eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. VI

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Søfolk, Grenaderer,
Gardister og Borgersoldaler fra Fred. IV's Tid

Søfolk, Grenaderer, Gardister og Borgersoldaler fra Fred. IV's Tid.


SJETTE KAPITEL.

Ildebranden af 1728 og Fred. IV's sidste Regjeringsaar.

_____

I


"Frederik den Fjerdes glorværdigste Liv" bemærker Andreas Hojer, at man kan kalde Tiden fra 1725 til 1728: "Brandperioden" paa Grund af de mange store Ildsvaader, hvoraf Landet hjemsøgtes. De begyndte i 1725 i Tønder i Slesvig; det følgende Aar brændte en stor Del af Viborg, derpaa fulgte omfattende Ildsvaader i Slangerup, Vordingborg, Skive, Saxkjøbing og Faaborg, den sidste den 4de Oktober 1728. Sexten Dage efter kom Turen til Kjøbenhavn. Det var den største og skrækkeligste Ulykke, som havde ramt Hovedstaden siden dens Tilblivelse, sikkert ogsaa i sine Følger endnu mere skjæbnesvanger end Pesten af 1711.

Ilden opstod Onsdagen den 20de Oktober om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 paa Hjørnet af Lille St. Klemenstræde og Volden i et Sted, der tilhørte en Enke, »Signe Salig Bøye Hansens". Det var en lang, lav Bindingsværksgaard med fire Leievaaninger, som beboedes af en Hønsekræmmer, en Bødker, en Snedker og en Marketenter, Peder Rasmussen. Hos denne sidste opkom Branden, men om Aarsagen vides intet Sikkert, thi den almindelige Version, at et

[586]

587

Barn, som oppe paa Loftet søgte efter et Stykke Legetøi, tabte et brændende Lys imellem Hø og Høvlspaaner, er ikke ubetinget troværdig. Enkelte Kilder forsikkre, at Ulykken tvertimod skyldtes Forældrenes Uforsigtighed ved en Lysestøbning, men at de angav Barnet for at unddrage sig den haarde Straf, hvortil de vare hjemfaldne, og herfor taler ogsaa, at de en Tidlang søgte at holde Ilden hemmelig, indtil Flammerne slog ud af Taget, og den ligeoverfor ved Vesterport posterede Vagt havde gjort Allarm. Det blæste en haard Sydvest-Storm hin Aften; "Tid efter anden - hedder det i en samtidig Beretning - faldt der nogle Regndraaber, men Klokken mellem 8 og 9 regnede det heftigt, thi hele Himlen var bedækket med tætte af Stormen fremdrevne Skymasser, som engang imellem spredtes, om end kun for et Øieblik. Dette Veir holdt ved hele Natten og den følgende Dag, men den ubetydelige Regn havde ingen Indflydelse paa Ilden, som efter at have skaffet sig Luft strax blev ført med stor Voldsomhed mod de nærmeste Huse". Der var vel imidlertid Ingen, som endnu frygtede for alvorlig Fare, thi man troede et have et velordnet Brandvæsen. "Man skulde synes en saadan Brand umulig - siger Hojer - i en By med en fortræffelig Brandordning, med mange Kanaler, Brønde, Pumpe- og Springvand, med en Garnison af 8000 Mand, 4000 Matroser og et Borgerskab paa 3000 Mennesker, og hvor desuden Kongen selv med sine Ministre, Generaler og Regjeringskollegier var tilstede".

Hvorledes det gik til ved en Ildebrand have vi foran (II S. 281) set; Stormklokkerne lød fra Byens Kirketaarne, Trommerne gik i Gaderne for at samle Brandmandskabet, Lygter bleve udhængte fra Husene, Heste galopperede afsted med Sprøiter, Sluffer, Vandkar, Brandstiger o. desl., kort sagt hele Byen kom i Hast paa Benene. Det varede imidlertid denne Gang en rum Tid, før Brandfolkene mødte, thi de sad omkring paa Værtshusene og pokulerede efter en Sprøiteprøve, og da man endelig havde faaet dem samlede, vare de, "som de paa saadanne Dage pleie at være", beskjænkede. Hertil kom, at der manglede al overordnet Ledelse. Holmens Matroser, der i hin Tid ligesom nu ydede en virksom Hjælp ved slige Ulykker, kom ikke, fordi Holmens Chef til alt Uheld var beruset, Soldaterne lod man hele Natten og den følgende Dag staa ude paa Grønland for at oppebi nærmere Ordre, den gamle Stadshauptmand Hans Stuve var apoplektisk, og hans Substitut


588

Kaptain Voller af Nørrekompagni manglede al Erfaring, Brandmajoren Daniel Preisler var uduelig, og om Politimester Hans Himmerich fortælles det, at han overvældet af Begivenhederne hen ad Morgenstunden trøstede sig ved Flasken og derefter begav sig ud paa Tømmerpladserne for at sove Rusen ud. Det Allerværste var dog, at der manglede Vand, thi netop Dagen iforveien havde Vandkommissionen besluttet at anlægge nogle Hovedrør udenfor Byen, hvorved 5 af Byens 12 Kvarterer vare uden Vandforsyning. Det faldt Ingen ind, at man ved at hugge Hul i Hovedrenderne, der førte gjennem Volden, strax vilde have havt en Tilgang af mange Tusinder Tønder Vand. Hinsides Volden, i Brandstedets umiddelbare Nærhed, laa Stadsgraven, men Kommandanten, General Sponeck, nægtede i Henhold til sine Instruxer haardnakket at aabne Vesterport, af Frygt for at de hvervede Soldater skulde desertere, og paa Kanalerne tænkte Ingen. Man undskyldte sig bagefter med, at "Saltvand ikke læsker Ilden saa godt som fersk". Kommandantens Holdning bevirkede desuden, at Byen ikke fik den Hjælp udefra, som tilbødes den, thi han vægrede sig bestemt ved at lade den store Mængde Vogne og Mandskab, som ilede til fra Omegnen, slippe ind. Præses i Politi- og Kommerciekollegiet, Geheimeraad Christian Frederik Holstein, som stillede med 60 Mand og 40 Vogne fra sit Gods Gathrinebjerg, og Regimentsskriveren fra Kjøbenhavns Amt, der ligeledes mødte med mange Vogne, maatte holde udenfor Vesterport Torsdag Morgen og Formiddag og derpaa kjøre hjem med uforrettet Sag. Først Torsdag Middag bleve Portene aabnede efter Kongens Befaling, men da stod en stor Del af Staden i Flammer.

I det snevre St. Klemensstræde og de tilstødende Gyder som Vognbadstustræde og Helligkorsstræde, paa Gammeltorv og i Vestergade herskede der den største Forvirring og Trængsel. Vogne kunde hverken komme frem eller tilbage, Mandskabet havde ikke Plads til at tumle Sprøiterne, Nysgjerrige stimlede til fra alle Sider, og Folk begyndte at flytte deres Bohave og øvrige Eiendele. Man hørte Forbandelser, Eder og Trusler, blandet med Jammer og Klager, Alle vilde kommandere og Ingen adlyde, og uophørlig lød Raabet: Vand! Vand! Man tog i denne Forlegenhed sin Tilflugt til Rendestenene, men opnaaede kun at tilstoppe Slangerne. Under disse Omstændigheder gik Slukningsarbeidet kun langsomt fra Haanden,


589

eller standsede endog helt. Charakteristisk nok bestod det efter Reisers Udsagn mest i, at man gik fra Hus til andet og rev Tagstenene ned, hvilket kun gav Luerne friere Adgang til Spær, Lægter og Tømmer, medens man betænkte sig paa en grundig Nedrivning, som kunde reise virkelige Skranker for Ildens Fremtrængen. Flammerne "vare imidlertid ikke tilsinds at rette sig efter sendrægtige Forholdsregler"; Kl. 8 brændte det allerede i begge St. Klemensstræderne, Kl. 9 paa begge Sider af Vestergade, Kl. 10 paa Gammeltorv, hvorfra Ilden med rasende Fart dreves over i Larsbjørnsstræderne, Studiestræde og S. Pedersstræde. Luften var foroven rød, som om den selv stod i Flammer, og Gnister "mere end fingerlange" fløi som i det tætteste Snefog over hele Byen. Overalt fandt Ilden rigelig Næring; Vesterkvarter, hvor Branden begyndte, bestod saagodtsom udelukkende af smaa lave, tæt i hverandre byggede Huse uden Brandmure; de fleste vare derhos opfyldte med Fedevarer, Hør, Hamp, Beg, Tjære, Tørv og store Stabler af Birke-, Elle- og Fyrretræ i de saakaldte Vedhammere, hvor Beboerne havde Brændsel opsamlet til Vinterbrug. Endnu værre var Forholdet ved Baghusene, hvis Gavle og Sider ofte kun vare beklædte med Brædder; Bryggere, Bagere, Brændevinsbrændere, Rotgietere og deslige Professioner havde deres Værksteder i saadanne Skur, og Skorstenene vare selv i de bedste grundmurede Huse fordetmeste kun af en halv Stens Tykkelse og hvilede paa Træstole, saaledes at de strax faldt, naar Ilden var i Sparreværket. Brandfolkene kunde ikke komme til, selv efter at Vandmangelen var afhjulpen.

Kongen, Dronning Anna Sophie, Kronprindsen og saagodtsom hele Hoffet befandt sig paa Brandstedet eller holdt til Kl. 1 om Natten paa Volden, hvorfra de iagttog det sørgelige Skuespil. Kommandanten, General Sponeck var - som det fortælles - saa ivrig i Tjenesten, at han huggede løs ei alene paa Uvedkommende og Nysgjerrige, men ogsaa paa selve Brandfolkene og dem, der vare ifærd med at slukke og pumpe, hvorfor de efterhaanden listede hjem for ei at faa flere Prygl. Han vidste tilsidst neppe selv, hvad han gjorde. Politimester Hans Himmerich var som alt anført ikke "særdeles ædru", og Brandmajor Preisler havde skraalet sig ganske hæs og vidste hverken ud eller ind. Holmens Chef, Viceadmiral Paulsen "red op og ned af Gaderne og gloede paa Ilden", og da nogle Matroser flere Steder havde faaet den dæmpet, raabte han til


590

dem, at "de Hundsfotte gjorde bedst i at forføie sig ud til Holmen for at passe Kongens Flaade; her havde de Intet at skaffe". Følgen heraf var, at de fjernede sig, hvorpaa Ilden atter tog Overhaand. Spydigt bemærker et Øienvidne, efter at have fremhævet disse Fakta, at man "ei maa glemme at anføre disse Foranstaltninger af Byens Øvrighed". Kun to af Raadmændene roses for deres Koldblodighed; deriblandt Fjeldsted, som senere blev Stadshauptmand.

Man havde haabet, at Ilden vilde indskrænke sig til det angrebne Kvarter og standse ved Nørrevold, men mellem Kl. 10 og 11 om Aftenen opstod der en ny og frygtelig Ildløs paa Nørregade i en Bryggergaard. Nogle fortælle, at en Karl, der vilde bringe en Sluffe til Brandstedet, glemte et brændende Lys ved Foderkisten i Stalden, Andre, at en Maltgjører, som efter hin Tids Uskik havde klinet en Stump brændende Lys til en Tværbjælke, forlod sit Arbeide for at høre Nyt om Branden og nu blev presset til Arbeide ved Sprøiterne. Trods hans Forsikkringer om den overhængende Fare holdt man ham fast, og Følgen blev, at Bryggergaarden snart stod i Lue og forplantede Ilden til Nabogaardene. Denne Ild var særlig farlig, thi paa Nørregade fandtes der ikke mindre end 12 store Bryggergaarde med vældige Brændeoplag. Samtidig gik den stærke Blæst mere vestlig og bar Ildens fulde Magt ind over Byen.

Den nye Ulykke fremkaldte Panik og Forfærdelse. Menneskestimlen raabte paa Mordbrand, og da Brandmajor Preisler gav Ordre til, at fire Sprøiter ufortøvet skulde begive sig til Nørregade, kom det til en alvorlig Tumult. Mængden vilde hindre Sprøiterne i at kjøre bort og raabte: "Væk med den forsagte og bange gamle Kjælling, er Du en Brandmajor? Du maa være Fanden og ikke Brandmajor; kom kun, vi vil Djævlen gale i os brække Din Hals itu", hvorpaa de trak Kaarder og Knive og gik løs paa Brandmajoren. "Havde den høiædle Magistrat - skriver Reiser - ikke staaet ham bi og ladet Vagten med opplantede Bajonnetter komme ham til Hjælp, saa havde de ganske vist nok myrdet ham og hans Folk; de fik ham ind i et af Magistratens Huse og vederkvægede hannem lidet, og om jeg ellers ret erindrer mig, saa blev der aabnet ham en Aare. Der kom og ligeledes mange Mennesker til Døde, og endnu flere bleve farligt af Militairets skarpe Vaaben blesserede".

Byen var indhyllet i Røg og Damp; Luerne slikkede op mod Himlen, saa høit at de kunde ses i Roskilde og Kjøge, en tæt Ild-


591

regn faldt uophørligt og dreves for Blæsten langt ud over det omliggende Land og ud i Sundet; Menneskenes Raab og Skrig, Fortvivlelse og Graad overdøvedes af de faldende Mures Bragen og Flammernes Hvislen, mod hvilke man kjæmpede forgjæves, thi mange af Sprøiterne vare beskadigede og ubrugelige. Der herskede nu idel Raadvildhed og Forvirring, al Kommando var ophørt, og efterhaanden som Natten skred frem, døde Modstanden hen. Kongehuset begav sig til Slottet, Præsidenten Johan Schrader søgte Sikkerhed i Kastellet, de fleste andre ledende Mænd tog hjem til deres Huse for at bjerge deres egne Eiendele, og da Brandfolkene saa dette, opgav de ogsaa Ævret og smuttede bort for om muligt at frelse deres Sager. Kun paa Gammeltorv og bag Vaisenhuset (altsaa i Sluttergade og Hestemøllestræde) blev der gjort nogen Modstand af tilkaldte Matroser, men da der manglede Vand og Orden, frugtede det Intet. Ilden paa Nørregade blev overladt ganske til sig selv, og det er betegnende, at man anbefalede Soldaterne at gaa hjem i deres Kvarterer og bringe deres Mondursager i Sikkerhed.

I disse Morgentimer, da Kjøberihavn syntes et let Bytte for det vrede Element, søgte Indbyggerne at frelse, hvad frelses kunde. Allerede om Aftenen, da Branden havde antaget store Dimensioner, havde man begyndt at flytte, og efterhaanden som Ilden avancerede frem, forøgedes Antallet af svært belæssede Vogne, som drog gjennem Gaderne med Meubler, Sengklæder, Husgeraad og lignende. Man søgte først til de større monumentale Bygninger, navnlig Kirkerne, om hvilke man haabede, at de kunde modstaa Ilden, men da dette Haab blev sørgelig skuffet, drog man til længere bortliggende Kvarterer. S. Petri, Frue og Trinitatis Kirker vare overfyldte med kostbare Meubler, Bibliotheker o. desl., hvilket Altsammen blev et Bytte for Ilden, og man indsaa snart, at man maatte længere bort for at opnaa Sikkerhed. Prammændene fik da travlt med at transportere Gods gjennem Kanalerne over til Christianshavn; ude paa den aabne Plads ved Kastellet, der kaldtes Grønland, samledes efterhaanden et helt Oplag af Varer, Mange flyttede ud paa Skibe, Andre paa Amager, Nogle søgte Ly i Kongens Have, Flere paa Voldene, hvor de laa tre fire Døgn under aaben Himmel. Torsdag Morgen vare mange Mennesker stimlede sammen ved Nørreport med deres Eiendele, men Kommandanten og Soldaterne forbød Folk at bringe deres


592

Gods op paa Volden. "Kommandanten - fortæller et Øjenvidne - hug løs paa somme. Kronprindsen red et kort Stykke bag ham og fik dette at se, og huede det ham ikke. Gav han saa Enhver Lov til at bjerge sig, paa hvad Maade han kunde, og derved blev det". Flytningen vedvarede uophørligt, saalænge Branden stod paa, men det var dog neppe betydelige Værdier, som bleve frelste paa denne Maade. Dels begyndte man i Reglen først, naar Faren var overhængende, hvorved det blev forsilde, dels bleve de Huse, i hvilke man havde søgt Tilflugt hos Venner og Bekjendte selv antændte, saaledes at man maatte flytte flere Gange, eller man vidste slet ikke, hvor man skulde gjøre af sine Eiendele. Hertil kom, at det tilsidst blev saagodtsom umuligt at opdrive Arbeidskraft og Vogne. "De sjællandske Bønder og Amagerbønderne vare saa lave Karle - hedder det - at de ikke vilde flytte Folks Gods undtagen for ublu Betaling; somme vare endog saa slige Niddinger, at de foretrak at kjøre bort med tomme Vogne. Under Ildebranden gik det i Reglen saaledes, at man ikke kunde faa en Kasse flyttet, medmindre man betalte to Gange saameget som det sædvanlige. Alle anraabte om Hjælp, men Ingen indlod sig paa at yde den uden paa ublu Vilkaar; hyppig fik man endog ubetinget Afslag. Her vil jeg slet ikke omtale, hvilken Nød og Elendighed der dengang var paafærde. Mad var der ingen Steder at faa end ikke for mangedobbelt Betaling, thi selv om Folk havde Mad, saa vilde de ikke ud med den af Frygt for yderligere Mangel og Nød. Præsterne og andre Folk, som havde Raad dertil, tog ud paa Amager og opholdt sig der, til Ilden blev dæmpet. Ingen Steder syntes En, han kunde være tryg". Det feiler dog ikke, at der paa den anden Side vistes stor Hjælpsomhed og Opoffrelse, og enkelte Exempler herpaa ere da ogsaa blevne optegnede.

De to Ildebrande gik ustandseligt videre, og da Stormen holdt ved, "omspringende til Nordvest og Sydvest med stadige hule og hvirvelagtige Stød, bredte Ilden sig uophørligt tilhøire og venstre, ja den syntes undertiden at gaa mod Vinden". Torsdag Morgen Kl. 8 kom Petri Kirke i Brand; Ilden fængede her i en Brændestabel, der stod op af Kirkemuren, og fandt rigelig Næring i de mange nærliggende Smaabygninger, nemlig Pastor Schreibers Hus, en Enkebolig, et Sprøitehus, Kantorens Skole og andre Boliger for de underordnede Kirkebetjente. Bispegaarden paa Hjørnet af


593

Nørregade og Studiestræde brændte omtrent samtidig, og "Ilden strøg nu hen ad den vestre Side af Nørregade". I tre Timer havde de faa Brandfolk, der vare blevne tilbage ved Sprøiterne, hindret Ilden i at overskride Nørregade, men de maatte nu rømme Pladsen. Mod Nord nærmede Flammerne sig Skidentorvet og Nørreport, paa den anden Side var Raadhuset alvorlig truet af de store grundmurede Huse, der brændte paa Gammeltorv. Sprøiterne vare ubrugbare, for en Del endog brændte, og man besluttede da at gjøre et Forsøg paa at hindre Ildens Fremtrængen ved at anvende Artilleri. Otte Kanoner bleve kjørte op paa Gammeltorv, og der blev affyret et Par Salver med dem, som kostede nogle Menneskeliv, men de solide Grundmure bleve staaende.

Ildebrandens "Historieskriver", den fra Slutningen af forrige Aarhundrede i Folkemunde meget omtalte kjøbenhavnske "Original", Stadschirurgus Carl Friederich Reiser, hvis forvirrede og vrøvlagtige "Beskrivelse over den mærkværdige og meget fyrgterlige Ildebrand 1728" dog indeholder adskillige interessante og oplysende Smaatræk fra den store Katastrophe, fortæller Følgende om Kanonaden paa Gammeltorv og den paafølgende Sprængning af Vinhuset "Blasen". Dette Brudstykke kan tillige staa som en Prøve paa hans ligesaa besynderlige som originale Stil:

"Men oftbenævnte, nu hos Gud, salig Hr. Brandtmayor Preusler, begig en Bock eller en stoer Forseelse med sine Herrer Collegier og sammtlige underhavende Folck i deres Konst og Videnskab, hvorefter følgde og foraarsagde saadanne skrækkelige og i høieste Grad fyrgterligste og bedrøveligste Scener! at Hoved-Haarene paa Hovedet maatte reyse sig og staae stive, ja endogsaa paa den allertapperste og ellers uforsagteste Mand, saa at det saa kaldede heele gammle Kiøbenhavn gig op, og blev paa det lammerligste og Erbarmligste af de mangfoldste, græsseligste og fæleste Luer reent fortæret og caputt, saa det saae her i Staden ud som det allerfæleste jordiske Helvede. At det er en stoer Sandhed at benævnte ellers brave Mænd vare i høieste Grad forvirrede, confuse og forsagde, kann vell ingen fornuftig Menneske imodsige, endelig forandrede deres Forsagdhed og ængstligste Passioner sig i de allerstørste Desparationer, thi da skulde mann see, hvad mann resolveerte - Mærk nu allerkjæriste Læsere! nu jeg skriver og erindrer mig dette, hvad jeg Altsammen med mine egne Øyne har seet, O! O!,


594

saa bliver mig det ganske levende paa nye igjen, og overfalder mig den skrækkeligste Gysen og Rysten over min heele Legeme, som Een, der bekommer det heftigste Febris malignæ ardentis, og overfalder mig den allerstørste Paroxysmus, saa at om jeg ikke falder i en Slags Graad eller Græden, jeg vist nok vill tabe Pennen af Haanden og falde i allerstørste Besvimelse; Pause, Pause!!!"

Efter tre Liniers Tankestreger fortsætter Reiser igjen: "Nu, jeg kommer da endeligen til mig selver igjen, o kjære Læsere! ryst og bæv nu, thi Du har allerstørste Aarsag dertil! Man skiød med store Kanoner fyldt med Krudt eller Pulver; det knagede og bragede paa Jorden! Det var som den ganske Verdens Lynilder havde sig forsamlede og foreenede, hvortil all Verdens Tordensslage lode sig paa det Allergræsseligste høre, Ildsluerne i Luften, og Helvede græsseligen svarede! NB. Her kunde Brandtmayoren og sit samtlige Selskab ey længere holde ud, mens bleve tvungne af overmaade Angst at retirere sig til een Side, og bleve de alle tilmode som Folck, der i en Hast bekommer Slag og Rørelsser! Mens høystærede Læsere, her blev Latter dyre nok, og hvem der dengang kunde have begaaet Latter, det maatte da gandske alene havde været Beeltzebub med hans hele Cleresie i Helvede. Endelig saa fandt den arme, altererede, mens dog redelig sindede Brandtmayor med sine Underhavende og sammtlige Clerysi paa noget Andet, som løb endnu meget ulyckeligere og fælere af end det Forhergaaende, nemmlig: I det allerede omtalte og beskrevne Huusz paa Hjørnet af Gammel Torv og Nørregade, Blasen kaldet, lagde man Krudt af Magazinerne taget, som var en overmaade og forskrekkelig Andeel af Portioner; alt dette Pulver eller Krudt blev udstrøen og lagt i store Trærenner, og saa blev der commenderet en stærk Borgervagt af de allerfornuftigste og forsigtigste Borgere, som man bedst kjendte; samme blev befalet i Kongens Navn ved største Livsstraff ey at lade nogen Menniskesjæl passere uden Vedkommende, som vare alleniste een Tjenistepige og Gaarskarl af Huuseyerens Folck og Domisticker; disse bleve allene tilladte at passere og repassere. Dennem blev nu lovet, for de at de hialp at redde deres Herres Meubler og Huusgeraad at udfløtte, at man vilde vist nok advare dem, naar de skulde til sidste Gang gaae ud af Huuset for at redde og conservere deres Liv. Der gig ogsaa endnu 2 eller 3de Matroser ind i Viinkielderen for at vilde tractere og drikke sig fuld af Viin; jeg kann


595

icke vist sige, om de havde Tilladelse dertil af Viinhandleren som Eyere af Vinen, eller og og om Brandtfolkene og Brandtvagten havde givet dem Tilladelse dertil, fordi at man tænkte, det var ligesaa godt, at Mennisker nød det, thi det blev jo ellers fortæret af Luerne og Ilden; nok sagt den rette Tiidpunct, hvorpaa de arme Mennisker saa vist nok forlode sig paa, nemlig at advares paa, blev til Intet, og førend Brandtfolckene blev det selv var, saa sprank dette store Huusz himmelhøyt op i Luften, og den arme Tjenestepige og de 3de drukkene Matroser blev ey et Leed helt paa deres arme Legemer, saa det var ret en Ynck og Jammer at see, ja Brandtmayoren med sine Folck og Brandtvagten selv havde Nød nok at retirere sig, saa at mange af dem bleve forskrekkeligen beskadiget, ja nogle mistede Arme og Been. Herre Jesus! naar jeg ved at skrive dette dog rett betænker, hvor vii vare dengang tilmode, saa ryster min Huud og skælver og bæver min Kropp! Ak, Herre Jesu Christe raabte jeg, forbarme Dig over mig; der var ret for vores Øyne, som den yderste Dommedag var kommen ......."

Reiser fortæller derpaa, hvorledes Tagstene, Bjælker, Sten og Grus fløi høit op i Luften midt i den faldende Ildregn, hvorledes Mure, Vinduer og Døre bristede ved den voldsomme Explosion, medens flere nærliggende Huse kom i Brand, og berører den ansete Brygger Jakob Fussings Hustrus Død. Hun kom netop kjørende fra sit eget brændende Hjem paa Nørregade, da Hestene, forvildede og løbske af det frygtelige Knald, væltede Vognen ned i en Kjælderhals, saaledes at hun knuste Hjerneskallen og døde om Aftenen. Kilderne bekræfte og supplere den gamle Stadschirurgs Oplysninger; i 1730 ansøgte Brygger Fussing Kongen om et Laan paa 2000 Rdlr. til sin Gaards Gjenopbyggelse og beretter, hvorledes hans Hustru omkom ved "Blasens" Sprængning og efterlod ham fem smaa umyndige Børn, og i en Supplik fra Eierinderne af "Blasen", de tre Søstre Kathrine, Marie og Dorothea Poulsen om 3000 Rigsdalers Hjælp til deres Eiendoms Gjenopførelse, hedder det, at en af deres Folk blev dræbt, og at det skyldtes et Tilfælde, at de selv undgik Døden. Ingen af dem havde nemlig faaet at vide, at der var lagt Krudt under Huset, eller at man havde isinde at sprænge det; først da den ene Søster aabnede en Mellemdør til Gaden, fortalte Generalmajor Mushardt dem det og befalede dem, at de strax skulde forføie


596

sig ud af Huset". Et mere slaaende Bevis paa den Letsindighed, hvormed der blev gaaet tilværks, kan neppe leveres.

I samme Øieblik, "Blasen" blev sprængt, indtraf netop den Ulykke, man havde villet forhindre - Frue Kirke blev angreben af Ilden. Oppe i Taarnet ved Klokkerne havde der allerede længe været saa hedt, at Ingen kunde opholde sig der, men dog kunde man ingen Ild se. Efter Sprængningen slog Røgen med Et ud af de øverste Taarnvinduer og blev suget ind igjen. "Dette - siger et Øienvidne - gjentog sig trende Gange, ligesom naar en Mand trækker Aande"; det var den gamle stolte Kirke, Hvilestedet for saa mange af Danmarks store Hedenfarne, der drog sit sidste Suk. Gnister begyndte at flyve fra Spiret, snart bleve de til Flammer, der slikkede mod Himlen, og med Forfærdelse saa de Tusinder af Tilskuere, der vare forsamlede i de tilstødende Gader, det imponerende Spir vakle og skjælve, derpaa hælde forover og falde ned i Nørregade med øredøvende Larm, udsendende tykke, kvælende Skyer af Røg, Ild og Aske. Ingen kom til Skade herved, thi man havde forudset det Uundgaaelige, men Branden forplantede sig fra Taarnet videre nedefter, ind under Taget til Rytterspiret, ind i Kapellerne, ned paa Kirkegulvet, hvor uhyre Masser af indflyttet Gods var opstablet, derfra dybt ned i Gravkamrene, hvor Ligkister og Dødningeben bleve fortærede. Kirken blev ødelagt i Bund og Grund; kun Ghoret bag Alteret blev staaende, og de gamle kostbare Gravmæler af Marmor og Alabast, det store Orgelværk, som ansaas for det prægtigste i Europa, alle de mærkelige Epitaphier, Alter og Prædikestol, de hellige Kar med Undtagelse af Messingdøbefonten med det tilhørende Sølvfad (smlgn. II S. 254) blev fortæret af det skaanselsløse Element. Flere af de smukkeste Gravmæler bleve dog istandsatte efter Branden, og et enkelt borgerligt Begravelsessted over Andreas Nygaard blev aldeles uberørt af Ilden som ved et Under. Efter Branden, i 1735, fik det derfor følgende Indskrift:

"Da hver en Grav blev ødelagt.
Og Manges Ben opbrændte,
Holdt Gud paa mine Bene Vagt,
At intet Ondt dem hændte.
Til Tegn i Tiden det skal staa
Iblandt Guds Vunderværker,
At han derfor kan Ære faa,
Naar Folk min Tavle mærker.


597

Katastrophen, der ramte Frue Kirke, omtrent samtidig med at det paa Grændsen af Gammel- og Nytorv isoleret beliggende Raadhus blev antændt, gjorde Ende paa alle Redningsanstalter. En uhyre Modløshed bemægtigede sig Indbyggerne, al Kommando ophørte, Brandfolkene og Vandførerne forlod Arbeidet, Enhver havde kun Sands for at bjerge Sit. Skjøndt Garnisonen stod opstillet paa sine Allarmpladser, foretog den Intet; kun blev Hestgarden kaldet til Slotspladsen, og Grenaderkorpset opstillet ved Rosenborg for at beskytte dette Slot. Matroserne bleve samlede paa Holmen og paa Krigsskibene i Havnen, men Ingen rørte en Haand for at frelse den ulykkelige By. Branden havde frit Spil; "hvo der kan forestille sig den trojanske Nat - skriver en Samtidig - har tillige en Afbildning, hvorledes i Kjøbenhavn Ilden den ganske Torsdag og den følgende Nat har fløiet om uden at finde den ringeste Modstand"; en anden bruger det slaaende Billede, at det nu var, som om Ilden "blev øst ud". Medens Petri Kirke, Bispegaarden, Raadhuset, Vaisenhuset og hele det bagved liggende Kvarter sank i Ruiner, sprang Flammerne fra Frue Kirke over paa Universitetsfirkanten, som i et Nu var omspændt, baade Kommunitetet, det anatomiske Hus, Auditoriebygningen og Præsteboligerne, kun den ældgamle Konsistoriebygning, der existerer den Dag idag, forblev mærkværdigvis urørt, skjøndt paa alle Sider omgiven af Luer. Intet formaaede nu at standse Ulykkens Storhed; med stigende Raseri overskred Ilden Fiolstræde og ilede ned af Skidenstræde (nuv. Krystalgade) og Store Kannikestræde, hvor Professor-Residentserne, Borchs og Ehlers Kollegier hurtigt lagdes i Aske. Om Eftermiddagen angrebes Regentsen, hvis Kirke og nogle Kamre ved Porten bleve frelste, fordi Studenterne rev Taget af Bygningen, og omtrent Kl. 4 væltede Ilden som en Flod ind over Kjøbmagergade. Den bekjendte Klokker Søren Matthiesens store Gaard, der baade havde Façade til Kannikestræde, Kjøbmagergade og Skindergade, blev først antændt; derpaa fulgte Trinitatis Kirke og Rundetaarn. Taarnet selv kunde naturligvis ikke brænde, men alle de astronomiske Instrumenter bleve ødelagte, Universitetsbibliotheket paa Loftet faldt brændende ned i Kirken og et Ildneg, der steg høit op i Luften og førtes langt bort af Stormen, meldte om de store literaire og historiske Skatte, der vare gaaede tabt. Ved Midnat havde Branden gjennem Landemærket og Slippen naaet Gothersgade, som nu brændte i hele sin Længde herfra og


598

op til Volden, thi fra Nørregade var en anden Ildstrøm allerede om Eftermiddagen trængt frem til Rosenborg Have og havde lagt Reformert Kirke og Grev Knuths Gaard i Aske. Man gik da i alvorlig Frygt for Rosenborg Slot. Ogsaa Lille Kjøbmagergade var omspændt af Flammer; her havde Ilden banet sig Vei gjennem Kjælderne under to Huse og var først slaaet op i det tredie; overhovedet lagde man Mærke til Brandens Lunefuldhed, og mange Steder viste Flammerne sig uventet og overraskende, som om de søgte at komme bag paa Indbyggerne.

Torsdag Morgen var, som ovenfor omtalt, Raadhuset og Vaisenhuset blevne antændte umiddelbart før "Blasens" Sprængning, og fra Gammeltorv og Frue Kirke bares Ilden ned ad Klædeboderne, hvor Frue latinske Skole brændte, saavelsom ad Nygade og Vimmelskaftet. Fra Nygade havde Kongen været Vidne til Frue Spirs Fald; faa Timer efter maatte han fortrække. Kl. 4 om Eftermiddagen brændte Skindergade og Ulfeldts Plads, hvor Skamstøtten mistede nogle Bogstaver af Indskriften, skjøndt den var lav og stod langt fra alle Bygninger. To Timer efter stod Løvstræde og begge Helliggeiststræderne i Flammer, og Ilden forplantede sig fra Lille Helliggeiststræde til Kirken. Kl. 8 om Aftenen faldt Helligaandskirkens prægtige Taarn, medens Sangværket spillede for sidste Gang: "Vreden Din afvend, Herre Gud, af Naade". Samtidig avancerede Ilden fra Gammeltorv langsomt ned ad Raadhusstrædets Østside mod Stranden, saa at sige: mod Vinden. Byen var med andre Ord et eneste Ildhav denne Nat fra Vesterport til Gothersgade og fra Nørreport nedad mod Vimmelskaftet og Amagertorv. Kun et Stykke af Larsleistræde og Voldgaden fra Skidentorvet til Helmers Bastion og videre til Vestergade stod som en mørk opreist Koulisse over de flammende og sammensunkne Omgivelser.

Indbyggernes Stemning denne Torsdag Eftermiddag og Nat, da fem Kirker, Raadhuset, Vaisenhuset og utallige Privathuse bleve et Offer for Ilden, var i høi Grad fortvivlet og bevæget - en almindelig Ophidselse havde grebet Gemytterne; Nogle troede paa Mordbrand, Andre paa, at Kjøbenhavn som et nyt Sodoma skulde ødelægges ved en Guds Dom. Man mindedes, hvorledes Pastor Dyrkop ved S. Petri Kirke en Søndag i 1720 fra Prædikestolen havde sagt: "Førend ti Aar ere forløbne, skal denne Stad være en Stenhob. Mærker vel, hvad jeg siger, og jeg vil sige det anden


599

Gang, at det maa mærkes desto vissere: Førend ti Aar gaa til Ende, skal Kjøbenhavn blive til en Stenhob". Dyrkop blev, efter hvad Pontoppidan fortæller i sin "Menoza", selv saa forfærdet over denne sin Spaadomsgave, at han fik en Helsot, som endte med hans Død i 1731. Man betragtede Alt som tabt; det var overflødigt at stampe mod Braadden. Om Eftermiddagen Kl. 5 havde man vel set Kronprindsen med sine egne Folk og Vogne kjæmpe mod Ilden i Raadhusstræde for at dække Palais'et i Kalleboderne (Prindsens Palais), hvor han boede, men da den overhængende Fare her var forbi, ophørte ogsaa denne svage Modstand. Om Aftenen forlod de kongelige Herskaber Byen; Kongen og Dronningen tog til Frederiksberg, og Kronprindsen flyttede over paa Christianshavn i Geheimeraad Adlers Hus. Indbyggerne maatte faa Indtrykket af, at Kjøbenhavn blev overladt til sin Skjæbne.

Der mangler i det Hele Oplysninger om saadanne Smaatræk og Episoder fra Branden, som bedre end noget Andet vilde give en Forestilling om Stemninger og Tilstande i Byen. Kun faa af de heroiske eller forsagte, opoffrende eller egenkjærlige Handlinger ere blevne optegnede. Man ser dog, at den Følelse af Solidaritet og Fællesskab, som hører de store Ulykker til, heller ikke svigtede ved denne Leilighed. De husvilde Indbyggere maatte selvfølgelig lægge stærkt Beslag paa Venners og Bekjendtes, ja paa Fremmedes Gjæstfrihed; Syge og Lidende kunde være sikkre paa at blive hjulpne bort fra Ilden; man skaffede Plads, som man bedst kunde, paa Lofter, i Kjældere, i Stalde og lignende Steder, og velstaaende Privatfolk stillede beredvilligt deres Heste, Vogne og Tjenestefolk til de Fattigeres Raadighed. Saaledes fortæller Reiser, at hans Forældres Gods blev ført hen i S. Petri Kirke ved den tydske Pastor Schreibers Velvillie, den samme Præst, hvis Hustru istedetfor at frelse et kostbart Speil med en massiv Sølvramme, der stod paa hendes Natbord, kjørte bort med en gammel Syltekrukke og en Alen i Hænderne. Som Branden voxede i Omfang og Styrke, forsvandt Hjælpsomheden naturligvis mere og mere, thi naar Naboens Væg brænder, tænker man helst paa sit Eget. Tilsidst synes der at være indtraadt Panik: vild Trængsel paa Broerne, der førte over til Slotspladsen og Christianshavn, hovedkulds Flugt ud paa Skibene selv fra fjernere Dele af Byen, idel Forvirring, et almindeligt sauve qui peut. Enkelte gik fra Forstanden af Skræk eller ramtes af Lamhed,


600

Andre berusede sig for at glemme, hvad der foregik om dem. En tydsk Soldat kom løbende gjennem Larsleistræde, da denne Gade brændte, og raabte: "Djævelen annamme al den Ild, der er, og saa kan jeg ikke engang faa Ild paa min Pibe!", og om en Skræder ved Navn Büschel, der tillige drev en lille Handel med The, Kaffe og Snustobak, oplyses det, at han Torsdag Aften blev saa fuld og afsindig, at han truede med selv at sætte Ild paa sit Hus, "at Djævlen kunde tage det Altsammen, at aldeles Intet blev tilbage, hverken Stikke eller Stave", hvorpaa han lagde sig til at sove paa et Straaleie med en tændt Pibe i Munden. Han blev efter Branden arresteret og underkastet skarpt Forhør, men den 8de Novbr. benaadet paa Dronningens og Prindsesse Charlotte Amalies Forbøn, saaledes at "Inqvisitionen ikke skal komme ham til Skade paa gode Navn og Rygte, da han har været fuld og desperat".

Samtidig kom, som det pleier at gaa, de slette Elementer op paa Overfladen. Der blev begaaet en stor Mængde Tyverier navnlig af Militaire og Tjenestefolk, ja det fortælles, at Tyveriernes Antal overskred alle Grændser, og at Folk besmykkede deres Færd ved at sige, at "det ellers var tabt, kun en Føde for Ilden; bedre var det, at Nogen havde Nytte deraf end Ingen". Efter Branden blev der den 16de Novbr. nedsat en kombineret Kommission for at tiltale de ugudelige Mennesker, der havde tilegnet sig Andres Gods, men det var ikke store Ting, der kom for Lyset. I Slutningen af December hedder det vel, at "en temmelig Mængde" vare arresterede, men det var i det Hele kun Smaatyverier, som vare blevne begaaede, og kun faa bleve straffede haardt. Den største Del af disse Sager blev endog afgjort ved Bøder eller Gabestokken, fordi Kongen "ikke vilde skille Folk af med al Lykke i Verden, naar Kosterne vare af ringe Importance". Kommissionen blev allerede opløst i Juni 1729. Reisers Fortælling om, at Brandmajor Preisler og nogle af hans Folk bleve overfaldne i et brændende Hus paa Nørregade af en formelig Røverbande, bevæbnet med Øxer og Stænger, som imidlertid blev slaaet af Marken, viser dog, at grove Forbrydere ogsaa vare paa Spil. At endel Mennesker omkom i Flammerne følger af sig selv; der var Brandmænd, som bleve Offre for deres Iver, og Indbyggere, som bleve omringede af Flammerne i deres Huse og ikke kunde slippe bort, men Tabet af


601

Menneskeliv har neppe været stort. Flere kom til Skade eller bleve forbrændte, deriblandt Brandmajoren selv.

Fredag Morgen oprandt over det ulykkelige Kjøbenhavn og endnu syntes Alt lige haabløst. Det gik imidlertid da - skjøndt silde - op for Myndighederne, at der maatte gjøres overordentlige Anstrængelser, hvis man vilde bevare den Del af Byen, som var uskadt. Om Natten var der blevet arbeidet ivrigt paa Istandsættelsen af Sprøiterne, og om Morgenen tidlig tilkjendegav Kongen sin Misfornøielse med de hidtilværende Foranstaltninger og befalede, at Garnisonen under ingen Omstændigheder maatte skaanes, men at Mandskabet skulde anvendes overalt, hvor det blev forlangt og kunde være til Nytte. Samtidig lod Kronprindsen ved sin Overkammerherre Holstein træffe Forberedelser til at dæmpe Ilden paa Hjørnet af Magstræde ligeoverfor Vandkunsten, og ledede selv Slukningsforanstaltningerne. Her brændte nemlig hele den ene Side af Raadhusstræde og Kompagnistræde og benad Eftermiddagen Knabrostræde lige ned til Veierhuset for Enden af Naboløs. Slottet var truet, hvorfor de store Privathuse paa Slotsholmen bleve dækkede med Seildug, som uophørlig oversprøitedes med Vand. Paa Kjøbmagergade nærmede Ilden sig Amagertorv, hvor Luerne slog saaledes ind, at Ingen fra denne Kant turde vove sig ind paa Østergade; Møntergade, en Del af Pilestræde og den ene Side af Silkegade brændte, medens Nikolai Kirke var i saa overhængende Fare, at Kobberet paa Taarnet begyndte at smelte. Gnisterne fløi denne Dag saaledes over Byen, at de formeligt indhyllede Kirkespiret og antændte Folks Hovedbedækninger, og paa sex forskjellige Steder, som i Adelgade, Borgergade og Toldbodgade, udbrød der mindre Ildebrande, hvilke dog hurtigt bleve slukkede. Henad Aften lagde Stormen sig; hvorved Slukningsarbeidet lettedes betydeligt.

Det var Garnisonen, som blev Herre over Ilden, men først Lørdag Aften. Ved Stranden og navnlig i Magstræde blev der kjæmpet ihærdigt af 200 Frivillige under Oberstlieutenant Thiel, og Fredag Middag, da Sæbesyderiet i Magstræde med dets store Beholdning af Varer udsendte en ubeskrivelig Hede og Luer, der syntes at trodse al menneskelig Magt, mødte Kronprindsen selv paa Stedet og gik i Spidsen for Soldaterne. "Folk stod ved Stranden saa tæt som en Mur, og Vandet fra Kanalen blev rakt fra Haand til Haand; Alle maatte deltage i Arbeidet uden Persons Anseelse".


602

Det lykkedes her at holde Ilden indenfor visse Grændser, men Sæbesyderiet brændte endnu Lørdag Middag. I Vimmelskaftet blev Løveapotheket paa Hjørnet af Hyskenstræde og den tilstødende Gaard fortærede, men Ilden slukkedes Natten mellem Fredag og Lørdag ved Galanterikræmmerske Madame Petersens Eiendom (nuv. Petersens Jomfrukloster) af nogle hundrede Matroser, til hvilke Eierinden havde ladet uddele flere hundrede Rigsdaler i klingende Mønt. De vare forvovne og tappre, "alt efter disse Folks Art og Natur ligesom vilde Løver og Tigerdyr"; de løb op paa Taget "saa fix som Katte" med Brandspande og Ballier, og Resultatet blev, at Huset frelstes. Ligeoverfor paa den anden Side af Gaden bleve Stenboderne foran Helligaandskirken staaende urørte, hvorimod Vinhandler Arffs store Gaard paa Amagertorv med et Oplag af 800 Oxehoveder Vin og Brændevin i Kjældrene brændte. Fra Løveapotheket forplantede Ilden sig om Natten ned ad Hyskenstræde og angreb her en hovedrig Kræmmers Hus. Kongen holdt tilfældigvis i Nærheden tilhest, og Kræmmeren ilede da hen til ham og forestillede ham, at hvis Gaarden brændte, vilde Høibrostræde og Nikolai Kirke ikke kunne frelses, hvilket da atter vilde drage nye forfærdelige Ulykker efter sig. Kongen dreiede da Hesten og red skyndsomst over til Slottet, hvor han befalede den vagthavende Lieutenant tilligemed Slotsvagten at begive sig til Stedet, og disse Folk, understøttede af 200 Matroser, modstod virkelig Ilden her. Paa Kjøbmagergade lykkedes det samme Nat Fodgarden under Generalmajor Ambolt at standse Ilden, og i Gothersgaden dæmpede Stadsadjutant Barfod, i Pilestræde Generalmajor Staffeldt Luerne. Hele Natten holdt Garnisonen ud og havde overalt Held med sig. Da Sprøiternes Antal var ringe, skjøndt man havde taget Holmens Sprøiter til Hjælp, nedreves og sprængtes et ret betydeligt Antal Huse, efter Magistratens Indberetning: 36 Huse og Gaarde, hvoraf enkelte kun bleve lidet beskadigede, medens andre nedreves til Grunden. Man gik frem med stor Hensynsløshed, aabenbart fordi man var bestemt paa at faa Ende paa Sagen; saaledes hedder det om et Hus ved Stranden, at det er "helt spoleret, skjøndt det neppe vilde være brændt, da de omliggende Bygninger ere konserverede", om et andet i Læderstræde, at det blev "ødelagt efter Kommando, skjøndt ingen Ildebrand i Nærheden". Størst Vanskelighed frembød Kvarteret ved Stranden mellem Knabrostræde og Naboløs. Her laa i Snaregade


603

en stor grundmuret Eiendom ud til Stranden paa samme Grund som det nuværende Assistentshus, tilhørende Etatsraad Borgmester Berregaard. Hvis denne Bygning kunde blive bevaret, nærede man godt Haab om at frelse Veierhuset og hele Husrækken hen til Høibrostræde, hvorfor det blev besluttet at nedrive de omliggende Smaabygninger (hvorved Slagteboderne og en Del af Veierhuset gik i Løbet) og sprænge et ligeoverfor liggende antændt Hus. Til alt Uheld gjorde imidlertid de i det nævnte Hus indlagte Krudtfade "ingen Effekt", af den simple Grund, at man havde glemt "at anlægge en brændende Lunte derhos", og som Følge heraf turde Ingen komme Huset nær, før Ilden var naaet saa dybt, at Explosionen fandt Sted. Men før dette Tidspunkt indtraadte, var Berregaards Hus blevet angrebet, saa at det ikke stod til at redde. Al Opmærksomhed koncentrerede sig nu paa Hjørnet af Stranden og Naboløs, hvor Häuserichs store gule Stenhus dækkede for Bygnings-Firkanten og herved for hele Resten af Byen. Kongen, der selv ledede Slukningsforanstaltningerne her, havde allerede besluttet at sprænge hele Terrainet mellem Høibrostræde og Store Færgestræde i Luften, ifald Forsøget skulde mislykkes, men det blev heldigvis ikke nødvendigt. Häuserichs Hus forsvaredes indvendigt af 50 Grenaderer, udvendigt af 200 Matroser, som havde Vand i Overflod fra Kanalen, og ved overordentlige Anstrængelser fra disses Side og ikke mindst paa Grund af det stille Veir, blev Maalet naaet. Lørdagen den 23de Oktober, da Sæbesyderiet ved Middagstid var nedbrændt, var Faren i det Væsentlige overstaaet; først silde om Aftenen kunde man dog lade Garnisonen rykke bort og nøies med enkelte Vagtposter og mindre Afdelinger omkring i Gaderne. Den rasende Fjende var beseiret, men i mange Kjældere lurede Ilden endnu til henad Juletid.

Tabet var uhyre og Elendigheden stor. Branden havde lagt 1670 Huse i Aske eller over to Femtedele af Staden, thi kun 2417 Huse og Vaaninger vare i Behold. Den haardest hjemsøgte Del af Byen var Klædebokvarter, hvor 356 Huse vare brændte, og om hvilket det i Magistratens Mandtal af 14de Decbr. 1728 hedder, at det er udeladt, efterdi "samtlige dets Huse og Eiendomme ere opbrændte ganske og aldeles". Derefter fulgte Nørrekvarter med 250 brændte Huse, Rosenborg med 238, Frimands, Snarens og Vesterkvarter og endelig Kjøbmager- og Strandkvarter, det sidste med kun


604

17 Huse brændte og 4 ruinerede. Ikke mindre end 69 Gader brændte helt eller delvist, og Antallet af husvilde Familier angives til 3650. Af offentlige Bygninger brændte fem Kirker, nemlig Vor Frue, S. Petri, Trinitatis, Helligaands og Reformert Kirke, Raadhuset og det halve Vaisenhus med dets Kirke, Universitetets og Kommunitetets Bygninger, Regentsen samt Valkendorfs, Borchs og Ehlers Kollegier, Bispegaarden, 11 Professorresidentser, samtlige Præsteboliger ved de afbrændte Kirker, Vor Frue latinske Skole, Paul Fechtels og Budolphi Hospital, Sjæleboderne i Brøndstræde, og endelig Posthuset og Generalpostamtet paa Kjøbmagergade skraas overfor det nuværende Posthus. Flere adelige Gaarde gik op i Luer som f. Ex. Greverne Reventlows og Knuths, endvidere brændte mange ansete Mænds Huse som Politimester Hans Himmerichs store grundmurede Gaard i Løvstræde og Brandmajor Preislers i Vimmelskaftet, Elephantapotheket paa Kjøbmagergade og Løveapotheket i Vimmelskaftet, samt Slagterboderne paa Hjørnet af Klosterstræde og Skindergade, der tilhørte Magistraten. Den afbrændte Del af Byen havde for en Del været tæt bebygget og beboet af et stort Antal Næringsdrivende og Haandværkere, hvorfor disses Tab var stort. Ikke mindre end 60 Bryggergaarde og Bryggernes berømte Laugshus gik op i Luer, og samme Skjæbne havde mange Brændevinsbrænderier og Vinhandlergaarde, samt 6 Bogtrykkerier. Af Skomagerlauget bleve 90 Mestre husvilde, og deres Laugshus samt Garvergaard lagdes i Aske; Tømrerne og Murmestrene mistede deres Laugshuse i Peder Hvitfeldtstræde og Skræderne deres i Brolæggerstræde foruden Laugets Fattigbolig i Endeløsstræde. Silkevæverne mistede deres Farveri, og om Vognmandslauget hedder det i 1729, at "det er blevet svækket saaledes ved Ildebranden, at det ikke kan holde de fornødne Vogne at betjene Enhver med". De samme Forhold gjorde sig naturligvis gjældende hos en stor Mængde andre Haandværkere.

Samtiden beklagede dybt, og Eftertiden har endnu mere Grund til at beklage de videnskabelige Skatte, der gik tabt. Først og fremmest Universitetsbibliotheket paa Loftet over Trinitatis Kirke, om hvilket Andreas Hojer siger, at det uden Møie havde kunnet frelses af Studenterne, ifald blot en eneste af Professorerne havde havt tilstrækkelig Omtanke til at sætte sig i Spidsen for dem. Bibliothekets daværende Størrelse anslaas til ca. 35000 Bind foruden


605

Kort over den udbrændte del af Kjøbenhavn 1728


606

en stor Mængde akademiske Programmer, Orationer og Disputatser og især en uskatterlig Samling af sjeldne Haandskrifter, vedkommende dansk Historie, samt Tegninger, Skilderier, Prospekter, Kobberstik og Landkort. Birket Smith har dog i sit Skrift om Bibliotheket oplyst, at ikke alle de gamle Haandskrifter gik tabt, idet en Del af dem vare udlaante og derved undgik Branden, medens en anden Del endnu er tilstede i Afskrifter. Paa Universitetet brændte Domus anatomica med dets Samlinger, i Frue Kirke de mindre Annexer til Universitetsbibliotheket og tillige den store Bogsamling, der tilhørte Biskop Christen Worm, en Sønnesøn af den berømte Ole Worm, hvis rige Bogskatte vare gaaede i Arv til Familien og derhos uophørlig vare blevne forøgede. Worm var under Ildebranden fraværende paa Visitats; man flyttede da hans Bibliothek over i Frue Kirke, hvor det gik til Grunde, og det fortælles, at tre Bøger, han havde havt med sig, var Alt, hvad der blev tilbage af den uvurderlige Samling. Alle Kollegiernes Samlinger af Kuriositeter bleve fortærede af Luerne, undtagen Valkendorfs Kollegiums; mange af Professorerne mistede deres Bogsamlinger, saaledes Arne Magnussen, Horrebow og Stenbuch, hvorimod en stor Del af Hans Grams Bibliothek blev frelst, da Studenterne af personlig Hengivenhed for den berømte Lærde strømmede til hans Hus og bragte hans Bøger og Eiendele i Sikkerhed. Naar Arne Magnussen i 1729 skriver til en Ven i Island, at saagodtsom alle Bøger, der vare i Staden, ere opbrændte, er det naturligvis overdrevent, men det viser i hvert Fald, hvor føleligt og overvældende Tabet var. Paa Raadhuset gik Politi- og Kommerciekollegiets Brevskaber og Papirer tabt saavelsom Stadens "smukke Archiv", thi det var kun ganske enkelte Dele af det, paa hvilke man satte særlig Pris, der bleve førte hen i Nikolai Kirke.

At angive Skadens Størrelse i Tal, endog blot tilnærmelsesvist, lader sig ikke gjøre; samtidige Kilder nøies med at sige, at der brændte Værdier for "mange Tønder Guld", "ti Mill. Rigsdaler" eller "nogle Millioner". Man havde vistnok et Brandassuranceselskab (smlgn. II S. 548), men Interessenternes Antal maa have været meget lille, i hvert Fald i den afbrændte Del af Byen, thi i Magistratens "Designation og Tabel" bemærkes kun om to Huse, at de vare forsikkrede for 800 Rdlr., og om et tredie, at det "var i Brandassurancekompagniet forsikkret for en Aktie" - ellers er der ikke Tale om Brandforsikkring. Enkelte Eiendomme vare upriori-


607

terede, men i de fleste var der anbragt Penge, dels tilhørende Umyndige og Private i Byen og Provindserne, dels offentlige Midler tilhørende Vartou Hospital, Silkehuset i.e.: Fattigvæsenet, Børnehuset, Søkvæsthuset, Krigshospitalet, Universitetet, Kirkerne, Kirkeskolerne, Vor Frue Latinske Skole, den sjællandske Stifts Præste-Enkekasse o. fl. Det giver en Forestilling om Skadens Omfang, at Fattigvæsenet alene mistede 40,538 Rdlr. i Branden, og at S. Petri Kirkes Tab angives til 40,967 Rdlr. Mange rige Privatmænd vare i Løbet af faa Timer blevne Stoddere, saaledes Vinhandler Arff paa Amagertorv, hvis Varelager, Meubler og Effekter til en Værdi af 60-70,000 Rdlr. brændte. Han havde derhos en Prioritetsgjæld paa 5000 Rdlr. en Privatgjæld paa 15-16000 Rdlr. og var saaledes fuldstændig ruineret. Talrige andre Borgere delte Skjæbne med ham. Mange Steder gik endog rede Penge op i Luer, saaledes paa Raadhuset, hvor der efter Hojers Sigende gik 10000 Rdlr. tabt. En Ansøgning fra Magistraten viser, at der i "Depositionskassen af Jern, som var skruet fast i Gulvet", alene brændte 2137 Rdlr. tilhørende Udlændinge og Fremmede saavelsom Fallitboer og Dødsboer, thi "Bedrøvelsen foraarsagede en saadan Konfusion, at Vedkommende med deres Nøgler ikke kunde faa Kassen aabnet, førend Ilden alt havde taget Overhaand". Kongen vilde dog ikke dække dette Tab, men resolverede, at det maatte "blive en particulair Sag, som Magistraten med Vedkommende faar at afgjøre". Store Masser af forbrændte og sammensmeltede Pengesorter og forarbeidet Sølv fandtes i lange Tider i Grushobene, og ved Mønten i Borgergade maatte der træffes overordentlige Foranstaltninger for at indkjøbe dem.

Elendigheden efter Branden var ubeskrivelig. Mange Husvilde, Rige og Fattige mellem hverandre, kamperede under aaben Himmel paa Voldene og i Kongens Have eller søgte Ly bag de hældende Mure, og vare ved at omkomme af Kulde og Sult; Byen havde ikke længere Plads til sin Befolkning, og det skortede paa Levnedsmidler. En egen nervøs Ophidselse havde grebet Sindene; Mordbrænderrygterne fandt atter Tiltro; man beskyldte Hamborgerne og Jøderne for at have stukket Byen i Brand, de første af Hævn, fordi Kongen det foregaaende Aar havde forbudt al Handel med dem, de sidste af Forbittrelse over, at man havde villet omvende dem. Autoriteterne bleve smittede af denne Tro, foretog Massearrestationer og underkastede adskillige uskyldige Personer pinligt


608

Forhør, men naturligvis uden Resultat. Folk vare øre i Hovederne og opførte sig som gale - skriver en Samtidig - de saa Ildløs allevegne; glimtede der Noget paa et Tag, eller saas der Lys indenfor et Vindu, var det nok til at gjøre en Ildebrand deraf. En uhyre Ængstelse beherskede Alle; der blev paabudt overordentlige Sikkerhedsforanstaltninger; i Smaahusene mellem Nikolai Kirke og Holmens Kanal forbød man endog Indbyggerne at fyre saa stærkt, at deres Skorstene røg; Sprøiterne holdtes i Beredskab i de bevarede Dele af Staden, alle Huse bleve visiterede, der afholdtes Brandbesigtigelser, Bagere og Bryggere fik særligt Tilhold om at vise Paapasselighed, og strenge Straffe dikteredes dem, der afstedkom Vaadeild. Garden til Hest patrouillerede hver Nat i Gaderne, Borgerne holdt Vagt ved Tomterne i 5-6 Uger, og Politibetjentene - hedder det - bleve saa rappe til at indfinde sig ved Ildløs, at de ikke som før ventede paa at faa Heste hos Vognmændene, men løb afsted tilfods over Hals og Hoved. Forskjellige Steder opstod der nemlig nye Ildebrande, som dog hurtigt bleve slukkede. For at hindre Tyverier blev det befalet, at Ingen maatte sælge noget Slags Boskab, uden først at have bevist sin lovlige Hjemmel dertil, hvis han ikke vilde straffes som aabenbar Tyv og Røver. Der blev dog stjaalet meget, navnlig af Militairet, og Lørdag Morgen (den første Dag, Portene bleve aabnede) kjørte mange Fattige og Løsgjængere ud med Vogne, belæssede med Kister, Kakkelovne og Gods. Al herreløs Eiendom blev bragt op i Komediehuset i Lille Grønnegade, hvor Folk havde Adgang til det. Adskillige af de ledende Mænd, som havde vist særlig Udygtighed og Mangel paa Omtanke, frygtede efter Branden for at komme i Uleilighed, men det blev ved Skrækken. Kommandanten slap for videre Tiltale "ved et eller andet Slags Svogerskab", og Politimesteren gik Ram forbi ved at præstere en Attest for, at han ikke havde været beruset.

Først og fremmest gjaldt det om at afhjælpe den øieblikkelige Nød og dernæst skaffe den overflødige Befolkning, særlig de Fattige, bort. Allerede om Lørdagen lod Kongen uddele Øl og Brød i Kongens Have til de Fattige, og nogle Dage efter red han op paa Voldene til de Brandlidte og uddelte 500 Rdlr. til dem i hele og halve Kroner. Mange velstaaende Folk, som ikke vare sikkrede mod Nød, fik ligeledes Pengesummer, navnlig Præsterne og Professorerne; saaledes skjænkede Kongen Biskop Worm og Sognepræsterne ved


609

de afbrændte Kirker hver 1000 Rdlr., medens Kapellanerne og Professorerne hver fik 200 Rdlr. Aaret efter fik Sognepræsterne ved Vor Frue, Helligaands og Trinitatis Kirker: Morten Reenberg, Knud Tommerup og Matthias Anchersen "efter deres vemodelig Klage over, at der fattedes dem baade Ophold og Husleie" 200 Rdlr, om Aaret af Brandstyrkassen, medens Kapellanerne ved de samme Kirker fik 150 Rdlr. om Aaret. Studenterne, som vare blevne berøvede deres Spisning i Klostret, og hvoraf de færreste havde Tag over Hovedet, fik 3 Rdlr. af Kommunitetet for at kunne reise bort, men 68 bleve tilbage, som hen i Decbr. fik 4 Mark om Ugen i Kostpenge. Omfattende Forholdsregler bleve trufne for at fremme Byens Proviantering. Dagen efter Brandens Ophør, den 24de Oktbr., udstedtes saaledes et Forbud mod Udførsel fra Sjælland af alle Slags Kornvarer og Levnedsmidler, hvilket dog ophævedes igjen den 10de Novbr., og Bagerne fik Ordre til kun at bage Rugbrød og intet fint Brød eller Bagværk. Da der imidlertid af Hensyn til Kvæsthusets Syge blev gjort en Undtagelse med dette Hospitals Bager, fritog alle de andre sig selv fra at holde sig denne Befaling efterrettelig. Bønderne paa Landet havde indtil Jul Lov til at bage Brød og falbyde det i Kbhvn., Bryggerne maatte kun brygge 2 Rigsdalers eller 7 Marks Øl, og alt Brændevinsbrænderi blev rentud forbudt. Da Brændevinsbrænderne, hvoraf der endnu var 200 i Byen, imidlertid klagede heftigt over den dem tilføiede Skade, hævedes Forbudet allerede den 1ste Decbr.; dog skulde de først med behørig Brandbesigtigelse godtgjøre, at deres Værk var saaledes indrettet, at der ikke var Fare for Ildebrand. En ligesaa midlertidig Charakter havde Accisens og Konsumptionens Afskaffelse for Viktualier og Proviant, thi den varede kun i 14 Dage; derimod lykkedes det Bryggerlauget at opnaa en vigtig Indrømmelse til sin "Lettelse og Soulagement". Lauget ansøgte nemlig gjennem de 32 Mænd og Magistraten om, at Forhøielsesaccisen paa Malt maatte blive afskaffet, og skjøndt Kongen ikke var tilbøielig til at indlade sig herpaa, fordi en saadan Forandring kun vilde komme enkelte Familier til Gode og desuden vilde berøve hans Kasse en aarlig Indtægt af 30,000 Rdlr., skete det dog efter Bryggernes Ønske. I Forordningen hedder det meget betegnende, at Forhøielsesaccisen afskaffes, "skjøndt denne Indtægt ved disse Tider for vores Cassa høiligen kunde have været fornøden". Ved de anførte Forholds-


610

regler saavelsom ved Trusel om 500 Rdlrs. Mulkt og Varernes Konfiskation lykkedes det virkelig at hindre Bryggere og Bagere i at skrue Priserne i Veiret og fremkalde Dyrtid. Reiser berømmer i sin Ildebrandshistorie den "engelsindede Monark" i høie Toner for det billige Kjøb paa "al Slags Mundprovision og Ædevare", hvorimod han er meget forbittret over den dyre Husleie, "som sviede og smertede de Afbrændte lige ind til Marv og Ben".

De Nødlidendes Antal var imidlertid langt større, end man kunde overkomme, og da det skortede paa Plads, og Vinteren nærmede sig med stærke Skridt, besluttede man at bortsende de fattige Brandlidte eller dog saa mange af dem som muligt. Fra den 26de til den 30te Oktober bevægede uhyre Vogntog, ialt 575 Vogne, sig ud af Portene og førte 436 Familier ud til Landsbyerne i Omegnen, som Utterslev, Husum, Emdrup, Ballerup, Gjentofte, Jægersborg, Lyngby og Frederiksberg eller endnu længere bort til Slangerup, Helsingør, Frederiksborg, Roskilde og mange andre Steder. De Flygtende fik ikke blot fri Transport, men ogsaa fri Bopæl indtil videre. Mange Borgere søgte naturligvis for egen Regning bort til Familie og Venner i Provindserne, ja endog til Norge; i det Hele synes der at have fundet en formelig Udvandring Sted, ogsaa i Mellemklasserne. Da Fattigvæsenet, som ovenfor berørt, havde mistet betydelige Kapitaler, efterdi Halvdelen af dets Panter brændte, og mange af Indbyggerne, som hidtil havde givet Kvartalsalmisser, nu selv vare bragte til Bettelstaven, havde man stor Vanskelighed ved at underholde det betydeligt forøgede Antal Fattige, hvorfor der blev givet Ordre til Biskopperne og Stiftbefalingsmændene udenfor Sjælland at træffe Anstalter til at modtage, herbergere og forpleie endel kjøbenhavnske Almisselemmer, som hørte hjemme i Provindserne, og ligne Udgifterne hertil paa Indbyggerne. Et betydeligt Antal Fartøier var netop i Begyndelsen af Novbr. kommet til Byen med Kornladninger, og det blev derfor besluttet at bortsende de Fattige med Skibsleilighed; de fik 14 Dages Kost med paa Reisen, men skulde iøvrigt transporteres frit til deres Bestemmelsessted. Intet Skib fik Lov til at passere Toldbodbommen uden at præstere Bevis for, at Skipperen havde meldt sig paa Konventhuset og havde saa mange Fattige ombord, som han kunde rumme. Man blev paa denne Maade 484 Fattige kvit, men der blev endda nok tilbage. De Fattige i Brøndstrædes Sjæleboder,


611

som nu vare husvilde, bleve lagte ud paa Krigshospitalet (den nuv. Ladegaard), og overordentlige Forholdsregler bleve trufne for at skaffe Fattigdirektionen Extraindtægter. Der blev stillet Bækkener for Kirkedørene udenfor Sjælland; mange "Guds Børn" sendte frivillige Gaver, og naar Kongen senere laante Borgerne Penge af Brandstyrkassen til deres Huses Gjenopførelse, skjænkede han ofte den paagjældende Prioritet saavelsom Renterne til Fattigvæsenet. Derimod blev der ikke Noget af en Indsamling til de Fattige, for hvilken de 32 Mænd havde stillet sig i Spidsen, thi den blev forpurret, fordi Indbyderne havde handlet paa egen Haand "uden nogen kongelig Anordning at støtte sig til". Vaisenhuset, der havde lidt et forholdsvis mindre Tab (ca. 6000 Rdlr.), og hvis Bygninger delvist vare beboelige, maatte derhos overtage nogle fattige Børns Forpleining. En stor Lettelse for Indbyggerne var det, da 4 Kompagnier af Garden til Hest i April 1729 bleve forlagte andetsteds hen, men det kneb alligevel stærkt med at skaffe Resten Kvarterer. Baade for at hindre Tilstrømning af Tiggere og tvivlsomme Elementer, der vilde fiske i rørt Vande, blev det allerede den 15de Novbr. 1728 paabudt, at ingen Fremmede fra Provindserne eller fra Skaane maatte indkomme i Byen, medmindre de beviste at have vigtigt Ærinde.

Midt imellem de sørgelige Brandtomter var hist og her som ved et lunefuldt Spil af Skjæbnen enkelte Huse blevne staaende, som f. Ex. Valkendorfs Kollegiums Bibliothek, Frue Kirkes Chor, Regentskirken, S. Petri Kirkes ene Begravelseskapel, den gamle Konsistoriumsbygning, et Lysthus bag Helligaandskirken og i Larsleistræde: "et meget lidet uanseeligt Hus, ikkun halvanden Alen høit fra Gaden til Taget med et skraat Tag af 7-8 Alens Høide, dets Stuer laa ned i Jorden og dets Vinduer næsten lige med Jorden". Dette mærkelige Hus blev nedrevet i 1737, men et andet lignende, som først i den allernyeste Tid er forsvundet: Hjørnestedet til Raadhusstræde og Nybrogade skaanedes ogsaa i den store Ildebrand og stod saaledes i over halvandet hundrede Aar som et levende Bevis for Smaaborgernes tarvelige Kaar og Levevis før 1728. Ellers var saagodtsom Alt raseret paa det udstrakte Terrain; allevegne mødte Øiet kun sværtede og sønderrevne Mure, gabende Huller og sammenstyrtede Kjældere, Fundamenter og væltede Skorstene, knuste Tagsten, Murbrokker, forkullet Tømmer, ødelagte og hen-


612

kastede Brugsgjenstande og navnlig Grus i uhyre Masser. I December Maaned klages der over, at Gaderne ere ufremkommelige, men et Forslag om at lade Omegnens Bønder bortkjøre Gruset blev afvist af Kongen for at skaane dem. Først i Mai Maaned det følgende Aar blev der for Alvor taget fat paa Grusets Oprydning og Bortkjørsel, og Tusinder og atter Tusinder af Læs fra Klædebo-, Nørre- og Vesterkvarter bleve førte udenfor Byen til Veienes Forbedring, medens det fra de øvrige Kvarterer blev bragt ud bag Amalienborg Have, hvor Mønsterpladsen anlagdes (smlgn. II S. 508). Dette vedvarede endnu i 1730, men alligevel syntes man ikke at kunne blive færdig. Al Transport af Bygningsmaterialer blev vanskeliggjort af Grusmasserne; Folk kunde ikke komme til at bygge for dem, Grusets Fjernelse blev et Problem, som i høi Grad beskjæftigede de ledende Mænds Tanker. Tilsidst opdyngede man det langs Kanalernes Bolværker trods Havnekommissionens Indsigelse og gav Skipperne Lov til at indtage det som Ballast, men nu klagede Pramlauget over, at der gjordes Indgreb i dets Næring. Man indskrænkede sig imidlertid til at svare, at det ikke var forudset i Pramlaugets Artikler, at Byen vilde blive ramt af en saadan Ulykke. Ved de bedre Bygninger blev Gruset naturligvis undersøgt, før det bortførtes, fordi der fandtes adskillige Værdigjenstande i det, særlig ved Kirkerne, hvor store Mængder af halvsmeltet Kobber, Bly og Klokkemalm paa denne Maade blev opsamlet. Der blev stjaalet en hel Del af disse Metaller; navnlig drev Smaadrenge en livlig Handel dermed. Man opdagede, at en Jøde havde kjøbt betydelige Kvantiteter deraf, men det blev afkjøbt ham for Indkjøbsprisen, skjøndt han ikke kunde oplyse, af hvem han havde kjøbt det. Lidt efter lidt bleve mange af de øde Tomter igjen beboede, og det allerede inden Aarets Udgang. Den afbrændte Del af Kjøbenhavn maa da have havt et eiendommeligt Physiognomi, thi det blev tilladt Indvaanerne, navnlig Bagere og Bryggere, at bygge saameget paa deres konserverede Brandmure eller Kjældere, at "de derudi Vinteren kunde forblive". Ogsaa en Mængde Smedeværksteder reiste sig under Halvtage, som bleve anbragte paa de afstivede Mure. Folk indrettede sig kort sagt mellem Grusdyngerne i improviserede Leiligheder i Hytter og Træskure, fortsatte deres Næring og fristede Livet, som de bedst kunde, haabende paa bedre Tider.


613

Da fem af Byens Kirker vare lagte i Aske blev en Omfordeling af Sognene nødvendig. Frue Kirkes Menighed blev henvist til Nikolai Kirke, Helligaandskirkens og S. Petri Kirkes Menighed til Holmens, og Trinitatis' Menighed til Garnisons Kirke. Præsterne skulde præke skiftevis, og der blev udgivet en Forordning om Fordelingen af Offret mellem dem. Den reformerte Menighed holdt Gudstjeneste i en Gaard paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tvergade, og Vaisenhusbørnene i et Ridehus, som tidligere havde været brugt af adelige Børn. Kjøbenhavnerne bleve efter Ildebranden ivrige Kirkegjængere eller, som Reiser udtrykker sig, de fik "samme heftige Appetit" til Kirkerne som senere til Komediehuset, saaledes at der maatte sættes Vagter ved Kirkedørene for at hindre Trængsel. Det følger af sig selv, at Præsterne benyttede den skete Ulykke til Udgangspunkt i deres Prædikener; det er saaledes bekjendt, at Sognepræsten til Vor Frue Kirke, Mag. Morten Reenberg den 14de Novbr. 1728 talte i Nikolai Kirke om "Ødelæggelsens Vederstyggelighed" og undersøgte det Spørgsmaal, hvad det ulyksalige Kjøbenhavn havde syndet fremfor alle andre Stæder i begge Rigerne, at det var blevet saa haardt hjemsøgt. En anden Gang prækede han om det Ønskelige i, at "alle Gjældsbreve ogsaa vare blevne opbrændte og mortificerede i disse bedrøvelige Tider", en Opfattelse, som sikkert fandt Tilslutning hos de fleste af hans Tilhørere. Nøden var nemlig stor; det skortede paa rede Penge, Krediten var ødelagt, mange Næringsveje laa stille, og Tusinder af Brandlidte vidste ikke, hvorledes de skulde skaffe det daglige Brød, end sige tilfredsstille deres Kreditorer; som bleve mere og mere paatrængende. Hertil kom, at de Indbyggere, som ikke havde mistet Hus og Hjem, fik nye Skattebyrder som f. Ex. dobbelt Lygte- og Sprøiteskat og senere Brandskat.

For at skaffe Midler til Stadens eller rettere til de offentlige Bygningers og Kirkernes Gjenopførelse saavelsom til Expropriation, blev der nemlig den 21de Decbr. 1728 udskrevet et treaarigt Brandstyr i Danmark og Norge, som skulde erlægges i Aarene 1729, 1730 og 1731 af alle Indbyggerne, undtagen de Brandlidte, Militaire og Bønder. Ikke engang de Brandlidte, som i Provindserne havde anselige Midler af Jordegods, bleve forskaanede for Skatten. I Kjøbenhavn blev den paalignet af en Kommission med Geheimeraad Numsen i Spidsen, i hvilken en Borgmester og en Raadmand


614

havde Sæde. Brandstyrindtægten udgjorde ifølge Kassereren Simon Paullis Regnskab ca. 410,000 Rdlr., hvortil kom en Sum af over 125,000 Rdlr. ved frivillige Gaver fra "gavmilde Guds Børn", Kollekter i Udlandet (i Berlin indsamledes saaledes et Beløb af 19,605 Rdlr. til Kjøbenhavns Kirker), Mulkter for ulovlig Skovhugst m. m., saaledes at Brandkassens samlede Indtægt beløb sig til 537,524 Rdlr. En Del af Frue og Trinitatis Kirkes Kapitaler, som ikke udkrævedes til Kirkebetjentenes Lønninger, blev desuden opsagt og indbetalt i Brandkassen, efterhaanden som den kom ind; derimod befriedes Helligaandskirken og S. Petri Kirke herfor, da Renten af deres Kapitaler ikke var større end til eget Behov.

Samme Dag, Brandstyret blev udskrevet, tilstod en kongelig Forordning Kjøbenhavns Indbyggere adskillige Friheder og Benaadninger. Enhver, der vilde bygge, fik saaledes Tilladelse til at bryde Kalksten paa Saltholmen og Bygningssten paa Stevns; det blev, for lettere at skaffe Undersaatterne Kredit hos Fremmede, bestemt, at alle Kapitaler, der indførtes i Riget, maatte være fritagne for Sjette og Tiende Penge, naar de atter udførtes, og alle Slags Bygningsmaterialier, saasom Tømmer, Bjælker, Sparrer, Brædder, Lægter, Planker, Mur- og Tagsten, Kalk, ja Søm og Vindusglas maatte gaa frit ind. De Skibe, der bragte dem, skulde desuden være forskaanede for Lastepenge, Accise, Bolværkspenge, Skrivepenge, Maaling og Brænding saavelsom for Stempelpapir til Angivelser og Toldsedler. Enhver af Grundmur opført Nybygning fik i Forhold til Etagernes Antal Frihed for Indkvartering og andre Paalæg i 20, 15 og 10 Aar, og den, der byggede Baghuse af Grundmur, fik senere en Gave af Kalk og Mursten til 20 Rdlrs. Værdi for hvert Fag, naar Bygningen var to Etager høi, ellers kun for et Beløb af 10 Rdlr. pr. Fag.

Disse og lignende Skridt kunde dog ifølge Sagens Natur ikke strax føre til en Bedring af Tilstandene og maatte forblive saa meget mere virkningsløse, som det ikke engang var Borgerne tilladt at tage fat paa Gjenopførelsen af deres Huse, før de nye Gadelinier vare afstukne. Øieblikket var nemlig nu kommet, da man ikke blot kunde give Byen et sirligere Udseende og blive en stor Del af de snevre og krumme Gader kvit, men tillige kunde skabe Betingelserne for, at slige Katastropher i Fremtiden bleve umulige eller dog usandsynlige. Det var Kongen yderst magtpaaliggende, at en


615

smukkere og værdigere Hovedstad skulde reise sig af Ruinerne; han havde strax Opmærksomheden henvendt herpaa og satte alle Kræfter i Bevægelse for at naa Maalet. Allerede den 5te Novbr. 1728 blev Kommissionen for Gadernes Regulering nedsat, hvis Opgave det skulde være "at foretage sig det gamle Kort over Kbhvn. og overveie, hvorledes Gaderne kunde udvides herefter til Commodité og Regularité og til den Ende optage et nyt Kort over de afbrændte Kvarterer og samme med sin Forklaring og Betænkende at indsende". Kommissionen kom til at bestaa af Generalbygmester Johan Conrad Ernst, Overlandbygmester Krieger, Stadsbygmester Hiller og Secretair i Hofretten Jochum Richard Paulli, den bekjendte dramatiske Forfatter, Omstøberen af "den politiske Kandestøber", imod hvem Holberg skrev sit berømte Brev til det nævnte Stykkes "Opliusning". Da Stadsbygmester Hiller kort efter døde, blev han afløst af Assessor Banner Mathiesen, medens Stadskonduktør Søren Balle fik Ordre til at gaa Kommissionen til Haande. En Maaned efter, den 7de Decbr., fremkom Reguleringskommissionen med et Projekt, som den 18de Decbr. godkjendtes af Kongen (smlgn. Kortet II S. 605). I dette udførlige og interessante Aktstykke foresloges først nuværende Frederiksberggades Anlæg og Indretningen af en Tværgade fra denne til Vestergade (det Stykke af Kattesundet, som længe kaldtes "Bakken" eller "Smedebakken"), hvorved Store- og Lille St. Kleménsstræde, Helligkorsstræde, Vognbadstustræde og Antiquestræde kunde forsvinde. Teglgaardsstræde, der var meget smal og havde et stort Huk i Midten, foresloges udvidet og rykket lige for Larsbjørnstræde; Naboløs, Hyskenstræde og Klosterstræde burde udvides til 20 Alens Brede, saaledes at der kunde skabes en lige Vei fra Stranden op til Skindergade; Endeløsstræde, der var en fra Brolæggerstræde mellem Badstustræde og Klosterstræde udgaaende cul de sac, burde forsvinde, hvorimod Knabrostræde, der hidtil kun havde strakt sig til Brolæggerstræde, burde føres videre ind i Vimmelskaftet. Endvidere anbefalede Kommissionen at forlænge Badstustræde tværs over Vimmelskaftet til Skindergade, at udvide begge Helliggeistesstræderne (nuværende Valkendorfs og Niels Hemmingsensgade) og føre den sidste ind paa Ulfeldts Plads, saaledes at Tugthusporten forsvandt, og videre til Skindergade (den nuv. Trompetergang). Skidenstræde (nuv. Krystalgade) og Landemærket med Slippen burde omdannes til en Hovedgade paa 24 Alen


616

fra Gothersgade til Nørregade, medens Store Brøndstræde, der synes at have været en cul de sac, burde føres helt ind til Vognmagergade. "At bringe Kjøbrnagergade ligefor Nørreport - hedder det videre - dertil se vi ingen Apparance, men som igjennem denne Port falder en stor Kjørsel især om Torvedagene, saa var en god Plads nær ved samme Port meget fornøden, og dertil skulde vi allerunderdanigst foreslaa nogle Stykker af Lille Kjøbmagergade". Kommissionen gik altsaa endnu ikke saa vidt, at den turde foreslaa Anlæget af Kultorvet, hvorimod den bestemt tilraadede at udvide Pladserne om Kirkerne, der hidtil havde ligget altfor indknebne. Stenboderne foran Helligaandskirken, som vare blevne skaanede af Ilden, burde nedrives, og Kirkebetjentene burde i Fremtiden ikke have Lov til at bo i Kirkernes umiddelbare Nærhed. Linien ved Stranden lod Kommissionen forblive urørt; dog formente den, at de nye Gaarde, istedetfor som før at have deres Hovedbygninger til Snaregade og Magstræde, skulde have dem ud til Stranden "for Parade Skyld". Efter at have bemærket, at Hovedgadernes Brede bør være fra 20 til 24 Alen, for at man desto bekvemmere kan indrette Fortouge paa begge Sider, medens "Nebengaderne" kunne nøies med 16 Alen, slutter Kommissionen sin Indstilling med følgende charakteristiske Betragtning: "Disse Udvidelser have vi ikke altid kunnet anvise til begge Sider, men have maattet indrette, som enten Grundenes Bonitet, Gadernes Situation for hverandre eller og de Huse, som Ilden har levnet, dertil har givet Leilighed. Vi have maattet tvinge denne vor Forretning efter Stedernes Leilighed for ei at bedrøve dem for meget, som desuden ere bedrøvede, eller afskrække dem fra at bygge, som dertil kunde inklinere, naar de kunne opføre Bygningen paa de endnu konserverede Fundamenter. Derfor have vi ikkun hensigtet til saadan Indredelse, hvorved Gaderne kunde udvides til fornøden Anstalts Befordring ved ulykkelige Tilfælde, og hvor Situationen har villet tillade Regulariteten, saaledes at ei Indvaanernes kostbare Grunde skulde fornærmes. Thi dersom Eders kongl. Majestæts høie Intention er, at ingen Kostbarhed af Grund, Sted eller Vandværkers Render skal hindre Gadernes Regularitet, saa kunde vi projektere større Desseins end disse, som f. Ex. at ordonnere Trinitatis Kirke paa en stor rund Plads, hvor alle angrændsende Gader kunde møde hverandre, saa og at den nye Vestergade skulde føres lige til


617

Ulfeldts Plads og igjennem Ulfeldts Plads lige ud til Gothersgade, hvor der da kunde blive Leilighed til at lade en Tværgade fra Stranden af indtil Nørrevold indskyde i bemeldte Hovedgade og begge saa regulaires indrettes, at man paa Centro af deres Kors staaende kunde se til Vesterport og Gothersgade, til Stranden og Nørrevold. Saavelsom og at forskaffe Helliggeistes Kirke den herlige Situation, at man fra Kjøbmagergade kunde se ind paa dens Kirkegaard. Med Andet mere, som vi i denne Forretning for ommeldte Aarsags Skyld forbigaar".

Naar man kaster et Blik paa Kortet (II S. 605), ses det, at Kommissionen saagodtsom overalt har antydet, hvorledes Gadernes krumme Linier og Bugter kunde fjernes, men en saa gjennemgribende Forandring vovede man ikke at gjennemføre, navnlig af Hensyn til de store Omkostninger ved Vandrendernes Omlægning. Kommissionen selv udtaler Tvivl om Sagens Gjennemførlighed, og i den kongelige Resolution af 18de Decbr. hedder det udtrykkelig, at "naar Gaderne ikkun blive udvidede i den anviste Brede, faar det udi det Øvrige ved den forrige Gadernes Krumhed at have sit Forblivende". Man blev senere nødt til ogsaa at slaa betydeligt af i andre Retninger.

I Kommissionen herskede der Uenighed om, hvorledes man skulde forholde sig med Expropriationen af Grundene. Paulli tilraadede, at Kongen skulde tilforhandle sig samtlige Tomter og afhænde dem igjen for Indkjøbsprisen til de Brandlidte, som vilde bygge, medens han af Fremmede kunde forlange høiere Priser og saaledes "avancere". Ved en saadan Ordning vilde alle unyttige Hukker og Kroge bedst kunne afskaffes, og mangen Borger vilde herved kunne faa et Stykke til sin Grund, som han længe havde ønsket. Dog burde Salget ikke foregaa, før Grunden var tilbudt den forrige Eiermand. Kommissionens øvrige Medlemmer vilde imidlertid ikke anbefale denne Plan, og Enden blev da, at der af Stadskondukteuren udarbeidedes en Fortegnelse over de Grunde, som vare nødvendige til Gadernes Udvidelse, hvorpaa de bleve taxerede og betalte med rede Penge. De mindre Grundstykker, som bleve tilovers ved Gadereguleringen, overlodes gratis til dem, der begjærede dem; dog at de skulde forsynes med grundmuret Bygning, da Kongen ikke vilde vide af Plankeværker til Gaderne.


618

I Begyndelsen af 1729 var man saavidt, at alle de nye Gadelinier bleve afstukne med Pæle, men da Reguleringsplanen blev bekjendt, stødte den paa afgjort Modstand hos Indbyggerne. Hertil bidrog navnlig Plakaten af 18de Marts 1729, i hvilken de nærmere Enkeltheder ved Byggemaaden og Reguleringen fastsattes. Heri hedder det bl. A., at alle Huse til Gaden skulle opføres helt af Grundmur, "eftersom der kun skal være maadelig Forskjel mellem Bekostningen paa Bindingsværk og Grundmur", at Baghuse skulle anbringes, saaledes at Sprøiterne let kunne komme til, at Porte og Indkjørsler skulle være rummelige, og at Gavle og Bagsider af Bag- og Halvtagshuse under ingen Omstændigheder maa beklædes med Brædder. I alle afbrændte Gader skal der desuden anlægges "skikkelige Fortouge" fra 3 til 1 1/2 Alens Bredde efter Gadens Leilighed; der maa ikke opsættes Skure over Kjældere eller Hustrapper, efterdi det betager Gaderne deres Sirlighed; kun hvor der uomgjængelig behøves Skure over Boutiker og Kramboder, maa det ske efter et nærmere angivet Mønster. Ingen Trappe maa gaa langt ud paa Fortouget, og Kjælderlemme skulle indrettes saaledes, at de ere jevne med Fortouget, naar de ere lukkede. Endelig maa der ikke mere anbringes Tagrender (af Træ) paa Husene, og Skorstene paa Træstole forbydes helt som meget brandfarlige.

Imod disse Forandringer reiste der sig som sagt en Storm af Uvillie. Ikke blot vare Mange misfornøjede og fortvivlede over at skulle miste deres Grunde eller Stykker af dem, "hvorved den øvrige Del til deres Nærings Fortsættelse kunde blive ubrugbar", men Paabudet om Grundmur til Gaden blev almindelig opfattet som urimelig og uretfærdig. Myndighederne overvældedes med Klager og Ansøgninger; Borgerne fandt Understøttelse hos Magistraten og de 32 Mænd, saavelsom hos flere af Kommissionens Medlemmer, og tilsidst blev Regjeringen nødt til at give efter i visse Retninger for at berolige Gemytterne. Ved Plakaten af 2den Mai 1729 blev vel Fordringen om Grundmur til Gaden opretholdt, men adskillige Gader bleve undtagne fra den paatænkte Udvidelse, og denne desuden i det Hele indskrænket betydeligt. Medens det f. Ex. oprindelig var bestemt, at de smalleste Gader skulde være 16 Alen brede, forandredes dette nu til 10 à 12 Alen, "saa at to Karether magelig kunne passere forbi hinanden", og hvad de saakaldte store Gader angik, blev det kun paabudt, at de "skulle indrettes, saaledes at


619

tre Karether kunne passere hverandre, uden at de Gaaende forulempes derved". De Brandlidte, som kun havde Raad til at opføre Baghuse af Bindingsværk, maatte faa Lov dertil; dog skulde de forpligte sig til at opføre Bygningerne til Gaden af Grundmur inden visse Aars Forløb. Endelig blev Planen om at forlænge Badstustræde tværs over Vimmelskaftet til Skindergade helt opgiven, thi i Vimmelskaftet skulde der overhovedet ikke foregaa anden Forandring, end at Stenboderne foran Helligaandskirken bleve nedrevne, og mange andre Gader fik, naar enkelte Hjørnegrunde eller Smaapartier undtages, ligeledes Lov til at forblive, som de vare før Branden, nemlig Vestergade, S. Pedersstræde, Nørregade, Klædeboderne, Skindergade, begge Kannikestræder, Nygade, Nytorv og Gammeltorv, Vor Frue Kirkegaard, Raadhusstræde, Brolæggerstræde, Kjøbmagergade, Silkegade, Rosenborggade og Tornebuskegade. Disse Indrømmelser formaaede dog ikke at tilfredsstille Borgerne, men Kommissionen fortsatte ikkedestomindre sin Virksomhed og tilendebragte den i det Væsentlige inden Frederik den Fjerdes Død.

De to Kvarterer, der undergik den største Forandring, vare Vester- og Klædebokvarter. I det første anlagdes Frederiksberggade i 16 Alens Brede mellem Gammeltorv og Volden (ligefor Vesterport) ved Bidrag af Grundstykker fra Sydsiden af Store St. Klemensstræde, Vestsiden af Kattesundet, Hjørnet af Helligkorsstrædet samt forskjellige Grunde i Mikkelbryggersgade, Lille St. Klemensstræde og ved Vestervold. Expropriationen for denne Gades Vedkommende kostede alene 8591 Rdlr. I Klædebokvarter blev Kultorvet anlagt, idet Bygningsfirkanten mellem Frederiksborggade, St. Gjertrudstræde, Rosengaarden og Mikkel Vibesgade blev jevnet med Jorden og udlagt til offentlig Plads. Mange andre Dele af Byen undergik dog ogsaa store Forandringer og Udvidelser, nemlig Kattesundet, som fik 12 Alens Brede og gjennem "Smedebakken" førtes ind i Vestergade, begge Larsbjørnstræder (udvidede paa Østsiden), Teglgaardstræde, der blev lagt lige for Larsbjørnstræde og udvidet paa begge Sider, Studiestræde (udvidet paa begge Sider og ved Nørregade med et Stykke af Bispegaardens Grund), Snaregade (kun lidet forandret), Knabrostræde (meget betydeligt udvidet paa Vestsiden og ført ind i Vimmelskaftet, hvortil medgik Grunde fra Nygade og Brolæggerstræde), Endeløsstræde, som imod den oprindelige Plan ikke blev lukket, men ved en Tværgade til Knabrostræde ophørte at være


620

cul de sac, Badstustræde (meget udvidet paa Østsiden), Naboløs, Hyskenstræde (paa begge Sider), Klosterstræde (ligeledes, dog navnlig paa Vestsiden), Skidenstræde (nuv. Krystalgade betydeligt baade paa Nord og Sydsiden), Fiolstræde ligeledes betydeligt paa begge Sider, Rosengaarden og Peder Hvitfeldtstræde (kun i ringe Grad), Lille Helliggeistesstræde (nuv. Niels Hemmingsensgade meget betydeligt paa Østsiden), Store Helliggeistesstræde (nuv. Valkendorfsgade ligeledes), Kokkegade (en Del af nuv. Valkendorfsgade udvidet og ført ind i Vimmelskaftet), Tugthusporten fjernet og Gaden udvidet til Ulfeldtsplads og videre gjennem Trompetergangen til Skindergade, Løvestrædet (kun i ringe Grad), Lille Kjøbmagergade (udvidet paa Østsiden), Landemærket og Slippen (meget betydeligt paa begge Sider), Aabenraa og Vognmandsgaden (begge paa Østsiden), Store Brøndstræde (oppe ved Vognmandsgaden betydeligt), Lille Brøndstræde (noget paa begge Sider), Springgade (ligeledes), Klareboderne (flyttet hen for Møntergade og udvidet) og Lille Regnegade (udvidet paa Nordsiden). Endelig blev Størstedelen af en tilstødende Bryggergaards Grund lagt til Trinitatis Kirkegaard; St. Petri Kirkegaard blev forøget med en hosliggende Grund paa Nørregade, og Pladsen om Helligaandskirken helt omreguleret. Til Vimmelskaftet kom Kirkebygningen til at ligge bag en Brandmur, idet Stenboderne bleve fjernede (dog først i Christian VI's Tid), og endel Eiendomme paa Vestsiden af Lille Helliggeistesstræde, hvori forskjellige Næringsdrivende som en Slagter, Naalemager og Handskemager boede, bleve nedrevne og Grundene lagte til Kirkegaarden, en Skjæbne, som ogsaa ramte Kapellanens, Klokkerens, Organistens og Graverens Embedsboliger paa Kirkegaarden. I Stadskondukteur Søren Balles Generaldesignation over de til Gadernes Udvidelse erhvervede Grunde angives den samlede Expropriationsudgift til 74,627 Rdlr. 2 Mk. 12 Sk. Der blev i Slutningen af 1729 og det følgende Aar taget ivrigt fat paa at afstikke og ryddeliggjøre de nye Gader, men man blev ikke færdig hermed i Frederik den Fjerdes Levetid. Endnu i August 1731 afsluttedes der Kontrakt med en Entrepreneur, Jens Henrichsen om at planere og udjevne Frederiksberggade, Smedebakken og Kultorvet, et Arbeide, der var temmelig omfangsrigt, ikke blot fordi alt overflødigt Jord og Grus skulde bortføres, men fordi de tilbagestaaende Fundamenter maatte fjernes med Hakke og Spade.


621

Med Gjenopførelsen af Byen gik det kun smaat, navnlig paa Grund af den store Fattigdom og Pengemangel. Det var saagodtsom umuligt at faa Penge tillaans; Ildebranden havde lært Kapitalisterne, at faste Eiendomme vare et daarligt Pant, og kun Faa havde nu Lyst til at anbringe deres Midler i Bygninger. Tvertimod bleve Prioriteterne baade i de afbrændte og ikke-afbrændte Bygninger opsagte i Massevis trods Kongens udtrykkelige Ønske, og de Brandlidte truedes saaledes med absolut Ruin. Det blev derfor paatrængende nødvendigt at løse Prioritetsspørgsmaalet, som iøvrigt strax efter Branden var blevet reist. Allerede den 19de Novbr. 1728 havde nemlig Magistraten og de 32 Mænd faaet Befaling til at træde sammen og bl. A. "deliberere om, hvorledes med Panter og Prioriteter skal forholdes", hvorefter de i Marts 1729 havde indleveret en udførlig Betænkning til Kongen. Efter at have udtalt sin store Frygt for, at Indbyggerne helt skulde tabe Lysten til at bygge og stræbe, ja maaske vilde vige bort fra Staden, naar de truedes med Arrest, foreslog Magistraten, at "de afbrændte Indvaanere i fire Aar skulde beholde de paa deres Eiendomme skyldige Kapitaler, utiltalt og uopsagt af deres Panthavere". Regjeringen vilde dog ikke ved et Magtsprog kuldkaste de bestaaende Kreditforhold; ligesom den i Forordningen af 21de Decbr. 1728 udtrykkelig havde erklæret, at ingen Ansøgning om Moratorier eller Protektorier vilde blive bevilget, saaledes svarede den nu, at "Kongen ansaa det for betænkeligt at præcludere nogen panthavende Kreditor fra det Beneficium, som Loven tillægger ham imod sin Debitor". Hans varmeste Ønske var, at "enhver Kreditor imod sin af Gud saa haardt hjemsøgte Medborger vilde bruge al christelig Medlidenhed, som han det for Gud agter at svare". Der fremkom vistnok forskjellige andre Forslag fra Privatmænd, saaledes et forvirret Projekt til en Brandassurance, til hvilken en overordentlig Masse Indtægter skulde henlægges, ligesom det vides, at Holberg forfattede en "Betænkning over Prioriteterne", som ifølge hans eget Udsagn vakte Kongens Opmærksomhed, men desværre er gaaet tabt. I god Overensstemmelse med sin hidtilværende forsigtige og retfærdige Optræden bestemte Kongen sig imidlertid til at forsøge en lempelig Løsning ad Frivillighedens Vei.

Magistraten fik derfor i April 1729 Befaling til at iværksætte en Mægling mellem Kreditorer og Debitorer, ved at kalde dem for


622

sig, høre deres personlige Meninger og »tale dem til Raison", hvorhos der i Juni nedsattes en Prioritetskommission med Dronning Anna Sophies Broder, Overkammerherre Grev C. D. Reventlow i Spidsen. Ordningen stødte imidlertid paa store Vanskeligheder, thi mange Prioritetshavere vare uvillige til Indrømmelser og Afslag, og et Par Maaneder efter var man ikke videre, end at Kongen befalede, at de uvillige Prioritetsherrer saavelsom deres Skyldnere atter skulde stævnes for Kommissionen. Ifald Forlig fremdeles var umuligt, skulde Kommissionen fremkomme med Forslag til "at skille Debitor og Kreditor paa billig og christelig Maade", dog saaledes at "vores allernaadigste Intention med de afbrændte Huses Gjenopførelse tillige naas og befordres". Hvad de offentlige Penge, Kirkers, Skolers, Fattighuses og Umyndiges Midler angik, som vare anbragte i afbrændte Huse, skulde Kommissionen ligeledes kalde Debitorerne for sig, og hvis det viste sig, at de ikke kunde bygge uden Moderation og Afslag i Rente og Kapital, burde det tilstaas dem efter nærmere Overveielse. Hele Sommeren og Efteraaret hengik med disse Forhandlinger, der sikkert have været høist besværlige; først den 23de Decbr. 1729 udkom en kongelig Resolution, som afgjorde Sagen. Den viser, at de allerfleste Brandlidte, som havde erklæret sig rede til at bygge paany, vare komne til et mindeligt Forlig med deres Kreditorer, idet disse enten havde eftergivet den halve Kapital eller en Trediedel af den tilligemed 2 à 3 Aars Renter, eller havde lovet at tilskyde et vist Beløb til Bygningens Gjenopførelse, "Alt efter Lighed og Proportion efter enhver saavel Kredi- som Debitors Vilkaar og Tilstand". Alle offentlige Kapitaler bleve nedsatte med en Trediedel, og to Aars Renter bleve eftergivne, hvilket desuden ved en kongelig Befaling fastsattes som Norm for alle uvilllige Kreditorer, der havde afslaaet Indrømmelser. Værst farne vare de Fattige, som ikke havde Raad til at bygge igjen, thi Kreditorerne tog uden videre deres Grunde og behøvede ikke engang at erhverve Eiendoms Dom derpaa. Der var et anseligt Antal af saadanne Fattige, og mange af dem havde før Branden været velstaaende Folk. Kommissionen, som gjerne vilde give dem Leilighed til at komme paa Fode igjen, foreslog, at Kreditorernes videre Krav paa dem skulde bortfalde efter et Aars Forløb, men Kongen fandt en saadan Annullering af Gjælden ubillig, thi det kunde jo hænde, at Debitor engang i Fremtiden ved Arvefald eller paa anden


623

Maade kom i bedre Stand. Derimod ansaa han det for christeligt og retfærdigt, at det ikke tillodes Kreditorerne at ængste de fattige Skyldnere ved at fratage dem deres Seng- og Gangklæder, Kjøkkentøi og Haandværksredskaber eller foretage Arrest paa deres Person. En anden af Kommissionens Indstillinger, nemlig at Kreditorerne, foruden at give Afslag i Rente og Kapital, skulde tvinges til at lade Resten af Pengene staa uopsagt i fire Aar, blev heller ikke godkjendt af Kongen, fordi det vilde være haardt for Folk, som selv kunde have deres Penge behov, ganske bortset fra, at det vilde svække Krediten og "afskrække de Fleste fra at laane Penge til dem, som vilde bygge paany, hvorudover Staden da tildels vilde blive liggende ubygt og i Asken".

Som man ser, var det Kongens første og sidste Tanke at faa Byen gjenopført; hertil sigte alle hans Foranstaltninger, og med dette Maal for Øie samlede han alle Kræfter, der stod til Raadighed. Brandstyrets Udskrivning, Reguleringen af Gaderne og Ordningen af Prioritetsforholdene vare imidlertid kun indledende Skridt, og de Friheder, der vare blevne indrømmede Kjøbenhavns Indbyggere, vare betydningsløse, saalænge man ikke havde Midler til at benytte dem. Det følger af sig selv, at der i de første Maaneder efter Branden, da Nøden, Elendigheden og Forvirringen var paa sit Høieste, intetsomhelst Alvorligt blev foretaget fra Privates Side; "det kjøbenhavnske Borgerskab var halvt eller helt desperat" - hedder det - "det var umuligt at bringe det til Raison". Selv i Gader, hvor der ikke skulde foretages Forandringer, blev der ikke rørt en Finger; man nøiedes med at istandsætte nogle faa beskadigede Huse og opføre primitive Vinterboliger og Hytter ude imellem Ruinerne. Det gik hurtigt op for Myndighederne, at hvis der skulde komme Fart i Tingene, maatte de selv gaa i Spidsen. I Januar Maaned 1729 afreiste derfor Overlandbygmester Joh. Cornelius Krieger til Hertugdømmerne for at afslutte Leveringskontrakter med Teglværkerne, og besøgte Slesvig, Glücksborg (hvor han blev støttet af Hertug Philip Ernst), Eckernförde, Sønderborg, Egernsund, Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Allevegne blev der givet Befaling til, at Teglværkerne ved Søkanten kun maatte udføre deres Fabrikata til Kbhvn. Allerede i Mai begyndte Tilførslen af Mursten, men den var langtfra tilstrækkelig; i Juli klagedes der endog saa stærkt over Mangel paa Byggematerialer, at man frygtede for,


624

at de paabegyndte Huse ikke kunde komme under Tag inden Vinteren, hvorfor Amtmændene i Gottorp, Sønderborg og Aabenraa samt Stiftsbefalingsmændene i Fyens, Aalborg-, Aarhus- og Ribe-Stifter fik Ordre til at sende Skibe til Flensborg for at hente Mursten. Det gik endog saa vidt, at Oversekretair Møinichen en Dag mødte paa Børsen og befalede, at det private Skib "Dronning Anna Sophie" og flere Portugalsfarere ufortøvet skulde afseile til Flensborg i samme Øiemed, og skjøndt Interessenterne kun havde Skade og Forsømmelse deraf, maatte de dog give deres Samtykke. Det følgende Aar blev der itide truffet Foranstaltninger til at have de nødvendige Transportmidler ved Haanden, men man var nu misfornøiet med de høie Priser (16 Mark pr. 1000 Stykker Mursten) saavelsom med Stenenes Beskaffenhed. Ved Ankomsten til Kbhvn. bleve Skipperne betalte af Brandstyrkassen; Stenene bleve førte til Materialgaarden, hvorfra de solgtes til Private for Indkjøbsprisen med Tillæg af Fragt. Af Brandkasserer Simon Paullis Regnskab fremgaar, at der i 1729 kom 7 1/2 Mill. Mursten og henved 1/2 Mill. Tagsten hertil fra Slesvig; i 1730 8 1/2 Mill. Mursten og 227,000 Tagsten. Af disse blev dog kun en meget ringe Part solgt; over Halvdelen udleveredes uden Betaling til de Byggende, medens Resten brugtes til de offentlige Bygninger. Man forstaar herefter Andreas Hojers Bemærkning: "Aldrig har Sten, Træ og Kalk været billigere i Kjøbenhavn".

Netop som Overlandbygmester Krieger var vendt hjem fra sit Besøg i Hertugdømmerne, blev den store Bygningskommission dannet (den 19de Marts 1729). Den kom til at bestaa af Kjøbenhavns Præsident, Etatsraad Johan Schrader, Generalbygmester J. C. Ernst, Stadshauptmand Michael Fieldsted, Sekretair J. R. Paulli og Krieger, medens Stadsbygmester Nikolai Banner Matthiesen og Stadskondukteur Søren Balle skulde gaa dem tilhaande. Kommissionen, der fik en udførlig Instrux, samledes hver Onsdag og Torsdag i Præsident Schraders Hus ved Stranden, og dens Hovedopgave skulde være at "afgjøre alle Tvistigheder, som kunde opstaa mellem Kjøbenhavns Indvaanere indbyrdes som og imellem Indbyggerne og Haandværksmestrene, for at hindre vidtløftige Processer". Dog kunde Kommissionens Kjendelser appelleres til Høiesteret. De Tilforordnede fik endvidere Ordre til at lade udarbeide lovlige og forsvarlige Bygningskontrakter mellem Bygmestre og Bygherrer,


625

hvilke til Borgernes Lettelse maatte skrives paa ustemplet Papir, endvidere fastsætte en Taxt for hver Kubikfod Murarbeide og hvert Stykke Tømmerarbeide og bestemme, hvormeget der skulde gjøres færdigt hver Dag, thi herved kunde det forhindres, at "Haandværkerne dreve Tiden unyttig hen", hvilket ellers var deres Skik. Kommissionen skulde ogsaa godkjende alle Bygningstegninger, før Arbeidet maatte begynde; den skulde have Opsigt med Materialierne, at de vare af den rette Bonitet, og sørge for, at de bleve indkjøbte her i Landet, selv om de vare en Smule dyrere her end andetsteds. For at gavne Hovedstadens egne Folk, udstedtes der Forbud mod fremmede Haandværkeres Indvandring, dog kun saalænge man havde et tilstrækkeligt Antal, der vilde arbeide efter Taxten. Skulde de herværende Svende imidlertid findes "modvillige og gjenstridige, i Tanke at de vare uomgjængelig fornøden, eller nogle af Mestrene skulde have Mangel paa Folk", maatte det tillades fremmede Haandværkere at komme.

I de første Maaneder gav Bygningskommissionen intet Livstegn fra sig; den kunde, som det siges, ikke faa Borgerskabet i Tale. Indbyggerne vare fattige og modløse, ude af sig selv over Reskriptet om Gadernes Udvidelse og indskrænkede sig til at overvælde Regjeringen med Klager og Nødraab. Kongen besluttede da at sætte sin Svoger, Grev C. D. Reventlow i Spidsen for Kommissionen, thi han havde ved et kongeligt Taffel været ubesindig nok til at antyde, at han muligvis kunde føre Sagen ind i et nyt og bedre Spor. Kongen tog ham paa Ordet, og den 14de Mai 1729 blev Reventlow udnævnt til "Oberdirekteur" med udstrakt Myndighed, og samtlige Kollegier og Autoriteter fik Befaling til at støtte ham af al Magt. Kommissionen undergik en Maanedstid efter en ny Forandring, da J. R. Paulli, som var bleven Toldinspekteur i Kbhvn., udtraadte og afløstes af Kancelliraad, Professor Jochum Ramus.

Reventlows Udnævnelse blev mødt med Uvillie, og han kom ufortøvet i Konflikt med Bygningskommissionen, som ikke vilde rette sig efter ham. Han klager over, at "dens Medlemmer expedere Sagerne uden engang at gjøre sig Umage med ret at læse og fatte, hvad han dennem anviser og forlanger"; han siger, "at de ere fortrydelige, naar han driver paa, helst ville være ham foruden, og blive inkommoderede af hans Erindringer." De tillade Folk at bygge, som de ville, og have overhovedet ikke forstaaet, at han er dem


626

foresat som Præses. Brandstyrkasserer Paulli har endog nægtet at gjøre ham Regnskab for de indkomne Penge, saaledes at han ikke har Begreb om, hvilke Midler der staa til Raadighed. Senere blev Overdirekteurens Stilling endnu vanskeligere, da baade Kongen og Geheimekonseillet fandt hans Forslag for vidtgaaende og afviste dem.

Reventlow tog imidlertid fat paa Opgaven med Energi. Han indhentede Oplysninger om Prioriteterne, om Gadereguleringen og om Grundene; han undersøgte personlig, hvorledes det stod til med de i Gaderne henliggende Grusmasser og traf Foranstaltninger til at fjerne dem; han skaffede Borgerne Understøttelser og opmuntrede dem "ved Persuasion" til at bygge af Grundmur; han gjorde Alt for at hindre Forprang og straffe "de Ildesindede med yderste Rigeur, som tænke af deres fattige Næstes Skade at profitere", han sørgede efter Evne for at skaffe Mursten til Byen, og ønskede endog et kongeligt Magtbud til Flensborgerne, om at de skulde sælge deres Mursten billigere, end det var fastsat i de af Krieger afsluttede Kontrakter. Dette hans Ønske blev dog ikke opfyldt, og samme Uheld havde han med adskillige andre af sine Forslag. I Januar 1730 anbefalede han f. Ex. at nedsætte Tolden og ophæve Laugene, tre Maaneder efter, at Halvdelen af Brandstyrkassen skulde skjænkes de Brandlidte, og at man burde se igjennem Fingre med Opførelsen af Bindingsværkshuse. Kongen vilde imidlertid ikke indlade sig paa Noget af dette. Hvad Toldens "Moderation" angik, vilde Majestæten dog "lade sig det være i Erindring paa beleilig Tid", men Laugenes Ophævelse kunde han ingenlunde bifalde, saalænge det var uafgjort, om det vilde blive til Publici Nytte eller Skade. Brandstyrkassens Midler maatte ikke angribes, thi Udgifterne til de offentlige Bygningers Gjenopførelse skulde afholdes af dem, og det var meget tvivlsomt, om der blev Noget tilovers. Om Bindingsværkshuse "i de store reelle Gader" vilde Kongen slet ikke høre Tale; blev der alligevel opført saadanne, maatte de Haandværkere, som havde bygget dem, vente at maatte nedrive dem paa egen Bekostning og desuden miste deres Laugsrettighed.

Man maa dog ikke heraf slutte, at der Intet blev gjort for at komme Indbyggerne til Hjælp. Mange af dem fik betydelige Summer til Laans af Brandkassen (og Kongen skjænkede da i Regelen Kapital og Rente til Kjøbenhavns Fattigvæsen eller til Vartou), Andre fik rentefri Laan eller Gaver, atter Andre Skattefrihed


627

i et vist Antal Aar, Frihed for Indkvartering eller for personlige borgerlige Bestillinger o. d. foruden den tidligere omtalte lovbestemte Hjælp i Materialier. De Huse, som vare blevne nedrevne eller sprængte i Luften under Branden efter Autoriteternes Befaling, navnlig paa Kjøbmagergade saavelsom i Magstræde og Gothersgade, bleve støttede med betydelige Pengegaver, selvfølgelig mod at de byggedes af Grundmur, og et ikke ringe Antal Bryggere fik Tilladelse til at afhænde deres Bryggerrettighed, dog i Regelen med den Tilføielse, at den ikke maatte henlægges fra en afbrændt Gaard til en ikke-afbrændt, men derimod til en anden Tomt, for at Byen kunde blive gjenopbygt. Magistraten, hvis Protokoller og Kvitteringer vare brændte paa Raadhuset, fik i Oktober 1729 Tilladelse til at udstede Proklama, hvori den inden Aars og sex Ugers Forløb indkaldte Alle, som formente sig at have noget lovligt og retmæssigt Krav paa den, for at bevise det, og den fik derhos en særlig kongelig Naadestilkjendegivelse, fordj den "af Ømhed over de skadelidte Borgeres slette Vilkaar" ikke havde fulgt de private Prioritethaveres Exempel og opsagt de anseelige offentlige Midler, som vare anbragte i de brændte Huse. Kongen lovede Magistraten, at den skulde være aldeles angerløs herfor, da han ikke tvivlede om, at "den efter Eds og Embeds Pligt ved Tid og Leilighed vilde vigilere, for at de paagjældende Kapitaler, saavidt mest muligt være kan, blive konserverede". Alle, som havde havt Inspektion eller Direktion over publike Midler som Øvrighed, Overformyndere og Formyndere befriedes ligeledes for alt Ansvar, og offentlige Betjente, som havde mistet indkasserede Penge i Branden, slap for at godtgjøre dem mod at aflægge Ed paa, at de virkelig vare brændte. Talrige Privatfolk fik Skatterestancer eftergivne; Næringsdrivende tilstedes der Nedsættelse i Told og Konsumption, eller de fik Tilladelse til at holde Udskjænkning af Vin, Øl og Brændevin i smaa Partier, til at drive et Haandværk uden at være Laugsbrødre eller til al Slags Smaahandel. Mange Ansøgninger om at blive Frimestre tilstodes, og samtidig blev det paabudt, at Omkostningerne ved at komme i Laug ikke maatte overstige 50 Rdl. Paa den anden Side blev der skredet ind mod Fuskere, navnlig mod Militære, som gik Borgerne i Næringen. Krigskancelliet maatte nu ikke længere udstede Frimester- eller Frihedsbreve til Soldater, og da Barberamtet klagede over, at "Fuskere af den militaire Stand holdt Barberstuer allevegne


628

i Byen, i Kjældere, Brændevinshuse og flere Steder, ja endog paatog sig Kure og derved skilte Folk først ved Penge, saa og ved Helbred og mange ved Livet", blev det Borgerne strengt forbudt at "betjene sig af Fuskere til chirurgisk Brug." Hjælpsomheden mod Borgerne antog undertiden mærkelige Former, saaledes da Sekretair Nikolai Müller, der senere blev Generalpostdirekteur, fik Privilegium paa "at trykke en Nouvelle i det latinske Sprog paa et halvt Ark Papir bestaaende af novis angaaende saavel statum publicum som literarium." Dette skete - hedder det - fordi der er "ham tilføiet en sensible, fast utaalelig Skade ved Ildebranden", og han fritoges for Porto et Aar, "for imidlertid at se om derpaa nogen Afgang kan blive." Hvorvidt denne latinske Avis nogensinde udkom, vides ikke.

Skjøndt de fleste Bygningsmaterialier som anført kom fra Hertugdømmerne, blev der dog ogsaa truffet Foranstaltninger til at tilvirke dem paa Stedet. I Marts 1729 fik saaledes Felix du Sart og Antoine Bonfils (der havde været Galanterihandler) Privilegium paa at indrette et Kalkbrænderi, og allerede en Maaned efter overlodes der dem en Kongen tilhørende Plads ved Blaataarn i Nærheden af Langebro, hvor der fandtes to Kalkovne iforveien. De fik Ret til at bryde Kalk paa Saltholmen, hvilket besørgedes af 60 dertil leiede Matroser, men Værket blev to Aar efter flyttet ud til den saakaldte "Baadsmands Skandse" ved Stranden udenfor Østerport, hvor Kongen overlod de to Interessenter en Plads mod en billig aarlig Afgift. Det er her, at Kalkbrænderierne den Dag idag findes. Du Sart indrettede ogsaa et Teglværk. Omtrent samtidig anlagde Overlandbygmester Krieger et Teglværk "med Stenkul at brænde" paa Frederiksberg Mark, og i Forening med Viceadmiral Ulrich Kaas et Kalkbrænderi og en Saugmølle paa Christianshavn i Nærheden af Renovationspladsen bag Frelsers Kirke. Da dette Værk laa paa et farligt Sted i nogle hundrede Alens Afstand fra et Krudttaarn, blev det nogle Aar efter lagt udenfor Byen.

Trods alle disse ivrige Bestræbelser for at fremme den private Byggevirksomhed havde den dog ikke stor Fremgang i Frederik den Fjerdes Tid. Slaget havde været for overvældende, og Tabene for store, til at man i Hast kunde reise sig efter dem, og de ledende Mænd vidste desuden ikke ret, hvorledes Sagen skulde gribes an. De Faa, som havde Midler til at bygge, havde endog store Vanskeligheder at kjæmpe med, thi cter var Mangel paa Mursten og Mangel


629

paa Haandærkere; endnu i Juli 1729 stod de gamle "uefterrettelige" Mærkepæle omkring paa Tomterne, saa at Folk hverken vidste ud eller ind, og mere end alt Andet bidrog Fordringen om Grundmur til at standse Byggeriet. Kampen herom var i lange Tider staaende; Kommissionens Flertal stillede sig paa Indbyggernes Side, men Kongen holdt fast ved sin Beslutning og gjorde kun i Mai 1729 den alt omtalte Indrømmelse, at de, der ikke havde Raad til at bygge Baghuse af Grundmur, maatte nøies med Bindingsværk, medens Husene til Gaderne skulde være Grundmur. Fordringen kunde dog ikke opretholdes, og Regjeringen blev umiddelbart efter Christian den Sjettes Thronbestigelse nødt til at kapitulere. Ligesaa vanskelige vare Arbeiderforholdene. Det havde oprindelig været Tanken, at fremmede Haandværksfolk ikke maatte indkaldes, men Omstændighederne vare for bydende. I Juni 1729 fremkom der Klager over, at mange Grundeiere vare blevne tvungne til at opgive deres Byggeplaner ved Mangelen paa Haandværksfolk, og Direkteurerne ved Generalpostamtet fik derfor Ordre til at bekjendtgjøre i kjøbenhavnske, altonaske og hamborgske Aviser, at alle Slags Haandværkere maatte komme ind i Landet og antage Arbeide, uden at begive sig i Laug, hvorhos de senere maatte blive i Byen ved blot at vinde Borgerskab. Opfordringen frugtede dog neppe synderligt, thi den blev gjentagen i April 1730, og Overlandbygmester Krieger satte sig i Forbindelse med Agent Knode i Worms og bad ham om at virke for Sagen i Tydskland. Det viste sig ved denne Leilighed, at danske Mur- og Tømmersvende fik dobbelt saa høi Betaling som tydske, og man faar samtidig et alt Andet end gunstigt Indtryk af de indfødte Haandværkeres Duelighed. Det siges saaledes uden Omsvøb i en kongelig Resolution, at "de kjøbenhavnske Haandværksmestre ikke forstaa deres Haandværk til Fornødenhed."

Der blev naturligvis opført enkelte grundmurede Privathuse i 1729 (det første, tilhørende Toldskriver Jakob Olsen, paa tre Etager og Kjælder, beliggende ved "Stranden", var færdigt i April Maaned og fik 10 Aars Frihed for Indkvartering og Grundskat), men ellers benyttede Indbyggerne sig saagodtsom udelukkende af Tilladelsen til at opføre Bindingsværks-Baghuse og lode Grundene til Gaden henligge som Tomter. Det nyttede ikke, at Myndighederne ivrede herimod eller vilde tvinge Folk til at nøies med to Etages Baghuse; man byggede dem paa 4 til 5 Etager og bekymrede


630

sig ikke om Reventlows Indsigelser, saameget mindre som Bygningskommissionens øvrige Medlemmer tog Parti for Borgerne og saa igjennem Fingre med deres uforsvarlige Byggeri. Overdirekteuren indberettede til Kongen, at han ikke formaaede at hindre de høie Bindingsværkshuse af Fyrretræ, som brugtes til al Slags farlig Næring, "disse Svovlstikkehuse, som vilde overspy hele Byen med Ild, naar der kom Brand i dem", og oplyste, at man byggede med største Uforsigtighed, ja opførte Skorstene paa Bjælker eller lod Bjælker gaae igjennem Skorstene. Som Følge heraf blev der af nogle udvalgte Mænd foretaget en Synsforretning, hvilken dog ikke førte til noget Resultat. Ved Aarets Slutning meddelte Reventlow, at 500 Huseiere havde erklæret at ville bygge igjen, men hertil vilde udkræves 30-40 Mill. Mursten og 4 Mill. Tagsten. Han ønskede derfor, at man skulde indskrænke sig til at gjenopføre de allernødvendigste offentlige Bygninger og afvente gunstigere Tider, thi Borgerskabet blev med hver Dag mere svækket og vilde tilsidst slet ikke kunne bygge. Man vilde da faa en By fuld af Tiggere, som faldt Landet til Besvær; Kongen vilde miste Konsumption og Indkomster, og Staden vilde forblive øde. "Det vil - skriver han - blive purt og plat rent umuligt at tilveiebringe de fornødne Mur- og Tagsten og endnu mindre dygtige Haandværksfolk til saa stort et Værk. Hvis man ikke i Tide udarbeider og overlægger, hvad der kan og bør bygges, hvad dertil behøves og derefter tager Mesurer, vil det komme i samme Konfusion som iaar, hvorudover Folkene tabe Modet, al deres Velfærd og Livet med af Chagrin, naar de intet kan komme frem og i Næring igjen, og dog har tilsat indtil den yderste Skjærv."

Kongen vilde dog ikke indlade sig paa Reventlows Forslag om at standse Arbejdet paa de offentlige Bygninger, men han lagde sin Misfornøielse for Dagen paa utvetydig Maade. I April 1730, da Byggesaisonen stod for Døren, fik Magistraten Ordre til at kalde Stadsbygmesteren og Stadskondukteuren for sig og især foreholde den første, hvor uforsvarligt han havde iagttaget sin Embedspligt det foregaaende Aar, "siden saamange Bygninger tvertimod vores allernaadigste Ordres Staden til største Hazard forefindes opbygte." Desuden skulde Magistraten formane dem, at "saa kjær som dem begge vores Naade er, maa de se til bedre iaar, at de selv kan undgaa den Straf, dennem ufeilbarligen vil paalægges, om mere saadan


631

deres Efterladenhed maatte befindes." Værre lød en Betaling til de Haandværkere, som havde bygget efter eget Behag; de skulde nemlig inden fire Maaneder paa egen Bekostning forandre, hvad de havde bygget imod de kongelige Anordninger, og hvis det gjentog sig i Fremtiden, skulde de sættes under Tiltale af Generalfiskalen og straffes paa deres yderste Formue. Det tidligere Paabud om, at alle Tegninger og Kontrakter skulde approberes af Bygningskommissionen, blev paany indskjærpet, og til ydermere Sikkerhed skulde et Medlem af Kommissionen hver Uge gaa omkring og personlig overbevise sig om, at der blev forsvarlig bygget.

Men det blev alligevel ikke bedre; Alt gik som før, og det kan i Almindelighed siges, at Frederik den Fjerdes Bestræbelser for at fremkalde en hurtig Gjenopførelse af Byen mislykkedes. Ikke engang en kongelig Ordre til Greverne om at opføre Gaarde i Kjøbenhavn, som "kunde eragtes at være den grevelige Stand gemæs", blev efterkommet, skjøndt Kongen erklærede, at det "vilde geraade ham til allernaadigste Velgefall", og der "destoværre var Grunde nok tilkjøbs i Byen til en civil Pris." Det kan her bemærkes, at der blev drevet stort Forprang med Grundstykker, dog navnlig med de smaa og ilde situerede, som opkjøbtes i Massevis af Spekulanter, hvilke senere forlangte store Summer for dem af Naboer, der ønskede at afrunde deres Eiendomme. Paa denne Trafik blev der imidlertid gjort Ende ved et Magtsprog. At den indrømmede Toldfrihed paa Bygningsmaterialier blev misbrugt, forstaas afsig selv; navnlig indførte Bødkerne Klapholt, som de brugte i deres Forretning istedetfor til Bygninger, og det oplyses ligeledes, at endel Borgere tilsneg sig en større Understøttelse af Kalk og Mursten, end der tilkom dem, ved at opgive Antallet af Fag, de havde bygget, for stort.

Hvad de offentlige Bygningers Gjenopførelse angik, stod det dog noget bedre til end med de private, thi det var Kongen yderst magtpaaliggende at faa de vigtigste af dem sat i Stand igjen saa hurtigt som muligt. Allerede tidlig i Foraaret 1729 var der blevet gjort et foreløbigt Overslag over, hvad der vilde medgaa til Kirkernes Gjenopførelse, og en særlig Inspektion, bestaaende af Geheimeraad Vincents Leiche og Biskop Christen Worm med Generalbygmester Ernst som Assisterende, fik Opsynet med dem. Lerche og Worm nærede vel store Betænkeligheder ved at paatage sig Opgaven og erklærede, at de hverken kunde se sig selv eller deres Arvinger


632

bebyrdede med noget Ansvar for Kirkernes Penge, men Kongen svarede dem kort og godt, at han ikke forstod, hvad dette skulde sige, efterdi "han ikke havde opdraget dem nogen af de til Kirkernes Gjenopbyggelse destinerede Penge enten at oppebære eller udsætte, hvilket er Brandstyrkassererens Forretning." De to "Oberinspekteurer", som de kaldtes, maatte derefter give Kjøb og finde sig i det Uundgaaelige.

Reformert Kirke, som blev bygget for Menighedens egen Regning, tildels ved Kollekter i Tydskland, Schweiz, Holland og England, var den eneste af de brændte Kirkebygninger, som blev færdig i Frederik den Fjerdes Tid, men den indviedes dog først den 4de Marts 1731. Trinitatis Kirke, hvis Mure efter Branden befandtes mindre beskadigede end nogen af de andre Kirkers, blev forholdsvis hurtig istandsat; Krandsen blev opsat den 27de Mai 1730, ved hvilken Leilighed der holdtes en poetisk Tale, og der blev strax afsluttet Kontrakt om Stole, Alter, Døbefont, Pulpiturer, Orgelværk og Klokker. Den indre Udstyrelse var dog langtfra færdig ved Kongens Død. Lerche og Worm ønskede, at der skulde opføres en særskilt Bygning for Universitetsbibliotheket paa et andet Sted i Byen, men da Kongen "fandt det betænkeligt at gjøre Forandring i sine Forfædres, høilovlig og salig Ihukommelse, gjorte Foranstaltninger", blev Bibliotheket ligesom tidligere anbragt paa Kirkens Loft. I Sommeren 1730 var man saavidt, at Bibliotkeket kunde modtage en større Gave af udskudte Doubletter fra Hs. Majestæts Bibliothek, bestaaende af 590 Folianter, 450 Bind i andre Formater og over 1000 Bind af de Reitzerske, Gustrowske og Puffendorfske Bøger, som Kongen skjænkede som "Begyndelse til et Bibliothek, der kunde være den studerende Ungdom ved Akademiet til Hjælp og Nytte." Udgifterne til Trinitatis Kirke afholdtes af Brandstyrkassen, thi Kirken havde, som tidligere anført, indbetalt sine Kapitaler i den.

St. Petri Kirkebygning blev ligeledes opført af Brandkassen, men maatte selv bekoste sit indre Udstyr, da den Intet havde havt at indbetale, og Brandkassen var bebyrdet nok iforveien. Ved Kongens Død havde den længe været under Tag; Hvælvingerne vare færdige og Vinduerne indsatte, ligesom den største Del af det indvendige Snedker- og Tømrerarbeide var gjort. Taarnet var derimod langtfra færdigt, thi i Sommeren 1730 blev det pludselig besluttet, at det skulde gjøres 14 Alen høiere og forsynes med


633

en Omgang. Helligaandskirken, hvis "Mure laa allevegne og maatte gjenopføres fra Grunden" var derimod ikke naaet ret vidt; dens indvendige Murpiller vare vel gjenopførte, men Bygningen laa fuld af Grus og i et formeligt Chaos. Endnu værre saa det ud med Frue Kirke, skjøndt Taarnet og Choret vare blevne staaende efter Branden. I April 1729, efter at der var afsluttet Kontrakter med forskjellige Haandværkere om Murarbeidet ved Kirken, tog man fat paa Nedbrydningen af de beskadigede Mure, hvilket en Tidlang besørgedes af holstenske Soldater og senere af Mursvende, men nu reiste der sig pludselig en alvorlig Hindring for Arbeidets Fortsættelse. Allerede før Branden havde Taarnet nemlig havt en ubetydelig Revne; den var nu bleven 4 Tommer bred, saa at man havde Grund til at befrygte en Ulykke. Det blev da besluttet at opføre en 50 Alen hø i Stræbepille til Støtte for Taarnet og tillige undermure alle Fundamenterne, eftersom det havde vist sig, at der paa de fleste Steder var indhugget i Grunden for at gjøre de omkringliggende Grave videre, hvorhos enkelte af disse endog laa 3 Alen dybere end Kirkens Fundamenter. Ingen af Delene skete imidlertid, thi den 5te August 1730 indtraf den Katastrophe, man havde befrygtet - en betydelig Del af Taarnet faldt ned og dræbte nogle Mennesker i Faldet. Efter Tidens Skik udkom der naturligvis strax: "En meget jammerlig ny Vise over den store Ulykke o. s. v." Der blev nu ikke rørt mere ved Bygningen før i Oktober, da hele Taarnet blev nedrevet - kastede man Blikket ind paa Kirkegaarden, der laa langt under de omgivende Gaders Niveau, saa man kun uhyre Grusmasser og sørgelige Ruiner.

Af de verdslige Bygninger, der sorterede under den almindelige Bygningskommission, var Fjerdedelen af Vaisenhuset bragt under Tag ved Udgangen af Frederik den Fjerdes Regjering. Raadhuset hvis Mure umiddelbart efter Branden vare blevne afstivede og dækkede, eftersom de "befandtes ret gode", blev allerede paabegyndt i 1729 og var temmelig vidt fremme. Det Samme gjælder om den latinske Skole (Metropolitanskolen) i Dyrkjøb saavelsom om Kommunitetet (Klosteret), hvorimod Auditorium og Regentsen stod noget tilbage. Endelig var Generalpostamtets nye Bygning sat i Gang paa Slotsholmen paa en Grund i Nærheden af Høibro, yderst i den Husrække, som strakte sig langs Kanalen overfor Gammelstrand. Den kom dog aldrig i Brug efter sin Bestemmelse, men blev under Christiansborg Slots Opførelse benyttet til Oplagssted for Materialier, Snedkerværksteder o. lign., indtil den nedreves.


634

Der existerer kun faa historiske Beretninger om den store Ildebrand af 1728, men desto flere Prækener, religiøse Betragtninger og Digte, som beskjæftige sig med Ulykken. Den bekjendte Maler og Elfenbens Arbeider, Magnus Berg, forfattede: "Det danske Jerusalems Jeremiæ Begrædelse over Ildebranden i Kbhvn." som dog ingensinde blev trykt, og mellem Digterne findes Folk som den brandlidte Brygger Thor Andersen Nyegaard, der boede paa Vestergade. De fleste Vers have Titler som "Vemodig Taare", "Modig Taare", "Kjøbenhavns Taare" eller "Taarers Vand udøst over Kjøbenhavn", og gjøre, hvor velmente de end have været, nutildags et komisk Indtryk. Saaledes opfordrer den "danske Poetinde", Agnete Elisabeth Behmann sin Datter til

                med Taarevand
At gjøre Asken vaad, som nu er tør af Ildens Brand",

og Jørgen Friis skriver om Frue Kirke:

Vor Frue midlertid i denne Kvalm og Varme
Faldt ned paa sine Knæ, Gud maatte sig forbarme.
Hun gav det sidste Suk og saa besvimed hen,
Der bliver længe til, hun kommer sig igjen,

hvilken sidste prophetiske Yttring viste sig korrekt. At Branden blev foreviget ved en Medaille er en Selvfølge; paa den ene Side forestilles den brændende By og derover en Engel med Flammesværdet i Haanden og "en Seddel, hvorpaa nogen Skrift er at læse". Omkring i Randen staar et Citat paa Latin af Amos: "Mon der kan være Ulykke i en Stad, og Herren ikke haver gjort den"; forneden et andet af Nehemias: "Kongen leve evindelig." Paa Reversen læses en lang latinsk Indskrift, hvori det siges, at Branden er en Tilskikkelse fra den Allerhøjeste, og at "Byen næsten Intet har tabt, saalænge den Stormægtigste Konge, Frederik IV, regjerer," en Smiger, som derpaa fortsættes i mange Linier. Medaillens Avers er afbildet ved Slutningen af nærværende Kapitel. Endelig kan det her anføres, at Christian den Sjette den 14de Septbr. 1731 paabød en almindelig Bede- og Takkefest for Ildebrandens Ophør, hvilken først blev afskaffet i 1770.

Frederik den Fjerde oplevede ikke at se sin Hovedstad gjenopført; den laa endnu i Ruiner ved hans Død, men der var dog gjort et betydeligt Skridt fremad til en Ordning. Kongens praktiske Sands, hans Iver, Flid og Paapasselighed blev ikke svækket ved de


635

Ulykker, som ramte hans Rige, og der er neppe Grund til at fæste Lid til det Sagn, at Sorg over Kjøbenhavns Ildebrand blev en medvirkende Aarsag til hans Død. Tvertimod synes en usædvanlig Energi og Kraft at lægge sig for Dagen i hans mange Befalinger; langtfra at lægge Hænderne i Skjødet, hvad der ogsaa vilde stemme slet med hans Charakter, opfordrer han bestandig sine Omgivelser til Handling; hans Bestræbelser gaa kun ud paa at bringe Alt paa Fode igjen, holde Modet oppe hos Borgerne og opmuntre dem til at bygge. Der blev imidlertid kun forundt ham to Aar til det store Værk. Hans Sygdom var allerede begyndt kort efter Branden og blev maaske forværret ved nogle personlige Uheld, der ramte ham. Den 6te Marts 1729 styrtede han nemlig med Hesten i en Kalkgrube og blev kun med Besvær trukken op, og den 19de Novbr. s. A., da han overværede en Kanonstøbning i Gjæthuset paa Kongens Nytorv, brast Formen, og under den paafølgende Panik, da det glødende Metal flød ud og truede med at antænde Bygningen, undgik han med Nød og Neppe at blive traadt under Fødder. Samtiden mente, at disse Hændelser forværrede hans Tilstand. I Sommeren 1730 søgte Kongen Lægehjælp i Slesvig hos et Par tydske Læger, men naaede paa Tilbagereisen til Kbhvn. kun til Odense, hvor han døde Natten mellem den 11te og 12te Oktober. Han blev bisat i Roskilde den 16de Decbr., og Kjøbenhavnerne slap for at se den kongelige Ligbegjængelses Pomp og Glands mellem deres Brandtomter og Ruiner.

Medaille over
Ildebranden 1723

Medaille over Ildebranden 1723.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor aug 25 20:18:45 CEST 2005
Publiceret: tor aug 25 20:18:42 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top