Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. V

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)

Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

ed Frederik den Fjerdes Thronbestigelse var Forholdet til den unge Hertug Frederik af Gottorp saa spændt, at "Sværdet var mere end halvt uddraget af Skeden". Planen til et Forbund med Ruslands Czar Peter og Polens Kong August (tillige Churfyrste af Sachsen) var allerede lagt af Christian den Femte og afsluttedes umiddelbart efter hans Død. For Danmarks Vedkommende var Hensigten at indskrænke de Rettigheder, den gottorpske Hertug havde erhvervet i Danmarks Ulykkestid, navnlig til at anlægge Fæstninger og afslutte Forbund, Rettigheder, som paany vare blevne bekræftede ved Forliget i Altona af 1689. Den nye Konge gjorde imidlertid Regning uden England, Holland og Sverig, som vare gaaede i Borgen for Opretholdelsen af Altonaerforliget og hemmeligt havde besluttet at understøtte Hertugen, hvis han blev angreben af Danmark.

Kong Frederik havde allerede i 1699 truffet forskjellige Forholdsregler, for at han, som han selv udtrykker sig, "kunde være bastant at tage mod en Fjende, hvis denne efter den alvise og gode Guds besluttede Raad skulde komme ham til Haande". I Oktober

[409]

410

blev det forbudt at brænde Brændevin af Hvede eller Rug overalt i Danmark og Norge, Tropperne samledes i Holsten under den danske General, Hertugen af Wurtembergs Kommando, og da Foraaret nærmede sig, arbeidedes der med største Iver paa Flaadens Udrustning. I Marts 1700 rykkede Hæren ind i de hertugelige Besiddelser og lagde sig for Tønningen, og samtidig gaves der Ordre til Flaadens Forsyning med Proviant, hvorhos Just Juel afgik til Amsterdam for at hverve Søfolk. Da Carl den Tolvte samlede en Hær i Skaane og skjød Tropper frem imod den norske Grændse, bleve Tiderne dog først for Alvor "vanskelige og vidtudseende", og Kongen befalede derfor i April, at den norske Post ikke længere skulde føres over Helsingborg gjennem Sverig, men til Fladstrand og videre tilsøs.

Kjøbenhavn syntes vel endnu ikke truet, men da et svensk Angreb ikke var umuligt, og Byen var saagodtsom helt blottet for Tropper, fik Stadshauptmand Niels Enevoldsen Befaling til at lade en Del af Borgervæbningen deltage i Vagterne. Niels Enevoldsen, der af Profession var Guldsmed og var en af de ni Borgerkaptainer, Frederik den Tredie havde benaadet med en Guldkjæde og Medaille, viste sig sin Fortid værdig, og allerede den 10de Mai besatte Borgerskabet Vagterne i Forening med den tilbageblevne Milits. Omtrent samtidig stak Flaaden, bestaaende af 29 Linieskibe og 15 Fregatter i Søen under Kongens Halvbroder, Generaladmirallieutenant Ulrik Christian Gyldenløves Kommando, og da Kongen selv agtede sig til Hæren i Holsten, indsatte han den 21de Mai en midlertidig Regjeringskommission eller Slotslov, som skulde holde Møder paa "Raadstuen for Kjøbenhavns Slot", det vil sige: i den gamle Kancellibygning paa Slotspladsen, og "flittigt deliberere om Alt, som vores Tjeneste og Interesse i nogen Maade kan vedkomme". Blandt de elleve Medlemmer af denne Kommission fandtes flere Adelsmænd og høitstaaende Militaire som Generaladmiral Jens Juel (der iøvrigt døde to Dage efter), Generallieutenant og Kommandant i Kjøbenhavn Hans Schack, men ogsaa Borgerlige som Præsidenten i Kjøbenhavn Hans Nansen, Etatsraad Ole Hansen, der som Deputeret i Søetatens Kommissariat dog fulgte med Flaaden, Generalprocureur Niels Bentzon og Politimester Claus Rasch. Slotslovens "Forvaltere", som disse Mænd kaldtes, fik Befaling til at staa Admiral Gyldenløve bi med Raad og Daad, skaffe sig paalidelige Oplysninger om

411

en engelsk eller hollandsk Flaades mulige Ankomst, opretholde Ordenen i Byen ved paakommende Ildebrand eller i andre ulykkelige Tilfælde, have nøie Indseende med Borger- og Brandvagten og iøvrigt hurtigst muligt underrette Kongen om Alt, hvad der passerede.

Fra Hovedkvarteret ved Tønningen vedblev Kongen imidlertid at lede Forsvarsforanstaltningerne paa Sjælland og i Hovedstaden, hvilket i hvert Fald paa et senere Tidspunkt viste sig høist generende for Flaadens frie Bevægelser. Medens den danske Hær efter et frugtesløst Bombardement paa Tønningen havde set sig nødsaget til at hæve Beleiringen for at modsætte sig en sydfra kommende svensk, hannoveransk og hollandsk Hær, og heller ikke vovede at indlade sig i Kamp med denne, men trak Tiden i Langdrag ved Mæglingsforsøg og Underhandlinger, antog Situationen et meget betænkeligt Udseende ved Sundet. En forenet engelsk-hollandsk Flaade ankom til Vingø Rhed ved Gøteborg, og den danske Flaade, der hidtil havde krydset i Østersøen for at holde Øie med den svenske, saa sig nu nødsaget til at sætte Koursen til Sundet for om muligt at hindre den engelsk-hollandske Eskadres Forening med den svenske. Den 27de Juni lagde den førstnævnte, der talte 23 Linieskibe og 5 Fregatter sig for Anker bag Lappen ved Helsingør, medens den danske Flaade indtog en Stilling mellem Hveen og Kronborg. Paa Admiral Gyldenløves officielle Henvendelse til den engelske Admiral Rooke om Hensigten med hans Komme, lød Svaret, at han var kommen som Ven for at hindre Fjendtlighedernes Udbrud i Østersøen, hvorfor han ogsaa haabede uhindret Gjennemfart gjennem Sundet. Herpaa gaves der imidlertid et ubetinget Afslag, indtil nærmere Ordre var indhentet fra Kongen; ethvert Forsøg paa at passere Kronborg vilde blive bekjæmpet med Magt.

Ombord paa den danske Flaade bleve alle Forberedelser til Kamp trufne, ja Gyldenløve lod de Skibsfolk, som vare blevne tilbage paa Holmen, afhente fra Kjøbenhavn til Forstærkning for sit Mandskab. Det kom dog ikke til Sammenstød; begge Parter bleve liggende og iagttog hinanden, indtil der kom Efterretning om, at den svenske Flaade under Admiral Wachtmeister var under Opseiling sydfra og vilde passere gjennem Drogden ind i Konge- eller Hollænderdybet. Gyldenløve stod da ufortøvet ned mod Kjøbenhavn

412

og lagde sig den 7de Juli Nord for Middelgrunden ved Indløbet til Kongedybet, netop som den svenske Flaade kastede Anker udfor Dragør. Samtidig passerede den kombinerede engelsk-hollandske Flaade Kronborg under Venskabs- og Neutralitetsforsikkringer og lagde sig under Hveen. Alle Flaaderne beholdt nu foreløbig deres respektive Stillinger, da ingen af dem viste Lyst til at angribe, indtil den svenske Konge gav sin Admiral Befaling til at gaa igjennem Flinterenden (Øst om Saltholmen), hvilket til almindelig Forbauselse baade for Danske og Svenske iværksattes den 13de Juli uden større Uheld. Nu var der Intet længere til Hinder for en Forening mellem den engelsk-hollandske og den svenske Eskadre, hvorfor den ogsaa fire Dage senere iværksattes under Landskrona.

De forenede Flaader, 61 Linieskibe foruden mindre Fartøier, afgav et imponerende Skue, da de om Morgenen den 20de Juli stævnede ind mod Kjøbenhavns Rhed, og der er ingen Tvivl om, at deres Bevægelser fulgtes med største Spænding af Hovedstadens Indbyggere saavelsom af de paa Strandbredden opstillede Hestfolk og Militsafdelinger. Admiral Gyldenløve, som i den kritiske Situation ikke turde vove et Slag og heller ikke havde Bemyndigelse hertil, eftersom Fredsunderhandlingerne i Holsten lovede en snarlig Fred, trak en Del af sine Skibe "indenfor Tønden" ved Kastellet, medens en anden lagdes indenfor Bommen, og søgte saavidt muligt at dække sig mod et Angreb ved at udlægge nogle Stykpramme. Men i Virkeligheden var Søværnet indespærret, og dette saavelsom Hovedstaden stærkt udsat for Ødelæggelse.

Kjøbenhavn selv var i alt Andet end tilfredsstillende Forsvarsstand. Fæstningsværkerne vare svage, Voldene henlaa forsømte og fattedes Udenværker, Garnisonen var ubetydelig, thi Tropperne laa i Holsten, Kongehuset havde forladt Byen, naar Enkedronning Charlotte Amalie undtages, som residerede paa Charlottenborg og gjorde Alt for at indgyde Borgerne Mod, og endelig var Kommandanten, Generallieutenant Hans Schack ingenlunde Situationen voxen. Under disse Omstændigheder ansaa Gyldenløve det for klogt at forsøge at opnaa Udsættelse ved at indlede nye Underhandlinger med Admiral Rooke, men de førte ikke til noget Resultat. Imidlertid viste Indbyggerne en fortræffelig Holdning, og den nye Stadshauptmand, Bryggeren Meller, der havde afløst den gamle Niels Enevoldsen, viste en Koldblodighed, Omsigt og Energi,

413

414

der gjorde Stadens militaire Chef til Skamme. Han anviste Borgerne deres Poster, befalede, at der skulde sættes fyldte Vandkar foran alle Døre og var paafærde Nat og Dag. Havde Danmark havt flere saadanne Mænd som Meller - skriver Riegels - vilde Carl den Tolvte have faaet at føle, hvad det var for en Ubesindighed at vove en Landgang i Sjælland.

Den 21de Juli om Aftenen aabnede Fjenden et Bombardement, hovedsagelig rettet mod Flaaden, som varede til Kl. 3 om Morgenen. Ilden besvaredes med Eftertryk, og, som det synes, med god Virkning fra dansk Side, men for silde opdagede man, at Flaaden laa saa uheldigt, at Kastellets Kanoner ikke kunde bruges mod Angriberne. I Witts "Guds Vognborg om den danske Flode" angives de fjendtlige Bombers Antal til 186, men skjøndt nogle af dem ramte, bleve de ved Mandskabets Uforfærdethed gjorte uskadelige. En "saare resolveret Baadsmand" slukkede saaledes en Bombe, der faldt i Orlogsskibet "Prinds Christian" med sin Kjortel og sine Køieklæder, hvorfor han blev rigelig belønnet og forfremmet; en anden Bombe blev væltet i Søen, inden den sprang, og Skaden var i det Hele ikke af Betydning. Imidlertid vilde det maaske have set farligt nok ud for Flaaden og Staden, hvis man ikke i Hast havde faaet nogle Stykpramme ud, som afslog det fjendtlige Angreb. Den 22de afvistes et fjendtligt Landgangsforsøg mellem Gyldenlund og Skovshoved, idet der udsendtes Fartøier fra Flaaden, og det bevæbnede Landfolk var paa sin Post, og samme Dags Aften Kl. 11 "saas ei mindre Fyrighed og Færdighed hos Borgerskabet, saa de bevæbnede ginge til Volds, hvor de udviste sig parate til at tage imod, hvad paakomme kunde, om Fjenden samme Tid skulde have naaet sit Forsæt i at gjøre Landgang." Det var, som om Minderne fra Beleiringen atter bleve lyslevende.

I de paafølgende Dage udvexledes der kun nogle Skud mellem Flaaderne, thi et af Svenskerne tilsigtet Angreb paa Christianshavn blev opgivet, da Batterierne paa Amager bleve forstærkede med Skyts og Mandskab. Kjøbenhavn trak endogsaa Veiret friere i nogle Dage, da alle tre Eskadrer lagde sig op under Hveen, men den 25de vendte de tilbage, tog Stilling under Amager og aabnede den følgende Dag et Bombardement paa Christianshavn, som først varede fra Kl. 10 til Kl. 3 om

415

Natten og siden fra K1. 4 1/2 til Kl. 9 om Formiddagen den 27de Juli. Fjenden rettede navnlig sine Bomber og "Fyrkugler" paa Krudttaarnet ved Oliemøllen, Vor Frelsers Kirke saavelsom paa Nyholm, men ogsaa denne Gang var Beskydningen virkningsløs. En Bombe ramte Krudttaarnet og gik igjennem det, en anden et Hømagasin, men begge uden at tænde, og det maa, efter hvad der oplyses, anses for sikkert, at Admiral Rookes Instruktioner kun gik ud paa at han skulde indjage de Danske Skræk for at fremskynde den danske Konges Eftergivenhed og derved Freden i Norden, men at han forresten skulde afstedkomme saa ringe Skade som muligt. Hermed stemmer det, at den engelske Admiral under Bombardementet tilstillede Kommandanten i Kjøbenhavn en Skrivelse, hvori han erklærede, at de hidtil iværksatte Forholdsregler ikke vare foretagne i egentlig fjendtlig Hensigt, men kun for at give Garantien for Altonaer-Forliget den fornødne Vægt og vise den danske Regjering, hvad man kunde gjøre, og hvad man kunde blive tvungen til at gjøre, hvis den ikke gav efter. Hertil kunde Generallieutenant Schack selvfølgelig kun svare, at han "rolig vilde afvente Admiralens Trusler med Hensyn til videre Bombardement, og da skulde Hr. Admiralen fornemme, at man med Krudt og Kugler Intet skulde blive ham skyldig", men denne Erklæring førte ikke til nogen Fornyelse af Bombardementet. Skjøndt der saaledes ikke tilsigtedes noget alvorligt Angreb paa Kjøbenhavn fra Englands og Hollands Side, sikkert meget imod den svenske Konges Ønske, herskede der dog Jubel i Staden over det mislykkede Bombardement, en Stemning, der gav sig Luft i forskjellige satiriske Digte, baade franske og danske, hvori der spottedes over, at de berømte Konger paa Havet vare komne saa langveisfra for at bombardere Himmel og Hav og lade Jorden hvile i Fred. Et af disse Digte slutter med følgende Strophe:

Eh quoy? tant de fracas des bombes et des canons!
Esi-ce pour faire peur à des pauvres poissons?

Stillingen var dog alt Andet end gunstig, og det frugtede ikke, at nogle mindre svenske Fartøier de paafølgende Dage bleve holdte i ærbødig Afstand af Batterierne paa Amager og Nyholm, saavelsom af tre, fire store Pramme, der vare blevne udlagte, og det saa eftertrykkeligt, at en svensk Bombardergalliot maatte kappe

416

sine Ankere for at slippe bort. Alt henstod endnu uafgjort, men den danske Flaade og Hovedstad var indesluttet fra Søsiden, og en svensk Landgang paa Sjælland vilde ikke kunne forhindres. Kongen, der opholdt sig i Glückstadt og var bleven underrettet om Bombardementet og Situationen i det Hele, ansaa det dog bestandig for muligt at fortsætte Modstanden og afvise et eventuelt Landgangsforsøg, thi det gjaldt fornemmelig om at vinde Tid og lære England og Holland at nedstemme deres bydende Sprog. Han tilstillede derfor Kjøbenhavns Magistrat en Tak for dens egen og Borgernes fortræffelige Holdning, Devotion og Troskab, forsikkrede dem om sin kongelige Hyldest og Naade, og om at han "ved Leilighed skulde ihukomme det imod Alle saavelsom ogsaa imod hver især", hvorhos han udtalte et Haab om, at Borgerne ogsaa fremdeles vilde være villige og redebonne med største Flid og Iver. Dette kongelige Brev blev den 2den August om Morgenen Kl. 8 oplæst paa Raadhuset for det forsamlede Borgerskab, og samtidig anordnedes der visse Bedetimer i Kirkerne hver Eftermiddag fra Kl. 3-4 og om Morgenen fra Kl. 7-8.

Regjeringskommissionen arbeidede nu med Iver paa at styrke Sjællands og Kjøbenhavns Forsvar. Indbyggerne i Helsingør fik Befaling til at forsyne Kronborg med Proviant og Senge til Soldaterne, ifald det skulde blive nødvendigt at trække Garnisonen ind i Fæstningen; et Kavaleriregiment forlagdes til Kjøbenhavn, medens et andet fordeltes langs Kysten og længere ind i Landet ved Frederiksborg. Amtmændene skulde lade Kvæg i Massevis inddrive til Hovedstaden, for at det kunde blive slagtet og nedsaltet til Krigsfolkets Underhold; der uddeltes Geværer til Bønderne, Proprietairerne skulde indføre, hvad Forraad de havde af Hø og gammelt Korn og derhos ufortøvet lade deres Skytter møde, og endelig blev endel af Landets unge Mandskab kastet ind i Hovedstaden for at benyttes til dennes og Amagers Forsvar, thi Kongen lagde den største Vægt paa, at Amager blev holdt, eftersom det var "Kjøbenhavns Spisekammer". I et mærkværdigt Aktstykke af 3die August, som var stilet til Stiftsbefalingsmand Otto Krabbe og senere blev oplæst fra alle Prædikestole, lovede Kongen, at "saafremt menige Almue og Bønder i Sjælland foruden den allerunderdanigste Pligt og Skyldighed, hvormed de os ellers forbunden er, nogen særdeles Iver og Mandighed til at gjøre Værn og Modstand lader

417

kjende og Sligt i Gjerningen beviser", skulde de selv, deres Børn og Afkom "fra deres Fødested og vordnede Pligt at pleie vorde fri og forskaante og nyde samme Frihed som den, der alt var givet de til Jægerspris hørende Bønder og Tjenere."

Imidlertid iværksatte Carl den Tolvte den længe projekterede Landgang imod sine Allieredes Villie og uden nogen Understøttelse af dem. Den 3die August om Aftenen forlod nogle fjendtlige Linieskibe og Fregatter Kjøbenhavns Rhed med tvende Regimenter tilfods, og den næste Dags Morgen stødte den svenske Konge til dem under Hveen med en Mængde Smaafartøier, som havde Livgarden og den største Del af det Malmøske Regiment ombord. Fra

Kjøbenhavns Volde og Taarne kunde man iagttage Transporten, og da Gyldenløve var ude af Stand til at foretage Nogetsomhelst med Flaaden, lod General Schack endel Tropper, som vare blevne rigeligt forsynede med skarpladte Haandgranater, rykke ud af Østerport til Skovshoved. Da det imidlertid snart viste sig, at Landgangen skulde iværksættes paa et nordligere Punkt, fik Afdelingen Befaling til at rykke videre frem, men gjorde alligevel intet alvorligt Forsøg paa at naa Fjenden. Søndagen den 4de August mellem Kl. 4 og 5 om Eftermiddagen stævnede de svenske Fartøier ind til Stranden ved Tibberups Bakker tæt Nord for Humlebæk, og Carl den Tolvte var selv den første, som med sin Garde sprang i

418

Vandet og vadede i Land. Den ringe danske Styrke bestaaende af Ryttere og Bønder, som forsøgte at sætte sig til Modværge, blev hurtig kastet, og Fjenden gav sig ufortøvet til at anlægge provisoriske Værker til Dækning mod mulige Angreb. Den svenske Konges Stilling var imidlertid yderst farlig, thi han fik den første Aften kun en Smule Infanteri i Land, og hele Mandagen umuliggjorde en heftig Nordveststorm al Forbindelse med Skibene. Den svenske Transportflaade maatte ankre under Hveen, og først den 6te August udskibedes Resten af Hæren, saaledes at Carl den Tolvte endelig kunde mønstre 12000 Mand paa Sjællands Grund.

I Kjøbenhavn herskede der aaben Splid mellem Borgerskabet og Militairet. Borgerne med Stadshauptmand Meller i Spidsen henvendte sig om Mandagen til Kommandanten Schack og opfordrede ham til ufortøvet at rykke Fjenden i Møde og angribe, thi Resultate vilde da blive, at den svenske Konge og den landsatte lille Styrke toges til Fange, men Schack afviste dette Forslag paa uhøflig Vis og erklærede det for umuligt. Tvertimod bleve de mindre Afdelinger, som vare blevne sendte mod Nord, kaldte tilbage, og Spændingen mellem Borgerne og Kommandanten blev nu saa stor, at begge Parter klagede til Kongen. Frederik den Fjerdes Svar til Slotsloven viser, at han gav Borgerne Medhold. "Vi skulde - skriver han - hellere set efter Borgernes Forslag, at man havde søgt, saa meget muligt var, Fjenden igjen af Landet at uddrive," og tilføier han: "ville Vi ellers allernaadigst, at Borgerskabet i Vores kongelige Residentsstad Kjøbenhavn herefter som hidindtil med al Høflighed begegnes, og om de Forslage, som de kunde gjøre, skulde findes impracticable, at I dennem da Umuligheden med alle Raisons paa en god Maade remonstrerer". For at bilægge Uenigheden fik Stiftamtmand Krabbe samtidig Befaling til at indtræde i Regjeringskommissionen, og Storkantsler Reventlov og Generalmajor Cormaillon afsendtes fra Holsten til Kjøbenhavn over Hals og Hoved. Et Øienvidne fortæller, at Cormaillon og Schack kom i saa heftig Strid paa Store Kjøbmagergade, at de trak Kaarderne mod hinanden, og at der vilde være sket en Ulykke, hvis Storkantsleren ikke havde skilt dem og faaet Sagen bilagt i Mindelighed.

Det gunstige Øieblik var imidlertid uigjenkaldelig tabt, og medens Carl den Tolvte langsomt rykkede frem mod Kjøbenhavn og søgte at vinde Almuen ved Nedladenhed og streng Haand-

419

hævelse af Mandstugten, arbeidede man ivrigt paa Hovedstadens Forsvar, Enkedronning Charlotte Amalie, som intet Øieblik havde tabt Modet, gik i Spidsen for alle disse Forberedelser; hun opmuntrede Indbyggerne til Tapperhed, tvang Kommandanten til at udlevere Kanoner fra Tøihuset til Voldene saavelsom til et Batteri ved Dragør og lod Borgerne vide, at hun "ikke vilde fra dem reise, men udi al paakommende Krigstilstand og Vanskelighed leve og dø med dem", hvorfor de til Gjengjæld forsikkrede hende om deres Devotion og Lydighed. De 32 Mænd indkom med en patriotisk Henstilling til Slotsloven; Borgerne øvede sig i Vaabenbrug og anlagde Skandser udenfor Vesterport, Soldater og Bønder opførte lignende Værker udenfor Nørrreport, medens Gyldenløve lod Skibsfolket opkaste en "meget bekvem Skandse" til Byens og Flaadens Beskjærmelse udenfor Østerport. Enkelte Privatmænd optraadte med udmærket Fædrelandskærlighed, deriblandt fornemmelig Renteskriver Johan Neve, som i et udførligt Memorial til Regjeringskommissionen ikke blot udtalte sin frimodige Anskuelse om, hvad der var blevet forsømt, men tilbød at stille sig selv og sine to Sønner til Fædrelandets Forsvar, samt "da det ikke er nok at vove det blotte Liv", at bringe alt sit Sølvtøi til den kongelige Mønt uden Vederlag, "eftersom jeg - siger han - kan bringe det Lidet, jeg nyder, saa godt til Munden med en Træske som med en Sølvske". Den 7de August kaldtes Studenterne til Vaaben ved en Proklamation fra Rektor og det akademiske Senat og fordeltes fire Dage efter i fem Kompagnier, hvert paa 200 Mand. Kompagnierne kaldtes: det sjællandske, norske, jydske, fyenske og holstenske, og havde hver sin særskilte Fane, henholdsvis blaa, hvid, gul, grøn og rød, hvorhos hvert Medlem bar en Sløife paa Brystet og ved Kaarden af tilsvarende Farve. Officererne vare kjendelige ved Fjer paa Hattene og Skjærf. Den 16de August mødte hele Corpset, som kommanderedes af Oberst Skov, paa Studigaarden med Spillemænd og Trommeslagere i fuld Mundering; efter at hvert Kompagni havde affyret tre Salver til Ære for Professorerne, fremstillede de sig - hedder, det i en samtidig Beretning - i en hel skikkelig Orden for Universitetets Patron, Hs. Høigrevelige Excellents, Hr. Storkantsler Reventlov, og begav sig derfra hen paa Slotspladsen til underdanigst Opvartning hos Hans kongelige Høihed Prinds Carl (Kongens Broder), og omsider for Hds. Majestæt Enkedronningen, gjørendes

420

der som tilforn sine rette behørige Exercitier, Hendes Majestæt til allernaadigst Behag og den store Mængde Folk af Stadens Indbyggere til stor Fornøielse. Derfra marcherede de siden til Universitetet igjen, besluttendes dette deres Optog mpd tre Salver af alle Kompagnier". For at holde Øie med Fjendens Bevægelser lagde 200 Studenter og 100 Jægere sig i Leir en halv Mil fra Kjøbenhavn, og en kongelig Proklamation mindede alle danske Undersaatter paa Sjælland om deres Pligter mod Konge og Fædreland.

Skjøndt Aanden i Hovedstaden saaledes var fortræffelig, og Alle kappedes om at lægge Iver og Nidkjærhed for Dagen, var Stillingen dog alt Andet end gunstig. Landbefolkningen fraterniserede aabent med Fjenden og strømmede til den svenske Leir med Brød, Øl og andre Levnedsmidler, Flaaden laa fremdeles indespærret og afmægtig indenfor Revshalen, saaledes at den kun kunde se til, da 44 svenske Koffardiskibe bragte Forstærkninger til Sjælland, Fæstningsværkerne vare forsømte og svage, og der var kun ringe Udsigt til, at et virksomt og ødelæggende Bombardement af Byen og Flaaden kunde afværges. Under disse Omstændigheder besluttede Frederik den Fjerde at give efter, og Freden blev den 18de August sluttet i Travendal paa Betingelse af Altona-Forligets Fornyelse. Efterretningen om Fredsslutningen naaede Kjøbenhavn den 21de August, netop samme Dag Svenskerne brød op fra Humlebæk og satte sig fast ved Rungstedkro, men skjøndt Kong Carl ufortøvet fik officiel Meddelelse herom, standsede han ikke Fremrykningen. Som Følge heraf arbeidede endnu den følgende Dag 1100 Mand af Borgerskabet paa Volden mellem Nørre- og Vesterport, for at give den svenske Konge en varm Modtagelse, hvis han havde isinde at forsøge Noget for egen Regning. Da Englænderne og Hollænderne imidlertid truede med at lade Sverrig i Stikken, og Admiral Rooke i sin Regjerings Navn erklærede, at ingen videre Fjendtligheder mod Danmark vilde blive taalte, maatte Carl den Tolvte bekvemme sig til at ratificere Traktaten og trække sine Tropper bort fra Sjælland. Indskibningen og Overfarten til Skaane, som iværksattes med dansk og engelsk Assistance, paabegyndtes den 26de August, og den 4de Septbr. forlod de sidste svenske Tropper Sjælland. Erik Torm fortæller, at de Svenske i deres Leir efterlod en Bjørn i Jernlænke med en død Hest foran, som den ikke kunde naa, hvilket man forklarede saaledes, at Bjørnen skulde betyde Sverrig,

Pl. s.421

421

Lænken England og Holland, som ikke vilde tillade det at drive Sagen videre. Bjørnen blev ført til Kjøbenhavn, og stod i nogle Aar paa Prinds Jørgens Ridebane (smlgn. II, S. 353), indtil den blev reven ihjel af Byens Slagterhunde. Det varede nu ikke længe, før Kjøbenhavn antog sit sædvanlige Udseende; de fremmede Flaader forlod Rheden og Sundet; Kong Frederik, som allerede den 1ste Septbr. var kommen tilbage til sin Hovedstad, lod holde Taksigelse i Kirkerne for Freden, Borgerskabet blev afløst fra det besværlige Vagthold, og Studenterne viste sig for sidste Gang for Enkedronningen og paa Slotspladsen, hvor "de udi Hs. Majestæts allernaadigste Overværelse med en sær Skikkelighed gjorde deres Krigsøvelser, Hs. kongelige Majestæt til saare naadig Fornøielse". Den 8de Septbr. blev det sorte Flag paa Toldboden strøget, og det røde atter heist, og to Dage efter blev Flaaden indlagt og aftaklet paa nogle faa Skibe nær.

Hosstaaende Prospekt af Kjøbenhavn efter et Broderi paa Rosenborg, syet med hvid Silke paa et graaligt Silkestof, dog med en diskret Anvendelse af Farver paa Jorden, Tage, Skibe og Flag, giver en anskuelig Fremstilling af Staden i Frederik den Fjerdes første Regjeringsaar. Man ser Nyholm og Flaadens Leie med Kastellet i Baggrunden yderst tilhøire, den lange smalle af Christian den Femte anlagte Vold, der omslutter Havnen, og bag hvilken nogle Magasinbygninger skimtes, yderst tilvenstre Vor Frelsers Kirke med et i Christian den Femtes Tid projekteret Spir, som ingensinde blev bygget, endvidere Christianshavns Kanal, Børsen, Slottet, Nikolai Kirke med Kvæsthuset nedenfor i Kvæsthusgade, Helligaandskirken, Vor Frue- og Petri Kirke, Trinitatis Kirke med Rundetaarn og endelig Rosenborg. Man forstaar de Vrignys Lovprisning af Byens smukke Ydre og det gode Indtryk, den maatte gjøre paa ham, da han var her i 1702.

Kjøbenhavn havde ikke taget Skade ved Bombardementet; dets Indbyggere havde, som Branddirekteur Fuchs udtrykker sig: "med største Glæde i Frygten og med større Forundring i Glæden kunnet se paa den Boldkasten, hvor Gud saa sær og synderlig selv greb Boldene og hindrede deres Fart, saa at man ei havde nødig at bruge den ringeste Straale Vand", men det var paa den anden Side blevet indlysende, at Forsvarsforanstaltningerne vare utilstrækkelige og mangelfulde. Aldrig saasnart var Fjenden derfor

422

ude. af Landet, før Kongen skred til Landmilitsens Oprettelse, som atter førte til Vornedskabets Ophævelse, ligesom han henvendte særlig Opmærksomhed paa Hovedstadens og Flaadens Betryggelse. Allerede i 1703 toges der fat paa Voldarbeiderne, og disse fortsattes i en lang Aarrække. Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet blev lagt længere ud og uddybet, thi den havde, siger Erik Torm, været tør og kun forsynet med Palissader, og Østerport, der i Christian den Fjerdes Tid havde ligget mellem Rosenkrantzes og Peucklers Bastion for Enden af Rigensgade, men allerede i 1682 var bleven flyttet, opførtes fra Ny og blev færdig i 1708. Omtrent samtidig maa Anlæget af Udenværkerne eller de fremskudte Skandser, som først bleve færdige i 1715, være blevet paabegyndt, thi der udstedtes et Forbud mod at lade Kvæget, der græssede paa Stadens

Fælleder, gaa løst mellem Voldene og Søerne til Skade for Værkerne, hvorimod det skulde føres eller drives ud over Dæmningerne for Nørre- og Vesterport og først slippes løs, naar det havde passeret de der anbragte Slagbomme. I 1715 forbedredes Ulriks, eller som den da kaldtes: Holcks Bastion udfor Ny Vestergade, Vestervoldgade udvidedes og Grus førtes til Gyldenløves og Helmers Bolværker; det følgende Aar arbeidedes der paa Christianshavns Vold og i 1722 paa Kastellets Forstærkning. Betydningsfuldere vare dog de Fæstningsværker, som anlagdes for at dække Staden mod Søsiden, nemlig allerede i 1702 to murede Udenværker ved Kalveboderne: de saakaldte Kjøkken- eller Kigkurve, og under Krigen med Sverrig i 1713 de to Søbatterier: Trekroner paa Spidsen af Revshalegrunden, noget udenfor det nuværende Trekroner og Prøvestenen paa Amagergrunden strax Syd for det nuværende Fort Prøvesten. Disse Steder

423

bleve valgte, fordi det netop var paa disse Grunde, at de danske Pramme i 1700 havde ligget og generet de fjendtlige Flaader. Planen til de "to umistelige Søfæstninger", som de kaldes af en samtidig Forfatter, skyldes daværende Schoutbynacht Judicher; nogle ubrugelige Orlogsskibe og den gamle flydende Dok bleve fyldte med Grus og sænkede; Kjøbenhavns Prammænd og Skibsrhedere maatte føre Jord og Sten ud til Værkerne, og allerede faa Aar efter vare begge Batterier i Brug og havde hver en Besætning

af henved halvhundrede Matroser. I Christian den Sjettes Tid forfaldt de, men endnu findes Bundstederne af de gamle Skibsskrog, især tydelige ved Prøvestenen.

De otte eller ni Fredsaar, der fulgte efter Freden i Travendal, vare overhovedet lykkelige og viste stor Virksomhed og Fremgang paa alle Omraader. Andreas Højer kalder dette Tidsrum "et gyldent Seculum", i hvilket Handelen og den udenrigske Seilads tiltog Dag for Dag, og det hverken skortede paa Penge eller Afsætning. Det nye Aarhundrede indviedes ved Indførelsen af den

424

Gregorianske Kalender, hvorom der allerede i Christian den Femtes Tid ved Ole Rømers Initiativ var blevet ført frugtesløse Forhandlinger med den svenske Regjering. Forandringen blev iværksat paa den Maade, at man efter den 18de Februar 1700 skrev den 1ste Marts, og det er værd at lægge Mærke til, at Motivet angives at være "den forefaldende store Urigtighed og Besværlighed udi de Correspondancer, som vore kjære og tro Undersaatter med Fremmede i Handel og Vandel foraarsages at holde, idet at Missivers, Vexlers og andre Dokumenters rette Datum tvivlraadig skal falde". Saa stor var Fremgangen paa det økonomiske Felt, at medens Frederik den Fjerde havde begyndt sin Regjering med at laane store Pengesummer til Krigsførelsen, var Statsgjælden ved den store nordiske Krigs Udbrud bragt ned til en forholdsvis ringe Sum, hvorhos Aktiverne oversteg Gjælden med det Firdobbelte.

Ved Siden af Regjeringens almindelige Iver for at ophjælpe Kjøbstædernes Handel, Industri og Skibsfart, dens Omsorg for Fattigvæsen, Undervisning, Ordens Opretholdelse, gode Sæder m. m. var det selvfølgelig en af dens Hovedopgaver at gjøre Kjøbenhavn til en Residentsstad, der var den selv og Landet værdig. Opgaven var vanskelig, navnlig hvad det ydre Indtryk angik, thi de ældgamle Klager over Gadernes Urenlighed høre ligesaa vel det attende som det syttende Aarhundrede til. De Vrigny skriver i 1702, at "Byen er slet brolagt og meget snavset, naar det har regnet, thi skjøndt Politiet er beundringsværdigt i andre Henseender, har man endnu ikke fundet et Middel til at holde Gaderne rene". Det Samme siger Holberg i "Ulysses", naar han forsikkrer, at Gaderne ere upaaklagelige i Juli Maaned, men ufarbare Resten af Aaret, saaledes at man neppe kan gaa ud uden Fare for at drukne i Skarn, hvorfor han ogsaa et andet Sted lader Jørgen Hattemager foreslaa, at "Fru Bormesters" burde befales at gaa paa Gaden med Silkestrømper og Tøfler, hvor efter Gaderne nok vilde blive rene. Den gamle Bestemmelse (smlgn. II, S. 264), ifølge hvilken Indbyggerne selv skulde besørge Snavset bortført, havde ikke frugtet, eftersom de undskyldte sig med, at Vognmændene og Sandagerne forlangte for høi Betaling; der blev derfor nu ved en Forordning af 14de Marts 1702 paalagt samtlige Eiendomme en Afgift til "Renoveringsværket", som bortforpagtedes til Inspekteur og Entrepreneur Morten Willemsen. Denne skulde lade alle Pladser, Broer,

425

Porte og Fortouge ved offentlige Bygninger feie og renligholde og desuden bortføre alt Snavs fra Gader og Stræder i tillukkede Vogne eller Karrer. Fra Hovedgaderne skulde Alt være bortkjørt om Sommeren inden Kl. 8 og om Vinteren inden KL 10; paa Torvene derimod først om Eftermiddagen, naar Bønderne havde forladt Byen, nemlig om Sommeren Kl. 5, og om Vinteren Kl. 3. Hver Karre skulde være forsynet med en Klokke, for at Indbyggerne itide kunde bære Feieskarnet ned i Bøtter, Ballier eller Trug, og iforveien, ganske tidlig om Morgenen, brugte Gadefogderne deres Træskralder i Gaderne for at vare Indbyggerne om at feie og sammenskuffe Urenligheden paa deres Fortoug saavelsom i Rendestenen og paa deres Andel af Gaden. Al Udbæren og Udkasten af Uhumskheder, Aadsler o. d. straffedes med Bøder og Halsjernet. Den gamle Skik at strø Sand udenfor Husene ved Ligbegjængelser forbødes helt, og det bestemtes, at hvis Tyende og Tjenestefolk ifaldt Bøder ved Forsømmelighed, skulde de kun selv udrede Halvparten, medens Husbonden skulde betale den anden Halvpart, fordi han havde ladet mangle paa pligtskyldig Opsigt. Vilde Husbonden betale den hele Sum, kunde han dog faa sit Tyende straffet, nemlig Karle og Drenge med den spanske Kappe, Træhesten eller anden deslige Straf, Piger med Gabestokken "eller paa andre visse Steder staae med Kosten i Haanden eller og at feie to, tre eller fire Timer paa de offentlige Pladser for Entrepreneuren". Forordningen lægger ikke Skjul paa, at Gaderne ere opkjørte og ujevne, og om Grunden hertil oplyses man i et Reskript, hvori det hedder, at "Brolæggerlauget bestaar af nogle Personer, som ikke ere saa skikkelige og ædruelige, som det bør, ei heller vederhæftige selv at svare til deres Arbeide". Der blev gjort mange Forsøg paa at afhjælpe disse Onder; saaledes spekulerede man snart paa en ny Slags Brolægning, eller man beskjæftigede sig med at omregulere Vandfaldet og forandre Rendestenene, men Forholdene vedbleve at være uheldige. I Marts 1705 skriver Ole Rømer (som netop da var bleven Politimester) i en Indberetning til Kongen, at Renovationsforpagteren i to Uger har udført 4200 Læs Is og Urenlighed, men ei har kunnet fyldestgjøre sine Forpligtelser; "imidlertid bør man dog lade ham gjøre sit Bedste endnu en fjorten Dages Tid, før man foretager at sætte ham til Rette, i Henseende til Frostens Kontinuation hidindtil

426

og Andet han undskylder sig med, for ikke at dekoragere ham, saasom han synes flittig og ræsonnabel nok".

Renovationen var i Frederik den Fjerdes Tid bortforpagtet til Adskillige; Morten Willemsen afløstes af Vognmandslauget, dette af Assessor Svend Krag og denne igjen af Feltvognmester Christophersen, hvorefter fulgte forskjellige Konsortier af Vognmænd under Gadeinspekteurers Tilsyn, men Kjøbenhavn vedblev at være en Augiasstald. I 1716 skriver Kongen saaledes til Politi- og Kommerciekollegiet, at han "ugjerne og med stort Mishag har hørt om den store Uorden, der er i Renovationsværket"; han erklærer, at Byen kun har havt liden Nytte af de 9000 Rigsdaler, den udreder i Renovationsskat, eftersom "Gaderne nu ere opfyldte med Urenlighed", hvorfor han befaler nogle overordentlige Forholdsregler, som efter hans Mening ville frugte, "helst naar de med Fyrighed paa éngang bliver angrebne". Imidlertid vedblev Klagerne; Indbyggerne foretrak at henlægge Skarn, Grus og anden Urenlighed i Dynger paa Gaderne fremfor at lade det bortkjøre, eller spredte det ud over Brolægningen under Paaskud af, at den trængte til at jevnes, Tørvebønderne lod alt Affald ligge, hvor de havde aflæsset, Amagerne efterlod Halm, Grønt og deslige, Heste- og Komøg blev henlagt ved Kanalerne eller kastet ned i dem, Bryggere, Bagere, Slagtere, Møllere og Brændevinsbrændere holdt trods alle Paabud løse Svin i deres Gaarde eller havde dem paa Sti, og hvad der var det Værste, man bar Natterenovationen hemmeligt ud og kastede den paa afsides Steder. Saaledes var der en Grund ved Garnisonskirkes Vognskur, som "den gemene Mand" til største Vanære for Guds Hus og til Skade for Naboerne benyttede paa denne Maade, hvorfor man i 1716 fandt det tjenligt at brolægge den og lade den bruge til en Allarmplads, hvilken "især paa dette Sted er fornøden, naar høie Officerers Ligbegjængelse kunde forefalde ved Garnisonskirken".

Den Urenlighed, der bortførtes fra Gader, Huse og Gaarde, brugtes selvfølgelig til Gjødning for Marker, Haver og Vænger, men ogsaa i stor Maalestok til Opfyldning. Strækningen mellem nuværende Kvæsthusgade og Toldboden, bagved Amalienborg og Bredgade, som var udlagt til elleve Tømmerpladser, blev i Aarene fra 1715 til 1720 opfyldt med al Slags Renovation; tidligere havde man ogsaa benyttet Terrainet om Toldboden, der skildres som et

427

Uføre, hvori Hestene sank i til Bugen. I Nærheden af Toldbodveien laa en Losseplads, kaldet "Luses Hul", som iøvrigt var opfyldt i 1710; senere benyttedes St. Annæ Kirkegaard, hvor Sølvgadens Kaserne nu ligger. Da Vognmændene klagede over, at Veien til Toldboden var dem for lang og besværlig, tillodes det dem at føre Urenligheden fra Gaderne nærmest ved Vesterport ud i den store Enghave (nuv. Tivoli), hvor der fandtes mange Moradser; dog at de skulde lade to af de bedste Damme henligge uopfyldte til Vanding for Kongens Materialheste, som græssede her om Sommeren. Ved en kongelig Befaling af 1726 anvistes en stor Del andre Lossepladser f. Ex. Kjøkkenkurven ved Kalleboderne, et stort Sandhul bag Ravnsborg paa Nørrebro, hvorhos der paa Christianshavn skulde opfyldes "under den Veirmølle, som staar paa venstre Haand af Christianshavns Port" langs med Værkerne helt ud til Kvintus. Christian den Femtes Vold havde nemlig lidt saameget ved Bortskylning af Havet, at der udkrævedes nogle hundrede tusinde Læs for at bringe dem paa Fode igjen. Samtidig førtes Natterenovationen som hidtil ud bag Vor Frelsers Kirke, altsaa paa Baadsmandsstrædes østlige Side, hvor der stadig indvandtes mere og mere Terrain fra Havet. Alle de nuværende Holme paa Christianshavnssiden ere i Tidernes Løb blevne dannede paa denne Maade.

Af nye Gadeanlæg fra Frederik den Fjerdes Tid er der kun faa at omtale. Inden han besteg Thronen, havde man allerede begyndt at regulere Voldgaderne, der vare særlig usle, thi fattige faldefærdige Rønner laa ud og ind her, Plankeværker sprang langt frem eller veg tilbage, Terrainet var saa opfyldt af Smuds, Ujenlighed og Uhumskheder, at Fodgjængere neppe kunde bevæge sig paa det, end sige Vogne, og, som det pleier at gaa, havde Befolkningens laveste Lag deres Tilhold her. Den korte Strækning mellem Gothersgade og Nørreport var allerede bragt i god Stand i 1685, noget senere blev Voldgaden fra S. Pedersstræde til Vesterport ordnet, men Strækningen mellem Nørreport og S. Pedersstræde blev først gjort færdig i Aaret 1700 efter mange Vanskeligheder med Grundeierne, der formodentlig stillede for store Fordringer med Hensyn til Godtgjørelse. Naar Ny Toldbodgade undtages, som anlagdes i Frederik den Fjerdes Tid, blev der i det Store og Hele ikke foretaget Forandringer ved Gaderne, før den store Ildebrand i 1728 ryddede fuldstændigt op i det Overleverede, thi det er neppe

428

Umagen værd at omtale, at et fremspringende Hjørne i den yderst snevre Nellikegade blev kjøbt af Magistraten og fjernet for at bidrage til "dens Brede og Egalitet", eller at Klokker Søren Matthiesen (Forfatteren af den bekjendte Regnebog) mod at opnaa 6 Aars Frihed for Grundskat afstod en Strimmel af sin Grund paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Kannikestræde for at gjøre Passagen ved Rundetaarn en Smule lettere.

Med Hensyn til Gadebelysningen indførtes der i 1714 den Forandring, at Lygterne ogsaa skulde tændes de Aftener og Nætter, da Taage, Sne eller Regn hindrede Maanens Skin i at trænge igjennem, med andre Ord: det saakaldte Magistrats Maaneskin blev afskaffet. Om Husenes Ydre er der talt foran (II, S. 240); de fleste vare stadig af Bindingsværk, men der fandtes dog adskillige grundmurede, navnlig da der tilstodes Enhver, som byggede Grundmur, betydelige Fordele og Friheder. De ældre Bygninger vare som oftest forsynede med Bomærker eller Indskrifter, men hvad der navnlig udmærkede Husene og gjorde dem let kjendelige fra hverandre, vare de store Skilter, der hængte ud over Gaden, hyppigt pralende i alle Farver eller straalende af Forgyldning. Saagodtsom enhver Laugsmester havde sit Skilt ude med Kroner, Løver, Stjerner, Vaaben og Emblemer, og der var Overflod af Afvexling, eftersom "Skilternes Indretning afhang af Folks egen Phantasi", selv om de naturligvis hentydede til den Forretningsdrivendes Næring eller Virksomhed. Skrædere og Skomagere havde for Skik at anbringe Kongens, Dronningens, Prindsernes og Prinsessernes Billeder paa deres Skilter, Barbererne havde allerede da et eller flere Bækkener udhængte af samme Slags, som benyttes den Dag idag.

Der blev bygget ikke saa lidt i Frederik den Fjerdes første Regjeringstid. Den vigtigste eller i hvert Fald den betydeligste Bygning, der opførtes, var Frederiksberg Slot, som allerede paabegyndtes i 1699 og blev færdig i 1703. Man var nu langt borte fra Christian den Fjerdes overlæssede, men phantasirige og livlige hollandske Renaissance; allerede under Christian den Femte var det moderne Palais blevet indført, som nu fik et udpræget italiensk Tilsnit. Frederiksberg Slot, der opførtes efter Kongens egen Plan og under hans Tilsyn, hviler uden Tvivl paa italienske Reminiscentser, uden at det dog, som man har ment, er muligt at paavise et bestemt Forbillede fra Italien, hvor Kongen som Kronprinds

429

430

havde tilbragt nogle lykkelige Dage. Det var oprindelig Meningen, at Slottet kun skulde bestaa af Hovedbygningens Midtparti, men faa Aar efter udvidedes det med de to fremspringende Sidefløje, hvorimod det store Parti med Buegangene, der omslutter Gaarden, først kom til under Christian den Sjette. Samtidig med Slottet anlagdes Frederiksberg Allé saavelsom Frederiksberg Have og Søndermarken, hvilke dog ikke vare tilgjængelige for den store Almenhed. Alleen betragtedes som Kongens private Kjørevei og maatte derfor kun benyttes af Fodgjængere; Haven var derhos fordetmeste og Søndermarken altid lukket for Offentligheden. De Vrigny, der besaa Slottet i 1702, før det var fuldendt, skriver, at det ikke var særlig smukt for en Konge, men vilde være det for en Privatmand. "Haven - vedbliver han - er derimod baade skjøn og stor og Plantningerne ligeledes, skjøndt de endnu ere ganske unge. Hvad der er behageligst, er dog den friske Luft og den smukke Udsigt, men Stedet vil kun være beboeligt om Sommeren i godt Veir. I en af Udkanterne i Haven er der anlagt en lille Ø med en Kaningaard; paa den anden Side er der et Fasaneri, fuldt af Fasaner, hvoraf de smukkeste ere skjænkede af Hertugen af Zell. Fasaneriet er delt i sex Afdelinger, og i Midten er der en lille Høi, hvorfra man ser 25 Landsbykirker, hele Kjøbenhavn, Øresund og den svenske Kyst". Til Slottet hørte desuden et stort Menageri, som laa, hvor Konditor Jostys Pavillon nu findes, og var en af Kjøbenhavns Seværdigheder, som skulde tages i Øiesyn af alle Tilreisende. I 1768 fortæller Lidén, at Menageriet var aldeles ødelagt; efter hvad der siges, skal det være blevet nedlagt, fordi en af de derværende Løver aad en Oppasser. Paa en stor og vaad Slette hinsides Frederiksberg - skriver en Samtidig - "havde Admiral Judicher som et evigt Bevis paa sin Dybsindighed indrettet en overmaade kunstig og rar Mølle til at male Vandet med, først op paa Slottet, siden derfra ind i alle Parker udi den hele Have, men den blev ødelagt i Christian den Sjettes Tider, endskjøndt den ikke kostede mere efter sin Maade at holde vedlige end andre langt unyttigere Paafund". Den ældste Afbildning af Slottet fra 1728 giver et godt Begreb om Slottet selv, dets Terrasser og dets stive Haveanlæg efter fransk Mønster med Vandspring og Pavilloner. Paa Frederiksbergs Grund laa det af Christian den Femte indrettede Falkoneri i Falkoneralleen, der sorterede under Overjægermesteren, og ved hvilket der

431

var ansat en Falkonermester foruden Knægte og Drenge. Falkonergaarden, der laa paa det Sted, som endnu har bevaret Navnet, var et Komplex af rimeligvis straatækte uanseelige Huse, med Boliger

for Embedsmændene, en fælles Borgestue for Falkonererne, Stalde for Falkonermesterens Jagt- og Arbeidsheste og for Hundene, samt endelig Kamre for Falkene (i Reglen en Snes Stykker), Kragerne, Uglerne og Duerne. Falkehuer, Messing-Bjælder, Handsker og

432

deslige hørte med til Inventariet, og Afretningen af Falkene foretoges i Gaardens Omegn, hvilket dog senere foraarsagede adskillige Vanskeligheder, da Frederiksbergs Jorder bleve solgte i 1765, og Kjøberne hegnede med saa dybe og brede Grøfter, at Falkonererne ikke kunde følge efter Fuglene. Falkejagten synes dog ingensinde at være bleven dreven med stor Iver af Kongehuset, og henimod Slutningen af Aarhundredet ophørte den ganske, hvorfor Falkoneriet nedlagdes i 1810. Falkonergaarden bortforpagtedes og kom senere i privat Eie.

Indenfor Kjøbenhavns Volde byggedes der ogsaa ivrigt inden den store nordiske Krig. En af de bedste Bygninger fra denne Tid er Operahuset, som i 1720 blev Landkadetakademi, og i 1728 baade Land- og Søkadetakademi, indtil det efter mange Omskiftelser i vore Dage er blevet Parlamentshus efter Slotsbranden i 1884. Bygningen, der synes at have været færdig i 1701, indrettedes under Tilsyn af den samme Overbygningsinspekteur Platen, som forestod Frederiksberg Slots Opførelse, men ifølge Bircherod aabnedes Forestillingerne først den 26de Oktober 1703, rimeligvis med en italiensk Opera: Il Gige fortunato. Operahuset laa mærkværdigvis i en meget afsides Egn af Byen paa en aaben Plads mellem Norgesgade og Store Kongensgade og begrændsedes paa Siden af Prindsesse Charlotte Amalies Have, hvor Frederikskirken (Marmorkirken) nu ligger, Paa en Del af Grunden opførtes senere den hollandske Stentøisfabrik, hvorved der opstod to Gader: Kadetgade (den senere Akademigade, nu Fredericiagade) og Prindsessegade paa den anden Side som en Fortsættelse af Hindegade eller Hoppenslænge. Prindsessegade existerede dog kun i kort Tid.

I Størestræde ligeoverfor de gamle Skipperboder opførtes i 1704 den anseelige tre Etages Generalkommisariatsbygning paa en Grund, hvor der tidligere havde ligget to mindre Huse for Admiralitetet og Landetatens Generalkommissariat. I den nye Gaard holdt begge Kollegier deres Forsamlinger i hele Frederik den Fjerdes Tid, ogsaa efter at de vare blevne adskilte i 1720. Midt paa Bygningen fandtes en stor Port, gjennem hvilken Hovedadgangen til Holmen var, hvorved den ældre "Holmens Laage" altsaa bortfaldt. Da den gamle Rentekammerbygning foran Slottet ikke længere kunde rumme sit Archiv, blev der opført en ny grundmuret Archivbygning imellem den nuværende Slotskirke og Høibro, som toges i Brug i 1710,

433

men iøvrigt allerede fraflyttedes igjen i 1721, efterat den nuværende Kancellibygning var bleven opført, og nedreves i 1736, da Christian den Sjette gjorde ryddeligt paa Slotsholmen for sit nye prægtige Palads, Christiansborg. Generalkommissariatet ved Holmen stod derimod uforandret indtil Ildebranden i 1795.

Som foran berørt, havde det af Christian den Femte opførte Slutteri hurtigt vist sig for lille og uhensigtsmæssigt, hvorfor Magistraten i Aarene fra 1706-12 lod opføre et nyt tidssvarende Arresthus i Svende- eller Sluttergade ligeoverfor det gamle, "en stor og stærk grundmuret Bygning saasom et godt Bur til at gjemme onde Fugle i", fire Etager høi, foruden Kjælder. Over Døren stod Kongens

Navnechiffer udhugget i Sten, foroven i Frontespicen Kjøbenhavns Vaaben. Grunden blev kjøbt i 1705 - som Ole Rømer siger - "til et skikkeligt Arresthus, som Staden hidindtil har manglet, thi i det nærværende maa de, som for ærlig Gjerning ere arresterede, sidde iblandt Misdædere, begge Dele meget slet forvarede". Værelserne bleve derfor nu indrettede paa en Maade, der svarede til Enhvers Stand og Forseelse, saaledes at "skikkelige og brave Borgerfolk", som for Gjælds eller, andre Forseelsers Skyld vare komne i Fortræd, bleve anbragte i anstændige Rum, medens grovere Misdædere eller Folk, der sad paa Vand eller Brød, ikke kunde naa høiere op end Kjælderen. Arresthuset havde en net lille Kirke og sin egen Præst; fra 1717 desuden et Anatomikammer, eftersom henrettede For

434

bryderes Lig ikke sjeldent udleveredes til Lægerne eller Barbererne. Tilstanden i Slutteriet var dog trods de indførte Forandringer ikke særlig tilfredsstillende; bedst havde Gjældsarrestanterne det, eftersom deres Kreditorer skulde bidrage til deres Underhold; de øvrige Fanger maatte derimod ofte døie Sult, naar Byfogden ikke havde tilstrækkelige Midler til dem.

Foruden adskillige Nybygninger og Reparationer i Slottets nærmeste Omegn som f. Ex. en Kaserne for Livgarden til Hest (en Garderstald var allerede opført i 1682 i Nærheden af Høibro, omtrent hvor Thorvaldsens Museum nu ligger), Boliger til Staldbetjentene bag Slottet, en ny grundmuret Løngang fra Slottet til Provianthuset istedetfor den gamle af Tømmer, o. s. v., opførtes der to nye Kirker i dette Tidsrum. Den største af disse var Garnisonskirken, eller som dens officielle Navn var "Den Herre Zebaoths Kirke.", hvortil Grundstenen lagdes i 1703. Den byggedes forstørstedelen af Levninger fra det afbrændte Amalienborg Slot, og Indvielsen skete den 24de Marts 1706 med "sømmelig Solennitet"; Sjællands Biskop Dr. Bornemann foretog selv Ceremonierne, og Kongen og Hoffet vare tilstede. Kirkens indre Udstyrelse lod dog i mange Aar Adskilligt tilbage at ønske, thi den fik først sin Altertavle i 1724, hvortil en Pengesum af 4000 Rdlr. allerede i 1715 var testamenteret af Kommerceraad, Renteskriver Hans Benzon, der eiede flere Gaarde i Jylland, og som selv ligger begravet her, Benzons Arvinger udbetalte Summen, men Alteret blev først opsat i 1724, og den daværende høit ansete Billedhugger Didrik Gercken, som havde forfærdiget det, maatte endog i fem Aar vente paa sine Penge, da man fandt, at "Arbeidet ei aldeles var reusseret eller af den Zirlighed, som den derom sluttede Kontrakt udfordrede". Prædikestol og Døbefont fik Kirken fra Amalienborg Slotskapel, hvilke dog inden Aarhundredets Slutning bleve ombyttede. Orgelet blev opsat i 1725. I den Herre Zebaoths Kirke, der udelukkende var bestemt for Garnisonen, prædikedes der afvexlende paa Dansk og Tydsk, men Ordningen af Forholdet mellem Stadens Sognepræster og Garnisonspræsterne frembød mange Vanskeligheder og gav Anledning til langvarig Strid. Præsterne klagede nemlig gjensidig over, at de gjorde Indpas i hinandens Forretninger; navnlig fik Garnisonspræsterne Skyld for at befatte sig med Trolovelser og Brudevielser, der ikke vedkom dem, og et Reglement, der udarbeidedes i 1708,

435

frugtede Intet. Samtidig udbrød der Strid mellem den danske og tydske Præst ved Garnisonskirken, om hvem der en Festdag skulde prædike i Kirken, og den førstnævnte, Mag. Knud Tommerup tog, skjøndt Bispen gav den tydske Præst Medhold, sig selv til Rette, og vakte megen Forargelse i Menigheden, hvorfor han blev suspenderet en Maaned fra sit Embede og derhos idømt en Bøde af 100 Rigsdaler til fattige Præsteenker og Afbedelse hos Biskoppen i Provsternes Nærværelse. Det var samme Præst, som i 1711 under den store Pest forlod sin Menighed, efter fra Prædikestolen at have udslynget

det Anathema, at "Kjøbenhavn var et Sodoma og Gomorrha, hvorfor Enhver, som kunde, burde forlade denne formedelst dens Ugudelighed til Ødelæggelse indviede Stad". Han blev sat under Tiltale for denne Desertion og dømt, men af "sær kongelig Naade pardonneret". Striden mellem Garnisonspræsterne og Sognepræsterne fortsattes imidlertid, hvorfor der i 1717 afsluttedes en paa gjensidige Indrømmelser baseret Overenskomst, men i 1724 var man lige nær, hvorfor et nyt Reglement blev udstedt. Tvisten blev dog ikke bilagt, men fortsattes ind i næste Aarhundrede.

436

Samtidig med Garnisonskirken, opførtes den lille Kirke i Kastellet, eller som den en Tidlang kaldtes med et pompeust Navn: "Slotskirken i Frederikshavn", aabenbart fordi Frederik den Tredie ved Kastellets Anlæg havde havt isinde at bygge et Slot med tilhørende Kirke her. Kastellet havde vel tidligere havt et lille Gudshus i Artilleristokken (som angivet paa Kortet fra Christian den Femtes Tid), men det var blevet saa forfaldent, at det ikke kunde benyttes mere uden Livsfare. Den nye Kirke, som existerer den Dag idag, blev færdig i 1704 og indviet den 26de Novbr. samme Aar i hele Hoffets Nærværelse af Biskop Bornemann, og det er ret kuriøst, at den ovenfor nævnte Præst, Knud Tommerup, feirede Begivenheden med et langt Digt: "Kirken er alle Stænder nødig, mest Krigsstanden" o. s. v., hvori han bl. A. priser Kastellets Brønd som den bedste i Staden, skjøndt den ligger saa nær ved salte Strande. Kastelskirken var tarvelig udstyret og indrettet saaledes, at Arrestanterne i Fangehuset bagved kunde høre Prædikenerne og overvære Gudstjenesten uden at føres derind.

De lykkelige Tilstande, Byggeperioden og den almindelige Fremgang i Handel, Skibsfart, Industri og Haandværk standsede tildels, skjøndt ikke ganske, da Danmark erklærede Sverig Krig. Den politiske Forbindelse med Czar Peter og Kong August af Polen havde vakt store Forhaabninger, og da Efterretningen om Carl den Tolvtes Nederlag ved Pultava naaede Kjøbenhavn, virkede den som et elektrisk Stød. Gjenerobringen af Skaane beskjæftigede pludselig alle Gemytter; Løsenet blev: Nu eller aldrig! Den kongelige Konfessionarius, Dr. Peder Jespersen forfægtede fra Prædikestolen, at det var Kongens Pligt at gjenvinde de tabte Provindser; andre Præster erklærede, at den gunstige Leilighed kom fra Gud, og at man ikke maatte modstaa et saadant Vink fra oven. Der hørtes vel ogsaa advarende Røster om, at "Gud havde fastsat Rigets Grændse, og videre vilde vi dog ikke komme", men den første Mening gik af med Seiren, og Krigsmanifestet blev udstedt den 28de October 1709. Tidspunktet var forsaavidt ikke gunstigt, som en ualmindelig streng Vinter nylig havde hjemsøgt Landet og fremkaldt Misvæxt. Vinteren 1708-1709 er berygtet i hele Europa; i Danmark varede den fra strax efter Mikkelsdag 1708 til ind i April 1709. Vintersæden blev ødelagt, Fiskedamme og Søer bundfrøs, Fuglevildt og Harer døde bort, Rugen gav i mange Egne intet Ud-

437

bytte, og almindelig Dyrtid og Nød paafulgte. Hertil kom, at Krigsforberedelserne iværksattes langsomt, og at Flaaden først kom seent ud. Imidlertid blev der i Juni Maaned udstedt Forbud mod at brænde Brændevin af Hvede og Rug, men alene af Byg, Havre og Malt; i Septbr. fik Bryggerlauget i Kbhvn. og Helsingør Befaling til at have 14-15,000 Tdr. Malt i Beredskab, ligesom Slagterlauget i Hovedstaden skulde opkjøbe 7-800 Stude, og da Magistraten fik Befaling til at optage en "rigtig Specifikation" over alle de Skibe og Fartøier, der fandtes, tilligemed en udførlig Forklaring over hvert Skibs Drægtighed og Kvalitet, maatte det være klart, at der tilsigtedes en Landgang i Skaane.

Den 11te Novbr. om Morgenen forlod 300 Transportfartøier, der eskorteredes af 24 Orlogsskibe under Admiral Gyldenløve, Kjøbenhavns Rhed og ankrede mellem Landskrone og Helsingborg ved Fiskerleiet Raa. Den næste Dag gjorde Hæren - den sidste danske Hær, som betraadte Skaanes Grund - Landgang i Kong Frederiks Paasyn uden at støde paa Modstand. Helsingborg og Lund blev besat, og Alt tegnede i Begyndelsen heldigt, skjøndt Befolkningen ingenlunde gav de Danske en saa overstrømmende begeistret Modtagelse som i Christian den Femtes Tid. Det er ikke her Stedet at følge den langvarige Krig i det Enkelte, thi den berørte kun Kjøbenhavn, forsaavidt den gjorde Livsbetingelserne, haardere, trykkede Indbyggerne med Skatter og Indkvartering og satte Sindene i Bevægelse. Magistraten maatte underholde alle Soldaterkoner med frit Standkvarter, ja Krigen mærkedes i saadanne Smaating, som at det blev forbudt at "misbruge" Hvedemel til Pudder. I Løbet af Vinteren skete der Intet af Betydning; Armeen laa uvirksom i Skaane, medens Bagerierne i Hovedstaden sørgede for Brødleverancer og Skomagere og Sadelmagere for Fodtøi og Sadler. Disse Næringsdrivende synes iøvrigt at have gjort sig alle Slags utilladelige Fordele; ialfald klagedes der over, at de sidstnævnte skruede Priserne i Veiret, hvorfor der sattes Taxt for deres Varer, medens Bagerne leverede Brød, som ikke blot ikke havde den tilbørlige Vægt, men "end ikke var forsvarlig håndteret og baget". I Januar 1710 synes Kjøbenhavnerne at have set de første svenske Fanger, der bleve indlagte i det nye Arresthus, men Krigens Skyggesider bleve snart aabenbare, da den overvældende Efterretning om Nederlaget ved Helsingborg den 10de Marts 1710

438

indtraf. Grev Magnus Stenbocks Seir var fuldstændig; Levningerne af den danske Hær maatte rømme Skaane, og et stort Antal Syge og Saarede bragtes til Kjøbenhavn, hvor de fyldte Krigshospitalet paa Ladegaarden og endel leiede Privathuse, til hvilke Magistraten maatte skaffe Senge og Sengeklæder. Kort efter udbrød der en heftig Forraadnelsesfeber blandt de Saarede, Smitten udbredte sig til Indbyggerne, og i Aaret 1710 døde 6,000 Mennesker af denne Sygdom. Heller ikke Flaaden, der tidlig paa Aaret var stukken i Søen, forskaanedes for Sygdomme, men den kunde dog holde Søen. I dette Aar havde Byen stor Indkvartering; i Juli laa saaledes 15-16,000 Mand i Leir paa Nørrefælled i en Tid af fire Uger for at indexerceres; der ankom stadig nye Troppeafdelinger, og i Mai det følgende Aar var Hovedstaden saa overfyldt, at endel af det nationale Fodfolk maatte ligge syv, otte Nætter under aaben Himmel paa Gaderne. Den 4de Oktober 1710 kom det til Kamp i Kjøbenhavns umiddelbare Nærhed, da en svensk Flaade under Admiral Wachtmeister angreb den danske Flaade i Kjøgebugt. Det var ved denne Leilighed, at den heltemodige Iver Huitfeldt sprang i Luften med 500 Mand ombord paa Skibet "Danebrog", saa at sige for Hovedstadens Øine. Sorgen over dette Tab mildnedes dog ved, at tvende fjendtlige Orlogsskibe strandede paa Dragør Rev og ligeledes bleve et Bytte for Luerne. Havde Kjøbenhavn noget Øieblik følt sig foruroliget ved at have en fjendtlig Flaade isigte, maatte denne Frygt hurtigt forsvinde, thi Wachtmeister vilde ikke modtage det tilbudte Slag, men begav sig til Carlskrona, medens Admiral Gyldenløve med den største Del af Skibene søgte ind paa Kjøbenhans Rhed.

Men en anden og langt frygteligere Fjende truede Hovedstadens Indbyggere med Død og Fordærvelse. Den store Pest, som allerede længe havde hærget Sydeuropa, derfra var naaet op til Østersølandene og i Novbr. 1710 til Sverig, hang over Hovederne. Man havde længe holdt Øie med Sygdommens Bevægelse og truffet Foranstaltninger for at holde den ude. I August 1709 blev al Handel paa Danzig og de andre befængte Østersøstæder forbudt; der blev indrettet Kvarantaine i alle Søhavne, for Kjøbenhavns Vedkommende paa Saltholmen, hvor der opførtes tre Pakhuse og et Vaaningshus for de Reisende. Fra alle Prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten, og Professorerne ved det

439

medicinske Fakultet skulde "to Timer om Dagen læse paa Dansk, hvorledes farlige og pestilentialske Sygdomme skulde prækaveres, kjendes, omgaas og kureres". Forbudet mod Handelen paa Østersøen kunde dog paa Grund af den herskende Dyrtid ikke opretholdes, og i August 1710 gaves den atter fri paa visse Betingelser.

Efterhaanden som Pesten nærmede sig Landets Grænser, føltes Trangen til den største Paapasselighed. En Kommission blev nedsat for at vaage over al Fare fra Søsiden, Postvæsenet fik Befaling til at vise den yderste Forsigtighed med Postsækken, alle Reisende skulde ufortøvet anmeldes for Politiet, Magistraten skulde forsyne Byen med Levnedsmidler og Brændsel for et halvt Aar, hvis Sygdommen trods alle Foranstaltninger skulde indsnige sig, det medicinske Fakultet udarbeidede et Skrift om Sygdommens Forebyggelse og Behandling, og en Bartskjær beskikkedes til at have Indseende med de fattige Syge i Kjøbenhavn og paa Christianshavn. Alt Samkvem med Kvarantaineanstalten paa Saltholmen forbødes under Straf af Ære, Liv og Gods, og Konsumptionsbetjentene ved Stadens fire Porte fik Befaling til ikke at lade nogen Tilreisende slippe ind uden Sundhedspas.

Imidlertid blev Pesten indført til Helsingør efter Andreas Højers Paastand med rigaiske og danzigske Skibe og Varer, som bleve standsede i Sundet af den danske Flaade. En Kommission afsendtes ufortøvet fra Kjøbenhavn til den smittede By for at undersøge Forholdene, men den kunde ikke blive enig om, hvorvidt Sygdommen var Pest eller ikke. Man nølede derfor med at afspærre Helsingør fra Omverdenen, og først i Mai 1711, da Pesten havde taget Overhaand der, blev Byen og Omegn indesluttet baade fra Sø- og Landsiden, idet en militair Kordon blev trukken fra Villingebæk til Espergjerde. Soldaterne havde Ordre til at nedskyde Enhver, der forsøgte at bryde igjennem, men det lykkedes alligevel Adskillige at snige sig ind i Kjøbenhavn, hvorfor Politikollegiet udsendte Politibetjente og Barberer for at opsnappe de Mistænkte og overføre dem til Kvarantaineanstalten paa Saltholmen. Det kom allerede da til uhyggelige Scener, idet Indbyggerne modsatte sig disse Husundersøgelser med Magt, saaledes at Militairets Assistance maatte paakaldes.

Paa hvilket Tidspunkt Pesten udbrød i Kjøbenhavn, kan ikke afgjøres med Bestemthed. Bussæus angiver den 10de Januar

440

1711, Erik Torm siger: April, men Pestens Historieskriver, Mansa kommer uden Tvivl Sandheden nærmest, naar han sætter dens Begyndelse til henimod Midten af Juni, selv om enkelte mistænkelige Sygdomstilfælde havde vist sig paa et tidligere Tidspunkt. Efter nogle Kilder begyndte den i Lille Regnegade, efter andre i Lille Grønnegade (nuv. Ny Adelgade), hvor en Trompeters Kone skal have været den første, som afgik ved Døden. Saameget er sikkert, at man kom ind i Juni Maaned, før der gjordes Mine til at træde alvorligt op mod Sygdommen. Stadsphysikus og Viceborgmester Johan Eichel blev da beskikket til Formand i den gamle Sundhedskommission for at foranstalte, hvad der efter Tidens Leilighed fandtes nødvendigt, og faa Dage efter oprettedes et Sundhedskollegium, der skulde "examinere de Forretninger og edelige Udsagn, som om hidsige Sygdomme maatte indkomme". Tilstanden var dog endnu ikke saa betænkelig, at man fandt overordentlige Forholdsregler nødvendige, hvortil den Omstændighed uden Tvivl bidrog, at Lægerne vare høist uenige om Sygdommens Charakter. Først da Juli Maaned nærmede sig, forsvandt Tvivlen. De mistænkelige Dødsfald steg i Antal, Sundhedskommissionens Husundersøgelser aabnede Øinene paa Autoriteterne, og i en Plakat af 3die Juli, som blev opslaaet paa Gadehjørnerne og forkyndt ved Trommeslag, blev det under Livsstraf befalet Indbyggerne at adlyde Sundhedsvæsenets Foranstaltninger, hvorhos alle Ceremonier afskaffedes ved Jordfæstning af Personer, som vare hastig bortdøde. Samme Dag beskikkedes en Præst for de Pestsyge, og de Deputerede for de kongelige Finantser bemyndigedes til at leie Regimentskvartermester Wodrofs Gaard og Huse hinsides St. Jørgens Sø til et Pesthospital, hvilket dog mærkeligt nok ikke siges rentud i den kongelige Ordre, hvor det kun hedder, at "vi disse Huse til en sær Brug uomgjængeligen fornøden have". Den 7de Juli nedsattes en overordentlig Sundhedskommission, der talte 13 Medlemmer, hvoriblandt Politimester Johan Bartram Ernst, som efter Ole Rømers Død havde faaet hans Embede, den fra Bombardementet i 1700 saa bekjendte Stadshauptmand Johan Meller, Stadsphysikus Eichel, Biskop Christen Worm, Schoutbynacht Judicher, tre af de 32 Mænd o. fl. Kommissionen, der udfoldede en storartet Energi og Dygtighed under den forfærdelige Ulykke, holdt Møder hver Formiddag og Eftermiddag, saalænge Epidemien varede, først i de 32 Mænds

441

Sal paa Raadhuset, og efter den 27de August i det ophævede ridderlige Akademi paa Nytorv. Dens Forretninger vare mangfoldige og besværlige; den havde Overopsynet med hele Sundhedsvæsenet i Byen, den skulde modtage Anmeldelser om Syge og Døde, sørge for de Syges Pleie og de Dødes Begravelse, anvise Pestpræsterne, Lægerne og Barbererne, hvilke Syge de skulde besøge, sørge for Lazarethernes Indretning o. s. v. Selvfølgelig havde Kommissionen en hel Stab til Raadighed, nemlig foruden Præst, Læge og Barber, en Protokolfører, en Over- og Under-Ligskriver, en Sygeinspekteur (Sygefader) der skulde gaa rundt i Husene og forsyne de fattige Syge med Penge og Levnedsmidler og endelig 6 Politibetjente, som mod en forøget Gage skulde gaa Kommissionen tilhaande. Opgaven blev yderligere vanskeliggjort ved den aktive og passive Modstand, Autoriteterne mødte hos Befolkningen; det er saaledes charakteristisk, at Barberlauget, som i sin Helhed blev kaldt under Vaaben, nægtede at fungere som Pestlæger, fordi Laugsartiklerne kun paalagde de yngste Mestre denne Funktion. Det blev derfor i et kongeligt aabent Brev paabudt samtlige Mestre og Svende i Barberlauget under Straf af Amtets Forbrydelse og Mulkt at møde hos Stadsphysikus Eichel og "forrette, hvis han dennem angaaende smitsom Syge tilsiger".

Byen var allerede den 7de Juli i halv Beleiringstilstand. Østerport blev lukket, for at man desto lettere kunde holde Kontrol med Tilreisende, et "Proberhus" blev indrettet ved Volden for syge Tjenestefolk "og deslige", alle Huse, hvori Folkene vare uddøde, bleve tilnaglede, medens de Huse, hvori der var Pestsyge, holdtes afspærrede af Vægterne, hvis Antal forøgedes fra 66 til 86. Indbyggerne grebes nu af Panik, og alle Fornemme og Formuende forlod Staden for at søge Frelse ved Flugt. Den 18de Juli afreiste Kongen, som en Tidlang havde opholdt sig paa Frederiksberg Slot, til Kolding; Dronningen, Enkedronningen og Kronprindsen fulgte efter den 28de, Flaaden stak i Søen, de hvervede Regimenter marcherede til Holsten, ja det af Kongen indsatte Regjeringsraad holdt kun ud en Maanedstid, da det begav sig til Jægersborg. En almindelig Udvandring paafulgte; over 5,000 Mennesker reiste ud paa Landet, deriblandt mange Læger; man lod Hus og Hjem, Venner og Frænder i Stikken, glemte Pligt og Ære, ja satte alle menneskelige Følelser tilside. Det er dog klart, at der gaves hæder-

442

lige Undtagelser; adskillige Geistlige, fem, sex Læger og mange ansete Privatmænd som f. Ex. den lærde Hans Gram, som dengang var Konrektor ved Vor Frue Skole, og daværende Assessor i Høiesteret, Frederik Rostgaard, forblev saaledes i Byen under hele Pesten. Udvandringen af "gemene Folk" og Personer, som "for smitsom Sygdom kunde være mistænkte", forblev forresten allerede standset den 3die August ved et kongeligt Magtsprog, skjøndt det fremdeles lykkedes Mange at snige sig bort forbi Portvægterne og de to sjællandske Nationalregimenter, der kamperede paa Nørrefælled og holdt Byen blokeret.

Den 16de Juli om Aftenen blev Lazarethet paa Vodrufgaard aabnet med en tydsk Barber Kyhl som Overmester, thi det havde været umuligt at bevæge en Læge til at overtage Posten, en "Secondmester" Ulrich fra Bergen, en Præst ved Navn Jørgen Seerup foruden et stort Antal Betjente, saasom Skriver, Spisemester, Portner, Vaagekoner, Vaskekoner, Gravere o. s. v. Alle Officianter vare iførte sorte Voxdugskitler, der ansaas for uskikkede til at opfange og bevare Smitstoffet, hvorfor denne Dragt efterhaanden ogsaa optoges af Stadens Indbyggere. Der reiste sig imidlertid strax den Vanskelighed, at Kyhl nægtede at opfylde Kontrakten og begive sig ud paa Hospitalet, hvorfor det store Antal Syge, som strax vare blevne indlagte, henlaa i fem Dage uden Lægehjælp. Først den 21de Juli lykkedes det nemlig ved Trusler om Arrestation at bevæge Kyhl til at modtage Pladsen, og hans Medhjælper mødte endog først den næste Dag. Kyhls Forudanelse slog iøvrigt til, thi allerede i Begyndelsen af August døde han og blev afløst af en vis "Monsieur" Lazonde, og denne af Barbermester Frederik Koch, der havde været ansat ved Kvarantaineanstalten paa Saltholmen. Lazarethet paa Vodrufgaard var paa Grund af de uhyre Summer, der medgik til Sundhedsvæsenet, meget tarveligt udstyret; Sengene vare kun forsynede med Straa eller Straasække, Lagner og Uldtæpper, og de forskjellige Nødvendighedsgjenstande vare af simpleste Beskaffenhed. Teltene og Barakkerne, som vare blevne opslaaede for at skaffe Plads, fik først efterhaanden Bræddegulve, men da Pesten naaede sin Kulmination, maatte mange Syge ligge under aaben Himmel paa Straa. Oprindelig var Hospitalet bestemt til at modtage 300 Patienter, men udvidedes senere til 4-500. Vanskeligheden ved at faa de Syge førte til Hospitalet og de Døde be-

443

gravede, blev strax overvældende, hvorfor Sundhedskommissionen henvendte sig til Generalkrigskommissariatet om at faa Soldater til Syge- og Ligbærere, men da den fik Afslag, havde den ingen anden Udvei end at tage Fanger og Forbrydere i sin Tjeneste. Ogsaa det kvindelige Personale: Ligkvinder, som skulde lægge Ligene i Kiste og begrave dem paa Hospitalets Kirkegaard, der var anlagt paa en tilstødende Mark, Vaagekoner og Vaskerkoner maatte rekruteres fra Fængslerne og Børnehuset, og da disse upaalidelige Elementer benyttede den første gunstige Leilighed til at flygte, forøgedes Forvirringen og Hjælpeløsheden. Man fandt tilsidst paa at hente de Syge fra Byen i særegne Vogne, som kunde rumme fra 12 til 24 Personer, og at udføre Ligene paa Trillebøre og Rustvogne, hvilket iøvrigt vakte stor Forargelse og Indignation. I Begyndelsen fik hver Afdød sin særlige Ligkiste og Grav, men da Sygdommen udfoldede sin hele ødelæggende Kraft, nøiedes man med at grave lange og dybe Grøfter, i hvilke Ligene nedlagdes i Rækker ovenpaa hinanden uden Kister. Der reiste sig imidlertid en saadan Storm af Uvillie mod denne Begravelsesmaade, at Kommissionen maatte give efter og skaffe raat sammenslaaede Kister eller Kasser til de Døde.

Dødeligheden paa Hospitalet var overordentlig stor i de første Uger; saagodtsom Alle, der førtes derud, afgik ved Døden efter faa Dages Forløb og gav saaledes Plads for nye Syge, der fik samme Skjæbne. Først efter Midten af August lykkedes det at helbrede Enkelte, som bleve indlogerede i Exercerhuset paa Christianshavn i deres Rekonvalescentstid, og de Helbrededes Antal voxede da langsomt. Lazarethets Funktionairer døde som Fluer, og det hjalp ikke, at Kommissionen for at opmuntre dem i deres møisommelige og farefulde Stilling tilstod dem en Pægl Vin daglig eller trakterede dem med The. Overmester Kyhl, Undermesteren og Præsten Seerup døde, Barbersvendene ligeledes i Massevis, og det er betegnende for Pestens dræbende Charakter, at af 36 nye Ligbærere, Sygebærere og Kuske, som antoges den 29de Juli, vare kun 6 ilive fire Dage efter. Under disse Forhold indses det, at Uorden, Tøilesløshed og Raahed fik Indpas i Lazarethet, hvor saa mange tvivlsomme Elementer vare sammenstuvede; der indløb uophørlige Klager til Sundhedskommissionen over Utugt, Klammeri, Slagsmaal, Gudsbespottelse og Eder; Vaagekonerne bestjal de Syge og udplyndrede

444

de Døde, de Syge bestjal hinanden indbyrdes, Barbersvendene afpressede Patienterne Penge for Medikamenter, ja Portneren forsømte sin Pligt og lod de Syge foretage Streiftog ind til Byen, hvorved Smitten udbredtes i videre og videre Kredse. For at afhjælpe disse Onder blev der den 4de August ansat en Profos eller Tugtemester ved Lazarethet; Halsjern og Gabestok kom i Brug, og for at afværge "slemme Menneskers" Besøg og Rekonvalescenters Flugt besluttedes det noget senere at omgive Vodrofs Plads med spanske Ryttere, der skulde anbringes i Gravene, hvorhos en med skarpladte Geværer forsynet Vagt holdt alle Adgange besat. Paa denne Maade, men dog fornemmelig ved at tilveiebringe et paalideligere Opsyn og en bedre Kontrol blev Ordenen i hvert Fald nogenlunde tilfredsstillende.

I Byen selv var Elendigheden dog endnu langt større. Sygdommen havde faaet Tid til at brede sig, og man stod afmægtig overfor den. Mansa oplyser, at Pesten i Almindelighed begyndte pludselig med Kuldegysninger, som snart afløstes af brændende Feber. Kræfterne tog utrolig hurtigt af; Modløshed og Fortvivlelse greb de Syge, derpaa fulgte Vildelse og Raseri, Blodflod og en ondartet koldbrandagtig Betændelse, der angreb Svælget og Læberne og ledsagedes af voldsomme Brækninger og Diarrhé. Den Lidende udsendte en ulidelig Stank, Sandserne sløvedes, og paa Huden viste der sig udbredte rosenagtige Betændelser, som gik over til Karbunkler, Brandbylder og Buboner, ledsagede af voldsomme Smerter. Døden paafulgte i Almindelighed den fjerde Dag. For silde havde man grebet til et radikalt Afspærringssystem, thi Pesten havde allerede da fast Fod i mange af Stadens Kvarterer; man opnaaede kun at forværre Tilstanden derved baade for Sunde og Syge. Ethvert Hus, i hvilket et Tilfælde af Pest viste sig, blev mærket med et hvidt Kors, og al Forbindelse med Omverdenen afbrudt for et Tidsrum af fire Uger; kun den beskikkede Læge eller Barbér og Præst fik Lov til at komme der. Vaagekoner, som Morgen, Middag og Aften skulde synge og læse for de Syge, bleve indespærrede med dem, og de nødvendige Næringsmidler hensattes enten udenfor Døren paa en Bænk, og maatte først hentes, naar Overbringeren var gaaet, eller bleve opheisede i Kurve. Vægterne saavelsom Naboerne skulde passe paa, at disse Bestemmelser bleve overholdte. De Friske i saadanne Huse bleve enten afsondrede i egne Værelser,

445

men maatte da afgive en edelig Revers om, at de ikke vilde besøge de Syge, (hvis Værelser forresten vare forseglede), eller de fik Tilladelse til at flytte mod at udholde 14 Dages Kvarantaine i Exercerhuset paa Christianshavn.

Man vil vanskelig - skriver Mansa - kunne gjøre sig en Forestilling om den Fortvivlelse og Elendighed, dette ulyksalige Afspærringssystem maatte medføre. Fødemidlernes stigende Dyrhed, Mangel paa et tilstrækkeligt Antal Hænder til at overbringe dem, Savnet af Læger, Barberernes Uvidenhed og Raahed, og de uundgaaelige Følger af, at Alle skyede enhver Omgang med de Syge, maatte forøge Jammeren i de afspærrede Huse i utrolig Grad. Mangfoldige Syge døde, uden at nogen hjælpende Haand rakte dem den allernødtørftigste Pleie, uden at kunne faa en Drik Vand, et venligt Ord eller Religionens Trøst, og Frygten for disse Indespærringer blev derfor saa stor, at den forledte Indbyggerne til afskyelige og oprørende Handlinger. Det hørte ikke til Sjeldenhederne, at Søsteren forlod sin Broder, Manden sin Hustru, Moderen sit Barn, og endnu hyppigere kastedes syge Tjenestefolk ud paa Gaderne, hvor de laa hele Dage uden Ly og uden Hjælp, ja døde, uden at der blev gjort det Ringeste til deres Frelse eller Lindring. Allerede den 13de Juli blev denne Umenneskelighed forbudt, og i den store Pestforordning af 1ste August hedder det: "Og maa Ingen under høi Exemplar og vilkaarlig Straf understaa sig deres Syge af Huset at udsætte eller paa Gaden at udkaste".

Datiden troede, at al Pest var en af Gud dikteret Straffedom for Menneskenes Ugudelighed, men den undlod dog ikke derfor at forsvare sig med alle til Raadighed staaende Midler. Da man frygtede for, at Luften selv var bleven fjendtlig og var opfyldt af Smitstoffet, holdtes i Reglen alle Vinduer omhyggeligt tillukkede; kun naar Himlen var ren, og nordlige tørre Vinde blæste, vovede man at aabne dem. Man antændte Baal i Kaminer og Kakkelovne, kastede forskjellige Røgelser, Svovl, Vinedike o. lign. paa Gløder, eller indhyllede sig stadig i Skyer af Tobaksrøg, hvilket endog blev Skik og Brug hos Sygepleiersker. Fra alle Kjøbenhavns Apotheker falbødes en utrolig Mængde Arkana, som udbasunedes med den største Ros: Pest-Morceller, Pest-Edike, Pest-Elixir, Pulvere, Essentser, Tinkturer o. s. v. En hamborgsk Læge ved Navn Diderich kom midt under Pesten til Kjøbenhavn og bekjendtgjorde i Aviserne,

446

at han besad et Universalmiddel mod alle smitsomme Sygdomme, hvorhos han lovede, at hvis der af Ti, som brugte denne Medicin? døde En, vilde han betale for hver Død 5 Rdlr. til de Fattige. En Tidlang gik Handelen strygende for denne Charlatan, men da de Friske, som brugte hans Medicin, bleve syge, og de Syge døde, bleve hans Medikamenter konfiskerede og han selv idømt en klækkelig Mulkt og forbudt al Praxis. Nogle tog deres Tilflugt til Husmidler og eiendommelige Præservativer som f. Ex. Æg med Kviksølv i, eller søgte Raad hos kloge Koner og Kvaksalvere, Andre satte Lid til Amuletter og Talismaner, der enten blevne baarne paa den bare Krop eller i en rød Silkepung. At Overtroen fandt en frodig Jordbund, er en Selvfølge; det gjør saaledes et mærkeligt Indtryk, at en af de forstandigste og modigste Læger i Kjøbenhavn, Boetticher, der har beskrevet Pesten i 1711, i fuldt Alvor fortæller, at Sygdommens Udbrud i et vist Hus eller i en vis Familie altid betegnedes forud ved et Varsel, idet saa mange Slag ligesom af en Stok lød paa Husdøren, som der senere, Tid efter anden, vilde falde Offre for Pesten. "I mit eget Hus - tilføier han - mærkede jeg tydeligt dette særegne Varsel, da min eneste Datter og otte Dage senere den Pige, der passede hende, angrebes og bortrykkedes af Sygdommen".

Byen havde fuldstændig skiftet Physiognomi, og man kan tilføie, at Indbyggerne havde forandret Levevis. Der herskede Stilhed i Gaderne; kun faa Mennesker færdedes i dem, da man ansaa det for farligt at udsætte sig for den urene Luft saavelsom at møde Smittede eller Pestlig, der førtes til Begravelsespladserne. Endog sunde Mennesker frygtede for at komme sammen; man talte helst med hinanden paa Afstand, og alle Meddelelser fra mistænkelige Huse afgaves paa aabne Sedler, der modtoges med Tænger og ikke bleve læste, før de vare gjennemrøgede. Man isolerede sig saa meget som muligt; det fortælles endog, at enkelte Familier forsynede deres Huse med alle Nødvendighedsartikler og derpaa afbrød al Forbindelse med Omverdenen for at undgaa Smitten, uden at dog Hensigten altid opnaaedes. Faldt Nogen om paa Gaden, ramt af den frygtelige Sygdom, flygtede Enhver, der saa det; det var endog udtrykkelig forbudt Andre end de beskikkede Sygebærere at røre ved dem. Ikke engang overfor Husdyrene følte man sig sikker; Ænder, Høns, Duer og firføddede Dyr døde pludselig under

447

lignende Symptomer som hos Menneskene, ja man saa med Forundring og Rædsel, at vilde Fugle faldt døde ned fra Luften paa Gader og Torve. Alle store Forsamlinger i Vin- og Krohuse, Spisekvarterer og Laugshuse forbødes, alle Badstuer bleve lukkede, al Skolegang opgivet. Ogsaa Kirketjenesten blev afkortet, Tiggeri for Dørene strengt forbudt, og den største Renlighed paalagt Slagtere, Feldberedere, Garvere, Pergamentmagere, Lysestøbere, Fiskeblødere og Jøder, "som pleie at holde deres Huse meget urene". Det følger af sig selv, at der ikke maatte udkastes Hø, Halm, Sengeklæder, Pjalter eller Lapper paa Gaderne, men at alt Saadant skulde brændes; Meubler, Husgeraad og Klædningsstykker kunde dog udføres fra befængte til sunde Huse, naar de vare grundigt røgede, vindede eller toede efter deres forskjellige Beskaffenhed.

Det havde oprindelig været Hensigten, at alle Syge, som ikke havde Raad til at lade sig isolere paa den foran angivne bekostelige Maade, skulde indlægges i Pesthospitalet, men Sygdommens stigende Udbredelse gjorde det umuligt. Forholdet blev faktisk, at i Almindelighed kun fattige Personer, Tjenestefolk, Laugssvende o. d. bleve indlagte paa Lazaretherne, medens alle nogenlunde selvstændige og bemidlede Folk forblev i deres Boliger. Som Følge heraf voxede de Krav, som stilledes til Kommissionen i overordentlig Grad; Byen blev saa at sige et eneste uhyre Hospital.

Det gjaldt først og fremmest om at kontrollere Sygdommens Udvikling og Gang og holde Øie med, at Sundhedskommissionens Paabud bleve efterlevede. I dette Øiemed udvalgtes et Antal Kvarterkommissairer blandt Byens Bedsteborgere, som daglig skulde undersøge Kvarterernes Tilstand, indberette derom til Kommissionen, forskaffe de Syge baade aandelig og legemlig Hjælp, efter Evne afværge Faren for de Sunde og endelig sørge for de Dødes Begravelse. Alle Læger, hvoraf iøvrigt kun et halvt Dusin vare blevne tilbage i Byen, og samtlige Barberer skulde besørge Tjenesten i Husene for en vis maanedlig Løn; af velstaaende Folk kunde de dog modtage frivillige Gaver. Bestemmelsen i Laugsartiklerne om, at kun de to yngste Barbermestre med deres Svende skulde betjene de Syge i Pesttider, blev ikke længere respekteret; hele Lauget maatte nu uden Undtagelse rykke i Marken, og det frugtede ikke, at det stred imod med Hænder og Fødder. Da saagodtsom alle disse Chirurger i kort Tid bortrykkedes af Sygdommen, rettedes der et frugtesløst

448

Opraab til Provindserne om Assistance; man maatte da nøies med Badere og Apothekersvende, og tilsidst indforskrive 16 Chirurger fra Tydskland, hvilke naturligvis stillede ret store Pengefordringer. Disse Folk fik anvist særlige Boliger og havde som Mærke for deres Døre udhængt et Stykke rødt Dug. Ogsaa for de Pestsyges aandelige Frelse blev der draget Omsorg, idet ni Hjælpepræster (Pestpræster), som aarle og silde skulde betjene de mistænkte Syge og følge de Døde til Jorden, bleve ansatte. De maatte i deres Forretninger kun bære "en liden Krave og deres inderste Klæder", men undgik derfor ikke Sygdommen. Mandefaldet mellem dem var saa stort, at man i Slutningen af August maatte ordinere Studenter, der ikke havde taget theologisk Examen. Til at bortføre og begrave de mange baade i og udenfor Husene forekommende Lig anordnedes der visse Ligbærere, hvem det var strengelig forbudt at tilegne sig de Afdødes Eiendele, ja endog at modtage nogensomhelst Gave, hvortil Sygedragerne ogsaa maatte forpligte sig ved Ed. Til Gjengjæld lovede Kongen disse saavelsom alle andre ved Sundhedsvæsenet ansatte Folk, der besørgede livsfarlige Forretninger, at saafremt de opførte sig redeligt i de dem betroede Embeder, og de i Fremtiden bleve trængende, skulde de "med skikkelige Almisser blive aflagte", ligesom der eventuelt vilde blive sørget for deres Enker. Alle, der døde af Pesten udenfor Hospitalet, bleve ligeledes lagte i Kiste af særlige Ligkvinder; Ligene beholdt deres Klæder paa, bestrøedes med ulæsket Kalk og begravedes senest 24 Timer efter Dødsfaldet, helst om Morgenen tidlig eller om Aftenen silde, tre Alen under Jorden, "hvor det kunde ske". Det var tilladt de nærmeste Paarørende at følge, men hverken disse, Ligbærerne eller Bedemændene maatte bære lange Kapper.

I den varme Sommertid, i August Maaned, udbredte Pesten sig med saa rivende Voldsomhed, at der snart ikke fandtes en Gade, et Stræde eller et Hus, som var forskaanet for Smitten. I Maanedens første Dage var det daglige Antal af Dødsfald allerede naaet op til 300, og efter Sædvane bleve de lavere, uformuende Borgerklasser ramte haardest. Fattighusene som f. Ex. Sjæleboderne i Brøndstræde, Vartou, og Børnehuset vare saagodtsom uddøde. Man faar et levende Indtryk af Ulykkens Omfang, naar man læser en af Sundhedskommissionen til Kongen indgiven Forestilling, hvori det bl. A. hedder: "Den 3die August vare vi i en saa miserabel

449

Stilling, at der af 36 friske Ligbærere, Sygeførere og Kuske, som vi fire Dage tilforn havde, ikke fandtes 6 friske tilbage, thi de øvrige vare enten døde eller syge; i Staden laa nogle hundrede Lig ubegravede, og Bedrøvelsen var saa stor, at dersom ikke Eders Majestæts Geheime-Konseil havde samtykket i, at Fangerne (paa Bremerholm) vare blevne løsgivne til at kaste Grave og nedsætte Lig udenfor Staden, og at Soldater, som godvillig vilde give sig til Ligdragere, maatte med nye Trommeslag inviteres og antages, var Staden inden faa Dage kommen i en saa elendig Tilstand, at man maatte desperere om de Dødes Begravelse, hvilket kunde ligesom i den preussiske Pest drage en total Ødelæggelse med sig. Ofte er ved én Syg, som er bleven tilbage i et Hus, flere Familier blevne dræbte, som ellers kunde være reddede; paa Slotspladsen, Torvene og Gaderne kaste sig, foruden pludselig omfaldende Syge, mangfoldige Smittede, som vi af Staden maatte lade udføre, og under aaben Himmel eller under Teltene ved Vodrufs Gaard heller maatte lade krepere end dø i Staden og forøge Infektionen". I en anden Skrivelse af 3die August hedder det: "Ulykken er allerede saa stor, at den overvælder os hver Time, ja hvert Minut, og Eders Majestæt kan slutte, hvordan Tilstanden er i Staden, at vi blot ved ét Bykvarters Undersøgelse have fundet henved 50 for os uangivne Syge, saa at de Syges Antal i alle Kvartererne og Nyboder snart maa beløbe sig til 1000".

Pesthospitalet paa Vodrufgaard med dets Barakker og Telte var den 3die August saa overfyldt, at det kun kunde modtage de Syge, der fandtes liggende paa Gaderne i hjælpeløs Tilstand. Der blev vel laant flere Telte fra Tøihuset, men man var snart lige nær, saaledes at Oprettelsen af et nyt Lazareth blev paatrængende nødvendigt. Sundhedskommissionen erhvervede derfor Geheime-Konseilets Samtykke til, at Christian den Fjerdes gamle Ladegaard, der nu var bleven indrettet til Krigshospital, blev den overladt. Dens store grundmurede Bygninger, som maa antages at være blevne istandsatte og gjenopførte efter Belejringen, vilde afgive Plads for et betydeligt Antal Syge, og der blev ufortøvet truffet Forberedelser til at rømme dem og flytte de derværende 100 Soldater til Falkonergaarden. Kjøbenhavns Kommandantskab modsatte sig imidlertid denne Foranstaltning, og først efter langvarige Forhandlinger og Vanskeligheder lykkedes det Sundhedskommissionen at sætte

450

sin Mening igjennem. Soldaterne i Krigshospitalet, hvoraf kun 28 synes at have været særlig lidende, bleve dog ikke flyttede til Falkonergaarden, af Frygt for at Ladegaardsaaen og herigjennem Peblingesøen skulde blive inficeret, men til det gamle Assistentshus i Nyhavn, tæt ved Søkvæsthuset. Den 28de August toges Ladegaardens Pestlazareth endelig i Brug. Finantserne bidrog 4000 Rdlr. til dets Indretning; adskilligt Inventarium laantes desuden af Krigshospitalet. Ledet af tidligere Erfaringer lod Kommissionen før Hospitalets Aabning 200 Soldater grave uhyre Kuler for de endnu ikke Døde. Overmester blev den forhen nævnte Lazonde, som dog snart afløstes af en anset hamborgsk Barber, Emanuel Giger. Præst blev den nidkjære og uforfærdede Thomas Frost, som endog en Tidlang besørgede Tjenesten paa Vodrufgaard, hvor Sjælesørgeren laa syg. Det er charakteristisk for Tilstandene, at Frost efter en Maaneds Ophold paa Lazarethet i Slutningen af September endnu ikke havde faaet Sengklæder, og at Kommissionen paa hans Klager kun kunde skaffe ham en Madras og et Sengedækken. Derimod sendte den ham et halvt Anker fransk Vin, som "en liden Recompense for hans havte Uleilighed". Patienterne vare dog endnu værre farne, thi de maatte ligge paa Halm, og Kommissionen vidste intet bedre Raad end at anbefale Vaagekonerne at lægge Halmen saaledes, at "de Syge kunde ligge høiest med Hovedet". Den brave Thomas Frost blev selv et Offer for Sygdommen og afløstes af Hans Meyer.

I de varme Sommerdage, da Pesten bredte sig i videre og videre Kredse, og Stanken af de omkring i Husene henliggende Lig opfyldte Gader og Stræder og bogstavelig indhyllede Byen i en kvælende, uudholdelig Atmosphære, naaede Ulykken sit Høidepunkt. Sundhedskommissionen kunde ikke længere skaffe Ligene bortførte. Det gamle Ligbærerlaug havde vel i Begyndelsen gjort sin Pligt, men henimod Midten af Juli undslog det sig, og da alle Forsøg paa en mindelig Overenskomst strandede, blev Laugets Privilegier kasserede. Man henvendte sig nu til Studenterne, som heller ikke vare uvillige til at stille de 12 Ligbærere, der ønskedes, mod at der gaves dem et ordentligt Logis, 12 Rdlr. om Maaneden, sorte Danziger Lærreds Kjortler, Buxer og Strømper, fri Vask, Lys og Brændsel, Præservativer mod Pesten, en Vaagekone, fri Kur paa et ordentligt Sted i Byen, hvis de bleve syge, og en hæderlig Begravelse efter

451

Døden. For alle Tilfældes Skyld vilde de strax have "fire skikkelige Ligkister" paa rede Haand. Deres Fordringer vare dog ikke udtømte hermed; de vilde nemlig aldeles Intet have at skaffe med Fattigfolks Lig, men kun bortbære Afdøde af de mere formuende Samfundsklasser, for hvilke "der betaltes 1 Rdlr. og derover til hver af Bærerne, og de forlangte derhos Privilegium paa i Fremtiden at maatte hensætte alle fornemme Lig til "evig Minde for deres Tjeneste". Skjøndt Kommissionen ikke var meget villig til at gaa ind paa disse Betingelser, navnlig paa den sidste, var den, da 56 Pestlig netop paa dette Tidspunkt stod ubegravede omkring i Byen, nødt til at give efter, og Kontrakten blev afsluttet, som senere (i 1714) bekræftedes af Kongen. Regentsianerne erhvervede herved den Ligbærerret, som blev bestaaende indtil 1791. De tolv Studenter gjorde forresten ikke synderlig Nytte under Pesten; de bleve vel indkvarterede i et Hus ved Nørrevold, hvor tolv af de forhen omtalte Ligkvinder ogsaa logerede, og gjorde deres Pligt, men netop da Dødeligheden naaede sin største Høide midt i Septbr., havde de saagodtsom ingen Forretninger, eftersom der ikke fandtes formuende Folk og som Følge heraf heller ikke "fornemme Døde" i Staden. For dog at bruges til Noget, bleve de da oplærte i "Fyrværkeri", det vil sige: benyttede til at lave Patroner til Hæren.

Kommissionen maatte derfor se sig om efter andre Udveie. Ligene opdyngedes daglig i Hundredevis; alle de ældre Ligdragere vare døde, og kun faa Frivillige meldte sig. Man greb da til det yderlige Middel at presse Tiggere og Lediggjængere til den farlige Tjeneste; man forkyndte ved Trommeslag, at Enhver, der var villig, skulde faa høi Lønning, man henvendte sig til Kjøbstæderne om Assistance, men kun en halv Snes Personer meldte sig, og aldrig saasnart vare de komne indenfor Voldene, før de grebes af Skræk og flygtede over Hals og Hoved. Kommissionen tiggede Direkteurerne for Krigshospitalet om at faa kvæstede eller afskedigede Soldater, den rettede Opfordringer til General-Kommissariatet, til Holmens Ekvipagemester, til Tøihuschefen, Kommandantskabet, Magistraten og alle mulige andre Autoriteter, men forgjæves, En indstændig Anmodning til Laugene bar dog nogen Frugt, men Hjælpen var langt fra tilstrækkelig, og enkelte Laug som Bagerne og Hyrekuskene gav et bestemt Afslag. Først ved direkte Henvendelse til Konseilet blev det tilsidst tilladt Baadsfolk, Soldater og

452

Tøihusfolk at tage Tjeneste som Ligbærere for en Løn af 10 Rdlr. om Maaneden, og da Mange benyttede sig af Tilladelsen, lykkedes det virkelig Kommissionen at organisere et Ligbærerkorps paa over 100 Personer, som gjorde god Fyldest, skjøndt det rummede talrige tvivlsomme Elementer. En Maaned efter saa det atter farligt ud, da det lykkedes Kjøbenhavns Kommandant at udvirke et kongeligt Forbud mod at antage flere Soldater som Ligbærere, men den største Vanskelighed var dog overstaaet.

Den Tanke laa nær at anvende Ligvogne, og det saameget mere som de ikke vare ubekjendte. De første synes at være komne i Brug i 1710 og vare uden Tvivl pragtfuldt udstyrede efter Tidens Smag, men der existerede kun faa af dem, og det lod sig ikke gjøre at tilveiebringe flere ihast. Kommissionen var ofte nødt til at benytte Rustvogne fra Tøihuset, ja almindelige Arbeidsvogne for at bortskaffe den overvældende Masse Fattiglig, og denne Transportmaade vakte berettiget Forargelse, naar de Dødes Hoveder - som Boetticher fortæller - "hang og dinglede bag ud af Vognene". Mærkeligere er det, at den offentlige Mening bestemt modsatte sig Anvendelsen af simple, men tætte og bedækkede Vogne, saaledes at Kongens Befaling om at alle Lig, der udførtes af Byen, skulde transporteres paa Vogne, kun gjennemførtes med største Vanskelighed. Studenterne vilde ikke møde ved Ligvognene, men erklærede, at de vilde bære; Folkene i Nyboder, hvor Dødeligheden var overordentlig stor, vilde heller ikke vide af denne Innovation, Laugene modsatte sig den kongelige Anordning, og Kjøbenhavns Magistrat erklærede, at den ikke kunde anbefale den. Under disse Omstændigheder blev der set igjennem Fingre med Lovovertræderne, skjøndt Bremerholms Arbeide var sat som Straf for dem, og først ind i Oktober lykkedes det at afskaffe Ligbæringen til de udenbys Kirkegaarde, da Vagten ved Østerport fik Befaling til at sørge for Paabudets Overholdelse. Der var nemlig truffet den generende Ordning, at Østerport kun maatte passeres af Ligtog og ellers skulde holdes lukket, Vesterport kun af Syge, og endelig Nørre- og Amager-port kun af Reisende og Friske.

Begravelserne foregik i Pestens første Tid efter gammel Skik saagodtsom udelukkende i Kirkerne selv eller paa de tilstødende Kirkegaarde. Da Hospitalet paa Vodrufgaard indrettedes, anlagdes, som foran berørt, en Begravelsesplads paa en tilstødende Mark, og

453

allerede i Midten af Juli fik Kommissionen Jord udlagt udenfor Østerport til en ny Pestkirkegaard, som ufortøvet indviedes og toges i Brug, dog kun for Fattige og Uformuende. Den laa til Høire ved Kastellet mellem dette og nuværende Garnisonskirkegaard, og her blev der iforveien gravet et Antal lange, 3 Alen dybe Grøfter, som dog hurtigt bleve fyldte. I Begyndelsen af August løslodes 17 Fanger fra Bremerholm, som skulde kaste nye Grave her, men efter faa Dages Forløb var der kun 2 tilbage af dem, idet de andre enten vare syge eller døde. Kommissionen befandt sig nu i den samme Forlegenhed med Jordfæstelsen som med Ligenes Udførelse, og maatte paakalde Militairets Assistance, hvilken ogsaa opnaaedes efter mange Forhandlinger, Indsigelser og Vanskeligheder. Tilstanden herude var forfærdelig; Hundreder af Lig i og uden Kister henlaa ofte 3-4 Dage ubegravede og udsendte en utaalelig Stank, hvorover Soldaterne i Kastellet høilig beklagede sig, og da man fyldte Gruberne ved at stable Ligkisterne ovenpaa hverandre, vare de øverste Ligkistelaag neppe bedækkede af et tyndt Lag Jord. Paa Soldaternes og Matrosernes Kirkegaarde, der laa omtrent paa samme Sted som nu, var Tilstanden ikke bedre; ogsaa disse overfyldtes med Lig, og det frugtede selvfølgelig ikke, at man affyrede Kanonskud over dem for at sprede den onde Lugt. Især var Uordenen stor paa Skibskirkegaarden, hvorhen alle Lig fra det haardt hjemsøgte Nyboder bleve førte. Mange Lig henlaa ujordede her, fordi Nybodersfolkene vilde have deres Døde begravede paa dette Sted, hvad enten der var Plads eller ikke, og tilsidst maatte Kirkegaarden besættes af en Ryttervagt, hvorhos der gaves Befaling til, at Ligene fra Nyboder i Fremtiden skulde jordes udenfor Kastellet. Saa overfladisk og letsindigt gik man tilværks, at man i adskillige Maaneder efter Pestens Ophør maatte arbeide for at skaffe de udenbys Begravelsespladser i nogenlunde tilfredsstillende Orden, hvilket først lykkedes i Slutningen af Januar Maaned 1712.

Tilstanden paa Begravelsespladserne i den indre By var dog langt værre. Fra alle Sider lød der høie Klager over den forpestede Luft i og udenfor Kirkerne, men de religieuse Fordomme vare saa stærke, at Autoriteterne ikke vovede det afgjørende Skridt: at forbyde al Jordfæstelse indenfor Voldene. Ingen af de mange Pestanordninger indeholder et Ord herom; kun bestemmes det, at der ved indenbys Begravelser skal anvendes en større Mængde ulæsket

454

Kalk, at Kisterne skulle dækkes med hvidt Sand, og at alle Lufthuller ind til Kirken skulle tilstoppes omhyggeligt. Da det var i Gravernes pekuniaire Interesse at skaffe Plads til saa mange Lig som muligt, stablede de Ligkisterne eller Ligene ovenpaa hinanden, saaledes at de øverste neppe havde et Kvarter Jord over sig; for Nemheds Skyld lod de Gravene staa aabne i Forventning om flere Lig, eller de lod de engang nedsatte Lig optage for at grave dybere ned i Grunden og saaledes faa Plads til flere. Paa Nikolai Kirkegaard var der uhyre aabne og dybe Kuler, over hvilke man maatte balancere paa Brædder og Bjælker, naar man vilde ind i Kirken, og Synet af disse med Kister og Lig opfyldte Afgrunde skildres som forfærdeligt. Stanken var saa ulidelig, at man i Kirkerne hensatte Jerngryder med Tjære, hvori der fra Tid til anden kastedes gloende Kugler, ligesom man udenfor antændte Baal af Svovl, Salpeter og Tjære. Man lod sig end ikke standse, da Urtegaardene om Kirkerne vare overfyldte, men anlagde endel Assistentskirkegaarde omkring i Byen. Saaledes indkjøbte Vor Frue Kirke en Plads i Store Fiolstræde Nr. 34 (som forhen kaldtes "Kandestøbergaarden", nu "Linden"), hvilken indviedes til Kirkegaard i August 1711; Trinitatis Kirke fik sin Assistentskirkegaard paa en Plads mellem Aabenraa og Gothersgade, et Stykke forbi Slippen, Nikolai Kirke (hvis Urtegaard først udvidedes med en Grund til Vingaardstræde og Ulkegade, hvor nogle gamle Huse bleve nedrevne) kjøbte en stor Grund i Borgergade, omtrent ligeoverfor Helsingørsgade, som af et hosliggende Sted fik Navnet "Landgreven", Helligaandskirken anlagde sin Assistentskirkegaard, som kaldtes "Vismar", paa det gamle S. Klara Klosters Grund ud til Møntergade og Gammelmønt, hvor en Gyde, der kaldes "Vismars Gang", endnu er bevaret, og endelig fik Holmens Kirke Tilladelse til at benytte S. Annæ Kirkegaard bag Guldhuset, hvor Sølvgadens Kaserne nu ligger. Alle disse Kirkegaarde med Undtagelse af den sidste vedbleve at være i Brug som Fattigkirkegaarde, indtil Assistentskirkegaarden paa Nørrebro indviedes i Novbr. 1760.

Den foran omtalte Befaling, at alle Ligbegjængelser skulde foregaa uden Ceremonier, stødte paa den mest haardnakkede Modstand hos Indbyggerne. Formuende Folk bekymrede sig ikke om Bestemmelserne, men benyttede i hvert Fald en Del af den overleverede Pomp med Ligklæder, Sørgekapper, Flor o. d. ja, en

455

betydelig Mængde Mennesker fulgte i Karosser, der "ikkun vare at anse som lidet bedre end inficerede". Naar mindre bemidlede Folk båres til Jorden, fulgte Paarørende og Venner tilfods, og det frugtede Intet, at det ene strenge Forbud afløste det andet, thi endnu den 22de Septbr. fik en Vagtmester Befaling til at arrestere Bedemændene og sønderskjære Seletøiet paa Hestene, som trak Karosser efter de af Pesten bortrykkede Lig. Denne Letsindighed bidrog vistnok i høi Grad til at befordre Smittens Udbredelse. Det følger af sig selv, at Fattige og Uformuende begravedes frit; derimod lykkedes det kun at opnaa nogle ubetydelige Nedsættelser i Begravelsesomkostningerne for formuende Folk, skjøndt Udgifterne uden Tvivl forringedes betydeligt ved Indskrænkninger i Traktementet. Mansa anfører et Exempel paa en "skikkelig" Begravelse fra Pestens Tid, som kostede 23 Rdlr. 3 Mk.; lige før Pesten kostede Hofapotheker Beckers Begravelse over 1000 Rdlr.

I August begyndte Mangelen af Levnedsmidler og Brændsel at blive følelig i Kjøbenhavn, skjøndt Magistraten endnu før Pestens Udbrud havde faaet Befaling til at sørge for Byens Proviantering, og Kongen havde forstrakt den med 5000 Rdlr. hertil. Man havde et Øieblik isinde at anvise "gemene Folk og Borgerskabet i Kjøbenhavn og Christianshavn, i hvis Huse nogen smitsom Sygdom havde været", et Sted mellem Byen og Gyldenlund (Charlottenlund) til Bopæl, men denne Plan blev ikke realiseret. Derimod blev endel af Kjøbenhavns Fattige ført ud til det gamle Pesthus paa Vesterfælled i Nærheden af Kallebostrand, der ikke var et Epidemihospital, men en Stiftelse for gamle, fattige, skrøbelige og afsindige Mennesker. Den 12te Septbr. paabødes ved en kongelig Forordning Oprettelsen af tvende Torve udenfor Nørreport, det ene i Prinds Carls Enghave, det vil sige: paa Blaagaards Grund, det andet bag Acciseboden, det vil sige: mellem Volden og Sortedamssø. Her kunde Bønderne fra Omegnen under visse Forsigtighedsregler falbyde deres Korn, Fedevarer, Kreaturer, Hø, Halm, Brændeved o. d., og tilkjøbe sig andre Varer som Salt, Humle, Jern, Tjære, tør Fisk o. lgn., men ikke smittebærende Stoffer som Hør, Hamp, uldne og linnede Varer, Gangklæder, Sengklæder ell. lign. Tilførslen fra Søsiden ordnedes samtidig saaledes, at Skibene skulle lægge til ved en "sær dertil anordnet Bro" udenfor Bommen, paa hvis Midte der var anbragt et Stakit for at hindre al personlig Berøring mellem Kjøber

456

og Sælger. Naar Parterne bleve enige om Prisen, skulde Pengene kastes i en Tromle, anbragt i et Kar med Vand, for at Sælgeren uden Fare for Smitte kunde modtage dem. Faa Dage efter opgaves imidlertid denne Plan, rimeligvis fordi man frygtede for Følgerne; alle Skibe skulde nu underkastes Kvarantaine, og da Skipperne ikke havde Lyst hertil, holdt de sig borte fra Hovedstaden. Alligevel blev Maalet naaet, thi Bønderne strømmede til i Hobevis, lokkede af Fordelen, og de kongelige Magaziner hjalp til, naar Nøden blev stor. Derimod skortede det paa Brændsel, vel nærmest paa Grund af Landeveienes slette Tilstand, og i December maatte man derfor tillade Kjøbenhavns Færgemænd og Skippere at transportere Brændeved til Byen uden at holde Kvarantaine.

Allerede paa et tidligt Tidspunkt havde Pesten berøvet mangfoldige Familier deres Forsørgere, saaledes at umyndige eller endog spæde Børn stod ganske hjælpeløse og forladte. Disse bleve indlagte i en Gaard paa Christianshavn, det saakaldte Lambert Vaniers Hus, der saaledes blev et midlertidigt Vaisenhus. Sundhedskommissionen udstyrede det med Senge og Betjening, ja med Ammer, og forlangte derpaa, at Fattigdirektionen skulde overtage Omsorgen for de fader- og moderløse Børn, men herpaa vilde den ikke indlade sig, før den tilsidst i Slutningen af Novbr. blev tvungen dertil. Naar bemidlede Folk vare afgaaede ved Døden, kom deres Boer foreløbig ikke under Skifterettens Behandling; al Registrering, Arveskifte og Deling blev endog udsat til efter Nytaarsdag, men man søgte at sikkre sig de Afdødes Efterladenskaber ved at forsegle Værelserne og Husene, dog vistnok først efter at have udtaget de rede Penge til Arvingerne. Stort Besvær voldte det overhaandtagende Antal Tiggere, ikke blot fordi de skulde forsørges, men end mere fordi de gav rig Anledning til Smittens Udbredelse ved at løbe om i Gader og Huse. Efter en fælles Raadslagning mellem Sundheds- og Fattigkommissionen besluttedes det at fjerne disse Folk fra Gaderne, i fornødent Fald med Magt. Den 18de Septbr. om Morgenen Kl. 6 foretog en Skare bevæbnede Folk, ledsaget af Ryttere og Politibetjente derfor en Razzia over hele Byen efter Tiggere, ved hvilken Leilighed det endog synes at være kommet til temmelig alvorlige Sammenstød. Men Lovens Haandhævere seirede; nogle af de Optagne indkvarteredes derefter i det ovenfor omtalte Pesthus paa Vesterfælled, de Syge kom paa Lazaretherne,

457

medens de Friske bleve indespærrede i Fattighuset i Brøndstræde, de saakaldte Sjæleboder, hvis Lemmer alle vare bortdøde.

Der er ovenfor anført talrige Exempler paa Indbyggernes Sorgløshed, der syntes at voxe i samme Forhold som Pesten selv. Regjeringen forsøgte at faa Bugt med denne Sløvhed og stemme Sindene til Gudsfrygt og Eftertanke ved at paabyde Formaninger fra Prædikestolene saavelsom almindelige Faste- og Bededage (saaledes den 21de August og den 9de Septbr.), men dette frugtede neppe synderligt. De lavere Samfundsklasser tog ikke i Betænkning at benytte Afdødes Gang- og Sengklæder, hvormed der dreves aabenlys Handel; Tjenestekarle og Piger vare saa "ublu, at de løb om til de Syge og derved bragte deres Herskabers Huse i Ulykke", og naar Ligvognene passerede gjennem Gaderne, vare "gemene Folk saa uregjerlige, at de troppevis fulgte dem og kom dem nær". I et Hus i Kannikestræde ligeoverfor Regentsen var Skjænkestuen daglig fuld af Gjæster, skjøndt Konen og Pigen begge vare døde, og der i Nabohusene kun fandtes et eneste levende Væsen, en Tjenestepige. Autoriteterne arbejdede af bedste Evne mod disse og andre Uordener; saaledes blev Flytte- og Fardagen udsat til ind i December, Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag blev sprungen over, Spisningen paa Kommunitetet hævet, og alt Vagthold af Borgerskabet afskaffet, "fordi det er andraget, at iblandt de ulykkelige Tilfælde, som den i Kjøbenhavn grasserende Sygdom styrkes ved, skal Borgerskabets Vagthold ikke være det ringeste", men det lykkedes dog ikke Myndighederne at blive fuldkommen Herre over de slette Elementer, der vare komne op paa Overfladen. Vægterne kunde ikke hindre, at de Tegn, hvormed de smittede Huse mærkedes, idelig bleve afrevne, og de stod aldeles afmægtige overfor de talløse Indbrud og Røverier, der udøvedes i de tomme Huse og tiltog i foruroligende Grad henad Efteraaret i de mørke Nætter. I et Kongebrev af 19de Septbr. fik derfor samtlige Retter i Kjøbenhavn Befaling til strax at foretage saadanne Tyvs- og Indbrudssager og paadømme dem inden to Gange 24 Timer, eftersom man ellers "maa befrygte at paa slige misdædiske Gjerninger Morderi vil følge", men Forbryderne afskrækkedes ligesaa lidt herved som ved nogle paafølgende Henrettelser. Tilsidst blev Militairet beordret til at støtte Politiet, og Rytterpatrouiller udsendtes i Gaderne fra Kl. 9 Aften til Kl. 6 Morgen, hvilket i hvert Fald for-

458

mindskede Indbrudenes Antal, selv om det ikke kunde undertrykke dem helt. At der paa den anden Side maa være forekommet Exempler paa Heroisme, Menneskekjærlighed, ædel Opofrelse og sand Gudsfrygt, er en Selvfølge, skjøndt de efterladte Dokumenter i det Hele tie derom. Det bør dog i denne Sammenhæng nævnes, at der ved Bækkener for Kirkedørene, ved "bevægelige" Opmuntringer fra Prædikestolene til at give Almisser til de Fattige, saavelsom ved Ombæring af Kollektbøger til velhavende Borgere indkom ikke ubetydelige Summer, ligesom der netop i 1711 stiftedes et større Antal Legater for Fattige og skjænkedes Mere til Kirkerne end i noget foregaaende eller efterfølgende Aar. Det er naturligvis ikke muligt at undersøge Bevæggrundene hertil; de kunne baade have været rene og blandede og vare det vel ogsaa. Mellem Smaafolk spores ligeledes indbyrdes Hjælpsomhed; saaledes hedder det i en Privilegium for en Skomager, at han under Pesten fremfor andre Mestre i Byen gjorde sig Umage og Bekostning for at bevare sine Svende og desuden hjalp Enker i Lauget.

Den store Pest kulminerede i August og September (fornemlig fra 24de August til 12te Septbr.) og tabte derpaa hurtigt i Udbredelse og Kraft. Allerede i de første Dage af Oktober var Omslaget saa kjendeligt, at Sundhedskommissionen frabad sig en ny Forsyning af Barberer fra Tyskland, og den 17de skrev den til Kongen: "Gud har saaledes forandret vor Tilstand, at Sygdommen Uge for Uge, ja Dag for Dag formindskes". Vodrufgaards Lazareth havde den 26de Oktober kun 43 Syge, Ladegaardens 227. Den 28de Novbr. gaves det sidstnævnte tilbage til Krigsbestyrelsen og Vodrufs Hospital optog nu samtlige Pestsyge, hvis Antal var sunket ned til 118. Efter Mansas Beregning havde de to Lazarether ialt modtaget mellem 5-6000 Patienter, hvoraf man kan slutte, at den allerstørste Del af de Angrebne blev behandlede i deres Hjem.

Saasnart det blev klart, at Epidemien nærmede sig sit Ophør, lagde Sundhedskommissionen sig efter Sparsommelighed ved at afskedige de Folk, som kunde undværes, hvortil der kunde være god Grund, da Finantserne havde maattet udrede uhyre Summer. Dernæst sørgede den for at lette Tilførslen af Levnedsmidler ved at indrette et nyt Torv udenfor Vesterport og frigive Passagen gjennem denne. Men en endnu større Opgave forestod, som var absolut nødvendig, hvis man vilde sikkre sig mod Pestens Gjen-

459

opblussen, nemlig at rense Byen, et sandt Herkulesarbeide, naar man betænker det Omfang, Sygdommen havde havt. Pesten havde - hedder det i en Kommissionsberetning - næppe skaanet halvandet hundrede Huse; i alle de befængte Bygninger skulde nu en utrolig Mængde Klædningsstykker, Bohave og Gods desinficeres; Gaardsrum, Gader og Torve skulde renses, Kirkegaardene ordnes, og Alt maatte ske med den største Omhu, hvis det overhovedet skulde frugte. Gader og Gyder vare bestrøede med gammelt Halm, kasserede Klædningsstykker, Sengklæder, Pjalter, Skrammel og alskens Uhumskheder, hvilket Altsammen havde faaet Lov at ligge i Maaneder og derfor udsendte en kvælende Stank, og da Efteraarets regnfulde Dage kom, forværredes Tilstanden saaledes, at man kun med største Vanskelighed kunde bevæge sig tilfods i Byen. En Tidlang herskede der megen Uenighed mellem Myndighederne, om hvorledes man skulde tage fat paa Rensningen. Den oprindelige Bestemmelse, at de Afdødes Gang- og Sengklæder skulde opbrændes, støttedes af Kongen og Konseilet, men dette modsatte Sundhedskommissionen sig af Hensyn til det uhyre Tab, Indbyggerne vilde lide herved, et Tab, som ikke blot vilde gaa ud over alle offentlige Institutioner, men især vilde ramme Fattigfolk, Haandværkere, Dagleiere, Øltappere o. A. haardt. Kommissionen udregnede, at der alene af Sengklæder maatte brændes Værdier af en Tønde Guld, og hvorledes vilde det være muligt at skaffe disse Nødvendighedsartikler igjen med kort Varsel? Der fremkom forskjellige Forslag til andre Renselsesmethoder, og man besluttede at prøve en enkelt af dem i Nyboder, men Befolkningen herude modsatte sig Prøven og "regalerede de af Kommissionen udsendte Personer meget utilbørligen med Skjældsord og Stene", saaledes at Politiet maatte paakalde Militairets Assistance. Først i December bestemte Kongen, at man istedetfor at brænde Sengklæderne maatte nøies med at lægge dem i salt Vand i 24 Timer, hænge dem i Vinden og derefter tørre dem i Ovne eller paa Køller, men da det viste sig, at de bleve ødelagte derved, forandredes det til, at der maatte bruges fersk Vand. For at lette Rensningen indrettedes der flere offentlige "Drøgstuer", det vil sige: Tørringsanstalter, navnlig en paa Kongens Nytorv og en udenfor Vesterport. De Fattige betalte Intet for at benytte dem, hvorimod formuende Folk selv maatte udrede de dermed forbundne Udgifter. Inspekteurer havde Opsyn med, at Renselsen skete grun-

460

digt, og man indskrænkede sig ikke til Bohave og Klædningsstykker, men alle Vareoplag af Hør, Hamp, uldne og linnede Varer o. d., Urtekram- og Isenkramvarer, ja Korn underkastedes en Rensning, "saasom ei tvivles paa - hedder det i den kongelige Befaling - at Alle og Enhver jo bærer saa megen Kjærlighed for den almindelige Frelse og Sikkerhed, at de gjerne ville bidrage Alt, hvad Mennesket formaar til Stadens Renselse, saa og ei formodes Nogen saa uchristelig at være, som sin Jevnchristen for hans gode Penge andre end rene og sunde Varer vil sælge". Husene selv rensedes ved, at Værelserne bleve kalkede og hvidtede, Gulve og Paneler vaskede, Rummene gjennemrøgede med Enebær, Svovl eller vaadt Krudt og endelig udsatte for Gjennemtræk i længere Tid. For Gadernes Vedkommende varede Renselsesprocessen længe; endnu den 6te Mai 1712 fik Politimesteren et alvorligt Tilhold om at besørge den store Mængde Skarn bortført, som hindrede Færdselen.

Inden disse Bestræbelser for at afvende al fremtidig Fare vare tilendebragte, truedes Hovedstaden imidlertid med et Tilbagefald. En ny og stor Ulykke svævede over Staden, da den danske Flaade under Admiral Gyldenløve, der havde været slet bemandet og provianteret og som Følge heraf ikke havde kunnet løse de Opgaver, der stilledes den, ved Skibenes Brøstfældighed, Mangel paa Proviant, men navnlig paa Grund af Sygdom blandt Mandskabet, i Slutningen af Novbr. maatte lægge ind paa Kjøbenhavns Rhed. Heldigvis havde Sygdommen paa Skibene en fra Pesten forskjellig, mindre ondartet Charakter, men den stillede ikke desto mindre de største Krav til Sundhedskommissionens Aarvaagenhed og Energi. Andreas Højer angiver de syge Matrosers Antal til 3000, og der var foreløbig ikke Tale om, at man kunde modtage dem i Land, da alle Hospitaler, ogsaa Søkvæsthuset, vare overfyldte. Flaaden maatte derfor foreløbig blive liggende paa Rheden med de Syge, men Sundhedskommissionen forsynede den med Sengklæder, som under alle Forsigtighedsforanstaltninger førtes derud. Derimod provianteredes Skibene ikke fra Byen; der indrettedes et Torv til Flaadens Forsyning udenfor Gyldenlund, hvor Bønderne hver Tirsdag og Fredag kunde møde med deres Varer. Først i December kom de syge Søfolk iland; en Del af dem, 8-900 Mand, anbragtes i Børnehuset paa Christianshavn, Resten i det gamle Assistentshus i Nyhavn og i nogle leiede Huse. Ogsaa det sunde

461

Mandskab landsattes og indkvarteredes, for største Delen i Nyboder, hvis Rensning derfor var bleven paaskyndet fremfor andre Kvarterer. Hvad Garnisonen angaar, havde Pesten selvfølgelig ligesaa lidt skaanet den som de civile Indbyggere. Ved Epidemiens Udbrud var den bleven forlagt til Voldene, men fornemmelig til Fællederne udenfor Byen; dog laa der en særlig Besætning i Kastellet. Denne sidste var paa Grund af den nærliggende Pestkirkegaard særlig udsat og blev ogsaa haardt hjemsøgt, saaledes at neppe et eneste Hus i Kastellet blev skaanet. Endnu i Decbr. laa over 800 syge Soldater paa Krigshospitalet (Ladegaarden). Mindre voldsomt rasede Sygdommen blandt de udenfor Byen kamperende Tropper, men disse maatte udstaa allehaande andre Lidelser som Skjørbug, Brystsygdomme og hidsige Febre, fordi det viste sig umuligt at skaffe dem Kvarterer indenfor Voldene. I de usunde, raat sammentømrede Træbarakker paa Fællederne tilbragte de hele Vinteren og den største Del af Sommeren uden at komme af deres Klæder, liggende paa Straa og døjende Kulde og Fugtighed, indtil de endelig i August 1712 kunde drage ind i deres Kvarterer indenfor Voldene.

Den store Sammenstrømning af Soldater og Matroser ved Aarets Slutning saavelsom de i Tusindvis tilbagevendende Kjøbenhavnere (hvilke dog for at komme ind i Byen maatte være forsynede med Sundhedsattest fra Sognepræsterne) gav i Januar 1712 Sygdommen ny Næring og vakte alvorlig Bekymring. Biskop Worm havde allerede foreslaaet en almindelig Taksigelsesfest i Anledning af Pestens Ophør, men Sundhedskommissionen erklærede, at det var for tidlig, og paabød atter den yderste Forsigtighed. Spredte Tilfælde vedblev at vise sig i Foraarsmaanederne, og de landsatte Matroser og Soldater bortreves i ikke ringe Antal, men Epidemien syntes at have udtømt sig og kunde ikke faa Magt mere. I Midten af Marts vare alle Spor af Pesten forsvundne; den 23de Marts flyttedes Torvehandelen atter indenfor Voldene, kort Tid efter aabnedes Østerport igjen for den almindelige Færdsel, Posten fik Tilladelse til at gaa sin sædvanlige Gang, og den 29de April blev der anordnet en almindelig Bededag til Tak for, at den i Kjøbenhavn og Sjælland grasserende Pest var ophørt. Det er nemlig ikke det mindst Mærkelige ved denne Sygdom, at den kun udbredte sig til enkelte Dele af Sjælland, navnlig til Amager, hvor der døde et overordentlig stort Antal Mennesker, endvidere til Roskilde, Kjøge og Hillerød,

462

ligesom den senere forplantedes til Hertugdømmerne, hvor det dog ved meget energiske Forholdsregler lykkedes at kvæle den i Fødslen. Saalænge den ovenfor omtalte Rensning i Hovedstaden stod paa, opretholdtes dog mange generende Indskrænkninger; saaledes maatte ingen Auktioner afholdes, Vielser og Ligbegængelser skulde foregaa uden Ceremonier, Julestuer, Maskerader, Fastelavnsløben o. d. forbødes, Lig maatte foreløbig ikke nedsættes i de Kirkegaarde, der havde været benyttede under Pesten o. s. v. Først den 22de Juni 1712 gaves Færdselen mellem Kjøbenhavn og Provindserne fri, og samtidig blev Sundhedskommissionen ophævet, hvorefter Alt lidt efter lidt vendte tilbage i de gamle Folder. Kun paa Toldboden opretholdtes nogle særlige Sundhedsforanstaltninger til ind i 1714, fordi der var Pest i Hamborg.

Tabet af Menneskeliv havde været overordentlig stort og kan anslaas til ca. 23000, eller over Trediedelen af Kjøbenhavns samlede Indbyggerantal, fordetmeste Fattige og Smaakaarsfolk, eller som Erik Torm kalder dem: "ordinaire Folk". Ikke mindre end 500 Huse vare totalt uddøde og stode lukkede. Blandt Haandværkerne og de Næringsdrivende var Dødeligheden saa betydelig, at der maatte indkaldes Folk fra Provindserne; det anføres ogsaa, at Skorstensfeiere, Vægtere og Brandfolk døde som Fluer. Den jødiske Nation synes ligeledes at være bleven haardt hjemsøgt, hvorfor den i August 1711 ansøgte Kommissionen om at maatte udføre sine Syge til "det Hus, som den havde bygget udenfor Nørreport", altsaa til et eget Sygehus, ligesom den ønskede Tilladelse til at maatte begrave sine Døde paa sin egen Kirkegaard med jødiske Ceremonier. Denne Kirkegaard laa paa samme Sted som nu, og Cohen fortæller i 1837, at der endnu saas en Bakke her, hvori de Pestdøde laa begravne. I Oktober søgte et Antal Jøder Frelse ved Flugt og begav sig ud til Brønshøi, hvor de holdt deres Løvsalsfest, men da dette var "den enfoldige Almue sammesteds til største Forargelse", fik de Befaling til ufortøvet at flytte tilbage til Kjøbenhavn. Mansa fortæller, at Familien Mengs hørte til de af Pesten haardest angrebne Jødefamilier, hvorfor dens Hoved, Professor og Emailmaler Ismael Mengs udvandrede til Tyskland. Han blev Fader til den vidtberømte Kunstner Raphael Mengs. Iøvrigt døde kun faa bekjendte eller ansete Mænd, selvfølgelig fordi de fleste af dem vare udvandrede ved Pestens Begyndelse. Nogle Læger, otte Amtsmestre

463

i.e.: Barberer og et stort Antal Barbersvende døde, endvidere 20 Pestpræster, en halv Snes af Stadens 32 Mænd, der fungerede som Kvarterkommissairer, tre Medlemmer af Sundhedskommissionen, tre Bogtrykkere, Konrektoren ved Vor Frue Skole, en af Stadens rigeste Kjøbmænd Peter v. Hemmert samt ikke faa "fornemme Demoiseller". I det Hele døde der langt flere Kvinder end Mænd, hvilket skyldes de Førstes Opofrelse og Hjælpsomhed.

Efter den store Katastrophe kom Opgjørelsen i Skikkelse af en stor Mængde Processer. Regjeringen anlagde Sag mod Personer, der havde svigtet deres Pligt, som f. Ex. mod Sundhedskommissionens underordnede Haandlangere, mod Klokkere og Gravere, der ikke havde holdt Kirkegaardene i Orden, eller mod Privatfolk, der havde overtraadt positive Lovbud. Mange af Laugene anlagde Sag mod Sundhedskommissionen eller omvendt, og Arve- og Skiftesager affødte selvfølgelig mange Retssager. Det er charakteristisk, at Pestens Ophør ufortøvet fremkaldte en ny Livslyst, som gav sig Udslag paa ejendommelig Maade, snart ved Opløb og Tumulter, saaledes at 200 Ryttere bleve indkvarterede i Staden til Ordenens Opretholdelse, snart ved al Slags Lystighed og allehaande "syndige og høist strafværdige Modtvilligheder, hvorved Gud i Himlen fortørnes og foranlediges sit Vredes Ris, som han nu saa naadelig har bortlagt, igjen til større Straf at tage i Haanden". Der blev udstedt strenge Forbud mod alle Udskeielser ligefra Drukkenskab og Løsagtighed til den uskyldige "Ringkjøren" i Gaderne i Kaner, men neppe med videre Resultat. Livsglæden fik atter Overhaand og kunde ikke holdes nede med Magt; værre var det, at den havde en stærk Islæt af Raahed og Egoisme.

Efterdønningerne fra Pesten vare naturligvis kjendelige i lange Tider. Alle Fabriker, al Handel, Haandværk og Skibsfart havde været standset, Pengeforholdene vare blevne forstyrrede, og det store Antal bortdøde Mennesker maatte paa de forskjelligste Omraader efterlade et føleligt Savn, som ikke i Hast kunde afhjælpes. I de første Aar efter Pesten fandt der vel en betydelig Indvandring Sted, men det varede dog længe, før Kjøbenhavn kunde gjenvinde sit gamle Indbyggerantal. Allerede paa et tidligt Tidspunkt var Regjeringen betænkt paa, hvad der kunde gjøres for Staden, idet Politi- og Kommercekollegiet i Oktober 1711 fik Befaling til "med hinanden flittigen at overveie, hvorledes Kjøbenhavn efter denne

464

udstandne Hjemsøgelse næst Guds Bistand bedst og snarest kan igien ophjælpes og udi Stand sættes". Det har sikkert ikke skortet paa gode Raad, thi i Frederik den Fjerdes Tid florerede Projektmageriet, for hvilket den senere henrettede Amtmand Povel Juel staar som en Type, ja det gik saa vidt, at en kongelig Forordning af 1717 netop paa Grund af Projektmagernes Talrighed bestemmer, at "Ingen for Fremtiden maa foreslaa Noget, uden han paa sin egen Bekostning vil præstere det Foreslagne; kan han ikke det, da skal han arresteres, til han præsterer, eller efter Loven lide derfor". Alle Planer maatte desuden ifølge Sagens Natur være uigjennemførlige paa dette Tidspunkt, efterdi Landet var indviklet i den store Krig, som lagde Beslag paa alle dets Hjælpekilder og dets hele Kraft, som gjorde al Skibsfart usikker og derved ødelagde Handelen. Forholdene i Kjøbenhavn under Krigen med Sverrig illustreres klart ved det overordentlig betydelige Antal Moratorier, der bevilgedes Kjøbmænd og Næringsdrivende, "saalænge Krigen varer", thi det var simpelthen umuligt for dem at tilfredsstille deres Kreditorer.

Krigen var i Pesttiden bleven ført med ringe Eftertryk fra begge Sider, og Kong Frederik havde maattet opgive alle Foretagender mod Skaane. Armeen laa en Tidlang for Stralsund og Wismar uden at udrette Noget, eftersom det paa Grund af den danske Flaades foran omtalte elendige Tilstand lykkedes en svensk Hær under Grev Magnus Stenbock at gjøre Landgang paa Rygen og undsætte de truede Punkter. I Maj 1711 blev en svensk Fregat "Sophia" tagen og indbragt til Kjøbenhavn, men iøvrigt mærkede Indbyggerne kun Lidet til Krigen; først i Sommeren 1712 kom der nyt Liv i Krigsoperationerne. I Septbr. erobrede den danske Hær Hertugdømmet Bremen, og i Kjøbenhavn arbejdedes der ivrigt paa at fremme Flaadens Forsyning og Udrustning, men Indbyggerne trykkedes haardt af Indkvartering og Krigsskatter, hvortil kom, at Efterretningerne fra Krigsskuepladsen vare alt Andet end opmuntrende. I December led de danske Tropper et afgjørende Nederlag ved Gadebusch, Fjenden trængte ind i Holsten, og den 8de Januar 1713 stak General Stenbock Altona i Brand, som blev totalt ødelagt. Sorgen over disse Begivenheder blev dog ikke af lang Varighed, thi i Maj maatte Stenbock overgive sig med hele sin Hær, og i November Maaned saa Kjøbenhavnerne Seirherren fra Helsingborg som Fange i deres By, hvor han indkvarteredes i den foran

465

(II, S. 39) afbildede Adelsgaard og i Begyndelsen behandledes med stor Hensynsfuldhed. Da han imidlertid førte en hemmelig Korrespondance med sit Fædreland, hvori han ikke blot meddelte Alt, hvad han kunde faa at vide om den danske Regjerings Planer, men ogsaa tillod sig alle Slags Fornærmelser mod de Danske og Kong Frederik, trak der et alvorligt Uveir op over ham. Man opdagede, at hans Breve og Chifferdepecher bleve besørgede til Hamborg af en kjøbenhavnsk Jøde, Aaron Goldzier; Postmester Christian Erlund, der havde usædvanlige Talenter i denne Retning, opsnappede en stor Del af Brevene, og da man i Sommeren 1714 paa denne Maade fik Sikkerhed for, at Stenbock havde truffet alle Forberedelser til Flugt, blev han arresteret i sin Bopæl og nogle Maaneder efter hensat i Kastellet, hvor han døde i Februar 1716. Men allerede tre Aar iforveien var Tønningen falden, og dens Fæstningsværker blevne sløifede, og Alt tegnede til, at Danmark endelig havde faaet Bugt med det fjendske Gottorp, og at den kongelige Kundgjørelse af 18de Februar 1713, hvorved de gottorpske Lande toges i Besiddelse af den danske Krone, vilde blive opretholdt.

Under den langvarige Krigs vexlende Begivenheder var man i Kjøbenhavn optagen af Arbeider paa Voldene, saavelsom af Anlæget af de foran omtalte Søbatterier: Trekroner og Prøvestenen, thi da Hæren anvendtes paa Fastlandet, kunde man med Grund frygte et svensk Overrumplingsforsøg fra Skaane. De store Flaadeudrustninger gav Anledning til mange Uroligheder, thi det faldt vanskeligt at skaffe det fornødne Mandskab, hvorfor Kjøbenhavns Vægtere og Politibetjente maatte "presse" alle friske og stærke Dagdrivere og Løsgjængere til Flaaden og bagefter med stor Møie indfange dem, naar de deserterede og forstak sig omkring i Byen. Nøden mellem Søfolkene og deres Familier blev større og større, eftersom de ikke fik deres Gager og Kostpenge udbetalt, og man faar et tydeligt Indblik i Forholdene, naar man i en Indberetning fra Admiralitetet læser, at "Matrosernes Familier strippe Gaderne omkring troppevis, raabende om Penge og Brød til at stille deres og deres usle Børns Hunger og Tørst". Der er al Grund til at frygte for "en eller anden desperat Accidents, thi naar de komme paa Gaden og betle eller kunne finde Nogen paa Torvene, der vil give dem af Medynk en Gulerod eller noget Grønt, saa blive de strax antastede af Stodderfogderne og bringes i Børnehuset, som gjør ikkun

466

deres Desperation større*. En Maanedstid senere hedder det: "Kjærlingernes Opløb om Forstrækning er ikke at beskrive; de supplicere aldeles om Forlov til at stjæle og tigge". Regjeringen søgte at komme ud over denne Vanskelighed ved at tillade Matros- og Soldaterkoner at handle med fede og salte Varer, saalænge Krigen stod paa, ligesom det forbødes Værtshusholdere og Logisværter at nægte Matroserne Kredit til deres nødtørftige Underholdning eller "dennem med Proces overile".

I det Hele havde Hovedstadens Indbyggere nok af Krigens Skyggesider; Handelen var tildels standset ved de fjendtlige Kaperes Mængde og Dristighed; Krigsskat, Indkvarteringsskat og andre Extraskatter forøgede de iforveiende trykkende Byrder; Borgerskabet maatte deltage i Vagter, yde Vogne til Provianttransport o. d., og selv om Haandværksstanden havde nogen Fortjeneste ved Arbeide for Armeen, kunde den kun med Vanskelighed faa sine Penge. Paa den anden Side manglede der dog heller ikke Lyspunkter; der kom glade Seirsbudskab fra Søen, som satte Indbyggernes Hjerter og Visedigternes Penne i Bevægelse; man saa svenske Fanger i Massevis, Trophæer førtes i høitideligt Optog med store Ceremonier gjennem Gaderne fra Toldboden til Tøihuset, og da Krigen i 1715 efter Carl den Tolvtes Tilbagekomst til Norden var blusset op med fornyet Kraft, vandt Gabel, Sehested og Tordenskjold snart et Ry, der bragte deres Navne paa Alles Læber. Navnlig blev Tordenskjold hurtigt Kjøbenhavnernes erklærede Yndling, og da han - som dengang endnu hed Peder Wessel - efter Slaget paa Kolbergerheide kom til Hovedstaden med en af de erobrede Fregatter "Hvita Ørnen", blev han ved Landstigningen modtaget af Tusinder og "lokkede snart det halve Kjøbenhavn ud paa Toldboden". Skjøndt Svenskerne havde mistet Stralsund, Wismar og Pommern, skjøndt den danske Flaade, forstærket med endel engelske Skibe, var Herre paa Havet, og den dansk-russisk-polske Alliance var bleven tiltraadt af England og Preussen, indtraadte der dog i Begyndelsen af Aaret 1716 nogle bevægede Dage for Kjøbenhavn, idet Alt tydede paa, at Sjælland vilde blive Krigsskueplads.

Fordreven fra Tydskland var den svenske Konge med Nød og Neppe sluppen over til Trelleborg, men aldrig saasnart havde han sat Foden paa svensk Grund, før han bragte alle Fredsønsker til at forstumme og stampede en ny Hær op af Jorden. I kort

467

Tid stod 16,000 Mand under Vaaben i Skaane, og da der indtraadte en stærk Frost, som lagde Sundet til, vendte Carl den Tolvte Blikket mod Sjælland og gik allerede midt i Januar over til Øen Hveen, som de Danske havde taget i Besiddelse. I Kjøbenhavn, der syntes saa meget mere truet, som Hæren endnu stod i Pommern, toges der ivrigt fat paa Forsvarsforanstaltninger under Kong Frederiks og Admiral Sehesteds Ledelse. Udenværkerne, der netop vare blevne færdige Aaret forud, bleve forsynede med Palissader, Flaadens Mandskab indøvedes i Landtjenesten, Isen vækkedes langs Kysterne, Blokhuse indrettedes paa disse, det forhaandenværende Kavaleri holdt Strandvagt, og Kanoner holdtes i Beredskab paa Slæder til at møde Fjenden. For at forøge Byens Besætning bleve de kongelige Skovridere og Skytter samt alle Herregaardsskytter paa Sjælland, Møen, Lolland og Falster kaldte til Kjøbenhavn; Kastellet fik en stærk Besætning, til hvilken Magistraten maatte skaffe Sengklæder; til Borgervæbningen uddeltes der 2,000 Geværer fra Tøihuset, ligesom Studenterne bleve kaldte under Vaaben. Mærkeligt nok synes de at have været uvillige hertil, men Erik Torm oplyser, at de saavelsom Borgerskabet dog bleve indexercerede og fik anvist deres Pladser paa Voldene, om Noget skulde paakomme. Ogsaa Brandfolkene skulde i Tilfælde af et fjendtligt Angreb stille paa Byens Torve med deres Sprøiter. En kongelig Ordre paabød endvidere, at Landbefolkningen skulde lade sine Stude og Øxne drive ind til Hovedstaden, ligesom der fra Sjælland, Møen, Lolland og Falster skulde føres alle Slags Kornvarer og anden Proviant til Byen. Faren drev dog over, thi den 5te Februar indtraadte der et stærkt Tøveir, og en Storm brød Isen op. Carl den Tolvte maatte opgive sit Forehavende og vendte sig ufortøvet mod Norge.

Imidlertid forestod der Kjøbenhavn et sjeldent Besøg, idet Czar Peter den Store i Henhold til en med Kong Frederik afsluttet Konvention skulde komme med 4,000 Ryttere og 20,000 Mand Fodfolk til Sjælland for i Forening med de Danske at iværksætte en Landgang i Skaane. Længe før de russiske Tropper kunde overføres fra Pommern, seilede Czaren, ledsaget af nogle Galleier i Juli Maaned paa en Hukkert til Falster, hvor han om Natten landede ved Gjedesby og holdt sit Indtog paa dansk Grund ved at jage en Kromand og hans Kone op af deres varme Seng og kaste sig selv i den med Støvlerne paa. I Nykjøbing gik Czaren ombord

468

paa sin Galleiflaade og naaede Kjøbenhavn den 17de Juli 1716. Her modtoges han med store Æresbevisninger; fra Voldene, Kastellet og Flaaden saluteredes der, Kongen seilede ham imøde paa Rheden, Militairet og Borgerskabet paraderede i Gaderne, og Tusinder af Tilskuere vare paa Benene, da Czarens Galleier seilede ind i Havnen og lagde til ved Bolværket mellem Toldboden og Kvæsthuset. Da Monarkerne traadte i Land, kjørte de gjennem Byen i stort Optog; foran red Ceremonimesteren, derefter fulgte Ministrene i Vogne trukne af 6 Heste, Overhofmarechallen og endelig den kongelige Vogn med Majestæterne, som escorteredes af Kavallerer til Hest og en Eskadron af Livgarden. Efter Aftensmaaltidet paa Slottet overnattede Czar Peter hos sin Ambassadeur Fyrst Dolgorucky, som boede i nuværende Thottske Palais paa Hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade.

Sex Dage efter kom Czarens "Gemal" Katharina fra Nykjøbing paa Falster over Land til Kjøbenhavn og "blev en ceremonie indhentet uden Vesterport." Kong Frederik og Czaren modtog hende ved Kjøge; fra Porten kjørte hun sammen med Dronning Louise en lang Omvei gjennem Gaderne til Slottet, aabenbart fordi man vilde vise Byen fra den fordelagtigste Side, medens der affyredes Salver fra Voldene. De russiske Majestæter havde udtalt et Ønske om at bo i Prinds Carls Lyststed udenfor Nørreport (smlgn. II. S. 371), som slet og ret kaldtes "Haven", men da Prindsen ikke vilde give sit Minde hertil, afværgede Kongen det ved at sige, at han ikke kunde raade over Broderens Hus i dennes Fraværelse. De høie Gjæster kom da til at bo i Kjøbmand Vilhelm Edingers Gaard i Kalleboderne, hvor Prindsens Palais nu ligger, og ligeoverfor paa Slotsholmen indrettedes der en Vagt til Ære for dem.

Czar Peter og hans Gemalinde gjorde megen Opsigt i den danske Hovedstad. Stemningen var løftet; Tordenskjold havde netop vundet det navnkundige Slag i Dynekilen, og Udsigten til at gjenerobre de tabte Provindser hinsides Sundet holdt Gemytterne i Aande. Man forbausedes vistnok over Czarens jevne Væsen og hans Lyst til at færdes til Fods omkring i Byen, men til Gjengjæld optraadte Czarinaen med desto større Pomp. Medens man ved Hoffet følte sig stødt over det berømte Pars Tilsidesættelse af Etiketten, saa den store Offentlighed snarere det Mærkværdige og

469

Usædvanlige heri; man fulgte Czarinaen med Nysgjerrighed, naar hun bevægede sig i en kostbar Dragt, behængt med Ordener, Portraiter af Helgener og Relikvier, der "raslede paa en besynderlig

470

Maade, naar hun gik", og var maaske ikke langt fra at beundre Czarens Tarvelighed. "Den prægtigste Habit, man saa ham i - hedder det i en samtidig Relation - var en grøn Klædes Kjortel med lidt Guldgalloner paa, og en rød med Sølvgalloner, og disse Klæder brugte han dog kun om Søndagen og ved festlige Leiligheder. Ved hans Ankomst og Indtog, samt ellers til daglig, var hans Habit saaledes: en gammel og meget plettet rød Kjole af gement og grovt Klæde, gjort som en Skipperkjole med smaa Opslag; den kunde tilknappes helt op i Halsen. En hvid Lærreds Trøie med hvide Traadknapper og ingen Vest; Buxerne vare af brunt Klæde og gjorte til at binde under Knæene; paa Benene havde han et Par graa Strømper, som ikke vare bedre end de, vore Jyder sælge paa Torvet. Knæbaandene vare af sort Læder med Messingspænder, Skoene vare spidse, som Matroserne pleie at bruge dem, og deri havde han ogsaa Messingspænder. Om Halsen havde han en smal Hørlærreds Klud, som var snoet om og stukket ind i Trøien. Foran Halsen havde han en stor Sølvknap med en Glassten i, men for Hænderne hverken Mansketter eller Halværmer, saa man kunde se den grove Skjorte langt inde paa de brune Arme. Om Livet havde han et Gehæng af en gammel anløben og forslidt Gallon, hvori han bar en Huggert, som var ligere et Bøddelsværd end en Kaarde, skidne Handsker og i Haanden en stor tyk Stok med en Læderrem i; paa Hovedet en Kasket, som var overtrukken med grønt Voxdug og ellers gjort saaledes som Jægerne nu bruge dem; hans Haar vare sorte, krøllede og vel flettede, og dette var den berømmelige Herres ganske Stads."

Czar Peter interesserede sig her som i alle andre Lande, hvor han havde opholdt sig, overordentlig for Alt, hvad der kunde udvide hans Kundskaber. Han besaa Tøihuset og Flaaden, om hvilken sidste han nu ikke mere kunde sige, hvad han med eiendommelig Ligefremhed havde sagt et Par Aar iforveien, at "de Danske bære sig ad med deres Flaade som en gammel Ægtemand med en ung Kone; han kjæler for hende og kysser hende, men videre kommer det heller ikke." Han deltog selvfølgelig i Jagter, Karousseller og andre Hoffester; han overværede en Præsteordination i Frue Kirke, studerede Kunstkamrets Mærkværdigheder og blev meget fornøiet, da man forærede ham et Stykke forstenet Brød og et Par laplandske Træsko. Han red paa en russisk Hest op paa

471

Toppen af Rundetaarn og besaa Solpletterne i et astronomisk Instrument, medens hans Gemalinde kjørte derop i en Karriol. Værre var det, at han undersøgte Voldenes Høide og Tykkelse, Fæstningsgravenes Brede, Geværernes Tilvirkning, Kanonernes Kaliber og Skibsværfternes Indretning, thi denne Videbegjærlighed og Nyfigenhed vakte Mistanke. Hoffet begyndte at frygte for, at han nærede hemmelige Anslag mod Byen og Landet; Menigmand fandt, at han opførte sig som Herre og Mester.

Kjøbenhavn kom efterhaanden til at ligne en stor Krigsleir. Ude paa Rheden laa en mægtig Flaade for Anker, fra hvis Toppe det danske, russiske, engelske og hollandske Flag vaiede, - Englænderne vare nemlig denne Gang rede til at støtte Landgangen i Skaane, medens den hollandske Flaade i hvert Fald var neutral. En Mangfoldighed af større og mindre Fartøier var desuden bleven samlet til Overfarten. De russiske Garderegimenter laa udenfor Fæstningen, og Dag for Dag voxede den danske Hær ved tilmarcherende Regimenter. Den 9de, 10de og 15de Septbr. landsattes over 19000 Russere, der vare overførte fra Warnemünde; Udskibningen foregik paa en Bro, der var bygget ud i Vandet "udenfor Fiskehuset", det vil sige: Nord for Kastellet i det nuværende Rosenvænge. Overalt paa Gaderne saavelsom i Byens Omegn vrimlede det af indfødte og fremmede Soldater, og fra Voldene maa Skuet have været overordentligt. Det russiske Fodfolk i Forening med de tidligere ankomne Garderegimenter havde deres Leir udenfor Øster- og Nørreport. Gardens Telte strakte sig langs Kysten op imod Svanemøllen, en mindre Afdeling Dragoner laa ved den nuværende Jagtvei mellem Lille og Store Vibens Hus, og Nord for det sidste havde en hel russisk Division sin Leir. Nærmere Byen paa Øster- og Nørrefælled saas atter uendelige Rækker af russiske Telte. Den danske Hær, der talte ca. 23000 Mand, laa hinsides St. Jørgenssø i to lange Linier; hele den allierede Styrke kan anslaaes til 53000 Mand.

Skjøndt det kan betragtes som givet, at Czar Peter ikke nærede fjendtlige Planer mod Sjælland og Kjøbenhavn, thi disse vilde, som Prof. Holm har paavist, have været uigjennemførlige, er der paa den anden Side ingen Tvivl om, at den store Offentlighed og Kongehuset selv frygtede derfor. En Følelse af Ængstelighed og Uhygge havde grebet Gemytterne. Den 7de Septbr., altsaa to Dage

472

før den store russiske Troppetransport ankom fra Mecklenborg, fik Kjøbenhavns Kommandant Ordre til at forstærke Vagterne ved Øster- og Nørreport, altsaa netop ved de to Porte, der laa Czarens Leir nærmest; Artillerister skulde staa med brændende Lunter i de tilstødende Bastioner; der skulde patrouilleres omhyggeligt ved Nattetid, Militairet og Borgerskabet i Staden fik anvist Allarmpladser, hvor Enhver skulde møde med skarpladte Geværer ved første Signal, og endelig lagdes en dansk Fregat mellem Hveen og Sjælland for at hindre de russiske Dragoner, som holdt den lille Ø besat, i at komme over. Det er let forstaaeligt, at disse og lignende Forholdsregler kun kunde ophidse og tirre Czaren; han betragtede den danske Regjerings Politik som et Rænkespil, sigtende til hans Ødelæggelse, og Forholdet mellem Kong Frederik og hans berømte Gjæst blev, skjøndt det bevarede den høflige ydre Form, snart saa spændt, at det nærmede sig et Brud. De vildeste Rygter sattes i Omløb og bleve troede; snart hed det, at Czaren pønsede paa at overrumple Kronborg, eller at han færdedes med sine Galleier omkring mellem Smaaøerne for at udspionere Riget, snart at han havde gjort et aabenbart Forsøg paa at overrumple Byen. Det fortaltes fra Mund til Mund, at 15-1600 russiske Ryttere, ledsagede af et stort Antal Soldater, en skjøn Dag vare rykkede frem mod en af Portene, og at Alt vilde have været tabt, hvis ikke en Lieutenant havde havt den Aandsnærværelse at lade Slagbommen falde, en Bedrift, hvorfor han blev adlet af Kongen. Samtiden er dog uenig om denne Officeers Navn saavelsom om de nærmere Omstændigheder ved dette Eventyr, hvilket just ikke taler for dets Troværdighed. Saameget er kun sikkert, at Mistænksomheden var stor paa begge Sider, og da man endelig langt om længe havde truffet alle Forberedelser, og Landgangen i Skaane var bleven definitivt fastsat til den 21de Septbr., faldt pludselig det Hele sammen. Fire Dage iforveien erklærede nemlig Czaren, at det nu var forsilde; Planen kunde ikke gjennemføres før næste Foraar. Alle Forsøg paa at ombestemme den russiske Allierede viste sig frugtesløse; han fastholdt sin "kategoriske Resolution", ja man kunde end ikke blive enig om et Fællesangreb paa Sverig i Foraaret 1717. Det følger af sig selv, at de feilslagne Forhaabninger i høi Grad maatte forøge Misstemningen, og Kjøbenhavns Indbyggere vare uden Tvivl glade, da den russiske Hær blev udskibet ved Gyldenlund og paa

473

en stor Transportflaade ført til Rostock, thi de Fremmede bleve ikke længere betragtede som Venner. Faa Dage efter forlod Czaren og Gemalinde Byen, og Forholdet mellem Danmark og Rusland var undergaaet en afgjørende Forandring. "Lykken var os ikke gunstig - skriver Apotheker Claus Seidelin - Czaren gik den Vei, han var kommen fra uden at udrette nogen Ting: imidlertid kostede disse Præparatorier Danmark store Penge." En anden Samtidig siger: "Denne Visite kostede Hs. kongelige Majestæt mange Tønder Guld og Kjøbenhavn alene til Husleie for Czaren og hans Suite 5699 Rdlr. 14 1/2 Skilling."

Czar Peters Besøg i Kjøbenhavn betyder et Vendepunkt i den store nordiske Krig, thi fra dette Tidspunkt ophørte Enigheden mellem de allierede Magter. Snart arbeidede hver af dem paa en Særfred med Sverig; snart søgte de nye Alliancer eller førte Underhandlinger om nye energiske Skridt mod den svenske Heltekonge. For Danmark kom der kritiske Tider, "tvivlsomme og epineuse Conjuncturer", da Svenskerne rykkede ind i Norge, og der kunde være alvorlig Bekymring for, at Kong Frederik vilde komme til at staa alene. Kjøbenhavns Indbyggere saa gjentagne Gange hollandske og engelske Krigsflaader i Sundet, hvis Holdning dog var venskabelig, men Udsigterne til en endelig Fred syntes bestandig fjerne. Da ankom Tordenskjold uventet til Kjøbenhavn Natten mellem den 26de og 27de Decbr. 1718 med den overraskende Efterretning, at Kong Carl var bleven dræbt i Løbegravene foran Frederikssten om Aftenen den 11te Decbr., og da de svenske Hære i Hast rømmede Norge, og der indtraadte en Statsomvæltning i Sverig, tegnede Alt til en hurtig Fred. Det varede dog næsten et helt Aar, før Kong Frederik kunde bekvemme sig til at afslutte en sex Maaneders Vaabenstilstand, der kom istand ved Englands Mægling, fornyedes i Mai 1720 og endelig førte til Freden i Frederiksborg af 3die Juli 1720. Skjøndt Danmark sad inde med betydelige erobrede Landsdele, maatte det opgive dem alle; det beholdt kun den holsten-gottorpske Andel af Slesvig, som garanteredes den danske Krone til evig Tid, hvorhos Sverig mistede Toldfriheden i Sundet og maatte betale en Sum Penge. Det var ikke, hvad man havde ventet og haabet, men Gjenerhvervelsen af Sønderjylland var dog en stor og haandgribelig Fordel, der bragte et gammelt Stridsspørgsmaal ud af Verden for lange Tider.

474

Den langvarige Krig havde bragt Forstyrrelse i alle Forhold og været særlig følelig paa det økonomiske Omraade. Det Tidspunkt før Krigen, om hvilket Bircherod fortæller, at Overfloden paa Penge var saa stor, at Alle vilde laane ud, men Ingen vilde "laane ind", kom ikke igjen; Handel og Skibsfart var tildels standset og Pengevæsenet i Uorden. Frederik den Fjerdes Tvangsforholdsregler for at hindre al Handel paa Sverig, skadede vel dette Land, men var et tveægget Sværd, som ogsaa maatte saare den, der førte det; kun i de store Leverancer til Hær og Flaade saavelsom i Kapernæringen fandt Borgerne nogen Erstatning for de trykkende Skattebyrder. Kaperiet synes dog ikke at være blevet drevet i stor Maalestok af Private, og Indtægterne heraf formindskedes endyderligere ved den Omstændighed, at 6 pCt. af Prisepengene skulde afgives til Fattigvæsenet. Under Krigen havde Kongen set sig nødsaget til at slaa en utrolig Hob Smaamønt, navnlig Tolvskillinger af daarlig Bonitet, og desuden udstede Seddelpenge lydende paa Summer fra nogle Mark til 50 Rdlr., hvilke dog ikke bleve modtagne for deres paalydende Værdi, men endog faldt indtil 20 pCt. af denne. De udstedtes fra Raadstuen og vare underskrevne af Magistraten; efter Krigen bleve de dog inddragne og opbrændte, ved hvilken Leilighed, der synges om dem:

"I syv samfulde Aar de tjente Land og Rige
Og hjalp ret trolig til vor Fjende at bekrige,
Kort sagt: de stedse stod paa deres Poste d'honneur
Og nu i Kongens Navn igjen med Ære dør."

Det er indlysende, at disse Forhold maatte udøve en uheldig Indflydelse paa al Handel og Vandel. De gamle Handelskompagnier gik tilbage, Kjøbmændene gik enten fallit eller fristede Tilværelsen ved Hjælp af Moratorier, Kommercekollegiet, der var blevet gjenoprettet i 1704, men fire Aar efter blev forenet med Politiet i Kjøbenhavn, formaaede ikke at udrette synderligt, - dets Hovedopgave blev at være Sø- og Handelsret - og skjøndt Kongen bestandig havde Opmærksomheden henvendt paa at fremme Handel og Industri, og der fremkom alle Slags mærkelige Forslag til "Commerciens Forbedring", læser man dog henimod 1730, at "Negotien ganske ligger ned her i Landet." Da Handelstraktaten med Holland udløb i 1721, kom det til en Konflikt med denne Stat, som ødelagde den danske Studehandel, og Hamborgernes

475

Vægring ved at modtage den danske Kourantmønt, førte i 1726 til et Forbud mod al Handel med denne By, hvilket stod ved Magt indtil 1736. Dette Forbud har dog snarere været til Gavn end til Skade for den danske Handelsstand, som derved opmuntredes til at emancipere sig fra det hamborgske Formynderskab; det er saaledes bekjendt, at det Rygte udbredte sig efter Ildebranden i 1728, at den var bleven paasat af Hamborgerne for at hævne den dem tilføiede Skade.

Kjøbenhavn, hvis Indbyggerantal i Aaret 1728 var naaet op til 75000 (eller 5000 flere end før Pesten) udøvede en afgjort dominerende Indflydelse paa hele Landets Omsætning, dels paa Grund af sin Størrelse og heldige Beliggenhed, dels ved Regjeringens Bestræbelser for at ophjælpe Byen, selv om det kun kunde ske paa de øvrige Landsdeles Bekostning. Et af de Skridt, der vakte størst Opsigt og fremkaldte Uvillie i vide Kredse, var Tilladelsen for Kjøbenhavn til at have udelukkende Oplagsret til de saakaldte 4 Species: Vin, Brændevin, Salt og Tobak, hvilke Varer Provindserne altsaa maatte hente i Kjøbenhavn. Tre Kjøbmænd Vilhelm Edinger, Abraham Klocker og Hans Jørgen Solberg havde i 1723 indgivet et Forslag herom, men vare blevne afviste af Politi- og Kommerciekollegiet; ved Plakat af 1ste Juni 1726 blev Tilladelsen imidlertid given, som det siges, fordi Dronning Anna Sophia Reventlow gjerne vilde vinde Kjøbenhavns Indbyggere for sig. Holberg har i "En Samtale mellem tvende Kjøbmænd" taget denne ukloge og upopulaire Foranstaltning i Forsvar, idet han fremstiller den som en Nødvendighed og Ret for Hovedstaden, eftersom "denne forskaffer Provindserne Aftræk og Debit paa den største Del af deres Varer og derfor heller end Fremmede bør forskaffes af Provindserne Aftræk og Debit paa de Varer, som de igjen behøver at forsynes med", men Stemningen i Landet fremgaar tydeligt af et samtidigt "Forslag om Jyllands slette Tilstand", hvori det hedder, at en Tønde Salt, som hidtil kostede 4 Rdlr. og derunder, "nu koster 5 Rdlr. og Pengene strax betalte eller i det Længste 3 Maaneders Kredit paa en Del, siden de 4 Species allernaadigst til Kjøbenhavn ere henlagte", hvorhos der klages over den store Toldsvig, Forordningen har fremkaldt. Imidlertid profiterede Kjøbenhavns Handelsstand ved denne Ordning, som forresten kun stod ved Magt i 4 Aar, og det endog i den Grad, at Holbergs Provinds-

476

kjøbmand tiltaler sin Kollega fra Hovedstaden med de Ord: "Er Han ikke en af de fire Species?" og tilføjer, at andre Kjøbmænd komme til at nære sig ved at gjøre Svovlstikker, naar al Handel skal forflyttes til Kjøbenhavn.

Af de gamle Handelskompagnier var det ostindiske gaaet stærkt tilbage under Krigen. I Begyndelsen af Aarhundredet havde det havt afgjort Held med sig, men efterhaanden kom det i saa stort Forfald, at det maatte overlade Handelen til et privat Interessentskab. I 1725 maatte dette ogsaa standse, og ved en af Kongen paabudt Undersøgelse viste det sig, at Kompagniet ved Krigen, ved Mangel paa Kapital, ved Tabet af Skibe og Faktorier og endelig ved Embedsmænds Uredelighed og Uvidenhed var kommen i en Gjæld af 150,000 Rdlr. Forskjellige Planer fremkom nu til Kompagniets Ophjælpning; man forsøgte at forøge Kapitalen ved at optage nye inden- og udenlandske Interessenter, ja der udstedtes i 1727 en ny Oktroi, men to Aar efter var Tilstanden saa haabløs, at Kompagniet frasagde sig al Handel og videre Udredning, med andre Ord: faktisk opløste sig. Nogle kjøbenhavnske Kjøbmænd fortsatte vel Handelen paa Trankebar og Kanton i China og fik en midlertidig kongelig Bevilling, men først under Christian den Sjette kom den asiatiske Handel paa en fast og bestandig Fod, da det senere saa berømte asiatiske Kompagni, der varede indtil 1843, blev grundlagt.

Det vestindisk-guineiske Handelskompagni (smlgn. II. S. 325) fik i 1708 en forbedret Indretning, i hvilken Anledning der i et Slags overdreven anteciperet Glæde endog blev slaaet to pompeuse Medailler. Paa Guineakysten havde Kompagniet Fæstningen Christiansborg og i Vestindien St. Thomas og St. Jan, hvilken sidste Ø kom i de Danskes Besiddelse i 1720. Det gik dog kun smaat med Skibsfarten og Handelen, og det er i saa Henseende betegnende, at skjøndt Kompagniet allerede i 1721 fik kongelig Tilladelse til at anlægge og drive et eget Sukkerraffinaderi i Kjøbenhavn, kom dette først i Gang otte Aar efter i en Eiendom paa Slotsholmen. Den vestindiske Handel fik overhovedet først Betydning efter 1733, da Øen St. Croix var bleven afkjøbt den franske Regjering. Endnu mindre havde det oktroierede grønlandske Kompagni at betyde, hvis Hovedsæde iøvrigt ikke var Kjøbenhavn, men Bergen. Det blev grundlagt i 1721, samme Aar Grønlands

477

navnkundige Apostel, Hans Egede; forlod sit Fædreland for at iværksætte det store Missionsværk, og søgtes fremmet ved et Tvangslotteri, en almindelig Kontribution fra Rigerne og lignende overordentlige Forholdsregler. Den eneste Fordel, Danmark havde af denne Handel - siger Andreas Højer - var, at Kjøbenhavnerne i 1724 fik to unge Grønlændere Keperoek og Poek at se, og samtidige Beretninger vidne i Virkeligheden ogsaa om, at dette Besøg opfattedes som en første Rangs Begivenhed. Aviserne skildrede paa Forhaand de mærkelige Menneskers Udseende og Væsen; de bleve forestillede ved Hoffet, og endelig blev der den 9de Novbr. med kongelig allernaadigst Tilladelse arrangeret et saakaldet grønlandsk Optog i Kanalerne om Kjøbenhavns Slot til Moro for Hovedstadens Indbyggere og vistnok ogsaa for at lokke dem til at spille i det grønlandske Lotteri. Tusinder af Mennesker stod opstillede langs Bolværkerne for at betragte det sjeldne Skuespil; i Slottets Vinduer saas den kongelige Familie og Hoffet, og Glæden var stor, da den lange Række Baade langsomt gled ud fra Holmen, seilede under Holmens Bro, forbi Slottet, videre under Høibro, Rødebro og Stormbroen forbi Kronprindsens Palais (nuv. Prindsens Palais), derfra under Prindsens Bro omkring Kongens Bryghus og gjennem Knippelsbro tilbage til Holmen. Optoget, der er afbildet i et samtidigt Træsnit, aabnedes af en Chalup (1), der skulde holde Farvandet ryddeligt. Derpaa fulgte en Baad med Pauker og Trompeter (2), som fra den følgende Chalup fik at vide, naar der skulde blæses og spilles, og naar der skulde ties, naar rykkes frem og naar standses. Den følgende Chalup (3) var Admiral Judichærs, og heri sad ikke blot Admiralen, men den ene af det grønlandske Kompagnis Direkteurer, Monsieur Jens Refdahl og Bogholder Jentofte, som tillige var Grønlændernes "Dolmetsker". Nu seilede en lang Chalup frem (4) "med et Clave Cymbal og nogle af de kongelige Violinister, som skulde akkompagnere Monsieur Ibsen, naar han musicerede to smaa Arier for Slottet og to andre for Kronprindsens Palais." Stor Opsigt vakte Grønlænderne i deres Kajakker (5 og 6), som "lod se deres Færdighed i at ro med en enkelt Aare, som havde Blad paa hver Ende, og med deres Kastepile paa temmelig lang Afstand at ramme adskillige Ænder, som vare udsatte i Kanalen." Som Admiralens Ordonnantser fungerede to smaa norske Joller (7 og 8), hvilke dog i fornødent Fald tillige

478

skulde assistere Grønlænderne. Tilsidst kom sex store Chalupper, af hvilke nogle havde Faner og andre tillige grønlandske Produkter ophængte i Masterne, nemlig først det grønlandske Vaaben: en hvid Bjørn i blaat Felt og et Isbjørneskind (9), derpaa to Rensdyrhuder, et med Haarene paa, et andet tilberedt, samt nogle Knipper sorte Ræveskind (10), en Fane med en stor Hval og to Hvalfiskebarder (11), en Narhval og en Hvalros paa en Fane og et hvidt Enhjørningshorn (12) og endelig en Fane med en Torsk og en Lax samt to store tilberedte Sælhundeskind paa den agterste Mast (13). Den sidste Chaluppe (14) var den største og mest pyntede; den havde sex Kanoner ombord, som skjød dansk Løsen, idet Optoget passerede Slottet, Prindsens Palais og endelig da det opløste sig ved Holmen. Arierne, der bleve afsungne af Monsieur Ibsen til Ære for Konge- og Kronprindseparret, vare forfattede af Rostgaard, og - hedder det i en Avis - "det er ikke at beskrive, hvor fornøieligt og sirligt dette Optog var. Alting gik af uden ringeste Disordre, og det som er mærkværdigt udi et saadant Tilløb, som her var af Mennesker, uden Skade." Det kan tilføies, at Keperoek paa Hjemveien døde i Bergen; Poek gjensaa derimod sit Fædreland, hvor han havde Adskilligt at fortælle om sine mærkelige Hændelser i den danske Hovedstad. I 1728 kom han atter til Kjøbenhavn og gav sig i Dreierlære, men døde allerede Aaret efter af Kopper. Det grønlandske Kompagni trivedes heller ikke trods alle kunstige Midler; i 1727 opløste det sig, og Staten maatte nu overtage Kolonierne og Missionen. Ved denne Leilighed blev Kjøbenhavn nogle tvivlsomme Elementer kvit, idet 5 Livsfanger fra Kastellet og lige saa mange utugtige Kvinder fra Spindehuset bleve viede sammen efter Lodtrækning og derpaa sendte til Grønland. Andreas Højer bemærker, at det Heldigste var, at de fleste af dem hurtigt døde af Kulde, Sult og Skjørbug; dog vendte nogle af dem tilbage til Danmark efter Frederik den Fjerdes Død.

Den islandske Handel, som i lange Tider havde været i det islandske Kompagnis Besiddelse, og om hvilken det i et Forslag fra 1682 hedder, at den "har været det Allerfornemste, som Hs. Kongl. Majestæts Hoved- og Residentsstad har været med beneficeret", blev allerede i Christian den Femtes Tid bortforpagtet stykkevis, det vil sige: hver Havn eller Plads med omliggende Distrikt afstodes mod en aarlig Afgift til forskjellige Kjøbmandshuse i

479

480

Kjøbenhavn. Ved en Forordning af 1702 fastsattes en ny Handelstaxt, der var ulige gunstigere for den indfødte Befolkning end nogen tidligere, men som naturligvis ramte Kjøbmændene haardt, hvorfor der i 1702 og 1705 tilstedes dem en Nedsættelse af 6000 Rdlr. i deres aarlige Forpagtningsafgift, mod at de skulde sælge Islænderne Fødevarer og andre Nødvendighedsartikler billigere. Handelen paa Færøerne, som en Tidlang havde været knyttet til den islandske Handel, blev fra Aaret 1708 drevet for kongelig Regning som Monopolhandel, vistnok neppe til Fordel for Staten, men til desto større for Færingerne. Den Tid var overhovedet forbi, da Kjøbenhavnerne kunde hente Rigdomme fra de nordlige Bilande, og det følger af sig selv, at Seiladsen paa dem ovenikjøbet blev vanskeliggjort, ja til Tider endog standset under den langvarige Krig.

Kjøbenhavns fornemste og betydeligste Handel dreves med Frankrig, Spanien, England, Holland og Østersølandene, men vistnok for en ikke ringe Del af Fremmede under dansk Flag og for fremmede Penge. Hollændernes store Privilegier, som de erhvervede ved Handelstraktaten af 1701 navnlig med Hensyn til Accise og Vinterleiepenge, virkede derhos uheldigt paa den danske Skibsfart. I Aaret 1704 talte den kjøbenhavnske Handelsflaade 208 Skibe, men da de allerfleste af dem vare Smaafartøier: Krejerter, Skuder, Smakker, Gallioter, Hukkerter, Bysser, Pinker, Katte, Perkentiner, Knacher, Jagter og Baade, er det store Tal mindre imponerende. Den samlede Bemanding paa disse Fartøier beløb sig ogsaa kun til 1123 Mand. Under Krigen mistede Byen 55 Fartøier ved svenske Kaperier, og skjøndt de fleste af dem vare smaa, fandtes der dog ogsaa Skibe imellem, som med Ladning vurderedes til ca. 23,000 Rdlr. Garde fortæller, at Søfarten var saa ødelagt efter Fredsslutningen, at talrige Matroser maatte søge Erhverv i Udlandet, og skjøndt der sikkert indtraadte et Opsving i det sidste Tiaar af Frederik den Fjerdes Regjering, har Holberg neppe Ret, naar han i 1728 skriver: "Nu ere da de gamle Anstødsstene afvæltede, de gamle Hindringer, som standsede Negotien i sin Fart, skaffede af Veien. Vores Mønt er sat paa en bedre Fod, vor Kommercie i bedre Stand, og vor Seilads, som ved Tidernes Besværlighed var hemmet, er bragt paany igjen i Fart. Vi beseiler nu med egne Skibe Frankrig og Spanien; vi henter med egne Skibe fra første Haand alle de Varer, vi behøve. En Del af vore

481

Naboer, som fandt deres Regning ved forrige Tilstande, ser vel surt dertil, men den danske og norske Mand er munter og vel tilfreds." Mere nøgternt udtaler Andreas Højer sig, naar han priser Frederik den Fjerdes rosværdige Bestræbelser for at fremme Handel og Industri, men tilføier, at Udbyttet ikke svarede til Anstrængelserne, "eftersom de Mænd, der bleve benyttede, ingenlunde forstod Værket, og Kongen selv ikke havde havt Leilighed til at erhverve sig fuldkommen Kjendskab til Handel og Fabrikvæsen." Et lille Træk fra 1728 er ret oplysende; da Urtekræmmer Henning Thomas Scharff nemlig fik Bevilling til at være Stadsmægler i Kjøbenhavn, tillodes det ham at fortsætte sin Urtekramhandel i 6 Aar, "paa det han imidlertid kunde erfare, ved hvilken af disse tvende Dele han bedst kunde subsistere og saa efter den Tid ved en af Delene alene at forblive."

Skipperlauget fik i 1707 nye Artikler, men hvad der havde større Betydning, var, at der beskikkedes en Examinator ved Skipper- og Styrmandsexamen, Lorents Lous, som senere blev Navigationsdirekteur. Han skulde overhøre Kandidaterne i "Solens og Maanens Bevægelser saavelsom i Brugen af Gradestokken og deslige Instrumenter" og fik for denne Uleilighed af hver examineret Skipper to og af hver examineret Styrmand én Rigsdaler. Desuden holdt han Skole for dem og fik endog i 1720 Eneret herpaa, thi den gamle Navigationsskole i Hummergade (smlgn. II. S. 302) var i 1701 bleven omdannet til Søkadetakademi, hvorfor Søfolk vare henviste til at søge Undervisning hos Private, hvis de da ikke foretrak at søge til den af Christian den Femte oprettede Navigationsskole paa Møen. Denne blev dog besøgt af saa faa Elever, at den i 1727 flyttedes til Kjøbenhavn, men heller ikke her kunde den trives. Bygningen i Stege saavelsom Skolens Kapitaler bleve derfor 10 Aar senere henlagte til de Fattiges Væsen og anvendte til et Tugt- og Arbeidshus. Endnu kan nævnes, at det første danske Søforsikkringsselskab: "Det kongelige oktroierede Sø-Assurancekompagni" stiftedes den 20de April 1726. Det fik forskjellige Privilegier, og der blev derhos indrettet et saakaldet Assurance-Kammer, en Domstol, bestaaende af tre Høiesteretsassessorer, to Medlemmer af Admiralitetskollegiet og ligesaa mange af Politi- og Kommercekollegiet, som skulde afgjøre alle Stridigheder mellem Assurandeurer og Havarister. Dette Kompagni

482

bestod indtil 1850 og fik først i 1786 en Konkurrent i "De private Assurandeurer", der stiftedes af Handelshusene Wessely og Hvidt. Derimod blev Planen til Oprettelse af en "publique Kredit-, Vexel- og Laanebank" ikke realiseret.

Frederik den Fjerde søgte ligesom sine Forgjængere paa Thronen af yderste Evne at fremme Industrien og gjøre Kjøbenhavn til en Fabrikby. I 1706 prøvede man paa at tilveiebringe de fornødne Kapitaler ved et Lotteri, en Udvei, som overhovedet blev almindelig paa denne Tid, men som Bircherod ret betegnende kalder "et Eventyrværk"; der blev tilstaaet fremmede "Manufakturister", som vilde nedsætte sig i Landet, 20 Aars Skattefrihed, fri Bolig, toldfri Indførsel af Raaprodukter m. m., og endelig troede man ved høi Beskyttelsestold eller endog ved Indførselsforbud at kunne opelske en stor Industri. Man havde dog ligesaa ringe Held med sig som tidligere, og det er i saa Henseende oplysende, at der i 1682 kun fandtes 200 Arbeidere i alle danske Fabriker. Af Hensyn til Armeens Beklædning havde Regjeringen sin særlige Opmærksomhed henvendt paa Klædefabrikationen; i 1704 rettede den en Opfordring til Kræmmerne om at oprette Klædefabriker, og da denne ikke frugtede, blev der i 1705 oprettet et Vandtmagerlaug og en saakaldet "Klæde- og Uldenhalle", det vil sige: en Anstalt, hvis Embedsmænd: Halmestre og Kjørmestre skulde bedømme alle uldne Varers Bonitet og "Dygtighed", stemple dem med forskjellige Mærker efter deres Godhed eller rentud kassere dem. Meningen hermed var selvfølgelig at udøve en virksom Kontrol med Fabrikationen, men om den frugtede, er tvivlsomt; i hvert Fald læser man, at Hallen og Klædemanufakturet i 1716 befandt sig i en slet Tilstand.

Byen havde de to tidligere omtalte Klædefabriker i Børnehuset og Guldhuset og derhos endel private Vandtmagere, som for største Delen vare fattige. Børnehuset henhørte under Fattigvæsenet, men Guldhuset blev et kongeligt Manufaktur, da den foran (II. S. 334) omtalte Christian Werner og hans Søn Anthon Werner ikke havde kunnet overholde deres Forpligtelser, og Værket var kommet i stort Forfald. Omtrent i Aaret 1716 maa Fabriken være kommen i Kongens Besiddelse, men det var dog først efter Fredsslutningen, at den ved den hollandsk fødte General Scholtens Medvirkning blev sat paa en bedre Fod og kom i Forbindelse med

483

Fabriken i Børnehuset paa Christianshavn. De fornødne fremmede Manufakturister bleve indkaldte, og snart vare 40 Stole igang med tilhørende Spindere, Overskjærere og Farvere, hvorhos det blev befalet, at intet Uld maatte udføres af Landet under Straf af 1 Rdlr. pr. Pund, men at det skulde leveres de to Fabriker. I 1727 var Tilstanden paa Guldhuset ret tilfredsstillende; her fabrikeredes grovt Soldaterklæde, og det ikke blot til Hæren og Flaaden, men ogsaa til Vægterne, Skolebørnene, Fattighusene og den islandske Handel.

Der blev gjort talrige andre Forsøg paa at fremme den private Klædefabrikation, men uden Held. I Aaret 1700 fik Regimentskvartermester Vodrof Bevilling til at indrette et Perlegryns Maleværk paa sin Valkemølle udenfor Byen (nuværende Vodrofgaards Grund), og et Par Aar efter gav han sig tillige af med Snustobaks- og Klædefabrikation, ligesom han indrettede en Slibe- og Polermølle for Kleinsmedene, Sværdfegerne og Bøssemagerne. Skjøndt der tilstodes ham store Friheder, havde han dog ikke Held med sig; hans Bedrift gik istaa, hans Gaard blev, som vi have set, i 1711 indrettet til Pestlazareth, og tre Aar efter var han saa reduceret, at det ved sær kongelig Naade "paa Grund af Alderdom og Svaghed" blev ham tilladt at sætte Bækken for Kirkedørene overalt i Danmark og Norge. Kommercekollegiets forannævnte Opfordring til Kræmmerlauget om at oprette Klædefabriker førte ikke til noget Resultat, da Kræmmerne med Rette undskyldte sig med, at "de ei havde Kjendskab til Sligt, ei heller havde Tid til at forsømme den Næring, de havde lært"; derimod oprettede Lauget i 1727 en Lærredsfabrik og to Aar efter et Uldmanufaktur paa nuværende Vildersgades Kasernes Grund, hvilke begge betalte sig godt. I det Hele forarbeidedes der paa dette Tidspunkt endel uldne og linnede Stoffer i Kjøbenhavn saasom "Chalonger, Rasker, Multum og andet deslige, som af Uld kan forarbeides", foruden alle Slags Lærreder, Dvelg, Blanklærred o. l. Der nævnes saaledes et Par Linnedmanufakturer, et Ulden-Strikkeværk og et betydeligt Katuntrykkeri, først paa Blegdamsveien udenfor Østerport, senere ved Renden mellem Sortedamssø og Stadsgraven ved Rosenborg. Fabriken, der tilhørte Bogholder ved det ostindiske Kompagni, Frederik Holmsted, leverede "de sædvanlige og over al Verden brugelige Tryk-Katuner, Pano Comprido eller Guinees og Salempures

484

kaldede", hvilke bleve indførte utrykkede med det ostindiske Kompagnis Skibe, og synes at have ført en heldig Konkurrence med hamborgske Fabriker.

Foruden det tidligere omtalte Sukkerraffinaderi bag Børsen anlagdes der i 1704 et nyt af Hans Pelt, i 1727 et tredie af Joan Elers og i 1729 et fjerde af det vestindisk-guineiske Kompagni i en Eiendom paa Slotsholmen. Af Sæbesyderier havde Byen de to gamle, et i Magstræde og et paa Christianshavn (smlgn. II. S. 335), og af andre industrielle Foretagender kan nævnes en Segllakfabrik, et Stivelseværk, et Vinedikebryggeri, et Skriftstøberi, en Limfabrik, en Guldlæderfabrik, en Fabrik for Kradsere og Skrubber til Klæde, et Kønrøgsbrænderi tilligemed et Manufaktur af "allehaande lakerede og med Saftfarver skildrede samt trykte Tapetserier og Voxlærreder, et Kalkværk, en Fabrik af Kort og kulørt Papir (som tilhørte den bekjendte Bogtrykker Jochum Wielandt), en Fabrik af "spansk eller fint samt graneret Snustobak" og endelig en saakaldet "Delfts Porselins eller hollandsk Stentøisfabrik". Denne sidste, der anlagdes af 5 Interessenter, hvoriblandt den bekjendte kjøbenhavnske Notarius publicus Rasmus Ærøbo, fortjener en noget udførligere Omtale, fordi den var den første i sit Slags i Danmark og nød stor Anseelse hos Samtiden. Kongen skjænkede Interessenterne en Grund paa Hjørnet af Store Kongensgade og nuværende Fredericiagade ("Kadetgaden") og den 21de Decbr. 1722 store Friheder som Toldfrihed, Eneret, Indførselsforbud m. m. Skjøndt Fabriken i Store Kongensgade kaldtes et "Porselinsværk", tilvirkede den dog kun blaat dekoreret Fajance i hollandsk Stil, om hvis Udseende hosstaaende Afbildning giver et Begreb, thi Porcellainsfabrikationen var endnu en dyb Hemmelighed i det sachsiske Hofs Hænder. Fabrikens første Mester var en Tydsker ved Navn Johan Wolff, hvem Rasmus Ærøbo i sin Selvbiografi kalder en "Ertzskjelm", fordi han "forjog og forførte endel Folk fra Værket og fordærvede Materialierne med mere hans Skjælmsstykker og endelig af sig selv forlod baade os og Værket, tagende fast al Resten af vore bedste Materialier med sig som en Tyv." Trods disse og andre Vanskeligheder gik Fabriken dog godt, saalænge den blev beskyttet, men da Toldforordningen i 1797 tillod Indførsel af fremmed Stentøi, maatte den standse. Til Industrien kan ogsaa henregnes en Farveplantage, som i 1723 anlagdes udenfor Vesterport paa den nuværende

485

Banegaards Grund. Her skulde dyrkes en "saa Stor Kvantitet af til at farve tjenlige Urter og Gevæxter, som til det kongelige Uldmanufaktur og Farverierne udfordredes", og Kongen lovede at udstede Forbud mod Indførsel af slige Farveplanter, saasnart Interessentskabet havde avlet en tilstrækkelig Mængde og kunde sælge Varerne for "saa civil en Pris, som de fra fremmede Steder indforskrives."

De fornemme Borgere i Staden vare Kjøbmænd, Kræmmere, Bryggere og Vinhandlere, hvilke i social Henseende stod høit over Haandværkerne. Groshandlerne eller Grossererne, hvoraf der i 1722 kun var 35, vare atter de fornemste, men de fleste af dem havde dog ogsaa Boutikshandel. Under Krigen havde Kjøbmændene meget at kjæmpe imod, og Statsmagten maatte, som foran berørt, ofte gribe ind med Moratorier og Leidebreve for at hindre større Katastropher og Falliter, eller Kongen maatte ved et Magtsprog befale, at Mindretallet af Kreditorer skulde bøie sig for den af Flertallet med en Debitor indgaaede Akkord og være "tilforpligtet og

486

tilholden at lade sig nøie med Betaling for deres Fordringer proportionaliter efter det Afslag og den Forening, som de fleste Kreditorer skriftlig have indgaaet og samtykt." Mod svigagtige Fallenter optraadte Myndighederne derimod skarpt; saaledes blev en kjøbenhavnsk Handelsmand, som i 1719 havde begaaet en "forsætlig Fallit" og var rømt til Fredericia i Haab om at være i Sikkerhed der, arresteret og sat under Tiltale. Egentlige Rigmænd i Handelsstanden fandtes saagodtsom ikke i Byen; "endel jevnt velstaaende Mænd - skriver Holm - det var alt, og en saadan Kjendsgjerning tyder ikke paa en frisk Handel i en stor Stad, hvor Omsætningen netop kunde tænkes at maatte gjøre en Del Kjøbmænd til Kapitalister i større Stil." Kræmmernes trange Kaar fremgaar af Laugets uophørlige Klager og ihærdige Jagt efter Fuskere; i 1702 skriver saaledes deres Oldermand, at der er flere Fuskere i Byen end Laugsbrødre, og at de første, der mest bestaa "af gemene fremmede Folk af alle Slags Nationer saasom Jøder, Fransoser, Katholiker, Kvækere og deslige, ikke blive længer udi Landet fodfæstet, end de have fyldt deres Pung med Brødet, de i saa Maade tage af Landets Indvaaneres Munde", hvorfor der ingen Anledning er til at se igjennem Fingre med dem. Skjøndt Oldermanden havde tre Politibetjente til Raadighed for at attrappere Fuskere, og Lauget betalte Douceurer til Politimesteren for at stemme ham gunstigt, kunde det dog ikke komme Omløberne tillivs, hvad enten det nu var jydske Hosekræmmere, "Bønderkarle, der hverken har lært Handelen eller andre Haandværker", eller Soldaters og Baadsmænds Koner, som "løbe hus- og gadelangs med Kramvarer." Værre var dog den Omstændighed, at et ikke ringe Antal Personer, navnlig Udlændinge, fik kongeligt Privilegium paa at handle udenfor Laugene, en Kjendsgjerning, der staar i Forbindelse med Regjeringens Uvillie mod Laugsvæsenet i det Hele. Til disse Priviligerede høre især Galanterihandlerne, som iøvrigt ikke blot gik Kræmmerlauget, men ogsaa Urtekræmmerne, Isenkræmmerne, Hatstaffererne og mange Andre i Næringen. Oprindelig synes flere af de udenlandske Gesandter, hvis Sager indførtes toldfrit, og i hvis Huse der ikke kunde inkvireres, at have havt saadanne Galanteriforretninger; det er i hvert Fald bekjendt, at den franske Gesandt Grev de Chamilly, der kom hertil i 1700, havde en formelig Boutik, eller som de Vrigny spottende kalder den: "en Marskandiserforretning", i sit

487

Hotel. Her solgte han franske Meubler og "smaat Galanteri"; de kjøbenhavnske Damer forsynede sig med Vifter, Handsker, Masker, Koiffurer og Baand hos ham, og skjøndt Kræmmerne klagede herover, og Kongen ophævede Gesandternes Toldfrihed, fortsatte han Forretningen uden Sky. Man kunde endog faa fransk Brød og Vin hos ham, naar det bestiltes 24 Timer iforveien. Man forstaar Kræmmernes Klage: "Fremmede Ministre her indkomme deres Betjente have og med Handling, de her have brugt, gjort os mere Skade, end fast kan tros, og formedelst deres Herres Huse og Logementer er fri for Inkvisition, thi have vi det maattet forsmerte." Da Chamilly blev hjemkaldt, fik Kjøbenhavns Bagere Anledning til at klage endnu mere, thi hans franske Bager Jean Endelot forblev her og fik Bevilling til at bage.

Det var høist forskjellige Personer, som fik kongeligt Privilegium paa at nedsætte sig som Galanterihandlere, og det var høist forskjellige Varer, hvormed de fik Tilladelse til at handle. Ved Galanterikram forstodes i Almindelighed: Handsker, Vifter, Hovedsætter, syede Halsklude, Tørklæder, Baand, Plumager, Etuier og lignende Smaatøi, endvidere Lærred og Kniplinger, dog ikke i hele Stykker, men kun forsaavidt de vare benyttede i syede Arbeider eller Klædebon. Dette udelukkede imidlertid ikke, at enkelte Galanterihandlere maatte falbyde: Essentser af Jasmin, Pudder, Pudderdaaser, Sæbebolte, Snustobak, Snustobaksdaaser, Lak, ungarsk Vand, Øregehæng, Glasperler og trykte Kobberstykker. Andre havde særlig Bevilling paa en lille Forretning ved Siden med franske Bøger eller Stukkatur, Sten- og Billedhuggerarbeide, atter Andre havde brabandske Kniplinger, Konfiturer, Likeurer, italienske Vine, Bourgogne og Champagnevine, eller endog The, Kaffebønner, Sukker og Silkevarer. Da Galanterihandler Kilian Drubin paa Kjøbmagergade i 1723 gik fallit, viser hans Bo en overordentlig Mængde forskjelligartede Varer af samme Slags, som nutildags henhører til Galanteri, men desuden alle Slags Baand i alle mulige Farver, Fløils Drengekasketter, guld- og sølvbroderede Sko og Tøfler, Fruentimmer Muffer og Smækker, Halstørklæder, Silketørklæder, Skjærf, Lidser, Snorer, Stolebetræk, Taftes Skjørter, Fløils Armbaand, Kaardegehæng af Læder, Silkestrømper og meget Andet, Det forstaas let, at Laugene som Følge heraf ofte besværede sig over Galanterihandlerne, af hvilke adskillige bleve velstaaende

488

Folk. Blandt de mere bekjendte kan nævnes Enken efter Dandsemester Choquet (Holbergs "franske Maria"), der boede i Lille Kongensgade og bl. A. ogsaa handlede med Snustobak, Madame Petersen paa Amagertorv, hvis Gaard ombyggedes af Sønnen og blev til "Petersens Kloster", og endelig Lovise Rosset (Holbergs "franske Lovise") paa Kjøbmagergade, Moder til den for sin storartede Velgjørenhed mod St. Hans Hospital bekjendte Katholik Claudi Rosset. Lovise Rosset kaldes i 1708 en "vederhæftig Kone, der sidder i god Brug og Negoce med franske Varer og Galanterier"; Sønnen Claudi fik i 1723 sit Privilegium udvidet til ogsaa at gjælde Taft, fint og grovt Lærred, Strømper af Silke og Uld samt adskillige Uldenstoffer.

Bryggerlauget, hvis Omgangsbrygning var bleven ophævet i 1690 (smlgn. II. S. 319), saaledes at ethvert Medlem kunde brygge, saa tidt han vilde, var ligesom de øvrige Næringsdrivende misfornøiet med Forholdene og overvældede Regjeringen med Suppliker og Klager. Snart klagede de over, at der bryggedes Øl i Nyboder, snart over at Forvalteren paa Kongens Bryghus handlede med Øltappere og Kroersker, skjøndt han udtrykkelig kun maatte sælge til Private. De skildrede i det Hele deres Tilstand som bedrøvelig; det var umuligt for dem at bestaa, naar de skulde give den tiende Tønde Øl frit, og sælge 4 Dalers Øl for 2 Skilling Potten, mange Bryggergaarde stod ledige og deres Pris var gaaet ned til det Halve, det vilde være en Ulykke for Byen, hvis de bleve ruinerede o. s. v. Disse Forestillinger førte til, at Omgangsbrygningen gjenindførtes ved en kongelig Forordning af 1723 efter Bryggernes eget udtrykkelige Ønske, men da Misfornøielsen var lige stor, og Klagerne vedvarede, afskaffedes Omgangsbrygningen allerede igjen den 28de Juli, fordi den, som det hedder i Motiverne til Forordningen, var "geraadet til Manges Skade og Fordærvelse, ja til største Besværlighed baade for dem, som til deres Huses Fornødenhed, saavelsom for dem som til deres Næring ved at udtappe og skjænke noget Øl behøver." Det var desuden bevist, at Lauget ligesaa lidt nu som tidligere ved Omgangsbrygningen kunde "præstere, hvad det burde, og hvad man til det algemene Bedste havde forventet." Bryggerne reiste nu nye Indvendinger, men forgjæves; først i 1739 lykkedes det dem atter at faa Omgangsbrygning paabudt. Derimod bekræftede Frederik den Fjerde en

489

allerede i 1716 indgaaet Vedtægt mellem Laugsbrødrene, som var bleven approberet af Magistraten, hvori de forpligtede sig til ikke at give Foræringer ved Høitiderne og istedetfor den tiende Tønde Øl kun at tilstaa den tyvende Tønde frit. Enhver, som handlede herimod, skulde første Gang sættes fra sin Næring i et Fjerdingaar, og hans Kjedler forsegles, anden Gang i et halvt Aar og tredie Gang have forbrudt sin Laugsrettighed.

Bryggerne vare iøvrigt et anseeligt Laug; i 1723 var der 104 Bryggergaarde i Staden, hvoraf 11 paa Christianshavn og desuden 34 Gaarde, som havde Bryggerfrihed, men ikke vare i Brug. Et forholdsvis stort Antal af disse Gaarde, nemlig 23, laa paa Nørregade, og deres dybe og store Grunde ere mange Steder blevne bevarede ubeskaarne til Nutiden. I 1728 havde Bryggerknægtene en egen Dragt: Skindpelts med store støbte Sølvknapper, lodden Hue og blaat Forklæde, og Lauget havde det største og smukkeste Laugshus i Byen paa det østlige Hjørne af Skindergade og Klosterstræde, hvor der gaves Koncerter og Baller, ja i de første Decennier af Aarhundredet endog Komedier af omreisende tydske Bander. En farlig Konkurrent havde Bryggerne i Kongens Bryghus, som i 1687 var blevet bortforpagtet til Peter Kloumann. Denne skulde sørge for Hoffets, Kastellets og Flaadens Forsyning, men havde dog ogsaa Lov til at handle med Privatfolk; da han var en driftig Mand, som gjerne vilde skaffe sig Kunder, solgte han Øllet billigere end andre Bryggere og handlede tvertimod Kontrakten med Værtshus- og Kroholdere, hvoraf Følgen blev langvarige Kjævlerier. Hans Efterfølger Joris Kloumann fulgte Exemplet, og Striden ophørte ikke, før Bryggerlauget i 1739 selv forpagtede Kongens Bryghus. Det greb ligeledes forstyrrende ind i Bryggernes Næring, at et ikke ringe Antal Borgere fik Bevilling paa frit Ølbryggeri udenfor Lauget, ligesom Mange fik Tilladelse til at brygge Maltøl, eller som det kaldtes: "Kakkelovnsøl" og udskjænke det til Standspersoner og Syge.

Skjøndt den tydske Indflydelse paa Laugene endnu ikke havde faaet Overhaand i Frederik den Fjerdes Tid, og der under denne Konge udstedtes nye Laugsartikler for Skræderne (1700), Vandtmagerne (1704), Silkevæverne (1705), Skipperne (1707), Stenførerne (1722), Hørkræmmerne (1722) og endelig Bryggerne (1723), nærede Regjeringen dog afgjort Uvillie mod Laugsvæsenet, som den

490

paa mange Maader søgte at komme tillivs og indskrænke. Allerede i 1703 blev der nedsat en Kommission for at drøfte, om der ikke burde indføres gjennemgribende Forandringer i Laugsordningen, og i 1707 fik Kommercekollegiet og de Kommitterede i Politiretten Befaling til at undersøge, om "Laugenes Konservation udi den Stand, de nu findes, Publico kan være til Nytte, og om det ei skulde være gavnligere, at Enhver, naar han havde gjort sit Mesterstykke og vundet sit Borgerskab paa en vis Profession, blev tilladt at arbeide, end som at han formedelst store medgaaende Bekostninger skal tvinges sig herfra til andre Steder at begive." Disse Undersøgelser førte dog ikke til Noget, hvorfor, der efter Pesten den 23de Oktober 1713 blev udstedt en ny Ordre til Politi- og Kommercekollegiet om i Forening med Kjøbenhavns Magistrat at overveie, om "det skulde være tjenligt, at Laugene bleve ophævede, og Enhver tilladt at nære sig af det, han har lært, som han bedst kan." Det anføres som en af Hovedgrundene hertil, at Staden igjen kan blive "peupleret", thi Pesten havde som foran berørt i høi Grad hjemsøgt Haandværkerstanden, saaledes at enkelte Laug endog vare uddøde. Skjøndt Tanken om at afskaffe Laugsvæsenet blev opgiven, lykkedes det dog at fremme Indvandringen baade fra Provindserne og Udlandet, navnlig var den stærk fra 1723-27.

Klagerne mod Laugene gik først og fremmest ud paa de høie Omkostninger, hvormed de nye Medlemmer besværedes. Naar en Svend skulde gjøre Mesterstykke, maatte han nemlig ikke blot udrede de i Loven paabudte Summer til Oldermanden, til den Mester, der approberede Mesterstykket, til Laugshusets Vedligeholdelse, til de Fattige i Lauget, til Ligklædet saavelsom for Indskrivning i Laugsbogen, men da Mesterstykket i Reglen gjordes paa Kroen, fulgte der adskillige Udgifter med til Traktement for Oldermanden og Mestrene. I Snedkerlauget ses Udgifterne navnlig at have været "excessive", ogsaa i Skomager- og Vintapperlauget klages der herover; i det sidste forlangtes der f. Ex. foruden de almindelige Afgifter en særlig Kjendelse af 50 Rdlr. Laugenes Forfølgelse mod Enker, der ikke kunde blive gifte igjen, saavelsom mod svagelige Folk, Syersker o. lign., der ernærede sig ved deres egne Hænders Arbeide, havde hyppigt en meget odieus Charakter, ja saa smaalig var man, at en ringe Tjeneste, ydet uden nogen-

491

somhelt Godtgjørelse, kunde fremkalde Laugets Indskriden og den Skyldiges Straf. Saaledes blev i 1726 en Skrædersvend, der hjalp en Haarskjærers Kone med at tilskjære et Snøreliv til hendes lille Barn, greben paa fersk Gjerning af Skrædernes Oldermand og tvungen til at betale en Bøde af 2 Rdlr. Jagten efter Fuskere og Bønhaser dreves med stor Iver og Hensynsløshed; Laugenes Udsendinge, understøttede af Politiet, trængte ind i Husene og bemægtigede sig uden videre de Paagjældendes Værktøi og Varer, hvorved det hyppigt kom til brutale Scener. Saaledes klage i 1709 fem Indbyggere i Frederiksberg By over at være blevne overfaldne af Oldermanden i Slagterlauget, 10-12 af Laugsbrødrene og Politimesterens Fuldmægtig langt ude paa Marken og fratagne 108 Lispund Kjød, som "de af deres tillagte og endel paa Markeder indkjøbte Kvæg havde slagtet", og samtidig besværer Toldvisiterer Vium sig over, at fire Udsendinge fra Væverlauget have begaaet Vold og Ran hos ham og brudt Husfreden, idet de trængte ned i hans Kjælder og tog hans Hustrus Væv, paa hvilken hans Tjenestepige vævede Lærred til Husets Behov. I 1720 blev en Øltapper, der undertiden barberede en eller anden af sine Gjæster, som drak en Pot Øl hos ham, mishandlet af to Barberer og tre Politibetjente i sin egen Stue, og "da stødte og slog de mig blodig og blaa - siger han - saaledes at jeg fik et stort Bruch, saa jeg siden har været sengeliggende i 6 Uger." Regjeringen overvældedes derhos med Klager over Indpas fra alle mulige Sider; snart var det, som anført, Folk udenfor Lauget, der gjorde Indgreb i Næringen, snart var det beslægtede Næringsdrivende, der følte sig forurettede af hinanden. Grovsmede og Nagelsmede skjændtes om, hvem af dem der maatte sælge Bygningssøm; Sværdfegere og Isenkræmmere om Salget af Kaardeklinger og Fæster; Handskemagerne laa i Feide baade med Feldberedere og Hosekræmmere; Høkere og Hørkræmmere, Tømrere og Snedkere, Prammænd og Stenførere og mange Andre gik hverandre i Næringen, og Følgen blev Stridigheder, Kjævl og Konflikter, som aldrig vilde faa Ende. Forvirringen voxede endyderligere ved, at Forholdet mellem Mestre og Svende ikke altid var det bedste; Svendene, der holdt sammen i Tykt og Tyndt, gjorde ofte Modstand mod formentlige eller virkelige Overgreb enten ved at nedlægge Arbeidet og "bønhase" omkring i Byen, eller ved at fremkalde Gadetumulter. Holberg

492

skriver nogle Aar efter Frederik den Fjerdes Død, at Haandværkssvendene altid kunne sætte igjennem, hvad de forlange, thi "naar de true med Desertion, maa deres Mestre give sig paa Discretion, medmindre de ville se deres Næring og Arbeide ligge", hvorfor det "er en Lykke, at Haandværks Karle ei stemme deres Prætensioner end høiere, thi de ere de eneste Lemmer udi et Societet, som ikke kan tvinges." Sagen er, at naar de ere misfornøiede hjemme, kunne de altid faa Arbeide i Udlandet.

Haandværkslaugene og Ordningen af Næringsforholdene i det Hele lagde stærkt Beslag paa Regjeringens Tid og Kræfter, og det i saameget høiere Grad, som der uophørligt appelleredes til Autoriteternes Beskyttelse. Opgaven var vanskelig, thi paa den ene Side gjaldt det om at holde Laugene ved Magt, ja endog ophjælpe dem, der vare komne i Forfald, paa den anden Side om at afskaffe de berørte Misbrug. Man har Exempler paa, at Regjeringen selv vanskeliggjorde Adgangen til et enkelt Laug for at hindre dets Ødelæggelse ved en altfor stærk Tilstrømning; som vi have set, støttede Politiet desuden Jagten efter Fuskere og Bønhaser, ja Udgifterne hertil afholdtes ikke af Lauget selv, men af Politiretsbøderne, og mange Gange fik Magistraten eller Politimesteren kongelig Befaling til at skride ind og "maintinere og haandhæve" et eller andet Laug ved dets Rettigheder og Privilegier. Paa den anden Side var Regjeringen sparsom med Oprettelsen af nye Laug og afslog mange Ansøgninger herom, ligesom den ved Oprettelsen af Frimester-Institutionen brød med sine hidtilværende Principer, dog vistnok nærmest for at afhjælpe Trangen paa Haandværkere efter Pesten. Dette skete ved Reskriptet af 23de Oktober 1713, som tillod, at der ved hvert Laug maatte ansættes én eller to Frimestre, hvilke maatte holde én Svend, men dog ikke oplære Drenge. Ved de Reformertes Privilegier af 23de April 1714 gik Regjeringen endnu videre, thi heri fastsattes, at enhver reformert Haandværksmester, som kom hertil, skulde optages i Laugene uden Bekostning eller Tidsspilde, naar han blot aflagde Ed paa, at han før havde brugt Haandværket, Svende skulde have samme Forret, selv om de intet Lærebrev bragte med sig, og endelig maatte de Reformerte, som ikke vilde begive sig i Laugene, arbeide som Frimestre. Disses Tal voxede derfor betydeligt, især da Bestemmelsen om, at hvert Laug kun maatte have en à to Frimestre, ikke blev

493

overholdt; i 1718 fik saaledes 12 Personer paa engang Tilladelse til at slagte udenfor Lauget, i 1720 klage Skræderne over, at der er 16-18 Frimestre i deres Laug, og i 1725 er der 10 Hørkræmmere udenfor Lauget. Hertil kom, at mange Udlændinge og Indfødte benaadedes med Laugsret uden at opfylde Artiklerne, medens andre slap for Mestersvendsaaret, for at gjøre Mesterstykke eller fik Lov til at drive et Haandværk med visse Indskrænkninger. Særlig Beskyttelse nød forhenværende Soldater og Matroser, der vare afskedigede for Svaghed, ogsaa andre fattige og betrængte Mennesker, Brandlidte med flere. Overhovedet faar man Indtrykket af, at der efter Pesten ikke vogtedes synderligt over Laugsartiklernes Overholdelse; kun naar Klagerne bleve altfor høirøstede, beroligedes Stemningen for en Stund ved et eller andet kongeligt Bud om at undersøge Sagen og tage den under Overveielse.

Laugene gjorde, hvad der stod i deres Magt for at hindre de priviligerede Elementers Indtrængen, ja viste, naar deres Klager og Forestillinger Intet frugtede, aabenbar Trods og Opsætsighed. Med de Folk, som vare blevne paatvungne Lauget, blev der holdt skarp Kontrol, og hvis de i mindste Maade forsaa sig, bleve de ufortøvet udstødte af Laugsbrødrene. Den almindeligste Methode, som anvendtes mod de priviligerede Mestre, var Chikaneri, Skjældsord, Trusler o. lign.; i 1713 nægtede saaledes Bagernes Oldermand at indskrive en Kollega fra Nyborg, som havde faaet kongelig Bevilling til at nedsætte sig i Kjøbenhavn, hvorfor han fik en alvorlig Irettesættelse og truedes med Afsættelse, og Nyrop fortæller i sit fortræffelige Værk om "Kjøbenhavns Tømmerlaug" en charakteristisk Historie om en Konflikt mellem Tømmermestrenes Oldermand og en ved et kongeligt Brev udnævnt Tømmermester, mod hvem de andre Mestre vare i høi Grad uvillige. Da han i 1723 vilde indskrive en Dreng, og denne som de andre Drenge vilde give sine Penge, 10 Mk., til Lauget, bleve de skudte til ham igjen undtagen 2 Mk. til Skriveren, hvorhos de sagde, at de ikke tog Penge af "saadanne Mestre, som havde Kongens Brev" og tilføiede, at "hvis han ikke stra£ pakkede sig, vilde de handle med ham, saa han ikke skulde blive et Menneske lig." I den Anledning maatte Mestrene gjøre en Undskyldning for Magistraten, men neppe vare de komne udenfor Raadstudøren, før de gjorde sig en Latter deraf, og efter den Tid havde de været argere end tilforn, kaldt ham

494

Fusker, Frimester og Brevmester, ja gjort hans Folk afspændige, saa de ikke vilde arbeide hos ham." I større Stil var den Modstand, som Brændevinsbrænderne arrangerede den 11te Mai 1723, da de trods Politimesterens udtrykkelige Forbud i et Antal af 150-200 Personer drog Kongen imøde til Vibenshus for at overrække ham et Bønskrift, men kun opnaaede at blive arresterede og - benaadede. Overhovedet var Kongemagten den stærkeste i disse Sammenstød; den af Nyrop anførte Konflikt endte med, at Tømmerlauget "knæfaldt" Kongen med Forestillinger om, "hvorledes en stor Del Mestre med Kone og Børn i største Armod maa geraade, ved at disse Frimestre falskelig foregive for Eders kgl. Majestæt at have tjent ved Militsen og dog aldrig have vaaren i nogen Kampagne." Der kom Elementer ind i Lauget, "med hvilke en retskaffen Tømmersvend ei vilde arbeide, som og er Haandværksmaner udi hele det romerske Rige, og som vilde medføre, at ingen fremmed Svend kunde komme hertil, og at de kjøbenhavnske Svende ikke paa fremmede Steder kunde passere." Den zünftige Følelse eller, om man vil, Afhængigheden af de tydske Laug, afspeiler sig stærkt i disse Linier, og imod denne kjæmpede Regjeringen forgjæves. Danske Haandværkssvende kunde nu engang ikke faa Arbeide i Udlandet uden at være lovligt optagne i Lauget med de overleverede Ceremonier, og det ses af en Klage fra Hjulmagersvendene i 1727, at tydske Svende, naar de kom til Kjøbenhavn, nægtede at arbeide sammen med danske, hvorfor Mestrene uden videre gav de sidste Afsked. En Indstilling af 1705 fra Politimester Ole Rømer viser slaaende, hvor stor Vægt der lagdes paa de gamle Ceremonier. "Tre vel aldrende Mænd og Mestre i Snedkerlauget i Aalborg - skriver han - have gjort i disse Dage en Reise herover til Kjøbenhavn for at lade sig behøvle, hvilken Umage og Bekostning de har paataget sig, som de siger, fordi de ingen Svende eller Lærlinge kan faa, efterdi de selv ere blevne til Svende og Mestre siden Anno 1682, da Laugsartiklerne, som saadan Ceremoni forbyder, ere udgangne, og derfor ikke selv ere blevne behøvlede. Staar til Eders Majestæts Naade og Behag, om ikke Aalborg og andre Steder, hvor Snedkerlaug ere, maatte faa Behøvlingstilladelse, som allerede Kjøbenhavn og nogle faa Steder allernaadigst er forundt."

495

Kontrollen med Laugene udøvedes af Politimesteren og var som Regel skrap. I Ole Rømers Indberetninger træffer man mange Exempler herpaa; snart meddeler han, at han har afslaaet utallige Begjæringer fra Laugene "om at maatte kontinuere deres Lystighed nogle Timer ud paa Natten", snart at "Bagerne ikke blive i Ro for mine Betjente, saalænge deres Brød findes oret." En Slagter attraperes, fordi han har slagtet en Malkeko istedetfor en Oxe, og hos Stadens Bagere, Slagtere og Høkere anstilles jevnligt, enten tidlig om Morgenen eller om Aftenen, "en flittig og uadvaret Inkvisition om Vægt og Maal, saavelsom om Varernes Dygtighed og Pris." Mange Hensyn gjorde sig dog gjældende ved disse Undersøgelser; det er saaledes betegnende, at Politimester Johan Bartrum Ernst i 1720 indstiller til Kongen, om han ikke maa se igjennem Fingre med de fra Fyen kommende Smørfoustager, som hverken ere justerede eller have den lovbefalede Størrelse. Dette tillades allernaadigst, for at Tilførslen af Smør ikke skal udeblive, og Priserne stige. For Byens Forsyning med Levnedsmidler, navnlig med Korn, Fedevarer og Brændeved, sørgede Politi- og Kommercekollegiet i Forening med Magistraten, og denne Opgave var navnlig under Pesten og Krigen forbunden med store Vanskeligheder. Begge Gange forstrakte Kongen Magistraten med 5000 Rdlr., og i 1713 udkom der en Forordning, ifølge hvilken alle overflødige Korn- og Fedevarer fra Sjælland, Møen, Fyen, Lolland og Falster skulde føres til Hovedstaden under Straf af Konfiskation. Brød- og Kjødtaxterne fastsattes ligeledes i Fællesskab af Politi- og Kommercekollegiet og Magistraten, og varierede naturligvis efter Kvæg- og Kornpriserne. Ikkedestomindre gav Taxterne Anledning til megen Misfornøielse, navnlig hos Slagterne, hvorfor de i 1717 satte Priserne op paa egen Haand og indgik den Overenskomst, at den i Artiklerne fastsatte Bøde af 4 Rdlr. hver Gang skulde fordeles paa hele Lauget og ikke udredes af den enkelte Laugsbroder, der havde forset sig. Regjeringen svarede med at forhøie Bøderne "efter Omstændighederne og enhver Sags Beskaffenhed", hvorhos den gav 12 Personer Bevilling som Frislagtere. Dette frugtede dog ikke; i 1718 betalte Slagterne saa mange Bøder og saa regelmæssigt, at man bortforpagtede dem til en Mand ved Navn Sprøiter, som forresten synes at have gjort sig Forretningen saa indbringende som muligt. Saaledes stod Sagerne hen i et Par Aar; der førtes

496

en haardnakket Kamp mellem Autoriteterne og Slagterlauget, indtil dette endelig tabte Modet og indgik med en Petition til Kongen om "at maatte blive befriet fra Politiet og dets haarde Medfart" tilligemed en Ansøgning om, at "Alle, der ikke hørte til Slagterlauget maatte blive afskaffede." Bønskrivelsen indeholdt meget nærgaaende Beskyldninger mod Forpagteren Sprøiter, saavelsom mod Medlemmerne af Politi- og Kommercekollegiet; den første sigtedes for Underfundighed og falsk Vidneførsel, de sidste for "at konnivere med ham og paa hans løse Angivelse uden videre Bevis tildømme Slagterne at give ham saa godt som en aarlig Skat", ja det forsikkredes, at Magistraten paa en Henvendelse fra Lauget havde svaret, at den Intet kunde udrette, "saasom Kommerciekollegium vil saa have det, at Borgerskabet skal ødelægges." Denne sidste Paastand viste sig at være opdigtet, og et alvorligt Uveir trak op over Slagterne, der vare hjemfaldne til haard Straf for deres Beskyldninger mod en af Kongen beskikket Øvrighed. Paa Magistratens Forbøn slap de dog med at gjøre "de gode og høie Herrer" i Kollegiet en offentlig Afbigt, tilstaa, at de ubetænksomt og ubeføiet havde andraget hos Kongen om det, som var usandfærdigt, erkjende, at de havde forset sig grovt, bede om Forladelse og love, at de i Fremtiden vilde holde sig efter Pligt og Skyldighed. Desuden maatte de betale 100 Rdlr. til de Fattige og underkaste sig den Bestemmelse, at den første, som tre Gange overtraadte Taxten, skulde have sin Laugsrettighed forbrudt. Den priviligerede jødiske Slagter Simon Hartvig laa ogsaa i evig Strid med den jødiske Nation, som klagede over hans høie Priser og paa alle Maader søgte at blive ham kvit. Efter hans Død i 1717 gik Slagterprivilegiet over til hans Datter, som bortforpagtede det, men hun kunde ikke faa nogetsomhelst Udbytte af det, før den jødiske Nation otte Aar efter fik et Tilhold om at erstatte hende den Skade, hun havde lidt og betale hende 100 Rdlr. om Aaret for Afstaaelse af Slagteriet. v

Antallet af Laugsmestre i Hovedstaden var i 1723 ialt 1662 med 1752 Svende og 1227 Drenge. Det største Laug var Skrædernes, der havde 249 Mestre og omtrent ligesaa mange Svende, derefter Skippernes (212), Skomagernes (138) og Bryggernes (102 med 301 Svende). De mindste Laug vare Feldberedernes og Sukkerbagernes, der talte henholdsvis 5 og 3 Mestre. Blandt Haandværkerne rangerede

497

Guldsmedene Øverst, ikke blot paa Grund af deres kunstfærdige Arbeide, men ogsaa - som Nyrop oplyser - fordi de ofte handlede med Perler, ædle Stene og Vexler, altsaa i Grunden vare et Slags Bankierer; lavest i Rangen stod Brolæggere og Gjørtlere (Rothgietere). Det kan her tilføies, at Skorstensfeiernæringen var ilde anset og foragtet, selv om den ikke længere betragtedes som "uærlig". Christian den Femte havde nemlig i 1685 forbudt, at "Hestegildere, Svinesnidere, Skorstensfeiere, Natmænd og Andre, der udførte uundgaaelige Gjerninger til Nytte og Tjeneste, maatte gives nogen uærlig Titel eller tilføies nogen Vanære", men det varede overmaade længe, inden denne Fordom blev udryddet. Ikke engang Autoriteterne formaaede at hæve sig over den, thi da Skorstensfeieren i Kjøbenhavn, Bertel Seiller, som hidtil havde boet i St. Klemensstræde, havde kjøbt en Gaard paa Nytorv i 1727, fik han efter Magistratens Indstilling kongelig Befaling til at sælge den igjen og nøies med et afsides liggende Hus ligesom sine Formænd, "eftersom det stred imod en god Orden og Politi, at Skorstensfejerne og deslige Betjente boede paa de publique Steder", ligesom "de omkring liggende Huse og Gaarde muligt derover kunde komme i ringere Estime og Pris."

Haandværkernes Liv og Fester i Laugshusene er berørt foran (II. S. 304 o. flg.); udadtil optraadte de undertiden i store Processioner og med alle Slags Ceremonier, som f. Ex. ved Skafottets Opstilling og Nedtagning eller ved Laugsskiltenes Flytning fra et Sted i Byen til et andet. Den 25de Septbr. 1724 flyttede Snedkerlauget sit Skilt fra Graabrødretorv til Grønnegade, hvor det havde kjøbt et Hus, og holdt ved denne Leilighed "et smukt og ordentligt Optog", hvorom det hedder i en samtidig Beretning: "For den første Division gik sex Musikanter, derpaa fulgte ni Amtsmestre, tre i hvert Led med deres Maalestokke i Hænderne, anførte af en Amtsmester. Bag efter dem kom en Officer, derpaa fulgte to tyrkiske Officerer, og efter dem blev Skiltet baaret af tolv tyrkiske Drabanter. Siden kom de fem Bygningsordninger nemlig 1) den toskanske i italiensk Dragt som en Bonde til Erindring om, at den af en Bonde er opfunden, 2) den doriske i romansk fyrstelig Dragt, 3) den joniske udi Fruentimmerhabit, 4) den korinthiske i samme Dragt og 5) Komposita i romersk Habit; nok saas tvende Fægtere med dragne Kaarder paa begge Sider af Valgtavlen, dernæst tvende

498

Vildmænd med grønne Trær og Pyramider. Derefter blev Svendenes overmaade kunstigt forarbeidede Lade baaren af fire Svende, som bleve sekunderede af tvende Fægtere. Næst efter Laden kom to Svende med Regimentsstavene, nok tvende Svende med blanke Kaarder og en midt imellem, som bar Sølvpokalen eller deres Velkomst-Bæger. Siden fulgte en med den store Skjænkekande og derefter de fire Aarets Tider, nemlig Foraaret med Blomster, Sommeren med sin Segl og sine Ax, Høsten med sit Bæger og Druer og Vinteren i forede Klæder med et Fyrfad. For den anden Division gik sex Musikanter, derpaa saas fire Fægtere med blotte Kaarder som Sekundanter for Fanen, der blev baaren af en Fændrik. Dernæst fremkom en Officer og efter ham 42 Snedkersvende, hver med sit Stykke siret forgyldt Værktøi og Plumager paa Hatten, og blev Suiten sluttet med tvende lystige Personer og en Bonde samt en Bondekone. Udenfor det gamle Laugshus blev holdt en Afskedstale paa Vers ved omtalte Fændrik og for det nye Laugshus en Indvielsestale." Man har ingen Afbildning af denne Procession, men derimod et Kobberstik fra 1770, der viser Svendenes Optog "ved et nyt Skilts Ophængelse", hvilket har meget

499

500

tilfælles med det her skildrede. I Spidsen gaar en "flyvende Merkurius", Skiltet bæres ligeledes af 12 Svende med Følge, derefter en Hyrde og Hyrdinde, en Kupido, som udskyder Pile i Luften, og derpaa ligesom i 1724 de fire Aarstider, Søileordenerne, Fægtere, Langets Lade og tilsidst to lystige Personer i Harlekinsdragt. Disse offentlige Optog afskaffedes i Novbr. 1780, fordi de satte Svendene i Gjæld og foranledigede Gadeuordener.

Paa Frederik den Fjerdes Tid var det, som Holbergs Komedier vise, Skik at titulere Haandværksfolk og deres Hustruer efter deres Profession som f. Ex. Frants Knivsmed, Gert Bundtmager, Anne Kandestøbers, Arianke Bogtrykkers o. s. v. I Haandværksfamilier tiltaltes Husbonde og Madmoder i Regelen med "Fatter" og "Mutter", men Titelen: "Monsør" og "Madame" kom dog op paa denne Tid. "Fruer" vare kun Adelsdamer, Rangspersoners Hustruer og - Kjøbenhavns Borgmesterinder, de eneste borgerlige Fruentimmer, der kunde gjøre Fordring paa en saadan Titulatur.

Med Torvehandelen var der ikke foregaaet store Forandringer siden 1684 (smlgn. II. S. 347). Paa Kongens Nytorv, der var Stadens fornemste Plads, synes Handelen dog at være bleven stærkt indskrænket, skjøndt Militairetatens Kvinder endnu i 1722 havde Lov til at have Stader her. Omkring Christian den Femtes Statue laa den i Datidens Stil anlagte Have, kaldet "Krindsen", og Torvets ene Side beherskedes, som det ses paa foranstaaende Afbildning, af Charlottenborg, som efter Enkedronning Charlotte Amalies Død var kommen i Kongens Broders, Prinds Carls Besiddelse, og Gjethuset, bag hvilke Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn og (yderst tilhøjre) Pavillonen paa Holmens Magasinbygning ses. Paa Hjørnet af Bredgade laa det nuværende Thottske Palais, opført af Admiral Niels Juel, som eiedes af Grev Danneskjold. Admiral Christian Bjelkes tidligere omtalte Gaard (det nuværende Hotel du Nord) blev i 1722 ombygget af den daværende Eier, Storkantsler Grev Ulrik Adolf Holstein og indrettet til greveligt Sæde og Hotel, "hvilket kostede ham fast ligesaa meget, som den af ny kunde være opbygt." Billedet viser, hvorledes Gaarden saa ud indtil 1748, da den efter en Ildebrand atter blev forandret. Paa nuværende Hotel d'Angleterres Grund laa den tidligere omtalte Ahlefeldtske Gaard, som endnu var i Familiens Besiddelse og var

501

en anseelig to Etages Bygning med "Front" og Karnapper. Til alle disse Adelsgaarde hørte Haver, efter Tidens Skik smykkede med Statuer, Lysthuse og Pavilloner. Paa Vestsiden af Kongens Nytorv laa Hovedvagten i en Huk for Enden af Ny Adelgade, opført af

Frederik IV. i 1724. Den havde et charakteristisk spidst tilløbende Tag og kun to Etager; i 1830 paabyggedes der imidlertid en tredie, hvorhos Taget fik en anden Form. Foran Bygningen var der opplantet tre Kanoner i et Indelukke af forsvarligt Tømmer, og

ved Siden over imod AhlefelHts Palais stod "Træmæren", af hvilke Strafferedskaber der idetmindste fandtes tre i Byen, nemlig foruden den nævnte, en ved Slotsvagten og en paa Ulfeldtsplads (Graabrødretorv), den sidste rimeligvis bestemt for Bønder og den lavere

502

503

Almue. Hovedvagten, hvis Territorium senere blev omgivet af et Jerngitter, laa paa dette Sted indtil 1875, da den blev flyttet til Kastellet.

Amagertorv var derimod stærkt belemret i Torvetiden, ja Amagerne havde havt for Skik at holde med deres Vogne her fra den tidlige Morgen til den sene Aften, hvorved baade gaaende Folk og den almindelige Færdsel var bleven stærkt hindret. I Mai 1727 fik derfor alle de Bønder og Landmænd, som solgte Fedevarer, Ærter og Gryn fra Vogne anvist Plads paa Nytorv, og Amagerkonerne, som tvertimod en Forordning af 1701 havde slaaet sig ned i Høibrostræde med deres Urter og "Have-Gevæxter", maatte rømme denne Gade og tage Stade omkring Posten paa Amagertorv. Der var desuden tre Rækker Stader her, fra hvilke der handledes med Kager, Duer, Fedevarer, Smør, Ost, Frø og Frugter. Fortougene vare optagne af Hosekræmmere, som leiede Pladsen af Huseierne, thi disse havde fra gammel Tid havt Raadighed over deres egne Fortouge, og Kongen fandt det betænkeligt at fratage dem denne Ret. Kun blev det forbudt Hosekræmmerne at opslaa deres Boder ud over Rendestenene. Iøvrigt var Amagertorv, som det ses af omstaaende Afbildning, en lille malerisk Plads, domineret, som den blev, af Nikolai Kirkes imponerende Spir. Midt for Torvet mellem Østergade og Lille Kirkestræde laa den foran tidt omtalte Gaard "Store Lækkerbidsken", der tidligere havde været Stadens Værtshus (smlgn. II. S. 384) og tilhøire paa Hjørnet af Høibrostræde den gamle Eiendom, der havde tilhørt Hans Metzenheim Bogbinder, hos hvem Christiern den Anden blev opdragen. Gaarden ses dog ikke paa Billedet, thi dette blev netop tegnet nogle faa Aar efter at den var nedreven og afløst af en Nybygning (smlgn. I. S. 84). Derimod ses paa Hjørnet af Østergade og St. Jørgensgade en gammel Bygning fra 1629, der havde Lighed med Efterslægtens og nuværende Hafnias Gaard, og som først blev ombygget i 1826. Den laa paa det Sted, hvor Erkebiskopperne af Lund i den katholske Tid havde deres Residents, naar de opholdt sig i Byen. Billedets høire Side giver en tydelig Forestilling om Datidens bedre Borgerhuse med de mange Gavle, Forsiringer, Halvtage forneden, fremspringende Karnapvinduer og gabende Kjælderhalse; tilvenstre lægger man særlig Mærke til en

504

Hosekræmmers Skilt og øverst Tagrendernes Dragehoveder, hvorfra et Styrtebad i Regnveir maa være faldet paa Fortouget.

Gammeltorv var fremdeles Byens egentlige Axeltorv, hvorimod Nytorv blev indrømmet Torvesiddere, som handlede med gamle Klæder, Reb, gammelt Jern og andre Slags Varer, som baade Indbyggerne og Bønderne havde fornøden, samt de Amagervogne, der vare blevne forviste fra Amagertorv. Paa Vandkunsten og i Løngangsstræde fik Amagervogne og Bøndervogne med Tørv, Kul og Brændeved Plads, og hvis denne ikke var tilstrækkelig, da paa det saakaldte "Lidet Torv" ved Nørreport. Fiskebløderne, som hidtil havde havt deres Tilhold i Tugthusporten og Helliggeiststræde, fik, da de Omboende klagede over den utaalelige Stank, som deres Boder udsendte, Ordre til at flytte hen paa Graabrødretorv, hvor der ogsaa falbødes Flæsk og Smør, Mel og Gryn, Spaanmaatter og gammel Jern, og hvor Lærredskoner, Svineslagtere og Huekoner havde Stade. Fiskehandelen, som i 1696 var kommen i Hænderne paa et Fiskekræmmerlaug, dreves som foran omtalt langs Slotsholmskanalen og paa Christianshavn ved Røde- og Knippelsbro, men blev for Ferskvandsfisks Vedkommende given fri i 1702, fordi Lauget drev Priserne i Veiret, hvorhos Soldaterkoner i 1727 fik Tilladelse til at gaa omkring og sælge tørre og ferske Fisk. Hønsekræmmerlauget, der ligeledes var blevet oprettet i 1696, havde derimod intet bestemt Stade; det solgte alle Slags Fugle og "Fjerværk" fra sine Bopæle, der vare betegnede med et Skilt, eller bar Varerne om i Husene, men Borgerne vare dog ikke udelukkende henviste til dem, eftersom det stod Enhver frit for at kjøbe Fjerkræ paa Landet eller paa Axeltorv til eget Brug. Hønsekræmmerne kunde iøvrigt ikke i Længden konkurrere med Landhandlerne; efterhaanden havde de kun Vildthandelen tilbage, hvormed de forenede Handelen med Citroner og Frugt, hvorfor de kaldtes: Ciltronmænd eller Citronkoner. Andre blev alene Duekræmmere. Omkring paa Torvene fandtes desuden enkelte særlig Priviligerede, som Brandlidte, der fik Tilladelse til at sælge Smaakram fra et Bord, Matroser, der falbød islandske Strømper, Messingspænder, Tinknapper o. lign.

Politimesteren havde Opsyn med Torvehandelen, og en Militairvagt paa 10 Mand, kommanderet af en Sergeant hjalp med til Ordenens Opretholdelse. En Politibetjent, der kaldtes Torvemester, sørgede for, at ulovlige Varer ikke kom paa Torvet, og at

505

506

Alt gik til i Overensstemmelse med Forordningerne. Hans Stilling var ikke ganske farefri, thi det kom ofte til blodige Sammenstød og Slagsmaal paa Torvene. Saaledes blev Torvemester Nagel i 1713 overfalden paa Amagertorv af tre Artillerister og to Baadsmænd, og i en Indberetning af 1713 fortæller Politimesteren om ham, at han "udi mange Aar udi Irland og Brabant har tjent under Hs. kongelige Majestæts Garde tilfods og imidlertid bekommet mangfoldige Saar foruden sine Torveblessurer". Det er denne Nagel, som vistnok har været Holbergs Forbillede til Jakob von Thybo, og hvem Samtiden skildrer som en brutal Person, hvis blotte Røst var tilstrækkelig til at imponere Tumultuanter, men som forresten til egen Skade ikke kjendte til Persons Anseelse. I 1712 fremkaldte han stor Konfusion og Allarm i Ravelinen ved Nørreport med en Bonde, og da Toldinspekteuren foreholdt ham det Urigtige heri, "begegnede han denne meget ilde med sin Stoks Opløftelse og med mange uforskammede Ord". Værre bar han sig dog ad i 1718, da han tiltalte Politimester Johan Bartrum Ernst "med adskillige ærerørige Ord" og pryglede en af de 32 Mænd, Barthold Stuve i dennes eget Hus. Formodentlig mistede han sin Bestilling ved denne Leilighed. Han omtales i Fortalen til Peder Paars, og Dr. Nielsen belyser, at han eiede en Del af nuv. Nr. 39 paa Kjøbmagergade og havde et Slags Spisekvarter.

Efter Fredsslutningen i 1720 reiste Byggelysten sig igjen, men skjøndt det allerede ved Forordningen af 27de Februar 1682 var blevet paabudt, at der kun maatte bygges af Grundmur i Hovedgaderne, langs Kanalerne og paa Torvene, vare de allerfleste Huse endnu af Bindingsværk. Det tillodes ogsaa engang imellem exceptionelt at opføre en Bindingsværksbygning i en eller anden anseelig Gade, endog i Vimmelskaftet og Bredgade, men Nybygningerne vare dog fordetmeste af Grundmur og begunstigedes ved Skattenedsættelser eller endog ved fuld Skattefrihed i en Aarrække. Hver Borger havde i Regelen sit eget Hus; dog blev det netop paa dette Tidspunkt Mode at omdanne den anden Etage, hvori "Salen" var, til Beboelse og udleie den, hvorfor de øvre Etager den Dag idag kaldes "Sale". Til disse, hvoraf der i Regelen kun var én eller høist to, ofte dog med Kvist eller "Front" over, var Adgangen ad en Vindeltrappe fra Gaarden; i de nyere Bygninger vare Trapperne dog lagte ind i Huset selv, eller hvor dette ikke

507

508

lod sig gjøre, anbragte i et særskilt "Trappehus". Foruden de ovenfor nævnte herskabelige Gaarde maa fremhæves det nuv. Moltkeske Palais paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade, der er bygget i Begyndelsen af Frederik den Fjerdes Regjering af Grev Frederik Anton Danneskjold Laurvig, en Søn af den Ulrik Frederik Gyldenløve, der byggede Charlottenborg. Efter Freden udvidede Greven Palaiet med et stort Hus langs Bredgade, noget lavere end det første og med et kuppellignende Parti i Midten, som det ses paa foranstaaende Afbildning. Den ældste Bygning, som i den seneste Tid har faaet en Tilbygning til Dronningens Tværgade, ses den Dag idag; af den anden ere endnu Partier bevarede. Prospektet, der er set fra nuv. St. Annaplads, viser længere ude Kadetakademiet (det tidligere Operahus), Kastellet, Toldboden og Maltmøllen, og endelig i hele For- og Mellemgrunden Amalienborghave, saaledes som den blev indrettet af Fred. IV i 1730.

Den Tomt, paa hvilken det i 1689 nedbrændte Amalienborg Slot havde ligget, frembød i mange Aar et formeligt Uføre. Pladsen var allerede i 1690 bleven omgiven med en Mur, men bag denne laa forkullede Ruiner og hældende Mure. Kirken, som var gaaet uskadt ud af Katastrophen, blev nedbrudt i 1697, og dens Materialier anvendte til Garnisonskirken, og længere ude mellem nuværende Blankogade og Toldboden var Grunden sumpet, paa sine Steder endog klar Sø. Efter Ildebranden 1728 førtes uhyre Kvantiteter Grus herud, og Fred. IV besluttede da at benytte Terrainet til en Lysthave og en Mønsterplads for Garnisonen. Alle Ruiner bleve bortfjernede, Pladsen, som ud til nuv. S. Annaplads og Bredgade var omgiven af en Kanal, indhegnedes paa de andre Sider med Stakitter og Plankeværker og tværs over den i hele dens Brede paa Grændseskjellet mellem Haven og Mønsterpladsen opførtes en lang Række Staldbygninger, Kjøkkener, Orangerier o. d. med en ejendommelig mangekantet Pavillon i Midten, dækket af en Kuppel med Lanterne. Haven laa nærmest Byen, Mønsterpladsen nærmest Toldboden. I Pavillonen, hvorfra der var Udgang til begge Sider, fandtes en høi ottekantet Sal og i fire lavere tilstødende Bygninger ligesaa mange Smaakabinetter, hvortil der var Adgang fra Salen. Haven skildres af Thurah som temmelig stor, sirlig og vel indrettet, smykket med "endel kunstige og fortræffelige Billeder, hvoriblandt billigen regnes tvende Stykker af hvidt Marmor, nemlig

509

Orpheus og Eurydice af den berømte Florentiner Johan Baratta, en Mercurius af forgyldt Kobber, de fire Aarstider af hvidt Marmor, de fire Elementer af Bly o. s. v., som alle fortjene af en Kjender nøie at betragtes". I Christian den Sjettes Tid blev Haven efter Datidens Smag anlagt med Springvand, de kongelige Navnetræk i Buxbom og med stive klippede Træer, men allerede i 1749 bleve Kanalerne fyldte og Terrainet udlagt til Byggegrunde, da Frederik den Femte skred til Bebyggelsen af den store Grund. Det kan her bemærkes, at bag Amalienborghave ud til Havnen, hvor den gamle islandske Reberbane havde ligget, mellem nuværende S. Anna Plads

og Toldboden indrettedes, der i 1707 en stor Mængde, Tømmerpladser, altsaa paa den samme Grund der nu er bebygget af Pakhuse. Tømmerhandlerne, som hidtil havde havt deres Oplagspladser paa begge Sider af Frederiksholms Kanal bag Slottet, fik nemlig i 1703 Befaling til at finde et andet Sted, efterdi deres Stabler af Tømmer og Dæler ikke blot medførte Brandfare, men vare til "Kjørselens og Fartens mærkelig Hindring". Tre Aar efter var dog Alt endnu ved det Gamle, thi Tømmerhandlerne vægrede sig ved at bruge Pladserne mellem Kvæsthuset og Toldboden, som vare blevne dem anviste. De bleve dog tilsidst nødte til at give efter, og i en Aarrække blev nu hele Terrainet reguleret. I 1714 blev nuv. Ny Told-

510

bodgade, hvis Anlæg allerede var paabegyndt i Christian den Femtes Tid, gjort færdig, og i dette og følgende Aar indtil 1718 iværksattes temmelig betydelige Opfyldninger ud i Havnen. Tømmerpladserne forblev her indtil 1755, da de flyttedes til Grønland, i.e.: til den store aabne Plads mellem Nyboder og Kastellet; ti Aar efter flyttedes de atter til en Plads bag nuværende Tivoli ved Kalleboderne.

I Aarene fra 1721 til 1727 blev Kjøbenhavns gamle Slot saagodtsom helt ombygget, hvortil det i høi Grad trængte. Skummelt, trangt og brøstfældigt som det var, havde det den 15de Novbr. 1719 svævet i stor Fare under en Ildsvaade paa Proviantgaarden, men det var aabenbart ikke Kongens Hensigt at omdanne det helt, hvad enten nu Grunden hertil var Pengemangel eller, som det siges, Pietet for den mindeværdige gamle Bygning. Slottet skulde kun "repareres og renoveres med den Indretning, det var udi", men det viste sig her, som saa ofte, at da man først havde rørt ved de gamle Mure, blev man tvungen til at gaa videre end først paatænkt. Den Omstændighed, at der ikke fra Begyndelsen blev arbeidet planmæssigt, bevirkede, at den gamle uregelmæssige Grundplan blev bibeholdt, og at det nye Palads, da det endelig stod færdigt, var en kjedsommelig, nøgtern og alt Andet end imponerende kongelig Residents.

I Begyndelsen, som det synes allerede i 1717, bleve Arbeiderne drevne uden Kraft, thi det var kun Kongefløien, som skulde istandsættes, og man haabede at kunne være færdig hermed i Løbet af nogle Maaneder. Kongens, Dronningens og Kronprindsens Værelser bleve nedbrudte og udvidede, men man opdagede snart, at der maatte gjøres Mere. Som Følge heraf kjøbte Kongen den bag Slottet liggende Wigandts Gaard (nuv. Prindsens Palais) til en midlertidig Vinterresidents og befalede at sætte yderste Kraft paa Arbeiderne, som lededes af Generalbygmester Johan Konrad Ernst. I Novbr. 1721 var Kongefløien færdig, og næste Foraar blev der lagt en ny Bro over Slotsgraven og bygget en hvælvet Port gjennem Blaataarn, ved hvilken Leilighed der fandtes et meget dybt muret Fængsel, i hvis Vægge nogle Fanger havde indridset deres Navne og Aarstallet 1580. Samtidig blev den gamle Rentekammerbygning foran Slottet nedreven, saaledes at Udsigten til "Stranden" blev fri, og det synes at have været "Kongens Hensigt

511

at ville havt Bro over Stranden, lige ad Boldhusgaden og Laxegaden rettet og real Udsigt til Hallandsaas, hvilket der Overslaget blev gjort, hvad Husene vilde koste, som i Laxegaden skulde nedbrydes, hvilke løb altfor høit, blev dette Anslag til intet." Den 30te Oktober 1722 holdt den kongelige Familie sit Indtog paa Slottet og kjørte derind over den nye Bro. Saavel dennes Anlæg som Borttagelsen af den gamle Bros Fundamenter kostede stor Umage, thi Vandet maatte bortskaffes af Slotsgraven, i hvilken der fandtes fra 2 til 5 Fod Vand og fra 1 1/2 til 3 Fod Mudder. Arbeidet

blev tildels besørget af Slaver fra Bremerholm, og ved Oprensningen fandtes nogle Medailler og forskjellige gamle Mønter i Mudderet. Slotsgraven stod iøvrigt fra ældre Tid i Forbindelse med Slotsholmskanalen og Kanalen bag Børsen ved smalle underjordiske Render; nogle nye vare indlagte i 1698.

Der stod dog endnu Meget tilbage, thi de fire andre Fløie, Kirkefløien, Drabantfløien, Kjøkkenfløien og Bygningen ved den gamle Port skulde ombygges, hvilket skete fra 1724 til 1727 under Ledelse af den italienske Bygmester Marcantonio Pelli. Først blev

512

der taget fat paa Kirken med Prindsessernes Bolig og Kjøkkenbygningen, og Nedbrydningen af disse Huse skildres som overordentlig besværlig, da Kalken var bleven haard som Sten. I Kjælderen under den gamle Kirke fandtes i August 1724 en Hvælving, som ikke forhen var bleven bemærket, med to Ligkister, en stor og en ganske lille, som begge bleve nedsatte i Holmens Kirke. I en anden Hvælving fandtes bl. A. to Kufferter med meget gamle, men temmelig vel bevarede Skrifter, om hvis senere Skjæbne dog Intet er bekjendt. Erik Torm fortæller i sine Optegnelser, at Slottet var færdig til at residere paa i Oktober 1727 og tilføier: "der blev aarlig i ti Aar et Stykke foretagen nedreven og paa en anden Maade opbygt fra Grunden af", med andre Ord: Kjøbenhavns gamle Slot var forsvundet, naar Blaataarn undtages.

Frederik den Fjerdes nye Slot stod, som det ses paa Afbildningen, i Forbindelse med Proviantgaarden og det store kongelige Bibliothek ved en pyntelig Løngang og havde en stor Marmorhovedportal foran det gamle Blaataarn og en mindre Portal i Kirkefløien. Dr. F. J. Meier oplyser, at disse saavelsom alle Ornamenter, alt Stenhuggerarbeide o. desl. udførtes af den ansete Billedhugger Diderik Gercken, hvem Alteret i den nyopførte Kirke (nu i Helligaandskirken) ogsaa skyldes. I Kirkens Loft malede Kancelliraad Heinrich Krock - "en af de flittigste Haandværkere, der nogensinde har ført en Pensel", siger Ramdohr - en "Dommedag". Billedet, der var nogle og tredive Alen langt og 14-16 Alen bredt, beundredes stærkt af Samtiden og blev senere anvendt i Christian den Sjettes Slotskirke, hvor det var saa gruopvækkende, at man ikke turde lade Barselkoner se det, og hvor det gik til Grunde ved Branden i 1794, besunget af Frankenau: "Der hvor svøbt i Glands af Guldets Luer, Krocks forvovne Pensel Skræk indgjød." Ogsaa i Høiesteretssalen, hvor den kongelige Throne stod betrukken med karmosinrødt Fløil, havde Krock dekoreret Loftet med "et skarpt seende stort Øie, der kaster sit Blik til alle fire Hjørner i Salen for at formane de i Retten siddende Herrer til Retfærdighed af Hensyn til den Alvidende i Himlen." Om den store Riddersal fortæller Pontoppidan, at den havde et øvre og nedre Galeri og bares af 100 fritstaaende runde Søiler. De kongelige Gemakker vare beklædte med Tapeter, Silkestoffer, Gyldenlæder o. desl., vel sagtens ogsaa med Træpaneler forneden; i Hoffolkenes

513

og Tjenerskabets tarveligere Rum brugtes der ligesom i Borgerhusene Spaanmaatter og malet Lærred. Et enkelt Rum synes at have været særdeles kostbart udstyret med Træpaneler i chinesisk

514

Smag, Arabesker, Menneske- og Dragefigurer mellem hverandre, kunstigt indlagte med farvet Ben, Elfenben og Perlemoder, hvoraf nogle Brudstykker opbevares paa Oldnordisk Museum. Der blev ogsaa indrettet et Theater ved Slottet, paa hvilket omreisende Bander optraadte, og hvor de danske Skuespillere den 15de Januar 1723 for første Gang fremstillede sig for Kongehuset i to Stykker af Moliére: "Den borgerlige Adelsmand" og "Det tvungne Giftermaal".

Slottets nærmeste Omgivelser undergik ligeledes adskillige betydningsfulde Forandringer, navnlig fik Slotspladsens sydligste Parti tildels sit nuværende Physiognomi, da Frederik den Fjerde opførte en ny efter Datidens Krav imponerende Regjeringsbygning, Kancelliet eller den "røde Bygning", hvorved det gamle Renteri foran Slottet blev overflødigt og derfor nedrevet. I 1714, altsaa før Slottets Ombygning var paabegyndt, kjøbte Kongen fire Gaarde med Facade til nuværende Slotsholmsgade saavelsom til Slotspladsen, deriblandt det foran tidt omtalte af Rentemester Henrik Møller opførte Boldhus, som efter 1658 havde været paa mange forskjellige Hænder. Alle disse Bygninger nedreves, Grunden blev reguleret, saaledes at Fagaden til Slotspladsen rykkedes tilbage i Linie med Provianthusets Gavl, Bibliotheket og Tøihuset, og nu opførtes under Generalbygmester Ernsts Ledelse i Aarene fra 1715 til 1721 den store tre Etages Bygning, som den Dag idag staar aldeles uforandret i det Ydre og i alt Væsentligt ogsaa i det Indre. I den hvælvede Kjælder, som ifølge Rigsarchivar A. D. Jørgensens Anskuelse rimeligvis er bevaret fra Boldhuset, var der Oplag af Brænde; i Stuen havde Archiverne Plads, paa første Sal Kollegierne og endelig paa anden Sal Renteskriverkontorerne. Geheimekonseillet, som altsaa ikke længere samledes i "Raadstuen" paa Slottet eller i Geheimeraadsværelset i Bibliotheket, havde sine Lokaler i Fløien mod Slotspladsen; dets "Konferentsværelse" var prægtigt udstyret med Gyldenlæders Tapeter, et Loftsmaleri af Heinrich Krock, Thronhimmel over Kongens Stol, Marmorkamin med hans Portrait o. s. v. De tre Kancellier: det danske, tydske og Krigskancelliet vare anbragte i "Kancellifløien" overfor Børsen, og endelig Kammerkollegiet i "Rentekammerfløien" mod Syd, hvor der fandtes en stor Forsamlingssal for "de Deputerede ved Finantserne" og "de Kommitterede" (Departementscheferne). Paa anden Sal havde Renteskriverne deres 28 Kontorer i alle tre Fløie, og her færdedes hele det underordnede

515

Personale: Volontairer, Skrivere o. s. v., de saakaldte "Rentekammerdrenge", der ikke havde noget godt Lov paa sig. I en Kammerskrivelse af 1728 klages over deres slette Optugtelse, thi "de staa enten hele Dagen ved Vinduerne istedetfor at skrive og lære noget Nytteligt, eller de spolere og fordærve Vinduerne og Væggene paa liderlig og strafværdig Maade". Archivlokalerne i Stueetagen roses for deres gode Orden og sirlige Indretning; de vare høie, stærke Hvælvinger med store Vinduer og Ovne, Hylderne vare smukt malede med passende Emblemer og Vaabenskjolde, og de mere værdifulde Sager opbevarede i lukkede Skabe. Desværre vare de ikke tilstrækkelig rummelige; der hengik ikke mange Aar, før der maatte foretages omfattende Kassationer af Archivalia til ubodelig Skade for Landets indre Historie, og denne Fremgangsmaade maatte stadig fortsættes. Paa foranstaaende Afbildning (S. 511) ses Kancellibygningen og den nye Løngang, der førte over til Provianthusets Gavl. Herfra kunde Kongen tilhøire gjennem en særlig Løngang komme ind i Bibliotheket, til venstre i Geheimekonseillet og lige ud gjennem en lang Gang over i Anna Sophia Reventlovs Gaard bag Børsen.

Imellem Proviantgaardens nordlige Ende og Bibliotheket fandtes fra gammel Tid en aaben Plads, over hvilken den ovenfor omtalte Løngang førte ind til Bibliothekets Statsraadsværelse. Her opførte Kongen i Aarene fra 1715 til 1719 paa Geheimearchivar Frederik Rostgaards indtrængende Forestillinger et særligt Hus for det ældre kongelige Archiv eller "Geheimearchivet", som fra "Hvælvingen" paa Kjøbenhavns Slot i Christian den Femtes Tid var bleven flyttet til Kjælderen under Rosenborg, hvor det led meget af Fugtighed. Den nye Bygning, der er afbildet foran (I S. 494 og II S. 191) har et uanseligt Ydre, men er i det Indre udstyret med hvælvede Lofter og Gulve med sorte og hvide Marmorfliser. Den toges i Brug i April 1720, og Flytningen fra Rosenborg af de prægtige Egetræsskabe med deres smukke Beslag og værdifulde Indhold blev besørget af 80 Mand af Holmens Folk.

I nuværende Tøihusgade blev den tidligere omtalte Staldmestergaard, der var bygget af Frederik den Tredie, for at "Staldmesteren altid kunde være i Nærheden hos Stalden til Majestætens Opvartning og Tjeneste", afløst af en ny og prægtig Bygning, der af Ramdohr ikke uden Grund betegnes som en af Hovedstadens

516

skjønneste. Bag Slottet bleve nye Vaaninger til Staldbetjentene opførte i 1706; Judicerhuset, Ridehuset og Vognremisserne bleve udbedrede og ombyggede af Grundmur, hvad der ogsaa gjælder om Kasernen for Livgarden til Hest og den hosliggende Garderstald i Nærheden af Høibro, omtrent hvor Thorvaldsens Museum nu staar. De kongelige Stalde, i hvilke Kongen som bekjendt gav Menigmand Audients, vare prægtigt udstyrede; de Vrigny, der saa dem i 1702, skriver, at der i det første Galeri var anbragt 100 smukke vel holdte Heste, medens 50 Staldkarle havde Natteleie i Nicher, anbragte i Muren ligeoverfor Krybberne. Hver Hest havde sit Navn skrevet paa Fransk over Krybben, f. Ex. "Den Modige", "Den Stolte", "Marquis" o. s. v. I det andet Galeri var der 50 endnu smukkere Heste, blandt Andet 7 isabellafarvede fra Norge med sorte Manker og Haler. Mange af de kongelige Kjøreheste vare iøvrigt anbragte ude i Byen. Tæt ved Stalden laa en overdækket Manege, hvor der holdtes Karousseller à couvert. Lange Rækker af Søiler delte den i Alleer, og naar der om Aftenen var tændt Lys paa begge Sider, tog den sig glimrende ud. Staldbygningerne omsluttede selv en aaben Manege, paa hvilken der afholdtes Turneringer og Ringrenden til Ære for Kongehuset, som saa til fra en Pavillon. Mellem Høibro og Stormbroen laa endnu endel store Privatgaarde og i Nærheden af den førstnævnte Bro: Slotsvagten, en lille en Etages Bygning med Skilderhus samt den uundgaaelige Træhest og Pæl foran. Slottet havde desuden sin egen Materialgaard, som oprindelig havde ligget paa Hjørnet af Rigens- og Stokhusgade, men i Christian den Femtes Tid var bleven flyttet til Frederiksholm og indtog den store Grund, paa hvilken Kasernen, Civiletatens Materialgaard og Hjørnehuset til Bryghusgade nu ligge.

Det andet kongelige Slot, "Lystslottet i Haven", eller Rosenborg undergik ogsaa adskillige, om end mindre gjennemgribende Forandringer i Frederik den Fjerdes Tid. Ligesom hans Fader havde givet nogle af Værelserne i Stueetagen deres nuværende Udseende, og anskaffet de 12 Tapeter med Fremstillinger af den skaanske Krig til Riddersalen, saaledes omkalfatrede Kong Frederik den mellemste Etage, idet han gjorde "Rosen" til "tre Logementer", og indrettede en anden stor Sal imod Syd "udi trende Cabinetter". I Begyndelsen af sin Regjering havde han derhos smykket Riddersalen med det nuværende prægtige Stukkaturloft; han anskaffede

517

de romerske Keiserbuster, der nu ere anbragte paa Vestfaçaden, erstattede det oprindelige Skifertag med et Kobbertag, og talrige bevarede Regninger paa Murer-, Maler-, Smede-, Stenhugger-, Gips-, Tapetmager-, Gjørtler- og Skildrerarbeide vise, at Forandringerne maa have været ret omfattende. Det kan tilføies, at Rosenborg skylder Kong Frederik det berømte Glaskammer, der indrettedes i 1714 til Opbevaringssted for den kostbare Glassamling, som fem

Aar iforveien var bleven ham skjænket af den venetianske Doge, Aloysio Mocenigo. I Slottets umiddelbare Nærhed laa flere Smaahuse, deriblandt et hollandsk Kjøkken, indrettet i 1673 af Generaladmiral Curt Adelaer. Større Interesse har det dog, at Rosenborg Have i denne Konges Tid vistnok blev tilgjængelig for Publikum, i hvert Fald for Standspersoner og "honnette Folk". Haven var som bekjendt langt større end nu, thi den indbefattede ikke blot den nuværende Exercerplads, der var et saakaldet "Lystkvarter", men

518

den strakte sig helt hen til Adelgade, hvis nordre Husrække begrændsede den paa denne Kant (smlgn. Kortet fra Christian den Femtes Tid). Ud til Volden laa det store Laurierhus eller Orangeriet paa den nuværende Garderkasernes Plads; mod Sølvgade og Gothersgade strakte der sig lange Plankeværker, som i Christian den Sjettes Tid bleve afløste af Mure. Haven havde skyggefulde Alleer, prægtige Blomsterpartier, en Labyrinth med en Glashal i Midten, talrige Lysthuse, Grotter prydede med Muslingskaller, et Fuglehus, en Fontaine anlagt af Frederik den Fjerde med en "Bathseba" i Midten, som vistnok af Sømmelighedshensyn blev slaaet i Stykker i 1738 og afløst af en Dreng siddende paa en Svane, den tidligere (I S. 507) omtalte Eremitage, og endelig en Overflod af Statuer og Prydelser, saasom Vaser, Urtepotter o. desl. I Dr. P. Brocks "Efterretninger om Rosenborg" nævnes efter Inventarielisterne talrige Billedstøtter af Kobber, Bly, Kridtsten, Træ og Ler, deriblandt fem store mythologiske Figurer paa den nuværende Exercerplads foruden adskillige andre spredte omkring i Haven, 67 "Postyrbørn", det vil sige: Børneflgurer i forskjellige Stillinger, opstillede i Kavalergangen, 20 store brune og røde Marmorkugler paa Fodstykker, mange Kampestenssøiler og Portaler af gullandsk Sten med forgyldte Kobberkugler, to Kobberløver,- en Bathseba, som "skal være Kopi af en oprigtig Original af Michel Angelo", Løven, der sønderriver Hesten, og endelig "et fuldkommen stort hvidt Marmorbillede, som skal være Samson". Denne Figur af Florentineren Baratta, som kjøbtes af Kongen under dennes Ophold i Italien i 1709, ses den Dag idag foran Herkulespavillonen; i 1740 blev den ifølge Dr. Meiers Oplysninger overmalet og om Vinteren iført en stor Seildugskappe til Beskyttelse for Regn og Sne. De Vrigny skildrer Haven i 1702 som en meget smuk Spadseregang, men finder den forsømt; mange af Børnestatuerne ere revnede og lemlæstede, men Kongen vil nu sætte Alt i bedre Stand. Slottet selv, der i hele sin Omkreds havde Grave, betegner han som lille og gammelt, Bastionerne i Hjørnerne som aldeles unyttige. Om Charlottenborg og Frederiksberg Slot er der talt foran; leilighedsvis er Blaagaard hinsides Peblingesøen ogsaa bleven berørt (smlgn. II S. 370). Dette Lyststeds egentlige Glands falder netop paa denne Tid, da Kongens Broder Prinds Carl var kommen i Besiddelse af det og boede her sammen med Søsteren, Prindsesse Sophie Hedevig, en Del af Aaret. Han opførte

519

den nye Hovedbygning, tækket med blaa Skifer, som gav Stedet Navn, og anlagde en Buegang, tækket med Kobber og indvendig smykket med Malerier, ned til Peblingesøen. Haven havde adskillige prægtige Lindealleer ved Siden af de stive tilklippede Pyramider, og var efter Datidens Smag rig paa Billedhuggerarbejder og "Triangelparker", til hvilke Vandet førtes ind gjennem Render fra Peblingesøen, medens Afløbet var til S. Jørgenssø. I Hovedbygningen havde Prinds Carl indrettet en Bedesal, smykket med 35 bibelske Stykker, alle af Krock, hvilke han dog i 1716 lod nedtage af Frygt for Czar Peter og føre til Vemmetofte, hvor de findes den Dag idag. Da Prindsen døde i 1729, arvede hans Søster Sophie Hedevig Gaarden, og paa sit Dødsleie i 1735 testamenterede hun "Prinds Carls Hauge" til Kammerherre Carl Adolf Plessen, som først vægrede sig ved at modtage Gaven, men tilsidst gav efter for et kongeligt "Magtbud og Ønske". Endnu i Slutningen af Aarhundredet omtaler Rahbek, hvis Morbroder Knud Lyne eiede Blaagaard, "de sex dejlige gamle Linderader" i Haven som de stolteste Alleer, han nogensinde havde set, og tilføier, at der bestandig svævede en Art af Nimbus om Stedet fra dets forrige kongelige Eiere.

I Frederik den Fjerdes første Regjeringstid opførtes som alt omtalt (II S. 434) to nye Kirker: Garnisons- og Kastelskirken, men ellers blev der gjort overmaade lidt for Kirkebygningerne. Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn henstod fremdeles ufuldført, først i 1749 fik den sit nuværende Spir. En Privatmand skjænkede dog i 1720 Kirken en Lysekrone tilligemed en Pengesum til dens Vedligeholdelse; Kongens Frille, Grevinde Viereck, som døde 1704 og ligger begraven her, gav den kostbare Døbefont af Alabast, og Alteret blev paabegyndt, men først fuldendt i 1732. Vor Frelsers Kirke ernærede sig kummerligt af en Række tilfældige Indtægter, som endog vanskeligt lod sig inddrive; saaledes vare visse Bøder ved Højesteret og Landsthingene henlagte til den, hvorfor Paris i "Ulysses von Ithacia" idømmer Juno og Pallas hver 10 Rdlr. til Christianshavns Kirke for deres usømmelige Tale i Retten. Jøder, som vare komne ind i Riget uden Leidebreve og derfor vare dømte til Skubkarren, bleve benaadede, Syndere, der havde begaaet Leiermaal, slap for at staa aabenbar Skrifte, ja man har Exempel paa, at en Borger fritoges for alle borgerlige og Byens Bestillinger,

520

naar de blot alle betalte mindre eller større Summer til Kirken. Vor Frue Kirke fik i 1703 en ny Stormklokke, idet den saakaldte "Kongens Klokke", som i 1581 var skjænket Kirken af Frederik den Anden, "med mere Metals Tillæg blev omstøbt". Bircherod fortæller, at Omstøbningen, der foregik paa Gjethuset, skete med saa lumpen Held, at Klokken maatte underkastes den samme Proces to Aar efter, men Ole Rømer giver i sine Indberetninger Smeden Skylden, som havde forfærdiget Axlen eller Bommen, hvori Klokken hang. Hvorom Alting er, blev Klokken den 1ste Oktober 1705 "med stor Møie atter opvunden og indhængt paa sit Sted"; den veiede nemlig 8000 Pund. Under en frygtelig Storm i December 1703, der hjemsøgte hele Nordeuropa, ramtes Kirken af et andet Uheld, idet Spidsen af Spiret blev bøiet og siden nedblæste med Fløi og Knap, men værre var det, da en Pille i Kirkens Indre i 1709 truede med at styrte sammen, hvorfor der blev udleveret Jern fra Bremerholm til dens Istandsættelse. For Helligtrefoldigheds- eller Trinitatis Kirkes Vedkommende skete der ingen Forandringer, som ere Omtale værd; kun bør det fremhæves, at det hosliggende astronomiske Observatorium, Rundetaarn, allerede da hørte til Byens Seværdigheder, ikke blot paa Grund af Udsigten herfra, men ogsaa ved de kostbare Instrumenter og da navnlig Tycho Brahes store Himmelglobus, som brændte i 1728. Der betaltes en Skilling for Adgangen til Taarnet, og Klokkeren, den bekjendte Regnemester Søren Mathiesen, havde denne Indtægt, saalænge han levede; efter hans Død tilfaldt den derimod Observator og de to Studiosi, som arbeidede ved Observatoriet, aabenbart fordi de havde klaget over, at de talrige Besøgende forstyrrede dem i deres Arbeider og bragte Forvirring blandt Instrumenterne. Det var formentlig af samme Grund, at Ole Rømer indrettede sig et eget privat Observatorium i et Par Miles Afstand fra Kjøbenhavn. Holmens Kirke fik derimod en betydelig Forskjønnelse, da det store Gravkapel ud til Kanalen opførtes; Grundstenen lagdes i 1705 af Kirkens Patron, Generaladmiral-Lieutenant Ulrik Christian Gyldenløve, og Kapellet, hvis Fundament er af huggen Granit, blev indrettet til 34 aabne Begravelser. I 1703 blev den hollandske Præst ved Holmens Kirke, som første Gang var bleven beskikket i 1686, afskaffet, og de hollandske Familier i Byen henviste til St. Petri høitydske Menighed, hvilket formentlig antyder en Tilbagegang i den hollandske

521

Indvandring og Indflydelse. Uhret i Gavlen havde for Skik at gaa galt; i et Vers af Holberg hedder det: "Før Holmens Klokke skal med andre Klokker gaa" for at betegne noget Umuligt.

S. Nikolai Kirke var det største og anseligste Gudshus næst efter Vor Frue og udmærkede sig ved sin prægtige Architektur, sit store Taarn og sine talrige Gravmæler, men undergik saa lidt som S. Petri tydske Kirke nogen Forandring af Betydning i Frederik den Fjerdens Regjeringstid. I 1718 fik S. Nikolai en Gave af 4000 Slettedaler af "et Guds Barn af Menigheden, som begjærer at blive ubekjendt for at undgaa al forfængelig Ros", og for Renten af denne Sum blev der efter Giverens Ønske indrettet en ugentlig Onsdagsprædiken til Menighedens Gavn og Opbyggelse. Hvad Reformert Kirke angaar, var dens oprindelige Bygning ligesom nu beskeden og tækkelig med et lille Klokketaarn og indvendig smykket med en Prædikestol, et Orgel og en Lysekrone. I August 1713 skjænkede Enkedronning Charlotte Amalie, der ingensinde tabte Interessen for sine Trosfæller, en Gaard til Menigheden til tydsk Præstebolig og en Maaned efter en meget betydelig Pengesum, hvis Renter skulde anvendes til Lønning for Kirkens fire Præster, to franske og to tydske. I Vor Frue- og Trinitatis Kirker, som stod under Universitetets Patronat (hvorfor Sognebeboerne kaldtes "de lærde Menigheder"), samt i S. Nikolai, der stod under Magistratens, opbevaredes der endnu Adelsarchiver; saaledes fik en Bonde fra Varberg Lehn i Halland i 1707 Adgang til dem for at undersøge, om de ikke skulde indeholde oplysende Dokumenter vedkommende nogle Eiendomsstridigheder i hans Hjemstavn. Det var Levninger af disse ældgamle Archiver, som efter Ildebranden 1728 fandtes indmurede i en Hvælving i Frue Kirkes Sakristi, nemlig 26 Kufferter fulde af Papirer, Regninger, Kontrakter, Protokoller o. desl., hvoraf enkelte naaede op til Christian den Førstes Tid.

Hovedstadens Præster vare dengang af en stridbar Natur, og hvert Øieblik maatte der nedsættes Kommissioner for at at mægle mellem dem og udjevne deres finantsielle Stridigheder. Som ovenfor berørt, førtes der en haardnakket og langvarig Strid mellem Byens Sognepræster og Garnisonspræsterne, snart var en Sognepræst uenig med sine Kapellaner om Fordelingen af Indtægterne, snart kjævledes Formand og Eftermand om Naadensaarets Omfang. Men Præstestanden havde tillige bevaret en hel Del af Renaissancetidens

522

Djærvhed og Frimodighed, hvad der ikke mindst lagde sig for Dagen i dens Prædikener mod Kongens forargelige Samliv med Friller og Medhustruer. Det er saaledes bekjendt, at Præsten ved Helligaandskirken, Mag. Morten Reenberg, og hans Kollega ved S. Petri tydske Menighed, Professor Heinrich Dürkop, drog saa stærkt tilfelts mod Kongens Forhold til Grevinde Viereck, at de fik et alvorligt Tilhold om at holde inde med disse Angreb. Den første svarede da fra Prædikestolen: "Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Hellig Geistes Klokke ikke klemte; naar Landets Vældige drage ved Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sikkerhedens Søvn?", medens Dürkop med en Hentydning til Grevindens Navn udraabte: "Ich darf Dir nicht nennen Du grosze H . . ., aber Du bist in allen Vierecken der Welt bekannt". Paa dette Felt havde Præsterne, hvoraf adskillige rigtignok vare Kongens lydige Tjenere, utvivlsomt Folkestemningen med sig, thi denne var til Tider ikke lidet ophidset over Majestætens Forsyndelser in puncto sexti. I 1703 skriver Bircherod, at "de choses, som fortælles om Kjøbenhavns itzige Hofvæsen, maa man snart cum horrore høre", og det følgende Aar udstøder han følgende Hjertesuk: "Gud bedre det, at Saameget nu omstunder in publico skal passere, over hvilket hver ærlig Patriot maa sukke og græmme sig". Kongens senere Forhold til Grevinde Charlotte Schindel og navnlig til Anna Sophie Reventlov, hvem han i Dronning Louises levende Live ægtede (i 1712) og umiddelbart efter dennes Død i 1721 ophøiede til Dronning, vakte endnu større Forargelse i vide Kredse og gav Stof til allehaande Samtaler, ja fremkaldte alvorlige Studenter-Optøier i "Klosteret". Dybt eller varigt Indtryk gjorde disse Skandaler dog neppe paa Befolkningen; man vænnede sig efterhaanden til dem og anvendte samme Betragtning som den preussiske Gesandt Viereck, at det intetsteds i Bibelen er forbudt en stor Konge at have flere Hustruer.

Med Hensyn til Begravelser havde Pesten vel hidført den Forandring, at der var blevet anlagt et Antal Assistentskirkegaarde paa forskjellige Steder i og udenfor Byen, men hver Kirke havde dog fremdeles Begravelsesplads i sin umiddelbare Nærhed saavelsom indenfor Murene i Kirkebygningen selv. Denne Uskik vedvarede overmaade længe, thi først i 1805 blev det forbudt at nedsænke Lig under Kirkegulvet, eftersom Kongen "ikke fandt det sømmeligt,

523

at Bygninger, indviede til det høieste Væsens Dyrkelse, tillige afbenyttedes som Gjemmesteder for Legemer, der overgaves til Forraadnelse, ligesom den fra mindre oplyste Tider nedarvede Skik at begrave de Døde i Kirkerne ofte havde havt farlige Tilfælde, ja endog Helbreds Tab for de Efterlevende til Følge". Begravelser paa de indenbys Kirkegaarde vedvarede dog indtil den 13de April 1851 for Kjøbenhavns, indtil den 25de Juli 1853 for Christianshavns Vedkommende. Af udenbys Kirkegaarde havde Byen i Frederik den Fjerdes Tid: Skibskirkegaarden og Garnisonskirkegaarden, begge udenfor Østerport, den sidste indviet under Pesten, men først tagen i regelmæssig Brug i 1720, samt den mosaiske Kirkegaard udenfor Nørreport hinsides Peblingesøen, som i 1704 blev omgiven med et Plankeværk. Indenfor Voldene laa foruden de tidligere nævnte Begravelsespladser (smlgn. II S. 454) Petri Kirkes Assistentskirkegaard i Larsleistræde, Vartous og Vaisenhusets fælles Kirkegaard paa en Del af det nuværende Halmtorv og endelig Børnehusets Kirkegaard paa Christianshavn yderst paa venstre Haand i St. Annagade.

Den foran (II S. 387 o. flg.) omtalte strenge Forordning om Begravelser stødte paa stærk Modstand og blev ikke overholdt; det er saaledes charakteristisk, at Politimester Ole Rømer i en Indstilling til Kongen af 1705 skriver: "Ved en Borger af de 32 Mænd, ved Navn Syling, hans Begravelse er udi April Maaned begaaet nogle Forseelser imod Forordningerne, hvis Bøder beløbe sig temmelig høit, nemlig til 230 Rdlr., af hvilke de 180 Rdlr. ere for Ligets Indeholdelse ni Dage over Tiden og de 50 Rdlr. for Kisten med Baj var overtrækket. Enken, som af mig er ansøgt om at fyldestgjøre samme Bøder, beraaber sig paa at have suppliceret derom til Hans Majestæt, hvorfor jeg ei har turdet fortfare, men venter allernaadigst Resolution, om fornævnte Bøder skulle betales, modereres eller ganske eftergives. Holder for min allerunderdanigste Skyldighed at erindre i denne Sag, at alle Begravelsesforordningens Bøder ere temmelig store, og at de neppe nogen Tid ere betalte, men Posterne, endel ved sær Benaadnings Breve enten tilladte eller efterladte, en Del for "visse Vanskeligheders Skyld ganske henhvilet". I Holbergs "Barselstue" fortæller Troels, at naar en Enke skal give sin Mand "en hæderlig Begravelse" betyder det, at hun skal udstaffere det døde Legeme, betrække alle Vægge, Stole, Stuepiger, Kokkepiger, Ammer, Kuske, Heste (med Tiden skal vel Skjødehunde

524

overtrækkes ogsaa), med et Ord, hun skal gjøre saadan hæderlig Begravelse, at hun har Intet tilbage at føre et hæderligt Levned med". Dr. O. Nielsen har offentliggjort Omkostningerne ved en Stadshauptmands Begravelse i 1719, hvoriblandt der findes saadanne Poster som 440 Rdlr. til Sørgeklæder foruden 51 Rdlr. i Skrædderløn, 140 Rdlr. til Traktement, og 38 Rdlr. til sort Baj "til Omtrækning og Beklædning", hvorved der formodentlig sigtes til Beklædning af Værelserne. Det ses dog, at man i fornemme Huse undertiden sørgede, ved at male Paneler og Vinduskarme sorte, ja endogsaa Gulvene. Ligkisterne vare ofte af Egetræ, fordi dette ansaas for særlig fint, og en Skat, som i 1717 lagdes paa Anvendelsen af denne Træsort, kunde naturligvis ikke hindre dens Brug, saalidt som en ny Sørgeforordning af 1724 formaaede at standse den stigende Luxus i Sørgedragter. Et eiendommeligt, skjøndt ingenlunde tarveligere Præg fik Begravelserne, da Ligvogne indførtes, som vistnok skrive sig fra 1710 og i Begyndelsen stødte paa haardnakket Modstand (smlgn. II S. 452). Saadanne Vogne fandtes ved flere af Kirkerne, men enkelte Privatpersoner og Bedemænd havde dog ogsaa Privilegium paa at holde og udleie Ligvogne i visse Sogne. Som Følge heraf kunde der opstaa Konflikter mellem Ligvognseierne, hvilke kulminerede, da Holmens Menigheds Forstandere i 1710 lod Garnisonskirkens Ligvogn arrestere paa Gaden for Indpas i Holmens Kirkes Ret. At Regjeringens Bestræbelse for at formindske Udgifterne ved Ligbegjængelser ikke var velset af Haandværkerne, forstaas let; der fremkom derfor ofte Klager fra dem, saaledes fra Gjørtlerne i 1719, fordi det ved Dom var blevet forbudt at bruge Ligkistebeslag med Forsølvning, Forgyldning eller Fortinning, "hvorved deres Næring mærkelig var svækket, saasom deslige Beslag tilforn var en af de fornemste Poster i deres Haandværk til at ernære dennem samt Hustruer og Børn af". De fik derfor Lov til at forfærdige Ligkistebeslag af Bly uden Billeder, sort- og hvidmalede, dog kun til Rangspersoner, Stadens 32 Mænd og "andre vederhæftige Handelsmænd", hvorhos Prisen ikke maatte overstige 6 Rdlr. De trykte Ligvers, som det endnu i lange Tider var Skik at omdele ved Ligbegjængelser, vare undertiden affattede baade paa Dansk og Tydsk, og havde fordetmeste kuriøse Titler som f. Ex. "Halv forvisnede Æres Blomster, strøede paa Dydens Grav, som til den Afdøde blev lavet og gravet,

Pl. s.525

525

der Dyden af Døden blev overvunden udi den ærværdige, nu salige Guds Mand o. s. v." eller "Jonathans Død beklaged af sin David eller Velædle og Velbyrdige Hr. Capitain Albert Deichman til Heigned hans sørgelige Dødsfald udi hans bedrøvelige Ligbegjengelse den 17de Juni 1717, beklaged af C. L. T.". Indholdet er ofte ligesaa usmageligt for Nutiden; saaledes hedder det bl. A. i det sidstanførte Digt, forfattet af den bekjendte Magister Christen Lassen Tychonius:

"Saa er da Sorg og Suk og Saar, ihvor jeg mig henvender,
Saa er da Kummer, Klage, Kors i alle Vraaer og Ender,
Saa er en Sorrigs Knag og Knus da falden ind i Mai,
Saa er da Vaarens grønne Pragt forvendt til sorten Baj".

Selvfølgelig maatte der betales rundelig for disse Ligvers, men endnu større Udgifter havde de Efterlevende af Ligprædikenerne, navnlig naar de bleve offentliggjorte bagefter i prægtig typographisk Udstyrelse med Afbildninger og Kobbere. Som Exempel paa de Summer, der anvendtes paa slige Værker, kan anføres, at Hofpræst Masius for sin Ligtale over Christian den Femtes uægte Søn med Sophie Amalie Moth, Feltmarechallieutenant Christian Gyldenløve, Greve af Samsø, fik et Honorar af 1000 Rdlr., og at alene Trykningen af de kostbare Kobberplader, der ledsage Prædikenen, kostede 360 Rdlr. Hosstaaende tvende Afbildninger, der fremstille Gyldenløves Ligfærd over Kongens Nytorv den 6te Septbr. 1703 og Processionen ud af Frue Kirke ere netop tagne af denne Ligprædiken. Paa det første af dem ses Charlottenborg, Christian den Femtes Statue, Nyhavn og yderst tilvenstre det nuværende Thottske Palais, hvis Façade bærer et Transparent forestillende Døden med Timeglas og Le. Hestene for Ligvognen føres af Staldknægte i Sørgekapper; ved Siden bære sortklædte Personer hvide Voxfakler med Flor og Vaaben. Den smukt udstyrede Vogn er omgiven af 20 Menige og Underofficerer af Grenaderkorpset; bagefter kjører den saakaldte "Premier-Marechal" i Karosse, ogsaa ledsaget af Fakkelbærere i lange Sørgekapper. De frakkeklædte Personer, som ses yderst tilvenstre, ere Lakaier, der gaa i Spidsen for det efterfølgende lange Ligtog, som ikke ses paa Billedet. Ulige interessantere er dog Billedet af Processionen i Frue Kirkes imponerende Skib. Det høitidelige Tog aabnes af to Sekund-Marechaller; derefter følger Sørgefanen, Gyldenløves Kyrads og Sværd, baaret af den Afdødes Staldmester Kruse, to andre Faner, nemlig den store Sørgefane og

526

Glædesfanen og umiddelbart derefter Blodfanen. Den Afdødes Vaaben, Kommandostav, Kammerherrenøgle og Elephant-Orden, hvilende paa broderede Puder, gaar foran Ligkisten, som bæres af Majorer og Captainer af den kongelige Garde, det vil sige: af Livgarden tilfods. To Premier-Marechaller føre det egentlige Ligfølge af Slægtninge og Venner; de to første Personer blandt disse er Storkantsleren Grev Reventlov og Grev Ahlefeldt. Yderst tilhøire ses den 12 Alen høie Castrum doloris, fra hvilken Kisten nys er bleven fjernet; foroven er den kronet med en Urne bærende den Afdødes Billede. Den er helt betrukken med sort Fløil og Sølvmor; Indskrifter, Sølvskjolde og Beslag ere anbragte paa mange Steder, og paa Hjørnerne foroven ses Dødningehoveder i Harnisk. 12 sirlige Gueridoner med Voxlys omgive endnu Katafalken, hvorimod tre plastiske Figurer, som have været anbragte paa dens Trin, nemlig den unge Mars i en "dybsindig Positur" og med et bevinget Timeglas paa Hovedet, en romersk Grædekone og "Tiden" ere borttagne. Bag Katafalken ses endelig den Plads, hvorfra Hofpræst Masius nylig har holdt Ligtalen.

Med Universitetet, som i Hovedsagen levede videre paa Ordningen fra Christian den Tredies Tid, stod det i Frederik den Fjerdes Dage kun daarligt til. I Grunden var det kun en Præsteskole; den eneste Embedsexamen, som kunde tages, var den theologiske; den juridiske indførtes først i 1736. Talrige Klager fremkom over Høiskolens hele Indretning, den slette Bestyrelse af Bibliotheket, Professorernes Ligegyldighed, Nepotisme og Egennytte, og selv om ikke alle disse Beskyldninger staa til Troende, er der ingen Tvivl om, at der - for at bruge Rørdams Udtryk - var something rotten i den lærde Republik, som trængte til en gjennemgribende Forandring. Da Kongen i 1724 nedsatte den saakaldte Geheime-Inqvisitionskommission, blev Universitetets Anliggender ogsaa dragne ind under den, og Kommissionens ledende Mand, Oversekretair Møinichen, afgav da en Betænkning, som kaster et grelt Lys over Forholdene. En eller to "visse" Familier (Wormerne og Bartholinerne) havde lagt Beslag paa alle Stipendier for deres Børn og Paarørende, fattige begavede Studenter kunde Intet faa, Pengene bleve ikke uddelte efter Fundatsernes Ord og Mening, ja det var umuligt at gaa i Detail i alle de Enormiteter, der forefandtes. "Vore Herrer Professores beflitter dem intet paa at lære Ungdommen

Pl. s.526

527

det, som disse Tiders fornødne Videnskaber udfordrer, men bliver ved den gamle, dem for over 100 Aar siden foreskrevne Methode. Her læses aldrig paa vort Akademi Noget, som kan opvække Gemytterne til en ærekjær Ambition eller Industri; de hører aldrig et Ord nævne om Tidernes eller Fædrelandets Historier; ingen Politica eller Moralia bliver her nogensinde trakteret, men endel Skolemestergloser og sandelig det, Børn burde vide, førend de komme ud af Skolerne, er det Eneste, her handles af nogle Faa, som læser. Derfor nødes enhver ærekjær Fader, der vil ikke lade sin Søn blive til en Pedant, at lade ham udsendes til fremmede Akademier og Stæder og hasarderer derved sit Barns stundom timelige, stundom evige Velfærd." Møinichen havde tænkt sig en Kommission nedsat for at udarbeide Planen til en Universitetsreform, men den kom ikke istand. Der manglede sikkert ikke fremragende Videnskabsmænd, men deres Vilkaar vare slette, og det bør, som Chr. Bruun skriver i sin "Rostgaard", ikke glemmes, at de Mænd, som faa Aar efter Frederik den Fjerdes Død gjennemførte Universitetsreformen, alle havde levet deres Ungdom eller kraftige Manddomsaar under denne Konge.

Foruden "Klostret" (nuv. Kommunitet), Regentsen, Valkendorfs og Borcks Kollegier fik Universitetet en ny Stiftelse for trængende Studenter, nemlig Ehlers Kollegium, eller som det kaldes: "Eilersens eller Elersens Kollegium" (smlgn. II S. 249). Den 7de Septbr. 1702 lagdes Grundstenen af Kaspar Bartholin, og tre Aar efter (den 18de Novbr.) stod Bygningen færdig og indviedes med stor Høitidelighed. Stiftelsen, der havde Plads til 16 Alumner, hvoraf Halvdelen Theologer, var bestemt for Studiosi, "fødte her i Rigerne af danske eller norske Forældre og bekjendte for Gudfrygtighed og Skikkelighed i Liv og Levnet". Hver af Alumnerne havde et lille Pengestipendium, oprindelig 24 Rdlr., hvorhos de havde Adgang til et Reisestipendium, forsaavidt den Paagjældende "befindes af saadan Profect, hvoraf man vel kan formode, at han i Fremtiden kan vorde dygtig at tjene Gud og sit Færdreland i nogen Bestilling, som af Litteratis tør betjenes". Bygningen havde en hosliggende Have, et lille Kunstkammer og et Bibliothek, der gik til Grunde ved Ildebranden i 1728; Rostgaard testamenterede en Del af sin kostbare Bogsamling til Kollegiet, men Bestemmelsen blev heldigvis ikke udført, da disse literaire Bogskatte ellers ogsaa

528

vilde være gaaede tabte. Det nye Bibliothek, der dannedes efter Ildebranden, blev solgt i 1823. I en Aarrække havde Missionskollegiet sit Bogtrykkeri her, og fra Ehlers Kollegium er saaledes udgaaet de første Udgaver af de saakaldte Missionsbibler foruden mange andre Bøger. Blandt Stiftelsens første Alumner var den senere saa berømte Hans Gram.

Studenternes gamle "ublu" Ceremonier ved Depositsen ophørte allerede i Christian den Femtes Tid; de indskrænkede sig nu til, at de unge Mennesker efter endt Examen samledes paa det øverste Auditorium, hvor Dekanus gav hver enkelt Salt i Munden som Symbol paa den Visdom, han frivillig skulde søge, og gjød ham Vin over Hovedet som Tegn paa, at Gud havde kaldet ham til en høiere Dannelse. Wille Høyberg fortæller i sin Autobiographi, at denne Skik faldt bort i 1729, saaledes at han var en af de sidste salvede Studenter; i Universitetsfundatsen af 1732 ophæves den udtrykkelig. Derimod fortsattes Disputationsøvelserne i "Klosteret", ja man kan i Grunden sige, at de kulminerede i Holbergs Tid. Her, skriver Pontoppidan i 1724, fik 100 Studenter fri Mad, 3 Retter om Dagen. Der var 10 Borde i Spisesalen, og ved hvert Bord sad 10 "Commensales", der vare Baccalaurei, medens den, der førte Forsædet som Dekanus, var Magister. Naar den tredie Ret bares frem begyndte Øvelserne; Dørene bleve lukkede, og Ingen kunde gaa ud. Hver Dag blev der opslaaet Theses, om Mandagen af Logica, om Tirsdagen af Physica, om Onsdagen af Methaphysica og de øvrige tre Ugedage af Theologien. To af de Spisende, en "Opponens" og en "Respondens", disputerede nu paa Latin, og drev Sagen, saa vidt de formaaede; tilsidst løstes Knuden af Dekanus. "Det er en fortræffelig Indretning - tilføier Pontoppidan - og man hører her de unge Fyre tale ret flydende Latin", det samme Latin, som Nille i "Erasmus Montanus" kalder: "Klosterlatin". Holberg er derimod skarp i sin Bedømmelse af disse Disputationer, og charakteriserer dem træffende ved de Ord, han lægger Erasmus Montanus i Munden: "Jeg kan disputere paa god Latin, om hvilken Materie det skal være. Vil En sige, at dette Bord er en Lysestage, saa vil jeg forsvare det; vil En sige, at Kjød eller Brød er Straa, vil jeg og forsvare det; det har jeg gjort mangen ærlig Gang".

Studenternes Kaar vare iøvrigt haarde; selv de, der vare Alumner paa Regentsen og spiste i Klosteret, døiede Adskilligt.

529

Den tidligere omtalte Notarius Publicus, Rasmus Ærebo skriver saaledes i sin Autobiographi: "I Aaret 1707 begyndte mine Klæder, Linned og Uldent at falde af mig, saasom jeg i moxen 3 Aar ei havde faaet Nyt; jeg vendte selv mine Buxer om Natten, flikkede mine Sko, ja undertiden gik igjennem Overlæderet af Skoene paa Hosesokker eller bare Fødder og maatte selv rimpe mine Strømper sammen med, hvad jeg kunde faa." Om Vinteren sad han ofte oppe hele Natten og sammenskrev Kollegier; han havde Intet at lægge i Kakkelovnen, hvorfor Blækket frøs for ham i Blækhornet, ja han var saa fattig, at han maatte spare paa Papiret i den Grad, at han klemte 100 til 113 Linier sammen paa en Kvart Side. Naar "Tarmene sviede altfor meget af Sult i ham", kastede han Bogen tilside og gik udenfor Porten for at forslaa Tankerne. Maden i Klosteret var saa slet, og Øllet saa surt, at han tilsidst fik Koldfeber, men denne maatte han sulte og løbe bort, thi Medikamenter var ei at tænke paa for ham. Regentsianernes Stilling blev dog uden Tvivl noget gunstigere senere, da de under Pesten havde erhvervet den foran omtalte Ligbærerret. Studenterne gik paa dette Tidspunkt alle med den lange og smalle sorte Kappe, som forskaffede dem Øgenavnet: Per Caudi, desuden med Kaarde og Muffe om Vinteren. Med Landkadetterne leverede de ofte Fægtninger, hvoraf den betydeligste fandt Sted i 1719.

Da den foran (II S. 299) omtalte fornemme Opdragelsesanstalt: det ridderlige Akademi blev lukket den 1ste Mai 1710, fordi man under Krigen manglede Penge til dets Opretholdelse, indrettedes de gamle Bygninger paa Nytorv i Novbr. 1714 til en Krigsskole for Landkadetter eller et Landkadetakademi. Her var Plads for 100 unge Mennesker, som fik en vis aarlig Gage og af duelige Exercitiemestre undervistes i Christendom, Geographi, Tegnekunst, Fortifikation, Artilleri, Sprog, Fægtekunst og Dands. Da Huset imidlertid var saa forfaldent, at "det ved Reparation ei kunde hjælpes", flyttedes Landkadetterne i 1720 til Operahuset i Bredgade. Søkadetakademiet eller den "store Navigationsskole", som blev indviet den 9de August 1701 med stor Høitidelighed, havde ligeledes først et usselt Lokale paa Holmen, hvorefter det i 1728 flyttedes ud i samme Bygning som Landkadetakademiet. De to Anstalter vare i det Hele nøie knyttede til hinanden, neppe til Gavn for nogen af dem, ja havde endog tildels fælles Exereitie-

530

mestre. Antallet af Søkadetter var høist forskjelligt; der var oprindelig Plads til 100, men i 1704 nedsattes Tallet til 80, og i 1723 endog til 40. Det er værd at lægge Mærke til, at der blandt disse unge Mennesker fandtes Repræsentanter for alle Samfundsklasser, ikke blot Adelsmænds Sønner, men Børn af Gjæstgivere, Forvaltere, Bagere, Parykmagere, Stegemestre, Themænd og Ridetjenere. Den eneste Fordring, der stilledes, var, at vedkommende Aspirant forstod at regne og skrive; "ellers ville vi - siger Kongen - at Ingen, som haver baaren Liberi, skal være forment udi Kompagniet at indkomme, naar han ikkun er kommen af godt ærligt Folk," Paa dette Tidspunkt høres der for første Gang Tale om Uniformer for Søetaten. Søkadetterne fik ved Akademiets Indretning en Mundering af staalgraa Kjole med Guldgaloner, røde Opslag og Krave samt rødt Underfor, Hat med Guldtridser, Netteldugs Halsklud, rød baldyret Patrontaske, Kaarde, røde Strømper og sirlige Sko; men denne Uniform brugtes dog kun ved høitidelige Leiligheder og Parader; til daglig vare Kadetterne paaklædte efter eget Forgodtbefindende. I 1714 indførtes dog ogsaa en daglig Uniform, den saakaldte "slette Mundering", som ikke var besat med Galoner. Flaadens Underofficerer fik i 1722 graa Munderinger med rødt Underfor, hvorimod de Menige fik Trøier og Benklæder af graat Klæde og Arbeidsklæder af Seildug. Officererne havde fra 1723 røde Uniformer, som i 1749 ombyttedes med graa med rødt Underfor, saaledes at Graat blev Hovedfarven i Marinen. Sex Aar efter blev imidlertid den blaa Farve indført, som har holdt sig til vore Dage. Det kan her tilføies, at Frederik den Fjerde efter Freden omordnede Holmens faste Stok, der var smeltet stærkt sammen i Krigsaarene, saaledes at den kom til at bestaa af 6 Divisioner, hver paa 5 Kompagnier, senere dog af 3 Divisioner, hver paa 10 Kompagnier, ialt 4725 Mand foruden Officerer. Samtidig blev Nyboder delt i "6 Divisioner"; 100 hele Huse uddeltes til Marinens faste Haandværkere, 57 til Holmens Kompagni, og Resten, 428 Huse, til Matroserne. I hvert halve Hus indkvarteredes en Familie af de Gemene, og hos hver Familie skulde der bo 1 eller 2 ugifte Holmens Folk, "dog uden Tvang". Nyboder, som i det Væsentlige stod uforandret siden Christian den Fjerdes Dage, var som en lille By for sig selv med særlige Institutioner, Nybodersmanden havde sin egen Domstol (Søetatens kombinerede Ret, stiftet

531

1727), sin Vagt og sin Inspekteur, sine Vægtere og Gadefogder, sine Skoler, sine Udsalg og sine talrige Brændevinskipper. Herude var Brolægningen langt slettere end andetsteds i Kjøbenhavn, ja den manglede undertiden helt; her bleve Vognene siddende fast i Dynd; her var Gadefeining og Lygter ukjendte saavelsom Renovation. Først i 1717 indførtes Dagrenovation, og i 1770 Natrenovation. En Overflod af Børn synes at have tumlet sig paa Gaderne, thi det er naturligvis ikke for ingen Ting, at Barberen i "Den Stundesløse* véd at fortælle om en Matroskvinde "in den neuen Buden", som paa engang har bragt 32 Børn til Verden, ligesom Dedikationen i "Peder Paars" til Indbyggerne i de "nye Boder" vel kan betragtes som en Satire over disses Forkjærlighed for Gadeviser. Naar Politimesteren i Kjøbenhavn i 1713 fik Ordre til at kalde Byens Logisværter for sig og forbyde dem at nægte Kongens Matroser Kredit, hænger dette sammen med den Omstændighed, at Folkene ikke fik deres Hyre udbetalt, skjøndt Nøden ofte var saa stor, at den fremkaldte Opløb og Optøier. Ved Fredsslutningen skyldte Kongen 700,000 Rdlr. til Marinens Folk, og først i 1727 var Gjælden fuldt betalt. Det kaster derfor ingen Plet paa Matroserne og Nybodersfolkene, at de i 1724 solgte deres Munderinger for at komme til Penge.

Allerede i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede vise de første svage Spor til en Kunstskole sig, stiftet af en lille Kunstnerkreds. Medlemmerne holdt deres ugentlige Møder og Tegneøvelser i det "høigrevelige Ahlefeldtske Hus paa Kongens Torv", i.e.: i nuværende Hotel d'Angleterre. Skolen, der kaldte sig "Det lovlige Kunstakademi" og som saa mange andre Kunstskoler var helliget St. Lukas, indgik i Oktober 1701 med en Supplik til Kongen om hans Beskyttelse, og opnaaede virkelig en lille Understøttelse. Til Tak herfor foranstaltede den nogle Uger efter en "St. Lukas Festin" i sit Lokale, hvor "iblandt andre rosværdige Inventioner Pallas blev forestillet at præsentere Hs. kgl. Majestæts Portrait og Kunstvidenskaberne, nemlig Architekturen, Musiken og Arithmetiken, staaende paa høire Haand, samt ved den venstre Haand Maler- og Billedhuggerkunsten, imellem hvilke sidste var Astronomien, med de til enhver Kunst henhørende Instrumenter". Ud til Torvet vare Vinduerne illuminerede, og her saas med passende Indskrifter: "til høire Billedhuggerkunsten ifærd med at "façonnere" Kongens

532

Billede, til venstre Malerkunsten beskjæftiget med at "skildre" Dronningens Portrait. Det lovlige Kunstakademi udrettede dog Intet af Betydning, thi alle Betingelser for Kunstens Udvikling og Fremskridt manglede herhjemme.

Den Omhu, Frederik den Fjerde viste for Skolevæsenet, særlig for Almueskolevæsenet i hele Landet, og hvis smukkeste Udslag er de 240 Skoler, som i 1721 indrettedes i Rytterdistrikterne, lagde sig ogsaa for Dagen i Kjøbenhavn. Da Missionskollegiet til Evangeliets Udbredelse i Ostindien og Finmarken var blevet stiftet i 1710, paavirket af den pietistiske Bevægelse i Tydskland, opstod paa naturlig Maade Tanken om et Vaisenhus i Kjøbenhavn, som i Lighed med det Franckeske Institut i Halle skulde knyttes til Missionsvirksomheden og ledes af Missionskollegiet. Pesten i 1711 gav Tanken et Stød fremad og skabte det foran omtalte midlertidige Vaisenhus paa Christianshavn (smlgn. II. S. 456), og to Aar efter tilskrev Kongen Politi- og Kommerciekollegiet om snarest muligt at indrette et Vaisen- eller Hittebørnshus "i Henseende til den bedrøvelige og onde Medfart med spæde Børns Ombringelse og Henkastelse i Kanalen og andetsteds udi vores Residentsstad Kjøbenhavn". For at saadanne "ugudelige Mødre, som Sligt, endel af Desperation, endel af Armod og Letfærdighed, begaar, kunde uden Frygt for at blive røbet henlægge Børnene til Forpleining", skulde der paa Vaisenhusets Dør anbringes et Trug, saa stort at et Svøbelsebarn med en Klokke kunde ligge deri, og det Hele skulde indrettes saaledes, at Truget med Barnet kunde dreies ind i Huset, naar Klokken gav Signal. Planen blev imidlertid opgiven paa Grund af de besværlige Tider, men da Barnemordene og Henlæggelsen af Fostre vedblev, kom den atter paa Tale i 1717, uden at man dog formaaede at gjennemføre den. Først i 1750 indrettedes et Hittebørnshospital i Børnehuset. I 1720 overdrog derimod Kongen Missionskollegiet at indrette et Vaisenhus og skjænkede dertil 2000 Rdlr. om Aaret af Postkassen, endvidere det ophævede ridderlige Akademis Bygninger paa Nytorv samt en hel Række Privilegier som f. Ex. Fritagelse for alle Byrder og Skatter, Ret til Anlæg af en Linned- og Uldenfabrik, til at drive al Slags Haandværk, Handel og Kunst, til at holde Apothek, Bogtrykkeri, Bogbinderi o. s. v. Der blev strax udnævnt en Vaisenlius-Forstander og Inspekteur; tre kjøbenhavnske Borgere, Abraham Kløcker, Niels Hendriksen og Nikolai Burmester

533

beskikkedes til Kuratorer, og i de følgende Aar opsamledes der betydelige Kapitaler til Stiftelsen. Kongen skjænkede yderligere 60000 Rdlr. af Postindtægterne foruden 18000 Rdlr., som vare ham tilfaldne i Bøder, Prisepenge og ved Konfiskationer; af det kjøbenhavnske Fattigvæsens Kapitaler fik Vaisenhuset 26000 Rdlr. mod efterhaanden at indtage Konventhusets forældreløse Børn (107 i Tallet) til Forsørgelse, og endelig indkom der betydelige Summer ved private Bidrag. De gamle Bygninger paa Nytorv, som vare yderst forfaldne og efter det ridderlige Akademis Ophævelse vare blevne benyttede til Landkadetakademi og derpaa til Lokale for Høiesteret og Hofretten under Slottets Ombygning, bleve derpaa istandsatte, og paa Kongens Fødselsdag den 11te Oktober 1727 kunde endelig Vaisenhuset aabnes med en Besætning af 44 Børn (24 Drenge og 20 Piger), et Tal, som allerede i 1728 forøgedes til 100. Anstalten havde en Inspekteur, en Præst, en Læge, en Chirurg, 4 Lærere eller Præceptorer, 1 Læremoder, 1 Økonom eller Spisemester, en Portner, en Gaardskarl og 4 Piger, Den første Præst ved Vaisenhuskirken (som iøvrigt først indviedes i April 1728) var Digteren Johannes Ewalds Fader, Enewald Ewald. Ifølge Opdragelsesplanen skulde Børnene vækkes om Sommeren Kl. 6 og om Vinteren Kl. 6 1/2, dog om Søndagen 1/2 Time sildigere. Arbeidet begyndte og sluttede med fælles Andagt; om Søndagen var der Kirkegang om Formiddagen og Katekisation om Eftermiddagen. Økonomen leverede Maden, og sørgede derhos for Børnenes Klæder, Ildebrændsel, Renholdelse, Orden og Inventariets Vedligeholdelse. Kuratorerne besørgede Leverancen af Tøi og traf Aftale med en Skrædder om Prisen; Børnene skulde være ens klædte, men "saaledes at ogsaa gode Folks Børn ikke behøvede at skamme sig ved Klæderne". I Skolen var der baade Læsetimer og Haandgjerningstimer; Formaalet var, som det hedder i Instruxen, at Drengene skulde gjøres dygtige til at tjene hos Kongens Betjente, Kjøbmænd og andre godt Folk eller til at lære et Haandværk, og at Pigerne "tilholdtes til at lære at to, spinde og sy, saa og anførtes til at koge og lære andre Kvindekjønnet fornødne Videnskaber, hvormed de engang i godt Folks Tjeneste kunde vinde deres Brød".

Kjøbenhavns fornemste Skole var selvfølgelig Vor Frue Skole (Metropolitanskolen), som dengang laa imellem Skindergade og nuv. Dyrkjøb. De latinske Drenge, som gik her, havde endnu haardere

534

Vilkaar at kjæmpe med end Studenterne; Sult og Prygl hørte til deres daglige Brød, Føden maatte for en Del tigges, og af Skolens Indtægt af Bryllupper og Begravelser naaede kun en Ubetydelighed ned til Disciplene. I 1705, da Rektor Søren Pedersen Glud døde, faar Skolen den Charakter af Bircherod, at den "befinder sig i en slet Tilstand paa Grund af den Afdødes liderlige Levnet og Debauche"; faa Aar efter, da den lærde Hans Gram blev Konrektor ved Skolen, indtraadte der en afgjort Bedring, thi Gram passede sin Skolegjerning omhyggeligt og udmærkede sig ved Overbærenhed og Mildhed. Overhovedet fandtes der mellem den uvidende, drikfældige og fattige Lærerstand ved Latinskolerne enkelte dygtige Skolemænd; et af de fortrinligste Exempler herpaa er den bekjendte satiriske Digter, Rektor i Ribe, Chr. Falster, som gjorde sin Skole til den berømteste i Riget.

Indtil Frederik den Fjerdes Tid var Skolevæsenet i Kjøbenhavn blevet yderst forsømt; Byen havde kun fem Skoler (smlgn, II S. 301), og den allerstørste Del af de fattige Børn voxede op i fuldkommen Uvidenhed, eller som den senere Biskop Christen Worm udtrykker sig: "Staden er opfyldt med en stor Del elendige og fattige Børn, som plat Intet vide af den enfoldige Børnelærdom, men leve hen i en fast utrolig Grovhed". Skjøndt hverken Regjering eller Kommune fandt Anledning til at gjøre Noget herimod, tog nogle kjøbenhavnske Præster, navnlig Sognepræsten ved Helligaandskirken, Frants Thestrup og den senere Biskop Christen Worm, sig varmt af Opgaven, og det lykkedes dem i kort Tid at vække en saa udbredt Interesse for Sagen, at den første Begyndelse til et ordnet Almueskolevæsen blev gjort. Det var ikke blot Hensigten at give de fattige Børn Undervisning, men ogsaa Mad og Klæder, i hvilke Øiemed der indsamledes en stor Mængde private Bidrag; og Regjeringen, der indsaa, at Tanken fortjente at støttes, tillod at sætte Bækkener ved Kirkedørene og ombære Tavler i Kirkerne; den lovede de af Magistraten beskikkede Lærere Befordring, og paabød endelig i Fattigordinantsen af 1708 alle Forældre at holde deres Børn til Skole. Den første kjøbenhavnske Almueskole, som stiftedes i 1702 af den ovenfor nævnte Frants Thestrup, var Helliggeistes danske Skole, til hvilken Gaverne indkom saa rigeligt, at den kunde bygge sit eget Hus paa Helliggeistes Kirkegaard ved den nordre Kirkeport og dog i 1709 eie en Kapital af 5000 Rdlr. foruden et

535

af Brygger og Kjøbmand Jens Nielsen Hald i 1687 stiftet Legat paa 2000 Slettedaler, hvis Renter skulde anvendes til Brød for 20 fattige Skolebørn. I 1706 oprettede Christen Worm Nikolai Kirkes danske Skole, hvortil der i Løbet af et Aar var indsamlet 2248 Rdlr. hos "nogle ubenævnte Guds Børn"; den fik Lokale først paa Østergade og senere i Admiralgade. Derpaa fulgte Vor Frue danske Skole paa Hjørnet af Skidenstræde og Peder Hvitfeldtsstræde, den danske Skole paa Christianshavn, der ikke synes at have havt sin egen Bygning, Trinitatis Skole i Landemærket, Garnisonsskolen i Bredgade og endelig Kastellets eller Holmens Kirkes Skole i Dybensgade, som ikke maa forvexles med den gamle Chorskole i Størrestræde. I disse Almueskoler, som endnu ikke havde faaet Navnet: "Kirkeskoler", men i Reglen kaldtes "De fattige Børns frie Skoler", var Undervisningen gratis; nogle af dem vare rene Kommuneskoler som f. Ex. Helliggeistes og Nikolai Skoler, thi de optoge alle i Byen hjemmehørende Børn, andre derimod Sogneskoler, idet de strengt vaagede over, at kun Sognets egne Børn bleve optagne. Det er værd at fremhæve, at Lærerpersonalet baade bestod af Mænd og Kvinder, og at Undervisningen omfattede "Børnelærdom samt Regne- og Skrivekunsten". Pigerne lærte tillige at sy og spinde. Naar Sognepræsten fandt Børnene modne til at udskrives, skulde de "sættes til Haandværk eller rekommanderes til Direkteurerne for Kompagnierne at fare til Søs eller sættes til Manufakturer, Kunster, Haandværker og Handel, som de have Lyst til. De, som bekvem Nemme og Lyst dertil have, kunne og sættes i Vor Frue Skole" (Latinskolen). Til de fattigste Disciple uddeltes i alle Skolerne Brød, nemlig "et grovt Skillingsbrød, en saakaldet Skofte, som man ellers giver Heste", og Klæder, enten fuld Klædning eller Hoser og Sko. Antallet af offentlige Skoler var dog langtfra tilstrækkeligt, og der høres bestandig Klager herover. Af private Skoler havde Byen i 1721 ikke mindre end 36, men de fleste af dem vare sagtens smaa og utilfredsstillende. "De private Skolemestre - skriver Christen Worm - vide mindre end Intet, skjøndt de lade sig betale af Forældrene, hvis Børn de skulle oplære". For at raade Bod herpaa og udøve et Slags Kontrol udstedtes der i Juni 1716 en almindelig Forordning om danske Skoler og Skoleholdere i Kjøbenhavn.

Kampen mod Leddiggjængere og Tiggere, som de tidligere Konger havde ført med saa ringe Held, blev gjenoptagen med

536

Energi og Kraft af Frederik den Fjerde, hvis Omsorg for Fattigvæsenets Ordning overhovedet fortjener Paaskjønnelse. Ved Aarhundredets Begyndelse var Tilstanden i Hovedstaden yderst pinlig; Gaderne vare bogstavelig oversvømmede af Tiggere, Krøblinge og Lemlæstede, ja man faar det Indtryk, at de sidstnævnte, ligesom nutildags i Syden, havde for Skik at fremvise væmmelige Kræftsaar og gyselige Læsioner for at vække de Forbipasserendes Medlidenhed. Ole Rømer iværksatte som Politimester en ivrig Jagt efter Tiggere, men uden Held; han klager over, at de forstaa at gjøre sig usynlige og smutte bort, ligesom man tror at have dem fat, og bemærker, at det gaar med Betlerne paa Kjøbenhavns Gader som med Rørene i Søerne; naar man mener at have udryddet dem, komme de frem igjen. Juleaften 1705 havde Ole Rømer en ubehagelig Overraskelse i denne Retning, da Kjøbmagergade pludselig var ganske fuld af Tiggere, fordetmeste unge Mennesker paa 10 til 16 Aar, Drenge og Piger eller midaldrende stærke Kvindfolk. Det frugtede ikke, at man afleverede de arbejdsføre Tiggere til Kommandanten, at fremmede Løsgjængere bleve anholdte og udviste, at de Lemlæstede og Læderede førtes til Pesthuset, medens Kvinder, Børn og svage Betlere transporteredes til Børnehuset; mange af dem flygtede, nye Rekruter kom til fra Landet i saadanne Skarer, at man ikke vidste, hvor man skulde anbringe dem, og det hændte endog, at Stodderfogderne og Politiet bukkede under i de Fægtninger, som leveredes med "modvillige" Tiggere.

Disse Forhold førte til Udstedelsen af to store Fattiglove af 24de Septbr. 1708, hvoraf den ene udelukkende vedkommer Kjøbenhavn. Dens Formaal var tredobbelt: at gjøre Ende paa alt Tiggeri, at fastslaa, hvem der var rette "Almisselemmer", eller med andre Ord: hvem der havde Krav paa Fattigforsørgelse, og endelig at anvise Fattigvæsenets Bestyrelse de nødvendige Indtægter, I denne Forordning forbødes enhver Form af Tiggeri rentud under Straf af Rasphuset, Spindehuset og Tugthuset, ja ingen maatte give Almisse paa Gaden eller ved Dørene, men kun i de Fattiges Bøsse, som ombares i Husene (den saakaldte Kvartalsalmisse). De rette Almisselemmer - hvortil hørte: Hittebørn og andre fattige forældreløse spæde Børn, alle gamle Folk, som paa Grund af Alderdom ikke kunde fortjene deres Brød, Syge og Sengeliggende, som Intet kunde fortjene, Syge og Lemlæstede, som dog kunde

537

fortjene Noget, Syge, hvorom var Haab til Forbedring, Fattige, som kunde bevise, at de ei ved Arbeide kunne fortjene Brødet til sig og Familie uden Almisse samt umyndige faderløse Borgerbørn under 14 Aar - skulde melde sig paa Silkehuset (Konventhuset, nuværende Nr. 17 i Pilestræde), hvor Fattigkommissionen havde Lokale og lade sig indskrive til Almisse. For at holde Mandtal over de Fattige, skulde der hver Maaned anstilles Eftersøgning over hele Byen af to "ærlige og smukke Borgere" i Forening med Fattigvæsenets Kvartermestre, der bare en liden Krykkestok som Tegn paa deres Værdighed. Disse Folk havde desuden den Opgave at vaage over, at de Syge og Sengeliggende, som ikke selv kunde hente deres Almisse paa Silkehuset, fik, hvad der tilkom dem. Folk, som vare ilde tilredte i Ansigtet eller paa Kroppen med Flod, Kræft eller anden udvortes Skade maatte ikke vise sig paa offentlige Steder eller paa Gaderne til Rædsel og Vederstyggelighed for Andre, navnlig for svage Kvinder. Ørkesløse Leddiggjængere og utugtige Fruentimmer bleve optagne henholdsvis i Rasp- og Spindehuset, Tiggere fra fremmede Steder bleve udviste, gjenstridige og vanartede Børn indsattes i Rasphuset, hvorimod fattige og forældreløse Børn henvistes til Børnehuset.

For at skaffe Fattigvæsenet nye Indtægter paabødes det alle Indbyggerne at tegne sig "frivilligt" for et bestemt fjerdingaarligt Bidrag, som skulde afleveres til Fattigforstanderne. Ved Afstaaelse af Hus og Grund skulde de Fattige desuden "ihukommes" med en Almisse, ifald Vedkommende vilde have Skjøde og Adkomstbrev; ved Løsøreauktioner, ved alle afsluttede Mæglerforretninger og ved alle Handeler skulde der ogsaa gives en passende Sum til Fattigkassen, hvorfor enhver Kjøbmand skulde have en Fattigbøsse i sit Hus. I Værtshuse, Herberger, Ølhuse, Vinkjældere, The- og Kaffehuse skulde Værterne "flitteligen frembyde Fattigbøsserne", og hvis Nogen vandt i Spil, skulde han give af sin Gevinst, "som han selv er af ræsonnabel Gemytte til". Ogsaa Banden og slem uterlig Snak skulde komme Fattigkassen tilgode, og hvis det ved Bøssens ugentlige Aabning viste sig, at den var tom, skulde Værten selv udrede 4 Skilling. Komedianter, Linedandsere og andre Gjøglere, som havde Magistratens Tilladelse til at optræde, maatte ikke aabne deres Forestillinger, før de vare komne overens med Fattigkommissionen, om den skulde have en Aftens Indtægt eller en Sum

538

engang for alle, og naar Nogen holdt Lykkepotter, skulde en Fattigforstander sidde ved Siden og sørge for, at Alt gik rigtigt til, og at de Fattige fik deres Part af Overskudet. Endelig skulde Jøderne betale Fattigskat enten frivilligt eller efter Taxation af Fattigvæsenets Kommitterede. Forskjellige andre Indtægter tilflød Fattigkassen, som f. Ex. visse Procenter af Prisepengene under Krigen, Tavlepengene i Slotskirken, det Halve af Politi- og Renovationskassens Indtægter o. s. v.; i 1709 indrettedes der et Lotteri til Bedste for de Fattige, og det hørte heller ikke til Sjeldenhederne, at der testamenteredes dem milde Gaver, endogsaa større Kapitaler. Antallet af Fattige, der nød Understøttelse fra Konventhuset (Byforsørgelsen) var iøvrigt paa dette Tidspunkt ikke stort; ifølge Mandtalslisten af 1708 kun 368, hvoraf man dog ikke maa slutte, at Byen manglede Trængende.

Fattigvæsenet i Kjøbenhavn lededes af 5 Direkteurer, som tillige vare Fattigdirektion for hele Danmark. Under dem stod fem Kommitterede, endvidere en Bogholder, to Fattigforstandere for hver af Stadens Sogne, samt en Kvartermester og en Stodderfoged for hvert af Byens Kvarterer. Under disse sorterede hele det store Apparat, ikke blot Byforsørgelsen, der administreredes fra Konventhuset, men ogsaa de Stiftelser, der stod til Raadighed. Den vigtigste af disse var Børnehuset paa Christianshavn, som fra at have været en Opdragelsesanstalt for Fattigvæsenets Børn havde udviklet sig til et Tvangsarbeidshus og en Straffeanstalt for visse Klasser Forbrydere, baade mandlige og kvindelige. Ved Forordningen af 26de Oktober 1708 blev Børnehusindretningen vel separeret fra Tugthuset og fik sin egen Ledelse under en Husfader og en Husmoder, medens Straffeafdelingen lededes af en Tugtemester, men Adskillelsen blev ikke og kunde ikke overholdes strengt. Det var Meningen, at Børnehuset skulde være et Sted, "hvor gode Børn kunde indsættes til Ære, Tugt og Lære og ikke lide Skam mellem inddømte Misdædere", men i Virkeligheden blev Forholdet, at de indsatte Børn ved Omgang med forhærdede Forbrydere, utugtige Kvinder, Betlere og Løsgjængere førtes ind paa Forbryderbanen. Saa ringe Sands havde Regjeringen for de skadelige Virkninger af Opholdet i denne Anstalt, at fattige Haandværksdrenge, der vare vanartige og forsømmelige, kunde indsættes i Rasphuset til Korrektion, og at "løse Drengebørn", der tiggede paa Gaden, fik samme Behandling. Forordningen

539

om Rasphuset bestemmer endog, at Forældre kunne indsætte deres ulydige og ryggesløse Sønner der for Betaling, enten mellem de øvrige Fanger eller (mod høiere Betaling) paa et Kammer for sig selv "hemmeligen uden at komme til de Andre eller være kjendt". Medens Børnehuset i det Hele lededes i christelig og human Aand, var Behandlingen i Rasp- og Spindehuset skrap; her tilbragte de Indsatte deres Liv i usle Smaakamre med Jernstænger for Vinduerne og et Hul i Døren eller i store Arbeidssale, bestandig udsatte for "Hug af Pisken", Hudstrygning og Ris ved de mindste Forseelser. Den omtalte Sammenblanding af "ærlige og uærlige" Fanger gjorde Børnehuset til en afskrækkende Anstalt, og netop paa Frederik den Fjerdes Tid, da Rasphuset blev indrettet i den samme Bygning, hedder det i en samtidig Beretning: "Saaledes er Børnehuset omsider blevet et Tugt- og Arbeidshus, hvor grove og andre Malefikanter og Delinkventer fornemmelig af Kvindekjønnet, som ere benaadede paa Livet og have igjennemgaaet den yderste Infami, paa Livstid til Arbeide og Revselse blive indsatte, desligeste Løsgjængere og omløbende Betlere, disse dog ikkun paa nogen Tid til Revselse og Forbedring. Og er altsaa Børnehuset i sit egentlige Væsen et Tugt- og Arbeidshus, hvor saavel Børn som voxne Personer og Gamle af begge Kjøn holdes udi Ave og til Arbeide, dels ved at raspe og fabrikere allehaande Farvetræ til Farveri og andre Manufakturisters Brug, dels og fornemmelig at præparere og spinde Uld for den kongelige Mondurfabrik, som for en Del derinde er etableret og forfærdiger alt det til den kongelige Armee og Søfolket behøvende Klædevare". At man under disse Omstændigheder ikke holdt af at se Slægt og Venner indsatte i Børnehuset, forstaas let, og det blev efterhaanden almindeligt at udløse dem mod Kaution og bortsende dem til andre Provindser i Riget. Kautionen var i Reglen fra 4 til 12 Rdlr.; dog betaltes i 1710 ikke mindre end 500 Rdlr. "for en ublu og uforskammet Kvindes Løsladelse". I Tidsrummet fra 1709 til 1721 blev henved 1000 Personer af begge Kjøn udløste paa denne Maade, og endnu ved Aarhundredets Slutning skete det Samme efter en vis Taxt.

Den anden af Fattigvæsenets store Stiftelser, Vartou, blev i Frederik den Fjerdes Tid betydelig udvidet. Allerede under hans Forgjænger var der ved private Gaver blevet oprettet 7 nye Senge, og disses Tal forøgedes yderligere indtil 1729 med 32 private Senge.

540

Vartou havde en fra Fattigvæsenets andre Stiftelser forskjellig Charakter, thi det hedder i en kongelig Skrivelse af 1719, at "det navnlig skal være til Fordel for dem, som i deres Velmagt have baaret Kongens og Byens Tynge". Vartous Bygninger, der vare kjøbte i 1666 (smlgn. II S. 199) vare i 1725 saa brøstfældige, at de bleve nedrevne og en ny anseelig grundmuret Bygning i to Fløie opført, hvortil Kronprinds Christian (den Sjette) lagde Grundstenen den 1ste Mai 1726. Fløien til Løngangsstræde, der ikke var saa stor som den nuværende, blev først færdig, derefter Fløien til den daværende Voldgade. Midt i Bygningen til Løngangsstræde indrettedes en Kirke eller rettere Kirkesal, hvor der blev holdt Gudstjeneste indtil 1755. Den gik igjennem begge Etager og var aaben til begge Sider, saaledes at man fra den havde et Indblik til Lemmernes Senge, en Ordning, som den Dag idag er bevaret i Hospitalet i Helsingør (det gamle Sortebrødrekloster). Vartous tredie Fløi til Farvergade blev først bygget i 1743.

Pesthuset, der laa ved Kalleboderne (det senere Belvedere), sorterede ligeledes under Fattigvæsenet og optog foruden Afsindige og med smitsomme Sygdomme Befængte tillige alle Slags Fattige med ulægelige og væmmelige Sygdomme. Tilstanden herude var forfærdelig; Claudi Rosset, der senere blev Hospitalets Velgjører, fortæller, at han "i mange Aar har kjendt Pesthuset, og at hans Indvolde ofte have rørt sig ved at se dets skrøbelige, aldrende og høinødlidende Lemmer, hvoraf de fleste have manglet baade Klæder og Senge, og som henligge i deres Sygdom og dø bort fast ligesom Fæ og andre umælende Kreaturer". I Frederik den Fjerdes Tid undergik denne Stiftelse ingen Forandringer; derimod blev Abel Kathrines Boder i Dronningens Tværgade udvidet med sex Pladser, ligesom dets Bygning blev forbedret. De gamle Sjæleboder i Møntergade, eller som de ogsaa kaldtes: Hospitalet i Brøndstræde, vare endnu i Brug, og det Samme gjælder om Poul Fechtels den Dag idag bestaaende Boder, som havde faaet en ny Fundats af 1661, ifølge hvilken Forstanderen altid skulde være en "god og oprigtig" Mand af Stifterens Slægt. Her var Plads til 14 fattige Personer. En ny Stiftelse fik Byen, da Student Morten Nielsen Budolph skjænkede en Kapital af 4000 Rdlr. samt et Hus i Prindsensgade ved Nyboder til Bedste for "fire ærlige, nødtrængende, svage og gamle fattige Mennesker", et Par gudfrygtige Ægtefolk og en fattig,

541

theologisk Student. Hans Testamente blev konfirmeret af Kongen den 16de Marts 1725, men da Exekutorerne fandt den gamle Bindingsværksbygning i Prindsensgade ubrugelig, blev Budolphs Hospital indrettet i tre grundmurede Smaahuse i Pustervig. Ildebranden i 1728 lagde dem imidlertid i Aske, hvorpaa Stiftelsen i 1743 gjenopførtes i S. Pedersstræde, hvor den endnu befinder sig.

Kjøbenhavns Magistrat bestod af en Præsident (fra 1713 til 1724 den tappre Stadshauptmand Johannes Meller og efter ham Etatsraad Johan Schrader til 1734), 3 Borgmestre og 8 Raadmænd foruden Viceborgmestre og Viceraadmænd, som ved Dødsfald rykkede op i de ledige Poster. Magistratens Indflydelse var ikke stor; den kunde Intet foretage uden Kancelliets Samtykke, dens Beslutninger bleve ofte underkjendte og omstødte, endogsaa dens Kaldsret til visse Embeder; kun i Sager vedkommende Stadens Økonomi, Tvistigheder mellem Laugene o. desl. bevarede den en vis Selvstændighed. Den var anden Instans for Sager, som vare paadømte ved Bythinget, og blev i 1718 eneste Instans for smaa Gjældssager, der ikke oversteg 10 Rigsdaler, for at Fattigfolk kunde faa deres Ret uden altfor store Procesomkostninger. De 32 Mænds Kollegium, der supplerede sig selv fra de fornemste Borgerklasser, havde naturligvis endnu mindre at sige. Et mærkeligt Exempel paa Regjeringens Egenraadighed er den Kjendsgjerning, at de 32 Mænd i 1723 maatte rømme deres Forsamlingssal paa Raadhuset trods Magistratens Indsigelse, fordi en kongelig Lotterikommission skulde benytte Lokalet. De 32 Mænd forsøgte da paa "hel sælsom og uanstændig Maade" at bemægtige sig Raadhussalen ved at trænge ind i den "med stor Ubeskedenhed og Bruit", saaledes at Lotterikommissionen maatte fortrække og afvise de Godtfolk, som vare tilstede for at tage Lodder, men dette havde kun til Følge, at det blev forbudt de 32 Mænd at holde Samling paa de Dage, Kommissionen holdt Møde. Man faar iøvrigt ikke noget høit Begreb om Magistratens Forretningsdygtighed; Byens Gjæld var saaledes i 1720 ikke mindre end 28000 Rdlr., og af en kongelig Skrivelse fra samme Tid ses det, at Magistraten uberettiget havde oppebaaret Sjette- og Tiendepenge (en Arveafgift) og anvendt de sidste til egen Fordel istedetfor til Byens Nytte, Bedste og Nødtørft, ligesom den fra 1660 ikke havde aflagt Regnskab over Statens Indtægter og Udgifter. I Overensstemmelse med Tidens Skik var Magistraten saalidt som

542

Byfogden, Raadstuskriveren og andre underordnede Embedsmænd uimodtagelig for Bestikkelse trods det bestemte Forbud mod Skjænk og Gave af 23de Oktober 1700, hvorfor Kongen i 1713 tilkjendegav den sit "store Mishag" og gav den et alvorligt Tilhold om at afskaffe "deslige lovstridige Maader og Paafund" og afholde sig fra at "tage eller fordre noget videre, end hvad Loven, Reglementet og andre allernaadigst udgangne Forordninger tillader". Man møder i det Hele under Frederik den Fjerde stor Demoralisation i Embedsstanden, og nogle opdigtede Rygter om Dronning Anna Sophies Meddelagtighed i Pengeafpresninger og Salg af Embeder førte i 1725 til Nedsættelsen af den berygtede Geheimeinqvisitionskommission, som i Folkemunde kaldtes "Bandekommissionen" paa Grund af de mange Eder, den afkrævede de Indstævnte. Det er ikke her Stedet at komme nærmere ind paa denne Kommissions voldsomme Optræden, der vakte en Storm af Uvillie, Frygt og Forbittrelse i vide Kredse, navnlig i Kjøbenhavn; det er nok at sige, at den kun førte til enkelte høitstaaende, i flere Retninger fortjente Mænds Afskedigelse og nogle underordnede Personers Afstraffelse, men iøvrigt ikke formaaede at hidføre et Systemskifte. Christian den Sjette lod Kommissionens Protokoller brænde i 1731 og forfulgte dens Medlemmer med sin kongelige Vrede.

De saakaldte "Byens Bestillinger", der bleve paalagte Borgerne, vare i høi Grad trykkende for dem, hvorfor de paa alle Maader søgte at unddrage sig dem. Over 300 Beskikkelser til slige borgerlige Ombud bleve udstedte hvert Aar, nemlig til 20 Overformyndere, 5 Kirkeværger, 24 Fattigforstandere og 1 Oldermand, 26 Stokkemænd med Oldermand og Bisidder, 24 Rodemestre (i Krigstider 48) med deres Oldermand, 36 til at ombære Tavler i Kirkerne, 1 Oldermand, 1 Bisidder og 4 Kvartalsmestre i hvert Laug (for Laugene alene 180 Personer) og 12-16 Borgere til Brandvagt. Rangspersoner vare fritagne for denne Byrde, hvilket ogsaa gjælder om Kongens Haandværkere; desuden kjøbte mange Privatmænd sig fri ved at betale en klækkelig Sum Penge til en eller anden Kirke eller Skole. Undtagelserne bleve efterhaanden saa mange, at Magistraten gjorde Indvendinger og forestillede Kongen, at "det var høist fornødent, at den til saadanne Embeder beholdt et ubehindret Valg", hvortil der blev svaret, at slige Benaadninger ikke vilde

543

blive tilstaaede i Fremtiden, før Magistratens Betænkning var indhentet.

Politiet blev omordnet den 22de Oktober 1701. Istedetfor den tidligere Politikommission blev der indrettet en Politiret, som i 1708 blev omdannet til et Politi- og Kommercekollegium. Politiretten bestod af 7 Medlemmer, nemlig en af Kongens Geheimeraader som Præses, en Admiral, en høj Landofflceer, et Medlem af Hofretten, en af Admiralitetsretten, en af Magistraten og endelig en af de 32 Mænd. Politimesteren skulde være tilstede under Rettergangen for at afgive Forklaring, men maatte ikke være tilstede, naar der voteredes. Der blev samtidig beskikket en Politifiskal, en Politifuldmægtig, en Protokolfører, en Kopist, en Kontorbetjent og endelig 10 Politibetjente, hvilke i daglig Tale kaldtes "Byens Folk". Den ældste af dem fik 60 Rdlr. i Løn, den yngste 20; en af dem var Torvemester. Som Tegn paa deres Værdighed bar de hos sig en hvid Stok af 5 Tommers Længde med en Haand af Metal paa Enden og et Øie inden i Haanden. Dette Embedstegn, som undertiden blev brugt til at slaa med, afskaffedes først i 1771.

Den første Politimester i Kjøbenhavn, Claus Rasch (smlgn. II S. 274), forblev i sit Embede indtil 1705, men fik i 1701 paa Grund af Alderdom og Svaghed Assessor Johan Bartram Ernst til Medhjælper. Efter ham fulgte den berømte Ole Rømer fra 1705 til 1710, der var en dygtig praktisk Politimand trods sine videnskabelige Sysler og lærde Studier. Han afløstes fra 1710 til 1722 af den nysnævnte Johan Bartram Ernst, der havde studeret i Udlandet og efterhaanden var stegen til Borgmester i Kjøbenhavn. Han synes at have været ilde lidt af Befolkningen; i hvert Fald opsloges der i 1716 Skandskrifter imod ham paa Raadhuset og paa Børsen, hvorhos der to Aar efter fremkom et anonymt Klageskrift mod ham. Han havde flere Sammenstød med de militaire Autoriteter saavelsom med Byfogden, og han fik i 1716 en Irettesættelse, fordi han ikke havde aflagt Regnskab for Renovations- og Politibøderne, af hvis ene Halvdel Politibetjentene bleve lønnede. Efter hans Død blev Johan Philip Ratecken, en indvandret Tydsker, Politimester fra 1723 til 1726, men da det blev opdaget, at han som Bestyrer af den afdøde Dronning Louises Gods Hørsholm havde begaaet Falsk og efterskrevet Dronningens Navn, mistede han sin Ære og Formue og blev udvist af Landet. Hans Efterfølger Hans

544

Himmerich, Politimester fra 1726 til 1731, havde heller intet godt Rygte paa sig, skjøndt han i fremmed Krigstjeneste var avanceret til Oberst. Under den store Ildebrand i 1728 tabte han Hovedet, og onde Tunger fortalte, at han intet bedre Raad vidste end at drikke sig fuld, en Beskyldning, for hvilken han senere maatte rense sig. I 1731 blev han ligeledes fradømt sin Ære og mistede sin Stilling, uvist af hvilken Grund.

Politimesterens Instrux lød i Frederik den Fjerdes Tid i det Væsentlige som tidligere (smlgn. II S. 275 o. flg.); hans Forretninger vare mangfoldige, og man maa undre sig over, at han kunde udrette Alt dette med de faa Politibetjente, han havde til Raadighed, navnlig da Befolkningen i Regelen tog Parti med Synderne, naar de skulde arresteres. Politibetjentene nød ikke synderlig Anseelse; de vare ikke blot smaalige og paatrængende, men i 1703 betegner Kongen dem som "udygtige og saa insuffisante, at de Intet haver at hæfte ved"; treogtyve Aar senere, da der blev foranstaltet en Undersøgelse af Bryggernes Øltønder og Bagernes Vægt, blev der medgivet dem tvende "skikkelige og tilforladelige" Borgere, fordi man "ei saa ganske og aldeles kan forlade sig paa Politibetjentene alene udi deslige Forretninger", og der kunde anføres flere end ét Exempel paa deres Bestikkelighed. Ved større Tumulter, der vare overmaade hyppige, maatte Militairet og Vægterne tilkaldes. Disse sidste, af hvilke der var 67, forøgedes i April 1728 til 100, eftersom Byens 726 Lygter ikke kunde passes af et færre Antal. Det vilde føre for vidt at komme ind paa de mange Excesser, der foregik paa Gaderne, og de Sammenstød, i hvilke Retfærdighedens Haandlangere ikke altid gik af med Seiren. Snart dræbte Fattigfogderne en Matros, snart slog en Vægter en Soldat ihjel med sin Morgenstjerne, eller omvendt Vægtere og Fattigfogder bleve dræbte under en Tumult. Opløb paa Gaderne indtraf hyppigt ved de ubetydeligste Anledninger; Grenaderer og Marinere sloges, saa der vare Døde og Saarede paa begge Sider, Kadetter og Studenter leverede formelige Træfninger, og udenfor Byens Porte kom det til lignende Batailler mellem Bønder og Borgere. I 1728 sloges Skomagerdrengene og Rebslagerdrengene, "om hvem der skulde have Præference for Maitræet. Skomagerdrengene beholdt Marken, men Rebslagerdrengene tabte Slaget og gav Skomagerdrengene en Tønde Øl til Bedste, for de maatte blive med Fred for dem, og da Freden var bleven

545

sluttet mellem disse stridige Partier, svingede de deres Fane gjennem Klosterstræde paa Skomagerdrengenes Honneur". I Klosterstræde boede nemlig paa dette Tidspunkt mange Skomagere. Ogsaa Fastelavnsløierne ved Børsen, hvor Ungdommen "brixede" hinanden, kunde antage en temmelig voldsom Charakter, og der anføres mærkelige Exempler paa Selvtægt, selv mellem dannede Folk. Ogsaa grovere Forbrydelser som Overfald, Indbrud og Mord vare almindelige, og Tyveriernes Antal var Legio. Kjøbenhavn havde allerede dengang sine Lommetyve af Profession, som havde deres Tilhold ved Posthuset og ved Høibro, "baade for den beleilige Situation, at endel Gader tage deres Begyndelse der, hvor de kan have Retirade, naar Fornødenhed udkræver det, saa og for den idelige Passage, som der falder". I 1701 bleve to Kvinder kagstrøgne og landsforviste, fordi den ene af dem under Foregivende af at være "baade dum og stum", det vil sige: døvstum, begik Leilighedstyverier, medens den anden forklædt som Soldat om Natten overfaldt andre Kvinder paa Gaden.

Om Domstole, Fængsler og Prokuratorer er der talt foran (II S. 355 o. flg.); her skal kun bemærkes, at Høiesteret i 1713 fik midlertidigt Lokale, saalænge Slottets Ombygning stod paa, i det forhenværende ridderlige Akademi paa Nytorv, det senere Vaisenhus. Høiesteretsassessorernes Forhold blev i 1725 undersøgt af den ovenfor omtalte "Bandekommission", ved hvilken Lejlighed meget graverende Misbrug kom for Dagens Lys, og to af Rettens Medlemmer bleve afskedigede. For at afhjælpe Onderne blev det dernæst bestemt, at Høiesteretsassessorerne i Fremtiden skulde lønnes. Ogsaa Straffene ere berørte foran; de bestod som før i Halshugning, Steile og Hjul, Hængning, Partering, Kagstrygning, Brændemærke o. s. v., men enkelte af de mest barbariske Tillæg bleve dog afskaffede, skjøndt Straffene efter Nutids Begreber fremdeles vare afskrækkende haarde. Soldaterne maatte løbe flere Gange Spidsrod mellem flere hundrede Mand eller arbeide i Skubkarren i Kastellet; i 1703 bestemtes det, at den, der hjalp Soldater til at desertere, skulde miste Ørene og arbeide for Livstid paa Bremerholm; grove Tyverier bleve straffede med Kagstrygning, Spindehuset og Tyvemærke i Panden, Smaatyverier med Gabestokken. I 1708 blev en Soldat, der havde lastet Gud og bespottet hans hellige Navn, dømt til, "at hannem Tungen levendes af Munden skal

546

udrives, dernæst hans Hoved afslaas og tillige med Tungen paa en Stage sættes"; det følgende Aar blev derimod en Mand, som havde talt "formastelige og ublu" Ord mod Kongehuset og desuden tilforn havde gjort sig skyldig i "irregulair Konduite", simpelthen udvist af Kongens Riger og Lande. En eiendommelig Exekution fandt Sted i 1707, da en af Natmandens Folk havde fornærmet en Grenader i Nørreport og slaaet efter ham med sin Pisk. Han blev dømt til at føres paa "Skinderkarren" gjennem Vimmelskaftet, Amagertorv, Kjøbmagergade hen til Vagten ved Nørreport og derpaa ud af Byen, medens Natmanden skulde piske ham hele Veien. Samtlige Vægtere fik Ordre til at ledsage Karren gjennem Gaderne for at hindre Insolentier, men mange af dem nægtede det rentud, aabenbart fordi det krænkede deres Værdighed at ledsage Natmandens Karre. De bleve imidlertid satte under Tiltale for deres Opsætsighed, og Straffen blev fuldbyrdet. De Steder, hvor Straffene exekveredes, ere omtalte foran (II S. 364); kun kan det tilføies, at den murede Galge paa Pesthusfælleden udenfor Vesterport (hvor Amerika Mølle laa i vore Dage) blev ombygget i Juli 1726, "hvorved der ikke blev sparet paa Veiret i de blæsende Instrumenter", siger en samtidig Beretning. Det var nemlig Skik, at naar et Skafot eller en Galge skulde opføres, gik Haandværkerne til Arbeidet i Procession med Musik, anførte af Byfogden, som selv maatte gjøre det første Hug, for ligesom at adle den vanærende Forretning. Militaire Dødsstraffe udførtes enten udenfor Østerport eller paa den aabne Plads mellem Nyboder og Kastellet, det saakaldte "Grønland".

Der kunde anføres talrige interessante Retssager fra Frederik den Fjerdes Tid, men det vilde føre for vidt. Til de mærkeligste hører Sagen mod Landsforræderen og Projektmageren Amtmand Povel Juel, som blev henrettet paa Nytorv den 8de Marts 1723, og mod Præsten ved Frelsers Kirke, Hans Trojel og Assessor Ryssel, der opdigtede en Sammensværgelseshistorie for at opnaa Fordele, naar Kongen saa, hvor trofaste Undersaatter de vare. Sandheden kom imidlertid for Dagen; Præsten blev dømt fra Ære, Liv og Gods, Ryssel til Kagstrygning og til at bære Sten af By, den ældgamle Straf, der er omtalt tidligere (I S. 47). Begge bleve imidlertid benaadede med livsvarigt Fængsel paa Munkholm. Endelig maa den engelske i svensk Tjeneste staaende Kaperkaptain John Norcross nævnes, som flere Gange iværksatte nogle dristige Forsøg paa at

547

tage Kronprinds Christian til Fange og bortføre ham til Sverig. I 1718 blev Norcross opbragt af Tordenskjold ved Dragør og sat i Forvaring paa Bremerholm, hvorfra han dog kort efter rømte; i 1726 blev han igjen fængslet i Kjøbenhavn og hensat i Kastellet, men ved næsten utrolig Udholdenhed og Snildhed lykkedes det ham at undkomme til Skaane, idet han en mørk Septembernat svømmede over Halvveien til Hveen. Det følgende Aar blev han ved List arresteret i Hamborg og paany ført til Kjøbenhavns Kastel. Trods al Paapasselighed var han lige ved at undløbe paany, hvorfor der blev bygget et Egetræs Bur til ham, i hvilket han tilbragte 16 Aar, lænket til en Jernstang og under stadigt Opsyn af to Underofficerer.

Det hørte i mange Aar til Kjøbenhavnernes Forlystelser at besøge Fangen, tale med ham og se hans Øvelser med et helt Kuld af Mus, han havde tæmmet og havde hos sig. I 1742 kom Norcross paa Dronningens Forbøn ud af "Fugleburet" og fik et ordentligt Kammer; Christian den Sjette skriver selv, at han gjerne havde vist ham større Naade, ifald han ikke havde været et "saa aldeles slet og ugudeligt Menneske". Han døde i Kastellet i 1758.

Brandvæsenet forestodes indtil 1723 af den foran omtalte Brandmajor Gotfried Fuchs og efter ham af Daniel Preisler. I 1707 fik Brandmajoren en Vicebranddirektør ved Siden, som nogle Aar efter tillige blev Vægterinspekteur. Den gamle Brandordning af 1687 (smlgn. II S. 278) stod endnu ved Magt, men der blev

548

gjort Adskilligt for at forøge og forbedre Personalet saavelsom Slukningsredskaberne. Korpset, som talte 800 Mand i 1711, havde af faste Officerer foruden Brand- og Vicebranddirekteuren: en Kaptain, en Premier- og Sekondlieutenant, en Fænrik, en Adjutant, en Premier-Brandmester, en Over- og en Underbrandmester, desuden Sprøitemestre, Straalemestre og Assistenter. En egen Chirurg og Bartskjær betjente Korpset paa Brandstedet med de fornødne Plastre, Forbindinger o. desl.; den første Sluffe, der mødte ved en Ildebrand, fik 6 Rdlr. Ved Mønstringerne klages der over de mange Forsømmelser af Brandsvendene og Officererne, hvorfor der fastsattes Mulkter for dem, der udeblev; i 1705 klager Ole Rømer over, at "Kjælder- og Brændevinsmænd og andre til saadant Værk ubekvemme Personer have ladet sig indrullere til Brandfolk for at nyde Frihed for Indkvartering, en Abus, som skal blive remederet". Dette skete ogsaa; Kjælder- og Brændevinsmænd bleve helt udelukkede, og der antoges fornemmelig Tømmer-, Mur- og Blytækker-Mestre og Svende, endvidere Arbeidskarle, Smede og Andre, som nærede sig af grovt Haandarbeide. Rømer lod ogsaa indrette en Sprøitepram (i Lighed med den, der allerede fandtes paa Holmen og ved Flaaden), som skulde ligge i Byens Kanaler, og hvoraf han ventede sig stor Nytte i Tilfælde af Vandmangel. Udkig med Ildebrande holdtes fremdeles af de fire Kurer i Vor Frue og S. Nikolai Kirketaarne, som tillige ringede med Vagtklokken, der gav Signal til Portenes Aabning og Lukning. Der manglede overhovedet ikke Interesse for Brandvæsenet, og det er et mærkeligt Træf, at netop et halvt Aar før den store Ildebrand lod Politimester Hans Himmerich uddele en Plakat i alle Huse og opslaa paa alle Gadehjørner om "Ildsvaade at forekomme og forhindre". Af Brandforsikkringsselskaber existerede der i Frederik den Fjerdes Tid idetmindste et, som blev oprettet den 20de April 1726 efter samme Princip som de tidligere (smlgn. II S. 278), og som navnlig blomstrede efter Ildebranden, da det efter Andreas Højers Forsikkring i Løbet af 7 Aar gav Interessenterne 40 pCt. af deres indtegnede Kapital. Af betydeligere Ildsvaader før 1728 kan nævnes Branden i Frederiksbergby i Aaret 1700, som lagde 30 af de bedste Gaarde med al den indavlede Sæd i Aske, to Ildebrande i 1707, hvoraf den ene paa Christianshavn, en alvorlig og truende Ildsvaade i Novbr. 1719, og endelig en Sprængning i 1727 ved en Isenkræmmers

549

uforsigtige Omgang med Krudt, hvorved Huset paa Hjørnet af Store og Lille Helliggeistesstræde gik i Løbet, og alle Bygningerne ligeoverfor ved Tugshusporten (en Gjennemgang gjennem en hvælvet Port fra Ulfeldts Plads til nuværende Niels Hemmingsensgade) bleve stærkt beskadigede.

Hvad Vandvæsenet angaar, var Tilstanden ikke tilfredsstillende trods de af Christian den Femte indførte store Forbedringer. I 1702 klages der over, at Drikkevandet, i Særdeleshed Pumpevandet

ikke blot formindskes og "i Gaardene saavelsom i de publike Pumper fattes, men endog at det mestendel skal være fordærvet, ilde lugtende og af en mudrig og forraadnet Smag". Grunden hertil var, at Søerne, navnlig Peblinge- og Sortedamssø, "næsten vare tilvoxede med Siv, Rør og anden Grøde", hvorfor Kongen i 1705 lod befale, at der skulde gjøres en Begyndelse med Renselsen af deri sidstnævnte Sø. Dette skete fra begge Ender paa engang, saaledes at Soldater arbejdede ved Nørreports Dæmning og Baadsmænd ved Østre Dæmning, "at de kunde opmuntre hinanden og lade se, hvem der

550

gjorde Arbeidet bedst". Da Rødderne vare nogenlunde fjernede, søgte man at optage Mudderet, men uden Held, og Alt forblev nu i en Aarrække ved det Gamle. I 1721 tænkte man paa at overlade Rensningen til en Entrepreneur, som vilde bruge Mudderet til Fabrikation af Tørv; tre Aar efter toges Spørgsmaalet under fornyet Overveielse, og endelig i 1725 blev der lagt en fuldstændig Plan til Søernes Udgravning og Renselse. Der blev denne Gang først taget fat paa Peblingesøen, som skulde være 300 Alen bred og 8 Fod dyb, og derefter paa Sortedamssø. Vandet blev bortledet, saaledes at Byens Indbyggere en Tidlang maatte nøies med Springvandet og de private Brønde, og for mange Industridrivende, ikke mindst for Blegmændene hinsides Sortedamssø, var denne Vandmangel yderst følelig. Skjøndt S. Jørgens Sø ikke blev benyttet til Stadens Vandforsyning, efterdi den laa for lavt, blev den dog ogsaa oprenset, for at den ikke skulde blive ubrugelig til Fiskehold. 2000 Soldater arbeidede her i tre paa hinanden følgende Somre, og gav Søerne i det Væsentlige deres nuværende Form. Samtidig blev den gamle brøstfældige Peblingebro afløst af en ny og tidssvarende; det lange Bolværk, som havde baaret dens Planker, blev fjernet, og istedet muredes der fra Bunden paa begge Sider af Jordfylden. Broen var, som det ses af foranstaaende Afbildning, beplantet med Træer og havde en Vindebro i Midten. Nørre- og Østerports Dæmninger vare iøvrigt forsynede med Slagbomme for at hindre Kvæget fra Fællederne i at foretage Streiftog ind paa Fæstningens Udenværker mellem Stadsgraven og Søerne. Ogsaa udenfor Portene var der Slagbomme, ved hvilke Bøndervognene ofte kom i Kollision paa Torvedagene, hvorfor Ole Rømer i 1705 skriver: "Til at facilitere Farten ud ad Porten om Torvedagene har man forsøgt et Experiment: at gjøre Indfarten ved Bommene mindre og trangere, end de vare, hvilket, omendskjøndt noget paradox, gjør dog god Effekt". Gammeltorvs Brønd, det vil sige: det derværende Springvand blev i disse Aar underkastet en kostbar Reparation, hvorfor der endnu paa dets Fod ved Siden af Christian den Fjerdes Navnechiffer med Aarstallene 1609 og 1634 læses Frederik den Fjerdes med Aarstallet 1724. Figuren i Midten af den store Kumme, forestillende Barmhjertigheden, blev lueforgyldt, og der blev tillige opsat et smukt og kunstigt Jerngitter, i hvilket Stadens forgyldte Vaaben var indfattet paa forskjellige Steder.

551

Da Havnens Tilstand allerede i Frederik den Fjerdes første Regjeringsaar lod Adskilligt tilbage at ønske, blev der nedsat forskjellige Kommissioner for at undersøge Forholdene og Havnekassens slette Tilstand, og det viste sig da i 1707, at Magistraten i tretten Aar af Accise- og Havnepengene havde beregnet sig selv over 20,000 Rdlr. mere, end der tilkom den, hvorfor det blev bestemt, at de Fattige i Fremtiden skulde have en Fjerdedel af de nævnte Indtægter, og at Resten skulde deles mellem Magistraten, Byen og Havnen, saaledes at den første fik Halvdelen, de sidste hver en Fjerdedel. Pesten og Krigen traadte hindrende iveien for en grundig Forbedring af Havnen, og ved Fredsslutningen var den rentud forfalden, thi Bolværkerne vare svage og brøstfældige, ja paa mange Steder skredne ud, Kanalerne opfyldte med Urenlighed og sunkne Baade og Fartøier, hvorhos Muddermøllerne - hedder det i en kongelig Skrivelse - ikke havde været brugte i langsommelige Tider. Det tilkom enhver Grundeier at vedligeholde Bolværket udenfor sin Grund og oprense sin Part af Kanalen, men i de vanskelige Tider havde Indbyggerne ikke Penge dertil, og det nyttede ikke, at man tilbød dem Muddermøllerne og Prammene tillaans; thi de nægtede rentud at betale Arbeidsfolkene. Under disse Omstændigheder blev der i 1722 nedsat en fornem Kommission til Havnens Udbedring og Renselse, som tillige skulde sørge for Brolægning af de ubrolagte Pladser i Byen. Først i 1725 blev der dog taget fat for Alvor, efterat de fornødne Pengemidler vare tilveiebragte ved en Havneskat, som paalagdes alle Grundeiere uden Undtagelse med 1 1/2 pCt. efter Grundtaxten, samt ved en Afgift paa alt hvidt Sand, der brugtes til Strø- eller Gulvsand. Der blev nu anskaffet en ny Muddermølle med tilhørende sex Pramme, og Kongen overtog Opmudringen af betydelige Strækninger af Kanalerne med Holmens Muddermøller. Renselsen gjaldt ikke blot Kanalerne om Slotsholmen, men ogsaa Nyhavn, Kanalen bag Gjæthuset (Holmens Kanal), Kanalen bag Børsen samt to smaa Kanaler, af hvilke den ene skar sig op mellem Kvæsthusets Have og Tømmerpladserne, altsaa ved nuværende S. Annaplads, medens den anden laa ude ved Toldboden. Samtidig sørgedes der nogenlunde for Bolværkernes Istandsættelse, og foruden den gamle Sandkiste ved Frederiksholms Kanal (II S. 340) og en anden privat for Enden af Nyhavn indrettedes der et ret betydeligt Antal Oplags-

552

pladser for Brostene og Sand paa forskjellige Steder. Ogsaa Broerne bleve ombyggede og forbedrede. Christianshavns Bro eller Knippelsbro for Enden af Brogade var i 1725 saa brøstfældig, at den blev ombygget for kongelig Regning af Overlandbygmester Krieger og fuldendt i 1728. Udgifterne til Holmens Bros Ombygning bleve ligeledes afholdte af Kongens Partikulairkasse, da Havnekommissionen ikke kunde skaffe de nødvendige Midler. Allerede i 1722 var Broen faldefærdig, da den ene Murpille truede med at falde om, og den blev nu omdannet til en Klapbro og smykket med fire Stenfigurer, der stod til langt ind i dette Aarhundrede. Stormbroen blev repareret i 1725 og Prindsens Bro det følgende Aar, medens den røde Bro, det vil sige: Gangbroen mellem Knabrostræde og Slotsholmen blev nedbrudt som overflødig. Paa Christianshavn blev Børnehusbroen istandsat. Snorrebroen over Kanalen ved S. Annagade var en privat lille Bro med en Snurre paa, hvoraf den fik Navn.

En vigtig Forandring undergik Postvæsenet, da Frederik den Fjerde i 1711 kjøbte Privilegiet af Feltmarechallieutenant Christian Gyldenløves Enke, Dorothea Krag, for en Sum af 4000 Rdlr. om Aaret, hvilken iøvrigt i 1723 blev nedsat til 2000 Rdlr. Der blev nu oprettet en Bestyrelse, et saakaldet General-Postamt, som først leiede Lokale i en Gaard, som tilhørte Kammerherre Bülows Enke, men i 1727 flyttede hen i Overpostkontrolleur Erlunds Hus paa Kjøbmagergade (skraas overfor den nuværende Postgaard), som kjøbtes af Kongen. Allerede det følgende Aar brændte imidlertid hele Kvarteret, og Postamtet maatte da leie Grev Danneskjolds Gaard paa Kongens Nytorv (nuværende Thotts Palais), hvor det forblev indtil 1731. Under Pesten tilfaldt Postintraderne "de mest Nødlidende i Kjøbenhavn", men ved en Forordning af 19de Juli 1712 blev det bestemt, at Nettoindtægten skulde anvendes dels til Hedningemissionen, dels til Pensioner for gamle civile og militaire Betjente, deres Enker og umyndige Børn. Det er første Gang, Pensioner indførtes i Danmark. Ved Postvæsenets Overgang til et Regale, kom den ovenfor omtalte Kontrolleur Chr. Erlund, som endog i 1725 blev Direkteur i Generalpostamtet, til at spille en fremragende Rolle. Denne Mand, der havde ført et temmelig eventyrligt Liv i Udlandet og herhjemme var bleven dømt fra Livet for Mord paa en kongelig Lakai, var en dygtig Postmand, men tillige

553

en fræk og snedig Kjæltring med en usædvanlig Evne til at opdage, bryde og afkopiere mistænkelige Breve, hvorved han hurtigt vandt Kongens Naade. Han gjorde Regjeringen bekjendt med alskens politiske Hemmeligheder, med de fremmede Gesandters Indberetninger, med landsforræderiske Planer, der næredes af Undersaatter, fandt Nøglen til de svenske Ministres Chifferskrift, ja skaffede vigtige originale Aktstykker tilveie, som gav Kongen mægtige Vaaben ihænde mod hans Fjender. Erlund blev anklaget for Bedrageri, Svig og mislig Omgang med Statens Midler; han beskyldtes endog for at have aabnet Kongens egne Breve for at komme efter Nyheder til sine skrevne Aviser (thi han var ogsaa Avisudgiver), men da Dommen skulde fældes, fik Undersøgelseskommissionen et kongeligt Tilhold om at hæve Processen "i Henseende til den Nidkjærhed og de tro Tjenester, Erlund i forrige Krigstid imod os haver udvist", nemlig ved at afsløre det svenskgottorpske Forbund og General Stenbocks Planer. Allerede tidligere havde Erlund erhvervet et kongeligt Patent, hvorved han sikkredes mod "al Forfølgelse, Efterstræbelse, Tiltale og Ansvar for, hvad han efter Kongens Befaling havde foretaget med Breves Aabning". Han vedblev at nyde Frederik den Fjerdes Gunst, men blev umiddelbart efter Christian den Sjettes Thronbestigelse afskediget i Unaade.

Postordningen fra 1694 stod endnu ved Magt og undergik kun faa Forandringer. Istedetfor den hidtilværende gaaende Post mellem Kjøbenhavn og Helsingør indrettedes der i 1707 en agende Post, senere ogsaa til Frederiksborg og Fredensborg, og i 1709 holdtes der visse Rideheste til Raadighed, som kunde leies af Reisende for billig Betaling ligeledes til Befordring mellem Kjøbenhavn og Helsingør. En af Postvæsenets vigtige Forretninger var at forsende Aviser, og det fortjener at fremhæves, at det i 1723 lykkedes den bekjendte Bogtrykker og Avisudgiver Joachim Wielandt at opnaa portofri Forsendelse med Rideposterne for sine periodiske Blade mod en lav aarlig Afgift.

Af Aviser havde Kjøbenhavnerne adskillige, saaledes Johan Laverentzens Maanedsblad "Nye Tidender, som Kjøbenhavns Postrytter frembar", Sammes Ugeblad: "Den kjøbenhavnske Postrytter", Joachim Wielandts "Extraordinaire Relationer" (Ugeblad og Maanedsblad) foruden franske Blade som Nouvelles de divers Endroits, Extrait

554

de Nouvelles og tydske som "Kopenhagischer Post-Reuter". Aviserne vare underkastede Censur indtil 1722, men udkom derpaa i en Aarrække uden at underkastes dagligt Gjennemsyn, selvfølgelig under Udgivernes Ansvar. Hvor vidt Vilkaarligheden kunde gaa, fremgaar af det kuriøse Faktum, at det i 1724 paa en Klage fra Czar Peters Regjering blev forbudt Avisudgiverne "fremtidig i deres Tidender at omtale det Allerringeste fra Petersborg eller Moskou, det maatte have, hvad Navn det vilde, men de skulle ganske abstrahere derfra". Avisernes Ry var ikke ubetinget godt; Holberg skriver i "Peder Paars": "Man siger jo især om den, der lyver brav; han Avis-Trykker er", og Bircherod anser det for "noget betænkeligt en Hob Løgn og uvisse Tidender, hvormed Aviserne tidt ere opfyldte, saa dyre at betale". Avertissementer i Bladene vare ikke ganske ukjendte, men den almindelige Maade, paa hvilken Bekjendtgjørelser fandt Sted, var Udraaben paa Gaderne, Plakater eller, som det den Dag idag finder Sted i Smaabyer, ved Trommeslag. Fundne Sager oplystes ved skrevne Opslag paa Raadstuen, Handlende havde for Skik at opslaa Priserne paa deres Varer paa Børsen og Raadhuset, og om enkelte Ting kunde man faa Underretning i sit Hjem, saaledes løb Stodderfogderne om Lørdagen rundt til visse Familier og lod dem vide, hvem der skulde prædike den følgende Dag. Om officielle Ting maatte man henvende sig til Autoriteterne eller i Kontorerne. De tidligste sparsomme Avertissementer i danske Blade vedkom Boghandelen, Auktioner, Efterlysning af bortrømte Forbrydere, Mortifikationer af borteblevne Værdipapirer o. desl., men det varede dog længe, inden Annoncer bleve almindelige. For at afhjælpe denne Mangel og lette Forbindelsen mellem Mand og Mand fremkom en Projektmager i 1703 med Forslag til et saakaldet "Kommunikationsværk", som skulde være priviligeret Adresse- og Fæstekontor og tillige et Slags Politianstalt, der holdt Øie med Fremmede, men det blev ikke til Noget.

Den 6te Marts 1706 fik imidlertid Kammerjunker og kongelig Kjøgemester von der Osten Tilladelse til at forfærdige, sælge og udleie Bærestole (Portechaiser) samt Privilegium paa at holde et Adressekontor for "at fremme det gemene Bedste", hvorhos det tillodes ham at lade udgaa paa Tryk og opslaa de derved fornødne Plakater. Skjøndt Portechaiserne, som allerede havde været kjendte i Frederik den Tredies Tid, men vare gaaede af Brug, utvivlsomt vare Hovedsagen, bleve de

555

dog ikke almindelige før i 1726, thi først paa dette Tidspunkt blev der indrettet Holdepladser for dem paa Kongens Nytorv, Ulfeldts Plads, Vandkunsten og ved S. Nikolai Kirke i "Kongen af Sverig", hvorhos der sattes en fast Taxt for deres Benyttelse. Omkring 1760 synes de atter at være gaaede helt af Mode. Hvad Adressekontoret angaar, blev det først indrettet i Store Færgestræde (nuværende Nr. 15 og 17 paa Høibroplads); over Døren var anbragt en stor hvid, hul Glasstjerne, "den store Stjerne", som oplystes om Natten og bar det kongelige Navnetræk, for "at Ingen skulde forgribe sig paa den". Under Pesten gik Forretningen istaa og gjenoptoges først i 1726, da den driftige Bogtrykker Joachim Wielandt blev Medinteressent. Kontoret flyttede da hen i Hofapotheker

Gottfried Beckers Gaard paa Store Kjøbmagergade lige for Silkegade, og paa Huset blev opslaaet en stor Tavle, hvorover en forgyldt tolvoddet Stjerne prangede med Krone og Kongens Navnetræk. Kontoret var aabent den største Del af Dagen og gav sig fornemmelig af med Anvisning af Tjenestefolk og ledige Værelser, Pengelaan, Salg af faste Eiendomme, Løsøre og Landprodukter m. m.; senere skaffede det ogsaa Skibe Fragter og Passagerer og aabnede endelig en Vexelforretning. I de første fem Aar udgav det kun Plakater, hvorpaa man kunde abonnere, efter 1722 derimod en formelig Adresseavis, "Addres- og Notifikations Relation". Ildebranden i 1728 gjorde Ende paa hele Virksomheden.

Skjøndt Bogsamlinger ikke hørte til Sjeldenhederne, selv i almindelige borgerlige Huse, var Boghandelens Tilstand dog alt

556

Andet end tilfredsstillende. Arianke Bogtrykkers afgiver i "Barselstuen" den Erklæring, at "dersom vi ikke vilde lægge op uden gode danske Bøger, saa maatte vi spille Bankerot, inden tre Aar gik til Ende". Holberg indførte efter eget Sigende Prænumeration, hvorved der forstodes hel eller delvis Forudbetaling for større Værker, en Methode, der senere vandt stærk Tilslutning. Af mere ansete Boghandlere er Joachim Wielandt gjentagne Gange anført, som i 1720 grundlagde de lærde Tidender; blandt de berygtede kan nævnes Udgiveren af "Den forkerte Merkurius", Vise Digteren og Bogtrykkeren, Povel Phønixberg, der er bleven foreviget af Holberg for sine Eftertryks-Bedrifter. Ogsaa hollandske og tydske Bogførere kom hyppigt til Byen, og deres Varer bleve foretrukne af Publikum. Omtrent i 1725 begyndte de første Leiebibliotheker at vise sig i Byen, hvilket naturligvis maatte skade Boghandelen. Størst Afsætning havde de religiøse Bøger med mærkelige Titler, Almanakkerne og Viserne, der falbødes paa Gaderne af omløbende Drenge, og som behandlede virkelige eller opdigtede Dagsbegivenheder, Skandaler, Retssager, Varsler, Jertegn, Mord, Henrettelser o. desl. I "Hexeri eller blind Allarm" tilbyder en Dreng Leander en Relation om Fanden, som En manede til sig i en Kjøbmands Lignelse med Horn i Panden, og Leander udbryder: "Det er forskrækkeligt i denne By med disse Viser; det er spaaet, at Verden skal forgaa af Ild, men vil det saa tage til, tror jeg, at den vil forgaa af Viser". Visedrengene, der udraabte deres Varer paa Gaderne og blandede deres Stemmer med Østerskjærlingernes og Papirmøllernes Udraaberes, solgte forresten ogsaa gudelige Smaapiecer og Almueskrifter, Spaadomme, Smædeskrifter og "Vitser", der vare forargelige og stred mod gode Sæder. Forbruget af Vers var stort i hin Tid; Suppliker og Ansøgninger om Embeder indgaves til Kongen paa Vers, Tiggerbreve til fornemme Folk ligeledes, man sendte Venner og Bekjendte "Bindebreve" paa deres Navnedage; ved Dødsfald vare Ligvers, ved Bryllupper Brudevers uundværlige; man skrev Sørgevers over afdøde Hunde, ja netop paa dette Tidspunkt bleve Nytaarslykønskninger i bunden Stil, trykte paa Silke eller Atlask, almindelige. Kjøbenhavn havde derfor et stort Antal Poeter eller Versemagere, "saamange som der er Fluer i September Maaned", siger Sganarel i "Melampe". Ved "Poeten i Aabenraa" og "Rosiflengius" sigter Holberg uden Tvivl til bestemte Personer, men det er nu umuligt at afgjøre til

557

hvem. Povl Phønixberg, der havde sit Bogtrykkeri i Skræddernes Laugshus i Brolæggerstræde, var som alt omtalt en frugtbar Visedigter, og det Samme gjælder om Bogtrykker Johan Christoffer Brandt, der ogsaa omtales af Holberg som en literair Styverfænger af den laveste Art.

Om Holbergs Komedier har Oehlenschläger sagt, "at de fremstille den danske Hovedstads borgerlige Liv saa tro, at om Byen sank i Jorden, og man om nogle Aarhundreder kun udgrov dem, saa vilde man saa godt kjende Digterens Tidsalder deraf, som vi kjende den romerske Tidsalder af Pompeji og Herculanum". I Virkeligheden har den store komiske Digter ogsaa gjort os mere fortrolig med sin Tids Personer og Skikke, Figurer og Sæder, end vi ere med nogen anden Tidsalders, hvortil kommer, at de skriftlige Kilder, som supplere og oplyse de enkelte Træk i hans Værker, ere blevne fremdragne og behandlede med stor Sagkundskab og Omhu af en hel Række fremragende historiske Forfattere. Der er derfor ingen Anledning til her at komme nærmere ind paa kulturhistoriske Enkeltheder; kun de vigtigste skulle berøres flygtigt.

Christian den Femtes Forbud mod Luxus (smlgn. II. S. 392) stod endnu ved Magt, men blev aldeles ikke overholdt; det synes endog, som om Frederik den Fjerde krympede sig ved at udstede nye Forbud. Vel lagde han den 11te Septbr. 1710 Skat paa Karether, Parykker m. v., men dette skete udelukkende af finantsielle Hensyn under Krigen. Pontoppidan fortæller i sin "Menoza", at en Tydsker, der udgav sig for at være Prophet og udsendt af Gud for at afskaffe den overdaadige Klædedragt, af Kongen blev henvist til Hofpræsten Conradi. Denne indrømmede, at Propheten havde Ret i Et og Alt og lovede at gjøre sit Bedste, men paa én Betingelse. "Efterdi I er Guds Mund til os - sagde han - maa I, førend den forrige Klædedragt forbydes, skaffe os en af Gud kjendelig approberet Model paa den nye. Lad os se en Prøve af den rette Gud-behagelige Façon og Farve, saa skal Sagen have sin Rigtighed". Dette kunde den gode Mand ikke - slutter Pontoppidan - og altsaa blev der intet af. Særlig graverende Overtrædelser af Luxusforordningen bleve dog paatalte; saaledes hjemfaldt Bergassessor Weichardt, som i høi Grad maa have lidt af "honet Ambition", i 1716 til en Bøde af 3000 Rdlr., fordi han havde "ladet sin Vogn forgylde paa Kanterne, saa og for og bag,

558

samt ladet sætte fire Chiffre med en Krone over hver, snarlig som Greverne pleier at føre, paa begge Dørene og for og bag paa Fadingen, dernæst givet sin Kusk og Tjener Sølvgaloner paa deres Liberi". Kongen nedsatte dog Mulkten til 600 Rdlr.

Klagerne over Tidens Overdaadighed ere utallige; i Sammenligning med ældre Tiders jævne Levevis synes der ogsaa at være blevet udfoldet megen Luxus trods de høie Skatter, Krigen og Ulykkerne. I velhavende Gaarde vare Værelserne i Reglen beklædte med Træpaneler forneden, og ovenover disse Gyldenlæder, malet Lærred eller Maatter, Lofterne vare enten Bjælkelofter eller gibsede, og Bohavet i Rokokostil med en Overflod af Stole og Kanapeer, betrukne med Kalveskind, Ruslæder og Gyldenlæder, lakerede og forgyldte Borde med Marmorplader og Løvefødder, Gueridoner, Speile i forgyldte Rammer, Skrivekontorer (Sekretairer), Dragkister, Tresurer (aabne Skabe til Udstilling af Nipssager), Tabuletter (til Udstilling af Porcellain), Uhre, Himmelsenge med Omhæng (Sparlagen), Skilderier, Malerier og Gardiner. Disse sidste ses af Inventarielisterne at have været lange og nedhængende af broget eller blommet Kattun, "Tirlomtej", Taft, Sirts, Rask, Hørlærred o. lign. Til ethvert nogenlunde velstaaende Hjem hørte desuden en Besætning af Guld- og Sølvsmykker, Juveler m. m., endvidere Skeer, Kaffekander, Thepotter, Sukkerbøsser, Olie-, Edike- og Sirupskander, Lysestager og Lysesaxe, ja Præsentertallerkener, alt af Sølv, desuden Porcellain, japanske Krukker, Bojaner og Kopper, der bragtes hjem af Handelsskibene, samt fine Glasvarer. Rummene opvarmedes i de gammeldags Huse med Kaminer, i de nyere med Ovne: Vind- og Bilæggerovne, ofte smykkede med Messingtromler.

Til Luxusartikler kan ogsaa henregnes Vogne og Lakaier, hvilke, hvis man kan tro samtidige Beretninger, vare tilstede i overvældende Mængde. Paa intet Omraade viser den honette Ambition sig dog maaske stærkere og almindeligere end paa Klædedragtens, thi Modens Herredømme indskrænkede sig ikke blot til de Fornemme og Rige, men trængte ned til Middelstanden, Haandværkerne, ja til de tjenende Klasser, som ikke vilde staa tilbage. "Jeg mindes - skriver Pontoppidan - at da jeg først kom til Kjøbenhavn (i 1716), syntes jeg aldrig at have set saa mange Standspersoner samlede paa ét Sted, thi som saadanne ansaa jeg ofte Haandværksfolk, særdeles af Kvindekjønnet. Hvem skulde vel

559

mene Andet, end at "et Fruentimmer, som kjører til Kirke, vel koifferet og behængt med Ædelstene, var af adelig Stand?" Noget senere bemærker Holberg: "Udi Klædedragt, Stads og Ekvipage kan man nuomstunder ikke mere distinguere sig, helst udi en Stad, hvor man ser Haandværksfolk udi røde Skarlagens Klæder, Skrædere, Skomagere og Bagere at age udi Vogne og Karosser og at bo i Huse, som man kunde tage for Paladser, hvis Dørene ikke vare tegnede med Saxe, Støvler og forgyldte Kringler". Al Satire og Moralprædiken imod det franske "Aberi" frugtede Intet; man fulgte slavisk, hvad der blev foreskrevet fra Paris, uden Hensyn til at det ikke passede for vort Klima, eller som Fr. Horn skriver:

. . . . Vi klæde os paa Fransk
Og Kulden uanset maa fryse godt paa Dansk.

Moderne, der nu vare blevne absolut franske, medens de tidligere havde været paavirkede fra Tydskland, Spanien og Nederlandene, varierede uophørligt, og der kan derfor ikke være Tale om at følge dem i Enkeltheder. Omstaaende Afbildning efter et svensk Moralskrift: "Vellystens tvende Blæsbælge, nemlig den høie Fontange og de blottede Bryster" viser Dragten i Begyndelsen af Frederik den Fjerdes Regjeringstid, da Mandskjortelen endnu havde stor Vidde, da Ærmerne vare posede og underforede, da den indenfor værende Trøie naaede til Knæerne, da Halskluden endnu var i Brug (istedetfor de senere Brystkraver og Kalvekryds), og Benklæderne aldeles ikke vare synlige, fordi Silkestrømperne gik høit op over Knæerne. Hvad Kvindedragten angaar, udmærker den sig fornemmelig ved det snevre Liv med Skjøder, fortil nedringet, det nedfaldende Slør, de lange fra England og Italien indførte vellugtende Handsker, den store Vifte og den eiendommelige Hovedpynt "Fontangen", der til ydermere Afsky er anbragt paa det foranstaaende Dødninghoved. Djævelen holder desuden de to Figurer i Lænke, Manden formodentlig for Parykkens Skyld. Fontangen bestod af Striber af kruset Musselin, Baand, Kniplinger, Blomster eller Fjer, anbragte paa et høit Stel af Jerntraad, og var opkaldt efter Ludvig den Fjortendes Maitresse, Hertuginden af Fontanges. Den stødte paa uhyre Modstand; Gejstligheden fordømte den som stridende mod Guds Lov; Folkevittigheden kaldte de Damer, som brugte den: "Tophøner", men Fontangen fik dog saa stærkt Indpas, at kjøbenhavnske Tjenestepiger endog brugte den. I Septbr. 1710 lagdes der

560

Skat paa Parykker og Fontanger, for at skaffe Staten Indtægter under Krigen, en meget upopulair Forholdsregel, som stødte paa

megen Modstand. Særlig var Parykskatten ilde lidt, fordi den ramte alle Samfundsklasser saagodtsom uden Undtagelse, endogsaa

561

Børn. Parykkernes Form var høist forskjellig; paa Billedet ses Allongeparykken med det lange krøllede Haar, som umuliggjorde Brugen af Hat, hvorfor denne ogsaa bares i Haanden. Frederik Horn skildrer de forskjellige Haarfrisurer i følgende Vers:

"De snart Parykker har, som ere ganske korte,
Snart lange, lyse snart, snart er de spraglet, sorte,
Snart en med Knuder i, snart en med tvende Ben,
Snart skal den puddres, snart bør være ganske ren.
Snart de en Krands som et forloret Haar skal bære,
Snart skal der tvende Horn i Fronten satte være,
Snart Haar med Flæsk og Fidt i Panden stryges skal,
At det af Vinden ei skal faa et Nedgangs Fald.
Snart de i Nakkerne har meget store Punge,
Som ei af Penge, men af Bomuld, Haar er tunge.
For ei at trykke ned det kjønt opsatte Haar,
De og i haardest Kuld med Hat i Haanden gaar."

Parykkernes egentlige Blomstringstid var dog først under Christian den Sjette, da der ikke sjeldent holdtes Auktioner over Hundreder af dem, og da de første Laugsartikler udstedtes for Parykmagerne den 13de Marts 1742. En stor Forretning havde dengang den af Holberg omtalte Parykfabrikant Kilian Drubin, der kunde levere 600 Parykker om Aaret fra 4 til 20 Rdlr., enten af Menneskehaar alene eller iblandet "kostelige Bukkehaar", nemlig engelske, franske, spanske Allonge-, Abbé-, Piske-, Pung-, Præste-, Kokarde-, Roset-, Melange-, Demi Carree-, Mirledon- samt China- og Ostindiefarer Parykker uden Pudder i Bukle-Façon. Farverne vare hvide, graa, griseille, cendré, blonde, brune, sorte i mange Nuancer. I sine talrige Avertissementer i "Postrytteren" tilbød han "Elskere og Kjendere af en retskaffen Allongeparyk" at levere Varer af "proper og veldannet Façon, justi efter hver Mands Physiognomi, kort og lang Hals & Corpus Dannelse & Couleurs Klædende". Det er morsomt, at Drubin optræder mod Indførsel af fremmed Haar fra Frankrig, Tydskland og Braband, eftersom vi selv herhjemme "have extra Haar, godt, kraftigt, strig og rent"; navnlig roser han det jydske Haar som "trofast og uden Skrømt".

Omstaaende Billede forestiller Moderne, eller rettere en enkelt Side af dem, fra Frederik den Fjerdes senere Regjeringsaar. Man ser, at Fontangen er forsvunden, hvilket skete omkring 1720, og at Haaret bæres i Lokker, som puddredes stærkt. Istedet indførtes

562

Fiskebensskjørterne, de franske paniers, et fast kurvlignende Stel af Fiskeben, som omgav Hofterne og Underkroppen, saaledes at Damerne saa ud, som om de befandt sig i en mægtig, ogsaa foroven meget omfangsrig Klokke. Holberg omtaler ofte de "unaturlig brede Skjørte", og spotter over "de unge Jomfruer, hvilke, naar de staa ved deres Toilette, ere af saa liden Circumference, at de fast kan gaa igjennem Husets Sprækker, men naar de ere ret i Klæder indtage med deres tredobbelte skandsede Skjørte hele Gaden, saa at der er faa Porte, som jo blive dem for snevre". I et Bryllupsvers af 1730 skriver Wadskjær, at "Skjørtet kan bespænde Klosterstræde", og i Epigrammerne bemærker Holberg med Hentydning til Fontangens Ophør:

"Nu Taarnet styrtet er, nu er hun ganske liden,
Fra Ho'det Ondet er i Hoften sunket ned.
Hun svulmer for og bag; hun svulmer ud til Siden,
Før var hun altfor høi, nu altfor tyk og bred.
Monstro med Fiskeben hun Amor vil forjage,
Det nytter lidt; han véd nok Breche at opdage."

Fiskebensskjørterne gik iøvrigt af Mode henved 1740, men kom faa Aar efter igjen i Brug; man benyttede da endogsaa Stel af Jern, som det ses af et Avertissement i Kjøbenhavns Postrytter af 1748, hvor Jens Johansen anbefaler sine af ham opfundne Fiskebens Skjørter af Jern af bedste og durableste Slags, forsvarligt og godt Arbeide. Den her afbildede Dame er iført "Adriene" eller "Adriane", en løs nedhængende Robe, opkaldt efter et fransk Skuespil: L'Andrienne, i hvilket den berømte Skuespillerinde Therèse Dancourt spillede Hovedrollen i et saadant Klædningsstykke. Adrienen var dog snarest et Morgentoilette, i hvilket Damerne modtog Visiter af Folk, med hvem de stod paa en fortrolig Fod; ellers hørte der netop stramt Snørliv til de "harniskede" Skjørter. At Damernes Klædedragter vare smykkede med en Overflod af Kniplinger, Points d'Espagne, Adraskanter (nedhængende Mansketter), Smækker, Sløifer, Skjærf, Knapper, Perlekvaster o. lign. følger af sig selv, og Stoffet var ofte meget kostbart, som f. Ex. brocheret Damask, ostindisk Atlask, Fløil med Guldbroderi og Gyldenstykke. Handsker leveredes af Handskemagerlauget, som i 1728 talte 14 Mestere, men mange indførtes fra Udlandet saavelsom fra Randers, Viborg og Aarhus, hvilke sidste solgtes af nogle priviligerede Hosekræmmere. Af kos-

563

metiske Hemmeligheder kjendtes adskillige; man brugte Sminke, Desmer, Rosenvand og Skjønhedsplaster, ja man førte Balsombøsser med sig i Selskaber, med hvis Indhold man bestrøg Hænderne. Simple Folk brugte derimod Hovedvandsæg, hvori der var en Svamp, fyldt med vellugtende Vande.

Mandsdragten var ogsaa undergaaet en vis Forandring, som det ses af Afbildningen; den er foroven mere snever og tætsluttende, forneden derimod folderig og delt i Forskjøder og Bagskjøder,

mellem hvilke der er Plads for Kaardefæstet. Ogsaa ere Opslagene for Hænderne blevne betydeligt mindre, og Parykken er en Pungparyk af mindre Omfang end de vældige Allongeparykker. Med Hensyn til Overdaadighed i Klædedragt gav det stærke Kjøn ikke det svage meget efter, thi velstaaende Handelsmænd gik med guldbroderede Frakker, Kapper med Guldgaloner, Sølvbrokades Veste, Fløilsbuxer og deslige, ja selv i de lavere Samfundsklasser lagdes der megen Vægt paa en Stadsklædning, som kunde tage sig ud: en grøn Kjole med Sølvknapper, en Kalemankes Vest med Silkeknapper, en Silkepung i Nakken og lignende. Et Udtryk for Tidens Overdaadighed

564

er Forordningen af 1717, i hvilken der lagdes en høi Skat paa Klæder, som vare broderede med Guld eller bebræmmede og chamererede med Guld- eller Sølv-Galioner. Et maaske endnu stærkere Symptom paa Tidens Forfængelighed var dog det Væddeløb om Titler og Rang, som trodsede al Satire og Spot og ofte antog kurieuse Former. Bircherod taler i 1706 om det "Hoppeværk, som af opklavrende Spradere praktiseres" og gjør sin Betænkning over disse "Vaniteter" i et latinsk Vers; Holberg behandler den samme Feil i sin "honnette Ambition" og Falster i "Den utidige Rangsyge". Et morsomt Exempel paa denne Æresyge afgav Rektor ved Frue latinske Skole, Clemens Schade, da Frederik den Fjerde efter Ildebranden 1728 besøgte ham, beklagede hans lidte Tab og spurgte, om han ikke kunde gjøre Noget for ham. Schade svarede da, at han gjerne vilde være Justitsraad, et Ønske, som dog ikke blev opfyldt. I 1718 søgte Assessor Johan Lauerentsen om Forhøielse af sin Rang og gav sin Hustru Skylden, da han skrev: "For min Skyld søger jeg det ikke saameget som for Andens, saasom jeg befinder mig temmelig alderstegen, der ei nu vel skal have at attraa Andet end at maatte ikkun findes i den sidste Klasse af Rangen i Himmerige". I Forbindelse hermed staar naturligvis den Kjendsgjerning, at Enhver gjerne vilde have en høiere Titel end den, der tilkom ham. "En Justitsraads Frue - skriver Bircherod - vil nu være Naadige Frue, de Velædle og Velbyrdige ville være Høiædle og Velbaarne, en Borgerkone vil være Madame, en Tjenestepige Mademoiselle, en Jomfru Frøken., Konfessionarius Dr. Peter Jespersens Frue kaldtes Boel Doktors, og saaledes alle Andre, men nu kalder en Kone sin Datter: Madame". Endnu mere charakteristisk er det, at Odense Bys Skrædere begjærte af Magistraten, at de maatte kaldes Klædemagere. Stolestade Stridigheder i Kirkerne mellem Kvinder vare hyppige; saaledes kom det i 1719 til en forargelig Konflikt i Nikolai Kirke mellem en Kunstdreiers og en Brændevinsbrænders Hustru, om hvem af deres Døttre der skulde sidde øverst, hvorfor de begge bleve udviste og efter kongelig Ordre fik en Reprimande af Sognepræsten i Kirkeværgernes Overværelse.

Som, ovenfor anført vare Moderne franske, og med disse indsneg der sig allehaande franske Ord, Talemaader og Omgangsformer i de dannede Klasser; mange unge Mennesker drog til Paris og kom efter faa Aars Forløb tilbage som demoraliserede Jean

565

de France'r eller, som Holberg udtrykker sig, "med tomme Lommer" den Kunst at smigre, hele Bind Arier og andre parisiske Galanterier foruden en god Portion Ringeagt for alt Indenlandsk". Der indvandrede derhos mangfoldige Tydskere, Laugsvæsenet fremmede ligeledes Tydskeriet, og saaledes gik det til, at Tydsk og Fransk i en lang Aarrække kjæmpede med hinanden om Overvægten, medens Modersmaalet trængtes tilside og saa godt som kun lød fra Prækestolene, for Domstolene og i Bøndernes Munde. Den nidkjære Præst ved Holmens Kirke, Iver Brink, udtaler allerede i 1703 sin dybe Sorg herover i et Digt til Frederik Rostgaard, hvori det hedder:

"I sidste Nød og Aandedræt
Vort ædle Sprog jo ligger
Som usæl Mand af Livet træt
Forgjæves Redning tigger.
Foragtes det ei fast af hver,
Som Noget har at sige?
I eget Land landflygtigt er
Og maa for fremmedt vige.
Fandt det ei Sted paa Præke-Stol
Og udi Rettens Sale,
Og Jeppe i sin Vadmels Kjol'
Blev ei ved Dansk at tale,
Da blev jo Sproget snart forgjæt
Og skulde neppe findes,
For Efterkommers næste Æt,
De skulde Dansk ei mindes
Foruden hvad i Skrift og Bog
Var fordum trykt og tegnet,
Saa blev vort smukke danske Sprog
Som dødt vel snarlig regnet,"

og Holberg, som vel mere end nogen Anden bidrog til at hævde det danske Sprog, kan endnu skrive: "Dette Land er fast det eneste paa Jorden, hvor man finder Folk, som gjøre sig en Ære af ikke at forstaa deres Modersmaal". I Christian den Sjettes Tid seirede det tydske Sprog saa afgjort, at Grev Waltzdorf, der var her i 1742, siger: "Ved Hoffet og i de fornemste Huse bliver aldeles ikke talt Dansk, men alene Tydsk. Alle Borgere tage tydske Piger i deres Tjeneste, for at Børnene fra Ungdommen kan lære dette Sprog; saaledes bliver det danske Sprog alene tilbage for Bønderne, som dog ogsaa ret godt forstaa det tydske, om de end ikke kunne

566

tale det". En halv Snes Aar senere havde fransk Tone og fransk Dannelse dog atter Overvægten.

"Admirationen over Alt det, som kommer fra fremmede Steder", hvilken Holberg henregner til de Danskes Nationalfeil, udelukkede dog ikke, at der holdtes skarpt Tilsyn med Fremmede og Tilreisende. I Politimesterens Instrux af 1701 paalægges det denne at have skarpt Tilsyn med Fremmede, som for Speideri eller anden ulovlig Forehavende kunde være mistænkte, og det blev derhos befalet Enhver, som gav Reisende Logis, ufortøvet at anmelde deres Nærværelse til Præsidenten, specificere deres Navne, Vilkaar og Kondition, samt Hjemsted og Ærende. Senere skjærpedes Paabudet gjentagne Gange, ja Kongen forlangte, at der hver Morgen skulde overrækkes ham selv personlig en Fortegnelse over ankomne Reisende. For dette Tilsyn talte ikke blot politiske Grunde, men vistnok endnu mere religiøse, thi den orthodoxe lutherske Kirke var nidkjær og vogtede omhyggeligt over, at Undersaatterne ikke bleve forførte. Ikke engang den pietistiske Bevægelse, som dukkede op i 1705 og bredte sig saa stærkt under Chr. VI, kunde komme til Orde; thi en kongelig Forordning forbød uden videre alle Konventer og Forsamlinger, som afholdtes af "adskillige særsindede Personer, der ved en falsk indbildt Oplysning om et Menneskes egne Kræfter til at opnaa nogen fuldkommen Hellighed her i Verden føre en sær Lærdom". Ogsaa katholske Emissairer arbeidede i al Hemmelighed i Kbhvn., og mod disse blev der gaaet skarpt tilværks. Den af Holberg omtalte "forunderlige Person", Matthias Bagger, der flakkede rundt om i Verden og her i Kjøbenhavn hvervede Proselyter for den katholske Lære, skjøndt han efterhaanden selv bekjendte sig til alle mulige Religioner, forlod over Hals og Hoved Byen for ikke at komme i Uleilighed for sin Virksomhed. Kvinder, som gik over til Katholicismen, bleve satte i Børnehuset, og Geistligheden passede nøie paa, at Børn af blandede Ægteskaber bleve opdragne i den evangeliske Tro. En Kvæker, som i 1711 løb om i Kirkerne og med sine "kvækkerske Indfald" var gaaet paa Prædikestolene, fik tre Aars Tugthusstraf, og en endnu værre Behandling blev den religiøse Fanatiker, Knapmagersvend Adolph Durkop tildel, som var hengiven til Socianisme og havde den besynderlige Mani at skrive blasphemiske Noter over Treenigheden paa Smaasedler og strø dem omkring i Kirkerne. Manden synes nærmest at have været gal. I 1713 blev

567

han sat fast for "sin forargelig Tale, opiniatre Indbildning og gale Grille om den saliggjørende Tro", men da Præsterne ikke kunde faa Bugt med ham, indespærredes han i Børnehuset. Efter tre Aars Forløb slap han dog ud af denne Anstalt mod at love Bod og Bedring, men aldrig saasnart befandt han sig paa fri Fod, før han faldt tilbage til sin gamle Lidenskab, og Kirkerne vrimlede atter af "forskrækkelige og ugudelige" Sedler. Politikollegiet udsatte en Pris af fire Rigsdaler for hans Paagribelse, og i Decbr. 1716 blev han anbragt i Daarekisten, efterat man først havde straffet ham alvorligt paa Kroppen "for at tæmme hans uregjerlige Sind". Faa Aar efter brød han ud af Daarekisten og flyttedes til Arresthuset, kom tilbage til Daarekisten og undveg endelig til Tydskland.

En Særstilling indtog Jøderne, om hvilke man med Rette kan sige, at de kun bleve taalte. Pøbelen forhaanede dem, naar de viste sig i deres lange østerlandske Talarer paa Gaderne; Magistraten fandt deres Nærværelse "præjudicerlig" for Byens andre Indbyggere ved deres Handel og Vandel, Gudstjeneste og Aager, og det er kun Holberg, som er uhildet nok til at skrive: "Hvad sig anbelanger de Jøder, som have faaet Tilladelse til at bo paa visse Steder udi Kongens Riger og Lande, da mærker man hos dem, at de ere skikkeligere end de fleste Jøder paa andre Steder, hvortil Aarsagen synes at være denne, at de ikke blive saa meget bespottede og forfulgte som udi de fleste andre Lande. Ihvorvel de ere her fast alle fattige og af ringe Formue, saa ere de dog ligesaa meget agtede af andre Folk som de rige og formuende Jøder udi Holland og England". Dette maa dog ikke forstaas bogstaveligt, thi "den jødiske Nation" var i det Hele ilde set, og intet Medlem af den kunde komme hertil uden Leidebrev og maatte erhverve et kongeligt Privilegium, ifald han vilde bosætte sig her. Der blev dog udstedt mange saadanne Tilladelser, og i 1726 angives Jødernes Antal i Kbhvn. til 65 Familier eller ca. 350 Personer, af hvilke de fleste boede i Læderstræde, Kompagnistræde og tilstødende Gader. Oprindelig havde det været paabudt, at enhver ankommende Jøde skulde bevise, at han eiede mindst 1000 Rdlr., men ved et Reskript af 2den Septbr. 1726 blev det bestemt, at enhver, som vilde nedsætte sig her, skulde opbygge visse Fag Hus, "Byen til Zirat", eller indrette og drive et Manufaktur af Sarger, Rask, Chalong, Strømper, Flonel og alle Slags Uldvarer samt til Forsikkring herfor stille en

568

Kaution af 1000 Rdlr. Der er dog kun faa Exempler paa, at Jøder have anlagt Fabriker; de fleste af dem ernærede sig ved Pengeomsætninger mod høie Procenter, Handel med Juveler, Guld, Sølv, gamle Klæder (eller nye, der indførtes toldfrit under Foregivende af at være gamle), Skakkren med Guldtrækkerarbeide, Galloner o. desl., endvidere af "Petskier-Arbeide", det vil sige: Signetstikkeri, ligesom enkelte af dem drev "Scheidekunsten", i.e.: borttog Forgyldning af Sølv, inden dette sidste blev omsmeltet. Denne Næringsvei blev dem dog fratagen i 1727, da en vis Biedermann fik Eneret paa at indrette et Laboratorium hertil paa den udtrykkelige Betingelse, at han ikke maatte oplære Jøder i Faget. Naar nogen Jøde opholdt sig i Byen uden kongeligt Leidebrev, gik Politiet skarpt frem; han maatte da betale 1000 Rdlr. i Bøde eller blev, hvis dette af gode Grunde ikke lod sig gjøre, hensat til Arbeide paa Bremerholm eller straffet paa Kroppen. I mange Tilfælde blev der dog set gjennem Fingre med slige Lovovertrædere, og man nøiedes med at transportere dem ud af Riget med en alvorlig Advarsel om ikke at komme igjen. Et Tegn paa Mildhed var det ligeledes, at Forbudet mod, at Jøder holdt christent Tyende, paa Grund af den jødiske Nations "væmodig Bøn" i 1725 blev lempet saaledes, at christne Tjenestefolk, baade mandlige og kvindelige, maatte være hos dem, naar de vare henholdsvis over 30 og 50 Aar gamle. Selvfølgelig maatte det jødiske Herskab ikke gjøre Forsøg paa at faa dem til at opgive deres Christentro eller til at forsømme deres Kirkegang, saalidt som det maatte tillades dem at faste eller deltage i jødiske Ceremonier.

Jøderne, som vare delte i en særlig priviligeret portugisisk og en tydsk Nation, havde deres Skoler og Kirkegaard, deres Synagoger, som først holdtes i private Huse, men fra den 20de Mai 1729 i en stor Sal, der synes at have været fælles, og endelig deres Forstanderskab eller Ældste, som styrede Menighedens Anliggender. Der herskede stor Uenighed blandt dem; saaledes klagede de tydske Jøders sex Ældste i 1722 over, at nogle af deres Nation vare "meget modvillige og stridige", og hverken vilde rette sig efter de jødiske Ceremonier og Vedtægter eller betale deres Kontingent til Byens og deres egne Fattige saalidt som til Skolen og Kirkegaarden. Som Følge heraf fik Klagerne Tilladelse til i Synagogen at anvende "den lette eller milde lemfældige Ban, som i det hebraiske Sprog

569

skal være bekjendt under det Navn: Chesem issus" mod de uskikkelige og opsætsige Trosfæller, men ingenlunde de tvende skarpe Ban, den mellemste og den store". Det ses ogsaa, at Bansættelse blev anvendt mod bortrømte jødiske Bedragere. I 1723 indtraadte der et Slags Skisma blandt de tydske Jøder, idet Joseph Meyer Levin med sin Familie og Domestiker fik kongelig Tilladelse til at holde Gudstjeneste i sit eget Hus, men da flere af Menigheden sluttede sig til ham, anlagde de tydske Ældste Proces mod ham for Høiesteret, hvilken dog blev afgjort ved en kongelig Resolution, som gav begge Parter Medhold. Den langvarige Strid med den jødiske Slagter og hans Arvinger er omtalt foran (smlgn. II S. 496), og det tyder heller ikke paa Sammenhold, at de herværende Jøder klagede til Kongen, naar tilrejsende Brødre gjorde dem Indpas i Næringen.

Bedst havde de Jøder det, som lod sig døbe, thi de bleve paa mange Maader protegerede og kunde let opnaa kongeligt Privilegium til at drive en Næring eller et Haandværk. Der var dog ikke mange af dem; de fleste var desuden tvivlsomme Elementer, der skiftede Tro for Fordelens Skyld. En eiendommelig jødisk Mission blev iværksat i Mai 1728 i Kbhvn., da det blev befalet Jødernes Ældste at lade nogle af deres Nation møde i Vaisenhuset, naar Missionskollegiet lod dem tilsige. Her skulde de tydske Præster ved Petri Kirke, Dyrkop og Schreiber, holde Foredrag for dem om den christelige Religions Sandheder og overtale dem til Omvendelse, dog at de tilstedeværende Jøder havde Ret til at fremkomme med Indvendinger og Modgrunde. Skjøndt Kongen udtrykkelig fremhævede, at det ingenlunde var Meningen, at der skulde anvendes Tvang, bleve disse Møder dog en saadan Plage for Jøderne, at de i Septbr. søgte om Fritagelse herfor; men inden der var falden nogen Resolution herom, gjorde Vaisenhusets Brand i October Ende paa denne Sag. En Jødeforfølgelse var nær kommen istand i Mai 1729, da det efter Prokurator Jens Gedeløches Død var blevet bekjendt, at han var gaaet over til Jødedommen. Kongen befalede, at Jøderne enten selv eller assisterede af Natmanden skulde optage Liget af Graven paa Garnisons Kirkegaard og jorde det paa den jødiske Kirkegaard, hvorhos der skulde anlægges Sag mod Henrik Israel, som havde forført den Afdøde. Politimesteren, Hans Himmerich, der synes at have havt et Horn i Siden paa Jøderne,

570

ansaa Øieblikket for gunstigt til at skride ind imod dem; ikke blot udførte han den kongelige Befaling med stor Hensynsløshed, men udbad sig et Kommissorium "saa ample forfattet", at han kunde examinere alle Jødernes Sager, baade deres Religion, Mandtal og Forhold til christne Tjenestefolk. Men han fik et ydmygende Afslag, og Kongen lod ham desuden vide, at Henrik Israel skulde løslades af Arresten, og at Jøderne mod en Afgift til Fattigvæsenet atter maatte lade Prokuratorens Lig opgrave og jorde udenfor deres Begravelsesplads.

Pesten i 1711 havde sat den kjøbenhavnske Lægestand paa en haard Prøve, som den i det hele havde bestaaet hæderligt, selv om flere af Medicinens Dyrkere havde fulgt den gamle Tradition og vare flygtede, saasnart Epidemien tog Overhaand. Sundhedskommissionen, den første, i hvilken Læger havde Sæde, arbeidede med stor Iver og Flid, og det halve Dusin Læger, der fandtes i Byen, ligeledes. Hovedarbeidet blev dog, som vi have set, gjort af Barbererne, med hvis medicinske Kure Øvrigheden derfor ogsaa i lange Tider saa gjennem Fingre. Men baade under og efter Pesten florerede Kvaksalverne, og Bartholins Udsagn fra 1666 stod endnu ved Magt: "Jeg kjender intet Sted i Europa, hvor sande Læger i den Grad ringeagtes, og Kvaksalvere i den Grad skattes som i Kbhvn." Den fra Pesten saa høit fortjente Dr. Boetticher (smlgn. II S. 446), som efter en Samtidigs Forsikkring forresten havde "en skiden Mund og indbildendes Orm af Høihed", klager ogsaa over, at "enhver Apotheker, enhver Feltskjær, Barber, Skjægskraber og det forunderligste, ja græsseligste af Alt: enhver Skarpretter giver sig Navn af Læge", og at denne Anke stemmer med Sandheden, fremgaar af endnu bevarede Regninger fra Tiden, som ogsaa opvise Udgifter til Studenter, kloge Koner og Signekjærlinger. I 1713 klages der stærkt over "ulovlige Jordemødre". som paatog sig Jordemoderforretninger, men "dog udi Kunsten aldeles skal være uerfarne, forsømme den rette Lejlighed og Hjælpetime og give et falsk Haab", hvorfor en kongelig Forordning af 1714 udvidede og skjærpede den af Chr. V indførte Examen, og bestemte, at der i Fremtiden skulde være 30 Jordemødre i Byen, som alle skulde have "et vist Tegn" hængende over deres Bolig. Barbererne vare fordetmeste Tydskere og snakkesalige, som Holberg har skildret dem; de bare desuden en særegen Dragt: lange blaa Kapper, hvike de dog

571

aflagde, da Glarmestrene adopterede samme Mode. Paa Gammeltorv synes Kvaksalverne at have holdt aabne Boder. Af Apotheker havde Byen de samme fire som i Christian den Femtes Tid, hvortil kom et nyt paa Christianshavn, oprettet i 1707 af Berthel Ferdinand Kyblich.

Brændevins-, Øl- og Vindrikkeriet stod fremdeles i skjønneste Flor, og Byen var som oversaaet med Beværtninger, Kjældere og Kipper, Ølhuse og Vinstuer, The- og Kaffehuse samt fine Spisehuse, hvoraf mange ere berørte i Holbergs Komedier saavelsom i hans øvrige Skrifter. Det var gamle skikkelige Folks daglige Vane at gaa drukne til Sengs hver Aften, siger han, og der var Steder nok, hvor Tørsten kunde slukkes. Vinhandlerlauget talte i 1723 ikke mindre end 39 Medlemmer, hvoriblandt adskillige Udlændinge; de mest ansete af dem nævnes i "Den Vægelsindede", nemlig Abestee i Høibrostræde, Sohl paa Amagertorv, Fabritius sammesteds, Claus Biehl i Fortunstræde og Johan Bex i Høibrostræde. Af fremmed Nationalitet vare ogsaa Vinhandlerne Jean Valleau, David Courtout, Pierre Gabot, Frederic Lafort o. fl. Foruden Raadhuskjælderen, Blasen, Bacharach, Dyrkjøb og Godtkjøb, der ere nævnte foran (II S. 383 o. flg.), var Capo de bonne Esperance paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Løvstræde ogsaa en yndet Vinkjælder; simplere Folk søgte til de mange Vintappere, der fandtes omkring i Byen. Til de bedre Gjæstgivergaarde hørte "Fortunen" (nuv. Hotel Royal) og Jørgen Jørgensens i Høibrostræde, som nu dreves af Franskmanden Matthieu Toyon, og hvor der tillige blev udskjænket alle Slags Øl og Drikkevarer samt Vine i store og smaa Partier. Lavere i Rangen stod det endnu bevarede Gjæstgiversted "Tre Hjorter" paa Vestergade, hvis Vært Peder Sørensen Berg og Hustru Anna bleve indviklede i Bandekommissionens Undersøgelser og straffede efter Fortjeneste. "Knapnæring", "Vinkanden", "Prindsen", "Sjælland", "Garvergaarden", "Skibet" og "Farvergaarden" alle paa Vestergade, "Hvide Svane", "Tre Roser" og "Hvide Lam" i Studiestræde, "Forgyldte Nøgle", "Holland" og "Tre Ruller" paa Nørregade, "Knapsteds Gaard" og "Lille norske Løve" paa Halmtorvet, "Hvide Hane" ved Vestervold og mange Andre vare alle billige Logishuse, hvor der tillige udtappedes Øl. Rentud berygtede Værtshuse, hvor utugtige Kvinder havde deres Tilhold, vare de tre Paradiser: Øster-, Vester- og Nørre-Paradis, samt Emanuel Nordels

572

Beværtning, hvor den af Holberg omtalte Anne Hattemagers, hvis rette Navn var Anne Polman, styrede Forretningen. Hun blev i 1723 arresteret som Rufferske og tillige indviklet i en Mordsag og tre Aar efter tilligemed sin Mand udvist af Kongens Riger og Lande efter at være bleven pisket paa Nytorv. Madam Duus og Graamaren, som ogsaa nævnes af Holberg, hørte til samme foragtelige Klasse Kvinder. Den paatænkte Oprettelse af et Hittebørnshospital (smlgn. II S. 532) viser, hvor slappe de moralske Tilstande vare i Kbhvn., og hvilke Forbrydelser de fremkaldte. I 1709 blev der sat Livsstraf for dem, der uchristeligen henlagde deres spæde Børn paa Gaderne, men dette formaaede ikke at hindre den overhaandtagende Ombringelse af uægte Børn. Charakteristisk er det, at Dragoner og Ryttere vare fritagne for Kirkens Disciplin, naar de begik Leiermaal. En ægte philantrophisk Foranstaltning var det, da Kongen i Juni 1728 befalede, at der skulde udvælges "trende ærlige og skikkelige Mænd", hos hvem alle ankommende Kvinder skulde melde sig, og som for en billig Penge skulde skaffe dem en god Tjeneste. Magistraten valgte tre Mænd, boende i Laxegade, Skindergade og Studiestræde, og over deres Døre anbragtes der et Skilt med følgende Indskrift: "Her boer en af de Mænd, som er antaget at gaa fremmede skikkelige Kvindemennesker til Haande, naar de enten søge Tjeneste eller have andet lovligt Ærende udi Staden". Samtidig blev det befalet, at ingen Fæstekoner i Fremtiden maatte betjene Nogen, at ingen Soldat eller Matros maatte logere ledige Kvindfolk, og at Værtshusholdere ikke maatte have flere Tjenestepiger end nødvendigt, end sige tillade løse Kvindfolk at logere hos sig.

Der var fine Spisehuse, "fransøske Kokke" i Byen, som f. Ex. den senere Direkteur for de danske Skuespil, Etienne Capions i Pilestræde, og Thehuse, hvor der sandsynligvis ogsaa serveredes med Kaffe, Most, gammel Vin, der kaldtes "gammel Gaudium", Gyldenvand, en Likør, hvori der svømmede Smaastykker af Bladguld, og Kanari Sek, en Rødvin, som indførtes fra de kanariske Øer. I mange af Værtshusene, og det ikke blot de finere, hørte Lystighed med Musik og Dands til Dagens eller rettere Aftenens Orden, thi Kl. 10 præcis maatte man holde op, hvis Vært og Gjæster ikke vilde betale Mulkt for Nattesæde. Holberg skriver, at netop paa dette Tidspunkt dandsede den hele Stad, og at Indbyggerne

573

vare "saa lystige som Kalve", medens de senere paa Christian den Sjettes Tid bleve saa "ærbare og alvorlige som gamle Katte". Af Dandse kjendtes mange som Menuet, Passepied, Rigaudon, Bourré og Folie d'Espagne, der ansaas for Dandsekunstens non plus ultra, endvidere Kotillon, engelsk Dands, Hanedands og Polskdands. Det forstaas af sig selv, at der ogsaa existerede sluttede Selskaber eller Klubber, blandt hvilke det saakaldte "Pavelige Kollegium" særlig fortjener at nævnes. Det holdtes hos Claus Biehl i Fortunstræde og blev stiftet af endel Studenter og andre lystige Hoveder i Begyndelsen af Aarhundredet. Deres Møder kaldtes Konklaver; en Mand ved Navn Niels Viborg var Pave, de øvrige vare Kardinaler, Biskopper eller høie pavelige Embedsmænd, og de morede sig nu med at efterligne det romerske Hof, uddele Embeder og Værdigheder, give Dispensationer, fordømme visse Kjættere, kritisere og forkaste Bøger m. m. Holberg fortæller, at Paven optraadte med saadan Værdighed og Gravitet, at den blev hans anden Natur, thi da han engang havde en Sag for Kommerciekollegiet, optraadte han med saadan Myndighed, at Assessorerne troede, at han var beskjænket. "Men da de finge at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nyligen tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter". Et Medlem ved Navn Ursin, som senere blev Præst i Nakskov, hed Cardinal Orsini, og da der i hans Dødsbo fandtes en Skrivelse i pavelig Stil, underskrevet: Odeschalchi (O, de Skalke!), troede Provsten, at han havde været hemmelig Katholik og indberettede det til Biskoppen. Denne vidste imidlertid Besked. Selskabet ophørte efter Holbergs Forsikkring ved en Proces mellem to af Kardinalerne, der fremkaldte et Skisma; Digteren havde forresten havt isinde at faa Peder Paars kanoniseret. En Samtidig fortæller, at der blev "pokuleret gevaltig i Konklavet".

Der blev selvfølgelig ogsaa drukket tappert paa alle andre Værtshuse, ovenikjøbet paa Kredit, og naar Værten begjærede sine Penge, kunde det hænde, at han fik Prygl i Stedet. Som Følge heraf befalede en kongelig Plakat af 6te Febr. 1722, at alle Gjæster paa Vin- og Værtshuse skulde betale strax, hvis de ikke paa Forhaand havde truffet Aftale om at faa Varerne paa Borg. Ellers fordrev man Tiden med at ryge Tobak og politisere, læse Povel Phønixbergs "Forkerte Mercurius" eller spille Kort som L'hombre

574

"de alamodiske Kavallerers Spil", Cinquille (L'hombre mellem fem Personer), Imperial, Lanter (et Slags Femkort, i hvilket det vigtigste Kort hed "Pamphilius", hvoraf Udtrykket: "en Lykkens Pamphilius"), Forkering (et Slags Damspil), Cinque et neuf (et Tærningspil) og endelig Hazard. I adskillige Thehuse spilledes der Billard. Forskjellige Plakater vise, at der fandtes snedige "Bondefangere" i Staden, thi det hedder, at "Bønder, Søfolk og andre reisende enfoldige Folk" ofte bleve lokkede hen i Kjældere og Værtshuse, hvor deres Penge bleve dem franarrede paa "allehaande underfundige og bedragelige Maader". Mod denne Trafik blev der arbeidet af al Magt, men Regjeringen opmuntrede forresten selv Spillesygen ved at indrette Lotterier i Massevis. De kjendtes allerede i Begyndelsen af Aarhundredet, men kom først ret i Flor omkring 1720. Man fik da et Lotteri til Indløsning af Pengesedlerne, et andet til Fordel for de Vandlidte i Marskegnene. Skomagerlauget fik Tilladelse til at afbetale sin Gjæld paa denne Maade, ja selv Private kunde opnaa en saadan Bevilling, f. Ex. Kunstkammerforvalter Grodtschilling, der i 1725 for at kunne tilfredsstille sine paatrængende Kreditorer erhvervede Tilladelse til at bortlodde sit Kabinet og sine Kuriositeter. Der kunde anføres talrige andre Exempler; et af de mærkeligste er Lotteriet af 1725, da der bortspilledes en Hovedgaard paa Lolland med 295 Tdr. Hartkorn Bøndergods, som blev vunden af en Officer. Ikke alle disse Lotterier havde Fremgang, og i Reglen fik derfor Embedsmænd og Officerer kongelig Befaling til at tegne sig for et vist Antal Lodder, eller man trak uden videre Summen af deres i Gager.

En for Hovedstaden betydningsfuld Begivenhed var Oprettelsen af den danske Skueplads. Man havde hidtil (smlgn. II S. 396) maattet nøies med omvandrende tydske "Bander", og disse vedblev at komme hertil i de første Decennier af Aarhundredet. Saaledes opførte "Die königlich polnische und churfürstlich sächsische Hof-Comedianten" i 1707 en "Haupt-Action", der hed "Statua oder die in ein marmorsteinernes Bild verliebte Princessin Adamira" og et "Nachspiel" kaldet: "Pickelherings doppelte Heyrath". Disse Skuespillere optraadte i Bryggernes Laugshus, det anseeligste af alle Stadens Laugshuse paa det østre Hjørne af Klosterstræde og Skindergade. Andre tydske Komedianter optraadte i Skrædernes Laugshus paa Hjørnet af Brolæggerstræde og Endeløsstræde og

575

opførte Stykker som "Der unschuldige Brudermord oder das blutige Rom unter der Regierung des römischen Kaysers Antonini Bassiani Caracallæ". Det er dette Slags tydske Komedier, imod hvilke Holberg skrev sin "Ulysses von Ithacia". I 1706 fik en dansk Mand, Anders Gamborg, Privilegium paa "at agere Komedier med levendes Personer og døde Figurer, Hs. kgl. Majestæt til Fornøielse og den kongelige Residents til Ornament", men han synes ikke at have gjort Brug deraf. Paa Slottet optraadte franske Skuespillere, thi Frederik den Fjerde holdt en saadan Trup, for hvilken René Montaigu en Tidlang var Direkteur, men i 1721 bleve de afskedigede, og et tydsk Operaselskab under Reinhard Kayser holdt sit Indtog paa Slottet. Det spillede her i nogle Aar, én Gang om Ugen offentligt, men forlod i 1723 Landet, da Kongen ikke længere vilde underholde det.

Det blev den ovenfor omtalte "fransøske Kok" i Pilestræde Etienne Capion og René Montaigu, som bleve Stiftere af den danske Skueplads, men den kom først istand ad mange Omveie og efter mange Vanskeligheder. Capion var først ligesom Montaigu knyttet til det franske Hoftheater, ved hvilket han fungerede som Theatermaler og Maskinmester, skjøndt han allerede i 1703 fik Borgerskab som Vinhandler. I Aaret 1718 gaves der ham Tilladelse til at spille med Marionetter, saaledes at Ingen maatte give dette Slags Forestillinger uden efter Overenskomst med ham, og herved kom han i Forbindelse med den forhenværende Gardist, derpaa "Oculist, Sten- og Broksnider samt Tandbrækker og Komediant", Salomon Poulsen von Quoten, der havde ført et temmeligt eventyrligt Liv i Provindserne som Kvaksalver og "Dukkegjøgler" og nu havde kongelig Bevilling paa at drive den omtalte Lægepraxis og derhos spille tydske Komedier. Capion og v. Quoten slog sig sammen og opførte Komedier i det lille Gjæthus paa Kongens Nytorv, som var blevet dem overladt af Generalkommissariatet, men Interessentskabet varede kun kort. Den 17de Mai 1720 fik Capion nemlig Privilegium paa at han "alene" maatte indrette Skuespil og dertil "lade forskrive dygtige og uberygtede Personer, saa at ingen fremmede Komedianter, som agere Komedier med levende Personer, maa her indkomme, uden de, han derefter dertil antager", og Aaret efter udvidedes hans Privilegium endogsaa saaledes, at Ingen, som holdt Komedier, Linedands, Marionetter og deslige maatte bruge deres

576

Exercitier uden først at have truffet Overenskomst med ham. Samtidig fik han Frihed for Grunsdkat og Indkvartering i 15 Aar af det Komediehus, han vilde opføre, hvori der ogsaa skulde holdes Assembleer, og han forpligtede sig til at holde saadanne Personer, som med deres Komedie og Spil for en billig Betaling kunde fornøie Alle og Enhver.

Aarsagen til dette udvidede Privilegium var en Konflikt mellem Capion og den navnkundige tydske "Samson", Johan Carl von Eckenberg, som efter at have fremvist sine Kunster rundt om i Europa ogsaa kom til Danmark. I 1720 optraadte han med en Bande Linedandsere i et Fjæleskur paa Nytorv bag Raadhuset, men da Gapion klagede over ham, forbød Politimesteren ham at optræde. I Juli 1721 ansøgte "den stærke Mand", som han i Almindelighed kaldtes, om Eneret paa at holde Linedandsere, Springere og give burleske Komedier; blev det ham tilstaaet, vilde han nedsætte sig i Kjøbenhavn og trække de Midler ind i Landet, han havde fortjent paa fremmede Steder. Han opnaaede imidlertid Intet, hvorimod Capion, som overhovedet blev stærkt begunstiget, fik det anførte udvidede Privilegium. Ved Hjælp af en Pengesum, han laante hos General Arnoldt mod Pant i Privilegiet og den eventuelle Theaterbygning, kjøbte Capion en stor Grund mellem Gothersgade og Lille Grønnegade (nuv. Ny Adelgade) og opførte inden Udgangen af 1721 Theatret i Lille Grønnegade, hvoraf ethvert Spor nu er forsvundet. Strax i Begyndelsen af 1722 gaves der Forestillinger her, først af den afskedigede franske Hoftrup, derefter af tydske Skuespillere saavelsom af "den stærke Mand". Samarbeidet mellem denne og Capion varede dog ikke længe; allerede efter tre Ugers Forløb trak Eckenberg ud paa Nørrebro, hvor han havde kjøbt en Have tæt Vest for nuværende St. Hansgade, og indrettet en ny Fjælebod for Linedands, tydske Komedier, Tyrefægtninger o. desl. Han fik dog heller ikke Lov til at være længe i Ro her; han vilde nemlig ikke holde sig Helligdagsanordningen efterrettelig, men søgte endog at tillyve sig et Privilegium til at agere paa Søn- og Helligdage; i hans Have, der navnlig blev stærkt besøgt af Tjenestefolk, foregik der alskens "Vidtløftighed og forargeligt Levned", og Enden blev, at den stærke Mand maatte forlade Kjøbenhavn, efterladende sig en betydelig Gjæld. Han blev siden kongelig preussisk Hofkomediant, "Unternehmer der Assembleen, die

577

578

in dem Fürstenhause wöchentlich zweimal stattfinden", Rigmand og Kongens Yndling, fordi han skaffede ham høie Rekruter. Hans Have paa Nørrebro, som blev solgt efter hans Bortreise, kaldtes i lange Tider: "den stærke Mands Hauge".

Capion havde ikke Held med sig i Lille Grønnegade; han kom i stedse dybere Gjæld, og hans Forestillinger vare kun daarligt besøgte. Da opstod den Tanke hos den ovenfor omtalte forhv. franske Skuespildirekteur, René Montaigu, som var en dannet og dygtig, men ogsaa stærkt forgjældet Mand, at der maatte kunne udrettes Noget med danske Skuespil. Den 14de August 1722 fik han kongelig Bevilling paa at indrette og forestille Komedier i det danske Sprog, dog mod at komme til en mindelig Overenskomst med Capion, og henved en Maaned efter var Alt i Orden. Onsdagen den 23de Septbr. 1722 Kl. 5 om Eftermiddagen aabnedes den danske Skueplads med en Prolog af Oversekretairen i det danske Kancelli, Frederik Rostgaard, som havde interesseret sig levende for Planen, havde anbefalet den varmt og i Virkeligheden kan betragtes som den danske Scenes Stifter. Thalia traadte frem paa Scenen og bragte i eget og Søstres Navn en Hilsen til Kjøbenhavn, priste Kongen, fordi det var blevet hende tilladt at opslaa sin Bopæl i Danmarks Hovedstad og vedblev:

. . . . . jeg véd at forestille,
I ærbar Lystighed, ja ret som i et Speil,
Hvad Folkets Idræt er, og hvor de tage feil.
Jeg nævner ingen Mand, ei Sted, ei Hus, ei Gade,
Men straffer uden Frygt Alt, hvad man bør at hade,
I hvor jeg det og ser, om hvem det og er sagt,
Til Lærdom for Enhver, som derpaa giver Agt.

Derefter opførtes Moliéres "Gnier", oversat paa Dansk. Kort efter - det nøiagtige Tidspunkt kjendes ikke - spilledes Holbergs "Politiske Kandestøber", og nu fulgte Slag i Slag inden Aarets Udgang, skriver Chr. Bruun, "Den Vægelsindede", "Geert Westphaler", "Jean de France" og "Jeppe paa Bjerget".

Theatret var sikkert tarveligt indrettet; efter udenlandsk Mønster vare endel Tilskuerpladser (vistnok 20) anbragte paa selve Scenen; Orkestret havde Plads paa samme Sted som nutildags. Forestillingerne, der gaves to Gange om Ugen, begyndte Kl. 5 og skulde være færdige Kl. 7, og Tilskuerne gave deres Bifald tilkjende

579

ved "Klap og Hænders Lyd", forresten ogsaa ved at trampe i Gulvet. Priserne vare i de mellemste Loger, hvoraf der var 16, en Sletdaler, i de nederste, hvoraf der var 14, 3 Mark; Parterrepladserne, hvoraf der var 200, kostede 2 Mark, og Galleriet, som kunde rumme 100 Personer, 1 Mark. De første Skuespillere vare fordetmeste Studenter, saaledes Henrik Wegner, den ældste Fremstiller af Holbergske Henrik-Roller, som senere blev Postmester i Aarhus, Johan Nikolai Ulsø, der spillede Gammelmands Roller som Herman v. Bremenfeldt, Corfitz, Jeronimus, og endte som Byfoged i Grenaa, Jens Sørensen Høeberg, der sammen med flere Studerende blev forfulgt af Universitetet, fordi han var optraadt paa Skuepladsen, og maatte opgive sin Plads paa Valkendorfs Kollegium, Pilloy, der blev Vintapper i Kbhvn., Rammel, der blev Byfoged i Nakskov, o. fl. Af Damerne kan nævnes Madamerne Pilloy, Rammel, Coffre, Hjort, Schumacher og Montaigu, Direkteurens Hustru.

I Begyndelsen gjorde den danske Skueplads overordentlig Lykke; det hørte til god Tone at komme der, navnlig efter at Skuespillerne den 15de Januar og den 9de Februar 1723 havde havt den Ære at opføre et Par Stykker af Molière for Majestæterne paa Slottet. Ogsaa ved denne Leilighed skrev Rostgaard en Prolog. Dronning Anna Sophies Søster, der var gift med Storkantsler U. A. Holstein, protegerede de danske Acteurs, og efter Sædvane traadte alle fornemme Folk i de Toneangivendes Spor og fyldte Theatret fra øverst til nederst. Det var de "gyldne Tider, da Galleriet truede med at falde ned". Theatret havde uden Tvivl ogsaa betydelige Indtægter af sit Privilegium til at holde Assembleer og Maskerader (hvilke dog forbødes den 10de Februar 1724). Adgangen til disse kostede 24 Skilling pro persona, hvorfor der tillige opvartedes med The, Kaffe, Chokolade og - Bassetspil. Capion, hvis Pengesager bestandig vare derangerede, kunde imidlertid ikke tilfredsstille sine Kreditorer, og i Sommeren 1723 blev han sat fast for Gjæld. I et Aars Tid vedblev han at indgive Suppliker til Kongen, paa hvilke han systematisk fik Afslag, og hermed forsvinder hans Navn af Theatrets Annaler.

Montaigu forsatte nu Bedriften alene, men truedes uophørligt af samme Skjæbne som Capion. Det lykkedes ham dog at erhverve et kongeligt Beskyttelsesbrev mod sine Kreditorer, og takket være dette førte Theatret en hensygnende Tilværelse i et Par Aar. Den

580

danske Skueplads var gaaet af Mode; ikke engang Holbergs Muse formaaede at trække Hus, og i Decbr. 1724 maatte Forestillingerne ophøre. De kom vel igang igjen, men kun indtil den 25de Febr. 1727, da "Den danske Komedies Ligbegjængelse" blev opført. Det følgende Aar tegnede atter gunstigt, thi Kongen forlængede ikke blot Skuepladsens Privilegium og Montaigus Beskyttelsesbrev paa tre Aar, men tilstod Skuespillerne et aarligt Tilskud af 1500 Kr. af sin Privatkasse, mod at de skulde agere paa Slottet for de kongelige Herskaber. Nye Vanskeligheder reiste sig dog snart, thi General Arnoldt, der eiede Theatret i Lille Grønnegade, og som for at skaffe sig forøgede Indtægter havde indkaldt en fransk Bande, der skulde optræde vexelvis med de danske Acteurs, indgav den ene Forestilling til Kongen efter den anden. Montaigu stred imod med Hænder og Fødder, men forgjæves; den 8de Oktober 1728 fik Arnoldt Tilladelse til at spille fransk Komedie en eller flere Gange om Ugen. Tolv Dage efter udbrød imidlertid den store Ildebrand, og Theatret standsede nu aldeles - den lange dramatiske Fastetid, siger Stolpe, der strakte sig over hele Chr. VI's Regjering, begyndte.

Fra Theatrets Oprettelse skrive, som ovenfor berørt, de offentlige Maskerader sig, paa hvilke Capion havde Privilegium. Ved Hoffet havde man længe kjendt denne Forlystelse, men den kom dog først ret i Mode under Fred. IV, som formodentlig under sine Ophold i Italien havde faaet Smag derfor. Bircherods Dagbøger fortælle Adskilligt om, hvorledes Hoffet optraadte "forklædt i tyrkisk, moskovitisk, persiansk og polsk Dragt", og fra 1710 holdtes endog hver Onsdag Maskerader paa Slottet, i hvilke enhver anstændig Person kunde deltage. Hvis man kan tro en samtidig Beretning, kunde Antallet af Masker ved slige Leiligheder stige til 4000, og man forstaar da Pontoppidans Bemærkning: "Disse Maskerader kostede store Penge, og bleve Maskerne trakterede med Vin og Sukkerbrød, gjorde store Bander (Optog) og vare hel prægtige". I Theatret i Lille Grønnegade kom Maskeraderne igang i 1722, men bleve som sagt forbudne to Aar efter, rimeligvis fordi der var forbundet Hazardspil med dem, og de vel ogsaa førte til anden Forargelse. Hofmaskeraderne fortsattes dog under Fred. IV, men ophørte aldeles under hans Efterfølger. Offentlige Maskerader tillodes først igjen den 2den April 1768, og det danske Komediehus fik atter Eneret paa dem, saa at de ikke maatte holdes andetsteds i

581

Byen eller paa dens Grund. Blandt andre offentlige Forlystelser kan nævnes Dyrekampe, som ikke blot anstilledes paa Ridebanen ved Slottet mellem Tyre og Hunde eller mellem Bjørne og Heste, men ogsaa opførtes for almindelige Dødelige. I 1717 fik saaledes en Tydsker ved Navn Müller Tilladelse til i sin Have at holde "en Hidsebane og derpaa en Oxe med nogle Hunde", og Stolpe oplyser, hvad der er endnu mærkeligere, at man under den følgende Konge, i 1733, hver Mandag i Bræmers Have i Sophiegade paa Christianshavn kunde se "et Hitzerie af en Tyr, Bjørne og Hunde, saa og en udklædt med Sværmere besat Bjørn, som fremføres paa Bagbenene, iligemaade Hunde, som ved Toug hidses efter Sværmere og foruden Alt dette en Plaisir med nogle Vandsværmere". Som for at sætte Kronen paa dette Dyrplageri, stod det Enhver frit for selv at medtage en Hund.

Der var ikke sjeldent Linedandsere og "Springere" i Byen, men større Glæde havde Borgerne dog uden Tvivl af deres private Lystighed, hvad enten den nu bestod i Barsler, Bryllupper og Begravelser eller i Julefester med Pante- og Børnelege, Fastelavnsløier, Maifester o. lign. Musik dyrkedes i mange Privathuse, hvilket gav Stadsmusikanten Beichstedt Anledning til at klage over den uhyre Mængde Fuskere, der gjorde Indgreb i hans Næring, ligesom man kan slutte sig til de musikalske Øvelsers Almindelighed af den Kjendsgjerning, at det er mere end en poetisk Fiktion af Holberg, at man bragte Damer Serenader udenfor deres Vinduer. Offentlige Koncerter vare dog endnu sjeldne. Nytaarsaften havde man for Skik at gaa op paa Slottet og og se Kongen spise, hvorefter der kunde vanke en Slurk Rhinskvin i Slotskjælderen, og det følger af sig selv, at de store Hofoptog som f. Ex. Dronning Louises Ligbegjængelse den 2den April 1721, Dronning Anna Sophies Indtog i Kjøbenhavn den 15de Juli 1721 og endnu mere Kronprindsesse Sophie Magdalenes den 18de Decbr. s. A. vare sande Festdage for Indbyggerne. I Begyndelsen af 1730 gav den franske Gesandt i Kjøbenhavn, Hippolyte de Bréhan, Greve af Plélo, i Anledning af den franske Dauphins Fødsel en Folkefest i stor Stil i sit Gesandtskabshotel. Hundreder af Personer vare indbudte, betydelige Almisser bleve uddelte til de Fattige, og Plélos Bolig var glimrende illumineret, medens en Mængde Indskrifter og allegoriske Billeder hentydede til den glædelige Begivenhed og den franske

582

Konges Storhed. Festlighederne sluttede først den fjerde Dags Aften med en prægtig Maskerade. Endelig kan Reformationens 200 Aars Fest nævnes, som feiredes fra den 31te Oktbr. 1717 til den 7de Novbr. Søndagen før Festens Begyndelse den 24de Oktbr. blev "det andet Religionsjubilæum intimeret i alle Kirker strax efter Prædiken", og om Eftermiddagen Kl. 3 forkyndte to kongelige Herolder under Paukers og Trompeters Lyd Jubelfesten paa alle Torve saavelsom i de vigtigste Gader. Den 30te Oktbr. om Aftenen mellem Kl. 6 og 7 blev der ringet med de største Klokker i alle Rigets Kirker, medens der fra Slotstaarnet blæstes Choraler, hvilket fortsattes, saa længe Festen varede. Den følgende Dag begav Hoffet, ledsaget af alle Ministre, Grever, Friherrer, Riddere af Elephanten i røde Fløilsklæder med Sølvbroderi, Riddere af Dannebrog o. s. v. under Klokkeringning og Artillerisalver sig fra Voldene over i Slotskirken, hvor der blev præket og afsunget et Tedeum. Der var derefter Taffel paa Slottet, og om Eftermiddagen holdt den første theologiske Professor en latinsk Tale paa det øverste Auditorium. Den anden Festdag, den 1ste Novbr., fandt Hovedhøitideligheden Sted i Frue Kirke, hvortil Kongehuset og de høie Herrer kjørte i prægtige forgyldte Karosser, trukne af 6 Heste, og hvor Sjællands Biskop prædikede. Den 2den Novbr. holdtes atter Taler paa Universitetet, Regentsen, i Vor Frue latinske Skole og paa Kollegierne, og den 3die Novbr. beærede Kongefamilien Kjøbenhavns Universitet med sin Nærværelse, i hvilken Anledning Byens Porte vare lukkede. Biskoppen holdt Festtalen, og "de kongelige Hofmusikanter lod sig høre med en meget skjøn Musik". Ved det paafølgende Taffel paa Slottet var der paa alle de Indbudtes Tallerkener henlagt to Jubelmedailler, den ene af Guld, den anden af Sølv, og af den sidste Slags blev "en god Del til Pris udkastet blandt det gemene Folk paa Slotspladsen imod Kl. 3 om Eftermiddagen". Ved denne Leilighed - hedder det i den gamle trykte Beretning, der udkom paa Dansk, Tydsk og Latin - "saa man iblandt den gemene og begjærlige Almue adskillige Tumulter, som dog alle formedelst de derimod i Tide tagne Præcautioner gik af uden Skade og ei foraarsagede nogen Ulykke". Festen, der helt igjennem havde en religiøs Charakter, fortsattes paa samme Vis til den 7de Novbr. og sluttede, som den var begyndt, med Gudstjeneste og Bønner. At Digterne ogsaa slog deres Lyre i Anledning af Jubilæet er en Selvfølge.

583

Skjøndt Holberg skriver, at "de Danske holdes for et artigt og meget civiliseret Folk, besynderlig Kjøbenhavns Indbyggere", var man dog endnu saare langt fra at have udryddet Overtroen; den fandtes til en vis Grad endnu i alle Stænder, og skjøndt Holberg tidt nok spotter over dens grovere Former, var han dog ingenlunde nogen absolut Fornægter af overnaturlige Væseners Tilværelse; han erklærer tvertimod rentud, at "han er ganske persuaderet om Spøgelsers Existence, kun at han ikke kan bifalde dem, som tilskrive Saadant Fanden". Chr. Falster, Gram, Pontoppidan og mange andre fremragende Mænd baade i og udenfor Danmark hyldede de samme Anskuelser, og det er derfor intet Under, at man i Samfundets lavere Lag endnu troede paa Hexeri, Muligheden af at forskrive sig til Djævelen o. lign. De hvervede tydske Soldater gjorde sig ofte skyldige i Forskrivninger til Djævlen, efter Stiftsprovst Morten Renbergs Forklaring, fordi de vare ærgjerrige, daarligt optugtede og maaske havde lært "den forargelige Løgn, som solgtes paa Gaderne om Marechal Luxemburgs Kontrakt med den Onde". De bleve dog ikke alle straffede lige haardt; nogle bleve henrettede, andre bleve efter Omvendelse af Præsten, Forbøn i Kirkerne og offentligt Skriftemaal gjenoptagne i Menigheden og derpaa straffede med haardt Fængsel. I 1707 oplevede man en Scene, der minder stærkt om nyere Tider, og om hvilken Ole Rømer skriver i en Indberetning: "En fransk Strømpevæver, boende i en Krog paa Ulfeldts Torv, vil, omendskjøndt han er Calvinist, imod al Raison tro, at hans Hus er anfægtet af Spøgelser, og eftersom der af denne Anledning i Fredags Aften var omkring Huset en usædvanlig stor Forsamling af alle Slags gemene Mand, var jeg igaar Morges selv derinde Alting at examinere, men fandt ei andet Tegn til Spøgelse end nogle Ruder udslagne og et Par Tagsten brudte og løsnede, alt af den Beskaffenhed, det kan være gjort meget naturligvis, enten af hans egne Drenge indenfra, eller og hans Gjenboer udenfra; Spøgelset er vel pur Narreri, men Stifteren skal blive eftersøgt og anset". Tiden kjendte endnu Alchymister af Faget som Kancelliraad Joh. Conrad Dippel, der for Æreskjænderi sad fængslet paa Bornholm fra 1707 til 1726, Italieneren Maldini, der var kyndig i "mange Videnskaber" og arbeidede i Laboratoriet paa Rosenborg, og flere, og mange ansete Mænd søgte i al Hemmelighed de Vises Sten, som f. Ex. den navnkundige Hans Egede, der haabede at

584

kunne lave Guld til Fremme for Missionen i Grønland. Naturligvis avlede Pesten i 1711 megen Overtro, hvilket store Ulykker pleie at gjøre, og usædvanlige Naturbegivenheder som Nordlys, Solformørkelser og Meteorer bleve efter Sædvane fortolkede som Varsler om kommende Krige eller endog som himmelske Indlæg mod Modens Udskeielser. Et Luftsyn, der gjentagne Gange omtales af Holberg som et Bevis paa Phantasiens Magt, var Fregatskibet i Maanen, af hvilket man endog har en Afbildning og en Rapport fra Capitain-Lieutenant C. Blichfeldt i Marinen. Tilligemed sine Underofficerer og Menige iagttog han fra Nyholms Vagt den 13de Februar 1713 om Aftenen Kl. 7 1/2 "en Formation i Maanen, lignende et Fregatskib" og finder det endog Umagen værd at indgive en nøiagtig Beskrivelse af Phænomenet. At det maa have gjort stor Opsigt og har været Gjenstand for Alles Samtale, fremgaar tydeligt nok af Alt, hvad der foreligger.

Efter 1720 blev Freden ikke forstyrret. Det spændte Forhold til Rusland og dette Lands Venskab for Hertugen af Holsten nødvendiggjorde dog stadige Rustninger, og i 1723 foruroligedes man for Alvor i Kjøbenhavn, da en russisk Flaade paa nogle og tyve Linieskibe med Hertugen af Holsten ombord viste sig i Farvandene. To Aar efter, da Czar Peters Datter var bleven formælet med Hertugen, fandt Kong Frederik det nødvendigt at sætte Søbatterierne i Forsvarstilstand og gjøre den brugbare Del af Flaaden seilklar, og i 1726, da Keiserinde Catharina den Første havde besteget Ruslands Throne, tegnede Alt til Krig. I den finske Bugt laa en russisk Flaade paa 40 Linieskibe og Fregatter samt 200 Galeier med 24000 Mand Landtropper seilklar, men det lykkedes den allierede danskengelske Flaade at hindre den i at løbe ud. Kjøbenhavnerne bleve imidlertid Vidner til de store Krigsforberedelser, ja saa øiensynlig blev Faren, at de fik Befaling til "at forsyne sig med Korn og Fedevarer samt anden Proviant og fornødent Brændsel for Aar og Dag paa Grund af disse Tiders Konjunkturer". I 1727 laa 15 engelske Linieskibe under Admiral Norris paa Kjøbenhavns Rhed fra Mai til ind i Oktober, men Krigsfaren forsvandt ved den russiske Keiserindes Død; med hende blev, som Andreas Hojer skriver, Hertugen af Gottorps Haab baaret til Graven.

Disse Besøg af fremmede Flaader vare imidlertid ikke trykkende for Hovedstadens Indbyggere; de forøgede tvertimod

585

Handelen og Omsætningen. Trods den store Mængde Skatter, der trykkede Befolkningen: Grundskat, Indkvartering, Lygte-, Sprøite- og Renovationsskat, Nærings- og Luxusskatter, Konsumption og Krigsstyr, Kopskat og Hesteskat, Folkeskat og Familieskat, Tvangslaan og Tvangslotterier, Brandstyret i 1727 i Anledning af Viborgs Brand m. m., trods de Uheld, der forfulgte flere industrielle Foretagender og store Handelsselskaber, navnlig det ostindiske Kompagni, levede man dog let og lystigt i Kjøbenhavn. "Indbyggerne - skriver Holberg - ville gjerne stadse og leve over deres Stand og Formue, thi der skal ikke findes mange Steder, hvor Folk leve saa prægtige, hvor Vogne, Heste og Liberi ere saa almindelige som udi Kjøbenhavn. Man skulde vel sige, at der er større Pragt udi Paris, og ere de Fremmede, som løsligen beskue samme Stad af den Tanke, men den meste Stads, som der føres, er af Fremmede". Pontoppidan skriver i 1724 noget Lignende: "Kjøbenhavnernes Levemaade er saa poli og artig, men tillige saa yppig og forfængelig, at man kunde anse Byen for et andet Paris". Med andre Ord: Livsbetingelserne vare lette, Staden var i Opkomst; den talte 76000 Mennesker, men en uhørt Katastrophe, som skulde standse Udviklingen for en lang Aarrække, stod for Døren.