægs Historie nærmere; her skal kun bemærkes, at Arbeiderne i Begyndelsen dreves med Iver, indtil de stigende Pengevanskeligheder i 1791 standsede eller forsinkede dem, ligesom de bevirkede, at der slet ikke blev rørt ved de projekterede


798

Anlæg paa Stubben og ved Prøvestenen. Trekroner var ikke, som man havde ment, færdigt efter 5 Aars Forløb; tvertimod erklærede Defensionskommissionen i 1797, da man allerede havde brugt 13,000 Rdlr. mere end Overslaget, at der endnu vilde udkræves over 350,000 Rdlr. til Stakkadepæle og Revetering, i.e.: Beklædning med en Stenmur. Sagen stod hen; Stenmuren blev ikke opsat, men da Englænderne kom i 1801, havde Batteriet alligevel kostet over 356,000 Rdlr. Det havde da et Træbolværk, som ragede 10 Fod op over Vandet, og bag hvilket der var opfyldt med Jord, men intet andet Brystværn end Bolværkets øverste Del og slet ingen Beboelsesrum eller Magasiner. Efter Slaget paa Rheden skyndte man sig med at opføre Brystværn, Krudttaarne bag Flankerne og Leiligheder for Officerer og Mandskab; derefter udlagdes Stenglacier, og man paabegyndte Beklædningen med tilhugne Kampesten og Mur, et Arbeide, som imidlertid standsedes ved det engelske Angreb i 1807. I Juli 1802 havde man sat 3 Linieskibe paa Grund ved Prøvestenen og indrettet et Batteri her, som støttedes af det bagved liggende saakaldte Dambatteri paa Krudttaarnsveien udenfor Christianshavns Vold. Disse Forholdsregler viste sig saa effektive, at Englændernes store Flaade i 1807 ikke forsøgte at nærme sig Byen og deltage i Bombardementet. I det paafølgende Tidsrum forfaldt Prøvestenen i den Grad, at de tre Vrag i 1828 bleve solgte til Nedbrydning; derimod tog man efter 10 Aars Hvile atter fat paa Beklædningen af Trekroner, som gjordes færdig i 1827. Man havde efter Sædvane havt langt større Planer for Øie; idet Defensionskommissionen den 7de Septbr. 1801 havde foreslaaet Søbefæstningens Udvidelse med 4 Værker foruden Trekroner. Tegningerne til dem bleve approberede, men videre kom man ikke.

Kjøbenhavns Handel befandt sig netop i det her omhandlede Tidsrum i den "glimrende Periode", der naaede sit Høidepunkt i Halvfemserne. De politiske Konjunkturer under de store Søkrige bleve udnyttede med Snildhed og Omsigt af de toneangivende Handelsmænd; Handelsaanden greb om sig i alle Samfundslag og gjennemsyrede hele Befolkningen, og de Fordele, der vandtes, især ved Fragtfart og Mellemhandel, vare meget betydelige. I første Linie kom de København tilgode, men iøvrigt ogsaa Hertugdømmerne og Norge. Hovedstaden, var begunstiget ved mange Toldforordninger og indtog en Særstilling, og skjøndt denne i det Hele ophørte, da


799

de friere Ideer seirede over Merkantilismen, kunde den dog ikke helt udryddes. Handelskompagnierne stod jo fremdeles ved Magt, og deres Privilegier maatte respekteres, hvoraf Følgen blev, at Kjøbenhavn faktisk beholdt sit Monopol paa ostindiske, tildels ogsaa paa vestindiske Varer, saaledes at Provindsbyerne vare tvungne til at forsyne sig fra Hovedstaden. Korn- og Kvæghandelens Frigivelse i 1788, der skyldtes Martfeldt, og den endnu vigtigere store Toldlov af 1ste Februar 1797 tilsigtede netop at udjævne alle Forskjelligheder og fjerne Monopoler, men den kjøbenhavnske Handelsstand sad paa Forhaand inde med alle Betingelser for at hævde sin fra gammel Tid grundmurede Overvægt, hvorfor den ogsaa i første Linie høstede Fordelen af det almindelige Opsving i Landets Handel, Ind- og Udførsel, Produktion og Omsætning.

Tiderne vare urolige, Risikoen stor, og Svingningerne saa bratte og overraskende, at alle Beregninger og Planer kunde kuldkastes i en Haandevending. En pludselig Fredslutning, en Krise i Udlandet, ja blotte Rygter, der udspredtes af Spekulanter, kunde give Signalet til alvorlige Katastrofer, saameget lettere, som Forbindelsen med Udlandet var vanskelig, Afstandene store og Efterretningsvæsenet mangelfuldt. Den kjøbenhavnske Handelsstand benyttede sig imidlertid af Øieblikkets Chancer og greb dristigt til, naar Leiligheden syntes gunstig. Det gik op for Kjøbmændene, og det gik ned for dem; den Handlende, som idag nød uindskrænket Kredit, kunde imorgen være truet med Undergang, men i Regelen forstod han med sjelden Opfindsomhed at finde Udveie og lægge Alt til Rette for nye Kup. Blev Faren overhængende, kom Regjeringen til Undsætning i stor Maalestok, snart med direkte Laan, snart ved i kritiske Tider at stifte midlertidige Laaneinstituter eller Kasser. Underligt gik det til i hine Dage. thi medens Staten, fornemmelig paa Grund af de kolossale Udgifter til Rustninger, befandt sig i største Forlegenhed, og Finantskollegiet bestandig forestillede Kongen, at det havde udtømt alle Hjælpekilder og ikke mere saa Udveie til at skaffe Penge, herskede der Luxus og Overdaadighed i Kjøbmandsstanden, indtil pludselig opdukkende og ligesaa hurtigt overstaaede Kriser truede Alt og Alle med Undergang. Der var noget Jordskjælvagtigt ved Tiden; Ingen vidste idag, hvorledes det vilde staa til imorgen; man byggede og boede paa en Vulkan - i Danmark som i det øvrige Europa. I disse bevægede Aar, da


800.

franske Hære oversvømmede Staterne og kuldkastede Throner, kunde det lille Land udnytte Situationen, saalænge dets Statskunst formaaede at holde det udenfor Striden, og saalænge Derouter ikke forplantede sig hertil fra andre Lande. Men dette skete gjentagne Gange, saaledes i Novbr. 1797, i 1799 og atter i 1806. Krisen af 1799 var den alvorligste af dem alle og havde en Tidlang et meget truende Udseende.

Uveiret kom fra England og naaede Kjøbenhavn over Hamborg, der stod i den livligste Forbindelse med London og under Krigen var bleven en kontinental Hovedoplagsplads for engelske Industrivarer og ost- og vestindiske Produkter. Et voldsomt og uventet Prisfald paa Kolonialvarer i den engelske Hovedstad hidførte Katastrophen. Efter at have afstedkommet talrige Standsninger og Falliter i London drog Kreditens Ophør, Handelens Standsning, Umuligheden af at faa de ophobede kolossale Vareforraad afsatte og Mangelen paa rede Sølv et meget betydeligt Antal Bankerotter efter sig i Hamborg, og dette maatte nødvendigvis indvirke paa Kjøbenhavns Handel og bringe den i overhængende Fare. Kjøbenhavns Handelsstand stod nemlig i den intimeste Forbindelse med den hamborgske, thi i den gamle Hansestad afsatte man sine Vexler, og over denne By gik forstørstedelen Forretningerne med Udlandet. Hertil kom, at den danske Regjering gjennem Banken i Altona stod i uophørlig Vexelcirkulation med hamborgske Huse, saaledes at den heller ikke stod uberørt af Krisen.

Tidspunktet var særdeles ugunstigt; thi ikke blot havde de kjøbenhavnske Handlende og især det asiatiske Kompagni i Tillid til de tidligere gunstige Konjunkturer snarere udvidet end indskrænket deres Spekulationer, men Høsten i Danmark havde været uheldig, og i Vestindien var der formelig Misvæxt. Regjeringen var bleven nødt til at optage betydelige Kapitaler i Landet selv for at dække udenlandsk Gjæld, der var bleven opsagt; den indenlandske Kredit var svækket, den store Ildebrand fire Aar iforveien havde sat Masser af nye Kreditpapirer i Omløb, Speciesbanken havde maattet standse alle Udlaan, Stiftelser, Enkekasser m. m. vare naaede til Bunden af deres Kasser, og samtidig steg Priserne paa Ejendomme og Produkter. Hertil kom de overordentlige Rustninger, Forsvarsforanstaltninger, der maatte træffes, Stridigheder med England, som havde opbragt talrige danske Handelsskibe saavelsom


801

Orlogsfregatten "Freja", og endelig at Statsindtægterne uophørlig gik ned.

Krisen begyndte i Slutningen af August 1799, og der maatte strax gribes til overordentlige Forholdsregler for at afværge "den Fare, som truede den offentlige og private Kredit, Finantserne og alle Borgeres Vel". Allerede i Juni havde Kjøbmændene klaget over den ualmindelige Pengemangel, og Finantskollegiet havde faaet Ordre til at undersøge, hvad der kunde gjøres herimod, men det blev dog Handelstanden, som gjorde det første praktiske Skridt. Under Krisen i 1797 var der blevet nedsat en "Kommitte til Handelens Tarv", som endnu stod ved Magt, og den 20de Septbr. 1799 indkom Grosserersocietetet med et Forslag om, at denne Kommitte maatte oprette et Laaneinstitut for at afhjælpe Mangelen i den cirkulerende Pengemasse, som Konjunkturerne og Speciesbankens indskrænkede Operationer havde fremkaldt. Tilladelsen blev given, og det nye Institut bemyndigedes til foreløbig at udstede et nyt Slags "Numeraire" eller rentebærende Sedler (Kommittesedler) til et Beløb af 800,000 Rdlr. (senere forhøiet til 1,200,000) mod haandfaaet Pant i Varer. Laan gaves kun til Halvdelen af den pantsatte Værdi og forrentedes med 5 Procent, medens Sedlernes Ihændehavere fik 3 3/4 Procent. Differencen tilfaldt Societetet. Alle Laan skulde være indfriede den 1ste Oktober 1800. Da det hurtigt viste sig, at der gaves Kjøbmænd, hvis Panter, selv om de vare betryggende, dog ikke vare "bankmæssige" eller "saa ligefrem realisable" som Andres, traadte Kongen til for at hindre disses Udelukkelse fra Hjælpen, idet han overdrog et Beløb af 400,000 Rdlr. til Kommitteen som subsidiær Sikkerhed for saadanne Laan. Dette tilstodes den 4de Oktbr., og allerede den 26de vare de 400,000 Rdlr. saagodtsom udlaante, hvorfor Kongen gav en ny Sikkerhed for 200,000 Rdlr. Laaneinstitutet gjorde stor Nytte og frelste mange Kjøbmænd fra Fallit, og da Indfrielsestiden kom i 1800, stod kun 9 Laan tilbage. I 1802 kunde imidlertid Kommitteen til Handelens Tarv meddele, at samtlige Laan vare indfriede, og at der efter Fradrag af Administrationsomkostninger var et Overskud af ca. 10,000 Rdlr. D. C. Disse Penge blev paa Kommitteens Forslag dels anvendte til Handelens Tarv, dels til det almindelige kjøbenhavnske Fattigvæsens Nytte.

Vanskeligheden for Staten ved at afhjælpe den herskende Pengemangel laa i den Omstændighed, at hverken Courant- eller


802

Speciesbanken kunde træde til, fordi den første netop var under Realisation, og dens Sedler skulde inddrages, medens den anden, der var oprettet i 1791, skulde have en Beholdning i rede Valuta i et nærmere bestemt Forhold til de cirkulerende Speciessedler. Speciesbanken havde dog allerede laant Regjeringen over Halvdelen af sit Sølvforraad for at hjælpe den ud af Krisen og havde faaet Courantsedler i Stedet, men da der samtidig strømmede Masser af Speciessedler til Banken, havde den ingen anden Udvei end at indløse dem med Courantsedler, hvorved den Mærkelighed opstod, at den netop satte de Sedler i Cirkulation, som den efter Bestemmelsen skulde inddrage. Da Krisen i 1799 antog en farlig Charakter, greb Regjeringen under disse Omstændigheder til et Middel, som kun forværrede Ondet og yderligere oversvømmede Markedet med ufunderede Courantbanksedler. For at bøde paa Speciesbankens svigtende Evne til at gjøre Udlaan og navnlig komme de Handlende og Fabrikanter til Hjælp, som ikke kunde vente Understøttelse af Laaneinstitutet til Handelens Tarv, oprettedes der nemlig en saakaldet Depositokasse, til hvilken man "for at undgaa Vanskelighederne ved et nyt Papir, der ikke har tvungen Cours", overdrog Courantbankens Beholdning af Sedler, for paany at sætte dem i Omløb. Det bestemtes, at Depositokassen kun maatte laane til Opfyldelse af indgaaede Forpligtelser eller til Virksomheder, der allerede vare igang, men under ingen Omstændigheder til nye offentlige eller private Foretagender. Skjøndt det nye Institut stred direkte mod de ved Speciesbankens Oprettelse i 1791 fastslaaede Principer, reistes der ikke Indvendinger fra nogen Side, end ikke af Speciesbankens Aktionairer, som forresten skulde have det Halve af Kassens Overskud, medens den anden Halvdel tilfaldt den kgl. Kasse. Depositokassen traadte i Virksomhed den 18de Novbr. 1799 og disponerede til den 30te Septbr. 1800 over Courantbanksedler til et Beløb af over 8 Mill. Rdlr., hvoraf en betydelig Del stilledes til Finantsernes Raadighed, og Seddelemissionen steg uophørligt, navnlig efterat Kassen i 1801 havde udvidet sin Virksomhed, fordi Laaneinstitutet til Handelens Tarv var ophørt, da samtlige Komittesedler vare blevne inddragne. Følgen blev naturligvis, at Sedlernes Cours forværredes, at alle Priser steg, men Vanskelighederne bleve dog ikke overvældende, da Forholdene hurtig bedredes. Men i 1806 opstod en ny Krise, da Napoleons afgjørende Seire over Preussen, Hamborgs Besættelse, Elbens Blokade af Englænderne,


803

Kontinentalsystemets Proklamation og hele Forretningslivets Standsning gav Signalet til en stor Mængde Falliter i den gamle Hansestad og ødelagde al Tillid og Kredit. Kjøbenhavns Kjøbmænd følte strax Grunden vakle under sig, saameget mere som Englænderne havde anholdt et meget betydeligt Antal Skibe, thi deres Krydsere - siges det - stoppede alle Fartøier, de traf paa og indbragte dem til engelske Havne, hvilket - om det ikke havde værre Følger - idetmindste foranledigede Ophold og Omkostninger. I December 1806 forestillede Grosserersocietetet derfor, at en Katastrofe kun kunde undgaas ved at anvende det samme Middel som i 1799, nemlig ved at gjenoprette Laaneinstitutet til Handelens Tarv, Da Finantskollegiet netop ønskede Speciesbankens og Depositokassens Beholdninger bevarede "for eventuelle kongelige Laan saavelsom til offentlige Instituters Understøttelse, de kongelige Effekters Opretholdelse samt til Laan mod Pant i faste Eiendomme", blev Tilladelsen uden Vanskeligheder given, og Grosserersocietetets Kommitte bemyndiges ved Resolut. af 12te Dcbr. 1806 til at udstede rentebærende Komittesedler for et Beløb af 1 Mill. Rdlr. Gourant mod Pant i Handelsvarer og Effekter, dog paa den Betingelse, at Sedlerne skulde være indfriede ved Udgangen af 1807. De Engelskes Landgang paa Sjælland, Beleiringen og Hovedstadens Kapitulation bevirkede imidlertid, at Fonden forøgedes til 2 Mill., og at Indfrielsesfristen udsattes til Udgangen af 1808. Denne Termin blev vel heller ikke overholdt, men Institutet bestod dog Prøven med Glands, thi ved den endelige Opgjørelse i 1810 viste det sig, at der kun var et forsvindende Deficit af 6000 Rdlr. C.

Krisen i 1799 fremkaldte naturligvis endel Falliter i Kjøbenhavn og tilføiede mange Handelshuse betydelige Tab, som de havde Vanskelighed ved at forvinde, men i det Store og Hele blev den for Handelstandens Vedkommende vel overstaaet, ligesom større Kalamiteter bleve afværgede. Hertil bidrog især den Kjendsgjerning, at Konflikten med England i 1801 ikke fik blivende Følger. Aaret efter truedes den danske Handel dog stærkt ved Fredsslutningen i Amiens, thi dens Flor og Herlighed beroede netop udelukkende paa Landets neutrale Stilling mellem de krigsførende Magter, men ved Urolighedernes fornyede Udbrud i 1803, vendte Lykken og Heldet tilbage. Tre Aar efter var imidlertid Alt forbi, Uveiret havde nærmet sig de danske Grændser; i Slutningen af 1806 begyndte Vanskelighederne,


804

som vi have set, for Alvor, og Aaret efter gjorde det engelske Overfald grundigt og for bestandig Ende paa "den glimrende Handelsperiode".

I de gode Aar var Handelsomsætningen i Kjøbenhavn meget betydelig; baade Ind- og Udførsel var stegen kolossalt; især florerede Handelen med Provindserne og Norge og for Udlandets Vedkommende med Sverrig og Rusland samt med adskillige andre europæiske og oversøiske Lande. Indførselen bestod af alle Slags Raaprodukter og fremmede Varer, hvoraf der var kolossale Forraad i Byen, Udførelsen fornemmelig af Sukkere, hvoraf en Del forarbeidedes i de kjøbenhavnske Sukkerraffinaderier, Kaffe og Tobak, Bomuldslærreder og andre Manufakturvarer, Vin, Spirituosa, Sydfrugter m. m. og endelig Fisk, Tran og Uld fra de nordlige Bilande. Naturligvis spillede det asiatiske Kompagnis Indførsel af ostindiske og chinesiske Varer en stor Rolle, især af Theer, og i mindre Omfang af oversøiske Træsorter, Nankiner o. s. v. Kornudførselen havde for Hovedstadens Vedkommende kun et begrændset Omfang, thi den største Del af Landets Overskud gik til Norge og udførtes ialfald kun delvist fra Kjøbenhavns Havn. Men Byen havde, som alt berørt, trods Forordningen om Kreditoplagenes Udvidelse til alle Stæder, som kunde føre direkte Søhandel, og trods den nye Toldlovgivning af 1797 et faktisk Monopol paa Handel med Kolonialvarer, saa at Provindsstæderne paa ingen Maade kunde optage Konkurrencen med den. Den danske Storhandel havde sit naturlige Sæde i Kjøbenhavn, hvor der fandtes Pengeinstituter og Børs, hvor der var Kapital og Industri i større Omfang, hvor den ost- og vestindiske Handel hørte hjemme, hvor Kompagnierne udrustede deres Skibe, kort sagt, hvor alle større Foretagender paa Forhaand vare henviste til at søge Domicil og Støtte, fordi Statens hele økonomiske Liv pulserede her.

Grosserernes Antal var paa dette Tidspunkt ca. 80, hvoraf to Trediedele vare Medlemmer af Grosserersocietetet ("Groshandlernes nøiere Forening" stiftet i 1790), og Børsen havde 25 Mæglere. De største og rigeste Grosserere vare ingenlunde alle indfødte Kjøbenhavnere; tværtimod vare de betydeligste af dem enten Udlændige eller fødte i Provindserne. Saaledes var de Coninck født i Haag, Peschier i Genf, Tutein i Mannheim, Constantin Brun i Rostock, Hauser i Basel, Gustmejers Fader var kommen hertil fra Stralsund, v. Hemmert var af en nederlandsk Familie, Prætorius var født i Slesvig, Ladiges i


805

Altona, Niels Brock i Randers, Erichsen i Odense, Harboe i Randersegnen, Ryberg i Salling Land i Jylland, medens David Amsel Meyer, Trier, David, Hambro og Maribo vare Jøder. Der kunde fremdrages Navne som Duntzfelt, Lars Wilder, Fabritius (de Tengnagel) Zinn, Saabye, Jørgen Beck, Romais, Kirkeberg, Selby, Ter Borck, Suhr, Pingel, Frølich, Lyche, Blacks Enke & Co., Cramer o. m. fl. Om de fleste af dem gjælder, at de havde været deres egen Lykkes Smed - kun faa havde arvet grundmurede Forretninger efter deres Fædre; det var end ikke sjældent, at velstaaende Kjøbmænd vare komne vandrende til Hovedstaden med Træsko paa Fødderne og en Bylt paa Ryggen eller vare begyndte i en lille Bod i en af Smaagaderne.

Agent Christian Vilhelm Duntzfelt

Agent Christian Vilhelm Duntzfelt, f. 1762, d. 1809.

Mange af disse Mænd havde ved Siden af store Indtægter betydelig Formue, og vi have foran (III. S. 764 o. fl.) set, hvorledes de boede i paladslignende Huse, hvortil kom, at adskillige eiede pragtfulde Landsteder eller Lystslotte, der ikke gav Adelens noget efter, og hvor der udfoldedes en fyrstelig Gjæstfrihed. Fabritius eiede Enrum ved Vedbæk, de Coninck Dronninggaard ved Furesøen (hvor han gav Folkefester i stor Stil) Selby Bækkeskov, Constantin Brun Sophieholm ved Frederiksdal og Antvorskov, Hemmert Brede, Erich Erichsen Hellerupgaard, Peder Erichsen Ordrupshøi, Søbøtker Hummeltofte, og en stor Mængde Grosserere havde Landsteder ved Taarbæk og Strandveien, medens andre bleve i Kbhvns. Nærhed som Maribo paa Bellehøi og Tutein paa Rosendal udenfor Østerport. Der fandtes store Skibsrhedere blandt Kjøbmændene, saaledes Duntzfelt, Lars Larsen, Erichsen og de Coninck; nogle oprettede industrielle Etablissementer, andre interesserede sig for Kunst, Haandværk og Agerdyrkning, eller drev selv Agerbrug i stor Stil, indførte nye Agerdyrkningsredskaber, udsatte Præmier for Indhegning, lagde sig efter Frugtavl og Havedyrkning og satte Penge til paa alskens Forsøg. Det er bekjendt, at Brun paa Antvorskov satte en Ære i at fabrikere dansk Schweizerost og distillere Brændevin af Kartofler. Overhovedet var den kjø-


806

benhavnske Handelstand virksom, ivrig og fædrelandskjærlig, saasnart det gjaldt "det Almindelige"; den var altid rede til at staa Regjeringen bi med Raad og Daad, thi den følte sig som en bærende Magt i Staten. Under de store Katastropher mødte den frem med sjelden Redebonhed, og kunde ved sine talrige Forbindelser og Korrespondenter i Udlandet ofte give Magthaverne nyttige Vink og det ikke blot paa rent saglige Omraader. Det var Byens første Handelshuse som Ryberg og Cramer, der uden at opnaa personlig Fordel havde indgaaet en Forening med Regjeringen om at holde Vexelkurserne oppe ved allehaande sindrige Midler, og det var en Kjøbmand, Jens Friedenreich Hage, som i Begyndelsen af 1801, da Krigen stod for Døren, efter Regjeringens Ønske forlod Hustru og Børn saavelsom sin Forretning for at bringe hemmelige Depecher til de vestindiske Øer, da "man troede, at Hensigten bedst kunde opnaas uden Opsigt, naar han under Skin af at reise i egne Handelsanliggender begav sig til St. Croix." Han løste Opgaven tilfredsstillende under mange Vanskeligheder og Farer. Det vidner maaske endnu mere om Handelstandens Følelse for Landets Ve og Vel og om dens politiske Blik, at Fred. Tutein i Septbr. 1807 sendte Grev Schimmelmann to mærkelige Breve, hvori han indtrængende opfordrede til ufortøvet at slutte Fred med England og opgive al Tanke om Hævn.

Det betydeligste af Handelskompagnierne var fremdeles det asiatiske (smlgn. III, 444 o. fl.), som i 1797 eiede 9 Skibe af tilsammen 3032 Kommercelæsters Drægtighed, medens den næststørste kjøbenhavnske Rheder, Agent Duntzfelt, havde 14 Skibe, men kun med 2393 Kmlsters. Drægtighed. Da Oktroyen udløb i 1792, fik Kompagniet en ny tyveaarig af 21de Marts s. A., med hvilken der herskede endel Misfornøielse blandt Interessenterne, fordi man mistede den Rekognition af 2 til 8 Procent, der hidtil var bleven opkrævet af de private Ostindiefarere (smlgn. III, 445). Alle Indsigelser og Ansøgninger frugtede dog ikke; tværtimod lod Regjeringen Direkteurerne vide, at det tilbudne Udkast til en Oktroy ubetinget skulde antages af enhver Aktionær, der vilde blive i Kompagniet, hvorefter Interessenterne faldt til Føie. Kompagniet beholdt imidlertid Eneretten til Handelen paa China; dets Forpligtelse til at udsende mindst for 3000 Rdlr. indenlandske Varer med hvert udgaaende Skib til Indien bortfaldt og hermed ogsaa et temmelig betydeligt aarligt Tab; det fik Frihed for Øresundstold foruden ad-


807

skillige andre Friheder, i det Væsentlige de samme som i Oktroyen af 1772. Den tidligere generende Bestemmelse om, at chinesiske og ostindiske Silketøier skulde udføres igjen, var allerede bleven ophævet i 1783, da det tillodes at bruge dem i Landet mod en Forhøielsesafgift, som anvendtes til Understøttelse for de indenlandske Silkefabriker (Dons gratuits). Denne Afgift indbragte i Begyndelsen ret betydelige Summer, saaledes i 1785 over 10,000 Rdlr., men gik efterhaanden stærkt ned. Til den nye Oktroy sluttede der sig efter Sædvane en ny Konvention eller Vedtægt af 1ste Marts 1798, som forresten allerede i 1787 var bleven vedtagen i sine Hovedtræk. Heri fastsattes bl. A., at Ingen kunde antages i Kompagniets Tjeneste uden at være Kongens indfødte Undersaat eller naturaliseret; dog undtoges Kirurger, naar der var Mangel paa indfødte Mænd af Faget. Fallenter, som endnu havde Gjæld, kunde ikke blive Assistenter, Superkargoer eller Faktorer ved Handelen, og overhovedet kunde Ingen, der havde begaaet "en eller anden grov Last"; faa Ansættelse ved Kompagniet.

En stadig Kilde til Vanskeligheder mellem Regjeringen og Kompagniet vare de store Sølvudsendelser til China og efter 1784 ogsaa til Ostindien, mod hvilke Finantskollegiet uophørlig gjorde Indvendinger, efterdi Sølvet enten optoges hos Private og derved formindskede Beholdningen i Landet, eller i Banken, hvorved dennes Seddelcirkulation forøgedes, og Vexelkursen paavirkedes ufordelagtigt. I 1788, da Krigen med Sverrig stod for Døren, forhandlede Schimmelmann med en af Interessenterne valgt Kommission om helt at undlade Udsendelsen af Skibe til China i det nævnte Aar, men da Kommissionen gav gode Grunde for Nødvendigheden heraf, blev Sagen ordnet ved, at Kompagniet optog et Laan i Udlandet, imod at Staten forpligtede sig til at betale Provisionsomkostningerne med 2 Procent og svare den Rente, der oversteg 4 Procent. I Forestillingen bemærker Finantskollegiet, at disse Udgifter vel ere Kongen ganske uvedkommende, men dog maa afholdes, da Kompagniet maaske ellers vil sende to Skibe til China, (istedetfor et), hvilket vilde afstedkomme den føleligste Mangel i Pengecirkulationen, det pludseligste Fald i Vexelcoursen og den største Besværlighed for Kongens Kasse ved at bestride de udenlandske Remisser, og desuden begjære sine Skibe konvoyerede direkte til Indien. Kompagniet havde nemlig erklæret sig tilfreds med, at den afgaaende Chinafarer kun blev konvoyeret


808

til Madeira. Paa den anden Side støttede det asiatiske Kompagni gjentagne Regjeringen med betydelige Summer, saaledes i 1794 med 300,000 Rdr., og i 1798 med 280,000, ligesom det i 1787 laante Penge i Antwerpen paa sit eget Navn, men i Virkeligheden til Staten, mod at denne gav kongelig Garanti for Kapital, Rente og Omkostninger.

De Ladninger, som hjembragtes fra China og Ostindien, beløb sig i Gjennemsnit til flere Millioner om Aaret, foruden Føringsgods, som ansloges til flere hundrede Tusinder. Som Følge heraf var der altid store Oplag i Kompagniets Pakhuse; i 1807, da Krigen udbrød, ansattes Varebeholdningen til en Værdi af 4 Mill. Rdlr. Der var fremdeles lukrative Stillinger i Kompagniet; "Alting var indrettet efter et altfor kostbart Tilsnit", skriver M. L. Nathanson; Kaptainer og Superkargoer tjente store Penge, og selv Mandskabet kunde skaffe sig mangen Biindtægt ved sin Føring, der meget hyppigt oversteg det tilladte Kvantum. Man optraadte ikke sjældent skarpt mod Skibsofficerernes Ulovligheder, hvorimod der blev taget lempeligt paa Mandskabets, naar de ikke gjentog sig for tidt. I 1795 oplystes det, at Kaptainen og Overstyrmanden paa "Arveprindsen af Augustenborg" havde indladet et større Parti Sukker og andet Gods i Indien for egen Regning, og solgt det i Kapstaden, hvorhos Kaptainen havde havt elleve Passagerer ombord til Kap og stukket Personfragten i Lommen. Han idømtes en Mulkt af 3500 Rdr., medens Overstyrmanden slap med en Bøde af 500 Rdlr. Samme Aar mulkteredes ikke mindre end 13 Officianter fra andre Skibe, deriblandt Kaptainen og samtlige Styrmænd paa "Danmark". Der kunde anføres talrige andre Exempler paa saadan "ulovlig Negotie", som trods al Kontrol sikkert ofte forblev uopdaget. Overfor private Kjøbmænds Indgreb i Monopolhandelen paa China vaagede Kompagniet med stor Skinsyge og holdt skarpt paa sin Ret. I 1796 førte det ikke mindre end to Processer, nemlig med Firmaet Tutein & Co. og Duntzfelt & Co. Den sidste i Anledning af nogle indførte bengalske Nankiner, som i Virkeligheden vare chinesiske, førte til Duntzfeldts Udtrædelse af Kompagniets Direktion.

De ostindiske og chinesiske Varer, som asiatisk Kompagni førte til Kjøbenhavn, bortsolgtes ved Auktioner paa Kompagnihuset, dog ikke Føringen, som blev taxeret. For at holde Priserne oppe bleve store Partier af de ankomne Ladninger ofte holdte tilbage, og først


809

solgte, naar Konjunkturerne bleve gunstigere, og i 1786 indførte Direktørerne den ny Trafik, at de under deres egne Navne, men for Kompagniets Regning kunde tilbagekjøbe de Varer, som ikke gik høit nok, men dog samtidig kunde kjøbe for egen Regning, saaledes at ingen af de andre Kjøbende kunde vide, hvem Hammerslaget gjaldt. Dette vakte stor Misfornøjelse, som i 1790 kom til aabent Udbrud. Femten af Kompagniets Interessenter med Etatsraad de Coninck i Spidsen indgav den 21 de Marts umiddelbart før en Auktion en skriftlig Forestilling, hvori de foruden andre Anker besværede sig over, at "Direkteurerne forjog al Spekulations- og Handelsaand fra Auktionerne", og forlangte, at de skulde lade være med at byde eller som alle andre ostindiske Kompagnier i Europa før Auktionerne kundgjøre de laveste Priser for enhver Varesort. Da Direktionen gav et afvisende Svar, kom det til et Sammenstød mellem denne og de Coninck, "en ubehagelig Kontestation, under hvilken Etatsraaden væltede sig ind paa Direkteurerne paa den uanstændigste Maade med de mest uforskyldte og fornærmelige Expressioner," hvorefter han og hans Venner forlod Auktionsstedet. Skjøndt de Coninck havde udladt sig med, at den paatænkte Fremgangsmaade sigtede til Direktørernes private Fordel, hvilket han strax tilbød at bevise, tilbød disse dog at lade Sagen falde, naar Etatsraaden vilde tilbagekalde sine Ytringer og betale 50 Rdlr. til Kompagniets Fattigbøsse. De Conincks Svar var imidlertid utilfredsstillende, og man anlagde nu Injuriesag mod ham. Ved Hof- og Stadsrets Dom af 2den Mai 1791 mortificeredes hans Udtryk, og han idømtes en Bøde af 50 Rdlr. til Almindeligt Hospital samt Processens Omkostninger. Begge Parter henvendte sig derefter til Offentligheden i trykte Piecer. De Coninck paastaar i sin, at hans Modparter fremlagde makulerede Bøger, hvorfor det skortede ham paa juridisk Bevis, men han er overbevist om, at enhver retsindig Borger, som har mindste Kundskab om Handel, vil føle i sit Hjerte, at han havde Grund til sit Udsagn.

Kompagniet betalte ikke Fattigvæsenet den ved Forordning af 9de Marts 1792 paabudne Kvartprocentafgift af Løsøre- og Vareauktioner, og da Magistraten søgte at fremtvinge den ved Rettergang, gik Dommen den imod ved Højesteret. Til Kompagniets bedste Kunder hørte Grosserer Pierre Peschier, som ved Siden af sin Kornhandel i 1789 havde aabnet en fordelagtig Handel paa


810

Rusland med ostindiske Varer, hvorfor han uophørlig blev støttet med betydelige Forskud af Regjeringen, saaledes at han næsten førte denne Handel med Statens Midler. I 1791 siges det, at Rusland var bleven det vigtigste Afsætningssted for de til Danmark hjembragte ostindiske Varer, og tre Aar efter, at Rusland næsten var det eneste Marked for dem. I Kompagniets Bøger oplyses det, at Peschier i tre, fire Aar kjøbte Varer til et Beløb af 1 1/2 Mill. Rdlr. eller over en Femtedel af Alt, hvad der blev solgt, (i Aarene fra 1773 til 1803 afsatte han for 19 Mill. Rdlr. ostindiske Varer), hvorfor Kompagniet ogsaa i 1793, da han maatte opgive sit Bo, viste sin Taknemmelighed ved at tilstaa ham adskillige Begunstigelser. Da han var kommen til et Arrangement med sine Kreditorer, af hvilke Staten var den største, fortsatte han den nævnte Handel paa Rusland med stadige Forskud af Regjeringen, men i 1803 maatte han høre op, da den russiske Regjering for at ophjælpe de indenlandske Bomuldsfabriker fordoblede Indførselstolden paa alle fremmede Kattuner. Han søgte nu at afsætte ostindiske Varer til Tydskland, Schweiz og Belgien, men forgjæves, og maatte for at undgaa en overhængende Fallit søge Hjælp hos Regjeringen. Denne blev ham forundt i rigeligt Maal, thi Bankkontoiret var hans Hovedkreditor, og med Finantskollegiets Bistand stiftedes i 1804 et nyt Handelshus: Peschier & Co., bestaaende af Pierre Peschier, hans Neveu, Grosserer Agier og paa Bankkontoirets Vegne, Justitsraad Hans Wexelsen, Medlem af Kommissionen for den islandske og grønlandske Handel. Det blev i Virkeligheden den sidste, som ledede Firmaet paa Statens Vegne, indtil det standsede i 1815, thi allerede i 1805 trak Peschier sig ud af Forretningernes Detail (han døde i 1812), og Agier traadte mere og mere i Baggrunden.

Asiatisk Kompagni havde mange Vanskeligheder at kjæmpe med. Ikke blot var Konkurrencen stor og Thepriserne høje i China, men Varerne vare vanskelige at afsætte, og de betydelige Kontanter i Sølv, som medgaves Skibene, kunde kun skaffes tilveie ved kostbare Laan i Ind- og Udland. Den største Fare laa dog i de skiftende politiske Forhold, der greb forstyrrende ind i al Skibsfart og Handel. Under Koalitionskrigene mod det revolutionære Frankrig, blev Danmarks Stilling yderst farlig; de krigsførende Magters Harme vendte sig mod de neutrale Stater, som høstede store Fordele paa deres Bekostning; ingen af dem vilde anerkjende Maximen fra 1780: "frit


811

Skib fri Ladning" (smlgn. III, 491), og Følgen blev, at Overgrebene paa Søen, især Englændernes og Franskmændenes Kaperier, Opbringelser og Konfiskationer bleve talrigere for hvert Aar, der gik. Paa forskjellige Maader: ved Neutralitetsforbund med Nabomagterne, Underhandlinger, diplomatiske Forestillinger, Udsendelse af Orlogsskibe for at møde de hjemvendende Koffardifartøier, Sørustninger og fra 1798 ved Konvoyer søgte Regjeringen at værge Skibsfarten mod de Krigsførendes Chikaner og Hensynsløshed, men store Værdier gik tabte, og talrige Skibe bleve kondemnerede. Asiatisk Kompagni havde dog i det Hele mere Held med sig end den "partikulaire" Handel paa Ostindien; først i 1801 bleve alle Kompagniets Skibe anholdte af Englænderne, men allerede frigivne i Juni. I 1807, da Kompagniet havde 5 Skibe ude, "det største Antal, det nogensinde har havt i Fart paa eengang", bleve de paa et nær ("Kronprindsen", Kapt. Trock, der blev liggende i Batavia) tagne og konfiskerede. At større og mindre Havarier og Strandinger vare ret hyppige, følger af sig selv. Naturligvis indrettede Kompagniet sin Virksomhed efter Forholdene, men det var dog yderst sjeldent, at det lod sig forknytte af de slette Konjunkturer i den Grad, at det helt undlod at udsende Expeditioner; man gjorde nemlig gjældende, at Selskabet burde holdes i bestandig Virksomhed og bruge de slette Tider med de gode, uden at lade sig skræmme af en øieblikkelig ufordelagtig Vending.

Paa visse Omraader søgte man at spare. I 1791, et Aar, i hvilket man ikke havde kunnet give mindste Udbytte, besluttedes det at afskaffe det overliggende Faktori i China som overflødigt, fordi Vinterkontrakter for Theleverancer kunde undværes, med andre Ord: det kostbare Faktori i Canton blev ophævet, og Handelen her dreven af farende Negotiebetjente. Samtidig gaves et nyt og lovlig knebent Reglement for Kahytsspisningen, og Skibsbygmestergagen ved Værftet i Kjøbenhavn blev strøget. Fem Aar efter ophævedes ligeledes det trankebarske Faktori, og man havde saaledes kun et tilbage: det bengalske. Omtrent samtidig nedsattes Søofficianternes, Douceurer paa Chinafarerne til samme Beløb som paa Ostindiefarerne (dog ikke Kaptainernes), Mandskabet reduceredes med 16 Mand, og Negotiebetjentenes Antal indskrænkedes ligeledes. Man havde ogsaa vedtaget, at Præsterne paa Chinafarerne skulde afskaffes, men dette modtatte Regjeringen sig bestemt. Det var ogsaa af Spar-


812

sommelighedshensyn, at man efter Agent Duntzfelts Fratræden i 1796 lod den ene Direktørpost staa vakant, men paa Generalforsamlingen den 26de Marts 1798 besattes den paany, saaledes at man igjen havde 4 Direkteurer. En Plan, der havde været oppe i 1793 om at nedlægge Kompagniets Skibsværft, blev ikke realiseret. I det Hele indførtes disse Besparelser uden Smaalighed; Klagerne over Spisereglementet bleve f. Ex. strax afhjulpne. Man gav Embedsmændene som før anstændige, ja rigelige Lønninger, Douceurer og Pensioner, og under overordentlige Forhold var man ikke karrig med Paaskjønnelse. Paa en Generalforsamling i Januar 1805 vedtoges det f. Ex. at forære Direktøren, Konferentsraad C. Anker, som fra 1801 til 1805 havde opholdt sig i London for at ordne Kompagniets Forhold til det engelsk-ostindiske Kompagni, et Sølvtaffelservice til en Værdi af 10,000 Rdlr. Guld- og Sølvmedailler uddeltes temmelig hyppigt for Nidkjærhed i Kompagniets Tjeneste, undertiden i Forbindelse med et vist Antal "Fripakker", og Assistenterne i Bengalen kunde, naar deres Helbred var svækket, faa Tilladelse til at komme hjem for et længere Tidsrum med fuld Gage. Ved alle offentlige Indsamlinger gav asiatisk Kompagni klækkeligt, saaledes i 1790 til Arbeidsanstalten for Frelsers Sogns Fattige 3000 Rdlr., i 1795 til de Brandlidte 1000 Rdlr., under Krisen i Novbr. 1797 til Kommitteen for Handelens Tarv ikke mindre end 50,000 Rdlr., i 1799 til en luthersk Kirke i Frederiksnagor 1000 Rdlr. o. s. v. Ogsaa i andre Retninger virkede Kompagniet heldigt; saaledes forlangte det i 1791, at dets Skibsofficerer skulde "lade sig undervise i de ny udfundne Længdeberegninger, som ikke forlangtes ved den almindelige Navigationsexamen," ligesom det i 1793 for første Gang lod sine Skibe kobberforhude.

Efter det Anførte forstaas det, at Aktieudbyttet i Tidsrummet fra 1784 til 1807 var høist skiftende. Kompagniet var - som det siges - snart sunket saa dybt, at man frygtede for, at det aldrig vilde reise sig mere, snart steget saa høit, at det i Lykkens Rus drev sine Spekulationer for vidt. I 1791 gav det slet intet Udbytte; i 1794 kun 10 Rdlr. pr. Aktie, men nu fulgte en Stigning, som kulminerede i 1802, da der gaves 90 Rdlr. i Udbytte pr. Aktie, og derpaa en Nedgang til 1806, da der kun gaves 30 Rdlr. I 1807 skildres dog Kompagniets Tilstand i en Indberetning fra Finantskollegiet som "paalidelig og blomstrende", indtil Krigen med England


813

gjorde Ende paa dets Virksomhed. Aktiernes Pris varierede ligeledes betydeligt; i 1781 stod de høiest i ca. 2000 Rdlr., i 1792 slettest nemlig i ca. 450 Rdlr. Engang imellem opkjøbte Kompagniet selv Aktier paa offentlige Auktioner efter Sterv- og Fallitboer for at holde dem oppe i Pris. Efter det heldige Aar 1802 købte Asiatisk Kompagni Wilders Plads paa Christianshavn, men udleiede strax en Del af den til Skibsbygger Lars Jørgensen Humle.

Ved Siden af Kompagnihandelen trivedes den partikulaire Handel paa Ostindien (som ogsaa indbefattede det gode Haabs Forbjerg og alle hinsides dette liggende Lande og Havne) fortræffeligt, ja, den indbragte større Fordele, fordi den kunde føres mere økononomisk og ikke var belemret med det store Apparat, som tyngede asiatisk Kompagni. Hertil kom, at de Privates Rekognition til Kompagniet (smlgn. III, 445) blev ophævet i 1792, og der i det Hele fra Regjeringens Side gjordes store Anstrengelser for at udvide denne Handel, navnlig ved Forordningen af 16de Juni 1797, som indrømmede den adskillige Friheder og nedsatte Tolden og Afgifterne betydeligt. Bestemmelsen om, at alle ostindiske Varer skulde losses i Kjøbenhavn blev i Hovedstadens Interesse bibeholdt, ligeledes at Fremmede kunde deltage i Handelen med egne Skibe. Selvfølgelig var det de private Ostindiefarere strengt forbudt at indføre chinesiske Varer, thi Kommercekollegiets Forsøg paa at erhverve asiatisk Kompagnis Samtykke hertil mod en Rekognition af 4 Procent af Varernes Værdi til Kompagniets Kasse, stødte paa saa afgjort Modstand, at det maatte opgives. Ikke desto mindre blomstrede den partikulaire Handel paa Ostindien i hele denne Periode, hvad enten den dreves af de store Handelsmænd eller af Interessentskaber; og det er betegnende, at det Duntzfeltske Handelshus i 1798 alene havde 13 Ostindiefarere, Agent Erichsen 6, Etatsraad de Coninck 5, Fabritius & Wewer 2, Selby & Ter Borch 1, Tutein 1 o. s. v. Blandt de Ulykker, som ramte Ostindiefarerne, fortjener en Skibsbrand i 1794 i aaben Sø at nævnes, fordi den afgiver et eklatant Exempel paa Regjeringens stærke Følelse af Erkjendtlighed. Mandskabet paa det nævnte Skib blev nemlig reddet af en hollandsk Sølieutenant, William Stewart, som derfor blev benaadet med Indfødsretten og Karakter af dansk Sø-Kaptainlieutenant. Da han under de politiske Omvæltninger i sit Fædreland blev afskediget og savnede alle Midler til Livets Underhold, befalede Kronprindsen, at han skulde


814

have 300 Rdlr. aarlig i Vartpenge fra den Dag, han fik Bestalling som Kaptainlieutenant i den danske Søetat, "saalænge han ikke i vore Riger og Lande bliver befordret eller udenfor samme faar nogen Employ". At de fremmede Kapere ikke skaanede den private Skibsfart paa Ostindien, er ovenfor berørt, men Handelen kastede saa store Fordele af sig, at man ikke lod sig skræmme. Man faar et Begreb om dens Omfang, naar man erfarer, at der i Tidsrummet fra 1785 til 1806 hjemførtes for over 72 Mill. Rdlr. af ostindiske og chinesiske Varer, hvortil kommer Føringsgodset, hvis Værdi ikke kan angives. Mange af de hjemkomne ostindiske Ladninger vare for fremmed Regning, navnlig i Aarhundredets sidste Aar. I Virkeligheden var den ostindiske og chinesiske Handel den vigtigste for Landet, og det er derfor intet Under, at den danske Manufakturhandel i 1802 bemyndigedes til at indrette en Paketfart mellem Kjøbenhavn og de danske Etablissementer i Ostindien. Man vilde herved opnaa en mere regelmæssig Forbindelse med de kgl. Regjeringer i Trankebar og Frederiksnagor, en sikkrere Brevvexling for Regjeringen og Private samt en billigere Overfart og Hjemreise for Passagerer. Paketfarten kom virkelig istand, idet der to Gange om Aaret afgik Skib til og fra Kolonierne, ligesom der indrettedes et ostindisk Brev- og Pakkepostkontor i Kjøbenhavn og et tilsvarende i Indien. Farten medførte imidlertid saa betydelige Tab, at man besluttede at standse den, men inden dette var sket, kom Krigen i 1807 og gjorde Ende paa den. Den sidste Paketbaad til Trankebar, der førtes af Kaptain Risbrigh, afgik fra Kjøbenhavn i Marts 1807.

Det vestindiske Handelskompagni, som blev oprettet i 1778 (smlgn. III, 479), var efter en kort og glimrende Periode under den nordamerikanske Frihedskrig kommen i dybt Forfald. Freden i Versailles 1783 standsede den vigtige og indbringende Mellemhandel paa de franske og spanske Besiddelser; Administrationen paa St. Thomas var slet, og da en ny Handelsadministrator paa Øen, Justitsraad Møller, saa langt fra at raade Bod paa Ondet kun forværrede det, blev Stillingen uholdbar. Ogsaa i Kjøbenhavn begyndte man at tabe Modet; i Begyndelsen af 1785 traadte Selskabets første Administrator, Etatraad Hauser af (han afløstes af den senere saa bekjendte rige Handelsmand, Konferentsraad Brun), kort efter begjærede Konferentsraad Ryberg sin Afsked af Direktionen, idet han indtrængende tilraadede at opløse Kompagniet, og Agent Wolff maatte følge hans


815

Exempel paa Grund af Fallit. For at berolige Interessenterne og stille dem tilfreds, sammenkaldtes der en Generalforsamling, paa hvilken de i Modsætning til Oktroyens Bestemmelser fik Ret til at foreslaa de tre handelskyndige Direktører af deres Midte, men dette formaaede ikke at standse Misfornøjelsen. 67 af de største Interessenter, deriblandt Mænd som Brock, Ladiges og Tutein, indgik med en Ansøgning, hvori de forlangte fri Raadighed over Selskabets Bestyrelse eller, hvis dette ikke kunde bevilges, Udløsning af Aktieforholdet mod en vis Sum Penge pr. Aktie. Da der intet Svar indløb, gjentog de Begjæringen, og Følgen blev, at Direktionen den 1ste Dcbr. 1785 indgav en yderst pessimistisk Betænkning til Kongen, hvori den siger, at den vestindiske Handel kun stiller Tab i Udsigt. Man har forsøgt Alt, men Konjunkturerne ere saa fortvivlede, at alle Forretninger hindres, og der er intet grundet Haab om, at de ville bedre sig. Der er derfor ingen anden Udvei end at opløse Selskabet, hvilket bør ske paa den Maade, at Interessenternes Aktiebreve paa 300 Rdlr. indløses med kongelige Obligationer, al samtlige Effekter realiseres, og endelig at Selskabets priviligerede Kaffehandel i Fremtiden drives for kongelig Regning. Herved vil Kongen i meget kort Tid kunne indvinde det Tabte, og "de ulykkelige Undersaatter, der have sat deres Formue i Handelen ville velsigne Kongens Naade", fordi han sikkrer dem for fremtidige uundgaaelige Tab. Allerede sex Dage efter resolverede Kongen, at han vilde overtage det vestindiske Handelsselskabs Aktier for 260 Rdlr. pr. Aktie, at betale i 4 Procents rentebærende Obligationer med et Aars Opsigelse. Der var ialt 4996 Aktionærer; de fleste af dem modtog Tilbudet stiltiende, 29 stillede visse Betingelser, og kun en eneste, en Nordmand, der havde 4 Aktier, vægrede sig ved at indlade sig paa Arangementet, hvortil man dog ikke tog Hensyn. I det store Publikum nærede man afgjort Uvillie mod denne Transaktion, og forstod ikke, at Interessenterne, der kun havde indskudt 100 Rdlr. for hver Aktie (smgl, III, 481) og i Gjennemsnit havde havt 23 Procent aarlig af deres Kapital i sex Aar, skulde favoriseres paa denne Maade. "Hvad skal det nytte til - skriver Præsten L. Smith den 17de Januar 1786 - at Kongen vil tage det vestindiske Kompagni og udkjøbe Interessenterne? Skulde dette ikke være Galskab, saa veed jeg ikke, hvad der er det. Skal Kongen da paany være Kjøbmand? Har Interessentskabet tabt, kan Kongen da haabe at vinde? Jeg maa tilstaa,


816

at jeg ikke kan indse Grundene, hvorpaa denne Vending hviler, og tror, indtil jeg bliver bedre oplyst, at dette er gal Mands Forslag." Brevet slutter med et meget nærgaaende Angreb paa Finantsminister Schimmelmann.

Men Kongen eller Regjeringen blev nu virkelig igjen Kjøbmand eller Kaffehandler i stor Stil. De betydelige henliggende Varelagre i Vestindien bleve realiserede, saa godt det lod sig gjøre af en udsendt kongelig Kommissair, Kancelliraad Landsdommer Stoud, der ligeledes skulde inddrive det opløste Selskabs udestaaende Fordringer til et Beløb af over 1 Mill. Rdlr. (ved Overdragelsen til Kongen vurderede til noget over 1/2 Mill.). Man stødte imidlertid ikke blot paa Vanskeligheder herved, men ved Handelens Fortsættelse i det Hele. Sagen var, at Planterne i Vestindien i en Aarrække havde optaget anselige Laan i Holland, hvorved de vare komne dybt i Gjæld, og ovenikjøbet havde indgaaet den Forpligtelse at konsignere alle Produkter af deres Plantager efter de fremmede Kreditorers Ordre. Handlede de herimod, kunde de strax kræves for hele den skyldige Kapital, og der kunde gjøres Exekution uden Appel hos dem for Kapital og Renter. Gjælden beløb sig i 1781 til omtrent 16 Mill. hollandske Gylden, hvoraf ikke mindre end ca. 10 Millioner vare paa et enkelt hollandsk Firmas, Abraham Ter Borch & Sønners Hænder. Da næsten alle Betalingsterminer vilde udløbe i 1788, og man forudsaa, at de fleste Plantere umuligt kunde opfylde deres Forpligtelser, var Faren overhængende; enten vilde Plantagerne blive hollandsk Eiendom, eller Eierne maatte tilkjøbe sig Forlængelse ved nye Byrder. "En stor Del af Deres Majestæts vestindiske Kolonier - skrev Finantskollegiet - staar Fare for at blive en fremmed Kreditors Eiendom, og for at ophjælpe dem og for saa at sige at gjenvinde dem for Staten, bliver det nødvendigt at aabne Underhandlinger om Overtagelsen af det Ter Borckske Laan." Herefter bemyndigedes Finantsministeren til at indlede Forhandlinger, og Konferentsraad Heinrichs samt Agent Wood bleve sendte til Holland i dette Ærinde. Sagen gik hurtigt i Orden, og Kongen overtog i Februar 1786 ikke mindre end 11 Millioner Gylden af den vestindiske Gjæld, for hvilken der udstedtes kongelige Obligationer med Generalpant i samtlige kongelige Indkomster og særligt Pant i Koloniernes Revenuer, medens Planterne for de saaledes overtagne Summer igjen udstedte Panteobligationer til Kongen i deres Plantager, hvoraf der svaredes


817

4 1/2 % Rente foruden et mindre Afdrag. Vilkaarene var særdeles gunstige for Planterne, og tit og ofte hændte det endda siden, at Staten gav dem Henstand og Afslag, naar det kneb med Betalingen.

Den kongelige Handel paa Vestindien fortsattes da i de følgende Aar navnlig som Kaffehandel, og dens Omfang var betydeligt. Mindre godt gik det derimod med Udbyttet. Da Indløsningen skete i 1786 anslog man Handelens Aktiver til 2,050,000 Rdl., dens Passiver til 1,750,000, saa der skulde være en Formue af 300,QOO. Desuden skyldtes til Finantskassen omtrent 850,000 Rdl., der var anvendte til at kjøbe de 3,251 Aktier, som ved Indløsningen var paa private Hænder, og endelig til Banken 940,000. Det Var nu Meningen, at denne Gjæld efterhaanden skulde klares, ved at Handelen aarlig betalte c. 130,000 Rdl. i Renter og Afdrag. I 10 Aar 1787-96 skete dette virkelig ogsaa, men ved Toldloven 1797 blev Vilkaarene for Kaffehandelen daarligere, og i de følgende 5 Aar kunde man kun betale 220,000 ialt.

I 1803 førtes der nu i Regeringen Forhandlinger om, enten man alligevel skulde fortsætte, eller man skulde se at komme af med denne Forretning. Man kom imidlertid til det Resultat, at som Handelen dreves, skadede den ikke den private Handel, hvorimod en Ophævelse vilde fremkalde stor Forvirring i Kaffehandelen, ligesom man vilde lide store Tab ved at realisere Handelens Eiendele. Regjeringen besluttede derfor at fortsætte, men da man fandt det urimeligt, at have det store Tilgodehavende bogført uden Udsigter til at faa det ind, bestemtes det, at alt, hvad der var betalt siden Overtagelsen, skulde regnes for Afdrag. Det blev rigelig 1 1/2 Million, eller, da Handelen samtidig havde modtaget nye Laan paa c. 400,000, godt og vel 1,100,000. Tilbage blev da c. 650,000 Rdl., og disse skulde saa fremtidig forrentes med 4 %, medens det Overskud Handelen gav ud over disse, skulde indbetales som Afdrag. Det Beløb, Finantserne herved gav Afkald paa til Fordel for Handelen, var henved 900,000 Rdl. Denne Ordning er typisk for Statens Forhold til den vestindiske Handel; tager vi hele Perioden 1787 til 1807 under ét kan det vistnok siges, at man ikke led direkte Tab, men slap med at miste Renterne af de ganske vist anseelige Kapitaler, der var anbragte i denne Forretning.

Heldigere gik den private Handel paa Vestindien. Dens Omfang var særdeles stort; saaledes seilede i Aaret 1797 af den kjøben-


818

havnske Handelsflaades 342 Skibe ialt 58 paa Vestindien, og af disse hørte Halvdelen til de større. Det var især Sukkerhandelen, der dreves af private; for Aaret 1806 opgives Mængden af det Sukker, der indførtes til Kjøbenhavn fra vore vestindiske Øer til 20 1/2 Mill. Pd., hvortil saa kom 3 Mill. fra det øvrige Amerika. Fredsaarene 1784-92 bragte vel ogsaa her en Standsning, men saa gik det atter rask fremad, og i Modsætning til den kongelige Handel tjente de private Kjøbmænd gode Penge.

En anden for Staten endnu ubehageligere Arv fra Fortiden var det østersøisk-guineiske Selskab. Denne Handel, hvis besynderlige Navn antyder dens vidtomfattende og uensartede Opgaver, havde kun haft Betingelser i selve Krigsaarene; da Freden kom, ramtes den af en hurtig og uafvendelig Ødelæggelse, Omsætningen blev stedse mindre, Tabene bestandig større. Regjeringen, der i sin Tid ivrig havde tilskyndet Folk til at tage Aktier, saa ikke faa Borgere udenfor Handelsverdenen havde anbragt Smaakapitaler deri, følte sig forpligtet til enten at holde Handelen i Gang eller erstatte Interessenternes Tab. Foreløbig forsøgte man det første, idet man 1785 eftergav Selskabet 1,150,000 Rdl. Det hjalp dog ikke, og næste Aar maatte man gaa til nye Begunstigelser, samtidig med at man tilbød Interessenterne at købe deres 100 Rdl.'s Aktier for 75 Rdl. Stykket. Mange benyttede sig heraf, og da det stadig gik værre og værre, besluttede Regjeringen sig i 1788 til at gjøre Ende paa det ved at indløse Resten af Aktierne. Den europæiske Del af Handelen overtoges derpaa af Staten og opgaves, efterhaanden sorn man fik dens Effekter realiserede.

Derimod lykkedes det ved store Begunstigelser at bevæge det ansete kjøbenhavnske Handelsfirma Pingel, Meyer og Prætorius til at overtage Handelen paa Danmarks guineiske Besiddelser. I de nærmest følgende Aar gik denne helt godt; Guld- og Elfenbenshandelen fik man vel ikke stort ud af, men des livligere var Handelen med Negerne, der stadig havde været ret anseelig. I Løbet af Aarene 1778 til 89 var der saaledes fra Guineas Kyst for dansk Regning afgaaet 50 Skibe med 17,113 Negere ombord; Prisen for dem i Afrika var en 150 Rdl. for Stykket, lidt mere for Mænd, lidt mindre for Kvinder, og i Vestindien solgtes de for omtrent 300 Rdl., men ganske vist formindskedes Fortjenesten betydelig, ved at 2,706 var døde paa Veien.


819

Firmaet kom dog ikke til ret længe at føre denne Handel. Baade indenfor Regjeringen og blandt Kjøbenhavns ansete Borgere herskede nu humane Stemninger, til hvilke Negerhandelen kun lidet passede. En Kommission, der blev nedsat 1791 for at forhandle om Ændringer i den, reiste derfor det Spørgsmaal, om man ikke helt kunde undvære den, og man kom til det Resultat, at dette nok lod sig gøre. Selve Handelen indbragte ikke stort, og de vestindiske Øer kunde vistnok undvære Negerindførselen. Af de 17,113 Negere var i de 12 Aar kun 6,229 ført til de tre danske Øer, og deraf i de første 6 Aar 4,375, i de sidste 6 kun 1,854. Indførselen var da af sig selv gaaet ned til omtrent 300 aarlig, den maatte uden Skade kunne ophøre. Øernes Indbyggertal var 33,000 - omtrent som i vore Dage - og af dem var halvtredie Tusinde Hvide, godt 1,000 frie Negere, Resten Slaver. Ganske vist var der af disse betydelig flere Mænd end Kvinder, da de førstes Arbejde gav større Udbytte, men ved en stærkere Tilførsel af Negerinder i nogle Aar kunde formentlig tilveiebringes Balance, saa Slavebefolkningen kunde bevares ved den naturlige Formerelse. Gjennem disse Overveielser kom man til den Forordning af 16de Marts 1792, der saa ofte nævnes til Danmarks Ære, fordi vi her gik i Spidsen. Den gik ud paa, at fra 1ste Januar 1803 skulde Negerhandelen være forbudt. I de mellemliggende 10 Aar skulde der derimod være fri Handel med Negere baade for Kongens Undersaatter og fremmede, og Kopskatten skulde hæves for Negerinderne, fordobles for Mændene til Fremme af det rette Talforhold mellem Kønnene. Udførsel af Negere fra Øerne var forbudt. Firmaet Pingel, Meyer og Prætorius, eller som det nu hed, Duntzfeldt og Meyer mistede herved strax sin Eneret, og da dermed hele Grundlaget for dets guineiske Handel bortfaldt, fritoges det for denne. Staten overtog selv dets Eiendele i Guinea, og Handelen derpaa blev frigivet, men var i den følgende Tid yderlig ringe.

Endnu mere broget end det østersøisk-guineiske Selskab var det saakaldte Kanalkompagni, og det mislykkedes da ogsaa endnu hurtigere og fuldstændigere. Allerede 1784 besluttedes dets Opløsning, men en enkelt Del af dets Virksomhed frelstes dog ud af Skibbruddet. Under Realisationen, der trak ud i Aarevis, bestemte man sig nemlig 1788 til for kongelig Regning at fortsætte med Kompagniets Handel med indenlandske Manufakturvarer. I 1792


820

fik denne Virksomhed Navnet "den danske Manufakturhandel", og samtidig gaves der Regler for, hvorledes den skulde virke til Fremme af dansk Industri ved at sikre Fabrikanterne en regelmæssig Afsætning. Dens Betydning var i de følgende Aar stor; efter Opgjørelser for 1798 afsattes gjennem den aarlig til de danske Provinser, Norge og Vestindien, indenlandske Manufakturvarer for omkring 100,000 Rdl., medens hele den tilsvarende Omsætning gjennem private, beløb sig til 60-70,000. Da Toldsystemet 1797 ændredes til Skade for Industrien, var Manufakturhandelen et af de Midler, ved hvilke man søgte at bøde derpaa. Efter den nye Instrux af 13de Mai 1797 skulde Manufakturhandelen ikke blot sælge Varer for Fabrikanter, men ogsaa sælge Raamaterialier til dem og modtage færdige Varer som Betaling. Ligeledes skulde Handelen paa sit Lager modtage Varer for Fabrikanter, der maatte ønske det, og mod dette Pant laane dem indtil Halvdelen af Værdien. I de følgende Aar fortsattes med et lignende Salg af færdige Varer som før, hvortil saa kom et anseeligt men dog adskillig mindre Salg af Raamaterialier, og endelig endte det med, at man ligefrem overtog hele Industrianlæg, saaledes navnlig Nelthrop og Harris' Oliemølle. Forretningen gav, trods en Del Tab ved Fallitter, gjennerngaaende Staten lidt Overskud.

Endelig havde Regjeringen tilbage "den forenede kongelige grønlandske, islandske, finmarkske og færøiske Handel." Med denne gik det længe værre og værre, Aar efter Aar svulmede Underskudet op, saa Finantskassen stadig maatte yde store Tilskud. Man blev derfor efterhaanden ked af det, og frigjorde sig for det mest mulige af denne Virksomhed. Først opgav man Handelen paa Island. Efter Forordningen af 18de August 1786 fik fra Begyndelsen af næste Aar alle Kongens Undersaatter Ret til at handle paa Island, og der lovedes endda en Række Begunstigelser for at opmuntre Kjøbmændene dertil. Adskillige kjøbenhavnske Kjøbmænd optog den Handel, her tilbødes dem, og Kjøbenhavn vedblev da ogsaa at være Hovedpladsen for Forretningerne med Island, skjønt Skibe fra Norge og Hertugdømmerne deltog deri. Indførselen fra Island havde i den kongelige Handels Tid haft en Værdi af c. 200,000 Rdl. aarlig, hvoraf over Halvdelen kom paa Fiskene, og dernæst de største Beløb paa Strømper og Vanter; til Gjengjæld indførtes dertil for en 150,000 af meget forskjellige Varer. Efter 1786 blev Omsætningen ved at være en lignende, men medens


821

Staten havde tabt derved, tjente Kjøbmændene. Derimod var Islænderne ikke tilfredse med Byttet, og 1796 underskreves rundt om paa Øen baade af Embedsmænd og andre Klager over Kjøbmændene. Disse betalte for lidt for Islændernes Varer, paastod man, og tog for meget for deres egne, de sørgede ikke for at Øen forsynedes med de Varer, den behøvede, og de forurettede Indbyggerne ved forkert Maal og Vægt. Derfor ønskede man fri Handel ogsaa for fremmede og

Skibe paa Fiskefangst under Island

Skibe paa Fiskefangst under Island.

Understøttelse for Islænderne til selv at sætte Handelsforetagender i Gang. Tonen var særdeles bitter og lidenskabelig, og Regjeringen optog Klagen højst unaadig; især harmedes den over, at Embedsmændene havde skrevet under. Alligevel undersøgte man Sagen nøje, men fandt ikke Klagerne begrundede og afviste dem derfor i September 1798. Priserne, erklærede man, kunde der under det frie Handelssystem intet bestemmes om, at give fremmede Handelsret vilde være en Forurettelse af de kongelige Undersaatter, der havde indrettet deres Forretning i Tillid til Reglerne af 1786, og Undersøgelserne havde desuden vist, at det nye Handelssystem i Virkelig-


822

heden havde været til Gavn for Island. Man henviste i saa Henseende til Folketallets Stigning.

Aaret efter Opgivelsen af den kongelige Handel paa Island frigaves den finmarkske Omsætning ved Forordningen af 5te September 1787; fra 1ste Juni 1789 skulde alle, baade kongelige Undersaatter og fremmede, have Lov at handle paa Finmarken. Som Følge af disse Bestemmelser realiseredes baade den islandske dg finmarkske Handels Eiendomme med et Tab, der beregnedes til op imod 1 Million Rdlr.

Anderledes gik det med den færøiske og grønlandske Handel. Den første af disse gjaldt ikke store Beløb; der kom fra Færøerne hertil aarlig Varer for 30-40.000 Rdlr., hvoraf langt den vigtigste Part var Strømperne, 100,000 Par om Aaret omtrent, medens Fiskeindførselen var yderst ringe; tilsvarende forsynedes Øerne med Varer til et noget mindre Beløb. Handelen gav hvert Aar et lille Overskud, og 1790 ændredes derfor de forskjellige Varetaxter til Fordel for Indbyggerne, samtidig med at man besluttede at frigive Handelen fra Begyndelsen af 1796. Denne sidste Beslutning opgaves dog, og Handelen fortsattes for kongelig Regning, stadig med lidt Fortjeneste. Fra 1798 stod den under samme Direktion som den grønlandske.

Om Handelen med Grønland førtes der lange og indviklede Forhandlinger for at naa til en gunstig Ordning. Tabene var her i Firserne meget store, og navnlig viste Forsøgene paa at drive Hval- og Robbefangst med kongelige Skibe sig særdeles kostbare. 1789 opgaves derfor denne Fangst, og Skibene solgtes. Derimod mente Regjeringen ikke, at den kunde forsvare at opgive Handelen med Grønland og overlade den til private; man frygtede for, at disse i en saadan Grad vilde udnytte Indbyggernes Uvidenhed, at Kolonien ødelagdes. 1790 besluttede man derfor at prøve i 10 Aar med en ny Ordning. Handelen skulde vedblive at være en kongelig Monopolhandel, og til at drive den stilledes der til Raadighed et Grundfond paa 250,000 Rdlr., der skulde forrentes til den kongelige Kasse med 4 %. Af Overskudet derudover skulde 2/3 tilfalde Staten medens den sidste Trediedel skulde fordeles blandt Handelens Embedsmænd for at opmuntre dem til Iver og Paapasselighed. Dette viste sig at være et heldigt Greb. Da man i 1798 gjorde Udbyttet op for Aarene 1790-95 kom man til det Resultat, at Handelen havde kunnet betale de 10,000 i Rente aarlig, og endda havde haft et Overskud


823

paa ialt 95,000 Rdl., hvoraf altsaa de 2/3 tilfaldt Staten; Handelen var drevet med en halv Snes Skibe, og der var indført Varer fra Grønland for omkring 100,000 Rdl. om Aaret. Noget lignende gik det i den følgende Tid, og efter de 10 Prøveaar kunde man med Tilfredshed beslutte sig til at fortsætte. Man gjorde det dog med den Bevidsthed, at Forholdene nu vilde blive vanskeligere. Hidtil havde Seiladsen paa Grønland været drevet med Skibe, der var fragtede hos Agent Bodenhoff og hans Søn men efter deres Død maatte Handelen selv kjøbe Skibe, hvilket man mente, vilde blive dyrere. Og desuden foregik i denne Tid Svingninger i Priserne paa de to grønlandske Hovedvarer: Tran og Hvalfiskebarder, hvis Følger ikke var til at beregne. Barderne faldt stærkt i Pris, væsentlig som Følge af de nye franske Moder, der fortrængte Fiskebensskjørterne, hvorimod Trannen hidtil var steget paa Grund af Krigen. Man var derfor nu saa forsigtig at nedsætte Embedsmændenes Procenter af Overskudet noget. Handelen viste sig da ogsaa de følgende Aar lidt tvivlsom, og det hændte et Par Gange, at den gav Underskud. Bardernes Pris vedblev at gaa ned, saa man i 1803 maatte nøies med 14 1/2 Rdl. for 6 Pd., medens man før havde faaet 80 Rdl. derfor. I 1804 søgte man derfor ved nye Taxtbestemmelser at opmuntre Grønlænderne til at anvende deres Anstrengelser paa at skaffe Tran, medens de hidtil havde været ivrigst for Barderne. Samtidig indførtes deroppe en Art Penge de saakaldte Kreditsedler, da man mente, at den hidtidige Tuskhandel, idet mindste for Folk med Grønlændernes Karakter, gjorde det næsten umuligt at spare noget sammen fra de gode Aar til de daarlige og Nødvendigheden deraf havde netop et Par Uveirsaar bevist. Det lykkedes da ogsaa at bevare Overskudet med Undtagelse af ganske enkelte Aar, hvor Forholdene var særlig vanskelige. -

Som Aarene før 1784 havde været Kompagniernes, blev de to Aartier derefter den private Handels. Af Kompagnierne var det kun det asiatiske, der vedblivende bragte store Fordele, de andre forsvandt eller overtoges, hvor særlige Grunde talte for det, af Staten og forsattes da som kongelige Forretninger, nogle med et beskedent Overskud, andre med store Tab. Allerede i 1785 havde Regjeringen været paa det rene med, at den private Handel ved den billigere Drift, den større Iver og Hurtighed besad afgjørende Fordele for Monopolhandelen, hvad enten denne dreves af Staten eller store


824

halvt private Selskaber. Udviklingen bekræftede denne Opfattelse, og Staten indskrænkede derfor ogsaa i denne Tid stedse mere sin Handelsvirksomhed. Dertil bør dog føies, at Kompagnierne sikkert havde gjort stor Gavn ved at bane Veie, der saa siden kunde følges af private med større Udbytte.

Talmæssige Opgjørelser af Kjøbenhavns Handel og Bevægelserne i denne i disse Aar, haves ikke, men der findes dog Tal, der giver nogen Antydning deraf. Saaledes de kjøbenhavnske Toldindtægter. Disse viser for Aarene 1776-84 den mest iøinefaldende Fremgang; fra 216,000 Rdl. voxede Indtægterne i disse Aar op til 881,000, og der naaedes et Gjennemsnit af c. 455,000. Saa gik det derpaa i Fredsaarene jævnt nedad, til man 1792 var naaet helt ned til 352,000 med et Gjennemsnit for disse Aar af c. 475,000. Men med Krigen gik det atter frem, og i Toldlovens Aar 1797 var man oppe ved 737,000. Toldloven bragte store Nedsættelser, men samtidig hævedes en Række Indførselsforbud, saa der blev Mulighed for at udvide Handelen, og en Del Varer, der før var smuglede ind, fortoldedes nu. Finansielt blev derfor Resultatet, at Aarene nærmest før og efter gav omtrent samme Indtægt, men i Længden mærkedes de heldige Følger i en stærkt forøget Omsætning, der bragte en regelmæssig og hurtig Stigning i Toldindtægten, til den i 1806 var 1,213,000 Rdl.; for Aarene 1798-1806 var Gjennemsnittet 910,000, alt for Kjøbenhavn alene. Mindre var Fremgangen i Kjøbenhavns Indførsel fra de omliggende Provinser, saaledes som denne fik Udtryk i Konsumtionsindtægterne. Disse steg 1776-84 fra 310,000 til 422,000 saa det aarlige Gjennemsnit var 380,000, stod saa stille omkring 420,000 til 1792 og gik derefter endelig jævnt op til 529,000 i 1806; heller ikke her fik Taxtændringerne 1797 større øjeblikkelige Følger for Finanserne. Gjennemsnitsindtægten var 1793-97: 470,000, 1798-1806: 490,000.

Medens Handelens forskjellige Perioder tegne sig ret skarpt gjennem disse Tal, vides der kun lidt om, hvor vidt Omsætningen naaede i Omfang. Efter en af de store Kjøbmænd, Pierre Peschiers Beregninger skal den i 1804 have beløbet sig til en Indførsel af omtrent 17 Millioner, en Udførsel af 9. Af Indførselen kom Halvdelen fra Ost- og Vestindien samt Kina. Den store Forskjel mellem Udførsel og Indførsel skyldes blandt meget andet den Hovedgrund, at Kjøbenhavn i langt høiere Grad var Centralplads for Rigets Ind-


825

førsel end for dets Udførsel. Hvad der udførtes af Industrivarer gik vel mest over Kjøbenhavn, men det var i sig selv kun lidet, og Landbrugsprodukterne og andet lignende udførtes for en stor Del direkte fra Provinserne.

Den livlige Handel i disse Aar omkring Aarhundredskiftet fandt ingenlunde alene Sted med kjøbenhavnske eller blot med danske Skibe, men det følger dog af sig selv, at den ikke kunde foregaa, uden at Kjøbenhavn havde en efter Tidens Forhold anseelig Handelsflaade. Det var da ogsaa Tilfældet; Perioden igjennem var de kjøbenhavnske Skibe paa over 10 Kmcl. o. 350 i Tallet og deres Drægtighed 25,000 Kmcl.; i Drægtighed var det 3/4 af hele Kongerigets Handelsflaade, i Tal det halve, hvorimod baade Norges og Hertugdømmernes Handelsflaader, hver for sig, var ikke lidt større. Langt den største Del af Kjøbenhavns Skibe tilhørte en ret begrænset Kreds af store handlende; i 1797 var saaledes 2/3 af de 25,240 Kmcl. i Hænderne paa 26 større Forretninger med over 200 hver. l Spidsen for Redernes Række træffe vi Asiatisk Kompagni med over 3,000, og tæt derefter følger Agent Duntzfeldt med 2,400, medens Kjøbmand Lars Larsen og Agent Erichsen hver har 1,400 og Etatsraad de Coninck 1,000. Af de 342 Skibe, der det Aar fandtes, var 93 i Fart paa danske, norske og islandske Havne, 134 paa det øvrige Europa - for en stor Del i Fragtfart paa Middelhavet -, 58 paa Vestindien og 40, hvoriblandt langt de største paa Ostindien, medens 11 beseilede Nordamerika, 3 Guinea, og 3 slet ikke var i Fart.

Det var imidlertid kun en ringe Del af disse Skibe, der byggedes i Kjøbenhavn; i 1797 var saaledes ialt kun 1/8 af de 342 udgaaet fra kjøbenhavnske Værfter, og den større Halvdel af Handelsflaaden var bygget udenfor Monarkiet. Regjeringen gjenoptog derfor ogsaa med Iver Bestræbelserne fra tidligere Tid for at fremme det danske Skibsbyggeri, dels ved direkte Understøttelser til kjøbenhavnske Værfter, navnlig til Eskildsens, dels ved at gjenindføre en Afgift paa Skibe byggede i Udlandet. Efter Forordningen af 20de April 1796 skulde der af fremmede Skibe, som kjøbtes for at seile under dansk Flag, betales 10 Rdl. pr. Kmcl., hvilket man mente sædvanlig vilde udgøre 10-12% af Værdien. Siden forhøiedes denne Afgift i 1803 og 1806.

Den Storhandel, Kjøbenhavn i denne Tid besad, og som bragte de store Fortjenester hjem, dreves af ret faa Mennesker; deres Tal kan vistnok nærmest angives ved Tallet 80, som er Grosserernes Antal; kun


826

en saadan mindre Kreds bragte Handelen anseelige Formuer, der satte dem i Stand til at føre et Liv, som i ydre Vilkaar nogenlunde svarede til Livet ved Hoffet og i Adelskredsene, og som derfor ogsaa muliggjorde en selskabelig Omgang med disse. Adskillige andre nød dog direkte godt deraf; af Kompagniaktierne var altid en Del paa smaa Kapitalisters Hænder, og ualmindeligt var det heller ikke, at Folk, der havde lidt tilovers, anbragte det i de store Kjøbmænds Forretninger og saaledes fik deres Del af Fortjenesten.

Og mere eller mindre nød sikkert alle Grupper af Byens næringsdrivende Fordel af det forøgede Liv, Handelen bragte. Nærmest afhængig af denne var to af Byens Lav: Skippernes og Pram- og Stenførernes. Det første var i stærk Fremgang; fra 596 i 1783 voxede dets Medlemsantal til 689 i 1794 og 890 i 1806. [Pram- og Stenførerne betød mindre; indtil 1784 havde de udgjort to Lav, nu forenedes de til et, hvis Opgave væsentligst var at besørge Person- og Varetransporten i Havnen; de var hele Tiden omtrent 90 med et lignende Antal Drenge. Ved Folketællingen 1801 opførtes ialt under Gruppen: Søfarende og Fiskere 3,056 Mennesker, Familierne medregnede.

Ved Siden af Storhandelen indtog Kjøbenhavns Detailhandel en meget beskeden Plads; faa eller ingen af dens Mænd naaede frem til de store Formuer og den ansete Stilling, der faldt i Grosserernes Lod, selv om adskillige af dem sad med ikke smaa Indtægter; som Helhed dannede de Middelstandens øvre Lag, en god Del fornemmere end Haandværkerne, men indenfor deres egen Gruppe fandtes selvfølgelig mange Trin. Af de 4,789 Mennesker, Folketællingen 1801 har under Betegnelsen "Kjøbmænd med deres Karle og Drenge", var det utvivlsomt langt den største Del, der havde deres Udkomme gjennem Detailhandelen.

Af denne Handel dreves en betydelig Del af 4 store Lav: Isen- og Urtekræmmerne, der lige til 1807 var ét Lav, Hørkræmmerne, Silke- og Uldenkræmmerne, og endelig Vintapperne. Det første af disse var i jævn Fremgang. Dets Mestere, der i 1783 talte 94 var i 1794: 107, i 1806: 131 og det samlede Tal for deres Svende og Drenge var i de tre Aar henholdsvis 171, 190 og 200. Derimod havde Hørkræmmerlavet uforandret omkring 40 Mestre og en 70 Svende og Drenge. Det tredie Fag, der nærmest svarer til senere Tiders Manufakturhandlere, paavirkedes stærkt af de mange Omskift-


827

ninger, som den hjemlige Industri og den udenlandske Konkurrence indenfor denne Tid var underkastet. Først gik det fremad; fra 66 Mestre i 1783 øgedes Tallet jævnt til 102 i 1798, men saa fulgte i Aarene efter den nye Toldlov en vanskelig Tid, hvor de heldige forøgede deres Forretninger, de uheldige ødelagdes; alene Aarene fra 1797 til 1802 bragte 27 Falitter, og i 1806 var der kun 56 Forretninger tilbage; derimod var Medhjælpertallet voxet fra 84 i 1783 og 78 i 1798 til 104 i 1806. Vintapperne holdt sig, skønt Tiderne i det hele var gode for dem, ved 50-60 Forretninger med fuldt saa mange Medhjælpere. For alle Fagene gjælder det, som man ser, at det almindelige var Forretninger med 1-2 Svende og Drenge for hver Kjøbmand.

Foruden disse Lav fandtes imidlertid adskillige Handelsfag uden Lav, hvor Næringen kun var betinget af Borgerbrev, og endelig var Handelen med Grøntsager, Brød og Brænde fri Næring, som enhver havde Lov at drive.

Den hele Handel med Næringsmidler stod paa en eiendommelig Maade under Øvrighedens Tilsyn. Man var nemlig besjælet af Frygt for, at det skulde hænde, at der ikke var de fornødne Fødevarer i Byen, og det var derfor fastsat, at der hos Spækhøkere, Bagere o. s. v. skulde findes visse bestemte Forraad af de forskjellige Varer. For at sikre sig, at det overholdtes, foretog Medlemmer af Magistraten og af de 32 Mænds Forsamling af og til nogle Undersøgelsesture rundt til vedkommende handlende. Mest bekymret var man for, at Rug og Brænde skulde slippe op om Vinteren, og Magistraten var derfor selv forpligtet til at holde et kommunalt Forraad paa 10,000 Tdr. Rug og 7,600 Favne Bøgebrænde, hvilket sidste dog delvis kunde erstattes med Stenkul. For Kjød, Brød og Øl fandtes der faste Taxter, som dog for Øllet bortfaldt 1805 ved Bryggerlavets Ophævelse og for Brødet, saa nær som Rugbrødet, i 1806. Kjødhandelen dreves af Slagterlavet, der havde et halvt hundrede Mestre og c. 100 Svende og Drenge.

En urimelig stor Del af Byens Indbyggere var Værtshusholdere. 1801 hører under Rubriken: "Møllere, Kromænd og Værtshusfolk" 9,671, og da Møllerlavet talte henimod 30 med c. 100 Svende og Drenge, tilfalder aabenbart Broderparten Værtshusholderne; 1 af hver 11 Indbyggere i Byen forsørgedes herved, og Faget var i rask


828

Fremgang; blandt disse Aars nye Borgerskaber er uforholdsmæssig mange Værtshusholdere; Tiderne var aabenbart gode for dem. -

Det er Handelen, der har kastet Glans over dette Afsnit af Kjøbenhavns Historie og skjænket Tiden dens Navn. I Sammenligning hermed var det, der fandtes af Industri og Haandværk lidet storstilet. Ganske enkelte Fabrikanter kunde tjene Formuer og en Del af de store handlende havde Part i Industrianlæg, men som Helhed er Indtrykket et ganske andet. De fleste af Fabrikanterne er beskedne Haandværkere, der med mere eller mindre Held søger at naa lidt videre frem ved et lille Anlæg, der til Nød kan kaldes Fabrik. I det sociale Lag, hvor Handelsherrerne færdes, naar de ikke op, tit vel ikke en Gang Side om Side med Detailhandelens Mænd, og Haandværkernes store Mængde staar i den almindelige Opfattelse afgjort lavere end disse sidste. Imidlertid beskæftigede unægtelig Fabrikdrift og Haandværk adskillig flere Mennesker end Handelen, og Industrien var en Tidlang i en helt betydelig Udvikling; i Sammenligning med ældre Dage og Tiderne nærmest derefter var Kjøbenhavns Industri i det 18de Aarhundredes sidste Menneskealder anseelig.

I Guldbergs Tid havde man fra oven udfoldet en ivrig Virksomhed for herhjemme at skabe en fabriksmæssig Industri, og Anstrengelserne havde ingenlunde været uden Resultat. Da man i 1786 gjorde op, hvad der var udrettet siden 1777, "fra hvilken Tid de fleste Foranstaltninger til den nationale Industris Befordring tog deres Begyndelse," kunde man pege paa en stor Fremgang. For de kjøbenhavnske Fabriker med de provinsielle Anlæg, som hørte derunder, angives det, at fra 1777 til 1785 var Fabrikernes Tal steget fra 128 til 153, Arbejdernes fra 6,068 til 12,962 og de forarbeidede Varers Værdi fra 580,000 Rdl. til 720,000.

Det var da ikke urimeligt, at Regjeringen ogsaa nu fortsatte ad samme Vei. I Januar 1787 besluttede man at udvide Fabrikdirektionens (III. S. 501) Virksomhed og dens Medlemmers Tal. Hidtil havde dens Opgave været at give Kommercekollegiet Besked om Fabrikforhold og at paase, at Fabrikanterne overholdt de Forpligtelser, de havde paataget sig til Gjengjæld for Understøttelserne, samt endelig at stifte Fred mellem Fabrikanter og Arbeidere. Nu fik den det unægtelig omfattende Hverv at udstrække sin Virksomhed til "alle de Gjenstande, som angaar det kunstmæssige og økonomiske af Fabrikerne og til at vaage over alt, hvad i Henseende til Vind-


829

skibeligheden i Almindelighed skal opfyldes og iværksættes." Meningen med det var, at den skulde give Ideen til nye Foretagender og Forbedringer af de gamle. I samme Anledning udvidedes den stærkt. Der havde hidtil kun været to Medlemmer, hvoraf den ene var den store Silkevarefabrikant. Etatsraad Reiersen; nu kom hertil 2 nye ordinære Medlemmer, og det blev disse fire, der varetog de gamle mere positive Forretninger. Desuden optoges en hel Række extraordinære Medlemmer: 2 Kjøbmænd, 2 "lærde": Professorerne Kratzenstein og Eggers, 2 landkyndige og endelig 8 "kunstforstandige", blandt hvilke vi træffer den energiske Leder af den daglige Virksomhed i Bomuldsfabriken paa Blegdammen: Overmester Nordberg. Deres Pligt blev hovedsagelig at faa de gode Ideer til nye Foretagender. Senere, i Juli 1788, fritoges Direktionen for Tilsynet med Fabrikanternes Overholdelse af deres Forpligtelser, idet der udnævntes en særlig fast Kommission paa 5 Medlemmer til at passe paa det.

Efter Raad og Forslag af denne Fabrikdirektion udfoldede Kommercekollegiet i den følgende Tid en travl Virksomhed til Fremme af alle industrielle Planer, der kunde tænkes at bringe Landet Nytte. Snart var det bestaaende Foretagender man søgte at hjælpe til Udvidelser eller blot at holde i Gang, snart var det en i Danmark hidtil ukjendt Industri, man stræbte at indføre; for Ideer til noget saadant nyt var man altid særlig taknemmelig. Desuden stræbte man indenfor de forskjellige Fag at holde mindst to Forretninger i Gang i hvert til Fremme af Konkurrencen.

Midlerne var forskjellige; nogle Fabrikanter sattes i Gang eller støttedes med direkte Pengetilskud, andre med Laan, mod Renter eller rentefri; undertiden hjalp man ved Eneret i nogle Aar, Toldfrihed for Raamaterialier, Fabrikations- eller Exportpræmier og andet lignende, undertiden blot ved Tilladelse til at drive en Forretning uden Lavsret uhindret af det Lav, den kunde antages at konkurrere med. Men især søgte man at hjælpe Fabrikanterne til at drage Fordel af de tekniske Fremskridt, der skete i Udlandet ved Opfindelsen af nye Maskiner; England var i saa Henseende det forjættede Land, navnlig for alle Arter af Spindemaskiner, medens man kun undtagelsesvis søgte sit Forbillede i Frankrig, Schweitz og Tyskland. Men Englænderne undte ikke andre Del i Udbyttet af deres Opfindelser; ængstelig vaagede de over, at de nye Maskiner ikke udførtes,


830

og at Folk, der forstod at forarbeide og bruge dem, ikke slap bort fra Landet. Lykkedes det undertiden den danske Regjering at faa Aftaler med kyndige Englændere om at komme hertil, da maatte disse snige sig ud af deres Land, forfulgte af Politiet, og slap de selv afsted med deres Arbeidere, maatte de dog oftest lade Maskinerne i Stikken. Og tilsvarende modtoges danske Udsendinge, der reiste for at studere Maskinerne med yderste Mistænksomhed og fik ingenlunde Lov at udføre Prøver og Modeller. Fandt man alligevel en Gang imellem ud af Maskinerne, viste det sig dog siden meget vanskelig at faa dem lavet ordentlig herhjemme, og selv om det saa nogenlunde lykkedes, var det altid svært at faa vore uøvede Arbeidere til at bruge dem saa godt, at der blev Fordel ved det.

Paa alle disse Omraader var der en vid Mark for Regjeringens Anstrengelser, men efterhaanden som Aarene gik, og det ene Foretagende efter det andet mislykkedes, medens selv de, der holdtes gaaende, gav ringe eller ingen Vinding, begyndte Iveren at kølnes. Før Afgjørelsen faldt under Forhandlingerne om det nye Toldsystem, var man derfor naaet til fuld Erkendelse af, at den nyopvoxede og kunstig plejede Industris Interesser maatte vige for Hensynet til den langt livskraftigere og mere indbringende Handel og til det store Flertal af Befolkningen, hvis Forhold til Industrien kun var Kjøberens.

Den Toldkommission, der forberedte den nye Toldlov af 1797 gik i sine Overvejelser herom ud fra det Hovedsynspunkt, "at Forbud og høi Told almindeligen ikke gavner Fabrikerne i den danske Stat i den Grad, som de trykker og fordriver Handelen og de dermed forbundne Næringer", og Kommercekollegiet sluttede sig ganske hertil. "Det kan ikke siges," hedder det i dettes Betænkning om Fabrikerne, "at de samtligen har opfyldt deres Hensigt, eller at de alle har været uskadelige; meget mere maa det tilstaas, at ingen Fabrikation har fyldestgjort Landets Forbrug." Men samtidig var man enig om, at "ligesom Billigheden synes at tilsige, at den Borger, som efter Regjeringens Opmuntring har anvendt sin hele Evne og Tid paa en yderst vanskelig Næringsvei, tør haabe Understøttelse, naar han ved Lovens Forandring savner den Bistand og Hjælp, som han troede at finde i disse Loves Gyldighed, saa opfordres ogsaa Staten ved sin egen Interesse til at forsøge, om ikke den en Gang aabnede Næringsvei og erhvervede Kunstflid ved en passende Understøttelse idet mindste saalænge kunde vedligeholdes,


831

at den enten efter nogen Tid ved sin egen Fasthed kunde bestaa eller Arbeiderne erholde Leilighed efterhaanden at forberede sig paa Valget af nye Næringsveie."

Der havde hidtil, dels været meget høie Toldsatser, dels bestaaet et stort Antal Forbud mod Indførsel og deriblandt for de vigtigste Varer, alt til Fremme af dansk Industri. En livlig Smuglerhandel havde vel i ikke ringe Grad svækket Betydningen heraf, men selvfølgelig havde Forbudene og de høie Afgifter dog gavnet vor Industri, da de indsmuglede Varer ofte maatte holdes skjult i nogen Tid, og selve Smugleriet tit kunde bringe Tab ved Konfiskation og Bøder. Nu besluttede man sig til at lade den store Mængde af Forbudene falde og kun beholde saadanne, som der kunde anføres særlige Grunde for. Saaledes forbødes Indførselen af Spillekort af Hensyn til Stempelafgiften, af fordærvede Fødemidler og brændt Kaffe, hvis Bestanddele ikke kunde kontrolleres, af Sundhedshensyn, og Indførselen af kinesiske og ostindiske Varer blev for det asiatiske Kompagnis Skyld kun tilladt paa indenlandske Skibe. Til Gavn for den norske Glasfabrikation blev Glasindførselen forbudt for 7 Aar, og endelig var det til Nytte for kjøbenhavnske Industrigrene, at man forbød Indførselen af Sukker og trykte Kattuner, samt farvet og forgyldt Fajance og Porcellain saa nær som kinesisk. Det sidste Forbud havde sin Grund i Hensynet til den kongelige Porcellainsfabrik, hvorimod det for de to andre mere var Handels- end Industriinteresser, der var afgjørende. Til Fordel for den indenlandske Klædefabrikation skulde endelig Indførsel af en Del Klædesorter være forbudt indtil videre, for at de danske Fabriker "kan saa meget bedre forberede sig paa at konkurrere med de fremmede, naar Forbudet ophører".

I øvrig nøiedes man med at værne indenlandsk Produktion gjennem Toldsatser, der var saa lave, at man kunde vente, at Folk vilde foretrække at betale dem, fremfor at forsøge Smugleriets Vej. For halvforædlede Industrivarer sattes en Værditold paa 5-10 %; for heltforædlede Manufakturvarer af 10, for Silke dog kun 5, da det ansaas for særlig let at indsmugle. Og endelig vekslede Tolden for de forskjellige almindelige Haandværkervarer fra 5 til 24 %, "i Forhold til som de lettere eller vanskeligere kan indsmugles". Industriens Raaprodukter blev enten helt toldfri eller sattes til en Afgift af 2-5 %.


832

Regjeringen var dog paa det rene med, at den Hjælp, som saaledes ydedes gjennem Toldloven, ikke vilde være nok for vor Industri. Udlandets gamle Fabriker med stor Bedrift, gode Maskiner og øvede Arbeidere vilde til Trods derfor kunne levere Varerne billigere paa det danske Marked. Derfor søgte man ogsaa paa anden Vis at yde vore Fabriker Støtte. Saaledes udvidedes den danske Manufakturhandels Virksomhed herfor som ovenfor omtalt (III. S. 820), og man fik i Kjøbenhavn oprettet to Maskinværksteder med den Opgave at skaffe danske Fabriker gode og billige Maskiner. For de haardest ramte og formentlig vigtigste Fag, mente man imidlertid, at heller ikke det vilde forslaa og besluttede derfor at gaa til en direkte Pengegodtgjørelse.

Dette gjaldt de forskjellige Manufakturvarefabriker, samt Tobaksplanterne i Fredericia og en enkelt Pletvarefabrik, der fandtes ude paa Landet. For Klæde-, Tøi-, Silke- og Strømpefabrikerne ydedes dette Tilskud under Form af Fabrikationspræmier, der for de to første Grupper bestemtes efter Værdien, for de to sidste efter det Antal Stole, som holdtes i Gang; Baand- og Bomuldsfabrikerne samt Pletfabriken skulde derimod i Løbet af 16 Aar have udbetalt et vist Beløb som Erstatning for den saakaldte døde Kapital, der var anbragt i deres Maskiner, og Fredericias Tobaksplantere skulde endelig have en aarlig Præmie, der regnedes til 400 Rdl., til Gjengjæld for de Vanskeligheder, man mente, den nye Ordning vilde berede dem. Fabrikationspræmierne, der skulde vare ialt 16 Aar, skulde efterhaanden aftage. Til det altsammen regnede man, at der vilde gaa aarlig 37,636 Rdl. i de 4 første Aar, 33,494 fra det 5.-8., 28,852 for 9.-12. og endelig 24,555 1/2 fra 13.-16. Til Gjengjæld bortfaldt saa nogle Exportpræmier, der havde beløbet sig til gjennemsnitlig 7000, men som ansaas for altfor tilfældige. Langt den største Del af Beløbet skulde tilfalde Klædefabrikerne, saaledes af de 37,636: 18000, medens Tøifabrikerne fik 8000, og Resten fordeltes i smaa Beløb til de andre. Samtidig var man dog paa det Rene med, at hvis Fabrikerne ved alt dette skulde kunne hjælpes til at klare sig i Konkurrencen, vilde det nødvendiggjøre betydelige Udvidelser og Anskaffelsen af nye Maskiner, og der stilledes derfor 30,000 Rdl. aarlig til Raadighed for Kollegiet til at understøtte dem dertil. Det som skete herved var i Virkeligheden, at den hjemlige Industri for kontante Penge afkjøbtes den største Del


833

af de Privilegier, der før var ydet den, men som nu ansaas for skadelige for den øvrige Befolkning. Naar man mente, at dette med Rimelighed kunde gjøres for omkring 60,000 Rdl. aarlig i Løbet af 16 Aar, vidner det om, at det i det hele ikke var meget store Beløb, denne Industri regnede med.

Fremtiden viste imidlertid ogsaa, at det kun daarlig forslog. De fleste af de Industrigrene, Indførselsforbudene hidtil havde værnet, ramtes trods Hjælpen haardt, nogle endog dræbende af det nye Toldsystem, saa man for deres Vedkommende kun opnaaede at skaffe dem en langsom og blid Død, men ganske vist var dette især Tilfældet for Virksomheder, der allerede før 1797 var i Tilbagegang. I Regeringens Arbeide for Industrien danner da 1797 et Vendepunkt. Indtil da opmuntrede man og drev fremad, efter den Tid vedblev man vel ogsaa at sætte Pris paa nye Ideer og støtte nye Forsøg, men Hovedopgaven blev dog nu at frelse, hvad der frelses kunde af det, som fandtes i Forveien. I hvilket Omfang dette lykkedes, og hvorledes Forholdene stillede sig i de forskellige Perioder, vil vi faa et Indtryk af ved at følge Udviklingen enkeltvis i en Del af de vigtigste Industrifag.

Ivrigst virkede Regeringen hele Tiden igjennem for de forskjellige Arter af Manufakturvarefabriker, og i flere af disse var den selv i høj Grad direkte interesseret. Den store Bomuldsfabrik paa Blegdammen, der var anlagt 1780, var det i 1782 lykkedes at faa overdraget til et Interessentskab, men i Virkeligheden vedblev den at være Statens, da denne hele Tiden besad de allerfleste af Aktierne, og dette blev efterhaanden Tilfældet i stedse større Grad. 1788 var der kun Aktier til 9,500 Rdl. paa private Hænder, og man indløste da ogsaa disse for at kunne lede Forretningen friere. Opgive den vilde man ikke, da man mente, at den bragte en anseelig national Vinding; de beskjæftigede Arbeideres Tal var i 1788: 1200, og baade de 35,000 Rdl., disses aarlige Løn udgjorde, og de 100,000 Rdl., for hvilke der brugtes indenlandsk Materiale, ansaas efter Tidens Beregningsmaade for vundne for Staten. Nægtes kunde det imidlertid ikke, at for Statskassen var i hvert Fald Tabet betydeligt; baade før og efter 1788 maatte man Gang efter Gang skyde Penge til.

Sagen var, at Fabrikationsmaaden var saa langsom og dyr, at Varerne ikke med Fordel kunde sælges til rimelige Priser. Ivrig søgte man at bøde paa dette ved Hjælp af Nordberg, der stadig


834

havde den egentlige Ledelse af Fabrikationen. Snart experimenterede han selv med nye Maskiner, snart foretog han paa Statens Bekostning Reiser til England for der at lære deres Maskiner at kende. Baade Forsøgene og Reiserne kostede Staten mange Penge, men Resultaterne lod vente paa sig. Saaledes lykkedes det først 1794 at faa nogle Maskiner i Gang, som Nordberg havde begyndt at studere paa en Englandsreise 1787. Saa vanskeligt havde det været for vore uøvede Arbeidere at fremstille disse Maskiner, og de samme Vanskeligheder gjentog sig, nu da de skulde bruge dem. Desuden lykkedes det kun at faa en ringe Del af Varerne afsatte; stedse flere Varer hobedes op paa Lagrene, saa altfor store Kapitaler baandlagdes. I 1795, da man gjorde Status op, regnedes Bomuldsmanufakturets Gjæld til c. 260,000 Rdl., dets Aktiver til 220,000, hvoraf Varelageret var de 170,000, men man var paa det Rene med, at dette kun vilde kunne realiseres med store Tab. Udsigterne syntes vel bedre for Fremtiden, nu da man havde faaet de nye Maskiner i Gang, men man var dog efterhaanden bleven træt af det hele. Kommercekollegiet søgte derfor at komme af med Fabriken ved at overdrage den til dens Bogholder Mengs, hvem man ogsaa ved at byde gunstige Vilkaar fik til at gaa ind paa det. Medens Forhandlingere herom stod paa, begyndte Forretningsfolk i Byen imidlertid at tale om, at Mengs derved begunstigedes, og at ogsaa andre burde have Lov at byde. Kollegiet greb Tanken og foreslog i Foraaret 1795 ligefrem at stille Fabriken til Avktion, hvilket derpaa fandt Sted hen paa Efteraaret. I Avktionsindbydelsen udviklede man, at da Indretningen af saadanne store nye Foretagender sædvanlig i den første Tid medførte Tab paa Grund af Anlægsomkostningerne og Arbeidernes Mangel paa Øvelse, havde Staten, der bedst kunde taale Tabet, gjort Begyndelsen, og ingen Flid sparet, for at Forsøget skulde lykkes. "Med opmærksom Hensyn til andre Staters Fremskridt i en fuldkommen Fabrikationsmaade" hedder det, "er draget Omsorg for, at de fremmede Opfindelser ogsaa kunde benyttes her, og at Landets egne arbeidende Hænder kunde vænnes til de Færdigheder og Haandgreb, hvorved en Del fremmede Varer opnaar den Fuldkommenhed, som overalt forskaffer dem en hastig Afsætning." Nu er man derved kommet saa vidt, at der kan være Fordel ved Fabrikens Drift, men Erfaringen viser, at denne bedst opnaas af private, og derfor er det,


835

Regjeringen udbyder Anlægget ved Avktion. Fabriken kjøbtes af Silke- og Klædekræmmerlavet for 116,000 Rdl., og dette drev den siden til 1807. Til denne Fabrik, hvis Produktion de følgende Aar anslaas til 10,000 Rdl. om Aaret, indskrænkede den kjøbenhavnske Bomuldsindustri sig.

Ogsaa en stor Klædefabrik eller, som det da kaldtes, "Dugmanufaktur", sad Regjeringen inde med fra forrige Periode: Fabriken paa Blaagaard. Den tilhørte ligesom Bomuldsfabriken et Interessentskab, men ogsaa her var de allerfleste Aktier Statens. Virksomheden var betydelig; paa Blaagaard holdtes 20 Væve i Gang, og under samme Forretning hørte Provindsanlæg med 10 Væve; over 500 Arbeidere var ialt beskjæftigede derved. Men som sædvanlig var Fabrikationsomkostningerne for store, til at man kunde holde Priser, der nogenlunde svarede til de udenlandske Varers, og Indførselsforbudet dækkede derfor ikke mod disses Konkurrence. Her søgte man at komme ud over dette ved at opnaa en lavere Arbeidsløn, hvilket formentlig kunde lade sig gjøre ved at flytte hele Anlægget ud i Provindserne, hvor Arbeiderne kunde leve billigere. I 1786 indløstes derfor de tilbageværende private Aktier, og Udflytningen besluttedes. Dog holdtes endnu en Tidlang en Del Væverstole i Gang paa Blaagaard for ikke paa en Gang at gjøre for mange arbeidsløse.

Medens denne større Klædefabrik ved Kjøbenhavn saaledes opløstes, gik det ogsaa tilbage for de mindre Virksomheder, som dreves af en Del private Fabrikanter, de saakaldte Dugmagere. Tilbagegangen var i fuld Fart allerede noget før Toldloven, og efter at denne havde indskrænket Indførselsforbudet betydelig, blev Faget næsten ødelagt trods de 10 % Beskyttelsestold og den direkte Understøttelse gjennem Fabrikationspræmier og lignende. Dugmagernes Tal var 1783: 30, 1798: 22 og 1806: 23, men Antallet af deres Svende og Drenge i de tre Aar henholdsvis 150, 80 og 40 og af de andre saakaldte "aparte Arbeidere" 943, 600 og 159.

Noget tilsvarende men mindre stærkt gik Bevægelserne for det beslægtede Lav: Tøimagerne, der forarbeidede tyndere Klæde uden Valkning. Disse var i 1783: 18 med 131 Svende og Drenge og 865 "aparte Arbeidere" og i nogle Aar gik Tallet navnlig for de sidste forbløffende stærkt op, saa der 1791 var 27 med 165 og 1674 af de to Arbejdergrupper. Men derefter fulgte en Tilbagegang, der


836

snart tog stærk Fart; i 1798 var Tallene nede ved 22, 84 og 722, i 1806 ved 24, 52 og 209. Regjeringen støttede flere af Tøimagerne ikke blot efter 1797 med Fabrikationspræmier men ogsaa oftere ved Laan. Navnlig gjælder dette Kiersting, der havde overtaget Wasserfalls store Fabrik, og som dér en Tidlang beskjæftigede 300 Arbeidere. Silke- og Klædekræmmerlavet drev ogsaa en Tøifabrik, hvis Privilegium 1793 fornyedes paa 20 Aar, og som stadig støttedes af Staten, hvilket dog ikke hindrede, at dens Virksomhed efterhaanden stærkt indskrænkedes.

Værst af alle gik det dog Silkefabrikerne. Den største af dem var uden Sammenligning Reiersens, der gjennem store Begunstigelser af Staten var stillet særdeles fordelagtig; ved sin Død 1795 kunde han da ogsaa efterlade sig 1/2 Million Rdl.; han var en af de meget faa, der tjente noget klækkeligt ved Industrien. Fabriken, der da beskjæftigede henimod 300 Mennesker, gik med Bevarelse af de samme Begunstigelser over til hans tidligere Medhjælper Grosserer Brandorph, men den gik fra nu af hurtig tilbage, og i 1802 maatte Brandorph opgive sit Bo. En anden større Silkefabrik oprettedes samme Aar ved Statens Støtte af Englænderen Baverstock, men der blev ikke meget ud af den. Talmæssig udtrykkes det hele Fags Opløsningstilstand derved, at der i 1783 var 9 Silkevævere med 137 Svende og Drenge og 411 "aparte Arbeidere", 1798: 3 med 66 og 194 og 1806: 4 med 11 og 20. Med andre Ord: den hele Industri var gaaet til Grunde. Det første Stød hertil gav allerede Luxusanordningen af 1783 med dens mange Indskrænkninger i Brugen af Silketøi, og værre blev det, da siden de urolige Forhold i Frankrig i Revolutionsaarene bevirkede, at store Masser af franske Silkevarer førtes til Hamborg og derfra solgtes til ganske lave Priser. Smugleriet skabte da vore Silkevævere en uimodstaaelig Konkurrence. Kommercekollegiet var derfor ogsaa i 1797 klar over, at dette var en Industri, "som ei kan grunde sin Fasthed paa naturlige Hjælpemidler", og som det derfor ikke kunde nytte at prøve paa at holde Liv i. Man hævede da Indførselsforbudet og nøiedes med 5 % Told, medens man kun satte sig som Maal ved Fabrikationspræmier at opnaa, "at Nedgangen da ikke skal blive saa pludselig, at Arbeiderne strax kommer i Uvirksomhed, men kan faa Tid til at forberede sig paa nye Næringsveie". Med Tallene for Øie kan man knap nok paastaa, at dette lykkedes.


837

Etatsraad Reiersen

Etatsraad Reiersen.

Ligesom Silkeforretningerne led ogsaa Baand- og Florfabrikanterne først under Luxusforordningen, siden under den franske Konkurrence og Toldloven, selv om det ikke synes at være gaaet dem slet saa galt. Den største af disse Forretninger tilhørte Johan le Moin, der i 1786 beskjæftigede over 100 Arbeidere. Baade han og Sabro, der i 1795 overtog sin Svigerfader Serins Fabrik, støttedes gjentagne Gange ved Laan af Regjeringen. Særlig glad var denne i 1791 ved en Franskmand ved Navn Picard, der lovede at lave fine Florsager efter fremmed Mønster. Han fik ogsaa i Begyndelsen god Afsætning hos Hoffet og i de rige Familier, men i Længden forslog dette dog ikke til at bære Forretningen, og han gik Fallit. Helt ilde gik det for Possementmageriet, der i 1783 dreves som et lille beskedent Haandværk af 25 Mestre med et lignende Antal Medhjælpere. Deres Forretninger ødelagdes næsten ganske ved Luxusforordningen, og de klagede sig ynkelig til Regjeringen, der ogsaa fandt Klagen rimelig. "Ligesom man ikke uden Rørelse" skriver Arveprinds Frederik kan "læse og overveie Possementmagerlavets Memorial og se 25 Mestre med Koner og 56 Børn bragt til Bettelstaven i en Operation, som i disse elleve Aar bliver den første af sit Slags, saa bør man og paa muligste Maade med sand Alvorlighed søge at komme dem til Hjælp." Regjeringen greb da til den Udvei at pensionere den Del af dem, det gik værst ud over, hver


838

med 60 Rdl. aarlig, der siden i Aar 1800 efter nye Klager forøgedes med 10 Rdl. aarlig til hver af de 9, der da var tilbage.

Af den øvrige Manufakturindustri betød Linned- og Lærredsfabrikationen kun lidt i Kjøbenhavn. Den dreves som et ubetydeligt Haandværk med et Dusin Mestre og omkring 30 Svende og Drenge. Da Regjeringen fandt deres Lavsprivilegium skadeligt for Husflidsvævningen bestemtes det 1788, at der ingen ny Medlemmer maatte optages, saa Lavet efterhaanden kunde dø ud. Noget vigtigere var Strømpefabrikerne. Af disse gik Wesselys og Warburgs fallit i 1792, men ved betydelige Laan lykkedes det Regjeringen at faa den i Gang igjen. En anden større Forretning dreves af Skotten Alexander Mitschel, der havde indført nye Maskiner til Vævning af linnede Strømper.

Bedst af alle Manufakturfabriker gik Kattuntrykkerierne. Disses Virksomhed bestod i at farve en bestemt Art glat, hvidt Bomuldstøi, de saakaldte Kattuner, som det asiatiske Kompagni havde Eneret til at indføre. Raamaterialet var saaledes sikret, og da man ogsaa efter 1797 af Hensyn til Selskabet opretholdt Indførselsforbudet for trykte Kattuner, nød Kattuntrykkerierne godt deraf. Disse gik da ogsaa gjennemgaaende heldig; de fleste af de større Foretagender fra forrige Periode fortsattes, og 1798 var der i Kjøbenhavn 16 Kattuntrykkerier, der tilhørte 7 Fabrikanter, og som beskjæftigede 600 Arbeidere.

Næsten som et Tillæg til den saa stærkt og saa haabløst begunstigede Klæde-, Tøi- og Bomuldsindustri dreves Jernstøberiet og Maskinfabrikationen. Allerede tidligere havde Regjeringen ivrig men forgjæves prøvet at faa en Maskinfabrikation sat i Gang, i 1784 fandtes kun ganske faa og lidet betydelige Jernstøberier i Kjøbenhavn. Af disse udvidedes Thomas Potters i 1785 med Regjeringens Støtte til ogsaa at omfatte Skibskabysser, Sæbekjedler, Sukkerpander o. s. v., saa den nu fabrikerede en broget Samling af de forskjelligste Ting. Men efterhaanden sattes ogsaa nogle nye Foretagender i Gang. Saaledes opfandt Kunstsmeden Daniel Dey nogle Heglemaskiner, som fandtes lige saa gode som de Maskiner, man hidtil med stort Besvær havde indført fra England. Han fik derfor 1786 et Laan paa 4,000 Rdl. til at anlægge en Fabrik samt 200 Rdl. aarlig i 10 Aar som Løn for Opfindelsen. Fabriken kom i Stand, forenet med en Knappefabrik, men han maatte flytte fra Sted til Sted, da ingen Huseier vilde have hans Værksted med de svære Maskiner, han


839

behøvede. 1793 fik han derfor et nyt Laan paa 1500 Rdl. til at kjøbe en Eiendom udenfor Byen til Værkstedet, og hans Forretning gik siden godt. Endelig anlagdes 1785 et Jernstøberi af Brødrene Gamst fra Kolding; det brændte i 1795, men Virksomheden kom atter i Gang og betalte sig.

I 1797 var der blandt de Midler, ved hvilke Industrien skulde holdes oppe Anlægget af Fabriker, der kunde levere billige og gode Maskiner. 1798 oprettedes derfor to saadanne. I Spidsen for den ene satte man Bomuldsfabrikens tidligere Leder, Nordberg, der ansaas for særlig kyndig paa dette Omraade. For 5000 Rdl. skaffede man ham et Værksted, der i 1804 udvidedes ved Hjælp af et nyt Tilskud af samme Størrelse mod at han forpligtede sig til at nedsætte sine Priser 10 %. 1806 gik han imidlertid alligevel fallit, saa han maatte flytte til Fredericia, der endnu var Tilflugtssted for Fallenter. Han anlagde her et nyt Værksted, medens det kjøbenhavnske fortsattes af en Snedker Krebs, for hvis Oplærelse i Faget Regjeringen siden 1800 aarlig havde betalt Nordborg 75 Rdl.

Leder af det andet Værksted blev Mekanikus John Smith, der i 1797 paa Statens Bekostning havde været i England for at studere Maskiner. Han anbragtes i en Gaard i Skt. Pederstræde med en Bekostning af 6000 Rdl., og da han døde 1801, overdroges det hans Lærling Kunstsmed A. Jensen at fortsætte. Hertil kom endelig i 1801 Henrik Pløtz' Fabrik. Han havde i 31 Aar arbeidet i Schweiz og tilbød nu ved sin Hjemkomst Regjeringen at anvende, hvad han havde lært til Landets Gavn. Han opnaaede da ogsaa et Laan paa 5000 Rdl. og anseelige Tilskud, og fik ved Hjælp deraf oprettet et Værksted først paa Blaagaard, siden paa St. Annæ Plads. Pløtz førte en Del fremmede Arbeidere ind i Landet, og en af disse Harasin Calibano understøttedes i 1801 til at anlægge et selvstændigt Værksted til Forarbeidelse af Haandværkssager. Vigtigere end disse enkelte fabriksmæssige Anlæg var dog vedblivende det gamle Smedehaandværk. Grov- og Kleinsmedelavet hørte til Byens talrigeste med omtrent 100 Mestre og 300 Svende og Drenge, og desuden fandtes der en halv Snes Nagelsmede med 30-40 Arbeidere og et lignende Antal Naalemagere, hvert Fag med sit Lav.

Instrumentmageriet, Forfærdigelsen af optiske, fysiske og matematiske Instrumenter, havde hidtil staaet lavt, men støttedes nu ivrig af Staten. Saaledes ydedes der oftere Hjælp til en Mekanikus


840

H. Schultz, der navnlig forfærdigede Instrumenter til Søvæsnet, og som ansaas for den eneste, der kunde lave og istandsætte Oktanter. Ligeledes belønnedes en Kleinsmed Borum, der fandt paa at efterligne nogle Jærnbarometre, man havde begyndt at lave i Frankrig; han kunde levere saadanne for 30-40 Rdl., hvilket man fandt var en taalelig Pris. Kostbarest blev dog Stadsmekanikus Jesper Bidstrup, der paa Statens Bekostning opholdt sig 7 Aar i England, og som efter sin Hjemkomst 1794 fik store Beløb til sine Experimenter. Han døde 1802, uden at have udrettet noget betydeligt. To Aar før havde imidlertid Lægen Jeppe Smith i Krystalgade begyndt en større Fabrikation af Instrumenter. Denne Fabrik, der dreves paa Grundlag af virkelige videnskabelige Forudsætninger, blev den egentlige Begyndelse til Instrumentmageriet i Danmark, og efterhaanden uddannedes her en Del Mænd, som forstod sig paa det.

Ganske i samme Retning som i den foregaaende Tid, fortsatte den kongelige Porcellainsfabrik, hvis Afsætning var sikret gjennem Monopol og Indførselsforbud, en Ordning, der ogsaa bevaredes efter 1797. Fabrikens Leder Henrich Müller fik i 1795 efter sit Ønske til Medhjælper Lægen og Kemikeren Manthey, og 1801 overtog denne Styrelsen. Han bestræbte sig ivrig for at komme ud over den foregaaende Tids Hovedfeil: de mange Udskudsvarer, men det lykkedes ikke, ligesom man heller ikke kunde bringe Indtægter og Udgifter til at balancere, skjønt Afsætningen var god. Paa Fajancefabrikationens Omraade gjorde Regjeringen store Anstrængelser for at faa en Fabrikation af Fajanceovne i Gang. En Svensker ved Navn Lehmann, der i Stockholm, hvor saadanne Ovne var meget yndede, havde drevet en stor Forretning dermed, kom nu til Kjøbenhavn for her at fabrikere tilsvarende Ovne. Han fik 6000 Rdl. som Laan til Anlæggelse af en Fabrik paa Vesterbro og for 20 Aar Eneret paa at forfærdige og opsætte saadanne Ovne for Kjøbenhavn og Sjælland. Han solgte godt men var uforsigtig ved Ordningen af sine Pengeforhold og led desuden Tab ved en uheldig Kompagnon, saa han trods gjentagne Understøttelser gik fallit i 1794. Virksomheden fortsattes imidlertid af Dybvad, der, stadig understøttet af Regjeringen, holdt den i Gang, ogsaa efter at Toldloven havde tilladt Indførsel af Fajanceovne. I de sidste Aar før Krigen, solgte han aarlig 4-500 Ovne.

De største af alle Tidens private Fabrikanlæg var dog den Samling


841

Fabriker, der opstod ved de to Englændere Nelthrops og Harris' Virksomhed. Generalkonsul Anker havde i London lært disse to Mænd, som derovre drev en anseelig Garverforretning, at kende, og i 1785 var det lykkedes ham at bevæge dem til at tage til Kjøbenhavn for at undersøge, om dér ikke kunde være gode Betingelser for et stort fabrikmæssigt Garveri. De kom til det Resultat, at det maatte kunne gaa. Den danske Bark var lige saa god som den engelske men 20 % billigere, de holstenske Huder stod baade i Pris og Godhed lige med de engelske, og norsk Skind, brugeligt til Saffianskind, kunde faas billigere end det tilsvarende i England. Og endelig var Arbeidslønnen i Danmark 50 % lavere end i England, medens Garverivarerne trods alt dette var dyrere i Danmark. Regjeringen følte sig i høj Grad tiltalt af de to Englænderes Planer, da der hidtil slet ikke havde været fabrikmæssige Garverier i Landet, og man ydede derfor villig sin Støtte. Med stort Besvær slap Nelthrop og Harris bort fra England med Redskaber, nogle øvede Arbeidere og en Kapital paa 10,000 Rdl., og den danske Regjering hjalp dem nu 1786 med et Laan paa 30,000 Rdl. til Anlæggene, ligesom den gav dem Toldfrihed for deres Raamaterialer.

Det nye store Anlæg blev ikke egentlig kjøbenhavnsk, idet det anlagdes ude ved Strandveien paa Gaarden "Retraite", men det fik dog ikke ringe Betydning for Byen. Virksomheden blev stor, og Forretningen gik ypperlig. Ved en Opgjørelse i 1791 regnedes deres Aktiver til 65,000, Passiverne til 30,000, saa deres Formue var forøget med 25,000 Rdl. udover de 10,000, de havde haft at begynde med. Dette gode Resultat gav dem Lyst til at forsøge endnu større Anlæg. I 1793 kjøbte de Ørholm Mølle og kort efter Nymølle, og i Løbet af det følgende Aar indrettedes her to større Papirfabriker, og endelig fulgte i 1795 Anlægget af en meget kostbar Oliemølle og Farvefabrik paa "Retraite". Regjeringen saa med største Tilfredshed deres Virksomhed og støttede dem Gang efter Gang med Laan til de dyre Nybygninger. I 1796 udtalte man saaledes i stærke Ord sin Glæde ved deres omfattende Foretagender, som "ganske vist er vovelige for dem selv men til uberegnelig Fordel for den indenlandske Vindskibelighed og Handelsbalance". Fabrikernes Værdi regnedes da til 250,000 Rdl., de to Eieres Formue til 80,000, der væsentlig var tjente ved Garveriet. I 1797, da de søgte nye Laan, begyndte Regjeringen imidlertid at blive lidt bekymret og lod foretage en


842

nøie Undersøgelse af deres Status, men trods lave Vurderinger blev Resultatet tilfredsstillende; Fabrikernes Værdi var betydelig større end Gjælden, de gav et regelmæssigt Overskud, og endelig virkede de høist heldig for Landets Industri. Man fandt dog "at de havde handlet uforsigtig i at overdrive deres Spekulationer i alt for store og vigtige Værker, hvis Omkostninger have oversteget deres Kredit og Formue", og man ydede dem derfor vel endnu en Gang et stort Laan, men meddelte dem tillige, at naar de paabegyndte Anlæg var færdige "maatte de paa ingen Maade overtage eller befatte sig med videre Handels- og Fabriksentrepriser end de, som henhører til deres nu anlagte og i Gang værende Værkers hensigtsfulde Fortsættelse, da de intet Tilfælde kunne forvente videre Pengeunderstøttelse af Vor Kasse uden Hensigt til, hvad Pant eller Sikkerhed de derfor maatte se sig i Stand til at yde."

Forretningen fortsattes siden med stor Omsætning, men det var stadig besværligt for de to Fabrikanter at skaffe de fornødne betydelige Kapitaler. De maatte derfor atter søge til Kommercekollegiet. Dette ønskede dog ikke at yde dem flere Laan men foreslog for at lette deres Stilling, at de skulde sælge Oliemøllen til den danske Manufakturhandel, gjennem hvilken dens Produktion hidtil var solgt. Nelthrop og Harris vilde nødig men gik dog i 1802 ind paa det. Det hjalp dem imidlertid ikke ud over Kapitalvanskelighederne, og Aaret efter maatte de derfor overdrage alle de øvrige Anlæg til et Interessentskab, der indskjød de 50,000 Rdl. i Forretningen, som da behøvedes. Virksomheden fortsattes derefter med godt Udbytte, stadig ledet af de to Englændere, der ogsaa var Medlemmer af Interessentskabet.

Enkelte mindre Garverier anlagdes efter Retraitefabrikens Mønster men uden at faa større Betydning. Det haandværksmæssige Garveri synes ikke at have lidt under Konkurrencen; det kjøbenhavnske Garverlavs Medlemstal holdt sig stadig omkring 20 Mestre med 40-50 Arbeidere.

Af Papirfabriker fandtes før Nelthrops og Harris' Anlæg Drew-sens paa Strandmøllen, og denne forbedredes i disse Aar betydelig for at kunne følge med i Konkurrencen. I Kjøbenhavn drev Firmaet Henriques og Sønner en større Tapetfabrik. I 1787 fik de for 20 Aar Eneret paa en ny Art ferniseret Tapetpapir, som efter deres Fremstilling kunde taale at vadskes og var i Stand til at


843

holde sig ogsaa i fugtige Værelser; almindelig, regnede de, at det vilde kunne holde i 20 Aar, medens det sædvanlige Tapet kun holdt i 6-8, og med Stolthed erklærede de, at selv i England havde man ikke Mage til dette Tapet. Deres Forretning gik godt, og i 1806 fik de Privilegiet fornyet for 5 Aar. Endelig anlagde 1786 Leon Salomon og Lehmann Neustädel en Fabrik for farvet tyrkisk Papir og modtog hertil Statens Hjælp.

Bedst af alle Industrigrene trivedes vistnok Sukkerraffinaderierne, der fik deres Raamateriale paa gode Vilkaar fra Vestindien, og hvis Marked vedblivende var sikret ved Indførselsforbud. De tilfredsstillede ikke blot Landets eget Forbrug men udførte ogsaa en hel Del, i Aarene 1784-86 saaledes henimod 1 Million Pd. Sukker aarlig. I 1798 havde Kjøbenhavn 18 Raffinaderier, der beskjæftigede omtrent 500 Arbeidere.

Ogsaa Tobaksfabrikationen holdt sig godt, skjønt de Betingelser, hvorunder den virkede, skiftede en Del. Efter den amerikanske Krigs Slutning forsvandt de gode Vilkaar for danske Tobaksplantere, da amerikanske Tobaksblade nu tilbødes saa billigt, at Dyrkningen her slet ikke kunde betale sig. Forordningen af 14. Juni 1786 fritog derfor de danske Tobaksfabrikanter for de Forpligtelser, de i sin Tid havde paataget sig til at drive Tobaksplantager (se S. 544) men for at frelse Fredericias Tobaksplantere forpligtedes Fabrikanterne til aarlig at kjøbe en vis Mængde Blade hos disse, en Bestemmelse, der gjaldt til 1797. Toldloven hævede siden de fleste bestaaende Indskrænkninger i Tobaksomsætningen, men uden at det skadede Forretningen. Netop efter Toldloven forøgedes Fabrikanternes Antal ikke lidet. Det kjøbenhavnske Tobaksspinderlav, der i 1788 havde 27 Mestre med 71 Svende og Drenge og 386 aparte Arbeidere var 1798 gaaet noget tilbage til henholdsvis 24, 68 og 316 men gik siden atter frem, saa Tallene 1806 var 36, 66 og 448.

Ved Siden af disse Anlæg i lidt større Stil nød ogsaa hele Tiden igjennem adskillige Smaaforetagender, der paa en eller anden Maade havde Nyhedens Interesse, godt af Regjeringens Understøttelse. Saaledes kom i 1795 de to Englændere Lundby og Houghton hertil og tilbød at anlægge en Fabrik for pletterede Varer. Skjønt de i stærke Farver skildrede de Farer, de havde gjennemgaaet for at føre deres Maskiner ud af England, understøttedes de dog lidt karrigt, og det endte med, at Lundby misfornøiet reiste bort, medens


844

Houghton blev tilbage og fik Fabriken i Gang. Skriftstøberiet, der var begyndt her hjemme i forrige Periode, interesserede man sig stadig for. I 1785 døde den første Skriftstøber Poetsch's Enke, og Virksomheden gik derpaa over til hendes Faktor Mørch; denne maatte imidlertid paadrage sig Gjæld for at betale hendes Arvinger, og i Længden kunde han ikke klare sig; 1800 overtoges Forretningen derfor af Bogtrykker Sebastian Popp, som Regjeringen allerede 1795 havde givet Ret til at anlægge et nyt Skriftstøberi. 1801 kom hertil endnu et Anlæg tilhørende Universitetsbogtrykker Schultz. I 1791 understøttedes Agent Frølich til Oprettelsen af en Speilfabrik; han erklærede, at han kunde belægge og foliere Speilglasset paa hidtil ukjendt Vis, og han ønskede derfor Eneret derpaa, men dette nægtedes ham af Hensyn til de to bestaaende Speilfabriker. Alligevel fik han en ganske betydelig Forretning. Samme Aar fik en Urtekræmmer ved Navn J. Casse Hjælp til Oprettelsen af en Pibefabrik; hidtil havde der i Danmark kun været én saadan, og denne, der laa ovre i Aalborg, lavede kun Piber til "Bondestanden og de ringere Haandværksklasser"; Gasse derimod tilbød at forfærdige hollandske Piber passende for "de formuende Stænder", og Regjeringen hjalp ham med Glæde hertil.

Andre Foretagender, man tog sig af, synes af helt ubetydelig Art. Saaledes fik i 1785 Italieneren Joseppe Frulli Ret til uhindret af Naalemagerne at forfærdige og sælge Knappenaale med emaillerede Hoveder, noget man før ikke havde haft her i Landet. I 1793 fik en Bogholder Hviid Eneret paa fem Aar for Kjøbenhavn for nogle af ham opfundne Natlamper, og i 1787 tillodes det en Kobbersmedesvend Joh. Fasting at drive Forretning med forskellige blæsende Instrumenter uden at være i Kobbersmedelavet; han havde i Udlandet lært at forfærdige Trompeter, Basuner, Vald- og Posthorn og Pauker særlig godt, og han anbefaledes varmt af Magistraten, der havde prøvet Instrumenterne. Endelig fik i 1785 kongelig Hofkunstdreier og Instrumentmager Appelberg en Guldmedaille og en Gratifikation paa 400 Rdl., fordi han havde oprettet en Dukketøisforretning, medens man før havde maattet indføre sit Dukketøi fra Nürnberg, og samme Aar laante man 300 Rdl. til Italieneren Rossard, der tilbød at lave Maccaroni af indenlandsk Hvede; Maccaronien brugtes meget i Kjøbenhavn, oplystes det, men den var hidtil bleven indført fra Udlandet.


845

Fuldt saa vigtig var Spillekortsfabrikationen. Indførselen var forbudt af Hensyn til Stempelafgiften og Driften monopoliseret, og dette blev uændret ogsaa efter Toldloven. Der var i Kjøbenhavn to Fabriker, den ene tilhørende Dresler, den anden Sus og Kuntze, og deres Produktion var betydelig; 1793 opgives den til 1000 Gros. I 1796 nedlagdes den ene af Fabrikerne, og Regjeringen, der her som ellers ønskede at bevare en vis Konkurrence, stræbte da ivrig at faa oprettet en ny. Nelthrop og Harris tilbød at gøre det, men Regjeringen der allerede nu mente, at de havde mere end nok at tage Vare paa, vilde ikke have dem til det. Resultatet blev, at Privilegiet overdroges en Boghandler Steinmann.

Medens den nye Fabriksindustri saaledes gennemgik adskillige Svingninger og for de fleste Fags Vedkommende saa temmelig mislykkedes, var Udviklingen langt solidere og roligere indenfor de gamle Haandværksfag; der skete intet Forsøg paa kunstig at drive dem frem, men de nød af sig selv godt af de gode Tider, og det synes ikke, at Konkurrencen med Fabrikerne i de faa Tilfælde, hvor en saadan fandt Sted, i mærkelig Grad har skadet dem. Der foregik dog ogsaa her i en Del af Fagene visse Svingninger, bestemte af særlige Forhold eller Begivenheder.

Mest gjælder dette Bygningsfagene, der selvfølgelig paavirkedes meget stærkt af den store Ildebrand 1795. Tallene for de to Hovedlav: Murmestrenes, der tillige omfattede Gibsere og Stenhuggere, og Tømrernes bærer Vidnesbyrd derom.

For det første stiller de sig saaledes:

Mestre     Svende     Drenge
1783 ..... 33     551     67
1794 ..... 35     512     79
1798 ..... 51     850     58
1806 ..... 48     531     27

og for Tømrerlavet:

Mestre     Svende     Drenge
1783 ..... 21     467     161
1794 ..... 20     479      71
1798 ..... 37     779      63
1806 ..... 39     551      39

846

Som man ser, er disse Forretninger ret anseelige med over 20 Medhjælpere for hver Hovedperson ved Periodens Begyndelse; senere synes det, at en Del af de efter Branden oprettede ny Forretninger har holdt sig, ogsaa efter at dennes Virkninger var forbi, medens det da er Medhjælpertallet, der gaar tilbage, saa Forretningernes gjennemsnitlige Størrelse nu formindskes en Del.

Af de andre Fag var Hattemagerne og Parykmagerne Gjenstand for en betydelig Omskiftning men i modsat Retning. Parykmagerne, der endnu i 1794 var 85 med 105 Svende og Drenge var i 1806 gaaet ned til 65 med 21 Medhjælpere; Parykkernes Tid var forbi som Fiskebenskørternes. Omvendt gik Hattemagerlavet frem fra 12 Mestre med 63 Svende og Drenge i 1794 til 23 med 103 i 1806; der fandt endog en vis Hatteudførsel Sted navnlig til Indien, begunstiget ved Exportpræmier; disse bortfaldt vel i 1797, men Hattemagerne beholdt en Beskyttelsestold paa 15 %, og Faget trivedes stadig. I et af Datidens Blade, "Skilderiet" for 1804, finder man et Udtryk for den voksende Selvfølelse hos vore Hattemagere i Bemærkningen "I Kjøbenhavn er der nu en Hattemager, som har haft Mod til at sætte paa sit Skilt: "Dansk Hattemager", hvilket Ord maaske tidligere vilde have skilt ham ved alle hans Kunder."

En fremtrædende Plads indtog, talmæssig set, i Kjøbenhavn som i vore Provindsbyer Skræderne og Skomagerne; der var stadig af hvert af disse Lav omkring 350 Mestre med et lignende snart noget større, snart noget mindre Svendetal og et betydelig mindre men stærkt skiftende Antal Drenge. Af de øvrige Haandværkslav var Snedkernes og Smedenes de største, hvert med omkring 100 Mestre og 3-400 Svende og Drenge. Vognmændenes Lav omfattede forholdsvis faa, sædvanlig omkring 15 med godt 100 Kudske.

Udenfor Haandværkernes Kreds stod Brændevinsbrænderne og Bryggerne. De første var godt 300 med fuldt saa mange Drenge, ingen Svende. Bryggerne var et sluttet Lav paa 100 med 100 Svende og omtrent 200 Drenge. De var gjennemgaaende velstillede Folk, der socialt tilhørte et betydelig høiere Lag end Haandværkerne; de stod i Rigdom og Anseelse nærmest ved Siden af jævnt store Kjøbmænd og spillede en betydelig Rolle i Byens Liv. De besad da ogsaa store Forrettigheder, saaledes foruden Eneretten for de 100 Lavsmedlemmer tillige Ret til af Regjeringen aarlig at kjøbe 10,000 Tdr. Byg for 10 Mk. Tønden. Priserne for Øllet bestemtes


847

Bryggersvend og Bryggerknægt

Bryggersvend og Bryggerknægt.

af Magistraten og Regjeringen, og Taxterne forhøjedes i denne Tid atter og atter. Den hele store Begunstigelse stred imidlertid saa stærkt mod Regjeringens sædvanlige Grundsætninger, at man stadig var tilbøielig til at finde et Middel til at komme af med den, og 1805 greb man da til den energiske Udvei helt at ophæve Lavet. Fremtidig skulde Bryggerbevilling gives til de enkelte Personer, og alle Forrettighederne ophævedes; til Gjengjæld fik imidlertid hver af de 100 Bryggere 4000 Rdl. udbetalt; man havde atter grebet til at afkjøbe Besidderne Forrettigheder, hvis Bevarelse man fandt uheldig, men unægtelig tager de 400,000, det kostede, sig ud som et stort Beløb sammenlignet med de Penge, hvormed man i 1797 havde ment at kunne holde vor Industri skadesløs.

En Opgjørelse af Tallet paa dem, der beskjæftigede sig med Industri og Haandværk, og Svingningerne deri, lader sig ikke med Fuldstændighed foretage, da kun Tallene for de lavsmæssig organiserede kendes. Allerede disse vil dog give noget Indtryk af den samlede Bevægelse.

De fire Fabriksfag med Lavsordning: Dugmagere, Tøimagere, Silkevævere og Tobaksspindere havde sammenlagt næsten samme Mestertal hele Tiden igjennem 1783: 84, 1794: 80, 1798: 71, 1806: 87. Derimod gik Forretningernes Omfang, taget under et, betydelig tilbage, saa Antallet af Svende og Drenge de fire nævnte Aar var henholdsvis: 489, 406, 298 og 169, og af "aparte Arbeidere" tilsvarende 2605, 2701, 1822, 836. Tilbagegangen falder efter 1794, og den bliver stedse stærkere; det var som ovenfor vist (S. 835-36) de tre første af Fagene den ramte. Baade i Kjøbenhavn og den nærmeste Omegn fandtes imidlertid udenfor disse 4 Lav adskillige Fabrikforetagender. Efter de spredte Opgivelser, som haves (se S. 837-46)


848

synes det, at disse har beskjæftiget omtrent ligesaa mange Arbeidere som de lavsordnede Fag, og det ser ud til, at der her, taget som Helhed, ikke har fundet nogen Tilbagegang Sted. Herunder hørte vel Fag, som det gik galt, men ogsaa andre, hvor det gik frem, som Kattuntrykkerierne og Sukkerraffinaderierne, og hertil kom desuden de mange nye, spredte Foretagender. Opløsningen i Fabriksvirksomheden var da ikke saa overordentlig, som Tallene for Lavene tyder paa; det synes snarest at kunne antages, at Antallet af de ved Fabrikerne beskjæftigede mellem 1794 og 1806 er gaaet ned til 2/3.

Anderledes stiller det sig for Haandværkslavene. Der fandtes i Kjøbenhavn ialt 54 Lav; deraf var 4 Handelslav og 4 Fabrikslav, medens Skippere, Prammænd, Vognmænd, Bryggere og Brændevinsbrændere dannede fem Lav. Tilbage bliver da 41, der kan regnes for Haandværkerlav. Disse havde i 1783 knap 1800 Mestre med omtrent 5,600 Svende og Drenge, men medens Mestertallet i de følgende Aar holdt sig næsten uforandret, gik Medhjælpertallet i Aarene indtil 1794 rigelig 1000 ned. Saa fulgte imidlertid efter Branden 1795 en rask Opgang, saa Mestrenes Tal i 1798 var 1950 og Svendenes og Drengenes 6,300. I 1806 var Mestrenes Tal 2000, men Medhjælpernes var da igjen gaaet tilbage til 5,100. Som Helhed maa det da siges, at heller ikke Haandværksfagene havde nogen fast Fremgang, men ganske vist maa det tilføies, at Lavsforordningen af 1806 tillod Frimestre udenfor Lavene under visse Betingelser at drive de forskjellige Forretninger, og at Tallene for 1806 derfor burde forøges med disses Antal. Dette er ubekjendt men synes dog ikke at have været meget stort. Endelig fandtes der enkelte Fag helt uden Lavsordning. Bortset fra Murere, Tømrere og Bagere var Forretningerne ganske smaa med gjennemsnitlig to Medhjælpere for hver Hovedperson.

Tilsammen beskjæftigede Industri og Haandværk omtrent en Trediedel af Byens Befolkning. Ved Folketællingen 1801 opgives for "Fabrikanter med Karle og Drenge" 3,797, for Haandværkerne med Svende og Drenge 22,108, og endelig ernæredes ved Dagleierarbeide 7,329, der vistnok ogsaa for de allerflestes Vedkommende har været knyttede til Industrien.

De Former, hvorunder Haandværket udøvedes, var endnu bestemte ved Lavsreglerne fra Slutningen af 17. Aarhundrede; de enkelte Tilføielser, som senere var kommet til, havde blot i nogen


849

Grad skærpet Lavstvangen under Paavirkningen af de tyske Forhold. I denne Tid gik Stemningen imidlertid i modsat Retning; det hele Lavsvæsen gjennemgik en Krise, der truede med helt at sprænge det, og som ikke gik til Ende uden at bringe alvorlige Indskrænkninger deri.

Der var i denne Tids Arbeiderforhold en stadig Usikkerhed, som var en naturlig Følge af Forretningslivets stærkt skiftende Vilkaar. Først voxede Efterspørgselen efter Arbeidere voldsomt i Aarene nærmest før 1784, da paa en Gang Handelen fik sit store Opsving, og Industrien kunstig dreves op; saa fulgte i det følgende Tiaar en ikke ringe Tilbagegang, indtil de nye Krigsuroligheder atter bragte vor Handel bedre Vilkaar, og den kjøbenhavnske Ildebrand for en Række af de vigtigste Haandværksfag, skabte en ganske usædvanlig Trang til en stor Arbeidsstyrke; og endelig gik det saa for adskillige Fag ned ad i Aarene efter Toldloven 1797, medens disse samme Aar bragte andre Fag Fremgang. Alt dette medførte en Bevægelighed i Arbeidsforholdene, en Række af Svingninger, der kun lidet passede med det tungt arbeidende Lavsmaskineri, og som fremkaldte talrige Vanskeligheder og Rivninger. Hertil kom saa endelig de Brydninger, der skabtes ved, at de nye Maskiner saa smaat begyndte at trænge ind og overflødiggøre en Del Arbeidere, en Bevægelse, der ganske naturlig af disse mødtes med stærk Modstand.

Og samtidig forøgedes, navnlig i Opgangsperioderne, Antallet af de urolige Hoveder blandt Kjøbenhavns Arbeidere: de tydske Svende. Disses Tal var forbavsende stort. I 1786 angives det saaledes, at af Svendene i Dugmager-, Tøimager-, Silke- og Florvæverfagene var 215 indfødte, 133 fremmede, og i 1794, da hele Tallet af Lavssvende var 3,630, opgiver en af Kjøbenhavns Raadmænd, Pontoppidan, Antallet af fremmede Svende til 1402 med udtrykkelig Fremhævelse af, at det aldeles overveiende var Tydskere. I de Egne, hvor de kom fra, var Lavsvæsenet langt stærkere udviklet i middelalderlig Stil end hos os; de bragte med sig en Mængde Lavsceremonier, som de var særdeles ivrige for at faa gjennemført, og i de bestaaende Svendeforeninger (se om disse III S. 549-52) blev disse Tydskere med Lethed de toneangivende. Forhandlingssproget blandt Svendene var sædvanlig det tydske, og ofte hændte det, at Tydskerne drev ogsaa de andre frem til at stille Fordringer, der


850

skulde bringe Tilstandene her til at svare til dem, de var vante til fra deres Hjemland. For saadanne Bevægelser dannede Lavenes Svendesamfund udmærkede Udgangspunkter; hvert af dem omfattede alle Svendene af det Fag, og de var stærkt knyttede sammen gjennem de Fællesinteresser, som skabtes ved Syge- og Hjælpekasser, ligesom ved de Herberger, alle større Lavs Svende havde, og hvor de mødtes snart til Forhandlinger, snart for at fordrive Tiden i Fællesskab.

Til alt dette kom saa Tidens almindelige Uro. De franske Revolutionsbegivenheder gav ogsaa herhjemme Gjenlyd omend med stærkt afdæmpet Klang; danske Aviser og Tidsskrifter gjentog mangt og meget af Revolutionsmændenes kække Ord om Frihed og Lighed, og om det end næsten altid skete, uden at man gav det Anvendelse paa vore Forhold, saa paavirkede det dog den almindelige Opfattelse; Respekten for Myndighederne blev ringere, Kritiken af det bestaaende hvassere, og Gang efter Gang kom det til usædvanlig omfangsrige Folkeoptøier; som Regel var disses Anledning tilfældig, deres Karakter ganske planløs og deres Formaal yderst ubetydeligt, men ikke des mindre vidnede de om, hvor letfængelige Sindene i disse Aar var.

Enkelte Exempler paa Tidens Arbejderbevægelser skal anføres. I 1791 var der en almindelig Uro i de forskellige Manufakturfag, hvor de tydske Svende ivrig modsatte sig Indførelsen af nye Maskiner, som formindskede Brugen af Arbejdskraft. Regjeringen ophævede derfor den Ydelse af Reisepenge til fremmede Svende af disse Fag, der fra 1777 var betalt af Staten, og man anbefalede i Stedet at oplære danske Drenge til dette Arbeide. Tilsvarende modsatte i 1795 Kattuntrykkeriernes Svende sig, at der anvendtes Kvinder i Kattunfabrikerne, ligesom de krævede Antallet af Drenge indskrænket til en vis Størrelse, alt under Trudsel om Strike. Fabrikanterne bad Regjeringen om Hjælp, og denne stillede sig paa deres Side; to Trediedele af Kattuntrykkeriernes Svende var fremmede; dem, mente man, vilde Anvendelsen af Kvinder og Børn først fortrænge, hvilket kun var godt, og endelig haabede man, at det vilde fremme Ægteskaberne i Landet, naar saaledes baade Mand, Kone og Børn fik Adgang til at fortjene noget. Resultatet blev derfor Offentliggjørelsen af en Regjeringserklæring om, at Fabrikanterne havde Ret til antage saa mange Kvinder og Drenge, som de ønskede.


851

Uden Sammenligning større Interesse knytter sig imidlertid til den store Arbeidsstandsning 1794, og denne var det ogsaa, der gav Stødet til Ændringerne i Lavsordningen. Det var fra Tømmersvendene Bevægelsen udgik. Forholdene var indenfor dette Fag større end i noget af de andre; i 1794 var Svendenes Tal 479, Drengenes 71, og disse fordeltes paa kun 20 Mestere; af andre Fag var vel Mursvendene fuldt saa talrige, 512 ialt med 79 Drenge, men der var her 35 Mestere, saa de enkelte Forretninger var betydelig mindre. Allerede i 1782 havde Tømmersvendene reist Krav om Lønforhøielse men uden at opnaa det, og der havde siden været en stadig ulmende Misfornøjelse blandt dem. I 1794 kom den til Udbrud. En Tømmermester ved Navn Hall var blevet uenig med en af sine Svende om Lønnens Størrelse; Mesteren gik til sine Lavsfæller, Svenden til sine Kammerater og bad dem tage sig af Sagen, og medens Mestrene nøiedes med at svare, at det maatte blive hver Mesters Sag at akkordere med sine egne Svende, greb Svendene Anledningen til at reise en almindelig Fordring om høiere Løn. 9. Juli 1794 overgav Oldgesellen Wagenknecht og fire andre Svende paa alle Tømmersvendes Vegne Magistraten et »andragende om, at "samtlige Tømmermestere her i Staden maatte blive beordret at betale os i Dagløn 2 Mk. 8 Sk., som er lige med Murerne, da vi nu ikke faa mere end 2 Mk.". Det var i god Overensstemmelse med Tidens Skik og Brug, at de vendte sig ikke direkte til Mestrene men til Magistraten, under hvis Tilsyn Lavene stod. De 2 Mk., Svendene opgav som deres Dagløn, svarer efter Metalværdien til 1 Kr. i vore Penge; det var Sommerdaglønnen, medens Daglønnen om Vinteren kun var 1 Mk. og 8 Sk. Mestrene paastod under de følgende Forhandlinger, at de i Virkeligheden havde lige saa meget som Murerne, da Tømrernes Sommerdagløn regnedes fra 22. Februar til Mikkelsdag, medens Murerne først fik deres fra Paaske; desuden hævdede de, at Svendenes Indtægt forhøiedes betydelig ved Akkordarbeide, hvorved de kunde tjene 3-5 Mk. daglig, men selv om de med Lethed kunde anføre enkelte Exempler paa saadanne større Indtægter, synes det dog, at det sædvanlige var de 2 Mk.; dette gik man under de følgende Forhandlinger gjennemgaaende ud fra.

Før dette Lønspørgsmaal var afgjort, kom imidlertid et andet Stridspunkt til, som satte Sindene i langt stærkere Bevægelse. Det hændte nemlig, at tre tydske Svende, der arbeidede hos Tømmer


852

mester Hallander, ønskede at reise hjem og bad ham om den i saadanne Tilfælde sædvanlige Afskedsseddel. Hallander var imidlertid "formedelst overlegen Arbeide meget forlegen for Svende", og efter Lavsreglerne af 1682 mente han, at de først havde Ret til at sige op til Mortensdag, saa han nægtede at lade dem slippe.

Sagen kom for Politiretten, og denne tillod d. 26. Juli den ene af Svendene, hvis Grund til at reise hjem var hans Faders Død, at drage bort, hvorimod de to andre, der ingen rimelig Grund kunde anføre, arresteredes og d. 30. Juli dømtes til 6 Dages Vand og Brød, ligesom det paalagdes dem efter udstaaet Straf igjen at gaa i Arbeide hos Hallander. Rygtet om denne Arrestation fremkaldte imidlertid den største Ophidselse blandt Tømmersvendene, og den 30. Juli, endnu før Dommen var faldet, forlod de næsten overalt i Byen Arbeidet; Tallet paa de Streikende angives til 3-400, og da der ialt var 479 Svende i Byen det Aar, maa det antages, at saa godt som alle har været med.

Svendene samledes nu i stort Tal paa deres Herberge i Adelgade, og allerede samme Dag begyndte her en Række Forhandlinger mellem dem og Kjøbenhavns Politimester J. Th. Flindt. Baade Arbeidslønnen, Retten til at forlade Arbeidet og andet mere inddroges herunder, men det afgjørende Punkt var dog de to Kammeraters Arrestation. Deres Frigivelse var fra Svendenes Side Betingelsen for at gjenoptage Arbeidet. Med Mestrene synes der slet ikke at være forhandlet. Forlig opnaaede man ikke, og det endte da med, at Flindt greb til det Middel at arrestere Oldgesellen Johan Friderich Wagenknecht. Denne stod imidlertid foreløbig fast og udtalte i Fængslet, "at han vel vidste, at han ikke blev enten hængt eller brændt, og siden han af de andre Svende var bleven udvalgt til deres Formand, saa maatte han og paastaa deres Ret;" hos de andre Svende forhøiede hans Arrestation kun Forbitrelsen, og de valgte nu til midlertidig Oldgesel Lorenz Kramp, en af de indvandrede tydske Svende, der sædvanlig omtales som den egentlige Ophavsmand til det hele, og som var en langt bestemtere og dristigere Fører end Wagenknecht. Dagen efter lykkedes det i Fængslet at faa denne sidste til at falde til Føie, og han slap da med en Bøde paa 25 Rdl., medens Lorenz Kamp, der denne Dag havde henvendt sig til Kronprindsen om at hjælpe Tømrerne, i Stedet arresteredes sammen med en anden Svend ved Navn Ole Holst. De dømtes til henholdsvis 5 og


853

3 Ugers Forbedringshusarbeide og den 2. August kom hertil endnu en Straffedom over Svenden Conrad Gustav Hintze, der tillige var Soldat, og som derfor dømtes til 6 Ugers Forbedringshusarbeide med den Begrundelse, at han havde svoret Kongen en særlig Ed.

Det hjalp imidlertid altsammen lige lidt. Den 1. August søgte ikke blot Politimesteren men ogsaa en Kapellan Rørby at stifte Fred ved at tale til de paa Herberget forsamlede Svende; de modtoges begge med Spot, og selv Chr. Colbjørnsen, der et Par Dage

Kapellan Rørbys Tale i Tømmerherberget

Kapellan Rørbys Tale i Tømmerherberget.

efter prøvede at forhandle med Svendene kunde ikke bringe dem til at give efter. Og samtidig bredte Uroen sig; Tømmerherberget var næsten stadig omgivet af betydelige Menneskeskarer, der under alle Slags Spektakler viste deres Sympati for de Strikende; en halv Snes Flyveskrifter om Bevægelsen udkom i Løbet af faa Dage, og i Aviser og Tidsskrifter drøftedes Sagen i Artikler, der oftest var velvillige mod Svendene. I et af Flyveskrifterne hævdedes det, - stærkt overdrevet, - at der var Mestre med indtil 200 Svende og en aarlig Fortjeneste af 3-6000 Rdl., medens man fandt, at 800 Rdl. vilde være passende og stemplede enhver større Fortjeneste som "utilgiveligt Blodsugeri". I Malte Conrad Bruuns "Vækkeren", der


854

begyndte at udkomme i disse Dage, opmuntredes i stærke Ord Svendene "Landets Styrke og Folkets Kjærne", som de kaldes, til at holde ud, og tilsvarende er Tonen i mange af de andre Udtalelser. Der er over det hele en vis revolutionær Tone, der viser, at man i Kjøbenhavn havde tilegnet sig en Del af de Slagord, der i disse Jakobinerregimentets Dage havde Klang i Paris. Der er Gæring i denne urolige Tid, siger en af Kjøbenhavns Raadmænd derom, enhver sværmerisk Taler kan bringe alt i Uro, "efterdi den lumske Urostifter véd at anbringe det skjønne og blændende Anstrøg af Menneskerettigheder". Men meget mere end store Ord var dog intet af det; Folkeoptøierne naaede ikke udover de Gadespektakler, Kjøbenhavns Befolkning i disse Aar greb enhver Leilighed til at forlyste sig med, og selv blandt Svendene gik Bevægelsen sikkert ikke meget dybt.

Imidlertid var Sagen bleven behandlet i Kancelliet, og den 5. August erklærede dette, at de arresterede Svende ikke kunde frigives, da de var lovlig dømte; om Lønnen skulde derimod Kancelliet senere tage Beslutning, naar Svendene nu uden Forstyrrelse gjenoptog Arbeidet. Svendene svarede hertil, at de efter deres Mening havde handlet lovlig; hvis det var ulovligt, at de forblev samlede paa Herberget, var de villige til at gaa hver til sit, men arbeide vilde de ikke, før de fik 2 Mk. og 8 Sk. i Dagløn, det var de fast bestemte paa. Dette Svar bragte Kancelliet til at tage kraftigere fat, og Flindt fik nu Ordre til med 200 Soldater at gaa mod Tømmerherberget og føre de Svende, der vedblivende nægtede at arbeide til Kastellet. 202 Svende, hvoraf 67 danske, 127 tydske og 8 andre fremmede førtes da til Kastellet, hvor man endnu en Gang opfordrede dem til at give efter; 78, hvoraf 47 danske faldt da til Føie, saa der af de danske nu kun var 20 tilbage blandt de standhaftige. Disse og de 104 fremmede erklæredes for arresterede, men holdt stadig ud, samtidig med, at de indtog en rolig, forsigtig Holdning. "Det synes at være en aftalt Plan mellem disse Folk", siger Kastellets Kommandant i sin Indberetning herom, "ikke at gjøre sig skyldige i andre Overtrædelser end den ei at ville arbeide. Jeg har forsøgt, at med det Gode gjøre de Alt, hvad man siger dem. Jeg anstillede mig vred paa dem og brugte nogle Gange det Ord: Fanden. Da raabte Adskillige: O! Hr. Kommandant skjænd De, saa meget som De vil, det kan vi gjerne høre paa. Vi gjøre Alt, hvad De befaler, og vil De tvinge os til Overilelser, saa maa vi sige


855

Dem i forveien, at dette ikke vil ske, og det saa meget mindre, som vi alle ere ædru og Ingen beskjænkede."

Allerede den 6. August fældedes Dom over de Gjenstridige. De 122 dømtes til 4 Maaneders Arbeide i Jærn, en enkelt fik hele 6 Maaneder, medens en frikjendtes, da han lige var kommet fra Udlandet og ikke havde været inde i Forholdene. Det saa da ud til at Følgerne skulde blive alvorlige, og Kancelliet synes at have været bestemt paa at fortsætte ad denne Vei; dets Indstilling til Kongen

Tømmersvendenes Arrestation 5. August

Tømmersvendenes Arrestation 5. August ikke, som Underskriften angiver, 4. August.

2 Dage efter om Dommen gik ud paa, at denne strax skulde træde i Kraft for dem, der ikke havde appelleret, og at de andres Sag ad extraordinær hurtig Vei skulde afgjøres ved Højesteret. Den kongelige Resolution, der faldt samme Dag, gik imidlertid stik imod dette Forslag, hvad enten det skyldes Kronprindsen selv, eller anden Indflydelse har gjort sig gjældende. Baade de 123 og de, der tidligere var dømte til Forbedringshusarbeide, fik deres Straf eftergivet men ganske vist saaledes, at de skulde bringes ud af Landet og aldrig maatte vende tilbage. Paa tre Kanonbaade konvojerede af Briggen Lougen sendtes de umiddelbart derefter af Sted for at føres til Lübeck eller Rostock efter Vindens Beskaffenhed.

Man havde formodentlig ventet ved saaledes at skaffe sig af


856

med de uroligste blandt Svendene at standse Bevægelsen, men man opnaaede i Stedet at gjøre ondt værre. Forbitrelsen greb nu ogsaa Svendene i de andre Lav, og i Løbet af de følgende Dage nedlagdes Arbeidet af Murere, Smede, Snedkere, Bagere, Skomagere og Skrædere og maaske endnu flere; det var alle de større Lavs Svende, der saaledes gjorde fælles Sag med Tømrerne, og sammen med disse udgjorde de c. 2000, betydelig over Halvdelen af alle Kjøbenhavns Svende. Desuden voxede Bevægelsen i Befolkningen. Fra den 1. August havde der været militær Vagt ved Tømmerherberget, men det havde ikke hindret, at der hver Aften fandt store Optøier Sted, og disse blev nu stedse kraftigere. Enkelte af de dristigste drog fra det ene Svendeherberge til det andet og holdt Taler om Overgrebene, selv paa Regensen henvendte man sig et Par Gange for at "fornemme om Lavene i Tilfælde af, at der kom noget paa kunde vente Assistance af Studenterne;" man var vant til, at disse var livlig med ved Spetaklerne i Byen, men mødte dog denne Gang bestemt Afslag hos dem.

Regjeringen arbeidede i disse Dage febrilsk for at skaffe Ro. Den 8. August tillodes det, enhver fremmed Svend, der ønskede at reise bort at gjøre det, og Mestrene skulde da paa sædvanlig Vis give ham Afskedsseddel, alt dog under Forudsætning af, at Ønsket fremsattes inden tre Dage. Dagen efter fulgte en kraftig Advarsel til Kjøbenhavns Borgere mod at opholde sig paa Steder, hvor der var Spektakler, da de ellers maatte tilskrive sig selv den Fare, de udsattes for, "naar det maatte blive nødvendigt at anvende overordentlige og alvorlige Midler til at handthæve Orden og Roelighed", en Advarsel man har funden fornøden da "mange lade sig lede af utidig Nysgjærrighed til strax at stimle sammen, naar alene en Flok af vanartige og pøbelagtige Drenge enten selv finde for godt eller ophidses af onde Mennesker til at pibe og skrige for at stifte Uro og sætte fredelige Borgere i Bekymring og Frygt." "løvrigt" tilføies det dog "har Kongen den Tillid til det af Ham saa inderligen elskte og saa udmærket troefaste Kiøbenhavnske Borgerskab, at det vil fordoble dets Aarvaagenhed og af alle Kræfter bidrage med Ham til at vedligeholde Orden og betrygge enhver Medborger mod Vold og Overlast."

Endelig fulgte den 11. August en Plakat om, at indfødte Svende skulde være fri for at reise i Udlandet, som det hidtil havde været


857

Politimester Flindt

Politimester Flindt.

Skik, at de gjorde; man var aabenbart overbevist om, at det for Fremtiden gjaldt om at svække Forbindelsen med Udlandet, om man skulde sikre rolige Forhold blandt de danske Svende. Samme Dag forbødes det at trykke noget som helst om denne Sag. Vigtigere var det dog, at der endnu d. 11. August nedsattes en Kommission med det Hverv at tage det hele Arbeiderspørgsmaal op til Undersøgelse; af dens 11 Medlemmer blev Chr. Colbjørnsen den ledende medens den iøvrig sammensattes af Høiesteretsassessorer, Kollegiedeputerede, kjøbenhavnske Magistratspersoner og Medlemmer af de 32 Mænds Forsamling.

Hidtil havde Myndighedernes Forsøg paa at faa Sagen i Orden været underlig planløse; snart tog man haardt fat med Fængslinger og Straffedomme, snart forhandlede man og benaadede de dømte. Nu kom der mere Mening i det hele, og Kommissionens Optræden blev baade vel betænkt og i nøie Overensstemmelse med de fordomsfri, frisindede og humane Anskuelser, der i disse Aar havde Overtaget i danske Regjeringskredse. Den 12. August lod man samtlige Tømmersvende møde for Kommissionen og fremsætte deres Krav. Disse gik ud paa, at Daglønnen skulde forhøies, Svendene og Mestrene stilles lige med Hensyn til Opsigelsesfristen, og Svendene have Ret til efter nogle Aars Arbeide at blive Frimestre. Og endelig føiedes hertil Ønsket om, at "da vi haver en Plakat, hvorledes vi Svende skal forholde os imod Mesterne, vi da og allernaadigst maa vorde en meddelt derimod, hvorledes Mesterne skal forholde sig


858

imod os, da dette endnu til Dato er os ubekjendt." Kommissionen blev, som det hedder "rørt" ved Svendenes Skildring af deres daarlige Forhold og stillede dem ikke lidet i Udsigt. Den lovede, at Kronprindsen vilde gaa i Forbøn for de bortviste Svende, der var indfødte eller blot bosatte her, saa de kunde faa Lov at vende tilbage, et Løfte, der førte til, at de den 20. August fik denne Tilladelse. Desuden lovede man at virke for let Adgang til at blive Frimestre, som i det hele for Forbedring af Tømmersvendenes Kaar, ligesom man stillede sig særdeles velvillig overfor Ønsket om lige Opsigelsesfrist.

Ved alt dette lykkedes det at stille Tømmersvendene tilfreds, saa de endnu den 12. August gjenoptog Arbeidet, hvorpaa deres Exempel strax fulgtes af de andre Fag. Striken var dermed til Ende, og Uroen i Byen hørte op. Et Offer for den blev Politimester Flindt, der ved sin vaklende Optræden havde paadraget sig almindelig Misbilligelse; han maatte Dagen efter søge sin Afsked, som han derpaa fik med Udtalelse af Kongens Tilfredshed med hans Embedsvirksomhed og uden Tab af Indtægter. 1)

Imidlertid nøiedes Kommissionen ikke med dette øieblikkelige Resultat men tog fat paa en samlet Undersøgelse af Forholdene for paa Grundlag af de indvundne Erfaringer at kunne stille Forslag om en ny Ordning. Efter Tømmersvendene forhandlede man den 12. og 13. endnu med Svende af en Række andre Fag, og dernæst mødte den 14. og de følgende Dage Mestrene af de forskellige Lav uden Hensyn til, om de havde været inddragne i Striken eller ikke. Sagen trak imidlertid ud, idet Mestrene ikke nøiedes med at udtale deres Opfattelse mundtlig men tillige gav store skriftlige Indlæg, og det derpaa i Kommissionen kom til ret langvarige Forhandlinger om alt det, man havde faaet at vide.

Fire Punkter gik sædvanlig igjen i Svendenes Ønsker. De vilde have høiere Dagløn og kortere Arbeidstid, lige Opsigelsesfrist for begge Parter og Ret til rimelig let at blive Frimestre. Paa det første Krav svarede Mestrene oftest skarpt afvisende. Saaledes udtalte Tømmermestrene deres store Forbavselse over, at Svendene

__________

1) Denne Strikebevægelse er oftere omtalt i Litteraturen; navnlig findes der i C. Nyrop: Kjøbenhavns Tømmerlav. (Kbhvn. 1887) en indgaaende Fremstilling deraf.


859

overfor Kommissionen havde faaet Lov til at paastaa, at det "blot er deres Sved og Arbeide, der betales af de Byggende"; "mon" udbryder de harmfulde "Mesternes Umage med at forskaffe Tegninger, Beregninger og Overslag samt for at ordinere og have Tilsyn ved Arbeidet ikke skulde være iberegnet." Svendene kunde, udviklede de, ved Akkordarbeide tjene 100-120 Rdl. aarlig og det mindste de havde var 85 Rdl. (i Metalværdi lig henholdsvis 320-84 og 272 Kr.) "hvilket vi formode at være en ganske anstændig Indkomst for et Menneske, der ikke forstaar andet end at bruge en Øxe eller Sav efter Anvisning". Ogsaa Klagerne over Arbeidstidens Længde afviste Mestrene gjennemgaaende; Svendene tog sig ofte paa egen Haand en Dag fri og fik dog Betaling for den, saa de trængte ikke til mere Fritid. Villigere var Mestrene i de forskjellige Lav til at gaa ind paa lige Opsigelsesfrist, hvad en Del af Lavene allerede havde, men til Gjengjæld protesterede man paa det skarpeste mod at faa et større Antal Frimestre at konkurrere med; det vilde føre til, klagede man sig, at alle dygtige Svende blev Frimestre, saa der kun blev de daarligste tilbage som Svende hos Lavsmestrene.

I 1795 naaede Kommissionen at faa afgivet sin Betænkning om Forholdene med Forslag til en ny Forordning. Saa gik Sagen imidlertid en Tid i Staa, og først 1798 billigede en kongelig Resolution Betænkningen, hvorpaa Forordningen derom omsider fulgte 21. Marts 1800. I Mellemtiden diskuteredes det livlig i Piecer, Aviser og Tidsskrifter, om Lavsvæsenet ikke helt burde afskaffes. Den almindelige Mening var, i Overensstemmelse med Periodens sædvanlige frisindede Opfattelse af de økonomiske Forhold, for Afskaffelsen, og indenfor Kommissionen fandt denne Tanke ligeledes Tilslutning. Da man imidlertid ikke havde noget Mandat til at tage dette Spørgsmaal op, nøiedes man med en almindelig Udtalelse om, at det var Idealet, at "enhver Borger burde have fuldkommen Frihed til at arbeide i sin Haandtering, saaledes som enhver bedst ved, vil og kan." Iøvrig holdt man sig til de praktiske Reformforslag, der fik deres Resultat i Forordningen af Aar 1800.

Som Grund til dennes Udstedelse, angives det i Indledningen, at "Hs. Majestæt har befundet, at der i de fleste Haandværkslaug herske Fordomme og Misbrug, som have skadelig Indflydelse paa denne Borger-Klasses moralske og økonomiske Forfatning og lægge Hindringer i Veien for dens Fremskridt til den Grad af Fuldkom-


860

menhed, som kunde og burde opnaaes." Derfor vil man nu "foreskrive samtlige Vedkommendes Rettigheder og Pligter saa nøiagtigen som muligt, paa det at indbyrdes Tvistigheder kunne afværges, Uordener hemmes, Adgang til Næring lettes, Flid og Oplysning trives, og begge disse i Forening med Retskaffenhed opmuntres ved at udmærkes med fortjent Hæder."

Om Lønnen for Haandværksarbeide fastslog Forordningen det Princip, at det skulde staa Mestre og Svende frit for at akkordere derom, som de kunde forliges om det. Tilsvarende skulde de da ogsaa efter Overenskomst i de enkelte Tilfælde kunne bestemme Opsigelsesfristen. For at sikre Overholdelsen af saadanne Kontrakter, skulde de sædvanlig skrives paa bestemte Skemaer, som man kunde faa udleveret paa Raadstueskriverkontoret, hvor Kontrakterne da ogsaa indregistreredes. Var der ingen saadan skriftlig Kontrakt, skulde Opsigelsesfristen for begge Parter være 14 Dage; dog maatte en Svend, der skyldte Mesteren Penge eller var i Færd med et bestemt Arbeide ikke reise uden Mesterens Tilladelse, før Pengene var betalt eller Arbeidet fuldført. Den Ligestilling, Svendene havde krævet paa dette Omraade, fik de saaledes.

Ligeledes opnaaede de, at der gaves Regler ikke blot for deres Pligter, men ogsaa for Mestrenes overfor dem, men ganske vist blev disse sidste betydelig lempeligere.

Hvis nogen Mester afskedigede en Svend uden at overholde den bestemte Opsigelsesfrist, skulde han betale ham 2 Mk. daglig for den manglende Tid; den Sædvane, at en Svend, der forlod en Mester, først nogen Tid efter kunde faa Arbeide hos en anden, forbødes; nægtede Lavsmestrene at antage en saadan Svend, da skulde denne have Lov til at arbeide hos en Frimester eller hjælpes til selv at blive det. Enedes noget Lavs Mestre om, at de ikke vilde tage en bestemt Svend i deres Tjeneste, da skulde en saadan Aftale ikke blot være ugyldig, men de skulde desuden hver bøde 50 Rdl. til Fattigkassen, og Svenden skulde have Ret til at blive Frimester.

Om Mestrenes Opførsel overfor Svendene, bestemtes det, at de skulde behandle dem "med Godhed og Anstændighed", og "dersom en Mester begegner sin Svend med Skjældsord, da skal han gjøre ham en Æreserklæring for Politi-Retten, og bøde 2 Rdl. til Stadens Fattiges Hoved-Kasse; men overfalder han ham med Hug og Slag, da straffes han, ligesom det var øvet imod en Fremmed."


861

Og endelig siges det som Modstykke til nogle Regler om Svendenes Opsætsighed: "Hs. Majestæt har den fortjente Tillid til Mestere i alle Laug, at overlagt Opsætsighed iblandt den som eedsvorne Borgere og Mænd af sat Alder ikke kan finde Sted. Men, da det er enhver god Lovs Egenskab at bestemme Regel for alle, saa fastsættes: at dersom Mestere af noget Laug skulde i saadan Grad forglemme den Troskab og Lydighed imod Kongen og Lovene, der altid har udmærket danske Borgere, at de turde sætte sig op imod Hs. Majestæts Befalinger, da bør de Skyldige derfor tiltales og dømmes ved Hof- og Stads-Retten efter de almindelige Loves Forskrifter, og ifald et helt Laug deri gjorde sig deelagtigt, bør samme desforuden strax aldeles ophæves."

Ogsaa Drengenes Stilling sikredes. Ved deres Antagelse skulde der oprettes skriftlig Kontrakt med Forældre eller Formyndere efter et bestemt Skema. Mestrene skulde behandle Drengene "som det sømmer gode Husbonder og ikke bruge dem til sværere Arbeide end deres Kræfter kunne uden Skade for deres Helbred taale." For at "mishandle" Drenge sattes Bøder paa 4-20 Rdl. til Fattigkassen, og "dersom Mishandlingen skulde være af den Beskaffenhed, at en Dreng desformedelst havde lidt Skade paa Helbred eller Lemmer, da straffes Mesteren, ligesom Fornærmelsen var sket imod en Fremmed". Endelig skulde Mestrene, hvis en af deres Drenge efter den bestemte Læretid ikke var i Stand til at gjøre ordentlig Svendeprøve betale Fattigkassen 50 Rdl., med mindre han kunde bevise, at han var uden Skyld i vedkommende Drengs Uduelighed.

Tilsvarende fastsattes saa Svendenes Pligter. Den Svend, der forlod sin Mester i Utide skulde ikke blot erstatte hans Tab men desuden straffes med 4 Dages Vand og Brød, og "skulde Svendene driste sig til at overlægge og indgaa en lige lovstridig Aftale imellem sig, ikke at ville arbeide hos hiin eller denne Mester, da skal Ophavsmændene til Sammenrottelsen dømmes til at arbeide 1 eller 2 Aar i Forbedrings-Huuset efter Sagens Beskaffenhed og et saadant Laugs Svende ikke mere tillades at have Herberge eller Forsamlingsstue." Hvis en Svend føler sig forurettet, maa han selv klage men "aldeles ikke overtale eller ophidse andre til at tage Deel i den ham alene vedkommende Sag". Straffen derfor er 4 Dages Vand og Brød eller mere efter Omstændighederne, "dersom nogen Uro eller Uorden derved stiftes". Udebliver en enkelt Svend fra Arbeidet


862

skal han bøde 48 Sk. daglig til Deling mellem Mesteren og de fattige, men udebliver flere Svende saaledes efter Overlæg, da skal de betale disse Bøder dobbelt og Hovedmanden have de sædvanlige 4 Dages Vand og Brød. Men "skulde noget helt Laugs Svende vedtage at forlade Arbeidet, da bør Ophavsmanden til saadan Sammenrottelse dømmes til at arbeide i Rasphuset i 2 Aar og et saadant Laugs Svende ikke mere tillades at have Herberge eller Forsamlingsstue," og "dersom deres Forvovenhed skulde gaa saa vidt, at de turde søge at forlede andre Laugs Svende til at følge deres Exempel og tage Del i deres Opsætsighed", da skal de straffes med Forbedringshusarbeide i Jærn i 6 Aar og derpaa forvises af Landet, medens de Svende af andre Laug, der lader sig forlede skal straffes efter de anførte mildere Regler. Desuden paalægges det "enhver Oldgesel som en hellig og ufravigelig Pligt, saasnart der spores Overlæg til at stifte Uro eller Uorden, som han ikke ved sin Mellemkomst har kunnet forekomme, strax at anmelde saadant for Politimesteren." Undlader han det, skal han anses for Hovedmanden, hvis denne ikke findes. Særskilt fastsættes Straf paa 4 Dages Vand og Brød for at nægte at arbeide sammen med gifte Svende eller med Svende, der er i kongelig Krigstjeneste.

Disse kraftige Regler mod enhver Form for Arbeidsstandsninger skyldes utvivlsomt i første Række Frygten for Gjentagelse af saadanne Begivenheder som Striken i 1794, men de er i deres Tendens i Overensstemmelse med de samtidige engelske og franske Forbud mod Fagforeninger, der kunde antages at forstyrre det rolige Arbeide.

Om Svendenes Optræden overfor Mestrene gaves ogsaa Regler. De skulde "vise Mesterne som deres Huusbonder tilbørlig Agtelse og Lydighed"; hvis nogen Svend "forhaaner eller fornærmer sin Mester", faar han de 4 Dages Vand og Brød, "men dersom han slaaer Mesteren, straffes han med at arbeide i Forbedringshuset i 2 Maaneder" medmindre "han selv først er bleven overfaldet og blot forsvarer sig". For "Modvillighed og Trodsighed" fastsættes Bøder paa indtil 2 Rdl. eller Vand og Brød i 2-4 Dage. Endelig forbydes det Svendene at behandle Drengene usømmelig og at revse dem med Prygl uden Mesterens udtrykkelige Tilladelse.

Opstod der Strid om disse gjensidige Pligter og Rettigheder, eller Stridigheder blandt Mestrene indbyrdes, da skulde Sagen af-


863

gjøres af Politiretten ved Forligsmægling eller, om fornødent, ved Dom. Tilsvarende skulde, hvis Mestre eller Svende havde noget fælles Andragende, dette indgives af Oldermanden eller Oldgesellen til Magistraten, gjennem hvilken det da mdsendtes til vedkommende Kollegium og eventuelt videre til Kongen til Afgjørelse. Til Lettelse for begge Parter skulde Oldermand og Oldgesel i hvert Fag føre Lister over ledige Pladser og ubeskjæftigede Arbeidere, saa man ved Hjælp af disse kunde finde hinanden; dog var man ikke forpligtet til at benytte dette Middel.

Skarpt vendte man sig dernæst mod alle de gamle eller fra Udlandet indførte Lavsceremonier "udlændiske Laugs Fordomme, Vedtægter eller Skikke", "som ved Misbrug ere indførte og ved Sædvane hævdede", og i Tilslutning hertil forbødes "alle Skikke og Ceremonier, der bære Præg af de ældre Tiders raa og vilde Sæder saa som Behøvling, Sværten i Ansigtet og deslige". Tilsvarende skal de "Geburts-Briefe" eller Døbeattester, som en Del Svende forlanger af deres Kammerater som Bevis paa, at de er ægtefødte "herefter ansees aldeles ufornødne, og den sunde Fornuft tilsiger, at den Svend, der forholder sig ærlig og skikkelig i sit Levnet samt duelig i sin Haandtering, fortjener borgerlig Agtelse, uden Hensigt til hans Fødsel eller hans Forældres Kaar." For Modstand herimod af Svende eller Mestre sættes Straf.

Haardere ramtes dog det bestaaende Lavssystem ved Lettelsen af Adgangen til Lavene og ved Reglerne om Frimestre. Fremtidig skulde der til at blive Svend eller Mester kun kræves den fornødne Duelighed til at gjøre et forsvarligt Svende- eller Mesterstykke. Derimod skulde et vist Antal Læreaar ikke være fornødne, og det forbødes strængt at paabyrde Drenge eller Svende nogen som helst Udgift i den Anledning, at lade sig traktere af dem eller andet lignende. For Overtrædelse deraf sattes Bødestraf, og Angiveren fik det halve af Bøden.

Hertil kom saa Bestemmelserne om Frimestre. Hidtil havde dette været noget helt usædvanlig, som man blev ved særlig Bevilling. Nu fastsloges det, at enhver indfødt, der havde arbeidet 4 Aar som Svend kunde nedsætte sig som Frimester i sit Fag mod at betale det halve af det, Borgerbrev for en Lavsmester kostede. For Udlændinge, der allerede var i Landet, gjaldt det samme, for dem, der fremtidig indvandrede, krævedes 6 Aars Arbeide her i Landet.


864

Dog maatte i de første 8 Aar Frimestrenes Tal ikke overstige en Ottendedel af det Svendetal, der før Ildebranden 1795 fandtes i hvert Fag. Frimestrenes Rettigheder i Sammenligning med Lavsmestrenes begrændsedes dels med Hensyn til den Arbeidskraft, de maatte benytte, dels ved Regler for, hvilke Arter Arbeide, de maatte udføre. De sidste var særlige for hvert Fag bestemte efter praktiske Grunde, og om Arbeidsstyrken gjaldt det, at de kun maatte benytte Hjælp af deres Hustru og Børn samt efter 2 Aars Virksomhed af en Dreng. Denne havde de dog ikke Ret til at gjøre til Svend. Derimod maatte de benytte Haandlangere uden Haandværkerkundskab.

Endelig bestemte Forordningen for at vise, at det var Hensigten at høine Haandværkets Anseelse, "til desmere Udmærkelse for denne arbeidende Klasse af Borgere", at Halvdelen af Kjøbenhavns 32 Mænd fremtidig skulde bestaa af "Konstnere, Fabrikører eller Haandværkere", Tidens sædvanlige Betegnelse for Industridrivende og Haandværkere. Den første ledige Plads blandt de 32 skulde tilfalde dem, og fremtidig hver anden ny Plads, der blev at besætte. Disse Haandværkere skulde da lige saa godt som andre Borgere komme i Betragtning ved Besættelsen af Magistratsposter

Denne Forordning tiltalte kun i ringe Grad Mestrene. Navnlig blev dens Bestemmelser om Frimestrene i de følgende Aar Gjenstand for deres stadige, men sikkert stærkt overdrevne Klager, der tog end mere Fart, da Reglerne for Borgervæbningen 1802 og Brandkorpset 1805 gav en Del af de dertil knyttede haandværkskyndige Personer Frimesterrettigheder.

For Svendene synes de strænge Bestemmelser om Striker og andet lignende ikke i den nærmest følgende Tid at have faaet større ubehagelige Følger. For de vigtigste Fag var jo Forholdene efter Ildebranden gode, og Rivningerne hørte op af sig selv. Først efter 1807, da Tiderne blev daarlige, og den almindelige Tilbagegangsbevægelse ogsaa medførte nye Skærpelser af Lavsordningen i Strid med de frisindede Grundsætninger fra 1800, blev deres Vilkaar atter daarligere. Før 1807 nød de ikke blot Gavn af den lettere Adgang til at blive Frimestre, men det synes ogsaa, at Lønnen er steget en Del ud over det, den var før Sammenstødet 1794; for Aarene nærmest før Krigen angives den til 2 1/2 til 3 Mk. om Sommeren, 2 til 2 1/2 Mk. om Vinteren baade for Murere og Tømrere.


865

Folketalsmæssig præges Aarene fra 1784 til 1807 af en jævn og sikker Fremgang. En Folketælling 1787 gav Indbyggertallet 90,032, den følgende i 1801: 100,975; det er en Opgang af 12% i Løbet af de 14 Aar. Og utvivlsomt er Tilvæksten fortsat lige til 1807; der fandt hvert Aar nogle kommunale Tællinger Sted, som maa have været ufuldstændige, da deres Tal er betydelig lavere end Tallene fra den almindelige Folketælling, men som formentlig kan benyttes sammenligningsvis; en saadan Optælling gav i 1801: 89,910, i 1806: 95,369. Alt andet tyder paa, at der virkelig er foregaaet en hertil svarende Fremgang. Ogsaa før havde Kjøbenhavn kjendt Fremgangstider, da Folketallet steg stærk, men Aarsagen havde da været til en vis Grad tilfældig fremkaldt ved skiftende Vilkaar, som i sin Tid i Aarene efter Enevældens Indførelse. Det havde været Indvandringen alene, der førte frem, medens der døde flere, end der fødtes. Nu var det omvendt; netop disse Aar bragte første Gang for længere Tid et nogenlunde regelmæssigt Fødselsoverskud, og selv om det ikke var meget stort, saa ydede det dog et ikke ringe Tilskud ved Siden af Indvandringen.

Ogsaa om Fordelingen af de omtrent 100,000 Mennesker efter Næringsvej giver Folketællingsopgivelserne fra 1801 Besked.

Hovedgrupperne er disse, idet Kvinder og Børn overalt er indbefattet under Tallene:

Borgerlig Embedsstand............... 5,404 }
|
}
10,941
Kirkebetjente og Lærestand .......... 2,217
Pensionister......................... 3,320
Landofficerer........................ 1,010  }
 |
 |
 }
18,446
Soldater............................ 6,764
Søofficerer.......................... 484
Matroser............................ 10,188
Købmænd med Karle og Drenge...... 4,689 }
|
|
|
|
|
|
|
}
44,554
Fabrikanter - do. - do. ...... 3,797
Kunstnere og Haandværksmænd med Svende og Drenge............... 22,108
Søfarende og Fiskere ................ 3,056
Møllere, Kromænd, Landkræmmere og Værtshusholdere................. 9,671
Kapitalister ......................... 1,233
Tjenestefolk......................... 13,571  }
 }
20,900
Dagleiere ........................... 7,329
Almisselemmer ............................ 5,603
Andre med ubestemt Næringsvei............ 531
___________
100,975

866

Det falder i Øjnene ved et Blik paa disse Tal, hvor umaadelig fremtrædende en Rolle den militære Styrke da spillede indenfor Hovedstadens Befolkning, dernæst hvor forholdsvis talrig ogsaa Embedsbefolkningen var, og endelig, som den naturlige Følge deraf, den egentlige næringsdrivende Borgerbefolknings beskedne Plads; den er ikke en Gang Halvdelen. Paafaldende er derimod Tyendets store Tal; af de 13,571, det omfatter, er de 10,084 Tjenestepiger. Endelig er Fattigbefolkningen forholdsvis langt større end i vore Dage, og naar dertil kommer den talrige Styrke af Dagleiere, Tyende og menige Soldater og Matroser, hvis Kaar i det hele var tarvelige, vil man forstaa, at de daarligst stillede Lag af Byens Befolkning, da var en overmaade meget større Del af det hele Indbyggertal end i Nutiden; hertil kan føjes, at deres Stilling var betydelig værre end de tilsvarende Klassers nu, og man vil let kunde forklare sig, at der paa Bunden af Kjøbenhavns Befolkning fandtes en Art Pøbel, der ved enhver given Leilighed foranstaltede alt det Spektakel, den kunde se Leilighed til, men som aldrig dermed forfulgte noget andet Formaal end Øjeblikkets Morskab. Eiendommeligt er det endelig, at Mændene var flere end Kvinderne: 51,642 mod 49,333; det skyldes deres store Overtal indenfor den talrige militære Befolkning, der dog delvis opveiedes ved de mange Tjenestepiger; af de 5,603 Fattiglemmer var kun 1,322 Mænd.

I Kjøbenhavns Styrelse gjennem Magistraten og de 32 Mænd bragte denne Reformtid ganske naturlig betydelige Ændringer, hvis dobbelte Tendens var at ordne og nærmere bestemme deres Myndighed og Virksomhed, og dernæst at overdrage stedse flere Grene af den kommunale Bestyrelse til særlige Kommissioner, der antoges bedre at kunne løse de enkelte begrænsede Opgaver, der stilledes hver af dem, men som stadig fik nogle af deres Medlemmer fra Magistraten og de 32.

28/8 1795 fik Magistraten en ny af selve Chr. Colbjørnsen udarbejdet Instruks, der offentliggjordes ved Trykken, for at Folk kunde kjende deres Øvrigheds Rettigheder og Pligter. Magistratens Myndighed angaves heri at svare til den, Stiftamtmand (eller Amtmand) og Magistrat i Forening havde i Provindsbyerne, derfra dog undtaget Justitsvæsenet, som hørte under Hof- og Stadsretten, og Politivæsnet, der styredes af Politimesteren. Magistraten skulde lede alt henhørende til Byens Økonomi deri indbefattet Styrelsen af Byens


867

Jordegods; under den hørte Overformynderiet, og Omsorgen for alle Umyndige, Fattigvæsnet med tilhørende Stiftelser og Fattigskoler samt Tilsynet ogsaa med private Skoler, og dernæst Byens egne Fængsler; Magistraten var Forligsmyndighed i private Fornærmelsessager og havde Ret til at separere; den havde desuden Patronatet for en Del af Byens Kirker. Dernæst laa Ledelsen af Næringsvæsnet i dens Haand, den førte Tilsyn med Laugene, og sammen med Politimesteren og nogle af de 32 skulde den sætte Brød-

Rådhuset på Gammel Torv

og Kjødtaxterne, medens den delte Omsorgen for Byens Forsyning med de forskjellige Varer med en saakaldt Provideringskommission, i hvilken Overpræsidenten altid skulde have Sæde. Brand og Vandvæsen, Brolægningsanliggender og Indkvarteringsskattens Ligning hørte dog under særlige Kommissioner. Endelig skulde Magistraten sørge for Kundgjørelsen af offentlige Bekjendtgjørelser. Overfor Politiet blev Stillingen lidt underlig. Ligefrem havde man intet med det at gøre, men man kunde, om der var noget at forbedre derved, gøre Forslag til Kancelliet. Ellers indprentedes det ivrig Magistraten, at den skulde hjælpe Politiet ved Opløb, en Bestemmelse, den foregaaende Tids Begivenheder havde givet Anledning til. Naar der var noget saadant paa Færde, skulde Medlemmerne møde paa


868

Raadhuset, og Overpræsidenten og to af de andre skulde derfra begive sig til det Sted, hvor Spektaklerne var; for at de da "kunde være kjendte og agtede af enhver", skulde de ved slige Lejligheder "bære Kongens Navn med Krone hæftet paa Brystet i et grønt Baand". Hele dette Hverv havde Magistraten i Forvejen ivrig frabedt sig med den Bemærkning, at det blot vilde forøge Uroen; en af Raadmændene fremhævede i samme Anledning skarpt, hvor ringe Indflydelse Magistraten øvede paa Folk.

I al Almindelighed opstilledes det som Magistratens Opgave, "at ophjælpe Vindskibelighed og understøtte Borgerfliden, hvis Fremtrivelse og Opretholdelse har den vigtigste Indflydelse saa vel paa den huuslige som den offentlige Lyksalighed og Velstand. Som en Følge deraf skal den anvende alle lovlige Midler til at indskrænke skadelige Monopoler, der undertrykke Virksomhed, tillukke Veien for Arbeidsomhed og qvæle almeennyttig Kappelyst iblandt Medborgere."

Om Forretningsgangen fastsattes det, at der skulde være Møde, idetmindste Mandag, Onsdag og Fredag; Overpræsidenten skulde være Leder af Forretningerne, han skal, som det hedder, "forestaa Magistraturens indvortes Politie". Betænkninger til Regeringen skulde ikke afgives under et efter Flertalsbeslutning men saaledes, at hver Part ved Meningsforskel udviklede sin Opfattelse. Endelig paalagdes det Magistraten "jevnlig at overlægge med de 32 Mænd," medens der ellers intet fastsattes om Stillingen til disse.

Disse Regler undergik efterhaanden nogen Ændring ved Oprettelsen af en Del nye Kommissioner, der senere vil blive omtalt sammen med de paagældende Anliggender, men dertil kom ogsaa et Par Forandringer af nogen Betydning i selve Magistratens Sammensætning og Forretningsgang. 14/8 1801 bestemtes det, at alle Sagerne skulde deles i 4 Grupper, saaledes at de to Borgmestre og 2 Viceborgmestre fik hver sin af disse under sit specielle Tilsyn. Under Borgmester Hiorthøj lagdes alt vedkommende Overformynderiet og de umyndige, Fattigvæsen, Kirke- og Skole, Forligsvæsen, Handels-, Søfarts- og Toldsager. Borgmester Flindt overtog: Justeer- og Havnesager, Brand-, Vand-, Brolægnings-, Renovationsvæsen, desuden Laugssager, Forsvarsanliggender og Indkvartering. Viceborgmester Schiøtt fik dernæst Kæmner- og Skattesager, Borgerskabstagelse, Syns- og Taxationsforetagender. Den sidste Gruppe endelig omfattede Folketællinger, Sundhedsvæsnet og Byens Forsyning med


869

Varer; til at lede disse Anliggender skulde beskikkes en særlig lægekyndig Viceborgmester, som man 16/10 samme Aar fik i Dr. med. J. Bang. Om alle disse Angivelser gjelder det dog, at kun Hovedsagerne er medtagne, til hver af Grupperne knyttede sig foruden det nævnte en Mængde Biforretninger. I Forfaldstilfælde skulde Overpræsidenten lade en af Raadmændene overtage vedkommende Borgmesters Tilsynsforretning; i øvrigt var Meningen ingenlunde en fuldstændig Deling; selve Afgørelsen af Spørgsmaalene hørte stadig under den samlede Magistrat; kun den administrative Ledelse var delt.

Nye Forandringer skete imidlertid 15/2 1805; nu oprettedes til Besørgelse af Forretningerne to Kontorer, de saakaldte 1. og 2. Sekretariat, hvert bestaaende af en Chef, med Titlen Sekretær, en til to Fuldmægtige og de fornødne Skrivere; en Borgmester skulde føre Tilsyn med hvert Sekretariat. Den hidtidige Raadstueskriver Lange blev den ene Sekretær, en Fuldmægtig F. Møller den anden. Aaret efter 20/5 1806 resolveredes det, at Posten som lægekyndig Borgmester skulde bortfalde, naar Bang gik af, da man mente, at den var bleven overflødig ved det i Mellemtiden oprettede kongelige Sundhedskollegiums Virksomhed; i Stedet skulde Stadsphysikus deltage i Forhandlingerne, naar Magistraten behøvede en Læges Raad.

Ogsaa Lønningerne ændredes betydelig. Efter de Oplysninger, der gaves 1788, da Enkekassen fik sin nye Ordning, bestod Kjøbenhavns Magistrat det Aar af 11 lønnede Medlemmer: Overpræsidenten, 2 Borgmestre, 1 Viceborgmester og 7 Raadmand. Overpræsidentens Gage bestemtes i hvert enkelt Tilfælde. Netop 1788 afløstes Braem af Geheimekonferensraad v. Osten, som de følgende 6 Aar ledede Kjøbenhavns Styrelse. Han fik 5,000 Rdl. aarlig men deraf kun de 1600 af Byen, Resten af Kongen. Da han gik af, fik han 2000 Rdl. i Pension foruden 2,400 for Naadensaaret af Eftermanden. Hans Efterfølger, den tidligere Justitarius i Høiesteret, Kammerherre Urne (1794-1809) fik kun 4,000 Rdl. aarlig, hvoraf stadig de 1600 af Byen. Men han var ogsaa meget misfornøiet og søgte bestandig om Forhøjelse til 5,000. Han opnaaede det ikke, men fik flere Gange, naar han klagede sin Nød ret betydelige Tilskud, snart som Laan, snart som Gave. Af Borgmestrene fik Fædder, der i 1788 i Stedet for Politimester var blevet første Borgmester 2,600 Rdl., hvoraf 200 fra Kongen. Anden Borgmester, Hiorthøj, maatte derimod nøies med 1800; Viceborgmesteren fik 1400, 5 Raadmænd hver 1000 Rdl.,


870

2 kun 500. Den ene af de fem havde dog et personligt Tillæg paa 200 Rdl., og den ene med 500 havde desforuden som Raadstueskriver 11 til 1200 Rdl.

Den Lønning, Magistraten saaledes havde, var i Virkeligheden anseelig. Efter Metalværdien svarer v. Ostens 5,000 Rdlr. til 16,000 Kr., Raadmændenes 1,000 til 3,200, hvortil saa kommer, at Pengenes Kjøbeevne vel var 2-3 Gange større end nu. Gagerne er da ogsaa flere Gange saa stor som Provindsembedsmændenes ved samme Tid.

16/10 1806 skete en Gageforandring, men denne var snarest en Forhøielse. Det bestemtes nu, at der skulde være 1 Overpræsident, hvis Gage fastsattes i hvert Tilfælde, 2 Borgmestre med henholdsvis 1800 og 1600 Rdl., 2 Raadmænd med 1400 og 4 med 1200 Rdl. hver. Naadensaaret skulde helt afskaffes; men det hele skulde først træde i Kraft efterhaanden.

Foruden de lønnede Magistratsmedlemmer fandtes endelig nogle Viceraadmænd uden Løn, sædvanlig 6; de gjorde imilertid ikke megen Gavn, da de samtidig skulde passe deres egne Forretninger, og ved Forordningen af 1806 afskaffedes de. Veien til at blive Magistratsmedlem var sædvanlig den at høre til de 32 Mænd, hvorfra man saa rykkede frem til Viceraadmand og siden videre. Denne lidt underlige Forening af Borgerstyre og Embedsstyre synes ikke at have virket heldig, og Bevægelsen gik da ogsaa henimod at give hele Magistraten Karakter af en virkelig Embedsmandsforsamling ved at sammensætte den af Mænd, opdragne til Embedsgjerningen. Ændringerne 1806 var et betydeligt Skridt i den Retning.

Under Magistraten stod en stor Række af Byembedsmænd og Bestillingsmænd. De anseeligere af disse som Stadskonduktør, Stadsbygmester, Stadsphysikus beskikkedes af Kongen; deres Gager var i 1788 henholdsvis 950, 416 og 350 Rdl. Ellers udnævnte Magistraten til den Slags Poster, saasom til Veiermester, Justermester, Vrager, Kornskriver, Brænderiinspektør, Vægterinspektør, Bedemand osv. og desuden til Præster, Organister, Klokkere, Gravere og Inspektører ved de Kirker og Stiftelser, der hørte under Magistraten samt endelig til Birkedommer og Skriver paa Bidstrup Gods. Denne Udnævnelsesret indskrænkedes dog 1804 noget ved, at afgaaede Underofficerer fik fortrinsvis Adgang til en Del af Posterne som Gravere, Bedemænd og lignende.

Magistraten delte imidlertid sin Myndighed med "Stadens ædle


871

og velfornemme Toe og Tredive Mænd". Disse valgtes af Magistraten efter Indstilling af Forsamlingen selv; naar et Medlem gik af foreslog de tilbageværende to, blandt hvilke Magistraten da tog en; ofte var dette den af de to, som havde faaet flest Stemmer, men foretrak Magistraten den anden, tog man dog uden Betænkning ham. I saadanne Tilfælde kunde det hænde, at de 32 standhaftig blev ved at foreslaa en og samme Gang efter Gang med de fleste Stemmer, og som Regel endte det da med, at Magistraten gik ind paa at tage ham. Meget hyppige var Valgene imidlertid ikke. Afgang fra Forsamlingen skete kun ved Dødsfald eller efter eget Ønske. Ved Begyndelsen af 1784 sad der blandt de 32 tre fra før Struenseetiden, 14, som optoges ved den ny Ordning 1772, og 15, som var kommet ind i Aarene 1775-83; det er da 1-2 nye, der kom til om Aaret; Forøgelsen var langsom, og da den altid foregik ud af den samme Venne- og Bekendtskabskreds tilførte den yderst sjældent Forsamlingen ny Energi. Efter gammel Skik valgtes Haandværkere ikke; 1784 bestod de 32's Raad af 10 Bryggere, 6 Klædekræmmere, 5 Grosserere, 4 Urtekræmmere, 3 Hørkræmmere, 2 Vinhandlere, 1 Isenkræmmer og 1 Tømmerhandler. En særdeles fremtrædende Rolle spillede saaledes Bryggerne, men det synes dog, at de efterhaanden traadte noget tilbage for Grossererne. Byens allerstørste Forretningsmænd træffes kun helt undtagelsesvis blandt de 32; det har aabenbart ikke interesseret dem. Ved Laugsforordningen 1800 bestemtes det, at ved fremtidige Valg skulde hveranden Gang vælges en Haandværker, hveranden Gang en Handlende, og i de følgende Aar kom nu efterhaanden nogle Haandværkere ind, men der gik adskillige Aar, før de blot nærmede sig til Halvdelen.

De 32 havde en ikke ringe Indflydelse; i økonomiske Spørgsmaal skulde Magistraten have deres Samtykke, og gjennemgaaende kan det siges, at man ansaa det for passende at forhandle med dem om alle vigtigere Byanliggender; desuden sendte de Medlemmer til en Række af de styrende Kommissioner og reviderede gjennem Udvalg Byens Regnskaber. Paa dette sidste Punkt herskede nogen Uklarhed, men denne hævedes ved en kongelig Afgjørelse 12/2 1802. Efter den skulde baade Overformynderiregnskaberne og Byens andre Regnskaber behandles efter de for danske Kjøbstæder almindelig gjældende Regler og følgelig revideres af de 32 men dernæst indsendes til Kancelliet til Decision. De 32 holdt Møde nogenlunde en Gang


872

maanedlig, men deres lidet indholdsrige Protokol giver ikke Indtryk af ivrige eller betydningsfulde Forhandlinger. En Gang imellem mandede de sig op for at faa lidt bedre Fart i det men uden større Resultater. Saaledes vedtoges 1798 en ny Forretningsorden. Den satte en Mulkt paa 1/2 Rdl. for at udeblive fra Møderne uden at melde det og ligeledes for at blive borte tre Gange uden lovlig Grund; det skjønnes dog ikke, at det har virket synderlig; efter som før mødte der sædvanlig lidt over Halvdelen. Forhandlingerne førtes aabenbart tit under Form af privat Passiar, men for at undgaa det fastsloges det nu, at de fremtidig skulde foregaa "efter Orden i al Stilhed og det saaledes, at ikkuns en af Gangen foredrager sin Mening og efter hannem en anden, som kunde have noget at tilføie og saaledes fremdeles efter enhvers Formening." Desuden indskærpedes kraftig Forhandlingernes Hemmeligholdelse. "Ingen maae sige noget af det passerede, Mens skal være og blive enhver paalagt Stiltienhed og Taushed, som skal holdes hemmeligen." Forsamlingen havde baade en første og en anden Formand, valgte af den selv.

De 32 og Magistraten kunde undertiden komme i Tvist om en eller anden Sag eller om deres gjensidige Rettigheder, men saadan Uenighed var altid temmelig tilfældig og førte som Regel intet til. Det sædvanlige var, at de to Korporationer forligtes godt. Flertallet af dem begge fremgik jo af de samme jævnt velstaaende kjøbenhavnske Familiekredse, for Magistratens Vedkommende isprængt med nogle akademisk uddannede Embedsmænd. Begge Parter var i høieste Grad traditions- og vanebundne, Initiativet til Forbedringer udgik sjældent fra dem, og naar der blev foreslaaet noget var de ofte tilbøielige til at modsætte sig det som en Forstyrrelse i de nedarvede Vaner.

For Befolkningen hørte Kjøbenhavns Kommunalstyrelse ikke til de Ting, der optog dens Tanker. Den havde ingen Indflydelse derpaa og ingen Interesse derfor. I denne Tid, hvor saa overmaade meget drøftedes i Aviser, Tidsskrifter og Piecer, var der næsten helt stille herom. Magistratens Anseelse var ikke synderlig stor, de 32's meget ringe. Af og til fremkom endogsaa en ret bitter Kritik af dem. I det urolige Aar 1793 udkom saaledes 2 Smaapiecer mod de 32. Den ene bar Titlen: "Ere Kjøbenhavns to og tredive Mænd det Almindelige i Staden til den hensigtede Gavn eller ikke?" Der


873

klagedes i den skarpt over, at Borgerskabet ikke selv var med ved Valget, som Privilegierne havde bestemt, at Haandværkere uden nogen Hjemmel var udelukkede, og endelig over, at de 32 overhovedet intet udrettede. "Alt dette," siges der tilsidst, "er en sand Følge af, at man har taget disse Ord: Bedste og fornemste Borgere (Privilegiets Udtryk 1661) i den vrange Forstand, at det betyder bemidlede Mænd; thi disse tror at have Ret til en Magelighed, som sielden den redelige, fornuftige og indsigtsfulde, men mindre bemidlede Borger giør nogen Paastand paa." Den anden Piece med Titlen "En Samtale mellem 2de Borgere om Kjøbenhavns Repræsentantere eller de saakaldede 32 Mænd", indeholder ganske de samme Anker. Det hævdes her især med megen Iver, at Haandværkerne er særdeles kyndige i Byens Sager; "Klassen af Konstnere og Haandværkere" hedder det, "har ved den almindelige Oplysnings Soel faaet en ganske anden Dannelse, end den havde for et hundrede Aar siden." Derimod præges denne som den første Piece af megen Bitterhed mod Bryggerne. "Enhver kan dog indse" siger en af de debatterende Borgere "at til Konstner og Haandværker udfordres fuldkommen saa megen Kundskab som til at være for Exempel Ølbrygger, hvilken i mine Tanker er den simpleste borgerlige Haandtering, som til kan være." Særdeles karakteristiske for Opfattelsen af den enevældige Regjerings Stilling til Borgerne er endelig følgende Sætninger: "Den Forklaring, som nogle have giort over den anden Paragraf" (i Privilegiet af 1661) "at under Navn af de beste og fornemste Borgere, skal forstaas de rigeste Borgere, kan ikke finde Sted uden i Aristokratiske Republiker, men ikke i Monarkier og kan ikke anvendes paa Kiøbenhavn, da Stadens Privilegier ere givne lige for alle dens Borgere uden at fastsætte, hvor meget en Borger skulde være rigere end den anden." "Det synes som den Regel, som hidindtil er fuldt med de 32 Mænds Valg, er laant fra de smaa blandede aristokratiske og demokratiske Republiker saa som fra Lybeck og Hamborg; men hvor upassende er det ikke at tage Exempler fra slige smaa Republiker til en Monarkisk Residentses Borgere, hvor Monarken har givet alle lige borgerlige Rettigheder?"

Ogsaa Professor Thaarup, der i sin "Journal for Kjøbenhavnere" gav en Skildring af de 32 Mænds Historie og deres Virksomhed var meget kritisk; han vilde ligeledes have Haandværkerne med og foreslog udtrykkelig, at de 32 skulde vælges hvert tredie Aar ved Af-


874

stemning af alle Borgere. I sin "Kjøbenhavns Beskrivelse" (1800) sluttede Professor Rasmus Nyerup sig ganske hertil og tilføiede den Bemærkning, at efter Oplysningerne hos Thaarup at dømme "har disse 32 Mænd ingensinde været det Almindelige til den Nytte, man kunde have ventet, og hertil maa Grunden udentvivl søges i den Afhængighed som Magistraten har vidst at holde dem i." Sikkert har dog Forsamlingens egen Sammensætning været en vægtigere Grund. I 1800 opnaaede man, som vi har set, at Haandværkerne fik Adgang til Forsamlingen, men Følgerne heraf blev ikke store, og om almindeligt Borgervalg vides det ikke, at der noget Øieblik har været alvorlig Tale for Kjøbenhavns Vedkommende, skjønt det 1797 var indført i Provindsbyerne. Tilfredshed opnaaedes da heller ikke. En større Artikel i et af Byens bedste Blade "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" 31/3 1807 viser, at Misfornøielsen stadig levede videre. "Denne Planteskole for tilkommende Raadmænd," hedder det her "var een af de velgjørende Rettigheder, som forundtes Kjøbenhavn 1661," Frederik III havde da ogsaa tænkt sig, at de skulde faa stor Betydning, men Resultatet har ikke svaret dertil. "I en saa anselig Forsamling," slutter man, "af Stadens bedste og fornemste Mænd burde ogsaa Stadens bedste og fornemste borgerlige Anliggender veies og prøves. Den burde være den Kilde, hvorfra Borgerfrihed udspringer, den Raadsforsamling, hvori Vindskibelighed og Konstflid kunde søge Understøttelse og Opmuntring, det Tribunal, som kunde tilkjende sand Fædrelandskjerlighed og Borgeraand den Krands, der tilkommer den. Der vil sikkert komme en Tid, hvor man tilfulde vil føle og paaskjønne Frederik den Tredies sande Hensigt med dette Gollegium, og hvor man vil søge at realisere hans egentlige Ide. Man vil da ikke mere saa ofte høre det Spørgsmaal: ere Stadens 32 Mænd det Almindelige til Nytte eller ei? Et Spørgsmaal, der aldrig burde besvares benægtende, naar man betænker, at de 32 Mænd ere et af de Privilegier, som forundtes Kjøbenhavns Borgere for "den tro Tjeneste og trygge Hjelp, de i besværlige Tider have ladet paakjende.""

Under disse Forhold, hvor der ikke kunde paaregnes megen Virksomhed af de borgerlige Elementer i Byens Styrelse var det til Held, at Statsmagten i stort Omfang greb ind i denne. I danske Kancelli, som det her væsentlig kom an paa, sad i denne Tid dygtige Mænd, først og fremmest Chr. Colbjørnsen; deres Fordomsfrihed,


875

Reformiver og Styreevne var langt større end Magistratens og de 32 Mænds, og de fleste Forbedringsforsøg udgik da ogsaa fra oven. Kancelliets Tilsynsret overfor Bystyrelsen var ikke begrænset ved almindelige Regler; Opfattelsen var snarest den, at det havde Ret til at gribe ind i alt, og denne Ret benyttedes i betydelig Grad. Derfor nøiedes man ikke med at paase, at de bestaaende Love overholdtes, og at Borgerne saa vidt mulig værnedes mod de styrende Familiers Overgreb, men flere Gange satte man betydelige Reformer igennem.

Den største af alle Tidens kommunale Reformer blev Fattigvæsnets Omdannelse. Siden 1781 havde det været under Magistratens Bestyrelse, og ved Reskript af 17/3 1784 (Se III S. 562) var Forholdet bleven ordnet saaledes, at Fattigforsørgelsen stadig hovedsagelig foregik gjennem de forskjellige Stiftelser, medens der til Raadighed for de Sognekommissioner, som bestod i Byens enkelte Sogne, kun stilledes 8,000 Rdl. aarlig. Til Bestridelse af Udgifterne skulde Staten yde et fast aarligt Tilskud paa 25,000 Rdl. som Erstatning for den Andel i Klasselotteriets Overskud, Kjøbenhavns Fattigvæsen før havde haft. Hertil føiedes dog et Bidrag paa 10,000 Rdl. for 1784 og 7,000 for hvert af de to følgende Aar. Derefter var det Meningen, at dette skulde holde op, men 1787 erklærede Magistraten, at den umulig kunde faa Pengene til at slaa til, hvorfor den bad om at beholde de 7,000 aarlig men desuden ønskede nogle nye Afgifter til Fordel for Fattigkassen.

Kancelliet var villigt til at yde det fornødne, men Finanskollegiet tog misfornøiet Sagen op til nærmere Undersøgelse. Man kom derved til det Resultat, at det hele var daarligt ordnet, saa baade Stiftelserne og Sognekommissionerne havde større Udgifter end de behøvede at have. Man hævdede bestemt, at det var hver Kommunes Pligt selv at sørge for sine Fattige, men i Kjøbenhavn var det saa langt fra, at dette skete, at Staten i de senere Aar havde ydet 32-35,000 Rdl. aarlig, medens Byen kun gav 26,000, hvoraf de 8,000 kom ind ved frivillige Bidrag, Hertil maa dog føies, at Aarsudgiften i Virkeligheden var omkring 100,000 Rdl., og at henimod Halvdelen deraf kom ind gjennem Renten af Stiftelsernes Legatkapitaler og lignende. Finanskollegiet foreslog derfor, at der endnu 1788 skulde ydes 5,000 Rdlr. ud over de ordinære 25,000,


876

men at der samtidig skulde nedsættes en Kommission til at overveie en ny Ordning.

13/6 1788 faldt der Resolution i Tilslutning hertil; Kommissionen traadte sammen, men først 1792 blev den færdig med sit Arbeide, og i Mellemtiden maatte Regjeringen vedblivende yde 5-7000 Rdl. om Aaret. Samtidig forsøgte man at bringe Udgifterne ned ved rundt om i Sognene at oprette Arbeidshuse, en Fremgangsmaade, man havde begyndt paa fra 1786, men som foreløbig ikke bragte Besparelser.

Resultatet af Kommissionsoverveielserne blev Forordningen af 9/3 1792. Denne fastslog Kommunens Pligt til at forsørge alle Fattige og opstillede det dobbelte Formaal, "at sand Nødlidenhed ikke skal savne Understøttelse, og at det, som ydes af det almindelige eller skienkes af goddædige Borgere, til Hielp og nødtørftig Underholdning for trængende Medborgere, ikke skal blive et Rov for strafværdig Ørkesløshed og uforskammet Tryglerie." De Fattige, som selv eller gjennem deres Forsørgere havde været fast knyttede til Militæretaten, skulde som Hovedregel forsørges af denne; de andre skulde derimod det kommunale Fattigvæsen tage sig af. De uafbeidsdygtige og syge skulde saa vidt mulig underholdes i Stiftelserne; "de rasende og galne" blandt dem og en Del andre paa St. Hans Hospital; havde Stiftelserne ikke Plads, var det dog Sognekommissionernes Sag at sørge for deres Anbringelse. For de andre skulde der derimod være Arbejdsanstalter under Ledelse af Sognekommissionerne. Enhver Fattig fra Sognet, der meldte sig dertil, skulde antages til Arbejde paa Sognets Arbejdsanstalt, hvor han da skulde arbeide saa meget, som hans Evner forslog til; for de flittigste bestemtes visse Belønninger. For at gøre Forsørgelsen billigere, anbefaledes det ved hver Arbeidsanstalt at ansætte Marketendere, som kunde levere billig Mad. Sognekommissionerne skulde bestaa af nogle af Magistraten udnævnte Medlemmer samt Sognekirkens Kapellaner og i Garnisons- og i Holmens Sogn desuden henholdsvis af en Land- og en Søofficer.

Det blev Pligt for Kjøbenhavn at forsørge de Fattige, som i tre Aar havde opholdt sig i Byen, og hver af disse skulde henvende sig til Kommissionen i det Sogn, "hvor han sidste Gang gik til Alters, førend han begierede Almisse." Dér hørte han saa fremtidig til. Mod dem, der alligevel betlede, tog man nu som før kraftige


877

Forholdsregler. En særlig Kommissionsret nedsattes til at dømme dem; første Gang slap de med en Formaning men i Gjentagelsestilfælde kunde Straffen stige til nogle Aars Forbedringshus.

Indtægterne skulde forøges. Til de tidligere Skatter føiedes tre nye; for det første skulde der ydes en Afgift paa 1/4 % ved alt Salg af fast Eiendom og ligeledes af Varer og Løsøre, som solgtes ved Auktion, for det andet skulde "enhver, som herefter forundes Tilladelse til, for Betaling at lade sig see eller høre offentligen, som Kunstner og Virtuos, eller at fremvise Sieldenheder, Kunststykker og deslige af hvad Navn det maatte være", betale 10% af Indtægten derved, og endelig indførtes en Afgift af 1 Sk. af hvert Spil Kort, der solgtes i Byen. Dernæst tænkte man sig at forøge Gaverne ved i hvert Sogn aarlig at holde en høitidelig Kirkekoncert; forud for den skulde Præsten meddele, hvordan det gik med Sognets Arbeidsanstalt, og kortelig formane Folk til "Goddædighed"; og for at gjøre des større Virkning skulde en passende Del af de Fattige ved denne Leilighed opstilles i Kirken. Til selve Koncerten solgtes Billetter til Fordel for Sognekommissionens Kasse. Derimod skulde Staten kun yde de 25,000 om Aaret; blev det fornødent kunde man vel faa Forskud, men disse skulde betragtes som Laan og betales tilbage. Samtidig søgte man ogsaa at faa bedre Orden i Fattigskolevæsnet. De enkelte Skoler, der hidtil havde været, skulde erstattes ved en Skole knyttet til hver Arbejdsanstalt, men saaledes at der vedblivende ikke blot optoges Børn, som forsørgedes af Fattigvæsnet, men ogsaa andre, hvis Forældre ikke kunde skaffe dem anden Undervisning.

Den hele Ordning viste sig imidlertid finansielt uholdbar. Sognekommissionerne, hvis Virksomhed var bleven stærkt udvidet ved Forordningen, brugte 13-14,000 Rdl. i Stedet for de 8,000, man havde regnet med, og ogsaa ved Stiftelserne var der stadig Underskud, saa Resultatet blev en aarlig Underbalance paa 11-12,000 Rdl.; i 1795 skyldte man allerede Staten 30,000 Rdl. som den havde maattet yde i Forskud. 10/4 1794 nedsattes da igen en Kommission, og i Henhold til dens Betragtninger gik man 1798 videre. 26. Januar dette Aar udgik en kongelig Befaling, hvorefter Styrelsen af Fattigvæsnet fremtidig skulde høre under en særlig "Direktion* og saaledes unddrages Magistraten. Direktionen blev paa ikke mindre end 24 Medlemmer. Danske Kancelli, Finantskollegiet og Kommerce-


878

kollegiet fik hver en Repræsentant henholdsvis Borgmester Flindt, Etatsraad Malling og Grev L. Reventlov, Generalitetet og Admiralitetet ligeledes en hver. Af Magistraten mødte Justitsraaderne Schiøtt og Pontoppidan, af de 32 Mænd Vinhandler Schrader og Hørkræmmer Fogh; dernæst sendte Hof- og Stadsretten, de to reformerte og den katolske Menighed hver en, medens Politimesteren og Stadsphysikus var selvskrevne Medlemmer, og der endelig til alle de andre kom 9, valgte af de 9 Sognekommissioner. Det var en hel Skare af Regjeringens og Borgerskabets bedste Mænd, der her samledes for at løse Hovedstadens stedse mere paatrængende Fattigspørgsmaal i Tidens humane Aand. Direktionen skulde dog ikke straks overtage Ledelsen af Fattigvæsnet men først udarbejde en bestemt Plan derfor. Dette skete i Løbet af godt et Aarstid paa Grundlag af de af den foregaaende Kommission indhentede Oplysninger, og 31/5 1799 udkom da den nye grundlæggende Fattigforordning.

I Modsætning til de tidligere planløse Bestemmelser er dennes Regler velordnede og veloverveiede, og den præges baade af dens Skaberes store Omsigt og deres humane Sindelag. Formaalet opstilles udtømmende i første Paragrafs Ord "Det er Fattigvæsnets Øiemed at antage sig alle Trængende, som ei have og ei kunne forskaffe sig nødtørftig Underholdning, samt saa meget som muligt at sørge for: at de Gamle og Svage blandt disse nyde Almisse: at de Arbeidsføre erholde Arbeid, naar de er villige til at erhverve, men i modsat Fald tvinges til at arbeide og afvendes fra at betle; at de Syge helbredes og de Unge anføres til Kundskab, Sædelighed og Arbeidsomhed, paa det, at den offentlige og private Godgjørenheds milde Gaver kunne retteligen anvendes til at afhjælpe virkelig Trang, afskaffe Betleri og at styrke svage og uvante Arbeids-Kræfter." Forsørgelsesberettigede i Kjøbenhavn skulde alle være, som havde boet i Byen eller dens Forstæder i fulde tre Aar; alle, der ikke kunde forsørge sig selv, skulde under Fattigvæsnet, saa dette ikke blot tog imod dem, der selv meldte sig men ogsaa opsøgte de andre; hele Byens Fattigvæsen samledes under et, saaledes at ogsaa Militæretaternes og de tre særlige Menigheders Fattigpleie, der hidtil havde været selvstændig, lagdes ind derunder; dog beholdt den jødiske Menighed sin egen særlige Fattigforsørgelse. Direktionens Medlemmer skulde vedblivende være 24 efter Bestemmelserne 1798; Magistratens


879

og de 32's Repræsentanter, tilsammen 4, skulde vælges af Kongen mellem nogle af de to Korporationer foreslaaede; i Stedet for de 9 valgte af Sognekommissionerne sattes 9 valgte af Direktionen selv. Denne deltes i Kommissioner hver med sin særlige Opgave. Den største Kommission, hele tolv Medlemmer, skulde tage sig af det egentlige Forsørgelsesvæsen; Byen inddeltes i 12 Distrikter, og et af disse Kommissionsmedlemmer kom i Spidsen for hvert Distrikt; under dem stod atter Fattigforstandere og Over- og Underbetjente udtagne blandt Borgerne; Aaret efter fandtes der af disse ikke mindre end 360, hvoraf 130 Forstandere. Dertil kom saa 4 andre Kommissioner hver paa tre Medlemmer, der styrede henholdsvis: Industrien i.e.: Arbejdshusene, Skolevæsnet, Sygeplejen og Fattigvæsnets Politie. Hver Kommission valgte sin egen Formand, blandt hvilke den samlede Direktion saa atter valgte sin, og disse 5 sammen med 3 andre Direktører havde Bestyrelsen af Fattigkassen. Direktionen skulde holde mindst et Møde i Maaneden, Kommissionerne hver 14. Dag.

For Forsørgelsen blev Hovedprincipet det, at de, som kunde arbeide, skulde gjøre det og da kun have saa stort et Tilskud fra Fattigvæsnet, som var fornødent for at skaffe dem en rimelig Tilværelse; kunde de ikke selv faa Arbeide privat, havde de Ret til at faa det paa Fattigvæsnets Arbeidshuse, hvor der da beregnedes dem en vis Betaling, saa kun det, de modtog herudover, regnedes for Almisse. Ogsaa Arbeidere, der kun midlertidig var uden Erhverv kunde yde Arbeide her, og saa længe de kun fik selve Arbeidslønnen, indskreves de ikke blandt de Fattige. Hele denne Virksomhed knyttedes til Arbeidshusene, og der understøttedes da ad denne Vei en stor Mængde, som ikke levede paa Arbeidshusene men vedblivende havde deres eget Hjem. De arbeidsudygtige skulde derimod, saa vidt Pladsen forslog, anbringes paa de forskjellige Stiftelser, i St. Hans Hospital sindssyge og Folk med ulægelige eller særlig afskrækkende Sygdomme, i Almindeligt Hospital, Vartou og Abel Cathrines Stiftelse de gamle og svagelige, saaledes at en Del af dem, hvis Kaar tidligere havde været bedre end den sædvanlige Almuebefolknings, optoges paa de to sidste Stiftelser. Ogsaa et Par tidligere militære Stiftelser stod til Raadighed til saadan Anbringelse. De, der ikke fik Plads, understøttedes til at leve i deres Hjem. Fattige Børn, uden Forsørgere, skulde paa Fattigvæsnet Bekostning sættes i Kost hos Pleieforældre. Omfanget af Ydelserne til de Fattige overlodes det


880

Direktionen at afgjøre i Henhold til nogle rent almindelig holdte Hovedregler.

I nøie Forbindelse med Fattigvæsnet stod stadigt den kommunale Sygepleje. Til fri Sygepleie var ikke blot de almissenydende berettigede men ogsaa, uden at det regnedes for Fattigunderstøttelse, alle, der ikke selv kunde bekoste en tilsvarende Sygepleie, derunder Tyende, som Herskabet ikke kunde sørge for. Hjælpen kunde efter Sygdommens Art og de øvrige foreliggende Omstændigheder ydes enten i Hjemmet eller ved Hospitalsindlæggelse. Paa St. Hans Hospital skulde indlægges sindssyge og Folk med smitsomme Sygdomme, andre syge skulde anbringes paa Almindeligt Hospital og de overtagne militære Indretninger. Hvor der tillige var Almissemedlemmer paa Hospitalet, skulde de holdes strængt afsondrede fra de syge. Endelig gaves en Række Regler for Ydelse af Fødselshjælp og Begravelseshjælp.

Ogsaa det kommunale Skolevæsen ordnedes som en Del af Fattigvæsnet. Alle, som ikke kunde betale for deres Børns Undervisning, fik Ret til at faa dem undervist i Fattigvæsnets Skoler. Foruden de allerede bestaaende skulde oprettes saa mange ny som fornødent, saaledes at hver var til 200 Børn. Undervisningen skulde falde i tre Grupper "Videnskab, Haandarbeid og nyttige Legemsøvelser". "Og ved Videnskab forstaas her det, som for den menige Mand er fornødent, fatteligt og brugbart saasom: Læsning, Skrivning, Regning, Religion og Moral, almindelig Kundskab om Naturen, borgerlige Indretninger, de vigtigste Sundheds-Regler, Fædrenelandets og andre Landes Forfatning" siger Forordningen. Haandarbeidet skulde være saadant, "som for Almues-Folk er almeennyttigt", og Legemsøvelserne endelig egnede til at "give den for den arbeidende Klasse nødvendige Styrke, Smidighed og Behændighed." Drenge- og Pigeskoler skulde saa hurtig som muligt skilles fra hinanden, og i Mellemtiden maatte man sørge for, at Drenge og Piger havde Timer og Værelser hver for sig; Værelserne skulde være "lyse, rummelige og luftige", Klasserne ikke større, end at Eleverne "behørigen kunne overses og beskiæftiges." Og endelig træffer man en helt moderne Tankegang i Ordene "Naar og hvor skee kan træffes i Skolebygningerne Indretning til at give Børnene god og sund Middagsspise, i hvilket Fald de blive i Skolen fra Morgen til Aften." Lærerne skulde være "duelige Studentere eller Seminarister". For en Del af Drengene


881

ydedes en videregaaende Undervisning paa Opfostringshuset, og en lignende Stiftelse stilledes i Udsigt for Pigebørnene.

Skolegangen skulde strække sig fra 6 Aars Alderen til Konfirmationen, der forudsattes at finde Sted, naar Børnene var 15 Aar; men selv da slap man dem ikke; det paalagdes Direktionen at sørge for, "at om Søn- og Helligdagene efter Gudstjenesten kan for de Konfirmerede holdes Forelæsninger om Religion, Moral, de borgerlige Love og andre for menige Mand i det daglige og borgerlige Liv almindelige Ting, særskildt for Mandfolk og Fruentimmer", Hertil havde alle, som havde gaaet i Fattigskole Adgang og desuden ogsaa deres Forældre, Mestre o. s.v. Endelig blev det Direktionens Pligt at sørge for, at Fattigskolen saa vidt mulig besøgtes af alle "den menige Almues Børn".

For Betlere skulde regnes "alle de, som i eller udenfor Huse bede om eller modtage Almisse, som spille eller synge o. s. v. eller fremvise Legems Bræk for at tilvende sig Gave." Disse skulde stadig straffes, men Straffen afsonedes fremtidig i et særligt Tvangsarbeidshus for Fattigvæsnet. Ogsaa for Overtrædelse af de Ordensregler, der gjaldt for de Fattige, sattes Straf. For alle den Art Sager oprettedes en særlig Fattigret bestaaende af den Hof- og Stadsretsassessor, som var Medlem af Fattigdirektionen samt to andre, udnævnte af Generalitet og Admiralitet.

Det synes, at man er gaaet ud fra, at den ny Ordning vilde formindske Udgifterne, idet der kun bestemtes de samme Indtægter som hidtil for Fattigvæsnet; det hele Beløb skulde fremtidig gaa ind i en fælles Hovedkasse, og der skulde aarlig ved Trykken offentliggjøres en samlet Oversigt over Indtægt og Udgift. Forskjellige Stiftelser, som Frederiks Hospital, Vaisenhuset, de getreuerske Legater o. s. v., hvis Opgaver ikke var indskrænket til egentlige Fattige, skulde beholde deres særlige Bestyrelse og særlige Virksomhed, men det paalagdes dem at virke efter Aftale med og i Forstaaelse med Fattigdirektionen.

Den 1. Juli 1799 overtog den ny Direktion Fattigvæsnets Ledelse, og den tog nu med Kraft fat paa at løse de mange og store Opgaver. Der naaedes da heller ikke lidet. Da det i Januar 1800 bekjendtgjordes, at enhver arbejdsløs kunde melde sig hos Fattigvæsnet, mødte 450, som saa anbragtes rundt om ved Arbeidshusene foruden de Fattige, som i Forvejen fandtes der. Aaret efter havde


882

man en saadan Anstalt i hvert af Sognene: Frue, Trinitatis, Nicolaj, Frelserens, Helligeists, Holmens og Garnisons Sogn og desuden et Spinderie paa Kristianshavn. Tvangsarbeidsanstalten oprettedes i Pustervig, hvor man for en Snes Tusinde Rdl. kjøbte en Gaard, som havde tilhørt Kammerherre Suhm. Det Arbeide, som udførtes, var at spinde, hegle, plukke Fjer, sy Linned, strikke Strømper o.s.v. Desuden prøvede man at benytte Fattiglemmerne til at samle Glas paa Gaderne, da der almindelig klagedes over de Ulykker, de mange Glasstumper, som henkastedes rundt om, foranledigede; i Løbet af 4 Maaneder samlede man 16 Tdr. Glasstumper, men alligevel betalte Arbejdet sig ikke og blev opgivet; i Stedet indførte man Kludesamling. Noget større Udbytte gav intet af de forskjellige Arbeider, men lidt blev der dog ud af det. De faste Lemmers Tal var ret ringe ved Arbejdshusene, sædvanlig under 100 hvert Sted, men der var mange, som kom der for en kortere Tid.

Langt betydeligere var Tallet af Lemmer paa de større Stiftelser for svage og syge. Paa Almindeligt Hospital i Amaliegade var deres Antal 1801 omtrent 900, paa St. Hans Hospital, som laa lidt udenfor Byen mellem Nørre- og Vesterport var der samtidig 370 Patienter, medens Vartou havde 387 Lemmer. En langt mindre Stiftelse var Abel Cathrines Boder i Dronningens Tværgade med lidt over 20 Beboere. Efter Opgivelser fra 1801 var det lykkedes stærkt at indskrænke Betleriet, medens Tallet paa dem, Fattigvæsenet støttede, var steget betydeligt.

Meget værdifulde var ogsaa de Fremskridt, man naaede paa Skolens Omraade, om end det store Program kun tarvelig gjennemførtes. I 1799 fandtes der i alt 4 kommunale Friskoler med omtrent 400 Børn tilsammen, medens 700 Børn under Fattigvæsenets Forsørgelse ingen Undervisning fik. 1806 var man naaet til 9 Skoler, hvoraf de 8 dobbelte baade for Drenge og Piger, og Elevtallet var steget til 1486, hvoraf en betydelig Del ikke var under Fattigforsørgelse; af Børn, der var dette, havde dog endnu hele 300 ikke kunnet faa Plads i Skolerne.

Derimod viste det sig snart, at man ganske havde forregnet sig i økonomisk Henseende. Man havde haabet paa et stærkt forøget Udbytte af de frivillige Gaver, hvad Udviklingen i de nærmest foregaaende Aar havde tydet paa, men skjønt Aarene efter 1799 endnu var gode for Kjøbenhavn, slog dette ikke til; allerede nu


883

begyndte Interessen for Godgjørenhed og human Virksomhed at svækkes i Befolkningen, formodentlig som Følge af det almindelige Stemningsomslag, der fremkaldtes ved Krigsbegivenhederne i Europa og Danmarks Inddragning deri ved Slaget paa Rheden; vistnok var dog Følgerne af denne Svingning endnu svage, men dertil kom en stigende Følelse af, at naar Fattigvæsenet var ordnet og havde en hel Del bestemte Indtægter, da behøvedes der ikke saa store Gaver. I hvert Fald fortsattes Tilvæxten ikke, Gaverne gik snarest tilbage.

Men endnu vigtigere var Udgifternes overvættes stærke Stigning; medens man 1790 havde regnet dem til 100,000 Rdl. var de 1802 omtrent 240,000. Dette skyldtes dels den almindelige Prisstigning, dels at Virksomheden nu var saa meget større. Man havde, men med Urette, regnet, at det vilde opveies ved den bedre Orden, og desuden havde man 1799 undervurderet Tallet paa de Fattige, man vilde faa at tage sig af; medens man da havde regnet med 6-7000 var det i 1807: 8,978, hvoraf 1,352 paa Stiftelserne, Arbeidshusene ikke indbefattet; 1801 ved Folketællingen angives vel kun 5,603, men dette er afgjort for lavt; formodentlig skyldes det, at her kun er medtaget de saa godt som helt forsørgede.

Følgen af disse Forhold blev et stadigt Underskud; for Regnskabsaaret 1/7 1801 til 1/7 1802, da Udgiften var henimod 240,000 var Indtægten kun lidt over 170,000. Naar det overhovedet lykkedes at komme ud over dette, skyldtes det, at Fattigvæsnet netop i disse Aar modtog store Legater; her viste sig ikke som ved Gaverne en Standsning. Saaledes skjænkede v. Osten ved sin Afgang som Overpræsident dertil 23,000 Rdl., og ogsaa af de store Brockske Legater 1802 var anseelige Beløb bestemte for Kjøbenhavns Fattigvæsen og dettes Skoler; langt det største af dem alle var dog Sukkerraffinadør Ladiges 1805 oprettede Legater til Fattigvæsnet til et Beløb af ikke mindre end 600,000 Rdl. 1781, da Magistraten overtog Fattigvæsnet, var dets Legatformue beregnet til c. 340,000 Rdl., 1799 da Fattigdirektionen modtog det, var Beløbet steget til 640,000. og 1810 opgjordes det til 1,960,000, hvoraf dog 420,000 var brugt til at dække Underskudet, men dette var væsentlig sket efter 1807, da Krigen bragte flere Fattige og mindre Indtægter.

Foruden det kommunale Fattigvæsen virkede en Række halvt eller helt private Stiftelser og Legater til Afhjælpning af Nøden;


884

ogsaa her var der Fremgang i Ydelserne men uden vigtigere Begivenheder. Tilsvarende dels fandtes der, dels oprettedes der en Mængde Legater med særlig Formaal; af de nye var blandt disse det vigtigste det store Reiersenske Fond, der stiftedes ved Reiersens Død 1795 og traadte i Virksomhed 3 Aar senere med en Kapital af en halv Million; det virkede til Industriens Fremme, men Halvdelen skulde anvendes udenfor Kjøbenhavn i sjællandske Byer. Mere betød for de fattigere Borgere de private Understøttelsesselskaber; det vigtigste af disse var det "forenede Understøttelsesselskab", som oprettedes 1788; det skulde ved rentefri Laan hjælpe vanskelig stillede Medlemmer og træde til ved Alderdom eller i Ulykkestilfælde; det fik omtrent 2,000 Medlemmer, der hver betalte 4 Sk. om Ugen. 1793 kom hertil et Selskab til Hjælp for ugifte Kvinder. Ligeledes fandtes fra 1786 et lille Selskab, der belønnede tro Tjenestefolk med Præmier, eller med Pengehjælp, naar de blev for gamle til at arbeide. Endnu kan hertil føies, at den ny Enkekasseforordning af 4/8 1788 befalede alle gifte Embedsmænd med kongelig Bestalling at indtræde i Enkekassen og gav faste Regler for deres Indskud.

Foruden Fattigvæsnets Hospitaler fandtes en Del andre halvt offentlige Stiftelser, der modtog Syge. Vigtigst af disse var Frederiks Hospital med Plads til omtrent 300 Syge, samt Søkvæsthuset, der væsentlig var beregnet paa Flaaden. Hertil kom i 1787 den nye Fødselsstiftelse i Amaliegade i Forbindelse med Frederiks Hospital. For Sundhedspleien skete i øvrigt ikke stort ud over de tidligere (III S. 754-56) omtalte Forbedringer af Renovationsforholdene. Dog bestræbte man sig for at faa Begravelserne inde i Byen til at ophøre, og meget betød det, at Regjeringen, saa snart Vaccinationen var bleven bekjendt, ivrigt virkede for dens Indførelse, selv om man ikke gik til at gjøre den tvungen. Endelig overdroges det 1803 et kongeligt Sundhedskollegium at føre Tilsyn med Sundhedspleien i hele Riget.

I Brandvæsnets Ordning fremkaldte Ildebrandene 1794 og 1795 store Forbedringer. Ikke blot søgte man at formindske Faren ved nye strængere Byggeregler 1795 (se III S. 741), men hertil føiedes 19/7 1799 en helt ny Brandforordning, der fra Ende til anden bærer Vidnesbyrd om den Skræk, Ulykkerne havde indgydt. Forordningen begyndte med en Række Formaninger om at "omgaas forsigtigen med Ild og Lys," og i de mindste Enkeltheder indskær-


885

pedes det Folk, hvorledes de skulde bære sig ad med det; saaledes advaredes de energisk mod at "kline Lys til Vægge, Borde, Bænke o. d. l., sætte Lys ved Sengene om Natten eller ryge Tobak paa farlige Steder"; for Overtrædelse af de mange Forsigtighedsregler sattes Straf af Mulkt eller Fængsel.

Styrelsen af Byens Brandvæsen vedblev at være under den saakaldte Brand- og Vandkommission. Byen inddeltes i 6 Branddistrikter, og der skabtes en fast Organisation af Brandkorpset. Den samlede Styrke var en 50 Officerer, 3-400 Underofficerer og omtrent 3000 Menige; for hver større Sprøite fandtes foruden Underofficerer 48 menige Brandsvende; disse skulde fortrinsvis tages blandt Tømrer- og Mursvende samt andre Lavssvende; blandt Styrken ved hver Sprøite skulde altid være 2 Smede-, 2 Bødker-, 2 Hjulmands- og 2 Skomagersvende. Mandskabet fik i Ildebrandstilfælde en vis ringe Betaling for dets Arbeide; det skaffedes til Veie ved en Art Udskrivning blandt den Del af Befolkningen, man ansaa for egnet dertil. Under en Ildebrand stod forøvrigt ogsaa Vægtere, Politi, Militær og en Del af Borgervæbningen til Raadighed, saa man sagtens fik mere end nok af Arbeidsstyrke. Om det Forraad, der skulde findes af Sprøiter og andre Redskaber, baade i Kommunens Eie og hos private, gaves en Række indgaaende Regler.

Allarmeringapparatet var umaadeligt. Lygter og Flag, Klokkeklemtning, Piber og Trommer ja selv Kanonskud skulde anvendes for at indprente Folk, at der var Ildebrand, og var det om Natten skulde Vægterne oven i Kjøbet gaa rundt i Byen og banke paa Dørene for at vække Folk. Det var aabenbart Meningen, at den hele By skulde være paa Benene ved enhver blot nogenlunde anseelig Brand. Ligeledes skulde alt, hvad der fandtes af Bymyndigheder møde paa Brandstedet, fra Overpræsidenten ned til Laugenes Oldermænd. Naar det hele var forbi, skulde saa Taarnvægterne bekjendtgjøre det med Klokkekimen fra alle Byens Taarne.

Kommandoen under Ildebranden førtes ikke af nogen kommunal Myndighed men af en Officer udnævnt af Kongen med Brandkorpsets Chef, Brandmajoren, nærmest under ham. Brandmajoren udnævntes af Kongen blandt nogle af Brand- og Vandkommissionen foreslaaede, og de andre Officerer ved Korpset antoges paa lignende Vis. Disse Officerer havde en særlig Uniform: hvid med sorte Rabatter, Kraver og Opslag. Til Afgjørelse af Stridsspørgsmaal og


886

Forseelser fandtes en særlig Brandret, som bestod af Politimesteren, Stadshauptmanden, Brandmajoren, Vicebrandmajoren og endnu en af Korpsets Officerer. Dommene kunde indankes direkte til Høiesteret. Ligesom der var Straf for Forsømmelser, var der endelig en Mangfoldighed af Belønninger for Iver og Dygtighed.

Endnu var man dog ikke tilfreds, og ved Reskript af 1/11 1805 skete nye Skridt. Den fælles Brand- og Vandkommission hævedes. Brandvæsnet fik en særlig Kommission som udnævntes af Kongen, og hvis Medlemmer blev Generalmajor Peymann, Politimester Haagen, Brandmajor Kirkerup og Raadmand Lund; denne Kommission fik fremtidig Domsretten i Brandsager. Desuden paabødes nye Forbedringer af Redskaberne og indskærpedes endnu videregaaende Forsigtighedsregler. Hver tredie Maaned skulde Kommissionen indberette til Kancelliet, hvad der i Mellemtiden var udrettet; en ny Ordre af 11/7 1806 gav oven i Kjøbet indgaaende Bestemmelser om dens Forretningsgang og Pligter. Reglerne gjennemførtes fra nu af ret strengt, og Indberetningerne fra den følgende Tid fortæller om betydelige Fremskridt.

Sammen med Brandvæsnet styredes Vandvæsnet. Dets Tilstand var tarvelig. De Søer, hvorfra Forsyningen skete, var i lange Tider ikke rensede, Tilløbsrenderne var i daarlig Forfatning, og som en Hindring for alle Forbedringer stod den haabløse Sammenblanding af privat og offentlig Eiendomsret til det altsammen. Byens Brønde, der endnu anvendtes i nogen Grad, blev ogsaa stadig daarligere. 1/11 1805 fik imidlertid Vandvæsnet sin egen Kommission bestaaende af Generalmajor Peymann, Politimester Haagen, Viceborgmester Bech, Professor Warberg og en Politimester Nielsen fra Kjøbenhavns Rytterdistrikt. Der kom nu Forbedringsoverveielser i Gang, men før 1807 bragte de ikke Resultater. Ogsaa Belysningsvæsnet stod en Tid under Brand- og Vandkommissionen; det udskiltes imidlertid allerede 24/7 1801; fremtidig skulde det styres af Politimesteren og et Magistratsmedlem, hvortil toges Viceraadmand Lund. Der var mange Planer fremme om Forbedring af de daarlige Tranlygter, men Resultaterne var smaa. Lygternes Tal voxede vel men ret langsomt. 1746 havde der kun været 881, 1788 var der 1,423, 1794: 1,443. Endelig lagdes i denne Tid endnu et Omraade, der før havde hørt direkte under Magistraten, ind under en særlig Kommission idet Styrelsen af Bidstrup Gods 1796 overdroges en saadan. (III S. 730).


887

Næsten helt uafhængig af Magistraten var Byens Retspleje og Politivæsen. Retsplejen hørte efter Hof- og Stadsrettens Oprettelse under den. 1805 blev denne Ret tillige Overret for alle Øerne, men for Kjøbenhavn ændredes Forholdet ikke derved; her gik Sagerne vedblivende straks til Hof- og Stadsretten og derfra ligetil Højesteret. Assessorernes Lønninger ændredes ved Reskript af 31/1 1798 en Del. De to Assessorer nærmest efter Justitiarius fik hver 1000 Rdl. aarlig, den tredie 900, fjerde og femte 800, sjette og syvende 700, ottende og niende 600 og endelig tiende til fjortende 500 Rdl. Som Justiarius afløstes i Dcbr. 1797 Etatsraad Fogh af Etatsraad Falbe.

Da der ved Forordningen af 10/7 1795 for hele Riget oprettedes Forligskommissioner, der skulde prøve at forlige Folk, før Rettergang fandt Sted, fik Kjøbenhavn ogsaa en saadan Kommission. Den sammensattes her af en fra hver af de tre Forsamlinger: Hof- og Stadsretten, Magistraten og de 32 Mænd. Den første af disse skulde selv vælge sit Medlem paa 4 Aar, men blandt Magistratsmedlemmerne og de 32 skulde dette Arbejde gaa paa Omgang, for Magistraten saaledes, at man skiftede maaneds- eller ugevis, medens de 32 fik Lov til at skifte dagvis, om "de finde det bekvemmere." Overpræsidenten var fritaget, om han ønskede det. Den nye Ordning skulde ikke hindre, at Magistraten i Overensstemmelse med dens Instruks søgte at forlige stridende Parter, som henvendte sig til den.

For Politiet var disse Aar en bevæget Tid. Baade ændredes dets Ordning ganske betydelig, og der viste sig til Tider hos Befolkningen et uroligt Sindelag, som voldte det nok saa meget Besvær som sædvanlig med at holde Styr paa den. Navnlig gjælder dette den Tid, da Fædders Efterfølger Flindt var Politimester (1788-94). Han synes ikke at have kunnet magte Forholdene, men under hans Efterfølger Professor Cold og fra 1800 Justitsraad Haagen kom der atter Ro.

Den første større Forandring skete ved Forordningen af 5/7 1793. Ved denne udvidedes Politiretten til at bestaa af tre Dommere, idet to Assessorer traadte til ved Siden af Politimesteren; gjaldt Sagen Klager over denne selv, skulde en Hof- og Stadsretsassessor tiltræde Retten i Steden for ham. Til Assessorer udnævntes de to Hof- og Stadsretsmedlemmer Bachmann og Bornemann. Dommene kunde appelleres direkte til Høiesteret. Den hele udøvende Myndighed, som ikke vedkom selve Rettergangen, skulde Politimesteren vedbli-


888

Satire over Retssikkerheden under Borgmester Fædder

Satire over Retssikkerheden under Borgmester Fædder.

vende have alene; det blev i første Række hans Opgave at "vaage over alt det, som hører til den almindelige Roeligheds og Sikkerheds Haandhævelse og den offentlige Beqvemmeligheds Befordring." Han skulde sørge for, at Politiet handler "med Overlæg og Sindighed og ei uden Nødvendighed anvender Magt eller voldsomme Tvangsmidler," men til Gjengjæld hævdedes i stærke Ord hans "Embeds Værdighed og Myndighed", og for at lette Politiets dets Virksomhed bestemtes det, at Betjentene fremtidig skulde være uniformerede. Uniformen, der kort efter nærmere fastsattes, blev for Politimesteren og hans Fuldmægtige og Kopister: karmoisinrødt Klæde med grøn Krave og Opslag, for Politimesteren selv desuden Guldgallon og 2 Guldepauletter, for Fuldmægtigen 1 Epaulet. Betjentene fik kraprød Kjortel med grøn Krave og Opslag. Der opstod imidlertid Strid om, hvorledes disse Uniformer skulde tilveiebringes. Magistraten og de 32 Mænd nægtede standhaftig at have med det at gjøre. Betjentene selv kunde ikke betale; Flindt erklærede, at mange af dem var saaledes stillede, at de "aldrig havde eiet en ny Kjortel." Det endte da med, at han paa egen Haand lod Uniformerne anskaffe i Haab om siden at faa det erstattet. 3 Politifuldmægtige fik Uniformer til 32 Rdl. og 1 Mk. Stykket, 3 Kopister tilsvarende til 26 Rdl. og 1 Mk.; en Adjudant og en Torvemester kostede tilsammen 47 Rdl. 5 Mk. 4 Sk., 21 Betjente hver 19 Rdl. 5 Sk. Uniformerne til den hele Styrke paa 29 Mand kostede ialt 623 Rdl. 5 Mk. 1 Sk. eller


889

omtrent 2000 Kr. Flindts Haab om at faa disse Penge blev ikke skuffet; 29/12 1793 skjænkede Kongen 500 Rdl. dertil, medens det saa var Meningen, at Betjentene efterhaanden skulde afdrage Resten, ligesom de i Fremtiden selv skulde holde Uniformerne vedlige.

Politibetjent fra Aarh.s Begyndelse.

Politibetjent fra Aarh.s Begyndelse.

Politiels Tal forøgedes i Tidens Løb. 1784 var Betjentenes Antal fastsat til 18; 1794 var der 21, men en større Udvidelse skete først ved Reskriptet af 5/12 1800. For det første forøgedes Politirettens Personale; til de tre Dommere havde hidtil været knyttet 3 Fuldmægtige og 3 Kopister; nu kom hertil endnu en Assessor med tilhørende Fuldmægtig og Kopist, og desuden fik Politimesteren ogsaa en Fuldmægtig til Hjælp under sin udøvende Virksomhed. Alle udnævntes de af Kongen, og for Fuldmægtigenes Vedkommende sattes det som Betingelse, at de skulde have latinsk juridisk Examen med første eller anden Karakter, eller dansk-juridisk med Udmærkelse. De egentlige Politibetjentes Tal forøgedes fra 21 til 31, og desuden skulde. der være 20 "Opsyns- eller Gadebetjente". Alle Betjentene saavel som Vagtmesteren ved Politiarresten udnævntes af Politimesteren,

Men desuden stilledes Byens Vægterkorps direkte under Politimesteren. Dets Inspektør og Vægterløitnanten skulde fremtidig udnævnes af Kongen efter Politimesterens Forslag, og det blev denne som udtog Vægterne. Gadevægternes Tal forøgedes fra 142 til 284, medens der foruden dem vedblev at være omtrent en Snes Taarn- og Brovægtere.

De to Korpsers Pligter indskjærpedes i nye Instrukser af 31/12 1800. Politibetjentene fik her foreskrevet, hvad de skulde foretage sig; de formanedes til at "beflitte sig paa Nøiagtighed, Ædruelighed og Skikkelighed i Forretninger, saa at de kan fortjene det Almindeliges Agt," og det lagdes dem paa Sinde, at de skulde "med Taknemmelighed erkiende, at de lønnes vel, og at følgelig de ene


890

kan giøre sig fortjente ved hengiven Opfyldelse af deres Pligter." Vægternes Vagttid var Natten; den begyndte i Maanederne November til Februar Kl. 7 om Aftenen og varede til 7 om Morgenen, medens den i de andre Maaneder var en Del kortere, kortest i Maj til Juli, da den varede fra 10 om Aftenen til 5 om Morgenen. En af deres Hovedopgaver var at allarmere i Ildebrandstilfælde; de skulde paa alle Maader sørge for Ordenens Overholdelse om Natten, passe paa at der ikke kastedes Urenlighed ud paa Gaden og være et Værn mod Tyveri og andre Forbrydelser; endelig var det deres Pligt til bestemte Tider at raabe om Klokkeslettet med Fremsigelse af dertil bestemte Vers. Om deres egen Opførsel siges det: "Ingen af dem maa forsamle sig ved Enden af Gaderne for at holde Snak og Samtale med hinanden, men enhver skal i den Tid, hans Vagt varer, stedse forblive paa den ham anbetroede Post og ikke findes paa Posten uden i fuld Mundur med Gevær og den anordnede Haandlygte." Desuden bliver det dem "alvorligen anbefalet, at de med Beskedenhed begegne alle Folk og med Gode styre til rette og forhindre Klammerie, Mord og Tyveri af yderste Evne, og ikke, uden de befales eller personligt anfaldes, nogen med Hug og Slag begegne," de skal endelig "bistaae hinanden uden Falskhed og føre de Skyldige i Arrest, og hvis nogen af dem vil give Vægterne Drikkepenge for at komme løs, maa de annamme dem, og dog ei forskaane dem, at de jo blive arresterede". Foruden alt dette paalagdes det dem at sørge for Gadelygternes Renholdelse, Tænding o. s. v. For Taarnvægterne fulgte særlige Regler 16/1 1801, og ogsaa de høiere Politi-og Vægterembedsmænd: Fuldmægtige, Kopister og Vægterinspektør fik nye Instrukser.

I Lønningerne foregik ligeledes en Del Ændringer. Politimesterens Løn bestemtes for de enkelte Tilfælde. Flindt fik af Byen 800 Rdl. og desuden fra først af 400 Rdl. af Kongens Kasse; allerede 1789 føiede imidlertid Kongen hertil 400 Rdl. Men alligevel forslog det ikke, og Aaret efter bad han indtrængende om Hjælp. Han havde før været Byfoged i Rudkjøbing, og han skildrede nu, hvorledes han, da han tog derfra, maatte sælge sine langelandske Eiendomme med et Tab af 6-7000 Rdl.; hans Gage kunde nu ikke slaa til, da han oven i Kjøbet maatte bruge en Del af den til at betale Spioner; derfor bad han om et Laan paa 11,000 Rdl. til at skaffe sig en Eiendom at bo i. Det blev nægtet, men i Stedet fik han


891

et Tillæg paa 220 om Aaret til Hjælp ved Betalingen af Renterne af et saadant Laan; det forudsattes da, at han kunde skaffe sig dette privat. Da Cold 1794 traadte til, fik han 2000 Rdl. aarlig, det hele af Staten, og i 1801 løstes derpaa Spionspørgsmaalet, ved at der stilledes 2000 Rdl. aarlig til Politimesterens Raadighed "til at udrede Belønninger for Opdagelser af Tyve-Komplotter m. v." For Politirettens Assessorer blev Lønningen i 1793: 700 Rdl. aarlig til hver. 1800 fastsattes for Politifuldmægtigene, at to af dem skulde have hver 500, en: 400 og de to sidste 360, medens Kopisterne fik 300 hver. Af Betjentene fik de 4 bedste, efter samme Regler, 300, de næste 4: 250 og de øvrige 23: 200 Rdl.; Opgangen til de høiere Lønningsklasser skulde ske efter Dygtighed ikke efter Tjenestealder. Gadebetjentene maatte nøies med 130, for de 10 dygtigste, 100 for de 10 andre. Vægterne fik 9 Mk. om Ugen (78 Rdl. aarlig) for de ældste, 7 Mk. for de yngste; desuden fik de hvert sjette Aar en ny Mundering, for de yngre dog ikke fuldstændig, og endelig fik hver af dem aarlig 4 Mk. 8 Sk. til Omkostningerne ved Haandlygten. Vægterinspektørens og Vægterløitnantens Gage var henholdsvis 500 og 400 Rdl. aarlig. 1801 stilledes det Betjentene i Udsigt, at de ved Afgang under visse Betingelser kunde faa Pension, medens Vægterne allerede fra 1783 havde haft denne Udsigt; dog gjaldt ikke for nogen af Parterne faste Regler herom.

Disse Gager for Politiet kan ingenlunde kaldes smaa. De 200 Rdl. for den laveste Klasse af Betjentene er efter Metalværdi 640 Kr. med en 2-3 Gange større Kjøbeværdi, saa Instruksen havde næppe ganske Uret i sin Fremhævelse af den høie Løn.

Den Forbedring af Politiet, som saaledes efterhaanden fandt Sted, kunde tiltrænges. Ikke blot klages der i Tiden før Colds Tiltræden stadig over den store Usikkerhed i Byen, men der fandt ogsaa flere Gange Uroligheder Sted, hvis Omfang ingenlunde var ringe, men hvis Anledninger ganske vist som Regel var yderst tilfældige. Den første Bevægelse af større Betydning var Opløbet i Filosofgangen 1787. Nogle Studenter havde følt sig fornærmede af nogle Officerer og foranstaltede i den Anledning Aften efter Aften livlige Spektakler i Filosofgangen, ivrig hjulpne af de Lag af Befolkningen, der altid var med, naar det lykkedes at finde en Anledning til slige Forlystelser. Det varede en Ugestid og blev bestandig værre. En Aften sendte da en vagthavende Officer ved Vesterport


892

nogle Soldater derhen for at splitte Mængden; derved blev det blot værre, og man fik da sendt Bud efter selve Garnisonskommandanten Baron Haxthausen. Han spurgte nogle af Studenterne om Grunden til Spektaklerne, og de svarede da "sømmelig og sagtmodig", at der "var sket dem Fornærmelse". Haxthausen sagde dertil, at i saa Fald maatte de klage til ham, saa skulde han nok ordne det, og han opnaaede herved, at Folk skiltes for den Aften. Alligevel begyndte de igjen de følgende Dage, og en Aften førte det til et stort Sammenstød med Politiet. Midt under dette kom Haxthausen til Kl. 10 om Aftenen og fandt, efter hans senere Indberetning, Folket "opbragt, grusom og som rasende"; han spurgte, hvad der var i Veien og fik den Besked, at Politiet havde arresteret 2 Studenter; da han undersøgte Sagen nærmere, viste det sig dog, at det var "en Spækhøker og en Arbeidskarl, som Politiet uforsigtigvis havde ladet arrestere i Overværelse af nogle Tusinde af Pøbelen." Da Folk drog mod Raadhuset og slog Vinduer og Døre ind dér, endte det med, at man blev nødt til at slippe Spækhøkeren og hans Lidelsesfælle fri, hvilket dog ikke hindrede, at Mængden blev ved en Tid endnu med Spektaklerne og endog opbrød Raadhusarresterne. Dette foregik den 18. Juli og Sagen syntes nu saa alvorlig, at baade Haxthausen, Politimesteren og Overpræsidenten fandt det fornødent at henvende sig til Kancelliet. Haxthausen forklarede samtidig, at han nu holdt en betydelig væbnet Styrke parat forsynet med skarpladte Patroner, ligesom Borgervæbningen havde faaet Tilhold om at holde sig rede. "Jeg tror og" føiede han til, "at nogle faa Kanoners Plantning paa visse Steder kunde tjene til Skræk imod de urolige Gemytter." Kancelliet fandt Kanonerne overflødige men billigede Resten, og om Aftenen d. 19. var alt roligt, saa Bevægelsen var til Ende hermed.

1793 fulgte saa den ikke mindre opsigtsvækkende Posthusfeide. Det var atter et af de evindelige Sammenstød mellem Studenter og Offficerer, som gav Anledningen. Det hændte d. 2. Fbr. 1793, at en Student ved Navn Hagerup, Søn af en Etatsraad Hagerup, paa Gaden kom til at støde til en Løjtnant Rømeling. Da han ingen Undskyldning gjorde, troede Løjtnanten, at det var med Villie og slog løs paa ham først med en Stok, siden med sin Sabel. En Student Michelsen kom da til og hjalp Hagerup, men Rømeling fik saa Hjælp af nogle Soldater. Følgen blev et større Opløb af Studenter, Matroser, Skomagerdrenge o. s. v., saa baade Rømeling og Hagerup


893

i Forskrækkelse flygtede ind i Postgaarden paa Købmagergade. Hagerup slap ubemærket bort herfra, men Løjtnanten turde ikke prøve paa det, og fik i Stedet Postmesteren til at lade et Postbud hente Politiet. Der kom da en Politifuldmægtig og nogle Betjente til, medens Folk stod udenfor og drøftede Sagerne, og de fleste som sædvanlig tog Parti for Studenterne mod de forhadte Officerer. Fuldmægtigen prøvede paa at faa Forsamlingen til at skilles med det gode, men da det ikke lykkedes, sendte han Bud efter nogle Soldater.

Studenteropløbet i Filosofgangen 1787

Studenteropløbet i Filosofgangen 1787.

Der kom da ogsaa en Underofficer og 6 Mand, og kort efter indfandt Politimesteren sig selv med flere Betjente. Rømeling listede derpaa af, og da han lykkelig var sluppet bort, meddelte Flindt Forsamlingen dette. Men Folk troede det ikke og svarede med Latter, Raab og Piben. Imidlertid kom der flere Soldater til, og Flindt lod da disse ved "Magt og Prygl" drive Folk af Vejen uden Hensyn til, hvem det gik ud over. Selv fik han fat paa en Student Voetmann og arresterede ham, skjønt han kun havde været passiv Tilskuer.

Men nu blev det først galt, da Forsamlingen forbitredes ved denne Behandling og i Voetmanns Befrielse fik et fælles Program. En Student Gjelstrup, som forlangte ham frigivet, blev pryglet af Flindt og hans


894

Betjente og flygtede da sammen med en Del andre Studenter til Regensen, hvor de lod ringe med Regensklokken som Alarmsignal. Imidlertid fortsattes Sammenstødene mellem Politiet og Folkemængden; Gang efter Gang søgte Politiet at sprænge Forsamlingen, og Flindt skal selv have ført an under Raabet "slaa de Hunde, hauet Sie;" saa livlig gik det til, at en Student fik Kravebenet brækket. En Del af Studenterne slap omsider forbi ned til Slottet, hvor det lykkedes to af dem at faa Audiens hos Kronprinsen, hos hvem de forlangte Voetmann løsladt og beklagede sig over Politiet. De opnaaede intet, og Spektaklerne begyndte da igjen; til sidst rykkede Hestgarden ud og splittede uden Besvær Folkemængden, der dog snart samledes paany, denne Gang foran Raadhuset. Den kommanderende Officeer sendte da en Løjtnant op til Flindt, som havde søgt Tilflugt paa Raadhuset og bad ham slippe Voetmann løs. Han sagde først Nej, men da man saa begyndte at bombardere Vinduerne med Sten, gav han forskrækket efter. Voetmann blev løsladt og baaret i Triumf til Regensen af den begeistrede Mængde, hvilket dog ikke hindrede, at en Del af denne siden søgte til Flindts Bopæl for at slaa Ruder ind, medens andre forlystede sig med at ødelægge Gadelygter. Derefter samledes man rundt om paa Værtshusene for at feire Seiren, og i et af disse skal en fordrukken afskediget Fændrik have sagt, at Politimesterens Hoved skulde blive "baaret paa en Stage giennem Gaderne, ligesom de giør i Paris".

Til at afgjøre hele denne Sag nedsattes endnu samme Dag en Undersøgelseskommission. Den tog det oprindelige Sammenstød og de senere Spektakler hver for sig. Hagerup, om hvem det for øvrig oplystes, at han endnu ikke var Student men blot læste til Artium, idømtes en Bøde paa 30 Rdl. for Uagtsomhed, Rømeling mistede til Straf en Maanedsgage, hvorimod Michelsen ganske frifandtes og fik Ros oven i Købet, fordi han havde hjulpet sin Kammerat.

Derefter fulgte en Erklæring om Opløbssagen. Kommissionen var særdeles misfornøjet med Flindt og dadlede ham stærkt baade for Mangel paa Konduite og Forglemmelse af Embedets Værdighed; Arrestationen af Voetmann var uberettiget, og først derved og ved Pryglene, som heller ikke havde været fornødne, var Folk bleven ophidsede til Voldsomheder. Man foreslog derfor, at Flindt skulde have en kongelig Formaning om at bære sig bedre ad i Fremtiden; han havde i Mellemtiden været suspenderet men genindsattes nu i


895

Embedet. To Studenter, - hvoraf den ene var Henrik Steffens -, som havde vist sig særlig stridbare, skulde have en Formaning af Universitetets Rektor og endelig Regensianerne en lignende i Anledning af Ringningen; hvem der havde foranstaltet denne, lykkedes det trods alle Anstrengelser ikke at opdage: den eneste, det gik haardere ud over, var en Haandværkssvend, som var bleven overbevist om at have kastet Sten efter Politimesterens Ruder; han kom for en almindelig Domstol. I Overensstemmelse hermed afgjordes da Sagen.

Disse Spektakler havde i Virkeligheden været betydelige, og de vakte ikke ringe Opsigt. For de mest bekymrede var det et Udtryk for Tidens slette Aand, paavirket som den var fra Frankrig. "Overalt" skrev Ove Høegh-Guldberg derom, "er slige støiende Sammenløb hverken usedvanlige i Kiøbenhavn, heller andre store Stæder; heller ikke enten forbausede eller bekymrede de mig, naar ikke det forroste 18 Seculi liderlige Ende forbandt alle Regieringer til at hindre dem, forekomme dem og alvorligen straffe dem som foranledige dem, efter den strængeste Retfærdighed. Thi blive slige Opløb lidt hyppige, kand saa let i denne Selvraadigheds skiændige Tid de vilde, fanatiske, æresyge, Rollebegierige Hoveder ympe i dem, hvad ellers blev ugiørligt. Min Erfaring lærde mig, at Godhed, skarp Retfærdighed, og klog Forebyggelse, ja Stoppelse af Kilderne blive sande Midler; Eftergivenhed, Skaansel derimod saare tvetydige." Regeringen har i dette sidste i hvert Fald aabenbart ikke delt hans Opfattelse; man tog, som vi har set, Sagen overmaade lempelig.

Umiddelbart derefter fulgte 2. April 1793 endnu et større Opløb. Dette skyldtes en Porcellænshandler Braband. Denne var bleven indviklet i nogle private Stridigheder om Pengespørgsmaal med forskellige andre, især nogle Jøder og en Prokurator. Resultatet var blevet et forvirret Kaos af Processer om gensidige Fornærmelser og Forurettelser. Nogle af dem kom Braband ganske godt fra, i andre gik det ham ikke efter Ønske, og han endte da med en urokkelig Overbevisning om, at han forurettedes og forfulgtes af Øvrigheden, navnlig af Politimester Flindt, og at han var Genstand for en stadig Forfølgelse af et Komplot af ildesindede Mennesker. Efter at det havde staaet paa i et Par Aar, fandt han paa i Marts 1793 at udgive en lille Piece med Titlen "Den mishandlede Danske Borgers Appellation til det danske Folk" for at skildre alt det onde, der var overgaaet ham. Den indeholder mange voldsomme Udtryk om hans


896

egen Uskyldighed, Modstandernes Slyngelagtighed og Øvrighedens Uretfærdighed men lidet positivt. Dette gav Anledning til en Modpiece, nogle Avisindlæg o. s. v., og samtidig søgte Braband at vække Opmærksomhed ved at illuminere sit Hus og holde Taler til den i den Anledning forsamlede Mængde. Omsider førte det hele til, at han 2. April 1793 blev arresteret, men da han førtes af Sted til Arresten, lavede han saa stort et Spektakel, at der blev et betydeligt Opløb ud af det.

Slutteriet i Hestemøllestræde

Slutteriet i Hestemøllestræde.

Den almindelige Stemning synes at have været paa Brabands Side, og de allerfleste af den sammenstimlede Mængde, der denne Gang især skal have bestaaet af Læredrenge, tog Parti for ham; de fordrede ham frigivet, og bombarderede, da det ikke opnaaedes, hans Modstanderes Huse med Sten. De splittedes dog snart, og 14 Læredrenge, man fik fat i, straffedes siden. Brabands Sag fortsattes derpaa hele 5 Aar, indtil den 1798 endte med en Højesteretsdom. Han dømtes til Landsforvisning, fordi han har "brugt skammelige, og ærerørige Beskyldninger mod Øvrighed og Dommere, har haanet og talt ilde om Kongens Regiering," sat sig til Modværge ved Arrestationen og under Sagen stadig forfulgt Dommerne med Æresfornærmelser.


897

Efter selve Spektaklerne 1793 fulgte 5/4 en kongelig Kundgørelse, der energisk opfordrede Folk til at holde sig rolige, "da Vi med megen Mishag have erfaret, at nogle onde Mennesker (i Anledning af, at en Person ved Navn Michael Braband, er bleven hæftet og tiltalt ved Retten formedelst adskillige Forbrydelser), have søgt Leilighed til at stifte Uorden og Opløb her i Hovedstaden, og at disse, som formodentlig ere hans Medskyldige have leiet eller ophidset den vanartige Deel af Pøbelen til at forstyrre rolige Borgeres

Tugt-Huset

huuslige Fred." Et Par Maaneder efter fulgte saa de før omtalte Reformer af Politiet, ved hvilken Lejlighed man dels indskærpede Lydighedspligten overfor dette, dels gjorde det lettere kendeligt ved Uniformerne. Aaret efter blev endelig Optøjerne i Anledning af Strikebevægelserne den noget mere storstilede Afslutning paa disse Opløb (Se III S. 852-58). Da det ogsaa dér havde vist sig, at Flindt ikke var Situationen voxen, afløstes han af Cold, og fra nu af synes Folk at være kommet til Ro; i de følgende Aar berettes ikke om større Optøier.

Fængslerne i Kjøbenhavn var dels kommunale, dels Statens. For dem alle paabød Forordningen af 5/4 1793 betydelige Forbedringer men kun langsomt og yderst ufuldkomment iværksattes disse.


898

Magistraten afgav 14/10 samme Aar en Erklæring om, hvorledes det stod til i de Fængsler, som hørte under den, nemlig Politiarresterne i Raadhuset, hvor de Folk indsattes, som var dømt for Politiforseelser. Allerede før Forordningen havde man haft Brikser og Uldtæpper til Arrestanterne, og nu havde man i Anledning af den anskaffet nogle Madratser. Men ellers stod det daarlig til. Der manglede Plads, saa Luften var elendig, skønt man prøvede at bøde derpaa ved Trækrør; Arrestanternes Urenlighed maatte samles inde hos dem i Ballier, og de kunde ikke komme ud at trække frisk Luft, da der ingen indhegnet Gaard fandtes. Man stillede da ogsaa forskellige Reformforslag, men der blev intet af det hele, da Raadhuset brændte 1795; derefter indrettedes foreløbig Arrester i Kjælderne paa Charlottenborg, hvor Politiretten de følgende Aar holdtes.

Staten havde to Hovedfængsler. Det ene var det saakaldte Slutteri, en stor Bygning i Hestemøllestræde, men det brændte i 1795 og afløstes da af Stokhuset ude paa Kristianshavn. Her fandtes de Forbrydere, der var dømte til det saakaldte Fæstningsarbeide eller Slaveri; dette foregik under aaben Himmel, og Opsynet med Slaverne var meget vanskeligt. 1802 gjorde man saaledes op, at af 200 Slaver i Kjøbenhavn og paa Kronborg var i Løbet af tre Fjerdingaar 36 løbet bort. Desuden var der det store Tugt- og Forbedringshus ude paa Kristianshavn ved Torvet. Ogsaa her var Forholdene utilfredsstillende, og efter omfattende Overvejelser besluttede man sig 17/6 1803 til en ny Ordning. Efter denne skulde Slaveriet ophøre; der skulde være et Tugthus for hele Danmark i Kjøbenhavn, hvor der desuden skulde være et Forbedringshus for Byen og Nordsjælland, hvert for sin Art af Fanger. Disse Fængsler skulde staa under en Direktion bestaaende af Sjællands Stiftamtmand, Kjøbenhavns Politimester, den lægekyndige Borgmester, Formanden for Fattigdirektionen og et andet Medlem af denne og endelig den hidtidige Direktør for Tugthuset. Foreløbig lykkedes det imidlertid ikke at faa disse Bygninger færdige.

Der var da en Del Bestræbelser oppe for at faa Fængselsvæsnet forbedret, og disse fandt ivrig Tilslutning i den offentlige Mening, saaledes som denne kom til Orde i Tidsskrifter og Aviser. Og ikke mindre bestemt udtalte man sig i disse mod den bestaaende barbariske Form for Henrettelser. Saaledes bragte 1805 "Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn" en hvas Artikel mod disse Festforestillinger for "de


899

simplere Stænder", og 1806 vendte man sin skarpeste Kritik mod Forholdene ved Retterstedet paa Amager. Der er, hedder det, ved Siden deraf en Renovationshule og nogle store snavsede Vandpøle, Luften er forpestet med "pestilentisk Lugt", og Flokke af Krager og Ravne sværmer deromkring saa trygge, at de spaserer paa Ryggen af de Svin, som gaar og roder i Snavset. Midt i alt dette staar Hjul og Stejle, og dér ligger Liget af den sidste Morder til Føde for Ravnene og Kragerne. Men trods alt, føjes der til, valfartede Dagen efter Henrettelsen mange "velklædte Fruentimmer" derud.

Foruden Brandkorps, Politi og Vægtere havde Kjøbenhavn endnu en organiseret Styrke i sin Borgervæbning. Denne havde længe været i dybt Forfald; i den lange Fredstid efter 1720 havde man ganske naturlig kun haft ringe Interesse for den, men nu, da Krigsfaren atter rykkede nær, søgte man at gjenoplive den. Det første Tilløb dertil skete umiddelbart efter den lille Krig 1788. I Januar 1789 foreslog en Brandmajor Junge Oprettelsen af et borgerligt Artillerikorps. Regeringen gik med Tilfredshed ind paa det og 19/6 1789 udgik en Anordning herom. Korpset skulde tælle 35 Officerer og Underofficerer og 200 Menige. Medlemmerne skulde for de Overordnedes Vedkommende bestaa af "Haandværksmestre og andre skikkelige Borgere, af hvilke den høistkommanderende Officeer antager hvem, som godvillig vil lade sig engagere, og han finder beqvemmest, samt de Gemene af Haandværks Svende uden Forskiel af Profession eller Laug." Deltagelsen var ganske frivillig; som Belønning blev Officerer og Underofficer fri for en Række borgerlige Hverv som Rodemestere, Fattigforstandere, Kirkeværger o. s. v., medens de menige fik Frimesterret og enkelte Skattelettelser. I Spidsen for Korpset kom Junge. En Gang om Ugen skulde de i Maanederne Maj til September samles "for at øve sig med Kanoner, Bomber og smaa Gevæhr som og for at lære, hvad en duelig Artillerist i øvrigt bør vide". Kanoner o. s. v. skulde de have fra det militære Arsenal.

Den almindelige Borgervæbning var inddelt i 11 Kompagnier, hver med sit Bydistrikt, men efterhaanden var den hele Ordning kommet i stor Forvirring. 1799 forsøgte man at hjælpe lidt paa det ved en Omlægning af Distrikterne, saa der blev 12 Kompagnier, men dette førte ikke til stort. Først 1801, da Krigsfaren syntes overhængende, tog man alvorligere fat, og 11/2 1801 udgik et første Reskript herom. Dette holdt sig dog væsentlig til Opmuntringerne;


900

Officererne fik nogle fornemme Titler, saaledes at hver Charge fik Rang med en lidt lavere i Hæren, alt som "et nyt Beviis paa den Opmærksomhed, Vi skienke denne Indretning" medens det til Gengield ventes, "at dette Korps vil, med fordoblet Lyst ufortrødent stræbe fuldkomment at lære Alt, hvad Kiøbenhavns kiække Forsvarere bør vide, naar de skal kunne virke med Hæld." Desuden bebudedes en mere indgaaende Plan for Virksomheden.

Ved samme Leilighed udvidedes Artillerikorpset, som i Forveien var to Kompagnier med endnu et, og til de øvrige Privilegier føiedes, at Tambourer og Pibere, som ikke var Haandværkere skulde have Lov at ernære sig som "Øltappere eller Høkere" uden at tage Borgerbrev. Hen paa Efteraaret, 18. September, oprettedes endnu et fjerde Kompagni, og for at man kunde være sikker paa at have Mandskab nok, forpligtedes Øltappere, Værtshusholdere og Marskandisere, som fremtidig tog Borgerskab, til at træde ind i Artillerikorpset i Stedet for i den sædvanlige Borgervæbning, uden at det ses, hvorfor man netop tildelte disse Erhversgrupper denne Opgave. 8 Dage efter fulgte derpaa Regler om Borgervæbningens Uniform, et af de Punkter i den hele Væbningsordning, som interesserede aller mest. Officerer og Underofficerer fik karmosinrød Klædeskjole med lyseblaa Rabatter, Krave og Opslag, korte Støvler, trekantet Hat med Guldkrampe, lyseblaa Fjer og sort Kokarde samt to Guldepauletter for Officererne, en for Underofficererne. Borgernes Kjoler blev kraprøde men med de samme Opslag o. s. v.; ogsaa de havde Hat med Fjer, men Kokarden skiftede efter Kompagniet; paa Skulderen fik de et Guldbaand med Fryndser. "Som Hædersdragt i høitidelige Sammenkomster udenfor Tienesten" tillodes det ogsaa de menige Borgere at bære Uniformer af samme Art som Officerernes men blot med deres sædvanlige Distinktioner. Uniformernes Anskaffelse skete paa Borgernes egen Bekostning, men den maatte ske efterhaanden som Folk fik Raad til det, saa Væbningens Udseende foreløbig blev meget broget.

Regeringen slog sig dog ikke til Ro hermed; 11/2 1803 udgik en ny Forordning om Kjøbenhavns Borgervæbning, som helt omskabte den. Medlem af den skulde fremtidig være "enhver Borger eller anden Indvaaner af borgerlig Stand mellem 20 og 50 Aar, der ikke formedelst Svaghed eller Legems Bræk findes uskikket til at bære Vaaben, ei heller ved Stilling som Embedsmand, eller andre ham anbetroede Forretninger afholdes fra som borgerlig Militair


901

Borgerofficer.

Borgerofficer.

personligen at bidrage til Stadens Forsvar." Undtagelser kunde dog indrømmes af Kancelliet for visse Klasser eller enkelte Personer, men saadanne fritagne skulde da i Stedet betale en vis Sum. Ellers skulde Udgifterne "som en reel Tyngde lignes paa de faste Eiendomme i Staden", medens Pengene hidtil var tilvejebragt ved forskellige, noget usikre Sportelafgifter. Væbningen skulde deles i to Afdelinger; til den første hørte alle, som drev borgerlig Næring, til den anden Resten. "Den første Afdelings Hovedpligt," hedder det "er at bidrage til at vedligeholde Sikkerhed og god Skik og Orden indenfor Stadens Volde; men den anden Afdeling paaligger det egentligen, i Forbindelse med den første og under Borger-Officerernes Anførsel at afværge fjendtlig Overlast, naar Staden eller dens Forstæder angribes."

Begge Afdelinger vare Fodfolk, men kun den første fik en Art Uddannelse. Denne Afdeling forsynedes med Geværer for Borgervæbningsfondens Regning, hvorimod de selv skulde betale den øvrige Udrustning, der nu skulde skaffes i Løbet af 2 Aar. De andre skulde, om man fik Brug for dem, have Geværer og Udrustning fra Arsenalet. Fremtidig blev det for de paagældende Aldersklasser en Betingelse for at vinde Borgerskab, at de havde besøgt en dertil bestemt Exercerskole 1-2 Timer daglig i 8-14 Dage og faaet Attest for at have lært "de første Elementer af Exerceringen." I Maanederne Juli, August, September skulde der være Vaabenøvelser nogle Timer daglig skiftende mellem Kompagnierne, saa hvert af dem havde Øvelser en Gang om Ugen. Øvelserne skulde foregaa dels i Byen, dels paa Markerne udenfor. Formaalet for Øvelserne indskrænkedes til, "at bibringe de Vedkommende en passende Færdighed i Geværets


902

Livjæger

Livjæger.

Brug, og at giøre dem bekiendte med rigtig Marsch og med de sædvanligste militære Vendinger og Svingninger." Den Borgervagt, der hidtil havde været om Natten, afskaffedes, hvorimod et vist Antal skulde være bestemte til at rykke ud i Ildebrandstilfælde. Hele Styrken deltes stadig i 12 Kompagnier, som da hvert kunde blive paa et Par Hundrede Mand. Ved hvert af dem var der 9 Officerer 22 Underofficerer og 3 Tambourer. I Spidsen for det hele stod en Stadshauptmand udnævnt af Kongen; de andre højere Officerer udnævntes ogsaa af Kongen men efter Stadshaudtmandens Forslag. De fik alle nogen Gage. For Forsømmelighed kunde idømmes Mulkter, og 19/7 1805 gaves dernæst Regler for saadan Domfældelse. Stadshauptmanden kunde idømme Straffene, men de dømte havde Appelret til en borgerlig Krigsret, som indrettedes efter det sædvanlige militære Mønster, saa der blandt Medlemmerne var Repræsentanter for de forskellige Charger ned til den Anklagedes. Kun i Undtagelsestilfælde kunde Straffen gaa ud over Mulkt. Faa Maaneder efter, 1/10 1805, oprettedes endelig en borgerlig Indrulleringskommision bestaaende af Kancellideputeret Monrad, Stadshauptmand Mylius, det borgerlige Artilleris Chef Junge og endelig Brandmajor Kirkerup. Det blev dens Opgave at indskrive Indbyggerne og bestemme, til hvilken Afdeling de skulde høre. Samme Aar var det 15/2 bleven tilladt Underofficererne efter 4 Aars Tjeneste at træde tilbage blandt de Menige, om de helst vilde det.

Imidlertid udvikledes Artillerikorpset stadig videre. 1803 var det gennem forskellige Udvidelser naaet til at tælle 489 Mand, men den utrættelige Junge nøjedes ikke hermed, og 14/5 1803 opnaaede han


903

Studenterkorpset

Studenterkorpset.

en Resolution, hvorefter det skulde forøges til 6 Kompagnier med 900 Mand ialt. Fremtidig skulde indtræde i det alle, som ønskede at faa Borgerskab som "Spekhøker, Jernkræmmer, Marketenter, Fiskebløder, Pottekræmmer, Theskjænker, Billardholder, Marskandiser, Værtshusholder eller Øltapper." Saalænge de var i Korpset kunde de drive disse Næringer uden Borgerbrev, og ved deres Afgang fik de et saadant uden Betaling.

13/7 1804 ordnedes derpaa Korpsets Virksomhed nærmere. Der skulde være 35 Officerer og 1026 underordnede fordelte i 6 Kompagnier. I Maanederne Maj, Juni, Juli skulde de holde Øvelser 2 Gange om Ugen, og i Krig skulde Korpset træde ind under den almindelige militære Kommando. For Officererne fastsattes Gager fra 100 til 600 Rdl. aarlig, og baade de og Underofficererne fritoges for en Række borgerlige Hverv, medens de andre bevarede Forrettighederne fra 1789.

Et særligt Luxuskorps dannede det saakaldte "Kongens Livjægerkorps". Dette var oprettet frivillig 1801 af "en Deel unge Mennesker i Kiøbenhavn, besjælede af en roesværdig Iver for Kongens og Landets Tjeneste". Det var den Gang 100 Mand; i Spidsen stod en Kammerjunker Holstein, og Medlemmerne bestod i det hele af Byens velstaaende Ungdom; for hver 25 Mand var der en Officer, som Medlemmerne selv valgte. "Det er redebon" hedder det om Korpset i dets Regler "at lade sig bruge, naar og hvor Hs. kongelige Majestæt finder for godt, og udbeder sig det som en særdeles Naade at blive brugt, hvor Faren er størst." Mandskabet skulde underholde sig selv, og holde sig selv med Uniform, men derimod have Vaaben af Hæren. Den hele Ordning var foreløbig halvt privat, men Kongen godkendte dog Reglerne 15/4 1801.

31/1 1806 fik Korpset imidlertid paa en Gang en betydelig Udvidelse og en mere officiel Karakter. Det skulde nu være 480 Mand,


904

inddelte i 4 Kompagnier. Hovedopgaven skulde være Kjøbenhavns Forsvar, men det kunde ogsaa bruges til anden Krigsførelse, naar det blot var indenfor Sjællands Grænser. Belønningen var Fritagelse for alle borgerlige Hverv. Kongen udnævnte selv Officererne, og de fik Rang med Landeværnsofficerer. Ved høitidelige Leiligheder, hvor Livgarden paraderede, blev det Livjægernes Ret og Pligt at være med. Dette Korps fandt fra nu af betydelig Tilslutning blandt yngre Embedsmænd; det regnedes aabenbart for god Tone at være med dér.

Endelig existerede der vedblivende et Studenterkorps, men det var i haabløs Uorden.

Det hele Væbningsvæsen optog Borgerne ikke lidet. Tjenesteydelsen var for ringe til at mærkes som nogen alvorlig Byrde, hvorimod de Titler og Uniformer, som knyttede sig dertil, var noget, man i høj Grad satte Pris paa. Uddannelsen var og blev yderst tarvelig, og Krigsbegivenhederne 1807 viste, at større militære Resultater ikke kunde naas med denne Styrke. Man havde i 1801, da Forbedringerne begyndte, gjort Regning paa, at der kunde skabes en Fredsstyrke paa 3-4000 Mand, som i Krig kunde voxe til 10-11000. Det blev i 1807 det første af disse Tal, man naaede. Borgervæbningen mønstrede under Belejringen omtrent 4000 Mand; men hertil kom dog Artillerikorpset med 1000, medens Studenterkorpset naaede 800 og Livjægerne 330. Saa helt ubetydelig var da denne Styrke ikke, og til Forsvar af Voldene kunde den nok bruges, saa det maa siges, at Væbningsordningen alligevel fik nogen Betydning. -

Om alle disse forskellige Omraader gælder det, at hvad enten de stod under Magistraten eller særlige Kommissioner, havde de den Forbindelse med Bystyrelsen, at Udgifterne, eller i hvert Fald en Del af dem, optoges paa det kommunale Budget. Alt dette vedrørende styredes af Magistraten og de 32 Mænd, og det var ikke lidet. Hver af de forskellige Institutioner havde sin Kasse, sin ejendommelige Gruppe af Skatter og sin særlige Regnskabsform. Budgetvæsnet blev derfor i høj Grad indviklet og besværligt at holde Orden paa. Kaster man et Blik paa Budgetterne indenfor Perioden, viser det sig, at den angivne Balance svinger mellem o. 140,000 Rdl. og o. 350,000; det gaar op og ned, og Svingningerne er meget store fra Aar til Aar, et Forhold, der delvis forklares ved, at Balancen ikke er et direkte Udtryk for de virkelige Indtægter og Udgifter men stærkt


905

paavirkes af Posteringen af de forskellige Kassers Beholdning, der overføres fra Aar til Aar. Gennemgaaende viser det sig dog, at Beløbene er i en ikke ringe Stigning. 1785 balancerer Budgettet med 166,961 Rdl. 36 311/720 Sk., 20 Aar efter, 1805, med 335,355 Rdl. 51 209/820 Stk.; det sidste Beløb svarer i Metalværdi til godt 1 Million Kroner og er da o. 10 Kroner for hvert Menneske. Som karakteristiske for Forholdene skal anføres Budgettet for 1805.

Regnskab 1805.

Indtægt.

Rdl. Sk.
I. Kæmner-Regnskabet.
1. Beholdning ... 13,234 15 1/2
2. Restancer ... 384 48
3. Borgerskabspenge ... 3,520 84
4. Borger- og Oldermands-Indskrivningspenge ... 540 "
5. Af Zahlkamret for Accise og Havnepenge ... 5,640 "
6. 1/4 af Accisen fra Toldboden og Stadens Andeel af Oplagscontoiret ... 6,949 41
7. Stadens Andel af Consumptionen og for Søtøndernes Vedligeholdelse ... 2,134 92
8. Bryggerlaugets Accise ... 210 36
9. Indkomsterne af Bidstrup Gaard og Gods ... 8,000 "
10. Modtaget af Vægterhusene i Anledning af de ved Reskript af 5. Dcbr. 1800 forøgede Udgifter for 1804 og i Afdrag for 1805 7,870 "
11. Adskillige Indtægter Brændemagasinet vedkommende ... 5,649 37
12. Leie af Stadens Huse og Pladser samt indenbys Jordskyld ... 526 21
13. Udenbys Jordskyld ... 7,000 "
14. Copulationspenge ... 1,309 "
15. Indkomne Arvemidler i Depositionskassen ... 5,458 40
16. Torvestadepenge ... 151 63
17. Tiendepenge ... 756 30 1/2
18. Barkmaaler Tønder ... 20 "
19. Bøder efter Placat af 16/2 1780 ... 1 15
20. Den borgerlige Nærings Skats Overskud ... 2,440 49 1/2
21. Den borgerlige Væbningsskat ... 17,880 "
22. Modtaget for Snekastning paa Fredensborg Vejen ... 72 32
23. Adskillige Maader ... 510 42
II. Renovations-Regnskabet.
1. Beholdning ... 2,786 81
2. Restancer ... 59 50
3. Renovationsskatten ... 35,024 48
4. Port- og Passagepenge ... 4,302 30
5. Bøder fra Politikamret ... 31 48
6. Af Vægterkassen godtgjort Opsynsbetjentenes Forhøjelse i deres Løn for 1804 ... 1,100 "

906

Rdl. Sk.
III. Raadstuens 1. Secretariats Regnskab (uvisse Indtægter) 1,261 56
IV. Raadstuens 2. Secretariats Regnskab (uvisse Indtægter) 567 80
V. Kornmaaler-Regnskabet. Contant indkommen ... 467 7 1/2
VI. Vragerbroens-Regnskab. Contant indkommen ... 32 56
VII. Veierhus-Regnskabet.
1. Veierpenge ... 389 68
2. Leie af Lofterne ... 146 "
3. For Ankeres Prøvning ... 64 68
VIII. Politi-Regnskabet.
1. Beholdning ... 1,023 50 1/2
2. Ansvar ... 5 60
3. Jøde Privilegier ... 100 "
4. Bøder ... 1,313 "
5. Skriver Gebyr ... 51 30
6. For Paategninger af Bevillinger til Begravelser ... 19 "
7. Modtaget af Kæmnerkassen ... 16,500 "
8. Til Politimesters Disposition er hævet af Stadens Kasse ifl. Resk. 5. Dcbr. 1800 ... 2,000 "
9. Hævet paa Kjøbenhavns Amtstue ... 200 "
10. Andre Indtægter ... 773 8
IX. Justerkammer-Regnskabet.
1. Beholdning ... 56 27 1/2
2. Contant indkommen ... 4,735 12
X. Vægter-Regnskabet.
1. Beholdning 13094-90 1/2, Restanser 254-42 3/4 ... 13,349 37 1/4
2. Vægterpengene af en Slagterbod for Aarene 1801, 1802, 1803, og 1804. ... 13 "
3. Vægterskatten ... 35,938 45 1/4
XI. Indkvarterings-Regnskabet.
1. Beholdning 9053-81 1/4 -, Restanser 30-46 ... 9,084 31 1/4
2. Indkvarteringsskatten ... 36,858 59 3/4
XII. Regnskabet over Grundskatten til de Fattige.
1. Beholdning 14710-46 1/2, Restanser 7-5 ... 14,717 51 1/2
2. Grundskatten til de Fattige ... 9,938 58
XIII. Lygteskat-Regnskabet.
1. Beholdning 3139-86 13/20, Restancer 531-92 1/2 ... 3,671 83 3/20
2. Lygteskatten ... 14,905 59
3. Andre Indtægter 1769-44 4/5, Antegnelser i forr. Regnskab 16 Sk. 1,769 60 4/5
XIV. Sprøiteskats-Regnskabet.
1. Beholdning 947-92 1/2, Restancer 1162-15 1/2 ... 2,110 12
2. Sprøiteskatten ... 12,350 82
3. Andre Indtægter 4169-29 25/82, Antegnelser fra forrige Regnskab 10-48 ... 4,179 77 25/82
XV. Brandsessions-Regnskabet.
1. Hævet af Sprøiteskatskassen ... 550 "
XVI. Borgervæbnings-Regnskabet.
1. Beholdning 70-21 1/4, Restancer 10-67 3/4 ... 80 89
2. Borgervæbningsskatten ... 12,506 20
______________________________
Summa ... 335,355 61 209/820

907

Udgift.

Rdl. Sk.
I. Kæmner Regnskab.
1. Magistratens Gage ... 12,574 9
2. Stadens Officianters Løn ... 6,998 70
3. Politietatens Lønninger, som er udbetalt af Kæmnerkassen 18,573 89
4. Pensioner ... 2,131 90
5. Stadens Søtønder ... 173 13
6. Brolægning og Trottoirs ... 2,321 18
7. Folio i Banken: 10 Rdr., Renter for Stadens Giæld 777-72. 787 72
8. Tilbagebetalt Vægterkassen af de forskudte 7,250 Rdl. ... 4,000 "
9. Jordskyld af Stadens publike Huse 3-64, Brænde og Lys 393-40 397 8
10. Udbetalte Arveparter ... 2,274 26
11. Fontainen paa Gammeltorv 204-95, Brænde og Lys 393-40, afbrændte Raadhus 2-48 ... 600 87
12. Interims Raadhus og Politikammer 830-8 sk., afbrændt Arresthus og Interimsdo. 277-89 ... 1,108 1
13. Stadens Materialgaard og Vragerbro 98-13, for Ankeres Prøvning 17-54 ... 115 67
14. Stadens Slagterboder 291-83, Exercerhus 51-90, publike Brønde og Rendestenskister 2,337-40 ... 2,681 21
15. Udbetalt Brændemagasinets Interessenter 4678-22, Brandredskaber uden Porten 9 Rdl. ... 4,687 22
16. Stadens Veie: 7000 Rdlr., det borgerlige Militair 12000, Snekastning paa Fredensborg Veien 68-68 ... 19,068 68
17. I adskillige Maader: 6047-88; Omdrag Restancer 384-48, Beholdning 7942-58 1/4 ... 14,375 2 1/4
II. Renovations-Regnskabet.
1. Opsigtsbetjentenes Løn: 2300, Pensioner 40, Renovationsbortkjørsel og Fejning 34215 ... 36,555 "
2. Politifuldmægtigs Tillæg og Planerernes Løn 350, Lossepladser til Sne og Is 64 ... 414 "
3. Opsynsmandens Douceur ved Natrenovationspladsen ... 20 "
4. Portklokkens Ringning, Tilsyn med Dagrenovationen og Amager Portlygte ... 22 48
5. Bogholder Tillæg for Passersedler 100 Rdl., Port- og Passagebetjentenes Løn 882-38 ... 982 38
6. Rodemesternes Procent for Skattens Indfordring samt Mandtallet at forfatte ... 819 72
7. Regnskabsførernes Løn: 200, Underfogdens Tillæg for Restancers Inddrivelse 24 ... 224 "
8. Adskillige Udgifter 111-26, Restancer 122-66 3/4, Beholdning 4033-6 1/4 ... 4,267 3
III. Raadstuens første Secretariat Contoirs Regnskab. Adskillige Udgifter 193-4, Beholdningen afleveret til Kæmnerkassen ... 193 4
IV. Raadstuens andet Secretariat Contoirs Regnskab. Adskillige Udgifter 4-48, Beholdningen betalt til Kæmnerkassen ... 4 48

908

Rdl. Sk.
V. Kornmaaler-Regnskabet.
Adskillige Udgifter 11-20, Kornskriverens Løn 120, Beholdning afleveret til Kæmnerkassen ...
131 20
VI. Vragerbroens-Regnskab.
Adskillige Udgifter 4-54, Beholdningen afleveret til Kæmnerkassen ...
4 54
VII. Veierhus-Regnskabet.
Adskillige Udgifter 240-20, Veiermesterens Løn 200, Beholdning afleveret ...
440 20
VIII. Politi-Regnskabet.
1. Ifølge Antegnelser i forr. Regnskab ført til Udgift 8-76, Lønninger 13979-48 ... 13,988 28
2. Pensioner 385-15, for Brænde og Lys, Bogtrykkerløn, Haandværksregninger, Arrestanters Varetægt og Forpleining, druknede Menneskers Opbringelse, samt andet 3771-70 ... 4,156 85
3. Til Politimesters Disposition ifølge Reskr. 5/12 1800; 2000, Beholdning 1840-25 1/2 ... 3,840 25 1/2
IX. Justerkammer-Regnskab.
1. Maanedlige og diverse Udgifter, Vægt og Maals Anskaffelse, Douceurer, Inventarium ... 4,117 43
2. Justermesterens Løn 400 Rdlr., Pensioner 19-46 ... 419 46
3. Leie af Justerkamret og Douceur til dets Haandværksfolk 226-46, Beholdning 28-1/2 ... 254 46 1/2
X. Vægter-Regnskabet.
1. Vægternes Løn- og Lyspenge: 21774-48, Dagvægter 72-12 21,846 60
2. Diverse Udgifter 1683-25; Pensioner 838-66, Udbetalt Stadens Kasse i Forskud 6000 ... 8,521 91
3. Iflg. Reskr. 5/12 1800 betalt Oldermanden for Rodemestrene, det som Renovationskassen mere end forhen har udredet i Lønninger med ... 1,100 "
4. Rodemestrenes 2 p. Ct. for Skattens Opkrævning 716-91 1/2 Vartous Restance 5-70 ... 722 65 1/2
5. Vægterinspecteuren for Vægterskattens nye Ligning 1804 ... 400 "
6. Vægterinspecteurens og Lieutenantens Løn: 1100, Restancer 149-16 1/2 Beholdning 15460-41 1/2 ... 16,709 58
XI. Indkvarterings-Regnskabet.
1. Betalt i Zahlkassen ... 35,000 "
2. Kvarterpenge til Enroullerings-Chefen for Søelaten 100, for Folio i Banken 10, diverse 1065 ... 1,175 "
3. Regnskabsførernes Løn: 450, Restancer 59-2 1/8, Beholdning 9258-88 7/8 ... 9,767 91
XII. Grundskatten til de Fattige.
1. Betalt til Directionen for Fattigvæsenet ... 9,000 "
2. Diverse Udgifter 267-6, Regnskabsførernes Løn: 100, Restancer 16-95 1/2 Beholdning 15272-8 ... 15,656 13 1/2
XIII. Lygteskats-Regnskabet.
1. Renter af Lygtekassens Giæld til Deposito Kassen: 280-43, Vægterinspecteurens Løn 300-, ... 580 43

909

Rdl. Sk.
2. Diverse Udgifter: 14380-87 2/5, indbetalt i Kæmnerkassen som Afdrag paa skyldig 2752: 1500 ... 15,880 87 2/5
3. Udbetalt efter Antegnelser i forr. Regnskab, "-44; Restancer 485-60, Beholdning 3399-64 11/20 ... 3,885 72 11/20
XIV. Sprøiteskats-Regnskabet.
1. Renter til Depositokassen 186-64, Diverse Udgifter 4501-44 1/2 4,688 12 1/2
2. Brandofficianternes, Conducteurens, og andre Betjentes Lønninger. ... 6,700 81
3. Pension: 25, efter Antegn, i forr. Regnskaber 6-62, Restancer og Udestaaende 4085-4 1/2 ... 4,116 66 1/2
4. Henfaldne Restancer efter Cancelli-Resolut. af 11. Septbr. 1806 843 44
5. Beholdning ... 2,291 63 25/82
XV. Brandsessions-Regnskabet.
1. Regnskabsførerens Tilgodehavende ved forrige Regnskabs Afslutning ... 72 50
2. Betalt for en Besigtelsesforretning: 4, Pensioner 202-32 ... 206 32
3. Lønninger og Douceurer 223-24, Beholdning 47-86 ... 271 14
XVI. Borgervæbnings-Regnskabet.
1. Indbetalt i Kæmnerkassen ... 12,000 "
2. Diverse Udgifter; 293-55, Regnskabsførernes Løn 133-32. 426 87
3. Den ham tilstaaede Godtgjørelse for Mandtallenes Udfærdigelse 48 "
4. Restance 25-41 1/4-, Beholdning 86-76 3/4 ... 112 22
______________________________
Summa ... 335,355 61 209/820

Af Skatterne, som vi træffer paa dette Budget var Indkvarteringsskatten en Art Løskøbningssum for at blive fri for Indkvartering en Ordning, som bestod fra 1764. Den aarlige Ydelse derfor var 35,000 Rdl., og deromkring var da ogsaa Skatten; den lignedes dels efter Grundtaxten, dels efter Næring. Fattigskatten og Borgervæbningsskatten lignedes efter Grundtaxten; de andre store Skatter: Renovations-, Vægter- og Lygteskatten lignedes efter Grundenes Alenmaal til Gaden og Etagernes Tal, Sprøiteskatten efter Assurancesum. Langt ringere var Indtægten af den egentlige borgerlige Næringsskat.

Til disse Skatter kom endelig et Virvar af Indtægter af særlige Smaaafgifter, af Virksomheder og af Eiendomme, navnlig af Bidstrupgods. Hvorledes Forholdet var mellem Udgifterne til de forskellige Øiemed vil fremgaa af selve Budgettet.

Foruden det aarlige Regnskabsvæsen, havde Magistraten Ansvaret for meget betydelige Kapitaler, som tilhørte forskellige Institutioner, der stod mere eller mindre direkte under den. Vigtigst deraf var Overformynderikapitalerne, for hvis Bestyrelse der 31/1 1794 gaves indgaaende Regiet, men betydelige Summer udgjorde jo ogsaa de til Fattigvæsnet knyttede Kapitaler. 1792 opgives det hele Kapital-


910

beløb, Magistraten bar Ansvaret for, til 5,800,000 Rdl., hvoraf Halvdelen Overformynderiets; efter 1799 formindskedes Beløbet ved, at Fattigvæsnets Legater udskiltes og lagdes under den nye Direktion.

At den bestaaende kaotiske Finansstyrelse var lidet heldig, derom var ingen Tvivl, og før Perioden var til Ende havde man gjort forberedende Skridt til at komme bort fra den. 17/7 1807 nedsattes en saakaldt økonomisk Kommission med den Opgave at fremkomme med Forslag om en bedre Ordning. Medlemmer af Kollegierne og Magistraten mødtes her, men foreløbig hindredes Kommissionens Virksomhed ved Krigen.

Kjøbenhavns Skatter til Staten forøgedes i Tiden efter 1800 stærkt, da man nu begyndte at forstaa, at Forholdene var ved at udvikle sig saaledes, at Staten fik Brug for langt større Hjælpemidler end hidtil. Det største nye Skattepaalæg skete ved Forordningen af 1. Oktbr. 1802. For Kjøbenhavns Vedkommende indførte denne en Bygningsafgift, den saakaldte Qvadratskat. For hver [] Alen bebygget Grund skulde der betales for hver Etage 1 1/2 Sk. af Forhusene, 1 Sk. af Side- og Bagbygninger, Pakhuse eller Stalde; Forhusenes Kældere regnedes med til Etagerne, Baghusenes derimod ikke, Kvistetager regnedes for at være halvt saa brede som Huset. Fritagne for Skatten var dog alle offentlige Bygninger, alle Lejligheder beboede af Almisselemmer, Loftværelser med Tag- eller Gavlvinduer, Skure- og Halvtagshuse, Huse til Tørv, Kul eller "andre saadanne smaa Beqvemmeligheder," Bygninger til Saltning eller anden Behandling af Fisk og endelig Lejligheder, der havde et mindre Fladeindhold end 64 [] Alen, men dog beboedes af en Familie. Hvis en Eier selv brugte en hel Bygning betalte han hele Afgiften, men dersom en Del af den var udleiet, betalte Leieren for denne; om det ønskedes, kunde Opmaalingen af denne Del foregaa indvendig, medens man ellers regnede efter det udvendige Maal for ikke at forstyrre Folk med Opmaaling af deres Værelser. Naar Dele af en Eiendom stod ubenyttede over et halvt Aar, kunde man slippe for Afgiften i denne Tid. Skatten beregnedes af Stadskonduktøren og indkrævedes af Rodemestrene, medens Regnskabet aflagdes af Magistraten. Det Beløb, den indbragte i Kjøbenhavn, blev i de nærmest følgende Aar 60-70000 Rdl. aarlig.

Toldforordningen af 1/2 1797 fastsatte nye Regler baade for Toldafgifterne (Se III S. 830 og flg.) og Konsumtionen, men ingen


911

Kjøbenhavnsk Fodpost fra Aafhundredets Begyndelse

Kjøbenhavnsk Fodpost fra Aafhundredets Begyndelse.
I Haanden har han en Gongong, hvorpaa han slog for at melde sin Ankomst.

af Delene kan siges at være Forhøjelser. Konsumtionen vedblev at svares ved Indførsel fra Omegnen til Byen af en hel Mængde Varer. Det var først og fremmest Spise- og Drikkevarer, men ogsaa en Del mere faldt ind derunder saasom Skind, Huder, Aske, Bark, Brændeved, Dun og Fjer, Koste, Lys o. s. v. I Kjøbenhavn var denne Afgift betydelig højere end i Provinsbyerne. Saaledes betaltes for en Oxe eller Ko i Kjøbenhavn 2 Rdl., i andre Byer kun 1, for en Kalv henholdsvis 32 og 16 Sk. for Faar, Lam, Bede, Buk, Ged eller Kid tilsvarende 12 og 8 Sk. Stykket, for 1 Lpd. Kjød 6 og 4; ogsaa Brændevin og Øl var det betydelige dyrere at faa ind i Kjøbenhavn end i Smaabyerne. Foruden denne Indførselskonsumtion bevaredes ogsaa en Formalingsafgift af Korn malet i Byen; dens Størrelse var afhængig af, hvortil Formalingen skete, og den var højest, naar det var til Brug for Brænderierne; i saa Fald naaede den for Hvede 2 Rdl. og 48 Sk. Td., medens den ellers for denne Kornsort var 80 Sk.

1802 forhøjedes disse Told- og Konsumtionsafgifter med 1/8, og 1806 atter en Del af dem med 1/8. 1802 var ogsaa Stempelpapirafgiften og en Del Smaaskatter forhøjede, ligeledes med 1/8 af deres Beløb. -

Foruden de hidtil omtalte væsentlig kommunale Institutioner fandtes en Række andre, dels offentlige dels private, som havde


912

megen Betydning for Byens Liv. Til disse hører Postvæsnet. Forbindelsen mellem Kjøbenhavn og Omverdenen beholdt væsentlig samme Karakter som i tidligere Tid (Se III S. 615-18) men forbedredes dog efterhaanden noget. Ved Aar 1800 havde man 2 "ridende Poster," "den Hamborger" og den norske. Ordet "ridende" maa dog ikke længere tages bogstavelig; Postkarlen med Brevsækken red ikke nu som i tidligere Tider, men kørte i en ganske let Vogn, en saakaldt "Kariol". Hamborgerposten var den vigtigste; den medførte Breve til en Del af Sjælland, hele Fyen, Jylland, Hertugdømmerne og det sydlige Udland; derfor gik den ogsaa frem og tilbage to Gange om Ugen, medens den norske Post kun gik en Gang ugentlig. Foruden disse Brevposter, fandtes saa 4 "agende Poster," som ikke blot medtog Breve men ogsaa Passagerer og Pakker. En af disse gik til Hamborg ligesom den ene ridende Post men kun en Gang i Ugen, en anden Syd paa til Falsler og Lolland lige saa tit; derimod gik Posten Nord paa til Helsingør hver Dag; ogsaa med Norge var der Forbindelse paa denne Maade men ganske vist kun hver tredie Uge. I Befordringsmidlerne skete et Fremskridt, ved at man begyndte at anvende de saakaldte "Post-Diligencer", nogle store Vogne indrettede til 10 Passagerer hver. Den første af disse kom i Gang 1798 mellem Kjøbenhavn og Helsingør, den næste paa Korsørruten Aaret efter. Farten regnedes om Sommeren til en Mil i Timen, saa man kunde naa til Korsør om Aftenen, naar man kjørte fra Kjøbenhavn om Morgenen Kl. 7; Middagen fik man saa i Ringsted. Om Vinteren maatte man derimod allerede spise til Middag i Roskilde, og man overnattede da i en Kro paa Vejen ved Navn Krebshuset, saa man først naaede Korsør næste Formiddag. Endelig fandtes stadig den 1780 paabegyndte Paketfart til Kiel, drevet af Kaptajn Ludvigsen med kongeligt Privilegium. En Kahytsplads kostede her 4 Rdl., og denne Tur ansaas for den mageligste til Tyskland, men der var megen Misfornøjelse med Ludvigsens Ledelse deraf.

Posten samledes i Kjøbenhavn paa Posthuset i Kjøbmagergade, og derfra bragtes den ved Brevpostbude ud i Byen. Disses Antal var indtil 1796 kun 7, men de forøgedes da til 14. De fik deres Betaling af de Folk, som de bragte Brevene. Da der 1796 samtidig med Tallets Forøgelse indførtes Uniformer (Se III S. 618) paalagdes det dem at anskaffe saadanne paa egen Bekostning, blot med en Hjælp for første Gang paa 10 Rdl. for hver, medens Age-


913

postens Uniformer betaltes af Postkassen. Et betydeligt Fremskridt skete dernæst 20/12 1805. Der oprettedes nemlig nu et særligt Kontor for indenbys Breve for Kjøbenhavn og dens Forstæder, medens man hidtil ikke havde indladt sig paa at besørge den Slags Breve. Bude skulde 2 Gange daglig hente og ombringe Breve. Rundt om i Gaderne skulde de tilkiendegive deres Nærværelse ved at slaa paa en Gongon. Portoen blev 2 Sk. for Breve under 2 Lod, 4 fra 2-8 Lod, og 8 for tungere Breve indtil 1/2 Pd. som var det højeste Brevene maatte veje. Dette gjaldt indenfor Voldene eller i Forstæderne; mellem disse og den indre By var Prisen derimod det dobbelte. Betalingen skulde altid ske ved Afsendelsen. I Forhold til de udenbys Taxter, var Betalingen ikke ringe; et almindeligt Brev til Helsingør kostede f. Eks. 4 Sk., til Hamborg 12. Den hele nye Ordning skulde foreløbig kun prøves for to Aar. Den vandt godt Tilslutning, især det første Aar, da dette var noget nyt og mærkeligt. Fra 1. Marts 1806 til samme Dag næste Aar besørgedes saaledes i alt 63,686 indenbys Breve.

Kjøbenhavns Skolevæsen var stærkt udstykket; offentlige, kommunale og halvt eller helt private Læreanstalter Virkede i broget Forvirring mellem hinanden. Ved 1784 kan det om alle Grene deraf siges, at Ordningen var meget slet, men i den følgende Tid skete betydelige Forbedringer; Spørgsmaalet hørte til dem, der aller mest optog Sindene, en Rigdom af Piecer og Artikler ofredes derpaa, og det var Gjenstand for stadige Overvejelser ogsaa hos de kommunale og offentlige Myndigheder. Allerede i Firserne skete enkelte spredte Skridt fremad. Saaledes forbedredes Søetatens Skolevæsen ved nye Regler af 31/3 1786. Der var i Forvejen kun en Skole for Marinens Mandskab ude i Nyboder; nu kom der 4 nye til. I disse indførtes en 4 Klasses Undervisning, men baade Fagene og Tiden vedblev unægtelig at være stærkt begrænsede. For første og fjerde Klasse varede Undervisningen 2 Timer daglig om Sommeren, 1 om Vinteren, medens de to andre Klasser dog fik 2 Timer om Dagen hele Aaret igennem. Læsning og Religion holdt man sig til i de tre Klasser, først i 4. Klasse, der kun var beregnet paa de flinkeste, lærte man ogsaa Skrivning og Regning. Foruden Børnene skulde nyhvervede Matroser, som ikke kunde læse, undervises i disse Skoler. Ogsaa Garnisonens Skoler forbedredes en Del, da de i Aarene 1788-91 samledes til to større Skoler, den ene paa Sølvgadens Kaserne, den anden i en Fløj af Opfostringshuset. Privatskolerne søgte man endelig


914

at højne ved en Raadstueplakat af 13/7 1789, som indskjærpede den gamle, daarlig overholdte Regel, at enhver, der ønskede at holde privat Skole, skulde "søge Tilladelse hos Øvrigheden, og forinden samme meddeles, forskaffe deres Sognepræsts eller Skriftefaders Attest om deres Vandel og Opførsel."

Samme Aar nedsattes den store Skolekommission som i de følgende 25 Aar kom til at arbejde paa Forbedring af hele det danske Skolevæsen. Til Grundlag for sit Arbejde krævede den Oplysninger ogsaa om Kjøbenhavns Skoleforhold. Disse indkom fra Magistraten i Efteraaret 1790 og fra Sjællands Biskop nogle Maaneder senere. Det fremgaar af den Besked, som her gives, at den Del af de skolesøgende Børn, den omfatter, var fordelt saaledes:

De danske Kirkeskoler ... 685
De tyske --- ... 192
Holmens Skoler ... 766
Holcks Friskoler ... 190
Fattigvæsnets 4 Friskoler ... 413
Skolen i Tugthuset ... 41
Magistratens Blegdamsskole ... 40
18 private Skoler ... 527
__________
2854

Disse Opgivelser er imidlertid ikke fuldstændige; Opfostringshuset, Vajsenhuset, og Garnisonsskolerne mangler og ligesaa Metropolitanskolen og en Del private Smaaskoler. Med fuld Sikkerhed viser dog Tallene, at det var en meget begrænset Del af de Børn, som efter Nutidens Regler vilde være skolepligtige, der da modtog Undervisning, formentlig næppe Halvdelen. Om Lærerne oplystes det, at de fleste, som ansattes ved offentlige eller kommunale Skoler var teologiske Kandidater eller Studenter. Hovedlærerne fik 100-200 Rdl. aarlig, Hjælpelærerne, de saakaldte "Hørere" 50-70, altsaa lidt mindre end Politibetjentene og Vægterne. Dog kom hertil Brændsel og undertiden Fribolig. I Undervisningen var Læsning og Religion de faste Punkter, men overalt skete dog ogsaa Tilløb til at lære at skrive og regne. Historie og Geografi havde man i 6 Privatskoler og 1 af Kirkeskolerne, Naturhistorie i en af hver af disse to Slags Skoler. Fremmede Sprog lærtes kun helt undtagelsesvis. Flidsbelønninger af forskellig Art anvendtes i ret stort Omfang, og Straffene


915

var sædvanlig haarde; en særlig Rolle spillede Brøduddelingen; i en stor Del af Skolerne fik hvert Barn ugentlig et eller to Brød, større eller mindre efter Fliden, og som Straf kunde de forsømmelige helt miste dette.

Beretningerne bærer i alle Henseender Vidnesbyrd om, at Skolerne endnu ved denne Tid stod meget lavt. Dette var da ogsaa i høj Grad de samtidige Pædagogers Mening. Saaledes skrev Professor G. H. Olsen 1794 om Kirke- og Fattigvæsensskolerne: "Det er for det meste fattige Haandværksmænds og Daglejeres Børn, som i disse Skoler skulde nyde Undervisning. De skulle der oplæres til at blive duelige Arbejdere, lykkelige Mennesker, hæderlige Borgere. Og hvad har man hidtil lært i disse Folkeskoler. Har Ungdommen i de 7 til 8 Aar, den hendriver i disse Skoler, høstet andet end nogle brogede Skaller af en hjerneløs Christendom og maaske lært noget lidet af en haandværksmæssig Skriven og Regnen?" Og ikke mindre kraftig udtaler 1796 Skolemanden Professor P. Hansen sig om de almindelige private Skoler: "Fattige Mænd og Kvinder, Jomfruer og mislykkede studerende etablere Skoler i alle Gader som den sidste Næringsvej, hvortil de i Nøden gribe. En Del af disse Skolelærere ere saa uskikkede til dette Arbejde, at man i deres Skoler intet kan udrette. At læse indenad i en Katekismus, udenad i Lærebogen, hvorved ikke et Ord tales af Lærerne men blot opramses af Disciplene, at skrive en Del Aar for at faa en maadelig Haand, at regne mekanisk, dermed tror man den hele Undervisning at være færdig. Opdragelsen vidner om Fordomme og Pedanteri. Ungdommen tillades Tøjlesløshed for at vinde ufornuftige Forældres Yndest, hvilke gjærne se deres Børn forkjælede, Børnene føjes i alt, da man ellers frygter for at miste dem og Levebrød, eller de holdes under et slavisk Aag. Helbredet svækkes i smaa usunde Værelser. Med faa Ord: Fordomme, Usædelighed og Vankundighed udbrede sig blandt Almuen fra disse Vinkelskoler."

Ved denne Tid var imidlertid allerede Reformbestræbelserne i fuld Gang, og efterhaanden bragte de ikke smaa Resultater. Fattigvæsnets Skoler forbedredes allerede ved Forordningen af 1792 og i 1799 undergik de en grundig Omordning (Se III S. 881). Haand i Haand hermed gik Forbedringen af Vajsenhuset og det kongelige Opfostringshus, disse "Drivehuse for Vantrivninger til Legeme og Sjæl," som Professor Rasmus Nyerup i Aar 1800 kaldte dem i sin


916

Bog om Kjøbenhavn. Vajsenhusets Forhold var efterhaanden blevet temmelig elendige, men saa brændte det 1795, og en Forandring blev saaledes fremtvunget. Det kom til en større Forhandling herom, og under denne tog flere til Orde for helt at ophæve det og i Stedet anbringe Børnene rundt om i forskellige Familier for at undgaa Internatopdragelsen. Efter at man en Tid havde anvendt nogle Lokaler paa Blaagaard, bestemte man sig 1799 til at forsøge med Familieanbringelsen, men siden besluttede man dog delvis at vende tilbage til det gamle System, og 1806 købtes derfor en Gaard paa Kjøbmagergade for at anvendes som Vajsenhus. For Opfostringshuset blev der givet Forbedringsregler i selve Fattigforordningen, og disse gennemførtes efterhaanden nogenlunde. Indenfor Kirkeskolerne skete derimod ikke stort; kun Helliggejst Skole gik stærkt frem under Sognepræsten Professor P. Hansens energiske Ledelse.

Skridt for Skridt, forbedredes da den kommunale Skole, men Skolekommissionen blev ikke helt færdig med sine Overvejelser indenfor denne Periode, saa en helt samlet Ordning naaedes her endnu ikke. Men ikke mindre stærkt var Røret indenfor den private Skole. Medens dennes laveste Trin blev ret uforandrede skete en afgjørende Omvæltning ved Skabelsen af en højere Privatskole, der omfattede baade lærde Skoler, som forberedte til Studenterexamen, og en Del andre Skoler med mere praktiske Fag, svarende til senere Tiders Realskoler.

Det første Skridt hertil skete paa en ret besynderlig Maade. I et af Byens ikke altfor ansete Blade, "Aftenposten", stod en Dag i Foraaret 1785 en Artikel, som foreslog at danne et Selskab til Fremme af Tarvelighed og Sparsommelighed; alle, der ønskede at være med, opfordrede man til at sende Brev derom til "Aftenpostens" Udgiver, Balling, i Løbet af 14 Dage. Fra hvem Artiklen kom vides ikke, men i hvert Fald meldte der sig godt 70, og blandt disse var saa ansete Folk som Professorerne Kall, Tode og Abildgaard, kgl. Konfessionarius Bastholm og Tyge Rothe. Hvad man egentlig skulde gøre, vidste man foreløbig ikke stort mere om, end at man vilde forbedre Menneskene. Foreningen døbtes derfor "Selskabet for Borgerdyd," og i Sommerens Løb fik det hele efterhaanden lidt fastere Form. Man forpligtede sig til Tarvelighed i Mad og Drikke, til ikke at være Medlem af mere end en Klub o. s. v.; man fik ikke faa Medlemmer, og omsider fandt man saa paa at gøre noget nyttigt ved


917

at lade holde nogle oplysende Forelæsninger. Heraf udsprang Tanken om det, som blev Selskabets virkelige Bedrift: Oprettelsen af en ny, god Skole. I Maj 1787 kom en saadan i Gang med 60 Elever. Den gav Undervisning baade til Studenterexamen og i Realfag med praktiske Formaal, og Tilslutningen blev stor. I 1801 var Elevernes Tal naaet op til 190, hvoraf 28 Gratister og 48 for halv Betaling. Skolepengene var ellers 36 Rdl. 4 Mk. aarlig, efter Metalværdien omtrent 120 Kr. saa nogen billig Skole var det ikke. Af Lærere var der i 1801: 33. Denne Skole laa paa Hjørnet af Nørregade og Skidenstræde, men allerede 1788 oprettedes en Filial i Laxegade, og 1795 flyttedes denne til Kristianshavn, hvor den blev helt selvstændig, saa der fremtidig var to Borgerdydskoler.

Allerede Aaret før Borgerdydselskabet fik sin Skole i Gang havde det saakaldte "Efterslægtselskab" faaet oprettet en lignende Læreanstalt paa Østergade. Den blev kun Realskole, men under Ledelse af Digteren Edv. Storm og med Lærere som Rahbek vandt den hurtig stort Ry. Skoletiden var her omtrent som i Nutiden 6 Timer daglig, men man stillede sig som Maal "at indrette Undervisningen saaledes, at den mere tillokker, end, som saa ofte skeer, afskrækker, at Arbejdet hver Dag saaledes fordeles, at det bestandig bliver lettere og behageligere, saa at enhver Overgang til nyt Arbejde bliver en Hvile og Vederqvægelse." Foreløbig synes dette at være naaet i ret stort Omfang, men 1795 døde Storm, og Skolens Ry blev i de nærmest følgende Aar mindre. I 1801 havde den 68 Elever, hvoraf 5 Gratister, fordelte i 5 Klasser.

1796 stiftede derpaa en tidligere Lærer ved Petri Kirkes tyske Menighedsskole ved Navn Basedow, en lignende Skole som Efterslægtsselskabets, og han fik saa god Tilslutning, at han allerede 1800 havde 96 Elever. Endelig opstod i Aaret 1800 v. Westens Skole. Til disse almindelige Skoler kom dernæst et Par andre, der var forbundne med Pensionater. Af disse grundlagdes det Schouboeske Institut af en Sekretær Schouboe 1794, men blev dog først 1798 tillige Pensionat. Det havde begge Retninger, baade Studerende og Realister, og Elevtallet var 1801: 160 hvoraf 27 Pensionærer. For disse sidste var Betalingen ikke mindre end 250 Rdl. eller 800 Kr., medens de øvrige Elever slap med 30-42 Rdl. aarlig. Der var 12 Klasser, hvoraf 6 for de Studerende. Endnu finere var Christianis Institut udenfor Vesterport paa Vejen til Frederiksberg; det oprettedes 1795 af


918

Hofpræsten Christiani. Her var kun Pensionærer, og Antallet var begrænset, saa der 1801 kun var 50, men disse betalte saa ogsaa 300 Rdl. hver om Aaret. 1802 deltes Skolen i en Handelsretning og en Afdeling for de Studerende. Mindre betød Drejers Læreanstalt, der var oprettet allerede 1791; den havde 1801 kun 24 Elever, hvoraf 1 Pensionær.

Ogsaa en Del højere Pigeskoler oprettedes efterhaanden. 1791 anlagde saaledes "Selskabet for Døtreskolen" en saadan større Skole i Klareboderne. Her var op imod 100 Elever, underviste af 3 Lærerinder og 9 Lærere. Betalingen var 32 Rdl. om Aaret, altsaa noget lignende som i Drengeskolerne. 1799 fulgte en anden Døtreskole efter samme Mønster ude paa Kristianshavn. En tredie højere Pigeskole var Madam Thonboes paa Kultorvet, og en ikke ringe Undervisning gav ogsaa den saakaldte "Indføds-Skole", som var stiftet af Hoffet, og hvor de fleste Elever var Døtre af Militære. Mindre vidtgaaende var derimod Undervisningen i "det søsterlige Velgjørenhedsselskabs Skole". Dette stiftedes paa Kronprinsens Bryllupsdag 31/7 1790, og Kongehuset bidrog i den Anledning aarlig med 75 Rdl.; 900 Medlemmer gav dernæst hver 1 Rdl., og hertil kom desuden betydelige extraordinære Bidrag. Derved blev det muligt at yde fri Undervisning til en Del Børn, "hvis Forældre vel høre til Middelstanden, men som ved en ublid Skiebne ere satte ud af Stand til at betale for deres Børns Undervisning". Elevantallet var imidlertid ringe; 1801 saaledes kun 25. 1804 føjedes til disse Skoler endnu en for Døtre af uformuende Embedsmænd.

Til alt dette kom saa et stigende Antal Skoler af mindre Betydning, snart for Drenge eller Piger alene, snart for begge Kjøn men dog uden Fællesundervisning. Efter en samlet Opgjørelse 1801 var der ialt af Privatskoler i Kjøbenhavn: 3 Opdragelses- og 16 Læreanstalter for Drenge med 78 Pensionærer og 1048 andre Elever underviste af 110 Lærere og 1 Lærerinde, og dernæst 25 Læreanstalter for Piger med 565 Elever, 46 Lærere og 39 Lærerinder, samt endelig 3 Skoler for begge Kjøn med 80 Elever, underviste af 4 Lærere og 3 Lærerinder. Paafaldende er Lærernes store Overtal over Lærerinderne, der endog viser sig for selve Pigeskolen.

Fagkredsen var i de mest ansete af Skolerne særdeles stor; en alsidig Uddannelse var Programmet, og for Hensynet dertil traadte Grundigheden i de enkelte Fag noget i Skygge. Videst naaede man


919

hos Christiani. Her undervistes i Religion og Moral, Religionshistorie og Bibelhistorie, Anthropologi, Fysik, Kemi, Mathematik, Naturhistorie, Geografi, Historie, Retslære, Handelskundskab, Dansk, Tysk, Fransk, Engelsk, Latin, Græsk, Hebraisk, Calligrafi, Ortografi, Dans, Musik, Tegning, Snedker- og Drejerarbejde, og endelig sørgedes for "den physiske Opdragelse" ved "gymnastiske Øvelser, ungdommelige Lege, Arbeide i Haven og i Marken samt en høj Grad af Orden og Renlighed." Ved de andre større Skoler havde man noget lignende, om end nok oftest lidt mindre; særlig ivrig var man overalt for Gymnastiken og Naturfagene.

I Pigeskolerne var Omraadet, selv hvor man kom højest, lidt mere begrænset. Videst gik her Døtreskolen, hvor man havde Dansk, Tysk, Fransk, Engelsk, Religion, Moral, Bibelhistorie, Skrivning, Regning, Historie, Geografi, Naturhistorie, Ortografi, Calligrafi, Linned- og Skrædersyning, Filering, Strikning; Brodering med og uden Farver, Blomsterforarbejdning efter Naturen, Tegning, Dans og endelig "Fruentimmernetheder." Skoletiden var her kun 5 Timer daglig, medens Drengene havde 6-7 Timer.

Udenfor den egentlige Skole stod de saakaldte Massmannske Søndagsskoler, som stiftedes af et Selskab i Aaret 1800. Her skulde undervises i Læsning, Skrivning og Regning, næsten uden Betaling. Der var en Klasse for Haandværksdrenge, en for Haandværksmestre og Svende, en tredie for Folk udenfor Haandværksstanden. 1801 omfattede den første Klasse 224 Elever, den anden 4 Mestre og 61 Svende, og den tredie endelig 16 Lærlinge. Undervisningen var i alt tre Timer om Ugen, og efter Programmet skulde der i disse ikke blot undervises i de tre nævnte Fag men tillige holdes Forelæsninger over Almueskrifter og virkes til at "udbrede en bedre Smag for gode Folkesange."

Endelig fik i 1790 den jødiske Menighed oprettet en Læse- Skrive- og Regneskole for dens Medlemmer. Den fik henimod et halvt hundrede Elever, men Undervisningen dér gik foreløbig ikke meget vidt; først efter gjennemgribende Ændringer 1805 fik den større Værd. 1793 stiftedes desuden "Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunstner og Haandværker" med det Formaal, som Navnet angiver.

Af stor Betydning for Fremtiden blev det, at der 1791 oprettedes et Skolelærerseminarium ude paa Blaagaard. I 1800 var her 31 Elever,


920

underviste af 4 Lærere. Fagene var Religion, Dansk, Skrivning, Fysik, Historie, Geografi, Sang og Havedyrkning. Læsetiden var 8 Timer daglig foruden Extratimer i Tysk, og endelig øvedes Eleverne skiftevis i at holde Skole for smaa Børn. Betalingen var for Ophold og Undervisning tilsammen 40 Rdl. om Aaret, og Seminarietiden var 3 Aar.

Ogsaa Kjøbenhavns lærde Statsskole: Metropolitanskolen kom til at nyde godt af Reformiveren. 31/8 1785 nedsattes en Kommission til at foreslaa Forbedringer baade for Universitetet og de offentlige Latinskoler. Den begyndte for Skolernes Vedkommende med Metropolitanskolen, og 1797 var man naaet saa vidt, at en ny Ordning kunde indføres i denne. Det var vel foreløbig kun paa Prøve, men denne faldt tilfredsstillende ud, og 25/9 1801 approberedes de nye Regler som blivende. Latin vedblev at være Skolens Hovedhjørnesten. I en af Klasserne havde det endog 11 Timer om Ugen, medens Græsk i Sammenligning dermed var sparsomt aflagt med 4 Timer i den Klasse, hvor man havde mest af det. Ellers var Fagkredsen en lignende som i Nutidens lærde Skoler, dog med den Forskel, at der da lærtes Hebraisk, medens Engelsk var helt udelukket. Skoletiden blev 7 Timer daglig, om Sommeren fra 8 til 12 om Formiddagen, om Vinteren fra 9 til 1, medens Eftermiddagstimerne hele Aaret faldt fra 3 til 6. Fridage var de sædvanlige Helligdage, og hvis ingen andre Helligdage end Søndagene indtraf i Løbet af 4 Uger da en særlig Fridag. "Dog maae samtlige Ferier i Sommermaaneder ei beløbe sig over 14 Dage tilsammentagne." For Læseplanen opstilledes det som Maalet "ei at overlæsse nogen Lærer med flere umiddelbart paa hverandre følgende Læsetimer, hvorved hans Foredrag maa tabe i Munterhed og Held, at skaffe alle Lærlinge Deltagelse i hensigtspassende Undervisning, at forebygge de Uleiligheder, som for de første Begyndere flyde af at lære Elementerne af flere forskjellige Sprog paa een Gang, at besætte Formiddagstimerne med de tørrere Underviisninger og Eftermiddagstimerne med saadanne, som ere af en meer sandselig Natur og derfor meer lokkende for Opmærksomheden." Frikvarter fik de mindre Klasser efter 2 Timers Forløb, de større først efter tre, og mere end et Kvarter maatte det aldrig vare. Hver Lærer skulde for hver Elev føre et saakaldt "Censurregister", inddelt i 5 Rubriker for "Naturgaver, Skoleflid, Huusflid, Fremgang og Sæder." Deri skulde han saa "Uge for Uge, af sin Dagbog med muligste


921

Korthed og Nøiagtighed indføre de Iagttagelser, han angaaende Disciplen har gjort." Examen skulde holdes 2 Gange aarlig i Marts og September, og her gaves Karakterer. Metropolitanskolen fik Ret til selv at dimittere sine Studenter til Universitetet, en Ret, som dog atter bortfaldt 1805. Elevtallet maatte ikke overstige 100, og Skolepengene sattes til 30 Rdl. aarlig, men der var 40 Fripladser og desuden betydelige Stipendier. Overdirektion for Skolen blev foreløbig

Universitetet

Kommissionen. Dens økonomiske Forhold var allerede ordnede 1798; de Kapitaler, den raadede over var da omtrent 38000 Rdl., og de vedblev som før at staa under Bestyrelse af Kjøbenhavns Magistrat. For den lærde Skole søgte man endelig at virke ved at oprette et Seminarium til at uddanne Lærere for den. Forsøget skete i 1799, men det maatte opgives af Mangel paa Elever. Den samme Kommission, der behandlede Metropolitanskolen, havde imidlertid ogsaa beskæftiget sig med Universitetet. Dette stod fra 1784 under Overledelse af en saakaldt Patron, der indtog en lidt uklar Stilling mellem Konsistorium og Kancelliet. Fra først af var det Otto Thott, med hvem der herskede stor Tilfredshed, men allerede 1785 afløstes han af Schack-Rathlou. Denne nærede den Overbevisning, at Patronen intet kunde udrette, hvis han ikke havde en


922

Medhjælper indenfor Universitetslærernes egen Kreds, og han foreslog derfor med megen Iver, at en saadan skulde udnævnes med Titlen Procansler. Det lykkedes ham at sætte det igennem, og efter hans Forslag udnævntes en theologisk Professor, der tillige var Hofpræst, H. F. Janson, hertil 9/6 1786. I den Instrux, han fik, paalagdes det ham at hjælpe Patronen med alt muligt og i det hele føre et indgaaende Tilsyn med alle Forholdene ved Universitetet. Han skulde da ogsaa sørge for, at de mest hensigtsmæssige Forelæsninger holdtes, hvorfor han udarbejdede Lektionskataloget. Foran deri kunde han rette "en liden Fortale eller Opmuntring til de Studerende." I det hele trængte hans vidtstrakte og indgaaende Myndighed ganske Rektors tilbage.

Allerede før han opnaaede denne Stilling havde Jansen 1785 indgivet et stort Forslag om Forbedring af Universitetet til Regeringen, og det var ham, som derved havde givet Stødet til Kommissionens Nedsættelse. Kommissionen havde 5 Medlemmer, hvoriblandt de to Kancellideputerede Luxdorph og A. G. Carstens, henholdsvis fra danske og tyske Kancelli, og Kammerherre P. F. Suhm. Carstens udtraadte dog snart, og Janson kom derefter selv ind. Kommissionen udarbeidede nu under Forhandling med de forskjellige Fakulteter og med Schack-Rathlou Forslag til en ny Fundats, og 7/5 1788 fik denne kongelige Approbation.

I denne Fundats udvikledes Prokanslerens Tilsynsmyndighed særdeles indgaaende, medens Rektoratet blev forbigaaet ved en Bemærkning om, at det skulde vedblive at existere skiftende mellem Fakulteterne. Den egentlige Bestyrelse beholdt Konsistorium, dets Medlemmer skulde være de ordinærer Professorer, og det skulde holde Møde hver tredie Onsdag. Naar Stemmerne her stod lige, fik Procansleren to Stemmer. Professorernes Tal forøgedes, men dog kun ved Ansættelse af nye extraordinære Professorer lønnede af Statskassen. For Theologien skulde der være 4 ordinære, 1 extraordinær Professor, i Jura henholdsvis 2 og 2, i Medicin ligesaa. I det filosofiske Fakultet blev der 7 ordinære Professorater: 2 i Mathematik og 1 i hvert af Fagene: Filosofi, Latin med Veltalenhed, Græsk, orientalske Sprog og Historie. I Naturfagene fandtes der i Forvejen et Par extraordinære Professorer, og der oprettedes nu 4 nye extraordinære Professorater fordelte til Filosofi, Mathematik, Historie og Sprogkyndighed; desuden forpligtedes


923

Universitetsbibliothekaren til som extraordinær Professor at holde Forelæsninger over Litteraturhistorie.

Universitetskursuset havde hidtil varet fra Efteraaret til midt om Sommeren. Nu deltes det i to, et fra 1. Maj til 1. Oktbr. og et fra 1. Novbr. til 1. April. Examinerne skulde da holdes i April og Oktober. Ellers indskrænkedes Ferierne til omfatte Pinsen, 14 Dage i Slutningen af Juli og Begyndelsen af August og 14 Dages Juleferie. Privatforelæsninger, for hvilke der toges en vis begrænset Betaling var tilladte; derimod forbødes det udtrykkelig Professorerne at lade deres Forelæsninger besørge af Vikarer, som det hidtil undertiden var sket.

Om Professorernes Antagelse bestemtes, at de skulde vælges mellem Folk, som ved "offentlige Beviser" havde godtgjort deres Evner. Hvis der var flere antagelige, skulde der holdes en Konkurrence med Prøveforelæsninger, dels paa Latin, dels paa Dansk. Ved disse skulde hele Konsistorium møde, men Dommere skulde være Fagets Professorer og 3-4 Sagkyndige udenfor Universitetet. Formanende føjer Fundatsen endelig til "Naar saa en Professor er ansat ved Universitetet, bør han blive ved den Profession, han er kaldet til og ikke vælge anden." Professorerne skulde sværge paa den augsburgske Konfession, men "om det engang skulde skee, at en Mand, som bekiender sig til en anden Kirke, for sin besynderlige Dygtighed i de levende Sprog eller en anden Videnskab, som ikke vedkommer Religionen, deri blev ansat som Lærer, forbeholder Kongen Sig Selv i saadant Tilfælde efter Omstændighederne at dispensere i denne Post, hvilken ellers uden slig udtrykkelig Dispensation ikke skal eftergives." "Designation" forud til Professorposter skulde fremtidig ikke finde Sted, "da lærde Embeder, til hvis værdige Førelse udfordres Duelighed og bestandig Virksomhed, ingenlunde skal attraaes blot som et Middel til i sin Tid at faae et Levebrød." Derfor skulde Anciennetetshensynet heller ikke betyde noget ved Ansættelserne.

Adgangsreglerne for Studenterne blev en Smule ubestemte. Studenterexamen kunde kun tages ved selve Universitetet, og den var Betingelse for at faa Del i Legaterne. Men desuden kunde man ogsaa deltage i Universitetets Undervisning, naar man blot fra en privat Lærer havde Attest for, at man havde faaet den fornødne Undervisning; dog kunde disse privat indskrevne ikke gaa op til


924

nogen Universitetsexamen uden først at være prøvede i de forberedende Fag af Professorerne i saadant Omfang, som disse fandt fornødent.

Det indskjærpedes ivrig Studenterne, at de skulde være flittige og dydige og for at hjælpe dertil fastsattes en Række Ordensregler, der navnlig gik ud paa at vanskeliggøre, at de stiftede Gjæld. Hver af dem skulde have en af Professorerne til Privatpræceptor, og denne havde det umiddelbare Tilsyn med hans "Forhold og Oeconomie." For "Uorden, Uartighed og Opsætsighed" mod Foresatte kunde anvendes Irettesættelser, privat eller offentlig, eller smaa Pengemulkter. De mindre Straffe kunde idømmes af Procansler og Rektor, de større skulde for Konsistorium. For meget store Forseelser kunde dette anvende Relegation.

Adgangsexaminen, "Artium", holdtes to Gange aarlig, de sidste 14 Dage af Maanederne April og Oktober; ved Prøven skulde det iagttages "at foruden de Ting, der bør være i Hukommelsen, ogsaa sees paa, om de forstaar, hvad de har læst og spørges ikke saa vel efter Lærebøgerne, og de selvsamme Udtryk, som der forekomme, som efter Tingene og Begrebernes Sammenhæng, saa vidt som af den Alder saadant kan fordres." Professorerne skulde selv foretage Examinationerne.

Ogsaa Filosofikum, der toges et Aar efter Artium, holdtes to Gange aarlig. Den omfattede ikke blot Filosofi men ogsaa Mathematik. Naturlære og Astronomi, Sprogkundskab og Historie, og der fandtes da herpaa beregnede Forelæsninger.

Af Embedsexaminer skulde der være fire: teologisk, juridisk, medicinsk og filologisk. Den sidste betegnedes dog endnu ikke med dette Navn men kaldtes blot Examen for Skolelærere. Jansen havde foreslaaet Indførelsen af en statsvidenskabelig Examen, men dette blev ikke til noget. Ved Examinerne skulde foruden Professorerne deltage to Censorer udefra: i Theologi den kgl. Confessionarius og en Hofpræst eller en af Byens Præster, i Jura en Kancellideputeret og en Højesteretsassessor, i Filologi Sjællands Bisp og Metropolitanskolens Rektor; kun for Medicin bestemtes ikke, hvem det skulde være. Prøverne blev dels skriftlige, dels mundtlige, og der opstilledes en Række Regler for deres Omfang.

For Præste- og Lægegjerning blev de paagældende Examiner fast Betingelse, og tilsvarende fik Filologerne Eneret til Stillinger


925

som Rektorer og Conrektorer ved de lærde Skoler. I Juraen bevaredes Forskellen mellem latinsk og dansk juridisk Examen. Kun den første gav Adgang til Stiftamtmandskaber, Politimesterembedet i Kjøbenhavn og vigtigere Dommerstillinger, medens dansk juridisk Examen blev ufravigeligt Vilkaar for enhver Dommerplads, saa vel som for Politi- og Fogedembeder i Norge. Først nu fastsloges dette for Alvor, om end Bevægelsen længe havde gaaet henimod det.

Dernæst fulgte en Række Bestemmelser om Betingelserne for Doktorgradens Erhvervelse, væsentlig med det Maal at skærpe dem lidt. Ogsaa fremmede kunde opnaa den, "naar de fremlægge tilstrækkelige Beviser for deres Lærdom og ustraffelige Levned".

Hertil føjedes saa en Række Stipendieregler. En fælles Betingelse for Nydelsen af Stipendierne var og blev "et gudeligt og anstændigt Forhold". Endelig kom til aller sidst en Del Bestemmelser om Universitetets Ejendomme.

Universitetets Styrelse ændredes imidlertid inden længe igen. Allerede en Maanedstid efter Fundatsens Udstedelse gik Schack-Rathlou af og fulgtes nu som Patron af Hertug Frederik Kristian af Augustenborg. Umiddelbart derefter søgte Professorerne at komme af med Procansleren, hvis Tilsyn højlig forbitrede dem. De hindrede endog Udgivelsen af Lektionskataloget for Efteraaret 1788, som han havde forsynet med en Fortale til Pris for den nye Fundats. Hertugen følte ingen Trang til at have en Procansler, da han selv gik stærkt op i alle mulige Enkeltheder, og han har da neppe støttet Jansen synderlig. Denne blev derfor ogsaa snart træt af Striden; han gik af i Juni 1789 og blev derefter Bisp i Aarhus; som Procansler fik han ingen Efterfølger. Professorerne slap dog ikke derfor lettere fra Kontrollen, tvertimod blev denne i Hertugens Haand særdeles indgaaende; de maatte nu stadig gøre Indberetninger om alt muligt. Meget glade derved var de ikke, men de maatte finde sig i det.

Under Hertugens virksomme Ledelse skete i den følgende Tid Skridt for Skridt fremad, selv om de alle, ligesom Fremskridtene ved den nye Fundats, var ret beskedne. 17/5 1791 indførtes Anvendelsen af Prisspørgsmaal. Fremtidig skulde der hvert Aar udsættes 8 Præmier bestaaende af Medailler til en Værdi af 40 Rdl. Stykket og fordelte mellem Fagene: Theologi, Jura, Medicin, Mathematik, Filologi, Filosofi, Historie og de skjønne Videnskaber. Dernæst søgte man at hæve Studenternes Anseelse ved at afskaffe den hidtidige


926

Skik, at Regensens Studenter besørgede Ligbæringerne. 24/5 1792 udgik en Forordning herom. Den paabød, at fremtidig skulde Ligbæringen besørges af et fast dertil lønnet Korps, som ikke var Studenter. Det theologiske Fakultet skulde paa Regensens Vegne antage disse Ligbærere, og der fastsattes visse Taxter for deres Medvirkning ved Begravelserne. Studenterne følte sig alt andet end tiltalte heraf; de ærgrede sig over, at de derved gik Glip baade af Indtægterne og af det ved Begravelserne sædvanlige "Tractemente," og de prøvede derfor paa mange Maader at omgaa Forbudet, indtil en ny Forordning 5/2 1793 skred ind derimod.

25/11 1796 kom saa betydningsfulde Regler om Professorernes Lønning. Hidtil havde det været ordnet saaledes, at der var tillagt hvert Professorat Indtægterne af en vis Del af Universitetets Ejendomme, nu fastsloges det, at Indtægterne fremtidig skulde gaa i en fælles Universitetskasse og Professorerne da i Stedet have en fast Løn. Det skulde dog først gennemføres, efterhaanden som Vakance indtraadte eller ved frivillig Overenskomst, og det gik langsomt dermed. Kun en enkelt Professor ombyttede allerede 1797 sine hidtidige Indtægter med en fast Gage paa 1200 Rdl. Ogsaa de Vanskeligheder ved Landboreformerne, der opstod for Universitetet som Jordegodsejer, ordnedes i disse Aar. Efterhaanden udskiftedes Jorden og gik over til at være Arvefæste, en Bevægelse, der fortsattes gennem Halvfemserne og lidt ind i det ny Aarhundrede. Endelig fik Konsistorium 8/5 1801 en ny Instrux, der gav Regler for Fremgangsmaaden ved dets Møder og andet lignende.

Vigtigere var den nye Ordning af Adgangsexamenen 22/3 1805. Siden 1797 havde det været tilladt Metropolitanskolen selv at dimittere, og samme Ret havde derpaa Kristiania og Odense lærde Skoler faaet, efter at de var forbedrede efter samme Plan. Disse saa vel som enkelte andre Undtagelser fra den Regel, at Artium toges ved Universitetet afskaffedes nu, og ligeledes ophævedes Retten til at lade sig indskrive privat og saa blot før Embedsexamen underkaste sig en Prøve i de forberedende Fag. Fremtidig skulde Artium da kun holdes ved Universitetet, og her foregik den kun en Gang om Aaret, i Oktober. Professorerne skulde examinere, men Patronen kunde lade udenforstaaende deltage i Bedømmelsen. Endelig bestemtes Examensfordringerne nøje ligesom Fremgangsmaaden ved Examinationen og Karaktersystemet. Samme Dag udgik en Forord-


927

ning om de lærde Skoler, hvorved Reglerne for Metropolitanskolen fra 1797 indførtes overalt; dog lempedes Forordningerne lidt efter Mulighederne i de tarveligere udstyrede Skoler.

Og endelig skiftede saa Styrelsen af det hele atter ved Forordningen af 3/7 1805. Patronatet ophævedes, ligesom den siden 1789 bestaaende Kommission. I Stedet kom "Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler", under hvilket sidste Begreb ogsaa indbefattedes de private Skoler, som forberedte til Artium. Denne Direktion indgik som et Led ved Siden af de andre Kollegier og fik saaledes Ret til direkte Forestilling i Statsraadet. Medlemmer blev som Formand Hertug Frederik Kristiern af Augustenborg, samt Deputeret i Generaltoldkammeret Etatsraad Malling og Overbibliothekaren ved det kongelige Bibliothek, den teologiske Professor Moldenhawer; Professorstillingen maatte den sidste i den Anledning opgive. Den hele Forandring skete efter Forslag af Hertugen af Augustenborg selv.

Den Kreds af Studenter, som søgte Universitetet var ikke ringe; omkring 1800 var det aarlige Tal af indskrevne Studenter henimod 200 eller omtrent Halvdelen af det, vi kender fra Nutiden; herved maa dog huskes, at ogsaa de norske Studenter den Gang søgte til Kjøbenhavn, men ganske vist havde begge Lande tilsammen ved Aarhundredets Begyndelse langt færre Indbyggere, end Danmark alene har nu. Hele Studentertallet regnedes ved Aar 1800 til 700.

Den Tid, som ligger mellem 1784 og 1807 var i ikke ringe Grad en Gjennembrudstid for Danmarks akademiske Kredse. Først nu blev den hele Række Stillinger, som vi senere kender som deres, i fuldt Maal forbeholdt dem, samtidig med, at disse Stillinger som Regel blev nogenlunde indbringende. Og desuden vandt nu Pennens Mænd, skønlitterære Forfattere som Videnskabsmænd, en Indflydelse paa Befolkningen som aldrig før. Alligevel var Livet ikke videre stærkt ved det Universitet, fra hvilket disse Akademikere udgik. I Aarene nærmest efter 1784 var der ingen af Professorerne, som i synderlig Grad satte Studenternes Sind i Bevægelse. Det theologiske Fakultets første Mand var Jansen en ortodox og konservativ Mand, som tit maatte holde sine Forelæsninger for et Par Tilhørere. Lidt større Anseelse nød den maadeholdne Moldenhawer, men langt mere yndede var dog de to rationalistiske Professorer C. F. Hornemann og A. Hwiid. Fra 1789 fik man endelig som theologisk Professor Fr. Münter, en lærd Mand, som dog ikke øvede nogen større aandelig


928

Paavirkning paa Studenterne. Heller ikke den filosofiske Professor, den ædruelige og forsigtige B. Rüsbrigh eller den lærde og grundige Historieprofessor Abraham Kall evnede at vække nogen større Interesse, og ligesaa lidt var det Tilfældet med nogen anden.

1787 begyndte en hel lille Fejde om Universitetet. Stødet blev givet af Jansen ved en Skildring af Universitetets Ejendomme, som gav C. D. Riegels Lejlighed til at øve en bitter Kritik af dets Virksomhed. Dette fremkaldte flere andre Indlæg, og blandt disse er der et af Professor Hwiid, som bestemt tog Parti for de misfornøjede. Han skildrer haanlig Undervisningens Art og paastaar, at den nalige Følge deraf er "monstrøse Prækener, taabelige Katekismer, daarlig Formaning mod Kætterier, utidig Iver mod Tolerance, Had mod alle nye Forslag Religionens Form betræffende o. s. v." "Heraf" siger han videre "de usle Sætninger: at Regenten er sat af Gud, at vor Fornuft er af slet ingen Værdi, at de som tænke anderledes end vi i Religionen bør skyes og hades som Gud ubehagelige, uagtet de kunne være de bedste Fædre, Mænd, Venner og Borgere" o. s. v.

Saa kom Fundatsen 1788, men de mere fremskredne fandt, at dette var altfor smaa Fremskridt og vedblev at være misfornøjede. Saaledes klagede Professor i Litteraturhistorie Rasmus Nyerup endnu 1800 skarpt over Tilsidesættelsen af Naturfagene og Nationaløkonomien, "de almeennyttigste og til Menneskehedens Cultur og Oplysning umiddelbar sigtende Videnskaber. "Dér har" siger han haanlig "Theologien, der gjerne kunde være en Underafdeling under Historien (som Kundskab om den menneskelige Forstands Forvildelser), den har 4 siger og skriver 4 Lærestole og det fornemste og bedst doterede Facultet."

Rigtig Fart opnaaede man ikke at faa i Sagerne, men, som vi har set, skete dog visse praktiske Fremskridt, og efterhaanden kom ogsaa enkelte Personer frem, som vakte nogen Interesse. Mest af alle gjaldt det Fr. Sneedorff som blev Professor i Historie 1788, efter at han Aaret før som Privatdocent havde samlet det da uhørte Antal af 136 Tilhørere. Han døde imidlertid 1792. En endnu mere kortvarig Bane fik Chr. Hornemann, som 1793 under stor Interesse begyndte en Forelæsningsrække over Kants Filosofi, men som døde samme Aar. 1790 blev Rahbek Professor i Æstetik; han tilfredsstillede dog ikke de Forventninger, der var stillede til ham, og da hans Forhold til Regeringen ogsaa blev lidt ubehageligt, gik han af 1799. 1796


929

var en af de ivrigste Fremskridtsmænd, R. Nyerup, bleven Professor i Literaturhistorie, men synderligt Ry naaede hans Forelæsninger ikke. Der var stadig ikke nogen Professor, som rigtig formaaede at samle Interesserne.

De forskjellige videnskabelige Institutioner, som var knyttede til Universitetet, undergik i denne Tid ikke større Ændringer.

Et Skridt af megen Betydning skete 22/6 1785 ved Oprettelsen af et kirurgisk Akademie. Dette blev en af Universitetet uafhængig, selvstændig Institution med sine egne tre Professorer og en særlig kirurgisk Examen. Det fik ved Enden af Bredgade en stor velindrettet Bygning.

Universitetsbiblioteket indtog en ret beskeden Plads. Det omfattede dog allerede nu en 70000 Bind, som stadig var anbragte i en Sal over Trinitatis Kirkes Hvælvinger. Det bestyredes af en egen Bibliothekar, der efter Fundatsen af 1788 tillige var Professor i Literaturhistorie. Det var først Elert men fra 1796 R. Nyerup. Efter Fundatsen stod det fremtidig som før aabent for enhver Student bestemte Dage i Ugen; paa Stedet kunde de udenvidere faa Bøgerne at læse i, men Udlaan skete kun mod Kaution af vedkommende Students Privatpræceptor eller en anden paalidelig Mand. Ogsaa Professorerne kunde selvfølgelig laane, men som fælles Regel gjaldt det, at ingen maatte beholde Bøgerne over "Aar og Dag." Indkjøbet skulde ske efter Bibliothekarens Forslag, men efter Beslutning af Procansleren, som dog forinden skulde spørge Professorerne i vedkommende Fag om deres Mening. -

For det kongelige Bibliothek blev Aarene omkring 1800 ualmindelig betydningsfulde. 1787 døde Bibliothekaren Erichsen, og Aaret efter fik man i D. G. Moldenhaver en særdeles energisk og kyndig Overbibliothekar. Den Instrux, han fik, stillede i Udsigt, at Bibliotheket skulde aabnes til offentlig Brug, og efter en Del Forberedelser skete dette saa i Henhold til et Reskript af 15/11 1793. Bibliotheket skulde være aabent hver Søgnedag fra 10-12 Fm. for enhver, som ønskede at bruge det. Ogsaa Udlaan kunde finde Sted men dog kun mod Kaution af en i Byen bosiddende eller bekjendt Mand; Udlaanet skete sædvanlig paa 14 Dage, men for underholdende Læsning skulde dog Fristen sættes endnu kortere.

Medens Bibliotheket saaledes gik over til at faa almindelig national Betydning, modtog det den ene Forøgelse efter den anden.


930

29/3 1784 var det fastsat, at der af Staten aarlig skulde ydes Bibliotheket et Tilskud paa 3000 Rdl. for et Tidsrum af 10 Aar. Det forslog imidlertid ikke; Moldenhawer kjøbte stadig ind uden Hensyn til, om Overskridelserne blev nok saa store, og det lykkedes ham bestandig at faa det bevilget bagefter. 1793 fornyedes Løftet om de 3000 aarlig paa ubestemt Tid, men Forskud, som aldrig tilbagebetaltes, vedblev at være fornødne.

Forøgelsen skete dog ikke saa meget ved regelmæssigt Kjøb af nye Værker, som ved store leilighedsvise Erhvervelser. Den ene efter den anden af de omfattende Samlinger, der var begyndt at skabes før 1784, (Se III S. 587-88) kom nu til Auktion. Først skete det med Grev Thotts talrige Bibliothek; dette, som ialt regnedes til 130000 Bind, solgtes ved en Række Auktioner fra 1788-92. En Del af de mest værdifulde Ting i Samlingen var i Forveien skjænkede til det kongelige Bibliothek, og dette kjøbte nu ved Auktionen ikke mindre end 60000 Bind for ialt 10000 Rdl. Ogsaa de følgende Aar bragte Salg af flere større Bogsamlinger, saaledes 1789: Luxdorphs historisk-philologiske og nordiske, Kofod Anckers juridisk-historiske, Gerners mathematiske, 1790: Martfeldts politisk-økonomiske, 1791: Stampes juridiske, 1793: Holmskiolds naturhistoriske, 1798: Rottbøls græsk-romerske og medicinske og 1803: Uldalls.

Vigtigst af det hele blev dog Erhvervelsen af Suhms Bibliothek. 1796 overdrog Suhm dette til det kongelige Bibliothek paa den Betingelse, at han fik 2000 Rdl. strax, og 3000 aarlig, saa længe han levede, og hans Enke endelig 2000 Rdl. Godt to Aar efter døde han, og man fik saaledes det hele for 10000 Rdl. Der var 100000 Bind ialt, men en hel Del af det var Ting, man havde i Forveien, saa der opstod en stor Doubletsamling, der eventuelt kunde benyttes til andre Erhvervelser. Endnu andre Forøgelser fik Bibliotheket. Saaledes overdrog Grev Rosenkrone den store Hielmstjerne-Rosencroneske Samling til Kongen, og 1807 bestemtes det, at den skulde indlemmes i det kongelige Bibliothek, men dog som en særlig Afdeling. Ligeledes kjøbte dette 1803 en Del af det, væsentlig af J. H. E. Bernstorff samlede Bernstorffske Bibliothek. Endelig kjøbte man 1796 Stempelpapirforvalter Müllers store Samling af Kobberstykker.

Ved disse store Erhvervelser og en hel Række mindre blev Bibliothek mere end fordoblet, saa det i den følgende Tid regnes


931

til 250,000 Bind, og desuden var der mellem det erhvervede betydningsfulde Haandskriftsamlinger.

Af de store videnskabelige Selskaber fortsatte Videnskabernes Selskab nogenlunde i det gamle Spor. Da Præsidenten, Luxdorph, døde 1788 var der nogle, der vilde have Suhm til hans Efterfølger, men andre holdt paa, at man burde tage en høitstillet Mand udenfor Selskabet, og disse satte igjennem, at det blev A. P. Bernstorff. Efter hans Død blev trods nogen Modstand Schimmelmann hans Efterfølger.

Selskabets Organisation ændredes ret betydelig. 1792 gjennemførtes Delingen i tre Klasser: den historiske, fysiske og mathematiske med henholdsvis 7, 15 og 5 Medlemmer, idet 1 var Medlem af begge de to sidste, saa Selskabets samlede Medlemstal var 26. Man slog sig imidlertid ikke til Ro herved, men fik efter mange Overveielser i 1796 tilveiebragt nogle af Kongen approberede nye Vedtægter. Ved disse føiedes til de tre andre Klasser en fjerde for den spekulative Filosofi. Dernæst bestemtes det, at til Optagelse i Selskabet krævedes 2/3 af Stemmerne. Hvert Medlem fik Ret til under Møderne at indføre 2 Venner. Saa vidt mulig skulde alle ordinære Medlemmer hvert andet Aar udarbeide en Afhandling til Oplæsning eller Trykning; først naar man havde leveret 6 saadanne, var man i Fremtiden fri. Præsidenten valgtes hvert andet Aar. Til Æresmedlemmer kunde vælges Folk, "som uden at være egentlige Videnskabs-Mænd dog ere Elskere og Kiendere af Videnskaber." Desuden kunde der optages udenlandske Æresmedlemmer. Af hver Klasse skulde aarlig udsættes Prisspørgsmaal for Ikke-Medlemmer. Valgreglerne ændredes imidlertid atter 24/2 1797. Det bestemtes nu, at der først skulde stemmes indenfor den Klasse, den foreslaaede skulde tilhøre; hvis her var Enstemmighed behøvedes i hele Selskabet kun Flertal, ellers 2/3.

Der herskede under disse Forhandlinger en vis Modsætning mellem Historikerne og Fysikerne, som bevirkede, at der ingen ny Medlemmer optoges; da der 1796 efter 4 Aars Forløb paa en Gang foresloges tre: Riisbrigh, Fr. Münter og R. Nyerup forkastedes de to sidste. Münter kom dog ind 1798, og i de følgende Aar optoges en Del, saa Tallet steg til omtrent 40. Af udenlandske Medlemmer fik man efterhaanden over en Snes, men de var næsten alle Mathematikere og Fysikere. Selskabets Virksomhed beholdt sin tidligere Karakter med Udgivelse af Medlemmers Afhandlinger, Udsættelse af


932

Prisspørgsmaal og lignende. Under dets Ledelse fortsattes den 1758 paabegyndte Kortlægning af Landet, men denne skred kun langsomt frem. Ligesaa langsomt gik det ogsaa tidligere begyndte Arbeide paa en dansk Ordbog. De to Universitetsbibliothekarer Elert og Nyerup havde efter hinanden Ledelsen deraf, men det gik overmaade trægt, og tit blev de Medarbejdere, som antoges hertil, kjede af det. Gjennem 2 Bind, 1794 og 1802 naaede man dog til Bogstavet H. 1799 foretog Selskabet den ikke uvigtige Ændring at lade sine Skrifter trykke med latinske Typer i Stedet for de før anvendte gothiske. Det var dets Bogtrykker K. H. Seidelin, som satte det igjennem. Han foretrak i høi Grad de latinske Typer, og anskaffede til sit Trykkeri aldeles overveiende saadanne, skjøndt der hos Folk herskede en ikke ringe Uvillie mod dem. Ved Kristiansborg Slots Brand 1794 mistede Selskabet sit Lokale i Prinsens Palais, da der nu blev Brug for det til Høiesteret. 1795 fik man da i Stedet 2 Værelser og 1 Forstue over venstre Fløi af Staldbygningerne til Kristiansborg Slot.

Af de andre Foreninger var Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog bleven gjenoplivet 1781 efter en længere Tids Dvale. Det fik da til Forstander Suhm, og efter hans Død 1798 fik man i Stedet Høiesteretsassessor Treschow. Indtil den Tid var Møderne holdte hos Suhm, men siden fik man i Henhold til et Løfte fra 1781 Husly hos Videnskabernes Selskab. Medlemstallet var stadig ringe, under en Snes, og nogen synderlig Interesse viste de ikke Selskabet. Ordningen af dets Samlinger gik vedblivende langsomt, og det samme gjælder Udgivelsen af Danske Magasin. Dog fik man 2 Bind ud under Titlen: Nye Danske Magasin, 1794 og 1806.

Fuldt saa ivrig virkede fra først af det genealogisk-heraldiske Selskab. Det fik 1787 udgivet første Bind af et Adelslexicon, men før andet Bind var helt færdigt tabtes ved et Uheld noget af Manuskriptet dertil, og Virksomheden gik derpaa efterhaanden i Staa.

I øvrig fortsatte de forskjellige andre Selskaber fra før 1784 (Se III S. 586) deres Tilværelse ret uændret, og til de andre kom 1789 et nyt af megen Betydning. Det var Naturhistorieselskabet under Ledelse af Professor Abildgaard. Dettes Hovedmaal var "at opdage, samle og beskrive Naturproducterne af alle tre Naturens Riger i de danske Stater", men det var tillige Meningen at lade


933

holde offentlige Forelæsninger om vigtige naturhistoriske Spørgsmaal. Dette Selskab fandt stor Tilslutning, saa det 1790 omfattede 266 Medlemmer af ret forskjellige Kredse af Befolkningen. Det lykkedes da ogsaa at faa flere Forelæsningsrækker i Gang, og i Løbet af en Snes Aar udgaves 6 Bind med en righoldig Samling af naturhistoriske Afhandlinger.

Før Perioden var til Ende skete endelig et for Fremtiden overmaade betydningsfuldt Skridt, idet der 22/5 1807 nedsattes en Kommission for at overveie, hvorledes man bedst kunde sikre Indsamlingen af de Oldsager, som fandtes i Riget og faa anlagt et Statsmusæum til Opbevarelse deraf.

Der var da et ikke helt ringe Røre i Tidens Videnskab, men i langt høiere Grad blev disse Aar epokegjørende ved det umaadelige Fremskridt, der skete, i den Iver og Energi, hvormed de videnskabelige Resultater og den hele Oplysning, Tiden sad inde med, gjordes tilgængelig for videre Kredse af Befolkningen. Midlet dertil var i første Række de allerede tidligere omtalte Skolereformer, men ved Siden heraf virkede ogsaa i høi Grad dertil den store Udvikling af Tidsskrift- og Avisliteraturen. De lovmæssige Vilkaar for dennes Trivsel var foreløbig ganske gode. De ret ubehagelige Trykkefrihedsbestemmelser fra 1773 (Se III S. 606-7) bestod vel en Tid endnu, men efter 1784 gik man tillidsfuld ud fra, at de ikke vilde blive anvendte uden i særlige Tilfælde, og man skrev derfor med megen Frihed. Regjeringen var vel ofte lidt bekymret, men samtidig var dens ledende Mænd principielt Talsmænd for Trykkefriheden, og Bekymringens Udslag blev derfor kun Forordningen af 3/12 1790, der vel truede med strengere Straffe, men samtidig fjernede Vilkaarligheden. Dens Motivering priste stærkt Censurfriheden, men føiede til, at da "nogle ildesindede Personer misbruge denne Frihed til at haane de offentlige Foranstaltninger og angribe agtbare Medborgeres Ære, uden at de tør være deres Navne bekiendte", saa maa man tage sine Forholdsregler derimod, Dertil har Reglerne fra 1773 ikke været tilstrækkelige, da det er bleyet almindeligt at forstaa dem saaledes, at den af Politimesteren idømte Bøde er den eneste Straf, der kan anvendes for Presseforseelser. I Stedet skulle nu alle Trykkefrihedssager forfølges for de almindelige Domstole efter de gjældende Love; naar Politimesteren finder et Skrift "formasteligt eller strafværdigt", skal han sende det til danske Kancelli, som da afgjør, om der skal


934

anlægges Sag. Og endelig tilføies det, at Kongen har "anbefalet Dommerne, naar private Mænd klager over at være fornærmede ved saadanne Skrifter, da at sikre deres Medborgeres Rygter imod ubeføiede Angreb, ved at dømme de Skyldige efter Lovens Strenghed". Forordningen var først og fremmest en formanende Advarsel til Forfatterne.

Kjøbenhavns mest udbredte Blad var stadig Adresseavisen eller, som det da hed, "Kjøbenhavns Adresse-Comptoirs Efterretninger"; ved Aar 1800 angives dette Blads Oplag til ikke mindre end 5000. Efter R. Nyerups træffende Skildring bestod dens Indhold af "allehaande Intelligensefterretninger om, hvad der er til Salg eller forlanges tilkjøbs, om forestaaende Auctioner, seilfærdige Skippere, om ledige Tjenester og Tjenestefolk, om Skuespil, som opføres, og Præster, som prædike, om Bøger, som ere udkomne eller skal udkomme o. s. v., o. s. v."; dette Blad udgik 4 Gange om Ugen.

"Berlingske Tidende" var mindre udpræget Hovedstadsblad og havde en større Del af sine Holdere i Provinserne. Om det siger Nyerup: "Den bestaar af et Quart-Ark opfyldt med a) udenlandske Efterretninger, alle tagne af de hamborgske eller altonaiske Aviser, b) nogle faa indenlandske, tagne af Indenrigsaviserne, c) Anmeldelser af Dødsfald, udkomne Bøger, Undvigte o. s. v. Som Tillæg til dette Hovedark følger stundom et helt og stundom et halvt Ark med extraordinære Avertissementer og Proclamata". Det udkom kun to Gange i Ugen, Tirsdag og Lørdag. Til "Berlingske" hørte imidlertid en politisk Tidende paa tysk, der ligeledes kom to Gange ugentlig, men som i Følge Nyerup var "en Eftertryk af det uinteressanteste i de tydske Tidender og holdes eller læses næsten af intet Menneske". Vigtigere var det ogsaa til "Berlingske" knyttede Ugeskrift "Lærde Efterretninger"; 1783 fik dette Jørgen Kierulf til Redaktør, og det vandt nu en ikke ringe Betydning ved Anmeldelser af Tidens Literatur. Kierulf hørte til de unge, frisindede literære Kredse og skaffede sig en fast Medarbejderstab fra disse. Han afløstes 1785 af R. Riber og denne atter 1790 af Nyerup, men disse hørte til i samme Leir.

Ogsaa "Kjøbenhavns Postrytter" (Se III S. 614) fortsattes til 1798, men det var og blev et tarveligt Efterretningsblad.

Ét Blad af en anden Art var det allerede 1792 oprettede "Kjøbenhavns Aftenpost", udgivet af Balling. I Firserne var dette


935

et livligt og meget læst Blad med Betragtninger over alle Tidens Forhold. Indholdet var broget: "moralske Tanker" sædvanlig til den vante Text om Menneskenes tiltagende Fordærvelse, oplysende Artikler, lidt Polemik mod nogle af Tidsskrifterne, Smaahistorier og Smaaanekdoter og dertil al Slags Forslag om Forbedringer af det ene og det andet, først og fremmest med Krav om Betleriets Indskrænkning. Betegnende for Indholdet er Titlerne for Bladets faste Rubriker; man finder saaledes blandt disse følgende: Huus-Post, Medicinsk-Post, Vindues-Post, Gade-Post, Pigekammer-Post, Frier-Post, Ægteskabs-Post og Fabel-Post. Tonen svarede til Titlerne. Saaledes skildrer en Artikel 1785 med Overskriften " Frierpost« en Samtale mellem to Personer, af hvilke den ene bebreider den anden hans altfor mange Frierier. Den angrebne forsvarer sig: "Jeg har friet til adskillige, det er sandt, men ved nærmere Undersøgelse er jeg kommen efter, at jeg ikke har fundet de Characterer for mig, som jeg ventede," hvortil imidlertid den anden svarer: "Men Du er gaaet for vidt med dine Prøver. Husk paa Jomfru O**, som Du gjorde saa vis om din Ærlighed, at hun lod sine Brudeklæder sy, og da det saa kom til Brylluppets Berammelse opsagde Du hende Huldskab og Troskab, Jomfru L** indlod Du Dig endnu i videre Forbindelse med, men da Du fik berøvet hende sin Ære, saa blev Kjærlighedens Brand udslukket i dit Bryst og hun beskiemmet, Jomfru D** kan man ret sige Du drev Giæk med, fordi hun var enfoldig nok til ikke at indse dine Narrestreger, Jomfru F** var dig kun vigtig, saalænge hendes røde Kinder varede, men da en Feber for en kort Tid skilte hende ved dem, saa blev hun Dig ligesaa ligegyldig som alle de andre; og hvor mange flere har Du ikke saaledes ved din Troløshed fixeret og derved lagt Tynder til et sorrigfuldt Liv for dem. Nu jager Du efter en frisk for at faa hende i dit Forførelses Garn, og det vil ikke gaa hende et Haar bedre end alle de andre. Denne Maade at omgaaes Fruentimmere paa er saa strafværdig, at jeg kunde ønske, slige Friere maatte blive tvungne til at formæles med Tugthus-Nympherne og derefter oversendes til vore vestindiske Plantager; thi at narre et uskyldigt og uerfarent Fruentimmer paa saadan Maade, det er saa lastværdigt som nogen Ting i Verden."

Ved anden Leilighed filosoferede Udgiveren over, hvorledes det vilde gaa " Aftenposten", hvis det lykkedes den at forbedre Men-


936

Nye Tidender

Fuld Størrelse.

neskene, som den ønskede. "Trækker man sig først tilbage," hedder det her, "fra Unyttigheder, Tidsspilde, forfængelige Sysler, letsindige Adspredelser, Moder og Yppigheder, Ligegyldigheder og Uordener og beflitter sig kun paa det modsatte, saa god Nat med vore Huus-


937

Kiøbenhavns Aftenpost

Halv Størrelse.

poster og Gadeposter, Sovekammerposter og Køkkenposter og alle de Alverdens Poster, som staar i vores Tieneste, saa Farvel I satyriske, saltede og yndede Penne; thi hvor Aarsagen ophører, der maa ogsaa Virkningen ophøre. Dog, vi skulle ikke beklage dette Tab, men tvertimod gøre os en Ære i at ofre vort Blod paa det almindelige Vels Alter; hvor vilde vi ikke være stolte, om vi om en halv Snes Aar eller lidt længere hen i Tiden kunde tage en anden Pen i Haanden og skrive en Aftenpost, der ikke skulde indeholde andet end sande Fortællinger, Fortællinger om lutter ædle,


938

værdige og fornuftige Handlinger, opvise lutter Caracterer, der i Dyd, Fornuft og Duelighed udmærker det danske Fruentimmer. O hvor deiligt vilde det da ikke være at leve i Verden, thi vi Herrer Mandfolk, vi som nu ere fængslede under vore Beherskerinders Love, vi vilde da ikke alene ved deres Forvandling blive forvandlede selv, men endog giøre os en Ære af med endnu mere Alvorlighed, om det var muligt, at adlyde dem".

Mere kræsne Læsere saa ned paa "Aftenposten" som et Blad for "Tjenestepiger og Kælderfolk", men en Mand som Professor Nyerop fandt det dog meget morsomt og glædede sig ved at det "saa heldigt skildrede og efterlignede de lavere Folkeklassers Conversationssprog", og Bladet betød en Tid lang ikke lidt for Byen. Men efterhaanden forandredes det betydelig, og i Løbet af Halvfemserne gik det over til at være stadigt Efterretningsblad, kun lidt livligere end "Berlingske" og "Adresseavisen".

Betydelig over "Aviserne", som endnu væsentlig var Bogtrykkerforetagender, stod imidlertid en Række Tidsskrifter, hvis Indhold dels var underholdende, dels oplysende og debatterende. Her fik Tidens Tanker deres fyldigste Udtryk, og her udtalte de betydeligste og mest fremskredne Forfattere, man havde, deres Anskuelser. Allerede 1785 oprettedes "Minerva", som bestod lige til 1807 og blev det bedste af alle disse Tidsskrifter. Dets Stiftere var K. L. Rahbek og C. Pram, som ogsaa længe beholdt Redaktionen, undertiden begge, undertiden en af dem. Efter Programmet skulde Opgaven være paa en Gang at "fornøie og more og at yde en grundig Kundskabsmeddelelse; det skulde bringe Anmeldelser af udkomne Bøger og tillige en maanedlig historisk Oversigt. Omfanget blev stort, hele 6 Ark i Maaneden, men ganske vist i beskedent Format. Tilslutningen blev da ogsaa betydelig, og allerede ved Udgangen af 1785 havde man 600 Abonnenter, saa man kunde forøge Omfanget til 8 Ark.

Det lykkedes i høi Grad at løse den stillede Opgave. Den maanedlige historiske Artikel, som foreløbig skreves af Pram, blev fornuftig og grundig og bidrog meget til at gøre Folks Forestillinger om Udlandets Begivenheder nogenlunde rimelige, medens Meddelelserne deri om Danmark-Norge unægtelig blev sparsommere. Ved Siden heraf optoges en Rigdom af Afhandlinger om sociale og politiske Spørgsmaal foruden de selvfølgelige om religiøse og literære


939

Problemer. Med Rette kunde Nyerup, da "Minerva" havde bestaaet 15 Aar, sige, at det "usigelig havde bidraget til Oplysnings og Tænksomheds Udbredelse og fremfor noget andet Værk fremmet Smagen paa mentale Fornøielser". Først og fremmest for Middelstandens høiere Lag, de jævnt velstaaende Borgere, blev dette Tidsskrift af største Betydning.

Gjennem "Minerva" og "Lærde Efterretninger" beherskede den Kreds af nogenlunde moderat frisindede Forfattere, hvis Centrum var Rahbek, næsten helt den literære Kritik. Naturligvis gav dette Anledning til Misfornøielse hos Folk, som stod udenfor. "En Del af de Herrer Dommere," siger en af de krænkede, J. C. Tode, "vare Duusbrødre og Venner. Det blev da en Ligue: en Autor maatte være en Vens Ven, ellers fik han det at finde". For at kjæmpe mod den formentlige Klike, fik han 1787 oprettet "Kritik og Antikritik", hvis Leder han var til 1790. Saa traadte han tilbage derfra, men grundede Aaret efter Maanedsskriftet "Iris", der fra 1796 fortsattes under Navnet "Iris og Hebe", og som under skiftende Ledelse hævdede Pladsen nærmest efter "Minerva". Paa den anden Side fandt Rahbek ikke i "Minerva" tilstrækkelig Plads for sine literære Artikler og stiftede derfor i 1791 Ugeskriftet "Den danske Tilskuer", som adskilte sig fra Minerva ved at være langt mere udpræget literært, og ved at Artiklerne var kortere, mere causeriagtige.

Til venstre for "Minerva"s Kreds stod imidlertid enkelte Mænd, der vel tit ydede deres Bidrag til dette Tidsskrift, men dog til Tider følte Trang til selv at have et Sted at sige deres Mening helt uforbeholdent. Det gjælder navnlig P. A. Heiberg. Fra 1787 til 1793 udgav han ialt 16 Nr. af "Rigsdalersedlens Hændelser" med bitter Kritik af alt bestaaende i Stedet for Minervas saglig ræsonnerende og debatterende Overvejelser. Og endnu skrappére skrev C. D. Riegels i "Kjøbenhavns Skilderie", som han holdt gaaende 1786-90.

Ved Siden af disse Tidsskrifter af selvstændigt Indhold udkom endnu en Del flere, der især bestod af Oversættelser fra fremmed Litteratur, navnlig Tysk. Saaledes fandtes fra 1787: "Samleren", fra 1793: "Politisk og physisk Magasin", og fra 1794: "Journal for Politik, Natur og Menneskekundskab". De oversatte Artikler i disse var sædvanlig meget radikale, og af og til kom der ogsaa selvstændige Artikler i samme Aand.


940

Foruden alt dette fandtes en hel Række af Fagtidsskrifter. Mest almén Interesse blandt dem frembyder vel "Handelstidende" 1781-98, som efter 1798 fortsattes under Titlen "Handels- og Industritidende", nu ledet af to Assessorer i Kommercekollegiet C. G. Rafn og Schmidt-Phiseldeck.

Der var i de Anskuelser, som kom tilorde i disse Tidsskrifter en Del Forskel, men fælles for dem alle var dog et ret vidtgaaende Frisind. Baade Forfattere og Læsere havde en stærk Følelse af, at man levede i en Fremgangstid, hvor Oplysningen seirrig brød igjennem og fældede gammel Vankundighed og Tvang. I og for sig foretrak man paa næsten alle Omraader en gjennemført Frihed: Folkestyre, Trykkefrihed, Religions- og Næringsfrihed, Bondens Frigjørelse o. s. v. "Held os det 18. Aarhundredes Mænd", siger R. Nyerup om Tidens Virksomhed, "som vare Tilskuere af den Gjæring i Gemytterne, det Brud paa Præstetant og Lenstidens Fordomme, paa religieus saavelsom politisk Overtro, den Kamp for Lys og Sandhed, for Frihed og for Velstand i Nord".

Det var dog kun Reformiveren man i større Grad anvendte paa hjemlige Forhold. Politisk var man ret veltilfredse med Danmarks Standpunkt. Regjeringen var jo her oplyst og frisindet; vi behøvede ikke at styrte Enevælden for at vinde Frihedens Goder. Borgerlig Lighed og aandelig Frihed havde Danskerne, Regjeringen gik tit i Spidsen for Reformgjerningen, og Forfatterne kunde skrive, omtrent som de ønskede. Man følte sig vel undertiden lidt usikre, navnlig dukkede Frygten for at miste Trykkefriheden atter og atter op, men man naaede dog ikke til at tænke paa at søge Garantier gjennem en fri Forfatning. Kun Riegels drev det en Gang til at antyde, at der burde indkaldes Stændermøder ligesom før 1660.

Da Revolutionen kom 1789 var den fremherskende Følelse i Kjøbenhavns literære Kredse Tilfredshed, blandet med en Smule Forskrækkelse over de Voldsomheder, den medførte. Man undskyldte disse men glædede sig over, at herhjemme behøvedes sligt ikke.

Regjeringen lod stadig Forfatterne udtale sig frit i alle theoretiske Spørgsmaal. Derimod var man mere ømtaalig, saasnart det gjaldt bestemte danske Forhold, selv om det var nok saa smaa og ligegyldige Ting, og ved Leilighed fik man da at mærke, hvor ringe Sikkerheden alligevel var. Saaledes gik det Rahbek ilde, da han 1791 i "Tilskueren" tillod sig nogle kritiske Bemærkninger i Anled-


941

ning af et Rygte om, at Frederiksberg Have skulde lukkes for Folk. Han maatte ynkelig bede om Forladelse og gjorde det da ogsaa i de ydmygste Udtryk i et langt Undskyldningsbrev til Kancellipræsidenten. Han forklarede, at han i Klubber og Selskaber almindelig havde hørt Folk klage over den frygtede Lukning, og da "lod jeg mig," siger han, "henrive af min Enthusiasme til at anse det for min Pligt i Tide, inden noget endnu var fuldt besluttet, inden nogen kongelig Foranstaltning gjorde det til Brøde at tale derimod, at vise dette Forehavende fra een Side, hvorfra jeg troede, det ikke var set. Det var Ubesindighed, men Deres Exellence, det var yderst velment Ubesindighed. Jeg vidste, Kronprindsen kun behøvede at vide, Nationen saae det ikke gierne, og han vilde være den første til at modsætte sig. Hvo, der beskylder mig for at have truet med Oprør, miskiender og fornærmer ikke blot mig, men mine brave Medborgere. For gandske faa Maaneder siden, har jeg offentlig sagt: man haaner, man foruretter paa det skiændigste det troe, det brave Folk, naar man saa idelig truer med eller gruer for Oprør; jeg maatte altsaa paa det frygteligste modsige mig selv, hvis hiin Beskyldning var sand." Med denne høitidelige Erklæring slog Kancelliet sig til Ro, Haven blev ikke lukket og der vederfores ikke Rahbek noget ondt, fordi han var optraadt som Folkefører for dens Skyld.

Noget ind i Halvfemserne skjærpedes imidlertid Modsætningerne; især gjælder det Aarene efter Ludvig XVI.'s Henrettelse 1793, de samme Aar, der var saa rige paa Gadespektakler. De liberale fastholdt, trods alle Beklagelser af Voldsomhederne, deres Sympathi for den franske Republiks Grundsætninger, men mod dem reiste sig nu flere Gange konservative Røster. Saaledes udgav en Adelsmand ved Navn Scheel 1793 en Oversættelse af nogle tyske "Betragtninger over den franske Revolution og Frihedssværmeriet". De mødtes med den mest udprægede Uvillie og Foragt af Fremskridtsmændene og faldt ganske til Jorden. Saa begyndte imidlertid 1794 et konservativt Ugeblad med Titlen "Folkevennen". Det redigeredes af en indvandret Tysker, Steineck, og understøttedes med Penge af høitstaaende Personer, hvoriblandt efter den almindelige Mening Prins Karl af Hessen, medens Kronprindsen nægtede at have med det at gjøre. Dets Angreb var voldsomme nok, og det drog til Felts mod selve Trykkefriheden, men det naaede aldrig at blive betragtet som


942

et anstændigt Blad, og de ansete Forfattere fandt det under deres Værdighed at svare paa Angreb deri. "Folkevennen" gik da ind efter et Aars Forløb. En Tid var endelig "Kritik og Antikritik" ret konservativt, efter at en Kapellan Bentzon 1790 havde afløst Tode som dets Redaktør, men nu gik ogsaa dette over paa frisindede Hænder 1795. Tilbage stod da af konservative Organer egentlig kun det af Jakob Baden 1793 oprettede Kvartalsskrift "Kjøbenhavns Universitets-Journal". Forsøget paa at tage Diskussionen op var mislykket.

Fra nu af blev imidlertid Tonen stedse dristigere hos de mest radikale, og Faren for et Sammenstød med Regjeringen dermed større. Heiberg havde allerede 1790 faaet en Bøde for de berømte Linier:

"Ordener hænger man paa Idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gi'r",

der opfattedes som Skumleri og dumdristig Kritik af Kongen, der var den, som gav disse Ordener. 1794 dømtes han atter for en Vise, der haanede Englands reaktionære Regjering. Men derefter forholdt han sig en Tidlang tavs, og det blev den ganske unge Malte Conrad Bruun, som gav Anledning til den følgende Tids Sammenstød. Ikke 20 Aar gammel begyndte han midt under Strikebevægelserne i August 1794 "Vækkeren. Et Blad for Menigmand". "Naar Menigmand," siger han her, "først bliver oplyst, saa skal der ingen mere undertrykke ham. Saa skal han le ad de Skurker, som vilde indbilde ham, at Folkene ere som andet Kvæg, der skal lade sig drive, malke, slagte ned, naar de høie Herrer faa Lyst." Der kom imidlertid kun 3 Numre ialt. Forbudet mod at trykke noget om Tømrerstriken (Se III S. 57) opfattedes ogsaa som gjældende "Vækkeren", der almindelig sattes i Forbindelse med Arbeiderurolighederne. Der anlagdes endog Sag, og 1795 idømtes Udgiveren, Boghandler Winding, der var ansvarlig, da Bruun havde udgivet Bladet anonymt, en Bøde paa 200 Rdl. Interessant blev Sagen ved det Votum Stemann, senere Frederik VI's mægtigste og kjæreste Minister, afgav i den Anledning som ganske ung Høiesteretsassessor. Først priste han i sit Indlæg Censurens Afskaffelse. "Saaledes," hedder det dér, "ophævede Danmarks vise Regent Censuren, dette Pavedømmets og Hierarchiets usle Misfoster, hvormed Alexander den 6te har opnaaet for evig at brændemærke sit Minde, saaledes


943

Vækkeren

Fuld Størrelse

sønderbrød han de skiændige Lænker, som voldsom Despotismus eller dyb Vankundighed havde paalagt Videnskaberne." Og videre siger han om Forfatteren af det anklagede Skrift: "Skal han bære Læsernes Enfoldigheds eller onde Villies Synder og derfor straffes? Bibelen blev da den første Bog, som maatte forbydes, thi ved ingen Bog er Folkets Begreb saa ofte misledede som ved denne."

Disse Udtalelser kom ikke offentlig frem, men de svarede nøie til den almindelige Stemning. Selv de mere moderate syntes, at det var urimeligt at straffe den unge Mand i Stedet for at veilede ham. Det var et Udtryk herfor, at der indsamledes 200 Rdl. til ham, hvormed han saa erstattede Winding Bøden. Bruun fortsatte da ogsaa ufortrøden. I Januar 1795 begyndte han et nyt Tidsskrift under Navnet "Jerusalems Skomagers Reise til Maanen", hvori han i allegorisk Form øvede en saa meget friere Kritik af hjemlige Tilstande. Her optoges f. Ex. i et af Numrene et Brev fra "Folkevennen" fra Helvede, hvori anføres den Ed Djævelens Undersaatter sværger ham. "Jeg tror paa Monarkiet, den eneste retmæssige og tilladelige Regjeringsform, som haver frembragt Balparéer, Opera, Kammerjunkere, Marskalstave, Stjerner, Slotte, staaende Arméer og alt, hvad andet stort og fint og fornemt, der er i Himmelen og paa Jorden," er Begyndelsen, og Fortsættelsen er af samme Art.

1795 forsøgte han endnu et Tidsskrift ved Navn "Patrioten,"


944

men det maatte snart opgives. Saa kom 1796 det lille Skrift "Aristokraternes Katekismus". Sjællands Biskop E. Balle fandt det fornødent at angive det, efter hans eget Udsagn ikke af religiøse Hensyn men paa Grund af dets "Forgribelser mod Kongens Høihed". Der blev anlagt Sag, og Bruun flygtede forskrækket til Hveen. Medens man i en Mængde Indlæg stredes om Sagsanlæget, lykkedes det ham i 1797 at faa det hævet "i Forventning, at han for Fremtiden giør bedre Brug af sine Evner end tilforn." Men denne Forventning blev skuffet. Saasnart han var kommen tilbage, paadrog han sig en ny Sag ved en lille, ret ligegyldig Piece, og han maatte igjen søge Tilflugt paa svensk Grund. Saa toges ogsaa Sagen mod "Aristokraternes Katekismus" op paany, og i December 1800 dømtes han omsider til Landsforvisning.

Allerede Aaret før havde P. A. Heiberg faaet samme Dom, Bestandig mere var i disse Aar Trykkefrihedens Indskrænkning kommet paa Dagsordenen. 1797 havde en lille særdeles velskrevet Piece til Fordel for Trykkefriheden, forfattet af M. G. Birchner, endnu en Gang fastslaaet de liberales Overlegenhed i Debatten, men kort efter kom et nyt Sammenstød med Myndighederne, idet en Hof- og Stadsretsassessor P. Collet i en Anmeldelse deraf forsvarede Berettigelsen af Opstande i visse Tilfælde. Han afsattes uden videre til stor Forbitrelse for de frisindede Forfattere, der nu overdrog ham Redaktionen af "Lærde Efterretninger". Umiddelbart derefter, i Oktober 1797 nedsattes en Kommission til Drøftelse af en ny Presselov. Dette fremkaldte atter et Indlæg af P. A. Heiberg, og i den følgende Tid dreves han ind i stedse hvassere Angreb paa Regjeringen, Angreb, der efterhaanden rettedes mod Chr. Colbjørnsen personlig, af hvem han mente sig forurettet. I Marts anklagedes han atter, og i December 1799 dømtes han i Henhold til den i Mellemtiden udstedte Presselov til Landsforvisning; man gav Loven tilbagevirkende Kraft, idet man mente, at han ellers vilde være ifaldet Tab af Ære og Gods, og fandt, at Landsforvisningen i Forhold dertil var mildere.

I Mellemtiden var Forhandlingerne om den ny Lov gaaet deres Gang. Kommissionens Betænkning i Januar 1798 havde hovedsagelig været et Indlæg for Trykkefriheden, og Sagen var da bleven stillet i Bero, men saa havde Rusland gjort sin Indflydelse gjældende, og omsider var da Resultatet blevet Forordningen af 27/9 1799.


945

Denne indledes med stærke Ord til Trykkefrihedens Pris, "men", hedder det dernæst, "ved ubegrændset Frihed maatte Pressen blive allehaande uædle Lidenskabers Værktøi, til skadelige Følger for den offentlige Rolighed og den private Sikkerhed." Derfor maa Literaturen "som endeel af den offentlige Undervisning være Regjeringens Tilsyn undergiven", og Kongen maa "sætte Skranker for dens Misbruge, saaledes at den ei skal udarte til tøilesløs Frækhed, og blive et Middel for Ondskab til at kunne, ustraffet, undergrave Statens Grundstøtter, og forstyrre den borgerlige Sikkerhed, der staar i uadskillelig Forbindelse med sand Borgerfrihed." Kongen har før advaret, men alligevel ser han "med yderste Mishag", at nogle ildesindede Personer med strafværdig Frækhed dagligen antaste og forhaane alt hvad der, i ethvert Borgersamfund er helligt og agtbart". Censur vil man dog ikke anvende, men passende Straffe for Overtrædelse af Loven. Da det har vist sig, "at lumsk og nedrig Ondskab i Almindelighed søger Skjul under Anonymitet", forbydes denne ganske. Saa følger Straffene. Livsstraf sættes for "at tilskynde eller raade enten til Forandring i den ved Fædrenelandets Grundlov bestemte Regjeringsform, eller til Opstand imod Kongen", Landsforvisning for den, som "laster, forhaaner eller søger at udbrede Misnøie imod disse Rigers Constitution, eller imod Kongens Regjering," ligesaa Landsforvisning, men kun fra 3 til 10 Aar for at laste eller forhaane "monarkisk Regjeringsform i Almindelighed". Til nærmere Forklaring tilføiedes at "laste" betød "at tillægge den Person eller Ting, om hvilken der handles, en saadan Ufuldkommenhed, at den ei kan bestaae med dens Hensigt", en Forklaring, der ganske vist ikke gjorde Udtrykket tydeligere. Dernæst fulgte en hel Række Straffebestemmelser for andre Forseelser, deriblandt Landsforvisning paa 3 til 10 Aar for at søge "at nedbryde Læren om Guds Tilværelse og den menneskelige Sjæls Udødelighed", samt at "laste eller forhaane den christelige Religions Lære, som i Følge Rigernes Constitution og Landets Love skal fortrinligen beskyttes og haandthæves". Forbedringer, i Landets Love o. s. v. er det tilladt at foreslaa, men Forfatteren maa da "udtrykke sig med Beskedenhed, og ei tilsidesætte den Ærbødighed, han som Borger og Undersaat er Regjeringen og Lovgiveren skyldig". De fleste Straffe for de ringere Trykkefrihedsforseelser var imidlertid nogenlunde smaa. Allegorisk eller ironisk Form skulde ikke dække Forfatteren, naar


946

Meningen var umiskjendelig. Endelig indførtes Censur for enhver Forfatter, som en Gang var dømt efter denne Lov.

Denne Forordning gjorde et dybt og smerteligt Indtryk paa den aandelig interesserede Del af Kjøbenhavns Borgere. Den Trykkefrihed, man havde været saa stolt af, var nu alvorlig indskrænket, og to Maaneder efter faldt saa Dommen efter den nye Lov over selve P. A. Heiberg. Store Borgerskarer med Rahbek i Spidsen fulgte ham harmfulde og bedrøvede paa Vei, da han forlod Byen. Ogsaa siden har Klagerne været stærke over, at Trykkefrihedsforordningen af 1799 standsede den blomstrende Samfundsliteratur og for lange Tider blev et tungt Aag paa dansk Skrivefrihed. Det sidste er utvivlsomt, og ogsaa i Øieblikket gjorde Forordningen sin Virkning. Dommene over Heiberg og Bruun, der vel til Nød kunde være fældede uden den, virkede sammen med den paa Sindene, og samtidig med, at de to dristigste Forfattere maatte forlade Landet, fik de andre et stærkt Indtryk af, at de maatte være forsigtige. Sikkert havde dette en hæmmende Indflydelse, men sin store Betydning fik det dog formentlig kun, fordi andre mere almindelige Forhold samtidig virkede i samme Retning. Mændene fra Firserne og Halvfemserne vare alt i Forveien ved at blive lidt trætte, i Frankrig afløstes Revolutionstiden af Napoleons Styrelse, Krigsefterretningerne fordunklede fremtidig helt de politiske og sociale Diskussioner, og end mere optog Krigsinteresserne Sindede herhjemme, da ogsaa Kjøbenhavn kom med i de mærkelige Begivenheder ved Slaget paa Rheden 1801. Og endelig opstod nu den nye romantiske Skjønliteratur og kappedes med Slagbeskrivelserne om at drage Sindene fra Samfundsinteresserne. Alt dette virkede i Forening i Aarene efter 1799 til at hæmme den aandelige Udvikling, der bar Revolutionstidens Præg, men foreløbig standsede det den ikke; først efter 1807 skete det fuldstændige Sammenbrud. Indtil Krigen 1807 i hvert Fald, levede de fleste af Tidsskrifterne og Aviserne videre om end lidt afdæmpede, og flere nye kom efterhaanden til.

Allerede 1798 havde Bogtrykker Seidelin paabegyndt Udgivelsen af et Blad ved Navn "Politivennen", hvis Niveau vel ikke laa meget høit, men som dog fik sin ikke ringe praktiske Betydning. Paa Titelbladet kaldes det "Et ugentligt Almuesblad, Kjøbenhavns Magistrat ærbødigst tilegnet", og i Programartiklen hedder det: "I en Tid, da pligtig Agtelse for Embedet ikke medfører blind Agtelse


947

for Embedsmanden, da den gamle Troe: Intet vedkommer dig uden din egen Huusstand, alt offentlig bør du overlade Foresatte ei alene at raade, men selv at tænke over, har givet Rum for en voxende Almeenaand, paa en saadan Tid troer et Selskab af Borgere, der forene Agt for de staaende Indretninger med Nidkjærhed for disses Overholdelse, Drøvtelse, Forbedring, Fuldkommelse, at gavne ved at udgive, under Navn af Politivennen, et Ugeblad, hvori Undersøgelse af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelser af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politiet) her i Kiøbenhavn, forenes med Efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne". Og helt begeistret slutter man: "Maatte vore Bestræbelser vinde den Deltagelse, Maalet synes at burde sikre os! Maatte vore Medborgere kappes om at vorde vore Medarbeidere! O, da kan det Politiblad, der 1798 var, synes os, en trængende Fornødenhed, snart tage Afsked fra sunde, sædelige, sikre, almeentænkende, almeenvirkende Borgere." For dette Maal virkede Bladet i den følgende Tid ikke uden Energi ved Artikler, hvis Art vil fremgaa af Overskrifter som disse: "Om Politiets Rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb", "Fruentimmerpryglernes Opdagelse", "Svinerie paa Slotspladsen", "Et mærkeligt Optrin i November 1797, det kjøbenhavnske Politi til liden Ære", "Om Hundenes Nedslagning paa Gaden om Sommeren" o. s. v.

Hertil føiede Seidelin 1803 et ret anseeligt Blad ved Navn "Dagen", der skulde udgaa hele 4 Gange om Ugen. Programmet blev omtrent som sædvanlig: Beretninger om indenlandske og udenlandske Begivenheder, samt Anmeldelser, og "for at gjøre denne Læsning mindre tør", undertiden "smaa Poesier og Fortællinger af yndede Penne". Men betegnende for de forandrede Tider hedder det dernæst: "Intet stridende mod den Kjærlighed og Agt en god Borger skylder og saa gjerne yder sin Regjering, intet som krænker de bestaaende Love for Skribenten, intet bittert Udfald paa Medborgere, ingen Selvpolitiseren, ingen Strid om Religions Emne skal flyde fra Udgiverens Pen. Derved haaber han at erholde sine Læseres Yndest, som han ufortrøden skal søge at gjengælde ved at arbeide for deres nyttige Moro".

"Politivennen" fik allerede 1799 en lidet betydelig Efterligner i "Kjøbenhavnsbladet", og 1803 fik ogsaa Dagen en Medbeiler i


948

"Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", som i Løbet af de nærmest følgende Aar i hvert Fald blev det jævnbyrdigt. Dettes Udgiver, en Mand ved Navn Werfel, begyndte i Oktober 1803 ganske beskedent med et lille Ugeblad, men allerede samme Aar gik det over til at komme 2 Gange om Ugen, og 1805 udvidedes Formatet, saa Bladet blev lige saa stort som "Dagen", "Berlingske" og "Adresse-Avisen". Først da opstillede han sit Program, der er en ret fuldstændig Fortegnelse over, hvad der kunde findes i et saadant Blad. Han giver det rubrikmæssig:

A) Første Afdeling indeholder:

1) Smaa satiriske og humoristiske Stykker, hvori herskende Daarligheder revses.

2) Moralske og philosophiske Stykker af blandet Indhold.

3) Historiske og politiske Stykker, der vise den i Fædrenelandet herskende Aand.

B) Anden Afdeling, som trykkes med finere Stil, indeholder Dagens Historie fortalt paa en Maade, som kan interessere de fleste Mennesker. Man vil finde her det Vigtigste i Politikkens og Handelens Rige, Efterretninger om Skibsfarten, Fabriks-, Manufactur- og Industrievæsenet o. s. v.

Man har hér altsaa en Tidende, som "paa den ene Side er et Speil af Kjøbenhavn og alt, hvad der staar i Forbindelse med denne Foreningspunct for alle Danske Stater, og paa den anden et Repertorium for alt det Videværdige, Nye og Almuesinteressante, som Dagens Historie frembyder".

Dette Blad var i de følgende Aar Byens livligste, og kun forbigaaende havde det en Tid paa en Del af dets Omraade en Konkurrent i "Sædernes Skilderie" 1806-7. Endelig fandtes et Bladforetagende af særlig Art, den saakaldte "Collegialtidende", som fra 1798 udgaves af to Kancellideputerede og ikke blot bragte Besked om Regjeringens Foranstaltninger, men ogsaa undertiden forklarede og begrundede dem.

Ogsaa Hovedstadens kirkelige Liv paavirkedes af de almindelige Reformbevægelser. Rationalismen beherskede den offentlige Mening og trængte langt ind i Geistligheden, ja paavirkede selv de mest konservative. Det blev da den almindelige Tilbøjelighed at lade alt det overnaturlige i Kristendommen træde tilbage, først og fremmest Djævletroen, der syntes den Tids Mennesker lige ufornuftig


949

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn

Halv Størrelse.

og umoralsk. I Stedet fremdrog man først og fremmest den kristne Morallære. I god Overensstemmelse hermed herskede der et almindeligt Ønske om, at afskaffe alle Kirkeskikke, der syntes unaturlige og stridende mod Tidens Forestillinger om det passende. Dette var det sædvanlige Standpunkt; faa eller ingen sagde sig helt løs fra Religionen, men den sysselsatte forholdsvis lidt Tankerne, og det paastaas almindelig, at selve den religiøse Interesse var i Tilbagegang. Uden Brydninger gik dog den hele Udvikling ikke for sig.

Den første større offentlige Forhandling om de kirkelige Forhold gjaldt Liturgien. Stødet dertil blev givet af den kgl. Konfes-


950

sionarius Bartholin 1785 ved en lille Bog med Forslag om Ændringer i Formlerne ved de forskjellige kirkelige Handlinger og Krav om, at Prædikener og Salmer skulde have en mere naturlig Karakter. Sjællands Biskop, N. E. Balle, tog bestemt tilorde derimod, og deraf opstod en stor Feide, hvori alle ansete Tidsskrifter tog Del, hovedsagelig paa Bartholins Side, men noget positivt kom der ikke ud af det. En ny Strid udspandt sig 1787, da den unge theologiske Professor Hviid udgav en lille Bog med Sætningen: "den som lever dydigt, hans Religion er ikke falsk". Men haardere blev Kampen dog først i Halvfemserne, da Malthe Møller i Tidsskriftet "Repertorium for Fædrelandets Religionslærere" (1795-97) og O. Horrebov i "Jesus og Fornuften" (1796-1801) i større Omfang angreb selve Dogmerne.

Striden fik flere Gange en ikke ringe Bitterhed. Saaledés især, da Biskop Balle 1793 prøvede at optage Kampen gjennem en Række Bibellæsninger. Det kom ved disse ret hyppigt til ubehagelige Optøier. Første Gang lykkedes det at standse disse, men 1796 bredte der sig saa pludselig Rygter om, at disse Bibellæsninger gav Leilighed til al Slags Udsvævelser. Balle selv fik et Brev om, at ved disse Sammenkomster mødte alle Byens Skjøger og drev deres Uvæsen, "saa man endog siger, at der er ikke større Horehus i Kjøbenhavn, end Kirken er paa den Tid". Synderlig sandt var der vel neppe i det, men Balle blev i allerhøjeste Grad pinlig berørt deraf og indstillede Bibellæsningerne, indtil han fik oprettet en Sikkerhedsvagt af 24 Borgere til at passe paa. Saa tog man fat igjen uden at forstyrres.

Noget positivt Udbytte bragte Forhandlingerne. 1791 udkom i Stedet for den hidtil brugte Lærebog, Pontoppidans Forklaring, en ny, der er kommet til at bære Balles Navn, men ved hvis Udarbeidelse ogsaa Bartholin havde medvirket, og hvis Forklaringer havde faaet deres Præg af Rationalismen. Desuden udarbeidede under Ledelse af Balle en Kommission, blandt hvis Medlemmer Rahbek en Tid var, en tidssvarende Salmebog, som udkom 1798. Desuden skete rent praktisk en Del Ændringer i Prædikener o. s. v. Saaledes siger Nyerup, der i religiøs Henseende stod paa yderste venstre Fløi, dog i 1800: "Ligesom Byens Educationsvæsen i den senere Tid har undergaaet store Forandringer saavel i Henseende til Methoden som til de Gjenstande, som læres i Skolerne, saa ind-


951

Sjakkerjøde

Sjakkerjøde paa Kjøbenhavns Gader
ved Aarhundredets Begyndelse.

fører ogsaa Tidernes Aand, en renset Smag og en rigtigere Pastoralindsigt i vore Dage et ganske andet Foredrag paa Prædikestolen, end man forhen var vant til. Man hører der alt sjeldnere og sjeldnere hine bibel- og systemmæssige, men for Resten ubegribelige og for menig Mand aldeles uforstaaelige Udtryk, hvormed Prædikenen tilforn gjennemvævedes." Med Tilfredshed fremhæver han ogsaa, at Regjeringen har vendt sig mod Begravelserne inde i Byen i og ved Kirkerne, "denne fra Middelalderens mørkeste Periode nedstammende Overtro om Kirkegulvets og den af Kirkegaardsmuren indhegnede Jords Hellighed, denne dumme Levning af Papisteriet", og endelig, at det nu bliver almindeligt at lade Børnene vente til de bliver lidt ældre før de bringes til Daab "hen i de store aabne med Trækvind og raa Luft og kolde Stenfliser rigelig forsynede, høist usunde Templer". I Hovedsagen bestod imidlertid de gamle Skikke, og tilfredse var Nyerup og hans Meningsfæller ingenlunde med det opnaaede.

De forskjellige Menigheder af anden Trosretning fortsatte i denne Periode uforandret deres Liv. Jødernes Stilling og Anseelse hævedes dog Skridt for Skridt i Overensstemmelse med de almindelige tolerante Stemninger. Af Betydning for dem var navnlig Reskriptet af 19/9 1788, som gav dem Adgang til Haandværkslavene, men ogsaa ellers viste Regjeringen sin Velvillie overfor dem, saaledes især ved dens Omhu for Udviklingen af deres Skolevæsen.

For det kongelige Theater bragte Regjeringsskiftet 1784 en Ændring i Ledelsen. Hidtil havde denne fra 1778 væsentlig været hos Kammerherre Warnstedt, nu blev Overhofmarskal Numsen


952

en Slags Overdirektør, medens Warnstedt bevarede den daglige Ledelse. I Overensstemmelse med Hoffets Ønsker var Numsen meget ivrig for at faa opført mange og store Operaer, og det kostede mange Penge, - man maatte saaledes begynde med at skaffe Udstyr for 6000 Rdl. -, Skuespillerne var misfornøiede og Byens literære Kredse ikke mindre. Navnlig Rahbek angreb voldsomt Operaen som nedbrydende for Smagen, og han fandt almindelig Tilslutning i de offentlige Udtalelser. Hoffet og det store Publikum mødtes imidlertid i Operabegeistringen, og trods de store økonomiske Vanskeligheder, det medførte, vedblev man i de følgende Aar at give en hel Del Operaer. Derimod var det i høi Grad til Skuespillernes Tilfredshed, at Forestillingerne paa Hoftheatret ophørte fra 1786. Endelig forbødes det 1795 de Spillende at takke for Bifald ved at bukke eller neie for de kongelige Personer eller Publikum.

Imidlertid ændredes Styrelsen uafbrudt uden nogensinde at tilfredsstille; hver ny Ordning blev modtaget med Forventninger, men naar det havde varet lidt, var der en almindelig Klagen af Forfattere, Skuespillere og Publikum. 1786 havde man faaet en Syvmandskommission med Numsen og Warnstedt som de ledende Medlemmer, 1791 gik Numsen af og Warnstedt rykkede frem paa første Plads, men allerede Aaret efter var han træt og traadte tilbage. Kommissionen forsvandt nu, og en Grev Ahlefeldt kom i Spidsen for Theatret med uindskrænket Myndighed. Han tog energisk fat og vandt lige i Begyndelsen en Del Berømmelse, men det skiftede snart og 1795 gik ogsaa han. Nu fik man en Direktion med tre Medlemmer, Kammerherre Hauch som Formand, Thaarup og Edv. Storm som Hjælpere, og da den sidste kort efter døde i Stedet Jørgen Kjerulf. Det gik saa til 1798, da Hauch afløstes af Kammerherre Waltersdorff, medens Baggesen traadte ind som Meddirektør foruden de to andre. To Aar efter trak Thaarup sig tilbage, Baggesen reiste derpaa bort, og en Kammerjunker Sames kom i Stedet. Og endelig ombyttedes 1801 Waltersdorff med Hauch, der fra sin første Virksomhed nød Ry i Regjeringen som sparsommelig.

Under alt dette var Theatrets Stilling i mange Henseender god; det hele stærkere Liv, der rørte sig i Byen, kom ogsaa det til Gode. I den første Tid fra midt i Firserne til henimod 1800 frem-


953

kom ikke faa originale danske Stykker af Heiberg, Thaarup, Olufsen o. s. v., som spilledes med ret stort Held, medens man ved Siden deraf bragte en Del Oversættelser især fra Tysk og Fransk. Senere sygnede imidlertid den danske dramatiske Litteratur hen, og det blev de to tyske Digtere Kotzebue og Ifflland, der især kom til at beherske Repertoiret. Publikums Theaterinteresse var imidlertid stærk og snarest stigende uden Hensyn til, enten de Stykker, som opførtes, var af den ene eller den anden Art. Medens Theatrets Aarsindtægt da Warnstedt traadte til, var 18,000 Rdl., var den i Halvfemserne naaet til over 40,000, hvilket dog delvis skyldtes Forhøielse af Billetpriserne. Ved 1800 var man kommet til en Indtægt af 50,000, og Stigningen vedblev. Alligevel kneb det i høi Grad at faa Budgettet til nogenlunde at balancere. Tilskuernes Interesse gav sig ogsaa ved Leilighed Udtryk i kraftige Demonstrationer. Logernes fornemme Publikum deltog ikke i disse, men Tonen gaves an fra Parterret, hvor de literære Tilskuere: Anmeldere og Forfattere i Spidsen for Studenterne, blandedes, med de jævnere Borgere og oftest var i Stand til at lede disses Opfattelse. Navnlig kom det til en stor Pibescene 1794 ved Opførelsen af et ligegyldigt Stykke, som de toneangivende var misfornøiede med, og endnu kraftigere gik det løs, da der 1796 opførtes et Stykke ved Navn "Dormon og Vilhelmme", der opfattedes som en Ros over Adelen. Det kom ved denne Leilighed til store Spektakler, hvor de krænkede Borgere ganske fik Overtaget. Endelig benyttede man i Tiden nærmest efter Heibergs Landsforvisning enhver Replik, som kunde vendes mod Regjeringen, til stormende Bifaldssalver. Den større Interesse for Theatret, som Tiden bragte, skyldtes for en Del, at der nu fandtes en regelmæssig Theaterkritik. Rahbek begyndte dermed 1785 i "Minerva", og siden kom flere andre til, saa Theatret for første Gang var Gjenstand for en stadig Debat.

I Skuespillerstyrkens Sammensætning skete der en Del Ændringer. Saaledes døde Rose 1784, ved hvilken Leilighed der første Gang holdtes en Mindefest for en afdød Skuespiller. Ligeledes mistede Theatret Madame Preisler ved hendes Død 1797. Derimod fik man af nye Kræfter bl. a. Frydendahl 1786 og Foersom 1798, og fra 1792 knyttedes Bournonville til det kongelige Theater, fra 1802 den franske Musiker Du Puys, som i nogle Aar spillede en stor Rolle i Kjøbenhavns Musikliv. De toneangivende Skuespillere var


954

stadig Rosing og Schwarz; og navnlig den sidste udfoldede en ikke ringe Virksomhed; det var saaledes ham, der i 1804 foranstaltede den første Provinstourné af det kongelige Theaters Skuespillere. Samme Aar oprettedes en dramatisk Skole til Undervisning af Elever, der vilde gaa til Theatret. Skuespillerne naaede. indenfor denne Tid om end langsomt frem til et lidt høiere Kulturniveau end det hidtidige, og de begyndte saa smaat at regnes for Folk, pæne Borgere kunde være bekjendt at omgaas. Det var dog endnu i denne Tid ikke ualmindeligt, at der paa Theatret foregik Fremvisninger af Linedansere og andre Akrobater. Endnu kan nævnes, at Theaterkikkerterne 1804 begyndte at anvendes.

Musikforeninger, dramatiske Selskaber og literære eller selskabelige Klubber vedblev alle at virke paa samme Vis som i forrige Periode. (Se Skildringen III S. 641-53, der hovedsagelig er ført ned til 1807). I den første Tid efter 1784 gik det endnu frem for disse Selskaber, men efterhaanden begyndte der at spores nogen Tilbagegang i Interessen for dem. Den private Selskabelighed udvikledes stedse mere. De rige Handelsherrer holdt stort Hus med Fester, Baller, Koncerter o. s. v., og i nogen Grad blandedes disse Kredse med de mere aristokratiske, der samlede sig om Hoffet. Og nedefter efterlignede man saa de rige og fornemme, saa godt Midlerne forslog dertil. Ejendommeligt for Tidens Selskabsliv er dets ret stærke literære Anstrøg. Pragtudfoldelsen og de kostbare Retter spillede vel deres store Rolle der, men blev dog ingenlunde det eneste, Interesserne samledes om. (Om Kjøbenhavnernes Forlystelser og Tidsfordriv se iøvrigt rundt om i Afsnittet om de forskjellige Dele af Byen III S. 761-92, navnlig under Vesterbro og Frederiksberg).

Moderne undergik i denne Tid betydelige Forandringer under Paavirkning af de Omskiftninger, som Revolutionen og Keiserdømmet bragte i Paris, selv om disse kun i afdæmpet Form og lidt langsomt virkede i Kjøbenhavn. Mindst men dog noget forvandledes Moderne for Mændenes Vedkommende. Saaledes forsvandt baade Paryk og Pudder, og det blev Skik at bære Haaret kort; dernæst fik Dragten i det hele et noget mere regelmæssigt og ensartet Tilsnit. I Aarhundredets sidste Aar var Moden for Mandsdragter: blaa Kjole, hvid aabenstaaende Vest, kantet med sort Fløil, et uhyre Musselinstørklæde om Halsen bundet til helt op under Ørene, Nankins Benklæder med sorte


955

Kjøbenhavnske Moder fra det 18 Aarhundredes Slutning

Kjøbenhavnske Moder fra det 18 Aarhundredes Slutning (Sommer).


956

Snore i Sømmene og endelig Halvstøvler. I Haanden bares ikke som før en Rørstok med Guld- eller Sølvknap, men en Knortekjæp.

For Damernes Vedkommende forsvandt de stive Dragter med Korset, Krinoline o. s. v. I Stedet kom omtrent ved Aarhundredskiftet det antike Kostume efter fransk Mønster, hvor Dragten var saa løs og let, som paa nogen Maade mulig. Denne Mode trængte for nogle Aar seirrig igjennem i Kjøbenhavn, skjøndt den fremkaldte mangen Protest baade af Sundhedshensyn og moralske Grunde. Saaledes skrev Lægen Frankenau derom i sin "Sundheds- og Morskabstidende": "I en tolv til fjorten Grader kold Vinternat kjører vore Skjønne hjem fra Bal med tynde Silkestrømper paa Benene, med en Særk uden Ærmer og over den en yderst gjennemsigtig Tunika. Eller de vandre omkring med Overkroppen halvnøgen indtil Brystvorterne og Armene blottede indtil Skuldrene, samt Resten af Legemet kun bedækket med tyndt Flor eller Linon, som Luften let kan gjennemtrænge. Man jamrer over Krig, Pest og gul Feber, men jeg og flere Læger med mig ere enige om, at disse Plager ikke have dræbt mange flere end den nu herskende, kvindelige Modedragt."

I det hele bliver Tidens Skribenter, Tidsskrift- og Avisforfattere i Forening, ikke trætte af at klage over den tiltagende Luxus og Letsindighed, men der er dog næppe Grund til at tro, at Forholdene i saa Henseende har været synderlig værre eller bedre end før eller siden.

Af større Festligheder med Deltagelse af Befolkningen fandt enkelte Sted. Den første var Brylluppet mellem Kronprins Frederiks Søster, Louise Augusta og Hertug Frederik Kristian af Augustenborg den 27. Maj 1786. Det feiredes med Klokkeringning i alle Gaderne, Flagning paa Skibene i Havnen og en stor Illumination i Gaderne om Aftenen, der i Aftenposten fremkaldte følgende Vers med Berømmelse af Brandkorpsets Chef, Boye Junge:

"Den varme Ønskers Ild, som Kronprinsesse brændte!
Ved din Formæling skiult i Danner Hjerterne,
Var ubeskrivelig, men Boye Junge tændte
Blandt synbar Glædskabs Ild den aller smukkeste."

Langt større var dog Festlighederne efter Kronprinsens Bryllup med Karl af Hessens Datter Marie Sophie Frederikke. Selve Brylluppet fandt Sted i Slesvig, men Indtoget i Kjøbenhavn derefter,


957

14. Septbr. 1790 gav Anledning til megen Højtidelighed. Selve Festtoget, der bestod af Gardister og Hoffolk, samledes henimod Kl. 3 ved Blaagaard. Under Kanonsalut drog det ind ad Nørreport, hvor det modtoges af Vaisenhusbørnene med Sang og Blomster; ved Skidentorvet havde Bryggerlauget ladet reise en stor Æreport, og i Nørregade var opreist et Tempel, hvor Børnene fra Frue Sogns

Prospekt af Æreporten ved Admiralitetet d. 14. Sept. 1790.
        Kronprins Frederiks Bryllups Indtog

Prospekt af Æreporten ved Admiralitetet d. 14. Sept. 1790.
Kronprins Frederiks Bryllups Indtog.

Skole var samlede for ogsaa at yde deres Bidrag af Sang og Blomster. Derfra gik Toget videre, forbi det med Dekorationer prydede Raadhus til Kongens Nytorv, hvor den jødiske Menighed havde ladet reise en Æreport, forbi "Comoediehuset, hvor et smukt Tempel ved Navn Apollo Templet var foranstaltet, og hvor Theatrets Sangere og Sangerinder lod sig høre," og endelig gjennem endnu en Æreport ved Kanalen, reist af Admiralitetet, indtil man omsider begav sig til Slottet. I Gaderne, hvor man kom frem "vare Borgerskabet, Garnisonen og Holmens faste Stok i Gevær og paraderede". De følgende Dage var der store Festmiddage ved Hoffet, den 16. gav


958

det kongelige Theater en større Festforestilling, hvor man spillede "Frode og Fingal" og "Høstgildet", forfattede henholdsvis af Pram og Thaarup, og endelig holdt Borgervæbningens Officerer og Underofficerer den 19. en Middag paa Skydebanen, hvor man sang Thaarups Vers:

»Her sværge vi en hellig Ed
Ved vore Fædres Minde:
At Borgerdyd og Eenighed,
Os alle skal forbinde.
Og den, som tør forstyrre den,
Han er ei Lands og Konges Ven!
Og hellig, hellig er vor Eed
Ved vore Fædres Minde!

Til dig, du elskte Fødeland!
Vor Idræt viet være!
At være en retskaffen Mand,
Det er vor Borger-Ære,
Saa drikke vi med bredfuldt Maal,
Vor Frederiks og Marias Skaal,
Han bære Fadersnavn som Mand,
Som Konge han det bære!"

En anden større Høitidelighed fandt Sted ved Grundstensnedlæggelsen til Frihedsstøtten 31. Juli 1792 (Se III S. 769). Derimod feiredes Overgangen til det nye Aarhundrede Nytaarsdag 1801 kun privat, da Regjeringen 12. Decbr. 1800 havde ladet udgaa en saalydende Bekjendtgjørelse: "Det er Vor allernaadigste Villie at ingen Illuminationer eller andre pengespildende Høitideligheder skulle finde Sted i Vore Riger og Lande i Anledning af det kommende Aarhundredes Begyndelse."

Ingen Begivenhed i disse Aar gjorde dog et tilnærmelsesvis saa dybt Indtryk paa Kjøbenhavns Indbyggere som Slaget paa Rheden den 2. April 1801. Begejstringen over det tapre Forsvar forenede sig med Sorgen over de faldne, og umaadelig var Tilslutningen , da disse begravedes paa Holmens Kirkegaard Paaskedag den 5. April. Da Kisterne var sænkede i Graven, strøede hvidklædte Piger Blomster paa dem, og derefter sang Sørgeskaren:

"Ved Eders Grav vi samtlig sværge:
Med Eders Aand til sidste Mand,
I hver fornyet Kamp at værge
For Fyrste og for Fædreland!
Fred være med Jer Aske! Fred!
Jer Hæder evigt varer ved!"


Slaget paa Rheden den 2. April 1801

Slaget paa Rheden den 2. April 1801.

[959]

960

Utvivlsomt svarede hertil et Omslag i Befolkningens Stemninger. Netop i de sidste Par Aar, som havde bragt Heibergs og Bruuns Domfældelser, havde disse været lidet venlige mod Regjeringen. Nu svandt i al Misfornøjelse bort, og man samledes i fælles Begeistring over Kongehus og Fædreland. Fra nu af svinder i det hele de Stemninger og Interesser, som havde givet Aarhundredets sidste Aar deres Præg, langsomt bort for at afløses af andre, der passede til de nye Krigstider. Slaget paa Rheden var den første store Forstyrrelse i den fredelige Tilværelse, som var Grundlaget for den raske og i alt væsentligt gode og sunde Udvikling, den foregaaende Tid havde bragt Kjøbenhavn og dens Borgere. Sex Aar efter fulgte i Septemberdagene 1807 det Bombardement, som blev Afslutningen paa de gode Dage, Begyndelsen til trange og tunge Aar for vort Land og dets Hovedstad.

Mindemedalje for slaget paa Rheden den 2. April 1801


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons nov 16 17:22:35 CET 2005
Publiceret: ons nov 16 17:22:32 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top