Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. VI

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)

Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

pløbet paa Gammeltorv den 14de Juli 1533 danner paa en vis Maade Indledningen til de paafølgende skjæbnesvangre Begivenheder, thi ved denne Leilighed blev Forholdet mellem de lybske Førere Jørgen Wullenwewer og Markus Meyer samt Ambrosius Bogbinder og Malmøs Borgmester Jørgen Kok indledet. Da Rigsraadet havde afvist Lybæks Tilbud om Forbund og tvertimod havde sluttet sig til dets Fjende Holland og Hertug Christian af Holsten, var et Brud med Hansestaden uundgaaeligt; det gjaldt kun for Lybækkerne om at vinde de utilfredse Elementer i Danmark for deres hemmelige Planer, inden Kampen aabnedes. Tidspunktet var overmaade beleiligt; thi Landet var uden Konge, efterdi Herredagen var skiltes uden at foretage Kongevalg, Rigsraadet var indbyrdes uenigt, det evangeliske Parti misfornøiet med Biskoppernes Seir og Borgerstanden harmfuld over Adelens Overmagt. Det Parti i Staden, som førtes af Ambrosius Bogbinder, tog intet Øieblik i Betænkning at indlade sig med Wullenwewer, og der blev truffet hemmelige Aftaler, som nærmere

[158]

159

fastsloges i Foraaret 1534, da Ambrosius personlig begav sig til Lybæk, hvor hans Broder Hans Bogbinder ligeledes var tilstede. Det var store Planer, som foresvævede disse Mænd; Kjøbenhavn og Malmø skulde være Fristæder og optages i Hanseforbundet, Adelen skulde udjages af Landet, Luthers Lære indføres, og den fangne Konge gjenindsættes paa Thronen. Det blev besluttet, at saasnart en lybsk Flaade viste sig i Sundet, skulde de to Stæder overgive sig. Wullenwever havde i April Maaned ved en Folkebevægelse gjort sig og sit Parti eneherskende i Lybæk og troede sig derfor stærk nok til at lade Minen springe. Han drømte allerede om at hæve sin Fædreneby til en hidtil ukjendt Storhed; den skulde være Nordens Herskerinde; Sunde og Belter skulde lukkes for Hollænderne, alle Østersøens Rigdomme ledes til dens Oplagspladser, og stolende paa den engelske Kong Henrik den Ottendes tomme Løfter, vovede han endog at byde Holland, Danmark og Sverig Trods paa engang. Det var intet Øieblik hans Hensigt at gjøre store Offre for Christiern den Andens Befrielse, selv havde han jo i sin Tid arbeidet ivrigt for at faa ham ind i Fængslet - Fangen paa Sønderborg var kun det Lokkemiddel, ved hvilket den danske Almue skulde fanges. Det er overordentlig charakteristisk, at i den Traktat, der afsluttedes mellem Lybæk og den fangne Konges Slægtning, Grev Christoffer af Oldenborg, bestemtes det, at det lybske Raad og Borgerskab skulde hjælpe Greven med at udfri Christiern af Fængslet paa den Betingelse, at Kongens Person udleveres til Lybæk, for at denne Stad kan træffe en venskabelig Overenskomst med ham, endvidere at Helsingborg, Helsingør og Øresundstolden skal stilles til Lybækkernes Haand, dog at Helsingør og den halve Told falder tilbage til den danske Krone, naar Lybækkerne ere komne i Besiddelse af Gulland. "Om at gjenindsætte Kong Christiern paa de nordiske Troner - siger Pal.-Müller - er der intet Ord i Traktaten, og naar der tales om hans Befrielse, betyder det, at han skulde ombytte det snevre Fængsel paa Sønderborg med et maaské lidt mildere i Lybæk, indtil han sagde Ja til Alt, hvad disse ædelmodige Venner bade ham om; ja det bliver et Spørgsmaal, om der ikke endog var tiltænkt ham et varigt Fangenskab i Lybæk.«

I Christoffer af Oldenborg fandt Lybækkerne et villigt Redskab. Denne unge krigslystne Herre, der var Christiern den Anden

160

personlig hengiven, ønskede Intet hellere end at gjøre et Forsøg paa at befri ham; maaské haabede han ogsaa at vinde Nordens Kroner for sig selv, thi den fangne Konges Søn og Arving Prinds Hans var død. I Mai Maaned 1534 var Alt rede, og Kampen aabnedes med at Greven rykkede ind i Holsten og opfordrede Hertug Christian til at løslade den fangne Konge.

Dette var Signalet for Malmøboerne til Oprør. Førte af deres Borgmester Jørgen Kok, bemægtigede de sig Malmøhus, nedbrød den Del af det, der vendte mod Byen, og gjorde sig til Herrer i Staden, hvorhos de strax henvendte sig til Kjøbenhavns Magistrat og anmodede den om Hjælp og Understøttelse. Svaret var ingenlunde

imødekommende; man sagde rent ud, at det Skete var Oprør; dog skulde Stadens Øvrighed gjerne forhandle Sagen til det Bedste, forsaavidt dens Ære og Ed tillod. Der udvexledes en hel Række Breve mellem de tvende Stæder, og man ser heraf, at Magthaverne i Kjøbenhavn ikke billigede Oprøret og ikke agtede at efterligne det; de lode endog Færgefarten over Sundet stoppe og advarede Malmøboerne mod at give sig i Handel med Udlændinge, Fædrelandet til Skade og Fordærv, skjøndt de samtidig tilbød at forhandle med nogle Rigsraader og føre Sagen til "en god Fredsomlighed og bestandelig Ende." Det moderate Parti havde kort sagt Overvægten, og Ambrosius Bogbinder var ikke Mand for at styrte det. Da tilmed Greven og Lybækkerne udeblev, besluttede Jørgen Kok, som indsaa Faren ved at vente, at forsøge et dristigt Coup.

161

Han begav sig i al Hemmelighed over til Kjøbenhavn og holdt sig tilligemed nogle bevæbnede Mænd skjult i Ambrosius Bogbinders Hus i Høibrostræde for at overfalde Slotsherren Johan Urne, naar denne fra Slottet gik til Kirke. Planen maatte imidlertid opgives, fordi Slotsherren altid var ledsaget af et stort Følge. Et tilsigtet Forsøg paa at tage Slottet ved List blev heller ikke iværksat, da Johan Urne havde anet Uraad og ladet Slotsvagten forstærke, fordi Jørgen Kok mødte ved et Gjæstebud hos ham med et stort Antal Folk. Festen gik derfor af uden Forstyrrelse, og den malmøske Borgmester, der indsaa, at han Intet kunde udrette, vendte hjem for at varetage sine egne Interesser.

Imidlertid var den lybske Flaade med Grev Christoffer ombord allerede under Opseiling. Den 21de Juni naaede den Dragør, hvor der sendtes nogle Folk iland, som tog et Par Fanger og nogle Fødemidler i et Hus, og her mødte Jørgen Kok og Ambrosius Bogbinder strax for at aftale de nærmere Skridt med den fremmede Hærfører. Man besluttede at gjøre Landgang paa Sjælland; Flaaden lagde sig udenfor Skovshoved, og om Aftenen den 22 Juni betraadte Greven dansk Grund.

Der var ikke truffet nogensomhelst Forholdsregel fra det danske Rigsraads Side, og ethvert Forsøg paa at indhente det Forsømte strandede paa Grevens hurtige Bevægelser. Dagen efter Landgangen var han i Roskilde, hvor han modtoges med aabne Arme af Indbyggerne, den følgende Dag i Kjøge, og hermed var Kjøbenhavn afskaaren fra Hjælp. En stor Mængde sjællandske Kjøbstæder sluttede sig til ham, og paa en Eng udenfor Kjøge, kaldet Ulvemosen, holdt han et Møde, hvor det lykkedes ham at vinde Bondestanden for sig. Da Adelen saa sine Eiendomme truede, paafulgte et almindeligt Frafald; Befalingsmanden over den væbnede Magt i Sjælland, Hr. Anders Bilde til Søholm, var den første, der tilsvor Greven Huldskab og Mandskab, og hans Exempel fulgtes af mange andre Stormænd. Kjøbenhavns Skjæbne kunde nu ikke være tvivlsom. Grevens Ankomst havde strax fremkaldt den heftigste Gjæring, og Ambrosius Bogbinders Parti nølede ikke med at hverve Tilhængere, som høit forlangte Stadens Overgivelse.

Biskoppen i Roskilde Joachim Rønnow, som var bleven afsat af Grev Christoffer, opholdt sig netop i Kjøbenhavn og gjorde et Forsøg paa at holde de oprørske Elementer i Ave. Han stævnede

162

Borgerne til Bytinget, forestillede dem Grevens Tyranni og Troløshed, og bad dem for Guds og Rigets Velfærds Skyld at holde deres Troskabs Ed. Han var villig til at dele Ondt med dem og vove baade Liv og Gods. Men Alt var forgjæves; en Del af Magistraten var allerede vunden for Grev Christoffers Parti, og Mødet endte med en Tumult, under hvilken Bispen maatte flygte. Almuen var saa forbittret paa ham, at den trængte ind i Bispegaarden og gjennemsøgte alle Rum for at finde ham; ja da man mindedes, hvorledes Sigbrit i sin Tid var sluppen ud af Byen, opbrød man en stor Kiste, der netop bares op til Slottet, i den Tro at Bispen var skjult i den. Med større Deltagelse læser man den gamle Raadmand Jens Kammersvends indtrængende Advarsler, saameget mere som de senere skulde koste ham hans Liv. "Ulykkelige Borgere - sagde han - hvilken Afsindighed har drevet Jer til at overgive Jeres Fædreland til Tydskerne? Have I nogensinde hørt, at de have været trofaste mod de Danske? Staar det gamle Ordsprog ikke ved Magt den Dag idag, at før voxer Figen af Hylderod, før Tydsken vorder de Danske god. Til alle de Ulykker og Krige, hvori vi have været indviklede siden Rigets Begyndelse, have Tydskerne altid været Ophav. Tro mig, den Dag vil komme, da de, hvem I nu ville indlade med Venlighed, og som nu sminke sig med Mildhedens Farver, ville blive Jeres værste Fjender!"

I disse bevægede Dage, da de tvende Partier, hvori Staden var delt, endnu kjæmpede om Overmagten, bemægtigede de Evangeliske sig Frue Kirke og gjorde det formodentlig med det Samme af med den katholske Gudstjeneste. Der blev indledet Underhandlinger med Greven, som bestandig havde sit Hovedqvartér i Kjøge, og den 13de Juli mødte 2 Borgmestre, hvoraf den ene var den føromtalte Peder Kempe, 4 Raadmænd og 14 Borgere hos ham og udstedte et Brev, hvori de forpligtede sig til at overgive Staden tre Dage efter og sværge Greven Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste paa Kong Christierns Vegne. Denne Beslutning maa være tagen af Borgerstanden selv, thi i det nævnte Aktstykke paaberaabe Udsendingene sig en Fuldmagt, der er dem givet af "menige Kjøbenhavns Indbyggere og beseglet af alle Oldermænd for alle Laug." Saavidt man kan se, blev den Betingelse først stillet af Borgerne, at de vilde have Kong Christiern fri, inden de overgav deres By, men Greven lovede, at det snart skulde ske, og beroligede dem ved

163

den glimrende Udsigt, at han vilde skjænke Staden al Jord i en Mils Omkreds, et af det Slags Argumenter, man allerede under Frederik den Første havde havt Vanskelighed ved at modstaa, dengang Serridslevs Erhvervelse stod paa Dagsordenen. Dog er det sikkert, at Christiern den Andens Navn udøvede den største Fortryllelse paa Menigmand, som frydedes over at skulle "have den gamle Ørn, der kunde holde Høgene i Ave, til Konge igjen." Havde man kjendt den tidligere omtalte Traktat mellem Grev Christoffer og Lybæk om den fangne Konges Fremtid, vilde man vel have betænkt sig. I en Vise fra Reformationstiden antydes det ogsaa, at Kjærlighed til den afsatte Konge saavelsom til materiel Fordel var bestemmende for Indbyggernes Holdning:

"Den Greve lod hver Mand hylde
Til gamle Konning Christierns Haand,
Paa det Ingen skulde befinde
Deres Sorg og eget Gavn.
Dog Adelen Sligt vel befunde,
At det var Argelist,
De dog ikke undvige kunde,
Uden de og Riget ødes udi Grunde
Thi nødtes de at sværge hannem vist.

De Kjøbenhavnske, som med stor Attraa
Strax fulde den Greve til Hand,
At de kunde naa den lange Fortaa
En Mil til Land og Vand.
De have derfore af Hungers Nød
Ædt Heste, Øg, Katte og Hunde;
Mangen derover er ynkelig død,
Der de havde hverken Øl eller Brød
Og ei længer holde kunde."

Den 16de Juli holdt altsaa Grev Christoffer sit Indtog i Kjøbenhavn og opslog sin Bopæl i Degnegaarden paa Hjørnet af Fiolstræde og Kannikestræde, indtil Slottet havde overgivet sig. Allerede den følgende Dag havde Slotsherren Johan Urne en Samtale med Anders Bilde og afsluttede en Vaabenstilstand med ham, men den blev ikke holdt; Borgerne angreb Slottet, som Natten mellem den 18de og 19de Juli beskjød Byen med Kanoner, og Alt tydede saaledes paa, at det vilde komme til en formelig Beleiring. Der aabnedes imidlertid nye Underhandlinger, vistnok fordi Besæt-

164

ningen var upaalidelig, og den 24de Juli overgav Johan Urne Slottet med Rigets store Orlogsskibe og Skyts efter at have sikkret sig selv betydelige personlige Fordele. En advarende Skrivelse fra Kong Gustav Vasa af Sverig til Kjøbenhavns Borgere, hvori han mindede dem om Christiern den Andens Tyranni og Udsugelser, fraraadede dem alt Samkvem med Rigets hadske Fjender, Lybækkerne, og opfordrede dem til at kaare Hertug Christian eller dennes yngre Broder Kong Hans til Konge, kom dem maaske aldrig ihænde, efterdi Brevet først blev skrevet i de samme Dage, da Kjøbenhavn aabnede sine Porte for Grev Christoffer. Det vilde sikkert heller ikke have bevirket nogen Forandring.

Den naturlige Følge af Omvæltningen i Kjøbenhavn var, at de Mænd, der havde ført Oprørspartiet, og paa hvis Troskab Greven kunde stole, bleve trukne frem. Den gamle Magistrat blev enten afsat eller gik af frivilligt, og afløstes af en ny med Ambrosius Bogbinder, Hans Bøse og Niels Tøndebinder i Spidsen. De to sidste vare Kjøbmænd og hørte til Christiern den Andens Parti, saavelsom den fjerde Borgmester Rasmus Bager, der havde deltaget i Billedstormen i Frue Kirke. Ogsaa de nye Raadmænd vare Folk i ansete Livsstillinger, men Ambrosius var Sjælen i Magistraten, den egentlige Leder, og tilkjæmpede sig snart en Stilling, der var Jørgen Koks lig i Malmø, skiøndt han manglede dennes Snuhed og Evne til at manøvrere under vanskelige Forhold. Greven sluttede sig dog ikke udelukkende til Borgerstanden og Almuen; en stor Del af Rigets Stormænd gik ham tilhaande og svore ham Troskab, hvorfor de til Gjengjæld modtog Beskjærmelsesbreve for deres Gaarde, indbringende Len og lignende Belønninger. Blandt disse maa fremhæves Bispen af Roskilde Joachim Rønnow, der kjøbte sin Bispestol tilbage af Greven for 2000 rhinske Gylden og 4000 Mark danske Penge, samt Holger Rosenkrandses Enke Fru Anne Meinstrup, der havde været Hofmesterinde hos Christiern den Andens Dronning og var falden i Unaade paa Grund af sin skarpe Tunge, (smlgn. S. 97), men som nu forstod at skaffe sig et greveligt Beskjærmelsesbrev for sin Person og sit Gods, saavelsom Bekræftelse paa en Gaard i Stevnsherred, hun havde i Pant af Kronen. Grev Christoffers Fremgang var kort sagt saa rivende, at han inden Udgangen af Juli Maaned saagodtsom uden Sværdslag var i Besiddelse af hele Sjælland, Møen, Langeland, Lolland og Falster; i Fyen indtog

165

Bønderne Slotte og Herregaarde, i Jylland reiste Skipper Klement en lignende Bevægelse mod Adelen, og selv i Skaane, hvor man først agtede at gjøre Modstand, og hvor Gustav Vasa nærmede sig med Hjælp, hyldede Adelen Grev Christoffer for at frelse sine Gaarde og Forleninger fra Ødelæggelse. Alt tydede saaledes paa, at Wullenwewers Planer vilde blive gjennemførte, og at Danmark uigjenkaldelig vilde komme under Lybækkernes forsmædelige Aag.

Imidlertid havde Adelen i Jylland under Ledelse af Rigets Hofmester Mogens Gøye, samlet sig til alvorlig Modstand. Allerede den 4de Juli, altsaa 12 Dage før Kjøbenhavns Overgivelse, hyldede Jyllands Rigsraader og Adel Hertug Christian som Konge i St. Sørens Kirke i Ry, og paa et Møde i Landsbyen Hjallese, en halv Mil fra Odense, erklærede den fynske Adel den 9de Juli, at den sluttede sig til sine jydske Standsfæller. Nogle Udsendinge afreiste til Holsten, hvor Hertug Christian netop laa for Travemunde, og denne betænkte sig nu ikke længere paa at modtage den tilbudte Krone. Hans første Handling var at tilskrive Borgmestre, Raad og menige Borgere i Kjøbenhavn og indtrængende anmode dem om ikke at lade sig forføre af hans Fjenders listige, bedrageriske og forføreriske Anslag, men lyde Rigsraadet og holde Stand mod Fjenden til deres eget Bedste, hvorhos han lovede med Guds Hjælp om ganske kort Tid at undsætte Staden tillands og tilvands i egen Person. Denne Skrivelse er dateret Feltleiren ved Travemünde den 15de Juli, men den 16de holdt Grev Christoffer, som vi have set, sit Indtog i Kjøbenhavn. Borgerkrigen var saaledes i fuld Gang - det vestlige Danmark havde brudt med det østlige. Religionsspørgsmaalet var helt traadt i Baggrunden, thi den udkaarede Konge kjendtes af sine Modstandere som en ivrig Tilhænger af den lutherske Lære; det var i Virkeligheden Folkepartiet, der havde reist sig mod Adelens Overvægt, det første støttende sig til de vendiske Stæder, den sidste til Holsten og Sverig. I en gammel Folkevise fra denne Tid, der minder stærkt om Klagen ved Christiern den Andens Flugt, og hvori Landets Opløsning og Nød skildres med levende Farver, trøster Forfatteren sig ogsaa med, at Guds rene Ord under alle Omstændigheder kan prædikes frit:

"O Danmark, hvor gaar det nu saa til,
At Du er vorden saa mager?
Jeg det for Sandingen sige vil,
Jeg haver Dig kjendt saa fager.

166

Nu ser jeg Intet paa Din Krop
Uden blot Skind og Ben;
Hvad Syge haver Dig tæret op,
Naar skal Du trives igjen?

Alt det, som jeg arme Danmark
Kan samle med stor Sorg og Møde,
Skulde holde til Gode udi min Ark,
Det lægger Kaalorme øde.
De tære fra mig baade Sølv og Guld,
Som jeg skulde af mig nære,
Aldrig kan jeg dem fylde fulde,
Thi maa jeg skarper være.

De tære fra mig baade Oxe og Ko,
Det kan dennem Intet klække,
Af Alt det, jeg eier, vil Du mig tro,
De kan ei blive mætte.
Kornet de sende og bort fra mig
Til andre fremmede Fugle;
De agte ei, hvad jeg haver igjen,
Naar de haver Næverne fulde.

Eia, Danmark, slig Sorg og Nød
Er bitter at bide og bære,
Jeg mente, det var bedre at være slet død,
End lade slige Dyr regjere.
Naar saadan Dyr i Landene ere fri,
Og Løven kan dennem ei raade,
Da ve de smaa Dyr, der bor udi,
De tages ret plat af Dage.

Blive Ugler Høge og Glenter Ørne,
Da maa smaa Fugle kvide;
Blive Ulve Løver og Ræve Bjørne,
Smaa Dyr monne de slide.
Jeg véd Dig nu Danmark ingen Ting fri
Uden Guds Ord det rene,
De andre staar Du ilde udi,
Thi bliv hos Gud alene."

Det første afgjørende Stød, der rettedes mod Grev Christoffers Overmagt, kom fra Sverig, da Gustav Vasa, i Henhold til sine Aftaler med Hertug Christian, i Oktober gjorde et Indfald i Halland. Det blev derved Greven vanskeligt at komme Skipper Klement og hans Vendelboer til Hjælp, og da Lybæk selv trængtes haardt af

167

Hertug Christian, kunde det ikke støtte ham med Penge og Tropper. Greven sammenkaldte derfor en Herredag i Kjøbenhavn, hvor Rigsraadet bevilgede ham alle Domkirkers og Klostres "Guld, Sølv, Klenodier, være sig Monstrans, Sølvbilleder, Sølvkar, Kalke, Diske, eller med hvad Navn nævnes kan", men kun en Del heraf blev udleveret, da Kannikerne og Præsterne skjulte og indmurede de værdifuldeste Ting. Samtidig forlangte Greven alle adelige Fruers og Jomfruers Guldkjæder og Smykker, men Raadet afslog det med den Erklæring, at de ikke vare deres Hustruers og Børns Smykker mægtige, og at Fruer og Jomfruer til alle Tider og i alle Lande havde været fritagne for slige Paalæg. Denne Vægring fremkaldte en Tumult, som viser, at Ambrosius Bogbinder og ikke Greven var den egentlige Herre i Staden. Førte af Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kok, som altsaa maa have været paa et Besøg i Byen, stormede nemlig Magistraten og en stor Hob Borgere op paa Slottet, trængte ind i "det grønne Kammer", hvor Rigsraadet var forsamlet, og udstødte Trusler mod Adelen, disse "Blodhunde", der havde fængslet Kong Christiern, fordi han saa paa Almuens Bedste, og derved vare Skyld i Landets nuværende Ulykker. Greven selv fik ingen bedre Behandling, thi Borgmester Niels Tøndebinder sagde ham i Borgernes Navn, at kunde han ikke gjenindsætte den fangne Konge, skulde det gaa ham ilde. Tilsidst lykkedes det at stille Borgerne tilfreds ved gyldne Løfter, men Adelen maatte ikke blot udrede "en mærkelig Summa Penge", men endog gjøre personlig Krigstjeneste mod de Svenske.

Kong Gustavs Fremgang i Halland og Bleking, den skaanske Adels Misstemning, Lybæks egne Vanskeligheder, og endelig Grev Christoffers aabenbare Afmagt, bragte en ny Thronprætendent paa Scenen, til hvem nu ikke blot Wullenwewer, men ogsaa Kjøbenhavns Borgerstand rettede forhaabningsfulde Blikke. Det var Hertug Albrecht af Meklenborg, som var gift med den fangne Konges Søsterdatter og længe, havde vist Lyst til at fiske i rørt Vande. Han havde fra Begyndelsen fulgt Begivenhederne med Opmærksomhed, ja tildels været indviet i deres hemmelige Traade, men hans Tilbud om at optræde direkte til Gunst for Lybæk havde ikke ført til noget Resultat, fordi man ikke kunde blive enig om Prisen. Lybæk fordrede Meget og tilbød kun Lidt, saalænge Grev Christoffers Held var afgjørende; senere blev Forholdet omvendt; nu var det

168

Hertugen, der forlangte det mest Mulige for de ringeste Offre. Det var langvarige og indviklede Underhandlinger, der førtes, saa meget mere som Lybæk var bundet til Grev Christoffer, og denne ikke havde Lyst til at dele sin Magt med en anden, men betragtede Hertug Albrecht som en Fjende, der vilde berøve ham Seirens Hæder og Løn. I Sommeren 1534 holdt Wullenwewer Hertugen hen med forskjellige lokkende Udsigter; der var baade Tale om Sverigs Krone og om Regentskabet i Danmark, men disse Løfter vare neppe alvorlig mente, da han samtidig underhandlede med Kong Henrik den Ottende af England om en Forbundstraktat med denne. Ærgjerrigheden lod imidlertid, ikke Hertug Albrecht Ro; i Begyndelsen af September sendte han en af Christiern den Andens forhenværende Tjenere Dr. Christiern Vinter til Kjøbenhavn for om muligt at formaa Greven af Oldenborg til selv at begjære Hertugens Hjælp. Dette lykkedes ham dog ikke; derimod fandt han større Imødekommenhed hos Stadens ledende Mænd, der forlængst havde indset, at det overgik Grevens Kræfter at skaffe Fangen paa Sønderborg Friheden og gjenindsætte ham paa Tronen. Den 17de Septbr. anmodede Magistraterne i Kjøbenhavn og Malmø Hertug Albrecht om at formaa Hertugen af Holsten til at opgive sine Erobringsplaner mod Danmark, men vilde han ikke det, da komme dem til Hjælp; han kunde være forvisset om, at de vilde offre Liv og Gods for at føre Sagen til en lykkelig Ende.

Forholdet mellem den ærgjerrige Hertug og Lybæk vilde maaské ikke være blevet ordnet endnu, hvis der ikke var indtraadt et pludseligt Omslag i Wullenwewers Udsigter. I Oktober saa Alt mørkt ud for den almægtige Demagog; Forbundet med England kunde ikke iværksættes, Hertug Christian truede med at afskjære Lybæk fra Forbindelsen med Søen, i Skaane trængte Gustav Vasa frem, Østersøen fyldtes med Kapere, der ødelagde Handelen, og i Lybæk selv indtraadte der en Reaktion, som støttedes af de andre vendiske Stæder. Wullenwewer, der følte Grunden vakle under sine Fødder, og hvis Tillid til Grev Christoffer var forsvunden, opfordrede nu selv indstændigt Hertug Albrecht til at sætte sig i Bevægelse, og den 14de November afsluttedes der et Forbund mellem Wismar, Rostok, Stralsund, Lybæk og Hertug Albrecht, ved hvilket det bestemtes, at den sidste skulde være Regent i Danmark, saalænge Christiern den Anden levede, og efter hans

169

Død Konge. Fire Dage efter sluttede Lybæk en Fred med Hertugdømmerne, ved hvilken Striden om Kong Christierns Fængsel og Danmarks Rige blev staaende uafgjort, og begge de krigsførende Magter vendte sig nu mod Danmark - Holstenerne mod Jylland og Lybækkerne mod Øresund.

I Begyndelsen af December forlod den lybske Flaade Warnemünde og gik under Seil med 3000 Knægte; "Hertug Albrechts Statholder" Grev Johan af Hoya var Overanfører og Markus Meyer Chef for det lybske Corps. Da man kom som uindbudne Gjæster og desuden havde isinde at berøve Grev Christoffer den Magt, han hidtil havde havt, var man ikke ganske sikker paa den Modtagelse, man vilde faa, og nærede Betænkeligheder med Hensyn til Landgangsstedet. Paa Kjøbenhavns og Malmøs Venskab kunde man dog stole, thi her var Borgernes Stemning ubetinget paa Hertug Albrechts Side, hvad der jo ogsaa harmonerer med den Skrivelse, Magistraterne havde sendt ham i September. Grev Christoffers Parti arbeidede dog samtidig paa at vinde Tilhængere; saaledes søgte Bisp Joachim Rønnow at skræmme Borgerne fra at indlade sig med den nye Prætendent ved paa Raadstuen at oplæse et Brev fra Hertugen, hvori denne for at vinde Bispen havde lovet "igjen at oprette hele den papistiske Lære og undertrykke Guds Ord", en mærkelig Argumentation i en katholsk Biskops Mund. Ikke blot heraf ses det, at Indbyggerne vare afgjort luthersksindede; Hertug Albrechts Kantsler Joachim v. Jetzen skrev i Januar 1535 til sin Herre, at hvis han vilde vinde nogen Indgang i Kjøbenhavn, maatte han i alle Ting skikke sig paa evangelisk Vis; hvis han derimod befattede sig med Messer og Ceremonier efter papistisk Skik, vilde al hans Møie og Arbeide være spildt. Hvad Grev Christoffer angaar, var han yderst opbragt over den Svig, der var bleven ham vist af Lybækkerne; ja han gav Ordre til at modtage Hjælpetropperne som "aabenbare Fjender" samt "holde Strandvagt og forsvare Slotte og Stæder mod dem." Da det tilmed viste sig, at den skaanske og sjællandske Adel, som iforveien var misfornøiet med Greven, aldeles ikke vilde forpligte sig til at vise Hertug Albrecht og Lybækkerne Lydighed, ansaa Wullenwewer det for nødvendigt at begive sig personlig til Kjøbenhavn for om muligt at bringe Orden i Forvirringen.

170

Grev Christoffer laa dengang i Fy en, hvor han erfarede Skipper Klements Nederlag og Aalborgs Indtagelse; Efterretningerne fra Kjøbenhavn kunde kun bidrage til at stemme ham endnu forsonligere, og han modtog derfor uden Betænkning en Indbydelse fra Hertug Christian til en personlig Sammenkomst i Kolding. Den mislykkedes imidlertid fuldstændigt; Fyrsterne skiltes endog som personlige Fjender, hvilket skyldtes Grevens raa og overmodige Væsen. Der var nu ingen anden Udvei for Grev Christoffer end at gjøre gode Miner til slet Spil og tage mod Hjælpetropperne, men han fastholdt fremdeles sin Stilling og vilde ikke afstaa den til sin Medbeiler.

Den skaanske Adels Frafald og Tilslutning til den fremrykkende svenske Hær, Markus Meyers Nederlag ved Helsingborg, saavelsom Johan Rantzaus afgjørende Seire i Nørrejylland, paabød Greven at se sig om efter nye Hjælpemidler til Krigens Fortsættelse. Han sammenkaldte derfor et Møde i Kjøbenhavn, hvortil Adelen sandsynligvis ogsaa var indbudt, men den udeblev. Hermed var Signalet givet til en Bondebevægelse i Sjælland; overalt reiste Befolkningen sig i Masser, plyndrede Adelens Gaarde og førte mange af de adelige Herrer som Fanger til Kjøbenhavn, medens det lykkedes andre, deriblandt Joachim Rønnow, at undslippe til Jylland. Greven gjorde neppe Noget for at hindre disse Voldsgjerninger; ialfald forsmaaede han ikke Adelens Klenodier og Penge som lovligt Krigsbytte. Den 20de eller 22de Januar 1535 var han tilstede paa Sjællandsfar Landsthing i Ringsted, hvortil han atter havde stævnet Adelen, men faa eller ingen af dem kom undtagen den gamle Fru Anne Meinstrup, som ligesaalidt som i gamle Dage (smlgn S. 97) kunde passe paa sin Mund. Hun klagede høit over tilføiet Uret og sagde, at saalænge hun levede, skulde Kong Christiern ikke komme paa Danmarks Trone; nogle af Kjøbenhavns Borgere styrtede da løs paa hende og dræbte hende paa Stedet, og hendes Lig blev ovenikjøbet mishandlet navnlig af en Tydsker ved Navn Jacob Fløitespiller. I Folkevisen skildres dette Drab paa følgende Maade

Den gamle Fru Anne Holgers,
Af Adel og Rygte vel god,
Lod Greven uskyldig slaa ihjel,
Udi Ringsted for sin Fod.

171

Hun havde kjøbt Grevens Leide,
Gav Greven en Skjænk derfor,
Er Sligt ikke en uchristelig Feide?
Dennem holdtes hverken Ord eller Breve,
Alle, der af Adel var.

Pal. Müller bemærker herimod, at den Dræbtes Udtalelser vare ligesaa uberettigede som ubesindige, efterdi hun ligesom den øvrige sjællandske Adel uden al Modstand havde hyldet Grev Christoffer i Kong Christierns Navn, og modtaget mere end én Forlening af hans Haand. Hvis man heri vil se en Undskyldning for den ophidsede Almue, dømte Datiden anderledes, thi ved Kjøbenhavns Overgivelse vare hendes Drabsmænd de eneste, der undtoges fra den almindelige Benaadning.

Imidlertid kom Hertug Albrecht ikke til Kjøbenhavn. Sagerne forværredes fra Dag til Dag; det ene mere indtrængende Brev end det andet afsendtes til Hertugen; tilsidst opfordrede Grev Christoffer endog selv sin Medbeiler om at vise sig paa Skuepladsen, men han forblev urokkelig, rimeligvis fordi han nærede Mistillid til sins Forbundsfæller og manglede Penge. De ledende Mænd i Staden vare raadvilde, urolige og indbyrdes uenige; "Greven er imod Jørgen Kok - skriver saaledes Hertugens Kantsler den 20de Januar fra Kjøbenhavn - Jørgen igjen imod Greven, Wullenwewer imod dem begge, og for denne Uenigheds Skyld vil den ene have Hertug Albrecht, den Anden og Tredie ogsaa. Jørgen Kok og jeg have nok at gjøre med at holde Enighed mellem begge Grever (Christopher og Johan af Hoya), der ogsaa ere hinanden imod." Omkvædet paa alle disse Skrivelser er, at Almuen kun længes efter Hertugen, og at han maa komme snarest muligt, hvis det Hele ikke skal ende med "en evig Ulykke." I Marts, da Grev Christoffer trak sine Tropper bort fra Fyen for at anvende dem i Skaane, og Johan Rantzau benyttende sig heraf satte over Lillebelt, trængte Wullenwewer atter ind paa Hertugen, forestillede ham Følgerne af fortsat Nølen og besvor ham at begive sig afsted. Den 8de April gav han endelig efter og indskibede sig i Rostok tilligemed sin Gemalinde Anna af Brandenburg (en Søsterdatter af den fangne Konge), sit Hof, sine Jagthunde, samt 40 Ryttere og én Fænnike Knægte - "als ein gewisser ohnzweifelhaftiger Köning" siger en samtidig Beretning. Over Nykjøbing drog han til Næstved, og videre til Kjøben-

172

havn, hvor han den 16de April holdt sit Indtog, uden Tvivl modtagen med aabne Arme af Indbyggerne. Grev Christoffer vilde imidlertid ikke indrømme ham Slottet, hvorfor han maatte opslaa sin Residents i den daværende Bispegaard ligeoverfor Frue Kirke, hvor Universitetsbygningen nu er; heller ikke fik han Del i Regentskabet, thi selv om Grev Christoffer var nødt til at gjøre gode Miner til slet Spil og modtage ham som Ven, vilde han dog ikke afstaa Noget af sin Magt til den paatrængende Medbeiler. Den Spænding, som herskede mellem de to Fyrster, var saa almindelig bekjendt, at den skaanske Adel endog gjorde et mislykket Forsøg paa at drage Greven over paa Hertug Christians Parti.

Kampen stod nu om Fyen. Den 8de Marts 1535 blev Hertug Christian hyldet som Danmarks Konge i Viborg, hvor de jydske Stænder tillige bevilgede ham en betydelig Sølvskat; hans Hær i Fyen gjorde langsomme, men sikkre Fremskridt; Uveiret trak sammen over de Forbundnes Hoveder, men Hertug Albrecht forblev uvirksom paa Sjælland. Atter trængte Wullenwewer paa for at bevæge den meklenborgske Fyrste til at handle, men denne naaede blot Faaborg for at erfare Johan Rantzaus afgjørende Seir ved Øxnebjerg den 11te Juni, og Assens' Plyndring, hvorpaa han atter maatte vende om. I Kjøbenhavn forhandlede nu de tvende tydske Herrer om Udsigterne for Fremtiden, om de skulde søge Fred paa taalelige Vilkaar eller fortsætte Krigen til det Yderste. De bestemte sig for det Sidste og udstedte den 19de Juni et lidenskabeligt Opraab til Borgere og Bønder om at forsvare Sjælland. Hvis Hertugen af Holsten - sagde de - fik Overhaand, "vilde der ingen Ende blive paa Skatning, Plage, Røveri, Mord, Halshuggelse, Ophængelse, Steilelse og anden deslige uchristelig, tyrannisk Handel og Grusomhed;" de vilde fra deres nuværende christelige Frihed falde til en "asenlig, ja hundelig Trældom;" og Bedrøvelse, Ulykke, Jammer og Nød vilde komme over deres Hoveder, som havde brændt Adelens Gaarde og Slotte, pantsat dens Bohave og Kvæg og været med til at ihjelslaa Fru Anne Holgers. Enhver, der udeblev, naaar Baunen lyste, eller flygtede uden yderste Nød, skulde hænges paa sin egen Husbjælke, og hans Gods deles mellem Landsherren og de redelige Karle, der opfyldte deres Skyldighed.

Opraabet gjorde ingen Virkning; thi Almuen havde tabt Modet. I Juli erobrede Peder Skram Korsør Slot, Flaaden førte

173

den kongelig Hær over, som midt i Maaneden besatte Kjøge. Fra Lybæk kom der ingen Undsætning; derimod gjorde Peder Skram sig til Herre i Øresund. Kjøbenhavn havde hidtil været forskaanet for Krigens direkte Virkninger; nu nærmede det Øieblik sig, da

Staden skulde udstaa sin Del af Lidelserne og Ulykkerne, som ikke blev den mindste. Med hvilke Følelser, Beleiringen imødesaas, er vanskeligt at vide. De tydske Fyrster haabede formodentlig endnu bestandig paa at kunne gjennemføre deres egennyttige Planer ved Lybæks eller Englands Hjælp; Folkelederne Ambrosius Bogbinder,

174

Hans Bøse og Niels Tøndebinder vendte sagtens Blikket til Nederlandene, der styredes af Christiern den Andens Svigerinde, og vare iøvrigt rede til at offre Liv og Blod for Fangen paa Sønderborg, som havde vist, at han delte deres Had til Adelen, og Almuen forstod ikke, at Christian den Tredies Sag var Danmarks Sag, men indbildte sig uden Tvivl, at "Holstenernes" Seir vilde blive Reformationens Undergang. Kun Faa gjennemskuede Lybækkernes List, og Færre vidste, hvorledes de rundt om i Europa bød Nordens Kroner tilfals for den, der vilde sikkre dem Handelsherredømmet i Østersøen.

Henad Aften den 24de Juli 1535 blev Kjøbenhavn indesluttet fra Landsiden af ca. 6000 Mand kongelige Tropper, men de Beleirede havde paa Forhaand truffet alle Forberedelser til at udholde en langvarig Blokade. Staden havde et anseeligt Forraad af Vaaben, Fæstningsværkerne vare i god Stand, Slottet fast og forsvarligt, og fra Omegnen havde man itide provianteret sig med Kvæg og andre Levnetsmidler. Indeslutningen var desuden ikke fuldstændig; thi da Kongen ikke formaaede at besætte Amager, stod denne frugtbare Øs Produkter til de Beleiredes Raadighed, ligesom de herfra nogenlunde kunde vedligeholde Forbindelsen med Vennerne i Tydskland.

Kong Christian opslog sin Leir paa Serridslev Marker Nord for Kjøbenhavn, paa samme Sted, hvor han som Prinds havde staaet med Johan Rantzau under Beleiringen af 1523. Her forefandtes endnu Levninger af den forrige Beleiringshærs Værker og Grave, som ikke vare blevne sløifede, og derfor ufortøvet bleve besatte og istandsatte. Saalænge dette stod paa, kom det til hyppige Skjærmydsler, idet Borgerne søgte at hindre Jordarbeidernes Fuldførelse. Med særlig Berømmelse nævnes paa dette Tidspunkt Adelsmanden Sti Stisen for sine dristige Streiftog ind i den kongelige Leir. Fra Volden blev Fjenden selvfølgelig ogsaa beskudt, særlig fra Jermers Skandse, der laa meget høit, og hvor der fandtes en Kanon "den vrede Slange", som kunde række helt ud i den fjendtlige Leir og engang dræbte nogle Drabanter i Kongens Telt. Det øvrige Artilleri synes at have været svagere, thi det fremhæves som en Guds Dom, at da tre Landsknægte i Kong Christians Leir en Dag søgte at drikke sig ihjel i Brændevin under forfærdelige Forbandelser, bleve de alle Tre ramte af en saadan Kugle. Da Byens Omfang var forholdsvis ringe, og Kongen var sine Modstandere overlegen i Rytteri, er det neppe faldet Beleiringshæren

175

vanskeligt at afskjære Forbindelsen over Land, fra Strand til Strand; Havnen var derhos afspærret af den forenede danske og svenske Flaade, efterat et Forsøg paa at forsvare det udenfor liggende Dyb med et stort udlagt Fartøi, den preussiske Holk, var totalt mislykket, da Skibet blev skudt isænk af de Kongelige.

En ikke ringe Vanskelighed for Kongen var Leirens Forsyning med Fødemidler, thi Omegnen var snart udtømt for det Lidet, Kjøbenhavnerne havde levnet. Der blev derfor givet Befaling til Sjællands Indbyggere om, at de skulde sende Fødevarer og Vogne til Hæren. Skjøndt Kongen havde udstedt et Beskyttelsesbrev for hver Landsby, vare Bønderne i Kjøbenhavns Omegn dog flygtede, saaledes at al Assistance maatte hentes langveisfra. Sømme og Tune Herred skulde sende 400 gode Karle med Spader og Madsække indeholdende Proviant for tre-fire Dage; hver Mand i Sokkelunds og Smørums Herreder skulde møde med et Læs Vidier til Beleiringsarbeiderne, og Kjøbstæderne skulde sende Øl og Brød. Det er betegnende for Kongens milde og overbærende Sindelag, at han tillod Bønderne i de to sidstnævnte Herreder, som ikke havde villet hylde ham, "at være hjemme ved deres Bo og Bjering og høste deres Avl og Korn ind", ligesom han strengelig forbød al Strandhugst fra Flaaden, og udstedte et aabent Brev til Almuen i Sjælland, hvori han lovede den sin Beskyttelse og erklærede, at Alt, hvad der var blevet den frataget, Heste, Vogne, Meiejern, Leer o. lign., vilde blive tilbageleveret, at al Tilførsel til Leiren skulde betales med rede Penge og endelig, at han "vilde det saa bestille, at Bønderne skulde ei herefter overfaldes eller tages fra af Hans Naades Krigsfolk".

Omstaaende Billede, der maa anses for det ældste existerende Prospekt af Kjøbenhavn, forestiller Byen set fra Søsiden under Beleiringen 1536, og er rimeligvis optaget af en af Deltagerne i Krigen, som har bragt det hjem med til Tydskland. Skjøndt det er raat og ufuldkomment og aabenbart er gjort af en Mand, der ikke har havt Forstand paa Tegnekunstens elementaire Regler, indeholder det dog nogle Oplysninger, og man kan med en Smule god Villie og ved at sammenholde det med skrevne Kilder endog faa Mere ud deraf, end man skulde vente. I Forgrunden ses Kongens Flaade, krydsende for fulde Seil udenfor Staden og vexlende Skud med Slottet; Amager er antydet som en lille Ø med to Træer. De

176

tvende Indløb til Havnen, Kalvebodsund og Gamlebodedyb, der skulde ligge paa begge Sider af Slottet og føre ind i den egentlige Havn (de nuværende Kanaler) anes mere end de ses; derimod kunne Byens Grave følges paa en lang Strækning af dens Vestside. Paa Landjorden ses først og fremmest Slottet, der er omgivet af Mure med Skydeskaar og Runddele, som maa tænkes forstærkede med Jordvolde bagved; ovenpaa disse er der antydet Kanoner. Indenfor Ringmuren ligger en lavere Bygning maaské Slotskapellet og et Taarn med et kuppelformet Tag, som gjenfindes paa senere Afbildninger og formodentlig er det Taarn, som, oprindelig opført af Absalon, første Gang ses gjengivet paa Kjøbenhavns ældste Segl, derpaa nedreves af Lybækkerne i 1369, for atter at opføres og under vexlende Former holder sig som en integrerende Del af Kjøbenhavns Slot, indtil dette forsvinder under Christian den Sjette. Umiddelbart ved Siden af dette Taarn ses et andet med et kegleformet Tag; en Stang er stukken ud, hvorfra Noget, der formodentlig skal være to hængte Mennesker, dingler; vi ville senere gjense dette Taarn i Prospektet af Kjøbenhavn i Theatrum urbium, hvor der ligeledes hænger Noget ud fra det, vel sagtens Signaler. Resen kalder det Stadens Vagttaarn; Dr. Nielsen mener, at det er det gamle Taarn ved Havnens ene Ende, som laa paa Slotspladsen ligeoverfor Boldhusgade og omtales i Jakob Erlandsens Stadsret (smlgn. S. 11). Bag Slottet ligger Byen; Vesterport er afbildet med et spidst lille Taarn paa hver Side; tilhøire herfor ses en større Bygning med endel gavllignende Fremspring, som maa være St. Klemens Kirke, af hvilken der ellers ikke existerer noget Billede. Den store Kirke i Byens Midte med det spidse Taarn er selvfølgelig Frue Kirke; ved dens Fod ligger Bispegaarden med to Gavle vendende ud til Kirkegaarden. I denne Egn maa St. Peders Kirke søges og kan ogsaa findes med et lille Taarn paa Enden af et forholdsvis langt Hovedskib. Ovenover denne Kirke ligger i Byens Mur en Runddel, som maa være Hanetaarnet (smlgn. S. 17); tilvenstre for dette ses Jermers Skandse med en mægtig vaiende Fane, tilhøire Nørreport. Hele den østlige Del af Byen fattes; hvor Nikolai Kirke skulde have været, ligger en Mølle. Heller ikke ser man Noget til Søerne, deres Plads er mellem Byen og Beleirernes Værker, hvor der i Stedet er blevet anbragt nogle Døde. Nede ved Stranden arbeide Beleirerne sig ind mod Fæstningen ved Løbegrave, men

177

om dette virkelig har fundet Sted, er rigtignok et andet Spørgsmaal, thi Kjøbenhavn blev ikke taget ved Storm, men ved Udhungring. Overhovedet ligger Beleiringshæren altfor tæt ved Staden. I Baggrunden vaier Danebrog paa mange Steder, Fænniker komme marcherende, talrige Telte ere opslaaede; et enkelt særlig udmærket med spidst Tag er ventelig Kongens, og en levende Kanonade ved-

ligeholdes mod Fæstningens Mure, paa hvilke der hist og her viser sig større Afdelinger Soldater. Den Skandse, der ligger udenfor Vesterport, og hvorfra Byen ogsaa beskydes ivrigt, maa tænkes paa Valby Bakke. Det er en Selvfølge, at man ude i Leiren ikke vil lede forgjæves efter den i hin Tid for Disciplinen saa uundværlige Galge, som heller ikke er tom.

178

Et andet Billede af Kjøbenhavn under Beleiringen 1536 findes paa et vævet Tapet i Oldnordisk Museum, gjengivet her i Farvetryk. Det er forfærdiget af Hans Kniper i Tiden kort efter 1580, og hører til en Suite af Tapeter, forestillende de oldenborgske Kongers Bedrifter og i sin Tid benyttede til Udsmykning af Frue Kirkes Chor ved Bispeordinationer. Som Kilde til Kjøbenhavns Udseende paa Grevefeidens Tid kan det dog ikke benyttes; det viser os Byen i Frederik den Andens sidste Regjeringsaar, og ikke i Christian den Tredies første. I Forgrunden staar Kong Christian den Tredie med sin Hund ved Siden i et Slags aaben af Søiler baaren Loggia; han er iført en prægtig med Guld indlagt Rustning, men med Krone, Scepter og Rigsæble, medens hans Hjelm og Stridshandsker ere anbragte paa en Piedestal. I Mellemgrunden ses Leiren i Serridslev med Telte, Ryttere, Drabanter og afmarcherende Landsknægte, samt noget længere borte to Skandser. I Baggrunden strækker Kjøbenhavn sig; dog er en ikke ringe Del af det skjult af Kongens Person. Yderst tilhøire er Slottet; derpaa følger en høi Bygning med et Taarn med takkede Gavle, som maaske er Kongens "store murede" Seilhus paa Holmen med tilliggende Reberbane. De høie Tage, som derpaa rage op over deres Naboer, tilhøre Admiralgaarden; det mindre Taarn er enten Østerport eller Vingaarden, og Kirken med Spiret, der viser sig ovenover Vesterport, er Nikolai Kirke. Tilvenstre for Kongens Figur kneiser Frue Kirkes imponerende Spir; ved Foden af det ses den gamle Bispegaard, det nunuværende Universitet. Dét høie Taarn med takkede Gavle er Nørreport; Taarnet yderst tilvenstre i Prospektet med den spidse Hat er vistnok Jermers Taarn, der laa for Enden af Studiestræde.

Beleiringen dreves ikke med synderlig Kraft, thi Kongen maatte samtidig holde en Krigsmagt i Holsten; Malmø og Landskrone vare tillige indesluttede, og det faldt bestandig haardt at skaffe den nødvendige Proviant, saaledes at flere Afdelinger bleve sendte ud mod de Slotte, som endnu vare i Grevens Magt, snarere for at blive fødte end for at tage dem. Inde i Staden begyndte Christiern den Andens Tilhængere iøvrigt allerede at udøve et Slags Terrorisme; Enhver, der mistænktes for at hælde til det modsatte Parti, blev forfulgt, og der udkrævedes stor Forsigtighed for ikke at blive mistænkt. Den ovenfor (S. 162) omtalte Jens Kammersvend, der havde været Raadmand, og som endog havde

Pl. s.178

179

staaet i Venskabsforhold til flere af den fangne Konges Tilhængere, blev i Slutningen af August anklaget for at have talt ilde om Kong Christiern, og for at have sendt hemmelige Breve til Leiren i Serridslev. Han indrømmede den første Beskyldnings Rigtighed, men benægtede den anden, som heller ikke kunde bevises, men man, havde ikke glemt, hvorledes han i sin Tid havde advaret mod Kjøbenhavns Overgivelse til Grev Christoffer og Lybækkerne, og Ambrosius Bogbinder synes at have svoret hans Undergang. Paa Borgernes indstændige Ansøgning lod Greven ham henrette som Forræder, hvilket skete den 9de Septbr.

Udsigterne formørkedes dog stadigt for de Beleirede; man erfarede fra Lybæk, at den egentlige Leder for hele Bevægelsen, Wullenwewer, havde maattet vige sin Plads i Raadet, og at Fredspartiet havde faaet Overvægten; ved et større Udfald midt i September ledes der betydelige Tab, midt i Oktober overgav Landskrone sig, hvorved Kong Christian erhvervede en ypperlig Vinterhavn for sin Flaade; der var kort sagt kun faa Lyspunkter i de Beleiredes ensformige Liv. Hertug Albrecht gik paa Jagt paa Amager og fik her Brug for sine "Rakker"; Grev Christoffer søgte Adspredelser i letsindige Kvinders Selskab eller sad paa Slottet og studerede Homer, medens Ambrosius Bogbinder var den faktiske Herre i Staden.

Da rygtedes det med Et, at en lybsk Flaade nærmede sig til Undsætning; thi skjøndt det gjenindsatte gamle Raad i Lybæk ikke var krigersk sindet, havde det dog forpligtet sig til at skaffe Fred med Danmark enten ved Underhandlinger eller ved Krig. Da Kong Christian havde afvist alle Underhandlinger, skulde Forsøget gjøres med Magt, og den 24de Oktober gik en stor vendisk Flaade under Seil til Øresund. Her havde Peder Skram og den preussiske Admiral Johan Pein truffet alle Foranstaltninger til dens Modtagelse; de kongelige Skibe vare kampberedte; ved Hvidøre var der blevet anlagt Fæstningsværker for at hindre Landgang, ja Kongen havde ladet de tvende Indløb til Kjøbenhavns Havn: Gamleboddyb og Kallebodsund tilsænke, for at Lybækkerne ikke skulde slippe ind, hvilket Udfald det forventede Søslag end fik. Tilsænkningen mislykkedes forresten som sædvanlig; de nedsænkede Skibe kom til at ligge paalangs i Løbet, og Adgangen var fremdeles fri. Det kom dog ikke til nogen egentlig Kamp, thi efter at den hanseatiske

180

Flaade i nogle Dage havde ligget ved Dragør, og en betydelig Mængde Proviant var ført til Kjøbenhavn over Amager og Kallebodstrand, vendte den hjem. Kjøbenhavn var altsaa ikke bleven befriet, men Borgerne kunde dog med en vis Sindsro se Fremtiden imøde, som endnu rummede mange Muligheder.

Men Lybæk vilde have Fred. Alle Forsøg paa at bevæge det til et nyt Togt strandede, og da de evangeliske Stæder i Tydskland tilbød Mægling, gik Stadens Raad ind derpaa. Ogsaa i Kjøbenhavn vare Magthaverne villige til at deltage i Fredsunderhandlingerne, thi Wullenwewer var definitivt falden i sine Fjenders Hænder, og det var Alle klart, at Hanseaterne kun ønskede at trække sig ud af Kampen. Der indtraadte en Standsning i Fjendtlighederne, og fire af Kjøbenhavns Indbyggere, nemlig Ambrosius Bogbinder, Raadmand Herman Ditmarsken, samt Borgerne Oluf Skriver og Hans Decker, sendtes med kongeligt Leide til Hamborg for at deltage i Fredsmødet, men da de ankom dertil, var det allerede afbrudt. Ambrosius benyttede Leiligheden, da han nu engang var sluppen ud af den beleirede By, til at virke for Christiern den Andens Sag hos Keiseren, Pfalzgrev Frederik og den nederlandske Regjering, og Regentinde Maria gav ham endog et bestemt Løfte om Hjælp tilligemed en Pengesum.

I Vintermaanederne, efterat den forenede danske, svenske og preussiske Flaade var gaaet i Havn, oplevede Kjøbenhavns Borgere kun Lidet af Betydning. Beleiringshæren laa urokkelig i sine Stillinger udenfor Byen og holdt Øie med den; men den kunde ikke hindre at nogle mecklenborgske Skibe i December bragte Proviant. Man saa Forholdet mellem Hertugen og Greven undergaa en Forandring til det Bedre ved den fælles Forlegenhed, og i Januar oplevede man det eiendommelige Skuespil, at elleve Adelsmænd, der hidtil havde været holdt i et ridderligt Indlager i Kjøbenhavn, bleve sendte til Mecklenborg som Gidsler. Engang imellem aabnedes Stadens Porte for et eller andet lybsk Sendebud, der kom med kongeligt Leide for at forhandle med Hertug Albrecht og Grev Christoffer, men Intet afbrød ellers den vante Stilhed. I Marts var Sundet tillagt udfor Landskrone, saaledes at Peder Skram ikke kunde forhindre en ny Proviantering fra Mecklenborg, og Kulden blev saa streng, at en Adelsmand frøs ihjel i Køien hos Skram; en anden Gang blev dog en Skude med Øl og Klæde, der forsøgte

181

at ise sig ind i Havnen, tagen af Kongens Folk efter en lille Træfning, der blev leveret paa Isen. De stadige Forsøg paa at føre Proviant ind i Staden ad Søveien eller over Amager gjorde det ønskeligt for den kongelige Flaade at slippe ud saa tidligt som muligt, men det lykkedes først i Slutningen af Maaneden. Nu gik Peder Skram til Østersøen, hvor han bemægtigede sig en Del hertugelige Proviantskibe, deriblandt ogsaa et Fartøi med Hertug Albrechts Støvere og Mynder; derpaa gik Flaaden tilbage til Sundet og lagde sig i Begyndelsen af Mai atter udenfor Kjøbenhavn, som altsaa paany var indesluttet baade fra Land- og Søsiden.

Men i Mellemtiden var der indtraadt en stor Forandring - Lybæk havde sluttet en Separatfred og ladet sine Forbundne i Stikken. Fredsmødet i Hamborg var nemlig atter traadt sammen den 13de Januar 1536, og her havde saavel Kjøbenhavns som Malmøs Befuldmægtigede som ufravigelig Betingelse for al videre Forhandling stillet Fordringen om den fangne Konges Frigivelse. Da dette Forlangende blev fastholdt, indledede Lybæk særlige Underhandlinger, og den 14de Februar sluttedes Freden, ved hvilken Christian den Tredie anerkjendtes som Konge i Danmark. Det bestemtes endvidere, at Hertug Albrecht og Grev Christoffer frit kunde drage ud af Riget, og at de beleirede Byer ikke alene skulde have Amnesti, men bibeholde deres under Krigen vundne Stilling som frie Rigsstæder, ifald de inden sex Uger antog Freden. Efterretningen om denne Vending bragte Magthaverne i Malmø til at vakle; i Kjøbenhavn vare de Styrende derimod bestemte paa ikke at give efter, under alle Omstændigheder ikke uden at opnaa bedre Betingelser for sig selv.

De officielle Skridt, der foretoges for at paavirke de Beleirede, førte derfor ikke til noget Resultat. Fra Lybæk ankom to Afsendinge, som meddelte, at Freden var sluttet, og at Kjøbenhavn og Malmø vare optagne i den, men de ledende Mænd troede at kunne opnaa Mere ved at paakalde en ny Mægling af tydske Fyrster. En Skrivelse af 7de Marts fra de kongelige Kommissairer til Borgmestre og Raad om at sende Fuldmægtige ud mellem Byen og Leiren for at underhandle med dem blev ikke besvaret, og det nyttede ikke, at Opfordringen gjentoges i et Brev stilet til Borgerskabet, thi dette blev ikke raadspurgt, ja ikke engang underrettet om Brevenes Indhold. Der er neppe Tvivl om, at et stærkt Parti allerede paa

182

dette Tidspunkt ønskede, at Staden skulde overgive sig, men det kunde Intet udrette overfor de Styrende, som haabede paa Løfterne fra Keiseren og Nederlandene. Den 18de Marts sendte Kongen selv en Opfordring til "alle Borgere og menige Kjøbenhavns Indbyggere" og raadede dem til at sende nogle Fuldmægtige til Kallundborg Slot, hvor han opholdt sig, for at forhandle med ham personlig; den følgende Dag sendtes endvidere en Skrivelse fra Leiren om nogle mærkelige Breve, der vare komne Krigsøversterne ihænde og vare af største Vigtighed for "Stadens Borgmestre, Raadmænd, den menige Mand og alle deres Børn og Efterkommere". De Kongelige - hed det - vilde ikke paa nogen Maade tilbageholde disse Breve for ikke at paadrage sig et stort Ansvar, men da de havde erfaret, at de Skrivelser, som indskikkedes i Byen, fordulgtes og ikke kom den menige Mand ihænde, vilde de kun udlevere dem til tre eller fire Borgere, som i denne Anledning sendtes ud i Leiren. Endelig gjorde Kongen den 26de Marts et sidste Forsøg paa at bevæge Kjøbenhavn til at slutte sig til Hamborgfreden. Han udtalte sin store Forundring over, at Borgerne ikke havde besvaret hans mange Breve efter de christelige Tilbud, som vare gjorte deri, og som han iøvrigt endnu var villig til at holde, ifald de overgav sig. Nu begjærede han paany deres alvorlige Svar, "hvad I derom gjøre og lade ville", og tilføiede: "Kjende Gud, at Os forbarmes og ynkes over den store Besværing, som Rigsens Indbyggere nu paa hænger baade inden Byen og uden, og end ydermere herefter tilstander, om denne Feide længer vare skal." Vilde Borgerne sende "Ambasater" til ham, dog ikke over 12 Personer, skulde der blive tilstaaet dem frit Leide, men "dersom I længer forholde og Eder ydermere forføre lade, som I hidtil gjort have, Eder selv saavelsom andre Rigsens Indbyggere til stor Skade og Fordærv, og der kommer ydermere Skade og Fordærv af, saa ville vi med denne vor Paamindelse undskyldt være". Men heller ikke herpaa indløb der Svar. Som man vil have bemærket, ere samtlige Breve rettede til Borgmestre, Raad og Borgere; Hertug Albrecht og Grev Christoffer omtales ikke med et Ord i dem. Disse Underhandlinger med den beleirede Byes Borgere - siger Dr. Nielsen - laa i Tidens Aand; de ansaas selv for Herrer over Befæstningen, og man mente vel desuden i Leiren, at det var dem en let Sag at faa Bugt med de tydske Landsknægte. I Malmø

183

mødte Kongens Tilbud større Imødekommenhed; Jørgen Kok, der havde en vidunderlig Evne til at bringe det mest Mulige for sig selv ud af enhver Konstellation, begjærede det lovede Leide og blev vel modtagen af Kong Christian paa Kallundborg. Under hans Fraværelse fik Fredspartiet i Malmø fuldstændig Overhaand og overgav Byen den 6te April paa fordelagtige Betingelser. Jørgen Kok drog nu til Kjøbenhavn for at overtale den til at følge Malmøs Exempel, men stødte paa haardnakket og afgjort Modstand. Hverken Hertugen eller Greven vilde høre Tale derom, de saavelsom Magistraten stolede paa Undsætning fra Holland.

I Virkeligheden havde de ogsaa god Grund dertil, thi netop i disse Dage var Keiseren, det burgundiske Hof og den fangne Konges Svigersøn, Pfalzgrev Frederik blevne enige om at optræde mod Kong Christian. Der var ikke Tale om at gjenindsætte Christiern den Anden, thi Keiser Carl havde bestemt erklæret sig herimod; Pfalzgrev Frederik skulde være Danmarks Konge. "I Grunden - siger Pal. Müller - kjæmpede Hertug Albrecht og Grev Christoffer nu kun for at vinde nogen Erstatning for deres udlagte Penge, men Kjøbenhavns Borgere havde Intet at kjæmpe for; seirede Keiseren fik de dog ikke Christiern den Anden, men Pfalzgreven til Konge; de havde ikke Grund til at vente en friere og bedre Stilling under ham end under Christian den Tredie; i den sidste vilde de derhos finde den evangeliske Sags kraftige Støtte, medens de i Keiseren og Pfalzgreven kun kunde see den forhadte Papismes Haandhævere. Saalænge den danske Almue kjæmpede for at sprænge Fængslet paa Sønderborg og afkaste Adelens og Prælaternes Aag, kan et dansk Hjerte ikke helt vende sig til Christian den Tredie; paa dette Tidspunkt, da det gjaldt om at udrive det blødende Fædreland af gridske Erobreres og rovlystne Landsknægtes Kløer, maa vi takke Gud, fordi han gjorde Fjendernes Anslag til Skamme, og gav vor Konge Seiren". Men den store Mængde kjendte formodentlig ligesaalidt Pfalzgrevens Planer, som den havde kjendt Grev Christoffers eller Hertug Albrechts; den troede endnu at kunne opleve den Dag, da den "gamle Ørn" vilde vende tilbage og tage Hævn over Adelen.

Christian den Tredie havde nu altsaa ingen anden Udvei end at fortsætte Beleiringen med Alvor. Der blev anlagt Blokhuse udenfor Kjøbenhavns tre Porte; 10 Kjøbstæder fik Befaling til at

184

sende gamle Skuder til Sundet, hvormed Indløbene til Havnen kunde tilsænkes for en eventuel nederlandsk Flaade; der blev udskrevet nye Skatter og opsamlet Levnetsmidler med Amagers Besættelse for Øie, thi Kongen indsaa, at dette var en absolut Nødvendighed for at bringe Krigen til Ende. Inde i Staden holdt man Modet oppe ved Udsigten til den lovede Hjælp, skjøndt det vistnok allerede paa et tidligt Tidspunkt efter Underhandlingernes Ophør begyndte at skorte paa Levnetsmidler. I Midten af Mai forsøgte 24 mecklenborgske Proviantskibe at naae ind i Havnen; de vare den allerede paa en halv Mil nær, da de kongelige Krydsere opdagede dem, bemægtigede sig de atten, medens dog tre undslap, og tre kom ind til Byen. Det var den sidste Tilførsel, Staden fik inden Kapitulationen. Skjøndt alt Samkvem mellem de Beleirede og Beleirerne var afbrudt, synes det dog undertiden ved Udvexlingen af Fangerne, at være kommet til et Slags Noteskifte, som forresten ikke udviser videre Forsonlighed eller Forsagthed paa nogen af Siderne. I Byen havde man taget en Mand, ved Navn Claus Holst tilfange, hvem man i Leiren vilde udvexle med en Borger; Udvexlingen havde allerede fundet Sted, da man i Staden gjorde Fordring paa en anden Mand i Stedet. Følgen heraf blev, at begge Fanger maatte gaa tilbage igjen. Kjøbenhavns Borgmestre spottede ved denne Leilighed over, at der førtes saa mange "Regimenter" i Leiren; det vil sige, at der var saa Mange, der kommanderede, og mente spydigt, at dette vel maatte være Grunden til den langsomme Feide; hertil svaredes i en harmfuld Tone, at Danmarks og Norges Rige med Undtagelse af Kjøbenhavn kun havde én Konge, og naar Hs. Majestæt havde saa mange "Regimenter" baade tillands og tilvands, da var det Krigsbrug; "men - tilføiedes det - hvormange Regenter I have udi Kjøbenhavn indtaget, og hvorledes I dagligen af dennem lade Eder undertvinge og forføre, Eder selv og mange Flere til stor Skade og Fordærv, det vil Enden vel udvise".

Den 18de Juni besatte de kongelige Tropper Amager, og fra dette Tidspunkt bleve de Beleiredes Trængsler og Lidelser utaalelige. Vel havde der iforveien hersket Dyrtid i Staden, og mange Artikler vare stegne til det Tredivedobbelte af deres hidtilværende Pris, vel havde de Fattige sikkert længe kjendt den bittre Nød, og de Rige alle Slags Savn, men Amager kunde dog uden Tvivl yde nogle Levnetsmidler; thi det havde en talrig Vildtbestand, og dets Besiddelse

185

muliggjorde desuden Forbindelsen med Udlandet. Nu blev pludselig denne Vei spærret; en Skandse blev anlagt ved Kallebodstrand for at dække Øen paa dette Punkt, og ude i Dybet, altsaa i den nuværende Havn, spærrede den kongelige Flaade alt Samkvem. Forraadet af Proviant i Staden var yderst ringe; det siges saaledes, at Hertug Albrecht faa Dage efter kun havde 2 Tønder Mel og 2 Fade Vin, og det indses derfor, at den fuldstændige Afspærring, som nu var indtraadt, næsten betød øieblikkelig Hungersnød. Staden holdt sig dog i fyrgetyve Dage til, efter at have udstaaet ligesaa mange Dages Lidelser.

Magthaverne vare sikkre paa Undsætningen fra Nederlandene, thi i hele Mai Maaned og Begyndelsen af Juni havde de modtaget hyppige Opmuntringer og Breve, hvori det forsikkredes, at nu vilde Flaaden løbe ud, og Hjælpen staa for Døren. Dagene gik, uden at Forholdene forandredes, men bestandig holdtes Modet oppe ved den lokkende Udsigt til endelig Seir; hver Morgen stod man op i det Haab, at Skibenes høie Reisninger i det Fjerne eller Kanonskud vilde melde, at Befrielsens Time slog. Man vidste ikke, at de hollandske Stænder havde nægtet at deltage i Krigen, og forlangte, at Keiser Carl skulde føre den paa egen Haand, at Regentinden i Nederlandene havde maattet anvende den Hær, der var bestemt til den nordiske Krig, i Gröningen, eller at Keiseren atter var bleven indviklet i Krig med sin gamle Modstander Franz den Første af Frankrig. Og da endelig Alt var rede i August Maaned, var det forsilde - Kjøbenhavn var falden.

Da Amager blev besat, begyndte Fredspartiet at reise Hovedet; thi det indsaa, at al videre Modstand var umulig. Den 19de Juni opfordredes Borgerskabet til at møde paa Gammeltorv den følgende Dag; Opfordringen udgik i Magistratens Navn, men var et Falsum; Tilsigelsen var i Virkeligheden udgaaet fra det undertrykte Parti, der ansaa Øieblikket for kommet til at afkaste Ambrosius Bogbinders og navnlig de fremmede Fyrsters og Landsknægtes Aag, thi der er Meget, som tyder paa, at Hadet mellem de danske Borgere og Tydskerne ved denne Leilighéd kom til Udbrud. Man antager, at Anders Halager stod bagved denne Bevægelse; han havde under Frederik den Første en kort Tid været Borgmester, men var netop paa Grund af sit Maadehold bleven styrtet af sine Kolleger; nu havde de Misfornøiede sluttet sig om ham. En talrig Mængde,

186

deriblandt mange af de fattigste Borgere, for hvem Beleiringen selvfølgelig var haardest, havde givet Møde, og Forhandlingerne dreiede sig først om Midlerne mod Hungersnøden, derpaa om Byens Overgivelse. Man har sandsynligviis ikke lagt Skjul paa Forbittrelsen over Magthaverens Færd, thi da Ambrosius Bogbinder og Hans Bøse viste sig paa Torvet i Harnisk og Værge for at stille de Urolige tilfreds, bleve de ikke hørte; Mængden stormede derimod ind paa dem, og Hans Bøse blev kastet til Jorden. Da ilede de tydske Landsknægte til, fyrede paa de ubevæbnede Borgere og splittede dem. Blodbadet endte dog ikke hermed; Landsknægtene forfulgte dem ind i Husene, hvor de søgte Frelse, huggede Enhver ned, de traf paa, og plyndrede vidt og bredt i Staden, særlig hvor de kunde vente at finde Levnetsmidler eller Penge. Antallet af Dræbte anslaaes til 150. I nogle Dage bleve Husene afspærrede, og det blev Borgerne forbudt at vise sig paa Gaderne, men ved Magistratens Mægling kom det til et Forlig, ifølge hvilket det Skete skulde være forglemt af begge Parter. Det forstaar sig, at mange Mistænkte vare blevne fængslede under og efter Blodbadet, ja saa mange, at ikke blot Raadstukjælderen, men "alle Pumpe- og Feiekister" brugtes til Arrester. Muligvis ere nogle af de Skyldige blevne halshuggede; Mogens Gøye, der laa i Leiren udenfor Byen, fortæller saaledes, at Anders Halager og 27 andre danske Borgere bleve henrettede, men for den Førstes Vedkommende er det ialfald usandt, da Anders Halager efter Overgivelsen blev Borgmester. "Og er der nu - siger Gøye - udi Kjøbenhavn et underligt Rumor og bistert Regimente, saa mange Uskyldige der formyrdes og kommes om Halsen. Til alt Sligt er Jørgen Kok og Ambrosius Ophav og Begyndelse; de vare selv med Knægtene at slaa disse Borgere, og forhaaber jeg, at de dog paa det Sidste selv tage ind med den Skjæppe, som de nu maale ud med."

Omtrent paa dette Tidspunkt blev en Spion Henrik Parvus greben i den kongelige Leir og underkastet et pinligt Forhør. Han havde oprindelig staaet i den fangne Konges Tjeneste og var i sin Tid af Hertug Albrecht bleven sendt til Kjøbenhavn med Breve til Grev Christoffer, hvorpaa han var bleven her i en eller anden Tjeneste hos Hertugen. Af de Forklaringer, han afgav, ses det, at det misfornøiede Parti oprindelig havde villet formaa ham til at begive sig ud i Leiren og aabenbare Kong Christian, hvor Byen

187

bedst kunde angribes, men Parvus havde i Stedet meddelt Hertug Albrecht Anslaget, hvorpaa flere af Ophavsmændene vare blevne fængslede. Sandsynligvis har man herved faaet Øiet op for hans Brugbarhed til slige Opgaver, thi han blev nu udsendt for at lokke de kongelige Tropper i en Fælde under Skin af Venskab for dem. Af disse paa Pinebænken aftvungne og derfor temmelig forvirrede og modsigende Meddelelser, erfarer man, at Hertug Albrecht havde tabt Modet og ved Amagers Fald havde sagt, at det nu vilde være en Kunst for ham at faa Dagtingning for sig og sin Hustru. Baade Hertugen, Greven og de menige Borgere vilde gjerne "gaa med en hvid Kjæp" ud af Landet, om de kunde faa Naade, skjøndt de to Fyrster og Jørgen Kok endnu haabede at slippe bort tilsøs, da de hver havde et Skib. Sluttelig tilbød Hr. Henrik, sagtens for at undgaa videre Tiltale, at arbeide for Kongens Sag; vilde man betro ham at skrive til Byen, vilde han "fly Kongl. Maj. 4-500 Mand under hans Haand."

Henrik Parvus havde Ret; Hertugen havde for et Øieblik tabt Modet. Allerede Dagen efter Amagers Besættelse af de Kongelige havde han tilskrevet sin Broder og opfordret ham til at paakalde fremmede Fyrsters venskabelige Mægling, men da Hertug Vilhelm af Brunsvig i Begyndelsen af Juli ankom til Leiren for at udvirke taalelige Fredsbetingelser, var Hertug Albrecht pludselig kommen paa andre Tanker og vilde ikke høre Tale om Overgivelse, efterdi han stadigt haabede paa Hjælp fra Nederlandene. Men dette Haab syntes aldrig at skulle gaa i Opfyldelse. Forgjæves speidede Kjøbenhavns Borgere i deres store Lidelser Dag for Dag ud over Havet; der viste sig Intet, som kunde varsle, at Frelsen var nær. En af de Kongelige udtænkt raffineret Krigslist fremkaldte vel en kortvarig Jubel, men kun for at nedstyrte de Ulykkelige i endnu dybere Fortvivlelse. Man havde anholdt alle de Handelsskibe, der passerede Sundets Indløb, og da nogle hundrede vare samlede, bleve de i en stor Eskadre sendte mod Kjøbenhavn, hvor man maatte formode, at det var den længselsfuldt ventede Undsætning. Den kongelige Flaade seilede dem derpaa imøde og leverede en Skinfægtning paa Kjøbenhavns Rhed, som bragte Indbyggernes Hjerter til at banke i den voldsomste Spænding; de strømmede op paa Voldene fuldt bevæbnede og fyrede med Kanoner til alle Sider, og da Seiren syntes at hælde til deres formodede Venners Side,

188

aabnede de Portene og hengave sig til den mest ukrømtede Glæde. Gamle Mænd og Børn, Piger og Koner løb omkring paa Gaderne og jublede af Fryd, skjøndt de vare halvdøde af Sult; først da Krudtrøgen var trukken bort, og de opdagede Sandheden, forvandledes Glæden til Fortvivlelse. Lidelserne vare endnu ikke udtømte; Portene bleve lukkede, og de lange Dages og Nætters Hunger og Venten begyndte paany.

Imidlertid voxede Nøden Dag for Dag og antog gruopvækkende Dimensioner. Krigsfolkene vare de stærkere og vilde først fødes; Borgerne maatte nøies med det, der faldt af til dem og forresten tie og sulte. Man spiste Heste og Hunde, men Forraadet af disse Dyr var ikke stort; Hundene bleve derhos opsnappede at Landsknægtene og indespærrede i Kjældere, hvor der holdtes Vagt over dem, for at de ikke skulde komme Uvedkommende til Gode. Det frugtede Intet, at man jog Fattigfolk ud af Byen, de bleve atter jagne ind af de Kongelige. "Vi ligge endnu og bage Fisk for Kjøbenhavn - skriver Jesper Brochman paa dette Tidspunkt - men jeg haaber dog, at de ikke gjør det længe, thi de ere noget smalle om Kindbenene." Brødet slap op, og Døden begyndte at gjøre et rigt Bytte. Den sidste Skjæppe Mel kjøbtes af Hertug Albrecht for 20 Lod Sølv eller 300 Kroner i vore Penge, det Femtendobbelte af, hvad en Tønde Mel skulde sælges for udenfor Staden. Iøvrigt maatte Hertugen neppe underkaste sig store personlige Savn eller Lidelser, thi da Levnetsmidlerne bleve saa sparsomme, at selv de Rigeste havde Vanskelighed ved at faa dem, nedkom hans Gemalinde med en Søn, og Kong Christian viste nu den ridderlige Hensynsfuldhed overfor den fornemme Dame, at han daglig tilsendte hende Vildt, alle Slags Forfriskninger og anden Føde. Dette - siger Pal. Müller - gjorde dog ikke Mask og udblødte Læderstumper mindre bedske for Menigmand, og Krag mener endog, at det kun bidrog til at forhale Byens Overgivelse. Naar Indbyggerne klagede til Borgmestrene, fik de kun det hjerteløse Svar, at endnu havde de jo ikke ædt deres egne Børn, som man gjorde under Jerusalems Beleiring. Man maatte gribe til alle Slags Surrogater for Næringsmidler; man spiste Græs, Katte og Rotter, man tørrede Andemad og Hestelindser og bagte Brød deraf; af Flodholt blandet med Hesteblod og en Smule Bygmel lavedes der ligeledes et Slags Brød. Omtrent en Uge før Byens Overgivelse kostede en Kat 2 Mk.

189

et Æg 1 Mk., en Pris, der vil forstaas, naar man erfarer, at Datidens almindelige Betaling for en Oxe var 10 Mk. I Krønikerne fortælles, hvorledes Døde fandtes omkring paa Gaderne og langs Voldene, og hvorledes Mange "vare saa forsmægtede, at de hverken kunde gaa eller staa eller opreise sig selv". Børn vaklede omkring paa Marken udenfor og ved Bygravene og spiste Græs, medens Andre fandtes liggende døde med Fjer og Græs i Munden. Et enkelt Tilfælde vakte navnlig Forfærdelse og Medlidenhed: paa Helliggestes Kirkegaard - siges der - sad en Kvinde med to døende Børn, der diede Blod af Moderens Bryst, indtil først hun og strax derefter de Smaa opgave Aanden, hvorpaa Blodet løb dem begge ud af Munden.

Krag skildrer i sin Christian den Tredies Historie Elendigheden med følgende Ord: "Hungeren tog omsider saa almindelig Overhaand, at Alle, baade Høie og Lave, sukkede under den almindelige Nød og forestillede sig intet Andet end en jammerlig Død, thi Brødet var sluppet for dem, og hvad Brød, der blev bagt af Klid og Mask, var meget kostbart, saa at om end Nogen vilde give sin hele Formue bort for en liden Del Brød, saa var der Ingen, der vilde sælge, ikke engang Byg- eller Havrebrød, saa stor en Nød var der i Byen. Om Nogen havde lidt Korn, malede han det hemmeligt i sit Hus eller aad det helt. Der var ei heller mere Kjød at faa, saa at de maatte slagte Katte og Hunde, hvis Kjød af en langvarig Hunger var saa tørt og kraftesløst, at der var ingen Smag og kun liden Føde i det; og hvor saadan Mad blev tillavet, stod de Fare, naar de skulde nyde det, efterdi Krigsfolket beskyldte dem, at de havde anden Slags Spise i Behold, men satte sig til Bords paa saadanne Retter af lutter Bedrageri. Nogle gik ind i rige Folks Huse for at søge om Føde, og endskjøndt de ikke fandt noget; lod de det dog ikke blive derved, men beskyldte dem for at have Noget i hemmelige Kroge og truede dem med Døden, hvis de ikke kom frem dermed, og Mange vilde gjerne dø paa den Maade, men beholdt dog Livet. Mange plukkede Urter i Haverne udi Byen eller paa Voldene, hvilke de kogte eller spiste raa, naar de for Hungers Skyld ikke kunde bie, indtil de bleve kogte, og Intet var saa urent og modbydeligt, at de jo spiste det, naar det kun kunde tygges og nedsynkes. Mange, imedens de gik omkring for at opsøge saadan elendig Føde, faldt om paa Gaderne af Afmagt;

190

Mange, som ikke havde Kræfter til at gaa ud, døde i deres Senge; en Del, som frygtede for at blive ubegravne, ifald de døde hjemme, gav sig ud paa Gaderne og omkring ved Voldene, indtil de bleve saa afmægtige, at de døde. Nogle, som formedelst Afmagt ikke kunde staa paa Benene, krøb paa Hænder og Fødder til Kirkegaardene for at ende Livet der og komme i Jorden med Andre, som kunde blive baarne derhen. Frugtsommelige Kvinder opgav Aanden i deres Mænds Arme; Børnene skreg til Forældrene, naar de vilde spise, saa at disse maatte tage Maden fra deres egen Mund og give dem; spæde Børn laa og døde i Vuggen, fordi Mødrene havde ingen Mælk at give dem; nogle, saasnart de bleve tagne fra Brysterne, døde tilligemed Mødrene." Et samtidigt Øienvidne siger: "De havde ingen ædende Varer i Kjøbenhavn, hverken Heste, ikke Hunde, ikke Katte, ikke Krager eller Andet, og havde Kgl. Majestæt ikke taget dem til Naade paa én Dag om at gjøre, havde de ædt deres egne Børn, thi de havde intet Andet end Løvet paa Træerne".

Henimod Slutningen af Juli var endelig Magthavernes Mod kuet, alle Midler vare udtømte, og Tilstanden saa forfærdelig, at enhver videre Modstand maatte opgives. Krigsfolkene kunde ikke længere føre deres Vaaben; et Angreb vilde ufortøvet have hidført Byens Fald. Da drog Hertug Albrecht den 26de Juli ud i den kongelige Leir, og ved Hertug Vilhelm af Lyneborgs Mægling lykkedes det ham at stemme Kong Christian til Mildhed. Underhandlingerne stod paa i nogle Dage, thi Kongen forlangte først, at Staden skulde overgive sig paa Naade og Unaade, og disse Ventedage have uden Tvivl ikke været de mindst bittre for Borgerne. Den 28de Juli mødte Borgmestrene Ambrosius Bogbinder, Niels Tøndebinder og Hans Bøse, Raadmændene samt 12 udvalgte Borgere i Leiren, og nu afsluttedes Underhandlingerne for Byens Vedkommende. Kjøbenhavnerne anerkjendte Christian den Tredie for deres rette Herre og Konge, og denne lovede at haandhæve Guds Ord, det hellige Evangelium og den rene bibelske Lære, dog at de ikke maatte antage andre Prædikanter end dem, der stadfæstedes af Kongen. De Privilegier, Staden havde havt i Kong Hans's Tid, skulde den fremdeles beholde. Kongen vilde i Fremtiden selv være Herre over Byens Befæstning, Skyts og Krigstilbehør, samt have Magt til at indsætte Borgmestre og Raad. Herved gik altsaa den

191

Frihed, der var tilstaaet Borgerne af Frederik den Første til selv at keise deres Borgmestre, tabt. Derimod skulde Indbyggerne beholde Serridslev Mark til Oredrift og Græsgang, og "hvis som de udi denne Feide have ærligen handlet og gjort med Rov, Blodstyrtning, Slag, Kirkebrud eller anden Nedbrydelse indenbys eller uden, enten imod Os eller Andre, hemmelig eller aabenbare, skal af Os være og blive en klar aftalen Sag". De eneste, der undtoges fra den almindelige Amnesti, vare Deltagerne i Mordet paa Fru Anne Holgers: en Sværdfeger og en Mand ved Navn Mikkel Skrep, der henrettedes faa Dage efter. Alt røvet Gods skulde gives tilbage til de rette Eiermænd; de, der havde begivet sig ud af Byen til Kongen som deres rette Herre, skulde have deres Gaarde og Gods tilbage, men andre Borgere, der havde handlet uærligt eller forræderisk, skulde det ikke tillades at bygge og bo i Staden. Iøvrigt forpligtede Borgmestre og Raad sig til at holde Kjøbenhavns By til Kongens Haand og efter hans Død til menige Danmarks Riges Raads og den Herres Haand, som kaaredes til Konge over Danmarks Rige.

Den følgende Dag, Lørdagen den 29de Juli 1536, da Hertugens og Grevens Forlig med Kongen ogsaa var blevet undertegnet, besattes Staden af to Faner kongelige Soldater, og 30 Gidsler sendtes ud i Leiren som Borgen for Freden. Levnetsmidler bragtes ihast ind fra Skibene for at frelse Resten af Indbyggerne fra Hungersdøden; thi "uden Kongens Naade - siger en Samtidig - vare Alle, Borgere og Krigsmænd, omkomne". De inddragende Tropper forfærdedes ved det Skue, der frembød sig for dem; navnlig gjorde de døde Børn, der laa ved Gravene og paa Voldene med Græs i Munden, et stærkt Indtryk paa dem. Samme Dag bevægede et andet Tog sig langsomt ud af Nørreport; det var Hertug Albrecht, Grev Christoffer, Kjøbenhavns Borgmestre og Raad samt Jørgen Kok, som ved en personlig og høitidelig Afbigt skulde tiltrygle sig, hvad der paa Forhaand var blevet dem tilstaaet. Skjøndt Ceremonien ifølge Sagens Natur var en ren Formalitet, kunde den dog ikke være de høie Herrer behagelig, især da Kongen benyttede sig af Leiligheden til at sige de Beseirede forskjellige Sandheder. Hertugen var tilhest, de Andre tilfods med blottede Hoveder og hvide Stave, Fredens Symbol, i Hænderne. Paa Nørrefælled slog de kongelige Tropper, flere Tusind Mand tilhest og tilfods, Kreds om dem, hvorpaa de En for En stædtes for Kongens Aasyn.

192

Først bøiede Grev Christoffer sig dybt og bad om Naade for den Døds Skyld, vor Frelser havde lidt. Kongen tiltalte ham strengeligt, bebreidede ham alt det Onde, han uden Skygge af Aarsag havde tilføiet hans Riger og Lande, mindede ham om hans Hovmod ved Mødet i Kolding og vedblev: "Om jeg nu vilde, kunde jeg vel alvorligt mønstre Dig, men det vil jeg ikke gjøre. Dog skal Du sværge mig en Ed, at Du vil afholde Dig fra disse tre Riger, Danmark, Norge og Sverrig samt Hertugdømmerne, vil lade de Herrer og Fyrster, der have staaet mig bi, umolesterede, strax begive Dig til Dit eget Fyrstendømme og ikke mere kalde Dig Danmarks Rigsforstander". Derpaa fremsagde Kongens Kantsler Wolfgang Utenhof Eden, som Greven maatte gjentage med oprakte Fingre. Hertug Albrecht blev paa Grund af sin høiere Rang og for sine fornemme Slægtninges Skyld behandlet med mere Hensynsfuldhed; Kongen nøiedes med at sige ham, at han var en forført Mand, hvorpaa han fik frit Leide til at reise hjem til Mecklenborg paa to preussiske Skibe, som skulde føre de fangne danske Adelsmænd tilbage til Kjøbenhavn. Det øvrige Mellemværende mellem Hertugen og Kongen skulde afgjøres ved en Voldgiftskjendelse af to upartiske Fyrster.

Tilsidst faldt Kjøbenhavns Borgmestre og Raad paa Knæ og svor, at de vilde være Kongen tro og huld og aldrig mere slutte sig til Christiern den Anden, Keiseren eller Burgund. Jørgen Kok og Ambrosius Bogbinder maatte gjøre Knæfald to Gange og bede om Naade, og Kongen bønhørte dem først, da Hertug Vilhelm af Brunsvig, nogle Ritmestre og andre Personer havde talt deres Sag. Dog blev det bestemt, at de i Fremtiden ikke maatte tage Ophold i Kjøbenhavn eller Malmø, men kun et andet Sted i Riget eller Hertugdømmerne, hvor Kongen anviste dem Bopæl. Indtil videre forblev de vel i Staden, men beholdt dog kun deres personlige Frihed mod stærk Borgen. De fremmede Landsknægte afmarcherede derpaa med sænkede Faner, efterat Hertug Albrecht havde givet sit Æresord paa at betale Indbyggerne deres Tilgodehavende for Tydskernes Fortæring, naar han var kommen hjem. Denne Sum, der beløb sig til 30,000 Gylden, blev dog aldrig betalt.

Søndagen den 6te August holdt Kong Christian og Dronning Dorothea deres høitidelige Indtog i den saa haardt hjemsøgte By. De bleve - skriver Krag - modtagne med stor Glæde især af

193

Almuen, som udi Beleiringen havde lidt størst Nød. Alle, som kunde nogenledes krybe af Sted, kom ud i deres Døre og paa Gaderne og ønskede Godt over Kongen, naar han kom forbi dem. Og hvem, som sukkede efter fri Religions Øvelse eller ønskede at komme i Rolighed med deres Hus og Hjem, Gods og Formue, glædede sig over, at de havde oplevet deres Befrielse. Øvrigheden gjorde ogsaa sin underdanigste Opvartning ved at tage imod Kongen, da han kom ind af Porten; dog kunde de ikke vise nogen offentlig Glæde paa Grund af den store Nød, der var overgaaet Byen, men alene ved Graad og Suk bevidne deres gode Hjertelag mod Kongen. De, som havde en ond Samvittighed for det Onde, de havde begaaet, vare de Eneste, der taug, og derved gjorde sig mistænkte. Hvor Kongen vendte sine Øine hen, medens han kom igjennem Gaderne, saa han intet Andet end det, som var bedrøveligt. Kirke- og Hustage vare nedskudte, mange Huse vare væggeløse og tomme og stod hvert Øieblik færdige at falde ned. Vinduerne vare indslagne, saa at man kunde se ind i Husene og betragte den Nød og Elendighed, der var derinde. Værksteder og Boder stode allevegne tillukte, da de fleste enten havde udsolgt deres Varer eller ved Røveri og Plyndring mistet dem. De, som lode sig se paa Gader og Stræder, syntes mere at trøste sig i Haabet end at glæde sig over deres Omstændigheder. Men de Bedrøveligheder, som faldt alle Andre i Øinene, rørte især Kongens Hjerte, saa at han af Kjærlighed til den bedrøvelige Almue forbandede dem, der havde været Aarsag i den store Ulykke.

Kjøbenhavn blev behandlet med Mildhed af Seirherren, og enhver Forpligtelse, der var indgaaet i Overgivelsesakten, blev holdt. Det følger af sig selv, at den af Grev Christoffer indsatte Magistrat ufortøvet blev afskediget og afløst af en ny, paa hvilken Kongen kunde stole, men ingen af dens Medlemmer blev forulempet eller draget til Ansvar af den nye Hersker. Frederik den Førstes velvillige Sindelag var gaaet i Arv til hans Søn, hvis Charakter overhovedet var menneskjærlig og overbærende; Ingen led Overlast paa Liv eller Eiendom for politiske Meninger, ja de Mænd, der havde været Kong Christierns ivrigste Tilhængere, og som paa mange Maader havde kompromitteret sig under Beleiringen, kunde faa Aar efter beklæde forskjellige Tillidshverv. Kun Ambrosius Bogbinder, der nys havde været almægtig i Staden, fik et tragisk Endeligt.

194

Kongen havde vel benaadet ham paa de ovenfor angivne Vilkaar men Privates Klagemaal var derfor ikke udelukket. Umiddelbart efter Overgivelsen lod Jens Kammersvends Enke ham stævne for Bytinget, fordi han "uden al Skæl og Brøde" havde ladet hendes Mand henrette; han svarede, at han havde Beviserne for den Henrettedes Forræderi i sit Hus, (smlgn. S. 179) og lovede at medbringe dem næste Dag. Men da han om Morgenen skulde møde for Retten, fandt man ham død; han havde taget sig af Dage ved Gift. Bevægelsens anden Hovedmand, den snu Jørgen Kok, forstod derimod bedre at redde sig ud af en farlig Stilling. Allerede faa Dage efter Overgivelsen finde vi ham i Kong Christians særlige Gunst og nydende dennes Beskyttelse mod Adelens og Rigsraadets Efterstræbelser, og det synes sikkert, at det fornemmelig var paa hans Tilskyndelse, at Kongen bestemte sig til "uopholdelig at tage Biskopperne ved Hovedet" og lægge Bispegodset under Kronen. Den tredie Partifører, Hans Bøse, synker tilbage i Forglemmelse i nogle Aar, men dukker pludselig atter op i 1544 som Papegøiekonge, eller som man nu vilde kalde det: Fuglekonge, en Værdighed, der faar et vist komisk Skjær i Belysning af Mandens Fortid. Om Niels Tøndebinder erfares Intet senere.

Kong Christian stod nu ved Maalet, men Landet var ødelagt, og tusinde Vanskeligheder omgav ham. Fra Udlandet og Norge truede nye Farer, Krigsfolket forlangte sit Tilgodehavende og maatte betales, thi Knægtene "vilde være betalte", og Kongen saa sig nødt til at udstæde Forskrivninger, for hvilke Rigsraaderne og andre Stormænd maatte gaa i Borgen. De preussiske Søfolk vilde ikke engang modtage dansk Mønt i Afdrag paa deres Sold. I Kjøbenhavn gjorde Tropperne "et stort Opløb", og man maatte gribe til den sædvanlige Udvei at sende de uroligste Afdelinger til en anden By (Kjøge), hvor Borgerne da maatte underholde dem, indtil de bleve betalte. Under disse Forhold, og som det synes paavirket af Jørgen Kok og den tydske Kantsler Wolfgang v. Utenhof, modnedes den Beslutning hos Kongen at gjennemføre den lutherske Kirkeordning ved en Revolution fra oven, thi Spørgsmaalet om Kirkens Stilling var brændende og maatte i Kongemagtens Interesse løses, inden Rigsdagen, der var sammenkaldt for at reorganisere Stat og Kirke, samledes. Kongen vaklede en Tidlang mellem forskjellige Raad; det vides, at han oprindelig ikke blot havde isinde at

195

fængsle Biskopperne, men tillige samtlige verdslige Rigsraader, med andre Ord: sprænge Rigsraadet, kue det danske Aristokrati og med den tydske Adels Hjælp virkeliggjøre, hvad Frederik den Tredie 124 Aar senere iværksatte, støttet paa Geistligheden og Borgerstanden. Planen strandede dog paa fem danske Rigsraaders Modstand, hos hvem Kongen - efter eget Sigende - altid havde fundet Troskab. Mod Biskopperne skulde der derimod handles med Eftertryk. Ved Aftentide den 11te August afholdtes et hemmeligt Møde paa Slottet, der overværedes af Kongen, den preussiske Admiral Johan Pein, Brødrene Johan og Melchior Rantzau, Øversterne for Landsknægtene, Feltherrerne og Ritmestrene, og her blev det "i Guds Navn" besluttet "at tage Biskopperne ved Hovedet" endnu samme Nat. Kl. 4 begav Melchior Rantzau sig afsted med en Afdeling Landsknægte og arresterede de tre Biskopper, der vare i Byen, nemlig Erkebiskoppen af Lund, der opholdt sig paa sin Gaard paa Østergade, Biskoppen af Ribe og Biskoppen af Roskilde, Joachim Rønnow, som var paa sin Bispegaard, hvor det nuværende Universitet ligger. Denne sidste, der ikke havde Anelse om, hvad der ventede ham, og Dagen iforveien havde havt Erkebispen til Gjæst, vaagnede i den tidlige Morgenstund, da Porten blev brudt op med Magt, og flygtede op paa sit Loft, hvor han skjulte sig over Hanebjælken, og først blev funden opad Dagen. Da han blev trukken frem, brugte han endda trodsige Ord, saasom han var en Mand - siger Krag - der ingen Taalmodighed besad. Hans ustyrlige, lidenskabelige Sind havde netop i disse Dage lagt sig for Dagen paa utvetydig Maade, idet han havde lokket en Borger ved Navn Jakob Rus ind til sig og havde mørbanket ham med høistegen Haand, saaledes at hans egne Svende maatte skride ind og frelse den Mishandlede fra videre Overlast. Sandsynligvis har denne Borger ved anden Leilighed fornærmet Biskoppen. Kong Christian var særlig opbragt mod denne rige Prælat, fordi han under den store finansielle Nød havde nægtet at komme Kongen til Hjælp, medmindre Klostergodset i Sjælland blev ham overladt.

De fængslede Biskopper bleve anbragte i Blaataarn hver i sit "faste Gemak" under en stærk Vagt af Hageskytter og Drabanter, og samtidig blev Byen i tre Dage afspærret tillands og tilvands. KL 8 mødte de verdslige Rigsraader paa Slottet tilligemed Kongens trofaste Ven, Biskop Ove Bilde af Aarhus, som iøvrigt ogsaa maatte

196

sættes fast, da han ikke vilde falde tilføie; de verdslige Raader udstedte derimod uden Modstand en Forpligtelse, ifølge hvilken "Danmarks Riges Regimente efter denne Dag ikke skulde hænge hos nogen enten Erkebispen eller andre Bisper", men alene hos Kongen og det verdslige Rigsraad. Hermed var i Grunden den lutherske Reformations Seir fuldbyrdet. Der er ingen Tvivl om, at Kjøbenhavns Indbyggere hilsede Forandringen med Glæde; man har endog den preussiske Admiral Johan Peins udtrykkelige Forsikkring om, at Borgerne i Staden vare "vel tilfredse med stor Jubilering"; et andet Spørgsmaal er det dog, om denne Stemning holdt sig, da Bevægelsen senere truede med at fortrænge den danske Nationalitet fra al Indflydelse i Riget.

Den 15de Oktober traadte den indvarslede Rigsdag sammen i Kjøbenhavn, og Byen maa have været overfyldt af Fremmede, thi ikke mindre end 400 Adelsmænd, over 500 Bønder og henved 200 Kjøbstadmænd gave Møde. Det er ikke her Stedet at skildre de Forhandlinger, der førtes; det er nok at henvise til de betydningsfulde Resultater, der opnaaedes, hvilke Pal. Müller sammenfatter i følgende Ord: Den gamle Kirkes Fald, Biskopmagtens Afskaffelse, al Magt i Stat og Kirke lagt i Kongens og et verdsligt Rigsraads Haand, Kongemagten styrket, Kronens Arvelighed halvt indført, Rigsraadets Magt overfor Kongen indskrænket, og endelig Norge indlemmet i Danmarks Rige. I stor Hast blev Alt afgjort, thi allerede den 30te Oktober udstedte Kongen sin Haandfæstning, og samme Dag afholdtes en offentlig Forsamling, et saakaldet Bursprog paa Gammeltorv, hvor Folket, den menige Adel, Borgere og Bønder godkjendte Rigsdagens Beslutninger. Her var opreist et prægtigt udsmykket "Stillads", hvor Kongen og Rigsraadet tog Sæde; nedenfor paa Pladsen bølgede en talrig Folkemængde. Der blev oplæst en skreven Tale for Mængden, hvori Kongen først "betakkede dem, for de godvilligen efter hans Befaling havde mødt". Tilstanden havde været frygtelig - hed det videre - Riget havde været som en Røverkule, og det var blevet nødvendigt at sammenkalde Stænderne for at gjøre en ny Skik og Ordinants baade i den geistlige og verdslige Handel. Biskopperne vare blevne fængslede, fordi Kongen vilde, at Guds Ord og Evangelium skulde rent og klart prædikes over hele Riget, hvilket de altid havde modsat sig. De sidste Aars Begivenheder bleve gjennemgaaede; Rigsraadet havde

197

mod Ed og Pligt ingen Konge kaaret, Folket havde gjort Oprør som en Flok galne Hunde; dog skulde Alt være glemt og tilgivet, hvad de verdslige Stænder angik, thi Biskopperne havde havt den største Brøde. Der oplæstes derpaa et Anklageskrift mod Biskopperne, som havde opført sig saaledes, at man ikke vidste, om de vare Prædikere, Ritmestre, Høvedsmænd eller Krigsmænd. Alle vare de opsætsige og uduelige; de forfulgte Evangeliet, og "den Lydighed, de Riget vilde, førte en Flue bort paa sin Rumpe". De burde derfor fjernes, og en almindelig Reformation indføres, og hvis Folket billigede dette, maatte det ogsaa billige, at Bispegodset inddroges under Kronen, og at alt det øvrige Kirke- og Klostergods anvendtes til gudeligt Brug, til lærde Folks Lønning, til Hospitaler og Fattighuse. Ved denne Leilighed var det, at der rettedes et skarpt Angreb paa Joachim Rønnow, fordi han efter Frederik den Førstes Død havde gjort Forsøg paa at gjøre Bispestolens gamle Fordringer paa Kjøbenhavns Stad og Slot gjældende, idet han havde ment, at det nu var beleiligt "at drage de tre danske Løver (som end da lidet Haar havde) Huden al sammen af Ørene«. Nogle gode ærlige Mænd af Rigens Raad vare dog optraadte mod ham og havde sagt ham, at det ikke vel vilde skikke sig, at han udi den Tid vilde drage Hovedstaden Kjøbenhavn fra Riget; under alle Omstændigheder burde han lade det bero, indtil Riget fik en Konge igjen, som kunde forsvare Kronens Ret; dersom han da vilde kalde Sagen udi Rette, da vederfor ham vel der og saa meget, som Ret var. Ikkedestomindre afviste han Rigsraaderne "med mange spidsige, trodsige Pukkeri og uskikkelige Ord og Tale". Da der forhandledes om at udvælge en Konge, havde han sagt, at han aldrig vilde have nogen, før man havde tilfredsstillet ham med Penge for hans Ret til Kjøbenhavn og Slottet. Det forstaas let, at disse Oplysninger endyderligere maatte forbittre Almuen mod den iforveien forhadte Biskop. Sluttelig blev det Spørgsmaal stillet Mængden, om den nogensinde vilde have disse Biskopper igjen eller andre med lige Magt. "Da raabte Almuen - siger Hvitfeld - den ene i den andens Mund, at de vilde blive hos det hellige Evangelium og ikke have saadanne Bisper mere, og at Stiftets Gods skulde lægges under Kronen, Kronen til Bestyrkelse og dem til Lise, at man ikke saa ofte skulde skatte den fattige Almue". Sluttelig oplæstes forskjellige nye Ordinantser, af hvilke de fleste senere optoges i Christian

198

den Tredies koldingske Reces. Bursproget endte først Kl. 4 om Eftermiddagen.

Ved den endelige Vedtagelse af denne "Menige Rigens Konstitution, Sæt, Skikkelse og Ordinatie" var Katholicismens Afskaffelse fuldbyrdet, og Reformationen endelig indført. Kjøbenhavn var bleven hjemsøgt af store Ulykker, men paa det mindeværdige Torv, hvor saa mange vigtige Begivenheder baade før og senere ere foregaaede, var den nye Tid nu bleven indviet; herfra var den friere Strømning udgaaet, som gjennem de kommende Tider ikke blot skulde komme Kjøbenhavn, men hele Folket tilgode.